fortælleteknik i tegneserieroscarbagger.com/portfolio/fortælleteknik i tegneserier revideret...

2017

Studieretningsprojekt

KOM/IT A OG DANSK A

OSCAR BAGGER 3.KITY

Fortælleteknik i Tegneserier

SRP VID gymnasier HTX Grenå Oscar Bagger 3.kitY 19/12 2017

Side 1 af 20


Side 2 af 20

Abstract

This report examines special storytelling techniques used in comic books by looking at how they are used,

what effect they have to the understanding of comics and why they are important to the medium.

My primary sources are:” Understanding Comics” by Scott McCloud, and: “ Comics and Sequential Art” by

Will Eisner, as both books focus on the understanding of comics as a genre and an artform.

I describe the concept of iconography, closure, timeframes and the relationship between text and images

and how they are used to further the storytelling of comics.

The concepts are then used analyzing two stories from the Donald duck-universe to examine how artists

apply these techniques differently to achieve certain effects in their stories. I chose one story with a classic

approach, and one with a new and more experimental approach to storytelling and page layout, to better

examine the differences that it created.

Based on the analysis I discuss how failing to use these techniques, or not doing it properly, easily can lead

to cognitive problems in the understanding of the progression of the story and how certain tropes like

reading direction can be changed and still understood by using the storytelling techniques to your

advantage.

Comics are a special medium that handles aspects like time very different from other mediums and

therefore requires the use of its special techniques to work properly, though some are not as crucial as

other. While closure and timeframes are essential tools for the cognitive understanding of comics, most

iconography and relationships between images only act to enhance the comics special attributes and are

not as crucial to the understanding.


Side 3 af 20

Indholdsfortegnelse Abstract ............................................................................................................................................................. 2

Indledning .......................................................................................................................................................... 4

Ikonografi ........................................................................................................................................................... 5

Closure-effekten ................................................................................................................................................ 7

Tidsrammer ....................................................................................................................................................... 9

Samspillet mellem ord og billeder ................................................................................................................... 10

Komparativ Analyse ......................................................................................................................................... 11

Diskussion ........................................................................................................................................................ 15

Vurdering ......................................................................................................................................................... 17

Konklusion ....................................................................................................................................................... 18

Litteraturliste ................................................................................................................................................... 19

Bilag ................................................................................................................................................................. 20

Bilag 1 .......................................................................................................................................................... 20


Side 4 af 20

Indledning

Denne opgave ser på nogle af de fortælletekniske begreber, som er særlige for tegneseriemediet, og

undersøger hvordan de bruges i formidlingen af en historie, for at finde frem til hvad de gør for forståelsen

af mediet, samt hvad vigtigheden af dem er for tegneserien som genre.

Jeg redegør for ikonografien i tegneserier og hvordan den kan bruges til bl.a. at signalere ting som realistisk

set ikke kan vises grafisk. Jeg forklarer hvad closure-effekten gør for at man forstår sammenhængen

mellem billeder. Der redegøres for hvordan tid og rum skal forstås, og hænger sammen i tegneserien, og

der kigges på sammenspillet mellem tekst og billeder.

Med udgangspunkt i disse begreber analyserer jeg to forskellige tegneserier fra Anders And og Co.-

universet, og sammenligner deres forskellige måder at udnytte fortælleteknikkerne til at formidle deres

historie.

Efterfølgende diskuteres de kognitive udfordringer som historierne kan give, og hvorvidt

fortælleteknikkerne er brugt på en måde, som kan hjælpe med at forenkle afkodningen af tegneserien.

Til sidst vurderer jeg hvilken betydning mediet har på valget af fortælleteknikker, samt hvorfor mediet kan

have brug for dem, for at løse de kognitive udfordringer der kan opstå når tegneserien skal fortælle en

historie.


Side 5 af 20

Ikonografi

Tegneserier bruger mange forskellige ikoner til at formidle handlinger, lyde og følelser. For rigtigt at kunne

forstå og snakke om hvad der sker i en tegneserie, skal man derfor være bekendt med de vigtigste af disse

ikoner.

Det vigtigste ikon i tegneserier må siges at være rammen, den som adskiller de enkelte billeder og øjeblikke

i historien fra hinanden. Rammernes størrelse og form kan variere alt efter hvilken effekt og stemning der

ønskes, og nogle gange kan den endda undlades for at give billedet en helt anden fornemmelse eller for at

skabe fokus. se mere om dette under afsnittet ”Tidsrammer”.

Taleboblen er også et meget essentielt ikon for tegneserien, og kommer også i mange forskellige

variationer alt efter hvad der skal kommunikeres. Nogle af de mest brugte taleboble-varianter kan ses

herunder. Talebobler bruges primært til at formidle når nogen taler eller tænker noget, og med sin ”hale”

sammenkædes det med billedet for at vise hvem denne tekst hører til.

Figur 1 Forskellige typer af talebobler og hvornår de bruges.

Ikke alle lyde bliver dog puttet i bobler, der er nemlig gjort en undtagelse med langt de fleste lydord.

Lydord bliver ofte integreret i billedet og tegnet på en måde der føles som om at det fylder noget i scenen,

sådan at høje lyde fylder mere eller at skrattende lyde bliver gjort skæve og udviskede. De skaber hermed

et mellemstadie mellem tekst og billeder, der bedre kan kommunikere ikke bare hvilke lyde historien har,

men også hvor de kommer fra, hvor høje de er og hvor lange de er. 1

Da tegneserier består af statiske billeder gør man ofte brug af det der kaldes ”bevægelseslinjer”, eller

”fartstreger” for bedre at kunne formidle bevægelsers hastighed og styrke for læseren. Der findes mange

1 Eisner. Comics and Sequential Art

Figur 2 Lyden af telefonen fylder det ellers tomme, stille rum med en meget stor, høj lyd. Kontrasten til den tomme baggrund får lyden til at virke endnu mere gennemtrængende.


Side 6 af 20

forskellige måder at lave bevægelseslinjer på, så tegnere har mulighed for at udvikle deres egen stil.

Herunder kan ses nogle eksempler på brug af bevægelseslinjer/fartstreger.

Figur 3 forskellige typer fartstreger.

For virkelig at slå igennem med karakterers humør og vække ekstra stærke følelser, har tegneserien over

årene udviklet et internt sprog bestående af symboler, der beskriver forskellige følelser i en overdreven og

karikeret maner. Fx at der flyver stjerner rundt om hovedet på en karakter der er forvirret, eller at der løber

store dråber sved ned af hovedet på karaktererne, når de er bekymrede.

Figur 4 Følelser vist ved brug af tegneseriers særlige symbolik.

På samme vis har man også måttet udvikle symboler for andre diverse ting og sager, såsom streger der

viser at noget er varmt, at det lugter og så videre. 2

2 McCloud. Understanding Comics


Side 7 af 20

Closure-effekten

Closure er et begreb, der bruges om det at opfatte en sammenhæng eller helhed ud fra enkelte dele. Det

ses bl.a. i mange logoer, hvor nogle bogstaver ikke har en klar kant, men hvor vores hjerne stadig er i stand

til at forestille sig hvor kanten burde være. På samme måde kan vores hjerne forbinde forskellige billeder

og forstå hvordan de hænger sammen. Når

vi ser en film bevæger billederne sig jo i

virkeligheden ikke, de skifter bare meget

hurtigt, og illusionen af bevægelse skabes

ved hjælp af closure-effekten. Det samme

princip er gældende i tegneserier bare i

meget højere grad end i film, her kræver

closure nemlig en hel del mere af læserens

forståelse. I tomrummet mellem hver eneste

ramme i en tegneserie benyttes closure til at

sælge ideen om en sammenhængende

fortælling, og kræver at læseren bruger sin

fantasi til at skabe en forbindelse fra den

ene ramme til den anden.

Der findes forskellige typer af skift imellem

rammerne, som hver især kræver forskellige

grader af engagement og indlevelse fra

læserens side for effektivt at formidle closure-effekten. Det kan være alt fra simple bevægelser til store

skift i tid og rum.

I bogen ”Understanding Comics” af Scott McCloud, inddeles disse skift i seks typer, som beskrives herunder:

Figur 5 Tomrummet mellem de to billeder giver os, ved hjælp af closure-effekten, mulighed for selv at forestille os handlingens præcise forløb.


Side 8 af 20

• Første type er moment-til-moment skift, der formidler enkle

bevægelser som fx et øje der lukkes eller en person der går. Denne

type kræver kun meget lidt closure.

• Anden type kaldes handling-til-handling skift og viser mere avancerede

bevægelser, som når karakterer går fra at lave en slags bevægelse og i

næste ramme går over til en anden. Det kan eksempelvis være en bil

der kører i første ramme til en bil der støder ind i et træ i næste

ramme.

• Tredje type skift hedder objekt til objekt, hvor der skiftes fokus i

billedet, scenen er den samme men der ses på et andet objekt end før

og gerne fra en anden vinkel.

• Fjerde type er scene-til-scene skift, hvor historien tager et stort skift

enten i tid eller rum og ofte begge dele. Dette kræver selvfølgelig en

hel del af læserens forståelse, og ofte bruges en forklarende tekst som

fx ”ti år senere” for at hjælpe closure-effekten på vej.

• Femte type hedder aspekt-til-aspekt skift, og er nærmest tidløse skift,

som viser nye dele af den samme scene fra nye vinkler, og bruges ofte

til at skabe et overblik over stedet, eller til at formidle en stemning til

læseren.

• Sjette og sidste type kaldes for non-sequitur skift, hvor der skiftes

mellem to billeder som ikke umiddelbart har nogen forbindelse

overhovedet, og bryder derfor closure-effekten for læseren.

Tegneserietegnere vil derfor som regel gerne undgå non-sequitur skift i

deres historier.

Ved hjælp af denne inddeling for de forskellige typer skift kan man begynde at se nærmere på hvordan

closure-effekten opnås, og hvor meget engagement der kræves fra læserens side for at det lykkedes. Ved

brug af for mange større skift som fx scene-til-scene kan læserens forståelse gå tabt, og modsat hvis der

bruges mange små skift som moment-til-moment, vil historien gå for langsomt fremad og man taber

læserens interesse.

Vestlige tegneserier benytter sig oftest kun af type 2-4, da de er mest effektive til at fortælle en historie på

at begrænset antal rammer. I Japan har man en lidt anden tradition, hvor der også ofte gøres brug af

aspekt-til-aspekt, for at skabe nogle mere langsomme og stemningsfyldte fortællinger.3

3 McCloud. Understanding Comics side 60-93

Figur 6 De 6 typer rammeskift.


Side 9 af 20

Tidsrammer

I tegneserier fungerer tid på en meget særlig måde, nemlig at tiden får en fysisk dimension, i det den

ændrer sig som øjnene bevæger sig hen over siderne, både fra ramme til ramme og endda indenfor de

enkelte rammer. Tid og rum bliver derfor uløseligt forbundet i tegneserien, og det kan tegneren udnytte i

sin formidling af historien.

Selv om tid og rum er forbundet findes der dog ikke en fast omregningstabel, da nogle skift kan vare et

sekund mens andre springer dage eller år frem. Tegneren kan dog hjælpe læseren med at få en ide om

hvad tidsforløbet er, i den måde som historien opbygges både i tekst og billeder.

En god måde at få en ide om tidsrammen indenfor de enkelte rammer er ved at se på mængden af tekst.

Teksten i en taleboble skal jo forstås som lyde karaktererne skal udtale, og det tager en vis mængde tid.

Samtidig bruges de også meget til at lede læserens blik videre i billedet og frem i tidsrammen, bare se på

taleboblernes haler, der fungerer som en pil ned mod den mund der taler. En meget normal måde at

”læse” en tegneserie består derfor ofte af at ens blik hopper frem og tilbage mellem tekst og billeder.

Figur 7 Her ses hvordan tid kan forløbe i en enkelt ramme, med flere karakterer der først udfører en handling og derefter får en reaktion indenfor den samme ramme.

Sagt på en anden måde bliver tid altså påvirket af ens læseretning og hvad man kigger på, og dermed kan

en dygtig tegner formå at styre læserens fokus og læseretning, sådan at tiden føles mere flydende og

naturlig end de enkelte statiske udtryk. Selvom rammernes størrelse har en betydning, er det i

virkeligheden også indholdet der i høj grad styrer tidsforløbet for den enkelte ramme.

Selvom den enkelte ramme kan indeholde et tidsforløb er det stadig vigtigt at vide, hvornår historien har

brug for at blive brudt op i flere rammer, da hvert billede skaber et klart afgrænset øjeblik i historien. Som

Will Eisner beskriver det:

“The act of framing separates the scenes and acts as a punctuator. Once established and set in sequence

the box or panel becomes the criterion by which to judge the illusion of time.” (Eisner, 1985)


Side 10 af 20

Han siger altså at hver gang du flytter fokus over til en ny ramme, opdeles scenen og sætter punktum for

det tidligere afgrænsede øjeblik fra forrige ramme. Mængden af disse rammeskift er altså det der skaber

”rytmen” for historien, og dermed bestemmer hvor hurtig eller langsom handlingen som helhed vil føles.

Ved bl.a. at opdele handlingen i flere små rammer kan hastigheden sættes ned og vice versa. 4

Samspillet mellem ord og billeder

Tegneserien er en særlig genre i det at den blander både ord og billeder, for at skabe noget der er mere

end ”the sum of its parts”. Tekst og billeder kan spille sammen på flere forskellige måder og igen har bogen

”Understanding Comics”, som med closure, formået at give en teoretisk inddeling, der hjælper med at se

forskel på de forskellige typer af sammenspil der kan være mellem ord og billeder i tegneserien.

• Ord-specifikke kombinationer, er hvor ordene står for det fortællingen og billederne kun er med til

at illustrere, hvad der bliver fortalt uden at tilføje noget til historien.

• Billedspecifikke sammenspil er det modsatte af ord-specifikke, hvor det her er billedet som styrer

fortællingen og teksten ikke tilføjer noget, men mere fungerer som lyd til en visuel sekvens.

• Dobbelt-specifikke sammenspil fungerer som en blanding af de to forrige, hvor der fortælles den

samme historie både skriftligt og visuelt.

• Additive kombinationer er hvor enten tekst eller billede viderebygger på, eller forstærker, hvad det

andet udtryk fortæller, men stadig uden at tilføje noget nyt.

• Parallelle kombinationer er den type hvor or og billeder har mindst med hinanden at gøre. Her

fortælles to vidt forskellige historier gennem hvert af de to udtryk.

• Montage sammenspil fungerer ved at teksten integreres i billedet, så de to udtryk delvist flyder

sammen. Dette ses ofte, som nævnt tidligere, med lydord.

Indbyrdes afhængige sammenspil er hvor ord og billeder understøtter hinanden til at fortælle noget som

kræver begge udtryk at formidle til læseren. Dette samspil er det der virkelig understreger hvad tegneserier

formår at gøre, som andre medier ikke er i stand til, og er derfor også den mest nyttige og mest almindeligt

brugte.

Ved hjælp af denne inddeling er det muligt at

undersøge hvorvidt en tegneserie udnytter

mediets potentiale med hensyn til at kombinere

både tekst og billeder på en hensigtsmæssig

måde. For tegneren handler det om at finde en

ligevægt, hvor begge udtryk til tider får lov til at

dominere og være den der styrer handlingen. 5

”Generally speaking, the more is said with words,

the more the pictures can be freed to go

exploring and vice-versa.” (McCloud, 1993)

4 Eisner. Comics and Sequential Art side 28-30 5 McCloud. Understanding comics side 153-156

Figur 8 Samspillet mellem tekst og billede er her med til at formidle om rammen viser et isoleret øjeblik eller et mere dynamisk


Side 11 af 20

Teksten kan også gøre en forskel for om billedet opfattes som et isoleret øjeblik, eller om det virker mere

dynamisk og dermed hvilken tidsramme den virker til at have. på billedet til højre kan det ses hvordan en

stum ramme er med til at give en ide om, at dette billede er et isoleret øjeblik uden tidsforløb. Det samme

fungerer delvist også for billedet til højre, men tilsættes der til gengæld en tekst som i det midterste

billede, føles rammen pludselig mere aktiv, som om et handlingsforløb er i gang. 6

Komparativ Analyse

I min analyse vil jeg sammenligne to tegneserier, der

begge er inden for Anders And og Co.-universet. Den

første er ”The crazy quiz show ” fra 1948, skrevet af

Carl Barks, og den anden er ”313 alene på tur” fra

2017, skrevet af Andreas Pihl, Diego Bernardo og

Anne Mette Stevn. Der vil være fokus på det

fortælletekniske, og hvordan de to tegneserier bruger

mediets særlige teknikker forskelligt til at formidle

deres historie, samt hvilken effekt det giver.

”313 alene på tur” er generelt præget af meget få

rammer og store panoramiske billeder med længere

tidsforløb, der ofte er delt ind i små rammer indenfor

det større billede. Eksempelvis ses hele side 10 og 11,

hvor Lille Hjælper kravler igennem bilens indre, som

et stort billede, men hvor mindre dele er indrammet hver for sig

som et nyt punkt i et længere handlingsforløb. Se Figur 9. De

store billeder fungerer som en statisk baggrund, uændret af tid,

mens det der sker indenfor de enkelte rammer viser et

handling-til-handling skift med en klar bevægelse i tid fx på

grund af fartstreger og en figur der går igen i alle billederne. På

en måde fungerer det ligesom i mange tegnefilm, hvor det

nemt kan gennemskues hvilke objekter, som er en del af

baggrunden og hvilke der ikke er, også understreget ved hjælp

af farveforskelle. Derudover indeholder siden også et

interessant samspil mellem tekst og billeder, ved at en parallel

kombination, gør at teksten ligefrem bryder den 4. væg og

beder læseren direkte om at se nærmere på billederne.

”Radioquiz” er her helt modsat i forhold til måden at inddele

sine rammer, hvor der her bruges en meget klassisk struktur

med rammer der næsten alle er lige store, og holder sig

6 McCloud. Understanding comics side 98

Figur 9 Side 10 og 11 fra historien "313 alene på tur".

Figur 10 Første side af historien "Radioquiz".


Side 12 af 20

konsekvent til 8 rammer per side. Se Figur 10. Dog skiftes rammernes bredde meget ofte sådan at

mellemrummet på den lodrette akse ser ud til at zigzagge frem og tilbage, hvilket gør at siden ser mere

dynamisk og interessant ud.

”Radioquiz” har på grund af sin meget traditionelle sidestruktur, ikke behov for at bruge nogle overlap i

rammerne for at guide læseren fra ramme til ramme, og alt holder sig derfor og for rammernes afgrænsede

firkanter. Helt anderledes er det dog i ”313 alene på tur” hvor fartstregerne flere steder går uden for

rammerne hvor de fungerer som pile der viser videre mod den næste handling. Den samme teknik med

fartstreger som vejvisere bruges på side 6 og 7 til at formidle et handlingsforløb i et enkelt billede, fremfor

bare at følge læseretningen og på denne måde skabe plads til en længere tidsramme, der snor sig gennem

billedet og udnytter pladsen. Historien kan på denne

måde putte et længere tidsforløb ind i det enkelte

billede, hvor der dog primært bruges billedspecifikke

sammenspil til at formilde tidsrammen med kun meget

lidt tekst. ”Radioquiz” har ikke disse længere tidsrammer

og holder sig som regel til at hver karakter i rammen får

højest en taleboble og en handling. Historien er til

gengæld god til at guide læserens blik gennem disse

kortere tidsrammer ved bl.a. at skabe nogle klare linjer i

billedet som fx på side 32 hvor Anders kravler ned fra sin

store stak af bøger. Se Figur 11.

På side 6 og 7 i ”313 alene på tur” bruges der en masse

virkemidler til at formidle den fart og kaos, der sker i

rammerne, udover godt med fartstreger og et par lydord i billedet, er rammerne blevet gjort skæve, som

for at skabe en ubalance og en uro i billedet der gør det mere dynamisk. Se Figur 12. På det midterste

billede kan det også ses hvordan bilen bryder ud af rammen i sit skarpe sving, for at sælge ideen om at de

kører alt for stærkt til at kunne dreje ordentligt. Her ses også hvordan teksten bruges, først i et additivt

sammenspil med billedet for at forstærke følelsen af kaos, og derefter i 3. ramme indbyrdes afhængigt til at

forklare hvorfor tingene sker, når Anders i en taleboble råber at han ikke kan stoppe bilen, hvilket ville have

været svært at forklare i billeder.

Figur 12 rammerne her bruger forskellige teknikker til at opnå en fornemmelse af fart og kaos.

Figur 11 Billedets komposition understøtter læseretningen, ved at placere alle fokuspunkter på en linje.


Side 13 af 20

”Radioquiz” bruger nogle helt andre midler til at vise fart og

kaotiske bevægelser, og holder sig eksempelvis altid

indenfor rammerne, og virker derfor aldrig helt så

voldsomme. Til gengæld ses en ramme som nummer 3 på

side 34 (Figur 13), hvor der sker flere handlinger i samme

billede, som alle reagerer på hinanden indenfor en meget

kort tidsramme. Her kan også ses hvordan en ting som

bevægelseslinjer bliver meget mere sparsomt brugt i

billedet, for at holde overblikket over de mange forskellige

bevægelser.

”313 alene på tur” har også en interessant udfordring med

ansigtsudtryk og den tilhørende ikonografi, idet at

karaktererne, der er mest i fokus, er maskiner uden

ansigter, og som derfor realistisk set ikke burde kunne vise

følelser. Der ses dog stadig nogle af de mere klassiske symboler, som på side 16 hvor en bjørnebandit får

cirkler om hovedet for at symbolisere slaget og smerten efter at være

faldet ned. Når det dog kommer til maskinerne er der ikke mange

følelser som tegneren er i stand til at kommunikere til læseren udover

forvirring, som vises med et spørgsmålstegn over hovedet på ”Lille

Hjælper”, og bruges hele 10 gange mellem side 9 og 12. I ”Radioquiz”

er det til gengæld tydeligt hvordan der bliver sat fokus på at vise

karakterernes følelser, fx er de eneste gange historien bryder med den

klassiske rammestruktur og laver en rund ramme, når der vises en

karakters ansigt helt tæt på. Se Figur 14. Denne effekt understreges

yderligere ved hjælp af baggrundsfarven der pludselig er helt rød, en

kontrast til scenens ellers blålige farver, hvilket i øvrigt også bliver

brugt flere steder end kun de runde rammer, og hver gang med samme

fokus, nemlig ansigtsudtryk.

Komiske effekter bl.a. via overdrivelser både visuelt og skriftligt er generelt en stor del af historien

”Radioquiz” hvor også ansigtsudtryk og følelser bliver overdrevet for komikkens skyld. Se fx Figur 15.

Lige fra starten af ”Radioquiz” sker der et meget interessant skift i tid mellem hver ramme. Se Figur 10.

Skiftet mellem de første 4 rammer springer alle en hel dag i tid, på trods af at skiftet til forveksling ligner et

handling-til-handling skift med et forholdsvist kort spring i tid, indikerer kalenderen på væggen dog noget

andet. Dette understreger hvordan Anders mister fornemmelsen for tid mens han læser og skaber samtidig

en komisk effekt. teksten i disse rammer, på nær kalenderen, er samtidig så tilfældige og bliver mere og

mere underlige, hvilket gør at de virker til at have et parallelt sammenspil med billedet. Fra første side ses

også hvordan Anders kaster vanddråber af sig, mens hans briller vokser i tykkelse mellem hvert billede, en

effekt der er med til at understrege absurditeten i Anders forsøg på at lære alt.

Ovenstående er et godt eksempel på noget, som kun ville kunne fungere i tegneseriemediet, og som Anne

Magnussen siger det i artiklen ”Derfor er tegneserien et fantastisk medie”:

”Tegneserier er specielle, fordi de kan skabe et særligt spil mellem teksten, det enkelte billede og hele siden.

Det betyder, at de kan skildre komplekse problematikker, som romaner og film ikke kan skildre på samme

måde” (Ebdrup, 2013)

Figur 13 Mange forskellige bevægelser bliver presset ind i en ramme. Værten drejer hovedet, Anders hopper foran, stativet fjernes inden Anders lander, og nevøerne støder ind i hinanden da de bremser op.

Figur 14 Brud med den normale type ramme og en farvekontrast til de andre baggrunde sætter stort fokus på denne ramme.


Side 14 af 20

Selvom det ikke er de mest komplekse problematikker

disse tekster har med at gøre, så passer resten af

citatet stadig. Et andet eksempel på hvordan disse

Anders And tegneserier kan formidle noget på en

måde ingen andre medier er i stand til, kan ses i

”Radioquiz” på side 38. hele siden handler om

hvordan en af Anders nevøer bliver mere og mere

nervøs over at skulle svare på et, for læseren, virkelig

nemt spørgsmål. Det er her at samspillet mellem tekst

og billede igen kommer ind og viser hvad mediets

styrker er.

Historien ”Radioquiz” gør brug af gentagelser af flere

omgange og gerne 3 gange, hvilket er en klassisk

struktur man også kender fra bl.a. eventyr. Det at

Anders har 3 nevøer ligger nemt op til at denne

struktur skabes, og derfor får man også som læser en

forventning om hvordan historien ender, fordi man

forventer at se denne velkendte struktur. Efter at 3

nevøer er kørt afsted på hver deres nye cykel, vil man

forvente at noget andet sker for Anders, og her kan

fortællingen så overraske med at afvige fra denne

struktur. Denne struktur ses også i andre historier af

samme forfatter, se bl.a. ”fortravlet turist”7

Begge tegneserier er i høj grad præget af handling-til-

handling skift der holder gang i tempoet for fortællingens fremgang og

som er meget normalt for vestlige tegneserier. Når tempoet så skal

sættes ned, går historierne derimod to forskellige veje. I ”313 alene på

tur” ses det på sidste side af historien, med de 3 sidste rammer, der leder

op til det endelige slutpunkt med et stort panoramabillede. Her kan ses

hvordan der skiftes over til en række moment-til-moment skift, som har

til formål at sænke tempoet og give en fornemmelse af at alt er faldet til

ro igen. Se Figur 16. I ”Radioquiz” holdes tempoet til gengæld rimelig højt

fra start til slut, og er der brug for at noget skal tage længere tid er det

ofte ved at forøge mængden af tekst til rammen. Dette fungerer

selvfølgelig også modsat, sådan at der er sørget for en minimal mængde

tekst i de rammer hvor hurtige bevægelser finder sted.

”313 alene på tur”, er generelt en historie der har stort fokus på at vise

fart og bevægelser, samt store panoramiske landskabsbilleder. Historien

bruger derfor i flere scener meget lidt tekst, og lader billederne tale for

sig selv. ”Radioquiz” har modsat meget mindre rammer hvor karaktererne

og deres udtryk er i fokus, samtidig har historien et stort fokus på at skabe

7 Barks. Guldbog 14 side 65-77

Figur 15 Gradvist ses Anders nevø få et mere og mere overdrevet, urealistisk udtryk, for virkelig at sælge ideen om hvordan han føler.

Figur 16 Slutningen på ”313 alene på tur”, hvor tempoet sættes end gennem denne række af moment-til-moment skift kombineret med en zoom effekt.


Side 15 af 20

komiske situationer på baggrund af karakterernes udtryk, og hvor tekst og billeder går hånd i hånd om at

formidle det sjove.

Diskussion

I Analysen blev der set på hvordan de to historier brugte fortælleteknikkerne til at formidle deres historie

på forskellig vis, og hvad fortællingerne hermed gav af effekt for læseren, samt hvad teknikkerne gav af

fokus og stemning igennem historien. Det er dog ikke altid at disse fortælleteknikker fungerer helt som det

var tiltænkt, og derfor skal der nu ses lidt nærmere på hvilke udfordringer, der kan opstå i formidlingen og

forståelsen af disse to historier.

”313 alene på tur” viser sig flere gange at have problemer i

forsøget på at bryde med den faste tankegang om at

læseretningen skal foregå fra øverste venstre hjørne og ned mod

nederste højre hjørne. Eksempelvis kan der ses på side 14 hvordan

tegneren formodentlig har forsøgt at starte tidsforløbet i bunden

af rammen hvor den lange fartstreg starter. Til gengæld lykkedes

det dog en enkelt gang på side 16 mellem 2. og 3. ramme, hvor de

høje rammer gør at man på vejen op mod starten af den nye

ramme støder på en bevægelseslinje som automatisk leder blikket

ind i den næste ramme midtpå. Se Figur 17

”Radioquiz” udnytter til gengæld den normale læseretning til sin

fordel og mange rammer indeholder derfor klar linjer der udnytter

læserens forudindtagede ide om læseretning i stedet for at

udfordre den, som tidligere vist i Figur 11.

Problemet der bliver identificeret her, må være at der i første

eksempel ikke er noget der leder blikket hen mod starten. Man vil

altså godt kunne ændre på ideen om hvor tidsrammen starter, hvis

bare læserens blik ledes ind i rammen det rigtige sted. Her støder

man så også på den udfordring der kan være i at læserens closure

bliver besværliggjort, i kraft af at der skal bladres til en ny side, og

rammerne derfor ikke kan lægges op af hinanden. Derfor skal

tegneren være bevidst over sidens sammensætning som helhed for

at undgå at skabe problemer med læserens forståelse. Det kan

bl.a. ses i ”Radioquiz” hvordan skiftet fra side 32 til 33 prøver at

undgå dette, ved at ligge et scene-til-scene skift mellem de to sider for at formindske dette kognitive

problem.

I historien ”313 alene på tur” har rammerne på side 6 og 7, en alt for lang tidsramme, der ikke er effektiv

nok til at vise den fart som handlingen formodes at have. Se Figur 12. Dette er fx et resultat af det store

mellemrum som rammerne får, der skaber en forlænget tidsramme i de ellers fartprægede tegninger.

Mellemrummet mellem ramme 1 og 2 sætter også pludselig læserens fokus på et ur, der dermed skaber et,

formodentlig utilsigtet, non-sequitur skift, som tager fokus væk fra handlingsforløbet og ødelægger flowet.

Figur 17 Vellykket forsøg på at ændre læseretningen, her indikeret med en rød streg.


Side 16 af 20

Samtidig spejles kørselsretningen for bilen mellem de to første rammer, hvilket kunne være nok til at

forvirre nogle læsere, men udover dette placeres bilen nu i højre side af rammen med fartstregerne foran

sig. Det vil sige at når man læser fra venstre mod højre, og forventer at der går en bestemt tid indenfor den

enkelte ramme, kan det give ideen om at bilen kører baglæns.

I ”Radioquiz” ses et lignende problem med tidsrammen på side 39 i skiftet mellem ramme 3 og 4, hvor

ramme 3 tydeligt skiller sig ud og beder læseren om at lægge fokus på dette billede, men samtidig

indeholder en kort tidsramme der skal have en hurtig, brat afslutning for at det føles som om at Anders

virkelig bliver afbrudt midt i sin sætning. Se Figur 18. Her bliver tegneserie-mediet udfordret på sin

formidling, da tegneren ikke eksplicit kan fortælle læserne hvor længe de skal fokusere på hver ramme.

Figur 18 Tvetydigt skift mellem disse rammer gør det svært for læseren at forstå tidsrammen, og udfordrer forståelsen.

I tegneserier bruges ofte overdrevne udtryk for bedre at formidle følelser og relatere til læserens egne

følelser for at skabe interesse og engagere dem i historien. Som tidligere nævnt kræver closure-effekten

ofte at læserne føler sig fordybet og engageret nok i historien for at virke efter hensigten, hvilket ofte

kræver at læserne kan relatere sig til det de læser. Det giver en udfordring for en karakter som ”Lille

Hjælper” i ”313 alene på tur”, da han som sagt ikke kan udtrykke særlig mange følelser i denne historie,

hvilken kan være et produkt af at tegneren ikke gør brug af de etablerede symboler mediet har til rådighed,

for bedre at formidle dem. ”Radioquiz” bruger til gengæld flere gange længere sekvenser på gradvist at

overdrive følelser i mere og mere ekstrem grad, for at give læseren tid til virkelig at leve sig ind i

karakterernes følelser og bekymringer.

Dette problem bliver yderligere udfordret i ”313 alene på tur” da læseren flere gange bliver bedt om at

følge en bevægelseslinje hele vejen igennem et billede, hvilket i praksis betyder at læseren en stor del af

tiden følger en grå streg gennem billedet.

Som nævnt har vestlige tegneserier et højt antal af handling-til-handling skift for at kunne skabe et højt

tempo og fortælle en historie på mindst mulige antal sider. Det betyder til gengæld også at de kræver mere

for at opnå closure mellem rammerne, når mere avancerede bevægelser bliver presset ind i et enkelt

rammeskift og det kan skabe nogle kognitive udfordringer for læseren. som det fx ses i ”Radioquiz” mellem

de to sidste rammer på side 34, sker der en meget hurtig ændring i handlingen, hvor en ny karakter

kommer ind i billedet og kaster noget i hovedet på Anders uden varsel se Figur 19. Der kan til gengæld

sagtens argumenteres for at det ville ødelægge rytmen i historien, hvis man lagde flere rammer ind og

sænkede tempoet.


Side 17 af 20

Figur 19 Hurtige ændringer i handlingen skaber et højt tempo og udnytter pladsen godt, men kan give forståelsesproblemer.

Vurdering

Der er nu blevet set på de udfordringer som tegneseriemediet kan støde på i forsøget på at formidle en

historie for læseren, en forståelsesproces som så vidt muligt bliver gjort nemmere ved korrekt brug af

mediets særlige fortælleteknikker. Mediet i sig selv kan altså siges have en indflydelse på hvilke teknikker,

der i sidste ende kan bruges til at formidle historien bedst.

Closure-effekten bruges, som tidligere nævnt, også bl.a. i film, men det at tegneserie-tegneren aktivt skal

tænke over hvordan det udnyttes, for så vidt muligt at gøre det nemmere for læseren at forstå, er noget

særligt for tegneserier. Modsat film og animation, fremstår de stadig som statiske billeder, og tager meget

længere spring i handling og bevægelser mellem billeder hvilket gør at tegneren rent faktisk skal tænke

over hvordan closure udnyttes for mest effektivt at formidle sin historie.

I tegneserien er man modsat film heller ikke kun i stand til at se ”nuet”, men også fortiden og fremtiden

eksisterer fysisk omkring det, og det eneste der definerer nuet for fortællingen, er hvor ens øje fokuserer

på siden. Derfor er det interessant for tegneren, så vidt muligt at hjælpe læserne med at guide deres blik

henover siderne, for at skabe fornemmelsen af et mere flydende tidsforløb. Det betyder også at man aldrig

kan være helt sikker på hvordan læseren vil opleve historien, da læseren delvist selv træffer valg om

læseretning og læserækkefølge. Da billeder normalt heller ikke har et tidsforløb, er dette også en ny ting,

som selvfølgelig kræver overvejelser fra tegnerens side.

En af de helt store ting der adskiller tegneserien som medie, er blandingen af tekst og billeder, og det

konstante skift frem og tilbage mellem de to udtryk, som en del af progressionen i historien. Var de bare

adskilte, sideløbende udtryk, som det fx ofte ses i en billedbog, ville det ikke nødvendigvis kræve noget

ekstra, men når de til gengæld skal kombineres, kræver det noget særligt med hensyn til det

fortælletekniske. Ser man fx på det additive eller det indbyrdes afhængige sammenspil, støtter de to

udtryk, skrift og billeder, op om hinanden for at formidle noget som ikke ville være muligt for det enkelte

adskilte udtryk, og det er bl.a. her mediets styrker ligger.

Ikke alle de begreber der er blevet set på her, er dog essentielle for mediet. Closure og tidsrammer dækker

nogle helt grundlæggende kognitive processer der skal til for at læseren forstår tegneserien og er derfor

nødvendige at overveje. Til gengæld er der ting som samspillet mellem ord og billeder samt ikonografi, som

stadig er vigtige for mediet, men som ikke er en forudsætning for forståelse. De forstærker dog mediet og

støtter op om dets særlige kvaliteter og muligheder.


Side 18 af 20

På baggrund af disse eksempler er det tydeligt at se hvordan tegneserier som medie, har en stor betydning

for hvilke fortælleteknikker, der skal bruges for at kunne formidle en ordentlig fortælling. Det særlige

sammenspil mellem ord og billeder, Ideen om at tid og rum er bundet sammen, samt måden det hele

sættes op i rammer og kædes sammen for at fortælle en historie er unikt for mediet, og kræver derfor

nogle særlige fortælletekniske overvejelser. Dette betyder samtidig at nogle teknikker brugt i andre medier

ikke har samme effekt i tegneserien på grund af dens særlige form.

Konklusion

Tegneseriemediet er i høj grad afhængigt af viden om særlige fortælleteknikker, for at kunne formidles og

forstås ordentligt. Gøres der ikke brug af det, kan det føre til kognitive udfordringer i forståelsen af den

historie som bliver fortalt, særligt når der ses på et begreb som closure. Gøres det til gengæld ordentligt er

mediet dog også i stand til at levere fortællinger på en måde, som ikke kan findes magen til i andre medier,

hvilket bl.a. ses i samspillet mellem tekst og billeder.

Closure og tidsrammer er altså begge essentielle for forståelsen af tegneserier, mens ikonografi og samspil

mellem tekst og billeder dækker sekundære behov, som i højere grad er med til at styrke mediet på de

punkter hvor det kan skille sig ud.

På baggrund af analysen fandt jeg frem til, hvor forskelligt disse fortælletekniske begreber kan udnyttes, for

at formidle og skabe fokus i historien. Dog virkede ikke alt lige godt, og det viste sig at går man for langt

væk fra de etablerede ideer om fx læseretning kan det nemt skabe nogle kognitive udfordringer for

læseren.


Side 19 af 20

Litteraturliste Barks, C. (1997). Fortravlet turist. I C. Barks, Guldbog 14 (s. 65-77). København: Egmont Serieforlaget A/S.

Barks, C. (1999). Radioquiz. I Anders And og Co. (s. 31-40). København: Egmont Serieforlaget A/S.

Ebdrup, N. (15. januar 2013). Derfor er tegneserien et fantastisk medie. Videnskab.dk.

Eisner, W. (1985). Comics and Sequential Art. Tamarac: Poorhouse Press.

McCloud, S. (1993). Understanding Comics: The Invisible Art. New York: HarperCollins Publishers.

Pihl, A., Bernardo, D., & Stevn, A. M. (2107). 313 alene på tur. I Anders And og Co. (s. 5-19). København:

Egmont Publishing.


Side 20 af 20

Bilag

Bilag 1 Niels Ebdrup: ”Derfor er tegneserien et fantastisk medie”:

https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-er-tegneserien-et-fantastisk-medie

Tilgået d. 12. december 2017

https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-er-tegneserien-et-fantastisk-medie

fortælleteknik i tegneserieroscarbagger.com/portfolio/fortælleteknik i tegneserier revideret...

Documents