Danish University Colleges

Recovery i fællesskaber

En kvalitativ undersøgelse af recovery-orienteringen i social-psykiatrien

Nielsen, Diana Astrup

Publication date:2013

Document VersionPost-print: Den endelige version af artiklen, der er accepteret, redigeret og fagfællebedømt (peer-review) afudgiveren, men uden udgiverens layout.

Link to publication

Citation for pulished version (APA):Nielsen, D. A. (2013). Recovery i fællesskaber: En kvalitativ undersøgelse af recovery-orienteringen i social-psykiatrien.

General rightsCopyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright ownersand it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. • You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Download policyIf you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediatelyand investigate your claim.

Download date: 06. Mar. 2019

DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITETSSKOLE, AARHUS UNIVERSITET

- ET SKRFTLIGT SPECIALE I PÆDAGOGISK PSYKOLOGI

Recovery i fællesskaber Recovery in communities

En kvalitativ undersøgelse af recovery-orienteringen

i social-psykiatrien

_________________________

Udarbejdet af: Studerende Diana Astrup Nielsen

Årskortnummer: 20096237

Vejleder: Irene Højlund Nielsen

Eksamenstermin: vinter 2013. Afleveringsdato: 13.03.13

Anslag ifølge studieordningen: Min. 192.000 – Max 240.000

Anslag i nuværende speciale: 239.820

2

3

Abstract

The present dissertation undertakes a study of recovery-oriented practices in the Danish Psychiatric

psykosocial rehabilitation; an approach to practice where the professional systems of care base their

work with clients or patients on the assumption, that recovery is possible for and can be reached by

any person. The recovery-oriented theory regards any subject as the core actor in his or her own

recovery process, wherefore professionals in the field should act in a role of motivators or coaches,

rather than consultants or experts.

The recovery-oriented theory has been widely criticized based on scepticism regarding the capacity

of individuals to take on such as core role to recover from a mental disorder or other psychiatric

ailments.

This dissertation is based upon this criticism of the individual-based recovery-orientation, which

according to the current literature is predominant in present day practice. The dissertation aims at

examining the potentials and limitations of recovery-orientation in a context of practice, and is thus

concerned with the question:

Which limitations and potentials emerge for recovery-orientation, when the applications of the the-

ory are investigated in contexts where the theory is applied to practice?

The dissertation is based in critical psychology and theories of social practice. The investigation

undertaken is based on an empirical inquiry into the practices at a resident establishment for young

people with mental disabilities. The empirical data gathered consists of interviews with the residents

and recordings from institutional staff meetings at the establishment.

The analyses presented in the dissertation are from in-depth studies of two select cases with resi-

dents of the establishment. Two theoretical approaches are applied to each case; analysis based on

fundamental concepts taken from recovery-orientation, and analysis based on fundamental concepts

taken from critical psychology. This approach serves to provide an idealized level, as well as a prac-

tice level of understanding for the case studies, whereby it becomes possible to identify the dynam-

ics of gaps, connections, or conflicts between the applied theories in a context of practice.

The dissertation aims at using the results from this double-tiered analytical approach as indicators

for identifying limitations and potentials of recovery-orientation in a context of practice, as well as

for identifying suggestions for improving and developing such practice.

4

The analyses of the empirical data presented serve to identify limitations, as well as potentials for

practice based upon recovery-orientation. The approach from critical psychology supports that the

concepts of recovery-orientation lack sufficiency in respect of certain categories within the field of

social psychiatry, such as drug or alcohol abuse, where the professional staff find it difficult to

maintain a fully recovery-oriented approach. The analyses suggest that the difficulties stem from a

range of inherent limitations in the fundamental concepts of recovery-orientation.

The primary conclusion derived from the analyses is, that recovery-orientation cannot stand alone,

but needs to be combined with other theoretical concepts and approaches. It is argued that an em-

phasis on context will provide a wider range of ideas and possible actions for a practice aiming to-

wards development of possibilities of subjects diagnosed with psychiatric problems.

In a contextual approach the young subject's participation can be regarded as a part of a collabora-

tive process, where changes in the surroundings and environment can be included as crucial factors

for supporting the individual as an active participant.

The possibility of benefitting from such a wider range of possible actions calls for an improved sit-

uated and contextual understanding of the young subject's own capacity and capability for an ac-

tively participating role, as well as an improved awareness of understanding and possibly act to-

wards altering factors in the subject's environment and surroundings.

5

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.9

1.1. Recovery som et nyt paradigme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.9

1.2. Recovery-orienteringens betydning for socialpsykiatrien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.9

1.3. Recovery som et individuelt ansvar? – Recovery-kritikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.11

1.4. Recovery som omsorgssvigt? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.12

1.5. Opsummering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.13

1.6. Problemformulering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.13

1.7. Argumentation for valget af teoretisk indgangsvinkel til genstandsfeltet . . . . . . . . . . s.14

1.8. Introduktion til specialets empiri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.14

Kapitel 2. Recovery. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.15

2.1. Definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.15

2.1.1. Recovery som fænomen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.15

2.1.2. Recovery som begreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.16

a) De individuelle, subjektive definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.17

b) De objektive generaliserende definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.19

2.2. Recovery som tilgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.20

2.2.1. Bostonmodellen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.20

2.2.2. Sainsbury Center for mental Health . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.21

2.3. Skandinavisk forskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.23

2.4. Recovery i dansk kontekst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.25

2.5. Hvordan går det så? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.27

2.6. Nye forskningsområder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.28

Kapitel 3. Undersøgelsens teoretiske tilgange .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.29

3.1. Kritisk psykologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.29

3.1.1. Formuleringen af et nyt subjektvidenskabeligt paradigme . . . . . . . . . . . . . . s.29

3.1.2. Den videnskabsteoretiske placering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.30

3.1.3. Et opgør med umiddelbarhedspostulatet i den traditionelle psykologi . . . . . s.31

3.1.4. Funktionalhistoriske og aktualempiriske analyser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.32

3.1.5. Almengørelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.32

3.2. Analytiske begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.33

a) Deltagelsesbegrebet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.33

b) Handleevnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.33

c) Personligheden og daglig livsførelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.34

d) Betingelser, betydninger og begrundelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.34

e) Handlesammenhænge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.35

f) Nordvangskollegiet som et omsorgs- og læringsarrangement . . . . . . . . . s.36

g) Interpellation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.37

h) Andetgørelse og andetgørelsesprocesser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.38

3.2. Teorien om læring som social praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.38

3.2.1. Analytiske begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.39

a) Praksisfællesskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.39

b) Deltagerbaner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.40

c) Deltagelsesformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.40

3.3. Begrebssammenstilling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.41

a) Andetgørelse og marginalisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.41

b) At komme til forståelse af sig selv versus identitet. . . . . . . . . . . . . . . . . . s.42

6

c) Handlesammenhænge og praksisfællesskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.42

Kapitel 4. Undersøgelsen metode. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.44

4.1. Kritisk psykologisk praksisforskning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.44

4.1.1. Joint venture . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.45

4.1.2. Intersubjektivitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.46

4.1.3. Decentrering og perspektivforskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.46

4.2. Metodologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.47

4.2.1. Forskningsdesign . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.48

a) Etablering af kontakt til praksis. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.48

b) Etablering af projektet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.48

c) Det empiriske materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.49

d) Oversigt over empirien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.49

e) Interviewdesign . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.51

f) Planlægningsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.52

g) Deltagende observationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.53

h) Deltagelsen i personalemøder som en mellemting mellem

interviews og deltagende observationer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.53

i) Transskription . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.54

j) Anvendelsen af casestudiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.54

k) Etik og forskerrollen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.55

Kapitel 5. Analyse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.57

5.1. Analysens struktur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.57

5.2. Præsentation af Nordvangskollegiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.57

5.3. Tanja . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.58

5.3.1. Det umiddelbart gode forløb - Tanjas udvikling set i et

recovery-perspektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.58

a) Et eksempel på det ideelle recovery-forløb. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.58

b) Kritikker af Tanjas forløb set fra et recovery-perspektiv . . . . . . . . . . . . . s.60

c) Opsummering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.61

5.3.2. Tanjas recoveryproces set i et kritisk psykologisk perspektiv . . . . . . . . . . . s.61

a) Hvordan målrettede aktiviteter kan føre til overskridelse af

’psykosociale vanskeligheder’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.62

b) Små handlinger eller sætninger med stor betydning for deltagelsen . . . . s.64

c) Prajningernes komplekse karakter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.66

d) Recovery som en tilstand, hvor sygdom skjules under en facade

af normalitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.67

e) Når professionelle problemforståelser underkender beboerens

perspektiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.68

f) At bo sammen med andre unge som mulighedsskabende for

ændring af selvforståelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.70

5.4. Kasper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.71

5.4.1. Kaspers forløb anskuet i et recovery-perspetiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.71

a) Nordvangskollegiet som en recovery-orienteret praksis. . . . . . . . . . . . . . s.71

b) Kritikker af Kaspers forløb set fra et recovery-perspektiv . . . . . . . . . . . . s.73

c) Opsummering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.74

5.4.2. Kaspers forløb analyseret fra et kritisk psykologisk perspektiv . . . . . . . . . . s.74

a) Når misbrugskategorien vandrer ind i praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.74

b) Når ’misbrug’ udfordrer den gældende praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.76

7

c) Når arrangerede praksisser skaber ikke-deltagelse . . . . . . . . . . . . . . . . . s.76

d) Betydningen af sociale sammenhænge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.77

e) Med deltagelsen i centrum. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.79

f) Projekt følgeskab – hvis projekt er det?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.80

g)”Så det er lige med at finde gevinsten, før man tør tage

det der væddemål” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.83

Kapitel 6. Diskussion og Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.88

6.1. Resume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.88

a) Baggrunden for undersøgelsen . . .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.88

b) Specialets teoretiske og metodiske tilgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.88

c) De analytiske fund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.89

d) Recovery-begrebernes svagheder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.89

e) Intersubjektivitet som forudsætning for tilrettelæggelsen af støtten .. . . . .s.90

6.2. Konsekvenser af analysens pointer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.90

a) Et bud på hvordan den recovery-orienterede praksis kan styrkes . . . . . . s.90

6.3. En diskussion af de anvendte teorier og metoder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.92

a) Udviklingsbegrebet versus læringsbegrebet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.92

b) Fordele ved den anvendte analysestrategi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.93

c) Konsekvenser af metodevalgtet – er det solidarisk forskning? . . . . . . . . . s.94

d) Udvælgelsen af casepersoner og konsekvenser af dette valg. . . . . . . . . . s.95

6.4. Refleksioner over forskerrollen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.96

a) Vanskeligheder ved at fastholde den subjektvidenskabelige tilgang . . . . .s.96

b) Adgang til brugerperspektiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.97

c) Kravet om forskeren som neutral aktør anskuet fra et kritisk

psykologisk perspektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.97

d) En sidste afsluttende bemærkning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.97

Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.99

Bilagsoversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.108

8

9

Kapitel 1. Indledning

1.1. Recovery som et nyt paradigme

Psykiske sygdomme rammer et stort antal mennesker, og særligt den skizofrene lidelse anses blandt

fagfolk for at være den alvorligste og mest invaliderende af de psykiske sygdomme. Det er en syg-

dom, som historisk set har været forbundet med opfattelsen af kronicitet, men siden 1970’erne har

forskning vist, at det er muligt for hovedparten af mennesker med en skizofren lidelse at komme sig

ovenpå sygdommen (Warner 1985; Harding 1988). Disse resultater har ført til en nytænkning in-

denfor sundhedsområdet, hvor man er blevet opmærksom på, at det at komme sig ovenpå psykiske

lidelser, finder sted i langt højere grad end tidligere antaget. At komme sig bliver i megen litteratur

omtalt som recovery.

Der bliver forsket i recovery verden over, og der indføres recovery-orienterede programmer i sund-

hedssystemerne i hele den vestlige verden (Farkas 2007; Shepherd et al. 2008; Jensen et al. 2011).

Der tales ligefrem om et paradigmeskifte indenfor det socialpsykiatriske felt, hvor konicitets-

paradigmet er blevet erstattet af recovery-paradigmet, præget af håb og tro på den psykisk syges

potentialer (Petersen 2010). Psykisk syge mennesker betragtes ikke længere som hjælpeløse ofre for

deres sygdomme, men fremstår som aktører i deres egne recovery-processer (Topor et al. 2011).

Dette speciale handler om denne nye tilgang til mennesker med psykosociale vanskeligheder, hvor

recovery-orienteringen ser ud til at tilføre et nyt og positivt perspektiv på mennesker med psykoso-

ciale vanskeligheder med fokus på den enkeltes muligheder, frem for begrænsninger.

Recovery betegnes af Sainsbury Center for Mental Health i England som en mulighed for alle: ”Re-

covery is possible for everyone. However, not everyone will be ready – or willing – to engage in it

in the same way. People have to choose their own recovery path” (Shepherd et al. 2008: 6). Recove-

ry anses hermed som noget, alle kan opnå, og den er desuden knyttet til individets egen aktive ind-

sats, - idet det anses for at være centralt, at individet selv tager aktiv del i processen. (Jensen et al.

2004).

1.2. Recovery-orienteringens betydning for socialpsykiatrien

Recovery-begrebet har i løbet af en kort årrække fået stor betydning for det værdimæssige grundlag

i socialpsykiatrien i Danmark, hvor en lang række kommuner definerer eller er i færd med at define-

10

re en recovery-orienteret tilgang (Jensen et al. 2010). Det overordnede og styrende princip i recove-

ry-orienterede organisationer består i en antagelse om, at alle mennesker besidder mulighed for re-

covery (Farkas 2007). Dette indebærer, at medarbejderne og systemet skal møde brugerne på en

radikalt ny måde. I stedet for at brugeren skal ’lære at leve’ med sin sygdom og indrette sit liv efter

den, skal der nu være øget opmærksomhed på brugerens potentialer, og det at han er i stand til at

’komme sig’ ovenpå sin lidelse (Shepherd 2009). Den professionelles rolle må ifølge den recovery-

orienterede tilgang ligeledes defineres på ny. Hvor den professionelle tidligere blev anset som ek-

sperten, der sad inde med en faglig viden om, hvad der var det bedste for brugeren, er det nu bruge-

ren selv, der udnævnes til ’ekspert på sin egen sygdom’(ibid.).

Hermed fremgår det dels, at brugerperspektivet er blevet mere fremtrædende i tilgangen til menne-

sker med psykiske lidelser, hvilket i dette speciales optik anses som et væsentligt fremskridt set i

forhold til tidligere tider, hvor mennesker med psykiske lidelser blev fastholdt i en passiv klientrolle

på store institutioner (Goffman 1967), fordi man netop ikke mente, at helbredelse var mulig1 (Topor

2003). Men der stilles samtidig helt nye krav og forventninger til både brugere og ansatte i social-

psykiatrien, som det vil være relevant at undersøge betydningen af, hvilket også er ambitionen med

dette speciale.

Der er efterhånden udført en række kvalitative studier på samfundsvidenskabelig basis, som opreg-

ner faktorer, der anses for centrale for recovery-processen. Disse undersøgelser peger på, at recove-

ry skyldes mange faktorer, og at processen kan igangsættes af meget andet end den professionelles

indsats. Recovery kan eksempelvis opstå spontant eller i kraft af, at brugerne har en god økonomi,

etablerer sit eget hjem, eller måske anskaffer sig en hund (Borg et al. 2005). Når recovery-processer

opstår indenfor behandlingssystemerne, skyldes det ikke de specifikke behandlingsmetoder, men

derimod har det betydning, om behandleren er i stand til at etablere en særlig arbejdsalliance til

brugeren, kendetegnet ved gensidighed og personlig engagement (Topor et al. 2011).

Med den recovery-orienterede tilgang lægges der dermed op til en repositionering af aktørerne in-

denfor det socialpsykiatriske felt, da det ikke længere er det professionelle system, samt viden, der

anses for at være centrum for igangsættelse af recovery-processer, og samtidig stilles der nye krav

til både medarbejdere og brugere i socialpsykiatrien. Men hvilken betydning får det for socialpsyki-

atrien, når man går fra én form for professionalisme til en anden, og hvilke muligheder og begræns-

1 For en diskussion af dette se eksempelvis Topor 2003, eller tidligere patienters oplevelser af hospitalspsykiatriens

umyndiggørende og objektiverende behandling af psykisk syge (Coleman 2007, Lauveng 2008).

11

ninger giver denne nye tilgang? – Det er nogle af disse spørgsmål, som dette speciale vil søge at

kaste lys over.

1.3. Recovery som et individuelt ansvar?- Recovery-kritikker

Opfattelserne af, hvad der fører til recovery, er imidlertid også blevet problematiseret. Fra social-

psykologisk side har psykologen Jacob Cornett rejst kritik af den herskende måde at anskue recove-

ry-processer på i såvel forskningen som i tilgangen til det sociale arbejde. Han kritiserer tilgangen

for at være individualistisk, hvilket ifølge Cornett indebærer, at det individuelle udpeges som det

særlige socialpsykiatriske arbejdsfelt. I stedet bør man i højere grad fokusere på fællesskabers be-

tydning for recovery-processer, da det efter hans mening er igennem fællesskaber, at recovery over-

hovedet bliver mulig (Cornett 2003). Psykologen Alain Topor og hans medarbejdere gør ligeledes

opmærksom på, at der mangler forskning i recovery-processer set fra en kontekstuel vinkel. Ifølge

denne forskergruppe finder recovery først og fremmest sted i relation til andre mennesker og i sam-

spil med brugerens omgivelser. Der er mange faktorer, der er impliceret i recovery-processen, som

ligger udenfor og udover personens egen kontrol og præstationer (Topor et al. 2011). Samtidig gør

Kirsten Petersen, - Cand. Scient. Soc. og ph.d., - opmærksom på, at der ikke er dokumentation for

sammenhængen mellem recovery-orienterede tilgange i sundhedspraksis og forekomsten af recove-

ry hos mennesker med psykiske lidelser. Hun lægger sig i forlængelse af Cornetts kritik af den indi-

vidualiserede tilgang, som ifølge Petersen fokuserer på brugerens mestringsstrategier og evne til at

tage kampen op mod sygdommen, hvilket forudsætter, at brugeren både kan og vil arbejde med sig

selv. Hvorimod borgere, der enten ikke magter eller ønsker denne individfokuserede tilgang, i vær-

ste fald risikerer at blive ekskluderet fra at indgå i et psykosocialt rehabiliteringsforløb2 (Petersen

2010).

Den danske poststrukturalistiske aktionsforsker Agnete Neidel har undersøgt, hvordan idealet om

recovery former livet i de socialpsykiatriske tilbud. Den hidtidige kvalitative forskning på området,

har ifølge Neidel haft et snævert fokus på, om indsatserne (i brugernes øjne) lever op til det, som er

2 Et psykosocialt rehabiliteringsforløb er betegnelsen for den praksis, der udøves på særlige måder af professionelle i

forhold til brugere med nedsat psykosocial funktionsevne med henblik på at understøtte personens recovery.

Rehabilitering og recovery er således to vinkler på samme fænomen, hvor psykosocial rehabilitering beskriver

processen set fra de professionelles side, mens selve recovery-processen anskues fra den berørtes side (Eplov et al.

2010). Der redegøres nærmere for begreberne i næste afsnit.

12

udpeget som vigtigt, og hun argumenterer for, at denne type forskning ikke er i stand til at indfange

den kompleksitet og de modsatrettetheder, der opstår i en professionel praksis, som søger at leve op

til recovery-orienteringen. Hun retter et kritisk fokus mod det, hun omtaler som ”recovery-

orienteringens massive sandhedshegemoni”, som hun finder, er medvirkende til at skabe knapt syn-

lige demarkationslinier mellem inklusion og eksklusion af både brugere, medarbejdere og botilbud.

Dette sandhedshegemoni er ifølge Neidel ligeledes med til at usynliggøre den modsætningsfyldte og

komplekse hverdag, som også er en del af det sociale arbejde på trods af recovery-orienteringen

(Niedel 2011).

Det er altså ikke uvæsentligt for forståelsen af recovery, om der anlægges et individualiseret fokus

på forskningen, eller om der derimod anlægges et kontekstuelt fokus. Dette speciale lægger sig i

forlængelse af de problematiserende og kritiske positioner, som særligt Neidels forskning er et ek-

sempel på. Formålet med specialet er derfor ikke at undersøge, hvordan det socialpsykiatriske ar-

bejde er eller kan blive mere recovery-orienteret, men at undersøge recovery-orienteringen, som den

tager sig ud i det socialpsykiatriske arbejde med henblik på at analysere denne tilgangs muligheder

og begrænsninger, når konteksten inddrages i analysen.

1.4. Recovery som omsorgssvigt?

Udover det allerede nævnte er der rettet kritik af recovery-tilgangen fra såvel psykiatrisk som psy-

kodynamisk side. Psykiaterne Ralf Hemmingsen og Josef Parnas kritiserer recovery-tænkningen for

at medføre omsorgssvigt af svært psykisk syge patienter, idet recovery-perspektivet placerer et be-

tydeligt ansvar for deres remission (dvs. recovery) hos patienten selv. Dette er ifølge disse medici-

nere en forfejlet tilgang til denne patientgruppe, idet disse patienter netop er kendetegnede ved at

have en svigtende forståelse af omverden og en manglende evne til social planlægning, hvilket be-

tyder, at de ikke er i stand til at tage ansvaret for deres egen recovery-proces (Hemmingsen & Par-

nas 2005). Recovery-orienteringens betoning af individets egen aktive indsats kan desuden føre til,

at en stor gruppe patienter, som det ikke lykkes at opnå ’recovery’, bliver genstand for stigmatise-

ring (Eplov et al. 2005).

Det stærke fokus på individets evne til at være aktør i sin egen recovery-proces får ligeledes skarp

kritik fra psykodynamisk side, hvor recovery analyseres ud fra og sammenlignes med omsorgs-

tænkningen i det psykiatriske behandlingsarbejde. Mennesker med psykisk lidelse er ifølge sygeple-

jelærer Cand.cur.stud. Hanne Jakobsen meget sårbare. Da psykisk lidelse påvirker patientens følel-

sesmæssige og kognitive funktionsniveau, vil det ikke være alle patienter, der er i besiddelse af et

13

recovery-potentiale, eller som er i stand til at definere og opstille mål for deres recovery-proces. Det

kan derfor betragtes som omsorgssvigt fra sundhedssystemets side at stille store krav til disse sårba-

re patientgrupper, og det er samtidig nødvendigt, at personalet fastholder ekspertrollen, således at

den professionelle på vegne af patienten påtager sig at stille afpassede krav for derigennem at støtte

udviklingen hos den enkelte (Jakobsen 2004).

1.5. opsummering

Opsummerende kan problematikkerne beskrives på følgende vis: Recovery formuleres som en mu-

lighed for alle, blot man er klar til at tage ansvaret for at engagere sig i recovery-processen, men

denne tilgang har mødt tre former for kritikker, en socialpsykologisk, en medicinsk og en psykody-

namisk, der alle tre anfægter denne betoning af individets aktørstatus i forhold til at komme sig.

Recovery-tilgangen kan ifølge disse kritikker dels føre til en individualisering af problemer, der i

virkeligheden er udenfor individets rækkevidde, til omsorgssvigt og stigmatisering af mennesker

med svære psykiske lidelser, idet de ikke er i stand til at påtage sig ansvaret for deres recovery-

proces, således som recovery-tilgangen lægger op til. Dermed får den recovery-orienterede tilgang

den modsatte effekt end den oprindeligt tilsigtede (at være en mulighed for alle), da den ekskluderer

særlige grupper (Petersen 2010).

Der er således mange diskussioner, der vikler sig ind i hinanden, når talen kommer på recovery. Der

er ikke enighed om recovery-orienteringens virkninger, når det drejer sig om mennesker med psyki-

ske lidelser, og der er heller ikke megen forskning, der belyser recovery-orienteringens betydning

for brugere og medarbejdere i socialpsykiatrien. Det er således relevant at undersøge recovery-

orienteringens muligheder og begrænsninger, særligt når kontekstuelle forhold inddrages i undersø-

gelsen. Dette fører frem til følgende problemformulering:

1.6. Problemformulering

Hvordan kan man forstå muligheder og begrænsninger i recovery-orienteringen, når den betragtes

i sin konkrete praksis?

Begrebsdefinition:

Recovery-orienteringen defineres her både som måden, hvorpå indsatsen fra professionel side er

struktureret med henblik på at understøtte brugernes recovery-processer. Men begrebet recovery-

orientering er bredere endnu, idet det indeholder en ideologi med egne begreber og teoretiske for-

ståelser.

14

1.7. Argumentation for valget af teoretisk indgangsvinkel til genstandsfeltet

Det er specialets udgangspunkt, at recovery-orienteringen ikke kan bestemmes en gang for alle,

men må undersøges konkret med henblik på at forstå dette perspektivs muligheder og begrænsnin-

ger i forhold til konkrete praksisser. I dette speciale anlægges et kritisk psykologisk perspektiv på

undersøgelsen af recovery-orienteringen, da det med dette perspektiv bliver muligt at inddrage kon-

tekstens betydning for udvikling uden dog at overse menneskets subjektive muligheder for at foran-

dre sine omgivelser. På den måde kan det individualiserede fokus, som vi så problematiseret i ind-

ledningen, overskrides. Kritisk psykologi er desuden en metateoretisk tilgang, der er udviklet med

henblik på at undersøge og problematisere andre teorier og metoder. Dertil kommer, at kritisk psy-

kologi desuden er en praksisforskningsmetode, som også har ambitioner om at pege på udviklings-

muligheder for praksis.

Baggrunden for valget af kritisk psykologi som teoretisk ståsted er således, at det giver mulighed

for at kunne problematisere eksisterende recovery-forståelser og finde begrænsninger i disse, mens

positionen samtidig er i stand til at pege på nye udviklingsmuligheder for praksis. Neidels forsk-

ning, som der kort blev redegjort for i indledningen, søger at fremstille komplekse analyser med en

ambition om at skabe refleksioner i praksis, hvilket i dettes speciales optik anses som væsentligt.

Den postrukturalitiske forskningstradition, som Neidels forskning baserer sig på, søger at destabili-

sere og dekonstruere de metafysiske essenser (dvs. det vi tager for givet), men svagheden ved denne

tilgang er, at den har vanskeligt ved at sætte noget andet i stedet (Nissen 2004). Kritisk psykologi

og kritisk psykologisk praksisforskning søger derimod at fastholde kritikken, men med forandring

for øje, idet ambitionen indenfor kritisk psykologisk praksisforskning er, at kritikken efterfølges af

positive praksisrettede analyser.

1.8. Introduktion til specialets empiri

Undersøgelsen tager udgangspunkt i et socialpsykiatrisk bosted beliggende i en større by. Bostedet

er anonymiseret og omtales i dette speciale som Nordvangskollegiet. På Nordvangskollegiet bor der

14 beboere i alderen 18-35 år med psykosociale vanskeligheder, og der er desuden 12 medarbejdere

ansat. Bostedet baserer deres indsats på et recovery-orienteret grundlag. Empirien fra dette bosted

består af beboerinterviews og båndede optagelser af forskellige personalemøder, samt enkelte ob-

servationer af praksis. Desuden blev en enkelt beboer interviewet efter fraflytningen fra Nord-

vangskollegiet.

15

Kapitel 2. Recovery

2.1. Definitioner

Ambitionen med dette kapitel er at gå mere i dybden med begrebet og fænomenet ’recovery’, samt

belyse hvilken betydning perspektivet indtil videre har fået i dansk sammenhæng. Desuden udfoldes

de problematiserede vinkler fra indledningen. Ambitionen med dette er at give en bredere forståelse

af recovery som udgangspunkt for en analyse af recovery-orienteringen i en konkret socialpsykia-

trisk praksis, nærmere bestemt Nordvangskollegiet, som vi kort blev præsenteret for i indlednings-

kapitlet.

Begrebet recovery betyder, som det blev nævnt i indledningen, at komme sig, men man har i megen

dansk litteratur beholdt den engelske betegnelse, recovery. Recovery beskrives som et komplekst

begreb, idet det ifølge Pernille Jensen både kan beskrives som et fænomen, et begreb og en tilgang

(Jensen 2006). Med udgangspunkt i denne differentiering af recovery som henholdsvis et fænomen,

et begreb og en tilgang redegøres der i det følgende kort for den aktuelle viden om recovery. Pernil-

le Jensen er antropolog og anses for at være en central vidensperson indenfor recovery i dansk

sammenhæng.

2.1.1. Recovery som fænomen

Siden slutningen af 1970’erne er der udgivet en lang række publikationer, som dokumenterer, at

patienter, der har været under behandling for skizofreni3 eller andre alvorlige sindslidelser, ofte får

et positivt udbytte af forløbet (Bleuler 1978; Harding et al. 1987; Ciompi 1980; Hegarthy et al

1994; Warner 1985). Disse studier viser blandt andet, at muligheden for at komme sig eksisterer

uafhængigt af, om symptomerne pludselig er opstået, eller lidelsen har været langsomt fremadskri-

dende. Fundene varierer, men er dog i store træk sammenlignelige trods forskelle i diagnosekriterier

landene imellem og tidspunktet for opfølgning. Harding påviste i en opfølgning af langvarigt svært

psykotiske patientgrupper, at selv for denne gruppe var det muligt at bryde den kroniske tilstand

med samme positive udbytte (Harding et al. 1987). Disse positive statistiske fund har fået Harrison

og kollegaer til at forslå at:

3 Skizofreni er ofte den sygdom, der trækkes frem i recovery-debatten, og som recovery beskrives i forhold til. Dette

forhold skal ses i relation til, at denne sygdom tidligere blev anset for den alvorligste og mest kroniske tilstand, men de

positive statistiske fund har ændret denne opfattelse (se for eksempel Topor 2003).

16

”Schizophrenia and related psychoses are best seen developmentally as episodic disorders with

rather favourable outcome for a significant proportion of patients. Because expectation can be so

powerful a factor in recovery, patients, families and clinicals need to hear this.” (Harrison et al.

2001:515).

Men fundene er ikke entydige. WHO påviste i sin 2-årige opfølgningsundersøgelse, at der var signi-

fikante forskelle mellem udkommet af en skizofren lidelse for mennesker i henholdsvis i-lande og i

u-lande, idet der i u-landene ikke sker den samme gradvise forværring af sygdommen, som det ses i

Vesten (WHO 1997). Dette har fået Richard Warner4, som er professor i psykiatri og anses som

førende forsker indenfor recovery, til at konkludere, at des ”… mere urbaniseret og industrialiseret

miljøet er, desto værre bliver sygdommen.” (Warner 1985: 156). Disse resultater har rejst spørgsmå-

let, om der er noget i den vestlige kultur, som er medvirkende til at fastholde mennesker med psy-

kosocialt handicap i en mere kronisk tilstand. Her har man blandt andet peget på, at årsagerne kunne

være den lette adgang til et udbygget sundhedssystem i Vesten, samt manglende inklusion i civil-

samfundet set i forhold til udviklingslandene (Topor 2003).

Statistiske undersøgelser trækker på naturvidenskabelige metoder. Der bruges statistik og lægefag-

lige vurderinger af psykosesymptomer, behandlingsbehov, beskæftigelsessituation, boligsituation

og civilstatus (Topor 2003). ’Recovery’ er dermed forklaret ud fra diagnosticerende, objektiverende

perspektiver.

Der er desuden siden 1980’erne og frem publiceret en lang række selvbiografier, som understøtter

de statistiske fund (Deegan 1988; Houghton 1982; Leete 1989; Coleman 2007; Lauveng 2008).

2.1.2. Recovery som begreb

I litteraturen skelnes der ofte mellem recovery og rehabilitering, idet recovery betegnes som menne-

skets personlige proces med at komme sig, og ordet betoner dermed den psykisk syges egen syns-

vinkel, mens rehabilitering bruges om den professionelle indsats, der er rettet mod at fremme andres

recovery-processer (Eplov et al. 2010).

4 I litteraturgennemgangen har jeg bestræbt mig på at oplyse, hvilken positioner de nævnte forfattere udtaler sig fra,

således at læseren har mulighed for at vurdere relevansen af disse referencer, idet recovery-feltet spænder meget bredt. Dette vil jeg undlade at gøre i det efterfølgende teoretiske og metodiske afsnit, hvor positionerne mere eller mindre giver sig selv.

17

Recovery skal dermed forstås som det enkeltes menneskes egen gennemlevede proces med at

komme videre i livet. Det er en erkendelsesmæssig proces hen imod et nyt selvbillede, et jeg, som

ikke er fuldstændig underkastet sygdommen (Strauss 1989).

Rehabilitering kan forstås som den praksis, der udøves på bestemte måder af professionelle i for-

hold til brugere med nedsat funktionsevne af forskellig art. Der er forskellige definitioner af rehabi-

litering, men en dominerende definition er hentet fra ”Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet”.

”Rehabilitering defineres som en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, på-

rørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begræns-

ninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt

liv.” (Jensen et. al 2004: 4).

Ifølge Pernille Jensen er der ingen simpel sammenhæng mellem recovery og rehabilitering, hvor

recovery kan beskrives som ’indersiden’ og rehabilitering som ’ydersiden’ af det samme fænomen.

Recovery kan ikke fastlægges som resultat af en ydrebestemt handling eller indsats. Den ”professi-

onelle har ansvar for at bidrage så godt som overhovedet muligt til den enkeltes proces med at

komme sig, men kan ikke meningsfyldt påtage sig det fulde ansvar for denne proces.” (Jensen 2006:

265).

Man kan også, som Neidel (2011) gør det, anvende begrebet recovery-orientering om det arbejde,

der udføres i socialpsykiatrien. Neidel argumenterer for, at dette begreb er et mere rummeligt be-

greb set i forhold til psykosocial rehabilitering, og det giver mulighed for at anskue det sociale ar-

bejde som en igangværende proces frem for som med rehabiliteringsbegrebet at fokusere mere snæ-

vert på specifikke indsatser. Dette speciale gør ligeledes brug af begrebet recovery-orientering.

I litteraturen skelnes der desuden ofte mellem to typer definitioner på recovery: de individuelle,

subjektive definitioner og de objektive, generaliserede definitioner:

a) De individuelle, subjektive definitioner

Der findes mange forskellige bud på, hvordan recovery skal defineres eller beskrives fra et subjek-

tivt perspektiv. Det gennemgående ved de subjektive beskrivelser er, at recovery ofte beskrives som

en proces frem for et endemål, og denne handler om, hvordan personen genvinder magten over sit

eget liv, og hordan han eller hun får mulighed for at spille en anden rolle end rollen som klient eller

patient (Topor 2003). Desuden indeholder definitionerne en dobbelthed, idet recovery både handler

18

om at leve med et psykosocialt handicaps begrænsninger og om at overvinde begrænsningerne (Jen-

sen et al. 2004). Ron Coleman, en tidligere psykiatrisk patient, og i dag anerkendt foredragsholder

og forfatter, har skabt begrebet ’personlig recovery’ som en modsætning til de kliniske definitioner.

Coleman beskriver recovery som en individuel tilstand, der ikke kan måles eller vejes, idet den først

og fremmest er en subjektiv oplevelse. Personlig recovery handler om personens ret til selv at defi-

nere sine oplevelser, og en forudsætning for recovery er ifølge Coleman, at personen selv generob-

rer magten over sit eget liv (Coleman 2007).

Patricia Deegan, der er forsker og psykolog, har personligt gennemgået en recovery-proces ovenpå

en skizofren lidelse. Hun sammenligner sin personlige recovery fra skizofreni med en tilsvarende

proces for en person med kvadriplegi. Kvadriplegi er en fuldstændig lammelse af kroppen fra hal-

sen og ned forårsaget af en brækket halshvirvel. Tilstanden er irreversibel, det vil sige, at der ikke er

mulighed for at genoptræne de lammede muskler. En kvadriplegiker vedbliver derfor med at være

lammet resten af livet, men har, ifølge Deegan, alligevel mulighed for at blive ’recovered’ i betyd-

ningen af, at han eller hun atter bliver i stand til at opnå et meningsfuldt liv (Deegan 1988). I dette

perspektiv indebærer ’recovery’ snarere en vellykket bearbejdning af en personlig krise frem for en

genvinding af fysisk eller psykisk sundhed (forstået som fravær af symptomer). I flere af de person-

lige beretninger fremgår det dog også, at personerne trods deres ’recovery’ er mere sårbare end tid-

ligere, og at de er nødt til at tage mange hensyn for at holde psykosen i skak (Deegan 1988, Hough-

ton 1982, Leete 1989). Således fremgår det af Esso Leetes beretning, at hun oplever mange vanske-

ligheder i dagligdagen, blandt andet i form af hukommelsesproblemer, manglende evne til at indgå i

nære fællesskaber og tendenser til paranoia. Alligevel beskrives hun af sig selv og i faglige kredse

som værende ’recovered’ (Leete 1989; Anthony 1993). Recovery handler således ikke om sympto-

merne eller funktionsnedsættelserne i sig selv, men om den rolle de spiller i personens liv.

Andre toneangivende aktører i recovery-debatten betoner i højere grad retten til at blive betegnet

som helbredte ovenpå svære psykiske sygdomme som eksempelvis skizofreni, idet mange stadig er

tilbøjelige til at opfatte disse diagnoser som kroniske. I dette perspektiv handler recovery om hel-

bredelse i mere klinisk forstand og dermed fuldstændigt fravær af symptomer (Lauveng 2008). De

subjektive definitioner på recovery beskriver dermed forskellige aspekter af det at komme sig, men

fælles for dem er, at de ikke betragter det at komme sig som en tilbagevending til tilstanden, før

man blev syg, da sygdommen har bevirket, at man har fået nye erfaringer, både positive og negati-

ve, som præger personen efterfølgende (Whitwell 1999; Jensen et al. 2004). Man er således ikke i

19

en recovery vendt tilbage til den oprindelige tilstand, men derimod vokset ud af sygdommens kata-

strofale følger (Anthony 1993).

b) De objektive generaliserede definitioner

Udover de subjektive definitioner af recovery anvendes desuden objektive generaliserede definitio-

ner, hvor man kigger på symptombilleder fra et ydre perspektiv. Man skelner her mellem fuldkom-

men recovery og social recovery. Fuldkommen recovery defineres som en tilstand med fravær af

psykotiske symptomer og en tilbagevenden til det funktionsniveau, man havde før sygdommen.

Hvorimod det at komme sig socialt defineres som økonomisk og boligmæssig uafhængighed og lav

grad af social forstyrrelse, mens personen stadig godt kan have visse symptomer (Warner 1997).

Fordelen ved de objektive definitioner på recovery er ifølge Pernille Jensen og medforfattere, at det

åbner for mulighed for at anvende dem som måleparametre for, hvor mange mennesker der kommer

sig, samt for at vurdere graden af bedring. Men de objektive definitionerne er problematiske, idet de

indeholder idéen om en tilbagevenden til en tidligere tilstand, hvilket langt fra altid er tilfældet. Den

hollandske psykiater, Romme, har gennem empiriske studier eksempelvis påvist, at mange menne-

sker, der ikke på noget tidspunkt har været i kontakt med psykiatrien, hører stemmer. Derfor er det,

at man stadig hører stemmer, som ifølge diagnosekriterierne opfattes som vrangforestillinger og

dermed symptomer på psykisk lidelse, ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke er kom-

met sig (Longden et al. 2011; Jensen et al. 2004).

Også begreberne om social recovery er problematiske, da de åbner for mange forskellige måleme-

toder, og de risikerer at afspejle det generelle beskæftigelsesniveau og arbejdsmarkedets rummelig-

hed5 frem for egentlig recovery (Warner 1997). I Danmark, hvor pensioner kan være blevet givet på

baggrund af en diagnose, kan det, at man fortsat modtager pensionsydelser betyde, at man ikke le-

ver op til definitionen af social recovery, på trods af at man måske ikke længere udviser tegn på

psykisk lidelse (Jensen et al. 2004).

Opsummerende kan man sige, at recovery er et komplekst begreb. Jensen og medforfattere argu-

menterer for nødvendigheden af at fastholde såvel subjektive som objektive definitioner, idet den

objektive definition gør det muligt at kvantificere, hvor mange der kommer sig, mens den subjekti-

5 I perioder med lav arbejdsløshed vil det være nemmere for personer at komme ud i job på det ordinære arbejdsmarked,

mens det i perioder med høj arbejdsløshed vil være tilsvarende sværere, skønt den psykiske lidelse i sig selv ikke ville

være en hindring i forhold til varetagelsen af visse jobfunktioner. I perioder med lav arbejdsløshed vil det derfor kunne

betyde, at der er en relativ højere andel af mennesker, der opnår social recovery end i perioder med høj arbejdsløshed

(Warner 1997; Topor 2003).

20

ve definition gør det muligt at rumme og forstå ’recoverys’ grundlæggende personlige og subjektive

karakter (Jensen et al. 2004). Diskussionerne omkring objektive versus subjektive definitioner på

recovery afhænger i udstrakt grad af hvilken forskningstradition, man tilhører. Således vil en forstå-

else, der finder sit belæg i en (ny)positivistisk tradition med evidensrangstigen som øverste mål for

viden, hælde til de mere objektive kriterier, mens en forståelse, der finder sit belæg i kritikker af

modernismen, vil søge at vise begrænsningerne i det objektive syn på viden og herunder viden om

recovery.

2.2. Recovery som tilgang

I de følgende afsnit markeres nogle centrale begreber med ’fed’. Disse markerede begreber skal

bringes fra dette afsnit med ind i analyseafsnittet. Her vil disse begreber blive bragt i anvendelse til

en fremstilling af, hvordan de analyserede cases kunne se ud, hvis man betragter dem fra et recove-

ry-perspektiv. Denne hypotetiske analyse vil herefter kunne bruges af den efterfølgende kritisk psy-

kologiske analyse til at reflektere over de samme cases.

Der er aktuelt mange bud på, hvordan en recovery-orienteret tilgang kan se ud. Det centrale ved

recovery-orienterede tilgange er grundantagelsen om, at man ved en særlig tilrettelæggelse af ind-

satsen øger sandsynligheden for, at recovery opstår.

2.2.1. ’Bostonmodellen’

Mental Health, Department of Rehabilitation på Boston University har været toneangivende i reco-

very-forskningen siden 1980’erne og har også fået indflydelse i dansk sammenhæng. De har udar-

bejdet guidelines for implementeringen af recovery-orienterede organisationer og har på baggrund

af forskning i individuelle recovery-processer angivet fire værdier, som anses for at være centrale

for den recovery-orienterede tilgang6. Disse er:

Personorientering: Det angiver, at den professionelle skal kunne møde mennesket med psykiske

handicaps som en unik person og ikke udelukkende fokusere på personen som et tilfælde eller på

vedkommendes mangler.

Personinvolvering: Betegner dette, at man som bruger af systemet får muligheden for at blive ind-

draget på en meningsfuld måde i alle aspekter af sin recovery-proces. Det indebærer, at brugerne

6 Disse værdier har fået en dominerende status indenfor feltet, og der refereres ofte til dem i litteraturen (se blandt an-

dre: Eplov et al. 2010; Jensen 2004 et al.), således har eksempelvis Århus Kommune baseret deres recovery-strategi på

netop disse 4 værdier, samt Boston Universitys principper for udformning af recovery-orienterede organisationer (Co-

hen 2009).

21

inddrages i udformning, planlægning, implementering, samt evaluering af den indsats, som udfor-

mes til at understøtte deres recovery-proces.

Selvbestemmelse: Dette indbefatter brugerens ret til selv at træffe individuelle afgørelser eller valg

i alle aspekter af deres recovery-proces, såsom mål, den fortrukne indsats, samt hvornår man som

bruger ønsker at involvere sig eller trække sig ud af hjælpen.

Potentiale for udvikling: Dette angiver, at systemet skal fokusere på muligheden for, at alle indivi-

der er i stand til at blive ’recovered’, uanset at han eller hun på nuværende tidspunkt er overvældet

af lidelsen, kæmper eller lever med sygdommens konsekvenser (Farkas et al. 2005).

På baggrund af personlige narrativer om individuelle recovery-processer har Mental Health, De-

partment of Rehabilitation på Boston University udformet retningslinjer, som har til formål at ændre

den professionelles syn på sin egen rolle i forhold til brugeren i systemet. I stedet for at anse sig selv

som centrale personer må de professionelle i stedet acceptere, at der er mange veje for brugeren til

at opnå recovery, og at recovery-processer opstår såvel indenfor som udenfor systemet. Det centrale

element i understøttelsen af recovery er ifølge dette perspektiv, at brugeren mødes af personer, som

tror på, at recovery er en mulighed for vedkommende, og denne person behøver ikke nødvendigvis

at være en del af det professionelle system (Anthony 1993).

2.2.2. Sainsbury Center for Mental Health

Sainsbury Center for Mental Health i England har ligeledes været en stor inspirationskilde i Dan-

mark7. Geoff Shepherd, professor i psykolog på centeret, har på baggrund af en række workshops

med professionelle og brugere gennemført i 2008-09 opstillet en række parametre for udviklingen

af recovery-orienterede organisationer. Dette skrift kan læses som en kritik af det nuværende sund-

hedssystem, som anses for at være langt fra idealerne om recovery-orientering. Ifølge Sherpherd er

det derimod nødvendigt med grundlæggende forandringer i praksis, før recovery-orienteringen kan

anses som definerende for psykiatrien. Der er først og fremmest behov for en ændring i kvaliteten af

hverdagens møder og interaktioner mellem de professionelle og brugerne:

7 Således kan man på Dansk Selskab for Psykosocial Rehabiliterings hjemmeside finde det skrift, som nærværende tekst

referer til. Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering har som formål at udbrede kendskabet til recovery i Danmark,

og i selskabets bestyrelse sidder en række medlemmer, som er placeret på centrale poster i danske kommuner.

22

”Hver eneste kontakt med hver eneste medarbejder må afspejle recovery-principper8 og fremme

recovery-værdier9. Hver eneste kontakt bør øge brugerens oplevelse af selvforvaltning, anerkende

den ikke-professionelle ekspertise, mindske magtforskelle, fremme mulighederne for et liv ’ud over

den psykiske sygdom’ og understøtte håbet”. [Mine fremhævelser] (Sherpherd 2009).

Desuden bør organisationer gøre brug af undervisere med egen-erfaring i at gennemleve recovery-

processen. Disse skal undervise såvel personale som brugere i ’recovery’ og samtidig fungere som

’forandringsagenter’ overfor brugerne i og med, at de kan ses som levende eksempler på, at recove-

ry både er muligt og opnåeligt. Et recovery-orienteret system bør, ifølge Shepherd, tage udgangs-

punkt i brugernes egne erfaringer frem for de professionelles ekspertviden, og samtidig foreslås det,

at brugerne i højere grad opfordres til at lære af hinanden og at støtte hinanden for derigennem at

opnå selvbestemmelse og selvforvaltning. Brugere med egen-erfaring skal således aktivt bidrage

til den psykiatriske støtte- og rehabiliteringsindsats, og man foreslår, at 50% af den direkte indsats i

fremtiden leveres af professionelle med brugererfaring (Shepherd 2009).

Sainsbury Center for Mental Health har ligeledes opstillet en lang række principper for at styrke

’recovery’ hos brugeren. Den professionelle opfordres blandt andet til at indgå i partnerskaber

med brugeren og ikke fremstille sig som eksperten, men derimod indtage rollen som igangsætter af

brugerens recovery gennem en ’choachende’ tilgang, således at brugeren bliver hjulpet til at styre

mod de mål, som han eller hun selv sætter for sin recovery-proces (Shepherd et al.2008). Det er

således centralt, at den professionelle afholder sig fra at komme med retningslinjer eller anvisninger

til brugeren, men i stedet er behjælpelig med at denne bliver i stand til at styre mod de mål, som han

eller hun sætter sig. Social eksklusion anses desuden som en medvirkende årsag til, at psykiske pro-

blemer opstår og opretholdes. Derfor anses inklusion i samfundet som en vigtig forudsætning for

recovery (ibid.).

Opsummerende kan man sige, at der med recovery-orienteringen i sundhedssystemerne anlægges et

syn, hvor der ses et skifte fra ekspertrolle til partnerskaber. Det traditionelle faglige vidensmo-

8 De recovery-principper, som der refereres til her, er i høj grad i overensstemmelse med dem fra Mental Health, De-

partment of Rehabilitation på Boston University. De handler blandt andet om, at man i systemet skal tage udgangspunkt

i personens egne ønsker for et meningsfuldt liv; at man skal bevæge sig væk fra at se på personens sygdom og mangler

til i stedet at fokusere på personens styrker og ressourcer; de er et skifte væk fra ekspert/patientroller hen til men-

tor/partnerskaber; de indebærer ambitioner om inklusion i civilsamfundet frem for i segregerede systemer; de er et øn-

ske om at tage udgangspunkt i positive fortællinger om recovery-processer; de indebærer at personalet skal måles på

personlige kvalifikationer og ikke kun formelle færdigheder; og i princippet om inddragelse af det personlige netværk i

behandlingen (Shepherd et al. 2009). 9 Den værdi, der først og fremmest hentydes til her, er den enkeltes ret til at skabe et meningsfuldt liv med eller uden

symptomer.

23

nopol opløses, og der sker en opgradering af folks egen-erfaring (Kirkebæk 2010), og man søger

desuden at inddrage netværket som en vigtig ressource i forbindelse med understøttelsen af bruge-

rens ’recovery’.

2.3. Skandinavisk forskning

Forskning i ’recovery’ er et forholdsvis nyt felt i skandinavisk sammenhæng. Den første, der publi-

cerede forskning om recovery, var den svensk-finske psykolog, Alain Topor, der udgav sin doktor-

disputats i 2002, men han blev siden efterfulgt af Pernille Jensens udgivelser i 2002 og Margit

Borgs ph.d. afhandling i 2007. Disse bidrag er alle udført på baggrund af kvalitative undersøgelser

af individuelle recovery-processer. De overordnede konklusioner fra disse studier er, at der er meget

andet end det professionelle hjælpesystem, der understøtter recovery-processer (Topor 2003; Jen-

sen; 2002; Borg 2007). Jeg vil i det følgende fremdrage nogle vigtige pointer fra disse studier, da de

har fået stor betydning i dansk sammenhæng.

Topor baserer sin forskning på en konstruktivistisk tolkning af en række kvalitative interviews af

tidligere svært psykisk syges recovery-processer. Topor finder, at hovedparten af interviewsvarene

centreres omkring en intrige, hvor recovery-processen beskrives som: ”tabet af sig selv og søgnin-

gen efter dette ’jeg’”, og dermed tilslutter de interviewede sig den moderne psykologis sjælsbegreb,

og fortællingerne afspejler ”… en overgang i individets måde at forholde sig til sig på, fra at være

domineret af sin skæbne – at være og forblive kronisk syg – til at blive en person, der kuldkaster

denne skæbne og begynder at forvalte sig selv med og mod andre og med sig selv.” (Topor

2003:224).

Desuden har Topor på linje med anden international forskning (Farkas 2007; Onken et al. 2002)

identificeret en lang række fremmende og hæmmende faktorer for recovery. Af fremmende fak-

torer for recovery nævnes blandt andet: gensidige relationer til andre mennesker, herunder professi-

onelle, materielle ting og økonomiske ressourcer. Men disse faktorer er også modsætningsfyldte,

idet Topor finder, at mødet med den ikke-støttende professionelle i nogle tilfælde igangsætter reco-

very-processen hos personen. Den ikke-støttende professionelle relation bliver i disse tilfælde til et

hadeobjekt for brugeren, og vedkommende får som hadeobjekt derved funktion som igangsætter af

recovery-processen (Topor 2003).

Den norske professor i filosofi, Margit Borg, peger i sin disputats på, at recovery hovedsageligt fin-

der sted i hverdagslivets trivialiteter, i mange forskellige kontekster og ofte udenfor de professionel-

24

ler arenaer. Omgivelserne har en stor betydning for recovery, og det er fremmende for recovery-

processer, at brugeren inkluderes i det almindelige miljø, deltager i almindelige aktiviteter og arbej-

der frem for at opholde sig i sundhedssystemernes forskellige tilbud (Borg 2007).

Antropologen Pernille Jensen fulgte i årene 2003-2006 op med en dansk undersøgelse i samarbejde

med LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere) og Landsforeningen BED-

RE PSYKIARI med det formål at afdække, hvilke faktorer der virker fremmende eller hæmmende

på mulighederne for at komme sig. Undersøgelsen viser, at recovery er en sammensat proces, der

afhænger af mange menneskers indsats, heriblandt pårørende og venner. Professionelle kan være

betydningsfulde, men den centrale aktør er brugeren selv. Jensens pointe er, at der i forhold til den

psykosociale rehabiliteringsindsats i Danmark er brug for en helt anden hjælp end den, som aktuelt

leveres i psykiatrien i dag. Den behandling, der aktuelt tilbydes, bygger på et snævert biomedicinsk

perspektiv, og alternativer til dette perspektiv anerkendes ikke som ligeværdige med det biomedi-

cinske. Det betyder blandt andet, at den enkelte kan komme i situationer, hvor han/hun må accepte-

re en medicinsk behandling for overhovedet at få adgang til anden hjælp som for eksempel samtaler

i behandlingssystemet. Interviewpersonernes erfaringer er, at den behandling, man bliver tilbudt,

ofte bærer præg af held eller tilfældigheder. Desuden kritiseres systemet for at være rigidt således,

at der opstår den paradoksale situation, at det både er overordentlig vanskeligt at komme ind i sy-

stemet, dvs. at få adgang til behandling, og dernæst er det ligeså vanskeligt at komme ud af syste-

met igen, når man først en gang er erklæret for psykiatrisk klient (Jensen 2006).

Det sidste skud på stammen er Agnete Neidels Ph.d. afhandling fra 2011 (Neidel 2011). Neidels

undersøgelse, som er en kombination af aktionsforskning og poststrukturalisme, retter et kritisk blik

på, hvordan idealet om en recovery-orienteret praksis former arbejdet og livet i de socialpsykiatri-

ske tilbud. Hendes undersøgelse tager afsæt i botilbudsformen, der ifølge Neidel kan karakteriseres

som den mest problematiserede tilbudsform i socialpsykiatrien. Botilbuddene får i recovery-

debatten skyld for at fastholde brugerne i sygdommen frem for at medvirke til recovery. Hendes

undersøgelse viser, at der med idealet om recovery bliver skabt relativt entydige forskelle mellem

det, der forlades (det ikke recovery-orienterede) og det der skal gøres (det recovery-orienterede),

som bidrager til at usynliggøre den modsætningsfyldte og komplekse hverdag, som fortsat er en

integreret del af det sociale arbejde.

Hendes analyser viser bl.a., at de professionelle fortsat fungerer som eksperter i de recovery-

orienterede tilbud, trods ambitionen om det modsatte. Skønt ekspertrollen ændrer karakter med re-

25

covery-orienteringens idealer, idet medarbejderne i stedet definerer sig selv som mentorer, så indgår

der i praksis en lang række ekspertvurderinger og pædagogiske interventioner i den professionelle

praksis, som rækker langt ud over sparringspartnerens tilbagetrukne funktion (Neidel & Wulf-

Andersen 2011). Det er heller ikke kun et spørgsmål om blot at af-institutionalisere botilbuddene

ved at skabe botilbud, der i højere grad får karakter af hjem frem for boinstitution, eller at ændre på

relationerne beboere og medarbejder imellem ved at skabe større lighed og fælleshed, for analysen

af den psykosociale praksis viser, at der vedbliver at være forskelle i det socialpsykiatriske arbejde,

da disse forskelle ligger indbygget i det sociale arbejdes logik, ligesom institutionen heller ikke for-

svinder på trods af, at rummene forandres. Neidel retter et kritisk blik på de diskussioner, der aktu-

elt dominerer det socialpsykiatriske felt. Disse er ifølge Neidel forsimplede, og i det forsimplede

ligger der en fare, for når:

”… recovery-orienteringen gøres til et spørgsmål om den rette implementering af ’det gode’ så bi-

drager det til at tavsgøre den modsætningsfyldte og magtgennemkrydsede hverdag, som beboere og

medarbejdere reelt bevæger sig i, og som ikke forsvinder med den rette implementering af et reco-

very-perspektiv i arbejdet.” (Neidel 2011:286).

Ifølge Neidel er det forsimplede fokus med til at skubbe kompleksiteterne over på medarbejdernes

og brugernes fejl og mangler. I stedet er det, ifølge Neidel, nødvendigt at have øje for det komplek-

se og det modsatrettede, der er integreret i det sociale arbejde, for derigennem at skabe refleksioner,

der er i stand til at bidrage til udvikling af praksis (ibid. 2011).

2.4. Recovery i dansk kontekst

Videnscenter for Socialpsykiatri introducerede i år 2000 begrebet ’recovery’ i Danmark. ’Recovery’

kom desuden på den politiske dagsorden i 2001, hvor det blev vedtaget, at recovery skulle være et

led i handlingsprogrammet for de svageste grupper, ” Det fælles ansvar” (Socialministeriet 2002),

og begrebet recovery er i dag centralt placeret i bl.a. den Nationale strategi for Psykiatri (Sundheds-

styrelsen 2009) og i Regionernes visioner for en fremtidig psykiatri (Danske Regioner 2009).

Mange kommuner har, eller er i færd med, at formulere en recovery-baseret tilgang til borgerne

indenfor socialpsykiatrien (Jensen et al. 2010). I Århus igangsatte man eksempelvis i 2007 en reco-

very-uddannelse under navnet, ’CARe’, som er et Hollandsk koncept, der har til formål at uddanne

personalet i at understøtte recovery-processer hos borgerne (Wilken & Hollander 2008). Det særlige

ved den århusianske model er, at recovery-uddannelsen her er obligatorisk for alle medarbejdere i

26

socialpsykiatrien, og at den afsluttes med en eksamensopgave (God Social Praksis 2012). Desuden

er der skudt brugeruddannelser op med fokus på at støtte brugerne til at igangsætte egne recovery-

processer, såsom eksempelvis ’Projekt Vendepunkt’, der er organiseret gennem LAP (Landsfor-

eningen af Psykiatribrugere) (Dobusz 2011) og IMR-projektet, som er et distriktspsykiatrisk tilbud

(Dalum et al. 2013) for blot at nævne et par stykker. Desuden gøres der erfaringer med ansættelse af

medarbejdere med brugererfaring, de såkaldte MB’ere. Dette er medarbejdere, der selv har gennem-

levet en psykisk lidelse, og som udover faglige kvalifikationer opkvalificeres via en 1-årig efterud-

dannelse til ansættelse indenfor det psykiatriske område. Formålet med at ansætte denne medarbej-

dergruppe er, at disse medarbejdere repræsenterer ’håb’, idet de i kraft af deres tilstedeværelse som

tidligere psykiatribrugere viser nuværende psykiatribrugere, at recovery er muligt (Juliussen 2005).

Disse tendenser er efterhånden ret udbredte i hele Norden (Jensen et al 2010). Helt aktuelt arbejdes

der i Gladsakse med nedlæggelser af bosteder til fordel for egen bolig med støtte, en udvikling som

finder sin berettigelse i et recovery-orienteret grundsyn (Ritzau 2012).

Praksisser, der ofte fremhæves som gode bud på recovery-orienterede tilgange, er det psykiatriske

system i Italien og Laplandsmodellen fra Finland, der er baseret på en metode kaldet Åben Dialog

(Eriksen 2009; Andreasen 2009; Eplov et al. 2010). Både det Italienske system og Laplandsmodel-

len er konsistente med recovery-orienteringens bestræbelser på at forhindre institutionalisering; at

tage udgangspunkt i brugerens egen problemdefinition frem for en objektiverende definerende til-

gang, som psykiatrien traditionelt har stået for; samt for inddragelse af netværket som en central

aktør i behandlingen.

Med inspiration fra blandt andre disse tilgange ses nu i Danmark også tilbud med Akuthospitaler.

Fortalere for ’Recovery’ kritiserer ofte det psykiatriske system for at repræsentere en modpol til

ambitionerne om tilrettelæggelse af recovery-rettede tilbud, og det er i dette lys, at tiltag som akut-

hospitalerne finder sin berettelse. Akuthospitalets formål er at forebygge indlæggelser i behand-

lingspsykiatrien og tilbagefald efter endt behandling. Akuthospitalet tilbyder øget tilgængelighed

set i forhold til det etablerede psykiatriske system, idet man her kan henvende sig akut, uden hen-

visning fra egen læge, ligesom diagnoser ikke er et nødvendigt kriterium for at få adgang til hjælp.

Derved hjælper akuthospitalerne til, at personerne i højere grad forbliver i lokalmiljøet, hvilket gør

ham i stand til at udnytte det netværk, han i forvejen har og derved undgås det, at problemerne får

en mere kronisk karakter (Rasmussen & Trøjborg 2011). Åben Dialog vinder ligeledes større og

27

større indpas Danmark og anvendes blandt andet på psykiatriske afdelinger, i distriktspsykiatrien og

i kommunalt regi (Balleby & Søbjerg 2012).

Det kan således konstateres at recovery-perspektivet i dag har en stor opbakning såvel politisk som

fagligt, men der har ligeledes været rejst en række kritikker, som vi vil komme ind på i det følgende

afsnit.

2.5. Hvordan går det så?

Ikke godt nok

Fortalere for recovery-perspektivet hævder, at den socialpsykiatriske praksis i dag befinder sig langt

fra idealerne om recovery. Kritikken går blandt andet på, at psykiatrien fortsat er domineret af det

’kronicitets-paradigme’, som har domineret tænkningen gennem det meste af det 20 århundrede

(Jensen 2008); samt at socialpsykiatrien ikke understøtter borgerens deltagelse i det almindelige

samfundsliv, men i stedet skaber ’sociale reservater’ som erstatning for de gamle institutioner, hvor

den primære opgave bliver opfattet som det at yde omsorg og pleje (Bratboe & Andersen 2008).

Denne kritik bakkes op af Kirsten Petersen, cand.scient.soc., der med sin ph.d. afhandling har do-

kumenteret, at beboerne på bostederne fortsat har begrænset indflydelse, når det drejer sig om de

mere væsentlige beslutninger (Petersen 2009).

’Recovery’ er ikke et nybrud

På den anden side påpeges det, at recovery ikke repræsenterer det nybrud, som der ofte fremhæves.

Det er ’ny vin på gamle flasker’, at mennesker kan få et bedre liv, og at faktorer som et arbejde,

socialt netværk og social inklusion kan understøtte dem heri. Det har nemlig fra begyndelsen været

selve grundlaget for socialpsykiatrien (Andersen 2008; Lovelees 2009). Således har eksempelvis

emner som brugerindflydelse, af-institutionalisering, inklusion og samfundsdeltagelse været i fokus

i socialpsykiatrien fra midten af 1970’erne og frem til i dag (Neidel 2011).

’Recovery’ repræsenterer en undertrykkende metode

’Recovery’ bliver også kritiseret for at repræsentere en neoliberalistisk styringsteknologi, hvorigen-

nem den enkelte pålægges ansvaret for sin individuelle recovery-proces (Cornett 2003). Kritikkerne

går endvidere på, at recovery-begrebets frigørende element, der oprindeligt udsprang fra brugerbe-

vægelser i USA og England, efterfølgende er overtaget af det professionelle system, hvor ’recovery’

er blevet gjort til en bestemt metode og bruges politisk som en ny måde at reducere offentlige udgif-

ter på (Ritzau 2012; Petersen 2010). Således finder nedlæggelserne af bosteder i Gladsaxe kommu-

28

ne til fordel for ’egen bolig med støtte’ sin berettigelse i et recovery-orienteret grundsyn, men disse

falder samtidig i god tråd med det politiske bagland i kommunen, da ’bostøtte i egen bolig’ er en

langt billigere foranstaltning end ophold på et bosted. En ’spare-ideologi’ der ifølge dette kritiske

perspektiv ikke nødvendigvis er et gode for mennesker med svære psykiske lidelser, men tværtimod

i værste fald fører til hyppige genindlæggelser på psykiatrisk hospitaler og eventuelt til hjemløshed,

når man grundet svær psykisk sygdom ikke formår at fastholde sin bolig (Ritzau 2012).

2.6. Nye forskningsområder

Som Kirsten Petersen har påpeget, mangler der forskning der viser evidens for recovery-orienterede

tilgange (Petersen 2010). Viden om recovery-processer er først og fremmest baseret på statistiske

studier og narrative beretninger fra pårørende eller brugeres recovery-processer. Neidel har givet sit

bud på, hvordan idealet om recovery på godt og ondt omsættes i det sociale arbejdes konkrete prak-

sis, men samtidig efterlyses mere forskning, som er i stand til at anskue recovery som et kontekstu-

elt fænomen (Topor et al. 2011).

Denne gennemgang har søgt at vise, at ’recovery’ dækker over mange forskellige opfattelser af-

hængigt af, hvilket perspektiv man anlægger (Jensen 2006). På baggrund af de fremsatte kritikker af

recovery-orienteringen er det oplagt at anlægge et kritisk perspektiv på dette speciales genstands-

felt. Neidel har med sin forskning åbnet for at anskue recovery-processer som noget komplekst, og

hun repræsenterer med sine kompleksitetssøgende analyser en modvægt til tidligere analyser, der

ofte udelukkende tager brugernes perspektiv og ofte tenderer mod at anskue recovery som et kom-

petenceudfordringsproblem hos de ansatte. Dette speciale har en ambition om at lægge sig i forlæn-

gelse af denne kompleksitetssøgende tilgang, men har samtidig et ærinde om gennem udarbejdelse

af positive praksisrettede analyser at søge at pege på konkrete udviklingsmuligheder for det social-

psykiatriske arbejde. Redskabet til denne udforskning finder dette speciale i kritisk psykologi og

social praksisteori, samt kritisk psykologisk praksisforskning, hvilket er det overordnede tema for

næste kapitel.

29

Kapitel 3. Undersøgelsens teoretiske tilgange

I dette speciale trækkes der primært på to teoretiske retninger, den ene er den kritiske psykologi og

den anden er Lave og Wengers teori om læring som social praksis (Lave og Wenger 2003; Wenger

2004; Lave 2009). Derudover inddrages begrebet om interpellation (Althusser 1983) og begrebet

om andetgørelse (Staunæs 2003), begreber og forståelsesmåder, der oprindeligt er udviklet i post-

strukturalistiske sammenhænge, men som er bragt ind i en kritisk psykologisk tænkning og her vi-

dereudviklet på et kritisk psykologisk grundlag (Nissen 2009; Mørck 2003). I det følgende gen-

nemgås først kritisk psykologi med de supplerende teoretiske bidrag og dernæst teorien om læring

som social praksis. Kritisk psykologi tænkes i dette speciales optik som den overordnede rammete-

ori, hvori de øvrige begreber og teoretiske forståelser er indarbejdet. Når kritisk psykologi fasthol-

des som den overordnede ramme, er det med en ambition om at etablere teoretisk konsistens i

forskningen (Højlund 2006), hvorefter andre teorier og begreber indarbejdes i konceptet uden at det

kritisk psykologiske metaposition forlades. Dog vil jeg her pointere, at Lave og Wengers teori om

læring som social praksis yder et centralt bidrag til dette speciales teoretiske forståelser.

3.1. Kritisk psykologi

3.1.1. Formuleringen af et nyt subjektvidenskabeligt paradigme

Kritisk psykologi, også kaldet det subjektvidenskabelige paradigme, bygger på den marxistiske filo-

sofi og dialektiske-materialistisk tænkning (Huniche & Mørck 2006; Jartoft 1996). Kritisk psykolo-

gi blev oprindeligt udviklet af filosoffen Klaus Holzkamp i slutningen af 1960’erne ved Freie Uni-

versität i Vestberlin, men den kritiske psykologi og praksisforskningsmetode er siden videreudvik-

let i en dansk sammenhæng af en lang række forskere indenfor mange forskellige områder (Mørck

2006). Ambitionen med kritisk psykologi var både at formulere et nyt subjektvidenskabeligt para-

digme og en ny psykologi som følge heraf. Kritisk psykologi udvikledes i opposition til eksisteren-

de psykologier og disses essentialismer (psykoanalysen, humanismen og behaviorismen), men også

i et brud med bl.a. kritisk teori (Frankfurterskolen) og de determinismer og pessimismer, der etable-

redes her (Højlund 2006). Subjektvidenskaben kan desuden defineres som en modposition til soci-

alkonstruktivismens og postmodernismens dekonstruktion af subjektet, samt nyliberalismens objek-

tivering af subjektet (Nissen 2002).

30

3.1.2. Den videnskabsteoretiske placering

Kritisk psykologi tager udgangspunkt i Marx’ filosofi og den sociale teori, samt virksomhedsteorien

og den kulturhistoriske skole (Jartoft 1996). Ifølge den marxistiske filosofi er praksis en central

kategori, da det ifølge Marx udelukkende er gennem studiet af praksis, dvs. menneskets aktive

handlinger, at det overhovedet er muligt at forstå den menneskelige bevidsthed (Bernstein 1971).

Praksis betyder her handling i den mest brede betydning og dækker over bl.a. erkendelse, tænkning,

sprog, emotion, motivation, socialt liv med videre, der er opstået gennem praksis, og som danner

udgangspunkt for fortsat handling (Højlund 2006).

Når kritisk psykologi tager afsæt i praksisbegrebet betyder det, at praksis undersøges indefra. Der-

ved overskrides begrænsningerne, der ligger i såvel de induktive som de deduktive metoder (Jartoft

1996). I stedet ligger der i denne tænkning en understregning af, at genstanden skal forstås som led i

dens egen udvikling, og samtidig en afvisning af, at genstanden forstås abstrakt (Tolman, 1991).

Således kan filosofiske kategorier og enkeltvidenskabernes teoridannelser ikke betragtes som abso-

lutte, metafysiske, ahistoriske størrelser. Filosofiske kategorier og teoridannelser vil derimod altid

skulle anskues som indlejret et særligt sted i tid og rum, dvs. som situerede (Højlund 2006).

Ved brug af praksisbegrebet som en analytisk kategori ophæves skellet mellem det objektive og det

subjektive, også betegnet som dualismeproblematikken (Bernstein 1971), dvs. adskillelsen og mod-

stillingen af krop og sjæl, subjekt og objekt, menneske og verden og indre og ydre (Ingholt 2007).

Kritisk psykologi søger desuden at af-essentialisere kategorier og teori-/forståelsessystemer. Dette

er muligt, da man indenfor dette videnskabsteoretiske ståsted ikke antager kategorierne som haven-

de en ontologisk status, men derimod som foranderlige gennem kritiske analyser (Højlund 2006)10

.

Kritisk psykologi bryder derved med den moderne realismetænkning omkring videnskabelig neutra-

litet. Men samtidig anerkendes virkeligheden som materiel.

Kritisk psykologisk teori tilbyder således en forskningstilgang, der er i stand at undersøge andre

teorier og ideologier, herunder recovery-tilgangen. Men ambitionen med dette speciale er dog ikke

at undersøge recovery-orienteringen med kritisk psykologiske begreber på et rent teoretisk plan,

men derimod at undersøge recovery-perspektivets muligheder og begrænsninger, når recovery-

10

Dette indebærer eksempelvis, at kategorier som psykisk sygdom eller misbrug ikke anskues som objektive (ontologi-ske) tilstande, men deres tilsynekomster er derimod betinget af kulturelle faktorer, diskurser indenfor særlige videns-områder, aktuelle fordomme, med meget mere.

31

orienteringen undersøges i en konkret praksis. Til dette formål inddrages kritisk psykologisk prak-

sisforskning i metodologien, hvilket beskrives nærmere senere i dette kapitel.

3.1.3. Et opgør med umiddelbarhedspostulatet i den traditionelle psykologi

Den kritiske psykologi kritiserer den traditionelle psykologi for ikke at være i stand til at begribe

person, institution og samfund forbundet. Dette formuleres af Holzkamp med kritikken af umiddel-

barhedspostulatet. Umiddelbarhedspostulatet omhandler den antagelse, at individets adfærd er

umiddelbart afhængigt af dets omverdensbetingelser, men ikke medinddrager det forhold, at men-

nesket også er producent af sine livsbetingelser. Kritisk psykologi betoner i modsætning hertil, at

der eksisterer et dialektisk forhold mellem mennesket og omgivelserne med mennesket som aktivt

skabende subjekt, der forholder sig til de samfundsmæssigt formidlede betingelser, det er indlejret i

(Holzkamp 1983). Begrebsliggørelsen er et eksplicit forsøg på at overskride adskillelsen mellem

individ og samfund. Det er en socio-kulturel tænkning, som den kritiske psykologi deler med en

lang række teorier, der alle anlægger et bestemt perspektiv på menneske og omverden, som indebæ-

rer den grundopfattelse, at de enkelte dele skabes og udvikles gennem gensidige udvekslingsproces-

ser. Det vil sige, at såvel menneske som kultur anskues som konstitueret på grundlag af gensidig

processering (Søndergaard 2006). Det betyder, at man ikke kan forstå mennesket uden samtidig at

forstå noget af den kontekstuelle sammenhæng, som mennesket indgår i (Højlund 2006).

Ifølge et kritisk psykologisk perspektiv er det problematisk, når den traditionelle psykologi arbejder

på baggrund af umiddelbarhedspostulatet, da den herved ser bort fra livsbetingelsernes betydning

for de subjektive handlegrunde. Disse handlegrunde afklares derfor ikke, og der sker ofte det, at ”…

objektive udviklingshindringer [omtolkes] til subjektive udviklingsbegrænsninger” (Osterkamp i

Dreier 2002: 98). Dette kan eksempelvis ses, når arbejdsløshed gøres til et individuelt problem, som

forstås ud fra det umiddelbare forhold uden at blive erkendt som en del af en større samfundsmæs-

sig sammenhæng (Holzkamp 2005). Eller når en bestemt familie udpeges som problemfamilie, uden

at man samtidig har blik for, hvilke handlemuligheder familien har, og uden af forstå hvorfor fami-

liemedlemmerne bruger mulighederne, som de gør (Jartoft 1996). For at overskride denne proble-

matik er det ifølge kritisk psykologisk tænkning nødvendigt at undersøge mennesket nedefra og

forstå det konkret, hvilket vil sige, at forstå personens ”… deltagelse og handlegrunde kontekstuelt i

forhold til de (ofte modsætningsfyldte) betingelser han lever med.”(Mørck 2009:179), hvilket igen

betegnes som et førstepersonsperspektiv. Dermed undgås det, at teorien havner i polariserede pro-

blemforståelser, der enten individualiserer og personliggør problemer, eller udelukkende peger på

32

fejl ved sociale systemer, behandlingstilgange eller institutionsformer, hvilket forskningsmæssigt

kan betegnes som henholdvis subjektivisme og objektivisme (Schwartz 2007).

3.1.4. Funktionalhistoriske og aktualempiriske analyser

Et lignende problem, som ligger i forlængelse af kritikken af umiddelbarshedspostulatet, er, at den

traditionelle psykologi ikke har udviklet begreber, som begriber menneskets dobbeltforhold. Et mål

med den kritiske psykologi er derfor at udvikle begreber for ”en mere sand psykologis videnskab”

med en mere videnskabelig reference til det menneskelige (Nissen 2002; Holzkamp 1983). Ved

hjælp af funktionalhistoriske analyser har den kritiske psykologi derfor udviklet nye grundbegreber,

der gør det muligt at forstå menneskets liv som historisk og samfundsmæssigt formidlet. Begreber-

ne konstrueres ud fra en rekonstruktion af menneskeartens fylogenetisk udvikling, hvorigennem

grundbegreberne oparbejdes. Med udgangspunkt i de oparbejdede grundkategorier er det nu muligt

at analysere, problematisere og udvide forståelsen af de teorier, der indenfor en bestemt historisk

epoke fremføres som gyldige og universelle. Dette gøres på det aktualempiriske analyseniveau.

Grundkategorierne skal forstås som analyseredskaber, hvilket indebærer, at de ikke i sig selv kan

anvendes som beskrivende et givent fænomen, i stedet kan de åbne op for særlige typer opmærk-

somhed, som man kan lægge på den udforskede praksis (Jartoft 1996). De kritisk psykologiske

begreber er dobbelttydende, idet de søger at beskrive den gensidige konstituering af individ og sam-

fund, menneske og omverden og subjekt og objekt, hvor begreberne udtrykker begge forhold samti-

dig (Højlund 2006). Eksempler på disse grundkategorier er deltagelsesbegrebet og handleevne. Det

er på det aktualempiriske analyseniveau, at dette speciale befinder sig, når recovery-orienteringens

muligheder og begrænsninger undersøges i forhold til en konkret praksis.

3.1.5. Almengørelse

Holzkamp introducerede begrebet ’almengørelse ud fra enkelttilfældet’ som en alternativ standard

for forskning i modsætning til hyppighedsansatsen, som er grundlaget i den kvantitative forskning.

Almengørelse i denne optik betyder, at man opregner typiske grundsituationer af menneskelige

handlemuligheder. Almengørelsen indebærer, at man i første omgang søger at bestemme en konkret

persons muligheder og begrænsninger ud fra dennes konkrete livsbetingelser. Således bliver det

muligt at formulere udsagnet ”… enhver under disse betingelser må have samme muligheder,…”

(Holzkamp 2005), men da også tilfældige forhold må kunne spille ind i hvert enkelt tilfælde, idet

mennesket jo ikke er fuldstændig underlagt sine livsbetingelser, taler man i stedet for om bestemte

mulighedstyper, hvor en konkret beboer eller personale med videre kan stå i en situation, hvor spe-

33

cifikke, men også fælles almene samfundsmæssige betingelser gælder (Mørck 1995). Det er ikke

muligt at postulere, at alle der lever under samme betingelser har bestemte muligheder og begræns-

ninger, det vil altid være op til individet selv at bestemme, hvilke rådighedsudvidelser der er gæl-

dende i hans specifikke situation, men da vi alle lever under de samme samfundsmæssige betingel-

ser, vil der ikke være uendelig mange muligheder til rådighed for den enkelte. Almengørelsen op-

står ved, at man analyserer sit enkelttilfælde hen imod almene bestemmelser (ibid.) ud fra en idé

om, at de kan bruges af andre i lignende situationer og handlesammenhænge med lignende proble-

mer og handlemuligheder. Derved kommer forskningen til at bidrage med nye tænke- og handlemu-

ligheder.

I det følgende fremstilles enkelte analytiske begreber, som vil blive anvendt i den senere kritisk

psykologiske analyse.

3.2. Analytiske begreber

a) Deltagelsesbegrebet

Med udgangspunkt i den kritisk psykologiske antagelse om det menneskelige betragtes individet

som subjekt, ikke i kraft af sin modstillethed til, men i kraft af sin deltagelse i den samfundsmæssi-

ge reproduktion (Nissen 2002). Som følge heraf kan det psykiske heller ikke forstås som iboende

den enkelte, men er derimod noget, der opstår som en gensidig social frembringelse. Som følge her-

af bliver deltagelsesbegrebet den mindste analytiske kategori, hvormed det menneskelige kan for-

stås i sin helhed. Frem for at lede efter psykiske essenser anskues mennesket i stedet som deltager,

og der er flere måder at deltage på, hvilket igen afspejles i en anden central grundkategori: den sub-

jektive handleevne, som der nu redegøres for.

b) Handleevnen

Handleevnen kan beskrives som en nøglekategori til at karakterisere og dermed til at forstå og stu-

dere menneskelig subjektivitet (Huniche & Mørck 2008). Dette begreb angiver menneskets forud-

sætning/potentiale for at leve under bestemte samfundsmæssige betingelser, og hvordan mennesket

gennem den samfundsmæssige produktion i fællesskab med andre udvider sin rådighed over livsbe-

tingelserne (Mørck 2006). Menneskets handling sættes i centrum for denne forståelse, hvilket inde-

bærer, at menneskers liv udforskes som konkret praksis. I begrebet ligger den forståelse, at menne-

sket må ses som skaber af sine egne livsbetingelser og ikke skal betragtes som et abstrakt væsen,

der blot skal tilpasses et statisk samfund (Jartoft 1996). Ved brug af dette begreb undgås det at se

menneskets psykiske funktioner som metafysiske karakteristika eller determineringer, men i stedet

34

anskues psykiske funktioner som noget, der konstituerer handlinger, der opstår, reproduceres, vide-

reudvikles eller forlades i konkret praksis (Højlund 2006). Der differentieres mellem to typer af

handleevne: På den ene side en udvidende, almengjort handleevne, der sigter mod udvidelse af det

aktuelle mulighedsrum, og hvor der handles langsigtet og middelbart med udgangspunkt i fællesin-

teresser. På den anden side en begrænsende, restriktiv handleevne, der sigter mod en opretholdelse

og umiddelbar sikring af den aktuelle relative handleevne (Nissen 2009), og hvor der handles umid-

delbart og kortsigtet med udgangspunkt i særinteresser (Huniche & Mørck 2008). At anvende hand-

leevnen som analytisk kategori medfører, at individualpsykologiske processer hele tiden kan udfor-

skes med udgangspunkt i, hvordan de indgår i individets begrundede handlen (Nissen 2009).

c) Personligheden og daglig livsførelse

Kritisk psykologi søger at udvikle en teori om personligheden, men retter samtidig en kritik af den

traditionelle brug af personlighedsbegrebet. Et kritisk psykologisk bud på en teori om personlighe-

den har Holzkamp fremsat gennem teorien om daglig livsførelse. Med daglig livsførelse menes må-

den, hvorpå mennesker strukturerer deres dagligliv i forsøget på at få deres hverdagsliv til at funge-

re. At udvikle en daglig livsførelse kræver på samme tid en udvikling af selvforståelsen, som er

personens egen forståelse af, hvorfor han lever sit liv, som han gør. Selvforståelsen ses dermed rela-

teret til personligheden (Holzkamp 1998).

Subjekters livsførelse og generelle måder at forholde sig til tilværelsen på skal ifølge den kritiske

psykologi ikke forstås som et resultat af deres personlighedsstruktur, som traditionelle person-

lighedsteorier hævder, personligheden skal snarere forstås som en overgribende koordinering, der

sætter subjektet i stand til at forholde sig aktivt til sig selv, sit liv og sine betingelser (Dreier 2008).

Dermed kommer individet til at fremstå som relativt autonomt, idet teorien tager højde for menne-

skets mulighed for at leve under sine betingelser, og menneskets handlinger er derfor ikke betinget

af de samfundsmæssige forhold, men blot begrundet i dem som handlemuligheder (Holzkamp

1998).

d) Betingelser, betydninger og begrundelser

De tre begreber betingelser, betydninger og begrundelser er analytiske redskaber til at forstå, hvor-

dan sociale eller sundhedsmæssige problemer hænger sammen med mennesker liv (Jartoft 1996).

”… ud fra en betingelses- betydnings- og begrundelsesanalyse ses menneskers betingelser ikke som

abstrakte størrelser, løsrevne variable eller fastlagte typificerede forhold, men ud fra hvad de kon-

kret betyder i menneskers liv.” (Ingholt 2007:43). Begreberne åbner op for spørgsmål som: ”Hvilke

35

betingelser har de unge? Hvilke betydninger har betingelserne for den enkelte? Hvilke handle- og

deltagelsesmuligheder og -begrænsninger er der ved betingelserne? Og hvilke grunde har den en-

kelte unge til at handle og deltage, som han og hun gør?” (ibid. s. 43). En betingelses-, betydnings-

og begrundelsesanalyse er med til at forstå menneskers muligheder og begrænsninger beskrevet ud

fra et førstepersonsperspektiv. Med en betingelsesanalyse bliver det muligt at beskæftige sig med

samfundsmæssige forhold uden at forlade den subjektvidenskabelige tilgang, dvs. uden at gøre de

samfundsmæssige betingelser til uoverskridelige determinismer. Betingelsesanalyser bevæger sig

hovedsageligt på et strukturelt niveau, som vi eksempelvis ser det hos Nissen i hans analyser af

psykosocialt arbejde (Nissen 2009), mens begrundelses- og betydningsanalyserne bevæger sig på et

mere personnært niveau, som vi eksempelvis kan se det praktiseret hos Schwartz i hendes forsk-

ningsprojekt om børneliv på døgninstitutioner, hvor hun gennem analyser af børneperspektiver un-

dersøger og problematisere traditionelle udviklingspsykologiske og socialpsykologiske problemfor-

ståelser i den døgninstitutionelle praksis (Schwartz 2007). Det er særligt med inspiration fra dette

mere personnære niveau at dette speciale finder sit udgangspunkt, hvorfor recovery-orienteringen

primært undersøges gennem betydnings- og begrundelsesanalyser for fra dette niveau at etablere

førstepersonsperspektiver med det mål at kunne udsige noget mere alment om recovery-

orienteringens muligheder og begrænsninger i socialpsykiatrien.

e) Handlesammenhænge

Handlesammenhæng er oprindeligt et begreb, som blev udviklet af Holzkamp, men begrebet er vi-

dereudviklet af blandt andre Nissen og Dreier.

Handlesammenhænge skal ses som et analyseredskab til alle slags fællesskaber med et genstands-

mæssigt indhold. En handlesammenhæng er ifølge Nissens definition:

”… en samfundsmæssig strukturenhed af mål og midler, der er organiseret omkring disses udførel-

se i individuel handling. Det betyder, at den centralt må forstås som konstitueret af deltagerne i

bevægelige relationer mellem fælles mål-middel-sammenhænge og deltagernes forskellige deltagel-

sespræmisser.” (Nissen 2009:77).

Deltagerne i handlesammenhængen deltager fra en bestemt position, og de handler også ud fra en

bestemt opfattelse og overvejer praksis fra hvert deres førstepersonsstandpunkt. Handlesammen-

hængen udgør desuden et kollektivt aspekt, der rækker ud over den enkeltes deltagelse, idet handle-

sammenhængen består af en kooperation af individer, der udfører handling sammen. Kooperationen

er andet og mere end summen af dens deltagere eller deres interaktion. Den bliver konstitueret ne-

defra, af, for og med dens deltagere, mens kooperationens centrale indholdsbestemmelse sker oven-

36

fra, som en specificering og lokalisering af mere almene samfundsmæssige mål-middel-

sammenhænge (ibid.). Dermed giver begrebet om handlesammenhænge mulighed for at genstands-

gøre et særligt praksisfelt, i dette speciale det socialpsykiatriske bosted, som subjektivt konstitueret

objektiv struktur.

f) Nordvangskollegiet som et omsorgs- og udviklingssarrangement

Dreier har udviklet begrebet institutionelle arrangementer, som begrebsliggør, hvordan institutioner

med deres særlige mål og midler arrangerer læring for deltagerne. Disse arrangementer er ikke

fuldstændigt determinerende for den enkelte person, men udgør betydningsfulde muligheder for den

personlige udfoldelse af en livsbane (Dreier 2001). Jeg har med inspiration fra Dreiers

begrebsdannelse af institutionelle arrangementer og Schwartz’ (2007) brug af begrebet

omsorgspraksis valgt at forstå Nordvangskollegiet som et institutionelt omsorgs- og

udviklingsarrangement, hvis samlede organisering udgør de unges konkrete livsbetingelser. I denne

forståelse betragtes de unge ikke som fuldstændig underlagt det pædagogiske personales styring,

men som aktive deltagere i skabelsen af døgninstitutionens praksis (Schwartz 2007; Dreier 2008).

Når jeg i dette speciale omtaler Nordvangskollegiet som et institutionelt omsorgs- og

udviklingsarrangement er det, fordi jeg opfatter det som tilrettelagt med henblik på begge dele. Der

drages således omsorg for beboerne, når den døgninstitutionelle praksis er tilrettelagt med henblik

på at give beboeren adgang til fællesskaber i form af den arrangerede fællespisning, og når

personale står til rådighed for den unge både dag og nat, ifald den unge oplever at få brug for akut

hjælp. Men samtidig er den institutionelle praksis også tilrettelagt med henblik på læring og

udvikling af beboernes individuelle deltagelsesmåder. Dette kommer især til udtryk i de arrangerede

ugesamtaler, i kravet om udformning af handleplaner, og i kravet om deltagelse i de såkaldte

fællesforpligtelser som alt sammen tilrettelægges med henblik på beboerens individuelle udvikling i

forbindelse med opholdet på institutionen.

Undervejs i projektet har jeg som tidligere anført ladet mig inspireret af andre teoretiske tilgange.

Det kan lade sig gøre, idét den kritiske psykologi kan beskrives som en rammeteori, hvor det er

muligt at inddrage andre teorier som eksempelvis diskursanalyse (Holzkamp 2005, Mørck 2006).

Dette speciale er inspireret af interpellationsbegrebet, som oprindeligt er udviklet af Louis Althusser

i en posstrukturalistisk kontekst, men som er videreudviklet i en kritisk psykologisk sammenhæng

af Morten Nissen (2004) og Line Lerche Mørck (2003). Desuden anvendes begrebet om andetgørel-

37

se (Staunæs 2003), der ligeledes har været inddraget i kritisk psykologiske analyser (Mørck 2003;

Schwartz 2007). Efter fremstillingen af disse to begreber går vi over til at gennemgå den anden sto-

re teori, der inddrages sammen med den kritiske psykologi. Sidste i kapitlet vil jeg diskutere over-

ensstemmelser og uoverensstemmelser mellem de to tilgange med henblik på at afklare sammen-

hænge og forskelle mellem begreberne, og hvilken betydning det i så fald vil få for analysen.

g) Interpellation

Interpellationsbegrebet er oprindeligt udviklet af den franske filosof Louis Althusser (1983). Inter-

pellation er et begreb for, hvordan ideologier interpellerer individer som subjekter, dvs. hvordan de

skaber dem som ansvarlige selvbevidste aktører. Dette sker gennem en ”… dobbelt proces, hvor

ideologien tilråber eller prajer subjektet, og subjektet lader sig interpellere i en særlig subjektposi-

tion eller subjektkategori ved at respondere på genkendelse på denne prajning.” (Mørck & Nissen

2005, s. 124). Den første prajning sker i forbindelse med dåben, hvor ”… det intetanede barn på-

kaldes som enestående altid-allerede-værende subjekt, dannet i Guds billede, med det sociale sym-

bol på en unik identitet, navnet” (Nissen 2004:112). Siden foregår denne interpellation til stadighed,

og den foregår igen og igen i dagligdagen. Som eksempelvis når en politimand fløjter efter én på

gaden, og han påkalder én, og man så enten kan lade sig praje ved at vende sig om eller ignorere

denne prajning. (Mørck 2006). En positiv interpellation sker eksempelvis, når en person mod ’for-

ventet efterbevilling’ betragtes som en person, der er i stand til at udføre en bestemt opgave endnu

før, han måske er i stand til det, og netop ved denne proces udvikles til dette ansvarlige subjekt

(Nissen 2008). Mørck og forfattere skelner mellem forskellige former for interpellation. Der kan

således udover den positive interpellation være tale om en mis- non- og negativ interpellation

(Mørck et al. 2012)

I dette speciale anvendes interpellationsbegrebet særligt i form af negative interpellationer, som når

en medarbejder tager beboeren under armen, når de er på vej over en stor vej, og hun derved prajes

til subjektpositionen: ”en handicappet, der ikke selv kan gå over vejen, men skal have hjælp til det”.

Interpellationen kan i dette tilfælde beskrives som både en misinterpellation, idét personen forventer

at blive genkendt som ung ansvarlig pige, men i stedet genkendes som ” en der ikke kan over vejen

selv” og som en negativ interpellation, da prajningen samtidig opfattes som stemplende af den på-

gældende. Som den senere analyse vil vise, kan en negativ interpellation få den modsatte virkning,

idét personen kan vælge at afvise prajningen og i stedet reagere i opposition til den og som følge

heraf rette sig mod en større grad af selvstændighed.

38

h) Andetgørelse og andetgørelseprocesser

Andetgørelse handler om den proces, hvorigennem man bliver gjort og gør sig til en anden. Det

indebærer, at man positioneres eller positionerer sig som anderledes i forhold til en bestemt norm,

som i konteksten opfattes som selvfølgelig eller given. Kategorier gøres ifølge Staunæs altid med

udsigt til det ’andet’ gennem en majoritetsgivende norm, der inkludere og ekskludere, og som der-

ved er medvirkende til ikke blot at konstituere subjektivitet for minoriteten, men også at konstitute-

re subjektivitet for majoriteten (Staunæs 2003).

På institutionsniveau handler andetgørelsesprocesser om, hvordan praksisser inkluderer nogle bru-

gere og ekskluderer andre. Dette speciales anvendelse af begrebet andetgørelse henter primært sin

inspiration hos Schwartz, der har anvendt begrebet i en undersøgelse af den socialpædagogiske støt-

te til børn og unge på en døgninstitution i Danmark. Hun viser, at andetgørelsen sker, når et barns

adfærd fremkommer som uforståelig i personalets øjne, og andetgørelse kan især knyttes til profes-

sionelles oplevelse af afmagt, inkompetence og mangel på handlemuligheder (Schwartz 2007). An-

detgørelse tager ofte form af abstrakte kategoriseringer, hvor problemer opfattes som noget iboende

personen for eksempel som knyttet til en patologisk personlighedsudvikling. Schwartz kommer med

et eksempel fra sit studie, hvor en piges vrede kommer til at fremstå som uforståelig for personalet,

og hun står i akut fare for at blive forflyttet fra institutionen på baggrund af en psykolograpport, der

fremstiller hende som ’behandlingskrævende’ og dermed som ikke værende en del af institutionens

målgruppe. Dette er dog en abstrakt problemforståelse, og Schwartz viser, at man ved at tolke pi-

gens handlemåder ud fra et førstepersonsperspektiv får mulighed for at forstå vreden ”som forankret

i et subjektivt perspektiv på konkrete livsbetingelser.” Ved en nærmere undersøgelse kommer vre-

den således til at fremstå som forståelig, hvorved andetgørelsesprocessen undgås, idet pigen nu i

stedet af personalet kan forstås som en, der er i færd med at lære at begå sig som kompetent deltager

i den døgninstitutionelle praksis frem for som blot ’behandlingskrævende’ (ibid.).

3.2. Teorien om læring som social praksis

Denne teori hviler ligesom kritisk psykologi på et historisk-dialektisk-materialistisk grundlag og har

derfor en del fællestræk med denne. Praksisbegrebet kan anskues som et metateoretisk overbegreb

for begge teorier, ligesom deltagelsesbegrebet også anskues som et centralt begreb i denne teori.

Dermed er det muligt at foretage et epistemologisk match mellem de to teoretiske tilgange, forstået

på den måde at de forholdsvis uproblematisk kan integreres, idet der teorierne imellem foreligger

teoretisk konsistens på det metateoretiske plan.

39

Social teori om læring skal ses som en kontrast til den traditionelle læringsforståelse, hvor læring

anskues som en individuel proces, der har en begyndelse og slutning og kan ses som adskilt fra vore

øvrige aktiviteter. Læring anskues i dette teoretiske perspektiv som noget relationelt og defineres

som: ”Personens forandrede deltagelse i en forandrende social praksis.” (Lave & Wenger 2003).

Wenger skriver endvidere andetsteds at: ”Det er kernen i den sociale læringsforståelse, at deltagel-

sen ikke blot former, hvad vi gør, men også hvem vi er, og hvordan vi fortolker, det vi gør.” (Wen-

ger 2004:15). Hermed kan læring, udvikling og identitet anskues som tæt forbundne i denne læ-

ringsforståelse. Deltagelsen i fællesskaber er således med til at ”konstruere identiteter i relation til

disses fællesskaber.” (ibid, s. 15).

Dette speciale anvender begrebet selvforståelse frem for ordet identitet, som Wenger argumenterer

ud fra. Se mere herom i afsnittet nedenfor: At komme til forståelse af sig selv versus identitet.

3.2. Analytiske begreber

a) Praksisfællesskaber

Lave og Wenger har udviklet begrebet praksisfællesskab om de mange forskellige slags fællesska-

ber, som mennesker indgår i. Begrebet praksisfællesskab skal forstås som et analytisk begreb, der

dækker over en måde at forstå, hvordan man lærer i alle slags situationer og ikke blot i skolen (Lave

2009). At indgå i praksisfællesskaber er en integreret del af vores hverdagsliv, det er kendetegnet

ved ”… deltagelse i et virksomhedssystem, hvor deltagerne har en fælles forståelse af, hvad de la-

ver, og hvad det betyder for deres liv og for deres fællesskaber.” (Lave & Wenger 2003:83). Ved at

anvende begrebet praksisfællesskaber bliver det muligt at beskrive læring som en proces, hvor per-

soner som legitime perifere deltagere gennem deltagelsen i praksisfællesskabet ændrer status fra

’nytilkomne’ til at blive ’veteraner’ i praksisfællesskabet. Læringen er således et resultat af ændrede

positioner i praksisfællesskabet, hvor legitimitet angiver, at det er en forudsætning at blive betragtet

som legitim deltager med sine egne synspunkter for overhovedet at få adgang til praksis (Lave

2009), mens det perifere angiver forskellen mellem det at være nytilkommen og det at blive veteran.

Praksisfællesskaber dannes ikke kun en gang for alle, men de opretholdes af deltagerne gennem

vedvarende meningsforhandlingsprocesser. Deltagelsen i praksisfællesskaber indebærer ikke i sig

selv harmoni eller samarbejde, men kan også indeholde konfliktualitet, da deltagerne har forskellige

interesser og positioner i praksisfællesskabet, hvilket blandt andet giver sig udtryk i forhandlinger

om nyankomnes adgang til praksis og udelukkelse af den (Wenger 2004; Lave 2009).

40

b) Deltagerbaner

Ifølge Wenger dannes personens identitet efterhånden som personen gennemløber en række delta-

gelsesformer. Denne deltagelse foregår i baner både i og imellem praksisfællesskaberne (Wenger

2004). Læring opstår således ikke udelukkende som et led i deltagelsen i et enkelt praksisfælleskab,

men opstår ofte ved, at mennesker bevæger sig i og på tværs af flere praksisfællesskaber. Denne

bevægelse beskriver Lave som deltagerbaner11

. Deltagerbane-begrebet beskriver forskellige former

for skiftende deltagelse: ”… begrebet om bevægelse i en retning, mulighederne for at trænge dybe-

re ned, blive mere af noget, foretage sig ting anderledes på måder, der gradvis ændrer ved, hvor-

dan man er objektivt, hvorledes man forstås af andre, og hvorledes man forstår sig selv som et so-

cialt placeret socialt subjekt.” (Lave 1999:50). Wenger differentierer mellem en lang række forskel-

lige baner. Der er perifere baner, som aldrig fører til fuld deltagelse i praksisfællesskabet; indadgå-

ende baner, som er baner, hvor man som nytilkommen bevæger sig fra perifer deltagelse mod at

blive fuldgyldigt medlem i praksis. Insiderbaner, som angiver at deltageren, selv efter at have opnå-

et fuldt medlemskab, fortsætter udviklingen. Grænsebaner, som spænder over en grænse, der for-

binder forskellige praksisfællesskaber, og det er i sådan en bane eksempelvis en afdelingsleder ville

befinde sig i i forhold til medarbejdergruppen. Og endelig er der de udadgående baner, som fører

væk fra praksisfællesskabet (Wenger 2004).

Der har været diskuteret, om det overhovedet er relevant at tale om en bevægelse fra periferi til fuld

deltagelse indenfor ét praksisfællesskab, en antagelse som Lave i en senere tekst tager afstand fra

(Lave 2009). Modstillingen perifer deltager versus fuld deltager er kritiseret for at bygge på en pola-

riseret forståelse, som ikke er i overensstemmelse med den marxistiske epistemologi, som social

praksisteori tager afsæt i, som netop har en forskningsmæssig ambition om at overskride dualismer

ved hjælp af praksisbegrebet. I dette speciale anvendes en forståelse, der undgår polariseringen,

men holder fast i det processuelle, og som bygger på en kritisk psykologisk forståelse, hvor man

kan blive mere eller mindre af noget (Mørck 2003). Man kan således aldrig opnå fuld deltagelse i

praksisfællesskabet, men derimod bevæge sig i retningen af at være mere eller mindre fuld deltager.

c) Deltagelsesformer

I Lave og Wengers teori om læring som social praksis beskrives desuden forskellige former for del-

tagelse, hvor vi har set, at den legitime deltagelse er en forudsætning for at opnå adgang til praksis-

fællesskabet. Heroverfor står den illegitime deltagelse, der kan sidestilles med en deltagelse, som

ikke giver deltageren adgang til praksisfællesskabet. Ikke-deltagelse, er ifølge Wenger en lige så

11

Også indenfor kritisk psykologi anvendes begrebet deltagerbane (Dreier 1999).

41

stor kilde til identitet som deltagelsen, da vi både skaber vores identiteter gennem de praksisser, vi

engagerer os i, såvel som dem vi ikke engagerer os i (Wenger 2004). Wenger skelner endvidere

mellem to former for ikke-deltagelse. En ikke-deltagelse, der er bemyndigende, hvis den på sigt

rummer mulighed for overgang til fuld deltagelse. Denne form for ikke-deltagelse omtales som en

ikke-deltagelse, der indebærer periferitet. Her er det deltagelsesaspektet, der er dominerende, da

deltageren med tiden vil kunne opnå fuld deltagelse, men måske ikke er i stand til at indgå i alle de

aktiviteter, som den fuldkomne deltager er i stand til. Hvis ikke-deltagelsen derimod er begrænsen-

de, fordi deltageren forhindres i, også på længere sigt, at opnå fuldgyldig deltagelse, indebærer den-

ne ikke-deltagelse marginalitet. Marginalitet eller periferitet handler i dette perspektiv om, hvorvidt

personen gives adgang til deltagelse eller ej (ibid.). Periferitet og marginalitet er ofte vævede ind i

hinanden, og de er derfor vanskelige at adskille i praksis.

3.3. Begrebssammenstilling

Jeg har indtil videre beskrevet to store teoretiske forståelser. Den kritiske psykologi og teorien om

læring som social praksis. Desuden har jeg fremstillet begreberne interpellation og andetgørelse,

som er hentet fra poststrukturalistiske sammenhænge. De er beskrevet under afsnittet om kritisk

psykologi, da disse begreber er blevet videreudviklet indenfor en kritisk psykologisk kontekst. Når

man undersøger begreberne fra de to afsnit nærmere, vil man opdage, at der er delvist overlappende

forståelser, men også visse forskelle imellem de teoretiske perspektiver. Jeg vil derfor i det følgende

vise, hvordan de centrale begreber kan sammenstilles og dermed indarbejdes indenfor den kritisk

psykologiske teoriramme. De allerede nævnte begreber, der ikke beskrives i den følgende tekst,

men som vil blive brugt senere hen i analysen, som eksempelvis interpellationsbegrebet, udelades

her, fordi de efter min mening forholdsvis enkelt kan importeres i en kritisk psykologisk forståelse.

a) Andetgørelse og marginalisering

Andetgørelsesprocesser og marginalisering er i dette speciales optik to forskellige måder at sætte

begreb på den samme proces. Andetgørelse kan, som jeg tidligere har beskrevet, tage form som

abstrakte kategoriseringer, hvor problemer ses som noget iboende personen, uden at det er forstået,

hvordan adfærden også skal ses i sammenhæng med konkrete livsbetingelser. Vi kan få øje på an-

detgørelsen ved eksempelvis at undersøge personalets samtaler om de unge på et socialpsykiatrisk

bosted. Andetgørelse kan man således opdage i samtalen. I samtalen er andetgørelsen ikke nødven-

digvis konstant, idet der kan forekomme vekslen mellem synspunkter, der indebærer andetgørelse,

og synspunkter der i højere grad fører til almengørelse, hvor personens handlemåder opfattes som

42

subjektivt begrundede. At der finder andetgørelse sted, er derfor heller ikke ensbetydende med, at

personen kan beskrives som marginaliseret. Marginalisering er en forståelse der bygger på Wengers

begrebssættelse om marginalitet. Marginalisering opfatter jeg som en mere vedvarende tilstand, der

kan betegnes som en position, hvorfra personer enten holdes fast i den marginale position eller helt

nægtes adgang til praksisfællesskaber og handlesammenhænge. Jeg mener derfor, der er brug for

begge begreber til den efterfølgende analyse.

b) At komme til forståelse af sig selv versus identitet

I specialet anvender jeg det kritisk psykologiske selvforståelsesbegreb: ’at komme til forståelse af

sig selv og andre’ (Holzkamp 2005; Dreier 2001) frem for Wengers anvendelse af begrebet identi-

tet. At komme til forståelse er et begreb, der fremhæver det processuelle og i princippet det uendeli-

ge og uafsluttede i at realisere de personlige deltagerbaner. I dette speciale foretrækkes altså selv-

forståelsesbegrebet frem for identitetsbegrebet, da identitetsbegrebet, som Mørck påpeger, konnote-

rer essentialisme (Mørck 2003). Ved at bruge begrebet: ’at komme til forståelse med sig selv og

andre’ eller slet og ret selvforståelse bliver det muligt at overskride den traditionelle polarisering

individ-samfund, samt undgå essentialisme, idet selvforståelsen begrebssættes ud fra dens funktion i

praksis frem for at blive begrebssat som en indre repræsentation af selvet (Dreier 2001).

c) Handlesammenhænge og praksisfællesskaber

Der er visse overensstemmelser mellem det kritisk psykologiske begreb handlesammenhænge, og

Lave og Wengers begreb om praksisfællesskaber, men der er også væsentlig forskelle, og det er

derfor relevant at bevare begge begreber i analysen.

Praksisfællesskabsbegrebet er som tidligere vist i stand til at begribe læring som en bevægelse fra

perifer deltagelse mod fuldgyldig deltagelse i praksisfællesskabet. Mørck gør dog opmærksom på at

begrebet praksisfællesskab er upræcist, hvis det eksempelvis søger at begribe skolen som et praksis-

fællesskab, idet elever på en skole sjældent er orienterede mod at blive skolelærere (Mørck 2006).

Et praksisfællesskab består af en gruppe, der er sammen om noget som eksempelvis en gruppe ska-

desbehandlere i et forsikringsselskab, men det er som praksisfællesskab samtidig afgrænset udadtil,

således at det ikke omfatter afdelingsledelsen eller ansatte på en anden afdeling. Om noget kan be-

skrives som et praksisfællesskab afhænger endvidere af, om der er en homogenitet i gruppen (Wen-

ger 2004).

Begrebet om handlesammenhænge er bredere end begrebet praksisfællesskaber. Begrebet handle-

sammenhæng udtrykker i højere grad en institutionalisering, hvor man er indsat i nogle organiserin-

43

ger, der har nogle særlige institutionaliserede mål-middelsammenhænge som eksempelvis persona-

lemøder. Nordvangskollegiet og fællesforpligtelserne på Nordvangskollegiet kan således analyseres

som en handlesammenhæng, mens praksisfællesskabsbegrebet bruges til at analysere lokale fælles-

skaber som eksempelvis tre beboere, der sidder og drikker øl sammen på værelset om aftenen.

44

Kapitel 4. Undersøgelsens metode

I dette afsnit bliver undersøgelsens metode nærmere præsenteret og diskuteret. Ambitionen med

denne tekst er at vise, hvordan undersøgelsens videnskabsteoretiske baggrund skal forbindes med

den konkrete undersøgelse af specialets problemstilling: Recovery-orienteringens muligheder og

begrænsninger, når recovery betragtes i en konkret praksis.

4.1. Kritisk psykologisk praksisforskning

Ifølge Charlotte Højholt kan praksisforskning ikke defineres som et endegyldigt sæt af metoder, det

er snarere en særlig forståelsesmåde og organisering af forskningen, der desuden suppleres med et

sæt af begreber til at undersøge konkrete situationer, sammenhænge og praksisser med (Højholt

2005). Disse begreber blev beskrevet i forrige afsnit og vil her i dette afsnit blive suppleret med

yderligere nogle forståelser.

Kritisk psykologisk praksisforskning er med afsæt i kritisk psykologisk teori et opgør med den klas-

siske og naturvidenskabeligt inspirerede forestilling om videnskab og er i stedet funderet i den mar-

xistiske videnskabsopfattelse af viden som et særligt aspekt ved praksis. Det er ifølge den kritisk

psykologiske videnskabsopfattelse gennem praksis, at viden skabes og udvikles, men det er også

gennem deltagelse i praksis, at det overhovedet bliver muligt at indfange viden om praksis. Forske-

ren anses derfor for at være deltager på lige fod med de øvrige deltagere i forskningsprocessen

(Højholt 2005). Man tager dermed afstand fra modernismens forestilling om den neutrale forsker,

der kan undersøge verden fra en neutral position – et såkaldt udefra perspektiv, for i stedet at be-

skrive forskningen som noget, der bør foregår indefra praksis selv gennem forskerens deltagelse

heri. Desuden undersøges praksis nedefra, idet forskeren undersøger almene problemstillinger gen-

nem subjekters personlige beretninger om konkrete dilemmaer. Kritisk psykologisk praksisforsk-

ning formuleres desuden som et solidarisk projekt, da de udforskede inviteres til at deltage i forsk-

ningsprocessen som medforskere. Charlotte Højholt (1993) definerer en medforsker således:

”Begrebet medforsker kan således bestemmes ud fra, at de mennesker, vi samarbejder med i forsk-

ningsprocessen, gennem denne selv bliver udforskende i forhold til deres eget liv. Dette indebærer,

at det problem, der udforskes, også stiller sig som et problem, som de har interesse i at overskride.”

(Højholt 1993: 21).

45

Dette indebærer et krav om, at forskningen fremstår som brugbar for de individer, der medvirker

heri (Holzkamp 2005). Dette er bl.a. udmøntet i Højlunds formulering af gældighedskriteriet, der

angiver forskningens opgave som ”… en deltagelse i forandringsskabende aktiviteter rettet mod

menneskets til stadighed frigørelse fra (af andre) etablerede begrænsninger.” (Højlund 2006: 50).

Forskningen får dermed et kritisk samfundsforandrende ærinde, hvis formål det er at transformere

ulige fordelinger af muligheder med mere lige fordelinger (ibid.). I overensstemmelse med gældig-

hedskriteriet må det være et mål for dette speciales undersøgelse, at den medfører nye handle- og

tænkemuligheder for praksis, både på det undersøgte bosted såvel som hos andre aktører på områ-

det.

Mørck beskriver endvidere, hvorledes medforskerne i hendes praksisforskningsprojekter inviteres

med til at præge forskningen i bestemte retninger (Mørck 2006). Med udgangspunkt i medforsker-

perspektivet og princippet om en solidarisk forskning er det således vigtigt for en undersøgelse af

recovery-orienteringen i socialpsykiatrien at udforme et forholdsvis fleksibelt forskningsdesign,

som er åbent for forandringer undervejs, dersom medforskerne ønsker særlige problemstillinger på

deres bosted belyst. Dog fastholdes det overordnede tema: En undersøgelse af recovery-

orienteringen betragtet i sin konkrete praksis.

4.1.1. Joint venture

Kritisk psykologisk praksisforskning adskiller sig fra aktionsforskning ved at have en ambition om

ikke blot at være et udviklingsprojekt i sig selv, men ved samtidig at bidrage til teoriudvikling.

Samarbejdet mellem forskningsprojekt og udviklingsprojekt omtales af Nissen (1995) som et ’joint

venture’. Dette ’joint venture’ angiver, at der med kritisk psykologisk praksisforskning foregår et

samarbejde mellem forskningsprojekt og udviklingsprojekt, der sideløbende fører til udvikling af

begge dele, idet både forskerens og praktikerens erfaringer transformeres gennem samarbejdet gen-

nem det, Nissen betegner som en referencetransformation (ibid.). Dette speciale kan ikke skrive sig

ind som et egentlig udviklingsprojekt forstået på den måde, at der ikke er forventninger fra stedets

side om, at mit bidrag skal føre til specifikke ændringer på Nordvangskollegiet. Jeg har dog adgang

til at indhente empiri, fordi både ledelse, personale og beboere kunne se en generel relevans i at

styrke området. Men, som Mørck pointerer i sin ph.d. afhandling, ”… er det ikke en nødvendig for-

udsætning for praksisforskning, at man undervejs i forskningsprocessen konkret bidrager til udvik-

ling af den konkrete praksis, som man forsker i og med.” (Mørck 2003: 190). Ifølge Mørck handler

det om at skabe forandringer på forskellige niveauer som eksempelvis at bidrage med kritiske ana-

46

lyser, udvikling af alternative analysebegreber og/eller udforme praksisanalyser, der lægger op til en

udvidet forståelse af problemerne i praksis, herunder en analyse af alternative handlemuligheder

(ibid.).

Nordvangskollegiet vil få adgang til at læse dette speciale, samt en mundtlig tilbagemelding fra

mig, hvor der bliver mulighed for en yderligere dialog med en eventuel referencetransformation til

følge. Dertil tilbydes Nordvangskollegiet en samlet rapport over brugerinterviewene i anonymiseret

form. Men der er med dette speciales undersøgelse også tale om teoriudvikling, idet min ambition

er at almengøre resultaterne ud fra en idé om, at de kan bruges af andre i lignende situationer og

handlesammenhænge med lignende problemstillinger (Mørk 2006). Dette speciale vil derfor, der-

som analyserne er tilstrækkelig stærke kunne bidrage mere generelt til en udvikling af det social-

psykiatriske felt. Dette vil vi vende tilbage til i konklusionsafsnittet.

4.2.1. Intersubjektivitet

Som omtalt under fremstilling af kritisk psykologisk teori kan kritisk psykologi beskrives som et

eksplicit opgør mod tendensen i forskning til at tolke mennesket ud fra et trediepersonsperspektiv.

Heraf navnet: det subjektvidenskabelige paradigme. Genstandsadækvat forskning opnås derimod

ved at søge at opnå viden gennem intersubjektivitet mellem forsker og udforskede for derved at

kunne begribe individets handlegrunde som intersubjektivt kommunikerbare og tilgængelige

(Bechmann Jensen 2009). Der er således tæt sammenhæng mellem den kritiske psykologis teori om,

hvad et subjekt er og de metoder, hvormed det kan udforskes, dvs. mellem ontologien og epistemo-

logien. Det betyder, at det ikke lader sig gøre at skelne teori og metode helt fra hinanden (Mørck &

Nissen 2001). Dette speciale bygger på den kritisk psykologiske ambition om at etablere intersub-

jektivitet mellem forsker og medforskere. Samtalen får i denne sammenhæng derfor en central rolle,

hvorfor samtalen via interviews, samt dialoger i personalegruppen bliver et centralt udgangspunkt

for udforskning af praksis, hvilket vi vender tilbage til senere i dette afsnit.

4.1.3. Decentrering og perspektivforskning

Ole Dreier har arbejdet med begrebet ’decentrerede analyser’. En decentral analyse indebærer, at

praksis undersøges fra periferien frem for at undersøge den fra centrum, hvilket hidtil har været en

gængs tilgang til undersøgelser af eksempelvis den psykoterapeutiske praksis. Når der anlægges et

centralt perspektiv bliver terapeuten anset for det centrale omdrejningspunkt for behandlingen, og

det bliver hans perspektiv på klientens terapi, der bliver det centrale perspektiv for forståelsen. Cen-

trale analyser er ifølge Dreier ikke i stand til at gribe genstanden, fordi man fra det centrale perspek-

47

tiv er ikke er i stand til at se, hvilken betydning terapien har for klientens liv andre steder. Ved cen-

trale analyser risikerer man at opfatte klienten desubjektiveret igennem terapeutens tredjepersons-

fortolkninger (Dreier 2008; Dreier 1998).

I stedet bør den terapeutiske kompetence ifølge Dreier forstås decenteret, hvilket vil sige: ”… at

betragte det terapeuter gør i sessionerne ud fra klientens daglige liv i de sammenhænge, hvori det

forhåbentlig får en ønsket betydning.” (Dreier 1998: 625). Som følge af dette synspunkt undersøger

og betragter han den terapeutiske praksis fra de andre sammenhænge, som klienten indgår i, for

derved at undersøge den terapeutiske praksis herfra. Derved skabes der andre forståelser af psykote-

rapi end de professionelles. Og det bliver muligt både at undersøge klienters perspektiv på den tera-

peutiske proces og at omgå den ’kerneblindhed’, som ifølge Dreier omgiver praksisser, hvor ek-

sempelvis terapeuten ikke er i stand til at erkende visse aspekter af sin egen praksis. Som følge af

disse betragtninger er det altså nødvendigt at undersøge brugerens perspektiver på indsatsen, og

hvad de får ud af den andre steder. Dette studie af recovery-orienteringen vil dog primært vægte

brugerperspektiver på den recovery-orienterede praksis på Nordvangskollegiet, mens undersøgelsen

af, hvad beboerne konkret får ud af indsatsen i andre handlesammenhænge, vil blive mindre frem-

trædende grundet specialets begrænsede omfang.

En undersøgelse af brugerperspektivet skal dog ikke komme til at stå alene. Med udgangspunkt i

Højholts forståelse af, hvordan forskellige perspektiver på samme handlesammenhæng bidrager til

at skabe en kompleks forståelser af feltet (Højholt 1993) vil også personalets perspektiver inddrages

i undersøgelsen. Det kunne være interessant at inddrage yderligere perspektiver fra eksempelvis

forældre eller pårørende, men her må igen specialets begrænsede tidsramme og omfang medtænkes,

hvilket sætter begrænsninger for inddragelse af yderligere perspektiver i denne undersøgelse.

4.2. Metodologi

Metodologien udgør rammen for indsamlingen af empiri og kan dermed betragtes som fundamentet

for undersøgelsen. Metodologi skal ikke forstås som en simpel metode, men refererer til forsknin-

gens ontologiske og epistemologiske synspunkter i udformningen af en empirisk undersøgelse

(Karpatschof 2006). Ved at tydeliggøre de metodologiske overvejelser øges undersøgelsens transpa-

rens, og det bliver derved muligt for andre at diskutere den fremgangsmåde, hvormed resultaterne

for denne undersøgelse er produceret, samt at vurdere dette speciales videnskabelige kvalitet.

48

I dette afsnit redegøres der for undersøgelsens forskningsdesign. Herefter vil metoderne blive be-

skrevet, og disse vil blive relateret til de udvalgte teoretiske perspektiver. Til sidst vil jeg komme

nærmere ind på forskerollen, samt på etiske overvejelser knyttet til undersøgelsen.

4.2.1. Forskningsdesign

Forskningsdesignet indeholder en beskrivelse af etablering af kontakten til praksis via en projektbe-

skrivelse, samt inddragelse af informanter som medforskere, de anvendte forskningsmetoder, en

beskrivelse af det empiriske materiale, interviewguides, samt en evaluering af gennemførelsen af

undersøgelsen.

a) Etablering af kontakt til praksis

Med udgangspunkt i mit valg af det overordnede emne for dette speciale tog jeg kontakt til praksis.

Jeg kontaktede i første omgang den overordnede ledelse i den pågældende kommune ved personligt

fremmøde og fik straks grønt lys til at kontakte de bosteder i den pågældende afdeling, som jeg

skønnede relevante for undersøgelsen. Jeg tog dernæst telefonisk kontakt til et par afdelingsledere,

som hver især ville forhøre sig nærmere hos deres medarbejdere, og sendte vedkommende en pro-

jektbeskrivelse. Projektbeskrivelsen er vedlagt som bilag 1 i anonymiseret form. Desuden sendte jeg

en enkelt mail ud i organisationen og fik efter blot et par dages ventetid overvældende positiv re-

spons på denne mail. Praksis var interesseret i emnet, men på dette tidspunkt havde jeg allerede

aftalt møde med en af de første institutioner, som jeg havde været i telefonisk kontakt med. Under-

søgelsen har ikke taget udgangspunkt i en særlig eksemplarisk praksis udvalgt fra min side. Kriteri-

et var dog, at det skulle være en institution, og at den skulle arbejde ud fra et recovery-orienteret

grundlag, hvilket også er tilfældet med den valgte institution.

b) Etablering af projektet

Mit første udkast til undersøgelsen var udformet som et design, som primært var baseret på observa-

tionsstudier og underbygget med beboerinterviews af kortere omfang, og min deltagelse i persona-

lemøder. Da bostedet er delt op i to afdelinger, var mit primære ønske at tage udgangspunkt i den

ene afdeling, men bliver af personalet frarådet dette. Personalet beskriver den ene afdeling som

præget af uro beboerne imellem og af, at flere af beboerne isolerer sig på værelserne, mens den an-

den afdeling som følge af dette tildeles ekstra opmærksomhed fra både studerende og personale.

Den ene afdeling er således, ifølge personalets beskrivelser, præget af manglende aktivitet, mens

den anden afdeling af tilsvarende stor aktivitet og personaledeltagelse, hvorfor de unge måske ikke

kan ’overkomme’ min deltagelse også. Jeg bliver derfor rådet til ikke på forhånd at vælge en be-

49

stemt afdeling som udgangspunkt for mine interviews, men i stedet præsentere mig for beboerne på

begge afdelinger og tage udgangspunkt begge steder. I forbindelse med min deltagelse i fællesakti-

viteter med beboere skulle disse informeres om det i god tid forinden, således at det kunne skrives

på dagsordener i mødereferater med mere, (se evt. bilag 4.2, s. 31). Derfor blev mine deltagende

observationer styret af nogle valg, som jeg tog inden opstarten på undersøgelsen og mit møde med

de konkrete beboere. Jeg aftalte i samarbejde med medarbejderen tre afgrænsede aktiviteter, hvor

jeg ville være deltagende observatør, samt tre personalemøder som jeg kunne deltage i, og som jeg

efterfølgende fik lov til at optage. Desuden blev jeg under mit ophold inviteret af personalet til at

deltage i yderligere et personalemøde.

c) Det empiriske materiale

Mit første udkast til undersøgelsen med hovedvægten lagt på observationsstudier og underbygget

med beboerinterviews af kortere omfang, samt deltagelse i personalemøder ændrede sig og endte

med at tage sig noget anderledes ud. Der var flere forhold, der var medvirkende til dette. Det viste

sig hurtigt, at der var en stor interesse og åbenhed fra beboernes side til at lade sig interviewe af mig

og det til trods for, at ikke alle beboere var blevet spurgt, idet to var indlagt på psykiatrisk hospital,

og ikke alle var til stede, da jeg præsenterede mig. I alt 6 beboere blev interviewet i løbet af en peri-

ode på ca. 1½ uge. Og yderligere to beboere blev interviewet et halvt år senere.

På nogle af personalemøderne var der af forskellige grunde fokus på bestemte beboere. Det kunne

være på grund af, at det var deres tur til at blive drøftet i teamet, eller at et personalemedlem i med-

arbejdergruppen ønskede at drøfte en eventuelt vanskelig situation i forhold til en bestemt beboer

mm. Resultatet blev, at nogle beboere blev beskrevet gennem personalets perspektiver. Da jeg sam-

tidig fik mulighed for at interviewe den pågældende, fik jeg nu også brugerperspektivet belyst og så

dette som en mulighed for at bygge min undersøgelse op i form af caseanalyser, der kunne analyse-

res på baggrund af både bruger- og personaleperspektiver. Jeg vil senere vende tilbage med en ar-

gumentation for dette valg. Der var således i alt tre beboere, som kunne inddrages som casepersoner

(ud af de 6, der blev interviewet), men jeg måtte af pladsmæssige hensyn fravælge endnu en, såle-

des at der nu indgår to beboere som cases i analysen. Disse to personer var ikke til stede under mine

deltagende observationer, hvorfor observationsstudier falder bort i denne undersøgelse, og de bliver

derfor heller ikke beskrevet yderligere i dette speciales forskningsdesign.

d) Oversigt over empirien

I det følgende gives en kort oversigt over empirien, som består af følgende:

50

8 individuelle interviews af en varighed på mellem 30 og 84 min. Alle interviews er transskriberede

fuldt ud, men kun 5 af disse indgår i analysen, og det er derfor kun transskriptioner af disse 5 inter-

views, der er vedlagt specialet som bilag 3.1 – bilag 3.5. Bilag 3.4 og 3.5 er kun vedlagt i uddrag, da

disse interviews er foretaget med beboere, som ikke er valgt som casepersoner, og fordi der kun

foretages en enkelt henvisning til disse interviews i analysen.

Et planlægningsmøde af en times varighed med deltagelse af en medarbejder og undertegnede. Mø-

det kan ikke karakteriseres som et egentlig interview, der er derfor ikke udformet interviewguide,

men medarbejderen fremstiller alligevel nogle problematikker i dette indledende møde, som var

relevant for analysen, og mødet indgår derfor som en del af empirien. Jeg har valgt kun at transskri-

bere uddrag af denne optagelse, da store dele af mødet omhandlede konkrete diskussioner med hen-

syn til planlægning af mødetidspunkter og andre praktiske forhold, og jeg valgte derfor ikke at bru-

ge tid på den forholdsvis tidkrævende proces, det er at omsætte tale til skrift. Transskriptionen er

vedlagt som bilag 4.1.

Et teammøde med deltagelse af 6 medarbejdere, en ergoterapeutstuderende og undertegnede, desu-

den deltog en medarbejder fra det andet team, samt afdelingslederen under dele af mødet. Teammø-

det var rammesat til at vare i tre timer med 2 indlagte pauser undervejs. Hele mødet er transskriberet

fuldt ud, men jeg har valgt blot at vedlægge den første halvdel af mødet. Under den sidste del af

mødet fremkommer der ikke empiri, der på nogen måde indgår i specialet, hvorfor denne del ikke

skønnedes relevant at vedlægge (bilag 4.2).

Et møde som omtaltes som ’kollegial respons’ med en varighed af 48 min. med deltagelse af 8

medarbejdere, samt en ergoterapeutstuderende. Dette møde er fuldt transskriberet og vedlagt som

bilag 4.3.

Et møde, der blev betegnet som ’overlap’ med en varighed af ca. 37 min. med deltagelse af 5 med-

arbejdere. Mødet er transskriberet fuldt ud og vedlagt som bilag 4.4.

Et personalemøde af 2 timers varighed med indlagt pause midtvejs. Her deltog 9 medarbejdere,

samt afdelingslederen. Mødet er fuldt transskriberet. På mødet diskuterer personalet problematikker

som er af mere generel karakter i forhold til bostedet. Empirien herfra kan derfor udgøre bag-

grundsviden af mere generel karakter. Jeg har derfor valgt at vedlægge den fulde transskription som

bilag 4.5.

51

Når jeg henviser til transskriptionerne, anvender jeg bilagsnummer og sidetal, eksempelvis: (bilag

3.1, s. 10).

e) Interviewdesign

Jeg gjorde mig en del overvejelser om, hvordan man bedst interviewer unge mennesker med psyki-

ske vanskeligheder. Disse kan på baggrund af deres psykiske vanskeligheder forstås som sårbare og

derfor skrøbelige i en interviewsituation, hvorfor man derfor ofte undgår at interviewe dem om pro-

blematikker, som man tror, vil være vanskelige for dem at håndtere. Men hvis man således forstår

beboeren ud fra en sådan sårbarhedsdiskurs, så risikere man på den anden side at reproducere en

tænkning, hvor beboeren betragtes som en, der ikke er i stand til at formidle sit subjektperspektiv. I

en kritisk psykologisk optik ville en sådan tænkning let kunne føre til, at subjektperspektivet ikke i

tilstrækkelig grad fremmes, og man ville derfor i højere grad være overladt til at forstå subjektet fra

et tredjepersons-tolkende perspektiv, hvilket er en tilgang, som ville være uforeneligt med det sub-

jektvidenskabelige krav om genstandsadækvat forskningen (Bechmann Jensen 2009). Man vil der-

udover kunne hævde, at en forskning ledet af sårbarshedsdiskursen ville medvirke til, at en i forve-

jen ’svag’ gruppe yderligere marginaliseres, idet deres stemme ikke får tilstrækkelig plads i debat-

ten. Et kritisk psykologisk perspektiv på subjektet vil i stedet hævde, at personen er i stand til at

formidle sit perspektiv gennem intersubjektive relationer med forskeren, og at det samtidig er helt

centralt for en kritisk psykologisk forskningsetik, at betydningen af menneskers potentielle be-

grænsninger af færdigheder ikke bestemmes abstrakt. (Forchhammer 2001). Der er i kritisk psyko-

logisk forskning en række eksempler på, at der er indhentet subjektperspektiver fra mennesker, der,

som beboerne på Nordvangskollegiet, kan kendetegnes med en eventuel ’sårbarhed’. Dette er ek-

sempelvis børn på døgninstitutioner (Højlund 2006; Schwartz 2007), mennesker med erhvervede

hjerneskader som følge af en apopleksi (Borg 2002; Forchammer 2001), og mennesker med forskel-

lige grader af psykisk udviklingshæmning (Schwartz 2009).

Jeg forsøger at håndtere dilemmaet under interviewene ved at balancere mellem på den ene side en

sårbarshedsdiskurs, hvor jeg eksempelvis undgår at spørge yderligere ind, hvis beboeren giver ud-

tryk for, at emnet er ubehageligt at tale om. Hvilket med andre ord betyder, at man som forsker må

undgå at presse interviewpersonen unødigt (Mathiassen 2011). Jeg tydeliggør desuden i særlig grad

formålet med mine interviews og forsøger at tale i et konkret sprog. På den anden side fastholder

jeg en kritisk psykologisk forståelse af subjektet som værende i stand til at formidle og ’tåle’ det at

være et subjekt.

52

I praksisforskning er formålet med interview ikke ”… en registrering af interviewpersonens ’egent-

lige’ eller skjulte erfaringer, holdning eller viden eller andre udvalgte forhold.” (Højholt 2005:38).

Interviewet kan snarere betegnes som en skabende proces mellem mindst to parter i en særlig sam-

menhæng, hvor man sammen skaber et materiale (ibid.). Højholt beskriver, hvordan en interview-

guide på en gang må opbygges systematisk og åbent, således at der bliver mulighed for at forfølge

de temaer, som interviewpersonen selv bringer på bane. Desuden har jeg med inspiration fra Høj-

lund (2006) søgt at undgå at repetere betydningsstrukturer i form af eksempelvis patologiske forstå-

elser og recovery-kategorier.

Jeg sigtede på at være så åben og eksplorativ som muligt i forhold til, hvilket indhold beboeren

valgte at lægge ind i interviewet, og jeg fandt det derfor væsentligt, at mine interviewguides ikke

indeholdt for mange foruddefinerede spørgsmål. Interviewguiden er derfor inddelt i fire overordne-

de temaer, som alle giver mulighed for at undersøge recovery (bilag 2.2). Ambitionen var at lade de

fire temaer fremstå som et overordnet fokus og herfra spørge ind til forskellige betydninger, betin-

gelser og begrundelser foranlediget af interviewpersonens svar.

Interviewguiden blev ikke fulgt slavisk fra min side, den blev knap nok bragt frem før til sidst i in-

terviewet, hvor den i højere grad kom til at fungere som checkliste til at sikre, at jeg fik opnået en

tilstrækkelig fyldig viden. Jeg valgte at interviewe to af beboerne et halvt år senere, hvoraf det ene

interview ikke er medtaget i denne undersøgelse. Disse interviews var i højere grad styret af en me-

re struktureret interviewguide, som heller ikke i dette andet interview blev fulgt slavisk, men på

lignende vis kom til at fungere som chekcliste. Interviewguiden til det inkluderede interview er ved-

lagt som bilag 2.2.

f) Planlægningsmøde

Her var planen, at jeg sammen med en af bostedets medarbejdere skulle planlægge min deltagelse

på Nordvangskollegiet. Jeg valgte efter samtykke med medarbejderen at optage dette møde, og jeg

transskriberede efterfølgende udvalgte dele af samtalen, som ligeledes indgår som empiri. Målet

med planlægningsmødet var at få aftaler i stand, men jeg havde også en ambition om at fremstille

mit ærinde om at lave kritiske analyser af recovery-orienteringen og at stille mig i en solidarisk po-

sition i forhold til praksis. Jeg formidlede derved mit ærinde som et solidarisk projekt, der rettede

sig mod kritiske potentielt forandringsskabende analyser.

53

g) Deltagende observationer

Da de udvalgte casepersoner ikke i nævneværdig grad opholdt sig i det fælles rum, var det ikke

længere relevant at lade et observationsstudie udgøre en del af forskningsdesignet, og det gled der-

for i baggrunden. Jeg har dog indgået som deltagende observatør, men fremstiller ikke metoden her,

da den ikke længere er relevant for dette speciales analyser. Feltnoterne vedlægges derfor heller

ikke som bilag til dette speciale.

h) Deltagelse i personalemøder som en mellemting mellem interviews og deltagende observatio-

ner

Denne form for empiriindsamling kan beskrives som en mellemting mellem interviews og delta-

gende observationer uden at være nogen af delene. Den deltagende del kan beskrives i form af, at

jeg har været fysisk til stede i rummet, hvor møderne er blevet afholdt og med min diktafon optaget

diskussionerne personalemedlemmerne imellem, og det er disse optagelse, der udgør den centrale

del af min empiri. Observationerne af personalets indbyrdes samspil har ikke været et centralt fo-

kus, hvorfor feltnoter herfra ikke inddrages som empiri. Min tilstedeværelse som specialestuderende

har muligvis påvirket praksis, men jeg har i deltagelsen anlagt en stil, hvor jeg har fremstået som

observatør, der med Spradleys inddeling kan karakteriseres som passiv deltager med lav grad af

involvering (Kristiansen & Krogstrup 1999). Årsagen til dette metodiske valg var, at jeg derved

kunne lade personalets indbyrdes diskussioner være den empiri, som skulle danne udgangspunkt for

analyserne af personaleperspektiverne på praksis. Desuden var jeg optaget af gruppens evne til selv

at fremstille empiri i kraft af egne interne diskussioner, hvorigennem der udveksles subjektperspek-

tiver. Jeg ville altså se, om det var muligt at indsamle brugbar viden med udgangspunkt i gruppens

egne handlesammenhænge med egne mål-middel relationer frem for gennem et gruppeinterview

arrangeret af mig som specialestuderende.

Jeg har tidligere arbejdet med fokusgruppeinterviews og finder denne metode særdeles velegnet til

at generere meget viden på forholdsvis kort tid. Der skelnes i metodelitteraturen mellem gruppein-

terview og fokusgruppeinterview (Halkier 2008; Mørck 2003). I et gruppeinterview er der en høj

grad af interaktion mellem interviewer og interviewpersoner i form af mange direkte spørgsmål og

svar, som man også har det i individuelle interviews (Kruse 2008). I fokusgrupper er det derimod

interaktionen mellem interviewpersonerne, der er det centrale. Fordelen ved en fokusgruppe er, at

den er god til at producere data om sociale gruppers fortolkninger, interaktioner og normer. (Halkier

2008). Derimod er fokusgrupper dårlige til at producere data om det enkelte individs livsverden, da

54

den enkelte deltager får sagt kvantitativt mindre om sig selv under selve interviewet (ibid.). Perso-

nalemøderne kan ikke betegnes som fokusgrupper i Halkiers forstand, men ved at tænke personale-

møder som fokusgrupper, hvor samtalen omhandlede relevante problematikker, havde jeg en idé

om, at jeg herigennem ville få kendskab til kollektive praksisforståelser og praksisideologier inde-

holdt i arbejdet og samtidig få adgang til at indhente flere perspektiver på praksis.

i) Transskription

Transskriptioner er oversættelsen af det talte sprog til tekst. Alle transskriptioner er ifølge Kvale og

Brinkmann fortolkende, uanset hvordan man gør (Kvale & Brinkmann 2009). Dette projekts trans-

skriptionerne af møder og interviews er skrevet tæt på det talte sprog. Korte pauser er gengivet med:

.. (dvs. to punktummer), mens længere pauser er angivet med: …(tre punktummer). Transskriptio-

nen er i min optik en arbejdstekst, hvor det er vigtigt at få gentagelser, pauser og småord med, for

det er på disse steder, der kan være noget særligt på spil i dialogen. Men i specialets tekst, hvor cita-

ter fra empirien endnu engang fremstilles, har jeg dog fundet det forsvarligt med endnu en oversæt-

telse og har her udeladt forstyrrende ord såsom øh og gentagelser, som kan virke forstyrrende på

meningen, og som desuden kan virke fordummende. Dette er valgt ud fra et etisk hensyn til medar-

bejdere eller beboere, som jeg ønsker at fremstille så loyalt som muligt (ibid.). I stedet har jeg foku-

seret på at fremstille en tekst med fokus på læsbarhed, hvor gentagelser er reduceret, men dog ikke

helt fjernet fra teksten. Transskriptionerne vedlægges udelukkende i en udgave af specialet til intern

bedømmelse og vil derfor ikke være tilgængelig i en eventuelt offentlig udgave. Alle navne, sted-

navne og lokaliteter er anonymiserede.

j) Anvendelsen af casestudiet

Inspirationen til udarbejdelse af cases har jeg hentet fra bl.a. Mørck (2009), Schwartz (2007; 2009)

og Dreier (2008). Caseanalyser bygger på det subjektvidenskabelige princip om almengørelse ud fra

et enkelttilfælde (Holzkamp 2005), hvorfra der almengøres til, hvad der er det typiske muligheds-

rum. Her formuleret af Morten Nissen:

”Tanken er, at gennembearbejdningen af handlemuligheder og handlegrunde i ét menneskes situa-

tion allerede rummer forslag til, hvad der er typiske mulighedsrum. Disse forslag må andre så tage

stilling til: Svarer dette til min situation – eller er der vigtige forskelle, som kan nuancere billedet af

det almene og det særlige?” (Nissen 2002: 72).

55

Resultaterne almengøres og bidrager således til nye tænke- og handlemuligheder, som andre kan

gøre brug af (Mørk 2003).

Casestudiet er valgt i stedet for at foretage en generalisering og meningskondensering på tværs af en

række af interviews med forskellige interviewpersoner, hvilket er en udbredt fremgangsmåde i den

humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning – også i Skandinavisk sammenhæng (se for

eksempel indenfor recovery-forskningen: Jensen 2006; Topor 2003; Andersen 2008). Problemet

med denne type analyser er, at resultaterne underbygges ved hjælp af enkeltstående løsrevne inter-

viewudsagn, snart fra den ene interviewperson og snart fra den anden, hvorfor det bliver umuligt at

få øje på enkeltindividers muligheder og begrænsninger set ud fra deres særlige ståsteder i deres

respektive handlesammenhænge. Førstepersonsperspektivet lades derfor ude af syne. At bygge un-

dersøgelser op ved hjælp af caseanalyser imødegår dette problem, og valget af caseanalyse hænger

derfor metodologisk sammen med specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt om at forankre

analysen i førstepersonsperspektiver.

Der blev oprindeligt udvalgt tre beboere til udformning af de individuelle cases, men heraf måtte

den ene i sidste ende fravælges grundet ønsket fra min side om at producere komplekse analyser.

k) Etik og forskerrollen

Et kritisk psykologisk forskningsprojekt er i sig selv et etisk projekt, hvilket fremgår af denne til-

gangs bestræbelser på at bedrive solidarisk forskning, der har et samfundsforandrende sigte med det

mål at transformere ulige fordelinger af muligheder til mere lige fordelinger, - jævnfør gældigheds-

kriteriet (Højlund 2006), - samt bestræbelsen på at inddrage de undersøgte som medforskere. Derfor

er etiske overvejelser også løbende reflekteret, men i dette afsnit skal der dog knyttes yderligere

kommentarer.

I det følgende vil undersøgelsens etiske dimension blive reflekteret gennem Brinkmanns fire etiske

tommelfingerregler i forbindelse med kvalitativ forskning: Informeret samtykke, fortrolighed, kon-

sekvenser og forskerrollen (Brinkmann 2010).

Beboere og personale er givet informeret samtykke inden optagelserne. Det betyder, at de er blevet

oplyst om, hvad undersøgelsen skulle bruges til, samt at de til enhver tid kan trække sig ud af un-

dersøgelsen. Jeg har desuden forklaret, at mine data vil blive anvendt til udfærdigelsen af et specia-

le, som muligvis ville komme til at ligge offentlig tilgængeligt, og at jeg muligvis også på et senere

tidspunkt ville skrive artikler på baggrund af undersøgelsen. Jeg valgte at udforme en samtykkeer-

klæring i forbindelse med beboerinterviewene, som alle blev underskrevet af den interviewede, in-

56

den optagelsen startede. Desuden er beboere og personalet lovet fortrolighed i form af anonymitet,

idet navne og stednavne vil blive anonymiserede og optagelserne slettet efter udarbejdelsen af dette

speciale. Desuden er informanterne blevet oplyst om, at anonymiteten vil være begrænset indadtil,

idet medarbejdere og medbeboere sandsynligvis vil kunne genkende de interviewede i kraft af deres

personlige fortællinger. Der kunne således ikke loves fuld anonymitet indadtil, men snarere fortro-

lighed. Jeg har dog gjort noget særligt ud af at fortælle beboerne, at de skulle sige til, hvis de under

selve interviewet fik sagt noget, som alligevel ikke skulle med, og at jeg i så fald ville undlade at

transskribere dette.

Refleksioner over min forskerroller er fremstillet i flere af de tidligere afsnit og vil derfor ikke yder-

ligere blive uddybet her, men jeg vil vende tilbage til dette tema i konklusionen. Om undersøgelsen

får konsekvenser for de involverede kan jeg ikke umiddelbart svare på, men jeg har i mine analyser

søgt at undgå at fremstille praksis i et dårligt lys, således at resultaterne i stedet for at være mulig-

hedsgivende bliver en negativ udpegning af institutionen med eventuelt uheldige konsekvenser for

denne. I denne forbindelse har det været et vigtigt pejlemærke, at det netop var recovery-

orienteringen som var under en kritisk analyse og ikke medarbejdernes funktion som værende enten

fremmende eller hæmmende faktorer for beboerens recovery-processer.

Udover ovennævnte fire etiske tommelfingerregler er projektet anmeldt til datatilsynet i overens-

stemmelse med persondataloven, samt datatilsynets særlige regler ved forskning med udsatte men-

nesker (Datatilsynet 2012; Justitsministeriet 2000). Tilladelse er blevet givet, og den vedlægges

som bilag 5 i den udgave af specialet, som er til intern bedømmelse, da den indeholder personføl-

somme oplysninger.

57

Kapitel 5. Analyse

Jeg vil i det følgende redegøre for, hvorledes jeg har valgt at opbygge analysen, samt give en kort

præsentation af Nordvangskollegiet. Dernæst følger analysen af de to cases.

5.1. Analysens struktur

I bestræbelsen på at svare på afhandlingens problemformulering vil analysen i nærværende afsnit

tage form af case-analyser. Analysen tager udgangspunkt i to særskilte cases, som analyseres hver

for sig. Derved kommer analysen til at blive opdelt i to hovedafsnit, repræsenteret ved henholdsvis

Tanja og Kasper, der begge er beboere på Nordvangskollegiet for tidspunktet for opstarten af un-

dersøgelsen. Hvert af de to afsnit vil igen bestå af to analyseniveauer. Det første analyseniveau ud-

gøres af en analyse af casen ved hjælp af recovery-begreber, og det efterfølgende udgøres af en ana-

lyse ved hjælp af kritisk psykologiske begreber. Begrundelsen for at lade recovery-perspektivet

undersøge først er ambitionen om at etablere et ideologisk perspektiv, der viser hvilke mulige for-

ståelser praksis er oppe imod. Recovery-begreberne er hentet ind fra gennemgangen af recovery i

specialets andet kapitel. Her blev centrale begreber udvalgt, hvilket blev anskueliggjort ved at lade

dem markere med ’fed’. Markeringen er bibeholdt i dette analyseafsnit, således at det bliver gen-

nemskueligt for læseren, hvordan analysen etableres ud fra de valgte begreber. Denne første analy-

sedel er kortfattet, da det ikke er på dette analyseniveau, at den egentlige ambition befinder sig. Det

gør den derimod på det efterfølgende analyseniveau, der sigter på at etablere et konkret perspektiv.

Ved at sammenstille de to analyseniveauer bliver det nu muligt at undersøge recovery-

orienteringens muligheder og begrænsninger fra et kritisk psykologisk perspektiv, samt at pege på

nye udviklingsmuligheder for praksis. Men før vi vender os mod de to cases, vil Nordvangskollegi-

et blive præsenteret for at give læseren en idé om, hvilke rammer der danner udgangspunkt for be-

boerens hverdag.

5.2. Præsentation af Nordvangskollegiet

Nordvangskollegiet blev introduceret i indledningen, men vil her blive præsenteret med flere

detaljer. Nordvangskollegiet er et midlertidigt socialpsykiatrisk botilbud for unge i alderen fra 18-

35 år. Der bor i alt 14 beboere på Nordvangskollegiet, og disse er fordelt på to bo-grupper, og der er

i alt tilknyttet 5-6 medarbejdere til hver bo-gruppe. Bostedet er bemandet døgnet rundt.

Beboerboligen består af et værelse, et badeværelse og en meget lille entre. Der er et fælles køkken

58

og opholdstue i hver bo-gruppe. Derudover er der en separat afdeling med bl.a. personalekontorer,

mødelokale og fællesstue.

Nordvangskollegiet er som tidligere beskrevet baseret på et recovery-orienteret grundlag, men

betoner også fællesskabet som et væsentligt værdigrundlag. Et ophold på Nordvangskollegiet

indebærer udarbejdelsen af individuelle handleplaner12

, deltagelse i ugesamtaler13

med de tildelte

kontaktpersoner og deltagelse i en række fællesforpligtelser, som består af indkøb, madlavning

fællesrengøring, gruppemøde i den bo-gruppe, man er tilhørende, samt deltagelse i et større

husmøde, der afholdes en gang månedligt for samtlige beboere. Aftenmåltidet beskrives som det

faste fælles daglige samlingspunkt i grupperne, og det forventes, at alle beboere deltager heri,

såfremt de ikke har ærinder udenfor huset. Desuden deltager personalet i fællesspisningen, ligesom

de tilbyder at støtte beboeren ved indkøb og madlavning.

5.3. Tanja

5.3.1. Det umiddelbart gode forløb – Tanjas udvikling set i et recovery-perspektiv

a) Et eksempel på det ideelle recovery-forløb

Ifølge Tanjas egne beskrivelser oplever hun allerede fra barndommen psykiske vanskeligheder, idet

hun diagnosticeres med skolefobi, og hun fortæller, at professionelle på daværende tidspunkt vur-

derer, at hun vil have behov for livslang støtte i form af institutionsophold14

(bilag 3.1, s. 2). Hun

fortæller, at hun er blevet mobbet i skolen siden 1. klasse og hele skoletiden ud (bilag 3.1, s. 4).

Hjemme hjælper forældrene hende med mange ting (bilag 3.1, s. 3), og som ung diagnosticeres hun

med en svær depression og indlægges på psykiatrisk hospital i omkring 2 måneder (bilag 3.2, s. 6).

På Nordvangskollegiet begynder Tanja at gøre de ting selv, som hun fik forældrenes hjælp til at

udføre (bilag 3.1, s. 3), og efter at have boet på Nordvangskollegiet i knap et år er hun nu på vej til

at flytte i egen lejlighed (bilag 3.1, s. 11). Ifølge Tanja omtaler sagsbehandleren hendes forløb på

Nordvangskollegiet som en ”fuldstændig enestående sag, fordi hun plejer aldrig at sende folk videre

så hurtigt herfra, og så i egen lejlighed også ” (3.1, s. 11). Personalet på Nordvangskollegiet be-

skriver på lignende vis en stor udvikling hos Tanja:

12

Handleplanen kan anskues som en samarbejdsaftale, hvor den unge sammen med sine kontaktpersoner udarbejder mål for opholdet på Nordvangskollegiet. 13

Ugesamtaler er arrangerede møder mellem den unge og enten den ene eller begge kontaktpersoner. 14

Når teksten her sættes i kursiv på trods af, at det ikke er direkte citat, er det for at vise, at jeg her refererer til empirien.

Det bliver derfor lettere at skelne mellem den refererende tekst og den mere analyserende del af teksten særligt der,

hvor der er etableret en tæt dialog mellem empiri og analyse. Denne kursivering fastholdes hele analysen igennem.

59

”Da hun kom her, da sagde hun, jeg flytter aldrig i min egen lejlighed, dèt kan jeg ikke, dèt kan jeg

ikke, og jeg kan ikke dèt, og jeg kan ikke dèt, tabe sig ville hun ikke snakke om, og nu via hendes

stædighed, så har hun bare rykket vildt, helt vildt, hun har flyttet hjemmefra, og så har hun haft

nogle ressourcer, som hun selv har fundet, eller som hun faktisk har.” (bilag 4.2, s. 25).

Med udgangspunkt i et recovery-perspektiv kunne man eventuelt anskue Tanjas manglende recove-

ry hjemme hos forældrene med, at hun i barndomshjemmet ikke er blevet mødt med positive for-

ventninger til, at hun skulle være i stand til at udføre dagligdags opgaver såsom tøjvask, madlavning

og på længere sigt at flytte hjemmefra. Set med en recovery-optik har forventninger til Tanjas po-

tentiale for udvikling dermed været fraværende hos både forældre, de professionelle og Tanja selv.

På Nordvangskollegiet bliver Tanja derimod mødt med større forventninger til hendes potentiale

for udvikling. Tanja fortæller, på Nordvangskollegiet er det sådan, at: ”hvis man ikke laver det selv,

så får man ikke noget mad.” (bilag 3.1, s. 8). Tanja er således mødt af personale, der har haft for-

ventninger til hendes potentiale for udvikling, dermed har personalet været med til at understøtte

håbet for Tanjas muligheder for at leve et liv ud over den psykiske sygdom, hvilket med recovery-

tænkningen anses for at være selve forudsætningen for, at vedkommende efterfølgende begynder at

forvalte sig selv, hvilket kan anskues som selve startskuddet til recovery-processen.

Tanja beskriver desuden, hvordan hun bliver optaget af at klare sig selvstændigt, hun sætter sig

flere og større mål. Hun begynder at handle ind uden personale, hun går på diæt og opnår hurtigt

vægttab, og som et led i diæten laver hun nu sin egen diætmad og får et køleskab på sit værelse (bi-

lag 3.1, s.6). Hun ønsker nu at leve ”et normalt liv på min alder” (bilag 3.1, s. 2), tage en længere-

varende uddannelse (bilag 3.1, s. 4), og desuden har hun planer om at flytte i egen lejlighed. Tanja

beskriver, hvordan hun efterhånden får mindre ”brug for” ugesamtalerne med kontaktpersonerne

(bilag 3.2, s. 23) og for at opholde sig på Nordvangskollegiet, og hun tilbringer nu størstedelen af

tiden hjemme hos sine forældre (bilag 3.2, s. 12; bilag 3.1, s. 8).

Set med et recovery-perspektiv viser dette forløb tydelige tegn på recovery af enten social eller

fuldstændig karakter. Tanja har i denne proces opnået stadig større grader af selvforvaltning, idet

hun bliver stadig mere selvstændig, og hun er nu på vej til at blive inkluderet i samfundet i kraft af

sit ønske om at tage en længerevarende uddannelse og om at flytte i egen lejlighed.

60

Indsatsen kan desuden med en recovery-optik anskues som en personorienteret, og personinvol-

verende indsats, hvor Tanja har haft mulighed for arbejde med selvvalgte udviklingsmål. Desuden

er hendes selvbestemmelse blevet vægtet højt fra personalets side, idet Tanja har fået støtte til at

trække sig ud af den fælles (’obligatoriske’) madordning for at følge sin egen individuelle diæt.

Opsummerende kan Tanjas udvikling anskuet med en recovery-optik beskrives som hendes egen

aktive proces med at overvinde psykisk sygdom understøttet af en indsats, som er baseret på reco-

very-værdierne: selvbestemmelse, personorientering, personinvolvering og potentiale for ud-

vikling.

b) Kritikker af Tanjas forløb set fra et recovery-perspektiv

Det vil desuden være muligt at rette nogle kritikker af Tanjas forløb, når forløbet analyseres ud fra

et recovery-perspektiv. Som det blev fremstillet i specialets første kapitel, er det et centralt princip i

recovery-orienteringen, at personalet bliver i stand til at fralægge sig ekspertrollen og i stedet sø-

ger at inddrage brugeren i partnerskaber, samt at de lader brugerens egne mål være udgangs-

punktet for den recovery-orienterede indsats. Men følgende analyse viser set fra recovery-

perspektivet, at dele af Nordvangskollegiets professionelle praksis viser sig baseret på et traditionelt

fagligt vidensmonopol uden en umiddelbar inddragelse af personens egenerfaring. Dette kommer

til udtryk på et teammøde, som personalet holder ca. 3 måneder før Tanjas fraflytning fra Nord-

vangskollegiet, hvor personalet internt i personalegruppen argumenterer for, at Tanja efter deres

vurdering har behov for at blive visiteret til bostøtte, når hun flytter i egen bolig.

En medarbejder forestiller sig det senarie, at Tanja, hvis hun ikke får tildelt en bostøtte, i stedet vil

bruge sin far som en erstatning, hvilket han mener, kunne udgøre en belastning for ”deres relati-

on”. Han har derfor talt om bostøtte med Tanja, og han fortæller, at hun er meget ambivalent om-

kring spørgsmålet, men han mener samtidig, at Tanja skal have hjælp til at træffe valget (bilag 4.2,

s. 27). Frem for at tale åbent med Tanja omkring hans tanker, så mener medarbejderen, at så ”skal

den lige kringles ordentligt”, og han mener desuden, at ”man skal passe på med at sige, at det er

sådan noget vi tænker”, i stedet skal hun ”selv komme til en konklusion” (bilag 4.2, s. 29). Han

sammenligner med et tidligere eksempel på dette, hvor et forslag fra personalet om at motionere og

tabe sig først fører til afvisning fra Tanjas side, for sidenhen af Tanja selv fremstår som hendes

egen beslutning og idé.

61

Dermed mener denne medarbejder, at det ikke er hensigtsmæssigt at involvere Tanja direkte i drøf-

telserne, i stedet beskriver han en strategi, der har til hensigt først at bearbejde Tanja gennem samta-

ler for dernæst at lade hende tænke over problematikken med det mål, at Tanja, hvis taktikken lyk-

kes, i sidste ende vil overtage personalets holdning, som havde den været hendes egen. En recovery-

tænkning vil her kritisere medarbejderen for at arbejde med ’skjulte dagsordner’, for at fremstille

sig som ’eksperten’ og for ikke at inddrage Tanja som en ligeværdig partner i åben ligeværdig

samtale om planlægningen af hendes indsats.

c) Opsummering

Analysen giver således et bud på, hvordan man kan forstå Nordvangskollegiet som en institution,

der er baseret på recovery-værdier såsom: selvbestemmelse, personorientering, personinvolve-

ring og potentiale for udvikling. I den efterfølgende analyse af personalets interne diskussioner

kan man dog anlægge en kritisk vinkel. Her ville personalet have svært ved helt at forstå sig selv

med recovery-begreber, idet de arbejder med ”skjulte dagsordener” og agerer som eksperter frem

for at inddrage personen gennem åbne ligeværdige samtaler.

Den umiddelbare analyse af Nordvangskolegiets recovery-orienterede indsats beskrevet gennem

recovery-begreber gør det desuden muligt at forstå Tanjas recovery-proces som et resultat af en

række fremmende faktorer. Således ville man fra det ideologiske recovery-perspektiv kunne for-

klare Tanjas recovery-proces på baggrund af, at Nordvangskollegiet har tilbudt Tanja de rette støt-

tende omgivelser i form af fremmende faktorer, men samtidig præsenteres vi også på dette umid-

delbare analyseniveau for et tilsyneladende paradoks, idet analysen også peger på tilstedeværelsen

af en række hæmmende faktorer. Disse hæmmende faktorer viser sig som personalets manglen-

de inddragelse af Tanja i diskussioner, samt af personalets fastholdelse af den traditionelle ek-

spertrolle. Dermed styrkes Tanjas selvforvaltning ikke, hvilket isoleret set kan anskues som væren-

de en forhindring i forhold til at igangsætte recovery-processen, hvilket dog ikke har haft betydning

i Tanjas tilfælde.

5.3.2. Tanjas recovery-proces set i et kritisk psykologisk perspektiv

Jeg vil nu vha. kritisk psykologiske begreber undersøge Tanjas forløb gennem konkrete praksisfor-

ankrede analyser, der tager udgangspunkt i den subjektvidenskabelige metodik. Derved bliver det

muligt at lave et komparativ af de to betragtningsmåder med henblik på at lade de kritisk psykologi-

ske analyser give nogle konkrete bud på mulige begrænsninger i recovery-perspektivet og samtidig

pege på udviklingsmuligheder for den socialpsykiatriske praksis.

62

a. Hvordan målrettede aktiviteter kan føre til overskridelse af ’psykosociale vanskeligheder’

Funktionalitet ser ud til at have en særlig central betydning for Tanjas rettethed, hvilket er et gen-

nemgående tema i analysen af Tanjas deltagerbane på Nordvangskollegiet. Funktionalitet er et be-

greb hentet fra Dreier, og det angiver personens evne til at opretholde og udvikle sin tilværelse

(Dreier 1993).

Når Tanja skal sætte ord på, hvad der har medført hendes udvikling, forklarer hun sine psykiske

problemer inden indflytningen på Nordvangskollegiet med, at hun ikke ”kunne klare en hverdag”,

fordi forældrene hjælper hende for meget hjemme (bilag 3.1, s. 3). Hun beskriver ligeledes, hvordan

forældrenes hjælpsomhed i sidste ende er begrænsende for hende:

”Det har hjulpet mig rigtig meget at komme hjemmefra. Selvom dem man bor sammen med støtter

en, alt det de kan, så tror jeg, man skal prøve at stå på egen ben. Det tror jeg, at det er næsten godt

for alle. Den der bjørnetjeneste man tit får, som forældre gør lige meget hvad, fordi de elsker én og

vil gøre alt for én. Det kan nogen gange gå galt, hvis de laver for mange af dem, så jeg tror det vil

være godt for alle at flytte hjemmefra, hvis de var i min situation.” (bilag 3.1, s. 10)

Tanja forklarer selv sin udvikling som følge af, at hun på Nordvangskollegiet får mulighed for at

blive mere selvstændig:

”Jamen, jeg er begyndt at blive mere selvstændig, og jeg tror det har hjulpet rigtig meget på lidt af

hvert sådan, psyken og alt sådan noget der, bare at være for sig selv, sådan. Så hjalp det også, at

jeg fik noget nyt medicin i 2010 efter en indlæggelse. Men det har helt klart hjulpet at komme herud,

for til sidst der gik det ikke godt.(…) bare det at komme ud og blive lidt selvstændig og føle jeg fak-

tisk kan gøre noget selv.” (3.1, s. 2-3).

Hun fortæller endvidere, hvordan hun opfatter, at de mange praktiske gøremål, som hun på Nord-

vangskollegiet udfører på egen hånd, er medvirkende til hendes udvikling:

”Da jeg selv vaskede tøj, jeg var så stolt af mig selv (…) da jeg selv kunne klare en hverdag, faktisk,

selv kunne komme op om morgenen, få morgenmad og sådan noget (…) det er at gøre de forskellige

daglige gøremål, vaske tøj næsten hver dag og få lavet mine lektier og ringet de forskellige steder,

hvis der skal ringes til læge og bestilles medicin og sådan noget. Selv ordne medicin og hente det.

Og nu går jeg også på indkøb, fordi jeg selv laver mad heroppe.” (3.1, s. 3-6).

63

Anskuet fra en kritisk psykologisk optik kunne det således se ud til, at Tanja opfatter funktionalitet

som tæt forbundet med det, hun forstår som recovery. Nordvangskollegiet kan således beskrives

som et udviklingsarrangement, der tilbyder bestemte deltagelsesmuligheder, som Tanja deltager i,

og hun øger dermed sine deltagelsesmåder, hvilket igen fører til et forbedret psykisk befindende. I

social praksisteori anskues deltagelse, læring og identitet som tæt sammenkoblede, og denne teori

kan derfor forklare, at øgede deltagelsesmåder fører til et bedre psykisk befindende (Wenger 2004).

Man kan således med en kritisk psykologisk optik anskue Tanjas udvikling som en bevægelse, hvor

hun har bevæget sig fra at anse sit råderum for deltagelse som begrænset, til at hun efterhånden ud-

vikler flere deltagelsesmåder, hvilket samtidig indvirker på hendes selvforståelse og psykiske befin-

dende. Så på trods af at Tanja særligt i den sidste del af opholdet opholder sig størstedelen af tiden

hos forældrene, kan Nordvangskollegiet alligevel se ud til at have udgjort en understøttende ramme

for hendes udvikling.

Desuden fortæller Tanja, at når hun beslutter sig for at lære nye ting, er det ikke med udgangspunkt

i handleplanen (bilag 3.1, s. 11). Handleplanen har således ikke haft funktion som styring for hen-

des udvikling.

Man kan derfor med udgangspunkt i en kritisk psykologisk tænkning beskrive, at Tanjas udvik-

lingsproces er foregået udenom forudgående formulerede målsætninger. Analysen peger derfor på,

at psykiske vanskeligheder kan overvindes gennem deltagelse i målrettede meningsfulde aktiviteter.

Denne forståelse af udvikling kan derfor tilbyde et alternativ til en individualiseret recovery-

forståelse, hvor fokus primært rettes mod at øge beboerens indsigt gennem coachende samtaler med

personalet, samt mod udformningen af individuelt tilrettelagte udviklingsplaner, som forudsætter

den enkeltes evne til at formulere egne mål for sin recovery-proces. I stedet peger den kritisk psyko-

logiske analyse på, at deltagelse i meningsfulde, målrettede aktiviteter i sig selv kan være igangsæt-

tende for individuelle udviklingsprocesser.

Recovery-orienteringen forstår recovery som et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte har taget reco-

very-opgaven på sig og med andre ord er blevet aktør. Ifølge denne anskuelsesmåde vil den enkelte

enten kunne ses som værende i gang med eller endnu ikke i gang med sin recovery-proces. På bag-

grund af den kritisk psykologiske analyse af Tanjas forløb ville man kunne kritisere denne anskuel-

sesmåde for at udgøre en forenklet forståelse, idet analysen viser, at Tanjas udviklingsproces ikke

kan forstås som en isoleret proces, der blot kan reduceres til et spørgsmål om et individuelt valg.

Udvikling må snarere forstås som et resultat af, at Tanja tilbydes flere deltagelsesmuligheder, end

64

der var til stede i hendes tidligere miljø, hvorfor også konteksten må medinddrages som en betyd-

ningsfuld faktor for udviklingsprocessen.

b. Små handlinger eller sætninger med stor betydning for deltagelsen

Tanja begrunder desuden sine funktionalitetsbestræbelser i en kritik af personalet:

”En af de første gange jeg var ude og købe ind med et personale, der, da vi skulle over Xtrupvej,

tror jeg den hedder, der tager hun mig i armen, som jeg er et lille barn, ikke, og hvad tænker folk,

når de ser en pige på min alder og en voksen dame. De tænker i hvert tilfælde, at jeg er handicappet

og kan ikke gå selv. Det vil jeg i hvert tilfælde tænke. Efter det, der ville jeg ikke have personale

med på indkøb.” (bilag 3.2, s. 23)

Denne hændelse oplever Tanja som en krænkelse. Det, at hændelsen finder sted i det offentlige rum,

bevirker, at Tanja ser sig selv sammen med den socialpsykiatriske medarbejder udefra som med en

fremmeds blik, og handlingen, (at medarbejderen tager hende i armen, idet de skal til at passere en

stor vej), får set med et kritisk psykologisk perspektiv karakter af en prajning af Tanja til subjektka-

tegorien ’en handicappet’. At Tanja herefter begynder at handle ind selv, kan ud fra personalets

umiddelbare tolkning forstås som en udviklingsproces, hvor Tanja mobiliserer nogle indre ressour-

cer. Når man anlægger en kritisk psykologiske forståelse bliver det muligt at få øje på, at Tanjas

selvstændighed er opstået som følge af den krænkelse, som personalets handling afstedkommer. For

at kunne afvise medarbejderens prajning er Tanja fremover nødt til at afskære sig fra at have en

medarbejder med på indkøbsture. Der er også andre situationer, hvor Tanja oplever, at hun prajes til

en subjektposition, som hun anser som negativ. Dette sker bl.a., når personalet tilbyder Tanja hjælp

til opgaver, som de ifølge Tanja burde vide, at hun allerede magter at udføre selv:

”Jeg synes bare tit, de der ting med, ’kan du selv klare det?, kan du selv klare at støve af?’, alt det

der, hvor jeg tænker, ’selvfølgelig kan jeg selv klare at støve af på mit værelse.’ Jeg ved godt for

andre, der er det en stor ting. Men især, fordi de tit vidste, selvfølgelig, de ved, at jeg selv kan finde

ud af at støvsuge inde på mit værelse og sådan noget, det er ikke noget I behøver, jeg tror bare tit at

de glemte, at det kan jeg sagtens selv.” (3.2, s. 22)

65

Tanja fortæller endvidere, hvordan hun afviser hjælpen: ”Jeg blev bare ved med at sige det til dem

(at de skulle blande sig udenom15

). Nogen gange vrissede jeg godt nok lidt ad dem: ’hold så op, jeg

kan godt selv’. Det var at jeg nogen gange tænker at: jeg er ikke et barn.” (bilag 3.1, s. 12)

Tanja prajes i dette eksempel til kategorien ’et lille barn’. Der finder ligeledes negative interpellati-

oner sted, når Tanja er på tur sammen med både personale og en gruppe beboere fra Nordvangskol-

legiet. Tanja beskriver et eksempel, hvor hun opfatter en bemærkning fra en af medarbejderne som

en prajning af hende og de øvrige beboere til subjektkategorien ’psykisk udviklingshæmmet’

”(…) en af gangene for eksempel, hvor personalet sagde for sjov til en anden: ”Nu skal I huske at

sige tak for turen, chauffør”, det er sådan, folk der står rundt omkring, de kan ikke, de kan ikke se

det sjove i det, de tænker sgu da, kommer de fra Sølund16

?, eller sådan noget, altså sådan nogen

ting, der tænker folk ikke, nå hun laver da bare sjov, især når der er en voksen med sådan nogen

unge, ikke, de vil i hvert tilfælde straks tænke, at de kom fra en institution. Efter især den tur, der

tog jeg ikke rigtig med på sådan noget mere.” (bilag 3.2, s. 21).

Denne oplevelse får således betydning for Tanjas videre deltagelse, idet hun efter denne episode

ikke længere deltager på lignende ture. Tanja fortæller ikke personalet, hvordan hun oplever disse

situationer (bilag 3.2, s. 22-23).

Når personalet vedbliver med at tilbyde en hjælp, som Tanja tilsyneladende ikke har behov for, kan

det fra en kritisk psykologisk vinkel anskues som et forsøg fra personalets side på at søge fælles-

skab med Tanja gennem etableringen af en intersubjektiv relation til hende gennem udførelsen af et

fælles tredje. Det ser dog ikke ud til, at denne bestræbelse er lykkes, da personalet tilsyneladende

ikke har adgang til Tanjas subjektperspektiv. Dette fremgår af et teammøde, hvor personalet efterly-

ser Tanjas eget syn på sin udviklingsproces:

”Kunne I ikke prøve at spørge Tanja om, hvad synes hun selv, at hun har fået ud af at bo her (…)

gad vide, hvad hun selv vil sige, fordi ud over de snakke I har haft, så er det fandeme begrænset,

hvad hun har brugt det her sted (til17

) udover rammen som sådan, og det kunne egentlig være inte-

ressant at høre, hvad hun selv tror.” (bilag 4.2, s. 29)

15

Denne parentes er indsat af mig for at øge forståelsen af citatet, men der er intet indhold, der er ændret derved. 16

Sølund er en landsby bestående af bo-enheder for mennesker med vidtgående fysiske og psykiske handicaps. 17

Denne parentes er indsat af mig for at øge forståelsen af citatet.

66

Personalet er sandsynligvis uvidende om, hvordan Tanja oplever de omtalte interaktioner med dem

som en prajning af hende til uværdige subjektkategorier. Analysen kunne tyde på, at prajninger rela-

tivt ofte foregår i hverdagshandlinger, og at de for Tanjas vedkommende består af tilsyneladende

ubetydelige handlinger, som når en medarbejder tager hende under armen, når de skal gå over en

vej, eller en bemærkning i bussen, der skulle have været i sjov, men som får stor betydning for Tan-

jas deltagelse fremover.

c) Prajningernes komplekse karakter

Analysen viser at prajningerne på den ene side kan anskues som mulighedsskabende, idet Tanja

bliver bevidst om sin position som ’klient’, hvilket giver hende en særlig rettethed mod større funk-

tionalitet og dermed mod en mere myndiggjort position. Med henvisning til Topors forskning (se

eventuelt kapitel 2) ville en analyse fra recovery-perspektivets umiddelbare niveau muligvis have

blik for det mulighedsskabende i de negative prajninger. Topors pointe er, at den ikke-støttende

professionelle i nogle tilfælde får funktion som igangsætter af recovery-processen, idet krænkelser

påført personen af den professionelle kan give personen en særlig drivkraft mod at overvinde psy-

kisk sygdom (Topor 2003). Dette ville kunne forklare, hvordan Tanja udvikler sig i lyset af de nega-

tive prajninger.

Med et kritisk psykologisk perspektiv vil man desuden kunne anskue prajningerne som begrænsen-

de for Tanjas deltagelsesmuligheder, idet de sætter betingelser for Tanjas valg af ikke-deltagelse.

Når Tanja således afviser prajninger til det, hun anskuer som negativt ladede subjektpositioner, og

vælger ikke-deltagelsen som mulighed, betyder det, at hun fremover må klare det selv, som perso-

nalet kunne have støttet hende i. Dette sker, fordi prajningerne er medvirkende til, at Tanja positio-

nerer sig i en enten-eller position. Enten skal hun have hjælp af personalet, men positioneres samti-

dig i hendes subjektperspektiv som umyndig, eller hun må fokusere på funktionalitet og positione-

res så som myndig. Denne mekanisme har som konsekvens, at Tanja, når hun fokuserer på funktio-

nalitet, udelukker muligheden for at tale med personalet om dybereliggende emner, der kunne have

betydning for hendes selvforståelse. Prajninger kan således ses som både mulighedsskabende, men

samtidig også som begrænsende og føre til, at beboeren oplever sig krænket og derfor trækker sig

fra den intersubjektive relation med øvrige deltagere. Analysen viser desuden, at Tanjas evner til at

håndtere konfliktualitet er begrænset, idet hun ikke fortæller personalet, hvordan prajninger opleves

af hende på det subjektive plan, og hun viser ikke aktiv modstand overfor personalets italesættelse

af hende og de øvrige beboere som umyndiggjorte.

67

Pointen med den kritisk psykologiske analyse er således, at personalets deltagelsesmåder har betyd-

ning for beboerens deltagelsesmuligheder. Analysen peger på, at det derfor er centralt, at personalet

er bevidste om, at prajninger finder sted og, hvordan disse kan være både begrænsende og mulig-

hedsskabende for den enkeltes deltagelsesmuligheder i den socialpsykiatriske praksis. Man kunne

desuden overveje, om Tanja kommer til at fremstå som en kategori, som personalet får vanskeligt

ved at forstå med deres pædagogiske udviklingsforståelser. Dette er kategorien ung pige, som ikke

ønsker eller har behov for mere intime venskabslignende relationer til personalet. Denne kategori

udfordrer dermed en væsentlig del af den pædagogiske forståelse, der anser relationsdannelsen som

et centralt redskab for udvikling.

d. Recovery som en tilstand, hvor sygdom skjules under en facade af normalitet

Efter Tanja er flyttet fra Nordvangskollegiet, anser hun sig stadig som syg, men syg på en anden

måde end medbeboerne, idet hun er i stand til at fremtræde normal udadtil i modsætning til beboer-

ne på Nordvangskollegiet.

”Jeg har den der tanke, jeg ved ikke om den er god at have, det der med at jeg vil være normal,

fuldstændig normal. Jeg vil være en af dem der går på forskellige skoler og ikke har noget psykisk i

sit liv, altså en sygdom, men det skal man ikke kunne se udefra.” (bilag 3.1, s. 7).

Tanjas opfattelse af ’at komme sig’ er således tæt forbundet med normalitet, og efter hun er flyttet

fra Nordvangskollegiet, opfatter hun sig som normal og opfatter i modsætning hertil de tidligere

medbeboere som syge:

”(…) jeg havde simpelthen sagt til mig selv, altså, når jeg flytter, jeg er færdig med syge mennesker,

nu vil jeg simpelthen være normal (…) ikke mere sygdom, og jeg vil simpelthen leve et normalt liv

nu, og ikke bostøtte og alt sådan noget, psykologer og alt det der, nu sku det så lige være lidt nor-

malt i hvert tilfælde.” (bilag 3.2, s. 15).

Hun fortæller endvidere, hvordan hendes syn på sig selv har ændret sig, efter hun er flyttet fra

Nordvangskollegiet:

”Jeg ser mig ret meget som en normal person, som de andre, selvom jeg ikke altid lige har udseen-

det, ligesom de har på den måde, så på den måde, stadig lidt dårlig selvværd også sådan noget,

men jeg er begyndt at se mig meget mere som dem, end før. Og jeg skammer mig heller ikke over, at

68

jeg er syg, jeg kan sagtens fortælle dem det, det skal bare være noget, jeg fortæller dem, og ikke

andre.” (bilag 3.2, s. 17)

Samtidig opfatter Tanja sig stadig som psykisk syg. Når hun en enkelt gang imellem glemmer at

tage sin medicin, mærker hun symptomerne på sygdom.

”Ja, og jeg kan mærke, at hvis jeg glemmer at tage det en aften, så kan jeg allerede mærke det da-

gen efter, man føler sig i dårligt humør, og så tænker man med det samme, at det gør man bare ik-

ke, jeg skal huske de piller, fordi at alle kan mærke det dagen efter på mig, jeg bliver stille, og jeg

kan også mærke det på mig selv, jeg bliver i dårlig humør, jeg tænker på alt det negative. Så det har

jeg i hvert tilfælde ikke tænkt mig (at trappe ned18

), men jeg tror heller ikke familien vil lade mig

gøre det.” (bilag 3.2, s. 11)

Citatet viser, at Tanja reproducerer en biomedicinsk sygdomsforståelse, hvor symptomer anses som

følge af en patologisk tilstand, som bedst kan kontrolleres med medicin. Men samtidig anser Tanja

ikke psykisk sygdom som en hindring for normalitet, idet psykisk sygdom er noget, hun fortæller, at

hun deler med rigtig mange andre mennesker. (bilag 3.2, s. 17).

I en kritisk psykologisk tolkning ser det ud til, at Tanja forstår recovery som normalisering, hvor

recovery kommer til at handle om, hvorvidt hun er i stand til at fungere efter nogle bestemte sam-

fundsmæssige normer, mens sygdommen kontrolleres indadtil gennem (eventuelt livslang) medicin.

Dette er, hvad man med recovery-tilgangen ville betegne som en ’social recovery’. En analyse fra et

recovery-perspektiv vil sandsynligvis hæfte sig ved det vellykkede i dette forløb, hvor social reco-

very er blevet en mulighed for Tanja, men en kritisk psykologisk analyse vil desuden have et blik

for, at Tanjas forholdemåde, hvor sygdommen skjules under en facade af normalitet, eventuelt kun-

ne være en ’ny undertrykkende fortælling’, hvor individet handler restriktivt under de bestående

forhold.

e) Når professionelle problemforståelser underkender beboerens perspektiver

Som det også blev beskrevet i analysen af Tanjas udviklingsforløb set i et recovery-perspektiv ud-

trykker medarbejderne bekymring for, hvordan det vil komme til at gå, når Tanja flytter i egen bo-

lig.

18

Sætningen er fuldendt af mig for at fremme forståelsen af det sagte.

69

På teammødet er medarbejderne enige om, at Tanja efter deres mening vil få behov for bostøtte, og

de diskuterer, hvordan de skal få hende med på tanken. En medarbejder har talt med Tanja om bo-

støtte, men hun er ifølge denne medarbejder ambivalent i forhold til dette spørgsmål, da hun ifølge

medarbejderen ikke kan se, hvad hun skal brug en bostøtte til. Derimod mener medarbejderen, at

Tanja sandsynligvis har behov for en bostøtte: ”For jeg kunne da godt se, at så ville faren tage helt

vildt over der, og så blive en form for bostøtte, det kunne man da godt blive i tvivl om, om det ville

være godt for deres relation.” (bilag 4.2, s. 26).

Medarbejderne har en længere diskussion i teamet om, hvordan personalet skal gribe problematik-

ken an, således at Tanja bliver i stand til at anskue en bostøtte som en (nødvendig) mulighed for

hende. Et af argumenterne lyder på, at: ”hun kan ikke forestille sig det frem,” (bilag 4.2, s. 27), et

forslag er derfor at invitere en bostøtte til et møde på Nordvangskollegiet, hvor han eller hun kan

gøre det begribeligt for Tanja, hvad han eller hun kan tilbyde hende (bilag 4.2, s. 26). Men en an-

den medarbejder er desuden optaget af, hvordan de skal tale med Tanja om det, hvilket fremgår af

følgende citat:

”Den skal også lige kringles ordentlig, og hun skal også lige klædes ordentlig på, man skal sådan,

for hun er så stædig, så man skal også passe på med at sige, at det er sådan noget, som vi tænker,

eller sådan, hun skal lige selv komme til en konklusion, så det er noget, der tager lidt tid. Altså lige-

som det der med, at det er et godt billede, det der med at tabe sig, hvor vi også begyndte at snakke

om: ’har du lyst til at deltage i en gåtur eller lave et eller andet?’, og så lige pludselig så kommer

hun bare selv, og ’nu har jeg lavet kostplan og motion’ og sådan noget, men helt sikkert, det der

med bostøtte, det synes jeg da kunne være sjovt.” (bilag 4.2, s. 29)

Analyseret med udgangspunkt i en kritisk psykologisk forståelse argumenterer medarbejderen med

udgangspunkt i tidligere erfaringer for, at Tanjas særlige deltagelsesmåde i professionelt tilrettelagte

samtaler nødvendiggør, at personalet udviser en særlig strategi, der går ud på ikke at tale direkte om

vanskelige emner eller at komme med direkte anbefalinger til Tanja. I stedet argumenterer han for,

at man skal bringe emnet på bane for dernæst at lade Tanja selv tænke over det uden yderligere dis-

kussion med det formål at søge at påvirke Tanja til på længere sigt at indtage personalets perspektiv

på problematikken. Der opereres således med skjulte dagsordener.

Hvis Tanjas bliver opmærksom på den ”skjulte dagsorden” fra personalets side, må vi formode, at

der vil være en risiko for, at hun anskuer denne taktik fra personalets side som endnu en prajning af

70

hende ind i en umyndiggjort subjektposition, som vi i tidligere analyser har set snarere fører til, at

Tanja fjerner sig frem for at nærme sig en gensidig forståelse med personalet.

Pointen med analysen er, at spørgsmålet om, hvorvidt Tanja i et kritisk psykologisk perspektiv kan

ses som en, der har brug for bostøtte eller ej, ikke kan afgøres abstrakt, som personalet i det oven-

stående eksempel søger at gøre. Derimod vil man med et kritisk psykologisk udgangspunkt mene, at

det er nødvendigt at inddrage Tanjas eget perspektiv. Tanja fortæller da også, som vi også har set

tidligere i analysen, at hun ikke mener, at hun har behov for bostøtte (bilag 3.2, s. 15). Et recovery-

perspektiv ville sandsynligvis anskue dette subjektive standpunkt som tilstrækkeligt til at afgøre

spørgsmålet og i sidste ende måske betragte det som det eneste gyldige. Men set fra en kritisk psy-

kologisk optik så kommer recovery-orienteringen derved til at fremstå svag, hvis den har som mål

(udelukkende) at basere sig på brugerens subjektperspektiv uden inddragelse af andre perspektiver,

idet der derved ses bort fra, at beboerne ikke altid har et reflekteret perspektiv på deres situation, og

at de ikke altid er i stand til at træffe gode valg for dem selv (jfr. Schwartz 2009). Recovery-

orienteringens idealer om alene at basere sig på subjektperspektivet kan derfor synes utilstrækkeligt,

når medarbejderne skal tilrettelægge deres indsats, hvilket i dette tilfælde kan forklare, hvorfor

praksis i stedet tyer til desubjektiverende tænkemåder i form af skjulte dagsordener, som i tilfældet

ovenfor. Et kritisk psykologisk bud vil i stedet betone nødvendigheden af flere perspektiver, såsom

Tanja selv, hendes forældre og evt. sagsbehandler m.v. Dette ville kunne overskride det centrale

perspektiv, som medarbejderne synes indfanget af, for i stedet at lade også andre perspektiver og

handlesammenhænge være en del af forståelsen og løsningen.

f) At bo sammen med andre unge som mulighedsskabende for ændring af selvforståelsen

Beboerne fra Nordvangskollegiet har Tanja ikke ønsket om at bevare kontakten med, efter hun er

flyttet derfra, men hun beskriver, at det alligevel har haft en vigtig betydning for hende at have boet

sammen med de andre unge: ”Hjemme ved mine forældre, der så jeg jo ikke andre, her så jeg da i

det mindste nogle nye mennesker, lærte nogle nye mennesker, altså jeg fik erfaring om, hvor for-

skellige mennesker kan være, jeg havde jo ikke meget med mennesker at gøre, så jeg har fundet ud

af, at mennesker kan være forskellige, de kan irritere en, de kan være søde, og alt sådan noget, men

jeg tror nu at kollegiet har lært mig at se lidt anderledes på mennesker.” (bilag 3.2, s. 8).

Man kan med et kritisk psykologisk blik anse dette at bo sammen med de andre unge som mulig-

hedsskabende for Tanjas selvforståelse, idet hun herved har haft mulighed for at erfare forskellighe-

den, da det netop er forskelligheden, Tanja kan måle sine normalitetsbestræbelser ud fra. At have

71

kendskab til menneskers forskelligheder giver flere handlemuligheder, idet medbeboernes forskel-

ligartede deltagelsesmåder er medvirkende til at udvikle, nuancere, og variere Tanjas egne deltagel-

sesmåder i en konkret praksis. Fra et konkret perspektiv viser den kritisk psykologiske analyse,

hvordan det at bo sammen med andre unge er mulighedsskabende, idet selvforståelsen udvikles,

samtidig med at persons handlemuligheder øges. Recovery-orienteringen forholder sig derimod

kritisk i forhold til institutioner som Nordvangskollegiet, som snarere udpeges som en del af pro-

blemet frem for at være mulighedsgivende for mennesker med psykosociale vanskeligheder (jfr.

Kapitel 2), men når man anskuer det konkret, fremstår recovery-orienteringens kritik af institutioner

som et alt for snævert perspektiv.

Desuden peger den kritiske psykologiske analyse på, at Tanjas recovery-proces ikke er entydig,

men derimod kan anskues som relativ. Når Tanja eksempelvis er optaget af at markere af sig selv

som anderledes end medbeboerne, unddrager hun sig samtidig for muligheden for også at se lighe-

der med de tidligere medbeboere. Dermed vil dette indebære en risiko for, at Tanja afskærer sig fra

at forstå den bagvedliggende betydning af sine psykiske vanskeligheder. I stedet kommer psykisk

sygdom til i Tanjas selvforståelse til at fremstå som et individuelt problem, som hun har meget lidt

kontrol over, men som hun er forpligtet til at kontrollere gennem (eventuelt livslang) medicin. Og i

denne forstand kan man anskue Tanjas recovery-proces som relativ og i værste fald som en ny un-

dertrykkende fortælling.

5.4 Kasper

Denne case bygges op efter samme struktur som den foregående. Analysen består her igen af to

analyseniveauer. Første analyseniveau er en analyse af Kaspers forløb set i et recovery-perspektiv.

Her benyttes igen recovery-begreberne, som er hentet fra specialets første afsnit. Dernæst følger et

analyseniveau, hvor Kaspers forløb analyseres fra det konkrete perspektiv og med anvendelse af

kritisk psykologiske begreber for herved atter at etablere en spænding mellem det ideologiske per-

spektiv, som analysen af recovery-orienteringen udgør, og det konkrete perspektiv, som den kritisk

psykologiske analyse udgør. Det er disse to niveauer, som skal danne udgangspunkt for analysen af

recovery-orienteringen.

5.4.1. Overvældet af sygdom - Kaspers forløb anskuet i et recovery-perspektiv

a) Nordvangskollegiet som en recovery-orienteret praksis

Kasper er 26 år og han har boet på Nordvangskollegiet i omkring ni måneder. Før Kasper flytter

på Nordvangskollegiet, har han været i gang med gartneruddannelsen, men han forlader uddannel-

72

sen midtvejs i forløbet, hvilket han forklarer med tiltagende angst. Han fortæller, at grunden til, at

han er nået så langt i sin uddannelse trods den tiltagende angst, er, at han føler sig ”forpligtet”

overfor både sine forældre og de to ledere i praktikforløbene, og han fortæller, at han føler ”skyld”

over at skulle sige fra (bilag 3.3, s. 9). Han fortæller også, at han tidligere har gennemført et mis-

brugsbehandlingsforløb, hvor det igen er ”for ikke at skuffe personalet”, der får ham til at gennem-

føre behandlingsforløbet (bilag 3.3, s. 16). Kasper har tidligere været flyttet hjemmefra, og han har

boet i en egen lejlighed i omkring et år, men flytter tilbage til forældrene igen, da han efter eget

udsagn var ensom og derfor ”faldt i druk” (bilag 3.3, s. 6). Kasper har desuden været indlagt flere

gange på psykiatrisk afdeling. Om forældrene fortæller Kasper, at de ”har altid gjort for meget for

mig”, hvorfor han i dag anser sig selv som ”hjælpeløs” i forhold til at klare basale hverdagsting

(bilag 3.3, s.7). På Nordvangskollegiet fortæller Kasper, at det hjælper ham, når han har samtaler

med personalet, for så føler han en forpligtelse til at overholde de aftaler, som han indgår med dem

(bilag 3.3, s. 1). Kasper har efter eget ønske, ifølge personalet, valgt at gå på en uddannelse med et

recovery-orienteret indhold, men han er ikke er i stand til at komme derhen på egen hånd grundet

angsten. Derfor er det arrangeret således, at en midlertidig ansat i et aktiveringsforløb, Mona, føl-

ger ham derhen, mens Kasper selv sørger for at komme hjem med bus (bilag 3.3, s. 3; bilag 4.5 s.

6). Kasper kommer dog ofte ikke af sted, og han er derfor i fare for at blive smidt af holdet, med

mindre han opnår et større fremmøde end de nuværende 26 % (bilag 3.3 s. 10-11). Personalet prø-

ver at forstå baggrunden for Kaspers manglende deltagelse og diskuterer bl.a. baggrunden for, at

han melder fra, og hvordan de kan støtte ham til større deltagelse (bilag 4.3). Kasper vælger desu-

den ofte fællesforpligtelserne fra og beskrives af personalet som ”svær at få en snak med” (bilag

4.3, s. 3).

I et recovery-perspektiv ville man kunne anskue processen således: Kasper er tidligere af forældre-

ne blevet mødt med lave forventninger til hans potentiale for udvikling, idet de har gjort en masse

for ham. De lave forventninger kan hos Kasper, som vi også så det hos Tanja, kædes sammen med

manglende recovery. Dertil kommer, at Kasper tidligere fortrinsvist har klaret sig gennem ydresty-

ring, idet han gennemfører praktikforløbene, fordi han ikke ønsker at ’skuffe’ hverken værkstedsle-

derne eller forældrene, og ikke fordi han er motiveret ud fra egne ønsker. Således kan man fra et

recovery-perspektiv betegne Kasper ved indflytningen på Nordvangskollegiet som ydrestyret og

overvældet af sygdom og sygdommens følger. Man kunne således sige, at Kasper ikke er i recovery

endnu, og personalets opgave på dette tidspunkt i processen derfor må være at fungere som dem,

73

der understøtter håbet ved at formidle forventninger til Kaspers potentialer, når Kasper ikke selv er i

stand til dette endnu.

Fra et recovery-perspektiv kan den socialpædagogiske indsats på Nordvangskollegiet desuden be-

tragtes som en recovery-orienteret indsats, idet indsatsen søger at fremme Kaspers selvforvaltning.

Dette sker eksempelvis gennem ugesamtalerne og handleplansarbejdet, hvor recovery-værdierne:

selvbestemmelse, personorienteret og personinvolveret ligeledes er i fokus. Dette kan ses, når

personalet arbejder med udgangspunkt i selvbestemmelsen og personinvolveringen, idet Kasper

tilskyndes til at sætte sig mål for opholdet på Nordvangskollegiet, og disse mål kommer samtidig til

at være udgangspunkt for indsatsen, som dermed også bliver personorienteret. Dette ser vi ek-

sempelvis, når Kasper sætter sig mål om at tage en uddannelse ud fra egne ønsker, et mål som per-

sonalet herefter søger at gøre realiserbart gennem tilrettelæggelsen af en særlig indsats overfor Ka-

sper i form af ’følgeskab’ til uddannelsesstedet.

b) Kritikker af Kaspers forløb set fra et recovery-perspektiv

Men som vi tidligere har været inde på, kunne det se ud til, at udfordringen netop nu består i, at

Kasper endnu ikke har taget recovery-opgaven på sig, da de mål, han sætter sig, ikke forekommer

ham tilstrækkeligt betydningsfulde til, at recovery-processen igangsættes. Set ud fra et recovery-

perspektiv kunne det derfor være interessant at undersøge, hvorvidt kontakten med personalet frem-

står som enten fremmende eller hæmmende for Kaspers recovery-proces.

Kasper fortæller, at når personalet lægger noget ”følelse i deres arbejde” og forsøger at ”finde ind

til problemet”, når han eksempelvis melder fra til madlavning, så hjælper dette ham til at udføre

opgaven alligevel (bilag 3.3, s. 13). Med recovery-begreber kan man således beskrive, at der er

fremmende faktorer tilstede på Nordvangskollegiet, idet Kasper har erfaring med at blive mødt

med en engageret medarbejder, der forsøger at få ham til at deltage i eksempelvis madlavning. Om-

vendt fortæller Kasper, at de fleste medarbejdere ikke gør dette. De lægger ikke ”følelse i deres

arbejde”, og når han melder fra ”siger de bare ja og går” (bilag 3.3, s. 13). Så set med en recovery

optik kan kontakten til hovedparten af medarbejderne karakteriseres ved at være hæmmende for

recovery, idet kontakten ikke består i de centrale recovery-værdier, der forsøger at medvirke til, at

Kasper bliver aktiv og dermed tager del i sin recovery-proces, men derimod blot overlader ham til

sig selv.

Hvis personalet hører denne kritik og ser sig selv ud fra et recovery-perspektiv ville de sandsynlig-

vis stille sig selvkritiske an, idet recovery-perspektivet betoner det fortsatte vedholdende arbejde

74

med i alle hverdagens møder og interaktioner med brugerne at afspejle recovery-principper og

fremme recovery-værdier med det mål at øge brugerens oplevelse af selvforvaltning. At acceptere

et afslag uden at søge at fremme selvforvaltning vil derfor ligge udenfor idealerne for en recovery-

orienteret indsats.

c) Opsummering

Kasper kan ud fra en recovery-tolkning betegnes som en person, der endnu ikke kan betragtes som

værende i recovery. Han melder ofte fra det, han selv har sat sig mål for at gøre, og han fremstår i

analysen som passiv og ydrestyret, og han mangler den målrettethed, der er kendetegnende ved et

menneske i recovery. Denne analyse viser endvidere, at Nordvangskollegiet kan fremstilles som en

institution, der arbejder ud fra recovery-værdier, hvor selvbestemmelsen, personinvolveringen og

personorienteringen er til stede. Dog kan man med afsæt i recovery-ideologien delvist kritisere

Nordvangskollegiet for ikke i tilstrækkelig grad at bygge på recovery-værdien potentiale for ud-

vikling, idet ikke alle medarbejdere er lige engagerede i at fremme Kaspers selvforvaltning.

5.4.2. Kaspers forløb set fra et kritisk psykologisk perspektiv

I dette afsnit er ambitionen nu at etablere et konkret analyseniveau, som det ideologiske analyseni-

veau kan reflekteres imod i forsøget på at undersøge recovery-orienteringens muligheder og be-

grænsninger set fra et konkret perspektiv. Det konkrete analyseniveau etableres ved at analysere

Kaspers case igen, men nu ved hjælp af kritisk psykologiske begreber og gennem analyser, hvor

praksis analyseres indefra og nedefra i overensstemmelse med den kritisk psykologiske metodik.

a) Når misbrugskategorien vandrer ind i praksis

I denne analyse tages fat på en undersøgelse af kategorien misbrug, der er en kategori, som Kasper

ifølge personalet bedriver. Vi får herved en forståelse for, hvilken betydning det får praksis, når en

kategori som misbrug etableres i et recovery-felt, og hvilken betydning dette får for recovery-

forståelsen.

På Nordvangskollegiet omtales Kasper som en del en mindre gruppering bestående af tre beboere

fra 1. salen, betegnet af både beboere og personale som ’misbrugerne’ (bilag 4.1, s. 2). Misbrug er

et omstridt emne på Nordvangskollegiet. Problematikken omtales i større eller mindre omfang på de

fleste møder, som personalet afholder i den periode, hvor jeg deltager under feltarbejdet på Nord-

vangskollegiet (bilag 4.1, s. 4; bilag 4.2, s. 4-5, 10-23; bilag 4.3, s. 2, 6,8; bilag 4.4, s. 3, 11-12).

75

’Misbrug’ er ligeledes et fremtrædende emne blandt de af medbeboerne som interviewes på 1. salen

(bilag 3.4; bilag 3.5). En medarbejder fremstiller problematikken:

R: ”Det fungerer faktisk ret godt inde i vores gruppe lige nu. Og vi er heldige, for vi

har kun en, der misbruger, og hun misbruger aldrig andet end efter aftensmaden, og

så går hun udenfor og ryger hash, og så kommer hun ind, så hun spolerer ikke det fæl-

lesskab. Deroppe (1. salen, hvor Kasper bor19

), der er der to, tre ud af syv, som ikke

lever op til den der, og ikke kan leve op til det der krav.”

D: ”Krav om ikke at..?”

R: ”Lave mad.”

D: ”Om at lave mad?”

R: ”Om at lave mad, lave fælles pligter, komme til gruppemøde, og det bevirker, at de

bliver frustrerede, så det har betydet, at der oppe er der to, der har meldt sig ud af

madordningen, det er to vegetarer, så er der to tilbage, som deltager i fællesspisning

samme med tre andre, som kommer som vinden blæser, så det er jo en virkelig vulka-

no, uro og frustration.” ( bilag 4.1, s.11).

Citatet beskriver, hvordan nogle beboeres misbrug på Nordvangskollegiet omtales som et problem,

der er medvirkende til at skabe stor uro og splittelse på stedet. I et kritisk psykologisk perspektiv

viser citatet, at én beboergruppe udpeges i kraft af et beskrevet misbrug. Disse tre beboere fremstil-

les i denne medarbejders problemforståelse som årsag til en opsplitning af den samlede beboer-

gruppe, idet de forstås som årsag til at to beboere, omtalt som ’vegetarerne’, melder sig ud af mad-

ordningen. Desuden tilskrives den problematiserede beboergruppe årsag til frustration og uro, idet

de oftest fremstår som ikke-deltagere i fællesspisningen. Problemerne med den manglende deltagel-

se i fællesspisningen på 1. salen personificeres således, idet det antages, at den alene skyldes denne

lille gruppe af personer (misbrugerne) og deres personlige egenskaber (der er udledt af misbruget),

et synspunkt der ikke inkluderer, hvordan problemet eventuelt også er betinget af og begrundet i

særlige begivenheder, reaktioner og handlesammenhænge.

Når praksis kommer til at stå overfor kategorien misbrug, kunne det set med et kritisk psykologisk

perspektiv se ud til, at det bliver svært for personalet at fastholde en recovery-orienteret tilgang.

Dette argument udfoldes yderligere gennem resten af dette kapitel, men her vil vi blot beskrive,

19

Denne parentes er indsat af mig for at fremme forståelsen af citatet, der er ikke noget af indholdet, der er ændret ved

dette.

76

hvordan misbrug kommer til at fremstå som en særlig kategori, som den socialpsykiatriske indsats

har svært ved at håndtere ud fra en recovery-orienteret tilgang. Set fra et recovery-perspektiv er

recovery-tænkningen åben for inddragelse af alle kategorier. Der gøres i denne tænkning således

ikke forskel på, om problemet er svær psykisk sygdom, misbrug eller eventuel lammelse som følge

af trafikuheld20

. Den overordnede metode er den samme, idet personen skal gives plads til selv at

sætte sig mål for sin udvikling (dvs. med myndiggørelse som mål) støttet af omgivelser, der er til-

strækkeligt håbefulde på personens vegne. Recovery-tænkningen forholder sig således værdineutralt

overfor problemkategorier. Den samme overordnede tilgang benyttes til et hvilket som helst pro-

blem, ligesom denne tænkning indebærer et udviklingssyn, hvor ingen kategorier anses som haven-

de en endegyldig status; tilstande anskues derimod som foranderlige. Til trods for dette ser mis-

brugskategorien ud til på Nordvangskollegiet at blive opfattet som særligt problematisk og til at

adskille sig fra det, praksis i øvrigt ser som sit legitime genstandsfelt.

b) Når ’misbrug’ udfordrer den gældende praksis

Når misbrugskategorien bliver svær at håndtere, kan det set med en kritisk psykologisk optik skyl-

des måden, hvorpå Nordvangskollegiets udviklingsarrangement er tilrettelagt. Fællesspisning kan,

sammen med de øvrige fællesforpligtelser, anskues som en central praksis, der er tilrettelagt fra

personalets side med henblik på at fremme udviklingen hos beboerne. Når en gruppe beboere derfor

ikke deltager i fællesspisningen, mister gruppeaktiviteterne sin funktion som pædagogisk middel til

individuel udvikling både for de beboere, der ikke deltager, samt for de øvrige beboere på etagen.

Uden fuld deltagelse bliver det derfor vanskeligt at opretholde det tilrettelagte udviklingsarrange-

ment. Således kan deltagelsesformer, der er knyttet til misbrug, anskues som en forhindring for, at

Nordvangskollegiets handlesammenhæng i sidste ende har mulighed for at opretholdes i sin nuvæ-

rende form. Det er derfor ikke så underligt, at misbrug bliver et omstridt emne på Nordvangskolle-

giet.

c) Når arrangerede praksisser skaber ikke-deltagelse

Omvendt kan man anlægge et andet perspektiv, der handler om, at Nordvangskollegiets praksis

omkring fællesforpligtelserne er med til at udskille deltagere. Dette sker, fordi udviklingsarrange-

mentet er baseret på, at hver enkelt beboer er ansvarlig for at lave mad på en fast ugedag til hele

beboergruppen, og når vedkommende melder fra, får det derfor konsekvenser for alle beboere på

etagen, der således ikke tilbydes aftensmad den dag. Den enkelte beboers deltagelse får således be-

20

Her henvises til kapitel 2, hvor Patricia Davies sammenstiller recovery fra svær psykisk lidelse med recovery for et

menneske, der er lam fra halsen og nedefter (i fagsprog kaldet kvadriplegi).

77

tydning for de øvrige beboeres deltagelse, men når en beboer eller en beboergruppe ikke lever op til

den forventede deltagelsesmåde, synliggøres den manglende deltagelse, den vækker eventuelt vrede

eller irritation hos de øvrige beboere, hvilket skaber en risiko for, at vedkommende andetgøres, da

de øvrige beboere bliver direkte berørte af den manglende deltagelse.

Både Tanja og Kasper optræder på forskellig vis som ikke-deltagere i Nordvangskollegiets handle-

sammenhænge, men når Tanja eksempelvis træder ud af fællesspisningen for at tilberede sin egen

mad, genkendes hun af personalet som værende i udvikling, og hendes ikke-deltagelse kan derfor

forbindes med legitimitet. Derimod ser vi, at den ikke-deltagelse, der forbindes med misbrug, opfat-

tes anderledes problematisk, hvilket ligeledes kan forklares med det faktum, at beboerne ved ind-

flytningen forpligtes til at indgå i bostedets regler om ikke at drikke på hverdage, ikke at misbruge

euforiserende stoffer eller medicin. Har Kasper derfor indtaget alkohol eller misbrugt stoffer eller

medicin, vil hans ikke-deltagelse derfor fremstå som illegitim. De kollektive processer, der forsøges

etableret gennem de institutionelle arrangementer på Nordvangskollegiet, ser dermed ud til, hvis

man anskuer det fra en kritisk psykologisk optik, at føre til udskillelse af deltagere, der ligesom Ka-

sper gennem længere tid ikke lever op til deltagelsen, fordi de tilskrives en problemkategori, der er

omgærdet med forbud. De kollektive processer, som ideelt set skulle føre til inklusion i fællesska-

bet, ser derfor paradoksalt nok ud til at marginalisere dem, der ikke deltager efter den deltagelses-

måde, der anerkendes som legitim. Så trods det at recovery-ideologien har en ambition om at kunne

inddrage alle problemkategorier, ser det ud til, at den støder på begrænsninger, når den møder et

særligt problematisk felt som misbrug, hvorfor recovery-tænkningen bliver svær at fastholde i prak-

sis, og de recovery-orienterede tiltag, der har som mål at virke for alle, ser ud til at resultere i yder-

ligere marginalisering af en i forvejen marginaliseret gruppe.

d) Betydningen af sociale sammenhænge

Ovenstående analyse kan karakteriseres som en betingelsesanalyse, men for at forstå recovery-

orienteringens muligheder og begrænsninger på et subjektvidenskabeligt grundlag er det også nød-

vendigt at inddrage Kaspers subjektperspektiv for derved at forstå, hvilke betydninger betingelserne

danner netop for ham. Derved bliver det muligt for os at danne et førstepersonsperspektiv, der er

grundlæggende for den kritisk psykologiske analyse.

Det kan synes paradoksalt, at Kasper melder fra de fælles arrangementer, da han betegner sig selv

som udpræget socialt anlagt. Han fortæller:

78

”Jeg har altid haft mange kammerater, og dem har jeg ikke svært ved at se, (…) jeg har en stor

vennekreds, det har jeg, jeg har altid haft nemt ved at få venner, haft nemt ved at snakke med folk,

jeg har altid været meget omgængelig.” (bilag 3.3, s. 5).

Manglende socialt samvær har ifølge Kaspers egne beskrivelser tidligere - det vil sige før indflyt-

ningen på Nordvangskollegiet - ført til depression og indlæggelse på psykiatrisk hospital, mens han

omvendt fortæller, hvordan det at være sammen med mennesker har modvirket depressioner. (bilag

3.3, s. 6). Han fortæller i forbindelse med en indlæggelse på psykiatrisk hospital:

”Der blev det faktisk bedre, det var ikke pga. selve hjælpen, de gav mig på psykiatrisk, det var bare

det der med at se nye mennesker eller se ansigter hver dag, eller mennesker jeg kunne lære noget

nyt om og snakke med (…) den eneste hjælp for mig, det var at se nogle nye mennesker, og så blev

jeg noget mere energisk og fik noget mere energi og sådan noget og fik lyst til at stå op om morge-

nen. (bilag 3.3, s. 6).

Set med en kritisk psykologisk optik beskriver Kasper her, hvordan samvær med andre mennesker

har stor betydning for hans subjektivt oplevede handleevne. For Kasper er det således centralt, at

han får mulighed for at være sammen med andre mennesker, da dette medvirker til at udvide hand-

leevnen og dermed bedre hans subjektive befindende. På Nordvangskollegiet er Kasper ligeledes

rettet mod samvær med andre, han fortæller:

”Jeg har utrolig svært ved bare at sidde og se tv, sådan, det er ikke, fordi jeg har noget rastløshed,

det er bare, fordi jeg hellere vil se nogen og snakke med nogen, eller bare se tv med nogen, uanset

om man snakker imens eller ej. Det betyder bare et eller andet, bare et eller andet primalinstinkt

eller sådan noget i mig (…) jeg er lige det modsatte af en ’lonely wolf’.” (bilag 3.3, s. 12)

Kasper definerer sig selv som en del af den lille gruppe, som tidligere i afsnittet blev karakteriseret

ved misbrug, men samtidig oplever han, at der rettes uberettigede anklager mod ham af medbeboer-

ne udenfor gruppen. Han fortæller:

”Jeg har ikke så godt forhold til de andre, (altså) de andre end de to jeg snakker med, fordi de har

tit beskyldt mig for at svine køkkenet til uden at rydde op, og glemme en masse service, og kommer

tit for at jeg har et glas stående, så tror de, jeg tager alle glassene, fordi de tit har set mig gå ind

med et glas, så beholder jeg det glas derinde, skyller det ude på toilettet og så, eller vasker det ude

på toilettet og så beholder jeg det derinde, og så kan det måske godt se ud som, at jeg har mange

79

glas derinde, eller et eller andet, og så generer de mig også med det, altså banker på.” (bilag 3.3, s.

18-19)

Om medbeboerne fortæller han: ”så snakker de meget bag om ryggen på folk, bagom ryggen på os,

der ikke deltager så meget i mad” (bilag 3.3, s. 19). Desuden fortæller Kasper, at han har et godt

fællesskab med de andre to i den lille gruppe: ”Vi tre, vi snakker godt sammen, men vi tre snakker

heller ikke godt med de andre.” (bilag 3.3, s. 19).

Kasper definerer dermed sig selv som en del af en mindre gruppering, og fra denne position er han

med til at afskære sig fra yderligere kontakt med de øvrige beboere. Set fra en kritisk psykologisk

optik beskriver Kasper her en dobbeltproces, hvor han på den ene side udstødes af Nordvangskolle-

giets praksisfællesskab gennem medbeboernes andetgørelse af ham og den lille gruppe, som han har

et tilhørsforhold til, samtidig med at han selv (i den mindre gruppe) er med til at udelukke de øvrige

beboere, idet han afviser kontakten med disse. Med udgangspunkt i Wengers begreber om margina-

litet og periferitet viser dette eksempel, hvordan marginalitet og periferitet væves ind i hinanden,

idet Kasper i første omgang oplever, at han og den gruppe, han har et tilhørsforhold til, ikke gives

adgang til fællesskabet som legitime deltagere, men samtidig vælger han ud fra egne interesser at

afvise kontakten med de øvrige beboere. Denne proces kan måske forklare det paradoks, som indle-

der dette afsnit, hvor Kasper på den ene side beskriver sig som socialt rettet og meget omgængelig,

men hvor han dog alligevel afviser kontakten med de øvrige beboere.

e) Med deltagelsen i centrum

Hvis vi vender tilbage til, hvad vi indtil nu er kommet frem til i den kritisk psykologiske analyse, er

der således sammenhæng mellem Kaspers subjektivt oplevede marginalitet og vores analyse af

Nordvangskollegiets institutionelle arrangement, der synes at forværre marginaliseringstendenser

hos den gruppe, der tillægges en problemidentifikation, der er forbundet med illegitimitet, i dette

tilfælde misbrug.

Vi har indtil videre set, hvordan misbrugsproblematikker har ført til marginalisering på

Nordvangskollegiet, idet den beboergruppe, som forbindes med misbrug, af personalet tildeles en

problemidentitet og entydigt omtales som årsag til problemerne i hele gruppen. Vi har desuden set,

hvordan de organiserede praksisser i form af fælles forpligtelserne kan tænkes at være medvirkende

til denne udskilningsproces, og hvordan det også subjektivt opleves marginaliserende at tilhøre en

gruppe, som tilskrives misbrugskategorien. Den udskilningsproces, som hermed igangsættes,

indebærer ikke-deltagelse, hvilket i dette speciales optik må anses som særligt problematisk, da

80

deltagelse netop fra et kontekstuelt syn på læring og udvikling må anskues som en forudsætning for

udvikling af individuelle deltagelsesmåder.

En analyse fra det ideologiske niveau fremhævede Kaspers manglende recovery som et forhold, der

overordnet set handler om, at selve recovery-processen endnu ikke er igangsat, og at dette muligvis,

og kun delvist, kunne tilskrives personalet, der kunne anklages for ikke i tilstrækkelig grad at være

igangsætter for processen gennem motivationsfremmende interaktioner.

Hvis man anskuer det fra en kritisk psykologisk optik, kommer den recovery-orienterede forståelse

af problemet til at fremstå diffus og abstrakt, som at ’han ikke er der endnu’. Man kan måske som

personale med udgangspunkt i recovery-orienteringen vægte det motivationsfremmende i indsatsen,

men perspektivet har svært ved at begribe de kompleksiteter, som den kritisk psykologiske analyse

viser, hvor problemet på betingelsesplanet kan henføres til selve udformningen det sociale

arrangement og på betydningsplanet som resultat af, at Kasper ikke får mulighed for indgå som

legitim deltager i den institutionelle handlesammenhæng. Samtidig kunne man fra et kritisk

psykologisk perspektiv anklage recovery-perspektivet for at individualisere problemerne, og

recovery-perspektivet får på denne vis reproduceret selvansvar og isolation på trods af intentionen

om det modsatte. I den kritisk psykologiske analyse bliver deltagelsesbegrebet derimod et centralt

omdrejningspunkt for forståelsen af udvikling (eller mangel på samme), hvilket ligeledes var

pointen i Tanjas case, der viste at psykiske vanskeligheder kunne overvindes gennem deltagelsen i

målrettede meningsfulde aktiviteter. Når man således forstår udvikling som et aspekt af deltagelse,

giver det bedre muligheder for tilrettelæggelsen af en udviklingsstøttende praksis end recovery-

begrebets dikotomi mellem henholdsvis at være i eller endnu ikke være i recovery.

f) Projekt følgeskab – hvis projekt er det?

Man kunne diskutere om ’misbrug’ er så vanskeligt et problem for et bosted som

Nordvangskollegiet, at beboeren med denne problematik helt burde udskilles herfra af hensyn til de

øvrige beboeres udviklingsmuligheder. Men det er vigtigt at have for øje, at misbrug på mange

måder er en variabel størrelse, der bl.a. omfatter indtagelse af en enkelt pibe hash efter aftensmaden,

jfr. tidligere citat. Desuden vil den kritisk psykologiske analyse vise, at der desuden kan findes

nogle åbninger for overskridelse af den nuværende situation, som vi skal se nærmere på længere

fremme i analysen. Men først vil analysen atter inddrage personalets perspektiv for derved at få et

større indblik i, hvordan personalets forståelser af Kaspers deltagelsesmåder stiller sig som

betingelse for hans deltagelsesmuligheder i Nordvangskollegiets handlesammenhæng.

81

Der ligger en aftale med Kasper om, at han bliver fulgt til sin uddannelse, hvilket medarbejderne

omtaler som ’Projekt følgeskab’, hvor en midlertid ansat medarbejder, Mona, møder ind en time før

normal arbejdstid med det formål at følge Kasper til uddannelsesstedet (bilag 4.3; bilag 3.3, s. 3;

bilag 4.5, s. 6), men Kasper melder næsten hele tiden fra. Dette har han gennem en periode gjort

ved at sætte sedler op på sin dør, som Mona læser om morgenen, efter hun er mødt ind. Mona har

endnu ikke talt med Kasper om baggrunden for hans afbud, og hun udtrykker tvivl om, hvorvidt

projektet skal forsætte (bilag 4.3). Problematikken tages nu op i et fælles forum, kollegial respons,

hvor den drøftes i personalegruppen.

På mødet fremgår det, at ingen tilsyneladende har talt med Kasper om baggrunden for, at han mel-

der afbud til Mona og dermed ikke kommer i skole. Men flere gange nævnes misbrug som den bag-

vedliggende årsag. En medarbejder udtrykker det således: ”Altså jeg tænker, at vi har en blind

makker her i det her spil, der hedder sprut langt hen ad vejen, som fylder enormt meget.” (bilag 4.3,

s. 2). Personalet ved ikke, hvorfor Kasper melder afbud ved hjælp af sedler på døren, men der er

bud på, at det skyldes sene nattegæster, hvor Kasper ikke er i stand til, eller ikke ønsker, at smide

gæster ud, og derfor er for træt til at møde på kurset den efterfølgende dag (bilag 4.3, s. 8). I perso-

nalegruppen luftes der endvidere tvivl om, hvis projekt ’Projekt følgeskab’ er, og det fremstilles af

medarbejderne som noget, der oprindeligt opstod på baggrund af Kaspers eget ønske, men nu op-

retholdes af personalet, primært Mona, og det får lov til at fortsætte sådan, fordi Kasper ikke øn-

sker at skuffe personalet ved at sige fra. Der næres derfor tvivl om, at ’følgeskabet’ skal forsætte,

og man kommer frem til, at det er nødvendigt med en dialog med Kasper herom (bilag 4.3, s. 13).

Anskuet fra et kritisk psykologisk perspektiv kunne det således tyde på, at der ikke er etableret en

intersubjektiv relation mellem de forskellige medarbejdere og Kasper. Kaspers subjektivt begrun-

dede handlemåder baseres på gætterier, der fremstiller Kasper som en person, der handler restrik-

tivt, idet han inviterer på sene nattebesøg frem for at handle mere langsigtet ved at udskyde sociale

arrangementer til fordel for opnåelse af mål på længere sigt. Men til denne forståelse føjes endvide-

re omtalen af misbruget som noget, der tilskrives en bagvedliggende årsag til hele problematikken,

uden det her kommer frem, hvordan misbrug konkret får indflydelse på den manglende deltagelse i

’Projekt følgeskab’. Dette resulterer i en forståelse, hvor problemet beskrives ud fra en egenskab

ved personen, at Kasper er misbruger, frem for at man undersøger grundene til, at bestemte proble-

mer opstår og vedligeholdes.

82

En medarbejder retter kritik mod deres egen praksis og opdager en skarp kontrast mellem, at de på

den ene side forventer, at Kasper er i stand til at lave en aftale, der indebærer, at han står op og

følges med en medarbejder ind til byen, er til stede i et lukket rum med mange mennesker og på

egen hånd vender hjem igen, - og så på den anden side at man er tilbageholdende med at forsøge at

etablere en dialog med Kasper om sedlerne på døren. (bilag 4.3, s. 13).

Fra et kritisk psykologisk perspektiv kunne man anskue problematikken som et udtryk for, at perso-

nalet på den ene side forventer mange deltagelsesmåder af Kasper ud af huset, men meget små ind-

adtil. Der opstår dermed et misforhold mellem forventningerne til Kaspers deltagelse de to steder,

og der rettes indirekte en selvkritik af personalet om, at man ikke har forsøgt i højere grad at etable-

re intersubjektivitet for derigennem at inddrage Kaspers subjektperspektiv. Den manglende dialog

gør det endvidere svært at afklare Kaspers bevægegrunde for at melde afbud, og den skaber endvi-

dere problemer i forhold til udformningen af udviklingsstøtten, hvor særligt den løst tilknyttede

medarbejder får svært ved at afsøge nye handlemuligheder. En medarbejder foreslår endvidere, at

man taler med de sene nattegæster om besøgenes konsekvenser for Kaspers fremmøde den efterføl-

gende dag (bilag 4.3, s. 10). Samtalen medarbejderne imellem åbner dermed op for nye handlemu-

ligheder med fokus på intersubjektivitet og inddragelse af netværket som en central pointe.

Analysen tegner indtil videre et billede af Kasper, hvor han ses som ikke-deltager i Nordvangskol-

legiets handlesammenhæng. Analysen viser, at der ikke er etableret en tilstrækkelig intersubjektivi-

tet mellem personalet og Kasper, og det bliver derfor svært at afklare Kaspers personlige bevæge-

grunde for ikke-deltagelsen, og personalet får derved begrænsede handlemuligheder. Personalet har

forskellige perspektiver på problematikken. Når Kaspers manglende deltagelse alene forklares ud

fra et alkoholproblem, ender det i en essentialisme, hvor problemerne beskrives ud fra en særlig

egenskab hos Kasper. Denne forståelsesmåde fører til individualisering af problemet, da den lægger

op til, at fokus for forandring først og fremmes skal søges hos Kasper selv, hvis deltagelsesmåde må

forandres, frem for at man også inddrager kontekstens betydning. Men der fremkommer også andre

forståelsesmåder i personalegruppen, hvor personalet stiller sig selvkritiske an, og formulerer nød-

vendigheden af at inddrage Kaspers perspektiv i udformningen af en udviklingsstøttende praksis.

Recovery-orienteringen har som den kritiske psykologi en ambition om at anlægge et subjektper-

spektiv, da dette er en forudsætning for at skabe en personrettet og personorienteret indsats, men

alligevel tyder det på, at subjektperspektivet er svært at fastholde i praksis, hvorfor personalet

kommer til at anlægge desubjektiverende forståelser og derfor må basere indsatsen på tolkninger og

83

gætterier. Vi så det i casen om Tanja, hvor personalet arbejdede med skjulte dagsordner i spørgsmå-

let omkring bostøtte, men også i casen Kasper ser vi, at personalet ikke kender Kaspers subjektive

bevægegrunde for eksempelvis at melde afbud til følgeskab. En kritisk psykologisk pointe er her, at

hvis man i højere grad søger intersubjektivitet, bliver det også i højere grad muligt at forstå Kaspers

handlemåder som begrundede, og det bliver derved i højere grad muligt at tilrettelægge en udvik-

lingsstøttende indsats, hvilket også følgende analyse vil vise.

Vi vil nu vende tilbage til Kaspers perspektiv for hermed at få en udvidet forståelse af Kaspers eget

perspektiv på hans deltagelsesmuligheder i Nordvangskollegiets handlesammenhæng.

g) ”Så det er lige med at finde den gevinst, før man tør tage det der væddemål”

Kasper beskriver, at det hjælper, når han på Nordvangskollegiet har samtaler med personalet.

”(for så) føler jeg forpligtelse til at overholde de aftaler, som jeg laver med de ansatte her, og det

hjælper mig ligesom til at komme ud af fjederen om morgenen og møde op (…) sådan var det også,

da jeg havde arbejde, sådan i et gartneri, der mødte jeg også op, selvom jeg var meget, meget B

menneske.” (bilag 3.3, s. 1-2).

Når Kasper således forstået i en kritisk psykologisk optik positionerer sig som forpligtet, bidrager

det til, ifølge Kaspers eget perspektiv, at øge hans mulighedsrum og fremme hans deltagelsesmulig-

heder. Kasper handler ud fra det, man med et kritisk psykologisk teoriapparat ville kalde pligtmoral

(Dreier 1993). Denne deltagelsesmåde er baseret på fremmedstyring, hvor Kasper handler på bag-

grund af andres forventning og ikke på baggrund af egen intentionalitet. Fremmedstyring er et be-

greb hentet fra Dreier (1993:81) og det angiver, hvordan personens handlemåder pånødes udefra, og

fremmedstyring angiver ligesom begrebet pligtmoral, hvordan personens handlinger begrundes i

ydre forhold (såsom pligthensyn, eller andres intentioner med en). På det subjektive plan tager den-

ne styringsform sig ud som dårlig samvittighed og skyldfølelse mv. Men på trods af at fremmedsty-

ring har øget Kaspers deltagelse i tidligere handlesammenhænge, så slår denne strategi ikke til læn-

gere, idet vi ser, at Kasper deltager stadig mindre. Kasper begrunder dette med, at ”de nok er lidt

løsere i det”(bilag 3.3, s. 16) på Nordvangskollegiet.

En deltagelsesmåde, som indebærer fremmedstyring er uforenelig med Nordvangskollegiets forstå-

else af en recovery-orienteret indsats, idet Nordvangskollegiet baserer deres indsats på recovery-

værdier, hvor værdien om selvbestemmelse udgør en modpol til fremmedstyring. Nordvangskolle-

giets udviklingsstøttende praksis forudsætter derfor et skifte i styringsformerne hos beboeren fra at

84

handle ud fra fremmedstyring mod i højere grad at handle ud fra det, man med recovery-begreber

kunne betegne som indrestyring eller selvforvaltning.

Processen med at lære selvforvaltning er svær for Kasper, hvilket kan ses i den følgende beskrivel-

se, hvor Kasper måske nok står op om morgenen med det mål at komme i skole, men alligevel har

svært ved at komme af sted:

”Jeg stod op, jeg tror det var kl. halv otte eller sådan noget (…), fordi jeg skulle i skole, fordi så har

jeg noget tid til at gøre mig klar, og så når jeg har gjort mig klar, så kan jeg sidde og tænke i lang

tid over, om jeg skal tage af sted, eller om jeg skal melde mig syg, og det jeg finder nærmest altid

frem til, at det kan jeg ikke, og indsatsen er for stor og præmien er for lille, jeg ved godt at i den

lange ende, så er det en stor præmie, for jeg får det bedre og kommer videre med min angst, men på

kort sigt, det tager jo noget tid, og det er en brav kamp.” (bilag 3.3, s. 17).

Set med en kritisk psykologisk optik beskriver Kasper her, at den restriktive handlen kommer til at

vinde over det at handle mere udvidende og langsigtet, men han er tilsyneladende fanget i et di-

lemma, som han har svært ved at overvinde ved egen hjælp. Kasper har tidligere deltaget i aktivite-

ter, fordi han har følt sig forpligtet til det på grund af andres forventninger, men subjektivt oplevede

følelser af skyld ser ikke længere ud til at være en tilstrækkelig drivkraft i bestræbelserne på at hol-

de fast i planerne. Kasper ser således et begrænset mulighedsrum foran sig, hvor egne tanker be-

grænser handlemuligheden.

Kasper oplever angsten som sit primære problem og ikke, som personalet, misbruget (bilag 3.3, s.

2). Han beskriver, at alkohol hjælper mod angsten, således at han nemmere kan komme ud og be-

søge og snakke med sine venner (bilag 3.3, s. 3). I en kritisk psykologisk forståelse fremstår angsten

stærkt begrænsende for Kapers deltagelsesmuligheder, og man kan her anskue alkoholen som et

forsøg på at overskride det begrænsede handlerum. Specialets ærinde er her ikke at tage stilling til,

hvorvidt Kaspers perspektiv er mere rigtigt end personalets, men derimod at vise, hvordan alkohol-

forbrug kan forstås konkret og som forankret i et subjektivt perspektiv på konkrete livsbetingelser.

Der er mange situationer, hvor man med en kritisk psykologisk optik ville anskue Kaspers handlen

som restriktiv, det er den eksempelvis, når han sover det meste af dagen, fordi søvnen for ham bli-

ver en måde at undgå at forholde sig til hverdagen på. Det sker ligeledes, når han sætter sedler på

døren, så han undgår at konfronteres med Mona og det øvrige personale. På samme vis kan det at

indtage alkohol med vennerne om aftenen anskues som en restriktiv handling, der tilsammen med

85

ovenstående kan ses som et led i en afviklingsstrategi. Et recovery-perspektiv, der forstår Kasper

som uvillig, dvs. som ’en der ikke er i gang endnu’, kan have svært ved at stille noget op overfor

beboere, der som Kasper udviser afviklingsstrategier. Når man derimod anlægger et kritisk psyko-

logisk perspektiv, kan Kasper snarere ses som en person, hvis handlemåder kan anskues som uhen-

sigtsmæssige forsøg på at indrette sig under de nuværende livsbetingelser. Han vil ud fra et kritisk

psykologisk perspektiv dermed ikke blive set som værende uden intentionalitet, som recovery-

perspektivet indikerer, men snarere som en, der forsøger at deltage, omend restriktivt. Ved at an-

lægge denne forståelse bliver det i højere grad muligt at få øje på Kaspers intentionalitet, hvilket

igen kan danne udgangspunkt i tilrettelæggelsen af den individuelle udviklingsstøtte. Når man an-

lægger en forståelse, der anskuer en problematisk handlen som restriktiv, frem for en forståelse der

tænker i problemkategorier som misbrug, så gives der mulighed for, at man som personale undgår

at henfalde til desubjektiverende og andetgørende problemforståelser.

Der er særligt to medarbejdere, som ifølge Kasper er i stand til at få ham til at deltage på trods af,

at han i første omgang har sagt, at han ikke kunne:

”Hvis man har maddag og skal lave mad, så husker de at tilbyde hjælp, og hvis man siger, at man

ikke kan, så gør de meget ud af at finde ind til problemet, de siger ikke bare ja og så går, så det er

der mange, der godt kan finde på.” (bilag 3.3, s. 13).

Kasper beskriver ligeledes, at det er betydningsfuldt for ham, når han oplever, at hans deltagelse

betyder noget for medarbejderen:

”Nogen af de andre der lægger lidt følelse i deres arbejde, de kan ligesom finde noget glæde frem,

måske sige et eller andet med ’måske kan du få noget godt ud af det, måske kommer du lidt i gang,

eller måske kommer Kira ud og spiser med’.” (bilag 3.3, s. 13).

Forstået med en kritisk psykologisk optik tilbyder medarbejderen i dette eksempel en positiv inter-

pellerende tilgang, hvor Kasper prajes ind i fællesskabet, og det at ’der lægges følelse i’ er med til at

positionere Kasper som legitim deltager. Når personalet tilmed sætter konkrete billeder på, hvad

Kasper kan få ud af at deltage i en given aktivitet, så fører det samtidig til overskridelse af den be-

grænsede deltagelse, idet Kasper derved tilbydes andre tankemuligheder. At få tilbudt nye tankemu-

ligheder er således centralt for Kasper, da han oplever sine tankemuligheder som stærkt begrænsede

som følge af den oplevede angst. Dette beskriver Kasper således i det følgende citat:

86

(det gør, at jeg21

) ”ligesom tænker ud af boksen, ud af angstboksen, så tænker jeg: ja det kunne da

egentlig godt være, at jeg fik noget mere ud af dagen, hvis jeg nu gjorde det i stedet for bare at slip-

pe, hver gang jeg skal noget, noget skole eller et eller andet der kan fremkalde angst, så er det lige-

som at spille et slags væddemål inde i hovedet, hvor gevinsten ikke er særlig stor, den er faktisk

meget lille, men der er en gevinst, så det er lige med at finde den gevinst der, før man tør tage det

væddemål.” (bilag 3.3, s. 13).

Analyseret fra et kritisk psykologisk perspektiv peger Kasper i ovenstående citat på, hvordan hans

nuværende marginaliserede situation kan overskrides og hans deltagelsesmuligheder øges. Dette

sker, når personalet konkretiserer, hvad der kan komme ud af en konkret deltagelse, fordi Kasper

selv har svært ved at gøre dette i den konkrete situation. Det sker også, når personalet viser Kasper,

at hans deltagelse er ønsket, hvorved Kasper får mulighed for at optræde som legitim deltager. Det

sker endvidere, når Kasper oplever, at han får tilbudt hjælp til udførelsen af opgaven.

En pointe i denne analyse er, at man igennem inddragelsen af Kaspers eget perspektiv får nye hand-

lemuligheder, idet Kasper selv giver nogle bud på, hvordan hans deltagelsesmuligheder kan frem-

mes på Nordvangskollegiet.

Hvor man med recovery-perspektivet søger at fremme den enkeltes deltagelsesmåder gennem indi-

vidualiserede metoder, så viser de konkrete analyser, at disse metoder samtidig er medvirkende til at

reproducere selvansvar og isolation, fordi man med en recovery-orienteret optik kommer til at forstå

Kasper som en, der ikke er i gang endnu, men gennem valget må tage processen på sig.

I modsætning hertil så kan en kritisk psykologisk forståelse tilbyde andre handlemuligheder til

praksis, idet dette perspektiv i stedet anskuer overskridelse af begrænsninger i deltagernes mulig-

hedsrum som en grundlæggende kollektiv proces, hvor forskellige deltageres deltagelsesmåder

fremmer eller modvirker de øvrige deltageres deltagelsesmuligheder i den konkrete praksis. På den-

ne vis flyttes ansvaret for udvidelsen af individuelle deltagelsesmåder fra den enkelte over i det so-

ciale fællesskab, hvor ingen kan anses for at være eneste årsag til, at problemer opstår. Analysen

peger på, at man i stedet kunne anlægge en interpellerende tilgang, hvor personen prajes ind i socia-

le fællesskaber. Denne tilgang angiver samtidig et alternativ til både fremmedstyring, der er ufor-

enelig med recovery-perspektivet, og indrestyring som recovery-orienteringen sigter på, men som

ifølge den kritisk psykologiske analyse har tendens til at individualisere og marginalisere deltagere,

21

Denne parentes er indsat af mig for at lette forståelsen, men der er intet i indholdet, der er ændret ved dette.

87

der som Kasper ikke umiddelbart kan inkluderes, fordi han derved tilskrives problemkategorier, der

forbindes med illegitimitet.

88

Kapitel 6. Diskussion og konklusion

Dette afsnit starter med en opsummering af specialet. Dernæst følger et afsnit, hvor først specialets

anvendelighed diskuteres, og herefter følger en diskussion af de anvendte teorier og metoder, for til

sidst at slutte af med en diskussion af undertegnedes positionering som forsker i feltet. Der konklu-

deres løbende i slutningen af de enkelte afsnit.

6.1. Resume

a) Baggrunden for undersøgelsen

Dette speciale tager udgangspunkt i en undersøgelse af recovery-orienteringen i socialpsykiatrien.

Recovery beskrives som et nyt paradigme indenfor det sundhedsfaglige område, der har fokus på

den enkeltes mulighed for at komme sig ovenpå sin psykiske sygdom frem for at fokusere på psyki-

ske lidelser som kroniske tilstande. Med recovery-orienteringen er der kommet et øget fokus på at

tage udgangspunkt i brugernes egne ønsker og valgmuligheder i tilrettelæggelsen af indsatsen. Til-

gangen indebærer, at brugerperspektiver får en mere central rolle end tidligere, og at den professio-

nelle aflægger sig ekspertrollen for i stedet at indtage en coachende tilgang overfor brugeren for

derved at fremme dennes motivation for udvikling.

Litteraturgennemgangen viser, at recovery-orienteringen har mødt en lang række kritikker, der alle

anfægter individets aktørstatus i forhold til det at komme sig ovenpå en psykisk lidelse. Dette speci-

ale tager afsæt i kritikken af den individualiserede recovery-forståelse, som litteraturgennemgangen

viser er dominerende indenfor feltet, og specialet søger at undersøge recovery-orienteringens mu-

ligheder og begrænsninger, når kontekstuelle forhold inddrages i analysen. Dette fører til specialets

problemformulering, som lyder således: Hvordan kan man forstå muligheder og begrænsninger i

recovery-orienteringen, når recovery betragtes i sin konkrete praksis?

b) Specialets teoretiske og metodiske tilgang

Specialet tager teoretisk afsæt i kritisk psykologi og social praksisteori. Undersøgelsen tager form

som et kritisk psykologisk praksisforskningsprojekt på et socialpsykiatrisk bosted for unge menne-

sker. Empirien består af interview med beboere og optagelser fra forskellige personalemøder på

institutionen.

89

c) De analytiske fund

Den kritisk psykologiske analyse viser, at trods recovery-ideologiens ambition om at inddrage alle

problemkategorier i den recovery-orienterede indsats, så bliver denne tilgang svær at fastholde i

praksis, når den møder et særligt problematisk felt som misbrug. På den ene side peger den kritisk

psykologiske analyse på, at misbrugsproblematikken ser ud til at udgøre en væsentlig forhindring

for, at det undersøgte bosted er i stand til at opretholde sit læringsarrangement i dens nuværende

form. Dermed udgør misbrugsproblematikken en trussel mod bevarelsen af den nuværende praksis.

Man kunne derfor diskutere om misbrug er så vanskelig en problematik, at den ikke kan rummes i

den recovery-orienterede tilgang på et socialpsykiatrisk bosted, og at beboere med denne problema-

tik derfor i stedet helt skulle udskilles herfra. I så fald viser recovery-orienteringens begreber sig

ikke at være resistente i forhold til misbrugskategorien.

På den anden side peger den kritisk psykologiske analyse på, at måden, hvorpå det institutionelle

arrangement er udformet, ser ud til at være medvirkende til marginalisering af beboere, der ikke

lever op til de forventede deltagelsesmåder. Derved opstår det paradoks, set fra et kritisk psykolo-

gisk perspektiv, at de recovery-orienterede tiltag, der ideelt set skulle føre til inklusion i fællesska-

bet, i stedet fører til marginalisering af en bestemt gruppe beboere.

d) Recovery-begrebernes svagheder

Desuden peger den kritisk psykologiske analyse på, at recovery-begreberne ikke ser ud til at tilbyde

tilstrækkelige handlemuligheder for en recovery-orienteret praksis. Dette gør sig særligt gældende,

når beboere udvikler afviklingsstrategier eksempelvis i form af isolation og manglende deltagelse i

de arrangerede aktiviteter. Den kritisk psykologiske analyse peger på, at vanskelighederne skal fin-

des i recovery-ideologiens tænkning, der anskuer personen ud fra en optik, hvor han forstås som en,

der skal tage recovery-opgaven på sig. Analysen viser, at denne forståelse fører til en dikotomiseret

forståelsesmåde, der enten ser personen som en, der er i gang med recovery, eller som en der endnu

ikke kan ses som værende i gang, og spørgsmålet om recovery kommer derfor til at blive et

spørgsmål om personens eget aktive valg. Det bliver derfor vanskeligt for personalet at stille noget

op, når beboere anvender afviklingsstrategier, fordi personalets rolle med denne tænkning reduceres

til at fungere som motivationsfremmende coach. I modsætning hertil viser den kritisk psykologiske

analyse, at anlægger man en kontekstuel forståelse i stedet, så bliver det muligt at få øje på beboe-

rens intentionalitet, omend vedkommende til tider deltager restriktivt, og desuden bliver det muligt

at få øje på kontekstens betydning for den enkeltes deltagelsesmuligheder. Herved flyttes opmærk-

somheden fra det individorienterede fokus til et kontekstuelt fokus, hvor udvikling ikke længere kan

90

anskues som et individuelt anliggende, men i højere grad betragtes som en kollektiv proces, hvor de

enkelte deltagere stiller sig som betingelser for den hinandens deltagelsesmuligheder. Analysen

viser, at der med denne forståelse gives flere tanke- og handlemuligheder for en udviklingsstøttende

praksis.

e) Intersubjektiviteten som forudsætning for tilrettelæggelsen af støtten

Desuden viser den kritisk psykologiske analyse, at det til tider er vanskeligt for personalet at opnå

intersubjektivitet til beboerne. Uden intersubjektivitet bliver det dermed, set med en kritisk psyko-

logisk optik, vanskeligt at forstå beboerens handlinger som subjektivt begrundede, og det bliver

samtidig vanskeligt at tilrettelægge den pædagogiske støtte til beboeren. Analysen viser, hvordan

små og tilsyneladende ubetydelige hverdagshandlinger får stor betydning for muligheden for at op-

nå intersubjektivitet beboere og personale imellem. Analysen giver nogle eksempler på, hvordan

dette sker. Det sker eksempelvis, når beboeren prajes ind i subjektkategorier, der af vedkommende

forbindes med uværdige subjektpositioner med den konsekvens, at den pågældende trækker sig fra

de intersubjektive relationer til personalet. Dette kan på det umiddelbare plan se ud til at medføre en

tilsyneladende positiv udvikling for beboeren, idet man fra et recovery-perspektiv kan anskue dette

som medvirkende til, at vedkommende bliver rettet mod selvstændighed. Men den kritisk psykolo-

giske analyse viser dog, at på trods af at prajninger kan føre til funktionalitet på det umiddelbare

plan, så kan denne også tænkes at have en begrænsende effekt, der får betydning for den støtte det

overhovedet bliver mulig for beboeren at opnå på bostedet.

6.2. Konsekvenser af analysens pointer

Jeg vil i det følgende søge at svare på spørgsmålet, som blev stillet med dette speciales problem-

formulering: Hvordan kan man forstå muligheder og begrænsninger i recovery-orienteringen, når

den betragtes i sin konkrete praksis? Desuden vil jeg diskutere, hvilke konsekvenser der kan drages

af analysen og give nogle bud på, hvordan den recovery-orienterede tilgang ville kunne styrkes.

a) Et bud på hvordan den recovery-orienterede praksis kan styrkes

Når man undersøger recovery-orienteringen med udgangspunkt i en konkret praksis, ser recovery-

tilgangen ud til at være mulighedsgivende for praksis, idet denne tilgang tager udgangspunkt i be-

boerens subjektperspektiv, hvilket den kritisk psykologiske analyse viser, er et centralt perspektiv,

når man skal søge at tilrettelægge en støttende praksis. Ved at anvende recovery-perspektivet, gives

der desuden mulighed for at anskue problem-kategorier som foranderlige, idet medarbejderen der-

ved bliver i stand til at bevare en nysgerrig undersøgende holdning, også i de situationer hvor ud-

91

vikling tilsyneladende kan synes at være gået i stå. Med recovery-tilgangen bliver det således mu-

ligt at tænke i overskridende forståelser i hverdagens mange interaktioner. Men analysen viste også,

at den recovery-orienterede tilgang til tider var svær at fastholde i praksis, både når man anskuer

praksis fra det ideologiske recovery-perspektiv, og når praksis anskues fra det konkrete kritisk psy-

kologiske perspektiv. Derfor peger analysen på, at praksis kunne styrkes ved en yderligere imple-

mentering af den recovery-orienterede tilgang på det undersøgte bosted. Denne pointe berører nogle

af de kritikker, vi så beskrevet i kapitel 2, hvor medarbejderne anklages for ikke at være tilstrække-

ligt recovery-orienterede. Men dette speciale hægter sig ikke på denne kritik, men peger i stedet på,

at vanskelighederne med at fastholde en recovery-orienteret tilgang i praksis må findes i det for-

hold, at recovery-begreberne har indbygget nogle svagheder, der bevirker, at den recovery-

orienterede tilgang bliver vanskelig at fastholde i mødet med særlige problemkategorier i feltet. Det

er derfor en overordnet pointe, at recovery-orienteringen ikke kan stå alene, men har behov for at

indarbejde andre teoretiske begrebsforståelser for at gribe praksis i alle dens former.

En diskussion med praksis kunne derfor omhandle, hvilke forståelser der kunne styrke den recove-

ry-orienterede tænkning med henblik på fastholdelse af subjektperspektiver og fastholdelse af posi-

tive forventning til overskridelser af problematiske tilstande.

Et hypotetisk bud på dette er, at man eksempelvis kunne anskue problemkategorier, - såsom at ind-

tage alkohol, at blive tiltagende afhængig af personalets hjælp eller sove det meste af dagen væk, -

som kortsigtede strategier for at klare sig, når beboeren ser et begrænset mulighedsrum foran sig.

En sådan anskuelse kan være medvirkende til at fastholde recovery-orienteringens positive fokus på

at indfange alle kategorier som potentielt foranderlige samtidig med, at man i højere grad undgår

normative, andetgørende problemforståelser. Inddrages der dertil et kontekstuelt fokus ville man

kunne få øje på, hvordan omgivelserne ses som en betingelse for den enkeltes deltagelsesmulighe-

der. Det bliver derved muligt at anskue overskridelsen af personens begrænsede deltagelsesmåder

som et kollektivt anliggende, hvor også forandringer i omgivelserne ses som forudsætning for, at

beboeren får mulighed for at udvide sin handleevne. En sådan forståelse ville kunne tilbyde praksis

flere handlemuligheder, idet der med denne forståelse kan tænkes i, hvordan personers deltagelse

må forstås situeret og støtten gøres variabel med udgangspunkt i regulering af omgivelsernes betin-

gelser. I forhold til den konkrete case åbner dette op for at diskutere om fællesforpligtelserne kunne

arrangeres anderledes, således at marginaliseringstendenser undgås. Det kunne handle om at arran-

gere fællesforpligtelser på nye måder på tværs af grupperne, i madhold, eller indføre højere grader

af frivillighed, samt at diskutere, hvad en sådan forandring kunne få af betydning for bostedets ud-

92

viklingsarrangement. Man kunne desuden diskutere, om der kunne indføres andre måder at arbejde

med fællesskaber på end gennem de på forhånd fastlagte arrangementer, der indgår i institutionens

handlesammenhænge. Man kunne eksempelvis i stedet søge at styrke praksisfællesskaberne, da

disse ifølge analysen med udgangspunkt i kritisk psykologi er nemmere for visse beboere at indgå i,

da disse fællesskaber indebærer en højere grad af frivillighed og medbestemmelse end fællesfor-

pligtelserne, som er indlejrede i en mere fastlagt struktur af mål-middel-sammenhænge. På bag-

grund af analyserne ville det være oplagt at integrere interpellationsbegrebet i recovery-tænkningen,

da analyserne viser, at man med dette begreb bliver i stand til at forstå, hvordan hverdagshandlinger

får en central betydning for beboerens selvforståelse og deltagelsesmuligheder. I analysen ser vi et

eksempel på, hvordan en positiv interpellation fører til øget deltagelse hos en beboer. Dette sker, når

beboeren oplever sig ønsket i fællesskabet samtidig med, at personalet tilbyder en fleksibel udvik-

lingsstøtte, der for denne beboers vedkommende består i at få anskueliggjort, hvad han får ud af at

deltage i en given aktivitet. Derved tilbydes han nye tankemuligheder, der hjælper ham til at deltage

på trods af, at han i første omgang melder fra. Udover dette ene eksempel tyder empirien på, at der

også er andre tilfælde, hvor personalet i deres tilrettelæggelse af støtten til beboerne på bostedet

anvender positive interpellationer. En videre undersøgelse kunne afdække flere af disse positive

interpellationer med eksempler herpå, som derved kan danne udgangspunkt for prototypiske model-

ler for en udviklingsstøttende praksis.

6.3. En diskussion af de anvendte teorier og metoder

De anvendte teorier og begreber har givet rig mulighed til at lave komplekse analyser. Men jeg

havde dog en del overvejelser, om inddragelse af de mange analytiske begreber ville virke forvir-

rende på læseren, og om mængden heraf derfor med fordel kunne reduceres. Dette kunne fx dreje

sig om begreber som ’praksisfællesskaber’, ’daglig livsførelse’ og ’deltagerbaner’, som finder min-

dre anvendelse i dette speciale set i forhold til de hyppigere benyttede analytiske begreber som ’del-

tagelse’ og ’interpellation’. Jeg finder dog, at selv de mindre anvendte begreber udgør en væsentlig

baggrund for forståelsen af den teoretiske tilgang, og jeg har derfor valgt at bevare dem alle, selvom

nogle af begreberne ender med at finde mindre plads i selve analyseafsnittet.

a) Udviklingsbegrebet versus læringsbegrebet

På baggrund af Dreiers begreb om institutionelle arrangementer og Schwartz’ begreber om pæda-

gogisk udviklingsstøtte og professionel omsorgspraksis udformede jeg en forståelse af Nordvangs-

kollegiet som et omsorgs- og udviklingsarrangement. Man kan diskutere om udvikling som begreb,

93

kan tilskrives nogle af de samme svagheder som begrebet identitet, som jeg fravalgte at inddrage

som analysebegreb, fordi jeg som Mørck finder, at dette begreb konnoterer essentialisme, hvilket jo

er uforeneligt med en kritisk psykologisk forståelse af subjektet, jfr. kapitel 3. Med anvendelse af

ordet udvikling ledes man til en forståelse, der anskuer det, som sker, som en bevægelse, hvor sub-

jektet går fra en tilstand karakteriseret ved mangler til en mere fuldendt tilstand. I modsætning hertil

finder jeg, at læringsbegrebet giver en mere dækkende forståelse af, hvad der sker, når personen

ændrer sine handleevner eller deltagelsesmåder. Med anvendelse af læringsbegrebet frem for udvik-

lingsbegrebet bliver det muligt at unddrage sig normative forståelser af en bevægelse mod noget

bedre og mere fuldendt. Læringsbegrebet kan derfor mere dækkende beskrive de processer, der fin-

der sted, når subjekter ændrer deres deltagelsesmåder. I noget af det empiriske materiale, som ikke

blev fremstillet i selve analyseafsnittet, beskrives det eksempelvis, at en beboer lærer at tie med

tilståelser overfor personale og medbeboere for derved at undgå negative udpegninger af sig selv

som uansvarlig. Det, som er på færde i dette eksempel, kan bedre forstås i et læringsperspektiv,

hvor processen kan beskrives som en bevægelse, hvor beboeren lærer at tie om visse forsømmelser

og i kraft af dette kommer til at fremtræde som en mere kompetent deltager i bostedets handlesam-

menhæng (bilag 4.2, s. 37). Læringsbegrebet åbner dermed op for en anskuelsesmåde, hvor man har

fokus på bevægelser, samtidig med at denne tilgang ikke forfalder til normative forståelser. Et vide-

re arbejde med dette speciales teorikompleks kunne derfor bestå i at ændre eller yderligere afklare

visse af specialets anvendte teoretiske forståelser, således at eksempelvis udviklingsbegrebet inte-

greres med eller helt erstattes af læringsbegrebet, og man som en konsekvens heraf fokuserer på

’overskridelser’ eller som hos Mørck på ’en bliven til mere af noget’ (Mørck 2003).

På trods af ovenstående finder jeg dog, at de anvendte teorier har givet mig rig mulighed for at un-

dersøge recovery-ideologien gennem af-essentialiserende analyser, og at dette teoretiske ståsted

desuden har været et godt udgangspunkt for udviklingen af positive praksisrettede analyser, som

praksis kan gøre brug af i udformningen af den socialpædagogiske praksis.

b) Fordele ved den anvendte analysestrategi

Den anvendte analysestrategi, der bestod af en analyse af praksis med recovery-begreber for der-

næst at udforme en analyse af praksis ved hjælp af kritisk psykologiske begreber, viste sig at være

en stor hjælp til at holde flere niveauer adskilte. For det første kunne praksis fx ikke altid forstås ud

fra idealet om recovery, recovery-orienteringen kunne heller ikke altid forstås som uforenelig med

et kritisk psykologisk standpunkt. Der var således flere perspektiver i spil på en gang, og her viste

analysestrategien sig som et brugbart redskab, da denne strategi bevirkede, at det blev nemmere at

94

holde det kritisk psykologiske perspektiv, det recovery-orienterede perspektiv og praksis adskilt fra

hinanden.

c) Konsekvenser af metodevalget - er det solidarisk forskning?

Jeg har tidligere formuleret mit ærinde om at inddrage såvel bruger som medarbejderperspektiver,

for derved at blive i stand til at forstå praksis fra et decentralt perspektiv, samt at opnå mere kom-

plekse forståelser af feltet. Brugerperspektivet blev indhentet i form af interviews, og det blev der-

ved muligt at etablere intersubjektivitet mellem den interviewede beboer og mig som forsker. Med-

arbejderne fik derimod kun en indirekte stemme, idet jeg valgte at indhente medarbejderperspekti-

ver gennem medarbejdernes deltagelse i møder, hvorunder de diskuterede med hinanden. Det går op

for mig i løbet af analyseprocessen, at dette metodologiske valg får konsekvenser for min forståelse

af medarbejderne. Jeg får ikke kendskab til deres subjektperspektiver i nær samme grad som bebo-

ernes, og der er visse spørgsmål, som derfor forbliver ubesvarede. Eksempelvis stiller jeg mig selv

spørgsmål som: - Kan det virkelig passe, at medarbejderne kun har vage ideer om, hvordan Tanja

selv har oplevet sit ophold på Nordvangskollegiet?, og - Hvad skal der til for, at medarbejderne op-

fatter noget som misbrug? I medarbejdergrupper er der ifølge Hakier en stor mængde viden, der

ikke italesættes, fordi deltagerne er bekendte med denne viden (Halkier 2008). En udefrakommende

forsker er ofte bedre i stand til at fremkalde denne ikke italesatte viden, fordi der vil forekomme

ting i samtalen, han undres over, og han kan derfor med en spørgende tilgang bidrage til at bringe

disse implicitte tavse forståelser frem i lyset (Kvale & Brinkmann 2009). Jeg kunne derfor have fået

medarbejderperspektiverne yderligere belyst gennem udførelsen af et eller flere enkelt- eller grup-

peinterviews med medarbejderne.

Mine analyser privilegerer derfor beboerens til tider negative perspektiver på medarbejdernes delta-

gelsesmåder. Gennem mit valg af metoder er jeg derved kommet til at arbejde solidarisk på vegne

af nogle aktørgrupper (beboerne) på bekostning af andre aktørgrupper (medarbejderne). Derved har

jeg også reproduceret en bruger-medarbejder-dikotomi, hvor beboernes handle- og tænkemåder

kommer til fremstå som subjektbegrundede, mens medarbejdernes handle- og tænkemåder ikke

begrundes i nær samme grad. Et videre arbejde med specialets problemstilling kunne som nævnt

derfor være at få personalets perspektiver yderligere belyst. Man kunne endvidere overveje om et

observationsstudie, som jeg oprindeligt havde planlagt at udføre, men i løbet af specialeprocessen

alligevel fravalgte, kunne have givet mig en større forståelse og viden om de forskellige deltagernes

perspektiver. Hvis jeg skulle arbejde videre med specialets problemstilling kunne det derfor være

relevant at genoverveje mulighederne for at anvende observationsstudier.

95

d) Udvælgelsen af casepersoner og konsekvenser af dette valg

Jeg udførte i alt 8 interviews af 6 forskellige beboere. Jeg havde oprindeligt planlagt, at samtlige

interviews skulle indgå i analyserne. Først senere i processen valgte jeg at udforme caseanalyser,

der skulle følge enkelte udvalgte beboere. Dette valg kom til at betyde, at jeg i første omgang fra-

valgte halvdelen af de udførte beboerinterviews og noget af den øvrige empiri. I løbet af analyse-

processen fandt jeg, at der var behov for yderligere plads til min skriftlige fremstilling, hvis mit

ønske om at producere komplekse analyser skulle tilgodeses, og jeg måtte derfor fravælge yderlige-

re en interviewperson som caseperson. De to beboere, som endte med at udgøre casenes hovedper-

soner, kan ikke betegnes som repræsentative for beboergruppen. De befinder sig derimod begge i

marginale positioner. Man kan derfor diskutere, om resultaterne af undersøgelsen udsiger noget

alment om specialets problemstilling. Jeg har med undersøgelsen søgt at almengøre ud fra enkelttil-

fældet, jfr. kapitel 4, men jeg postulerer ikke, at denne almengørelse er gældende for andre handle-

sammenhænge. Det må derimod være op til andre at bestemme, hvad der er af almengørende betyd-

ning og har relevans i netop deres situation (Holzkamp 2005). Jeg vil dog argumentere for udvæl-

gelsen af netop de to præsenterede cases, selvom de pågældende beboere ikke kan siges at udgøre

den ’typiske’ beboergruppe på Nordvangskollegiet. For Tanjas vedkommende kan relevansen be-

grundes i, at hun netop repræsenterer det vellykkede recovery-forløb, og at det derfor er relevant at

undersøge, hvad der netop i hendes tilfælde førte til, at hun kunne betegnes som recovered. Analy-

sen kunne derved få potentiale til at udsige noget om recovery-orienteringen som en mulighed. Val-

get af Kasper som caseperson kan ligeledes argumenteres som relevant, idet hans forløb var mere

komplekst, og som følge af dette havde dette forløb potentiale til at udsige noget særligt om Nord-

vangskollegiets professionelle praksis og dermed også noget om recovery-orienteringens mulighe-

der og begrænsninger. Schwartz argumenterer i hendes ph.d. afhandling for, at man ved at undersø-

ge børn, der marginaliseres i en professionel praksis, får mulighed for at uddybe forståelsen af den-

ne praksis (Schwartz 2007). Det er et lignende argument, der ligger til grund for at vælge Kasper

som caseperson. Anvendelsen af Kasper som caseperson kan forklare, hvorfor dette speciales analy-

ser fik et mere kritisk fokus, men det overraskende var desuden, at også Tanjas beskrivelser af hen-

des deltagerbane på Nordvangskollegiet ligeledes gav anledning til en række kritikker.

Samlet set er det muligt at konkludere, at de anvendte teorier og metoder gav mulighed for at svare

på problemformuleringen, idet analysen finder både muligheder og begrænsninger i recovery-

orienteringen, når denne betragtes i sin konkrete praksis. Det har dermed været muligt på baggrund

af kritisk psykologisk teori, samt kritisk psykologisk praksisforskning at give et bud på, hvordan

96

recovery-tilgangen kan udformes på et mere konkret grundlag. Desuden gav det teoretiske ståsted

mulighed for at producere praksisrettede analyser, hvilket ligeledes er et vigtigt led i anvendelsen af

kritisk psykologisk praksisforskning. Det blev således muligt med anvendelse af de anvendte teore-

tiske perspektiver og forskningsmetoder at producere analyser, som kan udgøre protypiske modeller

for det socialpsykiatriske felt, som både består af den undersøgte praksis, samt andre aktører på

feltet.

6.4. Refleksioner over forskerrollen

a) Vanskeligheder ved at fastholde en subjektvidenskabelig tilgang

Jeg vil i det følgende afsnit knytte nogle kommentarer til analyseprocessen og sammenholde mine

erfaringer herfra med nogle almene betragtninger over professionelles tendenser til at lade sig fange

ind af desubjektiverende tænkemåder. Et første udkast af analysen blev returneret med min vejle-

ders kommentar: ”Du har ikke grebet genren!” Dette første forsøg var et udkast, hvor recovery-

orienteringen hovedsageligt blev analyseret med de kritisk psykologiske begreber, uden jeg fik

bragt Tanjas subjektperspektiv tydeligt frem i analysen. Jeg blev hurtig pinligt opmærksom på dette

forkerte greb. Ved den efterfølgende refleksion måtte jeg erkende, at jeg var kommet til at analysere

brugerne ud fra en tolkende trediepersonsforståelse trods min udtrykkelige ambition om at forske på

et subjektvidenskabeligt grundlag. En forklaring på dette perspektivskifte skal muligvis findes i min

baggrund som aktør på det socialpædagogiske felt, hvorigennem jeg er skolet ind i såvel traditionel-

le udviklingspsykologiske- og socialpædagogiske problemforståelser, hvilket er problemforståelser,

der nemt fører til desubjektiverende opfattelsen af individer, idet man ud fra disse teoretiske tilgan-

ge kommer til at opfatte personer gennem trediepersonsfortolkninger. (jfr. bl.a. Schwartz 2007; Høj-

lund 2006; Burman 1994). En mulig forklaring på dette kunne være, at man som socialpædagogisk

medarbejder kan have en ambition om at søge intersubjektivitet med brugerne, men alligevel mister

blikket for denne dimension, fordi diskussioner medarbejderne imellem eller skriftlige refleksioner

over ’kendt praksis’ medvirker til at fange en ind i bestemte tænkemåder eller institutionelle epi-

stemologier. Dreier beskriver eksempelvis dette med begrebet kerneblindhed, som henviser til, at

professionelle i den terapeutiske praksis kun fokuserer på dele af patientens subjektivering, men

tildækker andre med deres fortolkninger (Dreier 2008). Men også Foucaults begreber om diskurser

kan forklare, hvordan man som professionel kan blive fanget ind i særlige tænkemåder, der fører

til, at man bliver ’blind’ for andre tænkemåder (Foucault 2001). Problemet med at fastholde en sub-

jektvidenskabelig tilgang kunne måske på lignende vis forklare, hvorfor den socialpsykiatriske

medarbejder på Nordvangskollegiet til tider har vanskeligt ved at indtage subjektperspektiver på de

97

unge trods recovery-orienteringens ambition om det modsatte. Man fanges så og sige ind i bestemte

tænkemåder, der kan udledes af, hvordan hele det institutionelle arrangement er formet, og som

inviterer til andre tænkninger, end de som udspringer af recovery-tænkningen.

b) Adgang til brugerperspektiver

Jeg er overrasket over, hvor beredvilligt beboerne gav deres subjektperspektiver til kende overfor

mig, hvilket i mine øjne kom til at stå i kontrast til den kendsgerning, at personalet havde et langt

mere begrænset kendskab til disse perspektiver. Man kan overveje, om grundene til dette skal for-

stås i et magtperspektiv, hvor jeg som udefrakommende specialestuderende repræsenterer en mere

neutral figur for beboerne, som de ikke forpligter sig overfor i samme grad som personalet. Man

kunne også overveje, om det eventuelt kunne skyldes, at der på bostedet er opstået en praksis, hvor

adgangen til beboerperspektiver begrænses som følge af nogle institutionelle forhold eller traditio-

ner på bostedet.

c) Kravet om forskeren som en neutral aktør anskuet fra et kritisk psykologisk perspektiv

Jeg kendte på forhånd en af medarbejderne på Nordvangskollegiet fra private sammenhænge. Et

sådan privat bekendskab ville anskuet fra en positivistisk forskningstradition være medvirkende til

at kende min forskning ugyldig, da man fra et sådant ståsted ville kunne kritisere mig for ikke at

indtage en tilstrækkelig neutral position. Der er ikke lignende krav om neutralitet i kritisk psykolo-

gisk praksisforskning, derimod kan man ud fra en kritisk psykologisk optik anskue relationen til en

medarbejder som mulighedsskabende, idet jeg i kraft af det personlig kendskab kan betragtes som

yderligere forpligtet til at forske solidarisk på vegne af informanterne og ikke stille praksis i et kri-

tisk lys. Jeg vil afslutningsvis bemærke, at det personlige kendskab til denne medarbejder ikke har

givet anledning til udvekslinger af fortroligt materiale i private sammenhænge, da vi begge er bun-

det af tavshedspligt, - jeg som forsker, jfr. bilag 5, og han som aktør på det socialpædagogiske felt.

d) En sidste afsluttende bemærkning

Jeg har vha. den kritisk psykologiske analyse udpeget områder, hvor recovery-orienteringens be-

greber ser ud til at være svage, samt peget på forståelser, der kan være med til at styrke en recovery-

orienteret praksis. Undersøgelsen ser dermed ud at have bidraget med nye viden om recovery-

orienteringens muligheder og begrænsninger, når den betragtes fra en konkret praksis. Dermed ræk-

ker denne undersøgelses resultater udover den konkrete praksis, som har været gentand for nærvæ-

rende undersøgelse. Og dermed har jeg søgt at leve op til det kritisk psykologisk formulerede gæl-

dighedskriterie, der angiver at forskningens mål er, at den skal være brugbar for de individer, der

98

indgår i den, samt at den skal føre til nye handlemuligheder for praksis (Højlund 2006). Om mine

forskningsresultater i sidste ende kan siges at leve op til dette gældighedskriterie, kan der ikke her

gives noget endegyldigt svar på, det må, som også Nissen peger på i forsvaret for sin ph.d. afhand-

ling, være noget, som måske først på meget længere sigt vil vise sig i praksis (Nissen 1995).

99

7. Litteraturliste

Althusser, L. (1983). Ideologi og ideologiske statsapparater. Århus: Forlaget Grus.

Andersen, H. (2008). Balance mellem nærhed og distance – professionel praksis i en recoveryorien-

teret organisation. Speciale i Sociologi, Københavns Universitet, vejleder: Allan Madsen.

Andreasen, K. (2009). Eventyr for begyndere. Bedre psykiatri. Nr 2, s. 6.7

Anthony, W. (1993). Recovery form mental illness: The guiding vision of the mental health system

in the 1990s. Psychosocial Rehabilitation Journal, vol 16, nr. 4, s. 521-538.

Balleby, M. S. & Søbjerg, L. M. (2012). Åben Dialog i Odsherred. Aarhus: CFK – Folkesundhed

og Kvalitetsudvikling.

Bechmann Jensen (2005). Praksisportrættet. I: T. Bechmann Jensen & G. Christensen (red.): Psyko-

logiske og pædagogiske metoder. (s. 95-122). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.

Bernstein, R. J. (1971). Praxis and Action. Comtemporary Philosophies of Human Activity. Phila-

delphia: university of Pennsylvania Press.

Bleuler, M. (1978). The schizophrenic disorders – Long-term patient and family studies. New Ha-

ven and London: Yale University Press.

Borg, M. (2007). The Nature of Recovery as Lived in Everyday Life: Perspectives of Individual Re-

covering from Severe Mental Health Problems. Norwegian University of Science and Technology

Management, Department of Social Work and Health Science.

Borg, M,; Sells, D.; Topoer, A.; Mezzina, R,; Marin, I, & Davidson, L. (2005). What Makes a

House a Home: The Role of Material Resources in Recovery form Severe Mental illness. American

Journal of Psychyatric Rehabilitation. vol 8, s. 243-256.

Borg, T. (2002). Livsførelse i hverdagen under rehabilitering – Et socialpsykologisk studie. Ph.d.

afhandling. Institut for Sociale Forhold, Ålborg Universitet.

Bratboe, J. & Andersen, J. H. (2008). Mangfoldigheder og udfordringer i socialpsykiatrien. I: B.

Lihme. Invitation til socialpsykiatri. (s. 35-63). København: Akademiske Forlag.

100

Brinkmann, S. (2010). Etik I en kvalitativ verden. I: S. Brinkmann &L. Tanggaard (red.) Kvalitative

metoder – En grundbog. København K: Hans Reitzels Forlag.

Burman, E. (1994). Deconstructing Developmental Psycholgy. London: Routlegde

Ciompi, L. (1980) The natural history of schizophrenia in the long term. British Journal of Psychi-

atry, vol 136, s. 413-420.

Cohen, M. (2009). Plan for fortsat implementering af styrket recovery-orientering i den psykosocia-

le rehabilitering. Lokaliseret d. 10.03.13 på:

http://www.aarhus.dk/~/media/Dokumenter/MSB/SOC/Organisation/SUV/Implementeringsplan-

2009-2011.ashx

Coleman, R. (2007). Recovery: Et nyt perspektiv i psykiatrien. PsykoVision.

Cornett, J. A (2003). Fællesskabende – En problematisering af recovery-tænkningens individualise-

ring og et udkast til en community psykologisk socialpsykiatri. Social Kritik, vol. 86, s. 83-89.

Dalum, H. S.; Korsbek, K.; Kistrup, K.; Olander, M.; Thomsen, K.; Mikkelsen, J. H.; Nordentoft,

M. & Eplov, L. F. (2013). Illness Management and Recovery (IMR) Et randomiseret forsøg og et

kvalitativt studie til at undersøge effekten af IMR-programmet. Lokaliseret d. 10.03.13 på:

http://forskning.regionh.dk/psykiatrien/files/32274035/IMR_protokol_for_det_samlede_ph.d._proje

kt_final.doc

Danske Regioner (2009). En Psykiatri i Verdensklasse – Regionernes visioner for en fremtidig psy-

kiatri. Fra Regioner.dk: hentet d. 21.07.12 fra: http://www.e-pages.dk/regioner/22/

Datatilsynet. (2012). Regionernes anmeldelse af videnskabelige projekter og kliniske kvalitetsdata-

baser. Lokaliseret d. 10.03.13, på: http://www.datatilsynet.dk/offentlig/forskning-i-regionerne/

Deegan, P.E. (1988). Recovery: The lived Experience of Rehabilitation. Psycosocial Rehabilitation

Journal, 11(4), s. 11-19. Lokaliseret d. 10.03.13 på:

http://myweb.polyu.edu.hk/~ssmliang/web%20info/newlifereocovery/Deegan%201994(1988).pdf

Dobutz, M. (2011). Vendepunkter – Recoveryforløb i et brugerperspektiv – evaluering. Udgivet af

LAP København og Frederiksberg og kan downloades på:

http://www.vendepunkter.dk/sites/default/files/vendepunkter%20evaluering.pdf

101

Dreier, O. (1998). Terapeutisk kompetence i en problematisk praksis. Psyke & Logos, 19. s. 618-

642.

Dreier, O. (1999). Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster. I: K. Nielsen &

S. Kvale. (red.) Mesterlære – læring som social praksis. København K: Hans Reitzels Forlag

Dreier, O. (2001). Virksomhed – læring – deltagelse. Nordiske Udkast, årg. 34, nr. 2, s. 15-24.

Dreier, O. (2002). Psykosocial behandling – en teori om et praksisområde. (2. udg.). Dansk Psyko-

logisk Forlag.

Dreier, O. (2008). Psychotherapy in Everyday Live. Cambrigde: Cambrigde University .

Elholm, Jensen & Mørck (2012). Praksisudvikling og respektproduktion – gennem positiv interpel-

lation og solidarisk kritik. F. Ørsted Andersen & G. Christensen (red.): Positiv psykologi og dens

metoder – med kritisk diskussion. Dansk Psykologisk Forlag

Eplov, L. F.; Kistrup, K. R.; Lajer, I. M. K.; Poulsen, H. D. & Svendsen, A. B. (2005). Recovery og

rehabilitering i psykiatrien. Ugeskrift for læger. Årg. 167, nr. 11. s. 1269-1271

Eplov, L. F. Korsbek, L. Petersen, L. Olander, M.(2010). Psykiatrisk og psykosocial rehabilitering

– en recoveryorienteret tilgang. København: Munksgaard.

Eriksen, J. (2009). Bodega-psykiatri. Bedre Psykiatri, nr. 2, s. 4-5. Lokaliseret d. 10.03.13 på:

http://www.bedrepsykiatri.dk/media/31997/magasin022009.pdf

Farkas, M., Gagne, C., Anthony, W., Chamberlin, J. (2005). Implementing Recovery Oriented Evi-

dence Based Programs: Identifying the Critical Dimansions. Community Mental Health Journal, vol

41, nr. 2,s . 141-158.

Farkas, M. (2007). The vision of recovery today: what it is and what it means for service. Wold

Psychiatry: official journal of the World Psychiatric Association (WPA). Vol. 6.

Forchhammer, B. H. (2001) Interviewet som handlesammenhæng, Nordiske Udkast, nr. 1-2001, s.

23-32.

Foucault, M. (2001). Talens forfatning – forelæsningsrapport: Vilje til viden, Niezche – Genealogi-

en, historien. København K: Hans Reitzels Forlag.

102

God Social Praksis (2012): CARe en tilgang til større livskvalitet: hentet d. d. 18.08.12 fra Soci-

al.dk: http://www.godsocialpraksis.dk/ShowExample.aspx?ExampleID=488

Goffmann, E. (1967). Anstalt og menneske. Paludan fiol-bibliotek.

Halkier, B. Fokusgrupper (2. udg.). Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur.

Harding, C. M., Brooks, G. W., Ashikaga, J. S. & Breier, A. (1987). The Vermont Longitudinal

Study of Persons with severe Mental Illnesss, I: Methodology, Study Sample, and overall Status 32

Years Later. American Journal of Psyciatry, vol 144, nr. 6. s. 718-726.

Harding. C. M. Course types in schizophrenia (1988). An analysis of European and American stud-

ies. In: Schizophrenia Bulletin. Vol. 14, nr. 4, s. 633-644.

Harrison, G. (2001). Recovery from psychotic illness: a 15- and 25-year international follow-up

study. I: British Journal of Psychiatry. nr. 178, s. 506-517.

Hegarthy, J., Baldessarini, R. J., Tohen, M. Waternaux, C. Oepen, G. (1997). One Hundred Years

of Scozphrenia: a meta-analysis of the outcome literature. American Journal of Psychiatry. nr 151,

s. 1409-1416.

Hemmingsen, R. & Parnas, J. (2005). Lægevidenskabelige begreber fordrer indhold. Ugeskrift for

læger: 167. s. 2426

Holzkamp, K. (1983). Grundlegungen der psycholgie. Campus Verlag GmbH Frankfurt/ Main.

Holzkamp, K. (1998). Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept. Nordiske Ud-

kast, Årg. 26, nr. 2, s. 3-31.

Holzkamp, K. (2005). Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik. I: Nordiske Udkast. Årg.

2005. nr. 2, s. 3-33.

Houghton, J. F. (1982). Maintaining Mental health in turbulent World. Schizophrenia Bulletin, 8, s.

548-552.

Huniche, L. & Mørck, L. L. (2008). Leksikon for det 21. århundrede. Kritisk Psykologi. Lokaliseret

på: http://www.gaderummet.dk/Karl%20Marx/2008-01

09%20Kristisk%20Psykologi.Lotte%20og%20Line.htm

103

Højlund, I. (2006). Gennem flere labyrinter: Om effektregulering og kvalitetsudvikling af det døgn-

institutionelle miljøterapeutiske behandlingsarbejde af børn med psykosociale problemstillinger –

en udviklingsretning i pædagogisk praksis? Udgivet af: Danmarks Pædagogiske Universitet.

Højholt, C. (1993). Brugerperspektiver – forældres, læreres og psykologers erfaringer med psyko-

socialt arbejde. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Højholt, C (red.). (2005). Forældresamarbejde – Forskning i fællesskab. Dansk Psykologisk Forlag.

Ingholt, L. (2007). Fællesskaber, vaner og deltagelse – et studie af unge på to gymnasier. Institut

for psykologi, Københavns Universitet.

Jakobsen, H. (2004). Recovery og omsorgstænkning. Klinisk sygepleje, årg. 18, nr. 4, s. 42-47

Jartoft, V. (1996). Kritisk psykologi. I: G. Witt & C. Højholt (red.). Skolelivet Socialpsykologi –

Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver (s. 181-208). Unge Pædagoger.

Jensen, L., Møller, K., Johansen, J. S. & Rahbek, J. (2004). Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet –

rehabilitering i Danmark. MarcelisborgCenteret.

Jensen, P. (2002). Recovery – Rapport over Videnscenter for Socialpsykiatris recovery-forprojekt,

marts – juli 2002. København: Videnscenter for Socialpsykiatri

Jensen, P. (2006). En helt anden hjælp. København K: Akademisk Forlag.

Jensen, P. (2008). Recovery – perspektiv og udfordring i socialpsykiatrien. I: B. Lihme (red.). Invi-

tation til socialpsykiatri. (s. 88.115). København: Akademisk Forlag.

Jensen, P., Jensen, K. B. Olsen, E. & Sørensen, D. (2004). Recovery på dansk. Århus C: Systime

Akademic.

Jensen, P. ; Borg, M. & Topor, A. (2010). Recovery revisitet – ti år efter. Tidsskriftet Socialpsyki-

atri, årg 13. nr. 3, s. 20-22

Jensen, P., Abildtrup, L. T. & Holme-Petersen, J. (2011). Gladsaxe Kommune – På vej til en ny

psykosocial indsats? Tidsskrift for Psykisk Helsearbeid, vol. 8, nr. 4, s. 345-355.

Juliussen, F. B. (2005). En anderledes brik. København: Videnscenter for Socialpsykiatri.

104

Karpatschof, B. (2006) Udforskning i psykologien – De kvantitative metoder. København K: aka-

demisk Forlag.

Kirkebæk, B. (2010). Almagt og afmagt - Specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilem-

maer. København: Akademisk Forlag.

Kristiansen, S. & Krogstrup, H. K. (1999). Deltagende observation – Introduktion til en forskning-

metodik. København K: Hans Reitzels Forlag.

Kruuse, E. (2008). Kvalitative forskningsmetoder – i psykologi og beslægtede fag. (6 udg.) Den-

mark: Psykologisk Forlag.

Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). InterView – Introduktion til et håndværk (2. udg.). København

K.: Hans Reitzels Forlag.

Lauveng, A. (2008). I morgen var jeg altid en løve. København K: Akademisk Forlag.

Lave, J. (2009). Situeret læring og praksis i forandring. Nordiske Udkast, 37, nr 1. s. 9-19.

Lave, J. & Wenger, E. (2003). Situeret læring og andre tekster. København K: Hans Reitzels For-

lag.

Leete, E. (1989). How I Percieve and Manage My illness. Schizphrenia Bulletin, vol. 15, nr. 2, s.

197-200.

Longden, E., Corstens, D., Escher, S. & Romme, M. (2011). Voicehearing in biographical contex:

a model for formulating the relationship between voices and life history. Psychosis: Psykologal,

Social and Integrative Approaches, s. 1-11

Loveless, L. E. (2009). CARe har delt vandene i Århus. Bladet Socialpsykiatri, Vol 4, s. 12-14

Mathiassen, C. (2011). Etik som praktisk viden i kontekst. Nordiske Udkast, Årg. 39, nr. 1&2, s.

24-38.

Mørck, L. L. (1995). Praksisforskning som metode, teori og praksis. I: Udkast 1, 1995, s.34-78.

Mørck, L. L. (2003). Læring og overskridelse af marginalisering. Studie af unge mænd med etnisk

minoritetsbaggrund. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

105

Mørck, L. L. (2006). Grænsefællesskaber: læring og overskridelse af marginalisering. Frederiks-

berg C: Roskilde Universitetsforlag.

Mørck, L. L. (2009). Samarbejde omkring problemer og handlemuligheder. Kritisk psykologisk

perspektiv på intervention. I: K. Bro, O. Løw & J. Svanholt (red.). Psykologiske perspektiver på

intervention i pædagogiske kontekster – en casemetodisk tydeliggørelse af sammenhæng mellem

forståelse og forandring. (s. 177-208). Dansk Psykologisk Forlag.

Mørck, L. L. & Nissen, M. (2001). Vilde forskningsprocesser – Kritik, metoder og læring i socialt

arbejde. Nordiske Udkast, årg. 34, nr. 1, s. 33-60.

Mørck, L. L & Nissen, M. (2005). Praksisforskning – Deltagende kritik mellem mikrofonholderi og

akademisk bedreviden. I: T. B. Jensen & G. Christensen (red.). Psykologiske & pædagogiske meto-

der – kvalitative og kvantitative forskningsmetoder i praksis. (s. 123-154). Frederiksberg C. Roskil-

de Universitetsforlag.

Neidel, A. (2011). Kritiske analyser af recovery-orienteringen af det socialpsykiatriske arbejde.

Forskerskolen i livslang læring, Roskilde Universitet.

Neidel, A. & Wulf-Andersen, T. (2011). Kapitel 5: afsluttende refleksioner. I: A. Neidel & T. Wulf-

Andersen (red.). Fælles antologi. Center for Socialt Entrepenørskab, Institut for Psykologi og

Udannelsesforskning, Roskilde universitet.

Nissen, M. (1995). Forskningens betydning for udvikling af psykosocial praksis. I: Udkast nr. 1,s.

4-33.

Nissen, M. (2002). Det kritiske subject. Psyke og Logos, nr. 23, s. 65-85.

Nissen, M. (2004). Communities og interpellerende fællesskaber. I: P. Berliner (red.). Community

Psykologi. København: Frydelund Grafisk. s. 95-122.

Nissen, M. (2008). Objektivitet og subjektivering i socialt arbejde. Nordiske Udkast, Årg. 36, nr.

1/2, s. 16-56.

Nissen, M. (2009) Brugerindflydelse og handlesammenhænge i psykosocialt arbejde. (2. udg.).

Skriftserie for Sundhed, Menneske og Kultur.

Onken, S. J., Dumont, J. M., Ridgway, P., Dornan, D. H. & Ralph, R. O. (2002). Mental Health

Recovery: What Helps and what hinders? A National Research Project for the development of re-

106

covery Facilitating System Performance Indicators. USA: National Technical Assistance Center for

State Mental Health Planning, National Association of State Mental Health Program Directors.

Petersen, K. (2009). Brugerinddragelse i rehabilitering. En kvalitativ undersøgelse af borgerens

perspektiv. Aarhus Universitet: Afdeling for klinisk Socialmedicin og Rehabilitering, Institut for

Folkesundhed, Det sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Petersen, K. (2010). Recovery i socialpsykiatrien – paradigmeskifte eller blot en trend? Udenfor

Nummer. Vol. 21.s. 32-39.

Rasmussen, P. N. & Trøjborg, J. (2011). Debat: Giv socialpsykiatrien et løft. Politikken d. 3 nov.

2011. Lokaliseret d. 10.03.13 fra Politikken.dk, på:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article1438962.ece

Ritzau (2012). Psykisk syge flytter hjem. d. 30 maj 2012. Lokaliseret d. 13.03.13, på:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/05/31/0531070734.htm

Shepherd, G.; Boardman, J. & Slade, M (2008). Recovery – fra begreb til virkelighed. Videnscenter

for socialpsykiatri.

Shepherd, G. (2009). At implementere recovery-orientering – et nyt udgangspunkt for organisatori-

ske forandringer. Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering. Lokaliseret d. 10.03.13 på:

http://www.psykosocialrehabilitering.dk/6storage/732/5/at_implementere_recovery-orientering.pdf

Socialministeriet 2002. Det fælles ansvar – Regeringens handlingsprogram for de svageste grup-

per. Lokaliseret d. 10.03.13. på:

http://www.statensnet.dk/pligtarkiv/fremvis.pl?vaerkid=15485&reprid=0&filid=22&iarkiv=1

Staunæs, D. (2003). Etnicitet, køn og skoleliv. Nordiske Udkast, årg. nr. 3. s. 28-40.

Strauss, J. S. (1989). The person with Schizophrenia as a person. Approach to the subjective and

complex. British Journal of Psychiatry, vol. 155. s. 22-28

Sundhedsstyrelsen (2009). National Strategi for psykiatri. Sundhedsstyrelsen. Lokaliseret d.

10.03.13 på: http://www.sst.dk/publ/Publ2009/PLAN/NatStrat_psykiatri09net.pdf

Schwartz, I. (2007). Børneliv på døgninstitution – Socialpædagogik på tværs af børns livssammen-

hænge. Ph.d. afhandling ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Univer-

sitet.

107

Schwartz, I. (2009). Brugerperspektiver i socialpædagogik. Tisskrift for socialpædagogik, nr. 23, s.

3-12

Søndergaard, D. M. (1996). Tegnet på kroppen – køn: koder og konstruktioner blandt unge voksne i

akademia. København S.: Museum Tusculanums Forlag.

Tolman, C, W. (1991). Critical psychology: An overview. I: Tolman, C. W. & Maiers, W. (red.).

criticql psychology: Contributions to n historical sciense of the subject, (s. 1-22) Cambrigde: Cam-

brigde University Press.

Topor, A. (2003). Recovery – At komme sig efter alvorlig psykisk lidelser. København K: Hans

Reitzels Forlag.

Topor, A., Borg, M., Girolami, S.Di. & Davidson, L. (2011). Not just an Individual Journey: Social

Aspects of Recovery. I: International Journal of Social Psychiatry. nr. 57, s. 90-99.

Warner, R. (1985). Recovery from skizofrenia – Psychiatry and political economy. New York:

Routhledge & Kegan Paul.

Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber, læring, mening og identitet. København K: Hans Reitzels

Forlag.

Wilken, J. P. & Hollander, D. D. (2008). Rehabilitering og recovery. København K. : Akademisk

Forlag.

Whitwell, D. The myth of recovery from mental illness. Psychiatric Bulletin, vol 23, s. 621-622

WHO (1997). Schizophrenia – an international follow-up study. Chichester: John Wiley & Sons

108

Bilagsoversigt

Bilag 1. Projektbeskrivelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1

Bilag 2. Interviewguides

Bilag 2.1.Interviewguide til første interview . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1

Bilag 2.2.Interviewguide til andet interview med Tanja . . . . . . . . . .s.2

Bilag 3. Interviewtransskriptioner

Bilag 3.1. Tanja, første interview . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-14

Bilag 3.2. Tanja, andet interview . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.1-27

Bilag 3.3. Kasper, første interview . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-21

Bilag 3.4. Uddrag af interview med Laura . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-2

Bilag 3.5. Uddrag af interview med Emma . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-3

Bilag 4. Transskriptioner af personalemøder

Bilag 4.1. Planlægningsmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-13

Bilag 4.2. Teammøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-39

Bilag 4.3. Kollegial respons . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-15

Bilag 4.4. Overlap . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-16

Bilag 4.5. Personalemøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s.1-44

Bilag 5. Tilladelse fra Datatilsynet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s.1-4

109

Bilag 1. projektbeskrivelse

Hej xxxx d. 23.03.12

Jeg sender hermed min projektbeskrivelse til dig. Jeg er studerende på Institut for Uddannelse og

Pædagogik (tidligere: Danmarks Pædagogiske Universitet) og er på nuværende tidspunkt i gang

med at skrive speciale i pædagogisk psykologi. Omdrejningspunktet for specialet er recovery-

orienteringen i det social-psykiatriske arbejde. Det som er mit særlige fokus er blandt andet kontek-

stens og fællesskabers betydning for recovery-processer.

Til dette søger jeg et bosted, som vil være interesserede i at indgå i et samarbejde med mig. Samar-

bejdet kan forme sig som et mindre praksisudviklingsprojekt men kan også begrænses til, at jeg

som specialestuderende får mulighed for at indsamle empiri i form af interviews og deltagelse i

praksis.

Jeg er uddannet ergoterapeut og har i en årrække arbejdet med udsatte voksne, både som bostøtte

(xxx), Værestedsmedarbejder (xxx) og opsøgende støttekontaktperson for udsatte voksne (Den ud-

videde SKP-ordning)

Undersøgelsen vil blive tilrettelagt med udgangspunkt i stedets ønsker og behov, men jeg forestiller

mig, at den kan bestå af tre gruppeinterviews spredt over ca. 1-2 måneder, og at jeg derudover får

mulighed for at opholde mig på stedet og tage del i praksis (som deltagende observatør).

Jeg vil lægge op til at give en tilbagemelding på mine analyser i bestræbelsen på dels at kvalificere

analyserne og dels at skabe debat og refleksion i personale- og brugergruppen. Jeg kan tilbyde en

endelig tilbagemelding i form af en rapport indeholdende undersøgelsen og undersøgelsens konklu-

sioner.

Med venlig hilsen

Diana Astrup Nielsen

xxx

110

Bilag 2.1 Interviewguide første interview

Recovery?

- Har du hørt om recovery, som er det man arbejder med her, ved du noget om det?

- Hvordan kender du det?

- Snakker de om det?

- ”jeg vil gerne høre, hvad synes du om det”. Er det godt med det recovery, de laver her?

o Hvis de ikke kan svare så: Hvad er godt ved at bo her, hvad er dårligt ved at bo her?

Hvem?

- Hvem betyder noget for, at du får det bedre?

- Hvem synes du bidrager til din udvikling?

o Hvorfor, hvorfor ikke?

Hvor?

- Hvor synes du udvikler dig?

- Familien, i fællesrummene?

Gode råd:

- Hvis du skulle give gode råd om nogen, der arbejder med nogle som dig, hvad ville du sige?

- Hvad kunne blive bedre, hvad er dårligt?

o Gode råd, hvad må man aldrig gøre, hvis der er en som kommer en ind i det psykia-

triske system som 17-18 årig.

o Hvordan ville det perfekte forløb være?