�

PEDER HOLM

MUSIKER

20��

2

Indhold MUSIKER 3

KOMPONIST 9

BOSTEDER �03

VÆRKLISTE �04

FORLAGSKONTRAKTER �05

NODEMATERIALE �06

BESTILLINGER �07

PRIVATE CD’ER �09

PÆDAGOGISKE UDGIVELSER ��0

AFREGNINGER ��5

PORTRÆT-CD ��7

OM ESBJERG ENSEMBLE ��9

KRONOLOGISK VÆRKLISTE �20

TEKSTER �23

3

MUSIKER

Da jeg læste Lars Børge Fabricius’ bog ’Træk af dansk musiklivs historie m. m.’, slog det mig, at ingen af de personer, vi i dag kalder komponister, underskrev sig som sådan. I nogle officielle skrivelser, der er gengivet i bogen, underskriver både C.F E. Horneman, Otto Malling og P.E. Lange-Müller sig som musiker.

Jeg vil godt betegne mig på samme måde, og når jeg i det efterfølgende vil fortælle om mit kompositoriske virke, bliver det i bevidstheden om, at det indgår som en del af hele mit arbejdsliv som underviser – i klaver, violin og bratsch (+ kammermusik, hørelære, musikteori, musikhistorie, arrangement, komposition og direktion) – konservatorieleder (direktør, rektor) og dirigent.

Først lidt om min familie. Min oldefar, Vilhelm Holm, var bratschist i Det Kgl. Kapel og en af Bournonvilles medarbejdere. Den kendteste ballet, som han komponerede og arrangerede musikken til, er ’Livjægerne på Amager’.

Hans søn, min farfar, Ludvig Holm, blev koncertmester i Det Kgl. Kapel. Han havde tidligt noget med Carl Nielsen at gøre. Ved førsteopførelsen i �889 af Carl Nielsens strygekvintet spillede min farfar �. violin, mens Carl Nielsen selv spillede 2. violin. Ludvig Holm var også komponist. Hans største værk, violinkoncerten, er indspillet på cd med Sønderjyllands Symfoniorkester og Kai Laursen som solist.

Ludvig Holms søster var gift med en Bentzon og dermed svigerinde til fædrene til komponisterne Jørgen Bentzon og Niels Viggo Bentzon samt fløjtenisten Johan Bentzon. Hendes datter, Christy Bentzon, var musik-pædagog og børnebogsforfatter med Talbogen, Bogstavbogen og Node-bogen som de vigtigste.

Min farbror havde en ret stor produktion som komponist, men desværre totalt uden kontakt med nyere musik. Han spurgte mig engang: ”Kompo-nerer du stadigvæk moderne?” Hans kone, som vi kaldte Tante Jo, var klaverpædagog i Glostrup og havde elever, til hun var omkring 90 år. Deres søn, Hans Henrik Holm, blev pianist og mangeårig programmed-arbejder i Danmarks Radios musikafdeling.

4

Min faster var klaver- og solfègepædagog.

Min søster Elisabeth, kaldet Bit, blev en meget søgt klaverpædagog, som bl.a. har spillet med alle Herman D. Koppels børn. Det var gennem hende, at jeg lærte Niels Viggo Bentzon, Herman D. Koppel og Vagn Holmboe at kende. Hendes søn, cellisten Lars Holm Johansen, blev – lige som sin oldefar og tipoldefar – medlem af Det Kgl. Kapel.

Det var lidt om min familie, nu lidt om mig. Jeg begyndte som 6-årig at spille klaver hos min �4-årige søster Bit. Da jeg var 8 år, så jeg Walt Dis-neys tegnefilm ’Den dovne græshoppe’ og besluttede, at jeg ville spille violin. En af min farfars elever boede i nærheden, så jeg begyndte hos ham.

Efter underskolen i Peter Vedelsgade begyndte jeg i �937 i �. Mellem på Christianshavns Gymnasium. I 2. Mellem opførte klassen en tysk skole-opera – en af skolens lærere havde oversat teksten. Jeg synes, at det er imponerende, at en enkelt klasse, 2. Mellem B, kunne stå for alt det sanglige – soli og kor. Skolens orkester, der bestod af strygere og klaver, stod for det instrumentale.

I �94�, da jeg kom i �. G., blev Gunnar Heerup tilknyttet skolen som sanglærer. Sammen med Jørgen Bentzon og Finn Høffding havde han tidligere startet et arbejde, der i �93� førte frem til oprettelsen af Køben-havns Folke-Musikskole efter tysk forbillede. (Navnet betyder en musik-skole for folket, ikke en skole for folkemusik.) Så det var en væsentlig arbejdskraft, skolen havde fået fat i. I øvrigt havde Finn Høffding nogle år før i en kortere periode også undervist på Christianshavns Gymnasium. Det havde jeg hørt om, men kendte ikke Gunnar Heerups navn, så det, jeg har skrevet her, er noget, jeg har læst mig til senere.

De musikalske drivkræfter på skolen var ellers dansklæreren Erik Oxen-vad og matematiklæreren Poul Rubinstein. Begge blev senere rektorer på andre gymnasier. Det var Rubinstein, der ledede opførelsen af den tyske skoleopera, mens Oxenvad tog sig af den skoleopera, jeg skrev, da jeg gik i 4. Mellem.

Det var utroligt, at tyskerne tillod Rubinstein (hvis navn tydeligt afsløre-de, at han var jøde) at undervise under hele krigen, men han skulle være usynlig, så han fik forbud mod at være gårdvagt i frikvartererne, hvad han

5

indtil da ofte havde været.

Engang i et frikvarter kom en fyr hen til mig. Han hed Brandt, Jørgen Brandt. (Dengang var det almindeligt, at navnlig drengene kaldte hinan-den ved efternavn.) Han fortalte mig, at han skrev digte, om jeg kunne tænke mig at sætte musik til nogle af dem. Det blev dog ikke til noget i første omgang, men vi kom en del sammen. Han malede også og tog tit ud i naturen for at male landskaber sammen med Jørgen Gammelgaard (bror til Kirsten, som jeg var begyndt at komme sammen med).

En dag, Kirsten og jeg besøgte ham, fortalte han, at der var sket noget forfærdeligt: En anden Jørgen Brandt var begyndt at skrive. Hvad skulle han gøre? Han havde tænkt sig at tilføje et h til sit efternavn, men havde opgivet det igen. Men så fandt han på, at det ville være en god idé – må-ske inspireret af Rainer Maria Rilke – at indføje et kvindenavn som mel-lemnavn. Jeg mener, at han valgte sin mors navn. Et digternavn var født: Jørgen Gustava Brandt.

Efter at have taget studentereksamen begyndte jeg i januar �945 på kon-servatoriet med to hovedfag: violin og musikteori. (Der var ikke noget kompositionsstudium, det kom først efter statsovertagelsen.) Institutionen var præget af et aldrende lærerkorps. Jeg faldt engang over en lærerliste fra �9�9 og blev noget chokeret, da jeg opdagede, at alle de nævnte læ-rere stadig underviste på konservatoriet i �945. Kun én manglede – Carl Nielsen.

Først i �949 overtog staten Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Og det varede længe, inden provinskonservatorierne kom under statens vinger. I Århus skete det i �963, og de tre mindre konservatorier kom det i �972. Så �945 er meget længe siden.

Man må huske på, at der ikke var noget, der hed pension, så mange læ-rere underviste, til de faldt om. Min lærer i kammermusik, Kristian Sandby, var meget levende i sin undervisning og egentlig ungdommelig af væsen, men han var altså født i �868. Kun hans svigtende korttids-hukommelse afslørede hans alder.

Violinisten Johannes Schiørring, far til professor Nils Schiørring, var lige så gammel. Disse de to ældste lærere blev sat til at undervise på øverste etage i konservatoriebygningen, og nej, der var ingen elevator.

6

På et ret ofte gengivet foto fra �860’erne af tidens førende strygekvartet ser man Johannes Schiørrings far sidde sammen med min oldefar, Vil-helm Holm.

Begrebet pædagogik fandtes ikke, hvilket naturligvis ikke forhindrede, at nogle lærere var udmærkede pædagoger. Min egen fornemmelse efter studietiden var, at den lærer, der havde lært mig mest, var min klaverlæ-rer, og jeg betragtede klaverstudiet nærmest som et tredje hovedfag.

Jeg havde Knud Jeppesen som hovedfagslærer i teori (de to første år, in-den han blev professor ved Århus Universitet). Hans undervisning foregik sådan her: Han kiggede på de opgaver, jeg kom med. Så sagde han: ”Det dér, det er ikke så godt” - rød blyant - ”Det her er bedre.” Engang spurgte jeg ham, om han kunne fortælle mig, hvorfor det, han havde skrevet, var bedre. Han sad lidt og gloede arrigt på noderne. Så vrissede han: ”Det ER bedre.” Derefter så han på mig og sagde: ”De udtrykker Dem altid så kategorisk” - hvad han så mente med det.

I december �947 tog jeg Store Eksamen i begge hovedfag. Derefter del-tog jeg på bratsch i konkurrencer til Radiosymfoniorkestret og Det Kgl. Kapel. Med i konkurrencerne var flere erfarne musikere, der i en årræk-ke havde været assistenter i de store orkestre. De fik nu faste stillinger. Blandt dem var Eivin Andersen.

Det var Eivin Andersen, der fik mig til Esbjerg. Men inden jeg går videre, må jeg lige have en erindring med, som dukkede op. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, men jeg var sammen med min mor til koncert på Char-lottenborg og hørte for første gang Mozarts g-mol strygekvintet. Jeg sad lige bag ved �. bratsch, og hans brede, sortklædte ryg forbandt sig på en sær måde med Mozarts mørktfarvede musik. Bratschisten var Eivin An-dersen.

De to første kompositioner, jeg fik spillet af professionelle musikere, blev opført i foreningen Frit Forum for Musiks regi. Først mange år senere blev jeg klar over, at foreningen var opstået ud fra idéer af Eivin Andersen. Jeg skriver lidt mere om det senere.

Emil Telmanyi optog mig i sit kammerorkester, hvor jeg skulle spille violin. Jeg var kun med til en enkelt koncert, inden jeg skulle aftjene min værne-pligt. Orkestrets koncertmester var Eivin Andersen. Ved den første prøve

7

spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at få en stilling ved konser-vatoriet i Esbjerg. Konservatoriet var blevet oprettet et par år før. Blandt stifterne var Varde-organisten Aksel Andersen, som en del år senere blev orgelprofessor i København. Han fik knyttet sin bror Eivin og dennes kone Asta til konservatoriet som lærere i violin og klaver, og uden de to havde institutionen næppe overlevet de første år.

Eivin og Asta rejste til Esbjerg hver anden uge for at undervise, men man havde brug for en fastboende lærer, der kunne dække en række fag. Jeg måtte jo sige, at jeg først skulle aftjene min værnepligt. Det skete fra maj �948 til marts �949. Inden da, d. 24. marts �948, blev jeg gift med Kirsten. Mine forældre holdt til i Vartov Kirke, så dér stod brylluppet. Organist var – Eivin Andersen.

Esbjerg ventede på mig, og da Kirsten var blevet gravid få uger efter bryl-luppet, var jeg glad for at have en stilling. Vi forestillede os, at vi skulle være et par år i Esbjerg, indtil jeg fandt noget i København. Det blev an-derledes.

D.�0. marts �949 blev jeg hjemsendt fra militæret. D. �3. marts rejste jeg til Esbjerg. Vi nåede lige en barnedåb indimellem. Jeg skulle undervise 30 timer om ugen og desuden være repetitør for symfoniorkestret. Den samlede løn var 500 kr. om måneden.

En kort oversigt over min Esbjerg-tid:

�950. For første gang er jeg dirigent ved en af Vestjysk Symfoniorkesters koncerter. I den efterfølgende tid dirigerer jeg over �00 koncerter indtil min afskedskoncert i efteråret �98�.

�954. Jeg bliver pædagogisk leder ved konservatoriet.

�956. Rektor Thure Hastrup, der stod for den øvrige ledelse af konser-vatoriet, forlader Esbjerg. Jeg overtager mere af ledelsen, så kun økono-mien passes af Esbjerg Statsskoles nye rektor.

�964 kommer den første af tre love, der gradvis omdanner de tre mindre konservatorier til statsinstitutioner. Konservatoriets musikskoleafdeling udskilles. Jeg kaldes nu direktør.

8

�974. Jeg udnævnes til rektor.

�977. Jeg forlader ledertilværelsen og fortsætter ved konservatoriet som docent i diverse musikteoretiske fag, bl.a. arrangement for AM-studeren-de.

�989. 40 års jubilæum og afslutning.

9

KOMPONIST Jeg begyndte at komponere efter sommerferien, inden jeg blev 9 år. Der må vel have været nogle tilløb i tiden forinden, i hvert fald fik jeg d. 3. september �935 et hefte med nodepapir af Tante Jo, klaverpædagog i Glostrup og gift med min farbror. Dette første hefte indeholdt kun udkast, men i det næste var renskrift af en lang række klaverstykker. Jeg kunne håndtere modulationer, interesserede mig for kromatik og tonearter med mange fortegn. Et stykke i Ges-dur viste også korrekt brug af dobbelt-b’er. Gode idéer var der ikke mange af, og de holdt ikke længe, men blev hurtigt afløst af almindeligheder.

I årene efter kom større stykker, bl.a. en samling på tre klaversonatiner. En ret stor 4-hændig sats, som jeg spillede sammen med min mormor, blev det også til.

Seks stykker for tre violiner blev mit første forsøg væk fra klaveret. Nu skulle der med arbejdes med stemmer. To af stykkerne var kanons. Det var første gang, jeg prøvede en disciplin, jeg siden beskæftigede mig en del med. En gang fandt jeg ud af, at det var muligt at skrive en 2-stemmig kanon, der modulerede. Jeg skrev den for klaver, hvor andenstemmen lå en oktav under førstestemmen. Min far syntes så godt om resultatet, at han brugte den til en sang til min mormors 70 års fødselsdag i �940. Min stemme var endnu ikke gået i overgang, så jeg sang førstestemmen, og min far sang andenstemmen.

Ud fra min fars kusine Christy Bentzons versificerede børnebog ’Dr. Bul-libo’ skrev min far teksten til et eventyrsangspil, som jeg satte musik til i �94� og �942. Det blev et stort partitur på 73 sider, fordelt på 23 numre. Instrumentalledsagelsen var fløjte, strygekvartet og klaver.

Fortællingen er i sit udgangspunkt velkendt; der medvirker en konge, en prinsesse og en drage. Men historien tager en uventet drejning, da dra-gen bliver syg af at spise for mange riddere. Dyrlægen bliver tilkaldt, han kurerer dragen og hjemfører prinsessen.

Alle rollerne skulle synges af børn (undtagen en ko, der skulle synges af en bas). Jeg kan nu se, at jeg stillede ret store krav til de syngende, lige som instrumentalisterne skulle kunne en del.

�0

En opførelse blev der aldrig tale om. Ærgerligt nok, for teatermæssigt kunne det være blevet meget morsomt. Især scenerne med dragen hav-de store muligheder i sig.

Opført blev derimod en skoleopera ’Rosamunde’ med tekst af en af sko-lens lærere. Det var et mindre værk, fordelt på �4 korte scener. Parti-turet var på 20 sider. Der medvirkede et heltepar, Alex og Rosamunde, et skurkepar, Osvald og Krasulda, en trold, Bub (vistnok sunget af den senere kendte kordirigent Carsten Mollerup) og kor af skovdjævle og rø-vere. Skoleorkestret, som leverede den instrumentale ledsagelse, var et fuldt strygeorkester med klaver.

Der står på partituret, at jeg har skrevet det i påsken �942. For at spare tid undlod jeg at skrive teksten ind i partituret, og noget teksthefte har jeg ikke, så jeg ved ikke, hvilke ord solisterne sang. Kun korstemmen har tekst. Korstemme og strygerstemmer skrev jeg på transparent nodepa-pir.

En skolekammerat, Erik Blomquist, spurgte mig, om jeg ville være med til at spille strygekvartet. Han spillede selv bratsch og kendte et par fyre fra Vanløse, Keld Skytte og Finn Albertsen, som var gode på violin og cello. Jeg gik ind på 2. violinen og begyndte at lære strygekvartettens mulighe-der at kende.

Vi kaldte kvartetten ’Polygon’, og jeg skrev to kvartetter til den. Den før-ste bestod af én stor sats (45� takter) med langsom indledning og hurtig hoveddel. Den anden var tresatset og varede nok en �8-20 minutter. Sat-serne blev betitlet Fuga, Tema med variationer, Polygon.

Når vi gav vores kvartet navnet ’Polygon’, var det med tanke på de mange forskellige sammenspilsmuligheder, besætningen byder på. I satsen her er det 2. violin og bratsch, der spiller tæt sammen, mens �. violin og cello har andet stof. I den lyriske mellemdel udgør bratsch og cello en sangbar duo, det kaldte vi for Bratschkor.

I efteråret �943 oprettede vi en sangklub for at synge operaensembler. Bassen og jeg gik i 2. G., mens sopran, mezzo, alt og tenor var fra klas-sen under. Jeg var mest i gang som akkompagnatør på klaver, og jeg kan huske, at vi bl.a. arbejdede med kvartetten fra Don Giovanni (som den gang hed Don Juan, og vi sang på tysk).

��

Til en tekst af Stuckenberg skrev jeg ’Forårsregn’ til klubbens tre piger. Strygerledsagelsen var bare én lang liggetone fordelt på tre oktaver. Ved en koncert på skolen, nok i foråret �944, blev ’Forårsregn’ opført af Kirsten Bentved (som senere blev gift med sangeren Erling Thorborg), Kirsten Gammelgaard (som jeg blev gift med i �948) og Helga Müller. Polygon-kvartetten (uden mig) spillede liggetonen, og Gunnar Heerup dirigerede. Jeg kan huske, hvor forbløffet jeg blev over, at jeg overhovedet ikke kunne høre strygerne, når sangstemmerne satte ind. I pauserne mellem versene dukkede liggetonen frem igen.

I december �943 skrev jeg ’Sonatine for skoleorkester’ (senere omdøbt til ’Concertino i C’) i fire satser for besætningen 3 violiner, cello, kontra-bas og klaver. Jeg har en svag erindring om en prøve på skolen, som jeg dirigerede, vistnok ret ubehersket. Mere blev det ikke til dér, den var nok for svær.

Men d. �7.�2.�944 blev den spillet af professionelle musikere ved en af Tokantens koncerter. Eivin Andersen – violinist, bratschist, organist – hav-de fået idéen til foreningen Frit Forum for Musik. I modsætning til Det Unge Tonekunstnerselskab, hvor der var censur, skulle alle her kunne få spillet deres nyskrevne musik. Man fik lavet en restaurant, kaldet Tokan-ten, med tilhørende kunsthandel, hvor koncerterne fandt sted. En gruppe på ni strygere med Holger Valbjørn i spidsen og Bodil Gjødvad ved kla-veret spillede min concertino. I Berlingske Tidende stod der dagen efter: ”(...) frisk og ungdommeligt, vel ikke dybt stikkende, men dejlig naturligt i formen og lovende netop ved denne musicerende glæde og salte harmo-nik (...).”

Jeg har ingen erindring om, hvordan Frit Forum til Musik fik fat i mig. Har Gunnar Heerup fortalt dem om mig, eller har jeg vist concertinoen til Bodil Gjødvad, som var en af Bits veninder? Jeg ved det ikke.

Jeg lader min værkliste begynde i foråret �944. Jeg læste til studenter-eksamen, men det optog mig ikke så meget. Langt vigtigere var, at jeg begyndte at komme sammen med Kirsten Gammelgaard og dermed ind-ledte et 62 år langt samliv. Mit forelskede sind gav frit løb til ret mange toner i det år.

�2

�. SERENADE De øvrige medlemmer af Polygon-kvartetten kendte Randersgade Skoles orkester, der blev ledet af frk. Werner. Hun spurgte mig, om jeg ville skrive noget til dem. Jeg skrev en lille serenade i tre satser for 3 violiner, bratsch og cello og fik at vide, at den var alt for svær. Bare det, at ydersatserne stod i A-dur! Jeg mente nok, at A-dur var en god toneart for strygeinstru-menter, men var klar over, at jeg måtte skrive noget med færre faste for-tegn.

Når jeg har medtaget serenaden i værklisten, er det bl.a. fordi den også findes i en transskription for 5 celli fra 1986 (en kvint under originalver-sionen), som jeg har hørt opført ved et cellostævne.

Tilbage til 1944. Inden jeg fik begyndt på det næste strygerværk, havde jeg hos Wilhelm Hansen fundet et par hefter af Bartóks ’For børn’ (origi-naludgaven fra 1908, der udkom i fire hefter). Kendskabet til disse folke-melodiudsættelser kom til at betyde vældig meget for de næste ting, jeg skrev.

2. SUITEI første omgang blev det så en 5-satset suite for strygekvartet eller stry-georkester uden kontrabas. Hovedtonearten var C-dur, men i øvrigt blev hele suiten skrevet uden faste fortegn, sådan som jeg havde set det hos Bartók. I den senere udgave af ’For børn’, som først kom til Danmark efter krigen, var der – logisk for tonal musik – indført faste fortegn.

Suiten er blevet spillet en del forskellige steder. Det blev ikke til noget med Randersgade skoleorkester, men Gerda von Bülows kammerorke-ster, som jeg spillede i et stykke tid, arbejdede med den – jeg kan ikke huske, om det kom til en opførelse. Meget senere – i �972 – dirigerede jeg suiten i Stavanger. En version med tilføjede blæsere blev opført af Vi-borg Musikskoles kammerorkester i �980. Fynske Musikantere havde en opførelse i 1995 med tilføjet fløjte, klarinet, fagot, trompet og kontrabas. Og i 2002 spillede Fredericia Sinfonietta suiten på ESTA-kongressen på Hindsgavl.

3. BØRNESANGESommeren �944 blev jeg inviteret til at bo en uges tid på Malergården hos Sigurd Swane. Sammen med børnene (Hanne, Henrik og Gerda) og an-

�3

dre gæster hjalp vi til med høsten. Malergården havde ingen selvbinder, så vi bandt neg.

Swane havde skrevet en lang række børnesange med tilhørende farve-kridttegninger. Han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at sætte musik til. På fem dage skrev jeg 26 sange, kasserede halvdelen og skrev fem nye, så det blev til et hefte med �8 sange.

I �945 var jeg atter på Malergården og havde denne gang Kirsten med. Hun havde indstuderet sangene, så vi kunne fremføre dem alle for fami-lien Swane. Agnete Swanes kommentar: ”Den digter og den komponist ligner hinanden – de kan bare blive ved.”

På et tidspunkt var der tale om, at otte af sangene skulle udgives af Dan-marks børne- og ungdomskorforbund. Jeg tænkte, at det kunne være morsomt at ledsage dem med de tilhørende farvekridttegninger. Jeg rin-gede i marts 1986 til Malergården og fik fat i Hanne, men hun havde ingen anelse om, hvor tegningerne kunne være.

Jeg havde foretaget en transskription af klaversatsen for blokfløjtekvar-tet, så der var to akkompagnementsmuligheder til sangstemmen, men udgivelsen blev aldrig til noget. Senere har jeg også skrevet en version med guitarledsagelse af de otte sange.

0. (Uden for værklisten)Jeg har liggende endnu nogle manuskripter fra �944, men de er ikke med i værklisten. En triosats for fløjte, bratsch og klaver har jeg vel tænkt til min søster og svoger, men hvem der skulle spille bratsch ved jeg ikke, jeg havde endnu ikke selv forsøgt mig.

Aage Berntsens ’Natten er vor egen’ prøvede jeg allerede på dette tids-punkt at tonesætte (for blandet kor og kontrabas), men det blev kun til et udkast.

Stuckenbergs ’Septemberaften’, som jeg satte for blandet kor, er endnu et eksempel på en tekst, jeg senere vendte tilbage til.

Agnete Swanes far gav mig en digtsamling, han havde skrevet. Jeg valgte ’Livet en bjergvandring’, som jeg komponerede for blandet kor og stryge-orkester.

�4

Endelig ’Studie’ for strygere, der – ligesom de forrige nævnte arbejder – aldrig kom længere end til papiret. Temaet med ti forskellige toner kan måske opfattes som et forvarsel om den melodik, jeg arbejdede med i �950’erne.

Januar �945 begyndte jeg på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med hovedfagene violin og musikteori. Desuden gjorde jeg meget ud af kla-verspillet. Kompositionsvirksomheden blev skubbet i baggrunden, det blev kun til to korte værker.

’Tre småskitser for strygekvartet’ blev det andet værk, jeg fik opført af pro-fessionelle musikere, igen ved en af Frit Forum for Musiks koncerter. Jeg viste partituret til min lærer i musikteori, Knud Jeppesen. Han brød sig be-stemt ikke om den ret dissonerende begyndelse. Jeg har ingen erindring om, at jeg har vist ham andre af mine kompositioner.

De tre korte satser blev spillet af Forchhammer-kvartetten d. 4.��.�945 i Tokanten. Efter opførelsen sagde Sverre Forchhammer til mig, at når han ikke havde kontaktet mig, var det fordi han foretrak først at spille musik-ken og bagefter diskutere med komponisten, om opførelsen var i over-ensstemmelse med komponistens intentioner.

Dagen efter stod der i Nationaltidende: ”(...) et ualmindeligt lovende arbej-de (...) overbevisende sans for formens fasthed og udtrykkets prægnans (...).” Trods de smukke ord har jeg alligevel fundet værket for ubetydeligt til at blive optaget i værklisten.

4. MOTIVERHeller ikke ’Småting for klaver’ kom med på listen. Men den transskription for fire træblæsere, jeg skrev i 1946, har jeg efter en senere revision taget med. Jeg havde ikke forventet, at stykkerne nogensinde ville blive spillet, men i 2008 bad Det Jyske Ensembles blæserkvintet mig om at medvirke ved en musikcafé, hvor jeg skulle fortælle om den musik, kvintetten ville spille. De spurgte mig, om jeg havde skrevet noget for blæserkvintet. Det blev til, at de spillede det første af de to stykker for blæserkvintet fra �968 og desuden indledte caféen med de fire små stykker fra 1945/46.

�5

0.I øvrigt skrev jeg en blæserkvintet i �946, men materialet er bortkommet. En sonate for violin og klaver gav jeg til violinisten Niels Nielsen. Et di-vertimento for mindre orkester kom ikke længere end til papiret. En suite i tre satser for klaver blev spillet af min søster ved hendes debutkoncert i �947.

5. OTTE KANONSDet blev endelig til noget med at tonesætte nogle af Brandts tekster. Otte ganske små aforismer blev til kanons, som blev udgivet af Wilhelm Han-sen i �972. Jeg mente, at kompositionsåret var �947, men Brandt sagde, at det måtte være �946. Inden jeg kunne nå at få det rettet, havde WH al-lerede trykt noderne. Jeg var vant til, at der gik lang tid, fra jeg afleverede et manuskript til forlaget, til noderne udkom. Men i dette tilfælde gik det af en eller anden grund vældig hurtigt.

6. STRYGEKVARTET Nr. �UNM blev afholdt første gang i �946 i Stockholm. Det skulle have været i Oslo i �947, men da nordmændene sendte afbud, blev det i København. Vi var fire strygerstuderende, der slog os sammen og opførte strygekvar-tetter af tre af konservatoriets studerende (Jørgen Fischer Larsen, Knud Høgenhaven Jensen, Peder Holm). Ingen havde komposition som fag, det blev som tidligere nævnt først indført, efter at konservatoriet i �949 blev overtaget af staten.

Jeg havde indtil da næsten kun komponeret ganske korte satser, som jeg havde skrevet meget hurtigt. Men jeg var klar over, at jeg måtte prøve at skrive noget af længere varighed. I �945 havde jeg skrevet en sats for strygekvartet, men var ikke kommet videre, nu skrev jeg yderligere tre satser og kom op på en samlet spilletid på 20 minutter.

Nordisk Musikfest (konservatoriefest), som navnet var dengang, blev af-holdt i slutningen af oktober �947. Jeg har anmeldelser liggende fra Na-tionaltidende, Social-Demokraten og Land og Folk. Jeg citerer: ” Et af aftenens mest lovende arbejder (...) men af og til stopper det hele op, f.eks. ved indførelsen af i og for sig ganske meningsløse kadencer, og hu-møret i scherzoen var det også skralt med. (A.F.) Peder Holm mødte med en strygekvartet, som var lidt spinkel i de to første satser, men som viste en sund og ærlig stræben; hans værk har et fint personlighedstræk uden

�6

søgen mod bevidst originalitet. (Sch.P.) Peder Holm udtrykker sig ikke så elegant endnu, men der er stof i hans strygekvartet, og han har tag på at skrive for denne besætning. Fine enkeltheder og atmosfære var der navnlig over den intime, noget indadvendte, langsomme sats. (S.W.)”

7. FORÅRSMUSIKEn sekssatset miniaturesuite for klaver blev skrevet i foråret �947. Jeg kaldte suiten ’Glimt’, men var utilfreds med titlen – så korte var stykkerne trods alt ikke. Da jeg bestemte mig til at tage suiten med i værklisten, valgte jeg titlen ’Forårsmusik’. Jeg tog den med til Poul Schierbeck, som jeg havde i instrumentation. Han var først ret interesseret og gjorde en del ud af første sats. Siden tabte han interessen og rettede meget lidt i de andre satser. Men der kom da en orkesterversion ud af det, som blev opført ved UNM i Oslo i 1948. Jeg fik desværre ikke hørt det, jeg var ind-kaldt som soldat.

8. SONATE FOR ORGELEfter at Knud Jeppesen var blevet professor i Århus, fik jeg i 1947 Bjørn Hjelmborg som lærer i teori. Han foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle skrive en klaversonate under hans vejledning. Han havde ikke prøvet at undervise i komposition før og var helt stolt, da en af hans kommentarer førte mig over et dødt punkt. Der blev tale om et formstudie, hvor første sats var i sonateform, anden sats var et intermezzo og sidste sats en chaconne.

På et tidspunkt meget senere hørte jeg et orgelstykke af Frans Syberg og kom til at tænke på, at der vist fandtes meget lidt dansk orgelmusik fra �940’erne. Der var ingen på konservatoriet dengang, som interesserede sig for at komponere for orgel, heller ikke de orgelstuderende. F.eks. be-gyndte Bernhard Lewkowitch sit kompositoriske virke med at skrive kla-versonater.

Jeg var heller ikke interesseret i orglet, men tænkte, da jeg hørte Syberg, at der var ting i den gamle sonate, som måske egnede sig bedre for or-gel.

År 2000 fik jeg endelig gjort noget ved det. Jeg lavede en bearbejdelse og henvendte mig til Lars Sømod Jensen, der dengang var organist i Silke-borg. Jeg havde forestillet mig, at han ved orglet kunne demonstrere for

�7

mig, hvordan det lød, komme med forslag til registrering, og vi sammen kunne ændre steder, der var mindre hensigtsmæssige. En opførelse hav-de jeg ikke tænkt på i første omgang. Jeg havde ikke medtaget sonaten i min værkliste, så jeg skulle føle, at orgelversionen var så meget mere overbevisende end den oprindelige klaverversion, før jeg ville tænke på at få værket spillet.

Lars Sømod fik noderne, og jeg hørte ikke fra ham i lang tid. Jeg havde næsten opgivet at få noget ud af det, da han pludselig meddelte mig, at han ville spille sonaten. Han uropførte værket i Vor Frelsers Kirke i Kø-benhavn, det fik jeg ikke hørt.

Også Christian Blom Hansen i Esbjerg interesserede sig for sonaten og opførte den. Det fik jeg en optagelse af og kunne høre, at registreringen i begyndelsen af første sats var for lidt aggressiv, og at en vigtig detalje i pedalet simpelthen ikke kunne høres.

Endelig i sommeren 2007 lykkedes det mig at få et møde med et orgel og en organist. I Viborg traf jeg Lene Jungild. Hun havde studeret i Esbjerg, og jeg havde haft hende i teori. På orglet i Sortebrødre Kirke viste hun mig mulighederne, vi fandt frem til den rigtige karakter, og motivet i pedalet kunne fint høres.

0.Kirstens far var ansat på kommunekontoret i Hørsholm. Han havde hjul-pet Anne Marie Telmanyi med et skatteregnskab, og bekendtskabet førte til, at han fik lov til at leje Carl Nielsens sommerhus i Skagen i sommeren �947. Klaveret i huset var mildest talt ude af stemning. Hos købmanden købte jeg en skøjtenøgle, og det lykkedes mig at få rettet stemningen no-genlunde op. Jeg skrev en duo for violin og cello. Da Ellen Birgitte Nielsen og Guido Vecchi i �950 var solister ved en koncert med Vestjysk Symfo-niorkester, gav jeg dem manuskriptet.

9. VÅREN OG TREKANTEN’Våren og trekanten’ er den eneste opera i min produktion. De to andre musikteaterforestillinger, jeg har skrevet, er fulde af talt dialog, hvor tek-sten simpelt hen ikke kunne lokke toner ud af mig. Men Brandts sprog opfordrede hele tiden til, at man skulle synge.

�8

Det lykkedes at realisere en opførelse i Esbjerg i �95�. Konservatoriets leder, rektor Thure Hastrup, instruerede. To folkeskolelærere sang de to malere; den udmærkede kontrabasspiller Bystrup havde en lys baryton, mens Eivin Andersens svoger, Bang Mikkelsen, havde en mørkere stem-me. Kirsten sang pigen. Kirstens bror, Jørgen, kom over, malede kulisser og medvirkede i øvrigt som djævel. Brandt, der var indkaldt som soldat og på militærøvelse i Sydslesvig, fik fri, så han kunne komme op og over-være forestillingen.

�0. STRYGEKVARTET Nr. 2Jeg nåede i de første måneder af �948 at færdiggøre Strygekvartet nr. 2 og Sinfonietta for orkester.

Strygekvartet nr.2 blev uropført 30.3.�95� i DUT af Leo Hansen-kvartet-ten. Jeg har liggende hele 5 anmeldelser af koncerten. I Nationaltidende står der: ”(...) fin og veldisponeret kammermusik, som dog ikke løfter sig til de højeste luftlag, men som ærligt stræber mod en formning af et sundt og ægte følt stof.” De øvrige anmeldelser konstaterer, at værket er ret tra-ditionelt og ikke synderlig interessant. Jørgen Jersild skriver i Berlingske Tidende, at kvartetten ”var aftenens mest begribbare, formet over melo-disk stof, som lod sig genkende.”

0.Sinfoniettaen blev antaget af DUTs symfoniorkester til opførelse i �949. Inden det blev til noget, blev orkestret nedlagt, og de erfaringer, som en opførelse ville have givet mig mht hvad der var lykkedes og hvad der ikke var lykkedes, fik jeg altså ikke. Partituret viser, at jeg havde store vanskeligheder med at finde ud af, hvad blæserne skulle lave. Jeg viste partituret til Finn Høffding, som foreslog mig, at jeg skulle skrive et værk for strygere. Det ville jeg gerne, og jeg tænkte på Svend S. Schultz’ Sere-nade, der var meget spillet. Men det blev ikke til noget. Vi skal helt hen til 1978, før jeg med Fantasi for soloviolin og strygere fik fulgt Finn Høffdings opfordring.

I maj �948 blev jeg indkaldt som soldat, hvilket selvsagt ikke gav mange muligheder for kompositorisk virksomhed. Inden da var jeg d. 24. marts blevet gift med Kirsten, og hun nåede hurtigt at blive gravid. D. �0. marts �949 blev jeg hjemsendt, d. �2. marts havde vi barnedåb, d. �3. marts satte jeg mig i toget til Esbjerg for at begynde det arbejde, der først slut-tede 40 år senere. Som før nævnt skulle jeg undervise 30 timer om ugen

�9

og desuden virke som repetitør ved symfoniorkestret.

��. �2. �3.Fra soldatertiden stammer tre små værker, som jeg – meget hurtigt – skrev til Wilhelm Hansens konkurrence om pædagogisk musik: Fire småstyk-ker for klaver, Tre småstykker for fire hænder, Miniature suite for violin og klaver.

Alle tre værker blev senere ominstrumenteret. Først det 4-hændige, som i 1961 indgik i Musica-serien som Lille koncert for blokfløjter og strygere. I �977 blev klaverstykkerne til messingkvintet og miniature suitens kla-verstemme blev omskrevet til kammerorkester. Samtidig reviderede jeg Motiver for træblæsere, som også oprindeligt var klaverstykker. Det er tydeligt, at jeg fandt mine bidrag til den enorme klaverlitteratur ikke særlig interessante og håbede, at jeg ved omklædningen gav stykkerne mere liv og gjorde dem mere brugbare.

�4. SUITE FOR BLÆSEREDe tre noget større klaverstykker fra �949 må være skrevet, efter at jeg var kommet til Esbjerg. Også de blev i �954 omskrevet - til Suite for blæ-sere, pauker og forstærket kontrabas.

0.Jeg fik også skrevet to stykker for cello og klaver, men manuskriptet er bortkommet. Jeg må have lånt det ud på et tidspunkt, men ved ikke til hvem. Jeg fik vist stykkerne til Erling Bløndal Bengtsson og Herman D. Koppel, men de fandt dem ikke vægtige nok, til at de ville spille dem.

�5. BRATSCHKONCERT Jeg følte også trang til at komponere et vægtigere værk og skrev i �950 en koncert for bratsch og orkester. Jeg gik til Julius Koppel, som spillede den igennem (med mig ved klaveret) og sagde, at det var et velskrevet værk.

Jeg var naturligvis spændt på, om min instrumentation fungerede. Blæ-serbesætningen afveg lidt fra den sædvanlige: 1 fløjte, 2 oboer, 2 klari-netter, � fagot, 2 horn, ingen trompeter, men 3 basuner og tuba. Slagtøj var pauke, triangel og bækkener. I strygergruppen var der kun én violin-stemme.

20

Heldigvis lykkedes det at få orkestret i Esbjeg til at invitere Julius Koppel til i december �95� at spille Händels bratschkoncert og min koncert i tilgift. Vi fik lavet en optagelse – på stålbånd. Klangen er noget metallisk, men musikken står klart og afslører naturligvis også, hvad der ikke lykkedes for det meget nye orkester, der gav sin første koncert i efteråret �948.

Jeg blev klar over, at der var for lange pauser i koncerten for solisten; værket blev revideret, og en del mere solostemme blev indføjet.

0.Endnu et lidt større værk var klaversonaten fra �95�. Herman D. Koppel spillede den i radioen og beholdt manuskriptet.

Da jeg begyndte at skrive en værkliste, overvejede jeg, om jeg først skulle lade den starte i �95�. Det ville bl.a. betyde en omnummerering af stryge-kvartetterne, og da Samfundet udgav min femte kvartet, stod der kun Stry-gekvartet på omslaget. Jeg havde ikke besluttet mig på det tidspunkt.

Det endte med, at jeg beholdt de to tidlige kvartetter på værklisten og desuden nogle værker, som jeg så at sige havde rystet ud af ærmet. Jeg fandt, at den musik, der let kom frem, og som jeg skrev hurtigt, havde en umiddelbarhed, som tiltalte mig, mens andre ting, jeg arbejdede mere med, og som jeg måske havde ambitioner med, endnu ikke ville lykkes.

Mit omfattende undervisningsarbejde gav mig ikke meget tid til komposi-tion. Men jeg satte mig for, at jeg ville prøve at få skrevet ét større værk om året. Arbejdet med bratschkoncerten og de erfaringer, jeg fik ved op-førelsen i �95�, gav mig lyst til at fortsætte ad det spor. Det blev til violin-koncerten i �952 og klaverkoncerten i �953.

�6. STRYGEKVARTET Nr. 3I 1951 fik jeg skrevet Strygekvartet nr. 3. Vi prøvede den på konservato-riet: �. violin Gunnar Tagmose, 2.violin min gamle kvartetkammerat Keld Skytte, der nu studerede på det vestjyske musikkonservatorium, bratsch Johannes Nielsen, cello Folmer Bisgaard, der var konservatoriets cellolæ-rer. Finn Høffding, der dengang sad i konservatoriets bestyrelse, overvæ-rede en prøve og syntes vældig godt om første sats.

DUT spillede med nogle års forsinkelse både den anden og den tredje

2�

kvartet. I �95� var det Leo Hansen-kvartetten, der havde nr. 2 på pro-grammet. I �954 spillede Erling Bloch-kvartetten den tredje.

�7. STORMGADEMUSIKBystrup, som jeg har omtalt i forbindelse med ’Våren og trekanten’, havde i �948 sammen med Viggo Birch oprettet Stormgade Skoles strygeor-kester og pigekor (senere Skolevæsenets kor og orkester). Han spurgte mig, om jeg ville skrive et stykke til strygerne. Det blev til ’Stormgademu-sik’, komponeret i �95�. Jeg sendte det til Wilhelm Hansen, som gav det videre til Nordiska Musikförlaget, Stockholm. Det var første gang, jeg fik udgivet en komposition.

I �988 fejrede Esbjerg skolevæsen 40-året for igangsættelsen af skole-musikken med en koncert. Jeg dirigerede ’Stormgademusik’ med en stry-gergruppe af gamle elever. Bystrup, der allerede i �953 havde forladt Esbjerg, var også med.

�8. VIOLINKONCERTLige som med kvartetterne gik der også 3 år, fra jeg havde komponeret violinkoncerten, til den blev uropført. Der er tale om en radioudsendelse med Radiosymfoniorkestret under Launy Grøndahl og med Charles Sen-derowitz som solist. Jeg oplevede for første gang en musiker, hvis intense spil gjorde, at jeg hørte koncerten som et bedre værk, end jeg troede. El-lers var jeg vant til, når et af mine værker blev opført, at opleve, at mange af de intentioner jeg havde, ikke blev forløst af musikerne. Så det var skønt at mærke, at det modsatte også kunne være tilfældet.

Desværre fik jeg hverken versionen for violin og klaver eller solostem-men tilbage fra Senderowitz. Det sidste blev jeg først klar over meget senere. På et tidspunkt spillede Hans Stengaard koncerten med Odense Symfoniorkester. I 2008 fik jeg spurgt ham, om han havde solostemmen. Det viste sig, at han, da jeg havde ham som elev i �960’erne, havde skre-vet solostemmen af fra partituret. Han havde åbenbart allerede dengang haft lyst til at spille koncerten.

�9. KLAVERKONCERT Klaverkoncerten blev først uropført i �960, syv år efter kompositionsåret. Det var igen en radioudsendelse med Radiosymfoniorkestret, Henrik Sa-chenskjold som dirigent og Herman D. Koppel som solist. Koppel spillede

22

også koncerten i Esbjerg samme år. Og så må jeg lige nævne opførelsen i New Zealand i �962, formidlet af min nevø Lars, der, inden han kom til Danmark, var medlem af New Zealands Nationalorkester.

20. TO HØSTSANGE Til Kirstens stemme skrev jeg to sange. Den første, ’Til høsten’, er skrevet i �95� til tekst af William Blake, oversat af Kai Friis-Møller. Den anden, til Wilhelm Grønbechs ’Høst’, er fra �954. Sangene er aldrig blevet opført.

2�. BRATSCHFANTASI’Fantasi’ for bratsch og klaver blev komponeret i �954 og uropført samme år i DUT af Knud Frederiksen og Ole Schmidt. Jeg gik hurtigt i gang med at instrumentere klaverstemmen, så der blev tale om det fjerde værk for soloinstrument og orkester. Denne version blev uropført i �958 af Århus By-orkester med Per Dreier som dirigent og Svend Larsen som solist. I �977 spillede Herman Holm Andersen fantasien med Aalborg Symfoni-orkester. I �987 transskriberede jeg solostemmen, så værket også kan spilles for cello og klaver eller cello og orkester.

22. KONCERT FOR ORKESTER Tivoli havde udskrevet en nordisk konkurrence om et symfonisk værk, og jeg kastede mig i �955 ud i mit hidtil største projekt (når jeg ser bort fra Våren og trekanten), da spilletiden skulle være på en halv time. Jeg skrev en variationsrække og måtte konstatere, at den kun varede et kvarter. Et tidligere forsøg på at skrive en orkestersats blev gravet frem og blev grundlag for en større førstesats. Et intermezzo kom til, og variationsræk-ken dannede så afslutningen på det tresatsede værk. Jeg kaldte det en symfoni, men fandt senere ud af, at ’Koncert for orkester’ ville være en langt bedre dækkende titel (det blev i øvrigt også foreslået af en anmel-der). Under hele udarbejdelsen af værket havde jeg partituret til Bartóks ’Koncert for orkester’ liggende foran mig, så jeg kunne konsultere det, hvis jeg blev i tvivl om instrumentationen.

I et brev, dateret d. 3�. januar �956, skriver Tivoli, at konkurrencen er blevet vundet af Herman D. Koppel. Man tilføjer, at dommerkomitéen, bestående af Sixten Ehrling, Odd Grüner Hegge og Thomas Jensen, øn-sker at udtale, at der ved siden af vinderværket ”er 5 symfonier, som må siges at tilfredsstille konkurrencens krav, og som man finder kunstnerisk værdifulde.”

23

Jeg må antage, at mit værk var mellem de fem. I hvert fald skete der det, at Thomas Jensen bad mig dirigere værket med Århus By-orkester. Jeg måtte i gang med det store arbejde at fremstille stemmematerialet.

Til langt de fleste af mine værker har jeg selv lavet stemmematerialet. Dels er jeg sluppet for den store udgift til en nodeskriver, og dels er jeg slup-pet for de mange fejl, der næsten altid er i stemmer skrevet af andre. Jeg har også selv lavet fejl, både i partitur og stemmer, men det er småting i forhold til, hvad jeg har været ud for, når jeg har skullet læse korrektur på ting, der skulle udgives og derfor var fremstillet af folk fra forlaget.

I begyndelsen skrev jeg blæser- og slagtøjstemmer med blæk på almin-deligt nodepapir. Strygerstemmerne, der jo skulle mangfoldiggøres, skrev jeg med tusch på transparent nodepapir, så de kunne lystrykkes. Kopima-skiner fandtes ikke. Ret hurtigt gik jeg over til at skrive alting på transpa-renter, som havde den fordel, at man kunne rette fejl med et barberblad. Først i 1991 fik jeg en computer med Finale-programmet.

Jeg havde søgt stillingen som dirigent ved Århus By-orkester, og kon-certen, hvor jeg bl.a. dirigerede mit eget værk, skulle gerne vise, hvor kvalificeret jeg var. Jeg kan huske, at det store arbejde med at færdig-gøre stemmematerialet gjorde, at jeg følte mig lidt overanstrengt, og min direktion ved koncerten blev noget stiv, hvilket også blev bemærket af an-melderne. Flere af navnlig de ældre musikere i orkestret havde vanskeligt ved at spille mit værk, og den unge �. klarinettist Bent Neuchs Sørensen, der senere blev soloklarinettist i Radiosymfoniorkestret, sagde, at han aldrig havde spillet noget så svært. Jeg vil nok tro, at han senere har fået betydeligt vanskeligere opgaver.

Nogle af musikerne havde ventet, at jeg havde fået dirigentstillingen, men det blev Per Dreier, der fik den. Han uropførte senere tre af mine værker: ’Symfonisk dans’, Bratschfantasi og ’Capriccio’, hvad jeg naturligvis er taknemmelig over. 23. DIVERTIMENTOI �955 nåede jeg også at få skrevet et divertimento for 2 violiner og bratsch. Det blev spillet af konservatoriestuderende (vi havde ingen cellostuderen-de på det tidspunkt), senere også af studerende fra konservatoriet i Aal-borg. I �968 blev jeg spurgt, om jeg kunne skrive noget til de messingblæ-serstuderende. Det blev en bearbejdelse af divertimentoet for 2 trompeter

24

og basun. Det blev spillet af Flemming Neergaard (senere solotrompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester), Helge Birck Pedersen (senere leder af Esbjerg kommunale Musikskole) og Harry Lender (senere musiklærer ved Esbjerg Gymnasium og fremragende korleder).

24. PRELUDIO, SCHERZO E FANTASIAJeg var ellers optaget af at skrive et nyt orkesterværk, baseret på de er-faringer, jeg havde gjort med Koncert for orkester. Det blev til ’Preludio, Scherzo e Fantasia’ fra �956. For første og måske eneste gang kom jeg ud for, at en ydre begivenhed påvirkede mit kompositoriske arbejde: Mine tanker omkring opstanden i Ungarn gav idé til den mørktfarvede Fanta-sia.

Uropførelsen var med Århus By-orkester med Karol Stryja som dirigent. Det har nok været til en radioproduktion, for jeg var kun oppe til en prøve, hvorfra jeg husker min forbløffelse over, at mens jeg havde skrevet me-tronomtallet 54 til præludiet, så brugte Stryja 36. Det blev stykket jo lidt anderledes af.

Jeg havde værket på programmet, da jeg i �974 dirigerede min 25 års jubilæumskoncert. Der blev lavet en optagelse på bånd, men desværre blev båndoptageren startet for sent, så begyndelsen af præludiet mang-lede. Da jeg mange år senere fik overført optagelsen til cd, indspillede jeg de første 22 takter, hvor der kun medvirkede fagot og dybe strygere, på synthesizer. Det lykkedes overraskende godt at forbinde det med den efterfølgende orkesterlyd.

25. STRYGEKVARTET Nr. 4Strygekvartet nr. 4 er også fra �956 og blev uropført samme år i DUT af Musica Vitalis-kvartetten, der uropførte mange danske værker og ofte blev kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt grundige med deres indstu-deringer. Bratschisten Richard Dahl Eriksen sagde til mig: ”Når vi uropfø-rer dit værk, kan vi det ikke helt, men det er med vilje, for vi har i sinde at spille det flere gange.”

Jeg må sige, at den optagelse fra radioen, jeg har af kvartetten, er ret god. Dog er et par soloepisoder for bratschen noget klodset udført. An-meldelserne er bemærkelsesværdigt positive over for Musica Vitalis-kvar-tettens spil.

25

26. LILLLE SUITE FOR 5 CELLIHans Erik Deckert spurgte mig, om jeg ikke kunne skrive noget til hans 20 celloelever. Det blev til ’Lille suite for 5 celli’, altså et 5-stemmigt værk, der kan spilles af lige så mange celli det skal være, men dog mindst fem. På et tidspunkt spurgte jeg Wilhelm Hansen, om de ville udgive suiten. Jeg havde fået udgivet en del ting hos WH, men suitens besætning syntes de var for speciel, den kunne der ikke være salg i. De udgav den alligevel, og den har været min absolut største salgssucces, netop på grund af den specielle besætning. Jeg får endnu fra tid til anden KODA-penge fra Sve-rige og Tyskland, hvor suiten altså stadig spilles.

Versionen for 5 bratscher er fremkommet efter ønske fra ESTA, der sør-gede for en uropførelse.

27. SYMFONISK DANS’Symfonisk dans’ for orkester fra 1957 står i 7/8-takt. Tre hovedslag, hvoraf de to varer 2/8, mens det tredje, der placeres forskellige steder i takterne, varer 3/8. Ved uropførelsen i Århus – jeg havde ikke overværet nogen prøve forinden – fik jeg en kort snak med Per Dreier lige inden koncer-ten. Han var på vej ud af døren for at gå på podiet, da han vendte sig og sagde: ”For resten – jeg slår den i syv.” Jeg tænkte: Det går da ikke. Det gjorde det heller ikke. Dansen begynder med et par takters slagtøj, inden solooboen sætter ind. Oboen kom 3/8 for tidligt, hvorefter alt var kaos indtil takt 25. Orkestret kaldte stykket for Ortopædisk dans.

Også Radiosymfoniorkestret spillede stykket i �963. Thomas Jensen skrev til mig: ”Deres symfoniske dans blev så optaget på bånd. Det ske-te ikke helt uden gnidninger, idet ”selv” så rutineret et orkester som radi-oens havde deres hyr med det rent rytmiske, som ikke faldt alle lige let.” 28. MUSIK TIL FEM DIGTEIgennem Jørgen lærte jeg Bjørn Poulsen fra Heretica-kredsen at kende. Han førte mig til digteren Birthe Arnbak, da jeg spurgte ham, om han kendte nogen, jeg kunne skrive en opera sammen med. Hun havde en idé med udgangspunkt i et af sine digte, men hun følte ikke, at hun evnede at skrive replikker, og henvendte sig derfor til en ung forfatter hun kendte, for at høre, om han ville være med i projektet. Det ville han gerne, men det hele blev ikke til noget. Ærgerligt nok, det kunne have været morsomt. Den unge forfatters navn var Klaus Rifbjerg.

26

Men jeg fik sat musik til fem af Birthe Arnbaks digte fra samlingen Skju-lesteder. Min idé var, at i hvert digt skulle sangstemmen ledsages af en træblæser (obo i nr. 1, fagot i nr. 2, fløjte i nr. 3 og klarinet i nr. 4), således at hvert digt fik sin farve. Fire strygere (violin, bratsch, cello og kontrabas) medvirker i alle fire digte. Det femte digt får sin egen farve, ved at – efter nogle få takters indledning i strygerne – sangstemmen er uden instru-mentalledsagelse.

Uropførelsen i radioen var med Valborg Garde og 8 musikere fra Det Kgl. Kapel. Valborg Gardes stemme var en udpræget altstemme og havde slet ikke den klang, jeg ønskede mig.

Alt, hvad jeg har skrevet for kvindestemme, er skrevet for en stemme som Kirstens mezzosopran. Men af mine kompositioner har Kirsten kun en enkelt gang sunget ’Homo natus’ ved en kirkekoncert, ellers har hun kun sunget de sceniske partier (’Våren og trekanten’, ’Ingen mad i dag – men i morgen’).

I forbindelse med Spil Dansk Dagen i oktober 2004 blev Arnbak-sangene opført ved en koncert i Esbjerg med Maria Hanke og Esbjerg Ensemble.

29. HOMO NATUS’Homo natus’ for mezzosopran og orgel blev skrevet i �957 til Jolanda Rodio. I en anmeldelse skrev Poul Rovsing Olsen, at ”såfremt udførel-sen dækkede komponistens tanke”, var det et ufuldbårent værk. Men or-gelstemmen blev spillet så diskret, så det var langt fra, hvad jeg havde forestillet mig. Ved en koncert i Esbjerg, hvor Kirsten sang, fik jeg Erik Riberholt til at udfolde orgelpartiet på en helt anden måde.

30. DET RØDE TRÆDUT udskrev en konkurrence om ny dansk koncertsang. Jeg spurgte Bjørn Poulsen, om han havde en idé til en tekst. Han foreslog Johs. V. Jensens ’Det røde træ’. Jeg skrev den for baryton og klaver. Konkurren-cen blev naturligvis vundet af Herman D. Koppel.

3�. KLAVERKVARTETJeg havde meldt mig til violinkonkurrence i Det Kgl. Kapel. For sidste gang ville jeg prøve, om jeg kunne blive ansat i et københavnsk orkester. Jeg fik

27

tildelt Herluf Aurvig som akkompagnatør. Det gik dårligt. Eivin Andersen havde omlagt mit vibrato, og da der kom nerver på, kunne jeg pludselig ikke styre det. Det var en uventet og meget ubehagelig oplevelse.

Herluf Aurvig spurgte, om jeg ville skrive en klaverkvartet. Den blev i to satser, skrevet i �958 og uropført af Aurvig-kvartetten i radioen i �960.

32. CAPRICCIOJeg var ved at gå i stå som komponist. Den ny musik i Danmark udvik-lede sig på en måde, som jeg ikke kunne være med til. Jeg havde håbet at kunne skrive en tredje sats til klaverkvartetten, men der kom ingen idéer. I 1959 fik jeg kun skrevet et mindre stykke (eller rettere sagt færdig-gjort, det må være komponeret i �958). Hans Erik Deckert spurgte, om jeg ville skrive et ekstranummer for klavertrio til en koncert i Tønder, hvor han skulle spille sammen med Niels Prahl og Mogens Holm Larsen. Det blev til ’Capriccio’, som jeg snart efter instrumenterede for orkester. Århus Byorkester spillede den i �962. På et senere tidspunkt skrev jeg en klari-netstemme, der i trioversionen kunne bruges i stedet for violinen.

PAUSE Jeg havde hidindtil først og fremmest komponeret for professionelle mu-sikere og som regel selv stillet mig opgaven. Nu var jeg mere indstillet på at skrive musik til børn og amatører, men holdt foreløbig pause.

Jeg har gemt anmeldelser af �3 af de omtalte værker, og de giver tilsam-men et ganske godt billede af, hvordan man så på mine kompositioner. Jeg citerer først og fremmest sætninger, hvor jeg har kunnet glæde mig over, at de ting jeg tilstræbte, havde vakt genklang hos anmelderne.

Om Strygekvartet nr. �: ”Fint personlighedstræk uden søgen mod bevidst originalitet.” (Sch.P.) ”Fine enkeltheder og atmosfære var der navnlig over den intime, noget indadvendte, langsomme sats.” (S.W.)

Om Strygekvartet nr. 2: ”Sundt og ægte følt stof.” (Sv.F.)

Om Strygekvartet nr. 3: ”En egen barsk sundhed. Meget sikkert ansat og fastholdt stemning.”

28

(Pro.) Fin inderlighed i melodifornemmelse og et karakteristisk tørt lune.” (jm.) ”Prægnante, men ikke særlig originale idéer.” (Sch.P.)

Om Bratschfantasi: ”Trods klangligt gråvejr god spænding og stor udtryksfuldhed.” (Sch.P.)

Om Violinkoncert: ”Meget sikker i opbygningen af store stigninger.” (N.Sch.)

Om Strygekvartet nr. 4: ”Forbløffende modenhed – megen karakterfuld musik.” (N.Sch.)

Om Klaverkvartet: ”En egen inderlighed i tonesproget.” (Pro.) ”Let tilgængeligt, men samtidig svært indtrængende – ingen bleg dansk modernisme.” (vagn)

Om Klaverkoncert: ”Meget levende og naturligt flydende stykke musik.” (Pro.)

Generelt giver anmeldelserne indtryk af en sympatisk musiker, der kan sit kompositoriske håndværk. Men søger man nyskabelser og særpræget talent, er der ikke meget at hente. Balzer skrev om den tredje strygekvar-tet: ”- kunstnerisk redeligt, men ret fantasiløst produkt.” Lenz syntes om den fjerde kvartet ikke, at min musik ”efterlader et blot nogenlunde fast begrænset, prægnant og i egentlig forstand særpræget indtryk.”

Ved koncerten i DUT i �95�, hvor min anden kvartet blev opført, spilledes også et klaverstykke af en 18-årig komponist. Han fik overvejende nega-tive kommentarer: ”(...) det rene bulder uden mærkbart indhold. Nej, hvor var det grimt.” ”Det er ikke udelukket, at det bliver spændende at følge hans udvikling. Han har sikret sig, at hans næste skridt vanskeligt kan føre ham bagud.”

Komponisten hed Per Nørgaard. Det morsomme er, at i den næste an-meldelse jeg har, er Per også med. Og tonen har fået en anden lyd. Sam-menlignet med min tredje kvartet har Pers kvintet ”betydelig mere fantasi.” ”(...) en meget original og yderst talentfuld komponist.” ”Han er ikke nær så ”færdig” som Peder Holm, men ulige mere spændende.”

”Springsk og stædig” er overskriften på en anmeldelse, hvor vore vær-

29

ker endnu en gang stilledes over for hinanden. Det drejede sig om min ”springske” violinkoncert og Per Nørgaards ”stædige” ’Metamorfoser’ for strygere.

33. TRE KORSANGEDet næste, der står i min værkliste, er Tre sange for blandet kor. Hermed indledtes en omfattende produktion af a cappella korsange. For blandet kor er der tale om ikke mindre end 46 satser. Dertil kommer 6 for lige-stemmigt kor og 4 for mandskor.

En meget væsentlig ting, der skete for mig, var, at Harald Bjerg Emborg bad mig om at være med i arbejdet med Wilhelm Hansens Musicaserie. Det var et meget omfattende og ambitiøst projekt, der kun delvis lykke-des, bl.a. fordi vi nok var for tidligt ude. Havde musikskolerne været ud-viklet, som de blev det senere, havde der været et større marked. Nu blev det næppe den salgssucces, som forlaget havde håbet på.

For mig betød det, at jeg kom til at skrive en lang række arrangementer, men også kompositioner kom ind i billedet. Emborg havde set min kor-sats ’Natten er vor egen’, til tekst af Aage Berntsen. Jeg havde skrevet den – det har nok været i �960 – til Esbjerg-konservatoriets kor, som dengang var et amatørkor. Emborg foreslog, at jeg skrev et par korsange mere, så kunne der udgives et lille hefte, som kunne indgå i Musica-serien.

Jeg havde interesseret mig for børneremsen ’Kig op, der er en lop’, fordi der i teksten var opfordringer, der umiddelbart kunne tonesættes.

Kig op = spring opad, Kig ned = spring nedad, mens Kig til venstre og højre indbød til tonegentagelser. Jeg skrev en kanon, hvor melodien var lige ud ad landevejen, og teksten opfordrede til, at hver linje fordelte sig på fire halvnodeslag. Pointen var nu, at første stemme kun havde sunget tre slag, før næste stemme satte ind. Derved opstod der hurtigt et rytmisk komplekst lydbillede, mens det samklangsmæssige ikke rigtig gav noget. Skulle det bruges, måtte der ske noget mere. Så jeg skrev en korsats, begyndende med – som man ofte gør, når man vil præsentere en kanon – at melodien blev sunget unisont. Så kom kanonen, hvorefter satsen udviklede sig videre.

Wilhelm Hansen havde lavet en tekstantologi, hvor komponister kunne

30

få inspiration til at skrive korsatser. Her fandt jeg Thøger Larsens ’Lad os ud over engen gå’. Der var to ting ved digtet, der fængslede mig. Det ene var det usædvanlige versemål: Tre linjer, hvor sidste linje var lidt længere end de to første. Fordelt på slag blev det 4-4-5. Det andet var, at hver strofe havde sin farve: Et å-vers, et e-vers, et y-vers, et ing-vers, et ans-vers og et ug-vers. Den særlige lyd kom fire gange i hver strofe. Ved at skrive en kontrapunktisk sats fik jeg lyden til at komme op til 10 gange.

Allerede i gymnasiet begyndte jeg at reagere imod den pænhed, som prægede de danske korsatser og udførelsen af dem. Helga Christensen, der var tilknyttet Københavns Drengekor, udgav en bog, hvis titel blev et hadeobjekt for mig: ’Køn korklang’.

Jeg ville noget andet. Jeg ønskede – som Carl Nielsen engang skal have udtalt det ved en prøve – det karakteristiske i stedet for. Det kønne er ukarakteristisk og uden nerve. Jeg savnede også rytmisk spændstighed og tænkte, om ikke en påvirkning fra instrumentalmusikken kunne give kormusikken et lift, uden at det blev for svært at synge.

Jeg forsøgte derfor – som jeg skriver om det i heftet – at gøre stemmer-ne så letsyngelige som muligt. Samklangene opstår ved stemmmernes bevægelser og lyder derfor sommetider lidt anderledes end måske for-ventet. Og så efterlyser jeg rytmisk letbevægelighed.

Jeg har gjort noget ud af omtalen af ’Lad os ud over engen gå’ og ’Kig op, der er en lop’. ’Natten er vor egen’ havde jeg allerede i gymnasiet lavet et udkast til (for kor og kontrabas), men kom ikke videre med det. Nu skrev jeg en gennemkomponeret sats, hvor omkvædet ’Bomfilibom og Rap-Rap-Rap’ blev byggemateriale, og kontrabas-idéen kan høres i basstemmen.

Det fremgår af noderne, at jeg har komponeret Thøger Larsen-sangen og børneremsen d. �2. januar �96�. Som omtalt havde jeg skrevet børnerem-sens kanondel tidligere, men den kom kun til at omfatte knap halvdelen af hele satsen, så jeg har haft fart på den dag. Heftet blev udgivet samme år. Desværre havde forlaget kun indsat første vers af Thøger Larsen-sangen i noderne, og jeg blev først opmærksom på det, da heftet var trykt.

Endnu en bemærkning om børneremsen: Jeg ønsker ordet venstre ud-talt ’venster’, højre skal udtales ’højer’, og stodder skal udtales ’støjer’ (som sikkert mange har udtalt det).

3�

34. INGEN MAD I DAG – MEN I MORGEN Henrik Andrup, kaldet Mads, landsretssagfører og senere kontorchef i Ribe amt, var medlem af konservatoriets kor. Han fik den idé, at der skulle skrives en opera, hvor koret havde hovedrollen, og han skrev en historie om Hans, der drog ud for at lære livet at kende, hele tiden overvåget af borgerskabet = koret.

Det blev nu ikke til en opera, men nærmest et syngespil. Bl.a. fordi jeg ikke kunne nå at sætte musik til hele teksten. Jeg skrev i programmet: ”Partituret er nedskrevet i løbet af seks ugers sommerferie, kun lidt – for-trinsvis korpartier – var i forvejen skitseret og udarbejdet. Det meste over-førtes direkte fra hovedet ned på papiret uden instruments eller skitses mellemkomst.”

Per Nørgaard hørte på et senere tidspunkt båndoptagelsen af forestil-lingen. Han sagde, at han ikke brød sig om min musik, men at han var optaget af den måde, jeg skiftede mellem tale og sang.

Hans blev sunget af Hans Chr. Larsen, seminarielærer og sangstude-rende. Hans kone, sangerinden, blev sunget af Kirsten og kontordamen af Bodil Gümoes. Kirsten havde taget musikpædagogisk eksamen i sang i �954, Bodil Gümoes var konservatoriets nye sanglærer. Alligevel var det meningen, at kun én skulle lyde som fuldprofessionel sanger med en rig-tig operastemme. Det var Døden, sunget af Peer Birch.

Otte af korsangerne havde solopartier med sang og tale. Her kan nævnes det morsomme, at Onkel Pantefoged også var pantefoged i det virkelige liv.

Orkestret på �8 stemmer bestod af konservatoriestuderende, amatørmu-sikere, et par professionelle musikere og tre konservatorielærere, hvoraf de to for så vidt også optrådte som amatører, idet både teorilærer Bendt Astrup Pedersen og korets dirigent, organist Erik Riberholt medvirkede på slagtøj. Den professionelle musiker Bent Ole Dalby spillede både trompet og kontrabas, hvilket forklarer, at det ikke noget sted i partituret forekom-mer, at trompet og kontrabas spiller samtidig. Kun et enkelt sted var der et lille problem, hvor jeg ikke havde sørget for pause til at skifte instrument.

Det sceniske forløb og dermed musikken er formet som en rondo. Det

32

tilbagevendende tema er familiefesten. Den får vi fire gange: Hans’ kon-firmation, Hans’ bryllup, Hans’ kandidatfest, Hans’ søns konfirmation. Ind imellem disse ritorneller får vi så Hans’ livsforløb.

De forskellige, der har set partituret og hørt optagelsen, har – bortset fra Per Nørgaard – været rosende over for musikken, men meget kritiske over for teksten. Jeg er absolut uenig med kritikerne. Vel er sproget nogle steder noget gammeldags, det betyder ikke så meget i et folkeeventyr og kunne sagtens skrives om. Det væsentlige er den dramatiske idé, som gør spillet levende og forløbet logisk. Der er tale om en farce med en dybt alvorlig baggrund og afslutning.

Heldigvis kan jeg citere John Christiansen, der året før var begyndt sin lange virksomhed som musikanmelder ved Jyllands-Posten. Han skrev: ”Andrup fortæller sin historie godt. Det falder naturligt at sammenligne med en anden nylig uropført samfundssatire – Soyas fjernsynsopera ’9,90’. Af de to er amatøren nok mindre besk og mere vestjydsk hyggelig, men han er også vittigere, han skyder elegantere og rammer bedre i plet.”

Om musikken skrev John Christiansen: ”Det er et festligt, afvekslende partitur med enhed over stilarternes blanding.”

Det var i forbindelse med indvielsen af konservatoriets nye lokaler i Kunst-pavillonens kælder, at ’Ingen mad i dag – men i morgen’ blev opført i ok-tober �962. Blandt publikum var Esbjergs folketingsmand, kulturminister Julius Bomholt. Kort tid efter ringede han og spurgte, om jeg ville indtræde i Radiorådets programudvalg.

35. KLAVERKONCERTINO Nr. � Skolemusikken trivedes. Ca. �0% af alle skoleelever i Esbjerg deltog i det kommunale skolevæsens frivillige musikundervisning.

Jeg har tidligere omtalt skolevæsenets strygeorkester. Nu skrev jeg igen et værk til orkestret. Jeg citerer fra partituret: ”Concertino for klaver og strygere er skrevet i �963 til Esbjerg kommunale skolevæsens strygeor-kester, uropført samme år ved orkestrets årligt tilbagevendende rejse til Tyskland og tilegnet initiativtageren til disse rejser: Regierungspräsident, Dr. Günther Rabus, Hildesheim.”

Günther Rabus fik overrakt et partitur. Det opbevarede han på sit kon-

33

tor, og når han havde betydningsfulde gæster, viste han det frem ”voller Stolz”, fortalte han mig.

Mens strygersatsen er holdt tonalt enkelt og vanskelige toner undgås, tilføjer klaverstemmen adskillige krydderier. Det var min hensigt, at hel-heden skulle lyde, som om orkestret var ret dygtigt. Som et eksempel på, hvordan jeg arbejdede med stoffet, kan jeg pege på nogle takter i tredje sats. Ved bogstav A spiller strygerne 4 takter i A-dur, så spiller klaveret 4 takter i b-mol, strygerne sætter ind igen og spiller 4 takter i G-dur, hvor-efter klaveret (ved bogstav B) fortsætter i g-mol. På denne måde har jeg valgt toner til strygerne, som umiddelbart klinger. Havde jeg ladet stry-gerne spille i b-mol, var der sandsynligvis kommet falske toner ud af det.

Solisten ved uropførelsen var, så vidt jeg husker, en af konservatoriets tidligere elever. Klaverstemmen er ikke sværere, end at en dygtig amatør skulle kunne klare den.

36. PEZZO CONCERTANTE I �964 udskrev Danmarks Radios musikafdeling en komponistkonkur-rence, som faktisk var en drøm for en komponist, fordi så godt som alle indsendte værker blev indstuderet – enten af Radiosymfoniorkestret el-ler et af landsdelsorkestrene – og udsendt i radioen, hvor lytterne også kunne høre juryens udtalelser. Jeg deltog i konkurrencen og kom altså tilbage i det gamle spor fra �950’erne, hvor jeg skrev musik for profes-sionelle orkestre.

Det var ellers nær gået galt. Mogens Andersen fortalte mig senere, at mit manuskript var havnet et forkert sted i musikafdelingen. Jeg har et brev, hvor der står, hvilke stykker der ville blive spillet, og dér var mit stykke ikke nævnt. Nok står der ’Pezzo concertante’, som mit stykke også hed, men det var et værk af (viste det sig senere) Svend Westergaard.

Mit stykke blev fundet og kom med i konkurrencen, betegnet som ’Pezzo concertante B’. Man bad Lavard Friisholm og Randers Byorkester om at spille det, og de gav det en udmærket udførelse.

Musikafdelingen rådede over et beløb til betaling af bestillingsværker. Nu havde de 5.000 kr. til overs, og de skulle gå til vinderen af konkurren-cen.

34

Vinderen blev Axel Borup-Jørgensen med ’Nordisk Sommerpastorale’. Og hvordan er musikken? Jeg kommer i tanke om noget, musikchef Vagn Kappel fortalte mig. Han havde været til festival for ny musik i Tyskland. En tysker havde sagt til ham om noget, de lige havde hørt: ”Det er et godt stykke, for der er ingen melodi, ingen harmoni og ingen rytme.” Kappel havde svaret: ”Altså alt det, som gør, at musik er værd at høre på.” ”Så-dan kan man også se på det”, sagde tyskeren og gik sin vej.

Der findes fremragende musik (f.eks. af Ligeti), der kan beskrives sådan, men beskrivelsen er naturligvis ikke nogen garanti for, at musikken er god. Borups musik er god, og beskrivelsen passer. Hvad det rytmiske angår, er der en vis modsætning mellem virkningen (Borup har sagt, at han ønskede en konturløst svævende musik) og den rytmisk komplicerede notation af musikken. Det handler om at gøre alt for, at man ikke kan opfatte nogen puls. Samklange er der masser af, højt opbyggede og med lille sekund og stor septim som dominerende intervaller. ’Klangtæppe’ er en ofte brugt be-skrivelse af den slags musik, som savner et hvert tilløb til melodik.

Jeg synes, at stykket må være problematisk i en koncertsal. Det kræver en fremragende akustik og et absolut lydløst publikum. Bortset fra et par enkelte steder, hvor der noteres mp og endog mf, er nuanceringen føl-gende: pppp, ppp, pp, mpp, p. Er det muligt at realisere disse minimale forskelle? Elektronisk kan det naturligvis lade sig gøre.

Der var jo kun penge til én vinder, så derfor var der ikke planlagt nogen nummerering af de øvrige værker. Men i løbet af konkurrencen skilte ’Pezzo concertante B’ sig ud fra de andre, og man endte med at betegne den som nr. 2. Dertil kom, at musikafdelingen afholdt en lytterkonkur-rence, hvor der deltog 89 lyttere, og i den fik ’Pezzo concertante B’ flest stemmer. Radio-rådsformand Peder Nørgaard ønskede mig til lykke og bemærkede, at de var vant til et ganske andet antal lyttere (og seere) ved sådanne undersø-gelser – han tænkte på Svend Pedersens underholdningsudsendelser.

I øvrigt var der et par bemærkelsesværdige stykker af ny observans med i konkurrencen: Pelle Gudmundsen-Holmgreens ’Mester Jakob’ og Mogens Winkel Holms ’Cumulus’. Hverken Per Nørgaard eller Ib Nørholm deltog i konkurrencen.

I bogen ’Vår tids musik i Norden’ (�968) skrev Bo Wallner om mit stykke, at det var ”eet av de mest effektfulla verk med traditionella medel som

35

kommit fram i dansk tonkonst under senare år.”

Et par erindringsglimt: I sommeren �964 havde vi lånt Hans Erik Deckerts hus i Arvika. En dag, da jeg gik under birketræerne, hørte jeg pludselig for mit indre øre to toner, spillet af dæmpet trompet. Det blev begyndelsen til ’Pezzo concertante’. Jeg kender ellers ikke til at opleve inspiration på den måde, som en foræring.

En aften kort før nytår sad jeg og arbejdede med partituret. Normalt arbej-dede jeg aldrig med kompositioner om aftenen (og slet ikke om natten), men radioen skulle have værket inden årets udløb. Hen imod midnat rin-gede telefonen. En kælen stemme sagde: ”Daaav – det er Solvejg.” Jeg måtte desværre fortælle hende, at hun havde fået galt nummer, men den lille hændelse er blevet hængende i erindringen.

Jeg gik i øvrigt i stå, da jeg havde skrevet den langsomme indledning og var kommet et stykke ind i den hurtige hoveddel. Heldigvis havde jeg en idé til, hvad der skulle ske senere i forløbet. Jeg startede så dér og skrev stykket færdigt. Nu var problemet omringet, jeg kunne skrive det mang-lende afsnit og sy tingene sammen.

Der kom en række opførelser efter konkurrencen. Af landsdelsorkestrene havde i hvert fald Aalborg og Odense det på programmet. Jeg dirigerede det selv i Esbjerg, og Vestjysk Symfoniorkester har senere opført det to gange med udenlandske dirigenter. Radiosymfoniorkestret spillede det på en torsdagskoncert med Caridis som dirigent.

Samfundet til udgivelse af dansk musik udgav partitur og stemmer og ville foretage en indspilning. De spurgte mig, hvem jeg ønskede som dirigent. Jeg svarede, at jeg ikke var helt tilfreds med de opførelser, jeg havde hørt, så jeg ville helst selv dirigere det. Det gik de med til, så jeg fik op-levet at dirigere Radiosymfoniorkestret til en pladeindspilning. Desværre var trompetisten, der skulle spille den indledende solo, meget usikker. Jeg havde ventet, at det var den glimrende trompetist fra torsdagskon-certen, der skulle spille, men sådan var det altså ikke, og vi måtte tage soloen om flere gange, inden den blev fejlfri. Man kan høre på pladen, at trompetspillet er noget stift, men ellers kom der en udmærket indspilning ud af det, som dækkede mine intentioner.

36

37. MARCH FOR HERBERT I den kreds af mennesker, der arbejdede sammen om Musica-serien, var Herbert Møller forlagets mand. Han var en af de første, der indførte brass band i Danmark, og han spurgte mig, om jeg ville skrive et stykke for brass band. Jeg havde absolut ikke noget forhold til messingblæsermusik, men Herbert fortalte mig om de forskellige instrumenters omfang og karakter, og så skrev jeg i �965 ’March for Herbert’. Han foreslog, at den skulle hedde Symfonisk March, men jeg var for en gangs skyld godt tilfreds med den titel, jeg havde fundet på, og holdt fast ved den.

38. TRE ORKESTERSTYKKERResultatet af Radioens komponistkonkurrence førte til, at musikafdelin-gen i efteråret �965 bestilte et orkesterværk af Borup og et af mig. Hvor værkerne til konkurrencen skulle have en spilletid på 5-�0 minutter, øn-skede man nu værker på mindst et kvarters varighed, så det var en større opgave. Vi reagerede forskelligt på bestillingen. Jeg gik i gang meget hur-tigt og var næsten færdig, da jeg mødte Borup, som fortalte mig, at sådan en opgave lammede ham, og at det ville vare et godt stykke tid, før han for alvor kunne gøre noget ved sagen. Derfor kunne jeg i juli 1966 aflevere ’Tre orkesterstykker’ (varighed �9 minutter) til musikafdelingen, mens Bo-rup først i 1970 fik færdiggjort sit 22 minutter lange orkesterværk ’Marin’.

’Tre orkesterstykker’ blev uropført under Den danske ballet- og musikfesti-val �967 ved en koncert i Tivolis koncertsal d. �4. august. Anden halvdel af koncerten bestod af værker af Lutoslawski i forbindelse med, at han fik overrakt Sonning-prisen, så jeg var kommet i fornemt selskab. Jeg har lig-gende fire positive anmeldelser. Den fra Berlingske Tidende (tror jeg) har en overskrift med store bogstaver: ”Lutoslawski og Holm.” Det ser flot ud.

Jan Krenz dirigerede uropførelsen, men en senere studieudsendelse med Cristofoli som dirigent synes jeg bedre om.

For at undgå det meget besværlige og irriterende arbejde med at læse korrektur skrev jeg selv hele stemmematerialet ud. Selv om jeg måtte konstatere, at linjebetalingen var meget beskeden, gav det dog lidt pen-ge, som jeg brugte sammen med komponisthonoraret til for første gang at tage en måneds orlov fra konservatoriearbejdet. Vi lejede et sommerhus i Dueodde på Bornholm, et pianette blev også lejet – jeg ser endnu for mig to mænd komme slæbende med det gennem klitten, som huset lå på.

37

Det var det mest fantastiske eftersommervejr i september �966. Der kun-ne bades endnu midt i måneden, men efterhånden blev det koldt. Den sidste morgen, vi var der, var det � grads varme.

39. TO SKITSERJeg havde fået en bestilling fra Aalborg By-Orkester gennem solobasu-nist Ole Møllgaard. På Bornholm fik jeg skrevet ’To skitser’ for trompet, basun og orkester. I januar �968 blev jeg engageret af Aalborg By-Or-kester til at dirigere orkestret i en radioudsendelse med ny dansk musik, bl.a. de to skitser.

40. BØRNEREMSER I �968 skulle Esbjerg fejre �00-året for loven om Esbjerg havn. Vestjysk Symfoniorkester skulle i forbindelse med festlighederne give et par kon-certer. Også skolevæsenets kor og orkester gav koncert, og jeg fik anden halvdel af koncerten som komponist og dirigent.

Allerede i �964 havde jeg skrevet et stykke til pigekoret og strygeorkestret med to tekster hentet fra ’Nikke Nikke Nambo og andre danske børne-rim og remser’ ved Benny Andersen. Jeg havde lyst til at sætte flere af remserne i musik og skrev i �966 endnu to stykker, så et hefte med titlen ’Børneremser’ allerede samme år kunne udkomme i Musica-serien. Jeg tilføjede blokfløjter og Orff-instrumenter til strygerne.

Det var et problem, at remserne var så korte. Hvordan skulle jeg få bredt musikken ud, så stykkerne fik en rimelig længde? Jeg fandt så på at sæt-te tre remser i musik, komponeret sådan, at de kunne udføres samtidig. Så kunnne jeg få et forløb: Først høres de tre remser efter hinanden, og derefter synges de samtidig. Jeg fik nu tre satser på henholdsvis 53, 53 og 43 takter og en samlet varighed på 6 minutter.

Første sats hedder Tre muntre børneremser. Da remsernes taktarter er forskellige (første remse skifter mellem 4/4 og 3/4, anden remse mellem 5/4 og 4/4 og tredje remse mellem 4/4 og 2/4), giver det et spændende rytmisk spil, når de synges samtidig, men hvordan dirigerer man det? Det blev til, at jeg noterede orkestersatsen i 4/4 (en enkelt takt i 2/4) og dirige-rede efter den. De enkelte korstemmer skulle blot finde ud af at sætte ind på det rigtige tidspunkt og så ellers følge slagene.

38

Anden sats hedder Tre sørgmodige børneremser. Her er ingen taktmæs-sige problemer, alt står i 4/4. Men jeg gjorde et eksperiment i den første remse. Den står i ren g-mol, men indsætter tonen cis på ordene ”græd” og ”skreg”. Jeg var spændt på skriget; der var tale om, at korstemmen først sprang en stor septim op og derefter yderligere en tritonus. Men det voldte ingen problemer; hvis tonaliteten ellers er klar, kan man sagtens synge én afvigende tone.

En enkelt klarinet er her tilføjet orkestersatsen. Jeg fandt det vigtigt, at det var et af kormedlemmerne, der lige greb en klarinet og spillede med i denne sats. Ikke noget med at sidde i orkestret og ikke have noget at lave i første og tredje sats.

Der sluttes af med den tidligere skrevne sats over teksterne Nikke nikke nambo og Skorstensfejer Iverlund. De synges efter hinanden, og korsat-sen er �-, 2- og 3-stemmig. I de to første satser synges hver remse én-stemmigt, og når så remserne synges samtidigt, opstår der en tre-stem-mig korsats.

Jeg har liggende to breve fra Henning Elbirk, hvoraf det fremgår, at hans kor, Radiodrengekoret, i oktober �970 skulle på USA-turné og havde sat Tre muntre børneremser på programmet. Jeg forsynede Elbirk med et omarrangement af instrumentalsatsen, da koret på turnéen kun havde klaver og Orff-instrumenter til sin rådighed.

4�. VYLI anledning af Københavns 800-års byjubilæum i �967 blev der udskrevet en konkurrence om et orkesterværk. Jeg deltog, havde skrevet begyndel-sen på Bornholm og arbejdede videre på det i tiden derefter. Konkurren-cen blev naturligvis vundet af Koppel, denne gang dog ikke Herman D., men hans søn Thomas.

Som tidligere omtalt skulle Vestjysk Symfoniorkester i forbindelse med Esbjergs havnejubilæumsfestligheder give et par koncerter. Jeg fik lov til at sætte mit nye orkesterværk på programmet, og ved første prøve sagde jeg, at stykket ingen titel havde (til konkurrencen havde jeg kaldt det Sin-fonia), og jeg opfordrede musikerne til at komme med forslag. Efter gen-nemspilningen sagde Ole Krogh Jensen, 2. fagottist, læge og medlem af orkestrets bestyrelse: ”Vyl.” Det er navnet på en grund, liggende i havet vest for Grådyb barre.

39

Ordets naturlyd (vindstød og mågeskrig) tiltalte mig, og det blev titlen på værket. Efterhånden kunne jeg godt høre, at det kunne lyde, som om musikken var inspireret af Vesterhavet, hvad jeg overhovedet ikke hav-de tænkt på, da jeg skrev stykket til København. Efter koncerten fortalte borgmester (senere indenrigsminister) Henning Rasmussen mig, hvad han havde oplevet ved at høre stykket, og jeg sagde et eller andet med, at sådan havde jeg ikke tænkt det, hvad jeg senere fortrød. Jeg skulle være gået ind i hans tankegang.

42. STRYGEKVARTET Nr. 5 I partituret til kvartetten skrev jeg: ”Strygekvartet �967 er skrevet til Den Danske Kvartet, der indtil dato (�.4.70) har opført den 26 gange. Kvartet-ten er – med undtagelse af de første 40 takter – komponeret i dagene �8. - 23. juli �967.”

Det store antal opførelser hænger nok sammen med, at Den Danske Kvartet havde den med på en omfattende udlandsturné. Jeg har en plakat liggende fra turnéen, affattet på et eller andet slavisk sprog.

Også en lp-indspilning blev det til, og Samfundet udgav partitur og stem-mer. Jeg havde skrevet kvartetten som spillepartitur, idet jeg mente, at da kvartetten er ret kompliceret, ville det være godt for den enkelte musiker hele tiden at vide, hvad de andre spillede. Men Den Danske Kvartet fore-trak alligevel at spille efter stemmer. Jeg gjorde så det, at jeg til udgivel-sen udformede en stiknodestemme, forskellig til hver enkelt stemme, men sådan, så musikerne altid kunne se, hvad der var nødvendigt at vide for at få samspillet til at fungere.

43. KLAVERKONCERTINO Nr. 2Jeg har omtalt den koncert med skolevæsenets kor og orkester, hvor jeg dirigerede egne værker. Ud over ’Børneremser’ er der tale om to stykker, skrevet direkte med henblik på koncerten: ’Forår på heden’ og Koncertino nr. 2 for klaver og strygere.

Hvor den første koncertino fra �963 var tresatset, blev den nye i ét forløb med en langsom indledning og en hurtig hoveddel. Solostemmen, der blev spillet af konservatoriestuderende Lasse Nilsson, var – sammenlig-net med den første koncertino – nok så krævende, til gengæld var orke-stersatsen enklere. Ved koncerten satte Lasse den hurtige hoveddel an i

40

et morderisk tempo, som han desværre ikke kunne honorere i det videre forløb, efter at orkestret havde grebet tempoet og ikke lod sig bremse, så det blev lidt kaotisk.

44. FORÅR PÅ HEDENI begyndelsen af �968 skrev jeg ’Forår på heden’. Teksten var af en be-kendt til Mads Andrup, Kaia Jacobsen. Ud over kor og strygere benyttede jeg altblokfløjte, klokkespil og gong for at skabe atmosfære.

Over strygernes liggetoner og pulserende pizzicati synger koret en me-lodilinje med varierede, nærmest fortællende rytmer. Jeg var spændt på, om koret kunnne synge det, som det var tænkt, men de klarede det fint. Hen imod slutningen, hvor teksten siger ”mens hundredevis af lærker”, bliver koret 4-stemmigt og får en ny udfordring. Jeg citerer fra partituret: ”I takt 97 har de fire korstemmer en 3 gange gentaget tekst, først som hvi-sken eller tonløs tale, derefter på en lavere og til sidst på en højere tone. Øv først de fire stemmer rytmisk synkroniseret; hver enkelt korsanger må artikulere tekst og rytme meget klart. Takten udføres i øvrigt således: Efter �-slaget til strygerne gives meget hurtigt efter hinanden indsatser til de fire korstemmer. Det er ikke nød-vendigt, at sangerne og strygerne følges ad inden for de enkelte stem-mer. Klokkespillene får besked af dirigenten om selv at finde ind, nogen-lunde som anført i partituret. Når alle sangerne er nået frem til fermaten, slår dirigenten �-slaget i takt 98, som samtidig er afslag for instrumenterne, og fortsætter derefter på sædvanlig vis.” Derefter en kulmination, hvor det firstemmige kor synger ”står kimende op mod solen”. Dæmpede gongslag ledsager de øvrige instrumenter, hvor strygersatsen er 8-stemmig. Korklangen svinder ind og forsvinder. Styk-ket slutter, som det begyndte, med stillestående musik, der skildrer den vidtstrakte hedeflade.

45. TO STYKKER FOR BLÆSERKVINTETI �967 blev Vestjysk Kammerensemble (senere Esbjerg Ensemble) op-rettet, men i første omgang var det kun blæserne, der blev ansat. Jeg gik ret hurtigt i gang med at skrive et værk til dem, og i �968 forelå ’To stykker for blæserkvintet’.

Om det første stykke fortalte jeg ved en musikcafé, som Det Jyske En-semble afholdt i 2008: ”For at give jer en idé om, hvordan I skal lytte, vil

4�

jeg fortælle en lille historie. Vi er ude i naturen, fagotten står på en høj og kalder på de andre. Men de (fløjte, klarinet, horn) gider ikke, mumler modvilligt.Så kommer oboen ind, vil gerne tale med fagotten og spiller faktisk fagottens melodi bagfra. Men de bliver hurtigt uenige om, hvilken sluttone, der er den rigtige, holder stædigt hver på sit, hvilket får de tre andre til at blande sig. Lidt senere prøver de alle – undtagen fagotten – at spille så hurtigt, de overhovedet kan, derefter – helt usædvanligt i dette stykke – kommer en meget kraftig akkord, hvor alle både begynder og slutter samtidig. Endelig en kort, stille slutbemærkning.”

I partituret er sat en dato ved afslutningen af stykke 2: 24.8.68, så jeg har som sædvanlig komponeret i sommerferien. Vi var, som vi plejede, et stykke tid i Svinkløv, og en dag sad vores ældste søn, Søren, og impro-viserede ved klaveret. En ret langsom danserytme fangede mig, og jeg indflettede den i stykke 2. Det er eneste gang (bortset fra et sted i ’Ingen mad i dag – men i morgen’), at jeg har citeret andres musik i en af mine kompositioner.

Stykke 2 begynder i ret hurtigt tempo med markante rytmer. Noget inde i satsen kommer et kapløb mellem fløjte og klarinet. Oboisten har skiftet til engelskhorn, sætter nu ind med en lang tone og bremser den hektiske ak-tivitet totalt. De øvrige instrumenter opfordrer til rolig dans, prøver et par gange, men opgiver – engelskhornet lader sig ikke overtale. De tre dybe instrumenter går nu i gang i langsomt tempo, svag nuance og tætliggende samklange. Over det spiller engelskhornet et melodisk forløb. Fløjten er helt ude af billedet, synes dog til sidst, at det må være dens tur og kom-mer med et længere indlæg. De andre stopper og hører efter, erklærer sig enige i det sidste fløjten siger, og mødet mellem de fem instrumenter kan ret hurtigt herefter afsluttes.

Jeg har en optagelse fra dengang, som er udmærket. Stykkerne blev spillet i DUT d. �. marts �970 af en københavnsk blæserkvintet. Wilhelm Hansen udgav partitur og stemmer – det er det eneste kammermusik-værk af mig, de har udgivet.

46. KHEBEBKjeld Hansen og Ester Birch, begge tidligere klaverlærere ved Vestjysk Musikkonservatorium, var ved at indstudere Bartóks sonate for to kla-verer og slagtøj. Jeg fik en henvendelse fra Erling Bisgaard, som var dirigent for Århus Privatorkester: Om jeg kunne tænke mig at skrive et

42

stykke for to klaverer og orkester. Det skulle så opføres sammen med Bartók-sonaten.

Det var en spændende opgave, som blev færdigkomponeret i �968. Or-kesterbesætningen var den wienerklassiske: Dobbelt træ, 2 horn, 2 trom-peter og pauker. Da der var to slagtøjspillere på Bartók, tilføjede jeg til orkestret to trommer, et ophængt bækken og klokkespil.

Hvad skulle stykket hedde? Titler har altid voldt mig besvær. Jeg fandt så på at bruge de to solisters og dirigentens initialer, og titlen ’Khebeb’ op-stod. Det lød jo ret orientalsk, og en tilhører fortalte mig da også, at hun havde set et persisk tæppe for sig, da hun hørte stykket ved uropførelsen d. 23.��.�969.

47. TRE DANSKE KORSANGEDanmarks Radios BU-afdeling havde en årlig korkonkurrence, og man bad mig skrive en sats for blandet kor, som skulle bruges som bunden opgave. Jeg fik tilsendt Piet Heins ’Den første forårsdag’, og i det med-følgende brev, dateret d. 29.��.�968, bad man om at få satsen ”så snart det er Dem muligt”. Man var sent på den – konkurrencen skulle afholdes i slutningen af februar �969. Jeg skyndte mig – satsen er dateret d. 3.�2.�968.

Wilhelm Hansen ville udgive satsen i serien Folke- og Skolemusik og bad om et par satser mere. Jeg valgte et par digte af Brandt. Brandt havde været i Esbjerg i forbindelse med Statens Kunstfonds udstilling i �965. Han skulle vel læse op – jeg kan ikke huske det. Kirsten kørte ham en tur til Sjelborg. I november �966 modtog vi fra ham den nyudkomne bog med de fire samlinger: Ind imellem, Der er Æg i mit Skæg, Ateliers og Fritvok-sende Digte. Digtet ’Lyngens horisont’ skildrer simpelt hen hans indtryk, da de var nået til Sjelborg og stået ud af bilen.

Jeg valgte to korte digte: ’En fugl flyver hvid’ og ’Fuglene tav næsten brat’. I dem fornemmer man tydeligt, at Brandt også var maler. Der er farver, skygger og rum. ’En fugl flyver hvid’ har syv verslinjer. De fem første ser sådan ud: En fugl flyver hvid gennem dette indre mørke, en fugl flyver hvid gennem det indre mørke, en fugl flyver hvid gennem dette indre, en fugl flyver hvid gennem mørket, en fugl flyver hvid,

43

Jeg følger Brandts komposition nøjagtigt, således at hver stavelse får sin tone. Når der forsvinder stavelser, forsvinder de tilsvarende toner. Hen-ning Bro Rasmussen, der stod for udgivelsen af heftet, sagde til mig, at det var en raffineret måde, jeg havde behandlet teksten på. Jeg måtte så fortælle ham, at det var digteren, der havde behandlet teksten sådan, jeg havde bare sat toner på.

Det hefte, som mine tre satser kom i, indeholdt også to korsange af Jør-gen Jersild. De var lige som ’Den første forårsdag’ skrevet til DRs børne- og ungdomskorkonkurrencer.

48. MUSIK FOR BRASS BANDRadioens musikafdeling udskrev en konkurrence om kompositioner for blæserorkester. Indleveringsfristen var d. 30.4.�969. Jeg skrev og ind-leverede ’Musik for brass band’. Så skete der ingenting i lang tid, og jeg bad komponistforeningen om at rykke. Det gjorde de d. 8.�0.�970. D. 2�.6.�97� svarede Mogens Andersen, at man regnede med at afvikle konkurrencen inden årets udgang. Men det skete først i juli �972.

Formålet med konkurrencen var at få værker frem til brug for amatør-blæserorkestrene, og man kan have den mistanke, at musikafdelingen ikke prioriterede sagen ret højt. Dertil kom, at orkestrene selv måske hel-ler ikke var så interesserede i at spille ny dansk musik. I hvert fald havde musikafdelingen svært ved at finde orkestre, der ville spille konkurrence-stykkerne, og man overvejede at få professionelle orkestre til at spille de værker, der ikke var afsat.

Men med tre års forsinkelse lykkedes det altså at få afviklet konkurren-cen, som jeg vandt. Wilhelm Hansen udgav værket som lejemateriale.

Jeg har liggende et program, hvoraf det fremgår, at Københavns Brass Band med Svend Aaquist som dirigent opførte værket i Esbjerg d. �9. no-vember kl. �5.30. Desværre er programmet uden årstal.

I november �982 afholdt Dansk Amatør Orkesterforbund landsstævne for brass bands og harmoniorkestre. Min ’Musik for brass band’ var bunden opgave i 2. division, hvor jeg også var med i dommerpanelet.

49. NOCTURNEEn tekstløs ’Nocturne’ for 5-stemmigt blandet kor blev skrevet i �969. Det

44

var egentlig bare et studie i polytonalitet. I begyndelsen har hver stem-me et firetonersmotiv. Stemmerne kommer ind efter hinanden, og når en stemme sætter ind, begynder den på den tone, den forrige stemme er sluttet med, men går altså videre i en ny tonalitet.

’Nocturne’ blev opført ved de åbne sangtimer under den internationale koruge ’Europa Cantat’ i sommeren �97� i Esbjerg. Fra engelsk side blev den betegnet som den bedste komposition ved de åbne sangtimer.

Jeg brugte den også ved konservatoriets 25 års jubilæum, udvidet med en instrumentalsats. Desværre blev opførelsen ret mislykket, da en ner-vøs trompetist undlod at komme med den tone, som koret skulle sætte ind på.

50. 5�. TROMPET- og KLARINETKONCERTINOERI �950’erne skrev Lars-Erik Larsson �2 koncertinoer for soloinstrument og strygeorkester. Alle de gængse orkesterinstrumenter plus klaveret fik hver sin koncertino. Jeg fik lyst til at skrive noget lignende, men ville ikke nøjes med strygerakkompagnement, der skulle flere farver på. Jeg fik en kontrakt fra Wilhelm Hansen, hvorefter jeg kunne skrive et antal koncer-tinoer, og i �970 skrev jeg to, en med trompet og en med klarinet som soloinstrumenter. Desværre blev det ikke til mere.

Klarinetkoncertinoen kan spilles af kun �0 musikere, nemlig de �0, som det oprindelige vestjyske kammerensemble bestod af (blæserkvintet, strygekvartet og kontrabas), og de har faktisk gjort det. Men ved urop-førelsen med Albert Perlstein-Grøn og Vestjysk Symfoniorkester var der fuld strygerbesætning på. Der er gjort mere ud af orkestersatsen i trom-petkoncertinoen. Ud over blæserkvintet medvirker en ekstra fløjte og en basklarinet. Lidt slagtøj er der også i form af to ophængte bækkener. Der skal i hvert fald medvirke 6 violiner, da violinstemmen mange steder er 6-stemmig.

Jeg rådførte mig med konservatoriets trompetlærer, Søren Emtoft fra Det Kgl. Kapel, ved udarbejdelsen af solostemmen. Han fortalte om nogle særligt dybe toner, som nogle trompetister kunne frembringe ved en speciel blæseteknik. Jeg tog dem med, men anførte, at hvis solisten ikke ville spille dem, skulle de spilles af horn. Af de solister, jeg har hørt, var der ingen, der ville spille de særlige toner. Jeg har en optagelse med Per Iversen og Aalborg By-Orkester, hvori der er en ærgerlig fejl.

45

På det tidspunkt var der en del komponister, der indførte, at når en del af en hornstemme stod i basnøgle, skulle klangen være en kvint dybere end notationen (lige som når diskantnøglen benyttedes) i stedet for den gamle urimelige regel om, at klangen skal være en kvart højere end notationen. Jeg indførte den nye regel og skrev naturligvis i partituret, hvordan det skulle være. Men dirigenten havde nok ikke læst noten, og hornisten spillede de to toner, det drejede sig om, en oktav for højt, selv om det var ulogisk at skifte til basnøgle, hvis tonerne skulle klinge i det høje leje. Jeg blev klar over, at jeg skulle have sørget for, at noten stod både i partituret og i stemmen.

Jeg kom ud for et lignende tilfælde i forbindelse med den tidligere nævn-te musikcafé. I partituret til ’To stykker for blæserkvintet’ havde jeg skre-vet, hvordan et bestemt sted i hornstemmen skulle udføres. Men det var ikke blevet læst. Om musikerne overhovedet havde brugt partituret ved indstuderingen, ved jeg ikke.

Lige som klarinetkoncertinoen blev også trompetkoncertinoen uropført af Vestjysk Symfoniorkester. Solist var Ole Andersen fra Radiosymfoniorke-stret.

Det fremgår af partituret, at trompetkoncertinoen blev færdigskrevet i ja-nuar �970, så det meste må være komponeret i �969. Klarinetkoncertino-en blev færdig i august �970. Da sad jeg nede i San Cataldo. Jeg havde fået et legat til 3 ugers ophold. Jeg tog alene derned, Kirsten kom en uge senere, så havde vi �4 skønne dage sammen. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne disponere over et musikrum i San Cataldo, så derfor havde jeg faktisk komponeret klarinetkoncertinoen hjemmefra. Renskrift og instru-mentation foregik så i den celle, jeg boede i.

I et af opholdsrummene i San Cataldo stod et hammerflygel, der kort tid for inden var blevet fundet i en nærtliggende bjerglandsby. Alle strengene var der, men kun i et lille område stod tonerne i nogenlunde rigtigt forhold til hinanden – en sekst for lavt. Jeg lånte en smedetang i køkkenet og be-gyndte at stemme flyglet. For at der ikke skulle ske skade på instrumentet gennemførte jeg stemningen en sekst for lavt. Jeg spillede så temaet fra den langsomme sats i Beethovens Appassionata-sonate. For at få de rigtige toner frem spillede jeg en sekst for højt. Jeg husker klangen som meget metallisk. En bornholmsk maler, der var til stede, var skuffet. Han havde ventet en himmelsk lyd.

46

52. BØRNESANGDet er sket mange gange i tidernes løb, at der i et lille lokalområde plud-selig er blevet udviklet et bemærkelsesværdigt kor eller instrumentalen-semble, takket være en enkelt ildsjæl. Forsvinder ildsjælen fra stedet, forsvinder også det, der blev skabt.

Her drejer det sig om pigekoret fra Christiansfeld og Kjeld Jeppesen, ko-rets dirigent. Kjeld Jeppesen spurgte mig, om jeg ville skrive noget til koret, som det kunne bruge, når det skulle deltage i Danmarks Radios børne- og ungdomskorkonkurrence. Jeg må have svaret, at det ville jeg godt, hvis han kunne finde en tekst til mig. Han foreslog Ole Wivels gy-seragtige ’Børnesang’.

I et længere brev fortæller Kjeld Jeppesen om den første prøve i DR’s koncertsal: ”Under denne prøve blev der ikke givet nogen form for bifald til vinderkorene og orkestrene – kun til BØRNESANG - og dette bifald kom meget spontant. Min kone fortalte bagefter, at hun under fællesprø-ven havde lagt mærke til, at Fritz Haase og Tage Mortensen havde siddet og snakket uafbrudt; men lige så snart vi havde sunget den første sæt-ning, havde de fået travlt med at lede i programmet efter komponisten, og de tav under resten af sangen. Både radio- og tv-folk sagde til lykke med kompositionen under og efter prøven – ja, en af dem kom under selve den direkte transmission og sagde til lykke.”

Senere i brevet skriver Kjeld Jeppesen: ”Jeg er kommet til det resultat, at kompositionen må have talt til alle folk, uanset smag eller behag; nogle af tilskuerne, der forsøgte at få fat på os ved sideindgangen, for-søgte at beskrive, hvad de oplevede ved kompositionen og brugte ord som: spæn-ding, uhygge, gåsehud, kontrast – og noget uforklarligt, der bl.a. skulle give sig udslag i, at man sidder og lytter og ikke kan slappe af, før sangen er færdig. Megen ros fik vi specielt af Harry Poulsen og hans chef Mogens Vemmer, der i sin tale under spisningen bagefter koncerten lod tydeligt skinne igennem, at vi efter hans mening burde have været nr. �. Endelig var Fritz Haase også meget interesseret i at få at vide, hvordan vi bar os ad med at nå de resultater, vi havde nået.” ”Den eneste anmeldelse, jeg har kunnet få fat på i dagspressen, er Bern-hard Lewkovitch’s; han skriver bl.a.: ”Uden tøven vil jeg udpege pigekoret fra Christiansfeld som det bedste, alene for dets fremførelse af Peder Holms sang til Ole Wivels tekst ’Børnesang’, en smuk og særpræget ting med Bro, bro brille som model.” ”

47

Det var oplagt at bruge Bro bro brille-melodien, men hvordan få den knugende stemning frem, der er i digtet lige fra starten? Jeg valgte g-mol som tonalitet og indsatte så begyndelsen af melodien i F-dur. Alle toner er der undtagen grundtonen f – hvilket i øvrigt passer med, at digtets anden linje kun har fem stavelser. Melodien lyder nu helt anderledes, efter at den har fået g som grundtone.

Senere kommer f’et med. Linjen ”klokken er kun elleve” skal lyde som klokkekimen. Da melodien høres over et liggende d, får den også her molpræg.

Desværre er der en ærgerlig fejl i udgivelsen af sangen. I takterne �8 og �9 har jeg glemt at skrive b for h, mens det står korrekt i de to næste takter. I min første renskrift er det, som det skal være, men i rentegningen til Dan-marks børne- og ungdomskorforbunds forlag mangler der altså fire b’er.

Jeg opdagede fejlen, da jeg hørte cd’en ’Skanderborg Musik og Ung-domsskoles Kor i Japan’, hvor ’Børnesang’ var et af numrene. Jeg har gjort forlaget opmærksom på fejlen.

53. SEKS KORSANGEWilhelm Hansen udgav to store samlinger korsange med titlen ’Korsang i Danmark II, 2. halvdel af det 20. århundrede’. For udgivelsen stod Harald Bjerg Emborg og Finn Høffding. Den ene samling, der er for lige stemmer, omfatter værker af 45 komponister, der dengang alle levede. Den anden samling, udgivet i �972, er for blandet kor. Jeg indsendte seks sange, komponeret i 1970, og fik udgivet to: ’En ko’ og ’Dødeminde’, begge med tekster af Ole Sarvig. 33 komponister bidrog til denne samling.

0.Til indvielsen af Skive Seminariums nye bygning d. 8.5.�97� skrev jeg i februar samme år musik til en kantatetekst. Til rådighed var et børnekor, et blandet kor, en fløjte, en klarinet og nogle strygere.

Teksten starter med en prolog, reciteret af en kvinde. Forfatteren fore-slog, at prologen blev ledsaget af nynnekor og instrumenter, og jeg fulgte forslaget. Det var væsentligt, at recitationen sluttede lige omkring takt 36, hvor korene skulle sætte ind med reaktion på prologens slutning. Jeg indsatte derfor et repetitionstegn omkring nogle takter, så længden af mu-sikledsagelsen kunne tillempes recitationens varighed.

48

I den følgende tekst kommer der udtalelser fra tre grupper: forældrene, lærerne og børnene. Hver gruppe er egocentrisk og stiller krav til de an-dre. Jeg delte det blandede kor op, så forældrene blev sunget af alt og bas, lærerne af sopran og tenor.

En fjerde gruppe er seminariet, der søger at samle alle. Det lykkes til sidst i en 4-stemmig korsats (i nogle takter helt op til 7 stemmer).

For at give musikken mulighed for at brede sig lidt, uden at korene skulle have ekstra stof at indstudere, benyttede jeg idéen fra Børneremser. Hver gruppes parti var altså tonesat sådan, at det kunne synges samtidig med de andres. Så efter at grupperne hver for sig var kommet af med deres meninger, sang de derefter i munden på hinanden.

Ved indvielsen holdt undervisningsminister Helge Larsen en længere tale om kantatens tekst. Musikken nævnte han ikke med et ord.

Da det er et udpræget lejlighedsværk, har jeg ikke medtaget det i værklisten.

54. THI ALT KØD ER SOM GRÆSPer Günther, der havde skabt og ledede Treenighedskirkens drenge- og mandskor, bad mig skrive et værk til koret, og han foreslog bibelteksten ’Thi alt kød er som græs’. Værket er dateret 7.4.�97�. I første del af satsen høres tydeligt, at jeg har forestillet mig tre mands-stemmer, der som gruppe står over for den højere liggende sopranstem-me. Man kan sagtens lade alt og sopran blive sunget af kvinder, men det giver ikke den samme virkning.

Som kontrast til første afsnit lader jeg derefter stemmerne svinge sig op på ordene ”og al dets herlighed”. Tonelejet daler igen, og hvor teksten siger ”græsset visner, og blomsterne falder”, kommer man helt ned som i den dystre begyndelse. Men atter kommer der lys over satsen ved slut-ordene ”men Herrens ord bliver evindelig”.

Det vil afgjort klæde værket bedst, om det opføres i en kirke med fyldig akustik.

Jeg har ingen oplysninger om uropførelse eller opførelser i Danmark, til gengæld har jeg et par anmeldelser fra korets udlandsturnéer. En tysk anmeldelse betegner værket som et af koncertens højdepunkter, og fra

49

korets koncertrejse i USA i �979 er der en anmeldelse, hvori der står: ”I think we shall all remember Peder Holm’s ’Thi alt kød er som græs’ and wish to hear it again.”

55. SAGN I det tidligere citerede brev skriver Kjeld Jeppesen, at han vil finde end-nu en tekst til mig. Det blev Erik Knudsens ’Sagn’, som er mindst lige så barsk som Wivels Børnesang. Digtet er i to dele: Første del skildrer aften-stilheden. Musikken er enkel – over en nynnet ostinatfigur synger koret en 3-stemmig akkordsats.

I stærk kontrast hertil skildrer anden del panikken over de kommende ulykker, som man ikke kan flygte fra. Jeg opgav at sætte det i toner og skrev det som tale- eller rettere råbekor. De eneste toner, der er, udføres af syv sangere, der fra en enkelt tone går ud i en cluster-akkord, der til sidst går over i glissadebølger.

Det står i manuskriptet, at ’Sagn’ er komponeret på én dag, d. ��.8. �97�. Børnesang blev skrevet på to dage, d. �. og 2.7.�970. ’Sagn’ blev udgivet af Wilhelm Hansen i den tidligere omtalte samling ’Korsang i Danmark II, 2. halvdel af det 20. århundrede’.

56. TRE PRÆLUDIERUnder NMPU’s komponist-pædagogseminar i Århus i �97� skrev jeg to præludier for klaver, og da jeg kom hjem, endnu et. Jeg har intet fået gjort for at få dem spillet.

57. FEM KORSANGEVistnok på opfordring fra Svend G. Asmussen skrev jeg – vi er stadig i �97� – fem sange for blandet kor, som Wilhelm Hansen udgav i serien Folke- og Skolemusik. I heftets forord skrev jeg: ”De fem korsange er – teksternes forskelligartethed til trods – at opfatte som en 5-satset cy-klus i bueform. De to ydersatser bygger på folkeremser, den første er en ren klangkomposition, medens den sidste er en lille sketch, hvor der må lægges vægt på en levende tekstdeklamation. Anden og fjerde sang er lyriske mellemsatser. Midtersatsen betjener sig af samme teknik som tek-sten. De seks byggeelementer: skriver – skrift(en) – og den – er – sne(en) – sner, får hver sin tone – de første seks toner i en dur-skala. De fire stem-mer har hver sin grundtone med et kvartinterval fra stemme til stemme.

50

Dette giver mulighed for tonal afveksling. Sangene kan opføres enkeltvis, og de kan – om det ønskes – udføres af solostemmer.”

Koncertforeningens Kor, ledet af Steen Lindholm, har indsunget sange-ne på lp.

58. PIKKUTIKKAIdéen kom fra Elisabeth Broch, kaldet Spætte, folkeskolelærer og obo-spiller. Hun mente, at ved skolekoncerter med symfoniorkester burde der være et værk, hvor en børnegruppe spillede sammen med orkestret.

D. �5. januar �973 var et værk af ca. �0 minutters varighed færdigkom-poneret, og allerede d. 4. april samme år blev det opført under Vestjysk Musikuge, i forbindelse med Vestjysk Symfoniorkesters 25 års jubilæum.

Symfoniorkestrets besætning var på �4 blæsere, 2 eller 3 slagtøjspillere,harpe og strygere. Jeg har foreslået, at børnegruppen skal være på 23 medvirkende, i begyndelsen fordelt på sopranklokkespil, altklokkespil, so-pranxylofoner, altxylofoner og altmetallofoner. Hvis de medvirkende spiller på ’vokseninstrumenter’, kan gruppen være mindre, men en del skal den dog omfatte, for et stykke inde i forløbet skal 4 spillere gå til små pauker, trommer, bækkener og gong, mens 4 andre gør sig klar til at spille guitar. Yderligere 4 bliver ved altklokkespil og metallofoner, og resten skal synge i kor (�-stemmigt). Efter korafsnittet går alle igen til stavspillene, og hen mod slutningen går 2 spillere til rørklokker, � til gong, og resten af grup-pen erobrer diverse trommer for at deltage i det afsluttende crescendo.

Med hensyn til instrumentationen vil jeg godt gøre opmærksom på, at der både i børnegruppen og i symfoniorkestret er 4 pauker, 4 trommer og 4 bækkener. Der skal altså være 8 forskellige toner i paukerne og, hvis det er muligt, 8 forskellige trommer og bækkener. Det er vigtigt, at alle i børnegruppen næsten hele tiden er i aktion. Og væsentligt, at mens de voksne orkestermedlemmer pænt sidder på deres pladser under hele forløbet, så bevæger børnegruppen sig. For første gang havde jeg skrevet en melodi, der skulle synges, uden at have en tekst til den. Jeg spurgte Erik Waldeier, studerende på konser-vatoriet med guitar som hovedfag (senere obo) og medlem af beatgrup-

5�

pen Smile, om han kunne skrive en tekst til melodien. Det kunne han. I partituret bemærker jeg, at man er frit stillet med hensyn til tekst, men det er Erik Waldeiers ord, der står i noderne.

Hvad skulle stykket hedde? Jeg ville gerne takke Spætte for hendes idé ved at opkalde stykket efter hende, men navnet skulle tilsløres. Jeg slog op i Nordisk Fugleleksikon og faldt over det finske ord for Lille flagspætte: Pikkutikka. Det blev stykkets titel.

Målt på bifaldets styrke og længde kunne jeg godt kalde ’Pikkutikka’ for min største succes som komponist. Wilhelm Hansen troede også på idé-en, udgav partitur og stemmer og sendte det ud til en række orkestre. Men der kom ingen opførelser. Jeg har liggende et brev fra Jens Schrø-der, hvor han skriver: ”Vi har en plan om at opføre det i foråret �974”. Men jeg mener ikke, at det blev til noget.

59. SAMMUSIK II marts �975 blev SPIL SAMMEN-UGEN afholdt for første gang, arran-geret af Samrådet for Amatørkor, -orkestre og -teatre. Formand for ar-bejdsudvalget var August Konow, som jeg kendte fra Svinkløv, idet han var gift med Mette, født Høeg.

Man havde året forinden inviteret tre komponister: Niels Chr. Rasmus-sen, Mogens Winkel Holm og Peder Holm, til at deltage i ”en konkurrence om et værk omfattende sang, musik og teater for både børn og voksne”. Mogens Winkel Holm sprang fra, men de to andre komponisters værker blev opført.

Jeg måtte opgive at få teatret med i mit projekt, det ville simpelt hen have krævet mere tid. Til gengæld ønskede jeg, at der skulle medvirke så man-ge som muligt af børn og amatører. Det resulterede i et partitur, der i det afsnit, hvor alle synger eller spiller, er på 38 systemer.

Besætningen er: 2-stemmigt børnekor, Tre blandede kor, Orff-instrumenter (altklokkespil, sopran- og altxylofoner, sopran- og alt-metallofoner), Træblæsere (fløjte, obo, 2 klarinetter, fagot), Messingblæsere (2 kornetter, althorn, tuba),

52

Trommesæt, Strygere (violin �-3, bratsch (kan undværes), cello, bas), Klaver.

Det viste sig hurtigt, at der desuden var behov for blokfløjte- og guitar-stemmer. Dem skrev jeg, men de nåede altså ikke at komme med i parti-turet.

Jeg kaldte stykket ’Sammusik’ og skrev følgende introduktion: ”Det her foreliggende partitur er kun en af mange muligheder for at rea-lisere SAMMUSIK. Bortset fra den gennemkomponerede slutning består musikken nemlig af et antal småstykker (hver på 33 takter), som alle kan udføres samtidig. I denne version medvirker 11 grupper. Der kunne tænkes flere (f.eks. en guitargruppe), men stykket kan også udføres af langt færre. Det er så-ledes muligt at lave et forløb af kompositionen, varende 3½ minut, ved hjælp af et blandet kor, ledsaget af klaver. Med nogle sammentrækninger kan der også skabes en version med børnekoret alene (evt. kun �-stem-migt), ledsaget af klaveret eller evt. guitar og bas. Men jo flere grupper der medvirker, jo mere udbredt og varieret et forløb er man naturligvis i stand til at skabe. Både strygergruppe, messingblæ-sergruppe og Orff-gruppe kan spille deres stykke alene, men da afsnitte-ne ikke har nogen egentlig slutning, men hele tiden kræver videreførelse, må disse grupper indgå i det samlede forløb. Denne version vil vare ca. 22 minutter, men vil man udnytte alle kombinationsmuligheder mellem de �� grupper, kan man få stykket til at vare 28½ time. SAMMUSIK er altså et tilbud til såvel mindre som større musiksamfund, således at enhver, der ønsker at opføre stykket, sammenstiller det efter egne ønsker og muligheder.”

Bortset fra den gennemkomponerede slutning på 37 takter skulle alle grupper altså kun indstudere deres lille stykke på 33 takter. På samme måde var det kæmpemæssige partitur på 88 A3-sider sammenklippet af gruppernes stykker. Lige inden slutningen, hvor alle deltager, står det hele på 8 sider (den sidste side dog ændret som overgang til slutdelen).

Hver deltager fik altså et nodeark på 70 takter (plus lille ændring) og en seddel, hvorpå der stod, hvornår de skulle medvirke i forløbet. Det par-titur, jeg fremstillede, bestod af 25 afsnit på hver 33 takter, inden man nåede frem til slutningen. Ved Esbjerg-opførelsen, hvor de mere end 200

53

medvirkende sad og stod i deres grupper i en gigantisk hesteskoform, gjorde vi det, at der på hver side af dirigenten stod en pige med et karton-hefte med meget store tal, som hun holdt, så alle medvirkende kunne se dem. Hver gang der lød et gongslag, skiftede pigerne tallet ud med det næste. Hvis vi som eksempel tager kor 2, så fik de en seddel med besked om at synge i afsnit 7, �4, �9 og 25.

Jeg har ikke fået omtalt teksterne. I �969 udkom bogen ’Vi bor i Danmark, nye digte og sange for børn’. 46 digtere kom med mere eller mindre vel-lykkede bidrag. Jeg fandt et par ting, jeg kunne bruge. Per Aage Brandts ’Balladen om balladen’ består af 3 ’scener’ og en slutning. Jeg brugte 3 blandede kor, som fik hver sin del af teksten. To gange i forløbet synger de 3 kor samtidig (hvorved korsatsen bliver �2-stemmig), og i slutningen forenes korene til ét 4-stemmigt kor.

Arne Herløv Petersens ’Rip og Rap og Rup’ har 4 vers og en slutning. Det 2-stemmige børnekor synger de 3 vers afvekslende med de blan-dede kors 3 dele, og i afsnit 25, hvor alle medvirker, synger børnekoret det fjerde vers. Så kommer slutdelen, hvor to digtes slutninger høres samtidigt.

8 lokaliteter bestilte stemmemateriale og lavede opførelse: Hjørring, Es-bjerg, Haderslev, Odense, Nakskov, Frederikssund og to steder i Køben-havnsområdet. I alt blev det til mere end �600 medvirkende.

I slutningen af januar gæstedirigerede Ole Schmidt i Esbjerg. Vi havde ham til frokost, og jeg fik fortalt om projektet og de opførelser, der skulle komme 6 uger senere. Ole kom straks med en af sine vilde idéer: Man skulle alliere sig med Danmarks Radio, som skulle sørge for, at de 8 op-førelser skete samtidig, sådan så udsendelsen lød som én opførelse med �600 medvirkende. En aldeles urealisabel, men meget skøn idé.

60. DAVIDSSALMERDet næste værk på værklisten præsenterer jeg bedst ved at citere foror-det, der står i udgivelsen (Folke- og Skolemusiks 27. årgang): ”Davidssalmer (3 salmer og et Gloria) er skrevet til Dansk Organist- og Kantorsamfund og uropført ved dets 70 års jubilæum i �975 af Treenig-hedskirkens drengekor fra Esbjerg. Per Günther dirigerede, og Flemming Dreisig spillede orgelstemmen.

54

De fire satser har hver sin karakter. Første salmes anråbelser med en un-dertone af håbløshed, til slut afløst af fortrøstning, står i kontrast til anden salmes energiske udråb, hvor koret må lægge vægt på rytmisk spænd-stighed og en levende diktion. Tredje salme er mere objektiv i tonesproget med rod i gammel vokalpolyfon satsteknik. Endelig er Gloria sat i enkle brede akkorder, hvor hver linje efter tonale udsving ender i en C-dur tre-klang. ’Davidssalmer’ er komponeret i en ret enkel stil, betinget af, at det urop-førende kor kun havde et par måneder til indstuderingen. Dog er tredje salmes anden halvdel (fra takt 44) vanskelig at udføre. Satsen er her en 4-stemmig kanon, hvor hver stemme har sit tonale leje: Sopranens grund-tone er c, altens f, tenorens b og bassens es. Man kan lade orglet eller 4 messingblæsere støtte korstemmerne eller – som det skete ved uropfø-relsen – lade messingblæserne alene udføre dette afsnit.”

Jeg kan huske, at Per Günther sagde til mig, at jeg skulle sørge for, at der ikke var problemer i samarbejdet mellem kor og orgel, idet der var en del kirker, hvor det ikke var muligt at stille koret tæt ved orglet. Om det var Per, der valgte salmeteksterne, eller om jeg selv fandt frem til dem, kan jeg til gengæld ikke huske.

I �98� spurgte Mogens Helmer-Petersen mig, om jeg ville skrive noget for kor og brass band. Jeg fandt, at orgelstemmen i ’Davidssalmer’ godt kunne erstattes af brass band og fik foretaget omskrivningen. Der kom opførelser, men jeg fik ikke hørt nogen af dem.

6�. STRYGEKVARTET Nr. 6Den eneste gang, jeg har deltaget i en international konkurrence, var da Association pour le Concours international d’Orchestres symphoniques Amateurs, hjemmehørende i Belgien, i �976 udskrev en konkurrence om strygekvartetter for amatører. Der var kun én international pris og én na-tional pris, altså for en belgisk komponist. Den internationale pris fik Olav Berg fra Norge. Juryen ønskede desuden at fremhæve to kvartetter blandt de 36 værker, der var fremsendt. De to kvartetter var skrevet af Harold King fra Holland og Peder Holm fra Danmark.

Kvartetten har bl.a. været brugt på et stævne, hvor man spillede ny musik for amatører, men jeg tror ikke, at den er blevet opført ved nogen koncert. ESTA udgav den i �99�, og i 2006 blev den overført til Edition Samfun-det.

55

62. TO STYKKER FOR TI HORN Jesper Allin spurgte mig, om jeg ville skrive noget til et interskandinavisk hornseminar, der skulle afholdes på Ry højskole i 1977. Jeg fik set og hørt nogle nyere kompositioner med horn og skrev ’To stykker for ti horn’, idet jeg naturligvis sikrede mig hos Jesper, at det jeg skrev var hensigtsmæs-sigt. Værket blev spillet på seminaret, og jeg har liggende en seddel fra Jesper om en opførelse i Esbjerg, men jeg har ingen erindring om, at det blev til noget.

63. SAMMUSIK IIFra FDF/FPF modtog jeg et brev, dateret 29.11.1976. Jeg citerer fra bre-vet: ”Landsforbundet Frivilligt Drenge- og Pigeforbund kan i �977 fejre 75 års jubilæum. I den anledning skal der holdes en række festligheder i kredse og distrikter landet over med kulmination i en stor fest i Tivolis koncertsal d. 8. oktober �977.” Man ønsker sig ”et stykke musik skrevet i anledning af jubilæet og skrevet således, at det vil være muligt for forskelligt sammensatte musikgrupper at fremføre musikstykket både samlet og enkeltvis. Da vi er bekendt med, at De i forbindelse med Spil sammen-ugen i �975 komponerede et stykke musik, der netop bygger på det omtalte princip, tillader vi os at forespør-ge, om De eventuelt vil komponere et sådant stykke musik for os (...) Vort musikarbejde er opdelt i 3 kategorier. 1.Blæseorkestre – de fleste opbygget efter brass-band princippet (...)2.Tambour korps bestående af sopran- og altfløjter, lilletromme, tenor-tromme og stortromme (...) 3.Multimusikgrupper med guitarer, fløjter samt forskellige rytmeinstru-menter og mindre sanggrupper. Endelig vil det være godt, om musikken kan indeholde et sangbart tema, således at det også kan blive muligt at aktivisere evt. tilhørere med en sangtekst.”

Jeg besvarede brevet positivt og bad om at få tilsendt eksempler på, hvad grupperne spillede, så jeg kunne danne mig et indtryk af vanskeligheds-graderne. Jeg fik tilsendt noget materiale, og i det medfølgende brev af 8.2.1977 understreges det, at ”de viste eksempler må være toppen, hvad svær-hedsgrad angår”. Der forelå ikke noget materiale for multimusikgrup-per.

56

Sidst på foråret kunne jeg afsende partitur og stemmer. I det medfølgen-de brev skrev jeg bl.a.: ”Fløjte-guitargruppen er skrevet efter samråd med nogle studerende, der også er beat-musikere. Fløjtemelodien kan syn-ges, og mht versemål – så kan den altså bruges til ’Der er et yndigt land’. Jeg vedlægger den blot som et eksempel på, hvordan der kan sættes tekst til melodien.”

Det følgende er citater fra det brev, jeg modtog i november �977: ”Denne hilsen for at udtrykke vor taknemlighed og begejstring for ’Sam-musik II’. Nodematerialet blev udsendt til alle vore tambourkorps, orke-stre og multimusikgrupper således, at man kunne tage fat på arbejdet straks efter sommerferiens afslutning. (...) Som tidligere omtalt skulle kompositionen fremføres ved landsforbundets store festaften i TIVO-LIs koncertsal lørdag d. 8. oktober. Under ledelse af vor orkesterleder for Haslev FDF’s orkester, Helge Birck Pedersen, fremførte et brass band med 70 musikere, et tambourkorps med 40 og en multimusikgrup-pe med 4 musikere kompositionen for ca. �700 mennesker, som med begejstring tog imod musikken. (...) Vi fik desværre ikke den fornødne tid til at afstemme balancen grupperne imellem, så resultatet, der kan høres på det medsendte bånd, der også er optaget under mindre gode forhold, kan helt sikkert blive bedre. (...) I juli 1979 skal FDF/FPF have landsmusikstævne i Fredericia. Vi håber at samle ca. �500 musikfolk fra vore orkestre, korps og grupper til �0 dages musikalsk samvær. Til denne lejlighed vil vi gerne kunne tilbyde et lidt større udvalg af ’Sam-musik’, så vi håber, at vi i løbet af det næste års tid må henvende os til Dem igen for en fortsættelse af det indledte samarbejde, ligesom det måske kunne lade sig gøre, at De kunne komme på stævnet og være med i indstuderingsarbejdet, (...)”

Esbjerg kommunale Musikskole afholdt en præsentationskoncert, hvor Helge Birck Pedersen dirigerede en opførelse af ’Sammusik II’. Program-met mangler årstal, men da Esbjerg kommunale Musikskole blev oprettet i �982, tror jeg, at koncerten blev afholdt i januar �983.

I 1986 fik jeg selv lejlighed til at lede en opførelse ved Odder Musiksko-les forårskoncert. Jeg overværede gruppeprøver, havde en fællesprøve og en generalprøve. Jeg kan huske, at jeg ved Esbjerg-opførelsen havde været utilfreds med de indledende takter for tromme og bækken og spe-kuleret på, om det skulle skrives om; men der var en udmærket slagtøj-spiller i Odder, og det fungerede helt, som jeg havde tænkt mig.

57

64. FESTMUSIKErik Hammerbak, dirigent for Fynske Livregiments Musikkorps, spurg-te mig, om jeg ville skrive noget til korpsets 25 års jubilæumskoncert d. �.�0.�978. Det blev til ’Festmusik’, bygget op over det regimentssignal, der hørte til Fynske Livregiment. På korpsets sidste cd, inden det blev nedlagt, er Festmusik med.

65. VIOLINFANTASIMit bekendtskab med Odd Leren, rektor ved Rogaland Musikkonserva-torium i Stavanger, Esbjergs norske venskabsby, førte til en bestilling på et værk for soloviolin og strygere. Værket skulle uropføres i forbindelse med indvielsen af Bjergsted Musikksenter, bygget til Rogaland Musikkon-servatorium og Symfoniorkesteret i Stavanger.

Jeg overværede uropførelsen. Solist var en af konservatoriets studeren-de, Åsta Jørgensen. To år senere skrev hun til mig. Hun skulle til eksa-men i værkanalyse og ville skrive om mit værk. Om jeg ville give hende nogle oplysninger om værket og om mig selv. Jeg sendte hende noget materiale, som hun takkede mange gange for. Det havde været til stor hjælp.

Jeg mener, at Åsta Jørgensen i en kortere periode var ansat i Sjællands Symfoniorkester.

I �98� blev værket spillet under Aarhus Numus Festival. Jeg citerer fra programmet: ”FANTASI for soloviolin og strygere blev gennem NOMUS bestilt af Rogaland Musikkonservatorium i Norge. Efter bestillerens ønske er strygerbesætningen 7 violiner, 2 bratscher, 2 celloer og � kontrabas, men større besætning kan også benyttes. Værket blev afleveret i decem-ber �978, og uropførelsen fandt sted d. �2. maj �979 ved indvielsen af Bjergsted Musikksenter i Stavanger. Det �6 minutter lange værk er i 5 sammenhængende afsnit. Første afsnit er kun for violiner. Soloviolinens indledende strofe gentages af samtlige 7 violinstemmer, men i hver sin rytmiske udformning. I det energiske andet afsnit involveres hele strygerkorpset. Midterafsnittet er en nocturne-ko-ral: 4-stemmigt akkordspil i bratscher og celloer, derunder en slagbas, ovenover frit formede melodiforløb i soloviolinen. Fjerde afsnit er karak-termæssigt og motivisk i slægt med andet afsnit. Solisten holder en til-trængt pause, men må derefter i gang med en solokadence, der leder til

58

sidste afsnit, som til en vis grad er en spejling af indledningsafsnittet. Vi begynder med dette afsnits sluttone og arbejder os baglæns i melodifor-løbet. De dybe strygere kommer med mindelser om nocturne-koralen og forstummer så. Til sidst er kun soloviolinens trestregede d tilbage, samme tone som værkets første.”

Ole Schmidt var dirigent. Han havde valgt at fordoble besætningen, så den altså blev på �4 violiner, 4 bratscher, 4 celloer og 2 kontrabasser. Han sagde til mig bagefter: ”Det var det bedste værk på koncerten. Det spiller vi naturligvis igen.” Det spillede de naturligvis ikke igen.

Jeg havde i radioen hørt Zygmunt Krauzes ’Aus aller Welt stammende’, hvor ti solostrygere spillede polske folkemelodier samtidigt, men i hvert sit tempo. Det havde fængslet mig og givet mig idéen til begyndelsesafsnit-tet af værket.

66. FORÅRSFUMLESVAMPEDanske Folkekors børnekors afdeling i Ribe amt bestilte hos mig et værk for 3 børnekor (et �-stemmigt, et 2-stemmigt og et 3-stemmigt). De kom selv med de tre tekster, lige som titlen på stykket (Forårsfumlesvampe) stammer fra dem. Ved uropførelsen, der fandt sted d. 3�.3. �979 to steder i Ribe amt, medvirkede tilsammen omkring 600 børn.

Jeg havde som sædvanlig sørget for, at de forskellige dele af værket kunne opføres ikke alene hver for sig, men også samtidigt, så selv om jeg kun havde nednoteret �2 takters musik, kom det hele til at vare ca. 5 minutter.

Den instrumentale ledsagelse er meget enkel: En stemme til bas (el- el-ler kontra-), en becifring til guitar og et forslag til en klaverstemme. Der er tale om et grundlag, hvorover der kan improviseres, og andre stemmer kan evt. tilføjes.

67. SAMMUSIK IIII brev af 25.9.1978 bestilte FDF/FPF til landsmusikstævnet juni/juli 1979 ”et nyt stykke musik stort set efter de samme principper, som det De la-vede til os i sommeren �977”.

Jeg kunne høre på båndet fra Tivoli-koncerten (se 63. SAMMUSIK II), at hverken guitarspiller eller trommeslager fra fløjte-guitargruppen kunne spille efter noder, og at fløjtestemmerne i tambourkorpset var rigeligt svæ-

59

re. Så da jeg i �978-79 skrev ’Sammusik III’, blev guitarstemmen mest skrevet som becifring, og trommestemmen angav kun, hvornår der skulle spilles. Tambourkorpsets fløjtestemmer blev væsentligt enklere, end de var i ’Sammusik II’.

Jeg kunne ikke komme til landsmusikstævnet og hørte ikke noget derfra, så jeg ved faktisk ikke, om man overhovedet arbejdede med stykket på stævnet.

68. NOCTURNESønderjysk Amatørsymfoniorkester bad mig skrive et stykke til dem, og jeg skrev ’Nocturne’ i �979. Uropførelsen fandt sted d. 22.2.�98� i Vo-jens under min direktion. I programmet skrev jeg: ”Som titlen NOCTURNE angiver, er det et stykke i ret blide og mørke toner, som kun i midten af forløbet hæver sig til kraftigere styrkegrader. De forskellige instrumenter og instrumentgrupper får i løbet af stykket lejlighed til at spille mere eller mindre solistisk, således at alle medvirkende snart føler sig i fremtræ-dende position, snart mere tilbagetrukket i forhold til andre instrumenter. Besætningen er den samme, som Mozart og Beethoven ofte skrev for: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn, 2 trompeter, pauker og strygere.”

I partituret skrev jeg: ”NOCTURNE indledes med figurationer i frie ryt-mer omkring tonen C. Indtil ciffer � giver dirigenten kun indsatser (med ven-stre hånd). Dette afsnit skal vare ca. �’40”. Fra ciffer � til 7 takterer dirigenten med højre hånd, medens cifrene markeres med venstre (cif-fer 1 en finger, ciffer 2 to fingre osv., ciffer 6 igen en finger og ciffer 7 to fingre). Celloer og basser gøres opmærksom på, at cello 1 begynder sit andet repeterede afsnit umiddelbart efter markeringen af ciffer �. Cello 2 og 3, bas � og 2 på samme måde efter markeringen af cifrene 2, 3, 4 og 5.

Da indledningen skal virke improvisatorisk, er det nedskrevne for så vidt kun et forslag til udførelsen. Man skal derfor ikke lade sig binde af det foreskrevne antal celloer og basser. Råder man ikke over 3 celloer og 2 basser, kan man nøjes med 2 celloer og � bas. Råder man over større grupper, kan alle godt deltage fra begyndelsen, men al samtidighed skal undgås, enhver spiller i sit eget rytmiske forløb. Pile på fortegnene angiver, at tonen er hævet eller sænket ¼ tone. Der bliver altså her tale om kvarttonestriller.

60

Under prøveforløbet tilrådes det at begynde ved ciffer � og gemme det indledende afsnit til en specialprøve for celloer og basser.”

Allerede en måned senere havde Århus Privatorkester ’Nocturne’ på pro-grammet ved to koncerter. Knud Mouritzen, der var formand for Dansk Amatørorkester Samvirke, skrev til mig: ”Vi har haft megen glæde af din Nocturne, og opførelsen i dag faldt godt ud, Axel Momme har gjort et stort arbejde for virkelig at få musik ud af værket – og jeg synes det er lykkedes fint. Jeg er ikke mindst glad over, at alle orkestermedlemmer er gået til opgaven uden forbehold.”

I et andet brev fra Knud Mouritzen fra januar �984 skrev han: ”(...) Og så skal du lige vide, at jeg forleden fik et brev fra Universitetet i Göteborg/ Musikhögskolan med anmodning om at måtte låne materialet til din Noc-turne til indstudering og forventet opførelse på koncert under ledelse af Jan Yngwe.”

Jeg havde haft stykket med og dirigeret det på et Askov-stævne, hvor en svensk dirigent var til stede og hørte det. Det må være ham, der stod bag henvendelsen.

Endelig har jeg også liggende et program fra �986, hvor man kan se, at ’Nocturne’ blev spillet af Fyns Amatør-Symfoniorkester.

Senere talte jeg engang med en dirigent for et københavnsk amatør-sym-foniorkester. Han havde taget ’Nocturne’ med til en prøve og var begyndt at arbejde med det, hvad der resulterede i, at orkestrets eneste kontra-bassist i fornærmelse over stykket havde meldt sig ud af orkestret. Jeg spurgte: ”Begyndte du forfra?” Ja, det gjorde han da. ”Jamen, der står jo netop i partituret, at det skal man ikke.”

69. MESSINGKVINTETKøbenhavns Messingblæser Kvintet bestilte et værk hos mig, og jeg skrev en kvintet i tre satser i �980. Uropførelsen d. 24.�.�982 fandt sted i Esbjerg, hvor de fem musikere holdt kursus på konservatoriet om da-gen og gav koncert om aftenen. Kvintetten blev derefter spillet d. 28.3 i Glyptoteket - ”Det er et dejligt stykke musik at spille”, skrev tubaist Arne Svendsen til mig. Jeg hørte den igen ved en koncert i Odder Musikfor-ening i �987.

6�

70. SÅ OG SÅ MANGE LÆRKER (SAMMUSIK IV)Den første musikskole, der bestilte et værk hos mig, var Ringkøbing kom-munale Musikskole. I januar �980 kontaktede musikskoleleder Jens-Ole Blak (senere rektor ved Nordjysk Musikkonservatorium) mig for at få mig til at skrive et værk i anledning af musikskolens �0 års jubilæum i �98�. Det ønskes, at flest muligt af musikskolens elever skal kunne deltage i en fremførelse. Mht idégrundlag for kompositionen kunne det være noget med den gamle by eller den omliggende natur.

Jeg rådførte mig næsten altid med Kirsten angående tekstvalg. I en tekstantologi fra �97� med titlen ’og’ fandt vi Per Højholts digt ’Så og så mange lærker’, hvor vi netop er ude i den vestjyske natur. I begyndelsen af maj fik jeg Per Højholts tilladelse til at bruge digtet.

I februar fik jeg en liste over musikskolens elever, og så kunne jeg be-gynde at spekulere over kompositionens besætning. Et problem var, at langt den største gruppe (�85 elever) spillede klaver. Og så manglede der helt basinstrumenter.

Jeg skrev et partitur med følgende besætning: Sopran-, alt-, tenor- og bas-blokfløjter Fløjte �-2 Alt-saxofon �-4 Cornet �-4 (+ evt. en femte uden for scenen) Trombone Violin �-3 Cello Sopran- og alt-klokkespil Sopran-, alt- og bas-xylofon Sopran- og alt-metallofon Harmonika �-3 Klaver (6-hændig) 2 blandede kor Guitar, El-bas Trommesæt, 5 Congas, 3 Gonger

Partituret blev på 38 A3-sider. Sidste side, hvor alle medvirker, er skrevet på 44 systemer. Varigheden af stykket er 9 minutter.

Jeg renskrev partituret i sommerhuset og kørte så op til Ringkøbing for

62

at få noderne kopieret. Desværre var den kommunale kopimaskine ikke vant til at kopiere A3-sider. Da jeg kom tilbage til sommerhuset og tog ko-pierne frem, dryssede mange af noderne af papiret. Så det måtte gøres om, efter reparation af kopimaskinen.

Tilbage til besætningsspørgsmålene. Klaverstemmen er 6-hændig, og da der blev stillet 3 klaverer op til koncerten, kunne jeg få 9 klaverspillere med. Mange andre klaverelever deltog på Orff-instrumenter.

Med hensyn til basinstrumenter fik jeg lovning på et par amatørcellister, en basun kunne også skaffes, og så var der nogle elever på el-bas. Hvad jeg ikke fik at vide, var, at el-basspillerne ikke kunne læse noder, og selv om de havde lært deres stemme, gik det helt galt, da de skulle fungere i sammenspillet.

En særlig effekt, også visuelt, var de 2 gange 5 congas, der blev opstil-let helt til venstre og helt til højre på tribunen. Hver gruppe havde 3 spil-lere, og jeg husker en lille fyr, der stod ved den mindste tromme og skulle komme ind på slag 5 i hver takt (hele stykket var komponeret i 5/4). Det så meget festligt ud.

Jeg havde lovet at komme til nogle delprøver og kan i hvert fald huske, at jeg kom til en korprøve. Der var et mandligt kormedlem med en meget gennemtrængende stemme. På et tidspunkt afbrød jeg prøveforløbet for at fortælle om den finere forskel mellem ottendedele og ottendedels-trio-ler. Da vi prøvede igen, måtte jeg konstatere, at manden med den domi-nerende stemme ikke havde opfattet forskellen.

Lørdag d. 2. maj �98� var der 2 timers samlet prøve på ’Sammusik IV’. Dagen efter ½ times generalprøve om formiddagen og koncert kl. �3. Det burde have været nok prøvetid til et stykke på 9 minutter, hvis de med-virkende havde kunnet deres roller, men jeg var noget rystet over, hvor meget der ikke fungerede. Alligevel lykkedes det at få tingene til at hænge nogenlunde sammen. Hen imod slutningen var der et sted, hvor det gik galt, ligegyldigt hvor mange gange vi prøvede. Jeg sagde: ”Hvis det også går galt til koncerten, slår jeg af, siger: Takt �28, og så er I straks klar til at gå videre derfra.” Og sådan gik det. Bagefter viste det sig, at flere tilhø-rere troede, at det hørte med til stykket, at dirigenten også sagde noget.

63

Herluf Jensen, musikskoleleder og dreven amatørmusiker, sprang ind til koncerten og spillede bas-blokfløjtestemmen på fagot. Desværre starte-de han i halvt tempo og bidrog yderligere til de ting, der ikke lykkedes.

I mit forslag til opstilling af alle de medvirkende havde jeg stillet korene, som man plejer, nemlig bag ved instrumenterne. Men med det kæmpe-opbud af instrumenter blev afstanden mellem kor og dirigent alt for stor, og da korene havde hovedrollen i værket, ændrede jeg hurtigt opstillin-gen. Korene kom forrest og stod på hver side af dirigenten, mens instru-mentalisterne blev siddende, hvor de var. Korene kom så ikke til at synge direkte ud mod publikum, men dirigenten havde langt bedre muligheder for at støtte og opildne korene, hvad der absolut var nødvendigt.

Det var ellers en stor og flot koncert med børnekor, voksenkor, tambour-korps, brass band, big band m.m. plus et par festtaler. Og som noget helt særligt havde Jens-Ole Blak formået at få sin svoger Ulf Pilgaard til at komme og være konferencier.

Opførelsen blev altså langt fra det, jeg som komponist og dirigent kunne ønske mig. Alligevel tror jeg, at meget af det, jeg ville med stykket, nåede frem til publikum. Jens-Ole Blak skrev til mig: ”Rigtig mange giver udtryk for, at dit værk var spændende, fascinerende, smukt og flot. Ja, det var nogle af de ord, jeg har hørt i den forbindelse. Som du sikkert også selv nåede at mærke, skiftede store dele af de skeptiske korsangere også helt om, da de havde oplevet værket i sin helhed.”

7�. MIN SJÆL, LOV HERRENFolkekirkens Ungdomskor bad mig skrive et stykke på ca. �0 minutter for ligestemmige og blandede kor til landsstævnet �98� på Bornholm. Der forventedes at deltage omkring 750 børn og unge.

Jeg valgte nogle vers fra Salme �04 og skrev stykket for 2 ligestemmige og 2 blandede kor. Da en opførelse uden instrumental støtte ikke ville kunne lade sig gøre, og Bornholms Symfoniorkester havde lovet at med-virke, skrev jeg også en orkestersats.

Stykket – med titlen ’Min sjæl, lov HERREN’ (første linje i Salme �04) – indledes med et kort afsnit, hvor alle kor deltager. Derefter høres de fire kor hver for sig. Der vendes tilbage til indledningen, hvorefter de fire kor synger hovedstem-men i hver deres afsnit i et samtidigt forløb. Alle kor deltager i afslutningen.

64

Jeg hørte opførelsen i radioen. Endnu en gang viste det sig, at forbere-delserne inden stævnet ikke var gode nok til, at man på selve stævnet kunne nå at opbygge et tilfredsstillende resultat. Jeg husker specielt et sted, hvor der kun ligger en dyb tone i cello og kontrabas. Tre oktaver højere sætter et børnekor ind med en enkel melodi. Desværre sang koret for lavt, og den fine stemning blev ødelagt. Jeg burde have ladet en fløjte spille melodien en oktav over koret, så kunne man måske have fået koret til at synge rent.

72. SOLEN KENDER SIN NEDGANGS TID’Min sjæl, lov HERREN’ kom til at vare 6½ minut. Da jeg havde lovet �0 minutter, skrev jeg endnu et stykke. Det blev ikke opført ved stævnet. I udgivelsen står der: ” ’Solen kender sin nedgangs tid’ har som tekst kun denne linje samt ordene ”natten kommer”. Teksten er udsnit af Salme �04, vers �9-20. Satsen er skrevet som en 7-stemmig kanon (for to sopran-, to alt-, en tenor- og to basstemmer), således at hver stemme sætter ind en terts under den foregående. Det svindende lys skildres gennem gradvis mørkfarvning af det tonale, idet de syv stemmer henholdsvis begynder i følgende tonearter: g-mol, Es-dur, c-mol, As-dur, f-mol, Des-dur, b-mol. Hertil kommer, at den rytmiske strøm efterhånden bremses. Da til sidst alle syv stemmer er faldet helt til ro, synger et fjernt børnekor (eller evt. en solosopran) den første strofe.”

Der er en lille forhistorie. Jeg stod en aften uden for sommerhuset, der ligger syd for Tipperne og Værnengene, ca. 3 km fra Vesterhavet. Det var skyfrit, solen var lige gået ned. Det enorme lys fra havet svækkedes lang-somt. Jeg stod og registrerede de forskellige nuancer af lys, som tiden gik. Det gav mig idéen til ’Solen kender sin nedgangs tid’.

Da stemmerne sætter ind i skiftevis og dur, er der små afvigelser i det intervalmæssige. Mol har små tertser og sekster, dur har store. Bortset fra det er kanonkonstruktionen gennemført, indtil alle stemmer har været gennem det melodiske forløb.

73. PIP LILLE FUGL (SAMMUSIK V)Kun 9 dage efter ’Sammusik IV’-opførelsen i Ringkøbing var vi til urop-førelsen af ’Sammusik V’. Denne gang var det Årslev kommunale Mu-sikskole på Fyn, der skulle fejre sit �0 års jubilæum. Vores søn Henrik

65

og hans kone Jytte Kusk boede i Nr. Lyndelse og var begge lærere ved musikskolen i henholdsvis guitar og blokfløjte.

Jeg fik en meget omfattende liste over alle musikskolens elever, og hvil-ke niveauer de var på. Desuden forventede man deltagelse fra: Skolernes børnekor Et blandet kor Ibjerg-spillemændene En renæssance-rørbladskvartet fra Midtfyns Consortgruppe En beat-gruppe Nogle amatørstrygere

Jeg rådførte mig med præsten i Nr. Lyndelse, Thorkil Thaning, angående tekstgrundlag, men hans forslag (et digt af Sophus Claussen) kunne jeg ikke bruge. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg på meningsfuld måde kunne få beskæftiget alle disse forskellige grupper og få dem samlet i ét værk.

Jeg valgte folkeeventyret om prinsessen, der ikke kunne le. I eventyret sker der det, at Jesper af en gammel kone får en slæde med en udskåret lille fugl. Hvis nogen rører ved slæden, og Jesper så siger ”Pip, lille fugl!”, så bliver de hængende fast ved slæden.

Jeg skrev en række småstykker, hvor hver person eller gruppe, der kom til at hænge fast ved slæden, fik sit stykke og sit eget ensemble. Ved at bruge mit efterhånden sædvanlige trick med at stykkerne kunne spilles samtidigt, kunne jeg illustrere i musikken, hvordan kæden efter slæden blev længere og længere.

Jeg indføjede i eventyrets begyndelse, at folk prøvede på tre forskellige måder at få prinsessen til at le. Man hører først cornamuse-kvartetten, så spillemændene og til sidst beat-gruppen. De tre meget forskellige stykker er naturligvis også beregnet til at kunne spilles samtidigt, når alle forenes i slutningen af værket.

Partituret blev på �9 numre med eventyret læst op ind imellem. Udover at indføre de tre måder fik jeg Kirsten til at omskrive den gamle kones ord, så de kunne bruges til en korsats.

Første nummer er prinsessens melodi, udført af fløjte og børnekor 1. Me-

66

lodien står i mol og synges på lu.

Efter de tre måder høres prinsessens melodi igen. Så kommer Jespers me-lodi, udført af trompet og børnekor 2. Melodien står i dur og synges på la.

Den gamle kones ord synges af det blandede kor, ledsaget af 3 klarinet-ter og basklarinet.

Så kommer numrene, der hører til alle dem, der kommer til at hænge fast bag slæden. Først de tre piger fra kroen. Vi hører en 3-stemmig blokfløj-tesats.

Smeden skildres af alt-saxofon, strygere – der spiller korte toner i ned-strøg for at illudere hammerslag -, koklokker og tempelblokke.

Så høres pigerne og smeden samtidigt.

Præsten og degnen skildres af messingblæsere i koralsats.

Så høres de tre ensembler på én gang.

Endelig gæssene, sat i lyd af 6 klarinetter og et båthorn.

Og nu alle fire ensembler oven i hinanden. Det gentages sammen med flere slagtøjsinstrumenter og en guitargruppe, der spiller efter becifring. Prinsessens melodi laves om til dur, sættes op i tempo og synges på la.

Efter at Jesper har råbt ”Slip, lille fugl!”, høres 7 takters flugtmusik, hvor piger, smed, præst, degn og gæs styrter til alle sider. Så høres Jespers melodi.

Slutnummeret begynder med prinsessens og Jespers melodier samtidigt. Derefter cornamuse-kvartet, spillemænd og beat-gruppe samtidigt. Og en-delig deltager alle 300 medvirkende i den afsluttende larm. Børnekorene synger beat-gruppens melodi, voksenkoret synger cornamuse-satsen.

En af musikskolens lærere, Jeanne de Fontenay, dirigerede opførelsen. Hun havde haft prøver nok med alle grupperne, så tingene fungerede.

Man havde med misundelse bemærket, at Ulf Pilgaard skulle være kon-

67

ferencier i Ringkøbing, og ville også gerne have en kendt person som trækplaster. Vigga Bro, der virkede som skuespiller i Odense på det tids-punkt, blev så oplæser af eventyret, og det var vældig fint.

På koncertdagen havde musikskolen en aftale med de lokale busser. Gik man ind i bussen og sagde ”Pip, lille fugl!”, kunne man køre gratis hen til Carl Nielsen-hallen, hvor koncerten skulle foregå.

Året efter havde Viborg Musikskole �0 års jubilæum. Også her blev ’Pip lille fugl’ opført med �75 medvirkende.

I �983 afholdt Ribe kommunale Musikskole og Ribe Musikhøjskole en fælleskoncert med ’Pip lille fugl’ som slutnummer. Basklarinet og altsa-xofon blev erstattet af fagot og obo, og cornamuse-satsen blev spillet af krumhorn.

74. TRE STYKKER FOR BRASS BANDEsbjerg Brass Band bestilte i september �980 et værk hos mig. Det blev til ’Tre stykker for brass band’, men da det kom til stykket, turde Esbjerg Brass Band ikke gå i gang med en indstudering. Ved Herbert Møllers mellemkomst blev det arrangeret, at værket blev uropført af DAO’s Ung-domslandsorkester ved landsstævnet i november �982.

75. DENGANG I BETHLEHEMI brev af 25.6.�98� skrev Jens Rossel bl.a.: ”Det var med stor glæde, vi erfarede, at du var interesseret i at sætte musik til Dengang i Bethlehem til Århus By-Orkesters familiekoncerter i Århus og i Herning d. �9. og 20. december i år. (...) Vi ønsker et værk for fortæller, børnekor og orkester. (...) Hvad orkestret angår, så bestilles værket nok af et professionelt sym-foniorkester, men derfor skal der ikke komponeres med professionelle musikere for øre. Det er tanken, at skoleorkestre og andre børneorkestre samt amatørorkestre også skal kunne opføre værket. (...) Idéens ophavs-mand, Blanka Himmer, solocellist i Århus By-Orkester: ”Jeg (...) har en forestilling om en kammerorkesterbesætning, således at også elever på musikskoler kan opføre værket. Noget meget lyst og enkelt.” (...) Blanka Himmer forestiller sig følgende besætning: 6 førstevioliner, 4 andenvioli-ner, 3 bratscher, 3 celli, 2 basser, én af hver træblæser, � horn, � trompet, lidt slagtøj (ikke pauker og store trommer).”

Det første, jeg gjorde, var at skrive en melodi, der passede til Møllehaves

68

versemål. Det voldte vanskeligheder. Jeg var vant til, at når jeg arbejdede med en tekst, så kom der nogle toner inde i mit hoved. Det gjorde der ikke her. Senere læste jeg en udtalelse af Møllehave, hvor han sagde, at han ikke var musikalsk. Jeg tror, at det er en væsentlig forklaring på, hvorfor der ikke skete noget inde i mit hoved. Jeg har senere haft de samme pro-blemer med tekster af Grundtvig.

Det lykkedes mig at få skrevet en melodi, der dækkede to vers. Af tek-stens 2� vers ledsages de �4 af enten a-delen eller b-delen af melodien, først spillet af violiner. Alle blæserne får i løbet af stykket spillet enten hele melodien eller en af delene.

Orkesterbesætningen blev, som Blanka Himmer foreslog den: Seks blæ-sere (fløjte, obo, klarinet, fagot, horn, trompet). En smule slagtøj, nemlig klokkespil (én tone), bækken og håndtromme. Strygere som foreslået, dog kun � kontrabas. Eneste tilføjelse er en harpe.

For at korstemmen kunne få et rimeligt omfang, ønskede jeg lidt ekstra tekst fem steder i forløbet, og Jens Rossel skrev til Møllehave med an-modning herom. Og så ventede jeg. Jeg havde i avisen læst, at Mølleha-ve, der var medforfatter til den satiriske tv-serie, der blev sendt dengang, sommetider blev låst inde af sine kolleger for at tvinge ham til at komme med sine bidrag i rette tid. Så jeg var lidt spændt på, hvordan det skulle gå, men endelig kom de ekstra tekster, og jeg kunne gøre kompositionen færdig.

Man havde spurgt skuespiller Aksel Erhardtsen, om han ville være fortæl-ler, men han havde ikke tid. Nu blev det Anette Faaborg, der fik rollen, og hun blev også brugt ved andre senere opførelser. Hun gjorde det helt fint, men ville ikke, som jeg bad om det, recitere i nærheden af melodiryt-men.

De forskellige opførelser, jeg har hørt, har alle været med kvindelig fortæl-ler. Jeg ville meget gerne have hørt det med en mandlig fortæller, blandt andet fordi kvindestemmen nogle steder bliver dækket af musikken. Der vil jeg tro, at mandsstemmen lettere skiller sig ud.

Uropførelsen fandt sted i Herning d. �8. december �98�, og koncerten blev gentaget i Århus dagen efter. Børnekorene var lokale, så det var kor fra Herning på førstedagen og kor fra Århus på andendagen. Jeg kom til

69

opførelsen i Århus, og det samme gjorde Johannes Møllehave. Vi fik tryk-ket hånd ved fremkaldelsen på tribunen, og jeg havde håbet at få snak-ket lidt med ham bagefter, men Ole Schmidt, der var koncertens dirigent, havde inviteret Møllehave med hjem til sig efter koncerten, men ikke invi-teret komponisten med, så det blev ikke til noget.

John Christiansen skrev, at musikken var stemningsfuld og smuk, men syntes godt, at jeg kunne have varieret den lidt mere. Jeg havde holdt mig til Blanka Himmers ønske om noget meget lyst og enkelt.

Året efter kom ’Dengang i Bethlehem’ i tv, udsendt �. juledag kl. 23.�5 og genudsendt d. 29. december kl. �7.25. Desværre havde man ikke gjort det oplagte, nemlig at vise et krybbespil sammen med musikken og op-læsningen. Udgangspunktet for Møllehaves tekst er en lille børnebilled-bog, først udkommet i England med titlen ’The Christmas Pageant’, altså Julefestspillet. I tv så man kun orkestret og Anette Faaborg som fortæller. Mulighederne for at skabe en spændende udsendelse for børn (og voks-ne) blev altså slet ikke udnyttet, men havde naturligvis krævet et noget andet budget.

I 1984 fik Årslev kommunale Musikskole skabt en opførelse under min di-rektion. Vi fik nu vist, at en musikskole i samarbejde med amatører kunne realisere værket. Samtidig fik jeg gennemført nogle ting, som ikke var blevet til noget i den professionelle udgave. Den indledende fløjtesolo, der præsenterer melodien, det hele er bygget over, står i partituret for pic-colofløjte. Men her blev den spillet af sopranblokfløjte, og den spillende, en af musikskolens elever, var skjult. Allerhelst ville jeg have, at melodien skulle komme oppefra og dale ned over tilhørerne, men det kræver et kirkerum.

Harpestemmen blev udført af en guitargruppe, og det fungerede udmær-ket.

Og så blev krybbespillet koblet på. Desværre havde jeg så travlt med at styre orkester og kor, så jeg slet ikke fik set noget af krybbespillet.

I �988 var der opførelser med Esbjerg kommunale Musikskole i Grundt-vigskirken og Sædden Kirke. Den sidste blev optaget af det lokale tv og sendt juleaften. Jeg fik et videobånd og kunne se, hvordan krybbespillet fungerede sammen med orkester, kor og fortæller.

70

I �989 indspillede Erling Kullberg en juleplade med Randers Byorkester. Sammen med Randers Realskoles Kor kom der en meget tilfredsstillen-de optagelse af ’Dengang i Bethlehem’ ud af det. Pladen kunne høres i radioen juleaften kl. 20.30.

Både i Esbjerg og i Randers var Anette fortæller. I Årslev var det en lokal lærer, der også stod for korindstuderingen.

I �998 var der en opførelse i Viborg, som vi var oppe at høre. Jeg hu-sker især, at korets klang i kirkerummet skabte en fin atmosfære. Det var Lisbeth Munks elever fra musikskolen, kaldet Syngesildene. Lisbeth selv medvirkede som fortæller.

76. FORSPILAOF i Esbjerg bad mig i �98� skrive et kort stykke for blæseorkester, jeg kan ikke huske i hvilken anledning. Jeg skrev et stykke af lidt over 2 minutters varighed. Det kan spilles af brass band, men jeg har desuden tilføjet ad libitum-stemmer for fløjte og 3 klarinetter.

77. MANDSKORSANGEDe syd- og vestjyske mandskor bad mig skrive først en, senere flere mandskorsange til tekster af Thøger Larsen. Det blev til ’Fire strofiske sange’, skrevet i �980 og �982. 78. SARVIG-SANGEJeg har meget få breve liggende, der indeholder en reel bestilling. Jeg må konstatere, at langt de fleste bestillinger er foregået over telefonen og al-drig blevet formuleret skriftligt. Det gælder også de ’Fire sange’ til tekster af Ole Sarvig, som jeg i �982 skrev til Grevekoret. Det var koret, der kom med teksterne til mig, og jeg har vel haft muligheden for at vælge mellem flere tekster. I hvert fald blev det til fire sange af forskellig længde, karak-ter og kompositionsteknik. Sangene belyser hinanden og skal opføres som en helhed.

79. VILDERING KONGESØN OG MISERI MØI årene �98�-83 forsøgte Esbjerg at skabe tradition for en årlig festuge, men det kneb vist med tilstrækkeligt publikum, og forsøget blev stoppet. I Esbjerg Ugeavis fra d. ��. oktober �983 stod der om festugen, at kvali-teten havde været helt i top, men at interessen generelt havde været for dårlig – efter manges mening på grund af for høje billetpriser.

7�

I �982 havde man sat Benjamin Brittens ’Noahs Ark’ på programmet. Mere end �00 børn, �40 voksne korsangere og et 70 mands orkester medvir-kede. Som voksensolister deltog 3 sangere fra Den Jyske Opera. Niels Pihl instruerede, Gunnar Tagmose dirigerede med Per Günther som as-sisterende dirigent for børnekoret. På flere skoler havde man i formnings-timerne lavet masker og kostumer til dyrene i arken.

Et glimrende initiativ til at få en masse børn, amatører og professionelle til at arbejde sammen. Men det blev et meget dyrt arrangement, og det sceniske resultat blev noget skuffende, bl.a. på grund af, at man havde valgt at lægge opførelsen i Stadionhallen. Der skulle plads til, men her var for meget plads i et rum helt uden teatermæssig atmosfære. Skulle man have et lignende arrangement i festugen i �983, måtte det ikke koste så meget, og det skulle meget gerne være mere vellykket som teaterforestil-ling.

Allerede i november �98� havde jeg et møde med Kaj Tagmose, som bagefter formulerede et forslag til arbejdsgruppen for festugerne om, at jeg skulle skrive musik til et syngespil, som skulle uropføres i festugen �983.

I februar �982 godkendte arbejdsgruppen forslaget, og jeg måtte i gang med at finde ud af, hvad der skulle være forlæg for syngespillet.

Helt fra jeg var barn, havde jeg været fascineret af folkeeventyret om Vil-dering Kongesøn og Miseri Mø, og jeg havde haft lyst til at sætte musik til det. Nu skulle det prøves.

Lektor Erik H. Madsen, der havde været instruktør på ’Ingen mad i dag – men i morgen’, gik med på at skrive teksten, indimellem at han skulle udgive Euripides-tekster og muligvis lynoversætte en fransk �400-tals-komedie ”fra før den tid, hvor de kunne skrive ordentligt fransk”. Jeg gik på biblioteket og fandt fem versioner af eventyret, som jeg overgav til Erik H. Madsen, idet jeg gjorde rede for, hvad jeg i hvert fald ville have med. Hjemmefra kendte jeg ’Danske Sagn og Æventyr’, udvalgt af Axel Olrik og illustreret af Niels Skovgaard, som var gift med min farmors kusine Inge-borg og gudfar til min storebror Helge. Jeg mener, at Helge fik eventyrene i dåbsgave, men den fuldstændige samling kom først i �929.

I det store og hele brugte vi Axel Olriks version, dog med én væsentlig

72

ændring, hentet fra en af de andre eventyrsamlinger, nemlig en del af slutningen, hvor Miseri Mø siger: ”Trold flyv bort og yngel følg trold, ej er jeg mere i troldens vold!” Og eventyret fortsætter: ”I det samme sprang alle vinduer op, der kom et sus, så alle lysene blafrede. (...) De så alle to lådne udyr med haler flyve (...) og så fløj de ud gennem vinduerne.”

Naturligvis skulle alle Miseri Møs tolinjede trylleformularer med i teksten, og forskellige andre detaljer i eventyret skulle citeres direkte. De blev i to-nesætningen forbundet med motiver, der blev de væsentligste byggesten i kompositionen.

Alle tryllerierne i eventyret skulle med, det måtte være instruktørens op-gave at finde ud af, hvordan de skulle realiseres på scenen.

Jeg var optaget af at få så mange som muligt af børn og amatører med i forestillingen. Et stort børnekor fra fem af byens skoler medvirkede som fortællende element, og jeg sørgede for, at korets tekster kom med i programmet sammen med det øvrige handlingsreferat. Et enkelt sted afløstes børnekoret af Byens Barber-shop (3- og 4-stemmigt mandskor) med en altstemme (konservatoriestuderende) ovenover. Så fik vi også dem med. Orkestret bestod bl.a. af konservatoriets studieorkester, musikskolens ungdomssymfoniorkester og medlemmer af Esbjerg Brass Band og kom op på omkring 50 medvirkende. Besætningen er følgende: 4 fløjter 2 oboer 4 klarinetter 2 fagotter 4 horn 2 trompeter 2 althorn � basun 2 tubaer Slagtøj: 5 gange 3 trommer, 5 bækkener, stortromme, gong, tempelblok, flexatone, sirene, pistol, klokkespil, rørklokker, xylofon, steel-drum Strygere

De eneste syngende skuespillere er hovedpersonerne. I et notat har jeg skrevet: ”Eneste egentlige sanger er Vildering. Miseri Mø skal have ’na-turstemme’ ”. De to roller blev udført af sangstuderende fra konservato-

73

riet. De øvrige voksenskuespillere var fra Esbjerg Amatørteater. (Det vil i øvrigt være godt, om hingsten kan synge noget, der minder om det, der står i partituret.)

Stykket blev opført på en simultanscene. Slottet var placeret i baggrun-den, midt på scenen. Til venstre, set fra tilskuerne, lå hønsepigens hus, til højre troldens bolig med fåresti og stald. Alle andre lokaliteter, hvor handlingen foregik: mosen, skoven osv., måtte placeres der indimel-lem. Flugtruten kunne godt have brugt mere plads, men publikum sad så tæt, så det var vanskeligt at inddrage tilskuerrummet. Stykket slutter med, at alle festdeltagerne med Vildering og Miseri Mø i spidsen dan-ser i en lang kæde. Jeg havde skrevet et dansestykke med Miseri Møs trylleformular som hovedmotiv og forsynet det med repetitionstegn, idet jeg havde forestillet mig, at dansekæden skulle sno sig ind og ud mel-lem publikum. Men det var der slet ikke plads til, så jeg strøg omgående repetitionstegnet.

Stykket begynder med, at koret synger om en konge, der er ude på jagt med alle sine riddere og svende. Jeg havde skrevet to signaler, naturlig-vis inden for naturtonerækken, men for at skabe virkningen af en masse signaler rundt omkring fra, lod jeg dem spille i fem forskellige tonearter. To trompeter spiller i As-dur, fire horn spiller i F-dur og C-dur, to althorn spiller i Es-dur, og en basun spiller i B-dur. Hver messingblæser er led-saget af enten bækkenhvirvel eller hektiske rytmer på tre trommer, så 9 blæsere og 9 slagtøjspillere er i gang. Helst ville jeg placere dem 9 for-skellige steder i rummet, men det ville kræve lang indstuderingstid, så det måtte jeg opgive.

Mens koret synger, at ”det blev aften, og kongen for vild”, bliver signa-lerne gradvist fjernere og forsvinder til sidst. Samtidig skildrer strygerne mørket og tågen, der kommer. Efterhånden, som alle strygerne kommer i gang, opstår der en dyb 9-stemmig akkord, udført af 4 kontrabasser og 4-5 celloer. Over dem spiller 2 celloer, 2 bratscher og �0 violiner i rolige bevægelser. Hver vælger sit eget tempo, så det samlede resultat bliver konturløst.

Koret er udeltagende, refererer bare, hvad der sker, på sin sædvanlige muntre melodi. At koret er udeltagende, gælder dog kun dette afsnit.

Hele partituret kom til at fylde �24 A3-sider. Nogle steder blev der plads

74

til illustrationer. Kirsten skabte nogle linoleumstryk, der passede fint til eventyrstemningen.

Mit arbejdstimetal til komposition, udarbejdelse af partitur og stemmema-teriale samt ledelse af prøver og opførelser kom til at ligge op imod de �000 timer. D. 8. og 9. oktober �983 var der opførelser for fulde huse og med megen glæde hos både medvirkende og publikum (citater fra senere brev).

80. BØGELUNDENI forbindelse med Grundtvig-året �983 havde DR’s musikafdeling et fæl-lessangsprojekt og bestilte hos mig en melodi med klaverledsagelse til digtet ’Bøgelunden’. Den blev sunget på Grundtvig-højskolen i Hillerød d. �0. november og udsendt dagen efter.

8�. DEN BAGVENDTE VISEI maj �983 ansøgte Rødovre kommunale Musikskole Statens Kunstfond om penge til honorering af otte komponister. I ansøgningen skrives bl.a., at Rødovre har �6 overordnede ensembler, men derudover foregår der – decentralt på otte folkeskoler – sammenspils- og sangaktiviteter i så-vel folkeskole- som musikskoleregi. Kompositionerne tænkes skrevet for sidstnævnte ’ensembler’ efter en folkeskole-musikskole-samarbejdsmo-del.

Jeg skulle skrive til Islev skole, og stykket skulle skrives for fire grupper: Kor, blokfløjter, violiner og guitarer. Hvad jeg ikke havde prøvet før, skulle prøves nu, nemlig at skrive de enkelte stemmer i forskellige vanskelig-hedsgrader. Det var vigtigt, at der var nogle meget lette stemmer, men de ret få medvirkende, der kunne noget, skulle også have mulighed for at vise det.

Jeg havde tidligere brugt tekster fra Benny Andersens samling af danske børnerim og remser. Nu kiggede jeg i hans tilsvarende samling af uden-landske tekster, som han havde oversat, og besluttede mig for en svensk sang, ’Den bagvendte vise’. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne regne med et vældig godt pigekor og så nogle, der ikke kunne så meget. Jeg skrev så for to kor, hvor kor 2 kun synger omkvæd, mens kor � udover at synge hele teksten �-stemmigt også har 3-stemmige afsnit.

Jeg havde kort tid forinden hørt Margrethe Enevold arbejde med et pige-

75

kor og lagt mærke til, at det var utroligt, hvor højt hun kunne få dem op, bare de ikke selv vidste det. Nu lod jeg øverste stemme lige runde det høje h i slutningen af stykket.

Lidt om instrumentalstemmerne: Blokfløjtesatsen er 3-stemmig. 3. stemme er kun med to forskellige toner. Der er også 3 stemmer til violinerne. 3. violin spiller på løse strenge, des-uden bruges tonen b og et enkelt sted c (1. og 2. finger på A-strengen).

Til guitarerne er der ikke mindre end �0 stemmer, �0. stemme dog for el-bas eller kontrabas pizz. Kun �. og 2. stemme er rytmisk-melodisk be-vægede, 3. og 4. stemme har to toner pr. takt, de øvrige stemmer kun en. Flere af stemmerne kan dog rytmiseres. 5. stemme er den enkleste, kun fire forskellige toner, alle på 1. streng.

Midt i stykket er der et afsnit for to blokfløjter, en violin og en guitar. Her skal de dygtigste af de medvirkende vise, hvad de dur til.

En kommunal sparerunde spændte ben for de opførelser, der skulle have været afholdt i �984 i forbindelse med musikskolens �0 års jubilæum. Men i slutningen af april �985 blev – i samarbejde med Københavns Ra-dio – fire af værkerne opført i Radiohusets koncertsal. Komponisterne var Lars Heegaard, Thomas Koppel, Fuzzy og Peder Holm.

Anmelderen i Rødovre Avis skrev om Thomas Koppels og mit stykke, at de er forudsigelige. Jeg havde da heller ikke på nogen måde forsøgt at være original i ’Den bagvendte vise’. Det drejede sig først og fremmest om at sørge for, at både de, der kunne noget, og de, der kun kunne lidt, kunne være med. Der var da også �30 medvirkende. Flot fra én skole. D. 9. juni og d. 25. august kunne man høre de fire værker i DR’s program 2.

Odder kommunale Musikskole havde ’Den bagvendte vise’ på program-met ved sin forårskoncert d. �2. april �986. Jeg dirigerede både den og ’Sammusik II’.

82. KANON FOR INDTIL �2 CELLIMin første tanke, da Hans Erik Deckert bad mig skrive en �2- stemmig komposition til sit dansk-tyske celloensemble, var: Hvad hvis bare én cel-list bliver syg. Så kan man ikke spille stykket.

76

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville skrive en kanon for indtil �2 celli. For at bevare et komplekst lydbillede valgte jeg at sige, at der skulle være mindst seks medvirkende.

Tre steder i forløbet ønskede jeg at udtynde satsen for ikke at tilsløre for meget, at et nyt afsnit var ved at begynde. Det skete ved, at hver enkelt stemme havde et antal takters pause. For at bevare satsens tæthed skul-le pauserne afkortes, jo færre medvirkende der var. Således skulle der holdes fire takters pause, hvis 12 eller 11 stemmer var besat. Var der kun �0, 9 eller 8 celli med, skulle pauserne være på tre takter, mens 7 eller 6 celli skulle yderligere afkorte pauserne til to takter.

Første afsnit begynder med et dansende 2-toners motiv i ret lyst leje. Efter en udtynding begynder andet afsnit i et dybt leje, domineret af lega-tospil i svag nuance. Tredje afsnit, der følger efter endnu en udtynding, er gennemført flageoletspil. Det lyder ret fantastisk med en 12-stemmig fla-geoletsats. Fjerde afsnit følger umiddelbart efter – flageolet-satsen er så gennemsigtig, så udtynding er unødvendig. Her hører vi col legno-kvin-toler og glissader, senere kommer brede akkorder og pizzicati med ekko-virkning. Efter en sidste udtynding er vi nået til finaleafsnittet med hidsigt �6-delsspil og hamrende 8-delstonegentagelser. Til allersidst styrter alle celli ned mod den løse C-streng, hvor vi slutter.

I mine kompositioner har jeg altid - bortset fra små episoder med impro-visation - haft fuld kontrol med alle detaljer. Men her er den �2-stemmige sats så kompleks, så jeg adskillige steder har opgivet at styre alle detal-jer og i stedet arbejdet på at få de ting frem, der skulle høres.

Af det materiale, jeg har liggende, kan jeg se, at værket blev uropført i Tyskland i �984. Dansk førsteopførelse kom i �987 på Koldinghus og dagen efter i Århus Domkirke. I �989 blev ’Kanon’ spillet i hvert fald i Tyskland (ensemblet hed nu Cello Akademi), og i �990 var den med på en større turné: Syv koncerter i Tyskland (bl.a. i Bonn og Berlin), to i Dan-mark (Tivoli og Århus Musikhus) og en i Sverige (Göteborg).

Adskillige gange har Hans Erik efter mit ønske først spillet ’Kanon’ �-stemmigt. Så bliver publikum klar over, hvad de skal lytte efter.

I 2002 tog Cello Akademiet til Argentina, og det var meningen, at ’Kanon’ skulle spilles. Af økonomiske grunde kom kun �0 cellister af sted, og nu

77

var chancen der for at spille værket for en mindre besætning. Desværre blev det ikke til noget, den lille suite fra �956 kom i stedet for på program-met, og jeg fik en optagelse, måske fra Santiago i Chile (eneste koncert uden for Argentina). Jeg har i hvert fald et program derfra. Der står, at jeg er elev af Gustav Holst og Arthur Honegger (!).

83. DVÆRGEN OG ANDREI partituret til ’Dværgen og andre’ står der følgende: ”Komponeret efteråret �984 til Esbjerg kommunale Musikskoles Ung-domssymfoniorkester, med støtte fra Statens Kunstfond. Varighed: ca. 7 minutter. Satser: �. Den lille dværg. 2. Thor af Hafsgård. 3. Den ømskindede brud-gom. Besætning: 2 fløjter, 1 obo, 2 klarinetter, 1 fagot, 2 horn, 2 trompeter, 1 basun, violin �-3 (3. violinstemmen kan også udføres af bratsch), cello (undertiden delt), kontrabas. En slagtøjstemme ( 2 trommer, 2 tempelblokke eller træblokke, bækken og evt. pauke) er udformet efter rentegningen af partituret. Obo, fagot, kontrabas og slagtøj kan evt. undværes. Værket er skrevet ud fra mit kendskab til orkestrets formåen og bestille-rens ønske om benyttelse af danske folkemelodier. De to første satsers melodier er hentet fra DANMARKS GAMLE FOLKEVISER (...). Den øm-skindede brudgom kan bl.a. findes i Edition Egtveds 555 sange.”

Ungdomssymfoniorkestret uropførte værket i Ungarn. Den danske før-steopførelse fandt sted i Esbjerg d. 5. maj �985, hvor jeg dirigerede or-kestret.

Der var forskellige, der var interesserede i værket og bestilte opførelses-materiale hos mig. Af de sedler, jeg har liggende, kan jeg se, at jeg har sendt partitur og stemmer til Jysk Akademisk Orkester, Fredericia Musik-skole, Gentofte Amatørsymfoniorkester og Vestbirk Højskole, hvor Jens Grøn har fortalt mig, at han har brugt det en del. Også Dansk Amatør Orkester Samvirke fik materialet. I 1992 havde Årslev Musikskole det på programmet.

I �995 havde Bornholmske Musikamatører 50 års jubilæum. En born-holmsk trompetist havde indstuderet min trompetconcertino, og man spurgte mig, om jeg havde et værk, de kunne spille foruden concertino-en. Jeg foreslog ’Dværgen og andre’. Det blev arrangeret, at jeg fik hørt

78

en prøve (fløj derover og tog natbåden tilbage), og begge værker kom til at fungere udmærket.

84. J.P. JACOBSEN-SANGEI et brev, dateret d. 23.�0.�984, skrev Jørgen Munk bl.a.: ”Det ligger så-dan, at det den 30. april �985 er �00 år siden, J.P. Jacobsen døde. J.P. Jacobsen-selskabet, som jeg er formand for, markerer dagen på forskel-lig måde, blandt andet ved udgivelsen af et større bogvæk med bidrag fra adskillige fremtrædende europæiske litteraturfolk. Ved samme lejlighed havde jeg tænkt mig, at Nordvestkoret, som jeg er dirigent for, skulle ur-opføre ’Fire korsatser af Peder Holm til tekster af J.P. Jacobsen’.Koret er af rimelig standard. Eksempelvis synger vi om �4 dage Brittens ’Rejoice in the Lamb’ og Carl Nielsens to sidste motetter. Resultatet bliver ret godt, men de ligger i overkanten af, hvad koret formår. Jeg forestiller mig, at J.P.J.-satserne overvejende vil være strofiske eller strofisk-vari-erede, men naturligvis helt overvejende bestemt af, hvad teksten frister dig til. (...) (Jeg) skønner, at det ikke skulle være umuligt, at sådanne fire satser kunne foreligge til �. januar!?”

D. 10.1.1985 sendte jeg de fire korsange til Jørgen Munk og skrev: ”Mu-sikken er ikke blevet helt så enkel, som jeg havde regnet med; den jacob-senske underfundighed tvang også musikken ind i lidt mere komplicerede baner. Men jeg håber, det går. Anmodningen om en strofisk sang er imø-dekommet i En vidtstrakt hede, hvor �., 2. og 5. vers har samme musik, medens 3. og 4. vers synges lidt hurtigere og kraftigere og med forskel-lige mindre ændringer.

Evig og uden forandring er måske den vanskeligste af de fire korsange, men der skal I være opmærksom på, at langt det meste af satsen er gen-nemført strengt kanonisk (omend i forskellige lejer). Det vil derfor nok være klogt at starte med, at alle synger den samme stemme.”

Vi blev indbudt til at deltage i J.P. Jacobsen-selskabets mindedag d. 30. april, kørte til Thisted og fik hørt uropførelsen af sangene.

Allerede i juni blev de igen opført. Nu var det Det Fynske Musikkonser-vatoriums kor med Ole Wierød som dirigent, som sang dem ved konser-vatoriets afslutningsfest. Dog uden den sidste sang, hvis ateistiske tekst var den stærkt troende Ole Wierød så meget imod, at han ikke ville have med den at gøre.

79

85. CACCIAI programmet til Odder Musikforenings koncert d. �2.5.�985 står der: ”Mu-sikforeningen takker de medvirkende ’lokale’ kunstnere, som igen i år gør sæsonafslutningen festlig for os. Publikums forventninger bliver år efter år større og større på grund af jeres indsats, og alligevel lykkes det jer hver gang at indfri disse forvent-ninger. Ikke mindst gælder denne tak Erik Kaltoft, der som sædvanlig er initiativ-tageren og den ansvarlige for hele viseaftenens afvikling.”

Det drejede sig om en række sangere tilknyttet Den Jyske Opera, som alle stammede fra Odder-egnen.

2. afdeling af koncerten bestod af uddrag af Carl Nielsens Maskarade med Erik Kaltoft som fortæller og akkompagnatør. Om �. afdeling stod der i programmet kun: Sange, viser m.m. M.m. dæk-kede bl.a. over en uropførelse, idet Erik Kaltoft havde bedt mig om at skrive et stykke, han kunne spille ved koncerten.

Jeg havde ikke skrevet noget større for soloklaver siden sonaten fra �95�, som Herman D. Koppel spillede i radioen. Forskellige ting fra �940’erne ominstrumenterede jeg, da jeg ikke syntes, at de var spændende nok i klaverudgaven. Og så var der de tre små præludier fra �97�, som var tænkt som pædagogisk musik. Men når en kapacitet som Erik Kaltoft bad mig skrive, så måtte der ske noget.

Da jeg arbejdede med det �2-stemmige cellostykke, blev jeg optaget af de muligheder, der var i den mangestemmige gennemførte kanonsats, bl.a. de gradvise overgange fra et afsnit til et andet.

Nu skrev jeg et klaverstykke i tre afsnit i henholdsvis 7/4, 5/4 og 7/4-takt. Første afsnit forløber som en 6-stemmig kanon, andet som en 4-stemmig og det afsluttende korte tredje afsnit som en 5-stemmig kanon. I takt 3� forudgriber venstre hånd afsnit 2, der begynder i næste takt. I takterne 57 og 58 færdiggør de sidste stemmer fra afsnit 2 sig, mens de første stem-mer i afsnit 3 begynder.

Det er klart, at et stykke, der skal kunne spilles af � musiker, ikke kan indeholde så meget stof, som når der er �2 musikere. I første takt er der

80

kun � tone. Lige inden anden takt begynder, kommer tone nr. 2 og i tredje takt tone nr. 3. Alt liv ligger i det rytmiske.

Fjerde takt tilføjer endnu 2 toner, femte takt � og sjette takt 3. Således er 9 af de �2 toner til stede i sjette takt.

Første afsnit slutter i klaverets allerhøjeste leje, til gengæld begynder an-det afsnit i det allerdybeste leje. Det udvikler sig til noget toccataagtigt 32-delsspil i fortissimo. Til sidst tynder det ud og fører til det afsluttende afsnit, der nærmest er begyndelsen af første afsnit spillet bagfra. Således indeholder femtesidste takt de samme 6 toner som første afsnits femte takt. I tredjesidste takt er vi nede på 3 toner, næstsidste takt kun 2, og i sidste takt slutter vi af med den tone, hele stykket begyndte med.

Jeg følte trang til at skrive et ’partitur’, så man kunne læse, hvordan styk-ket er blevet til. I partituret står hver takt på � system og læses således: Takt � er takt � i partituret, takt 2 er takt � og 2, takt 3 er takt �, 2 og 3 osv. Takt 6 er takt �-6 i partituret. Takt 7 er takt 2-7 osv. I andet afsnit læses 4 takter sammen, i tredje afsnit 5.

Da jeg ikke ville bruge titlen Kanon igen, valgte jeg en anden gammel titel: Caccia.

Kaltoft spillede naturligvis stykket meget overbevisende. Ved en bienna-le for ny musik nogle år senere satte han det på programmet. Forinden havde jeg ham i telefonen. Han fortalte med harme i stemmen, at Mo-gens Andersen havde forsøgt at overtale ham til at spille noget andet.

I �988 skulle �00-året for Nordiske Musikdage fejres, og Sverige var værts-land. Man besluttede fra svensk side at lade en international jury udvælge værkerne i stedet for de forskellige landes komponistforeninger.

Jeg havde prøvet at få komponistforeningen (den danske) til at interes-sere sig for ’Caccia’, men uden held. Nu sendte jeg værket til juryen og fik det antaget.

Jeg tog til Stockholm under musikdagene og fik hørt opførelsen. Den svenske pianist var udmærket, men ikke så god som Kaltoft.

8�

I �997 gav den svenske pianist Hans Göran Elfving en koncert på Nor-dens Biskops-Arnö med værker fra de fem nordiske lande. Det danske værk var ’Caccia’.

86. HEDEBYS GENGANGER (SAMMUSIK VI)Om det næste værk skrev jeg d. 8.9.�985 følgende som en orientering til de mange musikskolelærere, der skulle involveres: ”Det begyndte med en telefonopringning fra Peder Hansen,efterfulgt af et møde, hvor også Olaf Hermansen og Arne Skyggebjerg var med. Den skriftlige aftale, som senere fulgte, formulerer musikskolens og forældre-foreningens ønsker på denne måde: ”Komponisten Peder Holm kompo-nerer på bestilling af Forældreforeningen ved Kolding Kommunale Mu-sikskole et værk (...). Kompositionen skal være udført således, at alle musikskolens elever kan deltage i opførelsen af den. Den opbygges om-kring musikskolens forskellige ensembler og orkestre, men dog således, at også de elever, der ikke indgår i disse grupper, får lejlighed til aktiv deltagelse i opførelsen af stykket (...).

De tilsvarende værker, jeg tidligere har skrevet til andre musikskoler, er gået ud fra ønsket ’så mange som muligt af musikskolens elever skal medvirke’, og det er blevet til 200-300 medvirkende. Her er ønsket ’alle musikskolens elever’, hvilket gør opgaven noget vanskeligere. Jeg er hel-ler ikke sikker på, at den på dette tidspunkt er løst �00%, men når alle stemmerne er blevet fordelt, må vi se på, om der endnu er nogle, der er ubeskæftigede, og finde ud af, hvad vi skal gøre ved det.

Den besætning, jeg i løbet af udarbejdelsen af værket nåede frem til, skal jeg nu gøre rede for. Det var lidt af et problem, hvordan partituret skulle opstilles mest overskueligt, men resultatet blev følgende: Kæmpeorkestret er opdelt i tre store grupper. Nederst har vi gruppe 3, symfoniorkestret, omfattende både ungdoms- og junior-symfoniorkestret. Der er 2 stemmer for hver slags træblæser, og jeg regner med, at de for-dobles, så man f.eks. kan have 5 fløjter, 2 oboer (eller flere), 5 klarinetter og 4 fagotter. Messingstemmerne er 4 horn, 3 trompeter, 3 basuner og � tuba. Slagtøjet er pauker og måske lidt mere samt marimba. Strygerne har 3 violinstemmer, bratsch, cello og kontrabas. Gruppe 2 omfatter specialgrupperne: Consort, guitar, accordeon, sax, 6-hændigt klaver og kor. Gruppe � skulle så gerne omfatte alle andre. Jeg har skrevet følgende stemmer:

82

Blokfløjter (2 sopran og 1 alt) Trommer og diverse uspecificeret slagtøj Klokkespil (undertiden 3 stemmer) Ukulele og guitar Accordeon Fløjte (3 stemmer) Klarinet (3 stemmer) Trompet (2 stemmer) Strygere (3 violiner og cello) Og så noget meget vigtigt: Rørklokker, 4 forskellige toner. I tv sås og hør-tes for nylig et stykke af Per Nørgaard, hvor der blev spillet på metalrør, smukt blå- og rødmalede. Men allerede i �962 skrev jeg et syngespil, hvor der skulle bruges rørklokker, som vi ikke havde. Vi fik så et VVS-firma til at forære os nogle rør, som blev savet i rette længde, så de gav de ønskede toner. Jeg vil gerne have rigtig mange af sådanne rør, de er vigtige for ef-fekten af stykkets begyndelse og slutning. Som overgang til at fortælle om selve musikken skal jeg nævne et vel-kendt problem: Hvordan forene de kryds-orienterede og de b-orientere-de instrumenter? Den gamle melodi, som værket er bygget op om, og denne melodis placering for blokfløjter fik væsentlig indflydelse på valg af hovedtoneart: e-mol. Det kom til at gå ud over klarinetterne. Jeg har skrevet for B-klarinetter, men stemmerne ville være nemmere at spille på A-klarinetter (med notation ½ tone højere). De steder, hvor messingblæ-serne og saxgruppen optræder solistisk, har jeg skiftet til mere taknem-melige tonearter.

Taktarten, bestemt af hovedmelodien, er 6/8. Der kan være en del af de yngste elever, der endnu ikke er nået frem til den taktart, men jeg håber, det klarer sig. Klokkespillene spiller kun på taktslagene. Jeg har specielt taget højde for, at gruppe �-strygernes rytmer ikke skal volde strøgmæs-sige problemer.

Og nu til melodien. Da jeg skulle i gang med denne opgave og søgte efter et udgangspunkt, følte jeg det naturligt at undersøge, om der skulle ek-sistere gamle melodier med tilknytning til Kolding. Jeg gennemså derfor de melodihefter, der er udgivet i forbindelse med det store videnskabelige værk ’Danmarks gamle Folkeviser’ (påbegyndt af Svend Grundtvig og afsluttet i �970’erne efter ca. �20 års arbejde). Jeg fandt én melodi, op-tegnet i Kolding. I heftet er der 3 versioner af melodien, og jeg har valgt

83

at bruge Evald Tang Kristensens version, uanset nogle mener, at han har skrevet forkert. Men den melodi, der er kommet ud af det, er efter min mening langt mere spændende – og tonalt i bedre balance – end de an-dre versioner. Under alle omstændigheder – her er den melodi, jeg har bygget værket op over. Teksten er en barsk historie, som kun minder alt for meget om hændelser, som aviserne også i vore dage ynder at underholde sine læsere med.

Oversigt over værket: Domineret af rørklokkerne høres 4 toner i faldende bevægelse: e,d,h,a. De 4 toner viser sig at være basstemme og en melodisk stemme i dybe klarinetter mellemstemme til første præsentation af hovedmelodien (fløj-ter i dybt leje). Strygerne præsenterer melodien i overstemmen og i basstemmen. Så er det træblæsernes tur, assisteret af enkelte messingblæsere. Vi hører me-lodien i solotrompet og senere som mellemstemme i oboen.

Messingblæserne dominerer det næste forløb, hvor vi er moduleret til en b-toneart. Alle 4 horn unisont har melodien. Vi har nu hørt symfoniorkestrets tre grupper, og en længere afspænding med modulation tilbage til hovedtonearten fører os til gruppe �-strygerne og klokkespillene . Alt-blokfløjter spiller melodien. Værkets anden del er korets (med evt. solosang). Vi får hele historien, akkompagneret af specialgrupperne, først consort, så guitar, accordeon og til sidst sax. Her lægges det hele af hensyn til sax’erne ½ tone op, et billigt trick, jeg forsøger at sløre i overgangen. De sidste vers ledsages af strygere og træblæsere fra symfoniorkestret, og en afspændingsdel fører frem til værkets tredje og sidste del, som indledes af klavererne. En stor stigning fører os til hovedmelodien, og NU ER ALLE MED. Der sluttes med begyndelsens 4 toner og et punktum.

Stykket er på ca. 560 takter og varer henved �6 minutter.

Endelig ang. vanskelighedsgrader: Det kan være nødvendigt nogle ste-der at handle efter devisen ’Der er ikke noget, der er så svært, at det ikke kan springes over’. Jeg tænker bl.a. på ukulele- og guitarstemmen, hvor der er nogle akkorder, som kun de mere drevne kan klare. De andre venter pænt, til a-mol akkorden kommer. Andre steder kræver måske en ændring af det foreliggende stof. Og er der nogen, der synes, det er for let, så finder vi sagtens ud af det. Det er ikke svært at gøre tingene vanskeligere.”

84

Det blev et vældigt partitur, hvor de sidste sider var på 68 systemer. Det måtte skrives på 3 A3-ark i forlængelse af hinanden, sådan så den en-kelte side var 30x�26 cm. Det var naturligvis fuldstændig uhåndterligt og måtte formindskes meget.

I programmet står der, at de medvirkendes antal var 965. Helt så mange blev det vist ikke til, men omkring 900 skal nok passe. Det usædvanlige ved denne ’Sinfonie der Tausend’ var, at næsten alle var instrumentali-ster. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at opføre det?

En ugestid før koncerten var jeg i Kolding for at høre alle grupperne. Da-gen før koncerten, lørdag d. 23.��. �985, var der gruppearbejde fra kl. 9 til kl. 16.Hvor flere grupper blev sat sammen, dirigerede jeg dem. Søndag d. 24. var vi i Kongreshallen. Fællesprøve kl. �0-�2, generalprøve kl. �3.30-�4.30, koncert kl. �5.

Det foregik sådan, at jeg stod på et podium, højt hævet over alle. Under mig havde jeg �7 underdirigenter, der ledede grupperne, samtidig med at de fulgte min direktion. Det kom faktisk til at fungere. Og det var utroligt, hvad der kom af lyd fra de 900 medvirkende i slutningen af stykket.

I programmet står, at der medvirkede 65 klaverspillere. I kongreshallen var der opstillet i hvert fald 10 klaverer, muligvis flere. I partituret er kla-versatsen 6-hændig, beregnet for øvede spillere. Men musikskolen ville gerne have nogle begyndere og nogle mellemstadieelever med. Så jeg skrev en 4-hændig begyndersats, der kunne spilles sammen med Suzuki-violinerne, og indlagde derefter et ekstra afsnit, hvor mellemstadieele-verne spillede 6-hændigt.

Selve folkevisen blev sunget af to solostemmer, en kvinde og en mand. Koret nøjedes med at synge mellemkvæd og omkvæd.

Ved Kolding kommunale Musikskoles 20 års jubilæum i 1988 fik vi igen en opførelse på benene. Børge Wagner dirigerede en anden afdeling af koncerten. Jeg fortalte ham om ’Hedebys genganger’ og de 900 medvir-kende. Hans kommentar: ”Vorherrebevares!”

Også Fuzzy var med. Han dirigerede et værk, han havde skrevet til mu-sikskolens MGK-elever. Vi fik snakket sammen, da jeg kørte ham til ba-negården. Vi var enige om, at for Danmarks musikliv var musikskolerne

85

langt vigtigere end konservatorierne.

Skulle der komme en opførelse igen, ville jeg ændre én ting, nemlig be-gyndelsen og den tilsvarende slutning. Min drøm var egentlig fire kirke-klokker, men det var jo ikke realisabelt. Jeg foreslog, at der blev fremstillet et antal metalrør, idet jeg huskede, at de to rør, vi fik lavet til ’Ingen mad i dag – men i morgen’, havde masser af lyd. Men de rør, musikskolen fik la-vet, gav alt for lidt fra sig. I partituret er begyndelsen skrevet for 6-hændigt klaver, guitarer, ukuleler, klokkespil og marimba. Men det var umuligt at få det præcist. Jeg vil derfor tilføje en pauke-stemme, der slår grundslag (punkterede fjerdedele). Man starter med fire slag på pauken (to takter), inden de andre instrumenter sætter ind. Man benytter enten � pauke, der spiller tonen e hele vejen igennem, eller 4 pauker, der spiller de 4 toner e, d, H og A. Det samme sker i slutningen.

87. TO KORSANGEDanske Amatørkor arrangerede i marts �986 et komponistsymposium i Middelfart og havde opfordret fem danske komponister til hver at skrive en korsats for 4-stemmigt blandet kor. Kursusdeltagerne (korsangere og korledere, der var medlemmer af Dan-ske Amatørkor) skulle fungere som kor, der indstuderede de nykompone-rede satser. Komponisterne var John Frandsen, Svend Nielsen, Thomas Koppel, Bent Lorentzen og Peder Holm.

Jeg har liggende manuskripter fra de andre komponister undtagen Thomas Koppel, som jeg tror sprang fra. Jeg kan ikke huske, om Svend Nielsen kom, men Bent og jeg var der, og John Frandsen ledede korindstuderingen.

Jeg brugte en herlig tekst ’På høje tid’ af Benny Andersen og skrev en sats, der i det meste af forløbet var kanonisk. Hvor jeg i andre korsatser havde brugt fire forskellige tonearter for at opnå en svævende tonal for-nemmelse, var her kun to: Bas og alt sang i samme toneart, tenor og sopran en kvint højere. Her drejede det sig om noget andet, en tempo-mæssig flugt og en fremhævelse af tekstlige pointer.

Når Bent Lorentzen var med i sådanne stævner, sang han selv med i koret for at få en fornemmelse af, om tingene fungerede, og hvilke van-skeligheder der eventuelt måtte være. Et sted, hvor jeg havde lavet en ’real besvarelse’, gjorde han mig opmærksom på, at det var svært at finde tonen, så jeg ændrede det til en ’tonal besvarelse’.

86

Den nordiske komité for børne- og ungdomskor NORBUSAM udgav en række hefter i samarbejde med Edition Reimers i Stockholm. I hefte 5 er ’På høje tid’ med. Der er også en sats af Bent Lorentzen, men ikke den han havde skrevet til symposiet.

Jeg havde desuden tonesat Frank Jægers ’Lange Vinter’. Den blev ikke prøvet ved symposiet og er aldrig blevet opført.

88. 89. SIUN, GOBELINI forsommeren �986 (brevet er udateret) skrev Erling Møldrup til mig: ”Tak for vores snak under Nomus. Jeg sidder i øjeblikket og skriver til forskel-lige komponister om mine planer med den omtalte Guitarantologi (...).” Han ønskede sig ”et kortere stykke af rimelig sværhedsgrad, anvende-ligt for eksempelvis en konservatoriestuderende i begyndelsen af studiet. Jeg ved det er en svær opgave, fordi det ikke er et stykke ’pædagogisk’ musik jeg efterlyser, men et arbejde der må tages alvorligt som værk, hvis du forstår hvad jeg mener.”

Jeg svarede d. 4.8.: ”Tak for dit brev. Da jeg modtog det, havde jeg alle-rede skrevet stykket, men da jeg ønskede at lave en note om konstruktion m.v., kan jeg pga. bortrejse først fremsende det nu. Jeg har villet skrive et stykke med så meget som mulig resonans – det klangfattige spil, jeg så ofte har oplevet i koncertsalen, er en af årsagerne til, at jeg har holdt mig tilbage fra at skrive for sologuitaren. Derfor skal – som det også står anført over stykket – alle toner klinge så længe som muligt, hvilket vil sige, at nogle toner klinger længe, andre kort(ere) – afhængigt af fingersætnin-gen, som Henrik har udarbejdet for mig. Du er naturligvis velkommen til at komme med ændringsforslag.”

Erling Møldrup uropførte stykket ved en AUT-koncert d. 30.��.�986. Jeg skrev følgende programnote: ”SIUN er et gammelt ord for mønster, brugt i forbindelse med forskellige former for væveteknik. Og netop væveteknik kan dette stykkes konstruk-tion minde om: Tråd føjes til tråd, så mønstret hele tiden ændrer sig, fra det enkle til det mere komplicerede. SIUN bygger som andre af mine senere kompositioner: KANON for ind-til �2 celli (�984) og CACCIA for klaver (�985) på en art kanonteknik. I SIUN er den grundlæggende idé at præsentere guitarens 6 strenge med 2 el-ler 3 toner hver. På �., 3. og 5. streng spilles løs streng og 2. bånd. På 2., 4. og 6. streng spilles �., 3. og 4. bånd. Konstruktionen følges strengt

87

i begyndelsen af stykket, men behandles efterhånden friere. Dog har ak-kordstoffet hele tiden tilknytning til det oprindelige materiale.”

Allerede inden omtalte koncert havde jeg tilkomponeret en blokfløjte-stemme og på den måde skabt et nyt værk. Blokfløjtestemmen (der skif-tes mellem sopranino, alt og bas) ”er friere formet end guitarstemmen og giver måske kompositionen en vis billedvirkning. Denne version har der-for fået titlen GOBELIN.” (Citat fra programnote.) ’Gobelin’ var naturligvis tilegnet Jytte og Henrik og blev uropført af dem d. �5.��.�987.

Jeg fandt det oplagt, at værket også skulle kunne spilles for fløjte og gui-tar, og da jeg i 2001 foretog en computerudskrift, fik jeg udformet en fløj-testemme, der også benytter piccolofløjte og altfløjte i G.

90. MOERLILLE (SAMMUSIK VII)Ribe kommunale Musikskole og Ribe Musikhøjskole bad mig skrive et værk til opførelse i Spil Sammen Ugen �987. I koncertprogrammet be-tegnes det som et ”fællesværk for børnekor, kvindekor, mandskor og alle-hånde instrumenter” og de medvirkende som ”Ribe og omegns samlede musikliv (næsten)”.

De allehånde instrumenter var: Blokfløjteensemble (sopran-, alt-, tenor- og basblokfløjter), 3 fløjter, 4 klarinetter, 3 trompeter, 3 basuner, strygere, guitargruppe, el-bas, harmonikagruppe, trommesæt, 4-hændigt klaver. Desuden medvirkede en træblæserkvartet (fløjte, obo, klarinet, fagot), der fik sit eget afsnit midt i forløbet, således at dette afsnit kunne udelades, hvis man ved en senere opførelse ikke havde mulighed for at skaffe en sådan kvartet.

Jeg havde i en boghandel fundet en lille bog med digte af H.C. Andersen. Herfra valgte jeg digtet om Mo’erlille, der fortæller eventyr. Midt i hver af de 9-linjede strofer er der nogle atmosfæreskabende lyde, i første strofe ”Uh, uh!”,i anden ”Hu, hu!” og i tredje strofe ”Hu, ha!”. Dem brugte jeg til at indsætte nogle små omkvædsagtige afsnit i forløbet.

Denne Sammusik VII var formmæssigt væsentlig enklere end de foregå-ende. Der blev da også flere opførelser. I november 1990 blev den opført ved Aabenraa Musikskoles 25 års jubilæumskoncert. I maj �995 var der festaften i Holsted-hallen i anledning af 50-året for Danmarks befrielse.

88

Her opførtes ’Mo’erlille’ af Holsted Musiklaug, Holsted kommunale Musik-skole og seks lokale kor.

Til den 38. Sangerdyst skrev jeg i �996 en forenklet version for kor, saxo-fonkvartet, el-bas, slagtøj og klaver. Den opførelse har jeg på cd. Det var meningen, at de deltagende blandede kor skulle have været med, men det blev ikke til noget, så man hører kun det ligestemmige kor.

Et spansksproget program uden årstal fortæller, at et kor fra Gran Cana-ria har sunget fem sange med Andersen-tekster, bl.a. ’Mo’erlille’.

9�. BARNETEGNINGDanmarks børne- og ungdomskorforbund arrangerede i �987 et week-endstævne i Gilleleje, hvor man skulle arbejde med nye korsatser af fire danske komponister. Man havde sikret sig, at der var et klaver, men ikke undersøgt, i hvilken stand det var. Det viste sig at være ubrugeligt. Det betød, at indstuderingen af ’Barnetegning’ ved pigekoret fra konservatori-et i København under ledelse af Margrethe Enevold ikke blev til noget.

Men korforbundet udgav ’Barnetegning’ sammen med Wivels ’Børne-sang’. I 2003 fik jeg at vide, at Skanderborg Musik og Ungdomsskoles Kor havde sunget de to korsange i Japan og efter hjemkomsten indsunget hele Japan-programmet på cd. Så hvad jeg ikke fik hørt i 1987, fik jeg nu hørt.

92. KØGE-MOSAIKDet begyndte med en henvendelse fra Køge Orkesterklub om et værk i anledning af Køges 700 års byjubilæum. Så kom Køge kommunale Mu-sikskole til, og da jeg fra byens skoledirektør modtog en længere række tekster omhandlende Køge og omegn, blev det spændende. Teksterne var meget forskellige, og jeg skulle forsøge at skabe en helhed, samtidig med at jeg naturligvis skulle udnytte forskellighederne.

I koncertprogrammet kunne man læse hele teksten, opdelt i �5 afsnit, og derefter oplysninger om fra hvilke kilder teksterne var hentet: � L.J. Flamand: ’Sjælland, Møen, Lolland, Falster og Bornholm, deres Kjøbstæders, Slottes, mindeværdige Egnes Historie og Beskrivelse’. Kjøbenhavn �855. 2 Karl Bjarnhof, fra ’Møl og Rust’, �957. 3 Franziska Carlsen, fra ’Efterretninger om Gammelkjøgegaard og Omegn’, �876.

89

4 Harald Bergstedt, fra ’Sange i Provinsen’, �9�3. 5 Herman V. Zesterglet, fra rejsebeskrivelse ca. �600. 6 H.C. Andersen, fra eventyret ’Under Piletræet’, �855. 7 L.J. Flamand, fra samme bog som nævnt under nr. �. 8 Håndskrift, ca. �700. 9 C.C. Clausen og J.J. Nielsen: Danmarks Land, �903-04. �0 N.F.S. Grundtvig, fra digtet ’Der jeg med Veninden sød’. �� Klaus Rifbjerg, uddrag af digtet ’Træerne i Tessebølle’, �977.�2 Køge Kommune, fra kommuneplanen �986. �3 J.H. Wessel, parodi �760. �4 og �5. R. Broby Johansen, fra ’Kunstvejviser – Med Broby i Midt- sjælland’, �985.

Der medvirkede hele �0 kor. Nogle var børne- og ungdomskor, andre var voksenkor. Den instrumentale side blev dækket af Køge Orkesterklub og Køge kommunale Musikskole. Fra musikskolen kom et blokfløjteorkester og et slagtøjsorkester. Orkesterklubbens besætning var den wienerklas-siske: Dobbelt træ, 2 horn, 2 trompeter, pauker og strygere. Jeg tilføjede en slagtøjspiller på bækken, 2 trommer og gong. Og så var der en op-læser i 8 af de �5 afsnit. For at sikre mig, at teksten blev rigtigt fordelt over den underliggende musik, fortalte jeg, hvor mange sekunder det om-trentligt måtte vare at oplæse de forskellige afsnit. En forudsætning var naturligvis, at dirigenten overholdt de metronomtal, der stod i partituret. Det gjorde han ikke altid. For eksempel blev det indledende afsnit spillet i for langsomt tempo, hvilket resulterede i, at oplæseren blev for tidligt færdig.

Opgaven var spændende, men også vanskelig, og resultatet var jeg ikke rigtig tilfreds med. Teksterne ville ikke sætte gang i de musikalske idéer. Det mest vellykkede, synes jeg, både fra komponistens og de medvir-kendes side, var de tre numre med børne- og ungdomskorene.

Ét afsnit skilte sig ud fra de andre, nemlig afsnittet med tekst af Rifbjerg. Jeg havde først sagt, at det ikke skulle med, fordi det var svært at bygge det ind i helheden. Men så fik jeg at vide, at nu havde man fået tilladelse af Rifbjerg til at bruge digtet, så skulle det også bruges. Jeg valgte så at lade orkestret spille et blæsevejrsstykke (jeg havde fået at vide, at de to fløjter og 1. klarinet kunne spille en hel del, så de kom til at føre an), vok-senkoret sang kun akkordtoner, citerende et par af de sidste linjer i digtet, bestående af enkeltord: ”fanger(...)slipper(..)fanger bøjer hvisler pisker

90

bøjer synger mumler.” Hele teksten stod oplæseren for (med mikrofon for at kunne trænge igennem blæsevejret).

93. TO SANGE FOR SOPRAN OG ORGELEllen Lunde skulle give en koncert i Tiset kirke, hvor hun med orgelakkom-pagnement skulle synge sange med tekster af Ole Sarvig. Hun spurgte mig, om jeg kunne bidrage til programmet. Af de syv sange for blandet kor med Sarvig-tekster jeg havde skrevet, fandt jeg, at to godt kunne trans-skriberes til satser for sopran og orgel. I 1988 havde DR fire udsendelser med Sarvigs salmer og sange, hvor mine to sange var med.

94. TRE SANGE FOR LIGE STEMMEREndnu en gang inviterede Danske Amatørkor til et samarbejde, idet de arrangerede et komponistsymposium i januar �988 i Horsens. Man bad denne gang om nye korsatser for ligestemmige kor: Børne- og ung-domskor, damekor, mandskor. Jeg havde i �970 skrevet seks korsange, hvoraf de to var blevet udgivet. Af de resterende uudgivne valgte jeg to, som jeg omskrev for lige stemmer. Dertil kom en nyskreven sats. De tre sange: ’Højsommer’ (Per Lange), ’Vinter-remsen’ (Kumbel) og ’Hus-kat’ (også Kumbel) blev udgivet af Danmarks børne- og ungdomskorfor-bund.

I �990 afholdt mandskoret Zelo fra Varde en 50 års jubilæumskoncert. Dirigent var Betty Fievé, gift med violinisten og komponisten Peter Fievé. De havde begge været studerende ved konservatoriet i Esbjerg, så jeg kendte dem derfra. Koret opførte de tre sange, underlagt og forbundet med musik for strygetrio, som jeg havde komponeret til lejligheden, idet Fievé Trioen, der bestod af musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester, medvirkede ved koncerten.

95. TO SANGE MED BECIFRINGFolkeskolens Musiklærerforening spurgte, om jeg ville bidrage til deres sangbog DANSK SANG. Jeg fik tilsendt to tekster, som jeg satte melodi-er og becifring til.

96. ODE TIL AARET Jeg havde efterhånden skrevet en lang række korsatser, alle beregnet for amatørkor. Nu følte jeg trang til at skrive noget kormusik, hvor jeg kunne stille større krav til korets kunnen. I forbindelse med en AM-eksamen,

9�

hvor John Høybye og jeg var censorer, spurgte jeg John, om han kunne tænke sig at bestille et korværk hos mig. Det kunne han.

Jeg måtte i gang med at finde tekst. Kirsten havde tidligere spurgt mig, om jeg ikke kunne bruge Frank Jægers ’Ode til Aaret’, der består af tolv trelinjede strofer, til et korværk. Jeg havde i første omgang afvist det, fordi jeg syntes, at stroferne var for korte, til at musikken kunne udfolde sig. Nu blev det alligevel den tekst, jeg gik i lag med, og selv om de enkelte satser blev korte, nåede den samlede varighed dog op på �4 minutter.

John havde sagt, at hans kor, Tritonus-koret, kunne klare alle vanskelig-heder. Men senere sagde han, at det var nær ved, at han havde fortrudt, at han havde sagt det, for koret fik sit at slås med. I et af hans breve står der: ”Korsangerne har ofte givet udtryk for deres begejstring. Nogle af dem vånder sig en smule over sværhedsgraden.”

John talte om en opførelse i samarbejde med et jysk kor. Det blev nu ikke til noget, men udsigten til en virkelig stor korbesætning var i hvert fald medvirkende til, at de første tre satser (oktober, november, december) blev på 9, �0 og �2 stemmer.

Uropførelsen fandt sted i Pumpehuset i København i februar �990. Foran hver korsats reciterede et kormedlem det månedsvers, satsen var bygget over. Det gav, synes jeg, en god balance i værket som helhed og gav til-hørerne mulighed for at omstille sig fra én måneds karakter (atmosfære, farve) til den næste.

Korets pianist ledsagede recitationerne med improviserede formler, der førte til de toner, som næste korsats skulle begynde med. Idéen var Johns, og jeg var nok skeptisk, men sagde: ”Lad os prøve.” Men klaver-improvi-sationerne afveg stilistisk så meget fra korsatserne, så jeg måtte sige, at det skulle man ikke gøre.

Jeg var glad for Jan Jacobys anmeldelse. Han skrev: ”I et nok så plakat-agtigt helhedsbillede blev uropførelsen af Peder Holms Ode til Aaret efter Frank Jæger en befriende kontrast med en ægte, dansk-lyrisk tone fint krydret med mere maleriske virkninger i tolv præcise og inspirerede mi-niaturer. Blot virkede de mange omstillinger af koret forstyrrende. Stilen var tydeligt nok udebane for Tritonus, og de sarteste udtryk lykkedes ikke helt, men der var hjerte og omhu i indstuderingen.”

92

Kort efter koncerten skrev jeg et længere brev til John, både om hvad jeg syntes var vellykket, og hvad jeg ville bede ham overveje i forbindelse med senere opførelser. I brevet står bl.a.: ”Om sangene generelt: Jeg finder, at en sikker og aktiv puls er et lige så væsentligt fundament i såkaldt klassisk musik som i såkaldt rytmisk. Musikken skal danse, gynge, swinge, samtidig med at den synger. Og kroppen skal med, rytmerne skal føles fysisk. Det medfører også forskellige accenter (bløde eller skarpere alt efter musikkens karakter), som ikke skal noteres, da de så bliver for pågående. Tænk på den nye opførelsespraksis for barokmusik og det liv, den har skabt i musikken. Det jeg ønsker, er at oppriotere det dramatiske og det fortællende og nedtone det lyriske.”

I marts blev værket udsendt i radioen, og i forsommeren blev der foreta-get en optagelse til brug for Musikinformationscentrets arkiv med urop-førelser af dansk musik. Optagelsen er på mange måder virkelig god og kommer tæt på, hvad jeg havde forestillet mig.

97. SOMMERSTÆVNEMØDEJohn havde søgt Statens Kunstfond om støtte til et værk af �5-20 minut-ters varighed. Da ’Ode til Aaret’ kun varede �4 minutter, skrev jeg et ’eks-tranummer’ over endnu en Frank Jæger-tekst. Det er ikke blevet opført.

98. ÅRETS BØRN (SAMMUSIK VIII)Haderslev kommunale Musikskole bad mig om at skrive et fællesværk til en koncert, der skulle afholdes i maj �990 som markering af skolens 25 års jubilæum.

En liste over musikskolens elever viste mange instrumentationsmulighe-der, men man ønskede desuden, at der skulle deltage forskellige kor fra folkeskolen.

Jeg valgte igen et digt af H.C. Andersen, denne gang ’Årets børn’. Det er just ikke noget genialt digt, kun nogle henkastede rimerier. Men jeg kunne bruge det til den konstruktion, jeg ville give kompositionen.

Tre 1-stemmige kor fik hver den opgave at lære en fanfareagtig strofe på fire takter. Stroferne blev komponeret sådan, at de kunne synges samti-digt, efter at man først havde hørt dem hver for sig. En teknik jeg havde brugt i næsten alle Sammusik-kompositionerne, idet det jo var væsentligt at kunne forme længere forløb, uden at det indstuderingsmæssigt ville

93

være for vanskeligt og kræve for meget tid. Partituret blev skrevet for følgende besætning: Gruppe 1: Sopran-,alt-, tenor- og basblokfløjter, guitarer, el-bas. Gruppe 2: Fløjte, klarinet, fagot, violin �-2, cello, kontrabas. Gruppe 3: Fløjte, klarinet �-2, trompet �-3, althorn �-2, basun �-3, alt- og tenorsaxofon, trommesæt (bækken, 2 trommer, stortromme). Klaver (6-hændig), pauker, solotrompet �-3, kor �-3. Senere blev yderligere en obo, en barytonsaxofon og en tuba koblet på.

For at præsentere alle tolv måneder måtte hvert kor synge fire vers. De første tre måneder blev ledsaget af instrumentgruppe �, de næste tre af gruppe 2, de næste igen af gruppe 3 og de sidste tre måneder af klave-rerne. Til sidst musicerede alle samtidigt, også et fast punkt i alle Sam-musik-værkerne.

Jeg dirigerede opførelsen. Belært af erfaringer skrev jeg til musikskolen: ”Jeg vil godt komme og dirigere generalprøve og koncert under følgende forudsætninger: Alle skal kunne deres ting, så der ikke skal øves, men kun formes helhed. I må have haft en prøve, hvor alle har været med, så de ved, hvordan tingene hænger sammen. Gruppelederne (lærerne) må være til stede under generalprøven, hvis der skulle opstå problemer og spørgsmål.”

99. CELLOKONCERTINOPeter Oest, cellolærer ved Esbjerg kommunale Musikskole og tidligere studerende ved konservatoriet i Esbjerg, spurgte mig – først om jeg ville skrive noget for cello og orkester til musikskolebrug. Senere ændrede han det til, at det ville være morsomt – og usædvanligt – hvis der var to solocelli. Han foreslog, at jeg brugte gamle danske folkemelodier. Det havde jeg gjort i det tidligere værk ’Dværgen og andre’, jeg havde skrevet til musikskolens ungdomssymfoniorkester. Jeg kiggede igen i Danmarks gamle folkeviser og fandt fire melodier, jeg godt ville bruge.

Jeg skrev en ret elementær orkestersats, idet det var meningen, at mu-sikskolens suzukiorkester skulle ledsage de to solocelli. Det var et bør-neorkester – jeg fik at vide, at koncertmesteren var 9 år. De to solister skulle til gengæld kunne noget, de hed Mihai Fagharason og Andreas Broch og blev begge senere professionelle musikere. Jeg fik en meget tilfredsstillende optagelse af koncertinoen.

94

�00. TO BILLEDER Jeg havde i mange år ønsket at tonesætte Thorkild Bjørnvigs digt ’Ny-måne’. Nu skulle det være – uden at jeg vidste, om nogen ville eller kunne synge det jeg skrev. Jeg ville gå videre med kanonprincippet. Ikke alene skulle stemmerne sætte ind på forskellige toner, de skulle også synge i hver sit tempo. Mens alt- og basstemmerne stod i 4/4, blev de to sopran-stemmer og tenorstemmen noteret i 12/8 for at undgå at skulle skrive trioltegn flere gange i hver eneste takt.

Bortset fra et sted i slutningen af satsen (på ordet råbere) er ottendedelen den korteste nodeværdi, som vi kan se det i 2. og 3. tone i altens indsats. I forhold hertil varer ottendedelene i sopranstemmerne kun en tolvtedel.

Basstemmen synges i halvt tempo i forhold til altstemmen og har altså fjerdedelen som sin hurtigste nodeværdi. Tenorstemmen synges i halvt tempo i forhold til sopranstemmerne. Det vil sige, at hurtigste nodeværdi varer en sjettedel. Det betyder, at tonerne ofte går på tværs af taktslage-ne og vil givet gøre tenorstemmen til den vanskeligste at udføre i rytmisk henseende.

Da universitetskoret Lille MUKO i april �99� udskrev en komponistkon-kurrence i anledning af sit 25 års jubilæum, skrev jeg endnu en 5-stemmig korsats (koret havde omtalt sig selv som et 5-stemmigt kor (SSATB), og konkurrenceværket skulle vare �0-�5 minutter), atter med tekst af Bjørn-vig. Digtet ’September’, der var på fem strofer, fik en meget enkel musi-kalsk form. Hver af de fem stemmer fik en strofe at synge, mens de andre stemmer dannede nynnekor.

Værket fik ikke nogen pris i konkurrencen. Senere prøvede jeg at få det antaget til opførelse ved Nordiske Musikdage i Island, hvortil man havde efterlyst korværker, men uden held. Jeg havde skrevet til Bjørnvig for at få tilladelse til at bruge hans tekster, fik ikke noget skriftligt svar, men en forsinket telefonopringning om, at det var i orden.

�0�. FIRE BØRNESALMEMELODIER Det kgl. Vaisenhus’ Forlag skulle udgive en salmebog for børn og unge. I salmebogen skulle bl.a. være et fyldigt udvalg af nye salmer og sange, og man henvendte sig derfor til en række komponister og opfordrede dem til at skrive melodier dertil. Jeg sendte fire forslag, men de blev ikke benyt-tet. I �999 skrev jeg 3-stemmige udsættelser af melodierne og tilføjede

95

en orgelstemme, så der var tre opførelsesmuligheder: �-stemmig sang og orgel, 3-stemmigt kor a cappella og 3-stemmigt kor med orgelledsagelse. Jeg sendte materialet til en komponistkonkurrence, udskrevet af Folkekir-kens Ungdomskor. Man meddelte mig, at en eventuel senere udgivelse kunne komme på tale, men det blev ikke til noget.

�02. PYK Musikskoleforlaget MUFO bad mig skrive et kort stykke for blokfløjter, der benyttede nye måder at bruge instrumenterne på, så også musiksko-leelever kunne forsøge at spille lidt avantgardemusik. Jeg fik Jytte til at fortælle mig, hvilke spillemåder der kunne være tale om, og skrev så et 2 minutters stykke for sopran-, alt- og tenorblokfløjter. Jeg bad Jytte om at opfordre de af hendes elever, der prøvede at spille stykket, til at navngive det. De sagde: ”Pyk!”

�03. CONCERTO GROSSO Jeg har liggende en skrivelse, underskrevet af mig, men udateret og uden adressat. Muligvis er den sendt til Statens Musikråd, som betalte kompo-nisthonorar. Jeg citerer den i sin helhed: ”I begyndelsen af september �993 modtog jeg fra Fynske Musikantere af �907 en forespørgsel, om jeg var interesseret i et samarbejde i henhold til den reviderede musiklovs ønske om, ”at et direkte samarbejde mellem komponister og amatørensembler stimuleres”. Fynske Musikantere (FM), grundlagt af Thorvald Aagaard, var engang et ret stort orkester, men er nu kun på �5 medlemmer, �� strygere og 4 blæsere. Ved et møde med FM’s ledelse og dirigent blev det foreslået, at jeg skulle skrive et værk, hvor blæserne, der som regel havde en ret tilbagetrukken placering, for en gangs skyld skulle spille hovedrollen. Resultatet blev ’Concerto grosso’ i tre satser, samlet varighed 10-11 minutter, for fløjte, klarinet, fagot, trom-pet og strygere. Desuden fremdrog jeg en 50 år gammel suite for strygere i fem satser, varighed �2 minutter. Jeg tilføjede bas- og blæserstemmer, så også dette værk passede til FM’s besætning. D. 26. oktober �994 hav-de jeg første prøve, og efter syv prøver var der generalprøve og koncert d. 7. januar �995. Det var FM’s nytårskoncert, hvor jeg så dirigerede mine to værker, medens ensemblets dirigent, Michael Moser, dirigerede resten af programmet. I FM er man vant til at spille populær-klassisk musik, så det var meget an-derledes for dem at spille ny musik. Men der blev arbejdet godt og grun-digt, og resultatet blev absolut værd at høre på. Fremførelsen af mine

96

værker var ved koncerten noget præget af nervøsitet, men ved flere af prøverne nåede vi meget langt med hensyn til at forløse værkernes mulig-heder. Vel viste koncerten, at ensemblet var mere fortroligt med det tradi-tionelle repertoire, til gengæld var det tydeligt, at den rette orkesterklang i disse værker ikke kunne opnås, dertil manglede der for mange stemmer. Fordelen ved at skrive direkte for det givne ensemble er – udover, at det har nyhedens interesse – netop, at man bedre er i stand til at udnytte en-semblets klanglige muligheder.”

Jeg havde stort besvær med at komme i gang med kompositionsproces-sen og måtte erkende, at det nok var slut med at komponere ren instru-mentalmusik. Men en tekst kunne stadig give mig idéer og sætte mig i gang, hvilket vil fremgå af de følgende beskrivelser.

En idé til sidste sats gav dog mulighed for et lidt længere forløb. Idéen fremgår af følgende note i partituret: ”I tredje sats spiller basstemmen (fa-got, cello, bas) den fynske ’nationalsang’ ’Fo’ ajle di små blomster’. Det kan dog ikke høres, for den er savet i småstykker.”

�04. FYNSKE STEMMER Jeg kan takke lederen af Odense Musikskole, Uffe Most for, at de to næ-ste værker blev skabt. Fynske Folkekor skulle i �996 afholde en �00 års jubilæumskoncert, og Uffe Most skulle dirigere det samlede kor på om-kring 360 sangere. Da han også var konsulent for Fynske Folkekor, anta-ger jeg, at han har foreslået, at man skulle henvende sig til mig angående et værk til jubilæumskoncerten. Jeg har ikke liggende noget brev fra Fyn-ske Folkekor, så det må som sædvanlig være begyndt med en telefonisk forespørgsel og et efterfølgende møde.

Til koncertprogrammet skrev jeg følgende: ”Et værk for kor og orkester til jubilæumskoncerten – det var det, Fynske Folkekor bad mig om at skrive. Og teksterne, var vi enige om, skulle være af fynske forfattere. Jeg ønskede at skrive et værk af varieret karakter, ikke kun et idylværk, som så mange tekster ellers opfordrede til. Men skildringen af den blide fynske natur måtte naturligvis indtage en væsentlig plads, og i Den fynske sang, et udvalg af fynsk digtning ved Henning Høirup og Marinus Børup (dén bog burde genoptrykkes!) fandt jeg et smukt lille digt Egnen ved Hindsgavl af Otto C. Fønss (�853-�922) og Aftenvandring af Sophus Michaëlis (�865-�932), der med sin virtuose ordleg ligefrem opfordrede til at blive tonesat.

97

H.C. Andersen, der så ofte punkterer idyllen med sin ironi, skulle også gerne med, og glad var jeg, da jeg fandt Sankt Hans’s lystige nat med den søde mor, der tager turen op gennem skorstenen på sit kosteskaft. Folkesagnet St. Knuds tårn og klokker gav mig mulighed for yderligere at variere tonesproget, og med Aage Berntsens private drømmespil Nat-ten er vor egen får vi også Fynsk Forårs forfatter repræsenteret. Det hele giver en 5-satset suite af �4 minutters varighed, hvor de enkelte satser kan karakteriseres sådan: Idyllisk nostalgi – grotesk dansende – fortids-stemning – poetisk og vuggende – overgiven finale.”

Den fynske Sinfonietta stod for instrumentalledsagelsen. Et lille strygeor-kester, fem blæsere og slagtøj. Jeg bad om, at man brugte samme opstil-ling, som jeg havde anvendt i ’Concerto grosso’: Strygerne skulle sidde i halvcirkel, foran dem blæserne i tæt gruppe som solister. Første sats (Fønss) blev ledsaget af fløjte, klarinet og strygere, fjerde sats (Michaëlis) af obo og strygere, tredje sats (Folkesagn) kun af rørklokker. Anden sats (H.C. Andersen) krævede flere farver – de tre træblæsere blev suppleret med trompet og basun, slagtøjet lød på 2 bækkener, 3 tempelblokke og gong, dertil strygerne. Også i femte sats (Berntsen) var alle musikerne med, slagtøjsinstrumenterne var her 2 pauker.

Berntsens tekst havde jeg allerede tonesat som a cappella korsats om-kring �960, og Wilhelm Hansen havde udgivet satsen. Nu tilføjede jeg instrumentalstemmerne. Da Edition Samfundet senere overtog en stor del af mine kompositioner, blev der rettet henvendelse til Wilhelm Hansen og spurgt, om man ville give tilladelse til, at Edition Samfundet benyttede korsatsen med tilhørende nyskrevne instrumentalledsagelse. Det ville WH overveje, men der kom aldrig svar, så resultatet blev, at Edition Sam-fundet har overtaget de fire første satser af Fynske stemmer, mens jeg har sendt partitur og stemmer til femte sats til Wilhelm Hansen.

�05. GÅRDHANEN OG VEJRHANEN Sangerdyst fra kyst til kyst skulle afholdes for 38. gang, og for første gang skulle afslutningsstævnet (korlejrskole og koncert) finde sted i Odense. I det hefte, hvor Sangerdyst-komitéen indbød alle Danmarks børne- og ung-domskor til at deltage, stod der, at ”Odense kommune har valgt komponist Peder Holm til at komponere dette års bundne opgaver til �. og 2. runde og dermed også fællesværket til afslutningsstævnet.” Da Odense Musikskole og Skoleforvaltningen står som arrangører af afslutningskoncerten, regner jeg med, at det er Uffe Most, der har foreslået kommunen at bruge mig.

98

I den kontrakt jeg fik, stod der bl.a. : ”FÆLLESVÆRKET: En dansk kom-position for ligestemmigt børnekor. Varighed �5-20 minutter. Orkesterbe-sætning efter nærmere aftale. A, B, C og D opgaverne indgår som en del af fællesværket.”

Det var kommunens ønske, at jeg brugte en H.C. Andersen-tekst, og jeg øjede eventyrene igennem for at finde et egnet. Det måtte ikke være for langt og skulle helst ikke være alt for kendt (det var mit ønske og sikkert ikke kommunens). Jeg fandt frem til ’Gårdhanen og vejrhanen’, hvor ko-ret kunne få en række numre: ’Agurken’, ’Uvejret’, ’Vejrhanen’ (to numre), ’Og hønsene kom’, ’Gårdhanen’ og ’Moralen’. Resten af teksten skulle varetages af en oplæser. Da jeg fremsendte materialet, var det vigtigt for mig at understrege, at ”bort-set fra et par småændringer (indirekte tale er blevet til direkte, enkelte ord er udeladt) er eventyrets tekst brugt som den er, og der er intet tildigtet”. Jeg havde overværet et par af de populære børneteater-forestillinger, hvor man havde valgt kendte H.C. Andersen-eventyr, bibeholdt handlingen, men ellers nyskrevet teksten til teaterbrug. Fint nok og som sagt meget popu-lært, men der var ikke meget tilbage af H.C. Andersen. Ordene var væk og dermed den specielle atmosfære, farvet af ironi og humor.

Som oplæser havde man valgt den skuespiller, som byen brugte som H.C. Andersen ved eventyroptog for turisterne. Jeg var spændt og nok lidt skeptisk, men det blev en positiv oplevelse. Torben Iversen var af den gamle skole, hvor man lærte at tale.

Instrumentalledsagelsen blev til saxofonkvartet, el-bas og slagtøj (bæk-ken, tromme og stortromme. Den sidste så stor som muligt, da den skulle illudere tordenvejr. Vi havde en pragtfuld stortromme i Esbjerg, så jeg kendte mulighederne). Til det ligestemmige kor tilføjede jeg ad libitum-stemmer for tenor og bas, så værket også kan opføres med blandet kor.

Om udførelsen skrev jeg: ”Det er vigtigt, at koret er bevidst om, at det for-tæller en historie og – i eventyrets agurk, gårdhane og vejrhane – skal ka-rakterisere nogle ’personer’. Men koret skal også opleve de enkelte ords specielle klang – konsonanternes energi og dynamik, de forskellige voka-lers særlige farve. (Et enkelt eksempel: I ordet ’spansk-grønt’ er der fem konsonanter efter hinanden – det skal kunne høres!) Melodikken er enkel og med en del pentatone vendinger, men der forekommer både tonearts-skift og skæve toner inden for den faste toneart. Her vil det ofte dreje sig

99

om, at der er et særligt ord, der skal fremhæves. De rytmiske figurer skal udføres lige så levende og intenst, som var det rytmisk musik.”

Endelig skal jeg nævne, at jeg til �. runde havde valgt at skrive udsæt-telser af ’Barn Jesus i en krybbe lå’ (med H.C. Andersen-tekst) og ’Sikken voldsom trængsel og alarm’ (som man i hvert fald ikke havde brugt i de nærmeste forudgående år).

Jeg var glad for, at Sangerdyst-komitéen skriftligt takkede mig for at have ”tilgodeset ikke blot de kunstneriske, men også sådanne pædagogiske og praktiske synspunkter” i arbejdet med udsættelserne.

�06. VILDERING SUITE Foreningen NY MUSIK i Frederikshavn ville afholde en koncert i septem-ber �997 med lutter uropførelser. Fire danske komponister bidrog med nye værker. Jeg var blevet bedt om at skrive noget for brass band til Tordenskjoldgarden. Jeg fandt ud af, at begyndelsesscenen af ’Vildering Kongesøn og Miseri Mø’ med musikkens mylder af hornsignaler i forskel-lige tonearter, som efterhånden smuldrer og ender i tåge, måtte være egnet til brass band. Ligeledes kunne slutscenens runddans bruges som afslutning. Som lyrisk mellemsats kom en bearbejdelse af en af Vilderings sange. I koncertprogrammet indsatte jeg nogle tekstcitater for at lede til-hørerne på rette spor.

�07. ØRKEN OG HEDE I september �997 modtog jeg et brev, som begyndte sådan: ”Det Fynske Kammerkor fejrer i �998 sit �0 års jubilæum ved bl.a. at udgive en cd med dansk a cappella julemusik. I den anledning vil vi spørge dig, om du har tid og lyst til at komponere et mindre værk til os?”

Uden at have noget skriftligt på det mener jeg, at vi aftalte, at jeg skulle skrive noget, som havde tekstmæssig sammenhæng med en af de sal-mer, der skulle benyttes. I hvert fald – cd’en, der blev på 20 numre, kom til at begynde med ’Velkommen igen, Guds engle små’, så kom min kor-sats, efterfulgt af Hartmanns ’Blomstre som en rosengård’.

Sammen med nodematerialet sendte jeg følgende brev til Det Fynske Kammerkor: ”Teksten til Ørken og hede er fra Esajas’ bog, kapitel 35, vers �-2. Samme skriftsted ligger til grund for første vers af salmen Blomstre som en rosengård.

�00

I de første 32 takter synger hver enkelt stemme kun fem forskellige toner. En ottetaktsperiode sunget af bassen gentages af tenoren (takt 9-�6), sopran 2 (takt �7-24) og sopran � (takt 25-32), hver gang en lille sekst højere. Det medfører, at sopran � kommer til at synge de samme toner som bassen, men to oktaver højere. Opstillet skalamæssigt står de fem toner med skiftevis hel- og halvtonetrins afstand. Altstemmen,som ikke benytter sig af de andre stemmers motiviske stof, består også kun af fem forskellige toner, men i et andet mønster. Virkningen af hele afsnittet skal være næsten livløst. Det tonale er diffust, forstærket af, at hver enkelt stemmes første tone ligger i tritonusafstand fra den forrige stemmes sidste tone. Efter at sopran � er sat ind, og bas-sen i takt 29 har lagt sig til ro på det dybe fis, begynder det tonale at blive klarere. Placeret i basstemmen spiller fis som dominanttone en væsentlig rolle i satsens videre forløb, men først i takt 57 dukker toneartens hoved-akkord op: H-dur. I takterne 57-62 benyttes den såkaldt akustiske skala: duragtig, men med både den lydiske skalas forstørrede kvart (eis) og den mixolydiske skalas lille septim (a). I slutafsnittet (fra takt 69) vender bassen tilbage til femtoneformlen fra satsens begyndelse. (Der er her tale om bevidst motivfællesskab med variationstemaet i min Koncert for orkester fra �955. Derimod er det en tilfældighed, at korsatsen Thi alt kød er som græs har samme begyn-delstone i bassen alene som Ørken og hede.)”

Jeg kan tilføje, at selv om skriftstedet er på 35 ord, benytter første halv-del af satsen kun de tre første ord (lig med satsens titel). Anden halvdel, skrevet over resten af teksten, er jubel-delen med hurtigere tempo og no-deværdier fra ottendedele over ottendedelstrioler til sekstendedele. �08. OG DU, MIT BARN Unge Akademikeres Kor udskrev i �998 en komponistkonkurrence om et 4- til 8-stemmigt korværk med en varighed af 4-8 minutter. Jeg tilmeldte mig, fik tilsendt et tekstudvalg og valgte et skriftsted fra Lukas-evangeliet.

Jeg bestemte hurtigt, at jeg ville forsøge at skrive en 8-stemmig sats. På et tidspunkt blev det mig klart, at kompositionen skulle indledes med, at en solosopran sang en koncentreret udgave af �. soprans korstemme (i de sidste takter citeres dog 2. sopran og �. alt). Soloen blev ret lang (� minut og 20 sekunder ud af hele kompositionens varighed på lidt over 6 minutter), men jeg følte, at det var den måde, hvormed jeg kunne oparbejde den rette spænding forud for korindsatsen, hvor stemmerne

�0�

sætter ind en efter en. Psykologisk stemmer proportionerne bedre over-ens med partituret, hvor soloen fylder en side, mens korsatsen fylder �4 sider.

Jeg vandt 2. pris, og flere sagde, at jeg nok havde vundet 1. pris, hvis jeg ikke havde indsat den solosopran. Men den skulle altså være der. At koret ved uropførelsen i Rundetårn d. 20.11.1999 og flere gange senere opførte værket uden solosopran, er en anden sag.

Op til indstuderingen af værket skrev jeg i et brev til koret: ”Det kan må-ske have interesse for kor og dirigent at vide, hvilken musik jeg lyttede til, da jeg begyndte på kompositionen af ’Og du, mit barn’. Det drejer sig om en cd, som min søn havde med hjem fra Sydafrika. De medvirkende er en engelsk gruppe, der synger middelalder- og renæssancemusik, og et sydafrikansk gospelkor. Sammensmeltningen af de højst forskellige stilar-ter giver meget fascinerende og inspirerende resultater. Så mht. udførelsen af min musik: Vær bevidst om, at den rytmiske spænd-stighed, med udgangspunkt i teksten, konstant skal være til stede.”

På cd’en lod Windekilde tre sopraner synge indledningen, men klangligt blev virkningen naturligvis ikke helt rigtig, og udtrykket blev stivere, end hvis det havde været en solostemme.

�09. HELLIGDOMSBJERGET Efter at have været i Viborg for at overvære en opførelse af Gades ’Elver-skud’ talte jeg med Henrik, der i �997 var blevet leder af Viborg Musikskole, om at skrive et værk for kor og orkester til Viborg. Henrik ville undersøge tekstmuligheder. Jeg regnede med, ud fra erfaringerne med Køge-Mosaik og Fynske stemmer, at man kunne finde både gamle sagn og naturlyrik med tilknytning til Viborg-egnen. Jeg blev overrasket og skuffet, da det viste sig, at der ikke rigtig var noget. Der var dog en tekst, der kom til at interessere mig, skrevet i �926 i 200-året for den store brand i Viborg og den gang tonesat af Bodil Helsted for soli, blandet kor og klaver. De litte-rære kvaliteter var vel ikke så høje, men N.P. Lindhardt havde sprogsans (gammeldags, men i betragtning af emnet gjorde det ikke så meget), og historien var i sig selv egnet til at være grundlag for et dramatisk korværk, med de sædvanlige begrænsninger, når der skulle skrives til amatørkor og amatørorkester.

Viborg Musikskole stod for orkestret. Udover fuldt strygerkorps kunne jeg

�02

besætte med 2 fløjter (som blev fordoblet), 3 klarinetter, tenor-saxofon og 2 trompeter. Med hensyn til slagtøjet, som skulle spille en væsentlig rolle, fik jeg en negativ overraskelse. I flere af de musikskoler, jeg havde haft med at gøre, havde slagtøjsafdelingen været en af de bedst fungerende, med dygtige og ambitiøse lærere og elever, der kunne noget. Her var næ-sten ingenting. To piger og en dreng skulle betjene bækken, 3 trommer, stortromme, gong og 4 rørklokker. I forbindelse med, at domkirken styrter i grus, skulle en af pigerne slå et fortissimo-slag på gongen. Det var umu-ligt at få hende til det. Drengen var ivrig nok, men kunne ikke ret meget og var endnu så lille, så han måtte stå på en skammel for at nå rørklokkerne. At han senere skulle blive professionel slagtøjspiller, assistent i Det Kgl. Kapel, var der ingen, der spåede dengang. Ved en korfestival i Viborg i april 2000, hvor syv kor medvirkede, blev vær-ket uropført. Jeg ledede opførelsen, det var sidste gang jeg dirigerede. Nogle år senere, ved indvielsen af musikskolens nye bygning og Viborg Musiksal, ledede Ole Gad en udmærket opførelse.

I forbindelse med fejringen af Viborgs 950 års jubilæum som stiftsby, blev ’Helligdomsbjerget’ opført ved en koncert i domkirken d. 25. maj 20�0. Det var værkets tredje opførelse og nok den bedste. De medvirkende var Viborg Domkantori, Sortebrødre Kirkekor, Cantores Wibergis og Viborg Musikskoles Kor samt Viborg Amts Ungdomssymfoniorkester. Dirigent var Michael Bojesen, som ved samme koncert uropførte sit Te Deum. På optagelsen af koncerten står ungdomssymfoniorkestret lidt svagt, og der er forskellige detaljer, der ikke kan høres, men i det store og hele løste orkestret sin opgave. Koret er virkelig godt og præget af de mange unge stemmer.

�03

BOSTEDER Som det er fremgået, er nogle af mine kompositioner (og opførelser af dem) opstået i forbindelse med, hvor vi på det pågældende tidspunkt har boet. Jeg vil derfor kort fortælle om vores forskellige bosteder.

Bortset fra to år (�972-73), hvor vi havde en landejendom nord for Varde, boede vi fra �949 til �983 i Esbjerg. I de sidste seks år, jeg var tilknyttet Vestjysk Musikkonservatorium, havde jeg et reduceret docentur, så jeg kun behøvede at undervise to dage om ugen. Vi ønskede at bosætte os i nærheden af Århus, for at nyde godt af det rigere kulturliv og de frodigere naturomgivelser. Det blev til Odder, hvor vi fandt Borgergades ældste hus, en villa fra �906, der trængte til en kærlig hånd.

I Esbjerg havde Kirsten været tilknyttet konservatoriets bibliotek, nu fik hun arbejde på det lokale museum. Vi havde en skøn tid i Odder, men i 1988 fik Kirsten en blodprop med efterfølgende depression, og hun måtte opgive arbejdet. Henrik og Jytte opfordrede os til at flytte til Fyn, hvad vi gjorde, efter at jeg i �989 var sluttet i Esbjerg.

I �997 blev Henrik musikskoleleder i Viborg. Han var blevet skilt fra Jytte, som flyttede til Århus. Vi ville også tilbage til Jylland og søgte omkring Sil-keborg for at være nær den rige natur og i overkommelig afstand fra Hen-rik og vores yngste søn Thomas, der med kone og børn boede i Låsby. I Them fandt vi huset, vi ville bo i.

I 2006 fik min elskede Kirsten sin tredje blodprop og døde efter 1½ døgn. Jeg aftalte med Henrik at flytte til Viborg.

�04

VÆRKLISTE Da jeg engang i �960’erne begyndte overvejelser om en værkliste, var jeg tilbøjelig til at lade listen begynde med strygekvartetten fra �95�, idet jeg fandt de tidligere skrevne værker for ubetydelige eller for ufærdige. Det blev dog til, at jeg lod listen begynde i �944, efter at adskillige små-satser for klaver var blevet ominstrumenterede og brugt i de nye skikkel-ser. Listen kom således til at omfatte udvalgte værker skrevet før �95� og derefter alt hvad jeg havde skrevet.

Perioden �944-50 er domineret af korte satser, men der er dog større værker indimellem. Jeg bibeholdt den oprindelige nummerering af stryge-kvartetterne, så kvartetten fra �95� stadig hed nr. 3, og jeg nåede op på ialt seks strygekvartetter. I den seneste værkliste er også orgelsonaten, kammeroperaen ’Våren og trekanten’ og bratschkoncerten kommet med.

På forsiden af den tidlige værkliste skrev jeg: ”Omstående værkliste er inddelt i tre afsnit: I Til børn og amatørerII Til børn og amatører sammen med professionelle III Til professionelle Inddelingen fortæller, hvem de forskellige værker er skrevet til, hvilket har indflydelse på musikkens karakter og stil. Hvad angår det tekniske, rum-mer afsnit I og II en række vanskelighedsgrader fra det enkle til det ret krævende. F.eks. indeholder Divertimento og nogle af korsatserne mu-sikalsk-tekniske problemer, der kan være en udfordring også for profes-sionelle. På den anden side håber jeg, at viderekomne amatører også vil interessere sig for nogle af værkerne i afsnit III. I det hele taget er det ikke min mening at adskille de forskellige kategorier af musikudøvere, men tværtimod – som det fremgår af afsnit II – at give dem mulighed for at arbejde sammen.”

I �997 skrev jeg en ny værkliste, hvor jeg droppede det ’ideologiske’ forord og indførte en mere traditionel opstilling: Musikteater, Orkester, Soloinstrument(er) og orkester/ensemble, Ensemble, Kammermusik, Duo, Solo, Sangstemme og instrument(er), Kor a cappella, Kor og in-strumenter, Musikskolemusik, Fællessang og kanons. En række af de værker, der stod i første afsnit i den gamle værkliste, kom nu til at stå i afsnittet Musikskolemusik.

�05

FORLAGSKONTRAKTER I foråret 2005 spurgte jeg Edition Samfundet, om de ville opbevare op-førelsesmaterialet til mine orkesterværker. Stor var min overraskelse og glæde, da Klaus Ib Jørgensen tilbød, at Samfundet overtog værkerne. Fire år efter er det endt med, at Samfundet har 43 af mine værker, heraf tre i to forskellige skikkelser. Det drejer sig om ’Fantasi’ for bratsch (eller cello) og klaver, som også findes for bratsch/cello og orkester. ’Divertimento’ for 2 violiner og bratsch findes også i en bearbejdelse for 2 trompeter og basun. Og ’Capriccio’ for klavertrio findes også som orkesterstykke.

Læg hertil 28 værker hos Wilhelm Hansen og 7 værker på andre forlag, så er vi oppe på 78 af værklistens �09 værker.

Og hvad er så ikke på forlag? Det er bl.a. de tre sceneværker og hele Sammusik-serien (undtagen nr. �, som er hos Wilhelm Hansen). En del værker vil jeg gerne have i værklisten, men de skal ikke udgives. Det gælder f.eks. flertallet af værker skrevet inden 1951. I andre tilfælde har problemer med forfatterrettigheder blokeret for en udgivelse.

�06

NODEMATERIALE Der var ikke noget, der hed kopimaskiner, da jeg begyndte at komponere, og behovet for at kunne mangfoldiggøre stemmer opstod meget hurtigt. Eneste mulighed var lystryk, som min far som arkitekt benyttede sig flit-tigt af. Det første, jeg skrev på transparent nodepapir, var så tidligt som i �942, hvor jeg skrev korstemme og strygerstemmer til min skoleopera ’Rosamunde’. Det næste var korstemmerne til ’Våren og trekanten’. Men ellers kom det først og fremmest til at dreje sig om strygerstemmerne til orkesterværkerne. Det var besværligt at skrive med tusch på transparen-terne, så alt andet, partiturer samt blæser- og slagtøjstemmer skrev jeg med fyldepen på almindeligt nodepapir.

Efterhånden gik jeg dog over til at skrive alting på transparenter, som havde den store fordel, at man kunne rette på dem. (Jeg kan huske, at Jørgen Jersild med foragt sagde, at han ville da ikke skrive på madpa-pir, og flere andre havde samme holdning.) Langsomt blev jeg mere og mere omhyggelig med nodeskriften, som i løbet af �970’erne blev til re-gulær nodetegning. Stemmer fremstillede jeg nu ved at klippe et partitur i stykker og klæbe linjerne op. Kopimaskinerne var efter nogle børnesyg-domme ved at blive rigtig gode uden at være så følsomme, at de tog alle uregelmæssigheder med.

Det sidste værk jeg tegnede, var ’Concertino for 2 celli og lille orkester’ fra �990. På det tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville tegne nodeeksem-plerne til Gads Musikhistorie. Computernodeprogrammerne var kommet frem, og redaktionen havde forhørt sig, men skønnet, at det ville blive for dyrt at få nodeeksemplerne udskrevet på computer. Jeg gik ind på at løse opgaven, tegnede og tegnede, og da jeg var færdig, var jeg træt. I �99� købte jeg computer og Finale-programmet, og resten af mine værker er renskrevet på computer. Det gælder også nogle af de tidligere værker, der ikke fandtes i tilfredsstillende renskrift.

�07

BESTILLINGER De bestillinger jeg har fået, er kommet mangfoldige steder fra. De fleste er ret naturligt fra Jylland. Tager vi først vestsiden fra nord til syd og deref-ter østsiden fra syd til nord, får vi følgende bynavne: Thisted, Ringkøbing, Esbjerg, Ribe, Vojens, Haderslev, Christiansfeld, Kolding, Odder, Århus, Viborg, Aalborg, Frederikshavn. I alt �3 jyske byer. Dertil kommer 3 fyn-ske: Ringe, Årslev, Odense – og 3 sjællandske: Køge, Greve, Rødovre.

Esbjerg alene stod for �3 bestillinger. I begyndelsen var det skolemusik-ken, senere den kommunale musikskole. Treenighedskirkens drengekor fik en motet, to værker for brass band blev skrevet til Esbjerg Brass Band og Esbjerg AOF. ’Ingen mad i dag – men i morgen’ er skrevet til konser-vatoriet, ’Pikkutikka’ til symfoniorkestret og ’Vildering Kongesøn og Miseri Mø’ til Esbjerg Festuge.

Yderligere bestillinger kom fra landsdækkende eller regionale instanser. Der er tale om Spil sammen-ugen, Dansk Organist- og Kantorsamfund, FDF/FPF, Danske Folkekors Børnekor, Folkekirkens Ungdomskor, De syd- og vestjyske mandskor, Danske Amatørkor, Fynske Folkekor, 38. Sangerdyst.

Ser jeg på hele min værkliste, kan jeg konstatere, at fra værk 29 og til det afsluttende værk �09 er der kun ti, der ikke er bestillinger. Heraf er de syv skrevet til konkurrencer. Så er der kun tre tilbage. De to stykker for blæserkvintet er skrevet til og uropført af Esbjerg Ensemble, men jeg tror ikke, at de bad mig om det. De tre præludier for klaver er skrevet i forbin-delse med NMPU’s komponist-pædagogseminar i Århus i �97�. Endelig er den tekstløse ’Nocturne’ for kor a cappella skrevet som et polytonalt eksperiment.

Jeg har for nemheds skyld talt om bestillingsværker uanset, om jeg har fået penge for dem eller ej. Jeg har liggende dokumentation for 37 kom-ponisthonorarer og ved, at mindst 4 andre værker er blevet honoreret, uden at jeg har noget skriftligt på det. I perioden �979-88 har jeg �8 gan-ge modtaget penge fra Statens Kunstfond, i alt �39.500 kr. De øvrige �9 honorarer giver et samlet beløb på �76.800 kr. Det ældste honorar er fra �966, det sidste fra 2000. Der er kun få værker, der er skrevet uden tilskyndelse udefra. Det indre

�08

pres - ”jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være” - var i nogen grad til stede i �940’erne, men svækkedes i �950’erne, også fordi den tid, jeg havde til komposition, var meget begrænset. Hvad jeg fik skrevet, var først og fremmest orkesterværker – med eller uden soloinstrument. Også et par strygekvartetter blev det til. Men fra slutningen af �950’erne blev næsten alt bestillingsværker.

�09

PRIVATE CD’ER På et tidspunkt, da vi boede i Them, kontaktede jeg folkemusikeren Mi-chael Wedgwood, der boede i skoven ved Vrads og havde et lille studie der, for at få ham til at overføre mine gamle spolebånd, kassettebånd og lp’er til cd. Det gjorde han med et ret godt resultat. Nogle af optagelserne kan kun betragtes som dokumentation, de lyder for dårligt, hvad enten det er gamle radioudsendelser eller ufuldkomment udførte koncertgengivel-ser. Men mange er helt fine i kunstnerisk og teknisk henseende.

Michael sammensatte otte cd’er til mig. Senere har jeg fået optagelser af endnu flere værker, så jeg nu har hele 43 værker på cd til privat brug (medregnet de få, der er udgivet). Den samlede spilletid er på mere end ni timer.

��0

PÆDAGOGISKE UDGIVELSER De fleste af mine pædagogiske udgivelser er kommet inden for Musica-se-rien. Til udvikling af skolemusikken havde Harald Bjerg Emborg und-fanget en stor idé: Et antal instrumentalskoler (blokfløjte, violin, cello, klarinet, mes-sing) skulle suppleres med sammenspilsatser i forskellige vanskeligheds-grader. Melodiudvalget i skolerne skulle gerne i vidt om-fang være ens og derefter danne grundlag for sammenspilsatserne, som på denne måde ville gøre det lettere for eleverne at indstudere satserne, da de kendte melodi-stoffet i forvejen. I øvrigt skulle serien indeholde ”nye og gamle korsatser med og uden instrumenter”, både for ligestemmige og blandede kor, samt ”allehånde instrumentalsatser og skoleorkestermusik”.

Vi er i begyndelsen af �960’erne, og musikskolerne er slet ikke begyndt endnu. Musica-skolerne henvender sig direkte til folkeskolen og er ind-delt i afsnit, der dækker et halvt år. Som der står i lærervejledningen: ”Den halvårlige inddeling er foretaget ud fra et erfaringsmæssigt kendskab til den jævnt musikalske instrumentalelevs udviklingsforhold og tjener først og fremmest til at orientere den sanglærer, der står som leder af et skole-musikalsk arbejde.”

For eksempel er violinskolen inddelt i otte afsnit, og det foreslås, at man starter i 4. klasse. Men det understreges kraftigt, at ”inddelingen ikke må blive en hæmsko for den enkelte elevs udvikling”, og at man naturligvis kan ”påbegynde undervisningen på et hvilket som helst tidspunkt”.

Fordelen ved inddelingen var, at man i sammenspilsatserne kunne angive nøjagtigt, hvad eleven skulle kunne for at være med i den pågældende sats. Stod der i violinstemmen: Vanskelighedsgrad 5,2 (svarende til 4. afsnit), skulle violineleven altså være kommet så langt i violinskolen for at kunne medvirke.

I Musica-seriens medarbejderstab var der to komponister: Bent Lorent-zen og mig. Vi blev bedt om at skrive sammenspilsatserne. Desværre blev området underprioriteret. Hvis der skulle være satser i alle mulige forskellige instrumentkombinationer og i alle mulige forskellige vanske-lighedsgrader, var der behov for flere hundrede stykker, men vi fik kun skrevet et beskedent antal.

Idéen med at have de samme melodier i alle skolerne blev heller ikke

���

gennemført. Seriens medarbejdere var meget forskellige og ikke indstil-let på at samarbejde – det var i hvert fald mit indtryk. Så hver skole blev udført som et isoleret projekt.

Hele serien blev næppe den salgssucces, som forlaget havde håbet på. Herbert Møller, der var forlagets repræsentant i medarbejderstaben, sag-de på et tidspunkt, at vi nok var for tidligt på den – skolemusikken var endnu ikke så udviklet, som seriens niveau lagde an på.

Jeg vil her nævne, at det var lykkedes Harald at få bidrag til serien fra 1960’ernes fremtrædende komponister. Vi finder navne som Per Nør- gaard, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Mogens Winkel Holm, Erik Norby og Henning Christiansen. Af de ældre er Finn Høffding, Vagn Holmboe, Svend S. Schultz og Bjørn Hjelmborg med.

Da Harald spurgte mig, om jeg ville skrive en violinskole, var jeg først modvillig. Jeg syntes, at der eksisterede så mange violinskoler, hvordan skulle jeg kunne bidrage med noget, der ikke bare var en gentagelse af alle mulige andre skoler. Jeg gennemså en del og lagde mærke til, at de fleste begyndte meget klart, men endte med at være ret så diffuse, fordi de absolut ville have alting med. Jeg blev klar over, at skulle jeg skrive en skole, måtte det være sådan, at jeg gennemførte nogle hovedidéer, og hvad der så manglede, måtte læreren finde i en anden skole.

På et tidspunkt hørte jeg en gruppe seminariestuderende spille violin og blev chokeret over den totalt manglende fornemmelse for buestrøg. Her skulle der sættes ind.

I lærervejledningen skrev jeg: ”Denne violinskole opbygger en elementær violinteknik ud fra to hovedlinjer: �. ved hjælp af grebtyper at udvikle en sikker intonation. 2. ved hjælp af bevidst bueinddeling at udvikle såvel et egalt, sangbart spil som en sikker udførelse af typiske rytmiske motiver.” Og senere: ”For at fremme spillets egalitet arbejdes der hele skolen igen-nem principielt med samme strøghastighed inden for hvert enkelt stykke.” Og igen senere: ”Violinskolens stof omfatter: a) skalaer og treklange i dur og mol, b) rytmiske øvelser, c) et stort antal folkemelodier af forskel-lig nationalitet, hvori det i a) og b) indlærte forekommer som væsentlige bestanddele. Punkterne a) og b) er således kun tekniske forstudier til sko-lens egentlige materiale: folkemelodierne, der omfatter ca. 70% af sko-lens numre.

��2

I et tillæg indføres 2. og 3. stilling samt halv stilling, og der øves strøg med forskellig hastighed. Et sidste citat: ”Vigtigt er det for læreren at gøre sig klart, at en skole ikke nødvendigvis skal følges slavisk, men at man efter hver enkelt elevs behov kan udskyde stykker, ombytte afsnit eller tilføje stof, hvor et problem trænger til yderligere uddybning (sådant suppleren-de stof kan nedskrives på de sidste sider i skolens to hefter).”

Jeg var helt klar over, at der var nogle lærere, der ikke ville bruge mine bueinddelingsprincipper. Det ville ikke forringe skolens anvendelighed som spillebog. Jeg havde fra forlaget modtaget et antal folkemelodisam-linger, som de havde rettighederne til, og gik i gang med at finde de melo-dier, der kunne bruges i mit strøgprogram. Det blev ikke altid de melodier, jeg syntes bedst om. Jeg måtte med beklagelse udelade flere franske melodier, som jeg ikke kunne strøglægge tilfredsstillende.

Forlaget håbede, at skolerne med et internationalt melodiudvalg ville kun-ne bruges også i udlandet, men deres markedsføring var helt sikkert util-strækkelig.

En ærgrelse må jeg lige lufte: På første side af min del af lærervejlednin-gen er skrevet en række durskalaer med grebtyperne indrammet. Det no-deark, jeg havde sendt til forlaget, var bortkommet, og jeg sendte derfor et gennemslag, jeg havde liggende, uden at være opmærksom på, at no-dehovederne nogle steder havde forrykket sig. Resultatet blev, at de først fire skalaer blev totalt meningsløse. Nodetegneren burde nok have kun-net se, at der var noget galt, men havde jeg fået arket til korrekturlæsning, ville fejlene jo være blevet rettet. Det fik jeg ikke, og det var desværre ikke den eneste gang, at systemet svigtede.

I �964 havde jeg fået ansat Hans Erik Deckert som cellolærer ved kon-servatoriet i Esbjerg. Jeg spurgte ham, om vi sammen kunne skrive en celloskole med min violinskole som forlæg. Hans Erik gik fuldstændig ind for mine idéer, så celloskolen fik den samme progression og de samme melodier som violinskolen. Hans Erik brugte celloskolen på sine talrige kurser i udlandet og talte på et tidspunkt om, at vi skulle se at få lavet en japansk udgave. Det blev nu ikke til noget.

Det var nu oplagt at skrive sammenspilsatser for strygere over nogle af de melodier, som både violinspillere og cellospillere kendte fra skolerne. Jeg skrev en samling på 24 stykker, idet jeg havde valgt 23 af de 77 forskelli-

��3

ge melodier, der findes i violin- og celloskolen. Kun det allerførste stykkes melodi er ikke med i skolerne, men den har en særlig betydning for mig. Indtil jeg var 6 år, boede vi i Overgaden neden Vandet på Christianshavn. Hver aften, når jeg kom i seng, lå jeg og hørte denne tretonige melodi fra Vor Frelsers Kirke, som spillede den hver time.

Stykkerne er skrevet for tre violiner og cello. 3. violin kan erstattes af eller suppleres med bratsch. Der findes en kontrabasstemme, men den kan undværes.

I de første fire stykker har jeg sørget for, at alle medvirkende får spillet hele melodien. Derefter bliver udsættelserne friere, således at stemmer-ne ofte kun brudstykkevis gengiver melodien og andre steder har helt selvstændigt stof. Som regel spiller �. violin hele melodien, og ofte gør celloen det også.

Wilhelm Hansen udgav de første tolv satser under titlen Strygerskole I i �970, men da salget åbenbart var dårligt, ville de ikke udgive resten. Me-get senere, i �99�, udgav ESTA (European String Teachers Association) Strygerskole II.

En lignende sammenspilskole for messingblæsere kom jeg også til at stå for. Det var Herbert Møller, der bad mig om at skrive for messingblæsere, og det er i tidens løb blevet til en del kompositioner, men det har altid væ-ret med blandede følelser, jeg er gået i gang med det, da jeg ikke selv har kunnet få en lyd ud af et messingblæseinstrument.

Blæserskolen kom lige som strygerskolen til at omfatte 24 satser. Men hvor alle satser i strygerskolen var for samme besætning, blev det an-derledes her. Der startes med seks 3-stemmige satser, så seks 4-stem-mige, seks 5-stemmige og fire 6-stemmige. Til sidst to stykker, jeg skrev til skolen. Det ene nykomponeret (�969), det andet en instrumentation af et fanfareagtigt klaverstykke fra �948.

Jeg havde regnet at bruge melodier fra messingskolen (af Niels Heyn) til de fleste udsættelser, men det kneb med at finde tilstrækkeligt mange, som jeg havde lyst til at skrive sammenspilsatser på. Det blev til, at jeg brugte otte melodier fra messingskolen, dertil kom fem, som jeg havde skrevet satser på i strygerskolen, men nu fik de delvis nye udsættelser. Endelig fandt jeg frem til ni folkemelodier, som ikke var brugt i nogen af skolerne.

��4

I mange af satserne var øverste stemme kun noteret for Es-kornet. Der burde nok have været en ekstra stemme, så den også kunne spilles på B-kornet.

Som supplement til Jytte Kusks blokfløjteskoler skrev jeg to sammen-spilsbøger, som Wilhelm Hansen udgav i �984 og �985. Den ene inde-holdt 25 kendte sange, den anden �2 julesalmer og -sange. Bortset fra fem 3-stemmige julesalmer er alle satser skrevet for 4-stemmigt blokfløj-teensemble, men således, at 4. stemme, der skal spilles på tenorfløjte, kan udelades, hvis man kun har sopran- og altfløjter. Der er forslag til at supplere med guitar.

I forbindelse med Carl Nielsen-jubilæet i �990 arrangerede jeg 2� af de 23 Nielsen-sange, der står i samlingen ’En snes danske viser’ for blok-fløjteensemble (SATB). Musikskoleforlaget MUFO udgav arrangemen-terne i �99�.

��5

AFREGNINGER Jeg har opbevaret langt de fleste af mine afregninger fra Wilhelm Han-sen, lige fra fra de første udgivelser i �963. Jeg mangler afregningerne fra �967-70 samt �972, men lagerangivelserne gør det nemt at se, hvad der er solgt. Derefter har jeg alle afregninger indtil 2000.

Antallet af udgivelser nåede efterhånden helt op på 56. Heraf kan man finde 23 i værklisten. Wilhelm Hansen har yderligere fem af værkerne fra værklisten. De tre – ’Vyl’ for orkester, ’Musik for brass band’ og ’Sammu-sik I’ – findes kun som lejemateriale. ’Sagn’ for ligestemmigt kor findes kun i Korsang i Danmark II. Og ’Min sjæl, lov HERREN’ blev kun trykt i ��00 eksemplarer til det landsstævne, værket var skrevet til.

Af de øvrige 33 udgivelser er de vigtigste skolerne og sammenspilshef-terne. Både violinskolen og celloskolen udkom i to hefter, og salget af hefte � var større end af hefte 2. Der har været en del elever, der ikke kom så langt, inden de måske stoppede. Sammenspillet blev tilgodeset med Strygerskole I, Blæserskolen (for messinginstrumenter) og to hefter for blokfløjteensemble. Resten af udgivelserne er forskellige arrangementer, skrevet til Musica-serien.

I �990 lavede jeg en oversigt over, hvor meget salget af Wilhelm Hansen-udgivelser havde givet. Jeg havde fået over 56.000 kr., og da jeg fik 10% af salgssummen (celloskolen gav kun 5%, jeg skulle jo dele med Hans Erik), havde Wilhelm Hansen altså solgt for et godt stykke over en halv million. Her skal man tage prisudviklingen i betragtning. F.eks. kostede violinskolens første hefte �� kroner og 25 øre, da det udkom i �966. I �990 kostede det samme hefte 63 kr.

Efter en meget beskeden start begyndte salget af mine udgivelser at tage fart i �966, hvor violin- og celloskolerne udkom. Jeg modtog over �.000 kr. fra Wilhelm Hansen det år. I omkring tyve år blev der solgt godt af vio-linskolen, hvorefter salget stoppede ret brat. Men da var der solgt mere end 4000 eksemplarer af første hefte, mens der var afsat knap �500 af hefte 2. Salget af celloskolen fortsatte i noget længere tid, og i år 2000 var der solgt omkring 3500 af første hefte, mens andet hefte nåede op i nærheden af 2000 solgte eksemplarer.

To år skiller sig ud: I �980 modtog jeg over 7.000 kr., og det samme skete

��6

i �985. I �980 må Wilhelm Hansen have foretaget et salgsfremstød, i hvert fald blev der solgt af næsten alle mine udgivelser i et samlet tal af imponerende 4.635 eksemplarer. Hvilken popularitet! I �985 udkom de to hefter for blokfløjteensemble, og første hefte blev solgt i lige ved 2000 eksemplarer med en salgssum på 65.835 kr.

Én ting må jeg nævne: Lille suite for 5 celli sælges stadig. Den udkom i �973, og i 2009 kunne jeg konstatere, at nu var den solgt i 457 eksem-plarer. Og den ville Wilhelm Hansen først slet ikke udgive. De troede ikke, at der var nogen, der ville købe et værk for en så underlig besætning.

Helt er salget ikke gået i stå, jeg får stadig småbeløb fra Wilhelm Hansen, de sidste tyve år har trods alt givet tilsammen mere end ��.000 kr. En af de ting, der har bidraget, er den utrolige salgssucces af Jytte Kusks blok-fløjteskoler, som jeg har forsynet med en del småarrangementer. F.eks. modtog jeg 485 kr. i 1999, da Min blokfløjtebog 1 kom i 13. oplag.

Også afregningerne fra KODA har jeg gemt. Omend ikke helt fra starten – jeg må jo have fået noget allerede i �950’erne – så fra �972. Fordelt over 38 år har jeg fået et samlet beløb på omkring 350.000 kr., så nogle opførelser af mine værker er det da blevet til. Desuden har jeg liggende tre breve, der fortæller, at jeg i årene �984-86 har modtaget en samlet sum på over 95.000 kr. af de såkaldte stamfondsmidler.

Indtægterne fra KODA er naturligvis skrumpet stærkt ind, men ikke helt forsvundet. F.eks. gav 2008 over 5.000 kr. Kun et enkelt værk er spillet i Danmark, resten var fra opførelser i Sverige, Norge, Tyskland, England og Ungarn. I 2009 var der intet fra Danmark, men stadig lidt fra Sverige, Tyskland og England. Det er Lille suite for 5 celli, der åbenbart stadig op-fylder et behov, som også salget fra Wilhelm Hansen har bekræftet det. Og så en række opførelser af korværket Ørken og hede.

��7

PORTRÆT-CD I januar 2008 skrev jeg til Dacapo Records for at spørge, om det var mu-ligt at få udgivet en cd med nogle af mine kompositioner, baseret på ældre optagelser. De svarede mig, at de kun udgav cd’er med nye optagelser (en historisk serie med ældre optagelser ville ellers forøge mulighederne for at lære dansk musik at kende væsentligt), men at de kunne foreslå, at Esbjerg Ensemble og det vestjyske konservatorium sammen stod for en cd med musik af mig. Konservatorierektor Axel Momme skulle lede projektet.

Kammermusikværker og soloværker er der ikke mange af i min værkliste. Skulle vi fylde en cd, måtte der noget kormusik med. Jeg sendte et brev til Axel med angivelse af de værker, jeg ville foreslå til cd’en. Han svarede mig i juni og skrev: ”Jeg arbejder med det, og vi vil i efteråret gå i gang med diverse indspilninger.”

Så skete der ingenting. Axel blev overbebyrdet med arbejde, da ministe- riet sammenlagde konservatorierne i Odense og Esbjerg, og han i første omgang skulle stå for den fælles ledelse. Jeg fik talt med ham i juni 2010, hvor han kunne fortælle, at Dacapo ikke ville godkende konservatoriets kor som tilstrækkelig professionelt til at kunne medvirke på en Dacapo-cd. Vi blev enige om, at konservatoriet skulle overtage udgivelsen af cd’en, og Axel bad Søren Birch om at tage sig af projektet.

Jeg havde i 2008 mødt Søren Birch, der underviste i korledelse ved kon-servatorierne i Aalborg og Esbjerg og boede i Viborg, kort fra min bopæl. Han havde glædet mig ved at vise kendskab til nogle af mine korværker og virke interesseret i at arbejde med dem. Han kom relativt hurtigt til det resultat, at konservatoriekoret i Esbjerg ikke kunne blive godt nok til at honorere kravene i de ret vanskelige satser, jeg havde foreslået at få med på cd’en. Han ville i stedet have sit Aalborg-kor, Coro Misto, til at gå ind i projektet, og han gav mig en cd med Gades og Hartmanns produktion for kor a cappella, så jeg kunne høre, hvad koret kunne.

Jeg ønskede først og fremmest at få ’Nymåne’ (med tekst af Thorkild Bjørnvig) fra �992 med, for at høre, om mine rytmiske eksperimenter kun-ne fungere. ’Og du, mit barn’ fra �998 var indsunget på cd af Unge Aka-demikeres Kor, men uden en tilfredsstillende løsning på problemet med begyndelsen, der skulle have været udført af en solosanger. Jeg håbede,

��8

at Coro Misto havde en solosanger, så jeg kunne få stykket at høre, som jeg havde tænkt mig det.

Søren Birch havde selv valgt at lade koret arbejde med ’Solen kender sin nedgangs tid’ (som jeg aldrig havde hørt) og J.P. Jacobsen-sangene, som jeg var glad for at få med, og i november 2010 blev de fire værker ind-sunget. Koret havde gjort et stort arbejde, og de var virkelig kommet langt med værkerne. De spørgsmål jeg havde: Fungerer det rytmiske element i ’Nymåne’? Virker det indledende afsnit for solostemme i ’Og du, mit barn’, som jeg har forestillet mig? - blev besvaret tilfredsstillende.

Konservatoriets pigekor under Lone Gislinges ledelse havde jeg hørt flere gange og været glad for det jeg hørte. Det skulle med på cd’en. Lone mente, at Erik Knudsens ’Sagn’ var for vanskelig, så det blev til de samme to satser, som Skanderborgkoret havde på sit Japan-program: Ole Wivels ’Børnesang’ og William Heinesens ’Barnetegning’.

Jeg havde savnet en optagelse af ’Caccia’ for klaver. Nu kom den på som konservatoriets bidrag til cd’en sammen med pigekorets to satser.

Hvad skulle Esbjerg Ensemble bidrage med? Jeg måtte beklage, at efter �968 havde jeg ikke skrevet noget for ensemblets instrumenter – bortset fra den sjette strygekvartet, som er skrevet til amatører. Det blev så til Kla-verkvartet, Strygekvartet nr. 5 og ’To stykker for blæserkvintet’. Næsten alle ensemblets tolv medlemmer er involveret, kun kontrabas og slagtøj er ikke med.

De ti nævnte værker er skrevet i �958, �967, �968, �970, �980, �984, �985, �987, �992 og �998. Det var vigtigt for mig med den store spred-ning, så jeg kunnne give tilhøreren et indtryk af, hvordan jeg skrev på forskellige tidspunkter og derigennem forhåbentlig skabe en varieret op-levelse.

��9

OM ESBJERG ENSEMBLE I forbindelse med Esbjerg Ensembles 25 års jubilæum i �992 bad en-semblet mig om at skrive en artikel om, hvad der førte til oprettelsen af ensemblet. Her følger et udsnit af artiklen:

”En sen eftermiddag engang i første halvdel af 60’erne var jeg på vej ud af konservatoriets lokaler, der dengang lå i Kunstpavillonens kælder-etage, da en mand stod i døråbningen – alpehue, slidt cottoncoat – Julius Bomholt, valgt i Esbjerg-kredsen, landets første kulturminister. Han havde været til møde i Esbjerg og var derefter gået ned til konservatoriet for at høre, hvordan det gik, og for at drøfte oprettelsen af et landsdelsorkester i Vestjylland – nu måtte landsdelen gøre noget ved det. Jeg troede ikke meget på mulighederne, men forelagde ham mine idéer om et ensemble. Idéerne var endnu ikke ret konkrete, men dog konkrete nok til, at Bomholt efter en kort pause sagde, som kun han kunne sige det: ”Det er en LY-SENDE idé!”

Bomholts opmuntrende ord ansporede mig til at færdiggøre et forslag om oprettelse af et ensemble, og her blev jeg inspireret af musikalske ople-velser fra min gymnasie- og studietid i København. Dengang i 40’erne var det almindeligt, at en blæserkvintet og en strygekvartet slog sig sammen og etablerede en abonnementsserie på 6 koncerter. Jeg husker år, hvor hele tre serier var i gang, så man i løbet af en sæson kunne gå til �8 kon-certer og høre det meste af den klassiske kammermusiklitteratur for blan-dede besætninger samt naturligvis blæserkvintetter og strygekvartetter. Undertiden var også en kontrabas med, når besætningen krævede det. (Ensemblerne var bl.a. Erling Bloch-kvartetten, Blæserkvintetten af �932 og den legendariske blæserkvintet fra Det Kgl. Kapel i næsten samme skikkelse som da Carl Nielsen skrev sin kvintet til den.)

Mit forslag var derfor i første række, at man oprettede ti stillinger, fordelt på blæserkvintet, strygekvartet og kontrabas. De ti musikere skulle pri-mært undervise på konservatoriet (og evt. på musikskolen) og være grup-peledere og soloblæsere i symfoniorkestret. I det omfang tjenestetiden ikke blev udfyldt, skulle der indstuderes og gives koncerter med kammer-musikværker, og her vidste jeg jo, at der – bortset fra kontrabassen – var rigeligt repertoire at øse af for alle musikerne. I øvrigt håbede jeg, at man ud over det klassiske repertoire også ville dyrke ny musik.”

�20

KRONOLOGISK VÆRKLISTE Værk Kompo- Nr. Varighed Forlag Cd Lp Privat- Bånd neret (minutter) cd

Serenade for 3 violiner, bratsch og cello �944 � 8 Samme værk for 5 celli (�986) �a Suite for strygere �944 2 �2 S Samme værk med tilføjede blæsere (�994) 2a 8 børnesange Sangstemme ledsaget af klaver (blokfløjter eller guitar) 1944 3 6 x Motiver for træblæsere �945 4 5½ 8 kanons �946 5 WH Strygekvartet nr. 1 �947 6 20 Forårsmusik for klaver �947 7 7 Samme værk for orkester 7a Sonate for orgel �947 8 �6 S x (2000) Våren og trekanten. Lyrisk kammeropera �948 9 40 Strygekvartet nr. 2 �948 �0 �3 Miniature suite for violin og klaver �948 �� 7 S Samme værk for violin og kammerorkester (�977) ��a Fire små stykker for messingblæsere �948 �2 4½ (�977) Lille koncert for blokfløjter og strygere 1948 13 6 WH (�96�) Suite for blæsere, pauker og forstærket �949 �4 �� kontrabas (�954) Koncert for bratsch og orkester �950 �5 �8½ x Strygekvartet nr. 3 �95� �6 �5 S xStormgademusik for strygere �95� �7 4 NMS Koncert for violin og orkester �952 �8 20 S x Koncert for klaver og orkester �953 �9 �3 S xTo høstsange for mezzosopran og klaver �954 20 5Fantasi for bratsch og klaver �954 2� �� S xSamme værk for bratsch og orkester 2�a S xSamme værk for cello og klaver (�987) 2�b SSamme værk for cello og orkester 2�c S Koncert for orkester �955 22 27 S xDivertimento for 2 violiner og bratsch �955 23 �3 SSamme værk for 2 trompeter og basun (�968) 23a S Preludio, Scherzo e Fantasia for orkester �956 24 �6½ S xStrygekvartet nr. 4 �956 25 �8 S xLille suite for 5 celli �956 26 7 WH xSamme værk for 5 bratscher (�992) 26a ESTASymfonisk dans for orkester �957 27 4½ SMusik til fem digte for mezzosopran og �957 28 �� S x 8 instrumenterHomo natus for mezzosopran og orgel �957 29 4 SDet røde træ for baryton og klaver �957 30 6Kvartet for klaver, violin, bratsch og cello �958 3� �2 S xCapriccio for klaver, violin og cello �959 32 4½ S xSamme værk for orkester 32a STre sange for blandet kor �96� 33 4½ WHIngen mad i dag – men i morgen. Syngespil �962 34 48 xKoncertino nr. 1 for klaver og strygere �963 35 �� WH xPezzo concertante for orkester �964 36 7½ S Odeon PASK 2004March for Herbert for brass band �965 37 5½ WHTre orkesterstykker �966 38 �9 S xTo skitser for trompet, basun og orkester �966 39 8½ S x

�2�

Værk Kompo- Nr. Varighed Forlag Cd Lp Privat-cd Bånd neret (minutter)

Børneremser for børnekor og instrumenter �966 40 6 WH xVyl for orkester �967 4� �� WH xStrygekvartet nr. 5 �967 42 �2½ S FONA TF �26 Koncertino nr. 2 for klaver og strygere �967 43 7 WH x Forår på heden for børnekor og instrumenter �968 44 5 WH xTo stykker for blæserkvintet �968 45 8 WH x Khebeb for to klaverer og orkester �968 46 �3 S Musik for brass band �969 48 7½ WH Nocturne for blandet kor �969 49 3 WH Concertino for trompet og kammerorkester �970 50 9 WH xConcertino for klarinet og kammerorkester �970 5� �0 WHBørnesang for ligestemmigt kor �970 52 4½ dbuk JH 03-002 Seks korsange for blandet kor �970 53 8 WH LPWH 30�6 (nr. � og 2) (nr. �) x (nr. 2) Thi alt kød er som græs, motet for blandet kor �97� 54 4½ WH Sagn for ligestemmigt kor �97� 55 4½ WH Tre præludier for klaver �97� 56 5½ Fem sange for blandet kor �97� 57 8 WH EGT-LP-7 Pikkutikka for børnegruppe og symfoniorkester �973 58 �0 WH Sammusik I for børnekor, 3 blandede kor og �974 59 22 WH diverse instrumentgrupper Davidssalmer for blandet kor og orgel �975 60 �2 WH Samme værk for blandet kor og brass band (�98�) 60a Strygekvartet nr. 6 �976 6� �� S To stykker for ti horn �977 62 9 S Sammusik II for brass band, tambour-korps �977 63 8 og gruppe Festmusik for messingblæsere og slagtøj �978 64 4 S DCD 8�86 Fantasi for soloviolin og strygere �978 65 �6 S x Forårsfumlesvampe for 3 børnekor og �979 66 5 WH instrumenter Sammusik III for brass band, tambour-korps �979 67 8½ og gruppe Nocturne for orkester �979 68 8 S Kvintet for messingblæsere �980 69 �0 S Så og så mange lærker (Sammusik IV) for �980 70 9 to blandede kor og diverse instrumentgrupper Min sjæl, lov Herren for to ligestemmige og �980 7� 6½ WH to blandede kor Salme for orkester (evt. støttesats til nr. 7�) �98� 7�a Solen kender sin nedgangs tid for blandet kor �980 72 3½ WH Pip lille fugl (Sammusik V) for fortæller, to �98� 73 �7 x børnekor, blandet kor og diverse instrumentgr. Tre stykker for brass band �98� 74 ��½ S Dengang i Bethlehem for fortæller, børnekor �98� 75 �3½ x Randers og orkester Byork. Forspil for brass band + træblæsere ad lib. �98� 76 2½ Fire strofiske sange for mandskor �982 77 7½ WH Fire sange for blandet kor �982 78 8 WH Vildering Kongesøn og Miseri Mø. Syngespil �983 79 50 x Bøgelunden for sang og klaver �983 80 3 Den bagvendte vise for to ligestemmige kor, �984 8� 5½ blokfløjter, violiner og guitarer Kanon for indtil �2 celli �984 82 7½ S x Dværgen og andre for orkester �984 83 7 S Fire korsange for blandet kor �984 84 8½ S Caccia for klaver �985 85 8½ S

�22

Værk Kompo- Nr. Varighed Forlag Cd Lp Privat-cd Bånd neret (minutter)

Hedebys genganger (Sammusik VI) for kor, �985 86 �5½ x symfoniorkester og diverse instrumentgr.To sange for blandet kor �986 87 4½ Reimers (nr. �) Siun for guitar �986 88 7 S x Gobelin for blokfløjte (sopranino, alt, bas) 1986 89 7 S x og guitar Samme værk for fløjte (piccolo, grande, 89a S contralto) og guitar Moerlille (Sammusik VII) for kor af børn, �987 90 8 kvinder og mænd samt diverse instrumentgr. (�996) x Barnetegning for ligestemmigt kor �987 9� �½ dbuk JH 03-002 Køge-mosaik for recitator, ligestemmigt kor, �987 92 20 x blandet kor, instrumentgrupper, symfoniorkester To sange for sopran og orgel �987 93 3 Tre sange for ligestemmigt kor �987 94 3 dbuk To sange med becifring �987 95 2 FM Ode til Aaret for blandet kor �988 96 �6½ S x Sommerstævnemøde for blandet kor �988 97 2½ Årets børn (Sammusik VIII) for tre �-stem- �989 98 �0 mige børnekor og diverse instrumentgrupper Koncertino for to celli og lille orkester �990 99 8½ S x To billeder for blandet kor �992 �00 �� S Fire børnesalmemelodier �992 �0� 7 Pyk for blokfløjter 1992 102 2 MUFO Concerto grosso for fløjte, klarinet, fagot, 1994 103 10 S trompet og strygere Fynske stemmer for blandet kor og ensemble �995 �04 �4 S (nr. �-4) WH (nr. 5) Gårdhanen og vejrhanen for fortæller, lige- �996 �05 �5½ S x stemmigt kor (+ tenor og bas ad lib.), saxofonkvartet, el-bas og slagtøj Vildering suite for brass band �997 �06 6 S Ørken og hede for blandet kor �997 �07 5 S INTCD 067 Og du, mit barn for blandet kor �998 �08 6½ S PCD 5�44 Helligdomsbjerget for blandet kor og orkester �999 �09 �6 x

Årstal i parentes refererer til senere bearbejdelser. Det samme gælder for instrumentangivelsen i parentes i værk nr. 3.

Portræt-cd’en er ikke med i listen, se side ��7-��8.

FORLAG:

S = Edition S (Samfundet til udgivelse af dansk musik) WH = Edition Wilhelm Hansen NMS = Nordiska Musikförlaget, Stockholm ESTA = European String Teachers Association dbuk = danmarks børne- og ungdomskorforbund Reimers = Edition Reimers, Stockholm FM = Folkeskolens Musiklærerforening MUFO = Musikskolernes Forlag

�23

TEKSTER

Værk Nr. Titel Forfatter

8 børnesange 3 Hanen Sigurd Swane Magleby ugle ” Drengen og fuglen ” Træerne ” Sommermorgen ” Hvor går solen hen ” Sommeren i hjertet ” Så spiller vi ”

8 kanons 5 Den er god Jørgen Gustava Brandt Sangglimt ” Regn ” I teater ” Maurice ” Forår ” Morgensang ” Festlige gader ”

Våren og trekanten 9 Jørgen Gustava Brandt

To høstsange 20 Til høsten William Blake, oversat af Kai Friis-Møller Høst Vilhelm Grønbech

Musik til fem digte 28 Septemberhaven Birthe Arnbak Enebær ” Landskab med tempel ” Første forårsnat ” Efter stormen ”

Homo natus 29 Jobs bog, kap. �4, �-�2

Det røde træ 30 Johs. V. Jensen

Tre sange (bl. Kor) 33 Lad os ud over engen gå Thøger Larsen Kig op gammel børneremse Natten er vor egen Aage Berntsen

Ingen mad i dag - 34 Henrik Andrup men i morgen

Børneremser 40 Tre muntre børner.: ved Benny Andersen (Nikke Nikke Nambo) Ente bente ” Vil du med i skoven ” Stork flyv til Bork ” Tre sørgmodige børner.: En to tre ” Der fløj tolv tamme traner ” Det regner og det stormer ” Nikke Nambo og skorstens- ” fejer Iverlund

Forår på heden 44 Kaia Jacobsen

�24

Værk Nr. Titel Forfatter

Tre danske korsange 47 Den første forårsdag Piet Hein (bl. kor) En fugl flyver hvid Jørgen Gustava Brandt Fuglene tav næsten brat ”

Børnesang (lgst. kor) 52 Ole Wivel

Seks korsange 53 En ko Ole Sarvig (bl. kor) Dødeminde ” Morgen ” Højsommer Per Lange Fuldmåne Poul la Cour Huskat Kumbel

Thi alt kød er som 54 bibeltekst græs

Sagn (lgst. kor) 55 Erik Knudsen

Fem sange (bl. Kor) 57 Ene mene ved Benny Andersen (Nikke Nikke Nam-bo) Indskrift Sung Chih-Wen (på dansk af Frank Jæger) Mobile Hans-Jørgen Nielsen Septemberaften Viggo Stuckenberg Hils Børge fra Folkeeventyr og Remser, fortalt af Anna Sophie Seidelin

Pikkutikka 58 Amorin Erik Waldeier

Sammusik I 59 Balladen om balladen Per Aage Brandt Rip og Rap og Rup Arne Herløv Petersen

Davidssalmer 60 Salme �3, salme 29, salme 24, vers �-2

Forårsfumlesvampe 66 Fru Blækhat Signe Aspelin/Jørgen Årup Hansen Forårsfumlegang (Grøde-gruk) Piet Hein Dette forår ”

Sammusik IV 70 Så og så mange lærker Per Højholt

Min sjæl, lov Herren 7� fra salme �04

Solen kender sin 72 fra salme �04 nedgangs tid

Pip lille fugl 73 dansk folkeeventyr

Dengang i Bethlehem 75 Johannes Møllehave

Fire strofiske sange 77 Forårsmorgen Thøger Larsen (mandskor) Sommeraften ” Sommerhalvåret ” Høstnat ”

Fire sange 78 Kobberblade Ole Sarvig (bl. Kor) Modne ” Ung nat ” Vandring ”

Vildering Kongesøn 79 Erik H. Madsen og Miseri Mø

�25

Værk Nr. Titel Forfatter

Bøgelunden 80 N.F.S. Grundtvig Den bagvendte vise 8� ved Benny Andersen (Lille Peter Dille)

Fire korsange 84 Alle småblomster J.P. Jacobsen (bl. Kor) En vidtstrakt hede ” Lad våren komme ” Evig og uden forandring ”

Hedebys genganger 86 dansk folkevise

To sange 87 På høje tid Benny Andersen (bl. Kor) Lange vinter Frank Jæger

Moerlille 90 H.C. Andersen

Barnetegning 9� William Heinesen (lgst. Kor)

Køge-mosaik 92 Karl Bjarnhof, Harald Bergstedt, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig, Klaus Rifbjerg, J.H. Wessel, R. Broby-Johansen m.fl.

To sange 93 Dødeminde Ole Sarvig (sopran, orgel) Kobberblade ”

Tre sange (lgst. Kor) 94. Højsommer Per Lange Vinter-remsen Kumbel Huskat ”

To sange m. becifr. 95 Aftentåge Esther Traneberg Regn, blæst og sol Ib Spang Olsen

Ode til Aaret (bl. kor) 96 Frank Jæger

Sommerstævnemøde 97 Frank Jæger (bl. Kor)

Årets børn 98 H.C. Andersen

To billeder (bl. Kor) �00 Nymåne Thorkild Bjørnvig September ”

Fire børnesalme- �0� Det mindste liv er hel besked Inge Hertz Aarestrup melodier Det drypper fra træer og tage Anette Broberg Knudsen Op til Jerusalem Johannes Møllehave Det mørkner i vor gade Lars Busk Sørensen

Fynske stemmer �04 Egnen ved Hindsgavl Otto C. Fønss Sankt Hans’s lystige nat H.C. Andersen Sankt Knuds tårn og klokker folkesagn Aftenvandring Sophus Michaëlis Natten er vor egen Aage Berntsen

Gårdhanen og �05 H.C. Andersen vejrhanen

�26

Værk Nr. Titel Forfatter

Ørken og hede �07 Esajas’ bog 35, �-2

Og du, mit barn �08 Lukas �, 76-79

Helligdomsbjerget �09 N.P. Lindhardt