Grækenland:

Staternes Europa mod et folkeligt demokrati ?

På mange måder må vi krydse fingerne for at grækerne står fast og

stemmer nej til folkeafstemningen Søndag 5 Juli 2015. Europa styres af

finansmarkeder og ikke af befolkninger, og det må høre op. 

Dette er en konfrontation imellem - på den ene side - et staternes

Europa og - på den anden side - et demokratisk folkestyre i en

medlemsstat. 

En uforsonlig og kynisk forhandlings position har været kreditorenes

udgangspunkt i de forhandlinger som har pågået, og retshaveriskhed

har dikteret de holdninger man er gået ind i forhandlingerne med. 

Man synes at have tabt det politiske overblik. Det virker som om EU har

afkoblet sig selv fra historiske realiteter, og i stedet forhandler på auto

pilot så snart et mål er dikteret. Dikteret enten af en somnambolistisk

forvaltning af gældende aftaler og præmisser, eller af politiske

holdninger som fastlægges langt fra de parlamentariske forsamlinger

som rettelig burde være dem der altid skal sætte denne type af

dagsordener.  

I mediernes behandling er det ikke meget bedre. Korrespondenter og

kommentatorer, med begge ben plantet eftertrykkeligt i EU’s magt

conundrum, gentager selvfølgeligheder: Man kan ikke leve på lånte

penge ! EU har betalt for Grækernes fejl, som de ikke er villige til at

rette op på! Afdragsbetingelser skal overholdes af den der skylder

penge! Og man kan blive ved. 

Hele tiden er det økonomiske selvfølgeligheder for bankfolk og

embedsmænd som gentages af disse kommentatorer, men på intet

tidspunkt, er der en reel kritisk stillingtagen til hvad det er vi er ved at

rode os ind i. Jeg fristes til at sige endnu engang, da hele håndteringen

omkring Ukraine jo stadig bærer sin frygtelige pris. 

Lad os først få fakta på plads:

Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 1

Grækerne har været igennem sparerunder og nedskæringer som ikke

er set så omfattende, og over så kort tid, i et vestligt demokrati i nyere

tid. Irland var en bankkrise og ikke en statsgældskrise. Det samme i

Spanien. I Italien er det en vækstkrise og i Portugal var det en

statsfinansiel krise men af betydeligt mindre omfang end vi har set i

Grækenland.

Grækenland er tilladt for stor gældsoptagelse af deres finansielle

kreditorer, da gælden langt har oversteget den sædvanlige

tommelfingerregel for holdbarhed som er ca. 60% af BNP. Det har

pågået siden Grækelands indtræden i Euro, og enhver har været

bevidst om at den indtræden fandt sted på et forkert omvekslingsforhold

til Drachmer, og at deres rapporterede tal ikke kunne sammenlignes

med dem der produceres i øvrigt indenfor Euro-Gruppen. Politisk i EU

ønskede man Grækenland i Euroen og økonomisk - blandt de

finansielle långivere - ønskede man at låne ud til Grækenland. 

Den statsfinansielle krise i Europa der udløses i 2011 var en

konsekvens af den finansielle krise fra 2008, og var forudsigelig. Default

swaps, og renter på flere typer af statsobligationer, var under pres i lang

tid før det kulminerede i den krise vi alle husker tydeligt fra 2011 og

2012. 

Løsningen for Grækenland blev at man tog en stor nedskrivning af den

statsgæld der var udestående i markedet, og hvor den private sektor

tog et tab på omkring 750 milliarder kroner. Samtidig etablerede man en

refinansiering af Grækenland ved at EU og IMF indtrådte med langsigtet

finansiering der i dag er løbet op i omkring 260 milliarder Euro hvis jeg

husker rigtigt. Den gæld svarer til 170-180% af det Græske BNP

såfremt man holdt det saneringsprogram der blev aftalt med EU-

Gruppen, IMF og ECB. 

Jeg har ikke kendskab til nogen økonom som ikke allerede dengang

sagde at det var uholdbart. At den gæld man sænkede ned over

grækerne aldrig ville kunne serviceres måtte stå enhver klart, og selv

IMF var fortalere for at der måtte finde en nedskrivning sted. 

Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 2

Det var altsammen politik: Det var et spørgsmål om at redde Euroen og

ikke Grækenland. Dominique Strauss-Kahn, der dengang sad i IMF,

indtrådte i denne proces tilskyndet af EU og USA der kontrollerer

stemmemajoriteten i IMF. 

Sagt lidt firkantet så læssede man den finansiering ind i Grækenland

som var nødvendig for at redde Euroen. Om den var meningsfuld - og

om den kunne afdrages -, var af akademisk interesse. Alle forventede,

at når bølgerne havde lagt sig, og Angela Merkel var blevet genvalgt

som tysk kansler i 2013, at man så kunne tage hul på den forudsigelige

gældssanering af den gæld som Grækenland var blevet pålagt. For

Grækenland var blevet den pålagt: En grædefærdig premierminister

måtte stå skoleret i Cannes (2012) for at modtage et pålæg om at tage

hjem og sikre den fornødne lovgivning. For Europoa’s skyld: Ikke

Grækenland’s. 

Som vægtfordelingen er skruet sammen af Euroen, så bærer Tyskerne

en stor del af den slags omkostninger. Det er der en grund til: Tyskland

er en stor del af Euro, fordi Tyskland er en stor del af Euro-Økonomien. 

Tyskland har siden indførslen af Euro importeret økonomisk vækst til

Tyskland fra bl.a. de syd-europæiske økonomier fordi

indbytningsforholdet til Euro fra bl.a. Drachmer, Pesetas m.v. var forkert

og for højt, hvilket beskadigede disse nationale økonomier. 

Omvendt var indbytningsforholdet for lavt for DM, hvilket fra start gav

Tysk økonomi uhyre konkurrencefordele på det indre marked. Dette

kombineret med løntilbageholdenhed i Tyskland skabte det

eksporteventyr som har stivet Tysk økonomi af i snart 20 år. 

I Grækenland gik det så mere galt end som så. Korrupte og ineffektive

regeringer fulgte ikke vækst- og stabilitetspagten som var en del af

Euro. Og man foretog sig intet i ECOFIN. Udover at brokke sig. 

Den græske arbejdende befolkning, unge og gamle, raske og syge, rige

og fattige, blev alle gidseltaget af et lands ineffektive og fejlbehæftede

statsfinansielle ledelse. Men det kunne ses af enhver. Både i EU, i IMF

og i Centalbankerne. Ingen greb ind før det var for sent og vi sad i 2011

og resten er historie.

Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 3

Efter Grækenland gik igennem voldsomme besparelser i 2012 og 2013

kunne man i 2014 se en gradvis forbedring i økonomien. Også for 2015

og frem var forventningerne positive: Man kunne budgettere med et

positivt overskud på statsregnskabet men før renter og gæld.

Den græske befolkning indsatte en ny regering med det utrykkelige

mandat, at et helt land, og en hel befolkning, ikke i en generation eller to

skulle proletariseres af at arbejde en gældsbyrde af, der ikke var

demokratisk holdbar. Den finansielle løsning man havde designet i

Euro-krisens panik år 2012, var ikke demokratisk holdbar. Løsningen

ville i sin umiddelbare form medføre, at en hel befolkning ville blive

gidseltaget i årtier, og at et helt lands Geo-politiske fremtid i Europa,

ville blive bragt i farezonen. 

Korrespondenter og kommentatorer synes ikke at forstå, at det forhold

at Grækenland ikke betaler sine renter og afdrag til IMF og EU ikke er et

Græsk problem. Tværtimod. Det er renter og afdrag som giver

problemet, fodi mængden ikke er afstemt til økonomisk holdbarhed og

ikke er demokratisk virkeligheds kontrolleret. Grækenland vil klare sig

helt fint ude at betale en Euro af den gæld de har. Det kan man næsten

sige sig selv. 

Korrespondenter og kommentatorer synes heller ikke at forstå, at

misligholdelse af disse gældsposter intet har at gøre med fortsat

deltagelse i Euroen. At man ikke betaler sine gældsposter er ikke et

grundlag for at man kan ekskluderes af Euro. ECB har selv udtalt at der

ikke kan etableres en sådan sammenhæng. Man kan slet ikke

ekskluderes, men må formentlig helt træde ud af EU. Der kan man

heller ikke ekskluderes (mig bekendt).  

Så kommer vi til det moralske tema: Er det umoralsk at Grækenland på

denne vis gør sit problem til alles problem ? Nej på ingen måde. Det var

alles problem i første omgang igennem eftergivenhed, forkert

kreditgivning, manglende kontrol og forhastede lappeløsninger da der

var større ting på spil. 

Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 4

Konklusionen på alt dette kan kun blive, at for os der står værn om

befolkningernes Europa, demokrati som den bærende beslutningskraft,

og for os der har medmenneskelighed og hensyn til andre som noget

der påvirker vores politiske stillingtagen, så kan vi kun bede til at den

græske befolkning står fast på Søndag og sender bolden tilbage hvor

den kom fra. Fra det tidspunkt vil det være klart for enhver, at de

statslige udlån og lån fra ECB må nedskrives til et holdbart niveau. Ikke

kun for kreditorerne men også for den befolkning som skal afdrage

dem. Man kan starte med at nedskrive de 750 milliarder som den

private sektor påtog sig i første omgang.

Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen 30 Juni 2015 5