1

Tage Kampmann

FrederiksbergSeminarium

i 80 år

2

3

Tage Kampmann

Frederiksberg Seminariumi 80 år

4

Tage Kampmann:Frederiksberg Seminarium i 80 år.

Bogen er udgivet afFrederiksberg Seminarium,Nyelandsvej 27,2000 Frederiksberg.Telefon: 38865111E-mail: fredersem@fredersem.dkInternet: http://www.fredersem.dk

DTP og billedbearbejdning: Lars Kofod-Jensen

Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri

Copyright Frederiksberg Seminarium 1999.

ISBN 87-987527-0-7

5

IndholdsfortegnelseForord ............................................................................................................................................. 7Et rids af tiden omkring 1919 ......................................................................................................... 8Det faglige i uddannelsen ............................................................................................................. 14Seminariet i 30´erne og 40´erne ................................................................................................... 18En ny æra - med respekt for det forgangne................................................................................... 30Frants Hansen bliver rektor - en stilfærdig ændring ..................................................................... 4250 års jubilæet 22. august 1969 .................................................................................................... 52Hverdagslivet ændrer sig totalt ..................................................................................................... 581980´erne - et drastisk årti med nedlæggelser og sammenlægning .............................................. 66Store ændringer i 1990´erne ......................................................................................................... 72Frederiksberg Seminarium i slutningen af 1900-tallet ................................................................. 82Litteratur ....................................................................................................................................... 87

6

Seminarister (kun mandlige) spiller „Genboerne“ i 1920´erne.

7

Med glæde - men også med betydelig betænkelighed - modtog jeg opfordringen til at skriveFrederiksberg Seminariums historie i de 80 år.

Glæden bestod i atter at få lov at beskæftige mig med læreruddannelsens historie. Betænkelighedenopstod, fordi netop det seminarium skyldte jeg personlig så meget.

Det sidste forhold gjorde opgaven vanskeligere. En vis afstand måtte skabes til det omfattende stof.Min egen nærhed til seminariet i mere end 25 år (som elev og lærer på dette og derpå som rektorved „filialen“) kaldte på varsomhed med for personlige vurderinger.

For ikke at gøre fremstillingen for uoverskuelig og spækket med navne har jeg bevidst i det store oghele undladt at nævne de mange mennesker - bestyrelsesformænd og medlemmer, lærerrådsfor-mænd og lærere - som gennem de mange år har spillet en betydelig rolle i seminariets liv. Altså:Ingen nævnt og ingen glemt.

Uden adgang til seminariets arkiver havde det ikke været muligt at yde opgaven fuld retfærdighed.For fortræffelig hjælp til denne adgang takker jeg seminariets tidligere souschef, studielektor AageKristensen. Ham skylder jeg ligeledes en varm tak for kritisk medlæsen af manuskriptet undervejsog for mange gode råd både med de store linier og med detaljer, som skulle finpudses.

En tak til seminariets bestyrelse og rektor for den tillid, der vistes mig ved at overdrage mig opga-ven, skal også lyde her.

Alene jeg har ansvaret for denne beretning, som jeg hermed tilegner en af de gamle arbejdspladser,som jeg også var glad for.

Marts 1999 Tage Kampmann

Forord

8

Et rids af tiden omkring 1919

9

Vinteren 1918/19 var en mærkelig vinteri hele Europa. Den store krig var sluttetmed våbenstilstanden 11. november

1918. Håbet om en ny tid spirede hos mange.Og dog - den spanske syge, en meget smitsominfluenza hærgede overalt og rev mange med sigi døden - også blandt de unge.

Der var dyrtid i landet, rationeringer var endnu ikraft, kun få levede højt på dyrtiden, de såkaldtegullaschbaroner. Politisk bredte uroen sig i Dan-mark. Yderliggående socialister rørte på sig hersom mange andre steder i verden. Det var ogsåen nybruddets tid.

Troen på fremtiden levede fortsat hos mange medmeget forskellige ståsteder. Århundredets førsteårtier var en periode, som i udpræget grad stod ibørnenes og ungdommens tegn. Ja, først nu op-stod en egentlig ungdomskultur i bredere kredse.

Ligesom man siden franskmanden J. J. Rousseaui midten af 1700-tallet havde talt klare ord ombarndommens egenværdi, kom nu tanken om ogarbejdet for de unges liv i centrum. Tidligere gikdet store flertal af store børn direkte fra skole tilarbejdsliv, fra barnetilværelsen til voksenlivet.14-årsalderen var skillelinien.

Med den voksende urbanisering og de øgedeuddannelseskrav til befolkningen blev de ungeen særlig gruppe.

Interessen for disse unge fandtes i flere kredse.Blandt disse var de kristelige ungdomsbevægel-

ser KFUM og K. I tiden efter århundredeskiftetoprettedes der lokale foreninger i hele landet. In-spirationen kom vestfra, fra USA og England.

Bannerføreren var i en årrække den kendte, ka-rismatiske præst Olfert Ricard. Hans nære med-arbejder og efterfølger blev en yngre præst, ge-neralsekretær i KFUM i København, GunnerEngberg, en brændende ildsjæl.

Gunnar Engberg, bestyrelsesformand 1919 - 1947

10

Allerede omkring 1900 var der mere end 2000medlemmer af KFUM i Danmark fordelt overde tre afdelinger hoved-, ungdoms- og yngste-afdelingen. Hertil kom i de følgende 10-15 årKFUMs boldklub, atletikforeningen Ben Hur,FDF (inspireret af det engelske Boys Brigade),KFUM-Spejderne - idéen ligeledes hentet fraEngland - og KFUMs Soldatermission. Hertilkom så nye initiativer som fx sommerlejre ogbygninger til disse lejre.

Kort og godt: KFUM var en bevægelse, i sand-hed en bevægelse med et vældigt tag i de unge.

Hvorfor var det naturligt, at KFUM så også fiksit eget seminarium ?

Gunner Engberg - seminariets første formandgennem 28 år - gav i 1923 selv svaret iseminariets program. Han nævnede (her kort re-fereret) fire grunde: 1. Inden for KFUMs ram-mer leves et meget lykkelig ungdomsliv. 2. UngeKFUMere fik lyst til at være lærere. 3. I nogengrad kunne man lære lærerne ungdomsarbejdet,mens de gik på seminariet. 4. KFUM har lyst tilat gøre en særlig indsats i lærerverdenen.

Seminariet bliver tilMed Engberg i spidsen skaffede en kreds af men-nesker i vinterens løb den nødvendige sum pengetil køb af et seminarium. Rentefrie lån opnåedeshos flere kirkelige organisationer. En bestyrelsefor den selvejende institution etableredes, og mangik til handling.

I København var der i 1919 fire seminarier: N.Zahles Seminarium, N. Femmers Seminarium,begge for kvinder, Blaagaard Seminarium ogDen Danske Realskoles Seminarium begge formænd. Det sidste var til salg.

Handel med seminarier var almindelig dengang,og den nyoprettede institution købte „Realskole-seminariet“ af en privatmand, som fortsatte somlærer i nogle år på det „nye“ seminarium.

Et seminarium i København var på den tid ikkenogen stor virksomhed. De levede alle fire un-der beskedne ydre forhold. Tre af dem boede tilleje hos andre skoler, og Zahle holdt til i tageta-gen på 4. sal i det store skolekompleks på Nørre-vold og havde faglokaler i fællesskab med deandre skoler i huset. Og mere end ca. 100 eleverhavde seminarierne sjældent.

„Realskoleseminariet“ boede til leje på øverste

Seminariets første adresse: Frederiksberg Allé 22, 2.sal..

11

etage hos en privatskole på Frederiksberg Allé,og det var her det nye KFUMs Seminarium „flyt-tede ind“. Megen flytning var der ikke tale om,men kun en overtagelse. Heller ikke ret megetkøbte man af forgængeren. Det var mest rettentil at praktisere, der handledes.

Faglokaler fandtes næsten ikke i de lejede loka-ler, og inventar i form af samlinger eller biblio-tek var af yderst beskedent omfang. Og så be-gyndte man oven i købet i lokaler, som var opsagtefter det første års forløb. Alligevel turde manbegynde med det nye seminarium - med megetfå elever. I 1920 var der kun 30 elever, i 1921steg det til 35. Desuden var der en lille forbe-redelsesklasse, som ikke medregnedes til detegentlige seminarium, da denne de første mangeår ikke gav statstilskud.

Pionererne var folk med mod — og tro.

Seminariets „ånd“ i eget husForstander for seminariet blev den kun 29-årigelærer og KFUM-sekretær Alfred Christiansen.Det blev et godt valg. I 29 år var seminariet oghan næsten identiske størrelser. Dette var i over-ensstemmelse med tidens syn på sagen. En skolevar meget ofte synonym med lederen. Ofte baren privatskole stifterens navn. Lederen forven-tedes at præge skolen. Det stillede krav til denneperson, mand eller kvinde.

Alfred Christiansen kom til at betyde overordent-lig meget for de unge, som gik ud fra KFUMs

Seminarium i 20´erne og 30´erne. Om dette erder talrige vidnesbyrd.

Og statens godkendelse af seminariet var intetproblem. I og med man købte et eksisterendeseminarium, fik man godkendelsen, når semi-nariet i forvejen var godkendt. Den blev blot for-nyet.

Seminariet begyndte alligevel både utrygt og be-skedent. Men her som mange gange senere red-

Chr. Winthersvej 3, seminariets eget hus 1923-1933.

12

dede Frederiksberg Kommune snart seminariet.Der opnåedes et lejemål på La Cours VejensSkole i 1920 - det var også trangt. Her holdt mantil i godt to år med eftermiddagsundervisning.

Derpå købte man en privatskole på Frederiks-berg, som var til salg.

En fløj blev tilføjet, og så havde man på Chr.Winthersvej nr. 3 et seminarium med egenøvelseskole - men uden egentlige faglokaler.Småt var det også her, men i 11 år levede semi-nariet på denne villavej med børn og seminarie-elever myldrende inde og ude.

Uddannelsen var 3-årig og foregik efter en gam-mel seminarielov fra 1894. Man kan betegne

denne læreruddannelse som en på nogle områ-der udvidet realeksamen. Med tavle, kridt oglærebøger - som ofte var identiske med gymna-siets eller endda realskolens - kom man langt idet foreskrevne pensum. Og så var det levendeord i og uden for timerne da i væsentlig gradmed til at bære igennem.

Dygtige unge oplevede måske ikke selve det fag-lige som særligt krævende eller spændende, menmålet - arbejdet med børn og unge- stod klartfor dem.

I selve uddannelsen mærkedes der ikke megettil det pædagogiske i dette mål, bortset fra detsidste års praktikundervisning. Men alle skulleinden optagelsen på seminariet praktisere hos en

På ekskursion i1920´erne. En sådan huebrugtes af mangeseminarister dengang.

13

lærer et år, så de unge mænd vidste, hvad de gikind til. Og i de omfattende fritidsarrangementer,som seminariet stod for, indgik målsætningenklart.

Under denne synsvinkel arbejdede man på allelandets seminarier i 1920´erne. Nok var ikke allede 19 seminarier lige kristelige, men en „rem afhuden“ havde de alle. Folkeskolen bekendte sigtil den evangelisk-lutherske lære, og faget reli-gion var uddannelsens største og tungeste. Hvisdimittenden ikke var medlem af folkekirken, ud-stedtes der ikke et rigtigt eksamensbevis, menkun en udskrift af eksamensprotokollen.

Under sådanne forhold er det rimeligt at spørge,hvor stor en rolle forkyndelsen spillede iseminariets hverdag på et KFUMs Seminarium.Med sikkerhed kan det fastslås, at selve under-visningen ikke indeholdt andet end det rent fag-lige. Det forventedes af KFUMs Seminariumslærere, at disse var loyale over for seminarietsformål. Dette formål var i seminariets første pro-gram udtrykt således:

„Vi vil have to Maal for øje med vort Semina-rium: At sætte en høj pædagogisk Standard, ogat fremelske et smukt, kristeligt Kammeratliv.“

Det sidste fandt sted på to områder: Ved dendaglige morgensang og i fritiden i forbindelsemed alt, hvad der skete under seminariets auspi-cier.

Denne dobbelthed i seminariets virke var meget

tydelig i 20´erne, 30´erne og 40´erne, men for-tonede sig måske lidt i 50´erne. Herefter blevder hovedsageligt lagt vægt på uddannelsens fag-lige sigte. Ud over dette kom så alt det, som deunge selv pegede på som ønskeligt i tidens strøm.

Flertallet af eleverne kom i 20´erne fra det kri-stelige ungdomsarbejde og/eller fra hjem af kri-stelig observans. I 30´erne var fordelingen af ele-ver mere ligelig. Forstanderen udtalte i besty-relsen flere gange i begyndelsen af 30´erne, ateleverne var mere kritiske og ikke så grebne afevangeliet som tidligere. I takt med den almin-delige sekularisering og den mindre betydningaf det kristelige ungdomsarbejde tyndede det udi unge med den observans.

Ved hvert års møde med bestyrelsen gav forstan-deren et „signalement“ af elevernes kristelige stå-sted. På grundlag af disse udsagn bygger oven-stående.

I 20´erne, 30´erne og 40´erne var det altid for-standeren, som forestod det holdningsmæssigearbejde. Hvad enten det var ved morgensangeneller i fritidslivet, var han den forkyndende.

Alfred Christiansen savnede i det hele taget ikkearbejde. Ved et bestyrelsesmøde i 1936 fortaltehan, at han underviste 21 timer ugentlig på se-minariet og 4 timer i børneskolen og ikke kunnetænke sig at undvære noget af det. Hans fag varpædagogik, engelsk og sproglig dansk samtdansk stil.

14

Det faglige i uddannelsen

7 dimittender i 1923 med „Fatter“ på venstre fløj og Paul Beck næstyderst til højre.

15

Det faglige i uddannelsen lå som nævntpå et ret beskedent niveau i en rækkefag. Dog var kravene betydelige ikke

blot i religion, men også i dansk, regning, natur-historie (biologi) og geografi for slet ikke at taleom sang og gymnastik. Violinspil var obligato-risk, og var for mange elever mere end en plage.Til gengæld fandtes fremmedsprog slet ikke ifagrækken, og i matematik og fysik var kraveneret små.

Det var for øvrigt på grund af den beskedne ud-dannelse i de sidstnævnte fag, at „Realskole-se-minariet“ havde indført udvidet undervisning idisse typiske realskolefag. Dette fortsatte det nyeseminarium med et år, men gik så tilbage til detordinære program.

De ret små fordringer betød i parentes bemær-ket, at studenter kunne gennemføre uddannel-sen på to år og overføre karakterer fra studenter-eksamen i relevante fag. Nogle af studenterneblev færdige allerede som 20-årige, da betingel-serne for optagelse var det fyldte 18. år.

Tanken om en uddannelse i realfagene var for-stærket af, at der allerede i 1903 var vedtaget enlov om oprettelse af en 4-årig eksamensmellem-skole med efterfølgende realklasse. En eksa-mensafdeling var etableret ved mange kommu-neskoler i byerne, og der var altså god mening iat uddanne lærere til denne nye skoleform.- Detskete først fra 1954, men det er en anden histo-rie.

Vidnesbyrd om det første tiårI 1929 stiftede de gamle elever - de „udtrådte“kaldte de sig - en forening. Den fik navnetKFUMs Seminariesamfund. Samme år udgavman et blad af samme navn. I dette finder manudtryk for seminariets betydning - i hvert faldholdningsmæssigt.

I bladets nr. 2, 1. årg. skriver bladets redaktør ianledning af seminariets 10 årsdag bl.a.:

„To Ting ligger nær nu:

Alfred Christensen („Fatter“), forstander 1919 - 1946.

16

Først at takke for og glæde sig over den Tid, dergik, i Arbejde og Fest, mest i festligt Arbejdeunder Ledelse af den fine, stærke Personlighed,som er sjælen i Foretagendet, Forstander Chri-stiansen.

Dernæst at håbe på og have Tillid til Seminarieti den Tid, der kommer. Denne Brydningstid harjust behov for sådanne Steder som vort Semina-rium, et Arnested for sand Kristendom og forrigt og godt Menneskeliv...“.

„Samfundet“ - sådan kaldtes det til daglig - havdeallerede det første år 123 medlemmer. I alt varder dimitteret 193 de første 10 år. En sådan pro-centuel andel af dimittender er ikke nået senere,og det illustrerer, hvor meget seminariet betød.

Når seminariet betød så meget for den enkelte,hang det sammen med to forhold:

Som nævnt havde forstanderen en gennemslags-kraft ud over det sædvanlige. Uden at være på-trængende eller stortalende formåede AlfredChristiansen eller „Fatter“, som han altid omtal-tes, at slå igennem over for „hin enkelte“.

For det andet havde seminariet lige fra de førsteår søgt at skabe en række traditioner, som betøduhyre meget.

Flere af disse omtales senere. Her skal de blotnævnes med overskrifter følgende skoleåret:Dusfest, Jomsborg, julefest, vinterskovtur,forældreaften, dimissionsfest.

Disse fikspunkter i uddannelsen, som intet havdemed det faglige at gøre, var bærende konstruk-tioner i KFUMs Seminariums liv.

For de „udtrådte“ var sammenkomsten 2. januarårets hovedbegivenhed. Det var et heldagsarran-gement.

Om formiddagen mødtes man på seminariet medmadpakke, hørte et foredrag om et skolespørgs-mål, diskuterede emnet og holdt generalforsam-ling. Foredragsholderen var oftest en af semina-riets egne. Enten forstanderen eller en lærer, ognogle år en gammel elev, som havde gjort „kar-riere“ på et område.

Ved frokosten samledes man klassevis og ud-vekslede minder og nyt fra de tilstede-værende og eventuelt også fra de ikke-mødte.

Om aftenen samledes man atter og havdenu damer med. Traktementet var de før-ste år smørrebrød, senere blev det til det

Jomsborg i 1920‘erne.

17

traditionelle kaffebord. Veddenne lejlighed blev der holdt enfesttale. Her var det som regelen gæst, som diverterede for-samlingen. Derpå kom nogetunderholdning ved egne kræfter,og forstanderen sluttede aftenenmed andagt.

Tilslutningen til sammenkom-sterne 2. januar var overvæl-dende i mange, mange år. Herfandt man en kreds, som stodsammen om seminariet.

Bladet „Seminariesamfundet“udkom 4 gange årligt. Det stof, som læstes mestog først, var „Meddelelser“. Her fandt man småberetninger om kammeraterne: ansættelse, kur-ser, fritidsbeskæftigelse, giftermål, børn osv.

Lærerne - hvem var de ?Personalet bestod i de første 25 år af seminarietsliv af tre faste lærere samt forstanderen. Hertilkom et vekslende antal timelærere - i stigendeantal, som årene gik. Disse kom fra gymnasiereller folkeskoler og var i nogle tilfælde gamleelever fra seminariet. Hver af dem havde kun etrelativt lille timetal.

De faste lærere, som sammen med forstanderenlæste de fleste af seminariets timer, spiller ikkeden store rolle i beretningerne om seminariet de

første år. I „Samfundet“s blad omtales de mednavn nogle steder, og nogle af deres særhedermorer man sig over. En enkelt skiller sig lidt ud.Han underviste i religion og historie, var cand.theol. og uden tvivl en åndfuld personlighed.Lærerne havde måske en lidt større fagkreds oglidt flere timer end ønskeligt. Men det var tidensvilkår på alle seminarier.

På de københavnske seminarier var der tilsva-rende forhold, og et par af dem havde endda kunen enkelt fast lærer. På seminarierne i det øvrigeland klarede 5-6 lærere hele seminariets fagkreds.

På de seminarier kunne man pga. de geografi-ske forhold ikke betjene sig af timelærere. Defleste seminarier lå som bekendt i landdistrik-terne eller i mindre byer.

Vinterskovtur engang i 20’erne. „Fatter“ bagerst i midten, Paul Beck påhøjre fløj.

18

Seminariet i 30´erne og 40´erne

En seminarieelev karrikerede 1894-lovens bortgang. Den høje mand i følget er „Fatter“.

19

Den nu gamle og stærkt kritiseredeseminarielov fra 1894 ændredes i 1930.36 år er en lang levetid for en lov om

uddannelse. Ændringer var stærkt påkrævede,både mht. struktur og indhold.

Den væsentligste nyskabelse var en forlængelseaf uddannelsen fra tre til fire år. Det betød to årtil 1.del og ligeledes to år til 2. del, som hidtilvar gennemført på ét år.

Indholdet ændredes ikke meget, selv om §1 i lo-ven stiller det i udsigt. Den lød således:

„Undervisningen skal være præget af de Krav,Elevernes fremtidige Gerning som Lærere stil-ler til dem; desuden skal den meddele dem Kund-skaber og Færdigheder, der kan fremme den al-mindelige Udvikling.“

Begreber som selvstændighed, kritisk sans ellerholdning var ikke på mode dengang - i hvert faldikke eksplicit.

Kravene i de reale fag blev ikke væsentlig øgede,selv om der indførtes ét fremmedsprog, men enuddannelse til lærer i mellem- og realskolen fikman ikke. En afgørende nyhed var dog special-læsning - 5 ugentlige timer de to sidste år i etsproglig-historisk eller et matematisk-naturvi-denskabeligt fag. Denne del af uddannelsen bleveksamensfri. Og speciallæsningen skulle væreuddannelsens åndehul.

Forlængelsen af uddannelsen betød endvidere,

at de pædagogiske fag fik lidt flere timer, børne-psykologi blev obligatorisk, og praktikken blevudvidet betydeligt.

Det var forventet, at de nye arbejdsskoletankervar trængt mere igennem. Mange i skolekredseønskede, at uddannelsen i højere grad appelle-rede til selvvirksomhed og selvstændighed endtidligere, hvor det primært kom an på eksamens-rettet lektielæsning og udenadslæren.

I en artikel i „Samfundet“s blad i 1932 nævner„Fatter“ i sin omtale af den nye lov en række afde hindringer, der var for at gennemføre lovensgode intentioner. Han skriver bl.a., at fagenesmængde og tidens knaphed sætter meget snævregrænser for, hvad det er forsvarligt at lægge overpå eleverne af selvstændigt arbejde, hvis de ikkeskal køres helt i stykker. Og eksamen er ikkeundergået så store ændringer, som de nyeundervisningsformer faktisk vil nødvendiggøre.

Undervisningen var fortsat lærerstyret klasseun-dervisning. Biblioteksarbejde eller ændredeeksamensformer eksisterede ikke.

Men en enkelt nydannelse vandt indpas. Detbestemtes, at eleverne i et selvvalgt fag havdemulighed for selvstændigt at udarbejde et års-arbejde. Hvis dette godkendtes af censor vedeksamen, hævedes karakteren en grad. Især i fa-gene geografi og naturhistorie blev årsarbejderen succes.

Bestemmelsen om at hæve karakteren den ene

20

grad, fik pudsige konsekvenser. Man anvendteden ørstedske karakterskala, hvor afstanden mel-lem karaktererne var progressivt stigende, efter-hånden som karaktererne faldt.

Ørsteds skala (Oprindelig)ug = 8ug- = 7 2/3mg+ = 7mg- = 6 1/3g+ = 5 2/3g = 5g- = 3 2/3tg+ = 2 1/3tg = 1tg- = -1 2/3

mdl+ = -4 1/3mdl = -7mdl- = -12 1/3slet+ = -17 2/3slet = -23

Næsthøjeste karakter var således ug- = 7 2/3. Etantaget årsarbejde hævede altså her kun 1/3. Hviset g- blev hævet til g, skete der et tillæg på 1 1/3,altså 4 gange så høj en betaling for et årsarbejde.Det generede efter udsagn fra samtidige ikkenogen.

Endnu en nyskabelse så man. Ud fra den kends-

Skolegården på Nyelandsvej. Til venstre de to toiletter, hvorpå var malet „Seminariet“.

21

gerning, at ganske mange blev lærere i landsby-skolen, når de var færdige, indlagde man i slut-ningen af 3. klasse et landsbyskoleophold på enuge. Den daglige praktikundervisning foregik jopå en byskole i klasser med elever på sammealderstrin. Den 2-, 3- eller 4-klassede landsby-skole var ukendt land for byernes seminarieele-ver. Det blev der rådet (lidt) bod på.

Det vil ikke være forkert at sige, at seminariet i30´erne var pædagogisk statisk. Enkelte andresteder som fx i Haderslev eksperimenteredes derlidt med nye undervisningsformer. Årsagen tilden lidt forskellige udvikling må søges i lærer-stabens sammensætning. Forstanderen udtryk-ker det selv i en artikel, at „måske var vi lærerelidt ældre...“ (og senere) „...man har villet detnye og ikke villet slippe det gamle“.

Ny (og endelig) adresse: Nye-landsvej 27For KFUMs Seminarium betød den nye lov, atforholdene på Chr.Winthersvej ikke var hold-bare. Dels skulle seminariet have en klasse mere,dels måtte de nødvendige faglokaler skaffes.Altså: mere plads var en eksistentiel nødvendig-hed.

Det var i øvrigt problemet for alle landets semi-narier. Seminarierne med egen bygning gik igang med udvidelser. Det sås tydeligt påseminariebygningerne i mange år, at de første årefter 1930 havde krævet udvidelser af det tradi-

tionelle byggeri med 4 klasseværelser og en gym-nastiksal - og ikke mere! Men i hovedstadsom-rådet var det ikke nemt at få øje på ændringer.

Atter kom Frederiksberg Kommune seminariettil hjælp. Skolerne i det ældre Frederiksberg fikbedre pladsforhold, mens nye skoler byggedes iyderkvartererne. Solbjergskolen, bygget i 1895,ophørte som distriktsskole, og halvdelen af byg-ningen blev i begyndelsen af trediverne ledig.Men først ved nytår 1934 flyttede seminariet til

Nyelandsvej 27, seminariets domicil fra 1934.

22

de „nye“ lokaler, og her boede man under uæn-drede forhold indtil 1958.

Efter datidens opfattelse betød flytningen en storændring. For seminariet var følgende lokaler tilrådighed i det halve af den endnu eksisterendebygning fra før år 1900: I stueetagen kontor medlærerværelse, på 1. sal 4 klasseværelser, på 2.sal bibliotek og læsestue, sanglokale, et naturhi-storie- og et geografilokale, på 3. sal tegnesal,som både var samlingsstue og „rygekupé“ og ensløjdsal. I gården lå en gymnastikbygning medto sale og toiletter. Fysik/kemilokale låntes i sko-len i nr. 23, Nyelandsvejens skole.

Fremgang i pladsforholdene var der virkelig taleom. Alle fire klasser fik hver sit lokale, mens

forberedelsesklassen (også kaldet præparand-klassen) var vandreklasse.

En ny æra var begyndt i 1934, og på Nyelands-vej 27 forblev seminariet trods mange ydre ogindre ændringer for læreruddannelsen i de næ-ste mere end 60 år - og bor der endnu.

Eleverne - hvor mange, hvem ?Selv om det omkring 1930 og i de følgende årblev trange tider for lærere med stigende arbejds-løshed, var tilgangen til KFUMs Seminariumfortsat god, som den havde været det med sti-gende tilgang gennem det første årti. Seminariethavde fået et godt ry - og havde noget med afdette ry fra sin forgænger „realskoleseminariet“.

Dimittender 1935

23

Det var som regel muligt at fylde hver klassemed de hen imod 30 elever, som var grundlagetfor en god økonomi. Man skal her erindre, atseminariet var privat og kun kunne eksistere vedhjælp af skolepenge fra de unge. Statstilskuddetudgjorde omkring de 3/4, og resten måtte skaf-fes via elevbetalingen. Indtil oprettelsen af densærlige studenterlinie i 1947 var klassernes sam-mensætning uensartet mht. skoleforudsætninger.Side om side sad lidt ældre elever kommet „fraploven“ uden andet grundlag, end det præparand-klassen havde givet dem, med unge studenter ligeudgået fra gymnasiet. Selv om disse sidste kunneoverføre visse karakterer fra studentereksamen,skulle de deltage i undervisningen i alle fag. Ogflertallet var så realister, som enten var kommetlige ind i 1. klasse eller havde taget præp.klassenmed. Ujævnt var niveauet, og for lærerne føltesdet ikke let at tilpasse undervisningen til dennebrogede skare.

På den tid fandtes ingen SU, men kun en megenbeskeden statsunderstøttelse til de virkeligt træn-gende. Resten måtte selv skaffe de nødvendigemidler. Legater var der kun få af, så en del ele-ver måtte gå lånevejen, hvis forældrene ikkekunne klare at betale. Erhvervsarbejde eksiste-rede faktisk ikke, og flertallet af eleverne boedehjemme, hvis de var fra København eller om-egn. Elever fra provinsen boede på lejede væ-relser - ofte meget kummerligt.

Fra hvilke samfundslag kom eleverne? I ældreseminarieprotokoller opførte man altid faderens

stilling, så det er muligt at placere eleverne so-cialt. Det er tidligere omtalt, fra hvilke kirkeligekredse de kom. Her tænkes altså kun på den øko-nomiske baggrund.

En del kom fra lærerhjem. Der var i Danmark enlang tradition for, at lærersønner også blev læ-rere. Andre kom fra gårdejerhjem næsten fra helelandet, og ikke få deltog i det, som sociologernekalder den „sociale opstigning“. Denne kategoriaf unge kom fra arbejderhjem eller fra hjem, hvormoderen var alene. En søn af en akademiker varen sjældenhed til hen i 40erne, da studenterlinienkom til. Forstanderen udtalte engang omkring1940, at flertallet af elever kom „fra småkårs-hjem“.

Det samlede elevtal var fra midten af 20´erneomkring 100 seminarieelever + 25-30 ipræparandklassen. De sidste regnedes ikke forrigtige seminarieelever, og præp-klasserne ud-løste ikke statstilskud før i slutningen af 40´erne.Kun enkelte seminarier oprettede dobbeltklasserog kun efter ministeriets særlige tilladelse. Detskete ikke på KFUMs Seminarium før 1948.Lærerproduktionen blev holdt i stramme tøjlerpga. arbejdsløsheden, som først lettede hen modslutningen af anden verdenskrig.

En næsten glemt nedlæggelses-faseI 1931 og igen i 1934 forsøgte undervisnings-minister F. J. Borgbjerg (S) næsten forgæves at

24

få nedlagt nogle seminarier. Ingen af gangenevar seminariet på Frederiksberg direkte inde ibilledet. Dog fik alle private seminarier i 1933et tilbud om frivillig afvikling med en gunstigfratrædelsesordning for forstander og lærere.Lærerne fik lejlighed til at udtale sig om sagen,men ønskede seminariet fortsat, ligesom forstan-deren gjorde det. På baggrund af denne tilken-degivelse drøftede bestyrelsen spørgsmålet. Ef-ter en grundig drøftelse vedtoges det at bevareseminariet trods de ganske svære ydre forhold.

Der skete derimod det besynderlige, at FemmersSeminarium, som i 1923/24 endda havde fåetegen ny bygning, ramtes af ministerens forslag.Seminariet havde letsindigt tilbudt en sammen-lægning med det statslige Jonstrup, og det blevdets skæbne.

Også Blaagaard var en kort tid i fare. Ministeren

kom ved en fortalelse fra Folketingets talerstoltil at nævne seminariets navn, hvilket fremkaldteopstandelse. Seminariet var ejet af en privat-mand, som med god forbindelse til Københavnsskoledirektør, blev reddet af denne.

Bygningen, som Femmers Seminarium ejede,rummer i dag Metropolitanskolen. Seminarie-“planlægning“ var også dengang noget tilfældig.Historien gentog sig to gange i 1980´erne, menderom senere.

Skoleårets højdepunkterFra flytningen i 1934 og frem til 1946 gik livetsom nævnt sin vanlige gang på seminariet - bort-set fra det betydelige afbræk, som krigens sidsteår 1944/45 gav for en del elever.

Lærerstaben var den samme som i 20´erne, ogskoleåret havde fundet en fast rytme med en

Bladet for de „udtrådte“ elever fra 1929 til 1952, hvor det afløstes af „SEMINYT“ fælles for gamle og nye elever.

25

række faglige traditioner og givende fritidsar-rangementer.

Tre punkter med fagligt indhold var fast påseminariets program. 1. klasse var hvert år i majpå naturhistorie-lejrskole i en KFUM-lejr påGjorslev på Stevns. Tilsvarende var 2. klasse pålejrskole på „Jomsborg“ med fagene geografi ognaturhistorie på dagsordenen, og endelig tog 3.klasse med forstanderen m.fl. på en uges rejse i

juni. Det år var klassen fri for eksamen. Turengik ofte til Sønderjylland, som var et aktueltområde især historisk og folkeligt efter Genfor-eningen i 1920. På disse felter så man et gen-nemslag af de reformpædagogiske tanker. Lejr-skoleidéen kom frem i 20´erne - også begyndtpå Haderslev Seminarium. Et fagligt tilskud varogså lejrskolen med en klasse fra øvelsesskoleni begyndelsen af 3. klasse.

1939, 2. klasse på Jomsborg med Gruelund og Beck (bagerst i midten).

26

Fester og anden fritidsvirksomhed prægede i højgrad seminarielivet.

Årets første fest var „dusfesten“ ved skoleåretsbegyndelse. I ældre tid sagde nogle unge men-nesker „De“ til hinanden fra de var 16-18 år, ogdet var derfor helt naturligt at arrangere en fest,hvor dutteriet blev legaliseret. Man skal her ikkeforledes til at tro, at festen var et symposium.Seminaristerne samledes om et kaffebord - det,som ikke-kirkelige kaldte „missionsfolkenestredje sakramente“.

Det er bemærkelsesværdig, at denne dusfest af-holdtes også mange år efter, at unge indbyrdesvar dus. Men festen ville man ikke undvære.

Næste begivenhed var turen til „Jomsborg“.Man boede i en FDF-lejr i Hornsherred mellemJægerspris og Kulhuse, og opholdet her fandtsted i forbindelse med Kongens (Chr. d. 10.) fød-selsdag d. 26. september. Festlige dage var det -årets højdepunkt i seminarielivet. Nok var deralvorligere punkter på programmet som foredragog ekskursioner, men alle inkl. „Fatter“ kastedesig også ud i al slags tant og fjas. Her spilledeskomedie, alle slags boldspil dyrkedes - kort oggodt: man morede sig.

Dagene indrammedes af forstanderens morgen-og aftenandagter, hvor han myndigt og åndfuldtforkyndte evangeliet.

For mange tidligere elever fra seminariet stårdagene på „Jomsborg“ i en særlig glans.

På kalenderen kom herefter julefesten med åretsjuleavis kreeret af 4 .klasse med et kort portrætaf hver elev i denne klasse. Ofte blev disse -seminariets ældste - karakteriseret både i versog streg. Heller ikke lærerne gik fri ved dennelejlighed. Tonen var dog altid elskværdig. Menkaffebordet og „Fatter“s forkyndelse mangledeheller ikke ved denne lejlighed.

I en af årets første måneder tog hele seminarietpå vinterskovtur . Når det så ud til stabilt sne-vejr, aflystes undervisningen den følgende dag.Man mødtes på Klampenborg station og van-drede mod Eremitageslottet. Her gjorde manholdt ved et af foderhusene, og der blev sungetmorgensang, og forstanderen holdt en kort an-dagt. Herpå gik turen over sletten til Fortunen,hvor den medbragte mad indtoges, hvorefter mantog hver til sit.

I løbet af foråret holdtes en forældreaften medet lødigt program, og endelig kom det næste afårets højdepunkter „dimissionsfesten“. Medspænding afventede tilhørerne forstanderens talemed en kollektiv bedømmelse af afgangsklassen.Ved en sådan lejlighed kom hans lune og ofteunderfundige åndfuldhed til sin særlige ret. Enstor dag var denne dag for de fleste. Mange van-skeligheder var overvundet, ofre bragt, kampekæmpet, og nu var sejren endelig hjemme - hvisder vel at mærke var arbejde i udsigt. Det varder som nævnt tidligere slet ikke altid i 30´erne.

Ikke få af de dimitterede i disse år blev aldrig

27

lærere. En af de mere kendte blev lederen af detfolkelige „Bror Kalles Kapel“. Nogle få gik li-gefrem i hundene, men flertallet fandt dog fastarbejde efter 4-5-6 trange år med skiftende ogusikkert, slidsomt vikararbejde.

Endelig skal nævnes et grænseområde mellemuddannelse og fritidsarrangement, nemlig fore-drag for alle elever. Meget tidligt i seminarietshistorie fik eleverne gennem et elevråd (alleredefra 1922) medbestemmelse på dette felt.

Hvert år afholdtes 6-8 foredrag om aktuelle em-ner i skole, samfund, kirke osv. af kendte fore-dragsholdere fra nær og fjern. Denne traditionblev den mest holdbare af alle de nævnte, idetden endnu i 90´erne opretholdes - og stadig påde studerendes initiativ.

Praktisk SkolegerningDette fag med det lange navn hed aldrig andetend praktik . Indtil slutningen af 30´erne fore-gik de praktiske øvelser på den lille privatskolepå Chr. Winthersvej. I 1937 blev skolens man-geårige leder Harald Smith forstander på RanumSeminarium, og i 1939 afvikledes skolen. Delsopstod der økonomiske vanskeligheder - som detskete for næsten alle private skoler - dels varskolen for lille til at opfylde betingelserne for atvære øvelsesskole.

I 1937 gennemførtes en ny folkeskolelov medøgede krav til skolen, og dermed krævedes sam-tidig en forstærket praktikundervisning.

Nyelandsvejens skole blev seminariets fasteøvelsesskole, og det var den til 1991, hvor be-grebet fast øvelsesskole afskaffedes. I de mangeår suppleredes skolen med stadig flere frederiks-bergske skoler.

Praktik forekom i to former: fællespraktik ogholdpraktik. Fællespraktikken foregik på denmåde, at én seminarieelev underviste et hold børnpå 12-14 elever i en lille halv time, hvorpåmetodiklæreren kritiserede timen. Kammera-terne kunne også få ordet, men det skete sjæl-dent, at de deltog i kritikken.

Fællespraktik i 1930’erne. Metodiklæreren demonstrererklasseundervisning. I forgrunden skimtes hoveder afseminarieelever.

28

Når man valgte denne form, skyldtes det, at ek-samen i faget foregik tilsvarende - dog sådan athver elev fik to hold børn på hver deres alders-trin og i to forskellige fag.

I holdpraktikken var der 4-5 elever på hvert hold,og disse fordeltes nogle timer ugentlig i forskel-lige klasser. En seminarieelev overtog hele ti-men, og her blev der ligeledes givet kritik eftertimen. Holdets øvrige elever var passive, så dissetimer kunne kun betragtes som træningstimer.

Praktikken suppleredes af demonstrationstimer,hvor læreren i metodik eller en „kanon“ indenfor et fag viste en hel seminarieklasse, hvordanen mønstertime burde gennemføres.

Seminariet under besættelsenVanskeligt er det at skaffe sig et præcist billedeaf livet på seminariet i tiden 1940-45. Her fin-des udtalelser, som går lige fra, at livet stort setgik videre som hidtil, og til at de sidste par årvar stærkt påvirkede af forholdene, og at for-standeren næsten svigtede de elever, som varmed i frihedskampen.

Sandheden må sikkert søges midt imellem disseto yderpunkter. Man fornemmer det på AlfredChristiansens egen beretning herom vedbetyrelsesmødet i oktober 1945. Også i bladetfor de „udtrådte“ i december 1945 fortæller hanredeligt om årene uden at besmykke noget. Hanudtaler, at henved halvdelen af eleverne og 3 aflærerne var med i frihedskampen, ligesom han

beretter om forskellige episoder med anholdel-ser på seminariet.

Om forstanderen skriver hans biograf HaraldSmith i mindebogen fra 1948, at „det smertedeham, at han havde så lidt samling på eleverne idisse år, og at han ikke kunne give dem den på-virkning, som han gerne ville. Han følte det, somalt det, han havde bygget op, blev revet ned - ogdet var ikke altid han forstod den farlige situa-tion, som mange af de unge befandt sig i; hantænkte mest på de unges behov.“

For de unge, som var med, betød det i flere til-fælde udsættelse af eksamen til efter sommerfe-rien, til „sabotøreksamen“, eller først til det føl-gende år. Men institutionelt betød besættelsenkun lidt. Seminariet var kun „udlånt“ i få dageomkring 5. maj, men undervisningen var i langeperioder afbrudt i vinteren 1944/45. Især 4. klassevar spredt for alle vinde og forsøgte sig med un-dervisning i grupper uden for seminariet.

25 års jubilæet august 1944Mens flere af seminariets arrangementer underbesættelsen blev mere eller mindre forstyrret afforholdene - spærretid, luftalarm mv., lykkedesdet at gennemføre jubilæet 20. august uden for-styrrelser.

Arrangementet var todelt. Om formiddagen af-holdtes den officielle fest med gæster fra myn-dighederne og taler af disse. DepartementchefA. Barfod, Undervisningsministeriet talte (rege-

2925-års jubilæum i 1944 i gymnastiksalen Nyelandsvej 23.

ringen var gået af 29. august 1943, så der varingen minister), det samme gjorde stats-konsulenten for folkeskolen og seminarierne, F.C. Kaalund-Jørgensen og flere andre. Fra allelød der gode og rosende ord til den unge jubilarog til dens fortræffelige leder.

Aftenen i KFUMs Centralforenings festsal med400 gamle og nuværende elever til fællesspis-ning og taler blev et højdepunkt for forstande-ren. Denne dag oplevede han uden tvivl som sitlivs klimaks, men beskeden som han var, tak-kede han ydmygt for hyldesten. En manifesta-

tion på seminariets placering i de mange tilste-deværende læreres liv var det.

Det fornemmedes også, at fra denne dag blevdet ikke mere som tidligere på seminariet - i hvertfald for forstanderen. Besættelsen og tiden - ti-den, dette mærkelige begreb - gjorde ham mis-modig - og kun to år efter døde han.

Han bisattes en novemberdag 1946 fra Jesus-kirken i Valby, og ca. 1000 - hvoraf talrige vargamle elever - fulgte hans kiste til Vestre Kirke-gård.

30

En ny æra - med respekt for det for-gangne

Dimissionsfest i KFUM’s festsal 20/12 1952 med forstander Aage Nørfelt på talerstolen til venstre.

31

I løbet af et par måneder fandt seminarietsbestyrelse den nye forstander - en gammelelev (dimitteret i 1931): Skoleinspektør Aage

Nørfelt , Roskilde Realskole, medlem afseminariets bestyrelse fra 1939 og allerede enfremtrædende ung skolemand - 42 år. Stillings-opslag brugtes ikke på de private seminarier, ogman ansattes „på håndslag“.

Han tiltrådte 1. april 1947, og store opgavermødte ham hurtigt.

Pga. den hastigt stigende lærermangel gennem-førte Folketinget i dette forår en lov om en mid-lertidig ordning af lærereksamen for studenter,den 2 ½-årige studenteruddannelse.

Loven ansås for et appendiks til 1930-loven for„normalister“, som de gamle på seminariet hur-tigt let nedladende kaldtes af studenterne. Og påKFUMs Seminarium optoges nu piger, og somregel 2/3 af det smukke køn over for 1/3 mænd.

Aage Nørfelt - og de to andre københavnske for-standere - skaffede lynhurtigt lærere til enstudenterklasse, og lokalemæssigt klaredes si-tuationen ved, at man proppede de tilkomne indsammen med de andre - og det blev man vedmed de næste år. Her blev stopfyldt på semina-riet, og undervisningen fortsatte som regel til kl.16 - også om lørdagen! Elevtallet voksede på toår til ca. 250.

Denne nødudannnelse, som nogle betegnede den,

forudsatte, at den sluttede med samme lærerek-samen som den 4-årige uddannelse, men de fag,som studenter overførte til eksamen, udgik afskemaet. De tilbageværende fag fik lidt færre ti-mer end på normallinien. Man gik ud fra, at stu-denter var læsevante, og derfor måtte de klare

Aage Nørfelt, forstander 1947-1961 (fra 1959 rektor).

32

sig med mindre undervisning. - Det viste sig atgå godt.

Nørfelt lagde i øvrigt vægt på, at seminariets åndog tone bevaredes. Men han havde sin egen form- meget forskellig fra forgængerens, og i løbetaf ganske kort tid placerede han sig både på se-minariet og i hele læreruddannelsesbilledet somen betydelig kraft. Hans retoriske evner var emi-nente, og næsten alle begejstredes for hans fore-drag og taler. Over for den enkelte havde hansamme evne som „Fatter“ til at lytte og forstå.

„Stemningen“ på seminariet i årene 1947 og 48kan måske beskrives ved et uddrag af de to års„dustaler“. En elev fra 4. klasse bød de nye vel-kommen ved dusfesten og sagde i 1947 bl.a. jvf.referat:

„Xx holdt dustalen, ikke muntert og opmun-trende, men bitter-ærligt og skuffet. Han trakvemodigt frem: Seminarietidens inspiration tilåndeligt dødvande og kedeligt seminarieliv - ikkesåledes, at det var seminariets og lærernes skyld,tværtimod, det var seminarieordningen og ele-verne selv...“.

Og i 1948: „Yy karakteriserede sin klasse somdet sidste led i en nedgangsperiode, der forår-saget af „Fatter“s sygdom og krigen nu var af-løst af en opgangstid, der prægedes af arbejds-lyst og godt kammeratskab. Han udtrykte singlæde over at se, hvor hurtigt forstanderen havdeført seminariet ind i en fremskridtstid, hvor den

gode ånd og tone igen holdt sit indtog...“.

Forsøgslov i 1948Som flere gange berørt lykkedes det ikke med1930-loven i væsentlig grad at forny undervis-ningen på seminarierne. Reformpædagogikkenfandt ikke rigtig plads her. Nogle mente medslagordene „eksamen virker uheldig tilbage påundervisningen“ at finde forklaringen herpå.

En seminariekommission var i 1947 nedsat medhenblik på en revision af seminarieloven, og bl.a.med inspiration herfra gennemførte Folketingeti 1948 en forsøgslov, som gav muligheder fornye eksamensformer.

De hyppigste forsøg foregik i fagene dansk lit-teratur og historie, men også geografi og natur-historie blev inddraget. De første forsøg gik næ-sten udelukkende ud på i undervisningen at ind-føre elevforedrag og til eksamen give mulighedfor forberedelse helt op til et døgn. På dennemåde mente man at nærme sig hverdagen i enkommende lærers arbejde. Samtidig øgedes selv-stændigheden i arbejde med anden litteratur endlærebøgerne.

Ikke nær alle råbte hurra for disse forsøg. Dervar seminarier, hvor ikke ét forsøg gennemfør-tes, mens andre forsøgte sig i næsten alle fag.Atter var forstanderens pædagogiske holdningafgørende. Identiteten mellem leder og semina-rium fandtes fortsat i høj grad på seminarierne.

33

På KFUMs Seminarium var Nørfelt for så vidtinteresseret i forsøg, selv om han var meget imodeksamens afskaffelse. Men kun i litteratur blevforsøg omfattende. Meget andet blev det ikketil.

Et intermezzoTanken om eget hus til seminariet spøgte i mangeår i bestyrelsen og hos Alfred Christiansen, menansås vist af de fleste for urealistisk.

Imidlertid var der én mand, som kombineredeidealisme og gåpåmod i en sådan grad, at hanmed seminariets tilladelse næsten tog sagen iegen hånd.

Den gamle elev, Erik Danielsen, dimitteret i1927, gjorde sig selv til aktiv indsamler af mid-ler til bygning af et seminarium. I 3 ½ måned iefteråret 1945 berejste han fortrinsvis Jylland,og hos KFUM-folk og venner af den kristeligeungdomsbevægelse skabte han interesse for sa-

Bestyrelsen på arbejde i 1950´ernes begyndelse. For bordenden i midten rektor F. Bøgh (formand) og Aage Nørfelt.

34

gen. Mange mindre beløb og meget få størreudgjorde efter rejsen ca. 31.000 kr. - (En ugiftlærers begyndelsesløn var i 1945 godt 300 kr.)

Senere kom der yderligere penge i kassen, vedat ganske mange gamle elever tegnede sig forbeskedne beløb i månedlige rater.

Trods denne ildhu ebbede planerne om et bygge-fond stille ud omkring 1950. De indsamlede mid-ler indgik senere i seminariets formue og førteikke til rejsning af et eget seminarium. MenDanielsens kærlighed til seminariet slap aldrigop.

Traditionerne bevaresI Nørfelts tid fastholdtes - trods seminariets vækst- med megen styrke de fleste af skikkene fra for-gængeren.

Nævnes skal her, at forstanderhjemmet fortsatvar et åbent hjem for seminarieeleverne i denforstand, at klasse efter klasse en gang årligt blevinviteret hjem til aftenkaffe og en god samtaleom et aktuelt emne. Uendelige spande kaffe erskænket i de to første forstanderhjem. Også defaste lærere mødtes her en gang eller to om året,og det spirende elevråd gæstede naturligvis hjem-met.

Dusfest, julefest, forældreaften, vinterskovtur ogJomsborgtur fandt sted efter planen som hidtil.Som noget nyt kom i 1959 efter udvidelsen af

seminariet med ny gymnastiksal den årlige skole-komedie - et moderne teaterstykke iscenesat ogopført af eleverne.

På få år opstod der et problem, efter at der varkommet kvindelige elever. Naturlig udfoldelses-trang førte til, at dans på Jomsborg indførtes.Nørfelt indhentede forretningsudvalgets tilla-delse, fik ja, og begivenheden omtaltes (selvføl-gelig) i dagspressen med ordene „KFUM dan-ser“. Nørfelt beretter i sin erindringsbog„Usporlige veje“ spændende herom. Hen imodslutningen af 1950´erne måtte Jomsborgturenforlægges til Frederiksborg Højskole og derpåtil Sønderborg Idrætshøjskole, og ikke altid fore-gik alt til forstanderens tilfredshed. Tiderne æn-dredes.

Seminariets vækstStudenterklasserne fra 1947 med to klasser i1948 og derefter én hvert år førte som nævnt tilen næsten fordobling af elevtallet. Nye lærereansattes, de fastansattes antal voksede fra 5 fa-ste i 1947 til 12 faste i 1961, og det samlede an-tal lærere voksede fra 20 til 30.

Flere øvelsesskoler blev inddraget - dog medNyelandsvejens Skole som den centrale. Supple-rende lokaler låntes på frederiksbergske skoler,og ind imellem oplevedes seminariet som lidtspredt.

Men den dynamiske og allestedsværende Nørfelt

35

formåede at holde det hele samlet ved sin formi-dable arbejdsevne og sit store personkendskab.Han kendte med sikkerhed alle elevers navne,og måske også nogle af deres svagheder. Hansiver som kontrollant på trappen om morgenenog hans omhu med samling af tomme mælkefla-sker var legendarisk.

Det øgede antal dimittender betød, at der måttenye omgivelser til, når der holdtes dimissions-fest. Seminariet rykkede nogle år ind til byen iKFUMs eller Ks festsal. Senere blev rammen

Frederiksberg rådhushal. Nørfelt evnede at gøredenne fest til et virkeligt højdepunkt for alle del-tagere.

Læreruddannelsens vækstIndtil 1949 var der i hele landet 18 seminarier. Iperioden 1949 til 1960 oprettedes 11 nye semi-narier. Grunden hertil var angiveligt lærer-manglen fremkaldt af stærkt stigende børnetalog en mere krævende skolelov (centralisering aflandsbyskolen mv.). Men også byers uimodstå-

Samlingsstuen på øverste etage ca. 1948 med seminariets første kvindelige elever.

36

elige trang til at få et seminarium var medvir-kende til væksten. Nu fik næsten alle større byerderes eget seminarium og måtte ikke „nøjes“ meddet ofte fjerntliggende landseminarium frabondesamfundets tid.

I hovedstadsområdet fandtes der i 1940´erne somnævnt kun de tre gamle seminarier. Blaagaardhavde med studenterliniens indførelse også fåetkvindelige elever, mens Zahle holdt stand somrent kvindeseminarium til midten af 1950´erne.Nu rejstes tanken om et nyt statsseminarium iKøbenhavn. Bygningen fandtes, idéen til et stor-stilet skoleprojekt var på tegnebrættet. Den „ty-ske“ skole på Emdrupvej, som tyskerne imid-lertid aldrig kom til at tage i brug, var stedet forplanerne med en forsøgsskole, et seminarium oglærerhøjskolen.

Alle tre skoler blev etableret i det store hus. Se-minariet blev til Statsseminariet på Emdrupborg,som i 35 år virkede på dette sted. Her udnytte-des forsøgsloven fra 1948 til sidste dråbe - oglidt til, mente nogle.

De tre gamle seminarier var ikke uden videreglade for dette nye seminarium - man var angstfor konkurrencen. „Det nye“ var gratis for ele-verne og moderne, - de tre andre kostede pengeog boede i gamle huse. Man interpellerede stil-færdigt, men forgæves. Og alle overlevede i bed-ste velgående.

Alligevel var presset på disse fire seminarierstort. Også et aftenseminarium oprettedes, men

eleverne hertil kom ikke fra den tradititionelleansøgergruppe, så trykket på seminarierne varuændret stort. Nye elever pressede på, og kom-munerne sukkede under manglen på kvalifice-ret arbejdskraft.

Ministeriet opfordrede til meroptagelse og ud-videlse. KFUMs Seminariums bestyrelse indså,at på Frederiksberg var det ikke muligt at op-tage flere, og tanken om en filial opstod.

Ministeriet var med på tanken, men kun om op-rettelse af et nyt (midlertidigt) seminarium medegen ansvarlig pædagogisk ledelse. Dette førtetil etablering af KFUMs Seminariums Hellerup-afdeling, og det gamle seminarium fik tilføjel-sen Frederiksberg-afdeling. De to seminarier fikfælles bestyrelse og forretningsudvalg og enkeltelærere fælles.

Forstander på „filialen“, som alle på Nyelands-vej let hånligt kaldte den nye afdeling, blev se-minarielærer Tage Kampmann fra det gamleseminarium (dimitteret 1940) - også ansat udenstillingsopslag.

Hellerup-afdelingen indviedes i august 1953 iTeknisk Skole på Hartmannsvej i Hellerup.

Seminariet i „normalstørrelse“Fra 1949 og mere end en halv snes år frem havdeseminariet nu den størrelse, som de fleste af by-ernes seminarier fik i den periode. 4 klasser påden 4-årige med en forudgående præparand-

37

klasse og 3 klasser på studenterlinien, i alt 8 klas-ser.

Blot var bygningen på Frederiksberg som sagtpå alt andet end normalstørrelse. Bestyrelsen ogikke mindst forstanderen arbejdede fortsat inten-sivt på at skaffe bedre plads. Øverst på ønske-sedlen stod naturligvis egen nybygning, men detansås hen ad vejen for urealistisk. Erhvervelseaf en ældre skolebygning var imidlertid også enmulighed. De kommunale myndigheder lyttedevenligt til ønskerne, men tiden var ikke moden.

Seminariet var nu ikke blot i „normal“ størrelse.Det var på få år lykkedes Aage Nørfelt at skabe

samling „over feltet“. Trods spredthed i det dag-lige var der som nævnt helhed over seminariet.Han var lederen par exellence. Altid en oplagtdeltager i den pædagogiske debat i og uden forhuset og hertil en fremragende underviser i pæ-dagogik. Både „de udtrådte“ og eleverne hjemmepå seminariet følte, at han var forstanderen. Se-minariet fik en ny blomstringstid.

De gamle elever sluttede som tidligere helt opom deres gamle seminarium. Ved „Samfundet“s25 års jubilæum i 1954 havde dette 573 med-lemmer med alle årgange fra 1921 til 1953 re-præsenteret. Et ganske flot resultat, når man ta-ger i betragtning, at der ialt var dimitteret 958fra seminariet til og med sommeren 1953. Bådede gamle fra „Fatter“s tid og de nye (Nørfeltsegne) sluttede op om 2. januar-sammenkomstenog aftenfesten. Og nu spiste man smørrebrød ogdrak en enkelt øl til.

Ny læreruddannelseslov i 19541954-loven fik en lang „drægtighedsperiode“.Debatten om ønsket ændring begyndte i slutnin-gen af 30´erne. I 1947 var der jo nedsat enseminariekommission, som i 1951 nedkom meden betænkning. Og først tre år efter kom så en-delig en ny lov.

Fra formålet skal følgende citeres:

„...Undervisningen lægges i videst muligt om-fang i alle seminariets fag således til rette, atden er vejledende med hensyn til stoffets prak-

Forstander Tage Kampmann ved indvielsen af HellerupSeminarium august 1993.

38

tisk-pædagogiske udforming i folkeskolen. Gen-nem hele sit anlæg må undervisningen klargørelærergerningens etiske, pædagogiske og sam-fundsmæssige betydning. Foruden (...) ved sit stofog sin form fremdrage fagenes kulturelle vær-dier og derved bidrage til at fremme elevernespersonlige udvikling.“

Denne lov var på en række punkter et stort brudmed fortiden. Aage Nørfelt havde deltaget me-get aktivt i diskussionen inden vedtagelsen, ogikke mindst han var ivrig modstander af den be-tydelige frihed for eksamen, som loven introdu-cerede.

I 2/3 af fagene afskaffedes den af nogle forhadteeksamen og erstattedes enten af udtalelser ellerstandpunktskarakterer. Kun i de typiske færdig-hedsfag bevaredes den klassiske eksamen, men-hvis det ønskedes - med forberedelstid som iforsøgstiden. Udtalelserne knyttedes til de så-kaldte åndsfag (dansk litteratur, historie, religionog de pædagogiske fag samt praktik).

Der indførtes liniefag - oprindelig kun tænkt imatematik, fysik, fremmede sprog, sløjd og hus-gerning. Men ved en lille tilføjelse i loven omundtagelser blev det snart muligt at have linie-fag i ethvert fag.

En tredje nydannelse blev 3 måneders praktikant-tjeneste. Denne blev rent faktisk aldrig praktise-ret, da lærermanglen medførte en stadig udvidetvikarudsendelse. Myndighederne betragtededenne som erstatning for praktikken. Heri var

seminarierne naturligvis ikke enige. Fra 1960 tilslutningen af 60´erne var vikarudsendelsen på½ år.

Den 2½-årige studenteruddannelse blev nu tre-årig, men fortsat principielt med samme afslut-ning som den 4-årige. Efter nogles vurdering vardette princip i praksis noget af en illusion. De 4-årige havde ikke mulighed for helt at nå niveauetfor de 3-årige. Man kunne på en anden måde sige,at tempoet på den 3-årige uddannelse måtte dæm-pes.

Seminariet oprettede efterhånden liniefag i defleste af fagene. Blot fem elever ønskede et fag,oprettedes det. Desuden var seminariet med i denførste gruppe, som indførte specialundervisingsom liniefag. Men den lille årgangsstørrelsemedførte selvfølgelig, at hver klasse for sig kunkunne danne grundlag for 5-6 liniefag forskel-lige fra år til år.

Eleverne i 50erneDet er tidligere omtalt, at elevflokken ændrer siggradvis fra at være en næsten homogen flok afunge fra den kristelige ungdomsbevægelse til enbroget blanding af unge. Dette har selvfølgeligsammenhæng med den almindelige sekularise-ring. Også tilgangen af de mange studenter æn-drede mønstret. De sidste var ældre ved optagel-sen på seminariet og var her i kortere tid.

Aage Nørfelt gav ligesom forgængeren hvert årbestyrelsen et „signalement“ af eleverne. Oven-

39

stående bygger på udtalelser herfra.

Alligevel kan man med forsigtighed sige, at aleneseminariets navn allerede ved optagelsen var medtil at skabe en vis sortering af eleverne. Fx komher kun få af de bevidst politisk venstreoriente-rede. Dette mærkedes tydeligt på forskelligeområder.

Studenterklasserne rummede ganske mange, somselv betegnede sig som „fallerede“ studerende.Det var i flere tilfælde ganske rigtigt, men glæ-deligvis livede disse selv op på grund atmosfæ-ren på stedet og tilførte ofte både arbejds- og

fritidslivet noget, der hævede niveauet.

Elevrådsarbejdet var så småt begyndt i 40´erne.Seminarieelevernes Landsråd var oprettet i 1942,og langsomt kom der elevråd rundt omkring. PåKFUMs Seminarium gærede det lidt i elevrådetomkring forstanderskiftet, men uden de stærkemarkeringer.

Nørfelt støttede rådsarbejdet, og eleverne fikspalteplads i „Samfundet“s blad, som elevernelet foragteligt kaldte „menighedsbladet“.

I 1952 indgik elevrådet og bestyrelsen for „Sam-fundet“ en aftale om et nyt blad med en elev som

Elevrådet 1952 forsamlet til møde i seminariets bibliotek.

40

chefredaktør. Bladet fik nyt image og andet navn:SEMINYT. Det var en betydelig ansigtløftning.Samarbejdet holdt godt en halv snes år.

Et ministerielt cirkulære om elevrådsarbejde komi 1956. Nu var alle nødt til at tage sagen alvor-ligt, men betydningen af rådets arbejde var fort-sat beskeden og drejede sig mest om fritidspro-grammet.

Endelig herrer i egethusNytår 1957 overtog seminariethele Solbjergskolen efter en favo-rabel handel med FrederiksbergKommune. I næsten to år levedeman derpå i konstant byggerodmed ombygning af hele det halv-gamle hus og bygning af et nytgymnastikhus til erstatning af detgamle og såre beskedne.

I oktober 1958 fandt indvielsensted med taler af undervisnings-minister Jørgen Jørgensen, borg-mester Stæhr Johansen og for-standeren.

Nørfelt holdt ved denne lejlighed en af sine storetaler over ordene „Her er mere, end du ser!“.Dels talte han om samspillet mellem det ydre ogdet indre på et seminarium, dels slog han fast, atnavneskiftet til Frederiksberg Seminarium mere

var praktisk begrundet end udtryk for en fane-flugt. Seminariets hidtige linie forpligtede fort-sat.

Denne oktoberdag blev en festdag, og her top-pede Nørfelt sikkert i sin karriere på seminariet.Ikke at han på dette tidspunkt havde planer omændring i sin livsbane, men han havde nået et

mål - udadtil, for seminariet ma-terielt. I sin erindringsbog skriverhan: „Indvielsesdagen blev en afde største dage i mit embedsliv.“

I 1959 sammenligner han - lige-ledes i sine erindringer - sin si-tuation som værende parallel medsin forgængers i midten af1940´erne. Nørfelt oplever en ge-nerationskløft, en mangel på idea-ler hos de unge, og hans kompro-misløshed gør hverdagen vanske-ligere for ham.

Alligevel var det først efter man-ge overvejelser og kraftig opfor-dring, at han sagde ja til at søgeskoledirektørstillingen på Frede-

riksberg i 1961. Han fik dette embede og tiltrådte1. august og pensioneredes 1. januar 1970 som65-årig. Nørfelt lever endnu åndsfrisk og karsksom 94-årig.

Rejsegilde for den nye bygning 31. august 1957. Midtpå denne side: Forstander Aage Nørfelt står på taget.

41

42

Frants Hansen bliver rektor -en stilfærdig ændring

Dimitender 1962

43

I efteråret 1961 var lektor og praktikleder NielsKyndrup konstitueret som rektor. Den ledigestilling blev opslået. Tiderne var ændret siden1947 og 53. Kun få søgte den. På den tid varlederstillinger inden for skole- og undervisnings-væsnet ikke attraktive.

I forbifarten skal det her blot nævnes, at i 1959skiftede alle seminarieansatte titler. Forstande-ren blev seminarierektor, og lærerne hed nu lek-tor eller adjunkt med samme forstavelse. Eftersigende var det gymnasiefolkene, der modsattesig, at de akademiske titler stod alene.

Lærerne foretrak deres mange overtimer og tjentemere end lederne.

Bestyrelsen udpegede enstemmigt den 45-årigeoverlærer fra Københavns skolevæsen FrantsHansen til stillingen som seminarierektor.

I sin tiltrædelsestale 1. december 1961 vedgikhan for det første arv og gæld og vedkendte sigseminariets traditioner. Han var gammel elev fraseminariet (dimitteret 1939) og tidligere medar-bejder i KFUM. Men for det andet - for han varogså taktiker - udtalte han: „Jeg tror, at vi un-der arbejdet på dette sted i de kommende år fårbrug for at være vågne overfor, hvad der sker afændringer hos den ungdom, vi arbejder blandt,i den skole, de skal ud og virke i, og i det sam-fund, vi er og skal være en organisk del af...“.

Disse ord var næsten „synske“. Foran ham lå detvældige opbrud blandt ungdommen og i helesamfundet i slutningen af 1960´erne, som man i1961 knap kunne ane. I 24 år blev det hans op-gave at manøvrere seminariet gennem dets hid-til uroligste periode. Men det begyndte forholds-vis stilfærdigt - og dog.

Allerede i 1962 tegnede to problemer sig: Detene drejede sig om ændringer af uddannelsen,det andet om yderligere vækst af seminariet.

Bemyndigelsesloven 1962Utilfredsheden med 1954-loven viste sig få årefter, at den var trådt i kraft i 1955. Allerede i1960 nedsatte undervisningsminister Jørgen Jør-gensen et udvalg, som skulle se på eventuelleændringer af loven. Primært motiveret med, atFrants Hansen, rektor 1961 til 1985.

44

en ny folkeskolelov var vedtaget i 1958, menindirekte også forårsaget af kritik af den endnuhelt nye lov om læreruddannelse.

Det er ikke uinteressant, at rektor allerede et lilleårs tid efter sin tiltrædelse i sin beretning tilseminariets bestyrelse giver udtryk for svaghedi loven. Efter at have udtalt en række pæne ogpositive ord om de unge, siger han: „Blot vil jeggerne tilføje, at jeg synes, at den nuværendestudieordning snyder de unge for i fuldt mål atblive stillet over for kontante krav...“. Som ek-sempel herpå nævner han de eksamensfrie fagog siger i den forbindelse: „...der skal alligevelen stærk karakter til at holde dampen oppe påfuldt tryk (...) under så gunstige vilkår...“, - nåren elev fx havde to eksamensfrie liniefag.

Mange både i seminariernes egen kreds og iDanmarks Lærerforening var enige i den vurde-ring. Og derfor kom denne bemyndigelseslov.

Loven gik i al korthed ud på, at nogle af de obli-gatoriske fag kunne udgå af fagrækken og er-stattes af et eller to yderligere liniefag - altså enstærkere specialisering, men med samme afslut-ning som fastsat i loven og derfor fortsat udenret meget eksamen. Fagkredsens store bredde varet reelt problem i uddannelsen.

Efter nogen betænkningstid valgte seminariet fra1963 at oprette liniefag i specialundervisning ogi 8.-9. klasse- undervisning. Begge områder vartypisk professionsorienterede og derfor populærehos de unge. Fag, som kunne udgå, blev fx fy-

sik, musik, formning og gymnastik. Ordningenbestod indtil 1966-loven trådte i kraft i 1969 ogvar en forløber for denne.

Seminariets vokser igenAntallet af ansøgere såvel til den 3-årige som tilden 4-årige uddannelse voksede i disse år. Sam-tidig så den store lærermangel næsten ud til atvære uovervindelig. Flere seminarier var opret-tet i løbet af 50´erne og indtil 1960, og antalletvar nu 29 i alt. Nu turde politikerne ikke opretteflere med udsigt til en dag at skulle nedlæggenogle af dem igen - et perspektiv, som i1980´erne blev frygtelig alvor.

Seminarierne opfordredes derfor til at øge kapa-citeten. Det så for befolkningen besynderligt ud,

Frits Hansen ved klaveret, Frants Hansen lytter

45

at der var adgangsbegrænsning til seminarierneog samtidig lærermangel. Politisk var denne iagt-tagelse elementær. Altså lagde man pres påseminarierne. Parentetisk skal det her bemærkes,at universiteterne ikke kendte til begrebet ad-gangsbegrænsning før slutningen af 1970´erne.

De to KFUM-seminarier tog opgaven op. I fæl-lesskab optog de i 60´erne 3 klasser på hver li-nie, således at Frederiksberg optog 2 s-klasserog 1 n-klasse og Hellerup det omvendte.Dimissionstallet steg til ca.100 hvert år, og hu-sene var mere end fyldte. Og nu var der piger påbegge linier (fra 1957).

Frants Hansen gik stærkt ind for de flere klasserbegrundet i, at det betød bedre økonomi og flereliniefagsmuligheder for de studerende. Lærernegik lidt modvilligt med til det.

Man skal her erindre, at bygningen få år indenvar indrettet til 8 klasser med ialt ca. 250 elever.Nu steg tallet i løbet af få år til 11 eller 12 klas-ser med mellem 350 og 400 elever. Lærerne følte- med rette må man sige - at det større semina-rium vanskeliggjorde den personlige kontakt,man lagde så megen vægt på, og som vel ogsåvar et af seminariets særkender.

Seminarieelever bliver lærerstu-derendeI 1963 besluttede Seminarieelevernes Landsråd,at det skulle være slut med at hedde semina-

rieelev - seminarist var for længst gået ud af spro-get, foragteligt som det lød i mange ører. Nu villede kaldes lærerstuderende, og de studerende ind-førte det selv. Langsomt bredte det sig, men læ-rerne var længe om at vænne sig til den nyeomtaleform. De unge hed altid eleverne.

Fortsat sagde man DE til de unge, og til „pi-gerne“ brugte man fornavn, til mændene kunefternavn. Undtagelsen var til de mænd, der hedHansen, Jensen eller Olsen. De fik som regelbåde for- og efternavn på. Og de lidt ældre kvin-der kaldtes ikke sjældent fru X.Z. Der var græn-ser for intimiteten.

Fritidslivet i 60erneTil midten af 60´erne fortsatte man med den 3-4dages septembertur til Sønderborg Idrætshøj-skole, men så kunne seminariet ikke længererummes her, og det kneb også med at nå de 70% deltagelse, som altid havde været betingelsenfor arrangementets gennemførsel. Idéen havdelangsomt overlevet sig selv.

Men ekskusionerne fortsatte. Der indførtes stu-dieuge for afgangsklasserne på en højskole medstrammere program end på Sønderborg (ogJomsborg) - kort og godt: de studerende villebestemme mere selv og ikke gå i de traditionellespor.

46

Demokratiske arbejdsformerspirer - i fritidslivetOm denne udvikling siger Frants Hansen alle-rede i 1963 bl.a. således ved et bestyrelsesmøde:„Teaterkredsen sysler vinteren igennem meddramatiske og dramaturgiske problemer (...) ogfremviser smukke resultater (...), rektor bydervelkommen og sammen med fruen deltager hani skuespillernes nachspiel. På lignende mådearrangerer elevrådet dus- og pejsefest i god for-ståelse med seminariet (...). Flere eksemplerkunne nævnes, men tendensen er tydelig, og sam-menlignet med 30´ernes situation kan man posi-tivt sige, at de unges initiativ og selvvirksomhedkommer langt frodigere frem, og det må gavnedem i den moderne skole...“.

Rektor lægger således her moderat afstand til sineforgængeres arbejdsform mht. fritidslivet. De-mokratiet vinder frem i uddannelsen - sådan da.

Om denne udvikling beretter Frants Hansen yder-ligere i 1965 således: „Modsat min egenseminarietids oligarki eller enevælde har vi jonu demokrati - måske snarere skindemokratianalogt med „demokrati i skolen“. De mangeråd regerer og kritiserer, langt færre giver selvet nap med, og et endnu mindre antal nydermagtens sødme og besvær.(...) De studerendesegne fester bliver, synes jeg, mere og mere ste-reotype med god, men ikke overvældende tilslut-ning, dans og traktement, evt. lidt underhold-ning...“.

47

Imidlertid var der for det første gennem hele år-tiet et omfattende musikliv. I dette varseminariets musiklærere særdeles aktive, og derafholdtes julekoncert og forårskoncert hvert år,ligesom kor og et større eller mindre orkestermedvirkede til dimissionsfesten.

Koncerterne blev altid anmeldt i SEMINYT og

fik selvfølgelig positiv omtale, og mange slut-tede op om dem.

Dernæst var den årlige teateropførelse et eksem-pel på aktiviteten. Her var ingen lærere bag op-gaven. En teaterkreds arbejdede selv med sagensom nævnt af rektor ovenfor og tog fat på storeopgaver som fx H.C. Branners „Thermopylæ“,Gorkis „Natteherberget“, Ionescos „Den skal-dede sangerinde“ og Dürrenmatts“ Fysikerne“.Forestilingerne anmeldtes også i SEMINYT afseminariets litteraturlærer og fik megen ros.

Idrætsturneringerne mellem alle seminarierne vari alle årene et aktiv.

Forskellige studiekredse om litteratur, musik ogkunst blomstrede under de studerendes egen le-delse. Men kontinuitet savnedes ofte. Skiftendeelevråd eller De Studerendes Råd (DSR) som detnu hed, medførte mange afbræk i aktiviteterne.Frants Hansen havde ikke ganske uret i sin vur-dering ovenfor.

Ny institutionsstrukturFra 1919 til 1964 var seminariets øverste myn-dighed bestyrelsen, som ofte lod et forretnings-udvalg (fu) tage sig af de mere hverdagsagtigebeslutninger sammen med forstanderen (rektor).Denne sidste arbejdede altid i den bedste har-moni med den selvsupplerende bestyrelse og fuog traf mange afgørelser på egen hånd.

I 1964 skete der det, at der i Hellerup i forbin-delse med seminariets køb af bygningen af Tek-

„Seminyt“ afløste det gamle blad for KFUM’sseminariesamfund i 1952.

H. C. Branners Thermopylæ opført af lærerstuderende inovember 1961.

48

nisk Skole efter pres fra Gentofte Kommuneoprettedes et studenterkursus, som fik navnetGentofte Studenterkursus. Også dette kursusblev en del af institutionen KFUMs Seminarium,som i den forbindelse ændrede struktur.

Fælles for hele institutionen skabtes nu et re-præsentantskab med ca. 25 medlemmer, som ibetydelig grad var identisk med den hidtidigebestyrelse. På Frederiksberg og i Hellerup dan-nedes der bestyrelser for hver af de to geografi-ske enheder med 7 medlemmer i hver. De tokommuner Frederiksberg og Gentofte fik hverto medlemmer af disse bestyrelser, og dervedrykkede hele institutionen tættere på kommu-nerne - eller omvendt.

Dette var hensigtsmæssigt, mente man, idet dissedels forhåbentlig kunne være behjælpelige medat skaffe mere plads til seminarierne, dels ogsåblev (lidt) forpligtede på at varetage interesserfor seminarierne og kursus.

Med tiden viste det sig at være en noget tungledelsesform, som man dog levede med i en langårrække. Traditionen vejede tungere i repræsen-tantskabet end i bestyrelserne, oplevede man.

På dette sted havde det også været naturligt atnævne nogle af de mennesker, som gennem årenebrugte mange kræfter på det ulønnede arbejde ibestyrelse mv. Men som anført i forordet er derafstået herfra.

Nye studerende strømmer til -nogle talI 60´erne kom de unge i mindre grad end i30´erne fra kirkelige kredse. I 1964 opgjordeFrants Hansen ansøgernes baggrund det år. Ca.40 % af dem kom fra et ungdomsarbejde og stør-steparten fra det uniformerede arbejde (spejdereog FDF/P). Kun et fåtal kom fra fx søndagsskole-arbejdet.

Nogle tal fra årene 1964 og 65 viser lidt om til-gangen i disse år. I 1964 steg ansøgertallet tilstudenterlinien alene på Frederiksberg med 50% til 96 kvinder og 46 mænd. Af disse optoges64 i 2 klasser. Desuden optoges 32 i 1. klasse påden 4-årige ud af 45 aspiranter.

I 1965 havde de to seminarier tilsammen 267ansøgere til studenterlinien og 189 til præp. klas-serne. I alt oprettedes 3 klasser de to steder - altsået overskud på mere end 150 studenter og ca. 70præparander. Den sidste klasse var oven i købeten blindgyde i uddannelsen. Selv om en elevbestod optagelsesprøven, var denne ikke sikkerpå at blive optaget. Det var forståeligt, at under-visningsminister K.B. Andersen (S) i vinteren1965/66 fostrede tanken om et toårigt HF-kur-sus med en eksamen med selvstændig værdi.Loven herom kom i juni 1966 samtidig med dennæste seminarielov.

Og som følge af den øgede tilstrømning voksernaturligvis dimittendtallet. Fra midten af 60´ernedimitterede de to seminarier omkring 200 nye

49

Paul Beck, seminarielærer fra 1920 til 1967.

lærere hvert år.

Ved 25 årsjubilæet i 1944 havde seminariet sendtca. 500 nye lærere ud i skolen. I 1967 passeredetallet (for Frederiksberg alene) 2.000 mandligeog kvindelige lærere. Det kan man kalde envækst.

Ved udgangen af 60´erne havde seminariet 20faste lærere og ca. 30 deltidslærere. Nogle afdisse havde tjent seminariet i ca. 25 år. Den sid-ste af de oprindelige tre faste lærere, Paul Beck,gik af på grund af alder i 1965, men fortsatte

endnu to år og oplevede i alt 47 år i seminarietstjeneste.

I alt 60 klasser var dimitteret. I SEMINYT fraapril 1967 opregnes årgangsrepræsentanter fraalle 60 klasser - en imponerende kontaktliste.Kun de typiske land- og provinsseminarier kunneopvise noget tilsvarende, viser historien. Denneoversigt fortæller mere end mange ord omseminariets betydning gennem årene. Disse re-præsentanter skaffede stof til bladets mest læsterubrik „Hvor er I henne?“.

Plads, plads, mere plads, sigerrektorVed repræsentantskabets møde i oktober 1965slår Frants Hansen første gang stærkt til lyd foret større seminarium. I marts 1965 havdelæreruddannelsesudvalget fra 1960 afsluttet ar-bejdet. Det så ud til, at K. B. Andersen (S) villegennemføre forslaget om ny lærerlov, som mi-nisteren kaldte den. Dette ville efter forud-sætningerne kræve større årgange. Og måskeskulle et forberedelseskursus også rummes in-den for rammerne.

Rektor understregede, at den nuværende bygningi 1958 var indrettet til 250 studerende, og alle-rede nu var man oppe på mere end 350.

Frans Hansen formulerer problemet for den kom-petente forsamling således (i resummé): Skal se-minariet nyopføres på Frederiksberg, blive i nr.

50

27, eller skal vi flytte ud i omegnen hos en nyvært ?

Når seminariet klarede sig pladsmæssigt gennemdisse år, skyldtes det i høj grad vikarudsendelsen.Altid var én eller to klasser væk fra seminariet½ år. Dette lettede lidt på det trange miljø.

Fra 1965 steg ønsket om mere plads fra år til årfra begge rektorerne. Frederiksberg og Hellerupvar i samme båd - foreløbig i hver sin.

Ny læreruddannelseslov 1966Forslaget fra 1965 vedtoges i juni 1966 medikrafttræden 1. august1969. HF-loven trådte ikraft 1967, således at de første af disse nye HF-ere kunne begynde på seminariet samtidig medden ny lov sammen med studenterne.

Kun én uddannelse med principielt to adgangs-veje var én af de mange nydannelser i 66-loven.Flere af de øvrige var forberedt med bemyndi-gelsesloven fra 1962: fx 2 liniefag, et pædago-gisk speciale valgt blandt 3 mulige (små børn,store børn og børn med vanskeligheder). En an-den ny ting var tilbagevenden til tidligere tider:eksamen i alle fag undtagen praktik, og en tredjevar en førsteårsprøve i de 4 klasselærerfag(dansk, regning, kristendomskundskab og skriv-ning), der skulle fungere som stopprøve.

Om faget praktik skal her indskydes, at dette fagi løbet af 60´erne undergik en del ændringer.Timepraktik afløstes af blokpraktik eller periode-

praktik. I 2 eller 3 uger fulgte eleverne en be-stemt lærer i alle dennes timer. Efter hver perio-des afslutning afgav læreren en skriftlig bedøm-melse til seminariet af hver praktikant.

I 66-lovens første år genindførtes timepraktik ikombination med periodepraktik. Timepraktikkritiseredes stærkt af de studerende og forsvandtmed årene igen.

Hvad der ikke stod i loven, men klart var hen-sigten, blev bestemmelserne om mødefrihed(undtagen i praktik, sang og obligatoriske kur-ser). Det blev udtrykt positivt som større selv-stændighed og mere ansvar hos de studerendemed deraf følgende risici for at falde ud af sy-stemet. Denne frihed modsvaredes naturligvis afkravet om eksamen.

Hos lærerne oplevede man friheden som afskaf-felse af mødepligten. Ikke alle lærere syntes, atdette var behageligt. Manglende fremmødekunne måske opfattes som personlig kritik aflæreren.

I følgeskab med dennne nye lov kom tankerneom de større seminarier med årgange på mindst120 studerende. Altså måtte pladsproblemetblive eksistentielt for seminariet.

Et dobbeltseminarium ?Ved repræsentantskabsmødet i 1968 rejstesspørgsmålet om mere plads af begge rektorerne.Både på Frederiksberg og i Gentofte viste det

51

sig umuligt at udvide på de respektive eksiste-rende grunde. Længst fremme var man på Hel-lerup Seminarium, men planerne standsedes afuransagelige årsager. Og på Frederiksberg så detheller ikke godt ud for udvidelse på stedet.

Igen nævner Frants Hansen de tre muligheder,som han opremsede allerede i 1965: udvidelsepå stedet, ny bygning et andet sted på Frederiks-berg eller i en anden kommune.

Første og anden mulighed var undersøgt og for-handlet med Frederiksberg kommune, men ud-sigterne var dårlige.

Dette havde ført ham ind på tanken om etdobbeltseminarium.

Han definerede et sådan på denne måde: Én in-stitution i ét bygningskompleks med to over forministeriet selvstændige seminarier som hidtil,men med en række fælles faciliteter såsom fest-sal, sportspladser, laboratorier, auditorier osv.

Denne tanke var naturligvis ikke grebet ud afden tomme luft, men drøftet med kollegaen (nær-værende forfatter) og luftet over for enkelte ibestyrelsen.

Repræsentantskabet lyttede spændt til overve-jelserne og afviste dem ikke, men nedsatte et 3-mandsudvalg (udgået af repræsentantskabet) tilat undersøge mulighederne for fælles udflytningsammen med rektorerne.

I hele 1969 førte dette til et intensivt arbejde med

forhandlinger med en række omegnskommuner,hvoraf følgende kan nævnes: Hørsholm, HøjeTåstrup, Brøndbyerne og Greve-Kildebrønde.Udvalget besigtigede mulige grunde med belig-genhed tæt ved evt. kommende øvelsesskoler,hvilket var krævet i lærerloven.

Det lykkedes udvalget at få foretræde for under-visningsministeren i VKR-regeringen HelgeLarsen (R) og forelægge planerne principielt.Dette skete i oktober 1969, og han modtog for-slagene velvilligt, men lovede (selvfølgelig) in-tet. Planerne var ambitiøse. Et dobbeltsemina-rium med to enheder hver med 200 studerendepr. årgang. Man åbnede munden på vid gab den-gang.

Ministeren var i den penible situation, at et mi-nisterielt udvalg nedsat af hans forgænger, K.B.Andersen, i foråret 1969 havde afgivet en be-tænkning om seminarieplanlægning. Denne in-deholdt forslag om en reduktion af antallet afseminarier fra 29 til 22. Der var bl.a. foreslåetnedlæggelse af flere seminarier på „udsatte“ ste-der som Tønder, Nørre Nissum og Ranum.

Og dette forslag havde regeringen og Folketin-get ikke taget stilling til - og lysten dertil varbeskeden.

Udflytningssagen bliver taget grundigt op se-nere!

52

50 års jubilæet 22. august 1969

Fra opførelsen af „LOVE 69“ i Frederiksberg Rådhushal.

53

Seminariet havde også andet at tænke pådet år. 50 år var gået, og det skulle fejresmed manér.

Der blev udgivet et jubilæumsskrift med rektorsom redaktør, og med artikler af rektorerne om66-loven og fremtiden i lyset af denne. Hoved-artiklen ved Frans Hansen var et sammenklip afnoget tidligere trykt med forbindende tekst.Skriftet var forsynet med mange portrætter afmændene i seminariets historie.

Endvidere var der en komplet fortegnelse overdimittenderne i de 50 år med disses ansættelses-sted og stilling. I alt var nu 2121 dimitteret.

Festdagen begyndte med den officielle del i Fre-deriksberg rådhushal. Her talte viceborgmesterEilschou-Holm, undervisningsminister HelgeLarsen og rektor Frants Hansen.

Denne sidste sagde bl.a. følgende om dagenssituation:

„Er KFUMs Seminarium i dag det seminarium,som startede i 1919? De nuværende studerendesynes nok af og til, der endnu er for megen 1919,og gamle seminarister, som har sendt os deresbørn til uddannelse, vil måske mene, der er„solgt“ for meget ud...“.

Ved festligheden opførtes en kantate skrevet ogkomponeret af en gammel elev, Helmer Nør-gaard, med titlen „LOVE 69“ med kor og orke-ster.

Endvidere talte bl.a. Jørgen Jensen (dim. 1949)fra Danmarks Lærerforening og TageKampmann fra Dansk Seminarieforening.

Om aftenen samledes man til fest for de gamleelever i Joachim Larsen Skolen arrangeret afSeminariesamfundet. Heri deltog ca. 300. Manmærker sig, at antallet ikke var større end ved25 års jubilæet - et klart udviklingstegn. Sådannearrangementer samlede færre end tidligere.

Aage Nørfelt holdt festtalen. Hans tema var delsom spændingen mellem forpligtelsen mod forti-den og kravet fra nutiden og om nødvendighedkontra frihed; det hele sammenfattet i „fornuftkontra virkelighed“.

Man spiste herefter smørrebrød med en øl til ogsnakkede med gamle kammerater. Og kantatengenopførtes påny med applaus.

Denne aften blev den sidste „rigtige“ aften iSeminariesamfundets historie.

100 % statsstøtte og fortsatprivatseminariumPå flere måder er Danmark et særpræget land.Ikke mange lande kunne tænke sig private insti-tutioner med 100 pct. statsstøtte. Det kan manaltså i vort fædreland.

Pr. 1. april 1970 blev privatseminarierne fuldtud støttet af staten under den forudsætning, somdog havde været gældende i en del år, at disse

54

seminarier var selvejende institutioner. Og nuskulle vedtægterne godkendes af ministeriet. Detbetød fx, at der skulle gælde visse regler for be-styrelsernes sammensætning. Tidligere havde deprivate seminarier ikke sjældent, som også Fre-deriksberg Seminarium, haft selvsupplerendebestyrelser, hvad der tidligere er omtalt.

Den afgørende drivkraft i sagen om fuld stats-støtte var helt sikkert de studerendes krav omgratis undervisning. Dette fik de på de 10statssemiarier og på de fleste andre videregåendeuddannelser, men altså ikke på de 19 private se-minarier.

En årrække var der foruden statsunderstøttelsen,som senere blev til Ungdommens Uddannelses-fond og endelig til Statens Uddannelsesstøtte,givet tilskud til fripladser. Men disse tilskud varligesom den øvrige støtte trangsbestemt, dvs.afhængig af forældrenes indkomst. De senesteår, inden den fulde statsstøtte trådte i kraft, havdestaten dog øget fripladstilskuddet betydeligt, ogtil sidst var de tilbageværende „skolepenge“nærmest af symbolsk størrelse.

Hele processen om de gratis uddannelser var pådagsordenen i forbindelse med ungdomsoprøreti 60´ernes slutning. Gang på gang drog de lærer-studerende sammen med andre ligestillede somfx teknikumstuderende i protesttog til Christi-ansborg og til undervisningsministeriet. Politi-kerne kunne ikke længere sidde disse protesteroverhørig, og loven om fuld støtte gennemfør-

tes enstemmigt i Folketinget.

Seminariebestyrelserne og rektorerne var ikkelige så begejstrede som de studerende for ny-ordningen. Loven om statsstøtten betød en be-grænsning af seminariernes råderet. Nu blev sta-tens stive regnskabsordning indført med loft overde forskellige konti. Dette var man ikke vant tilpå de private seminarier. Man følte sig næstenbastet og bundet, men var altså fri for at tænkepå, om tilskuddet slog til.

Og de unge glemte snart, at det havde været an-derledes.

Planer om udflytning - lidt af engyserDet er tidligere omtalt, at seminariets repræsen-tantskab i 1968 nedsatte et 3-mandsudvalg, somskulle undersøge mulighederne for at finde et bli-vende sted for et dobbeltseminarium.

Efter mødet med ministeren i efteråret 1969 blevsagen overgivet til et ministerielt udvalg forseminarieplanlægning. Og her forstod man påvanlig ministeriel vis at trække sagen i langdrag.Mange hurdler skulle overvindes, og på lang sigtkom der næsten intet ud af det hele - bortset fraen udvidelse af Tønder og et nyt seminarium iEsbjerg (begge blev nedlagt i 1989).

Allerede i slutningen af 1969 stod det dog klart,at tanken om et dobbeltseminarium ikke passedeind i ministeriets planer, og herefter gik de to

55

søsterseminarier hver sin vej henholdsvis modnord og mod vest. Og 1. marts 1970 afløsteseminarielektor cand.theol. & mag. TorbenKrogh Tage Kampmann på Hellerup Semina-rium. Denne blev 1. jan. 1970 rektor på ZahlesSeminarium.

Ved repræsentantskabets møde i oktober 1970gentog man sine ønsker i en udtalelse over for

ministeriet, og ministeren (Helge Larsen) med-delte hurtigt efter, at sagen fortsat var til behand-ling i det ovenfor nævnte udvalg.

I 1971 syntes der at komme lidt mere fart overfeltet. Ministeriet indkaldte til møde, og 3-mandsudvalget havde planer nogenlunde klar.Frederiksberg Seminarium havde primært for-handlet med Brøndbyerne, og her sås der mulig-hed for at skaffe en grund til både skole og se-minarium. Alligevel var de politiske løfter frakommunen ikke ganske sikre, men ministerietopfordrede til, at den tekniske forvaltning frem-skaffede de ønskede oplysninger om bygge-mulighederne.

I løbet af 1972 så det ud til, at der kom nogetgrus i maskinen. I Brøndbyerne imødeså mandiverse vanskeligheder, og 3-mandsudvalgetgenoptog kontakt med Greve Kommune. Derherskede en vis nervøsitet i seminariets inder-kreds, og man gik tys-tys med sagen.

En mindre bygningsudvidelse - midlertidig (på20 år!)- iværksattes i form af bygning af enpavillion op til gymnastikhuset. Her indrettedes4 lokaler til de pædagogiske fag + et værksted.Alligevel håbede man på større forhold på semi-nariet. Her blev mere og mere trangt med nuhenimod 500 studerende.

I 1973 truede et byggestop med standsning afalle planer. Imidlertid arbejdedes der videre un-der højtryk med udflytningen. Nu genopstod tan-ken om et dobbeltseminarium med 10 hold pr.

Torben Krogh, rektor for Hellerup Seminarium 1970 -1985 og for Frederiksberg Seminairum 1986 - 1992.

56

årgang og ialt 1000 studerende - i Brøndbyerne.Mod nord viste mulighederne sig nemlig efter-hånden at svinde. Dog fastholdt seminariets re-præsentantskab det principielle med to semina-rier hver på sit sted.

Optimismen steg lidt det følgende år. Ministeri-ets departement mødtes med seminariets repræ-sentanter, og der blæste mildere vinde med dennye minister, Tove Nielsen (V). Ved repræsen-tantskabsmødet i oktober 1974 havde man ind-budt lærerrådsformændene fra de to seminariertil deltagelse i drøftelserne, men ikke i beslut-ningen. Demokratiet havde sine grænser. Beggeformænd så selvfølgelig helst udflytning hver forsig, men modsatte sig ikke en samlet flytning tilGreve Kommune under forudsætning af 10 spor.

Det sidste krav føltes af de ansatte nu helt nød-vendigt, idet ministeriet havde indledt en ned-skæring af holdoptaget fra 1974.

Repræsentantskabet fastholdt derpå som principen samlet udflytning til Greve Kommune med10 hold.

Og så sprang bomben i april 1975. Undervis-ningsminister Ritt Bjerregaard (S) meddelte i etbrev - et meget høfligt brev - „at hun ikke kunnetiltræde det foreliggende tilbud om køb af enbyggegrund i Hundie“, (som ligger i GreveKommune). Og hun takker og påskønner osv.for al det udførte arbejde, og staten betaler depåløbne udgifter, men der blev altså lukket helt.

Begrundelsen var enkel:“den generelle hold-nedskæring på seminarierne og den almindeligeøkonomiske stramning“.

Helt uventet kom det vel ikke for de implice-rede, men et chock var det alligevl for rektor ogrepræsentantskab. Et ihærdigt arbejde igennem7 år var aldeles spildt.

Centrale skikkelser i seminariets liv i mange år: Rektors sekretær Marguerite Søderberg (1966 - 1991) øverst tilvenstre og skolebetjent Harry Larsen (1958 - 1988) øverst til højre. Nederst til venstre hr. og fru. Larsen i kantinen ikælderen i det gamle hus og til højre den gamle kantine - nu edb-lokale.

57

58

Hverdagslivet ændrer sig totalt

Kreativt formningsarbejde i de tidlige 70´ere.

59

66-loven havde afskaffet det skoleagtige begrebklasse og erstattet det med hold á 20 studerende,senere sat op til 22-24. Meget af undervisningenforegik på de mindre linie- og specialehold, ogder var som nævnt ikke mødepligt. Meget blevoverladt til de studerende selv. Også ansvaret forresultaterne måtte de unge tage på sig. Det vistesig fx ved gennemførelselsprocenten. Tidligerevar frafaldet pr.klasse én eller måske to stude-rende i løbet af de 3 eller 4 år. Nu steg dettefrafald til 15-20 %, og en hel del orkede ikke atgennemføre uddannelsen på de tilmålte 3½ - 4år.

Meget af den tidligere højskoleprægede lærer-skole afløstes af det, man kendte fra de højerelæreanstalter. Fælleskulturelle og åndelige op-levelser med leder og lærere som de givendeautoriteter gik tabt. Uddannelsen nærmede siget studium uden dog at nå tilsvarende dybde.

Enkelte kulturelle arrangementer averterede destuderende dog med. Der afholdtes nogle år enpædagogisk foredragsrække, og der eksisteredeligeledes en filmkreds, som ugentlig viste ældrespillefilm og kortfilm. Festudvalget kaldte tilfester nogle gange årligt med forskellige orke-stre.

Medvirkende til udviklingen var uden tvivl bl.a.de ændrede studieformer. Det selvstændige ar-bejde fulgtes op af nyere arbejdsformer. Grup-pearbejde blev en almindelig foretrukket metode- særligt i de pædagogiske fag, som indtog en

stadig mere central plads i uddannelsen. Sam-men med mødefriheden betød denne arbejds-form, at flere studerende mødtes privat og der-med ikke følte den samme tilknytning til semi-nariet.

De ændrede arbejdsformer medførte også æn-drede eksamensformer. Gruppeeksamen blev til-ladt i midten af 70´erne, og synopsisprøve varligeledes en nydannelse. Ved denne prøve havdeden studerende selv bestemt sit faglige emne ogforberedt dette ved udarbejdelsen af et skriftligtoplæg på forholdsvis få sider. Disse ændredeeksamensformer førte til mere spredning i detdaglige arbejde. Egentlig undervisning afløstesofte af vejledning hos faglæreren.

Som kuriosum skal det også nævnes, at begre-bet „sameksamen“ så dagens lys. Idéen bestod iat afholde prøve i beslægtede fag samtidig. Hyp-pigst skete det med fagene pædagogik og under-visningslære, men det fandt også sted med fa-gene psykologi og samfundsfag.

Yderligere medvirkede det til spredning i detdaglige, at erhvervsarbejdet for de studerende togtil. For så vidt er det et paradoks, at øgede mid-ler fra Statens Uddannelsesstøtte (SU) samtidigfik dette erhvervsarbejde til at stige.

Forklaring herpå kan sikkert findes i flere for-hold. Dels gav ophævelsen af mødepligten mu-lighed for øget arbejde uden for uddannelsen,dels var de studerende i mange tilfælde lidt æl-dre end tidligere. Ofte måtte de pga. adgangsbe-

60

grænsningen vente flere år på at komme ind påseminariet. På de københavnske seminarier nå-ede gennemsnitsalderen ved optagelsen op over25 år.

Også gravide kvindelige studerende i stort tal

bragte nye rytmer ind i uddannelsen. Individuelplanlægning af fx eksamen blev hverdagskost.

På Frederiksberg Seminarium kunne man i mid-ten af 70´erne kun optage ca. 1/4 af ansøgerne.Dette giver et klart indtryk både af vanskelighe-derne med sortering af de mange ansøgere, ogen tungt vejende grund til forsinkelse af de unge,som absolut ville ind på et seminarium - i Kø-benhavn, må man tilføje. Ude i landet var derpladser nok.

Endelig tog de studerende generelt deres part afden stadig stigende velstand fra 60´ernes slut-ning og ind i 70´erne. Mange studerende mentefortsat, at SU-støtten var for beskeden. Om dettevar meningerne i befolkningen naturligvis delte.

Men sammenfattende må man sige, at det „gamleseminarium“ ændrede sig radikalt i disse år.

Råd og udvalg demokratiseresI 1970 kom nye bestemmelser for råd og udvalg.I følgeskab med ny styrelseslov for universite-ter og læreanstalter kom der mere demokratiskebestemmelser for lærere og studerende vedseminarierne. Et fællesudvalg, som forsigtigtkunne sammenlignes med konsistorium, danne-des. Det demokratiske islæt kaldte Frants Han-sen flere gange for „krypto-demokrati“. Flerekilder giver det indtryk, at han måske selv med-virkede til at gøre det kryptisk.

Rektor skriver et sted, at seminariets bestræbel-

Musikalsk underholdning har altid været almindelig vedfællesmøder på seminariet

61

ser må være - under nye former - at søge at for-ene noget af det gamle med det nye. Han beto-ner også gang på gang, at samarbejdet med DSRgår godt og gnidningsløst.

Seminariet blev som omtalt stort - i antal stude-rende. Hvert år fra 1969 til 1974 blev 6 holdoptaget. I 1975 kom 5 hold ind, og fra 1976 blevkun 4 hold optaget. Nedskæringerne var indledt,fordi børnetallet faldt mere end ventet, og detblev det ved med. Og økonomien strammede til.Danmark blev fattigere under og efter oliekri-sen i 1973.

Efterhånden mærkedes det lidt mindre, at manikke fik de nye bygninger. Nu optog det sindenemere, om man oprettede det antal liniehold, somman havde været vant til. Ministeriet skred fleregange ind med restriktioner på dette område.Myndighederne ville hindre, at meget små holdmed 3-5 studerende dannedes. Men et minimumblev ikke fastsat fra centralt hold.

Seminariesamfundet dør enstille dødSEMINYT var, siden det fra 1962 kun blev bla-det for gamle elever, fast udkommet hvert kvar-tal. Det var stadig bindeleddet mellem semina-riet og de gamle elever, ligesom det var kontakt-organ for disse indbyrdes med rubrikken «Hvorer I henne?».

Tegn til ændringer i dette „samfund“, som det

fortsat hed, mærkedes allerede i slutningen af60´erne. Der var faldende tilslutning til arrange-menterne - hvor 2. januar var det centrale. Bådeom formiddagen og om aftenen faldt deltager-antallet.

Datoen 2. januar passede tilsyneladende ikke „de

„Dino“ fremstiller en jydepotte på lejrskole i Herning1971.

62

udtrådte“ længere. I 1971 flyttedes mødet til midti januar. Og man arrangerede dans og anden un-derholdning for at lokke flere til. Det lykkedesikke, og sådan gik det for øvrigt også på de an-dre københavnske seminarier, hvor tilsvarendesammenslutninger fandtes.

SEMINYT udkom i 1971 med tre numre. I 1972kom der ingen blade - angiveligt fordi man in-gen redaktør havde. I 1973 kom ét nummer, også var det slut - uden afsked af nogen art.

I vore dage eksisterer sammenslutninger af tid-ligere studerende fra seminarierne kun ved typi-ske egnsseminarier som Nørre Nissum, Jellingog Haslev. Noget tilsvarende er iøvrigt tilfældetfor skoleforeningerne. Disse har også overlevetsig selv bortset fra enkelte undtagelser.

Nogle tal fra 70´erne - og enkeltesnapshotsSåvel på landsbasis som lokalt på seminariernegik antallet af ansøgere først meget op og derpålige så meget ned i dette årti.

Der findes ikke sikre tal på landsbasis fra de før-ste år, idet den koordinerede optagelse først ind-førtes i 1978, og det første år var forseminariernes vedkommende endda som et for-søg.

På Frederiksberg var ansøgertallet opgjort såle-

des i 70´erne, idet tallene fra 70 til 77 indehol-der alle ansøgere uafhængigt af, hvilken priori-tet ansøgeren havde givet det enkelte semina-rium:

1970 172, 71 217, 72 250, 74 304, 75 329, 76363, 77 416, 78 300 (nu kun med 1. prioritet),79 240 og 80 171. Antallet af optagne gik fra127 i 1970 over 144 i 74 til 96 i 80.

Det samlede antal studerende på seminariet svin-gede fra 380 i 1970 over 520 i 74 ned til 368 i80. Alt i alt altså meget store udsving.

For hele landet var ansøgertallene (afrundet) i1977 6.000, i 78 5.000, i 79 4.000,og i 80 3.000.Denne deroute påvirkede naturligvis hele stem-ningen på seminarierne - også fordi arbejds-løsheden blandt de nyuddannede nu var følelig.Stemningen mindede om den, som de gamlekendte fra 30´erne.

Ansøger e

0

50

100

150

200

250

300

350

400

450

1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980

År

Ant

al a

nsø

ger

e

63

Hertil kom, at idelige besparelser prægede hver-dagen. Hvert år kom der nye meldinger fra mi-nisteriet om besparelser, som fx førte til begræns-ninger af udbud af liniefag. Hvor de studerendetidligere kunne vælge næsten frit mellem 15-16fag, var 14, senere 12 fag nu maximum. Og nogleliniefag blev „rullende“, dvs. at de optrådte hvertandet eller tredje år. Disse forhold påvirkede ihøjeste grad lærernes ansættelsesforhold, mensde studerende blot protesterede herover.

Besparelser førte i både i 1978 og i 1980 til vold-somme reaktioner såvel fra lærerne på semina-rierne som fra de studerende. Protestaktioner lan-det over var næsten dagens orden. Her stod læ-rere og studerende last og brast, hvad de to par-ter som lige nævnt ikke altid gjorde i hverda-gen.

Rektors beretninger ved de årlige møder medrepræsentantskabet og i bestyrelsen handlede nunæsten udelukkende om disse forhold. Altidfremhæver Frants Hansen det gode forhold mel-lem ledelse og DSR. Men den tidligere bemærk-ning om det demokratiske dækker over, at le-delsen ofte var nærmest „oplyst enevælde“.Seminariets lærere befandt sig godt ved denneledelsesform, men (enkelte) studerende fandt dennæppe helt passende.

Dog udtaler lærere, som var tæt på rektor, atFrants Hansen i usædvanlig grad var i stand tilat få sagerne til at „glide i olie“. Rektor var ikkeuden taktisk begavelse. Selv var han ikke util-

bøjelig til at sammenligne sig med den gamlevenstrehøvding J. C. Christensen, som påstodesat have „en ræv bag øret“.

I al denne hurlumhej kan det spørgsmål stilles:Var det gamle KFUMs Seminarium helt forsvun-det på dette tidspunkt ?

Svaret herpå er vanskeligt at give. Morgensangi gammeldags forstand var slut allerede omkring1970. Ingen fester sluttede med andagt, og kaffe-bordet var afløst af ølkasser ledsaget af højt lar-mende musik. Ud fra dette må svaret blive: Detgamle var „borte med blæsten“.

Men ved særlige lejligheder slog rektor fast, atman på en ny måde var tro mod fortiden. Næppealle studerende opdagede dette, da samme rek-tor med årene levede en lidt mere tilbagetrukkettilværelse. Det var fx ikke mere „moderne“, athan kendte alle studerende ved navn, sådan somdet tidligere havde været.

I 1978 havde Hellerup Seminarium 25 års jubi-læum. I et interview med Kristeligt Dagbladudtalte rektor Torben Krogh i en større sammen-hæng, at han så det som sin opgave at uddannede unge til eller måske snarere med et „plurali-stisk livssyn“. Dette gav vældige dønninger vissesteder.

På det følgende repræsentantskabsmøde rejsteet af medlemmerne spørgsmålet om seminariets„linie“ på baggrund af, at der i bladet havdeværet en del læserindlæg med større eller navn-

64

lig mindre forståelse for Kroghs udtalelse. Enmindre storm brød ud herefter. Flere medlem-mer af repræsentantskabet mente, at seminarietfx burde give ansøgere med baggrund i kriste-ligt arbejde fortrinsret ved optagelsen, når altandet i øvrigt var lige. Der fandtes ekstra pointsat fordele til seminariets eget brug. Herom varder afgjort ikke enighed.

Sagen døde hen i løbet af det kommende år, ogFrants Hansen var tilsyneladende uberørt heraf.

To programpunkter i årets gang holdt man fastpå: julefesten og dimissionsfesten. Nok fik fe-sterne nye ydre former, men afskaffet blev deikke. Og morgensangen vendte tilbage i slutnin-gen af 70´erne og i ændret form. Ofte stod destuderende for arrangementet, og valget af sangevarierede meget mere end tidligere.

Sammenligner man seminariet i dets ungdommed den nyere tid i 70´erne efter 66-lovens gen-nemførelse, er der en klar forskel. Denne foran-dring er foruden det tidligere nævnte om destuderendes ændrede livsvilkår begrundet i ud-dannelsens ændrede struktur.

Fordelingen af de studerende i flertallet af timer

på liniefag og pædagogiske specialer betød, athele seminariet delvis „atomiseredes“ i forholdtil tidligere. Samling over seminariet eksisteredeikke mere. Kun de ældre lærere kendte det, ogingen savnede det vist.

Nu samledes man om fx sit liniehold. Her togman på ekskursion og lejrskole sammen ellerrejste til udlandet. Privat samledes de studerendemed deres faglærer hos denne eller hos en stu-derende.

Kort sagt: det sociale trivedes fortrinsvis i min-dre grupper.

De „gamle dage“ vendte aldrig mere tilbage;studieordningerne forblev op gennem 80´erne og90´erne analog med dem i 70´erne. Seminarietvar og blev ikke mere en enhed indadtil.

I 1976 var antallet af lærere på det højeste: 30faste og 30 deltidslærere. I de følgende år faldtisær antallet af timelærere betydeligt. Det føltesselvfølgelig lettere at skille sig af med folk, somhavde seminariearbejdet som overarbejde end atafskedige faste lærere, som tjente brødet på ste-det. Men når et liniefag blev slettet af rækken,betød det afskedigelse af en fast lærer.

65

66

1980´erne - et drastisk årti med nedlæg-gelser og sammenlægning

Avisklip fra 1988.

67

Første faseUdflytningen var som bekendt opgivet. Men pla-ner om udvidelse på stedet levede fortsat. Nabo-grunden var nu fri. Solbjerg Mejeri var nedlagt -her var plads til en udvidelse.

Kontakt med kommunalbestyrelsen på Frede-riksberg var intakt. Beregninger over nødven-digt merareal forelå, men kommunen var afven-tende - men som altid venlig forstående. Derskete bare intet ud over en hovedreparation afhovedbygningen i 1980.

Alle ansvarlige i seminariets ledelse så klart pro-blemerne. Seminariet var selv opmærksom på,at det boede under beskedne forhold, ja, ringereend noget andet seminarium i landet.

Skyerne begyndte at trække op. Holdnedskærin-ger fortsatte, og Frederiksberg fik kun 3 hold i1981 og 82. Ministeriet rumlede med planer omnedlæggelser. Det fortsat faldende børnetal ogarbejdsløsheden blandt lærerne var to størrelser,der ikke politisk kunne abstraheres fra, menteman. Og i takt hermed faldt ansøgertallet yderli-gere over hele landet.

Det spøgte allerede under den socialdemokrati-ske regering Anker Jørgensen, og næppe varfirkløverregeringen med Poul Schlüter som stats-minister og Bertel Haarder som undervisnings-minister tiltrådt i september 1982, før uvejretbrød løs. I åbningstalen i første uge i oktoberbebudede statsministeren seminariened-

læggelser.

Lovforslaget pegede på nedlæggelse af 5 semi-narier, hvoraf 2 i København: Statsseminariet påEmdrupborg og Frederiksberg. Egentlig havdelovforslaget kun behøvet at omfatte stats-seminarier, idet de private kunne nedlægges ad-ministrativt af ministeriet. Men politisk fandtman det klogt at koble de statslige og privatesammen i ét forslag. Dette viste sig at være rig-tigt tænkt. For Folketinget skelnede i sin behand-ling af forslaget overhovedet ikke mellem ejer-forhold.

De følgende to måneder blev de uroligste iseminariets hidtidige historie. Det vil her førefor vidt i detaljer at referere sagens gang - blotkonstatere, at turbulensen på seminariefeltet vartotal. Ikke blot de truende nedlæggelser, men degenerelle følgevirkninger prægede debatten. Ihele landet skulle kun optages 68 hold med 2spor på HF-seminarier og 3 spor på de øvrigetilbageværende. Også dette var for de tilbage-blevne dystre udsigter.

Slutresultatet blev kun en halv løsning. To se-minarier i Jylland (begge med HF-kursus) luk-kede, mens Emdrupborg på særlige betingelserskulle sammenlægges med Blaagaard. Og Fre-deriksberg og Hellerup skulle ligeledes læggessammen - fusioneres som det nu hed. Som „be-taling“ lovede man de to sammenlagte semina-rier, at de kunne optage 4 hold hvert år mod deøvriges 2 eller 3 hold. Folketinget slap for at tage

68

stilling til, hvor det fusionerede seminariumskulle bo. Det overlod man godhedsfuldt tilKFUMs Seminariums øverste organ: repræsen-tantskabet. I moderne sprogbrug hedder det, „ataben havnede dér“.

Og vi skrev 17. december. Sikken en juleferiede mange seminarielærere gik i møde!

14. januar 1983 afholdtes det skæbnesvangrerepræsentantkabsmøde. Ministeren (Haarder)havde stillet i udsigt, at et socialpædagogisk se-minarium kunne oprettes i den bygning, som blevtom. Man troede i den forbindelse at kunne skaffenye arbejdspladser for ledige lærere. Lærer-repræsentanter fra begge seminarier fik ved mø-det indledningsvis lejlighed til at udtale sig omen løsning. Med afvigende begrundelser talte denaturligvis hver for deres eget seminariums be-ståen.

Herefter gik man over til en drøftelse (uden læ-rernes tilstedeværelse), før afgørelsen blev truf-fet. Efter to afstemninger, som faldt ens ud, endteafgørelsen med, at repræsentantskabet med 2/3flertal bestemte, at Frederiksberg blev det fort-satte hjemsted for KFUMs Seminarium. Detmeddeltes derpå ministeren.

Anden fase - ensammenlægningsprocesIngen impliceret var efter dette forløb i tvivl om,at Hellerup var nedlagt, og at Frederiksberg be-

stod. Ordet sammenlægning var en kosmetiskbetegnelse for nedlæggelse af den ene part. Mi-nisteren holdt løftet om oprettelse af et socialpædagogisk seminarium, som i 1984 åbnede iHellerup og blev som Gentofte Socialpædagogi-ske Seminarium en del af institutionen KFUMsSeminarium.

Hellerup Seminarium fik tilladelse til at afvikleover de 3½ år, som det tog at gøre de sidste stu-derende færdige. Ingen af disse behøvede atskifte seminarium. Det måtte til gengæld lærerne.

I 1982 havde Frederiksberg 33 faste lærere (og7 timelærere) og Hellerup det samme antal fasteog 10 timelærere. Begge seminarier havde i 1982optaget 3 hold, men havde vanskeligheder medat skaffe timer til alle lærerne. Udsigterne for engradvis sammenlægning med beskæftigelse foralle var dårlige. Hos lærerne fra begge semina-rier oplevedes de næste år som meget belastende.

I de første år efter sammenlægningen arbejdedelærerne to steder. I 1983/84 havde fx allerede 17lærere fra Hellerup to arbejdspladser, og antal-let steg de følgende år, mens flere successivt blevheltidsbeskæftiget på Frederiksberg.

Frants Hansen blev på sin post, skønt han varsidst i 60´erne. Det var klart, at Torben Kroghskulle være rektor for det sammenlagte semina-rium, og han ventede - lidt utålmodigt forstå-eligt nok. Men Frants Hansen pressedes af sinekolleger til at holde skansen, og det gjorde han,til han som 69½-årig forlod posten ved en fest-

69

lig og varm afsked i december 1985 efter 24 årsom leder.

Frants Hansen døde 80 år gammel i 1996.

Alle gjorde sig i denne periode umage for at fåtingene til at gå, men noget tungt oplevedes det- især af de tilkomne fra Hellerup. Naturlig af-gang pga. alder og enkelte dødsfald lettede pådet hele. Det blev kun et lille mindretal, sommåtte søge andre græsgange.

Interessant var det at iagttage ansøgertallene ide år. På landsbasis faldt de fortsat til de lavestetal i mere end 30 år. For hele landet var tallet i1984 1250. På det fusionerede seminarium varder ikke flere end godt 100 ansøgere (med 1.prio-ritet) i disse år til 96 pladser. Lige akkurat noktil, at seminariet kunne fyldes.

1. januar 1986 tiltrådte Torben Krogh i al stil-hed som rektor som den fjerde leder på 67 år.Studielektor Aage Kristensen konstitueredes iHellerup og afviklede seminariet i forårs-semestert 1986. I midten af juni sluttede virk-somheden her med dimission af de sidste stude-rende og med afholdelse af en højtidelighed. Enæra inden for institutionen var forbi.

Nogen let proces var det på ingen måde at sam-mensmelte to forskellige lærerkulturer. De toledere var meget forskellige, hvilket ikke gjordesagen lettere. Hvor Frants Hansen havde væretden stærke mand i midten, var Krogh som leder-type en „primus inter pares“. Hos ham var derintet træk af den oplyste enevælde.

Han indførte større åbenhed i seminariets admi-nistration fx vedrørende økonomien. Dette om-råde var i disse år meget følsomt pga. de evinde-

Artikel i „Villabyerne“ 18. juni 1986.

70

lige besparelser.

Det blev derfor nye tider for alle lærere på ste-det, men hen ad vejen fandt man melodien. Ikkemindst i de forskellige faggrupper gjordes et stortarbejde for at finde sammen indbyrdes og få tin-gene til at glide.

Og de studerendemåtte jo være i cen-trum. For dem ogfor folkeskolendrev man som be-kendt seminarium.Dette kunne læ-rerne glemme midti tumulten.

Tredje fasemed nyetruslerBørnetallet faldt tilet minimum i 1983,og det kunne forud-ses, at elevtallet iskolerne ville faldeyderligere 100.000de næste 5-6 år. Gennemsnitsalderen for lærenei skolen var kun ca. 40 år, og meget få ville gå afi de kommende år. De 24 seminarier var blevetfor små, for urationelle i drift både pædagogiskog økonomisk. Der fandtes altså mange grundetil en yderligere reduktion af antallet af semina-

rier.

Bertel Haarder skred atter til handling, og dennegang på en ny måde belært af erfaringen fra 1982,og det blev til en 3-trinsraket.

Først kom en „skitse til en plan“. Heri var Fre-deriksberg fredet,og Jonstrup fore-slået sammenlagtmed KøbenhavnsDag- og Af-t ensemina r i um(KDAS) på det sid-ste seminarium.Skitsen behand-ledes i et regionaltudvalg, som bestodaf repræsentanterfor amterne i regio-nen. Det østdanskeudvalg med TageKampmann somformand ændredeplanen til, at Frede-riksberg skulle ned-lægges i stedet for

Jonstrup. NB! Skoledirektøren på Frederiksbergvar medlem af udvalget og gammel elev fra Jons-trup.

Andet trin var lovforslaget, som fastholdt, at Fre-deriksberg nedlagdes. Nu blev stemningen på detfusionerede seminarium sådan, at man her fandt

Frederiksberg Bladet 29. november 1988

71

sammen i en kamp for eksistensen.

Betydelige repræsentanter for seminariet i deledende organer (repræsentantskab og bestyrelse)udfoldede mange kræfter på „inderbanen“.

Tredje trin var Folketingets behandling af for-slaget. Hvis forholdene i 1982 var turbulente,var de nu kaotiske. Sjældent har forhandlinger iFolketinget både for åbent tæppe og bag kulis-serne været så følelsesladede som her. Al poli-tik var fordampet, kun lokalinteresser gennempåvirkning af mængder af avisskriverier fore-kom. Fra 1. behandling 6. dec. 1988 til 3. behand-ling 24. jan. 1989 nåede flertallet af seminari-erne at komme ind i nedlæggelsesmøllen.

Atter blev det en meget urolig juleferie for semi-nariefolket.

For Københavns vedkommende endte slagetmed, at Jonstrup sammenlagdes med Blaagaardpå dette seminarium, mens Frederiksberg red-dedes. Undervejs havde Blaagaard også væretnedlagt.

En interessant detalje i forhandlingerne i Folke-tinget var, at repræsentanter for SF hævdede, atregeringen (med Kristelig Folkepartis stemmer)reddede de kristelige seminarier i Haslev, NørreNissum og på Frederiksberg, mens de pædago-gisk progressive blev slagtet. Dette synspunktvar næppe heller politisk. Hvor kristelige var deseminarier mon efterhånden - og hvem var ikkeprogressive?

For landet som helhed blev facit, at 24 semina-rier reduceredes til 18 væsentligst ved sammen-lægninger.

På Frederiksberg Seminarium åndede man en-delig lettet op. Igen havde Frederiksberg Kom-mune - bag kulissen - medvirket til redningen,bortset fra et „faux pas“ i trin 1. Både i 1982 ognu tilsagde kommunen støtte mht. leje af lokaleri de kommunale skoler. Om byggegrund var derikke tale - endnu.

Og således nåede man let stakåndet, men styr-ket i fællesskabet efter kamp for eksistensen fremtil 1990.

72

Store ændringer i 1990´erne

Introtur 1996. Slut med kaffebord!

73

I 1980´erne kom der i 1982 en ny bekendtgørelse om de pædagogiske fag og i 1985 enmindre lovændring, men 66-loven bestod i

princippet stadig. Dog havde man erkendt, at enændring måske ville være på sin plads. Ikkemindst de radikale ved Ole Vig Jensen fremsatteflere gange ønske herom. Men Bertel Haarderkviede sig. Tiden var måske ikke til det. Allige-vel nedsattes i 1987 et udvalg til behandling afsagen med et kommissorium, som pålagde ud-valget at fremsætte et forslag til ændring af lo-ven.

Klimaet for ændringer var mildest talt ringe. Alleimplicerede seminariefolk havde kun ét i hove-det: beskæftigelsen måtte sikres!

Det betød, at ændringer i selve uddannelses-strukturen ikke ønskedes. Selv mindre forandrin-ger her kunne være ensbetydende med afskedi-gelser. Sagen var meget følsom.

Efter tre års arbejde i udvalget forelå en betænk-ning, som kun foreslog beskedne nydannelser.Et par nye fag introduceredes (naturfag ogsamfundsfag/historie) som fællesfag, hvorvedeksamensbyrden blev endnu større end hidtil.

Men i styrelsen af seminarierne skete der bety-delige ændringer. Disse kom ind i lovforslagetmest på ministeriets foranledning.

Hidtil havde seminarierne været centralistisk sty-ret med en forholdsvis stærk pædagogisk ogøkonomisk ledelse.

Det var nu blevet moderne at ændre på dette oggå over til, hvad man kaldte „mål- og ramme-styring“. Dette medførte større selvbestemmelsefor seminarierne både mht. studieplaner og øko-nomi. Ingen strammende fastsatte timetal forfagene, og slet ingen detailstyring af de forskel-lige konti.

Således udformet vedtoges loven enstemmigt iFolketinget i foråret 1991 med ikrafttræden ef-ter sommerferien 1992.

1966-loven havde fungeret i 25 år - med fleremindre ændringer undervejs, men strukturelt somvedtaget oprindeligt.

1991-loven var i strukturen dens forgænger opad dage med fællesfag (nu 6 i stedet for 4), pæ-dagogiske fag, grunduddannelsesfag, 2 liniefagog 1 pædagogisk speciale. Dette speciale variøvrigt blevet til kun ét i 1982. Lidt af en tilsni-gelse var det at kalde det et speciale, når allestuderende havde det samme. Til gengæld kunnede studerende dog inden for meget vide rammervælge hvert deres område.

Seminarierne fik kort sagt et udstrakt selvstyre -betydelig mere end tidligere i deres historie.

De tilbageblevne seminarier trak vejret lettet i1991. Ansøgertallet steg lidt, og ministeriet lodforsigtigt antallet af optagne vokse. Men arbejds-pladserne var sikret for de tilbageblevne lidt æl-dre seminarielærere. Nyansættelser havde næ-sten ikke fundet sted siden 70´erne, og udsigt

74

hertil var der tilsyneladende ikke. En vis „for-gubning“ var sket - særlig tydelig på et fusione-ret seminarium. Alle lærere var i 40´erne ellerderover.

Sådan gik man så 90´erne i møde, hvor megetigen skulle ske for det gamle seminarium og nubåde i uddannelses- og bygningsmæssigt.

Torben Krogh fik ikke lang tid til at sætte sitpræg på det „nye“ seminarium, men på en stil-færdig måde var han i stand til i hverdagen atskabe tryghed omkring sig. Næppe var 91-lo-ven trådt i kraft i sommeren 1992, før han henpå efteråret pludselig blev syg og døde efter etkort sygeleje i november 65 år gammel og blev

begravet fra Birkerød Kirke med meget stor del-tagelse. Knap 7 år fik han på sin sidste arbejds-plads og sammenlagt med de 16 år i Helleruptjente han i alt KFUMs Seminarium i 23 år.

Thøger Johnsen bliver rektorIgen blev souschef Aage Kristensen konstitu-eret som rektor indtil ansættelse af en ny. I mod-sætning til 1969 kom der nu mange ansøgningertil den ledige stilling. Denne blev besat eftersommerferien 1993, hvor seminarielektor cand.mag. Thøger Johnsen tiltrådte. Han havde i enårrække været ansat ved KDAS og var altså for-trolig med læreruddannelsen.

Thøger Johnsen indsattes ved en samling i gym-nastiksalen i september 1993. En af talerne varundervisningsminister Ole Vig Jensen. Veddenne lejlighed fik man straks indtryk af, at enny tid indvarsledes på seminariet. I sin tale overordene „carpe diem“ (grib dagen!) brugte dennye rektor både det levende ord og musikled-sagelse - en usædvanlig præsentation.

Uddannelsen ændres radikaltmed 1997-loven1991-loven var som nævnt trådt i kraft året før,og den nye rektors første tid gik med at lære se-minariet at kende og medvirke til den nu øgedeoptagelse. Atter steg ansøgertallene nemlig, ogFrederiksberg lå altid blandt de første mht.mængden af første prioriteter. Rammerne varThøger Johnsen, rektor fra 1993.

75

igen på vej til at sprænges. Seminariet trak atterpå kommunens hjælpsomhed, og undervisnin-gen var spredt over et større område. Og ældrelærere gik af - næsten på stribe ; mange nye komtil dels for at erstatte disse de afgåede dels for atmedvirke til at uddannne de nu flere studerende.

Problemet med rammerne omtales lidt senere.Først skal nævnes de meget hurtige, næstenomkalfaltrende ændringer i uddannelsen.

I 1990´erne stod det stadig mere klart, at den ek-sisterende læreruddannelse ikke slog til. Den højtpriste enhedslæreruddannelse, som havde væretDanmarks næsten adelsmærke på området i mereend 200 år, stod nærmest for fald og var i hvertfald ude for larmende kritik i pressen og efter-hånden også politisk.

Problemet var nok primært, at synet på indlærtekundskaber og færdigheder undergik en foran-dring i de første år af 90´erne. Trivselspædago-gikken erstattedes langsomt af noget andet, somnæppe har fået navn endnu. Men klart var detfor mange, at folkeskolelærerne dels ikke havdestillet krav nok til eleverne, dels ikke havde defaglige forudsætninger herfor i alle fag.

Principielt måtte en lærer hidtil undervise i allefag på alle trin i skolen. Uddannelsen havde kunkvalificeret hertil i en 6-7 fag, og alene i de toliniefag til alle skolens trin. Imidlertid undervi-ste mange lærere i fag på klassetrin, de ikke varuddannet - eller efteruddannet - til. Dette var klartkritisabelt og kunne sikkert kun ændres ved en

ny lærerlov, mente mange. En mere restriktivpraksis fra skoleledernes side mht. time- ogfagfordeling foresloges ikke.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen i den so-cialdemokratisk-radikale regering tog handskenop. Uden nedsættelse af noget udvalg fremlagdehan helt utraditionelt i september 1995 på etrektormøde en skitse til en ændring af loven. Pånær enkelte mindre rettelser fremsatte regerin-gen skitsen som lovforslag i samlingen 1996/97,og loven vedtoges af alle partier undtagenEnhedslisten i foråret 1997 - kun 6 år efter densidste lov om læreruddannelse, og kun 5 år efterloven var trådt i kraft.

Ikke tidligere var et sådant tempo udvist i densag.

Det nye og epokegørende målt med dansk lærer-uddannelsestradition blev en kraftig reduktionaf fagrækken for den enkelte studerende. Begre-bet fællesfag forsvandt bortset fra de pædagogi-ske fag og et nyt fag kristendomskundskab/livsoplysning. Samtidig skete en betydelig ud-videlse af praktik. Hver studerende skulle nualene uddannes i 4 liniefag i stedet for hidtil 2.Blandt liniefagene skulle mindst det ene væredansk eller matematik. I praksis vil dette betyde,at den færdige lærer altså kun er kvalificeret tilat undervise i de 4 fag. Det må siges at være etkontant brud med dansk tradition.

Alligevel fastholdt lovgiverne, at der fortsat vartale om en enhedsuddannelse - nu i betydnin-

76

gen, at nogle lærere tilsammen dækkede fag-kredsen på alle skolens 10 klassetrin. Et nybrudvar det alligevel.

Loven trådte i kraft i sommeren 1998, og endnuer det for tidligt at dømme om dens virkning iuddannelsen og senere i skolearbejdet.

Men vigtige ændringer i det daglige arbejde erallerede tydeligt markeret i studieordningen påFrederiksberg Seminarium.

Rektor fremhæver, at det i usædvanligt omfanger lykkedes at få lærerne i liniefagene, de pæda-gogiske fag og praktikken til at indgå i et kon-struktivt samarbejde. Målet er det for al lærer-uddannelse væsentlige: at få fag, didaktik ogpraktik til at indgå i en syntese i læreruddan-

nelsen.

Medvirkende hertil er den tredobbelte lærer-dækning i forbindelse med 3. årgangs almen-didaktiske forløb, hvor såvel lærerne i liniefagog almendidaktik (AD) som praktik deltager. På4. årgang skrives den store AD-opgave med ud-gangspunkt i bedømmelsespraktikken, detalmendidaktiske og det tilknyttede liniefag. Op-gaven danner udgangspunkt for eksamen ialmendidaktik. Både AD- og liniefagslærerendeltager som eksaminatorer. En ordning, som harfået meget ros både i de interne evalueringer ogi censorevalueringerne.

Endelig er den nye projektopgave ved at findesin form. Målet er at give den studerende erfa-ringer, redskaber og færdigheder med tværgå-

Den nye rektor Thøger Johnsen ved indsættelsen i september 1993. Han står beskedent med ryggen til, men medfront til sin for-for-forgænger Nørfelt til venstre og sin for-forgænger Frants Hansen til højre.

77

ende projektarbejde, hvor flere af den studeren-des liniefag kan indgå. Arbejdet afsluttes meden fremlægning, som bedømmes med godkendt/ikke godkendt. Hidtil har man i forsøgsform setemner i en bred vifte fra en hel musical til te-maet „engle“.

Institutionens formål og struktur ændres grad-vis - det varige i det skiftende og det skiftende idet varige.

Tidligere er seminariets formål fra de første årciteret. Her skal formålet - således som det blevudformet i 1940´erne - citeres, idet det bemær-kes, at det næsten uændret var gældende indtil1985:

„KFUMs Seminarium ser det som sin opgave atgive sine elever en faglig uddannelse i overens-stemmelse med gældende love og bestemmelserom læreruddannelse samt gennem den dagligeundervisning og seminariets fritidsliv at stilledem over for det kristne livssyn i overensstem-melse med den danske folkekirkes evangelisk-lutherske lære og den danske folkeskoles op-dragelsesgrundlag.“

Når der skete en ændring i 1985 skyldtes det pri-mært, at Hellerup Seminarium erstattedes afGentofte Socialpædagogiske Seminarium. Mensamtidig fandt man anledning til en modernise-ring af formålet i overensstemmelse med denudvikling, som havde fundet sted i årenes løbdels med ændring af folkeskolens formål (i 1975)dels med samfundsudviklingen.

Det nye formål i vedtægternes § 2, lød nu såle-des:

„Institutionens formål er ud fra et kristent livs-syn og på folkekirkens grund at virke inden fordet danske undervisningssystem efter hver tidsbehov.

Stk.2. Seminariets formål er at uddanne læreretil folkeskolen inden for rammerne af den til en-hver tid gældende lovgivning herom.

Stk. 3. Seminariet kan udbyde efteruddannelsetil lærere og andre efter reglerne om åben ud-dannelse og kan med Undervisningsministerietsgodkendelse påtage sig andre uddannelsesmæs-sige opgaver.

Stk. 4. Seminariet kan endvidere tilbyde under-visning, rådgivning og andre serviceydelser ef-ter de almindelige regler om indtægtsdækketvirksomhed.“

I begyndelsen af 90erne medførte lovændringeren øget decentralisering. Dette krævede nye ved-tægter for ledelsen af institutionerne, herunderseminarierne.

En væsentlig ændring var, at hele det pædagogi-ske og økonomiske ansvar overlodes til bestyrel-serne. Derfor var konstruktionen med repræ-sentantskab og bestyrelse med delt ansvar ikkelængere mulig.

I 1993/94 førte overvejelserne frem til, at insti-tutionen KFUMs Seminarium kun bevaredes

78

som et „overbegreb“ for de tre uddannelses-steder, som herefter fik hver sin bestyrelse. Alleafgørelser af enhver art er herefter bestyrelsens.

Formålet ændredes ikke; det fra 1985 fasthold-tes.

Mest afgørende ændredes ejerforholdet.„Selvejerloven“ trådte i kraft 1. jan.1997, og selvom ændringen umiddelbart ikke lyder af meget,var den betydelig.

I få ord betød den bl.a. følgende: Seminariet kanfra nu af gå fallit. Bygningsudgifterne refunde-res ikke længere efter faktiske udgifter, men skaludredes over den samlede drift. Dette betyder,at det nu kendte „taxametersystem“ = en posepenge pr. studerende, som gennemfører uddan-nelsen, skal dække alle driftsudgifter. Populærtudtrykt har seminariet ikke længere „sugerøretnede i statskassen“, men skal selv klare likvidi-teten. Og Rigsrevisionen er nu alene overordnetrevision. Den tætte revision skal klares af enstatsautoriseret revisor.

Rektor udtrykker selv ændringerne på den måde,at han ikke længere blot er pædagogisk leder,men han er koncernchef. Dette giver sig udtryki, at hvor seminariet tidligere kunne klare sig medmedarbejdere på det administrative område sva-rende til 3 årsværk, har man nu et antal svarendetil 10 årsværk - heraf alene 3 på regnskabsom-rådet.

Ansøgertallet vokser atter -store tal!Som nævnt tidligere steg ansøgertallet omkring1990. Efter at det til midten af 80erne var gåettilbage, kom der nu øget, men dog svingende til-gang til læreruddannelsen. De primære ansøgeretil seminariet udgjorde i 1986 120, i 87 173, i 88187, i 89 156 og i 90 141. Og herefter gik dethurtigt opad.

I 1993 var de primære ansøgere oppe på 238 ogi 94 360. I 1993 var tallet det højeste i hele lan-det. Det fortsatte årtiet igennem og nåede i 1998op på 1549 som det totale antal ansøgere, hvorafca. 250 var primære.

Af denne store mængde optoges 8 hold - sva-rende til 220 studerende. Nu var byggeriet af detnye hus afsluttet, men selv med de nye bygnin-ger fik seminariet kun 5 kvadratmeter per stude-rende, hvor normtallet for seminarier normalt harværet angivet til 15 kvadratmeter. Så Frederiks-berg seminarium er stadig et sted, hvor man mårykke tæt sammen.

Dimittendernes antal var efter eksamen i 1998oppe på i alt 4794 i hele seminariets historie.Det er interessant at sammenligne tallet med detidligere.

Efter 10 år var 193 blevet lærere fra det ungeseminarium, efter 25 år 351, efter 50 år 2121 ogefter 80 år når seminariet op på 4944 nye lærere.

Altså næsten 5.000 lærere var udgået fra Frede-

79

riksberg Seminarium. Og stigningen i antalletaf dimittender var sket efter en logaritmisk kurve.

Endelig kom der gang i bygge-rietI januar 1993 trådte V-K-regeringen tilbage (ef-ter Tamilsagen), Poul Nyrup Rasmussen dannedeen 4 partiregering med S, R, CD og KrF. OleVig Jensen blev undervisningsminister, og me-get hurtigt kom der gang i seminariebyggerietover hele landet.

Regeringen havde sat som et af sine mål at søgeat fjerne den næsten rigide adgangsbegrænsningtil de videregående uddannelser. Dette kunne bla.ske ved udvidelse af bygningsmassen.

Allerede i marts 1993 henvendte seminariet sigtil ministeren med ønsket om udvidelse af semi-nariet - tilskyndet dertil af den afgåede ministerBertel Haarder. Et par måneder efter svaredeministeren positivt. Det stod klart, at udvidelsen

skulle ske på arealet mellem skolen og semina-riet - altså på mejerigrunden. Men hvordan manskulle ordne sig med kommunen, trak lidt ud.

Et arkitektfirma blev hyret til at udarbejde etprojekt, og lånemuligheder undersøgtes. Projek-tet blev fremsendt til ministeriet, og i maj 1994forelå finansudvalgets godkendelse af et lån tilet byggeri til 52 mio kr.

Dette var et tempo aldrig set før i seminariets 75års historie. Et 75 års jubilæum magtede man iøvrigt ikke at fejre midt i et rektorskifte og enbegyndende byggesag.

Nu skulle problemet med grunden klares: låneller leje?

Forberedelsen af byggeriet tog kun godt et år. Ijanuar 1995 allierede man sig med ministerietsbyggedirektorat og gjorde dette til bygherre-rådgiver. Med henblik på en arkitektkonkurrenceudbød man opgaverne og udvalgte derpå 5 arki-tektfirmaer, som konkurrerede om opgavens løs-ning.

Dimissionen 1998 i den nye multisal.

80

Samtidig indledtes der forhandlinger mellemseminariet og Skolen på Nyelandsvej om sam-arbejde med byggeriet og ikke mindst delingenaf lokaler i det færdige nye hus. Der opnåedesenighed om ikke at have fælles områder i dennye bygning.

Arkitektkonkurrencen afsluttedes med en udstil-ling af arbejderne. Her afsløredes det, at „Cubo-arkitekterne“ havde vundet og fik ansvaret forarbejdet.

I begyndelsen af 1996 aftaltes fordelingen afudgifterne til byggeriet og hermed også af ejer-forholdet. Samejet fordeltes med ca. 3/4 til se-minariet og 1/4 til skolen - dog med 100%seminarieeje af „multisalen“. Denne skulle er-statte den ældre gymnastiksal, som snart blev re-vet ned. Desuden sigtede man på en bred anven-delse af denne nye sal.

Med meroptagelse og byggerod var det nødven-digt midlertidigt at leje lokaler ude i byen. Det

skete i flere omgange og sluttede med et stortlejemål på Kronprinsesse Sofies Vej.

Nu skete det - det nye semina-rium skød opDen første store dag oprandt i efteråret 1996 -det første spadestik blev taget med deltagelse afskolebørn og studerende og mange andre. Og nugik det stærkt. 18. april 1997 holdtes der rejse-gilde på det nye hus, og i løbet af kort tid så mandet med hele sin store glasfacade. Flere af om-egnens huse ligefrem spejlede sig i seminariet.

Samtidig skete der renoveringer af det gamle hus,som fik nye vinduer mv.

Den store dag med indvielse indtraf i april 1998- let forsinket efter planen. En stor forsamlingmødtes i multisalen til indvielsen. Her talte di-rektør Torben Kornbech Rasmussen fra under-visningsministeriet, borgmester John Winther,Frederiksberg, rektor Thøger Johnsen og skole-inspektør Marianne Levin. Der var skrevet en

81

kantate i anledning af indvielsen, og den blevuropført af seminariets kor, orkester og solister.Musikken var skrevet af lektor Hans Dahl ogteksten af rektor Thøger Johnsen, det første verslød:

Det, der er givet, svinder så lettaget for givet, har ingen vægt.Det, der skabes i inderligheder livet, glød og arnested.

Kantaten blev senere udgivet på cd.

Herefter samledes alle til reception i den nye ogstore kantine, og der var rundvisning i det nyehus. Her var et stort auditorium med en „video-kanon“, der kunne gengive tv på en skærm på3m x 6m, bibliotek, arbejdsrum og øverst oppefaglokaler til en række fag. Oppe på taget varder et storby-økologisk-ekperimentarium medudsigt over det meste af byen.

I alle klasselokaler på hele seminariet havde mannu et 28" tv som standardudstyr, og de 10 pc´eri 1993 var vokset til 250 i 1999. Dette sidste kræ-vede ansættelse af IT-personale svarende til 5årsværk.

Det blev i sandhed en stor dag for seminariet ogfor den endnu ret nye rektor, som allerede i sineførste 5 års tjeneste gennemførte dette store byg-geri. Endelig fik seminariet den plads, det for-tjente - og havde brug for med landets størstesøgning.

Og én gang til skete det hele med FrederiksbergKommunes støtte.

Fra venstre: Nedrivning af den gamle gymnastiksal ogpavillon, kælderen til den nye bygning opføres, det nyehus under tag og sidst: nabohuset spejler sig iglasfacaden.

82

Frederiksberg Seminarium i slutningenaf 1900-tallet

Store Badedag 1996

83

Traditionerne er både nogle af de gamleog også helt nye her ved århundredetsslutning. Af de gamle kan nævnes dus-

festen, som uklart hvorfor er blevet til endussefest, juleafslutningen, hvor man først sam-les i Godthåbskirken og herefter fester påseminariet og dimissionsfesten. Ved den sidstemøder ikke blot dimittenderne op, men også depårørende er velkomne. I 1998 deltog ikke min-dre end 500 personer i den højtidelige dimission.

Nye traditioner er bl.a. to sangaftener. Dels harman en viseaften i november, hvor studerendeog ansatte optræder med forskellig underhold-ning, og dels afholder man en poetisk/lyrisksangaften i begundelsen af maj. Den kaldes „Delyse nætters tid“. Her er solistoptræden, fælles-sange og caféhygge i kantinen.

Endelig har Thøger Johnsen, som også har idrætsom bifag, introduceret den årlige Store bade-dag i august på stranden ved Rågeleje.

Også SEMINYT har fået en afløser. Fred’S Nytudkommer siden 1. jan.1994 hver uge med 4 si-der og uddeles til alle på seminariet ansatte, stu-derende og bestyrelse.

Ved en debataften i januar 1997 samledes be-

styrelse, lærere og studerende om visioner forseminariet med oplæg af bestyrelsens formand,rektor og en lærer.

Fælles for disse indlæg var ifølge referatet enunderstregning af de mange opgaver et semina-rium havde nu. Man opremsede basisydelserne:læreruddannelse, efteruddannelse, diplom-uddannelse, åben uddannelse og det interna-tionale arbejde. En stor buket - synes man - nårder sammenlignes med seminariet de første 60-70 år af dets levetid.

Hos indlederne sporedes (måske) en ængstelsefor for stor spredning med risiko for vægtlægningpå det „finere“ som diplomuddannelse og medderaf følgende stor afstand mellem læreruddan-nelsen og skolen.

Efter indledningen drøftede lærere og studerende

Seminariets nyhedsorgan Fred’S Nyt.

På Store Badedag kåres årets strandløve. Her erkandidaterne fra 1995.

84

Introtur 1996

i grupper visionerne. Her kom flere interessanteemner på bane.

Nogle pluk fra referatet kan give en fornemmelseaf de problemer, der rørte sig:

- Læreruddannelsen er det primære, så vi måprioritere den

- Det er en kvalitet, at vi er et lille overskueligtsted med kun 5, højst 6 spor

- Er det en god idé med netop et seminarium tillæreruddannelse? Hvad er vores særlige identi-tet?

- Er der konsensus om ÅNDEN i huset? Hvadvil det sige at studere?

- Undervisningsaktiviteten må ikke blive sekun-dær i forhold til efteruddannelse, forskning ogudviklingsarbejder, men bør inspireres derfra.

- Det vil være godt med målbevidste planer forinstitutionen, men det kommercielle „virksom-hedsplan“ er uheldigt. Vi skal ikke hugge „mar-kedsandele“, heller ikke med en speciel „profil“

- Hvad med KFUM-traditionen: Hvordan kan vibruge den ?

Lever den ?

Lad de sidste ord - som var de sidste i det fore-liggende referat - stå som afslutning på beret-ning om 80 års virke på netop dette seminarium.

85

Frederiksberg Seminarium 1999

86

87

Arkivregistratur for Frederiksberg Seminariumfra Landsarkivet for Sjælland mv.Bestyrelsesprotokoller 1919 - 1985 - herefterreferater

Repræsentantskabsprotokol 1964 - 1969 - her-efter referater

K.F.U.M.s Seminarium 1919 - 1944, red.Alfr.Christiansen

Seminarieforstander Alfred Christiansen - Bio-grafi og udvalgte artikler, 1948

KFUMs Seminarium 1919 - 1969, red. FrantsHansen

KFUMs Seminariesamfund 1929 - 1952 1. - 23.årgang

SEMINYT 1952 - 1973

Udvalgte programmer fra KFUMs Seminarium1919 - 1969

„Seminarium på Frederiksberg i 75 år“, 1982

Vedtægter for KFUMs Seminarium (fra flereforskellige år)

Tage Kampmann:“Kun spiren frisk og grøn...“,1991

Aage Nørfelt: „Usporlige veje“, 1993

Dimittendfortegnelse 1920 - 1998

Diverse aktsamlinger, især fra perioden 1961 -1985

Litteratur

88