10/10$2019'Antal'anslag:'95.000'

Kadet'H.Ø.'Jakobsson' ' Vejleder:'Troels'B.'Henningsen'457727' ' IFS'18/01$1989'

''''''''

Den'Europæiske'Union'Indsat'i'Mali'''''''''$'Vurderet'med'Baggrund'i'Principal$Agent'Teori'

'

ABSTRACT

The  security  situation  in  Mali  is  increasingly  deteriorating,  and  there  are  indications  that  the  country  

is   under   an   existential   threat.   This   has   occurred   while   the   nation   has   received   a   massive  

international  support  from  various  state  and  non-­‐state  actors,  such  as  the  UN  MINUSMA,  the  French  

led  Barkhane  and  the  EU.  

This   article  will   attempt   to   find   answers   as   to   how   it   is   possible   that   despite   enormous  

international   effort   the   situation   can   continue   to   escalate   so   violently?   This   is   a   highly   relevant  

question  in  the  present  day  context  as  this  is  not  the  first  time  this  question  has  been  asked  (think  

Afghanistan),  and  unlikely  that  Mali  will  be  the  last  time  the  West  decides  to  assist  a  weak  state  with  

its  internal  problems.  To  answer  this  question,  the  thesis  will  focus  entirely  on  the  aforementioned  

actors  responsibility  for  Mali's  security  and  stability;  the  external  actor  who  supports  the  Malian  

regime  with  various  initiatives,  and  the  Malian  regime  as  the  recipient  of  this  support  and  who  is  

responsible  for  its  implementation.  

The  article  is  inspired  by  the  Principal  Agent  theory  which  describes  a  contract  relationship  

similar  to  the  one  the  EU  has  with  the  Malian  regime,  and  with  a  deductive  approach,  the  article  

proposes  a  hypothesis  based  on  the  theory:  Different  interests  will  lead  to  different  strategies  that  

will  undermine  the  external  actor's  initiatives.  Since  the  hypothesis  is  inspired  by  the  Principal  Agent  

theory,  it  will  act  as  the  thesis’  theoretical  framework.  The  article  will  test  the  hypothesis’  validity  

by  identifying,  the  interests  of  the  EU  and  Mali,  and  specifically  whether  Mali,    due  to  its  interests  

has  deliberately  chosen  another  strategy  to  support  its  interests,  thus,  undermining  EU’s  efforts  and  

initiatives.   In   conclusion,   it   is   imperative   that   external   actors   such   as   the   EU   handles   the  

aforementioned   misalignment   with   solutions   that   can   counter   the   host   nation's   shirking,   with  

appropriate  measures  such  as  incentives  or  conditions.  

 

1

1.  Indledning 2 2. Principal-Agent Teori 6 2.1 Indledning 6 2.2 Negativ Selektion 7 2.3 Moralsk Fare 8 2.4 Løsninger til Problemerne 9 3. Metode 11 4. Interesser og Strategier 12 4.1. Den Eksterne Aktør 12 4.1.1. Indledning 12 4.1.2. Vestens Strategi i Mali 13 4.1.3. EU’s  Interesser  og  Formål  med  den  Maliske  Stat     14 4.2 Værtsnationen 17 4.2.1 Indledning 17 4.2.2 Værtsnationens Sikkerhedsstyrker     18 4.2.3 Korruption i Værtsnationen 21 4.2.4 Konklusion 23 4.3. Mali som Værtsnation 24 4.3.1 Indledning 24 4.3.2.  Korruption  i  Mali 24 4.3.3  Malis  Sikkerhedsstyrker 26 4.3.4 Konklusion 28 5. EU’s og  det  maliske  regimes  samarbejde     29 5.1.  Opretholdelsen  af  Status  Quo   29 5.2 EU’s Initiativer 31 5.3 Konklusion 37 6. Konklusion 38 Diskussion 38 Litteraturliste 42  

 

   

2

1.  INDLEDNING  

Da  Frankriges   tidligere  præsident,   François  Hollande   landede   i  Mali  2.   februar  2013   for  at   følge  

Frankrigs  militære   intervention   i   forbindelse  med  Operation   Serval   blev   han   taget   godt   imod   af  

håbefulde  Malianer  der  flagrede  med  det  franske  flag.  Han  forsikrede  dem  at  Mali  stod  ikke  alene  i  

kampen  og  at  Frankrig  ville  gøre  alt  hvad  de  kunne  for  at  hjælpe  den  maliske  hær  med  at  opnå  sejr  

mod  de  islamiske  militser  der  befandt  sig  primært    i  Nord  Mali.  (Abderrahmane  2013)  Siden  da  har  

det  internationale  samfund,  blandt  andet  EU  og  FN  brugt  milliarder  af  dollars  i  økonomisk  støtte  til  

Mali,  rådgivet  den  maliske  regering  hvordan  de  ville  genvinde  deres  autonomi  og  legitimitet,  samt  

trænet   flere   tusinde  maliske   soldater  med   henblik   på   at   genvinde  militærets   voldsmonopol   og  

hermed  opnå  sikkerhed  og  stabilitet   i   landet.  Som  et  eksempel  på  den  enorme   indsat  skiller  FN-­‐

missionen  MINUSMA  sig  ud  som  i  2019  har  et  budget  på  en  milliard  dollars.  Missionen  har  omkring  

15.000   uniformeret   personale   indsat  med  det   formål   at   støtte   den   politiske   proces   i  Mali   samt  

hjælpe  landet  med  at  opnå  stabilitet.  Udover  at  være  FNs  tredje  største  mission  er  den  også  blevet  

til  organisationens  farligste  med  over  200  dræbte.  (MINUSMA  2019)    

Det  internationale  samfunds  samlede  bidrag  førte  til  en  fredsaftale  i  Juni  2015,  the  Algier  

Accord,  som  skulle  give  mere  autoritet  til  et  område  i  Nord  Mali,  kendt  som  Azawad,  hvor  største  

delen  af  indbyggere  er  Araber  og  Tuaregs.  Fredaftalen  skulle  blandt  andet  imødegå  og  forhindre  

følelsen  af  ekskludering  og   ignorering  af  det  etniske  mindretal,  der  var  blandt  andet  årsagen   til  

oprøret  tilbage  i  2011  af  etniske  Tuaregs.  Fredsaftalen  blev  til  sidst  underskrevet  af  alle  de  største  

aktører   i  Mali   (undtagen   de   grupper   der   havde   tilhørsforhold   til   Al-­‐Qaeda)   og   forhindrede   den  

maliske  stats  sammenbrud.  (BBC  2015)  Mali  var  midlertidig  reddet,  stemningen  var  håbefuld  og  i  en  

kort  periode  efter  fredsaftalen  var  der  skrøbelig  men  relativ  fred  i  Mali.    

På  trods  af  deres  aftale  med  de  respektive  parter   i  2015,  og  President   Ibrahim  Boubacar  

Keita  (i  dagligtale  kendt  som  IBK)  inspirerende  tale  mens  han  omfavnede  en  Azawads  repræsentant;  

"hand   in  hand,   let  us  make  Mali  better,  more  brotherly,  more  united   than  ever.   […]   Long   live  a  

reconciled  Mali!   Long   live   peace!",   (BBC   2015)   så   har   det   maliske   regime   været   længe   om   at  

implementere  fredsaftalen.  Det  har  ført  til  et  nyt  udbrud  af  konflikt  og    2018  begyndte  det  for  alvor  

at   manifestere   sig   i   Mali   hvor   omkring   300   civile   misstede   livet   i   over   100   konflikt   relaterede  

hændelser   i   Central   og   Nord  Mali.   Den   maliske   hær   blev   anklaget   for   adskillige   krænkelser   af  

menneskerettighederne,   herunder   tortur   og   udenretlig   drab   på  mistænkte   oprørere.  Derudover  

3

begyndte   flere   af   fredsaftalens   grupper   at   angribe   hinanden   grundet   deres   forbindelser   med  

narkotikasmugling,  menneskehandel  og   terrorisme  som  eskalerede  den  menneskelige  nød   i  den  

grad,  samt  truede  fredsaftalens  eksistens,  ifølge  en  UN  rapport  fra  2018.  (The  Panel  of  Experts  2018)  

Nøden  i  Mali  nåede  det  højeste  niveau  i  2018  siden  starten  af  Malis  sikkerheds  krise  i  2012  hvor  5,2  

millioner  mennesker  havde  brug  for  humanitær  bistand  i  2018  sammenlignet  med  3,8  millioner  i  

2017.  (McVeigh  2018)  

Et  år  senere,  den  23.  marts  2019,    tog  krisen  en  dramatisk  vending  hvor  mere  end  160  civile,  

herunder  50  børn  blev  dræbt  i  landsbyen  Ogossagou  i  et  af  landets  mest  dødelig  angreb  i  nyere  tid.  

Grundet   ofrenes   etnicitet,   en   Fulani-­‐stamme,   og   gerningsmændenes   Dogon-­‐identitet   frygtede  

mange,  at  massakren  var  etnisk  motiveret.  (Di  Razza  2019)  Deres  frygt  blev  bekræftet  mindre  end  

tre  måneder  senere  hvor  en  Dogon-­‐landsby  i  det  centrale  Mali  kom  under  et  times  langt  angreb  der  

førte  til  mere  end  100  døde.  (BBC  2019)  I  den  første  halvdel  af  2019  omkom  omkring  600  Malianere  

under    konflikt  relaterede  hændelser.  (Maclean,  2019)      

Konflikten  truer  Malis  eksistens  og  er   ikke   længere  begrænset  til  Nord  Mali  men  er  også  

blevet   bredt   ud   til   Central   Mali.   IBK   i   forbindelse   med   massakren   i   Dogon   landsbyen   gentog    

nødvendigheden  for  at  stå  sammen.  Det  er  altafgørende  hvis  nationen  skal  have  mulighed  for  at  

overleve  “because  this  is  a  question  of  survival.”  (France24  2019)  Det  lader  til  at  IBK  har  forståelse  

for  vigtigheden  i  at  national  enhed  er  en  forudsætning  for  lang  sigtet  fred  og  stabilitet,  det  kan  man  

læse  ud  fra  hans  retorik,  men  hans  handlinger  siger  det  stik  modsatte.  Som  et  eksempel,  har  han  

valgt  at  udskyde   implementeringen  af   fredsaftalen   som  skulle  netop   sørge   for   fred  og   stabilitet  

igennem  national  inklusion  af  udsatte  etniske  mindretal.  (Carriat  2018)  

 Situationen  i  Mali  har  på  få  år  udviklet  sig  dramatisk  og  på  nogle  områder  forværret  sig  på  

trods  af  den  enorme  støtte  fra  blandt  andet  EU  og  FN.  Indledningsvist  bliver  der  stillet  et  meget  

enkelt  spørgsmål:  Hvordan  kan  det  være  muligt?  Hvordan  kan  det  være  at  trods  den  enorme  indsat  

den  maliske  regering  har  modtaget  siden  2013  at  situationen  kan  fortsat  udvikle  sig  så  negativt  og  

blive  så  voldsom?  Dette  spørgsmål  skaber  rammen  for  den  videre  analyse  og  skal  skabe  en  refleksion  

hvordan  man  kan  gøre  så  meget,  og  få  så  lidt  tilbage.  Spørgsmålet  er  simpelt  men  er  dog    yderst  

relevant  i  nutidigt  sammenhæng  fordi  at  det  er  ikke  første  gang  at  dette  spørgsmål  bliver  stillet,  og  

det   er   ikke   sidste   gang   at   Vesten   vil   hjælpe   svage   stater   med   oprørsbekæmpelse.   Indsatsen   i  

Afghanistan  og  Irak  har  varet  i  næsten  to  årtier,  de  er  hver  i  sær  trillion  dollar  krige  hvor  flere  tusinde  

4

af   koalitions   parter   og   hundrede   tusinde  Afghaner   og   Iraker  misstede   livet,   som,   i   sidste   ende,  

producerede  få  konkrete  resultater.  Derfor  er  det  altafgørende  at  indsatsens  tilbageslag  i  Mali  bliver  

analyseret  på  og  årsagerne  identificeret  tidligt  i  processen  for  at  man  kan  komme  med  ændringer  

og   implementere   realistiske   strategier   til   den   fortsatte   indsat,   og   dermed   undgå   potentielle  

faldgruber  og  spild.  Fredsaftalen  fra  2015  er  et  eksempel  på  et  tilbageslag  for  den  internationale  

indsat.  Mens  FN,  Frankrig  og  EU  ønskede  at  den  maliske  regime  ville  implementere  fredsaftalen  som  

det  første  mod  fred  og  stabilitet,  så  har  IBK  og  dens  regering,  som  tidligere  nævnt,  været  længe  om  

at  implementere  den.  Det  vil  sige,  udover  at  true  aftalens  eksistens  og  dermed  Malis  fremtidige  fred  

og  stabilitet,  så  har  regimet  bevidst  valgt  en  anden  strategi  end  forventet  og  dermed    undermineret  

de  eksternes  aktørers  initiativer  i  Mali.  Dette  virker  ulogisk,  især  taget  i  minde    Malis  eksistentiel  

trussel,  de  internationale  aktørers  pres  at  få  aftalen  implementere,  og  IBK’s  egen  retorik  i  forhold  til  

national  enhed  som  forudsætning  for  statens  overlevelse.  Men  det  giver  et  godt  udgangspunkt   i  

hvordan  to  allierede  aktører,  der  burde  være  enige  om  noget  så  vigtigt  som  en  fredsaftale,  har  to  

vidt  forskellige  synspunkter  på  processen  mod  deres  fælles  mål,  som  har  uden  tvivl  ført  til  friktioner,  

som  i  sidste  ende  har  forlænget  processen.  

Denne  afhandling  vil  derfor  fokusere  på  disse  to  primære  aktører  der  har  ansvaret  for  Malis  

sikkerhed   og   stabilitet;   den  maliske   regering   som  modtager   af   international   støtte   og   som   har  

hovedansvaret  for  at  implementere  indsatsen  i  Mali,  og  så  den  bidragende  eksterne  parter.  Der  er  

flere  forskellige  eksterne  aktører  i  Mali  der  handler  ud  fra  forskellige  mandater  som  Frankrig,  UN,  

IMF,  World   Bank   og   EU.   Denne   artikel   vil   fokusere   på   EU   som   den   bidragende   eksterne   aktør.    

Grunden  til  at  artiklen  vil  afgrænse  den  videre  analyse  på  netop  disse  to  aktører  tager  udgangspunkt  

i   den   uenighed   der  manifisterede   sig   efter   fredsaftalen.   På   trods   af   at   være   allerede   havde   de  

forskellige   ideer   om  hvornår   og   hvordan   fredsaftalen   skulle   implementeres,   som  har   forhindret  

Malis  proces  mod  fred  og  stabilitet.    

For  at  svare  på  det  overordnede  spørgsmål,  ”Hvordan  kan  det  være  muligt?”,  er  artiklen  

blevet  inspireret  af  Principal-­‐Agent  teorien  der  beskriver  et  kontraktforhold  mage  til  det  som  EU  har  

med  den  maliske  regering.  Teorien,  beskriver  to  rationale  og  strategiske  aktører,  en  principal  og  en  

agent,  som  indgår  i  en  aftale  med  hinanden  mod  et  fælles  mål,  men  grundet  deres  rationalitet  har  

vidt  forskellige  interesser.  Denne  interesse  forskel  gør  at  agenten,  fordi  han  er  en  strategisk  aktør,  

vil  når  muligheden  opstår  vælge  en  anden  strategi  der  passer  bedre  til  hans  egen  interesser  som  

5

påvirker  processen  og  underminere  principalens  plan.  Teorien  beskriver  også  de  typiske  problemer  

sådan  et  forhold  står  over  for  samt,  de  løsninger  en  principal  kan  vælge  at  anvende  med  henblik  på  

at  imødegå  denne  interesse  forskel,  og  forhindre  at  agenten  kan  underminere  hans  indsat.  Med  det  

i  minde  opsætter  artiklen  en  hypotese  med  baggrund  i  teorien:    

 

Forskellige   interesser   vil   føre   til   forskellige   strategier,   som   vil   underminere   den   eksterne  

aktørs  initiativer      

 

Denne  hypotese,  hvis  den  vurderes  valid,  kan  svare  på  artiklens  overordnede  spørgsmål  og  forklare  

hvorfor  indsatsen  i  Mali,  trods  den  enorme  indsat,  leverer  ikke  bedre  resultater.  Artiklen  vil,  inden  

for  de  rammer  det  overordnede  spørgsmål  sætter  teste  hypotesens  validitet  ved  at  svare  på  tre  del  

spørgsmål:    

 

1.   Hvad   er   det   for   nogen   interesser   henholdsvis   EU  og   den  maliske   regering   har?  Hvordan  

påvirker  deres  interesser  deres  valg  af  strategi?  

2.   Er  der  eksempler  på  at  den  maliske  regering  har  med  vilje  undermineret  EU’s  indsat  i  Mali?  

Hvis  det  er  tilfældet,  i  hvilken  grad  har  EU  forsøgt  at  modvirke  mod  regeringens  modstand?  

3.   Hvordan  kan  EU  effektivt  begrænse  Malis  mulighed  for  at  underminere  EU’s  indsat?    

 

Næste  kapitel  vil  forklare  principal  agent  teorien  og  mere  præcist  hvordan  EU’s  relation  med  

Mali  passer  ind  i  den  teoretiske  ramme.  Indledningsvist,  vil  artiklen  dog  starte  med  at  forklare  fire  

forskellige   begreber   dette   projekt   vil   anvende.  Artiklen   vil   anvende   begreberne   værtsnation   og  

ekstern   aktør   som   de   to   primære   aktører   denne   artikel   vil   fokusere   på.   Mere   specifikt,   er  

værtsnationen  den  aktør,  oftest  en  svag  stat,  der  har  brug  for  ekstern  støtte  grundet  manglende  

kapaciteter  til  at  løse  sine  interne  problemer.  Som  navnet  indikerer  så  er  værtsnationen  en  vært  for  

en  ekstern  aktør  der  har  tilbudt  og  fået  lov  til  at  hjælpe  den  førnævnte  med  sine  problemer,  inden  

for  statens  grænser.  Den  eksterne  aktør  kan  være  en  stat  og  en  ikke-­‐statelig  aktør.  

 

Envidere,  The  Democracy  Index  har  fire  klassificationer  til  at  beskrive  et  regime.  Ifølge  den  er  Mali  

et  såkaldt  hybrid  regime,  eftersom  dets  demokratiske  valg  lider  ofte  af  valgsvindel  som  forhindrer  

6

staten   i   at  have  et   retfærdigt  og   liberalt  demokrati.  Men   for   simplificering,   vil   artiklen   fremover  

beskrive  regimer  som  enten  værende  demokratiske  eller  autokratiske,  hvor  Mali  vil  høre  under  den  

sidstnævnte  kategori.  (The Economist 2017)  Slutteligt,  i  forhold  til  begrebet  oprørsbekæmpelse,  

eftersom  at  det  er   ikke  den  primære   fokus   i  denne  artikel  så  vil  den  nøjes  med  Oxford  Lexicons  

definition;  ”Military  or  political  action  taken  against  the  activities  of  guerrillas  or  revolutionaries.”  

Dette  kan  være  værtsnationens  aktioner,  samt  den  eksterne  aktørs  aktioner  inde  i  værtsnationen.  

(Oxford  Lexicon  2019)    

 

2.  PRINCIPAL-­‐AGENT  TEORI      

2.1.  Indledning  

Teorien   beskriver   et   forhold   mellem   to   parter,   en   principal   og   en   agent   hvor   den   førnævnte  

ansætter  agenten  til  at  træffe  beslutninger  og  handle  på  dens  vegne.  Med  andre  ord  han  delegerer  

ansvar  og  magt  til  agenten,  der  handler   inden  for  principalens  begrænsninger.  Grunden  til  selve  

delegationen   er   at   det   er   omkostningsbesparende   for   principalen   at   hyre   nogen   til   at   gøre   et  

specifikt  arbejde  for  sig.  (Elgie  2002  s.  187)  

Problemet  med   sådan   en   kontrakt   er   at   principalen   og   klienten   vil   altid   have   forskellige  

interesser  der  vil  påvirke  dem  på  hver  sin  måde,  som  et  eksempel;  husejere  (principalen)  ønsker  at  

tømrere  (agenten)  arbejder  hårdt  med  lave  omkostninger,  mens  tømrere  ønsker  høje  lønninger  for  

lettere   arbejde.   (Biddle,  Macdonald,   and   Baker   2018,   s.   96)   Problemerne   der   kan   opstå   ud   fra  

Principal-­‐Agent   teorien   har   to   forskellige   kategorier;   negativ   selektion   (adverse   selection)   og  

moralsk  fare  (moral  hazard).  De  opstår  typisk  i  en  situation  hvor  der  er  asymmetrisk  information  

mellem  de  to  parter,  normalt  hvor  agenten  har  større  viden  om  situationen  end  principalen.  Således  

opstår  der  en  situation,  hvor  agenten  kan  blive  motiveret  til  at  udnytte  denne  information  forskel  

og   handle   ud   fra   sine   egne   interesser   og   ikke   principalens,   der   potentielt   set   kan   have   store  

omkostninger   for   principalen.   Teorien   hviler   dermed   på   den   grundlæggende   menneskelige  

antagelse  om,  at  “in  the  absence  of  any  restraints,  human  beings  are  driven  solely  by  self-­‐interests,  

which  in  turn  gives  rise  to  opportunism.”  (Ulhøi  2007  s.  76)  

 

 

 

7

2.2.  Negativ  Selektion  

Negativ   selektion   er   en   situation   hvor   den   ene   part   (oftest   principalen)   ikke   har   tilstrækkelig  

information  om  den  anden  inden  de  skriver  under  en  kontrakt.  Denne  information  som  principalen  

mangler  om  agenten  er  essentiel  viden,  og  kan  derfor  påvirke  principalen  negativt  og  have  skadelige  

følgevirkninger.  (Hayes,  2019)  I  økonomi  er  der  et  eksempel  på  dette  når  et  forsikringsselskab  skal  

skrive  kontrakt  med  en  ansøger  i  forhold  til  forsikringsdækning,  men  selskabet  mangler  essentielle  

oplysninger  om  ansøgerens  livsstil.  Ansøgeren  kunne  som  et  exempel  føre  et  mere  risikabelt  liv  end  

selskabet  var  klar  over  som  betyder  at  “the  insurance  company  suffers  adverse  effects  by  offering  

coverage  at  a  cost  that  does  not  accurately  reflect  its  actual  risk  exposure.”  (Maverick  2019)  Negativ  

selektion  er  således  et  fænomen,  hvor  risikoen  ligger  hos  den  ene  part  forud  for  oprettelsen  af  en  

kontrakt.    

Optimalt  set  ville  principalen  helst  lave  kontrakt  med  den  ideelle  kandidat,  den  som  har  høj  

integritet  og  yderst  dygtig,  og  deler  principalens   interesser  og   ideer  om  det  endelige  resultat  og  

hvordan   det   burde   opnås.   Sådan   en   kandidat   minimerer   risici   for   principalen.   Problemet   er   at  

principalens  tilbud  tiltrækker  oftest  kun  dem  har  problemer  i  forvejen,  det  vil  sige  den  mindre  ideelle  

kandidat.  Dette  er  særlig  relevant  under  oprørsbekæmpelse.  (Biddle,  Macdonald,  and  Baker  2018,  

s.  97)    

Når  en  ekstern  aktør  beslutter  sig  for  at  tilbyde  hjælp  til  en  svag  stat,  der  lider  af  et  oprør,  

står  den  førstnævnte,  principalen,  over  for  negativ  selektion  på  samme  måde  som  det  førnævnte  

forsikringsselskab.   Principalen   ved   ikke   forud   for   oprettelsen   af   dette   forhold   hvad   for   nogle  

underliggende     interesser  og  motivationer  værtsnationen  har.  Fra  principalens  perspektiv  er  det  

således  yderst  risikabelt  at  etablere  et  forhold  til  agenten.  Derudover  kan  principallen  ikke  vælge  

den   ideelle  partner  han  helst  ville  starte  en  samarbejdsaftale  med  eftersom  selve  oprøret  er  en  

indikation  om  at  agenten  lider  af  interne  strukturelle  problemer,  og  er  per  definition  alt  andet  end  

ideel.  (Biddle,  Macdonald,  and  Baker  2018,  s.  97)    Problemet  er  at  principalen  har  ikke  noget  valg  og  

tvinges  derfor  at  indgå  i  en  aftale  med  agenten,  eftersom  oprørsbekæmpelse  handler  netop  om  at  

vælge  en  ufuldkommen  partner  som  man  vil  hjælpe.  “It  is  rare  to  have  a  morally  splendid  ally  in  

counterinsurgency  work,  simply  because  morally  pristine,  administratively  effective  governments  

do  not  provide  the  inspiration  or  excuse  for  a  guerrilla  war.”  (Grant,  1992,  s.  261)    

8

Derfor,  vil  værtsnationen,  grundet  den  virkelighed  den  stør  i,  højst  sandsynligt  have  andre  

interesser  og  prioriteringer  end  den  fremmede  aktør,  selvom  om  de  kan  være  enige  om  hvem  er  

fjenden  og  hvad  formålet  er  med  deres  samarbejde.  Dette  vil  kunne  påvirke  hans  vilje  eller  evne  til  

at  deltage  effektivt  i  den  eksterne  aktørs  oprørsbekæmpelse,  en  faktor  som  den  eksterne  aktør  skal  

have  i  minde  når  han  tilbyder  den  svage  stat  om  hjælp.  Fordi  set  fra  agentens  perspektiv  så  er  han  

en  strategisk  aktør  som  ville  kunne  forsøge  at    “manipulate  the  dynamics  of  the  relationship  with  its  

patron   to   maximize   the   amount   of   political,   economic,   or   military   assistance   it   receives,   while  

seeking  to  maintain  its  autonomy.”  (Ladwig  2016,  s.  103)    

 

2.3.  Moralsk  Fare  

Når  kontrakten  er  underskrevet  af  parterne  vil  det  være  umuligt  for  principalen  at  overvåge  agenten  

hele  tiden  og  sørge  for  at  han  bevæger  sig  inden  for  principalens  vilje  og  begrænsninger  som  nævnt  

i  deres  kontrakt.  Derfor  vil  der  opstå  asymmetrisk  information  mellem  parterne.  Hvis  parterne  har  

forskellige   interesser,   kan   agenten   blive   fristet   til   at   handle   ud   fra   sine   egne   interesser   og   ikke  

principalens.   (Elgie,   2002,   s.   188)   I   økonomi   vil   der   som   et   eksempel   forekomme  moralsk   fare  

mellem   et   forsikringsselskab   og   en   ansøger   hvor   essensen   i   kontrakten,   som   er   at   beskytte  

ansøgeren   mod   risici,   fører   til   et  ændret   adfærd   hos   ansøgeren.   Den   fører   faktisk   til   en   mere  

risikotagende   holdning   og   attitude   af   ansøgeren,   fordi   at   han   ikke   længere   bærer   de   fulde  

konsekvenser   af   hans   handlinger.   Som   et   eksempel,   ansøgeren   har   købt   forsikring   mod  

oversvømmelse  som  gør  at  han  tager  ikke  de  samme  foranstaltninger  til  at  forhindre  at  det  sker  

netop  fordi  at  han  er  alligevel  sikret.  (Nickolas  2019)  

Moralsk   fare   kan  opstå,   når  en   regering  modtager   hjælp   fra   en  ekstern   aktør  der   har   til  

formål  at  forhindre  værtsnationens  kollaps  grundet  et  oprør  i  værtsnationen.  Det  kan,  svarende  til  

førnævnte  forsikringssag,  føre  til  en  mere  risici  villig  regime,  som  handler  mindre  omhyggeligt  på  

grund  af  den  sikring,  som  den  fremmede  aktør  leverer,  som  (i  det  mindste  i  regimets  øjne)  er  yderst  

motiveret  over  at  beskytte  den  mod  total  sammenbrud.  “By  providing  assistance,  the  patron  state  

can  alter  the  burden  of  risk  in  a  way  that  might  unintentionally  change  the  behavior  of  the  local  

government.”  (Ladwig  2016,  s.  104)      

Eftersom  principalens  engagement,  at  sikre  klientens  overlevelse,  er  ubestridelig  er  klienten  

mere  sandsynlig  til  at  handle  ud  fra  sine  egne  interesser  uden  at  frygte  de  store  konsekvenser  fra  

9

principalen.  (Biddle  et  al.,  2018,  s.  96)  Dette  kan  have  den  utilsigtede  virkning  at  den  eksterne  aktørs  

støtte  vil  føre  til  den  førstnævntes  fralæggelse  af  ansvar,  som  vil  gøre  ham  dybt  afhængig  af  den  

eksterne  aktørs  indsat  i  forhold  til  sin  egen  politisk  overlevelse.  Den  ekstern  aktørs  tilstedeværelse  

gør  at  værtsnationen  behøver  faktisk   ikke  bekæmpe  oprørene  eller  ”undertake  the  reforms  that  

such  aid  was  intended  to  encourage”.  (Ladwig,  2016,  s.  104)  Den  eksterne  aktør  har  skabt  et  status  

quo  som  er  acceptabelt  for  værtsnationen.    

 

2.4.  Løsninger  til  Problemerne    

Alt  det  ovenstående;  informations  asymmetri,  negativ  selektion  og  moralsk  fare  kan  føre  til  

en  afvigelse  fra  det  resultat,  som  principalen  ønsker,  og  det  resultat,  som  principalen  opnår,  grundet  

agentens   ageren   ud   fra   sine   egne   interesser.   (Biddle   et   al.,   2018,   s.   97)     I   forhold   til  

oprørsbekæmpelse  hvor  en  ekstern  aktør  beslutter  sig  for  at  hjælpe  en  svag  stat  med  dets  interne  

problemer,   har   litteraturen   omkring   Principal-­‐Agent   teorien   efterfølgende   tre   løsninger   som  

principalen   kan   anvende  med   henblik   på   at   imødegå   ovennævnte   problemer,   og   dermed   opnå  

endelige  resultater  der  stemmer  bedre  overens  med  hans  ønskede  resultater.  

 

Tilskyndelser  (inducements)  

Også   kendt   som   patron-­‐klient   relationer,   hvor   principalens   fokus   udelukkende   er   at   belønne  

agenten  med  alt  fra  økonomisk  hjælp  til  militær  udstyr,  med  det  formål  at  inspirere  ham  til  at  udføre  

specifikke  handlinger.  Det  forventes,  at  grundet  den  positive  karakter  af  samarbejdet,  vil  agentens  

belønning  resultere  i  positive  reaktioner  fra  ham  der  fører  til  ændret  opførsel.  Kravet    for    at  dette  

kan  virke  er,  at  principalen  og  agenten  skal  nogenlunde  have  samme  forståelse  for  situationen,  og  

være  enige  om  hvilke  prioriteter  er  de  vigtigste.    

Fordelene  ved  tilskyndelser  er,  at  de  kan  bruges  ensidigt,  det  vil  sige,  at  der  er  ikke  et  krav  

om   at   principalen   indgår   i   et   multilateral   samarbejde   med   andre   principaler   for   at   det   virker.  

Derudover,  bidrager  det  også  med  opretholdelsen  af  gode  relationer  til  agenten,  hvilket  er  vigtigt  i  

forbindelse  med  patron-­‐klient  relationer,  og  øger  agentens  tillid  til  principalen.   (Ladwig,  2016,  s.  

107)  USA  har  brugt  patron-­‐klient  relationer  i  flere  tilfælde,  som  et  eksempel,  under  Afghanistan-­‐

Sovjet   krigen   i   80’s   hvor   milliarder   af   dollars   og   militær   udstyr     (herunder   Stinger   missiler)  

10

finansiererede   mujahideens   oprørsbekæmpelse   mod   Sovjetunionen   og   den   afghanske  

kommunistiske  regering.  (Woody  2018)  

 

Betingelser  (conditionality)    

Betingelser  anvendes  til  at  mindske  moralsk  fare.  Trusler  om  at  suspendere  økonomisk  bistand  eller  

militær  støtte,  hvis  kontraktens  betingelser,  ikke  er  opfyldt  af  modtageren,  (agenten)  er  en  af  de  

mere   succesrige   metoder   principalen   kan   anvende  med   det   formål   at   ændre   en   stats   adfærd.  

(Ladwig,  2016,  s.  107)  Logikken  bag  betingelser  er,  at  agenten  vil  ikke  turde  at  fralægge  sit  ansvar  

hvis  det  fører  til  ophævelsen  af  økonomisk  bistand  eller  militær  støtte.    

Betingelser   lider   dog   ofte   af   troværdighedsproblemer.   Eksterne   aktører   som   EU   og   USA  

indrammer   ofte   værtslandenes   overlevelse   som   en   vital   interesse   for   sig   selv   for   at   modtage  

domestik   godkendelse   for   deres   støtte   til   svage   stater.   (Biddle   et   al.,   2018,   s.   102)  USA   som  et  

eksempel   beskrev   ofte   Iraks   overlevelse   som   vitale   interesser   for   USA’s   nationale   sikkerhed.  

Problemet  med  disse  fortællinger  er,  at  jo  mere  overbevisende  de  er,  desto  sværere  bliver  det  for  

principalen  (f.eks.  EU  eller  USA)  at  true  agenten  med  suspension  af  bistand.    

Dette   gælder   især,   hvis   kontraktbetingelserne   er  meget   løse,   hvilket   gør   det   lettere   for  

agenten  at  fralægge  (shirk)  sit  ansvar.  Det  vil  sige,  når  principalen  forsøger  at  berolig  agenten,  skaber  

det  således  et  problem  med  moralsk  fare  fra  agentens  side.  Eftersom  agenten  er  en  strategisk  og  

rational  aktør,  vil  han  spørge  sig  selv  “why  risk  domestic  instability  by  forcing  reform  on  an  unwilling  

military  when   the  external   threat   such   reform   is  meant   to  meet  will  presumably  be  met  by  the  

[principal]  on  [the  agents]  behalf  anyway?  […]  The  principal’s  arms  will  ultimately  save  them  if  the  

external   threat  proves  greater  than  expected.”   (Biddle  et  al.,  2018,  s.  103)  Omvendt  er  det  også  

muligt,   at   i   tilfælde   af   at   principalen   er   for   aggressiv   og   hård   i   forhold   til   den   bistand   agenten    

modtager,  kan  det  føre  til  en  for  stor  distance  mellem  de  to.  For  høje  krav  kan  være  i  lig  med  tvang,  

og  tvang  er  kun  noget  man  gør  mod  sin  modstander,  eftersom  det  kan  have  negative  diplomatiske  

konsekvenser,  og  dermed  kontraproduktivt  under  oprørsbekæmpelse.  (Ladwig,  2016,  s.  108)    

Betingelser  er  således  en  balancegang,  der  kan  være  vanskelig  at  opnå,  men  væsentlig  at  

finde:   for   høje   krav     så   skræmmes   agenten   væk,   for   løse   krav   inviterer   principalen   agenten   at  

fralægge  (shirk)  sine  aftaler  med  principalen.      

 

11

Sanktioner  

Sanktioner  er  ligeledes  en  metode  principalen  kan  bruge,  men  som  regel  aldrig  på  ens  allierede,  da  

det  ville  ødelægge  diplomatiske  relationer.  (Ladwig,  2016,  s.  108)  For  eksempel,  i  2018  var  både  den  

maliske   regering   og   ledere   af   Malis   forskellige   oprørsgrupper   beskyldt   for   at   forhindre  

fredsprocessen.   Mens   lederne   af   oprørsgrupperne   blev   truet   med   sanktioner,   fik   den   maliske  

regeringen  et  "respectful"  pres.  (Carriat  2018)  

 

3.  METODE  

Artiklen   vil   med   en   deduktiv   tilgang   til   opgaveløsningen   besvare   det   overordnede   og   simple  

spørgsmål;  Hvordan  kan  det  være  muligt?  ved  at  teste  om  hypotesen;  Forskellige  interesser  vil  føre  

til   forskellige   strategier,   som   vil   underminere   den   eksterne   aktørs   initiativer,   er   valid   eller   ej.  

Eftersom   hypotesen   er   inspireret   af   Principal   Agent   teorien   vil   den   være   opgavens   teoretiske  

ramme.    

EU’s  initiativer  i  Mali  vil  analyseres  på,  med  henblik  på  at  se  om  hypotesen  kan  eventuelt  forklare  

Malis   sikkerhedsmæssige   forværring.  Dette  vil   artiklen  gøre  ved   systematisk   svare  på  de   tre  del  

spørgsmål  nævnt  i  kapitel  1  og  slutteligt  konkludere  på  dette.  Artiklen  vil  angive  hvert  spørgsmål  

som  et  kapitel,  hvor  spørgsmål  1  bliver  besvaret  i  kapitel  4,  spørgsmål  2  i  kapitel  5  og  spørgsmål  3  

bliver  besvaret  som  en  del  af  artiklens  diskussion.    

Artiklen  vil  teste  om  hypotesen  er  valid  ved  at  indledningsvist,  i  kapitel  4,  identificere  EU’s  og  

Malis  interesser,  og  hvad  for  nogen  strategier  støtter  deres  særlige  interesser.  Formålet  er  at  se  om  

de  er  i  uoverensstemmelse  med  hinanden.  Hvis  det  viser  sig  at  være  tilfældet,  vil  artiklen  kunne,  

med  baggrund  i  hypotesen,  forudse  at  samarbejdet  vil  opleve  fremtidige  problemer  og  friktioner,  

hvis  EU  ikke  håndterer  det  på  en  passende  måde.      

I  kapitel  5  vil  artiklen  teste  hvor  valid  hypotesen  er,  med  baggrund  i  to  initiativer,  og  analysere  i  

hvilken  grad  der  har  opstået  moralsk  fare  i  EU’s  og  Malis  samarbejde,  og  hvorledes  EU  har  forsøgt  

at  imødegå  dette.  

 

Principal  Agent  teorien  bliver  anvendt  på  følgende  måde.    

•   Spørgsmål  1  bliver  svaret  med  udgangspunkt  i  negativ  selektion  som  forudsætter  at  aktører  

i  et  kontraktforhold  har  forskellige  interesser  der  vil  påvirke  deres  handlinger  

12

o   aktørernes  interesser  forud  for  oprettelsen  af  deres  kontraktforhold  bliver  fundet    

•   Spørgsmål  2  bliver   svaret  med  udgangspunkt   i  moralsk   fare,   samt  de   løsninger  der  blive  

nævnt  i  kapitel  2.4.  

o   forsøgt  at  svare  om  de   interesser  der  bliver   fundet   i  kapitel  1,  påvirker  processen  

under  kontraktforholdet  

•   Spørgsmål  3  bliver  svaret  med  udgangspunkt  i  den  forudgående  analyse  

   

Det   empiriske   grundlag   for   artiklen   er   udelækkende   kvantitativ   hvor   største   delen   vil   være  

sekundære  kilder  i  form  af  blandt  andet  nyhedsartikler  fra  internettet  og  større  undersøgelser  fra  

forskellige  tænke  tanke.  Den  vil  i  begrænset  omfang  anvende  primære  kilder,  bortset  analysen  der  

fokuserer  på  EU  grundet  let  tilgængelige  dokumenter  fra  selve  organisationen  på  engelsk.  I  forhold  

til  den  maliske  regering,  er  artiklen  begrænset  til  sekundære  kilder  grundet  manglende  materiel  på  

engelsk.    

 

4.  INTERESSER  OG  STRATEGIER      

4.1.  Den  Eksterne  Aktør  

 

4.1.1  Indledning  

 “Just  because  you  have  a  hammer,  does  not  mean  every  problem  is  a  nail.”  (Abderrahmane  2013)    

 

Som  beskrevet  i  artiklens  indledning  har  situationen  i  Mali  forværret  sig.  Det  har  ført  til  tvivl  om      

vores  engagement  i  at  hjælpe  Mali  med  deres  problemer.  Som  BBC  fortalt  det:  “Western  powers  

are  more  concerned  by  a  growing  Islamist  threat  throughout  the  region  than  a  Tuareg  issue  which  

is  considered  a  political   internal  problem”.   (Fessy  2012)  Yderrmere,  “Mali  could  tear   itself  apart  

from  decades  of  Tuareg  claims   to   self-­‐autonomy,  but   the  moment   jihadists  enter   the   scene   the  

internal  situation  becomes  a  threat  unconstrained  by  the  borders  of  the  West  African  nation”.  (Pitts  

2014)  Ifølge  kritikken  har  de  eksterne  aktører  i  Mali  nogle  andre  interesser  end  den  maliske  stat  

hvor   deres   primære   fokus   og   bekymring   er   at   holde   voldelig   ekstremisme   i   Sahel   nede,   mens  

stabilisering  af  Mali  har  anden  prioritet  og  ikke  nødvendigvis  en  umiddelbar  bekymring.  Så  længe  

Mali  ikke  kollapser  og  bliver  et  tilflugtssted  for  terrorisme  så,  ifølge  synspunktet,  har  vi  gjort  det  

13

godt   nok.   “Countries   don’t   have   friends,   they   have   interests.”   (Dörrie   2019)   Dette   kapitel   vil  

undersøge  EU’s  engagement  i  Mali,  hvilke  interesser  organisation  har  og  om  de  stemmer  overens  

med   den  maliske   stat   hvilket   har   et   desperat   behov   for   lang   sigtet   fred   og   stabilitet,   eller   om  

førnævnt  kritik  holder  stik,  og  EU  er  mere  interesseret  i  kort  sigtede  løsninger  der  er  mere  relevante  

for  organisationens  behov,  end  den  maliske  stats  overlevelse.  

 

4.1.2.  Vestens  Strategi  i  Mali  

Vestens  oprørsbekæmpelse  i  Sahel  er  blevet  dybt  påvirket  af  deres  tidligere  missioner  i  Irak  

og  Afghanistan.   Efter   to   årtier  med   konflikt,   trillioner   dollars   brugt   og   tusinder   døde,   er   Vesten  

blevet  modvillig  og  mere  tilbageholdende  ved  at  involvere  sig  i  samme  grad  i  andre  nationers  interne  

problemer.  Frankrig  er  som  et  eksempel  det  eneste  land  i  den  Vestlige  verden  hvis  mandat  byder  

franske  soldater  at  tage  ud  på  patruljer  sammen  med  maliske  soldater.  (Latorraca  2015)  I  stedet  

ønsker  Vesten  at  hjælpe  svage  stater  der  risikere  kollaps  ved  at  anvende  et  lavere  fodaftryk.  Dette  

kan  opnås  med  en  såkaldt  indirekte  tilgang,  hvor  ”outcomes  must  be  achieved  ‘indirectly,’  by  relying  

on  the  structures  and  capabilities  of  the  host-­‐nation  and  thereby  do  more  with  less.”  (Ucko  &  Egnell,  

2014,  s.  17)  I  praksis  betyder  dette,  at  i  stedet  for  at  bruge  deres  eget  militær  til  at  gå  ud  på  patruljer,  

som  vi  gjorde   i  Afghanistan  og   Irak  for  at  vinde   lokalbefolkningens  tillid,  overlader  vi  ansvaret  til  

værtsnationens  regime.  Vesten  vil  i  stedet  tilbyde  hjælp  i  form  af  rådgivning,  økonomisk  bistand  og  

militær  støtte  i  form  af  træning  af  lokale  sikkerhedsstyrker  og  logistisk  støtte.    

Den  indirekte  tilgang  er  ikke  et  nyt  fænomen.  Den  er  blevet  brugt  i  lande  som  Colombia  mod  

FARC  og  på  Filippinerne  mod  Abu  Sayraf  med  moderat  succes.  Nogle  af  de  vigtigste  fordele  ved  den  

indirekte  tilgang  er,  at  den  “rightly  recognizes  the  limits  on  what  external  powers  can  achieve  by  

themselves  in  a  foreign  land,  particularly  one  they  scarcely  understand.”  (Ucko  &  Egnell,  2014,  s.  

18)  Desuden   sætter   det   værtsnationen   i   spidsen   af   opgaven   og   reducerer   de   eksterne   aktørers  

økonomiske   og   politiske   omkostninger   grundet   det   lave   fodaftryk.   Sidst   men   ikke   mindst   ”the  

indirect  approach  puts  the  local  government  in  charge  for  solving  what  is,  after  all,  its  problem:  it  

puts  the  onus  of  the  solution  on  local  ownership  and  responsibility.”  (Ucko  &  Egnell,  2014,  s.  18)  

Værtsnationen  har  således  en  større  rolle  at  spille  og  har  generelt  set  et  større  ansvar  med  hensyn  

til  selve  oprørsbekæmpelsen.  Det  er  dog  vigtigt  at  understrege  at  hvis  den   indirekte  tilgang  skal  

fungere  optimalt  og  opnå  sit  ønskede  resultat  uden  problemer  så  er  det  afgørende  at  værtsnationen  

14

deler  den  eksterne  aktørs  interesser  og  prioriteringer.  Derudover,  er  der  også  et  minimumskrav  i  

forhold  til  landets  samlede  styrke  og  kapacitet.    

Dilemmaet   dog   er,   som   forklaret   i   kapitel   2.2,   at   det   er   sjældent   at   værtsnationen   kan  

opfylde  disse  krav  netop  fordi  at  stater  der  har  brug  for  hjælp  udefra  med  deres  interne  problemer  

er  næsten  altid  per  definition  langt  fra  at  være  den  ideelle  partner  som  den  indirekte  tilgang  ellers  

gør  krav  om.  (Ladwig,  2016,  s.  103)  Derfor  er  det  altafgørende  at  den  eksterne  aktør  har  det  i  minde  

når  han  tilbyder  hjælp  til  værtsnationen  for  at  undgå  friktioner.  At  anvende  den  indirekte  tilgang  og  

antage  at  værtsnationen  har  de  samme  interesser  og  prioriteringer  fordi  at  de  lider  af  et  oprør  der  

er  i  gang  med  at  rive  nationen  fra  hinanden,  samt  en  fælles  fjende,  er  en  typisk  fejl   lavet  af  den  

eksterne  aktør  under  oprørsbekæmpelse;  den  eksterne  aktør  og  værtsnationen  er   ikke   “unitary  

actors”.  (Ladwig,  2016,  s.  100)  Derfor  vil  værtsnationen  helt  sikkert  have  forskellige  interesser  fra  

deres  esterne  aktør,  som  vil  hindre  deres  samarbejdsevne  eller  deres  effektivitet  i  gennemførelsen  

af  nogle  af  de  oprørs  foranstaltninger,  der  anbefales  af  den  eksterne  aktør.  Med  andre  ord  står  den  

eksterne  aktør  over  for  en  negativ  selektion.  

Årsagen  til  at  missionen  i  Colombia  havde  succes,  var  fordi  at  det  colombianske  regering  og  

USA   kunne   være   enige   om   oprørskampens   prioriteringer   og   havde   en   fælles   ide   hvordan   det  

endelige  resultat  skulle  se  ud,  samt  processen  dertil.  Derudover,  var  Colombia  en  forholdsvis  stærk  

stat  med  en  forholdsvis  stærk  og  legitim  regering  samt  militær.  Det  er  således  tvivlsomt,  om  den  

indirekte  tilgang  ville  kunne  have  anvendes  i  Afghanistan  i  2001  eller  Irak  i  2003.  (Ucko  &  Egnell,  

2014,  s.  19)  

 

4.1.3.  EU’s  Interesser  og  Formål  med  den  Maliske  Stat      

I   hele   Sahel-­‐regionen   er   “the   EU,   together  with   its  Member   States,   […]   the   biggest   provider   of  

development  assistance  […]  with  €8  billion  over  2014-­‐2020.”  (EEAS  Press  Team  2018)  

Mali  er  ingen  undtagelse,  EU  har  initieret  flere  forskellige  initiativer  der  skal  samlet  give  Mali  en  

forudsætning  for  at  forstærke  sig  selv  som  en  stat  og  kunne  selv  håndtere  dets  interne  problemer.  

EU’s  bidrag  fokusere  på  tre  områder  (efterfølgende  fakta  vedrørende  de  tre  områder  er  et  udkast  

fra  ”EU-­‐Mali  Relations  fact  sheet  2019”  (EEAS  2019)):    

 

 

15

PEACE  AND  SECURITY;    

“provide   strategic   advice   and   training   to   the  Malian   armed   and   security   forces   […]   in   order   to  

contribute  to  the  restoration  of  Mali’s  territorial  integrity  and  the  protection  of  the  population  and  

to  support  security  sector  reform”  

•   EUTM  (military)  –  “is  a  military  training  mission.  […]  It  advises  the  Malian  authorities  on  the  

restructuring  of  the  Malian  armed  forces”  

•   EUCAP  (civilian)  –  “a  civilian  mission  which  provides  expertise  in  terms  of  strategic  advice,  

training  and  equipment  to  the  Malian  police,  gendarmerie  and  national  guard”  

 

DEVELOPMENT  COOPERATION    

•   ”the  Member   States   and   the   European  Union   are  mobilising   some   EUR   2   billion   for   the  

period  2014-­‐2018  and  about  EUR  400  million  per  year  in  Mali”  

•   ”EUR  665  million  will  be  allocated  to  four  main  sectors:   (i)  peace  consolidation  and  State  

reform,  (ii)  rural  development  and  food  security,  (iii)  education;  (iv)  infrastructure.”  

 

HUMANITARIAN  AID.  

•   ”more  than  650  000  people  need  urgent  food  assistance  in  the  northern  and  central  regions  

of  Mali  affected  by  the  conflict,  and  more  than  156  000  children  are  estimated  to  be  suffering  

from  severe  acute  malnutrition.”  

•   ”allocated   EUR   23.5   million   to   meet   humanitarian   needs   in   terms   of   nutrition,   health,  

education  in  emergencies,  assistance  with  food,  housing  and  non-­‐food  items.”    

 

“These  reforms  will  make  it  possible  to  strengthen  security  in  Mali,  fight  against  corruption,  improve  

access   to   elementary   education,   in   particular   for   girls,   improve   access   to   a   fair   justice   system,  

increase  the  provision  of  professional  training,  and  reduce  food  and  nutrition  insecurity.”  (European  

Commission  2018)  

 

EU’s  strategi  i  Mali  er  fokuseret  på  staten  hvor  formålet  er  at  hjælpe  den  maliske  regime  

med  at  opnå  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet.  EU  har  en  indirekte  tilgang  til  Mali  hvor  det  

endelige  ansvar  ligger  hos  den  maliske  regime  at  få  implementeret  de  initiativer  der  kommer  fra  

16

organisationen.  Dette  blev  bekræftet  i  en  pressemeddelelse  fra  2018  når  EU  besluttede  sig  for  at  

tilføje  50  millioner  euros  til  Malis  reformer;  “The  purpose  of  these  additional  funds  is  to  support  the  

progress   that   the   Malian   authorities   have   undertaken   to   deliver   to   the   people   of   Mali,   in  

implementing   structural   reforms.”   (European  Commission   2018)  Denne   artikel   er   dermed  uenig  

med  den  kritik  der  var  citeret  i  kapitlets  indledning.  I  stedet  er  det  i  EU’s  interesse  og  organisations  

formål  at  Mali  opnår  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet,  dette  med  henblik  på  at  EU  kan  trække  

sig  tilbage  som  ekstern  aktør  og  stole  på  at  den  maliske  stat  kan  håndtere  dets  interne  problemer.  

Dette  vil   løse  Malis  problemer  samtidig  med  at   fjerne  Mali  som  high  politics  hos  EU  grundet  de  

sikkerhedstrusler  der  stammer  fra  statens  kollaps  i  2012.    

EU  interesser  i  Mali  og  strategi  vurderes  værende,  og  afspejles  i  førnævnt  pressemeddelelse:  

 

Interesser:  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  for  Mali  

Strategi:  Inspirere  eller  påvirke  den  maliske  regime  at  reformere  med  bistand,  igennem  en  indirekte  

tilgang  (lang  sigtede  løsninger)  

 

EU  bidrag  til  Mali  er  enormt,  men  har  dog  været  kritiseret  for  kvantitet  over  kvalitet  og  trods  

deres  økonomiske  bidrag  til  humanitær  hjælp  og  udvikling  har  organisationen  også  været  kritiseret  

for  at  fokusere  for  meget  på  sikkerhed,  som  en  forudsætning  for  stabilitet  og  fred  for  Mali.  (Dörrie  

2019)  Dette  har  været  et  gennemgående  tema  når  de  eksterne  aktørers   indsat   i  Mali  har  været  

evalueret,  hvor    denne  overfokus  på  sikkerhed  og  voldelig  ekstremisme  “served  to  sideline  other  

issues   that   they   [the   international   community]   had   initially   pledged   to   deal   with”.   (Chauzal   &  

Damme,  2015,  s.  48)    

Denne  artikel  vil  argumentere  for,  at  problemet  med  EU's  engagement  i  Mali  handler  ikke  

om   kvantitet   over   kvalitet,   eller   sikkerhed   over   reform.   Det   grundlæggende   problem  med   EU's  

engagement   er   deres   forhold   til   Mali   og   deres   antagelse   at   deres   partner   (Mali)   er   ideel,   en  

forudsætning   for  at  den   indirekte   tilgang  vil   fungere  optimalt  uden  de   store  problemer.   Som  et  

eksempel   har   EU   identificerede   at   “development,   governance   in   fragile   areas,   and   improved  

security,  including  the  fight  against  terrorism  and  illicit  trafficking”  som  “shared  interest”,  og  antager  

at  grundet  disse  fælles  interesser  vil  regimerne  i  Sahel  ”cooperate”.    (EEAS  Press  Team  2018)  Med  

andre  ord,  EU  arbejder  med  den  logik  at  Mali  er  en  unitary  actor  og  har  dermed  fælles  præferencer,  

17

interesser,   mål   og   gensidig   forståelse   for   processen.   EU   har   med   andre   ord   oprettet   et  

kontraktforhold   med   Mali   uden   at   tage   højde   for   negativ   selektion   forud   for   oprettelsen   af  

kontrakten.  Derfor  har  EU  ikke  taget  højde  for  særlige    interesser    Mali  kunne  have  som  potentielt  

set  kan  undergrave  EU's  initiativer.    

 

4.2  Værtsnationen  

4.2.1.  Indledning  

Kapitel  4.1.2.  har  beskrevet  værtsnationer  som  alt  andet  end  den  ideelle  partner  i  et  kontraktforhold  

for   en   eksterne   aktør.   Byman   fremhæver   fire   forskellige   strukturelle   kategorier   som   alle  

værtsnationer  har  til  en  vis  grad  til  fælles,  som  kan  forklare  grunden  til  førnævnte  påstand.  Disse  

karakteristika  fører  til  særlige  interesser  for  værtsnationen  som  kan  udfordre  og  forhindre  ham  i  at  

gennemføre  en  effektiv  oprørsbekæmpelse:  (Byman,  2006,  s.  81)  

   

1.  illegitime  (og  ofte  undertrykkende)  regimer  

2.  civil-­‐militære  spændinger  som  manifesterer  sig  ved  frygt  for  kup  

3.  økonomisk  tilbagegang    

4.  diskriminerende  samfund.  

 

“Taken   together,   these   problems   and   divergent   interests   explain   in   part   why   allies   often   have  

security   services   that  are  poorly  postured   to   fight   insurgencies  and  why  allies  do  not  make   the  

necessary  reforms  to  improve  their  performance.”  (Byman,  2006,  s.  82)    

 

Med  inspiration  fra  Byman  vil  dette  kapitel  fokusere  på  to  grundlæggende  områder,  der  potentielt  

set  kan  forklare  værtsnationens  modvilje  mod  oprørsbekæmpelse  grundet  dets  særlige  interesser:      

 

1.   hvorfor  værtsnationer  har  sikkerhedsstyrker  der  er  dårligt  stillet  til  at  bekæmpe  oprører  

2.   hvorfor  værtsnationer  tøver  med  at  foretage  de  nødvendige  reformer  der  potentielt  set  kan  

forbedre  deres  præstationer    

 

18

Politiske  ledere,  autoritære  såvel  som  demokratiske,  anerkender,  at  i  staten  findes  der  en  politisk  

opposition  og  at  de  er  “intent  on  maintaining  themselves  in  power  and  use  the  available  tools  of  

power  and  rules  to  accomplish  this  end”.  (Mesquita  and  Siverson,  1995,  s.  842)  Med  andre  ord,  den  

umiddelbare  interesse  for  den  politiske  ledelse,  regeringen,  er  politisk  overlevelse.  “Decisions  are  

not   taken   to   improve   the  welfare   of   the   people   unless   coincidentally,   this   simultaneously   aids  

survival”.  (de  Mesquita  &  Smith,  2007,  s.  254)    Demokratiske  ledere  vil  “implement  policy  that  aims  

to  maximize  their  support  among  voters  with  the   least  amount  of  effort,  as   it   is   the  voters  who  

ultimately   choose  whether   they  will   retain   office.”   Autoritære   ledere   vil   “develop   policy   that   is  

directed  specifically  at  the  means  that  is  most  likely  to  remove  them.”  (Powell,  2019,  s.  29)  

For  at  forstå  dynamikken  i  en  svag  stat  og  dets  politikker  i  forhold  til  hvorfor  den  ville  tøve  

med   at   implementere   oprørsbekæmpelses   foranstaltninger,   må   man   således   tage   en   leder-­‐

centreret  tilgang  i  stedet  for  en  stats-­‐centeret  tilgang.  I  stedet  for  at  spørge;  hvordan  påvirker  denne  

politik   statens   velfærd,   skal  man   spørge,   hvordan   påvirker   denne   politik   sandsynligheden   for   at  

ledelsen  vil  kunne  fastholde  magten.  (Powell,  2019,  s.  38)  Kort  sagt,  hvilke  interesser  har  lederen  og  

hans  regering?  Svar:  Politisk  overlevelse!  

Ladwig   tilbyder   et   overblik   over   de   politikker   som   autokratiske   regeringer   typisk   vil  

implementere  i  forhold  til  politisk  overlevelse  og  for  at  kunne  fastholde  magten  fra  oppositionen:  

“the  priority  for  a  besieged  government  is  often  to  bolster  its  position  within  its  society  by  ensuring  

that  the  leadership  of  the  state’s  security  forces   is  too  divided  to  mount  a  coup,  using  economic  

patronage  to  co-­‐opt  rival  elites  who  could  pose  a  threat   […]  —all  of  which  are   likely  to  diminish  

counterinsurgency  effectiveness.”  (Ladwig,  2016,  s.  103)  

De  følgende  to  underkapitler  vil  derfor,  ud  fra  Bymans  argument  skiftes  i  sikkerhedsstyrker  

og  reformer,  og  her   i  sær  fokusere  på  Ladwigs  strategier  omkring  kup  sikring  og  patronage   som  

midler  til  at  sikre  politisk  overlevelse.      

 

4.2.2  Værtsnationens  Sikkerhedsstyrker      

En  af  de  mest  alvorlige  og  sandsynlige  trusler  for  ethvert  autokratisk  regime  er  et  militært  kup  der  

har  til  formål  at  fjerne  dem  fra  magten.  The  Archigos  Dataset  of  Political  Leaders,  en  database  der  

måler   uregelmæssige   metoder   til   fjernelse   af   regimer,   påstår   at   kup   er   ikke   kun   den   mest  

sandsynlige  metode  der  vil  være  brugt,  men  også  fem  gange  mere  sandsynlig  end  fjernelse  af  et  

19

oprør,  som  er  den  næst  mest  brugte  metode.  Set  fra  et  autokratisk  synspunkt  er  et  militær  kup  en  

realistisk  trussel  mod  dets  regime.  (Goemans,  Gleditsch,  &  Chiozza,  2009,  s.  275)  

Selvom  kup  ikke  kun  forekommer  som  en  trussel  mod  autokratiske  regimer,  forekommer  de  

oftere  imod  autokratiske  regimer  end  demokratiske  regimer  eftersom  de  ikke  har  den  samme  grad  

af   legitimitet,   eller   deres   institutioner   ikke   er   stærke   nok   til   at   beskytte   dem   mod   kup.   Da  

autokratiske  regimer  mangler  legitimitet  og  stærke  institutioner  for  at  beskytte  dem  mod  kup,  må  

de  henvende  sig  til  andre  midler  til  politisk  overlevelse.  Et  af  disse  midler  er  at  kup  sikre  regeringen.  

Kup  sikring  er  defineret  som  “a  set  of  actions  a  regime  takes  to  prevent  a  coup”  (Quinlivan,  

2014,   s.   133)   og   er   primært   rettet  mod  dets   sikkerhedsstyrker,   da   de   har  midlerne   til   at   fjerne  

regimet.  Lederen  vil  iværksætte  disse  foranstaltninger,  når  han  føler,  at  der  er  “a  higher  threat  to  

himself  and  his  hold  on  office  coming  from  his  own  military  than  any  external  threat“  (Bausch,  2018,  

s.  1)  og  vil  som  et  modforsvar  “arrange  their  militaries  in  an  inefficient  manner  that  hampers  the  

military  in  international  conflict  or  civil  war.”  Det  betyder  at  “coup  proofing  is  a  deliberate  attempt  

to  undermine  the  military  and  can  occur  whether  a  war  is  ongoing  or  not.”    (Bausch,  2018,  s.  4)    

Kup  sikring  findes  i  mange  former.  Eksempler  på  kup  sikring  metoder  er  at  udnævne  eller  

fremme  militære  ledere,  der  er  loyale  over  for  regeringen  i  stedet  for  dem  der  er  kompetente,  og  

udelukke  modstandere  fra  indre  kredsen.  (Bausch,  2018,  s.  4)  En  anden  metode  er  at  rotere  officerer  

hyppigt  mellem  positioner   i  militæret.  Dette  nægter  dem  at  etablere  en  stærk  base  af  støtte  og  

loyalitet  fra  tropperne  som  gør  det  umuligt  for  dem  at  plotte  mod  regimet.  Ulempen  er,  at  disse  

rotationer  nægter  dem  at  få  ekspertise,  erfaring  og  blive  faglige  dygtige  til  deres  arbejde,  hvilket  

påvirker   militærets   effektivitet   på   slagmarken   markant.   (Bausch,   2018,   s.   5)   Andre   strategier  

inkluderer  opdeling  af  militæret  i  flere  forskellige  rivaliserende  styrker  der  mistænker  hinanden  der  

gør  at  de  kontrollere  og  afbalancere  hinanden,  eller  skabe  parallelle  militære  styrker  der  normalt  er  

meget   bedre   udstyret   og   trænet   end   den   almindelige   styrke   og   forventes   af   lederen   at   kunne  

fungere  som  en  modvægt  mod  den  regulære  hær,  og  dermed  beskytte  lederen  og  regimet  mod  den  

regulære  hær.  (Sudduth,  2016,  s.  5  og  6)    

Alle  førnævnte  strategier  “represent  structural  obstacles  that  will  decrease  the  incentives  of  

military  officers  to  organize  a  coup.”  (Sudduth,  2016,  s.  5)    “Once  leaders  have  purged  enough  rivals  

from  the  regime  and  secured  key  positions  for  their  loyal  followers,  the  remaining  officers  who  are  

critical  of  the  leaders  find  themselves  too  weak  to  successfully  stage  a  coup.”  (Sudduth,  2016,  s.  6)    

20

Kup  sikring  er  derfor  et  paradoks.  Når  en  leder  vælger  at  kup  sikre  sit  regime  for  at  mindske  

sandsynligheden   for   et   militærkup,   så   vil   konsekvensen   være   den   at   militærets   effektivitet   og  

dermed  dets  evne  til  at  bekæmpe  oprører  eller  eksterne  fjender  mindskes  markant.  

Derfor  er  kupsikring  ”based  on  the  assumption  that  leaders  will  intentionally  and  knowingly  

undermine  the  good  of  their  state  in  order  to  increase  their  chances  of  retaining  their  leadership  

role.”  Det  er  et  rationalt  valg  hvor  “leaders  are  primarily  motivated  by  the  desire  to  retain  office”    

og  “often  choose  to  place  their  survival  in  office  above  the  military  capability  of  the  state.  (Bausch,  

2018,  s.  2)  Med  andre  ord,  den  autokratiske  leder,  bevidst,  vælger  sin  egen  politisk  overlevelse  på  

bekostning  af  statens  mulighed  for  overlevelse.    

Powells  sammenligning  mellem  Irak  under  den  Iran-­‐irakiske  krig  og  under  IS  fremrykning  i  

Irak  i  2014  giver  et  fremragende  eksempel  på  to  forskellige  tilfælde,  hvor  lederen  tog  beslutninger  i  

forhold   til   sine  egen  politisk  overlevelse   fremover   statens  overlevelse.   (Powell,   2019,   s.  34)  Den  

irakiske  hær  havde  lidt  meget  under  Saddam  Husseins  kup  sikrings  foranstaltninger  og  præsterede  

derfor  meget  dårligt  under  krigen  mod  Iran  i  80’s.  Det  var  først  efter    at  den  iranske  hær  nærmede  

sig  Bagdad  at  Hussein  valgte  at  trække  sine  kup  sikrings   foranstaltninger  tilbage  for  at  gøre  den  

irakiske  hær  mere  effektiv.  Derudover  valgte  han  at  mobilisere  sine  meget  bedre  udrustet  og  trænet  

paramilitære   enheder,   den   republikanske   garde   som   indtil   da   havde   kun   været   brugt   omkring  

hovedstaden  for  at  beskytte  Hussein  og  hans  regime  mod  interne  trusler,  til  fronten  for  at  forstærke  

hæren.  Denne  beslutning  tog  han  udelukkende  fordi  at  trusselsbilledet  havde  ændret  sig  nu  hvor  

Iran  var  kun   få  hundrede  km  væk   fra  Baghdad  og   repræsenterede  derfor  en  eksistentiel   trussel  

direkte  mod  Hussein  og  hans  regerings  politiske  overlevelse.    

Maliki  stod  over  for  et  lignende  dilemma  da  IS  var  på  vej  mod  Bagdad  i  sommeren  2014.  

Under   IS   fremrykning   mod   Baghdad   blev   Iraks   2.   Division   opløst.   I   stedet   for   at   indsætte   sine  

personlige  paramilitære  sikkerhedsstyrker  (bestående  af  elite-­‐specialstyrkeenheder)  i  fronten  for  at  

forstærke  2.  Division  besluttede  Maliki  sig  for  at  indsætte  dem  på  gaderne  i  Baghdad  grundet  rygter  

om  et  eventuelt   kup.   I  Malikis   tilfælde  var  den   interne   trussel  højere  end  den  eksterne   trussel,  

(bestående   af   IS)   og   beslutningen   om   at   fastholde   hans   paramilitære   styrker   i   Baghdad   tog  

udgangspunkt  i  det  regnestykke.    

Mens   Hussein   kæmpede  mod   en   stat,   stod  Maliki   kun   over   for   en   irregulær   styrke,   en  

svagere  fjende  der  “posed  little  threat  to  overrunning  Baghdad”  (Alwan  2014)  eller  hans  politiske  

21

overlevelse,  selvom  IS  havde  taget  byen  Samarra  der  ligger  kun  130  km  nord  for  Baghdads  centrum.  

Oprører  generalt  er  “unlikely  to  lead  the  head  of  state  to  take  the  potentially  risky  step  of  removing  

elements  of  their  coup-­‐  proofing  apparatus  to  combat  that   (lesser)   threat.”   (Powell,  2019,  s.  34)  

Mens  resten  af  landet  faldt  i  kaos,  oplevede  Bagdad  en  hidtil  uset  stigning  i  sikkerhed  og  var  i  stand  

til  at  afslutte  det  tiårige  udgangsforbud  i  2015.  (BBC  2015)      

 

4.2.3  Korruption  i  Værtsnationen    

Korruption  er  et  syndrom  af  de  underliggende  strukturelle  problemer  der  præger  en  svag  

stat.    Generelt  ses  korruption  fra  to  forskellige  synspunkter  med  hensyn  til  dens  rolle  og  indflydelse  

i  svage  stater.   (Zaum,  2013,  s.  1)    For  det   første  betragtes  korruption  som  en  spoiler   for   fred  og  

stabilitet  da  den  påvirker  statens  formelle  institutioner,  økonomisk  vækst  og  er  årsag  til  konflikt;  

Korruption  er  et  alvorligt  problem,  der  skal  håndteres  for  at  opnå  fred  og  stabilitet  på  lang  sigt  i  

svage  stater.  (World  Development  Report,  2011,  s.  6)  For  det  andet  betragtes  korruption  som  det  

nødvendige   onde.   Svage   stater   lider   af   svage   økonomier,   er   politisk   ustabile,  men  mest   vigtigt  

mangler   de   stærke   formelle   institutioner   “to   perform   the   functions   associated   with   their  

counterparts   in   the   industrialized  world.”   (Arriola,   2009,   s.   1344)  For   at   kompensere   for   denne  

manglen  ses  en  eller  anden  form  for  korruption  som  en  alternativ  måde  at  opnå  stabilitet  på.  Den  

mest  anvendelige  form  for  korruption  er  patronage.    

Patronage  består  af  et  netværk  af  klienter,  hvor  en  patron,    som  regel  magtfulde  personer,  

har  opbygget  for  sig  selv  et  netværk  af  loyale  mennesker  der  kaldes  for  klienter.  Disse  klienter,  som  

tak  for  deres  loyalitet,  belønnes  på  diverse  måder,  f.eks.  forfremmelser,  adgang  til  ressourcer  og  

andre  muligheder  der  normalt  ikke  ville  være  tilgængelige.  “Leaders  hold  onto  their  positions—and  

provide  political  stability  in  the  process—by  maintaining  elite  clientelist  linkages  that  connect  them  

to  a  cross-­‐section  of  ethno-­‐regional  groups,  as  well  as  localities  where  the  state  cannot  make  itself  

felt.”  (Arriola,  2009,  s.  1344)    Således  kan  patronage  i  nogle  tilfælde  ses  som  et  verktøj  for  at  opnå  

stabilitet,   hvor   det   er   “seen   as   part   of   the   ‘glue’   that   holds   together   societies   with  weak   state  

institutions,  contributing  to  the  durability  of  often  authoritarian  regimes”.  (Zaum,  2013,  s.  1)  Afrika  

er   et   fremragende   eksempel,   hvor   patronage   har   været   “strategically   deployed   by   leaders   to  

consolidate  their  regimes”  og  er  “the  principal  mechanism  regulating  political  and  economic  life  in  

African  countries”.   (Arriola,  2009,  s.  1343-­‐1344)  Patronage  kan  dog  kun  opretholde  stabilitet,  så  

22

længe  der  er  rigeligt  af  ressourcer  i  staten,  da  patronage  relationer  er  afhængige  af  patronens  evne  

til  at  belønne  sine  klienter  for  deres  støtte.  

Implikationerne,   som   patronage   kan   have   på   en   stats   evne   til   at   reformere,   kan   være  

katastrofale.   I   sådanne   tilfælde   hvor   patronage   er   dominerende   i   en   svag   stat,   og   dets   regime    

forsøger   at   adresserer   korruption,   kan   reformering   føre   til   voldelig   modstand   eftersom   der   er  

mange  der  er  afhængige  af  disse  relationer  for  personlig  rigdom  og  magt.  (Zaum,  2013,  s.  1)  Det  vil  

sige,  at  regeringen  (patronen)  kan  blive  tvunget  af  klienterne  til  at  modstå  mod  reformer.    

Patronage  kan  også  forklare  regimets  egen  personlig  modstand  mod  at  reformere,  især  når  

regimets  strategi  er  påvirket  af  kup  sikring.  For  at  understøtte  regimets  kup  sikring  kan  lederen  blive  

fristet  til  at  etablere  relationer  i  forhold  til  etnisk  identitet  og  derved  udnytte  allerede  etablerede  

grupper  i  landet  for  at  få  loyalitet  og  gøre  det  sværere  for  hans  modstander  at  konspirere  imod  ham,  

eftersom  de  udelukkes  fra  statusapparatet.  Som  et  eksempel  forklarer  instrumentalister  stigningen  

af  sekterisme  i  Mellemøsten  langs  disse  linjer,  hvor  autoritære  regimer,  især  det  alawitiske  regime  

i   Syrien   og   Baath   (sunni)   regimet   i   Irak   brugte   sektarisk   retorik   til   at   etablere   en   stærk   base   af  

tilhængere  fra  dem  der  tilhører  deres  egne  sekteriske  grupper.  (Malmvig,  2016,  s.  10)        

Mens  det  øger  lederens  og  hans  regerings  chance  for  politisk  overlevelse  så,  utilsigtet  eller  

ej,   kan   det   føre   til   følelsen   af   politisk   udstødelse.   I   den   forbindelse   hævder   Roessler   at   “ethnic  

exclusion  significantly  reduces  the  likelihood  that  members  of  a  group  will  successfully  execute  a  

coup”,  men  det  kommer  med  en  stor  omkostning,  da  etnisk  udstødelse  kan  stige  “the  risk  of  societal  

rebellion  and  civil  war”  (Roessler,  2011,  s.  302)    Det  vil  sige  selvom  etnisk  udstødelse  reducerer  kup  

på   kort   sigt,   øges   risikoen   for   borgerkrig   på   lang   sigt.   Således   vælger   regeringen   sin   egen  

umiddelbare  interesse  og  overlevelse  over  statens  langsigtede  interesse  og  dens  overlevelse.  

De  stater  der  er  afhængige  af  patronage  relationer  “remain  vulnerable  to  the  same  stresses  

that  precipitated  fighting  in  the  first  place.”  (World  Development  Report,  2011,  s.  88)  Det  vil  sige,  

hvis  politisk  udstødelse  som  nævnt  ovenfor  er  årsagen  til  borgerkrig,  er  reformer  den  eneste  vej  ud  

og  dermed  altafgørende  for  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  for  at  skabe  enhed  i  nationen;  

“without   broader   and   deeper   institutional   transformation,   the   cycle   will   repeat.”   (World  

Development  Report,  2011,  s.  88)    

 

 

23

4.2.4  Konklusion  

Forrige  to  underkapitler  kan  eventuel  forklare  Herbst  observation  i  forhold  til  svage  staters  regimers  

bemærkelsesværdige  evne  til  at  opretholde  status  quo  under  borgerkrige  der  gør  dem  i  stand  til  at  

overleve  trods  enorme  udefrakommende  udfordringer  og  pres,  der  gør  at  selvom  staten  oplever  

kaos  er  hovedstaden  forholdsvis  stabil.  (Herbst,  2004,  s.  363)  

Derudover  har  underkapitlerne  to  ting  til  fælles.  Begge  strategier  har  det  formål  at  opnå  og  

opretholde  status  quo   for  at  sikre   lederens  og  regimets  politiske  overlevelse,  og  modstand  mod  

reformer  der  potentielt  set  truer  samtlige  status  quo:    

 

Kup  sikring  

-­‐   Status  quo:  et  svagt  militær  mindsker  chancen  for  et  militær  kup.  Dette  opretholder  stabilitet.  

(Malis  militærkup   i  2012  er  et  godt  eksempel  på  hvordan  et  militærkup  kan   føre   til   kaos   se  

kapitel  X)    

-­‐   Reformer:  vil  føre  til  et  stærkere  militær  der  truer  lederen  og  regimet  overlevelse  

 

Patronage    

-­‐   Status  quo:  igennem  et  netværk  af  klienter  skabes  der  politisk  stabilitet  igennem  loyalitet  

-­‐   Reformer:  kan  føre  til  voldelig  modstand  fra  eliter  indefra  i  status  apparaturet  eftersom  de  er  

afhængige  af  disse  uformelle  politiske  handlinger  

 

Regimets  interesser  er  politisk  overlevelse,  og  grundet  statens  svaghed  og  dets  svage  institutioner,  

kan  de  kun   sikre   sin  politisk  overlevelse  ved  at  anvende  uformelle  politikker   som  kup   sikring  og  

patronage   for   at   opnå   status   quo   og   dermed   skrøbelig  men   relativ   fred.   Så   længe   regimet   kan  

håndtere  sporadiske  utilfredsheder  i  staten,  så  er  de  tilfredse.    

 

Interesser:  politisk  overlevelse  

Strategi:  status  quo  (en  kort  sigtet  strategi)  

 

24

Næste  kapitel  vil  analysere  Mali  med  baggrund  i  ovennævnte  resultater  om  ledere  i  svage  stater,  og  

se   hvorledes   det   passer   til   det   maliske   regime,   forud   for   2013   hvor   det   ny   regime   indgik   i   et  

kontraktforhold  med  blandt  andet  EU.  

 

4.3.  Mali  som  Værtsnation  

4.3.1  Indledning  

I   1991   oplevede   Mali   en   magtovertagelse   hvor   militæret   iværksatte   et   militær   kup   imod   det  

autoritære   diktatur.   Det   unikke   ved   denne   begivenhed   var   at   det   der   fulgte   var   en   fredelig  

demokratisk  overgang,  hvor  militæret  villigt  opgav  kontrol  med  hensyn  til  landets  interesser.  Det  er  

det  eneste  land  i  Afrika,  der  har  formået  at  overgå  til  demokrati  efter  et  militær  kup,  og  opnåede  

dermed  stor  opbakning  fra  det  internationale  samfund  og  goodwill  fra  vestlige  stater.  Som  følge  af  

dette  blev  Mali  ofte  betragtet   som  et  af  de  mindst   sandsynlige  afrikanske   lande   til   at  opleve  et  

yderligere  kup,  og  blev  hyldet  som  et   fyrtårn  for  stabilitet  og  demokrati   i  Afrika.   (Nossiter  2012)  

Derudover  blev  det  antaget,  at  det  maliske  regime  var  i  færd  med  at  bevæge  sig  væk  fra  politisk  

korruption,  som  var  den  dominerende  praksis  i  Afrika.  Derfor  var  begivenhederne  i  2012;  Tuareg-­‐

oprøret  samt  dets  radikalisering,  kombineret  med  et  militærkup  og  det  efterfølgende  sammenbrud  

af  staten,  et  stort  chok  for  mange.  

 

4.3.2.  Korruption  i  Mali  

Begivenhederne  i  2012  afslørede    “a  facade  for  institutional  weakness  and  mismanagement”  (Bøås  

&  Torheim,  2013b,  s.  1279)  hvilket,  i  sidste  ende  førte  til  implosionen  af  den  maliske  stat.    Bøås  og  

Torheim  har  hævdet,  at  årsagerne  bag  oprøret  i  2012  var  det  faktum  at  politiske  eliter  i  den  maliske  

stat  havde  været   i  stand  til  at  bruge  Malis  demokratiske  overgang  efter  militærkuppet   i  1991  til  

deres   egen   fordel,   blandt   andet   statens   økonomiske   liberalisering   og   decentralisering.   (Bøås   &  

Torheim,  2013,  s.  1280)  Som  beskrevet  af  en  Fulani-­‐leder;  ”democracy  and  decentralisation  killed  

the  Malian  state”.  (Ba  &  Bøås,  2017,  s.  4)  Ved  at  give  lokale  myndigheder  mere  autonomi  gennem  

decentralisering   uden   stærke   institutioner,   der   er   nødvendige   for   at   overvåge   ulovlig   aktivitet   i  

staten,  blev  der  skabt  de  perfekte  forudsætninger  for  politik  igennem  patronage  relationer,  ikke  kun  

på   regionalt   niveau,   men   også   på   det   lokale   plan;   “In   principle,   decentralized   accountable  

25

government  is  a  good  idea,  but  only  if  the  conditions  are  ripe  for  it”.  (Ba  &  Bøås,  2017,  s.  4)  Mali  i  

90'erne  og  00'erne  havde  ikke  de  rette  betingelser  for  at  støtte  decentralisering.  

Det  var  netop  denne  praksis  af  patronage  og  udnyttelse  af  statsressourcer  for  at  opretholde  

dette  netværk,  der  gav  en  falsk  følelse  af  stabilitet  i  Mali.  (Shipley,  2017,  s.  1)    Patronage  blev  selve  

fundamentet  for  stabilitet  inden  for  den  maliske  politiske  sfære  hvor  “problems  (were)  usually  dealt  

with  by  buying  off  competitors  with  aid  or  government  job.”    (Murray  2016)  Som  et  eksempel  var  

Malis  tidligere  præsident  Touré  i  stand  til  at  bruge  statslige  ressourcer  til  at  købe  loyalitet  af  politiske  

modstandere  og  dermed  styrke  samt  udvide  sit  omfattende  patronage  netværk,  for  at  sikre  hans  og  

hans  regimes  fastholdelse  af  magten,  og  som  en  konsekvens  heraf  udelukke  dem  de  anså  som  en  

trussel.  I  2009  blev  det  anslået,  at  $226  millioner  manglede  i  statsbudgettet.  (Shipley,  2017,  s.  3)    

Patronage,   favoritisme,   politisk   udstødelse   og   økonomisk   marginalisering   tjente   som  

Bamakos  måde  at  hævde  sin  politisk  autoritet  i  ud  til  Nord  Mali,  samtidigt  med  at  det  opfyldte  deres  

egen  personlige  interesser  for  politisk  overlevelse.  Eksempler  på  Bamakos  strategier  mod  Nord  Mali  

inkluderede   at   splitte   de   nordlige   samfund   med   henblik   på   at   holde   Nord   Mali   for   svage   og  

ukoordinerede   til   at   gøre   oprør   mod   det   sydlige,   (Chauzal   &   Damme,   2015,   s.   17)   økonomisk  

marginalisering   af   det   nordlige   med   samme   formål,   samt   at   udelukke   Nord   maliere   fra  

indflydelsesrige  og  magtfulde  politiske  og  militære  positioner.  Samlet  var  det  med  til  at  skabe  en  

stat  domineret  af  syd  maliere.  Dette  har  siden  udviklet  sig  til  en  søndre  nationalisme,  hvor  Bamako  

er  “fighting  for  its  own  interests  and  using  the  southern  nationalistic  ground  for  consolidating  its  

control   over   the  Malian   state.”   (Chauzal  &  Damme,   2015,   s.   20)  Mens   nogle   nord  maliere   blev  

integreret  i  statsapparatet,  blev  det  kun  gjort,  hvis  det  tjente  regimets  interesse  i  at  bruge  nordlige  

eliter  for  at  håndtere  de  problemer  der  opstod  fra  Nord  Mali,  og  yderligere  konsolidere  Bamakos  

greb  om  de  perifere  områder.  (Chauzal  &  Damme,  2015,  s.  21)  

Mens  anvendelsen  af  patronage  var  i  stand  til  at  skabe  stabilitet  på  kort  sigt  for  det  maliske  

regime,   havde   dens   forgrening,   politisk   udstødelse,   skabt   enorme   frustrationer   i   forhold   til   det  

maliske  regime,  og  på  grund  af  dette  oplevede  Mali  adskillige  voldelige  oprør  forud  for  2012.  De  

blev   dog   normalt   håndteret   af   det   maliske   regime   gennem   ”clientalism   rather   than   genuine  

inclusion  or  resource  reallocation,  providing  temporary  respite  but  little  genuine  reform”.  (Reitano  

&  Shaw,  2015,  s.  v)  Med  andre  ord,  det  maliske  regime  valgte  kortvarige  løsninger  for  at  opretholde  

status   quo,   der   varede   kun   indtil   det   næste   oprør,   og   derefter   ville   cyklussen   gentage   sig   igen.  

26

Resultatet   var   skrøbelig   stabilitet   og   relativ   fred   i   Mali,   hvor   regimets   politiske   overlevelse   var  

forbundet  med  statens  overlevelse.    

I  2011  blev  regimets  evne  til  at  opretholde  status  quo  udfordret.  På  grund  af  Libyas  og  dens  

tidligere  præsident  Gaddafis  fald  blev  magtbalancen  vippet  til  fordel  for  oprørerne  i  Nord  Mali,  da  

Mali   oplevede   en   hidtil   uset   tilstrømning   af   tunge   våben   og   veluddannede   og   erfarne  militser.  

(Powell,  2012,  s.  48)    Det  blev  således  umuligt  for  regimet  at  vælge  førnævnte  kortsigtede  løsninger  

for  at  genvinde  og  opretholde  status  quo,  fordi  denne  gang  havde  oprørerne  overhånden.  Det  viste  

sig,  at  selv  om  Malis  regime  praksis  med  patronage  og  politisk  udstødelse  genererede  stabilitet,  så  

var  staten  yderst  sårbar  over  for  eksterne  stressfaktorer,  såsom  tungt  bevæbnede  oprørere;  det  var  

en  katastrofe  der  ventede  på  at  ske.  For  at  gøre  sagen  værre  så  var  “patronage  seen  as  keeping  the  

average   citizens   in   abject   poverty   for   the   benefit   of   the   small   cadre   of   politically   connected  

individuals.”  (Murray  2016)  Derfor  lykkedes  det  de  radikale  islamister  at  beskrive  oprøret  som  en  

kamp   mod   “corrupt   neopatrimonial   regimes”   som   gav   dem   betydelig   legitimitet.   (Raineri   &  

Strazzari,  2017,  s.  2)  

Det   var   det   maliske   regimes   praksis   med   patronage   og   politisk   udstødelse,   der   til   sidst  

resulterede  i  implosionen  af  staten  i  2012;  “by  establishing  an  independent  centralised  state,  based  

on   the   political   and   economic   subordination   of   the   north,   the   post-­‐colonial   elites   laid   the  

foundations  for  northern  rebellions  and  future  state  failure.”  (Chauzal  &  Damme,  2015,  s.  17)    

 

4.3.3  Malis  Sikkerhedsstyrker  

Den  21.  marts  2012  blev  det  maliske  regime  fjernet  af  ekstremt  utilfredse  og  frustrerede  maliske  

soldater  ledet  af  officerer  af  middelklassen.  Kuppet  var  først  og  fremmest  motiveret  af  det  der  blev  

betragtet   som   regimets   uagtsomhed   og   dårlig   ledelse   af   krisen.   Kuppet   blev   fordømt   af   det  

internationale   samfund,   og  Mali   blev   truet   med   øjeblikkelig   ophævelse   af   udenlandsk   bistand.  

(Nossiter,  2012)  Tuareg-­‐oprørerne   såvel   som  de   radikale   islamister  udnyttede   sig  Malis   kaotiske  

tilstande  til  deres  fordel  hvor  de  iværksat  et  offensivt  angreb  der  førte  til  deres  overtagelse  af  mindst  

to  tredjedele  af  landet.  (MacLachlan,  2015,  s.  18)  

Det  er  sandt,  at  det  militærkup  var  den  primære  årsag  til  Malis  spektakulære  fald,  men  på  

den   anden   side   afslørede   det   også  Malis   civil-­‐militære   relationer   der   var   fyldt  med   problemer.  

Ligesom  Tuareg-­‐opstanden  i  2012  var  en  uundgåelig  konsekvens  af  det  maliske  regimes  korruption  

27

og  dens  håndtering  af  komplekse  interne  problemer  med  kort  sigtede  løsninger,  kan  det  samme  

siges  om  hærens  kup,  der  havde  været  et  offer  for  langvarig  uagtsomhed  og  korruption,  samt  mange  

årig  kupsikrings  foranstaltninger  af  den  maliske  regime.  

For   det   første   var   patronage   også   udbredt   og   dominerende   inden   for   militæret   som  

påvirkede  det  negativt  på  adskillige  områder.  Rekrutteringer  var  ofte  baseret  på  loyalitet  i  stedet  

for   kompetencer.   Dette   bidrog   til   militærets   generelle   svaghed   og   underminerede   dens  

kompetence,  såsom  dets  operationelle  beredskab.  Som  et  eksempel  blev  104  officerer  forfremmet  

til   rangen   general   under   Toures   regeringsperiode   for   at   belønne   dem   for   deres   loyalitet.  

(MacLachlan,  2015,  s.  23-­‐24)  

For  det  andet,  den  7350  stærke  hær  var  modbalanceret  (counterbalanced)  af  en  paramilitær  

styrke  på  7800  der  først  og  fremmest  fungerede  som  præsidentens  praetorian  vagt.  (Powell,  2012,  

s.  48)  I  overensstemmelse  med  hvad  der  blev  beskrevet    i  kapitel  4.2.1.2,  var  de  regulære  væbnede  

styrker  (de  grønne  baretter)  mindre  trænet,  fik  færre  ressourcer  og  ringere  (og  forældet)  udstyr  end  

de  paramilitære  enheder  (røde  baretter).  (Henningsen,  2017,  s.  7)  Denne  tendens  havde  varet  i  flere  

år  forud  for  opstanden  i  2012,  som  endte  med  at  dele  Malis  sikkerhedsstyrker  op  i  to  konkurrerende  

enheder.  Når  magtbalancen  ændrede  sig  til  oprørernes  fordel;  “the   lack  of  competence  allowed  

lightly  armored,  but  mobile  insurgency  units  to  overcome  the  regular  army  units  […]  [as]  the  armed  

forces  found  it  difficult  to  withstand  the  insurgent  offensives,  most  likely  because  the  regimes  had  

organized   the   armed   forces   in   a   way   that   was   detrimental   to   effective   mobile   warfare.“    

(Henningsen,  2017,  s.  8)  

Den  maliske  hær  klagede  til  den  maliske  regering  over  manglen  på  ressourcer  og  krævede  

en  opgradering  for  at  kunne  kæmpe  effektivt  mod  oprørerne  og  vinde.  Da  de  blev  afvist,  udførte  de  

et  kup.  Kuppet  blev  ledet  af  kaptajn  Sonogo,  der  hævdede  at  "we  are  not  here  to  confiscate  any  

power   but   we   are   here   to   have   an   army   and   security   forces   available   to   assume   the   national  

security,"  som  kunne  ikke  udføre  deres  opgave  på  det  tidspunkt  grundet  "a  lack  of  equipment,  a  

lack   of   training   and   our   comrades   are   dying   all   the   time".   (BBC   2012)   Moralen   for   den  

gennemsnitlige  maliske  soldat,  for  det  meste  sydlige  maliere,  var  dermed  ikke  høj.    De  kæmpede  

omkring  1.400  km  væk  fra  deres  hjem  og  familier,  med  dårligt  og  manglende  udstyr  og  patruljerede  

en  åben  ørken,  som  var  “akin  to  a  Muscovite  being  sent  to  Siberia  in  the  19th  century.’“  (Chauzal  &  

Damme,  2015,  s.  12)  Kort  sagt,  de  var  trætte  og  bange  for  det  nordlige  område,  og  regeringens  

28

manglende   interesse  eller  bekymring  for  deres  tilstand  var  det  der  gjorde  at  de  samlede  sig  bag  

kaptajn  Sonogo  og  støttede  hans  kup.  

Det,  der  i  sidste  ende  førte  til  officerens  beslutning  om  at  fjerne  regimet,  var  baseret  på  en  

frygt  for  at  Toure  var  ”willing  to  fight  a  war  against  the  rebels  in  return  for  staying  in  power.”  (RFI  

2012)   Selvom  han   har   afvist   disse   beskyldninger,   var   officerens   frygt   i   tråd  med  den   førnævnte  

tendens  med  at  opretholde  status  quo  med  kortvarige  løsninger.   I  den  forbindelse  havde  hæren  

flere  gange  forud  for  2012  blevet  brugt  til  at  bekæmpe  oprører  for  at  opretholde  status  quo,  men  

som  nævnt  i  kapitel  4.2.2.2  ændrede  magtbalancen  sig  til  oprørernes  fordel,  hvilket  betød,  at  hæren  

pludselig   stod  over   for  en  meget  mere  magtfuld  modstander   som  hæren  kunne  overhoved   ikke  

håndtere  grundet  de  mange  årige  kupsikrings  foranstaltninger.    

Kuppet  var  således  en  logisk  beslutning;  selvom  om  det  var  yderst  risikabelt  at  iværksætte  

et  militær  kup  så,  set  fra  officerernes  perspektiv,  havde  de  (og  de  grønne  beretter)  en  bedre  chance  

for  at   overleve  et  mislykket  kup  end  oprøret   i  Nord  Mali  uden  yderligere   støtte   fra  det  maliske  

regime.  “Mali  provides  a  clear  case   in  which  soldiers  believed  that  their  president  was  willing  to  

tolerate  an  insurgency  in  the  long-­‐run  if  it  meant  preserving  their  power  in  the  short-­‐term,  a  trend  

that  accurately  reflects  the  theoretical  offering  that  leaders  will  prefer  to  take  their  chances  with  a  

civil  war  in  exchange  for  lowering  their  primary  means  of  removal:  the  coup.”  (Powell,  2012,  s.  48)  

Kapitlet  viser  tydeligt,  hvordan  det  maliske  regime  forsøgte  at  opretholde  status  quo  under  

hærens   kamp  mod   oprørerne.   Det   viser,   hvordan   regimet   valgte   sin   egen   overlevelse   frem   for  

statens  overlevelse  ved  at  nægte  hæren  at  øge  sin  kapacitet.  Det  er  parallelt  med,  hvordan  Maliki  

håndterede  IS-­‐krisen  i  2014,  hvor  regimet  besluttede,  at  den  interne  trussel  var  højere  end  truslen  

der  stammede  fra  IS.  Malis  regimes  fejl  var,  i  modsætning  til  Maliki,  at  indsætte  de  paramilitære  

styrker  væk  fra  Bamako  og  ud  til  fronten  for  at  hjælpe  den  regulære  hær  mod  oprørene,  og  efterlod  

kun  en  håndfuld  til  at  bevogte  præsidentpaladset.  (Henningsen,  2017,  s.  10)  

 

4.3.4  Konklusion    

Ovennævnte  underkapitler  indikere  at  Malis  regimes  interesser  vedrørende  politisk  overlevelse,  og  

opretholdelsen  af  status  quo  som  en  strategi  for  at  sikre  denne  overlevelse,  stemmer  overens  med  

de  resultater  der  var  opnået  fra  kapitel  4.2.2.,  det  vil  sige  at  Malis  interesser  og  strategi  er  som  følge:  

 

29

Mali:  

•   Interesser:  politisk  overlevelse  

•   Strategi:  status  quo/kort  sigtede  løsninger    

 

Når   sammenlignet  med  EU’s   interesser  og   strategi   fra  kapitel  4.1.3,  er  det   indlysende  at  de  er   i  

uoverensstemmelse  med  hinanden.  

 

EU:  

•   Interesser:  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  for  Mali  

•   Strategi:  Inspirere  eller  påvirke  den  maliske  regime  at  reformere  med  bistand,  igennem  en  

indirekte  tilgang  (lang  sigtede  løsninger)  

 

Med  udgangspunkt  i  artiklens  hypotese,  burde  det  derfor  være  muligt  at  forudse    at  hvis  EU  forsøger  

at  få  det  maliske  regime  til  at  følge  sin  strategi  uden  at  tage  hånd  om  denne  interesse  forskel,  og  

forskellige  perspektiver  om  reformer,  vil  deres  fremtidige  samarbejde  være  fyldt  med  friktioner  og  

problemer.  Næste  kapitel  vil  analysere  netop  dette  og  enten  bekræfte  om  hypotesen  er  valid,  eller  

ej.  

 

5.  EU’S  OG  DET  MALISKE  REGIMES  SAMARBEJDE      

5.1.  Opretholdelsen  af  Status  Quo    

Presset  fra  internationale  aktører  som  EU,  Frankrig  og  FN  om  at  oprette  hurtigst  muligt  en  legitim  

demokratisk  regering,  efter  sammenbruddet  af  den  maliske  stat  i  2012,  som  en  forudsætning  for  at  

hindre  de  radikale  islamisters  fremgang  og  forudgående  succes,  var  med  til  at  skjule  at  “there  [was]  

something  deeply  rotten  in  the  state  of  governance”  i  Mali.  (Reitano  &  Shaw,  2015,  s.  29)  Det  vil  

sige,    i  stedet  for  at  behandle  symptomerne  for  en  skrøbelig  stat  og  de  grundlæggende  årsager  til  

sammenbruddet   i   2012   forsøgte   EU  og   de   andre   eksterne   aktører   at   finde   en   hurtig   løsning   på  

problemerne   ved   at   genoprette   en   legitim   regime   i   Mali,   og   derefter   sammen   med   regimet  

lokalisere  fredsspoilerne,  og  afhængigt  af  om  de  havde  links  til  Al  Qaeda  eller  ej,  enten  forhandle  

med  dem  eller  fjerne  dem  fra  slagmarken,  dette  med  henblik  på  at  skabe  forudsætninger  for  Mali  

at  stabilisere  sig  og  opnå  fred.    

30

Utilsigtet  eller  ej,  førte  det  til  betingelserne  for  at  Mali  kunne  gå  tilbage  til  den  gamle  status  

quo  der  havde  været  til  stede  forud  for  statens  kollaps  i  2012,  som  gjorde  at  intet  ændrede  sig  i  

virkeligheden.   “The  Malian   state   is   per   January   2018,   as   it   was   before   2012,   characterised   by  

inefficient  and  often  badly  managed  state  institutions,  including  a  seriously  flawed  justice  system.”  

(Bøås  et  al.,  2018,  s.  14)        

Med  det  i  minde  ville  det  eventuelt  have  været  bedre  for  Malis  fremtid  hvis  de  internationale  

aktører  havde  håndterede    krisen  med  en  bottom-­‐up  tilgang  i  stedet  for  og  give  Mali  bedre  chancer  

for  at    opnå  langsigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet.  I  stedet  blev  der  anvendt  en  top-­‐down  tilgang  

der  har  “reinforced  existing  elites,  as  well  as  those  with  access  to  resources  (illicit  as  well  as  licit),  

rather  than  offering  the  opportunity  for  a  genuine  dialogue  process  that  might  have  resolved  some  

of  the  underlying  tensions,  or  for  promoting  the  more  structural  reforms  that  would  have  moved  

the  country  away  from  the  status  quo  of  clientalist  politics.”  (Reitano  &  Shaw,  2015,  s.  vii)  

Således  er  den  politiske  situation  efter  2012  i  Mali  mere  eller  mindre  en  fortsættelse  fra,  

hvordan  det  var  før  krisen  i  2012,  hvor  det  maliske  regime  var  dybt  involveret  i  at  sikre  sin  egen  

politiske   overlevelse   ved   at   opnå   skrøbelig   stabilitet   ved   opretholdelsen   af   status   quo   “whose  

political   and  military  elites   [now]   seek   to  preserve.”   (Tull,   2019,   s.  410)  Opnå   stabilitet   igennem  

status  quo  ville  dog  have  været  en  umulig  opgave  for  malis  regime  efter  statens  kollaps  i  2012,  hvis  

det   ikke   ville   have   været   for   oprørets   radikalisering   af   radikale   islamister.   Den   fangede  

opmærksomheden  fra  det  internationale  samfund  med  det  samme  hvor  krisen  passede  ind  i  den  

globale  krig  mod  terror,  som  automatisk  blev  krisens  vigtigste  aspekt  i  2013.  For  det  maliske  regime  

førte  der  til  to  vigtige  ting:  politisk  overlevelse  og  status  quo      

 

Politisk  overlevelse  

Malis  kollaps  førte  til  stigningen  i  radikale  islamiske  grupper  i  landet  såvel  som  stigning  af  kriminelle  

netværk,   der   beskæftiger   sig   med   alt   fra   menneskesmugling   og   narkotikahandel   til   Europa   og  

kidnapning  af  vestlige  individer.  Disse  sikkerhedsmæssige  udfordringer  vægter  højt  i  EU  i  øjeblikket,  

hvor  selve  Europa-­‐Parlamentet  har  udtrykt  at  “the  security,  stability  and  development  of  the  whole  

Sahel  region”  er  i  EU’s  “vital  interest”.  (European  Parliament  2012)  Dette  er  vigtigt  for  det  maliske  

regime,   for   ifølge   Henningsen;   “Western   concern   about   transnational   threats   equals   a   near  

automatic  assurance  of  regime  survival,  […]  [and]  the  regimes  can  keep  Western  assistance  as  the  

31

last  part  of  their  survival  strategy”.  (Henningsen,  2017,  s.  16)  Således  vil  EU  og  andre  internationale  

aktører  (i  det  mindste  i  det  maliske  regimes  øjne)  gøre,  hvad  de  kan  for  at  forhindre  fjenden  i  at  nå  

frem  til  Bamako,  en  påstand  som  Frankrig  har  allerede  bevidst  for  omverdenen.    

 

Status  Quo  

For  det  andet  har  det  måske  alt  for  store  fokus  på  sikkerhed  i  Mali  haft    den  utilsigtede  virkning  at  

ved  at  anvende  krig-­‐mod-­‐terror  fortællinger  om  krisen  har  det  ført  til  en  uagtsom  malisk  regering,  

bevæbnet  med  praktiske  undskyldninger  for  at  ikke  håndtere  ”the  root  causes  of  conflict  and  the  

drivers  of  violence.”   (Bøås  &  Rieker,  2019,  s.  13)  Dette  kan  regimet  tillade  sig   fordi  at  det  er  de  

eksterne  aktører,  herunder  EU,  som  støtter  regimet  med  opretholdelsen  af  status  quo  i  landet.    

 

EU   og   de   andre   internationale   aktører   har   dermed   sikret   Malis   regimes   overlevelse   og  

opretholdelsen  af  status  quo.  Det  er  dermed  i  regimets  interesse  at  aktørerne  i  Mali  fastholder  i  

staten.  Der  er  dermed   indikationer  om  moralsk   fare  og   regimets   fralæggelse  af  ansvar,   grundet  

deres  egen   interesser,  der  underminerer  EU’s   indsat.  Næste  kapitel  vil   teste  dette  og  se  om  det  

holder  ved  at  analysere  to  forskellige  initiativer  iværksat  af  EU  hvor  formålet  er  at  se  i  hvilken  grad  

der  er  tale  om  moralsk  fare,  og  hvis  det  er  tilfældet,  hvordan  EU  har  forsøgt  at  imødegå  dette  med  

det  formål  at  få  regimet  til  at  udføre  sine  opgaver.  

 

5.2.  EU’s  Initiativer  i  Mali  

A)  Hvad  er  initiativet?  European  Training  Mission  (EUTM)  

I  2013   lancerede  EU  en  militær  træningsmission   i  Mali.  Som  nævnt   i  kapitel  4.1.3  er  missionens  

formål  at  træne  og  rådgive  den  maliske  hær  med  henblik  på  at  gøre  den  i  stand  til  at  kunne  håndtere  

de  interne  sikkerhedstrusler  og  opnå  voldsmonopol  i  landet.  I  det  sidste  kvartal  af  2018  havde  ca.  

13000  medlemmer  af  den  maliske  hær  draget  fordel  af  EUTM  Mali.  (Tull,  2019,  s.  408)  Missionen  

har  et  årligt  budget  på  cirka  30  millioner  dollars  og  består  af  omkring  500  personale.  EU’s  mandat  

er   indirekte   der   betyder   at   personellet   kan   hverken   deltage   i   direkte   kampoperationer   eller  

observere  den  maliske  hærs  operationer  i  felten.  (Bøås  et  al.,  2018,  s.  11)  EUTM  i  Mali  opfylder  alle  

kriterierne  for  at  være  en  stat-­‐centreret  mission  med  en  indirekte  tilgang  til  opgaveløsningen.  Det  

vil  sige  EU's  formål  og  hensigt  er  at  udføre  opgaven  med  et  let  fodaftryk  og  fokusere  sin  energi  på  

32

at  styrke  de  maliske  stats  kapaciteter  samt  give  Mali  et  lokalt  ejerskab  over  krisen.  (Bøås  et  al.,  2018,  

s.  15)  

 

Hvad  er  de  forskellige  interesser?    

 

EU:  

•   Interesser:  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  for  Mali  

•   Strategi:  Inspirere  eller  påvirke  den  maliske  regime  at  reformere  med  bistand,  igennem  en  

indirekte  tilgang  (lang  sigtede  løsninger)  

 

Mali:  

•   Interesser:  politisk  overlevelse  

•   Strategi:  status  quo/kort  sigtede  løsninger    

 

Hvad  har  EU  gjort  til  at  imødegå  interesseforskelen?    

Det  største  problem  med  EUTM  i  Mali  er,  at  instruktørerne  er  forbudt  at  gå  ud  på  patruljer  med  den  

maliske  hær.  Derfor  har  de  ingen  mulighed  for  selv  at  observere  eller  overvåge  den  maliske  hær  for  

at  sikre  sig  at  de  faktisk  følger  doktrinen,  eller  om  træningen  rent  faktisk  virker.  I  stedet  må  de  stole  

på  den  maliskes  hærs  egen  statusrapporter.  (Bøås  et  al.,  2018,  s.  191)  

Det  vil  sige,  EUTM  er  på  mange  måder  brugt  som  en  tilskyndelse,  det  vil  sige,  EU  bidrager  

med  500   soldater   til  hjælpe  den  maliske  hær  og  på   den  måde  håbe  på  at   kunne   inspirere  Mali  

positivt  mod  reformer.  Desuden  ville  det  kræve  ekstra  arbejdskraft  og  et  højere  budget  for  at  kunne  

gennemføre  overvågning,  hvilket  ville  besejre  formålet  med  den  indirekte  tilgang  hvor  ideen  er  den  

skal  være  en  budgetvenlig  operation  med  et  lavt  fodaftryk.  Ulempen  dog  er,  som  tidligere  forskning  

har  vist,  at  der  er  et    sammenhæng  mellem  manglen  på  overvågning  og  stigning  i  magtmisbrug  fra  

militæret.  (Lebovich,  2018)  

 

Hvordan  er  det  gået?  

Manglen  på  overvågning  og  opfølgning  på  træningen  har  påvirket  den  maliske  hær  negativt  på  to  

måder.  For  det  første,  efter  6  år  er  der  meget  der  peger  i  retningen  af  at  EU’s  indsat  har  ikke  haft  

33

den  store  indflydelse  på  den  maliske  hær.  Den  maliske  hær  er  yderst  presset,  den  bliver  angrebet  

på  flere  fronter,  oplever  mange  skader  og  dræbte,  og  viser  tegn  på  at  miste  kontrollen  over  terræn  

ved   fjendernes  angreb,  da  kampen   ikke  kun   påvirker  det  nordlige  Mali,  men  også  dets   centrale  

områder,  med  angrebene  på  Fulani  og  Dogon  landsbyerne  som  tragiske  eksempler.  Derudover  er  

den  maliske  hær  blevet  angrebet  flere  gange  i  Central  Mali;  i  oktober  2019  mistede  25  soldater  livet  

i  to  samtidige  angreb  på  to  forskellige  militære  baser  i  byerne  Boulkessy  and  Mondoro,  (BBC,  2019)  

i  april  2019  blev  12  soldater  dræbt  ved  en  militær  base  i  Ogossagou-­‐Peul,  (Al  Jazeera,  2019)  og  i  

marts   2019   angreb  militser   en  malisk   hærbase   i  Mopti-­‐regionen   og   dræbte  mindst   16   soldater  

(Diallo,  2019)  Dette  er  blot   få  eksempler   fra  2019.  Et  af  de  værste  angreb  skete   i  2017  efter  en  

selvmordseksplosion  dræbte  næsten  80  mennesker  på  hærbasen   i  Gao,  North  Mali.   (Al   Jazeera,  

2017)  Det  bemærkelsesværdige  ved  disse  angreb  er,  at  alle   fem  angreb  skete  på  en  militærbase  

eller  en  mindre  militær  post,  der  enten  beskriver  en  meget  effektiv  og  koordineret  fjende  eller  en  

meget  uorganiseret,  dårligt  trænet  militær  enhed,  eftersom  at  hæren  kan  opleve  så  store  tab  på  

deres   egen   hjemmebane,   der   skulle   meget   gerne   have   høje   sikkerheds   foranstaltninger.   En   af  

grundene  til,  at  EUTM  har  kæmpet  med  at  træne  de  maliske  soldater  til  et  acceptabelt  niveau,  er  

på   grund   af   soldaternes   korte   træningsrotationer,   kun   omkring   10   uger   per   enhed,   hvilket   har  

kompromitteret   kvaliteten   af   deres   træning   og   benægtet   dem   muligheden   for   at   træne   på  

kompagni  niveau  og  over.  (Skeppström,  Wiklund,  &  Jonsson,  2015,  s.  358)  (Müller,  2018)  Derudover  

har  de  ikke  fået  den  opgradering  de  havde  håbet  på  at  få  i  anledningen  af  deres  kup  i  2012  i  forhold  

til  udstyr.  (Müller  2018)  

For  det  andet,  grundet  manglende  overvågning  med  enhederne  ude  på  slagmarken  har  der  

også  været  en  stigende  tendens  til  magtmisbrug,  noget  som  EUTM  har  haft  svært  ved  at  vende.  

(Lebovich,  2018)  Denne  manglende  overvågning,  sammen  med  Malis  svage  rets  system,  har  haft  en  

negativ  indflydelse  på  den  maliske  hær  som  har  "since  late  2016,  Malian  forces  have  committed  

extrajudicial  killings,  enforced  disappearances,  torture,  and  arbitrary  arrests  against  men  accused  

of   supporting   Islamist   armed   groups.”   (Human   Rights   Watch   2017)   Derudover,   blev   maliske  

soldater,  i  juni  2018,  anklaget  for  udenretslige  drab  på  mere  end  30  civile  i  hele  landet.  (Lebovich  

2018)   Dette   har   haft   den   følgevirkning   at   eftersom   den   maliske   hær   rekrutterer   næsten  

udelukkende  Syd  Maliere,  grundet  ,blandt  andet,  “fear  of  infiltrators,”  kan  den  brutale  reaktion  fra  

militæret  let  fortolkes  af  “populations  in  the  north  that  the  MAF  is  captured  by  the  political  and  

34

personal   interest   of   groups   in   the   south,”  (Skeppström,  Wiklund,  &   Jonsson,   2015,   s.   360)   som  

tilfældigvis  også  bruges  som  et  rekrutteringsredskab  af  radikale  islamiske  militser.  (The  Economist  

2018)  En  af  årsagene  bag  Denne  udelukkelse  føder  de  voksende  etniske  skillelinjer  i  Mali,  og  “since  

one  of  the  primary  sources  of  conflict  in  Mali  has  been  the  marginalization  of  the  north,  where  a  

majority  of  the  Tuareg  and  other  minorities  reside,  such  exclusion  may  undermine  the  legitimacy  of  

the   MAF   in   the   eye   of   the   Tuareg   and   other   minority   populations.”   (Skeppström,   Wiklund,   &  

Jonsson,  2015,  s.  360)        

Det  er  især  vigtigt  for  den  maliske  hær  at  genvinde  legitimitet  som  en  institution  efter  disse  

overgreb,  og  derfor  burde  ”civilian  control  of  the  armed  forces  (...)  be  a  high  priority  for  the  EUTM  

missions.”  (Skeppström,  Wiklund,  &  Jonsson,  2015,  s.  359)  Ovennævnte  case  har  vist  at  kup  sikring  

kan   øge   fornemmelsen   af   etnisk   udstødelse,   og   som   nævnt,   den   eneste   vej   mod   lang   sigtet  

bæredygtig  fred  når  konflikten  stammer  fra  udstødelse,  er  national  enhed.    Derfor  burde  EU  udnytte  

sin  status  som  principalen  og  forsøge  at  påvirke  det  maliske  regime  til  at  gøre  den  maliske  hær  mere  

inklusiv  med  henblik  på  lang  sigtet  bæredygtig  fred.  Dette  kan  EU  gøre  ved  at  opsætte  betingelser  

for  den  fortsatte  EUTM  indsat.  

 

B)  Hvad  er  initiativet?  Økonomisk  bistand  

Som  tidligere  nævnt   i  kapitel  4.1.3  er  “the  EU,  together  with   its  Member  States,   (...)   the  biggest  

provider  of  development  assistance  (...)  with  €8  billion  over  2014-­‐2020”  i  hele  Sahel-­‐regionen.  (EEAS  

Press  Team  2018)  EU  har  støttet  Mali  med  adskillige  bistandsprogrammer  siden  2013.  I  maj  2013  

lovede  EU  under  en  EU-­‐ledet  donorkonference  at  støtte  den  maliske  stat  med  520  millioner  euro  

for  2013  og  2014  så  den  kunne  reformér  sig  selv  og  var,  sammen  med  andre  eksterne  aktører,  med  

til  at  samle  i  omkring  3,25  mia.  EUR.  (Barroso  2012)  Som  nævnt  i  kapitel  4.1.3,  i  juni  2018,  besluttede  

EU  at  mobilisere  en  ekstra  støttepakke  på  50  millioner  dollars  til  Mali  med  samme  formål  og  under  

donor-­‐konferencen   så  den  maliske  stat  ville   kunne  “improve   security,   governance  and  access  to  

basic   services   in   the  country.”  Dette   skulle  bekræfte  EU's   fortsatte   forpligtelse  over   for  Mali  og    

“support  the  progress  that  the  Malian  authorities  have  undertaken  to  deliver  to  the  people  of  Mali,  

in  implementing  structural  reforms.”  (European  Commission,  2018)  Derudover  er  det  muligt,  på  side  

14,  at  gennemgå  de  forskellige  projekter  og  økonomisk  støtte,  EU  har  igangsat  for  at  hjælpe  Mali  

igennem  deres  krise.  

35

  Økonomisk  bistand  er  en  stor  del  af  EU's  bestræbelser  for  at  hjælpe  svage  stater  med  deres  

interne  problemer.  Deres  primære  mål  er  at  inspirere  og  hjælpe  med  at  skabe  forudsætningerne  for  

det  maliske  regime  at  kunne  gennemføre  de  nødvendige  strukturelle  reformer  med  henblik  på  at  

opnå  lang  sigtet  bæredygtig  stabilitet  og  fred  i  Mali.  I  overensstemmelse  med  den  indirekte  tilgang  

ønsker  EU  at  hjælpe  den  maliske  stat  med  økonomisk  bistand,  men  det  er  regimets  endelige  ansvar  

at  reelt  gennemføre  de  nødvendige  reformer  og  tage  ansvar  for  sine  forpligtelser.  

 

Hvad  er  de  forskellige  interesser?  

 

EU:  

•   Interesser:  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  for  Mali  

•   Strategi:  Inspirere  eller  påvirke  den  maliske  regime  at  reformere  med  bistand,  igennem  en  

indirekte  tilgang  (lang  sigtede  løsninger)  

 

Mali:  

•   Interesser:  politisk  overlevelse  

•   Strategi:  status  quo/kort  sigtede  løsninger    

 

Hvad  har  EU  gjort  til  at  imødegå  interesseforskelen?    

Finansiel   støtte,   der   kommer   fra   EU,   er   bundet   af   visse   betingelser   ifølge   Cotonou-­‐

partnerskabsaftalen.   Til   gengæld   for   bistand   skal   det   land   der   modtager,   respektere   en   række  

politiske   og   demokratiske  betingelser,   og   i   tilfælde   af   alvorlig   overtrædelser,   tillader   artikel   97,  

suspension  af  bistanden,  som  "last  resort".  (The  Cotonou  Agreement,  2000,  s.  105)  

I  praksis  vil  EU  dog  kun  suspendere  bistandsprogrammet  “in  response  to  a  breakdown  of  the  

democratic  order.”  Dette  var,  som  et  eksempel,  kravet  for  den  3,25  milliarder  Euro-­‐bistandspakke,  

der  blev  annonceret  på  den  EU-­‐ledede  donorkonference  i  2013,  hvor  det  blev  aftalt  at  finansiere  

Malis-­‐udviklingsplaner   med   den   forudsætning,   at   “the   interim   government   must   live   up   to   its  

promises  to  democratic  and  social  reforms  in  exchange  for  the  international  lifeline.”  (Spence  og  

Simon,  2013)  

36

Selvom   dette   skaber   rammen   for   begge   parter,   er   betingelserne   ikke   strenge   og   giver  

værtsnationen   et   rimeligt   rum   til   at   bevæge   sig   rundt   i.   Spørgsmålet   vedrørende   betingelser   af  

bistandsprogrammer  til  udviklingslande  er  en  genstand  for  uenighed  mellem  EU-­‐landene.  Belgien  

suspenderede   sit   støtteprogram   på   40  millioner   dollars   til   Rwanda   i   2015,   fordi   den   rwandiske  

regering  ikke  havde  overholdt  sine  forpligtelser,  såsom  pressefrihed,  god  regeringsførelse  og  politisk  

gennemsigtighed.   Dette   førte   til,   at   belgierne   meddelte,   at   de   ville   sætte   endnu   strengere  

betingelser  for  fremtidige  bistandsprogrammer.  

Frankrig  mener  imidlertid,  at  indstilling  af  betingelser  for  støtte,  der  er  baseret  på  regimets  

krænkelse  af  menneskerettighederne,  kan  være  kontraproduktiv  og  en  unødvendig  straf   for  den  

fattige  befolkning  i  landet.  Således  bør  suspension  af  bistand  kun  ske  i  de  mest  alvorlige  tilfælde,  

såsom  når   regeringen   ikke  har  nogen   legitimitet  eller   i   tilfælde  af   statskup.   I  disse   tilfælde,   ville  

Frankrig   suspendere   sine   bistandsprogrammer   til   staten   men   opretholde   sit   engagement   til  

humanitær  bistand  i  landet.  (Barbière,  2015)  Det  fremgår  af  EU's  indsats  i  2012  efter  statskuppet  i  

Mali,   at   de   følger   den   franske   ramme,   da   organisationen   suspenderede   midlertidigt  

udviklingsprogrammer   til   Mali,   men   opretholdte   dets   humanitær   bistand   til   landet.   (European  

Commission,  2012)  

 

Hvordan  er  det  gået?  

Den  maliske  regering  har  indtil  videre  ikke  lagt  meget  vægt  på  reformer.  Forbedringer  er  marginale  

og  har  taget  lang  tid.  Selv  om  der  er  implementeret  et  bedre  retssystem,  har  regimet  været  længe  

om  at  oprette  anti-­‐korruptions  institutioner.  Derudover  ser  Mali  ud  til  at  vende  tilbage  til  de  gamle  

måder  at  håndtere  problemer  og  konflikter  på;  gennem  et  patronage  netværk  samt  bruge  disse  til  

at  udvide  (og  købe)  loyalitet.  (Shipley,  2017)    Som  en  konsekvens  af  dette  har  Malis  placering  på  

Transparancy-­‐indekset,  et  indeks,  der  scorer  lande  efter  deres  korruptionsniveau,  hvor  scoren  100  

antyder   intet  korruption,  har   ikke  ændret  sig  markant  siden  2012,  og  kun  vist  moderat  udsving;  

34/100   (2012),   28/100   (2013),   32/100   (2014),   35/100   (2015),   og   i   2018   scorede   Mali   32/100.  

(Shipley,  2017)    

Præsident   IBK  har  personligt   været   involveret   i   forskellige   skandaler  omkring  korruption.  

Disse  inkluderer  en  forsvarskontrakt  til  en  værdi  af  136  millioner  dollars,  der  blev  tildelt  en  ven  af  

præsidenten,  der  efter  en  undersøgelse  resulterede  i,  at  IMF  overtog  kontrol  over  Malis  udgifter.  

37

Kort   efter   kom   præsidenten   under   angreb,   da   det   blev   afsløret,   at   han   netop   havde   brugt   40  

millioner  dollars  på  et  præsidentfly.  Dette  skete  samtidig  med  FN’s  vurdering  om  at  1,4  millioner  

maliere  havde  brug  for  madhjælp.  Ikke  nok  med  at  Præsidentskabet  ejede  allerede  en  ældre  model,  

men  militæret  manglede  luftkapacitet.  Dette  førte  til,  at  IMF,  Verdensbanken  og  EU  suspenderede  

deres  direkte  budgetstøtteprogrammer   -­‐  med  en   samlet  værdi   i  området  280  millioner  dollars.”  

(Reitano  &  Shaw,  2015,  s.  37)  

 

5.3    Konklusion  

Det  er  klart  fra  ovennævnte  kapitler  at  det  maliske  regime  har  i  stor  grad  fralagt  sit  ansvar  i  forhold  

til  oprørsbekæmpelsen,  hvor  konsekvensen  er  at  hverken  hæren  eller  det   politiske   landslag  har  

ændret  sig  markant  siden  2012.  EU  har  forsøgt  at  anvende  de  løsninger  der  blev  beskrevet  i  kapitel  

2.4.  med   få   resultater.   EU   har   brugt   EUTM   som   tilskyndelse  med   henblik   på   at   håbe   at   kunne  

inspirere  Mali  positivt  mod  reformering  af  sit  militær.  Som  denne  artikel  har  argumenteret  for  har  

de  maliske   regimes   interesser   påvirket   deres   strategier   i   så   høj   grad   at   EU   kan   ikke   håbe   på   at  

inspirere  regimet  mod  ændringer.  Der  skal  noget  mere  til.  Betingelser  kan  være  en  løsning  her,  som  

anbefalet  i  slutningen  af  kapitlet  om  EUTM.  Den  økonomiske  bistand  fra  EU  er  underlagt  betingelser  

men  det  lader  til  at  de  har  heller  ikke  været  tilstrækkelige  til  at  påvirke  den  maliske  regime  mod  

iværksættelsen  af  reformer,  der  potentielt  set  kunne  skabe  lang  sigtet  bæredygtig  fred  i  deres  land.  

Årsagen   er   at   betingelserne   for   EU's   økonomiske   bistand   er   både   for   svage   og   løse;   eftersom  

værtsnationen  er  en  logisk  rationel  aktør  vil  han  gøre  så  lidt  som  muligt,  hvor  han  dog  stadigvæk  

opfylder  kontraktens  minimumskrav.  Kravene  giver  for  meget  frirum  for  det  maliske  regime.  

Faktum   er,   at   med   sin   retorik   om   hvordan   Malis   sikkerhed   er   vitale   interesser   for   EU,  

sammen   med   svage   betingelser,   har   skabt   et   miljø,   hvor   det   maliske   regime   ikke   frygter   en  

konsekvens  for  deres  handlinger,  så  længe  den  maliske  regime  opretholder  sin  legitimitet  gennem  

demokratiske   valg   (bemærk:   kun   34%   af   befolkningen   stemte   i   2018   -­‐  man   kan   alvorligt   sætte  

spørgsmålstegn  ved  dens  uformelle  legitimitet,  selvom  dens  formelle  er  til  stede)  (Burke  2018))  og  

undgå  alvorlige  skandaler.  De  frygter  ikke  at  EU  vil  suspendere  eller  straffe  regimet  fordi  fra  deres  

synspunkt  har  EU   lige  så  meget  brug  for  Mali  som  Mali  har  brug  for  EU.  Dette  kan  blandt  andet  

forklare,  hvorfor  det  har  taget  længere  tid  end  håbet  for  det  maliske  regime  at  implementere  til  

38

fulde  fredsaftalen  fra  2015  på  trods  af  et  enormt  pres  fra  eksterne  aktører,  samt  kritik  fra  forskellige  

organisationer.    

 

6.  KONKLUSION  

Denne  artikel  har  vist  at  når  en  ekstern  aktør  beslutter  sig  for  at  hjælpe  en  svag  stat  at  håndtere  

dets  interne  på,  så  vil  de  indgå  i  et  kontraktforhold  hvor,  grundet  deres  forskellige  interesser  vil  have  

forskellige   ideer   og   perspektiver   hvordan   problemet   skal   løses.  Med  baggrund   i   Principal   Agent  

teorien  har  artiklen  opsat  en  hypotese;  ”Forskellige  interesser  vil  føre  til  forskellige  strategier,  som  

vil  underminere  den  eksterne  aktørs  initiativer”,  som  artiklens  undersøgelse  i  kapitel  4  og  kapitel  5  

har  bekræftet.  Det  har  artiklen  bevidst  med  en  analyse  på  EU’s  engagement  i  Mali,  hvor  Principal  

Agent   teoriens   koncepter,   negativ   selektion   og   moralsk   fare,   var   anvendt   på   EU’s   og   Malis  

relationer.  Det  viste  sig  at  disse  to  aktører,  EU  som  den  eksterne  aktør,  og  det  maliske  regime  som  

værten,  har  vidt  forskellige  interesser  der  vil  påvirke  deres  valg  af  strategi,  og  i  forhold  til  værten,  

har  den  bevidst  undermineret  EU’s  initiativer  med  det  formål  at  understøtte  sine  egne  interesser.  

Derfor   er   det   altafgørende   at   eksterne   aktører   som   EU,   håndterer   disse   problemer   med  

hensigtsmæssige  løsninger  der  kan  imødegå  denne  interesse  forskel,  og  værtsnationens  fralæggelse  

af  ansvar,  såsom  tilskyndelser  eller  betingelser.  

Det  er  vigtigt  at  forstå  at  Mali  er  ikke  en  ekstraordinær  case.  Det  der  blev  beskrevet  i  kapitel  

4.2.1  beskriver  generelle  komplikationer  i  svage  stater  samt  deres  regimers  interesser.  Metoden  kan  

derfor  anvendes  på  flere  stater  end  Mali  med  henblik  på  at  finde  ud  af  deres  særlige  interesser  og  

dermed  forsøge  at  forstå  hvorfor  en  indsat  går  som  den  går.    

 

DISKUSSION  

Denne  artikel  har  beskrevet  værtsnationen  som  en  rational  logisk  aktør  med  andre  interesser  end  

den  eksterne  aktør.  Regimets  fundamentale  interesse  er  politisk  overlevelse  men  grundet  interne  

strukturelle  problemer,  såsom  svage  institutioner,  så  er  han  ikke  sikret  politisk  overlevelse  i  samme  

grad  som  et  demokratisk  regime.  Derfor  skal  han  tage  stilling  til  sin  egen  politisk  overlevelse.  Dette  

kan  han  gøre  igennem  uformelle  politikker  såsom  patronage  relationer  og  kup  sikring.  Samtidig  med  

at  sikre  sin  overlevelse,  skaber  lederen  et  udbredt,  komplekst  loyalitet-­‐netværk  hvor  alle  dem  der  

er   involveret  bliver  afhængige  af  hinanden  og  det  uformelle   (korrupte)  system.  Deres  personlige  

39

velfærd  og  rigdom  er  forbundet  med  disse  netværk.  Derudover,  sikrer  lederen  at  militæret  ikke  kan  

overtage  magten  med  kupsikringsforanstaltninger.  Lederen  opnår  dermed  status  quo   i  staten  og  

dermed  skrøbelig  stabilitet  og  relativ  fred.      

Ulempen  med   disse   foranstaltninger   er   at   de   er   meget   svære   at   opløse,   og   hver   form   for  

reformering  vil  være  betragtet  som  en  trussel.  Lederen  vil  derfor  opleve  en  stor  modstand  når  han  

forsøger  at  implementere  strukturelle  reformer,  eftersom  at  det  vil  skabe  utryghed  og  usikkerhed  

for  statens  elite.  Denne  modstand  vil  kunne  udvikle  sig  så  voldsomt  at  det  vil   føre  eliterne  til  at  

konspirer  mod  den  eksisterende  regime,  og  ved  succesfuld  magtovertagelse  føre  til  statens  kollaps  

og  ustabilitet.      

Dilemmaet  med  reformer  er  dermed  at  det  kan  på  den  ene  side  føre  til  lang  sigtet  bæredygtig  

fred  og  stabilitet,  eller,  hvis  dårligt  fremført  lede  til  en  implosion  af  staten  indefra.  Som  et  eksempel,  

taget  ud  fra  EU’s  interesse  og  ønskede  strategi  og  det  maliske  regime  interesse  og  perspektiv  på  

EU’s  strategi:      

 

•   EU  vil  at  staten  reformer  fordi  at  det  kan  føre  til  lang  sigtet  bæredygtig  fred  og  stabilitet  

•   Regimet  ønsker  ikke  at  reformér  fordi  fra  dets  perspektiv  er  det  en  trussel  mod  statens  status  

quo,  og  dermed  statens  stabilitet,  som  truer  direkte  regimets  politiske  overlevelse  

 

Derfor,  grundet  disse  interne  uformelle  politikker  i  staten  er  lederen  under  pres  at  opretholde  det  

skrøbelige   status   quo   i   staten,   ikke   kun   på   grund   af   sin   egen   overlevelse   men   også   eliternes  

overlevelse.   Det   dilemma   som   den   maliske   regime   står   over   for   ligner   på   mange   måder   det  

regnestykke  som  Maliki  lavede  i  2014,  hvor  præsidenten  vurderede  den  interne  trussel  værende  

højere  end  den  eksterne  trussel  fra  IS.  Mens  Nord  Irak  faldt  under  kontrol  af  IS,  var  Baghdad  relativ  

stabil  og  sikker.  Dette  regnestykke  lavet  af  lederen  vil  fremover  være  kaldt  regnestykke  for  egen  

overlevelse.  

Set  fra  EU’s  perspektiv,  så  hysteriet,  der  omgiver  terrorisme,  migration  og  anden  high  politics  

i   EU,   resulterer   ofte,   i   kortvarige   løsninger,   hvor   ønsket   om   en   hurtig   løsning   ofte   skjuler  

grundlæggende   problemer,   der   er   essentielle   for   langsigtet   stabilitet.   At   forsøge   at   vinde   over  

radikale  islamiske  militser  ved  at  træne  og  støtte  en  svag  stats  sikkerhedsstyrker  med  rådgivere  og  

økonomisk  støtte  uden  efterfølgende  overvågning,  eller  donere  millioner  af  dollars  til  en  stat  med  

40

svage  institutioner  for  at  bekæmpe  korruption  uden  strikte  betingelser,  er  alle  kortvarige  løsninger  

og  ofte  kontraproduktive  grundet  den  svage  stats  tilstand.  Årsagerne  kan  virke  indlysende;  ved  at  

sprøjte   en   massiv   mængde   af   økonomisk   støtte   til   en   svag   stat   hvilket   fundament   hviler   på  

patronage,   eller   styrke  et   svag   stats  militær,  der   ikke  har   institutionerne   til   at   vægte  mod  dens  

styrke,   er   en   invitation   for   misbrug.   Desuden,   har   de   to   aktører   to   forskellige   perspektiver   på  

reformer  som  nævnt.  Det  der  gør  løsningerne  langsigtede  er  når  EU  implementerer  forholdsordre  i  

sin  bistand,  som  tager  den  svage  stats  tilstand  i  minde.  Det  vil  sige,  der  er  et  specifikt  formål  med  

støtten.  Dette  forvandler  kortvarige  løsninger  til  lang  sigtede  løsninger.  

EU   har   som   nævnt   har   forsøgt   at   implementere   betingelser   i   sin   bistand  men   har   haft  

problemer  grundet  organisationens  håndtering  af  Mali  som  en  unitary  actor,  og  tager  derfor  ikke  

negativ  selektion  med  i  regningen.  Det  har  så  ført  til  friktioner  og  begrænsede  resultater,  og  som  

selvfølge,  til  moralsk  fare.    

For  at  EU’s  bistand  kan  have  den  virkning  organisationen  ønsker  at  den  vil  have;  langsigtet  

løsning,  så  vil  denne  artikel  argumentere  for,  som  et  resultat  af  dens  forrige  analyse,  at  den  mest  

optimale   løsning   er   at   forsøge   at   påvirke   lederens   regnestykke   for   egen   overlevelse.   Dette  

udelukkende  med  det  formål  at  få  det  maliske  regime  ombord,  trods  deres  særlige  interesser.    

Ved  at  påvirke   lederens   regnestykke   for  egen  overlevelse  kan  EU   lave   realistiske  planer  og  have  

realistiske  forventninger  til  processen  og  de  endelige  resultater  fordi,  både  principalen  og  agenten  

ville   køre   efter   den   samme   strategi,   grundet   principalens   indsat   ved   at   imødegå   deres  

interesseforskel.      

 

For  at  EU  kan  få  det  maliske  regime  ombord  er  der  to  ting  der  skal  ske:  

1.   EU's  betingelser  til  bistand  skal  skruves  op,  og  indeholde  mere  krævende  og  strammere  krav  

end  dem  der  bliver  refereret  til  i  kapitel  5.2.  Dette  med  henblik  på  at  sparke  regimet  i  den  

rigtige  retning  og  tvinge  reformer  ned  i  halsen  på  dem  (metaforisk  set).  Det  vil,  og  det  skal  

gøre,  ondt.  Hvis  de  ikke  får  sparket  vil  de  ikke  tage  chancen  grundet  deres  regnestykke.  Det  

handler  om  at  påvirke  staten  mod  reformer,  og  ikke  forsøge  at  inspirere  dem.  Som  beskrevet  

i   kapitel   2.4.   er   det   en   balancegang   hvor   meget   man   må   true   en   værtsnation   med  

suspendering  af  deres  bistand  og  hvor  hård  generelt  man  må  være.  Hvis  EU  er   for  hårde  

skræmmer   de   det   maliske   regime   væk,   for   bløde   så   invitereres   regimet   at   fralægge   sit  

41

ansvar,  og  som  præsenteret  i  kapitel  5.2.  er  det  den  situation  som  EU  befinder  sig  i  øjeblikket.  

Det  første  er  dermed  at  finde  den  rigtige  balance.  

2.   For  det  andet,  med  henblik  på  at  ramme  lederens  regnestykke  for  egen  overlevelse  er  det  et  

ufravigeligt  krav,  og  eventuelt  det  vigtigste  for  at  EU  kan  påvirke  regimet  mod  reformer,  at  

den  førnævnte  overbeviser  regimet  om  at  den  eksterne  aktør  vil  agere  sikkerhedsnet   for  

regimet  og  at  de  har  deres  ryg  i  tilfælde  af  at  reformer  leder  til  modstand  fra  interne  eliter,  

og  ikke  mindst  vigtigt  at  vi  også  støtter  dem  efter  reformerne,  i  tilfælde  af  at  der  kommer  et  

senere  bagslag.    

 

Kun  under  disse  omstændigheder  kan  den  eksterne  aktør  skrue  kravene  op  og  forvente  at  regimet  

vil  agere  derefter,  og  ikke  skræmmes  væk.  Når  regimet  fralægger  sit  ansvar  er  det  fordi  at  han  har  

med  sit  regnstykke  for  egen  overlevelse  vurderet  at  det  ikke  er  det  værd  at  forsøge  at  reformér,  

eventuelt  fordi  at  han  stoler  ikke  på  at  EU  vil  være  til  stede  som  støtte  under  reformeringen  eller  

efter.  Fra  hans  perspektiv  er  de  eksterne  aktører  ligeglade  med  hvad  der  sker  for  regimet,  så  længe  

staten   ikke   kollapser   og   bliver   et   tilflugtssted   for   radikale   islamister.   EU’s   overbevisningen   skal  

derfor  fokusere  mod  regimets  overlevelse,  så  begynder  de  at  tale  det  samme  sprog.  

 

   

42

LITTERATURLISTE      

 

Abderrahmane,  Abdelkader.  2013.  “Unclear  Strategy  in  Mali  Leads  Western  Powers  Toward  Same  Mistakes.”  The  Global  Observatory,  May  20,  2013.  https://theglobalobservatory.org/2013/05/unclear-­‐strategy-­‐leads-­‐western-­‐powers-­‐toward-­‐same-­‐mistakes-­‐in-­‐mali.  

 Al  Jazeera.  2012.  “International  condemnation  for  Mali  coup.”  Al  Jazeera.  

https://www.aljazeera.com/news/africa/2012/03/2012322234952301942.html    Al  Jazeera.  2017.  “Suicide  blast  kills  dozens  at  army  base  in  Mali's  Gao.”  Al  Jazeera.  

https://www.aljazeera.com/news/2017/01/mali-­‐suicide-­‐attack-­‐kills-­‐dozens-­‐gao-­‐military-­‐camp-­‐170118113919950.html.  

 Al  Jazeera.  2019.  “Attackers  kill  12  Mali  soldiers  in  major  attack  on  military  base.”  Al  Jazeera.  

https://www.aljazeera.com/news/2019/04/attackers-­‐kill-­‐12-­‐mali-­‐soldiers-­‐major-­‐attack-­‐military-­‐base-­‐190421161108628.html.  

 Alwan,  Aziz.  2014.  “Islamic  State  Seizes  Iraq  Base  Amid  Concern  for  Baghdad.”  Bloomberg    

https://www.bloomberg.com/news/articles/2014-­‐10-­‐13/airbase-­‐falls-­‐to-­‐islamic-­‐state-­‐as-­‐u-­‐s-­‐warns-­‐of-­‐baghdad-­‐threat.  

 Arriola,  L.  R.  (2009).  Patronage  and  political  stability  in  Africa.  Comparative  Political  Studies,  

42(10),  1339–1362.  https://doi.org/10.1177/0010414009332126      Ba,  B.,  &  Bøås,  M.  (2017).  Mali:  A  Political  Economy  Analysis.  Oslo.      Barbière,  Cécile.  2015.  “EU  divided  over  ‘conditionality’  of  aid.”  EURACTIV    

https://www.euractiv.com/section/development-­‐policy/news/eu-­‐divided-­‐over-­‐conditionality-­‐of-­‐aid.  

 Bausch,  A.  W.  (2018).  Coup-­‐Proofing  and  Military  Inefficiencies:  An  Experiment.  International  

Interactions,  44(1),  1–32.  https://doi.org/10.1080/03050629.2017.1289938      BBC.  2012.  “Mali  coup  leader  Sanogo  'will  not  cling  to  power'.”  BBC.  

https://www.bbc.com/news/world-­‐africa-­‐17491522    BBC.  2015.  “Baghdad  celebrates  lifting  of  curfew  after  12  years.”  BBC.  

https://www.bbc.com/news/world-­‐middle-­‐east-­‐31220604    BBC.  2015.  “Mali's  Tuareg  rebels  sign  peace  deal.”  BBC.  https://www.bbc.com/news/world-­‐africa-­‐

3321393.    

43

BBC.  2019.  “At  least  25  killed  in  Mali  militant  attack.”  BBC.  https://www.bbc.com/news/world-­‐africa-­‐49904226  

 BBC.  2019.  “Mali  attack:  '100  killed'  in  ethnic  Dogon  village.”  BBC.  

https://www.bbc.com/news/world-­‐africa-­‐48579475.    Biddle,  S.,  Macdonald,  J.,  &  Baker,  R.  (2018).  Small  footprint,  small  payoff:  The  military  

effectiveness  of  security  force  assistance.  Journal  of  Strategic  Studies,  41(1–2),  89–142.  https://doi.org/10.1080/01402390.2017.1307745    

 Bøås,  M.,  &  Rieker,  P.  (2019).  EUNPACK  Executive  Summary  of  the  Final  Report  &  Selected  Policy  

Recommendations.  Centre  for  European  Policy  Studies.  Brussels.      Bøås,  M.,  &  Torheim,  L.  E.  (2013).  The  Trouble  in  Mali-­‐corruption,  collusion,  resistance.  Third  

World  Quarterly,  34(7),  1279–1292.  https://doi.org/10.1080/01436597.2013.824647      Bøås,  M.,  Cissé,  A.  W.,  Diallo,  A.,  Drange,  B.,  Kvamme,  F.,  &  Stambøl,  E.  (2018).  The  EU,  security  

sector  reform  and  border  management  in  Mali.  (Implementation  of  EU  crisis  response  in  Mali  The  No.  7)  (Vol.  4).  https://doi.org/10.13140/RG.2.2.19963.41760    

 Bruce  Bueno  de  Mesquita,  R.  M.  S.  (1995).  War  and  the  Survival  of  Political  Leaders:  A  

Comparative  Study  of  Regime  Types  and  Political  Accountability.  American  Political  Science  Review,  89(4),  841–855.    

 Burke,  Jason.  2018.  “Mali’s  president  wins  second  term  in  country  plagued  by  violence”  The  

Guardian.  https://www.theguardian.com/world/2018/aug/16/malis-­‐president-­‐wins-­‐second-­‐term-­‐in-­‐country-­‐plagued-­‐by-­‐violence    

 Byman,  D.  L.  (2006).  Friends  like  these  counterinsurgency  and  the  war  on  terrorism.  International  

Security,  31(2),  79–115.  https://doi.org/10.1162/isec.2006.31.2.79    Carriat,  Julie.  2018.  “France  to  press  Mali  to  implement  peace  deal  with  rebels.”  Reuters.  

https://www.reuters.com/article/us-­‐mali-­‐security-­‐france/france-­‐to-­‐press-­‐mali-­‐to-­‐implement-­‐peace-­‐deal-­‐with-­‐rebels-­‐idUSKCN1M11ZZ.  

 Chauzal,  G.  ;,  &  Damme,  T.  van.  (2015).  The  roots  of  Mali’s  conflict:  Moving  beyond  the  2012  crisis.  

Clingendael:  Netherlands  Institute  of  International  Relations.  The  Hague.  Retrieved  from  https://www.clingendael.org/sites/default/files/pdfs/The_roots_of_Malis_conflict.pdf    

 “The  Cotonou  Agreement,”  conclusion  date:  23  June,  2000.  

http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/03_01/pdf/mn3012634_en.pdf?fbclid=IwAR37FjsmqjLQS1mvGvO5W8o5p-­‐N0LD15nwx4NnpAWh2hFMxS5Z0VqygRL3k  

 Crisis  Group.  2015.  “Mali:  An  Imposed  Peace?”  International  Crisis  Group.  

https://www.crisisgroup.org/africa/west-­‐africa/mali/mali-­‐imposed-­‐peace  

44

 de  Mesquita,  B.  B.,  &  Smith,  A.  (2007).  US  foreign  aid  and  economic  policy  concessions.  The  

Journal  of  Conflict  Resolution,  51(2),  251–284.  https://doi.org/10.1080/01442872.2018.1533111    

 Delsol,  Gabriel.  2019.  “Fault  Lines  in  the  Sahel:  Mali’s  Patronage  Politics  and  Regional  Instability.”  

The  World  Mind.    https://www.theworldmind.org/home/2019/4/26/fault-­‐lines-­‐in-­‐the-­‐sahel-­‐malis-­‐patronage-­‐politics-­‐and-­‐regional-­‐instability.  

Di  Razza,  Namie.  2019.  “Massacre  in  Mali  Demonstrates  Need  to  Prioritize  Protection  of  Civilians  in  MINUSMA’s  Mandate.”  The  Global  Observatory.  https://theglobalobservatory.org/2019/04/massacre-­‐mali-­‐demonstrates-­‐need-­‐prioritize-­‐protection-­‐civilians-­‐minusma.  

 Diallo,  Tiemoko.  2019.  “Gunmen  attack  Mali  army  base,  kill  at  least  16  soldiers.”  Reuters.  

https://www.reuters.com/article/us-­‐mali-­‐security/gunmen-­‐attack-­‐mali-­‐army-­‐base-­‐kill-­‐at-­‐least-­‐16-­‐soldiers-­‐sources-­‐idUSKCN1QY0ER.  

 Dörrie,  Peter.  2019.  “Europe  Has  Spent  Years  Trying  to  Prevent  ‘Chaos’  in  the  Sahel.  It  Failed.”  

World  Politics  Review.  https://www.worldpoliticsreview.com/articles/27977/europe-­‐has-­‐spent-­‐years-­‐trying-­‐to-­‐prevent-­‐chaos-­‐in-­‐the-­‐sahel-­‐it-­‐failed.  

 EEAS.  2019.  “EU-­‐Mali  Relations.”  European  Union.  

https://eeas.europa.eu/sites/eeas/files/factsheet_eu_mali.en19.pdf.    Elgie,  R.  (2002).  The  politics  of  the  European  Central  Bank:  Principal-­‐agent  theory  and  the  

democratic  deficit.  Journal  of  European  Public  Policy,  9(2),  186–200.  https://doi.org/10.1080/13501760110120219    

 EEAS  Press  Team.  2018.  “The  European  Union's  partnership  with  the  G5  Sahel  countries.”  

European  Union.  https://eeas.europa.eu/csdp-­‐missions-­‐operations/eucap-­‐sahel-­‐mali/46674/european-­‐unions-­‐partnership-­‐g5-­‐sahel-­‐countries_en.  

 European  Commission.  2012.  “EU  suspends  its  development  aid  to  Mali.”  Relief  Web.  

https://reliefweb.int/report/mali/eu-­‐suspends-­‐its-­‐development-­‐aid-­‐mali    European  Commission.  2018.  “The  European  Union  mobilises  an  extra  €50  million  for  structural  

reforms  in  Mali.”  European  Commission.  https://ec.europa.eu/europeaid/news-­‐and-­‐events/european-­‐union-­‐mobilises-­‐extra-­‐eu50-­‐million-­‐structural-­‐reforms-­‐mali_en.  

 European  Parliament.  2012.  “European  Parliament  resolution  on  the  situation  in  Mali.”  

www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=MOTION&reference=B7-­‐2012-­‐0212&language=EN.  

 Fessy,  Thomas.  2012.  “Mali  Tuareg  rebels  declare  independence  in  the  north.”  BBC.  

https://www.bbc.com/news/world-­‐africa-­‐17635437.  

45

 France24.  2019.  “Malian  premier  visits  site  of  Dogon  village  massacre.”  France24.  

https://www.france24.com/en/20190611-­‐mali-­‐official-­‐visit-­‐site-­‐dogon-­‐village-­‐massacre-­‐sobane-­‐keita.  

 Goemans,  H.  E.,  Gleditsch,  K.  S.,  &  Chiozza,  G.  (2009).  Introducing  archigos:  A  dataset  of  political  

leaders.  Journal  of  Peace  Research,  46(2),  269–283.  https://doi.org/10.1177/0022343308100719    

 

Grant,  Thomas  A.,  “Government,  Politics,  and  Low-­‐Intensity  Conoict,”  in  Edwin  G.  Corr  and  Stephen  Sloan,  eds.,  Low-­‐Intensity  Conoict:  Old  Threats  in  a  New  World  (Boulder,  Colo.:  Westview,  1992)    

Hayes,  Adam.  2019.  “Adverse  Selection.”  Investopedia.  https://www.investopedia.com/terms/a/adverseselection.asp.  

Henningsen,  T.  B.  2017.  "Can  Old  Regimes  Handle  New  Wars?  A  comparative  study  of  regime  survival  strategies  in  Chad  and  Mali  in  the  face  of  insurgencies."  Paper  presented  at  ISA's  58th  Annual  Convention:  Understanding  Change  in  World  Politics,  Baltimore,  Maryland,  22-­‐27  February.https://pure.fak.dk/files/6065953/Troels_Henningsen_ISA_paper_2017_Can_Old_Regimes_handle_New_Wars.pdf.  

 

Herbst,  J.  (2004).  African  Militaries  and  Rebellion:  The  Political  Economy  of  Threat  and  Combat  Effectiveness.  Journal  of  Peace  Research,  41(3),  357–369.    

 Human  Rights  Watch.  2017.  Mali:  Unchecked  Abuses  in  Military  Operations.  Human  Rights  Watch.  

https://www.hrw.org/news/2017/09/08/mali-­‐unchecked-­‐abuses-­‐military-­‐operations.    Ladwig,  W.  C.  (2016).  Influencing  Clients  in  Counterinsurgency.  International  Security,  41(1),  99–

146.  https://doi.org/10.1162/ISEC      Latorraca,  Matteo.  2015.  “Operation  Barkhane:  goals  and  reasons  why  it  could  fail.”  Geopolitica.  

https://www.geopolitica.info/operation-­‐barkhane.    Lebovich,  Andrew.  2018.  “Mali’s  impunity  problem  and  growing  security  crisis.”  European  Council  

on  Foreign  Relations  https://www.ecfr.eu/article/commentary_malis_impunity_problem_security_crisis  

 Lebovich,  Andrew.  2018.  “Mali’s  impunity  problem  and  growing  security  crisis.”  European  Council  

on  Foreign  Relations  https://www.ecfr.eu/article/commentary_malis_impunity_problem_security_crisis.  

 MacLachlan, Karolina. 2015. “Security assistance, corruption and fragile environments Exploring

the case of Mali 2001-2012” Transparency International UK. London    

46

Maclean,  Ruth.  2019.  West  Africa  correspondent  “Sharp  rise  in  number  of  children  killed  in  Mali's  deadly  attacks.”  The  Guardian.  https://www.theguardian.com/global-­‐development/2019/aug/13/sharp-­‐rise-­‐number-­‐children-­‐killed-­‐mali.  

 Malmvig,  Helle.  2016.  “Coming  in  from  the  Cold”.  POMEPS  Briefing,  vol.  28,  8-­‐12    Maverick,  J.B.  2019.  “Examples  of  Adverse  Selection  in  the  Insurance  Industry.”  Investopedia.  

https://www.investopedia.com/articles/insurance/082516/examples-­‐adverse-­‐selection-­‐insurance-­‐industry.asp.  

 McVeigh,  Karen.  2018.  “Mali  peace  deal  jeopardised  by  armed  groups  linked  to  terrorism,  UN  

warns.”  The  Guardian.  https://www.theguardian.com/global-­‐development/2018/sep/05/mali-­‐peace-­‐deal-­‐jeopardised-­‐armed-­‐groups-­‐terrorism-­‐un-­‐security-­‐council-­‐warns.  

 Müller,  Björn.  2018.  “EUTM  Mali’s  problematic  strategy  –  more  rebuilding  rather  than  fielding  an  

army.”  Offiziere.  https://www.offiziere.ch/?p=34265.    Murray,  Philip.  2016.  “Human  Insecurity  in  Mali:  Overcoming  Obstacles  to  Economic  Solvency  and  

Democratic  Governance  through  External  Intervention.”  Small  Wars  Journal.  https://smallwarsjournal.com/jrnl/art/human-­‐insecurity-­‐in-­‐mali  

 

Nickolas,  Steven.  2019.  “Moral  Hazard  vs.  Adverse  Selection:  What's  the  Difference?”  Investopedia.https://www.investopedia.com/ask/answers/042415/what-­‐difference-­‐between-­‐moral-­‐hazard-­‐and-­‐adverse-­‐selection.asp.  

Nossiter,  Adam.  2012.  “Soldiers  Overthrow  Mali  Government  in  Setback  for  Democracy  in  Africa.”  The  New  York  Times.  https://www.nytimes.com/2012/03/23/world/africa/mali-­‐coup-­‐france-­‐calls-­‐for-­‐elections.html.  

 Oxford  Lexicon,  s.v.  "counter-­‐insurgency"  2019    Pitts,  Patrick.  2014.  “The  Securitization  of  Mali.”  E-­‐International  Relations.  https://www.e-­‐

ir.info/2014/02/19/the-­‐securitization-­‐of-­‐mali.    Powell,  J.  (2019).  Leader  Survival  Strategies  and  the  Onset  of  Civil  Conflict:  A  Coup-­‐Proofing  

Paradox.  Armed  Forces  and  Society,  45(1),  27–44.  https://doi.org/10.1177/0095327X17728493    

 Powell,  J.  M.  (2012).  Coups  and  Conflict:  The  Paradox  of  Coup-­‐Proofing.  University  of  Kentucky.      Quinlivan,  T.  (2014).  Coup-­‐Proofing:  Its  Practice  and  Consequences  in  the  Middle  East.  

International  Security,  24(2),  131–165.      

47

Raineri,  L  and  Strazzari,  F..  (2017,  June).  Jihadism  in  Mali  and  the  Sahel:  Evolving  dynamics  and  patterns  (Issue  Brief  No.  21).  Retrieved  from  https://www.iss.europa.eu/content/jihadism-­‐mali-­‐and-­‐sahel-­‐evolving-­‐dynamics-­‐and-­‐patterns.  

 Reitano,  T.,  &  Shaw,  M.  (2015).  Fixing  a  fractured  state?  Breaking  the  cycles  of  crime,  conflict  and  

corruption  in  Mali  and  Sahel.  Geneva.      RFI.  2012.  “Mali  President  Touré  tells  RFI  he  is  ready  to  leave  power.”  RFI.  

en.rfi.fr/africa/20120224-­‐mali-­‐president-­‐amadou-­‐toumani-­‐toure-­‐tells-­‐rfi-­‐he-­‐ready-­‐leave-­‐power.  

 Roessler,  P.  (2011).  The  enemy  within:  Personal  rule,  coups,  and  civil  war  in  Africa.  World  Politics,  

63(2),  300–346.  https://doi.org/10.1017/S0043887111000049      The  Panel  of  Experts  (UN)  to  the  President  of  the  Security  Council  (UN).  8  August,  2018.  United  

Nations.  https://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=%20S/2018/581.      Shipley,  T.  (2017).  Mali:  Overview  of  corruption  and  anti-­‐corruption.  Transparency  International  

U4  Helpdesk.  Bergen.  Retrieved  from  https://www.u4.no/publications/mali-­‐overview-­‐of-­‐corruption-­‐and-­‐anti-­‐corruption    

 Shipley,  Thomas.  2017.  “Mali:  Overview  of  corruption  and  anti-­‐corruption.”  U4.  

https://www.u4.no/publications/mali-­‐overview-­‐of-­‐corruption-­‐and-­‐anti-­‐corruption.    Skeppström,  E.,  Wiklund,  C.  H.,  &  Jonsson,  M.  (2015).  European  Union  Training  Missions:  security  

sector  reform  or  counter-­‐insurgency  by  proxy?  European  Security,  24(2),  353–367.  https://doi.org/10.1080/09662839.2014.972382    

 Spence,  T.  and  Simon,F.  2013.  “Donors  offer  Mali  over  €3  billion  in  aid  –  with  strings  attached.”  

EURACTIV.  https://www.euractiv.com/section/development-­‐policy/news/donors-­‐offer-­‐mali-­‐over-­‐3-­‐billion-­‐in-­‐aid-­‐with-­‐strings-­‐attached.  

 Sudduth,  J.  K.  (2016)  Coup-­‐proofing  and  civil  war.  In:  The  Oxford  Research  Encyclopedia  of  Politics.  

Oxford  Research  Encyclopaedias  .  Oxford  University  Press.  ,  http://dx.doi.org/10.1093/acrefore/9780190228637.013.27  

 The  Economist.  2017.  The  Economist  Intelligence  Unit's  Democracy  Index.  The  Economist  

infographics.economist.com/2018/DemocracyIndex/    The  Economist.  2018.  “Why  UN  forces  are  finding  it  hard  to  bring  peace  to  Mali.”  The  Economist.    

https://www.economist.com/middle-­‐east-­‐and-­‐africa/2018/02/03/why-­‐un-­‐forces-­‐are-­‐finding-­‐it-­‐hard-­‐to-­‐bring-­‐peace-­‐to-­‐mali.  

 The  Panel  of  Experts  (UN)  to  the  President  of  the  Security  Council  (UN).  8  August,  2018.  United  

Nations.  https://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=%20S/2018/581.  

48

 Tull,  D.  M.  (2019).  Rebuilding  Mali’s  army:  The  dissonant  relationship  between  Mali  and  its  

international  partners.  International  Affairs,  95(2),  405–422.  https://doi.org/10.1093/ia/iiz003    

 Ucko,  D.  H.,  &  Egnell,  R.  C.  (2014).  Options  for  Avoiding  Counterinsurgencies.  Parameters,  44(1),  

11–22.    Ulhøi,  J.  P.  (2007).  Revisiting  the  principal-­‐agent  theory  of  agency:  Comments  on  the  firm-­‐level  and  

cross-­‐national  embeddedness  theses.  Journal  of  Organizational  Behavior,  28(1),  75–80.  https://doi.org/10.1002/job.405    

United  Nations  Peace  Keeping.  2019.  “MINUSMA  Fact  Sheet.”  https://peacekeeping.un.org/en/mission/minusma.  

 

Woody,  Christopher.  2018.    “'A  fighting  war  with  the  main  enemy':  How  the  CIA  helped  land  a  mortal  blow  to  the  Soviets  in  Afghanistan  32  years  ago.”  Business  Insider.  https://www.businessinsider.com/32-­‐year-­‐anniversary-­‐of-­‐first-­‐stinger-­‐missile-­‐use-­‐in-­‐afghanistan-­‐2018-­‐9?r=US&IR=T.  

World  Development  Report  2011:  Conflict,  Security,  and  Development  (World  Bank)  Washington  DC.  https://siteresources.worldbank.org/INTWDRS/Resources/WDR2011_Full_Text.pdf    

Zaum,  Dominik.  Political  economies  of  corruption  in  fragile  and  conflict-­‐affected  states:  Nuancing  the  picture  Addressing.  Bergen:  Chr.  Michelsen  Institute,  2013.