erhvervsuddannelse nr. 4 europpÆisk tidsskrift · land og sverige karakteriser et ved en høj...

2

ERHVERVSUDDANNELSE NR. 4 EUROPPÆISK TIDSSKRIFT

CEDEFOP

Redaktør: Fernanda Oliveira Reis

Redaktionsudvalg:

Formand:Jean François Germe Conservatoire National des Arts et Métiers

(CNAM), Frankrig

Matéo Alaluf Université Libre de Bruxelles (ULB), BelgienTina Bertzeletou CEDEFOPKeith Drake Manchester University, StorbritannienJulio Sanchez Fierro Asociación de Mutuas de Trabajo, SpanienGunnar Eliasson The Royal Institute of Technology (KTH), SverigePaolo Garonna Istituto nazionale di statistica (ISTAT), ItalienEduardo Marçal Grilo Fundação Calouste Gulbenkian, PortugalAlain d’Iribarne Laboratoire d’Economie et de Sociologie du

Travail (LEST-CNRS), FrankrigBernd Möhlmann CEDEFOPFernanda Oliveira Reis CEDEFOPArndt Sorge Humboldt-Universität Berlin, TysklandEnrique Retuerto de la Torre CEDEFOPReinhard Zedler Institut der deutschen Wirtschaft Köln,

Tyskland

Repræsentant for bestyrelsen:Anne-Françoise Theunissen Confédération des Syndicats Chrétiens de

Belgique (CSC), Belgien

CEDEFOPDet Europæiske Center

for Udviklingaf Erhvervsuddannelse

Marinou Antipa 12GR - 57001 Thessaloniki

(Thermi)

Tlf.: 30-31+490 111Fax: 30-31+490 102

CEDEFOP er et fællesskabsorganoprettet ved forordning vedtagetaf Rådet for De Europæiske Fælles-skaber (Rådets forordning (EØF)nr. 337/75 af 10. februar 1975).Centeret ledes af en firesidet be-styrelse med repræsentanter forarbejdstager- og arbejdsgiverorga-nisationerne, medlemsstaternesregeringer og Europa-Kommissio-nen.

I henhold til artikel 2 i oprettelses-forordningen har CEDEFOP “tilopgave at bistå Kommissionen forpå fællesskabsplan at fremme ogudvikle grundlæggende og efter-følgende erhvervsuddannelse.”

Gennem sit videnskabelige ogpraktiske arbejde tilvejebringerCEDEFOP information, som er re-levant og formålstjenlig i europæ-isk sammenhæng og for gennem-førelsen af Centerets arbejdspro-gram.

Arbejdsprogrammet, som vedtagesaf bestyrelsen i overensstemmelsemed Kommissionen, omfatter tohovedområder:

❏ kvalifikationsudvikling❏ erhvervsuddannelsessystemer-nes udvikling.

Til gennemførelsen af dette pro-gram anvender CEDEFOP forskel-lige aktionsmidler:

❏ undersøgelser og analyser❏ forskellige former for informa-tion❏ skabelse af muligheder for in-formationsudveksling og -overfør-else.

Redaktionsudvalget ønsker at opfordre tilspontan indsendelse af artikler. Deindsendte udkast vil blive gennemgået afredaktionsudvalget, som forbeholder sigret til at beslutte, hvorvidt de vil bliveoffentliggjort. Udvalget giver forfatterne

meddelelse om sin beslutning. Artiklerne(5 til 10 sider à 30 linjer à 60 anslag) skalsendes til tidsskriftets redaktion. For-fatterne vil ikke få manuskripternereturneret.

Opfordring til indsendelse af bidrag

Forfatternes meninger falder ikke nødvendigvis sammen med CEDEFOP’s holdning. I Det Euro-pæiske Tidsskrift for Erhvervsuddannelse har forfatterne ordet for således at kunne præsen-tere deres analyser og forskellige, til dels endog modsatte standpunkter. På denne måde ydertidsskriftet et bidrag til den kritiske debat, som er uundværlig for erhvervsuddannelsernes frem-tid på europæisk plan.

Teknisk produktion med DTP:Axel Hunstock, Berlin

Redaktionen afsluttet: 16.02.1995

Eftertryk tilladt med kildeangivelse, dog ikke tilkommercielle formål

Katalognummer: HX-AA-95-001-DA-C

Printed in the Federal Republic of Germany, 1996

Denne publikation udkommer tre gange om åretpå dansk, tysk, græsk, engelsk, spansk, fransk,italiensk, nederlandsk og portugisisk.

Ansvarlige for udgivelsen:Johan van Rens, direktørEnrique Retuerto de la Torre, vicedirektørStavros Stavrou, vicedirektør

Teknisk redaktion, koordination:Bernd Möhlmann,Barbara de Souza

Ansvarlig for oversættelse:Anna-Grethe Dolberg-Schomburg

Layout:Zühlke Scholz & Partner Werbeagentur GmbH,Berlin

ERHVERVSUDDANNELSE NR. 4 EUROPÆISK TIDSSKRIFT

CEDEFOP

1

Redaktionelt

rende de nordiske arbejdsmarkeders funk-tionsmåde, som er behandlet i et tidligerenummer (2/94) af Eliasson (ineffektivarbejdsmarkedskoordinering kan gøre debedste uddannelsessystemer ineffektive)og af Skedinger (den gavnlige virkning afSveriges aktive arbejdsmarkedspolitik erformodentlig blevet overvurderet).

Politiske systemers særegenheder og vær-dier indvirker ikke alene på den økono-miske præstation, men også på erhvervs-uddannelsessystemernes struktur og præ-station. Med 58% i 1992 er kvinderneserhvervsfrekvens i Østrig næsten identiskmed Vesttysklands. Med henholdsvis 71%og 79% er niveauet i Finland og Sverigederimod det samme som i Danmark (79%i 1991) og Norge (71%), hvilket må sessom et resultat af den bevidste anvendelseaf uddannelse (og beskæftigelse i denoffentlige sektor) til at forbedre situatio-nen for særlige målgrupper. I de sidst-nævnte lande har fleksible ordninger gjortdet muligt for kvinderne i højere grad atkombinere familieliv og arbejdsliv. Langeperioder med politisk stabilitet i flere afde nordiske lande har medvirket til atskabe en alliance mellem arbejdsmarke-dets parter og centraladministrationen, derhar resulteret i usædvanlig omfattende for-anstaltninger til fordel for såvel befolk-ningen i afsidesliggende landområder somfor byboere, for kvinder såvel som formænd, for ældre arbejdstagere i risiko-zonen og for de unge, der for første gangsøger ind på arbejdsmarkedet. Østrig hari lighed med Sverige en udpræget korpo-rativ tilgang til fastlæggelsen og gennem-førelsen af erhvervsuddannelsespolitik.Men østrigsk korporativisme er af en an-den art, idet den kombinerer et stærkt so-cialdemokratisk islæt med en socialmarkedsmodel med økonomisk styring.

Riemer viser, at for Østrigs vedkommendefalder tiltrædelsen af Unionen sammenmed en periode med realistisk og selv-kritisk analyse, åbenhed over for nye løs-ninger og et åbent syn på europæisk in-tegration, der rækker langt ud over detøkonomiske område og understreger nød-vendigheden af at udvikle et borgernes

Dette nummer er viet udvidelsen af DenEuropæiske Union med tre nye medlems-stater. For så vidt angår de nordiske lande,er Danmark et mangeårigt medlem, Fin-land og Sverige er nu blevet medlemmer,medens Norge og Island fortsat står udenfor Unionen. Østrig er blevet medlem,men ikke Schweiz. Det statistiske afsnitgiver en oversigt over de nye medlem-mers demografiske, beskæftigelsesmæs-sige og uddannelsesmæssige profiler.Manglen på sammenlignelige oplysningerpå erhvervsuddannelsesområdet - i mod-sætning til det offentlige primær-, se-kundær- og tertiæruddannelsesområde -er påfaldende. Nationale oplysninger omerhvervsuddannelsen i de tre nye med-lemsstater findes naturligvis, men “Ta-bleau de Bord de la formation profes-sionnelle continue”1, der er udarbejdetunder FORCE-programmet, har vist, atmange af de eksisterende oplysninger omerhvervsuddannelse i medlemsstaterneikke er sammenlignelige. Og på områder,hvor der endnu ikke foreligger troværdigesammenlignelige data, er forsøg på at fa-brikere sådanne data mere egnet til at vild-lede end til at vejlede og informere. Vo-res hjertelige velkomst til Østrig, Finlandog Sverige skyldes ikke mindst de nyemedlemslandes demokratiske værdier ogsociale solidaritet og udmøntningen her-af i deres erhvervsuddannelsessystemer.

Finland og Sverige har mange træk tilfælles med de øvrige nordiske lande.Lundborgs indlæg handler om fyrre årserfaring med de fem nordiske landes in-tegrerede arbejdsmarked. Disse erfaringerpeger i retning af, at vedvarende ind-komstudligning EU-medlemsstaterne imel-lem vil mindske migrationsstrømmene -som det var tilfældet for Finlands og Sve-riges vedkommende i 1980’erne. Lund-borg fremsætter endvidere den betragt-ning, at det for at fremme mobiliteten iforbindelse med en eventuel øgetarbejdskraftefterspørgsel i nogle af demere velstillede medlemsstater kan værenødvendigt med politiske ændringer forat sikre, at dagpengesystemet ikke skalvirke hæmmende på jobsøgningen. Hananlægger et nyt syn på et problem vedrø-

1) Europa-Kommissionen FORCE(1994) , “Tableau de bord” oncontinuing vocational training, Lu-xembourg: Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publika-tioner.


CEDEFOP

2

Europa. Ligesom det er tilfældet i Tysk-land og Schweiz, er Østrigs erhvervs-uddannelsessystem baseret på lærlinge-modellen: 41% af de unge tager hvert åren afgangseksamen inden for det dualeuddannelsessystem. Det mest påtræn-gende problem i Østrig er ikke erhvervs-mæssig grunduddannelse, men det storebehov for efter- og videreuddannelse.Riemer tilslutter sig Eliassons anbefalingaf en institutionel reform (2/94) med hen-blik på at tilskynde den enkelte til selv atinvestere mere i efter- og videreuddan-nelse, og Riemer peger på nødvendighe-den af at iværksætte t i lskyndelses-foranstaltninger, der kan få såvel enkelt-personer som virksomheder til at investeremere i efter- og videreuddannelse.

Ligesom de øvrige nordiske lande er Fin-land og Sverige karakteriseret ved en højfaglig organiseringsprocent og en høj prio-ritering af uddannelse i de centrale kol-lektive forhandlinger. Selvfølgelig er denøkonomiske situation forskellig i de nor-diske lande. Norges oliesektor har såle-des f.eks. beskyttet sin økonomi mod føl-gerne af den øgede internationale kon-kurrence på en helt anden måde end Fin-land. De institutionelle løsninger er lige-ledes forskellige. Medens lærlingesystemetgenerelt spiller en marginal rolle i de nor-diske lande, udgør Danmark en undta-gelse herfra, idet man her med succes harimødegået det traditionelle lærlinge-systems tilbagegang i 1970’erne gennemoprettelsen af EFG og integrering aflærlingesystemets metodik i disse uddan-nelser. Derimod eksperimenterer Finlandmed udlægning af beføje lserne påerhvervsuddannelsesområdet til lokal-myndighederne og øget vægt på nyemultisektorielle polytekniske uddannelser,dvs. en nyudvikling af erhvervsskole-modellen (jf. Kämäräinen).

Nordiske forfattere benytter naturligt nokandre nordiske stater som referencepunktog sammenligningsgrundlag. At tilhøre enspecifik kulturgruppe er en del af Finlandsog Sveriges identitet. Kultur er lige så vig-tig som struktur. Dette vidste EU’s grund-læggere. Det gjorde den store danske fi-losof, Grundtvig, også, da han sagde“Først føler jeg, og dernæst tænker jeg”.De kulturelle bånd, der knytter Finlandog Sverige til deres nordiske naboer udenfor Unionen, behøver ikke nødvendigvisat blive løsere på grund af tiltrædelsen af

en udadrettet Union, hvor der er tradi-tion for, at medlemmerne - som f.eks.Frankrig, Spanien og Det Forenede Kon-gerige - har stærke kulturelle bånd tillande uden for Unionen.

For alle de tre nye medlemslande er til-trædelsen af EU et led i bestræbelserne påat forbedre konkurrenceevnen og imødegået øget globalt konkurrencepres. Ved detteårtis begyndelse havde Sverige f.eks. mereeller mindre accepteret, at en uddannel-ses- og arbejdsmarkedsreform var påkræ-vet (jf. Ottersten). Den svenske modelhavde medført en usædvanlig lav arbejds-løshed, men den var også karakteriseretved en efter international målestok megetlav grad af lønincitament for arbejdstageretil at uddanne sig, en opsvulmet non-trading sektor, massiv lønglidning påvirksomhedsplan og forringet konkurren-ceevne for hjemmeindustrien. Den igang-værende reform tager sigte på at øge ar-bejdsmarkedets fleksibilitet og konkurren-ceevnen, bl.a. gennem større incitamenterfor den enkelte arbejdstager og for arbejds-giverne til at investere i de kvalifikationer,som Sveriges økonomi har så hårdt brugfor. Som Ottersten påpeger, vil dette pro-blem skulle løses inden for en EuropæiskUnion, der ikke selv er ukendt med desamme institutionelle barrierer og arbejds-markedsforhold, som skaber problemer iSverige.

I Finland satser man bl.a. på at forbedrekonkurrenceevnen ved at genoplivelærlingesystemet som en uddannelsesvejfor både voksne og unge, et system, deromfatter et udvidet erhvervsspektrum ogslår til lyd for eksaminer, der er baseretpå de faktiske færdigheder, uafhængigt afhvordan disse er erhvervet (jf. Vartia-nainen). Men eftersom dette system kuntegner sig for 5% af den samlede erhvervs-mæssige uddannelse, er udlægningen afbudgetbeføjelserne til de i stigende gradmarkedsbaserede erhvervsskoler kun enbegrænset succes, hvis det skal lykkes atforbedre uddannelsernes tilpasning tilerhvervslivet (jf. Kyrö). Kämäräinen gøropmærksom på, at de nordiske landesgentagne forsøg på at slå bro over kløf-ten mellem boglige og erhvervsorien-terede uddannelsesretninger og skabestørre sammenhæng mellem erhvervsud-dannelse og arbejdsliv ikke hidtil harværet særlig succesrige - til dels med und-tagelse af Danmark.


CEDEFOP

3

Både Finland og Sverige har et fremadret-tet syn på arbejdsmarkedets ansporendefunktion. Deres yderst centraliseredekorporative uddannelsesstruktur har vistsig at mangle lydhørhed over for kvalifika-tionsmangler og nye industrielle behov.De søger nu at etablere en ny form forforbindelser mellem statens synlige ogmarkedets usynlige hånd. Systemfejl harnødvendiggjort en systemreform (jf. Otter-sten, Kyrö, Kämäräinen og Goetschy).

I fyrre år har de nordiske lande udvikletsig i stort set identisk retning med storeoffentlige sektorer og et tæt samarbejdemellem staten og arbejdsmarkedets par-ter. Uddannelse som en nøgleingrediensi en aktiv arbejdsmarkedspolitik formode-des at sikre et af de mest kritiske punk-ter, dvs. fuld beskæftigelse. Da pagtenmellem fagforeninger, arbejdsgivere ogstat brød sammen, navnlig i Sverige, varvejen åben for en omlægning af uddan-nelserne med større vægt på forbedringaf konkurrenceevnen og mere vægt på

produktion end omfordeling. Men detteer ikke et egentligt enten-eller. Situatio-nen i Østrig, Finland og Sverige er ikkeforskellig fra situationen i de andremedlemsstater: “Skal beskæftigelsen frem-mes i Fællesskabet, må virksomhederneopnå en international konkurrenceevnepå åbne og konkurrenceprægede marke-der på såvel europæisk plan som på ver-densplan”.2

Goetschy påpeger, at for Finlands og Sve-riges vedkommende kommer udfordrin-gerne i forbindelse med integreringen iDen Europæiske Union oven i proble-merne med at tackle den aktuel levelfærdskrise. Internationaliseringen af deto landes økonomier og krisen i det of-fentlige budget er en udfordring for deresinstitutioner, men ikke for deres demo-kratiske og sociale værdier. Omoriente-ringen og omstruktureringen af erhvervs-uddannelsessystemerne må ses som led ien mere vidtrækkende nyvurderings- ogreformproces i de nye medlemsstater.

Keith Drake

2) Vækst, konkurrenceevne, beskæf-tigelse (1994), Bruxelles: Europa-Kom-missionen, s. 73


CEDEFOP

4


CEDEFOP

5

De nye medlemsstater:Finland, Sverige, ØstrigTendenser i de nordiske socialmodeller

De nordiske social- og arbejdsmarkedsmodellers vanskeligeomstillingsproces (Sverige, Norge, Finland, Island) ......................................... 7Janine GoetschyForfatteren skitserer de nordiske socialsystemers væsentlige træk ogudviklingstendenserne i de sidste femten år.

Erhvervsuddannelsessystemerne

Det svenske erhvervsuddannelsessystemIntegrationsforventninger ....................................................................................17Eugenia Kazamaki Ottersten“Denne artikel behandler det svenske uddannelsessystem, dets samordning meduddannelsessystemerne i Den Europæiske Unions øvrige lande samtforventningerne til fremtiden.”

Erhvervsuddannelse i Finland ............................................................................. 23Matti Kyrö“De ledende principper bag den igangværende administrative reform i Finlandtager sigte på at afskaffe den normative regulering og uddelegerebeslutningskompetence.”

Boom i lærlingeuddannelsen i Finland .............................................................. 29Henry J. Vartiainen“At lære ved at arbejde må ses som en ligeværdig måde til at erhvervekompetence og bestå prøver på som at blive undervist i offentlige erhvervsskoler.”

Erhvervsuddannelse i Østrig ................................................................................35Gerhard RiemerDet østrigske system og forventninger til EU’s uddannelsespolitik

Erhvervsuddannelsesreformer i de nordiske landeReformudvikling og ændringer i reformplaner ............................................... 39Pekka Kämäräinen“Den seneste udvikling viser, at de nordiske lande er inde i en udvikling, derbevæger sig i retning af en ny konstellation mellem strategi,undervisningsstyring og læseplansudvikling.”

De nordiske lande: et integreret arbejdsmarked

Erfaringer fra det integrerede nordiske arbejdsmarked ................................ 48Per Lundborg“(...) i dag er mobiliteten mellem landene yderst begrænset for de flestemedlemsstaters vedkommende, og i den forbindelse kan erfaringerne fra detnordiske arbejdsmarked være interessante.”


CEDEFOP

6

Facts om de nye medlemsstater

Statistiske oplysninger ..........................................................................................54

Bibliografiske referencer ......................................................................................57

Nyttige adresser ..................................................................................................... 59

Anbefalet lekture

Udvalgt litteratur ................................................................................................... 63

Modtaget af redaktionen .......................................................................................81


CEDEFOP

7

JanineGoetschyForskningsleder vedCNRS - Travail etMobilitésUniversité deNanterre

Efter at Sverige og Finland er blevet med-lemmer af Den Europæiske Union og ef-ter ikrafttrædelsen af aftalen om Det Eu-ropæiske Økonomiske Samarbejdsområde(1.1.1994), er det klart relevant at fore-tage en sammenlignende vurdering af denordiske social- og arbejdsmarkeds-modeller (Sverige, Norge, Finland, Island).Selv om disse modeller er tæt forbundetmed en socialdemokratisk politik, har deoverlevet perioder med liberale rege-ringskoalitioner. Politiske og institution-elle faktorer har efter vores mening haftstørre betydning for etableringen af dissemodeller end økonomiske faktorer. Doger motiverne og målsætningerne for denordiske social- og arbejdsmarkeds-systemer, i særdeleshed for arbejds-markedsrelationerne, af udpræget økono-misk karakter. Velfærdsstatens institutio-ner har således skabt originale synergi-effekter mellem det økonomiske og detsociale område, bl.a. fordi det er lykke-des at forene hensynet til gruppeinteresserog til almeninteressen inden for rammerneaf en “forhandlingsøkonomi”. På sammetid har disse institutioner gjort det muligtat modvirke markedsøkonomiens negativesociale effekter.

Men i 1980’erne blev de nordiske landessocialmodel sat på en hård prøve, isærsom følge af den stigende internationali-sering af deres økonomier, liberalismensfremmarch, interne problemer i socialde-mokratiet, splittelser i fagforenings-bevægelsen og stigende arbejdsløshed.Hertil er i den seneste tid kommet denyderligere udfordring, som følger af deneuropæiske integrationsproces.

De nordiske social- ogarbejdsmarkeds-modellers vanskeligeomstillingsproces(Sverige, Norge, Finland,Island)

På baggrund af denne nye situation vil viforsøge at besvare følgende to spørgsmål:Hvilke konstituerende og dynamiske trækved de nordiske social- og arbejds-markedssystemer er det, der har givet dembetegnelsen “nordeuropæiske social-modeller?” Og hvad er det for udviklings-tendenser, der i de sidste femten år harindvirket på disse systemer, som nu sigesat være i krise? 1

De nordiske modellers op-rindelse og karakteristika

1. Historisk set blev de nordiske model-ler i deres forskellige nationale varianterog følgelig også arbejdsmarkedsmodellenetableret på grundlag af et klasseforligmellem arbejdsgivere og fagforeninger,hvilket udmøntedes i undertegnelsen afhovedaftaler i 1930’erne i Sverige, Norgeog Island og efter anden verdenskrig iFinland. Disse aftaler blev som oftestforhandlet i kampens hede og satte enstopper for voldsomme arbejdskonfliktermed strejker og lockout. De institu-tionaliserede anerkendelsen af arbejdsgi-vernes ret til at lede og fordele arbejdetog på arbejdstagerside udøvelsen af vissefagforeningsrettigheder og retten til kol-lektive overenskomstforhandlinger.

2. Disse historiske klasseforlig mellemkapital og arbejde blev muliggjort af fa-vorable politiske vilkår, nemlig eksisten-sen af politiske koalitioner, hvor social-demokraterne fra 1930’erne og lang tidfremover indtog en central plads på denpolitiske scene. Såvel i Sverige som i

De nordiske social- og arbejds-markedssystemer (Sverige,Norge, Finland, Island), dvs.velfærdsstatens institutionerog arbejdsmarkedsrelationer-ne, befinder sig i en afgørendeomstillingsfase. Denne artikelgennemgår i et sammenlig-nende perspektiv de konsti-tuerende træk ved disse social-og arbejdsmarkedsmodeller ogde nye udfordringer, de harværet konfronteret med de sid-ste femten år. Inden for ram-merne af den mekanisme, derbestod i at sikre fuld beskæfti-gelse sideløbende med en mo-dernisering af økonomien,spillede aktive beskæftigelses-politikker (og navnlig uddan-nelsespolitikker) på den eneside og makroøkonomiske po-litikker (udvidelse af den of-fentlige sektor og successivedevalueringer) på den andenen nøglerolle. Den EuropæiskeUnion anfægter til dels dissetraditionelle økonomiske me-kanismer, og forvaltningen afvelfærdsstaten er i vanskelig-heder. Men krisen for de nor-diske modeller drejer sig eftervores mening først og frem-mest om finansieringen af vel-færdsstaten og i langt mindregrad om en værdikrise eller eninstitutionel krise (jf. stærkeog disciplinerede repræsenta-tive arbejdsmarkedsparterover for en stat, der satser pånationale kompromiser); disseinstitutioner er fortsat det væ-sentligste aktiv i forbindelsemed landenes integrering iDen Europæiske Union, nu så-vel som i fremtiden.


CEDEFOP

8

Norge var socialdemokraterne politiskdominerende. I Finland og Island varden politiske situation en smule anderle-des på grund af en splittet venstrefløj. Densocialdemokratiske indflydelse var hermindre massiv, men lige så permanentsom i de to førstnævnte lande.

Det skal imidlertid bemærkes, at de poli-tiske interessemodsætninger ikke alenefordelte sig på en venstre- og højrefløj,men også mellem landområder, fiskeri-områder og isolerede områder på den eneside og byerne på den anden side. Medden aktuelle debat om internationalise-ring og europæisering af de nordiske øko-nomiske systemer dukker denne interesse-modsætning mellem by og land op igenmed fornyet kraft.

Fremkomsten af et varigt socialdemokra-tisk hegemoni i første halvdel af århun-dredet var resultatet af et sammenfaldmellem fire politiske faktorer. For det før-ste manglen på et stærkt og samlet højre-politisk alternativ, som den kapitalistiskebevægelse kunne have støttet sig til. INorge fandtes der, ud over skibsrederne,ingen national kapitalistklasse af betyd-ning, idet økonomien ved århundredetsbegyndelse var domineret af udenland-ske investeringer, navnlig i den primæresektor. I Sverige var der derimod iindustrialiseringsfasen et betragteligt an-tal svenske arbejdsgivere, der stod ispidsen for store virksomheder i frem-stillingsindustrien, som eksporterede fær-digvarer, og disse satsede efterfølgendepå udviklingen af en stærk, centraliseretog autonom arbejdsgiverorganisation ogkun i mindre grad på et politisk støtte-parti. Også i Finland er situationen for-skellig fra de øvrige nordiske lande, idetarbejdsgiverne indtil den anden verdens-krig havde tætte forbindelser til højre-partierne. I den finske økonomi, der ind-til 1950 var domineret af skovbrugs-industrien, var det hovedsagelig arbejds-giverne i fremstillingssektoren, der gavtonen an i 1930’erne og allierede sig medhøjreregeringerne om at undertrykke fag-foreningerne.

For det andet har den socialdemokrati-ske bevægelse i de fire nordiske lande iløbet af det 20. århundrede kunnet indgånyttige alliancer med de såkaldte agrarepartier, omfattende landbrugere, fiskereog arbejdstagere i skovbrugssektoren.

For det tredje har eksistensen af en fore-net fagforeningsbevægelse med tætte ogprivilegerede forbindelser til det socialde-mokratiske parti i vid udstrækning bidra-get til at befæste socialdemokratiets magt,i hvert fald i Sverige og Norge. I Fin-land og Island var forbindelserne mel-lem fagforening og socialdemokrati indtil1970’erne præget af politiske splittelser ide respekt ive fagforbund. Men fra1970’erne blev fagforeningsbevægelsensamlet i disse to lande, og samarbejdetmellem de politiske kræfter intensivere-des, hvilket skabte større tilnærmelse tilsituationen i Norge og Sverige.

For det f jerde beroede de nordiskesocialdemokratiers væsentligste styrke påderes reformistiske politik, som formededen skandinaviske model med dens na-tionale varianter. Til gengæld for acceptaf teknologisk udvikling, virksomheds-rationaliseringer, mobilitet på arbejds-markedet og løntilbageholdenhed tilfremme af aktiv vækst og prisstabilitet, togsocialdemokratiets reformistiske projekt,der var resultatet af et socialt kompromismellem fagforeninger, arbejdsgivere ogstat, sigte på fuld beskæftigelse, løn-solidaritet og velfærdsstatens sociale go-der.

3. Foruden den politiske dimension skaloprindelsen til de nordiske modeller ogden sociale kontrakt, de bygger på, ses ilyset af, at der allerede ved århundredetsbegyndelse fandtes stærke, centrale fag-forenings- og arbejdsgiverorganisationer.Det første landsforbund oprettedes i Sve-rige i 1898 (LO), i Norge i 1899 (LO), iFinland i 1907 (SAK) og i Island i 1916(FTI). Truslen fra de stærke arbejdstager-organisationer fik snart arbejdsgiverne tili lighed med fagforeningerne at organi-sere sig i centralorganisationer såvel iSverige (oprettelse af SAF i 1902), Norge(NAF i 1900), Finland (STK i 1907), som iIsland (FEI i 1934). I Finland fandt enegentlig centralisering af arbejdsgiveror-ganisationerne dog først sted i 1950’erne.

❏ Centraliseringen af fagforenings- ogarbejdsgiverorganisationerne gjorde detmuligt at udøve en høj grad af intern dis-ciplin over for medlemmerne, hvilket varen organisatorisk forudsætning for denmeget omtalte nordiske model, som manønskede at udvikle. Central organiseringvar imidlertid på ingen måde ensbetydende

“(...) i 1980’erne blev denordiske landes social-

model sat på en hårdprøve, (...) Hertil er i den

seneste tid kommet denyderligere udfordring,

som følger af den euro-pæiske integrations-

proces.”

“Historisk set blev denordiske modeller i deres

forskellige nationalevarianter og følgelig ogsåarbejdsmarkedsmodellen

etableret på grundlag af etklasseforlig mellem

arbejdsgivere og fagfor-eninger (...)”

“Det skal (...) bemærkes,at (...) der også varpolitiske interesse-

modsætninger mellemlandområder, fiskeri-områder og isolerede

områder på den ene sideog byerne på den anden

side. Med den aktuelledebat om internationalise-

ring og europæisering afde nordiske økonomiske

systemer dukker denneinteressemodsætning

mellem by og land op igenmed fornyet kraft.”

1) Denne artikel er primært baseretpå konklusionerne fra en mere om-fattende sammenlignende undersø-gelse af de nordiske lande, finansie-ret af Europa-Kommissionen og of-fentliggjort under titlen Les modèlesnordiques à l’épreuve de l’Europe, LaDocumentation Française, Paris, 1994,147 s.


CEDEFOP

9

med mangel på internt demokrati. Et af desærtræk, man ofte glemmer, når man ana-lyserer de nordiske fagforeningsbevægel-sers historie, beror netop på deres evne tilmed relativ succes at forene centraliseringog decentralisering i den interne beslut-ningsproces. Det interne demokrati ifagforeningsapparaterne udøves ganskevist forskelligt i de enkelte lande. Hvis manskulle gruppere fagforeningsbevægelserneefter centraliseringsgrad ved f.eks. at un-dersøge den interne procedure for god-kendelse af de kollektive aftaleresultater,ville Sverige komme på førstepladsen, ef-terfulgt af Norge og dernæst Finland ogIsland. Nogle forskere mener, at dennestørre grad af internt fagforeningsdemokratii Norge, Finland og Island, hvor synspunk-ternes mangfoldighed kommer til udtryk,også forklarer, at staten i disse lande hyp-pigere griber ind i de kollektive forhand-linger for at få indgået overenskomster ogforsone de forskellige interesser gennemforlig eller tvungen voldgift.

Generelt er fagforeningernes centra-liseringsgrad forblevet meget høj, for såvidt angår genforhandling af de såkaldte“rammeaftaler”, der fastsætter de arbejds-markedsmæssige spilleregler på en langrække områder, indflydelse på regeringenpå det politisk-økonomiske og lovgiv-ningsmæssige område samt i de offent-lige og halvoffentlige instanser af trestren-get eller tostrenget karakter.

❏ De nordiske fagforbund er stærke pågrund af den meget høje organiserings-grad, som til stadighed stiger. Den højeorganiseringsgrad er enestående i verden:p.t. 85% i Island, 85% i Finland, 81% iSverige, 57% i Norge. I modsætning til deøvrige europæiske lande er der ikke sketen nævneværdig nedgang i fagforeninger-nes medlemstal i Skandinavien i de sid-ste femten år. Af andre faktorer, der kanforklare den høje organiseringsgrad, skalisær nævnes følgende: den store procent-del organiserede kvindelige arbejdstagere,det forhold, at der i forbindelse med in-dustriens tilbagegang til fordel for service-sektoren er sket en massiv faglig organi-sering i sidstnævnte sektor og endeligfagforeningsaktionernes resultater såvelpå det samfundsmæssige som det økono-miske plan.

4. I kraft af på den ene side centralise-rede fagforenings- og arbejdsgiver-

organisationer og på den anden side etsocialdemokratisk politisk projekt, dertager sigte på en dynamisk og interaktivregulering af forholdet mellem makro-økonomiske og sociale politikker, har dekollektive forhandlinger i det nordiskesystem fået en mere centraliseret strukturend andre steder. En forudsætning for atopretholde såvel den økonomiske lige-vægt som lønsolidaritetspolitikken varcentrale overenskomstforhandlinger.

Hvori bestod de specifikt nordiske målfor lønsolidaritetspolitikken? Der var firetyper målsætninger: a) det drejede sig førstog fremmest om at udvikle en lønstruktur,der ikke var baseret på de forskelligeerhvervssektorers eller virksomhedersøkonomiske formåen, men på arten af detudførte arbejde og de arbejdsmæssigekrav, med henblik på at mindske løn-forskellene mellem erhvervssektorer medhenholdsvis høj og lav profitrate, mellemrentable og mindre rentable virksomhe-der, mellem faglærte og ufaglærte job(sidstnævnte mål dukkede op lidt seneremed politikken til fordel for lavtlønnede);b) gennem fastsættelse af centralegennemsnitslønnormer skulle solidaritets-politikken bidrage til lønmoderation, dergjorde det muligt at holde lønkravenenede i de rentable og dynamiske eksport-sektorer, der er underlagt den internatio-nale konkurrences betingelser; disse sek-torer vejede ofte tungt i de omhandledelandes økonomier; c) fastsættelsen af entværfaglig gennemsnitsløn skulle bidragetil at få nedlagt ineffektive virksomheder,der ikke kunne afholde disse udgifter, ogtilskynde virksomhederne til hurtigst mu-ligt at rationalisere produktion og admi-nistration; d) lønsolidaritetspolitikkenskulle endvidere fremme arbejdsmarkeds-mobiliteten: i et system, hvor der kun ersmå lønforskelle mellem de forskelligesektorer og virksomheder, er tabet af er-hvervede fordele mindre for en lønmod-tager, der skifter virksomhed, og geogra-fisk og sektoriel mobilitet var netop en afhjørnestenene i politikken til fremme affuld beskæftigelse.

Man skal passe på ikke at give et for for-enklet billede af de kollektive overens-komstforhandlinger i de nordiske lande.Forhandlingerne finder rent faktisk stedpå fire niveauer, på virksomheds- ogbrancheniveau, på et tværfagligt niveau,der omfatter forskellige sektorer (f.eks.

“Til gengæld for accept afteknologisk udvikling,virksomhedsrationalise-ringer, mobilitet på ar-bejdsmarkedet og løn-tilbageholdenhed (...) togsocialdemokratietsreformistiske projekt (...)sigte på fuld beskæfti-gelse, lønsolidaritet ogvelfærdsstatens socialegoder.”

“Foruden den politiskedimension skal oprindel-sen til de nordiske model-ler og den sociale kon-trakt, de bygger på, ses ilyset af, at der alleredeved århundredets begyn-delse fandtes stærke,centrale fagforenings- ogarbejdsgiver-organisationer.”

“Et af de særtræk, manofte glemmer, når mananalyserer de nordiskefagforeningsbevægelsershistorie, beror (...) påderes evne til med relativsucces at forene centrali-sering og decentraliseringi den interne beslutnings-proces.”

“Den høje organiserings-grad er enestående iverden: p.t. 85% i Island,85% i Finland, 81% iSverige, 57% i Norge.”


CEDEFOP

10

privat sektor, offentlig sektor) og detlandsdækkende tværfaglige niveau. Denordiske modellers særtræk beror på vil-jen til at dæmpe kravene i forbindelse medlønforhandlingerne på de underliggendeniveauer gennem centrale tværfaglige for-handlinger, der på et veldefineret grund-lag fastsætter den globale lønstignings-ramme.

Medens det centrale kollektive forhand-lingssystem fungerede relativ godt i1960’erne og 1970’erne, har det til gen-gæld været ude i stærk modvind i de toef ter følgende t iår (1980’erne og1990’erne), hvor der fra mange sider erudtrykt ønske om decentralisering.

5. Arbejdsmarkedsforholdene i de nor-diske lande er paradoksalt nok karakteri-seret ved både omfattende autonomi forarbejdsmarkedets parter og hyppige stats-indgreb.

I de fleste tilfælde har arbejdsmarkedspar-terne organiseret sig i en autonom struk-tur netop for at undgå statsindgreb. Menstatsindgreb i lønforhandlingerne fore-kommer hyppigt i alle fire lande, gene-relt med det formål at gøre stramme løn-politikker acceptable gennem modydelseri form af sociale overførsler, skatte-politiske foranstaltninger, boligpolitisketiltag, priskontrol, beskæftigelsesfrem-mende politikker osv. Det politiske ogøkonomiske sigte med de stramme løn-politikker er at bevare den fulde beskæf-tigelse og forbedre erhvervslivets konkur-renceevne.

Statsindgreb har efter alt at dømme værethyppigst i de lande, hvor fagforeningerneer mindre enhedsprægede, som i Norge- hvor funktionærernes fagforeninger ermere opsplittede og den faglige organi-seringsgrad lavere - eller i Finland, hvorfagforeningsbevægelsen i højere grad harværet opdelt efter politiske kriterier. ForNorges vedkommende skal statens mereaktive indgreb på det økonomiske, indu-strielle og sociale område ses på baggrundaf, at udenlandske investeringer spilledeen stor rolle i industrialiseringsfasen, isæri eksportindustrierne (værftsindustrien,skovbrug, halvfabrikata, kemisk industri).Det er i disse to lande, der mest konstanter blevet ført virkelige indkomstpolitikker.I Sverige, hvor arbejdsmarkedsparternesautonomi på lønreguleringsområdet er

stærkest, er statsindgreb især forekommeti 1980’erne som følge af en opsplitning aflønmodtagerinteresserne og for at imø-degå det stigende pres fra arbejdsgiver-side for en decentralisering af forhand-lingerne. De svenske arbejdsgivere havdevurderet, at den legalistiske bølge i1970’erne som følge af fagforeningernesovervældende indflydelse på den social-demokratiske regering, markerede afslut-ningen på arbejdsmarkedsparternes auto-nomi, og som følge heraf begyndte de atændre strategi.

6. Hvilken rolle har de økonomiske fak-torer spillet for etableringen af de nor-diske modeller? Det kan konstateres, atsåvel de oprindelige økonomiske forholdsom den industrielle udviklingstakt harværet yderst forskellige. Medens Sverigemeget tidligt var karakteriseret ved enåben, eksportorienteret økonomi, der forat bevare konkurrenceevnen opereredemed en model baseret på løntilbage-holdenhed, arbejdskraftmobilitet og ac-cept af den teknologiske udvikling, varsituationen en anden i de tre andre lande.I Norge, Finland og Island er det sna-rere de beskyttede økonomier, som harfremmet etableringen af nationale kom-promiser.

7. En historisk analyse af arbejdsmarkeds-forholdene i de f ire lande frem ti l1970’erne viser, at Sverige og Norge harmange fælles træk, medens udviklingen iFinland og Island har været specifik. Iårenes løb er udviklingen imidlertid gåeti retning af større konvergens mellem defire lande.

Situationen i Finland er specifik somfølge af en sen industrialiseringsproces,en situation præget af klassekamp indtilefter den anden verdenskrig, splittedearbejdstagerorganisationer, mere kom-plekse politiske forhold og et splittet so-cialdemokrati, senere organisering afarbejdsgiversiden og ligeledes en senereindførelse af kollektive overenskomstfor-handlinger. Finlands særlige situationskyldtes primært klassekampsrelateredeog politiske forhold. Efter anden verdens-krig har Finland dog gradvis tilnærmetsig det svenske og norske system i kraftaf arbejdsgivernes indførelse af et centra-liseret forhandlingssystem, sammenslut-ningen af fagforeningerne i 1969 og ned-toningen af splittelserne på venstrefløjen.

“De nordiske modellerssærtræk beror på viljen til

at dæmpe kravene iforbindelse med løn-

forhandlingerne på deunderliggende niveauer

gennem centrale tværfag-lige forhandlinger, der på

et veldefineret grundlagfastsætter den globale

lønstigningsramme.”

“Medens det centralekollektive forhandlings-

system fungerede relativgodt i 1960’erne og

1970’erne, har det tilgengæld været ude i stærk

modvind i de to efterføl-gende tiår (1980’erne og1990’erne), hvor der fra

mange sider er udtryktønske om decentralise-

ring.”

“Arbejdsmarkeds-forholdene i de nordiske

lande er paradoksalt nokkarakteriseret ved både

omfattende autonomi forarbejdsmarkedets parterog hyppige statsindgreb.”

“Statsindgreb har efter altat dømme været hyppigst ide lande, hvor fagforenin-

gerne er mindre enheds-prægede, som i Norge (...)

eller i Finland (...)


CEDEFOP

11

Også i Island var arbejdsmarkeds-forholdene i starten karakteriseret ved etmindre indflydelsesrigt socialdemokrati ogen mindre udviklet velfærdsstat og navn-lig ved mere uformelle arbejdsmarkeds-relationer som følge af virksomhedernesringe størrelse. Men også for Islands ved-kommende er der sket en gradvis tilnær-melse til de øvrige nordiske lande; dennetilnærmelsesproces kulminerede i de me-get omtalte nationale sociale pagter fra1989 og 1990, hvorved det for første ganglykkedes at stabilisere en økonomi, derpå grund af fiskerisektorens iboende ka-rakter pr. definition er ustabil.

Den stigende konvergens mellem de nor-diske arbejdsmarkedsforhold skal ses påbaggrund af en relativ ensartethed medhensyn til institutionelle, kulturelle ogpolitiske faktorer og arbejdsmarkeds-struktur, det tætte samarbejde mellem re-gering og politiske og sociale aktører ide enkelte lande, men også på baggrundaf en vis efterligningseffekt, der i vid ud-strækning er knyttet til det nordiske sam-arbejde, som har været institutionaliseretinden for rammerne af Nordisk Råd siden1952.

Modeller i krise?

1. Virkningerne af økonomiernesinternationalisering

Sammenlignet med de øvrige OECD-landeudviser de f ire omhandlede landesøkonomier følgende fællestræk. For detførste en stærk kontrast mellem på denene side de konkurrenceorienteredeeksportsektorer, der er underlagt interna-tionale konkurrencevilkår, og på den an-den side en stor offentlig sektor og be-skyttede økonomiske sektorer (landbrug,bolig, transport, private tjenesteydelser ogvisse industrigrene), hvoraf de sidst-nævnte hidtil har nydt gavn af betydeligesociale og lønmæssige fordele. De nor-diske lande er karakteriseret ved åbneeksportorienterede økonomier, hvorråstofudvinding (olie og gas i Norge),skovbrug (Finland) og fiskeri (Island) sta-dig spiller en afgørende rolle, hvorimodfærdigvareindustrien spiller en større rollei Sverige. I Finland var ophævelsen afclearingaftalerne med det tidligere Sovjeti 1990 et hårdt slag for de traditionelle

eksportindustrier inden for metal og tek-stil. Norge, Finland og Island er såledesyderst følsomme over for udviklingen påråstofmarkedet og udsvingene i fiskeri-sektoren. Siden midten af 1960’erne er denoffentlige sektor i øvrigt vokset støt i defire lande, navnlig i Sverige og Norge ogi mindre grad i Finland og Island.

Al le f i re lande har i s lutningen af1980’erne og begyndelsen af 1990’erneoplevet en alvorlig recessionsperiode. Denmest alarmerende faktor i forbindelse medden pågående internationalisering af denordiske økonomier er de hidtil højestearbejdsløshedsprocenter, 19,9% i Finland,10,4% i Sverige, 5,6% i Norge (1994: Nor-disk Råds statistik). I Island er arbejdsløs-heden kun på 3,1%, men tendensen erstigende, og det skal bemærkes, at ud-svingene i beskæftigelsen er meget storeom vinteren i de to nøglesektorer, fiskeriog byggeri. Som følge af klimatiske oglandskabsmæssige forhold og geografiskafstand er der meget store regionale for-skelle i arbejdsløshedsniveauet, medrekordhøje arbejdsløshedsprocenter i deafsides beliggende områder.

For at imødegå denne situation blev derindført stramme lønpolitikker, navnligindkomstpolitikker baseret på spekta-kulære nationale kompromisser. Disseaftaler blev indgået under fornyet hen-visning til den nationale solidaritet, derogså på tidligere tidspunkter i landeneshistorie er blevet aktiveret. Samtidig ind-førtes en række hasteforanstaltninger tilfremme af beskæftigelsen, især til fordelfor langtidsledige og unge.

Allerede i 1980’erne, men især i begyn-delsen af 1990’erne, førte de fire landeen politik til liberalisering af de finansiellemarkeder og finansieringsinstitutter, ogbortset fra Island har de indrettet deresnationale valuta efter ECU’en. Dermed erderes finansielle autonomi blevet begræn-set, og det er ikke længere muligt at an-vende strategien med successive devalue-ringer, der ellers har udgjort en traditio-nel sikkerhedsventil for de nordiske lande.Men de økonomiske kriser fra slutningenaf 1992 har tvunget tre af de nordiskelande til at devaluere eller lade deres va-luta flyde (Norge, Finland, Sverige). Ge-nerelt har højreregeringerne, men ogsåsocialdemokratiske regeringer, ført enklart mere liberal økonomisk politik i de

“En historisk analyse afarbejdsmarkedsfor-holdene i de fire landefrem til 1970’erne viser, atSverige og Norge harmange fælles træk, med-ens udviklingen i Finlandog Island har væretspecifik. I årenes løb erudviklingen imidlertidgået i retning af størrekonvergens mellem de firelande.”

“Den stigende konvergens(...) skal ses på baggrundaf en relativ ensartethedmed hensyn til institution-elle, kulturelle og politiskefaktorer og arbejds-markedsstruktur, dettætte samarbejde mellemregering og politiske ogsociale aktører i deenkelte lande, men også påbaggrund af en visefterligningseffekt, der ivid udstrækning er knyttettil det nordiske samar-bejde, som har væretinstitutionaliseret (...)siden 1952.”

“Siden midten af 1960’erneer den offentlige sektor(...) vokset støt i de firelande, navnlig i Sverige ogNorge og i mindre grad iFinland og Island.”

“Alle fire lande har islutningen af 1980’erne ogbegyndelsen af 1990’erneoplevet en alvorligrecessionsperiode.”


CEDEFOP

12

sidste ti år med det formål at styrkemarkedskræfterne og fremskynde økono-miernes integrering i den internationale,navnlig europæiske, økonomi.

I alle fire lande har velfærdsstatens ud-gifter været under streng overvågning isamme periode, og der er truffet en rækkeforanstaltninger til at nedbringe dem, så-som privatisering af en række sociale tje-nesteydelser, forbedring af konkurrence-evnen i den offentlige sektor (stat og kom-muner), personalenedskæringer og ned-sættelse af de sociale ydelser og goder(f.eks. sygesikringsydelser, antallet af be-talte fridage, arbejdsløshedsunderstøttelse,forhøjelse af pensionsalderen). Sådannereformer er vedtaget for Arbejdsformid-lingen i Sverige og Finland. Store ned-skæringer på de offentlige budgetter ergennemført s iden begyndelsen af1990’erne, hovedsagelig i de to sidst-nævnte lande.

Foruden tabet af selvstændighed på detmonetære område og stigende krav tilkonkurrenceevnen har internationalise-ringen af de nordiske økonomier skabt ettredje problem, idet de store svenske, menogså norske og finske, koncerners inter-nationale investeringer udgør en trusselmod de nationale produktionssystemerssamhørighed, da investeringerne sker påderes bekostning. Således er svenske virk-somheders produktion i udlandet nustørre end de nationale virksomhederseksport.

2. Enden på socialdemokratiets hege-moni, skiftende politik og politiskekoalitioner med variabel geometri

Socialdemokraternes tidligere domine-rende stilling, navnlig i Sverige og Norge,og i mindre grad i Finland og Island, erblevet stærkt svækket i 1980’erne og1990’erne. Højre- og centrumpartier duk-ker op overalt, og koalitionsregeringermed variabel geometri har efterfulgt hin-anden. I øjeblikket har Norge og Sverigeen socialdemokratisk mindretalsregering,henholdsvis siden slutningen af 1990 ogslutningen af 1994. Siden 1991 har enkoalition mellem socialdemokrater oghøjre siddet ved magten i Island og encentrum-højre koalition i Finland. De so-cialdemokratiske partier har undergåetinterne forandringer under presset fra li-

berale strømninger i deres midte. Hertilkommer, at den traditionelle venstre-højremodsætning er blevet opblødt med frem-komsten af nye politiske tendenser (navn-lig de grønne), hvilket vil sige, at denpolitiske scene nu er mere varieret ogmere opsplittet.

3. Har det centrale overenskomst-forhandlingssystem en chance for atoverleve?

I 1980’erne og 1990’erne har der væreten stigende tendens til, at staten griber indi de kollektive overenskomstforhand-linger. Sådanne statsindgreb var også førda almindelige i Finland og Norge, men iSverige var denne udvikling særdelesmærkbar.

Hvad var de fælles årsager til statensøgede intervention på lønområdet? Øgetkonkurrence mellem funktionærernes, deoffentligt ansattes og arbejdernes (LO)fagforeninger, stærke spændinger mellemde sektorer, der er udsat for stærk øko-nomisk konkurrence, og de mindre ud-satte sektorer førte til inflation i løn-stigningerne, fragmentering af det centraleforhandlingssystem, lønglidning og stadigflere konflikter. Arbejdsgiverne, der øn-skede en decentralisering af forhandlin-gerne, fremmede i vid udstrækning dennefragmentering. Men for at imødegå ud-fordringerne i forbindelse med den sti-gende internationalisering gennem over-førsel af flere lønressourcer til erhvervsli-vet og i lighed med tidligere sikre balan-cen mellem de forskellige erhvervs-sektorer, gik staten ind og dæmmede opfor udviklingen hen imod nedbrydningenaf det centrale forhandlingssystem gen-nem indkomstpolitikker af forskellig art,herunder “forhandlede indkomstpolitik-ker” og hyppige forligs- eller voldgifts-procedurer.

Fastklemt som det er i denne skruestikmellem centraliserende og decentralise-rende kræfter, hvad er da fremtids-udsigterne for det centrale forhandlings-system, der er så typisk for de nordiskelande? Sociale pagter til nationens frelse(som iværksattes i slutningen af 1980’erneog begyndelsen af 1990’erne) til imøde-gåelse af alvorlige økonomiske krisesitua-tioner kan kun være undtagelsen og ikkereglen, og erfaringen viser, at man ikke

“Som følge af klimatiskeog landskabsmæssigeforhold og geografisk

afstand er der meget storeregionale forskelle i

arbejdsløshedsniveauet,med rekordhøje

arbejdsløshedsprocenter ide afsides beliggende

områder.”

“I alle fire lande harvelfærdsstatens udgifterværet under streng over-vågning i samme periode

(begyndelsen af1990’erne), og der er

truffet en række foran-staltninger (...) til atnedbringe dem (...).”

“Socialdemokraternestidligere dominerende

stilling, navnlig i Sverigeog Norge, og i mindre

grad i Finland og Island,er blevet stærkt svækket i

1980’erne og 1990’erne.”

“I 1980’erne og 1990’ernehar der været en stigende

tendens til, at statengriber ind i de kollektive

overenskomstforhand-linger.”


CEDEFOP

13

igen og igen kan påberåbe sig den alvor-lige økonomiske situation som grundlagfor solidaritet. I en situation hvor statenikke i samme udstrækning som tidligerekan tilbyde sociale modydelser til gengældfor en stram budgetpolitik, og arbejdsgi-verne ikke længere ser de samme fordelei centrale forhandlinger (bl.a. fordi det erumuligt at undgå lønglidning, og fordi deønsker en differentieret og fleksibel løn-politik), og hvor lønmodtagernes interes-ser bliver mere og mere differentierede,er det et spørgsmål, om ordningen mednationale kompromiser under statensoveropsyn vil kunne overleve på lang sigt.Regeringerne er sig disse vanskelighederbevidst, og i Finland og Sverige kan derspores et ønske om gradvis at udskillearbejdsmarkedsrelationerne og dermed dekollektive overenskomstforhandlinger fraforvaltningen af velfærdsstaten. I Sverige,hvor risikoen for en sprængning af dennordiske model er størst, går socialdemo-kraterne s tadig ind for et centra l tforhandlingssystem, som dog skal givestørre spillerum til arbejdsmarkedets kræf-ter og udbedre nogle af lønsolidaritets-politikkens mangler.

Omformningen af forhandlingssystemettager sigte på at skabe en ny ligevægtmellem på den ene side den ønskværdigegrad af koordinering mellem branche-aftalerne og på den anden side koblin-gen mellem brancheaftaler og virksom-hedsaftaler i de enkelte sektorer (i hvil-ket omfang kan lønglidning tolereres?)

Inden for en sådan ordning vil kartel-dannelse komme til at spille en strategisknøglerolle (dvs. det forhold at forskelligefagforbund grupperer sig i forhandlings-karteller for at føre overenskomstforhand-linger for en givet sektor, f.eks. den of-fentlige sektor), hvilket dels fører til grup-pering af mange forskellige aktører ogcentralisering, dels til opsplitning af for-handlingerne som følge af det stigendeantal karteller.

Det kollektive forhandlingssystem i denordiske lande står aktuelt over for føl-gende dilemma. Dels vil de respektiveforhandlingsniveauer i stigende gradkomme til at afhænge af, hvorledes arbejds-tager- og arbejdsgiverorganisationerne or-ganiserer sig indbyrdes med henblik på atdanne nye forhandlingsenheder (karteller),som de måtte finde relevante og mere i

overensstemmelse med deres interesser.Dels må disse omstruktureringer, som ne-top tager sigte på at afhjælpe nogle affølgevirkningerne af de nordiske modeller(nedbrydning af lønhierarkiet, hvilket be-tyder, at faglige kvalifikationer ikke beløn-nes i tilstrækkelig grad, ringe aflønning affaglærte arbejdstagere sammenlignet medufaglærte), og som går i retning af øgetdecentralisering, håndteres på en sådanmåde, at den globale økonomiske ligevægtikke bringes i fare.

4. Fagforenings- og arbejdsgiver-organisationer: ændring af apparater,programmer og strategier

I 1980’erne og 1990’erne er der sket storeinterne omstruktureringer i arbejdstager-og arbejdsgiverorganisationerne. Påfagforeningssiden er dette en følge afkravene om ændring af det kollektiveforhandlingssystem og øgede spændingermellem de traditionelle arbejderforbundog funktionærforbund. Fagforenings-topografien er relativ enkel og ensartet ide nordiske lande. Der er generelt taleom tre typer aktører: et traditioneltarbejderforbund, et funktionærforbund oget forbund for lønmodtagere med akade-misk uddannelse eller tilsvarende. Gene-relt dækker hvert af disse forbund bådeden offentlige og den private sektor.

Med et stigende antal medlemmer harfunktionærernes og akademikernes fag-forbund stort set indhentet de traditionellearbejderorganisationer og dermed svæk-ket disses traditionelt dominerende rolle.Desuden er den offentlige sektors indfly-delse i arbejderforbundene øget kraftigt,hvilket har ført til store interne splittelser.Det er det norske LO, der er fremkommetmed de mest detaljerede overvejelser overspørgsmålet om omstrukturering i forbin-delse med forberedelsen af LO-kongres-sen i 1993. Ifølge disse overvejelser er detnødvendigt at beslutte, om man vil prio-ritere aktivitetsområdet, faget, jobbet el-ler sektoren (privat/offentlig) i forbindelsemed en ændring af fagforeningsstruktu-ren. Men allerede i 1988 var der foretageten fusion mellem fem industriforbund iden private sektor som modvægt modindflydelsen fra forbundene i den offent-lige sektor og servicesektoren. Der blevligeledes fremsat forslag om fusion på densvenske LO’s kongres i 1991.

“(...) for at imødegåudfordringerne i forbin-delse med den stigendeinternationalisering (...),gik staten ind ogdæmmede op for udvik-lingen hen imod nedbryd-ningen af det centraleforhandlingssystem (...)

“(...) i Finland og Sverigekan der spores et ønskeom gradvis at udskillearbejdsmarkeds-relationerne og dermed dekollektive overenskomst-forhandlinger fra forvalt-ningen af velfærdsstaten.”

“(...) vil karteldannelsekomme til at spille enstrategisk nøglerolle (...),hvilket dels fører tilgruppering af mangeforskellige aktører ogcentralisering, dels tilopsplitning af forhandlin-gerne som følge af detstigende antal karteller.”


CEDEFOP

14

På trods af disse spændinger har de sven-ske hovedorganisationer LO og TCO gi-vet et eksempel til efterfølgelse for deandre nordiske lande med deres øgedeudveksling og dialog og indgåelse afalliancer inden for rammerne af et kon-fliktfyldt samarbejde.

På arbejdsgiversiden er der ligeledessket interne omstruktureringer i 1980’erneog 1990’erne, navnlig i den private sek-tor. Arbejdsgiverorganisationer med socialmålsætning og sådanne med større vægtpå økonomiske spørgsmål har i Finlandog Sverige foretaget sammenslutningerpå landsplan og i Norge inden for vissesektorer. Formålet med disse sammenslut-ninger er at gøre aktiviteterne mere ef-fektive og mindre omkostningskrævendeog at etablere et fælles interesseforsvar,navnlig på europæisk plan. Ligesom deter tilfældet på arbejdstagersiden, foreta-ges der også på arbejdsgiversiden enrække fusioner mellem små arbejdsgiver-forbund. Endelig er også de store forbund,f.eks. jern- og metal, i gang med en in-tern omstrukturering af rollerne med hen-blik på tilpasning til en gradvis decentra-lisering af de kollektive forhandlinger; iforhold til medlemmerne vil forbundetsåledes i stigende grad få en rådgivendefunktion frem for en direkte forhandler-rolle.

I alle fire lande skyldes spændingerne iforholdet mel lem fagforeninger ogarbejdsgiverorganisationer i 1980’erne ogbegyndelsen af 1990 primært kurs-ændringer i arbejdsgiverstrategien sig-tende mod decentrale forhandlinger, flek-sible ansættelsesforhold, navnlig medhensyn til løn og arbejdstilrettelæggelse,en mindre stiv sociallovgivning og endelvis kontestering af velfærdsstaten. Denliberale arbejdsgiveroffensiv har væretmest iøjnefaldende og også mest politiski Sverige. Denne offensiv, der har væreti gang i mere end ti år, nåede sit højde-punkt med trepartsinstansernes udtrædenaf SAF i 1992.

Følgende fællestræk er kendetegnende forde sidste ti års konflikter i de fire lande:med udvidelsen af det centraliseredeforhandlingssystem til at omfatte samtligefagforbund er der opstået en tendens til,at grupper og sammenslutninger sammen-ligner sig med hinanden i forbindelse medforhandlingerne, hvilket har givet sig ud-

slag i et stigende antal konflikter; endvi-dere er strejkelysten hos de offentligt an-satte, navnlig blandt kvinderne, stærktøget; årsagerne til strejkerne er stadigprimært lønforholdene; endvidere fore-kommer der i de nordiske lande et stortantal kortvarige strejker på virksomheds-plan, hovedsagelig i forbindelse medomorganiseringsforanstaltninger.

Sammenholdt med 70’erne var fagfore-ningsprogrammerne i de nordiske landeikke præget af nytænkning eller origina-litet i 1980’erne. Fagforeningerne havde i1970’erne bidraget til at skabe betydeligefremskridt på sociallovgivningsområdet,hovedsagelig på områderne sikkerhed ogarbejdsvilkår, tryghed i ansættelsen, de-mokrati på arbejdspladsen, lige mulighe-der og ikke-forskelsbehandling af mændog kvinder. I de sidste ti år har delovgivningsmæssige (og overenskomst-mæssige) fremskridt på disse områderværet mere beskedne.

Sammenlignet med de andre fagforenings-bevægelser er det mest slående i de nor-diske fagforeningsprogrammer i dag denstore rolle, der tillægges samfundsmæs-sige spørgsmål som mil jøpolit ik ogforbrugerbeskyttelse samt konkrete for-slag til reform af velfærdsstaten. Det in-ternationale aspekt har ligeledes fåetstørre betydning: ud over visse bekym-ringer for følgerne af den europæiske in-tegration kan der spores en stigende viljetil europæisering og internationaliseringaf de respektive fagforeningsbevægelser.Det nordiske samarbejde mellem fagfor-bund er blevet genstand for fornyet in-teresse med hensyn til informering oghøring af lønmodtagerne, som har ført tiloprettelsen af skandinaviske virksomheds-udvalg.

Endvidere skal de nordiske fagforeningerspermanente bestræbelser på at fremme enøkonomisk politik til opnåelse af fuldbeskæftigelse bemærkes. Med de foruro-ligende høje arbejdsløshedstal siden be-gyndelsen af 1990’erne er beskæftigelsenigen kommet øverst på fagforeningernesprioriteringsliste. Selv om fagforeningerneaccepterer nødvendigheden af mere flek-sible arbejdstider, er de langt fra overbe-viste om, at nedsat arbejdstid (eller ar-bejdsdeling) er en løsning på arbejds-løshedsproblemet. Selv om de finder ensådan løsning legitim, for så vidt som den

“På fagforeningssiden (...)er de interne

omstruktureringer enfølge af kravene om

ændring af det kollektiveforhandlingssystem og

øgede spændinger mellemde traditionelle arbejder-

forbund og funktionær-forbund.”

“(...) allerede i 1988 varder foretaget en fusion

mellem fem industri-forbund i den private

sektor som modvægt modindflydelsen fra forbund-

ene i den offentlige sektorog servicesektoren.”

“Arbejdsgiver-organisationer med social

målsætning og sådannemed større vægt på

økonomiske spørgsmålhar (...) foretaget sam-

menslutninger (...) i vissesektorer. Formålet med

disse sammenslutninger erat gøre aktiviteterne mere

effektive og mindreomkostningskrævende og

at etablere et fællesinteresseforsvar, navnlig

på europæisk plan.”

“(...) kursændringer iarbejdsgiverstrategien

sigtende mod decentraleforhandlinger, fleksible

ansættelsesforhold,navnlig med hensyn til lønog arbejdstilrettelæggelse,

en mindre stiv sociallov-givning og en delvis

kontestering af velfærds-staten.”


CEDEFOP

15

forbedrer livskvaliteten på arbejdspladsenog i fritiden, opfatter de den, i modsæt-ning til de fleste andre fagforeninger i DenEuropæiske Unions medlemsstater, påingen måde som en universalløsning påbeskæftigelsesproblemet. Og selv om definder, at en aktiv arbejdsmarkedspolitikbidrager til at opretholde arbejdskraftenskvalitet, er det efter deres mening isærde økonomiske politikker, der skal sikreet højt beskæftigelsesniveau.

I den forbindelse har uddannelse lige frafagforeningsbevægelsens start været et afhovedkravene. Den berømte svenskemodel, der indførtes i 1950’erne, hvis enesøjle sigtede mod at fremme omstruktu-reringen af produktionsapparatet, var ne-top baseret på en aktiv politik, der sig-tede mod at afbøde de negative følger afrationaliseringerne for beskæftigelsen;man udviklede således et meget omfat-tende uddannelses/omskolingssystem ret-tet mod arbejdsløse, men også mod be-skæftigede, der var i fare for at miste deresjob. Målet har været at øge uddannelsens/omskolingens strategiske rolle, hvilket ermere fordelagtigt såvel på det økonomi-ske som det individuelle plan, med hen-blik på at mindske de passive udgifter(arbejdsløshedsunderstøttelse) og udgif-terne til kompenserende foranstaltninger(almennyttigt arbejde). Denne uddannel-sespolitik er et resultat af det tætte sam-arbejde mellem fagforeningerne og soci-aldemokratiet. Fagforeningerne, der stodbag iværksættelsen og udviklingen af ud-dannelsespolitikken, deltager ligeledes,bl.a. gennem Arbejdsmarkedskontoret, igennemførelsen og administrationen herafpå nationalt, regionalt og lokalt plan.

5. Mindre tætte forbindelser mellemde politiske partier og fagforenin-gerne

I hvilken retning har forbindelserne mel-lem fagforeningerne og de socialdemokra-tiske partier udviklet sig i de seneste år?De er blevet lidt løsere, i den forstand atbegge parter tilstræber større autonomi.De socialdemokratiske partier har gene-relt søgt at afgrænse sig i forhold til deresfagforeningsmæssige modstykke (LO iSverige og Norge, SAK i Finland, FTI iIsland). Der er flere grunde hertil: et øn-ske om at være mere frit stillet til at søgealliancer med centrumpartier og andre

fagforeningsorganisationer end LO, ogunder indtryk af fremvæksten af en liberalstrømning inden for partiets egne rækkerhar socialdemokratiet i stigende gradsatset på i højere grad at prioriteremarkedskræfterne; endelig repræsentererdet nu meget bredere interesser end med-lemmerne af dets traditionelle fagfore-ningspartner.

På fagforeningssiden viser en række un-dersøgelser, at en stadig større del af LO’sog SAK’s medlemmer (Sverige, Norge,Finland) har stemt på ikke-socialistiskepartier, og endvidere er det et udbredtønske blandt de menige medlemmer, atfagforeningen lægger større afstand til sinnaturlige allierede, hvilket i Sverigesymboliseredes ved den officielle opgi-velse af princippet om “kollektivt med-lemskab” (fagforeningens medlemskab afpartiet) og dette princips hensygnendetilværelse i Norge. For så vidt som detregerende socialdemokrati ikke længereer i stand til at tilbyde nævneværdigemodydelser på det økonomiske, skatte-mæssige og sociale plan mindskesfagforeningens interesse i en tæt forbin-delse. Endelig er større autonomi også enfordel for fagforeningerne i forbindelsemed liberaliseringen og internationalise-ringen af de økonomiske politikker, somreducerer staternes manøvremargen.

6. Gælder målsætningen om fuld be-skæftigelse ikke længere?

Skønt arbejdsløsheden, med undtagelseaf Finland, stadig er lav i de nordiskelande sammenlignet med gennemsnittet iDen Europæiske Union (11% i 1994), vur-deres den hurtigt stigende arbejdsløsheddog som et alarmerende fænomen, såmeget mere som omskolings-, uddannel-ses- og jobskabelsesprogrammerne be-skæftiger ca. 3-4% af den erhvervsaktivebefolkning, den såkaldte “skjulte” arbejds-løshed.

Det lave arbejdsløshedsniveau, der karak-teriserede de nordiske systemer indtil slut-ningen af 1980’erne, har været forbun-det med en lang række faktorer. Central-iseringen af de kollektive forhandlingerhar således gjort det muligt at koordinerelønstigningerne og i et globalt perspektivundgå lønstigninger, som overgår økono-miens muligheder og dermed undgå den

“Sammenlignet med deandre fagforenings-bevægelser er det mestslående i de nordiskefagforeningsprogrammer idag den store rolle, dertillægges samfundsmæs-sige spørgsmål sommiljøpolitik og forbruger-beskyttelse samt konkreteforslag til reform afvelfærdsstaten.”

“Endvidere skal de nor-diske fagforeningerspermanente bestræbelserpå at fremme en økono-misk politik til opnåelse affuld beskæftigelse bemær-kes.”

“(...) uddannelse (har)lige fra fagforenings-bevægelsens start været etaf hovedkravene. (...)Målet har været at øgeuddannelsens/omskoling-ens strategiske rolle,hvilket er mere fordelag-tigt såvel på det økonomi-ske som det individuelleplan, med henblik på atmindske de passiveudgifter (arbejdsløsheds-understøttelse) og udgif-terne til kompenserendeforanstaltninger (almen-nyttigt arbejde).”

“(...) medens de aktivebeskæftigelsespolitikkertraditionelt har omfattet80% af de arbejdsløse,omfatter de i 1992 kun50% af de arbejdsløse (iSverige og Norge), denlaveste procentdel siden1950.”


CEDEFOP

16

inflationsskrue, der er så skadelig for be-skæftigelsen. Til forskel fra andre euro-pæiske lande har en avanceret og veltil-rettelagt “aktiv beskæftigelsespolitik”,både hvad angår uddannelseskurser(navnlig omskoling) og samfundsnyttigbeskæftigelse, bidraget til at forebyggearbejdsløshed eller at sikre en hurtig over-gang fra arbejdsløshed til beskæftigelse.Målet for de nordiske regeringer har væ-ret at bruge flere midler på aktiveomskolingsforanstaltninger end til passivearbejdsløshedsydelser. Men medens deaktive beskæftigelsespolitikker traditionelthar omfattet 80% af de arbejdsløse, om-fatter de i 1992 kun 50% af de arbejdsløse(i Sverige og Norge), den laveste procent-del siden 1950.

Men frem for alt har de makroøkonomiskepolitikker indtil slutningen af 1980’ernegjort det muligt i højere grad end andresteder at opsuge arbejdsløsheden, dels

gennem udvidelse af den offentlige sek-tor, der til dels kompenserer for tabet afarbejdspladser som følge af industrielleomstruktureringer, og dels gennem enforbedring af virksomhedernes samhan-delsbetingelser gennem successive deva-lueringer. Disse traditionelle økonomiskemekanismer anfægtes nu af regeringerneog arbejdsgiverne, som ikke længere fin-der dem formålstjenlige i forbindelse medden stigende internationalisering af øko-nomien og integrationen i Den Europæi-ske Union. LO og TCO anklagede såle-des i 1992 den svenske regering for be-vidst at udnytte arbejdsløshedssituationentil at holde prisstigningerne i ave og kræ-vede iværksættelse af et landsdækkendejobskabelsesprogram. Det er først og frem-mest i den udstrækning, hvor fuld beskæf-tigelse ikke længere er hovedmålet for deøkonomiske og sociale politikker, at manmed rette kan spørge, om de nordiskemodeller vil overleve.

“(...) de makroøkonomiskepolitikker (har) indtil

slutningen af 1980’ernegjort det muligt i højere

grad end andre steder atopsuge arbejdsløsheden

(...) (de) traditionelleøkonomiske mekanismer

anfægtes nu af regerin-gerne og arbejdsgiverne,som ikke længere finder

dem formålstjenlige iforbindelse med den

stigende internationalise-ring af økonomien og

integrationen iDen Europæiske Union.”

Bibliografi

egne veje? i D. Fleming, Industriell Democrati iNorden, Lund, Arkiv

Hernes, G., (1990), “The Dilemmas of SocialDemocracies. The case of Norway and Sweden” iSchmit ter (udg.) , Experimenting with Scale .Cambridge University Press, Cambridge

Kaupinnen, T., (1990), Labour Relations in Fin-land, Arbejdsministeriet, Helsinki

Nordic Council of Ministers (1994), Working Lifein Norden: “Labour Market Policy - Is it worthanything at all?”, bind 8, nr. 3

OECD, Etudes économiques sur la Suède, laNorvège, la Finlande et l’Islande (årlig publikation)

Rehn, G., Vicklund, B., (1990), “Changes in theSwedish Model” i Baglioni & Crouch, EuropeanIndustrial Relations. The Challenge of Flexibility,London, Sage

Bruun, N., et al. (1992), The Nordic Labour Rela-tions Model, Aldershot, Dartmouth Editor

Dolvick, J .E. , Stokland, D., (1992) , “TheNorwegian Model in Transition” i Ferner, A. ogHyman, R., Industrial Relations in the New Europe,Oxford, Blackwell

Ferner, A. og Hyman, R., Industrial Relations inthe New Europe, Oxford, Blackwell

Goetschy, J., (1990), “Le confort suédois” og“Suède: à la recherche de la négociation perdue”, iBibes, G., Mouriaux, R., Les syndicats européens àl’épreuve, Paris, Fondation Nationale de SciencesPolitiques

Goetschy, J., (1994), Les modèles sociaux nordiquesà l’épreuve de l’Europe. La Documentation française,Paris

Gudmundsson, G., Fridriksson, T., (1990),“Klassesamarbejde i Island: underudvikling eller


CEDEFOP

17

EugeniaKazamakiOtterstenForskningsstipendiat iIndustriensUtredningsinstitut(IUI), Stockholm.

hæng kan disse institutioner både blivetil en lettelse og en hindring for den nød-vendige tilpasning af undervisnings-oguddannelsessystemet til arbejdsmarkedet.Integrationen i Den Europæiske Union viløve yderligere pres på det svenske ud-dannelsessystem. Det er et spørgsmål, omdet svenske uddannelsessystem er udsty-ret med de rette redskaber, og om det ersmidigt nok til at tillade de nødvendigeforandringer? Denne artikel behandler detsvenske uddannelsessystem, dets samord-ning med uddannelsessystemerne i DenEuropæiske Unions øvrige lande samtforventningerne til fremtiden.

Baggrunden

Det svenske skolesystem består af ni årspligtig grundskole og frivillig uddannelsepå sekundærtrinnet, der omfatter såveltraditionel almenundervisning som er-hvervsuddannelse. De fleste industrialise-rede lande har mindstekrav med hensyntil skoleuddannelsens varighed - sædvan-ligvis ni år. Nogle europæiske lande harlængere skolepligt, f.eks. 10 år i Belgien,Tyskland, Frankrig og Finland, 11 år iNederlandene og 12 år for bestemte ud-dannelser i Belgien og Tyskland. Interna-tionalt er der tendens til, at børnene kom-mer tidligere i skole, og at de fortsætterskolegangen i flere år end tidligere.

Omkring 90% af en given aldersgruppe,der afslutter den svenske grundskole, fort-sæt ter på sekundærtr innet . S iden1980’erne er antallet af elever, der vælgeruniversitetsorienteret undervisning påsekundærtrinnet, faldet i forhold til dem,der vælger praktisk orienterede uddannel-ser. Denne udvikling stemmer overensmed erfaringerne fra mange andre lande,med undtagelse af USA og Japan. Uddan-

Det svenske erhvervs-uddannelsessystemIntegrationsforventninger

“En god uddannelse bærer lønnen i sin selv” (US Department of Labor, 1991)

Højnelse af arbejdskraftens kvalifikations-niveau er et problem, som man genfin-der i næsten alle højt udviklede industri-lande, og paradoksalt nok dukkede detop, samtidig med at skoletiden forlænge-des for et voksende antal elever verdenover. For en række stillingers vedkom-mende løber uddannelsen endog fra for-øgelsen af jobindholdet.

Problemet “menneskelig kapital” begræn-ses imidlertid ikke til en højnelse af ud-dannelsesniveau og kvalifikationer. Dennye arbejdsmarkedssituation i Sverigekræver ændring af hele uddannelsessy-stemet. Eleverne skal lære i skolen, hvor-dan man tilegner sig kunnen og videnunder udførelsen af sit arbejde. (KazamakiOttersten, 1994). Derfor får undervisnin-gen på sekundærtrinnet voksende betyd-ning. Eleverne skal også kunne tilpassesig de stedse hyppigere ændringer på ar-bejdspladsen. Derfor bliver indlæring, ud-dannelse og omskoling en livslang inve-stering, et anliggende der strækker sigover hele karrieren. Kontinuerlige inve-steringer af denne art kræver omfattendetilskyndelser for at være effektive. En væ-sentligt større lønspredning til fordel forde veluddannede er en første forudsæt-ning. Allerede ved ansættelsen er virksom-hederne langt mere selektive end tidligere,idet de prøver på at finde folk, der bådeer i stand til at lære på arbejdspladsen ogtil konstant at tilpasse sig nye forhold. Ibestræbelserne på at erhverve “evne tilat lære” bliver et højere uddannelsesni-veau den primære kvalitetsindikator påarbejdsmarkedet.

Vil Sverige være i stand til at tackle så-danne forandringer oven i de problemer,der knytter sig til landets tiltrædelse afDen Europæiske Union? Sverige er kendtfor sine mange arbejdsmarkedsinstitu-tioner, og i den nye europæiske sammen-

Igennem mange år er Sve-rige blevet betragtet som eteksempel til efterfølgelse,når talen var om arbejds-markedssystemer, kvalifice-ret arbejdskraft og er-hvervsuddannelser. Denkonsekvent lave arbejdsløs-hed opfattedes som udtrykfor en vellykket svenskarbejdsmarkedspol i t ik .Men i den senere tid harSveriges erhvervsliv fået desamme vanskeligheder somandre europæiske lande,f.eks. høj ledighed og for-ringelse af arbejdskraftenskvalifikationsniveau. Rentkonkret har de kvalifikatio-ner, som skole- og uddan-nelsessystemet har bibragteleverne, ikke været til-strækkelige til at imøde-komme arbejdsgiverneskrav. Det hænger i nogengrad sammen med det for-hold, at industriproduk-tionen og arbejdsmarkedethar ændret sig i det sidstetiår, uden at undervisnings-og uddannelsessystemethar tilpasset sig disse æn-dringer. Det medfører bety-delige humankapitalpro-blemer i forbindelse medden svenske industris tekni-ske udvikling. Medmindreden fornødne kvalificeredearbejdskraft er til stede, viludviklingen forløbe lang-somt og møjsommeligt. Ifremtiden vil man kunkunne få arbejde, hvis maner uddannet, og uddannel-sen gøres til et livslangt an-liggende.


CEDEFOP

18

nelse finder endvidere sted på virksom-heder, i offentlige og private institutionerog gennem arbejdsmarkedspolitiske for-anstaltninger.

I international sammenligning bruger Sve-rige gennemsnitligt flere penge på under-visning end OECD-gennemsnittet, for såvidt angår offentlige udgifter (OECD,1992). Sverige bruger flere penge endTyskland, Frankrig og Storbritannien, menfærre end Danmark, Finland og Norge.Størstedelen af den formelle uddannelsefinansieres af det offentlige, medens ud-dannelse på arbejdspladsen selvfølgeligfinansieres privat. Mange virksomhedermodtager dog store beløb i form af of-fentlige tilskud som bidrag og støtte tiluddannelse på arbejdspladsen og andrekvalifikationsforbedrende foranstaltninger.Arbejdsfonden har ydet virksomhederneomfattende støtte til gennemførelse afuddannelse, og en igangværende under-søgelse vil vise, om pengene er givet godtud (Lindh, Mellander, Kazamaki Ottersten,1994).

Undersøgelser viser endvidere, at Sverigehavde et ret dyrt offentligt grundskole-system i 1980’erne. Det fremgår af inter-nationale sammenligninger, at de samledeudgifter pr. elev lå mellem 23 og 28 %over de tilsvarende udgifter i de nordiskenabolande.

Men er det nogen garanti for kvalitet? Dade svenske skoler er meget “personale-intensive”, dvs. at de har et større lærer-personale i forhold til elevtallet end an-dre lande, kunne man forvente bedre re-sultater. Der foreligger imidlertid intetundersøgelsesmateriale, der tyder på, atdet større lærerpersonale garanterer bedreelevpræstationer. Internationale sammen-ligninger viser, at svenske elevers færdig-heder i læsning og fremmedsprog er gode,medens deres færdigheder i skrivning ermindre tilfredsstillende og i matematikikke tilfredsstillende (Fagerlindh, 1993).Svenske elever kan ikke opvise elite-præstationer. Det er ingen god situationfor et erhvervsliv, der står på tærskelentil en omfattende teknologisk omvæltning.Det bemærkes dog, at den unge genera-tion er bedre uddannet end den ældre,hvilket gælder for hele Det EuropæiskeFællesskab. Arbejdskraften i de nordiskelande, Tyskland, Østrig, Storbritannien ogSchweiz omfatter en meget stor andel

personer med eksamensbevis for uddan-nelse på sekundærtrinnet.

Livslang uddannelse

Tidligere tiders tayloristiske produktions-form afløses lidt efter lidt af en højtydendearbejdsorganisation. Nye virksomheder ogbrancher fører an i denne udvikling. Æn-drede arbejdsmarkedspræstationer og etændret arbejdsmiljø betyder derfor “atundervisningens og arbejdsmarkedetspræstationer skal betragtes under ét”(Eliasson, 1994). Endvidere skal skolenforberede eleverne til arbejdsmarkedet, enopgave, der går forud for alle andre op-gaver (Eliasson, 1992).

Supplerende uddannelse på arbejds-pladsen er ved at være typisk for denmoderne virksomhed, og kun ansatte meden tilfredsstillende skolebaggrund kom-mer i betragtning ved besættelse af stil-linger, der kræver uddannelse af denneart. Virksomhederne bliver stedse mereselekt ive ved ansættelsen, og nye,strengere ansættelsesmetoder baner siglangsomt vej. Empiriske resultater frasamtaler med en række erhvervsvirksom-heder viser, at avancerede fremstillings-virksomheder kun ansætter produktions-personale, der som minimum har bevisfor uddannelse på sekundærtrinnet(Kazamaki Ottersten, 1994). Som mini-mum kræves endvidere hyppigt kvalifi-kationer som god meddelelsesevne påsvensk, fremmedsprog og matematik. Per-sonale med tilegnelsesevne, sans for pro-blemløsning i videste forstand og forteamwork (social kvalifikation) står højtpå arbejdsgivernes rangliste. Denne ud-vikling er endvidere ensbetydende med,at man for at komme i betragtning vedbesættelse selv af stillinger på fabrik ellerværksted i det mindste skal have deltageti undervisning på sekundærtrinnet. I frem-tiden vil uddannelse være en forudsæt-ning for overhovedet at opnå ansættelse.

Kort sagt er uddannelse et livslangt an-liggende. Uddannelse og omskoling fo-regår på forskellige stadier og steder helelivet igennem. Den europæiske samlings-proces føjer (i så henseende) et nyt aspekttil skoleuddannelsen ved at stille krav omsprogkundskaber og evne til at samar-bejde inden for kulturelt blandede grup-per på virksomhederne og om at udvide

“Den nye arbejdsmarkeds-situation i Sverige kræverændring af hele uddannel-

sessystemet.”

“Omkring 90% af en givenaldersgruppe, der afslut-

ter den svenske grund-skole, fortsætter på

sekundærtrinnet.”

“I international sammen-ligning bruger Sverige

gennemsnitligt flere pengepå undervisning end

OECD-gennemsnittet, forså vidt angår offentlige

udgifter.”

“Undersøgelser viserendvidere, at Sverige

havde et ret dyrt offentligtgrundskolesystem i

1980’erne.”

“Supplerende uddannelsepå arbejdspladsen er ved

at være typisk for denmoderne virksomhed, og

kun ansatte med en til-fredsstillende skole-baggrund kommer i

betragtning ved besættelseaf stillinger, der kræver

uddannelse af denne art.”

(...) “avancerede frem-stillingsvirksomhederansætter kun produk-

tionspersonale, der somminimum har bevis for

uddannelse på sekundær-trinnet.”


CEDEFOP

19

horisonten og udsigterne for såvel denenkelte som for undervisningssystemet.Arbejdere fra lande med høj undervis-nings- og kvalifikationsstandard vil blivemere efterspurgte end andre. Derfor vilkonkurrencen tvinge til forbedring afundervisningsstandarden i alle lande. Menkvalifikationerne volder også arbejdsmar-kedet problemer (Eliasson, 1994). Højtkvalificerede arbejdere underbetales al-mindeligvis i forhold til værdien af det,de yder arbejdsgiveren, og det omvendtegælder for de lavt kvalificerede (Eliasson,1992). Det øver en negativ indflydelse pålysten til at lære mere, det være sig påskole eller arbejdsplads. Da kvalifikations-udvikling er kumulativ, og da skolen dan-ner udgangspunktet for den enkeltes fort-satte uddannelse på arbejdspladsen, kanudsigten til, at det måske vil vare mangeår, før man kan høste belønningen for sinindsats, medføre en dårlig start på livetfor det enkelte menneske. I et samletEuropa vil det også øve negativ indfly-delse på den enkelte, når talen er om denpågældendes evne til at arbejde i inter-nationale omgivelser og til at tilpasse sigdisse.

Er uddannelse ulejlighe-den værd?

Almindelig sund fornuft siger, at manburde belønnes for at lære noget (Kaza-maki Ottersten, Mellander, Meyerson,Nilsson, 1994). Men efter internationalmålestok har belønningen for at lære no-get hidtil været lav i Sverige.

Lige siden Becker (1962), Mincer (1958,1962, 1974) og Schultz’s (1960, 1961) ind-ledende arbejde har indtjening, funktio-ner og menneskelig kapitalvurdering væ-ret genstand for indgående drøftelser.Lønfaktorer er nu velkendte i økonomienog er ofte blevet behandlet empirisk. Derer også arbejdet meget på bedømmelseaf de oprindelige lønfaktorer (KazamakiOttersten, Mellander, Meyersson ogNilsson, 1994).

Den lønmæssige fordel udtrykt som for-holdsvis lønforbedring som følge af et årsekstra uddannelse andrager mellem 3 og4%. Denne uddannelsesbelønning harholdt sig ret konstant på dette niveau iperioden fra 1984 til 1991. Den lønmæs-sige fordel bør sammenholdes med

OECD-gennemsnittet, som ligger på mel-lem 10 og 12%. Det bør dog tilføjes, atnogle lønmodtagergrupper som f.eks. in-geniører til trods for det i internationalsammenligning relativ lave niveau haropnået lønforhøjelser, som gør, at deomsider er nået op på det svenskegennemsnitsniveau for lønmæssig fordel(Mellander, 1994).

Den lave lønfordel afføder spørgsmåletom muligheden for “hjerneflugt” ellerkvalifikationsomfordeling i et integreretEuropas større markedssammenhæng.Sandsynligvis har en del af denne “hjerne-flugt” allerede fundet sted. Personer medet højt uddannelsesniveau flytter selvføl-gelig først, og selv beskedne antal kanøve en følelig negativ indflydelse påsvensk erhvervslivs konkurrenceevne(Braunerhjelm og Eliasson, 1994). Efter-hånden som der udvikler sig avanceredearbejdsmarkeder, vil der blive større ef-terspørgsel efter udvandringsvillige højt-uddannede folk. Inden man kan beskæf-tige sig med “hjerneflugten”, må manimidlertid skaffe sig klarhed over, hvorfølsom undervisning og udvandring er forindkomstvariationer (Lundborg, 1991). Idenne forbindelse kan der også være na-tionalt betingede forskelle. Mon de frem-tidige ændringer i følsomhed til dels skyl-des integration? Hvilke faktorer øver ind-flydelse på højere uddannede personersudvandring? Disse spørgsmål bør under-søges grundigt.

Institutionelle hindringer

Arbejdsmarkedets fleksibilitet afhængerkritisk af befolkningens uddannelsesni-veau og af arbejdsmarkedets institutioner.Mange af disse institutioner, især de, derhar med fagforeningernes kontrol af mar-kederne at gøre, har mindsket arbejdsmar-kedets fleksibilitet. Svenske arbejds-markedslove og svensk fagforenings-praksis kan endvidere dæmpe arbejdsmar-kedets allokeringsprocesser. Samtaler mederhvervsvirksomheder viser faktisk, at ar-bejdsstyrkens gennemsnitsalder på sven-ske fremstillingsvirksomheder er megethøj. De svenske arbejdsmarkedslove kani nogen grad være skyld i denne udvik-ling. Nu véd vi imidlertid, at de ungesuddannelse er bedre, selv om den ældregeneration har fordelene ved at haveværet på arbejdsmarkedet i længere tid.

(...) “efter internationalmålestok har belønningenfor at lære noget hidtilværet lav i Sverige.”

“Den lave lønfordel affø-der spørgsmålet ommuligheden for “hjerne-flugt” eller kvalifikations-omfordeling i et integreretEuropas større markeds-sammenhæng.”

“Mange af disse (arbejds-markeds)institutioner,især de, der har medfagforeningernes kontrolaf markederne at gøre,har mindsket arbejdsmar-kedets fleksibilitet.”

(...) “arbejdsstyrkensgennemsnitsalder påsvenske fremstillings-virksomheder er megethøj. (...)Nu ved vi imidlertid, at deunges uddannelse erbedre, selv om den ældregeneration har fordeleneved at have været påarbejdsmarkedet i læn-gere tid.”


CEDEFOP

20

Arbejdsmarkedslovgivningens princip om,at de først ansatte skal afskediges sidst,kan i det lange løb ikke undgå at øvenegativ indflydelse på ældre virksomhe-der, hvis marked er i tilbagegang (Kaza-maki Ottersten, 1993). Da der samtidigsker en forringelse af de ansattes lyst tilat lære ved at skifte beskæftigelse indenfor samme virksomhed eller ved at veksletil andre virksomheder, forøges detteprincips negative indflydelse på produk-tiviteten. Følgen bliver, at virksomhedenmåske investerer mindre i menneskeligkapital, fordi den ældre arbejdskraft med-fører en dårligere rentabilisering afomskolingsudgifterne. Selv om den yngregeneration er mere oplyst og bedre ud-dannet inden for de nye kvalifikationsom-råder, vil det alligevel være vanskeligt forde unge mennesker at komme ind på ar-bejdsmarkedet. Også i dette tilfælde for-værres den negative indirekte indflydelsepå ungdommens beskæftigelse yderligere,hvis overenskomsterne fastsætter for højebegyndelseslønninger.

I en integreret verden må mange af disseinstitutionelle forhindringer fjernes. Nogleaf dem vil forsvinde som følge af mereeffektive arbejdsmarkedsforhandlinger. Inogen grad vil et bedre og mere dere-guleret arbejdsmarked (se Eliasson 1994)kunne udvikles i et samlet Europa. I detteti lfælde kan bedre undervisning påsekundærtrinnet og større tilskyndelser tilat “lære” blive en følge deraf. Allerede pånuværende tidspunkt forekommer derinden for EF problemer med institution-elle hindringer og arbejdsmarkedspraksis.Man må derfor håbe, at fremtiden vilbringe en deregulering af det europæi-ske arbejdsmarked som helhed for at gøreEuropa konkurrencedygtigt over for nyeudfordringer fra både vest og øst.

Det svenske uddannelses-system i et europæisk per-spektiv

Hvordan skal uddannelsen tilrettelægges?Hvem skal betale for den? Det er spørgs-mål, der skal løses i et europæisk uddan-nelsessystem. Hvad er tilladt, og hvilkehindringer bliver der tale om? Hvordanskabes der sikkerhed for et godt uddan-nelsessystem? Hvem skal tage ansvaret?Hvor megen uddannelse er der brug for?

Skal alle have en højere uddannelse foroverhovedet at komme i betragtning vedbesættelse af en stilling? Vil der opstå etdelt arbejdsmarked og et delt Europa be-stående af folk med en meget lav og enmeget høj uddannelse med hver deresarbejdsmarked?

Industriens hurtige tekniske udvikling stil-ler krav til både uddannelsessystemer ogarbejdsmarkeder i Europa (Eliasson ogKazamaki Ottersten, 1994). Sveriges inte-gration er allerede startet. Højst sandsyn-ligt er det på dette marked, at svensk in-tegration allerede gør fremskridt takketvære ERASMUS-programmet og veksel-virkningen mellem højere uddannelse ogforskning. Det svenske uddannelsessy-stem har udsigt til at klare sig godt i deneuropæiske samlingsproces, da de sven-ske elever er meget interesserede i atuddanne sig i udlandet. Integration udvi-der horisonten og baner vejen for nyeuddannelsesmuligheder.

Endelig skal der nævnesnogle få yderligere proble-mer:

❏ Virksomhederne ser ud til at tillæggeevner til mundtlig kommunikation og fær-digheder i matematik særlig betydning.Faget matematik bliver vigtigere på alleniveauer, ikke mindst på værksteder ogfabrikker. Ikke desto mindre vælger færreelever end tidligere gymnasiets matema-tisk-naturvidenskabelige linje. Selv omdenne tendens gør sig internationalt gæl-dende i de industrialiserede lande, vars-ler den alvorlige problemer for fremtiden.Nye former for rekrutteringspraksis vilendvidere tv inge t i l omlægning afuddannelsessystemerne for at imøde-komme disse krav, hvis eleverne skal havevellønnet beskæftigelse i fremtiden.

❏ Et spørgsmål, der også kræver grundigovervejelse og allerede har påkaldt sigopmærksomheden, er, om integration vilføre til hjerneflugt i nogle lande, medensandre vil få tilført menneskelig kapital.Lande, der i høj grad tilstræber lighed,kommer til at revidere deres politik. Detteemne behandles delvis i Peter Lundborgsartikel i det foreliggende nummer.

❏ Vi bør huske på, at multilaterale over-enskomster ikke altid er lette at gennem-

(...) “virksomheden inve-sterer måske mindre i

menneskelig kapital, fordiden ældre arbejdskraft

medfører en dårligererentabilisering af

omskolingsudgifterne.”

“Selv om den yngre genera-tion er mere oplyst og

bedre uddannet inden forde nye kvalifikationsom-

råder, vil det alligevelvære vanskeligt for de

unge mennesker at kommeind på arbejdsmarkedet.”

“Allerede på nuværendetidspunkt forekommer der

inden for EF problemermed institutionelle hin-

dringer og arbejds-markedspraksis.”

“Faget matematik blivervigtigere på alle niveauer,

ikke mindst på værkste-der og fabrikker. Ikke

desto mindre vælger færreelever end tidligere gym-

nasiets matematisk-naturvidenskabelige linje.”

(...) “multilaterale over-enskomster (er) ikke altid

(...) lette at gennemføre ipraksis, i særdeleshedikke hvis overenskom-

sterne ligger på et for højtniveau.”


CEDEFOP

21

føre i praksis, i særdeleshed ikke hvisoverenskomsterne ligger på et for højtniveau. Det er på ingen måde ønskeligtat bebyrde svensk erhvervsliv med merebureaukrati. Fleksibilitet i den praktiskegennemførelse og i den måde, hvorpåmultilaterale overenskomster laves, ernødvendig med henblik på smidig inte-gration. Det vil være ønskeligt at flytte endel beslutninger til et lavere beslutnings-plan.

Med disse problemer for øje hvad kanman da i bedste fald forvente af integra-tionen?

1) Vi skulle kunne forvente hurtigere til-pasning af uddannelsesmarkederne tilfælles krav og mål inden for undervisnin-gen samt flere valgmuligheder. Endvidereskulle der være udsigt til bedre forsknings-muligheder.

2) Med større vekselvirkning på arbejds-markedet og konkurrence på europæiskplan burde vi kunne forvente en højnelseaf undervisningens status. En højereundervisningsstatus burde bidrage til enhøjnelse af undervisningsstandarden i så-vel skolen som på arbejdspladsen. Dennevirkning vil hele Europa drage fordel af.Belønningen for højere undervisning vilsandsynligvis stige.

3) Mere konkurrence burde også øve prespå udgifterne og tvinge til højnelse afkvaliteten - hvilket ikke mindst for Sveri-ges vedkommende er af betydning pågrund af de høje undervisningsudgifter.

I betragtning af ovennævnte ulemperskulle de generelle virkninger for svenskuddannelse blive positive.

Konklusioner

Europæisk integration vil gøre under-visningssystemet mere spændende ved atmuliggøre mere fælles forskning og åbneinteressante udviklingsområder. Forudsæt-ningen for en vellykket integration er etfunktionsdygtigt og smidigt nationaltarbejds-og uddannelsesmarked. Integra-tion begynder altid på nationalt plan. Ska-belse af et velfungerende arbejdsmarkedog et tilsvarende undervisningsmarked erikke kun et svensk problem. Det forven-tes imidlertid, at Sveriges tilknytning tilEuropa vil få stor positiv indflydelse påsvensk undervisning f.eks. ved at forbe-dre dens status og dens rentabilitet. Detskal dog bemærkes, at der også kan blivetale om nogle ulemper; f.eks. kan inte-grationen medføre større problemer medmultilaterale overenskomster på højt ni-veau.

“Forudsætningen for envellykket integration er etfunktionsdygtigt ogsmidigt nationalt arbejds-og uddannelsesmarked.Integration begynder altidpå nationalt plan.”

Becker, G.S., 1962, Investment in Human Capital:A Theoretical Analysis, Journal of Political Economy,Vol. 70 Supplement, Part 2, s. S9-549.

Braunerhjelm, P., Eliasson, G., 1994, Finanstid-ningen.

Eliasson, G., 1992, Arbetet - dess betydelse, dessinnehåll, dess kvalitet och dess ersättning, IUI,Stockholm.

Eliasson, G., 1994, Uddannelsens effektivitet ogmarkeder for kompetence, Erhvervsuddannelsenr. 2/94.

Eliasson, G., Kazamaki Ottersten, E., 1994, Omförlängd skolgång, IUI, Almqvist och Wiksell Inter-national, Stockholm.

Fagerlind, I. (1993), Utbildningen i Sverige och detmänskliga kapitalet. Nya villkor för ekonomin ochpolitiken. Rapport till Ekonomikommission.

Kazamaki Ottersten, E., 1993, Produkivitet ochAnställningsskydd, IUI Working Paper No. 399.

Litteraturhenvisninger

Mincer, J., 1962, on the-Job Training: Costs, Re-turns, and Some Implications, Journal of PoliticalEconomy, Vol. 70, Part 2, s. S50-579.

Mincer, J., 1974, Schooling, Experience and Earn-ings, New York: Columbia University Press for theNational Bureau of Economic Research.

OECD, 1992, Education at a Glance, OECD Indica-tors.

OECD, 1993, Industry Training in Australia, Swe-den and the United States.

Schultz, T.W., 1960, Capital Formation by Educa-tion, Journal of Political Economy, Vol. 68, s. 571-583.

Schultz, T.W., 1961, Investment in Human Capital,American Economic Review, Vol. 51, s. 1-17.

US Department of Labor 1991, What Work Re-quires of Schools. A SCANS report for America 2000.

Kazamaki Ottersten, E., 1994, Tendenser i sven-ske virksomheders arbejderrekruteingspraksis, Er-hvervsuddannelse nr. 1/94.

Kazamaki Ottersten, E., Mellander, E., Meyers-son, E., Nilsson, J., 1994, Pitfalls in the Measure-ment of the Return to Education: An AssessmentUsing Swedish Data, IUI Working Paper No. 414,.

Lindh, T., Mellander, E., Kazamaki Ottersten, E.,1994, Productivity and Cost Effects of Firm Spon-sored Training: Evidence from Publicly SupportedTraining in Sweden 1989-1991, IUI forthcomingWorking Paper.

Lundborg, P., 1991, Determinants of Migration inthe Nordic Labour Market, The Scandinavian Jour-nal of Economics, Vol. 93, No. 3.

Mellander, E., 1994, Avkastningen på utbildning iSverige 1984-91: En känslighetsanalys, Mimeo IUI.

Mincer, J., 1958, Investment in Human Capital andPersonal Income Distribution, Journal of PoliticalEconomy, Vol. 66, s. 281-302.


CEDEFOP

22

Uddannelsessystemet i Sverige

Højere akademisk basiskvalifikation

Erhvervsrelaterede tillægsstudier

Universitetsgrad

Lavere akademisk basiskvalifikation

Forberedelsesdiplom - halvakademiske kvalifikationer

Postsekundær videregående uddannelse

Kvalifikations-kurser eller aftenskole

Skol

eplig

t

Førskole

Tertiærtrin

Primærtrin

Sekundærtrin

1817

1615

1413

1211

109

87

65

43

❏ På førskoletrinnet findes der forskellige institutioner for aldersgruppen 0 til 6/7 år: dagplejecentre, deltids-grupper, børnehaveklasse.

❏ Siden 1991 har børn haft mulighed for at påbegynde skolen efter det fyldte 6. år, hvis forældrene ønsker det, ogkommunens skolekapacitet tillader det. Fra skoleåret 1997/98 skulle denne mulighed være til stede i alle kom-muner.

❏ Skolepligten omfatter børn fra 6/7 til 16 år; undervisningen varetages af enhedsskolen, der er fælles for drengeog piger og er udformet med henblik på uddannelse af alle i den nye generation. Siden indførelsen af 9 årsskolepligt i 1962 har den obligatoriske skolegang været inddelt i treårige trin: lavere, mellemste og øverste trin.Fra skoleåret 1995/96 indføres en landsomfattende ny læseplan for 1.-7. skoleår; fra 1996/1997 for 8. skoleår ogfra 1997/98 for 9. skoleår.

❏ I den nye enhedsskole for undervisningen på sekundærtrinnet, der indførtes i 1992 og skal være fuldt gennem-ført ved begyndelsen af skoleåret 1995/96, er al undervisning tilrettelagt som programmer af tre års varighed.Der findes 16 landsomfattende programmer, heraf 14 primært erhvervsrettede, og to universitetsforberedende.Samtlige programmer har de samme otte grundfag: svensk, engelsk, samfundslære, religion, matematik, natur-lære, gymnastik og æstetik. Herudover undervises eleverne i programspecifikke fag.

❏ Afsluttende erhvervsfaglige eksamina fra universiteter og andre højere læreanstalter opnås efter fuldførte studieraf varierende længde (2 til 5 1/2 år). Programmerne berettiger til universitetsdiplom i f.eks. medicin eller somgymnasielærer.

Grafisk fremstilling: Rudolf J. Schmitt; teknisk produktion: Axel Hunstock, Berlin; vejledning fra CEDEFOP: Pekka Kämäräinen


CEDEFOP

23

Erhvervsuddannelsenshistorie i korte træk

I Finland er de grundlæggende erhvervs-uddannelser udviklet i offentligt regi ogudbydes som hovedregel i institutioner ioffentligt eje. De er med andre ord førstog fremmest finansieret med offentligemidler, og det er myndighederne, der skalsikre, at erhvervsuddannelsens generellemålsætninger virkeliggøres i hele landet.I det finske skolebaserede system har denpraktiske uddannelse i hovedsagen væ-ret begrænset til skoler.

Formålet er at garantere lige uddannelses-muligheder for alle, uanset bopæl, øko-nomiske forhold eller sprog. I over-ensstemmelse med nordiske demokrati-ske principper blev garantien for ligeuddannelsesmuligheder for alle alleredevedtaget i slutningen af 1960’erne som denhøjest prioriterede målsætning. Uddan-nelse betragtes som nøglen til internatio-nal konkurrenceevne og national velfærd.

Den centraliserede nationale planlægningi slutningen af 1970’erne og i 1980’ernesikrede en stigning i antallet af uddan-nelsespladser inden for de grundlæggendeerhvervsuddannelser. Antallet af pladserfordobledes fra 1970 til 1994. Samtidig gikantallet af unge i aldersgruppen 16-18 årtilbage fra 85 000 til 65 000. I Finland erforskellen mellem aldersgrupperne retstor, alt efter deres formelle eksamener.Blandt de 25-29-årige har ca. 80% en af-sluttet erhvervsuddannelse eller en univer-sitetsgrad, mens andelen blandt de 45-49-årige ligger under 50%.

Internationalt set svarer opdelingen mel-lem almen og erhvervsrettet uddannelsepå det højere sekundærtrin til gennem-snittet og ligner meget opdelingen i Fran-krig.

Ved udgangen af 1980’erne førtes dermange diskussioner om behovet for ennyvurdering af uddannelsens målsætnin-ger. Der blev lagt stor vægt på behovet

for individualitet og valgfrihed som etmiddel til at sikre succes i en situationpræget af stærk økonomisk konkurrence.Disse mål prioriteredes foruden hoved-målsætningerne fra det foregående tiår,nemlig ligestilling, en omfattende almenuddannelse og assimileringen af huma-nistiske idealer.

Hovedsigtet i denne vision er at etablereen offentlig enhedsskole for de unge, hvorde har mulighed for at kombinere almeneog erhvervsrettede studier eller vælge enenkelt retning. Niveauet i den post-se-kundære erhvervsuddannelse vil blivehævet ved hjælp af et net af institutionerfor videregående erhvervsuddannelser aftypen “Fachhochschule” i Tyskland, hvoren integreret del af arbejdet består i vi-denskabelig forskning inden for ar-bejdsområdet. De unge kvalificeres tiluniversitetet enten ved hjælp af den al-mene uddannelse eller i en institution forvideregående erhvervsuddannelse. Denneprojekterede uddannelsesstruktur befindersig i konstant bevægelse. Alle forsøg, sommåtte være inspireret af visionen, vil værebaseret på det aktuelle curriculum.

Ændringer i den senere tid

I forbindelse med udviklingen i Europa islutningen af 1980’erne blev Finland ud-sat for skarp konkurrence udefra. For såvidt angår uddannelse blev en højnelseaf det generelle uddannelsesniveau forhele nationens vedkommende mere rele-vant end nogensinde før. Dette hang fremfor alt sammen med den europæiske in-tegrationsproces og forandringerne i øko-nomien, den hastige teknologiske udvik-ling samt demografiske faktorer. I denneforbindelse debatteredes principperne forvidereuddannelse og en tilsvarendeomstrukturering af uddannelsessystemetmeget intensivt.

I Finland er de grundlæggende erhvervs-uddannelser udformet med henblik på deunge. Erhvervsuddannelse for voksne ud

Erhvervsuddannelsei Finland

“Finland står i dag i en si-tuation, hvor den almeneuddannelse og erhvervs-uddannelsen udvikles hverfor sig i henhold til princip-perne om henholdsvis den“opbyggelige skole” og ar-bejdsmarkedets skole, menet af principperne, der lig-ger til grund, er en mar-kedsrelateret, serviceorien-teret skole. Udbuddet afarbejdsmarkedsuddannel-ser for voksne er alleredenu udelukkende baseret påefterspørgsel og marketing.(...) Der har været to for-skellige tendenser i de se-nere år, nemlig en udvidelseaf lærlingeuddannelsen ogindførelsen af kompetence-baserede erhvervsfagligeprøver i lighed medNVQ’erne i Det ForenedeKongerige.”

“Internationalt set svareropdelingen (i Finland)mellem almen og erhvervs-rettet uddannelse på dethøjere sekundærtrin tilgennemsnittet og lignermeget opdelingen i Fran-krig.”

Matti Kyröer leder afafdelingen forinformation ogkoordination afforskning ogkvantitative data

vedrørende uddannelseunder Det NationaleUddannelsesråd (centraltorgan for udvikling ogevaluering af uddannelse) iFinland.


CEDEFOP

24

over arbejdsmarkedsuddannelserne ellerpersonaleuddannelse begyndte først at fåbetydning hen imod udgangen af1980’erne. For så vidt angår unges uddan-nelse går man ud fra, at alle unge har mereeller mindre samme niveau som udgangs-punkt. På denne baggrund har det væretmuligt at arrangere uddannelsen i studie-linjer, hvor individuelle forskelle kun tagesop, når der opstår indlæringsvanskelig-heder. Valgmuligheder med hensyn til faginden for de enkelte linjer findes prak-tisk talt ikke.

Udbuddet af arbejdskraft forventes at gåyderligere tilbage. Arbejdskraften ser udtil at forlade arbejdsmarkedet for at gåover i uddannelse og førtidspensionering.Den aktuelle lavkonjunktur har stimule-ret efterspørgslen efter uddannelse; for såvidt angår uddannelsen af de 16-19-årigeer nogle områder, der tidligere var van-skelige at rekruttere til, begyndt at til-trække flere elever.

I s lutningen af 80’erne var alders-grupperne, der stod over for at skulleuddanne sig efter endt skolegang, mindst.Den nuværende beskedne opadgåendetendens vil vende igen i midten af 90’erne.På dette tidspunkt vil vi sandsynligvis at-ter stå over for en mangel på faglært ar-

bejdskraft inden for nogle centralefremstillings- og serviceindustrier. Sving-ningerne i de unge aldersgrupper påvir-ker planlægningen mærkbart, fordi myn-dighederne er officielt forpligtede til attilbyde alle skoledimittender en uddan-nelsesplads.

Aktuelle målsætninger

Målsætningerne for finsk uddannelsespo-litik går ud på dels at løse de nuværendeproblemer i økonomien og i arbejdslivetog dels at opbygge et uddannelsessystem,der vil kunne producere en kvalificeretog kompetent arbejdsstyrke, ikke aleneher og nu, men også ved udgangen afvort århundrede.

Situationen inden for uddannelsespolitik-ken kompliceres endvidere af den om-stændighed, at de væsentlige værdier isamfundet er forskelligartede og i en visudstrækning uspecificerede. Målværdiernei den finske uddannelseslovgivning blevdefineret i 70’erne, da ligestilling og fremfor alt ønsket om at hjælpe de svagesteprioriteredes højest. Siden da er opmærk-somheden mere og mere gået over til in-dividet, og specielt begavede individer.Det er væsentligt at få en debat i gangom disse værdier med sigte på de under-visningsplaner, der skal udarbejdes forprimær- og sekundærundervisningen.

Skolereformen i 1970’erne var resultatetaf kompromiser, og erhvervsuddannelseog almen uddannelse blev fortsat udvik-let hver for sig. Fordelingen og kvanti-ficeringen af erhvervsuddannelse var ba-seret på et anslået behov for faglært ar-bejdskraft.

Som et resultat af de sideløbende skole-former lå antallet af unge, der valgte al-men undervisning på sekundærtrinnet,helt klart over tilgangen til de videre-gående uddannelser. Disse unge skulleomplaceres til erhvervsrettet undervisningpå sekundærtrinnet, hvilket skabte et be-hov for tilnærmelse mellem erhvervsret-tet og almen undervisning i uddannelses-systemet.

Som et land med forholdsvis få naturligeressourcer har Finland altid måttet trækkepå sine menneskelige ressourcer. Det for-

“Niveauet i den post-sekundære erhvervsud-dannelse vil blive hævet

ved hjælp af et net afinstitutioner for videre-gående erhvervsuddan-

nelser af typen “Fachhoch-schule” i Tyskland, hvor

en integreret del af arbej-det består i videnskabelig

forskning inden forarbejdsområdet.”

“Erhvervsuddannelse forvoksne ud over arbejds-markedsuddannelserne

eller personaleuddannelsebegyndte først at fåbetydning hen imod

udgangen af 1980’erne.”

“(...) i 70’erne (...) (priori-teredes) ligestilling og

frem for alt ønsket om athjælpe de svageste højt.

Siden da er opmærksom-heden mere og mere gået

over til individet, ogspecielt begavede indivi-

der.”

Tyskland

Østrig

Sverige

Italien

Nederlandene

Danmark

Belgien

Finland

Frankrig

Spanien

Irland

Det Forenede Kongerige

Portugal

Erhvervsuddannelse Almen uddannelse

100%90%80%70%60%50%40%30%20%10%0%

Kilde: Education at a Glance, OECD

Fig. 1. Andel i % af elever på sekundærtrin i almenog erhvervsrettet uddannelse i EU-lande (ingendata for Grækenland og Luxembourg) i 1991.


CEDEFOP

25

Fig. 2. Gennemsnitlig årsindtægt i henhold til uddannelsesmæssig baggrund in-den for ikke-universitære tertiæruddannelser (gange 100) efter alder og køn inogle EU-lande.

Danmark Finland Nederlandene Portugal SverigeBelgien0

20

40

60

80

100

120

140

160

Kvinder, 25-34 Mænd, 25-34 Kvinder, 45-64 Mænd, 45-64

Kilde: Education at a Glance, OECD

melle uddannelsesniveau har altid væretog er fortsat et centralt kriterium forrekrutteringer og lønfastsættelse. Dettefremgår af en international sammenligningaf gennemsnitslønnen efter uddannel-sesniveau. Lønnen i Finland er forholds-vis høj sammenlignet med andre EU-lande. Dog er forskellen mindre i de yngrealdersgrupper, hvilket skyldes den udtaltehøjnelse af det generelle uddannelses-niveau.

I halvfjerdserne blev man enig om at ba-sere uddannelsesudbuddets omfang påbehovet for faglært arbejdskraft. Dettesatte fokus på betydningen af denkvantitative planlægning, der delvis varadskilt fra indholdet. Når man går ud fradenne definition, afstedkommer uddan-nelsesudbuddet en høj grad af centralise-ret styring. Som følge heraf blev adgan-gen til de forskellige områder og den re-gionale fordeling defineret yderst detal-jeret ved hjælp af en planlægningsprocespå mange niveauer. Kvantificerings-planerne blev i sidste ende godkendt af

staten. De aktuelle krav til erhvervs-uddannelsen i Finland går ud på at inten-sivere samspillet mellem skole, handel ogindustri og gøre erhvervsuddannelsenmere attraktiv. Dette gælder navnlig i enperiode med højkonjunktur, når efter-spørgslen efter arbejdskraft overstigerudbuddet. I det finske system spiller han-del og industri ikke nødvendigvis nogenafgørende rolle i de grundlæggende er-hvervsuddannelser. Den omstændighed,at myndighederne er officielt forpligtedetil at sikre alle skoledimittender en pladsi uddannelsessystemet, udvider de ungesuddannelsesmæssige muligheder og ska-ber forskelle for så vidt angår de enkelteområders popularitet.

Repræsentanter for handel og industrideltager i den uddannelsespolitiske ud-vikling i diverse rådgivende udvalg. Dehar en stor repræsentation i Det Rådgi-vende Udvalg for Uddannelsesplan-lægning, der i hovedsagen fokuserer påkvantificeringen af uddannelsesudbuddet.Der f indes både nationale område-

“Skolereformen i1970’erne var resultatet afkompromiser, og er-hvervsuddannelse ogalmen uddannelse blevfortsat udviklet hver forsig. Fordelingen og kvanti-ficeringen af erhvervsud-dannelse var baseret på etanslået behov for faglærtarbejdskraft.”

“Det formelle uddannelses-niveau har altid været oger fortsat et centraltkriterium for rekrutte-ringer og lønfastsættelse.”


CEDEFOP

26

specifikke uddannelsesudvalg og lokaleog inst i tut ionel le udvalg, hvor ar-bejdsmarkedets organisationer er repræ-senterede.

Den hastige teknologiske udvikling i dagindebærer store udfordringer til deninstitutionelle erhvervsuddannelse, især iFinland, hvor netværket af skoler er ud-strakt. Der findes ca. 500 erhvervsskoler,hvor der undervises 200 000 elever omåret. Det er ikke muligt for en erhvervs-skole at forny s ine undervisnings-materialer i samme hastighed, som demest progressive arbejdsgivere anskaffernyt udstyr og nye maskiner. Derfor er detuundgåeligt, at væsentlige dele af denpraktiske erhvervsuddannelse lægges overi progressive virksomheder.

Især i 90’erne har der været en udprægettendens til at se uddannelse som enkundeservice. Kunden bestemmer, hvil-ken type uddannelse samt hvilken kvali-tet, man ønsker; som følge heraf er detefterspørgslen efter uddannelse, der sty-rer uddannelsernes udvikling og udbud.Den finske regering har allerede define-ret dette som et af kriterierne, der skaltilgodeses ved kvantificeringen.

Finland står i dag i en situation, hvor denalmene uddannelse og erhvervsuddan-nelsen udvikles hver for sig i henhold tilprincipperne om henholdsvis den “opbyg-gelige skole” og arbejdsmarkedets skole,men et af principperne, der ligger tilgrund, er en markedsrelateret, service-orienteret skole. Udbuddet af arbejds-markedsuddannelser for voksne er alle-rede nu udelukkende baseret på efter-spørgsel og marketing.

-------Greafik1------

Skole og arbejdsliv

Problemet ved den skolebaserede er-hvervsuddannelse har noget at gøre medkontakten til arbejdslivet og til arbejdsli-vets foranderlige krav. I uddannelsespo-litikken lægges der stor vægt på tilnær-melse mellem uddannelsen og det prak-tiske arbejde. Andelen af arbejdspraktik iden teoretiske uddannelse er stegetenormt i de seneste år. En optimal ba-lance og integration mellem uddannelseog arbejde er det centrale spørgsmål i øje-blikket.

Ændringen i uddannelsespolitikken henimod større individualitet, fleksibilitet,valgmuligheder og lokal ansvarlighed harstyrket erhversuddannelsesalternativerne.Der har været to forskellige tendenser ide senere år, nemlig en udvidelse aflærlingeuddannelsen og indførelsen afkompetencebaserede erhvervsfaglige prø-ver i lighed med NVQ’erne i Det Fore-nede Kongerige.

I de sidste par år er både arbejdsgiver-og arbejdstagerorganisationerne gået ak-tivt ind for lærlingeuddannelsen. I 90’erneer antallet af lærekontrakter steget mednæsten 40% fra 7 200 til 10 000, som dogfortsat kun udgør 5% af den samledeerhvervsuddannelse. Det er ikke nemt atfå etableret en lærekontrakt inden for nyeerhvervsområder på grund af den tradi-tionelt skolebaserede uddannelse. Dermangler uddannelsesplaner for lærlingeinden for mange områder samt velud-dannede undervisere og instruktører ivirksomhederne. Den nye lov om kom-petencebaserede prøver er trådt i kraft iår, og indtil nu er der kun afholdt nogleganske få prøver. De første erfaringerviser, at kun meget få personer kan beståde nye prøver uden en formel erhvervs-uddannelse. De færdigheder, som de tileg-ner sig i deres arbejde, er for begrænsedetil, at de kan klare de krav, der stilles vedprøverne.

Et aspekt ved uddannelsen i Finland er idag, at erhvervsuddannelsen for unge ogvoksenuddannelsen har udviklet sig hverfor sig. Mulighederne for erhvervsuddan-nelse øges, men samtidig bliver det van-skeligere at opretholde samme indlærings-niveau på de forskellige skoler og i deforskellige dele af landet.

Administrative reformer

I takt med den seneste udvikling er deropstået et påtrængende behov for at af-vikle den nuværende centraliserede ad-ministration. Dette skyldes først og frem-mest to faktorer: den aktuelle neo-liberalesamfundstænkning, der understregerserviceudbyderens ansvar, samt den øko-nomiske udvikling. Som følge af nedgan-gen i industriproduktionen vil den offent-lige sektors relative andel i bruttonational-produktet vokse.

“De aktuelle krav tilerhvervsuddannelsen i

Finland går ud på atintensivere samspillet

mellem skole, handel ogindustri og gøre erhvervs-uddannelsen mere attrak-

tiv.”

“Især i 90’erne har derværet en udpræget ten-

dens til at se uddannelsesom en kundeservice.

Kunden bestemmer,hvilken type uddannelse

samt hvilken kvalitet, manønsker; som følge heraf er

det efterspørgslen efteruddannelse, der styrer

uddannelsernes udviklingog udbud.”

“I 90’erne er antalletlærekontrakter steget med

næsten 40% fra 7 200 til10 000, som dog fortsat

kun udgør 5% af densamlede erhvervs-

uddannelse.”

“Den nye lov omkompetencebaserede

prøver er trådt i kraft iår, og indtil nu er der kun

afholdt nogle ganske fåprøver. De første erfarin-ger viser, at kun meget få

personer kan bestå de nyeprøver uden en formel

erhvervsuddannelse. Defærdigheder, som de

tilegner sig i deres ar-bejde, er for begrænsede

til, at de kan klare dekrav, der stilles ved

prøverne.”


CEDEFOP

27

til at udbyde uddannelse i henhold til delokale behov.

Det voksende lokale selvstyre udgør envæsentlig del af reformen inden foruddannelsesadministrationen. Under-visningsplanerne omfatter diskretionæreelementer, der afgøres lokalt inden forløse målsætningsrammer. Derigennemskabes forudsætningerne for et fleksibeltudbud af uddannelse. Det forventes end-videre, at et voksende lokalt selvstyre vilforbedre uddannelsens effektivitet og an-vendelighed. Mere end tidligere vil forsk-ellige interessegrupper følge skolernesaktiviteter på nært hold.

For så vidt angår administrationen, er detaktuelle udviklingstrin noget vagt. I vissekredse frygter man, at delegeringen afstatslig magt og regulering til et lokaltniveau vil føre til, at beslutningskom-petencen i realiteten vil blive overtagetaf arbejdsmarkedets parter. Der er risikofor, at udviklingsrammerne vil blive defi-

De ledende principper bag den igangvæ-rende administrative reform i Finland tagersigte på at afskaffe den normative regu-lering og uddelegere beslutningskompe-tence. Som følge af den forværrede øko-nomiske situation må der skæres ned iantallet af ansatte, og afgørelser i så hen-seende, der også omfatter uddannelses-sektorens administration, er allerede ble-vet truffet.

I den finske administration findes treforskellige statslige myndighedsniveauertil styring af lokale aktiviteter. Næsten alleministerier har en landsdækkende centralforvaltning og en regional (provins-) for-valtning, der er underlagt denne. Dennestruktur med flere niveauer i beslutnings-processen og planlægningen har vist sigat være alt for omstændelig. Beslutningerog planlægningsansvar vil blive delege-ret til det lokale niveau. For så vidt angåruddannelsen, er målet at skabe nationalerammer, inden for hvilke uddannelses-institutionerne er forholdsvis frit stillede

“I takt med den senesteudvikling er der opstået etpåtrængende behov for atafvikle den nuværendecentraliserede administra-tion.”

“For så vidt angår uddan-nelsen, er målet at skabenationale rammer, indenfor hvilke uddannelses-institutionerne er for-holdsvis frit stillede til atudbyde uddannelse ihenhold til de lokalebehov.”

Grafisk fremstilling: Rudolf J. Schmitt; teknisk produktion: Axel Hunstock, Berlin; vejledning fra CEDEFOP ved Pekka Kämäräinen

Førskole

Primærtrin

Sekundærtrin I

Sekundærtrin II

Skol

eplig

t

Studentereksamen

UniversitetHøjere læreanstalter

Højere fagskolerHøjere tekniske skolerog handelsskoler

ErhvervsskolerLærlingeuddannelse

VoksenuddannelseArbejdsmarkedsuddannelser(f.eks. lærekontraktfor voksne)

højere akademisk basiskvalifikation(f.eks. diplomingeniør-og lærereksamen)

Tekniske skoler

1817

1615

1413

1211

109

87

65

43

Uddannelsessystemet i Finland


CEDEFOP

28

neret af lærernes fagforbund gennemderes indflydelse på den landsdækkendeopdeling af klassetimer, og af arbejds-giverorganisationer gennem deres ind-flydelse på de afsluttende prøver på na-t ional t plan.

Der er fortsat den mulighed, at decentra-lisering kun vil være ensbetydende meden lokalisering af bureaukratiet. Uddan-nelsessystemets infrastruktur er ikke såfleksibel som den burde være i et ægtekunderelateret system. Netværket afuddannelsesinstitutioner er opbygget tilat støtte regionalpolitikken i et land, derer det femtestørste i Europa, men har enbefolkning på fem millioner.

Tendenser i finansieringen

I Finland vil pligten til at udbyde erhvervs-uddannelse gradvis gå over til kommu-nerne. I dag står kommunerne for halv-delen af erhvervsskolerne. De modtagerstatstilskud alt efter deres udgifter og kom-munens finansielle status.

Som følge af beslutningen om at gennem-føre formålsbestemt styring i hele stats-administrationen samt den løbenderationalisering og decentralisering vil stats-tilskud i nær fremtid blive ydet efter etnyt system. En institution vil modtage etrundt beløb, der er beregnet på basis af

tre faktorer - kvota af klassetimer, elevtalog institutionens størrelse. Institutionenkan bruge pengene efter eget skøn. Ud-gifterne vil ikke længere blive opdelt iomkostninger, der berettiger til statsstøtte,og andre, der ikke gør det.

Man håber, at det nye system vil forbedreuddannelsesservicens standard og sætteinstitutionerne i stand til at tage højde forspecielle lokale behov på en bedre mådeend under det nuværende system. Samti-dig opfordres kommunerne til at yde eneffektiv service omkostningsmæssigt setog til at slanke administrationen. I enudtalelse til regeringens uddannelses-politiske rapport konstaterede parlamen-tet, at statstilskudsreformen ikke må æn-dre på fordelingen af uddannelses-omkostningerne mellem stat og kom-muner. Når nye opgaver og ansvarsom-råder overføres til kommunerne, skal deogså have de ressourcer, som de skalbruge til at udføre dem. Parlamentet kon-staterede endvidere, at der under reces-sionen ikke skulle skæres ned på uddan-nelsen, men tværtimod ydes mere støtte.

Erhvervsuddannelse har altid været ansetfor at være borgernes privilegium. Afdenne grund er erhvervsuddannelsens fi-nansiering i vidt omfang afhængig af of-fentlige midler. Det finansielle ansvar for-ventes ikke at blive ændret i den nærme-ste fremtid på grund af denne traditio-nelle holdning.

“I Finland vil pligten til atudbyde erhvervsuddan-nelse gradvis gå over til

kommunerne. (...) Demodtager statstilskud alt

efter deres udgifter ogkommunens finansielle

status.”

“Parlamentet konstaterede(...), at der under reces-

sionen ikke skulle skæresned på uddannelsen, men

tværtimod ydes merestøtte.”

Erhvervspædagogisk uddannelsesinstitut i Hämeen-linna, forskningsrapporter 5/1988.

Kivinen, Osmo: Koulutuksen järjestelmäkehitys -Peruskoulutus ja valtiollinen kouludoktriini Suo-messa 1800- ja 1900-luvuilla (Uddannelsessystemetsudvikling - Grunduddannelse og statslig uddannel-sesdoktrin i Finland i det 19. og 20. århundrede).Turku Universitet, publikationer C67, 1988.

Kivinen, Osmo & Rinne, Risto & Ahola, Sakari:Koulutuksen rajat ja rakenteet (Uddannelsens græn-ser og struktur). Hanki ja jää, Helsingfors, 1989.

Kyrö, Matti & Vasiljeff, Miliza & Virtanen, Kirsi:Ammatillisen koulutuksen kehitys vuosina 1960-1987 (Erhvervsuddannelsens udvikling 1960-1987).

Litteraturhenvisninger:

Ekola, Jorma (udg.): Ammatillisen keskiasteenkoulunuudistus. Arviointeja koulunuudistuksentoimeenpanon toteutuksesta. (Den post-sekundæreerhvervsuddannelsesreform. En vurdering af uddan-nelsesreformens gennemførelse.) Institut foruddannelsesforskning, Jyväskylä, publikationssserieB, Teori og praksis, 56/1991.

Ekola, Jorma & Kämäräinen, Pekka & Vuorinen,Pentti: Ammatillisen koulutuksen uudistaminen1980-luvulla (Erhvervsuddannelsesreformen i1980’erne). Det Nationale Erhvervsuddannelsesråd,rapporter 30/1991.

Helakorpi, Seppo & Aarnio, Helena & Kuisma,Raimo & Mäkinen, Armas & Torttila, Pekka: Työja ammattitaito (Arbejde og faglige færdigheder).

Det Nationale Erhvervsuddannelsesråd, afdeling forplanlægning og udvikling, rapporter 16/1988.

OECD: Education at a Glance. OECD Indicators.Paris, 1993.

Volanen, Matti Vesa: Åbne sociale strukturer ogskole/arbejde-netværket. I Kyrö, Matti (udg.):Kvalifikationsforskning - som bas för utbildning?Stockholm, 1989.

Volanen, Matti Vesa & Jalkanen, Hannu (udg.):Koulutuksen kuninkaat ja kulkurit (Konger og va-gabonder i uddannelsen). Institut for uddannelses-forskning, Jyväskylä, publikationsserie B, Teori ogpraksis, 24/1988.


CEDEFOP

29

En genopdaget vej til ar-bejdslivetUanset hvor stor arbejdsløsheden og om-fanget af de strukturelle ændringer er,bliver der ved med at være behov for fag-lært arbejdskraft. Den hidtidige udviklingog prognoserne i de industrialiseredelande viser uden undtagelse en stigning iantallet af veluddannet, men også en ned-gang i antallet af ufaglært arbejdskraft.Mange rutinejob vil blive erstattet afautomatiserede processer. Mens fag, hånd-værk, produktionsbrancher og heleindustrisektorer forsvinder, vil nøgle-færdigheder for individer og skoler om-fatte fleksibilitet, indlæringsevne og evnetil omskoling, vilje til at skifte erhverv,kundeorientering. Arbejdsopgaver ændrersig så hurtigt, at det er praktisk umuligtat imødekomme fremtidige krav gennemen planlægning af arbejdskraften.

En kvalificeret arbejdsstyrke, veluddannetog i stand til selvstændig og nyskabendetænkning og handling, er en uundværligkonkurrencefaktor på frie og stadig mereomfattende markeder. Det er en udfordringtil samfundet med de begrænsede offent-lige midler, der er til rådighed, at etablereen sund balance mellem efterspørgslenefter og udbuddet af færdigheder og destore forventninger, som befolkningen hartil fordelene ved en uddannelse.

Med den store eller stigende arbejdsløs-hed er interessen for uddannelse vokset.Derfor omfatter arbejdsmarkedspolitikkenogså flere erhvervsuddannelsesinitiativerend tidligere. Arbejdsmarkederne er merediversificerede og serviceorienterede endfør, hvorfor en høj beskæftigelsesgrad ikkelængere kan sikres ved en direkte stimu-lering af efterspørgslen fra det offentlige.I et land, hvor indkomstpolitiske aftalertraditionelt spiller en stor rolle, er detpolitisk vanskeligt at lade markedsmeka-nismen nedbringe arbejdsløsheden gen-nem et lavere lønniveau. En mere sofi-stikeret måde er at forbedre folks færdig-heder og forsøge at skabe bedre kontaktmellem virksomheder og erhvervsskoler

med henblik på, at eleverne erhververrelevante kvalifikationer.

I Finland har dette ført til en sen erken-delse af den indlysende, men fundamen-tale kendsgerning, at virksomhederne, derleverer varer og tjenesteydelser, er enuddannelsesressource par excellence ogbedst af alle og hidtil langtfra anvendt i etrimeligt omfang. Vil en virksomhed havesucces, må den følge med i den teknolo-giske og organisatoriske udvikling, imarkeders og kundernes behov. For så vidter uddannelse på arbejdspladsen en effek-tiv læremetode med tilpasning til virk-somhedskultur og arbejdsliv fra begyndel-sen. Den er et passende lærested både fordem, der har brug for en grundlæggendefaglig uddannelse, og dem, der har brugfor efteruddannelse eller omskoling.

Hurtig overgang tilindustrisamfundet

Finlands omstilling fra et overvejendelandbrugsautarki til en åben markeds-økonomi med en blomstrende industristartede og tog fart i anden halvdel af det19. århundrede. Skovressourcerne, derindtil da var blevet ret så passivt udnyt-tede - frem for alt i husholdningerne - fikadgang til det internationale marked, tak-ket være træforarbejdningsteknikkens ogtransportmulighedernes udvikling. Enliberal lovgivning erstattede tidligererestriktioner i handel og produktion (lau-gene blev afskaffet i 1897). Det zaristiskeRuslands voksende markeder stod åbnefor de finske producenter. Veluddannedeog opfindsomme industrifolk kom til Fin-land fra vesten for at iværksætte vigtigeinitiativer inden for papirmasse og papir,tekstiler og teknik1.

Med den begyndende produktion af pa-pirmasse og papir som udgangspunktudviklede der sig snart en magisk vækst-spiral: en symbiose af produktion, forsk-ning og fremstilling af det nødvendigemaskineri og udstyr. Hver syvende papir-maskine i verden er af finsk oprindelse.

Henry J.Vartiainenarbejder ved HelsinkiUniversitet, Finland.Har forinden væretansat i den finskenationalbanks

institut for økonomiskforskning, i OECD-sekretariatet i Paris ogConference Board iBruxelles, i den finskearbejdsgiver- og industrifor-ening og det finske manage-mentinstitut (LIFIM).

Fra industrialiseringens be-gyndelse i Finland i andenhalvdel af det 19. århun-drede har erhvervsuddan-nelsesområdet været domi-neret af en offentlig skole-uddannelse.

Fra 1980’erne er de indivi-duelle præstationer og valg-mulighedernes betydningatter rykket i forgrunden.Den nye lov, der trådte ikraft i 1993, har udvidetlærlingeuddannelsen til atomfatte alle fag samt sup-plerende uddannelser. Sko-lerne har mere frihed til ogansvar for at etablere kur-ser og moduler. Eksamen erkompetencebaseret og uaf-hængig af, på hvilken mådefærdighederne er erhvervet(skole, mesterlære, prak-sis). Ansvaret for prøverneligger hos eksamenskom-missionerne, hvor arbejds-markedets parter, skoler oglokale myndigheder samar-bejder. Den vigtigste udfor-dring er nu at vække inter-esse hos arbejdsgiverne ogat få dem involveret.

Boom i lærlingeuddan-nelsen i Finland


CEDEFOP

30

0

2

4

6

8

10

71 75 80 85 90 93

Omfanget af den tekniske industri varbeskedent i 1930’erne. Efter anden ver-denskrig var de tvungne krigsskades-erstatninger til Sovjetunionen trods dereshårdhed en lykke i forklædning, idet degav stødet til en moderne teknisk indu-stri, der bl.a. fremstiller maskiner til pro-duktion af papir og papirmasse, motorer,skibe m.m.

Efter anden verdenskrig har samfundetundergået markante strukturelle ændrin-ger. Antal let af personer i primær-produktionen (land- og skovbrug) er gåettilbage fra 36% i 1960 til 5% i 1994. Befolk-ningens aldersmæssige sammensætningændrer sig: antallet af unge under 15 år,der udgjorde 30% i 1960, lå i 1994 på 19%,mens andelen af 15-64-årige er steget fra62 til 67%. Den demografiske udviklingunderstreger således, hvor vigtig vok-senuddannelsen er.

Den offentlige skole-uddannelse dominerer

Den nødvendige erhvervsuddannelse le-veredes først af virksomhederne selv. Pået tidligt tidspunkt overtog staten ansva-ret for skoleuddannelsen. I 1840’erne ind-rettedes søndagsskoler for håndværker-lærlinge samt tekniske skoler i de størstebyer. Der blev tilbudt en fire års uddan-nelse for eleverne, der skulle være mindst12 år gamle. Uddannelsen omfattede al-

mene fag og teknisk undervisning i defag, der ansås for at være relevante forfremstillingsindustrien og håndværket.Opfattelsen af, at erhvervsuddannelsen eret offentligt anliggende som i det øvrigeSkandinavien, blev ikke anfægtet. Sidenuafhængigheden er erhvervsuddannel-serne med andre ord i hovedsagen ble-vet udviklet i offentlige institutioner og ioffentligt regi.

Omfanget af virksomheds-interne erhvervsuddannel-ser

Lærlingeuddannelsen har i årtier været retbeskeden, omfangsmæssigt set . I1970’erne var der kun en ca. 4 000 lær-linge om året. I tiåret efter steg antallet tilca. 8 000, og til over 10 000 i 1993. Antal-let af nye lærekontrakter tredobledes isamme år og nåede op på 8 830, idet lære-kontrakter kunne indgås for de samme fagsom i andre skoletyper. Den anslåedemålsætning for 1995 er 17 000 pladser,hvoraf voksen- og supplerende uddannel-ser udgør ca. halvdelen.

Men disse tal udgør fortsat kun en brøk-del af elevtallet på 200 000 på alleerhvervsskoler. Virksomhedsinterne ud-dannelser findes mest i sådanne fag (degrafiske fag, frisør, bager, konditor m.v.),hvor tradition og effektiv indlæring kræ-ver en uddannelse i denne form. Handelog administration, men også elteknik ogsociale tjenesteydelser har ligeledes væ-ret foretrukne valg.

Mange faktorer har ligget til grund for delave tal. Det var ikke alene det, at en lær-lingeuddannelse ikke havde nogen sær-lig høj social status; også fagbevægelsenså med mistroiske øjne på uddannelse påarbejdspladsen. Lærekontrakter ansås pri-mært for at være arbejdskontrakter, medrigoristisk anvendelse af hele arbejds-lovgivningen inklusive mindstelønnen.Omstændelige bureaukratiske regler lagdeen dæmper på al begejstring, som arbejds-giverne måtte have følt. Mange skrædderi-er forsvandt simpelthen af samme grund.

Grafik

Nytænkning

I 1980’erne førtes der mange diskussio-ner om uddannelsesmålsætninger. Det var

Kilde: Vartiainen, Henry J., Lærlingeuddannelse (på finsk), i: Taloustieto, august 1994

“(...) virksomhederne, derleverer varer og tjenestey-delser, er en uddannelses-ressource par excellenceog bedst af alle og hidtil

langtfra anvendt i etrimeligt omfang.”

“(...) erhvervsuddannel-serne (er) (...) i hovedsa-

gen blevet udviklet ioffentlige institutioner og

i offentligt regi.”

“Mange faktorer har liggettil grund for de lave tal

(af lærlinge). Det var ikkealene det, at lærlingeud-

dannelsen ikke havdenogen særlig høj social

status; også fagbevægelenså med mistroiske øjne på

uddannelse på arbejds-pladsen.”

i alt (1994: 10 000)nye kontrakter (1993: 8 830)

Tilgang til lærlingeuddannelsen i Finlandi perioden 1970-1994

1Strømmen af immigranter fra andrelande blev sat i gang meget tidligereved Napoleons dekreter, der forbødlandene på kontinentet at handle medStorbritannien eller de britiske koloni-er. Varer, men ikke mennesker kunneforhindres i at bevæge sig. De tidligekonsekvenser af Finlands internatio-nalisering var med andre ord positivei Finland.


CEDEFOP

31

det individuelle behov og eksistensen afvalgmuligheder, der nu sattes i højsædeti modsætning til den tidligere tendens tilat fremhæve lighed, ensartethed og stan-dardiserede normer, tilpasset efter samfun-dets behov. Økonomiens behov aner-kendtes, men mere på et teoretisk plan.At lære ved at arbejde må ses som en li-geværdig måde til at erhverve kompetenceog bestå prøver på som at blive undervisti offentlige erhvervsskoler.

Fleksibilitet bør være nøgleordet. Myndig-hederne bestræber sig for at gøre arbejds-erfaring og den formelle eksamen merekompatibel. Sondringen mellem teoretiskog praktisk arbejde bliver også mere ogmere udvisket. På den anden side er sta-tistiske data en støtte: diverse målgrupper,der har behov for uddannelse, identifice-res nu mere klart, fordi arbejdsministe-riet råder over et bedre statistisk grund-lag. Grupper med brug for omskoling erpersoner, der har forladt skolen i en tid-lig alder uden nogen erhvervsuddannelse,førtidspensionister eller arbejdsløse unge.

Industrien går stærkt ind for lærlingeud-dannelsen, idet man anser denne for atvære den moderne reakt ion på etdiversificeret arbejdsmarked. Den harmange fordele. De fag, man uddannes til,findes i virkeligheden, beskæftigelsessi-tuationen tages med ind i billedet, uddan-nelsen kan påbegyndes når som helst, dener mere aktuel teknisk set (dog må dersom et generelt kriterium ligge en rimeliggennemsnitlig standard til grund for ek-samen, og ikke supertekniske krav). Ityndt befolkede områder kan dette væreden eneste måde, som erhvervsuddan-nelse kan organiseres på.

Organisatorisk reform

Nytænkningen genspejledes i ny lovgiv-ning. Indtil for nylig har ansvaret for ud-dannelsen udelukkende l igget hoserhvervsskolerne. Dette har været og erfortsat den mest markante forskel i for-hold til den tyske form for erhvervsud-dannelse. Skolerne arrangerede arbejds-praktik for eleverne på virksomheder,enten i undervisningstimerne eller somarbejdserfaring under vejledning uden forundervisningsplanen. Arbejdsgivernebetaltes af det offentlige for kontrahereterhvervsuddannelse. Kontrakten var en

aftale mellem en erhvervsskole og en ar-bejdsgiver om elevens arbejdspraktik.Undervisningsplanerne fulgte i øvrigt ret-ningslinjerne fra Det Nationale Uddan-nelsesråd til punkt og prikke.

I 1993 trådte en ny lov om lærlingeuddan-nelse i kraft med sigte på at forbedre ud-dannelsens konkurrenceevne i forhold tilandre uddannelser. Muligheden for en er-hvervsuddannelse per kontrakt udvidedestil at omfatte alle fag og prøver, der findesi erhvervsskolerne. Erhvervsskolerne fikfrie hænder til at indføre nye kurser efterdisse principper og overtage ansvaret forindividuelle undervisningsplaner. På dennenye baggrund er samarbejdet mellem delokale myndigheder og skolen blevet ud-videt. I henhold til den nye lov er en lære-kontrakt en særlig aftale mellem en arbejds-giver, der erklærer sig indforstået med atlevere den erhvervsuddannelse, der erdefineret i kontrakten, og en elev, derforpligter sig til at arbejde som modydelsefor uddannelsen. Betegnelsen erhvervs-uddannelseskontrakt understreger densuddannelsesrelaterede karakter.

Reformerne har ikke været radikale noktil at ændre på ansvarsfordelingen. Mender er sket en form for decentralisering.Der skal gives mere uafhængighed til sko-lerne til at udarbejde elevernes studie-programmer. Mens gradueringen fortsatgennemføres af myndighederne, sker detpå basis af arbejdsgivernes vurdering.

Ansvaret for eksaminering og anerken-delse ligger hos den lokale eller natio-nale eksamenskommission, der er sam-mensat af repræsentanter for arbejdsmar-ked, skoler og de lokale myndigheder.Gennemførelsen af eksamen inden for debrede rammer, der er sat af Det NationaleUddannelsesråd, overlades som regel tilen skole og lokale virksomheder. Plan-lægningen af curricula og ansvaret for om-kostningerne ligger nu på de samme hæn-der. Når der skal afholdes teoretiske kur-ser, køber den lokale myndighed denpågældende serviceydelse hos en er-hvervsskole eller en anden institution,eller hos et firma. Udvalget af kursustilbuder øget betydeligt. Erhvervsskolerne harnu frie hænder til at etablere kurser ogmoduler. I betragtning af, at systemet harværet nok så centraliseret indtil nu, erdette noget af en udfordring for skoler-ne. Aktive innovatorer får deres chance.

“Myndighederne bestræ-ber sig for at gørearbejdserfaring og denformelle eksamen merekompatibel.”

“I 1993 trådte en ny lov omlærlingeuddannelse i kraftmed sigte på at forbedreuddannelsens konkurren-ceevne i forhold til andreuddannelser.”

“Reformerne har ikkeværet radikale nok til atændre på ansvarsfor-delingen. Men der er sketen form for decentraliser-ing.”

“Erhvervsskolerne har nufrie hænder til at etablerekurser og moduler.”


CEDEFOP

32

Bredereanvendelsesområder

Siden 1993 er lærlingeuddannelsen ble-vet anvendt, når den uddannelsessøgendeikke allerede har erhvervsuddannelse, nårvedkommende ønsker at udvikle sinefærdigheder og har brug for et tilsvarendeuddannelsesbevis, når hendes/hans ar-bejde udvides til at omfatte nye områder,når hun/han påtager sig nye arbejdsop-gaver, når der ønskes formelle kvalifika-tioner, når arbejdsstyrken i en virksomhedomskoles til nye eller mere specialiseredeopgaver, når en person med passendekvalifikationer ikke er til rådighed på ar-bejdsdmarkedet m.v.

Den nye lov om kompetencebaserede ek-samener trådte i kraft i maj 1994. Eksa-men, der består af en række klar tidentificerbare moduler, er nu uafhængigaf den måde, hvorpå de nødvendigefærdigheder og kundskaber er opnået. Forat fastholde prøverne på et højt niveau,er kvalitet, godt omdømme og effektivi-tet blandt hovedkriterierne. Endvidere vilplaceringen og den relative status på ar-bejdsmarkedet blive betragtet som nyttigeindikatorer.

Også for voksne

Siden 1993 har lærlingeuddannelsen kun-net foregå enten som fuldtidsuddannelsefra et til fire år eller som supplerendeuddannelse af en varighed på fire måne-der til et år. Uddannelsen ses ikke somen afsluttet enhed, men som et led i enlogisk uddannelsesrække.

De grundlæggende erhvervsuddannelservar oprindeligt konciperet til at tilgodeseunges behov. Voksenuddannelsen tog farthen imod slutningen af 1980’erne. Ca.35 000 voksne om året anses for at havebehov for supplerende uddannelse og om-skoling. Uddannelsen kan med andre ordbruges til at dække de uddannelsessøgen-des individuelle behov eller som et in-strument til uddannelse af arbejdsstyrkeni en virksomhed. Over halvdelen af denye kontrakter omfat ter uddannel-sessøgende, der allerede har en grund-læggende erhvervsuddannelse. Også del-eksamener kan tages på denne måde.

På længere sigt vil kombinationen af vok-senuddannelse og lærlingeuddannelse be-

tyde en økonomisk besparelse af rang oggive bedre muligheder for at opbyggeerhvervsuddannelsesmoduler. De uddan-nelsessøgende vil også være nødt til atvære mere fleksible, de må selv tage ini-tiativet og være indstillet på at flytte der-hen, hvor den ønskede uddannelse ud-bydes.

Omkostninger

Det er staten, der afgør kompensationensstørrelse pr. elev under erhvervsud-dannelse og supplerende uddannelse.Den gradueres efter en skala for statsligetilskud til kommunerne.

Nye finansieringsmetoder er ensbety-dende med, at styringen skifter fra dencentrale til den lokale administration.Mange tidligere centralt anvendte reglervil simpelt hen blive ignoreret. De lokalemyndigheder er beføjet til at fordele mid-lerne fra staten i overensstemmelse medegne behov.

Der er ingen ændringer i de generelle prin-cipper for finansieringen af lærlingeuddan-nelsen: bortset fra nogle begrænsede ogtidsafhængige undtagelser fastsætteslærlingelønnen i nationale overenskomsteri henhold til arbejdslovgivningen. Udgif-terne til uddannelsen med de gældendelønsatser er for store, hvorfor virksom-hederne kompenseres af staten. Godtgø-relserne ligger for tiden mellem FIM 1400og 2100 i det første år og ca. halvdelen ide følgende år eller for supplerende ud-dannelse. Statstilskuddene beregnes perelev uden præstationsrelaterede præmie-ringer. De lokale myndigheder kan præ-miere virksomheder, der gennemfører nyeformer for erhvervsuddannelse. Det gørbl.a. Helsinki kommune. Ulemperne er, atbudgetmæssige rammer kan sætte græn-ser for det disponible finansierings-volumen, og offentlig sparsommelighedved fastsættelsen af godtgørelser kandæmpe arbejdsgivernes motivering til atstille lærepladser til rådighed.

Der foreligger endnu ingen planer om atindføre en afgift for alle virksomheder somi Danmark og der igennem fordeleuddannelsesomkostningerne på alle virk-somheder, uanset om de tilbyder uddan-nelse eller ej. Den franske metode medat pålægge virksomhederne en forpligt-else til at tilbyde erhvervsuddannelse harikke fundet støtte i Finland.

“Den nye lov omkompetencebaserede

eksamener trådte i kraft imaj 1994. Eksamen, der

består af en række klartidentificerbare moduler,er nu uafhængig af den

måde, hvorpå de nødven-dige færdigheder og

kundskaber er opnået.”

“Siden 1993 har lærlinge-uddannelsen kunnet

foregå enten som fuld-tidsuddannelse fra et tilfire år eller som supple-rende uddannelse af en

varighed på fire månedertil et år.”

“På længere sigt vilkombinationen af voksen-

uddannelse og lærlinge-uddannelse betyde en

økonomisk besparelse afrang og give bedre

muligheder for at opbyggeerhvervsuddannelses-

moduler.”

“Nye finansieringsmetoderer ensbetydende med, atstyringen skifter fra den

centrale til den lokaleadministration.”

“Der foreligger (...) ingenplaner om at indføre en

afgift for alle virksomhe-der som i Danmark (...).

Den franske metode medat pålægge virksomhe-

derne en forpligtelse til attilbyde erhvervsud-

dannelse har ikke fundetstøtte i Finland.”


CEDEFOP

33

Uddannelse af undervisere

Der er en brist i den finske lovgivning,eftersom der ikke findes nogen formellovgivning om undervisernes kvalifikatio-ner. Men tingene har nu altid fungeretalligevel. Der er nu ved at komme endiskussion i gang om behovet for etuddannelsesprogram for professionelleundervisere, som virksomhederne kunnebenytte s ig af , såfremt deres egenuddannelseskapacitet er utilstrækkelig.

Arbejdsmarkedspolitik

En depression af hidtil ukendt omfang ogstrukturelle ændringer som følge af denhurtige teknologiske udvikling har bevir-ket en overraskende stor arbejdsløshed. Iløbet af tre år fra 1990 til 1993 gik pro-duktionen tilbage med i alt 15%, brutto-investeringerne halveredes, og arbejdsløs-heden steg til sidst til næsten 500 000personer eller 20% af arbejdsstyrken. Ud-dannelse som et arbejdsmarkedstiltag til-lagdes øget betydning. De ledige brugteselv tiden til at videreuddanne sig.

Der findes mange gode råd med hensyntil jobskabelse. Ungdomsledigheden, dertilsyneladende er ret stor i lande, hvor lær-lingeuddannelsen ikke spiller nogen sær-lig rolle, er et problem, der beskæftigermyndighederne meget. Derfor støtter ar-bejdsministeriet - ud over andre arbejds-markedstiltag - en arbejdsgiver, der er vil-lig til at indgå en kontrakt. Kritiske stem-mer siger, at denne støtte ikke bør værealt for generøs i forhold til godtgørelsenfor uddannelsesudgifterne.

I arbejdsministeriet diskuteres en rimeligfordeling mellem unge, der søger engrunduddannelse, og voksne, der tilby-des omskoling, når begge dele finansie-res med offentlige midler. Som regel sam-arbejder arbejdsmarkeds- og skolemyn-dighederne ganske godt i spørgsmål, dervedrører lærlingeuddannelsen. Arbejds-markedets folk kender virksomhederne,og skolens folk ved, hvad erhvervssko-lerne kan tilbyde.

Inspektørernes syn ogandre kommentarer

En gruppe tjenestemænd i en ganske cen-tral position er inspektørkorpset, der be-

står af ca. 50 personer. De deltager i ar-bejdet i de lokale rådgivende udvalg, sik-rer at beslutningerne gennemføres,udfærdiger kontrakterne og fører forhand-lingen mellem den uddannelsessøgendeog underviseren. De bestemmer, hvordanmidlerne skal fordeles: kompensation tilarbejdsgiverne, indkøb af teoretiskekurser, godtgørelser til elever for visseleveomkostninger, adminis t ra t ions-omkostninger.

I en nylig undersøgelse (Lapiolahti 1992)blev inspektørerne bedt om at vurdereeksisterende ordninger og berette om deresindtryk af udviklingen. De påpegede fla-skehalse i forbindelse med antal udbudteuddannelsespladser, navnlig inden forsundheds- og socialtjenesten samt indenfor nogle sjældne fag, som f.eks. guldsmed.Andre problemer udgjordes af pressedeproduktionsprogrammer, der ikke levnedemeget tid til undervisning, manglende be-vidsthed om uddannelsens vigtighed oguerfarne lærere. Der var fejl på begge si-der: utilstrækkelig påskønnelse og for stortfravær på elevens side. I mange skolerprioriteredes undervisningen på skole, tilskade for unge lærlinge.

Nogle vanskeligheder hang ifølge rapport-erne sammen med snævre finansielle ram-mer, der begrænsede mulighederne for atstille de nødvendige kurser til rådighed.Der fandtes ikke noget klart svar medhensyn til behovet for at holde fast vedrutinekurserne eller stille midler til rådig-hed for mere usikre nye kurser. I forbin-delse med lærlingeuddannelsens udvik-ling anså inspektørerne en holdnings-ændring for at være af afgørende betyd-ning for, at denne form for uddannelseaccepteres på l ige fod med andreskoleuddannelser.

Der findes endvidere en ond cirkel for såvidt angår information: jo mindre uddan-nelse du har, desto mindre information nårfrem til dig. De der kun har lidt eller in-gen uddannelse, er også dem, der er mindstinteresserede i uddannelse. Inden for vissesektorer kan lærlingeuddannelsen ikkesvare sig: små virksomhedsejere har næppetid til at uddanne, og de kan da slet ikkeafse tid til at udfylde den nødvendige do-kumentation. Deltidsarbejde kan også giveproblemer. Ideelt set bør teoriunder-visningen tages i fritiden, men dette kanofte være vanskeligt at gennemføre.

“Ungdomsledigheden (...)er ret stor i lande, hvorlærlingeuddannelsen ikkespiller nogen særlig rolle(...).”

“(...) arbejdsmarkeds- ogskolemyndighederne(samarbejder) ganskegodt i spørgsmål, dervedrører lærlingeuddan-nelsen.”

(Inspektørerne) “(...)påpegede flaskehalse iforbindelse med antaludbudte uddannelses-pladser (...).”

“I mange skolerprioriteredes undervisnin-gen på skolen, til skadefor unge lærlinge.”


CEDEFOP

34

De adspurgte anså det første uddannel-sesår for at være aldeles afgørende fordet endelige resultat. De var enige om, atmanglende uddannelse på arbejdspladseni visse tilfælde kan kompenseres veduddannelse på skole eller ved virksom-hedsbesøg, som i Danmark eller Norge,med andre ord bør lærlingeuddannelsenvære den fleksible komponent.

I en anden undersøgelse (Järvenpää &Nuppola 1992) blev det fastslået, at ar-bejdsgiverens holdning var afgørende forsucces eller mangel på samme. Priorite-ring af produktion, utilstrækkelig anerken-delse, ligegyldighed, uafklaret ansvars-fordeling afdækkedes som værende destørste vanskeligheder, der skulle over-vindes. På den anden side anså arbejds-giverne det for meget vigtigt, at elevensfaglige horisont udvides.

En undersøgelse blandt erhvervsskole-ledere (1994) viste, at de fleste skolele-dere ingen problemer så i at samarbejde,mens inspektørerne så dette som en hin-dring. Nogle tærskelproblemer nævntes:ukoordinerede undervisningsplaner, man-gel på lokaler, disponible undervisnings-ressourcer, traditioner, nidkærhed medhensyn til domæner, isolering fra ar-bejdslivet, strengt opdelt undervisninguden tværfaglige forbindelser.

De små virksomheder ønsker, at etable-ringen af uddannelsescirkler fremmes, ogklager over, at erhvervsskolerne ikke viservilje til at koordinere deres kursus medarbejdsgiverens behov. De understregerendvidere, at lærlingeuddannelsen kanvære temmelig dårligt stillet i konkur-rencen med andre arbejdsmarkedstiltag:en arbejdsgiver får måske mere støtte til

at skabe en arbejdsplads end for at stilleen læreplads til rådighed. Der findes nuet stærkt politisk pres for at fritage ar-bejdsgiverne for de sociale ydelser, mender vil intet ske før efteråret 1995 på grundaf parlamentsvalget i foråret.

Lovreformer er nu forelagt, og der vil franu af blive sat ind på at gennemføre ogvidereudvikle dem. Reformerne er ikkesærlig radikale, idet organisation og fi-nansiering som hovedregel er undtaget,men de går i retning af en decentralise-ring af magt og ansvar. Der vil især bliveåbnet muligheder for at

* øge lærlingeuddannelsens omfang;

* ligestille denne form for uddannelsemed andre inden for uddannelses-strukturerne. Et skridt i denne retninger muligheden for at aflægge eksamen,uanset på hvilken måde færdighederne eropnået;

* få skolerne til at forstå og sætte prispå deres nye rolle som dele af et ak-tivt og kontinuerligt uddannelsessy-stem, med fungerende kontakter tilerhvervslivet. Dette vil gavne skoler ogpædagoger i form af nyskabende ideer ogviljen til at gå i samarbejde med institu-tioner andetsteds i Europa.

En presserende opgave er imidlertid atvække interesse hos arbejdsgiverne og atfå dem involveret. Der er megen uudnyt-tet kapacitet at hente. Det var dette, somVilho Hirvi, generaldirektør for Det Na-tionale Uddannelsesråd, tænkte på, da hanfor nylig konstaterede, at “en vellykketkampagne for flere uddannelsespladserbør være et nationalt anliggende”.

Bibliografi

Juhani Lapiolahti, Lærlingeuddannelsen i praksis(på finsk), Det Nationale Uddannelsesråd, 1992.

Järvenpää & Nuppola, Uddannelsesmetoder i køle-udstyrsindustrien (på finsk), Tampere Universitet,institut for uddannelse, 1992.

Henri J. Vartiainen, Lærlingeuddannelsen i ud-valgte lande (på finsk), Det Nationale Uddannelses-råd, 1994.

“(...) blev det fastslået, atarbejdsgiverens holdningvar afgørende for succes

eller mangel på samme.Prioritering af produk-

tion, utilstrækkelig aner-kendelse, ligegyldighed,

uafklaret ansvarsfor-deling afdækkedes somværende de største van-

skeligheder, der skulleovervindes.”

“De små virksomhederønsker, at etableringen afuddannelsescirkler frem-

mes, og klager over, aterhvervsskolerne ikke

viser vilje til at koordinerederes kursus med arbejds-

giverens behov.”

“En presserende opgave er(...) at vække interesse

hos arbejdsgiverne og atfå dem involveret.”


CEDEFOP

35

Et klart ja til Europa

Da bestyrelsen for Industriellenvereini-gung (I.V.) - den største frivillige arbejds-giverorganisation i Østrig - i maj 1987 trafbeslutning om, at “Østrig skal være med-lem af EF”, var det hverken sikkert, omeller hvornår denne vision ville gå i op-fyldelse, men det første politiske skridthen imod Europa var taget. Det var ikkekun økonomiske spørgsmål, der stod iforgrunden for argumentationen (2/3 afal ind- og udførsel henholdsvis kommerfra og går til EF-landene), men også etønske om udviklingen af et “borgernesEuropa”.

Det var klart fra begyndelsen, at et fun-gerende fælles økonomisk system ikkekan forordnes ved bestemmelser, love ogdirektiver, men frem for alt skal udfor-mes og støttes af befolkningen. Jean Mon-nets tanker har været en rettesnor for I.V.under de intensive overvejelser af, hvilkevirkninger et EU-medlemsskab ville få foruddannelse, kvalifikation, videnskab ogundervisning. Og der er ingen vision, in-gen anledning, der i de sidste årtier i detøstrigske uddannelsessystem har udløst entilsvarende diskussions- og reformiver,som den europæiske integration.

Den 12. juni 1994 - en historisk dato -bragte det overvældende, i dette omfangoverraskende klare JA til Europa fra 66,6%af alle østrigere - en næsten atypisk klartilkendegivelse af, hvilken vej man øn-skede at slå ind på i en uvis fremtid, entydelig afvisning af angstparoler - modudlændinge, mod afskeden fra neutralite-ten - og navnlig et vidnesbyrd om tillidentil landets politik. Men det havde ogsåeuropæisk betydning, for indtil da havdeendnu intet land stemt så endrægtigt forEU efter Maastricht.

Det erhvervsrettede skole-system i Østrig

De mangfoldige muligheder, der eksiste-rer efter folkeskolen (9 års skolepligt),

udgør utvivlsomt en styrke, der er ube-stridt i det østrigske uddannelsessystem,og når tre af fire “uddannelsesveje” førertil en erhvervsuddannelse, så viser det,hvor højt erhvervsuddannelsen prioriteresi Østrig, og man ser da også erhvervsud-dannelsen som et væsentligt element i deseneste årtiers økonomiske succes.

Efter endt skolepligt kan man slå ind påfølgende uddannelsesveje:

❏ Fire år på sekundærtrinnet i Allge-meinbildende Höhere Schulen (gymna-sier), der giver adgang til universitetet.

❏ Fem års fuldtidsuddannelse på Berufs-bildende Höhere Schulen, der foruden enerhvervsuddannelse også giver adgang tiluniversitetet (f.eks. tekniske læreanstal-ter og handelshøjskoler).

❏ Tre til fire års fuldtidsuddannelse påBerufsbildende Mittlere Schulen (f.eks.tekniske og handelsfagskoler), der ikkegiver adgang til universitetet.

❏ En vekseluddannelse, som regel tre tiltre og et halvt års uddannelse i en virk-somhed, omfattende deltidsundervisningpå en erhvervsskole.

16% af de unge (i % af hele befolknin-gens relevante aldersgruppe, jf. tabel 1)tager uddannelsen på fem år på Berufs-bildende Höhere Schule, 13% tager ud-dannelsen på fire år på AllgemeinbildendeHöhere Schule (gymnasiet), 8% tager dentre- til fireårige uddannelse på Berufs-bildende Mittlere Schule, mens 41% af deunge får en erhvervsuddannelse i etvekseluddannelsesforløb.

----Tabelle 1---Selv om kun ca. 2% af de unge - hvilketses som en styrke i det østrigske uddan-nelseslandskab - efter folkeskolen ikkefortsætter i nogen uddannelse, får 21% afde unge ingen afgangseksamen eftermindst tre års uddannelse, et problem, derendnu ikke har fundet sin løsning.

Den nok vigtigste vej til sikring af et til-strækkeligt antal unge som kvalificeretfaglært arbejdskraft fører via vekseluddan-

GerhardRiemerleder af afdelingenfor uddannelses- ogsamfundspolitik iIndustriellenvereini-gung, Wien

Forfatteren tegner et billedeaf uddannelsessystemet iØstrig og understreger idenne forbindelse, at tre affire mulige “uddannelses-veje” efter endt skolegangfører til en erhvervsuddan-nelse. Afslutningsvis rede-gør han for østrigsk in-dustris vigtigste forventnin-ger til den europæiske inte-gration og tilføjer, at “(...)ingen vision, ingen anled-ning (...) i de sidste årtier idet østrigske uddannelses-system har udløst en tilsva-rende diskussions- og re-formiver, som den europæ-iske integration”.

Erhvervsuddannelsei Østrig


CEDEFOP

36

nelsen, som da også 46% af den relevan-te aldersgruppe starter på.

Ved udgangen af 1993 fandtes i Østrig131 359 lærlinge under uddannelse på er-hvervsvirksomheder (jf. tabel 2). Nedgan-gen i antallet af lærlinge skal først og frem-mest ses på baggrund af den demografi-ske udvikling, men forstærkes af den sti-gende konkurrence mellem den praktiskeuddannelse i virksomhederne og devideregående skoler samt en omend for-sigtig nytænkning inden for industrien.

------Tabelle 2-----

Forventninger til erhvervs-uddannelsespolitikken i EU

Når I.V. skal formulere, hvilke forestil-linger Østrig forbinder med en europæ-isk erhvervsuddannelsespolitik, må derforudskikkes tre bemærkninger:

1. Fra 1.1.95, hvor medlemsskabet be-gyndte, har det ikke længere været infor-mations- og motivationsarbejdet for EU,der har stået i forgrunden, men delta-gelsen i selve udformingen, i beslutnings-processen og i ansvaret. Erfaringerne fradenne medvirken vil påvise mulighederog grænser for gennemførelsen af politi-ske mål.

2. Jo bredere og stærkere den nationaleoverensstemmelse er i forbindelse medpolitiske anliggender, jo større er chan-cerne for at realisere dem.

Østrigsk politik er endnu i færd med atfastlægge de fælles indholdsmæssige prio-riteter. Industrien har tilkendegivet sine

anliggender, og der formuleres for tidenvigtige udgangspunkter til en “østrigskhvidbog”.

3. I et “større hele” som EU vil de enkeltepartneres målsætninger navnlig da haveen chance for succes, når de falder sam-men med andre landes forehavender. Detvi l der for være vigt igt for østr igskerhvervsuddannelsespolitik at finde vejeog få dem realiseret sammen med kolle-ger og venner fra andre medlemsstater.

Lige så vigtige Den Europæiske Unionsformelle kompetencer for uddannelses-spørgsmål er inden for Maastricht-trakta-tens rammer, lige så vigtig er staternesselvstyre inden for uddannelses- ogkulturpolitikken.

Under I.V.’s synsvinkel fremstår følgendehovedområder som led i en europæiskerhvervsuddannelsespolitik:

1. Mangfoldighed er ensbetydendemed erfaringsrigdom, hvorfor infor-mations- og erfaringsudvekslingeninden for erhvervsuddannelsen de euro-pæiske lande imellem har afgørende be-tydning. Vi ønsker at vide mere om ideer,foranstaltninger og fremgangsmåder i an-dre lande og diskutere disse for på dennebaggrund bedre at kunne vurdere egneproblemer, udbygge styrkepositioner ogeliminere svagheder.

Vi bør alle have bedre kendskab til deandre, og de andre bør have bedre kend-skab til os.

Det vil sige: En intensivering af erfarings-udveksl ingen mellem uddannelses-

Tab. 1: Unges uddannelsesniveau i 1991 i % af helebefolkningens relevante aldersgruppe*

5 års videregående erhvervsuddannelse 164 års almendannende skole på sekundærtrin 133 eller 4 års erhvervsuddannelse på mellemtrin1) 8Vekseluddannelse1) 41Almindelig skolepligt2) 21

I alt 99

* gennemsnit for de 17-19-årige (n = 104.920)1) inkl. erhvervsfaglige elever i land- og skovbrug2) eller fagskole i mindre end 3 årKilde: BMUK (undervisningsministeriet), ÖSTAT (statistisk kontor), ibw-beregninger

“Selv om kun ca. 2% af deunge (...) efter folkeskolen

ikke fortsætter i nogenuddannelse, får 21% af de

unge ingen afgangsek-samen efter mindst tre års

uddannelse (...).”

“Den nok vigtigste vej tilsikring af et tilstrækkeligt

antal unge som kvalifice-ret faglært arbejdskraft

fører via vekseluddan-nelsen, som da også 46%af den relevante alders-

gruppe starter på.”


CEDEFOP

37

“Mangfoldighed er ensbe-tydende med erfarings-rigdom, hvorfor infor-mations- og erfarings-udvekslingen inden forerhvervsuddannelsen deeuropæiske lande imellemhar afgørende betydning.”

“(...) en europæiskerhvervsuddannelses-politik (må) nødvendigvisfokusere på uddannelse,men også på efter- ogvidereuddannelse.”

“Der findes efter voresopfattelse ikke nogetalternativ til erhvervs-uddannelsen i form af envekseluddannelse (...).”

“Som følge af (...) de storeinvesteringer i uddan-nelse, som erhvervslivethar foretaget i Østrig (...),er det ikke længere muligtat pålægge virksomhe-derne yderligere byrder.”Derfor burde man bl.a.forbedre skattereglernefor fradrag afuddannelsesudgifter(både for den enkelte ogfor virksomheden).

praktikere, eksperter og undervisere fravirksomhederne, bl.a. for at afprøve detspecielle ved det østrigske erhvervsud-dannelsessystem, nemlig den hos os såvellykkede kombination af almen uddan-nelse, erhvervsuddannelse og praktiskuddannelse for de 14-19-årige, på andreforhold.

2. Når ca. 80% af teknologien er forældeti år 2000 og vil være erstattet med ny tek-nologi, og når 80% af de erhvervsaktive iår 2000 allerede er i beskæftigelse i dag,må en europæisk erhvervsuddannel-sespolitik nødvendigvis fokusere på ud-dannelse, men også på efter- ogvidereuddannelse. 50% af det, som folklærer i vort samfund, vil foregå efter sko-len eller universitetet.

Det vil sige: Efter- og videreuddannelsemå bringes i fokus i den europæiske ud-dannelsespolitik, hvilket forudsætter enomfattende analyse af efter- og videre-uddannelsesaktiviteterne i de forskelligelande (på skoler, universiteter, arbejds-pladser ...) samt en sammenligning af deeuropæiske forhold for på denne bag-grund at udforme politiske foranstaltnin-ger, f.eks. øgede muligheder for, at virk-somhederne kan trække investeringer iuddannelse fra i skat.

3. Når “cerebral skills” mere og mere for-trænger “manual skills” i de moderne fag,vil det være påkrævet, at erhvervslærereog instruktører i stadig hurtigere tempotilpasses de nye krav, mens erhvervs-uddannelsespolitikken ligeledes må for-øge tilpasningshastigheden. En europæ-isk erhvervsuddannelsespolitik er derfori stigende omfang - også ifølge østrigskeerfaringer - henvist til tværnational ud-dannelses- og kvalifikationsforskning.Fremme og støtte af erhvervsuddan-nelses- og uddannelsesinnovationermed et konkret sigte, og frem for alt isamarbejde med virksomhederne, tilkom-mer en særlig betydning.

4. Uddannelsessystemets “nye europæi-ske dimension” bør endvidere i stigendeomfang tages med ind i erhvervs-uddannelsen. Dette er ikke kun ensbety-dende med en forbedring af de ungeskendskab til fremmede sprog, bl.a. i deerhvervsfaglige grunduddannelser, ogmålrettet fremme af deres internationalemobilitet (udvekslingsprogrammer mellem

landene også for unge under erhvervsud-dannelse og ikke kun eller først og frem-mest elever fra de videregående uddan-nelser samt studerende), men også en ud-videlse af deres viden om de andre euro-pæiske kulturer.

5. Der findes efter vores opfattelse ikkenoget alternativ til erhvervsuddan-nelsen i form af vekseluddannelse -det gælder for Østrig lige så vel som forTyskland og Schweiz. Denne form forerhvervsuddannelse vil kun kunne bevaresin betydning, hvis dens tiltrækningsevneog adgangsmulighederne t i l højereuddannelsesniveauer forbedres. Mendenne opfattelse bør afprøves kritisk i endialog med andre medlemsstater.

6. Sidst men ikke mindst forventer vi enrealistisk diskussion om uddannelses-utopier, som f.eks. kravet om frihed tiluddannelse. Som følge af strukturforand-ringerne, det internationale omkostnings-pres og de store investeringer i uddan-nelse, som erhvervslivet har foretaget iØstrig (1% af BIP), er det ikke længeremuligt at pålægge virksomhederne yder-ligere byrder. På den anden side er bedrekvalificerede medarbejdere en af de vig-tigste forudsætninger for konkurrencedyg-tige foretagender - et spændingfelt, derkun kan løses ved de små skridts politikog som skal tage hensyn til landenesforskelligartede situation.

Det vil sige: Der må bl.a. ske en intensivmotivering af arbejdstagerne til at efter-og videreuddanne sig og benytte deres

Tab. 2: Antal lærlinge efter erhvervsområder ogdemografisk uddannelsespotentiel

Sektion 1980 1993abs. % abs. % dif. %

Småindustri og håndværk 102 051 53 72 449 55 + 2Industri 28 668 15 18 076 14 - 1Handel 40 536 21 22 251 17 - 4Turisme og fritidserhverv 16 232 8 11 562 9 + 1Transport 3 001 2 2 565 2 0Penge-, kreditinstitutter, forsikring 524 0 728 1 + 1Områder udenfor brancheorganisationerne 3 077 2 3 728 3 + 1

I alt 194 089 101 131 359 101

Kilde: Wirtschaftskammer Österreich


CEDEFOP

38

AHS

kurz

AHS

lang

SS

Børnehaver

Primærtrin

BHS* BMS PTL

uddannelseSekundærtrin II

Tertiærtrin

Sekundærtrin I

Universiteter, højere læreanstalter

Korte studieforløb

Erhvervsuddannelsesakademier

KollegsSpecialkurser

Fortsættelseskurser

Håndværksskoler

Skol

eplig

t

Lærlinge-

1817

1615

1413

1211

109

87

65

43

fritid til uddannelsestiltag, endvidere kræ-ves øgede investeringer i uddannelse fravirksomhedernes side, samt en forbedringaf skattereglerne for fradrag af uddan-nelsesudgifter (både for den enkelte ogfor virksomheden).

Konklusion

På baggrund af de i Traktaten om DenEuropæiske Union formulerede målsæt-ninger for en fælles erhvervsuddannelses-politik forventer Østrig megen støtte tilog komplementering af sin poli t ik.LEONARDO-programmet og dets mulig-heder vil kunne spille en central rolle.Østrig er velforberedt på alle måder, Øst-

“En ansvarlig medvirkningved udformningen af

erhvervsuddannel-sespolitikken inden forDen Europæiske Union

kræver (...) en selvkritiskrealistisk analyse af

situationen og proble-merne, en fordomsfri

åbenhed ved vurderingenaf andre, måske nye

problemløsninger og modog tilstrækkelig slagkraft,

om nødvendigt, til i etfælles Europa også at slå

ind på nye veje.”

rig-kontoret har allerede påbegyndt arbej-det og vil i nært samarbejde med erhvervs-livets organisationer og virksomhedernesætte programmer i gang samt støtte ogledsage disse.

En ansvarlig medvirkning ved udformnin-gen af erhvervsuddannelsespolitikken in-den for Den Europæiske Union krævertre ting af Østrig og vore eksperter:

En selvkritisk realistisk analyse af situa-tionen og problemerne, en fordomsfriåbenhed ved vurderingen af andre, må-ske nye problemløsninger og mod og til-strækkelig slagkraft, om nødvendigt, til iet fælles Europa også at slå ind på nyeveje.

Det østrigske uddannelsessystems opbygning og struktur

Kilde: ibw, Institut für Bildungsforschung der Wirtschaft, Das berufliche Bildungswesen in der Republik Österreich, rapport udarbejdet for Det EuropæiskeCenter for Udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP), Wien, december 1991.Grafisk fremstilling: Rudolf J. Schmitt, Berlin; teknisk produktion: Axel Hunstock, Berlin.

Forklaring:AHS-lang: Almendannende videregående

skole, i den lange formAHS-kurz: Almendannende videregående

skole, i den gymnasiale formBHS: Videregående erhvervsuddan-

nelse*)inkl. de højere læreanstalterI. Børnehavepædagogik m.v.

BMS: Erhvervsuddannelse påmellemtrin

PTL: Polyteknisk kursusSS: Specialskole


CEDEFOP

39

Indledende bemærkninger

Nordiske opfattelser af erhvervs-undervisning og -uddannelse

I de fleste nordiske lande falder erhvervs-uddannelsernes indførelse og udbygningsammen med den ret sent stedfindendeindustrialisering. Offentlige erhvervsud-dannelser (på erhvervsskoler og højerefagskoler) indførtes og udvikledes for athjælpe den første industrielle udviklingpå gled. Lærlingeuddannelsen spiller kunen marginal eller supplerende rolle, nårbortses fra Danmark, hvor den traditio-nelle mesterlære og en særlig veksel-uddannelse har dannet basis for dengrundlæggende erhvervsuddannelse.

Erhvervsuddannelsen foregik primært påfuldtidsskoler (for den grundlæggendeerhvervsuddannelses vedkommende) ogpå fagskoler (for erhvervsfaglige kvalifi-kationer på højere niveau). Disse institu-tioner udgør en integrerende del af deoffentlige uddannelsesordninger (og sor-terer under undervisningsministeriet). Inational sprogbrug henviser de generellebetegnelser for erhvervsundervisning og-uddannelse klart ti l undervisnings-aspektet (DA: erhvervsuddannelse; FI:ammatillinen koulutus; SV: yrkesutbild-ning og NO: yrkesutdanning) og primærttil ovennævnte institutioner.

Den efterfølgende erhvervsuddannelseforegår enten på markedsmæssigt grund-lag el ler som led i beskæft igelses-politikken. I de fleste nordiske lande ud-vikledes der i 1960’erne og 70’erneinfrastrukturer for offentlige arbejds-markedsuddannelser. Lidt efter l idtkonsolideredes disse ordninger meddertilhørende skoler som offentlige ud-

dannelsessteder for al efterfølgende er-hvervsuddannelse. De oprindelige beteg-nelser på disse ordninger viser tydeligt,at beskæftigelsesfremme er deres hoved-opgave (DA: arbejdsmarkedsuddannelser;FI: työllisyyskoulutus; SV: arbetsmark-nadsutbildning og NO: arbeidsmarkeds-opplæring).

Reformudvikling inden for grundlæg-gende erhvervsuddannelse og er-hvervsrettet voksenuddannelse

I de følgende afsnit benyttes udtrykket“reformudvikling” som samlebegreb tilbetegnelse af originale reformideerskonceptuelle kontinuitet el ler kon-ceptuelle forandringer og omorienteringeri reformerne. Hovedkriterierne for son-dring mellem de forskellige reform-udviklinger er:

1) Den systemiske sammenhæng:

Der skelnes imellema) undervisningsreformer, der omdefinererde grundlæggende erhvervsuddannelsersrolle, ogb) separate reformer af den efterfølgendeerhvervsuddannelse, som omdefinereruddannelsesordningers rolle som led ibeskæftigelsesfremmende foranstaltningereller som en naturlig følge af arbejds-markedspolitikken.

2) Institutionelle og konceptuelle virknin-ger:

Der skelnes imellema) strukturreformer, der henlægger dengrundlæggende erhvervsuddannelse tilenhedsskolen (eller development frame-works) på højere sekundærtrin, og

Erhvervsuddannelses-reformer i de nordiskelandeReformudvikling ogændringer i reformplaner

PekkaKämäräinenhar forsket i centeretfor arbejdslivs-forskning veduniversitetet iTampere (Tam-

merfors). I juni 1994 blevhan af den finske regeringstillet til rådighed sommidlertidig ekspert forCEDEFOP.

Artiklen gennemgår re-formprocesserne i de nor-diske landes erhvervsud-dannelsessystemer (fra1970 til dato). Reformernekendetegnes ved to hoved-træk:

1) Forsøg på at slå bro overkløften mellem boglige ogerhvervsfaglige uddannel-ser.

2) Forsøg på at genoplivesamarbejdet mellem den of-fentlige erhvervsuddan-nelse (på skoler) og arbejds-livet.

Artiklen gennemgår dissebestræbelsers indflydelsepå de nationale erhvervs-uddannelseskoncepter (ogomfanget af den faktiskegennemførelse deraf). Ar-tiklen beskriver endvidereforskellene i de nationalestrategier for udformning afundervisningsplaner. Ho-vedvægten lægges på dengrundlæggende erhvervsud-dannelse, medens reform-tendenserne inden for denerhvervsrettede voksenud-dannelse behandles i et sup-plerende afsnit.


CEDEFOP

40

b) delvise reformer til skabelse af kon-vergens mellem forskellige erhvervs-uddannelsesformer.

3) Undervisningsplanernes betydning

Der skelnes imellema) ændringer i undervisningsplanernesmønster, der kræver gennemgribendeomorientering ved tilrettelæggelsen afundervisnings- og tilegnelsesforholdene,ogb) en begrænset revision af undervisnings-planer eller pragmatisk overgang til nyeformer for undervisningsplaner.

Hvad angår de nationale reformers ud-vikling, kan man sondre mellem 1) pro-gramlægnings- eller introduktionsfaser og2) revisions- eller ændringsfaser. Somfølge af nationale forhold omfatter reform-processerne også midlertidige faser, somkendetegnes af uoverensstemmelser mel-lem strategi og faktisk gennemførelse.

Oprindelige reform-modeller og reform-udviklingen i 1970’erne

Dette afsnit beskriver de oprindeligereformmodeller, der blev udarbejdet forden grundlæggende erhvervsuddannelseog til dels også gennemført i 1970’erne(eller senest i 80’erne). Rækkefølgen i denationale eksempler svarer til den krono-logiske rækkefølge af de respektivereformdebatter. Det bør bemærkes, atvisse nationale reformer har været vejle-dende for nabolandene. Det har ført tilsåvel ligheder som variationer i de for-skellige nationale reformers mønster.

Sverige: En integreret (højere) sekun-dærundervisning som basismodel

Den oprindelige reform (gennemført i1970) for den højere sekundærunder-visning i Sverige var forløberen for destrukturelle enhedsreformer i Norden.Reformen slog den hidtidige bogligeskoleuddannelse (gymnasium) sammenmed den tidligere fuldtidserhvervsskole(yrkesskola) og fagskole (fackskola) til énintegreret skole for hele det højeresekundærtrin (gymnasieskola). Reformenledsagedes af en ny terminologi, somfremhævede enhedsformen og de for-

“Lærlingeuddannelsenspiller kun en marginaleller supplerende rolle,

når bortses fra Danmark,(...)”

“Erhvervsuddannelsenforegik primært på

fuldtidsskoler (for dengrundlæggende erhvervs-

uddannelses vedkom-mende) og på fagskoler

(for erhvervsfagligekvalifikationer på højere

niveau).”

“Den oprindelige reform(gennemført i 1970) for

den højere sekundær-undervisning i Sverige varforløberen for de struktu-

relle enhedsreformer iNorden.”

“Hovedtanken var, atundervisningssystemet

skulle udvikles til etenhedssystem bestående

af skoler, hvor de forskel-lige linjer findes samlet på

hvert niveau (...)”

skellige læseplaners ligeberettigelse vedkonsekvent at indføre betegnelsen“gymnasie-” for samtlige linjer. Samtidigundgik eller mindskede man brugen afbetegnelser, der bragte tankerne hen påuddannelsernes erhvervsfaglige karakter(“yrkes-”).

Hovedtanken bestod i, at undervisnings-systemet skulle udvikles til et enheds-system bestående af skoler, hvor de for-skellige linjer findes samlet på hvert ni-veau (enhedsskole, samlet undervisningpå det højere sekundærtrin og tilsvarendefor den højere uddannelse). Reformen til-sigtede altså en reduktion af antallet afkvalifikationsniveauer og en ændring afstatussondringerne til horisontale forsk-elle mellem ligeberettigede linjer (påsamme niveau).

I første omgang var det ikke reformenshovedformål at indlede en radikal inte-gration af de boglige, erhvervsmæssige ogtekniske undervisningsplaner. Derfor gen-nemførtes læseplansændringerne som enpragmatisk overgang til en lineær struk-tur, der omlagde tidligere adskilte formerfor undervisning til lineære valgmulighe-der inden for en fælles ramme.

Sidst i 1970’erne forsøgte man at udvikleen gennemgående model for reform afundervisningsplanerne, som skulle føre tilyderligere sammensmeltning af “boglig”og “erhvervsmæssig” undervisning, og atudvikle en bred makrosektoriel strukturfor basisåret for erhvervsrettede grene.Men da det nedsatte udvalg havde afslut-tet sit forberedende arbejde med henblikpå en sådan læseplansreform, var der sketen ændring i de politiske og økonomiskeforhold, og der var hverken politisk viljeeller økonomiske muligheder for at gen-nemføre reformen.

Finland: Tosporet kompromisløsningmed enhedsramme for det grundlæg-gende erhvervsuddannelsessystem

I Finland udarbejdedes der i begyndelsenaf 1970’erne en lignende enhedsskole-model. Den oprindelige model omfattedetillige konceptet til en læseplansreform, derskulle indføre en bred (erhvervsorienteret)grundfase med efterfølgende specialise-ring. Som følge af politiske og undervis-ningsmæssige kontroverser blev der ind-gået et kompromis, der førte til et tospo-


CEDEFOP

41

ret system (regeringsbeslutning 1974,rammelovgivning 1978). Det var reformenshovedformål at integrere erhvervsmæssigog teknisk undervisning i et sammenhæn-gende undersystem, der kunne tage kon-kurrencen op med den boglige uddannelseog skabe alternative adgangsmuligheder tilden højere uddannelse.

Reformkonceptet til undervisningsplanenbyggede på tre forudsætninger:

1) Samling af de hidtil adskilte erhvervs-mæssige og tekniske læseplaner til 25basislinjer2) Indførelse af en fælles grunduddan-nelse efterfulgt af en række differentie-ringer på forskell ige kvalif ikations-niveauer (faglært arbejder/tekniker/inge-niør) med dertilhørende specialiseringer3) Begrænsning af specialiseringerne tilet mindre antal bredt anlagte beskæf-tigelsesprofiler.

Læseplansreformen gennemførtes sidst i1970’erne og i begyndelsen af 80’erne,men med flere gradvise ændringer. Detfælles basisår gennemførtes ikke der, hvorder allerede fandtes særskilte erhvervs-skoler og højere fagskoler. Endvidereopgav man (efter en kortvarig forsøgs-periode) ret hurtigt tanken om at udskydedifferentieringen eller specialiseringen tilefter basisåret.

Reformkonceptet fik dog tre væsentligekonsekvenser. Erhvervsuddannelsernessammenlægning til et begrænset antalgrundlinjer gjorde valget af erhvervsmæs-sig eller teknisk uddannelse mere gen-nemsigtigt. Der medtoges flere almene fagi basisåret for at forbedre adgangsmulig-hederne til højere faglige kvalifikationer(eller til højere uddannelse). Den væsent-l igste konsekvens blev, at beskæf-tigelsesprofilerne efter grundfasen ændre-des til bredere kombinerede speciali-seringer.

Norge: Enhedsundervisning på dethøjere sekundærtrin og supplerendelærlingeuddannelsesreform

I Norge blev der midt i 60’erne udvikleten reformmodel for sekundærunder-visningens højere trin. Loven derom ved-toges i 1974 og gennemførtes sidst i70’erne. Reformen lignede stort et densvenske reform. Den boglige linjes hidti-

dige form og fuldtidserhvervsuddannelsenpå skole blev integreret til en helhed un-der betegnelsen “videregående opplæring”.

Som følge af en langvarig forberedelses-fase, der ledsages af en række forsøg, togintegrationen mere form af en organisa-torisk omlægning end af en egentlig poli-tisk foranstaltning. Integrationen sketeikke i forbindelse med en omdefineringaf forholdet mellem boglig uddannelse(almenn utdanning) og erhvervsuddan-nelse (yrkesutdanning). Ej heller blev dennorske reform sat i forbindelse med enparallel tendens til at gøre undervisnin-gen efter sekundærtrinnet til en enheds-skole (som det var tilfældet i Sverige) el-ler til at integrere erhvervsmæssig og tek-nisk uddannelse (som i Finland).

Den norske undervisningsplans form ad-skilte sig klart fra nabolandenes. Medensde svenske og finske reformer gennemfør-tes efter “enhedslæseplanskonceptet”,ledsagedes den norske enhedsreform afen cyklisk tretrinsstruktur bestående af etgrundkursus efterfulgt af to videregåendekursus I og II. På denne måde kunne deenkelte skoler indskrænke sig til kun atundervise på det første eller de to førstetrin. Endvidere fik elever eller lærlingemulighed for at tage deres uddannelses-valg op til fornyet overvejelse efter hverttrin.

Ved udviklingen af den norske reform gikman ud fra, at lærlingeuddannelsen grad-vis skulle erstattes af erhvervsuddannelsepå skole. Men på landet og inden for vissefag havde lærlingeuddannelsen en nødven-dig supplerende funktion. Den traditionelleog af arbejdsmarkedet anerkendte afslut-tende prøve (svenneprøve/fagprøve) ud-gjorde et yderligere argument for bevarelseog genoplivning af lærlingeuddannelsen.Lærlingeuddannelsen viste sig at være densikreste måde til at opnå den fornødnearbejdserfaring efter skolen.

Den nye lærlingeuddannelseslov af 1980(lov om fagopplæring) harmoniseredeundervisningsplanerne for erhvervsuddan-nelse på skole og i virksomhed. Endvi-dere skaffede den smidige overgangs-muligheder fra erhvervsuddannelse påskole til lærlingeuddannelse. Harmonise-ring af erhvervsuddannelse på skole oglærlingeuddannelse blev således et syste-misk kendetegn for de norske reformer.

I Finland “(...) var (det)reformens hovedformål atintegrere erhvervsmæssigog teknisk undervisning iet sammenhængendeundersystem, der kunnetage konkurrencen op medden boglige uddannelse ogskabe alternativeadgangsmuligheder til denhøjere uddannelse.”

“I Norge blev der midt i60’erne udviklet enreformmodel forsekundærundervisningenshøjere trin.”


CEDEFOP

42

Danmark: Søgen efter et strategiskvalg mellem lærlingeuddannelses-reform og enhedsperspektiv

I Danmark har den traditionelle mester-lære været den fremherskende form forerhvervelse af grundlæggende erhvervs-uddannelse. Hovedprincipperne er fagligtselvstyre og vekseluddannelse. Udbuddetaf lærepladser har dog været langt merebegrænset end nabolandenes mulighederfor uddannelse på skole. Endvidere byg-ger undervisningsprogrammerne i højeregrad på traditionelle og ret snævrebeskæftigelsesprofiler. Efter enhedsskole-reformen bestod der åbenlys fare formarginalisering.

På denne baggrund udvikledes der enforsøgslæseplan for en erhvervsfagliggrunduddannelse (EFG). EFG iværksattessom pilotprojekt og fik forsøgsvis lovhjem-mel i 1972. I modsætning til den traditio-nelle lærlingeuddannelse indførte denhovederhvervsområdet, og inden for dedele, der foregik på skole, tilskyndede dentil forsøg med integrerede undervisnings-og tilegnelsesmuligheder. EFG benyttesbåde som adgangsfase til lærlingeuddan-nelsen og som adgangsprogram til HTX-og HHX-fuldtidsuddannelserne. Som følgeaf EFG’s vidtspændende og alsidige ka-rakter foreslog regeringen i 1978 en re-form af den grundlæggende erhvervsud-dannelse, som primært skulle bygge påEFG. Forslaget blev støttet af arbejdsmar-kedets parter (som også var repræsente-ret i det udvalg, der førte tilsyn med EFG-forsøgene). Reformforslaget forkastedesimidlertid af Folketinget, men EFG-mo-dellen fortsattes forsøgsvis. Denne afgø-relse førte til flere års stilstand i reform-bestræbelserne, der skulle omfatte algrundlæggende erhvervsuddannelse.

Sideløbende med indførelsen af EFGførtes der en langvarig politisk debat om,hvorvidt Danmark i lighed med de øvrigenordiske lande skulle arbejde hen imoden enhedsskole på det højere sekundær-trin. Det vigtigste dokument i denne de-bat stammer fra et regeringsudvalg (U 90),der fik til opgave at udarbejde retnings-linjer for en landsomfattende uddannel-sesstrategi for de kommende femten år.

I henhold til U90-rapporten (1978) skulleungdommens uddannelse gennemføresved samarbejde mellem institutioner og

komplementære undervisningsprogram-mer. Med henblik herpå forelagde udval-get et forslag om udbygning af EFG for atskabe mulighed for at slå bro over kløf-ten mellem de hidtil adskilte undervis-nings- og tilegnelsesmetoder.

Som følge af Folketingets forkastelse afdet reformforslag, der byggede på EFG,ramtes det bredere reformområde endnuhårdere end erhvervsuddannelsesom-rådet. Medens EFG-ordningerne fortsatudvikledes, mistede den langsigtede plan-lægning en af sine hovedhjørnesten ogindtrådte i en stilstandsfase.

Island: Tilstræber landsomfattendereformmodel gennem forsøg i det små

I 1970’erne interesserede man sig i Islandikke synderligt for en landsomfattendereform af den grundlæggende erhvervs-uddannelse. Som følge af de begrænsederessourcer, der stod til rådighed, skeledeman til de andre nordiske landes ekspe-rimenter med henblik på at tilpasse demtil de stedlige forhold. Islands begrænsedeerhvervsuddannelsesforanstaltninger ogdet beskedne arbejdsmarked indebar, atbehovet for systemiske rammeløsningereller landsomfattende strategiske valg ikkevar så indlysende som i det øvrige Norden.

Erhvervsskolerne har via direkte kontak-ter gjort nogle forsøg på at gennemføreden danske EFG-model ved tilpasning afskolernes undervisningsprogrammer. IReykjavik-området har de lokale under-visningsmyndigheder gennemført nogleorganisatoriske omstruktureringer i denumiddelbare hensigt at indføre enheds-undervisning på det højere sekundærtrin.

Ændringer i de oprinde-lige nationale reformer

Dette afsnit omhandler revisioner og æn-dringer af de oprindelige reformer og for-søg på at indføre nye reformmodeller ef-ter nogen tids ro i reformdebatterne.

Sverige: Større vægt på uddannelse påarbejdspladsen som led i grundlæg-gende erhvervsuddannelse

Den svenske enhedsreformmodel var i altvæsentligt en skolestrukturreform, og ar-

“Harmonisering af er-hvervsuddannelse på

skole og lærlingeuddan-nelse blev således et

systemisk kendetegn forde norske reformer.”

“I Danmark har dentraditionelle mesterlære

været den fremherskendeform for erhvervelse af

grundlæggende erhvervs-uddannelse.”

“(...) (den danske regeringforeslog) i 1978 en reform

af den grundlæggendeerhvervsuddannelse, somprimært skulle bygge på

EFG. (...) Reformforslagetforkastedes (...) af Folke-tinget, men EFG-modellen

fortsattes forsøgsvis.”


CEDEFOP

43

bejdspladsens rolle forblev marginal. Detretfærdiggjordes i nogen grad af det ar-gument, at erhvervsuddannelsen på skoleskulle efterfølges af en afsluttende fase(färdigutbildning) efter overgangen tilerhvervsarbejde. Uddannelsesstrategerneregnede med, at arbejdsmarkedets parterville skabe mulighed for gennemførelseaf denne afslutningsfase gennem generelleaftaler.

Som følge af disse tilgrundliggende for-udsætninger og af omkostningshensynbegrænsedes erhvervsundervisningen tilto år, medens den boglige uddannelse varaf tre og (den tekniske af fire års varig-hed). Arbejdsmarkedets parter nåedeimidlertid ikke frem til nogen ordning, såi stedet for begyndte sekundærtrinnetsskoler at oprette særkursus (påbygg-nadskurser) med henblik på uddannelsensfærdiggørelse. Disse kursus skulle primærttjene lokale eller regionale formål, menlidt efter lidt førte de til, at de fleste sek-torer fik uigennemskuelige påhæng.

Midt i 80’erne reviderede et regerings-udvalg det højere sekundærtrins erhvervs-rettede valgmuligheder (Översyn övergymnasial yrkesutbildning - ÖGY). Udval-gets betænkning sluttede med to væsent-lige forslag:

a) Sammenlægning af erhvervsunder-visningens læseplaner efter arbejdsmar-kedssektorer ogb) omlægning af erhvervsundervisningenslæseplaner til treårs programmer med enafsluttende fase på arbejdspladsen.

ÖGY’s forslag uddybedes yderligere i tosideløbende processer. Der gennemførteset landsomfattende forsøgsprogram om treårs erhvervsuddannelse med et afsluttendeår på en arbejdsplads (1988-1992). Side-løbende med dette forsøg forberedte manen rammelovsreform og en ny læseplans-struktur.

Den nye lovgivning vedtoges i 1991 ogindvarslede en ny fase i læseplans-revisionen, hvis hovedtanke det er at gen-nemføre landsomfattende modelpro-grammer (på grundlag af ÖGY-rapport-ens sektorielle betragtning) og øget selv-stændighed for regionale, lokale eller in-dividuelle ændringer. Endvidere indførerden nye struktur en kerne af almenfag(som er hovedforudsætningen for at

kunne gå videre til højere uddannelse).Afslutningsfasen på en arbejdsplads defi-neres som en integrerende del af erhvervs-uddannelsen. Der indføres endvidereafslutningsfaser på skolerne (for at for-berede deltagerne i erhvervsuddannel-serne til højere uddannelse).

Finland: Grundreformen ophæves, ognye forsøgsområder dukker op

Finlands delvise samling af erhvervsmæs-sig og teknisk undervisning førte ikke tilligevægt mellem de boglige og de er-hvervsrettede linjer. Den boglige linje varfortsat i fremgang, og efterspørgselen ef-ter højere undervisning steg til stadighed.Som følge af overproduktion af dimit-tender fra den boglige linje (med adgangs-berettigelse til højere uddannelse) be-gyndte dele af den erhvervsmæssige ogtekniske undervisning at tilbyde under-visning for dette klientel (med studenter-eksamen som adgangskrav). Dervedomdannedes dele af den erhvervsmæssigeog tekniske undervisning til postsekundærundervisning, medens andre dele derafbenyttedes som supplerende indledningtil højere uddannelse.

I 1990 åbnede den finske undervisnings-minister en offentlig debat om resultaterneaf tidligere reformer og om nødvendig-heden af en revision af strukturer ogundervisningsplaner inden for den under-visning, der foregår efter skolepligtensophør. Debatten samlede sig om et ud-kast til et nyt reformkoncept (“Vision”-dokumentet).

Forslagets strukturelle og læseplans-mæssige virkninger var opløsning af dentidligere reforms “grundstamme”. Derfremsattes forslag om at rykke skoler oglæseplaner på “teknisk niveau” op på linjemed den højere uddannelse, der foregåruden for universiteterne. Det højeresekundærtrins boglige og erhvervsrettedeundervisning skulle integreres i en insti-tutionel eller læseplansmæssig helheds-ramme ( i l ighed med den svenske“gymnasieskola” eller den norske “vide-regående skole”).

Efter en kort debatrunde og nogle yderli-gere forberedelser iværksattes en nyreformcyklus på grundlag af en forsøgs-lovgivning - ophøjelsen af den “tekniskeundervisnings” skoler foregik ved 22 lo-

I Island har “erhvervs-skolerne (...) via direktekontakter gjort nogleforsøg på at gennemføreden danske EFG-model vedtilpasning af skolernesundervisningsprogram-mer.”

“Den svenske enheds-reformmodel var i altvæsentligt en skole-strukturreform, og ar-bejdspladsens rolle for-blev marginal.”

“Midt i 80’erne revideredeet regeringsudvalg dethøjere sekundærtrinserhvervsrettede valgmulig-heder (...) Udvalgetsbetænkning sluttede medto væsentlige forslag:a)Sammenlægning aferhvervsundervisningenslæseplaner efterarbejdsmarkedssektorerogb) omlægning af erhvervs-undervisningens læsepla-ner til treårs programmermed en afsluttende fase påarbejdspladsen.”

“Finlands delvise samlingaf erhvervsmæssig ogteknisk undervisning førteikke til ligevægt mellem deboglige og de erhvervsret-tede linjer. Den bogligelinje var fortsat i frem-gang, og efterspørgselenefter højere undervisningsteg til stadighed.”


CEDEFOP

44

kale forsøg, der skulle føre til oprettelseaf multisektorielle “polytekniske skoler”.Nogle af disse forsøgsskoler forventes atblive gjort permanente i 1995.

Reformen af sekundærtrinnets højere un-dervisning har udviklet sig til koordine-ring af (og gensidig udveksling mellem)boglige og erhvervsrettede læseplaner.Elever og lærlinge i de respektive skolertilbydes et samordnet sæt lokalt afstemtemoduler, der dækker de respektivevalgmuligheders læseplaner. Det er for-målet at fremme kombinerede studieprofi-ler, der integrerer adgangskvalifikation tilhøjere uddannelse (eller til “polytekniskeskoler”) med grundlæggende erhvervsud-dannelse. Eksperimentet fortsætter somlokalt samarbejde indtil udgangen af 1996.

Norge: Vekseluddannelse som vigtigtreformområde

I Norge afsluttedes helhedsreformen medreformen af lærlingeuddannelsen. Somfølge af en fleksibel overgangsordningforventedes de to former for grundlæg-gende erhvervsuddannelse at give til-strækkelige muligheder og kontinuitet iuddannelsesprocesserne. I 80’erne vistedet sig imidlertid alligevel, at der var kon-stant mangel på lærepladser, som uddan-nelsen på skole ikke kunne kompenserefor.

Denne kløft mellem de to undersystemerinden for erhvervsuddannelsen drøftedesaf et regeringsudvalg (Blegen-utvalget) i1989-90. Udvalgets arbejde ledsagedes afflere empiriske undersøgelser af ungesovergang fra den grundlæggende er-hvervsuddannelse til arbejdslivet (og omudnyttelsen af valgmulighederne påenhedsskolens højere sekundærtrin).

Udvalget drøftede mulighederne for atindføre en ny lovgivning, der skulle om-fatte al erhvervsuddannelse. I stedet forat foreslå omfattende revision af ramme-lovgivningen foretrak udvalget strategiskeforanstaltninger til sikring af fuld erhvervs-faglig uddannelse. Således foreslog ud-valget, at det skulle påhvile de regionalemyndigheder at garantere mindst tre årsgrunduddannelse enten i form af fuldtids-uddannelse på skole eller som kombina-tion af skole og læreplads. Under debat-ten viste den foretrukne model sig at væreen kombination af to års erhvervsuddan-

nelse på skole og to års læreplads (dennorske vekseluddannelsesmodel).

Ved formuleringen kombineredes gen-nemførelsen af fors lagene med enlæseplansreform for enhedsskolens højeresekundærtrin. “Reform 94” omfatter pe-rioden 1994-96. I denne periode skal denye rammelæseplaner (der består afprogramstrukturer i lighed med de sven-ske) gennemføres. Parallelt med denskoleinterne læseplansrevision sker der enmobilisering af uddannelsespotentiellet tilsikring af fuld grundlæggende erhvervs-uddannelse.

I gennemførelsesfasen deltager arbejds-markedets parter som det offentligeundervisningssystems aktive samarbejds-partnere. Herudover har arbejdsmarkedetsparter også påpeget, at den nuværendeerhvervsuddannelse bør ledsages af for-anstaltninger, der kan bane vej for enarbejdsrelateret fortsættelse af erhvervs-uddannelsen.

Danmark: Ny reformudvikling forgrundlæggende erhvervsuddannelse

I Danmark genoptoges reformdebatternesidst i 80’erne efter at have været indstil-let en tid. Nordskov Nielsen-udvalgetudarbejdede en ny model, som skulle in-tegrere den grundlæggende erhvervs-uddannelses parallelle uddannelsesformer(mesterlære og EFG). Udvalgets forslagdannede basis for 1989-lovgivningen, dertrådte i kraft i 1991.

Den nye erhvervsuddannelsesreform(EUR) kombinerede de to eksisterendemodeller til to adgangsformer til en inte-greret læseplansstruktur. Læseplanen forEFG’s basisår opdeltes i to skoleperioder(for elever med lærekontrakt er førsteperiode ikke obligatorisk). Efter den før-ste skoleperiode følger elever og lærlingeensartede læseplaner (uanset om de erkommet ind som erhvervsskoleelever el-ler som lærlinge). I praktikperiodernevender lærlingene tilbage til den virksom-hed, de har kontrakt med, medens skoler-ne må sørge for uddannelsesmulighederfor elever uden kontrakt.

Der skete større ændringer i undervis-ningsforvaltningen. Geografiske rekrut-teringsbestemmelser afskaffedes, såerhvervsskoler over hele landet nu kon-

“Reformen afsekundærtrinnets højere

undervisning har udvikletsig til koordinering af (og

gensidig udvekslingmellem) boglige og er-

hvervsrettede læseplaner.Elever og lærlinge i de

respektive skoler tilbydeset samordnet sæt lokalt

afstemte moduler, derdækker de respektive

valgmuligheders læsepla-ner. Det er formålet at

fremme kombineredestudieprofiler, der integre-

rer adgangskvalifikationtil højere uddannelse

(eller til “polytekniskeskoler” med grundlæg-gende erhvervsuddan-

nelse. Eksperimentetforsætter som lokalt

samarbejde indtil udgan-gen af 1996.”

I Norge viste det sig i1980’erne, “at der var

konstant mangel pålærepladser, som uddan-

nelsen på skole ikke kunnekompensere for.”

“Denne kløft mellem de toundersystemer inden for

erhvervsuddannelsendrøftedes af et regerings-

udvalg (...) 1989-91.(...) foretrak udvalget

strategiske foranstaltnin-ger til sikring af fuld

erhvervsfaglig uddannelse(...) enten i form af

fuldtidsuddannelse påskole eller som kombina-

tion af skole og lære-plads.”


CEDEFOP

45

kurrerer indbyrdes. Erhvervsskolernes fi-nansiering blev endvidere gjort afhængigaf deres evne til at tiltrække elever (“ta-xameter-princippet”).

I gennemførelsesfasen blev det klart, atlærekontrakternes andel ikke steg, og aterhvervsskolerne havde svært ved atskaffe de fornødne pladser til de prakti-ske arbejdsperioder på virksomhed. Detførte til indførelse af simulerede praksis-ordninger, som gradvis accepteredes somalternativ til praktikperioderne på virk-somhed.

Et andet problem var opst ignings-mulighederne i systemet. Medens EFG til-lige gav adgang til “tekniske” uddannel-ser, er den nye models grundfaser ikkeudformet med henblik på en tilsvarende“polyvalent” funktion.

Island: Overgang til et modulopbyggetenhedssystem

På grundlag af lokale beslutninger udvik-lede man i Reykjavik-området i Islandgradvis nye strukturer for sekundær-undervisningens højere trin. I 1988 ved-toges en ny lov om en enhedsskole påhøjere sekundærtrin (framhaldsskola).Undervisningsplanen var sammensat afmoduler. Det muliggjorde optimal anven-delse af det beskedne lærerpersonale, derstod til rådighed i landdistrikterne (kon-centration om basismodulerne i erhvervs-linjerne og samarbejde mellem boglig ogerhvervsrettet undervisning.

Parallelt med indførelsen af enheds-læseplanerne standardiserede man ret-ningslinjerne for de erhvervskvalifi-cerende afgangsprøver (i lighed med dennorske “svenneprøve”).

De nyeste tendenser antyder imidlertidønsket om at finde nye uddannelses-modeller for de enkelte sektorer (formeltinden for enhedsrammen, men i praksissom afledning fra de generelle mønstre).De to vigtigste fornyelser er forsøget påat indføre vekseluddannelse som hoved-model for den grafiske branches lærlingeog forsøget på at oprette et uddannelses-center for transportsektoren.

Reformerne inden forerhvervsrettet voksen-uddannelse

De ovenfor behandlede reformer har bi-draget til nye konceptuelle definitioner afden grundlæggende erhvervsuddannelsesrolle i undervisningssystemerne. Refor-merne af arbejdsmarkedsuddannelserneblev navnlig gennemført som beskæftigel-sesfremmende foranstaltninger. Lidt efterlidt har de imidlertid fået større relevanssom videreførende uddannelser. Derforomdannes reformerne af disse uddannel-ser til generelle ordninger for læseplans-udvikling eller certificering af erhvervs-rettet voksenuddannelse.

I nogle lande har arbejdsmarkeds-uddannelserne endvidere været benyttetsom pilotforsøg ved modernisering aflæseplanerne eller til forsøg med over-gangsordninger mellem forskellige linjer.I andre lande er modelforsøgene blevetbenyttet til at slå bro mellem offentlig ogvirksomhedsspecifik uddannelse, til ud-vikling af foranstaltninger eller skole-læseplaner og respektive ordninger forvoksne deltagere eller til overgangs-uddannelsesordninger og kompetence-baseret bedømmelse.

I Danmark har AMU-uddannelserne sær-status som uddannelse for specialarbej-dere. Arbejdsmarkedsuddannelserne harogså banet vejen for udvikling af pæda-gogiske samarbejdsordninger, der kom-binerer offentlig undervisning (af merealment tilsnit) med virksomhedsspeci-fikke behov for specialuddannelse. End-videre har arbejdsmarkedsuddannelserneogså tjent som vejledende modelforsøgfor udvikling af egnede uddannelses-strategier for voksne, der ikke er vant tilat sidde på skolebænken (i modsætningtil EFG).

I Sverige har AMU-ordningernes over-gangsfunktioner i stigende grad væretbenyttet til udvikling af modulopbyggetalmen og erhvervsrettet voksenuddan-nelse. I den nyeste læseplansreform forsekundærundervisningens øverste trin erder især lagt vægt på behovet for at ud-vikle optimal harmonisering mellem dengrundlæggende erhvervsuddannelse og derespektive voksenuddannelser (KomVuxog AMU).

“Den nye (danske)erhvervsuddannelses-reform (EUR) kombine-rede de to eksisterendemodeller til to adgangs-former til en integreretlæseplansstruktur.”

Der skete større ændrin-ger i undervisnings-forvaltningen. Geografiskerekrutterings-bestemmelser afskaffedes,så erhvervsskoler overhele landet nu konkurre-rer indbyrdes.”

“I 1988 vedtoges (i Island)en ny lov om en enheds-skole på højere sekundær-trin (framhaldsskola).Undervisningsplanen varsammensat af moduler.”

I de nordiske lande “(...)omdannes reformerne af(...)” den erhvervsrettedevoksenuddannelse “tilgenerelle ordninger forlæseplansudviklinger ellercertificering af erhvervs-rettet voksenuddannelse.”


CEDEFOP

46

I Norge dannede lærlingelovgivningenogså den nødvendige basis for omskolingaf voksne, der skifter beskæftigelsesom-råde. I de senere år har den norske AMO-ordning imidlertid spillet mere end enbirolle som alternativ leverandør af grund-læggende erhvervsuddannelse.

I Finland er arbejdsmarkedsuddannelses-ordningerne omdefineret som erhvervs-rettet voksenuddannelse, der også kanforegå på individuelt eller virksomheds-plan. Endvidere har disse uddannelses-ordninger tjent som forsøgsområde forindførelse af den finske version afkompetencebaseret bedømmelse.

Afsluttende bemærkninger

Ovennævnte reformområder inden fornordisk erhvervsuddannelse er rekon-strueret med hovedvægten på nationalereformmodeller og national reformstyring.Den seneste udvikling viser imidlertid, atde nordiske lande er inde i en udvikling,der bevæger sig i retning af en ny kon-stellation mellem strategi, undervisnings-styring og læseplansudvikling.

Et nyt træk i forandringerne er Nordensstørre inddragelse i det europæiske sam-arbejde. Dette aspekt viser sig i den størrenationale interesse for erhvervsuddannel-sernes sammenlignelighed og for kvali-tetskontrol (eller kvalitetsstyring) af disseudannelser.

I betragtning af de stedfindende ændrin-ger skal følgende konklusioner (der refe-rerer til en national reformperiode) be-tragtes som foreløbige. Ikke desto min-dre kan disse konklusioner i bredere eu-ropæisk perspektiv give et billede af denordiske reformer.

1. De nordiske lande fortsætter med atudvikle deres nationale erhvervsuddan-nelser som integrerende dele af under-visningssystemet. Den systemiske plan-lægnings betydning på nationalt plan erimidlertid ved at ændre sig som følge afundervisningsstyrelsens decentralisering.Lokale institutioner spiller således envæsentlig rolle ved afgørelser i forbindelsemed tilpasning af læseplansmodeller (og

med hensyn til samarbejde med andreskoler eller med arbejdsmarkedet).

2. Enhedsreformmodellerne er enten stødtpå modstand eller er blevet begrænset tilorganisatoriske reformer. Som sådannehar de hverken ført til konceptuel inte-gration eller kulturel konvergens mellemboglige og erhvervsrettede uddannelser.Det har endvidere været nødvendigt atkomplettere (eller ændre) reformmodellermed curriculære substrukturer, der byg-ger på samarbejde med arbejdsmarkedet.

3. Delvise erhvervsuddannelsesreformer(der kombinerer undervisning på skole ogvirksomhed) har voldt andre gennem-førelsesproblemer. Det har været svært atskaffe tilstrækkelige uddannelsesmulig-heder på virksomhederne eller at skabeden fornødne kontinuitet i undervisnin-gen (også i praksis). Endvidere har dissemodeller medført yderligere behov for atåbne attraktive muligheder for at gå vi-dere fra erhvervsuddannelse til højereuddannelse (eller et dertil svarende ni-veau).

4. Betydningen af undervisningsplanernesudvikling i de forskellige reformfaser harændret sig. I de oprindelige reform-modeller var undervisningsplanerne ennorm (enten lineær, cyklisk eller halv-modulær). I de seneste faser er undervis-ningsplanerne blevet til rammeprogram-mer med mulighed for smidig tilpasningeller læseplanssamarbejde mellem deforskellige undervisningsinstitutioner.

5. Den offentlige erhvervsrettede voksen-uddannelse (på basis af arbejdsmarkeds-uddannelser) har udviklet sig fra at værespredte foranstaltninger til at udgøre envigtig underafdeling inden for erhvervs-uddannelserne. Denne underafdeling harogså virket som forsøgsmark for samar-bejdet mellem offentlig uddannelse ogvirksomhedsspecifikke udviklingspro-jekter. Endvidere har denne underafdelingværet hovedområdet for forsøg med ind-førelse af modulopbygning og for de nor-diske udgaver af kompetencebaseret be-dømmelse. I de fleste tilfælde er det imid-lertid nødvendigt at forbedre overens-stemmelsen mellem læseplanerne for hen-holdsvis den grundlæggende og den ef-terfølgende erhvervsuddannelse.

“De nordiske lande fort-sætter med at udvikle

deres nationale erhvervs-uddannelser som integre-

rende dele afundervisningssystemet.”

Enhedsreformerne har“hverken ført til koncep-

tuel integration ellerkulturel konvergens

mellem boglige og er-hvervsrettede uddannel-

ser.”

“Delviseerhvervsuddannelses-

reformer (der kombinererundervisning på skole og

virksomhed) har voldt (...)gennemførelsesproblemer.

Det har været svært atskaffe tilstrækkelige

uddannelsesmulighederpå virksomhederne eller

at skabe den fornødnekontinuitet i undervisnin-

gen (...)”

“I de seneste faser erundervisningsplanerne

blevet til ramme-programmer med mulig-

hed for smidig tilpasningeller læseplanssamarbejde

mellem de forskelligeundervisningsinstitutio-

ner.”

“Den offentlige erhvervs-rettede voksenuddannelse

(på basis afarbejdsmarkeds-

uddannelser) har udvikletsig fra at være spredte

foranstaltninger til atudgøre en vigtig under-

afdeling inden for er-hvervsuddannelserne.”


CEDEFOP

47


(Henvisningerne er opdelt landevis og afsluttes mednogle sammenlignende nordiske studier.)

Sverige

Helgeson, Bo & Johansson, Jan 1992: Arbete ochyrkesutbildning. En studie över verkstadsindustrinsbehov av kvalificerd arbetskraft. In Halvorsen, Tor& Olsen, Ole Johnny 1992 (red.): Det kvalifisertesamfunn? Oslo.

Ministry of education and science 1993: TheSwedish way towards a learning society. A review.Stockholm.

Myrberg, Mats 1987: The organization and con-tent of studies at the post-compulsory level. Coun-try study: Sweden. OECD. Paris.

Öhmann-Nilsson, Birgitta 1992: Industriförlagdutbildning i den svenska gymnasieskolan. In Hal-vorsen, Tor & Olsen, Ole Johnny 1992 (red.): Detkvalifiserte samfunn? Oslo.

Opper, Susan 1989: Sweden: the “integrated” up-per secondary school as main provider of vocationaleducation. European Journal of Education, Vol. 24,No 2, 1989.

Regeringens proposition 1990/91:85. Växa medkunskaper - om gymnasieskolan och vuxenut-bildningen. Stockholm.

SOU 1989:90 (Statens offentliga utredningar):Utvärdering av försöksverksamhet med treårigyrkesinriktad utbildning i gymnasieskolan. Förstaåret. UGY Rapport 1. Stockholm.

Finland

Ekola, Jorma 1991: Miten onnistui ammatillisenkeskiasteen koulunuudistuksen toimeenpano. InEkola, Jorma et. al. 1991: Ammatillisen koulutuksenuudistaminen 1980-luvulla. Selvitys uudistuksentoteutumisesta ja toteutusympäristöstä. Helsinki.

Kyrö, Matti 1993: The changing role of vocationaland technical education and training in Finland. Areport to OECD. (Unpublished) Helsinki.

Ministry of education 1992: Developments inEducation 1990-92. Finland. Reference Publications16. Helsinki.

Ministry of education 1990: Developments inEducation 1988-90. Finland. Reference Publications15. Helsinki.

Statsrådets utbildningspolitiska redogörelse tillriksdagen 22.5.1990. Utbildningssystemet i Finland,Utbildningens nivå och utveckling. Helsinki/ Hel-singfors (The Swedish version).

Norge

Halvorsen, Helge 1993: The changing role of voca-tional and technical education and training inNorway. A report to OECD. (ikke offentliggjort) Oslo.

Kirke-, utdannings- og forskningsdeparte-mentet 1992: Stortingsmelding nr. 33 (1991-92).Kunskap og kyndighet. Om visse sider ved vide-regående oppläring. Oslo.

NOU 1991:4 (Norges offentlige utredninger): Veienvidere til studie- og yrkeskompetanse for alle.

Oslo.Olsen, Ole Johnny 1989: Utvikklingstrekk vedyrkesutdanning og fagoppläring i Norge. AHS SerieB 1989-3. Universitetet i Bergen.

Olsen, Ole Johnny 1990: Neue Produktions-konzepte auf norwegisch? AHS Series B 1990-2.Universitetet i Bergen.

Island

Gudmundsson, Gestur 1993: The changing roleof vocational and technical education and trainingin Iceland. A report to OECD. (ikke offentliggjort)Reykjavik.

OECD 1987: Reviews of National Policies for Edu-cation. Iceland. OECD. Paris.

Danmark

Nielsen, Søren P. & Lausch, Bente 1993: A reporton continuing vocational training in Denmark. PartI (på engelsk); Part II (på dansk). FORCE-artikel11.2. SEL, København.

Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse(SEL) 1993: Erhvervsuddannelsesreformensdokumentationsprojekt. København.

Sørensen, John Houman 1990: Fornyelsen af er-hvervsuddannelserne i Danmark. (The Danish con-tribution to PETRA research strand, theme 1: “Na-tional responses to changing needs for vocationalskills”). Dansk Teknologisk Institut. Høje Taastrup.

Sørensen, John Houman & Jensen, Grete 1988:The role of the social partners in youth and adultvocational training in Denmark. CEDEFOP Docu-ment. Berlin.

Sørensen, John Houman & Clematide, Bruno1992: Offentlig og virksomhedsintern efteruddan-nelse i lyset af de nye produktionskoncepter. I Hal-vorsen, Tor & Olsen, Ole Johnny 1992 (red.): Detkvalifiserte samfunn? Oslo.

U 90. Bind 1-2. 1978: Samlet uddannelsesplan-lægning frem til 90’erne. Undervisningsministeriet.København.

Sammenlignende studier

Koefoed, Else & Linde, Göran 1989: Erhvervs-læreruddannelse i Norden. NORD 1989: 62. Køben-havn.

Kämäräinen, Pekka 1991: Ammatillisen koulutuk-sen näköaloista eurooppalaisessa koulutuspolitii-kassa - kaksi tarkastelua. In Ekola, Jorma et. al. 1991:Ammatillisen koulutuksen uudistaminen 1980-luvulla. Selvitys uudistuksen toteutumisesta jatoteutusympäristöstä. Helsinki.

Lindbekk, Tore 1992: Systemforskjeller i yrkes-utdanning og utdanningspolitikk. Vesteuropeiskekontraster. In Halvorsen, Tor & Olsen, Ole Johnny1992 (red.): Det kvalifiserte samfunn? (“The quali-fied society?”) Oslo.

Kämäräinen, Pekka 1994: Identification of coop-eration potentials in vocational education and train-ing research in the Nordic countries. Rapport tilCEDEFOP (ikke offentliggjort). Berlin.

Myrberg, Mats 1986: Gymnasial yrkesutbildning iNorden - Utvecklingslinjer och problembilder. Rap-port; Nordisk konferens om yrkesutbildning förungdomar (ÖGY-eksamination). Lidingö 20.-21.5.1986.


CEDEFOP

48

Erfaringer fra detintegrerede nordiskearbejdsmarked

Indledning

Mobiliteten på arbejdsmarkedet i DenEuropæiske Union er genstand for sti-gende interesse, bl.a. på grund af denpåtænkte indførelse af Den MonetæreUnion. Hvis Den Monetære Union skalkunne udgøre en effektiv valutakurs-ordning, er det afgørende, at mobilitetenpå arbejdsmarkedet er høj, og at lønnin-ger og priser er fleksible. Men i dag ermobiliteten mellem landene yderst be-grænset for de fleste medlemsstaters ved-kommende, og i den forbindelse kan er-faringerne fra det nordiske arbejdsmarkedvære interessante. Sigtet med denne arti-kel er at præsentere de vigtigste erfarin-ger fra og nogle grundlæggende fakta omdet nordiske arbejdsmarked.

De nordiske lande har en lang traditionfor arbejdsmarkedsintegration. Det nor-diske arbejdsmarked oprettedes formelt i1954, da Sverige, Danmark, Norge, Fin-land og Island undertegnede en aftale omat afskaffe alle formelle barrierer forarbejdstagernes bevægelighed inden forde nordiske lande. Nordiske borgereskulle ikke længere have tilladelse til atarbejde og opholde sig i et andet nordiskland. De lokale myndigheder var for-pligtede til at informere arbejdsformid-lingskontorerne i de andre nordiske landeom lokale jobtilbud og arbejdsvilkår. Derblev endvidere indgået vidtrækkende for-pligtelser til lige behandling af indfødteog vandrende arbejdstagere.

Migration inden for denordiske lande

Da det nordiske arbejdsmarked blev op-rettet, havde Sverige den højeste indkomstpr. indbygger. Endvidere var den sven-ske arbejdsmarkedssituation yderst gun-

stig, og da Sverige geografisk set ligger imidten og er omgivet af de andre nor-diske lande, var det ikke overraskende,at det var Sverige, der modtog flest ar-bejdstagere fra de andre nordiske lande.Da Sverige har haft en nettoindvandringaf arbejdstagere fra de øvrige nordiskelande næsten hvert år siden 1954, er detnaturligt fortrinsvis at fokusere på ind-vandringen til Sverige.

Da aftalen trådte i kraft, udløste den ikkeen større tilstrømning af arbejdstagere tilSverige. Grunden hertil er, at Sverige al-lerede i 1954 førte en liberal indvandrings-politik, der til dels var en videreførelse afSveriges tradition for at modtage krigs-flygtninge fra de andre nordiske lande.Den største indvandring til Sverige fandtsted i 1960’erne. Gradvis etableredes etsamfund af finske arbejdstagere i Sverige,og som følge af en væsentlig forskel irealindkomstniveau i Sverige og Finlandog den stigende beskæftigelse i Sverige,blev det mere og mere almindeligt, at fin-ske statsborgere tog arbejde i Sverige. Ihøjkonjunkturårene 1969 og 1970 nåededen finske bruttoindvandring til Sverigeet rekordhøjt niveau med ca. 40 000 til-flyttere pr. år. Siden da er indvandringengradvis aftaget, og i 1980’erne var brutto-indvandringstallene betragtelig lavere.Finske statsborgere søger hovedsagelig tilSverige, og kun meget få finner har valgtat bosætte sig og arbejde i Danmark ogNorge.

Det er vanskeligt at skelne mellemarbejdsmarkedsmigration og migration afstudiemæssige årsager, som følge affamiliesammenføring, osv. Figur 1 viserindvandringsstrømmene til Sverige fra Fin-land, Norge og Danmark, ekskl. børnunder 16 og ældre over 65 år, i perioden1968-1993, samt fordelingen efter oprin-delsesland. Hermed bliver bruttomigra-tionstallene for lave, men sammenlignetmed den samlede bruttomigration tegner

Erfaringerne fra det nor-diske arbejdsmarked præ-senteres i lyset af integratio-nen af det europæiske ar-bejdsmarked. Omfattendemigrationsstrømme påtværs af landegrænserneforekommer kun, når der erstore realindkomstforskellelandene imellem og ledigearbejdspladser i højind-komstlandet. Som følge afudligningen af realind-komsterne i de nordiskelande og den seneste tidsmangel på ledige arbejds-pladser på det svenske ar-bejdsmarked er der sket endrastisk nedgang i mobilite-ten mellem de nordiskelande. I takt med at ind-komstforskellene mellemde sydlige og de øvrige EU-medlemsstater mindskes,må det forventes, at også deeuropæiske migrations-strømme aftager.

“Det nordiske arbejdsmar-ked oprettedes formelt i

1954, da Sverige, Dan-mark, Norge, Finland ogIsland undertegnede en

aftale om at afskaffe alleformelle barrierer for

arbejdstagernes bevæge-lighed inden for de nor-

diske lande.”

Per LundborgForskningsstipendiat

ved IndustriensUtredningsinstitut

(IUI); docent iøkonomi. Teoretisk

og empiriskforskning i international

migration, navnlig inden fordet nordiske arbejdsmarked.


CEDEFOP

49

1968 1973 1978 1983 1988 1993

0

5000

10000

15000

20000

25000

30000

35000

Ant

al i

ndva

ndre

re

Finland

Danmark

Norge

den et mere korrekt billede af arbejds-kraftmigrationen blandt borgerne i de trelande.

Indvandringen til Sverige fra Finland hargenerelt været af langt større omfang endfra de øvrige nordiske lande. Med undta-gelse af 1974 og 1975, da arbejdsløshe-den steg drastisk i Danmark, og slutnin-gen af 1980’erne, har antallet af indvan-drere fra Danmark været lavt, ca. 1 000personer om året.

-----Figur 1:--------Indvandringen fra Norge til Sverige harogså været bemærkelsesværdig stabil ogpå nogenlunde samme niveau som dendanske. Men med den stigende arbejds-løshed i Norge i 1989 og 1990 fulgte derogså en drastisk stigning i antallet af ind-vandrere til Sverige, hvor arbejdskraft-efterspørgslen på daværende tidspunkt varstor. For såvel danske arbejdstagere i mid-ten af 1970’erne som for norske arbejds-tagere sidst i 1980’erne bidrog adgangentil det svenske arbejdsmarked således tilat afhjælpe arbejdsløshedsproblemet.

Den finske økonomi gik ind i en periodemed massearbejdsløshed i begyndelsen af1990’erne. F.eks. var arbejdsløsheden i1993 helt oppe på 17,7%. Men på trodsheraf er der ikke sket nogen stigning iudvandringen til Sverige, hvilket primærtskyldes manglen på ledige jobs på detsvenske arbejdsmarked. Migrations-frekvensen til Sverige er rent faktisk lav,og indvandringen fra Finland ligger påsamme niveau som fra Danmark og Norge.

Bestemmende faktorer forden nordiske migration

Mange faktorer er klart nok bestemmendefor migrationsstrømmene. Hvad angår denfinsk-svenske migration, spiller det enrolle, at der er store forskelle i realind-komsten pr. indbygger i Finland og Sve-rige (Lundborg 1991). Beskæftigede, derovervejer at udvandre, sammenligner na-turligvis den nuværende løn med den for-ventede løn i det nye land. Men indkomst-

“Da Sverige har haft ennettoindvandring afarbejdstagere fra deøvrige nordiske landenæsten hvert år siden1954, er det naturligtfortrinsvis at fokusere påindvandringen til Sverige.”

“i 1960’erne (...) blev detmere og mere almindeligt,at finske statsborgere togarbejde i Sverige.”

“For såvel danske arbejds-tagere i midten af1970’erne som for norskearbejdstagere sidst i1980’erne bidrog adgan-gen til det svenske ar-bejdsmarked således til atafhjælpe arbejdsløsheds-problemet.”

Figur 1: Indvandring til Sverige fra Norge, Danmark og Finlandi perioden 1968-1993Omfatter kun 16-65-årige statsborgere fra de omhandlede lande

År


CEDEFOP

50

forskelle er ikke alene vigtige for lønmæs-sige overvejelser, også dagpengesystemetskal tages i betragtning. Arbejdsløse, derovervejer at tage job i et andet land, sam-menligner indlysende nok den påregnedeløn i værtslandet med størrelsen afarbejdsløshedsydelserne i hjemlandet.

Et andet sæt forklarende variabler har atgøre med arbejdsmarkedssituationen. Lo-gisk nok er lande med fuld beskæftigelsemere attraktive for vandrende arbejdsta-gere end lande med høj arbejdsløshed.Men dette skyldes hovedsagelig, at landemed lav arbejdsløshed normalt har flereledige jobs end lande med høj arbejds-løshed. Empiriske undersøgelser har vist,at antallet af ledige jobs eller udskiftnin-gen på arbejdsmarkedet (ansættelser ogafskedigelser) har en større forklarings-værdi end arbejdsløshedsprocenten. Denordiske lande, der har haft en stigning iantallet af ledige stillinger, har såledeskunnet tiltrække arbejdstagere fra de an-dre nordiske lande. I mange år tiltrak deledige jobs på det svenske arbejdsmarkedfinske arbejdstagere. Men i 1980’ernevendte mange finske statsborgere tilbagetil Finland, til trods for at arbejdsløsheds-procenten var højere i Finland. Grundenhertil var, at antallet af ledige arbejds-pladser var stærkt stigende i Finland.

Men under alle omstændigheder er dernormalt større udvandring fra områdermed høj arbejdsløshed end fra områdermed lav arbejdsløshed, hvilket dog ikkebetyder, at det kun er arbejdsløse, derudvandrer. Også beskæftigede har størretendens til at flytte til et andet land i ensituation med stigende eller høj arbejds-løshed, fordi arbejdsløshedsrisikoen erstor. Men uanset arbejdsmarkedstil-knytning bidrager udvandringen til at af-hjælpe arbejdsløshedsproblemet i hjem-landet. Forskningen har imidlertid ikke inævneværdig grad beskæftiget sig med atundersøge, i hvilken udstrækning det in-tegrerede nordiske arbejdsmarked harmindsket arbejdsløshedsproblemet.

Et andet sæt forklarende variabler har atgøre med geografisk afstand og omkost-ningerne ved at flytte. Naturligt nok erde danske indvandrere i Sverige koncen-treret i Sydsverige. Stor geografisk afstandmedfører ikke blot store transportomkost-ninger, men også psykologiske omkost-ninger ved at bo langt væk fra venner og

familie. Jo større afstand til hjemlandet,desto mere koster det at vende tilbage. Idenne forbindelse spiller det også en rolle,at usikkerheden hvad angår forholdene iværtslandet stiger i takt med afstanden.Som nævnt er de nordiske landes myn-digheder særdeles aktive med hensyn tilat formidle information om lokale forholdtil de øvrige nordiske lande.

Den afskrækkende effekt, som stor geo-grafisk afstand kan have på potentielleudvandrere, er ofte mindre, hvis der i for-vejen findes indvandrere fra samme land.Det er et velkendt faktum, at indvandrerehar en tendens til at koncentrere sig ibestemte lande eller bestemte områder.Der er flere forklaringer på denne adfærd.Den mest indlysende er, at en sådan kon-centration mindsker omkostningerne vedat flytte. Ikke mindst de psykologiskeomkostninger ved at bo langt hjemmefra.Endvidere kan tidligere indvandrere letteassimilationen for de nye og bistå dem ideres kontakt med myndighederne. Fo-rekomsten af tidligere indvandrere frasamme hjemland spiller rent faktisk enmeget stor rolle på det nordiske arbejds-marked. Lundborg (1991) har vist, at tid-ligere indvandrere til Sverige fra Danmark,Norge og Finland er en vigtig determi-nant for arbejdskraftstrømmene fra alle trelande.

Andre faktorer, der kan indvirke påmigrationstendenserne, er kulturelt ogsprogligt slægtskab mellem landene. Fradette synspunkt skulle man forvente størreindvandring til Sverige fra Norge og Dan-mark end fra Finland. Faktorer som al-der, køn og uddannelse spiller også enrolle. Som det gælder i de fleste tilfælde,er migrationsfrekvensen højere blandtunge end blandt ældre. Generelt er derflere mænd end kvinder, der flytter, somfølge af førstnævntes større erhvervs-frekvens. Endelig er der større migrations-frekvens blandt højere uddannede endblandt lavt uddannede. En almindelig ac-cepteret forklaring herpå er, at gruppenaf højere uddannede er mere homogenuanset nationalitet og derfor har lettereved at tilpasse sig nye omgivelser.

Højt uddannedes udvandring har andresociale implikationer end lavt uddanne-des. Navnlig fordi staten ofte finansiereren stor del af de højere uddannelser,medens andre lande så høster resultaterne

På grund af manglen påledige jobs på det svenskearbejdsmarked (...) “(er)migrationsfrekvensen tilSverige (...) rent faktisk

lav (i dag), og indvandrin-gen fra Finland ligger på

samme niveau som fraDanmark og Norge.”

“(...) indkomstforskelle erikke alene vigtige for

lønmæssige overvejelser,også dagpengesystemet

skal tages i betragtning.”

“Empiriske undersøgelserhar vist, at antallet af

ledige jobs eller udskift-ningen på arbejdsmarke-

det (ansættelser og afske-digelser) har en større

forklaringsværdi endarbejdsløshedsprocenten.”

“Andre faktorer, der kanindvirke på migrations-

tendenserne, er kultureltog sprogligt slægtskab

mellem landene.(...)Faktorer som alder, køn

og uddannelse spiller ogsåen rolle. (...) der er større

migrationsfrekvens blandthøjere uddannede end

blandt lavt uddannede.”


CEDEFOP

51

af uddannelsesinvesteringerne (den så-kaldte hjerneflugt). Højt uddannedes mi-gration på det nordiske arbejdsmarkedanalyseres i Pedersen (1994). Migrations-tilbøjeligheden inden for det nordiskemarked er rent faktisk større for lavt ud-dannede end for højt uddannede. De højtuddannede har større tendens til at flytteuden for Norden end de lavt uddannede.Dette er i overensstemmelse med andreundersøgelser, der viser, at geografisk af-stand har en mindre afskrækkende effektfor de højt uddannede.

Sociale ogvelfærdsmæssige følger afdet integrerede nordiskearbejdsmarked

Et standardargument er, at et frit markedøger den samlede produktion på det in-tegrerede område, hvilket er et væsent-

ligt argument for liberalisering. Skønt derikke foreligger nogen detaljerede analy-ser af dette spørgsmål, er der intet godtargument imod denne teoretiske anta-gelse. Men dette er ikke ensbetydendemed, at både fraflytnings- og tilflytnings-landet og i endnu mindre grad alle ar-bejdstagere har fordel heraf.

Det frie nordiske arbejdsmarked forsynedeklart nok Sverige med en større arbejds-styrke, end det ellers ville have haft tilrådighed. Eftersom hovedparten af denordiske indvandrere var arbejdere, er enmulig virkning af dette øgede udbud afufaglært arbejdskraft, at lønnen er nogetlavere, end den ellers ville have været.Ud fra samme tankegang kan udvandrin-gen af finske arbejdere formodes at havehævet lønniveauet i Finland, og såledesskulle det integrerede arbejdsmarked alti alt bidrage til at udligne lønningerne ide omhandlede lande. Dette spørgsmål erikke blevet undersøgt empirisk. Men detstår fast, at i det tidsrum, hvor det frie

“Migrationstilbøjelighedeninden for det nordiskemarked er (...) større forlavt uddannede end forhøjt uddannede.”

“Eftersom hovedparten afde nordiske indvandrerevar arbejdere, er en muligvirkning af dette øgedeudbud af ufaglært ar-bejdskraft, at lønnen ernoget lavere, end denellers ville have været.”

År19901965 1970 1975 1980 1985

0

20

40

60

80

100

120

140

160

180

200

Figur 2: Finsk indvandring og ledige job i Sverige.1965-1990. Indeks 1965 = 100

Ledige job

Finsk indvandring


CEDEFOP

52

nordiske arbejdsmarked har eksisteret, erder sket en væsentlig reallønsudligning ide nordiske lande, navnlig mellem Sve-rige og Finland. Den faktiske lønudviklingsvarer således til, hvad man teoretiskskulle forvente.

Ledige arbejdspladser i tilflytningslandetog forskelle i realindkomst i de to landeer den største drivkraft for internationalmigration. Dette illustreres i figur 2, derviser indvandringen fra Finland til Sve-rige i perioden 1965-1990. Kurven for le-dige arbejdspladser på det svenske ar-bejdsmarked afspej ler den svenskekonjunkturcyklus.

--------Figur 2-------Det fremgår af figur 2, at i en lang pe-riode, frem til begyndelsen af 1980’erne,svarer indvandringen til Sverige fra Fin-land i stor udstrækning til antallet af le-dige stillinger. Denne korrelation mellemindvandring og ledige stillinger brydes ibegyndelsen af 1980’erne; den væsentlig-ste grund hertil er, at realindkomst-forskellene mellem Sverige og Finland pådet tidspunkt var blevet udjævnet i ensådan grad, at det ikke længere kunnebetale sig at flytte til Sverige for at be-sætte de ledige stillinger.

Overensstemmelsen mellem arbejdskraft-tilflytning og antallet af ledige stillingerindtil 1982 var imidlertid af stor betyd-ning for den svenske økonomi. I højkon-junkturårene 1969 og 1970 modtog Sve-rige i alt 80 000 tilflyttere, der besatte enstor del af de ledige stillinger. Såfremtdisse tilflyttere ikke havde fået adgang tildet svenske arbejdsmarked, ville meref-terspørgslen efter arbejdskraft utvivlsomthave givet sig udslag i højere løn og der-med inflation. På toppen af konjunk-turopsvinget i slutningen af 1980’erne varindvandringen ikke af nær så stort etomfang, og merefterspørgslen efter ar-bejdskraft bidrog da også til at skabe in-flation. Således øger et frit arbejdsmarkedikke alene de deltagende landes økono-miske ydeevne, men har også storemakroøkonomiske virkninger og kan bi-drage til at begrænse inflationen i værts-landet og arbejdsløsheden i oprindelses-landet.

Indkomstforskelle landene imellem erimidlertid af stor betydning. På det nor-diske arbejdsmarked er reallønsforskelleneblevet udlignet i en sådan grad, at selv om

antallet af ledige arbejdspladser stiger i etaf landene, kan det ikke forventes, at debliver besat med indvandret arbejdskraft.Hvis der i et andet af landene er arbejds-løshed, er der større sandsynlighed for, atledige stillinger kan besættes med indvan-dret arbejdskraft. Men dette kræver på sinside, at arbejdsløshedsydelserne i hjemlan-det ikke er så høje, at de afholder de ar-bejdsløse fra at flytte.

Afstemningen af antallet af arbejdsløse iét land med antallet af ledige jobs i andrelande er et vigtigt aspekt ved arbejds-markedsintegration. Det er en kendsger-ning, at i nogle nordiske lande og i nogleEU-lande virker dagpengesystemet be-grænsende på mobiliteten inden for lan-denes egne grænser og i endnu højeregrad på mobiliteten landene imellem1.Dagpengesystemet har en ikke helt ringeindflydelse på, om arbejdsmarkeds-integration kan bidrage til at mindske ar-bejdsløsheden.

Andre aspekter af mobiliteten vedrørerskat og overførselsindkomster. Fra værts-landets synspunkt er den ideelle indvan-drer én, der betaler høje skatter, men kunmodtager små overførselsbeløb, såsomarbejdsdygtige unge. Erhvervsfrekvensenblandt indvandrere er i vid udstrækningbestemmende for, om værtslandet tilføreset nettooverskud eller ej. En ældre un-dersøgelse (Ekberg 1983) viser, at Sverigei 1970 havde et nettooverskud af den sam-lede indvandring. På daværende tidspunktvar der en høj erhvervsfrekvens blandtindvandrerne generelt, herunder også denordiske indvandrere, sammenlignet medden indfødte svenske befolkning. I dagville et sådant regnestykke måske give etnegativt resultat, også for de nordiske ind-vandrere, eftersom erhvervsfrekvensen erhøjere blandt de indfødte end blandt ind-vandrerne.

Hvilken lære kan EU-medlemsstaterne drage afovennævnte?

Der er sket en bemærkelsesværdig hurtigudjævning af realindkomstforskellenemellem de sydlige EU-medlemmer og derige lande. Efterhånden som reallønnin-gerne tilnærmes, falder arbejdskraft-mobiliteten, som det sås i forbindelse med

“(...) i det tidsrum, hvordet frie nordiske arbejds-marked har eksisteret, er

der sket en væsentligreallønsudligning i de

nordiske lande, navnligmellem Sverige og Fin-

land.”

“(…) i begyndelsen af1980’erne (...) var

realindkomstforskellenemellem Sverige og Finland

(…) blevet udjævnet i ensådan grad, at det ikke

længere kunne betale sigat flytte til Sverige for at

besætte de ledige stil-linger.”

“På det nordiske arbejds-marked er realløns-

forskellene blevet udligneti en sådan grad, at selv

om antallet af ledigearbejdspladser stiger i et

af landene, kan det ikkeforventes, at de bliverbesat med indvandret

arbejdskraft.”

“Med en vedvarendetendens til indkomst-

udligning i EU-medlemsstaterne vil

migrationen i Unionenutvivlsomt aftage i fremti-

den.”

1) Vedrørende arbejdsløshedsydel-sernes indvirkning på migrationen ide nordiske lande, se Lundborg(1991).

2) Redaktionel note: jf. EØF-for-ordningen om arbejdskraftens frie be-vægelighed inden for Fællesskabet.


CEDEFOP

53


Ekberg, J. (1983): Inkomsteffekter av invandring.Acta Wexionensia, serie 2

Lundborg, P. (1991): Determinants of Migration inthe Nordic Labor Market, Scandinavian Journal ofEconomics, Vol. 93, nr. 3, 363-375.

Pedersen, P. (udg.) (1994): Scandinavian Skill Mi-gration in Perspective of the European IntegrationProcess, North-Holland Elsevier (udkommer i nær-meste fremtid).

den finske migration til Sverige. Med envedvarende tendens til indkomstudligningi EU-medlemsstaterne vil migrationen iUnionen utvivlsomt aftage i fremtiden.Sprogbarrierer og kulturelle og religiøseforskelle er også sandsynlige migrations-hindringer, selv om forskningen ikke harviet dette problem særlig stor opmærk-somhed. Først på lang sigt vil disse hin-dringer blive overvundet.

Arbejdskraftefterspørgslen spiller imidler-tid også en rolle. Såfremt efterspørgslenefter arbejdskraft øges i nogle af de merevelstillede medlemsstater, kan det tænkes,at også migrationsfrekvensen igen stiger.En forudsætning herfor er dog, at der fø-res en langt mere aktiv beskæftigelses-fremmende politik, end det hidtil harværet t i l fældet i EU-staterne, og atdagpengesystemet ikke er således indret-tet, at det afholder folk fra at søge ar-

bejde. 1992-programmet2 indførte dere-guleringsforanstaltninger til fremme af dengrænseoverskridende mobilitet. Men un-der alle omstændigheder er der to afgø-rende faktorer, der skal medtænkes veden vurdering af migrationsudsigterne i EUsåvel som alle andre steder, nemlig ud-ligningen af indkomstforskelle og fore-komsten af ledige arbejdspladser. Der kannæppe forventes en stigning i migrations-frekvensen i Unionen uden en stigning iantallet af ledige arbejdspladser.

En høj migrationsfrekvens er ikke i sigselv en indikator på en velfungerendeøkonomi. Kun såfremt der er tale om etmarkant misforhold mellem antallet afarbejdsløse og antallet af passende ledigejob i landene, er der et økonomisk pro-blem. Lav migrationsfrekvens kan ganskeenkelt være udtryk for, at økonomierneudvikler sig i samme takt.

“Såfremt efterspørgslenefter arbejdskraft øges inogle af de mere vel-stillede medlemsstater,kan det tænkes, at ogsåmigrationsfrekvensen igenstiger. En forudsætningherfor er dog, at der føresen langt mere aktiv be-skæftigelsesfremmendepolitik, end det hidtil harværet tilfældet i EU-staterne, og at dagpenge-systemet ikke er såledesindrettet, at det afholderfolk fra at søge arbejde.”


CEDEFOP

54

Statistiske oplysninger

Oplysninger fra OECD in Figures, suppl. til OECD Observer nr. 188, juni/juli 1994

Facts om de nye medlemsstater:

Befolkning Befolkningens aldersstruktur; % af den samlede befolkning

Befolkningstil-vækst %

Pr. km2

19921992 1982 1992 1960 1992 1960 1992 19601992/91 1975/74

Samletareal/

1000 km2

Angivet i tusinder Under 15 år 15-64 år 65 år og derover

Østrig 83,9 7,884 7,571 94,0 0,8 -0,3 17,5 22,0 67,3 65,8 15,2 12,2 Østrig

Belgien 30,5 10,045 9,856 329,3 0,4 0,3 18,2e 23,5 66,5 64,5 15,3 12,0 Belgien

Danmark 43,1 5,170 5,119 120,0 0,3 0,3 17,0e 25,2 67,5e 64,2 15,5 10,6 Danmark

Finland 338,0 5,042 4,827 14,9 0,3 0,4 19,2 30,4 67,1 62,3 13,7 7,3 Finland

Frankrig 549,0 57,372 54,480 104,5 0,6 0,5 20,0 26,4 65,6 62,0 14,4 11,6 Frankrig

Tyskland 248,6a 64,846b 61,638 260,8 1,2 -0,4 15,5 21,3 69,2 67,8 15,3 10,9 Tyskland

Grækenland 132,0 10,300 9,790 78,0 0,3 0,9 19,4f 26,1 66,8f 65,8 13,8f 8,1 Grækenland

Irland 70,3 3,547 3,480 50,5 0,7 1,7 26,8e 30,5 61,8e 58,6 11,4e 10,9 Irland

Italien 301,2 56,859 56,639 188,8 0,2 0,6 15,7 23,4 68,9 67,6 15,4 9,0 Italien

Luxembourg 2,6 390 366 150,0 2,1c 1,1 17,7e 21,4 68,8e 67,8 13,5e 10,8 Luxembourg

Nederlandene 40,8 15,184 14,313 372,2 0,8 0,9 18,3 30,0 68,7 61,0 13,0 9,0 Nederlandene

Portugal 92,4 9,858 9,877 106,7 0,0 1,0d 19,1 29,0 66,9 62,9 14,0 8,1 Portugal

Spanien 504,8 39,085 37,961 77,4 0,2 1,0 18,4 27,3 67,6 64,5 14,0 8,2 Spanien

Sverige 450,0 8,674 8,327 19,3 0,7 0,4 19,0 22,4 62,9 65,9 18,1 11,7 Sverige

Det For. Kongerige 244,8 57,848 56,335 236,3 0,3 0,0 19,2e 23,3 65,1e 65,0 15,7e 11,7 Det For. Kongerige

Anmærkninger:a. 356,9 efter Tysklands foreningb. 80,569 efter Tysklands foreningc. 1991/90

Kilder: Labour Force Statistics: 1972-1992, OECD,Paris, 1994; Employment Outlook, OECD, Paris,september 1992.

d. 1976/75e. 1991f. 1989

Demografiske forhold

Beskæftigelse I

Østrig 3,679 11,4 58,0 50,2 3,546 11,2 7,1 35,6 57,4 Østrig

Belgien 4,237 2,8 54,1 48,3 3,724 5,3 2,6 27,7 69,7 Belgien

Danmark 2,912a 8,9b 78,9a 72,6 2,612a 10,3b 5,7a 27,7a 66,6a Danmark

Finland 2,527 -0,6 70,7 72,4 2,163 -8,6 8,6 27,9 63,5 Finland

Frankrig 25,109 5,8 58,7 54,7 22,032 3,7 5,2 28,9 65,9 Frankrig

Tyskland 30,949 8,4 58,6 52,9 28,708 9,6 3,1 38,3 58,6 Tyskland

Grækenland 3,934a 6,9b 40,8a 36,4 3,634 2,9b 22,2a 27,5a 50,3a Grækenland

Irland 1,384a 4,9 39,9a 37,6 1,113a -1,6b 13,8a 28,9a 57,3a Irland

Italien 24,612 8,0 45,8a 39,8 21,271 7,0 8,2 32,2 59,6 Italien

Luxembourg 165a 3,1b 44,7a 41,3 162a 2,5b 3,3c 30,5c 66,2c Luxembourg

Nederlandene 7,133 .. 55,5 39,0 6,576 .. 4,0 24,6 71,4 Nederlandene

Portugal 4,764 10,0 61,9 54,4 4,498 .. 11,6 33,2 55,2 Portugal

Spanien 15,432 12,8 42,0 32,5 12,359 11,4 10,1 32,4 57,5 Spanien

Sverige 4,429 1,7 79,1 75,9 4,195 -0,6 3,3 26,5 70,2 Sverige

Det For. Kongerige 28,149 5,5 65,0a 57,1 25,181 6,8 2,2 26,5 71,3 Det For. Kongerige

1992 1982

Samlet arbejdsstyrke Antal beskæftigede i alt

Kvinderserhvervsfrekvens1

%Angivet itusinder /

1992

Ændringsiden 1982

%

Angivet itusinder/

1992

Ændringsiden 1982

%

Landbrug/skovbrug og

fiskeri %Industri % Service %

Anmærkninger:... ingen oplysninger1. Defineret som den kvindelige arbejdsstyrke i

alle aldersgrupper divideret med denkvindelige befolkning i aldersgruppen 15-64

a. 1991;b. 1991/81;c. 1990

Kilder: Labour Force Statistics: 1972-1992,OECD, Paris, 1994


CEDEFOP

55

Østrig 9,1 8,0 20,5 18,9 1,6 1,5 89,1 87,8 10,2 16,0 Østrig

Belgien 11,8a 6,4b 27,4a 16,3b 2,1a 1,3b 89,3a 86,2b 14,1a 13,7 Belgien

Danmark 23,1a 23,7b 37,8a 46,5b 10,5a 5,6b 75,5a 86,9b 9,1a 11,8b Danmark

Finland 7,9 7,7 10,4 11,6 5,5 4,1 64,3 72,0 14,2 12,7 Finland

Frankrig 12,7 9,2 24,5 18,9 3,6 2,5 83,7 83,9 12,6 16,4 Frankrig

Tyskland 15,5a 12,0b 34,3a 28,9b 2,7a 1,6b 89,6a 91,9b 9,0 8,7 Tyskland

Grækenland 3,9a 3,3b 7,2a 6,6b 2,2a 1,8b 62,9a 62,4b 34,8f 38,9 Grækenland

Irland 8,4a 6,6c 17,8a 15,5c 3,6a 2,7c 71,6a 71,6c 21,7a 20,8 Irland

Italien 5,4 5,1b 10,5 10,1b 2,7 2,9b 67,9 61,4b 24,4a 23,6 Italien

Luxembourg 7,5a 6,3c 17,9a 17,0c 1,9a 1,0c 83,3a 88,9c 10,6a 12,4 Luxembourg

Nederlandene 1 32,8 18,7b 62,9 44,6b 13,4 6,9b 75,0 74,6b 9,6a 12,4 Nederlandene 1

Portugal 7,2 7,3d 11,0 14,7d 4,2 2,6d 67,4 77,9d 24,5 30,4 Portugal

Spanien 5,9 5,8e 13,7 13,9e 2,0 2,4e 76,8 71,5e 21,4 22,1 Spanien

Sverige 2 24,3 25,0 41,3 46,5 8,4 6,4 82,3 86,4 9,5 7,7 Sverige 2

Det For. Kongerige 23,2 17,9b 44,6 40,0b 6,1 3,1b 85,4 89,6b 12,2 9,2 Det For. Kongerige

Kvindeligedeltidsbeskæftigede i %

af den samlededeltidsbeskæftigelseBegge køn Kvinder Mænd

19821992

Deltidsbeskæftigede i %af det samlede antal beskæftigede

Selvstændige angiveti %

af den samledebeskæftigelse

19821992 19821992 19821992 19821992

Anmærkninger:...ingen oplysninger1. Databrud 19852. Databrud 1986a. 1991;

b. 1981;c. 1983;d. 1980;e. 1987;f. 1990

Kilder: Employment Outlook, OECD, Paris, juli1993; Economic Outlook, OECD, Paris, december1993; Labour Force Statistics: 1972-1992, OECD,Paris, 1994

Beskæftigelse II

Ledighedsprocent1Unge ledige (under 25)/angivet i % af

ungdomsarbejdsstyrken

Langtidsledige (12måneder eller

derover)/% af detsamlede antal ledige

Begge køn/angivet i% af den samlede

arbejdsstyrke

Kvinder/angivet i %af den samlede kvin-delige arbejdsstyrke

Mænd/angivet i % afden samlede mand-lige arbejdsstyrke

Beskæftigelse III

MændKvinder

19821992 19821992 19821992 19821992 19821992 19821992

Østrig 3,6 3,5 3,8 4,8 3,5 2,8 .. .. .. .. .. .. Østrig

Belgien 9,3a 11,9 13,2a 17,0 6,5a 8,7 61,6a 66,3c .. .. .. .. Belgien

Danmark 9,1a 11,0 10,0a 11,2 8,3a 10,7 31,2a 33,0c .. .. .. .. Danmark

Finland 13,0 5,3 10,5 5,2 15,1 5,4 9,1a 22,3c 21,4 10,2 25,1 9,6 Finland

Frankrig 10,2 8,1 12,7 11,2 8,2 6,0 36,1a 42,1 26,1 25,3 16,6 13,8 Frankrig

Tyskland 5,8 6,4 6,4 7,3 5,4 5,9 45,5a 39,3c 6,0b 9,6 5,4b 9,0 Tyskland

Grækenland 7,0b 5,8 11,7b 8,0 4,3b 4,7 47,0a 35,0c .. .. .. .. Grækenland

Irland 15,7a 11,4 12,1a 9,7 17,3a 12,1 60,3a 36,9c 21,1a 16,6 25,0a 22,9 Irland

Italien 11,4 8,4 17,2 13,9 7,9 5,6 67,1a 57,7c 38,1 33,3 28,1 23,8 Italien

Luxembourg 1,2a 1,2 2,0a 1,7 1,1a 1,0 .. .. .. .. .. .. Luxembourg

Nederlandene 7,0a 11,3 9,5a 11,3 5,3a 11,4 43,0a 50,5 9,5 17,0 10,8 20,2 Nederlandene

Portugal 4,1 7,3 4,9 12,1 3,5 4,0 38,3a 56,0d 11,5 23,8 7,8 8,0 Portugal

Spanien 18,1 15,6 25,3 18,5 14,0 14,4 47,4 48,5 40,5 39,5 29,6 31,8 Spanien

Sverige 5,3 3,1 4,1 3,4 6,3 2,9 8,1a 8,4 9,2 7,8 13,7 7,4 Sverige

Det For. Kongerige 9,5 10,4 5,1 7,0 12,9 12,6 28,1a 47,0 9,9 19,7 19,7 25,9 Det For. Kongerige

Anmærkninger:...ingen oplysninger1. Nationale definitionera. 1991;

b. 1990;c. 1983;d. 1986

Kilder: Labour Force Statistics: 1971-1991, OECD,Paris, 1993; Employment Outlook, OECD, Paris, juli1993


CEDEFOP

56

Uddannelse I1

FørskoleSamledeudgifter2

Primær-under-visning

Sekundær-under-visning

Højereuddannelse

Offentlige udgifter til uddannelse/% af BNP Fuldtidselever/-studenter/pr. 1 000 indbyggere

Østrig 5,4 0,3 1,0 2,6 1,1 198 25 47 95 31 Østrig

Belgien 5,4 0,5 0,9 2,4 0,9 217 38 75 80 25 Belgien

Danmark 6,1 .. .. .. 1,3 195 10 66 90 29 Danmark

Finland 6,7 .. .. .. .. 209 7 78 89 35 Finland

Frankrig 5,4 .. .. .. .. 252 45 72 101 30 Frankrig

Tyskland 4,0 0,2 0,5 1,8 0,9 189 28 40 93 28 Tyskland

Grækenland .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. Grækenland

Irland 5,5 0,5 1,6 2,2 1,2 278 36 119 101 20 Irland

Italien .. .. .. .. .. 200 27 54 94 25 Italien

Luxembourg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. Luxembourg

Nederlandene 5,6 0,3 1,3 2,2 1,7 208 24a 77 82 25 Nederlandene

Portugal 5,5 0,1 2,2 2,0 0,9 215 17 104 75 18 Portugal

Spanien 4,5 0,3 1,0 2,4 0,8 247 25 72 117 31 Spanien

Sverige 6,5 0,2 2,3 2,8 1,2 170 11 68 69 22 Sverige

Det For. Kongerige 5,3 0,2 1,4 2,3 1,0 182 14b 79 76 13 Det For. Kongerige

Anmærkninger: ...ingen oplysninger1. 1990-912. Udgifter, der ikke er fordelt efter skoleniveau, er medtaget i de samlede udgifter3. Inklusive førskoleelever tilmeldt på deltida. Alle førskoleelever er tilmeldt på deltidb. Nogle førskoleelever er tilmeldt på deltid

Kilde: Education at a Glance, OECD, Paris, 1993

Østrig 17,2 1,2 4,1 10,1 1,9 .. .. .. 866 277 Østrig

Belgien 21,3 x 7,7a 10,7 1,9 .. 81,6 21,8 .. 484 Belgien

Danmark 16,1 0,7 5,9 8,4 1,0 23,7 77,0 29,0 1.004 380 Danmark

Finland 14,2 .. .. .. .. 14,9 .. .. 1.235 649 Finland

Frankrig .. 1,6 3,1 7,2 .. 100,5 83,7 23,6 758 444 Frankrig

Tyskland 11,4 1,2 2,0 5,7 2,6 75,4 82,9 27,8 1.173 445 Tyskland

Grækenland .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. Grækenland

Irland 13,4 1,3 4,5 5,9 1,6 65,0 67,9 .. 783 338 Irland

Italien .. .. 4,8 10,1 0,8 .. .. .. 507 .. Italien

Luxembourg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. Luxembourg

Nederlandene 12,9 1,1 3,9 5,8 2,0 73,8 75,2 23,9 822 357 Nederlandene

Portugal 17,7 0,8 7,8 7,5 1,5 58,0 53,8 13,2 506 352 Portugal

Spanien 12,8 1,0 3,3 7,0 1,3 82,6 64,2 25,5 637 .. Spanien

Sverige .. .. 6,5 6,5 .. 23,1 68,5 14,0 802 492 Sverige

Det For. Kongerige 11,9 0,5 3,7 6,1 1,3 81,9b 48,6 8,4 .. 277 Det For. Kongerige

Anmærkninger: ...ingen oplysningerx figurerer i en anden kategori1. 1990-912. To eller flere kvalifikationer kan erhverves på sekundærniveaua. Omfatter førskolenb. Nogle elever i aldersgruppen 3-6 er tilmeldt på deltid

Kilde: Education at a Glance, OECD, Paris, 1993

Erhververkvalifikatio-

ner på sekun-dærniveau2

Antal fuldtidsunderviserækvivalenter/pr. 1000 indbyggere

Fuldtidselever/-studenter/% af denpågældende aldersgruppe

Procentdel af den pågæl-dende aldersgruppe pr.

1 000 indbyggere isamme aldersklasse

Påbegynderhøjere

uddannelserI alt



Højereuddannelse

3-6-årige 15-19-årige 20-24-årigeFørskole

Uddannelse II1

FørskoleSamledeudgifter3



Højereuddannelse


CEDEFOP

57

Østrig

Unemployment and Labour marketflexibility: AustriaWalterskichen E.ILO (Det Internationale Arbejdsbureau)Genève, ILO, 1991, 134 s., DE, ENISBN 92-2-107290-8

Das berufliche Bildungswesen in derRepublik ÖsterreichCEDEFOP (Det Europæiske Center forUdvikling af Erhvervsuddannelse)Berlin, 1994 (under udgivelse)

The School Psychology-EducationalCounselling Service informs aboutEducation in AustriaWien, Bundesministerium für Unterrichtund Kunst, feuillet d’information, 1994DE, EN, FR

Berufliche Bildung in ÖsterreichsUnternehmenWien, Bundeswirtschaftskammer, 31 s.,1988

Betriebliche Weiterbildung in Öster-reich. Strukturen und Entwicklun-gen des überbetrieblichenWeiterbildungsmarktes (Bind II)Kailer N.Wien, IBW (Institut fürBildungsforschung der Wirtschaft),1989, 240 s.

Higher education and employment:the changing relationship. Recentdevelopments in continuing profes-sional education. Country report -AustriaOECD (Organisationen for ØkonomiskSamarbejde og Udvikling)Paris, OECD, 1991, 20 s.

Finland

Developments in education 1992-1994. FinlandUndervisningsministerietHelsinki, 1994, 98 s.

Vocational Education in FinlandDet Nationale UddannelsesrådHelsinki, 1991, 45 s.

Education in FinlandUdenrigsministerietHelsinki, brochure, 5 s., 1991

Educational strategies in Finland inthe 1990sKivinen O.; Rinne R.Turku, Turku Universitet, 1992, 134 s.

The Changing role of vocational andtechnical education and training inFinlandKyrö M. (udg.)Det Nationale Uddannelsesrådikke publiceret (OECD-projekt: Thechanging role of vocational and technicaleducation and training), 1993, 76 s. + bilag

Further education and training of theLabour Force. Country report-FinlandOECD (Organisationen for ØkonomiskSamarbejde og Udvikling)Paris, OECD, 1990, 40 s.

Continuing vocational education andtraining in FinlandUndervisningsministerietHelsinki, 1990, 27 s.

Weiterbildung in Finnland. WenigerStaat mehr MarktWolbeck M.i: Grundlagen der Weiterbildung, 3(2),1992, Neuwied, s. 96-99ISSN: 0937-2172

Higher Education Policy in FinlandUndervisningsministerietHelsinki, 1994, 161 s.ISBN 951-47-8305-0

Higher education and employment:The changing relationship. Recentdevelopments in continuing profes-sional education: Country reportFinlandParjanen M.Organisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1991, 20 s.

An introduction to Higher Educationin Finland. A Brief Guide for ForeignStudentsUndervisningsministeriet. Afdelingen forhøjere uddannelse og forskning

Bibliografiske referencer


CEDEFOP

58

Helsinki, Undervisningsministeriet1990, 52 s.ISBN 951-47-33-64-9

Study in Finland. InternationalProgrammes in Finnish Universities1992-1993Finnish Centre for International Mobilityand Exchange ProgrammesHelsinki, Undervisningsministeriet1992, 148 s.ISSN 0788-5695

Higher Education and Research inFinlandUndervisningsministerietHelsinki, Undervisningsministeriet1988, 89 s.ISBN 951-47-2071-7

Unemployment and labour marketflexibility: FinlandLilja R., Santamäki-Vuori T., Standing G.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO)Genève, ILO, 1990, 222 s.ISBN 92-2-107273-8

Finnish Polytechnics.An Experimental ReformUndervisningsministerietHelsinki, 1993, 16 s.

Sverige

Education in Sweden 1994Sveriges StatistikÖrebro, 1994, 80 s.

The Swedish SchoolsystemSkolverketStockholm, 1994, informationsark

Berufliche Bildung in Deutschlandund Sweden im VergleichPaland M.CDG (Carl Duisberg Gesellschaft)Köln, 1992

La formation en Suède: de l’éducationpopulaire à la formation en entrepriseCentre InffoParis-la-Défense, i: Inffo Flash (Le Dos-sier), nr. 402, 23.02.1994, 4 s.

Coherence between compulsory edu-cation, initial and continuing trainingand adult education in SwedenHjorth S.

Ministeriet for uddannelse og videnskabDokument udarbejdet for Det Europæi-ske Center for Udvikling af Erhvervsud-dannelse (CEDEFOP)Stockholm, 1994, 48 s.Kan rekvireres hos CEDEFOP

Adult education in the 1990’s: con-siderations and proposalsDet Nationale UddannelsesrådStockholm, 1991, 50 s.

Industry training in Australia,Sweden and the United StatesOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1993, 104 s.ISBN 92-64-13905-2

The effectiveness of training boardsin SwedenGranander S.ILO (Det Internationale Arbejdsbureau)Genève, ILO, debatoplæg, nr. 108, 1993

The expanding learning enterprisein SwedenAbrahamsson K.; Hultinger E.S.;Svenningsson L. (udg.)Det svenske ministerium for uddannelseog kulturStockholm, NBE reports-planning.Follow-up and Evaluation 90/10, 1990,101 s.; bibl. s. 98-101

The Swedish Way. Towards aLearning SocietyMinisteriet for uddannelse og videnskabStockholm, 1993, 169 s.ISBN 91-38-1375-0

Higher education and employment:the changing relationship. Recentdevelopments in Continuing Profes-sional Education. Country study:SwedenOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1991, 25 s.

Unemployment and labour marketflexibility: SwedenStanding G.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO)Genève, ILO, 1988, 150 s.ISBN 92-2-106265-1


CEDEFOP

59

Nyttige adresser

Østrig

❏ Offentlige instanser

Bundesministerium für Unterrichtund Kunst (BMUK)Abt. II/7z.H. Herrn Ministerialrat Mag. Peter Kreimlz.H. Herrn Rat Mag. SchlickMinoritenplatz 5A-1014 WienTlf. 431++53120/4339Tlf. 431+53120/4491Fax 431+53120/4130

Bundesministerium fürwirtschaftliche AngelegenheitenStubenring 1A-1010 WienTlf. 431+71100/5223 (Mag. Jost)Fax 431+7142718Fax 431+7137995

Bundesministerium für Wissenschaftund ForschungRosengasse 2-6A-1014 WienTlf. 431+53120/5920Fax 431+53120/6205

Bundeskammer der gewerblichenWirtschaftz.H. Herrn Dr. Georg PiskatyWiedner Hauptstrasse 63A-1045 WienTlf. 431+50105/4072Tlf. 431+50105/4073Fax 431+50206/261

Vereinigung österreichischerIndustriellerz.H. Frau Mag. Gerlinde PammerScharzenbergplatz 4A-1030 WienTlf. 431+71135/2365Fax 431+71135/2922

Kammer für Arbeiter und Angestelltez.H. Herrn Mag. Ernst LöwePrinz-Eugen-Strasse 20-22A-1040 WienTlf. 431+50165/2473Fax 431+50165/2230

Kammer für Arbeiter und Angestelltez. H. Frau Mag. Brigitte StierlPrinz-Eugen-Strasse 20-22A-1040 WienTlf. 431+50165/3132Fax 431+50165/2230Fax 431+50165/3186

Österreichischer Gewerkschaftsbundz.H. Herrn Sekretär Gerhard PragerHohenstaufengasse 10-12A-1010 WienTlf. 431+53444/466Fax 431+53444204

❏ Forskningsinstitutioner

Bundesministerium für Wissenschaftund Forschungz.H. Herrn Ministerialrat Dr. HeinzKasparovskyRosengasse 2-6A-1014 WienTlf. 431+53120/5920Fax 431+53120/6205

Institut für Berufs- und Erwachsen-enbildungsforschung an derUniversität Linz (IBE)z.H. Univ. Doz. Mag. Dr. W. BlumbergerRaimundstrasse 17A-4020 LinzTlf. 4370+6511083Fax 4370+609313/12

Institut für Bildungsforschung derWirtschaft (IBW)z.H. Herrn Dr. Klaus SchedlerRainergrasse 38A-1050 WienTlf. 431+5451671/27Fax. 431+5451671/22

Österreichisches Institut fürBerufsbildungsforschung (ÖIBF)z.H. Frau Maria HofstätterKolingasse 15A-1090 WienTlf. 431+31033340Tlf. 431+3197772Fax 431+3197772


CEDEFOP

60

National Board of Education(Opetushallitus):Areas of expertise: evaluation,EURYDICE, CEDEFOP, INES, compari-son of certifications, lines of educa-tional policy, general administration ofeducationP.O. Box 380FIN-00531 HelsinkiTlf. 3580+774775

Ministry of Education/Planning UnitSecretariat (Opetusministeriö/suunnittelusihteeristö)Areas of expertise: strategies for futureplanning of educationP.O. Box 293FIN-00171 HelsinkiTlf. 3580+134171


The Research Institute (FISS)Swedish School of Social SciencePB 16 (Topeliusgatan 16)FIN-00014 University of Helsinki

University of Tampere: Work Re-search Centre (Tampereen yliopisto:Työelämän tutkimuskeskus)The links between work and education,specialized research concerning workand chances in workP.O. Box 607FIN-33101 TampereTlf. 35831+156111Fax 35831+157265

University of LapplandFaculty of Social ScienceUnit for Social WorkP.B. 122FIN-96101 RovaniemiTlf. 35860+3241Fax 35860+32420

University of Jyväskylä: Institute forEducational Research (Jyväskylänyliopisto: kasvatustieteidentutkimuslaitos)Areas of expertise: learning resultsIEAE, Votec, specialized research foreducationP.O. Box 35FIN-40351 JyväskyläTlf. 35841+601211

Institut für höhere Studienz.H. Herrn Dr. Lorenz LassnigStumpergasse 56A-1060 WienTlf. 431+599910

Industriewissenschaftliches Institutz.H. Mag. Alexander KohlerReisnerstrasse 40A-1030 WienTlf. 431+7153790

❏ Arbejdsmarkedsorganisationer

Arbejdsgiverorganisationer

Vereinigung ÖsterreichischerIndustrieller (VÖI)Haus der Industrie Scharzenbergplatz, 4A-1031 Wien IIITlf. 431+711350Fax 431+711352507

Fagforeninger

ÖGBHohenstaufengasse 10-12Postfach 155A-1011 WienTlf. 431+2253444Fax 431+225344/4204

Finland


Ministry of LabourEteläesplanadi 4Box 524FIN-00101 HelsinkiTlf. 3580+18561Fax 3580+1856427

National Board of EducationHakaniemenkatu 2FIN-00530 HelsinkiTlf. 3580+7061Fax 3580+7062865

Further education centre for the vo-cational institutes and administrationLapinniemenranta 12FIN-33180 TampereTlf. 35831+534400Fax 35831+534434


CEDEFOP

61

University of Turku: Research Unit forthe Sociology of Education (Turunyliopisto, koulutussosiologian tutki-muskeskus)Sociologically oriented research of educationHämeenkatu 1FIN-20500 TurkuTlf. 35821+6335878

Government Institute for EconomicResearch (Valtion taloudellinentutkimuskeskus)Economic research of educationHämeentie 3FIN-00530 HelsinkiTlf. 3580+70371

The Research Institute of the FinnishEconomy (ETLA) (ElinkeinoelämänTutkimuslaitos)Lönnrothinkatu 4 BFIN-00120 HelsinkiTlf. 3580+609900Fax 3580+601753

National Research and DevelopmentCentre for Welfare and Health (STAKES)Sosiaali- ja terveysalan tutkimus- jakehittämiskeskusP.O. Box 220FIN-00531 HelsinkiTlf. 3580+39671Fax 3580+761307


Lønmodtagerorganisationer

Central Organization of FinnishTrade Unions (SAK)Siltasaarenkatu 3 AFIN-00530 HelsinkiTlf. 3580+77211Fax 3580+7721447

Finnish Confederation of SalariedEmployees (STTK)Ponjoisranta 4 AP.B. 248FIN-00171 HelsinkiTlf. 3580+131521Fax 3580+652367

Confederation of Unions for AcademicProfessionnals in Finland (AKAVA)Rautatieläisenkatu 6FIN-00520 HelsinkiTlf. 3580+141822Fax 3580+142595


Confederation of Finnish Industryand Employers (TT)Eteläranta 10; P.B. 30FIN-00131 HelsinkiTlf. 3580+68681Fax 3580+68682316

Employers’ Confederation of ServiceIndustries in Finland (LTK)Eteläranta 10FIN-00130 HelsinkiTlf. 3580+179831Fax 3580+655588

Commission for Local AuthorityEmployers (Kunnallinen Työmark-kinalaitos)2 linja 14, KuntataloFIN-00530 HelsinkiTlf. 3580+7711Fax 3580-7012239

Sweden


National Employment-TrainingBoard (AMU-Gruppen)Box 1264; S-11119 StockholmTlf. 468+7016500

UtbildningsdepartementetMinistry of Education and ScienceDrottninggatan 16S-10333 StockholmTlf. 468+7631000Fax468+7231734

Skolverket-National Agency for edu-cationKungsgatan 53S-10620 StockholmTlf. 468+7233200Fax 468+244420

ArbetsdepartementetMinistry of LabourDrottninggatan 21S-10333 StocholmTlf. 468+7631000Fax 468+210842


CEDEFOP

62

Arbetsmarknadsstyrelsen SwedishNational Labour Market BoardS-17199 SolnaTlf. 468+7306000Fax 468+278368

Statistics SwedenDepartment of Labour and EducationalStatisticsS-70189 ÖrebroTlf. 4619+176000


The Industrial Institute for Eco-nomic and Social Research(Industrins utrednings institut)Box 5501S-11485 StockholmTlf. 468+7838000Fax 468+6617969

Stockholm Institute of EducationLärarhögskolan i StockholmBox 34103S-10026 Stockholm

The Council for Research into Uni-versities and University CollegesRädet för forskning om universitetoch högskolorBox 45501S-10430 StockholmTlf. 468+7283802

Stockholms Universitet/Institutionerför internationell pedagogikStockholm University/Institute of In-ternational EducationS-10691 StockholmTlf. 468+162000Fax 468+153133



Svenska Arbetsgivareföreningen (SAF)Swedish Employers’ Confederation(SAF)S-10330 StockholmTlf. 468+7626000Fax 468+7626290

Swedish engineeringemployers’assocation (VF)Box 5510Storgatan 5S-11485 StockholmTlf. 468+7820800

Fagforeninger

The Swedish Trade Union Confedera-tion (LO)Bainhusgatan 1S-10553 StockholmTlf. 468+7962500Fax 468+7962800

The Swedish Confederation ofProfessional Employees (TCO)S-11494 StockholmTlf. 468+7829100Fax 468+7829108


CEDEFOP

63

Anbefalet lekture

På europæisk og internationalt plan

Udv

algt

lit

tera

tur

Informationer, studier ogsammenlignende undersø-gelser

Erhvervsuddannelsessystemet i:❏ Belgien (FR, IT, NL)❏ Danmark (DA, EN, ES, FR)❏ Tyskland (DE, EN, ES, FR, GR, NL, PT)❏ Spanien (ES)❏ Frankrig (DA, DE, EN, ES, FR, IT, PT)❏ Grækenland (DE, EN, GR)❏ Italien (DE, FR, IT)❏ Irland (EN, ES)❏ Luxembourg (EN, ES, FR, PT)❏ Nederlandene (DE, EN, FR, NL)❏ Portugal (PT)❏ Det Forenede Kongerige (DE, EN, ES,IT, PT).Det Europæiske Center for Udvikling afErhvervsuddannelse (CEDEFOP)Luxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1993, 1994

Foruden at beskrive den administrative,demografiske og økonomiske struktur oggive en kort skitse af erhvervsuddan-nelsessystemets historiske udvikling, re-degør disse landemonografier for degrundlæggende uddannelser, efter- og vi-dereuddannelse, de ansvarlige instanser,arbejdsmarkedets parters rolle og uddan-nelsernes finansiering. Endvidere belysestendenser og aktuelle udviklinger.

Structures of the education and initialtraining systems in the member statesof The European Union and the mem-bers of EFTA/EESUdarbejdet i samarbejde mellem Informa-tionsnettet om Uddannelse i Det Europæi-ske Fællesskab (EURYDICE) og Det Eu-ropæiske Center for Udvikling af Erhvervs-uddannelse (CEDEFOP)Europa-Kommissionen, GeneraldirektoratXXII - Menneskelige Ressourcer, Uddan-nelse og UngdomsanliggenderLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle PublikationerUnder udgivelse.DE, EN, FR

CE

DE

FOP

CE

DE

FOP panorama

The Determinants of Transitions in Youth

Papers from the conference organized by the ESF Network on Transitions in Youth, CEDEFOP and GRET (Universitat Autònoma de Barcelona)

Barcelona20-21 September 1993

Conference papers

Denne anden udgave er skrevet på grund-lag af informationer, der er indgivet tilEURYDICE, Europæisk Enhed, af de na-tionale enheder, og den er godkendt afde kompetente nationale myndigheder.Alle lande gennemgås efter samme me-tode for at gøre det lettere at sammen-ligne dem. For hvert land gives oplysnin-ger om ansvarlige instanser og admini-strationen af uddannelsessystemet somhelhed samt en beskrivelse af forskole-,primær- og sekundærundervisningen fremtil den obligatoriske skolegangs afslutning.Både den offentlige og den private sek-tor er medtaget.

The determinants of transitions inyouth. Papers from the conferenceorganized by the ESF Network onTransitions in Youth, CEDEFOP andGRET (Universitat Autónoma de Bar-celona). Barcelona 20.-21. september1993Det Europæiske Center for Udvikling afErhvervsuddannelse (CEDEFOP)Berlin, CEDEFOP panorama, nr. 43, 1994,338 s.Udleveres gratis ved henvendelse ti lCEDEFOP.

Dokumenter fra det første internationalemøde i “European Science FoundationNetwork on Transitions in Youth”, hvislangsigtede mål er at skabe større teore-tisk indsigt i forhold vedrørende ungesovergang til arbejdslivet, og navnlig for-bindelsen mellem uddannelse og arbejds-marked, gennem en komparativ analyseaf synkrone og diakrone oversigter overunges overgang. På konferencen afhold-tes fire workshops: forskellige syn på sy-stemer, inst i tut ioner og ændringer;arbejdsmarkedsforløb for unge, der for-lader skolen på sekundærtrinnet; socialeog familiemæssige aspekter ved de ungesovergang til arbejdsmarkedet; uddan-nelsesdifferentiering og følgerne heraf;arbejdsmarkedsforløb for kandidater frade højere uddannelser. Dokumenterne frakonferencen gør det muligt at sammen-ligne indfaldsvinkler og interessefelter ide forskellige lande og lokalisere kom-plekse og mangedimensionale forhold i

Denne rubrik erudarbejdet af

Maryse Peschelog CEDEFOP’s dokumen-tationstjeneste med støttefra dokumentationsnettet(jf. sidste side i rubrikken)

Rubrikken “Udvalgt littera-tur” giver en oversigt over deseneste, mest signifikantepublikationer vedrørende ud-viklingen inden for erhvervs-uddannelse og kvalifikatio-ner på europæisk og natio-nalt plan. Vægten læggesisær på sammenligneligeværker, men rubrikken inde-holder også nationale under-søgelser foretaget som led ieuropæiske og internationaleprogrammer, analyser affællesskabsaktioners udvirk-ning i medlemsstaterne samtbetragtninger af et land fore-taget udefra. Rubrikken “Framedlemsstaterne” indeholderet udvalg af vigtige nationalepublikationer


CEDEFOP

64

forbindelse med integrationsprocessen,som indebærer en lang række økonomi-ske, sociale og personlige aspekter.

Les professions du secteur touristique.Une analyse comparée dans neuf Etatsde la CommunautéGuerra, D,; Peroni G.Det Europæiske Center for Udvikling afErhvervsuddannelse (CEDEFOP)Luxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, 576 s.ISBN 92-826-8368-0 (fr)EN, FR, IT

Denne analyse af erhvervene i turist-sektoren indgår i projektet “EF-fortegnelseover fagprofiler”, et projekt, der påbe-gyndtes i 1990, og som tager sigte på af-prøvning af en metode til en sammenlig-nende analyse af fagprofiler for erhvervinden for turisme, elektronik og audio-visuelle medier. Nærværende rapport, derer baseret på ni landerapporter (Belgien,Danmark, Tyskland, Spanien, Græken-land, Frankrig, Italien, Portugal, Det Fo-renede Kongerige) indeholder en rede-gørelse for den fulgte metode, en ana-lyse af turistsektoren i de enkelte landesamt et sæt informationsark vedrørendede 27 udvalgte erhvervsprofiler. Disseinformationsark består for hver profil afen sammenlignende oversigt, efterfulgt afni nationale informationsark, der indehol-der en beskrivelse af arbejdsområde, over-sigt over faglige opgaver, krævede kvali-fikationer, uddannelsesforløb og -varighedsamt certificering.En første rapport blev offentliggjort i 1992af CEDEFOP og kan købes på Kontoret forDe Europæiske Fællesskabers OfficiellePublikationer: “Répertoire commu-nautaire des profils professionnels.Les professions du secteur tourisme-hôtellerie dans la Communauté. Uneanalyse comparée” - ISBN 92-826-2987-2 (fr)-.

Trends in the structure of qualifica-tions for occupations relating to com-puter networksHaji, C.Det Europæiske Center for Udvikling afErhvervsuddannelse (CEDEFOP)Berlin, CEDEFOP panorama, nr. 47, 1994,38 s.

EN, FRUdleveres gratis ved henvendelse ti lCEDEFOP.

En første sammenlignende undersøgelseaf kvalifikationsstrukturerne i forskelligenationale sammenhænge. Undersøgelsener foretaget i Tyskland, Frankrig, Italien,Nederlandene, Portugal og Det ForenedeKongerige og sammenligner udviklingeni kvalifikationskrav inden for erhverv,hvor arbejdsopgaverne består i installe-ring, forvaltning og vedligeholdelse aflokale net og fjernnet. Der gives en rede-gørelse for de nye kvalifikationer, der kræ-ves for at varetage følgende funktioner: -undersøgelse og planlægning - installe-ring - drift, brugersupport (help desk) ogbrugerassistance, kontrol og vedligehol-delse. Af de nationale konklusioner frem-går det, at virksomhederne søger perso-ner med stor tilpasningsevne, som er istand til at etablere mellemmenneskeligerelationer af høj kvalitet med henblik påen tilfredsstillende udøvelse af oven-nævnte funktioner.En syntese af denne undersøgelse er of-fentliggjort i serien CEDEFOP Flash, 3/94(DE, EN, FR).

Higher Education in the EuropeanUnion. Facts and figures over a de-cade.Europa-KommissionenLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, 116 s.ISBN 92-826-6831-2 (fr)DE, EN, FR

En præsentation af den anvendte under-søgelsesmetode og en statistisk analyseaf de højere uddannelser i Den Europæi-ske Union i perioden 1980-1990. Følgendepunkter beskrives for de enkelte lande:det højere uddannelsessystem, antal stu-derende og disses fordeling, eksamens-beviser, undervisningspersonale, studier-nes varighed, arbejdsløshed blandt defærdiguddannede samt finansiering. Rap-porten afsluttes med en sammenlignendeanalyse.

Beskæftigelsen i Europa 1994Europa-KommissionenKOM (94) 381, endelig udg., 14.09.1994,190 s.


CEDEFOP

65

Luxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle PublikationerISBN 92-77-80667-2 (fr)DA, DE, EN, ES, FR, GR, IT, NL, PT

Rapporten om Beskæftigelsen i Europa1994 er den sjette i en serie, der udkom-mer én gang årligt. Den henvender sig tilerhvervslivet, fagbevægelsen, forskelligeinteressegrupper og de offentlige myndig-heder i medlemslandene og giver enopdateret oversigt over forskellige aspek-ter af beskæftigelsessituationen. Oplysnin-gerne er inddelt i to hovedafsnit: 1. del -beskæftigelsesprognoser - omhandler ten-denserne i Fællesskabet på beskæftigelses-området. I 2. del undersøges, hvilke frem-skridt der er gjort i medlemsstaterne medhensyn til iværksættelse af de foranstalt-ninger, der er anført i hvidbogen om vækst,konkurrenceevne og beskæftigelse. Sidst irapporten findes en række diagramer.

The European report on science andtechnology indicators 1994Europa-KommissionenLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994,338 s. + bilag (Undersøgelser 1)ISBN 92-826-9004-0ISSN 1018-5593EN

Denne første europæiske rapport om vi-denskabs- og teknologi indikatorerfokuserer på de opnåede resultater på detvidenskabelige og teknologiske område ide 12 EU-medlemsstater og indeholderdesuden detaljerede informationer omEFTA-landene og visse central- og østeu-ropæiske økonomier samt internationalesammenligninger med de øvrige videnska-beligt og teknologisk set avancerede landei verden. Indikatorerne er inddelt i seksafsnit: samlede ressourcer, der anvendestil videnskab og teknologi (V&T); indu-striel forskning og udvikling og konkur-renceevne; særtræk ved de forskelligenationale V&T-systemer i Europa; euro-pæisk samarbejde på dette område; sam-arbejdsaftaler mellem EU og andre lande/regioner i verden; og forskelle mellem deeuropæiske landes holdning til V&T.

• Eurocounsel synthesis final report,phase 2. Counselling - a tool for the

prevention and solution of unemploy-ment. Case study portfolio. Examplesof innovative practice in labour mar-ket counsellingDet Europæiske Institut til Forbedring afLeve- og ArbejdsvilkåreneLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, 116 s.ISBN 92-826-7868-7 (en)ISBN 92-826-6906-8 (en, case study)DE, EN, FR

I takt med at arbejdsløsheden stiger defleste steder i Europa, stiger også interes-sen for rådgivnings-, informations- ogvejledningstjenester og disses rolle medhensyn til at forebygge og afhjælpearbejdsløshedsproblemer. Ovennævnterapport opsummerer resultaterne af an-den fase af Instituttets program, Euro-counsel, hvis mål er at forbedre kvalite-ten og effektiviteten af rådgivnings-tjenesterne for arbejdsløse og arbejds-løshedstruede. I denne anden fase af pro-grammet er der fokuseret på udviklingenaf den tværnationale dimension via etpilotprogram for udveksling af perso-nale, der varetager de konkrete rådgiv-ningsfunktioner. Endvidere indeholderrapporten en mappe med case studiesvedrørende interessante og innovative til-tag fra de syv deltagende lande. Resulta-terne af programmets anden fase belyserproblemer i forbindelse med den stigendearbejdsløshed, bl.a. det heraf følgenderessourcepres og rådgivernes vanskeligesituation i områder med ringe arbejdskraft-efterspørgsel. Rapporten afsluttes medanbefalinger af metoder til at forbedrerådgivningstjenesterne.

• A guide to good practice in labourmarket counsellingDet Europæiske Institut til Forbedring afLeve- og ArbejdsvilkåreneLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Offentlige Publikatio-ner, 1994, 20 s.ISBN 92-826-8851-8EN

En gennemgang af de vigtigste elementeri god praksis inden for arbejdsmarkeds-rådgivning, der er opstillet på grundlagaf erfaringer med Instituttets Eurocounsel-program og på grundlag af viden og erfa-ringer hos forskere, politiske beslutnings-


CEDEFOP

66

tagere og praktisk arbejdende på detteområde. Formålet er på grundlag af euro-pæiske erfaringer at give en oversigt overgod praksis, der kan tjene som en aide-mémoire for alle, der arbejder med at for-bedre rådgivningstjenesterne som led ibestræbelserne på at forebygge og af-hjælpe langtidsledighedsproblemerne.

The changing role of VOTEC (Voca-tional and technical education andtraining):

❏ Vocational education and trainingfor youth: towards coherent policyand practiceOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1994, 180 s.ISBN 92-64-14285-1EN, FR

En undersøgelse, der fokuserer på fireafgrænsede temaer med henblik på atidentificere og redegøre for de sammen-hænge, der skaber effektive erhvervsfag-lige og tekniske uddannelser. Følgendetemaer gennemgås: uddannelsesveje,uddannelsesstrategier, der sammenkoblerteori og praksis, arbejdsmarkedsparternesrolle og koordinering af politikkerne.

❏ Vocational training in Germany:Modernisation and responsivenessOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1994, 134 s.ISBN 92-64-14301-7EN, FR

En gennemgang af det duale erhvervs-uddannelsessystems historiske udviklingi Tyskland og de udfordringer, det harværet konfronteret med siden indførelsenaf Lov om Erhvervsuddannelse i 1969. Detundersøges, hvorledes man i to sektorer,metal- og byggeindustrien, har håndteretsociale og økonomiske forandringer ogden heraf følgende efterspørgsel efter nyeog højere kvalifikationer. Undersøgelsenviser betydningen af forhandling og sam-arbejde mellem offentlige myndigheder(på forbunds- og delstatsniveau), arbejds-markedets parter og forskningsinstitutteri alle faser af beslutningsprocessen, ligefra fastlæggelsen af erhvervsuddannelses-politikken til reguleringen af uddannelses-kapacitet og -kvalitet. Dette vidtstraktesamarbejde, baseret på en tradition for

fælles beslutningstagning, gjorde det mu-ligt for erhvervsuddannelsessystemet atmodernisere strukturer og processer ogdermed at tage 1970’ernes og 1980’ernesudfordringer op. Fremtidsudsigterne fordet duale system afhænger af, om det fort-sat kan tiltrække egnede, ambitiøse ungeog tilpasse sig udviklingen på arbejds-pladserne.

❏ Vocational training in the Nether-lands: Reform and innovationOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1994, 220 s.ISBN 92-64-14298-3EN, FR

I Nederlandene er der i den seneste tidlagt større og større vægt på at slå broover kløften mellem almen og erhvervs-mæssig uddannelse: det erhvervsrettedeelement i universitetsstudier styrkes, ogerhvervsuddannelsessektoren anerkendesi stigende grad som leverandør af studie-programmer og kvalifikationer på lige fodmed de højere læreanstalter. I denne pub-likation gives en generel oversigt overdisse reformer og innovationer, og derfokuseres på udviklingen inden for fireøkonomiske aktivitetsområder, der harpåvirket kravene til og efterspørgslen ef-ter kundskaber og kvalifikationer: turisme,grafisk industri, installationsteknologisamt CNC og fleksibel produktions-automatisering. Disse sektorielle case stu-dies viser, at ændringer i de erhvervsmæs-sige uddannelser forløber parallelt medændringer i industristrukturerne. Den na-tionale og sektorielle kvalifikations-struktur, der nu er under udformning,tager sigte på at fremme integrationen afskole- og virksomhedsbaserede forløb ogdermed skabe større overensstemmelsemellem uddannelse og erhvervslivets be-hov.

The OECD Jobs Study - Evidence andExplanations. Part I: Labour markettrends and underlying forces ofchange. Part II: The adjustment poten-tial of the labour marketOrganisationen for Økonomisk Samar-bejde og Udvikling (OECD)Paris, OECD, 1994, 170 s. (1. del), 300 s.(2. del)ISBN 92-64-1424-X (en)EN, FR


CEDEFOP

67

Denne rapport ligger i forlængelse af enoversigtsrapport, OECD Jobs Study: Facts,Analysis, Strategies, som giver en faktuelbeskrivelse af arbejdsløshedssituationeni dag, analyserer de grundlæggende år-sager hertil og anbefaler strategier tilfremme af jobskabelse og forberedelse afarbejdstagere på nye jobs. Denne ledsa-gende rapport indeholder det empiriskeog analytiske grundlag for ovennævnteoversigt. Det undersøges, hvorledes ar-bejdsløsheden er blevet påvirket af fak-torer som makroøkonomiske retningslin-jer, konkurrence fra lavtlønslande, denstadig hurtigere teknologiske udvikling ogden langsomme tilpasning til nye jobs ogkvalifikationer. OECD Jobs Study: Evidenceand Explanations (bind I) viser, at ar-bejdsløsheden for en stor del er et resul-tat af samfundets manglende evne til attilpasse sig en verden under hurtig foran-dring og med øget international konkur-rence. Opretholdelsen af regler og be-stemmelser, strategier og politikker samtinstitutioner, der er udformet til en tidli-gere epoke, har resulteret i arbejds-markeder, der er for infleksible til at til-passe sig nutiden. Det undersøges, hvor-dan man fra politisk side bedre kan tackleløndannelsen, og endvidere drøftes føl-gende emner: aktive i stedet for passiveforanstaltninger til at få arbejdsløse tilbagepå arbejdsmarkedet, forbedring af kvali-fikationer og kompetencer, arbejdsløs-hedsstøttens udformning og forvaltningsamt beskatning. Evidence and Explan-ations (bind II) beskriver en række tiltagi forskellige OECD-lande. Kommendenumre i denne serie vil beskæftige sig medde enkelte landes erfaringer.

New directions in labour marketpolicy: a territorial approach in thenordic countriesParis, OECD, 1994, 12 s. (Innovation &Employment, nr. 16)EN, FROECD - Programme Leed, Paul Paradis,2, rue André Pascal,F-75775 Paris Cedex 16

Den nordiske model er symbolet på enaktiv strategi fra de offentlige myndighe-ders side, der tager sigte på at fremmebeskæftigelsen og undgå arbejdsløshed ogfattigdom. I takt med samfundenes ud-vikling ændres indholdet i og betydnin-gen af den “nordiske” model. Dette num-

mer analyserer de vigtigste ændringer,som de nordiske arbejdsmarkedspolitikkerhar undergået, og sammenhængen medden fysiske planlægning på lokalt og re-gionalt plan. Der redegøres for udvik-lingen af partnerskaber mellem forskel-lige aktører i den offentlige og den pri-vate sektor. Nøgleudtrykket “aktive for-anstaltninger” afspejler stadig et væsent-ligt mål for de offentlige myndigheder,men har fået en ny dimension i takt med,at udfordringerne har skiftet karakter.Målet er at finde frem til en ny, mere di-rekte form for deltagelse, der giver denenkelte et større ansvar. Denne nyorien-tering indebærer ligeledes en tilpasningaf de lokale tjenester, der må give størreplads for kontrakter og rådgivning og fun-gere som katalysator for den individuelleog lokale udvikling.

Financement et régulation de la for-mation professionnelle: une analysecomparéeUndersøgelse foretaget under forsknings-og studieprogrammet ved IIPE (Institutinternationale de planification de l’édu-cation): Udvikling af de menneskelige res-sourcer - Nye tendenser i den tekniske ogerhvervsfaglige uddannelseAtchoarena D.Paris, UNESCO: IIPE, 1994, 105 s.FRIIPE, 7-9 rue Eugène-DelacroixF-75116 Paris

Finansieringen af erhvervsuddannelse,grunduddannelser såvel som efter- og vi-dereuddannelse, er ligesom resten af ud-dannelsessystemet påvirket af den globalekrise for uddannelsesfinansieringen. Ten-densen går i retning af at fremme en for-deling af beføjelser og byrder på de for-skellige uddannelsesaktører (stat, virk-somheder, familier, lønmodtagere). I detteværk analyseres først de styrende prin-cipper for finansieringen af erhvervsud-dannelse. Dernæst vises det, hvorledesfinansieringspolitikkerne ud over selvefremskaffelsen af midler fokuserer på gen-nem tvangs- eller tilskyndelsesforan-staltninger at mobilisere aktørerne medhenblik på at forbedre erhvervsuddannel-sessystemernes funktionsmåde. Det sam-menlignende perspektiv gør det muligt,ikke alene at belyse forskellige særskiltefinansieringsarrangementer, men også atfremanalysere signifikante konvergerende


CEDEFOP

68

tendenser. Til sidst anstilles betragtningerover sammenhængen mellem finansieringog uddannelseskvalitet. I sidste instansskal spørgsmålet om finansiering ses isammenhæng med statens rolle i planlæg-ningen og reguleringen af erhvervs-uddannelsesområdet og graden af andreaktørers medvirken, navnlig arbejdsmar-kedets parter.

Unevoc INFODe Forenede Nationers Organisation forUddannelse, Videnskab og Kultur(UNESCO)Paris, UNESCO, september 1994, 8 s.(Unevoc Info nr. 1)ISSN 120-2544 (fr)FR, EN

UNESCO offentliggør dette første nummeraf sin kvartårlige informationsbulletin in-den for rammerne af det internationaleprojekt til fremme af teknisk og erhvervs-faglig uddannelse (Projet internationalpour l’enseignement technique et pro-fessionnel - UNEVOC). UNEVOC er etinternationalt projekt, der har til formålat udvikle og forbedre den tekniske ogerhvervsfaglige uddannelse i Unesco’smedlemsstater. Det tager primært sigte påudveksling af information, oprettelse afnetværk og visse andre metoder til fremmeaf internationalt samarbejde. Bulletinen vilindeholde oplysninger om aktiviteter iUNEVOC’s regi (møder i faglige arbejds-grupper, uddannelsesseminarer, case stu-dies, sammenlignende undersøgelser ogsamarbejdsprojekter), men også informa-tioner fra andre kilder om nyskabelser påområdet teknisk og erhvervsfaglig uddan-nelse. Det første nummer indeholder enkort redegørelse for de overordnede lin-jer i den første fase af UNEVOC-projek-tet, hvis historiske udvikling, mekanismer,struktur og programsektorer præsenteres,og endvidere gives en beskrivelse af deaktiviteter, der er gennemført i 1992-1993,og af de planlagte aktiviteter.

Des politiques publiques d’incitationà la formation professionnelle conti-nue. Propositions pour une démarched’analyseZygmunt C.; Rose J.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO(bureau)):Service d’élaboration des politiques et

programmes de formationGenève, ILO (bureau), 1994, 55 s. (For-mation: Etudes de politique, 14)ISBN 92-2-209307-0FR

Første del af denne rapport analyserer deoffentlige politikker til fremme af efter-og videreuddannelse i OECD-landene.Hvorfor iværksættes de? Og med hvilkenteoretisk begrundelse? Sidste del indehol-der en beskrivelse af tilskyndelsespolitik-kerne, og der opstilles typologier pågrundlag af komponenterne i disse poli-tikker. Hvordan udformes en tilskyn-delsesforanstaltning? Hvad er sigtet?Hvilke metoder tages i anvendelse? Tredjedel omhandler evalueringsformerne, etcentralt tema, eftersom sådanne ressource-krævende ordninger med betydeligeudviklingspolitiske perspektiver nødven-digvis må gøres til genstand for evalue-ring. En bibliografi, oversigtsskemaer ogeksempler på annoncering af tilskyn-delsesforanstaltninger findes sidst irapporten.

Decentralization of vocational train-ing in ItalyBulgarelli A.; Giovine M.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO(bureau)): Training Policy and ProgrammeDevelopment BranchGenève, ILO, 1994, 16 s. (Training PolicyStudies, 10)ISBN 92-2-109347-6EN

Efter en kort gennemgang af erhvervs-uddannelsens organisering og funktion iItalien undersøges det, hvorledes regi-onerne har imødekommet behovet forerhvervsuddannelse, en opgave, som til-kommer dem i henhold til den italienskeforfatning. Konklusionerne i denne rap-port viser, at det er nødvendigt med enreform af såvel organiseringen af erhvervs-uddannelserne som institutionerne, dahver region har skabt sit eget system. Selvom dette er positivt, er det også nødven-digt at etablere en koordineringspolitik forat gøre erhvervsuddannelsesaktionernemere effektive.


CEDEFOP

69

Voksenuddannelse:

❏ Retraining adults in GermanyJohanson, R.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO):Training Policy and Programme Develop-ment BranchGenève, ILO, 1994, 29 s. (Training PolicyStudies, 4)ISBN 92-2-109310-7EN

❏ Ireland: adult training and re-trainingJohanson, R.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO):Training Policy and Programme Develop-ment BranchGenève, ILO, 1994, 33 s. (Training PolicyStudies, 2)ISBN 92-2-109317-4EN

❏ Retraining adult workersin SwedenAlfthan, T.; Jonzon, B.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO):Training Policy and Programme Develop-ment BranchGenève, ILO, 1994, 25 s. (Training PolicyStudies, 3)ISBN 92-2-109308-5EN

Dette sæt rapporter giver en oversigt overvoksenuddannelses- og omskolings-systemet i Irland, Sverige og Tyskland medstørst vægt på omskoling af voksne til nybeskæftigelse som følge af omstrukture-ringen af de nationale økonomier. Detunderliggende mål er at uddrage konklu-sioner og erfaringer af relevans for andrelande, der som følge af lignende omstruk-tureringsproblemer står over for at skulleoprette nye voksenuddannelses- ogomskolingssystemer. Alle rapporter inde-holder en kort bibliografi og statistikker.

Introduction to public employmentservicesRicca, S.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO)Genève, ILO, 1994, 150 s.ISBN 92-2-107106-5 (en)EN, FR

Følgende emner behandles i denne rap-port: de forskellige etaper i udviklingen af

beskæftigelsestjenester under henvisningtil de forskellige internationale arbejds-konventioner, der er vedtaget siden 1919;de mange såvel traditionelle som nye funk-tioner, som disse tjenester varetager i dag;beskæftigelsestjenesternes vedtægter ogstrukturer; arbejdstagerorganisationernesrolle og problemer i forbindelse med deresmedvirken; intern forvaltning.

La politique économique et l’emploidans les économies en transition d’Eu-rope centrale et orientale: premiersenseignementsJackman, R.Det Internationale Arbejdsbureau (ILO)Genève, i : Revue Internationale duTravail, 3(133), 1994, s. 361-382ISSN 0378-5599 (fr)EN, FR

På baggrund af en undersøgelse af denmakroøkonomiske udvikling og omstruk-tureringen af økonomien og arbejdsmar-kedet efter flere års overgang fremsættesden hypotese, at sammenbruddet i pro-duktionen skyldes den pludselige for-øgelse af udbuddet og ikke deflations-politikken eller omstruktureringen. Ar-bejdsløsheden - navnlig langtidsledig-heden - er steget stærkt i mange lande,og de private virksomheder rekruttererikke deres personale blandt de arbejds-løse, men tager dem direkte fra den stats-lige sektor. Omstruktureringen skal der-for ikke måles på beskæftigelsen, men påforandringerne i produktionens sektoriellesammensætning. Efter en gennemgang afforskellige løsningsmuligheder på løn-fastsættelsesproblemet anbefaler forfatte-ren en gradvis rationalisering af stats-drevne virksomheder med alt for rigeligbemanding, øget ansættelse i den privatesektor og oprettelse af nye virksomhedersamt indførelse af en mobilitetsfremmendepolitik for at fastholde en eventuel stig-ning i beskæftigelsen.

Europahandbuch Weiterbildung/ Eu-ropean Manual of Continuing Edu-cation/Manuel Européen de la Forma-tion ContinueKaiser, A.; Feuchthofen, J. E.; Güttler R.Neuwied; Kriftel; Berlin, Luchterhand,1994, forskellig pagineringISBN 3-472-00569-6DE


CEDEFOP

70

Denne håndbog er tænkt som et bidragtil at fremme udviklingen af den udveks-ling og det samarbejde på området er-hvervsmæssig efter- og videreuddannelse,som er blevet etableret i forbindelse medden europæiske integrationsproces.Løsbladesystemet muliggør en regelmæs-sig opdatering af håndbogen, der giveroplysninger om situationen på efter- ogvidereuddannelsesområdet og om denseneste udvikling i alle europæiske lande.Endvidere gives en oversigt over eksiste-rende organisationer på tværnationaltplan, og håndbogen indeholder nyttigeadresser for interesserede i samarbejdemed organisationer i efter- og videre-uddannelsessektoren.

Vers l’harmonisation ou le maintiendes spécificités. Enseignement supé-rieur hors université en Belgique etformations équivalentes en EuropeFédération Nationale de l’EnseignementSUpérieur Catholique (FNESUC); ComitéEuropéen pour l’Enseignement Catholique(CEEC)Bruxelles, FNESUC, 1993, 145 s. + bilagFRFNESUC, rue Guimard 1,B-1040 Bruxelles

De vigtigste indlæg i disse akter fra et kol-lokvium om den europæiske dimension ide højere uddannelser behandler spørgs-målet om, hvordan man på grundlag af demange forskelligartede uddannelses-strukturer i Europa kan fastlægge et euro-pæisk indhold i de højere uddannelser, dertager hensyn til såvel virksomhedernesforventninger og behov som til kvalitets-kriterier. I bilagene findes en beskrivelseaf de højere uddannelsessystemer i Europaog forslag til prioriterede aktioner.

Training for work, funding pilotstudy: International comparisonsGreen, A.; Mace, J.; Steedman, H.London, National Institute of Economicand Social Research (NIESR), 1994,upagineretENNIESR, 2 Dean Trench Str eet, SmithSquare, UK-London SW1P 3HE

Denne rapport belyser forholdene i femlande: USA, Det Forenede Kongerige, Fran-krig, Tyskland før genforeningen og Sve-

rige. Særlig interesse er viet organiserin-gen og finansieringen af offentl igeerhvervstrænings-, arbejdspraktik- og job-søgningsaktiviteter; omfang af og frem-gangsmåder i forbindelse med statens ind-gåelse af kontrakter med udbyderne afdisse aktiviteter; relatering af finansieringog resultater; strukturen i andre finan-sieringsordninger; vidnesbyrd om succes-en af resultaterne af disse og andre finans-ieringsformer med hensyn til opfyldelse afmålene.

L’Europe de l’emploi ou comment fontles autresBernhard Brunhes ConsultantsParis, Les Editions d’Organisation, 1994,296 s.ISBN 2-7081-1681-9FR

Denne bog er resultatet af en omfattendespørgeskemaundersøgelse i 60 virksom-heder, faglige organisationer og uddan-nelsesinstitutioner i seks EU-medlems-stater. Hvordan ser situationen ud i destore virksomheder, rekrutterer de stadigpersonale og hvordan, hvor placerer dederes aktiviteter, hvordan forvaltes kvali-fikationer og karrierer? På baggrund af denøgede internationale konkurrence, denteknologiske udvikling og ændring iforbrugsmønstre søger nogle virksomhe-der nye løsninger med hensyn til fleksi-bilitet, polyvalente kvalifikationer, arbejds-tilrettelæggelse og arbejdsdeling. Dennuværende krise medfører ændringer iforvaltningen af beskæftigelsen, og nyemodeller og nye arbejds- og beskæf-tigelsesforhold opstår både i Tyskland,Italien, Frankrig, Storbritannien, Spanienog Nederlandene. Bogen indeholder enanalyse af beskæftigelsen i Europa og flerekapitler, der beskriver situationen og denoffentlige debat om beskæftigelsen i deomhandlede lande. Endelig indeholderden 12 case studier.

Productivité, qualité et compétences,une comparaison européenneMason, G.; ARK, B.V.; Wagner, K.Centre d’Etudes et de REcherches sur lesQualifications (CEREQ)Par is , i : Format ion emploi , 47, LaDocumentation française, 1994, s. 3-21ISSN 0759-6340FR


CEDEFOP

71

Denne artikel foretager en sammenlig-nende undersøgelse af situationen forbiskuitindustrien i fire europæiske lande,hvoraf det fremgår, at der er store forskellelandene imellem. Disse forskelle vedrørerikke i så høj grad moderniseringsniveauog udstyr som arbejdskraftens kvalifi-kationsniveau, der er tæt forbundet medde strategiske valg af produkter. Forfatte-rne peger i konklusionen på behovet forforbedring af kvalifikationerne på mellem-niveau i Storbritannien.

Europe’s next step: Organisationalinnovation, competition and employ-mentAndreasen, L.E.; Coriat, B.; Den Hertog,F.; et al.Essex, Frank Cass and Company Limited,1995, 332 s.ISBN 0-7146-4151-0 (heftet)ISBN 0-7146-4630-X (stift bind)EN

Den europæiske økonomis konkurrence-evne befinder sig i en kritisk situation.Dels er konkurrencen hård, og Europa erklemt mellem Asiens lavtlønsøkonomier,stor innovation og høj produktivitet i Ja-pan og USA og de asiatiske nyindus-trialiserede økonomiers større og størregennemslagskraft. Dels har den stigendearbejdsløshed og efterslæb på mangeområder sat produktivitetsstigning pådagsordenen. Selv om de nye informati-ons- og kommunikationsteknologier haren stor rolle at spille for forbedringen afkonkurrenceevnen, viser internationale er-faringer, at disse teknologier kræver nyeorganisationsformer, hvis de skal kunneudnyttes effektivt. Det har store impli-kationer for organiseringen af produktion,F&U og udviklingen af de menneskeligeressourcer, ikke alene i fremstillings-sektoren, men også i servicesektoren. Detberører også forholdet virksomhederneimellem og mellem den produktive sek-tor og videnskab, teknologi og uddannel-sessystemer. Overalt satses der på inte-gration. Denne bog analyserer erfarin-gerne i 13 førende europæiske virksom-heder inden for fremstillings-, service- ogsundhedssektoren. Den viser, at organi-sation har været nøglen til deres pro-duktivitetsstigning. Den viser også, at selvom Europa har meget at lære af Japan ogUSA, gribes organisationsproblemer an-derledes an i Europa. Dette har stor be-

tydning for strategien i såvel virksomhe-derne som i forvaltningen på nationalt oglokalt plan. Også på dette område liggerEuropa, som det fremgår af casestudierne,inde med stor ekspertise, der kan udgøreet grundlag for øget vækst i produktions-sektoren.

Berufliche Bildung in der SchweizWettstein E.Deutschschweizerische Berufsbildungs-ämter-Konferenz (DBK)Luzern, DBK, 1994, 53 s.ISBN 3-905406-05-5DE, EN, FR, ES, IT

Denne informationsbrochure beskrivererhvervsuddannelsessystemet i Schweiz,herunder efter- og videreuddannelserne.Indeholder en liste over nyttige adresser.

Den Europæiske Union:politikker, programmer,aktører

Forslag til Europa-Parlamentets ogRådets afgørelse om et europæisk ud-dannelsesår - Livslang uddannelse(1996)Europa-KommissionenLuxembourg, i: De Europæiske Fælles-skabers Tidende, C 287, 7.09.1994,s. 18-20ISSN 0378-7001 (da)DA, DE, EN, ES, FR, GR, IT, NL, PT

Dette forslag, der er en opfølgning afhvidbogen om vækst, konkurrenceevneog beskæftigelse, indeholder forslag omaktioner, der har til formål at a) øge be-vidstheden om livslang uddannelse somen nøglefaktor for en stigning i beskæfti-gelsen; b) forbedre samarbejdet mellemuddannelsesstrukturerne og virksomhe-der, navnlig SMV; c) indføre en europæ-isk dimension i undervisning og uddan-nelse; d) understrege betydningen af ud-dannelse som bidrag til at virkeliggøreprincippet om lige muligheder for mændog kvinder.

Meddelelse fra Kommissionen til Rå-det og Europa-Parlamentet om sam-ordning af Fællesskabets og med-


CEDEFOP

72

lemsstaternes uddannelsesforanstalt-ninger i udviklingslandeneEuropa-KommissionenKOM (94) 399, endelig udg., 26.09.1994,25 s.Luxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Offentlige Publikatio-nerISBN 92-77-80681-8 (da)ISSN 0254-1459DA, DE, EN, ES, FR, GR, IT, NL, PT

Denne meddelelse giver en kvalitativoversigt over uddannelsessystemer i ud-viklingslandene. Den belyser uddannel-sens betydning for menneskets udvikling,og den understreger nødvendigheden afat give topprioritet til grundskoling, vær-dien af langsigtet støtte til forbedring afuddannelsessystemet i de omhandledelande og behovet for støtte til uddan-nelsesplanlægning, administration og re-former. Endvidere lægges der særlig vægtpå følgende: informationsudveksling mel-lem landene; regelmæssige ekspertmøder,en årlig rapport om de opnåede resulta-ter og mere omfattende konsultering medandre betydningsfulde donatorlande påuddannelsesområdet.

Competitiveness, growth and jobcreation - what contribution caneducation and training make? Reportsfrom the 1993 Cumberland LodgeConferenceEuropa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderBruxelles, Europa-Kommissionen: GDXXII, 1994, 89 s.EN/FR (blandet version)Europa-Kommissionen, GD XXII,200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

Denne konference er blevet en årligt til-bagevendende begivenhed inden for ram-merne af den europæiske observations-post for kvalifikationsbehov (EuropeanSkills Needs Project Monitoring), der blevoprettet i 1990 som svar på Europa-Parlamentets anmodning om fremme afeuropæisk udveksling af information omkvalif ikationsmangler og fremtidigekvalifikationsbehov. Indlæggene omhand-ler: problemet med at skaffe menneske-lige ressourcer i 1990’erne, tilvejebringelseaf de nødvendige kvalifikationer i EU,uddannelses- og omskolingspolitik og

dennes indvirkning på kvalifikationerne,kvalifikationsbehov som følge af industrielomstrukturering, kvalifikationer som ledi bekæmpelsen af arbejdsløshed, social ogøkonomisk udstødelse, gennemsigtighedi arbejdsmarkedsprognoserne til fremmeaf beslutningstagningen på uddannelses-området. Konferencen i 1993 pegede påbehovet for anticiperende foranstaltnin-ger i en verden i hurtig forandring ogpegede på relevante fremgangsmåder.Konferencen i 1994 omhandlede de men-neskelige ressourcers rolle inden for ram-merne af en europæisk udviklingsmodel,der både er i overensstemmelse med eu-ropæisk kultur og tradition og bidragertil at øge befolkningernes velfærd samtden økonomiske og sociale samhørighed.

Cooperation in education in the Eu-ropean Union. 1976 - 1994Europa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderLuxembourg, Studies no. 5, Kontoret forDe Europæiske Fællesskabers OfficiellePublikationer, 1994, 84 s.ISBN 92-826-6005-2 (en)EN, FREuropa-Kommissionen, GD XXII,200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

Denne rapport gør status over to årtierssamarbejde på uddannelsesområdet mel-lem medlemsstaterne og fællesskabs-institutionerne. Der gives et rids over devigtigste milepæle, og der redegøres forsituationen i dag efter mange års intenstarbejde. I bilaget gengives de vigtigstelovgivningstekster og andre dokumenter,der siden 1976 har været grundlaget forfællesskabsaktioner og -programmer påområdet uddannelse og ungdomsanlig-gender.

How to improve the possibilities ofinvolving all young people in work-ing and social life. EU Conference17-19 November 1993, Snekkersten,DanmarkKøbenhavn, Undervisningsministeriet,1994, bind 1: konferencerapport, 54 s.,bind 2: landedokumenter, 51 s.ISBN 87-603-0440-5 (bind 1)ISBN 87-603-0442-1 (bind 2)EN


CEDEFOP

73

I dagene 17. til 19. november 1993 af-holdtes en EU-konference i Danmark un-der titlen: “Hvordan forbedre mulighe-derne for at inddrage alle unge i arbejds-og samfundslivet”. Konferencen skal sesi lyset af, at af de 20 mio. arbejdsløse iEU er hver tredje under 25 år. Sigtet medkonferencen var - ud over gensidig ud-veksling af erfaringer mellem med-lemsstaterne - at drøfte, hvorledes uddan-nelse i sig selv og i samspil med andresektorer kan bidrage til at integrere alleunge i arbejds- og samfundslivet. På kon-ferencen deltog eksperter fra med-lemsstaterne, OECD, Europarådet og Eu-ropa-Kommissionen. Bind 2 indeholderkorte landerapporter, skrevet af nationaleeksperter, om unges situation i de for-skellige lande.

Towards a European curriculumEmployment DepartmentSheffield, Employment Department, 1994,upagineretENKan rekvireres hos Accrington and Rosen-dale College, Sandy Lane,UK-Accrington BB5 2AW.

Omhandler behovet for udvikling af enmere europæisk-orienteret undervisnings-plan ud fra den betragtning, at mobilite-ten på arbejdsmarkedet bør fremmes, hvil-ket kræver kendskab til andre kulturer.

A curriculum for EuropeFurther Education Unit (FEU)London, FEU, 1994, upagineretISBN 1-85338-355-4EN

Denne rapport behandler spørgsmålet om,hvordan de nuværende og forventedeændringer i EU bør indvirke på indholdeti undervisningsplanerne. Den kommer indpå nøgleanliggender vedrørende kvalifi-kationer, vejledning, udveksling og inter-nationale studiemuligheder, sprogunder-visning og lige muligheder. Rapportenslutter med at give et svar på spørgsmå-let: “Hvad skal undervisningsplanen om-fatte for at imødekomme en europæiskelevs eller uddannelsessøgendes behov oghvordan kan den praktiske formidlingforegå?”

The UK approach. Competitivenessand employmentEmployment Department GroupSheff ie ld, Employment DepartmentGroup, 1994, 16 s.EN, FREmployment Department, Moorfoot,UK-Sheffield S1 4PQ

På det økonomiske G7-topmøde i Tokyoi 1993 gav regeringscheferne udtryk forønsket om, at man afholdt en konferenceom forskellige strategier til at afhjælpe denhøje arbejdsløshed. I denne rapport præ-senteres Det Forenede Kongeriges oplægtil en sådan konference som opfølgningaf Kommissionens hvidbog om vækst,konkurrenceevne og beskæftigelse.

Rådets afgørelse af 6. december 1994om et handlingsprogram for gennem-førelse af en erhvervsuddannelses-politik i Det Europæiske FællesskabLuxembourg, i: De Europæiske Fælles-skabers Tidende L 340, 29.12.1994, Kon-toret for De Europæiske FællesskabersOfficielle Publikationer, s. 8-24ISSN 0378-7060 (fr)DA, DE, EN, ES, FR, GR, IT, NL, PT

Proposals 1995-1999. Socrates,Leonardo, Youth for Europe IIIEuropa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderBruxelles, Europa-Kommissionen: GDXXII, 1994, 13 s.DE, EN, FREuropa-Kommissionen, GD XXII,200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

Denne vejledning giver en kort beskri-velse af de tre fællesskabsprogrammer,som Europa-Kommissionen iværksætterfor 1995-1999: SOCRATES, UNGDOM FOREUROPA III og LEONARDO. Det først-nævnte viderefører ERASMUS- ogLINGUA-programmerne, men omhandlerfor første gang alle niveauer inden forundervisningssektoren. UNGDOM FOREUROPA III samler i ét program alle deeksisterende ungdomspolitiske aktioner:Ungdom for Europa II, Ungdomsinitiativ-projekter, der hidtil har hørt ind underPETRA-programmet, ungdomsaktivi-teterne under TEMPUS og de forskelligeprioriterede aktioner inden for ungdoms-


CEDEFOP

74

eventuelt vil kunne overføres.• Employment-HORIZON viderefører li-geledes et initiativ, der blev iværksat i denforegående programmeringsperiode, oghar til formål at forbedre mulighedernefor stabil beskæftigelse af handicappedeog andre ugunstigt stillede grupper medet beskæftigelsespotentiale.• YOUTHSTART er udformet med hen-blik på at fremme integrationen af ungeunder 20 år på arbejdsmarkedet, navnligunge uden erhvervskvalifikationer ellererhvervsmæssig grunduddannelse.

❏ ADAPT Community Initiative. Prac-tical Application Guide for ProjectManagersEuropa-Kommissionen: Generaldirektora-tet for Beskæftigelse, Arbejdsmarkeds-relationer og Sociale Anliggender (GD V)Bruxelles, Europa-Kommissionen: GD V,1994, 16 s.DE, EN, ES, FR, PTEuropa-Kommissionen, GD V, Afdeling V/B/4, Fællesskabsinitiativer under DenEuropæiske Socialfond200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

❏ EMPLOYMENT Community Initia-tive. Practical Application Guide forProject ManagersEuropa-Kommissionen: Generaldirektora-tet for Beskæftigelse, Arbejdsmarkeds-relationer og Sociale Anliggender (GD V)Bruxelles, Europa-Kommissionen: GD V,1994, 24 s.DE, EN, ES, FR, PTEuropa-Kommissionen: GD V, Afdeling V/B/4 Fællesskabsinitiativer under Den Eu-ropæiske Socialfond200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

Quality in educational trainingVan den Berghe, W.Ministeriet for det flamske samfund:UddannelsesafdelingenWetteren, Tilkon, 1994, 50 s.ENTilkon Consultancy, Kerkwegel 12a,B-9230 Wetteren

Rapporten giver en oversigt over interna-tionale erfaringer med tilpasning afkvalitetskoncepter på uddannelsesområ-det. Oversigten omfatter såvel efter- ogvidereuddannelse som erhvervsmæssiggrunduddannelse. Infrastrukturerne ogkvalitetsnormerne beskrives for forskel-

området. Endelig sigter LEONARDO modat rationalisere og videreudvikle fæl-lesskabsaktionen på erhvervsuddan-nelsesområdet ved at sikre videreførelseaf de fire følgende programmer: PETRA,FORCE, EUROTECNET og COMETT.

Nye fællesskabsinitiativer:

❏ Adapt and Employment - two Com-munity initiatives for the developmentof human resourcesEuropa-Kommissionen: Generaldirektora-tet for Beskæftigelse, Arbejdsmarkeds-relationer og Sociale Anliggender (GD V)Bruxelles, Europa-Kommissionen: GD V,1994, 15 s. (Initiativer nr. 1)DE, EN, FREuropa-Kommissionen, GD V, B/4Fællesskabsinitiativer under Den Euro-pæiske Socialfond, 200, rue de la Loi,B-1049 Bruxelles

En præsentation af de to nye initiativer,som Kommissionen har iværksat inden forrammerne af strukturfondene.

• ADAPT er et nyt fællesskabsinitiativ,der tager sigte på at fremme arbejdskraft-ens tilpasning til de ændrede arbejds-markedskrav. Programmet har fire indbyr-des forbundne målsætninger: 1) at fremmearbejdsstyrkens tilpasning til den industri-elle omstrukturering, 2) at bidrage til atøge konkurrenceevnen i industrien, ser-vice- og handelssektoren, 3) at forebyggeledighed gennem en forbedring af arbejds-styrkens kvalifikationer og styrkelse affleksibiliteten og mobiliteten, 4) at antici-pere og fremme udviklingen af nye jobog nye aktiviteter, navnlig i SMV.

• EMPLOYMENT (Beskæftigelse og ud-vikling af menneskelige ressourcer) er etnyt fællesskabsinitiativ rettet mod grup-per med særlige vanskeligheder påbeskæftigelsesmarkedet. Initiativet omfat-ter tre indbyrdes forbundne t i l tag:Employment-NOW og Employment-HORIZON, som var to selvstændige ini-tiativer i den foregående programmerings-periode for strukturfondene (1991-1994)og et nyt tiltag: Employment-YOUTH-START:•Employment-NOW tager sigte på atfremme lige muligheder for kvinder påbeskæftigelsesområdet gennem nyskab-ende og tværnationale pilotaktioner, der


CEDEFOP

75

l ige uddannelsessystemers vedkom-mende. Desuden tjener rapporten somgrundlag for aktiviteter under det euro-pæiske handlingsprogram COMETT.

Jahresbericht 1993 - Deutsche Koor-dinierungsstelle EUROTECNETDet nat ionale koordiner ingskontor(NADU) EUROTECNET iBundesinstitut für Berufsbildung (BIBB)Bonn; Berlin, BIBB, 1994, 202 s.DEBIBB, Fehrbelliner Platz 3,D-10707 Berlin

Formålet med EUROTECNET-programmeter at fremme nyskabelser inden for er-hvervsuddannelse, efter- og viderud-dannelse for at tage højde for den tekno-logiske udvikling og dens indvirkning påbeskæftigelse og arbejde samt for de nød-vendige innovationer. Det fremgår afårsberetningen, i hvilket omfang For-bundsrepublikken Tyskland deltager iprogrammet. 34 officielle projekterpræsenteres. Endvidere berettes der ipublikationen om andre aktiviteter, derer gennemført i ForbundsrepublikkenTyskland i beretningsperioden 1993/94med deltagelse af det nationale koor-dineringskontor.

Interimsrapport om FORCE-program-met - Handlingsprogram til udviklingaf efter- og videreuddannelse i DetEuropæiske FællesskabEuropa-KommissionenKOM (94) 418 endelig udg., 13.10.1994,23 s.Luxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle PublikationerISBN 92-77-80863-2 (da)ISSN 0254-1459 (da)DA, DE, EN, ES, FR, GR, IT, NL, PT

Rapporten består af to dele: a) redegørfor, hvor langt man er kommet med gen-nemførelsen af aktiviteterne i henhold tilafgørelsen om oprettelse af FORCE-pro-grammet; b) indeholder hovedkon-klusionerne og anbefalingerne fra deneksterne midtvejsevaluering af FORCE-programmet. Det skal bemærkes, at denreferenceperiode, der var genstand forevalueringen, ikke omfattede den tredjeindkaldelse af forslag, implementeringenaf den statistiske oversigt samt rapporter

om gennemførelsen af programmets over-ordnede retningslinjer.

FORCE. Catalogue des produits/Catalog of products/Produktkatalog.1991 - 1994Europa-Kommissionen. GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, upagineretISBN 92-826-8051-7Flersproget udgave: DE/EN/FR

Dette katalog gennemgår resultaterne afde pilotprojekter og kvalif ikations-projekter, der blev iværksat i 1991 indenfor rammerne af tværnationale partner-skaber under FORCE-programmet. Deforskellige resultater præsenteres i formaf informationsark vedrørende uddan-nelsesredskaber og -kurser, projekt-rapporter og studie- og forsknings-materiale.

Force. Tableau de bord de la forma-tion professionnelle continueEuropa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderLuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, 176 s.ISBN 92-826-8713-9FR

Denne situationsstatus, der er udarbejdetinden for rammerne af FORCE-program-met, bygger på indsamlingen af disponibleoplysninger på fællesskabsplan i begyn-delsen af 1990’erne vedrørende erhvervs-mæssig efter- og videreuddannelse af deansatte i virksomhederne. Rapporten kon-kluderer, at det er nødvendigt at forbed-re de eksisterende datasystemer, definereen ensartet metode til indlæsning af denationale data, sørge for, at de nationaleinformationssystemer supplerer hinandenbedre og fastlægge en struktur for ind-samling og analyse af oplysningerne forat fremme samarbejdet mellem med-lemsstaterne.


CEDEFOP

76

The role of the social partners incontinuing vocational training ofworkers. Bruxelles, 29.-30. november1993Den flamske regering, Administrations-kontoret for det flamske samfunds eksternerelationer; Ministeriet for det flamske sam-fund, Administrationskontoret for beskæf-tigelse; Den flamske beskæftigelses- ogerhvervsuddannelsestjeneste, FORCE NCUBruxelles, VDAB, 1994, 53 s.DE, EN, FR, NLVDAB, Keizerslaan 11, B-1000 Bruxelles

Denne konferencerapport er centreret omarbejdsmarkedsparternes rolle i efter- ogvidereuddannelsen af arbejdstagere, så-vel på medlemsstats- som fællesskabsplaninden for rammerne af det europæiskehandlingsprogram FORCE. Denne rollebeskrives dels gennem en evaluering afen række projekter med tilknytning tilerhvervsuddannelse, som arbejdsmarkeds-parterne har deltaget i, og dels gennemen redegørelse for aktiviteterne i forskel-lige medlemsstater.

FORCE: De voortgezette beroepsoplei-ding in Belgiëvan de Poele, L.; Oosterlinck, L.Vlaamse Dienst voor Arbeidsbemiddelingen Beroepsopleiding (VDAB); Force-agentschap; Rijks Universiteit Gent (RUG)Bruxelles, VDAB, 1993, 151 s.NLVDAB, Keizerslaan 11, B-1000 Bruxelles

Denne rapport om efter- og videreuddan-nelse i Flandern, der er udarbejdet for DetEuropæiske Fællesskab, er inddelt i toafsnit. Første afsnit indeholder en globalbeskrivelse af efter- og videreuddannel-sen i Flandern, hvad angår lovrammer ogfinansiering, uddannelsesudbud og under-visere. Anden del gennemgår de foran-staltninger, der skal træffes i Flandern ihenhold til de prioriterede målsætningerunder det europæiske handlingsprogramFORCE.

Berufliche Weiterbildung in Deutsch-land. Strukturen und Entwicklungen.Alt, C.; Sauter, E.; Tillmann, H.Bundesinstitut für Berufsbildung (BIBB)Berlin; Bonn, BIBB, 1994, 222 s.ISBN 3-7639-0513-8DE

På baggrund af Rådets afgørelse omhandlingsprogrammet FORCE præsenteresfor første gang en europæisk rapport omefter- og videreuddannelsessystemernesaktuelle situation og fremtidsperspektiver.Foruden EU-staternes rapporter, der ud-arbejdes efter en fælles disposition, er derplaner om at udarbejde en europæisk syn-teserapport. Den foreliggende publika-tion er det tyske bidrag til de fremtidigeregelmæssige rapporter om den erhvervs-faglige efter- og videreuddannelse i Eu-ropa. Forbundsrepublikken Tyskland kanbidrage til rapporteringen med sine erfa-ringer fra en national erhvervsuddan-nelsesrapport, der nu har eksisteret i 16år og har stået sin prøve som fælles grund-lag for planlægningen i statslige institu-tioner og hos arbejdsmarkedets parter.

Berufliche Weiterbildung in Unter-nehmenBechthold, S.; Grünewald, U.Bonn; Berlin, Bundesinstitut für Berufs-bildung (BIBB), 1994, 8 s.DEBIBB, Fehrbelliner Platz 3,D-10707 Berlin

Med aktionsprogrammet FORCE (Forma-tion Continue en Europe) ønsker DenEuropæiske Kommission at støtte virksom-hedernes bestræbelser for at yde en størreog bedre efteruddannelsesindsats. Effek-tive støtteforanstaltninger forudsætter på-lidelige informationer om virksomheder-nes efteruddannelsesmønstre. Da så-danne oplysninger endnu ikke foreligger,foretages i alle tolv EU-medlemsstater enenquete blandt v i rksomheder. IForbundsrepublikken Tyskland er det detstatslige statistiske kontor i samarbejdemed Bundesinstitut für Berufsbildung, dergennemfører undersøgelsen. Publikatio-nen giver oplysning om resultaterne afden skriftlige rundspørge som første led iundersøgelsen, der gennemførtes vedudgangen af 1993. Formålet med denneførste rundspørge var at få et første kend-skab til efteruddannelsens art og omfangi tyske virksomheder. De anførte resulta-ter er baseret på besvarelser fra ca. 9 300virksomheder med mindst ti ansatte in-den for områderne småindustri, handel,hotel og restaurant samt banker og for-sikringsselskaber.


CEDEFOP

77

HORIZON. Eine Gemeinschaftsinitia-tive zur beruflichen Integration vonBehinderten, Benachteiligten undMigrantenNationale Koordinierungsstelle HORIZONBonn, 1994, upagineretFlersproget version: DE/EN/FRNationale Koordinierungsstelle HORIZONim Europabüro des paritätischen Wohl-fahrtsverbandes, Endenicher Str. 125,D-53115 Bonn

En sammenfatning af indlæggene påHorizon-mødet - fællesskabsinitiativ tilfremme af erhvervsmæssig integration afhandicappede, ugunstigt stillede og van-drende arbejdstagere -. Debatten drejedesig hovedsagelig om tværnationalt sam-arbejde og politikker til fremme af er-hvervsmæssig og social integration.

IRIS annual report 1993Europa-KommissionenBruxelles, CREW, 1994, 32 s.EN, FRIRIS Unit, CREW, 21 Rue de la Tourelle,B-1040 Bruxelles

Rapporten giver en oversigt over udvik-lingen i 1993, som markerede afslutnin-gen på anden fase af IRIS - et europæisknetværk af uddannelsesprojekter for kvin-der - (1994-1998). Årets hovedaktivitetervar følgende: Europa-Parlamentets vedta-gelse af en beslutning om IRIS, et semi-nar for arbejdsmarkedets parter, enbevidstgørelsesdebat med deltagelse afeuropæiske topembedsmænd om uddan-nelse for kvinder, et partnerskabsseminarsamt udvekslingsbesøg for IRIS-medlem-mer.

PETRA. Ausbildung für Europa 2002Konferencereader, Biehler-Baudisch(udg.)Bundesinstitut für Berufsbildung (BIBB)Berlin, BIBB, 1994, 86 s.ISBN 3-88555-569-7 (de)DE, EN

I PETRA-programmets regi finder der etsamarbejde sted mellem projekter fraDanmark, Tyskland, Storbritannien ogLuxembourg, der alle vedrører miljøbe-vidsthed i erhvervsuddannelsen. Projek-ternes repræsentanter afholdt en konfe-rence på Det Europæiske Miljøakademi i

Borken i marts 1994. Emnet var aspekterog perspektiver i forbindelse med miljø-bevidsthed i erhvervsuddannelsen. Pub-likationen beretter om erfaringer fraprojekterne ved overgangen fra udvik-lings- til disseminationsfasen. I denneforbindelse præsenteres de enkelte pro-jekter, konferencens indlæg gengives ogresultaterne fra arbejdsgruppediskus-sionerne fremlægges. I et tillæg er inde-holdt en udførlig beskrivelse af modulet„elektrotekniker og ydre miljø“.

Handbook for Guidance CounsellorsEuropa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-gender - PETRALuxembourg, Kontoret for De Europæi-ske Fællesskabers Officielle Publikationer,1994, 409 s.ISBN 92-826-7990-X (en)EN (under udgivelse på de øvrige offici-elle EU-sprog)

Denne håndbog, der henvender sig tilungdomsrådgivere og -vejledere, giver enkort beskrivelse af de erhvervsmæssigegrunduddannelsessystemer samt en be-skrivelse af arbejdsmarkedet i den enkeltemedlemsstat. Den indeholder en forteg-nelse over informationskilder og data-banker på fællesskabsplan, vejlednings-institutioner og -tjenester samt de vigtig-ste håndbøger over de forskellige studie-linjer.

Catalogue of national guidanceresource centresEuropa-Kommissionen: GeneraldirektoratXXII - Uddannelse og Ungdomsanlig-genderBruxelles, Kommissionen for De Europæi-ske Fællesskaber: GD XXII, 1994, 101 s.DE, EN, FREuropa-Kommissionen, GD XXII,200, rue de la Loi, B-1049 Bruxelles

Rapporten gør status over oprettelsen afnationale ressourcecentre inden for ram-merne af aktion III under PETRA-program-met, en særaktion til fremme af erhvervs-vejledning. For hvert af de nationaleressourcecentre, der er opstillet efter land,gives oplysninger om: struktur, informa-tionsområder og formidlingsformer - ek-sisterende tværnationalt samarbejde -aktivitetsprogrammet for 1993/94.


CEDEFOP

78

Les entreprises face à l’Europe.EurotechniciensDupeyron, A.Réseau d’Appui et de Capitalisation desINnovations Européennes (RACINE)Paris, Racine éditions, La documentationfrançaise, 1994, 124 s.FRRACINE, 18, rue Friant, F-75014 Paris

EUROCOPTER, der er et internationaltholdingselskab, uddanner gennem veksel-uddannelse euroteknikere, som kan ud-øve deres erhvervskompetence i Tysk-land, Frankrig og Portugal. Virksomhedenog dens industrielle strategi præsenteres,og dernæst beskrives dens uddannelses-politik og -plan; særlig opmærksomhedvies euroteknikerprojektet, dets mobi-litetsfremmende dimension, uddannelser-nes tilrettelæggelse, overvågningsmeka-nismen og certificeringen af uddannelsen.Projektets funktion som støtte til de eu-ropæiske programmer og det tvær-nationale samarbejdsaspekt analyseres.Endelig præsenteres resultaterne i formaf de skabte synergieffekter.

Rencontres européennes de l’éduca-tion en entreprise.Charleville Mézières, 5.-6. maj 1994Stages EuropéenS en Alternance dans lesMétiers (SESAM)Paris, SESAM, 1994, 18 s. + bilagDE, EN, FRSESAM, 6, rue de Braque, F-75003 Paris

Ovennævnte europæiske kollokvium varorganiseret af SESAM (Stages Européensen Alternance dans les Métiers), en ak-tion, der iværksattes af det franske mini-sterium for handel og håndværk i 1989med det formål at fremme den erhvervs-mæssige integrering af unge europæiskearbejdstagere i håndværkssektoren ogforberede dem på de ændringer, der villefølge med virkeliggørelsen af det indremarked. I dette referat gives en synteseaf de vigtigste debatter om fremme aflærlingeuddannelsen og erhvervsmæssigmobilitet i håndværkssektoren og i SMVsamt om dialogen mellem uddannelses-systemer og erhvervskredse i EU.

Durchführung von EC-Bildungs-programmen in DeutschlandBundesministerium für Bildung undWissenschaft (BMBW)Bad Honnef, K.H. Bock Verlag, 1994, 166s. + tillæg (Studien Bildung Wissenschaft,bind 120)ISBN 3-87066-731-1DE

Denne studie tager sigte på at redegørefor de mangfoldige programmer ogorganisationsformer, der er initieret ogfremmes af Den Europæiske Union.Forbundsrepublikken Tyskland råder overen effektiv struktur til gennemførelse afprogrammer inden for almen og erhvervs-rettet uddannelse. Forbund og delstaterbestræber sig for i fællesskab at sikre, attyske institutioner deltager i de fælles for-anstaltninger og drager størst mulig nytteheraf. Ved undersøgelsen og det dagligesamarbejde i forbindelse med forbered-elsen og gennemførelsen af EU-foran-staltninger udvikles nye partnerskabermellem delstaterne, Forbundsrepublikkenog Den Europæiske Union, men ogsåmellem uddannelsesinsti tutioner ogoperationelle organer på nationalt ogeuropæisk plan.

Evaluation of the EuroqualificationProgrammeHoms O.Centre d’Iniciatives i Recerques Europeesa la Meditarrania (CIREM)Barcelona, CIREM, 1993, 31 s.ENCIREM, c/Bruc, 114, Ir, 2aE-08009 Barcelona

Rapporten beskæftiger sig med styringenog den eksterne sammenhæng af EURO-KVALIFIKATIONSprogrammet, et fællesinitiativ, hvori deltager 13 nationale or-ganisationer for erhvervsuddannelse forvoksne og kvalifikationer i EU-medlems-staterne. Der gives en dybtgående eva-luering af, hvor langt aktiviteterne er frem-skredet og af udviklingen af programmeti Spanien og Portugal. Rapporten er ba-seret på en analyse af de hidtil udarbej-dede dokumenter og på interviews medeksperter, der er ansvarlige for program-met, og med repræsentanter for andre til-knyttede organisationer.


CEDEFOP

79

Fra medlemsstaterne

nye samarbejdsstrukturer og ikke mindstændre den pædagogiske tilrettelæggelseaf kurser for at imødekomme kravene iforbindelse med teknologistøttet under-visning.

Regional policy and innovation:A French-style dual system?

Bertrand, O.; Durand Drouhin, M.; Ro-mani, C.Centre d’Etudes et de Recherches surl’Emploi et les Qualifications (CEREQ)Marseille, i: Training and Employment, 17,1994, s. 1-4ISSN 1156-2366EN

Nogle betragter det duale uddannelses-system som en model, medens andre be-tragter det som en struktur, der er sære-gen for det tyske samfund, men uansethvordan man ser på det, er princippet omvekslen mellem skolegang og virk-somhedspraktik kommet på dagsordeneni den franske debat om relationen mel-lem uddannelse og beskæftigelse. I 1988valgte Rhône-Alpes-regionen i forbindelsemed decentraliseringen af beføjelserne påerhvervsuddannelsesområdet at iværk-sætte en politik til fremme af veksel-uddannelse baseret på tæt samarbejdemellem erhvervslivet og det offentligeuddannelsessystem. Skønt resultaternekvantitativt set stadig er begrænsede, viserdette samarbejde dog, at innovationer pådette område er mulige. Problemer medat fastsætte klare regler for de forskelligepartnere udgør imidlertid stadig en hin-dring for ordningens udbredelse.

New directions for vocational educa-tion in France?Centre d’Etudes et de Recherches surl’Emploi et les Qualifications (CEREQ)Marseille, i: Training & Employment, 15,1994, s. 1-4ISSN 1156-2366EN

Set udefra giver det franske erhvervs-uddannelsessystem normalt anledning til

D

DK

Institutionen-HandbuchArbeitsmarkt und Beruf

Gaworek-Behringer, M.Institut für Arbeitsmarkt- und Berufs-forschung der Bundesanstalt für Arbeit(InstDokAB)Nürnberg, InstDokAB, 1994,ingen fortløbende pagineringDEInstitut für Arbeitsmarkt- und Berufs-forschung der Bundesanstalt für Arbeit(IAB), Regensburger Strasse 104,D-90327 Nürnberg

Alle de tyske inst i tut ioner, der eromhandlet i denne håndbog, har tilknyt-ning til arbejdsmarkeds- eller beskæf-tigelsesforskning. Det drejer sig om poli-tiske og videnskabelige og administrativeinstitutioner, forskningsinstitutioner,erhvervsinstitutioner, ministerier, fag-organisationer m.m. For hver institutiongives oplysninger om organisationstype,aktiviteter, partnerskaber, personale,etableringsår, navn på direktør(er) samtadresser, telefon- og telefaxnummer.

Technology-supportedLearning (Distance

Learning). Report No. 1252København, Undervisningsministeriet,1994, 156 s.ISBN 87-603-0415-4ENUndervisningsministeriets forlag,Frederiksholms Kanal 25F, DK-1220,København K

I 1992 nedsatte Undervisningsministerietet ekspertudvalg, der havde til opgave atundersøge indvirkningen af ny teknologipå uddannelsessystemet og kursus-tilrettelæggelsen. Hovedrapporten i hvid-bogen fra juli 1993 er blevet oversat tilengelsk. Hvidbogen beskriver en rækkemodeller for planlægning og formidlingaf teknologistøttet undervisning. Den re-degør for de økonomiske aspekter vedhenholdsvis traditionel og teknologistøttetundervisning og opstiller prognoser foren tiårs periode. Rapporten understregernødvendigheden af at tilpasse insti-tutionernes interne organisation, udvikle

F


CEDEFOP

80

en række spørgsmål, bl.a. den uklare oginkonsistente brug af termerne “teknisk”,“teknologisk” og “erhvervsfaglig”, denstore betydning, der tillægges eksamens-beviser, selv om de ikke altid anerkendesinden for de pågældende erhvervs-områder, og det utal af organer og foran-staltninger, der er mobiliseret i forbindelsemed den høje ungdomsarbejdsløshed.Disse forskellige spørgsmål fremstår sombrikker i et sammenhængende system, nårde ses i lyset af de seneste årtiersuddannelsespolitiske valg.

Les métiers de la formation, contribut-ion de la recherche, état des pratiqueset étude bibliographiqueCentre pour le développement del’INFormation sur la FOrmation perma-nente (Centre INFFO); Conservatoire Na-t ional des Arts et Métiers (CNAM),Université Lille III Charles de GaulleParis, La Documentation française, 1994,319 s.ISBN 2-11-003096-8FR

En sammenfatning af teori og praksis ved-rørende erhvervslærerfunktionen siden1971 samt en kommenteret bibliografi. Demange bidrag, der indgår i værket, eropdelt i fem dele: første del redegør forsituationen omkring disse hvervs frem-komst, anden del analyserer udviklingen,tredje del belyser, hvilke strategier, me-toder og redskaber erhvervslærerne hart i l rådighed, f jerde del gennemgårfunktionerne efter kategori og institution,og endelig indeholder sidste del overvej-elser over erhvervslærerfunktionen påeuropæisk plan.

De la compétence: essai sur un attrac-teur étrangeLe Boterf, G.Paris, Editions d’Organisation,1994, 176 s.ISBN 2-7081-1753-XFR

Begrebet kompetence har en mærkeligtiltrækningskraft, jo større behov der erfor at anvende det, jo vanskeligere bliverdet at definere det. Dette værk har formaf et essay om konceptet kompetence, etkoncept, der først for nylig er kommet ibrug, og som allerede er allestedsnærvæ-

rende i virksomhederne. Forfatterens teo-retiske overvejelser går på flere aspekter:hvad er kompetence? Er det en handlings-kompetence, som er noget andet og mereend de færdigheder og den knowhow, derindgår i den? Findes der en kognitiv dy-namik, som er specifik for kompetencen?Hvilken rolle spiller forestillinger i opbyg-ningen af kompetence? Hvad er kollektivkompetence? Hvorledes kan kompetenceanerkendes og af hvem?

Vocational qualificationin England, Wales and

Northern IrelandNational Council for Vocational Quali-fications (NCVQ)London, NCVQ, 1994, 13 s.DE, EN, FRNCVQ Communications Division,222 Euston Road, UK-London NW1 2BZ

NCVQ (Nationalrådet for Erhvervs-kvalifikationer) har publiceret denneinformationsmappe om reformen afkvalifikationssystemet i England, Wales ogNordirland. Der gives en præsentation afde seneste reformer, der vedrører NVQ(nationale erhvervskvalifikationer) ogGNVQ (generelle nationale erhvervs-kvalifikationer).

UK


CEDEFOP

81

Mod

tage

t af

red

akti

onen

Bilan de Competences: efficacitépersonnelle. 20 tests d’auto-évaluationet conseils personnalisésCouchaere, M.-J.Editions Liaisons (EL), CollectionEXOTHEQUERueil-Malmaison, Editions Liaisons (EL),Collection EXOTHEQUE, 1994, 176 s.ISBN 2-87880-107-5ISSN 1159-6910FR

Strategic alliances and process rede-sign. Effective management and re-structuring of cooperative projectsand networksGerybadze, A.Berlin; New York, Walter de Gruyter, 1995314 s.ISBN 3-11-013989-8EN

Développer et intégrer la formationen entrepriseSonntag, M.Rueil-Malmaison, Editions Liaisons (EL),1994, 224 s.ISBN 2-87880-106-7ISSN 1158-470XFR

L’enseignement professionnel. Quelavenir pour les jeunes?Agulhon C.Paris, Les Editions de l’Atelier/Les Edit-ionsOuvrières, 1994, 272 s.ISBN 2-7082-3113-8FR


CEDEFOP

82

FCentre INFFO (Centre pour le dévelop-pement de l’information sur laformation permanente)Christine MerlliéTour Europe Cedex 07F-92049 Paris la DéfenseTlf. 331+41252222Fax 331+47737420

GROEEK (Organization for VocationalEducation and Training)Catherine Georgopoulou1, Ilioupoleos Street17236 YmittosGR-AthensTlf. 301+925 05 93Fax 301+925 44 84

IISFOL (Istituto per lo sviluppo dellaformazione professionale dei lavoratori)Alfredo TamborliniColombo ContiVia Morgagni 33, I-00161 RomaTlf. 396+445901Fax 396+8845883

IRLFAS - The Training and EmploymentAuthorityMargaret CareyP.O. Box 45627-33, Upper Baggot StreetIRL-Dublin 4Tlf. 3531+6685777; Fax 3531+6609093

C E N T R E I N F F OBVDAB (Vlaamse Dienst voor Arbeids-bemiddeling en BeroepsopleidingICODOC (Intercommunautair Documen-tatiecentrum voor BeroepsopleidingFrédéric GeersFOREM (Office communautaire etrégional de la formation professionnelleet de l’emploi)CIDOC (Centre intercommunautaire dedocumentation pour la formationprofessionnelle)Jean-Pierre GrandjeanBd. de l’Empereur 11, B-1000 BruxellesTlf. 322+502 50 01; Fax 322+502 54 74

DBIBB (Bundesinstitut für Berufsbildung)Referat K4Bernd ChristopherKlaus-Detlef R. BreuerFehrbelliner Platz 3, D-10702 BerlinTlf. 4930+864 32 230 (B. Christopher)

4930+864 32 445 (K.-D. Breuer)Fax 4930+864 32 607

DKSEL (Statens ErhvervspædagogiskeLæreruddannelse)Søren NielsenMerete HeinsRigensgade 13, DK-1316 København KTlf. 4533+144114 ext. 317/301Fax 4533+144214

EINEM (Instituto Nacional de Empleo)Ministerio de Trabajo y Seguridad SocialIsaias LargoMaría Luz de las CuevasCondesa de Venadito, 9E-28027 MadridTlf. 341+585 95 80; Fax 341+377 58 87

LChambre des Métiers du G.-D. deLuxembourg2, Circuit de la Foire internationaleTed MathgenB.P. 1604 (Kirchberg)L-1016 LuxembourgTlf. 352+4267671Fax 352+426787

NLC.I.B.B. (Centrum Innovatie Beroeps-onderwijs Bedrijfsleven)Gerry SpronkPostbus 1585NL-5200 BP ‘s-HertogenboschTlf. 3173+124011Fax 3173+123425

PSICT (Servico de Informação Cientifica eTécnica)Maria Odete Lopes dos SantosFatima HoraPraça de Londres, 2-1° AndarP-1091 Lisboa CodexTlf. 3511+8496628,Fax 3511+806171

UKIPD (Institute of Personnel andDevelopment)Simon RexIPD House, Camp RoadUK-London SW19 4UXTlf. 44181+946 91 00Fax 44181+947 25 70

SS

Medlemmer af CEDEFOP’s dokumentationsnetværk

erhvervsuddannelse nr. 4 europpÆisk tidsskrift · land og sverige karakteriser et ved en høj...

Documents