filosofi, metode, konstruktion og · pdf filekriteria-validering 50...

Reflektioner over spørgeskemaerFilosofi, metode, konstruktion og teknik

Einar Baldvin Baldursson

INDHOLDSFORTEGNELSE

62Referencer60Afsluttende bemærkninger59Scoring56Svarkategorier54Spørgsmål og skalaer53Reliabilitet50Konstruktionsvalidering 50Kriteria-validering50Fremtrædelses-validering48Indholds-validering47Konstruktionsovervejelser: validitetsproblematikken46Individualitet eller fællesforhold45Den nødvendige begrænsning44Hvorfor spørgeskemaer?39Selvrapportering39Baggrund og erkendelse38Selvvurdering som selvrapportering37Et godt spørgsmål36Spørgeskemaer - konstruktion, metoder og teknik31Spørgeskema eller interview?27Selvrapporteringens problemer27Selvrapportering - metode og muligheder23Metoden og "statistikken"20Den umiddelbare viden18Genspejling i sproget.18Genspejling af sociale processer17Repræsentationens niveauer15Spejling af hvad.13Det biologisk fundament for repræsentationsteorien11Nervesystem og repræsentation9De to genspejlingsteser8Materie og bevidsthed8Genspejlingsteorien8Repræsentation og mening1Forord

ForordDa samfundsvidenskabernes store fædre, i Tyskland, Tönnikes, Simmel ogWeber, i Italien, Groce og Mosca, i Frankrig , Sorel, Durkheim og Comte, iUSA, Talcott Parson, lagde grunden til de moderne samfundsvidenskaber,var de med til, og vidne til, de moderne tiders skånselsløse fremmarch. Devar ingenlunde ukritiske brolæggere. De reagerede tit med forfærdelseover konsekvenserne af det opbrud de selv var en del af, ikke mindstkvantificeringens og specialiseringens sejrrige march. Hvis de i dag kunnevære vidne til, hvad denne udvikling har ført til, ville deres forfærdelse ikkekende sine grænser (Hughes, 1977). Selv om de i perioder opfattede sigselv som arbejdende indenfor en bestemt disciplin, krydsede de tilstadighed grænserne mellem de samfundsvidenskabelige discipliner,krydret med hyppige indlæg i de filosofiske debatter. Dette gælder for demalle, om de opfattede sig som sociologer, økonomer og retsteoretikere, omde beskæftigede sig med "empiri" eller "teori". Ja - faktisk skelnede manikke særligt stringent mellem empiri og teori. Spørgsmålene ogproblemerne blev belyst ud fra en hvilken som helst infaldsvinkle, derindebar et løfte om en større forståelse. Forståelse var også enfællesbetengelse de tit anvendte for deres metode.

Samfundsvidenskaberne skifter karakter, først langsomt, derefter medstigende hastighed og udviklingen løber løbsk allerede i 30´erne.Positivismen vinder frem, som den dominerende forståelsesmodel. Først iden ambitiøse form, som de logiske positivisters projekt antog og senere iden reduktionistiske form, som efterkrigstidens positivisme var den"ypperste" fortaler for (Witt-Hansen,1985). Der er mange grunde til denneudvikling, men betydningen af det faktum at en, allerede forældet,forestilling om naturvidenskaberne som model for samfundsvidenskabernespillede en stor rolle (Bhaskar, 1979). Blandt konsekvenserne har været atsammehængen mellem samfundsvidenskaberne og filosofien blev brudt ogdelvist som en følge heraf opstod der en kløft mellemsamfundsvidenskabernes teori og praksis. Dette illustreres i dag gansketydeligt ved det anstrengte forhold mellem kvantitativt og kvalitativtorienterede forskningstraditioner.

Der er tegn i sol og måne, på at dette er ved at ændre sig. Filosofien, ikkemindst videnskabsfilosofien er igen på fremmarch og positivismensspændetrøje føles ikke mere så stram (Bhaskar, 1991). Forsåvidt at detteviser sig at være tilfældet, kan det paradoksalt nok blive en vigtigløftestang for empirisk samfundsvidenskabelig forskning. Argumentetherfor er, at præcist empirisk samfundsvidenskabelig forskning rejser enrække filosofiske spørgsmål. Hvis man, som en empirisk forske,r ikkeforholder sig til disse er resultatet blot, at man bliver et offer for de

1

"usynlige" meninger. Nemlig en række uudsagte og i bund og grundfilosofiske forudsætninger (Bhaskar, 1989).

Det er i høj grad i denne ånd, at den efterfølgende tekst er skrevet. Nården indledes med en række filosofiske overvejelser omrepræsentationsproblematikken, skyldes det at denne problematik stårcentralt i en forskningssammenhæng hvor sproglige ytringer spiller encentral rolle. Enhver undersøgelse der sigter mod at oparbejde empiri ommenneskelige forhold på basis af selvoplevede, selvrapporteredeoplysninger, må enten eksplicit eller implicit forholde sig til dissespørgsmål. Her er den eksplicitte fremgangmåde valgt. Såledessynliggøres de valg en filosofisk grundholding indebærer og grundlaget forsåvel en teknisk som metodisk arbejdsprocess understøttes og klarlægges.

Dette skal ikke forstås således at de beslutninger der tages på hvert enkeltniveau i en forskningsprocess, en process der lige præcist er karakteriseretved at omfatte en række delvist autonome niveauer, i et og alt er betingetaf de grundlæggende filosofiske overvejelser. Det er faktisk muligt, ikkemindst på det niveau der domineres af teknik, at komme frem tilforskellige valg på basis af den samme metodefilosofiske grundholdning.Ligeledes, kan man komme frem til de samme tekniske valg, på basis afforskellige metodefilosofiske overvejelser. Men når forskningsprocessenvurderes i sin helhed, hænger tingene sammen og det er denindfaldsvinkel, der ligger til grund for de efterfølgende overvejelser.

Det indebærer samtidig, at formålet med det indledende filosofiske og detefterfølgende videnskabsteoretiske essay, har formålet været, at belyse debehandlede problemer ud fra den empiriske forsknings standpunkt. Allefire essays er skrevet som følge af en process, hvis udgangspunkt hvergang har været, problemer jeg har stødt på og følt et behov for, at arbejdemed som et led i arbejdet med empiriske problemstillinger. Når jeg harvurderet hvilke indfaldvinkler var relevante, hvilke argumenter skulleundersøges, hvilke problemer skulle afklares, har hensigten været at nåfrem til et resultat, der kunne anvendes i det empiriske forskningsarbejde.Denne metode har sine klare fordele. Forskere, der arbejder medbeslægtede problemstillinger, skulle i hvert fald gerne kunne bruge dissetekster, uanset om de så er enige eller uenige i de præsenteredeholdninger, mål og metoder. Men denne fremgangsmåde har selvfølgeligsine bagdele.

Dette fremtræder klart af det første essay. Det problem, der forårsagede,at jeg gik i gang med denne problemstilling, handlede om den status, mankunne tilskrive forskellige former for spørgsmål og svar ispørgeskemaundersøgelser. Mine erfaringer med sådanne undersøgelser,overbevidste mig om, at man i for høj grad behandler de forskellige klasser

2

af spørgsmål og svar under et. Når man f.eks. diskuterer svarbias synesdet, som om denne problemstilling er lige relevant og stiller sig ens, for alletyper spørgsmål og svar i spørgeskemaundersøgelser. Mine egne erfaringertydede klart på, at det var nødvendigt, at skelne mellem flere klasser afspørgsmål og svar. Efter min opfattelse er der en himmelvid forskel på demetodologiske problemer, f.eks. i forbindelse med validering og bias, manskal løse, når man beskæftiger sig med spørgsmål, hvis hensigt er at endeltager skal beskrive konkrete forhold i sine omgivelser, eller når endeltager anmodes om, at foretage mere eller mindre værdiladedevurderinger.

Problematikken diskuteres indgående i det tredje essay, så der er ingengrund til at gentage diskussionen her. Grunden til at den nævnes her, erat mine overvejelser førte til at jeg begyndte at beskæftige mig meresystematisk med repræsentationsproblematikken. Resultatet blev detførste essay. Det essay er præget af en række overordnede og abstrakteovervejelser og det kan være svært at se den umiddelbare betydning afdisse for den empiriske forskning. Det skyldes delvist at det tredje essay imange væsentlige henseende er en videreførelse af disse overvejelser. Dettredje essay bygger på de konklusioner der drages i det første essay, men idet tredje essay handler diskussionen om konkrete forskningsmæssigeproblemstillinger. Taget i betragtning at det første essay i stil ogsværhedsgrad adskiller sig temmelig meget fra de øvrige, et det ikkeutænkeligt, at nogle læsere spørger om det ikke kunne have væretundværet. Når det kommer til stykket, gentages visse dele afargumentationen fra det første essay, blot på en mere konkret oggennemskuelig måde.

Svaret er, som man kunne ane, benægtende. Uanset om forskningenrejser mange af de spørgsmål man beskæftiger sig med indenfor filosofien,kan man ikke ud fra forskningens egne præmisser, gennemføretilfredsstillende og tilbundsgående diskussioner af disse. Når det kommertil stykket er filosofien ikke til pynt, men et udtryk for, at deerkendelsesmæssige spørgsmål hænger sammen på en måde, som ingenenkelt forskningsdisciplin, end ikke arbejdsmiljøpsykologien, der ellerstendenterer til at krydse alle tænkelige faglige grænser, kan rumme. Detførste essay er medtaget simpelthen fordi, at kun indenfor rammerne af enfilosofisk argumentation, kan de mere konkrete forskningsteoretiskeproblemer føres videre.

Dette er samtidig en klar understregning af den opfattelse, at forskningen,fordi den er konkret konfronteret med de spørgsmål filosofferne i detdaglige beskæftiger sig med på et overordnet plan, rent faktisk ikke alenehar behov for denne, men også har noget at bidrage med.

3

Jeg er dog villig til, at give den indrømmelse til den utålmodige læser, atman ikke nødvendigvis behøver at begynde med dette essay, men bør doggøre sig fortrolig med tesen om de tre repræsentationsniveauer, idet dennespiller i en lidt anden form, en central rolle i både tredje og fjerde essay.

Det andet essay, handler om nødvendigheden af, at fastholde teoriensforrang i empirisk samfundsvidenskabelig forskning. Den er skrevet, somen reaktion på tendensen til, at forveksle teorer, teoretiskeforklaringsmodeller, statistiske modelbeskrivelser og multidimensionellestatistiske analyser. Dette er ikke nogen ny tendens, men skyldesforsåvidt de samme problemer, der sikrede tyve års positivistiskørkenvandring i samfundsvidenskaberne. Ligesom mange følte, at denpositivisme, der filosofisk var bankerot, kunne givesamfundsvidenskaberne den legitimitet man savnede, følte mange også, atde nye statistiske værktøjer kunne bevirke, at man langt om længe kunnegennemføre en egentlig quasi eksperimentel samfundsvidenskabeligforskning og således, ad en rent teknisk vej, nå frem til realiseringen af detvidenskabsideal man havde overtaget fra naturvidenskaberne, der iøvrigtvar i fuld færd med at stille det på historiens museumsmontre. En andenvæsentlig grund var 50´ernes politiske atmosfære. Midt i en massivhøjredrejning, følte man et vist ubehag ved en teoretisk tradition, derbyggede på eller blev opfattet som, udtryk for en samfundskritiskholdning. Mange har uvtvivlsomt følt, at kvantitativt orienteredestatistiske modeller åbnede for nye muligheder i forskningen, der ikke isamme grad var forbundet, med politisk mistænkelige associationer.

Resultaterne af den massive satsning på kvantitativ empirisk forskning,har ikke ført til erkendelsesmæssige landvindinger, og erkendelsen af detteprojekts begrænsninger begyndte at sætte sig igennem, i begyndelsen afhalvfjerdserne. To faktorer har imidlertid modvirket, at denne udviklingkunne føre til en frugtbar interaktion, mellem empirisk forskning ogteoretiske reflektioner.

Den første er forsåvidt udtryk for, at vi bærer på historien i voresintellektuelle bagage, uanset vores intentioner og meninger.Halvtredsernes og tressernes empirister, tilhørte ikke ligefrem denakademiske verdens venstrefløj. Diskussionen kunne derfor ikke undgå,at få en række politiske, og filosofiske under- og overtoner, der førte til enopsplitning af den samfundsvidenskabelige verden, sådan at kritiskakademikere, næsten pr. automatik også var modstandere af empiriskforskning. De kløfter der blev gravet i dette forløb, kløfter der vedligeholdesaf en vis gusto den dag i dag, bevirkede, at når det empiriske projektbegyndte at komme i vanskeligheder, var mulighederne for en konstruktivdiskussion, ganske små.

4

En anden grund, skyldes noget så tilfældigt, som den teknologiskeudvikling. Tilkomsten af kraftige personlige computere betyder, at enhverder har lyst til det, kan ved sit skrivebord foretage ligeså avancerede ogkrævende beregninger, som lysten, evnerne og tiden, rækker til. Disse nyemuligheder har bevirket, at den ensidige fokusering på en rent statistiskargumentation, er forblevet uhyre populær, i en situation, hvor den ellers,er i defensiven.

Vi er i særdelseshed vidne til dette indenfor arbejdsmiljøpsykologien, selvom der er klare tegn på, at ændringer er ved at indtræffe. Størstedelen afden empiriske forskningslitteratur, er endnu præget af en fiksering påmodeller, hvor abstrakte repræsentationer af menneskelige forhold,erstatter den frugtbare interaktion mellem teori og forskning. Problemetved dette, er ikke alene overproduktionen af almindeligheder, i form afempiriske modeller, men måske endnu mere at, videnskabens livsnerve, iform af falsifikationsmuligheden forsvinder. De fleste empiriske modellerer ikke forbundet med egentlige falsificerbare forankringspunkter. Depasser mere eller mindre godt, hverken modellerne, eller centraledelelementer, kan vitterligt afkræftes. I praksis er det endda omtrentumuligt, så længe man ikke overskrider empiricismens grænser, at opstillekonsistente kriterier, for en vurdering, af de konkurrerende modellersrespektive sandhedsværdi eller funktionalitet. I stedet for en frugtbardebat, får vi en sølle erstatning, i form af stadig mere komplekse empiriskemodeller.

Der er ikke noget forbavsende ved den mistænksomhed mange empiriskeforskere udviser over for "store" teorier. De er ikke alene uhåndterlige ipraktisk forskning, de er ofte, når det kommer til stykket, lige så omgærdetaf forsvarsværker mod potentiel falsifikation, som de empiriske modeller,og de sidste har den fordel af være skræddersyet til den empiriskeforskningsprocess. Problemet er bare, at hvis vi ønsker at igangsætte enfrugtbar udvikling, hvor forskningen fører til en reel forståelse formenneskelige livsforhold, har vi brug for et anderledes samspil mellemteori og empiri end typisk er tilfældet.

Essayet om metode, stiller sig nok så begrænsede opgaver, i så henseende.Alle de kritiske bemærkninger til trods, er jeg ikke alene en ovebevidstempiriker, men en ihærdig og til tider begejstret bruger at de statistiskeværktøjer, med deres nærmest ubegrænsede muligheder for at dykke ned isammenhænge, hvis omfang og kompleksistet ikke tilnærmelsesvist kanbegribes ved andre midler. Essayet er et argument for en revurdering, afmåden hvorpå, statistisk argumentation og tænkning, indgår i voresarbejde. Det er et argument for lidt mere "Verstehen".

5

Balancen bliver lidt bedre med næste essay "Selvrapportering - metode ogmuligheder". Til en vis grad, er essayet et forsvar for "kvantitative"metoder, eller anvendelsen af spørgeskemaer, fremfor de såkaldte"kvalitative" metoder. Delvist som en konsekvens af de forhold, der erbeskrevet før i denne indledning, dvs. empiricismens krise, vinder de"kvalitative" metoder frem på bekostning af de "kvantitative". Til en visgrad er dette en sund udvikling. Interessen for "kvalitative" metoderskyldes erkendelsen, af behovet for, at erkende virkelige menneskerssammensatte livsforhold, som et alternativ til den livløse empiriskeabstraktion. Problemet er bare, at man misrepræsenterer hvadspørgeskemaer er for noget og hvad de kan bruges til, vis á vis "kvalitative"metoder, her repræsenteret ved interviews. Det er min opfattelse, atdebatten for det ene eller det andet, ignorerer, at problemet ikke så megetskyldes de anvendte metoder, men den forståelse der traditionelt har liggettil grund for, ikke mindst anvendelsen af spørgeskemaer i densamfundsvidenskabelige forskning.

Når spørgeskemaer hænges ud, hænger man bager for en smed og det erselvfølgelig i sig selv et problem, hvad der er værre, man forblindes overfordet problem der virkelig er vores fælles "fjende". Nemlig konsekvenserne afflere årtiers forfladigelse af vores arvegods, nemlig de "forstående"teoretiske samfundsvidenskabelige indsigter. Man ignorerer også, atuanset om man bruger den ene metode eller den anden, så står vi alleoverfor en række væsentlige filosofiske og metodiske problemer, der hidtil ialt for ringe grad, er blevet gjort til genstand for en grundig debat.

I essayet gør jeg mig til talsmand for, at en hensigtmæssigt tilrettelæggelseaf en emprisk forskningsprocess, må indebære en veltilrettelagt anvendelseaf, såvel interviews som spørgeskemaer. Inden vi overhovedet kanudarbejde et spørgeskema, må vi oparbejde en reel indsigt i denproblemstilling, der søges belyst. På den ene eller anden måde indebærerdenne process, anvendelsen af interviewbaserede metoder. Men når denneindsigtsprocess er gennemført, er et velkonstrueret spørgeskema etuovertruffent middel til, at opnå, på en gang en bred og en dyb, indsigt iden valgte problemstilling. Når denne indsigt er nået, er interviewet igen etuovertruffent middelt til, at konkretisere den opnåede erkendelse, i form afegentlige livshistorier. Det er mit argument, at hvis man kun satser på detene redskab frem for det andet. og det er tydeligt i situationer hvor manensidigt anvender interviews, tvinges man tit til, at bearbejde disse vedhjælp af metoder, ved hjælp af operationalisering og relationsbeskrivelser,der meget mere effektivt og sikkert, kan gennemføres ved hjælp af etspørgeskema. Når spørgeskemaer anvendes eksklusivt er problemet tit, atforskernes indsigt i den undersøgte problemstilling, kun rækker tilfremstillingen af generaliteter og når det går galt, banaliteter.

6

De tre første essays kan på en måde opfattes som en "indledning" til defjerde og sidste essay. Her trækker jeg på de erfaringer jeg har gjort, efter12 års arbejde med et dusin spørgeskemabaserede undersøgelser. Essayet"Spørgeskemaer - konstruktion, metoder og teknik" blev skrevet bl. a. for,at systematisere denne viden til brug i konkrete igangværendeforskningsprojekter. Det drejer sig om en undersøgelse af arbejdsmiljøet,hos lærere på de tekniske skoler i Danmark, og et projekt hvis sigte erudarbejdelsen af et særligt screeningsværktøj, hvor kortlægningen af detpsykosociale arbejdsmiljø skal gå hånd i hånd med igangsættelsen ogevalueringen af ændringsinitiativer. Begge projekter rejser en lang rækkemetodologiske og tekniske spørgsmål. Forsøget på, at besvare disse, harværet en vigtig del af forskningsprocessen. Det er min opfattelse og håb, atresultatet har fået en udformning, der kan understøtte andresforskningsarbejde.

Til slut er det kun at bemærke, at den foreliggende tryksag ikke aleneudspringer af forskningsmæssige problemer, men at disse har spillet enafgørende rolle for hvilke emner er blevet diskutert, hvordan de er blevetdiskuteret og hvilke konklusioner er blevet fremhævet. Hvis mitforehavende er lykkedes, viser den hvordan et empirisk forskningsarbejdepeger mod og kan berige en teoretisk forståelsesprocess. Men når det ersagt skal den sidste advarsel lyde: Ligesom en empirisk indfaldvinkel tilteoretiske spørgsmål kan være berigende, er den modsatte indfaldsvinkel,væsentlig for videnskabens udvikling; vi kan ikke undvære den udfordring,der udspringer af det videnskabelige arbejder, der bygger på rent teoretiskeforståelsebud, også når de, hverken direkte eller indirekte, indebærerdirekte implementationsmuligheder i en empirisk forskning.

7

Repræsentationsbegrebet står centralt i arbejdspsykologisk forskning. Detsamme gælder selvfølgelig, for videnskaben i det hele taget ogsamfundsvidneskaberne i særdeleshed, men de spørgsmål man stiller sig iarbejdspsykologien, i særdeleshed arbejdsmiljøpsykologien, sætterproblemerne på spidsen. Selve det faktum, at vores forskningsmetodikprimært omfatter selvrapporterede data, og den kritik sådanne metoder erblevet udsat for, ikke mindst indenfor det der betegnes som kognitivvidenskab, understreger problemets betydning.

I det efterfølgende, vil vi gennemgå nogle opfattelse afrepræsentationsbegrebet og indvendinger mod det. Indledningsvis må jegforklare anvendelsen af de to nøglebegreber: repræsentation oggenspejling. Kort sagt, opfatter jeg al genspejling som repræsentation,men ikke alle former for repræsentation, som genspejling. Således har vien repræsentation for atomets opbygning, men vi har ingen mulighed forat erfare direkte, om denne model er rigtig. Modellen er entankekonstruktion, understøttet af en mængde empiri. Omvendt er voresgenspejling af en konkret genstand, en blomstervase, direktesansemæssigt betinget. Genspejling defineres således, som ensansemæssigt betinget repræsentation.

Genspejlingsteorien

Set i forhold til den nuværende diskussion er V. I Lenin og hans bog om"Materialisme og Empirokriticisme", nok ikke det første man tænker på.Lenin er imidlertid interessant i denne sammenhæng. Hans bog er skrevet,som et indlæg mod en hastigt voksende strømning blandt de russiskebolsjevikker, der afviste bl.a. repræsentationsbegrebet og det betyder, atrepræsentationsdiskussionen indgår, som et delmoment i en filosofiskdiskurs, og ikke som genstand for isoleret afklaring. Samtidig opfatter jegnogen af Lenins formuleringer, som et muligt afsæt for en nyformulering afnogle af problemerne indenfor moderne opfattelser afrepræsentationsspørgsmålet.

Materie og bevidsthed

Som materialist var Lenins udgangspunkt den grundlæggende antagelse,at materien har en objektiv eksistens eller realitet uafhængigt af og

Repræsentation og mening

8

De to genspejlingsteser.

Om denne er der blevet ført mange og ikke altid lige klare diskussioner.Dette skyldes som Favreholt (1978) har påpeget, at Lenin ikke fremsætter

udenfor vores bevidsthed. Vores verden består af materie i bevægelse, irum og tid. Denne anskuelse omfatter to centrale aspekter, nemlignaturalisme og realisme.

Naturalisme kan vi definere ud fra to centrale ytringer.

v Mennesket er primært fysisk og biologisk væsen.

v De metodologiske principper der gælder for formuleringen og evalueringen af teoretiskdiskurs, er de samme i samfunds og naturvidenskaberne.

Den første er temmelig uproblematisk, idet den blot indebærer atmennesket opfattes som et naturbundet væsen. Tese to indebærer, atsamfundsvidenskabelig forskning skal opfylde de samme krav, somnaturvidenskabelig forskning. Den indebærer til gengæld ikke atsamfundsvidenskabelig forklaring kan reduceres til en naturvidenskabeligforskning.

Realismen kan vi definere ud fra tre centrale teser.

v Ytringer er sande eller falske, afhængigt af verdens tilstand, snarer end denmenneskelige videns tilstand.

v Tænkning udtrykker, men udgør ikke verden.

v De ikke-oberverbare fænomener der kan forklare den adfærd vi kan konstatere,eksisterer uafhængigt af tænkningen. (Gallinicos, 1985)

Ifølge Lenin hverken har vi eller kan få en fuldstændig erkendelse af dennematerielle virkelighed, men vores erfaring og erkendelse tilpasser sig mereog mere, til det objektive rum og den objektive tid, idet den genspejler denstadig rigere og dybere. Bevægelsen i materien er samtidig betingelsen forerkendelsen og grunden til, at materien er uudtømmelig, uendeligtanalyserbar. Dette er det essentielle filosofiske grundlag for Leninsgenspejlingstese.

Reflektioner over spørgeskemaer 11

9

én, men to genspejlingsteser. Favreholdt betegner dem som tese A og teseB.

Tese A, går ud på at sanserne giver os rigtige afbildninger af tingen, således at vikender selve disse ting, at den ydre verden virker ind på vores sanseorganer.Tese B, er tesen om genspejling af ideer og teorier. Verden er en lovmæssigebevægelse af materie og vores erkendelse, der er naturens højeste produkt, er kun istand til at genspejle denne lovmæssighed. Menneskets tænkning er "økonomisk" nården rigtigt afspejler den objektive sandhed og kriteriet for dennes rigtighed er praksis,eksperimentet. Herredømmet over naturen, der viser sig i menneskehedens praksis, erresultatet af den objektivt sande genspejling af naturens fænomener og processer imenneskenes hoved. Den er beviset på, at denne genspejling, inden for rammerne afdet som praksis viser os, er objektiv sandhed.

Favreholt (1978) vender sig mod begge versioner. Indvendingen mod teseA, er påstanden om, at det vi ser, ikke er nøjagtige udtryk for tingenesegenskaber, snarere får vores oplevelser en særlig farvning, på grund afvores sanseorgansers og nervesystems indretning. Det vi oplever gennemsansningen er ikke virkeligheden, men de aspekter ved virkeligheden voressanser er i stand til at registrere1. Favreholt understreger at disseindvendinger ikke direkte gælder for tese B om genspejling af tænkning ogteori. Men begge teser afvises dog med den samme begrundelse.

Argumentation henter Favreholt fra Wilhelm Windelband. Den går ud på,at hvis vi opfatter menneskets erkendende bevidsthed som genspejlingforudsætter dette, at der uden for må være en iagtager der ser det, somvores bevidsthed tilbagekaster som et spejlbillede. Dette er selvfølgelig enabsurditet. Derfor argumenterer Windelband for at vi må antage at"spejlet" er lig med iagtageren.2

Denne indvending, ligger på linje med den Sartre fremfører, i Matérialismeet révolution, hvor han siger, at genspejlingsteorien udelukker mulighedenfor, at afgøre om genspejlingen stemmer overens med det genspejlede.Dette ville nemlig forudsætte, siger Sartre, at man på en gang, kan iagtagegenspejlingen og det genspejlede. Vi skal altså på en gang, befinde os"uden for" og "inden i" og det kan vi ikke ifølge teorien, idet vi kun kendervores private genspejling.3

10

3 Favreholdt, 1978.s. 852 Favreholdt, 1978. s. 88

1 Spørgsmålet om sanseorganernes særlige indretning og konsekvenserne heraf for genspejlingsteorienkommer vi ind på i det efterfølgende afsnit.

Nervesystem og repræsentation

Maturana og Valeras indfaldsvinkel griber klart ind i diskussionen omforholdet mellem omgivelser og nervesystem. Set ud fra deres synspunkt, går den gængse repræsentationsteori ud på, at organismen får oplysningerfra dens omgivelser, som den bagefter anvender til, at opbyggerepræsentationer af verden. Disse anvendes derefter til, at planlæggeadfærd, der sandsynliggør, at den overlever i verden. Dette forudsætter, atomgivelserne påfører nervesystemet egenskaber, der er rigtige i forhold tilomgivelserne, og at nervesystemet anvender disse for, at generere adfærdpå en måde, der ligner vores anvendelse af kort til at planlægge en rejse(Maturana og Valera, 1987).

Maturana og Valera fremhæver, at nervesystemets operationer erstrukturelt betingede. Nervesystemet er et lukket system. Omgivelsernekan påvirke nervesystemet og igangsætte ændringer, men ikke specificereændringerne. De kan blot modulere de konstante ændringer, i desensomotorisk korrelationers, interne balance.

Denne opfattelse kan belyses ved, at gennemgå, hvordan Maurana ogVarela opfatter dynamikken i det visuelle system. Almindeligvis forestillerman sig, at visuel sansning udgøres af en operation, på et billede på øjetsnethinde, hvis repræsentation derefter transformeres, inden inervesystemet.

Ifølge Maturana og Varela bryder denne repræsentationsteori sammen, nårvi erkende, at for hver neuron i retinaen der sende til vores visuelle cortexvia den såkaldte lateral geniculate nucleus (LGN), er der hundrede afneuroner fra andre områder i nervesystemet, deriblandt andre områder icortex, der sender til LGN. LGN er derfor ikke blot en mellemstation forretinale projektioner, på vej til cerebral cortex. Tværtimod påvirker, enmængde nervefibre fra andre dele af hjernen, der er forbundet med LGN,hvad der går videre til den visuelle cotrex. En af de strukturer, derpåvirker begivenhedsforløbet i LGN, er iøvrigt den selvsamme visuellecortex, som LGN sender til. Begge strukturer, er altså forbundet gennemgensidige påvirkninger, og ikke blot at betragte, som to mellemstationer iet sekventielt forløb.

Ifølge Maturana og Varela er implikationen derfor, at virkningen af, at etbillede projekteres på retina, ikke kan sammenlinges med en indadgåendetelefonlinje. Snarere bør situationen sammenlignes med, at en stemme(påvirkning) tilføjes til mange stemmer, i en hektisk familjediskussion(aktivitetsforholdene mellem alle de forbundne nervetråde), hvor denkonsensus man når frem til, ikke er betinget af, hvad noget enkelt

Reflektioner over spørgeskemaer

11

familiemedlem siger. Derfor, opfatter Maturana og Valerarepræsentationshypotesen som en fælde, fordi den ødelægger mulighedenfor, at forstå, hvordan nervesystemet fungerer, som et definitivt systemmed operationel lukkethed.

Men, Maturana og Varela angriber også solipsismen, for at afviseomgivelserne på basis af antagelsen om, at nervesystemet fungerer ifuldstændig vakum, hvor alting er gyldigt og alting er en mulighed. Dennefælde medfører, at vi ikke kan forklare, hvordan der er enoverensstemmelse, mellem organismens operationer og dens verden. Demener, at problemet kan løses ved, at man fastholde en klar logiskfremgangsmåde i sin beskrivelse. Man skal bevæge sig væk framodsætningen, og ændre spørgsmålets natur til, at omfatte en brederesammenhæng.

Som observatører kan vi placere os i forskellige domæner afhængigt af desondringer, vi foretager.

v På den ene side, kan vi reflektere over et system i den domæne, hvor dets komponeneterfungerer, domænen for interne tilstande og dens strukturelle ændringer. Set ud frasystemets indre dynamik, eksisterer omgivelserne - men de er irrelevante.

v På den anden side, kan vi reflektere over en enhed, der også har en interaktion med sineomgivelser og beskrive dens historie af interaktioner med disse. Ud fra dette perspektiv,hvor observatøren etablerer forholdet, mellem visse træk i omgivelserne og enhedensadfærd, er enhedens interne dynamik irrelevant.

Begge metoder er nødvendige, for at vi kan opnå en fuldstændig forståelseaf enheden. Det er observatøren, der forbinder dem ud fra situdenforstående perspektiv. Han erkender, at systemets struktur, betingerdets interaktioner ved at specificere, hvilke konfigurationer i omgivelserne,der kan igangsætte strukturelle ændringer i disse. Det er ham, dererkender at, omgivelserne ikke specificerer eller dirigerer de strukturelleændringer i et system.

Problemet opstår, når vi går fra det ene område til det andet og insistererpå, at den korrespondance vi etablerer mellem disse områder, som vi kanse samtidigt, i virkeligheden skal være en del af enhedens operationer. Idette tilfælde organismens og nervesystemets.

Ifølge Maturana og Varela forsvinder dette problem, hvis man er i stand tilat fastholde orden i den logiske redegørelse. Vi bliver os bevidste om disseto perspektiver og forbinder dem inden for et bredere område eller felt, somvi selv etablerer. På denne måde behøver man ikke at falde tilbage tilrepræsentationstesen eller benægte, at systemet opererer i omgivelser, dererkendes på basis af historien for strukturel kobling.

12

Det biologisk fundament for repræsentationsteorien.

Her skal det understreges, at der er en vis dobbelthed forbundet medMaturana og Varelas formuleringer. På dem ene side, benægter ikke, atman betegne de interne processer, der muliggør adækvat adfærd iomgivelserne, som repræsentationer - ud fra en observatørs synspunkt.Ud fra det synspunkt, kan genspejlingstesen fastholdes, samtidig med atde får ret i den påstand, at set ud fra nervesystemets "synspunkt" er derikke tale om repræsentationer, fordi der ikke er det direkte biologiskeforhold mellem miljø og organisme, som metaforen synes at antyde. Mensamtidig antyder nogle af deres formuleringer, en fundamental afvisning afrepræsentationsmetaforen, og ikke blot en udgrænsning af den ud franervesystemets synspunkt.

I modsætning til disse formuleringer mener jeg, at repræsentationshypotesen skal fastholdes, uden at jeg derved vil afviseselve den grundlæggende terminologi Maturana og Varela præsenterer,idet vi gør det ud fra en observatørs synspunkt. Dette synspunkt vil i detefterfølgende blive udbygget med henvisning til Janos Szentagothai (1987)og R. Llinas (1987).

Janos Szentagothai har påpeget, at det er tvivlsomt om den påfaldende"helhed" og "målrettethed", der karakteriserer dyrs adfærd, kunne foregåuden et forenet "repræsentationsniveau" - med andre ord en intern modelaf verden, deriblandt en eller anden model af dyret selv. Uden dette villedyret ikke være meget mere end en samling af reflekser og genetiskindbyggede drifter og adfærdsmæssige programmer, dvs. stort set kun atbetragte som sofistikeret biologisk robot.4 Det synes ikke åbenlyst, at derer fordele forbundet med afvisning af repræsentationshypotesen.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvad der skal opfattes ved begrebetrepræsentation, eller i mere stringent form "genspejling". Problemet er i såfald, at hvis man afviser repræsentation, at forklare hvordan de situationerskal opfattes, hvor enten dyr eller mennesker orienterer sig på en måde,der synes at forudsætte repræsentation. Blandt dyr finder vi dette iforbindelse med spatiel orientering, hvor det synes, at dyret ikke blot somforudsætning for adækvat adfærd må "repræsentere" placeringen afhindringer i omgivelserne, med desuden være i stand til at placere sig selvdynamisk, i forhold til disse træk i omgivelserne. Hvis det ikke errepræsentation eller "genspejling", hvad så?, spørger Szengothai.

En del af mit svar består i at opløse begrebet "repræsentation".Szentagothai beskriver en meget "elementær" form for repræsentation,


13

4 Szentagothai 1987 s. 324

d.v.s. en helt basal spatiel orienteringsproces, der ikke synes begribelig,uden at vi forudsætter, at dyret besidder en "repræsentation" af sineomgivelser og egen placering i disse.

Llinas er inde på det samme i diskussionen om, hvordan en tilblivendehjerne, der oprindeligt ikke har nogen viden om den eksterne verdensegenskaber, tilegner sig sådanne informationer gennem udviklingen,således, at den oparbejder en evne til at forudse resultatet af sinehandlinger i denne verden. Ifølge Llinas favoriserer naturlig udvikling delevende organismer, der er i besiddelse biologiske strukturer, hvormedneuroner (på basis af deres konnektivitet), kan inkorporere sansemæssigtregistrerede egenskaber ved den ydre verden inden, i deres internefunktionelle tilstande. Denne interne implantering af eksterne egenskaber,gør det muligt for aktivt bevægende livsformer, at forholde sig til følgerne afet liv i en verden i stadige ændringer. Denne internalisering, kan opnåsgennem en cellulær specialisering, der omfatter dertil egnede neuraleforbindelser.5

Llinas tilgangsmåde lægger op til en forståelse af nervesystemet, der erbaseret på en formel beskrivelse af sindets tilblivelse, gennemudviklingstrin på basis af udviklingen af nervenetværker. Dissenervenetværker, kan udvikle en forestilling om almene egenskaber, vedatforbinde organismens naturlige koordinater og derefter forbinde deneksterne verden med disse, i særdeleshed ved hjælp afkommunikationsværktøjer, som sprog.6

Disse tranformationer består i, at sensoriske input anvendes til, atmodificere interne funktionelle tilstande. Disse interne funktionelletilstande er homomorfiske med den eksterne virkelighed. De sensoriskeinput, nærer og modulerer en intern tilstand, af intern oprindelse.Perception er derfor en drøm moduleret af sensorisk input.

Dette kan belyses gennem spørgmålet: hvordan ser vi?

Selv når vi har gennemanalyseret hele det visuelle system og detsegenskaber, er det svært, at forstå, hvordan den visuelle perception ermulig. Ifølge Llinas består det at set i, at sanseinput transformeres, til ensansevektor i andre dele af koordinatsystemet. Syn forudsætter enbevægelse i verden, og hvorved eksterne objekters egenskaber, etableresud fra vores fysiske egenskaber, på basis af naturlige koordinater.

Pointen er, at for at forstå syn, er det ikke tilstrækkeligt at forstå detvisuelle systems funktionelle struktur. Man skal, sætte synet i

14

6 Llinas s. 353-3545 Llinas 1987 s. 343-344

sammenhæng med interne fysiske koordinater, før det bliver muligt, at seen mening i den visuelle informationstrøm. For at kunne det, må vi haveinteraktion med den eksterne verden, gennem bevægelse.7

I teseform lyder de vigtigste punkter i Llinas teori som følger:

v Nervesystemet danner ikke repræsentation ved simpel afbildning. Nervesystemetkonstruerer et internt billede af en "stimulus", på basis af hvad, hver enkel nervefibersaktivitet, repræsenterer i den ydre verden.

v Interaktionen mellem hjernen og den øvrige organisme, er grundlaget for, at et sætnaturlige koordinater, kan indbygges i det centrale nervesystet. Disse naturligekoordinater, gør det muligt for mennesker, at vurdere og genskabe almene egenskaber,ved den ydre verden, på basis af egne fysiske egenskaber - det naturligekoordinatsystem.

v Transformationen fra et sensorisk-funktionelt rum, til et motorisk-funktionelt rum,forudsætter, at sensoriske beskeder sammenkædes, som pre-motoriske vektorer, på basisaf hvilke, målrettede bevægelser genereres.

v Tænkning opfattes som internaliseret bevægelse. Den metode, hjernen anvender vedudviklingen af et koordinatsystem, er forudsætningen for, at den kan forudsigeændringer i det ydre miljø. Et stigende antal motoriske strategier, medfører ogmuliggør en mere kompleks evaluering, denne er grundlaget for tænkning.

I forhold til denne proces, har vi bevidst valgt begrebet "simpelrepræsentation". Begrebet indebærer afvisning af, at vi kan omtale"repræsentationsprocessen" som en blot og bar projektion af det ydre tildet inde, men samtidig fastholdes, at der skal være overensstemmelsemellem "det ydre" og "det indre".

Spejling af hvad.

Konsekvensen af disse overvejelser er, at Lenin har fat i noget afgørendeved (implicit) at skelne, mellem den rent sansemæssige genspejling oggenspejling af teorier.

Der er ingen tvivl om, at vores sansning, ikke mindst synet, ikke blot er atbetragte, som en simpel affotografering af vores synlige omverden. Voresfarvesyn er f.eks. i en række situtationer således indrettet, at vi rentfaktisk ser ikke eksisterende farver, under givne betingelser. Vores hjerneoplever farver, som ikke har nogen modsvarende eksistens i form af lysmed disse bølgelængder. Det viser, at en del af vores sansning genereres


15

7 Llinas s. 352

af sanseorganerne. Der er således ikke, nogen absolut overensstemmelsemellem de påvirkninger vores sanseorganer udsættes for og deninformation hjernen modtager fra sanseorganerne.

Disse eksempler kan dog ikke bruges som argument for noget andet end,at sansningen er en aktiv process. Men samtidig kan vi også hævde, atdenne aktive process, generelt bidrager til en mere stabil sansning, endsimpel affotografering ville gøre det muligt. Således er vores syn, i stand tilat korregiere for ændringer i lysets sammensætning af henholdvis røde ogblå farver. Indenfor en vis grænse vil vi opleve vores farverum på densamme måde, uanset ændringer i lysets faktiske beskaffenhed. Dette givermening, idet sansningen er forudsætningen for vores handlinger og enstabil repræsentation af vores farverum, fremmer voreshandlingsmuligheder. Prisen er imidlertid, at sansningens i noglesituationer, resulterer i forkerte informationer (Margolis, 1987).

Dette faktum ændrer ikke noget væsentligt ved sansningensgenspejlingsmoment, idet sansningens aktive reproduktion af ydre stimuli,har sit grundlag i livspraksis. Denne praksis har i gennem en tidresulteret i, at vores sansning er i stand til, at bidrage med en fortolkningaf de modtagne stimuli, der generelt resulterer i en mere korrektgenspejling. Men øjnene sanser rent faktisk, den aktuelle sammensætningaf lysets bølgelængder. Når vi alligevel oplever et resultat, der seranderledes ud, kan det kun betyde at sanseprocessen indebærer, at påbasis af den umiddelbare sansepåvirkning bliver der "konstrueret" enanderledes forestilling.

Ser vi på processen som en helhed, kan vi godt tillade os at tale om toforskellige produkter, i forskellige faser af processen. På en måde kan vigodt tillade os, at tale om to forskellige billeder og vi har endda endnuikke, inddraget den efterfølgende fortolkning, dvs. den process, hvorsansningens resultat tilskrives mening. Sansningen er derfor enmangfoldig process og i sidste instans udsættes resultatet for "empirisk"afprøvning, der godt kan resultere i et nyt genspejlingsbillede. Vi kan godtkomme ud for umiddelbart at opleve et bestemt billede på en måde, menefter en granskning bliver resultatet et andet (Margolis, 1987).

I det sidste tilfælde, er praksis det moment, hvor genspejlingen fortolkes.Det er også tilfældet med den mere umiddelbare fortolkning, der foregår isansningen, forskellen er blot, at denne ikke er tilgængelig for voresbevidsthed.

Set i det lys, kan vi betegne hele processen som en tilnærmelse til enegentlig genspejling, idet genspejlingsprocessens resultat, erforudsætningen for effektiv handling. Det er derfor helt rimeligt, at tale om

16

at vi "anskuer" genspejlingen og således falder i hvert fald en afpræmisserne for Favreholts og Sartres kritik (Favrehold, 1978) bort, nemligprocessens et-hed. Vi kan godt "se" kopien og denne process kan resulterei en ny kopi. Dette synspunkt adskiller sig noget fra Lenins, men har detfundamentale synspunkt til fælles, at vi betegner resultatet som engenspejling, for at understrege, at "rigtigheden" af processens resultat,afprøves i organismens praksis. Er billedet forkert, kan resultatet af enhandling, blive en slem overraskelse. Denne form forgenspejling-repræsentation kalder vi simpel fysisk repræsentation.Reitans har formulering klar hvad dette handler om:.

"Spejlet er passivt reflekterende, men det at produceres spejlet, gøre det bedre, placeredet rigtigt osv. er en aktivitet. Spejlbilledet, der færdige stykke gengivelse afvirkeligheden, er et resultat af denne aktivitet, men fremstår - idet det er færdigt - somen passiv refleks. På denne måde er det mulgt at opretholde spejlmetaforen og samtidigtage højde for genspejlingen som en aktiv praksis."8

Repræsentationens niveauer.

Udover at udspecificere den "simple fysisk repræsentation" er der i hvertfald grund til at skelne mellem yderligere to former for "repræsentation".For det første "simpel sproglig repræsentation". Barlov (1987) argumentererfor, at "selvbevidsthed" er opstået som en proces, hvor udviklingen af sprogindebærer, at taleren danner sig en forestilling om en samtalepartner.Denne forestilling er en basal del af det, jeg vil betegne som "simpelsproglig repræsentation", nemlig en skelnen mellem "mig" og "den anden".

Derudover vil jeg indføre et tredje begreb, "social repræsentation", dvs. denudvikling af sondringen mellem "mig" og "den anden", der omfatter, at "denanden" ikke er en person, men et system af sproglige interaktioner. I dettesystem kan vi ikke mere tale om en "direkte" genspejling, d.v.s en proces,hvor et ydre afgrænset fænomen bliver til "et indre" fænomen. Mensnarere om en proces, hvor et "ydre" fænomen, tilskrives en "indre"mening, som en del af en helhed. I denne sammenhæng er det vigtigt athæfte sig ved, at begrebet "indre" ikke skal forstås, som "indre" i forhold tilet individ, men i forhold til et sprogligt system. Processen er altså en fra et"ydre" til en sproglig struktur.

I alle disse situationer giver det kun mening, at tale om repræsentation,hvis der også er en slags overensstemmelse. Begrebet "overensstemmelsekræver imidlertid endnu en kvalifikation, dermed henvises der til, at denoverensstemmelse, der omtales, er adækvat i forhold til den adfærd, der


17

8 Reitan, 1978, s. 110

udføres af agenten. Denne formulering virker en smule kryptisk, indtilman erindrer, at man som observatør logisk skal gøre rede for sitsynspunkt. Grunden til, at vi på et niveau korrekt kan tillægge dyret ellermennesket målrettethed er, fordi det absolutte kriterium for, om der eroverensstemmelse mellem miljø og organisme er organismens overlevelse.Når det udgangspunkt er fastsat, kan vi som observatører undersøge densærlige slags overensstemmelse. Udspecificeringen af det spørgsmål, derstilles i sådan en undersøgelse, er det, Maturana og Varela (1978) betegnersom observatørens forventninger.

Genspejling af sociale processer.

Der er en fundamental forskel på vores genspejling af en ting og voresgenspejling af sociale processer. De har begge til fælles et virksomtelement. I begge tilfælde kan genspejlingen resultere i et produkt af enfortolkningsprocess, således at det vi oplever, ikke umiddelbart svarer tilpåvirkningen. Den afgørende forskel er, at vi kan forholde os tilsansningen ved at studere menneskets biologiske og kognitive indretning,hvorimod vi i forbindelse med genspejlingen af den sociale virkelighed, måanalysere de fundamentale samfundsmæssige processer, der ligger tilgrund for den fremtrædelse mennesker oplever i sit virke,

Genspejling i sproget.

Som tidligere sagt mener jeg at der er god grund til at skelne mellemgenspejling som sansning og den sproglige genspejling. De har det tilfælles, at de elementer der skal inddrages, indebærer mulighed og behovfor, umiddelbar sammenligning mellem det genspejlede og genspejlingen,men forholdene er noget anderledes, når vi ser på genspejling via sproget.Det emne har været et central spørgsmål i almensprogsfilosofien. Encentral antagelse i almensprogsfilosofien er, at ordenes mening betingesenkeltvis og at de er identiske med de ikke-sproglige objekter som dehenviser til.

Det er ikke mindst denne antagelse Richard Rorty henviser til når harhævder, at realismen forudsætter et repræsentationsbegreb.

"At vide er at repræsenterer korrekt det der befinder sig udenfor sindet; at forståerkendelsens natur og mulighed, er at forstå hvordan sindet er i stand til at konstrueresådanne repræsentationer".910

18

10 Rorty, R., 1980. s.7. citeret efter Gallinicos, 19859 Gallinicos, 1985. s. 120

Rorty (1980) argumenterer for, at den nyeste udvikling i filosofien, harunderminderet opfattelsen af sindet som genspejling af naturen. Dettekan bedst beskrives ved at se på W.V.O. Quines artikel "Two Dogmas ofEmpiricism" (1963).11 Det to dogmaer Quine beskæftiger sig med, erpostulaterne:

v Analytiske sandheder er baseret på mening der er uafhængig af fakta. Syntetiskesanheder er baseret på fakta.

v Hver meningsfuld ytring svarer til en logisk konstrutkion baseret på begreber derhenviser til umiddelbare oplevelser.

Quine sætter sig for, at afvise denne sondring mellem analytisk ogsyntetiske sandheder. Quine stiller spørgsmålstegn ved den opfattelse afsproget, hvor man antager, at først fastsættes ordenes mening, derefterkan vi bruge disse ord til at udtrykker vores mening om verden.

Quine forsøger at vise, at man ikke kan adskille spørgsmål om mening oggenstand på denne måde. Tværtimod bestemmes de samtidigt. Når Quinenægter at skelne mellem spørgsmålet om sproglig mening og empiriskefakta, er følgen at han afviser det andet dogma. Kernen i det dogma eropfattelsen at, den enkelte ytrings mening, bestemmes uafhængigt afandre ytringer.

Vienna cirklen troede, at en ytrings mening ,kunne bestemmes afbetingelserne for, at den kunne be- eller afkræftes, dvs. ud fra etsanhedskriterium (Witt-Hansen, 1985). Quines indvending går blandtandet på, at man gennem et eksperiment ikke kan be- eller akræfte enkelteudsagn, men kun hele teorier. Ifølge denne opafttelse kan en fysisk teorikun afprøves eksperimentalt ved, at sammenholde hele teorien med helegruppen af eksperimentelle love.

På denne baggrund konkluderer Quine, at man ikke kan bestemmes enytrings mening individuelt, men kun kollektivt, på basis af deres fællesforhold til en sanse-oplevelse. Grundenheden for empirisk gyldighed ervidenskaben som helhed og den kan sammenlignes med et kraftfelt, hvisgrænsebetingelse er oplevelsen. Ud fra dette synspunkt opfattes sproget,som en "væv af ytringer", hvor mening og fakta er så tæt forbundet, at enhvilken som helst ytring, betinges af sine forbindelser med alle andreytringer. Dens mening betinges ikke af dens forhold til et ekstra-sprogligtfænomen, den betinges af dens placering i et netværk af ytringer.

Denne opfattelse står i skarp modsætning til alle forsøg på, at behandlesprog og tænkning, som repræsentation af virkeligheden. En af


19 Gallinicos, 1985. s.121

11 Artikler er fra bogen: "From a logical point of view".

konsekvenserne er, at man ikke på grundlag af observation kan af- ellerbekræfte en enkelt ytring blandt de ytringer, vi mener er sande. Dette vilblot resultere i en ændring i totatliteten af de ytringer, vi opfatter somsande. Det vil sige, at isolerede sætninger ikke kan be- eller afkræftes.Men samtidig med, at dette udelukker at teorier kan afprøves gennemundersøgelse af eksplicitte ytringer eller forudsigelser, betyder dette også,at ingen logisk lov er immun for revision.

Konsekvensen er at objektivitetsbegrebet undermineres. Der findes ikkenogen objektive standarder vi kan anvende, som målestok for hvorvidet enteori er sand eller falsk.

Konsekvenserne er vide. Filosofien har siden Descartes søgt at sikregrundlaget for vores erkendelse, ved at føre den til subjektets direkteerfaring med erkendelsen objekt. Man ved noget om et objekt, når det erdirekte tilstede for vores bevidsthed. Men hvis erkendelsen opfattes somen "væv af ytringer", kan man ikke mere operere med sådan en projektionfra det ydre til det indre.

Den umiddelbare viden.

Gallinicos (1985) påpeger, at hvis man accepterer Quines opfattelse, erkonsekvensen, opgivelse af antagelsen om, at umiddelbar kan lade siggøre. På linje med Quine, bestemmer han viden som en række ytringer,det vil sige, at viden er propositional. Men hvis viden opfattes sompropositional, et væv af sætninger, må vi opgive den opfattelse, at videnbestår i, at et objekt bliver tilstede i bevidstheden gennem sansningen.

Når Galinicos afviser begrebet "umiddelbar viden", omfatter denneafvisning også de teorier Marx udviklede, om de særlige bevidsthedsformerder udspringer af kapitalismens funktionsmåde - fetichismeformene.

Lad os kort repetere Marx's teori om varefetichismen. Denne består i, atsociale forhold mellem mennesker i bytteforholdet antager form af en ting,eller egenskab ved en ting. I værdiforholdet mellem to varer, kommer denene vares bytteværdi, til udtryk gennem den anden vares brugsværdi.Dermed bliver brugsværdi til fremtrædelesform for sit modstykke -værdien. Arbejdets sociale egenskaber synes således at blive egenskabenved en ting. Vareverden kan kun udtrykke abstrakt menneskeligt arbejdeved, at udgive dets samfundsmæssige kvalitet for noget tingsligt.Samfundsmæssige forhold tager derfor form af forhold mellem ting - varer.Derved indeholder varefetichismen et sandt aspekt, fordi varen rent faktisker resultatet af menneskeligt arbejde. Den indeholder også et falsk aspekt,fordi forholdet mellem mennesker fremtræder som forhold mellem ting.

20

Når denne teori inddrages her, er det ikke mindst fordi den er et godteksempel på hvad det indebærer at sondre mellem "simpel sprogliggenspejling" og "genspejlingen af sociale processer". Samtidig er Marx´steori om fetichismen og den iboende element af genspejling, en vigtigteoretisk forudsætning for at man overhovedet kan antages at socialeforhold kan genspejles. Det er da også korrekt at disse teorier kan forståssåledes, at de indebærer et element af "passiv" genspejling. Idet Quiensindvending er et lammende slag mod alle antagelser om en passivgenspejling vis sproget, er dette et vigtigt problem.

Når Marx beskæftiger sig med "genspejling" understreges understreger hannødvendigheden af, at tage udgangspunkt i virkelige virksommemennesker og at skildre deres ideologiske reflekser ud fra deres livsproces.Deriblandt de tågebilleder i menneskenes hjerne, der er nødvendigeessenser af deres livsproces og kan konstateres empirisk.13 Marxunderstreger, at erkendelsen formes gennem praksis og det kanumiddelbart forekomme svært, at forlige det med opfattelsen af ,atsamfundets måde at fungere på påfører aktørerne bestemte forestillinger.Men det Marx understreger er, at en hvilken som helst tankevirksomhedforudsætter social handling. Fetichismen udspringer af betingelserne formenneskenes produktive virke i kapitalismen. Fetichismen udspringersåledes af praksis, ikke passiv genspejling.

Marx's teori forudsætter at vi reagerer på vores umiddelbare virkelighed,genspejler den. Denne mekanisme er i sig selv ikke ansvarlig forfetichismen. Den udspringer af den særlige måde, hvorpå denneumiddelbart oplevede virkelighed er indrettet på. Derfor er det muligt, atgive Gallinicos ret i afvisningen af forestilling om umiddelbar viden idenne sammenhæng, uden at det får konsekvenser for fetichismeteorien.14

Det vil sige, at forsåvidt vi kan fastholde at fetichismeformene implicitindebærer et genspejlingselement i forhold til sociale relationer, og forsåvidtat Quines og Gallinicos´ indvending kan afviser, kan vi fastholde etgenspejlingselement i den sociale repræsentation. Derved kan menneskeligeudsagn, der omfatter sociale relationer, behandles som udtryk for virkelige,dvs. genspejlede, omend ubeviste, objektive relationer. Dette betyder ogsåat sådanne sociale bedømmelser, der omfatter social handleregulering, måtilskrives en anden metodologisk status, end udsagn der udspringer af oghar individualiteten som sin grænse. Individualitetsbetingede ytringer kanikke opfattes som udtryk for en objektivt forankret repræsentation. Derforbliver de ikke "falske", men kan kun forståeliggøres ved hjælp af teoretiske


21

14 Dette indebærer ikke en tilslutning til Gallinicos´ argumentation, hensigten er alene at vise, at selv omman godtager denne, kan fetichismens, og således den sociale repræsentations genspejlingselement,fastholdes.

13 Marx 1974 Den Tyske Ideologi s. 34

forklaringsmodeller der muliggør at "tågebillederne" rekonstrueres, ikkesom udtryk for, men som forårsaget af bio-sociale processer.

For en stor dels vekommende, præges diskussionen om menneskernesegenforståelse og deres formidling heraf, af en manglende sondring mellemudsagnenes grad af ekstern forankring og handleregulerende funktion.Når et hensyn til disse dimensioner indarbejdes i den videnskabelige debatom hvilken status sådanne udsagn skal tilskrives, kan vi se at udsagnenesstatus må afhænge af hvilken kategori der hører til. Gør vi det, opløses detmysterium der synes, at lægge sig over diskussionen om menneskenesmåde at genspejle og repræsentere sine omgivelser på.

22

Metoden og "statistikken"Anvendelsen af spørgeskemaer i forskning udpeges ofte for at være ettypisk eksempel på "kvantitativ" forskning. Men vitterligt bør man betegnedenne information som havende en kvantitativ form. Ordene "kvantitativform" skal fremhæves, fordi mange af de informationer vi beskæftiger osmed i analyse af empiri udarbejdet ved hjælp af spørgeskemaer er vitterligtkvalitative. Når er person afkrydser svarmuligheden "godt" som reaktionpå spørgsmålet, "Hvordan er dit forhold til dine kollegaer?", afgivervedkommende et svar i en kvalitativ form. Svaret "godt" er udtryk for enkvalitet ved vekommende oplevelse af sine sociale relationer medarbejdskammeraterne.

De statistiske redskaber spiller en uhyre vigtig rolle i "kvantitativ"arbejdspsykologisk forskning. Men denne rolle er ingenlundeuproblematisk. Den indebærer typisk en generalisering og dermedreduktion af den foreliggende information i en sådan grad at de livforholdvi antageligvis forsøger at forholde os til transformeres til detuigenkendelige i form af numeriske størrelse der igen indkorporeres istatistiske modeller, der ofte, når det kommer til stykket, udtrykkeralmindeligheder uden nogen brugsværdi overhovedet.

Denne almindelige fejl eller mangel udspringer i et vist omfang af det jeg vilbegetegne som "den statistiske idelogi". Bhaskar (1989) har betegnet detsom tingliggørelse af fakta. Ofte og måske oftest, gør de forskere deranvender sådanne modeller, sig ikke nogen overvejelser om devidenskabsteoretiske forudsætninger for disse. Disse udgør imidlertid etvigtigt problem i diskussionen om arbejdspykologisk forskning baseret pådata i kvantiativ form.15

De ideer der udgør grundlaget for størstedelen af denne anvendelse afstatistiske metoder udspringer af det store opgør med metafysikken islutningen af sidste århundrede. Dette opgør indebar atsamfundsvidenskaben måtte opgive enhver idé om underliggende årsager,essens og anden form for forklarende fortællinger. Pareto (1971)formulerede det således at videnskabelige lovmæssigheder ikke kanbetragtes som andet end stabile eksperimentale observationer. Således erdet ikke nødvendigt at vide hvad tyngdekraft er for at studere og beskrivestjernernes bevægelser. Ifølge Pareto var det den videnskabelige sociologisopgave at beskrive samfundsmæssige forhold på en tilsvarende måde.Pareto opfattede samfundet i al væsentlighed som en lukket deterministiskmekanisme der kunne beskrives ved hjælp af ligevægtsmodeller. Detsynspunkt deles næppe af ret mange i dag, men tankeangen er langtfra


23

15 Diskussionen er i høj grad indspireret af Manicas 1989.

uddød og øver stadigvæk ganske betydelig inflydelse på vidt forskelligeområder i samfundsforskningen.

Problemet ved Paretos opfattelse, når vi ser bort fra devidenskabsteoretiske præmisser, er ikke mindst at samfundsmæssigeforhold og i særdeleshed samfundsmæssige forandringer og bevægelse, ernoget vanskeligere at kortlægge end stjernernes bevægelser. I alvæsentlighed må videnskaben stille sig tilfreds med at kortlægge aktuellesamfundstilstande uden nogen garanti for at man har fået fat på alle defaktorer der vitterligt spiller en rolle (Manicas, 1989).

Det tvinger samfundsvidenskaberne ind i en temmelig passiv rolle, ikkemindst dersom samfundsvidenskaberne ikke kan anvende eksperimentellemetoder. Man kunne selvfølgelig følge Deweys ide om at udføreeksperimenter ved hjælp af systematiske politiske tiltag hvis virkningerkunne registreres ved hjælp af dertil egnede metoder. Givet det faktum atdet i al almindelighed er en uoverkommelig opgave at sikre en tilstrækkeligkontrol over sådan et forløb er det stort set blevet ved ideen.

Her er statistikken tilsyneladende kommet samfundsvidenskaberne tilundsætning. Således hævdes at udviklingen af mutivariate analyser harunødvendiggjort eksperimentale manipulationer og laboratiorieforskning,idet de betyder at forskeren kan gå ud i verden, registrere den og bearbejderesultaterne således at lovmæssige konklusioner kan drages (Ackoff,1971).

Til grund for dette synspunkt ligger den opfattelse at forholdet mellemkvanititative variabler er forklarende i sig selv, og ikke blot en form forbeskrivelse der fordrer forklaring. Det indebærer at sammenhængenmellem uafhængige og afhængige variabler i en statistisk analyse kanbeskrives således at den afhængige variablel opfattes som en konsekvensset i forhold til den eller de uafhængige variabler. Det vil sige at denafhængige variable forårsages af en eller et antal variabler. En forklaringer således blot en bestemmelse af hvorledes et forhold er forbundet med etandet eller som det normal vil fremtræde, et antal observerbare og måleligeforhold. Dette er blevet formuleret således at i tilfælde af et forhold mellemet "X" og et "Y" der ikke forsvinder når der kontrolleres for andre faktorer,må man opfatte dette forhold som værende kausualt.(Lazarsfeld, 1955).En sammenhæng indebærer ifølge denne opfattelse kausalitet, dersomkausualitet kun kan opfattes som en sådan sammenhæng (Manicas,1989).

Dette synspunkt indgår nogen gange eksplicit, men som oftest implicit i enstor del af den kvantitative forskning. Dette indebærer at kompleksepsykologiske årsagsforhold kan forstås ved at man analyserer variabler, en

24

for en, subset for subset, indtil man har forstået hele variablesystemet(Stroud, 1984). Dette indebærer selvfølgelig, implicit, at variabelsystemetomfatter en fuldstændig dækkende gengivelse af alle relevante faktorer.

Der er mange problemer forbundet med denne anskuelse. Man kan f.eks.spørge hvad vi har egentlig opnået ved at konstatere en sammenhæng,endog en overordentlig hyppige sammenhæng. Det er svært at se detforståelsesfremmende i en påstand om at et givent fænomen ofteforekommer samtidig med en andet fænomen og at sammenhængenmellem disse fænomener som oftest er af samme karakter. Vi kan f.eks.konstatere at oplevelsen af stress temmelig ofte er nøje forbundet medoplevelsen af sociale og personlige konflikter. Ved hjælp af det vi faktiskved om stress kan vi hævde at stress indebærer forhøjet psykisk og fysiskberedskab og at som følge heraf vil det være naturligt at stressede personerreagerer aggressivt på sociale udfordringer, med konflikter som følge. Påbasis af den viden vil vi måske være tilbøjelige til at søge andreforklaringer, f.eks. ved at undersøge vedkommende arbejdsmæssigebelastninger, hvorefter vi kunne hævde at disse er forklaringen påpersonens stressede tilstand og at konfliktniveauet er en følgevirkning.Rent statistisk er det langt fra usandsynligt at der vil være en langt højerekorrelation mellem stressoplevelsen og konfliktoplevelsen, endstressoplevelsen og arbejdets krav. De sociale konflikter registreresumiddelbart og er ofte forbundet med ganske ubehagelige konsekvenser,der så langt kan overskygge de registrerede virkninger af arbejdets krav.Pointen er at dette kan vi ikke konstatere ved hjælp af de statistiskeanalyser, det kræver en bagvedliggende teori.

Dette indebærer ikke blot at den statistiske analyse ikke er tilstrækkeligforudsætning for etableringen af kausuale forhold, men at den kan væredecideret vildledende. Den er specielt vildledende hvis man opfatterstatistiske sammenhænge som kausuale sammenhænge (Bhaskar, 1989).

I modsætning til denne form for "kausualitet" mener jeg at der er behov foren fremgangsmåde der indebærer at et begivenhedsforløb opløses i sinedelelementer og en rekonstruktion af disse ved hjælp af en teoretiskforståelse, hvorefter vi gerne skulle, i hvert fald ideelt kunne nå frem til enkausual analyse. Dette indebærer i forhold til en givent problem atrelevante årsagsalternativer må overvejes og så vidt muligt elimineres.

Dette kan måske forstås således at blot ved at ændre devidenskabsteoretiske præmisser for de udførte analyser kan man kommefrem til deterministiske modeller af den slags man kan finde indenfornaturvidenskaberne. Det er imidlertid ikke hensigten. Sociale forhold eråbne i den forstand at de oberverbare forløb udspiller sig på flere parallelleniveauer. For at forstå disse forløb må vi begribe de bagvedliggende


25

strukturer og deres kausuale egenskaber og hvorledes sampilletherimellem ændres over en tid. Dersom vores viden er begrænset kan vialdrig fortælle den fulde historie. Men det vi må sigte mod og det der afgørom vi har en god eller en dårlig forklaring er en funktion af hvor tæt vi kankomme på at påstå at vi har forstået hvilke årsager gjorde sig gældende oghvordan samspillet imellem disse forårsage det faktiske forløb. Deregelmæssigheder vi kan konstatere skyldes sådanne strukturer og kanderfor betragtes værende bestemt af disse uden at være lig med disse(Manicas, 1989).

Denne betoning af strukturer og deres kausale egenskaber forklarersamtidig hvorfor en blot og bar ophobning af empiriske regelmæssigheder,udråbt som årsager ikke er særlig forståelsesfremmende. Årsager er ikkeat additivt fænomen. Man kan ikke forstå en begivenhed ved blot at læggealle årsagsforholdene sammen. Årsagsforholdene indgår i en helhed ogdenne helhed skal forklares som sådan. Sagt på en anden måde kan manforestille sig vidt forskellige situationer hvor en forklaring der tager højdefor dette opererer med de samme årsager, hvor blot samspillet herimellem,forklaringsstrukturen er forskellig. Det komplekse samspil imellemstrukturerne er forklaringen på hvorfor vi i praksis oftere kan forklare endforudsige begivenheder og hvor besynderligt end det kan forekomme,indebærer en forudsige af statistisk karakter derfor ikke nødvendigvisnogen forståelse. Jeg kan som Jay Gould (1984). konstatere en perfektsammenhæng mellem min stadig mere omfangsrige talje og månensstigende afstand til jorden, uden være noget nærmere en forståelse af denkonstaterede sammenhæng, eller forudsigelse.

Alt dette understreger at empiriske regelmæssigheder ikke er lig med enforklaring, men snarere kan opfattes som det der skal forklares og atdenne ofte indebærer at styrken i de observerede sammenhænge indtageren sekundær rolle i den aktuelle forklaring. Uden en teori er statistiskesammenhænge ikke alene meningsløse, men tit vildledende.

26

Selvrapportering - metode og muligheder

Selvrapporteringens problemer

Spørgeskemaer og interviews har mere til fælles end man skulle tro,specielt hvis man tager udgangspunkt i den lidt ufrugtbare diskussion omkvantitative vs. kvalitative metoder. Begge metoder bygger påselvrapportering og lægger vægt på deltagernes egenoplevelser til forskelfra f.eks. observationer.

En udtalt skepsis overfor rigtigheden, pålideligheden og præcisionen afselvrapporterede data om deltagerpesoners tanker, følelser, oplevelser ogproblemløsninger er blevet fremført af mange. Kritikere af sådanne datahenviser ofte til Nisbett og Wilson (1977). De hævder i denne artikel atdeltagere i psykologiske eksperimenter ikke har adgang eller kendskab tilegne højere mentale processer og af den grund er ude af stand til atbeskrive disse på en korrekt og pålidelig vis.

Nisbetts og Wilsons argumenter er baseret på en gennemgang af en rækkeundersøgelser. En væsentlig del af deres kritik omhandlerundersøgelsernes design, der ikke omfattede en afprøvning afselvrapporteringens reliabilitet, ikke opfyldte de metodologiske krav tilsådan en afprøvning og endnu mindre lopfyldte forudsætninger til at mankunne afgøre om verbal selvrapportering er pålidelig eller ej.

Det skal da indrømmes at der er mange eksempler på mangelfuldeundersøgelser der er baseret på selvrapporterede data. En af de fejl derhyppigt begås er at man ikke sikrer at deltagerne har den fornødne indsigti formålet med de udfordringer de stilles over for. Det er vigtigt, jaafgørende at de stillede spørgsmål er præcise, entydige og forståelige,således at den relevente information, som der er tilgængelig forsubjekterne, kommer til udtryk. Hvis deltagerne fornemmer at der liggeren skult dagsorden til grund for de spørgsmål der stilles, bør det ikkeundre hvis de forsøger at gætte sig til hvilken hensigt der er med detstilledes spørgsmål. Hvis deltagerne begynder at gøre sig forestillinger omsådan en skult dagsorden, bliver svarene derefter. Den sidste pointeunderstreges af Henle (1962), der hævder at tilsyneladende ulogiske svarpå stillede spørgsmål ofte kan forklares ved at svaret gælder et anderledesspørgsmål end forskeren mener at have stillet. Alt for tit formuleresspørgsmål på en tve- eller flertydig måde, eller således at det indebærerassociationer med andre former for sprogbrug i normalsproget end det der


27

har været spørgerens intention. Det er således ikke svaret der er nogetgalt med, men selve spørgsmålet, eller formuleret anderledes, spørgerensopfattelse af sit spørgsmål.

Hvis undersøgelserne ikke opfylde disse krav, vil resultaterne i højere gradfortælle noget om de betingelser deltagerne har for at besvare de stilledespørgmål, end de fænomener man har haft til formål at indsamleinformation om.

Dertil kommer at forskning der bygger på selvrapportering, ofte søger atskabe en situation, hvor subjekterne ikke er bevidste om de forhold derpåvirker dem i rapporteringsprocessen. I det omfang dette lykkes,forekommer det decideret selvmodsigende at anvende sådanne beskrivelsersom udtryk for beskrivelser af forhold deltagerne ikke er sig bevidste om. Et eksempel på sådan en teknik fra spørgeskemaundersøgelser er brugenaf kontrolspørgsmål, d.v.s. at essentielt det samme spørgsmål stilles togange i to forskellige sammenhænge. En konsistens i svarpersonensbesvarelse opfattes som udtryk for reliabilitet. Imidlertid kan man spørgeom sådan en konsistens ikke i højere grad er udtryk for svarpersonernesevne til at erindre det tidligere stillede spørgsmål og således fastholdeuændret besvarelse. At en uændret besvarelse ikke er en selvfølge skal sesi lyset af den konteksafhængighed der præger menneskelig tænkning. Nåret spørgsmål forekommer i forskellige sammenhænge er det kun naturligtat svarpersonen tilsvarende fortolker spørgsmålets intention på forskelligvis (for en diskussion af sådanne forhold se Margolis 1987).

Dette forhold spiller en vigtig rolle i alle de tilfælde hvor selvrapporteringom indre processer indsamles. I det omfang man ikke er sig bevidst omhvordan det anvendte redskabs særlige udformning påvirker deltagerne, eren vurdering af resultaterne vanskeliggjort. Når en deltager reagerer påstillede spørgsmål, kan man beskrive disse som udtryk for deresvurderinger af egne indre processer og oplevelser, snarere end som udtrykfor sådanne processer og oplevelser i sig selv.

I et forsvar for selvrapporterede data peger Praetorius og Duncan (1988) pånødvendigheden af at skelne mellem to forskellige metodologiske forhold,nemlig korrektheden og pålideligheden af selvrapporterede data. Sådannedata er per definition korrekte i den forstand, at de er udtryk forsubjekternes egne meninger. Forudsat at informationerne afgives underbetingelser der opfylder visse mindste krav, d.v.s. at personen har enrimelig mulighed for at forstå hvad et stillet spørgsmål reelt indeholder og iøvrigt kan forholde sig rimelig uforstyrret til de stillede spørgsmål, må deinformationer der afgives ifølge Praetorius og Duncan, per definitionopfattes som korrekte, d.v.s som informationer der skal fortolkes. Det ersimpelthen umuligt at etablere uafhængige kriterier der kan afgøre om den

28

til rådighed stående information er korrekt eller ej. Den eneste der kanbetvivle, ændre eller berigtige den afgivne information er deltageren selv.Der findes ikke metoder eller midler hvormed nogen kan hævde at være ibesiddelse af information der kan anvendes til at afgøre korrektheden afden afgivne information, undtagen undersøgelsespersonen selv.

Problemet er i denne sammenhæng, at hvis man identificerer begreberne"korrekt" og "pålidelig", tilslører man det centrale spørgsmål, nemlighvordan de afgivne informationes "pålidelighed" kan bestemmes.

Ifølge Praetorius og Duncan er det ikke blot legitimt, men ganskeafgørende for anvendelsen af selvrapporterede data, at man forholder sig tilselvrapporterede datas reliabilitet eller pålidelighed. Spørgsmål af dennetype vedrører f.eks. undersøgelsesdesign. I forhold til spørgeskemaerproblemer der vedrører de enkelte spørgsmåls forståelighed,overskuelighed, sammenhæng med andre stillede spørgsmål, spørgsmåletom sekundære beskeder, d.v.s. om et spørgsmål angiver en forskersintention på sådan en måde at subjektet reagerer på disse og ikke blotafgiver et svar på det spørgmålet ved første syn handler om.

Denne kategori af problemer handler også om forholdet mellem det sprogdet forekommer naturlig for en forsker at gøre brug af, sammenholdt medmåden hvormed et subjekt eller en gruppe subjekter taler om og beskriveregne omstændigheder.

Sådanne forhold som beskrevet her omfatter behovet for en begrebslig,sproglig og metodologisk analyse af det anvendte redskab (for et eksempelpå sådanne overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af etscreeningredskab se Smith, Kendall og Huling 1969).

Det er også vigtigt at forholde sig til de begrænsninger en deltagersmuligheder for at observere egne evner, oplevelser og adfærd via etsprogligt medium er forbundet med. Man må også spørge om det i forholdtil den givne undersøgelses intention kan antages, at det forhold derønskes undersøgt kan expliciteres på en rimeligt entydig måde via detanvendte redskab. Det er altså vigtigt at reflektere over hvilken slagsoplysninger det er rimeligt at forvente at der overhovedet kan indsamlesved hjælp af verbal selvrapportering. Dermed handler diskussionen i højgrad om design - både i den forstand, at et valgt design ikke er neutraltmen så at sige former den information der insamles og i den forstand atder er grænser for hvilken slags informationer man kan indsamle ogfæstne lid til, uagtet hvilken kvalitet eller opfindsomhed det valgte designiøvrigt er forbundet med.


29

Det handler således om selvrapporteringens psykologiske betingelser, detvil sige om deltagerens selvrapportering er tilstrækkelig, præcis, pålideligog om deltageren overhovedet kan antages at kunne respondere på detstillede spørgsmål på en brugbar måde.

Vi har allerede nævnt vigtigheden af det anvendte sprog. Det må sikres atde formuleringer der anvendes i forhold til deltageren er forbundet medden samme mening som spørgeren forventer. Denne diskussion handlerikke udelukkende om spørgsmålenes rent sproglige aspekter, d.v.s om deenkelte ord forstås på samme måde på tværs af forsker/deltager barrieren,men også om det stillede spørgsmål er entydigt eller forbundet enten meden sammensat mening (hvormed det bliver vanskeligt at bestemme hvadsvaret egentlig er en reaktion på), og om spørgsmålet er forbundet med enskjult mening. Det sidste spørgsmål rejser sig ganske naturligt, idet defleste spørgeskemaer er karakteriseret ved, at beslægtede spørgsmål stillesi grupper. Under disse forhold må man forvente, at deltagerne somminimum besvarer de efterfølgende spørgsmål i lyset af det forudgående,og nogen gange besvarer hvert enkelt spørgsmål indenfor sådan en gruppeud fra deres forståelse af de intentioner de udleder af gruppen som helhed.

Sådanne overvejelser er hovedsageligt relevante i forhold til"holdningsprægede" spørgsmål, d.v.s. spørgsmål der på den ene elleranden måde involverer subjektets selvopfattelse. I sådanne situationer mådet antages at deltagernes karaktermæssige disposition spiller en rolle forde afgivne svar. F.eks. vil personer med relativt høj selvvurdering i forholdtil personer med lavere selvvurdering, tendere mod at opfatte sinarbejdsmæssige situation som karakteriseret ved højere grad af indflydelse(Weinberg et. al. 1979). I forhold til stress er der blevet argumenteret for,at personer med angsttilbøjelighed tenderer mod at reagere på enstressbetonet måde overfor omstændigheder, hvor personer, der ikke hardette personlighedstræk, i mindre udtalt måde gør dette. Det vil sige, at deforskelle man kommer frem til, i højere grad er udtryk for egenskaber vedsubjekterne end deres omstændigheder. Enkelte forskere har sågarhævdet, at personer med sådanne angsttilbøjeligheder har tendens til atvælge bestemte jobs, hvorfor udtalt forekomst af højstressede personer ivisse jobkategorier ikke kan opfattes som udtryk for de arbejdsmæssigeomstændigheder, men som udtryk for en høj koncentration afstressudsatte personligheder (Payne 1988).

Denne påstand er betinget af, at man fastholder en afstand mellemoplevelse og beskrivelse. Selv om man i et vist omfang kan forestille sig, atholdningsmæssigt betonede forhold i arbejdet vil være underlagt dennebetingelse, således at det afgivne svar i et vist omfang afspejler personligeegenskaber ved subjektet, forekommer det usandsynligt, at denne påstand

30

kan opretholdes i det omfang det stillede spørgsmål på en direkte ogentydig måde handler om objektive forhold i subjektets omverden.

Når der er eksempler på, at man fastholder, at personspecifikke forholdogså her spiller en afgørende rolle, skyldes det eksperimentelle resultaterhvor forsker og subjekt beskriver en situation, d.v.s. de eksperimentelleforhold, på forskellig vis. Under sådanne forhold er der en tendens til atantage, at forskerens beskrivelse er den objektive, hvorimod subjektetsbeskrivelse må være en beskrivelse af noget andet, der hører til subjektets"ikke observerbare" mentale domæne, "interne mentale modeller" eller"repræsentationer". Som påpeget af Praetorius og Duncan (1988) er detimidlertid meningsløst at identificere det fænomen man forholder sig tilsom noget andet eller forskelligt fra det forhold som forskeren konfronterersubjektet med. Subjektet har ifølge Praetorius og Duncan ikke nogendirekte adgang til egen repræsentation uafhængigt af det forholdrepræsentationen handler om. Man kan ikke tage hånd om sinrepræsentation og beskrive den uden at denne beskrivelse handler om detman faktisk er konfronterer med. Konklusionen må derfor være atsubjektets beskrivelse kun kan handler om det subjektet konkret erkonfronteret med. Forsåvidt det ikke er tilfældet, må problemet skyldes detaktuelle eksperiments design, ikke nogen egenskab ved subjektesperception i sig selv.

Set i forhold til spørgeskemaundersøgelser, indebærer denne konstatering,at man med rimelighed må antage at svar på spørgsmål om konkretearbejdsforhold, forsåvidt de ikke omfatter en holdningsbestemtkomponent, kan tages for gode varer.

Spørgeskema eller interview?

Der findes næppe noget forskningsredskab der har fundet så omfattendeen anvendelse som spørgeskemaet. På den baggrund kan det virke lidtoverraskende at redskabet har et forholdsvist dårligt ry. Enstandardbemærkning i mange af de kilder der handler omarbejdspsykologisk forskning og stressforskning gå ud på at denne metodeer mangelfuld, subjektiv, usikker og underlagt personbaseret bias derindebærer at man ideelt skal forbinde anvendelsen af spørgeskemaer mednogen angiveligt mere objektive redskaber.

Jeg vil senere komme ind på nogen af disse indvendinger og give minesvar, men indledningsvis vil jeg forsøge at give min egen karakteristik af


31

spørgeskemaet som metode. Den typiske, omend ofte implicitte, opfattelseaf et spørgeskema er at det indebærer registrering af isoleredetilkendegivelser. Denne kritik er blevet fremført af mange tilhængere afsåkaldte kvalitative metoder.

Som alternativ har man fremhævet en anden metode, nemlig interviewet.Man har typisk påstået at interviewet kan registrere en process, enbevægelse i modsætning til det statiske billede der kan tegnes ved hjælp afet spørgeskema. Ser man på den typiske anvendelse af interviewmetodener det svært at set hvordan påstandene om metodens fortræffelighed kanopretholdes. Det er ganske almindeligt at interviewundersøgelsergennemføres som enkeltinterview at en forholdvis kort længe, en timetypisk. Ser man med lidt kritiske øjne på resultaterne synes de ofte atvære af en karakter der ikke væsentligt afviger fra det der kan opnås vedhjælp at et dertilegnet spørgeskema. Nemlig konstatering af relativtafgrænsbare livsforhold i form af påstande af faktuel karakter. Det ertemmelig almindeligt at fortolkningen af itnerviewene ikke omfatteranalyser af metodens angiveligt processuelle karakter. Dette skyldes detganske simple faktum at sådanne analyser er vanskelige at gennemføre ogstiller store resourcemæssige krav til den der skal udføre dem. Brugerenaf interviews har derfor ofte valget mellem at udføre et rimeligt antalinterviews for at sikre en nogenlunde repræsentativt udsnit af deltager seti forhold til den udvalgte problemstilling og derved opgive udførelsen afdybdeanalyser, eller at udføre et meget begrænset antal interviews til fordelfor en dybere analyse.

Det er min opfattelse at udviklingen på dette område peger mod stigendeanvendelse af kvantificering i form af særlige operationaliseringer afytringer der forekommer i forløbet. Dette er selvfølgelig særlig påfaldende ide såkaldte strukturerede interviews, der i praksis kun adskiller sig fraspørgeskemaer ved måden hvorpå resultaterne nås, men tendensen er retudbredt hvad blandt andet kommer til udtryk i en række af deEDB-baserede redskaber der er blevet udviklet til brug iinterviewundersøgelser, Tekstbase Alpha er et eksempel. Uden at det skalopfattes som en kritik af metoden synes det som om den ofte anvendes tilat indsamle empiri der ligeså godt kunne være indsamlet ved hjælp af etspørgeskema. I det omfang det er tilfældet forekommer det svært at sehvori den kvalitative forskel består.

Efter min opfattelse er intervievs indenfor arbejdsmiljøområdethovedsageligt anvendelige i to situationer. For det første som forberedelsetil udarbejdelsen af spørgeskemaer. Udarbejdelsen af spørgeskemaer er envanskelig process. Hvis det ikke lykkes at operationalisere de forhold manønsker at udforske på en hensigtmæssig måde sådan at forskerensintentioner klart formidles til brugeren er arbejdet i væste faldt spildt, og i

32

bedste fald svækket. Vi må ikke glemme at der er en himmelvid forskel påden hverdag en forsker i akademiske sammenhænge oplever og denhverdag der opleves af en person der f.eks. i det daglige udfører et ufaglærtarbejde, ofte under temmelig ufrie og belastende forhold. Her kan etinterview klart bidrage til at skærpe forskerens opmærksomhed omkringrelevante livsforhold hos den gruppe af mennesker som enspørgeskemaundersøgelse skal omfatte.

Interviewmetoden kommer til sin fulde ret i en anden situation. Nemlighvor der f.eks. ved hjælp af et spørgeskema er blevet gennemførte engrundig kortlægning af en udvalgt gruppes forhold og analysen af disse harført til at en række relativt præcise problemstillinger kan udpeges til ennærmere analyse. Her kan et interview der tager udgangspunkt iomfattende forkundskab bidrage til en belysning af forhold og processerman enten ikke på forhånd har været opmærksom på eller ikke kan belyseadækvat ved hjælp at et spørgeskema.

Et spørgeskema er nemlig forbundet med en række begrænsninger. Detskal f.eks. udformes således at så mange spørgsmål som muligtforekommer relevante og forståelige for de fleste og helst alle deltagere.Det betyder f.eks. at man skal undgå formuleringer der på forhånd lukkeret flertal af de deltagende ude. Det betyder f.eks. i forhold til stress ogemotionelle reaktioner at formuleringerne skal holdes på et forholdsvisalment eller normalpsykologisk niveau. Man skal f.eks. undgåformuleringer af spørgsmål der vedrører eksempelvis depression, derindikerer abnormale tilstande. Konsekvensen af sådanne spørgsmål bliverlet at sværhedsgraden af de øvrige normalpsykologiske spørgsmålforvrides. Hvis relativt lette symptomoplevelser sammenblandes medsvære symptomoplevelser risikerer man at en række deltagere der haroplevet de lettere belastninger afstår fra at oplyse herom i en opfattelse afat forskerens interesse er vendt mod de svære oplevelser.

Samtidig er der grænser for hvor mange spørgsmål man kan stille i etspørgeskema og hvordan man kan stille dem. Der er en hårfin grænsemellem overskuelig fremstilling og monotoni. Det bl.a. indebærer at man iudarbejdelsen af et spørgeskema i vist omfang må bryde en flade medspørgsmål af et andet indehold end de øvrige eller en anden præsentation.Samtidig er det vigtigt at den person der besvarer et spørgeskema har enklar forståelse af hvad forskeren forventer og oplever disse forventningersom rimelige set i forhold til egne oplevelser og den "virksomhedskultur"vedkommende bevæger sig i til dagligt.

Problemet er specielt akut når spørgeskemaet indeholder mangespørgsmål. I sådan en situation må man trække store veksler pådeltagernes motivation og pligtfølelse. Dette kan man ofte tage højde for


33

gennem et godt forarbejde hvor deltagerne er blevet informeret omundersøgelsens grund og målsætning. Man kan også i et vist omfangkompensere for længden ved hjælp af pædagogiske metoder der som førantydet omfatter anvendelsen af en dertil egnet layout og fremgangsmåde.Vi ved for eksempel at relativt direkte spørgsmål af livsbiografisk karakterbesvares af mange. Hvis man vælger at placere sådanne spørgsmål på etrelativt sent tidspuntk i et forløb kan man højne deltagerens motivation tilat besvare spørgeskemaet.

Sådanne forholdsregler kan bidrage til at højne svarprocenten i forhold tilen række spørgsmål af en mere vag og indirekte karakter, og sådanneteknikker er vigtige. Det ændrer imidlertid ikke at der er grænser, omendfleksible, for hvor mange spørgsmål man kan stilles i et spørgeskema.Ligeledes er der grænser for hvilke spørgsmål man kan stille og hvordan dekan stilles. Man skal for eksempel undgå at overskride deltagernesblufærdighedstærskel. Dette hensyn betyder f.eks. at man ofte må afståfra at stille spørgsmål mange svarpersoner kan opleve som en "snagen ideres privatliv". Visse samlivsspørgsmål vil ofte blive oplevet på den måde,f.eks. spørgsmål om seksualliv. Der skal også tages hensyn tilsvarpersonernes "kultur". Der er forskel på hvilke spørgsmål man kanstille til en psykolog eller en socialrådgiver og f.eks. en havnearbejder.Dette handler selvfølgelig ikke kun om hvilke spørgsmål man kan stille,men også om hvordan man kan stille spørgsmål overhovedet. Indenforvisse "arbejds" eller "viksomhedskulturer" må man ikke give udtryk forfysisk eller psykisk svaghed. Det er i sådanne sammenhænge vigtigt for depersoner der bevæger sig i sådanne miljøer at kunne opretholde enselvopfattelse der vanskeliggør eller udelukker at man give udtryk forpsykisk eller fysisk svaghed og svækkelse. I vist omfang kan man kommeudenom sådanne problemer gennem godt forarbejde og man kan også vedhjælp af tilpas neutrale formuleringer komme udenom sådanneblokeringer.

Nogen af disse begrænsninger eller tærskler kan imidlertid ikke eller ibegrænset grad overskrides via et spørgeskema. Til gengæld kan de måskelettere overvindes eller overskrides i en interviewsituation hvis der i denforbindelse kan oprettes et fortroligshedsforhold. I det omfang det lykkeskan et interview anvendes om et middel til at belyse personlige forhold oganskuelser der ellers ikke er tilgængelige. Det er imidlertid ofte vanskeligt,i særdeleshed hvis der er, som det ofte vil være tilfældet, store forskelle påde involveredes uddannelsesmæssige, erfaringsmæssie og socialebaggrund.

Det ændrer imidlertid ikke ved at der kan være ganske gode grunde tilsupplere spørgeskemaer med andre metoder, f.eks. inteviews hvor manvitterligt går mere i dybden. Imidlertid er det undertegnedes opfattelse at

34

sådanne metoder først kommer til sin fulde ret hvis de anvendes iforbindelse med spørgeskemaer.

Og det bringer os til spørgsmålet om hvilke særlige fordele der erforbundet med spørgeskemaet. Argumentationen tager udgangspunkt i deforhold der gør sig gældende i vores arbejdsmiljøpsykologiske forskning. Iforhold til den gælder at vores interesse typisk omfatter grupper der ikkehar den samme sociale og uddannelsesmæsige baggrund som vi har. I eninterviewsituation betyder det at der opstår et magtforhold. Vi er devidende sprogligt velformulerede personer og den interviewede kan ikkeundgå at føle dette. Det betyder at interviewet i et vist omfant uundgåeligtkommer til at spejle en process hvor den interviewede forsøger at leve op tilvores forventinger. I det omfang det lykkes sker der en forvridning af deinformationer der videregives, i det omfang det ikke lykkes vil der væretendens til at der opstår en forståelseskløft. I begge tilfælde vanskeliggøresvores forsøg på at nå frem til den ønskede information. Alene det faktumat der normalt er afsat en relativt kort tid til sådan et interview skaberproblemer.

Her stiller et spørgeskema sig anderledes. Hvis det er udformet på enrimelig og hensigtmæssig måde indebærer det at svarpersonen stillesoverfor et redskab som vedkommende kan bruge til at analysere ogvurdere sine egne omstændigheder. Svarpersonen kan bruge al den tidhun eller han vil og hvis spørgeskemaets sproglige udformning er som denbør være, spiller forskellen i udannelsesbaggrund ingen rolle. I forhold tilspørgsmålet om magt, kan man betragte et spørgeskema på linje medsamtalen, det er et lige forhold.

Når et spørgeskema sammeholdes med en samtale er det ikke tilfældigt.Efter min opfattelse er besvarelsen af et spørgeskema at betragte som enslags dialog. Spørgeskemaet er et tilbud om sprogliggørelse afsvarpersonens dagligdag. Som den tyske filosof Heidegger så klart harfremhævet det, lever vi vores daglige liv i form af en umiddelbarhed, hvorsproget primært handler om det ikke-selvfølgelige. Desto mere integreredevi er i vores egne hverdag, desto mindre har vi brug for at sprogliggøre den.I en vis forstand kan man sige, at vores fortrolighed med vores egnehverdag, indebærer at vi ophører med at have et sprogligt forhold til denne,ophører så at sige med at være bevidst om denne. Stadig større del afvores hverdag, bliver en velkendt baggrund for vores sproglige ytringer.

Et spørgeskema bryder igennem denne uudtalte selvfølgelighed. Detudfordrer svarpersonen til at sprogliggøre det daglige og selvgivne. Dermedophører det med at være selvgivent og kan gøres til genstand for enovervejelse. Denne overvejelse ændrer svarpersonens opfattelse af egneomstændigheder.


35

Dette er ikke et engangsforetagende men snarere en række illuminationer,hvor hver enkelt illumination er påvirket af den eller de forudgåendeilluminationer. Den process hvor sprøgeskemaet besvares er ikke enrække enkeltstående reaktioner på en stimulus, et spørgsmål, men enfortælling der udfolder sig via den struktur som spørgeskemaet tilbyder.Spørgeskemaet er således ikke en ophobning af enkeltinformationer menen fortælling. Denne fortælling er i form af et udfyldt spørgeskema udtrykfor en vekselvirkning mellem de redskaber spørgeskemaet indeholder iform af enkeltspørgsmål og grupper og svarpersonens fremadskridendeforståelse af egne omstændigheder. Dette betyder at et spørgeskema ikkeer et redskab til registrering af faktiske eller subjektive forhold, men etfortolkningsredskab. Det betyder derfor at selve udformningen af sådan etredskab for konsekvenser for resultatet i form at et udfyldt spørgeskema.Det spørgsmål må fortolkes i forhold til den sammenhæng hvori det stillesog baggrunden for besvarelsen må inddrages i fortolkningen af de afgivnesvar. Den der stiller spørgmålet må erkende at spørgsmålet også er enslags besked og svaret handler i lige så høj grad om denne besked som detenkeltstående bogstaveligt stillede spørgsmål.

Men betyder det ikke at alle svar er subjektive og således ikke anvendeligei en analyse der sigter mod afsløringen af kausuale objektive forhold ogprocesser?

Dette betyder selvfølgelig at hvis man ikke tager højde for dette forholdrisikerer man at geråde i betydelige vanskeligheder. Det er også minopfattelse at mange af de problemer der vitterligt har været forbundet medanvendelsen af spørgeskemaer, som bl.a. kan aflæses ud af denomfattende diskussion om bias, i et vist og ingelunde ubetydeligt omfangskyldes at man ikke har været opmærksom på dette. Omvendt betyderdette at hvis der tages højde for kommunikationsforholdet, kan enyderligere valideringsdimension tilføres vores analyser. Ved at inddragebaggrunden for de faktiske svar kan vi i højere grad forholde os tilspørgsmålet om hvad de reelt indebærer.

36

Spørgeskemaer - konstruktion, metoder ogteknik

Et godt spørgsmål

I forbindelse med diskussionen om spørgeskemaers anvendelighed iforskningsmæssige sammenhænge er det vigtigt at holde flere forskelligespørgsmål og tilgangsmåder adskilt fra hinanden.

Det er vigtigt at gøre sig nogen klare overvejelser om spørgeskemaets sigte.Der er en række vigtige forskelle på de krav der skal stilles tilspørgeskemaer med et relativt entydigt registrerende sigte og skemaer derhar et analytisk/diagnostisk sigte.

Men uanset den målsætning der er formuleret for udarbejdelsen af etspørgeskema er der en række metodologiske overvejelser man skal gøresig.

v Har spørgsmålene en genkendelig genstand, dvs. kan man overhovedet spørge om detder er hvert enkelt spørgsmåls sigte.

v Er der i spørgsmålenes formulering taget højde for ikke blot sammenfald, men ogsåforskelle i sprogbrugen hos henholdsvis den der stiller og den der skal besvarespørgsmålene.

v Desuden er der stigende erkendelse af det forhold, at spørgsmål ikke alene besvares iisolation, det vil sige rent sekventielt, men fortolkes i lyset af de spørgsmål svarpersonenallerede har besvaret.

Alle tre forhold handler om den mening der udtrykkes af en svarperson nåret spørgsmål besvares, og hvorvidt det/de stillede spørgsmål forståsentydigt. Forudsat at spørgsmålene er formuleret på en måde således atsvarpersonen er klar over det der forventes, er der ingen grund til atbetvivle korrektheden af de afgivne svar. Når det er sagt må det pointeres,at når den afgivne information skal vurderes, er det vigtigt at skelnemellem forskellige typer spørgsmål, ikke mindst når besvarelserne skalvalideres.

De i denne henseende enkleste spørgsmål, handler om benævnelser ellerkarakteristikker af umiddelbare arbejdsforhold. Praetorius og Duncan


37

(1988) argumenterer for, at i forhold til sådanne spørgsmål gør det siggældende at mennesker i deres interaktion med hinanden er stærktafhængige af, at beskeder der omfatter sådanne benævnelser ellerkarakteristikker forstås entydigt. Idet forkerte karakteristikker ellerbenævnelser almindeligvis må antages at få negative praktiskekonsekvenser for de involverede, er der god grund til at antage, atspørgsmål af denne type, forudsat at de opfylder de ovennævnte krav,resulterer i korrekte og sikre besvarelser. Et argument for dennevurdering er resultater af en analyse af trivselsforhold i den danskefiskeindustri, der viste at høj vs. lav trivsel ikke blev modsvaret afforskellige vurderinger af de konkrete arbejdsforhold/belastninger. Det vilsige, at arbejdere der følte at de ikke trivedes godt, ikke af den grundkarakteriserede deres arbejdsforhold i generelt dårligere vendinger(Baldursson 1989).

Selvvurdering som selvrapportering

Spørgsmålet stiller sig en smule anderledes når det handler om oplevelserog emotioner. To typer spørgsmål af denne slags vil kunne behandles påsamme måde som den ovennævnte kategori. Det handler for det første omspørgsmål der omfatter relativt entydige oplevelser og følelser. Oplevelsenaf stress eller vrede er gode eksempler på sådanne spørgsmål. Der er godegrunde til at antage, at de psykofysiologiske oplevelser vi her taler om erforbundet med sådan en entydighed at spørgsmål herom vil blive besvaretpå en tilsvarende entydig og sikker måde. Forudsætningen er dog, atspørgsmålene stilles på en måde således at vurderinger af deres f.eks.sociale acceptabilitet ikke indgår i svarpersonens overvejelser. Neutraleformuleringer er klart at foretrække her.

Tilsvarende er der også god grund til at fæstne lid til spørgsmål deromfatter adfærdsmæssige forhold. Her gælder Praetorius og Duncansargument også, idet adfærd jo indebærer interaktion, eller respons, hvorforden person der udviser adfærden både kan og skal have en relativt klarforestilling om hvad denne omfatter.

Et spørgsmål som:

v "Bliver du irriteret på dine omgivelser", eller

v "Er du rastløs" er af denne karakter.

38

Valideringsproblemet er noget større når det handler om spørgsmål derenten implicit eller eksplicit indebærer henvisning til social accept ogselvvurdering. Dette problem gør sig typisk gældende i forhold tilspørgsmål der er værdiladede, således at deres formulering antyder enopfattelse af hvad er godt eller dårligt. I sådanne situationer er der risikofor, at svarpersonen ikke reagerer på selve spørgsmålet, men på denunderliggende værdinorm, eller de værdinormer der gør sig gældende isvarpersonens eget arbejdmæssige og sociale miljø (Marin 1989).

I så fald er der risiko for, at svarpersonen udtrykker hvad man burde gøreog føle, men ikke hvad vedkommende faktisk føler og gør. Dette problemgør sig gældende i forhold til nogen af de spørgsmål der typisk stilles for atbelyse coping, et spørgsmål som f.eks. "Tager du dig en drink nårproblemerne bliver for store" risikerer at afføde et svar der i virkeligheden erudtryk for hvad svarpersonen føler at man bør eller ikke bør gøre og ikkehvad vedkommende faktisk foretager sig. Problemer af den type kan spilleen vis rolle for de vanskeligheder der har vist sig at være forbundet med atimplementere copingbegrebet i empirisk forskning ved hjælp afspørgeskemaer (Agervold 1990).

Baggrund og erkendelse

Et tredje problem gør sig gældende når et spørgsmål fordrer atsvarpersonen skal formulere sig om forhold som vedkommende ikkeforholder sig bevidst til i sin hverdag. Problemet er velkendet i forhold tilundersøgelser af anvendt ekspertise, hvor det viser sig at folk sjældent harproblemer med at forklare hvad de gjorde i en given situation, men sværtmed at forklare hvorfor de gjorde det, uden at det får en karakter afefterrationalisering (Margolis 1989).

Selvrapportering

Spørgeskemaer og interviews har mere til fælles end man skulle tro,specielt hvis man tager udgangspunkt i den lidt ufrugtbare diskussion omkvantitative vs. kvalitative metoder. Begge metoder bygger påselvrapportering og lægger vægt på deltagernes egenoplevelser til forskelfra f.eks. observationer.

En udtalt skepsis overfor rigtigheden, pålideligheden og præcisionen afselvrapporterede data om deltagerpesoners tanker, følelser, oplevelser og


39

problemløsninger er blevet fremført af mange. Kritikere af sådanne datahenviser ofte til Nisbett og Wilson (1977). De hævder, at deltagere ipsykologiske eksperimenter ikke har adgang eller kendskab til egne højerementale processer og af den grund er ude af stand til at beskrive disse påen korrekt og pålidelig vis.

Nisbetts og Wilsons argumenter er baseret på en gennemgang af en rækkeundersøgelser. En væsentlig del af deres kritik omhandlerundersøgelsernes design, der ikke omfattede en afprøvning afselvrapporteringens reliabilitet, ikke opfyldte de metodologiske krav tilsådan en afprøvning og endnu mindre opfyldte forudsætninger til at mankunne afgøre om verbal selvrapportering er pålidelig eller ej.

Det skal da indrømmes at der er mange eksempler på mangelfuldeundersøgelser der er baseret på selvrapporterede data. En af de fejl derhyppigt begås er at man ikke sikrer at deltagerne har den fornødne indsigti formålet med de udfordringer de stilles over for. Det er vigtigt, jaafgørende at de stillede spørgsmål er præcise, entydige og forståelige,således at den relevente information, som der er tilgængelig forsubjekterne, kommer til udtryk. Hvis deltagerne fornemmer at der liggeren skjult dagsorden til grund for de spørgsmål der stilles, bør det ikkeundre hvis de forsøger at gætte sig til hvilken hensigt der er med detstilledes spørgsmål. Hvis deltagerne begynder at gøre sig forestillinger omsådan en skjult dagsorden, bliver svarene derefter. Den sidste pointeunderstreges af Henle (1962), der hævder at tilsyneladende ulogiske svarpå stillede spørgsmål ofte kan forklares ved at svaret gælder et anderledesspørgsmål end forskeren mener at have stillet. Alt for tit formuleresspørgsmål på en tve- eller flertydig måde, eller således at det indebærerassociationer med andre former for sprogbrug i normalsproget end det derhar været spørgerens intention. Det er således ikke svaret der er nogetgalt med, men selve spørgsmålet, eller formuleret anderledes, spørgerensopfattelse af sit spørgsmål.

Hvis undersøgelserne ikke opfylde disse krav, vil resultaterne i højere gradfortælle noget om de betingelser deltagerne har for at besvare de stilledespørgmål, end de fænomener man har haft til formål at indsamleinformation om.

Dertil kommer at forskning der bygger på selvrapportering, ofte søger atskabe en situation, hvor subjekterne ikke er bevidste om de forhold derpåvirker dem i rapporteringsprocessen. I det omfang dette lykkes,forekommer det decideret selvmodsigende at anvende sådanne beskrivelsersom udtryk for beskrivelser af forhold deltagerne ikke er sig bevidste om. Et eksempel på sådan en teknik fra spørgeskemaundersøgelser er brugenaf kontrolspørgsmål, d.v.s. at essentielt det samme spørgsmål stilles to

40

gange i to forskellige sammenhænge. En konsistens i svarpersonensbesvarelse opfattes som udtryk for reliabilitet. Imidlertid kan man spørgeom sådan en konsistens ikke i højere grad er udtryk for svarpersonernesevne til at erindre det tidligere stillede spørgsmål og således fastholdeuændret besvarelse. At en uændret besvarelse ikke er en selvfølge skal sesi lyset af den konteksafhængighed der præger menneskelig tænkning. Nåret spørgsmål forekommer i forskellige sammenhænge er det kun naturligtat svarpersonen tilsvarende fortolker spørgsmålets intention på forskelligvis (for en diskussion af sådanne forhold se Margolis 1987).

Dette forhold spiller en vigtig rolle i alle de tilfælde hvor selvrapporteringom indre processer indsamles. I det omfang man ikke er sig bevidst omhvordan det anvendte redskabs særlige udformning påvirker deltagerne, eren vurdering af resultaterne vanskeliggjort. Når en deltager reagerer påstillede spørgsmål, kan man beskrive disse som udtryk for deresvurderinger af egne indre processer og oplevelser, snarere end som udtrykfor sådanne processer og oplevelser i sig selv.

I et forsvar for selvrapporterede data peger Praetorius og Duncan (1988) pånødvendigheden af at skelne mellem to forskellige metodologiske forhold,nemlig korrektheden og pålideligheden af selvrapporterede data. Sådannedata er per definition korrekte i den forstand, at de er udtryk forsubjekternes egne meninger. Forudsat at informationerne afgives underbetingelser der opfylder visse mindste krav, d.v.s. at personen har enrimelig mulighed for at forstå hvad et stillet spørgsmål reelt indeholder og iøvrigt kan forholde sig rimelig uforstyrret til de stillede spørgsmål, må deinformationer der afgives ifølge Praetorius og Duncan, per definitionopfattes som korrekte, d.v.s som informationer der skal fortolkes. Det ersimpelthen umuligt at etablere uafhængige kriterier der kan afgøre om dentil rådighed stående information er korrekt eller ej. Den eneste der kanbetvivle, ændre eller berigtige den afgivne information er deltageren selv.Der findes ikke metoder eller midler hvormed nogen kan hævde at være ibesiddelse af information der kan anvendes til at afgøre korrektheden afden afgivne information, undtagen undersøgelsespersonen selv.

Problemet er i denne sammenhæng, at hvis man identificerer begreberne"korrekt" og "pålidelig", tilslører man det centrale spørgsmål, nemlighvordan de afgivne informationes "pålidelighed" kan bestemmes.

Ifølge Praetorius og Duncan er det ikke blot legitimt, men ganskeafgørende for anvendelsen af selvrapporterede data, at man forholder sig tilselvrapporterede datas reliabilitet eller pålidelighed. Spørgsmål af dennetype vedrører f.eks. undersøgelsesdesign. I forhold til spørgeskemaerproblemer der vedrører de enkelte spørgsmåls forståelighed,overskuelighed, sammenhæng med andre stillede spørgsmål, spørgsmålet


41

om sekundære beskeder, d.v.s. om et spørgsmål angiver en forskersintention på sådan en måde at subjektet reagerer på disse og ikke blotafgiver et svar på det spørgmålet ved første syn handler om.

Denne kategori af problemer handler også om forholdet mellem det sprogdet forekommer naturlig for en forsker at gøre brug af, sammenholdt medmåden hvormed et subjekt eller en gruppe subjekter taler om og beskriveregne omstændigheder.

Sådanne forhold som beskrevet her omfatter behovet for en begrebslig,sproglig og metodologisk analyse af det anvendte redskab (for et eksempelpå sådanne overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af etscreeningredskab se Smith, Kendall og Huling 1969).

Det er også vigtigt at forholde sig til de begrænsninger en deltagersmuligheder for at observere egne evner, oplevelser og adfærd via etsprogligt medium er forbundet med. Man må også spørge om det i forholdtil den givne undersøgelses intention kan antages, at det forhold derønskes undersøgt kan expliciteres på en rimeligt entydig måde via detanvendte redskab. Det er altså vigtigt at reflektere over hvilken slagsoplysninger det er rimeligt at forvente at der overhovedet kan indsamlesved hjælp af verbal selvrapportering. Dermed handler diskussionen i højgrad om design - både i den forstand, at et valgt design ikke er neutraltmen så at sige former den information der indsamles og i den forstand atder er grænser for hvilken slags informationer man kan indsamle ogfæstne lid til, uagtet hvilken kvalitet eller opfindsomhed det valgte designiøvrigt er forbundet med.

Det handler således om selvrapporteringens psykologiske betingelser, detvil sige om deltagerens selvrapportering er tilstrækkelig, præcis, pålideligog om deltageren overhovedet kan antages at kunne respondere på detstillede spørgsmål på en brugbar måde.

Vi har allerede nævnt vigtigheden af det anvendte sprog. Det må sikres atde formuleringer der anvendes i forhold til deltageren er forbundet medden samme mening som spørgeren forventer. Denne diskussion handlerikke udelukkende om spørgsmålenes rent sproglige aspekter, d.v.s om deenkelte ord forstås på samme måde på tværs af forsker/deltager barrieren,men også om det stillede spørgsmål er entydigt eller forbundet enten meden sammensat mening (hvormed det bliver vanskeligt at bestemme hvadsvaret egentlig er en reaktion på), og om spørgsmålet er forbundet med enskjult mening. Det sidste spørgsmål rejser sig ganske naturligt, idet defleste spørgeskemaer er karakteriseret ved, at beslægtede spørgsmål stillesi grupper. Under disse forhold må man forvente, at deltagerne somminimum besvarer de efterfølgende spørgsmål i lyset af det forudgående,

42

og nogen gange besvarer hvert enkelt spørgsmål indenfor sådan en gruppeud fra deres forståelse af de intentioner de udleder af gruppen som helhed.

Sådanne overvejelser er hovedsageligt relevante i forhold til"holdningsprægede" spørgsmål, d.v.s. spørgsmål der på den ene elleranden måde involverer subjektets selvopfattelse. I sådanne situationer mådet antages at deltagernes karaktermæssige disposition spiller en rolle forde afgivne svar. F.eks. vil personer med relativt høj selvvurdering i forholdtil personer med lavere selvvurdering, tendere mod at opfatte sinarbejdsmæssige situation som karakteriseret ved højere grad af indflydelse(Weinberg et. al. 1979). I forhold til stress er der blevet argumenteret for,at personer med angsttilbøjelighed tenderer mod at reagere på enstressbetonet måde overfor omstændigheder, hvor personer, der ikke hardette personlighedstræk, i mindre udtalt måde gør dette. Det vil sige, at deforskelle man kommer frem til, i højere grad er udtryk for egenskaber vedsubjekterne end deres omstændigheder. Enkelte forskere har sågarhævdet, at personer med sådanne angsttilbøjeligheder har tendens til atvælge bestemte jobs, hvorfor udtalt forekomst af højstressede personer ivisse jobkategorier ikke kan opfattes som udtryk for de arbejdsmæssigeomstændigheder, men som udtryk for en høj koncentration afstressudsatte personligheder (Payne 1988).

Denne påstand er betinget af, at man fastholder en afstand mellemoplevelse og beskrivelse. Selv om man i et vist omfang kan forestille sig, atholdningsmæssigt betonede forhold i arbejdet vil være underlagt dennebetingelse, således at det afgivne svar i et vist omfang afspejler personligeegenskaber ved subjektet, forekommer det usandsynligt, at denne påstandkan opretholdes i det omfang det stillede spørgsmål på en direkte ogentydig måde handler om objektive forhold i subjektets omverden.

Når der er eksempler på, at man fastholder, at personspecifikke forholdogså her spiller en afgørende rolle, skyldes det eksperimentelle resultaterhvor forsker og subjekt beskriver en situation, d.v.s. de eksperimentelleforhold, på forskellig vis. Under sådanne forhold er der en tendens til atantage, at forskerens beskrivelse er den objektive, hvorimod subjektetsbeskrivelse må være en beskrivelse af noget andet, der hører til subjektets"ikke observerbare" mentale domæne, "interne mentale modeller" eller"repræsentationer". Som påpeget af Praetorius og Duncan (1988) er detimidlertid meningsløst at identificere det fænomen man forholder sig tilsom noget andet eller forskelligt fra det forhold som forskeren konfronterersubjektet med. Subjektet har ifølge Praetorius og Duncan ikke nogendirekte adgang til egen repræsentation uafhængigt af det forholdrepræsentationen handler om. Man kan ikke tage hånd om sinrepræsentation og beskrive den uden at denne beskrivelse handler om detman faktisk er konfronterer med. Konklusionen må derfor være at


43

subjektets beskrivelse kun kan handler om det subjektet konkret erkonfronteret med. Forsåvidt det ikke er tilfældet, må problemet skyldes detaktuelle eksperiments design, ikke nogen egenskab ved subjektesperception i sig selv.

Set i forhold til spørgeskemaundersøgelser, indebærer denne konstatering,at man med rimelighed må antage at svar på spørgsmål om konkretearbejdsforhold, forsåvidt de ikke omfatter en holdningsbestemtkomponent, kan tages for gode varer.

Hvorfor spørgeskemaer?

Økonomiske overvejelser spiller en overordentlig stor rolle for denomfattende anvendelse af spørgeskemaer i såvel forskning som screening.Et typisk udtryk for denne opfattelse finder vi hos Derogatis (1982) i enhyppigt anvendt håndbog om stress og stressforskning. Derogatis har firehovedargumenter for anvendelsen af spørgeskemaer eller selvrapportering:

v De stiller ikke store krav til brugerens kvalifikationer. De flesteselvrapporteringsskalaer kan benyttes og scores af ikke-specialister, som yderligere vedhjælp af lidt ekstra træning kan foretage den elementære fortolkning. Derogatisfremhæver, at dette indebærer at de professionelle ikke behøver at blive personligtinvolveret i det basale arbejde, for at kunne koncentrere sig om de væsentligefortolkningsproblemer.

v De er velegnede til brug i forbindelse med numeriske scoringsmetoder og edb-baseretbehandling.

v De er billige og effektive i brug og kan anvendes i mange forskelligeevalueringssammenhænge.

v Sidst, men ikke mindst, bygger selvrapportering på deltagerpersonernes egne oplevelserog erfaringer med de fænomener ,der gøres til genstand for interesse. Selv omdeltagerpersonens rapportering er biaseret har vedkommende et langt tættere forhold tilsådanne fænomener end nogen ekstern observation kan siges at have (Derogatis 1982).

Derogatis argumenter er typiske og ingenlunde misvisende. Imidlertidgiver den, som den forudgående diskussion afspejler, et begrænset indbliki redskabets iboende egenskaber, fordele og mangler. Vi har forsøgt atargumentere for, at spørgeskemaer er yderst velegnede til at indsamle enrække forskellige slags informationer, men denne information er ikkeuafhængig af hvad man spørger til og hvordan.

44

Efter vores opfattelse skyldes den kritik der fra forskellige sider er blevetrettet mod spørgeskemaer, at man både fra brugeres og kritikeres side ikkehar været tilstrækkelig opmærksom på de vigtige forskelle der er på f.eks.beskrivelser, oplevelser, vurderinger, holdninger, og selvdiagnostik. Hverenkelt kategori kan indeholde værdifulde informationer, men de er ikke afsamme slags, og i forhold til hver enkelt type må forskellige indfaldsvinkleranlægges både i deres brug i analytisk sammenhæng og i forbindelse medsåvel validerings- som reliabilitetsvurderinger.

Den nødvendige begrænsning

Disse synspunkter deler vi med en række forskere. Derfor må enyderligere distinktion indføres. Spørgeskemaer anvendes ofte ud fraindividualpsykologiske teorier og interesser. En del af den kritik, derrettes mod spørgeskemaer, handler om, at spørgeskemaer ikke kananvendes til at foretage individorienteret diagnosticering ellerkarakteristikker. I praksis anvendes spørgeskemaer ikke således, menden anvendte terminologi indebærer tit sådanne associationer. I detøjeblik man eksplicit opgiver sådanne intentioner, falder en rækkeindvendinger, bl.a. vedrørende den iboende bias, bort.

Der er i forvejen god grund til at stille sig noget skeptisk overfor denudbredte tendens der er til at generalisere enkelte forskningsresultater, derhar betonet de problemer der er forbundet med både socialt ogpersonligheds-betinget bias. I en række sammenhænge, skyldes denpåståede bias egenskaber ved det anvendte redskab, såsom de spørgsmålman stiller og hvordan de er blevet stillet. En række forskere har derforstillet spørgsmålstegn ved betydningen af response bias (Rorer 1965,Fiske, 1971, Norman 1967 og Wiggins 1964). Den vigtigste indvending ermåske, når det kommer til stykket, at forsåvidt at screening handler om atsammenligne grupper, der ikke grundlæggende adskiller sig fra hinanden ikulturelle som sociale henseender, må man antage at eventuel bias ernormalfordelt, dvs. at den både må antages for at virke relativt homogent iforhold til det anvendte redskabs delelementer, som at være ligeligtrepræsenteret i de sammenlignede grupper (Derogatis 1982).

Det er blevet påstået, at sådanne målinger ikke udviser pålideligeresultater på grund af den manglende hensyntagen til faktorer udenforarbejdssituationen. Selv om denne indvending ikke direkte rammeranvendelsen af spørgeskemabaserede metoder, bør påstanden ikke ståuimodsagt. Den bunder i den antagelse, at f.eks. familieforhold er


45

uafhængige af arbejdsrelaterede belastninger og oplevelser. I lyset af enrække forskningsresultater, der klart antyder at arbejdsforhold påvirkersåvel omfang af fritidsaktiviteter og socialt engagement og atarbejdsbetinget stress kan overføres til ægtefæller og påvirke dereshelbred, forekommer indvendingen dårligt begrundet (Karasek og Theorell1990, Fletcher 1988, Fletcher et. al. 1980, Sloan og Cooper 1986).

Individualitet eller fællesforhold

Indvendingerne mod spørgeskemabaserede metoder kan imødegås, ikkemindst med udgangspunkt i metodologiske og videnskabsteoretiskeovervejelser. Dette er den afgørende pointe i Freses argument forselvrapporteringens iboende grad af objektivitet, hvis sådanne datafortolkes, ikke som et grundlag for potentielle individualorienteredevurderinger og karakteristikker, men som gruppeinformationer. IfølgeFrese, kan gruppedata opfattes som objektive data, hvis de fortolkes påbasis af gruppegennemsnit. Sådanne gruppegennemsnit opnås ved, at etantal deltagere ud fra en række kriterier opfattes som havende fællesbetingelser (Frese og Zapf 1988). Det er ikke mindst i den sammenhængat man skal forstå Fried (1988) når han påpeger, at selvrapporteret arousalkorrelerer bedre med en række fysiologiske målinger end individuellefysiologiske målinger korrelerer med hinanden (Thayer 1967; MacKay1980), hvorfor det kan overvejes om selvrapportering af arousal er en bedreindikator for generel fysiologisk aktivering end nogen af de fysiologiskemålinger (MacKay 1980). Dette gælder også i forhold til adfærd, hvorf.eks. Shrauger og Osberg (1981) har sammenholdt selvvurdering medandre metoder og konkluderer, at selvvurdering af adfærd i lige så høj gradomfatter muligheden for prediktive resultater, som andrevurderingsmetoder.

Med udgangspunkt i denne argumentation, er det vores opfattelse, at etpsykosocialt screeningredskab, konstrueret på basis af stringentekonstruktionsmetoder, kan yde pålidelige måleresultater, der således kanudgøre et vigtigt udgangspunkt for et forebyggende arbejde.

46

Konstruktionsovervejelser:validitetsproblematikken.

Når spørgeskemaer udarbejdes bør en række metoder anvendes, som etled i en kvalitetssikring og afprøvning af de indsamlede data. Den førsteteknik vil beskæftiger os me handler om hvorledes man kan vurdere om deindsamlede data, eller rettere, den måde hvorpå man repræsenterer disse,er tilstrækkelig sikker og god. Det handler her om det der i fagsprogetbetegnes som validitet.

v Validitet handler om hvorvidt en skala eller anden målemetode faktisk måler denønskede egenskab eller fænomen.

Når man beskæftiger sig med validitet er et af problemerne atterminologien ingenlunde er helt entydig. I nogen kilder skelnes mellemintern, ekstern, konstruktions og konklusionsvaliditet (Bailey ogBhagat 1987).

Intern validitet opfattes som udtryk for i hvilket omfang forholdet mellemuafhængige og afhængige variable kan siges at være kausualt betinget.Ekstern validitet opfattes i denne sammenhæng som udtryk for i hvor højgrad uafhængige og afhængie variabler repræsenterer de bagvedliggendeteoretiske konstruktioner. Konklusionsvaliditet er udtryk for i hvilketomfang det anvendte forskningsdesign er præcist eller effektivt nok til atafsløre relationer mellem uafhængige og afhængige variable.Konklusionsvaliditet er altså udtryk for i hvilket omfang en undersøgelsesstatistiske konklusioner er præcise (Cook og Campbell 1979).16

Denne begrebsliggørelse af validitetsproblematikken handler som detfremgår, om den samlede forskningsprocess. I det omfang manhovedsageligt interesserer sig for design og værktøjer forekommer en meretraditionel form for begrebsanvendelse mere hensigtmæssig. Med detteudgangspunkt skelnes mellem:

v Indholds-validering,

v Kriteria-validering og

v Konstruktions-validering.

Vurderingen af validitet handler om at sammenholde den foreslåede skalaeller måling med et standard kriterie. Imidlertid mangler sådan en klarstandard på det psykosociale område, hvorfor de anvendte


47

16 Konstruktionsvalidering diskuteres senere.

valideringsmetoder almindeligvis handler om indholds- og konstruktions-validering.

Indholds-validering

De kriterier man søger at anvende er:

v At sikre vurderinger af om en skala og dens elementer dækker alle relevante aspekter afdet fænomen der ønskes målt.

Et typisk problem kan repræsenteres ved spørgsmålet: Svarer en variabels indholdtil det navn den har fået? Eller sagt anderledes, er det pågældende spørgsmål enrimelig og reel konkretisering af et delaspekt eller fænomen der hører det centralesamlende begreb til?

Det centrale mål for udarbejdelsen af et måleredskab baseret på spørgsmåler, at hvert enkelt spørgsmål uomtvisteligt falder indenfor rammerne afden udvalgte kategori. I det tilfælde at flere kategorier anvendes, som iforhold til det psykosociale område, er det vigtigt at grænserne mellem decentrale begreber er klart optrukket således at de begreber der påtænkesanvendt i forhold til hinanden ikke omfatter overlappende spørgsmål. Detudelukker ikke at man kan indarbejde skalaer der omfatter delelementerfra andre skalaer, men disse kan i så fald ikke anvendes i forhold til deskalaer hvor sådan en overlapning gør sig gældende. Yderligereforudsætter konstruktionen af sådanne overlappende skalaer at dettegøres særdeles klart og begrundes konkret i forhold til de problemer mansåledes ønsker at belyse.

Et eksempel på sådan en proces gives af Latack (1986). En foreslået skalablev vurderet m.h.p. elementernes klarhed i forhold til skalaensgrundlæggende begreber/dimensioner. Fire "specialister" udførte denneopgave. De blev udstyret med definitioner af de centrale begreber oganmodet om at kategorisere hvert enkelt element ud fra dets tilhørsforholdtil disse. Som regel blev et element der ikke blev enstemmigt bestemt somtilhørende en bestemt kategori droppet. Andre fremgangsmåder kananvendes, men dette eksempel er illustrativt i den forstand, at detunderstreger den rolle kvalitative vurderinger, i dette tilfælde i form afekspertvurderinger, spiller.

v Ved de skalaer der ønskes anvendt i forhold til hinanden ud fra en opfattelse af, at deomfatter selvstændige aspekter af den undersøgte situation, gælder, at i det tilfælde at etspørgsmål vurderes at overlappe skalaernes angivne indhold, bør spørgsmålet fjernes,idet det ikke kan opfattes som relevant i forhold til den enkelte skalas genstand, eller erudtryk for, at de begreber, der angiveligvis skal dække det område der ønskesundersøgt, ikke er fuldstændige. I så fald det sidste er resultatet af

48

valideringsvurderingen, indebærer dette, at yderligere skalaer bør udvikles ogudarbejdes.

v Ud fra sund fornuft anbefales også normalt, at valideringsarbejdet tager udgangspunkt iden vægtning de enkelte skalaer tildeles, således at antallet af anvendte spørgsmålsvarer til den vægt det pågældende fænomen tildeles i den samlede måling. Det vilsåledes være uheldigt hvis relativt perifere skalaer, tildeles et antal spørgsmål, der erude af proportion med deres betydning, samtidig med at centrale skalaer udgøres af etfåtal spørgsmål.

I vurderingen af de skalaer der skal anvendes til at belyse et samletsammensat fænomen er det således klart ønskeligt at det udarbejdederedskab harmonerer med den grundlæggende opfattelse af fænomentskarakter.


49

Fremtrædelses-validering

Denne form for validering er i virkeligheden en særlig form forindholds-validering. Den handler om hvorvidt et spørgsmål rent faktiskmåler den variabel som det er intentionen at måle. Eller sagt på en andenmåde: er spørgsmålets betydning og mening åbenlys for eksperter og depersoner der skal besvare det pågældende spørgsmål.

Kriteria-validering

Her stiller det spørgsmål sig, om det pågældende fænomen eller aspekt afdet pågældende fænomen, som man beskæftiger sig med kan måles på enrimeligt præcis måde. Den traditionelle definition af kriteria validering er,at skalaen korrelerer på en forventet eller meningsfuld måde med enanden måling af det fænomen der er undersøgelsens genstand, idealt seten "gylden standard".

Almindeligvis opdeler man kriteria validering i to underbegreber, nemligsammenfaldende og forudsigelses validering.

v Sammenfaldende validering anvendes normalt i situationer hvor man søger at erstatteen eksisterende skala med en anden. I sådanne situationer, forudsat at den eksisterendeskala opfattes som valid og sikker, kræves normalt, at den nye skala anvendessideløbende med den ældre, således at man kan sammenholde resultaterne af de toskalaers anvendelse. I det tilfælde at den nye skala viser resultater, der er ioverensstemmelse med de resultater, der opnås ved hjælp af den eksisterende skala,opfattes dette som udtryk for at sammenfaldende validering er opnået.

v Man kan også anvende prædiktiv eller forudsigelses-validering. Denne form forvalidering handler i bund og grund om, at man på basis af eksisterende empiri, udlederudsagn om overordnede træk i de resultater man forventer, i forhold til en planlagtanvendelse af den pågældende skala. I så fald at forudsigelserne holder, antagesforudsigelses-validering for opnået.

Konstruktionsvalidering

Denne anvendes ofte indenfor områder som det psykosociale, hvor manikke kan observere de forhold man ønsker at måle ved hjælp af direkteobservationer eller relaterede metoder. Bestemmelsen afkonstruktionsvaliditet indebærer en kombination af logiske og empiriskeprocesser. På basis af en beskrivelse og definition af skalaens centralebegreber, drages konklusioner om dens formodede forhold til andrevariabler, der derefter undersøges. Forskelle/ligheder mellempersongrupper, korrelationer mellem variabler og ændringer af

50

scoringsværdier i forhold til kendte påvirkninger er nogen af devæsentligste informationskilder man kan trække på. Når et måleredskab,en enkelt eller et antal variable, som enkeltscoringer eller skalaværdier,opfører sig som forventet, understøttes antagelsen omkonstruktionsvaliditet. I modsat fald stilles der et væsentligtspørgsmålstegn ved det pågældende redskab eller sæt af sådanne.

Udsagnet om at der til grund for sådanne fænomener ligger sådanneforhold der ikke kan observeres direkte, betegnes som en hypotetiskkonstruktion. Sådanne konstruktioner udspringer af teorier der søger atforklare såvel adfærd som attituder. Til forskel fra andre former forvalidering, indebærer prøvning af konstruktions-validering en samtidigvurdering af teori og metode. I det tilfælde at valideringen ikke falder udsom forventet, er problemet imidlertid, at resultatet af den fejlslåedevalidering ikke på forhånd kan placeres entydigt hos den anvendte teorieller metode. Resultaterne af sådan en validering er således ikke entydige.

Ideelt set skal en hypotese, der omfatter forsøg på konstruktionsvalidering,ikke blot udsige noget om hvorvidt der skal eller ikke skal væresammenhæng, men også, hvis en sammenhæng forventes, om den erpositiv eller negativ. Den ideelle konstruktionsvalidering, bør yderligerekunne frembringe kvalitative udsagn om karakteren af de forventedesammenhænge, det vil sige den teoretisk bestemte sammehæng mellemændringer i udgangsskalaen og de udvalgte kontrolskalaer. For eksempelat stigning i den udvalgte skala i forhold til visse af kontrolskalaerne, skalsvare til en stigning, men f.eks. at ved et bestemt punkt forventesændringer, i form af stagnerende eller endog faldende værdier, ikontrolskalaerne. Det er imidlertid sjældent muligt at tage udgangspunkti sådanne udsagn, men der hvor det kan lade sig gøre og valideringen rentfaktisk lykkes, må resultatet heraf betragtes som overordentlig væsentligt.

Det vi her berører er den såkalde sammenfaldende eller konvergentvaliditet der har sit modstykke i diskriminerende validering.

v Samvarierende eller convergent validering handler om i hvor høj grad, en skala, ud fraet teoretisk rationale, udviser empiriske sam-variationer med andre tilsvarendemålinger.

v Alternativt kan man udforme sin hypotese således ,at en skala ikke er beslægtet med enanden, hvorfor antagelsen indebærer at en undersøgelse skal resultere i en manglendekorrelation. Dette vil i så fald være udtryk for en diskriminerende validering.

Faktor analyse anvendes her i stigende omfang. Hvis en variabel tilhøreren dimension der også omfatter andre variabler der antages at udgøre enskala, kan dette betragtes som et argument for at konstruktionen opfylderde stillede krav. Hvis en variabel hører flere dimensioner til er der brug for


51

at justere skalaen, enten ved at begrænse det antal elementer den skaludgøres af, eller opdele den foreslåede skala i form af flere underskalaer.

52

Reliabilitet

Man kan antage at en skala er pålidelig eller sikker, hvis dens anvendelseudvirker nogenlunde stabile resultater ved gentaget brug, i forhold til engrundlæggende set ensartet situation. Et klassisk kriterium herfor er aten gentagen anvendelse i forhold til de sammen subjekter over tid gerneskal give de samme resultater. Set i forhold til det psykosociale område erdet imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de fænomener der hører detteområde til, omfatter en lang række elementer, der både er og skal værefølsomme overfor ændringer i akutte belastninger, eller subjekternesskiftende evne til at forholde sig til sådanne. I det omfang man kanantage, at de aspekter man ønsker at måle er i besiddelse af sådan enstabilitet, bortfalder invendingen selvfølgelig.

I praksis vil man ofte nøjes med at vurdere om en skalas anvendelse iforhold til grupper der oplever sammenlignelige belastninger og forholdiøvrigt, resulterer i nogenlunde ensartede værdier.

Desuden kan tre forskningsteknikker med fordel anvendes for at afprøvenye skalaers reliabilitet i forhold til eksisterende og mere afprøvede.

v Flerstrengede målinger består i at man anvender to eller flere skalaer der angiveligvismåler de samme fænomener eller forhold samtidig i forhold til population. Hvis enkorrelation af de opnåede værdier er høj, antager man at en tilsvarende grad afreliabilitet er opnået. Metoden er imidlertid langt fra uproblematisk. For eksempelpåvirker anvendelse af sådanne måleredskaber populationen. Når de forskelligescalaers værdier sammenholdes, har man ikke nogen sikkerhed for om man måler denaktuelle interaktion mellem de anvendte scalaer vis a vis populationen, eller omresultatet som ønsket er udtryk for at man f.eks. ved hjælp af en nyudviklet scala harværet i stand til at måle det samme fænomen som man antager at en eksisterende scalamåler.

v Halv-delings metoden (split-half) består i at en scala opdeles i to ækvivalente delehvorefter korrelationen mellem hver af delen undersøges hvorved den interne konsistenskan vurderes. Forudsætningen er at de to dele skal være homogene i forhold til detfænomen der ønsker målt. Denne metode kan hovedsageligt anvendes når et relativtstort antal variabler anvendes til at måle et enkelt fænomen.

v Gentagne prøver, hvor den samme scala anvendes i forhold til populationen to gangehvorefter korrelationen vurderes. I denne situation gør den allerede nævnte indveningmed afsmitning sig i højere grad gældende. Det er altså ikke sikkert hvad man faktiskmåler, skalaens indvirkning på populationen eller dens egentlige reliabilitet.

v Sidst men ikke mindst kan man opdele populationen hvis den er af den fornødnestørrelse i to antageligvis homogene grupper. Her kan man vælge den fremgangsmådeat anvende en eksisterende scala på den ene del og den nye scala på den anden del og


53

den nye scalas reliabilitet antages understøttet hvis resultaterne er sammenlignelige.For eksempel hvis høje/lave værdier viser sig under tilsvarende forhold i begge tilfælde.

v Man kan også vælge at anvende den samme skala i forhold til en population opdelt i totilfældigt grupper, og hvis resultatet er nogenlunde ensartet, kan dette opfattes somudtryk for skalaens reliabilitet (kontrolgruppemetoden).

Selve den metode at opdele populationen og anvende den opdeltepopulation som udgangspunkt for reliabilitetsprøver har den uomtvisteligefordel at "afsmitningseffekten" neutraliseres.

Det skal bemærkes at intern reliabilitet er en egenskab ved et sæt afmålinger snarere end skalaen i sig selv. Af denne grund er det nødvendigtat indhente reliabilitetsdata fra et vist antal populationer. Almindeligvisantager man, efter et antal forsøg, der anskueliggør at en skala er ibesiddelse af den ønskede grad af reliabilitet, at dette er en egenskab vedselve måleredskabet. Yderligere bør det bemærkes, at det i praksis ersvært at sammenholde skalaer m.h.p. reliabilitet. Hvis en skala er lang vilder alt andet lige være en tendens til, at dens reliabilitet forekommerhøjere end er tilfældet for kortere skalaer.

Afslutningsvis bør det dog pointeres at problemet ikke så meget består ivanskeligheden ved at udpege ideelle metoder til afprøvning af reliabilitet,men at sådanne metoder er bekostelige i brug, hvorfor forskere ganskenaturligt ligger under for et pres om at anvende eksisterende og afprøvedeskalaer. Den samme indvending gælder i forhold til et udbredt ønske omat målinger af udvalgte fænomener bygger på en sammenkædning af flereforskellige metoder, f.eks. både observationer, interviews og spørgeskemaer(og fysiologiske målinger). I det omfang dette kan lade sig gøre kan såvelvalideringsproblemet som reliabilitetsproblemet belyses på den mestoptimale måde. Sådan en fremgangsmåde er imidlertid bekostelig, hvorforforskere må almindeligvis lade det stå ved ønsket (Marin 1989).

Spørgsmål og skalaer

Der er almindelig enighed om, at et fænomen måles ved hjælp af sådanneredskaber med størst mulig sikkerhed, hvis denne måling ikke forlader sigpå enkeltvariable, men baseres på skalaer, der udgøres af en rækkespørgsmål, der i fællesskab opfanger alle relevante aspekter af detrelevante fænomen.

54

Imidlertid betyder dette ikke, at antallet af spørgsmål som et index udgøresaf, kan opfattes som et entydigt kriterium for en målings reliabilitet ogvaliditet.

Det er som påpeget af Praetorius og Duncan (1989) vigtigt, at deltagernehar en klar opfattelse af hvorfor man stiller sine spørgsmål og hvad manforventer. Når et spørgeskemas eller blot en enkelt skalas overskuelighedaftager - og grunden kan både være af teknisk karakter (f.eks. i form aflayout og andre aspekter der vedrører præsentationen af de stilledespørgsmål), eller at man stiller spørgsmål, der kun adskiller sig vedfinurlige detaljer og nuanceringer, der ikke umiddelbart ergennemskuelige, eller at antallet af spørgsmål overstiger subjektetsmulighed for at fastholde overblikket, - aftager sikkerheden af de opnåederesultater tilsvarende.

Et yderligere problem knytter sig til hvorledes en skala sammensættes afspørgsmål, der indikerer en varierende grad af belastning. Det erønskeligt, at en skala omfatter en vis bredde, men hvis en skala omfatterspørgsmål hvor afstanden i belastningsmæssige henseende mellem destillede spørgsmål er for stor (f.eks. ved at skalaen omfatter reaktioner afforholdsvis dagligdagsagtig karakter side om side med spørgsmål dernærmest kun er relevante for personer der har oplevet alvorligesygdomstilstande) risikerer man, at nogle spørgsmål opfattes som relativtubetydelige. De kommer så at sige til at stå i skyggen af de spørgsmål, derdirekte omfatter abnorme belastninger. Denne effekt risikerer at føre til etforkert billede af populationens faktiske oplevelser og underbetoning af debelastninger der rent faktisk opleves af denne.

Et blandt mange eksempler på sådan en skala er Beck DepressionInventory. I denne skala stilles på den ene side spørgsmål som "Jegbliver lettere irriteret end før" side om side med "Jeg føler atfremtiden er håbløs og forholdene ikke kan blive bedre". Afstandenmellem de to spørgsmål medfører en risiko for, at den mindre belastendeoplevelse forekommer totalt ubetydelige, i forhold til den dybe depressivetilstand det andet spørgsmål indikerer. Dette skal ikke opfattes, som etargument mod sådanne skalaer, men som et argument for at manovervejer hvornår en skala er passende. Hvis hensigten er at måletilstandene hos en population der overvejende omfatter personer mednormalpsykologiske oplevelser, bør de stillede spørgsmål afspejle dette.


55

Svarkategorier

Tilsvarende overvejelser gør sig gældende angående svarkategorier. Der ergenerel enighed om, at to-delte svarkategorier generelt må antages for atvære udtryk for overforenkling. Den samme kritik kan rettes mod tredeltesvarmuligheder med den tilføjelse, at sådan en opdeling tit resulterer i enhøj koncentration omkring middelværdien, idet denne ofte opfattes som ogudtrykkes i form af neutrale betegnelser s.s. "passende". Der knytter sigyderligere særlige problemer til begrebet "passende" idet det kan henvisesåvel til subjektets oplevelse af krav, som opfattelse af forventninger.Sådanne svar er derfor svære at fortolke. I princippet kan man sige atdesto "højere en opløsning" svarkategorierne indebærer, desto bedremuligheder har subjekterne for at afgive hvad de opfatter som de mestkorrekte svar (Streiner og Norman 1989, Webb et.al 1966). Der erimidlertid en række problemer forbundet med mange af de anvendtekategoriseringer som er vigtige at medinddrage i overvejelserne omhvordan sådanne bør udformes.

For eksempel anvender nogle forskere som følge af ønsket om den bedstmulige præcision, svarkategorier der angiver mænger i forhold til oplevedebelastninger og reaktioner, adfærd, emotioner og attituder.

Der kan føres gode argumenter for at en række adfærdsmæssige forholdhensigtmæssigt kan repræsenteres ved hjælp af sådannemængdeangivelser. I forhold til hvad subjekter foretager sig afhverdagsagtige handlinger, er det ganske rimeligt at spørge til hvor ofte degør det. Begrundelsen herfor er væsentlig, idet den samtidig angiver envigtig grund til ikke at generalisere anvendelsen af sådanne svarkategorier(Bowling 1991).

I forhold til handlinger indgår det som en bestanddel af hverdagssproget atbeskrive dem i form af eksakt hyppighed. Det falder f.eks. ganskenaturligt at spørge til hyppigheden af biografbesøg om måneden og deninformation der opnås således vil være mere eksakt end den der opnås vedhjælp af den meget populære svarkategorisering "Aldrig-sjældent-af ogtil-ofte". Her er den centrale pointe, at sådan tænker mennesker ganskenaturligt over en række adfærdsmæssige forhold. Samtidig bør detpåpeges, at mere kvalitativt orienterede karakteristikker er ganskenaturlige i forhold til en række adfærdsmæssige forhold. Når hyppighedenaf en social adfærd betegnes som "Tit", for eksempel i formen "hvor oftebesøger du din bedstemor?", indebærer sådan et response i alvæsentlighed at uanset hvor ofte man rent faktisk besøger sin bedstemor,så synes man at hyppigheden er udtryk for nogen nær en optimal, elleroverkommelig hyppighed. I denne sammenhæng er "Tit" ikke alene

56

angivelse af hyppighed, men en vurdering af denne hyppighed i forhold tilsociale normer.

Dette betyder at man kan spørge til rent adfærdsmæssige forhold i nogensammenhænge ved anvendelse af svarkategorier med kvalitative aspekter.Den information man således får er af en anden beskaffenhed, end den derkommer til udtryk i kategoriseringer der udelukkende fokuserer påhyppighed og man kan træffe sit valg på basis af en vurdering af hvilkenslags information man er interesseret i at arbejde med.

Anderledes forholder det sig vedrørende forhold af overvejendeoplevelsesmæssig karakter, f.eks. symptomer og psykiskebelastningsreaktioner. Det afgørende for vurderingen af den iboendekvalitet ved de svar der opnås på sådanne spørgsmål er ikke hyppighedenaf sådanne oplevelser, men betydningen af disse. Det er således mindrerelevant at vide hvor hyppigt man oplever f.eks. "nedtrykthed", end aterfare hvor betydningsfuld eller belastende sådan en oplevelse er forsubjektet.

Dette er grunden til populariteten af svarkategorier som "mere eller mindregenerende". Der er imidlertid en række psykologiske grunde til at opfatteanvendelsen af sådanne svarkategorier som problematisk. De indebærerat subjektet skal vurdere sine oplevelser på en måde der i høj gradrisikerer at involvere såvel forsvarsmekanismer, som indvirkning fra behovfor social accept, idealtyper o.l. Den egentlige fordeling af svar, vedanvendelsen af sådanne kategorier, risikerer derfor i høj grad at udtrykkenoget om underliggende psykologiske strukturer, ikke de faktiskeoplevelser.

De selvsamme overvejelser gør sig gældende når svarkategorierne fårudformninger som "graden af enighed" i forhold til en ytring. Også herindvirker de nævnte forsvarsmekanismer og sociale rollespil.

For at undgå eller minimere betydningen af sådanne forhold eranvendelsen af visuelle kategoriseringsmetoder blevet foreslået. Subjektethar mulighed for at afkrydse et punkt på en linje, hvis yderpunkter kanvære mængder, eller aldrig/ofte (Bullock 1952). Indvendingen her erbeslægtet med indvendingen mod mængdeangivelser generelt. Blot tilføjesher den speicifikke detalje, at denne type visuel svarkategorisering ikkesvarer til den måde hvorpå de fleste subjekter naturligt ville kunne findepå at beskrive sine oplevelser. Metoden har utvivlsomt sin værdi i forholdtil særlige befolkningsgrupper, f.eks. visse højtuddannede, men er næppehensigtmæssigt i flertallet af de situationer hvor målinger ønskes foretaget.


57

Et anden velkendt alternativ er Thurstones metode (Bowling 1991). Denbetyder at deltagere anmodes om at rangordne påstande der er trykt på etantal kort i en rækkefølge hvor de mest ønskelig placeres forrest og i englidende overgang til de mindst ønskelige bagerst. Metoden forudsætter entestlignende situation og er derfor ikke egnet til brug ispørgeskemabaserede undersøgelser.

Den svarkategorisering der er mindst problematisk, hvad angår spørgsmålder vedrører oplevelser, synes at være den ganske poplulære "Aldrig til ofte".Denne kategorisering er bogstaveligt betragtet blot en anden måde hvorpåmængdeangivelser opnås men uden fordelen af at være præcise. Mentages der højde for hverdagssprogets repræsentation af sådanne subjektiveoplevelser, gælder det argument, at sådan omtaler de fleste sine oplevelser.I sådanne sammenhænge udtrykker denne angivelse ikke entydigt"mængder" men "kvaliteter", forstået som en benævnelse af i hvilken gradden pågældende oplevelse er betydningsfuld eller karakteristisk for denpågældendes oplevelser (for en relevant diskussion se Glassner og Moreno1989, Brodbeck M 1968).

"Ofte" kan tages som udtryk for at oplevelsen er et karakteristisk træk vedsubjektets erfaringer. I forhold til symptomer og psykiske reaktioner kan"Ofte" tages som udryk for at subjektet oplever dette som et jævnligttilbagevendende forhold og en belastning i sin hverdag. Samtidig er dennekategorisering relativt fri for de associationer der i forbindelse med andremulige svarkategorier, som allerede er diskuteret, kan bevirke atforsvarsreaktioner igangsættes.

Imidlertid er denne svarkategorisering ikke udtømmende. Det kan være oger i mange tilfælde "det mindst dårlige alternativ" at acceptere densiboende begrænsninger. I nogen situationer kan anvendelsen af dennesvarkategorisering imidlertid udbygges på en måde vi har gode erfaringermed.

For eksempel anvendes kategoriseringen "Aldrig til ofte" i flere af deundersøgelser dette projekt har omfattet. I tre af undersøgelserne er dennekategorisering imidlertid blevet udbygget med heldige resultater som følge.

I en af undersøgelserne kunne man på spørgsmålet om en rækkebelastninger karakteriserer arbejdmiljøet "Aldrig til ofte", yderligere angiveom man følte sig generet af disse forhold. Resultaterne viste atmuligheden blev hyppigt anvendt. Det interessante er også at det ikkenødvendigvis var de oftest oplevede arbejdsmiljøproblemer, der tilsvarendemest hyppigt blev betegnet som generende. Konklusionen på voresanalyse heraf er, at deltagere i sådanne undersøgelser godt kan skelnemellem "beskrivelse" og "oplevelseskarakteristik". Ikke blot kunne visse

58

tilsyneladende generende oplevelser udpeges, men yderligere viste det sig iforhold til en række af disse, at deltagere der afkrydsede den næsthøjestesvarmulighed "Af og til" i et antal tilfælde alligevel følte sig foranlediget til atangive, at de desuden følte sig generet heraf. Tilsvarende var det i to afundersøgelserne muligt at udbygge besvarelsen af om psykiske ogpsykosomatiske symptomer forekom "Aldrig til ofte" med en tilkendegivelseaf om man mente at disse var forårsaget af arbejdet. Igen viser det sig atdeltagere skelner mellem vurdering og oplevelse. I forhold til enkelte afdisse oplevelser kunne vi se, at selv om svarkategorien "Sjældent" blevanvendt, følte et antal deltagere sig alligevel foranlediget til at angive at detefter deres opfattelse drejede sig om arbejdsbetingede reaktioner.

I denne sammenhæng er der grund til at nævne, at i en sammenhæng hvorbelastninger og symptomer kan udpeges som "generende" er der i detmindste en hypotetisk risiko for, at dette medvirker til at deltagerne vælgeren lavere svarkategori på "Aldrig - ofte" skalaen, end de ville have gjort vedfraværet af denne mulighed. At de således vælger en lavere svarkategori,ud fra erkendelsen af at den yderligere information om det belastendeforhold kunne afgives særskilt. Hvorvidt det forholder sig sådan ogbetydning af dette kan kun undersøges ved hjælp af et kontroldesign af enaf de førnævnte typer i forbindelse med afprøvning af reliabilitet.

Dette indikerer at en kombination af svarkategorier i visse situation kanvære fordelagtig, men skal anvendes med omhu.

Scoring

Almindeligvis er antallet af svarkategorier mindst fire, fem er almindeligeog op til syv er ikke sjældne. Scoring af variabler består almindeligvis i athver enkelt variabel bidrager med lige vægt til skaleringen. I nogensituationer ser man at scoringen af hver enkelt variabel dikotomiseresinden scoringen gennemføres. Dette forenkler udførelsen af visse tests,men resulterer i et tab af information og nøjagtighed. Derfor anbefalesgenerelt, at hver enkelt svarværdi indgår i en skalas udformning. Der erimidlertid en række problemer forbundet med den overordentligt udbredtepraksis med at undgå at vægte variablene. Problemets betydning er nøjeforbundet med scalaens sammensætning. Hvis afstanden mellem destillede spørgsmål i belastningsmæssig henseende er stor, risikerer man atpersoner med få, men store problemer, rangerer side om side medpersoner der oplever en lav symptomforekomst. Problemet er ikke afsamme beskaffenhed hvis den anvendte skala er klart normalpsykologisk


59

orienteret, men selv i sådanne skalaer opererer man dog typisk med letteog sværerer psykiske belastninger. Alternativet til lige scoring er at vægteforskellige variabler ud fra den belastning oplevelsen af det pågældendesymptom antages at være forbundet med.

Et eksempel på sådan en skala er den Normative Skala, der bygger på enopdeling af variabler i lette og svære kategorier, f.eks. ved at variabler deropfattes som omfattende svære belastninger vægtes med to, baseret på envurdering eller bedømmelse. Alternativet er Principial ComponentScaling hvor skaleringen bygger på interne vurderinger, således at deropnås en relativ vægtningsværdi der kan anvendes til at skalere hverenkelt variabel for sig, hvorved man opnår et lineært additivt index. Mankan f.eks. beregne i hvor højt omfang psykiske belatninger er forbundetmed antal sygedage. Derved opnås individuelle skaleringsværdier (BowlingA. 1991).

Denne metoder anvendes ofte for helse-index spørgeskemaundersøgelser.Den mest almindelige form for vægtning består imidlertid i, at mananvender et forskelligt antal variabler for at måle forskellige forhold, hvorantallet af variabler indikerer den vægt man tillægger det pågældendefænomen set i forhold til det overordnede koncept. Den samlede værdi foren subskala opnås ved at resultatet17 divideres med antallet af elementerindenfor subskalaen. Resultaterne for subskalaer sammenlægges derefterfor at opnå den samlede skalaværdi. Således opnår man, at hver subskalabidrager ligeligt til den samle værdi, selv om de hver for sig kan bestå afforskelligt antal variabler (Streiner og Norman 1989).

I praksis viser det sig imidlertid, at vægtning ikke gør den store forskel tiltrods for teknikkens iboende logik. Dette skyldes at personer, der scorerhøjt indenfor den ene skala eller subskala, ofter scorer højt på andreskalaer eller subskalaer. Betydningen af vægtning afhænger i dennesammenhæng i høj grad af hvordan skalaen anvendes og dens egentligekonstruktion. Hvis skalaen omfatter mindst 40 elementer der erforholdsvis homogene, vil vægtningen hovedsageligt medføre øgetkompleksitet, snarere end bedre og sikrere scoring.

Afsluttende bemærkninger

Vi har diskuteret en række metodiske, tekniske og statistiskeindfaldsvinkler til spørgeskemaer. Hvis formålet med denne tekst er nået,

60

17 Dette betyder rent teknisk at man vælger f.eks. at sammentælle hvor ofte hver enkelt deltager afkrydsermuligheden "ofte". Det antal gange er vedkommendes "resultat" i forhold til denne skala.

har læseren både en opfattelse af, at spørgeskemaer er et brugbartredskab i psykologisk forskning, en forestilling om hvad man gør når manudarbejder eller anvender et foreliggende skema, hvilke retningslinjer manskal overholde og hvilke faldgruper man skal undgå. Sidst men ikkemindst håber jeg at det er lykkedes mig at formidle den særlige spændningog nysgerrighed som brugen af denne metode forudsætter.


61

Referencer:Ackoff, R. L., 1973 The Design of Social Research, Chicago University Press

Agervold, M. (1983). Arbejdskvalitet - også i en krisetid. Om unges krav og forventningertil arbejdets indhold. I: B. Madsen et al. Ungdomsbilleder i en brydningstid. København:Gyldendal.

Agervold, M. (1985). Kontorarbejde og psykisk arbejdsmiljø. Århus, PsykologiskSkriftserie, 10.

Agervold, M. (1987). New technology in the office: attitudes and consequences. Work &Stress, 1,143-153.

Agervold, M. (1989). Psykosocialt arbejdsmiljø og kontrolbegrebet. ArbejdspsykologiskBulletin, 5, 36-56.

Agervold, M. (1990). Psykosocialt arbejdsmiljø, stressmanagement og organisationskultur.Arbejdspsykologisk Bulletin,4,4-21.

Aiken, M. og Hage, J. (1966). Organizational alienation: A comparative analysis.American Sociological Review, 31, 497-507.

Anastasi, A. (1976). Psychological Testing. New York: Macmillan, .

Arbejdsmiljøgruppen af 1972. Raport 2 (1974). København: Eget Forlag.

Baldursson E.B. (1989). Måling og ændringer. Arbejdspykologisk Bulletin, 5, 124-135.

Baldursson E.B. (1990). Non-adaptiv coping og stressteori. Arbejdspsykologisk Bulletin, 6,44-65.

Bailey, J.M. og Bhagat, R.S. (1987). Meaning and Measurmement of Stressors in the Workenvironment: An Evaluation. I S.V. Kasl og C.L. Cooper. Stress and Health: Issues inResearch Methodology. John Wiley og Sons, New York.

Barlow, H. (1987). The Biological Role of Consciousness. I C. Blakemore og S.Greenfield ed., Mindwaves. Oxford, Basil Blackwell.

Barrera, M. (1980). A method for the assessment of social support network in communitysurvey research. Connections, 3, 8-13.

Barrera, M. (1981). Social support in the adjustment of pregnant adolescent assessmentissues. I: B.H. Gottlieb, (ed). Social Networks and Social Support. Beverly Hills, Sagepublications.

62

Beck A.T. Mendelson M. Mock J. et al (1961). Inventory for measuring depression.Archives of General Psychiatry 4:561-71

Bhaskar, R., (1991). Philosophy and the Idea of Freedom. London, Blackwell.

Bhaskar, R., (1989). The possibility of Naturalism. Hempstead, Harvester Wheatsheaf.

Blauner, R. (1964). Alienation and freedom. Chicago:

Bowling A. (1991). Measuring Health. Open University Press, London.

Brayfield, A.H. og Rothe, H.F. (1951). An index of job satisfaction. Journal of AppliedPsychology, 35, 307-311.

Brodbeck, M, ed., (1968). Readings in the Philosphy of the Social Sciences. New York,MacMillan.

Bullock, R.P. (1952). Social Factors Related to Job Satisfaction: A Technique for theMeasurment of Job Satisfaction. Bureau of Business Research, Ohio State University,Columbus, Ohio.

Cammann, C., Fichman, M., Jenkins, D. og Klesh, J. (1979). The Michigan OrganizationalAssessment Questionnaire. University of Michigan, Ann Arbor, Michigan.

Caplan, R.D. et al. (1975). Job Demands and Worker Health. Washington: NIOSH.

Cook, T.D. og Campbell, D.T. 1979. Quasi experimental: Design analysis issues for fieldsetting. Chicago: Rand McNally.

Cook, J.D., Hepworth, S.H., Wall, T.D. og Warr, P.B. 1980. The Experience of Work.London: Academic press.

Cross, D. 1973. The Worker Opinion Survey: A measure of shop-floor satisfaction.Occupational Psychology, 47, 193-208.

Derogatis L.R. (1982). Self-report Measures of Stress. I: L. Goldberg og S. Breznitz (eds)Handbook of Stress. New York: Free Press, .

Favreholt, D. 1978. Lenin hans filosfi og verdensanskuelse. København: GAD.

Fletcher B. 1988. The Epidemiology of Occupational Stress. I: C.L. Cooper og R. Payne(eds). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. London: John Wiley og Sons.

Fletcher B., Gowler, D. og Payner, R.L. 1980. Transmitting ocupations risks, The Lancet,ii, 1193.

63

Fiske, D.W. 1971. Measuring the concepts of personality. Aldine: Chicago.

Frankenhaeuser, M. & Gardell, B. 1976. Underload and Overload in Working Life. Journalof Human Stress, 2, 35-46.

Frankenhaeuser, M. & Johansson, G. 1981. On the Psychophysiological Consequences ofUnderstimulation and Overstimulation. I: L. Levi (ed.) Society, Stress and Disease, Vol IV:Working Life. Oxford: Oxford University Press.

Frese M., og Zapf D. 1988. Methodological Issues in the Study of Work Stress: Objectivev. Subjective Measurement of Work Stress and the Question of Longitudinal Studies. I:C.L. Cooper og R. Payne (eds). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work.London: John Wiley og Sons.

Fried Y. (1988). The Future of Physiological Assessments in Work Situations. I: C. L.Cooper og R. Payne (ed). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. London:John Wiley og Sons.

Gallinicos, A. (1985). Marxism and Philosophy. Oxford: Oxford University Press.

Gardell, B. (1971). Produktionsteknik och arbetsglädje. Stockholm: PA-Rådet.

Gardell, B. (1976). Arbetsinnehåll och livskvalitet. Stockholm: Prisma.

Gardell, B. (1979). Replik. I: G. Westlander: Vad är psykosociale frågor? Stockholm:Arbetarskyddsfonden.

Glassner B., og Moreno J.D, (1989). Introduction: Quantification and Enlightenment. I: B.Glassner , og J.D. Moreno (eds). The Qualitative-Quantitative Distinction in the SocialSciences, 1-12. New York: Kluwer Academic Publishers.

Gould J. S., 1984. The Mismeasure of Man. London: Penguin.

Gregory, R.L. 1974. Concepts and Mechanisms of Perception. London: Duckworth.

Guring, G., Veroff, J. og Feld, S. 1960 Americans view their Mental Health. New York:Basic Books, .

Hacker, W. (1978). Allgemeine Arbeits- und Ingenieurpsychologie. Berlin: VEB DeutscherVerlag der Wissenchaften.

Hackman, J.R. og Oldham, G.R. 1975. Development of the Job diagnostic Survey. Journalof Applied Psychology, 60, 159-170.

van Harrison 1978. Person-Environment Fit and Job Stress. I: C. Cooper & R. Payne (eds)Stress at Work. New York: John Wiley and Sons.

64

Henle, M. 1964. On the relation between logic and thinking. Psychological Review, 69,366-78.

Hertzberg, F. 1968. Work and the Nature of Man. London: Staples Press.

Hoppock, R. 1935. Job Satisfaction. Genoptrykt af Arno Press, New York, 1977.

House, R.H. og Rizzo, J.R. 1972. Role conflict and ambiguity as critical variables in amodel of organizational behavior. Organizational Behavior and Human performance, 7 ,467-505.

House, J. 1981. Work Stress and Social Support. Reading: Addison-Wesley.

Hughes, H.S., 1977. Consciousness and Society. New York: Vintage.

Jenkins, D.D. og Zyzanski, S.J. 1980. Behavioral risk factors and coronary heart disease.Psychotherapy and Psychosomatics, 34, 149-77.

Johnson, J. 1986. The Impact of Workplace Social Support, Job Demands and WorkControl upon Cardiovascular Disease in Sweden. Stockholm: University of Stockholm,Department of Psychology.

Kahn, R.L., Wolfe, D.M., Quinn, R.P., Snoek, J.D. og Rosentahl, R.1964. OrganizationalStress: Studies in Role Conflict and Ambiguity. New York: Wiley, .

Karasek, R. & Theorell, T. 1990. Health, Work, Stress, Productivity and the Reconstructionof Working Life. New York: Basic Books.

Karasek, R. 1989. Krav-kontrol modellen: Dens udvikling og status. ArbejdspsykologiskBulletin, 5, 16-35.

Kaufman, R. 1978. Organizational Improvement: A Review of Models and an Attempt ofSynthesis. Group and Organizational Studies, 3 (1).

Kornhauser, A. 1965. Mental health of the industrial worker. New York.

Latack, J.C. 1986. Coping with job stress: Measures and future directions for scaledevelopment. Journal of Applied Psychology, 71 (3) 377-85.

Lazarsfeld, P. F:, 1955. Interpretation of Statistical Relations as A research Operation . I P.F. Lazarsfeld og Morris Ginseberg (Ed.). The Language of Social Research. New York:Free Press .

Lazarus, R. 1991. Progress on a Cognitive-Motivational-Relational Theory of Emotion.American Psychologist, 46,8 (in press).

65

Lazarus, R. & Launier, R. 1978. Stress-Related Transactions between Person andEnvironment. I: L. Pervin & M. Lewis (Ed.): Perspectives in Interactional Psychology.New York: Plenum Press.

Lazarus, R. & Folkman, S. 1964. Stress, Appraisal, and Coping. New York: Springer.

Lenin, V. 1975. Materialisme og empirokriticisme. Købehanvn: Tiden.

Llinas, R. 1987. Mindness" as a Functional State of the Brain. I C. Blakemore og S.Greenfield ed., Mindwaves. Oxford: Basil Blackwell.

MacKay, C.J. 1980. The measurement of mood an psychophysiological activity usingself-report techniques. I: I. Martin og P.H. Venabels (ed) Techniques in Psychophysiology.New York: John Wiley og Sons, .

Manicas, P. 1989. Explanation and Quantification. I: B. Glassner og J.D. Moreno (eds).The Qualitative-Quantitative Distinction in the Social Sciences, 1-12. New York: KluwerAcademic Publishers

Margolis, H. 1987. Patterns, Thinking, and Cognition - A Theory of Judgement. Chicago:University of Chicago Press, .

Marin, R. 1987. Techniques for Data Acquisition and Analysis in Field Investigation ofStress. I: Neufeld, R.W.J (ed). Advances in the Investigation of Psychological Stress. NewYork: John Wiley og Sons.

Marx, K. 1844/1961. Economic and Philosophical Manuscripts. I Fromm, E: Marx' conceptof man. New York.

Maturana H. R. &Varela F. J. 1987. The Tree of Knowledge. Boston: Shambhala.

The Meaning of Work. 1987. MOW International Research Team. London: AcademicPress.

Miller, G.A. 1967. Professionals in bureaucracy: Alienation among industrial scientist andengineers. American Sociological Review, 32, 755-768.

Moos, R.H. 1973. Changing the Social Milieus of Psychiatric Settings. Journal of AppliedBehavioral Science 9, (5), 575-93.

Moos, R.H. 1974. Evaluating Treatment Environment. New York: Wiley and Sons.

Nadler, D.A. 1978. The Use of Feedback for Organizational Change: Promises and Pitfalls. Group and Organizational Studies, 3 1.

66

Nisbett, R.E. og Wilson, T.D. 1977. Telling more than we can know; verbal reports onmental processes. Psychological Review, 84, 231-259.

Nisbett, R.E. og Ross, L. 1980. Human Inference: Strategies and Shortcomings of SocialJudgment. New York: Prentice-Hall.

Norman, W.T. 1967 . On estimating psychological relationships: Social desirability andself-report. Psychological Bulletin, 67, 273-93.

Pareto, W., 1971. Manual of Political Economi. New York: Kelley.

Parry, G. og Warr, P.B. 1980. The measurment of mothers' work attitudes. Journal ofOccupation Psychology, 53, 245-252.

Patchen, M. 1970. Participation, Achievement, and Involvement on the Job. Prentice-Hall,Englewood Cliffs, New Jersey.

Payne, R.L., Fineman, S. og Jackson, P.R. 1980. An interactionist approach to measuringanxiety at work. Journal of Occupational Psychology, 55, 13-25.

Payne, R. 1988. Individual Differences in the Study of Occupational Stress. I: Cooper,C.L. og Payne R. eds. Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. Chichester:John Wiley and Sons.

Petersen, E. 1967. Sanktioner og trivsel. København: Nyt Nordisk Forlag.

Petersen, E. 1968. Trivslen på arbejdspladsen. Bd. I & II. København: MentalhygiejniskForlag.

Petersen, E. 1985. Træk af resignationens psykologi samt en model af det danske samfundunder krisen ud fra livskvalitetskriterier. Psykologisk Skriftserie Aarhus, 10, 7.

Praetorius, N & Duncan, K.D. 1988. Verbal Reports: A Problem in Research Design. I:Goodstein, L.P., Andersen, H.B. & Olsen, S.E. eds. Tasks. Errors and Mental Models,London: Taylor & Francis.

Quine, W. V. O., 1963. From a Logical Point of View. New York: Wiley and Sons.

Quinn, R.P. og Shepard, L.H. 1974. The 1977 Quality of Employment Survey. Ann Arbor,Michigan: Institute for Social Research, University of Michigan.

Quinn, R.P. og Staines, G.L. 1979. The 1977 Quality of Employment Survey. Michigan:Institute for Social Research. University of Michigan, Ann Arbor.

Reitan, R., 1978. Marxisme og filosfi. København, GMT.

67

Rorer, L.G. 1965. The great response-style myth. Psychological Bulletin, 63, 129-56.

Rorty, R., 1980. Philosophy and the Mirror of Nature. Oxford: Oxford University Press.

Russel, D., Peplau, L.A. og Cutrone, C.E. 1980. The revised UCLA Loneliness Scale:concurrent and discriminant validity evidence. Journal of Personality and SocialPsychology, 39, 472-80.

Seeman, M. 1967. On the personal consequences of alienation in work. AmericanSociological Review, 32, 273-285.

Shepard, J.M. 1972. Alienation as a process: Work as a case in point. The SociologicalQuarterly, 13, 161-173.

Shrauger, J.S. og Osberg, T.M. 1981. The relative accuracy of self-redictions andjudgments by others in psychological assessment. Psychological Bulletin, 90, 322-51.

Sloan, S.J. og Cooper, C.L. 1986. Pilots under Stress. London. Routledge og Keegan Paul.

Smith, P.C., Kendall, L.M. og Hulin, C.L. 1969. The Measurements of Satisfaction inWork and Retirement. Chicago: Rand-McNally.

Smith, F.H. 1976. Index of Organizational Reactions IOR. JSAS Catalog of SelectedDocuments in Psychology, 6, 1, 54, no. 1265.

Streiner, D.L. og Norman, G.R. 1989. Health measurement Scales: A Practical Guide totheir Development and Use, Oxford: Oxford University Press.

Stroud, Jr. W. L., 1984. Biographical Explanation is Low-Powered Science, AmericanPsychologist, 39.

Szentagothai, J. 1987. The Brain-Mind Relation: A Pseudoproblem?. I C. Blakemore ogS. Greenfield ed., Mindwaves. Oxford, Basil Blackwell.

Thayer, R.E. 1967. Measurement of activation through self-report. Psychological Reports,20, 663-78.

Taylor, J.C. og Bowers, D.G. 1972. Survey of Organizations: A Machine ScoredStandardized Questionnaire Instrument. Michigan: Institute for Social Research,University of Michigan, Ann Arbor.

Vroom, V.H. 1964. Work and Motivation, New York: Wiley and Sons.

Van Dijl, H., og Nagelkerke, N. 1980. Statistical discrimination of male myocardialinfarction patients and healthy males by means of a psychological test and a tracing of

68

basic dimension of the infarction personality. Psychotherapy and Psychosomatics, 34,196-203.

Warr, P.B. og Routledge, T. 1969. An opinion scale for the study of managers jobsatisfaction. Occupational Psychology, 43, 95-109.

Warr, P.B., Cook, J. og Wall, T.D. 1979. Scales for the measurement of some workattitudes and aspects of psychological well-being. Journal of Occupational Psychology,52, 129-148.

Webb, E.J., Campbell, D.T., Schwartz, R.D. og Sechrest, L. 1966. Unobtrusive Measures:Non-reactive research in the Social Sciences. Chicago: Rand McNally College Publishing.

Webb, E.J., Campbell, D.T., Schwartz, R.D., Sechrest, L. og Grove, J.B. 1981.Nonreactive Measures in the Social Science. Boston: Houghton Mifflin.

Weinberg, D.A., Schwartz, G.E. og Davidson, R.J. 1979. Low-anxious, high-anxious andrepressive coping styles: Psychometric patterns and behavioral and psychological responsesto stress. Journal of Abnormal Psychology, 88, 369-80.

Weiss, D. J., Dawis, R.V., England, G.W. og Lofquist, L.H. 1967. Manual for theMinnesota Satisfaction Questionnaire. Minnesota: Industrial Relations Centre, Universityof Minnesota.

Westlander, G. 1979. Vad är psykosociale frågor? Stockholm: Arbetarskyddsfonden.

Wiggins, J.S. 1964. Convergences among stylistic response measures from objectivepersonality tests. Educations Psychological Measurements, 24, 551-62.

Zeller, R.A. og Carmines, E.G. 1980. Measurment in the Social Sciences. Cambridge:Cambridge University Press.

69