Mens størstedelen af danskerne flytter til storbyernes jag, er Jørgen Michael, Conni og Gert blevet tilbage i Ny Stenderup. De er blevet gamle i det, man kalder Vejkantsdanmark. Livet her er er ligesom så mange andre steder: alderdom, ensomhed og dødsangst, kaffe og drømmekage.

Et liv i vejkanten Ny Stenderup er af Dansk Byplanlaboratorium blevet kaldt for en vejkantsby. Ingen gider bo der, hvor tomme huse ligger i forfald ud mod den trafikerede landevej, der går direkte gennem byen. Bortset fra Gert, Conni og Jørgen Michael, der alle har boet der i næsten 50 år. I deres livhistorier ligger også historien om Vejkantsdanmark.

I entreen placerer Gert Pryds sig i Conni Pedersens frisørstol allerede klokken 8.30. Conni har kun åbent om fredagen, så det er om at få booket

sig ind, når man kan. Hun er Ny Stenderups eneste frisør, selvom hun egentlig er pensioneret. Med store muslingelignende guldøreringe i ørerne, og håret bobbet op som i 80erne trisser hun omkring Gert og bjæffer ad sin mand Jørgen Michael, der er et andet sted i huset.

Gert har maskinfabrikken lidt længere nede ad gaden, og det er om at få sin satellitklipning fra morgenen, så han kan nå tilbage til arbejdet, inden det bliver for travlt. Han er ellers også i virkeligheden pensioneret. Jørgen Michael kalder ham for den rigeste mand i byen. Det er fjollet, synes Gert, det er sgu da Jørgen Michael, der har en borgmestermave.

De bor alle tre i Ny Stenderup. Det har de gjort i næsten 50 år. Og ligesom de fleste andre i byen, er de ved at være gamle.

På byens hovedgade, Ny Stenderupvej, vender slidte husfacader ud mod vejen. Foran flere af dem står blågule til-salg-skilte. Gabende huller imellem nogle af hjemmene er vidnesbyrd om bygninger, man allerede har revet ned, fordi de ikke kunne sælges. I byen er der cirka 80 huse, og omkring 140 mennesker. Vejkantsdanmark. Det er, hvad Dansk Byplanlaboratorium kalder området i en ny rapport fra januar 2014.

Vejkantsdanmark er den del af Danmark, der omkranser landevejen i små rækkebyer. Her l igger huse i forlængelse af hinanden ud mod en trafikbelastet vej. Ifølge Dansk Byplanlaboratorium findes de i de fleste danske kommuner. I Faaborg-Midtfyn Kommune alene er der 72 stykker af slagsen. Det er et problem, for husene forfalder. De er uattraktive i vejkanten, køberne vil hellere bo væk fra de støjende veje. Derfor har man i rapporten udstukket fire scenarier for, hvordan man overkommer de udfordringer, vejkantslandsbyen står over for. Man kan enten lade stå til, totalt afvikle byen, rive de dårlige ejendomme ned og

lade de bedste stå tilbage eller flytte ejendom-mene væk fra vejen og ind i landskabet. Det er det sidste scenarie, man kæmper for at realisere i Ny Stenderup. Det er derfor, man er begyndt at rive huse ned på hovedgaden. Og beboerne kan godt mærke, at det har ændret sig; byen er blevet gammel med dem.

Velkommen til Ny StenderupTil venstre for by-indgangen drejer Smutvej op mod Horseballevej, hvor de fleste af byens indbyggere bor. Både Connie, Jørgen Michael og Gert holder til her.

Gert har fem unge mænd i gang hjemme på fabrikken. Egentlig er det hans søn, der ejer f abrikken i dag, men Gert kan alligevel ikke holde sig væk. Han bor jo også lige ved siden af. Først med sine forældre, siden med sin kone, Karin, og nu alene.

”Nogle gange er det dødtrist at være alene,” siger han.

Han har fundet en ny veninde nede på golfbanen, men de ses kun i weekenderne. Hverdagene tilbringer han for sig selv. Og det er svært at komme hjem til et så stort, tomt hus og ikke have nogen at snakke med sin dag om, synes han. Han omgås heller ikke de andre i byen så meget.

Der var gang i byen, da han kom hertil med sine forældre i 1963. Nede på Ny Stenderupvej havde Evind sit savværk, og lidt længere nede ad Horseballevej lavede Villy træskeer og blom-sterpinde. Når man står ved vejen ud for skolen, kan man stadig se Flise-Verners blå lade på marken bag byen. Gert kan ikke huske, hvordan Flise-Verner kom på, at han skulle støbe fliser, eller hvorfor Villy begyndte at lave træskeer. Men de var begge ufaglærte – sådan var det med de fleste dengang. Da Gerts familie kom til byen, flyttede de ind på den gamle skole og lavede den om til en maskinfabrik.

Lidt længere nede af Horseballevej matcher Conni Pedersen (foroven) er den eneste frisør i Ny Stenderup. Hver fredag laver hun sin entré om til en salon, og slår dørene op for alle, der trænger til en studsning. Hendes mand Jørgen Michael Pedersen (forneden) er pensioneret vognmand.

Tekst og foto: Thomas Aagaard og Emma Ellegaard

skinnende blå havefigurer gråt grus, hvide vaser og et lille bord/stolesæt foran Conni og Jørgen Michaels hus. Det er 45 år siden, de kom hertil midt i tyverne med barn i barnevogn. Dengang var her masser af unge mennesker, men indbyggernes alder er efterhånden steget med byens. Gert er 70 år gammel og har været i Ny Stenderup i et halvt århundrede. Han flyttede godt nok til Faaborg med sin kone i ’69, men blev ved med at køre til Ny Stenderup hver dag på grund af arbejdet på fabrik-ken, som han overtog fra sin far. Hjemme i Faaborg var konen Karin og deres to børn, som Gert brugte de fleste dage på ikke at se nok. Selv lørdage og søndage brugte han på fabrikken med sin far.

”Men hvad er vigtigt? Dengang syntes jeg, det var vigtigt at få smør på brødet,” siger han. I dag har sønnen Torben overtaget maskinfabrikken, men Gert er glad for, at han prioriterer sin kone og søn højt.

”Nogle gange er det dødtrist at være alene

En mand på vejConni forlader Gert og trisser hen forbi køkkenbordet og rundt om en stenfontæne, der minder om et fugle-bad. I stedet for fugle og vand bærer den på en blomst med store, grågrønne blade, der bugter sig om den brysthøje stenfigur. Hun har en stak papirer i hånden, da hun kommer tilbage. De handler alle sammen om omlægningen af Ny Stenderup.

Jørgen Michael passerer dagligt byens tomme grunde med hunden Susie ved sin side og en cigaret i mundvigen. Faaborg-Midtfyn Kommune har revet fire huse ned indtil videre, og ingen ved, hvad der skal ske på grundene nu, men målet er, at Ny Stenderup forsat skal passe til de grønne omgivelser, byen ligger i. De huse, man beholder, skal være huse man gerne vil bo i. De skal ligge inde i landskabet, ikke i vejkanten.

Hele livet har Jørgen Michael været en mand på vej; på ryggen af en hest eller en motorcykel, på jagt eller ved rattet af en truck. Men da en ko for nogle år siden løb hans ben så skævt, at lårbenet kunne drejes hele vejen rundt, så det ud som om, han ikke kunne fortsætte sådan. Hospitalet foreslog, at benet skulle fjernes, men det ville hverken han eller Conni være med til.

”Jeg havde allerede nået at sige farvel til mit liv de to gange, jeg var blevet lagt i narkose for at blive opereret i benet. Man kan jo ikke vide sig sik-ker, når en anden lægger en til at sove,” siger han.

Nu trækker han lidt på benet, når han går igen-nem byen, og han kan ikke længere ride på sine heste, men han kan stadig køre bil og motorcykel. Han ville allerhelst have undværet oplevelsen fuld-stændigt, men mest fordi, han er blevet klar over, hvor bange for døden, han egentlig er. Selv når han kører over Lillebæltsbroen, sørger han for at placere sig i det midterste vejbanespor, så han ikke kan blæse ud over kanten af broen.

TV Avis og færdigretterGert tænker nogle gange på, om det var forkert at flytte fra Faaborg. Han er ikke i tvivl om, at Karin havde det bedre der. Men dengang føltes det vig-tigt, at han ikke skulle køre imellem Faaborg og Ny Stenderup hver dag. Han ved ikke, hvad det

Gert Pryds står foran sin båd i gårdspladsen. Lige nu hedder den Mischa, men han overvejer at kalde den for Karin 2 efter sin afdøde kone. Måske han tager den ud på en tur i sydfynske øhav til sommer, hvis der bliver tid.

Jørgen Michaels heste løber frit omkring på marken i parrets baghave.

var, der slog hende ihjel, men det var ham, der fandt hende, da han kom hjem fra golf. Hun sad i lænestolen med avisen i skødet og havde nok allerede været væk i et par timer. Han ringede til hendes søster og deres søn. Han kan ikke huske, om han også ringede efter en ambulance, men sådan en kom i hvert fald også og hentede hen-de. Så var han alene i huset hele natten for første gang i meget lang tid. Sov ikke den nat. Det er lige at finde ud af, hvad han så skal bruge sit liv på nu. Han vil gerne rejse, men han kan ikke rigtigt overskue det alligevel. Han er med i den her kunstforening, hvor han kan leje kunstværker i et års tid. Kunstværker fra hver deres kunsthistoriske periode fylder væggene i hans stue. Ude i gård-spladsen er en spætmejse flyttet ind, ellers er det bare ham. Karin stod også for maden dengang. Gert gider altså ikke bruge en hel til en halv time på at lave mad til sig selv og så sidde og spise det foran TV Avisen om aftenen, men han kan heller ikke lide færdigretter, så de fleste dage må han alligevel i køkkenet. Sidst Birgitte var hos ham, lavede hun wok.

Conni har ikke et øjebliks pause i den lille frisørsalon. Ind ad døren kommer den ene kunde efter den anden. Fra Assens og Faaborg og så selvfølgelig hele Ny Stenderup. Så snart Gert er færdigklippet, sætter han sig i udestuen med

Jørgen Michael og finder sine cigarillos frem. Naboen Peter kommer også og sætter sig, selvom han ikke skal klippes.

”Peter, tag noget at drikke, hvis du vil have,” råber Conni inde fra huset.

”Ja, men hvor finder jeg det henne?””Ej, det ved du da godt, Peter, du tager da så

tit noget at drikke,” råber hun og kommer ud og kigger grinende på ham. Så peger hun ned i den anden ende af udestuen på en køletaske.

”Der er kolde øl dér, Peter,” synger hun syd-fynsk. Klokken er 10.30. Røgen lægger sig over udestuen som en tæt tåge. Peter taler højt hele vejen fra køletasken tilbage til bordet, så ingen når at få ordet, imens han er væk. Jørgen Michael har også stillet en drømmekage på bordet. Peter har mistet sit kørekort to gange på grund af spritkørsel, det ved de fleste i byen. Nu må han gå i rabatten, hvis han skal nogen steder hen. En polyfonisk ringetone inde fra huset blander sig med latteren i udestuen, hvor de tre mænd udveksler historier fra gamle dage.

Ny Stenderups overlevelseI huset over for Jørgen Michael og Conni kommer byens unge par lige om lidt hjem fra hospitalet med deres førstefødte. De har lige ringet med beskeden. Conni sørger for at få sat små flag op i deres indkørsel, så de er der, når familien kommer hjem. Det bliver så dejligt at få småfolk på gaden igen, synes Conni. Der er i alt tre børnefamilier i byen. Og Conni kan ærlig talt godt forstå, man ikke flytter hertil med sine børn. Der er ingen haller, ingen sportspladser, ikke engang en skole. Hen-des børnebørn bor i Vester Hæsinge og Faaborg ikke så langt fra byen, og selv dér skal de køres til alt. Jørgen Michael og Conni ved det, fordi det er dem, der kører med børnene.

Hun er ikke så bange for døden, som hendes mand er. Og hun føler sig heller ikke alene ligesom Gert nogle gange gør. Men hun er bekymret for, hvad der skal ske, når de ikke er der længere. Altså, med byen. De kan jo kun holde den i live, så længe de også selv er det.