1

2

Den storehemmelighed

- Indvielsens vej som den åbenbares via den Store Arkana

Bjarne Wagner Augustenborg

3

Indhold

Forord 4

En ægyptiske mysterieindvielse 9

Major Arcanum 28

Magikeren 29

Ypperstepræstinden 37

Kejserinden 42

Kejseren 46

Ypperstepræsten eller Hierofanten 50

De elskende 59

Vognstyreren 69

Styrke 76

Eneboeren 84

Skæbnehjulet 90

Retfærdighed 96

4

Den hængte mand 101

Døden 107

Mådehold 114

Djævlen 119

Tårnet 124

Stjernerne 128

Månen 136

Solen 141

Dommen 146

Verden 152

Narren 156

Litteraturliste 161

5

Vort sind er som en bygning med mange værelser. I et af dem bor sandheden. Dette værelse er således indrettet, at det har en dør til hver eneste af de hundreder af værelser og rum, som er i huset. I værelserne bor alle tilskyndelser, som lever i i vor sjæl og banker i vort blod. Nogle af os bliver i forfængelighedens sal eller i ærgerrighedens tårn. Andre slår sig ned i magtens hal eller i egenkærlighedens lange galleri. De allerfleste når slet ikke videre omkring end til hverdagens og vanens små værelser mod nord. Utallige vandrer ned ad lastens trappe, hvor trinene er skrå. Mange går ind i syndens dystre kældre. Enkelte søger endog ned i ondskabens frygtelige brønd.

Men i hvilket rum vi end går ind, hører vi en stille banken - det er sandheden, som banker på døren for at blive befriet. Vi har alle en nøgle der kan lukke op og vi ved alle, hvor vi har den, men vi bruger den så sjældent. Kun en eneste nøgle lukker op! Kun kærligheden åbner døren ind til sandheden!

Hver gang vi bruger den nøgle, hver gang vi befrier sandheden, når vi ind til Guddommen, eller til det i os, der er af Guddommen! Vi står i samme forhold til Guddommen som vi står til sandheden i os selv. Og der ved vi alle besked. Enhver tanke, enhver følelse, enhver gerning, der ikke er udsprunget af kærlighed, den fjerner os fra sandheden, fjerner os fra Guddommen! Dette er Golgatha-vejen for hver enkelt - så ligetil og så uendelig tung! Dette er al religion - så let at forklare, så vanskeligt at virkeliggøre! Kærlighed er åndens mysterium!

Åge Barfod: Tempelherrerne

6

Forord

Den store Arcana består blot af 22 kort, men den er i virkeligheden et bibliotek fyldt med billeder og symboler. Her kan vi finde en hel verden af tanker, idéer, religiøse og mytiske billeder. Disse ‘minder’ har hvert eneste levende væsen på jorden præget ind i anima mundi, det vil sige i verdenssjælen. Mystikere har til alle tider hævdet, at det er muligt for det enkelte menneske, at få direkte kontakt med anima mundi og lære af dens visdom. De har endvidere hævdet, at denne ‘hukommelse’ tilhører os alle og, at alle disse samlede erfaringer vil stå til vor rådighed, når vi nærmer os den bevidst, det vil sige, at det menneske som tænker dybt henter sin indsigt fra dette kollektive lager.

Den store Arcana berører de fleste som ser den, og de som nærmer sig kortene med et åbent sind og hjerte, vil før eller senere stå overfor de kræfter som arke-typerne repræsenterer. På det moderne menneske af i dag kan billederne i den store Arcana virke meget middelalderlige, og det skyldes, at de bygger på middelalderens nøglefigurer og idéer. Paven, magikeren, narren og dommen var velkendte forestillinger som i høj grad tilhørte hverdagen i middelalderens tankegang. Samtidig var middelalderens Europa et farligt sted for kættere, og ved at danne hemmelige, visuelle læresystemer kunne de, som var uenige med de fremherskende lærdomme formidle deres kundskaber, uden at blive udsat for forfølgelse. Renæssancens brug af det som vi kalder ars memorativa, det vil sige hukommelsessystemer i form af billeder, var en integreret del af datidens skjulte bevægelser. Idéen, der var ment som en hjælp til meditationer, var hentet fra det gamle Grækenland.

Frem til den franske revolution var den store Arcana kun kendt af disse skjulte grupper, og herved var det formentlig blevet, hvis ikke det var for den franske frimurer og mystiker Court de Gebélin. Han var den som for alvor fik samlet interessen i Europa da han i 1781 skrev Le Monde Primitif. Heri fremlagde han sine synspunkter og holdt blandt andet fast ved, at den store Arcana var af ægyptisk oprindelse og måske var den ægyptiske visdomsgud Thoth’s bog.

”Hvis vi kunne bevise, at der endnu i vore dage findes en af de gamle ægyptiske bøger, som man ellers troede var blevet flammernes bytte da deres vældige biblioteker i Alexandria brændte, og som indeholder den reneste viden om de dybeste ting, så ville enhver uden tvivl skynde sig, for at lære en så værdifuld, en så usædvanlig bog at kende. Hvis vi hertil tilføjer, at denne bog er temmelig udbredt i store dele af Europa, at den i

7

århundreder har været i hænderne på mange, ja, så ville overraskelsen sikkert være stor. Klimaks ville så være, om man forsikrede, at man aldrig havde anet, at den var ægyptisk, at man har den uden at kende den, at der aldrig har været nogen, der har forsøgt at tyde en eneste side i den, at frugten af overordentlig visdom anes som en samling usædvanlige billeder, der i sig selv intet betyder.

Det er imidlertid en kendsgerning, at denne bog, den eneste rest fra ægypternes herlige biblioteker, eksisterer den dag i dag og er så enkel og ligetil, at ingen videnskabsmand har tænkt på, at beskæftige sig med den. Denne bog er Major Arcanum.”

Gennem hele 1800-tallet blussede interessen for de skjulte videnskaber for alvor op i Europa. Den franske mystiker Eliphas Lévi, gentog i sine værker, et halvt århundrede efter Court de Gebélin, påstanden om, at symbolikken i den store Arcana stammede fra de ægyptiske indvielsesritualer, men mente dog, at oprindelsen til den lå meget længere tilbage i tiden. I England udgjorde Lévi’s bøger en del af fundamentet i den kortlivede, men mægtige Orden Det Gyldne Daggry, der blev grundlagt i 1888. Tidens mystiker såsom Oswald Wirth, A. E. Waite, Aleister Crowley og Papus m.fl. var alle medlemmer af denne Orden og lagde yderlige lag på betydningen af kortene som indvielsesobjekter.

I 1910 udgav A.E. Waite sin The Pictorial Key to the Tarot, og heri fremlagde han kort og fortolkninger der ligger meget tæt op ad den oprindelige symbolik, og han lod kunstneren Pamela Colman Smith tegne og farvelægge dem. A. E. Waite var, foruden at være medlem af Det Gyldne Daggry, også indviet i adskillige andre Ordener og Loger og var uhyre produktiv. Hans bøger spænder bredt over hele den mystiske tradition lige fra kabbala, den hellige gral, alkymi og tarot til frimurer- og ordenshistorie.

A. E. Waite siger i sin fortolkning, at det vi kalder for ’skæbnen’ er summen af reaktionerne på vore handlinger og, at hvis vi ved hvilket kort der repræsenterer vor indre tilstand, vil vi også være i stand til, at udlede hvad det er der gør, at vi handler på en bestemt måde. Vi vil derfor vide, hvorfor vi må bære konsekvensen af vore gerninger som ‘skæbne’. Og hvis vi ikke er helt tilfreds med vort liv, vil kortene gøre os i stand til at afdække hvad vi kan gøre for, at komme ud af vor nuværende situation og vanskeligheder. Selvfølgelig er de indre tilstande en iboende del af os selv, også hvis vi ikke havde set kortene, men de gør os i stand til bedre, at nå frem til en klar indsigt af vort liv og til, at løse vore problemer nemmere og hurtigere.

8

En moderne fortolker, Joachim Winckelmann, skriver i sin bog Tarot for Indviede, at hvis vi lægger de 22 kort i den store Arcana i deres naturlige rækkefølge efter hinanden fra 1 til 22 og forsøger at trænge ind i deres symboliks væsen, vil vi meget hurtigt se, at deres rækkefølge ikke er tilfældig, men på den ene eller anden måde har et indbyrdes forhold. Mellem hvert kort og det næste findes der en indre forbindelse, en hemmelig form for samhørighed, og jo mere vi sætter os ind i, hvad der er sagt og skrevet om kortenes betydning, jo lettere begynder vi at mærke til denne samhørighed. I begyndelsen sker det kun ganske svagt, men efterhånden som vi studerer dem, mærker vi tydeligere og tydeligere, at der ved siden af forbindelsen fra kort til kort også er forbindelse mellem kort, der ligger langt fra hinanden. Adskillige kort danner en gruppe, der lader sig sammenfatte.

I dag er der blot 17 kort tilbage af dem som synes at være de ældst overlevende kort og de kan dateres tilbage til 1392. Tredive år senere malede den italienske kunstner Bonifacio Bembo den eneste komplet bevaret den store Arcana vi har fra denne periode. Disse kort blev lavet efter ordre fra Hertugen af Milano og blev kaldt for Visconti-kortene, efter hertugens familienavn.

Et af de folk som i særdeleshed holdte traditionen bag den store Arcana i live, om end i det skjulte, var det jødiske folk. Jøderne modtog deres hellige tekster fra Moses, som var blevet indviet i Ægypten. Han gav Skabelsens dybeste mysterier og mysterierne om menneskets natur, den hemmelige viden som han havde modtaget af de ægyptiske ypperstepræster i templerne, videre til sit folk. De jødiske ypperstepræster, de indviede rabbier, har bevaret Mosebøgerne uændret op til i dag. Ikke ét bogstav har de tilladt blev ændret, og grunden hertil er, at Moses skrev sine bøger med ægyptiske og hebræiske bogstaver uden vokaler. Alt efter hvilken vokal vi sætter ind mellem to konsonanter får teksten en helt anden betydning. Af denne grund var det meget vigtigt, at intet bogstav blev ændret. Moses tilførte tillige sine skrifter en hemmelig nøgle, som fortalte hvor vokalerne skulle indsættes i teksten. Denne nøgle finder vi i Kabbala. Kabbala er videnskaben om det Guddommelige, om menneskets natur, og om alle de forbindelser der er mellem disse.

Den store Arcana’s billeder og symbolik er af en sådan natur og art, at de virker stærkt på menneskets underbevidsthed. Vi behøver blot at undersøge dem ét for ét og læse de relevante beskrivelser for at forstå noget af symbolikken i dem. Disse billeder hjælper med til at vække vor underbevidsthed således, at vi til sidst når frem til en større bevidsthed om os selv. Man kan sige, at disse billeder er som et åndeligt spejl, hvorigennem vi ikke alene kan erkende os selv, men også undersøge og studerer os selv. Vi vil på en mærkelig måde nå frem til den

9

erkendelse, at visse kort svarer nøjagtigt til vor egen indre tilstand, og på én og samme tid også til vort forhold til omverdenen. Vi vil pludselig forstå mere af os selv og vor skæbne og hvorfor vor skæbne altid leder os tilbage til den samme forlegenhed og hvorfor vi må løse de samme problemer om og om igen. Grunden hertil er, at vor skæbne ligger inde i os selv, og vi derfor må forandre os selv for, at vores skæbne også kan blive forandret. Og vor skæbne vil forandre sig alene af den grund, at vi begynder at handle anderledes på alt det som sker omkring os.

De åndelige kræfter i disse mærkelige kort vil derfor, når vi studerer dem, begynde at få sin virkning på os, og denne virkning forstærkes proportionelt med vores forøgede forståelse af billederne i den store Arcana. Jo stærkere deres virkning er på os, jo større klarhed får vi af vort Selv, og jo mere vil vi forstå, at disse kort symboliserer det stof som vor egen sjæl er sammensat af. Derfor bringer kortene mennesket endnu nærmere et af de store mål, nemlig at kende sig selv, at være sig selv.

Den Store Hemmelighed skrev jeg i slutningen af 1990’erne og udgav den i 2005. Meget er sket siden. Det første oplag er udsolgt og jeg har derfor skrevet en ny, og ’forbedret’ udgave, til vores hjemmeside og som kan benyttes frit af enhver. Som et supplement kan jeg anbefale Maria’s og min bog Den lange vej tilbage – en mystisk rejse i Kabbala, der kan fås på vores hjemmeside.

Bjarne Wagner AugustenborgKirkholt 2019

10

En ægyptisk mysterieindvielse

Jeg var den ældste søn. Mine forældre ønskede, at jeg skulle vie mit liv til guddommelige opgaver, og det var også mit ønske. Jeg kunne ikke finde mig til rette med de pragtfulde ceremonier, der blev holdt for folket. De kunne ikke tilfredsstille mig. Og på mine mange spørgsmål svarede min far: ”Ønsker du alle disse spørgsmål besvaret, så findes der kun én vej: at blive indviet i mysterierne. Men er det kun nysgerrighed, der leder dig, så vil du blive dybt skuffet. Der kræves ikke alene søgen efter viden, men der vil blive stillet store fordringer til dig. Der fordres mod og udholdenhed og samtidig ydmyghed og ærefrygt overfor det guddommelige.”

Min far talte meget alvorligt til mig. Ingen uden for templerne ved, hvad der sker med dem, der ikke består prøvelserne. Der tales om død eller slaveri for dem, der ikke består.

Jeg blev fast i min beslutning. Jeg følte i mit indre, at jeg skulle gå denne vej, om end det indebar nok så store farer. Og mine forældre bestyrkede mig i min længsel efter viden om det guddommelige.

Så blev jeg som ung sendt til templet i Memphis og mine forældre velsignede mig: ”Vi er med vore tanker altid hos dig, vi beder for dig, og Osiris og Isis vil bønhøre os og beskytte dig, vor kærlighed vil omslutte dig.”

I templet var vi en hel gruppe jævnaldrende, og vi blev ansat ved havearbejde og undervist i alt, der skulle forberede os til et arbejde for en højere plan. Vi lærte alt om mineral, plante- og dyrelivet. Vi lærte, at alt var besjælet og vi lærte at elske alt levende, der var skabt. Hver plante var besjælet og havde egenskaber, der kan være til nytte for menneskene, helbrede og læge. Vi lærte, at dyrene skal beskyttes, at de er yngre sjæle, der måtte vejledes hver på sin måde. Vilde dyr kunne tæmmes med kærlighed. Dyrene så op til os, vi var guderne for dem. Vi måtte ikke dræbe dem, men hjælpe dem. Med vore tanker kunne vi tæmme dem, bare vi havde viljekraft nok og kærlighed, medfølelse med alle skabninger, der trængte til omsorg.

Hver dag blev vi trænet i at meditere. Hver morgen blev vi ført ind i den store sal hvor vi skulle prøve at udvikle alt, der vedrørte det verdslige. Vi skulle sidde stille og beskue billederne på væggen. 22 billeder i sorte, brune, hvide og røde farver. Vi vidste ikke hvad de betød, men skulle hver gang samle vore tanker om ét af disse billeder. Vi kendte dem nu helt nøje og

11

kunne efterligne dem, men de åbenbarede sig ikke for os. Hver aften læste en præst visdomsord op fra de gamle papyrusruller.

Hvert år blev vi enkeltvis ført ind til ypperstepræsten. Han så gennemtrængende på os. Vi følte at ikke én eneste tanke kunne undgå hans blik. Han kunne læse vore tanker, se vor udstråling. Kun ét øjeblik og han gennemskuede os helt. Han vidste med det samme, om vi var modne nok til at blive indviet, om vor udvikling var fremskreden nok. Fire gange blev jeg sendt tilbage for at meditere og undervist yderligere på samme måde som hidtil. I det femte år følte jeg, at billederne indvirkede meget kraftigt på mig. Det var, som om jeg blev omsluttet af en strøm der gennemrislede mig. Jeg blev dybt betaget, billederne ville sige mig noget, men jeg kunne ikke forstå det. Da jeg for femte gang stod overfor ypperstepræsten, sagde han til mig:

”Nu er du nået så vidt. Hvis det i dag endnu er din vilje at blive indviet i mysterierne, så er vi villige til at optage dig i præsteskaren, men vi må underkaste dig prøver, der er meget farlige og svære at bestå. Består du dem ikke, så venter døden dig eller i bedste fald et liv i trældom. At vide, at ville, at vove og at tie, det er de trin, der kan føre til fuldkommenheden. Består du, det vil sige, er du karakterfast nok til at overvinde disse hindringer og første regler, så kan du forvente viden og visdom. Din sjæls længsel kan blive tilfredsstillet, fordi du vil blive i stand til at beherske vibrationer, der gør dig uafhængig af legemets sanser, og din ånd kan svinge sig op til uanede højder. Du har din fri vilje. Endnu kan du træde tilbage og forlade templet. Jeg spørger dig derfor, vil du underkaste dig disse prøver?”

Jeg svarede straks: ”Ja, jeg vil”.

Jeg følte mig ved godt mod, og min længsel efter de guddommelige sandheder blev større og større. Jeg stolede på guddommens kærlighed og følte mig i dette øjeblik omsluttet af mine forældres kærlighed. Jeg vidste jo, at hver præst havde gennemgået det samme. Så måtte det jo også for mig være muligt at sejre.

”Jeg vil.”

Ypperstepræsten sendte mig bort og pålagde mig at faste i tre døgn. Kun brød og vand var min næring i denne tid. Den tredje dag om aftenen hentede en præst mig og førte mig gennem forskellige rum og smalle gange ind i et tempelrum med et stort alter i baggrunden. Præsteskabet var forsamlet her, og ypperstepræsten spurgte mig endnu en gang, om jeg forblev ved min beslutning. Da jeg sagde ja, gav han mig en brændende olielampe.

12

”Pas på denne. Lyset skal være dig behjælpelig med at finde vejen. Og så siger jeg endnu en gang: at vove og at tie, det er det, du skal vise nu.”

En stor massiv dør i alteret blev åbnet. Endnu en gang henvendte ypperstepræsten sig til mig: ”Denne dør er kun indgangen. Den kan aldrig benyttes som udgang. Betænk dig vel, hvis du ikke består, så venter dig døden eller trældomstjeneste. Og nu spørger jeg dig for sidste gang, hvad vil du?”

Alvorligt og ærligt så jeg ham ind i øjnene: ”Jeg vil bestå prøverne”.

”Så gå, og vi vil bede til, at guddommen må bevare og beskytte dig”.

Jeg trådte ind i mørket, og den tunge dør lukkede sig bag mig. Lampen kastede kun lidt lys. Jeg måtte famle mig til rette. Hulen mundede ud i en smal gang, som blev lavere og smallere. Jeg måtte bøje mig mere og mere for ikke at støde mit hoved. Så måtte jeg ned på knæene, og til sidst måtte jeg krybe videre. Så sad jeg fast. Jeg lå helt indeklemt og kunne ikke røre mig mere. Hvad nu, var det allerede slut her? Med stor kraftudfoldelse tvang jeg mig igennem den smalle åbning, og så lå jeg helt udmattet på stenene. En stor, høj hule åbnede sig foran mig.

Efter at have hvilet mig lidt, gik jeg langsomt videre og holdt så helt forskrækket inde. En dyb afgrund lå foran mig, jeg var nær styrtet ned i den. På den anden side viste sig en høj gang, men hvordan skulle jeg komme over afgrunden? Der var ingen ej udenom. Jeg undersøgte alt meget omhyggeligt. Det var umuligt at springe over. Hvad mon de andre havde gjort, der før mig havde stået her? Tanken om at prøve på at gå tilbage igen forkastede jeg straks. Ypperstepræsten havde udtrykkeligt gjort mig opmærksom på, at døren ikke åbnede sig fra denne side. Skulle jeg så ligge foran døren og sulte ihjel? Nej, så hellere springe ned i afgrunden. Ingen skulle sige, at jeg manglede mod.

Så tog jeg mig sammen, bad en bøn, holdt hånden beskyttende om olielampens flamme og sprang ned i afgrunden. Jeg plaskede ned i vand, men jeg følte fast grund under fødderne. Vandet nåede op til halsen. Gudskelov, lampen brændte endnu. Med den ene hånd holdt jeg lampen over hovedet, og med den anden famlede jeg mig rundt omkring. Der måtte dog findes en vej opad. Så, åh, der følte jeg med fingrene en lille sprække, hvor jeg kunne gribe ind. Skulle det være løsningen? Mon jeg så ikke også kunne finde en kant eller sten som jeg kunne træde op på? Jo, der var den, nu måtte det lykkes. Jeg tog så fast, jeg kunne, i den øverste lille åbning

13

og trak mig lidt op. Jo, der var et hul til, hvor jeg kunne gribe ind, et til og et til, men så mistede jeg balancen og styrtede ned, lyset slukkedes, og jeg stod igen i vandet i den mørke kulde.

Nu prøvede jeg igen at finde de små sten og et hul, der skulle hjælpe mig opad. Nu vidste jeg jo, hvor de var, og jeg famlede mig frem. Hvor godt, nu har jeg fat igen! Så prøvede jeg langsomt at trække mig opad, helt langsomt, trin for trin. Jeg holdt mig godt fast, sikrede mig først med den ene hånd og så med benene, så jeg hang fast i klipperne. Til sidst greb jeg fat i en jernstang, som sad fast i stenene. Jeg kunne snart ikke mere, kræfterne begyndte at svinde ind.

Jeg bad en stille bøn: ”Hjælp mig, I himmelske magter!” Jeg følte det, som om jeg fik mere mod, og med en sidste kraftanstrengelse trak jeg mig opad. Og nu var der små indhuggede trin, der lettede min opstigen. Med et lettelsens suk nåede jeg klippehulens rand. Jeg var på den anden side. ”Tak, I usynlige, der har hjulpet mig.”

Men nu brød jeg sammen og besvimede. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå på afsatsen. Da jeg slog øjnene op, følte jeg igen fornyede kræfter. Prøverne var anstrengende, men man kunne dog magte dem. Var jeg færdig, eller skulle jeg gennem flere? Jeg vidste det ikke, men jeg følte mig frisk nok til at tage fat igen. Jeg gik videre gennem en høj gang og i det fjerne kunne jeg svagt skimte noget lys. Da jeg nåede derhen, så jeg, at gangen mundede ud i en stor firkantet hule, hvor høje flammer forhindrede mig i at gå længere frem. Fandtes der kun denne ene åbning? I flammernes skær så jeg på den anden side en åbning. Altså var det den jeg skulle nå. Og der fandtes kun denne ene vej gennem det mægtige flammehav. Jeg måtte vove det. Nu vidste jeg i hvert i fald, at man kunne magte det, selvom det så håbløst ud. Så måtte det også være muligt at løbe gennem ilden. Jeg bed tænderne sammen og løb ind i flammerne. Hvad var det? Hvad var der sket? De brændte mig ikke, jeg følte et varmt lufttræk. Nu kunne jeg ikke lade være med at undertrykke et smil. Ved hjælp af et stort spejl havde de fremtryllet et flammehav, som slet ikke eksisterede. At vove, det var det som det kom an på. De ville ikke mit fordærv, de ville ikke min død. Jeg skulle kun vise, at jeg var modig nok til at vove noget, også når jeg kun kunne se faren og døden for mig. Jeg takkede de himmelske, der havde hjulpet mig og givet mig mod og styrke, de indskydelser, som jeg behøvede for at kunne klare situationen. Jeg takkede, fordi jeg ikke var bukket under.

Jeg gik videre gennem en smal gang. Flammerne oplyste den, så jeg kunne gå uden at støde imod. Så trådte jeg ind i et kammer. Gulvet var belagt med et tæppe, en lampe hang ned fra loftet og gav et varmt og dæmpet skær. I midten af kammeret var der et leje med mange bløde

14

puder. Der var så hyggeligt her. To slaver trådte ind. Den ene klædte mig af, tørrede mig og gav mig nye klæder. Den anden bragte et lille bord med noget at spise. Jeg ville allerede sige tak til dem, men i samme øjeblik huskede jeg befalingen om at tie. Nu satte jeg mig ned for at spise, for jeg var godt sulten efter tre dages faste og efter anstrengelserne. Efter at have stillet min sult lagde jeg mig ned på lejet for at hvile. Jeg vidste jo ikke hvad der forestod endnu. At vove og tie. Skulle jeg prøves i at vove mere? Nu ville det ikke forvolde mig vanskeligheder.

Da blev tæppet foran døren slået til side og en ung, slank og smuk nubierinde trådte ind. Hun var pyntet med røde silkeskærf med gyldne frynser, gyldne arm- og benringe. Hendes øjne strålede lokkende og fortryllende. Hun bragte en skål med vin og bøjede sig ned over mig og bød mig at drikke: ”Du har sejret, o yngling. Du har bestået prøverne, modtag nu lønnen, drik vinen, der giver dig styrke til kærlighed, mine læber venter på dine, mit legeme længtes efter dit. Modtag nu lønnen”.

Jeg tav. Var det en ny prøve eller var det virkelig lønnen? Jeg var ung og stærk. Hun lagde hånden på mine skuldre. Noget for mig ukendt gennemstrømmede mit legeme. Jeg indåndede duften af hendes legeme, en vidunderlig fornemmelse. Hun var bedårende.

”Hvorfor svarer du ikke, hvorfor tier du, du mærkværdige gæst?”

Jeg hørte ordet tie. Det var ikke det jeg søgte. Jeg ville lære sandheden at kende, have større viden, løse gåderne. Hvor fristende det end var, kunne det umuligt være vejen til det som jeg søgte. At tie. Jeg stødte kvinden fra mig så kraftigt, at den gyldne skål faldt ned på gulvet. Kvinden gispede forskrækket og sprang bort. I samme øjeblik trådte ypperstepræsten med sit store følge ind i kammeret.

”Velsignet være du, min søn. Du har bestået jordens, luftens, vandets og ildens prøver. Du har vist mod og vilje, og du har også sejret i den sidste prøve. Du har foretrukket visdom og erkendelse i stedet for flygtige glæder. Du har overvundet dig selv. Hvad du ønsker, skal blive dig til del. Du skal få den viden, og den erkendelse, du stræber efter. Du bliver nu optaget i præsteskaren, og lidt efter lidt bliver du indviet i de store gåder, i alt det, der bevæger dit sind. Lidt efter lidt, i den grad, som du kan forstå og erkende, og som du kan modtage det.”

Jeg blev iklædt den hvide præstekjole og blev ført til en ny bolig, som nu skulle være mit opholdsrum i min fritid. Jeg så nu en del af templet, der indtil nu havde været utilgængeligt for mig.

15

Næste morgen før solopgangen forsamledes præsterne og gik i procession to og to ved siden af hinanden, ud i den indre gård og blev i en halvkreds stående foran to meget store statuer, der sad i den hellige meditationsstilling med hænderne på knæet. Da solen viste sig bag bjergtinderne, faldt præsterne på knæ og bøjede ansigterne ned til jorden. Da solstrålerne berørte statuernes mund, hørtes en klingende tone, som om en streng var sprunget. Nu henvendte ypperstepræsten sig til mig: ”Du tilhører nu os, men enhver af os blev stadfæstet af denne døde stens mund. Nu vil vi også spørge guddommen, om den vil fuldende værket, der er begyndt i dig. Og ligesom stenen har svaret på præsteskarens morgenhilsen, vil den svare dig.”

Præsterne stod i en halvkreds foran billedsøjlen og sang rytmisk og i takt Osirishymnen, først c-tonen og så skalaen igennem, d, e, f, g, a og i b-tonen sang de slutverset af hymnen:

Osiris og IsisOg Horus, I tre,giv os et tegn,

iler hertil.Er han velkommen

som eders søn,må den døde sten

give tonen?

Og da sangen var klinget ud, lød den samme tone fra billedsøjlens mund som ved solens opgang. Ypperstepræsten sagde til mig: ”Hil være dig, min søn, selv stenen må tale, må sige til dig, at guderne har velsignet dig.”

Under sang af en hymne gik præsterne to og to sammen tilbage til tempelbygningen.

Den næste morgen lige før solens opgang, blev jeg ført ind i den store hal, i hvilken jeg havde mediteret så mange gange. Nu skulle der gives mig en forklaring på hver af de 22 billeder. Ypperstepræsten selv forklarede mig betydningen af billedernes symbolik.

”Disse 22 billeder er en sammenfatning af Thoths 42 bøger. Thoth, Visdommens Gud. Disse billeder taler til os om guddommens væsen, den guddom vi tjener, om verden og dens tilblivelse, om de evige love, som al kunst, hele universet og hver videnskab er opbygget på. De indeholder meget mere, end du aner i dag, men jeg vil give dig nøglen, så du kan læse i bogen.

16

Du vil også i fremtiden tilbringe mange timer her og du vil opnå stor inspiration ved disse meditationer. Du finder her hele din udvikling gennem alle dine inkarnationer og gennem alle de tider, du har tilbragt og du vil tilbringe i åndernes virkelige hjemsted.

Se nu på det første billede. Det hedder Osiris og forestiller den højeste gud, den uendelige, den evige, den, hvis navn ikke kan udtales, den, man aldrig har begrebet. Det er ikke et billede af Osiris, men det åbenbarer hans væsen i symboler. En mand i magikerklædning, en, der kender de evige love og behersker. Han er indbegrebet af den store gud, der var i begyndelsen. Skaberen der har frembragt alt og til hvem alt kommer tilbage. Hans hånd rækker alle vegne, hans øje ser alt og hans øre hører alt. Han er almægtig og over alt. Han er den store lovgiver. I sin visdom har han bestemt lovene, som behersker og opretholder det skabte. Han behersker alt: ånderne, menneskene, elementer, naturkræfter, kort sagt, alt levende.

Du kommer fra ham. Din ånd, dit inderste jeg er en gnist af dette guddommelige ophav.

Det var hans vilje, at du skulle vandre vejen gennem inkarnationerne, den store kurve nedad, tilbage til ham, det store kredsløb, slangen, der bider sig selv i halen. Din ånd er altså af guddommelig oprindelse, har guddommens egenskaber. Ikke legemet og ikke sjælen skal være bestemmende for dig, men det guddommelige.”

Den anden dag sagde ypperstepræsten til mig:

”Det første billede viste dig din oprindelse og dit mål du skal nå. Spørgsmålet, hvorfra vi kommer og hvorhen vi går, blev besvaret dig i store træk. På dette ser du Isis, den guddommelige moder. Billedet hedder Præstinde. En kvinde sidder foran et tæppe med to nøgler i sin venstre og en bog, en papyrusrulle, i sin højre hånd. Hun siger til dig: ”Vil du vide, hvad der befinder sig bag tæppet, vil du lære de riger at kende, der er usynlige for dine øjne, vil du udvikle kræfter, der slumrer i dig, så læs allerførst i disse hellige bøger. Så vil jeg lidt efter lidt, når din tid er kommet åbne døren til disse riger, og du vil allerede før din død træde over tærsklen og se ind bag tæppet. Du vil se udviklingen af de karmiske love: hvad vi sår, det skal vi høste. Du vil overbevise dig om, at alt synligt kun er udtryk for det usynlige.”

Det tredje billede forestiller Horus, ånden. Ørnen. Horus bliver kaldt Osiris og Isis’ søn. Billedet hedder også Dronningen. Hun bærer et scepter i hånden og på hovedet en stjernebesmykket krone. Ved fødderne blomstrer alt i rig forårspragt. Hun hersker på jorden og hun hersker i himlen, ørnen og kronens stjerner viser hen til dette. Dronningen, der behersker altet, er

17

naturen, livskraften, der gennemstrømmer alt, ånden. Åndens løsen er opad og ikke fremad. Altet’s udvikling går altid opad og alt, som modsætter sig denne bevægelse, er negativt. Verdensaltet består af to vældige strømninger der berører og gennemkrydser hinanden, men ikke blander sig, ikke taber deres egenart og altid tilstræber målet: åndernes strøm og livets bølger. Åndernes strøm kommer fra Guds hjerte. De enkelte gnister, menneskeånder, skal synke ned i materien, skal legemliggøre sig i stoffet for, at besejre materien og for, at udvikle sig gennem kamp. Menneskeånden skal gennem en legemliggørelse i stoffet samle nye erfaringer, vinde større modenhed og skal opnå nye kræfter efter vanskelighedernes overvindelse. Ånderne stiger op og ned, men altid opad i højere sfærer. Jo længere de når frem, jo lysere stråler de i kærlighed. Alt det egoistiske i deres indre bliver opbrændt, indtil de har nået målet, den uselviske kærlighed, og igen forener sig med ophavet. Ånderne bliver ved denne proces ikke alene hjulpet til eget fremskridt, men de udøver en forædlende indflydelse på materien, som de kommer i berøring med.

Livsbølgen kommer også fra guddommen. Den danner i tidernes løb miraklernes rige. Kun langsomt arbejder livet sig gennem denne svære materie. Livsbølgen gennemstrømmer derefter planternes, dyrenes, menneskenes og åndernes rige, skaber overalt nye former, stiger opad, indtil den igen vender tilbage til guddommen. Disse to spiraler, åndernes strøm og livsbølgen, der løber ved siden af hinanden, under gensidig berøring, danner altets evolution. Men der findes en vej, der er hurtigere end den almindelige, en kort, men stejl vej, der fører til højden: det er indvielsens vej. Der findes ånder der går den jævne, brede vej og der findes ånder, der betræder den smalle, besværlige, hindringsfyldte vej. De sidste er de udvalgte, der hurtigere vil nå frem for at hjælpe de andre, der ikke bruger den fornødne kraft, indvielsens lidelsesfulde og erkendelsesrige vej. De kan eventuelt i ét liv gennemleve flere livs indhold. De modnes hurtigere end de andre og finder deres salighed i at lære, hjælpe, tjene, trøste, helbrede og at elske andre. Se, det er også din vej.

Det fjerde billede: Farao, lov, vilje. Du ser guden der hersker ved sine love, sin skabelse. Love behersker verdensaltet. Der er ingen, der kan komme uden om lovene. De to kroner på Farao’s hoved og de to scepter i hans hænder hentyder til, at han gennem loven behersker både den synlige og den usynlige verden.”

Det femte billede:

18

”Ypperstepræsten, tro, autoritet, mundtlig undervisning. Et af billederne viste dig, at søge viden ved hjælp af bøger. Men her modtager du undervisning og belæring, her modtager du meddelelsen om hemmelige kundskaber, der løfter tæppet til den usynlige verden.

Og på dette billede ser du en elev i hvid og en i sort klædning. Det symboliserer to retninger, den sorte og den hvide magi. Eleven i hvidt søger ærligt. Hans hensigter er rene. Han søger vejen opad, han vil tilbede, erkende. Han søger, at vinde indblik i Guds verdensplan for, at blive Guddommens medarbejder. Han vil hjælpe, tjene. Eleven i sort klædning vil også lære, vil vide. Men han søger kundskaber og magt af egoistiske motiver. Han er ærgerrig. Han søger viden for at nyde livet. Han vil gå til grunde.

Det sjette billede: ”Skønhed og kærlighed. En yngling, der står mellem to kvinder. Kvinden på hans højre side betyder visdom, og på den venstre side sanselighed. Over dem svæver en engel med en spændt bue. Foretrækker ynglinden de forgængelige sansers glæder, så bliver han smertelig tugtet, fordi han skal forandre sig til det bedre.

Det syvende billede viser Osirisvognen: ”Guddommens vej og plan med dig. Du er kaldet til fuldkommenheden. Det betyder ikke alene, at du skal aflægge det dårligere, lavere og, at du skal udvikle de ædle, højere anlæg i dig, men, at du skal søge at vinde indsigt i det guddommelige. Den sorte og den hvide sfinx, der trækker vognen, er de gode og de dårlige magter, der begge to tjener Gud, og der begge skal bidrage til, at virkeliggøre Guds store plan. Det ville være let for den store mægtige skaber, at ødelægge de dårlige magter. Men han gør det ikke, han benytter dem til at opdragelse af sine børn. De skal lære det onde at kende, for at vende sig bort fra det. I kampen mod de dårlige magter skal de vinde kræfter. Trækker den sorte sfinx stærkere, må den hvide følge med.

Det ottende billede viser sandhed, retfærdighed. Du ser symbolet for det, der er bag tæppet, sandheden. Du skal ikke bøje dig for læren i dette eller hint tempel, men du skal erkende det, der er sandt. Sandhed giver dig mod. Den vises mod gør, at døden ikke frygtes, fordi han ved, at døden kun er en overgang, der ofte gentager sig, men den betyder ingen ende. Du vil overfor menneskene bekende sandheden, fordi du ikke frygter. Sandheden vil befri dig for enhver frygt. Du har jo ikke noget at frygte, alle lidelser og alle glæder bringer dig nærmere målet: fuldkommenheden. Og så vil du opdage og udvikle kræfter i dig, som du aldrig har kendt før. Du vil også finde fred i dig selv, fordi du vil se og erfare den guddommelige retfærdighed.

19

Det niende billede: Pilgrimmen, vandringsmanden. Han har erkendt det værdiløse ved livets goder. Han begærer, at erhverve egenskaber og goder, der har evig værdi. Han føler sig fremmed her, fordi han kender lysets og livets riger. Han er ikke hjemme, men han vandrer hjemad. Han tænker ikke tilbage på sit tidligere liv, på sin slægts traditioner, han ser ikke hen til fornøjelser, der vil hindre hans udvikling, han ser fremad, opad. Han støtter sig til staven, der betyder, at han støtter sig til det, som han har lært af hellige skrifter. Den underfulde visdom, der stråler ud af hellige skrifter, dens uovervindelige logik, opretholder ham altid igen og igen. Lygten oplyser ikke hele vejen, men kun et lille stykke ad gangen. Kunne vandringsmanden overse hele vejen, så ville han måske blive modløs ved synet af alle vanskeligheder og prøvelser, men skridt for skridt vises ham vejen. Hver dag har sin byrde.

Det tiende billede: Livets hjul. Sfinxen siger: ”Styrke er der, hvor viljen er. Vor vilje er vor styrkes kilde. Derfor må vi ikke alene styrke vor vilje, men vi må vogte os for at komme under andre menneskers vilje. Der igennem ville vi udlevere vor styrkes kilde, vor personligheds stærkeste bestanddel.

Menneskehedens åndelige førere har ikke alene indsigt og visdom, men også vilje og kraft til at føre menneskeheden opad til højderne. De fuldender hvad de vil, og de hvíler ikke i deres virke. Og de har også kaldet os til, at virkeliggøre det højeste, det skønneste og det kærligste. Men vi skal vove at gøre skridtet efter, at vi har erkendt nødvendigheden af dette. Det gode fører altid opad mod lyset, mod fuldkommenheden. Det dårlige fører nedad til dybderne, til mørket. Derfor, vandringsmand, på vejen til det herlige lys, elsk, søg det gode og udøv det hvor du kan. had alt ondt og gå uden om alt ondt og du indvæver med alt det gode, som du gør, gyldne tråde i den klædning, som du engang skal bære.

Det elvte billede viser mod og magiske kræfter. Disse kræfter vil du lære at kende og du får brug for dem. Du vil i den anden verden ikke alene skue det ophøjede, du vil også se væsener der er frygtelige. Men du vil kunne modstå dem med godhedens, ædelhedens og lysets virkninger, som du udstråler. Denne indflydelse er stærkere end de lavere væsners. De vil lægge sig foran dine fødder og slikke dine hænder. Dine fjender kan ikke udrette noget mod dig, hvis du af kærlighed selv giver dig hen som offer for at hjælpe dem. Så er det muligt at du, efter de højere magters råd, bliver udleveret til dem og uvidende ville de onde da udføre himlens plan. Men inden du er nået så langt frem, skal du arbejde og dygtiggøre dig, skal du øve dig i den uselviske kærlighed.

20

Du ved, at den verden i hvilken du nu lever, er forgængelig. Kun den lyse, usynlige verden er evig. Gennem disse erkendelser har du vundet mod og gennem visse øvelser har du vundet magiske kræfter. Hverken had eller ondskab kan skade dig mere.

Rosenkransen som du ser på billedet og som omgærder den unge pige, den menneskelige sjæl, er din beskyttelse, din rustning, din magts kilde. Rosenkransen symboliserer de renes sammenslutning, der omfatter alle med rene, oprigtige, uselviske hensigter, der står i forbindelse med det store centrum.

Den enkelte opadstræbendes lyse udstrålinger, har mangfoldiggørende virkninger, så snart de harmoniserer med andre samstemte. De gør den, der udsender disse udstrålinger, usårbar. Ingen hadfyldte pile kan nå ham. Ja, had og ondskab vil forvandle sig under hans indflydelse til ydmyg underkastelse. Sådan skrider det gode, den rene gennem sine fjenders rækker. Ingen hånd vil kunne hæve sig imod ham. Et for ham uforståeligt bånd vil holde dem fangne. Det er de højere udstrålingers kraft.

Det tolvte billede forestiller prøvelsen eller den hængte. Efter at du har nået en vis modenhed fik du tilladelse til templets prøver. Og jo højere du stiger opad i din udvikling, desto sværere bliver prøverne for dig. Bær dem altid med den videndes tålmodighed.

Det trettende billede symboliserer døden. Døden er kun en overgang. Den er både enden og begyndelsen. Efter prøvelser i livet følger så ofte døden. Måske har de været for svære, måske har han bestået dem og er blevet optaget i en højere skole på den anden side. Vi ser ikke altid i dette liv vore lidelsers frugter. Først i den åndelige verden vil vi kunne se og måske bedømme dem.

Det fjortende billede, reinkarnationen, viser os den lange række af vore jordiske liv, menneskeåndens genfødelser eller hvilepauser i det himmelske hjem.

De himmelske hælder vandet, ånden, fra den ene kande i den anden, uden at én eneste dråbe går tabt. Intet af individualitetens indhold gået tabt ved død eller genfødsel. Mennesket vandrer gennem reinkarnationen fra liv til liv. I hvert liv lærer det en ny lektion. Det åndelige legeme bliver finere, ædlere, lysere, et bedre redskab for guddommens hensigt med os.

Det femtende billede: løgn og uretfærdighed. Vi må, for at nå højderne, gå gennem dybderne. Vi må kæmpe mod løgn og uretfærdighed, vi må kæmpe mod de onde åndelige kræfter, der

21

fordrejer sandheden og lærer os det falske. Du ser, at Horusvejen er en vanskelig, farefuld vej, men den ender i renhedens lys. Den, der i et liv har lidt under løgn og uretfærdighed, vil i det næste have en stærk sans for sandhed og retfærdighed. Og det er dette der skal opnås.

I det næste billede ser vi følgerne af det forrige. Af løgn og uretfærdighed kan kun opstå ødelæggelse. Vi ser, at tårnet, der er bygget af menneskehånd, bliver ødelagt af lynet. Alt det mennesker opbygger til deres egen selvdyrkelse, om det så er i statens eller religionens navn, vil ikke vare bestandig

Arbejd aldrig for din egen ære, min søn, men for at hjælpe din næste. Så skaber du noget, der har blivende værdi, og du vil høste, hvad du har sået.

Og nu ser du på dette billede her den samme gudinde som ved reinkarnationen, men nu hælder hun ikke vandet fra sølvkanden i guldkanden. Nu hælder hun vandet i havet. Det betyder, at du ikke mere skal genfødes. Du behøver ikke mere den jordiske skole. Du har lært det, du skulle lære gennem de mange jordiske liv med deres mange lidelser og bekymringer. Den lille fugl der løfter sine vinger, er sjælen. Den forlader jorden for ikke at vende tilbage mere. I hjørnet ser du syv stjerner, den ene er særlig stor. Det er planeten, der danner din fremtidige livsfære.

Vend dig nu til det næste: Kaos, lidenskab. Gennem lidenskab synker et folk ned i kaos. Udviklingen bliver for en tid standset, måske går den endda tilbage.

Det nittende billede kalder vi for Osiris-solen. Læs dette billede i forbindelse med de forrige. Begynd med nummer et, derefter hvert tredje. Så læser du følgende: Guddommen fuldfører sin plan ved love, han fører os gennem livshjulets drejning, gennem død og ødelæggelse, til fuldt liv.

Udødeligheden er det næste billede. En af guddommens budbringere blæser på basunen. Menneskeheden forlader jorden og dens begær. De hilser begyndelsen til en ny æra, udødelighedens. Ingen død, ingen sygdom, ingen krig og ingen uret mere. Lysets magt har sejret. Udødeligheden er åndens værk og frugt.

Det næstsidste billede symboliserer: Gud, alt i alt. Du ser i hjørnerne repræsentanter for fire høje åndsvæsner med ørne-, løve-, tyre- og menneske-hoveder. Menneskehovedet siger dig, at også du har din plads der. Også du er kaldet til den højeste stilling mellem kraftens, modets og

22

visdommens ånder, men du må først nå til fuldkommen ro og klarhed, til den endelige forening med Gud.

Det sidste billede viser dig et menneske, der har forfejlet sit guddommelige kald. I stedet for at udvikle sine gode anlæg, bærer han i sin uvidenhed de ham tildelte gaver i en sæk. Han støtter sig på staven, på kundskaber, overbevisninger, systemer, der hverken kan hjælpe eller redde ham, fordi han ikke havde åbnet sig for en åndelig udlæggelse. Han slæber sig møjsommeligt gennem ørkenen, hen mod fordærvelsen. Hans lidenskaber forfølger ham. I den åndelige verden åbenbares hans skam. Ingen kan skjule sit sande væsen. Udstrålingen viser, hvad og hvem han er.

Indvielsen

Efter forklaringen af Thothbogens 22 billeder, hver dag ét billede, blev jeg kaldt til ypperstepræsten.

”Der findes ting, der kun kan siges til et menneske, der er tilstrækkeligt forberedt. Og nu vil jeg sige dig et ord, jeg vil give dig en nøgle, der åbner døren for dig til den usynlige verden”.

Han bøjede sig ned til mig og hviskede et ord i mit øre.

”Har du forstået det, så hvisk det igen i mit øre. Glem ikke ordet, udtal det aldrig letfærdigt, det vil få frygtelige følger for dig. Dette er begyndelsen af det, som du ikke havde kendskab til endnu. De næste fem aftener skal du efter meditationen lægge dig ned og udtale det ord, jeg nu lærer dig. I dette ord er guddommelige kræfter, som påkalder en ophøjet ånd, der tilhører en sfære, der ligger over vor sfære. Denne ånd er kaldet til at lede din udvikling. I løbet af de næste fem nætter vil han åbenbare sig for dig.”

Den første aften, da jeg udtalte ordet, blev jeg temmelig forskrækket. Jeg så intet, men jeg følte noget overnaturligt i min nærhed, men kun for en kort tid, så var denne bange følelse forbi.

23

Den næste aften så jeg i kammeret noget foran mig. Det så ud som en tågesøjle. Jeg ville sige noget, men kunne ikke frembringe et ord.

Den tredje aften følte jeg ingen frygt mere. Tågen viste sig igen, men delte sig, og jeg så en høj skikkelse. Heller ikke nu kunne jeg frembringe et ord.

Den næste aften viste sig en lys skikkelse i et strålende hvidt klædebon, og jeg hørte den sige: ”Jeg er ånden, der har ledet dig fra fødsel til grav, fra liv til liv”.

Jeg prøvede at sige noget, men jeg kunne ikke.

Den femte aften udtalte jeg endnu engang det hellige ord. Efter kort tid hørte jeg en underfuld melodi, og en velduft fyldte rummet. Min leder viste sig, endnu mere strålende end i går. Jeg følte stor ærbødighed overfor denne skikkelse fuld af ophøjethed, og jeg hørte hans ord:

”I morgen vil jeg føre dig ind i lysets verden.”

Jeg fastede hele dagen og lå på knæ i bøn. I templet blev jeg om aftenen modtaget af ypperstepræsten. Jeg syntes, at jeg så en let tågesøjle ved siden af ham, da vi trådte ind i den lille helligdom. Bag alteret var der et hvilested.

”Læg dig ned.”

Ypperstepræsten lagde sin kåbe over mig. ”Sov.” Jeg tabte ikke helt bevidstheden, men det var en helt ny tilstand. Jeg var ikke vågen, men jeg sov heller ikke. Jeg så ypperstepræsten og ved siden af ham min fører. Pludselig svævede jeg over mit legeme. Nu tog han mine hænder og svævede bort med mig ved hånden.

Jeg blev forbavset over, at væggene ikke standsede os, men vi svævede igennem uden hindring.

”Dit legeme bliver liggende under ypperstepræstens kåbe, fordi ingen anden ånd da kan tage legemet i besiddelse. Du må vide, at der er mange ånder, der søger et nyt legeme, jordbundne og endnu ikke oplyste ånder, som ikke kan løsne sig fra jordens goder, og som ikke stræber opad i højere sfærer. Du må lære at beherske dine tanker og dine vilje i denne verden mere

24

endnu end på jorden. For tankerne skaber noget nyt, og vor vilje er drivkraften, der kan bevæge os fremad.”

”Hvordan kan jeg vide, om det er en ånd eller en tankeform, der møder mig?”

”Tal til skikkelsen. Den svarer dig, når den er personlighed. Ønsker du at se dine forældres hus? Så sæt din vilje ind på det”.

I næste øjeblik var vi der. Jeg så mine forældre sove, men jeg syntes deres legemer var tomme.

”De er ikke her. Kun legemerne ligger der. Under søvnen frigør vi os alle og bliver af skytsånderne ført ind i de astrale riger. Men det, de oplever, glemmer de straks igen. Måske erindrer de noget i drømmene, men i hvert i fald bliver det hængende i underbevidstheden. Men du er bevidst frigjort, løsnet fra legemet, og du kan huske alt, når du vender tilbage, måske ikke straks de første gange, men lidt efter lidt træner du dig op til dette, at huske alt, hvad du har set og hørt i den åndelige verden.”

Jeg så nu, at vi var omgivet af et stærkt, blåt lys. ”Det er drivkraften, der fylder og driver alt. Overalt hersker en hellig rytme. Kraftfulde mennesker og ånder er fyldt med livskraft, og de kan afgive af deres overflod til at styrke de svage og til at helbrede de syge.”

Min fører førte mig nu ned i de mørke sfærer. ”Du skal også lære disse sfærer at kende, men ingen af dens skikkelser kan gøre dig noget, fordi dit åndelige legeme blev renset i forberedelsens tid. En ren ånd går uden fare og uhindret gennem disse sfærer. Du kan nu forstå, hvor vigtigt det var, at du blev forberedt i den lange tid. Du skulle først blive fri for lidenskaberne, inden du måtte betræde disse riger.”

Jeg vil ikke beskrive mine oplevelser her. Jeg så ikke alene noget uskønt her, men jeg så også lys, der blev bragt fra højere sfærer for at hjælpe dem, der på disse lavere planer var nået så langt, at de længtes efter at leve et skønnere liv. De blev bønhørt, og lyse ånder ilede til dem for at bringe dem trøst og hjælp.

”Der er ingen fortabelse. Hver ånd, er den end sunken nok så dybt, kan stige opad. Men det skal ske fyldest. Hvad man sår skal man høste. Men hver ærlig anger bliver belønnet. Skarer af lyse ånder står rede til at hjælpe dem, der beder Gud om hjælp.”

25

Jeg mødte her også dørtærsklens vogter, en frygtelig oplevelse.

”Du skal ikke frygte. Se ham roligt ind i øjnene. Han er frugten af dine forskellige livs fejl og misgreb. Møder du ham med urene tanker, så svulmer han op til et stort uhyre og truer dig. Men hver en ren tanke, hver ædel uselvisk gerning vil forme den således, at den taber det uskønne, og lidt efter lidt bliver den til en lys skikkelse af overjordisk skønhed, og til sidst forener den sig med dig, sin skaber, til ét væsen. Indtil den tid vil han altid følge dig og være et spejlbillede af dit tankeliv. Nu da du er blevet seende, vil han på en måde være din læremester. Overvindelse af dit eget selv, det egoistiske i dig, er det, som du selv kan kontrollere i dette spejlbillede. Du er nu stærk nok til at se ind i sandhedens øjne og så rette de fejl du endnu ikke har overvundet. Du ved jo godt, at det er meget sværere, at se sine egne fejl end de andres, derfor har du fået denne læremester ved din side. Han viser dig, hvor du skal sætte ind for at nå det mål, som du skal nå på denne vandring. Men både jeg, din åndelige fører, og dine jordiske ledere står dig bi med råd og dåd. Du er aldrig alene. Men du skal øve dig i det daglige liv i at ofre din egoistiske vilje, din bekvemmelighed, din fordel. Du skal øve dig i at handle uselvisk, hjælpe de syge og de svage. Det er vejen.”

”Se nu hen til stjernerne”.

Og jeg så nu stjernerne helt anderledes end før. De udstrålede alle forskelligt lys, forskellige farver. Jeg så, at hver enkelte stjernes farver harmonerede med hinanden. Jeg hørte deres tone, deres melodi, skønne harmoniske toner og uskønne uharmoniske dissonanser. Og så belærte min fører mig:

”Menneskers skæbne afhænger af disse harmonier og disharmonier. Derfor kan det nok siges, at menneskets jordiske skæbne står skrevet i stjernerne, der frembringer smerte, lykke og lidelser i menneskets liv. Til enhver tid bliver et menneskebarn født under en bestemt akkord, under indflydelse af himmelske toner. Mennesket bliver indstillet på disse toner. Stjernerne følger deres evige bane, og mennesket lever stadig under andre aspekter. Svinger disse harmoniske sammen med grundakkorden, så føler mennesket sig vel tilpas, og det føler, at alt, som det begynder, vil lykkes. Disharmoniske indflydelser, der står i skrigende modsætning til grundakkorden bevirker, at mennesket bliver nedslået og foruroliget. Meget mislykkes, og mange vil blive fortvivlede, hvis de ikke er overbevist om Guds kærlighed og ikke kender Guds mening. Vise stjernetydere kan derfor med rette sige, at stjernehimlen er en bog, i hvilken Gud tillader mennesket at læse.

26

Men lad mig straks sige dig ét, at stjernernes indflydelse på mennesker delvis afhænger af menneskets vilje og indsigt. Du har fået din vilje, og du kan forme dit liv selv. Aspekterne er der, men du må selv udløser virkningerne. Loven om årsag og virkning gør sig gældende her.

I og for sig kommer det ikke an på, hvorledes livet former sig for et menneske, men hvorledes man bærer den skæbne, der er pålagt én på grund af disse love. Ansvaret består, viljen er fri. Enhver kan forme sin skæbne.

De høje magter benytter i et underfuldt samarbejde deres magt og deres indflydelse for retfærdighedens skyld. Loven om årsag og virkning er evig.

Nu vil jeg vise dig noget andet. Ser du disse monumentale bygninger? Det er modeller af pyramiderne, der skal bygges på jorden. De skal indeholde alle mulige kosmiske mål og tidsbestemmelser. Sandhed og visdom skal åbenbares for dem, der forstår at læse disse tegn.

For der vil komme en tid, da menneskenes flertal ikke mere forstår at hente deres viden fra de højere kilder, men de gransker kun i materien og føler sig meget kloge derved. De tror kun på det, som de kan fornemme med deres lavere fem sanser. Men så vil disse monumenter give vidnesbyrd om den guddommelige visdom. I dag er der endnu samkvem mellem de jordiske og de himmelske. Gud kan gennem sine sendebud meddele de vise og indviede visdom og erkendelse. Guddommen har besluttet at fastlægge i pyramiderne menneskehedens fortid og fremtid, jordens mål og vægt, stjernernes forhold til hinanden. De skal blive en himmelsk sandhedsåbenbaring.”

Min fører fortalte mig meget mere om disse ting. ”Se også sarkofagen i den ene pyramide. Menneskene vil tro, at det er en faraos grav, men det er det ikke. Den er bestemt til indvielsesceremonier. Sådan som du lagde dig på hvilestedet i templet, vil i senere slægter novicer blive lagt i denne sarkofag og i tre døgn ligge der, ligesom du nu gør det, for at fuldføre deres åndelige indvielse. Og ligesom disse pyramide er modeller bliver alt først skabt i de åndelige riger og derefter udført på jorden. Benådede ånder vil blive født på jorden for at fuldføre det, som først bliver planlagt og skabt i åndens verden. Store templer vil blive bygget for at henlede menneskets blik på det religiøse. Nye religiøse former bliver skabt. Åndens lyse hær vil arbejde for at skabe betingelser for et stort åndeligt arbejde på jorden. Men mennesket har fået sin fri vilje. Vejen til det guddommelige er smal og stejl, men vi vil med al vor kraft hjælpe dem, der stræber opad.”

27

Det var så overvældende, hvad min fører viste og fortalte mig. Jeg kan ikke gengive alt igen, men det var, som om hele himlen havde åbnet sig for mig. ”Du vil gå tilbage til dit legeme, men du vil nu til enhver tid kunne frigøre dig for dit legeme, og jeg vil altid være rede til at følge dig: giv agt på, at dit legeme altid er beskyttet, når du forlader det”.

Da jeg kom tilbage, modtog ypperstepræsten mig igen og gav mig anvisning på mit fremtidige arbejde.

”Han har set Osiris-glansen,” sagde præsterne, da de mødte mig. Det var som himlens glans fulgte mig ned til jorden og strålede ud af mine øjne.

28

Major Arcanum

- eller Indvielsens Vej som den åbenbares i 22 billeder

29

Den indviede skal ikke være afhængig af nogen. Han skal kun besidde sine fattige skolekundskaber. Uden ånd er der ingen, der får lov til at nærme sig templets port, som man

må banke på med en uovervindelig viljeenergi for at blive lukket ind – for at tie.

30

Magikeren

Dette første kort eller billede kaldes for Magikeren og er et billede på Skaberen i Makrokosmos, men det er også et billede af mennesket i mikrokosmos, eller snarere det fuldkomne menneske, som der fortælles om i 1. Mose bog: ’Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os’.

Dette kort symboliserer mennesket som en samlet enhed i mikrokosmos, men det symboliserer også den enhed og de principper der er i alle verdnerne. Kortet har tallet 1 og det symboliserer begyndelsen af en udvikling, på samme måde som tallet 1 er begyndelsen til alle de efterfølgende tal i det uendelige, og bogstavet A markerer begyndelsen på alfabetet, og giver uendelige muligheder. Man kan sige, ligesom knoppen er begyndelsen som til sidst bliver til hele blomsten, således er menneskets nuværende bevidsthed - med dets åndelige og psykiske værktøjer til rådighed - kun begyndelsen til en stor, lang og ujævn vej til det højeste mål, nemlig til fuldkommen bevidsthed.

I menneskets natur symboliserer dette første kort sjælen, der venter på at blive oplyst. I følelsesriget repræsenterer det de lidenskaber der endnu slumrer og som kan drives til et omfang der bedst kan beskrives som dyb kærlighed, dyb hengivenhed, loyalitet og andre forædlende følelser.

Kortet viser os et menneske, der er parat til at handle. Han er klædt i hvidt som er renhedens farve, og han har en gylden cirkel rundt om panden som symboliserer det evige lys' tegn, det vil sige den iboende guddommelighed i mennesket. Vi har altså her et menneske som handler bevidst, han ved hvad han gør og han ved hvad han vil. Han er en magiker og den magi han kan udføre er til hans medmenneskers bedste.

I sin højre hånd holder han en stav, og den symboliserer vor kreative intelligens. Han holder denne stav mod himlen for at vise den højere verdens ånder hvor langt han er nået og, at han nu higer efter visdom. Med venstre hånd peger han mod jorden, for at fortælle, at han også er rede til at bemestre materien, det vil sige, at handle med naturen og ikke imod naturen. Hændernes position svarer også til de to principper vi kender som 'aktiv' og 'passiv', samt til de to søjler Jackin og Boas i Salomons Tempel.

Over hans hoved ser vi livets tegn, som både ligner det matematiske tegn for uendelighed og et 8-tal der ligger ned. Angående livets tegn taler man i gnostiske skrifter om en forandring til

31

'ogdoaden', det vil sige om en genfødsel i Kristus. Ogdoaden er det græske udtryk for 8 i den talrække hvor 1 er monade, 2 duade, 3 triade og så videre. I følge de gnostiske skrifter bliver 8 altså tallet for Kristus. Dette mystiske tal bliver ofte benævnt som det Jerusalem der er i den højere verden, landet fyldt med mælk og honning, Guds land.

Når gnostikerne taler om en genfødsel i Kristus, må vi huske på, at for de kristne mystikere symboliserer Jesus liv tydeligt og klart, hvilken vej vi skal tage. Gør vi dette vil det kødelige menneske svinde mere og mere bort, medens sjælsmennesket bliver større og større. For mystikerne er alt det som mennesket kan forstå i sit hjerte personificeret ved Jesus. Han var kærlighedens konge. Han var både søgeren, den der søges, vidnet og det der blev bevidnet. Han var den der voksede op af sin egen smerte. Han er mennesket, der leder mennesket langs livets vej.

Ved at meditere over Jesus liv, afslører den kristne mystiker symbolikkens hemmelighed. Jesus stod for menneskelighed og var ikke kun et symbol på guddommelighed. Jesus, menneskesønnen, var i virkeligheden menneskets drøm legemliggjort. Jesus fortalte sine disciple, at de med tiden skulle gøre ting der var større end hans. Det er ligesom om, vor nuværende menneskelighed er som et åndelig foster, hvor Jesus var som en der allerede var født. Som den fuldkomne type på den livsmåde, som vi alle forbereder os til, er Jesus både fremtidens person og den samlede befolkning. Alle de evner som han havde, er til stede i os alle, men de er skjulte - ikke døde, men de sover.

For lang, lang tid siden tænkte vi på helten som den store kriger. Men vore hjerter er blevet trætte af sådanne drømme og vi tror ikke længere på, at krigerens vej fører til fred. Den helt, som vi tænker på i dag, er ham der er blid, tålmodig og kærlig. Han bærer ingen krone eller rustning, men kun nazaræerens enkle hvide klædedragt. Det er vores historie og vores gradvise opvågnen til en verden, der er blid og smuk.

Op gennem historien har vi lært, at der altid har været et fåtal som var af en anden verden. Disse børn af fremtiden var ikke stakkels seere, der søgte at skabe kunstige verdener for sig selv. De var, som en mystiker kaldte dem, ‘morgengryets budbringere’. Deres liv afslørede, at der fandtes en sandhedens sol. Disse bedre mennesker legemliggjorde det, som er bedre i alle mennesker. I vore hjerter agter vi dem som afslørede rigdommen af menneskets muligheder. Vi forstår måske ikke helt deres tanker og visioner, men dybt inde i os selv, er vi taknemmelige for, at de har levet her på jorden.

32

Foran skikkelsen på kortet er der et bord, og det symboliserer den fysiske verden, hvor han skal udføre sit arbejde. Vi ser kun halvdelen af bordet, fordi den anden halvdel er i den åndelige verden, hvilket fortæller os, at han arbejder på begge planer, både det åndelige og fysiske. På bordet står der et bæger. Dette bæger er nu fyldt af menneskets lidenskaber, det vil sige, at det symboliserer erfaringernes rensende ild. Bægeret fortæller også, at hvis ikke vi holder det 'indre i vort eget bæger' - vore legemer og tanker - rene eller fri for lidenskaber, kan vi ikke komme over de forhindringer, som vi må overvinde gennem denne erfaringernes rejse på jorden.

På bordet ligger der også et sværd, og det symboliserer kampen og prøverne som venter os, mens vi betvinger vore lidenskaber, og som ifølge Biblen skal slås til plovjern når den dybe fred kommer til alle mennesker. Der er også et gylden mønt med et pentakel, symbolet for den belønning som gives til den der arbejder uselvisk og frivilligt i higen efter at tjene menneskeheden. Den symboliserer også sejren over de fire elementer: luft, vand, ild og jord og forvandlingen til det femte punkt - som er den fuldkomne harmoni. Pentaklet, eller femkanten, på mønten er symbolet for det fuldkomne menneske.

Staven på bordet er en slange der ligger på ryggen med et lille tegn på midten. Det er det hebræiske bogstav Ayin, der betyder ”øje.” Hele symbolet er et udtryk for de to energier i rygsøjlen og fortæller os, at vi nu starter med den første indvielse som til sidst ender med, at det tredje øje vil være aktivt. Altså en bevidst rejse op igennem de aktive centre i rygraden, eller det som hinduerne kalder for ”kundalini.”

Vi ser, at hans bælte er lavet som en slange der bider sig selv i halen - symbolet for evighed. Man kan sige, at det mere specifikt symboliserer evigheden på grund af de åndelige færdigheder. Slangen der bider sig selv i halen er også et gnostisk symbol, Ouburos-slangen, der betyder visdoms-slangen.

Det, som dette første kort repræsenterer, er altså det oplyste menneskes kamp, hvor han forbereder sig til en højere form og man kan sige, at de fire symboler: Staven, sværdet, bægeret og pentaklet repræsenterer kosmos' fire store kræfter, som vil hjælpe ham til at nå de højeste tinder hvis han kan styrer sine lidenskaber, motivere de ædlere ambitioner og kun give efter for de reneste impulser. Det er også harmonien i det enkelte væsen på alle planer. Det betegner det guddommelige motiv i mennesket der genspejler Gud. Hele historien bag Den store Arcana ligger faktisk gemt i dette første kort. Det er således en smuk historie om

33

menneskets indvielse, og når vi her efter følger kortene et efter et, vil de illustrere, hvordan vi kan bruge disse arbejdsredskaber.

A. E. Waite skrev i sin bog ’The Holy Grail’, at symbolerne i Den store Arcana tillige er tydelige henvisninger til den Hellige Gral og Arthur og hans riddere om det Runde Bord og mener, at forfatterne til disse manuskripter må have kendt til de 22 kort. Det vil sige, at vi kan få stor hjælp på rejsen gennem den store Arcana ved at læse om riddernes eventyr og jeg vil her bringe et par eksempler på nogle af riddernes ”prøver.”

Ridderen Gawain fik en advarsel mod at glemme at stille det mystiske spørgsmål, da han blev ladt ind i Gralsborgen. Han fik også ved samme lejlighed undervisning af en gammel mand, som lærte ham, at eventyrerne skulle komme til alle dem som søgte Gralen, og at disse eventyr som er virkelige hændelser i det ydre liv, samtidig er allegoriske, så vort indre undervises og vor sjæl renses. Derfor ligger derfor ikke alene en stor værdi i at finde målet - men også i selve søgen.

Gawain når langt i sin søgen efter Gralen. Han vinder det underskønne sværd, formår at kæmpe i ædel strid. Han passerer de tre farlige broer til Grals-borgen - som kan tolkes som passionen, ligegyldighedens og ærgerrighedens broer, og når endda frem til Grals-salen, hvor han ser Fiskerkongen med sin smerte. Hans øjne følger den hellige Grals procession gennem hallen, han ser blodsdråberne fra Longinus’ sværd, han ved, at alle venter på noget han selv skal gøre. Tre gange passerer processionen. Den anden gang viser Kristus-barnet sig, den tredje gang viser den korsfæstede sig, og ligesom ved hans tidligere indvielse i Sarras, minder en anden ridder Gawain om spørgsmålet. Men Gawain kan intet huske af det, hans indre er stumt og dødt, intet spørgsmål bryder frem. Øjeblikket er forbi, den hellige Gral bæres ud og menneskene græder over, at den farlige tid må forsætte, fordi Gawain ikke bestod prøven.

Hvorfor bestod Gawain ikke prøven? Sagnet fortæller, at det var hans rå måde at leve på, hans glæde ved jagt, hans selvsikre opførsel, hans fremfusende indgriben, altså en vis grovhed i hans væsen som døvede hans intuition i det afgørende øjeblik.

Ridder Lancelots senere eventyr belyser en anden hindring i at skue Gralen. Det fortælles, at han ved et vejkryds blev advaret mod at tage vejen til venstre, for det krævede mere mod end han var i besiddelse af. Han gjorde det alligevel og kom til et lille kapelruin, fra hvis indre et strålende lys fra en kandelaber lokkede ham til. Han kunne dog ikke gå over tærsklen uden at lægge sig til hvile ved den. Ved midnat, medens hans legeme sov, blev han i kapellet vidne til

34

hvordan en ridder blev båret ind på en båre og faldt i bøn foran kandelaberen. Denne svævede da foran ridderen hen mod det trækors hvor Lancelot hvilede. Efter kandelaberen svævede et sølvfad og den glødende kalk. Den syge ridder blev helbredt og opdagede den sovende Lancelot, og undredes over hvilket synd denne ridder kunne havde begået, som sov ved synet af den hellige Gral. Den syge ridder tog Lancelots hest og red bort. Da Lancelot vågnede fandt han, at hesten var borte og forstod, at han havde skuet Gralen, men ikke kunne udtale spørgsmålet. Han havde oplevet det samme som Gawain. En stemme bød ham herefter forlade Gralens hellige plads. På sin vej mødte han en gammel vis mand, for hvem han berettede sin oplevelse og spurgte, hvad hans synd kunne være. Eremitten lyttede i stilhed og pegede på den kærlighed som beviste, at Lancelot trods alt havde fået lov til at se Gralen. Men de for Lancelot svært begribelige ord som Stemmen udtalte, indebar at Lancelot på sin vej valgte forkerte i vejkrydset.

Da Lancelot mediterede over svaret opstod der i ham en klarhed om hvad det var der hindrede ham. Han indså hvordan han havde aflagt sit ridderløfte ud fra et falskt motiv. Den gang han blev ført til Camelot og stod foran kong Arthur, havde hans hjerte genkendt det dybe bånd han havde med dronning Guinevere. Han havde aldrig siden syndet mod denne høje kærlighed eller sin ridderære. Han havde holdt sit løfte om kyskhed, men han indså klart, hvordan han den nat under sin riddervågen havde afgivet sit løfte om ridderskab, ikke i kærlighed til Kristus, men til Guinevere. Hans synd bestod ikke deri, at han elskede dronningen men, at han havde elsket hende mere end Gud og at han havde bedraget sig selv og andre med motivet om hvorfor han tjente den store sag. Han synd var, som det udtrykkes i et af Gralssagnene, ‘at han ikke havde søgt Gud med hele sit hjerte’. Lancelots ærlige erkendelse ledte ham videre i Gralssøgningen. Efter mange års eventyr mister han ude på en øde klippekyst sin hest. Det fortælles, at Lancelot forstod at dette indebar en forandring af hans skæbne, han havde lært sig at læse den hemmelige skrift bag tab og sorger. Han sov og vågnede straks ved at en røst der bød ham stige ombord på et skib, der i mellemtiden havde nærmet sig. Et overjordisk lys omgav stedet og båden landede ved hans fødder. Det fortælles, at han blev overvældet af de skønne dufte som udgik fra den, men også af den atmosfære af ubeskrivelig fred som var til stede der.

På bådens dæk hvilede en sovende person som han genkendte som Elaine, Parsifals søster, som på underbar måde var knyttet til den hellige Gral og kendt som den der fik lov at bære Gralen i processionen. Foran hende oplevede Lancelot sin frihed fra kærligheden til

35

Guinevere, hvilket måske kan tydes på den måde, at den havde nået et rent åndeligt plan, hvor den altid indebærer frihed.

Om aftenen landede skibet på en anden kyst og Lancelot hører i det fjerne hestetrav. Det er Galahad som kommer, den fuldkomne ridder. I et år opholder han sig hos Lancelot, uden tvivl for at forberede sig på at han skal se Gralen, for da Lancelot forlader båden lander den ved den hellige Grals slot som et svar på de mange bønner. Udenfor den lukkede port hører han sang og fornemmer en vidunderlig udstråling.

Dørene slås op. Gennem åbningen ser Lancelot, omgivet af englebårne lys, Gralen. Foran kalken læser en præst sin messe. To vældige væsener svæver på hver sin side af præsten og bærer sammen noget der ligner en trone. I det øjeblik præsten løfter hostien, ser Lancelot et vidunderligt væsen forlade tronen og ligesom hvile på præstens opløftede hænder. Præsten segner under byrden, og det er ikke mærkeligt, for han bærer i det øjeblik verdenernes Konge.

Lancelot glemmer alt om advarslen han fik mod at gå over tærsklen og han styrter frem for at hjælpe præsten. Han falder som død over tærsklen, men han er ikke død. I selve gerningen har hans uselviskhed ført ham over tærsklen. I fyrretyve dage forbliver han uden bevidsthed, men sagnene fortæller, at han i denne tid næredes af Gralen og, at han skuede undere som ingen kan fortælle..

Den aften sænkede en hvid due sig over Gralssalen ved det hellige måltid. En af ridderne omkring det Runde Bord havde skuet Gralen..

Der står intet i Lancelots saga om de mystiske ord. Måske fødtes spørgsmålet i ham i det øjeblik da han så sig selv og forstod ridderskabets inderste væsen og hvorfor han første gang ikke kunne skue Gralen?

Det siges, at den sidste information om det jordiske broderskab af det Runde Bords riddere blev givet til ærkebiskoppen af Canterbury, som havde samlet en skare af de tidligere Runde Bords riddere: ”I en vision, så jeg hvordan det jordiske ridderskab først er ved begyndelsen af den store søgen, som også forsætter i det høje. Jeg så det sande indhold i de vandrende ridderes oplevelser og eventyr, i turneringerne og prøverne. Jeg så mystikken og magien vandre side om side, jeg så balancen blive skabt mellem ret og uret og jeg så hvordan en søger kan færdes fra forvirringens skove til Guds glædesmarker. Og jeg så med egne øjne hvordan ridder Lancelot blev modtaget i det himmelske ridderskab og blev døbt af Kristus selv.’

36

Det mystiske spørgsmål som søgeren skulle stille er det store åbne spørgsmål som i Grals-sagnene ikke får noget andet svar end Galahads person. Det forekommer i sagnene i tre formuleringer: ‘Hvad er meningen med Gralen? Hvorfra stammer Gralen? Hvem kan få del i Gralen? Måske ligger svaret i Kristi egne ord: ”Den som søger skal finde, og for den som banker på skal der lukkes op.” Det mystiske spørgsmål som skal stilles i det store øjeblik er et spørgsmål om fuldkommen tillid, den største bøns gåde, den rene dåres ord. Lange tiders lidelser afsluttes med dette spørgsmål, århundredes fortryllelse i den ydre verdens mørke løftes med dette spørgsmål. Spørgsmålet kan kun stilles af den som ser og forstår. Når det stilles så fødes Galahad. Spørgsmålets svar er Galahad og det, at stille spørgsmålet er en bebudelse om Galahads fødsel - det bevidste åndelige livs opvågnen.

37

De indviedes viden stammer ikke fra deres sanser. Den lukkes kun op for den, der lukker sig inde i sig selv. Vend dig bort fra tingenes fortryllelse, stig ned i dit indre, hvor din ånd står ansigt til

ansigt med sig selv

38

Ypperstepræstinden

Dette er billedet af Isis, af naturen, hvis slør ikke må trækkes til side for den profane. Papyrusrullen fortæller os, at Isis’ lærdomme er skjulte, men overfor ”magikeren” røber hun den esoteriske kundskabs hemmeligheder, det vil sige, at de hellige kundskabers mysterier kun bliver afsløret for den indviede. På rullen kan vi læse ordet TORA og det er et udtryk for den større lov, den hemmelige lov og den anden betydning af ordet, nemlig den esoteriske betydning. Den er delvist dækket af hendes kåbe for at vise, at nogle ting er indhyldet, og andre kan udtales.

Mystikere har ofte kaldt dette kort for den kvindelige Pave. Det skyldes sandsynligvis den mytiske pave Joan, hvis historie blev fortalt i det 13. århundrede. Sagnet blev først nedskrevet af den franske dominikaner Stefan af Bourbon (død 1261), der dog henviser til en ældre krønnike. Almindeligt kendt blev sagnet gennem Marinus Polonus' krønnike (Martin fra Gnesen, død 1278), der med tiden blev antaget for historisk sandhed. I Sienas Domkirke placerede man statuen af paveinden ved siden af de andre romerske paver frem til det 16. århundrede. Ifølge sagnet blev paveinden, hvis oprindelige navn var Agnes, født i Mainz som datter af en engelsk missionær, og var efter sigende lige udmærket af skønhed såvel som af åndsevner. Forklædt som en mand flygtede hun med en munk fra et kloster i Fulda og forklædt levede hun i England, Frankrig, Italien og Grækenland, hvor hun studerede i Athen. Da hun mistede sin elskede, rejste hun til Rom, hvor hun under navnet Johannes Anglicus anlagde en skole og vandt ry for lærdom, fromhed og sædelighed Ved pavevalget i 855 blev hun enstemmigt valgt til pave og tog navnet Johannes VIII. Hun regerede i 2 år til alles tilfredshed, men midt under et optog nedkom hun med et barn mellem Colossæum og San Clemente. Hun døde kort efter sammen med sit barn. For i fremtiden at hindre en lignende skandale skulle pavens køn herefter undersøges.

Ypperstepræstinden eller ’Kvindepaven' er også Gnosis, den intuitive viden om Gud, der ikke fremkommet ved fornuften, men ved inspiration, insigt og intuition, evner som almindeligvis opfattes som en feminin gave. Hun er Kirken eller Kristi mystiske Brud, hvilket gør sagnet om Pave Joan/Johannes mere relevant. Siddende mellem de to søjler er hun et symbol for den overleverede kundskab og for indvielsen til mysterierne. Hun er det ubevidste sinds jomfru, dækket af et slør.

Tallet 2 symboliserer de to verdener, her og hinsides, som det søgende menneske bærer i sig og som kan forårsage en indre konflikt. Dette piner ham og han søger derfor ‘forløsning’ for

39

det. På den ene side hører han stadig til her i den timelige verden med dens jordiske glæder og sorger, og på den anden side er han allerede interesseret i hvad der ligger bag den, hvilket formål det hele tjener, hvis vi i sidste ende alligevel skal forlade alt her, og hvilke værdier vi eventuelt kan tage med til sidst. Og hvis vi har held til at tage noget med os, hvor skal vi da gå hen? Dette hvorhen er det som interesserer ham, for han har allerede erkendt, at denne verden blot er en virkning, og ikke årsagen. Denne verden er ikke en absolut virkelighed, det er tilsyneladende kun verden. Hvor er så den absolutte virkelighed, den evige, udødelige årsag? Han ved, at hvor der er en virkning, må der også være en årsag. Og denne verdens årsager er det, som mennesket søger at finde.

Hun sidder mellem den hvide søjle og den sorte søjle J og B (Jackin og Boaz) ved det mystiske tempel, og templets slør ses bag hende. Det er pyntet med palmer og granatæbler. I frimureriet symboliserer Jachin 'at etablere' og Boaz 'i styrke' og de to til sammen symboliserer 'stabilitet' eller 'harmoni'.

Kvinden er smykket med alle tegn på myndighed, og er placeret under portalen til Isis tempel mellem to søjler. Det leder tanken hen på noget helligt, en guddommelig modtager. De to søjler udtrykker også, lige som Magikerens arme, det positive og det negative. Kvinden er kronet af en tiara og den symboliserer den intelligente magt når den er oplyst af visdom. Dette kort fortæller os, at hvis vi besidder en stærk vilje, så kan vi ikke undgå, at se det guddommelige lys og adlyde det korrekt. Det er imidlertid vigtigt, at vi er tavse hvad angår vore meninger og handlinger, da det er blevet sagt, at 'verden tilhører de tavse'.

Nogle mystikere kalder hende for den esoteriske kundskab på tærsklen til Isis helligdom, men i virkeligheden er hun den hemmelige kirke, altså den esoteriske, huset som tilhører mennesket og Gud. Om denne hemmelige kirke fremlægger middelalder-mystikeren Carl von Eckhardshausen nogle punkter i ‘The Cloud Upon the Sanctuary’:

1. Der eksisterer en indre kirke, grundlagt af Kristus i tiden mellem hans opstandelse og himmelfart og hvis læresætninger blev betroet nogle få bl.a. Josef af Arimathæa og Johannes.

2. Den ydre kirke genspejler disse læresætninger mere eller mindre korrekt, alt efter om kontakten med mystikerne og de indviede er blevet bevaret eller er gået tabt.

40

3. Der findes et usynligt tempel, i åndelig forstand, men usynlig for dem som ikke føler sjælens skrift, og hvor de udvalgt forsamles og til hvilket de indtræder efter den fysiske død.

4. At det inderste Sanctuarie er Kristus og er evigt, ikke kender til nogen forandring og eksisterer både før og efter inkarnationen.

Med hensyn til Isis er den centrale myte i mysteriereligionen historien om hvorledes hendes mand, den gode kong Osiris, blev myrdet af hans onde bror, Seth. Isis søgte, opfyldt af sorg, efter hans legeme overalt og da hun fandt det, brugte hun sine magiske evner til, at bringe den døde mand til live og undfangede Horus med ham. Den genopstandne Osiris blev en gud og myten om hans død og genopstandelse menes, at have frembragt de stier som menneskene kunne følge. Ligesom Isis bragte Osiris tilbage til livet, lover mysterierne udødeligt liv efter døden til de, som er indviet i dem. Indvielsesceremonierne indbefatter en efterligning af døden og genopstandelsen og som også i dag efterlignes i visse dele af de almindelige ritualer i de esoteriske ordener og hemmelige samfund og indvielsen til mestermurer i frimureriet.

Dette kort repræsenterer det andet skridt mod indvielsen. Det første kort viste os vejen mod indvielsen og hvilke redskaber vi skulle udstyres med på rejsen. Dette kort fortæller os symbolsk, at vi skal blive en skaber, at det er nødvendigt at forene de redskaber vi besidder med kærlighed og ømhed for vore medmennesker, og på den måde undgå død og ødelæggelse. Enhver af os har det i sin magt at blive en filosof, en vismand, og sikre kundskaben. Hvis ikke vi bruger vor viden til vore medmenneskers bedste, kan vi ikke sikre den videre vej, der leder til oplysning

Det andet kort's bud er også 'du må ikke tage det, der ikke er dig givet'. Således lærer dette kort os om den lov som ingen er fritaget for, nemlig 'menneske kend dig selv'.

For søgeren åbenbares der en vision, bekræftet gennem dette kort, en sandhed som er ren og ubesmittet og kun de, som er rene i hjerte og tanke, kan se dette i al sin skønhed. Mystikeren søger altid at mestre hele sin naturs kræfter med gudskraften i sig, og sådan et menneske vil tiltrække andre og helbrede den syge med sin berøring alene, og disse kræfter sikrer han ene og alene ved sin uselviskhed. Dette er hemmeligheden bag forvandlingen, ikke at forvandle metal til guld, men, at forvandle hvert eneste atom i legemet til højere vibrationer og kontrollere organismen på en sådan måde, at vi får det optimale ud af livet, hvilket i sig selv er en form for indvielse.

41

Skaberen har overfor mennesket bekendtgjort 'i styrke vil jeg oprette' og hermed menes ikke Skaberens styrke, men viljen til handle uselvisk overfor alle, forudsat at søgeren på stien har styrke til, at blive på den rette sti, nemlig kærlighedens sti.

Den indviede siger, at de indviedes viden ikke stammer fra deres sanser. Der lukkes kun op for den, der lukker sig inde i sig selv. ’Vend dig bort fra tingenes fortryllelse, stig ned i dit indre, hvor din ånd står ansigt til ansigt med sig selv'.

Magikerens kort viste os allerede i store træk tilværelsens og det blivendes oprindelse, vej og mål. Ypperstepræstindens kort peger på den første skabelsesakt der overhovedet er mulig. En spalter sig og bliver til to. Til det maskuline føjes det feminine, af Tao opstår Yin og Yang, denne tankegang finder vi overalt. Kortet antyder de første skridt på den vej, vi vil betræde og som ypperstepræstinden her vil vise os. Det hun siger til os er: ”Vil du vide, hvad der er skjult bag forhænget? Vil du lære de riger at kende, som endnu er skjulte for dine øjne? Så må du først læse i bøgerne og først og fremmest i Thoth's bog. Så vil jeg - når tiden er kommet - med de to nøgler, jeg har, åbne dørene for dig til erkendelsns rigere af det gode og det onde, af såning og høst, af prøvelse og belønning, og jeg vil vise dig de veje, der fører til de højeste, opnåelige mål.”

42

Stig op igen! Løft dig op til den højeste himmel! Lær at betragte uendeligheden omkring dig uden at blive svimmel. Udvid din horisont til det yderste for at undfly dine opfattelsers

snæverhed.

43

Kejserinden

Dette kort foregreb mange af de teorier som psykologen C.G. Jung senere udviklede om anima, den kvindelige arketype, som han mente var blevet opbygget gennem tusinder af år af mandens erfaringer om kvinden. Anima bliver ofte symbolsk forbundet med både jord og vand. Hun er billedet på det tidløse og den grundliggende visdom, men hendes kundskab er ikke opnået ved hjælp af intellektet. Hun er den gamle, intuitive visdom. Ethvert menneskes første og formative erfaring om anima er om moderen. Hendes virkelige funktion for sindet er, ifølge C.G. Jung, kreativitet.

Hun er det jordiske Paradis, men fremfor alt er hun universets frugtbarhed og den ydre betydning af Ordet. Dette er tydeligt fordi der aldrig er givet mennesket et budskab lig det, som det, at være født af en kvinde, men hun bærer ikke i sig selv forklaringen.

Kortet fortæller, at døren eller porten som fører frem til dette liv, og vejen, som leder herfra til det som er bagved, er den hemmelighed som ypperstepræstinden kender. Hun giver den videre til den udvalgte, som er nået frem til den erkendelse, at ’det at ønske mulige ting, er lig med at skabe dem. At ønske umulige ting, er lig med at forberede sin egen ødelæggelse'.

Kortet er også et smukt symbol for den kosmiske lov der siger, at for enhver sjæl af positiv eller maskulin polaritet der fødes, fremspringer der også en anden sjæl af negativ og feminin polaritet. Det lærer os om dualiteten i alle ting. Ved alt som eksisterer, er der to sider, den åndelige og den materielle, den essentielle og den formelle. Vi lever i en dualitetens verden, gennem hvilken noget fint, udefinerligt konstant passerer og flyder som et princip bag alle ting, der har en dobbelt manifestation. Dette kan vi se ved kontrasten mellem dag og nat, delt i solopgang og solnedgang, middag og midnat, når jordens tilstand fuldstændig er forandret. Den eneste ydre faktor er jordens omdrejning om sin egen akse. Men hvad er det, der forårsager omdrejningen og den skiftende indflydelse af solopgang og solnedgang? Forår, sommer, efterår og vinter er fire særskilte årstider i ét år skabt af jordens årlige omdrejning omkring solen. Barndom, ungdom, middelalder og alderdom er overensstemmelser der er et resultat af fødsel, vækst, alderdom og død. Men hvorfor fødsel og død? En million eksoteriske kendsgerninger ville ikke være svar nok til at besvare disse spørgsmål, for de angår det af vor esoteriske udforskning der er det fine, udefinérbare noget, som er essensen i og grunden til alle manifestationer. Der er altid et højere og et lavere, et finere og et grovere aspekt af den samme substans, en abstrakt og en konkret, en fortidig og en fremtidig virkning af alting i naturen. Og der er to tilsvarende synspunkter hvorved de kan studeres og erkendes.

44

At kortet er nr. 3 symboliserer også erkendelsen af at to modsætninger skaber en ny enhed. Det åbenlyse eksempel på dette hos os mennesker er foreningen af en mand og kvinde som skaber et barn.

Vi er med dette kort nået til det tredje punkt på indvielsesvejen. Kort nr. 1 viste vejen til indvielse og det værktøj som mennesket vil blive udstyret med til rejsen gennem dets udvikling. Kort nr. 2 fortalte os symbolsk, at mennesket ville blive en skaber. Kort nr. 3, Kejserinden, symboliserer videreudviklingen af de kreative evner, der får dem til at manifestere sig - udadtil - i fuldkommenhed.

På kortet ser vi kvinden med ansigtet vendt fremad. Hendes diadem består af tolv stjerner der er samlet i en klynge, og symbolet for Venus er malet på hendes skjold. En kornmark er ved at modnes foran hende og bagved hende er der træer, en flod og et vandfald. Scepteret som hun bærer, er kronet af denne verdens globus.

Et kornstrå er et symbol for både Jomfru Maria og den græske gudinde Demeter, hvis mysterier ved Eleusis man mente indeholdte nøglen til udødeligt liv. Vandfaldet i baggrunden er et symbol for foreningen af mand og kvinde. Floden minder os om at Nilen bringer liv til den udtørrede jord. De tolv stjerner symboliserer de tolv måneder og selvfølgelig året, det uendelige bliver endeligt for en tid. Den stjernebesatte krone er også en henvisning til 'kvinden klædt i solen' i det 12. kapitel i Åbenbaringen: ”Og et stort tegn viste sig på himmelen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone med tolv stjerner på sit hoved. Og hun der var svanger og i fødselsveer, råbte i smerte for at blive forløst.” Senere kristne fortolkere sagde, at kvinden klædt i solen var Maria, himlens dronning.

For Rosenkreuzerne er solen midtpunktet i solsystemet og for dem kommer derfor alle ting fra solen. Det er i det solare liv, at alle ting lever og bevæges og har deres tilværelse. Ud fra dette midtpunkt kommer de liv som passerer gennem de materielle organismer. Det stiger ned og det stiger op gennem hver af de syv planeter og forvandles i processen. De syv planeter er direkte eller indirekte forbundet med de syv grundelementer i menneskets legeme. Rosenkreuzerne siger, at mennesket, som vi kender det i dag, er sammensat af de store såkaldte elementer som ild, luft, vand, jord og æter.

Lad os tænke på solen eller det solare logos som de synlige udtryk for vort univers' Gud, og de planetære legemer som hans regerende engles vogne eller boliger, og hver en verden eller

45

globe, som lever og bevæger sig i Hans liv og store sfærer af indflydelse. Vores globe, jorden, er også en enhed som har sin plads i livets store univers og som også har sin ledende ånd, kendt som Jordens Ånd, og af andre som Verdens Herre. Omkring jorden er der et stort hav af æter, en subtil substans, hvori der flyder myriader af finere partikler af materie, som former en enorm sfære, hvori jorden er midtpunktet. Denne substans er jordens aura og i den genspejles alt vedrørende jorden og dens udvikling. Denne aura, og tegnene i zodiakken, er meget nært knyttet til hinanden. Man kan sige, at zodiakken - som en begrænset cirkel af jordens aura - er det område hvor alt det som var, er og vil være, oplagres. Det er Logos' legeplads og scenen hvorpå livets store drama bliver opført, og dem, som vil gennemtrænge det mysterium, må løfte Isis' slør. Planeterne er hovedaktørerne, hvis bevægelser på den uhyre scene bestemmer orkestrets tema, de skiftende farver på kostumerne hos de skuespillere som skal spille deres tildelte roller. Der er kun én forfatter til stykket, og Hans store vilje og tanker ”puster” liv ind i dramaets personer. Men grunden til det hele, og spillets afslutning, kendes kun af de, som har opnået kosmisk bevidsthed.

For at skabe den Guddommelige komedie udsender Gud ud fra Sig Selv visse åndelige, legemliggjorte kræfter af kærlighed og visdom. De planetære ånder eller intelligenser som udfører Hans vilje er manifesteret af Hans bevidsthed, og deres strålende liv og aktivitet overgår selv de store indviedes udvidede bevidsthed.

46

Tænk på gerningen! Forlad den yderste grænse og erkend det område, hvor modsætningerne mødes. Erkend dig selv, grib scepteret, der lader din egen person befale: Vær din egen konge!

47

Kejseren

Kejseren symboliserer Gud som Fader og Skaber. Gennem ham bliver Magikerens kreative potentiale virkeligt, og han arbejder i universet for at avle liv og skabe former. Hans sti krydser afgrunden mellem idealet og det aktuelle for, at forbinde det aktive faderlige princip med den guddommelige Søn. I mange af de gamle kort er han tilskrevet Jupiter, romernes højeste guddom, fader til guderne og menneskene. I de fleste nyere kort danner hans arme og hoved en trekant og hans ben er krydsede således, at han former symbolet for svovl. Alkymisterne mente, at svovl er det aktive mandlige princip, der har evnen til at skabe forandring. Det bærer kvaliteterne af varme og tørhed, det samme som elementet ild; det er forbundet med solen, som det mandlige princip altid er i traditionel vestlig tankegang.

Tallet 4 står for det solide, system, jorden og formerne og konstruktionen af ting. Vædderhovederne på armene af hans trone står for Aries, det første tegn i zodiakken, som markerer begyndelsen af en organisk struktur og opdelingen af tid i timelige perioder. I den astrologiske tradition hersker Mars over Aries, princippet for den brændende energi der, hvis den ikke tøjles, forårsager vold, krig og ødelæggelse. Som ægtefælle til Kejserinden har Kejseren en anden forbindelse til Mars, da vi i mytologien har lært, at Mars var Venus' elsker. Deres barn var Harmoni - ordenen og den harmoniske opstilling af tingene.

Vi er nu kommet til det fjerde trin i vor indvielse og i dette fjerde kort beskæftiger vi os med de rette tanker. I Buddhismen er det fjerde bud: 'Du må ikke lyve eller bedrage'. Dette betyder ikke kun at lyve overfor vore medmennesker eller, at bedrage dem, men at vi først og fremmest skal begynde med os selv. Et menneske som lyver overfor sig selv og bedrager sig selv, er et ubrugeligt instrument og er med til at bremse evolutionens hjul. Han har i sig selv alle universets evner, men disse evner slumrer og kan ikke bruges, med mindre de vækkes af de rette tanker. Buddha udtrykte denne idé som følger:

'Sindet, tanken og alle sanserne er grundlaget for livets og dødens love, og når man først forstår, hvordan alle disse er sammensat, er der intet rum tilbage til det personlige ”jeg,” ej heller er der brug for det. Det er denne tro på ”jeg'et” som er grundlaget for mange bekymringer og som binder os til illusionernes verden. Men når et vist menneske erkender, at der ikke er et personligt ”jeg,” da løses alle båndene.”

Kejseren holder i sin højre hånd et scepter der har form som et Crux Ansata, udødelighedens symbol. I sin venstre har han en globus, vores verden. Kejseren symboliserer den højere

48

værdighed, der optager den intellektuelle trone. Det vil sige herredømme over tanker der ikke længere tilhører dyreverdenen. Han symboliserer, at det fjerde trin som mennesket nu er kommet til, er 'fuld af mærkelige oplevelser', men det er ikke nødvendigvis bevidst visdom som øses fra en højere verden.

Kejseren symboliserer tillige:

a) viljen i sin legemliggjorte form. b) potentialet som er indeholdt i det fuldkomne væsen.

Kortet er også et tegn på aktiv skabelse, men denne skabelse er resultatet af tidligere handlinger og kronen han bærer symboliserer den Guddommelige vilje's herredømme i universet.

Af alle de veje der føre til åndelig udvikling er hengivenhed den vigtigste. Gennem vore følelser hæver eller sænker vi vort vibrationsniveau, og dette syntes at hæve os til en højere tilstand eller sænke os til en lavere. De samlede kreative kræfter vækker normalt intense følelsesmæssige tilstande. Hvis de tilstande er stadier som inspirerer til blidhed, venlighed og ønsket om at være hjælpsom overfor andre, synes de at opbygge åndeligheden, og dermed lede frem til en højere vibrationstilstand. Endvidere findes der ingen kræfter der som kærligheden, kan løfte sjælen op til højere ekstatiske tilstande, og således kan vi kun gennem kærlighed kontakte de højere åndelige tilstande.

Rosenkreuzerne fortæller os, at universet er rationelt. Det er sammensat i overensstemmelse med et mønster der er forståeligt for menneskets sind. Det mønster kan ses, forudsat at vi træner os selv op til at se efter det. Dette mønster er skrevet i naturens mekanik. Af dette følger, at intet der strider imod fornuften kan være til stede i den kosmiske orden. Det som synes fornuftstridig, er enten forkert eller også misforstået. Hvad der strider imod vor fornuft, bør derfor undersøges grundigere. Vi må dog aldrig med det samme afvise det, fordi grunden til at det kan synes ufornuftig for os, kan skyldes vores overfladiske undersøgelse. 'Undersøg!' det er en af Rosenkreuzernes grundsætninger.

Den højeste manifestation af den åndelige solare energi er den grundlæggende energi som skaber, former og sammensætter enhver ting i universet. Den intelligens er til stede i ethvert menneskes personlighed. Ethvert menneskes personlighed er et center for denne intelligens' udtryk. Det er den virkelige sandhed om mennesket. En adept er et menneske som fuldt ud

49

erkender denne sandhed. Han som sagde 'Jeg og min Fader er et' og som også sagde 'Han som har set mig har også set Faderen' udtalte sig meget detaljeret om denne doktrin. Og han sagde også 'I sandhed siger jeg jer, hvad i har gjort mod en af disse, mine mindste brødre, har I gjort mod mig'. Kortet har Jupiter som tegn og i astrologien siges Jupiter, at give os nøglen til selvrespekt, ærlighed, retfærdighed og interesse for religion og filosofi og ligeledes for lov, ret og visdom.

Jupiters filosofi har siden den græske oldtid været betegnende for den modervidenskab, hvorfra alle de kendte videnskaber senere har udviklet sig til selvstændige videnskaber. Filosofien blev dyrket af grækerne og ordet betyder 'kærlighed til visdom'. Jupiter kan også give os nøglen til de rette handlinger og en høj moral. Den står for det udvidende princip. Det er Jupiter, der kan skænke et menneske en individuel religiøs oplevelse for eksempel den indre oplevelse af noget hinsides, især når det kommer til udtryk i et menneskes adfærd, det vil sige, når personen aktivt søger at bringe sin tilværelse i harmoni med dette hinsides, der opleves som en åndelige eller oversanselig kraft, som regel med et personligt præg. De fire væsentlige aspekter er: det intellektuelle, det viljemæssige, det følelsesmæssige og det sociale aspekt. Jupiter står for den udvikling som er nødvendig for en person for at nå til en højere erkendelse.

Det tager Jupiter 12 år at tilbagelægge vejen gennem alle dyrekredsens tegn, dens bane er uregelmæssig og den tilbringer forholdsmæssig lang tid i visse tegn.

50

Undervis dig selv! Lyt til andre, men lyt især til det, der taler i dig selv. Tænk efter for at kunne forstå – formuler din egen videnskab til dit eget brug og modtag i hjertet den religion, der

trænger sig på.

51

Ypperstepræsten eller Hierofanten

Indvielsen blev af de gamle filosoffer defineret som livets højeste oplevelse, og som det største der kunne ske for menneskets sjæl på dens jordiske rejse. I Phaedrus skriver Platon:

”Som en konsekvens af denne guddommelige indvielse, bliver vi beskuere til helt enkle, ubevægelige og velsignede visioner i et rent lys, og hvor vi selv - rene og ubesmittede - befries fra denne omgivende klædning som vi kalder vores krop, og som vi øjeblikket er bundet til som en østers til sin skal.”

Paulus henviser også til ‘den indre oplevelse’ ved hvilken vi kommer til erkendelse. Han siger:

”Vi taler om visdom blandt de fuldkomne, ikke denne verdens visdom, ej heller arkonernes (herskernes) af denne verden, men guddommelig visdom i et mysterium, som ingen af arkonerne (d.v.s. Mørkets Prinser) af denne verden kender til.”

En indvielse er en udvidelse af bevidstheden, så den når frem til en opfattelse af universelle realiteter. De hedenske og de tidligere kristnes mystiske ceremonier, var ikke andet end ydre symboler på en indre proces. Gennem uklare riter og tom pragt blev den dyrebare hemmelighed videregivet fra generation til generation. Den profane blev tilfredsstillet ved de ydre formers højtidelighed og ritualer, men de indviede, de som havde modtaget nøglerne, anvendte visdommen - som var til stede i allegorierne og ritualerne – til, at fuldkommengøre deres indre åndelige evner. Origenes fortæller åbenlyst om dette tofoldige aspekt i alle teologiske åbenbaringer i sit forord til Johannes Åbenbaringen:

”Til den bogstavelige eller eksoteriske lærer vi evangeliet på den historiske måde - prædiker om Jesus Kristus og Korsfæstelsen, men til mesteren, opfyldt med kærlighed af guddommelig visdom, eller esoterikeren, bringer vi Logos (Ordet).”

At vokse i visdom er altså at vokse i oplysthed, for ved at blive oplyst, oplyses det indre sind ved lyset fra Logos - den åndelige sol. Denne udvikling af evnen til at nå frem til erkendelse gennem filosofisk disciplin, ledsages af erkendelsen og påskønnelsen. Disse udvidelser af sindet er sjælens virkelige vækst. Denne udvidelse af sjælens sfære gennem handling, blev i de gamle skrifter kaldt for indvielse. Gennem indvielsen nærmer den iboende guddommelighed sig sin egen årsag - det evige gode. Indvielseskamrene er ”de mange boliger” hvor igennem

52

den iboende guddommelighed må passere. Langs denne vej er der mange døre, igennem hvilke vi kan komme til endnu større og mere oplyste steder af virksomhed og handling.

Ifølge antikkens indvielsesskoler har de individualiteter som udgør den nuværende menneskehed, begyndt deres menneskelige tilværelse på andre planer, hvis stof var mindre tæt end jordens. Menneskelegemet var dengang i en tilstandsform der lignede damp og det var let for sjælen at gå ind i det og forlade det. Den umiddelbare åndelige modtagelighed var meget stor, men fornuft og intelligens var kun i sin begyndelse. I denne halvt legemlige og halvt åndelige tilstand så mennesket ånderne umiddelbart og alt var herlighed og ynde for hans øjne og musik for hans øren. Han hørte sfærernes harmoni. Han tænkte ikke, havde dårligt nok nogen vilje. Han levede umiddelbart i toner og lys og både livet og døden var en drøm. Det var dette som Orfikerne kaldte ”Saturns himmel.” Først ved at inkarnere på stadig tættere og tættere planer og i et stadigt mere materielt stof har mennesket materialiseret sig og derved mistet mere og mere af sin åndelighed, men har til gengæld gennem kampen med den ydre verden udviklet sin fornuft, sin intelligens og sin vilje. Jorden er det nederste trin i denne udvikling som Moses kaldte ”uddrivelsen af Paradis” og Orfeus for ”faldet til den jordiske region.” Dette princip om menneskets nedstigen gennem stadig tættere planer, går igen i alle de esoteriske discipliner. Alt dette er smukt sammenfattet i Eduard Schurés bog De Store Indviede.

Fra jorden kan mennesket gennem kamp og møje atter stige op gennem en række nye eksistenser og generobre sine åndelige sanser ved en fri udøvelse af sit intellekt og sin vilje. Først derved vinder han gennem sine egne handlinger berøring med og bevidst erkendelse om det guddommelige. Først da bliver han Guds søn. De som på jorden har båret dette navn, har før deres liv på jorden gennemløbet denne nedadgående og opadstigende udvikling. Fra det øjeblik den guddommelige sjæl vågner op til bevidsthed i den jordiske luft, føler den sig begrænset af kroppen. Den føler ikke, at den er identisk med den men, at den i sig selv har et lys, noget usynligt og ikke-materielt, som den kalder sin ånd og sin bevidsthed. Selv i sproget har denne følelse af menneskets trefoldighed fundet udtryk, idet vi skelner mellem legeme, sjæl og ånd. Undertiden overvældes den af legemet, så den kun lever i følelser og lidenskaber, og undertiden hæves den af ånden så højt, at den glemmer, at den har et legeme. Men en indre stemme fortæller den, at selvom forbindelsen med legemet brydes ved døden, så er den uopløseligt bundet til ånden. Mennesket er lukket inde mellem fødsel og død som mellem to uoverstigelige grænser. Ud over dem ser han intet. Livet begynder når han går ind ad den ene og ophører når han går ud ad den anden. Er det samme tilfældet med sjælen? Og hvis ikke

53

hvad bliver der så af den? Filosofferne har givet højst forskellige svar på dette spørgsmål, men for de indviede har svaret stort set altid været det samme:

”Det som vi kalder sjælen er en æterisk dublet af legemet og den skjuler sig i en udødelig ånd. Ånden væver sig selv et åndeligt legeme og dets bestemmelse er, at bære den bort fra jorden efter døden. Dette åndelige legeme er et vedhæng og et redskab for ånden og tjener til at levendegøre legemet, som uden det blot ville være en død masse. Finheden i dette åndelige legeme varierer i kvalitet, alt efter hvilken ånd det bærer i sig, og mellem de forskellige sjæle er der større forskelle end mellem de stoffer som findes på jorden. Dette legeme er meget finere og mere fuldkomment end det jordiske legeme. Det forandrer sig og renses i de omgivelser som det passerer igennem. Ånden virker bestandigt på det og former det i sit billede, men forlader det aldrig, og når den lidt efter lidt frigør sig fra det, er det for at omgive sig med stadig finere æteriske substanser. Ånden må, hvad enten den virker i himlen eller på jorden, have et organ og dette organ er den levende sjæl, som kan være ophøjet eller lav, lys eller mørk, men som altid har form efter mennesket, billedet af Gud.”

Ifølge de indviedes lære sker der følgende når sjælen vender tilbage til den verden hvor den hører hjemme:

”Jorden forsvinder som en drøm og en ny søvn omgiver sjælen. Den ser nu kun sin hjælper, der med lynets hast bærer den ud i ‘rummets’ dybder. Hvorledes skal man beskrive dens opvågnen på en æterisk stjerne, hvor alt, luft, jord og planter ikke har den form vi kender her på jorden, men er blevet følende og talende? Mandlige og kvindelige væsener omgiver den, parate til at indvie den i det nye livs mysterium. Er det guder og gudinder? Nej - det er sjæle af samme slags som den selv, men her afspejler deres inderste tanker sig i deres ansigter således, at mildhed og kærlighed stråler ud fra deres legemer som lysende farver. Her er ansigtet ikke længere sjælens maske og sjælen viser tydeligt sin sande natur gennem disse lysende former. Sjælen undervises her af højere væsener og forsøger at se de strømme, som strømmer ud i de forskellige verdener, fra den ånd som livet udgår fra.”

Således er det himmelske liv, som vores ånd - der er begrænset af jordstoffet - knap nok fatter, men som de indviede ser og oplever. Vort ufuldkomne sprog søger forgæves at udtale det og selv om vi i vor nuværende tilstand er ude af stand til at forestille os det, så skabes der gennem

54

indvielsen, på den ene eller anden måde, de psykiske betingelser der skal til for at kunne se det.

Idéen om æteriske stjerner, usynlige for os, der tilhører vort solsystem og som er boliger for disinkarnerede sjæle, finder vi mange steder i de esoteriske traditioner. Pytagoras talte om en mod-jord, antikthon, som oplyses af den centrale ild, det vil sige det guddommelige lys og i slutningen af Faidros beskriver Platon udførligt denne åndelige jord. Han siger at den er lige så let som luften og omgivet af en æterisk atmosfære.

Sjælen bevarer altså sin individualitet i det andet liv. Af sin jordiske tilværelse beholder den kun de gode erindringer og glemmer de øvrige i det som digterne kalder for Lete eller Glemselens Flod. Sjælen føler det som om, at bevidstheden er vendt om. Fra at have været uden for verden, er den nu i det indre. Dette sjælens himmelske liv kan vare i hundrede af år, måske længere eller blot nogle få år, alt efter den dybde og kraft som sjælen har nået. Men kun de fuldkomne sjæle som har overstået det stadium hvor de inkarneres, kan leve i det uendelige i denne tilstand. De har ikke bare nået hvile for en tid, men er bestandigt blevet ét med sandheden. De er urørlige, fordi de er lyset selv og styrer alle verdener, fordi de gennemskuer dem. Alle andre drives af en ubønhørlig lov til at inkarnere sig på ny for, at gennemgå en ny prøve og nå et højere trin på stigen.

Livet i den åndelige verden har, ligesom på jorden, sit højdepunkt og sin nedgang. Når det begynder at ebbe ud, føler sjælen sig tung og svimmel og trist. Den drives af en uimodståelig kraft til, at vende tilbage til jordens kampe og lidelser. Denne længsel kan være ledsaget af en vis sorg over, at skulle forlade det åndelige liv. Men øjeblikket er kommet, loven må opfyldes. Sjælen føler sig tungere og tristere i sit indre. Den ser nu sine lysende omgivelser som gennem et slør der stadig bliver tættere og tættere og lader den ane, at afskedens time er nær. Den føler sine åndelige fællers tårer som en himmelsk dug, der gennemtrænger den og vækker længsel efter en ukendt lykke. Den lover i uvidenhedens mørke, at mindes lyset og i løgnens og hadets verden ikke, at glemme sandheden og kærligheden og de løfter den har afgivet sig selv. Kun på denne måde kan udødeligheden vindes. Så vågner den i mørket, den lysende stjerne og de åndelige væsener er borte. Den er atter på jorden, lukket inde mellem fødsel og død. Dog har den endnu ikke helt mistet erindringen om den åndelige verden og den har endnu kontakt med sin åndelige hjælper.

Allerede den første indvielse i de traditionelle mysterieskoler fortæller os loven om inkarnation og disinkarnation og åbenbarer os altså den virkelige mening med livet og døden. Den er det

55

egentlige knudepunkt i sjælens udvikling, som gør det muligt for os, at følge den tilbage til dens oprindelse i naturen og frem til dens afsluttende forening med Guddommen. Den viser os udviklingens rytme og meningen og målet med dens udødelighed og åbenbarer sammenhængen mellem livet og døden. Den jordiske fødsel er set fra åndens side en død og døden er en himmelsk opstandelse. Den stadige skiften mellem disse to former for liv, er den nødvendige betingelse for sjælens udvikling og hver af dem er på samme tid følgen af og forklaringen på den anden. Den som har forstået denne sandhed befinder sig allerede i centrum af mysteriet og indvielsen. Men, vil nogen så nok sige, hvor findes beviset for sjælens kontinuitet og identitet gennem alle disse eksistenser, eftersom den mister erindringen om dem?

Vi vågner hver morgen fra en tilstand der er ligeså uforklarlig som døden, for hver aften igen at gå ind i den. Var der intet? - Jo, vi drømmer og vore drømme er for os ligeså virkelige som det, vi oplever i vågen tilstand. En fysiologisk forandring i hjernen har ændret forholdet mellem legeme og sjæl, men vi er alligevel den samme person, selvom vi befinder os i et andet miljø og i en anden form for eksistens. Også disse tilstande vil man på indvielsens vej blive istand til at bruge bevidst og forstå. Der er altså en dyb betydning i at de gamle mysterieskoler kaldte søvnen for dødens broder. Der ligger, ligesom mellem fødsel og død, et glemslens slør mellem søvn og vågnen, men ligesom vi kan blive bevidst om og bruge disse tilstande, kan vi også nå til en bevidsthed om tidligere inkarnationer.

De enkelte liv følger efter hinanden, men ligner ikke hinanden. Alligevel er de bundet sammen med en ubrydelig logik. Hvert af dem har sin egen lov og sin egen skæbne, men deres indbyrdes forhold styres af en omfattende lov, som vi bedst kender som loven om karma. Ifølge den har alle handlinger inden for et liv sine virkninger i det følgende. Et menneske fødes ikke alene med de drifter, instinkter og egenskaber som han udviklede i den foregående inkarnation, men selve arten af hans eksistens vil for en stor del være bestemt af den brug, han har gjort af sin frihed i det tidligere liv. Derfor er hvert eneste liv et så afgørende springbræt til det næste. ”Der findes ikke ét ord, én handling, eller én tanke, som ikke har sit ekko i evigheden,” siger et gammelt ord. Ifølge de indviedes lære opfyldes dette ord bogstaveligt i forholdet mellem de på hinanden følgende liv. Jesus taler også om dette når han siger: ”som du sår, skal du høste!”

Efterhånden som sjælen stiger højere op, bliver den i højere grad istand til selv at vælge sine inkarnationer. Jo højere den står, jo mere bevarer den under sine inkarnationer bevidstheden om sit åndelige liv. I alle liv er der kampe der skal kæmpes, afgørelser der må træffes og hvis

56

følger ikke kan beregnes. Men på den opstigende linie gennem en lang række liv, kommer der et liv, et år, en dag eller måske en time, hvor sjælen er nået til fuld bevidsthed om ondt og godt og med en sidste og endelig anstrengelse kan den nå et punkt, hvorfra den ikke længere kan falde tilbage og hvor vejen til toppen ligger vidt åben.

Vi er nu nået til det femte kort som kaldes for Hierofanten, eller Ypperstepræsten, eller ”den der afslører hellige ting,” som var titlen på ypperstepræsten i de Elusiske mysterier. I nogle af de gamle kort blev han erstattet af Jupiter. Han bliver normalt behandlet som tvilling og modpart til Kejseren. Gud Faderen er kendt gennem sine handlinger i Kejseren, og gennem hans profeter og præster i Hierofanten. Hvor man kan sige, at Kejseren udtrykker verdslige kræfter, udtrykker Hierofanten den åndelige autoritet. Han står for den akcepterede og traditionelle lære, grundfæstet religion, ortodoks teologi, konventionelle moralkodekser. Han er faderen for sit folk og en vejleder.

Symbolikken går selvfølgelig noget dybere og ifølge det første kapitel i Genesis hvor der står, at Gud havde skabt alle hans andre skabninger, eller da han havde givet tingene deres endelige individuelle form, sagde han: ”Lad os gøre mennesket i vort billede, i vor lighed.” Og han skabte manden og kvinden og sagde til dem: ”Vær frugtsommelige og mangfoldiggør Jer og fyld jorden.” Paven symboliserer Gud der skaber mennesket i sit billede og mennesket skabt i det billede. Pavedømmet var i middelalderens kristendom det højeste mål som mennesket kunne nå, og Peter's stol var symbolet for Kristus på jorden.

Kortet korresponderer til Taurus og symbolet for Taurus forener symbolerne for Solen og Månen, det oven hvorfra lyset skinner, og det neden som genspejler det. Taurus herskes af Venus i astrologien og Venus er princippet for det frugtsommelige og mangfoldiggørende, eller ud af to kommer der tre.

Symbolet for Taurus minder også om myten om Isis (månen) der står overfor den døde Osiris (solen) for at genoplive ham. Mystikere har draget en parallel mellem denne myte og de elusiske mysterier. Ifølge tidligere kristne forfattere, gjorde hierofanten sig selv impotent før han fejrede mysterierne, ved at drikke skarntyde (gift) for, at symbolisere Osiris der ligger død. Senere var der et 'helligt ægteskab' mellem hierofanten og en præstinde (foreningen mellem Isis og Osiris). Den højeste form for åbenbaring for den indviede var, at se 'et kornaks, høstet i stilhed', fulgt af erklæringen om, at gudinden havde født et barn. (Barnet Horus eller Harpokrates var også stilhedens gud). I lyset af dette er kort nr. 5 Osiris, som blev født som

57

menneske, men som også blev en gud, og hvis myte er et eksempel som andre mennesker kan følge.

Dette kort viser os altså den indviede i Isis-mysteriet, der sidder mellem to søjler. Hierofanten holder et tredobbelt kors med sin venstre hånd og med den højre gør han tegnet for det esoteriske, det vil sige skelner mellem doktrinens ydre del og den skjulte del. Det er også meditationens og stilhedens tegn. Ved hans fødder ligger to korslagte nøgler. Det er nøglerne til himlen og helvede og de symboliserer den gode kundskab og den onde. De symboliserer også det over-bevidste og det ubevidste. Søjlerne bag ham symboliserer til højre loven og til venstre friheden til, at adlyde og ikke at adlyde tilværelsens principper. Disse to søjler er dog ikke de samme som de to der er foran templet der bevogtes af Ypperstepræstinden i kort nr. 3.

Søjlerne er altid et symbol, der placeres ved indgangen til de steder, der skal tilbedes. Ægypterne kaldte dem Tats søjler. Den ene hed Tat, som betyder 'i styrke' og den anden kaldtes for Tattu, som betyder 'at etablere'. Når de to ord kombineres betyder de 'i styrke er dette sted etableret for altid'. Tat bliver i Ægypten betragtet som en figur for stabilitet. Det repræsenterer også de fire hjørner og er lig med en firkant. To Tats former indgangen til Tattu, der er porten ind til religionen hvor den dødelige sjæl sammenblandes med en udødelig ånd og 'etableret i Amensis mysterier for evigt'. Dette er yderligere illustreret gennem skrifterne ved kong Salomons Tempel. I våbenhuset eller indgangen til kong Salomons tempel var der rejst to særlige søjler. ”Og han rejste søjlerne i våbenhuset til templet. Og han rejste den højre søjle og kaldte den Jackin, og han rejste den venstre søjle og kaldte den Boaz'. På hebræisk betyder Jackin 'at etablere' og Boaz betyder 'i styrke'.” (Kongerne 7, 21-22):

To mænd knæler ved hans fødder, den ene er klædt i rødt og den anden i blåt. Undervisningen er nu praktisk og mundtlig, det kræver ikke længere en bog. På nogle kort er disse to mænd henholdsvis hvid og sort og repræsenterer selvfølgelig det gode og det onde. De symboliserer også de to køn og tanker og begær, den frelste og den fordømte.

Det tredobbelte kors repræsenterer den skabende magts gennemtrængning af de guddommelige, de intellektuelle og de fysiske verdener, hvilket gør at alle manifestationer af universelt liv kommer frem. De er ofte blevet brugt til at betegne gaverne fra de tre vise mænd, der kom fra Øst og som rejste til Jesus fødested, for at de kunne tilbede ham. Disse tre gaver, guld, røgelse og myrha står som repræsentanter for de tre verdener, den åndelige, astrale og fysiske og de love som leder dem. Det vil sige, at de har opnået oplysning, og deres vej til selvbevidst udødelighed, tilbagekomsten til åndens arnested, var direkte og bestemt.

58

Tegnet som Ypperstepræsten gør med højre hånd kan også symbolisere mennesket, den intellektuelle magt som dominerer de fire elementale riger og det symboliserer den menneskelige viljes magiske kraft. Den der gør dette tegn viser, at han adlyder de guddommelige love.

Kortets tal er 5 og i nyere kort er han tegnet i form af et pentagram eller fempunktet stjerne, som er et symbol for ånden forenet med og dominerende stof. Tallet 5 er sammensat af 4+1, 1 for ånd, den guddommelige bestanddel som Gud pustede ind i Adams næse og 4, for de fire elementer ild, luft, jord og vand. Det er af disse, de klassiske og middelalderlige teorier siger, at materien er skabt. Pentagrammet er også et symbol for mennesket, for når et menneske strækker sine arme og ben ud, former det en fem-punktet stjerne.

Taget i rækkefølge minder kortene fra Magikeren og til Ypperstepræsten os om den gnostiske lære om skabelsen af universet. Man troede i begyndelsen, at En blev til To ved tanken, således at der var et Sind og en Tanke. Magikeren kan lignes ved det guddommelige Sind, den Kvindelige Pave med Tanken i sin oprindelige renhed og Kejseren med Tanken, efter at den blevet parret med Sindet for at blive moder til alle de lavere kræfter. Blandt disse lavere kræfter var Demiurgen eller Kosmokrator, skaberen af den synlige verden. Han var skaberen af de materielle ting (Kejseren) og også af de åndelige ting når det gælder den almindelige religion og moral (Paven).

59

Bestem frit over din skæbne! Har du mod til at kæmpe intensivt, eller er du bange for anstrengelsen? Vid at man intet får foræret.

60

De elskende

Thoth var en af de ægyptiske hovedguder og i Osiris-cyklen var Thoth himmelgudinden Nut’s ven og hun var også Osiris moder. Da Nut blev forbandet af Ra og han forbød hende at føde hendes børn på nogen som helst af årets dage, spillede Thoth et terningespil med månegudinden Selene og han vandt en tooghalvfjerdssindstyvendedel af lyset fra hende. Af denne del lavede han fem dage (disse hører ikke med i kalenderen og kaldes derfor skuddage) og lagde dem til det ægyptiske år som bestod af præcis 360 dage. På disse fem dage blev Nuts fem børn født og derfor betragtede ægypterne dem som hellige festdage. På grund af dette blev Thoth’s virkelige rolle som læreren, beskytteren og lærdommens gud. Det var Thoth som hjalp Isis med at styre riget mens Osiris rejste i fjerne lande. Efter mordet på Osiris, hjalp Thoth hende med hendes kongelige pligter og blev samtidig lærer for Horusbarnet. Thoth udtrykkes i hieroglyfskriften ved den hellige fugl Ibis’en.

Almindeligvis betragtes Hermes som den græske form af Thoth, men man ved ikke i dag om disse to guddomme er identiske. Hermes var også gudernes budbringer ifølge Hellenerne og tilbedelsen af ham blev bragt videre til Rom hvor hans navn blev Merkur, normalt repræsenteret med en vinget hjelm og sandaler.

For romerne var Merkur blot et mellemled mellem guderne og mennesket, hvorimod den ægyptiske Thoth havde en helt anden rolle. Han var personliggørelsen af visdommen, selve den store Guds intellekt, som formede verden. Han var ikke en budbringer, men en lærer. Han var ikke alene den som bar på de guddommelige hemmeligheder, men han tog også helt og fuldt del heri. Han var både den som indviede og den første indviede. Som gud for skrivetavlerne skildres han ofte som den Ibis-hovedet, der optegner dommen over de døde foran Osiris’ trone.

De navne som oftest blev brugt om ham i det første århundrede af den kristne æra var Hermes Trismegistus eller Mercurius ter Maximus. Denne Hermes, den trefold største, blev som person af Platon identificeret som den ægyptiske Thoth, og han sagde, at han var en stor, lærd mand som levede i det ægyptiske folks fortid. Thoth anses af nogle forfattere for at være en af ægypternes konger og tilhørte et guddommeligt herredømme der gik forud for det menneskelige herredømme. Man taler også om ham som en ypperstepræst i de ægyptiske templer, hvis herredømme strakte sig gennem Farao Ammon’s periode. Dette sidste antyder,

61

at de andre guder som blev tilbedt af ægypterne som åndelige væsener, må have været guddommeliggjorte helte som herskede over folket i forhistorisk tid.

Det er vanskeligt at fastsætte et tidspunkt for Hermes. Cicero giver os et spor, fordi han fortæller os, at den femte Merkur slog Argus og flygtede til Ægypten og søgte beskyttelse der. Efter at være kommet til dette fjerne land, brugte han resten af sit liv til at uddanne dets folk. Blandt de kunster og videnskaber som han grundlagde, var skrivning, historie, matematik, kunst, medicin, lov, religion, astronomi, kemi, astrologi, spådomskunst, arkitektur og kronologi. Han udlagde reglerne for kongerne, udlagde folkets rettigheder, lærte hvorledes land og ejendom skulle deles op, udarbejdede et måle- og vægtsystem og grundlagde byen Hermopolis Magna. Dette er et vældigt arbejde for én person. Faktisk er det mere end man kunne forestille sig, at selv et højt oplyst menneske kunne have gjort, så når Cicero taler om fem Merkurer syntes svaret at ligge lige for - adskillige personer. Sandsynligvis er det nogle som har levet over en periode af mange århundreder, ja årtusinder og optegnet med samme titel, og som er blandet sammen til én og dette er så lagret i menneskets hukommelse og blevet personifikationen af al kundskab og alle tanker.

De fleste af de gamle historikere var af den mening, at den historiske Hermes, ham som Cicero kalder den femte Merkur, var samtidig med Moses. Nogle siger dog, at han var endnu ældre og levede i det 2. årtusind før Kristus. Man har også sagt, at han var Moses, men der findes intet dokumentation der støtter denne teori. Ej heller er der bevis for, at de ældre hermetiske skrifter skyldtes de jødiske metafysiske systemer, for hermetisme hørerer helt klart hos ægypterne. Ægyptens guder har førstepladsen i den hermetiske teologi, og de ældre lærdomme der er tilegnet Hermes er bygget op omkring Osiris-cyklen og Hermopolis Magna’s guder.

Der er ikke det mindste spor af hvem hans forældre skulle have været eller noget om hans fødsel eller tidligere år. De græske legender om Merkur siger, at han var af kongelig byrd eller i det mindste adelig, og han nød alle hans samtids goder. I den arabiske tradition er Hermes discipel af et mystisk væsen som kaldes Agathodaemon. Dette navn forbindes normalt med overnaturlige væsener, men det er muligt at Hermes var disciple af en meget gammel vis mand eller hierofant i de ægyptiske mysterier.

De ældste tegninger af Hermes, og de er ikke særlig gamle, viser ham som en høj mand, klædt i en lang robe der er mere af græsk end af ægyptisk stil. Han vises normalt bærende en turban,

62

der er snoet omkring en konisk, bispehuelignende hjelm. Han har skæg og er ærværdig af ydre og er almindeligvis omgivet af hans kults symboler.

Fra hermetiske skrifter synes det som om, at der gik en vision forud for Hermes herredømme eller en illumination. Denne illumination er optegnet i ’Menes Hyrde’. Efter visionen gik Hermes hurtigt frem med at omvende verden til de store sandheder.

Hermes syntes i sine taler, at have talt direkte til visse disciple, men der er vidnesbyrd om, at han vandrede op og ned gennem landet og underviste, vejledte og kaldte menneskene til visdommens liv. I en forelæsning henvender Hermes sig til sin søn Tatian, men hvad enten dette skal tages bogstaveligt eller ej, vides ikke. Tatian kan godt have været en discipel som Hermes talte til med faderlig visdom. Slutningerne i teksten omkring dette punkt er ikke klare og det er også muligt, at Tatian virkelig var en søn. Fra den Guddommelige Pymander får vi det indtryk, at Hermes levede et langt og nyttigt liv og at han døde af naturlige årsager, for det bliver sagt ”at han døde i sin livsaften.” Ved denne lejlighed samlede han sine disciple omkring sig og holdt en sidste tjeneste.

Albertus Magnus skrev, at Hermes var blevet begravet i Hebron dalen og, at Alexander den Store besøgte graven som lå i en grotte. På Alexanders ordre blev graven åbnet, men man fandt at mesterens legeme var blevet til støv og der hvor legemet havde ligget, lå der en stor smaragd som var blever begravet med magikeren. Smaragden indeholdte de hermetiske hemmeligheder præget dybt i overfladen. Den kaldes ‘Tabula Smaragdina Hermetis’ og man mener, at stenen er kunstigt skabt efter at den har været i en smelteform og skabt ved en alkymistisk proces for, at hærde den og farve den som en ægte smaragd. Skriften på smykket indeholder en analogi som er hovednøglen til de hermetiske kundskaber. Kort oversat lyder den således:

‘Det som er foroven er lig det som er forneden og det som er forneden er lig det som er foroven’.

Hermes er en af de få hedenske filosoffer som ikke blev angrebet af den første kristne kirke. Han blev accepteret som en sand Guds budbringer, en stor profet, og hans bøger var meget eftertragtet hos præsterne i den nordafrikanske kirke. I Stromateis beskriver Clement af Alexandria Hermes 42 bøger, som blev båret af præsterne ved religiøse processioner. Han siger, at en af Hermes bøger indeholdte hymner til guderne, en anden forskrifter for en konges liv. Så var der fire om fiksstjernerne, solen og månen, konjunktionerne og de himmelske

63

legemers bevægelser. Han nævnte ti bøger som ærer guderne, og andre ti kaldet Hieratic, som indeholdte lovene og seks afhandlinger om sygdomme. Det er ret usandsynligt, at disse værker som eksisterede i det første århundrede af den kristne æra, skulle være helt forsvundet uden at der blev lavet kopier på ægyptisk af dem..

Hovedkilden til de hermetiske lærdomme er Pymander eller Visioner. De fremlægger et komplet system af metafysisk teologi og filosofi. Visse andre dialoger og fragmenter sammen med Pymander udgør Corpus Hermeticum. Næsten alle de hermetiske bøger er omstridte. De lærde er meget uenige om både hvornår de er samlet og hvor de hører til i religions- og litteraturhistorien. Der er dog bred enighed blandt eksperterne i de hermetiske skrifter om, at de i deres nuværende form ikke er særlig gamle. De var sandsynligvis ukendte for ægypterne før den kristne æra og de dukkede først op i det 3. og 4. århundrede efter Kristus, selvom de sikkert har cirkuleret så tidligt som i kristendommens første århundrede. Det er dog ret sandsynligt, at hele den overlevende hermetiske litteratur har en meget ældre tradition som kilde og som formentlig er tabt for altid. Det er usædvanligt, at navnet Hermes har overlevet gennem århundreder og der stadig ikke findes nogle optegnelser om hans liv og gerning. Hermes er blevet synonym med al den lærdom som har med visdom at gøre og det er i den egenskab at hans navn har levet videre.

Det er også mærkværdigt, at de hermetiske lærdomme, selvom der ofte henvises til dem, aldrig har antaget en specifik form, men er forblevet næsten abstrakt og dunkel. I tidligere tid syntes hermetisme både at have været kosmologisk og regenerativ. Senere tog det form af alkymi og kemi. Selv Kabbala og pytagoræernes matematiske lærdomme havde hermetismen med, og til sidst, i vores tid, er ordet blevet synonym med al metafysik, New Age, transcendentalisme og spiritualitet.

Hermes lære går ud på, at universet blev opretholdt gennem visse sekundære guders energier, som var de som manifesterede og administrerede den Guddommelige Vilje. Om den Første Gud, den skjulte kilde til alting, siger Hermes ikke meget, da dette emne var for dybt til at blive afdækket gennem en intellektuel proces. Selvom Hermes ikke definerer den første Årsag, syntes han at foretrække at definere den som Ur-Sindet eller det højeste Væsen, hvorfra fornuften emanerede, som opretholder og tilrettelægger af alle naturfænomener. Således var Hermes monoteistisk i sine principper og panteistisk i sin idé om de sekundære principper som udstrømmende fra den Ene, bliver den opretholdende kraft der administrerer de mange. I denne opfattelse er Hermes en parallel til Platon, som med lidt andre ord udtrykker de samme tanker, og på denne måde afslører de mytologiske hemmeligheder. Antikkens gudekreds er

64

virkelig personifikationer af det universelle livs attributter. Den universelle Ene manifesterede først højere væsener og med disse, deres første efterkommere, hersker de over den jordiske sfære og dens skabninger. Den jordisk sfære og alt hvad den indebærer tilhører den anden emanation og er derfor længere væk fra guddommen.

Guderne, eller administratorerne der gør faderens vilje, lader gennem deres egen natur den himmelske ild udstrømme, som er alle tings liv. Disse guder er planeterne og stjernerne, der bevæger sig i baner eller indenfor visse grænser. Disse baner kaldes for troner og fra deres ildlignende ringe herskerne over den underjordiske sfære og kontrollerer den ved den mærkelige kraft som Hermes kalder for skæbne. På denne måde har vi i Hermes lære et udtryk for de gamles tro på astrologien. De planetare herskere, der hersker over jordiske anliggender, manifesteres gennem deres bevægelser og indbyrdes kombinationer det store Sinds hensigt eller vilje.

I kosmogonien er det hermetiske system sandsynligvis kilden til, eller hovedlæren, i den ptolemæiske teori. Jorden er placeret i midten og planeterne og himmellegemerne cirkler omkring jorden i baner, som ægypterne symboliserede ved løgets ringe eller lag. Bag planeternes baner var cirklen af fiksstjerner, som udgjorde himmelens væg eller den ydre grænse for den jordiske sammensætning. Det er dette system der er brugt i Johannes Åbenbaring, og danner arbejdsnøglen til næsten al mystisk kosmogoni. Johannes der går gennem den lille dør i himmelvæggen, blandes med det himmelske, eller den guddommelige verden udenfor kosmos’ kugle.

Ifølge Hermes formede de syv planeter, som var kendt af de gamle, en stige der forbandt himmelen med jorden, og omvendt, jorden med himmelen. Dette var den hemmelige stige med de syv trin, Jakobsstigen og det var også stigen med de gyldne tråde som Muhammed steg op ad til Guds skammel i den berømte natterejse. Planeterne er også de syv åbenbaringssegl som må åbnes, og de syv porte i Mitra-mysterierne. Det er de syv trompeter og syv skåle og de syv kirker i Asien. De kræfter der strømmer ud fra dem er de syv kardinaldyder og fordærvelsen af disse syv kræfter er de syv dødssynder. Det er de syv sakramenter, jødernes syv Elohim, ægypternes syv store guder, Titanerne, Logos, ja faktisk er det de mystiske syvenige kræfter som går igen i antikken.

I Pymander læser vi, at på deres troner er der sat syv herskere som administrerer de kosmiske kræfters hvirvelvinde. Da de guddommelige emanationer var blevet fuldført, skabte det ene Sind naturen og de lavere kræfter ud af Sit eget væsen. Det fæstnede naturen i sit eget evige

65

grundlag og gav det til herskerne, så de kunne herske over det med evig visdom. Og naturen frembragte ud af dets higen liv, krybende og kravlende ting og skabningerne i dybet og sjælsløse monstre som havde former, men var for langt væk fra Lyset til at have sjæle. Ud af jordens stræben fremkom drager og monstre og mærkelige skabninger beskrevet som Berosus. Således blev naturen formet og herskerne gav den form, men den kunne ikke leve, for det store Sind havde ikke skænket den liv. Og i sin visdom formede det højeste Sind, Faderen til alle ting, mennesket, et højere og smukkere væsen i lighed med Lyset og fuld af stråleglans i hele sin vælde. Og dette menneske dvælede med Faderen og ligesom Faderen havde dette menneske også fået herredømme, ikke bare over verden, men også over herskerne over verden. Dette minder os om Bacchusbarnet som Zeus gav hele universet at lege med eller Dionysos som præsenteres med en spindetop som kan dreje rundt for evigt. Og herskerne bøjede sig for mennesket som var blevet formet, det metafysiske menneske som ikke have legeme, men som helt igennem var sjæl. Og hver af herskerne skænkede til mennesket en af sine kvaliteter således, at han i sit indre opnåede de syv naturer, som var guderne af de syv himles gaver.

Nu stirrede dette menneske ned i dybet, og så den fysiske verden som gennem et spejl eller et dunkelt ocean, og ligesom Narcissus i de græske legender blev han betaget af sin egen skygge, og ønskede at stige ned i det. Det der begæres virkeliggøres, og med begæret kom opfyldelsen, for det som sindet begærer går i opfyldelse. Og mennesket steg ned i dybet, han trådte ind i skyggen og skyggen trådte ind i ham. Sindet som havde stået over mysteriet blev del af mysteriet og den lavere verden modtog sindet og dybets skabninger blev ‘sind-fyldte’ og mennesket glemte sine bånd med Lyset og begyndte at kæmpe uden for sig selv for at opnå det, som var inden i hans egen natur. Tider gik, det ene menneske blev til menneskeheden og alle mennesker var samlet som en overjordisk enhed og i alle mennesker var der en længsel efter det ene - at vende tilbage til Lyset. De syv principper som de syv hersker havde skænket det guddommelige menneske, var blevet til syv legemer eller fysiske principper, og herskerne, som arbejdede på deres egne principper i mennesket, slavegjorde ham og efterlod ham som offer for legemets begrænsninger og sansernes indtryk.

Sådan så det ud da Hermes, der sad alene på bjergsiden, modtog visionen. Himlene delte sig og visdommens drage stod foran ham og dragen Poimandres sagde: ‘Jeg din Gud er Lyset og Sindet som var førend substansen blev delt fra Ånd og mørke fra Lys.’

Hermes bøjede sig for den store Ene og bad om, at Poimandres vil afsløre vejen som mennesket kunne genopbygge for igen at vende tilbage til Lyset, og Poimandres svarede:

66

”Udødelighedens vej er vanskelig og kun få finder den. Resten venter på den store dag, hvor universets hjul skal stoppes og de udødelige gnister skal flygte fra substansens skede. Skam til de som venter, for de må vende tilbage igen, ubevidste og uvidende til stjernernes sædegrund og vente på en ny begyndelse. De som er frelst ved mysteriets lys som jeg har afsløret for dig, O Hermes, og som jeg byder dig at grundfæste blandt menneskene, skal vende tilbage til faderen som dvæler i det hvide Lys og skal bringe sig selv op til Lyset og skal blive opsamlet i Lyset, og i Lyset skal de for evigt blive kræfter i Gud. Det er det Godes Vej og afsløres for dem som har visdom.”

I Visionen bliver det endvidere beskrevet hvorledes den sande søger, der klatrer op ad visdommens stige til herskerne, giver den del af deres natur som taget fra dem, tilbage. Således vender han tilbage til solen og dens herre med dens ambitioner, til Mars og dens herskere, til Jupiter og hans rigdomme, indtil sjælen til sidst, renset for alle dødelige ting, undslipper ringene fordi der ikke er mere af ringenes natur tilbage i den. Indtil det tidspunkt hvor en sådan undslipning er mulig, er livet og døden snarere alternativer mellem en legemlig og ulegemlig tilstand. Men hvad enten man er fysisk levende eller fysisk død, forbliver enheden naturligt i verden. Kun visdommen kan befri den fra verdslighedens ringe til den himmelske blanding hvor det højeste Sind dvæler. Derfor kan man sige, at den hermetiske filosofi i sin ældre form er en forløsende lære, der leder mennesket til en tilstand af velvære gennem udøvelsen af dyder og tanker og gennem renselsesriter.

Den senere hermetiske skole blev grundlagt på lærdommene i Hermes lære og cirkulerede rundt blandt Alexandrias søgere og senere blandt araberne og vendte tilbage til Europa i den mørke tidsalder og havde antaget en næsten kun kemisk terminologi og fortolkning. Forskellen mellem de filosofiske og alkymistiske skoler kan virke mere indlysende end faktisk, men Hermes var for middelalderens alkymister en forvandler af metallerne og ikke en forløser for menneskene.

Af de senere hermetiske filosoffer er Rosenkreuzerne og Paracelsisterne sandsynligvis de vigtigste. Rosenkreuzernes Orden var sammensat af mennesker som var nået til erkendelse af, at den hermetiske hemmelighed var en klogt tilsløret historie om menneskets evolution. Dybe, eftertænksomme mennesker, der ikke lod sig lokke af det lovede materielle guld søgte, efter at have genoplivet filosofien, sammen i tætte kredse, og bragte den ud blandt Europas lærde.

Der er en guddommelig videnskab skjult bag de kemiske skrifter fra mænd som Paracelsus, van Helmont, George Ripley, Roger Bacon og Nicolas Flamel. Der kan ikke herske tvivl om at disse

67

mænd var ægte hermetiske adepter som, gennem erkendelsen af, at man ikke skal kaste perler for svin, skrev dunkelt, men lagde samtidig i deres skrifter tilstrækkelige mange spor og antydninger frem om, at den værdige ikke ville blive nægtet viden. Ethvert menneske læser i i skrifterne det som er hans egen vision. Nogle søger derfor forløsning fra sig selv, men de fleste forsætter med at stræbe efter den legendariske røde løve og håbe på himmelsk udødelighed. Men lad os forlade Hermes for en tid og vende tilbage til den Store Arcana.

Dette kort, nummer 6, kaldes for Elskerne og symboliser historien om Adam og Eva, den forbudte frugt og slangen. Pavens kort symboliserede, at mennesket er skabt i Guds billede, og i Elskerne ser vi menneskets to køn, den oprindelige enhed som nu er delt i to og indfiltret i dualiteten. Lig Adam i Eden, lig alle mennesker, har den unge mand på kortet valget mellem at adlyde eller at nægte og lig Adam vil han falde. Ifølge Biblen var det Syndefaldet som bragte døden ind i verden som en konsekvens af Adams fald og således kan kortet fortolkes som et symbol på kærlighed og uundgåelig død på samme måde som kærlighedens lille død, nemlig fallos' kollaps.

Waite tegnede kortet for, at vise Adam og Eva uskyldigt nøgne i Edens Have. Bag Adam er Livets Træ, der bærer 12 frugter. Dette står for zodiakkens tolv tegn og for de tolv grundkarakterer hos mennesket i astrologien. Bag Eva er det fatale Kundskabens Træ. Det bærer fem frugter og symboliserer de fem sanser og slangen er tvundet omkring det. Waite sagde, at dette kort repræsenterede Adam og Eva’s rene kærlighed før Syndefaldet, før de spiste af de forbudte frugter og ”så at de var nøgne,” og deres kærlighed blev sanselig og grov. Adam ser på Eva og Eva ser på englen, som symboliserer, at det bevidste intellekt (Adam) ikke kan nå den højere bevidstheds riger (englen) direkte, men kun gennem det ubevidste (Eva).

I første Mosebog fortæller slangen Eva, at hvis hun og Adam spiser frugterne vil deres øjne åbnes, og de vil blive lig Gud. Slangen er et gammelt symbol for visdom, udødelighed og det seksuelle. Ved at spise af frugten afslørede den første mand og kvinde det seksuelle mysterium, og blev lig Gud ved, at blive istand til at reproducerer sig selv og således skabe nyt liv. På det åndelige plan var det de afslørede, muligheden for at opnå den oprindelige enhed.

Kvinden betegner også en tiltrækning mod det følsomme liv, som i sig bærer menneskets fald, men hun arbejder hellere med en hemmelig lov om forsyn end som en villig og bevidst frister. Det er gennem hendes tillagte fejl, at mennesket til sidst skal rejse sig, og kun gennem hende kan mennesket fuldende sig selv. Kortet handler derfor på en måde også om kvindens store mysterium.

68

Kortet er også en påmindelse om, at aspiranten på indvielsens vej ofte er tilbøjelige til, når han endeligt sætter fødderne på den sti der leder mod adeptskab, at fremskynde denne forvandlingsproces. Og da han ofte tager et skridt foran dem som han er omgivet af, og går i et hurtigere tempo end hans omgivelser, vil han snart stå overfor alvorlige hindringer. Det er så almindeligt, at når den søgende bestemmer sig for at gøre visse ting, så bliver disse beslutninger hurtigt sat på prøve. Det kan for eksempel være en beslutning om at forandre visse dårlige vaner, da fremkommer der ofte fristelser der sætter beslutningerne på en prøve. Det viser blot, at når man tager et skridt som er radikalt, vil ens beslutsomhed som regel blive grundigt efterprøvet, før man gør disse nye ting til en fast del af sit liv.

Hvis et menneske vælger renhedens sti, så vil det ikke være uden hjælp, for de åndelige kræfter vil alliere sig med hans vilje og hjælpe ham med at komme ud over sin last. Dette er også et af de mest magtfulde skabelsesmidler i verden, for når denne vilje opløser sig selv til kærlighed, så forenes disse kræfter og det menneske for altid.

Hvis vi ikke ser de gode ting i livet, er det blot en påmindelse om, at vi endnu ikke er nået til døren, som kun åbnes for de der er klar til at bruge disse gode ting i menneskehedens tjeneste. Hvis vores omgivelser, eller vor nuværende inkarnation, har beredt os til at se, hvad der er godt, så kan vi kun ved kontraster værdsætte det ’onde’. Således symboliserer dette kort, at når vi når til korsvejene og kan se, at kundskaben er god og uvidenhed er ond, da vil vi have den frie vilje til at vælge.

69

Gå i den valgte retning og modstå med fast hjerte de anfægtelser, der venter dig. Vis, at du forstår at styre dig selv, og energien vil forblive dig tro. De mest forskelligartede magter vil

hæfte sig til din personlighed. Vær derfor deres formidler og lad dig føre videre af den sejrende vej, der åbner sig for dig.

70

Vognstyreren

Over indgangen til Templet i Delfi stod der: Menneske, kend dig selv. Menneske, vær sand mod dit eget selv. Det er vore daglige erfaringer, der giver os åbenhed og dybde. Vi er tilbøjelige til, at betragte livet som en overgang fra et sæt omstændigheder til et andet, men sådan er det ikke. Det er en lejlighed til at give, dele og samle styrke til at overvinde eller gennembryde tidligere barrierer. Når vi ser tilbage ser vi ofte, at de første mange år var helliget overvindelsen af hindringer. Meget ofte er vi nødt til at miste vor position i samfundet, kravle ned ad den sociale rangstige eller kravle lidt op. Vi kan aldrig vide hvilken form en indvielse vil tage. Det er dog vigtigt, at vi er opmærksomme på, at en indvielse ikke er et resultat af en række tilfældige hændelser. Indvielser er en del af det kosmiske, universelle liv og de går forud for kommende, større begivenheder. De er skridt fremad på vejen til højere værdier, til erkendelse af vore egne indre evner og derfor vil tilværelsen her på jorden være spildt, hvis vi ikke, ansigt til ansigt, tager kampen op mod vore drager.

Vi vandrer ad en vej som er planlagt med et specielt formål for øje, med en bestemt hensigt og mening. Af den grund er det nødvendigt, at vi forstår vore erfaringer fuldt ud efterhånden som de kommer. Hvis vi vil kende det yderste eller gøre store opdagelser, må vi akcepterer vore erfaringer med større udsyn og mindre modstand. På grund af den opgave som vi har accepteret i et andet liv, har vi påtaget os at udvikle specielle egenskaber i vor natur og karakter i dette. Det er en del af vor opvækst og blive voksne det må vi, i et univers der bestandigt udvikler og udvidder sig.

Rudolf Steiner skriver i sin bog Vejen til højere erkendelser:

”Der er mange der tror, at vi må opsøge den højere videns mestre et eller andet sted for at få oplysninger fra dem. Om dette kan der siges to ting. For det første vil den, der alvorligt søger en højere viden ikke sky nogen hindringer for at opsøge en indviet, der kan fortælle ham eller hende om de højere hemmeligheder. Men på den anden side kan enhver også være sikker på, at indvielsen vil nå ham under alle omstændigheder, hvis der foreligger en alvorlig og værdig stræben efter erkendelse. Der findes nemlig en naturlig lov for alle indviede der gør, at de ikke unddrager et søgende menneske den viden, der tilkommer ham. Men der findes også en ligeså naturlig lov der siger, at ingen viden kan gives en ukaldet. De veje, som gør mennesket modent til at modtage en hemmelighed er nøje fastlagte. Deres retning findes indskrevet med uudslettelige, evige

71

bogstaver i de åndelige verdener, i hvilke de indviede bevogter de højere hemmeligheder. Ånden er til stede overalt og enhver som søger kan finde dem.

Der findes en grundregel som ikke må overtrædes, hvis man vil nå et bestemt mål og den hedder: ”Enhver erkendelse som du søger blot for at berige din viden, blot for at ophobe rigdomme i dig, fører dig bort fra din vej, hvorimod enhver erkendelse som du søger for, at blive mere moden på vejen til menneskeforædling og verdensudvikling, bringer dig et skridt fremad.” Denne lov må iagtages nøje. Man kan også sammenfatte denne sandhed i denne korte sætning: ”Enhver idé der ikke bliver til et ideal i dig, dræber en kraft i din sjæl, hvorimod enhver idé der bliver til et ideal, skaber livskræfter i dig.”

Som i al anden esoterisk lærdom taler også Rudolf Steiner om en indre ro og visse regler der må følges. Disse regler er ikke skabt tilfældigt. De skyldes urgamle erfaringer og ældgammel viden. De gives overalt på samme måde, hvor der anvises veje til den højere erkendelse. En af disse regler kan udtrykkes på følgende måde:

”Skaf dig øjeblikke af indre ro og lær i disse øjeblikke at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige - det vil sige at afse en kort stund fra de daglige gøremål og i denne stund beskæftige sig med noget helt andet end det, der er genstand for de daglige beskæftigelser. I dette tidsrum skal du rive dig fuldstændig løs fra dit hverdagsliv. Dine tanker og følelser skal antage en anden farve end den sædvanlige. Du skal lade dine glæder, dine sorger, dine smerter, dine erfaringer og dine handlinger passere revy for din sjæl. Og du skal indtage det standpunkt, at du betragter alt det, som du ellers oplever, udfra et højere synspunkt. Det, du skal bestræbe dig for i de afsondrede øjeblikke er nu, at betragte og bedømme dine egne oplevelser og handlinger, som om det var en anden og ikke dig selv, der havde oplevet eller gjort dem. Lad os sige, at en eller anden er blevet ramt særligt hårdt af skæbnen. Hvor forskelligt ville du ikke stille dig til dette slag af skæbnen, hvis noget lignende havde ramt dig selv? Du må søge kræfter til på visse tider, at kunne stå overfor dig selv som en fremmede. Du må træde dig selv i møde med bedømmerens indre ro. Kan du opnå dette, så viser dine egne oplevelser sig i et nyt lys. Når du til den indre ro i overblikket, da afsondrer det væsentlige sig fra det uvæsentlige. Det er som om du hele dagen har opholdt dig i en lille landsby, hvor du så det mindste lige så tæt på som det største og så om aftenen gik op på en nærliggende bakketop og så ned over hele landsbyen på én gang. Nu viser enkelthederne i denne landsby sig helt anderledes overfor hinanden, end da du var i den.”

72

I en anden bog, The Mystical Christ af Manly P. Hall står der:

”Når det bliver fuldt virkelighed at det forholder sig således, at alt ondt, al vildfarelse og synd med alle de påfølgende lidelser stammer fra uvidenhed, da vil vi, hvor som helst vi ser dem træde frem i en eller anden skikkelse, hvis ellers vore hjerter er i orden, have medlidenhed og sympati med dem, hos hvem vi har set det. Medlidenheden vil da gå over til kærlighed og kærligheden vil komme til udtryk i venlige tjenester. Dette er den guddommelige metode. Og i stedet for at hjælpe med til at træde på den svagere og holde ham nede, vil vi således holde ham oppe, indtil han kan stå alene og blive en indviet. Men al livsvækst foregår indefra og ud efter og man bliver først en rigtig indviet, i samme grad som erkendelsen af vor egen naturs guddommelighed går op for vor indre bevidsthed og således tvinger os til erkendelse af de højere love. Og vi kan ikke på nogen mere virkningsfuld måde fremskynde dette daggry i en andens indre bevidsthed, end ved at lade guddommeligheden i os selv skinne frem gennem vort daglige liv.’

Ved eksempel og ikke ved formaning. Ved at leve og ikke ved at prædike. Ved at handle og ikke ved at bekende. Ved at leve livet og ikke ved læresætninger om, hvordan det skulle leves. Der er intet så smitsomt som livet. Hvad vi sår skal vi høste og hver ting der er sået frembringer sin egen art. Vi kan slå ihjel, ikke blot ved at gøre en anden direkte legemlig fortræd, men også ved enhver fjendtlig tanke. Og da begår vi ikke blot mord, men også selvmord. Mangt et menneske er blevet sygt af at have flere menneskers ildesindede tanker mod sig. Sæt had ind i verden og vi gør den til et helvede. Sæt kærlighed ind i verden og himlene med alle dens skønheder og herligheder bliver en virkelighed.

Ikke at elske er ikke at leve, eller det er at leve en levende død. Det liv som vender sig i kærlighed til alle, er det liv, som er fyldigt og rigt og stadig vil udfolde sig i skønhed og kraft. Det er det liv som bliver stadig mere omfattende og derfor større i sit mål og i sin indflydelse. Jo større en mand eller en kvinde er, des mere omfattende er han eller hun i deres kærlighed og venskaber.

Peter og Johannes gik en gang op til templet og da de kom til porten mødte de en krøbling, der bad om en almisse. I stedet for at give ham noget til dagens behov og dermed efterlade ham i den samme afhængige stilling overfor den næste dag og den næste igen, gjorde Peter ham en virkelig tjeneste ved at sige: ‘Sølv og guld har jeg ikke,

73

men hvad jeg har, giver jeg dig’. Og derpå helbredte han ham. Han bragte ham i en tilstand, hvor han kunne hjælpe sig selv. At hjælpe direkte kan være svækkende, om end nødvendig, det beror helt af omstændighederne, men at hjælpe en anden til at hjælpe sig selv er derimod aldrig svækkende, men altid opmuntrende og styrkende, fordi det leder ham ud i et større og stærkere liv.

Der er ingen bedre måde at hjælpe et andet menneske på, end ved at hjælpe ham til at kende sig selv. Der er ingen bedre måde, hvorpå man kan få mennesket til at kende sig selv end ved at vejlede ham til at kende de kræfter, der slumrer i hans egen sjæl.”

Kort nummer 6 hedder Vognstyreren og vognstyreren fører ikke triumfvognen, men trækkes af den. Dette kort symboliserer befrielsen for de jordiske bånd og adeptens virkelige og højere selv i en emotionel og åndelig henrykkelse, som gør ham fri til at stige op over de almindelige begrænsninger i menneskets bevidsthed, til en forbindelse med det guddommelige.

Ligesom Vognstyreren symboliserer det at hæve sig over de dødelige tilstande, når vi stiger op gennem det som kabbalisterne kalder for Livets Træ, så er nedstigningen på den anden side en henvisning til myten om Syndefaldet og dens konsekvenser. Da Gud så, at Adam havde spist af den forbudte frugt, sagde han, ”se mennesket er blevet som en af os.” For at forhindre, at Adam og Eva spiste af frugterne på Livets Træ og derved blive udødelige, drog han dem ud af af Eden og satte englen med flammesværdet til at vogte den. Og da ”så Adam Eva som hans hustru, og hun undfangede.”

Vognstyreren er et menneske ”som er blevet lig en af os,” det vil sige stamfaderen til et barn i hans billede, ligesom Gud har gjort mennesket i det guddommelige billede. Dette tema går igen i fortolkningen af de efterfølgende kort.

Vognstyreren symboliserer også, at menneskets ambitioner er gået i opfyldelse, på grund af dets vilje til at besejre alle forhindringer.

Lad os se lidt på de andre symboler på dette kort. Båndet omkring hans pande symboliserer, ligesom i Magikeren, det evige lys, som giver et klart syn ind i fremtiden. De tre gyldne stjerner, der stiger op fra kronen, symboliserer menneskets dominans i de tre verdener, den fysiske, astrale og åndelige. På sit bryst bærer han et kyras, der symboliserer styrke. Firkanten derpå symboliserer retskaffenhed, som gør sejrherren i stand til at lede disse kræfter enten til højre eller venstre, til mental eller psykisk magt alt efter hvad tilfældet kræver. En vinget klode

74

foran på vognen fortæller os om de abstrakte begreber tid og rum og er også symbolet for sjælens udødelige flugt gennem evighedens uendelighed.

Stridsvognen symboliserer også, at han som fører denne, har præstens magt til at besvare alle spørgsmål gennem direkte inspiration fra det guddommelige. Det vil igen sige, at det kun er gennem meditationer over det indre selv, at sand viden modtages og han som vil være en sejrherre og modtage dyb fred, må dyrke sit indre selv og de guddommelige aspekter.

De to sfinxer er de gode og de onde magter. Det er væsentlig, at det her igennem tydeliggøres, at ikke kun de gode, men også de onde magter må tjene den Højeste i fuldendelsen af hans Værk. Det samme gælder også for vor udvikling og antydes adskillige gange i den store Arkana’s symbolik.

Den hvide sfinx symboliserer også tilværelsen nu og den sorte sfinx tilværelsen før faldet fra Paradis. De prøver at gå i modsatte retninger, men ved at gøre dette opnår de blot en modsatrettet bevægelse af vognen som et resultat af de modsatrettede energier.

Sejrherren forstår denne sandhed og han ser og er de to sfinxer. Han kender allerede forskellen mellem den faldne tilstand og den guddommelige, også selvom han ikke altid er i stand til at holde ud i den tilstand. Han falder stadig, han projicerer stadig sig selv ud ad til igen og igen. Menneskelig skrøbelighed vil trække ham ud af den. Han er endnu ikke blevet i stand til at besejre den helt. Ikke desto minde befinder han sig på hjemvejen. Ligesom sejrherren står selvsikker og tillidsfuld på sin vogn, således kan også mennesket på dette plan opnå disse egenskaber. Han begynder at kende sine egne kræfter, og han har nu nået det plan hvor han ved og ikke glemmer, at alle disse kræfter ikke er hans egne, men tilhører Gud. Han ved nu, at uden Gud er han intet, at han modtager alle sine evner og talenter fra denne ene urkilde. Alt som lever modtager blot levendegørende energi, evner og talenter. Michelangelo, Beethoven og andre store ånder udledte ikke disse kræfter fra sig selv. De modtog dem alle fra Guddommen.

Mennesket besidder ikke sin egen levendegørende energi, evner og talenter. Han får alt fra Guddommen. Når han først har erkendt det, aflægger han sine tidligere arrogante og egocentriske holdninger, som kun kan være opstået gennem hans egen uvidenhed og han er blevet beskeden.

75

I antikken kaldte man den maske der blev båret af skuespillerne for at deres stemme ”kunne komme igennem,” for ”persona”. Mennesket lader Guds stemme komme gennem sig selv. På samme tid begynder han at føle, at Gud leder ham, fordi Gud stadig har planer med ham. Han bruger sine kræfter til at hjælpe andre. Hvad han ønsker i sit højere Selv, er han istand til at få frem. Han bliver en sejrherre overalt.

76

Ønsk kun, hvad der er retfærdigt, så din vej følger Loven. Lev ikke for at leve, men for at opfylde dit livs mål. Det er således, at du skal forstå det. Så vil du besidde livet, der

uomtvisteligt belønner alt. Vær retfærdig og du vil altid bevare ligevægten.

77

Styrke

I 1614 udkom der i Tyskland en bog der på det tidspunkt blev talt meget om, og som vakte en vældig furore. Det var Fama Fraternitatis og den handlede om Rosenkreuzernes broderskab. Christian Rosenkreuz, der i bogen nævnes som broderskabets grundlægger, blev født i Tyskland i 1378. Christian Rosenkreuz blev opdraget i et kloster som han var blevet sendt til inden han fyldte 5 år. Her modtog han en omfattende undervisning. Han lærte forskellige sprog, blev undervist i teologi, lægekunst, matematik og hvad middelalderen ellers kunne give af kundskaber.

Da berettes der, at en gammel klosterbroder skulle foretage en rejse til det Hellige Land og den unge Christian fik til opgave, at rejse med som denne syge munks ledsager. De to rejsende ankom til Cypern, hvor den ældre munk døde og den unge mand måtte rejse videre alene. På den tid herskede muhamedanerne i det Hellige Land og Christian Rosenkreuz kom i stor gunst hos dem. Han kom derved i forbindelse med nogle arabiske vismænd der førte ham til Damaskus, hvor de optog ham som discipel. Disse vismænd bemestrede i høj grad naturen og dens kræfter og kunne udføre ting, som næsten syntes mirakuløse. Dette optog den da 16-årige Christian så fuldstændigt, at han udsatte sin hjemrejse for at blive lidt længere i Damaskus og lære de vise mænds hemmeligheder og kundskaber. Disse mestre optog med glæde den unge mand i deres broderskab, det var som om de havde ventet hans ankomst. De kendte hans navn og de vidste hvorfra han kom, og hvad hans opgave havde været.

Efter nogle års studier foretog han flere rejser og kom blandt andet til Spanien, der på den tid var et berømt kulturcentrum på grund af maurernes – det vil sige arabernes højt udviklede civilisation. I sin ungdommelige begejstring troede Christian Rosenkreuz, at de lærde mennesker i Europa ville modtage ham med åbne arme og bede om at blive delagtiggjort i hans kundskaber. Han ville samtidig gøre dem opmærksomme på Kirkens fejl og forbedre de moralske og sociale forhold. Der var imidlertid ingen der tog notits af ham, tværtimod blev han mistænkeliggjort og tvunget til at rejse bort.

Den unge Christian tabte ikke modet af den grund. Han havde sat sig for at oprette et broderskab for, at bevare visdommen for efterverdenen og han rejste tilbage til sit udgangspunkt Tyskland. Her byggede han et hus som han kaldte for Spiritus Sancti (Hellige Ånd) og han kontaktede nogle brødre fra sit gamle kloster. Disse oprettede det samfund som blev kaldt for Rosenkreuzernes Orden. Christian Rosenkreuz underviste sine tilkaldte brødre og der blev fastsat bestemmelser med hensyn til Ordenens forhold. Blandt disse var der den

78

betydningsfulde, at hvert medlem skulle sørge for en værdig efterfølger og, at Ordenens arbejdsrytme skulle deles i aktive og passive perioder på 108 år. Bundet af disse løfter drog ordensbrødrene efter endt uddannelse ud i verdenen og praktiserede deres idealer. Inden de døde, havde de ifølge Ordenens regler sørget for en efterfølger. Inden de alle er døde dør også Christian Rosenkreuz.

Da skete der efter en tid det, at en broder ville foretage en forandring på en af tilbygningerne til Ordenens mødested, Sancti Spiritus, og han stødte på en lille messingplade, hvorpå der var indgraveret navnene på alle brødrene. Da han ville tage denne tavle ned fra muren, blev han opmærksom på en stor sten, som tavlen var fæstnet til og efter at have fjernet stenen opdagede han, at der bag denne var en dør der førte ind til en hvælving af en noget særpræget form. Udefra kunne intet lys trænge ind i hvælvingen, men ikke desto mindre var den fuldt oplyst, som af et hemmelighedsfuldt lys. I stedet for en gravsten, fandtes der et alter med en inskription på latin. Ved at skyde alteret tilside fandt man en metalplade under denne og nedenunder den igen lå der et overordentlig velbevaret menneskelegeme, som syntes fuldstændig friskt og levende. Det var Christian Rosenkreuz’ legeme. I hånden holdt han en lille bog, skrevet på pergament og med guldbogstaver. Bogens titel var Testamentum. I Fama Fraternitatis får vi kun slutningen på bogen, som indeholdte en levnedsbeskrivelse af Christian Rosenkreuz og redegørelsen for hans død. Senere indsattes messingpladen på sin gamle plads og døren blev lukket og forseglet. Foranlediget af dette vidunderlige fund, trådte brødrene derfor på ny frem for offentligheden. Til slut i bogen opfordres Europas lærde til nøje, at prøve de i bogen udgivne eksempler på kundskab og åbent give deres mening til kende.

Dette var et meget kort sammendrag af Fama Fraternitatis. Jeg har oversat hele Fama, og den kan downloades gratis fra vores hjemmeside www.kabbala.dk.

Når vi har levet en tid blandt den ydre verdens forlystelser, vågner bevidstheden for nogle om, at det er umuligt at opnå lykken alene i den materielle verden. Der rejser sig altid visse hindringer på vores vej til lykken og disse hindringer er af en sådan art, at intet menneske kan overvinde dem. ”Skilsmisse fra det som vi elsker er lidelse - og samværet med det som vi ikke kan lide, er lidelse,” sagde Buddha, og hvem går fri af disse to former for lidelse? Af og til tænker enhver af os vel over disse to sætninger. Når et menneske har nået det punkt, hvor det alvorligt begynder at tænke over dette, da er det menneske moden til at begynde at søge en befrielse fra denne lidelse, som kan være så bitter.

79

Rosenkreuzernes broderskab er én mulighed for at bistå en sådan søgende sjæl. Rosenkreuzerne er altid rede til at hjælpe alle de som søger hjælp - dette indgår i selve arbejdet og var den første paragraf i de regler som stifteren opstillede for sine medbrødre. Brødrene i denne Orden er på én gang så barmhjertelige og så mægtige, at de både vil og kan nå alle dem, som beder derom. Har et menneske en stor sorg eller en uudslukkelig tørst efter højere viden, som hverken almindelig forsken eller jordisk fornøjelse kan skænke ham, må han uden tvivl i hjertet beslutte sig for at søge disse brødre - ikke på gader eller på torve, men i ånden. Vi finder dem ikke i den ydre verden, hvis vi ikke først i vor indre verden har lært at forstå deres tegn og besvare dem på den rette måde. Hertil kræves der visse forberedelser og disse lærer hver enkelt sig bedst ved egen hånd, men under alle omstændigheder må enhver som vil søge indvielse og trøst hos Rosenkreuzerne, først søge at indvie sig selv til at tjene det højeste i sig selv! ”Må alt det som synes dig skønnest og mest ædelt, herefter være dig en ubrydelig lov,” siger Epiktet, ”hav en forskrift for øje, en regel som du altid vil følge i ensomhed såvel som i selskab med andre.”

Vi må se i øjnene, at vi må have viljen til at finde vejledning, hvis vi vil have den. Vi behøver ikke at finde den hos en anden, hvis vi helst vil arbejde på egen hånd, men vi må søge, vi må arbejde - ikke blot tænke på, at det ville være godt, eller at man burde søge. ”Rens dig for dig selv og inden i dig selv vil du finde vejen,” sagde en mester.

Mange spørger sikkert sig selv: ”hvad skal al denne rensning dog tjene til? Var det ikke mere rigtigt eller mere logisk, at adepterne først viste sig for os, og på denne måde overbeviste os om deres tilstedeværelse og værdighed, inden de beder os om at lytte til dem?” Jo, hvis det var det som de beder om, ville det være logisk at de optrådte som disse vældige intelligenser og ånder som de er. Vi ville nok blive imponeret over mindre foranstaltninger end som så. Vi lytter næsten dagligt til hver eneste, som med lidt større autoritet end andre udtaler sig. Men Rosenkreuzernes mål er ikke at lade sig tjene af os, tværtimod, det er at tjene os som de kan. Hvis vi ønsker verdslig magt og verdslig kundskab, kan vi vende os andre steder - til denne verdens mægtige og kundskabsrige - adepterne kan kun tjene os på deres måde, nemlig ved at give os magt over vores egen sjæl og ånd.

Traditionen fortæller os, at med dette herredømme over os selv, skal vi følge visse kræfter, selv i den ydre verden. Dette kan muligvis være lidt forkert, men det kan også godt være rigtigt og så er der en vis rimelighed i de ord som Bullwer-Lytton lægger i en Rosenkreuzers mund i sin bog Zanoni:

80

”Antag at vi uddeler vore kundskaber til hele menneskeslægten uden skelneevne, lige meget til den lastefulde såvel som den dydige - ville vi da være velgører eller dårer! Tænk dig tyrannen, vellystningen, den onde og fordærvede i besiddelse af disse mægtige kræfter. Ville han ikke være en dæmon på jorden? Antag at samme privilegium kun skulle skænkes den gode, i hvilken tilstand ville samfundet da være i? Det skulle indvikles i en titanisk krig, hvor de gode hele tiden ville være nødt til at forsvare sig og de onde altid ville angribe. I jordens nuværende tilstand er det onde et mere virksomt princip end det gode og det onde vil sejre!”

Det er derfor ikke bare magten til at herske, foruden kraften til at tjene, som brødrene og deres elever søger at efterstræbe og vinde. Deres ideal er ikke Cæsar uden Kristus. ”Gud ydmyger de forfængelige og ophøjer de ydmyge, han straffer de stolte med foragt, men til den ydmyge sender han sine hellige engle med trøst. Han driver de ondsindede ud i ødemarken, men for den som har vilje åbner han himmelens porte.”

Brødrene viser sig for den, som oprigtigt søger dem, hvad enten det er på det bevidste plan eller det ubevidste plan. Om mennesker blot vidste, hvor ringe anstrengelse det koster at finde dem, at høre deres budskab i hjertet - hvordan der blot kræves en virkelig beslutning, et alvorligt forsøg på at lytte - da ville de måske oftere end det sker nu, lade sig sænke ned i den fred som overgår al forstand og i sit indre blive ét med stilhedens Rose. Ikke at denne rose skulle være uden torne. Mennesket er aldrig så helt sig selv, at det, så snart det første gang har fået en åbenbaring, er beskyttet mod sine tidligere tanker og handlinger. Jo mere vort åndelige syn skærpes, jo tydeligere ser vi vor egen brister - desto klarere og oftere mærker vi, at vi aldrig én eneste dag kan undgå at ”synde” mod det guddommelige, mod næsten og os selv, og her kan vi finde råd i Pytagoras’ Gyldne vers:

Kend din svaghed og søg den hjælp som din ånd behøver, søg den af hele din sjæl, dybt i det Eviges favn.

Bed hver morgen en bøn førend dagens gerning begynder, tænk om aftenen i ro over hvad dagen er gået med.

Glæd dig over det gode som du gjorde, men vær ked af det som du forbrød. Hav dog mod, tænk på at du er barn af Guderne.

81

Lad os især ikke glemme det sidste vers. Lidelse er altid tegn på at vi lever i en illusion, at vi altså er på afveje. Smerte og sorg kan ramme hvem som helst, mod dem er ingen af os beskyttet, men sådan forholder det sig ikke med lidelse. Det siges om brødrene af Rosenkorset, at selvom de ikke fik lov at leve i længere tid, end den Gud havde bestemt, var de dog fri for sygdommens lidelse. At selv ikke den mindste elev ville blive berørt, blot han ville forblive dem tro og fæstne sit sind i Mesteren.

Den som stræber efter at gøre dette, bliver elev i det forhold som han lykkes og der er al mulig grund til, at møde ethvert menneske med respekt, for vi ved ikke hvor langt det menneske åndeligt er fremme, som nu befinder síg i en ydmyg samfundsstilling. Jakob Böhme, hvis skrifter lå til grund for en stor del af både Schopenhauers og Kants dybe filosofiske visdom, var skomager i en lille by Tyskland og Jesus var i kødet søn af en tømrer. Men i åndeligt henseende er alle de adepter som befinder sig på det fysiske plan langt fremme, hvor lavt eller højt de end står på den sociale rangstige. Og de iagttager alle visse bud, hvis indhold er det samme i alle religioner. Disse bud formulere de gamle Rosenkreuzere på følgende måde:

Elsk Gud overalt

Brug din tid på åndelig udvikling

Vær helt og holdent uselvisk.

Vær mådelig, ydmyg, energisk og tavs.

Lær at kende kilden til de metaller hvoraf du er gjort.

Lev i konstant tilbedelse af det Højeste Gode

Vær barmhjertelig mod alle skabninger

Indhent grundig oplysning om hver lære førend du forsøger at tillempe den

Studér fortidens visdomsbøger og søg at forstå deres hemmelige mening

Kortet vi nu er nået til har fået titlen Styrke og var oprindeligt et billede på mod eller sjælsstyrke, og kort nr. 8 kan derfor bedst beskrives som et feminint modstykke til Sct. George

82

der bekæmper dragen. Kvinden der tæmmer dyrenes konge er et tegn på sejr over det grove og onde. Sejren over løven står for undertrykkelsen af passionerne, instinkterne, stolthed, uvidenhed og fristelser. Ifølge nogle forfattere er kvinden Jomfruen, der følger efter Løven i zodiakken og neddæmper sommerens brændende hede. Eller hun er ”Venus der underkuer Vulkan's ild,” den lamme smed som var gift med Venus i mytologien. Løven kan sammenlignes med Jung’s ide om skyggen, den mørke og primitive, instinktive og farlige del i ethvert menneske, som vi frygter og undertrykker. Det er den Mr. Hyde der lever inden i enhver Dr. Jekyll.

Kortet er også et symbol for disciplin. Kvinden dræber selvfølgelig ikke løven, men i stilhed mestrer hun den. Hun er tilsyneladende ved at åbne dens tænder. Oswald Wirth mente, at dette betød, at det voldelige og instinktive i dyret - og som også er tilstede i menneskets natur - ikke skal gemmes væk, men skal forløses, kontrolleres og bruges.

Ved at følge Vognstyreren og gå lidt videre i myten i første Mosebog, er kvinden Eva der tæmmer Adam i sin omfavnelse og dette bliver til et barn. Otte er også tallet for nyt liv og over kvindens hoved er det samme tegn som hos Magikeren, et symbol for frugtsommelighed. Waite havde også den alkymistiske symbolik i tankerne da han lavede denne version af kortet. Løven er rød og symboliserer det brændende, aktive, maskuline princip i svovl, som er rød i sin urenset tilstand. Kvinden lukker løvens mund i stedet for at åbne den, som er et andet billede på den seksuelle betydning.

Kortet symboliserer altså styrke, mod og renhed og Phytagoras må have vidst dette for han siger, ”at så længe vi bruger vor viden til uenighed og fornærmelser, eller til at bedrage andre, vil den åndelige styrke forsvinde.” Det er en stor kosmisk viden i dette. Sålænge vi forbliver rene og bruger vor lærdom til alles glæde, vil vi modtage kosmiske velsignelser, men i samme øjeblik vi skiller os af med den lige, smalle sti, vil disse velsignelser blive trukket tilbage, og vi vil ikke blot ”svømme i et tvivlens hav,” men vi vil også få alvorlige problemer.

Kortet fortæller os også, at hvad der end eksisterer, er det en form for åndelig energi. Enhver form for åndelig energi er underkastet kontrol og vejledning fra den form som er over den. Det bevidste billede af mennesket er en form for åndelig energi. Alle former for energi under dette plan er underlagt dets kontrol. Omvendt er det underlagt vejledningen fra de overbevidste planer af energi. Disse flyder ned i de underbevidste planer gennem virksomheden i menneskets bevidste sind, der er mellemleddet mellem det som er foroven, og det som er forneden.

83

De forskelle der er mellem det som nogle kalder kausal, astral og psykisk, er der for, at vi kan skelne mellem dem. Som et hele er der snarere tale om materielle kræfter stillet overfor de åndelige. På den anden side findes der ikke nogen adskilt enhed der kaldes stof. Stof er snarere den måde som åndelig energi opfører sig på indenfor menneskets sanseapparat og overfor de instrumenter som mennesket har opfundet som et supplement til deres sanser. Denne lærdom om den essentielle åndelighed i alle aktiviteter, hvad de så end består udi, er fundamental i de fleste esoteriske doktriner. Det er også en logisk konsekvens af Hermes lærdom om ”at alle ting kommer fra den Ene.” Sommetider er formålet, at denne lærdom materialiseres i åndelige ting. Omvendt åndeliggør den alle ting. Sålænge vi bliver ved med at tænke på stof som noget virkeligt - som om det har sin egen uafhængige eksistens - sålænge er vi i fare for at blive begrænset af denne vildfarelse. Sandheden er, at fysiske kræfter og alle andre kræfter, essentielt er åndelige fordi deres rødder er det guddommelige liv bag alle ting. Vore legemer er åndelige kendsgerninger. Den faste jord er en anden åndelig kendsgerning. Det er solen, månen og stjernerne også. Når vi forstår dette, er den største barriere mod at nå til fremskridt i praktisk mystik fjernet.

84

Bliv inden for dine grænser! Koncentrer dig om dine evner, fordyb dig i ro og ensomhed. Skab dig selv det lys, der skal skinne på din vej, og som du skal følge. Gid din visdom vil inspirere dig til det arbejde, som opfylder dig. Gå fremad med forsigtighed for, at du aldrig skal blive nødt til

at vige tilbage.

85

Eneboeren

I den sidste halvdel af det 15. århundrede levede der i et kloster i Erfurt i Tyskland en benedektinermunk som hed Basil Valentinus. Han søgte uophørligt efter de Vises Sten. Han beskæftigede sig med medicin, anvendte kunstigt fremstillede lægemidler og søgte at vise, at et stof som kunne være gift for den sunde organisme, kunne være et helbredelsesmiddel for den syge organisme. Basil, eller Basilius, er lig med det græske ord for konge eller kongelig, og Valentinus er forbundet med den latinske form for stærk eller magtfuld.

Basil Valentinus var også ophavsmanden til en af de tegninger, som findes i et værk der dukkede op i Tyskland i midten af 1700-tallet med titlen Geheime Figuren der Rosenkreuzer.

På denne tegning ser vi vejen til Gralen sno sig op ad siden på et miniaturebjerg oven over den skæggede eremits (Trevrizent) hule i klippen. En hare, som både er tegnet for alkymi og for den uindviedes forvirrede tanker, løber hen imod stien. Et lille stykke oppe ad bjergsiden ligger en høne på æg. Det betyder den varme og viljekraft der er nødvendig, når vi skal udvikle en billeddannende fantasi, så tankerne bliver ligeså håndgribelige som ydre genstande og antager en ny klarhed i form og bestandighed.

Højere oppe blokeres den snoede vej af en løve. Løven er tegnet for følelsernes rige, det vil sige de sympatier og antipatier, behag og ubehag, som den søgende må beherske og holde i tømme. For at besejre løven må han gøre sine egne følelser ligeså upersonlige og objektive som sine tanker, således at følelsen selv bliver en inspireret form for erkendelse, der meddeler ham livets virkelighed fremfor hans egne egoistiske sympatier og antipatier.

Det er på dette tidspunkt at ridderen skal stå overfor dragen og dræbe den. Dragen symboliserer de utøjlede instinkters, indskydelsers og ønskers magt – den altid umættelige viljeskraft, der kæmper så hårdt mod den stærkeste og mest koncentrerede viljeskraft, når den forsøger at overvinde den.

Det næste symbol er det mærkeligste og mest mystiske af dem alle – en skarnkasse der indeholder en kasseret sol og måne som ser ulykkelige ud. Denne gådefulde symbolik skildrer menneskesjælens tilstand, viser, at hvor lærd den end er udadtil, er den stadig fanget i en fælde, i bevidsthedens tredimensionelle skarnkasse, - målenes, tallenes og vægtens verden.. Det vil sige sjælen, som endnu ikke er istand til at tænke en sansefri tænkning, der fører til transcendental bevidsthed.

86

87

Oven over skarnkassen er der et alkymistværksted med rygende skorstene. Dette mærkelige værksted, der hænger helt oppe ved toppen af bjerget, repræsenterer de fine alkymistiske forandringer der må finde sted når ånd, sjæl og legeme bringes i den intense harmoni med hinanden, hvor de sindsudvidende evner kan udvikles – den treenighed, der omfatter fantasierkendende inspiration og intuition, hvormed den søgende kan nå over broen mellem de to verdener – den jordiske og den oversanselige.

Det er på dette stadium af sin søgen, at mennesket må gå ind i den dybeste selverkendelse. Han må selv opdage den sande betydning af upartiskhed, tolerance og sindsligevægt. En upartiskhed hvor alle fordomme må fjernes fra hans sjæl, en tolerance inspireret af en ægte respekt for alle menneskers lige ret. En sindsligevægt der er affødt af den dybeste tillid til Gud. Som herre over sine egne tanker, følelser og sin viljeskraft må den søgende kunne skelne umiddelbart mellem det moralske sande og usande, mellem det evige og det forbigående. Frem for alt må han vurdere den af Gud givne evne til åndelig frihed i hvilken han, løsnet fra kirkens dogmer og andre menneskers magt, kun ledes af sin egen moralske intuition. I en sådan åndelig frihed må hele hans liv blive en fuldstændig hengivelse til at tjene menneskeheden, hvori alle personlige motiver er hævet op til de universelle idealers højder.

Men også efter at den søgende selv, gennem møje og lidelser, har lært den dybeste mening af de gamle ridderes ord durch mitleid wissen – gennem medfølelse til selverkendelse – må han vente på det af Gud givne øjeblik, hvor lyset gives ham. Det øjeblik, hvor han genfødt i ånden kan leve aktivt med i de oversanselige verdener.

Oven over bjerget ses solen og månen frigjort fra deres tredimensionelle slaveri – den endelige afkastelse af skarnkassens materialistiske urenhed! Solen og halvmånen, der er anbragt i den rigtige stilling på himlen, er tegnet for Gralen. Det hellige symbol på transcendent bevidsthed.

At det er Gralen, symboliseres ved en due som flyver fra solen mod den usynlige skive der holdes mellem halvmånens arme. I andre alkymistiske billeder tegnet af Basil Valentinus er solen tegnet som menneskets hjerte og måne som den kogleformede kirtel – den kostbare juvel der omtales i Wolfram von Eschenbachs Parzifal. Det er den kirtel der, når den bliver åbnet og gjort aktiv, bliver det åndelige synsorgan, som Østens mystikere kalder for det tredje øje. Og det er med dette, det højeste af alle åndelige organer, der lukkes op for tidens hemmeligheder og akasha afsløres. Det er også ved hjælp af dette kogleformede øje, at begivenheder, der har fundet sted i tidligere tilværelser på jorden, opfattes som billeder i en slags transcendent erindring.

88

Det menneske der er nået til dette bevidsthedsplan trækker sig ind i sig selv og forsætter med at arbejde med sig selv. Han frasiger sig vigtigheden af sin egen person, han frasiger sig ambitioner og søger ikke længere at tiltrække sig opmærksomhed i den ydre verden. Nu arbejder han ikke for sig selv, men for arbejdets sag. I dette arbejde erfarer han nye uventede glæder. Han arbejder ikke længere for at få succes, men for at opnå fuldkommenhed.

Imedens glemmer han helt sig selv og sine egne problemer. Ved at koncentrere på sit arbejde glemmer han alle bekymringerne i sit liv og alt det som sårede ham før. Han opdager nu, at han er blevet fri gennem selve arbejdet og han erfarer en stor selv-transcenderende glæde.

Dette kort, der også er kendt som den Gamle Mand, har oprindeligt symboliseret Tiden, men siden Court de Gébelin har man fortolket Eneboeren som den vise mand i søgen efter sandhed.

Han er en gammel mand klædt i en tung kappe og han bærer en stav og en lygte. Ensom og tilbagetrukket vandrer han på pilgrimmens ensomme sti, og er på én og samme tid både lyset og et fyrtårn for andre. Eliphas Lévi sagde, at han var en af de manglende kardinaldyder, nemlig klogskab og hans lygte er fornuftens og kundskabens lys. Hans kappe er selv’ets beskyttende dække og hans falliske stav viser at han får hjælp fra naturens hemmelige og evigtvarende kræfter. Staven har andre også fortolket som et våben der tugter vildfarelser, eller et tegn for troen på det højeste Væsen som der henvises til i Salmerne 23: ”Din stok og din stav er min trøst.” Staven fortæller os endvidere, at det menneske der skrider fremad gennem slid, og overkommer de hindringer der er skabt og besejrer dem, vil, når han endeligt indser, at han kun kan udvikle sine evner ved at vende tilbage til dem igen og igen for at overvinde prøvelserne, så bliver denne viden hans kundskabsstav, der støtter ham i alle hans bestræbelser.

Oswald Wirth gav ham et langt skæg og en slange som var rullet sammen for enden af hans stok. Andre har forbundet ham med legendernes vise mænd, mænd som Hermes Trismegistos, Kong Salomon og Christian Rosenkreuz. Eneboeren er også blevet sammenlignet med Jung's arketype på den vise gamle mand - faderen, kongen, den vise eller læreren - der besidder grundliggende og mystiske lærdomme.

En eneboer er et åbenlyst symbol på tilbagetrækning, isolation, renhed og koncentration på åndelige ting. I et fransk Tarotsæt fra begyndelse af 1800-tallet er Eneboeren næsten en nøjagtig kopi af et tysk træskærerarbejde fra 1550 der viser Skt. Judas, den helgen der

89

påkaldes når der ønskes hjælp i desperate situationer. Tallet ni er også indvielsens tal og det er fuldkommenhedens tal fordi det er det sidste af grundtallene fra 1 til 9 og fra hvilket alle andre tal er sammensat. Eneboeren er fuldkommen i sig selv, selvtilstrækkelig og korresponderer til Virgo's tegn og til eneboeren, jomfruen og alle ensomme væsener.

Dette kort lærer os, at vi bør appellere til visdommen i alle livets faser, og vi bør være diskrete og tavse i alle kritiske faser. Livets erfaring har gjort ham til en forsigtig mand, og forsigtighed forenet med visdom vil lede ham til det højere trin, som han er så ivrig efter at nå. Dette kort symboliserer noget som er færdiggjort, og for at vise dette holder han sin lampe tændt, og viser den værdigt frem. Derfor er han ikke bare, som grev de Gebelin forklarede, en klog mand der blot søger sandhed og retfærdighed. Hans lampe betyder også, at ”hvor jeg er, der kan du også være.” Kåben fortæller os endvidere, at vi befinder os i den fysiske verden, hvor mennesket opnår kendskabet til godt og ondt.

På sjælens pilgrimsrejse symboliserer dette kort opnåelsen af kosmisk bevidsthed. Når neofytten når til dette stadie, bliver han i stand til at erkende de rette forbindelser mellem de forskellige væsener i universet, både hvad angår ham selv og andre. Da er det ikke blot et intellektuelt begreb, men når frem til ham ved, at han samstemmer sig med den universelle organisme. Som et resultat af, at han er nået frem til dette højere bevidsthedstrin, vil han erkende naturen af sin egen funktion i det universelle arbejde og går derfor i gang med sin gerning ud fra den erkendelse, at han er en dyrebar faktor i den universelle plan, med en bestemt mission at udføre. Han vil også erkende, at hans fremtidige muligheder for at komme videre afhænger af den tillid og troskab hvormed han udfører det, han er nået frem til er hans nuværende gernings bidrag til dette plan. En ting som er vigtig for, at opnå dette højere bevidsthedsstadie, hvori han kan fornemme sit kosmiske arbejde, er udviklingen af hans kærlige forbindelse, det vil sige evnen til at stille ind på enten højere eller lavere følelsesstadier. Derfor må han udskifte de grovere lidenskaber og udtryk med mere forfinede udtryk for kærlighed. Det må være handlinger, der skaber en så stærk blidheds- og ømhedsfølelse, at han syntes at ville omfavne alt og alle og effekten heraf vil bringe ham i samklang med de højere riger og hans kosmiske bevidsthed. Vi må aldrig glemme, at hvis vi ikke kan le og græde med verden, da har vi i sandhed meget at lære endnu.

90

Vær stærk i din fordybelse! Forlad den forberedende ensomhed for at træde ind i det menneskelige fællesskab. Bevar din plads der og tillad dig ingen svagheder. Vær menneske for at blive gud. Foragt ikke de lave. Dem skal du hjælpe med at komme opad. Alene vil du blive ved med at være den du er – uden at gøre fremskridt. Du kan kun leve og stige opad, idet du

forener din skæbne med andres.

91

Skæbnehjulet

Selvom man som et enkelt individ kan erfare skabelsens højere landskaber, få glimt af himlens riger, ja, endog opfatte de egentlige væsener i arbejde, kan dette aldrig blive andet og mere end en personlig åndelig rejse, ligesom dem der er beskrevet i de tidligste mystiske beretninger. I mange åndelige traditioner taler man om faldgruber, så som faren ved at opnå åndelige kræfter gennem ego-motiveret koncentration på særlige psykiske evner. Arbejdet har ikke blot med den enkeltes udvikling at gøre, men hjælper også med til at bringe enhed i en verden, som tilsyneladende stadig lider under skabelsens fødselsveer. På samme måde som vi søger at bringe de personlige planer i psyken og ånden i harmoni, således søger den indviede, at blive brugt med til at hjælpe eksistensen på vej mod dens egen skæbne. Det vil sige, at blive et individuelt kosmisk spejl hvori den lille Adam i mennesket kigger ind i de evigt forøgende dybder i billedet af den store Adam i universet og således opfatte genspejlingen af det guddommelige.

Ligesom skabelsen dukkede frem for at begynde de kosmiske ugedage, således blev tiden kaldt frem af evigheden. Skabelsens, dannelsens og handlingens bevægelser vil forsætte til dagenes ende, når tilværelsens mission er fuldbyrdet. I denne proces af udstrømning og tilbagevenden er vi, ifølge den esoteriske tradition, midtvejs, ligesom stoffets yderpunkter er nået og evolutionens opvågnende bevidsthed er begyndt at hæve universets plan ud af det minerale, vegetabile og dyriske trin, til de inkarnerede menneskelige trin.

Planeten jorden har, efter at være trådt ind i ildlignende, gaslignende, vædskeagtige og faste faser, opnået noget der tilsyneladende er stabilt. På lang sigt er dette dog en illusion. Kosmiske rytmer er, når de erkendes på deres egen tidsskala, ikke andet end noget statisk og udramatisk. For eksempel er det kun inden for de sidste få millioner år, at tilstandene har været således, at de har været egnet til liv og af dette har kun en brøkdel skabt menneskeheden. På denne tidsskala over menneskehedens historie, afsløres der et drama af hurtigt udviklende hændelser i form af perioder med kriser og stilhed, udviklet i episoder af rytmer, hvor en del af menneskeheden dukker frem for at dominere scenen - ligesom i Middelhavslandene hvor grækerne gav plads for romerne, som så blev afløst af araberne og så videre. Alle disse blomstringstider og ødelæggelser svarer til de planetare og stellare svingninger, og er det menneskelige svar på kosmiske spændinger mellem orden og kaos, hvilket igen ses i den personlige sfærer mellem godt og ondt.

92

I den store plan har menneskeheden tilsyneladende en alt afgørende rolle at spille. Ifølge den esoteriske tradition er hver enkelt sendt ned for at fuldføre en opgave, som er i relation til et bestemt aspekt af hele planen. Selvfølgelig kan dette ikke gøres i et enkelt liv og derfor indeholder de fleste mysterie-traditioner også idéen om reinkarnation. Vor fri vilje, der leder til viljefyldte eller viljeløse handlinger frembringer det, som kaldes Karma. Når dette billede af menneskets skæbne er forstået ser vi, at den enkelte ikke blot er en celle i Adam med visse gaver og evner, men en enhed som periodisk fødes i et fysisk legeme for at fuldføre en opgave. Derfor er fødsel og genfødsel ikke nogen tilfældig hændelse. Skabelsesværket for menneskeheden er en bevidst deltagelse i virkeliggørelsen af den store plan.

I denne forbindelse må vi også tage den idé med, som er almindelig i de fleste esoteriske traditioner, nemlig idéen om tilstedeværelsen af højtudviklede mennesker på jorden og som er her ved eget valg. I de ægyptiske og antikke mysterier findes dette og i Kabbala er der en beretning om de retfærdige mennesker, et broderskab spredt over hele jorden, og som består af vise væsener der vogter over menneskehedens åndelige liv. På dette jordiske plan kunne det ligeså godt være en hindu der sidder i sin hule i Himalaya, en muslim der arbejder med sølv i Damaskus, eller en kristen der praktiser lægekunst i London. Ingen andre end de selv ved hvem de er, fordi de overfor verden ser ud lige som alle andre, med deres daglige gøremål og virke. Den esoteriske tradition fortæller os endvidere klart, at der findes et åndeligt hieraki af åndeligt udviklede mennesker, der har at gøre med hvert aspekt og plan der angår de forskellige trin af menneskehedens fremskridt. Nogle af disse kan være kendt af offentligheden, andre skjult.

På kort tid er mennesket blevet impliceret i planetens gøremål - vi er gået fra nomadestammer af jægere til agrikulturfolk hvorfra nationer, imperier og så civilisationer er blevet udviklet. Mange af disse større enheder af menneskeheden har udvist ret vilde træk, men man kan også se, at stammevaner har givet plads for love i forskellige grader af visdom, forståelse og sandhed, retfærdighed og barmhjertelighed. Dette er fremkommet på grund af tilstedeværelsen af vise og oplyste mennesker, der har stået bag ethvert trin i civilisationen og som har vist, ved deres egne eksempler, en mere ophøjet måde at tænke, føle og handle på. Sådan et arbejde udviser et stille tryk over tusinder af år, støttet af talløse kendte og ukendte mænd og kvinder, der har forædlet den mod fuldkommenhed og periodisk stimuleret den ved sådanne lærere som Moses, Jesus, Buddha, Muhammed og Lao Tzu.

Man kan sige, at menneskeheden er gået frem fra den vegetabilske periode hvor det kun gjaldt om at overleve og nu er på det animalske stade, hvor nationer lig dyr stadig stræber efter at

93

dominere. Alligevel synes det næste trin op igennem verdnerne at dukke frem, idet der ikke kun er en fysisk global klarhed gennem massekommunikation, men også en forøgende psykisk sensitivitet over for mænd og kvinders rettigheder. Endvidere er der i nogle dele af verden i dag en dyb interesse for de åndelige ting og således kan den langsomme enhed i menneskets tre nedre verdener udvikles gennem et økonomisk eller vegetabilsk plan, et politisk eller animalsk plan, et psykisk eller sjæleligt plan og et økumenisk eller åndeligt plan.

Det kort vi nu er nået til hedder Skæbnehjulet og er et symbol for skæbnen som bærer mennesket til zenith i et liv som ubønhørligt leder ham til tilintegørelse og død, og nogle af fortolkerne ser kun på kortet som et sådant. Men et hjul kan have mange andre betydninger. Det er et meget gammelt symbol for solen, enten i sig selv eller som en del af solen. Som et symbol kan det stå for styrke og fremgang, en bevægelse frem til nye områder, civilisationens evolution. I mange af de gamle traditioner ser man Gud forme verden og mennesket ligesom på en pottemagers drejeskive. Det drejende hjul i Ezekiels vision, hvis fælg var fyldt med øjne, er symboler for den guddommelige aktivitet og intelligens. I den kristne kunst bruges hjulet sommetider som et symbol for Guds kraft i udstødelsen af Adam og Eva fra Paradisets Have, og et hjul og et sværd er nogle af de ting den engel der vogtede Edens Port havde.

Hjulet ses også i alkymistiske tekster som et symbol for den åndelige opstigning og nedstigen. Det kan ses som et symbol for Kristus' nedstigen i det dødelige menneskes legeme og løftet og udødeligheden som han bragte menneskeheden. En cirkel, eller et hjul, står for helhed, for mangfoldighed indeholdt i enhed. Akslen som står stille mens hele hjulet drejer rundt, er et tegn på stabilitet i hjertets forandringer. Den drejende fælg er tidens evige drejen, år efter år i cyklisk fremadskriden. Solen, månen og planeterne, som kontrollerer de menneskelige mål, drejer rundt i zodiakkens hjul. Årstiderne i årets hjul, tidevandets ebbe og flod, dag der følger nat der følges af dag. Der er intet nyt under solen og alt vender tilbage. Og alligevel, selvom hvert punkt på fælgen vender tilbage, bevæger hjulet sig fremad. Livet forsætter gennem symmetrien og de ligevægtige øjeblikke i modsætningers faktorer, frastødning og tiltrækning, vækst og forfald, fødsel og død. Vi lever ved at ånde ud og ånde ind. For enhver handling er der en modsatrettet handling nøjagtig magen til.

I Blavatskys Den hemmelige Lære står der, at ”loven om det periodiske,” udstrømning og tilbagestrømning, er det grundliggende princip i universet. Teosofferne forbinder denne grundliggende lov med den indiske lære om karma, som fortæller os, at der ikke findes sådan noget som tilfældighed, men, at alt sker efter loven om årsag og virkning. Det er også de kristnes princip: ”som et menneske sår, høster det.” Vor gode eller dårlige livsskæbne skyldes

94

ikke tilfældigheder, men hvad vi har gjort ifølge tidligere livs handlinger. Karma er altså forbundet med inkarnation og billedet på den jordiske tilværelses hjul, inkarnation som følger inkarnation, hvori konsekvenserne af tidligere liv erfares og bearbejdes. Kun den sjæl som er nået til de højeste planer for åndelige erkendelse kan undslippe hjulet helt, og forlade den menneskelige sfære til fordel for den guddommelige.

Alle disse forskellige symbolske betydninger har påvirket fortolkningen af kortet. Papus, som mente, at det symboliserede karma sagde, at Vognstyreren, Skæbnehjulet og Dødens kort, korresponderede til Hinduernes treenighed med Brahma som Skaberen, Vishnu som Bevareren og Shiva som Ødelæggeren. I Wirth's og Waite's kort står hjulet for loven om det periodiske og den symmetriske vekslen mellem udstrømning og indstrømning, årsag og virkning, handling og genhandling, som holder verden i gang. Det er et symbol for ordenen og det regelmæssige i tingene, for enheden bag mangfoldigheden og stabilitet i vekslen. På fælgen af Waite's kort står bogstaverne ROTA prentet sammen med de hebræiske bogstaver for Tetragramaton, Guds navn i de fire bogstaver Yod, He, Vau og He.

Kortets nummer er 10, som står for alle ting - for hele universet, og i den nummelogiske teori er 10 sammensat af 4 (fordi 1+2+3+4=10). Derfor de fire vingede figurer i kortets hjørner. De står for de ”levende skabninger” i Ezekiels vision, de fire kristne evangelier og de fire elementer og er forbundet med de fire bogstaver i Guds navn.

Sfinxen med sværdet på toppen af hjulet symboliserer mangfoldigheden indeholdt i enheden. Det står også for flugt fra hjulet og minder os om englen foran Edens Port og den gåde som skal løses i Stridsvognen. På den opstigende side af hjulet ser vi Anubis, som ægypterne mente ledte sjælen til dom i Sandhedens Hal efter døden. På den nedstigende side ser vi den onde Seth. På den ene side hæver sjælen sig til et højere plan og på den anden synker den ned til det materielle plans bånd. Anubis og Seth minder os også om en sætning i William Blake's Ægteskabet mellem Himmel og Helvede: ”Uden modsætninger er der ingen fremgang.” Tiltrækning og frastødning, fornuft og energi, kærlighed og had er nødvendige for den menneskelige eksistens. Fra disse modsætninger udspringer det som de ortodoks religiøse kalder det Gode og det Onde. Det Gode er det passive, som adlyder fornuften. Det Onde er det aktive udspring fra energien. Man kan også sige, at Anubis er den gode skytsånd og Seth, eller venstrevejen, er den onde skytsånd. Sfinxen balancerer på midten af hjulet. Det vil sige, at Anubis, er det positive og Seth er det negative og herskeren, Sfinxen, er det balancerende punkt.

95

De fire væsener udtrykker også det at vide, at turde, at handle, at være stille. Buddha sagde også at der var fire ædle sandheder:

Der er en lidelse.

Der er en grund til lidelse.

Denne grund kan elimineres.

Måden til at udføre denne slutning findes.

I sin løvehånd holder Sfinxen et sværd, som er symbolet for den højeste retfærdighed. Endnu engang forklarer dette kort os derfor, at verden er en proces i konstant forandring og tilbliven. Intet er bare. Alt er i bliven. Således forklarer Skæbnehjulet, at mennesket gennem meditation og erfaring må lære, hvad virkelig viden er.

96

Enhver forening kræver en fælles gerning, der kræver disciplin af deltagerne. Fællesskabet vinder ved den tilbageholdenhed, som det pålægger det enkelte væsen. Hvis du giver dine

medrivende inspirationer frit løb, viser du svaghed – ikke styrke. Den stærke er den, der kan beherske sig og holde sine hede lidenskaber tilbage – uden at slukke deres flammende bål.

97

Retfærdighed

Erfaringerne om de åndelige riger leder som regel det enkelte menneske til den konklusion, at der er mindst tre aspekter af virkeligheden - og ikke blot én. Der er først den jordiske, fysiske virkelighed der består af rationelle, årsags - og banalt forklarede verdslige hændelser. Den virkelighed, som enhver af os fra tid til anden ønsker ville blive forandret af noget eller nogen. Intensiteten, det grove og det tunge i denne jordiske virkelighed synes til tider, at være næsten umulig at bære - så meningsløs, at vi nogle gange er tvunget til en opgivende og ateistisk holdning.

Så er der den over-personlige og såkaldte mystiske virkelighed, der står over den jordiske og har et svagt skær af mystik. Det er den anden ekstrem, den modsatte pol af den jordiske verden. Selvom der er mange mennesker der erfarer dette rige, denne del af guddommens overjordiske sfære, er der dog stadig ligeså mange mennesker der benægter dens eksistens.

Følgende er en beretning fra et menneske som siger, at han ikke er mystiker, men som efter hans mening har erfaret det guddommelige:

”En aften, medens jeg sad i mit studieværelse, blev jeg pludselig trukket opad og fandt mig selv udenfor kroppen og hjulpet frem af noget, svævede eller fløj jeg opad mod et ubeskriveligt lys. Udfra dette lys strømmede der en stemme der ingen lyd havde og som jeg forstod ikke var nogen anden end det guddommelige nærvær, der er skjult i universet. På den ene side fandt jeg mig selv farende af sted med en utrolig hastighed gennem sfærer af uendelighed, meden jeg på den anden side, roligt så ned fra loftet, på mit legeme som sad i stolen. Denne ‘himmelfart’ varede efter min mening i ti minutter. Gennem dette tidsrum strømmede et tavst sprog af kærlighed, forståelse og tilgivelse gennem mit legeme. Jo nærmere jeg kom ‘lyset’ så jeg mit fremtidige selv lyse op foran mig, medens mit fysiske legeme sad i stolen. Kroppen var ikke andet end en skal. Jeg erfarede, at jeg ikke kunne erfare det guddommelige førend jeg havde erfaret mig selv. Jeg kæmpede med al anstrengelse for at vende tilbage. Jeg vendte tilbage, blot for at overveje om jeg var ved at blive sindssyg. Med tiden lærte jeg dog andet. Siden da har jeg altid fundet mening med livet og lige siden har jeg syntes, at det var et drama, et helligt spil. Jeg har også lært ikke at tale for meget om denne erfaring. Kun jeg kender til den substans som det har givet mit liv.”

98

Så er der den tredje og mest mystiske virkelighed. Det er den virkelighed, der er virkeliggjort af dem, som efter at have erfaret det andet, ikke fornægter det jordiske, men rent faktisk tager det til deres hjerter. Det er i denne virkelighed, at det enkelte menneske konfronteres med den kendsgerning, at der er en brist i tilværelsens opbygning, at de to dimensioner, den hellige og den profane, er lig en mand og hustru der lever adskilt fra hinanden. Det er i det, at ville erfare og acceptere den spænding der er skabt ved denne brist, at vi erfarer denne virkelighed. Det er da, at vi erkender, at den jordiske verdens lidelser er lidelser som opstår udfra behovet for en forsoning med det over-personlige og ikke en fortrængning af det menneskelige ved det over-personlige. Det vi må stræbe efter, er en enhed der er sammensat af begge riger. Den virkelige mystiske erfaring om livet er den, som vokser ud fra en hensigtsfyldt, planlagt indtræden i begge virkeligheders ild, i den enkeltes forsøg på, at antænde den i hele sig selv.

I sin bog I samklang med evigheden skriver R.W. Trine blandt andet:

”Hvert menneske bygger sin egen verden. På én gang bygger vi inde fra og tiltrækker udefra. Tanken er den kraft hvormed vi bygger, for tanker er kræfter. Lige bygger lige og lige foretrækker lige. I samme grad som tanken bliver åndeliggjort, bliver den mere fin og mægtig i sit virke. Denne åndeliggørelse foregår efter love og står derfor i alles magt.

Enhver ting bliver først forarbejdet i det usynlige, før det kommer for dagen i det synlige. I idéen, før den vinder skikkelse i virkeligheden. I det åndelige, før den fremtræder i stoffet. Det usynlige rige er årsagens rige. Det synlige rige er virkningens rige. Virkningens natur er altid bestemt og betinget af dens årsags natur.”

Mange af de idéer der er forbundet med Skæbnehjulet, dukker op i fortolkningerne af kortet Styrke, som er et andet af de kort, der er forbundet med de klassiske dyder som vi ser i den Store Arkana i den traditionelle form, og som vi her ser som en kvinde der sidder ned og holder et sværd og en vægt. Kortet er blevet sammenkædet med dommen efter døden i den ægyptiske religion, hvor sjælen blev vejet op imod fjeren Maath, princippet for orden og sandhed. For at bestå prøven må menneskets bevidsthed veje nøjagtigt det samme som fjeren, således at vægtskålene står lige, og dette er formentlig grunden til, at kortet fortolkes som et symbol for ligevægt. Dette motiv med, at veje sjælen efter døden, ser vi også i den kristne kunst i middelalderens billeder, hvor vi ser den døde blive vejet på en vægt i den Sidste Dom. Det ses også af og til i Orientens kunst.

99

En anden forbindelse er loven om karma. Ifølge hinduerne bliver sjælen efter hver periode på jorden dømt efter døden. Alt efter livets handlinger, bliver sjælen så belønnet eller straffet i paradis eller helvede, hvorefter den bliver genfødt endnu engang til livets hjul til, at vandre gennem endnu en tilværelse på jorden. Dette kort kan også ses i lyset af den romersk katolske lære om skærsilden, hvor sjælene der er for gode til helvede, men endnu ikke gode nok til himlen, bliver renset for deres synder ved straffen efter døden.

Det som Retfærdighed almindeligvis symboliserer er, at ”mennesket høster, som det har sået,” og i Rafaels maleri af denne dyd i Vatikanet, har hun mottoet: ”Retfærdigheden giver enhver sit.”

Nogle har fortolket kortet som den grundlæggende orden i universet, den moralske lov og pligten der følger af dette. For andre igen står det for samvittighed og skelneevne. Ofte forklares det som et symbol for retfærdighed efter de gamle grækeres idé om balancen mellem to modsatte faktorer. Ebbe og flod, årsag og virkning, godt og ondt, som går rundt med Hjulet, og her er i stabil ligevægt.

På mange måder kan man sige, at kvinden minder om den kvindelige Pave i kort 2. Retfærdighed er 11 og 1+1=2. I den kristne numerologi er tallet 11 også tallet for martyrdom. Det betyder også en ny begyndelse fordi det er det første af de højere tal over ti. Kortet markerer begrebet om det sande selv, vist ved befrugtningen af det feminine (kvinden) princip gennem det maskuline (sværdet og vægten). Adepten ligger i maven, som er Venus' mave, passiv og uvirksom og venter på at blive født. Det sande selv er blevet sået i Retfærdighed og vil blive høstet i Hjulet.

Vi ser altså en forsættelse, ikke alene af kort nr. 2, men også nr. 5. Sværdet hun holder og som peger opad, symboliserer også, at vores indvielsesvej til at starte med var teoretisk og senere praktisk og lært mundtligt. Nu står vi foran konsekvenserne. Sværdet symboliserer retfærdigheden for den indviede, og vægten symboliserer balancen. Hun sidder ved toppen af tre trin, og de symboliserer de tre verdener. Før vi er nået til en vis erkendelse og forståelse af denne verden vil klædet ikke blive fjernes så vi kan se de højere verdener.

Vi må huske på, hvor vigtigt det er, at vi bruger vor viden til glæde for menneskeheden, da intet er sparet med hensyn til, at forsyne os med arbejdsredskaber på denne vej. Dog virker loven på en sådan måde, at vi ikke kan hjælpe os selv, medmindre vi har til hensigt uselvisk at

100

hjælpe vore medmennesker. Derfor findes den lov som siger: ”Den som har den største magt, er den største tjener af dem alle.”

Når vi beskæftiger os med den esoteriske historie, ser vi at tonen i skrifterne er den samme, nemlig, ”ved at give af sig selv, opnås proportionelt retfærdighed og beskyttelse fra det kosmiske.” De der har lært ”at tjene andre,” har fundet, at den kosmiske retfærdighed har åbenbaret vigtigheden af denne lov. Intet menneske kan vokse yderligere i oplysning hvis ikke han har forstået værdien af denne lov. Med mindre vi er villige til at give af os selv - ikke for belønningens egen skyld, som måske gives - men fordi det er ret at give, at tjene til gengæld for gaverne som gives. Dette betyder ikke, at yde almisser og godgørenhed og så bare vaske hænder bagefter og sige ”jeg har givet mit bidrag.” Slet ikke, det er ikke at give, fordi det for det første ikke er for os at give. Men hvis vi giver af vor viden for at hjælpe andre til at leve et liv med glæde og fred, så giver vi noget guddommeligt. Hvis vi giver andre venlige ord og venlige gerninger, så er vi på den rette vej. Dette er den kosmiske eller guddommelige ånd, som mystikerne priser så højt. Dette er den vigtige lære som ligger i dette kort.

Kvinden på kortet siger også klart og tydeligt:

”Du må erkende sandheden. Så snart dette virkeligt sker, vil al frygt og al tvivl være taget fra dig. Du vil fra nu af have det mod og dermed også de kræfter, der er nødvendige for din videre færd. Sandheden vil befri dig for al slags frygt, for du har intet at frygte. Alle lidelser og glæder bringer dig nærmere til dit mål - fuldkommenheden. Du vil ikke mere ærgre dig over lidelser og uretfærdigheder, for du vil kunne overskue mere end ét liv. Du vil kunne se årsag og virkning i den fjerneste fortid og den fjerneste fremtid af ting, som du oplever i dag. Du vil kunne følge de usynlige skæbnetråde fra menneske til menneske, fra liv til liv. Din ro vil ikke kunne rystes og din lykke ikke formørkes.”

101

Ingen kan deltage i Det Store Værk, hvis han kun vil arbejde for sig selv. Det er uselviskheden, der skaber kunstneren. Giv uden at forvente tak.

102

Den Hængte Mand

Den Hængte Mand er et af de mærkeligste og mest fascinerende i den Store Arkana. Vi ser en mand der hænger med hovedet nedad. Normalt hænger han i ét ben og det andet er slynget omkring det ben han hænger i, for at forme et kors. Hans hænder er bag hans ryg og den øverste del af hans krop danner en triangel, med det ene punkt nedad. På nogle kort hænger han også ned fra en galge som er lavet som et kors eller en trefork, og sommetider ser man penge falde ud af hans lommer. Han ser ikke ud som en der bliver tortureret eller lider, men ligner snarere som et menneske der er i ro og balance.

Court de Gébelin troede, at dette kort ved en fejltagelse var blevet trykt spejlvendt og oprindeligt skulle have symboliseret klogskab - et menneske som står på en fod, mens han overvejer hvor han skal sætte den næste. Denne idé har nogle taget til sig og i et fransk sæt fra begyndelsen af 1800-tallet er den Hængte Mand blevet vendt om og balancerer på det ene ben. I Karl d. VI's kort og de fleste andre, hænger han dog med hovedet nedad, og dette gør han for at indikere, at de normale værdier og holdninger er vendt på hovedet: sandheden er nu den omvendte af hvad den var før.

En anden fortolkning er også at efter, at være ”død,” rejser offeret sig igen og om den Hængte Mand sagde Waite ”at den store opvågnen var en mulighed” og ”efter dødens hellige mysterie er der et genopstandelsens mysterium.”

I Waite's version af kortet er galgen formet som et T, symbolet for foreningen af de to køn. Men dette henviser også til historien om Moses der fæstnede en bronzeslange til en stav for at hindre slangebid, da israelitterne krydsede ørkenen på vej til det lovede land. Ifølge traditionen var stangen formet som et T for, at skabe et billede på den korsfæstelse som endnu lå 600 år ude i fremtiden. ”Og moses løftede slangen i ørkenen, og således må Menneskesønnen opløftes, at enhver som tror på ham må få evigt liv.”

Den Hængte Mand findes hos mange forfattere hvor temaet gælder den døende og den genopstandne gud som vi f.eks. kan læse det i Fraziers Golden Bough, hvor guden, hvis død og genopstandelse hvert år var en garanti for markernes og jordens årlige genfødsel, og derved analogt en garanti for et liv efter døden for mennesket. Osiris var en af disse guder, og han blev symbolsk lagt død med fallos rejst og planter som voksede ud fra hans krop. Den samme

103

symbolik samlede sig om Kristus, og der findes adskillige middelalderbilleder hvor Frelseren er korsfæstet på et træ, hvor grenene er fyldt med blomster og frugter. Også på Waite'e version ser vi blade på stammen.

En anden gud som var forbundet med dette kort var Attis, hvis kult spredte sig fra Lilleasien over til Rom. Ifølge en af versionerne af denne myte, kastrerede Attis sig selv under et pinjetræ og forblødte til døde. Når man om efteråret fejrede hans død og genopstandelse, bandt man en dukke af den unge gud til et pinjetræ, som hans eunukpræster så oversprøjtede med deres blod. Derefter blev den begravet med sorg og efterfulgt af faste. Frazer antyder også, at man i gamle dage brugte mennesker i stedet for en dukke.

Hos os nordboere blev mennesker og dyr hængt op i træer eller galger og sommetider stukket ihjel med et spyd som offer til Odin. Han var dog ikke en døende og genopstanden gud, men guden for krig, magi, poesi, inspiration og død. I et af versene i Havamal beskriver Odin hvorledes han blev hængt op i et træ for at bemestre de magiske runer:

”Jeg erkendte, at jeg hang i de vindfyldte træeri hele ni nætter.Såret med spyddet, dedikeret til Odin,mig selv til mig selv.”

Odin hang i træet for at opnå den hemmelige kundskab og styrke, og ikke for at frelse menneske fra synd og død, ligesom Jesus gjorde det. Men den Hængte Mand er både blevet forbundet med Odin og Kristus, som eksempler på en gud der korsfæster sig selv for at afdække noget skjult eller tabt.

Det er dog tvivlsomt om kortet oprindeligt havde noget med døde og genopstandne guder, menneskelige offer, Odin og Kristus at gøre, men disse idéer har de nyere fortolkere altså taget til sig. Ordenen Det Gyldne Daggry forbandt den Hængte Mand med Osiris og Kristus. Andre navne for kortet i de gamle sæt er Tyven eller Forræderen. Nogle af de gamle fortolkninger identificerer ikke den Hængte Mand med Jesus, men der imod med Judas, arketype-forrædderen, og pengene som falder ud af hans lommer er de tredive sølvpenge. I det Gyldne Daggry's system er kortets hebræiske bogstav Mem, som forbindes med vand, hvori alting genspejles spejlvend. Vandet er jordens blod der giver liv og næring. Vandet symboliserer også sindets dyb.

104

At den Hængte Mand hænger nedad i sin galge, viser på dette trin af søgningen efter sandhed, at han åndeligt og psykologisk set må stå på hovedet. Før hans sande selv kan blive frugtbar i Retfærdighed og født i Skæbnehjulet, må hans gamle og falske selv, som er alle hans tidligere holdninger og måder at tænke på, ødelægges. Omvendte befries disse værdier i de frugtbare vandes dyb, som bærer den nye livssæd. Og hans neddykken fra det højere til det lavere, en nedstigen i hans egen helvede, er en frelse fra den lavere, dyriske natur, som forvandles ved den.

Det Gyldne Daggry lærte os, at vi ”i essens er guder med stor kraft og åndelighed, der døde for vort fødeland i Hesperides Have, og dør mystisk når vi stiger ned i helvede.” De lærte os endvidere, at ”ligesom Osiris, Kristus og Mitra, og mange andre typer for gude-mennesker, må også vi rejse os fra graven og blive bevidste om vor sande guddommelige natur.”

Dette er baggrunden for Waite's version af den Hængte Mand. Figurens form - en omvendt triangel under et kors - viser nedstigningen fra det højere til det lavere. Det er den samme form som i Kejserens kort, men vendt om, og antyder ordens neddykken i kaos. Trianglen og korset står også for tre og fire og 3 gange 4 er 12, som er den Hængte Mands nummer. Benene former et svastika, et symbol for solen, ild og vitalitet. Den Hængte Mands hoved er Lyset, i manifestation som Logos, og det antyder identitet med Kejseren og Eneboeren. Et af de gamle esoteriske navne for det Ene Liv er Lux, som er latin og betyder Lys, og dette ord er også en henvisning til det hebræiske navn Adonai eller Herren. Det Ene Lys er Ordet som er manifesteret i kødet, og det er repræsenteret ved det esoterisk hebræiske navn der udtales som Jesus det vil sige I,H,Sh,V,H, Yod-He-Shin-Vau-He, Yehoshua, fordi Jesus var navngivet efter den hebræiske helt, Joshua.

Traditionen siger i øvrigt, at Peter blev korsfæstet på denne måde og traditionen kan være mere end et blot et vink til os, når man kombinerer dette med ideen om at Peter er ”grundlagets klippe.” For grundlaget for tilnærmelsen til livet, grundlaget for en persons hverdag, som lever et liv i ydmyghed overfor de esoteriske love, er det omvendte af hvad de fleste mennesker normalt tænker på, taler om eller gør. Derfor sagde Jakob Bøhme også, at ”vi må huske på, at den store hemmelighed er, at vandre i alle ting modsat verden.”

Derfor bliver dette kort forbundet med en forandring af vores livsvej, kombineret med fuldkommen tolerance for andre menneskers veje. Hvori består da denne forandring? Først og fremmest er det en forandring af tanker, af synspunkter som er i modsætning til de fleste menneskers.

105

Den mentale holdning der antydes af den Hængte Mand er ”ikke min vilje, men din.” Det er en holdning der er udsprunget af kundskaben om, at ”min vilje” er en skuffende, personlig ting som ikke er en genspejling af ”Din Vilje,” den virkelige Vilje, som er hensigten eller motivet bag det kosmiske liv.

I den hermetiske Rosenkorsgrad, nemlig 18. grad i den skotske rite, består et af tegnene for genkendelse i at krydse benene ligesom den hængte mand.

Rosenkreuzerne fortæller, at den hængte mand symboliserer at ”det personlige menneske ALDRIG er den der tænker, der taler og heller ikke den der handler. En hvilken som helst tanke, ord eller dyd er virkninger af den totale sum af kosmiske kræfter og love, der især tager form i tid og rum, gennem mennesket eller andre midler for det Kosmiske Liv.

Det mål, som dette kort symboliserer er, at danne nye vaner, nye måder at se og tænke over tingene på. Ikke én vil i sandhed erkende, at hans personlighed er et middel for universelt liv, medmindre han igen og igen bekræfter denne idé over for sig selv og øver sig i, med al den styrke han kan, at finde nye veje der hele tiden minder ham om, at dette er sandt og i de mentale øvelse er det en god idé at huske på, at vi har at gøre med en aktuel kraft. Eliphas Levi kalder den for astral lys og beskriver den i sin 'The mysteries of Magic’ side 68-69:

”Der er i naturen en kraft som er udbredt gennem evigheden, og det er himlen og jordens substans. Når den skaber stråleglans kaldes den for lys. Det er dog også bevægelse på én og samme tid. Det er et fluidum og en evig vibration. I uendeligt rum er det æter eller æteriseret lys. Det bliver til astralt lys i stjernerne som det magnetiserer, medens det i organiske væsener bliver til magnetisk lys eller fluidum. Intelligente væsners vilje handler direkte på dette lys, og som følge deraf på hele naturen.”

I sin Wisdom of the Tarot siger Elisabeth Haich:

”De to træstammer giver os også et værdifuldt tips i forbindelse med det arbejde som skal gøres, og afslører noget andet som er af stor vigtighed. De seks grenstumper og den syvende, hvor stammen er skåret over, viser menneskets syv åndelige centre som har deres sæde i legemet i de vigtigste nervecentre. Disse åndelige centre er kendt i den indiske vedanta filosofi som chakras. Vi må dog aldrig blande disse chakras sammen med nervecentrene, hvor de har sæde. Et åndeligt center, og således et chakra, har samme

106

forbindelse til nervecentret som en chauffør har til sin bil. Han sidder inden i den, starter den, kører den og styrer den, men han er på ingen måde bilen! Desværre kender mange af Vestens forfattere, der har skrevet om chakras, ikke til denne forskel mellem chakras og nervecentrene og tror, at de er én og samme ting. Det er en stor fejltagelse. Disse åndelige centre, chakras, har deres sæde i livsbæreren, i rygraden. Det laveste chakra i rygraden støtter den negative pol. Den kaldes for muladhara chakra. Det næste chakra har sit sæde i rygraden, lige under navleregionen og det kaldes for svadisthana chakra og hersker over seksualkraften. Det tredje chakra sidder i solar plexus og kaldes for manipura chakra. I hjertet sidder anahata chakret. Vishudda chakret har sæde i skjoldbruskkirtlen. Ajna chakret sidder mellem øjenbrynene. I den øverste del af kraniet sidder det højeste chakra, sædet for den positive pol. Det tjener som manifestations instrument for den guddommelige ånd og kaldes for sahasrara chakret. Det er de syv planer som mennesket kan nå. Når han har opnået det syvende plan, hvor han vækker og aktiverer det syvende chakra af sin latente tilstand, når han den tilstand, lig Moses, hvor han står ansigt til ansigt med Guddommen.. Men først må han dog stige op gennem de seks planer, aktivere de seks chakras.”

Med hensyn til Guddommen tales der i en sætning i det gamle hebræiske manuskript Sepher Yezirah om at bringe Skaberen tilbage til hans trone igen. Menneskelig forståelse, menneskelig undersøgelse og forsken, menneskelig kundskab og beregning og skrivning - alt dette er det som kan bringe Skaberen tilbage til sin trone. Men er Skaberen nogensinde frataget sin trone? Nej, selvfølgelig er han ikke det, men menneskenes vildfarelse har placeret ham på en mytisk trone i himlen, i stedet for på den rigtige trone, som er centret for menneskets tilværelse.

107

Når du har gjort alt, kommer du i en tilstand som et omvandrende skelet. Du vil forekomme død og man vil sige: Kødet forlod knoglerne. Idet du mejer fortidens indbildninger ned,

bereder du jordbunden for fremtidige afgrøder. Det filosofiske barn fødes af den dystre gravs skød. Dette barn kaldes også ”søn af forrådnelsen.”

108

Døden

Da ånden legemliggjorde sig selv i stoffet og blev født som et menneske, var det tvunget til at dø i stoffet. Ånden kunne ikke længere manifestere sine kvaliteter, den kunne ikke længere være sit eget åndelige liv. Den var nødt til at bære legemets kvaliteter og kunne kun manifestere sig selv i en meget begrænset udstrækning i det dødelige legeme. Den åndelige bevidsthed var fortrængt og mennesket blev en blanding af ret mange materielle, men få åndelige kvaliteter. Derfor opfatter han den indre virkning af sin egen ånd fra det ubevidste, som om denne indre stemme kommer fra et ukendt, udefra kommende væsen.

I sin bog ’Wisdom of the Tarot’ fortæller Elisabeth Haich:

”Fra fødslen kæmper ånden mod legemets herredømme, og mennesket lider på grund af denne konflikt mellem legemet og ånden. Ånden søger, at sejre over menneskets legeme og tvinge det til at manifestere åndelige kræfter. Enhver idræt er en sejr over legemet, for i enhver bevægelse søger ånden at manifestere sig selv over legemets inerti. Denne kamp begynder allerede når vi vågner. Legemet vil hellere blive i sengen og sove videre. Men ånden tvinger det, selvom det modstræbende gaber, til at rejse sig, blive klædt på og komme igang med dagens opgaver. Selv når vi står ansigt til ansigt med store problemer, handler vi som Paulaus siger i Biblen: ”For det jeg vil, gør jeg ikke, men det jeg hader, gør jeg.” (Romerne 7:15)

Hvem er det som ønsker noget, og hvem er det, som ikke desto mindre lader være med at gøre noget? Og hvem er det, som ikke ønsker det, men gør det alligevel?

Ånden og legemet er hinandens modsætninger og er i konflikt, og mennesket lider konstant på grund af denne indre kamp. Alligevel er det netop denne lidelse som vækker hans åndelige bevidsthed, og tvinger ham til, at finde sin egen ånd. En dag vågner han og erkender, at han ikke er legemet, personen, men hans eget højere Selv, hans egen ånd, som skal bruge legemet, der på ingen måde er noget i sig selv, men et manifestationsredskab. Denne begyndende opvågnen er repræsenteret ved tarotkort nummer 1, Magikeren. Her har mennesket for første gang smagt åndelig frihed. Før han erfarede dette første åndelige bevidsthedsplan, var han snarere en blind, der var slavebundet af sine instinkter. Herefter forøgedes hans åndelig klarsyn mere og mere, og gradvist mistede han fornemmelsen af, at hans eget Selv var en fremmede, og han

109

synes derfor ikke længere, at det er utroligt at det er så fortrolig med ham, at det kan tale til ham gennem hans bevidsthed. Han blev klar over, at dette væsen over hans personlige bevidsthed, hans eget Selv, hans egen ånd, at det var ham selv! - Et endnu større lys begyndte nu at skinne på ham, han erfarede forskellige tilstande indtil han, på nuværende bevidsthedsplan symboliseret ved kort 13, vokser bevidst i hans eget Selv, i hans egen ånd. Ifølge en naturlov der blev formuleret af Phytagoras, kan ”to ting ikke være i én ting på samme tid.” Ånden og det fysiske væsen, personen, kan derfor ikke samtidig bruge legemet som et manifestationsinstrument, en af dem må forsvinde, må ødelægges.

Da personen aldrig besad en virkelig individuel eksistens, men snarere lånte liv fra ånden, må personen nu forsvinde. Mennesket, der er blevet bevidst i ånden, vil fra nu være bevidst i sig selv, uden indblanding fra personen. Hans åndelige bevidsthed døder den. Fra nu af vil de fysiske-vegetative kræfter tjene legemet, men de vil ikke tage dets åndelige bevidsthed i besiddelse. I hans bevidsthed vil ånden være mester. Mennesket, som indtil nu var en blanding af ånd og person, bliver helt igennem åndelig, fuldstændig upersonlig. Ånden er det omvendte, modsætningen af personen. Personen står for isolation og egoisme. Ånden ødelægger isolation og drager mennesket ind i enhed og gør ham uselvisk.”

Personens død blev allerede forberedt på de foregående planer. Mennesket vågnede, lærte meningen med retfærdighed, trak sig tilbage fra verden og fik kontrol over sin skæbne, sin karma. Han erfarede åndens mægtige kræfter, og accepterede gladeligt dens herredømme. Samtidigt med dette lærte han at være objektiv, og blive istand til at forholde sig til sin modstander. Gennem dette så han alting ”den forkerte vej rundt” ligesom den Hængte Mand.

Og Goethe, der særdeles godt kendte til den alkymistiske forvandling, sagde:

Sålænge du ikke kan sige dette:Dø og genopstå!Er du ikke andet end en grå skyggePå jordens mørke, jævne mark.

Dødens kort bliver almindeligvis betragtet som det uheldigste kort, og i mange af de gamle sæt nævner man det slet ikke ved navn af frygt for, at det at udtale navnet på denne høstmand, er ensbetydende med at byde ham indenfor. Nogle af de nyere fortolkere kalder kortet for

110

Høstmanden. I Marseilles-kortene ser man et skelet med en le som har travlt med at hugge arme, hoveder og ben af mennesker. Et af de afhuggede hoveder bærer en krone for at antyde, at når vi går i graven, er vi alle lige. De to hoveder betegner, at selv efter at være blevet upersonlig, vedbliver mennesket at være en mand eller en kvinde: han tilhører stadig et køn. Mandehovedet bærer en krone. Det betyder, at det positive princip, ånden, hersker i mennesket og at han er bevidst i ånden. Derfor er hans bevidsthed særdeles levende. Hans aktivitet, hans bevidsthed lever, det er kun personen, med dens fysiske begær, der er blevet ødelagt. Der er et gammelt ord der passer godt til dette og som siger:

Længe gjorde jeg modstandendelig gav jeg opOg da den gamle person blev til støvhilste en ny dagen.

I middelalderen blev døden altid billedliggjort som et skelet. Ligesom Skæbnehjulet advarer det om verdens forfængelighed og tomhed. Magt, rigdom, fysisk styrke, skønhed - alt må det give efter for ham. Han er udrustet med et timeglas og en le, der er symboler for tiden, hvis sand til slut løber ud for ethvert menneske. Dødens Dans, hvor et grinende skelet dansede på gravene blev ofte malet på kirkevæggene og brugt i mimedans.

De fleste fortolkere er tiltrods for disse ting ret enige om, at kortet ikke symboliserer døden. Det står for forvandling, for forandringer baseret på en underliggende bevægelse. Skelettet er den del som minder os mest om erfaringer og tid. Kødet ældes og forsvinder, benene bliver tilbage og derfor er kortet et billede på bevægelsen i livet og i naturen, hvor døden er en del af livets cyklus, død og liv fornyet. For eksempel vokser der planter på jorden som spises af mennesker og dyr, der dør og omvendt giver de rådnende lig liv og vækst til ny vegetation. Liv og død, skabelse og ødelæggelse er uadskillige tvillinger.

Papus forbandt kortet med Shiva, Ødelæggeren, ikke som en ødelægger af liv, men som den kraft der tilintegør tingenes former uden at ødelægge deres essens. Shiva er i hinduismen seksualitetens gud og en fornyer, såvel som en der ødelægger. Han er Nataraja, Dansens Konge, og hans dans er verdens ordnede rytme, hvori liv veksler mellem liv og død og liv. Det er Shiva der gøder den hellige flod Ganges, og i de nyere versioner af kortet ser man en flod i baggrunden. Dette er et andet eksempel på forvandlingens cyklus: vand drages op fra havet for at danne skyer, de falder igen til jorden som regn og dette løber til sidst tilbage til havet gennem floder.

111

Floden er også blevet forbundet med Styx, den flod som sjælene skulle krydse på vej til Hades, eller med floden Jordan, hvor man i kristne sange og salmer siger, at sjælene skulle krydse efter døden for, at nå ”Himlens lovede Land.”

Som et symbol på livet der fornys efter og gennem døden, har kortet en alkymistisk parallel i den proces der kaldes forrådnelsen. Materialet i alkymistens kar bliver på et vist tidspunkt til en sort, stinkende masse, som man mente var død og forrådnelse, og det skabte igen et fornyet liv inden i sig selv. Dette var en skadelig, men kraftfuld vitalitet født af fordærv og som måtte renses og forløses ved åndens nedstigen. Psykologisk set betyder renselse den åndelige ”rådnen bort” af det gamle selv, fra hvilket det nye selv vil udspringe.

I den ægyptiske mytologi svarer kortet til den onde Seth, som myrdede Osiris. Seth's forbrydelse var en nødvendig konsekvens, for at Osiris kunne genopstå med alle dens implikationer for menneskets frelse, ligesom den fysiske død er en integreret del af naturens cyklus. Det Gyldne Daggry drog den konklusion, at de onde, dyriske drifter dybt i den menneskelige natur, er det grundliggende springbrædt eller platform for åndelige fremgang.

Biblen siger, at døden er den sidste fjende som skal overvindes. Men hvorledes? ”Overvind ondt på en god måde. Elsk dine fjender.” I disse to korte sætninger ligger hele hemmeligheden. Forandringens kræfter, der resulterer i den fysiske død synes kun fjendtlige, fordi vi misforstår og frygter dem. De er i virkeligheden kræfter som er forbundet med reproduktion, og ved den rette brug af imaginationsevnen kan de tæmmes og forvandles således, at de kan bruges til ubegrænset forlængelse af den fysiske eksistens. Døden, ligesom andre hændelser i menneskenes liv, er en manifestation af loven. Når vi forstår loven, kan vi lede forandringens kræfter på en sådan måde, at vi overvinder døden. Dog vil den forståelse aldrig helt blive vores før end, ikke blot det at dø, men selve døden, er blevet overvundet ved den rette kundskab og ved den rette fortolkning af de fænomener, der ligger bag den fysiske opløsning.

Waite lavede dette kort om og gav det sin egen personlige variation af de ældre versioner jeg netop har beskrevet. På Waite’ kort ser vi, foran skelettet der rider på den hvide hest, blandt de figurer der er ved at falde eller er faldet, en præst der bærer en bispehue i form som et fiskehoved. Dette er en henvisning til den religiøse fritagelse der er så speciel for Fiskens Tidsalder. Efterhånden som den svinder bort, vil også en masse begreber svinde bort. Waite skrev, at ”livets slør er for evigt i forandring, forvandling, og på vej fra det lavere til det højere.”

112

I menneskets hjerte er denne tendens en uophørlig drift. Det er det grundliggende motiv hos ethvert normalt menneske. Vi hungrer og tørster efter frihed. For frihedens skyld ofrer vi alt, og hvis vi er uvidende, tror vi at vi kan opnå den frihed for os selv ved at lænke andre. Alligevel er den uvidende og den vise i bund og grund den samme, fordi erkendelsen af fuldkommen frihed er et fælles ideal for alle mennesker. Det som vi antager som et ideal, er det som vi ærer.

Derfor skal vi dog ikke, som det står skrevet: ”ved navnet Jesus skal enhver knæle,” antage, at det er en profeti om en tid hvor alle mennesker af navn vil være kristne. Navnet Jesus er, som tidligere nævnt, en anden måde at sige navnet Jeheshua på, og er samtidig idealet for den menneskelige frihed, indikeret ved den fundamentale betydning af det navn. Det henviser til den visdom som erklærer, ”at hele den kosmiske orden er en proces, som skaber frihed og hertil svarer ethvert hjerte igen.”

Det er gennem døden, at sociale forandringer til noget bedre sker. Gamle holdninger svinder bort gennem døden. Nye holdninger får gyldighed, når den nye generation modnes. Derfor er den aktuelle kendsgerning gennem døden en erkendelse om fremskridt, og således vil der lidt efter lidt komme en fuldstændig forandring af vores personlige opfattelse af livet og livsværdierne. Forandringen fra det personlige til det universelle udtryk er så radikal, at mystikerne ofte sammenligner det med døden. De mener dette mere bogstaveligt end mange af deres læsere egentlige aner. Det er ved døden og reproduktionen af legemscellerne, at de mønstre der er blevet skabt ved imaginationen, til sidst fæstnes i den personlige bevidsthed.

Traditionen fortæller os, ”at opløsningen af formerne er en grundliggende tilbøjelighed i den kosmiske proces. Alle ting forandres. Alle ting svinder bort. Ingen form forbliver nogensinde permanent. Tilværelsen er en strøm, en række bølger, en evig bevægelse. Derfor må vi befri os for det irrationelle ønske om noget fast, fri os for ønsket om krystalisation. Vi er lige midt i et blomstrende univers og for at bringe det Store Værk, som vi er kaldet til, til fuldendelse, må vi forstå den sandhed som er udtrykt i den alkymistiske lære: ”Opløsning er det Store Værks hemmelighed.””

Dødens kort fortæller os først og fremmest, at den naturlige proces som resulterer i døden, ikke er skadeligt for mennesket. Døden lærer os, at tænke på opløsningen som en proces der har en fordel for hele menneskeheden og for den enkelte. Vi tager fejl, når vi tror at døden er vor fjende. ”Lær hvad døden virkelig er, og du vil finde, at den er din ven'. Døden er en fordel for mennesket. Døden er det som gør, at mennesket kan leve på jorden. Hvis ikke døden

113

fandtes ville ophavet til to fisk hurtigt bliver mere end havet kunne klare. Det kræver utallige organismers død for at holde et enkelt menneske i live. Endvidere er vor egne organiske proces en dødens proces, for vi kan intet gøre som ikke er årsag til opløsning af vores kropsceller. Døden er altså for den menneskelige tilværelse et gode for menneskeheden. Jorden kan heller ikke opretholde livet for en for stor befolkning.

114

Man må dø for at kunne genopstå! Idet du forlader jorden, vinder du himlen, hvis vande skyller hen over dig og forvandler dig. Forbindelsen med kræfterne fra oven vækker dig til live igen, ikke mere som dødelig taget af en klump jord, men som fri sædemand, der er bestræbt på at

høste – til velsignelse for alle hungrende.

115

Mådehold

En af de røde tråde der går igen i Den store Arcanaum er udviklingen af selv’et. Formålet med at udvikle vort selv er for, at vi kan forstå og erkende det Guddommelige. Selv’et er den klangbund hvorved alle oplevelser kendes og vurderes. Selv’et udvidder til stadighed sin bevidsthed gennem de erfaringer den gør, indtil det til sidst ikke længere er nødvendigt for den at inkarnere i et fysisk legeme. Mysterie-skolerne taler for eksempel om hvordan mennesket i sit lavere selv, delt af de positive og negative indflydelser vi betragter i vore omgivelser, kæmper med sig selv. Det ene øjeblik er man én, det andet øjeblik en anden. Men kun ved at lære og ved at øve sig, vil man udvikle den tredje del af sig selv, nemlig toppen af trekanten, der betragter de to andre identiteter, som man har skabt ud fra en kosmisk synsvinkel.

I mysterierne kalder man dette toppunkt i trekanten selv’et, og det er kun gennem udviklingen af dette selv, at man bliver istand til at kende sig selv, og ud fra dette kendskab udvikles en fylde, som er en følge af, at man virkelig har ”mødt sig selv.”

En af måderne at lære at kende sig selv på, er ved at leve i øjeblikket, i nu’et og i Martin Schulmann’s bog Karma og Nu’et skriver han blandt andet:

”At tage en dag af gangen, hvor svært det end kan forekomme, er kun det første skridt på vejen mod nu’et. Det andet skridt er at opfatte, hvor stor en del af dagen, man samtidig forsøger at leve. Hvis man om morgenen tænker på eftermiddagen og om eftermiddagen tænker på aftenen og næste morgen og om aftenen tænker på tiden der er gået og hvad man vil bruge den næste dag til, lever man så sandelig ikke i nu’et.

Den menneskelige tankegang er noget underligt noget. I fantasien vil den gerne hele tiden vandre fra det ene sted til det andet. Ved at overveje hvad man hele tiden vil bagefter, vil den opfyldelse af glæde, som det nærværende øjeblik indeholder, jages væk. Sansen for det nærværende sløves, hvis man tillader sig selv at løbe over og ind i en tid, der ikke eksisterer. Uanset hvilket arbejde, syssel eller pligt man er involveret i, så vil ens ”nu” være det, som man i dette øjeblik, på en koncentreret måde er engageret i. Og det er vigtigt, at man gør sit ”her” klart således, at man ikke forsøger at leve gennem andre, men tværtimod forbliver i sit eget selv, som er den eneste sande kilde til alt det, man overhovedet kan udstråle.

116

De fleste mennesker har en stærk tendens til, at leve deres liv gennem andre. De undersøger konstant og hemmeligt om der er balance i, hvor meget de giver og modtager i hvert forhold. De dvæler ved andre menneskers drømme og vil derfor være nødt til at leve på andre menneskers steder og derved misvedligeholder de deres egen fornemmelse for ”er.”

Hvad enten vi studerer det ene eller det andet, vil vi til stadighed høste plus- og minusvirkninger af vore tanker og handlinger fra tidligere handlinger eller inkarnationer. Der er ingen tvivl om, at vi til en vis grad ikke alene skaber, men også møder virkningerne af alt det, som vi skaber i løbet af livet.

Selv’et er altid en del af mennesket, uanset hvor eller hvornår det inkarnerer. Når vi har nået en vis grad af åndelighed - det kan være efter kortere eller længere tid - vil vi have udviklet vor vilje så meget, at vi kan krydse den grænse der skiller mellem vågentilstand og søvn, når som helst vi ønsker det, og vi bliver på denne måde vores egen lærer. Dette sker fordi vi er blevet mere eller mindre bevidst om vores højere selv eller om sjælstriaden. Denne emotionelle triade, der er anbragt i Selvet, arbejder altid på, at forfine den nu selv-bevidste sjæl, sommetider ved berøring af strenghed fra venstre og sommetider ved berøring af barmhjertelighed fra højre, som, opfattet af selv’et, bringer nogle uoverensstemmende emotionelle sammentrækninger eller udvidelser i balance.

Dette kort i rækken af den Store Arkana kaldes af de fleste for Mådehold. Mådehold er den klassiske dyd for tilbageholdenhed, en fornuftig kontrol over ens ”appetit,” og de fleste fortolkere ser også kortet i dette lys. Men figuren som hælder væske fra et kar over i et andet, fortæller os også om en anden gammel og relevant betydning af mådehold, nemlig om det, at blande forskellige ingredienser i det rette forhold. Nogle kalder kortet for Tiden eller Tidens Engel, og fortolker det som et symbol for tiden, der løber fra det fortidige gennem det nutidige til fremtiden. Det er Tiden som udligneren, den altid fornyende, som i rette mål blander dødens og livets modsætninger, forfald og vækst, fiasko og succes, sorg og lykke. For andre igen symboliserer kortet kontinuiteten af livet der flyder fra en fysisk form til en anden, og således står det for fornyelse og reinkarnation. Dette kan sammenkædes med Papus' forklaring om Mådehold, der følger efter Dødens kort om forvandling, som et symbol på den individuelle og legemlige eksistens. Den flydende væske er livets vand, der løber over i hvert enkelt fysiske legemes kar.

117

Væsken er den åndelige flod af lidenskaber, hvori sjælen stiger fra det lavere plan til det højere. Den direkte opstigning fra det lavere til det højere plan er flugten med Sagittarius' pil og den kaldes derfor Pilens Sti. Stjernebilledet Sagittarius er tegnet for bueskytten, og er i astrologien forbundet med ild og glødende begejstring. Det bliver normalt symboliseret ved en kentaur, et væsen der er halvt dyr (det lavere) og halvt menneske (det højere), og som bærer en bue og en pil, der symboliserer modsætningernes forening. Jagten symboliserer, set med de åndelige øjne, den ivrige higen. Artemis og Diana var de klassiske gudinder for jagt. Hesten og hunden var jægerens dyr, og symboliserede vejen fra det lavere til det højere fordi, de var blevet tæmmet og trænet for at hjælpe mennesket.

Buen er ”løftets regnbue” der er strakt over jorden, og dette er en henvisning til historien om Syndfloden i Genesis. Da vandet havde toppet, og Noah's Ark var kommet frelst til Ararat bjerget, gentog Gud for Noah og hans familie det påbud som han havde givet Adam og Eva, nemlig at de skulle være frugtsommelige og mangfoldiggøre sig. Gud lovede til gengæld, at han aldrig mere ville sende en syndflod for at ødelægge jorden, og satte regnbuen på himlen som et tegn på hans løfte om, at livet skulle gå videre, fornyet fra generation til generation.

Kort nummer 14 viser, at mennesket på dette plan kender til de forskellige kilder til de kreative kræfter, og ikke alene er bekendt med overførslen fra de lavere til de højere svingninger, men også kan bruge dem og forvandle dem. På dette plan er han istand til, at omdanne fysiske energier til åndelige, og uddele dem i den dosering han ønsker det. Det er derfor, at kvinden på billedet hælder væsken fra sølv urnen, der symboliserer den fysiske energi, over i den gyldne urne, der symboliserer den åndelige energi, hvorved den fysiske energi, ved en indre kemisk proces, forvandles til en åndelig.

Denne kunst var kendt af Rosenkreuzerne og alkymisterne, og blev kaldt ”den kongelige kunst.” De gav denne hemmelighed videre til deres elever. Korsfarerne bragte denne hemmelige kunst, beregnet til det modne menneske, fra Asien og Mellemøsten og gav den videre til deres nærmeste venner i Europa. Efterhånden som tiden gik, blev der dannet færre og færre grupper eller loger, til hvilke mange berømte mænd blev medlemmer. Disse mystiske hemmeligheder er beskrevet af Goethe i hans mesterværk Faust, af Mozart i hans berømte opera Tryllefløjten, og af Albrecht Dürer i mange af hans malerier. De var bekendt med denne indre proces, og også med den metode der fremskynder vores fremskridt på den store vej til målet.

118

Kvinden på kortet kunne betyde ”karma-englen,” der omhælder vor samlede karma, tester den og afgør hvornår, og under hvilke omstændigheder vi skal genfødes. Det skal symbolisere, at vi til stadighed skal og vil udvikle os opad. Ved omhældningen falder ikke en eneste dråbe til jorden: ”Intet går nogensinde tabt af vor åndelige substans.”

119

Hvis ilden fra Helvede ikke opvarmede jorden, vil Himlens vande forblive ufrugtbare. Uden kræfterne fra neden ville de fra oven forblive golde. Djævelen i dig er kun en fjende, så længe

du ikke forstår at gøre ham til din tjener. Din dyriske natur er ikke forbandet, den giver dig uindskrænkede kræfter, hvis du forstår at mestre den. Magien er ikke lokkemad for den, der

lader sig lede af sit instinkt!

120

Djævlen

Djævlens kort varierer meget i de forskellige sæt, men i de fleste af dem er det delvist et menneske og delvist et dyr, der står på en platform hvortil to mindre dæmoner eller mennesker er bundet, og i hans hånd holder han noget der minder om en trefork. Han har normalt horn en ged’s ben, flagermusvinger og rovfugle kløer.

Dette kort fortolkes almindeligvis som et symbol for de onde kræfter i denne verden, mennesket holdt fanget af hans egne dyriske drifter, materialismen, dominansen af de rå kræfter og uvidenhed, stolthed, had, ondskabsfuldhed og lyst. Modsat Magikeren står Djævlen for de selviske kreative og intellektuelle kræfter og onde løsninger og han kaldes da også sommetider for den Sorte Magiker. I mange sæt ligner han en karikatur af Paven eller Hierofanten, og det antyder, at han er en ”tilslører af hellige ting,” de kræfter som hindrer opbygningen af broen mellem menneske og Gud. Mellem Djævlens horn på Waite's kort ses Pavens pentagram omvendt, med det ene punkt nedad, som et symbol på ånden bemestret af materien, mennesket underkastet kødets nåde og unåde. Djævlens platform er en kube, som står for stof og minder os om Kejserens trone. Han er den kraft der holder mennesket fanget i materialismen og uvidenheden om hans åndelige potentiale. Den omvendte fork symboliserer helvedes flammer og den indre ild i menneskets vilde passioner.

Kortet bliver uundgåeligt forbundet med Pan, den græske gedegud, som står for den vilde natur og den utæmmede seksualitet, de overdrevne, brændende kræfter i dyriske begær som pulserer gennem hele skabelsen, og som fornyer og støtter alle arter og livsformer. Ordet Pan betyder på græsk bogstaveligt talt ”alt.” Stjernebilledet Capricorn er tegnet for geden, Pan's dyr, og en lang tradition forbinder dette dyr med Djævlen. Tidslen står for det ’prikkende’ begær, men er også syndens plante, fordi Gud lod torne og tidsler vokse frem på den jord, som Eva havde syndet på i Eden. Khem var det gamle ord for Ægypten og betyder det Sorte Land og hentyder til det sorte mudder som Nilens vande efterlod. Sort er traditionelt Djævlens farve og den sorte jord symboliserer nattemørket, som tilhører Satan der er herre over stoffet.

I astrologien hersker Saturn over Capricorn, der siden gammel tid har haft ry for at være en ond kraft, forbundet med farven sort og med døden, tiden og skæbnen. Ved at følge Mådehold, blev Djævlen sommetider identificeret som tiden.

Saturn er planeten for det begrænsede, begrænsning og inerti, som har forstærket fortolkningen af de to mindre figurer på kortet som individuelle liv, der er fanget af tiden og

121

stoffet. Capricorn er også forbundet med knæene og det at knæle, er et tegn på adlydelse og underkastelse. Den samme betydning er udledt fra kortets hebræiske bogstav som er ayin, som betyder øje, og på et gammelt kort vises Djævlen med øjne overalt på hans krop. Øjet fortæller os det som det ser, det tilsyneladende overfladiske i tingene og står således for materialismens vildfarelse - misfortolkede, tilsyneladende ting i stedet for de virkelige ting og bekræfter, at der intet eksisterer udover det sete.

Eliphas Lévi identificerede også kortet med Pan, tempelherrernes Baphomet og satanisternes ged på heksesabbaterne, og beskrev det, som et symbol for den ”okkulte videnskab.” Mennesket må stå ansigt til ansigt med Pan's kræfter i sig selv, og må mestre dem og vende dem til det godes kræfter. Forvandlet på denne måde bliver de til ny energi og åndelig fornyelse. Satan's andet navn i de gamle legender er Lucifer, ”Lys-bæreren.” Han bliver forbundet med slangen i Eden, som ses på nogle af kortene, og det hebræiske ord for slange er nahash og det har den samme numeriske værdi som Mashiah, Messiah, Frelseren. Om Lysbæreren Lucifer sagde Blavatsky: ”Det er vort sind - vor frister og forløser, vor intelligente befrier og frelser fra ren dyriskhed.”

Hvis vi placerer kort 1, Magikeren, ved siden af Djævlen ser vi, at de begge har armene på samme måde, men Djævlen gør det omvendt. Magikeren peger med sin højre mod universet og den venstre mod Gud, på den anden side løfter Djævlen sin højre hånd i vejret, mens han venstre peger mod jorden. I stedet for Magikerens magiske stav, holder Djævlen den tændte fakkel, symbolet på den sorte magi's destruktion. Foran Djævlen ses to personer som på en måde gengiver samme symbolik vi ser i kortet Elskerne.

De universelle levendegørende kræfter der er repræsenteret af det 3. kort, er her blevet den universelle ødelæggende kraft. Englens vinger er blevet udskiftet med den Onde´s hæslige vinger. Djævlen har ovenpå sit hoved materialiseret den universelle væske, som omgav Magikerens hoved. Dette indikeres ved de to spidse horn, som pryder ham. Han står på en kube for at indikere materiens (kuben) dominans over ånden (kloden). Der er en ring foran på kuben, hvorfra der går to kæder til halsen på figurerne, i form af en mand og en kvinde. Disse er analogisk med det 5. kort Hierofanten, og Adam og Eva efter deres fald. Det symboliserer også det materielle livs kæde. Figurerne har en hale for at betegne den dyriske natur, men der er menneskelig intelligens i ansigterne, og han som er opløftet over dem, skal ikke være herre for evigt. Selv nu er han en træl holdt oppe af det onde der er i ham og blind overfor tjenestens frihed.

122

Vi bør dog ikke betragte dette kort i lyset af den symbolik der er afbilledet på det. Der er ifølge traditionen intet ondt i universet, medmindre vor bevidsthed sammenligner Gud med det onde. I den pytagoræiske talskala sammenlignes tallet 15 med renhed, hvilket også bekræftes af det 15. hebræiske bogstav, Samekh. Samekh relaterer også til mysteriet om Lucifer og dette forklarer formentlig, hvorfor kabbalisterne almindeligvis fortolker bogstavet Samekh som et symbol for både de onde og de rene kræfter i denne verden.

Vi kan også bruge dette kort som en illustration på positive og negative funktioner i al materie, i al intelligens og i alle handlinger. Satan, Djævlen og Saturn er meget gamle symboler i de mystiske lærdomme. I astrologien bliver Saturn kaldt ”betvingeren,” men er den vigtigste planet for de esoteriske astrologer, da denne planet markerer de kritiske stadier mellem det virkelige og det uvirkelige, det sande og det falske, det subjektive og det objektive, lys og mørke, gode hensigter og sendrægtighed. Ligesom alle andre planeter har den et tofoldigt aspekt, men på samme tid synes dens vibrationer gennem materien at skabe større ekstremiteter af godt og ondt end nogen anden planet. Derfor kan vi ved at bruge den gode indflydelse sikre en ægte menneskelighed, ærbødighed, udholdenhed, opofrelse og sindsro og få den til at arbejde som en rensende engel. I denne henseende er enhver betydning af ordet Saturn mediet der revser og for alle dem som higer efter renhed, retskaffenhed og beskedenhed, vil ordene ”velsignet være de som er rene af hjertet, thi de skal se Gud” have en særlig betydning.

Rosenkreuzerne siger om dette kort, ”at det onde er tilsynekomster, præsenteret for os ved naturprocesser som vi ikke forstår. Det er rædslens slør, der skjuler sandhedens smukke ansigt.”

Gennemsnitsmenneskets definition af ”god” og ”ond” er for det meste helt fejlagtige. Således er den mystiske kommentar til dette kort, der illustrerer denne sandhed: ”Djævlen er Gud, når han bliver misforstået af den ugudelige.” Sammenlign dette med Jakob Bøhme’s ord: ”Guddommen er overalt, alt i alt. Men han kaldes Gud alt efter kærlighedens lys, og alt efter den fremadskridende glædens ånd; men alt efter de mørke indtryk kaldes han Gud's vrede og den mørke verden; og alt efter den evige ild-ånd kaldes han den fortærende ild” (The signature of All Things).

Ved at se tingene som de virkelige er og velvidende hvor fejlagtig den almindelige opfattelse er, slører mystikerne deres kundskaber i glyffer og symboler. Af og til - ligesom Bøhme, Esajas og Amos - taler de ligeud og fortæller os i et tydeligt sprog, at ikke kun de fysiske og naturlige onder - som pest og jordskælv - men også de forskellige onder som vi kalder ”ondskab,” er

123

ordensfyldte faser af den kosmiske manifestation fra det guddommelige. Guddommen, der er kilden til al aktivitet, er nødvendigvis også årsagen til fænomener vi ikke bryder os om, de som indgyder os rædsel, de som vi frygter og misforstår. Trin efter trin, modnes menneskets forståelse, og aktiviteter som tidligere blev anset for at være resultater af ondskaben fra en personlig modstander af menneskeheden, personificeret som ”Djævlen,” forstås nu som de virksomme, naturlige love som i virkeligheden er godgørende, når deres handlinger forstås rigtig.

På dette er det måske ældste eksempel lynet. I årtusinder var lynet et symbol på guddommelige vrede, eller blev betragtet som et våben hos ”fjenden.” Nu forstår vi det bedre. Og således vil de subtile årsager til det, som vi benævner ’moralske onde’, i tiden der kommer, blive bedre og bedre forstået, og med den forståelse, vil menneskets mulighed for, at forvandle de kræfter der nu skaber lidelse, skabe glæde og lykke. Denne forvandlingsproces begynder med en accept af sandheden, da der kun er én eneste årsag til alle aktiviteter, selv de hændelser som vi klassificerer som onde. Ved at indse dette, tager vi byrden fra den plads hvor den ikke hører til, og bringer den til den plads hvor den hører til. Vi lærer, at uanset hvad der synes skadeligt for vort helbred, skyldes det vor egen uvidenhed og mangel på forståelse. Besværlighederne er ikke i tingene, men i os selv, og deres navn er uvidenhed.

124

Kunsten er svær. I teorien er alt enkelt, men vær opmærksom på forviklingerne i praksis. Frygt at blive offer for din fortids handlinger. Disse kræfter er begrænsede. Hvis du bruger af dem, så skån dem og udtøm dem aldrig helt. Det er nødvendigt at føje sig for helheden i sin søgen efter

sandheden, for fejltagelsen lurer på den, der vil vide for meget. Vær tilbageholdende i din ærgerrighed, diskret i din nysgerrighed.

125

Tårnet

På dette kort ses et tårn med en krone, der rammes i toppen af et lyn, så det splintres. En masse dråber falder til jorden og det samme gør to mennesker, den ene af dem er formet ligesom det hebræiske bogstav Ayin. Kortet kaldes i de italienske sæt for La Torre, Tårnet, og i de franske kalder man det for La Maison Dieu, Guds Hus, som kan være en henvisning til Templet i Jerusalem. Det er også kendt som Lynet og i nogle sæt ser man blot et lyn. Wirth kaldte det for Le Feu du Ciel, Himlens Ild, og det minder om Jesus ord: ”Jeg så Satan falde fra himlen lig et lyn.”

Kortet viser helt klart ødelæggelsen af et eller andet, men hvad er det som ødelægges? Nogle har sagt det er en henvisning til Atlantis, andre at det er Guds straf over Sodoma og Gomorrah, ødelæggelsen af Templet, eller den Romerske Kirke's sammenbrud som katharerne så ivrigt så frem til. Blandt de gamle mystikere blev kortet oftest forbundet med legenden om Babelstårnet. Dette himmelrækkende tårn der blev bygget af efterkommere til Noah, og som i deres arrogante stolthed prøvede, at invadere himlen fra toppen af det og tage hævn over Gud, fordi han druknede deres forfædre i Syndfloden. Gud straffede dem der havde bygget det ved, at gøre deres tungemål mangfoldige og lige siden har mennesket talt mange forskellige sprog.

Tårnet fortolkes som regel i lyset af denne legende som en straf over den selviske stolthed, eller sagt mere firkantet, over ødelæggelsen af de falske værdinormer. Mange forfattere har fulgt Wirth's idé op, og relateret kortet til Lucifers fald, men for de fleste af dem er Lucifer ikke ofret, men den som er skyld i ødelæggelsen. Det er hans lyn som ødelægger vildfarelser. Tårnets hebræiske bogstav er Pe, der betyder mund, og som er en hentydning til forvirringen blandt tungemålene.

Det Gyldne Daggry forbandt kortet med beskrivelsen i det Gamle Testamente om Guds straffende vrede over de som ikke tjente ham. P.D. Ouspensky sagde: ”Hvis blot mennesket kunne se, at næsten alt hvad de véd, består af ruinerne fra de ødelagte tårne, så ville de måske ophøre med at bygge de.”.

Kabbalisterne er enige om at Tårnets tre rudeløse vinduer symboliserer de tre øverste sephiroth i Livets Træ. De faldende dråber er himlens manna, inspirationens livsnødvendige inspiration. De to faldende figurer står for uforsonede modsætninger, individuel adskillelse, mennesket holdt borte på grund af manglende kommunikation og forståelse. Tårnet kan også

126

fortolkes som et andet symbol for disciplin, egoismens smertefulde offer symboliseret ved den faldende krone. At erfare malurt og sorg er bitre læredomme, og ulven er Mars' dyr, planeten for krig og ødelæggelse. På nogle kort er lynet tegnet som en pil, som er det astrologiske tegn for Mars. Isis og Osiris' søn hævnede hans faders morder, og overtog den kongelige trone, og han står derfor for angrebet på den falske filosofi og sejren over den sande.

Elisabeth Haich skriver i sin fortolkning:

Tårnet symboliserer en hændelse som uundgåeligt sker for ethvert menneske i dets livsforløb på vej mod det store mål. Når de foregående korts bevidsthedsplaner er blevet erfaret i hans indre verdener, bemærker den ydre verden dog ikke nødvendigvis noget af dette. Men nu sker der noget, som har en grundliggende virkning på hans ydre skæbne, og stiller spørgsmål ved hans hele ydre liv. Hvordan dette sker, varierer hos det enkelte menneske, og afhænger af hans omgivelser, hvilken familie han er i og hvilket land han bor og arbejder i. I lande som er underlagt krigens vildskab eller naturens katastrofer, oplever mange mennesker det totale sammenbrud omkring sig. De mister hurtigere deres barndom, og hele deres familie kan blive rykket op med rode og spredes for alle vinde. De mister deres materielle værdier og deres venner. De bliver ruineret. De må stå på egne fødder og bede om hjælp, for der er intet tilbage. De må bygge et helt nyt liv op. Både i fortidige og i nutidige krige har millioner af mennesker oplevet det som symboliseres ved dette kort. Det ubevidste menneske falder åndeligt, og kan aldrig rejse sig igen, få hold på sig selv og forsætte, selv hvis legemet overlever. Der er mennesker der bliver ødelagt som den døde på billedet.

Alligevel er nogle mennesker kommet så langt, at de ikke er en ”person,” ikke er ubevidste slaver af deres instinkter, men bevidste i Selv’et, i ånden - de som er istand til at holde kronen på hovedet - de er istand til at bygge et helt nyt liv op. Sådanne mennesker har ikke mistet noget, men snarere vundet noget.

Selvom et menneske ikke har oplevet krig i den ydre verden, vil det øjeblik komme - for de som bevidst vandrer ad den store vej - hvor der sker noget som truer hans tro, som berøver ham hans indre sikkerhed, og ødelægge ham. Da må han anstrenge sig til det yderste for at koncentrere sine indre kræfter på en måde, at han ikke ”falder,” men bliver stående på sine fødder. Dette kan vise sig i mange former. Det kan ske for det menneske som mister sin elskede, og hvis sjæle var vokset sammen. Men det åndeligt bevidste menneske ved, at der ikke findes nogen død, kun et evigt liv, og, at han blot må

127

vente tålmodigt indtil tiden er løbet ud på hans kosmiske ur, og klokken slår for ham, og han kan føle sin elskede igen. Indtil da har han ikke mistet sin elskede, for han bevarer hele tiden det åndelige bånd der knytter dem sammen. Derfor ”falder” han ikke, men bliver stående på sine fødder.

Hvis et menneske er istand til at holde kronen på hovedet, så vil det menneske blive ved at være en konge, en hersker over sin skæbne. Alligevel må han erfare denne prøve, gå gennem denne ødelæggelse for, at lære at sætte det trivielle foran det vigtigste, det ikke-essentielle foran det essentielle. ”For hvad kan det gavne et menneske, dersom han vandt den hele verden, og tog skade på sin sjæl?” sagde Jesus. (Markus 8:36). Sålænge vi ikke mister vor sjæl, kan vi miste alt, og stadig have alting.

Dette kort indeholder den første henvisning til en materiel bygning i vore kort, men vi vil finde det samme symbol i det 18. og det 19. kort. Her betegner det den usynlige eller åndelige verden, inkarneret i den synlige eller materielle verden. Tårnets kort symboliserer Adams materielle fald. Han vil gradvis blive grovere og mere jordisk, indtil det 18. kort, hvor han opnår sin materialiserings højdepunkt.

Pytagoras sagde, at vi skal bruge vor gode skæbne, ikke til goder og sensualitet, men til fordel for hele menneskeheden. Det har aldrig været meningen, at mennesket skulle være fattigt, men at det skal have de bedste frugter for sit arbejde som en materiel belønning. Hvis vi imidlertid gør succes til en gud, og kun bruger vores præstationer til opbygning af materielle ting, og glemmer de åndelige ønsker, så vil konsekvensen blive den som symbolises ved denne bygning, nemlig ødelæggelsen af såvel den rige som den fattig.

Frimurerne kalder dette kort for Ødelæggelsen og symboliserer derfor den dårlige arbejders værk. Hiram falder for slagene fra tre dårlige arbejdere. Den første symboliserer uvidenheden, som er ude af stand til at fatte ånden i arbejdet. Den anden forestiller fanatismen, der gør templet til et eksklusivt og lukket Guds hus. Den tredje forestiller ærgerrigheden.

Det tårn, som menneskehænder har bygget til egen forherligelse, ødelægges af den himmelske lynild og mennesket går under med det.

128

Lev roligt, husk at unde dig den ro, der genskaber dine kræfter og på ny fylde de energier op, som du har brug for. Stil søvnen i din virksomheds tjeneste. Du spilder ikke din tid, hverken når

du sover, eller når du nyder livets glæder. Livskunstneren er ingen trist og grå asket, han bruger, hvad der byder sig, og nyder himlens gaver på jorden, men ikke i overmål. Han

beundrer det skønne og er opfyldt af det, der er værd at elske.

129

Stjernerne

I Syrien og Palæstina levede der i gammel tid en gruppe mennesker som blev kaldt Essenere. Essenerne var et samfund af af fromme mænd og kvinder, som levede et enkelt liv og tilbragte tiden med arbejde og bøn. Josephus, den jødiske historiker, talte om dem med stor respekt: ”De lærer om sjælens udødelighed og deres livsmåde er bedre end andre menneskers.” Navnet essener menes, at være udledt af et gammelt syrisk ord der betyder ”læge” og disse mennesker mente, at meningen med livet var at helbrede den syge i både sind, sjæl og krop. Nogle forskere mener dog snarere at navnet betyder ”de tavse, de hemmelighedsfulde.”

Hovedkilderne til den viden vi har om dem er de jødiske forfattere Filon, Eusebios og Josephus, men også Plinius omtaler Essenerne. Josephus omtaler første gang en Essener under Makkabæeren Jonathan (161-43 f. Kr.) og hvis dette er rigtigt, har Essenerne allerede eksisteret som samfund i midten af det 2. århundrede før Kristus. Filon siger, at der ved vores tidsregnings begyndelse var ca. 4000 Essenere, og det er også det tal som Josephus har nævnt. Plinius havde hørt at de boede i egnene omkring det Døde Hav (Engedi), og Filon mente, at de boede i landsbyerne, medens Josephus siger, at de levede rundt omkring i alle byer i Palæstina.

Essenerne var formentlig stærkt beslægtet med de ægyptisk Terapeuter, som vi kun kender fra et enkelt skrift af Filon, og de senere sekter som kirkefædrene beskriver under navnene Elkasæere, Nazaræere og Ebjonæere. På Epifanius’ tid (ca. år 350 e. Kr.) fandtes der rester af de såkaldte Sampsæere og den gnostiske litteratur (2. og 3. århundrede e. Kr.) indeholder et betydeligt Essensk islæt.

Ejendommeligt for Essenernes samfund var deres opdeling, der nærmest var at ligne med en slags frimurerorden. Man fik kun adgang gennem en højtidelig optagelse, og forud for den gik der tre års prøvetid, under hvilken man undersøgte, om den pågældende var egnet til at følge Essenernes levevis og værdig til at blive delagtiggjort i deres goder. Ved selve optagelsen måtte vedkommende afgive et højtideligt løfte - en egentlig ed var forbudt - om ikke at røbe samfundets hemmeligheder til udenforstående og bestandigt overlevere dem i uforandret form til senere optagne ordensbrødre. Efter en tid i samfundet gik den enkelte ind i de forskellige klasser. Fra Josephus kan vi læse, at der fandtes fire grader, inklusiv novicerne. Men der var snarere tale om syv klasser, fordi Essenerne skelnede mellem fire grader og tre novice-grader. Gradsinddelingen ophævede alle tidligere standsforskelle. Af stor betydning for Essenerne var også magiske bade, der både blev anvendt ved forudsigelser og ved helbredelse af sygdomme. Som en indvielse med åndelig virkning betragtede man også det bad, der blev

130

krævet forud for deltagelse i samfundets fællesmåltider, og der findes også antydninger om at noget lignende blev anvendt som et ritual ved optagelsen af nye medlemmer. Også hellige måltider blev anvendt som et middel til at komme i besiddelse af guddommelige goder. Gennem nydelsen af elementerne brød, vand og salt har man formentlig ment, at kunne gøre sjælen bedre egnet til engang at foretage himmelrejsen og muligvis ved samme lejlighed at kunne sikre legemet udødelighed. Adgangen til disse måltider var da også kun forbeholdt de egentlige gradsmedlemmer, medens novicerne ikke kunne deltage.

Da Essenerne således mente, at de gennem sakramentale bade og hellige måltider bedre end gennem de jødiske ofre kunne opnå de goder som disse sidste formidlede, er det forståeligt, at de ikke tog del i de ritualer der fandt sted i templet, men nøjedes med, for dog at betone deres samhørighed med den jødiske nation, at sende offergaver til helligdommen. At de omhyggeligt undgik at komme i berøring med olie, beror sikkert på, at de har kendt til den sakramentale virkning af oliesalving, som var uforenelig med de virkninger, som de tillagde vandet. Selvom det ikke direkte siges i kildematerialet, har Essenerne sandsynligvis været afholdende over for kød og vin, men derimod er det usikkert hvordan de havde det med det ejendomsfællesskab som både Filon og Josephus tillægger dem. At nogle af dem var asketer ses af at en del af dem forkastede ægteskabet.

Oprindelsen til Essenernes sekt er meget usikker. Nogle har søgt forklaringen i indflydelsen fra Pytagoræerne. Andre mener, at de kan spores helt tilbage til profeten Samuels skoler, men de fleste er dog af den mening, at de er af ægyptisk eller orientalsk oprindelse. Deres måde at bede, meditere og faste på, minder meget om den måde de hellige mænd i det fjerne Østen gjorde det. Essenerne var delt op i to adskilte samfund, et der bestod af de der levede i cølibat, og de der var gifte. De blev aldrig købmænd eller trådte ind i det almindelige samfund, men opretholdte livet ved at dyrke landbrug, og de holdt kun får for mælken og uldens skyld. Men de var også tømrere og pottemagere. I evangelierne og de apokryfe skrifter henvises der til Josef, Jesus fader, som både tømrer og pottemager. I det apokryfe Thomas-evangelie fortælles det hvordan Jesus som barn sidder og laver spurve af ler, som derefter kom til live og fløj op i luften, når han klappede i hænderne. Essenerne blev af jøderne betragtet som den bedst uddannede samfundsklasse og der er beretninger om, at de også blev valgt som lærere for børnene af de romerske officerer der var udstationeret i Syrien.

Den kendsgerning, at der var så mange håndværkere blandt dem har gjort, at sekten anses for at være forfaderen til det moderne frimureri. Essenernes symboler indeholder et antal ”murerværktøj” og de var i al hemmelighed i færd med at rejse et åndeligt og filosofisk tempel,

131

der skulle tjene som bolig for den levende Gud. Ligesom gnostikerne var de også kabbalister og et af de spørgsmål der optog dem meget, var genfortolkningen af den mosaiske lov, som de havde visse hemmelige, åndelige nøgler til, og som de havde opbevaret helt tilbage fra den tid da deres sekt blev grundlagt. Man kan herud fra drage den slutning, at Essenerne, ligesom adskillige andre samtidige sekter der blomstrede i Syrien, ventede på fremkomsten af den Messias der var blevet bebudet i de tidlige bibelske skrifter.

Essenerne havde deres egne hellige skrifter, men deres indhold kan vi kun gætte os til. Det synes alligevel ret sikkert, at der har været tale om bøger med englenavne og magiske formularer, hvormed de bl.a. mente, at kunne helbrede sygdomme. Et af deres hovedtræk var deres ærbødighed for Solen. Hver morgen opsendte de bønner til den. At de overholdte sabbaten meget strengt, kan formentlig have noget at gøre med astrologiske forestillinger om ”ulykkesdage” og troen på stjernernes magt har sikkert været et af grundlagene for Essenenernes tro og evne til at forudsige fremtiden. Essenerne må også have været ret vidende om den tro der i oldtiden var ret udbredt om, at sjælen efter døden stiger op til himlen, idet den, førend den når frem, må passere en række fjendtlige magter, der i teoriens ophavsland Babylon, blev repræsenteret ved de syv planeter. De englenavne som Essenerne lagt stor vægt på, har så været pasord, som skulle skaffe sjælen fri adgang.

Josef og Maria, Jesus forældre, menes at have været medlemmer af Essenernes sekt. Josef var i mange år Maria’s overordnede og ifølge et gammelt skrift, Protevangelium, var han enkemand, og havde en voksen søn. I det skrift der kaldes pseudo-Mathæus-evangeliet henvises der til Maria som et lille barn, og der står, at hun var jævnaldrende med Josef børnebørn. De apokryfe skrifter indeholder mange beretninger om mirakler der er forbundet med Maria’s tidlige barndom. Da hun var fyldt 12 år, holdt præsterne råd om hendes fremtid og den jødiske ypperstepræst trådte derefter ind i Helligdommens Helligdom, hvor en engel trådte frem for ham og sagde: ”Zacharias, gå ud og kald folkets enkemænd sammen og lad dem hver tage et stykke træ op og Herren vil vise et tegn, så I kan vide hvem der skal være hendes brudgom.”

Da Josef, som overhoved for enkemændene, havde været til møde med præsterne, bad han alle enkemændene om hver at samle et stykke træ, men selv samlede han blot en lille gren op, da han vidste at han var for gammel til at skulle være Maria’s brudgom. Derefter samlede han de andre mænds træstykker sammen og gav dem til præsterne. Præsterne ventede længe, men der skete ikke noget. Så blev de enige om at samle træstykkerne sammen ude i tempelgården for at se om det var bedre. De tog alle træstykkerne derud, men da Josef gren

132

ikke var mere end halvt så stort som de andres, opdagede præsterne den ikke, og den blev efterladt i Helligdommens Helligdom.

Da nu alle havde fået deres træstykker tilbage, ventede præsterne igen på et tegn fra himlen, men der kom ingen. På grund af at Josef var så gammel, spurgte han ikke hvorfor han ikke havde fået sin kæp tilbage, da det for ham synes en umulighed at han skulle blive udvalgt. Men en engel kom til syne foran ypperstepræsten og gav ham ordre til, at give den korte gren som lå ubemærket tilbage i Helligdommens Helligdom til Josef. Da ypperstepræsten overrakte den til Josef, fløj en hvid due ned og satte sig på den aldrende tømrers hoved, og nu vidste de alle, at det var Herrens mening at Josef skulle være Maria’s brudgom. Josef og Maria, to hengivne og hellige sjæle som havde viet deres liv til Guds tjeneste og som drømte om den kommende Messias der skulle tjene Israel, adlød de Essenske ypperstepræsters påbud, og beredte et legeme for den store sjæls komme.

Jesus blev opdraget og undervist af Essenerne og senere indviet i deres dybeste mysterier. Ligesom alle andre store indviede måtte han rejse mod øst, og de ukendte år i hans liv tilbragte han formentlig med at blive bekendt med den hemmelige lære, som han skulle give videre til verden. Efter at have fuldendt de asketiske øvelser i Essenernes sekt, opnåede han dåben, og efter at han var blevet forenet med sin egen åndelige kilde, drog han ud i den Enes navn, og samlede disciple og apostle omkring sig, og instruerede dem i Israels hemmelige lære som indtil da var tabt, i det mindste delvis. Hans skæbne er ukendt, men efter al sandsynlighed led Han på den måde som vi alle kender.

Til mængden talte Jesus i lignelser. Til Hans disciple talte han også i lignelser, selvom de var af en mere forfinet natur. Voltaire sagde dog, at Platon skulle have været kanoniseret af den kristne kirke for at have været den første der udlagde Christos mysteriet, fordi han mere end nogen anden enkeltperson bidrog til dens grundliggende lærdomme.

Jesus afslørede for sine disciple, at den lavere verden beherskes af et stort åndeligt væsen som var skabt efter den Evige Faders vilje. Denne store engels sind var både verdenssindet, men også det verdsligsindet. Så for at mennesket ikke skulle dø verdsligsindet sendte den Evige Fader den ældste og mest ophøjede af Sine kræfter ud i skabelsen. Dette Guddommelige Sind tilbød Sig Selv som et levende offer, og blev brudt og opædt af verden. Efter at have givet Sin ånd og Sit legeme ved en hemmelig og hellig nadver til tolv aspekter af de rationelt tænkende skabninger, blev dette Guddommelige Sind en del af ethvert levende væsen. Mennesket blev derved i stand til at bruge denne kraft som en bro, over hvilken han kunne passere og opnå

133

udødelighed. Og fordi Han havde givet denne kundskab til dem, sagde disciplene til hinanden: ”Se, Han er selve dette Sind personificeret.”

På dette kort, nummer 17, Stjernen, vi nu er nået til, ser vi en nøgen kvinde der hælder væske fra to kar ud i henholdsvis en sø og på jorden. Der skinner en stor stjerne og syv mindre på himlen over hende. I baggrunden er der et træ, hvor der sidder en fugl, som er et symbol på sjælens evne til at hæve sig til højere ting. Fuglen kan være udødelighedens Ibis, åndens due eller visdommens ugle. I Wirth's kort er den blevet erstattet af en sommerfugl, der hviler på en blomst for, at symbolisere sjælens forbindelse til det forgængelige legeme.

En stjerne der skinner i mørket symboliserer vejledningen fra oven, et lys som vi kan styre vor kurs efter, et frelsende glimt af intuition i det problemfyldte sind, og kortet bliver næsten altid fortolket som et kort for sandhed og håb. Efter Tårnets ødelæggende storme og lyn kommer den forløsende regn, som bringer løfte om en grønnere jord.

Væsken hældes ikke fra et kar over i et andet, som i kortet Mådehold, men ud på jorden som et tegn på inspiration fra oven. Kvinden er nøgen fordi sandheden er utilsløret, og ung for at symbolisere fornyelse. Hun er det feminine princip eller Modergudinden, der hælder livets vand om foråret for at genoplive den udmattede verden. Det Gyldne Daggry sagde, sammen med Court de Gébelin, om den skinnende stjerne, at det var Sirius, Isis stjerne, som var forbundet med Nilens komme og som bragte nyt liv til vandet. I kristen symbolik er stjernen sommetider et symbol for Jomfru Maria som Stelle Maris, Havets Stjerne, og nogle forfattere har forbundet kortet med Betlehem stjernen, som fortalte de tre vise mænd om Kristus komme.

Der er otte stjerner på kortet og den største er normalt otte- eller syvakket. En syvtakket stjerne siges at være en henvisning til Venus, som symboliserer kærlighedens helbredende kræfter der oplyser sjælen i sit legemes fængsel. Venus er morgenstjernen og bringer løfte om et nyt daggry. De første kristne så morgenstjernen som et symbol for Kristus.

Den strålende stjerne i frimurernes templer symboliserer solen og er omgivet af planeternes symboler. Ligeledes siges de syv mindre stjerner på dette kort, at stå for de syv planeter der var kendt i den gamle verden, og som genkaldte den gamle idé om at hæve sig gennem de planetare sfærer, op til Gud. Et alternativ er Plejaderne, som står for udødelighed, fordi de i den græske mytologi er de jomfruer, som blev overført til himlen efter døden. Andre klassiske forfattere har blandet det sammen med Hesperides, nymfen som boede i en smuk have i det

134

fjerne vest, hvor udødelighedens gyldne æbler blev vogtet af en stor drage (og Hesperos var det græske navn for Venus som aftenstjernen, der kom til syne i vest). Eller de syv stjerner er blevet forbundet med andre grupper på syv som et tal for fuldkommenhed - menneskets syv aldre, Hinduernes syv grundchakras, som er centre for den psykiske energi i legemet, de syv grundelementer i menneskets natur hos teosofferne.

På Waite's kort ser vi altså en nøgen kvinde hælder det universelle livs vand fra to bægre. Solens skytsånd (14. kort) er nu steget ned til jorden i form af denne unge kvinde som et billede på evig ungdom. Væskerne, som hun tidligere hældte fra en kalk til en anden, hælder hun nu også på jorden. Den unge kvinde er kronet af 7 stjerner, og i midten skinner en særlig stor og strålende stjerne. Nær hende sidder en ibis på et træ. Her finder vi udødelighedens symbol. Sjælen (ibis) vil overleve legemet, som kun er et ”prøvelsens sted” og styrken til at bære disse prøvelser kommer fra oven (stjernerne).

Den otte-takkede stjerne symboliserer ligevægtens lov, balancen mellem ånd og materie, mand og kvinde, det indre og det ydre. Det er Dommedagens Bog, forseglet med syv segl og repræsenterer således den indre og den ydre erkendelse, sjælens fødsel og kroppens fødsel, som i astrologien siges at være under indflydelse af planeterne, her repræsentere ved de syv omgivende stjerner eller segl.

Rosenkreuzerne siger blandt andet om dette kort, at naturen afslører sig selv for mennesket, når mennesket praktiserer den rette meditation. Naturen afslører sig selv; vi afslører ikke den. Det er ikke så meget det, at vi lærer at meditere som det, at vi når til en vis grad af modenhed, hvorved meditationen bliver mulig. Således beskriver Karl von Eckhartshausen i The Cloud upon the Sanctuary den usynlige Orden, som er den Indre Kirke:

”Verdslig intelligens søger forgæves denne Helligdom; forgæves søger også ondskaben, at gennemtrænge disse store mysterier; alt er umuligt at tyde for ham som ikke er beredt; han kan intet se, intet læse i det indre. Han som er moden dertil forenes med kæden, ofte på det tidspunkt hvor han troede det mindst muligt, og på et tidspunkt hvor han vidste mindst om sig selv. Det, at søge at blive moden, burde være den største anstrengelse hos ham som elsker visdom.

Men der er metoder, hvor ved den rette modenhed kan opnås, for i dette hellige fællesskab findes den menneskelige races oprindelige lager for de ældste og oprindelige videnskaber, tilsammen med den antikke videnskabs oprindelige mysterier. Det er et

135

unikt og virkeligt illumineret fællesskab, som er i besiddelse af nøglen til hele mysteriet, som kender til centeret og kilden til naturen og skabelsen. Det er et samfund som forener højere kræfter med sine egne, og består af medlemmer fra mere end en verden. Det er samfundet, hvis medlemmer danner en teokratisk (gudsvælde) republik, som en dag vil blive den Regerende Moder for hele verden.”

Frimurerne fortæller om kortet, at det symboliserer den idealisme der længes efter sandhed. Mordet på Hiram afbryder enhver form for arbejde. Det bliver nat omkring de bygmestre, der er berøvet deres ledelse. I deres fortvivlelse fordeler de sig for overalt, for at lede efter liget af deres forsvundne mester. Synet af en akacia gren giver dem pludselig fornyet håb, for de ser i den et tegn på livets bestandighed og genopstandelse.

Joachim Winckelmann fremlægger i sin bog Tarot for indviede en smuk fortolkning af kortet:

”Fuglen, der skal til at lette, forestiller sjælen, der vil løfte sig til flugt for at forlade jorden for altid. Den store stjerne blandt de små hentyder til, at ego'et for fremtiden vil dvæle i en særlig ophøjet sfære.”

136

For at opmuntre dig til trofast at opfylde de pligter, der trænger sig på, tillader livet dig behageligheder og det vil være visdom ikke at foragte dem. I den hårdnakkede kamp mod

materialismens forhindringer har du ret dertil. Dømt til at vandre rundt i dristige foretagenders skygge, går det kun ud over os selv og vi kommer kun videre, hvis vi betaler prisen med

smertelige erfaringer. Som ofre for bedrageriske visioner tager vi igen og igen fejl, og falder fra den ene grove fejltagelse til en anden, mindre grov uden at nå virkelig erkendelse. Bygget, som

den er, på grundlag af ufuldstændige forestillinger, går den menneskelige viden gennem det øjensynlige og bliver ved med at være tvivlsom.

137

Månen

For det menneske som oplever dette korts plan sker der noget afgørende som vil påvirke dets fremtidige liv. Efter alle oplevelserne i de foregående tilstande, kommer han til den store tærskel, hvor han virkeligt, og ikke kun indadtil, lader alle jordiske ting tilbage og krydser vejen til den rene, åndelige verden på samme måde som vi gør det i dødsøjeblikket. Han krydser tærsklen mellem genopstandelse og liv - og død.

Først trækker han sig, ligesom krebsen i dybet af søen, tilbage til sit egen væsens dybder, hvor alle minderne hviler, for at se på og grunde over hvad der er sket ham i dette liv. Han grunder over alt det, som han har oplevet og lært hos, og med, sine medmennesker, med sin familie og på arbejde, og han gennemtænker det alt sammen meget nøje, gør status og søger klarhed om det hele. Han grunder over hele sit jordiske liv og kommer overens med det. Når han har kæmpet sig vej gennem dette udviklingstrin, vil han indadtil være som dengang han blev født, og som han vil være det i det øjeblik han dør. Han bragte intet med sig og intet tager han med sig heller.

Da han trådte ind i denne verden var alt ganske enkelt, i sin bevidsthed havde han hverken forældre eller venner, hverken hustru eller børn, han havde intet, han vidste ikke hvad det betød at eje noget. For ham var universet ét forbundet hele som simpelthen var til, og som han ikke havde nogen fornemmelse om endnu, og som heller ikke endnu havde lagt ham i lænker. Nu har han atter engang nået dette plan. Han ejer personligt intet, og tilhører heller ikke nogen mere. Han er fri for alt det, som stod i vejen for hans frihed, på samme måde som vi er frie i døden. Han lader alt tilbage og følger i fodsporene på de åndelige kæmper som gik forud for ham på vejen til genopstandelse, til evigheden. Men først må han dog træde ind på stien der leder ud af den jordiske, illusoriske virkelighed, til ”tilbagetrækningen ind i selvets sø,” og til ”genspejlingen af alt det der er sket,” og han må passere de to tårne, hvis tærsklens vogtere tillader det, og forsætte på sin vej.

Efterhånden som han går frem må han være meget omhyggeligt med at gå i de fodspor, som hans store forgængere har efterladt, og som også engang krydsede denne tærskel. Han må trofast følge disse kæmper. Han må ikke miste sporet. Et enkelt forkert fodtrin og han falder tilbage til udgangspunktet. Han må ikke tøve på dette trin.

138

Passagen er trang. Tårnene står tæt på hinanden og tvinger ham derfor til, at gå gennem denne smalle passage. Og der er også to dyr, tærsklens vogtere, som ikke ønsker at han kommer igennem. Disse dyr, der sommetider ligner drager og sommetider Cerberus i den græske mytologi, kan vi se ved indgangene til kirker i både Europa og Asien. Hvem er disse tærsklens vogtere? Og hvorfor er den ene hvid og den anden sort? Hvorfor lader den hvide ham i det mindste ikke passere, da dens farve viser, at den symboliserer noget der er rent, åndeligt og smukt? Selvfølgelig! Det er netop det der er årsagen!

I følge de fleste gamle fortolkere symboliserer dette kort Månen, at vi nu har krydset de trin som ånden passerer i sit gradvise og absolutte ”fald” mod den materielle verden. Alt er nu afsluttet. Ånden er fuldstændig. Lyset, sjælens symbol, når os ikke længere direkte. Den materielle verden oplyses kun af en genspejling. Den materielle verden er det sidste punkt, som ånden kan nå. Den kan ikke synke dybere. Dette symboliseres ved markens grænser. Dråberne fra månen symboliserer åndens overgang til materie.

Stien der dækkes af disse dråber, opløses i horisonten. På midten af marken står en hund og en ulv og hyler mod månen. En krebs kravler op fra vandet foran de to dyr.

Månen vokser på den måde som mystikerne kalder for barmhjertelighedssiden, det vil sige til højre for betragteren. Den har 16 hovedstråler og 16 sekundære stråler. Stien mellem tårnene er indgangen til det ukendte. Hunden og ulven er også den naturlige tankes frygt i tilstedeværelsens af dette udgangens sted, hvor der kun er en genspejling som ledetråd.

Der er også en anden udlægning som siger, at det intellektuelle lys er en genspejling af det ukendte mysterium, som det ikke kan vises frem. Det oplyser vores dyriske natur.

Buddha antydede overfor sine disciple, at selv filosofien havde sin begrænsning og det som vi forsøger at beskrive er ubeskrivelig, vi må lade ordene stå alene. Subjektet selv undgår al beskrivelse. Buddha lærte os også, meget vist, at mennesket er sin egen fremtids arkitekt i enhver relation til livet. Han bor i det hus som han med sine egne hænder har bygget gennem tidligere erfaringer. Uligheder og lidelser som ellers er uforklarlige, sættes foran os i form af konsekvenser. Rigdom kan være en prøve eller en ulykke, fattigdom en velsignelse og så videre. Ethvert menneske prøves, eller overvejes kun i relation til hans inderste væsen, og virkningerne kan kun bedømmes af den, som har problemet at arbejde med og på det stof hans tanker, og handlemåde har skaffet ham. Dette er Karmas lov. Enhver er fri, er sin egen skæbnes kaptajn. Selvbeherskelse og disciplin kan gøres til hans tjenere. Kausaliteten er en

139

kosmisk kraft som påvirker hele verdens og det enkelte menneskes tendenser. Bølgen, hvor lille den end er, er også en del af havet. Intet menneske kan være retfærdigt eller uretfærdigt uden at berøre universet, fordi han er en del af universet, og vi ved, at intet atom i bevidsthedens kæde kan bevæge sig uden at påvirke planeternes gang.

Frimurerne kalder også dette kort for Månen. Mestrene rejser ikke alene, ligesom lærlingene og svendene, men i grupper, idet de gensidig støtter hinanden. I eftersøgningens efter Hirams jordiske rester udforsker de den verden, der ligger under månen. Som ”enkens børn” der er værdige trængende, lader de sig inspirere af Isis, som ilede ud over den ganske jord, for at samle de spredte rester af Osiris. For på ny at vække denne overlevering til live, vil vi omhyggelig opsamle alt, hvad der endnu er for hånden af legender, ritualer og teorier.

Elisabeth Haich fortæller os, at ved dette korts stadie falder mange for den fælde, at de, når de når denne tærskel og vil krydse den til det rene åndelig liv, medens de stadig lever i det dødelige legeme, bliver ramt af frygten for, om de nu i virkeligheden fysisk kan opleve døden og dø. De trækker sig tilbage af angst for dette, og falder tilbage til denne side af livet, til den materielle jordiske bevidsthedstilstand.

Det er af denne grund, at man i de gamle indvielsesriter prøvede kandidatens mod, når han stod overfor en dødelig fare. Men vores Magiker, som allerede har passeret gennem alle de tidligere bevidsthedstilstande, behøver ikke længere disse prøver. Han lader ikke længere tærsklens vogtere afskrække ham. Han ved, at der ikke findes nogen død, kun et evigt liv, og han ønsker, at træde over den uanset hvad det koster. Ulven kan stadig forskrække ham, men den bider ham ikke. Den lader ham passere.

”Når Magikeren har nået dette trin, hvor han bevidst ønsker, at krydse tærsklen og fordybe sig i det guddommelige hav - det øjeblik hvor billedet af den elskede springer op fra dybet i ham selv er denne tanke alene tilstrækkelig til, at den hvide hund holder sig tilbage. Den ønsker, at bemægtige sig hans personlige kærlighed! Men nej! Selv hvis han druknede i tårererne over alle dem han stadig havde dybe følelser for, ved han, at han aldrig kan miste disse mennesker, men vil komme dem stadig nærmere i den åndelige verden. Fuldstændigt fordybet i Gud, i guddommelig enhed, vil han blive ét, ikke kun med de som han elsker, men med hele universet, som også indbefatter de sidste. Og med denne bevidsthed forsætter han gladeligt på sin vej i fodsporene af de store indviede - i det bundløse fjerne, til udødelighed, til evighed. Han krydser tærsklen, intet

140

kan holde ham tilbage. I bevidstheden går han gennem dødens porte, for på den anden side, at finde det han så længe har søgt.

I velsignede meditationer kan mennesket opleve alt dette. I en sådan bevidsthedstilstand står mennesket over enhver ting, ligesom månen, der kigger ned på jorden. Ligesom krebsen på billedet trækker sig ned i søen, på samme måde kan mennesket i meditation, trække sig ind i sit guddommelige selv. Og ligesom månen på den mørke himmel genspejler solens lys, som et spejl, til jorden, på samme måde udstråler mennesket nu Guds lys til hele verden, til alle levende skabning, til alle planter, til alle dyr og til alle mennesker. Han føler ikke længere nogen forskel mellem de mennesker han er knyttet til ved jordisk blodsbelægtede bånd, og de, med hvem har rene åndelige bånd. Hvis der ikke er et underliggende åndeligt bånd, så har han ikke mere venskab med disse slægtninge end med alle andre skabninger i verden. Ved døden falder alle blodsbånd væk sammen med legemet, og der er kun den åndelige forening.”

På dette bevidsthedsplan kan mennesket krydse tærsklen mellem liv og død, set fra et jordisk synspunkt. Set fra den åndelige side er denne tærskel dog grænsen mellem død og liv. Den fysiske fødsel ind i stoffet betegner åndens død, men fødslen til åndelig død, til åndens hjem, betegner genopstandelse og livet for ånden - men for den jordiske bevidsthed betyder det døden.

Mennesker der krydser denne tærskel forsvinder, for så vidt det gælder hans åndelige væsen, fra det jordiske menneskes synsfelt. De ser stadig hans fysiske legeme, men hans indre væsen trækker sig gradvist tilbage, så de ikke længere kan opfatte det. Det svinder bort på vejen til uendeligheden. Nu ser han det flygtige i alt det der er jordisk, og alligevel opfatter han kun det varende, det evige. Og bag alle jordiske former, hvad enten det er en plante, dyr eller menneske, ser han kun det varende, det absolutte, det evige.

Hvad angår hans eget jordiske legeme, ser han også forandringen, flygtigheden, den kommende uddøen og forsvinden fra den jordiske sfære. Alligevel ved han nu, at hans virkelige væsen, hans ego, hans selv, intet har at gøre med flygtighed, for hans virkelige selv er evigt, ligesom Gud er evig.

141

Lyset flammer op i ånden, når den overskrider materiens felt. Solen oplyser intelligenserne, som hæver sig op over tågen af tidligere holdninger. Universet afslører ikke sine

hemmeligheder over for dig, men du ved ganske nøje, hvorledes du skal opføre dig i denne verden. Vær så klog, at du ser klart hvad angår din opførsel! Lad os lære at forstå hinanden, så vi kan hjælpe hinanden på broderlig vis. I din stræben efter jordisk lykke, glem så aldrig, at den

kun er at finde i fællesskabet. Vis dig værdig hertil, da du kun opnår den lykke, hvis du fortjener den.

142

Solen

På dette kort ser vi et barn som rider på en hvid hest og bærer et banner, med en sol, der skinner over ham på den klare blå himmel. Hesten står foran en mur. Kortet følger efter Månen, som er blevet udstødt af solopgangens gry. Der er mange mytologiske traditioner hvori, ligesom i Genesis, natten går forud for dag. Mørke føles som noget ældre, mere primitivt og fundamentalt, og lyset gennemtrænger mørket.

Solen er den der skænker lys, og opretholder livet på jorden. Hvor månen står for det feminine og passive princip, vandet, det ubevidste og instinktive, symboliserer solen det maskuline og aktive princip, ild, det bevidste og udtænkte. Det er solen som gør os i stand til at se, og således i åndeligt henseende istand til at erkende et højere mål. Kortet bliver almindeligvis forbundet med alkymi som søgningen efter den åndelige fuldkommengørelses virkelige guld. Alkymisterne mente, at solens handlinger forårsagede, at guldet modnedes i jorden. Solen var derfor kilden til den højeste skat, materiel eller åndelig. Kortet er også blevet forbundet med Mithras som ”den ubesejrede sol,” hvis sejr over mørkets kræfter er et tegn og løfte overfor menneskene om en eventuel sejr. Eller det kan forbindes med Kristus som den retmæssige sol og den der skænker liv.

I de fleste versioner af kortet er nogle af solstrålerne lige og nogle bølgede. De symboliserer solens dobbelte udstråling af varme og lys eller modsætningerne i positiv og negativ. Muren er blevet fortolket på forskellige måder. Den kan symbolisere zodiakkens omkreds som solen løber igennem på sin årlige kurs, eller for det fysiske legeme, i hvilket mennesket er begrænset til jorden, eller for de veje hvorved mennesket har underlagt sig de naturlige omgivelser. Eller det kan være et vink om vigtigheden af selvkontrol.

Barnet bliver som oftest fortolket som symbol for uskyld, oprigtighed, frihed og flugt fra verdens besmittelse. På samme tid kan det også symbolisere egoisme, grådighed og uerfarenhed, og henviser til menneskets åndelige og intellektuelle kræfter på dette trin i dets barnlighed. Psykologen C. G. Jung mente, at et land med børn i drømme eller i kunst, var et symbol for det kollektive ubevidste, med sin oprindelse tilbage i den menneskelige histories gry:

”Vi må derfor erkende, at trods den ubestridelige succes med den rationelle holdning i nutidens bevidsthed er vi, med den dybeste menneskelige respekt, stadig barnlige og fjendtlige over for livet. Livet er blevet et udtørret og indskrænket råb efter frelse fra

143

kilden. Men kilden kan kun afsløres, hvis det bevidste sind vil lede sig selv tilbage gennem lidelsen, tilbage til 'barndommens land.”

I Wirth's kort, og nogle af de andre, står der to unge elskende eller børn i en eventyrring, som med Jung's terminologi betyder at, ”helhedens symbol stadig er under herredømme af barnlige kreative kræfter.”

Barnet er blevet forbundet med cabiri'erne, de dværglignende håndværkerguder som spillede en vigtig rolle i Samotrakes mysterier, og om hvem man sagde, at de symboliserede de kræfter som menneskets ånd havde i reserve. Ved deres årlige fest på Lymnos blev arnesteds bålene slukket og en ny ild blev bragt ned fra Apollo's tempel på Delos, og symboliserer i relation til dette kort udslukningen af tidligere accepterede idéers ”gamle ild,” og den nye guddommelige energikilde's komme. Cabiri'erne blev forbundet med frugtsommelighed og beskyttede også mod farer - især på havet og mod skibsforlis, som vi vil møde på Månens sti. De blev sommetider identificeret som Castor og Pollux, de himmelske tvillinger som beskyttede sømændene og som er relevante her, fordi de var halvt dødelige og halvt guddommelige, og tilbragte halvdelen af deres tid i underverdenen og halvdelen med guderne på Olympus.

Barnet står for en ny start på vejen til opnåelse af åndelige ting. Det er nøgent, fordi sjælen afklæder sig stoffets- og kødets dragt under sin opstigen. Ånden genvinder sin overlegenhed. Den er ikke længere et genspejlet lys, som i det tidligere kort, som oplyser figuren, men det kreative lys fra vort univers' Gud, der overvælder dets stråler.

Det røde banner symboliserer kraftige handlinger og hesten er solens energi og livskraft. I den klassiske mytologi blev solens vogn trukket af hvide heste og Castor og Pollux var store ryttere og blev sommetider kaldt ”ridderne på de hvide gangere.” Barnets hest er den samme hest som Døden rider på i Waite's kort. Murerne indikerer, at vi stadig er i den synlige eller materielle verden. Kortet kan udtrykkes i tre punkter:

1) Åndens opvågning. Overførsel fra den materielle verden til den guddommelige verden. Naturen fuldfører Guds funktioner - Elementerne.

2 ). Menneskets legeme er fornyet – Næring og fordøjelse.

3). Den materielle verden forsætter sin opstigen mod Gud – Det minerale rige.

144

Kortet betegner overgangen fra denne verdens manifesterede lys, der repræsenteres af Solens stråler, til den fremtidige verdens lys, som kommer før aspirationen og bliver symboliseret ved et barns hjerte.

Men den sidste henvisning er nøglen til en anderledes form eller aspekt af symbolikken. Solen er bevidstheden i ånden - den direkte, modsat den genspejlende. Menneskehedens karakteristiske type er her et lille barn - et barn i form af enkelthed, og uskyld i form af visdom. I denne uskyld betegner det den genoprettede verden. Når selv’ets bevidste ånd er brudt frem i den personlige bevidsthed, vil den fornyede tanke lede den dyriske natur frem, så det stemmer bedre overens med mennesket.

Solen skænker os som tidligere nævnt liv og lys. Det astrologiske symbol for solen er en cirkel med et punkt i midten. Dette punkt i midten symboliserer den enhed, der ligger bag alle ting. Dette punkt i midten af cirklen er begyndelsen af alt det, som vil være, det umanifesterede, absolutte, oprindelige, vedvarende center, det udtalte ord, hvorfra alt skal udspringe.

I antikkens visdom siges det, at der fra den centrale sol, som i sig selv er tredobbelt, rejser sig syv hellige væsener, som fremsender sine stråler eller kræfter til syv solare systemer. Vores sol repræsenterer en af disse stråler. I det Nye Testamente læser vi, at Jesus sagde ”Jeg og min Fader er én” (Johs. 10:30) og ”jeg stiger op til min Fader og din Fader” (Johs. 20:17). Dette fortæller os, at Han og de som fulgte ham, tilhørte den samme ”stjerne” eller ”fader” i det samme planetære rige, og dette er den astrologiske forklaring på udtalelsen i Johannes 24:2: ”I min Faders hus er der mange boliger.”

Rosenkreuzerne siger om Solen, at menneskets personlighed er en sammensætning af alle kosmiske processer. Mennesket er summen af alt det, som er gået forud for ham og er det punkt hvorfra manifestationen af den nye skabning fremstår. Det naturlige menneske er kimen, og sår frøet til det åndelige menneske.

Vi må dog ikke udfra dette udlede, at et menneske der erkender alt dette er nået til et trin, hvor han kan opgive alle personlige anstrengelser. Ej heller er han nået til punkt hvor han er fri for illusionen om en adskilt eksistens. Han vil stadig finde, at der er masser af arbejde at gøre. Han vil stadig se ting som kan virke som fejl. Han føler stadig begærets drift. Det som er opnået ved en erkendelse gennem dette kort, er en intellektuel forståelse af noget som ligger ud over det almindelige. Han har nu klarere og tydeligere visioner. Han har en bedre forståelse for

145

betydningen af menneskets tilværelse og levevis. Han kan sammenlignes med et menneske som har lært at læse arkitektens tegning. Nu skal han først til at bygge huset.

Med andre ord, Rosenkreuzerne har forstået den filosofiske sandhed, at mennesket altid forklarer livet i overensstemmelse med det, som han ønsker skal være sandt. Det er derfor de siger, ”hvis et menneskes ønsker er i virkelig harmoni med de virkelige tendenser i den kosmiske proces, så vil det, som han ønsker skal være sandt, være sandt.”

Intet i dette univers kan forstås med mindre man først og fremmest forstår, at alle ting er i en stadig proces af forvandling. Det er af yderste vigtighed at vi forstår dette for, at vi kan lære hvorledes vi skal formulere vore ønsker. Når vort hjerte ønsker almindelige ting, sår vi i virkeligheden elendighedens frø. Det var den fejltagelse som de der byggede Babelstårnet gjorde og det har været en fejltagelse som vi har gjort lige siden den dag. At skabe permanent form er umuligt i dette univers. Derfor er alle ønsker af denne art forfængelig tomhed. Det der er muligt for os, er en erkendelse af, og samstemning med strømmen af livskraften som den flyder fra den ene form til den anden. Vi kan tage del i den store meditation som skaber og opretholder universet. Vi kan blive bevidste redskaber for den Ene Vilje, som uophørligt bevæger sig frem mod dens mål. Vi er ikke kun under vejledning under vor livsfærd, men vi kan også blive bevidste om denne vejledning. Således kan dagligdagens aktiviteter blive erfaringer om en glad tagen del i administrationen af den kosmiske lov. For Rosenkreuzeren betyder selve forståelsen af livet, at et menneske er en syntese af hele det grænseløse Lys' kræfter, forudbestemt til at gå frem i bevidsthed og organismen, langt ud over det naturlige menneskes plan, frem til det åndelige menneske der, selvom han siger: ”Af mig selv kan jeg intet gøre,” også siger: ”al kraften er givet til mig: alt det som min Fader har, er også mit.”

Frimurerne kalder kortet for Osirissolen. Når dagen vågner i ånden, er Hiram genfunden - hensunken i dyb søvn, og det er mesterens opgave at opvække ham. Det lykkes kun, hvis de i fællesskab udfolder deres intelligens og deres kærlighed. Hiram bliver levende igen, fordi hans tanke finder nye udtryk (det tabte og det genfundne ord) og fordi hans opbyggende bestræbelser ’elsker alle hjerter’.

Også alkymisterne kaldte dette kortet for Solen, fordi guldet symboliserer det sande, og for at komme i besiddelse af de Vises Sten må man vide, hvordan man forvandle fejltagelse til sandhed. Menneskene tager fejl af mangel på skelneevne. De skaber deres egen ulykke ved dumhed og uforstand, Hvis de lod den solrige forstand oplyse dem, ville de være lykkelige og undgå, at tilføje hinanden ondt.

146

Det oplyste menneskes ånd smyger de snævre, jordiske bånd af sig. Den forbindes med den belivende ånd, der opvækker de åndeligt døde. Inspirationen belønner den, der går ud over sig

selv for at deltage i et større og højere liv. Intet går tabt. Fortiden er stadig levende i det fremtiden har interesse i, og du kan mane den frem for at genfinde de Vises tabte ord.

147

Dommen

På det bevidsthedsplan vi nu er nået til, får vi en mærkelig oplevelse som vi alle må gennemgå i dødsøjeblikket. De som allerede har været ovre på ”den anden side,” men som blev genoplivet, fortæller at de oplevede den ”sidste dom.” Det øjeblik hvor ånden, ego’et, afkaster sit dødelige hylster, og hvor de mange indtryk der var opsamlet i det ubevidste efter et kort eller langt liv blev befriet, og pludseligt på én gang gennemtrænger bevidstheden. Vi ser hele vort liv passere revy foran os, på samme måde som når vi afspiller et stykke musik på en cd. Og alligevel kan både cd’en og livet kun opleves i tiden. På samme måde som musikken afspilles fra cd’ens overflade fra start til slut, på samme måde gennemgår vi vort liv fra begyndelse til slut.

I døden oplever vi dog en tilstand hvor vort liv ikke længere opfattes i tid og rum, men uden for tid og rum, og hvor oplevelserne og indtrykkene samtidigt gennemtrænger bevidstheden. Det ”genopstandne menneske” oplever denne tilstand medens han stadig er fysisk i live, men i en psykisk tilstand. Han må se på sit liv på samme måde som den der lige er død, som om han oplever det hele igen, ikke i tid, men alt på én gang. Ligesom vi kan se ud over et landskab oppe fra, se dets helhed uden at skulle vandre det hele igennem til fods. I denne tilstand ser vi alting på én gang på nøjagtig samme måde som det skete for os. Ved at have gjort det er det ikke længere muligt, som i det virkelige liv, at se tingene gennem farvede glas, enten for at forklæde det eller komme med undskyldninger for os selv eller andre. Nej! Vi må lade det hele passerer forbi vort sinds øje præcist som det skete og opleve det på ny uden forskønnelse, forklædning eller maske. Vi må se kendsgerningerne i øjnene hvad enten vi kan lide dem eller ej, vi må gense og genopleve alle vore gerninger fuldstændig afklædte, præcis som de var.

Vi må også erkende hvad der ledte os til disse handlinger. Vi vil blive konfronteret med alle motiverne for vore ord og handlinger og, som der står i Bibelen, så vil ”fårene blive skilt fra bukkene, fårene til højre og bukkene til venstre.” Vi må bedømme enhver tanke vi har tænkt, sagt og gjort og lide den straf at vi selv vedtager den. Vi bliver ikke dømt af en Gud udenfor os selv, men vi kommer med vor egen kendelse. Mennesket på dette trin er blevet forløst ved, at have betalt sin skyld til alle mennesker. De anstrengelser han har gjort for at skabe fremskridt har ikke været spildte. Det har virkeligt været alle hans anstrengelser værd, for alt er indberegnet. De forrige korts bevidsthedsplaner viste ham allerede hvilke holdninger han skulle tilpasse sig, både overfor sig selv, men også overfor andre mennesker, han, som Kristus lærte os, skulle betragte og elske som ”sig selv,” hvis han ikke ønskede at skabe ny karma. Han har allerede krydset den store tærskel og ingen vogtere kunne afholde ham fra det. Nu ser han

148

kun på sit eget liv og, fri og uden skyld, hæver han sig over alting, hæver sig selv over jorden med alle dens glæder og sorger. Selvom han endnu ikke kan afkaste sig sit kødelige hylster, ser han allerede alting fra oven, som var han hævet over denne verden. Han ser klart og tydeligt hvorfor han er i denne verden, hvad Gud ønsker af ham og gør alt det, som han selv betragter som det rette, for en dag at bringe dette liv til en værdig slutning. Han behøver ikke længere, at lytte til den indre stemme, fordi han er blevet den indre stemme selv! Han har ikke mere nogen samvittighed, han har ikke flere samvittighedskvaler, fordi han er blevet sin egen samvittighed!

På det 13. korts plan blev mennesket ”ødelagt” som person og vækket i ånden. Han indså, at hans ego ikke er et materielt, isoleret væsen, men at han med ordet ”jeg” mener ånden over hans person. Som et resultat af denne opvågnen måtte han tage fat på mange ting, og i særdeleshed seksualiteten. Dette gjorde han på det 15. korts plan. Han måtte lære at vende den seksuelle energi til kreativ kraft, og lærte da, hvordan han kunne udstråle kærlighed til alle levende skabninger, ligesom solen udstråler lys og varme til enhver levende skabning. I tillæg med disse nye kræfter forandrede og forvandlede han sit legeme, han blev en genfødt i legemet og nu, på dette korts plan, oplever han fuldkommen genopstandelse.

Således har mennesket løst sig fra sin grav, fra misforståelsen om, at han må leve indfanget i det dødelige legeme, og han har oplevet genopstandelsen medens han stadig befandt sig i dette jordiske liv. Det er rigtigt, at hans legeme stadig opholder sig i stoffets verden, men hans bevidsthed står over den, han er ikke længere et fysisk væsen, han har ikke længere et personligt ”jeg,” men er snarere blevet ét med universets ånd, med det absolutte højere universets selv, som han har løst fra sin fejlagtige opfattelse. Han har oplevet unio mystica det ”mystiske bryllup.” Hans bevidsthed er blevet ét med og identisk med det sande selv. Han ser også alting fra den omvendte fra den anden side, han ser tilbage derfra, fordi han allerede har krydset tærsklen. Han føler, at hans fødder hidtil har været som lænket til jorden og i lang tid var ude af stand til at løse sig selv. Nu er lænkerne borte. For selvom de kun eksisterede i hans fantasi, er det også selve grunden til, at de var virkelige for ham. Nu er der intet der holder ham tilbage længere. Han kan sprede sine vinger - som altid har været der, men som ikke kunne bruges, fordi han ikke var klar over at de var der - og flyve ind i den rumløse frihed, ind i den tidløse evighed.

På dette plan er mennesket klar over, at han har fundet de to verdener som han søgte allerede på det andet plan, men som han var ude af stand til at nå. Han føler sig hjemme i begge verdener, i dem begge oplever han sin egen verden. Han ser, at der ikke er sådan noget som

149

”verden hinsides” versus ”denne verden.” Begge danner en enhed, for denne verden har ingen eksistens uden den næste verden. Denne verden er sommetider en meget ufuldkommen manifestation af den næste verden. Menneskets Selv har altid været i den anden verden og altid forblevet der hvad enten det fysisk var her eller ej. Uden ånden er der intet liv i stoffet. Nu forstår han alt det ypperstepræstinden holdt tilbage for ham ved ikke at skubbe tæppet tilside for helligdommen. Der er ingen mangfoldighed der er kun en eneste hellig enhed: Gud

Således opnåede mennesket udviklingen der er beskrevet i Gustav Meyrinck’s bog Der Grüne Gesicht: Ligesom Janus var han istand til på én og samme tid, at se ind i den anden verden og i denne, vores verden, og klart skelne mellem deres respektive bestanddeles mål: ”han var her og hist et levende menneske.”

Dommen kort variere ikke ret meget i de forskellige sæt. En stor vinget engel blæser i himlen på en trompet. Under ham ses åbne kister og tre, sommetider fire, menneske figurer der stiger op fra dem. Dette kort viser en del af det som middelalderen forventede, at der skete ved verdens ende, på Vredens Dag, nemlig at Kristus ville komme til syne i al sin majestæt på himlen, og den sidste trompet ville lyde, ”og på et øjeblik, hurtigere end vi kan blinke med øjnen,” sagde Paulus, ”vil de døde rejse sig fra deres grave - blændet af lyset og nogle af dem slå deres hænder sammen i bøn - for at blive dømt og sendt til himlen eller helvede.”

Kortets hebræiske bogstav er Shin og forbindes med ild. Ligesom solen, med hvilket det er tæt forbundet, er ild kreativ som en kilde til varme og lys, men også destruktiv. Symbolerne inkluderer vrede og straf, begejstring og passion, renselse og forvandling. ”Hvad er det som inden i os lyder som den trompet,” spurgte Waite, ”og som alt det som er lavere i vor natur svarer igen på - på et øjeblik, hurtigere end vi kan blinke med øjenen?” Svaret er begær, sensuelt og åndeligt og kortet er et symbol for aspiration, higen efter højere ting. Det er et andet symbol for død og genopstandelse, om det nye liv som opnås gennem forvandlingen i menneskets jordiske natur. Den ildlignende og menneskelignende løve er et symbol for iver og genopstandelse. Hades og Pluto var de græske og romerske guder for død og underverdenen. Nælden står for dødens brod, valmuen for dødens søvn og hibiskus' er af katostfamilien og symboliserer organismens død eller sammenbrud.

Den alkymistiske parallel til kortet er den operation der kaldes ”opløsning,” og som betyder ophedningen af det rå materiale, til det reduceres til et fint pulver eller aske. Dette blev af mange alkymister betragtet som det første trin i deres kunst. Åndeligt set synes opløsning at

150

have stået for den rensende ild i utilfredsheden med én selv og éns liv i denne verden, og derfor opstår den oprigtige higen efter, at træde ind på en bedre kurs.

Kortet sammenlignes normalt med ærkeenglen Mikael, som traditionen fortæller, var englen med den sidste trompet. Han var også anfører for lysets kræfter som drev Djævlen og hans mørkets håndlangere på flugt i kampen om himlen, og dette gør ham til et egnet symbol for sejr over menneskets lavere natur. I Kabbala er han lysets og solens ærkeengel. Middelalderens kristne troede, at han var sjælens guide efter døden, dette havde tidligere været Hermes eller Merkurs opgave. De tre menneske figurer på kortet kan oprindeligt have haft noget at gøre med den kristne traditions historie om, at Mikael var den engel som beskyttede Shadrach, Meshach og Abednego fra at blive skadet i den brændende ovn.

For nyere fortolkere er hovedbetydningen af Mikael, at hans navn, der betyder ”lig Gud,” symboliserer menneskehedens åndelige muligheder. ”Vi kan rejse os fra vort gamle selv's grave nu, mens vi stadig befinder os i det fysiske legeme, hvis ikke vi er døve og ikke hører trompetkaldet fra det høje.”

På mange kort bærer englens banner et ligesidet kors, og korset betragtes almindeligvis som et symbol for opstigningens vej, på hvilken man erkender modsætningerne i den højere enhed, som også bliver antydet ved de tre menneske figurer, som i de nyere kort normalt er en mand, kvinde og et barn. Figurerne er helt, eller delvis nøgne, fordi vi kommer til verden nøgne og nøgne vil vi forlade den, og således står de for åndelig higen, som kaster verdslighedens klædning af sig.

Kortets nummer er 20 og 2+0=2, som betyder modsætninger. Det er nummeret på den Kvindelige Paves og Ypperstepræstindens kort, som er porten til himlen på et højere plan på Livets Træ.

Det hebræiske bogstav Shin er også bogstavet for den hellige Ånd, som minder os om apostlenes erfaringer ved Pinse, da deres menneskelige natur blev optaget og forvandlet ved det guddommelige. I Kabbala er det den menneskelige naturs sammensætning som gør mennesket potentielt i stand til at forstå Guds hemmeligheder og universet er ”den hellige sjæl,” som nogle forfattere mener har sin oprindelse i sephira’et Binah.

Rosenkreuzerne siger om dette kort, at ”menneskes liv, selv i dette øjeblik, strækker sig ud over den fysiske verdens grænser. Selv i dette øjeblik lever vi i det som for nogle er kendt som den

151

Fjerde Dimension. Kun relativt få mennesker har selv en intellektuel idé om dette, men det er en kendsgerning og den berører hver eneste mand og kvinde på jorden. Selv nu er vi udødelige, selvom vores fejlagtige opfattelse af betydningen af døden og den ufuldkomne sammensætning af visse centre i vor hjerne afholder os fra at erkende, at vi aldrig blev født og aldrig nogensinde vil dø.”

152

Fortiden afslører fremtiden for os. Vi mærker, hvad der kommer senere, og hvad der var engang. Idet du vokser ud over nutiden, vies du til det fuldendte ’Store Værk’. Du indtræder i Kosmos. Det drejer sig om en subjektiv virkeliggørelse, der ikke har noget som helst dunkelt

over sig. Mennesket er den smeltedigel hvor det rene filosofiske guld dannes. Virkeliggør Skabelsens ideal i dig selv for at tilpasse dit mikrokosmos til Makrokosmos’ harmoni, for det er

de Vises ophøjede motiv.

153

Verden

Det menneske der har nået dette plan som kort nummer 21 symboliserer, forsætter sin indre kamp, og klatrer stadig højere i sin bevidsthed på Jakobsstigen. Skæbnen hjælper til ved, at give ham oplevelser og prøver som uophørligt bringer ham nærmere sig selv, uanset hvor meget disse prøver eventuelt får ham til at lide. Han må lære at se sit personlige ”ego” mere og mere fra oven, som en uafhængig tilskuer. Han går gennem alle de planer der er symboliseret ved den Store Arkana, indtil han bliver hans eget højere Selv, hans virkelige væsen.

Det er ikke nok kun at forstå disse indre sandheder på fornuftplanet. Han må nå det plan hvor han er et helt nøgent, guddommeligt væsen, fuldstændig befriet for de fysisk og materielle kvaliteter. I enhver henseende og position kan han kun være sig selv, må være sig selv, fordi han ikke kan være anderledes. Han er blevet helbredt for den uorden i sjælen der blev kaldt forfængelighed, tomhed og tørst efter magt. De var aldrig aspekter i hans virkelige Selv. Nu må og kan han kun manifestere guddommelige kvaliteter, fordi han er blevet guddommelig.

Dette kort, Verden, fortolkes som regel som to modsætninger, men også som to forbundne veje. Det er et symbol for hverdagens virkelighed, men det står også for den ultimative åndelige verdens virkelighed. I de fleste sæt ser man en kvinde, hvis nøgenhed er dækket af et slør. Hun danser inden i en elipseformet krans. Uden for kransen, i kortets fire hjørner, er de fire ”levende skabninger” fra Ezekiels vision - et menneske, en ørn, en okse og en løve. De står for de fire elementer som er grundlaget for den materielle verden, de fire evangelier som er grundlaget for det kristne budskab, de fire verdenshjørner og de fire årstider og i de almindelige manifestationer er det den ”firkantede” verden.

Som et symbol for hverdagens verden har kortet et væld af symbolik. Det korresponderer til den ødelæggende Saturn, som var den yderste og langsomste af de planeter der var kendt i antikken, og kom således til at stå for det begrænsede, det dunkle, stof, tid og død.

Kvinden på kortet danser og det står for glæde, harmoni og universets og tidens ordensfyldte kurs. I renæssancen repræsenterede dansen den grundliggende harmoni som en genspejling af den himmelske orden. Man mente, at dansen var en fantasirejse over stjernernes og planeternes bevægelser. Nogle forfattere forbinder den elipseformede krans med det kosmiske æg, i hvilket kvinden danser som et tegn på det kaos som er blevet ud af den harmoniske orden. Poul Foster Case mener, at kortet står for ”kosmisk bevidsthed,” eller det

154

som Freud kaldte ”den oceaniske følelse,” Dette er en mystisk opfattelse af, at blive ét med naturen, at komme i samklang med den totale sum af den underliggende enhed i alle ting, og som giver en erkendelse af, at naturen aldrig kan dø, et bevis på udødeligheden.

Kransen kan være lavet af laurbær og det står for en høj grad af opnåelse. Det er ofte blevet forklaret som et symbol for tiden, for Saturns langsomme bevægelse gennem zodiakkens cirkel, med de fire skabninger som kardinalpunkter og de fire 'faste' tegn som markerer årstiderne - Taurus, Leo, Scorpio og Aquarius. I nogle sæt er kransen blevet erstattet af en slange som bider sig selv i halen, et symbol for fuldkommenhed, helhed og evighed. Elipsen kan også ses som et mystisk, tingenes nav, den tidløse enhed, det tabte paradis, det gyldne Jerusalem, som ifølge den gamle tradition ligger i verdens midte og er den jordiske modpart til den strålende himmelske Stad.

I den kristne kunst er elipsen ofte et symbol på opstigen. Jomfru Maria bliver portrætteret inden i den i et maleri af hendes Himmelfart og sommetider ser vi den i scener med den himmelstigende Kristus. Elipsen kan også symboliserer den dansende kvindes mave, der med tiden vil bringe os det nyfødte barn, Narren, så hele rækken af de 22 hovedkort begynder igen, præcis som et hjul der drejer rundt. Kvinden sammenlignes med naturen, Eva, den store gudinde eller anima mundi. Kabbalisterne forbandt Malkuth med Shekinah'en eller Bruden, det feminine aspekt af Gud, som både er den menneskelige sjæl og en del af Gud som er ”faldet” ned i stoffet og drevet i eksil fra det Guddommelige. Det høje formål med menneskets eksistens, er ifølge Kabbala, at forene Bruden med Brudgommen igen, for at genoprette Gud's helhed.

Kortets nummer er 21 som er det omvendte af 12, den Hængte Mand. I mange sæt er den dansenes ben formet som et kors, ligesom den Hængte Mands ben også er det, men hvor han hænger nedad, står hun op. Igen et vink om at hun repræsenterer både den Hængte Mands udgangspunkt og hans ultimative mål. Waite sagde, at kortet symboliserer universet da det var ungt, den dag da Gud etablerede sit grundlag og ”morgenstjernerne sang sammen, og alle Guds sønner råbte i glæde.” Det er den verden som vi altid ser, men aldrig forstår.

Rosenkreuzerne siger at kortet, Verden, symboliserer, at universet er en ordnet, rytmisk manifestation af liv, bestemt ved fastsatte love. Disse fastsatte love er præsenteret ved de fire symboler i hjørnerne af billedet. De korresponderer til de fire faste tegn i zodiakken, og som zodiaktegn antyder de tiden og lader os forstå, at tid er en fastsat tilstand som følger alle manifestationer.

155

Kransen, der omgiver den centrale figur på kortet, er lavet af blade, det vil sige af noget som er skaffet tilveje af naturen, men det antyder også, at den menneskelige faktor er blandet ind i det, fordi bladene er knyttet sammen af menneskehænder. Her ligger idéen om menneskets bearbejdelse af naturlovene og naturkræfterne som var manifesteret kosmisk førend mennesket kom til syne.

Den dansende kvinde er et symbol på sandheden og underbevidstheden. Sløret dækker danserens reproduktive organer og, ifølge en gammel tradition, tilslører det også den kendsgerning, at danseren er en hermafrodit. Spiralerne i danserens hænder genkalder ordene i det kaldæiske Orakel: ”Guderne indgyder en spiral kraft.” Dette udtrykker, at de form-dannende kræfter i universet faktisk arbejder i spiraler. Alle former, uanset hvad de består af, er manifestationer af spiral aktiviteter.

156

Hvis du når toppen, hvor alle jordens riger mødes, vil du skue ind i det Ufatteliges Dyb. Her tier fornuften overfor de tavse mysteriers uudsigelige Mysterium. Begrib din intethed, for uden

from ydmyghed er der ingen genopstandelse.

157

Narren

Dette kort, Narren, symboliserer et mennesket som er gået gennem de mest fremskredne trin i menneskets udvikling på jorden, og har nået det højeste plan som er muligt for det jordiske menneske. Hans bevidsthed er blevet forenet med det guddommelige og ved, at han har gjort dette, har han i ånden fjernet sig langt ud over sine medmennesker, så langt at næsten ingen forstår ham længere. Allerede som den Hængte Mand så han alting den anden vej rundt, men selvom han så alt på denne måde, så gjorde han det udfra et menneskes synspunkt.

Nu hvor han har krydset tærsklen mellem de to verdener, har han bragt alt over til den højre, åndelig side. Han ser alt fra et guddommeligt evigt synspunkt. Han ser ikke længere nogen forskel mellem det endelige og det uendelige, mellem det dødelige og det udødelige. Han ser klart og tydeligt, også hvis det rammer ham selv, at det kun er formerne der forandrer sig, og at intet har en begyndelse og ej heller nogen slutning. Der er intet som kan dø. Nej! Der er ingen død! Der er kun evigt liv, en evig forvandling og bevægelse. Der er liv og atter liv overalt hvor vi ser! En døende plante, et døende dyr eller et døende menneske har blot nået en grænse, hvor de forandrer deres jordiske klædning og skaber sig et nyt. Hvad der lever er Selv’et, det kan ikke dø, for det har aldrig været født. Og hvad der er blevet født, stof, legemet, kan heller ikke dø, fordi den jordiske klædning, legemet, har aldrig haft et selvstændigt liv, det har aldrig levet. En plante, et dyr eller et menneske lever snarere fordi ånden, Selv’et, er klædt i det og manifesterer sit eget liv gennem legemet. Stoffet, legemet som sådan, lever ikke, og når Selv’et forlader legemet, er der kun en død form tilbage.

Mange fortolkere betragter Narren som det vigtigste og mest mystiske af alle kortene. Det er det eneste kort som har overlevet i de almindelige spillekort, hvor det er Jokeren, og hvor det kan indsættes for hvert eneste af de andre kort.

I den lange historie om Narren og det naragtige, er nøgleordet om Narren, at han ikke repræsenterer menneskene som et hele, han er helt anderledes end de fleste, fordi han er ”gal.” Og hans galskab forbinder ham ikke med det menneskelige, men med det guddommelige. I gamle dage blev de sindssyge eller gale betragtet med stor respekt, fordi deres galskab viste, at de var i kontakt med en gud eller en ånd. Der er lignende træk i den gamle kristne tradition, hvor Narren er nærmere Gud end andre mennesker. Dette enkelte menneske, som ikke er lig de fleste af menneskene, var hjælpeløs overfor hverdagens almindelige gøremål, og havde derfor en klarere opfattelse af Gud end de fleste, som er

158

indviklede i gøremålene og ude af stand til at se ud over dem. Ordet ”dåre” betød oprindeligt ”velsignet.”

Paulus fortalte korinterne, at ”det uåndelige menneske ikke modtog Gudsåndens gaver, fordi de er dårskab for ham,” og ”hvis nogen blandt jer tror de er vise på grund af alder, lad ham da blive en nar, så han kan blive vis. For denne verdens visdom er dårskab for Gud.”

De åndens gaver som Paulus taler om, er foruden troens gaver, dem som vi i dag kalder psykiske evner - clairvoyance, evnen til at se ind i fremtiden, helbredende kræfter og så videre. Eliphas Lévi forbandt også Narren med profeti, claivoyance, fremtidsdrømme og mystiske budskaber om sandheden. Andre forfattere ser Narren som en drømmer og visionær, i nærmere samklang med Gud end det er givet de fleste mennesker. Hans opmærksomhed er fokuseret på åndelige ting, og han er blind overfor hverdagens almindeligheder.

Andre fortolker kortet som barnet i moders mave, der står overfor det jordiske liv det nu skal fødes ind til. Det er enkelt, rent og uskyldigt, uvidende om de prøvelser og fælder der ligger forude. Her kunne man også bruge sommerfuglen som symbol. Sommerfuglen er kendt som et symbol for sjælen eller psyken, ligesom det var i tidligere tiders kunst, flyvende mod livet i en fysisk krop. I den kristne kunst er sommerfuglen et symbol for genopstandelse. Den ses sommetider på malerier af Jomfru Maria og barnet, som regel på barnets hånd. De tre trin i livscyklen - som larve, puppe og sommerfugl, står for liv, død og genfødsel.

Som et symbol for den fuldkomne menneskelige ånd, er Narren et barn. ”Sandelig siger jeg jer,” fortalte Jesus sine disciple, ”hvis I ikke vender om, og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Mathæus 18:3)

Narren er også blevet forbundet med Parcifal, den unge mand i Arthur-legenderne.

Men lad os nu vende os til Waite's kort. Med lette trin, som om jorden og dens hindringer næsten ingen magt har til, at stille ham hindringer i vejen, står en ung mand i en strålende klædning ved kanten af en afgrund. Han ser det blå foran ham, dens udstrakte flade mere end udsigten nedenunder. Hans iver efter at gå ses stadig, selvom han står stille i øjeblikket. Hans hund er stadig i bevægelse. Der er ingen frygt for dybet. Det er som om englene venter på at holde ham oppe, hvis det skulle vise sig, at han ville springe ud fra højderne. Hans ansigt udtrykker intelligens og forventede drømme. Han har en rose i en hånd og i den anden en dyrebar stav og fra hans højre skulder hænger der en vadsæk, som er usædvanligt broderet.

159

Han er en prins fra den anden verden på sin rejse gennem denne, i morgenens stråleglans i den friske luft. Solen som skinner bag ham, ved hvorfra han kom, hvortil han skal, og hvordan han vil komme tilbage ad en anden sti efter mange dage. Han er ånden som søger erfaring. Mange af de instituerede mysterier findes i dette kort.

Med dette kort, Narren, er vi nu nået til vejs ende i gennemgangen af den Store Arkana. Jeg har i denne fremlægning valgt at se på kortene som en indvielsesvej, da det er min inderligste overbevisning, at det er det som kortene altid har været ment som og ikke andet.

Lad mig afslutte med ordene fra en moderne Rosenkreuzer:

”Når vi begynder at vandre ad indvielsens vej vil vi hurtigt opdage, at der faktisk kun er lys og, at mørket kun er mangel på lys. Mørket eksisterer ikke. Det er en illusion. Alligevel er det når mørket synes allermest virkeligt for os, at den indre virkelighed ses tydeligst, klarest og mest levende for de, der vælger at se. Det er dog ofte i den mørke time, at vi kommer til at erkende og erfare sjælens betydning. Det er i det øjeblik, da alt synes at være tabt, at det er muligt at opnå mest.

Vi bør aldrig glemme, at alle ting, alle ydre realiteter svinder bort med tiden, men at det som ikke svinder bort, det som er virkeligt og som ikke tager del i tiden, det er den virkelighed, der udtrykkes af sjælen. Skønheden, idealerne, kærligheden vi videregiver til hinanden - på trods af problemer, handicaps og prøvelser, på trods af vore fysiske realiteter - disse svinder ikke bort, men de lever for evigt i vore hjerter fra liv til liv og de vokser stadigt i deres evne til at udtrykke og videregive deres natur.

Da Gud sagde: ”Lad der blive lys,” så var der lys. Når et menneske siger: ”Lad der være lys i alt jeg modtager,” så modtager han det i andre og i sig selv. Så vil lyset være virkeligt for ham. Det er ved at erkende lyset i andre og i os selv, at vi ved at det er der. Lyset i vore tanker svarer igen på vore tanker. Det er sådan at erkendelse til sidst oversættes til viden.

Indvielsesvejen eller optagelsen i den mystiske tradition begynder med erkendelse, og overfører denne erkendelse til sikkerhed. Dens virkning sikrer os at den er der.

160

Lad os ikke skabe i andre, vore mørkets realiteter, overtro og frygt, men lad os i stedet erkende deres sande væsen og ved at opdage, at deres sande væsen også er vort eget, lad os da tillade os selv at nyde indvielsesvejens viden om kærlighed.

161

Litteraturliste

Andrea, Joh. Valentin: Fama Fraternitatis, Confessio Fraternitatis und Chymische Hochzeit, 1415, Calwer Verlag 1973

Baigent og Leigh: Det hellige blod og den hellige gral, 1981

Barfod, Åge: Tempelherrerne

Blavatski, Madame: Den hemmelige lære 1-4

Brunton, Poul: Hemmelighedsfulde Ægypten.

Bulwer-Lytton, Edward: Zanoni, 1985

Burckhardt. Titus: Alchemy, 1967

Case, Poul F.: The Thrue and Invisible Rosicrusian Order, 1985

Encausse, Gerard (Papus): The Qabalah, 1983

Franz, Marie-Louise von: Alchemy

Germain, Saint: Den allerhelligste Trinosophia. (kan downloades gratis fra www.kabbala.dk)

Giversen, Søren: Den ukendte Gud. Hermes-skrifterne i oversættelse, 1983

Goethe, W: Eventyret om den hvide lilje og den grønne slange. (kan downloades gratis fra www.kabbala.dk)

Haich, Elisabeth: Indvielse,

Haich, Elisabeth: Wisdom of the Tarot,1984

Hall, Manly P: The Mystical Christ, 1951

162

Hall, Manly P.: The lost keys of Freemasonry, 1976

Hall, Manly P: Orders of the great work, 1976.

Hauge, Søren: Rosenkreuzerne

Heindel, Max: Rosenkreuzernes verdensbillede, 1931

Jung, C.G.: Modern Man in search of His Soul

““ : Symboler og billeder

Levi, Eliphas: The History of Magic, 1982

Levi, Eliphas: The mysteries of Kabbala, 1981

Levi, Eliphas: The boook af Splendours, 1981

Levi, Eliphas: The Great Secret, Aquarian Press, 1981

Mathers MacGregor, S.L.: The Kabbala Unveiled.

McIntosh, Christopher: Rosenkreuzerne.

Meyrinck, Gustav: Golem, (kan downloades gratis fra www.kabbala.dk)

Nataf, André: The Wordsworth dictionary and the Occult

Paracelsus: Alchemical Catecisme,.

Platons skrifter, Reitzels forlag, 1954

Poncé, Charles: Kabbala, 1973

Rosenkreuz, Christian: Det kymiske Bryllup,

163

Sadoul, J: De store alkymister, Atlantis bog

Sadoul, J: Alkymiens hemmeligheder,

Scholem, Gerschom: Major trends in jewish mysticism, 1941.

Schulmann, Martin: Karma og Nu’et

Schuré, Eduard: De Store Indviede

Steiner, Rudolf: Rosenkreuzernes kristendom

Steiner, Rudolf: Die theosophie des Rosenkreuzern

Trine, R. W.: I samklang med evigheden

Vaughn, Thomas: The Fraternity of the Rosy Cross, Chemical Press

Waite, A.E.: Emblematic Freemasonry, 1925

Waite, A.E.: Saint-Martin, the french mystic, Riders 1922

Waite, A.E.: E New Encyclopædia of Freemasonry, I-II, 1970

Waite, A.E.: The Holy Grail

Waite, A.E.: The Pictorial Key to the Tarot, 1910

Wilmhurst, W.L.: Frimureriets betydning

Winckelmann, Joachim: Tarot for Indviede, Sphinx 1992

Wohlenberg, Ludwig: Mysterieindvielser i det gamle Ægypten. (kan downloades gratis fra www.kabbala.dk)

Yates, Frances A: The Rosicrusian Enlightenment, 1972

164