E R G O T E R A P E U T I S K   U D V I K L I N G S A R B E J D E   O G   F O R S K N I N G ,  B A C H E L O R P R O J E K T  

   

 -­‐  En  kvalitativ  undersøgelse  af,  hvordan  stigmatisering  påvirker  aktivitetsudøvelsen  hos  patienter  med  skizofreni  og  hvordan  

ergoterapeuten  kan  støtte  patienten    

Udarbejdet  af    

Sara  Schilling    Anne  Spindler  Calundan  

 December  2011  

 Hold  2008B,  bachelorgruppe  7    Professionshøjskolen  Metropol  

 Metodevejleder:  Helle  Flindt  

Faglig  vejleder:  Elisabeth  Kampmann    

 

 

Dette bachelorprojekt er udarbejdet af ergoterapeutstuderende Dette projekt eller dele heraf må kun

ved ergoterapeutuddannelsen København, PH Metropol. offentliggøres med de studerendes tilladelse.

Det foreligger urettet og ukommenteret fra uddannelsens side

og er således et udtryk for de studerendes egne synspunkter.

2

Abstract

Title "I fear that they will label me"

Purpose The purpose of this study is to examine the effects of stigmatization on the occupational

performance of patients with schizophrenia and to illustrate how occupational therapists

can support patients in handling stigmatization.

Problem statement schizophrenia experience the stigmatization affects their

occupational performance, and which skills can the occupational therapists use to support

the patient in handling such

Method Our methodology is based upon three semi-structured interviews, conducted individually,

with patients diagnosed with schizophrenia.

Results Patients experience stigmatization from their social environment when they interact with

the rest of the community, in their close personal relations and in connection with their

professional life and leisure time. They handle the stigmatization by lying about their

diagnosis or hiding it from the environment. The stigmatization causes the patients to

abstain from engaging in some of their meaningful occupations.

Conclusion The feeling of being stigmatized causes the patients to feel a reduced self-esteem and to

expect a similar stigmatization in future situations. The combined effect of these

consequences is that the patients choose not to engage in some of their meaningful

occupations. The reduced self-esteem and loss of occupations have a mutual adverse effect

on each other and can have consequences for both health and wellbeing. According to the

3

Canadian Model of Client-Centred Enablement, CMCE, occupational therapists can use

the skills of coaching, advocating and collaborating to support the patient in handling the

stigmatization. By doing so, the patient s self-esteem is increased and expectations of

stigmatization are reduced, thus, enabling the patient to engage in meaningful occupations.

Keywords: Stigmatization, handling, schizophrenia, occupational therapy, occupational performance.

Number of characters: 1.697

4

Resumé

Titel

Formål

At belyse, hvordan stigmatisering påvirker aktivitetsudøvelsen hos patienter med

skizofreni, samt hvordan ergoterapeuter kan støtte patienterne i at håndtere stigmatisering.

Problemformulering

isering påvirker deres

aktivitetsudøvelse, og hvilke færdigheder kan ergoterapeuten anvende for at støtte

Metode

Vores metode bygger på tre individuelle semistrukturerede interviews med patienter med

diagnosen skizofreni.

Resultater

Patienterne oplever stigmatisering fra de sociale omgivelser; når de færdes i samfundet, i

de nære relationer og i forbindelse med arbejdsliv og fritid. De håndterer stigmatisering

ved at lyve om eller skjule deres diagnose fra omgivelserne samt ved at tilpasse de

aktiviteter, de deltager i. Stigmatisering medfører, at patienterne fravælger nogle af deres

betydningsfulde aktiviteter.

Konklusion

Oplevet stigmatisering har for patienternes konsekvenser i form af mindsket selvværd samt

forventninger om at blive stigmatiseret i kommende situationer, hvilket tilsammen

medfører, at patienterne fravælger nogle af deres betydningsfulde aktiviteter. De sociale

omgivelser opleves som en hæmmende faktor for patienternes aktivitetsudøvelse, og

begrænser patienterne i at vælge, organisere og på tilfredsstillende måde udøve

betydningsfulde aktiviteter. Mindsket selvværd og tab af aktiviteter har gensidig negativ

påvirkning af hinanden og kan have konsekvenser for sundhed og trivsel. Ergoterapeuten

kan ud fra CMCE-modellen anvende færdighederne coache, forfægte og samarbejde for at

støtte patienten i at håndtere stigmatisering. Derved øges blandt andet patientens selvværd,

5

så hans forventning om at blive stigmatiseret mindskes og deltagelse i betydningsfulde

aktiviteter muliggøres.

Søgeord

Stigmatisering, håndtering, skizofreni, ergoterapi, aktivitetsudøvelse

Antal tegn: 1.694

6

Forord

Dette bachelorprojekt er udarbejdet af studerende på ergoterapeutuddannelsen København,

Professionshøjskolen Metropol. Projektet er et resultat af samarbejdet mellem gruppens

medlemmer. Begge gruppemedlemmer er ansvarlige for udarbejdelsen af projektet og det

samlede indhold. Af bilag 1 fremgår det, hvilken studerende der er ansvarlig for de enkelte

afsnit.

København den 22. december 2011

_________________________________________________

Sara Schilling

_________________________________________________

Anne Spindler Calundan

7

Indholdsfortegnelse  Problembaggrund ............................................................................................................ 10  

Formål ............................................................................................................................ 12  

Problemformulering ........................................................................................................ 12  

Problemanalyse ........................................................................................................... 12  

Forforståelse ................................................................................................................... 13  

Teori ............................................................................................................................... 13  

Canadian Model of Occupational Performance and Engagement, CMOP-E................. 13  

Canadian Model of Client-Centred Enablement, CMCE .............................................. 15  

Goffman - teori om stigmatisering ............................................................................... 16  

Metode............................................................................................................................ 16  

Forskningstype og videnskabsteoretisk grundlag ......................................................... 17  

Litteratursøgning ......................................................................................................... 17  

Udvælgelse af informanter .......................................................................................... 18  

Inklusionskriterier ................................................................................................... 19  

Eksklusionskriterier ................................................................................................. 19  

Dataindsamling ........................................................................................................... 19  

Udarbejdelse af interviewguide ............................................................................... 19  

Pilotinterview .......................................................................................................... 20  

Interviewsituationen ................................................................................................ 20  

Etiske overvejelser .................................................................................................. 21  

Databearbejdning ........................................................................................................ 21  

Transskribering ....................................................................................................... 22  

Analyse ................................................................................................................... 22  

Præsentation af informanter ............................................................................................ 24  

Resultater ........................................................................................................................ 25  

Oplevelse af stigmatisering ......................................................................................... 25  

8

Stigmatisering fra nære relationer: ........................................................................... 25  

Stigmatisering i forbindelse med arbejde og fritid .................................................... 26  

Stigmatisering i samfundet ..................................................................................... 26  

Håndtering af stigmatisering ....................................................................................... 27  

At tage masken på ................................................................................................... 27  

At tilpasse aktiviteter ............................................................................................... 29  

At vælge personer fra .............................................................................................. 29  

Fravalg af aktiviteter ................................................................................................... 30  

At fravælge fritidsinteresser .................................................................................... 30  

At fravælge arbejde og uddannelse .......................................................................... 31  

Personalets støtte i behandlingen ................................................................................. 31  

Vigtigheden af at blive hørt ..................................................................................... 32  

At være der for patienten ......................................................................................... 32  

Diskussion af resultater ................................................................................................... 33  

Oplevelse af stigmatisering ......................................................................................... 33  

Håndtering af stigmatisering ....................................................................................... 36  

Fravalg af aktiviteter ................................................................................................... 39  

Ergoterapeutens støtte, når patienten oplever stigmatisering ........................................ 42  

Diskussion af Teori ......................................................................................................... 45  

CMOP-E ..................................................................................................................... 45  

CMCE......................................................................................................................... 46  

Goffmans teori om stigmatisering ............................................................................... 46  

Diskussion af metode ...................................................................................................... 47  

Forforståelse ............................................................................................................... 47  

Forskningstype og Videnskabsteoretisk grundlag ........................................................ 47  

Udvælgelse af informanter .......................................................................................... 47  

Udarbejdelse af interviewguide ................................................................................... 48  

Interviewsituationen .................................................................................................... 48  

Etiske overvejelser ...................................................................................................... 49  

9

Databearbejdning ........................................................................................................ 50  

Analysemetode ........................................................................................................ 50  

Konklusion ..................................................................................................................... 51  

Perspektivering ............................................................................................................... 52  

Formidlingsovervejelser .................................................................................................. 53  

Referenceliste ................................................................................................................. 54  

Bilagsoversigt ................................................................................................................. 57  

Bilag 1: Inddeling af opgaven...................................................................................... 58  

Bilag 2: Brev til patienter ............................................................................................ 60  

Bilag 3: Interviewguide ............................................................................................... 61  

Bilag 4: Samtykkeerklæring ........................................................................................ 65  

Bilag 5: Regelsæt for transskribering ........................................................................... 66  

Bilag 6: Matrice .......................................................................................................... 67  

10

Problembaggrund Stigmatisering rammer grupper i samfundet, der skiller sig ud fra normen, for eksempel når

et menneske med en psykisk lidelse tilskrives særlige, stereotype og negative egenskaber

(Jacobsen, Martin & Andersen 2010). Stigma beskrives af den canadiske sociolog Erving

Goffman ved at en person i vores bevidsthed, går fra at være et helt og almindeligt

menneske, til at være et fordærvet, nedvurderet menneske. Historisk set er stigma et græsk

ord, der i sin oprindelse refererer til et brændemærke, som blandt andet forbrydere og

slaver fik skåret eller brændt i huden synligt kunne identificeres so

I Danmark har Capacent Epinion i 2009 lavet en survey for Danske Regioner, som

afdækker danskernes viden om psykisk lidelse. Undersøgelsen viser, at 65% af den danske

befolkning ikke føler, at de ved nok om psykisk sygdom, og 48% er enige i, at fysisk

sygdom er mere acceptabelt i samfundet (Capacient Epinion, 2009). Uvidenheden hos

befolkningen er med til at skabe usikkerhed, hvilket medfører, at der tages afstand fra

personer med psykisk lidelse. Danskernes uvidenhed, holdninger og adfærd i forhold til

psykisk lidelse er således med til at øge stigmatiseringen i samfundet, konkluderer en

rapport udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og Dansk

Sundhedsinstitut. Rapporten har til formål at kortlægge og undersøge befolkningens

holdninger til stigmatisering og har været med til at øge fokus på emnet i Danmark

(Jacobsen et al, 2010). Overstående har medført, at der er iværksat en femårig national

kampagne mod stigmatisering af personer med psykiske lidelser

skal ændre danskernes syn på og adfærd overfor mennesker med psykisk sygdom

(Herning, 2011).

Det er imidlertid ikke kun befolkningen, der er med til at stigmatisere mennesker med

psykisk lidelse. Også ansatte i sundhedsvæsenet, herunder psykiatere, sygeplejersker og

terapeuter, stigmatiserer. Det viser en undersøgelse lavet af Lauber, Nordt og

Braunschweig (2006). Undersøgelsen er lavet som et telefoninterview med 1073 ansatte

fra psykiatrien og viser, at de ansatte har stort set samme stereotype opfattelser af

mennesker med en psykisk lidelse, som resten af befolkningen. Det kan medføre at

patienten ikke bevarer et håb om at komme sig.

11

De personer der oftest oplever stigmatisering er personer diagnosticeret med skizofreni.

Således konkluderer artiklen

schizophrenic patients, their relatives skrevet af Dr. Med.

Beate Schulze og professor i psykiatri Mathias Angermeyer. Artiklen beskriver yderligere,

hvilke konsekvenser stigmatisering har for patienterne. Ud fra fokusgruppeinterviews med

patienter, deres pårørende og sundhedsprofessionelle viste det sig, at stigmatisering kan

have alvorlige konsekvenser for patienten i form af nedsat livskvalitet, begrænsede

livsmuligheder og social isolation (Schulze & Angermeyer, 2003).

De diskriminerende oplevelser mennesker med skizofreni har, relaterer sig ifølge artiklen

schizofrenia: a cross- blandt andet til venskaber og job. Professor i

psykiatri, Graham Thornicroft, har foretaget undersøgelsen for Institute for Psychiatry.

Undersøgelsen er en tværsnitsundersøgelse bestående af interviews med 732 personer med

skizofreni. Resultatet af undersøgelsen viste at 47% oplever diskrimination i forhold til at

vedligeholde og skabe venskaber, og 29% oplever diskrimination i forhold til at beholde

og få et job (Thornicroft, Bohan & Rose et al., 2009). Det antyder at stigmatisering har

betydning for den enkeltes aktivitetsudøvelse.

Aktivitetsudøvelse, er ifølge ergoterapeuterne Townsand og Polatajko, den dynamiske

interaktion mellem person, aktivitet og omgivelser. Det er evnen til at vælge, organisere og

på tilfredsstillende måde udøve betydningsfulde aktiviteter, der er kulturelt defineret og

passende i relation til at klare sig selv, nyde tilværelsen og bidrage til samfundets sociale

og økonomiske struktur. Mennesker udsat for diskriminering har ikke mulighed for at

vælge frit mellem betydningsfulde aktiviteter (Towsend & Polatajko, 2008).

Ifølge det ergoterapeutiske begreb Occupational Justice skal alle have lige ret og

muligheder for aktivitet og deltagelse i samfundet, så der ikke diskrimineres i forhold til

køn, kultur og social status (Wilcock, 2006). Modpolen til Occupational Justice er

Occupational Injustice, som indeholder underbegreberne occupational deprivation og

occupational imbalance. Occupational deprivation beskriver en tilstand, hvor mennesket er

udelukket fra deltagelse i betydningsfulde eller nødvendige aktiviteter på grund af faktorer,

som ligger uden for individets kontrol (Runge, 2005). For patienter med skizofreni er

stigmatisering en faktor, som ikke kan kontrolleres af personen selv, og der fremkommer

en øget risiko for oplevelse af Occupational Deprivation. Ved Occupational Imbalance

12

forstås ubalancen i aktivitetstyper, og individets sundhed og livskvalitet er truet på grund

af for meget eller for lidt aktivitet (Wilcock, 2006). Stigmatisering kan medføre ubalance

og begrænse patientens mulighed for deltagelse i aktiviteter.

stigmatisering, hvilket kan have konsekvenser for deres livskvalitet. Vi har ikke kunne

finde undersøgelser af, hvordan stigmatisering påvirker patienten i et aktivitetsperspektiv.

Ud fra et ergoterapeutisk perspektiv vil det derfor være interessant at undersøge, hvordan

stigmatisering påvirker aktivitetsudøvelsen for mennesker med skizofreni.

Formål Formålet med opgaven er at belyse, hvordan stigmatisering påvirker aktivitetsudøvelsen

hos patienter med skizofreni, og på baggrund heraf vil vi gøre os overvejelser om, hvordan

ergoterapeuter kan støtte patienterne i at håndtere stigmatisering.

Problemformuler ing

Problemanalyse

Patienter med

skizofreni

Voksne over 18 år med skizofreni diagnosticeret ud fra

klassifikationen i ICD-10. Patienterne skal være tilknyttet

distriktspsykiatrien.

Stigmatisering Når et menneske med en psykisk lidelse tilskrives særlige,

stereotype og negative egenskaber (Goffman, 2009)

A ktivitetsudøvelse Her forstås deltagelse i betydningsfulde hverdagsaktiviteter.

Hvordan oplever patienter med skizofreni at stigmatisering påvirker deres

aktivitetsudøvelse, og hvilke færdigheder kan ergoterapeuten anvende for at

støtte patienten i at håndtere stigmatisering?

13

Færdigheder Her vil vi se på hvilke færdigheder fra Canadian Model of

Client-Centered Enablement (CMCE), som ergoterapeuten kan

anvende.

Forforståelse I det følgende afsnit vil vi redegøre for vores forforståelse. Ifølge Malterud (2003) er

forforståelsen vigtigt for motivationen gennem forskningen og bygger på vores erfaringer,

hypoteser, faglige perspektiv samt den teoretiske referenceramme, som vi har fra projektets

start.

Vores forforståelse inden påbegyndelsen af projektet var, at patienter med psykiske lidelser

oplever stigmatisering, hvilket medfører nedsat livskvalitet. Stigmatisering opleves fordi

andre mennesker har fordomme. Som udgangspunkt havde vi en opfattelse af, at

stigmatisering opleves i forbindelse med deltagelse i fritidsaktiviteter og arbejde.

Yderligere vidste vi fra tidligere arbejde med emnet, at personer med en psykisk lidelse

oplever stigmatisering fra sundhedsprofessionelle og det påvirker deres tro på, at de kan

komme sig.  

Vores forforståelse i forhold til ergoterapi var, at ergoterapeuter kan støtte patienter, der

oplever stigmatisering, da de har færdigheder til at sætte dem i stand til at vælge,

organisere og udøve de aktiviteter, de finder betydningsfulde og dermed øge deres

livskvalitet.

T eori I det følgende afsnit vil vi kort præsentere de teorier, vi benytter som teoretisk

referenceramme i projektet.

Canadian Model of O ccupational Per formance and E ngagement, C M OP-E Som teoretisk referenceramme har vi benyttet modellen CMOP-E, som er udviklet af

ergoterapeuterne Towsend og Polatajko (2008). Modellen udgør det canadiske perspektiv

på aktivitetsudøvelse og illustrerer, hvordan menneskers betydningsfulde aktiviteter finder

sted i en kontekst som resultatet af den dynamiske interaktion mellem person, aktivitet og

14

omgivelser. Vi har anvendt modellens perspektiv på aktivitetsudøvelse som baggrund for

vores undersøgelse af, hvordan stigmatisering påvirker aktivitetsudøvelsen hos patienter

med skizofreni. Teorien er relevant, idet den kan føre til forståelse af sammenhænge heraf.

I CMOP-E lægges vægt på aktivitetsudøvelse som er et vigtigt begreb i menneskers

betydningsfulde aktiviteter. Modellen skal forstås som et givende billede af den

interaktion, der fører til aktivitetsudøvelsen (Towsend & Polatajko, 2008).

I modellen er personen vist som en trekant med tre udøvelseskomponenter: den kognitive,

den affektive og den fysiske. Med spiritualiteten i centrum. Modellen skildrer personen

som indesluttet i omgivelserne, for at angive, at individer lever indenfor en unik,

miljømæssig kontekst. Omgivelseselementerne udgør rammerne for betydningsfulde

aktiviteter og består af de kulturelle, institutionelle, fysiske og sociale. De betydningsfulde

aktiviteter er broen, der forbinder personen med omgivelserne, hvilket angiver, at

enkeltpersoner handler i sine omgivelser gennem betydningsfulde aktiviteter. Modellen

definerer tre områder for betydningsfulde aktiviteter: egen-omsorg, produktivitet og

fritidsaktiviteter (ibid.).

Modellen skal sikre, at vi i vores interview når omkring alle udøvelseskomponenter og får

belyst, hvordan stigmatisering påvirker patienternes aktivitetsudøvelse.

Figur 1: Canadian Model of O ccupational Performance and Engagement, C M OP-E (Towsend & Polatajko, 2008)

15

Canadian Model of C lient-Centred E nablement, C M C E CMCE er udviklet af ergoterapeuterne Townsend og Polatajko og sigter mod

klientcentreret muliggørelse, ved hjælp af anvendelse af ti nøglefærdigheder og fremmer

en klientcentreret behandling. Muliggørelse er ergoterapeuternes kernekompetence, og

beskriver hvad ergoterapeuterne rent faktisk foretager sig. De muliggørende færdigheder

anvendes i samarbejde med klienterne, da man ønsker at opnå sundhed, trivsel og

retfærdighed gennem betydningsfulde aktiviteter. Klientcentreret praksis er en

grundlæggende værdi i ergoterapi, og baseres på en samarbejdsproces med patienten som

ligeværdig partner. Her anerkender man patientens styrke og viden om sig selv (Towsend

& Polatajko, 2008).

De assymetriske kurver i modellen repræsenterer, at det klient-professionelle forhold hele

tiden er i udvikling og der opstår forskellige former for samarbejde, som vil afhænge af

klientens behov. Det vil dermed variere, hvilke af de ti nøglefærdigheder ergoterapeuten

anvender i mødet med klienten. Skæringspunkterne danner begyndelsen og slutningen på

hvert møde og kan både repræsentere et enkelt møde eller et forløb med en klient eller

gruppe (ibid.).

Vi vil anvende CMCE til at tydeliggøre hvilke muliggørende nøglefærdigheder

ergoterapeuten kan anvende, for at støtte patienterne i at håndtere stigmatisering, så de kan

deltage i deres betydningsfulde aktiviteter (ibid.).

Figur 2: Canadian Model of C lient-Centred Enablement, C M C E (Towsend & Polatajko, 2008)

16

Goffman - teori om stigmatiser ing Erving Goffman (1922 1982) var canadisk sociolog og beskæftigede sig med hvad der

sker, når individer bliver stigmatiserede, og hvorledes de kan komme overens med det.

Den form for stigmatisering vi beskæftiger os med er ifølge Goffman forskellige

karaktermæssige fejl, som indebærer kompromisløse og negative overbevisninger, som

folk tilslutter sig ud fra deres kendskab til den pågældendes sygdom. Ved stigmatisering

vil individet, der bærer stigmaet, blive accepteret uden vanskelighed, hvis ikke han havde

den egenskab, der afviger fra folks forventninger (Goffman, 2009).

Vi har valgt at anvende Goffmans teori, da den forklarer måder, hvorpå stigmatisering

håndteres, og vi kan derudfra beskrive, hvilke områder ergoterapeuten kan fokusere på, for

at støtte patienten i at håndtere stigmatisering.

Goffman beskriver to forskellige stigmatiserede persontyper. Den ene er den

miskrediterede, hvor stigmaet er kendt af omgivelserne. Personen skal vurdere, hvordan

han skal agere over for folk som kender til diagnosen. Den anden persontype er den

potentielt miskrediterede, hvor stigmaet endnu ikke er afsløret for omverdenen. Den

potentielt miskrediterede kan forsøge på forskellige måder at holde sit stigma skjult for

omverdenen. En vellykket hemmeligholdelse beskriver Goffman som at passere. Ved at

passere kan personen optræde som normal blandt sine omgivelser (ibid.).

Derudover beskriver Goffman, at den stigmatiserede kan sigte mod at opnå en god

tilpasning, hvilket vil sige, at den stigmatiserede person formår at præsentere et selvbillede

eller en identitet som normal. En god tilpasning beskrives ved, at den stigmatiserede glad

og ubesværet accepterer sig selv som normal, mens personen frivilligt undgår de

situationer, hvor personen vil føle sig stigmatiseret. Dog skal den stigmatiserede være

opmærksom på, at personen aldrig opnår en fuldstændig accept af omgivelserne (ibid.).

Goffman beskriver altså, at den stigmatiserede kan håndtere sit stigma ved at holde det

skjult for omverdenen og dermed passere, eller ved at tilpasse sine aktiviteter.

Metode I det følgende afsnit, vil vi beskrive vores fremgangsmåde i undersøgelsesprocessen. Vi vil

indledningsvis beskrive, hvilken forskningstype vi har anvendt samt det

videnskabsteoretiske grundlag. Herefter beskrives, hvordan vi er gået frem i vores

17

indsamling af litteratur, vores valg af informanter, etiske overvejelser samt indsamling og

bearbejdning af data.

Forskningstype og videnskabsteoretisk grundlag

Vores problemformulering lægger op til en kvalitativ undersøgelse, da vi ønsker at forstå

betydningen af centrale temaer i interviewpersonens livsverden og vil fortolke meningen

med det der siges, og den måde det siges på ud fra stemmeføring, ansigtsudtryk og andre

kropsgestus (Lindahl & Juhl, 2009). Det kvalitative interview forsøger at indhente så

omfattende og forudsætningsløse beskrivelser som muligt af vigtige temaer i den

interviewedes livsverden (Kvale & Brinkmann, 2009).

Vi udførte tre individuelle, semistrukturerede interviews. Et semistruktureret interview har

en fastlagt rækkefølge med temaer for interviewet, men formuleringen af spørgsmålene

sker under interviewet. Det gør det muligt at spørge ind til emner informanten fortæller

om, som vil være interessante for undersøgelsen (Brinkmann & Tanggaard, 2010).

Vores undersøgelse baseres på den fænomenologiske tilgang, da vi har interesse i at forstå

sociale fænomener ud fra interviewpersonernes egne perspektiver. Samtidig har vi

interesse i at beskrive verden, som den opleves af informanterne, ud fra den antagelse, at

den vigtige virkelighed er den, mennesker opfatter. Den fænomenologiske

forskningsmetode har til hensigt at åbne forskerens bevidsthed, således at fænomenerne

kan træde frem så klart som muligt, uden at blive påvirket at forskerens forforståelse og

fordomme. I interviewene ønsker vi altså at få information om, hvordan informanterne

oplever stigmatisering, hvordan det påvirker dem, samt hvordan den håndteres ud fra egen

opfattelse, uden at blive påvirket af vores forforståelse for emnet (Kvale & Brinkmann,

2009).

L itteratursøgning Vi har foretaget en søgning af relevant videnskabelig litteratur i følgende databaser og

søgemaskiner: PubMed, OT Seeker, CINAHL, psycINFO, Google Danmark og Google

Schooler.

I vores søgning efter litteratur har vores fokus været, at søge bredt om stigmatisering i

forbindelse med skizofreni. Indenfor fokusområdet har vi søgt litteratur om udbredelse,

oplevelser og konsekvenser af stigmatisering for mennesker med skizofreni. Herudover har

vi søgt på ergoterapi og stigmatisering.

18

Søgningen er foretaget i perioden april-december 2011. Følgende søgeord blev anvendt:

Stigmatization, mental illness, stigma, schizophrenia, discrimination, consequences,

occupational therapy, experiences, consequences.

Nedenstående ses et eksempel på en søgematrix, som vi har anvendt i Pubmed.

Søgeord Stigmatisering Oplevelser Patientgruppe Behandling

Søgeordet og synonymer forbindes med OR

Stigmatization OR Discrimination OR Stigma

AND Consequences OR Experiences OR Stereotyping

AND Schizophrenia OR Mental Illness OR Mental disorder

AND/OR Occupational Therapy

Søgningen gav mellem 0 og 242 resultater ved anvendelse af tre af søgeordene. Mange af

de anvendte artikler har ikke et ergoterapeutisk perspektiv, da vi ikke har fundet artikler

som har haft professionen i fokus. Vi har udvalgt 11 artikler, som vi fandt relevante for

opgaven. Vi har anvendt seks artikler i opgaven, og de resterende er anvendt som

baggrundsviden. Vi vurderer, at de udvalgte artikler er valide, ud fra deres

metodebeskrivelse og indhold. Herudover har vi foretaget kaskadesøgning, hvor vi har søgt

i referencelister fra relevante artikler (Lindahl & Juhl, 2007).

Vi har som udgangspunkt anvendt den nyeste litteratur og fravalgt artikler, der er

udkommet før år 2000, da vi antager, at stigma ændrer sig over tid, i kraft af samfundets

udvikling.

Udvælgelse af informanter I afsnittet vil vi beskrive udvælgelseskriterier for informanter samt, hvordan vi fik kontakt

til dem.

Vi tog kontakt til en medarbejder i distriktspsykiatrien, som vi har samarbejdet med

tidligere. Han indvilligede i at hjælpe os med at finde patienter, der opfyldte vores kriterier.

For at sikre os, at informanterne var informeret skriftligt om interviewets formål og

gennemførelse, sendte vi et brev med, som blev hængt op på distriktspsykiatrisk afdeling

og udleveret til kontaktpersonerne (bilag 2).

19

Inklusionskriterier    Kravet til informanterne er, at de skal være diagnosticeret med skizofreni. Vi fandt

diagnosegruppen interessant, fordi undersøgelser viser, at det er den patientgruppe, der

oplever mest stigmatisering (Schulze, Matthias, Angermeyer, 2003). Informanterne er

fundet af praksis, og det er således patienternes kontaktperson, der har konstateret over for

os, at patienterne har diagnosen skizofreni.

Informanterne skal yderligere være tilknyttet Distriktspsykiatrien, hvor de modtager

ambulant behandling. Herved antager vi, at de informanter vi undersøger har haft

oplevelser med stigmatisering, idet de ikke er indlagt, men færdes i samfundet og udfører

hverdagsaktiviteter.

Informanterne skal være voksne over 18 år og have været diagnosticeret med skizofreni i

minimum et år. Vi ønsker stor spredning i alderen, for at få et så bredt billede som mulig.

Vi ønsker informanter af begge køn, da vi ønsker at se på både mænd og kvinders

oplevelser med stigmatisering.

Eksklusionskriterier  Informanterne skal være ude af behandlingspsykiatrien, da vi antager, at indlagte patienter

kan være for dårlige til at deltage i interviewet.

Vi har fravalgt personer med andre diagnoser end skizofreni til trods for at de også oplever

stigmatisering. Det har vi gjort, fordi vi antager, at der kan være forskel på, hvordan

stigmatisering opleves af mennesker med forskellige psykiske lidelser (Jacobsen et al.,

2010).

Dataindsamling Afsnittet indeholder en redegørelse for, hvordan vi har indsamlet data.

Vores dataindsamlingsmetode er tre semistrukturerede interviews, som er lavet over en

uge. Dataindsamlingsperioden har været fra den 26. oktober 2011 til den 17. november

2011, hvor vi udførte det sidste interview.

Udarbejdelse  af  interviewguide  I udarbejdelsen af interviewguiden (bilag 3) har vi taget udgangspunkt i komponenterne fra

CMOP-E, for at belyse hvordan informanternes aktivitetsudøvelse er påvirket. For at sikre

os, at interviewguiden dækker vores undersøgelsesområde, har vi rådført os med en

20

ergoterapeut, som har erfaringer indenfor arbejde med stigmatisering (Kvale &

Brinkmann, 2009). Interviewguiden blev gennemarbejdet, for at sikre at vi stillede åbne

spørgsmål, som var lette at forstå, og som kunne besvare vores problemformulering. Vi har

udformet spørgsmålene, så vi er nysgerrige og udforskende i vores tilgang, dog uden at

krænke informanten. Samtidig har vi været bevidste om at omformulere fagudtryk til

hverdagsord, så der ikke opstår usikkerhed omkring ordenes betydning (Glasdam, 2011).

Yderligere har vi været opmærksomme på, at spørgsmålene ikke bidrager til stigmatisering

og nævner derfor ikke ordet under interviewet, men er åbne og opfordrer informanten til at

fortælle om sig selv. Spørgsmålene er samtidig udformet, så vi ikke antager, at patienten er

udsat for stigmatisering. Vi er bevidste om, at de symptomer, som skizofreni medfører kan

bevirke at patienterne kan have svært ved at koncentrere sig i længere tid (Nyboe &

Hvalsøe, 2008). Derfor har vi udarbejdet vores interviewguide, så der hurtigt kan springes

frem til de vigtigste spørgsmål.

Pilotinterview    Glasdam anbefaler at man laver en pilottest, inden de endelige interview (Glasdam, 2011).

Vi udførte pilotinterviewet med en person, som havde et begrænset kendskab til de

ergoterapeutiske begreber, så vi sikrede at spørgsmålene kan forstås af personer uden

forståelse for begreber i ergoterapi. Pilotinterviewet medførte kun små ændringer i vores

interviewguide. Et par misvisende ord blev ændret, så det gav en bedre forståelse, og

spørgsmålene blev placeret, så det gav et naturlig flow i interviewet.

Interviewsituationen  Vi ville skabe en god relation til informanten, så personen følte sig tilpas og tryg til at

fortælle om sig selv. Det gjorde vi ved at udvise empati og respekt samt være tillidsfulde

og troværdige. Intervieweren var den samme i alle tre interviews, så personen dermed

udviklede sine interviewkompetencer gennem interviewene og der blev spurgt ind på

samme måde. Co-intervieweren tog noter om kropsprog og gestikulering, hvis det havde

en betydning for forståelsen af svaret, så vi sikrede at informanternes reelle mening kom

frem. Derudover havde co-intervieweren overblikket, hvis intervieweren mistede

tidsfornemmelsen, eller sad fast i et spørgsmål, som ikke førte frem svar, der var relevante

for problemformuleringen. Intervieweren stillede åbne spørgsmål, for at få informanten til

at fortælle om de oplevelser, han synes havde betydning. For ikke at ende op med

irrelevant information guidede vi undervejs med spørgsmål, der ledte informanten tilbage

på sporet.

21

Etiske  overvejelser  Kvalitativ forskningsmetode indebærer møde mellem mennesker, hvor normer og værdier

er vigtige elementer i forhold til den viden, der udveksles (Malterud, 2003). Det betyder, at

forskeren bør kende til de etiske udfordringer, som undersøgelsen medfører. I følgende

afsnit vil vi beskrive vores etiske overvejelser i forbindelse med interviewene.

Før interviewets start informerede vi informanten mundtligt om projektet og interviewets

forløb. Vi gjorde informanten opmærksom på, at personen havde ret til at trække sig fra

interviewet på ethvert tidspunkt eller undlade at svare på enkelte spørgsmål. Herunder

informerede vi, at vi har tavshedspligt, idet vi som studerende indenfor sundhedsområdet

er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt (Glasdam, 2011). Herefter blev

en erklæring om informeret samtykke underskrevet, hvori det var præciseret, at deltagelse i

interviewet var frivilligt (bilag 4). Hermed blev Helsinki-deklerationens anvisninger for

afgivelse af informeret samtykke overholdt og patientens integritet respekteret (ibid.).

Vi er opmærksomme på, at emnet stigmatisering er et personligt og sårbart emne, som kan

være konfronterende at tale om. Vi var derfor opmærksomme på informantens reaktioner

og følelsesmæssige tilstand under interviewet. Hvis informanten blev følelsesmæssigt

påvirket af situationen, ville vi pausere interviewet og spørge informanten, om der var brug

for en pause. Hvis ikke der var mulighed for at fortsætte, ville vi afbryde interviewet. Efter

interviewet talte vi med informanten om, hvordan det havde været at medvirke, så vi

sikrede at forløbet rundes af. Derudover havde vi aftalt med informantens kontaktperson,

at hun afsatte tid til at tale om stigmatisering næste gang hun havde kontakt til patienten.

Vi var derved opmærksomme på, at patienten bearbejdede de følelser og tanker om

stigmatisering, som interviewet potentielt havde medført.

Databearbe jdning I det følgende afsnit beskriver vi bearbejdningen af vores indsamlede materiale. Vi har

transskriberet de tre individuelle interviews, kategoriseret dem i temaer og udarbejdet en

matrice. kendskab til det

materiale, som vi efterfølgende i analyse og diskussion bearbejdede for at besvare

problemstillingen (Kvale & Brinkmann, 2009).

22

Transskribering  Alle interviews blev optaget på diktafon og derefter transskriberet, for at gøre dem

tilgængelige for analyse. I det følgende vil vi beskrive vores fremgangsmåde og

retningslinjer.

Til t materiale anbefaler Kvale og Brinkmann (2009), at der

udarbejdes fælles

sammenlignelige som muligt og forbedre betingelserne for den videre bearbejdning. Vi

udarbejdede derfor et regelsæt (bilag 5), som sikrede en ensretning i transskriberingen af

interviewene. Transskriberingerne blev udført af gruppens medlemmer ud fra det regelsæt

vi havde udarbejdet. For at højne validiteten af transskriberingerne, gennemlyttede og

læste begge gruppens medlemmer de transskriberede interviews (ibid.).

Analyse  I afsnittet beskrives vores analysemetode. Vi har anvendt Malteruds fortolkning af Giorgis

fænomenologiske analysemetode, systematisk tekstkondensering, til at analysere vores

kvalitative data. I vores analyseproces har vi sammenlignet data fra flere informanter og

dermed arbejdet med tværgående analyse (Malterud, 2003). Vi har i vores analyse været

datastyrede, idet vi har identificeret enheder i teksten, som har dannet grundlag for

udviklingen af vores temaer. Fremgangsmåden beskrives ud fra de fire trin:

Helhedsindtryk, meningsbærende enheder, kondensering og sammenfatning. I det følgende

beskrives, hvordan hvert af de fire trin blev brugt i analysen.

Helhedsindtryk:

I første fase gennemlæste vi de transskriberede interviews, for at få et helhedsbillede og

overblik over vores data. Herudfra fandt vi temaer som relaterede sig til vores

problemstilling. For at være så åbne som mulige overfor de indtryk vores data fortæller, er

det ifølge Malterud vigtigt, at man lægger sin forforståelse og teoretiske referenceramme

til side (ibid.). Vi fandt følgende seks temaer, som vi gav et midlertidigt navn:

Forventninger og holdninger fra omgivelserne, stigmatisering i medierne, oplysning om

sygdom, håndtering af stigmatisering, fravalg af aktiviteter og personalets støtte i

behandlingen. Temaerne repræsenterer det første umiddelbare og databaserede skridt i

organiseringen af vores data (ibid.).

Meningsbærende enheder:

23

I andet trin af analysen organiserede vi den del af materialet, som ud fra vores

problemformulering var relevant at studere. Systematisk gennemgik vi materialet for at

identificere meningsbærende enheder, som indbefattede viden om et eller flere af vores

temaer. Det omtales ifølge Malterud som kodning. Processen medførte, at enkelte temaer

blev omformuleret, fordi de enten var for brede eller for snævre. De meningsbærende

enheder markerede vi i teksten med forskellig farve for hver informant, sådan at vi havde

overblik over, hvor de stammede fra. Herefter markerede vi dem med numre, klippede dem

ud, og fordelte dem under hvert tema i en foreløbig matrice på en planche, hvilket

medvirkede til, at vi fik overblik over processen. På det stadie af analysen skal man

begynde at overveje, hvorvidt koderne repræsenterer fænomener af nogenlunde samme

klasse (ibid.). For at sikre, at vi fik alle de meningsbærende enheder om hver enkelt kode

med, gik vi flere gange tilbage i teksten. Vi organiserede vores materiale i en matrice

(bilag 6), som visuelt viser os, hvor citaterne hører til. På den måde kan man ifølge

Malterud se, hvordan informanterne hver især bidrager til koderne, hvilket giver et

overblik over, hvem de forskellige udtalelser er fra (Malterud, 2003).

Kondensering:

I tredje trin arbejder vi videre med hver enkelt kodegruppe som enhed og finder relevante

subgrupper. Begge gruppemedlemmer læste citaterne under hver kodegruppe i gennem og

noterede stikord, som kunne være relevante subgrupper. Derefter drøftede vi sammen,

hvilke subgrupper der var mest relevante i forhold til at belyse vores problemstilling. Vi

fandt i alt frem til ni relevante subgrupper:

T ema Oplevelse af stigmatisering

Håndtering af stigmatisering

Fravalg af aktiviteter

Ergoterapeutens støtte i patientens håndtering af stigmatisering

Subgrupper Stigmatisering fra nære relationer

Stigmatisering i forbindelse med arbejde og fritid

Stigmatisering i samfundet

At tage masken på

At tilpasse aktiviteter

At fravælge personer

At fravælge fritidsinteresser

At fravælge arbejde og uddannelse

Vigtigheden af at blive hørt

At være der for patienten.

24

Sammenfatning:

Her sammenfatter vi det, vi har fundet, så vi giver læseren indsigt på en måde, som er loyal

mod informanternes udtalelser. I modsætning til de forrige trin, forholder vi os her til hele

det analyserede datamateriale og ikke kun løsrevne tekstbidder (ibid.). I fjerde trin skal vi

vurdere, hvorvidt resultaterne fortsat giver en gyldig beskrivelse af den sammenhæng, hvor

den oprindeligt var hentet ud fra, hvilket vi gjorde ved at rekontekstualisere resultaterne fra

matricen op mod det oprindelige materiale, de transskriberede interviews.

Præsentation af informanter

Informant A

Mand, 65 år.

Han har ingen kone eller børn, men bor alene i egen lejlighed. Han har levet med

diagnosen simpel skizofreni i 37 år, og er pensionist. Han er tilknyttet

Distriktspsykiatrisk Center, hvor han kommer to gange om ugen.

Informant B

Kvinde, 25 år.

Hun har tidligere boet i et botilbud gennem fire år, men bor nu alene i egen

lejlighed. Hun startede på en HF uddannelse, men måtte droppe ud pga.

sygdommen, og får nu pension. Hun har været diagnosticeret med skizofreni i 6 år

og er tilknyttet distriktspsykiatrien to gange om ugen,

Informant C

Kvinde, 55 år.

Hun er enlig og bor i egen lejlighed. Hun tilbringer meget tid på et værested for

mennesker med psykisk lidelse, hvor hun kan være kreativ. Hun har tidligere

arbejdet som SOSU-assistent inden for psykiatrien, men er nu pensioneret. Hun fik

stillet diagnosen skizofreni for 15 år siden og er tilknyttet distriktspsykiatrien to

gange om ugen.

25

Resultater I det følgende afsnit præsenterer vi resultaterne fra de tre individuelle interviews.

Resultaterne er inddelt i fire temaer, herunder oplevelse af stigmatisering, håndtering af

stigmatisering, fravalg af aktiviteter og personalets støtte i behandlingen. Temaerne er

yderligere inddelt i subgrupper. Vores hovedfund fra interviewene er, at vores

interviewpersoner fravælger betydningsfulde aktiviteter som følge af stigmatisering.

Oplevelse af stigmatiser ing Afsnittet indeholder resultaterne for de tre subgrupper stigmatisering fra nære relationer,

stigmatisering i forbindelse med arbejde og fritid samt stigmatisering i samfundet.

Stigmatisering  fra  nære  relationer:  Informanterne har alle oplevet situationer, hvor de har følt sig stigmatiseret på grund af

deres skizofrene lidelse. Informanterne nævner, at de har oplevet stærke reaktioner fra

deres nære relationer, når de fortæller dem om deres diagnose. Informant B fortalte,

hvordan hendes veninde reagerede afvisende, da hun første gang fortalte hende om sin

skizofrenidiagnose:

Da jeg f ik diagnosen og blev udskrevet. Der fortalte jeg det til min veninde i bussen, og

hun steg simpelthen af, fordi det enten ikke kunne passe, eller også var jeg for farlig at

sidde ved siden af. Så hende har jeg faktisk ikke snakket med

Oplevelsen med veninden har gjort et stort indtryk på informanten og hun har haft svært

ved at tackle, at nære veninder pludselig afviser hende på grund af sin diagnose. Informant

A har også haft oplevelser med at venner og bekendte reagerer afvisende, når de får

kendskab til hans diagnose, hvilket for ham har medført, at han er blevet ekskluderet fra

sociale sammenhænge:

når folk får at vide, at man er psykisk syg, så er de f lestes umiddelbare reaktion, at de

bakker ud og ikke vil have noget med folk at gøre .

Informanterne oplever stigmatisering i de nære relationer, hvor venner og bekendte

reagerer afvisende, når de får kendskab til informanternes diagnose. De har fordomme om,

at diagnosen er forbundet med farlighed, hvilket gør dem bange.

26

Stigmatisering  i  forbindelse  med  arbejde  og  fritid  Stigmatisering opleves også i forbindelse med fritidsaktiviteter samt på informanternes

arbejdsplads. Informant C fortæller om hendes oplevelser med at blive ekskluderet fra

arbejdsmarkedet:

skuffet over min arbejdsplads. De sagde, at nu skulle jeg selv sige op, ellers

Informanten oplevede, hvordan chefen havde en stereotyp opfattelse af, at hun ikke kunne

klare sit arbejde på grund af sin diagnose. Det på trods af, at hun var velmedicineret og

mente, at hun udførte sit arbejde tilfredsstillende.

Informanterne oplever også stigmatisering i fritiden. Her er det blandt andet, når de skal

med offentlige transportmidler, at de kan opleve stigmatisering. Informant C oplever i sin

fritid, når hun skal ud at handle eller køre med bus og tog, at folk kigger på hende, fordi

hun tror, at de kan se, at hun har skizofreni. Det får hende til at undgå de situationer:

.

I forbindelse med arbejde og fritid oplever informanterne blikke fra andre mennesker som

stigmatiserende. De synes, at folk kigger besynderligt på dem og tror, at deres psykiske

lidelse skinner i gennem. Det gør det svært for dem at indgå i de sociale omgivelser.

Stigmatisering    i  samfundet  Informanterne berettede om, at de yderligere oplever stigmatisering i samfundet. Informant

A nævner, at der eksisterer fordomme overfor mennesker med skizofreni og fortæller,

hvordan han opfatter andres holdninger til sin sygdom:

, at psykisk sygdom er temmelig upopulært. Folk er meget fordomsfulde. Jeg tror

til en vis grad, at de simpelthen er bange for fænomenet

Informant A formoder at andre menneskers fordomme kan skyldes, at de er bange for

fænomenet, fordi de ikke ved nok om diagnosen. Også informant C oplever, at andre

mennesker har fordomme og frygter at blive sat i bås, hvis de får kendskab til hendes

diagnose. Fx undgår hun ofte at komme offentlige steder, fordi hun er bange for, at andre

skal stemple hende:

27

Jeg er bange for at de skal stemple mig. At de tænker hun er bare sindssyg, så hende

Udtalelsen er central for informanternes stigmatiserende oplevelser. De er bange for at

blive stemplet af omgivelserne. De føler, at folk ser ned på dem og ikke vil have noget med

dem at gøre, hvis de finder ud af, at de har en skizofrenidiagnose. Informant B fortæller

om, hvordan hun har oplevet at blive sat i bås med andre mennesker med skizofreni:

Vi kommer fra en lille by, hvor der var en person med skizofreni, der slog en mand ihjel.

Da jeg et par år efter f ik den samme diagnose, så troede folk, at jeg var lige så distræt som

Informanterne fortæller, at der eksisterer fordomme overfor folk med diagnosen skizofreni.

Deres opfattelse er, at psykisk sygdom har et dårligt ry i samfundet. Et ry, der er skabt af

mediernes fremstilling af skizofreni. Informant C fortæller:

Hvis der er en historie i medierne, om at én har slået en anden ihjel, så siger folk, at det

er garanteret en psykisk syg, som er stukket af fra et sindssygehospital. Det bliver jeg harm

over, for man behøver ikke at være kriminel, fordi man er psykisk syg .

Informanten oplever, at andre menneskers fordomme skyldes mediernes fremstilling af

mennesker med skizofreni. Hun mener, at medierne skaber et forvrænget billede af, at

gruppen er farlige.

Håndter ing af stigmatiser ing Temaet er inddelt i tre subgrupper svarende til tre forskellige former for håndtering af

stigmatisering: at tage masken på, at tilpasse aktiviteter og at vælge personer fra.

At  tage  masken  på  Alle informanterne gav udtryk for, at de skjuler deres sygdom for omgivelserne. De er

utrygge ved, hvordan andre mennesker vil reagere, hvis de får kendskab til deres psykiske

lidelse. De synes derfor, at det er lettere at lade være med at nævne deres diagnose, hvis de

kommer nye steder. Informant B udtaler sig om at fortælle om sin sygdom:

Altså jeg undlader det nok. Med mindre det er nogen jeg skal være sammen med i

længere tid, og jeg ved at der kommer nogle situationer, hvor det bliver svært for mig. Så

siger jeg det. Men hvis jeg ved, at jeg kan klare det og at tingene ligesom bare kører stille

28

og roligt. Så vil jeg hellere have de møder den som jeg er, og ikke den sygdom, som jeg

har .

Informanten vil undlade at fortælle om sin diagnose, da det fører en masse fordomme med

sig og hun dermed vil blive betragtet anderledes. Derfor vælger hun kun at røbe sin

diagnose, hvis det vil blive nødvendigt for at kunne mestre situationen.

Informant C prøver at skjule overfor sine omgivelser, hvordan hun har det. Hun er bange

for, at omgivelserne ikke kan håndtere hendes situation, og udtaler derfor:

Ja, de får ikke at vide, hvis jeg har det rigtig dårligt. Så sætter jeg masken på.

Masken er en måde at skjule, at hun har det dårligt og bruges ofte overfor omgivelserne.

Informanterne prøver også at skjule nogle af de ting, der gør det synligt, at de har

skizofreni. For eksempel fortæller informant C om, hvordan det påvirker hende, at hun skal

have sin medicin regelmæssigt:

Jamen jeg kan tage medicinen med mig, men jeg skjuler at jeg skal have det. Så går jeg

lige ud på toilettet med min

Informanten prøver at skjule, at hun skal tage sin medicin, for at undgå fordomme fra

o

overskue omgivelserne. Informant C beskriver her, hvordan hun håndterer at være sammen

med familie, da meget af familien ikke er informeret om diagnosen:

Nogle gange må jeg gå udenfor og være, eller gå ind i et andet rum. Gå væk fra dem. Og

hvis der er mange mennesker, det har jeg det bestemt ikke godt med, så har jeg som regel

mit strikketøj med, så jeg kan sidde og gemme mig bagved

Informanten bruger her sit strikketøj til at gemme sig bagved, og prøver dermed at skjule

sin diagnose fra omgivelserne. Samme informant er bange for at fortælle sin daværende

arbejdsgiver om sin diagnose, og holder den derfor skjult. Hun føler sig derfor tvunget til

at fortælle en løgn, for at undgå at afsløre miskrediterende information om sig selv, og

fortæller her hvad hun frygter:

a, for at blive fyret. Jeg f ik også en langtidssygemelding, hvor jeg sagde at jeg var gået

ned med stress, fordi det er mere legalt at blive stresset. I hvert fald nu om dage. Der er

det meget populært at gå ned med stress.

29

Informanten udbygger en løgn, for at skjule sine problematikker og undgå at diagnosen

bliver røbet.

At  tilpasse  aktiviteter  Informanterne tilpasser deres aktiviteter, som en måde at håndtere stigmatisering på. Fx

informant C, som handler ind på bestemte tidspunkter, af frygt for hvad andre skal tænkte

om hende.

Jeg bliver jo nødt til at gå (ned og handle), når der ikke er nogen i forretningerne eller

næsten ingen. Og det er om formiddagen, eller lige før lukketid.. Så suser jeg lige igennem

supermarkedet, og tager hvad jeg skal bruge, og hen til kassen. Og håber på, at køen ikke

er for lang .. og det er den som regel ikke på de tidspunkter. E llers kan der gå panik i mig.

Så stiller jeg kurven og løber ud af forretningen, og så kan folk rigtig se at, gud der er én

.

Informant C må handle på bestemte tidspunkter, for ikke at blive stigmatiseret. Derfor

frygter hun at der er mange i supermarkedet på det givne tidspunkt, og det ved hun først

når hun står i situationen.

At  vælge  personer  fra  En tredje måde som informanterne håndterer stigmatisering på er at fravælge personer.

Som informant B beskriver:

Jeg har måtte vælge nogle venner og noget familie fra, fordi de ikke accepterede det

(sygdommen). Og det synes jeg ikke rigtig jeg kunne bruge til noget. De var mere

ondskabsfulde, og sagde som før, at det var min egen skyld, og jeg kunne da bare tage mig

sammen, jeg var jo også så speciel, så de .

Informant B har valgt nogen personer i sit liv fra, da de ikke accepterede hende. Det har

medvirket til, at hun kan føle sig mere normal, fordi hun ikke skal gå og tænke over hvad

de tænker om hende. Hun skal ikke længere frygte for de fordomme de personer har til

hende, da de er ikke længere en del af hendes omgivelser.

Informanterne håndterer altså stigmatisering ved at skjule deres sygdom på forskellige

måder. Det gøres af frygt for at blive behandlet anderledes og set ned på. Derudover

håndterer de stigmatisering ved at forsøge at tilpasse de aktiviteter, de deltager i, så de kan

mestre aktiviteten.

30

F ravalg af aktiviteter Fravalg af aktiviteter er inddelt i de to subgrupper at fravælge fritidsinteresser og at

fravælge arbejde og uddannelse.

Informanterne nævner, at de til tider fravælger aktiviteter, fordi de enten har oplevet

stigmatisering eller forventer at opleve det. Situationer, hvor de potentielt kan møde

fordomme fravælges, for at undgå omgivelsernes reaktioner på deres psykiske lidelse.

At  fravælge  fritidsinteresser  I forhold til fritidsaktiviteter fortæller informant B og C, at de efter diagnosticeringen af

skizofreni bevidst har fravalgt fritidsaktiviteter, som de udførte, før de fik diagnosen.

Informant B fortæller om, hvorfor hun ikke kommer i fitnesscenteret mere:

af samme grund - hvad folk ville tænke. Jeg var sikker

på, at

Informanten føler, at andre mennesker kan se på hende, at hun har skizofreni og er

bekymret for, hvad de tænker om hende. Det fik hende til at stoppe med at gå i

fitnesscenter. Informant C har ligeledes fravalgt en fritidsaktivitet af frygt for

omgivelsernes reaktioner:

på aftenskolen ke. Hvis de

Informanten kommer ikke på aftenskole mere af frygt for, at andre skal finde ud af, at hun

har en psykisk lidelse og dermed stemple hende. Fælles for informanterne er, at de begge

har fravalgt fritidsaktiviteter, fordi de har en forventning om at blive stigmatiseret.

Forventningen om stigmatisering har også indflydelse på hverdagsaktiviteter som at tage

med offentlig transport. For informant C betyder det, at hun helst undgår at tage med toget,

fordi hun tidligere har oplevet, at folk kigger på hende:

Oplevelse af stigmatisering og forventningen om at blive stigmatiseret har for

informanterne yderligere medført, at der er offentlige steder de ikke længere kommer.

Informant B nævner, at stigmatiserende oplevelser, i form af andre menneskers fordomme

31

og reaktioner, har holdt hende fra at komme i det lokale center, hvor hun plejede at

komme:

at komme for et par år siden. For de første 3-

Her fravælger informanterne at komme bestemte offentlige steder, fordi de føler sig set

anderledes på af mennesker, der kender til deres psykiske lidelse.

At  fravælge  arbejde  og  uddannelse  Stigmatisering har for informanterne betydet, at det er svært at have et arbejde. Informant

C fortæller om, hvordan hun følte sig nødsaget til at skjule sin psykiske lidelse for sin chef,

fordi hun frygtede at blive fyret, hvis chefen fik kendskab til den.

jeg synes du er så stiv i kroppen, hvordan kan

det være - får du medicin? Og der blev jeg panikslagen, og sagde nej nej, nej nej. Jeg var

Informanten er bange for, at chefen får kendskab til hendes psykiske lidelse, da hun på sin

tidligere arbejdsplads blev ekskluderet. Hun udtaler sig her om hændelsen efter hendes

tidligere arbejdsplads fik kendskab til diagnosen:

I forhold til uddannelse fortæller informant B om, hvordan stigmatisering fra en veninde

gjorde, at hun havde svært ved at komme i skolen. Hun nævner, at en veninde reagerede

voldsomt, da hun i en bus fortalte hende om sin skizofrenidiagnose. Det fik hende til at

skifte skole.

Jamen jeg stod af bussen og tog en anden bus hjem, og så droppede jeg den skole

Stigmatisering får her informanterne til at fravælge henholdsvis arbejde og uddannelse.

Personalets støtte i behandlingen

Temaet omhandler hvordan informanterne oplever at personalet støtter dem i

behandlingen. Temaet er inddelt i de to subgrupper: vigtigheden af at blive hørt og at være

der for patienten.

32

Vigtigheden  af  at  blive  hørt  Informanterne giver udtryk for, at de sætter pris på, at personalet lytter til dem. Når de har

en dårlig dag, kan personalet rumme dem, og hører hvad de siger. Det er de ikke vant til

ude i samfundet. Informant A beskriver det han sætter pris på hos personalet:

Jeg kan godt lide, at de taler og lytter til folk

Informanterne er enige om at personalet er gode til at lytte, og det er vigtigt for dem i

behandlingen. Informant A udtrykker også at han føler at personalet kan forstå ham:

Jeg synes, selvom de, via deres regler som personale, ikke har nogen personlige

forbindelser med folk, så har de bedre forståelse for hvad der er galt, og bedre muligheder

for at sætte sig ind i det .

Han beskriver her, at personalet har en bedre mulighed for at forstå ham end andre, som

ikke har viden om diagnosen. Derfor er det til dels lettere at tale med personalet om

tingene.

At  være  der  for  patienten  En anden væsentlig faktor er, at personalet altid står til rådighed over for patienterne.

Uanset tidspunktet, er der tid til at rumme deres behov. Informant B udtaler sig således:

hvis der er noget. Når jeg er herude, kan jeg snakke med

dem om hvad som helst, og de er der 100%, ligegyldigt hvad det er, om det så er små ting

eller store ting. Jeg ved, at de tager hånd om det, hvis jeg ringer og siger, at nu har jeg en

lortedag .

Citatet belyser hvor vigtigt det er for informanterne, at personalet støtter dem, når de har

behov for det. Personalet står til rådighed både for store og små problematikker, og i

samarbejde med patienten løses konflikten, så patienten kan håndtere hverdagen.

Informanterne oplever altså, at de har behov for at personalet lytter til dem i

behandlingsforløbet samt at føle, at de kan komme til personalet og tale med dem. At

personalet står til rådighed er en vigtig faktor for informanterne i behandlingsforløbet.

33

Diskussion af resultater I afsnittet vil vi diskutere vores resultater og sammenholde dem med teori og

videnskabelige artikler. Teorien som er anvendt i diskussionen er den canadiske

begrebsmodel CMOP-E, Goffmans teori om håndtering af stigmatisering samt CMCE.

Resultaterne er diskuteret ud fra de første tre temaer i resultatafsnittet. Det sidste tema om,

hvordan ergoterapeuten kan støtte patienten diskuteres med baggrund i alle resultat- og

diskussionsafsnit.

Oplevelse af stigmatiser ing

Vores resultater i temaet har vist, at patienterne oplever stigmatisering fra nære relationer, i

forbindelse med arbejde og fritid og i samfundet.

Resultaterne belyser, at patienterne oplever stigmatisering fra deres nære omgivelser,

herunder venner og bekendte, samt i forbindelse med fritidsaktiviteter og arbejde.

Oplevelserne er primært forbundet med afvisende adfærd fra sociale relationer, samt

fordomme overfor diagnosen skizofreni. I den videnskabelige artikel

experiences of stigma. A focus group study of schizophrenic patients, their relatives and

mental he , som er skrevet af Schulze og Angermeyer, beskrives hvilke

stigmatiserende oplevelser mennesker med skizofreni har. Herunder oplevelser i forhold til

sociale relationer. Her konkluderes, at andre menneskers reaktion på sygdommen ofte er

nedsat forståelse og følelsen af at blive ignoreret, hvilket fører til reduceret social kontakt

for den skizofreniramte (Schulze & Angermeyer, 2003). For patienterne i vores

undersøgelse reduceres social kontakt, når andre mennesker bakker ud, efter de har fået

kendskab til patientens diagnose. Ifølge Goffman (2009) sker det, fordi personen besidder

en egenskab, der ikke kan undgå at tiltrække opmærksomhed. Det får dem til at vende sig

væk fra ham, og se bort fra hans øvrige egenskaber, fordi han afviger fra vores

forventninger på en måde, som gør ham uønsket. Personen udsættes for forskellige former

for diskrimination, hvorved den pågældendes udfoldelsesmuligheder ifølge Goffman

begrænses (Goffman, 2009). Begrænsningen er forårsaget af de sociale omgivelser, hvis

betydning kan tydeliggøres ud fra CMOP-E. I modellen opdeles omgivelserne som

bestående af de fysiske, sociale, kulturelle og institutionelle omgivelser, hvoraf de sociale

omgivelser her er af overvejende betydning for patienternes oplevelse af stigmatisering.

Ifølge Towsend og Polatajko (2008) er interaktioner mellem menneske og omgivelser

dynamiske. De påpeger yderligere, at et individs aktivitetsdeltagelse kan blive påvirket af

34

de mennesker, individet møder i dagliglivet (Towsend Polatajko, 2008). Det sker for

eksempel, når patienterne oplever, at andre mennesker reagerer afvisende på deres

diagnose. Den afvisende reaktion fra andre medfører, at patienterne afholdes fra at deltage

i aktiviteter. Som eksempel kan nævnes patienten, som ikke længere kører i bus og tog,

fordi andres stigmatiserende blikke gør, at det er ubehageligt for hende. De sociale

omgivelser optræder her som en hæmmende faktor for patientens aktivitetsudøvelse.

Ud fra CMOP-E kan vi sige, at de sociale omgivelsers påvirkning af patienternes

aktivitetsudøvelse, er resultatet af det dynamiske sammenspil, som modellen illustrerer. De

tre kernebegreber mennesket, omgivelserne og de betydningsfulde aktiviteter udgør en

dynamisk, indbyrdes afhængighed og en forandring i hvilken som helst af modellens

aspekter, vil påvirke alle andre aspekter og dermed aktivitetsudøvelsen (ibid.). I vores

undersøgelse så vi, at de mennesker patienterne omgås har ændret adfærd, efter patienten

har fået sin diagnose. Der er altså sket ændringer i omgivelserne, indenfor komponenten de

sociale omgivelser, hvilket ud fra ovenstående kan siges at have indflydelse på patienternes

aktivitetsudøvelse.

Udover stigmatisering fra de sociale relationer, oplever patienterne også, at der i samfundet

eksisterer stigmatiserende holdninger til mennesker med skizofreni. Patienterne møder

fordomme, som medfører, at de føler sig sat i bås som psykisk syg. En af de hyppigste

fordomme, som patienterne nævner er, at de opfattes som farlige. Opfattelsen er

dokumenteret i Danske Regioners kortlægning af stigmatisering fra 2010, hvor danske

borgeres holdninger til psykisk lidelse blev undersøgt i en omfattende

spørgeskemaundersøgelse. Her angav 45% af de adspurgte, at mennesker med psykisk

lidelser ofte er mere farlige end andre (Jacobsen et al., 2010). Der er enighed blandt

patienterne om, at befolkningens fordomme skyldes mediernes fremstilling af mennesker

med skizofreni. Opfattelsen afspejles i tidligere undersøgelser. Schulze og Angermeyer

(2003) nævner i deres resultater, at både patienter og pårørende er overbeviste om, at

stereotype forestillinger er formidlet af medierne. For en af patienterne i vores

undersøgelse betød mediernes formidling af en episode, hvor en mand med skizofreni

havde begået drab, at hun i sit lokalområde efterfølgende blev opfattet som farlig.

Hændelsen kan belyses ud fra Goffmans teori om stigmatisering. Han beskriver, at når en

person med et stigma gør sig offentligt bemærket, kan han blive genstand for lokal sladder.

Fx ved at en morder med skizofreni bliver generaliseret som skizofren, så alle personer

med skizofreni ses som potentielle mordere. Mediernes gentagne omtale af mennesker med

35

skizofreni som farlige, medfører at befolkningen kan få en stereotyp opfattelse af, at alle

mennesker med skizofreni besidder karaktertrækket. Opfattelsen af gruppen som farlige

vækker frygt, som videre medfører undgåelse af kontakt med gruppen.

Mediernes påvirkning er interessant at diskutere, da en tidligere undersøgelse indikerer, at

den desuden kan påvirke skizofrenipatienters egen holdning til og syn på sig selv. I

undersøgelsen af Schulze og Angermeyer (2003) undersøges sundhedsprofessionelles

oplevelser med stigmatisering i arbejdet med deres psykiatriske patienter. De

sundhedsprofessionelle har oplevet, at mediernes omtale af mennesker med skizofreni som

farlige ikke kun har påvirket befolkningens holdning, men også patienternes holdning til

egen diagnose. De bliver usikre på, om de selv kan finde på at overfalde nogen og de er

bange for, hvad de andre patienter på hospitalet kan finde på. Ifølge artiklen er der

bekymring for, hvorvidt patienterne i starten af deres sygdomsforløb har de samme

stereotype opfattelser som resten af befolkningen, idet de også får en stor del af deres

viden om psykiatriske problemstillinger fra medierne (Schulze & Angermeyer, 2003).

I vores undersøgelse viser det sig ikke direkte, at patienterne deler befolkningens

stereotype forestillinger, men det viser sig, at medierne påvirker deres forventninger til,

hvordan de bliver opfattet af andre mennesker. En af patienterne forventer fx på offentlige

steder, at folk kan se, hvilken diagnose hun har, og at de derudfra vil stemple hende og

Forventningen kan, ifølge en undersøgelse lavet af Rüsch,

Angermeyer og Corrigan (2005), i nogle tilfælde medføre selvstigmatisering, hvor

patienten accepterer de stereotype fordomme, tager dem til sig og handler herudfra. Som fx

når patienten handler ud fra, at andre kan se, hvilken diagnose hun har. Det kan ifølge

Rüsch, Angermeyer og Corrigan yderligere medføre nedsat selvtillid.

Her vil vi inddrage CMOP-E for at påvise, hvordan det har indflydelse på patientens

aktivitetsudøvelse. I ovenstående eksempel har holdningerne fra patientens sociale

omgivelser medført ændringer i komponenten det affektive, idet nedsat selvtillid er en

følelsesmæssig reaktion, som i modellen hører under mennesket. Jævnfør ovenstående

beskrivelse af modellen medfører ændringen påvirkning af aktivitetsudøvelsen (Polatajko,

Davis, Cantin, 2008). Her fører forandringen i det affektive til, at patienten er utryg ved og

afholder sig fra at udføre bestemte aktiviteter i bestemte sammenhænge. Hun nærmest

forventer at blive stemplet i mødet med andre mennesker, fordi hendes selvtillid ikke er høj

36

nok til at ignorere befolkningens opfattelse af hende. Det ses i vores undersøgelse fx, når

patienten på offentlige steder er sikker på, at blive stemplet som sindssyg.

I vores undersøgelse har patienterne ikke direkte givet udtryk for, at de har dårlig selvtillid.

Tolkningen af deres udsagn har dog givet os den formodning og bekræftes af den ovenfor

omtalte undersøgelse af Rüsch, Angermeyer og Corrigan (2005). Det kan herudfra

konkluderes, at det er hensigtsmæssigt at have fokus på, hvorvidt offentlighedens og

mediernes fordomme om skizofreni påvirker patienters selvtillid og dermed

aktivitetsudøvelsen.

Vi har i ovenstående afsnit diskuteret, hvordan patienterne oplever stigmatisering og

hvordan det, ud fra CMOP-E, kan påvirke deres aktivitetsudøvelse. I det følgende tema vil

vi diskutere, hvordan patienterne håndterer den stigmatisering, de oplever, i de ovenfor

beskrevede situationer.

Håndter ing af stigmatiser ing

Det er relevant at undersøge, hvordan patienterne håndterer stigmatiseringen, da deres

måde at håndtere deres stigma på kan medføre fravalg af aktiviteter, og dermed have

indflydelse på deres aktivitetsudøvelse. Resultaterne belyste, at vores informanter

håndterer deres stigma ved at skjule deres sygdom, tilpasse aktiviteter eller vælge personer

fra.

I artiklen af Thornicroft (2009), beskrives, at personer der oplever stigmatisering har svært

ved at vedligeholde venne- og familieforhold, hvilket også kommer til udtryk i vores

resultater, hvor en patient har fravalgt venner og familie, da de ikke længere accepterede

hende på grund af diagnosen. At de sociale omgivelser ikke accepterer hende, og hun

dermed fravælger personer, påvirker ifølge CMOP-E aktivitetsudøvelsen. Polatajko

refererer til ergoterapeuterne Brenda Beagans og Zofia Kumas-Tan, som har beskrevet,

hvordan den sociale kontekst har betydning for ens valg af aktiviteter, og at de sociale

grupper giver os en ramme med uskrevne regler, som fortæller os, hvad der er i orden, ud

fra et socialt synspunkt. De sociale omgivelser kan dermed hindre valg af aktiviteter, som

fx patienten, der fravælger at komme på aftenskolen, fordi der er visse forventninger til

hvordan man opfører sig. Hun vil derfor undgå en betydningsfuld aktivitet, fordi hendes

adfærd kan afsløre hendes stigmatiserede identitet. (Polatajko, Backmann, Baptiste, et al,

2008).

37

Patienterne frygter en situation, hvor andre ikke accepterer dem på grund af deres sygdom,

hvilket er grunden til at mange netop skjuler deres psykiske lidelse fra andre. Artiklen af

Schulze og Angermeyer (2003) beskriver, at en af konsekvenserne ved stigmatisering er, at

patienterne oplever deres psykiske lidelse som en plet på deres omdømme, og derfor

ønsker at skjule den fra deres omgivelser. Vores patienter beskriver, at de skjuler deres

diagnose af frygt for hvordan omgivelserne vil reagere. De er bange for, at folk ikke

længere vil have noget med dem at gøre. Det kan medføre at patienterne afholder sig fra

betydningsfulde aktiviteter, og ud fra CMOP-E kan det hæmme deres aktivitetsudøvelse

(Polatajko, Davis, Cantin, 2008).

Goffman beskriver, hvordan personer håndterer de situationer, hvor de stigmatiseres. Han

vil beskrive patientens håndtering som at passere, hvilket er, når patienten prøver at skjule

sit stigma og derved prøver at blive accepteret som normal. Goffman beskriver den

stigmatiserede personlighedstype som den potentielt miskrediterede, hvor patientens

stigma ikke er kendt af omgivelserne. En af de måder vores patienter passerer på, er blandt

, de påfører sig. Altså en facade de

stiller op om, at de er raske og velfungerende. De forsøger at skjule det som signalerer, at

de er syge. F

dermed sætter patienterne i risiko for at blive stigmatiseret. At passere bruges også, når

personen ikke kan overskue omgivelserne. En af patienterne passerer, når hun er sammen

med familien. Hun bruger sit strikketøj til at passere med, når hun gemmer sig bag ved det.

På den måde føler hun, at hun kan skjule sit stigma fra omgivelserne. Hun er bange for, at

folk vil reagere negativt, hvis hun virker anderledes. Andre personer har altså en betydning

for, om personen føler sig tilpas i situationen og kan derfor have indflydelse på fravælgelse

af aktiviteter.

En anden måde at passere på, og dermed skjule sit stigma er at udbygge en løgn. Løgnen

kan opstå ved at dække over sin diagnose. En informant dækker over sin sygdom over for

sin arbejdsplads ved at fortælle, at hun er gået ned med stress, da det er mere accepteret

end psykisk sygdom. Goffman beskriver at den passerende udbygger en løgn for at skjule

sine fejl og for at undgå at hemmeligheden bliver røbet. Han råder tidligere psykiatriske

patienter til at skjule deres stigma for overfladiske bekendtskaber, og være mere åben over

for sine pårørende, nære venner, og arbejdsgiver. Derudover fraråder Goffman, at

stigmatiserede passerer fuldstændig, da det kan medføre at patienten bruger alt sin energi

på at bekymre sig om stigmaet bliver afsløret (Goffman, 2009). Hvis patienten er bekymret

38

for at afsløre sit stigma kan det, set ud fra CMOP-E, påvirke aktivitetsudøvelsen, da

personen kan fravælge aktiviteter, for at undgå at omgås personer som eventuelt

stigmatiserer (Polatajko, Davis, Cantin, 2008).

Det kan altså være fornuftigt at anvende Goffmans strategi at passere i nogle tilfælde,

mens det i andre vil have en negativ konsekvens, da det kan medføre, at man holder sig fra

at deltage i sine betydningsfulde aktiviteter. Balancegangen er vanskelig, da det på den ene

side er fornuftigt, at kun nogen kender diagnosen, fordi de ofte møder patienten med

fordomme. På den anden side er det ikke muligt at leve et liv, uden at fortælle andre

mennesker om sin diagnose. Derfor må det tilstræbes for patienten at finde en balance,

uden at den stigmatisering han møder begrænser ham i at deltage i betydningsfulde

aktiviteter.

Goffman beskriver det at håndtere som en tilpasning, som forekommer hos de

miskrediterede, altså hvor stigmaet er kendt af andre. En god tilpasning er ifølge Goffman,

at den stigmatiserede glad og ubesværet accepterer sig selv som normal, mens personen

frivilligt undgår de situationer, hvor han vil føle sig stigmatiseret. En af patienterne har

fravalgt noget familie og venner, fordi de ikke accepterede hende og var ondskabsfulde.

Det er en god tilpasning, da hun senere beskriver, at hun ikke længere ser dem, fordi hun

selv har valgt dem fra. Det bliver sagt med en tilfredshed i stemmen, og hun signalerer, at

det er hendes valg. Det er en god tilpasning, fordi hun selv frivilligt undgår de situationer,

hvor hun kan føle sig mindreværdig. Ved at informanten tilstræber at opnå en god

tilpasning, siger Goffman, at personen har en stærk karakter (Goffman, 2009). Set i forhold

til CMOP-E, kan en god tilpasning have konsekvenser for aktivitetsudøvelsen, da en god

tilpasning kan medføre fravalg af aktiviteter. Det sker for patienten, der ikke længere

kommer på aftenskolen, fordi hun er bange for at opleve stigmatisering. Ved at fravælge

aktiviteten, hvor hun vil opleve stigmatisering, har hun i følge Goffman opnået en god

tilpasning, fordi hun undgår en situationen. Men idet aftenskoleaktiviteten er en vigtig og

betydningsfuld aktivitet for patienten, har tilpasningen konsekvenser for hendes

aktivitetsudøvelse. Ud fra et ergoterapeutisk perspektiv er det vigtigt at have

betydningsfulde aktiviteter i sin hverdag, da et tab af betydningsfulde aktiviteter kan

påvirke ens følelse af identitet, og kan forårsage depression og nedtrykthed (Polatajko,

Backman, Baptiste, 2008).

39

Et andet eksempel på en tilpasning er patienten, som går ned og handler på bestemte

tidspunkter af dagen, fordi hun frygter hvad folk tænker om hende. Goffman beskriver

ikke, hvordan hun kan håndtere situationer, som er nødvendige for hende at udøve, som fx

at handle ind. Det er en aktivitet, som hun ikke kan undgå, men har i stedet behov for en

tilpasning, så hun kan mestre situationen. Hvordan ergoterapeuten kan støtte hende i at

håndtere en situation vil vi senere beskrive i afsnittet ergoterapeutens støtte af patientens

håndtering af stigmatisering.

I afsnittet kan det konkluderes, at patienterne håndterer deres stigma ved at skjule deres

sygdom, udbygge en løgn om diagnosen og tilpasse deres aktiviteter.

F ravalg af aktiviteter

I følgende tema vil vi diskutere, hvordan stigmatisering påvirker patienternes valg af

aktiviteter. Vores resultater viste, at patienterne fravælger aktiviteter som konsekvens af

oplevet stigmatisering og forventet stigmatisering. Vi vil i det følgende relatere vores fund

til andre undersøgelser samt diskutere, hvad fravalgene betyder for patienternes

aktivitetsudøvelse ud fra begrebsmodellen CMOP-E (Polatajko, Davis, Cantin, 2008).

Patienterne har i forbindelse med arbejde og offentlig transport oplevet stigmatisering, og

som konsekvens heraf fravalgt de aktiviteter. En patient oplevede, hvordan hendes chef

havde en stereotyp opfattelse af, at hun ikke kunne klare sit arbejde på grund af sin

diagnose og valgte derfor at sige sit job op. Schulze og Angermeyer konkluderer i deres

artikel, at tilbagevenden til jobbet efter psykiatrisk behandling er ledsaget af kritiske

kommentarer, mistillid og benægtelse af tidligere kompetencer (Schulze og Angermeyer,

2003). Reaktionerne kan ifølge artiklen have konsekvenser for patienten, som muligvis vil

afholde sig fra på ny at søge arbejde. Stigmatisering i forbindelse med arbejde siges at

være omfattende (ibid.).

Mange af patienternes udsagn om fravalg af aktiviteter fandt vi var forbundet med

forventet stigmatisering. Fælles for vores informanters svar er, at de har fravalgt

fritidsaktiviteter efter de fik deres diagnose af frygt for, hvad andre mennesker ville tænke

om dem. En patient går ikke længere til fitness og en anden kommer ikke på aftenskolens

keramikhold. Fælles for informanterne er, at de tidligere fandt aktiviteterne

betydningsfulde. Informanterne har fravalgt aktiviteterne, fordi de har en forventning om at

blive stemplet på grund af deres sygdom. Artiklen

, skrevet af Angermeyer, Beck, Dietrich og Holzonger i

40

2004, kigger på hvad den forventede stigmatisering kommer af og hvad den medfører. I

artiklen konkluderes, at patienters forventninger om stigmatisering er formet af, hvordan

andre tidligere har reageret på deres psykiske lidelse. Den forventede stigmatisering kan

have negativ indflydelse for patienter i form af nedsat selvtillid, depression og reduceret

livskvalitet (Angermeyer et al., 2004). Tendensen ses også i vores undersøgelse, hvor

patienternes svar på, hvorfor de fravælger aktiviteter vidner om frygt, usikkerhed og lav

selvtillid. Eksemplificeret ved en af patienternes Jeg tør ikke. Hvis de nu skal

.

Frivilligt at undgå de situationer, hvor patienten vil føle sig stigmatiseret er en måde at

håndtere stigmatisering. Som beskrevet i forrige afsnit om håndtering af stigmatisering er

fravalget ifølge Goffman en god tilpasning. Hvis man derimod belyser fravalg af

aktiviteter ud fra Towsend og Polatajkos begrebsmodel CMOP-E, kan man sige, at

tilpasningen i form af at fravælge aktiviteter kan have betydning for patientens

aktivitetsudøvelse, idet tilpasningen medfører tab af betydningsfulde aktiviteter (Towsend

& Polatajko, 2008). For patienterne i vores undersøgelse ses, at de ikke vælger deres

betydningsfulde aktiviteter på en tilfredsstillende måde, da deres oplevelser og

forventninger om stigmatisering forhindrer dem i at gøre det. I forhold til det dynamiske

sammenspil i CMOP-E ser vi her, at påvirkningen af aktivitetsudøvelsen er forårsaget af, at

patienterne er påvirket affektivt i form af nedsat selvtillid. Patienterne har, som følge af

tidligere stigmatiserende oplevelser, en følelsesmæssig forventning til, at stigmatisering vil

finde sted i andre sammenhænge også. Stigmatiserende oplevelser har medført en ændring

i den personlige komponent og dermed påvirket aktivitetsudøvelsen hos patienterne og

medført tab af betydningsfulde aktiviteter (ibid.).

Towsend og Polatajko (2008) refererer til tab af aktiviteter som en særlig

aktivitetsovergang, der er påtvunget eller uforudset. Et tab af betydningsfulde aktiviteter

kan blandt andet forårsages af faktorer i omgivelserne eller personlige forhold, som for

eksempel tab af kropsfunktioner på grund af sygdom. Samtidig kan et tab af

betydningsfulde aktiviteter have negativ indvirkning på sundhed og trivsel og medføre

mindsket selvværd, isolation og mindsket motivation. Det indikerer yderligere, at

patienterne i vores undersøgelse er påvirket affektivt, idet vi har fundet, at de har lidt tab af

betydningsfulde aktiviteter.

41

Tab af betydningsfulde aktiviteters indvirkning på sundhed og trivsel kan uddybes ved at

se nærmere på ergoterapiens grundlæggende antagelser, som begrebsmodellen CMOP-E er

udviklet på baggrund af. Betydningsfulde aktiviteter beskrives af Towsend og Polatajko

(2008) som kerneområdet i ergoterapi. Ergoterapien bygger på grundlæggende antagelser

om, at mennesket er et aktivitetsorienteret væsen, for hvem betydningsfulde aktiviteter er

et grundlæggende behov samt, at aktivitet har terapeutisk potentiale. Begrebsdannelsen er

fundamental for ergoterapeutisk praksis. Alle mennesker bør have adgang til, muligheder

for og ressourcer til at engagere sig i betydningsfulde aktiviteter, fordi betydningsfulde

aktiviteter er nødvendige for at overleve og for sundhed og trivsel. Begrænsning i en

persons muligheder for at engagere sig, kan føre til aktivitetsmæssig ubalance og påvirke

helbredet negativt (ibid.). I forhold til vores undersøgelse oplever patienterne

begrænsningen, når oplevelser og forventning om stigmatisering medfører, at de fravælger

deres betydningsfulde aktiviteter. Ifølge Towsend og Polatajko (2008) blev CMOP-E

introduceret for at bane vejen for at muliggøre betydningsfulde aktiviteter. Modellen er en

grafisk fremstilling af det canadiske perspektiv på betydningsfulde aktiviteter og

aktivitetsudøvelse (ibid.).

Ud fra afsnittet kan vi konkludere, at patienterne fravælger betydningsfulde

fritidsaktiviteter som konsekvens af forventet og oplevet stigmatisering. Ud fra

diskussionen af artikler og teori, kan vi udlede, at oplevelser med og forventninger om

stigmatisering for patienterne medfører mindsket selvværd, som medfører tab af

aktiviteter. Tabene af aktiviteter bidrager yderligere til patientens mindskede selvværd og

har konsekvenser for patienternes sundhed og trivsel. Sammenhængen er eksemplificeret i

nedenstående figur.

42

Figur 3: Konsekvenser af oplevet og forventet stigmatisering

E rgoterapeutens støtte, når patienten oplever stigmatiser ing

Vi har nu set på hvordan patienterne oplever stigmatisering og hvordan deres håndtering af

stigmatisering medfører fravalg af aktiviteter. På baggrund af de tre forrige afsnit, vil vi i

det følgende, med udgangspunkt i de muliggørende færdigheder i CMCE, diskutere hvilke

færdigheder ergoterapeuten kan anvende, for at støtte patienterne i at håndtere

stigmatisering med henblik på at fremme aktivitetsudøvelsen. Det diskuteres ud fra

Goffmans teori samt CMOP-E.

I vores resultater fandt vi ud af, hvad patienterne vægter højt i behandlingen. De udtrykker,

at de sætter pris på at personalet lytter til dem, samt at de er til rådighed, når de har behov

for det. Vi har indtil videre belyst, at patienternes håndtering af stigmatisering kan føre til

fravalg af betydningsfulde aktiviteter, som har indflydelse på deres aktivitetsudøvelse. Det

afspejler, at patienter med skizofreni, der oplever stigmatisering kan have gavn af

ergoterapeutisk behandling.

43

Goffman beskriver relationen mellem patienten og de sociale omgivelser, hvor der er to

grupper af mennesker, som den stigmatiserede kan forvente en vis støtte fra. Den ene

gruppe er dem, som har det samme stigma og opfatter sig selv som tilhørende den samme

kategori. Den anden gruppe er de personer, hvis specielle situation har medført, at de er

blevet fortrolige med den stigmatiseredes hemmelige liv og er sympatisk indstillet overfor

det (Goffman, 2009). Gruppen omtaler Goffman som de kloge, da de arbejder på en

institution som søger at imødekomme et behov hos personer med et bestemt stigma. Det

kan fx være ergoterapeuter, der arbejder på et Psykiatrisk Center. Goffman beskriver, at

overfor den gruppe behøver den stigmatiserede ikke at føle nogen skam eller udøve nogen

selvkontrol, idet han ved, at de til trods for hans fejl betragter ham som et helt almindeligt

menneske (ibid.). Det gav patienterne i vores undersøgelse også udtryk for, da de føler sig

trygge ved at personalet altid står til rådighed, og har en bedre forståelse for patienterne.

Ud fra et ergoterapeutisk perspektiv kan ergoterapeuten støtte patienterne i at håndtere

stigmatisering ved at anvende nogle af de ti muliggørende færdigheder i CMCE, som

fremmer en klientcentreret behandling. Med færdighederne kan ergoterapeuten styrke

patientens selvværd, der som konsekvens af stigmatiseringen er mindsket, så patienten

støttes i håndtering af mindreværd, motivation, initiativløshed og manglende mestring, som

er nogle af de problematikker patienter oplever, når de skal færdes blandt andre. (Johansen,

Petersen, Sørensen, et al, 2007)

Ergoterapeuten kan anvende coache, og vejlede patienten i de situationer hvor personen

oplever stigmatisering. Ergoterapeuten kan coache patienten i, at træffe valg om, hvornår

og hvordan det er hensigtsmæssigt at fortælle om diagnosen. Patienten som blev

ekskluderet fra sin arbejdsplads, kan vejledes i, hvordan hun fortæller lederen om din

diagnose og at hun, trods sin sygdom, er velfungerende og har mulighed for at mestre

arbejdet, hvis der tages hensyn til hende og opgaverne kan tilpasses. Det vil ifølge CMOP-

E medføre, at hun genoptager betydningsfulde aktiviteter, som får en positiv indvirkning

på hendes aktivitetsudøvelse. Essensen i at coache er, at støtte patienten til selv at finde en

løsning. Set ud fra Goffman sociologiske tilgang, skal man råde patienten til at skjule sin

sygdom over for overfladiske bekendtskaber. I nogle tilfælde vil Goffman råde til, at man

lægger mange kræfter i at skjule sin sygdom (Goffman, 2009). Det vil ifølge et

ergoterapeutisk perspektiv ikke være hensigtsmæssigt, da man herved bliver påvirket af de

forbehold man tager og risikerer at fravælge deltagelse i aktivitet. Ergoterapeuten kan i

44

stedet vejlede i hvordan patienten kan fortælle personer i omgangskredsen om hans

psykiske lidelse og hvordan den påvirker ham, så omgivelserne kan tage hensyn.

En anden nøglefærdighed ergoterapeuten kan anvende er at engagere patienten i

aktiviteter. Det er essentielt at inddrage patienten i at deltage i aktiviteter, blandt andet for

at udvikle patientens selvværd, da selvværdet ofte er påvirket, når patienten oplever

stigmatisering. Patienterne har oplevet situationer, hvor de er blevet stigmatiseret. Fx har

en informant oplevet at en veninde er steget af bussen, fordi veninden ikke kunne acceptere

skizofrenidiagnosen. Situationen kan medføre at patienten antager, at alle andre veninder

heller ikke kan acceptere hende, og ergoterapeuten kan derfor motivere hende til at

engagere sig i andre venskaber, for at hun kan blive opmærksom på, at ikke alle

stigmatiserer. Dermed styrkes patientens selvværd. Det er derudover vigtigt at engagere til,

at patienten udnytter det potentiale hun har, så der opstår succesoplevelser. Det kunne fx

være at engagere patienten, som godt kan lide at være kreativ til at finde en kreativ gruppe,

hvor hun kan få nogle succesoplevelser, som kan styrke hendes selvværd. Det er vigtigt at

få succesoplevelser, da vi som mennesker har et behov for at føle, at vi kan noget

(Towsend & Polatajko, 2008). Goffman har derimod ikke fokus på, hvordan patienten kan

udvikle kompetencer, for at håndtere stigmatisering og deltage i sine betydningsfulde

aktiviteter, men råder i stedet patienten til at undgå de steder, hvor patienten føler sig

stigmatiseret (Goffman, 2009). En sådan tilgang kan ifølge CMOP-E påvirke

aktivitetsudøvelsen, idet man fravælger sine aktiviteter. Ergoterapeuten kan engagere

patienten i at genoptage aktiviteten, så aktivitetsudøvelsen påvirkes positivt.

Ergoterapeuten kan yderligere anvende færdigheden forfægte med henblik på at mindske

stigmatiseringen. Capacent Epinion har lavet en survey for Danske Regioner, som belyser,

at mange føler, at de ikke ved nok om skizofreni, hvilket også er vores patienters opfattelse

af, hvorfor mennesker stigmatiserer (Capacient Epinion, 2009). Folks fordomme kan

skyldes, at de ikke ved nok om diagnosen og derfor kan ergoterapeuten være forkæmper

for at oplyse om, at mennesker med skizofreni kan være velfungerende. Ergoterapeuten

kan fx inddrage patientens pårørende i behandlingen, så de får indsigt i diagnosen. Et

informationsmøde for personer, der møder mennesker med skizofreni i deres hverdag, kan

også være med til at oplyse befolkningen om sygdommen, så fordomme mindskes, og

patientens mulighed for deltagelse i aktiviteter øges. Ergoterapeuten kan være med til at

mindske stigmatisering indenfor sundhedsvæsenet, da der også eksisterer stigmatisering

her. Et studie fra Schweiz, lavet for Psychiatry University Hospital af ansatte i psykiatrien,

45

viser at der også eksisterer stigmatisering i sundhedsvæsenet. Artiklen af Lauber, Nordt og

Braunschweig (2006) beskriver, at de ansatte har stort set samme stereotype opfattelser af

mennesker med en psykisk lidelse, som resten af befolkningen. Derfor er det vigtigt, at

ergoterapeuten er med til at have et fokus på, at succeshistorierne bliver mere

fremtrædende i psykiatrien, så alle bevarer et håb om, at patienter med skizofreni kan

komme sig.

Derudover kan ergoterapeuten samarbejde med patienten, så der sammen med patienten

lægges en plan for, hvordan patienten bliver bedre til at håndtere sit stigma. Det er vigtigt

at udnytte den motivation patienten har, ved at personen føler at han bliver inddraget i

forløbet, og der i samarbejde findes frem til de betydningsfulde aktiviteter, som patienten

gerne vil genoptage. Det kan i forhold til vores informanter være at gå i fitnesscenter, gå i

supermarkedet, samt bruge det offentlige transportmidler. Ergoterapeuten kan i samarbejde

med patienten afprøve de aktiviteter, hvor stigmatisering opleves. Ergoterapeuten kan

afhængigt af, hvilke problematikker der opstår i de situationer samarbejde med klienten om

at finde strategier for, hvordan patienterne kan mestre aktiviteterne.

Vi kan ud fra ovenstående konkludere, at patienterne ønsker at personalet lytter til dem,

samt at de står til rådighed for dem. Til at imødekomme det kan ergoterapeuten anvende

nogle af færdighederne i CMCE. Ved anvendelse af færdighederne forbedres patienternes

mulighed for at håndtere stigmatiseringen. Dermed forbedres chancen for at finde en

balance, med henblik på at deltage i sine betydningsfulde aktiviteter.

Diskussion af Teori

C M OP-E

Vi har anvendt CMOP-E som teoretisk baggrund til udarbejdelse af vores interviewguide.

Modellen var god til at give os et perspektiv på aktivitetsudøvelse, og sikre at vores

interviewguide indeholdte nogle af de komponenter, som har betydning for

aktivitetsudøvelsen. Efter anvendelsen af modellen er vi blevet opmærksomme på, at kun

nogle af komponenterne var brugbare i forhold til det vi ønskede at undersøge og vi har

derfor haft fokus på komponenterne omgivelser, fritid og arbejde. Det har medført, at der

er lagt vægt på de områder, og det er herudfra vi har set på, hvordan aktivitetsudøvelsen er

påvirket. En anden model ville muligvis kunne have belyst, at aktivitetsudøvelsen også

46

havde været påvirket på andre områder. I diskussionen er modellen primært anvendt i

afsnittet oplevelse af stigmatisering og fravalg af aktiviteter. Her fandt vi den anvendelig

til at belyse, hvilke faktorer, der medvirkede til at påvirke aktivitetsudøvelsen. Baggrunden

for modellen, herunder de grundlæggende antagelser, som modellen er udviklet på

baggrund af, var anvendelige til at belyse konsekvensen, af at patienterne fravælger

betydningsfulde aktiviteter.

C M C E

CMCE har vi anvendt i forhold til at belyse, hvordan ergoterapeuten kan støtte patienterne

i at håndtere stigmatisering. I arbejdet med patienter med skizofreni kan ergoterapeuten

støtte på forskellige måder. Vi valgte at tage udgangspunkt i færdighederne fra CMCE for

at afgrænse vores fokus. Idet vi i projektet ikke har undersøgt ergoterapeuternes egen

oplevelse af, hvordan de kan støtte patienten, fandt vi CMCE anvendelig til at gøre os

overordnede overvejelser herom. Det gjorde vi fordi den opstiller konkrete færdigheder

som vi kunne tage udgangspunkt i. Samtidig anvendes modellen på det psykiatriske center,

hvor vi har fundet vores patienter. Da CMCE kun dækker et lille område af, hvordan

ergoterapeuten kan støtte patienten, er den ikke fyldestgørende for, hvordan ergoterapeuten

kan støtte patienten i at håndtere stigmatisering.

Goffmans teori om stigmatiser ing

Teorien har vi anvendt til at belyse, hvordan patienterne håndterer stigmatisering.

Goffmans teori om stigmatisering har været anvendelig i forhold til at give os et

overordnet billede af, hvilken proces stigmatisering er. Goffmans definition af, hvordan

stigmatisering håndteres har hjulpet os til at forstå og definere, hvordan patienterne i

undersøgelsen reagerer, når de oplever stigmatisering. Det har været en udfordring at

sammenholde ergoterapeutisk teori med Goffmans teori, fordi han ser stigmatisering fra et

sociologisk synspunkt. Han tager ikke højde for aktiviteters betydning for mennesket, men

kigger derimod på den sociale proces i forhold til hvordan patienten bliver påvirket af

sociale omgivelser. Det har givet os et andet perspektiv på, hvordan man kan håndtere

stigmatisering, og på nogle områder står teorien derfor i kontrast til det ergoterapeutiske

aktivitetsperspektiv. Kontrasten har været anvendelig til at diskutere vores resultater.

47

Diskussion af metode

Forforståelse Flere elementer fra vores forforståelse kom til udtryk i resultaterne. Som fx at

stigmatisering opleves i forbindelse med fritidsinteresser og arbejde. Det kan skyldes, at vi

har arbejdet med stigmatisering af mennesker med psykisk lidelse på et tidligere modul i

uddannelsen og derfor havde en stor forhåndsviden om emnet, inden vi påbegyndte

bachelorprojektet. Derudover kan det også hænge sammen med, at vi har været præget af

vores forforståelse i interviewene og dermed ubevidst har haft mest fokus på

fritidsaktiviteter og arbejde.

Forskningstype og V idenskabsteoretisk grundlag Vi har benyttet en kvalitativ forskningsmetode, som har været anvendelig til at indsamle

viden om informanternes oplevelser og refleksioner. Den gav os mulighed for at stille

uddybende spørgsmål, hvilket har været gavnligt i forhold til at få detaljer om

informanternes oplevelser (Brinkmann & Tanggaard, 2010).

Det har været muligt at indsamle viden om informanternes oplevelse af stigmatisering fra

deres omgivelser, ved at bruge elementer fra den fænomenologiske tilgang. Herved har vi

kunne afdække flere forskellige måder at opleve stigmatisering på. Dog har vi, ved at

anvende tilgangen, ikke mulighed for at sige noget generelt om patienters håndtering af

stigmatisering. Opgaven kan derfor kun belyse, hvordan vores informanter oplever og

håndterer stigmatisering ud fra de enkelte tilfælde, vi har undersøgt. Derudover har vi via

det kvalitative interview kun vores informanternes fortolkning af, hvordan de håndterer

stigmatisering, og den virkelige håndtering af stigmatisering kan være en anden (ibid.).

Udvælgelse af informanter

Gruppen af informanter vi har undersøgt er patienter med skizofreni. Ved at vælge en

diagnosegruppe, kan vi sige noget samlet om, hvordan gruppen af patienter med skizofreni

oplever stigmatisering. Ulempen er, at man ikke kan sige noget samlet om stigmatisering

af mennesker med psykisk lidelse, da man kun får synspunkter fra en diagnosegruppe. Ved

at lave en bred spredning i alder og køn, kan vi ikke lave en sammenligning af en bestemt

målgruppe. Til gengæld får vi et bredt billede af, hvordan vores informanter kan være

påvirket i deres aktivitetsudøvelse. Vores inklusionskriterier medførte, at vi fik færre

informanter, end vi havde planlagt. Vi havde planlagt at interviewe fem patienter, men der

48

var kun tre der opfyldte kriterierne og samtidig ønskede at deltage. Det medførte, at vi ikke

fik så mange udtalelser, som vi havde ventet.

Antallet af informanter havde betydning for, at vi ikke fik så meget råmateriale og vi

dermed ikke havde mange resultater at analysere (Glasdam, 2011). Ved at udvide

kriterierne til, at patienterne skulle have hvilken som helst psykisk lidelse, kunne vi have

fået et bredere billede af, hvordan patienter påvirkes af stigmatisering på deres

aktivitetsudøvelse. En anden mulighed til at få flere informanter var at skabe kontakt til

flere psykiatriske centre.

Udarbe jdelse af interviewguide

For at afprøve om vores interviewguide var forståelig og valid, lavede vi et pilotinterview.

Da det ikke var muligt for os at få et større antal informanter, valgte vi at udføre

pilotinterviewet med en medstuderende. Personen havde kendskab til skizofreni, men ikke

mulighed for at sætte sig ind i, hvordan stigmatisering opleves. Det medførte, at

pilotinterviewet ikke gav et realistisk billede af, hvordan en virkelig interviewsituation

ville forløbe. Det var derfor begrænset, hvor mange rettelser vi kunne gøre ud fra

pilotinterviewet. For at sikre os at interviewguiden dækkede vores undersøgelsesområde,

rådførte vi os derfor med en ergoterapeut som har erfaringer indenfor arbejde med

stigmatisering.

Vi udformede vores interviewguide ud fra CMOP-E, hvilket sikrede, at vi fik bred

information om de komponenter, som har indflydelse på aktivitetsudøvelsen. Vi sørgede

derudover for, at spørgsmålene i guiden kunne holde samtalen i gang og motivere

interviewpersonen til at tale om sine oplevelser og følelser (Brinkmann & Tanggaard,

2010).

Interviewsituationen Brinkmann og Tanggaard (2010) beskriver, at interviewforskning foregår gennem

menneskelige relationer, hvor interaktionen mellem interviewer og interviewperson er

afgørende for den viden, man opnår. I interviewsituationen oplevede vi, at resultatet blev

påvirket af, at intervieweren var uerfaren. Det kom til udtryk ved, at nogle områder, som

muligvis havde været interessante, ikke blev spurgt videre ind til. I interviewsituationen

var det godt at være i et lokale, som var lukket for omgivelserne, da informanterne derfor

ikke blev forstyrret af personer som gik i gennem rummet. Det var med til at informanterne

kunne bevare koncentrationen og holde fokus på interviewet. Til vores interviews havde vi

49

påregnet 30-60 minutter. Vi vidste at informanterne kunne miste tålmodigheden, og var

derfor opmærksomme på, at vi skulle vurdere patientens tilstand under interviewet. I det

første interview blev vi opmærksomme på, at 60 minutter var lang tid, da informanten

nåede at blive rastløs og urolig til sidst i interviewet. I det næste interview var vi derfor

opmærksomme på at varigheden ikke overskred 30 45 minutter. Det kunne mærkes på

informanterne, når de var ved at være udmattede. Det viste sig ved, at en informant, som

gennem interviewet havde haft sygdomsindsigt og kunne skelne sine vrangforestillinger fra

virkeligheden, til sidst i interviewet pludselig opfattede dem som virkelige. Ved til sidst i

interviewet, at spørge ind til hvordan informanten synes, det havde været at tale med os,

sikrede vi at de ikke gik fra lokalet påvirkede. Ifølge Glasdam (2011) er det vigtigt at

kende så meget som muligt til de mennesker, vi vil interviewe. Vi havde på forhånd søgt

viden om sygdommen, så vi var opmærksomme på patientens reaktioner under interviewet.

I interviewsituationen var det en fordel at begge gruppemedlemmer var med, da den ene

kunne koncentrere sig om at interviewe og den anden havde overblikket og supplerede

med spørgsmål. Derudover havde det den fordel, at vi bagefter kunne diskutere vores

oplevelser fra interviewet. Det var ind i mellem vanskeligt at få information om, hvordan

informanterne håndterer stigmatisering ud fra det, de fortalte. Her ville det have været en

fordel, hvis vores undersøgelse også omfattede observation af patienterne i aktiviteter, hvor

de oplever stigmatisering.

I gennem samtlige interviews var det en udfordring at holde adskilt hvornår det var

henholdsvis sygdommens symptomer og stigmatiserende oplevelser, der medførte fravalg

af aktiviteter. Det sikrede vi os ved at spørge dybere ind til årsagen til fravalget. Derved

kunne vi fortolke, om det var sygdommen eller stigmatisering, der medførte fravalget.

Etiske overve jelser Når man beskæftiger sig med stigmatisering, skal man være opmærksom på, at det man

siger ikke bidrager til stigmatisering. Vi har gjort os overvejelser om, at emnet er

personligt og kan være konfronterende at tale om. Det gjorde vi ved at udforme

spørgsmålene i interviewguiden, så de ikke antager, at patienten er udsat for stigmatisering.

I interviewsituationen var det en udfordring at interviewe patienterne om stigmatisering,

uden at nævne ordet. Idet vi ikke er øvede i en interviewsituation blev de opfølgende

spørgsmål, som blev stillet udover interviewguiden, stillet på en måde som alligevel

50

antydede, at de oplevede stigmatisering. Det antager vi yderligere skyldes, at vi var farvet

af vores forforståelse, idet vi har arbejdet med emnet tidligere (Kvale & Brinkmann, 2009).

Samtidig sendte vi i begyndelsen af projektet et brev til vores kontaktperson i psykiatrien,

hvor vi skrev, at emnet for vores interviews var stigmatisering. Hvorvidt patienterne har set

brevet ved vi ikke, men det er muligt, at vores kontaktperson i forbindelse med

erhvervelsen af informanter har nævnt emnet. Således at patienterne på forhånd vidste,

hvad emnet for interviewet var.

Databearbe jdning

Vi valgte at transskribere de tre interviews, så de var lettere at gå til i den videre analyse.

Ved interviewet anvendte vi en diktafon, som giver intervieweren friheden til at

koncentrere sig om interviewets emne og dynamik (Kvale & Brinkmann, 2009).

Diktafonen lå midt på bordet, men på grund af mumlen og uro ved bordet, var det svært at

høre nogle ord under transskriberingen. Det bør derfor overvejes, hvordan diktafonen skal

placeres i forhold til en informant, som taler utydeligt. Transskriberingen blev ligeligt

udført af begge gruppemedlemmer ud fra det regelsæt, vi på forhånd havde udarbejdet.

Ved at have udformet et regelsæt sikrede vi, at transskriberingen blev gjort ens. Vi

transskribere interviewene selv og fik derved et bedre indblik i vores materiale og sikrede

at transskriberingen var valid i forhold til informanternes udtalelser.

Efter transskriberingen kunne vi have sendt materialet tilbage til informanterne, så de

kunne læse det i gennem, hvilket ville sikre at vi ikke har tolket på deres udsagn og dermed

højne validiteten af vores transskribering (Kvale & Brinkmann, 2009). Vi fravalgte det

dog, da vi vurderede, ud fra mødet med dem i interviewsituationen, at det ville være

uoverkommeligt for dem.

Analysemetode  Malteruds (2003) analysemodel, var anvendelig for os, da vi ikke er erfarne i at analysere

data. Den var god til at give os struktur i analysen og samtidigt gav det overblik at dele

vores resultater op i temaer. Det problematiske ved at anvende modellen var, at vi havde få

informanter, korte citater og dermed et sparsomt råmateriale. Som resultat heraf var det

svært at udvikle temaer. I trinet hvor vi skulle skære ned i temaer og irrelevante data, var

det vanskeligt at lave en større reducering på grund af de få temaer vi havde i forvejen. Det

var derfor en udfordring for os, at få emner og temaer, som ikke overlappede hinanden. Til

51

en anden gang ved vi, at med mere råmateriale havde bearbejdningen været lettere. Ifølge

Brinkmann og Tanggaard (2010) er det bedre at gennemføre relativt få interviews og

gennemarbejde analysen af dem, end at gennemføre mange interviews med risiko for at

drukne i mængden af data. Til trods for et sparsomt råmateriale, føler vi til gengæld, at

vores analyse er gennemarbejdet og vores resultater dermed er valide.

Analysemodellen var dog behjælpelig til at finde frem til de mest relevante temaer og

citater, hvorudfra vi kunne svare på vores problemformulering. Da vi blot havde tre

informanter og de ikke permanent udtalte sig om samme områder, blev det vanskeligt for

os at lave en systematisk krydslæsning af materialet, for at se om temaets overskrift var

den bedst beskrivende af indholdet. Vi sikrede, at vores citater var valide, ved at hente de

originale transskriberinger frem, så vi kunne sikre at citaterne var dækkende for det, som

informanterne oprindeligt havde sagt og ment.

Konklusion I det følgende afsnit vil vi besvare problemformuleringen, som lyder: Hvordan oplever patienter med skizofreni at stigmatisering påvirker deres

aktivitetsudøvelse, og hvilke færdigheder kan ergoterapeuten anvende for at støtte

patienten i at håndtere stigmatisering?

Ud fra vores resultater kan vi konkludere, at patienterne oplever stigmatisering fra de

sociale omgivelser: når de færdes i samfundet, i de nære relationer og i forbindelse med

arbejdsliv og fritid. Oplevelserne var forbundet med at blive sat i bås ud fra deres diagnose,

at blive opfattet som farlige samt afvisende adfærd fra andre mennesker. Oplevelserne har

konsekvenser i form af forventninger om at blive stigmatiseret i kommende situationer

samt mindsket selvværd, hvilket tilsammen medfører, at patienterne fravælger nogle af

deres betydningsfulde aktiviteter. Vi kan herudfra konkludere, at oplevet og forventet

stigmatisering påvirker aktivitetsudøvelsen, idet den medfører mindsket selvværd og tab af

aktiviteter for patienterne. De sociale omgivelser opleves som en hæmmende faktor for

patienternes aktivitetsudøvelse og begrænser patienterne i at vælge, organisere og på

tilfredsstillende måde udøve betydningsfulde aktiviteter. Mindsket selvværd og tab af

aktiviteter har gensidig negativ påvirkning af hinanden, og det mønster kan have

konsekvenser for sundhed og trivsel.

52

De tre mest anvendte måder patienterne håndterer stigmatisering på, er ved at skjule deres

sygdom, tilpasse deres aktiviteter og fravælge personer i deres omgangskreds.

Ergoterapeuten kan gøre brug af de muliggørende færdigheder fra CMCE, for at støtte

patienten i at håndtere stigmatisering. Ergoterapeuten kan coache, engagere og samarbejde

for at øge patientens selvværd, så hans forventning til at blive stigmatiseret mindskes og

deltagelse i betydningsfulde aktiviteter muliggøres. Der er behov for fokus på patienternes

selvværd, tab af aktiviteter, samt de sociale omgivelser, da de fungerer som hæmmende

faktor, når stigmatisering opleves. Derudover kan ergoterapeuten forfægte, at der er håb

om at patienter med skizofreni kan komme sig, så stigmatisering blandt

sundhedsprofessionelle mindskes. Ergoterapeutens brug af færdighederne kan forbedre

muligheden for, at patienten kan håndtere stigmatisering og opnå aktivitetsmæssig balance.

Perspektiver ing Vi har gennem opgaven haft fokus på, hvordan patienternes oplevelser af stigmatisering

påvirker deres aktivitetsudøvelse samt hvilke færdigheder ergoterapeuten kan anvende for

at støtte patienten i at håndtere stigmatisering. Det er vigtigt at oplysning om mennesker

med skizofreni øges, så befolkningen får bedre kendskab til sygdommen og fordommene

Projektet er relevant for sundhedsprofessionelle, der arbejder i psykiatrien, da projektet er

med til at slå fast, at stigmatisering har stor indflydelse på patienternes deltagelse i

samfundet. Det er især relevant for ergoterapeuter, da projektet belyser, at stigmatisering

påvirker patienternes aktivitetsudøvelse.

I det videre arbejde kunne det være interessant at undersøge, hvordan ergoterapeuter selv

vurderer, at de kan støtte patienter, der oplever stigmatisering. Samtidigt kan man

undersøge patienternes håndtering af stigmatisering, ved at observere de aktiviteter, hvori

stigmatisering opleves. Hermed dokumenteres håndteringen, som den udføres i praksis, og

ikke blot på baggrund af patienternes opfattelse. Derudover lægger projektet op til videre

at undersøge, om det er generelt for mennesker med psykisk lidelse, at aktivitetsudøvelsen

er påvirket. Det vil være interessant at undersøge, om man kan generalisere på, hvordan

aktivitetsudøvelsen er påvirket og hvilke aktiviteter som primært påvirkes.

53

Formidlingsoverve jelser Vi ønsker at formidle projektet ved at præsentere vores resultater på det psykiatriske

center, hvor patienterne, der medvirker i projektet er tilknyttet. Formidlingen afholdes for

interesserede medarbejdere, herunder især ergoterapeuter, samt vores faglige vejleder. Det

vil være relevant at afholde formidlingen her, da de på stedet har vist interesse for emnet

stigmatisering på et tidligere modul og vil kunne anvende resultaterne i praksis. Samtidig

håber vi, at vi med vores resultater kan bidrage til at øge fokus på stigmatisering og på

hvordan det har indflydelse på aktivitetsudøvelsen. Formidlingen vil være et kort foredrag

om bacheloropgaven og dens resultater i form af en powerpoint-præsentation.

Antal tegn: 82.132

54

Referenceliste Angermeyer M.C., Beck M., Dietrich S., Holzonger A., (2004).

International Journal of Social

Psychiatry. Juni 2004, Nr. 50. 153-162.

Bendixen, H. J., (2005) . 1.udgave 1.oplag.

Fadls forlag

Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (2010). Kvalitative metoder en grundbog. København:

Hans Reitzels Forlag.

Capacent Epinio 4 sider. Danske Regioner.

Lokaliseret 17.10.2011.

http://www.regioner.dk/Psykiatri/~/media/Filer/Social%20og%20psykiatri/Survey%20af%

20Capacent%20Epinion.ashx

Gla Jura og etik ved studier af og på mennesker inden for

sundhedsområdet Bachelorprojekter inden for det sundhedsfaglige

område indblik i videnskabelige metoder . 1 udgave. København: Nyt Nordisk Forlag

Arnold Busck.

Bachelorprojekter inden for det sundhedsfaglige område indblik i

videnskabelige metoder . 1 udgave. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Goffmann E. (2009). . 2. Udgave.

Samfundslitteratur.

En Af Os. Det Sociale Netværk af

2009, PsykiatriFonden, TrygFonden, regionerne, Danske Regioner, KL, Socialministeriet,

Sundhedsstyrelsen. Lokaliseret 27.06.2011. http://www.en-af-

os.dk/Om%20kampagnen.aspx

Jacobsen C, Martin H, Andersen S (2010). Stigma og psykiske lidelser - som det opleves og

opfattes af mennesker med psykiske lidelser og borgere i Danmark. København: Dansk

Sundhedsinstitut DSI og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI, 2010.

Lokaliseret 15.06.11. http://www.sfi.dk/Files/Filer/SFI/Pdf/Rapporter/2010/Stigma-

rapport-net.pdf

55

Johansen K., Petersen K., Sørensen K., Voss A., At muliggøre aktivitet og

deltagelse hos voksne hospitals og socialpsykiatri

Brandt & A.J. Madsen (red.), Basisbog i ergoterapi aktivitet og deltagelse i

hverdagslivet. 2. Udgave 1. Oplag. København: Munksgaard Danmark.

Interview . 2. udgave.

2. oplag. Hans Reitzels Forlag. København.

Do mental health professionals

Acta Psychiatra Scand 2006: 113: 51-59. Blackwell

Munksgaard.

Lindahl, M. & Juhl, C. (2011). Den sundhedsvidenskabelige opgave vejledning og

værktøjskasse (2. udg.). København: Munksgaard Danmark.

Malterud K. (2003). . 2. Udgave.

Universitetsforlaget.

Nyboe, L. & Hvalsøe B. (2009). for ergoterapeuter og

1.udgave. København: Munksgaard Danmark.

Polatajko, H., Backman C., Baptiste S., et al (2008):

Towsend, E. & Polatajko, H. En

ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem

. 1. udgave. 1. oplag. Munksgaard Danmark: København.

Polatajko, H., Davis J., Cantin N., et al (2008).

Towsend, E. & Polatajko, H.

Aktivitet II En ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort

. 1. udgave. 1. oplag. Munksgaard Danmark:

København.

Polatajko, H., Molke, D., Baptiste, S., et al

ktivitet II

56

En ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem

. 1. udgave. 1. oplag. Munksgaard Danmark: København.

Når livsvilkår fratager mennesker muligheden for at aktivitet og

1. Udg

Rüsch N., Angermeyer M.C., Corrigan P., (2005). Mental illness stigma: Concepts,

nr.20. 529-539.

Subjective experiences of Stigma. A focus group

. Social

Science and Medicine. Januar 2003 nr 56, 299-312.

Thornicroft G., Brohan E., Rose, D., et al. (2009) rienced and

anticipated discrimination against people with schizofrenia: a cross-

The Lancet Januar 2009 nr. 373. 408-415.

Menneskelig aktivitet II En ergoterapeutisk vision

om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde aktiviteter

1.udgave. København: Munksgaard Danmark.

2. udgave. SLACK

Incorporated.

57

Bilagsoversigt

Bilag 1: Inddeling af opgaven.

Bilag 2: Brev til patienter

Bilag 3: Interviewguide.

Bilag 4: Samtykkeerklæring

Bilag 5: Regler for transskribering

Bilag 6: Matrice

58

Bilag 1: Inddeling af opgaven

Resume og abstract: Sara

Problembaggrund, problemformulering, formål og problemanalyse: Fælles

Forforståelse: Anne

Teori

o CMOP-E: Anne

o CMCE: Sara

o Goffman: Sara

Metode

o Design: Sara

o Forskningstype og videnskabsteoretisk grundlag: Sara

o Litteratursøgning: Anne

o Udvælgelse af informanter: Anne

o Etiske overvejelser: Anne

o Dataindsamling: Sara

o Databearbejdning: Anne

Præsentation af informanter: Sara

Resultater

o Oplevelse af stigmatisering: Anne

o Håndtering af stigmatisering: Sara

o Fravalg af aktiviteter: Anne

o Ergoterapeutens støtte, når patienten oplever stigmatisering: Sara

Diskussion af resultater

o Oplevelse af stigmatisering: Anne

o Håndtering af stigmatisering: Sara

o Fravalg af aktiviteter: Anne

o Ergoterapeutens støtte, når patienten oplever stigmatisering: Sara

Diskussion af Teori

59

o CMOP-E: Anne

o CMCE: Anne

o Goffman: Sara

Diskussion af metode

o Forforståelse: Sara

o Forskningstype og Videnskabsteoretisk grundlag: Sara

o Udvælgelse af informanter: Sara

o Udarbejdelse af interviewguide: Anne

o Interviewsituationen: Anne

o Etiske overvejelser: Anne

o Databearbejdning: Sara

o Analysemetode: Sara

Konklusion: Fælles

Perspektivering: Fælles

Formidlingsovervejelser: Sara

Bilag: Fælles

60

Bilag 2: Brev til patienter

Hej,

Vi er to ergoterapeutstuderende fra Professionshøjskolen Metropol, som er i gang med at

skrive et bachelorprojekt. Projektet handler om, hvordan mennesker med skizofreni lever

med deres diagnose. I den forbindelse søger vi fem personer til individuelle interviews.

Vi vil spørge ind til, hvordan du oplever at leve med diagnosen skizofreni. Om der er noget

i dit liv du ikke gør, fordi diagnosen afholder dig fra det. Og om du nogen gange oplever,

at andre folk har nogle holdninger eller forventninger til dig, fordi du har skizofreni.

Derfor har vi brug for din hjælp:

E r du over 18 år, diagnosticeret med skizofreni og tilknyttet Distriktspsykiat rien, så

vil vi meget snakke med dig.

-­‐ Du bestemmer selv hvad du vil fortælle.

-­‐ Du har under hele interviewet ret til at sige, at der er noget du ikke vil svare på,

eller afbryde interviewet.

-­‐ Interviewets vil tage max 1 time.

-­‐ Interviewet finder sted på det psykiatriske center, du er tilknyttet

-­‐ Dine udtalelser er anonyme.

Er du interesseret i at deltage, så kontakt din kontaktperson.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Anne & Sara Bachelorstuderende Ergoterapeutuddannelsen Mail: ansa.bachelor@gmail.com

Professionshøjskolen Metropol Sigurdsgade 26, 2200 København N.

61

Bilag 3: Interviewguide Interviewguide

Præsentation inden interviewstart:

Vi er to ergoterapeutstuderende, der er i gang med at skrive bachelorprojekt.

o Projektet handler om, hvordan mennesker med diagnosen skizofreni lever med deres diagnose. Derfor vil vi gerne interviewe dig, for at høre, hvordan du oplever at leve med diagnosen skizofreni. Vi vil gerne høre om der er noget i dit liv du ikke gør, fordi diagnosen afholder dig fra det. Og om du nogen gange oplever, at andre folk har nogle holdninger eller forventninger til dig, fordi du har diagnosen skizofreni.

Samtykkeerklæring underskrives.

Det er mig, der interviewer dig og X sidder ved siden af (og noterer og stiller supplerende spørgsmål)

Interviewet bliver optaget på diktafon

Du vil være anonym

Interviewet vil tage ca. en time

Tænkepauser er okay. Du må gerne tage dig tid til at besvare spørgsmålene

Du skal ikke svare, hvad du tror, vi gerne vil høre, men hvad du gerne vil fortælle

Hvis der er noget, du ikke har lyst til at svare på, er det helt okay at sige fra

Vi vil spørge ind til:

o Vi vil høre lidt om, hvem du er og hvad du laver i din hverdag. Og så lidt om, hvordan du oplever at leve med diagnosen skizofreni. Det er primært dig, der skal snakke, men vi vil stille dig spørgsmål undervejs.

Har du nogle spørgsmål, inden vi går i gang?

Forsknings-spørgsmål/ tema

Hovedspørgsmål Underspørgsmål

Formål

Personlige forhold

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Alder? Familieforhold (gift, børn)? Boligforhold?

At få baggrundsbillede af personen. At få viden om pt. familiære forhold (sociale omgivelser). At finde få viden om de bor sammen med nogen (hvis de bor

62

Hvad beskæftiger du dig med af arbejde/uddannelse/interesser Hvad er vigtigt for dig i dit liv? Hvor lang tid har du været diagnosticeret med skizofreni? Kan du beskrive dit sygdomsforløb (indlæggelse? Hvor ofte kommer du i distriktspsykiatrien?)

alene og ikke ser andre er oplevelse af stigma måske begrænset). Få indblik i aktivitetsudøvelse og betydningsfulde aktiviteter. For at tage højde for, hvor længe personen potentielt kan have oplevet stigmatisering. Ovenstående spørgsmål fungerer som introduktion til de følgende temaer. Målet er at få pt. til at snakke frit og fortælle historier.

A ktiviteter -A rbe jde -F ritid (ikke fokus på egen-omsorg)

Hvis du tænker på en almindelig dag for dig.. Hvad der plejer at ske i løbet af dagen? På hvilke tidspunkter føler du dig godt tilpas og i kontrol over situationen?

fx arbejde, fritidsinteresser, praktiske gøremål Er der situationer, hvor andres holdninger til skizofreni gør det svært for dig, at opnå det, som er vigtigt for dig? (Fx fritidsaktiviteter, sport, hobbyer, fest, arbejde, familiearrangementer?) Hvad gør at du lige føler dig godt tilpas og har kontrol der? Negativt eksempel: Kan du beskrive hvad der gør at du ikke føler dig godt tilpas?

For at få de meningfulde aktivieter belyst. Og fremme historier om situationer med stigma.

63

Oplever du at blive misforstået eller at folk bliver usikre på dig?

Hvad gør du i de situationer hvor du ikke føler dig tilpas? Hvornår?

At finde ud af, hvordan pt. håndterer stigma At finde ud af i hvilke situationer stigmatisering opleves

Omgivelser -Fysisk, -Socialt -K ulturelt -Institutionelt

(Vil du fortælle om dine oplevelser med at fortælle andre om din psykiske lidelse) Har du oplevet nogle reaktioner fra omivelserne, på din sygdom? Hvordan påvirkes du af offenlighedens/mediernes syn på skizofreni?

Hvordan reagerer din familie og venner på din psykiske lidelse? Hvordan forholder arbejde og uddannelse sig i forhold til din psykiske lidelse? (Hvordan tog arbejdspladsen imod dig da du skulle tilbage på arbejde? Hvis relevant) Hvordan føler du at personalet støtter dig i behandlingen? bakker de op om dine ønsker og håb? (Hvad gør det ved dig, at de ikke gør?) (Hvad er det personalet gør godt?) Hvad kunne du tænke dig at de gjorde? Kan du komme på nogle eksempler på situationer hvor du føler du bliver set anderledes pga medierne?

At finde ud af om der opleves stigmatisering fra de sociale omgivelser? Situationer hvor arbejde og uddannelse har stigmatiseret. Kultur. At finde ud af om pt. oplever stigmatisering i forbindelse med sit behandlingsforløb.

Hvordan føler du, at du bliver modtaget, når du kommer nye steder?

Oplever du nogle situationer hvor din sindslidelse har betydning for det du gerne vil

At finde ud af i hvilke situationer/aktivitete

64

Afslutning:

Har du noget at tilføje noget du er kommet i tanke om undervejs?

Hvordan har det været for dig at snakke om det her med os?

Din kontaktperson her kan snakke videre med dig om emnet, hvis du har brug for det

Mange tak for hjælpen

lave? Hvordan reagerer du, hvis én du har fortalt om din psykiske lidelse forholder sig negativt? Hvordan forholder du dig i situationer, hvor folks forventninger til dig ikke stemmer overens med det du rent faktisk kan?

r pt. føler sig begrænset eller ikke begrænset At finde ud af, hvordan pt. håndterer stigmatisering.

K onsekvenser

Ændrede din sygdom din måde at leve på? -Hvordan?

Er der nogle ting du ikke længere foretager dig pga. din diagnose? Er der ting du har måtte vælge fra og hvorfor?

65

Bilag 4: Samtykkeer klæring Samtykkeerklæring

Dags dato: ___________

Undertegnede bekræfter hermed at være mundtlig informeret om, at interviewet foretages i

forbindelse med bachelorprojektet, der skal undersøge, hvordan mennesker diagnosticeret

med skizofreni lever med sin diagnose.

Der hentes hermed underskrift for informeret samtykke for deltagelse i bachelorprojektet.

Jeg bekræfter hermed, at jeg indvilliger i at deltage i et interview af en times

varighed.

Jeg er indforstået med, at interviewet optages på diktafon. Jeg er informeret om, at

de studerende har tavshedspligt og at alle personlige data og oplysninger vil blive

anonymiseret, behandlet fortroligt og destrueret efter brug.

Jeg giver tilladelse til, at mine udtalelser må anvendes i bachelorprojektet, samt at

resultaterne må blive offentliggjort.

Min deltagelse er frivillig, og jeg kan til enhver tid uden begrundelse trække mit

samtykke tilbage og forlade projektet uden følger.

Jeg giver hermed mit samtykke til at deltage i interviewet på ovenstående betingelser.

__________________________________ Informantens underskrift og dato

Nedenstående ergoterapeutstuderende sikrer, at ovenstående betingelser overholdes. ______________________________ ___________________________

Anne Spindler Calundan Sara Schilling

66

Bilag 5: Regelsæt for transskriber ing

Retningslin jer

Af etiske grunde anonymiseres efter følgende retningslinjer:

Intervieweren anonymiseres med INT

Informanten anonymiseres med I

Pårørende anonymiseres med P

Navne anonymiseres med N

Stednavne anonymiseres med S

Ved flere efterfølges med tal: fx P1, P2, P3 etc.

Vi transskriberer ordret, dog udelades passager og gentagelser, som er

irrelevante for problemstillingen

Aktivt lyttende kommentarer udelades de steder, hvor det ikke har relevans

for helhedsforståelsen

Transskribenten tilføjer i parentes passager, som har betydning for forståelsen

af interviewet fx udeladte ord

( ) Tomme parenteser angiver, at udskriveren ikke kan høre, hvad der bliver

sagt

giver pauser i talen