Kære modtagere af nyhedsbrevet

Med dette årets sidste nyhedsbrev, ønskes I alle et rigtigt godt nytår. Fredag aften da sidste afstemninger i Folketinget var slut tog jeg og familien på en uges juleferie i de franske alper for at nyde julen og stå på ski. Det var fabelagtigt godt og vejret helt perfekt til både jule og skiløb så nu er vi alle klar til at holde Nytår her i Esbjerg og tage fat på et nyt og spændende år.

I årets løb er vi nået op på ca. 700 modtagere af dette elektroniske nyhedsbrev der i efteråret har været suppleret af 2 trykte udgaver af Vestjyllands Socialdemokrat. En udgivelse jeg og resten af redaktionen har fået megen ros for og som vil blive fulgt op af nye udgivelser i det kommende år.

Året 2008 har budt på politiske op- og nedture både på nationalt og lokalt plan, og både for partiet og for mig personligt. Alligevel synes jeg, vi kan se tilbage på et år, hvor Socialdemokraterne er vokset i styrke, i takt med at regeringen er blevet svagere og svagere, og ikke mindst de seneste meningsmålinger giver god tro på fremtiden.

Det har - som jeg forudsagde i sommer - været en rolig Folketingssamling, der har været fattig på politisk indhold, men også en - for regeringen - mildt sagt kaotisk sejltur, i et farvand fyldt med politiske skandalesager og interne stridigheder.

TuneserlovenI frisk erindring er fredagens afstemning om den såkaldte Tuneserlov. Et lovforslag der er opstået, fordi Dansk Folkeparti havde brug for at trække overskrifter i sommerens aviser og derfor tvang regeringen til at fremsætte et paradelovforslag med det ene formål at forhindre en tunesisk statsborger med tålt ophold i Danmark, at komme i nærheden af tegneren Kurt Vestergaard. Problemet for regeringen er, udover at gennemføre et lovforslag der er i direkte konflikt med den danske grundlov, at lovforslaget virker stik mod sin hensigt og tværtimod nærmest giver pågældende tuneser en ret til i perioder at befinde sig i Århus tæt på Kurt Vestergaards bopæl.

Lovforslaget er en parodi på det politiske arbejde, en skamplet på den danske lovgivning og en direkte mistillidserklæring til politiets efterretningstjeneste, der jo har til formål at sikre, at farlige personer i Danmark uskadeliggøres i tide. En opgave de hidtil til fulde har levet op til.

Men denne lov er også kulminationen på en Integrationsminister der i det seneste år har tumlet rundt som en elefant i en glasbutik, når hun skulle forsøge at navigere mellem Dansk Folkepartis populistiske synspunkter og sine egne retskafne idealer. En balancekunst der øjensynlig ikke kan lade sig gøre, og som burde have fået Birthe Rønn Hornbæk til at tage sit gode tøj og gå, mens anstændigheden fortsat var i behold.

I stedet har Birthe Rønn Hornbæk beholdt ministerposten, men ladet Dansk Folkeparti sidde for bordenden i sit ministerium.

Dette har resulteret i en regering der har lukket øjnene for en afgørelse ved EF domstolen, talt imod almindelige retsprincipper og fastholdt en dansk lovgivning der af alle internationale og nationale eksperter anses for værende i strid med både international ret og almindelig sund fornuft.

Klima, miljø og trafikplanAt regeringen ofte siger ét og gør noget andet, er efterhånden en velkendt sandhed. Men med Anders Foghs lancering af VK-regeringen som grøn og miljøvenlig, nærmer vi os falsk varebetegnelse i et omfang, hvor forbrugerombudsmanden burde involveres.

Gennem syv år har regeringen sat udviklingen af vedvarende energi i stå, ændret et kontinuerligt fald i Danmarks CO2 udslip til en stigning de seneste 3 år og ændret et tilsvarende fald i Danmarks samlede energiforbrug til en tilsvarende stigning. Det taler for sig selv, og end ikke nok så mange skåltaler fra Statsministeren kan ændre på det faktum.

Første prøve for Statsministeren var lanceringen af den længe ventede trafikplan. Og set i en sammenhæng var det resultat mere end nedslående; ingen elektrificering af jernbanen, ingen trafikinvesteringer i Vestjylland eller for den sags skyld andre steder i Syd- og Sønderjylland, og ingen genopretning af den trængte bustrafik.

Sølle 2 mia. kr. kunne regeringen finde op af kassen til de investeringer, der udover de allerede planlagte, må formodes at koste i hvert fald på den anden side af 50 mia. kr. i de næste 20 år.

Socialdemokratiet har også fremlagt en trafikplan. Den indeholder elektrificering af jernbanen til Esbjerg, timedrift mellem Esbjerg og København og en rejsetid til og fra København med højhastighedstog på kun 1 time og 45 min. Den indeholder også en motorvej og jernbane til Esbjerg havn og i øvrigt et sammenhængende løft til kollektiv transport i hele DanmarkPlanen der vil koste 160 mia. kr., er blandt andet finansieret ved at bruge en del af overskuddet fra statens enorme olieindtægter.

Stadig masser af olie milliarder fra Nordsøen

Olien i Nordsøen sikrer store indtægter til den danske stat. Det er nogle af disse indtægter, Socialdemokraterne vil benytte på investeringer til den sande grønne trafikplan, der kan nedbringe CO2-udslippet, blandt andet ved at gøre det mere attraktivt at benytte kollektiv transport og at køre i el-biler og biler der kører langt på literen.

- Og der er stadig mange penge at hente, hvis vi opgiver ideen om at forære alle pengene væk i skattelettelser. Hvis vi som blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foreslået det, placerer de ekstra milliarder i en oliefond til offentlige investeringer i renere/energibesparende teknologi, vedvarende energi, grøn transport og uddannelse, som er kendetegnet ved ikke at være permanente udgifter.

Olieressourcerne ventes at slippe op om 30-40 år. Ved at olieindtægterne placeres i en fond og investeres frem for at bruge indtægterne på skattelettelser og forbrug, sikrer man, at ikke kun nuværende generationer, men også fremtidige generationer får gavn af denne midlertidige indtægtskilde.

Norge har netop en sådan oliefond der har været bygget op gennem mange år og som levere et væsentlig bidrag til Norges fremtidige investeringer og forsyningssikkerhed indenfor energi, trafik og uddannelse.

EU fik en amputeret klimaplan Men den danske regering er ikke de eneste der har efterladt klimaet i venteposition. For ligesom butikkerne har startet udsalget før jul – ja, så startede EU’s ledere også et udsalg i EU’s klimapakke, næsten før klimaforhandlingerne var begyndt. Udsalg som begge var kickstartet af finanskrisen.

For finanskrisen har fået lande som bl.a. Tyskland, Polen og Italien til at stikke halen mellem benene og langsomt – men sikkert, udvande alle klimainitiativer i EU. Landene frygter for deres sværindustri, deres produktionsevne og deres arbejdspladser.

Desværre er frygten ubegrundet. Beregninger foretaget af Dansk Industri viser, at klima- og energisektoren alene i Danmark kan skabe 60.000 nye arbejdspladser og en omsætning i nærheden af 200 mia. kr. Det betyder, at klima og erhverv ikke er hinandens modsætning – men derimod hinandens forudsætning.

At EU dog er begyndt at være nølende på klimaområdet, sås tydeligt på EU-topmødet i Bruxelles i starten af december, hvor EU’s klimaplan skulle vedtages. Her blev fine ambitioner erstattet af gratis CO2-kvoter til tung industrien, og 70 % gratis kvoter til østlandene, og udspillet blev således et klimapolitisk udspil med masser af elastik og vage formuleringer.

Dette er yderst problematisk. For mens USA, Japan og Kina længe har haltet bagefter og nødigt har givet indrømmelser på klimaområdet, har EU trukket det store læs, og været drivkraften bag en ambitiøs klimastrategi. Men det er denne position, vi nu synes at svække – og hvem er i stand til at tage over, når EU giver op? - Ingen! EU er absolut nødvendig hvis klimaet skal forbedres.

Faktum er dog, at finanskrisen har fået de fleste lande i EU til at ryste af skræk, og det har sat klimaet i venteposition. Men vi ikke har tid til at vente!

De konsekvenser som en nølende klima- og energipolitik i Danmark og EU kan medfører, kan vise sig langt større end finanskrisens konsekvenser – derfor må og skal Europa anno 2009 stå i klimaets tegn.

BankpakkenAt 2009 skal stå i klimaets tegn skal ses i lyset af, at 2008 formentlig vil huskes som året hvor den finansielle sektor blev skudt i knæ; banker krakkede, aktiekurser dykkede, boligpriserne faldt og arbejdsløsheden steg.

Den finansielle krise har haft enorme konsekvenser – også herhjemme, og det er klart, at vi politikere må gøre alt hvad der står i vores magt, for at sikre at Danmark kommer bedst muligt igennem krisen.

I disse dage forhandler regeringen og bankerne derfor om en ny bankpakke. Oppositionen er ikke inviteret med til forhandlingerne, og det er særdeles problematisk, for mens Socialdemokraterne sagtens kan se det fornuftige i, at give en håndsrækning til de hårdt ramte banker som i øjeblikket hverken låner til hinanden, til sunde virksomheder eller til borgerne, så ønsker Socialdemokraterne også at vogte over skatteborgernes penge.

Når staten – på skatteborgernes vegne – skal indskyde et sted mellem 10-20.000 kr. pr. borger i bankerne, er det afgørende, at vi sikrer, at disse penge forvaltes korrekt og ansvarligt.

Flere af de danske banker har ageret risikovilligt og (dum)dristigt de forgangne år. Det er denne risikovillighed, Socialdemokraterne ikke vil betale for uden at stille krav.

Som alle andre virksomheder skal også bankerne lære af deres fejl. Bankerne var i krise i slut-80’erne, de er i krise nu, og hvis vi skal undgå endnu en krise igen om 15 år, skal bankerne lærer af deres fejl. Det sker dog ikke, så længe regeringen giver dem en stor pose penge uden at stille krav.

Derfor har Socialdemokraterne 3 krav til bankpakken: For det første skal statens aktieindskud være ligeværdig aktiekapital – og derfor også

medføre direkte statslig repræsentation i bankernes bestyrelser. Hermed sikres, at den tilførte kapital anvendes til at sikre det nødvendige låneniveau for dansk erhvervsliv og private borgere – og at skatteborgernes penge i øvrigt forvaltes ansvarligt.

For det andet skal statslige kapitalindskud være en obligatorisk løsning i alle banker, ligesom i USA. På den måde undgår vi, at nogle banker krampagtigt vil forsøge at ride stormen af ved massive reduktioner af deres balance/udlån, hvilket vil få voldsomt negative konsekvenser for dansk økonomi.

For det tredje skal den aktiekapital, der indskydes fra statens side have præferencestilling i forhold til anden ansvarlig kapital. Hermed er det den statslige kapital der tabes sidst, og denne har forrang til et relativt stort og på forhånd fastlagt udbytte.

Disse krav er ikke et ”led i oppositionens marxistiske tankegang, der skal sikre statslig overtagelse af de danske banker” som Lene Espersen har slået til lyd for. Disse krav er derimod et forsøg på at sikre, at bankerne ikke blot kan forvalte skatteborgernes penge som de lyster, men at de danske banker præges af ansvarlighed og fremsynethed.

- og er det så meget forlangt?

Med ønsket om et godt nytår til jer alle!

Med venlig hilsen

Kim Mortensen