1
Anders Andersen af Veksø, Anders Højby og
Niels Rane 094
Billedet
Håndkoloreret foto fra 1939 med Erik Glipping og dronning Agnes spillet af
dyrlæge Mikkelsen og frue. Mellem kongen og dronningen står Grethe Staun-
bjerg, og yderst til venstre hendes bror Niels Jacob Brandt, der spillede Erik
Menved.
Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv
Artiklen offentliggjort i Stenløse Historiske Forening Blad nr 94 maj 2016
2
Anders af Veksø eller af Højby Af Steen Johansen
I Yngre Sjællandske Krønike anføres under år 1315 bl.a., at ”Anders Højby og
Niels Rane måtte klæde stejle ved Vordingborg, fordi de havde lagt råd op mod
kongen”. Med forskelligt udgangspunkt og baggrund havde begge i tiden op til
deres dom hørt til blandt de fremmeste af kongens mænd. I senere litteratur er
Anders Højby blevet sammenblandet med Anders Andersen af Veksø. Denne ar-
tikel er en gennemgang af kildematerialer for at vurdere, om det skyldes fejllæs-
ning af dokumenterne eller om der er et faktisk sammenfald af identiteter. Der
synes at være en periferisk forbindelse til Niels Rane, og derfor er han kort be-
handlet i sidste afsnit.
Resumé Om Anders Andersen af Veksø
Anders Andersen af Veksø er 2. gene-
ration efter Erland af Skåne (Galen-
slægten), og der er i litteraturen en til-
bøjelighed til at placere ham i Skåne –
specifikt i Hyby, Bara Herred. Det er
der ikke fundet grundlag for i denne
analyse.
I 1314 omtales Anders Andersen i
et dokument en enkelt gang i sammen-
hæng med kong Erik Menved. På det
tidspunkt er han vel ca. 60 år gammel.
De stormænd som ellers omgav
Erik Menved kunne karakteriseres
som godsejere. Det kunne man ikke
kalde Anders Andersen af Veksø. Vist
disponerede han over Veksø, men kun
som forlening, og det gods han ejede,
var Land og Slot Scaprode, som var
beliggende på Rügen, og i praksis
udenfor kongens indflydelse.
Om Anders af Højby
En præcis identifikation af hertug
Christoffers drost Anders af Højby har
ikke været mulig, men der er den
mulighed, at han allerede fra sin tid i
Kalundborg har fungeret som kamp-
fælle (legekammerat, alderen taget i
betragtning) for hertug Christoffer.
I en vidisse (bekræftet afskrift) fra
1315 får Anders Højby efternavnet
Andersen. Dette får en besynderlig ef-
fekt, forstået således, at i omtalen af
dokumenter hvor Anders Højby næv-
nes, kaldes han Anders Andersen
Højby eller Hyby, selv om der i de på-
gældende dokumenter ikke er belæg
for dette.
Om Niels Rane (Rani)
Der er to vidisser som knytter Niels
Rane til Anders Højby. En periferiske
tilknytning til Anders Andersen af
Veksø findes gennem svogerskab via
en af Niels (Nicolaus) Falsters døtre,
som ses i slægtstavlen på side 12.
Se i øvrigt artiklen om Anders Ander-
sen af Veksø i SHF Blad 91 august
2015.
3
Afsnit 1: Anders Andersen af Veksø
Dobbeltmordet i Højby kirke
I Højby, Odsherred lå der i 1200-
tallet to borge eller adelsgårde.
Den ene lå uden for Højby, og her
boede ridder Ebbe med sine to
døtre, Trunde og Signild. Ridder
Ebbes borg bestod af et tårn og et
par bygninger; det hele var småt,
og mandskabet på gården var
ringe, kun to svende var der til at
passe på de to døtre, når ridder
Ebbe var ude at rejse.
Den anden herregård lå inde i
Højby (Holtegård), og her boede
en moder sammen med sine to
sønner, Bonde og Skammel. De to
unge adelsmænd havde ikke det
bedste ry, og deres ord og løfter
stolede ingen på.
En dag, hvor ridder Ebbe var
på rejse, besluttede brødrene sig
for at aflægge de to ungmøer et
besøg. En sen aften, mens begge
jomfruer sov, bankede de på por-
ten, og blev ved list lukket ind.
Med støj og larm sprængte
Bonde og Skammel sig ind i borg-
gården, hvor de bandt deres heste.
Hvor der før var tyst og stille, blev
der nu larm af kamp og gråd. Før
solen stod op, var de to riddere
igen på deres heste og red på den
frosne vej tilbage til Højby. Tilbage
stod de to voldtagne døtre. De svær-
gede på at få hævn, og de ventede på
at deres fader skulle komme hjem fra
rejsen.
Først hen på foråret vendte ridder
Ebbe hjem fra sin lange færd. Han red
glad mod sin gård, men næppe var han
kommet inden for de svære mure, før
han mærkede sorgen. Grædende kom
hans to døtre imod ham og fortalte
hvad der var sket, og – at de selv ville
tage hævn for den skam, der var over-
gået dem.
Ridder Ebbes døtre
Efter relief af Agnes Slot-Møller
4
Julemessen i Højby kirke
Sommeren og efteråret gik. Ridder
Ebbes døtre var blevet hårde af sor-
gen. De havde overstået deres barsels-
færd og født to sønner. Nu forberedte
de deres hævn. Sen juleaften ankom
de til julemesse i Højby kirke. Forrest
gik den yngste, stolt og blond, indhyl-
let i en lang kappe. Bag hende gik den
ældre søster med bøjet hoved og
skamfuldt udtryk i ansigtet. De trådte
ind i kirken, dyppede deres fingre i
vievandet, og gik sammen op ad kir-
kegulvet. De havde hver især skjult en
daggert under deres kappe. Den ene
søster – Signild – stillede sig ved trap-
pen op til alteret. Den anden søster –
Trunde – gik lidt senere under messen
tilbage til mændenes indgangsdør.
Blodet flød
De to unge mænd, Bonde og Skam-
mel, knælede sammen med deres mor
i bøn foran trappen op til alteret. Plud-
selig kastede Bonde begge arme ud til
siden og bankede ansigtet mod gulvet.
Håndtaget af Signilds daggert sad i
ryggen på ham. Den unge mands mor
sprang frem og forsøgte fortvivlet,
men forgæves, at redde sin søn. Bonde
var død på stedet.
Skammel flygtede ned til kirkens
indgang, men her lynede Trundes dag-
gert i luften og flængede hans hals.
Alle i kirken var lammede af for-
færdelse. Trunde slap sin daggert og
lod den ligge på kirkegulvet midt i
blodpølen. Sammen gik de to søstre
ud af kirken. På grund af det skrå-
nende gulv flød de to mænds blod
sammen mellem indgangsdørene til
kirken.
Højby kirke er rig på kalkmalerier, men ingen der kommenterer begivenhederne i 1200-
tallet. Her ses et af de mere berømte billeder, der viser ærkeenglen Mikael, der på dom-
medag vejer menneskesjæle. Foto: Wikipedia
5
Kirken lyses i band
Klokken ringede ikke mere til messe i
Højby kirke, dens gulv var farvet rødt
af de myrdedes blod. Blodet lod sig
ikke vaske af, og pavens hårde straf
for at kirken så skændigt var blevet
vanhelliget, var en bandlysning af kir-
ken i 50 år. Der blev ikke prædiket og
holdt messe i kirken, ingen dåb eller
begravelse foregik, og klokkerne var
tavse.
Syv vintre skulle der gå, inden det
lykkedes ridder Ebbe at opnå aflad,
som afsluttede kirkens bandlysning.
På en gammel, nu desværre forsvun-
den altertavle, kunne man se ridder
Ebbe og døtrene knæle for paven med
afladsbrevet i deres foldede hænder.
Forbindelsen til Veksø
Senere, i 1240-erne, henvender An-
ders Erlandsen – far til Anders Ander-
sen af Veksø – sig til paven for at få
en garanti for, at hans jord, der græn-
ser op til Højby kirke, ikke er band-
lyst. Garantien får han i en bevilling
fra paven dateret i 1245.
Kommentarer
Denne beretning er i en let redigeret
form gengivet fra en generel beskri-
velse af Højby kirke, som Højby
sogns menighedsråd har ladet udar-
bejde i 2010. Der findes dog en noget
ældre trykt version af beretningen i
Jens Henrik Larsens Holbeks Amt, to-
pographisk beskrevet, Bind 1 fra
1832. Bemærk dog, at i Larsens ud-
gave er tildragelsen tidsfæstet til ca.
120 år senere, til år 1366. Men 1240-
erne synes mere logisk og i
sammenhæng med tiden, ikke mindst
på grund af Anders Erlandsens bevil-
ling fra paven. TRAP Danmark synes
at have godt styr på, hvad der er af
stormænd i Højby i sidste halvdel af
1300-tallet. Det bør nævnes, at pavens
buller for bandlysningen, hhv. afløs-
ningen af kirken i Højby, ikke kendes,
hverken for år 1240 eller 1366.
Historie eller sagn?
Lokalhistorisk er denne dramatiske
fortælling om dobbeltmordet i Højby
kirke god, men næppe historisk fejlfri.
Den er en skønsom sammenskrivning
af folkelig overlevering, kæmpeviser
og historiske kendsgerninger. Som f
eks:
• I TRAP Danmarks topografiske
beskrivelse af Højby sogn nævnes,
at på Borgevang Ladegårds jord,
ikke langt fra den nu udtørrede
Højby Sø, ligger et voldsted efter
en borg, „Borrebakken” eller „Sto-
reborg”, der er helt overgroet. Tæt
ved findes den såkaldte „Jomfru-
borg”, en lille rund banke, hvorpå
der skal have stået et tårn. Det er
efter sagnet ridder Ebbes Borg og
Døtrenes Jomfrubur.
• Sagnet om ridder Ebbes døtre er
bevaret i to folkeviser, som er ud-
givet i 1812 af Abrahamson, Ny-
erup og Rahbek i en større samling
folkeviser fra middelalderen.
• Den foran nævnte henvendelse fra
Anders Erlandsen til paven er ikke
kendt, til trods for påstanden i be-
retningen fra Højby. Henvendelsen
kunne være overbragt til paven af
Anders’ broder, ærkeprovst i Lund
6
Jacob Erlandsen, som netop på
denne tid rejste til et kirkemøde i
Frankrig og til en stilling som pa-
vens kapellan. Pavens svar er imid-
lertid kendt gennem en afskrift fra
Vatikanets kopibøger og formule-
ret som den omtalte bevilling date-
ret i juni 1245.
Pavens bevilling
Kendskabet til bevillingen har sin
egen historie, som m.h.t. identifika-
tion og geografisk placering her kort
skal gengives.
I midten af 1800-tallet opholdt den
norske historieforsker, professor PA
Munch sig i Rom. Han havde helt
usædvanligt fået adgang til Vatikanets
arkiver, hvor han afskrev fra kopibø-
gerne, primært vedrørende norske for-
hold. Men han afskrev også breve,
som omhandlede danske forhold. Se-
nere afleverede han disse afskrifter til
det Kongelige Geheime-Archiv i Kjø-
benhavn (nu Rigsarkivet i Køben-
havn).
Brevene blev bearbejdet af profes-
sor LN Helveg og udgivet af Selskabet
for Danmarks Kirkehistorie i perioden
1864-1866. Fra denne trykte brevsam-
ling findes pave Innocens IVs brev til
Anders Erlandsen dateret i Lyon d. 17.
juni 1245.
Professor Helvegs introduktion til bre-
vet:
Herr Anders Erlandsen til
Høiby i Skaane fik Pavebrev
paa, at hverken han eller hans
Land nogensinde maatte belæg-
ges med Band.
I en nyere udgivelse fra Danmarks Ri-
ges Breve (1. række bind 7, udg. 1990)
hedder det om samme brev:
Pave Innocens IV bevilger hr.
Anders Erlandsen til Hyby i
Skåne, at ingen pavelig delege-
ret, værneherre eller eksekutor
i de kommende fem år må lyse
band over ham eller interdikt
over hans land uden særligt på-
læg.
7
Brevets indhold
Som det vil fremgå af nedenfor viste
gengivelse af kopibogen, indledes pa-
vens brev: ”Nobili viro Andree do-
mino de Hobu filio nobilis viri Erlandi
de Scania . . . ”, som oversat betyder
noget i stil med ”Den ædle mand An-
ders, herre til Hobu, søn af den ædle
mand Erland fra Skåne . . . ”.
I følge de to introduktioner er bre-
vets stednavn Hobu oversat til Høiby
hhv. Hyby, og i begge tilfælde place-
ret i Skåne. Men der er i brevets tekst
ikke belæg for at placere lokaliteten
Hobu i Skåne.
I 1200-tallet blev lokaliteten Hyby
(Bara Herred, Skåne) i samtidige do-
kumenter skrevet HØGHBY. Først så
sent som i 1600-tallet noteres Hyby
som det daværende navn, og det
samme gælder Højby (i Odsherred),
som ligeledes bliver skrevet som
HØGHBY – begge dog med mange
varianter.
Stednavnet Høghby er vel blevet
dikteret til en (fransktalende) kopist,
og studeres brevteksten i den originale
kopibog, er det tydeligt, at skriveren
har været i tvivl om, hvad han skulle
skrive. Ja, og så er det blevet til et
HOBU. (Se gengivelsen fra kopibo-
gen vist nederst på siden).
Valget af Skåne som hjemsted for
Anders Erlandsens land eller gods
Hobu kan altså synes noget tvivlsom
og skal her omgøres til Højby i Ods-
herred, hvor der synes mere brug for
en beskyttelse mod bandlysning på
baggrund af de dramatiske hændelser
i Højby kirke.
Erland af Skåne (Galen)
Læs mere om Erland af Skåne og den-
nes sønner, som er en gren af Hvides-
lægten (Galen), der er nærmere be-
skrevet i SHF Blad 91, august 2015.
Store dele af Vatikanets doku-
mentarkiver er digitaliseret, og
formedelst 10€ kan en kopi be-
stilles på Vatikanets hjemme-
side.
De i kopibøgerne indskrevne
breve udmærker sig dog ved at
indeholde mange forkortelser,
og kan til tider volde virkelige
problemer ved oversættelsen for
at få den rette mening med bre-
vet frem. Ikke mindst gælder det
ved stednavne.
8
Hvideslægten, Asser Riig-Linjen [Niels Falstring] Efter Jakob Langebeks SRD IV, TAB IV side 545
Ascerus Riig 1157
Anders Erlandsen ~2. gang med
Ingifried
*) Staller (af latinsk stabularius) er en middelalderlig betegnelse for embedsmand
Asser Riig 1157 ~ Inge
Esbern Snare 1204
Absalon 1201 Ærkebiskop
Ingefrid ~ Petrus [af Borup]
1157
Alexander ~ Margareta
Anders Nielsön ~ Cecilia
Nicolaus Falster Stabularius*
Alexander Absalon Röd
Gunildis Vidus ~ Tocke Pust
Estridis ~ Petrus Erlandsön
(Galen)
Datter ~ Styg Hvithe
Datter/Filia ~Andreas Erlandsön
(Galen)
Elisabeth ~ Joanne Ranesön
Rane Joansön
Nicolaus Ranesön ~ Edle Blaafod (Jacobsdatter)
Joannes Ranesön
Anders Andersen af Veksø
Datter ~ Niels Anderssön
Jakob Langebæks latinske navne fra kilde-
tabellen er bibebeholdt i denne gengivelse,
idet det bemærkes, at Nicolaus Ranesön er
identisk med Niels Rane.
9
Niels Falster Alexandersen
Det fremgår af slægtstavlen Hvides-
lægten Asser Riig-Linjen, som er vist
på modstående side, at Niels Falster
Alexandersen var velsignet med én
søn og ikke mindre end seks døtre. For
tre af døtrene gælder, at deres for-
navne ikke er kendt, og de bliver der-
for i slægtstavlen kaldt Datter.
De er dog alle blevet gift, og to af
dem endda med Erlandsenbrødre –
Peter Erlandsen er gift med Estrid Ni-
elsdatter og Anders Erlandsen er gift
med Datter/Filia Nielsdatter.
Anders Erlandsen af Højby
Anders Erlandsens status i begyndel-
sen af 1240-erne var den, at hans hu-
stru – Filia Nielsdatter – var død. Gen-
nem arven efter hende kommer han
vel i besiddelse af godset i Højby, og
han har taget ophold der.
Hans broder, ærkeprovst Jakob Er-
landsen blev i 1245 – tiden omkring
dobbeltmordet i Højby – af kongen
sendt til et kirkemøde i Frankrig; et
møde paven havde ladet indkalde til.
Dette kunne være den egentlige forud-
sætning for fremkomsten af den pave-
lige bevilling.
Jakob Erlandsen kom tilbage fra
Frankrig i 1247, nærmest direkte til
stillingen som domprovst i Lund. I
1249 udnævnte paven ham til biskop i
Roskilde, og i 1254 var han ærkebi-
skop i Lund. Hele forløbet var uden
kongens accept, og dermed var striden
mellem kongen og kirken brudt ud,
med hvad det indebar af konflikter –
også mordet i 1259 på kong Christof-
fer I.
Erobringen af Bornholm
Kirkestriden er nærmere behandlet i
SHF Blad 91, 2015, og i denne sam-
menhæng skal her blot nævnes en en-
kelt episode.
En af ærkebiskop Jakob Erland-
sens allierede mod kongehuset var
Rügens fyrst Jaromar, som sammen
med ærkebiskoppens broder Anders
stod i spidsen for en hærstyrke, som
gik i land på Bornholm og der erob-
rede kongens borg i 1260.
Med denne handling begår Anders
Erlandsen en majestætsforbrydelse,
og han fortaber sit liv og retten til sit
gods i Højby, som overdrages til kon-
gen. Anders forbliver på Bornholm
som ærkebiskoppens høvedsmand de
følgende fem år, hvor han mener sig
uden for kongens rækkevidde.
Et testamente
For Niels Falster Alexandersen har det
krævet en solid godsbeholdning at
give alle seks døtre en medgift. Der
kendes lidt til omfanget af medgif-
terne, for i 1262 var Niels’ svigersøn
Peter Erlandsen død, og datteren
Estrid vælger at gå i kloster – Nonne-
klosteret i Börringe, Skåne. Hun ud-
færdigede i denne anledning testa-
mente over det gods hun havde rådig-
hed over, nemlig den fædrene arv. Do-
kumentet er bevaret.
Testamentet fra 1262 omhandler
hus, jord og skov i Skåne, og på Sjæl-
land Salby og Asum, som alt skænkes
til Börringe kloster. Kalvslunde og
Gørlev på Sjælland med alt tilliggende
skænkes til den hellige Claras Jomfru-
kloster i Roskilde.
10
Estrid indsætter sine to svogre, ær-
kebiskop Jakob Erlandsen og ærke-
degn Erland Erlandsen som kuratorer,
men det bliver en tredje svoger, An-
ders Erlandsen på Bornholm, som i
praksis tager sig af opgaven. Det skal
vise sig, at han ”glemmer” at over-
drage det sjællandske gods til søstrene
i Skt. Clara kloster.
I 1268 er Estrid blevet opmærksom
på, at søstrene i Skt. Clara kloster ikke
har fået overdraget hendes donation.
Det medfører en korrespondance, og i
august 1268 går Anders Erlandsen til
bekendelse, og han skriver som anført
i ovennævnte tekstboks.
Scaprode, Rügen
Brødrene Erlandsen havde i striden
med kongemagten fundet et fristed
hos fyrst Jaromar af Rügen. Det er
formodentlig også her Anders finder
sin anden hustru, Ingifrid, som bliver
mor til Anders (senere ”af Veksø”), og
som også medbringer Slot og Gods
Scaprode til ægteskabet. Et ikke helt
almindeligt slot, for der følger en va-
sal med, nemlig væbner Thomas von
Platen.
Der er ellers ikke meget gods til-
bage hos de to brødre Erlandsen, for
Jakob har for længst testamenteret og
doneret alle ejendomme væk, og An-
ders mister vel adkomsten til sit dan-
ske gods da han i 1260 sammen med
fyrst Jaromar går i land på Bornholm
for at bekrige kongens folk der.
Det videre forløb er beskrevet i
SHF Blad 91, men kan kort sammen-
fattes til, at Anders sidder som ærke-
biskop Jakobs mand på Bornholm
frem til 1265, hvor han hverves som
Anders Erlandsens brev som gengivet i Danmarks Riges Breve:
Jeg ønsker, at det med dette Brev skal komme til Eders Kundskab, at jeg fra
nu af og i Fremtiden med Gud som den strenge Dommer for Øje frit giver
Afkald paa det Gods beliggende i Kalvslunde paa Sjælland eller et hvil-
ketsomhelst andet Sted, som Søster Estrid, Priorinde for Nonnerne i Börringe,
min elskede Hustrus kødelige Søster, ved sin Indgivelse til Bod for sin Sjæl
gavmildt har givet og skødet til St. Clara Kloster i Roskilde, men som hidtil,
hvordan det nu er gaaet for sig, utilbørligt har været tilbageholdt af mig eller
i mit Navn, og tillige hele dets Tilliggende, og at jeg overlader det til omtalte
Kloster, idet jeg ikke paa nogen Maade vil, at nogen for Fremtiden bemægti-
ger sig det allerede omtalte Gods helt eller delvis i mit Navn. Yderligere vil
jeg, at I skal vide, kære Venner, at jeg ikke har oppebaaret Indtægter af samme
Gods undtagen for et enkelt Aar, og for disse vil jeg endda i Løbet af en pas-
sende Tid med Guds naadige Bistand give Søstrene i fornævnte Kloster Er-
statning. Til sikkert Vidnesbyrd herom har jeg ladet dette Brev besegle med
mit eget Segl. Givet paa Bornholm i det Herrens Aar 1268 den 2. August.
11
kongens høvedsmand indtil Bornholm
i 1277 gives tilbage til ærkebiskoppen
af Lund. Efter Jakob Erlandsens død i
1273 hedder han Thrugot Thorsten-
sen.
Anders Andersen af Veksø
Anders Andersen af Veksø omtales
første gang i 1296 i forbindelse med et
betinget frasalg af øen Hiddensee,
som hørte til Slot og Gods Scaprode.
Senere, i 1314, pantsætter han Sca-
prode til kong Erik Menveds drost, hr.
Niels Olufsen, en handling der tilsyne-
ladende går ud på at bringe Scaprode
(tilbage) til fyrst Witzlav af Rügen.
Det lakker dog mod enden for et selv-
stændigt slavisk Rügen, for i 1325 dør
fyrsten barnløs. Den siddende danske
konge Christoffer II magtede ikke
opgaven med at beholde øen i riget, og
Rügen glider uden de store sværdslag
ind som en del af Pommern. Dermed
er der sat et definitivt punktum for
danske drømme om et Østersøimpe-
rium.
Konklusion
Ud fra de forløb, der her er beskrevet,
synes det at bero på en fejllæsning af
kilderne, når Anders Andersen af
Veksø i litteraturen sættes i forbin-
delse, endsige identificeres med her-
tug Christoffers drost Anders Højby
(Høghby), for Anders Andersens far,
Anders Erlandsen af Højby, mister sin
adkomst til godset i Højby allerede i
1260, altså det år han går i land på
Bornholm sammen med fyrst Jaromar
af Rügen.
Seglet (t.h.) fra det originale dokument fra
august 1268 (efter Henry Petersen), hvor
Anders Erlandsen overgiver de af Estrid Ni-
elsdatter testamenterede ejendomme til Skt.
Clara kloster i Roskilde. Billedet til venstre
er Thorkelíns rekonstruktion af samme segl.
12
Afsnit 2: Anders Højby
Arven efter Erik Glipping
Efter mordet på Erik Glipping i Finde-
rup Lade i 1286 blev den 12-årige Erik
VI (Menved) valgt til konge. Der ind-
sættes en formynderregering for den
unge konge, heriblandt hans moder,
dronning Agnes, og hertug Valdemar
af Jylland.
Af kongens brødre1 tildeltes junker
Christoffer (*1276, altså ca. 10 år
gammel) Holbæk og Kalundborg (fra
år 1307 også Samsø). Den endnu yng-
re Junker Valdemar tildeltes gods
(vistnok) i og ved Køge. Enkedron-
ning Agnes fik Estland som forlening.
Kalundborg Slot
Med en vis succes havde kong Erik
Menved i begyndelsen af sin rege-
ringstid genoptaget Valdemar Sejrs
ekspansive politik i Østersøområdet,
med alle de problemer, man kunne
tænke sig med de omgivende lande.
Internt i Danmark var der også sti-
gende problemer med vrangvillige
stormænd og utilfredse bønder, som
var i oprør, for krigsførelsen på de
mange fronter var kostbar, og kongen
måtte udskrive stadigt højere skatter.
På hjemmefronten var det junker
Christoffer. Han var af den opfattelse,
at han kunne være blevet en bedre
konge end Erik. Da han var flyttet
1 Kongens yngre søster Richiza Eriksdat-
ter (1308) blev fyrstinde af Werle gen-
nem sit ægteskab med Nicolaus af Werle.
De fik to børn, Johan og Sophie. Erik
Menved, morbroderen, søgte af få Sophie
hjemmefra til sit tildelte gods Kalund-
borg Slot, skabte han som teenager
megen uro på de kanter. Kongen så sig
derfor nødsaget til i september måned
1297 at drage til Kalundborg Slot med
en hærstyrke, som ifølge krønikerne
var stærkere end sædvanlig.
gift med den svenske hertug Erik Magnus-
sen. Det mislykkedes, og Sophie ægtede
grev Gerhard III af Holsten. Gennem So-
phie blev Richiza Eriksdatter således
stammoder til det oldenborgske kongehus.
Junker Christoffers segl
Omskrift efter Kr Erslev:
[Sigillum] KIRISTOFORI ERICI REGIS
DA[NORum SCLAVorumque] FILII
13
Da han kom frem til slottet smæk-
kede Christoffers folk porten i for næ-
sen af ham,
”hvorover Kongen lod dem tale til,
som de der havde ført Avind-Skiold
imod Riget” – altså landsforræderi
– hvor gældende lov siger, ”at hvil-
ken som fører Avind-Skiold mod sit
Fæderne-Land, dens Gods lægges
under Kronen.”
Christoffer undskyldte og aflagde des-
uden ed på, at det hverken var sket
med hans vilje eller for at demonstrere
foragt for kongen. Nogle af hans port-
vagter måtte derfor af med livet, før
brødrene igen blev venner.
I nogle krøniker beskrives bataljen
som om der fandt fjendtligheder sted,
at der var tale om en egentlig belej-
ring, og at kongen faktisk indtog Ka-
lundborg med magt.
Andreas de Høghby
Herr Nikolaus af Rostock er slægtning
til kongen, og i år 1302 giver Erik
Menved og hans to brødre, junkerne
Christoffer og Valdemar en garanti-
forpligtelse for betalingen af herr Ni-
kolaus’ gæld på 15.000 mark vendisk
til borgerne i Rostock. Betingelserne
er nøjere beskrevet i garantibrevet, og
som medgaranter noteres 160 danske
og tyske riddere og væbnere. På denne
omfattende liste mødes navnet An-
dreas de Høghby for første gang.
Hertug Christoffer
I 1303 får Christoffer hertugtitel, da
han forlenes med Estland – for en seks
års tid – og han kan have udnævnt An-
ders Højby til sin drost. Denne titel
kan nærmest beskrives som en em-
bedsmand, der er rådgiver, og han kan
også være hertugens stedfortræder.
Det er først nogle år senere, i 1307, at
Grev Gerhard II af Holstens segl
Efter kong Erik Menved var erklæret
myndig giftede enkedronning Agnes sig i
1293 med grev Gerhard II (senere Den
Blinde) af Holsten og fik med ham grev
Johan den milde, som i Christoffers rege-
ringsperiode kom til at gribe stærkt ind i
de danske forhold.
Ved dronningens ægteskab går forlenin-
gen af Estland tilbage til kongen, men hun
får lov til at beholde Lolland og Falster
som Livgeding* til sin død i 1304.
*Livgeding kaldtes de godser og landom-
råder i kongeriget, som enkedronningen
fik til underhold. De var len under kro-
nen, men forvaltedes af indehaveren efter
forgodtbefindende. Der er ikke altid ble-
vet skelnet mellem livgeding og morgen-
gave – især ikke i de tilfælde, hvor dron-
ningen som enke er blevet forsørget af le-
net. (Wikipedia)
14
det i et dokument bekræftes, at Chri-
stoffer har en drost ved navn Anders
Højby (Andreas Høghby). Men det fo-
rekommer sandsynligt at bekendtska-
bet allerede var blevet etableret i Ka-
lundborg-tiden, hvor den centrale del
af byen kaldes Højby – eller Højbyen
– skrevet på middelaldervis: Høghby.
Efter episoden ved Kalundborg
Slot i 1297 glider de dog begge i de
følgende år ind i kredsen omkring
kongen.
Kong Erik er fremdeles meget u-
sikker på Christoffers loyalitet over
for ham. Men på råd fra Sveriges pri-
mas, de jyske biskopper og det 24
mand store råd med hertug Valdemar
af Jylland i spidsen, forlener kongen
imidlertid sin broder med Sønderhal-
land og Samsø som arveligt fanelen
Bisperne Oluf af Roskilde og Niels af Børglum vidimerer (attesterer; juni 1315)
hertug Kristoffers brev af 28. februar 1307. Original i Schwerin
15
mod en årlig afgift på 1000 Mark
skånsk. Forleningsbrevet er detaljeret;
dog kendes det kun fra en udateret af-
skrift, men i foreliggende trykte udga-
ver vurderes det, at brevet kan henfø-
res til januar 1307.
Hertug Christoffer accepterer alle
vilkår, men må desuden bede mark-
greverne Otto og Herman af Branden-
borg, hertugen af Pommern, herrerne
af Rügen, Werle og Mecklenborg,
grev Gerhard 2. af Holsten og hertug
Valdemar 2. af Sønderjylland, samt ri-
gets bedste mænd love for sig, at han
vil være kong Erik Menved huld og
tro.
Næppe er blækket tørt før hertug
Christoffer bemyndiger sin drost An-
ders Højby til at indlede forhandlinger
med grev Jakob af Nørrehalland og
andre fredløse, og han skriver bl.a:
”. . . . vi giver samme Herrer, vor
Drost Anders og vor Kapellan
Jens, Fuldmagt og Frihed til at
skænke alle de nævnte vort Ven-
skab og vor særlige Gunst paa den
Betingelse, at de, naar Herr Haa-
kon, af Guds Naade Norges Konge,
og vore andre Venner yder Hjælp
og Raad, godkender og gaar ind i
en stor Krig eller Fejde med vor
Broder, Herr Erik, Danmarks
Konge, og aldrig bør (slutte Fred),
Olaf. 1301 - 1320.
S’. OLAVI DEI GRACIA EPISCOPI
ROSKILDENSIS
Nicolaus ca. 1309 - 1327.
[S'.] NICOLAI DEI GRACIA
EPISCOPI BVRGLANENSIS
Efter Henry Petersen, Danske adelige sigillier. København 1897
16
førend de overvinder ham, og vi i
hans Sted indsættes som regerende
Konge i Danmark.”
Brevet er dateret d. 28. februar 1307.
Hertug Christoffer har altså ikke
tænkt sig at holde sit løfte om at være
sin broder og konge huld og tro, og
han sender sin drost ud med et noget
tvivlsomt budskab.
Bispernes vidisse
Utroligt nok går der mere end otte år
før kongen beslutter at handle over for
sin broder. Det sker på grundlag af en
vidisse – en bekræftet afskrift – af
ovennævnte brev. Bisperne Olav af
Roskilde og Niels af Børglum vidime-
rer i juni 1315 hertug Christoffers
fuldmagt til sin drost Anders Højby.
Da bispernes dokument er kommet
kong Erik i hænde er hertug Christof-
fer for længst gået i landflygtighed, og
tilbage står Anders Højby. Han slipper
ikke, og han henrettes samme år i Vor-
dingborg ved ”at klæde hjul og stejle”,
som krønikerne beretter.
Det skal bemærkes, at i bispernes
vidisse har Anders Højby fået efter-
navnet Andersen, og det er måske her
årsagen til forvekslingen med Anders
Andersen af Veksø opstår. For det har
nemlig den effekt, således at i tidligere
breve, hvor Anders Højby (Andreas
Høghby) nævnes, bliver han beskrevet
som Anders Andersen – og tilmed af
Hyby. Misforståelser og fejllæsning
ligger lige for.
Anders Højbys enke
I 1317 har kongen tilsyneladende ta-
get hertug Christoffer så meget til
nåde igen, at de er sammen ved et
møde i Nyborg: der findes fra mødet
følgende note registreret bl.a. i Diplo-
matarium Danicum 2. række, bind 7,
nr. 475:
1317. 24. juni Nyborg.
Nogle stormænd bevidner, at kong
Erik VI Menved og hans broder,
hertug Christoffer har lovet fru So-
fie, Anders Høibys enke, at hun
skal faa det gods, hendes mand ef-
terlod sig, tilbage.
Var det prisen Anders Højby havde
krævet for at tage stødet af for hertug
Christoffer? For der sker i årene efter
henrettelsen ingen ændring i Christof-
fers hertugelige status.
Kong Erik Menveds død
I 1319 dør kong Erik, og på sit døds-
leje fraråder han, at Christoffer vælges
til ny regent. Der er ingen der lytter,
og Christoffer kan snart sætte sig på
tronen – og i spidsen for det danske
kongerige som kong Christoffer II.
Han får to regeringsperioder: fra
1320 til 1326 og igen fra 1330 til
1332.
Kong Christoffer II segl
17
Afsnit 3: Niels Rane
Slægten fra Stevns
Niels Rane var ud af en sjællandsk
uradel fra Stevns. Han var gennem en
årrække at finde i rådet af fremtræ-
dende stormænd omkring kong Erik
Menved. Eksempelvis var han at finde
som nummer tre – lige efter kongens
drost Niels Olufsen Bild og Niels
Manderup til Svanholm – på listen
over de 160 stormænd, der år 1302 var
medunderskrivere på et garantidoku-
ment – og blev således også medga-
rant – for kongens forpligtelse til at
betale ”Herr Nicolaus af Rostocks
Gæld paa 15.000 Mark vendisk til
Borgerne i Rostock”.
Nogle år senere – i 1307 – er Niels
Rane nævnt som medlem af kongens
råd i forbindelse med, at rådet anbefa-
ler kongen, at hertug Christoffer forle-
nes med Sønderhalland.
I 1313 deltog Niels Rane sammen
med 44 andre adelsmænd i forhandlin-
gerne og medvirkede ved indgåelsen
af kongens forlig med oprørske bøn-
der fra en række jyske sysler.
Søn af Rane Joensen
Niels Ranes status ved kongens råd
var egentlig bemærkelsesværdig, fordi
hans far var den væbner, Rane Joen-
sen, som ved kongemordet i Finderup
Jacob Blåfod og hans hustru Kristines ene datter, Margrete Jacobsdatter havde i
efteråret 1302 bestemt sig for at indgå i Skt. Clara Kloster i Roskilde, og med som
udstyr får hun gods beliggende i Øster Jernløse. Det er Kristines fædrene arv, for
Jacob ejer intet; alt har han fortabt i forbindelse med anklagerne ved mordet på
Erik Glipping. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er, at Niels Rane,
som er gift med en anden Jacobsdatter, Edle, i 1306 køber godset tilbage. Det ind-
bringer ham omtalen”min elskede Svigersøn Herr Niels Rane” i fru Kristines te-
stamente et par år senere. Tegningen af seglet th er en gengivelse af Niels Ranes
segl, som blev hængt under købsdokumentet vedr. Skt. Claras klosters gods i Jern-
løse. Det originale dokument inkl. segl findes på Universitetsbiblioteket.
18
Lade søgte at forsvare Erik Glipping.
Han blev alligevel i 1287 dømt skyl-
dig sammen med bl.a. Marsk Stig, da
rettertinget vurderede, at hans forsvar
havde været på skrømt.
Han vælger derfor at flygte til Nor-
ge sammen med de øvrige dømte. Un-
der et besøg i Danmark i 1294 bliver
han under dramatiske omstændighe-
der taget til fange. Til trods for, at han
fremdeles hævdede sin uskyld, blev
han samme år henrettet ved hjul og
stejle.
Kristine Blåfods tesamente
Jacob Blåfod, som senere blev Niels
Ranes svigerfar, var også blandt de
oprindeligt dømte for mordet i Finde-
rup Lade, men han formåede at for-
handle; måske købte han sig fri af
dommen.
I år 1308 var Jacob Blåfod afgået
ved døden, og hans enke, fru Kristine
gør testamente. Her indsætter hun som
eksekutor for de sjællandske udbeta-
linger ”. . . af denne min sidste Vilje
og mit Testamente min elskede Sviger-
søn Herr Niels Rane”.
Majestætsforbrydelse
Kong Erik Menved havde svært ved at
komme overens med stormændene og
sikre deres loyalitet – og ikke mindst
deres vilje til at betale for kongens mi-
litære ambitioner. Eksempelvis måtte
der indkaldes tyske lejetropper, som
således også var hovedkraften i kam-
pen mod de oprørske bønder, først på
Sjælland i 1311 og siden i Jylland. Et
andet hovedpunkt i stridighederne var
kongens anvendelse af sin domsmagt
til at henrette ulydige undersåtter for
majestætsforbrydelse, og efterføl-
gende inddrage deres gods.
En af disse oprørske undersåtter
var ridder Tyge Vindsen (Tukoni
Wyndssen) af Haldager ved Svend-
borg. Kongen har i 1314 udarbejdet et
anklageskrift mod ham, og selv om
han slipper med livet i behold, må han
aflevere sit gods til kongen. Det inte-
ressante i denne sammenhæng er, at
Niels Rane allerede d. 25. juli 1307
havde skrevet en støtteerklæring til
Tyge Vindsen:
Niels Rane til alle, der faar dette
Brev at se, Hilsen evindelig med
Gud.
I skal alle vide, at jeg fuldt og helt
har givet nærværende Brevviser
Herr Tue Vindsen mit Ord, eftersom
jeg ved dette Brev erkender, at jeg
fuldt og helt har handlet sammen
med ham, hvis der i Raad og Ger-
ning skulde udbryde Oprør imod
Kong Erik. Jeg sværger mig fra nu
af i Broderskab med ham med alle
mine Venner, som de ønsker skal
følge mig, idet der er fastsat den Be-
tingelse, at jeg aldrig bør svigte for-
nævnte Tue, hvad enten det gælder
mit Liv eller Gods. Til Vidnesbyrd
herom er mit Segl hængt under dette
Brev. Givet i det Herrens Aar 1307
paa den hellige Apostel Jakobs Dag.
Brevet kommer til kongens kendskab
i 1315 i form af en vidisse dateret 22.
marts 1315 og bevidnet af Ulrik Swa-
we, kommendator for Sct. Johannes
kloster i Nemerow (ved Branden-
burg), samt ikke mindre end 17 dan-
ske stormænd. De skriver:
19
Vi gør vitterligt for alle ved dette brev,
at vi omhyggeligt har set herr Niels
Ranes brev under hans ægte og ube-
skadigede segl, og at det blev læst op
på latin for os og andre troværdige, og
at vi senere har hørt det oversat på
dansk med følgende ordlyd ord til an-
det: Niels Rane til alle, der får dette
brev at se (o.s.v. ... som ovennævnte
tekst) Til vidnesbyrd om, at vi har set
og hørt det, er vore segl hængt under
dette brev. Givet på Vordingborg i det
Herrens år 1315 påskelørdag.
Niels Rane som syndebuk
En majestætsforbrydelse var doku-
menteret og bevidnet. At det så havde
været nødvendigt at besøge et Johanit-
ter-kloster syd for Brandenburg for at
finde et gejstligt vidne, var en anden
sag. Hjul og stejle ventede.
Med valget af Niels Rane som syn-
debuk havde kongen virkelig taget
munden fuld, måske for fuld – for Ni-
els Rane findes stadig i dokumen efter
1315. Er tiltalen frafaldet? Rane-slæg-
ten var fremdeles stor og magtfuld.
Udsnit af vidissen med Niels Ranes
brev (dateret 22. marts 1315)
Udsnit af vidissen med Anders Høg-
bys brev (dateret 27. juni 1315)
En umiddelbar sammenligning af brevene viser, at det er den samme skriver bag
begge breve med en skrift, som er lidt sjusket, og med anvendelse af mange forkor-
telser.
20