18 Nr. 2 . 2004PSYKOLOG NYT

EFTERLADT AF RITA POULSEN

r

ig

19Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

Sorg er ikke et problem, der kan løses, men et liv,

der skal leves i en fortsat udvikling. Artiklen

hævder, at voksne har samme behov for fortsat

tilknytning til afdøde som børn.

mig ikke til at skrive et af-skedsbrev til min mand.

Det var den indledende replik fra en 58-årig kvinde, som kom til Kræftens Be-kæmpelses Rådgivning. Hun henvendte sig fi re måneder efter ægtefællens død, skubbet hen til os af velmenende venner, der fandt, hun havde brug for hjælp til at ’komme videre’.

Spontant begyndte jeg med at spørge til ægtefællen: Hvem var han, hvordan havde de mødt hinanden, havde han humor, hvilke egenskaber værdsatte hun hos ham, hvordan var hans kollegers syn på ham? Hun lyste op, og skepsis og tristhed blev afl øst af iver efter at tegne det rigtige billede af den elskede.

I de følgende samtaler medbragte hun fotos, artikler, han havde skrevet, nekrologen, som kollegerne havde for-fattet, og små breve fra børnebørnene, som hun havde bedt om at nedskrive ting, de kunne huske om morfar. Senere en hel fotocollage omhandlende deres fælles liv. 1x1 meter, hun havde måttet tage en taxa.

- Jeg glæder mig hver gang så meget til at komme herhen, forkyndte hun. I vennekredsen havde hun en for-nemmelse af at have opbrugt kvoten af opmærksomhed, som der kunne tilkomme hende i anledning af døds-faldet. I stedet mærkede hun presset om at ’komme videre’, og det oplevede hun som tyngende.

At få lov til at genoplive ham i samta-leforløbet var overraskende og glædeligt for hende, og jeg afventede spændt det videre forløb med hende.

Keeping-holdGennem mit arbejde med samtalegrup-per for børn og unge i sorg (Poulsen 2003) var jeg på det rene med værdien af at arbejde med en fortsat tilknytning til afdøde (Andersen & Grønbeck 1999, Egmontfondens evaluering af Vil:Kan-projektet 2003), men havde måske i lighed med den traditionelle tænkning omkring børn haft fokus på de udviklingspsykologiske faktorer i denne sammenhæng mere end på de almenpsykologiske.

Kunne det tænkes, at voksne i vir-keligheden havde samme behov for bevarelse af tilknytning til afdøde? Og det dæmrede for mig, hvorledes socio-logen Tony Walter allerede i 2000 på en konference om palliation havde talt om ”keeping-hold” i stedet for ”letting-go” i sorgprocesser.

For nylig blev Walter interviewet i Kristeligt Dagblad (31. oktober 2003). Han sagde da: ”Sorgprocessen består bl.a. i, at vi danner en historie om den af-døde og får sat vedkommende på plads i vores fremtidige liv … Det sker mest af alt, når folk taler sammen og tænker på den døde. Tidligere ofrede psyko-logiske teorier ikke den proces megen opmærksomhed, fordi man fokuserede på, hvad mennesker følte.”

På mit spørgsmål til en 12-årig pige, der havde mistet sin far, om, hvad hun ønskede sig at få ud af at være i en samtalegruppe med ligestillede, svarede hun: ”At tale om min far”, og ”at høre, hvad de andre gør for at få deres venner til at forstå, hvordan man

har det.” Hun talte ikke om at ’give slip’ eller ’komme videre’.

En ny sorgmodelI tidsskriftet Mortality har Walter gen-nem fl ere år ytret sig om sin holdning til døden og sorgens mål. I artiklen ”A New Model of Grief ” (Mortality 1996) udfor-drer han traditionel sorgteori med fokus på følelsesforløsning. Han hævder, at sorgens mål er at konstruere en holdbar biografi , der tillader integration af erin-dring om den døde ind i den efterladtes nuværende liv. Processen afhænger mere af samtale med og om den døde end om følelsesforløsning. Samtaler med andre, der har kendt afdøde, anses for mere betydningsfuld end samtaler med terapeuter eller ligestillede.

Min voksne 58-årige klient mødte op med et skræmt udtryk i ansigtet, da hun fortalte, at hun om natten havde haft be-søg af ægtefællen. ”Han var der virkelig, jeg vågnede ved, at han rørte min arm. Han smilede og sagde, at jeg ikke skulle være bange.” Hun fortalte det forsigtigt og tøvende, hvorefter hun spurgte, om jeg troede, hun var ved at blive skør.

Der var her en åbenbar parallel til den 12-årig pige, som havde svært ved at klare hverdagen i skolen og med kam-meraterne. Jeg spurgte, hvem hun kunne tale med om disse problemer.

”Jeg taler med min far om natten. Han sidder i Paradisets Have og føl-ger med i, hvad jeg laver. Om aftenen skriver jeg til ham om mine problemer. Så læser han det, og så svarer han mig i drømmene.”

r

igter

- Du får

20 Nr. 2 . 2004PSYKOLOG NYT

Walter mener, at sorgen har haft svære vilkår i den vestlige verden i det 20. århundrede, bl.a. på grund af man-gelen på troen på et liv efter døden og

den emotionelle sorg er der i stedet bvej for medikamentel behandling a– eller sorgterapi, som har til form

beklager Walter, at ”Ritual is replaced by discourse” (Mortality 1996 p 15)

g g pfortælling. Vi har en herskende sorg-forståelse med fokus på følelser i stedet for med fokus på ’den nye fortælling’ og fortællingen/puslespillet om, hvem den døde egentlig var. Og heri består, ifølge Walter helingen af såret så livet

Jeg begyndte at få næring til en antagelse om, at voksnes sorgproces har fl ere fælles træk med børns end traditionelt antaget. Michael White kan også bidrage til en sådan opfattelse.

I sit arbejde med mennesker, der lider af forsinket eller patologisk sorg har han arbejdet med, hvad han kalder ’sig god dag-metaforen’, en terapi til genoptagelse af det tabte forhold, snarere end yderligere anstrengelser for skabelse af afstandsta-gen til den døde (White 1988).

Ud fra denne idé formulerede White spørgsmål til klienterne, som åbnede muligheder for en slags genskabelse af slægtskabet med den afdøde samt indarbejdelse af nye relationer hos sig selv, og i denne proces introducerede personen alternative sider af sig selv til andre i det sociale netværk. Dette enga-gerede andre i rebeskrivelsen og gav nye

muligheder for relationerne. Og jeg må spørge: hvorfor skulle dette være virk-ningsfuldt kun for mennesker med en forsinket eller patologisk sorg?

te Schwartz beskriver, hvor-erkendelsesmæssige mulig-rtælle sin historie (Schwartz en handler om patienter med gdomme som fx kræft, men

ennesker via livshistorisk fortælling ustrerer det biografi ske arbejde, der er rtællerens sammenstykken og fortolken

af sig selv, sit liv og ikke mindst den nye erfaring som sygdommen (eller tabet af

hedder ke kun itet og

Schwartz bidrager dermed til forståel-sen af sorgprocessen og det forandrede

sorgfyldte hændelse. Denne opfattelse hænger fi nt sammen med både Walters og Whites forståelse af sorgproces.

Freud, Bowlby og WordenMen hvad kan man fi nde hos de ”gamle teoretikere”, som kan understøtte en så-dan forståelse?

Alle har de haft to hovedtemaer i for-ståelsen af sorg og sorgprocesser, nemlig: 1) afknytning fra den døde, hos Freud beskrevet som dekateksering (Freud i Frankiel 1994), hos Bowlby, at det at sørge fører til afknytning (Bowlby i Frankiel, 1994) – og 2) fortsat tilknytning til afdøde, hos Freud illustreret ved identifi kation, hos Bowlby, at den sørgende har brug for fortsatte bånd til afdøde (ibid.).

Også Worden har haft hovedvægten på afknytning gennem de fi re opgaver (Worden, 1983), men han har også se-nere tilsluttet sig betydningen af den fortsatte tilknytning (Worden, 1991), fx

Sorgens ansigliv med en påpegning af, at det ramte liv mmenneskes ve og vel til dels afhænger af, menneskes ve og vel til dels afhænger af, hvorvidt den pågældende er i stand til at hvorvidt den pågældende er i stand til at skabe en ny og sammenhængende fortæl-skabe en ny og sammenhængende fortæl-ling om sig selv, som kan integrere den v, som k

f ld h d l f llSorgens ansigterifølge Walter, helingen af såret, så livet akan leves.kan leves.

’Sig god dag’-metaforen’Sig god dag’-metaforenJ b d få i il li

rgens ansigtergelen på troen på et liv efter døden og ftemanglende ritualer. Netop det religiøse p det religiøse sprog og anvendelsen af ritualer kunne sprog og anvendelsen af ritualer kunne give efterladte mulighed for at bevare give efterladte mulighed for at bevaredialog eller bånd til afdøde. Men i en dialog eller bånd til afdøde. Men i en sekulariseret og individualiseret kultur kulariseret og individualiseret kultusom vores med en victoriansk hyldansk hyld

forsinket ellOgså Bent

dan der er edan der er eheder i at forheder i at2002). Artikle2002). Aalvorlige sygl li

Sorgens ansigter eller sorgterapi, som har til form f

effektivt og hurtigt som muligt at få den effektivt og hurtigt som muligt at få den sørgende ’tilbage på skinnerne’.sørgende ’tilbage på skinnerne’.

Med henvisning til Anthony Giddens Med henvisning til Anthony Giddens beklager Walter at ”Ritual is replaceds rep

memeilluiforaf s

Sorgens ansigterby discourse (Mortality 1996, p. 15), og hvordan vi i senmoderniteten med gdens krav om individets evne til løbende dens krav om individets evne til løbende at revidere sin selvfortælling, sin iden-evidere sin selvfortælling, sin iden-titetsforståelse desværre får mindre og tetsforståelse desværre får mindre ogmindre mulighed og plads til en sådan mindre m

erfaring som sygdommen (eller taomden elskede) udgør. Og videre hden elskede) udgør. Og videre hdet: ”… Hermed konstrueres ikkdet: ”… Hermed konstrueres ikken fortælling, men både en identien fortælling, men både en iden livshistorie (ibid. p. 26).n livshistorie (ibid. p. 26

Schwartz bidrager dermed til fortz bidra

Sorgens ansigterbanet anetaf sorg af sorg mål såål

t man uden videre kan over-føre dette til sorgprocessen for efterladte, føre dette til sorgprocessen for efterladte, da helbredstab også medfører sorg. Med da helbredstab også medfører sorg. Med henvisning til Giddens hedder det, at henvisning til Giddens hedder det, at

ennesker via livshistorisk fortællingsker v

ggdest af d st af jeg mener, at

gtermål så få denfå den

henmeme

21Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

kan føre til forsvarsmekanismer/udveje eller værn mod denne dødsangst, hævder Yalom (ibid. p. 107). Truslen om tab af sel-vet er grundlæggende. Den smertefulde sorg proces hen imod det forandrede liv er derfor, hånd i hånd med savnet, præget af et evigt vekslende arbejde med grund-vilkårene, en nyskabelse af fortællingen om sig selv i verden. Denne ’vandring i sorgens land’ medfører for barnet en erkendelse af, at livet ender med at blive udslettet: ”… at de overfører denne viden på sig selv; og at de som følge af denne erkendelse lider stor angst.”

Yalom hævder, at voksne på samme måde som børn fornægter egen død. Udtryk som: de slumrer, de nyder det hinsidige liv, i stedet for: de er døde, er udtryk for fornægtelsesmekanismer indbygget i vores måde at leve på og i vores personlighedsstruktur:

”Det er den enkeltes byrde – den voks-nes ikke mindre end barnets – at komme overens med egen endelighed.”

DiskussionTemaet afknytning har tilsyneladende fået lov til at dominere sorgteorier og

behandlingsmetoder på bekostning af det andet tema: den fortsatte tilknytning. Bl.a. hos Marianne Davidsen-Nielsen, der har vægtet følelsesforløsningen i ekstrem grad (Davidsen-Nielsen & Leick, 1987). Måske er tiden inde til at vægte det andet tema: den fortsatte tilknytning, fordi vi lever i en afritualiseret og individualiseret verden med anderledes krav til løbende selvfortælling og selvrefl eksion.

Men skal vi da helt forlade fokus på det emotionelle, det følelsesforløsende i sorgbearbejdelsen? Det mener jeg ikke. Der er fx mennesker, for hvem forhol-det til den afdøde har været kompliceret og modsætningsfyldt i en grad, så det ikke er muligt at skabe lindring gennem erindring. Her kan en støtte til at ’give slip” fortsat være hjælpsomt, ligesom en forløsning af forskellige modsatrettede følelser over for afdøde kan bringe let-telse og mulighed for nyorientering og rettelse af fokus mod nye objekter.

Jeg er også uenig med Walter i, at det kun er samtaler med mennesker, der kendte afdøde, der er hjælpsomme. Den voksne klient, jeg omtaler her, havde stor glæde af netop at tale med gter

r

i citatet om, hvad rådgiverens opgave er (Worden i Walter i Mortality 1996, p. 12): ”… not to help the bereaved give up their relationship with the deceased, but to (…) fi nd an appropriate place for the dead in their emotional lives.”

Både psykoanalysen og tilknyt-ningsteorien er opmærksomme på be-tydningen af den fortsatte tilknytning. Men hvorfor er næsten al sorgterapi så knyttet udelukkende til det første tema: afknytningen?

EksistenspsykologienDen mest interessante støtte til forståel-sen af de almenpsykologiske faktorer i sorgprocessen synes at være til stede i eksistenspsykologien. Vægten ligger på individets evne til vilje og selvbestemmel-se. Synet på sorg og andre uafrystelige oplevelser er, at de hører menneskelivet til og altid indebærer både smerte og mu-ligheder for udvikling og vækst.

Sorg konfronterer mennesket med de eksistentielle grundvilkår (Yalom, 2001) og fører dermed til konfrontation med menneskets egen død og dermed til angst. Både voksnes og børns dødsbevidsthed

❞❞❝❝

Det er den enkeltes byrde – den voksnes ikke mindre end barnets – at komme overens med egen endelighed.

21Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

22 Nr. 2 . 2004PSYKOLOG NYT

en, som ikke kendte afdøde, fordi hun således kunne udfolde hele billedet af den mistede. Her kan terapeuten spille en væsentlig rolle.

Yalom er mest rummelig i forhold til en påstand om, at der er fl ere almen-psykologiske end udviklingspsykolo-giske faktorer i børns måde at sørge på. Fornægtelsesmekanismer er indbygget i vores måde at leve på og i vores per-sonlighedsstruktur. Konfrontationen med grundvilkårene i forbindelse med tab kan efter min mening siges at bringe individet i en ’udvikling’, en vækst, der kan sammenlignes med barnets udvik-lingstrin. Derfor fi nder jeg belæg for at antage, at også den voksne bearbejder tabet og kommer til ny forståelse af det gennem en vedvarende udvikling af re-lationen til den mistede (jf. evaluering af Vil:Kan og Andersen og Grønbeck) – måske tidsmæssigt af kortere varig-hed end barnet.

I forbindelse med tab påpeger An-dersen og Grønbeck, at børn forsøger at blive en levende arv, de internaliserer den dødes værdier. Det er en måde at anskue ’identifi kation’ på som et naturligt fænomen i sorgprocessen, som jeg tror også gælder voksne.

Den voksne klient begyndte fx på at læse om vindyrkning, kende gode vin-mærker for at kunne sætte dem sammen med den rigtige mad. Der var tale om en egenskab, hendes afdød mand besad, og noget, som hun aldrig tidligere havde interesseret sig for.

Både White, Walter og Schwartz påpeger betydning af ’livsfortælling’ i

sorgprocessen hos voksne, og jeg fi nder, at dette modsvarer børns behov for vedli-geholdelse af kontakten med afdøde. For både børn og voksne gælder, at der er tale om en udvikling eller en konstruktion af en ’ny identitet’ med integration af den afdøde og dennes betydning før, nu og i fremtiden.

Dette stemmer overens med den ny-ere forskning på børn og sorg området, citeret af Karpatschof (Vil:Kan-evalue-ringen) om Normans teori: Fastholdelse af minder. Rituelle aktiviteter. Gensidig dialog med form for oplevet nærvær med afdøde. At blive arvtager. Det er sådanne faktorer, jeg argumenterer for som værende almenpsykologiske snarere end udviklingspsykologiske, og som jeg selv har ladet mig inspirere af i forhold til at arbejde med voksne i sorg.

SorgePerspektiverDen voksne klient genoptog efter seks samtaler sit arbejde som folkeskolelærer i tillid til, som hun sagde, at hun ikke behøvede at give slip på den døde æg-tefælle, men ’havde lov til’ at fortsætte fortællingen om ham. Hun deltog i Råd-givningens ti møder for efterladte. En model med totimers møder hver 14. dag, hver med et oplæg fra gruppelederen og efterfølgende erfaringsudveksling mel-lem de 10-12 deltagere. Et af temaerne, ”Modet til fortsat at elske den døde” er særlig populært.

Vi har således ladet den traditionelle sorggruppe med fokus på følelsesfor-løsning og afknytning afl øse af møder for efterladte med plads til fortælling og erindring.

En sådan forståelse betyder en anden

23Nr. 2 . 2004 PSYKOLOG NYT

tænkning i forhold til behandlingsmeto-der. Farvel til fasetænkning og ’løsning af sorgens opgaver’. Og god dag til større inddragelse af netværk med henblik på

kan have behov for støtte tiI hvert fald på visse områd

Endvidere giver den ny

krav om at give slip (Poulsen, 2003, p. 86). Men frem for alt medfører denne forståelse en anderledes tænkning om

fortsatte liv. Vi møder det i tiden hos de to kendte skikkelser Johannes Møllehave og Benny Andersen, som tilsyneladende henter livsnæring gennem at besynge deres afdøde hustruer.

sen af enster, hvisar vi somlogien?

Rita Poulsen, lærer,PD i psykologi, stud.pæd.psych.

Rådgiver i Kræftens Bekæmpelse,Amtsrådgivningen i Hillerød

Referencer: Andersen, B. & Grønbeck C. (1999): ”Det efterladte

barn”. Psykolog Nyt 5.

Bowlby, J. (1969): Attachment & Loss. New York,

sic Books.

wlby, J. (1994) i Frankiel, R. (ed.): Essentiel Papers

Object Loss. NY University Press.

avidsen- Nielsen, M. & Leick, N. (1987):

n nødvendige smerte. Munksgaard.

Edvardson, G. (1986): Børn i sorg, børn i krise.

Hans Reitzels Forlag, København.

Freud, S. (1917): “Mourning and Melancholia”

i Frankiel (1994): Essentiel Papers on Object Loss.

NY University, p. 38-52.

Freud, A. (1960): ”Discussion of Dr. John Bowlby’s

f the Child.

Egmont fondens

. OmSorgs-

Interview i Kristeligt Dagblad 31/10.

Walter, Tony (1996): A New Model of Grief in

Mortality, 1996, 1, p. 7-25.

Walter, Tony (1997): Letting Go and Keeping Hold,

a reply to Stroebe, in Mortality (1997) 2, 3, p. 263-266.

White, M. (1988): The process and questioning:

a therapy of litterary merit. Dulwich Centre News-

letter, Winter. Oversat til dansk af Elena Smith &

Birgitte Korsgaard med titlen: ”At sige goddag igen”

– indlemmelsen af det tabte slægtskab i bearbejdelsen

af sorg. DISPUK, Snekkersten, 1995.

Worden, J.W. (1982): Grief Counseling and Grief

Therapy. New York Springer.

Worden, J.W. (1996): Children and Grief – when a

Parent dies. The Guilford Press, New York.

Yalom, I.D. (2001): Eksistentiel psykoterapi.

Hans Reitzels Forlag, København.

Sorgens ansigtgruppe for børn og unge i sorg. Kræftens Bekæmpel-gru

ses Forlag.ses Forlag

Schwartz, B. (2002): Fortæl din historie. Sygeplejer-Schwartz, B. (2002): Fortæl din historie. Sygeplejer-

sken nr. 23/2002.sken nr. 23/2

Walter, Tony (2003): At leve med de døde. 003): At

ens ansigterinddragelse af netværk med henblik på tvæstøtte til fortællinger om afdøde. I grup-ger om afdøde.pesammenhænge medfører den merepesammenhænge medfører den mere fokus på erindringsarbejde og metoder fokus på erindringsarbejde og metodetil fastholdelse af tilknytning i stedet fortil fastholdelse af tilknytning i stedet forafknytning – naturligvis med øje for, at afknytning – naturligvis med øje forder altid vil være menneskemenneske

Bow

Bas

BowBow

on

Da

De

Sorgens ansigterfor bedre støtte til forældre, som haror bedre støtte til forældre, som hamistet børn. Sorgprocessen hos dissemistet børn. Sorgprocessen hos disse har især haft vanskelige vilkår med et har især haft vanskelige vilkår med et krav om at give slip (Poulsen, 2003, pulsen,

Sorgens ansigterforståelse en anderledes tænkning om betydning af tid i sorgprocessen. Sorgy g gp ger ikke et problem, der kan løses, men er ikke et problem, der kan løses, menet liv, der skal leves i en fortsat udvik-et liv, der skal leves i en fortsat udvik-

døde og øde oerladtes

Freud, A. (1960): Discussion of Dr. Jo196

Paper” i The Psychoanalytic Study ofPaper” i The Psychoanalytic Study o

Vol. XV p. 53-62.Vol. XV p. 53-62

Karpatschof, B. (2003): Evaluering af Karpatschof, B. (2003): Evaluering

Vil:Vil KanK -projekt.projekt.

Poulsen, R. (2003): Sammen om Sorg.. (2003):

Sorgens ansigteril at ’give slip’.at ’give slip’. der.de muligheder li h d

avidsen- Nielsen, M. (1995): Blandt løver.

Munksgaard/Rosinante.Munksgaard/Rosinan

Deurzen-Schmidt, E. van (1999): Eksistentiel samtale Deurzen-Schmidt, E. van (1999): Eksistentiel samtale

og terapi. Hans Reitzels Forlag, København.og terapi. Hans Reitzels Forlag, Københa

Edvardson, G. (1986): Børn i sorg, børn i krise.Edvardson, G. (1986): Børn i sorg, børn i krise.

gger, som fortsat e , som Da

i tdre, som hardre, som