Dom til diskussion

§§

Debatable verdict

Når kriminelle udviklingshæmmede bliver dømt efter Straffelovens

bestemmelser til foranstaltninger efter Servicelovens bestemmelser.

Af Nanna Sørensen Würtz, 242815 & Stephanie Klosterbæk Hansen, 238583

Gruppe 9B, RH15SB

Vejleder: Lillian Sølvsten Aflevering: Januar 2019

Denne projektrapport er udarbejdet af studerende på socialrådgiveruddannelsen ved VIA

University College, som et led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og

ukommenteret fra VIA University Colleges side, og forfatterens synspunkter er ikke

nødvendigvis sammenfaldende med VIA University College i øvrigt. Projektrapporten eller

uddrag heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse.

Side 1 af 56

Resumé Dette bachelorprojekt har til formål at undersøge den juridiske terminologi omkring

domfældte udviklingshæmmede samt at belyse de socialfaglige udfordringer, der kan

opstå i socialrådgivernes arbejde med målgruppen. ’Domfældte udviklingshæmmede’ er

en niche inden for det socialt arbejde, som hverken i socialrådgiverprofessionen eller i

samfundet generelt har fået megen opmærksomhed. Imidlertid befinder målgruppen sig i

et felt, som er reguleret af både Straffeloven og Serviceloven. Terminologien omkring

udviklingshæmmede generelt, har i socialpolitikken udviklet sig i takt med, at der politisk er

kommet et større fokus på denne målgruppes retssikkerhed. Terminologien i Straffeloven

er dog ikke fulgt med i samme takt, og dette medfører nogle juridiske uklarheder. Med

afsæt i praksiserfaring og viden fra uddannelsen har vi en antagelse om, at dette påvirker

socialrådgiverens arbejde med domfældte udviklingshæmmede.

Projektets analyse opdeles i henholdsvis en teoretisk og en empirisk analyse. Den

teoretiske analyse vil tage afsæt i et socialkonstruktivistisk perspektiv, idet metodologien

vil bestå af diskursanalyse på baggrund af juridisk metode. Med afsæt i forskellige

retskilder vil vi undersøge hvilke diskurser, der ligger til grund for den juridiske terminologi

omkring målgruppen. Den empiriske analyse vil tage afsæt i en hermeneutisk tilgang, hvor

vi ved kvalitativ metode vil indhente empiri gennem et interview. Den kvalitative empiri vil

blive sat i henhold til den viden, som vi har tilegnet os gennem den teoretiske analyse.

Formålet hermed er at undersøge hvordan forskellene i den juridiske terminologi omkring

målgruppen påvirker socialrådgiverens arbejde. Vi vil desuden anvende Niklas Luhmanns

systemteori til at forklare, hvorfor socialrådgiverens praksis bliver påvirket.

I projektet kan vi konkludere, at forskellene i den juridiske terminologi omkring domfældte

udviklingshæmmede udspringer af forskellige diskurser i henholdsvis socialpolitikken og

Straffeloven. Vi kan konkludere, at socialrådgiveren på baggrund heraf oplever

udfordringer i forhold til sin rolle, i forhold til samarbejdet med andre aktører og i form af

afmagt og forråelse. Ydermere kan vi ud fra et Luhmannsk systemteoretisk perspektiv

konkludere, at disse udfordringer opstår på baggrund af, at systemer som det strafferetlige

system og det sociale hjælpesystem ikke kan kommunikere.

Side 2 af 56

Indhold Resumé ................................................................................................................................................. 1

Indledning ............................................................................................................................................. 5

Problemstilling ...................................................................................................................................... 6

Problemformulering .............................................................................................................................. 8

Målgruppe ............................................................................................................................................ 8

Karakteristik af målgruppen .................................................................................................................. 9

Projektets opbygning ............................................................................................................................. 9

Videnskabsteori .................................................................................................................................. 10

Socialkonstruktivisme .......................................................................................................................... 10

Hermeneutikken .................................................................................................................................. 11

Metode ............................................................................................................................................... 12

Diskursanalyse og juridisk metode ..................................................................................................... 12

Kritisk refleksion .................................................................................................................................. 14

Kvalitativ forskningsmetode ................................................................................................................ 14

Interviewform .................................................................................................................................. 14

Metode til anvendelsen af empiri ................................................................................................... 15

Projektets gyldighed............................................................................................................................ 15

Præsentation af informanter .............................................................................................................. 17

Afgrænsning af projektet .................................................................................................................... 17

Teori.................................................................................................................................................... 18

Metateori: Niklas Luhmanns systemteori .......................................................................................... 18

Sekundær teori ................................................................................................................................... 20

Michel Foucault og magt ..................................................................................................................... 20

Afmagt og forråelse ............................................................................................................................. 20

Side 3 af 56

Historisk redegørelse .......................................................................................................................... 21

Den store indespærring....................................................................................................................... 21

Steinckes socialreform ........................................................................................................................ 22

Særforsorgslovene fra 1959 ................................................................................................................ 22

Særforsorgens udlægning, socialreformkommissionen og Bistandsloven ....................................... 23

Serviceloven ......................................................................................................................................... 24

FN’s standardregler og handicapkonvention ..................................................................................... 24

Analyse ............................................................................................................................................... 25

Teoretisk analyse ................................................................................................................................. 25

Lovgivningernes diskurser ............................................................................................................... 25

Delkonklusion ................................................................................................................................... 28

Målgruppens diskurser .................................................................................................................... 29

Delkonklusion ................................................................................................................................... 33

Foranstaltningernes diskurser ......................................................................................................... 33

Delkonklusion ................................................................................................................................... 36

Empirisk analyse .................................................................................................................................. 37

Socialrådgiverens rolle ..................................................................................................................... 37

Delkonklusion ................................................................................................................................... 39

Samarbejde ...................................................................................................................................... 40

Delkonklusion ................................................................................................................................... 43

Afmagt og forråelse ......................................................................................................................... 43

Delkonklusion ................................................................................................................................... 46

Konklusion .......................................................................................................................................... 46

Perspektivering ................................................................................................................................... 49

Institutionsbegrebets afskaffelse ........................................................................................................ 49

Side 4 af 56

Domme uden længstetid .................................................................................................................... 50

Bibliografi ............................................................................................................................................ 51

Bøger .................................................................................................................................................... 51

Rapporter og lignende ......................................................................................................................... 53

Websted ............................................................................................................................................... 54

Retskilder ............................................................................................................................................. 54

Bilagsliste ............................................................................................................................................ 56

Bilag 1: Interviewguide ........................................................................................................................ 56

Bilag 2: Underskrift fra informant ....................................................................................................... 56

Bilag 3: Underskrift fra informant ....................................................................................................... 56

Side 5 af 56

Indledning Det skønnes at der er omkring 50.000 mennesker med udviklingshæmning i Danmark.

Nogle er udviklingshæmmede i en grad hvor de er yderst afhængige af hjælp udefra, hvor

andre i mere eller mindre grad kan klare sig selv. Vi kender alle sammen det muntre

makkerpar “Morten og Peter”, men det er ikke alle udviklingshæmmede borgere der lever

et liv med fritidsinteresser, støtte og et godt netværk, som TV-dokumentaren ellers skildrer

(Danske Regioner, 2010, s. 3). Undersøgelser viser nemlig, at antallet af

udviklingshæmmede, der begår kriminalitet og får en dom er steget markant i de seneste

år. I år 2016 fik 130 udviklingshæmmede således en foranstaltningsdom. Dette er næsten

en fordobling siden år 2004, hvor kun 70 borgere med udviklingshæmning fik en

foranstaltningsdom (Jørgensen M. S., 2018). Det er imidlertid ikke muligt præcist at

opgøre det aktuelle antal af domfældte udviklingshæmmede i Danmark. Dette skyldes

blandt andet, at der i samfundet har været begrænset interesse for målgruppen, hvorfor

der ikke er udarbejdet officielle statistikker over ophævelser eller ændringer af dommene

(Gimbel, 2018, s. 4).

Vi har tidligere på socialrådgiveruddannelsen skrevet projekt om sikring af borgere med

udviklingshæmnings rettigheder. Vi kunne her konkludere, at der gennem tiden har været

et paradigmeskift i synet på borgere med udviklingshæmning. Historisk har der været

tradition for at betragte målgruppen som mindreværdige og ude af stand til at varetage

almindelige samfundsrettigheder. I dag er borgere med udviklingshæmning i højere grad

juridisk anerkendt som selvstændige individer med samfundsrettigheder og der er blevet

sat fokus på, at den sociale indsats skal gives efter en konkret og individuel vurdering med

afsæt i den enkeltes ønsker og behov, samt fokus på den enkeltes ret til selvbestemmelse

(Holmskov, Skov, & Handicapenheden, 2007, s. 17-18). Udviklingen inden for

socialpolitikken, hvormed der er kommet et skærpet fokus på, at også

udviklingshæmmede borgere har ret til at bestemme selv, kan have en betydning for

stigningen i antallet af domfældte udviklingshæmmede. Formand i “Samrådet for

udviklingshæmmede lovovertrædere” Lea Friberg påpeger: “Udviklingshæmmede har

også retten til at bestemme selv. [...] Derfor er der eksempelvis også flere misbrugere

blandt de udviklingshæmmede. I gamle dage kunne man bare låse døren, og så kunne de

ikke gå ud [...]” (Jørgensen M. S., 2018). En anden årsag til stigningen i antallet af

Side 6 af 56

domfældte udviklingshæmmede kan være, at retsinstanserne er blevet bedre til at vurdere,

om der skal foretages en retspsykiatrisk erklæring til brug for vurdering af, om borgerne er

uegnet til ordinær straf samt om disse i stedet kan profitere af social støtte og behandling.

Hertil kommer, at der i de sociale botilbud er kommet et større fokus på at anmelde sager

om blandt andet vold og trusler mod personalet (Danske Regioner, 2010, s. 19). Dette

skyldes, at botilbuddene i mange tilfælde ser sig nødsaget til at anmelde episoder, på

trods af at medarbejderen egentlig ikke ønsker dette. Årsagen hertil er, at medarbejderen

ikke længere har mulighed for at få erstatning og tabt arbejdsfortjeneste ved følger af en

voldsepisode, hvis hændelsen ikke har været anmeldt til politiet (Petersen, 2015).

Stigningen i antallet af domfældte udviklingshæmmede har givet os en interesse i emnet.

Vi kan konstatere, at der generelt i samfundet og ligeledes inden for socialrådgiverfaget

har været begrænset forskningsinteresse for målgruppen. Den forskning, der foreligger

omkring målgruppen, har primært fokuseret på det pædagogiske arbejde, hvilket også er

yderst relevant og det skal ikke underkendes med vores projekt. Imidlertid ser vi et behov

for, at arbejdet med målgruppen bliver belyst ud fra et socialfagligt perspektiv. Med

baggrund i praksiserfaring inden for det specialiserede voksenområde, bemærker vi et

behov for øget viden om arbejdet med målgruppen. I den socialafdeling, hvor vi er ansat,

er tilsynet med domfældte udviklingshæmmede organiseret således at den enkelte

socialrådgiver varetager al sagsbehandling inden for et antal cpr.-numre. Borgere med

udviklingshæmning, der har en dom, er således også fordelt efter cpr.-numre og den

enkelte socialrådgiver har derfor kun begrænset erfaring i arbejdet med målgruppen. Dette

har i praksis givet nogle udfordringer, som har været udslagsgivende for vores motivation

til at forske i emnet.

Problemstilling Når en borger med udviklingshæmning begår en kriminel handling foreskriver

Straffelovens § 16, at denne kan fritages for almindelig straf. I stedet kan den

udviklingshæmmede borger, såfremt det findes at kunne forebygge fornyet kriminalitet,

idømmes foranstaltninger efter Straffelovens § 68 (Justitsministeriet, 1930). Der findes fem

typer af foranstaltningsdomme, herunder dom til anbringelse på sikret afdeling (type 1),

dom til anbringelse med mulighed for flytning til sikret afdeling (type 2), dom til anbringelse

Side 7 af 56

i institution for personer med vidtgående handicap (type 3), dom til kriminalpræventivt

tilsyn ved kommunen med mulighed for påbud om ophold og beskæftigelse, samt

mulighed for administrativt at anbringe på institution (type 4) og endeligt dom til

kriminalpræventivt tilsyn ved kommunen med mulighed for påbud om ophold og

beskæftigelse (type 5). Til alle domstyperne kan der ydermere opstilles vilkår om

misbrugsbehandling, psykiatrisk behandling mv. (Perlt & Grünberger, 2003, s. 11).

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 16a, at det er kommunens opgave at føre

kriminalpræventivt tilsyn med de domfældte udviklingshæmmede (Socialministeriet, 1997).

Den kommune, som har tilsynsforpligtelsen, skal iværksætte foranstaltninger over for

borgeren, som er medvirkende til at mindske risikoen for, at denne begår fornyet

kriminalitet. Disse foranstaltninger skal iværksættes med udgangspunkt i dommens vilkår

og muligheder (Socialstyrelsen, 2018, s. 25). Udviklingshæmmede, der begår en kriminel

handling, får således dom i ’det strafferetlige system’ efter Straffelovens bestemmelser til

foranstaltninger, der skal effektueres i det, som vi i vores projekt vil kalde ’det sociale

hjælpesystem’, herunder den offentlige sociale forvaltning, tilbud efter Servicelovens

bestemmelser og socialpolitikken. Det betyder, at domfældte udviklingshæmmede befinder

sig i et felt, der både reguleres af Straffeloven og Serviceloven.

En undersøgelse foretaget af socialstyrelsen viser, at der er en lang række juridiske

uklarheder forbundet hermed (Perlt & Grünberger, 2003, s. 34). Kommunen skal

iværksætte de foranstaltninger, der fremgår af den strafferetlige dom, dog har kommunen

imidlertid ingen beføjelser til at tvinge borgeren til at efterkomme dommens påbud og vilkår

(Socialstyrelsen, 2018, s. 28). Dertil kommer, at der er uoverensstemmelser i

terminologien mellem henholdsvis Straffeloven og Serviceloven (Perlt & Grünberger, 2003,

s. 34). Vi har en antagelse om, at forskellene i terminologien kan medføre nogle

udfordringer for socialrådgiveren, når dommene skal effektueres i praksis. Dette har ledt

os frem til følgende problemformulering:

Side 8 af 56

Problemformulering

Hvilke diskurser ligger til grund for forskellene i den juridiske terminologi omkring

domfældte udviklingshæmmede?

Hvordan påvirker disse forskelle socialrådgiverens arbejde med domfældte

udviklingshæmmede?

Målgruppe I nærværende afsnit vil vi redegøre for vores valg af projektets målgruppe. Vi vil redegøre

for hvilken definition af udviklingshæmning vi tager afsæt i, samt hvilke kendetegn der gør

sig gældende for målgruppen og den kriminalitet, de begår.

I vores projekt har vi valgt at beskæftige os med målgruppen ‘domfældte

udviklingshæmmede’. Vi er bevidste om, at målgruppen kan og er blevet betegnet på

mange forskellige måder, som alle kan siges at være udtryk for forskellige menneskesyn,

handicapforståelser med videre. Vi vil i vores projekt henholde os til betegnelsen

‘domfældte udviklingshæmmede’. Med begrebet ‘domfældte’ henvises til, at gruppen har

begået en kriminel handling og er blevet dømt herfor. Når vi vælger at anvende begrebet

‘udviklingshæmmede’ er det alene ud fra den betragtning, at ‘udviklingshæmmede’, som

det fremgår af landsorganisationen LEVs hjemmeside, er hvad målgruppen selv helst vil

kaldes (Landsforeningen LEV, 2017). Vi er af den holdning, at betegnelsen ‘mennesker

med udviklingshæmning, der har en dom’, ville være mere korrekt, ud fra en betragtning

om, at mennesker ikke ér deres diagnose eller funktionsnedsættelse, men for

læsevenlighedens skyld, har vi dog valgt at henholde os til betegnelsen ‘domfældte

udviklingshæmmede’ (Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 26-27). Når vi anvender

betegnelsen ‘udviklingshæmmede’ er det med afsæt i WHO’s diagnoseliste ICD-10, der

definerer udviklingshæmning som ”en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af

evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager

Side 9 af 56

til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale

evner og færdigheder” (Socialstyrelsen, Definitioner og kriterier, 2015). Vi ønsker i øvrigt,

at denne betegnelse må blive opfattet som værdineutral, idet spørgsmålet om, hvad man

historisk og juridisk kalder målgruppen, vil blive gjort til genstand for analyse i forbindelse

med vores undersøgelse af, hvilke diskurser der ligger til grund for de juridiske forskelle i

terminologien omkring målgruppen.

Karakteristik af målgruppen

Det er karakteristisk for gruppen af de domfældte udviklingshæmmede, at flertallet er

vokset op under massivt belastede forhold, præget af omsorgssvigt, overgreb, ustabilitet

og anbringelser uden for hjemmet. Hovedparten har, i deres ungdomsår, været en del af

sociale fællesskaber der har været præget af kriminalitet og misbrug (Gimbel, 2018, s. 26).

Videre er målgruppen kendetegnet ved at de kriminelle handlinger, de bliver dømt for,

primært består af trusler og vold mod personale på bosteder. Undersøgelser viser, at en

stor del af de domfældte udviklingshæmmede er dømt til tidsubestemte foranstaltninger og

ikke har nogen klar fornemmelse af, hvad der skal til for at dommen ændres eller ophæves

(Gimbel, 2018, s. 34-35).

Projektets opbygning

Vores projekt opdeles i en teoretisk- og en empirisk analyse, med hver deres respektive

videnskabsteoretiske ståsted og teoretiske udgangspunkt. Den teoretiske analyse belyser

udviklingen i terminologien omkring udviklingshæmmede i socialpolitikken sammenholdt

med udviklingen i Straffeloven, for på den måde at påvise, at der er nogle juridiske

uoverensstemmelser. Dette vil lede os frem til praksisniveauet i den empiriske analyse,

hvor vi vil undersøge hvordan socialrådgiverens praksis påvirkes af forskellene i den

juridiske terminologi omkring målgruppen. Analysens opdeling afspejler en dialektik

mellem det generelle og det specifikke niveau. Det sociale arbejdes praksis beskæftiger

sig grundlæggende med det specifikke, men for at opnå en bedre forståelse for det brede

perspektiv, som socialrådgiveren arbejder indenfor, er det væsentligt også at have

kendskab til det generelle. Det generelle niveau kan opretholde en distance til det

specifikke, hvilket kan bidrage til at perspektivere praksisniveauet i den empiriske analyse,

Side 10 af 56

idet for meget nærhed kan være en forhindring for forståelsen (Gundelach, 2000, s. 166-

167).

Vi har illustreret projektets opbygning i nedenstående model. De stiplede linjer i modellen

skitserer, hvordan de empiriske delanalyser tager afsæt i de teoretiske delanalyser.

Videnskabsteori I dette afsnit vil vi redegøre for vores valg af videnskabsteoretiske perspektiver. Som led i

vores projektopbygning, har vi valgt at opdele vores projekt i henholdsvis en teoretisk og

en empirisk analyse, hvorfor vi finder vi det relevant at anlægge to separate

videnskabsteoretiske perspektiver. I vores teoretiske analyse vil vi anlægge et

socialkonstruktivistisk perspektiv og i vores empiriske analyse, vil vi benytte os af den

hermeneutiske tilgang.

Socialkonstruktivisme

I vores undersøgelse af hvilke diskurser der ligger til grund for forskellene i de juridiske

terminologier omkring målgruppen, vil vi foretage en diskursanalyse, som tager afsæt i den

socialkonstruktivistiske videnskabsteori. Socialkonstruktivismen har en grundopfattelse af

samfundet som noget historisk, kulturelt og socialt konstrueret. Begreber, fænomener,

kategorier og viden, konstrueres i sociale sammenhænge og definerer, hvad der opfattes

som selvfølgeligt og naturligt (Christensen, 2015, s. 47-49).

I vores projekt tager vi afstand fra den dogmatiske og ekstreme socialkonstruktivisme,

hvor der ikke synes at eksistere en objektiv sandhed uden for menneskets bevidsthed. Det

Side 11 af 56

formulerede er det virkelige og alle sociale fænomener er socialt konstruerede (Guldager,

2015, s. 180). Kritikere af denne retning inden for socialkonstruktivismen hævder, at

sociale problemer som social ulighed, diskrimination og undertrykkelse er reelle, uagtet

hvordan disse italesættes (Christensen, 2015, s. 57-58). Vi tilslutter os denne kritik og

tager i stedet afsæt i den moderate socialkonstruktivisme, hvormed man har en kritisk

indstilling over for det selvfølgelige. Det er en epistemologisk pointe inden for

socialkonstruktivismen, at vi aldrig kan erkende noget, uden at anvende kategorier og

begreber. Det er de begreber og kategorier, som vi benytter til at begribe omverdenen, der

er udslagsgivende for, hvad vi ser og hvordan vi ser på sociale fænomener. Det er således

interessant at undersøge, hvem der ser på et bestemt socialt fænomen, og hvordan disse

ser på det (Christensen, 2015, s. 47-50). En sådan afdækning kan spore de

bagvedliggende mekanismer til måden at betragte et socialt fænomen på og åbne op for

potentielle alternative betragtninger (Christensen, 2015, s. 54). Socialkonstruktivismen

giver således mulighed for at forholde sig kritisk og refleksivt til det selvfølgelige, hvilket

netop vil være udgangspunktet for vores teoretiske analyse. Vi vil søge at frembringe

viden om målgruppen og den socialpolitiske kontekst, som denne optræder inden for, som

noget, der konstrueres gennem en diskursiv proces. Det teoretiske grundlag i denne del af

vores analyse er diskursanalyse, som vil blive beskrevet i metodeafsnittet.

Hermeneutikken

I den hermeneutiske tilgang fremgår det centralt, at der i al forskning foreligger en

forforståelse, som der tages udgangspunkt i. Forforståelse indebærer det, at vi - allerede

før vi prøver at forstå noget i omverdenen - har en grundforståelse, som vi tager

udgangspunkt i. Man anvender således den viden man allerede har, til at fortolke de

fænomener, som man ønsker at forstå (Christensen, 2015, s. 31). Her er vi særligt

opmærksomme på, at vores viden fra socialrådgiveruddannelsen sammenholdt med vores

praksiserfaring uundgåeligt har påvirket vores forforståelser. Med den bevidsthed og med

afsæt i den hermeneutiske tilgang, vil vi efterstræbe at sætte vores forforståelser i spil for

at kunne tilegne os ny viden.

Når man studerer menneskers handlinger og opfattelser ud fra en hermeneutisk tilgang,

tolker og analyserer man sine fund ud fra sin egen viden, teoretiske indsigt og

forforståelse. Denne fortolkning sker samtidig med, at de handlinger, meninger eller

Side 12 af 56

opfattelser, som man har fundet frem til, allerede bygger på de undersøgte menneskers

fortolkninger af verden. Der er således tale om forskerens fortolkninger af de undersøgte

menneskers fortolkninger. Anthony Giddens kalder dette for den dobbelte hermeneutik

(Guldager, 2015, s. 117-120). I vores tilfælde opstår den dobbelte hermeneutik idet vi skal

tolke og analysere det kvalitative empiri vi har indhentet.

Vi finder den hermeneutiske tilgang relevant i vores empiriske analyse af, hvordan

forskellene i terminologien omkring målgruppen påvirker socialrådgiverens arbejde i

praksis, idet vi ønsker at undersøge socialrådgiverens arbejde, ud fra den antagelse og de

forforståelser som vi har.

Metode I det følgende afsnit, vil vi redegøre for projektets metodiske grundlag. Først vil vi redegøre

for vores valg af metode til den teoretiske analyse, hvor vi anvender diskursanalysen og

juridisk metode. Hertil vil vi også komme med kritiske refleksioner i forhold til vores egen

rolle i forskningen. Herefter vil vi redegøre for vores valg af den kvalitative

forskningsmetode som grundlag for vores empiriske analyse, hvor vi vil komme ind på valg

af interviewform og metode til behandling af den indsamlede empiri.

Diskursanalyse og juridisk metode

I vores undersøgelse af hvilke diskurser der ligger til grund for forskellene i den juridiske

terminologi omkring målgruppen, vil vi foretage en diskursanalyse af udviklingen i

socialpolitikken sammenholdt med udviklingen i Straffeloven. Der findes flere forskellige

diskursanalytiske tilgange med hver deres teoretiske og metodologiske forståelser, blandt

andet Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori og Norman Faircloughs kritiske

diskursanalyse. Disse forskellige tilgange kan gøre det vanskeligt at gennemskue,

hvorledes en diskursanalyse bør og skal gribes an (Bom, 2015, s. 7). For undersøgelse af

vores problemfelt vil vi derfor ikke henholde os til én bestemt defineret diskursteori eller

diskursanalytisk metode. Vi vil i stedet tage afsæt i den franske idéhistorisker og filosof

Michel Foucaults greb på - og forståelse af diskursbegrebet, idet de fleste

diskursanalytiske tilgange viser tilbage til denne. Foucault afviser at skulle have udarbejdet

en egentligt diskursanalytisk metode eller teori (Raffnsøe, Gudmand-Høyer, & Thaning,

Side 13 af 56

2008, s. 181-182), men mange af hans værker udfolder sig som former for diskursanalyser

(Bom, 2015, s. 13).

Foucault definerer ‘diskurs’ som en gruppe af udsagn, der udgår fra den samme diskursive

formation. Med ‘diskursiv formation’ forstås en tematisk samlebetegnelse for alle diskurser

om det samme fænomen, som regulerer, hvad der kan - og ikke kan siges inden for en

bestemt diskurs (Bom, 2015, s. 13). I sine egne diskursanalytiske værker, herunder blandt

andet ’Galskabens Historie’ (1916), ’Overvågning og Straf’ (1975) og ’Seksualitetens

Historie’ (1976-1984), tager Foucault afsæt i en særlig type af begivenheder, de sproglige

udsagn. Han belyser, hvorfor disse sproglige udsagn foreligger og sætter disse i relation til

hinanden, for på den måde at afdække en systematik eller et mønster, der gør sig

gældende på det sproglige plan. Han tager afsæt i allerede foreliggende sproglige udsagn

og sætter således sine analyser i en historisk kontekst med det formål at undersøge,

hvordan magt og viden hænger sammen og i praksis producerer samfundets subjekter

(Raffnsøe, Gudmand-Høyer, & Thaning, 2008, s. 182-184) (Bom, 2015, s. 13).

Metodologien i vores teoretiske analyse kan således karakteriseres som en

diskursanalyse med afsæt i juridisk metode, da vi vil undersøge sproglige udsagn om

blandt andet målgruppen ’domfældte udviklingshæmmede’ og foranstaltninger med afsæt i

forskellige retskilder som lovgivning, lovforslag og bekendtgørelser (Blume, 2002, s. 23).

Analysen vil tage afsæt i en historisk kontekst, med det formål, at undersøge hvordan og

hvorfor de sproglige udsagn eller diskursen gennem tiden har ændret sig i socialpolitikken,

sammenholdt med de sproglige udsagn i Straffeloven. Vi ønsker hermed at belyse, at der

gennem tiden er sket en diskursændring i socialpolitikken og dermed også det sociale

hjælpesystem, som ikke nødvendigvis er fulgt med i det strafferetlige system. Vi har en

tese om, at skellet mellem de to systemers terminologi og funktion kan medføre

udfordringer i praksis, når domfældte udviklingshæmmede dømmes i det strafferetlige

system til foranstaltninger, der skal effektueres i det sociale hjælpesystem. Udfordringerne

for socialrådgiveren i praksis vil efterfølgende blive behandlet i en empirisk analyse.

I diskursanalysen anvendes citater fra forskellige retskilder. For læsevenlighedens skyld vil

vi i citaterne understrege de begreber, som efterfølgende vil blive gjort til genstand for

analyse. Det skal bemærkes, at de typografiske fremhævninger i form af understregninger

Side 14 af 56

i alle tilfælde vil være vores egne fremhævninger og således ikke stammer fra den

oprindelige kilde.

Kritisk refleksion

Man må gøre sig bevidst om, at en diskursanalytisk forsker selv er forankret i en diskursiv

strukturering, som er udslagsgivende for, hvad denne opfatter som interessant at

undersøge, samt hvad i undersøgelsen, forskeren bliver opmærksom på. Forskeren kan

således ikke “komme ud af diskurserne” og finde den rene sandhed. Dette fordrer, at

forskeren kan erkende dette samt at forskeren er i stand til at reflektere over, hvad det har

af betydning for den konkrete diskursanalyse (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 62). Vi er

bevidste om, at vores diskursanalyse vil udspringe af en særlig diskursiv struktur formet af

vores habitus og mentalitet, som blandt andet beror på personlige erfaringer,

praksiserfaringer og vores uddannelse, herunder socialrådgiverforeningens

professionsetik. Dette vil givetvis præge den retning, som projektet tager, men vi ser det

ikke som en negativ faktor, da projektet netop indgår som en del af vores uddannelse til

socialrådgivere (Prieur, 2010, s. 6).

Kvalitativ forskningsmetode

For at kunne undersøge, hvordan skellet i diskursen omkring domfældte

udviklingshæmmede påvirker socialrådgiverens arbejde, vil vi benytte den kvalitative

forskningsmetode til indhentning af vores empiri. Denne metode bærer præg af en direkte

kontakt mellem forsker og informant, hvormed man opnår viden om subjektets mening,

oplevelser og holdninger. Med afsæt i den hermeneutiske tilgang, ønsker vi at forstå

verden ud fra egne samt subjektets fortolkninger. Metoden kan således bidrage til en

dybere forståelse af mennesker og samfundsmæssige fænomener ved hjælp af fortolkning

og analyse (Kvale & Brinkmann, 2015, s. 19).

Interviewform Ved indhentelsen af vores empiri, vil vi foretage et semistruktureret forskningsinterview.

Samtalen i denne interviewform er kendetegnet ved at befinde sig et sted mellem

almindelig hverdagssamtale og et struktureret spørgeskema. Det semistrukturerede

forskningsinterview er struktureret af en interviewguide, som bidrager til at definere de

Side 15 af 56

overordnede temaer man ønsker at afdække i undersøgelsen. Interviewguidens struktur er

dog ikke ufravigelig, men giver os mulighed for at stille åbne spørgsmål og således opnå

en større forståelse af undersøgelsens genstandsfelt ud fra subjektets egne perspektiver

(Kvale & Brinkmann, 2015, s. 47). Vi har valgt at fremsende vores interviewguide (bilag 1)

til informanterne forud for interviewet, for at introducere dem til de overordnede temaer vi

ønskede at undersøge, samt for at give informanterne tid til eventuel forberedelse.

Metode til anvendelsen af empiri Til behandling af den kvalitative empiri vi har indsamlet, har vi valgt at arbejde ud fra det

Boolsen kalder for ‘induktion’. Induktion dækker over det, at man tager udgangspunkt i sin

indhentede empiri, før man tilslutter sig en bestemt teori. Modsætningen hertil er

‘deduktion’, hvor man forinden indsamling af empiri, slutter sig til en bestemt teori /

hypotese. Med afsæt i den hermeneutiske videnskabsteori som ståsted for den empiriske

analyse, finder vi det relevant for vores projekt, at lade empirien føre til teorigrundlaget og

ikke omvendt. Dette, fordi vi på den måde kan tilegne os en ny viden der ikke udspringer

af vores forforståelser eller forudindtagede forventninger til undersøgelsens udfald

(Boolsen, 2006, s. 32).

Projektets gyldighed I følgende afsnit vil vi redegøre for projektets gyldighed. Vi vil komme ind på hvilke kriterier

vi har haft for vores valg af empiri, vores overvejelser forud for valg af kommune og

informanter, samt hvilke konsekvenser disse har for projektets validitet og reliabilitet. Vi vil

afslutningsvist præsentere vores informanter.

Vi anser målgruppen ‘domfældte udviklingshæmmede’ som værende en niche inden for

det sociale arbejde på det specialiserede voksenområde. Som beskrevet i indledningen

kan den enkelte socialrådgiver derfor have begrænset kendskab til arbejdet med

målgruppen. I efterstræbelsen på at finde informanter med bred erfaring og en mere

specialiseret viden om arbejdet med målgruppen, har vi dels haft telefonisk kontakt til flere

kommuner og dels søgt information på kommunernes hjemmesider, omkring organisering

af tilsynet med de domfældte udviklingshæmmede. Vi kan på baggrund af denne søgen

konstatere, at der er mange forskellige måder at organisere tilsynet på. I den kommune,

som vi har valgt at foretage vores interview i, har man organiseret tilsynet med de

Side 16 af 56

domfældte udviklingshæmmede således, at alle sagerne samles hos to sagsbehandlere.

Med denne organisering ønsker man at sikre, at kommunen har den nødvendige

specialiserede faglige viden på området, idet man er af den opfattelse, at tilsynet med

domfældte personer er komplekst og kræver en høj faglig viden (Interview, den

22.10.2018). I andre kommuner, som vi har været i kontakt med, er sagerne delt ud over

flere socialrådgivere, som også varetager den øvrige sagsbehandlingen inden for det

specialiserede voksenområde. I endnu andre kommuner har man udliciteret

tilsynsforpligtelsen til pædagoger eller lignende. Den valgte kommune er således den, af

de kommuner som vi har været i kontakt med, vi vurderer kan bidrage med den mest

specialiserede viden ud fra en socialrådgivers synspunkt. Vi mener, at det giver projektet

nogen grad af reliabilitet, at vores informanter på den måde har en mere specialiseret

viden og erfaring i arbejdet med en målgruppe, som vi ellers anser som værende en niche

inden for socialt arbejde. Vi er bevidste om, at det kunne have givet et andet resultat for

undersøgelsen, hvis vi havde foretaget vores interview i en anden kommune. Ambitioner

om generaliserbarhed for projektet er som udgangspunkt ikke muligt, da tilsynet med de

domfældte udviklingshæmmede potentielt kan være organiseret på 98 forskellige måder i

kommunerne. Dette som følge af, at der ikke er nogle krav for, hvordan tilsynet med de

domfældte udviklingshæmmede skal organiseres internt i kommunerne (Perlt &

Grünberger, 2003, s. 39). Formålet med undersøgelsen er imidlertid ikke at sammenligne

hvordan tilsynet organiseres i enkelte forvaltninger, men at besvare vores

problemformulering, og således belyse forskellene i terminologien mellem det strafferetlige

system og det sociale hjælpesystem samt hvilken indflydelse denne kan få for

socialrådgiverens arbejde i praksis (Hesse, 2006, s. 40-42).

Forud for interviewet har vi anmodet vores informanter om tilladelse til at optage

interviewet på lydfil, med det formål at kunne lytte til det igen og blive opmærksom på

andre elementer, end vi umiddelbart bliver opmærksomme på under interviewet, samt for

at kunne transskribere interviewet til brug i den empiriske analyse. Informanterne ønskede

imidlertid ikke, at interviewet blev optaget på lydfil. På trods af dette, har vi alligevel valgt

at foretage interviewet med de valgte informanter, da vi mener at det kan give os den mest

specialiserede viden på området. Vi er bevidste om, at det kan få indflydelse på validiteten

af vores empiri, at vi ikke har kunne optage interviewet og dermed heller ikke transskribere

dette. Vi kan således ikke påvise, at de udsagn, som vi anvender gennem analysen er

Side 17 af 56

sande og dette stiller krav til vores egen etik. Vi har forsøgt at imødegå dette

validitetsproblem ved at indhente underskrifter fra vores informanter, hvormed de

bekræfter, at vi har foretaget interviewet (bilag 2 og 3). Ydermere vil det færdige projekt

blive fremsendt til informanterne, hvilket stiller krav til, at vi ikke anvender usande udsagn i

den empiriske analyse.

Præsentation af informanter

Vores informanter ønsker at være anonyme, hvorfor vi også har anonymiseret kommunen.

Informanterne vil i projektet blive omtalt som henholdsvis ‘Hanne’ og ‘Tina’ og kommunen,

som ‘den valgte kommune’.

Hanne blev uddannet socialrådgiver i 1978 og har siden været ansat i flere forskellige

kommuner, hvor hun blandt andet har arbejdet som faglig leder inden for psykiatri og

handicap. Tina er uddannet socialformidler i 2004 og har været ansat i den valgte

kommune siden 1985. Tina har været ansat i flere forskellige afdelinger inden for den

valgte kommune, herunder på beskæftigelsesområdet, sygedagpengeområdet og

specialområdet.

I den valgte kommune er Hanne og Tina ansat i myndighedsafdelingen inden for voksne

med handicap og varetager, som de eneste i afdelingen, arbejdet med de domfældte

udviklingshæmmede. Deres arbejdsopgaver består i at føre tilsynet med de domfældte

udviklingshæmmede, hvad end det er i eget hjem eller på botilbud, udarbejde udtalelser til

samrådet, samt det administrative sagsarbejde. Tina og Hanne har et tæt samarbejde og

kan efter eget udsagt ‘erstatte hinanden’. Hanne fortæller ligeledes under interviewet, at

fordi de er de eneste der sidder med disse sager i den valgte kommune, er det vigtigt med

et samarbejde hvor man kan bruge hinanden som sparringspartner (Interview, den 22.

oktober 2018).

Afgrænsning af projektet

Som nævnt i indledningen har vi afgrænset vores projekt, således at vi ikke undersøger

det pædagogiske perspektiv i arbejdet med målgruppen. Vi har desuden i afsnittet

‘projektets gyldighed’ redegjort for, at vi kun har foretaget ét interview, da vi har prioriteret

at finde de informanter, vi mente kunne bidrage med den mest specialiserede viden på

Side 18 af 56

området. Hertil kan det tilføjes, at afgrænsningen i mængden af kvalitativ empiri skyldes, at

dette alene finder anvendelse i sidste del af vores analyse.

Vi har desuden fravalgt at anlægge et borgerperspektiv, omend betydningen af

målgruppens holdninger og oplevelser ikke er uvæsentlige. Afgrænsningen skyldes, at vi

er af den holdning, at det fordrer etiske overvejelser samt et relativt langt tidsperspektiv,

dels at få et informeret samtykke og dels at indhente og bearbejde data fra dele af denne

målgruppe. Videre skyldes fravalget, at vi ikke mener, at en undersøgelse af

borgerperspektivet kan bidrage til besvarelse af den problemformulering, som vi har

opstillet på baggrund af vores problemstilling. Endeligt kan det nævnes, at der allerede

foreligger undersøgelser, der belyser de domfældte udviklingshæmmedes perspektiv

(Gimbel, 2018).

Afslutningsvist kan det bemærkes, at vi er bevidste om, at der er mange flere

problematikker som berører målgruppen, blandt andet vedrørende domme uden

længstetid, Samrådet for Domfældte Udviklingshæmmede, varetægtssurrogat og

bistandsværger. For en afgrænsning af projektets omfang har vi dog valgt alene at

behandle de problematikker, som har relevans for vores problemformulering.

Teori I følgende afsnit vil vi redegøre for det teoretiske grundlag, der vil blive anvendt i vores

empiriske analyse. Vi vil redegøre for vores valg af metateori og derefter vores valg af

sekundær teori, bestående af Michel Foucaults teori om magt og Dorte Birkmoses teori om

forråelse.

Metateori: Niklas Luhmanns systemteori

I følgende afsnit vil vi redegøre for Niklas Luhmanns systemteori, idet vi vil anvende denne

som metateori for vores projekt. Vi er bevidste om, at der ikke er én fast og direkte måde

at begribe systemteorien på, så når vi anvender den i vores projekt, så er det med det

forbehold. Det er ikke vores intention at redegøre for den fulde teori, men at anvende de

dele af teorien, som vi finder har relevans for vores problemfelt. Vi vil anvende teorien til at

Side 19 af 56

belyse hvordan det påvirker socialrådgiverens arbejde med målgruppen, når to sociale

systemer, som det strafferetlige system og det sociale hjælpesystem, mødes.

Niklas Luhmann definerer et system som enheden af forskellen mellem system og

omverden. Et system markerer sig selv, ved at markere en forskel til omverden. Kun ved

at markere, hvad der ikke hører til, kan systemet blive sig selv. Det moderne samfund

består ifølge Luhmann af funktionelt differentierede systemer, herunder eksempelvis det

økonomiske system, det politiske system, det strafferetlige system og

uddannelsessystemet. De funktionelt differentierede systemer varetager hver især

bestemte funktioner i samfundet og er ikke hierarkisk ordnet (Jerlang, 2009, s. 262). Vi vil i

vores projekt tage afsæt i to funktionelt differentierede systemer, som har relevans for

vores for vores målgruppe, herunder ’det strafferetlige system’, som målgruppen bliver

dømt i, og ’det sociale hjælpesystem’, hvorfra dommen bliver effektueret, herunder forstået

den offentlige forvaltning, tilbud efter Servicelovens bestemmelser og socialpolitikken.

Ifølge Luhmann er systemer autopoietiske. Et autopoietisk system er kendetegnet ved, at

det er lukket fra omverdenen. Det er selv-producerende hvilket betyder, at systemet selv

producerer alle sine elementer, herunder også sine grænser og sin omverden. Systemer

er endvidere selv-refererende, hvilket henviser til, at det opererer ud fra sit eget grundlag,

kodesprog og logik, som gøres til udgangspunkt for al kommunikation inden for systemet.

Omverden kan kun forstås ud fra den kommunikation, der findes internt i systemet

(Andersen & Pors, 2017, s. 29-30). Funktionelt differentierede systemer kommunikerer

gennem hver sit medie med hver sine etablerede koder for kommunikation. Systemet kan

kun iagttage sin omverden gennem et medie og koder, som systemet selv har skabt.

Eksempelvis er mediet i det økonomiske system penge, og koderne hertil er ’at have’/’ikke

at have’ (Andersen & Pors, 2017, s. 41).

Selvom de forskellige systemer er lukkede fra omverden, er de dog strukturelt koblede.

Det vil sige, at selvom omverden ikke kan skabe operationer inden for det enkelte system,

så kan systemet irriteres af ydre fænomener (Jerlang, 2009, s. 264-265). Et system er

strukturelt koblet til et andet system, når det internt opbygger strukturer, der gør det muligt

at blive irriteret af hændelser i andre systemer. Ifølge Luhmann sker dette, når de enkelte

systemer kommunikerer om hinanden, og tilskriver hinandens kommunikation mening ud

fra egne interne kommunikationsformer (Andersen & Pors, 2017, s. 74-75).

Side 20 af 56

Sekundær teori

Michel Foucault og magt

I vores empiriske analyse af socialrådgiverens rolle, vil vi anvende Michel Foucaults teori

om magt, da denne kan anvendes til at belyse det asymmetriske magtforhold der opstår i

relationen mellem den professionelle og borgeren.

Den franske filosof Michel Foucault ser magt som et allestedsværende fænomen inden for

den sociale praksis, som ikke kun begrænser sig til fysisk vold eller tvang. Magten kan

udøves fra alle tænkelige steder i forskellige former og sker ifølge Foucault, i samspillet

mellem såvel ulige som foranderlige relationer. Magtrelationer kan ændres og magten er

derfor aldrig absolut. Ud fra Foucaults magtteori, besidder den professionelle en magt idet

hun gennem sin uddannelse, tilegner sig viden om teorier, metoder og sammenhænge

mellem adfærd og problemer. Den viden, den professionelle tilegner sig, medfører en

magt i praksis, idet denne definerer, kategoriserer og vurderer problemer, samt handler

herudfra. Ifølge Foucault er magt ikke et redskab som den professionelle kan vælge til og

fra når dette ønskes, men et vilkår der er indbygget i alle fagrelationer (Swärd & Starrin,

2007, s. 242-245).

Afmagt og forråelse

Dorthe Birkmose er uddannet psykolog, forfatter til bogen ”Når gode mennesker handler

ondt – tabuet om forråelse” og foredragsholder med fokus på risikoen for forråelse blandt

professionelle (Meier, 2017, s. 4).

Birkmose beskriver at den professionelle bliver påvirket af at være i relation til borgere

med komplekse problemstillinger, som lever i forvirring og kaos. Den professionelle er i

risiko for at føle sig afmægtig, fordi denne besidder en magt, men måske alligevel ikke er i

stand til at løse borgerens problem. Følelsen af afmagt kan opstå, hvis man ikke kan

gennemskue løsningen på et problem, hvis hjælpen ikke er tilstrækkelig, enten som følge

af besparelser og forringelser eller manglende handlemuligheder, eller hvis borgeren

gentagende gange udviser en adfærd, som kan skabe problemer for sig selv eller andre

(Meier, 2017, s. 7).

Side 21 af 56

Når den professionelle rammes af en følelse af afmagt, så er det en ubehagelig situation,

som man vil søge at komme ud af. Her er der risiko for, at den professionelle handler i

forråelse. Dorthe Birkmose beskriver forråelse som en proces, hvor man bliver gradvist

mere brutal og rå i sine tanker og handlinger. Birkmose anvender betegnelsen ’onde

handlinger’ om forråelsens uhensigtsmæssige handlemønstre, hvor man gør et andet

menneske fysisk eller psykisk ondt. Det kan være handlinger som afvisning, straf,

latterliggørelse, ydmygelse eller ignorering. At man handler ondt betyder imidlertid ikke, at

man er et ondt menneske eller at man har ondskabsfulde intentioner. Det kan udspringe

af, at man tror, at man ved, hvad der er godt for andre, af intentioner om, at passe på sig

selv eller fordi man simpelthen ikke har tænkt, at den handling, man foretager, er en

krænkelse mod det andet menneske (Birkmose, 2015, s. 32).

Historisk redegørelse Forud for vores teoretiske- og empiriske analyse, finder vi det nødvendigt at redegøre for

den historiske udvikling inden for dansk social- og handicappolitik. Vi vil forholde os til

udviklingen bredt i forhold til borgere med udviklingshæmning og ikke blot i henhold til de

domfældte udviklingshæmmede. Vi vil redegøre for den historiske udvikling i synet på

udviklingshæmmede og udviklingen inden for dansk social- og handicappolitik. Vi vil

komme ind på Steinckes socialreform fra 1933, etableringen af særforsorgen og senere

udlægningen heraf, bistandslovens ikrafttræden, Servicelovens ikrafttræden og endeligt

Danmarks tilslutning til FN’s handicapkonvention.

Den store indespærring

Med afsæt i Grundloven fra 1849, blev handicappede, svage og fattige, der ikke kunne

forsørge sig selv, omfattet af Fattigloven som gav ret til fattighjælp. Modtagelsen af

fattighjælp betød imidlertid, at man mistede valgretten og retten til at gifte sig, indtil gælden

var afviklet. Denne tid bliver inden for social- og handicappolitik også refereret til som ‘den

store indespærring’ idet man anbragte og indespærrede særlinge, vagabonder, idioter,

tiggere og andre afvigere, forsvarligt på anstalter med det formål, at sikre deres

forsørgelse og samtidig skåne det omkringværende samfund for dem og deres afvigende

adfærd (Bengtsson & Kristensen, 2006, s. 25). Man var af den opfattelse, at det var

Side 22 af 56

gavnligt for disse borgere at blive afskærmet fra samfundet og fjernet fra deres vante miljø

(Krogstrup, 1999, s. 13). I starten af 1900-tallet opstod de første anstalter, vi i dag kender

som totalinstitutioner, som var beregnet til specifikke grupper af handicappede borgere.

Totalinstitutionerne var lukkede samfund med egne normer, regler og egen produktion af

fornødenheder. Alle de behov den enkelte borger måtte have, hvad enten det var frisør,

lægehjælp eller andet, blev varetaget inden for de institutionelle vægge. Der var således

ikke anledning til at de handicappede på nogen måde skulle indgå i det øvrige samfund

(Bengtsson & Kristensen, 2006, s. 13). Frem til 1930’erne var det den gængse

samfundsopfattelse, at handicappede borgere var mindreværdige og ude af stand til at

varetage almindelige samfundsrettigheder, ligesom de skulle afskæres fra det øvrige

samfund og blot anbringes til opbevaring. Denne tid var ligeledes præget af tanker om

racehygiejne og på den baggrund, blev et stort antal tvangssteriliseringer foretaget.

Formålet var at forhindre, at de handicappede formerede sig og viderebragte dårlige gener

(Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 16).

Steinckes socialreform

Forhenværende socialminister K. K. Steinckes Socialreform fra 1933 var startskuddet til en

række ændringer inden for dansk social- og handicappolitik. Med socialreformen førte en

strømning af nye holdninger til handicappede borgere og med etableringen af

særforsorgen blev hjælpen til disse borgere udbygget markant. I et lovkompleks i

forbindelse med socialreformen, samlede man en hel række lovgivninger på området og i

disse, blev statens ansvar om forsorgen for åndssvage og sindslidende fastslået. Det

fremgik, at staten var forpligtet til at drive de institutioner som borgere, der var sindssyge,

åndssvage, epileptikere, vanføre, om nødvendigt kunne henvises til. Det var ligeledes

statens ansvar at sikre, at borgere med handicap havde de nødvendige hjælpemidler til at

undgå en yderligere forringelse af arbejdsevnen (Nielsen & Madsen, 2011, s. 12-13).

Særforsorgslovene fra 1959

I 1954 blev der etableret et Åndssvageudvalg, som skulle komme med forslag til ny

lovgivning på området. Lovgivningen skulle afspejle, at man ikke længere anså

handicappede borgere som afvigere der blot skulle afskærmes fra det øvrige samfund og

opbevares på anstalter, men i stedet skulle normaliseres og integreres i det ordinære

Side 23 af 56

samfund. Netop dette, var grundtankerne bag ‘Lov om Forsorgen for Åndssvage og andre

særligt svagt begavede’, som trådte i kraft i 1959. Det var Åndssvageforsorgens ansvar, at

sørge for, at den enkelte havde så normal en hverdag som muligt, hvad enten denne

hverdag var på en institution eller i det almene samfund. Man forsøgte at integrere

handicappede borgere i det øvrige samfund, blandt andet ved at etablere særlige tilbud,

som lignede allerede eksisterende tilbud, til borgere uden handicap (Nielsen & Madsen,

2011, s. 13).

Særforsorgens udlægning, socialreformkommissionen og Bistandsloven

Som følge af en generel samfundsmæssig og politisk udvikling i årtierne efter

socialreformen fra 1933, var den sociale lovgivning efterhånden noget

usammenhængende og regeringen nedsatte derfor socialreformskommissionen i 1965,

som havde til opgave at samle og forenkle den sociale lovgivning. Dette resulterede blandt

andet i oprettelsen af Bistandsloven i 1976 samt særforsorgens udlægning til amter og

kommuner i 1980.

Formålet med Bistandsloven var dels at få en samlet lovgivning om social forsorg og dels

var det udtryk for en ændring i opfattelsen af tildeling af bistand. Loven afspejlede et ønske

om at sikre, at velfærdsstatens sikkerhedsnet kom alle borgere til gode og tildeling af

offentlige ydelser foregik ud fra et retsprincip. Bistandsloven tog ligeledes afsæt i et

forebyggelsesprincip, hvor man så det som statens ansvar at sikre, at den enkelte borger

kunne opretholde en acceptabel levestandard og forebygge længerevarende offentlig

forsørgelse (Nielsen & Madsen, 2011, s. 14).

Udlægning af særforsorgen bestod i at ophæve særlovgivningerne for handicappede

således disse blev integrerede i den offentlige service generelt. Dette er senere beskrevet

som en af de mest markante begivenheder inden for nyere dansk handicappolitik

(Bengtsson & Kristensen, 2006, s. 11). Statens ansvar for at stille pladser og ydelser til

rådighed for handicappede skulle overgå til amterne og kommunerne og i stedet for de

store totalinstitutioner, skulle der etableres flere og mindre institutioner. I praksis betød

ændringen, at talrige voksne og børn med handicap, blev flyttet fra de store

totalinstitutioner og ud i mindre bofællesskaber og mindre døgntilbud, for at integrere dem i

Side 24 af 56

det øvrige samfund (Bengtsson & Kristensen, 2006, s. 22). Undersøgelser viser, at de

professionelle omkring borgerne fortsat handlede ud fra en opfattelse af disse borgere,

som en gruppe med fælles træk og sammenlignelige behov med udgangspunkt i

diagnoser og afvigelser (Holmskov, Skov, & Handicapenheden, 2007, s. 17-18).

Serviceloven

I 1998 blev Bistandsloven erstattet af mere specialiserede lovgivninger blandt andet lov

om social service (Serviceloven), lov om aktiv socialpolitik (Aktivloven) og lov om

administration og retssikkerhed på det sociale område (Retssikkerhedsloven). De tre

lovgivninger, som også er gældende den dag i dag, afspejler den socialpolitiske udvikling i

1980’erne og 1990’erne, hvor der var tiltagende fokus på aktivering, medborgerskab,

selvbestemmelse, udvikling af kompetencer, selvstændighed og medindflydelse.

Serviceloven erstattede den del af Bistandsloven, som vedrørte de kommunale omsorgs-

og serviceydelser og formålet med loven var at fremme den enkeltes mulighed for at klare

sig selv trods fysiske- og/eller psykiske funktionsnedsættelser (Nielsen & Madsen, 2011, s.

21-22) Udviklingshæmmede borgere blev anerkendt som juridisk selvstændige individer

og den sociale indsats skulle gives ud fra en konkret og individuel vurdering (Holmskov,

Skov, & Handicapenheden, 2007, s. 17-18).

FN’s standardregler og handicapkonvention

Flere af elementerne i Serviceloven tager afsæt i FN’s Standardregler om Lige muligheder

for handicappede, som trådte i kraft i 1993. Standardreglerne lægger afgørende vægt på

tab af fysisk- og psykisk funktionsevne, samt de handicappedes behov og rettigheder til at

indgå i samfundet på lige fod med alle andre. Med afsæt i disse standardregler,

videreføres den grundlæggende ideologi om normalisering som lå bag udlægningen af

særforsorgen, til nyere tids social- og handicappolitik (Nielsen & Madsen, 2011, s. 22). I

2009 bliver endnu et vigtigt skridt mod integration og normalisering af målgruppen taget,

idet man ved en folketingsbeslutning lader Danmark omfatte af FN’s handicapkonvention.

Handicapkonventionen indeholder generelle principper omkring ligestilling og

selvbestemmelse for borgere med handicap og med vedtagelsen af denne, forpligtede

man sig til at indrette dansk lovgivning og administrativ praksis på området således, at

man kunne efterleve konventionens krav. Formålet med konventionen er at sikre, at alle

Side 25 af 56

borgere med handicap får fuldt udbytte af samme menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder som alle andre samfundsborgere (Det Centrale

Handicapråd).

Analyse Vi har valgt at opdele vores analyse i henholdsvis en teoretisk analyse og en empirisk

analyse. Den teoretiske analyse vil bero på teoretisk empiri i form af relevante retskilder og

vil behandle den del af vores problemformulering, der henviser til hvilke diskurser der

ligger til grund for forskellene i den juridiske terminologi omkring målgruppen. Den

empiriske analyse vil bero på vores kvalitative empiri indhentet gennem vores interview,

og vil behandle den sidste del af vores problemformulering som omhandler, hvordan disse

forskellene i terminologien påvirker socialrådgiverens arbejde med domfældte

udviklingshæmmede.

Teoretisk analyse

Lovgivningernes diskurser I nærværende afsnit vil vi foretage en diskursanalyse af Straffelovens-, Bistandslovens- og

Servicelovens titler og formål. Vi vil analysere hvilke statsopfattelser henholdsvis

Straffeloven, Bistandsloven og Serviceloven udspringer af samt hvordan dette påvirker

synet på borgere med udviklingshæmning.

Staten som natvægter

Det ligger i terminologien, at ‘Straffeloven’ henviser til straf, sanktioner, påbud og forbud

(Perlt & Grünberger, 2003, s. 7). ‘Forslag til lov om ændring af Straffeloven og forskellige

andre love’ som er vedtaget i 2008 foreskriver at:

”Formålet med lovforslaget er at gennemføre en samlet revision af

straffelovens regler om dansk straffemyndighed (jurisdiktion), dvs. […] hvilke

straffesager der kan pådømmes af danske domstole. Lovforslaget bygger på

[…] anbefalinger til, hvordan reglerne om dansk straffemyndighed kan

udformes, så der også fremover vil være tilstrækkelige muligheder for at

Side 26 af 56

kunne foretage retsforfølgning ved danske domstole […]” (Justitsministeriet,

2007).

Heraf fremgår det, at reglerne i Straffeloven har til formål at sikre, at mennesker, der har

foretaget en kriminel handling bliver retsforfulgt, dømt og straffet. Straffeloven kan således

ses som et udtryk for den klassiske liberalistiske statsopfattelse, der særligt prægede

politikken i Danmark i 1800-tallet. Ud fra en liberalistisk tankegang var statens primære

opgaver at varetage og finansiere militær, politi og retsvæsen – en såkaldt ‘natvægterstat’,

der skulle sørge for ro og sikkerhed i samfundet. Herudover skulle staten have minimal

indblanding og lade de frie markedskræfter regulere økonomien i samfundet. Dette

betegnedes også som ‘minimalstat’. Staten havde til dels en opgave i at finansiere

fattigvæsenet, skolevæsenet og sundhedsvæsenet, men dette kun for de ubemidlede

(Kühle, 2008, s. 226-227). Udviklingshæmmede og øvrige afvigere blev anbragt på

anstalter, med det formål at beskytte det omkringliggende samfund fra deres afvigende og

forstyrrende adfærd. Staten udøvede racehygiejne i form af tvangssterilisation og

målgruppen blev frataget almindelige samfundsrettigheder mod at staten sikrede deres

forsørgelse. Dette med henvisning til, at de udviklingshæmmede borgere ikke selv vidste,

hvad der var for deres eget bedste (Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 16).

Staten som familie

Gennem tiden er den generelle liberalistiske statsopfattelse kommet under pres, som følge

af blandt andet verdenskrige, økonomiske kriser, den globale udvikling i industri og

teknologi og fænomener som konkurrencedygtighed, inflation og arbejdsløshed, der alt

sammen, i den ene eller anden grad, har foranlediget et politisk fokus på behovet for

statslig regulering - i retning af en velfærdsstat. Det fremgår af ‘Socialministerens

forelæggelse af bistandsloven’, at et hovedprincip bag lovforslaget til bistandsloven var:

“at det er den enkeltes behov, der er afgørende for, hvilken bistand der kan

ydes, ikke hvilken etikette, man kan klistre på ansøgeren. […] Det er mit håb

[…] at der bliver en mere ligelig dækning for mennesker, der har behov for

samme form for bistand” (Kolding & Stubkjær, 1976, s. 20).

Side 27 af 56

Bistandslovens ikrafttræden i 1976 kan således ses som kulminationen på en ændret

statsopfattelse i samfundet. Hvor staten hidtil blot havde til opgave at hindre, at individet

mistede sit eksistensgrundlag påtog staten sig nu i langt højere grad ansvaret for at bistå

individet til sociale overlevelse, herunder forstået både arbejde, økonomi, bolig,

uddannelse, børnepasning med videre (Rüdiger, 2003, s. 100).

Den socialdemokratiske ordfører Kristian Albertsen så Bistandsloven som udtryk for en

reformændring, hvor man begyndte at: “se på klienten som et led i en familie eller et

fællesskab” (Rüdiger, 2003, s. 101). Når Albertsen anvendte begrebet ‘familie’ kan det

forstås som en metafor for en ændret diskurs, herunder en ændret statsopfattelse, hvor

staten og det offentlige optrådte som ‘forældrene’, der skulle sørge for en retfærdig

fordeling mellem ‘børnene’, forstået som befolkningen generelt, og støtte til de svage

(Kühle, 2008, s. 280). Albertsens anvendelse af termen ‘klient’ er desuden udtryk for en

ændret opfattelse af individet, der modtager offentlig hjælp. Denne skulle ikke være en

passiv modtager. Individet havde stadig en pligt til først og fremmest at forsøge at forsørge

sig selv og sikre sig via forsikring, men alle, der havde behov for hjælp som følge af en

social begivenhed, og som ikke var omfattet af andre ordninger, kunne nu henvende sig til

kommunen for hjælp (Kühle, 2008, s. 280). Klientbegrebet kan imidlertid også henvise til et

underordningsforhold, hvor problemløsningen overlades til en ekspert, ud fra en

paternalistisk forståelse af, at de professionelle omkring borgeren ved bedst, og hvor

klienten har en lav grad af indflydelse på egen sag (Rüdiger, 2003, s. 102-103). For de

udviklingshæmmede borgere kom der i denne tid fokus på integration og normalisering.

Man integrerede de socialpolitiske tilbud i den offentlige service generelt og borgerne blev

flyttet ud på mindre institutioner i et forsøg på at integrere dem i samfundet (Bengtsson &

Kristensen, 2006, s. 22). I praksis blev målgruppen dog fortsat behandlet som en gruppe

med fælles træk og sammenlignelige behov med udgangspunkt i diagnoser og afvigelser

(Holmskov, Skov, & Handicapenheden, 2007, s. 17-18).

Staten som serviceorgan

Efter bistandslovens vedtagelse opstod der, med henvisning til klientbegrebet, en

omfattende kritik af socialarbejderne. Der blev stillet tvivl ved disses ekspertise og

kompetencer og man beskyldte dem for at umyndiggøre borgerne, fastholde dem i

Side 28 af 56

systemet og fratage dem ansvaret for eget liv. Dette, ledsaget af en politisk opfattelse af

den offentlige sektor som værende for bureaukratisk og omkostningstung, mundede ud i

omfattende bestræbelser på at effektivisere den offentlige sektor, ved i højere grad at

markeds-gøre de offentlige ydelser. Fokus for omstillingsprocessen blev den offentlige

sektors funktion samt relationen mellem individet og den offentlige sektor (Bølmer, 2011,

s. 111). Denne omstillingsproces medfører, at Bistandsloven i 1998 bliver afløst af

Serviceloven. Det fremgår af § 1 at formålet med denne lov er:

1. at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2. at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have forebyggende sigte,

og

3. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer (Socialministeriet, 2005).

Anvendelsen af termen ‘Service’ i lovens titel samt anvendelse af ordene ‘tilbyde’ og

‘almene serviceydelser’ i lovens formålsbestemmelse markerer endnu et diskursskifte i

forholdet mellem individ og stat. Individet skulle ikke længere blot være en klient, men

nærmere en kunde, der frit kunne vælge mellem tilbud og ydelser (Bølmer, 2011, s. 112).

Sat på spidsen kan man sige, at terminologien i Serviceloven peger i retningen af, at se på

staten og det offentlige som en virksomhed eller en tjener, der tilbyder en service til

individet, som i overført betydning optræder som kunde (Bølmer, 2011, s. 112).

Udviklingshæmmede borgere bliver med overgangen til Serviceloven anerkendt som

juridisk selvstændige individer med ret til selvbestemmelse. Der bliver sat fokus på, at den

sociale indsats skal gives ud fra en konkret og individuel vurdering og med afsæt i

borgerens ønsker og behov (Holmskov, Skov, & Handicapenheden, 2007, s. 17-18).

Delkonklusion Vi kan konkludere, at der er forskel på titlerne og formålene i henholdsvis Straffeloven,

Bistandsloven og Serviceloven. Titlen ’Straffeloven’ henviser til straf, sanktioner og forbud

og Straffeloven udspringer af en liberalistiske opfattelse af staten, hvor det primære formål

er at sikre ro og orden i samfundet og hvor statens indblanding er minimal. Ud fra denne

opfattelse, ser man på de udviklingshæmmede som afvigere der skal anbringes på

institutioner for at skåne samfundet for deres afvigende adfærd. I Bistandsloven ser man i

Side 29 af 56

højere grad ser på borgerne, herunder også de udviklingshæmmede, som klienter og hvor

statens ansvar for at bidrage til social overlevelse var tiltagende. De udviklingshæmmede

blev dog fortsat behandlet som en gruppe med fælles træk og sammenlignelige behov.

Serviceloven markerer endnu et skifte i opfattelserne af staten, hvor denne ses som tjener

der tilbyder service til individet, der opfattes som kunder. Deraf også navnet ’Serviceloven’,

som henviser til tilbud og frivillighed. Her bliver de udviklingshæmmede borgere juridisk

anerkendt som selvstændige individer, med fokus på den enkeltes ønsker og behov.

Målgruppens diskurser I dette afsnit, vil vi foretage en diskursanalyse af den juridiske terminologi, man har

anvendt omkring målgruppen, inden for henholdsvis socialpolitikken og Straffeloven. Vi vil

analysere dette i historisk og nutidig kontekst med det formål at kunne belyse udviklingen i

sprogbrugen i både socialpolitikken og Straffeloven. Hertil vil vi knytte forskellige

handicapforståelser.

Målgruppen i socialpolitikken

Gennem tiden er udviklingshæmmede borgere blevet omtalt med en række forskellige

benævnelser. I ‘Lov om Åndssvageforsorgen’ fra 1959 blev benævnelserne: ‘åndssvage’,

‘døve’, ‘tunghøre’, ‘blinde’, ‘svagtseende’, ‘epileptikere’, ‘talelidende’ og ‘vanføre’, anvendt

om målgruppen (Nielsen & Madsen, 2011, s. 32). Anvendelsen af begrebet ’åndssvage’

kan ses som et udtryk for denne tids syn på de udviklingshæmmede, hvor de blev opfattet

som mindreværdige og abnorme skæbner, der blot skulle anbringes, så det øvrige

samfund ikke behøvede at forholde sig til dem (Nielsen & Madsen, 2011, s. 9). I

fremlæggelsen af lovforslaget til ‘Lov om Åndssvageforsorgen’, kommer italesættelsen af

målgruppen på den politiske dagsorden, idet ’De Åndssvages Landsorganisation’ ville, at

man erstattede ’åndssvage’ med ’evnesvage’ som symbol på, at man i højere grad sigtede

efter at normalisere og integrere målgruppen. Den daværende socialminister Julius

Bomholt udtalte imidlertid, at det kun var ved at tale åbent om de åndssvage og

åndssvaghed, at man kunne skabe den fornødne respekt og forståelse omkring dem,

hvorfor han ikke ønskede at ændre ordvalget. Der blev, som modsvar til dette,

argumenteret for at betegnelsen ’åndssvag’ var for stigmatiserende og for svært et ord at

Side 30 af 56

bære, særligt for dem der kun var ’svagt begavede’, men som i denne tid også gik under

betegnelsen ’åndssvage’. De to modstridende holdninger, er et udtryk for, at man i 1900-

tallet gradvist får øjnene op for diskursens betydning for målgruppen (Rüdiger, 2003, s.

109-110). Man ændrede imidlertid ikke terminologien og loven blev således vedtaget som

‘Lov om Åndssvageforsorgen’ i 1959.

Det fremgår af socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 fra 1979, at man først i 1980’erne

ændrer sprogbrugen i socialpolitikken til ikke længere at anvende betegnelsen

’åndssvage’, men i stedet ’personer med vidtgående fysisk og/eller psykisk handicap’

(Folketinget, 1996). Denne benævnelse må ses som et udtryk for bistandslovens tid, hvor

man stadig ser på målgruppen som en samlet gruppe med fælles træk og

sammenlignelige behov. Endeligt ændres benævnelserne med Servicelovens ikrafttræden

i 1998 og i stedet for de tidligere samlebetegnelser for målgruppen, kalder man dem nu for

’mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer’

(Nielsen & Madsen, 2011, s. 32). Det fremgår af Servicelovens § 81 at:

”Formålet med at yde støtte efter denne lov til voksne med nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den

enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der

modsvarer den enkeltes behov” (Socialministeriet, 2005).

Servicelovens bestemmelser inden for det specialiserede voksenområde, fokuserer altså

på borgerens funktionsevne og behov for støtte, hvilket afspejler en funktionalistisk

handicapforståelse. I denne forståelse er grundtanken at borgeren ikke er sin(e)

diagnose(r), men at det er den manglende funktion der er fokus på, samt hvordan

samfundet kan kompensere for det enkelte handicap, for at sikre den enkeltes

deltagelsesmuligheder i samfundet (Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 26). Dette er i

overensstemmelse med FN’s Standardregler om Lige Mulighed for Handicappede der

blandt andet indebærer, at de enkelte lande bør øge opmærksomheden på mennesker

med handicap og disses rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder (Hansen

A. G., 2006). Ud fra den funktionalistiske handicapforståelse, vil det være individuelt,

hvilke behov den domfældtes diagnose udmunder i. Det betyder, at man således godt kan

være udviklingshæmmet uden at være i målgruppen til Servicelovens bestemmelser på

Side 31 af 56

det specialiserede voksenområde, hvis man i øvrigt kan klare sig selv (Bøttcher &

Dammeyer, 2010, s. 26-27).

Målgruppen i Straffeloven

Oprindeligt fremgik det af Straffeloven § 16, stk. 1 at:

”personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af åndssvaghed i

højere grad, [straffes] ikke. Personer, der befandt sig i en tilstand af

åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med

åndssvaghed, straffes ikke” (Folketinget, 1996).

I forlængelse af udviklingen i socialpolitikken og særligt udlægningen af særforsorgen i

1980, begynder man at tage stilling til anvendelsen af sprogbrugen, inden for det

strafferetlige system. Af betænkning nr. 955 fra 1982 fremgår det, at et flertal ikke fandt

retligt grundlag for at foreslå, at udtrykket ’åndssvaghed’ udgik af Straffelovens § 16.

Flertallet henviste – bl.a. på baggrund af retslægerådets vurdering – til, at begrebet

’åndssvaghed’ fortsat var egnet til at bidrage med en afgrænsning af en persongruppe,

som på grund af psykisk afvigelse bør fritages for straf (Folketinget, 1996). Det faktum, at

man ikke dengang anså det for værende en nødvendighed at gøre op med termen

’åndssvaghed’ og ’åndssvag’ i lovgivningen, kan ses som et udtryk for en biologisk

handicapforståelse hvor lægelig dominans, medicinske diagnoser og de konstaterbare

defekter er i fokus. Retslægerådets vurdering af, at begreberne ‘åndssvaghed’ og

‘åndssvag’ fortsat er aktuelle, må således også ses som et udtryk for denne

handicapforståelse (Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 24).

I 1996 fremstiller Justitsministeriet lovforslag nr. 12 om ’ændring af Straffeloven,

retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige forsorg’. Af

bemærkningerne hertil fremgår det, at Justitsministeriet finder det nødvendigt til at

overveje, hvorvidt der bør ændres i terminologien i Straffeloven, idet man mange steder i

den sociale lovgivning har erstattet udtrykket ’åndssvag’ med udtrykket ’personer med

vidtgående handicap’. Ligeledes er man i retspraksis og i anklagemyndighedens praksis

begyndt at tilpasse sig terminologien i den sociale lovgivning (Folketinget, 1996). I

forbindelse hermed, anfører retslægerådet i en ny udtalelse at:

Side 32 af 56

”begrebet åndssvag fortsat er egnet til at danne udgangspunkt for

afgrænsningen af den persongruppe der er omfattet af straffelovens § 16, og

som er præget af en medfødt eller tidligt erhvervet defekt, i første række af de

pågældendes intellektuelle formåen. Rådet peger dog i den forbindelse på, at

FN's sundhedsorganisation (World Health Organization (WHO)) også

anvender betegnelsen »mental retardering«. Det er Retslægerådets

opfattelse, at betegnelserne »åndssvaghed« og »mental retardering« er

synonymer og vil kunne erstatte hinanden” (Folketinget, 1996).

Det fremgår heraf, at fokus er på hvorvidt betegnelserne ‘åndssvag’ eller ‘mental

retardering’ kan anvendes til at diagnosticere borgeren, og således vurdere, om denne er i

målgruppen for bestemmelsen eller ej. Man forholder sig i lovforslaget ikke til, hvilke

diskurser, der ellers måtte ligge bag forskellige betegnelser for målgruppen.

Lovforslaget fra 1996 bliver vedtaget i 1997 og loven foreskriver herefter:

”§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af

sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke.

Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad [...].

Stk. 2. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad,

straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf”

(Justitsministeriet, 1930).

Trods en modernisering af terminologien, opererer Straffeloven altså til stadighed ud fra en

biologisk handicapforståelse, hvor det er diagnoser og biologiske “defekter”, der definerer

hvorvidt borgeren er omfattet af Straffelovens § 16, eller ej (Bøttcher & Dammeyer, 2010,

s. 26). Dette afspejles også i den nuværende retspraksis på området, hvor

foranstaltningsdomme gives med afsæt i en mentalundersøgelse, der har til formål at

belyse, hvorvidt den sigtede er udviklingshæmmet eller ej, samt i hvilket omfang.

Resultatet af denne undersøgelse bliver dokumenteret i en retspsykiatrisk erklæring og

denne har afgørende betydning for hvilke paragraffer den sigtede dømmes efter og

dermed også hvilke foranstaltninger, der iværksættes (Perlt & Grünberger, 2003, s. 12).

Side 33 af 56

Delkonklusion Ud fra ovenstående analyse kan vi konkludere, at der er sket en udvikling i terminologien

omkring målgruppen inden for henholdsvis socialpolitikken og Straffeloven. I

socialpolitikken ændrer man de hidtidige betegnelser som ’åndssvag’ og ’åndssvaghed’, til

i stedet at anvende betegnelsen ’personer med vidtgående fysisk og/eller psykisk

handicap’ og senere til ’mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer’. Videre kan vi konkludere, at diskurserne i socialpolitikken

afspejler en funktionalistisk handicapforståelse. I første omgang ser man ikke nogen grund

til at tilpasse Straffelovens terminologi efter ændringerne i socialpolitikken. Efter et

omfattende lovforslag hvor Justitsministeriet foreslår en modernisering af terminologien,

ændres terminologien dog fra ’åndssvaghed’ til ’mental retardering’. Ud fra vores

diskursanalyse af terminologien omkring målgruppen kan vi konkludere, at Straffeloven

opererer ud fra en biologisk handicapforståelse.

Foranstaltningernes diskurser I nærværende afsnit, vil vi foretage en diskursanalyse af den juridiske terminologi omkring

foranstaltninger i henholdsvis socialpolitikken og Straffeloven. Dernæst vil vi belyse,

hvordan forskellene i terminologien medfører nogle juridiske uoverensstemmelser, når

dommene skal effektueres i praksis.

Foranstaltninger efter Servicelovens bestemmelser

Et andet begreb, der har været genstand for diskursændringer, er den foranstaltning, som

borgere i socialpolitisk kontekst tilbydes, når disse ikke er i stand til at bo for dem selv.

Historisk er dette blevet betegnet som ’institutioner’. Det fremgår eksempelvis af

Bistandslovens § 112 at:

”Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på

institutioner for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk

handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke kan

Side 34 af 56

dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på de øvrige i kapitel 16

og 17 nævnte institutioner” (Socialministeriet, 1974).

Med overgangen til Serviceloven ændres terminologien omkring denne foranstaltning.

Kapitel 20 i Serviceloven går under titlen ’botilbud’ og foreskriver blandt andet at:

”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til

længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til

almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som

ikke kan få dækket disse behov på anden vis” (Socialministeriet, 2005).

Det fremgår af ’Forslag til lov om social service’ at ændringen i terminologien udspringer

af, at man bestræber sig på at: ”få en klarere opdeling mellem botilbud og servicetilbud

[…]. Der er i overvejelserne herom lagt vægt på, at forskellige problemer kræver

forskellige løsninger” (Socialministeriet, 1997). Man ønsker således med ophævelsen af

institutionsbegrebet at gøre op med den hidtidige forståelse af, at borgere med samme

diagnose eller problemstilling kan ses som en gruppe med fælles træk og

sammenlignelige behov. Af Lovforslaget fremgår det videre at:

”Det samlede tilbud skal, ud over evt. botilbud […], støtte den enkeltes

muligheder for livsudfoldelse og udviklingsmuligheder, og kan ud over

personlig hjælp, omsorg og pleje, omfatte særlig pædagogisk bistand,

optræningsmuligheder, behandling og f.eks. specialundervisning efter lov om

specialundervisning af voksne” (Socialministeriet, 1997).

Ved at adskille bo-delen fra støtte-delen bliver det således muligt at tilbyde målgruppen

forskellige former for støtte, alt efter hvilket behov, den enkelte borger måtte have. I

modsætning til de tidligere totalinstitutioner, hvor alle borgerens behov blev varetaget på

den enkelte institution, kan Serviceloven nu yde hjælp til borgere med

funktionsnedsættelser uanset boform (Krogstrup, 1999, s. 19). Med lovforslaget bliver det

endvidere konkretiseret at:

”Det er vigtigt, at brugeren inddrages i overvejelserne om, hvad formålet med

indsatsen skal være, og hvilke serviceydelser der skal til, for at målet nås.

Side 35 af 56

[…] Udgangspunktet for arbejdet med disse grupper er respekt for den

enkeltes integritet og værdighed” (Socialministeriet, 1997).

Med anvendelsen af begrebet botilbud og den samtidige adskillelse af støtte- og bo-del

bliver det således konkretiseret, at den sociale service i dag tager afsæt i idealer om

borgerinddragelse og understøttelse af individets integritet og værdighed

(Socialministeriet, 1997).

Foranstaltninger efter Straffelovens bestemmelser

Når udviklingshæmmede borgere begår en kriminel handling, kan de blive dømt til

foranstaltninger jf. Straffelovens § 68, herunder blandt andet: ”i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap” (Justitsministeriet, 1930). Som det også ovenfor er belyst,

har man efter ’Forslag til Lov om ændring af Straffeloven, retsplejeloven og lov om

udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.’ ændret terminologien i

Straffeloven, således at man ikke længere anvender betegnelsen ’åndssvaghed’. I samme

forbindelse ændrer man benævnelsen for denne foranstaltning fra 'institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg' til ’institution for personer med vidtgående

psykiske handicap’ hovedsageligt med det formål, at tilpasse sig terminologien i den

øvrige lovgivning og praksis på området (Folketinget, 1996). Man har dog ikke i den

forbindelse, eller på noget senere tidspunkt, forholdt sig til diskursændringen i

socialpolitikken, hvormed man afskaffer institutionsbegrebet til fordel for begrebet

’botilbud’. Denne uoverensstemmelse mellem terminologien i henholdsvis Serviceloven og

Straffeloven kan imidlertid foranledige et juridisk problem.

Foranstaltninger i praksis

§ 20 i ’Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i

boformer efter lov om social service’ foreskriver at:

”Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om ophold i boformer efter § 108,

stk. 1, i lov om social service til personer, der […] i henhold til dom eller

Side 36 af 56

kendelse skal anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat

psykisk funktionsevne” (Børne- og socialministeriet, 2017).

I praksis betyder dette altså, at udviklingshæmmede borgere bliver dømt til anbringelse,

der skal effektueres i boformer efter Servicelovens bestemmelser. Straffeloven giver dom

‘til anbringelse i institution’, men som belyst findes der ikke længere i terminologien

‘institutioner’ i Serviceloven. De dømte anbringes derfor i botilbud, som efterstræber at

have en anden karakter, end de oprindelige institutioner. De er netop tilbud, der hviler på

principper om selvbestemmelsesret, brugerinddragelse og brugerindflydelse (Perlt &

Grünberger, 2003, s. 82). Dette understøttes blandt andet af Servicelovens § 108 stk. 2,

der foreskriver at borgere, der er i målgruppen for botilbud jf. § 108, i princippet har frit valg

til at vælge sin bolig: ”Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til

en anden kommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune”

(Socialministeriet, 2005). Anvendelsen af forskellige betegnelser for samme foranstaltning,

kan altså ses som et udtryk for at Straffeloven og Serviceloven udspringer af modstridende

diskurser, hvor Serviceloven netop henviser til tilbud, mens formålet med Straffeloven er

straf og sanktioner (Perlt & Grünberger, 2003, s. 82).

Delkonklusion På baggrund af ovenstående analyse kan vi konkludere, at forskellen mellem Straffeloven

og socialpolitikkens terminologi omkring foranstaltninger, udgør et juridisk problem når en

borger med udviklingshæmning bliver dømt til anbringelse efter Straffelovens

bestemmelser, i tilbud efter Servicelovens bestemmelser. Med Servicelovens ikrafttræden

afskaffes det hidtil herskende institutionsbegreb, til fordel for begrebet ’botilbud’.

Straffeloven har imidlertid ikke tilpasset sig den socialpolitiske diskursændring og

anbringer stadig til ’institutioner’, som altså er afskaffet. Anvendelsen af disse forskellige

betegnelser for samme foranstaltning understreger, at Straffeloven og Serviceloven

udspringer af modstridende diskurser, hvor Serviceloven netop henviser til tilbud, mens

Straffeloven henviser til er straf, sanktioner og forbud.

Side 37 af 56

Empirisk analyse

Socialrådgiverens rolle I nærværende afsnit vil vi analysere hvordan socialrådgiverens rolle påvirkes af, at

arbejdet med domfældte udviklingshæmmede er reguleret af både Straffeloven og

Serviceloven, som har hvert deres formål. Analysen vil tage afsæt i vores teoretiske

analyse af de ‘juridiske diskurser’, hvormed det er belyst, at der gennem tiden har været

forskellige statsopfattelser, som har medført forskellige syn på udviklingshæmmede og på

forholdet mellem individ og stat generelt.

Det sociale hjælpesystem er i dag udtryk for en opfattelse af staten som serviceorgan og

en opfattelse af borgere, herunder også de udviklingshæmmede, som ’kunder’, der har høj

grad af selvbestemmelse og retssikkerhed. Tina fortæller om sin rolle i arbejdet med de

domfældte udviklingshæmmede:

”Man skal ikke gå ind i det med fordomme, så kan man ikke arbejde med

sådanne sager. I nogle tilfælde, eksempelvis overgrebssager, undlader jeg at

læse dommen, så jeg ikke lader mig påvirke af, hvad de har begået af

kriminalitet. Min opgave er, at borgeren skal have noget støtte og hjælpes

videre” (Interview, den 22. oktober 2018).

Tinas udsagn kan ses som et udtryk for, at hun besidder en rolle som hjælper. Når hun

undlader at forholde sig til dommen, kan det ses som udtryk for at hun ikke mener, at det

har relevans for denne rolle og for det sociale hjælpesystems opgave generelt. Luhmann

forklarer dette med, at autopoietiske systemer, som det sociale hjælpesystem, er lukkede.

De er dermed kun modtagelige for den information fra omverdenen, som har relevans og

som giver mening inden for systemet (Andersen & Pors, 2017, s. 29-30).

Ud over den hjælpende rolle, er myndighedsudøvelse desuden en del af arbejdet for vores

informanter. Myndighedsrollen indebærer at give råd og vejledning og behandle

ansøgninger fra ’kunderne’, samt at foretage begrundede skøn og afgørelser, som hviler

på relevant faglig viden om borgerens situation og lovens intention og forskrifter. Det er en

del af dette, at man forpligter sig til at varetage borgerens rettigheder (Posborg, 2016, s.

259).

Side 38 af 56

Tina fortæller videre om sin rolle, at:

”Vi er vant til at handle med udgangspunkt i tilbud, frivillighed og borgerens

retssikkerhed, med alt hvad det indebærer af eksempelvis partsrettigheder og

klageadgang. Nu har de jo fået en dom, men derfor er det stadig vores

opgave at sikre deres retssikkerhed” (Interview, den 22. oktober 2018).

Tinas udtalelse kan ses som et udtryk for, at hun forstår det sociale hjælpesystem og sin

myndighedsrolle ud fra socialpolitikken og principper om retssikkerhed, at tilbud efter

Serviceloven netop er tilbud samt at borgeren har en høj grad af selvbestemmelse. Ifølge

Luhmann er dette udtryk for, at sociale systemer er selvreferentielle, det vil sige, at de

refererer ud fra eget grundlag, kodesprog og logik, som gøres til udgangspunkt for al

kommunikation inden for systemet (Andersen & Pors, 2017, s. 29-30).

Myndighedsrollen medfører imidlertid også en asymmetrisk magt, som i særlig grad

kommer til udtryk i arbejdet med domfældte udviklingshæmmede. Som det fremgår af

vores teoretiske analyse kan Straffeloven ses som udtryk for en tidligere herskende,

liberalistisk opfattelse af staten som natvægter- og minimalstat, hvor statens opgave i

forhold til udviklingshæmmede borgere var at sikre deres forsørgelse og beskytte det

omkringliggende samfund fra deres afvigende adfærd. Dette med henvisning til, at de

udviklingshæmmede ikke selv vidste bedst. Denne statsopfattelse afspejles til stadighed i

socialrådgiverens rolle over for domfældte udviklingshæmmede i dag. Socialrådgiveren

kan træffe afgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter

kapitel 24 i Serviceloven samt om fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger mv. efter

kapitel 24 a i Serviceloven (Socialministeriet, 2005). Socialrådgiveren har desuden

kompetence til at føre tilsyn med den domfældte samt at skrive udtalelser til samrådet.

Hanne understøtter dette ved at fortælle:

”Det er min opfattelse, at vores udtalelse har stor indflydelse på det videre

forløb, i forhold til hvad samrådet indstiller til, hvilket jo har kæmpe betydning

for borgeren. Det er derfor det er så vigtigt, at man er omhyggelig når man

laver den” (Interview, den 22. oktober 2018).

Hanne besidder som følge af hendes uddannelse og stilling en viden, som ud fra

Foucaults magtteori medfører en magt. Magten består i, at Hanne har kompetencen til at

Side 39 af 56

kategorisere problemer og på baggrund heraf foretage vurderinger og skrive udtalelser,

der kan have afgørende betydning for borgeren og dennes dom (Swärd & Starrin, 2007, s.

245). Hanne fortæller videre, at:

”Jeg kan ikke bare gå ind i det og sige ”det er også synd for ham”. Han har

begået kriminalitet og fået en dom, så jeg skal føre det her tilsyn om han vil

det eller ej. Jeg skal også beskrive det i min udtalelse til samrådet, hvis han

har begået fornyet kriminalitet, eller hvis jeg har en mistanke” (Interview, den

22. oktober 2018).

Hanne befinder sig således i et krydspres mellem på den ene side at skulle agere

omsorgsperson og se borgeren som en ’kunde’, over for hvem hun skal tilbyde støtte og

sikre retssikkerhed, og på den anden side at agere myndighedsperson og se borgeren

som et juridisk uselvstændigt individ, som ikke er i stand til at undgå fornyet kriminalitet,

hvorfor hun skal føre kontrol med denne (Fisker, Høybye-Mortensen, Jensen, Nørgaard-

Nielsen, & Jacobsen, 2008, s. 18). Ifølge Luhmann opstår dette krydspres som følge af, at

det strafferetlige system og det sociale hjælpesystem kommunikerer gennem hver sit

medie med hver sine etablerede koder for kommunikation. Det sociale hjælpesystems

medie er ’støtte’ og koderne hertil er ’målgruppe’/’ikke målgruppe’. Dette kommer til udtryk

når Tina fortæller, at hendes rolle er at støtte og hjælpe borgeren. Når Hanne udtrykker, at

hun ikke blot kan sige at det er synd for borgeren, da hun skal forholde sig til, at han har

begået kriminalitet og fået en dom, så er det en følge af, at det strafferetlige systems

medie er ’dom’ og koderne hertil er ’ret’/’uret’. Det sociale hjælpesystem bliver således

irriteret af ydre fænomener, når det strafferetlige system dømmer en borger til

foranstaltninger, der skal effektueres i det sociale hjælpesystem (Andersen & Pors, 2017,

s. 41).

Delkonklusion Ud fra ovenstående analyse, kan vi konkludere at socialrådgiverens rolle påvirkes af, at

hun arbejder i et felt som er reguleret af både Straffeloven og Serviceloven, som

udspringer af forskellige statsopfattelser. Socialrådgiveren besidder dels en hjælperrolle,

som udspringer af en opfattelse af staten som serviceorgan. Med en opfattelse af staten

som serviceorgan følger desuden myndighedsrollen, idet man har pligt til at give råd og

Side 40 af 56

vejledning til 'kunden'. En anden del af myndighedsrollen udspringer af en opfattelse af

staten som natvægter, idet socialrådgiveren i arbejdet med domfældte

udviklingshæmmede har kompetence til at træffe afgørelser, som skal forebygge, at

borgeren begår fornyet kriminalitet. Socialrådgiveren kan opleve et krydspres i at besidde

disse roller, idet de udspringer af modstridende idealer. Videre kan vi konkludere, at det

asymmetriske magtforhold der altid ligger i myndighedsrollen, i særlig grad kommer til

udtryk i arbejdet med de domfældte udviklingshæmmede.

Samarbejde I nærværende afsnit vil vi analysere hvilke udfordringer socialrådgiveren kan opleve i

samarbejdet. Analysen vil tage afsæt i vores teoretiske analyse af ‘målgruppens

diskurser’. Vi kunne her belyse, at det strafferetlige- og det sociale hjælpesystem anvender

forskellige betegnelser for målgruppen, som udspringer af forskellige handicapforståelser.

Det fremgår blandt andet af Servicelovens § 81, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at

yde en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes

behov (Socialministeriet, 2005). For at kunne dette, kræver det oftest en bredere viden,

end den de enkelte professioner eller organisationer på det sociale område, råder over

alene. Det er derfor et centralt element af socialrådgiverens praksis, at samarbejde med

andre aktører på tværs af fag, professioner, sektorer, kommuner og regioner (Nørrelykke,

2016, s. 167). Hanne fortæller herom:

”Vi samarbejder med mange forskellige aktører i vores sager, det kan være

personale på bostederne, borgernes værger, politiet, psykiatrien og samrådet.

Ja og så samarbejder vi to jo også rigtig meget i de konkrete sager, hvor vi

sparrer med hinanden” (Interview, den 22. oktober 2018).

De forskellige områder inden for den offentlige sektor, er imidlertid blevet så specialiseret

og funktionsopdelt, at de hver især har en høj faglig viden inden for netop deres

professionsområde (Nørrelykke, 2016, s. 167). Arbejdsdelingen og specialiseringen i den

offentlige sektor medfører et behov for samarbejde og koordinering mellem forskellige

organisatoriske enheder og professioner, men som følge af den høje grad af

funktionsopdeling, er den offentlige sektor præget af mange og modsatrettede interesser

og forskellige måder at kommunikerer om målgruppen og deres problemer på. Dette kan

Side 41 af 56

føre til udfordringer når der skal samarbejdes i praksis, da der er risiko for at den enkelte

har mere fokus på egen rolle, frem for den samlede rolle over for målgruppen (Hansen S.

J., 2014, s. 174-175). I vores teoretiske analyse om ‘målgruppens diskurser’ kunne vi

påvise, at det sociale hjælpesystem og det strafferetlige system har forskellige måder at

kommunikerer om målgruppen på, idet de opererer ud fra forskellige handicapforståelser.

Hanne bekræfter dette da hun fortæller:

”Ofte ligger der en retspsykiatrisk erklæring af borgeren i de sagsakter man får

tilsendt. Hvis det er en borger man ikke har mødt før, kan det være svært at

danne sig et billede af personen, hvis man kun skal gå ud fra et skriftligt

dokument med diagnoser på. En man har mødt, snakket med og set i øjnene,

kan man bedre lave en udtalelse (red. til samrådet) omkring, fordi man bedre

kan danne sig et billede af personen” (Interview, den 22. oktober 2018).

Hannes udtalelse kan ses som udtryk for det strafferetlige system og det sociale

hjælpesystems forskellige handicapforståelser og hvordan disse kan komme til udtryk i

praksis. Det sociale hjælpesystems funktionalistiske handicapforståelse skildres idet

Hanne foretrækker at møde den enkelte borger, som hun skal lave en udtalelse til

samrådet om, frem for at lave den ud fra den retspsykiatriske erklæring. Det er således

ikke fyldestgørende for Hanne blot at læse om borgerens handicap ud en retspsykiatrisk

erklæring. Hanne mener, at hun har bedre forudsætninger for at kunne udarbejde en

udtalelse til samrådet ved at møde borgeren, hvilket kan ses som udtryk for, at hun ser på

vekselvirkningen mellem den biologiske defekt og det miljø som borgeren indgår i, frem for

blot at se på den biologiske defekt ud fra et skriftligt dokument. Den retspsykiatriske

erklæring, som er et led i proceduren i det strafferetlige system, er derimod et udtryk for en

biologisk handicapforståelse, hvor det primære fokus er på diagnoser og biologiske

defekter. Inden for det strafferetlige system anvendes den retspsykiatriske erklæring til at

afgøre, hvorvidt borgeren er omfattet af målgruppen for Straffelovens § 16 eller ej

(Bøttcher & Dammeyer, 2010, s. 27).

Udfordringerne i samarbejdet mellem det strafferetlige system og det sociale

hjælpesystem, opstår ifølge Luhmann, idet systemerne er selv-producerende. De enkelte

systemer producerer således selv sine beslutningsgange mv. For det strafferetlige system

er det den retspsykiatriske erklæring, der er afgørende for hvorvidt borgeren kommer i

Side 42 af 56

denne målgruppe, hvilket afspejler den biologiske handicapforståelse. Det sociale

hjælpesystem opererer normalt ud fra en beslutningsgang der afspejler den

funktionalistiske handicapforståelse med fokus på den konkrete funktionsnedsættelse og

deraf afledte behov. Den funktionalistiske handicapforståelse afspejles yderligere i ’det

sociale hjælpesystem’, idet man anvender voksenudredningsmetoden som led i

beslutningsgangen i det sociale hjælpesystem (Andersen & Pors, 2017, s. 88).

Hanne fortæller endvidere om samarbejde med politiet:

”Bostederne er egentlig forpligtet til at anmelde alt kriminalitet, det er bare ikke

altid de får gjort. Når jeg er ude på bostederne, gør jeg det klart for personalet

hvor vigtigt det er, at de tager trusler alvorligt og få det anmeldt. Jeg har dog

oplevet, at politiet kan være noget usamarbejdsvillige og ikke har villet tage

imod en anmeldelse om fx vold. De siger, at sådanne situationer jo måtte

forventes når man som pædagog arbejder med den målgruppe” (Interview,

den 22. oktober 2018).

Luhmann forklarer dette med, at informanten og politiet agerer inden for to adskilte

systemer, som ikke kan kommunikere med hinanden, men kun om hinanden. De

kommunikerer ud fra forskellige koder, og har dermed forskellige opfattelser af

målgruppen og hvad, der er deres ansvar i forhold til målgruppen. Tina fortæller endvidere

om samarbejde med psykiatrien, at:

”Det kan være svært når de rykker os for at gøre noget, hvis de ikke længere

mener, at det er ”deres bord”. Det kan for eksempel være psykiatrien som har

en borger der ikke længere er i deres målgruppe. Det er bare ikke altid lige let

for os at placere borgeren lige så hurtigt som de gerne ser det, både i forhold

til målgruppe, men der er også noget økonomi i det. Og psykiatrien vil jo gerne

have det går lidt tjept, fordi det ikke længere er deres opgave” (Interview, den

22. oktober 2018).

Tina, politiet og psykiatrien agerer inden for hver deres lukkede systemer, som tager afsæt

i hvert sit interne systems kodesprog og logik og dermed udelukker det, som ikke har

relevans for det enkelte system. Ifølge Luhmann kan det forklares ved, at systemer er

lukkede fra omverdenen og kun modtagelige over for de inputs fra omverdenen, som har

Side 43 af 56

relevans for det enkelte system. Det kan komplicere samarbejdet i praksis, idet

henholdsvis politiet og det psykiatriske system lukker af for hvad der måtte være af inputs

uden for dets system, fordi det ikke antages for relevant og blot forholder sig til dets eget

system. Det psykiatriske system er ikke modtagelig over for, at det sociale hjælpesystem

eksempelvis er begrænset af procedurer og arbejdsgange i forhold til placering af borgere,

fordi det ikke opleves relevant inden for det psykiatriske system. Det samme gør sig

gældende inden for politiet som system, idet de ikke er modtagelige over for anmeldelser

fra det sociale hjælpesystem og udelukker det med den forklaring, at det må være et vilkår

i det systems arbejde (Hansen S. J., 2014, s. 187-190).

Delkonklusion I ovenstående analyse kan vi konkludere, at det strafferetlige- og det sociale hjælpesystem

har forskellige handicapforståelser, som kommer til udtryk i socialrådgiverens arbejde med

de domfældte udviklingshæmmede. Dette kan være en udfordring når der skal

samarbejdes på tværs af fag, professioner og sektorer. De forskellige opfattelser af

målgruppen, udgør også forskellige opfattelser af hvilket ansvar de forskellige aktører har i

forhold til målgruppen. Det kan føre til, at der er mere fokus på den enkelte aktørs rolle,

frem for den samlede rolle over for målgruppen.

Afmagt og forråelse I nedenstående afsnit vil vi analysere hvordan de juridiske uoverensstemmelser mellem

socialpolitikken og Straffeloven, herunder blandt andet forskellene i terminologien omkring

foranstaltninger, kan påvirke socialrådgiverens arbejde med målgruppen i praksis.

Analysen tager afsæt i vores teoretiske analyse af ‘foranstaltningernes diskurser’.

Som analyseret i vores teoretiske analyse af ‘foranstaltningernes diskurser’, er der

uoverensstemmelser i terminologien i henholdsvis Straffeloven og Serviceloven.

Straffeloven anvender betegnelsen ‘institutioner’, mens Serviceloven anvender

betegnelsen ‘botilbud’, med henvisning til, at der i Serviceloven tages udgangspunkt i

idealer om borgerens retssikkerhed. Tina bekræfter dette, da hun fortæller at:

Side 44 af 56

”Der er nogle udfordringer rent lovgivningsmæssigt. Når borgeren får dom til

anbringelse i institution, så skal vi anbringe i botilbud efter § 108, men her er

der jo normalt ankemulighed. Det er meget uklart, hvordan man egentligt skal

forholde sig til det. Får dommen højeste ret? Man vil faktisk tage det op med

ankestyrelsen, fordi man mener at de har truffet nogle forkerte afgørelser”

(Interview, den 22. oktober 2018).

Tinas udtalelse kan ses som udtryk for, at uoverensstemmelserne i terminologien ikke blot

drejer sig om ord. Det handler ikke om, at man har erstattet et ord med et andet, men om

at man efterstræber nogle andre idealer inden for socialpolitikken. Ifølge Luhmann kan det

ses som udtryk for, at det sociale hjælpesystem er selvreferende. Det vil sige at det

opererer ud fra eget kodesprog og logik, og således forstår sig selv ud fra principper om

retssikkerhed, herunder også borgerens ankemulighed (Andersen & Pors, 2017, s. 29).

Det kan skabe juridiske uklarheder for socialrådgiveren i forhold til, hvordan man skal

agere i arbejdet med de domfældte udviklingshæmmede (Perlt & Grünberger, 2003, s. 34).

Hanne fortæller om en anden juridisk uklarhed:

”Der er ikke nogen regler for, hvordan det kriminalpræventive tilsyn skal føres i

praksis. Samtidig har vi ikke nogen muligheder for at tvinge borgeren eller

sanktionere, hvis han ikke vil tage imod tilsyn. Det vi så bare gør er, at vi bliver

ved, vi kommer, ringer, skriver og kommer ud igen og igen. Vi bliver ved og er

vedholdende, indtil det lykkedes. Hvis det ikke lykkedes, så beskriver vi det i

vores udtalelse til samrådet, men det medfører ikke nødvendigvis en

skærpelse af dommen” (Interview, den 22. oktober 2018).

Hannes udsagn er et udtryk for, at der mangler juridiske retningslinjer for, hvordan arbejdet

med domfældte udviklingshæmmede reelt skal håndteres. Disse juridiske uklarheder kan

medføre en afmagtsfølelse hos socialrådgiveren, fordi denne oplever, at der er

modstridende idealer i henholdsvis Straffeloven og Serviceloven og at der mangler

konkrete handlemuligheder, hvis borgeren eksempelvis modsætter sig tilsyn eller fortsat

begår kriminalitet (Meier, 2017, s. 5). Når man føler afmagt, kan konsekvens og straf virke

som en logisk reaktion, hvilket kan være årsagen til, at Hanne siger, at der ikke er

”muligheder for at tvinge borgeren eller sanktionere” (Meier, 2017, s. 8). Hanne fortæller

senere i interviewet: ”Jeg tror bestemt, at dommen – at man ved, at man bliver kigget over

Side 45 af 56

skulderen, har en virkning. Mange gange hjælper det, hvis de ved, at deres handlinger har

konsekvenser” (Interview, den 22. oktober 2018). Ifølge Birkmose kan vi gøre andre ondt,

ved at opstille konsekvenser for dem, ud fra en tro på, at vi ved, hvad der er bedst (Meier,

2017, s. 8). Når Hanne snakker om straf og konsekvens, på trods af at det sociale

hjælpesystem forstår sig selv ud fra principper om retssikkerhed, så forklarer Luhmann

dette med, at selvom systemer er autopoietiske og lukkede, så er de alligevel strukturelt

koblede. Det vil sige, at selvom omverden ikke kan skabe operationer inden for det enkelte

system, så kan det sociale hjælpesystem irriteres af ydre fænomener. Det kan således ses

som udtryk for, at det sociale hjælpesystem irriteres af det strafferetlige systems principper

om straf og sanktion, når en udviklingshæmmet borger bliver dømt i det strafferetlige

system, til foranstaltninger, der skal effektueres i det sociale hjælpesystem (Andersen &

Pors, 2017, s. 77).

Når man føler afmagt vil man forsøge at komme af med følelsen, ved at handle på en

bestemt måde (Birkmose, 2015, s. 32). Tina udtrykker i interviewet at: ”Det er meget

normalt, at borgerne begår fornyet kriminalitet, selvom der er iværksat foranstaltninger”

(Interview, den 22. oktober 2018). Tinas udsagn kan ses som udtryk for, at hun handler i

forråelse i form af bagatellisering af problemet. Bagatellisering kan være en måde at

dæmpe følelsen af afmagt over, at man ikke kan lykkedes med at få borgeren til at undgå

fornyet kriminalitet (Birkmose, 2015, s. 31). Det er imidlertid problematisk fordi det kan

hæmme den faglige refleksion, der kunne være medvirkende til at forstå de

bagvedliggende årsager til, at borgeren handler, som han gør (Meier, 2017, s. 8). En

anden måde, hvorpå man kan komme til at handle på en forrået måde, er i forsøg på at

beskytte sig selv (Birkmose, 2015, s. 32). Tina fortæller om arbejdet med målgruppen at:

”Man skal have en vis ballast. Der er nogle, der er meget truende og det skal

man kunne holde til at være i […]. Nogle gange skal man turde at smide røret

på. Det er bedre, end at borgeren ryger helt op i det røde felt og man bliver

bange” (Interview, den 22. oktober 2018).

Ifølge Birkmose kan afmagt opstå når en borger udviser problemskabende adfærd

eksempelvis i form af vold eller trusler (Meier, 2017, s. 7). Som følge heraf er der en risiko

for, at gode mennesker handler ondt, i et forsøg på at passe på sig selv. Det kan således

blive et ideal, at man skal ’kunne klare’ borgerne på ’ grænsesættende vis’, men med den

Side 46 af 56

risiko, at borgeren kan føle sig ignoreret eller på anden vis krænket (Birkmose, 2015, s.

32).

Delkonklusion Ud fra ovenstående empiriske analyse kan vi konkludere, at uoverensstemmelserne

mellem Straffeloven og Servicelovens terminologi omkring boformer og de manglende

retningslinjer for organisering af det kriminalpræventive tilsyn, kan medføre udfordringer

for socialrådgiverens arbejde med målgruppen. De modstridende idealer i lovgivningerne

og de manglende juridiske retningslinjer kan føre til, at socialrådgiveren bliver afmægtig og

i et forsøg på at komme af med denne følelse, kommer til at handle i forråelse. Forråelse

kan ske ved at bagatellisere et problem eller ved at handle ondt i et forsøg på at beskytte

sig selv.

Konklusion Vores undersøgelse af hvilke diskurser der ligger til grund for forskellene i den juridiske

terminologi omkring domfældte udviklingshæmmede har vist, at disse udspringer af

Straffelovens- og socialpolitikkens forskellige formål, statsopfattelser, handicapforståelser

og forskellige syn på foranstaltninger.

På baggrund af vores teoretiske analyse af lovgivningernes diskurser kan vi konkludere, at

lovgivningerne udspringer af forskellige statsopfattelser, og hermed også forskellige

opfattelser af forholdet mellem individ og stat. Titlen ’Straffeloven’ henviser til straf,

sanktioner og forbud. Straffeloven udspringer af en liberalistiske opfattelse af staten, hvor

den statslige opgave i forhold til udviklingshæmmede er at sikre deres forsørgelse og

samtidig skåne det øvrige samfund for deres afvigende adfærd. ’Serviceloven’ henviser til

service, tilbud og frivillighed og er udtryk for en opfattelse af staten som serviceorgan, der

tilbyder en service til kunden, herunder også forstået udviklingshæmmede borgere. I vores

teoretiske analyse af målgruppens diskurser kunne vi påvise, at der i dag er

uoverensstemmelser mellem, hvad man kalder målgruppen i henholdsvis Serviceloven og

Straffeloven. I Serviceloven betegnes disse for ’mennesker med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer’. Vi kan konkludere, at dette afspejler en

Side 47 af 56

funktionalistisk handicapforståelse hvor det er borgerens funktionsnedsættelse der er

afgørende for handicappet. I Straffeloven betegner man i dag målgruppen ’mentalt

retarderede’. Vi kan ud fra vores analyse konkludere, at dette afspejler en biologisk

handicapforståelse hvor det er de konstaterbare defekter der er i fokus. Dette ses blandt

andet ved at man i retspraksis på området, anvender retspsykiatriske erklæringer som

baggrund for vurderingen af, hvilken dom pågældende skal idømmes. I vores teoretiske

analyse kunne vi afslutningsvist påvise, at der er uoverensstemmelser i den juridiske

terminologi omkring foranstaltninger i henholdsvis Straffeloven og Serviceloven. I

socialpolitikken har man ophævet ’institutionsbegrebet’ og betegner nu denne

foranstaltning ’botilbud’, med det formål at tydeliggøre, at støtten til borgeren skal gives ud

fra en konkret vurdering af den enkeltes behov og uafhængigt af dennes boform. I

Straffeloven anvender man fortsat betegnelsen ’institutioner’ og vi kan konkludere, at disse

uoverensstemmelser udgør et juridisk problem når udviklingshæmmede bliver dømt efter

Straffeloven til foranstaltninger, der skal effektueres efter Servicelovens bestemmelser,

idet disse lovgivninger, som belyst, udspringer af modstridende idealer.

Ud fra vores empiriske analyse af hvorvidt forskellene i de juridiske terminologier omkring

de domfældte udviklingshæmmede, påvirker socialrådgiverens arbejde, kan vi konkludere

følgende. Uoverensstemmelserne i terminologien omkring målgruppen påvirker

socialrådgiverens rolle, samarbejdet med andre faggrupper og risikoen for at

socialrådgiveren oplever sig afmægtig og derfor agerer i forråelse.

I vores empiriske analyse kunne vi påvise, at socialrådgiverens rolle bliver påvirket af at

befinde sig i et felt, der både er reguleret af Serviceloven og Straffeloven, idet disse

udspringer af modstridende idealer. Det bliver en udfordring for socialrådgiveren, da denne

både skal bestride en rolle som hjælper og som myndighed, hvilket kan medføre et

krydspres. Videre kunne vi konkludere, at magtaspektet i myndighedsrollen kommer

særligt til udtryk i arbejdet med de domfældte udviklingshæmmede, idet socialrådgiveren

besidder magten til at foretage vurderinger der kan have afgørende betydning for den

dømtes livsførelse. Ud fra vores empiriske analyse kan vi også konkludere, at de

forskellige handicapforståelser som det strafferetlige- og det sociale hjælpesystem

opererer ud fra, påvirker samarbejdet i praksis. De forskellige handicapforståelser

medfører forskellige opfattelser af hvilket ansvar den enkelte aktør har over for

målgruppen og dette indebærer en risiko for, at den enkelte har fokus på sin egen rolle,

Side 48 af 56

frem for den samlede opgave over for målgruppen. Til slut i vores empiriske analyse

kunne vi konkludere, at uoverensstemmelserne i Straffeloven og Servicelovens terminologi

omkring foranstaltninger til målgruppen, ligeledes påvirker socialrådgiverens praksis. De

manglende juridiske retningslinjer kan bevirke, at socialrådgiveren føler sig afmægtig og

derved handler i forråelse. Det kan ske ved at socialrådgiveren bagatellisere et problem

eller, ved at denne handle ondt i forsøget på at beskytte sig selv.

Sammenfattende kan vi altså konkludere, at de modstridende diskurser, der ligger til grund

for forskellene i den juridiske terminologi omkring målgruppen, medfører nogle

udfordringer for socialrådgiverens arbejde i praksis. Vi har belyst vores problemfelt ud fra

Luhmanns systemteori og kan ud fra dette konkludere, at udfordringerne udspringer af at

arbejdet med målgruppen er reguleret af både det strafferetlige system og det sociale

hjælpesystem. De to systemer er selvreferentielle og selvproducerende. Socialrådgiveren

agerer inden for det sociale hjælpesystem, som referer til sig selv ud fra socialpolitikken og

principper om retssikkerhed og frivillighed og som selv producerer sine elementer,

eksempelvis voksenudredningsmetoden, som udspringer af en funktionalistisk

handicapforståelse. Det sociale hjælpesystem er autopoietisk, hvilket vil sige, at det er

lukket fra kommunikation med omverden. Det strafferetlige system og det sociale

hjælpesystem kommunikerer gennem hver sit medie med hver sine etablerede koder for

kommunikation. Det sociale hjælpesystems medie er ’støtte’ og koderne hertil er

’målgruppe’/’ikke målgruppe’. Det strafferetlige systems medie er ’dom’ og koderne hertil

er ’ret’/’uret’. Som følge heraf, kan systemerne ikke kommunikere med hinanden. De to

systemer kan således ikke kommunikere med hinanden, hvilket medfører, at

socialrådgiveren oplever udfordringer, når hun som en del af sin myndighedsrolle skal

effektuere en dom i ’det sociale hjælpesystem’, som er afsagt inden for ’det strafferetlige

system’, ud fra dette systems koder. Videre medfører det udfordringer i samarbejdet, i det

systemerne har forskellige opfattelser af målgruppen og de enkelte systemers opgave, og

videre fordi de ikke er i stand til at kommunikere med hinanden om, hvordan man bedst

løser opgaven over for borgeren. Endeligt kan vi konkludere, at selvom det strafferetlige-

og det sociale hjælpesystem er lukkede systemer, så er de strukturelt koblede. Det sociale

hjælpesystem bliver således irriteret af det strafferetlige system, når dette dømmer en

borger til en foranstaltning, som skal effektueres i det sociale hjælpesystem.

Socialrådgiveren kan således blive irriteret af det strafferetlige systems principper om straf

Side 49 af 56

og sanktion, og dette kan medføre at socialrådgiveren bliver afmægtig og handler i

forråelse, i arbejdet med domfældte udviklingshæmmede.

Perspektivering Projektet har afdækket nogle grundlæggende problematikker vedrørende den juridiske

terminologi omkring domfældte udviklingshæmmede, samt udfordringer i socialrådgiverens

arbejde med målgruppen. Som vi har redegjort for i afsnittet ’afgrænsning af projektet’

rummer emnet ’Domfældte Udviklingshæmmede’ muligheder for videre analyse, eftersom

der er perspektiver, der ikke tages op i projektet. To af disse perspektiver vil vi introducere

nedenfor og efterfølgende udfolde i vores mundtlige bacheloreksamen.

Institutionsbegrebets afskaffelse

Som vi kunne påvise i vores teoretiske analyse af ’foranstaltningernes diskurser’, blev

institutionsbegrebet afskaffet med Servicelovens ikrafttræden i 1998. Intentionerne hermed

var at understøtte Servicelovens idealer om borgerinddragelse, selvbestemmelse og

integration. I praksis betød det, at man placerede borgerne i eget hjem i det almene

samfund og bo- og servicetilbuddene blev adskilt, således at støtte kunne ydes uafhængig

af boformen. Undersøgelser peger på, at afskaffelsen af institutionsbegrebet blandt andet

har betydet, at borgerne i højere grad end tidligere, deltager i aktiviteter og har mere

kontakt til samfundets almene tilbud, hvilket i høj grad er i tråd med de grundlæggende

idealer bag udlægningen af særforsorgen (Perlt, et al., 2002, s. 5). Trods Servicelovens

regler og intentioner om mere individuelle tilbud, peger undersøgelser imidlertid også på,

at en stor del af de botilbud, der kan bevilges efter Servicelovens §§ 107 og 108, i dag

bygges af en sådan størrelse og sådan kapacitet, at de har institutionslignende træk. Dette

med henvisning til stordriftsfordele. Ligeledes bor en stor del af borgerne på botilbud med

30 eller flere øvrige beboere, hvilket ikke just er i overensstemmelse med tankerne bag

institutionsbegrebets afskaffelse (Institut for menneskerettigheder, u.d.). På baggrund

heraf finder vi det relevant at diskutere, hvorvidt man i praksis er i mål med afskaffelsen af

institutionsbegrebet, når man til stadighed kan se elementer af institutionslignende

karakter i praksis.

Side 50 af 56

Domme uden længstetid

Vi har overværet en forelæsning med Anders Gimbel, som er socialpædagogisk konsulent

hos ’Specialområde Udviklingshæmning og ADHD’ i Region Midtjylland. Anders

beskæftiger sig blandt andet med forskning omkring domfældte udviklingshæmning og i

udgivelsen ’Domfældte Udviklingshæmmede – Data og fortællinger’ undersøger han

området med afsæt i dataindsamling og interviews med en gruppe af domfældte

udviklingshæmmede. Han anlægger altså i høj grad et borgerperspektiv.

I en efterfølgende drøftelse med Anders blev vi optagede af den problematik, vi finder det

at være, at kriminelle udviklingshæmmede i nogle tilfælde får en dom, uden at der er

fastsat en længstetid. Traditionelt har størstedelen af domme afsagt til

udviklingshæmmede været tidsubestemte (Perlt & Grünberger, 2003, s. 11). Man har dog

søgt at bryde med dette princip, og det fremgår således i dag af Straffelovens § 68 a, stk.

1, at der som hovedregel skal fastsættes en længstetid. Det følger dog af bestemmelsens

stk. 2, at der ikke fastsættes en længstetid, når kriminaliteten drejer sig om røveri,

frihedsberøvelse, drab, alvorlig vold, alvorlige trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden

alvorlig seksualforbrydelse eller forsøg på de nævnte forbrydelser (Socialstyrelsen, 2018,

s. 11). I sin undersøgelse påviser Anders, at der i størstedelen af de domme, der bliver

afsagt i dag, til stadighed ikke er fastsat nogen længstetid, idet kriminaliteten i overvejende

grad drejer sig om de i § 68 a, stk. 2 nævnte forbrydelser (Gimbel, 2018, s. 33). I en artikel

fra DR af november 2018 udtaler Thomas Gruber, politisk konsulent fra landsforeningen

’LEV’, sig om en problematik i forbindelse med de tidsubestemte domme: ”Det er på

mange måder en helt urimelig forskelsbehandling (red. når domfældte

udviklingshæmmede dømmes for vold på ubestemt tid) […]. Det sker også for alle mulige

andre, men dem spærrer vi ikke inde for evigt” (Elkjær & Yding, 2018). Thomas anfægter

her, at der ikke er nogen proportionalitet i, hvordan udviklingshæmmede bliver dømt, i

forhold til strafferetten i øvrigt. Anders Gimbel konkluderer i forbindelse hermed, at

målgruppens viden om, hvad dommen har af betydning samt hvad der skal til for at

dommen bliver ændret eller ophævet, er yderst begrænset (Gimbel, 2018, s. 34). Dette har

givet os anledning til at reflektere over, hvilke vilkår der gør sig gældende for målgruppen,

der har fået en dom uden fastsat længstetid.

Side 51 af 56

Bibliografi

Bøger

Andersen, N. Å., & Pors, G. J. (2017). Niklas Luhmann. København: Jurist og

Økonomforbundets Forlag.

Blume, P. (2002). Juridisk metodelære (2. udg.). København: Jurist- og

Økonomforbundets Forlag.

Bom, A. K. (2015). Diskursanalytisk metode. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Boolsen, M. W. (2006). Kvalitative analyser - At finde årsager og sammenhænge.

København: Hans Reitzels Forlag.

Bølmer, T. (2011). Fra socialstat til kontrolstat - Om forandringer af rammerne for det

sociale arbejdes praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Bøttcher, L., & Dammeyer, J. (2010). Handicappsykologi, En grundbog om arbejdet med

mennesker med funktionsnedsættelse. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Christensen, A. B. (2015). Social konstruktion eller social realitet. I A. B. Christensen, S.

Jørgensen, S. P. Olesen, & T. Rasmussen, Viden og videnskabsteori i socialt

arbejde (s. 45-65). København: Hans Reitzels Forlag.

Fisker, A., Høybye-Mortensen, M., Jensen, F. T., Nørgaard-Nielsen, S., & Jacobsen, B.

(2008). Socialrådgiveren på arbejde, Portræt af en profession og dens dilemma.

København: Hans Reitzels forlag.

Guldager, J. (2015). Videnskabsteori - En indføring for praktikere. København: Akademisk

forlag.

Gundelach, P. (2000). Nærhed og distance i forskning og praksis. Nordisk Sosialt

Arbeid(3).

Hansen, S. J. (2014). Det tværprofessionelle samarbejde. I S. J. Hansen, Professionelle i

velfærdsstaten (2. udg., s. 174-200). København: Hans Reitzels Forlag.

Side 52 af 56

Hesse, M. (2006). Om surveyundersøgelsen - Fra virkelighed til data. I O. Bjerg, & K.

Villadsen, Sociologiske metoder - Fra teori til analyse i kvantitative og kvalitative

studier (s. 31-45). Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.

Jerlang, E. (2009). Sociologiske tænkere - Et tekstudvalg. København: Hans Reitzels

Forlag.

Jørgensen, M. W., & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode.

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Kolding, H.-E., & Stubkjær, J. (1976). Alt om bistandsloven - Loven med bemærkninger og

cirkulærer (2. udg.). Forlaget Aktuelle Bøger.

Krogstrup, H. (1999). Det handicappede samfund: om brugerinddragelse og

medborgerskab. København: Hans Reitzels Forlag.

Kvale, S., & Brinkmann, S. (2015). Interview: Det Kvalitative forskningsinterview som

håndværk (3. udg.). København: Hans Reitzels Forlag.

Kühle, E. (2008). Danmarks historie i et globalt perspektiv. København: Gyldendal.

Nielsen, K., & Madsen, G. (2011). Menneske, handicap og sociale tilbud - en lære- og

håndbog (6. udg.). København: Socialpolitisk Forlag.

Nørrelykke, H. (2016). Tværprofessionelt samarbejde. I R. Posborg, H. Nørrelykke, & H.

Antczak, Socialrådgivning og socialt arbejde - En Grundbog (3. udg., s. 167-195).

København: Hans Reitzels Forlag.

Posborg, R. (2016). Myndighedsudøvelse og sagsbehandling. I H. Nørrelykke, R.

Posborg, & H. Antczak, Socialrådgivning og socialt arbejde - En grundbog (3. udg.,

s. 257-283). København: Hans Reitzels Forlag.

Raffnsøe, S., Gudmand-Høyer, M., & Thaning, M. S. (2008). Foucault. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Rüdiger, M. (2003). Statens synlige hånd - om lovgivning, stat og individ i det 20.

århundrede. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Side 53 af 56

Swärd, H., & Starrin, B. (2007). Magt og socialt arbejde. I A. Meeuwisse, H. Swärd, & S.

Sunesson, Socialt arbejde - En grundbog (2. udg.) (s. 240-258). København: Hans

Reitzels Forlag.

Rapporter og lignende

Bengtsson, S., & Kristensen, L. K. (2006). Særforsorgens udlægning - Et literaturstudie.

Købehavn: Socialforskningsinstituttet.

Birkmose, D. (2015). Vi er nødt til at tale om forråelse. Psykologernes Fagmagsin(3), 31-

33.

Danske Regioner. (2010). Et godt liv uden kriminalitet - anbefalinger til en bedre indsats

for domfældte udviklingshæmmede personer. Danske Regioner.

Danske Regioner. (2010). Et godt liv uden kriminalitet - fakta og anbefalinger om

domfældte udviklingshæmmede personer. Danske Regioner.

Det Centrale Handicapråd. (u.d.). FN's konvention om rettigheder for personer med

handicap. København: Det Centrale Handicapråd.

Gimbel, A. (2018). Domfældte udviklingshæmmede - Data og fortællinger. Region

Midtjylland: Specialområde Udviklingshæmning og ADHD.

Hansen, A. G. (2006). FN's standardregler om lige muligheder for handicappede. Det

Centrale Handicapråd.

Holmskov, H., Skov, A., & Handicapenheden. (2007). Veje til reelt medborgerskab - en

kortlægning af udviklingshæmmedes vilkår for selvbestemmelse og

brugerinddragelse. Ringsted: Servicestyrelsen, center for social service.

Meier, J. (2017). "Det er ikke magten, men afmagten der bekymrer mig". Hentet 31. januar

2018

Perlt, B., & Grünberger, P. (2003). Lovovertrædere med udviklingshæmning - en

undersøgelse af, hvordan det sociale system reagerer over for udviklingshæmmede

lovovertrædere med dom. Socialministeriet. Socialt Udviklingscenter SUS.

Side 54 af 56

Perlt, B., Dahl-Østergaard, T., Bonde, A., Danø, J., Perlt, D., Stenbak, E., & Barfod, A.

(2002). Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på

handicap-området, 1998-2002 - Fokus på brugernes, pårørendes og personalets

erfaringer. Socialministeriet. Socialt Udviklingscenter SUS.

Prieur, A. (2010). Velfærdsstatens professioner i forandring. Social Kritik: Tidsskrift for

social analyse & debat.

Websted

Elkjær, S. F., & Yding, H. (12. november 2018). Dobbelt så mange udviklingshæmmede

får en anbringelsesdom. DR nyheder. Hentet 20. december 2018 fra

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/dobbelt-saa-mange-

udviklingshaemmede-faar-en-anbringelsesdom

Institut for menneskerettigheder. (u.d.). De 10 største udfordringer. Hentet 20. december

2018 fra Menneskeret.dk: https://menneskeret.dk/emner/handicap/10-stoerste-

udfordringer

Jørgensen, M. S. (28. januar 2018). Antallet af dømte udviklingshæmmede er næsten

fordoblet på 10 år. Fredericia Dagblad. Hentet 20. december 2018 fra

https://frdb.dk/vejle/Antallet-af-doemte-udviklingshaemmede-er-naesten-fordoblet-

paa-10-aar/artikel/165738

Landsforeningen LEV. (11. december 2017). Udviklingshæmning i tal. Hentet 20.

december 2018 fra Landsforeningen LEV: https://www.lev.dk/om-lev/hvad-er-

udviklingshaemning/udviklingshaemning-i-tal

Petersen, T. L. (21. august 2015). Krav om politianmeldelse bekymrer. Hentet 20.

december 2018 fra Socialpædagogerne:

https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2015/arbejdsskadesager-krav-om-

politianmeldelse-bekymrer/

Retskilder

Børne- og socialministeriet (2017), Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb

i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige

Side 55 af 56

sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social

service, nr. 1231 af 13. november 2017. Lokaliseret på Schultz Lovportaler den 20.

december 2018. Hentet fra http://social-

arbejdsmarked.lovportaler.dk/showdoc.aspx?docId=bek20171231-

full&activesolution=http%3a%2f%2fwww.lovportaler.dk#auto10

Folketinget (1996), Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om

udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.) Nr. L 12 af

2. oktober 1996, Lokaliseret på Schultz Lovportaler den 20. december 2018. Hentet

fra

http://socialforvaltning.lovportaler.dk/showdoc.aspx?activesolution=http%3a%2f%2f

www.lovportaler.dk&q=forslag+til+%C3%A6ndring+af+straffeloven%2c+retsplejelov

en&texttype=Lovforslag&d1=05-01-1996&d2=03-01-1997&docId=lfo19967012-full

Justitsministeriet (1930). Straffeloven Nr. 126 af 15. april 1930, jf. lovbek. nr. 1156 af 20.

september 2018. Lokaliseret på Schultz Lovportaler d. 20. december 2018,

http://social-

arbejdsmarked.lovportaler.dk/ShowDoc.aspx?activesolution=http%3a%2f%2fwww.l

ovportaler.dk&q=straffeloven&docId=lov19300126-full.

Justitsministeriet (2007). Forslag til lov om ændring af straffeloven og forskellige andre

love nr. L 16, Lokaliseret på Schultz Lovportaler den 20. december 2018

http://social-

arbejdsmarked.lovportaler.dk/showdoc.aspx?schultzlink=lfo200782016&activesoluti

on=http%3a%2f%2fwww.lovportaler.dk.

Socialministeriet (1974) Lov om social bistand Nr. 333 af 19. juni 1974 jf. lovbek. nr. 110 af

26. februar 1996, Lokaliseret på Schultz Lovportaler den 20. december 2018.

Hentet fra http://social-

arbejdsmarked.lovportaler.dk/showdoc.aspx?docId=lov19740333-

full&activesolution=http%3a%2f%2fwww.lovportaler.dk

Socialministeriet (1997) Forslag til lov om social service nr. L 229 af 16. april 1997,

Lokaliseret på Schultz Lovportaler den 20. december 2018. Hentet fra http://social-

Side 56 af 56

arbejdsmarked.lovportaler.dk/showdoc.aspx?schultzlink=lfo19967229&activesolutio

n=http%3a%2f%2fwww.lovportaler.dk

Socialministeriet (1997), Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område Nr.

453 af 10. juni 1997, jf. lovbek. nr. 1064 af 21. august 2018, Lokaliseret på Schultz

Lovportaler den 20. december 2018 http://social-

arbejdsmarked.lovportaler.dk/ShowDoc.aspx?activesolution=http%3a%2f%2fwww.l

ovportaler.dk&q=retssikkerhedsloven&docId=lov19970453-full.

Socialministeriet (2005). Lov om social service Nr. 573 af 24. juni 2005, jf. lovbek. nr. 1114

af 30. august 2018., Lokaliseret på Schultz lovportaler den 20. december 2018

http://social-arbejdsmarked.lovportaler.dk/showdoc.aspx?docId=lov20050573-

full&q=serviceloven&activesolution=http%3a%2f%2fwww.lovportaler.dk.

Socialstyrelsen. (15. april 2015). Definitioner og kriterier. Hentet 20. december 2018 fra

Socialstyrelsen - Viden til gavn:

https://socialstyrelsen.dk/handicap/udviklingshaemning/om-

udviklingshaemning/definitioner-og-kriterier

Socialstyrelsen. (2018). Håndbog om sigtede og domfældte borgere med

udviklingshæmning - Lovregler og kriminalpræventive sociale indsatser. Odense:

Socialstyrelsen.

Bilagsliste

Bilag 1: Interviewguide

Bilag 2: Underskrift fra informant

Bilag 3: Underskrift fra informant