Fredag 22. februarBillund >Ciudad del EsteDet var en fl ok forventningsfulde og spændte Lions og Legonister, der mødtes tidligt – meget tidligt i Billund Airport, for at indlede den længe imødesete tur til Paraguay, Brasilien og, skulle det senere vise sig Argentina.

Turen til Amsterdam forløb planmæssigt. (Det er godt nok en stor lufthavn!!!) Endnu en gang oplevede vi, at den håndbagage, der hjemmefra var pakket om-hyggeligt, efter at have været gennem diverse lufthavnes secu-rity tjek med en delvis afklædn-ing af indehaveren, er efterladt i totalt kaos.

Og nu sidder vi altså her, i knapt 10 km’s højde, et eller andet sted

rødvinen, for at den kunne opnå en rimelig temperatur, og cogna-cen, der blev serveret i rigelige mængder, er efterhånden fordam-pet. En del af selskabet er gået i

sort, og på trods af turbulensen, ser det ud til at cognac’en har gjort sin virkning.

over Atlanten. I skrivende stund ikke langt fra de Canariske øer, og prøver at få tiden til at gå med læsning, krydsogtværser, soduko’er, fi lm, musik og hvad fl yets udmærkede underhold-ningsmuligheder ellers byder på.

Vi bliver godt og grundigt rystet sammen, da der er rigtig meget turbulens. Jeg har i alt fald aldrig oplevet noget lignende – over så lang tid. Det var fuldstændigt, som at køre gennem Glejbjerg eller Gørding med alle deres pukler - med for meget fart på.

Det første, ganske udmærkede måltid om bord, har sat sig, og vores lår har genfundet varmen, efter at vi har måttet sidde på

I dette fl y, en Boeing 777-300ER, tilbragte vi 12 timer i luften.

Der høres en lettere snorken og lidt brummen og dyb vejrtrækn-ing hist og her i fl yet.

Og nu er vi så, godt trætte, vel fremme i Guarulhos, som lufthavnen i Sao Paulo hedder. Vi er blevet budt velkommen af vores allesteds nærværende rejseledere, Beatriz og Jan, og sidder, hænger, ligger og venter lettere utålmodigt på det næste fl y, der skal føre os frem til Foz Do Iguacu, stadigvæk i Brasilien.

Her venter en bus for at køre os til “Hotel Amares” i Ciu-dad del Este i Paraguay, hvor vi regner med at være fremme ved 03-tiden. Så har vi været på stikkerne i 27 timer, heraf de 15 timer i luften! Så mon ikke der er rimelig basis for en god nats søvn. Jeg glæder mig i alt fald til at prøve en sydamerikansk seng, hvis jeg altså overhovedet mærker det.

Stewarden var bestemt ikke fedtet med cognacen på udturen.

Rejsebreve fra Sydamerika 2013Rejsebreve fra Sydamerika 2013

Lørdag 23. februar

Ciudad del EsteFørste dag i Paraguay oprandt med strålende sol fra en azurblå himmel og god varme allerede fra morgenstunden. Da bussen først kørte kl. 10.00, kunne vi ”sove længe”. Ja, ja, 4-5 timers søvn i en seng, der ikke fl ytter sig, er da slet ikke så tosset.

Turens første stop var ved en bank, så vi kunne få vekslet til den lokale valuta.

“Mandagsvandvaldet” - nok et besøg værd!”

Efter vekslingen og det store arbejde med at tælle alle sedler-ne, gik turen videre til vandfal-det ved Mandagsfl oden, eller ’Salto del Rio Monday’, som det rettelig hedder. Et fl ot og impo-nerende vandfald, som åbenbart lever en upåagtet tilværelse i turistmæssig henseende.

Der var kun nogle få indianere, der prøvede at hidkalde vores opmærksomhed med deres varer. Måske er det, det andet, og noget større vandfald i nærheden, der

NEM nyder, stående i Paraguay, udsigten til Brasilien (tv) og Argentina (th)

tiltrækker sig turisternes op-mærksomhed og det er egentlig synd.

Dagens næste stop var ved fær-gen, mellem Paraguay og Ar-gentina. Vi skulle dog ikke med, men det er her Rio Iguazu løber sammen med Rio Parana og danner grænsetrekanten mellem Paraguay, Brasilien og Argen-tina.

De lokale gyldne dråber - værd at lægge hals til!

Nej! Det var kun for sjov.

Hvad mon ...?

Dessert ad libitum.

Om aftenen tog vi lige et smut til Brasilien for at se en Sydameri-kansk Showaften, der blev ind-ledt med en overdådig buffet.

Vel hjemkommet til hotellet efter frokost i et stort efter-vægt-cafeteria (det var altså maden der skulle vejes) var det tid til lidt afslapning ved poolen. Vi fi k også smagt på de lokale gyldne dråber. De er absolut værd at lægge hals til.

Peru.

... og så kom der gang i dollarssedlerne!

Efter den overdådige buffet var der en helt fi n og festlig under-holdning, med farverige indslag og god musik, med temaer fra de større Sydamerikanske lande.

MexicoBrasilien.

Søndag 24. februarCiudad del Este > AsuncionTidligt op og af sted! Det blev til endnu en la-a-ang dag, med en næsten lige så la-a-ang køretur.

de konsekvenser, det har haft og stadig har. Jan fortalte levende om hvordan ”nybyggerne” måtte rydde skoven med macheter og økser og om hvordan det kunne tage op til fi re dage at fælde blot et enkelt træ, fordi nogle af træ-sorterne er meget hårde.

Vel ankommet til Asuncion og hotellet blev vi præsenteret for en lokal kunsthåndværkertradi-tion: Sølvfi ligran. Fantastisk at se hvordan sølvtrådene blev forvandlet til smukke smykker af næsten enhver art.Mange var godt trætte, så der faldt hurtigt ro over hotellet.

Turen blev dog krydret med et spændende besøg hos Beatriz’ mor, hvor vi fi k en demonstra-tion af traditionel bagning af chipa en traditionel slags brød.

Jan fortæller sammen med Beatriz’ mor, Eudelia, hvordan man laver CHIPA.

Her bages CHIPAerne.

Derefter en spændende gåtur i deres private urskov, hvor der var både slanger, tukaner og an-dre eksotiske dyr. Dem så vi nu ikke noget til, men til gengæld fi k vi en spændende beretning om rovdriften på urskoven og

Nogle af træerne i urskoven er meget høje.

Og så havde jeg nær glemt mødet med Jans puma. Et noget voldsomt, men kælent kæledyr som han selv har opfostret fra killing.

Nå, videre til Caacupé, hvor vi besøgte landets største kirke, som blev bygget så sent som I 1985. Kirken havde nogle fan-tastiske glasmalerier. Heller ikke her havde turisthelvedet ramt området omkring kirken.

“Virgen de Caacupé”

Mandag 25. februarAsunccionDagens første besøg gjaldt en tyrestation, hvor vi fi k en grundig indføring i avlsarbejdet i Paraguay, der nok adskiller sig en del fra det, vi kender hjemme fra. Blandt andet ønsker man en mere hårdfør race, der f. eks. skal kunne holde til at stå i vand i længere tid. Vi fi k fremvist eksempler på det vellykkede avlsarbejde, og der var vist mere end én, der havde saftige bøffer i tankerne.

Nu var det tid til at besøge Maka indianerne, der for mit vedkom-mende blev turens foreløbige højdepunkt. En fantastisk oplev-else at blive mødt af en stor fl ok både glade og nysgerrige børn allerede ved bussen. Vi fi k en lille rundvisning, hvor vi blandt andet så de glade børn lege med gaven fra LEGO-charity.

get turistgejl, og derfor også en oplevelse, der blev afsluttet med en præsentation af deres kirke-orkester afsluttende med deres nyoprettede pigekor

En ting står fast: Vi forlod indi-anerne med en opfattelse af, at de har det godt på trods af de, efter vor mening, simple forhold. En dejlig oplevelse!

Dagens udfarende aktiviteter sluttede med en shopping-van-dretur i Asuncion. Nogle for-svandt hurtigt ind på nærmeste værtshus, mens andre gjorde gadehandelen usikker.

Dagen sluttede med maner med en festlig paraguayansk folklor-eunderholdning på hotellet.

Tak for endnu en god dag.

En kælen tyr. (Det er tyren i midten).Tilbage gennem det øde og fugtige område, Chaco, med mange vadefugle, f. eks. storke, skestorke, en enkelt marabou m, fl .

Nu var det tid til at besøge Makaindianerne, der for mit vedkom-mende blev turens foreløbige

get turistgejl, og derfor også en oplevelse, der blev afsluttet med en præsentation af deres kirke-

Frokosten, der igen blev indtaget efter vægt i et meget moderne og rent indkøbscenter. Det sidste stod noget i kontrast i forhold til omgivelserne.

Vi fi k fremvist indiansk kun-sthåndværk med mulighed for at købe, og der blev da handlet en del. Stammedansene vi nu så, virkede ægte og ikke som no-

Tydeligt, at børnene havde lært at bruge LEGO-klodserne.

... og så blev der sunget!

Det store pigekor.

Tirsdag 26. februarAsunccion > Bella Vista Kl. 07.30 præcis startede turen sydpå gennem et område, som i den grad er, og ikke mindst har været præget af jesuitterne.

Første stop var nu ved Fran-siskanerkirken i Yagaron, med rødder tilbage fra kolonitiden. Kirkerummet var i den grad præget af altertavlen, der var udført i et imponerende træskær-erarbejde. Godt nok trængte forgyldningen til at blive frisket op og måske manglede der lidt farve hist og her, måske kunne en gennemgribende rengøring have gjort det, men det kunne nu ikke ødelægge oplevelsen af et imponerende kirkerum, der nok var en domkirke værdig – men det opnåede den jo aldrig

Det var jo en lang køretur vi havde begivet os ud på, så vores rejseledere havde fået den glim-rende idé, at vise fi lmen ”The Mission”. Den dejlige, men også barske fi lm, handler jo netop om jesuitterne og de lokale guaranier (indianere), og så er store dele af fi lmen optaget i et område, vi kommer til senere på turen.

Midt i fi lmen blev den sat på pause, for var vi nået til vort spisested, en hyggelig ”lande-vejskro” med udsigt over Rio Tebicuary ”Villa Florida” og med skræppende papegøjer i baggrunden. Frokosten, som i dag ikke var efter vægt, bestod af Pirogger med lækkert fyld med efterfølgende suppe – vist nok en slags minestrone.

Anden halvdel af fi lmen fi k vi så efter frokost, og snart efter var vi nået til San Miguel, hvor der var stop, da byen er kendt for sin produktion af alskens produkter i uld. Der blev prøvet og han-dlet ivrigt, ja selv en hængekøje skulle prøves, men det gik galt! Snoren der holdt køjen brast, og John gik på rumpen. Desværre var publikum begrænset, men ep-isoden skal da ikke af den grund forties. Nå, der skete heldigvis ikke noget med hængekøjen – og øjensynlig heller ikke med John - og der blev da solgt fl ere hængekøjer, så det var vist ikke så galt!

planter op af jorden, ryste jorden af dem, mens vi undrende så på. Herefter fi k vi et kortere foredrag om soya-bønner og deres rygt og pleje. Vi bliver godt nok kloge på denne tur! Hvis vi kunne huske alt det, vi får at vide, ville vi kunne stille op i et hvilket som helst quiz-program om Paraguay – men dem fi ndes der vist ikke så mange af.

Fransiskanerkirken i Yaguaron.

San Miguel

Et foredrag om soya-bønner...

Da vi nærmede os vort bestem-melsessted standsede bussen midt i det hele og Jan hoppede ud af bussen og begyndte at hive

Hotel Papillon var en tropisk paradis...

En tur i poolen, mens papegøjer og andre lystige fugle skræppede i baggrunden, var noget af det første der skete efter vi var ankommet til hotel ”Papillion” i Bella Vista. >>>

Tirsdag d. 26. februar fortsat.

Badelivets glæder varede dog kort, idet vi skulle besøge en ’SOS Børneby’ om aftenen. Det blev et nyt højdepunkt på turen. 117 moderløse børn (faderen reg-ner man ikke rigtig med på disse kanter) boede i byen fordelt på 11 huse. Besøget indledtes med direktørens velkomst og korte fortælling om bagrunden for ste-det, hvorefter vi så et show med nogle utroligt søde og smilende piger, der dansede ballet for os. Flere forskellige danse så vi, inden byens symfoniorkester tog fat. Det havde kun eksisteret et par måneder – og det kunne man godt høre, men der er ingen tvivl om, at hvis børnene fort-sætter med den samme iver og entusiasme, skal det nok blive til noget, der er værd at høre på. Der var især en yngre trompetist, der trængte gennem lydbilledet - og så blev der ellers budt op til dans. Efter besøg i et par af børnenes huse samledes vi i spis-esalen til et herligt aftensmåltid. Her fi k vi lidt mere baggrund, og der var vist ikke nogen, der tog derfra uden at være berørt af de mange børns skæbne.

Festlig og fl ot underholdning af en fl ok smilende børn i SOS Børnebyen

Onsdag 27. februarBella VistaDagen startede endnu engang tidligt, da der stod fabriksbesøg på programmet. ”Selecta” fremstillede ’mate’ i mange forskellige varianter. Vi fi k en MEGET detaljeret gennemgang af processen, som virkede no-get gammeldags, men alligevel passede sammen med produktet.

Pakkeafdelingen virkede noget gammeldags, men på den anden side holdt den da fi re personer i arbejde. ’Selecta’ producerede mynte-, slanke-, sove- og alskens andre slags mate og vi fi k alle en lille prøve med hjem.

På vejen til de imponerende Jesuitter ruiner i Trinidad, for-talte Beatriz levende om Jesuit-ternes historie, der for Paraguays vedkommende begynder i 1548. Det gik rigtig godt for Jesuitterne – lidt for godt, set med kolonis-ternes øjne. De holdt jo blandt andet indianerne som slaver, i modsætning til jesuitterne, der betragtede indianerne som med-mennesker. Kolonisterne klagede til den spanske og portugisiske Pakkeafdelingen på ‘SELECTA’

konge, og der blev fundet en løsning, som desværre ikke gik Jesuitternes vej.

Ruinerne var en ordentlig bunke murbrokker, som var stablet ualmindelig fl ot og imponerende sammen over et betragteligt område.

Også her voksede “Øjendråbe-blomsten”, som, hvis man klemte om den lille pose den havde under kronbladene, frigav en enkelt dråbe vædske, som havde en gavnlig virkning på f. eks. tørre øjne.

Frokosten blev indtaget på en dejlig restaurant (uden vægt). Lækker buffet, hvor vi tog godt for os af retterne, men det over-raskede mig og sikkert også andre, at tjenerne hele tiden kom med den ene lækre, lune ret efter

den anden, indtil vi til sidst måtte kapitulere – og gå til desserten.

Efter et kort besøg i en markeds-hal med alskens ting og sager, blandt andet helbredende teer af forskellig art, fortsatte vi til pengeveksling og dagen slut-tede med en hyggelig sejltur på Parana fl oden syd for Encarna-cion.

Vel hjemme på hotellet var der god tid til lidt hygge i og ved poolen.

Aftensmaden indtog vi på hotel-let.

En dejlig kølig dag med temper-atur op til omkring 29 grader.

Dagens kloge ord: ”Der er ikke noget, der er forkert i Paraguay, vi har bare forskellige måder, at gøre det på.

Øjendråbeblomsten, bemærk dråben ved pilen

Broen mellem Argentina og Paraguay

Beatriz forklarer omøjendråbeblomsten.

Torsdag 28. februarBella Vista > MallorquinKl. 08.30, ja, du læste rigtigt, først da forlod vi hotellet for at tage hul på en ny dag fyldt med spændende og indholdsrige oplevelser. 300 km landevej med bump og det hele lå foran os. Hele området, vi kørte igen-nem, var gammel urskov og først ryddet og kultiveret i 70’erne og vejen asfalteret i 80’erne. Jan fortalte levende om problemerne omkring de jordløse bønders kamp for deres eksistensgrund-lag; men også om den korrup-tion og det pamperi, der fulgte i toppen af de jordløse bønders sammenslutning. Mange steder langs landevejene i Paraguay ser man disse primitive bosættelser, der ofte ligger ganske tæt på kørebanen i det areal ved siden af vejen, som staten ejer. Det var den nyvalgte præsident, der satte det hele i gang: men også ham, der indså det nærmest nytteløse i projektet, og efter tre mislykkede forsøg lukkede det ned igen.

Og så ville bussen pludselig ikke mere! Nå, heldigvis var det ikke så slemt, det var vist noget med en sensor, der ikke ville føle det, den skulle.

Frokosten blev indtaget i Jan og Beatriz’ dejlige gildesal, denne gang uden puma! En god bøf med bløde løg med diverse tilbehør efterfulgt af en lækker vandmelon (altså i skiver).

udvalg af diverse dagligdags fornødenheder, og der blev da også købt lidt af hvert. Der er vist mange, der kommer til at savne priserne på vin her i lan-det, når vi er kommet hjem!

’Collegio Espiritu Santo’ som var dagen næstsidste stop, var en privat skole, som blev ledet af en indisk nonne, som havde været her i landet i mange år. Hun drev en skole, hvor der virkelig så ud til at være orden i sagerne, og hvor der i alt fald ikke var slinger i valsen med hensyn til at komme for sent.

Vi så kun få LEGO-klodser, og undrede os lidt over hvor resten var blevet af.

jordvejsfi lter i bussen) var ved at gøre klar til at modtage eleverne, og der var bestemt nok at tage fat på. Her trængte virkelig til noget mere end bare en kærlig hånd. Lysten til at gøre det var absolut til stede, men de økonomiske muligheder manglede på trods af at vandkraftværket havde doneret en ny fl øj til skolen for år tilbage.

Vi blev indkvarterede i nogle lækre sommerhuse med pool og der gik ikke mange øjeblikke, før vi hørte det første plask.

Og så af sted igen. Første stop var ved supermarkedet ”Super-mercado Candy” i Mallorquin for at vise os, hvilke indkøbsmu-ligheder, man har i lokalsamfun-det. Der var nu et rimeligt pænt

Den kommunale skole, som lå et stykke ude af en jordvej, (vi skulle lige have skiftet til et

Aften bød på grill-party hos Beatriz og Jan, hvor vi fi k lejlighed til at hilse på Don Amarilla, tidligere borgmester i Mallorquin, som havde stået for koordineringen og uddelingen af Lego-klodserne i området. Herlig mad og musik og dans, dog ikke til den lyse morgen, for vi skulle jo videre med oplevelserne dagen efter. Tak til Beatriz og Jan for en hyggelig aften med god mad – og ikke at forglemme gode oplevelser – indtil videre.

En usædvanlig varmdag vel omkring de37 grader.

Rådhuset i Mallorquin

Indkøbscenteret i Malloquin Her trænger vist til en kærlig hånd!

Fredag 1. martsMallorquin > Ciudad del EsteEndnu en varm dag begyndte med morgenmad hos Beatriz og Jan, med dejlig frugt – fi k I smagt ananassen? – og snart tonede fødselsdagssangen efter-fulgt af ”Det er i dag et vejr, et solskinsvejr” over bussen på vejen til verdens største vand-kraftværk, ”Itaipu”.

På vejen fortalte Jan lidt om det politiske system i Paraguay. Vi kunne jo se valgplakater overalt. Her handler det ikke om politiske programmer, her handler det om magten, der følger med at vinde valget. Her er tale om noget, der ligner demokrati, og efter Jans bedste overbevisning bliver det bedre og bedre for hvert valg.

som sædvanligt en lang række facts, som det vil føre for vidt at gengive her, men det skal dog nævnes, at dæmningen er knapt 8 km lang og har en højde på 196 m., hvilket svarer til et højhus på 65 etager. Man benyt-tede 12,3 millioner tons beton til bygningen og armeringsjern svarende til 380 Eiffeltårne. Den producerede energi svarer til ca. 20% af Brasiliens og 78% Paraguays samlede energifor-brug. Produktionen til et enkelt europæisk parcelhus klares af et enkelt af de tyve turbiner på under et halvt minut – men hvor pokker skal man så opbevare det. Komplekset med dæmning og kraftværk er valgt som nummer 1 på listen over menneskeskabte undere. Flot, fl ot oplevelse.

der blev vist kigget mere end der blev handlet, selvom der bestemt var nok at kigge på. Det var varmt omkring 350 C, bort-set fra inde i handelscenteret, hvor der nærmest var koldt - og meget fornemt. Her var det udelukkende mærkevarer, der blev handlet med. En kolossal kontrast i forholdet til varerne på gaden! - på den anden side, så er et Rolex ur til 50,- kr. da billigt!

Ordet imponerende er brugt fl ere gange i disse rejsebreve, men der er vist ikke andre ord, der dækker dette bygnings-værk ordentligt, det skulle da lige være overvældende. Vi fi k

http://www.solar.coppe.ufrj.br/itaipu.html

Nå, nok om kraftværker, nu skulle der spises frokost på vores velkendte ’efter vægt cafeteria’. Efterfølgende skulle vi en tur til ’Downtown Ciudad del Este’, for kigge på handelslivet, men

Vel hjemme igen på hotellet fra vores første overnatning, gik der ikke lang tid før vores overoph-edede kroppe kunne nedsænkes i den svale pool. Temperaturen over vandet lå omkring 350 C, så det gjorde bestemt ikke noget, at vandet var lidt køligt.

Aftensmaden blev indtaget på en ”mad på spid restaurant” og end-nu en gang undrede vi os over de mængder af kød vi blev tilbudt. Smagen var der bestemt ikke noget i vejen med, men synd at de steger det så hårdt og hænger det så lidt. Ananas stegt på spyd er til gengæld ritigt lækkert!

Og således endte turens første uge sådan ca.

Der var valgplakater næsten overalt.

Vi forlod ”Hotel Amares” i forholdsvis god ro og orden og næsten til tiden for at sætte næsen mod Brasilien og en af de oplevelser, som mange lige som jeg sikkert havde glædet sig til. Vandfaldene ved Iguazú. Det var simpelt hen en fantastisk oplev-else! Man løber hurtigere tør for begejstrede tillægsord end vand-faldet løber tør for vand. Det var bare helt, nå ja, overstrømmende må vel være det rigtige ord. Se selv på http://whc.unesco.org/en/list/303/gallery/

Frokosten, som var medbragt fra hotellet, var både rigelig og god.

Og så stod der Fugleparken på programmet. Papegøjer og andre fugle i alle mulige farver. Blandt andet var der en grå jaco magen til den min tante havde og den var mindst lige så snakkesalig.

var et besøg værd, så køreturen til Argentina bekom os vel. Ja, der var egentlig ikke så langt, som det lyder, men oplevelsen ved grænsen mellem Brasilien og Argentina var næsten, som når man i gamle dage skulle ind i Østtyskland – næsten altså. Det lignede ren chikane og unød-vendig magtdemonstration fra de argentinske myndigheders side. Det tog en times tid at krydse grænsen, alt imens Jan løb fra Herodes til Pilatus med diverse papirer, der skulle stemples både her og der og alle vegne. Vi havde også en politimand inde i bussen for at tjekke, at vi ikke gemte farlige forbrydere eller terrorister på toilettet.

Vel ankommet til ”Hotel La Sor-gente” http://www.lasorgenteho-tel.com gik der ikke lang tid før den sædvanlige scene udspillede sig. Alle mand i poolen og efter-følgende ”Hvor er baren?” Der var en udbredt utilfredshed med fl askernes størrelse! Nu havde vi lige vænnet os til de fornuftige 0,6 og 0,9 liters fl asker i Para-guay.

Og så blev der ellers solbadet til den store guldmedalje. Dog havde Conni vis misforstået udtrykket solbadning. Kære Con-ni - Solvognen skal IKKE ned i poolen.

Cataratas de Ygazu

Lørdag 2. martsCiudad del Este > Puerto Iguazú

Turen i helikopteren var både en stor oplevelse og en skuffelse i alt fald for mig, når man havde regnet med at skulle tage nogle fantastiske billeder, og så blev anbragt midt på bagsædet. Nå, nogen skal sidde der!

Et vandfald kan godt være ret vådt!

Helikopterturen var trods alt en stor oplevelse.

Jeg blev gode venner med en tukan, som godt kunne lide min hat. Men de er vist også ret nys-gerrige af natur.

Efter dette besøg var der vist fl ere end mig, der var godt smadrede i benene efter van-dreturen først ved vandfaldene og derefter i den i øvrigt meget spændende fuglepark, som nok

Haven i Hotel La Sorgente

Og nu har Jan så skrevet un-der på, at vi nok skal opføre os ordentligt her på hotellet! Modig mand den Jan.

>>>

Aftensmaden, nok den bedste vi har fået på turen indtil nu, blev indtaget på en hyggelig restaurant med udendørs server-ing. Temperaturen var yderst behagelig og stemningen var høj. Vi fi k lækre bøffer af en anseelig størrelse, hvilket affødte et væd-demål om vægten, som viste sig at ligge omkring 400 gram pr. bøf. John påstod hårdnakket, at Kaj havde tabt væddemålet, men

kan man stole på en mand, der ikke kan kende forskel på real og peso?

Tak for endnu en dejlig dag i Para-, næh, Bras- næh, Argen-tina!

Endnu en ny og varm dag, fuld af spændende oplevelser, lå foran os og ventede. Vi skulle igen besøge Iguazú vandfaldene, denne gang fra den argentinske side. Mange iførte sig badetøj fra morgenstunden, da vi vidste, at det ville blive en våd dag.

Naturparken er et enormt om-råde, som er med Unescos ver-densarvsliste. Vi indledte besøget med vandretur ad ”Den grønne sti”, som var både skyggefuld, hyggelig og rar, men vi så ikke noget til de farlige dyr, der var advarselsskilte imod. Nå, hvad, dyrene kan jo heller ikke læse.

Næste lille vandretur var en ristetur, nej, vi blev ikke ristede, selv om det var varmt sådan ca. 350 C op ad dagen, nej, turen gik på en la-a-a-ng bro af riste langs kanten af vandfaldene. Igen skulle vi fi nde de begejs-trede tillægsord frem. Imponer-ende – og straks efter ventede en ny oplevelse. Ombordstigning i en bedaget lastbil, og derefter en spændende køretur gennem urskoven med små forklarende stop undervejs indtil vi nåede frem til endestationen, hvor nedstigningen til gummibådene ventede. Iført redningsvest og vandtæt paksæk, entrede vi gum-mibåden, og så var vi klar til at blive våde, og det blev vi!!! Du godeste, nu ved vi, hvordan der må være inde i en vaskemaskine, der kører på skylleprogram. Jeg

tror aldrig jeg har været så våd og haft det så sjovt samtidigt! Jeg har ikke fl ere tillægsord i begejstringsafdelingen, så jeg vil nøjes med sige, at det var ’et’ så ring’ endda’, som vi siger derhjemme. Opstigningen var noget anstrængende, men ikke uoverkommelig, og det faktum at frokosten ventede foroven gjorde opstigningen lettere – og den var da værd at kæmpe for. Sandwich med lækre pommes fritter og kold øl.

Søndag 3. martsPuerto Iguazú

Det vildeste dyr vi så!

Den sidste aktivitet i området var en tog- og vandretur til ”Djævelens Gab” igen på en lang ristebro. Dette var efter andres udsagn også en stor oplevelse,

På vej til “Djævelens Gab”

afveje” strejfede mig, men lige pludselig var vi der.

Den sædvanlige scene ud-spilledes ved ankomsten til hotellet, og snart var de første hoppet i den store pool og geno-plevede tiden under vandfaldet, idet der var et lille vandfald i poolens ene ende. Andre var hoppet i rødvinen, og sådan er vi jo så forskellige.

Hotellet var OK, men virkede en anelse nedslidt. Til gengæld var aftensmaden fi n fi n.

Og således kunne vi for første gang gå til ro under Brasiliens himmel.

Søndag 3. marts fortsat

jeg måtte dog give op efter den første 1/3, benene ville ikke mere. Så jeg returnerede til en kold øl på jernbanestationen. Her huserede næsebjørnene! Der var en oppe og snuse til min øl, men var åbenbart en afholdsbjørn, for den gik ned igen. Ved et andet bord havde en familie sat sig for at nyde en pizza, men det fi k en af bjørnene hurtigt sat en stopper for. Den smuttede op på bordet og snuppede et stort stykke af pizzaen og sprang ned på jorden – og så blev der slagsmål – mel-lem bjørnene altså.

Dagens sidste stop før aftens-maden, der i øvrigt var ganske lækker, var hos ”Wanda”, hvor

vi så minen hvor man udvinder de krystaller, der bliver forarbej-det til halvædelstene. Vi besøgte naturligvis også forretningen, hvor der var dejlig køligt, hvilket nok var heldigt, ellers var div. kreditkort vist kørt varme.

Vel hjemkommet til hotellet

Der var smukke sommerfugle overalt.

var tiden desværre så fremskre-den, at vi ikke kunne komme i poolen. Så måtte vi nøjes med bruseren på værelset – men der ikke meget sjovt ved at stå med en øl under bruseren.

Og det var så den dag!

Bjergkrystaller in natura.

Mandag 4. martsPuerto Iguazú > Guara-puavaFørst kl. 09.00 forlod vi hotel-let efter en god nats velfortjent søvn. Nogen havde slukket for solen og åbnet for den store bruser i stedet.

Snart var vi ved den Argentinske grænse og de kendte trakasserier. Ved indkørslen i Brasilien skulle vi udfylde de sædvanlige im-migrationspapirer – troede vi. Næh, dem havde vores fl ittige rejseledere skam udfyldt for os, men det kan være de har set vores håndskrift? Nå, det hele gik smertefrit med stempel og tjek i forbryderalbummet. Alle slap ind!

Frokosten blev indtaget på et ”listigt landevejsspisested” og pludselig opdagede vi, at vi var i Brasilien. Det fremgik tydeligt af ølpriserne, som var en hel del højere, end vi efterhånden havde vænnet os til! Det blev landska-bet også, altså højere hen ad ve-jen. Landskabet blev klippefyldt efterhånden som km. forsvandt

under bussen. Vi fi k som sæd-vanlig lidt forskellige oplysnin-ger undervejs. Beatriz fortalte om hendes barndoms arbejde med blandt andet tobak, som hun absolut ikke brød sig om. For det første er friske tobaksblade væm-meligt klistrede og for det andet, lever der en væmmelig stor larve i tobakken. Dem har hun slået mange ihjel af ved at træde på dem. Folk der ryger skulle efter Beatriz mening se de væmme-lige larver, der lever af tobak, så ville de holde op med at ryge! Særligt underholdende var beretningen om hvordan Beatriz og Jan havde mødt hinanden på landbrugsskolen og forviklings-historien om handskerne og trusserne. Det viste sig da også at være en skrøne, altså det med handskerne; men det blev den jo ikke dårligere af! Undervejs blev der vist også lukket et øje eller to hist og her.

Da vi nærmede os hotellet drejede bussen op af en jordvej og kørte ad snørklede veje frem mod hotellet. Tanken om John Steinbecks roman: ”Rutebil på

Tirsdag 5. martsGuarapuava > CuritibaKlokken 08.00 præcis rullede bussen ud fra hotellet. Nu skulle vi ud at se på mere asfalt, der til forveksling ligner den danske, dog med gule midterstriber. Gen-nem et smukt landskab nåede vi vort første stop, en schweizisk inspireret rasteplads med en butik med alskens specialiteter. Det specielle ved småkagerne var – at de stort set ikke smagte af noget!

ningen i bussen steget adskillige grader samtidig med at tempera-turen udenfor var faldet. Der gik historier i den og mikrofonen gik på en underholdende omgang i bussen. Ja, der kan man se hvad der kan komme ud af at købe kalendergaver i så god tid!

Beatriz havde lovet at regnen ville holde op klokken 14.00, men der må være et eller andet galt med Beatriz ur, for det var først hen ad 17.30 regnen holdt op.

Vort første stop var, om jeg så må sige ”lige i øjet” (ja, und-skyld, men jeg kunne ikke lade være) Oscar Niemeyers byg-ningsværk, der i dag er kunst-museum, er kendt under navnet ”Øjet”, og er bestemt et besøg værd. Skiftende kunstudstillinger og meget andet, men det, der betog mig mest, var udstillingen om Paulo Leminski og udstillin-gen af modellerne af Niemeyers bygningsværker, der i dag fi ndes rundt i hele verden.

Ikke længe efter ankom vi til

”Condor Hotel”, et spøjst hotel med en venlig betjening, sådan stort set og en elendig akkustik.

Nogle af holdet besøgte mar-kedspladsen, der lå lige overfor hotellet. Her var, som på alle markedspladser, varer af enhver art, og af en eller anden grund var mange af mændene i vinbo-derne og kvinderne i krydderi-erne.

Den gamle jernbanestation var lavet om til et spændende ind-købscenter, med alskens indkøb-smuligheder, ja selv en hobby-forretning med modeltog, som jeg naturligvis ikke kunne gå forbi. Jeg fi k en god modeltogs-snak, med en engelsktalende ek-spedient, bl. a. om digitalstyring, som han ikke viste noget om. Det var med en vis ærbødighed vi tog afsked, efter at jeg havde fortalt ham, at jeg kom fra byen hvor LEGO kommer fra.

Mere asfalt og fl ere små oplys-ninger hen ad vejen - om jeg så må sige.

Frokosten blev igen indtaget på sådan et landevejsspisested, men inden vi nåede så langt, havde Vorherre lukket op for den store bruser, godt hjulpet af Thor og hans gedebukke. Vores gode chauffør kørte bussen så tæt på indgangsdøren, at vi troede der var et drive-in cafeteria, men det var nu rart at komme ind uden at blive alt for våd.

Efter en god frokost var stem-

Inden da havde en lille fl ok, på rejseleder Jans utallige op-fordringer, smagt mindst én af den særligt velsmagende øl ”Brahma Black” – og den var bestemt værd at rejse efter. Tjeneren lagde en seddel på bordet, hvor der var plads til at afkrydse op til 48 glas øl, men mig bekendt, var det ingen der nåede så langt.

Aftensmaden var enkelt, men udmærket!

“Øjet”

“BRAHMA Black” - uhm!!!!!

Næh, vi er stadig i Brasilien!

På sporet af et godt tilbud! Først banegård - nu indkøbscenter

Onsdag 6. martsCuritiba > PeruibeSnart synger turen på sidste vers, men det forhindrede os ikke I at løfte stemmerne I fælles skøn-sang efter serveringen af den traditionelle morgendram, som vores allesteds nærværende og søde Lally igen sørgede for. I dag var det vist nok en citronbitter.

Turens første stop var hos en række banansælgere, som solgte de dejligste små søde bananer, både i smag og størrelse. Et rent slaraffenland for os og enhver anden abe.

Næste stop var ved en tanksta-tion med en meget stor salgsaf-deling med alt fra sodavand, kiks og chokolade til damesko, modeltog og helikoptere – og der var også toilet.

Frokosten fi k vi efter ankomsten til Peruibe på en grill-restaurant

vand. Der var mere end en der blev væltet omkuld af bølgerne.

Efter badningen blev et hold kørt til byen for at ose lidt og blive våde i den fi ne støvregn.

Andre blev på hotellet og be-skæftigede sig med lidt pakning og andre vigtige ting, såsom at få lakeret negle i Lallys neglebar, drikke øl, sove, læse, gå tur langs med stranden o.s.v.

Aftensmaden blev indtaget i Peruibe på en dejlig restaurant, hvor de serverede stegt fi sk og en lækker hjemmelavet vanilleis på en tyk skive ananas. Dertil dejlig kold hvidvin af forskel-lige herkomst, den brasilianske var nu ikke så ringe. Beatriz og Jan takkede os for deltagelsen i rejsen og sagde pæne ord om selskabet – og påpegede, at vi havde haft ferie de sidste 14 dage. Kaj og John takkede for turen og for en kompetent og vel gennemført rejseledelse hele vejen igennem, og John bemærkede, at hvis dette var ferie, så havde han aldrig tidligere været så tidligt oppe i sin ferie.

Og tænk, i morgen skal vi først have morgenmad kl. 08.00!

Dagen sluttede med små 300 C og en hyggesnak på terrassen over en øl eller en vand.

- endnu en gang efter vægt. God mad og tårnhøj øl. (Serveret i 3 liters beholdere med aftapn-ingshane.) Peruibe er en rigtig badeby fyldt med forretninger, der sælger solcreme (den fi k vi desværre ikke brug for), bade-bolde, strandlegetøj, souvenirs og hvad man nu ellers forbinder med en badeby. Køreturen til ”Mirante Praia Hotel” var ikke lang, men Jan snød os, da han sagde, at vi skulle lægge godt mærke til vejen til stranden. Vi troede, at hotellet lå langt fra stranden, men det lå faktisk lige på strandbredden.

Det varede ikke længe før vi kastede os i bølgen den grå. Brændingen hvirvlede sandet op og gav vandet den grå farve, men det var lækkert med store brænd-ingsbølger og dejligt lunt hav-

En dejlig forfriskning i nødden

Bananer er altid godt!

Udsigten fra Mirante Praia Hotel

Torsdag 7. martsPeruibe > Sâ0 PauloSnart er det tid til at vende næsten mod São Paulo og Am-sterdam, hvor vore veje skilles, da nogen skal videre til Køben-havn og andre til Billund, men vi har god tid i dag, så inden morgenmaden var en stor fl ok i vandet i de dejlige lune bølger. Hvad tiden fra morgenmad til frokost gik med, har jeg intet overblik over, men der er sikkert nogen, der har været en ekstra gang i bølgerne. Der er sikkert også blevet kæmpet en del med at få plads i kufferten til alt det, vi ikke havde med herover. Jeg tænker på alle de spændende ting, som hver i sær har fundet. Jeg havde lidt problemer med at få plads til tukanen og næse-bjørnen, men det lykkedes til sidst.

Og nu sidder vi så her i bus-sen på vej mod Sáo Paolo og trafi kken på vejen henover det 750 m. høje pas er kolossal. Godt vi ikke skulle den anden vej, der er fuldstændig blokeret af trafi kken til containerhavnen. Passet er forsynet med tre for-skellige ruter, man kan benytte

afhængig af vejrforhold (tåge) og trafi ktæthed. I selve São Paulo er trafi kken her ved 16.30 tiden fuldstændig kaotisk, og der var da nogen i bussen, der var ved at være lidt nervøse for om vi nu kunne nå det. Situationen om-kring tjek ind i lufthavnen var ikke meget bedre end trafi kken i byen. Kaotisk er et mildt udtryk. Men vi nåede det hele – næsten – desværre måtte John efterlade sin hængekøje hos Beatriz, da den ikke måtte komme med fl yet, da man var bange for at han ville kapre fl yet og true besætningen med hængekøjen. Nå, han får den forhåbentlig senere.

Lally og ikke mindst Richardo, som har bragt os sikkert rundt på turen. Vi kommer til at savne jer alle og jeg er sikker på, at nogle af os vil mødes igen her i Sydamerika. Tak for turen! Jeg er sikker på at alle med mig vil ønske jer held og lykke med ”Paraguayrejser.dk” og ”Hotel Puma” fremover! Det er 29 am-bassadører for ”Paraguayrejser.dk”, der nu rejser hjem!

Fredag 8. martsSâo Paulo > Amsterdam > BillundEfter en lang og forholdsvis begivenhedsløs fl yvetur til Amsterdam, er det blevet turens sidste dag. Vi sidder nu mætte og glade, og har taget afsked med de rejsedeltagere, der skulle til København (det er nu ikke derfor vi er glade) og prøver at fordrive den resterende ventetid med snak og lidt shopping. Kl. 16.30 tager vi det sidste hop til Billund.

Nu er vi så vel hjemme, og det håber jeg, alle andre turdeltagere ligeledes er.

Her fra den gamle rejse-brevsredaktør skal der lyde en stor tak til alle medrejsende og vores ”far & mor” i Paraguay. Tak til jer alle, for med jeres medvirken til, at der blev noget at skrive om. Det har været sjovt at lave disse rejsebreve, selvom det tog lidt af ”slappe-af-tiden”.

Tak for denne gang!

Mogens Bodenhoff“Den gamle rejsebrevsredaktør”

I Sâo Paulo er der jul hele året!

I Sâo Paulo mødes gammelt og nyt

Så måtte vi sige farvel til vores alvidende og behagelige re-jselederteam for alvor: Skønne Beatriz, lattermilde Jan, allested-snærværende, negledekorerende

To skønne piger, Beatriz & Lally