forslag til nbv for hyperprolaktinæmi definition og ... prolaktinom er sandsynlig diagnose ved:...
TRANSCRIPT
1
Forslag til NBV for Hyperprolaktinæmi
Definition og diagnostiske kriterier
Hyperprolaktinæmi
Defineres som en serum prolaktinkoncentration, der vedvarende er højere end øvre
referencegrænse. Forhøjet S- prolaktin bør verificeres ved minimum 2 målinger. Da
prolaktinkoncentrationen forøges under stress og søvn, bør prøven tages mindst 1,5 time efter
opvågning, uden forudgående stress og efter stabil nattesøvn. Se afsnit om udredning af
hyperprolatinæmi.
Serum prolaktinbestemmelse afgives i μg/L eller mU/L. Omregningsfaktor fra μg til mU er 21.2,
ved anvendelse af WHO Internationale Standard (IS) (IS 84/500)1.
Prolaktinom
Defineres som et prolaktinproducerende hypofyseadenom og inddeles på baggrund af MR i:
Mikroadenom: < 1 cm i diameter
Makroadenom: ≥ 1 cm i diameter
ICD-10 Koder
E.22.1 Hyperprolaktinæmi
D.35.2 Prolaktinom
Epidemiologi
Hyperprolaktinæmi er den hyppigste hypofyserelaterede hormonforstyrrelse, ligesom
prolaktinomer er langt den hyppigste hypofysetumorform. Diagnosen stilles oftest hos kvinder i
den fertile alder på baggrund af et mikroprolaktinom. Eksakte mål for incidens og prævalens er
dog vanskelige at opnå eftersom patienterne diagnosticeres og behandles af forskellige specialer 2fra såvel primær som sekundærsektor.
Hyperprolaktinæmi
I et internationalt studie, baseret på forbrug af dopamin agonister angives den samlede incidens af
hyperprolaktinæmi til 50/million personår, med et maksimum hos kvinder i aldersgruppen 25-34
år på 240/million 3. I et nyligt landsdækkende Dansk studie baseret på Landspatientregisteret (LPR)
estimeres en incidens på cirka 25/million2. Det lavere danske mål afspejler med stor sandsynlighed
at en stor del af den samlede patientpopulation behandles i primærsektoren, som ikke registreres
i LPR. Prævalensmål er tilsvarende usikre og afhængige af køn og alder, men er rapporteret til
mellem 100-940/million personår3.
2
Prolaktinomer
Prævalensen af klinisk betydende prolaktinomer angives til ca. 400/million i et mindre engelsk
materiale, hvoraf kvinder udgjorde 89 % og mikroprolaktinomer 81 % 4. I perioden 2000-2005 blev
der til en dansk universitetsafdeling med et optageområde på godt 1 million mennesker årligt
diagnosticeret 18 patienter med prolaktinom (87% kvinder og 65% mikroprolaktinomer)
(upublicerede data).
Giant prolactinomas (maksimal diameter > 4 cm) diagnosticeres næsten udelukkende hos mænd,
hvor symptomerne ofte vil være påvirket synsfunktion eller udtalt hypofyseinsufficiens.
Akromegali med prolaktin co-sekretion
Hyperprolaktinæmi optræder hos ca. 15 % af patienter med akromegali på baggrund af co-
sekretion af prolaktin fra adenomet.
Ætiologi
Hyperprolaktinæmi kan inddeles i hypofyserelaterede og ikke- hypofyserelatedede tilstande. Non-
prolaktinproducerende hypofyseadenomer og kraniofaryngeomer medfører ofte moderat
hyperprolaktinæmi, grundet reduceret dopaminhæmning af prolaktinsekretionen. Psykofarmaka,
(oftest dopaminreceptorantagonister) inducerer hyperprolaktinæmi hos 40-90% ved at blokere
den hypothalamiske dopaminhæmning af prolaktinsekretion. Primær hypothyreose kan i nogle
tilfælde give anledning til moderat hyperprolaktinæmi, med baggrund i stimulation af TRH5.
3
Ikke hypofyserelaterede
Fysiologisk
Medikamentel
Andre sygdomme
Graviditet
Amning
Søvn
Psykisk stress
Træning og
fysisk stress
Coitus
Idiopatisk
Dopaminreceptorantagonister:
Antipsykotika
Antiemetika
Dopamin-nedbrydende farmaka
(alfa metyldopa)
Antidepressiva:
Tricykliske antidepressiva
Selektive Serotonin Receptor
Inhibitorer
Hormoner: Østrogener
Antiandrogener
Opiater
Primær hypothyreose
PCOS
Nyreinsufficiens
Levercirrhose
Epilepsi
Neurogen stimulation
af papillae mammae
Fx traumer, kirurgi,
herpes zoster
Hypofyserelaterede
Hypofyse adenomer:
Andre intrakranielle tilstande
Prolaktinomer medfører oftest s-prolaktin på over 5 x
øvre referencegrænse.
40-50 % af alle hypofyseadenomer er prolaktinomer.
Klinisk non-secernerende hypofyseadenomer:
20-30 % har op til 5 x forhøjet s-prolaktin
Hypofyseadenomer med co-sekretion af prolaktin
Kranietraumer
Granulomatøse sygdomme
Hypothalamiske tumorer
Kraniopharyngeomer
Processer ved
hypofyse/hypothalamus
regionen
Kraniel bestråling
Symptomer og kliniske fund
De væsentligste symptomer er relateret til at hyperprolaktinæmi medfører hypogonadotrop
hypogonadisme hos begge køn, ved at hæmmer GnRH-sekretionen. Prolaktinomer kan give
anledning til symptomer grundet hypofysære strukturelle forandringer.
4
Hormonelle
Masseeffekt symptomer v
makroadenomer
Senfølger
Kvinder:
Amenore/ oligomenore
Nedsat fertilitet
Galaktore
Mænd:
Nedsat libido, impotens
Nedsat fertilitet
Gynækomasti (sjældent)
Børn:
Forsinket pubertet
Hovedpine
Påvirket synsfunktion
(typisk bitemporal
hemianopsi)
Kranienerve påvirkning
(typisk oculomotorius
parese)
Hypopituitarisme
Osteopeni/
Osteoporose
Udredning af hyperprolaktinæmi
Forhøjet S- prolaktin bør verificeres ved minimum 2 målinger.
5
Algoritme for patienter med hyperprolaktinæmi
Hyperprolaktinæmi • Udeluk: graviditet og primært myksødem!• Tjek: øvrig hypofysefunktion, nyrefunktion,
medicin, synsfelt a.m. Donder (bedside!)• Overvej: Makroprolaktin, PCOS, Cushing’s syndrom,
akromegaliMRI
Affektion af OC? Øjenus. inkl. perimetri!Mikro Makro
Start DA! Nej Ja
NejJa
• Tjek synsfunktionen v. OC affektion• Kontroller MRI • Monitorer øvrig hypofysefunktion• Tjek knoglestatus
• OP v. (fortsat) OC affektion!• Overvej diagnose• Kønshormon behandling• Overvej strålebehandling
• Overvej diagnosen(makroprolaktin)
• Tjek knoglestatus
Symptomer? Udeluk stilkkompression!
Anamnese
Årsager som graviditet, primær hypothyreose, medicinindtag, og nyreinsufficens bør overvejes.
Symptomer associeret med hyperprolaktinæmi bør vurderes.
Mistanke om medicin (psykofarmaka)- induceret hyperprolaktinæmi
72 timers medicin pause overvejes efter samråd med psykiater, med gentagelse af s-prolaktin
måling.
Supplerende laboratorieanalyser:
6
FSH, LH, østradiol/total testosteron, IGF-1, GH, TSH, frit eller total T4, frit eller total T3, (mål for
thyroxinbindende globulin), elektrolytter, s-kreatinin, basal kortisol, synaktentest bør udføres ved
påvist makroadenom eller klinisk mistanke om binyrebarkinsuffciens,
7
Prolaktinom er sandsynlig diagnose ved:
Serum prolaktin over 5-10 gange øvre grænseværdi. Generelt findes der positiv association
mellem s-prolaktin koncentration og prolaktinomstørrelse.
MR scanning af hypofysen med godalinium kontrast
Udføres hos alle patienter med verificeret hyperprolaktinæmi (uden oplagt dokumenteret
sekundær årsag).
Øjenundersøgelse inklusiv perimetri
Gennemføres ved mistanke om synspåvirkning og eller påvist makroadenom med affektion af
chiasma opticum eller nervus opticus.
BMD måling ved DXA scanning
Anbefales ved mistanke om længerevarende hypogonadisme ( > 1 år).
Screening for MEN1 og AIP:
Ved fund af hypofysetumor anbefales måling af p-calcium og PTH for at udelukke primær
hyperparathyreoidisme. Ved to endokrine tumorer hos samme patient må MEN1 mistænkes
(henvisning til NBV for MEN I og II). Såfremt der er familiær ophobning af makroprolaktinomer
eller akromegali, bør der screenes for AIP mutation.
Faldgrupper ved diagnostik af hyperprolaktinæmi
Falsk forhøjet s- prolaktin
Makroprolaktin bør overvejes hos asymptomatiske patienter. Makroprolaktin udgøres af
højmolekylære komplekser af prolaktin med lille eller ingen biologisk aktivitet, der medfører falsk
forhøjet s-prolaktin. Der bør foretages polyetylenglykol (PEG) fældning for at minimere
problemet.
Falsk for lav s-prolaktin
Ved svært forhøjede s-prolaktin koncentrationer, oftest ved makroadenomer, kan der opstå en
såkaldt ‘hook-effekt’ grundet store mængde antigen førende til måling af falsk for lave værdier.
Der bør der foretages 1: 100 fortynding for at minimere problemet.
Behandling
Formålet med behandlingen er todelt:
Normalisering af s-prolaktinkoncentration og af gonadefunktion, samt ophævelse af galaktorré.
Tumorskrumpning.
8
Medicinsk behandling
Dopamin agonister har været anvendt i behandlingen af hyperprolaktinæmi i mere end 40 år og
har bestået tidens test som en god og effektiv primær behandling. Dopamin agonist er primær
behandling uanset ætiologi og medfører reduktion af såvel hyperprolaktinæmi (hos 80-90%) som
tumorstørrelse hos majoriteten af patienter. Valg af anden behandling ved terapisvigt eller
intolerable bivirkninger af dopamin agonist afhænger af grundmorbus.
I Danmark er tre dopamin agonist præparater til rådighed: cabergolin (Dostinex eller Cabaser),
bromkriptin (Parlodel) og quiangolid (Norporlac). Cabergolin anses generelt for at være
førstevalgspræparat, idet det er mest effektivt og forbundet med færrest bivirkninger5.
Imidlertid er cabergolin under mistanke for at øge risikoen for udvikling af fibrotisk
hjerteklapsygdom, hvilket er påvist hos parkinson patienter, og har gjort valg af præparat mere
kompliceret 6(Se link om dopamin agonister og klap fibrose).
Ekkokardiografi
Anbefales ved behandling med cabergolin før og under behandling. Frekvensen og varigheden af
kontrol-ekkokardiografi er omdiskuteret, men anbefales aktuelt én gang årligt. Det forventes at
anbefalingerne vil blive løbende revideret. Tilstedeværelse af klinisk betydende hjerteklaplidelse
er en kontraindikation mod cabergolinbehandling.
Medikamentelt udløst hyperprolaktinæmi
Ved intolerable symptomer af hyperprolaktinæmien (fx kraftig galaktorré) anbefales det at man
afvejer indikationen for den medicinske behandling som forårsager hyperprolaktinæmi (typisk
psykofarmaka) som for dopamin agonist, der kan udløse forværring af underliggende psykiatrisk
tilstand. Testosteron eller østrogen substitution bør overvejes som alternativ til dopamin agonist
ved behandlingskrævende hypogonadisme eller osteoporose.
Idiopatisk hyperprolaktinæmi
I asymptomatiske tilfælde ingen behandlingsindikation. Ved behandlingsbehov, som ved
mikroprolaktinom.
Mikroprolaktinom
Præmenopausale kvinder
Cabergolin er oftest førstevalg, dosering 0,5 - 1 mg/uge fordelt på 1 -2 doser.
Der kan foretages gradvis dosisøgning med 1-3 måneders interval ved utilstrækkelig effekt.
Alternativt kan quinagolide ”startpakke” med optitrering til vedligeholdelsesdosis 75 eller 150 µg
dgl anvendes.
Ved et lille mikroaprolaktinom uden subjektive gener og fravær af graviditetsønske kan P-
pillebehandling overvejes som alternativ med henblik på genetablering af menstruations cyklus.
9
Postmenopausale kvinder samt asymptomatiske mænd:
Observation uden behandling kan overvejes ved mikroprolaktinom eller normal sella og samtidig
fravær af generende symptomer. Ved behandlingsindikation er dopamin agonist førstevalg, mens
androgensubstitution til mænd kan overvejes i tilfælde af bivirkninger.
Makroprolaktinomer med chiasmaaffektion
Dopamin agonist behandling er førstevalg og ikke sjældent indtræffer den tumorskrumpende
effekt momentant (timer til få dage), men virkningen kan indtræffe med en latenstid på op til et år.
Cabergolin, dosering 0,5 - 1 mg x 2-3 ugentligt.
Ved giant prolaktinom og (sub-)akut truet syn er dosering 1-2 mg x 1 dagligt.
Quinagolid kan øges i trin af 75 µg (døgndosis) med 1-3 måneders interval.
Tæt kontrol af synsfunktionen under medikamentel behandling er vigtig, og kirurgisk
dekompression skal overvejes ved manglende behandlingseffekt og/eller ved progredierede
synsfunktionspåvirkning.
En sjælden men vigtigt komplikation til dopamin agonist behandling ved store
makroprolaktinomer er CSF lækage grundet hurtigt indsættende tumorskrumpning.
Bivirkninger til dopamin agonist
Gastrointestinale (kvalme og dyspepsi). Det anbefales at medicinen indtages sammen med et
let måltid og gerne ved sengetid.
Svimmelhed
Hovedpine
Psykoselignende symptomer, især depression.
Ved bivirkninger til cabergolin behandling, kan skift til bromokriptin- eller quinagolid forsøges.
Alternativt vil substitution med testosteron/østrogen være indiceret hos kvinder i fertil alder og
hos mænd med symptomatisk hypogonadisme. Der er indikation for behandling med
gonadotropiner ved fertilitetsønske.
Kirurgi
Foretages ved makroprolaktinomer med suprasellær udbredning og behandlingsresistens under
maksimal tolerabel dosis cabergolin, (og evt. traktion i chiasma) med henblik på at opnå
dekompression. I tilfælde af intrasellære prolaktinomer kan kurativ adenomektomi overvejes i
særlige tilfælde, hvor patienten ikke tåler eller ønsker dopamin agonist behandling.
10
Strålebehandling af makroprolaktinomer
Ved resistens eller svære bivirkninger til dopamin agonist behandling, og i tilfælde hvor
tumorkontrol ikke er mulig ved kirurgi. Typisk vil det dreje sig om tumorer som påvirker
synsfunktionen og/eller viser tegn på progredierende vækst. I meget sjældne tilfælde udviser store
makroprolaktinomer et malignt vækstmønster, hvilket kan nødvendiggøre cytostatisk behandling
med eksempelvis temozolomid i nøje samråd med onkologer.
Restadenom efter ikke-radikal operation for makroprolaktinom.
Behandlingsvalget står mellem observation alene, medikamentel behandling, fornyet operation
eller strålebehandling, og valget vil ofte afhænge af bl.a. effekt af tidligere forsøgt behandling samt
restadenomets størrelse og anatomiske lokalisation.
Medicinsk kontrol under behandling
Idiopatisk hyperprolaktinæmi/mikroprolaktinomer
Kontrol af s-prolaktin efter 1 måned med henblik på dosisjustering.
Initialt klinisk kontrol og måling af s-prolaktin hver 3 måned, herefter hver 6-12 måned.
Det bør tilstræbes at anvende lavest mulig dosering, der normaliserer s-prolatin.
Makroprolaktinomer
Klinisk kontrol og måling af s-prolaktin efter 2-4 uger med henblik på dosisjustering.
Initialt klinisk kontrol og s-prolaktin cirka hver 4 uge, herefter hver 3-6 måned.
Øjenundersøgelse inklusiv perimetri afhængigt af relation til chiasma opticum og synspåvirkning ved
behandlingsstart.
MR skanning af hypofysen
Idiopatisk hyperprolaktinæmi
Ikke indikation for kontrolscanning af hypofysen
Mikroprolaktinomer
Det anbefales at der gennemføres én kontrolscanning efter 6-12 måneder.
Supplerende scanning er herefter kun indiceret ved manglende effekt af behandling.
Makroprolaktinomer
Det anbefales at der gennemføres kontrolscanning efter 3-6 måneder.
Herefter er indikationen for kontrolscanning afhængig af s-prolaktin, tumoranatomi, relation til
chiasma og synspåvirkning.
11
Behandlingsvarighed og seponeringsforsøg
Varigheden af dopamin agonist behandling er generelt omdiskuteret, og risiko for recidiv efter
forsøgsvis pausering afhænger af ætiologi. Risikoen for recidiv varierer mellem 26-69 %7.
Prædiktorer for recidiv er høj s-prolaktin koncentration på diagnosetidspunkt og stor tumor
størrelse. Recidivrisikoen er størst det første år efter seponering.
Der er ikke beskrevet tumorvækst blandt patienter med recidiv af hyperprolaktinæmi, men
omkring 30 % udvikler hypogonadisme8.
Mikroadenomer
Seponeringsforsøg kan overvejes efter 2 års behandling med dopamin agonist, ved normaliseret
s-prolaktin og MR scanning er uden tegn til resttumor5.
Recidivrisiko er rapporteret til ca. 30 % i løbet af 2 års opfølgning.
Idiopatisk hyperprolaktinæmi
Seponeringsforsøg kan overvejes efter 2 års behandling, hvis s-prolaktin er normaliseret.
Makroprolaktinomer
Behandlingen er principielt livslang, og seponeringsforsøg er kun aktuelt hos en mindre del af
patienterne. Erfaringsmæssigt medfører pause med dopamin agonist stor risiko for recidiv.
Pauseringsforsøg bør derfor altid foregå i en tæt dialog med patienten.
Opfølgning efter seponeringsforsøg:
Målinger af s-prolaktin hver 3. måned det første år, herefter årlige måling.
Kontrol MR scanning hvis s-prolaktin stiger over øvre grænseværdi.
Hyperprolaktinæmi, prolaktinomer og graviditet
Hyperprolaktinæmi diagnosticeres meget ofte hos yngre kvinder med menstruationsforstyrrelser
og et samtidigt uhonoreret fertilitetsønske. Behandling med dopamin agonister er sædvanligvis
meget effektiv hvad angår fertilitet.
Bromokriptin er førstevalgspræparat, hvis der er fertilitetsønske. Ved udtalte bivirkninger og eller
manglende effekt anvendes cabergolin. Quinagolid anbefales ikke ved graviditetsønske.
Et flertal af patienter har et mikroprolaktinom, men det er vigtigt at fastslå om det drejer sig om et
makroprolaktinom med eventuel massepåvirkning, idet det i så fald er nødvendigt at sikre god
kontrol af tumor og substitution af eventuel ledsagende hypofyseinsufficiens (sekundær
binyrebarkinsufficiens og central hypothyroidisme) inden et graviditetsforsøg. Selvom dopamin
agonist behandling ikke er under mistanke for at medføre teratogene effekter eller andre skader i
12
forbindelse med graviditet og fødsel, anbefales det at dopamin agonist behandling pauseres straks
graviditeten påvises.
De meget få patienter med makroprolaktinom skal under gravidteten og post partum følges tæt
på en højt specialiseret afdeling med hensyn til synsfunktion og øvrig hypofysefunktion og
patienten oplyses om risikoen for pituitær apopleksimen. I alle andre tilfælde vil hyperprolaktinæmien
sædvanligvis ikke byde på problemer.
Det anbefales at tilbyde kontrol af spot-kortisol, thyroideaparametre og bed side synsfunktion 2-3 gange i
løbet af graviditeten.
Ved mistanke om tumorvækst kan MR og genoptagelse af dopamin agonist behandling komme på
tale, ligesom kirurgisk dekompression kan overvejes.
Amning er sædvanligvis muligt under fortsat pausering med dopamin agonist. Efter ophørt
amning skal serum prolaktin niveauet kontrolleres i forbindelse med en klinisk kontrol, hvor der
samtidig tages stilling til genoptagelse af dopamin agonist behandling.
Det er velbeskrevet at hyperprolaktinæmien normaliseres post partum hos en lille gruppe af
patienter med idiopatisk hyperprolaktinæmi eller mikroprolaktinomer.
13
Referenceliste
(1) Casanueva, F.F., Molitch, M.E., Schlechte, J.A., Abs, R., Bonert, V., Bronstein, M.D., et al.
(2006) Guidelines of the Pituitary Society for the diagnosis and management of
prolactinomas. Clin Endocrinol (Oxf) 65, (2),pp. 265-273.
(2) Steffensen, C., Maegbaek, M.L., Laurberg, P., Andersen, M., Kistorp, C.M., Norrelund, H.,
et al. (2012) Heart valve disease among patients with hyperprolactinemia: a nationwide
population-based cohort study. J Clin Endocrinol Metab 97, (5),pp. 1629-1634.
(3) Kars, M., Souverein, P.C., Herings, R.M., Romijn, J.A., Vandenbroucke, J.P., de, B.A., et al.
(2009) Estimated age- and sex-specific incidence and prevalence of dopamine agonist-
treated hyperprolactinemia. J Clin Endocrinol Metab 94, (8),pp. 2729-2734.
(4) Fernandez, A., Karavitaki, N., Wass, J.A. (2010) Prevalence of pituitary adenomas: a
community-based, cross-sectional study in Banbury (Oxfordshire, UK). Clin Endocrinol
(Oxf) 72, (3),pp. 377-382.
(5) Melmed, S., Casanueva, F.F., Hoffman, A.R., Kleinberg, D.L., Montori, V.M., Schlechte,
J.A., et al. (2011) Diagnosis and treatment of hyperprolactinemia: an Endocrine Society
clinical practice guideline. J Clin Endocrinol Metab 96, (2),pp. 273-288.
(6) Schade, R., Andersohn, F., Suissa, S., Haverkamp, W., Garbe, E. (2007) Dopamine agonists
and the risk of cardiac-valve regurgitation. N Engl J Med 356, (1),pp. 29-38.
(7) Dekkers, O.M., Lagro, J., Burman, P., Jorgensen, J.O., Romijn, J.A., Pereira, A.M. (2010)
Recurrence of hyperprolactinemia after withdrawal of dopamine agonists: systematic
review and meta-analysis. J Clin Endocrinol Metab 95, (1),pp. 43-51.
(8) Kharlip, J., Salvatori, R., Yenokyan, G., Wand, G.S. (2009) Recurrence of
hyperprolactinemia after withdrawal of long-term cabergoline therapy. J Clin Endocrinol
Metab 94, (7),pp. 2428-2436.
14
Link om dopamin agonister og klap fibrose. Behandling med dopamin agonister og risiko for fibrotisk hjerteklapsygdom En association mellem brug af visse dopamin agonister og udvikling af fibrotisk hjerteklapsygdom har været kendt siden 2002 og blev styrket i 2007 på baggrund af klinisk epidemiologiske data hidrørende fra patienter med parkinsons sygdom i behandling med cabergolin (Dostinex) og pergolide (som ikke markedsføres i Danmark). Der syntes at være en dosis-respons sammenhæng, således at risikoen er særlig udtalt ved daglige cabergolindoser på ≥3 mg. Den patofysiologiske mekanisme formodes at være binding af cabergolin til serotoninreceptorsubtype 5HT2B, som findes på hjerteklapperne og hvis aktive ring stimulerer mitogenese. Det skal bemærkes at bromokriptin fungerer som en 5HT2B antagonist, mens quinagolid (norprolac) ingen affinitet har for receptoren. Cabergolinbehandling af patienter med hyperprolaktinæmi synes imidlertid ikke at medføre en tilsvarende risiko, hvilket baseres på såvel ekkokardiografiske tværsnitsstudier af hyperprolaktinæmipatienter (ingen øget risiko i 8 ud af 9 studier på i alt cirka 600 patienter) som 2 klinisk epidemiologiske studier. Ikke desto mindre udgør mistænkt hjerteklapsygdom en kontraindikation for cabergolinbehandling