DE EDSVORNE

ROBERT LOW

DE EDSVORNE

Oversat fra engelsk af Brian Christensen

CICERO

Copyright © Robert Low, 2007

Originaltitel: The Whale Road

Published by arrangement with HarperCollins Publishers Ltd.

Sats: Cicero, København

Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck

Omslagslayout: Anne Kragelund

ISBN: 978-87-7079-154-0

Første danske udgave

Printed in Germany 2011

Til min kære kone, Katie, der sørger for at holde mig på ret køl,

og at jeg har mine årer i vandet.

CICERO

er et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5

et

Runer ristes i slyngede bånd som Midgårdsormen, der bider sig selv i halen. Alle sagaer er slangeknuder, for et menneskes livshistorie begynder ikke altid med fødslen og slutter med

døden. Min egen historie begynder først rigtigt med min tilbageven-den fra de døde. I loftet løb der en knudret bjælke, som var slidt helt glat. Der hang fiskenet og sejl ned fra den, og for mit slørede blik så jeg en død edderkop dingle for enden af den fineste tråd. Jeg genkendte den bjælke. Det var kipbjælken i bådeskuret i Bjørnshavn, og jeg huskede, hvordan jeg grinende og sorgløst havde svinget mig i disse net og sejl for en menneskealder siden. Jeg lå på ryggen og kiggede op på bjælken og kunne ikke forstå, hvorfor den var der, for jeg måtte da være død. Ikke desto mindre kunne jeg se min egen ånde i det iskolde rum. „Han er vågen.“ Stemmen lød som en snerren, og alting sejlede omkring mig, da jeg forsøgte at dreje hovedet mod den. Jeg var ikke død, men lå på en fladseng, og foran mig så jeg et ansigt med fremstående hage-parti og stridt skæg. Der var andre ansigter omkring hans. Også de var fremmede og flimrede for mine øjne, som befandt jeg mig under vand. „Så flyt jer dog, I grimrianer. Giv nu knægten plads til at trække vejret. Du ville jo skræmme selv Hel fra vid og sans, Finn Hesteho-ved, så skrub nu ud med dig, og hent hans far.“ Manden med det stride skæg rynkede panden og forsvandt. An-

6

sigtet bag stemmen havde et veltrimmet skæg og rare øjne. „Mit navn er Illugi – De Edsvornes gode,“ sagde han og klappede mig på skulderen. „Din far er på vej, min dreng. Du er i sikkerhed.“ I sikkerhed. Når en gode sagde, at jeg var i sikkerhed, måtte det jo passe. Pludselig så jeg i et glimt, som ved et blåhvidt lyn på en uvejrsnat, bjørnen brage ned gennem taget i en regn af sne og splin-tret træ. Den brølede og tårnede sig op over mig som et mægtigt hvidt bjerg … „Min … far?“ Jeg kunne ikke engang kende min egen stemme, men den ven-lige mand ved navn Illugi nikkede og smilede. Bag ham så jeg andre mænd gå omkring som skygger og hørte deres stemmer bølge frem og tilbage. Min far. Så var han alligevel kommet tilbage for min skyld. Det var det sidste, jeg tænkte, inden Illugis ansigt udviskedes til et ovalt omrids, og de andre ansigter ligeledes fortonede sig, da jeg gled ned i søvnens mørke vand. Men goden løj. Jeg var ikke i sikkerhed. Jeg ville aldrig være i sikkerhed igen. Da jeg var blevet i stand til at sidde op og spise suppe, kendte hele Bjørnshavn til historien om, hvordan Orm havde slået den hvide bjørn ihjel. Den hvide bjørn, Ruriks svøbe, var kommet for at hævne sig på sønnen – og formentlig på faderen bagefter. Men tapre Orm, som ikke var meget andet end en stor dreng, havde alene taget kampen op mod dyret, for at den ikke skulle sætte tænderne og kløerne i vølven Freydis’ hovedløse lig. Et fuldt døgn havde han sloges mod den, indtil han til sidst havde jaget et spyd gennem dens hoved og et sværd i dens hjerte. Min far broderede videre på historien, mens han knælede ved min seng og strøg sig over sit gråsprængte skæg og sit slaskede, før-hen gyldne hår. Min far, Rurik, som havde sat mig i pleje hos sin bror, Gudleif, i Bjørnshavn. Han havde båret mig dertil under sin kappe, da jeg kun var en lille tumling, det år Erik Blodøkse mistede sin trone i Jorvik og blev dræbt i slaget ved Stainmore. Jeg er ikke engang sikker på,

7

at det er et ægte minde, eller om det blev syet på min livskappe af Gudleifs kone, Halldis, som tog sig bedre af mig end de andre fo-sterbørn, fordi jeg var en frænde. Det var hende, der lærte mig om får og høns og dyrkning af af-grøder. Hende, der sad ved arnen og udfyldte hullerne i min hu-kommelse, mens de store tæpper, som opdelte hallen, blafrede i de buldrende vindstød. Hun svarede roligt og tålmodigt på alle mine spørgsmål, mens hun sad med sine små klikkende vævebrikker og lavede lyse uldkan-tebånd til pyntesøm. „Rurik kom kun tilbage en enkelt gang og havde en bjørneunge med,“ sagde hun. „Han bad Gudleif om at passe den for ham og sagde, at den var en formue værd. Og det var den sikkert også, men Rurik kunne naturligvis ikke blive hjemme længe nok til at få en formue ud af den. Søen kaldte altid ved det næste tidevand. Han var ikke den samme mand, efter at din mor døde.“ Men nu var han dukket op her som en hval, der bryder den øde havoverflade. Jeg så et nøddebrunt ansigt foran mig, og eftersom folk sagde, at vi lignede hinanden, forsøgte jeg at finde nogle flottere træk i det, end der måske egentlig var. Han var af middelhøjde, hans hår mere sølvgråt end gyldent nu, ansigtet vejrbidt, og skægget kortstudset, og selvom han var bekymret, anedes et fornøjet glimt i hans blå øjne under de buskede øjenbryn. Og hvad så han? En dreng, der var høj af sin alder, med kraf-tige skuldre, uden barndommens splejsede præg og med rødbrunt hår, som faldt ned i øjnene på ham, medmindre nogen klippede det. Halldis havde holdt hans hår kort, mens hun stadig levede, men ef-ter at hostesygen tog hende, fik det mere eller mindre bare lov til at gro. Jeg kiggede på hans stumpnæsede ansigt og fik et chok, da det pludselig gik op for mig, at jeg ville se sådan ud, når jeg blev gam-mel. „Så kom du alligevel,“ sagde jeg og følte mig straks frygtelig dum, for enhver kunne jo se, at han var kommet – og ikke alene. Bag min far, i Bjørnshavns bådeskur, stod de bistre besætnings-

8

medlemmer fra det skib, som han var skibsfører på. Gunnar Raudi havde advaret mig om disse mænd. „Hvorfor skulle jeg ikke det?“ spurgte han med et smil. Vi kendte begge svaret på det spørgsmål, men jeg ville have fore-trukket, at det blev sagt højt. „Når en mand hører, at hans søn er i fare blandt egne frænder … ja, så må han da gøre noget,“ fortsatte han med et alvorligt stenan-sigt. „Nemlig,“ svarede jeg og tænkte ved mig selv, at han havde ta-get sig god tid til at gøre noget, og at ti år var mere end en lille hvile-pause undervejs. Men jeg sagde ingenting, for jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han var oprigtigt forundret over, at jeg kunne få den tanke, at han ikke ville ile mig til undsætning. Først da jeg var blevet lidt ældre, forstod jeg, at Rurik havde ud-fyldt sin rolle som far lige så godt som alle andre fædre – og sikkert bedre end de fleste. Men da jeg i det øjeblik kiggede på denne nær-mest fremmede mand og indså, at det var ham, der i sin tid havde sat mig i pleje uden derefter at give den mindste lyd fra sig, blev jeg så arrig, at jeg fuldstændig tabte mælet. Han troede fejlagtigt, at jeg tav, fordi jeg var bevæget over at se ham igen og stadig var rystet efter den drabelige kamp med den hvide bjørn og turen gennem sneen. Så han nikkede bare og smi-lede. „Hvem skulle have troet, at den forbistrede bjørneunge ville lave så meget ravage?“ sagde han eftertænksomt og krattede sig i ha-geskægget med sine ru fingre. „Jeg købte den af en købmand fra Gotland, som fortalte, at han havde fået den af en finne. Jeg havde tænkt mig at sælge den i Irland, lave en kappe ud af den eller måske holde den som husdyr, men den nidding til Gudleif lod den slippe løs. Tåbe. Se bare, hvad der skete – jeg havde nær mistet min søn.“ Gudleif havde forbandet sin bror, bjørnen og til sidst den mand, som han mistænkte for at have sluppet den løs. Bjørnen var efter-hånden blevet for stor til sit oprindelige bur og måtte derfor tøjres i det fri og fodres med bjerge af god sild. Trællen havde til sidst ikke turdet nærme sig den. Et kort øjeblik var alle brudt ud i jubel, da de opdagede, at den

9

hvide bjørn var stukket af, men derpå var man gået i vild panik over, at et sådant uhyre var på fri fod. Gudleif, Bjarni og Gunnar Raudi havde jagtet den hele det år, men uden held, og de mistede til-med en god hund i forsøget. Ordene hobede sig op inde i mig og kæmpede for at komme ud som fulde mænd, der forsøger at slippe ud af en brændende hal. Min far var mig en kilde til undren. Ikke ét ord om, hvor han havde været, eller hvorfor jeg havde været i pleje så længe, eller hvad der var sket i mine fem første leveår, før han førte mig hertil. Han ind-rømmede end ikke, at den ulyksalige historie med den fordømte bjørn helt og aldeles var hans skyld. Jeg var så edderrasende, at min mund åbnede og lukkede sig som en nyfanget torsks. Han bemærkede det, men igen troede han bare, at det skyldtes bevægelse over at se den længe savnede far. Han klap-pede mig på skulderen. „Kan du gå?“ spurgte han brysk. „Einar venter i hallen og vil tale med dig.“ Pokker tage Einar, havde jeg lyst til at sige. Og pokker tage dig. Freydis er død på grund af din fordømte bjørn, bare fordi du ikke var her til at beslutte, hvad der skulle ske med den, før en eller an-den til sidst blev træt af den og lod den flygte. Hvor var du? Og for-tæl mig om mig selv, om min mor, og om hvor jeg er fra. Jeg ved ingenting. I stedet nikkede jeg bare og kom usikkert på benene. Han hjalp mig i bukser, sko og kofte, og da jeg støttede mig til ham, kunne jeg mærke, hvor senestærk han var. Han lugtede af gammel sved, læder og våd uld, og håret på hans bryst stak op over halsudskæringen på hans kofte i krusede, grå-sprængte totter, som var mørkere end hans hår og skæg. Og imens blev tankerne ved med at hvirvle rundt i hovedet på mig som skrigende terner omkring friskfangede fisk. Årene min far og jeg havde været adskilt og den hvide bjørns skæbne. Hvor længe havde den været på fri fod? Seks år? Otte måske? Men denne vinter havde den på en eller anden måde opsporet mig og ved sin død forenet mig med min far, som var den et offer til Odin. Dens skæbne fik mig til at skælve. De tre norner, som spinder

10

alle væseners livstråde, var begyndt på et mystisk billedtæppe for mit vedkommende. Jeg spændte et bælte om livet, mens min far snørede mine vik-lers. Så rejste han sig op og rakte mig Bjarnis sværd. Det var blevet tørret rent for blod og var finere end nogensinde. Der var ikke nær så mange rustpletter på det, som da jeg havde stjålet det. „Det er ikke mit sværd,“ sagde jeg med en blanding af skam og trods, og han lagde undrende hovedet på skrå som en fugl. Så for-talte jeg ham historien om det. Sværdet tilhørte Bjarni, som Gudleif havde delt åre med i mange år. Han og Gudleif havde forsøgt at lære mig forskellige stød med det, men til sidst havde Gunnar Raudi fået nok af at se på os og havde grebet sværdet, spyttet i jorden og vist mig, hvordan man brugte det i rigtig kamp. „Når du står i en skjoldborg, knægt, kan du godt glemme alt om flotte stød,“ sagde han. „Bare hug ud efter modstanderens fødder, skær anklerne over på ham, eller jag sværdet op under hans skjold og brynje, og spid hans nosser. Det er alligevel de eneste ting, som du kan få ram på.“ Derefter viste han mig, hvordan jeg skulle bruge sværdfæstet og skjoldet, mine knæ, albuer og tænder, mens Gudleif og Bjarni bare stod og så på uden at sige noget. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at de var bange for Gunnar Raudi. Senere fik jeg at vide – af Halldis naturligvis – at Gunnar Raudi blev i Bjørnshavn, fordi han havde fået Bjarni og Gudleif levende hjem fra et togt til Dyflin, som var gået frygtelig galt. Alle havde troet, at de var døde, men et halvt år efter var de kommet sejlende tilbage med et erobret skib fyldt med tilfangetagne trælle og beretninger om Gunnar Raudis vovemod. Bjarni og Gud-leif skyldte ham deres liv og gæstfrihed, så længe han levede. „Jeg stjal det fra Gudleif, da jeg fandt ud af, at han håbede, at jeg ville dø i sneen på vej op til Freydis’ hus,“ sagde jeg til min far. Han strøg sig over skægget og rynkede panden. „Ja, det fik jeg at vide, da Gunnar sendte bud efter mig,“ sagde han og nikkede. Det var den dag, hvor Gunnar Raudi havde fået min vante ver-den til at styrte sammen. En dag, som var begyndt med, at Gudleif

11

sad i sit højsæde med sine stævnfigurer som støtter på hver sin side. Han var indhyllet i pelse og forsøgte at fremstå som en mægtig jarl, men formåede kun at ligne en gnaven kat. Bjarni var død året forinden, og Halldis året før igen. Nu brok-kede Gudleif sig over kulden og gik nødigt uden for en dør. Han sad og skulede, flankeret af Caomh, den gamle mand, som han havde hjemført som træl fra et Kristus-tempel i Dyflin. Et stykke fra dem sad den lige så gamle Helga og slog en skyt-tel frem og tilbage over væven og smilede til mig med sine to sidste tænder, mens Gunnar Raudi, som lige akkurat anedes i det røg-fyldte mulm, arbejdede på en læderrem. „Jeg magter ikke at klare turen op til græsgangen i år,“ sagde Gudleif til mig. „Hestene skal drives herned igen, og vi skal have fornødenheder bragt op til Freydis.“ Vinteren var kommet tidligt det år. Sneen føg ned ad Snæfell, og kulden havde trukket enhver farve ud af landskabet, så der ikke sås andet end sorte skeletlignende træer på en grå baggrund under en grå himmel. Selv havet var skifergråt. „Den første sne er allerede faldet,“ mindede jeg ham om. „Den er måske for dyb til, at man kan drive hestene ned nu.“ Jeg undlod at minde ham om, at jeg havde bragt sagen på bane flere uger tidli-gere, hvor det ville have været lettere at få tingene klaret. Der hørtes ikke en lyd bortset fra vævens hvislen og smælden og de spruttende knald fra det alt for fugtige brænde. Halldis ville al-drig have lavet sådan en sjusket optænding. Gudleif flyttede på sig i højsædet. „Måske har du ret,“ sagde han. „I så fald må du overvintre der og få dem ned til foråret. Frey-dis har forberedt sig godt på vinteren.“ Det lød ikke som et tillokkende forslag. Freydis var en underlig kvinde, og faktisk opfattede de fleste hende som en vølve, en heks. Jeg havde aldrig set hende i mine femten år, skønt hendes hus ikke lå mere end en dagsvandring væk op ad nogle højdedrag. Hun pas-sede Gudleifs bedste heste på det højtliggende græsland og var dyg-tig til det. Men selvom hun havde forberedt sig godt, ville der ikke være nok foder til flokken gennem hele den hårde vinter, som det tegnede

12

til at blive. Måske ville der ikke engang være mad nok til hende og mig. Det gjorde jeg Gudleif opmærksom på, men han trak bare på skuldrene. Jeg syntes, det ville være bedre, hvis Gunnar Raudi tog af sted, og det sagde jeg også. Gudleif trak igen på skuldrene, og da jeg kiggede over på Gunnar Raudi, lod han til at være alt for opta-get af arbejdet med sin læderrem til så meget som at se op. Så jeg pakkede mine ting og udvalgte mig den stærkeste af pony-erne. Jeg stod og overvejede, hvad jeg skulle tage med til Freydis, da Gunnar Raudi kom ind i stalden. Og dér, midt i det varme, puslende halvmørke, fik han min verden til at ramle sammen med en enkelt sætning. „Gudleif har sendt bud efter sine sønner.“ Nu forstod jeg. Gudleif var døende, og hans to sønner, Bjørn og Steinkel, var på vej hjem fra deres fosterforældre for at gøre krav på deres arv, hvilket betød, at jeg var … overflødig. Måske håbede han, at jeg ville dø og på den måde løse alle hans problemer. Gunnar Raudi læste mine tanker. Han sagde ikke noget, men blev stående tavs og ubevægelig som en klippeblok i det ildelug-tende mørke et stykke tid. En hest prustede og stampede i den knit-rende halm. „Nå, så det er der, færingen er blevet af. Jeg undrede mig godt nok over, at den båd manglede,“ var det eneste, jeg kunne sige. Gunnar Raudi sendte mig et bistert smil. „Nej. Gudleif sendte bud over land til den næste dal igen. Båden er her ikke, fordi jeg gav Krel og Stornæse besked på at ro til Laugarfell og sende bud derfra til Rurik.“ Jeg kiggede nervøst på ham. „Ved Gudleif det?“ Han rystede på hovedet. „Han ænser ikke ret meget for tiden. Og selv hvis han finder ud af det, hvad kan han så gøre ved det? Må-ske ville han endda selv have gjort det, hvis man havde nævnt det for ham.“ Hans ansigt var ikke andet end en uudgrundelig skygge i mulmet. „En tur gennem sneen er ikke så slem igen,“ fortsatte han. „Og det er bedst ikke at være her, når Rurik kommer.“ „Hvis du synes det, kan du jo tage turen gennem sneen, og så bli-ver jeg her,“ sagde jeg bittert og forventede at høre ham slå en spy-

13

dig kluklatter op og en snerren til svar. Men til min overraskelse – og til hans, forekom det mig bagefter – lagde han i stedet hånden på min skulder. „Det vil jeg ikke råde dig til, knægt. Det, som Rurik har med sig, vil være værre end en forfrossen næse.“ De ord fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, og jeg spurgte ham, hvad han mente. Hans øjne funklede i mørket. „Einar den Sorte og hans besætning kommer,“ svarede han, og måden, han sagde det på, fortalte mig rigeligt. Jeg lo, men kunne selv høre, hvor anstrengt det lød. „Hvis han da kommer.“ Vi så hinanden i øjnene, og vi vidste begge, at det ville han. Jeg var som den hvide bjørn: en anden mands ejendom, uafhentet og i vejen. Min far ville måske ikke engang få kendskab til min skæbne, og selv hvis han gjorde, ville han måske være ligeglad. Da jeg nåede til den del af historien, kom min far med et vredt udbrud, som om nogen havde prikket ham hårdt i siden, og hans sorte blik gjorde mig flov over at have sagt det. Så fortalte jeg ham, at jeg ikke havde nogen samvittighedskvaler over at have stjålet Bjarnis sværd – eller over at have taget så meget salt eller nogen af de andre forsyninger, som jeg havde fundet nød-vendige. Jeg ville give pokker i Bjørnshavn, Gudleif og hans to søn-ner. Det grinede min far ad. Tyveriet af Bjarnis sværd var den værste forseelse, for et sværd skulle man behandle med respekt. Det var et dyrt våben og tegn på, at man både var en velstående mand og en kriger. Grækerne i Konstantinopel – som kalder sig romere, men ikke taler latin – tror, at alle vikinger er danere, og at alle vikinger kæm-per iført brynje og med sværd. I virkeligheden har de fleste af os kun en langkniv, som er en køkkenkniv på længde med en underarm. Med den kan man partere en kylling eller rense en fisk – eller slå et menneske ihjel. Man lærer at blive skrap til at bruge den, da en brynje er for dyr for de fleste. Et godt udfald fra modstanderen vil slå en ihjel, med-mindre man undviger det, og man parerer kun, når det er strengt

14

nødvendigt, for ellers kommer der hakker i æggen på ens dyrebare langkniv. Et sværd derimod var et fortryllet, dyrt våben og en krigers ken-detegn, så det var noget, man behandlede med respekt. Men af ren trods listede jeg døde Bjarnis sværd ned af krogen i hallen, mens Gud-leif gryntende lå og fjærtede i søvne, og tidligt om morgenen begav jeg mig af sted til Freydis’ hov, før han opdagede, at det manglede. Bjarni ville finde ud af det, men ham havde jeg sluttet fred med, og jeg bad til store, barske Thor om, at han ville gå i forbøn for mig. Bagefter bad jeg til Odin, som opnåede visdom efter at have hængt ni dage og nætter i Verdenstræet. Og til sidst bad jeg til Jesus, Den Hvide Kristus, der hang på et træ ligesom Odin. „Det var rigtignok klogt tænkt af dig,“ sagde min far, da jeg for-talte ham det. „Man kan aldrig få for megen guddommelig hjælp, selvom disse Kristus-tilbedere er nogle underlige folk, der siger, at de ikke vil gribe til våben, men som alligevel lader til at kunne møn-stre krigere og skarpt stål. Hvad sværdet angår – ja, Bjarni vil jo ikke få brug for det, og Gudleif vil være ligeglad. Spørg Einar, om du må få det. Han vil sikkert lade dig beholde det efter din bedrift med bjørnen.“ Jeg sagde ikke noget. Hvordan skulle jeg kunne fortælle ham, hvad jeg havde gjort? At jeg havde pisset i bukserne og var stukket af og bare havde ladet Freydis ligge og dø? Da Freydis opdagede de kæmpestore bjørnespor i sneen, om-kring to uger efter at jeg havde kæmpet mig frem til hendes hus, stængede hun samtlige døre og forberedte sig på det værste. Den aften den kom, havde vi spist suppe og brød i skæret fra arnens gløder, mens vi lyttede til bjælkernes knagen og halmens knitren i stalden. Jeg lå ængsteligt og knugede Bjarnis sværd i hånden. Sværdet og Freydis’ afdøde mands gamle spyd og hendes køkkenknive var de eneste våben, vi havde. Jeg stirrede på de ulmende gløder og for-søgte at lade være med at tænke på bjørnen, der snusende luskede rundt udenfor. Jeg vidste, hvis bjørn det var, og jeg havde en følelse af, at den var kommet for at få hævn efter alle de år.

15

Jeg vågnede til en stille sang og så Freydis sidde nøgen med kors-lagte ben foran ilden. Hendes ansigt var skjult af lange tjavser fedtet hår, og i hånden holdt hun spyddet. Foran hende var der … nogle ting. Jeg kunne se et lille dyrekranium med blodrøde tænder og øjen-huler, som var mørkere end natten. Der var også udskårne gen-stande og en stofpung. Freydis fortsatte med at småsynge i en lang, nærmest ubrudt nynnen, som fik hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg fattede endnu hårdere om fæstet på Bjarnis gamle sværd, mens de døde stimlede sammen om Freydis med øjne, der funklede i deres ligblege ansigters dunkle huller. Hvorvidt hun bad dem om hjælp, kaldte på bjørnen eller for-søgte at danne et værn mod den, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved bare, at da bjørnen bragede mod væggen, rungede huset som en klokke, og jeg sprang halvnøgen op med sværdet i hånden. Minderne om den nat red mig som en mare, og jeg virrede med hovedet som for at ryste dem af mig, men i et sidste kort glimt så jeg bjørnen lange ud med labben og Freydis’ hoved hvirvle gennem luf-ten, så blodet sprøjtede op på tagspærene. Havde der været et smil på hendes læber? Et bebrejdende blik i hendes øjne? Min far læste mine tanker, men troede fejlagtigt, at jeg sørgede over Freydis, og klappede mig igen på skulderen med et lille smil. Så fulgte han mig langsomt hen til hallen gennem den solgnistrende sne. Der dryppede vand ned fra de smeltende istapper i tagskægget. Alting lod til at være, som det plejede, men trællene undgik mit blik og kiggede ned i jorden. Jeg så Caomh stå nede på stranden ved siden af en stav med en kugle ovenpå – det var sikkert en af hans mystiske Hvide Kristus-totemer. Én gang munk altid munk, sagde han altid. Bare fordi han var blevet revet bort fra sit kloster, gjorde det ham ikke til en mindre hellig mand for Den Hvide Kristus. Jeg vinkede til ham, men han gengældte ikke min hilsen, selvom jeg vid-ste, at han havde set mig. Der var dunkelt i Gudleifs hal, og et diset, koldt lys faldt ned gennem røghullet. Ilden knitrede, og skyer af varm ånde stod op fra skikkelserne, der sad og krøb sammen på langbænkene ved foden

16

af højsædet. De vendte sig alle om mod min far og mig, da vi kom ind. Jeg ventede, til mine øjne havde vænnet sig til mørket, og så så, at der sad en anden i Gudleifs højsæde, en mand med skulderlangt kragesort hår. Han havde sorte øjne og sort overskæg og var iført samme blå-ternede bukser som irerne og en kofte af den fineste silke med røde kanter. Hans ene hånd hvilede på et sværdfæste. Det var et fint vå-ben med en tung sværdknap af sølv og rige udsmykninger på parér-stangen. Med den anden hånd knugede han en pelskappe ved halsen. Jeg lagde mærke til, at det var Gudleifs kappe, og at hans højsæde ikke længere var flankeret af stævnfigurer. De var blevet lagt til side, og som højsædestøtter sås i stedet to gevirprydede hjortehoveder med udspilede næsebor. Det var nogle barske mænd, min fars skibsfæller, men de satte ham højt, da han var deres skibsfører og kunne tyde bølger, som andre kunne læse runer. Tres af dem var kommet til Bjørnshavn på hans anmodning, selvom han ikke ledte denne besætning af Ed-svorne og deres slanke drageskib, Fjordelgen. Einar den Sorte var deres høvding, og han sad nu i Gudleifs høj-sæde, som var det hans eget. Ved hans fødder sad andre mænd, heriblandt Gunnar Raudi. Han sad helt stille med hænderne på knæene og sit falmede røde hår samlet i nakken med en læderrem. Han kiggede tavs på mig med sine gråblå øjne, der var spejlblanke som et hav om sommeren. De andre kendte jeg ikke bortset fra Geir Klumpnæse med den store violetsprængte tud, der havde givet ham hans tilnavn. Den dirrede, mens han fortalte, hvordan han havde fundet mig stiv af kulde og indsmurt i blod med den hovedløse Freydis ved siden af mig. Steinthor, som havde været sammen med ham, nikkede bekræf-tende. De talte muntert om det nu, men havde været rædselsslagne, da de fandt den store bjørn død med et spyd boret gennem hovedet og Bjarnis sværd i hjertet. Som Steinthor til de andres fornøjede kluk-latter gladelig indrømmede, havde han skidt i bukserne af skræk.

17

Der var to andre fremmede, og den ene var den største mand, jeg nogensinde havde set. Han havde et stort skæg, en stor mave, en stor stemme – alt ved ham var stort. Han var iført en blå kofte af tyk uld og et par enorme søstøvler, hvori der var stukket de stør-ste blå- og sølvstribede bukser, som jeg nogensinde havde set. Der måtte være gået flere alen silke til de bukser. På hovedet bar han en pelshat med en sølvspids, der klingede som en bjælde, når den kom til at strejfe bladet på hans enorme da-neøkse. Han bankede med mellemrum skaftet ned i hallens hårde gulv og brummede, når Geir Klumpnæse kom med en overraskende fin kenning i sin historie. Den anden mand var slank og lænede sig op ad en af hallens stol-per og strøg sig over sit flettede overskæg, som var meget populært på det tidspunkt. Han mønstrede mig, på samme måde som når Gudleif vurderede en ny hest og så, hvordan den bevægede sig. Men Gudleif selv var ikke at se nogen steder, kun denne ravne-sorte fremmede, som sad i hans højsæde. „Jeg hedder Einar den Sorte. Velkommen, Orm Ruriksson.“ Han sagde det, som om hallen tilhørte ham, og som om højsædet var hans. Han lænede sig en smule frem og drejede langsomt sværdet, som hvilede med den rundede spids mod gulvet. „Jeg må indrømme, at situationen har vist sig at være mere interessant og indbringende, end jeg forventede, da jeg modtog Ruriks anmodning om at komme hertil,“ sagde han. „Jeg havde andre planer … men når ens skibs-fører taler, lytter en klog mand.“ Ved siden af mig bøjede min far hovedet en anelse og smilede. Einar gengældte smilet og lænede sig tilbage. „Hvor er Gudleif?“ spurgte jeg. Ingen svarede. Einar så på min far. Jeg bemærkede det og kiggede også på ham. Min far undgik mit blik. „Jeg fik at vide, at han sendte dig af sted i sneen, for at du skulle dø. Og så var der også den der uafsluttede sag med bjørnen …“ „Gudleif er død, knægt,“ afbrød Einar ham. „Hans hoved sidder på et spyd på stranden, så hans sønner ser det, når de ankommer, og på den måde kan se, at vi har taget blodhævn.“

18

„Blodhævn for hvad?“ spurgte den store mand og drejede øksen, så bladet glimtede i det svage lys. „Ruriks søn var jo ikke død, som vi troede.“ „For drabet på bjørnen, Skapti Halvtrold,“ sagde Einar roligt. „Det var en kostbar bjørn.“ „Var det da Gudleif, der slog den ihjel?“ spurgte den slanke mand og strøg sig langsomt over overskægget. „Jeg syntes ellers lige, at jeg hørte Geir Klumpnæse berette om bjørnedræberen Orm Ruriksson.“ „Skulle han måske have vurderet, hvor meget den var værd, da den angreb ham i mørket?“ snerrede min far. „Jeg kan lige forestille mig dig foretage regnestykket, Ketil Krage. Inden du nåede at få støv-lerne af for at tælle på tæerne, ville den have flået hovedet af dig.“ Ketil Krage klukkede og nikkede så som tegn på, at min far havde ret. „Ja, det er rigtigt nok, at jeg ikke kan tælle, men jeg har da om-løb i hovedet.“ „Og så er der naturligvis kvinden, Freydis, som blev slået ihjel,“ sagde Einar og ignorerede diskussionen. „Hun var ikke træl, men fribåren, og det må der betales en pris for, eftersom hun døde, fordi Gudleif lod bjørnen slippe væk til at begynde med. Hvorom alting er, var bjørnen min og meget værd.“ Min far sagde ikke noget om, hvis bjørn det var, og jeg sagde slet ingenting, da det lige var gået op for mig, at den stav med kuglen ovenpå, som Caomh havde stået ved siden af på stranden, var spyd-det med Gudleifs hoved. Einar flyttede på sig igen og trak kappen tættere om sig. En sky af varm ånde steg til vejrs i den kolde hal, da han fortsatte. „Vi kan jo diskutere til den lyse morgen, om det var Ruriks fejl, fordi han førte bjørnen hertil, eller om det var Gudleifs, fordi han lod den slippe væk. Og så er der spørgsmålet om, hvorfor han sendte dren-gen så sent gennem sneen op til Freydis. Måske var han og bjørnen i ledtog med hinanden.“ Det var sagt i spøg, men både Skapti og Ketil værgede sig imod det onde med nogle hurtige besværgelser og knugede de Thorsham-mere af jern, som de havde hængende om halsen. Da indså jeg, at Einar kendte sine folk godt.

19

Jeg sagde stadig ikke noget, mens minderne vældede op i mig som flagermus, der myldrer ud ad en klippesprække. Efter at bjørnen var braget mod væggen, blev der stille, men jeg tør sværge på, at jeg hørte den luske rundt udenfor i den knitrende sne. Freydis blev ved med at messe. De to malkekøer brølede af skræk, og bjørnen brølede tilbage, hvilket skræmte køerne endnu mere. Jeg selv blev så rædselsslagen, at jeg sad med tilbageholdt ån-dedræt og helt tør i munden på gulvet med en lygte ved fødderne. „Nå, Gunnar Rognaldsson, har du tænkt dig at sige hele sand-heden til Gudleifs sønner, når de kommer? Eller foretrækker du at slutte dig til os? Vi har brug for gode mænd.“ Jeg vendte tilbage til nuet, men det varede lidt, før det gik op for mig, at det var Gunnar Raudi, som Einar talte til. Jeg havde aldrig hørt hans rigtige navn, men kendte ham kun som Røde Gunnar. Han befandt sig i en farlig situation, indså jeg. Han var Gudleifs mand og en brutal og drabelig kriger, som udelukkende havde fået lov til at beholde livet, fordi det var ham, der havde sendt bud til min far om mig. Men det var tydeligt, at han og Einar kendte hinanden – og at Einar ikke stolede på Gunnar, og at Gunnar var klar over det. Jeg kunne se, at Einar nødig ville have, at Gunnar blev tilbage og råd-gav Gudleifs sønner. Uden ham ville de tænke sig om en ekstra gang, før de tog hævn. Gunnar kløede sig i sit gråsprængte skæg, som om han overve-jede sagen, men faktisk havde han intet valg. „Jeg havde ellers reg-net med at skulle tilbringe resten af mine dage her, men nornerne væver jo vores livskappe, og vi kan ikke gøre andet end at gå med den,“ sagde han trist. „Jeg vil følge jer, Einar. I kulde og storm.“ De smilede til hinanden, men det var den slags smil, man ser hos ulve, der kredser om hinanden. „Og hvad med dig, Bjørnedræber?“ spurgte Einar mig. „Vil du slutte dig til din far om bord på Fjordelgen? Jeg vil råde dig kraftigt til det.“ Han behøvede ikke at sige mere. Gudleifs sønner ville uden tvivl hævne sig på mig, hvis jeg blev her, og jeg havde ikke længere nogen grund til at blive.

20

Jeg nikkede, han nikkede, og Skapti kaldte på øl. Og således sluttede jeg mig til De Edsvorne. Først senere fandt jeg ud af, at det ikke var gjort med et nik at blive optaget blandt dem, men at man skulle aflægge en blodsed. Jeg spiste i Gudleifs hal for sidste gang den aften. Tæppeforhæn-gene blev revet ned – med en vis foragt, syntes jeg – for at gøre plads til alle De Edsvorne. Det var kendetegnende for en vikingehøvding på plyndringstogt, at han rådede over en hel hal, og de, der delte en hal op med forhæng, tilkendegav på den måde, at de hverken havde brug for mænd til togter eller indkvartering til dem. De Edsvorne fulgte de gamle skikke og kunne ikke fordrage en hal med for-hæng. Vi spiste rundt om arnen, og ilden blussede op en gang imel-lem, når et vindstød susede ned i røghullet og gennem hallen. Jeg sad og lyttede til blæstens buldren mod tagspærene og kiggede på disse barske mænd, som fra den ene dag til den anden havde overta-get Bjørnshavn. De fiskede varmt fårekød op af gryden, pustede på fingrene og talte om underlige ting og steder, som jeg aldrig havde hørt om før. De drak store mængder øl, så skummet drev ned ad deres skæg, mens de pjattede og fandt på gåder til hinanden. Steinthor, der åben-bart opfattede sig selv som skjald, digtede et kvad om drabet på bjørnen, og de andre slog begejstret i bænkene eller overdængede ham med skældsord, alt efter hvor gode hans kenninger var. De løftede med mellemrum deres ølhorn for mig, Orm Bjørne-dræber, i en hyldestskål, og min tilbagevendte far smilede stolt, som om han havde vundet en fin hest. Men jeg lagde mærke til, at Gun-nar Raudi tavs sad og betragtede os henne på sin bænk. Sent på aftenen, da snakken flød mere dæmpet og trægt som rø-gen fra ildstedet, faldt jeg i søvn og drømte om den hvide bjørn, og hvordan den havde kredset om Freydis’ hus, indtil der blev helt stille udenfor. Jeg vendte mig om mod Freydis og sagde til hende, at hendes vægge var solidt byggede. Jeg var sikker på, at vi var sluppet med skrækken, og at bjørnen var forsvundet. Jeg lå og smilede, da tør-vetaget pludselig gav efter. Et par mægtige labber kom til syne, og

21

jord og sne væltede ned gennem hullet, og dernæst fulgte bjørnen i en hvid lavine med et voldsomt brag som fra Thors hammer. Den udstødte et øredøvende triumfbrøl. Jeg var lammet af skræk og pissede i bukserne. Bjørnen landede tungt på gulvet, rystede jord og sne af sig som en hund og rejste sig så op på alle fire. Den var et drivende vådt pelsbjerg, et stinkende, brølende uhyre, der drejede sit frygtindgydende hoved fra side til side. Dens ene øje funklede rødt i skæret fra ilden, mens det andet kun var en mørk hule. I den samme side af hovedet var dens ene mundvig ble-vet flænset op, så dens gule hjørnetænder blottedes i et uhyggeligt smil. Tyktflydende savl dryppede fra dens sultne gab. Den fik øje på os, lugtede ponyerne og vidste ikke, hvad den skulle kaste sig over først. Da var det, at jeg tog flugten og dermed afgjorde vores alles skæbne. Den hvide bjørn snurrede rundt, da den hørte mig. Jeg kunne næsten ikke fatte, hvor hurtig og stor den var! Den fik øje på mig henne ved døren, hvor jeg stod og fumlede med slåen. Den brølede, og jeg mærkede dens stinkende ånde, da jeg desperat flåede slåen løs og hev døren op. Da jeg stormede ud, hørte jeg et brag bag mig, og jeg så mig hur-tigt over skulderen. Bjørnen havde rejst sig på bagbenene og kom vraltende hen mod mig. Der var imidlertid for lavt til loftet for den, og den bankede sit enorme hoved mod en bjælke og væltede bag-over ned i arnen. Jeg sværger, at jeg så den skule til mig med sit raske øje, da den skreg. Freydis rejste sig roligt, greb det gamle spyd og stødte det ind i dyrets glubende gab, men stødet var ikke hårdt nok. Hendes mes-sende besværgelse havde alligevel ikke været nær god nok. Spyddet smadrede bjørnens tænder og knækkede, så det forreste stykke blev siddende i hovedet på den. Bjørnen slog ud efter Freydis med et dovent, men kraftfuldt sving. Hun røg bagover, og hovedet blev adskilt fra kroppen i en kaskade af blod og knuste knogler. Jeg spænede af sted gennem sneen som en ussel træl. Hvis der havde ligget et spædbarn på min vej, ville jeg have samlet det op og

22

kastet det over skulderen i håb om at kunne friste uhyret med en lille godbid, så jeg selv kunne nå at slippe væk … Jeg vågnede i Gudleifs hal til en skidengrå morgen og de skam-fulde minder, men ingen lagde mærke til mit humør, for alle havde travlt med at gøre sig klar til at forlade Bjørnshavn. Det gik for alvor op for mig, at jeg nu skulle forlade mit eneste hjem og aldrig vende tilbage. Jeg skulle sejle bort med en besætning af barske fremmede vikinger – og hvad der var endnu værre en far, som jeg dårligt kendte. En mand, der havde set sin egen bror få ho-vedet hugget af uden så meget som at trække på skulderen ad det. Jeg kunne knap trække vejret af bar skræk. Bjørnshavn var det sted, hvor jeg havde lært de ting, som ethvert barn skal lære om vin-dene, havet og krigsførelse. Jeg havde leget på engene og markerne, stjålet mågeæg på de sorte klipper, roet den lille færing og sejlet på knarren sammen med Bjarni og Gunnar Raudi og andre. Jeg havde endda været i Skiringssal engang. Det var det år, da Harald Blåtand højsatte sin far, Gorm den Gamle, og blev danernes konge. Jeg kendte stedet ud og ind, lige fra skærene ud for kysten, hvor brændingen dannede skum på de sorte klipper, til ternernes skri-gende latter. Om aftenen blev jeg lullet i søvn af bjælkernes knirken, når blæsten sendte rystelser gennem tørvetaget. Jeg følte mig varm og tryg ved den dansende ild, som fik vævene til at kaste skygger, der lignede vældige edderkoppespind. Her havde Caomh lært mig at læse latin, fordi ingen havde nok kendskab til runer – når jeg altså kunne sidde stille længe nok til at følge med i hans kragetæer i sandet. Det var her, jeg havde lært om heste, eftersom Gudleif havde skabt sig et navn som avler af hingste. Og alt det forandredes i løbet af et øjeblik. Einar tog nogle tønder med kød og øl som en del af ‘blodhæv-nen’ og gav instrukser til at gravlægge Freydis og slæbe bjørnekada-veret ind og flå skindet af den. Det kunne Gudleifs sønner beholde sammen med kraniet og tænderne. Det var kostbare handelsvarer, som var mere værd end de tønder, han havde taget. Hvorvidt tingene var lige så meget værd som Gudleifs liv, var en anden sag, tænkte jeg, mens jeg samlede mine få ejendele sammen: en pung, en spisekniv, et jernspænde til min kappe, mit tøj og en

23

hørkappe. Og også Bjarnis sværd. Jeg havde glemt at spørge Einar om det, da det ikke var blevet nævnt; så jeg beholdt det bare. Havet var skifergråt med hvide skumtoppe. De Edsvorne slæbte deres skibskister ned til Fjordelgen gennem snedækkede sandklit-ter med klumper af tang og vadede hujende ud i det iskolde vand med deres støvler rundt om halsen. Himlen var klar og blå med hvide skyer, og solen lignede en messingskive – selv vejret forsøgte at lokke mig til at blive. Bag mig skrabede Helga fåreskind for at blødgøre dem og fulgte med i vores rejseforberedelser, for livet gik åbenbart videre, selvom Gudleif var død. Caomh stod også og fulgte med ved siden af Gud-leifs hoved og ventede sikkert på, at vi forsvandt i horisonten, så han kunne give det en kristen gravfærd. Det sagde jeg til Gunnar Raudi, da han gik forbi mig. „Det vil Gudleif ikke takke ham for,“ sagde han. „Gudleif tilhørte Odin med hud og hår.“ Han vendte sig om mod mig med sin tunge skibskiste på skulderen. „Hold øje med Einar, knægt. Han tror, du er styret af guderne, og at den hvide bjørn blev sendt af Odin.“ Jeg havde selv haft samme tanke og fortalte ham det. Gunnar klukkede. „Den kom ikke tilbage på grund af dig, knægt, men Einar. Han tror, at det hele blev sat i værk for at få ham hertil, fordi du spiller en rolle i hans saga.“ Han rettede på kisten. „Tag ved lære af ham, men stol ikke på ham. Eller nogen af de andre for den sags skyld.“ „Ikke engang min far? Eller dig?“ spurgte jeg halvt i sjov. Han kiggede på mig med sine havblå øjne. „Du kan altid stole på din far, knægt.“ Så vadede han ud i vandet til Fjordelgen og råbte til de andre, at de skulle hjælpe ham med at få kisten om bord. Da jeg stod der ved langsiden af det store skib, der tårnede sig truende op over mig, op-levede jeg et væld af modstridende følelser: spændt forventning og frygt, kulde og intens varme. Var det, hvad det indebar at være en mand … denne uvished? „Rub dig, knægt – eller bliv tilbage med mågerne.“ Jeg fik et glimt af min fars skulende ansigt ved skibssiden, og så var det væk. Geir Klumpnæse lænede sig grinende ud over rælingen

for at hjælpe mig op på skibet med min bylt, som jeg havde snøret sammen med mit ekstra bælte. „Velkommen om bord på Fjordel-gen,“ lo han.