1

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad

NR. 3 JUNI 2013

Flygtninge i fokus

2

REDAKTION:

Henrik Døcker, Torleif Jonasson,

Anne Marie Wium-Andersen, Trine

Marqvard Nymann Jensen og

Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE: UNHCR/ P. Benetar

ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang:

September 2013

Artikler, der er underskrevet med

navn, er ikke nødvendigvis udtryk

for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970,

da Den Danske FN-forening blev

sammensluttet med Dansk Sam-

råd for de Forenede Nationer og

Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til

Foreningen til Danmarks Neutrali-

sering, der blev stiftet af den dan-

ske modtager af Nobels Fredspris,

Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilba-

ge til 1885 til Dansk Fredsfor-

enings skrift Freden. Siden 1892 er

bladet jævnligt udkommet. Forma-

tet og navnet er skiftet, fra Freds-

bladet til FN-orientering til FN-

bladet til FN-forbundets Nyheds-

brev. Men ambitionen har altid væ-

ret den samme: at udgive et skrift

til støtte for en bedre verden, for

mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorga-

nisation, uafhængig af FN, der har

til formål at styrke interessen for

FN og forståelsen for nationernes

gensidige afhængighed og fælles

ansvar.

Du kan vise din støtte til vores ar-

bejde ved at blive medlem af FN-

forbundet. Se mere på vores hjem-

meside www.fnforbundet.dk

FN-forbundet

Store Kongensgade 36, 4.th

1264 København K.

Tlf.: 3346 4690

fnforbundet@fnforbundet.dk

Problemer uden grænser Læger har gjort det; advokater og ingeniører har gjort det, og det har journalister

også – indset, at de tungeste problemer ikke respekterer nationale grænser. Kræn-

kelser af menneskerettighederne, vold mod civile, flygtningestrømme, epidemier,

naturkatastrofer, global opvarmning, miljønedbrydning, fattigdom og ulighed er

grænseoverskridende problemer.

De er: ʽproblems without passports’, og kan ikke løses ved at indgå bilaterale aftaler

mellem enkelte lande parvis. De kræver, at der er et globalt fællesskab, som er pa-

rat til at tage ansvar og handle uafhængigt af nationale interesser – parat til at ned-

prioritere bilaterale indsatser til fordel for multilaterale, når en løsning kræver det.

I Danmark har vi en lang og rodfæstet multilateral tradition. Historiens barske virke-

lighed lærte os, at små lande lever i ʽhajfyldt farvand’ og har brug for forpligtende

internationale fællesskaber for at overleve. Men små lande i fællesskab har også

mulighed for at forpligte stormagterne og fremme internationale spilleregler, som

bygger på dialog og respekt for individet i stedet for brutal magtanvendelse.

Derfor var Danmark med i den første gruppe af 51 lande, som allerede i oktober

1945 blev medlem af FN. Derfor ratificerede Danmark som det første land FN’s

flygtningekonvention i december 1952. Derfor har Danmark i årevis bidraget med

ʽblå baretter’ til FN’s fredsbevarende missioner. Derfor har Folketinget med store

flertal gang på gang bekræftet, at FN er en grundpille i dansk udenrigspolitik – se-

nest i januar 2008.

Alligevel har der ind i mellem været langt fra ord til handling. Frem til slutningen af

1990’erne var det en fast tommelfingerregel, at forholdet mellem bilateral og multila-

teral udviklingsbistand var omtrent ʽ50/50’. Det blev der vendt så totalt op og ned på

under VK-regeringen, at forholdet i 2011 var blevet 74/26. Uden argumentation for

faldet i den multilaterale andel. Det skete bare.

Den nuværende regering har fra starten sendt helt andre signaler. Multilateral bi-

stand ses som afgørende for succes af bilateral bistand, og man har forpligtet sig til

at ʽknække kurven’. Tidligere tiders ʽaktive multilateralisme’ genoplives i nyt set-up,

og Danmark har engageret sig stærkt i FN’s nye dagsorden for inklusiv og bære-

dygtig vækst post-2015.

Gode signaler – nu venter vi spændt på resultaterne. Stiger den multilaterale bi-

stand mærkbart og bliver det i form af reel multilateral indsats gennem FN snarere

end EU-bilateralisme? Men først og fremmest: Bliver den ʽny multilateralisme’ i

stand til at identificere de partnere, som er bedst til at løse problemerne, så vi ikke

bliver hængende i de velkendte relationer styret af overvejelser om Danmarks ind-

flydelse i hovedkvarteret?

Problemerne er uden grænser – det forpligter.

Jørgen Estrup,

Landsformand

3

Indhold

Nyt fra FN-forbundet

Alle har ret til en sikker fødsel… også i en syrisk

flygtningelejr

4 spørgsmål til Mette Bock

38 år i en flygtningelejr i ørkenen

Internationalt overblik

Henrik Døcker anmelder

SIDE 4

SIDE 6

SIDE 8

SIDE 10

SIDE 11

SIDE 13

4

Nyt fra FN-forbundet

TAK TIL

de, der har bidraget til dette

nummer af GLOBAL:

Pernille Fenger, UNFPA

Mette Bock, Liberal Alliance

Lave Broch, FN-forbundets

fred & konfliktløsningsudvalg

Den 20. juni er det FN’s verdens-

dag for flygtninge, som vi har

valgt at sætte fokus på i dette nummer.

Forsiden denne gang

viser et skema fra flygtningecenteret

Takhtabaig i Pakistan. Med et sådant

udfyldt skema kan afghanske flygtninge

få udleveret blandt andet madrationer

fra FN, når de vender hjem.

(Foto: UNHCR/ P. Benetar)

Igen i år vil vi være på Folkemødet på Bornholm fra den 13.-16. juni for at markere og oplyse om FN’s rolle og

aktuelle internationale problemstillinger og FN-forbundets virke.

Vi vil i år være til stede i DIPD’s (Institut for Flerpartistøtte) telt sammen med UNICEF Danmark for at markere

vores globale ansvar for demokrati og deltagelse.

Er du på Folkemødet kan du finde os i Danchells Anlæg (plads D23). Programmet er fyldt med debatter, TED-

talks og selvfølgelig et Model UN. Det fulde program for teltet kommer op på vores hjemmeside i løbet af de

kommende dage.

En sikker havn – om flygtninges retssikkerhed i Danmark

I samarbejde med Integrationsrådet i Aarhus og Dansk Flygtnin-

gehjælps aftenskole inviterer vi til oplæg og debat på Flygtninge-

dagen.

Det er torsdag den 20. juni kl. 19 - 21 på Kvindemuseet

i Danmark, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C

____________________

Internettet og menneskerettighederne

Hvordan sikrer man god praksis for beskyttelsen af ytringsfrihed

og privatliv på internettet? Vi sætter fokus på hvordan internettets

udbredelse har forandret rollefordelingen blandt samfundsaktører.

Det er tirsdag den 27. august 2013 kl. 17 -19 på FN-forbundets

Sekretariat i København

Sæt kryds i kalenderen

Sekretariatet holder

sommerlukket fra man-

dag den 1. juli - fredag

den 2. august 2013.

God sommer!

5

Mødet med det ukendte

Den 7. maj rejste jeg til Moldova for at deltage på seminaret ”Millenium Citi-zen” med 28 andre unge fra Europa. Jeg var meget spændt, men også nervøs. I taxaen fra lufthavnen til ho-vestaden Chisinau og videre til vores bolig i Vadul Lui Voda fik jeg det før-ste indtryk af Moldova. Det var både det, jeg forventede, og noget jeg blev meget overrasket over. Vejene var så hullede og elendige, at jeg sad og rokkede frem og tilbage i taxaen. Hu-sene hang i grå laser, og overalt var der graffiti, skrald og huller.

Indtil for 20 år siden var Moldova en lille sovjetisk satellitstat. På grund af landets lille størrelse og mangel på kystadgang har det gennem tiderne tit været underlagt sine større naboer, herunder Sovjetunionen. Men Sovjet-unionens kollaps i 1991 førte en øko-nomisk krise med sig i kølvandet, som efterlod Moldova som ét af Euro-pas fattigste lande.

Det til trods - og meget symptomatisk for de gamle sovjetlande - er hoved-staden Chisinau bygget op af grandi-ose regeringsbygninger og brede boulevarder side om side med sociale superboligbyggerier af beton. Jeg vil derfor beskrive Moldova som en rejse tilbage i tiden. Tempoet er lavere, landskabet er smukt dækket af solsik-ker, gamle huler og bjergtagende sø-er. Kulturelskere vil betragte Moldo-vas stærke arv af kunst og kultur som et paradis.

Fælles udfordringer

på tværs af grænser

Seminaret, som varede en uge, var støttet af EU’s ungdomsprogram ”Youth in Action” med det formål, at skabe opmærksomhed omkring FN’s 2015 Mål og samtidig at fremme eu-ropæisk integration gennem uformel uddannelse.

Seminaret bød på mange forskellige aktiviteter, både rent sociale så som afholdelse af en interkulturel aften med prøvesmagning af deltagernes nationale retter og ikke mindst drikke-varer, som især bestod af vodka! Her blev der både fortalt historier, danset og sunget på nationalsproget. Det var en fantastisk oplevelse, og spænden-de at høre mere om folks kultur og baggrund.

I løbet af de syv dage diskuterede vi de fælles udfordringer, som unge står over for i Europa. Emnerne spændte bl.a. over EU, uddannelse, ungdoms-arbejdsløshed, mobilitet, samarbejde på tværs af EU grænser og FN’s 2015 Mål.

Seminaret var fyldt med informative workshops, hvor vi udvekslede ideer til at udforme nye projekter på tværs af grænser. Der var også en del for-midling om forskellige muligheder for at afholde eller deltage i EU finansie-rede ungdomsprogrammer. Endelig var der en del åbne workshops, hvor der var mulighed for at udveksle erfa-ringer og ideer til aktiviteter.

Projekt: Internt Fordrevne Børn og Unge Den anden sidste dag, kom jeg i en gruppe, der var sammensat af unge fra Georgien, Polen, Tyrkiet og Slove-nien. Her skulle vi udforme en idé til et projekt. Vi begyndte straks at brain-storme; diskuterede forskellige kon-flikter og problemstillinger. Det var vigtigt, at vores mål var realistiske, og at vi kunne udføre det i virkeligheden. Vores georgiske venner fortalte om deres problemstillinger i Georgien, og at flere af dem havde venner og be-kendte, der boede i flygtningelejre og havde gjort det i flere år. Georgien blev selvstændigt i 1991 ef-ter at have løsrevet sig fra Sovjetunio-nen. Her- efter brød en række konflikter ud med udbryderre-gionerne Ab- khazien og Sydossetien, der selv øn-skede selvstæn- dighed. Under disse krige blev omkring 250.000 georgier fordrevet fra de-res hjem. De kaldes for in-ternt fordrevne flygtninge (IDP) og bor nu i Geor-gien. Vi blev hurtige enige om, at fokus i vores projekt skulle være IDP, herunder børn og unge. Udsatte børn og unge har rigtig stor gavn af at blive sti-muleret og være aktive. De har brug for et liv med leg, læring, bevægelse, sam-vær, nysgerrighed og ikke mindst kreativitet. Og det savner IDP-børn og unge ofte i deres hverdag.

Børn og unge, der er understimulere-de eller traumatiserede, stopper i yderste konsekvens med at socialise-re og lege. Gennem aktiviteter lærer børnene at opbygge sociale relatio-ner, at samarbejde og at stole på hin-anden. Derfor var formålet med vores projekt, at forbedre levevilkårene for internt fordrevne børn og unge som følge af konflikterne om Abkhasien og Sydos-setien samt på at støtte deres integra-tion i lokalområderne. Dette skulle gø-res ved at skabe et værested for børn og unge, hvor der er plads til gode oplevelser, sjove aktiviteter og kon-takt med andre børn og unge i nær-området. Aktiviteterne kunne spænde over engelskundervisning, udflugter, spille spil, arrangere filmaften, fod-boldturnering og måske arrangere en musikfestival, hvor børn fra lokalom-rådet også kunne deltage for at skabe en bedre integration og relation blandt flygtninge og ikke-flygtninge. Disse tiltag vil modvirke den isolation fra det samfund som flere unge flygt-ninge oplever, forbedre de unges fysi-ske og psykiske sundhed samt styrke deres sociale liv og netværk med an-dre unge.

Farvel Moldova

På vej til lufthavnen kl. 03.00 om nat-ten, løb de sidste par fantastiske da-ge igennem på den indre skærm. Jeg har grint, diskuteret, spist og oplevet Moldova sammen med 28 ildsjæle, og udover det gode selskab med folk fra forskellige dele af Europa, var Moldova en rejseåben-

baring.

>>> Indtryk fra seminaret ”Moldova – Millenium Citizen”

Fra den 7. til 13. Maj 2013 blev der i Moldova afholdt et seminar, der tog fat på unges viden om FN’s 2015 Mål samt promoverede europæisk integration og samarbejde på tværs af grænser. Seminaret var arrangeret af FN-forbundet i samarbejde med Intercollege. Vi sendte vores praktikant, Haben Zekarias af sted for at repræsentere os blandt deltagere fra Moldova, Spanien, Holland, Armenien, Rusland, Georgien, Malta, Polen og Slovenien. Her er hendes beretning.

Hva’ så nu?

Efter endt rejse fortsatte samarbejdet.

Ved hjælp af Facebook og Dropbox blev

projektbeskrivelsen skrevet færdig og næ-

ste skridt er nu at søge EU-støtte.

De tre Youth-leaders fra Georgien,

som var med til at udforme projektet i Mol-

dova, er taget tilbage til deres lokale NGO

og er nu i gang med at kontakte andre

NGO’er i Georgien, for at skabe et

større samarbejde omkring projektet.

6

Kvinder bliver gravide og føder selv under de ekstreme forhold, der er i flygtningelejre og i konfliktramte lande som i Syrien i dag. FN’s Befolkningsfond (UNFPA) arbejder for, at disse kvinder ikke skal blive glemt i kon-flikternes kaos, men kan føde uden at risike-

re liv og helbred.

Af Pernille Fenger, chef for FN’s Befolkningsfonds nor-diske kontor

S amira var gravid i syvende måned, da hun sam-men med sin familie flygtede fra sit hjem i Syrien og søgte tilflugt i nabolandet, Jordan. Den 28-

årige mor til fire regnede på det tidspunkt med, at kon-flikten ville få en hurtig ende, og at hun kunne nå at komme hjem og føde sit 5. barn under trygge, vante rammer i Syrien. Men sådan skulle det ikke gå.

Da dagen for fødslen kom, befandt hun sig stadig langt hjemmefra i et telt i flygtningelejren Za’atri i Jordans ør-ken. Vandet gik sent om aftenen, og der var ingen til at køre hende på et hospital. En nabokone fra teltet ved siden af blev tilkaldt i al hast for at hjælpe til. Og såle-des gik det til, at Omar, en sund lille dreng, kom til ver-den i et telt i en syrisk flygtningelejr midt i Jordans ør-ken. Selv om Omar var sund, fik Samira komplikationer og smerter kort tid efter fødslen. Efter en tur på hospi-talet i den nærmeste by blev hun indlagt til observation på en sundhedsklinik inde i lejren.

Her har hun nu været et stykke tid og fået den pleje, der skal til for at sikre, at hun bliver frisk efter komplika-tionerne fra fødslen. ”Jeg har det så meget bedre nu” siger Samira. ”På klinikken har de plejet mig og min baby; de har givet mig så mange gode råd og tips om, hvordan jeg skal tage mig af mig selv og mit barn især her i flygtningelejrens omgivelser – og de har opfordret mig til at blive ved med at amme”.

I en anden del af lejren har jordanske Ghadeer Taher Horani travlt med at hjælpe kvinder som Samira, så de kan give liv uden at risikere deres eget. Ghadeer er 24 år og har været uddannet som jordemoder i to år. For syv måneder siden tog hun sit livs største beslutning og sagde ja til at arbejde i Za’atri-lejren, hvor hun er med til at bistå fødsler blandt de syriske kvinder og fremme kvindernes sundhed. Ghadeers dagligdag er travl. Hun undersøger gravide kvinders sundhedstil-stand, giver før- og efterfødselshjælp samt rådgiver om familieplanlægning og børnepleje. Ghadeer elsker sit job. Hun er lykkelig for at kunne bruge sine evner til at gøre noget godt for de nybagte mødre og nyfødte

børn, der kommer til verden under de vanskelige om-stændigheder i lejren. ”Jeg elsker følelsen af at holde et nyfødt barn i mine hænder. Jeg kan ikke helt forklare det, men det føles himmelsk”, siger hun.

Jordans femtestørste by

Za’atri flygtningelejren ligger midt i Jordans ørken, og huser mere end 120.000 flygtninge. I lejren er alt hvirv-let ind en stor støvsky af hvidt sand. De fleste flygtnin-ge bor i telte. Nogle er dog heldige at have fået en lille præfabrikeret bygning, hvor det er en stor luksus, at der er gulv i stedet for kun ørkensand. Over de sidste 10 måneder er Za’atri vokset fra at være en lille flække i grænselandet til Syrien, til at blive hvad der reelt set er Jordans femtestørste by – en by, som konstant vok-ser. Lejren var oprindeligt tiltænkt 60.000 mennesker, men mens konflikten er trukket i langdrag, er langt flere end forventet kommet til. Livet i lejren er præget af usikkerhed.

De syriske flygtninge i Za’atri udgør kun en lille del af de mennesker, der er på flugt fra konflikten i Syrien. Si-den konflikten startede, er mere end 500.000 syriske flygtninge kommet til Jordan, hvor nogle har fundet ly i flygtningelejre som Za’atri, mens andre har bosat sig hos slægtninge, bekendte eller lejer en bolig i de større byer rundt omkring i landet. Mellem 1.500 og 3.000 sy-rere krydser grænsen fra Syrien hver dag på flugt fra et land i kaos.

I ustabile konfliktsituationer som disse er kvinder og unge piger ofte de mest udsatte. Uden fast og sikker afgang til prævention stiger antallet af uønskede gravi-diteter. Risikoen for at blive smittet med HIV/AIDS eller andre seksuelle sygdomme forøges ligeledes. Kvinder kan risikere at skulle føde under flugt uden adgang til sundhedspersonale, livsvigtig medicin eller akut fød-selshjælp, hvis komplikationer skulle opstå.

Derudover er vold mod kvinder, herunder seksuel vold, et overgreb som desværre ses med stor hyppighed i humanitære katastrofer. Det er i stigende grad doku-menteret, at kønsbaseret vold, især voldtægt, bruges som en krigstaktik til at ydmyge, dominere og ødelæg-ge sociale bånd. I konfliktramte samfund præget af lov-løshed og opløsning af samfundsnormer kan forbryde-re nemmere slippe af sted med sådanne overgreb.

Det er også observeret, at traditioner som børneægte-skab udbredes i konfliktsituationer bl.a. i Syrien for at sikre pigens liv igennem et ægteskab uden for det kon-fliktramte område eller eventuelt blot for at have en mund mindre at mætte i familien i en vanskelig tid.

’Safe delivery’

Trods de vanskelige omstændigheder i konfliktramte

Alle har ret til en sikker fødsel... også

i en syrisk flygtningelejr

7

områder, fortsætter livets cirkel selv her. Det gælder også i Za’atri flygtningelejr. Hver dag bliver mellem 12-15 børn født i lejren – og nye skæbner ser dagens lys. Omtrent 3.000 gravide kvinder bor i lejren. FN’s Befolk-ningsfond (UNFPA) arbejder med lokale partnere for at sikre, at disse kvinder har adgang til sundhedsydelser og pleje under graviditet og fødsel.

En række sundhedscentre inde i lejren og mobile klinik-ker uden for lejren giver kvinderne adgang til familie-planlægning, medicin, rådgivning og fødselshjælp. Trods begrænsede rammer og midler tilbyder flygtnin-gelejrens klinikker de gravide kvinder et kærkomment pusterum. Her kan de få kvalitetspleje og ro i en virke-lighed, hvor de skal håndtere både graviditet, de trau-matiske oplevelser fra hjemlandet og det hårde liv i ek-sil i en flygtningelejr.

Ud over at tilbyde sådanne sundhedsydelser bruges klinikkerne til at afholde træningskurser for unge, som uddannes som ung-til-ung seksualvejledere med an-svaret for at give andre unge i flygtningelejren seksual-oplysning. Derudover står FN’s Befolkningsfond og partnere for at drive en række beskyttede kvinde-zoner eller ”oaser”, hvor kvinder kan kommer og få rådgivning i kønsbaseret vold og andre udfordringer, de møder i hverdagen.

Den unge jordemoder Ghadeer er knyttet til en af disse klinikker for reproduktiv sundhed i Zaatri lejren. Egentlig er det et

krav, at jordmødre kun kan assistere ved fødsler i flygt-ningelejre med en læges tilstedeværelse og supervisi-on. Men i de seneste 7 måneder har Ghadeer alligevel to gange været udsat for alene at skulle håndtere føds-ler, fordi de skete akut. Sidste gang var i starten af maj.

Ghadeer var alene i klinikken på nattevagt, da der pludselig kom en ambulance med en gravid kvinde. Ghadeer skyndte sig ud for at møde patienten, og det gik straks op for hende, at kvinden var tæt på at skulle føde. Ghadeer fremskaffede hurtigt et såkaldt ”safe de-livery kit”, som er en pakke med et plastiktæppe, som kvinden kan ligge på, sæbe, handsker, et barberblad til at skære navlestrengen, en snor til at binde den sam-men og to tæpper til at holde både mor og barn varme. Med disse simple midler hjalp Ghadeers kvinden til en sikker fødsel på det tørre ørkensand uden for klinikken. Barnet, som kun vejede 1200 gram ved fødslen, blev straks taget videre til et hospital. På den måde blev bå-de mor og barn reddet.

Ghadeer tænker tilbage på oplevelsen med stjernelys i øjnene. Trods det dramatiske og nervepirrende i at skulle klare fødslen alene og med begrænset udstyr, så var det et smukt øjeblik for hende. ”Når jeg holder dis-se børn i mine hænder, så føler jeg en særlig tilknyt-ning” siger Ghadeer. ”Måske er det, fordi det er et mira-kel, at de overlever og kan se denne verden trods alt det kaos, der sker rundt om dem”.

Samira og Oman på klinikken i Za’atri-lejren (øverst)

Photo © Ra'ed Ad-dayleh, UNFPA

Jordemoderen Ghadeer Taher Horani (til venstre)

Photo © Arlene Calagu-ian Alano, UNFPA

8

Du har netop deltaget i Udenrigsudvalgets besøg til Jordan og Libanon, hvor I blandt andet besøgte familier, der er

flygtet fra Syrien.

Hvad er dit indtryk af konflikten,

efter du har været tæt på den?

Jeg har fået bekræftet, at det er en enormt kompliceret konflikt med

mange brislinger på tværs af politik, re-ligion og grænser. Der er desværre in-gen enkle løsninger. Det internationale samfund må sætte alle kræfter ind på at gøde jorden for en hurtig, politisk løs-ning. Omfanget af flygtningestrømmene er skræmmende, og konflikten rummer potentiale til at destabilisere hele regio-nen yderligere.

Hvad er FN’s rolle dernede? Og har FN en særlig force som aktør i en sådan konflikt i kraft af det multilaterale fundament?

FN burde have en særlig rolle, både i forhold til at støtte helt konkret og

nærværende i forbindelse med flygtnin-geproblematikken – men også i forhold til at understøtte en langsigtet konflikt-løsning. Desværre tror jeg, at FN har mistet legitimitet i forhold til den sidste del. FN har generelt et problem – og det skal håndteres særskilt med refor-mer af hele systemet. Behovet har vist sig flere gange i de senere år i forbin-delse med Det arabiske forår.

Der har været mange diskussio-ner omkring FN’s rolle og relevans i den globale verdensorden, vi har i dag – nogle mere positive end andre.

Hvordan anser du verdens organisationens betydning i dag?

Som jeg svarede før, er der et eklatant behov for reformer og ny-

tænkning. Danmark burde lægge sig i spidsen som initiativtager til en proces, der kan revitalisere FN.

Hvordan kan Danmark bidrage til et stærkere og mere effektivt FN?

Ved at sætte en ny dagsorden; ved at kræve reformer; ved at skabe

netværk til andre lande, der ser samme behov; og ved at føre en modig og visi-onær udenrigspolitik, også i forhold til FN. Jeg er desværre ikke optimist. I sidste måned havde jeg et beslutningsforslag til behandling i Folketingssalen. Det skulle pålægge den danske regering ikke at stemme for, at repræsentanter for lande, der krænker menneskeret-tighederne, kan sidde i FN-organer, der behandler menneskerettighedsspørgs-mål. Samtlige regeringspartier vil stemme imod mit forslag, når det kommer til af-stemning. Og regeringen vil desuden fastholde, at den ikke vil offentliggøre, hvem den stemmer på i de konkrete af-stemninger. Det er rystende – og det svækker FNs legitimitet. Også i den danske befolkning. FN skal besinde sig på sit oprindelige formål, slankes og ef-fektiviseres. Ellers vil FN fortsat miste indflydelse, hvilket vil være et enormt tab. Hvis ikke der kommer gang i re-formprocessen vil FN overleve sig selv. Og nye organisationer opstå.

Udsnit af Za’atri flygtningelejren i Jordan, der nu huser mere end 120.000 flygtninge UN Photo/ Mark Garten

De deltog også i studie-turen til Jordan og Liba-non:

Lone Loklindt (RV)

Jacob Bjerregaard (S)

Per Stig Møller (KF)

Formålet med rejsen var at belyse de udfordringer konflikten i Syrien skaber for Libanon og Jordan.

Delegationen mødtes med adskillige eksperter, politikere, ministre, jour-nalister, FN-organisation-er og tidligere syriske po-litikere for at diskutere ud-fordringerne.

4 spørgsmål til Mette Bock

MF for Liberal Alliance siden 2011. Mette Bock har netop deltaget i Udenrigsudvalgets

besøg i Jordan og Libanon. Hun beklæder ordførerskabet for det udenrigs-, udviklings-,

erhvervs-, fødevare-, kirke-, IT- og indfødsretspolitiske område, og er dertil

medlem af FN-forbundets Folketingsgruppe.

”

”

”

”

9

Af Lave K. Broch,

formand for FN-forbundets freds og

konfliktløsningsudvalg

I slutningen af april forlængede FN’s sikkerhedsråd mandatet for FN’s mission i Vestsahara (MINURSO) med yderligere et år. FN har været engageret i konflik-ten mellem Marokko og Vestsaharas selvstændigheds-bevægelse, Polisario, siden 1976, så det er en vel-kendt manøvre. Målet for FN-missionen er at få gen-nemført en folkeafstemning om selvbestemmelse for Vestsahara, men det er trukket i langdrag på grund af uenighed om, hvem der er berettiget til at deltage i en sådan afstemning.

Landet er delt i en vestlig del, der er besat af Marokko og i en østligt del mest med ørken, der kontrolleres af Polisario. De to dele er adskilt af en mur, der er 2.740 km lang. På hver side står der soldater fra henholdsvis Marokko og Polisario. FN-missioner har normalt ret til at monitorere menneskerettigheder. Men det gælder ikke for MINURSO. Derfor forsøgte USA at få udvidet missionens mandat til også at dække menneskeret-tighedsområdet.

Det amerikanske skridt blev taget fordi FN’s generalse-kretær Ban Ki-moon er fortaler for en mandatudvidelse. Ban Ki-moon har slået fast, at der er rapporter om menneskerettighedskrænkelser, og at der derfor er brug for en upartisk og dækkende overvågning af men-neskerettighedssituationen både i selve Vestsahara og i de flygtningelejre uden for Tindouf i Algeriet, hvor over 150.000 flygtninge fra Vestsahara befinder sig.

Uklart billede af menneskerettighedssituationen

Desværre mislykkedes det amerikanske forsøg. Det skyldtes ikke mindst modstand fra Frankrig, der med det samme valgte at kritisere forslaget i Sikkerhedsrå-det. Spanien bakkede op om Frankrig, og efter en ma-rokkansk diplomatisk indsats blev det amerikanske for-slag ændret, så FN’s mission i Vestsahara alligevel ik-ke fik mulighed for at overvåge menneskerettighedssi-tuationen i Vestsahara.

At Frankrig med støtte fra Spanien modarbejder FN’s muligheder for at overvåge menneskerettighederne i Vestsahara er klart til skade for fredsprocessen i områ-det og for de mennesker som er ofre for brud på men-neskerettighederne. I 2011 erkendte Marokko, at over 300 mennesker var blevet dræbt i marokkansk fangen-skab fra 1958 til 1992 inklusive 14 børn i alderen 3 må-neder til 15 år. Vestsaharas selvstændighedsbevægel-se, Polisario mener, at dette tal er langt højere.

Men det er ikke muligt at få et klart billede af tilstanden på menneskerettighedsområdet uden FN-overvågning af menneskerettighedstilstanden i Vestsahara. Dette

gælder selvfølgelig, hvad der allerede er sket, men og-så hvad der sker netop nu.

Danmark har længe været fortaler for en udvidelse af MINURSO’s mandat. Men det er ikke nok. Vores rege-ring er nødt til at blive mere aktive og lægge decideret pres på Frankrig og Spanien.

Det norske regeringsparti Arbeiderpartiet (Social-demokraternes søsterparti) har netop vedtaget en re-solution på deres årsmøde, hvor de slår fast, at Norge skal lægge pres på Frankrig og Spanien i denne sag. Det vil derfor være naturligt, at vi i Danmark overvejer, hvordan vi i samarbejde med Norge og andre ligesin-dede stater kan få Frankrig og Spanien til at forstå, at det er uacceptabelt at modvirke FN’s menneskeret-tighedsarbejde i år 2013.

Konflikten i Vestsahara har varet alt for længe. Det gælder for dem, der lever med menneskerettigheds-krænkelser i den besatte del af Vestsahara, men også for de over 150.000 mennesker fra Vestsahara, der bor i flygtningelejre uden for Tindouf i Algeriet. Dette dan-ner baggrund for, at to medlemmer af FN-forbundet i november gennemførte en studierejse til flygtningelej-rene uden for Tindouf. De første flygtninge kom fra Vestsahara til lejrene for 38 år siden. Denne flygtninge-problematik er derfor den næstældste som FN arbejder med – kun overgået af Palæstina.

Fred, men underernæring hos sahravierne

Da vi, Ann Kristina Mikkelsen Bojsen og jeg på FN-forbundets studietur i november sidste år, ankom til lufthavnen i Tindouf, blev vi mødt af repræsentanter fra Polisario og af algerisk politi i store landrovere, der eskorterede os fra lufthavnen og til lejrene. Den høje grad af sikkerhed skyldtes, at et par spanske nød-hjælpsarbejdere var blevet kidnappede inde i en lejr et halvt år tidligere. Det var en gruppe fra Mali, der havde udført kidnapningen. Efterfølgende er sikkerheden ble-vet skærpet og vi kunne gå frit rundt i lejrene og boede privat hos en flygtningefamilie.

Vi fik besøgt: børnehavner, skoler, handicapcentre, en radiostation, en tv-station, et forlag, et museum, et cen-ter for forsvundne personer og torturofre, et hospital og vi mødte en repræsentant for Den Røde Halvmåne, forskellige repræsentanter for Polisario, heriblandt de-res parlamentsformand, kulturministeren og ministeren

38 år i en flygtningelejr i ørkenen

”

”

Hvis omverden

vender det blinde øje til er der risiko for

at konflikten bliver væbnet igen. Mange af de

unge i Tindouf-flygtningelejrene er trætte af at

vente, og flere gange hørte vi dem omtale

FN som ’United Nothing’

10

for samarbejde (bilateral nødhjælp), en repræsentant for deres ungdomsbevægelse samt FN’s fredstyrke MI-NURSO, der dog ligger uden for lejren.

FN’s styrkens repræsentanter fortalte bl.a. om proble-met med det manglede mandat til at overvåge menne-skerettighederne, men også at det er en meget vellyk-ket fredstyrke, fordi der siden våbenhvilen i 1991 ikke er blevet skudt en eneste gang over skillelinjen. Desu-den fik de sagt, at de godt kunne bruge nogle danske soldater i fredsstyrken.

Generelt virker folk i lejrene glade, og alt virker meget velorganiseret. Der tages således hånd om alle i sam-fundet herunder handicappede, og der er vaccinations-programmer for børn og unge. Kvinderne har også en central rolle i samfundet, og flere kvinder indtager le-derfunktioner i deres institutioner. F.eks. var lederen for lejrens eneste forlag, lederen for et handicapcenter og kulturministeren kvinder.

Men selv om tingene ser ud til at fungere, så er der un-derernæring, og derfor har både Sverige og Norge valgt at støtte lejrene direkte. Norge leverer f.eks. al mad til hospitalerne, og Sverige donerer bl.a. makrel til flygtningene. Den danske regering har afvist at støtte direkte, da de mener, at det er nok at støtte indirekte gennem FN-organisationer som WFP og UNHCR.

FN-forbundet vil sætte fokus på Vestsahara

En varig fred i Vestsahara vil kun komme, hvis den fol-keafstemning, som FN arbejder for i Vestsahara, bliver gennemført. Men vejen til fred er også vigtig. Derfor har FN-forbundet besluttet, at vi de kommende år sæt-ter fokus på Vestsahara. Der er nedsat en arbejdsgrup-pe under FN-forbundets Freds og Konfliktløsningsud-valg, og vi arbejder på at gennemføre en større konfe-

rence i slutning af året eller begyndelsen af 2014.

FN-forbundet har også klare politiske holdninger om Vestsahara. Ud over at vi bakker op om MINURSO’s mål om en folkeafstemning og en udvidelse af manda-tet til også at gælde menneskerettighedsområdet, me-ner vi, at det er ulovligt at handle med råvarer og natur-ressourcer fra den besatte del af Vestsahara, hvis det ikke er sikkert at handelen kommer den oprindelige be-folkning til gode. Derfor er FN-forbundet modstander af EU’s fiskeriaftale med Marokko, da denne også gælder for Vestsahara. Men det gælder også handel med an-dre varer.

I en rapport fra svenske Emmaus og Western Sahara Resource Watch (WSRW) fremgår det, at ”Marokko” står som oprindelsesland også for produkter, der stam-mer fra det marokkansk besatte område af Vestsahara, herunder tomater fra virksomheden Azura som danske COOP handler med. Den danske NGO Afrikakontakt mener, at det ikke er muligt for COOP at vide, hvor Azuras tomater kommer fra, og at de derfor som sven-ske COOP og fem andre supermarkedskæder i Sveri-ge burde afholde sig fra handel med et selskab, der bryder folkeretten.

Sidste ord er ikke sagt i spørgsmålet om Vestsahara. Men en ting er sikkert: Verdenssamfundet kan gøre meget for at bakke op om en fredelig løsning. Hvad en-ten det gælder menneskerettigheder, hjælp til flygtnin-ge i lejrene eller spørgsmålet om tomater. Hvis omver-den vender det blinde øje til er der risiko for at konflik-ten bliver væbnet igen.

Mange af de unge i Tindouf-flygtningelejrene er trætte af at vente, og flere gange hørte vi dem omtale FN som ”United Nothing”. En krig vil ingen dog vinde på - hverken parterne eller omverden.

Telefoncentral i UNHCR’s kvarter. Her kan beboerne i Laayoune-lejren ringe til familie og pårørende, der ikke bor i flygtningelejren. De får ti minutter hver. UN Photo/ Martine Perret

11

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker

FN-fond giver $9,8 mio. til syriske flygtninge i Jordan

FN’s Centrale Nødhjælpshjælpefond (CERF) har bevilget $9,8 mio. til at få anlagt en lejr for syriske flygtninge i Jordan, hvoraf der be-finder sig 500.000 i landet. Den nye lejr skal kunne huse 110.000 flygtninge. Men alt i alt skønnes 8,3 mio. syrere at være på flugt som følge af borgerkrigen, hvor af de 6,8 kan betegnes som hjem-stavnsfordrevne inde for Syriens grænser. CERF blev dannet i 2006 med henblik på hurtig formidling af nødhjælp – telte, drikke-vand, fødevarer, tøj mv., som kanaliseres gennem FN’s Flygtninge-højkommissariat (UNHCR) og Børnehjælpefonden (UNICEF). (Infografik fra unhcr.org)

Kroater dømt og serbere frifundet ved Eksjugoslavien-tribunalet

Seks højtstående kroatiske officerer i den midlertidige pseudo-statsdannelse Herceg-Bosna i Bosnien Hercegovi-na er i maj ved Det Internationale Straffetribunal for Eksjugoslavien mellem 16 og 25 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Formelt dømtes de for i organiseret fællesskab med magt at drive et betydeligt antal muslimer ud af deres hjem i området. Der var tale om etnisk udrensning med brutale midler: Ofte midt om natten, så folk ikke nåede at blive ordentlig påklædt, med grov vold, voldtægt af kvinder og andre for-ulempelser blev muslimerne ført til fængsler og lejre, til udsultning og fornedrelse. Denne sag indledtes i 2006, tri-bunalets hidtil mest omfattende. Der blev i alt ført omkr. 200 vidner, dommen fylder over 2600 sider. Samme tribu-nal har også i maj frifundet den nu afdøde serbiske præsident Slobodan Milosevic’ daværende efterretningschef og dennes næstkommanderende for anklager om ansvar for massedrab på civile bosniere. Deres andel i ned-slagtningen af omkr. 100.000 mennesker og fordrivelsen af 2,2 mio. under borgerkrigene, der påfulgte Jugoslavi-ens opløsning, var ifølge tribunalet ikke blevet bevist. At serbiske dødspatruljer huserede i Bosnien Hercegovina og dræbte civile, er blevet påvist i flere sager, men beviset for, at de efterretningsledere havde beordret det, var altså ikke stærkt nok.

Sikkerhedsrådet har forlænget fredsstyrken for Sudan/Sydsudan

FN-fredsstyrken for Abyei (UNISFA) - det af Sudan og Sydsudan omtvistede område – forlænges til 30. november og udvides samtidig med 1100 mand, så-ledes at den nu kommer op på 5326 mand, som også anbefalet i generalsekre-tær Ban Ki-moons seneste rapport. Efter mange udskydelser begyndte begge parter i marts at trække deres tropper væk fra området. I henhold til en aftale fra 2011 er det meningen, at området totalt skal demilitariseres, ligesom der skal iværksættes minerydning.

FN hilser velkommen, at Guatemala-diktator omsider dømmes

Aldrig så snart som FN’s højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay havde udtrykt tilfredshed med dom-men over Guatemalas tidligere diktator José Ephraim Montt, før landets forfatningsdomstol annullerede den og beordrede retshandlinger i sagen siden 19. april omgjort. Den nu 86-årige general er herefter alligevel ikke dømt 80 års fængsel for folkedrab, nemlig ved sin ordre om tilbage i 1982-83 at have beordret 1771 mayaindianere fra ixil-folket skudt. Det skyldes uenighed i retten om hvilken advokat, der skulle repræsentere eks-diktatoren.

FN-rapportør hilser præsident Obamas ny anti-terrorpolitik velkommen

Præsident Barack Obama har anslået nye positive toner ved i en tale at love mindre brug af droner, nye forsøg på

Libysk våbenstrøm til en række lande i Vestafrika og Mellemøsten

Libyske våben spredes ”med alarmerende hast” i Vestafrika og lande øst for Middelhavet, påpeger et ekspertpanel under FN. Der er tale om ulovlige våbentransporter i strid med den eksisterende våbenembargo, som blev indført efter de fjendtligheder, der i 2011 førte til diktatoren Moamar Gaddafis fald. Både civilpersoner og militære myndig-heder laver kort sagt forretning af Gaddafis våbenarsenal, og det kommer godt et dusin lande til gode. Panelet, der består af fem uafhængige eksperter, har aflagt 28 besøg i 15 lande i Afrika, Europa og Mellemøsten, herunder ti besøg i Libyen selv. Nogle af våbnene er kommet oprørere til gode; en større del af dem er havnet i Tchad, Gaza, Somalia og Syrien. Trods forsikringer fra den libyske regering om sikring af landets grænser fortsætter spredning af de libyske våben ud af landet til ekspertpanelets store bekymring.

12

at få lukket Guantanamo-fængslet på Cuba og at begrænse sin egen magt på krigsførelsens område, udtaler den særlige FN-rapportør om menneskerettigheder og terrorisme Ben Emmerson. Talen repræsenterer et seriøst for-søg på at få afsluttet krigen mod Al-Qaida, således at enhver terrorhandling ikke fortsat skal betragtes som led i en løbende væbnet konflikt. Men det er iflg. præsidenten den amerikanske kongres, der hindrer ham i at få lukket Gu-antanamo-fængslet. Der er dog blandt iagttagere ikke enighed om, at Obama lægger op til et radikalt brud med sin hidtidige politik.

Amnesty International pointerer fri adgang til den digitale verden som del af ytringsfriheden

I sin 313 siders årsrapport for 2013 understreger Amnesty Internatio-nal betydningen af alle menneskers adgang til internettet og til nuti-dens digitale kommunikationsmidler i det hele taget. Alt det skal ses i forlængelse af internationalt postvæsen, fremgår det. Når man har ad-gang til at sende lukkede breve verden over, så bør der også være adgang til elektronisk befordring af budskaber uden regeringers ind-blanding. Desværre hindres denne kommunikation i mange lande, f.eks. i Aserbajdsjan, Cuba, Tunesien og Vietnam – i sidstnævnte lan-de er der faldet domme på op til 12 års fængsel, formelt begrundet i ”regeringsfjendtlig propaganda”. Rapporten har i 2012 registreret 112 stater, som benytter tortur, 101, hvor ytringsfriheden knægtes og 57, som har politiske fanger (samvittighedsfanger). I alt 159 af verdens 193 stater er på én eller anden måde kritisable på menneskerettighedsområdet (også Danmark). (UN Photo/ Paulo Filgueiras)

25 pct. af verdens børn vokser ikke nok

Over en fjerdedel af verdens børn under fem år vokser ikke nok, fremgår det af en rapport fra UNICEF, FN’s Bør-nefond. 24 lande med den højeste andel af væksthæmmede børn bor i landene syd for Sahara i Afrika og i Sydøst-asien. Særlig slemt står det til i Østtimor, Burundi, Niger og Madagaskar, hvor halvdelen af de under fem-årige fal-der i denne kategori. Hovedårsagen er under- eller fejlernæring.

Nu omsider FN-Mali-styrke

FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget, at der dannes en 12.600 mand stor fredsbevarende styrke for Mali (MINUSMA), hvori skal indgå de omkr. 6000 vestafrikanske soldater, der allerede befinder sig i landet. Styr-ken, der formeres i begyndelsen af juli, skal sørge for sikkerhed i lan-dets vigtigste byer og veje, men har ikke som sådan til opgave at ned-kæmpe jihadister. Det påhviler fremdeles de 1000 franske soldater i området. Styrken sammensættes af 11.200 soldater og 1440 politifolk; den får et årsbudget på $800 mio. (UN Photo/ MINUSMA/ Blagoje Grujic)

Våbenembargo mod Elfenbenskysten forlænget

FN’s Sikkerhedsråd har forlænget våben-embargoen over for Elfen-benskysten til udgangen af april 2014 begrundet i frygt for, at det sår-bare og ustabile land skal blive kastet ud i nye fjendtligheder, som må-ske kunne udløse en ny borgerkrig. Assisterende generalsekretær for fredsbevarende operationer Edmond Mullet erkender, at landet har stabiliseret sig betydelig siden kampene for to år siden, men samtidig at lov og orden bl.a. trues af transnational kriminalitet, terrorisme og pirateri. (UN Photo/ Ky Chung)

Nu 21 mio. slaver i verden

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) skønner, at 21 mio. men-nesker lever under slavelignende forhold eller i en form for tvangsarbej-de. Ca. halvdelen er blevet handlet (ofre for trafficking) enten inden for deres eget land eller fra ét land til et andet. Syv mio. husassistenter, barnepiger, fabriks- og landarbejdere kategoriseres som slaver på grund af de usle forhold, de lever under. Europæiske og amerikanske banker er blevet inddraget i myndigheders bestræbelser på ved afsløring af hvidvaskning af penge også at spore disse mennesker, særlig når ud-nyttelsen af dem synes at være organiseret. (UN Photo/ X )

13

Henrik Døcker anmelder…

K ofi Annans lille, men stærke personlighed ka-stede glans over præsentationen af den danske udgave af hans erindringer fra perioden som

FN-generalsekretær 1997-2006 – han var nemlig i Kø-benhavn og talte på et offentligt møde sammen med sin medforfatter, journalisten Nader Mousavizadeh. Indtrykket af en beskeden, men entusiastisk internatio-nalist, en sand fredforkæmper, blev her til fulde be-kræftet. Bogen er skrevet i en medrivende, let flydende stil, hvor Annans stærke karakter så at sige gennem-syrer hver side.

Annan minder om, at det var hans svenske forgænger som generalsekretær Dag Hammarskjöld, der ”opfandt” begrebet fredsbevarelse, dvs. den indsats, forskellige former for FN-missioner har påtaget sig rundt om på kloden for at sikre, at fredsslutninger hol-der, og at FN gør en målrettet indsats for at forebygge nye konflikter og krige. Afslutningen på Den Kolde Krig, den længstvarende og vel største krigsrisiko-faktor i de sidste godt 60 år, indvarsledes iflg. Annan i 1988, da generalsekretæren for det sovjetiske kommu-nistparti, Mikhail Gorbatjov holdt en tale i FN’s Gene-ralforsamling. Han annoncerede her en drastisk ned-skæring af Sovjets militære tilstedeværelse i Østeuro-pa.

Særlig smertefuldt for ham har det været at dvæle ved FN’s svigt omkring folkedrabet i Rwanda i 1994. FN’s styrke dér, UNAMIR, var ”på ingen måde rustet til at intervenere på meningsfuld måde”, hedder det i bo-gen; Annan var for resten leder af FN’s departement for fredsbevarende aktioner, da han måtte erkende, at Sikkerhedsrådets permanente medlemmer ikke tog ansvaret for situationen i Rwanda og i lang tid ikke ville erkende, at der var tale om folkedrab. Ej heller ville de stille tropper til rådighed for en FN-styrke.

Annans kontor henvendte sig direkte til over 100 rege-ringer for at få dem til at skaffe tropper. Han ringede selv til snesevis af dem – en virksomhed han i øvrigt fortsatte som generalsekretær, altså direkte telefon-kontakt til præsidenter og ministerpræsidenter i krisesi-tuationer. Som han skriver: ”En af de mest chokerende oplevelser i hele min karriere var…: den tydelige di-skrepans (...) mellem de offentlige udtalelser om andre menneskers lidelser og den manglende vilje til at stille nødvendige ressourcer til rådighed”.

Den manglende konsekvens og klarhed fortsatte på en måde på Balkan, hvor Storbritannien-Frankrig ofte var uenig med USA om, hvilken konflikt der egentlig ud-spilledes dér, og hvilken konkret indsats, der var den rigtige. I modsætning til andre operationer, herunder de vellykkede i Cambodja, El Salvador og Mozambi-que, blev det ikke defineret, hvad der militært skulle

foretages. Først efter, at kampene i Bosnien havde krævet 100.000 menneskeliv, kom det i september 1995 til en egentlig militær intervention fra fire NATO-lande, som tre måneder senere førte til Dayton-freden. Men det var en enkelt frygtelige begivenhed: De bosni-ske serberes nedskydning af 39 civile på Sarajevos torv, der udløste de luftangreb på Serbien, som så bragte en ende på krigen.

Annan konkluderer imidlertid, at ”fredsbevarende styr-ker ikke afgørende kan ændre magtbalancen i nogen konflikt”, idet han tilføjer, at ét af de fælles resultater, hans stab opnåede, var, at fredsbevarende styrker, der oprindelig var beregnet til begrænsede konflikter mel-lem stater i Den Kolde Krigs tid, blev et instrument som ”meningsfyldt kunne bruges til løsning af borger-krige, den dominerende konfliktform i den moderne verden”.

De smertelige erfaringer fra Eksjugoslavien og Rwan-da førte Annan videre frem til modige synspunkter på begrebet intervention, og om hvordan fremmede sta-ters væbnede indgreb i andre lande undertiden måtte godtages trods det formelle brud på FN-pagtens magt-anvendelsesforbud. Samtidig brugte han masser af tid

I krig og fred,

Kofi Annan & Nader Mousavizadeh, 408 sider, Gyldendal

14

på at forhandle og presse stater og deres overhoveder til fredelige løsninger på oprindeligt blodige konflikter – såsom da Indonesien slap grebet om Østtimor, så det med FN’s hjælp kunne blive selvstændigt.

Som så mange andre steder i bogen udtrykkes tanker-ne klart og realistisk: Skulle FN ”redde” staters liv eller menneskers? Og ”hvis menneskehedens kollektive samvittighed ikke ser FN som dens vigtigste platform, er der alvorlig fare for, at den vil kigge andre steder hen efter fred og retfærdighed”. Det var ikke let for FN’s generalsekretær at erkende, men Serbiens over-greb på kosovo-albanerne retfærdiggjorde NATO’s bombardementer af serbiske mål, og Annan proteste-rede ikke. FN’s Sikkerhedsråd var ikke blevet spurgt om godkendelse, fordi alle vidste, at mindst et perma-nent medlem ville nedlægge veto.

Ud af disse situationer krystalliseredes begrebet an-svar for at beskytte. Altså staternes individuelle ansvar (over for deres egen befolkning) og kollektive ansvar (over for andre landes befolkninger), når grove kræn-kelser af folkeretten kommer ind i billedet. Når han lige frem kalder det en ”fremragende fornyelse”, tager han efter min mening munden for fuld. Som Annan mere realistisk bemærker, bidrog det til ”at føre debatten vi-dere”.

I forvejen kunne man (hvad Annan ikke gør) godt kon-statere, at staterne efter folkeretten (og specielt men-neskeretten) i forvejen har en forpligtelse til at beskytte deres befolkninger, dvs. opretholde lov og orden, her-under have et effektivt politi og et lovlydigt retsvæsen. I en sådan situation kan staten vel ikke samtidig have en ret til at dræbe dens egne befolkning?

Interessant er Annans beskrivelse af hans aktive diplo-mati for at få det planlagte Menneskerettighedsråd, der kom til at afløse FN’s Menneskerettighedskommis-sion, i hus. Han viste da gode overtalelsesevner over

for Pakistan og Cuba. Men han glemmer at fortælle om de fordele, der fulgte med nyordningen (bl.a. den såkaldte periodiske gennemgang af hvert lands over-holdelse af FN’s menneskeretskonventioner).

Det er ikke helt korrekt, når Annan skriver, at vi mang-ler institutioner, der kan dømme eller håndhæve folke-retten. Vi har fået såvel straffetribunalerne for Eksjugo-slavien og Rwanda foruden Den Internatonale Straffe-domstol – institutioner, som han af én eller anden grund ikke vier større omtale – måske fordi han ikke personlig har haft så meget at gøre med deres opret-telse. Nationale domstole kan også benytte folkeret-ten.

Vigtigt blev det forslag, han i 2001 fremsatte på et mø-de i Den Afrikanske Union (AU), nemlig at oprette en fond til bekæmpelse af hiv/aids. Millioner af dollars be-gyndte at rulle ind, Bill Gates Fonden satte skub i det ved en donation på 100 mio. dollars, siden hen bevil-gede USA fem milliarder dollars. Bittert var det, at flere afrikanske præsidenter (således Ugandas, Sydafrikas og Kenyas) i perioder ikke engagerede sig, lagde an-svaret fra sig og endog kom med usaglige kommenta-rer om den alvorlige sygdom og dens bekæmpelse.

Det tjener Annan til ære, at han fremsætter ramsaltede bemærkninger både om diktatorer – og han har måttet tage livtag med flere såsom Saddam Hussein og Omar al-Bashir – og FN-embedsmænd så som sin for-gænger Boutros-Ghali eller chefen for FN-våbeninspektørerne i Irak, australieren Richard Butler. Det er en ærlig og åbenhjertig bog med masser af ek-sempler på FN-diplomatiets betydning og på ”det lette fodaftryk”, som FN mange gange må nøjes med at sætte som fx i Afghanistan eller Irak. En glimrende, medrivende skildring fra FN’s tidligere førstemand, som stadig øver en mæglende indflydelse – senest ved det endnu ikke afsluttede opgør efter Kenyas forri-ge præsidentvalg i 2007.

SE OGSÅ: www.kofiannanfoundation.org

Aung San Suu Kyi – En kamp for frihed,

Jesper Bengtsson, 256 sider, Turbulenz

Burma Myanmar - fortællinger fra et land i forandring Mette Holm & Mogens Lykketoft,199 sider, Peoples’ Press

Vi kender hende alle sammen, den slanke, yndefulde kvinde med den stærke karakter: Aung San Suu Kyi, der er blevet symbolet på et nyt og friere Myanmar.

Myanmar er kompliceret at forklare, og det kan ikke undgås, at en del af oplysningerne lapper over hinanden i de to udmærkede bøger. Men mens Bengtsson nok bringer de fyldigste oplysninger om landet, har Holms & Lykke-toft sin force ved at lægge vægt på beretninger fra landets borgere.

15

Folter – Die Alltäglichkeit des Unfassbaren,

Manfred Nowak, 239 sider, Verlag Kremayr & Scherlau, Wien

Den østrigske juraprofessor Manfred Nowak var 1996-2003 FN’s særlige torturrapportør, og det er hans erfaringer herfra, han har nedfældet i denne væsentlige bog. Blandt de 18 stater, som beskrives, var tilstandene i Ækvatorial Guinea nok de værste. Fordi Nowak havde haft kontakt med den ene person, som ’udgjorde’ oppositionen mod regeringspartiet, mødte han talrige vanskeligheder og en yderst kølig atmosfære under et møde med en stribe vigtige ministre. Såvel politiske fanger som kriminelle blev her systematisk torteret. Som han skriver, er arbejdet ofte at sammenligne med katten efter musen – der skal trues og lokkes, for ikke sjæl-dent opfattes en højtstående FN-rapportør som en pestilens. Kloge ord fra en erfaren mand med hjertet på det rette sted.

Vinter i Prag,

Madeleine Albright, 489 sider, Gads Forlag.

En del læsere vil mindes Madeleine Albrights glimrende erindringsbog om hendes tid som amerikansk udenrigsmi-nister: Madame Secretary. Nu har den driftige dame, i dag amerikansk statsborger, på fængslende vis delagtiggjort os i andre former for erin-dringer, nemlig om hendes barndom og ungdom, da hun var borger i det daværende Tjekkoslovakiet. Der var i sandhed ”vinter” over den tjekkiske hovedstad, nærmere bestemt en tung, mørk skæbne over den periode, hun her beskriver: 1937-48: Først tysk besættelse og siden hen iværksættelsen af det kommunistiske diktatur. Det blev indledningen til familiens endelige eksil: I USA, hvor faderen blev professor i historie, og hvor datteren, Madeleine, fik en solid uddannelse og et politiske engagement, der bragte hende vidt i sit andet nye hjemland. Så vidt, mener nogle, at hun kunne være blevet amerikansk præsident, om hun ikke lige akkurat var født i – Tjekkoslovakiet.

For at læse anmeldelserne i deres helhed, klik på titlen eller find dem på vores

hjemmeside: www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger. Du kan også klikke lige her

En celle i det overfyldte

fængsel i Nimba, Liberia

UN Photo/Christopher Herwig

16

Fordi vi tror på et globalt ansvar.

Du kan støtte vores arbejde ved at blive medlem. Se mere på

fnforbundet.dk/bliv-medlem eller find os på

facebook.com/FNforbundet.dk