danerkongerne i lejre - gedevasentroels brandt danerkongerne fra lejre gedevasens forlag forsidens...

10/9 2019

Troels Brandt

Danerkongerne fra Lejre

Gedevasens Forlag

Forsidens illustrationer: Venstre: Motiv fra en af folkevandringstidens brakteater, som symboliserer kulturskiftet

og sagntidens begyndelse. Motivet er en relativt naturalistisk udgave af den udbredte C-

type, som i dag tolkes som den shamanistiske Odin.

Højre: Kristusmotivet på Harald Blåtands store Jellingsten, som symboliserer kristen-

dommens indtog i Danmark og sagntidens afslutning.

Gedevasens Forlag ApS - CVR 89 87 69 15 - www.gedevasen.dk

Layout, foto, kort og plancher: Troels og Ingrid Brandt.

Tryk: PDF-udgave - 2018

© Gedevasens Forlag ApS Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i

overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver

anden udnyttelse er begrænset af gældende lovgivning om ophavsret, som kun kan fraviges

med forlagets skriftlige samtykke. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser.

Beretningen blev i 2004 udgivet som bogen Danernes Sagnhistorie. Indholdet er imidlertid

ændret i en sådan grad, at den nye bog hedder Danerkongerne fra Lejre for at undgå

forvekslinger.

København 2018

ISBN 87-990289-0-6

http://www.gedevasen.dk/

Indholdsfortegnelse

1 Formål, kilder og metode ................................................................ 7 1.1 Formålet med en revurdering af historien ............................... 7 1.2 Overblik over historiens forløb ifølge analysen .................... 21 1.3 Anvendte kilder og motiverne bag dem ................................ 25

1.4 Metodevalg - Rekonstruktion af kongerækken ..................... 35 1.5 Andre overvejelser ................................................................ 39

2 Lejres arkæologi ............................................................................ 45 3 Romerne, germanerne og Skandinavien ....................................... 55

3.1 De klassiske kilder – Skandinavien før sagaernes tid ........... 55

3.2 Herulerne, Attilas nordiske krigere og danerne .................... 62

3.3 Aserne og kongesagnene ....................................................... 82 4 Saxos fortale 94 5 Saxos angler, daner og jyder ......................................................... 99

5.1 Dan og Angel ........................................................................ 99 5.2 Rig, Dan og Kon ................................................................. 100

5.3 Anglerne Vermund og Uffe hin Spage ............................... 101 6 Hagbard og Signe ........................................................................ 107 7 Eventyrkongerne Skjold og Hading ............................................ 114

7.1 Skjoldungerne ..................................................................... 114

7.2 Saxos Gram og Hading ....................................................... 118 7.3 Hake og de første Ynglinge-konger .................................... 128

8 Frode den Store ........................................................................... 136

8.1 Frode den Store ................................................................... 136 8.2 Frode og Ynglinge-kongerne .............................................. 152

8.3 Frodes senere bedrifter og død ............................................ 161 8.4 Frode, Åle og Starkad ......................................................... 161

9 Roar og Hadbarderne .................................................................. 167

9.1 Roar og Helge ..................................................................... 167 9.2 Beowulfs Roar og Chocillaicus .......................................... 171

9.3 Saxos Ingeld ........................................................................ 176

9.4 Hadbarder og Svertinger ..................................................... 186 9.5 Starkads død ........................................................................ 189

10 Helge og Rolf Krake ................................................................... 196 10.1 Helge Søkonge .................................................................... 196 10.2 Rolf Krake ........................................................................... 199

11 Hadbardernes tilbagevenden ....................................................... 215 11.1 Hjørvards efterfølger ........................................................... 215 11.2 Fridlev og Frode Fredegod .................................................. 220

11.3 Sjællandsk flådemagt? ........................................................ 236

12 Amlet og Ongendus .................................................................... 239

12.1 Den jyske Hamlet ................................................................ 239 12.2 De jyske konger og Ongendus ............................................ 249

13 Ivar Vidfadme og danernes alliancer .......................................... 251 13.1 Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde .......................... 251 13.2 Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne ...................................... 255

13.3 De nederlandske krøniker ................................................... 258 13.4 Forsvar og alliancer ud fra historie og arkæologi ............... 265 13.5 Krønikernes ”Rigssamler” Dan ........................................... 274

14 Harald Hildetand og Sigurd ........................................................ 279

14.1 Historien om Harald Hildetand og Sigurd .......................... 279 14.2 Sagnene om Harald Hildetand ............................................ 280

14.3 Bråvalla - Sagnet om det store slag ..................................... 288 14.4 Sagnene om Sigurd ............................................................. 295

15 Godfred og hans sønner .............................................................. 306 15.1 Godfred ............................................................................... 306

15.1.1 Godfred beskrevet af frankerne .................................. 307

15.1.2 Sagnhistorien om Godfred .......................................... 312 15.2 Fætrenes kamp om Godfreds trone ..................................... 316

15.3 Horik I ................................................................................. 321

16 Regnar Lodbrog og vikingerne ................................................... 322

16.1 Saxos Regnar Lodbrog ........................................................ 322 16.2 Sagaernes Regnar ................................................................ 336

16.3 Ansgars anden rejse ............................................................ 338 16.4 Erik Barn og Regnars sønner .............................................. 341

16.5 De parallelle kongerækker .................................................. 348 16.6 De danske konger i England ............................................... 357 16.7 Rollo af Normandiet ........................................................... 362 16.8 Danernes religion ................................................................ 363

17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm ............................................ 367

17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning ............... 367

17.2 Hardeknud og "svenskerne" ................................................ 387

17.3 Gorm den Gamle ................................................................. 397 17.4 Topografi, arkæologi og runesten ....................................... 408

18 Genealogi og tidslinie ................................................................. 423 19 Sammenfatning ........................................................................... 425 20 Fortegnelse over citerede kildetekster ........................................ 430 21 Litteraturfortegnelse i øvrigt ....................................................... 431

Oversigt over figurer, kort og billeder (sidehenvisning)

Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal ................................... 36 Figur 2. Lejre og kilderne .................................................................... 42 Figur 3. Kongshal i Lejre ..................................................................... 47 Figur 4 Rekonstrueret kongshal ........................................................... 47 Figur 5. Udgravning af hørgen ved Fredshøj ....................................... 48

Figur 6. Foto - Gammel Lejre Ådal ..................................................... 49 Figur 7. Kort - Herulernes bevægelser ................................................. 65 Figur 8. Kort over Sydøstskandinavien ............................................... 84

Figur 9. Foto - Uppsala Høje ............................................................... 92

Figur 10. Kort - Anglernes riger ........................................................ 105 Figur 11. Saxos første konger ............................................................ 115

Figur 12. Skjoldungesagas 18. - 24. konge ........................................ 135 Figur 13. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder .... 153

Figur 14. Ynglingesagas svenske konger ........................................... 155 Figur 15. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del ................ 160 Figur 16. Saxos Frode-konger ............................................................ 161

Figur 17. Beowulfs Dan- og Svea-konger ......................................... 174 Figur 18. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake ............... 189

Figur 19. Kongshallen ved Fredshøj .................................................. 199

Figur 20. Foto - Lejrehallen ............................................................... 213

Figur 21. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring .............. 234 Figur 22 Mosaik af skibe, Ravenna .................................................. 236

Figur 23. Kort – Danmarks opdeling ................................................. 266 Figur 24. Foto - Sparlösa-stenen ........................................................ 296

Figur 25. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm ....... 305 Figur 26. De parallelle danerkongerækker ......................................... 307 Figur 27. Foto - Hedeby ..................................................................... 310 Figur 28. Saxos Godfred-slægt .......................................................... 318

Figur 29. Figurine af Odin ................................................................. 338

Figur 30. Kort - Danmark i vikingetiden ........................................... 349

Figur 31. Kort - Vikingernes hovedruter ........................................... 358

Figur 32. Kort - Nordsø-rigerne ......................................................... 360 Figur 33. Hjelmpladeblik fra Sutton Hoo og Uppsala ca. 600. .......... 365 Figur 34. Sammenligning af kilder .................................................... 380 Figur 35. Harald Blåtands slægt ......................................................... 401 Figur 36 Oversigt over kilderne om kongesædet .............................. 407 Figur 37 Middelalderens Ribe Stift – Klak-Haralds rige ? ................ 410

file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575575file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575586file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575589

1. Formål, kilder og metode

7

1 Formål, kilder og metode

1.1 Formålet med en revurdering af historien

Saxos 800 år gamle krønike, "Danernes Bedrifter", var i århundreder

identisk med vores ældste historie. Hans malende beskrivelser af Lejrekongerne

appellerede især til romantikernes livlige fantasi, men en del af disse

middelalderhistorikeres motiv var manipulation. Kildekritikkens opståen sidst

i 1800-tallet måtte derfor føre til en reaktion mod kilder som Saxo, men som så

ofte ved kritik endte man i den modsatte grøft – og på ny var resultatet påvirket

af politisk manipulation. Kongesædet i Lejre blev forkastet og vor kongeslægts

glorværdige forfædre blev forvandlet til et Jellingdynasti, der stammede fra

ukendte opkomlinge fra et ukendt land.

I de sidste 30 år er 500 års kongshaller væltet op af jorden i Lejre, mens

Jelling viser sig at være et mindesmærke og en kortvarig repræsentationshal fra

Harald Blåtands tid. Arkæologien viser altså, at 1900-tallets udlægning af

Danmarks historie frem til samlingen og kristningen omkring 965 er åbenlyst

forkert.

Det får også betydningen for kongerækken og landets opdeling i

kongeriger, hvor vores nuværende kongeslægt synes at være efterkommere af

den sagnomspundne Regner Lodbrog fra Lejre. Hans grandonkel var den

”afsindige” kong Godfred, som ifølge frankerne med held stod den frankiske

kejser, Karl den Store, midt imod. Ifølge sagnhistorien stammede de fra Odins

søn Skjold, som praksis var i de hedenske kongelister – men det tager vi

naturligvis med et gran salt.

Inkarnerede kildekritikere forkastede alle de kilder, som de ikke anså for

sikre, og sikre var stort set ingen fra den tid. Efterhånden kunne ingen danske

skrifter om tiden før Harald Blåtands Jellingsten opfylde fagets krav - til sidst

heller ikke historikernes egen favorit, Adam af Bremen. Tilbage stod nogle få

fragmenter om nordboerne fra udenlandsk historie. Universiteternes historikere

undgik derfor tiden, så kun et par historikere (+ nogle emeriti) i dag forsker i

vikingetiden. Der er en afgørende forskel på historikernes krav om en

overbevisende sikkerhed og på omverdenens forventning og accept af en

betydelig usikkerhed i oplysningerne om vikingetidens historie. Omverdenens

behov opfyldes bedre af arkæologerne, som altid arbejder med hypoteser og

sandsynligheds-vurdering 1 . Selv meget empirisk orienterede arkæologer

arbejder med fortolkninger ud fra udgravningsresultater og kombinerer ofte

med skriftlige kilder, hvilket harmonerer bedre med omverdenens krav. I dag

danner arkæologernes arbejde derfor grundlag for den populære historie om

1 Professor Felix Riede, AU, til Videnskab.dk 2019’s artikel ”Kan en arkæolog nogensinde vide

noget som helst med sikkerhed?”


8

vikingerne, som stilles op af romanforfattere, udstillingsarrangører, TV-

producere og eventmagere, der selv i tomrummet kan gætte løs på historiens

forløb uden historiefagets metode og sammenhæng – og modtage

fondsmillionerne. Saxos 9 første bøger er i stedet blevet en del af fortidens

eventyrverden, der med sprogforskeren Tolkiens pen blev forvandlet til

"Ringenes Herre".

Den faglige udvikling førte til, at da Statens Humanistiske Forskningsråd

i 1984 igangsatte projektet ”Fra Stamme til Stat”, blev det en lang række

arkæologer, der beskrev en samfundsopbygning på arkæologiens præmisser2 –

mens nogle historikere præsenterede fagets mere almene teorier om

statsdannelse. Paradoksalt nok var selve titlen forkert, da samfundene slet ikke

var stater på det tidspunkt – de var kongeriger3 Projektet affødte en generel og

ideel udviklingsmodel for enkelt-samfund. Hvis man havde lagt større vægt på

den historiske forskel i udviklingen omkring de enkelte landsdele, som fremgår

af det efterfølgende arbejde, ville man antageligt have undgået de ophedede

arkæologiske diskussioner, der senere opstod i projektets kølvand. Her påviste

nye udgravninger en forskellig kultur- og organisationsudvikling i Jylland og

på Sjælland4. Modellen var så afhængig af Renfrews teorier om, at nabolande

fulgte hinanden, at den ikke afspejlede den forskel i udviklingstakt, som

bælterne gav, når landene var udsat for forskellig påvirkning udefra. Det kunne

den ”politiske historie” have fortalt. Adam havde gjort opmærksom på en

opdeling, men kildekritikerne sad så fast i billedet af et samlet land fra

middelalderens historikere, at de ikke ænsede manipulationen, fordi de med

foragt undlod at sætte sig ind i den gamle danske litteratur. Havde de analyseret

f.eks. sagaerne og Widsith i forhold til de sydlige historiske kilder, ville det

have været åbenbart, at der var tale om forskellige kongeriger. I så fald ville

man måske også bedre have forstået den spændende strategi bag opbygningen

af de tidlige daneres magt, som spores i nogle af vore imponerende

fortidsminder, og som har trukket klare spor helt op i nyere tid.

Det forekommer åbenlyst, at de enkelte faggrupper har vedtaget

forskellige opfattelser af, hvad videnskabelige krav indebærer. De fleste andre

fag nødsages til at arbejde med og rapportere om usikkerheder, hvis forskernes

arbejde skal kunne anvendes forsvarligt. I resten af samfundet har man endog

accepteret ”whistleblowers”, hvor det kan koste dyrt også på højeste plan ikke

at kontrollere sine systemer og sit materiale selv om deres tips er

udokumenterede. Historikerne nægter derimod med dyb foragt at beskæftige

sig med forklaringer fra anden ”litteratur” og undgår derfor helt at undersøge

deres sammenhæng med historiens sparsomme fragmenter. I stedet fremhæver

de vigtigheden af stille spørgsmål set fra alle sider, men i udvælgelsen af

spørgsmål ville sådanne små tip utvivlsomt have fremmet resultaterne.

2 Ulf Näsman: KUML 2006 3 Reelt var der her snarere tale om dannelse af kongerige end stat, som Ulf Näsman bemærkede. 4 Ulf Näsman og Rasmus Birch Ivarsen i KUML 2012. Se også kapitel 13.4.


9

Samfundets krav til historien kan ikke sammenlignes med strafferettens særlige

krav til bevisbyrden, hvor al tvivl skal komme den anklagede til gode – så ville

der ikke være meget ældre historie tilbage.

Jeg er ofte blevet stukket i næsen, at jeg da heller aldrig ville sætte min

påtegning som statsautoriseret revisor på et regnskab, som var usikkert. Denne

misforståelse må bero på manglende føling med den virkelige verden. I

økonomien vil interessegrupperne normalt være bedst tjent med, at der

foreligger en vurdering af den økonomiske stilling, uanset hvor usikkert

resultatet er. Det vigtige er, at man tager sine forbehold og meddeler læseren

sin vurdering af denne usikkerhed så klart som muligt – og det samme burde

være samfundets krav til de offentligt ansatte historikere, så de ikke bare

skubber de vanskelige opgaver til side – og vælger de lette. Derfor har jeg

eksperimenteret med at anvende mine egne professionelle erfaringer på den

kombinatiorn som nævnes nedenfor – i det omfang, det var muligt.

Formålet med nærværende pdf-bog er således at uddrage noget af den

viden, som ligger bag vores righoldige litteratur og arkæologiske resultater.

Ingen historiske kilder kan opfattes som så sort/hvide, som der har været

tendens til at se dem. Da det ”sande” udsagn i vikingetiden som regel er en

illusion, kan problemet nogle gange opvejes af et antal mere usikre udsagn, der

sammenholdes og analyseres for uddrage de fælles træk – et syn på bekræftelse,

som jo reelt allerede accepteres i faget som baggrund for tommelfingerreglen

om to samtidige, uafhængige kilder. Det ses nok mest detaljeret demonstreret i

rekonstruktionen af Gorm den Gamles afstamning i kapitel 17.1, hvor analysen

af alle fem hovedkilder, som er sat op ved siden af hinanden, peger på samme

indhold bag alle. Tager vi de nødvendige forbehold, kan vi ofte danne os bedre

billeder, så vi kan begynde at forstå det sammenhængende forløb – men

detaljerne i de gamle sagn og krøniker kan vi sjældent bruge til andet end at

gøre beretningen mere levende – vel at mærke, hvis vi gør opmærksom på det.

De er nedskrevet som spændende røverhistorier, men på en historisk baggrund,

som man dengang ofte kendte bedre end vi.

For vikingetiden fra 793-1066 er det nødvendigt at kassere de hidtidige

forsøg på at skabe synteser af de sparsomme traditionelle historiske kilder i

deres fragmentariske form. I stedet må man opbygge syntesen sammen med

arkæologiens resultater – altså tværfagligt og om nødvendigt tillige med

tendenser fra krønike- og sagalitteraturens basishistorie, i det omfang den er

bekræftet ad tilstrækkeligt mange og helst uafhængige veje i de gamle krøniker

– i stedet for lærde politisk inficerede gætterier. Det resulterer ikke i verificeret

historie, men i den mest sandsynlige forklaring, som er den samfundet søger.

Så vil historikerne heller ikke forfalde til de gætterier, som den frafaldne

historiestuderende, Ebbe Kløvedal, advarede imod – måske provokeret af

datidens guru, Erik Arup. Ebbe Kløvedal studerede historie ved Københavns

Universitet fra 1961-65 og udtrykte sin opfattelse af faget: ”hvis man vil be-

skæftige sig med fortiden, er man nødt til at ’kitte hullerne til’. Det gør


10

faghistorikerne også, men de gør en dyd ud af at lade som om, de ikke gør det”5.

Han foretrak i stedet at kalde sine bøger for romaner.

Den følgende pdf-bog er desværre ikke let læselig efter mange års

bearbejdning og notater – den må snarere ses som et arbejdspapir. Hensigten er

senere at skrive den væsentlige del af indholdet helt om til en bedre struktureret

og læsevenlig bog ”Det danske riges opståen” med færre Saxo-citater, mens

nærværende webside bibeholdes, så den også kan bruges af dem, der vil læse

Saxos sagnværk i korrigeret rækkefølge. I mellemtiden er der blevet udarbejdet

et kort historisk resumé – Danerne 500-970.

Kildekritik, kildeudvælgelse og sagn

Allerede i 1862 fremkom Edwin Jessen i sin magisterkonferens med en

barsk kritik af historikernes brug af sagaerne, men tiden var ikke moden i det

træge system. I stedet kom kildekritikken fra Tyskland og blev i 1890’erne

introduceret i Danmark af Kristian Erslev, som blev kildekritikkens ”grand old

man” i landet. Erslev indførte arbejdsprocedurer som kildekritik, analyse og

syntese, og tidens værktøjer blev bl.a. kravet om to samtidige uafhængige kilder

som en afgørende tommelfingerregel. Metoden var især anvendelig på perioder

med mange kilder, selv om nutidens retstvister viser, hvor forskelligt

begivenheder og dokumenter kan opfattes af parterne – og dermed også af

historikerne. Sikre facts vil normalt være en illusion, men princippet om mindst

to samtidige, uafhængige kilder vil for de senere tiders vedkommende normalt

kunne give en acceptabel sikkerhed.

Erslev blev 20 år senere sekunderet af de to skånske brødre, Lauritz og

Curt Weibull. I 1915 fremkom Curt Weibull med sin disputats, hvor han satte

spørgsmålstegn ved Saxo’s kildeværdi. Deres angrebspunkter var tidlig

middelalder, men angrebene havde en bredere effekt. Deres indsats skal ikke

kritiseres – den var i aller højeste grad nødvendig – og det var rimeligt at gå i

den modsatte grøft for at trænge igennem og demonstrere metodikken.

Desværre arbejdede man ud fra en idé om at udsondre de ”sikre”

kendsgerninger, og kun arbejde med dem, selv om idéen om at finde sikre kilder

fra den tid reelt var en illusion. Frasorteringen medførte, at man mistede en

mængde information. I tiden før 1300 og især før år 1000 er det meget sjældent,

at man vil møde to kilder, som overholder disse krav og giver samme resultat.

Kristian Erslev, som døde i 1930, demonstrerede i sin artikel ”Dronning Tyre

og Danevirke” fra 19276 ufrivilligt metodikkens meningsløshed anvendt på

900-tallet. Derfor blev sædvanlig kildekritik vedrørende den periode let en

akademisk øvelse, som man altid kunne bruge til at slå hinanden oven i hovedet

med. Selv om kravene er blevet mindre rigoristiske og den sunde fornuft

begyndte at vinde fodfæste igen7, blev resultatet, at kun 1 (+ 2 emeritus) ud af

55 Amtscentralen 1989. 6 Kristian Erslev 1927: ”Dronning Tyre og Danevirke” i Historisk Tidsskrift 1929. 7 Sebastian Olden-Jørgensen: ”Tilbage til kilderne”, 2001. Michael Gelting 2011.


11

52 forskere i historie på Københavns Universitet i 2019 beskæftigede sig med

den danske vikingetid8. For universiteterne på landsplan bliver det som nævnt

kun til 2 historie-forskere i vikingetid samt 5-6 emeriti. Michael Gelting gjorde

i Scania 2011 nr.2 opmærksom på en forståelseskløft, der er opstået, hvor

forskere af den nyeste historie svælger i politologi, sociologi og økonomi uden

at interessere sig for den historiske udvikling fra fortiden.

Negligeringen er også gået ud over en hjælpevidenskab som de

gammelnordiske sprog, hvorfor den engelske forsker, Richard Cole, fandt

anledning til at skrive om ”Ragnarok på Københavns Universitet” på grund af

Danmarks forpligtelser på feltet. Befolkningen overdænges konstant med

udtalelser af bl.a. historikere som kommentatorer og politiske kandestøbere,

men tørster efter at få mere at vide om den vikingetid, som publikums-

tilstrømning, filmserier og en flod af fondsmidler udpeger som en af

danmarkshistoriens mest spændende perioder, der kunne øge fagets popularitet.

Yale University Press udgav i 2017 i sin bogserie om engelske konger

bogen ”Cnut the Great” skrevet af den engelske historiker, Timothy Bolton,

som tidligere har skrevet om Knud. I bogen, som blev vel modtaget af de fleste,

gjorde han sig til talsmand for at udnytte alt, herunder sagaerne, og betegnede

brødrene Weibulls kildekritik som ”harsh and uneven”. Det fik KU’s professor

emeritus, Niels Lund, til at gå i blækhuset med en anmeldelse i Historisk

Tidsskrift, hvor Bolton blev bebrejdet at ignorere Lunds indlæg i ”Danske

Kongegrave” og en diskussionen i Medieval Scandinavia fra 1972, men

sidstnævnte synes dog nærmest at støtte Bolton – bl.a. med udtrykket”harsh and

rigid” i redaktionens sammenfatning, som sikkert har inspireret Bolton. Lund

fremhævede især Ann Williams, som har set på Jomsvikingernes saga med

skepsis. Også andre anmeldere gjorde opmærksom på forhold, der ikke var

bevist, men de anerkendte alligevel bogen og betegnede dens konklusioner som

tankevækkende. Man kan altså bryde med den traditionelle metodes spild af

information, hvis den verificerbare information er så sparsom – forudsat at man

gør det seriøst og er rustet til kritik.

Som allerede nævnt indledningsvis må man i tidlig tid, hvor Norden har

særlige kildeforhold, i højere grad beskrive sikkerheden og analysere, hvordan

de usikre kilder harmonerer med andre kilder. Her kan antallet, som peger

samme vej, som sagt spille en vigtig rolle – en betragtning som også Curt

Weibull måtte erkende i en alder af 1009 efter i sin ungdom at have at have

pulveriseret Saxo som kilde: ”Saxo … är väl ingen helt tillförlitlig källa. Dess

uppgifter bör i regel endast godtas, om de bestyrkas av andre källor”. Denne

alderdommens modificerede fornuft er søgt fulgt i det efterfølgende.

De ”sikre kilder” kan ikke stå alene, men må suppleres med de mange flere

8 Grundlaget er forskernes produktion på universiteternes hjemmesider. KU’s nuværende forsker,

Lasse Arboe Sonne, er mag.art. i religionsvidenskab (anmeldelse Historie-online), og har skrevet

PhD i Thors-kult og i Thorshamre på Saxo Instituttet i historie, hvor han nu er lektor. 9 Curt Weibull 1986


12

spor, vi kan finde i de usikre nordiske kilder. Brødrene Weibull forkastede da

heller ikke fuldstændigt Saxos og sagaernes oplysninger – de fremhævede

endog deres kulturhistoriske betydning – og Erslev talte f.eks. om gråzone og

sikkerhedsvurdering, men anviste ikke nogen metode. Alt dette blev åbenbart

glemt, da buldozeren Erik Arup kom til og erstattede usikre kilder med fri

digtning, der fulgte hans eget politiske synspunkt.

I kapitlets næste hovedafsnit vil det blive demonstreret, hvor galt det kan

gå, når man som Erik Arup misbrugte sine metoder i tidens opgør med

nationalromantikernes sagnomspundne Lejre. Sammen med Niels Lukman fik

han med tyndbenede begrundelser afvist Lejre fuldstændigt som kongesæde

ved opsætning af alternative teorier, som reelt bare var antiteser. Curt Weibull

kom slet ikke ind på spørgsmålet om Jelling/Lejre i sin disputats, og brødrene

Weibull undgik siden tydeligt stillingtagen til spørgsmålet og henholdt sig

generelt blot til Adam af Bremen som mindst usikre kilde – og han nævnte slet

ikke Jelling. Da alle efterhånden forlod perioden i de marxistiske teoriers

glansperiode, kunne Arups og Lukmans påstande blive stående uantastede af

den spredte forskning. Resultatet passede belejligt til tidsånden. Enhver ræson

i deres argumentation mod Lejres eksistens forsvandt imidlertid, da

kongshallerne blev udgravet fra 1986 – i det Lejre, som Thietmar i 1018 havde

betegnet som danernes hovedstad, ”caput regni” i landskabet Sjælland.

Desværre har de nye arkæologiske resultater ikke ændret på historikernes

indstilling. De er 30 år efter fortsat tavse om udviklingen i Lejre, fordi de har

defineret sig ud af en stillingtagen til den tid.

Mange danske historikere vil fastholde, at de ikke kan fravige deres fags

vedtagne normer, og at de ikke kan tilpasse dem de særlige kildeforhold i

Nordens vikingetid i et tværfagligt samarbejde. I så fald bør de som deres

svenske kolleger drage konsekvensen ved helt at forlade tidsalderen10. Man kan

man ikke fastholde sin autoritet ved at sidde og blokere udviklingen, fordi ens

fags normer ikke kan rumme denne tidsalders problemer i Norden. Det må så

accepteres, at forskere med anden uddannelse eller indstilling overtager det

område, som er ”faldet ned mellem flere stole”.

Et afgørende element i vikingetidens historie er naturligvis den ramme,

som vi har fra anerkendt udenlandsk historie om Danmark. De anerkendte

kilder er stort set begrænset til enkelte klassiske forfattere, samt visse frankiske,

engelske og tyske annaler. Denne ramme har førsteprioritet, og her har

historikere naturligvis deres kompetence omkring kilderne, men kilderne er

særligt mangelfulde i de første to århundreder og kildebehandlingen af de

klassiske historikeres nordiske oplysninger forældet, så de kan i næsten hele

perioden kun udgøre en ramme. Arkæologien har derimod gjort betydelige

landvindinger i de seneste år. Det øger i dag spændingsfeltet mellem historien

10 I Sverige, som har langt færre kilder end Danmark, har historikerne overladt vikingetiden og

den tidlige middelalder til arkæologerne. Kun professor Dick Harrison ved Lund Universitet

beskæftiger sig med tiden, som f.eks. Kasper Holdgaard Andersen er begyndt i Danmark.


13

og udgravningsresultaterne, som arkæologerne søger at udfylde alene – uden

altid at have tilstrækkelig ekspertice på det felt..

Et problem med den nuværende historiske ramme alene er, at vi risikerer

at projicere udenlandsk udvikling og synspunkter ind i det danske forløb.

Uanset, hvad man selv ser som politisk ideelt, var udviklingen af yngre

germansk jernalders og vikingetids samfundssystem udover af interaktion med

udlandet styret af nordiske konger og krigeraristokratier, udnyttelse af

handelen, religiøse forskelle samt befolkningsvækst, der efter yderligere 1000

år førte til vores demokratiske form for skandinavisk monarki. Vi er nødt til

også at ty til den nordiske sagnhistoriske verden i sen jernalder og vikingetid i

stedet for bare at projicere over fra en modelforståelse, som bygger ensidigt på

”fjendens” europæiske pavestyre, feudalisme og forurettede ofre for overgreb,

hvis vi vil prøve at forstå den oprindelige baggrund for de nordiske lande og

vore forfædres samfundssystemer. Ellers gør man samme fejl, som Niels Hybel

gjorde i sin bog, som førte til hidsig kritik i Historisk Tidsskrift 2004.

I den følgende beskrivelse placeres inden for rammen af de historiske og

arkæologiske facts – med forbehold for usikkerhed - både krøniker, sagaer og

Saxo, hvis yderligere forklaring og belysning er nødvendig. Det sker bl.a. i form

af uddrag fra en revideret udgave af min ”Danernes Sagnhistorie” fra 2004.

Denne blev udarbejdet som en sagn-analyse, efter at jeg ved sammenligning

med sagaerne konstaterede, at Saxos manipulationer var så systematiske, at

forlængelsen af kongerækken i høj grad var sket ved at sætte selvstændige

fortællinger om samme person ind som separate personer. Samlede man dem

igen i sagaernes kronologi efter Frode, gav de en sammenhængende udgave af

sagnhistorien, som den må have set ud på et stadie før Valdemarstidens store

manipulationer. Resultatet, som beskrives i bogen, hævdes naturligvis ikke at

være historie, selv om det er bemærkelsesværdigt, at væsentlige dele af 2004-

udgavens billede blev bekræftet af de efterfølgende års arkæologiske

udgravninger. Den havde ellers skabt hysteriske reaktioner hos andre forfattere,

der også havde udgivet bøger om vikingetiden. Onde tunger påstod, at

rekonstruktionens rækkefølge måtte være tilrettelagt efter min egen tolkning

”for at få bundlinjen til at stemme”, men den var taget fra A. Lunds

rekonstruktion af den gamle Skjoldungesaga, og er i det følgende taget direkte

fra Langfedgatals kongeliste fra 1400-tallet, som antages at være en afskrift af

Skjoldungesagaen, inden dele af sagaen forsvandt – altså totalt uafhængig af

min personlige tolkning.

Naturligvis indebar metoden usikkerhed og subjektivitet – men den gav til

gengæld det første sammenhængende billede af hovedpunkterne i

kongerigernes første 500 år. Det bliver aldrig historie efter historikernes

definition, men alternativet er nutidens intetsigende fragmenter og personlige

gætterier/spekulationer. Sagnhistorien kan erstatte mange af de ”lærde”

spekulationer og gætterier, der i dag fylder op i gabet mellem historien og

arkæologien.


14

Der har været stor uenighed mellem forskerne om, hvorvidt Danmark var

et eller flere kongeriger på de forskellige stadier undervejs – hvilket har skabt

total forvirring og også muliggjort Arups politiske manipulationer. Forskernes

nyere kritiske analyser og forklaringer fra de seneste 4 årtier af bl.a. Saxo’s og

Adam’s fejl og manipulationer kan klart tolkes sådan, at landet bestod af flere

stammer og kongeriger, der i krisetider fandt sammen under en form for alliance

mod en fælles fjende. Det løser forståelsesmæssigt en række selvmodsigelser i

kongerækker og begivenhedsforløb, som kan give sit bidrag til forklaringen af

udviklingen af de danske kongeriger.

Grundlæggende byggede arbejdet med sagnhistorien på den opfattelse, at

sagaer og krøniker er skønlitteratur, som oprindeligt var baseret på en kerne af

fortidens historie – ganske som vi kan genkende en del af den nyere historie i

deres samtids romaner. Nedskrivernes viden stammer fra skjaldenes kvad og de

memotekniske hjælpemidler, som var nødvendige for at fastholde skik og

traditioner i det skriftløse samfund. Folkloreforskere har hævdet, at man kun

kunne bevare oplysninger i få generationer, men det viser sig nu, at brakteater

fra 400-tallet kan bekræfte nogle af Eddas og Snorres udskældte religiøse myter

nedskrevet i 1200-tallet. Noget lignende kan tænkes med de adkomstgivende

kongerækker, som endda kunne være skrevet i runer på kongshallernes stolper

– medmindre man ønskede at manipulere dem for at forbedre sin adkomst eller

placere guder forrest.

I dag værdsættes Saxos værk for dets litterære værdier. Hans tekst rummer

imidlertid så mange oplysninger, at hans værk ikke kan undværes, hvis man

skal have tip til forståelsen af de historiske og arkæologiske fragmenter, eller

som supplement til arkæologien vil have en fornemmelse af tankegangen i

jernalderens og vikingetidens samfunds krigeraristokrati – hvor påvirket det

end er af hans eget 1100-tal.

Når man omkring år 500 og efter år 700 sætter den udenlandske histories

og arkæologiens samlede billede over for billedet fra sagnene i den

rekonstruerede rækkefølge, peger de stort på samme hovedstruktur i historiens

forløb. Det vil derfor være mere forsvarligt at udfylde og supplere historien med

sagnenes oplysninger frem for ”lærde gætterier” – forudsat at det klart fremgår,

hvad man gør, så der tages forbehold herfor. I nærværende PDF-bog indgår

således den skildrede periodes Saxos sagn i sorte rammer, så man selv kan

vurdere de farverige beretninger i forhold til resten af materialet.

Erik Arups ødelæggelser

Saxo var ikke den eneste, der manipulerede! Statsminister Zahle havde i

1913 som departementschef i statsministeriet antaget den radikale historiker,

Erik Arup, der i 1911 havde fået ordre på en ny danmarkshistorie. De blev så

gode venner, at Arup senere holdt talen ved Zahles begravelse. Zahles forhold

til kongen blev forværret, og i 1920 afsatte kong Christian X ministeriet Zahle


15

ved påskekrisen. Erik Arup havde i 1916 overtaget Erslevs professorstol -

bortset fra en fortsat særopgave i ministeriet - og han misbrugte nu forbitret

sammen med sine radikale historikerkolleger Curt Weibulls berettigede kritik

af Saxo til helt at ignorere kongefamiliens stolte traditioner med sagnkongerne

fra Lejre og flytte kongedømmet til Jylland.

Kildekritikken var i årtiet forinden begyndt at udpege Adam som den mest

pålidelige kilde baseret på Sven Estridsens mundtlige oplysninger. Også

brødrene Weibull anså Adams oplysninger som de mindst usikre, men de

betegnede dem som ubekræftede. Lejre/Jelling-problematikken, som Adam slet

ikke nævnte, veg Weibull’erne uden om. Erik Arup kunne derfor fastslå i 1.

bind af sin Danmarkshistorie i 1925, hvordan historien så ud. Begrundet i Adam

af Bremen og Jellingstenen, som ingen af dem i øvrigt nævnte noget

kongesæde, påstod Arup ”at Gorms kongesæde altså var Jelling, og allerede

deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage havde været i

Danmark, var begrænset til Jylland” – og det blev så vores historie i 100 år.

Med henvisning til Adam af Bremen, Arups foretrukne kilde, blev Hardegon

(Gorms far) til ”Svends søn fra Norge”, der generobrede Hedeby – en

opkomling udefra, som Curt Weibull betegnede som ubekræftet. Magen til tynd

argumentation skal man lede længe efter, men væk var Lejrekongerne, som

kongefamilien ifølge de nordiske kilder traditionelt stammede fra. Arup var

fortaler for en naiv tiltro til ærkebispesædets magister, som senere er blevet

kraftigt kritiseret – ganske som han henviste til ærkebisp Jens Grands klerikale

sanddruhed i forbindelse med mordet i Finderup Lade, selv om pavens auditører

i sagsakterne ved pavedomstolen med en række eksempler påviste, at han var

fuld af løgn. Adam af Bremens oplysninger, som på den måde er blevet

nøglekilden i denne sammenhæng, skyldtes mundtlige oplysninger ca. 1060 fra

den danske konge, Sven Estridsen, hvor Niels Lund pludselig i en artikel i 2018

fandt det nødvendigt at konkludere, at ”der er al mulig grund til at være på

vagt” – et forhold Kristian Erslev allerede gjorde opmærksom på i 1927. Den

eneste samtidige historiske kilde er Thietmar, som placerede danernes

hovedstad i Lejre.

Mens Erslev efter tysk model tillagde kildekritikken stor vægt og byggede

sin syntese op i overensstemmelse med kildernes ”organisation”, mente Erik

Arup, at man skulle opbygge syntesen efter sin ”ideologiske” model inden for

rammerne af sine udskilte ”sikre” kilder, hvor han henholdt sig til den franske

langlois-seignobo’ske skole11. Det afgørende for landets udvikling var for ham

de ”frie” bønder bag den nye hjulplov, der opbyggede landet. I hans romantiske

drømme dukkede de ud af hedenskabens tåger og indskød deres jord i kollektive

landsbyer. Han hverken dokumenterede eller forklarede, hvordan en sådan

dannelse kunne ske frivilligt under jernalderens- og vikingetidens slaveejende

11 E. Ladewig Petersen 1978: Omkring Erik Arup, Struktur i dansk historieforskning. Historisk

Tidsskrift 13,5. Side 165


16

krigeraristokrati, der i den tidlige middelalder ejede de fleste af landets gårde

som en rig adel. Historiesynet bag hans skildring gjorde ham imidlertid populær

hos tidens studerende. Til gengæld åbnede han en ladeport for politiske

misbrugere. De radikale historikere havde domineret i hans tid, og historiesynet

gjorde ham til en guru for flere generationer – indtil det materialistiske

historiesyn efter 1968 udviklede sig til en temmelig ensidig marxisme, mens

historien til gengæld blev gjort så uinteressant for samfundet, at faget udgik af

skolernes pensum.

Åbenbart havde han med sin vanskelige natur ikke integritet og

principfasthed til selv at afholde sig fra at udnytte de huller, han havde skabt i

historikernes procedurer. Han var politisk engageret og fabulerende i en sådan

grad, at det måtte gå på tværs af de kildekritiske hensyn, og det kunne give

næsten paranoide reaktioner, når hans arbejde derefter blev kraftigt kritiseret af

samtidens kolleger – bl.a. foranlediget af hans udtalelse om, at der var

historikernes opgave ”at digte over kilderne”12. Det tog han åbenbart selv så

bogstaveligt, at Kristian Erslev i sin anmeldelse af Bind 2 måtte skrive, at Arup

”kunne blive tryllebundet af sin egen gætning”13 – med henvisning bl.a. til hans

påståede ”Niels Jyde regering”. Arup opgav på grund af modstanden at

færdiggøre sit sidste bind – hvilket ikke ændrede på, at hans danmarkshistorie

på grund af dens materialistiske historiesyn blev toneangivende, trods dens

åbenlyst frie digtning. Her kommer Ebbe Kløvedals omtale af historikernes

gætterier ind i billedet, selv om han selv i sin ungdom havde været radikal fol-

ketingskandidat. Han foretrak i stedet at kalde sine bøger for romaner.

I værkets beskrivelse af mordet på Erik Klipping i Finderup, hvor Arup

blev skamrost af sine disciple, begik han fem fejl – herunder udelod han i sin

ellers meget udførlige kildesamling om mordet til de studerende det mellemste

Rumelant-vers. Det modsagde hans ”kendsgerninger”, der skulle pege på

justitsmord, og han fik dermed drejet eftertidens mistanke over på

kongefamilien selv – hertug Valdemar og dronning Agnes.14 Det var ikke bare

en forglemmelse i kildehæftet, for i hans eget historiske arbejde med

”Danmarks Historie” ignorerede han også oplysningen, som modsagde hans

frikendelse af Hvide-morderne. Var det bare en fejl? Historielærer-foreningens

Blad, ”Noter”, kunne i sin anmeldelse af min bog, ”Kongemordet i Finderup

Lade” skrive: ”Vi historikere praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn

ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har

skrevet?” Et koncentrat af bogen er siden bragt som en artikel i ”Siden Saxo”

2015 nr. 2 – stadig uden reaktioner fra historikerne.

I relation til nærværende pdf-bog skal man også bemærke Arups teori om

frisernes opbygning af Hedeby og Birka ud fra hans generelle model for handel,

12 Udledt af disputatsen om Erik Arup, Svenstrup 2006. 13 Erslevs anmeldelse i Politiken 15/9 1925 14 Troels Brandt i ”Siden Saxo” 2015.2 og i bogen på

https://www.academia.edu/36585692/Kongemordet_i_Finderup_Lade


17

som måtte tilbagevises af hans ellers trofaste discipel, Aksel E. Christensen.

Den harmonerede ikke med de forhold, som kilderne beskrev. Eva Hemmer

Hansen kunne fra Århus Universitet fortælle, hvordan også hans discipel,

Albert Olsen, i sine udviklingsteorier huserede med afskaffelse af historiens

konger til fordel for Erik Arups foretrukne patentløsning, hjulploven.

Kildekritikken samt Curt og Lauritz Weibulls skepsis i 1900-tallets andet

årti over for den tidlige middelalders kilder fik også tidens andre historikere til

at diskutere Lejre-sagnene og Jelling, men Erik Arups bombastiske melding om

Gorms kongesæde i Jelling og hans senere dominans lukkede den diskussion –

kongeriget var opstået i Jelling. Basta! I bogens kapitel 17.1 bliver det helt

afgørende, at Erik Arup har misbrugt en åbenlyst fejlbehæftet sætning af Adam

af Bremen til at gøre kongeslægten til efterkommere af en ukendt opkomling

fra et ukendt land, selv om det er oplagt, at sætningen først skulle have været

underkastet den kildekritik, han selv krævede af andre – en løsning, som Erslev

helt undlod at kommentere i sin ellers meget udførlige artikel fra 1927 om de

enkelte kilders upålidelighed om 900-tallet. Det er som sagt indledningsvis

netop her, at en sammenlignende analyse af fem parallelle, usikre hovedkilder

kan benyttes til at løse den gamle hårdknude.

Niels Lukman og vandresagnene

Bedre blev det ikke, da Niels Lukman udviklede sine teorier om, at

herulerne bragte deres centraleuropæiske sagn til Norden. At en del materiale

bør frasorteres er oplagt, da fremmede vandresagn og anekdoter naturligvis har

fundet deres vej ind blandt de nordiske kongesagn på grund af den orale

skjaldetradition – herunder også nogle historier fra herulerne og de nordiske

krigere sydpå. Også han faldt imidlertid i den modsatte grøft og påstod, at de

danske sagnkonger fra Lejre var herulske, gotiske og hunniske konger.

Lukmans påstande og antiteser var baseret på nogle løse sammenligninger af

tilfældige navne i stil med 1800-tallets historikere, så mange af hans samtidige

kolleger tog sig til hovedet og nægtede at anerkende det som seriøs forskning,

herunder den engelske filolog, Christopher Tolkien (søn af JRR Tolkien), som

kommenterede Lukmans analyse af Heydriks saga: ”Pervers opfindsomhed …

indrøm, at det kun er en leg15.

Kongerne var plukket ud i flæng som enkeltelementer af en bred

europæisk historie – de optrådte ikke i sekvens eller var fra samme folk og

sprog, så påstandene ville aldrig kunne holde til en seriøs kildekritik. Det ville

15 Filologen Christopher Tolkien om Lukman i dennes ”Goterne i Heydriks Saga”,

1946:“Lukman indeed outdoes Heinzel in perverse ingenuity. I do not think it should need to be

said, that to pick about in old histories, looking for names that begin with the same letter or

contain one or two of the same consonants as those in one’s text, will attain nothing. If heroic

legend really evolved in this way, with the most chance and casual accretions and distortions …

then, with our fragmentary materials, the chances against hitting upon the right combinations

are so monumental that we may as well give up the game at once; or, at least, admit that it is

only a game.” Christopher Tolkien, Saga Book of the Viking Society Vol XIV 1953-57, side 155.


18

altid være muligt at finde lignende bogstavkombinationer i så bredt et materiale.

F.eks. måtte det enkle Roar på 4 bogstaver være hunnerkongen Roas, som ellers

stavedes forskelligt på en række sprog, og hvor de tidligere engelske Widsith

og Beowulf brugte det typiske, germanske navn Hrotgar, hvoraf det senere

dansk nedskrevne navn Roar tydeligvis var en forenkling. Andre eksempler er

draget frem i note16. Hans senere elev Lars Hemmingsen prøvede at redde nogle

af dem med skematiske sammenstillinger af forløb, som imidlertid var alt for

generelle17. Men ingen historikere beskæftigede sig mere med dette område, så

påstandene blev stående og bruges stadig, når det er belejligt til at affærdige

sagnhistorien.

Situationsfornemmelse kan heller ikke have været Niels Lukmans stærke

side, for i sin disputats skrev han, at de gamle danske sagnkonger var

centraleuropæiske konger, hvis sagn var kommet til landet med germanske

lejesoldater – vel at mærke skrevet på tysk i 1943! Niels Lukman var slet ikke

historiker, men cand.mag. i dansk og engelsk. Han mødte voldsom kritik fra

datidens historikere18, og nu også i nyeste forskning19, men Erik Arup og hans

disciple kunne bruge hans postulat, så Lukman endte med Arups støtte på et

sidespor som professor i sagnhistorie – og er derfor endt som historikernes og

nogle arkæologers flittigt brugte ”alibi” for elimineringen af Lejres

sagnkonger!!!

Kildekritiske forskere har af og til med kildekritik for øje opstillet

antiteser, som derefter er blevet brugt af andre - eller forskerne selv - uden at

have været udsat for samme kritiske behandling. Fra det historiske landkort fik

Arup og Lukman på den måde fjernet Lejre-kongerne og det Lejre, som nu

vælter op af jorden.

Det er væsentligt at gøre sig klart, at når man ved sammenligning mener

at kunne konstatere, at en isoleret fortælling eller et navn er lånt, er det ikke

ensbetydende med, at hele personen eller personkredsen er lånt – således som

mange tolker ovennævnte forskeres resultater. I langt de fleste tilfælde er der

16 Lukman gjorde utvivlsomt nogle relevante observationer, men det lykkedes ham, udover at

gøre Roar til en hunnerkonge fra 420, at gøre hans brodersøn Rolf Krake til en herulerkonge

Roduulf fra 508, selv om navnet var et alment germansk navn. Det ellers letforståelige navn,

Halfdan, som udover i Skjoldungesagaen forekom i de frankiske annaler, måtte komme fra

hunnerkongen Huldin, og siden han var en Skjoldunge, måtte han komme fra Schelde. Frode var

naturligvis den romerske Fravita – enhver kan jo høre, at det er samme navn, så det blev til en

hel bog. 17 Hans PHD-studerende, Lars Hemmingsen, prøvede at opsætte nogle sammenligningsskemaer

for et par af kongerne, men forklaringerne var tyndbenede og usammenhængende, og han brugte

Paulus Diaconis Longebarderhistorie fra 790 som sammenligningsgrundlag i stedet for

Procopius’ meget anderledes beretning fra 553, selv om Lukmans teori var, at herulerne var

kommet til Norden i 500-tallet. Nogle af de karakteristika han benyttede ved kongerne, var

opstået i sene sagaversioner. Desuden forklarede han ikke, hvordan navnene hang sammen med

Beowulf og Widsith i England. 18 Gudmund Schötte var toneangivende heri 19 Kasper Holdgaard Andersen: ”Da Danerne blev danske”. PhD-afhandling, 2017.


19

sandsynligvis blot tale om tidligere fortælleres fejlagtige sammenblanding af

fortællingselementer fra to personer med enslydende navne - ikke nødven-

digvis hele fortællingen. Vandresagn og -pointer kan godt sættes sammen med

en person uden at også selve personen er lånt. Sagaerne er først og fremmest

gode historier og anekdoter placeret på et skelet af fortidens konger, hvis

mønster vi forsøger at finde ved at sammenholde mange forskellige oplysninger

– hverken mere eller mindre.

De efterfølgende år

Uanset Erik Arups manglende seriøsitet i brugen af kilderne vandt hans

materialistiske historielinje som sagt i det lange løb på Københavns Universitet

og blev fulgt af hans trofaste disciple frem til de yderligere materialistiske

strømninger i 1968. Disse 68’ere interesserede sig slet ikke for kongestyrets

baggrund, selv om det var kongerne og deres stormænd, der havde været

afgørende bestemmende for udviklingen i det pågældende tidsrum, uanset om

man kan lide det eller ej.

68’ernes politiske linje og den generelle kildekritiske skepsis over for

tiden før 1300 medførte, at forskningen på dette område og kritikken af Arups

og Lukmans antiteser vedrørende den ældste historie stort set blev uinteressant

bortset fra for nogle få, der op til 1970’erne bl.a. diskuterede Gorm den Gamle

og Hedeby – men denne diskussion endte i en uløst hårdknude, da man ikke i

den pressede situation turde bevæge sig ud af Adams blindgyde og Arup-

historiografiens Jelling.

I den senere periode, hvor Niels Lund var professor på KU, var der ikke

den samme binding til Arup, men frygten for kollegernes kritik på det sårbare

område medførte åbenbart, at forskningen gik i retning af fundamentalistisk

kildekritik20 af enkeltepisoder og -problemer – i og for sig i overensstemmelse

med Kristian Erslevs principper om grundlæggende kildekritik, men normalt

uden at nogen turde kaste sig ud i de sammenhængende analyser, som giver

faget mening – kun Nils Hybel forsøgte sig med en Arup-hybrid uden held. På

de nye institutter i provinsen var der øjensynligt ingen interesse i at sætte

spørgsmålstegn ved Jelling, så ingen satte sig op mod Arup teser. Faget fik en

”kustodeagtig” karakter for denne tidsalders vedkommende. Når denne bog når

frem til vikingetiden, vil Niels Lunds grundige kildekritik blive flittigt brugt

sammen med de ”sikre” historiske elementer, den førte til, men grundlæggende

dur fagets anerkendte metoder ikke til analyse og syntese af bogens periode –

der er behov for en nytænkning, hvor man burde skæve til arkæologiens og

omverdenens metoder til at behandle de hver især usikre kilder i stedet for at

kæmpe for retten til at fravælge det, som ikke kan behandles ved fagets gamle

selvvalgte metoder på grund af uegnet kildegrundlag til disse metoder.

20 Niels Lunds egen betegnelse fra 1998 (s68), da han gjorde en undtagelse herfra.


20

Historiografien i øvrigt

Historisk Tidsskrift indeholdt i 2004 en underholdende diskussion mellem

Nils Hybel og først og fremmest Anders Bøgh21, hvor man bl.a. diskuterede den

traditionelle historieproces’ faste forankring i forgængernes arbejde, som Nils

Hybel, gik imod. Jeg er enig i kritikken af Nils Hybels idé om, at historikeren

selv vælger sine spørgsmål, hvilket ender i hans konstatering

: ”Det er nemlig hypoteser, emner og problemer, der styrer min udlægning

af danmarks-historien, ikke kilderne”. Det stod naturligvis i modsætning til

kollegernes afhængighed af historiografien, men det ironiske er, at kollegerne,

som beskæftiger sig med den tidlige tid, har gjort sig afhængige af en

historiografi, hvis indhold er videreudviklet over Erik Arups digterier og

hypoteser, som er fremkommet ligesom Niels Hybels – uden respekt for

kilderne. Arups fejl førte derfor den tidlige historie ind i dens nuværende

hårdknude. I den traditionelle historiografi er der således accepteret for mange

fejlslutninger, så diskussionerne er mere forvirrende end gavnlige, når der skal

findes nye veje – som det også fremgår af Erslevs nævnte artikel fra 1927/29.

De lange historiografiske redegørelser over 1900-tallets forskning, som

har været et vigtig redskab for historikerne, er derfor udeladt her – udover hvad

der er behov for undervejs i bogen. Dette sker med henvisning til Curt Weibulls

doktordisputats fra 1915, hvor han skrev: ”Et i detail genomfört bemötande av

tidigere författere har icke sket. Det skulle på grund af de ständigt divergerende

åsikter ha fordoblat avhandlingens omfang uten at lämna något därtill

svarande udbyte.” De tidligere værker er naturligvis gennemgået for

argumenter for og imod, og de relevante arbejder er medtaget under de

pågældende punkter undervejs, men det er ikke fundet værd at gentage de

mange diskussioner, der er baseret på et forkert udgangspunkt. Historikerne har

normalt slet ikke arbejdet systematisk med tiden før frankerne, og hvad angår

historiografien for det sidste århundredes vedkommende henvises til Bent

Østergaards artikel, ”Svend Estridsens Historie” i Historie 1994.

Forkastelsen af den hidtidige historiografi vedrørende dette emne er ikke

en kritik af, at historikerne følger deres interne regler om kildekritik, diskuterer

og finder deres overbevisende kendsgerninger. Det er for os alle vigtige

holdepunkter i det historiske billede, hvis de samtidig ville undlade i den grad

at basere det på gætterier som Erik Arups.

Også på et andet punkt må vi her fravige historikernes praksis, som er

møntet på en nyere tids kilder. Blandt vikingetidens få kilder er vi nødt til også

at trække med forsigtighed på usikre kilder, da det er en illusion ikke at erkende,

at de stort set alle er usikre – også de udenlandske kilder om Norden. Man må

i stedet gøre opmærksom på usikkerheden som i andre fag. I den vurdering har

historikerne sat sig selv uden for døren – defineret sig ud – hvad enten det

21 Historisk Tidssskrift 2004-5: Fra det historiske hobbyværksted – Niels Hybel som Sherezade.


21

skyldes kildekritiske fundamentalister eller ”Arup-kustoder”.

1.2 Overblik over historiens forløb ifølge analysen

For at skabe overblik over, hvad bogens metodik indebærer, indledes der

med et resumé af resultatet. Min systematiske rekonstruktion af Saxos historie

efter sagaernes kronologi bliver gennemgået i næste kapitel og er især baseret

på historikeren Inge Skovgaard-Petersens analyser fra 1987 af den litterære

opbygning af Saxos værk. I alle Valdemarstidens kilder har man manipuleret

med fortællingernes elementer for at forlænge kongerigets historie som et

samlet rige bagud til Kristi tid, så man over for andre og måske især sine egne

kunne begrunde, at Danmark skulle stå for sig selv – frit af de

romersk/frankisk/tyske kejserriger. Min videre analyse viste bl.a., at tre store

sagnkredse om de tre første generationer af den rekonstruerede sagnhistorie i

virkeligheden fylder 40% af Saxos 9 første bøger, som udgør den forhistoriske

tid. Da sagnene er koncentreret om Lejre-kongerne, viser denne analyse ikke,

hvordan riget var opdelt – Lejre får naturligvis i stedet en central position i den

første del.

Når dette resultat sammenholdes med fragmenterne af den udenlandske

historie, arkæologi og digtning, vil man se, at første sagnkreds om Frode-

figurens samling af danerne og hans fordrivelse af ”hunnerne” efter al

sandsynlighed er et fjernt ekko af hunnernes følgesvende, herulernes, ankomst

til den Skandinaviske Halvø og danernes fordrivelse af dem, som kendes fra

byzantinsk historie. De to første sagn afspejles endda også i de angelsaksiske

digte, Beowulf og Widsith. Herulernes ankomst er behørigt dokumenteret med

modsat formål af de samtidige historikere, Procopius og Jordanes. De skrev i

Konstantinopel, henholdsvis tre og fem år efter, at man havde modtaget en

herulsk deputation retur fra Norden. Deres forklaringer og arkæologien peger

på, at fordrivelsen må være sket ved den østskånske grænse, hvilket sammen

med Saxos omtale af Lejre tyder på, at de allierede danere boede i Skåne og på

Sjælland. Nogle nordiske historikere hænger stadig fast i en oprindeligt dansk

misforståelse om, at Jordanes talte om en fordrivelse af herulerne fra Norden

300 år før, men udenlandske historikere bekræfter dette østgermanske folks

vandring ca. 510, hvilket uddybes i kapitel 3.2 og på en særskilt webside.

Der er ikke belæg for at tro, at disse danere oprindeligt levede andre steder

end i Skåne og på Sjælland, hvor vi begge steder finder den særlige østdanske

type ceremonihaller (Erritsø omtales senere), som arkæologerne nu opfatter

som tegn på en mere hierakisk struktur end Jyllands. Ser man på kulturspor i

øvrigt går der også en klar grænse ned gennem Storebælt. Det er nu med solidi-

sammensætningen påvist, at sydøstskandinaviske krigere deltog med hunner,

heruler og Odoaker ved Limes og i Ravenna i 400-tallet. Der er derfor ingen

grund til at undre sig over østdanernes opbygning af en mere hierakske struktur

omkring krigerkonger, da de nu skulle hamle op med deres romersk trænede


22

naboer i Sösdala og Listerlandet – nogle af danerne kan endda selv have

deltaget Ravenna. Med presset så tæt på centralpladsen i Uppåkra er det også

naturligt, at nogen indså, at den strategisk bedste sikring af en kongemagt mod

angribende landhære var en stærk sømagt omkring Sjælland med basis i Lejre

i bunden af Roskilde Fjord. Lejre opstod netop på det tidspunkt arkæologisk.

Sømagten bekræftes senere af Kanhavekanalen på Samsø og frankernes

fortælling om, at danernes store flåde gav dem store indtægter af

handelsruterne.

Kasper Holdgaard Andersen fra Århus skrev en interessant PhD om

danernes fælles identitet i 4/500-tallet, som i alt fald ifølge ovennævnte kan

gælde folkene øst for Storebælt. Han benyttede Ravenna-geografen til evt. også

at inkludere jyderne på grund af denne forfatters omtale af forsvundne kilder

fra Theodoriks hof i 500-tallet. Vi kender imidlertid Jordanes’ flittige brug af

Theodoriks kansler, Cassiodorus i sin omtale af folkene på den skandinaviske

halvø, hvor han også placerede danerne (i Skåne). Det er tydeligt, at stil og

indhold var anderledes i 500-tallet end i Ravenna-geografens egen beskrivelse

fra 700-tallet, hvorfra han sandsynligvis havde de fleste af sine oplysninger –

og også danernes placering hos ham passer med begyndelsen af 700-tallet.

Dette udelukker dog ikke en overordnet fælles nordisk identitetsfølelse på

grund af det fælles sprog, men jyderne optrådte generelt adskilt fra danerne.

En afgørende årsag til forskernes vanskeligheder med at forstå kilderne

om danerne, skyldes efter alt at dømme opdelingen i kongeriger af det, som

senere blev Danmark. Danerne øst for Storebælt, som angelsakserne kaldte

daner eller norddaner (her ofte kaldet østdaner), havde i lange perioder

selvstændige konger i Skåne og på Sjælland. En gruppe daner havde åbenbart

på et tidspunkt tillige sat sig i besiddelse af anglernes gamle område omkring

Dannevirke – angelsaxernes såkaldte sødaner eller senere syddaner. Herfra

kunne de beskatte trafikken langs hærvejen og på tværs af Jyllands rod. Hvornår

syddanerne etablerede sig, vides ikke, men de syntes at befinde sig som naboer

til saxerne, da frankerne sidst i 600-tallet begyndte at true frisere og saxere. De

blev således 20 år efter frankernes udsendelse af missionæren Willibrord til

Danmark nævnt af den omtalte Ravenna-geograf i 732 – danerne dukkede nu

igen op i den sydlige historie på grund af deres nye strategiske position ved

frankernes handelsveje. De kristne frankere stod til sidst ved Elben, og

konsekvensen blev øjensynligt i den følgende periode en nordisk alliance til

forsvar af Norden ved det strategisk og symbolsk vigtige Dannevirke – åbenbart

med syddanernes konge i dette ”danernes grænseland” (= dan-mark) i en

overordnet rolle over de andre konger omkring Kattegat. Dog forblev Jylland

og Fyn mere eller mindre selvstændige kongeriger med konger eller jarler.

Gudme havde været et vigtigt handelcenter, men landingsstedets

handelsudveksling sygnede hen i løbet af 600-tallet efter ophøret af handelen

langs Oder og Vistula – samtidig med at danernes sømagt opstod. Antageligt

hænger Gudmes forsvinden og danernes etablering ved Dannevirke sammen.


23

Syddanerne placerede sig i den nye nøgleposition for både den nord/syd- og

øst/vestgående handel, som man udnyttede op til nyere tid. Danerkongen

Godfred flyttede endda Østersøens internationale handelsplads i Reric ved

Wismar til Hedeby foran Dannevirke. Det var en provokation mod kejser Karl

den Store, som nu sad på Frisiens store handelscentrum, Dorestad ved Rhin-

mundingen. Han reagerede med en mobilisering, som fik Godfred til som

afledningsmanøvre at sætte den første større vikingeflåde ind mod deres frisiske

kyst. Vikingetogterne fortsatte de næste 80 år, hvor kejserriget til sidst

splittedes indefra, mens danerne og de øvrige normannere koloniserede i

Frankrig og England. Vikingetidens ekspansion splittede imidlertid også til

sidst rigerne hjemme i danernes alliance.

Dilemmaet for forskerne har været, at frankere, frisere og tyskere mødtes

og forhandlede med kongen over syddanerne ved Dannevirke, som de derfor

beskrev i deres annaler, mens de nordiske kilder, som blev nedskrevet efter

samlingen og kristningen, beskrev den omrejsende kongeslægt på Sjælland med

kultisk center i Lejre – simpelthen fordi historien blev skrevet under kontrol af

denne kongeslægt, som blev den fortsættende slægt i det samlede Danmark. De

ældste kilder nævner faktisk denne opdeling i mange konger, men hovedparten

af de skriftlige kilder stammer fra Absalons tid, hvor man som nævnt ønskede,

at landet skulle fremstå som en samlet enhed i gammel tid. Det har senere

historikere, som oprindeligt fulgte Absalons Saxo, ikke taget konsekvensen af,

så ingen har forsøgt at få rede på kildernes opdeling i danerkongernes

forskellige slægtsgrene og lande. Curt Weibull rejste berettiget tvivl om Saxo,

men argumenterede stadig ud fra en middelalder-tankegang for et samlet rige

med centrum i det økonomiske center, Hedeby – ikke flådemagtens strategisk

placerede ø-base på Sjælland. Danerne var ikke ”købmænd”, men ”beskyttere”

af handelen. Adam af Bremen blev med kritikken af Saxo den foretrukne kilde

om perioden, så da Erik Arup kort efter satsede ensidigt på sin Jelling-

manipulation, blev Gorm den Gamles afstamning en gåde, der med Arups

guruposition gik helt i hårdknude.

Enkelte nyere historikere har i 80’erne og 90’erne fortsat kildekritikken.

Deres kritik af Adam af Bremen kan bruges til at forklare Gorms afstamning

som sprogforbistring fra Adams side eller manipulation fra Sven Estridsens

side, men en konsekvens af de nye muligheder ses ikke analyseret i nødvendigt

omfang. Gorm den Gamle stammede efter al sandsynlighed fra Godfreds

halvnorske søstersøn, Sigurd, som blev indsat på Sjælland af Godfred – hvilket

forklarer, hvorfor det er Lejresagnene, der har overlevet. Vi har derimod intet

skriftligt om Uppåkre og Gudme – og heller ikke om Jelling før Harald Blåtands

nybyggeri. Gorm generobrede bl.a. syddanernes gamle område omkring

Hedeby – øjensynlig sammen med sin svigerfar, en kristenvenlig jysk jarl, så

sønnen Harald Blåtand kunne overtage det jyske jarledømme via sin mor. Ved

faderens død samlede han den gamle alliance dannet omkring syddanernes

”Danmark” og gjorde danerne kristne, som Jellingstenen fortæller – hvilket


24

ikke udelukker, at kristendommen allerede var godt på vej ind i Jylland. En

simpel forklaring på 100 års forvirring.

Dette forløb hænger sammen med arkæologien, hvor Jelling nu viser sig

at være en grav og en kortvarig repræsentationshal udformet som et

spektakulært monument for Danmarks samling og kristning, der er nævnt som

Haralds gård af Sven Aggesen – i overensstemmelse med dateringen. Der er

ikke påvist nogen kongshal før efter Gorms død, mens Lejre har rummet et

religiøst sæde og ceremonihal for omrejsende sjællandske konger i de sidste

500 år – oven i købet historisk bekræftet af den eneste samtidige kilde, Thietmar

af Merseburg, mens hallene stod der endnu – og det har støtte i samtlige øvrige

middelalderkilder, som udtaler sig om spørgsmålet. Omkring årtusindeskiftet

blev hovedsædet flyttet de 8 kilometer ned til fjorden ved Roskilde efter tidens

nye bymønster. Historikerne har altså intet grundlag for at påstå, at

kongeslægten kom fra en opkomling i Jelling.

Først kristendommens indførelse satte en stopper for en kultur, som var

nært knyttet til Aser-religionens forestillingsverden – en kultur så stærk, at dens

hovedelementer var overraskende upåvirkede af, at nordboerne efterhånden

færdedes hjemvant fra Sortehavet til Island – bortset fra mindre kristne

minoriteter i Norden. Ønsket om at bibeholde denne hedenske kultur var

afgørende for de senere danske rigers alliancepolitik i de 500 år fra herulernes

flugt for kristendommen til de danernes accept af den – selv om de gerne i hele

perioden accepterede og profiterede af frankernes handel gennem friserne.

Ser man overordnet på forløbet, har tre trusselsbølger udefra - herulerne i

øst samt de kristne frankere og tyskere i syd - ført til en successiv samling af de

stammer, som boede ved indsnævringen af den havarm fra Verdenshavet, som

romerne bl.a. kaldte Sinus Codanus – en placering, som Ravenna-geografen

præciserede. Siden 600-tallet har det øjensynligt derfor været de østlige

danerkongers strategi at udnytte Sjællands beliggenhed som prop i havarmen –

en strategi, som krævede udvikling af den flåde af hurtige og lette vikingeskibe,

som vi senere har fundet rester af. Danernes magtbasis på en ø afholdt

kontinentets landhære fra angreb, så man provokerende kunne ”beskytte” og

udbytte de handelsruter, der skulle krydse disse farvande og Dannevirke.

Vikingeattitudens og vikingeskibets forældelse skabte senere plads til

Hansestæderne og førte til kongemagtens finansielle sammenbrud i 1300-tallet,

men først i 1857 blev Øresundstolden ophævet – på USA’s foranledning.

Forsvarssystemet svigtede, da svenskerne angreb over den lille istids frosne

hav, så vi tabte Skåne, men Sjælland overlevede både englændernes og

tyskernes angreb i 1800-tallet. Så sent som under WW1 bemandede man

Estrups københavnske befæstning, som byggede på denne tankegang.

– o – O – o –

Kontinuiteten er åbenlys i dette resumé op til 970, som er baseret på den


25

efterfølgende argumentation.

Erik Arup og hans efterfølgere tog derimod grueligt fejl i de myter, de

fastlåste. Arups argumentation indebar intet sagligt grundlag for påstanden om

et nyt Jelling-dynasti, og arkæologien viser endda nu dets manglende realisme.

Denne hårdknude og de skarpe faggrænser er årsagen til det følgende

arbejde af en ikke-faghistoriker med et langt livs interesse for historie og

arkæologi og dertil en lang professionel erfaring i kildevurdering, analyse og

afsløring af manipulationer. Her forsøges der med yderligere analyser og

kombinationer at give et billede af Danmarks samling i løbet af yngre germansk

jernalder og vikingetid – vel vidende, at resultatet næppe nogensinde vil kunne

dokumenteres entydigt. Det giver imidlertid en langt bedre og mere sandsynlig

fornemmelse af, hvordan de nordiske lande og monarkier er opstået end Arups

og ligesindedes gætterier og politiske filosofier.

Tidligere tiders populære historie var Saxo og sagaer, som var fulde af

fortællinger om plyndringer og krige for at opnå bytte, overherredømme og

skattebetaling – efterfulgt af kongelig gavmildhed over for krigerne – med

religionen som en understøttende kraft. Glemt blev de bønder og handelsfolk,

som var med til at skabe den økonomiske baggrund for de samfund, der stod

bag – men det skabte ikke helte. Forsøget med at vende problemstillingen på

hovedet styret af politiske præferencer forklarer imidlertid intet, for begge dele

indgik i den kultur, som i 700-tallet udførte de imponerende arbejder på

Dannevirke og Kanhave-kanalen. Brugen af de enorme ressourcer på

byggerierne røber en overordnet tankegang bag krigeraristokratiets meriter, der

senere i en periode førte til vikingetidens smittende eventyrlyst – som ikke

kunne undgå at styre mange forhold i det underliggende samfund. Alle disse

faktorer påvirkede det overordnede politiske spil i den proces, som til sidst

skabte det kristne danske kongerige – en proces og erfaringer, som trak lange

spor med op i et samfund, hvis jura havde bestået af ”skik fra gamle dage” – en

sædvaneret som fristede til forfalskning af den nedskrevne historie.

1.3 Anvendte kilder og motiverne bag dem

Historiske kilder

De benyttede historiske fragmenter er normalt almindeligt anerkendte,

som historiske kilder. Her er den tidligere foretagne kildekritik og tolkning i de

fleste tilfælde accepteret og anvendt.

Omkring herulerne i 4-500-tallet accepteres af den flittigt kritiserede

goter, Jordanes, kun et enkelt samtidigt udsagn, som har været misforstået i

Norden siden 783. Tidens hovedkilde er den samtidige Procopius, som var

juridisk sekretær for Justinians øverste hærfører, Bellisarius. Han havde direkte

kontakt til herulerne, men hans beretning passer ikke ind i svensk selvforståelse,

så det diskuteres, hvor de endte efter danernes fordrivelse af dem. Deres tekster


26

er i egen udgave oversat fra ældre engelske oversættelser af den latinsk/græske

tekst – på problematiske steder med hjælp fra den østrigske historieprofessor

Andreas Schwarcz, og med tolkningen tillige fra Alexander Sarantis og Walther

Goffart. Ellers er de klassiske kilder primært Tacitus, Ptolemeus, Priscus,

Gregor af Tours og Ravenna-geografen, hvor tolkningen af sidstnævnte

diskuteres i de relevante sammenhænge.

I 700-tallet kommer de frankiske annaler til, primært de kejserlige annaler

og de klosterannaler, som erstattede dem i resten af 800-tallet – her først og

fremmest via Erling Albrechtsens danske oversættelser i Vikingerne i Franken,

men ellers MGMH’s tekst på originalsprog. Fra Franken benyttes bl.a. også

Fredegar, Paulus Diaconus, Alcuin og Einhard.

800-tallet dækkes tillige af de engelske krøniker med Alfreds den Stores

Anglosaksiske Krønike og hans Orosius Historie med Ottars og Wulfstans

rejser som de vigtigste. Andre er f.eks The Ulster Annales og senere krøniker.

I York er også mønter en vigtig kilde.

Fra Tyskland kommer siden især Rimberts Vitae Ansgari, Quitlinburg-

annalerne samt krønikerne af Widukin og Thietmar. Den senere Adam af

Bremen omtales særskilt nedenfor.

Der bruges også i et enkelt underkapitel frisiske annaler, som først er

kompileret i 1500-tallet, men bl.a. et par steder synes at gå helt tilbage

annalform om 700-tallet. De foreligger på fransk, latin og frisisk og er læst af

forfatter selv med oversættelse af små afsnit. Der er redegjort for dem i det

pågældende kapitel, men de anses ikke for historie – snarere en parallel til Arild

Huitfeldt.

Nordiske runesten vil også indgå som historiske kilder, men kun Jelling-,

Thyra-, Vedelspang-, Rök- og Listerstenene indgår i de følgende kapitler.

Stort set alle kilderne er til rådighed på nettet i originalsprog og

oversættelser. Forskerne har i næsten alle tilfælde gennemført en anerkendt

kildekritik, og de anvendes på traditionel vis. Særligt de byzantinske kilder har

dog givet anledning til korrektion af nordisk misforståede tolkninger, hvilket

nævnes undervejs.

Adam af Bremen

I beretningerne om 900-tallets konger har Adam af Bremen været den

grundlæggende kilde hos historikerne. Allerede Weibull-brødrene og Erslev

advarede, men især siden med Erik Arup blev han anset for mere samtidig og

neutral end de øvrige krøniker. Dette er også rimeligt fsv. angår hans

behandling af egne skriftlige kilder, men når det gælder hans nordiske historie,

hvor han bl.a. indhentede oplysningerne mundtligt fra Sven Estridsen, gik det

galt. Derfor anses han ikke her for en af de historiske kilder.

Han har dannet grundlag for de kirkelige kilder – herunder Saxo og

Roskildekrøniken. Henrik Janson og Niels Lund analyserede i 1990’erne

Adams motiver og konstaterede væsentlige manipulations-motiver til fordel for


27

Hamburgkirken i dens politiske situation. Efter undertegnedes artikel i ”Siden

Saxo” 2016.1 om Arups brug af Adam af Bremen har Niels Lund i sit otium

fået travlt med Adam af Bremen i Historisk Tidsskrift 2017.1 og 2018.1. Ved

at rette Adams beretning ind med følgerne af kritikernes konstateringer, løses

den hårdknude op, som historikerne af de gamle skoler stod med i 1970’erne,

inden også de helt opgav arbejdet med den tidsperiode. Adam får først

betydning til sidst og kildeproblemerne med ham er derfor omtalt i kapitel 17.

Saxo

I dag analyseres Saxos værk ud fra dets litterære værdier. Som litterært

værk er Saxos bogrække verdenskendt under den latinske titel "Gesta

Danorum", og med tilnavnet Grammaticus anerkendes han tillige som en sand

kirkelatinens mester. Det var dog næppe hans grund til at skrive. For ham selv

var den primære målgruppe uden tvivl danske adelsmænd og gejstlige med

interesse for landets historie - eller med behov for at udnytte den. Da den

kildekritiske forskning vandt frem i 1900-tallet, især med Curt Weibulls

disputats i 1915 og senere Inge Skovgaard-Petersen, stod det ganske klart, at

Saxo ikke havde beskrevet en sammenhængende dansk historie, men en række

uafhængige litterære episoder, der er sat sammen med politisk, manipulatorisk

og tendentiøst sigte. Saxos arbejdsgivere, Valdemar den Store og Absalon,

havde under borgerkrigene stået i den situation, at nogle af kongskandidaterne

flirtede med den tyske kejsermagt, som forsøgte at få danskerne ind i sit feudale

system, hvad Absalons godsejerslægt ikke har ønsket. Forskernes senere

litterære analyser i 1980’erne viser, at Saxo opbyggede ”Danerenes Bedrifter”,

så de viste et samlet dansk rige før kejser Augustus med en stabil kongeslægt -

og således at historien blev bygget op med passende klimaks frem mod

Valdemar. Det var derfor ikke en kronologisk historie, som man troede – hvad

titlen heller ikke lovede – men som vi skal se, skete en del af manipulationerne

med en systematik, så sammenhængen mellem brudstykkerne genskabes, hvis

de sættes ind i sagaernes kronologi.

Den ene indgangsvinkel i den tidligere bog om sagnhistorien var således

oprindeligt Saxos sagn og var derfor principielt bygget op af tekst fra Saxos

"Gesta Danorum", bog I-IX. Teksten er sat ind i sammenhæng med tidens sagn,

kvad og krøniker – kombineret med de pålidelige historiske oplysninger, vi har

om sagntiden. Resultatet af den nye rækkefølge blev en overraskende godt

sammenhængende sagnfortælling om Danmark i perioden 500-970 e.Kr., der

harmonerer med den eksterne +historie, der kendes – til trods for, at det er

Skjoldungesagas kronologi, der har været styrende for rekonstruktionen af

Saxo.

Saxo skrev sit værk mellem 1180 og 1220. Oprindeligt synes Absalon at

have bestilt den del, som nu udgør bog XI-XVI. Saxo udvidede imidlertid

værket, og han kom først til at aflevere den nuværende udgave til Absalons

efterfølger, Andreas Sunesøn, op til næsten 20 år efter Absalons død. Muligvis


28

var Absalon slet ikke tilfreds med Saxos måde at omtale konge-valgene på, men

han gennemførte for en sikkerheds skyld Knud den 6’s rundrejse til tingene,

selv om han allerede var blevet salvet som barn.

Som tidligere nævnt har mange forskere - herunder Curt Weibull, Inge

Skovgaard-Petersen og Karsten Friis-Jensen - påpeget Saxos manipulatoriske

fremgangsmåde22. Inge Skovgaard-Petersen har i sin disputats påvist, at Saxo

opbyggede sin historie i bog I-IX efter rent litterære kriterier. Derved opstod

der i skildringen af den danske kongemagt passende højdepunkter, som skulle

lægge op til og underbygge skildringen af Valdemar den Store og Valdemar-

tidens kristne fyrster. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats tillige vist,

hvorledes Saxos digte hviler på en klassisk latinsk opbygning – herunder har

han vist, hvorledes Saxo anvendte Valerius Maximus. Karsten Friis-Jensen har

imidlertid senere bekræftet, at han ikke har påvist, at Saxo benyttede klassiske

handlingselementer – bortset fra i hans udgave af Bjarkemål. Der var således

ikke tale om en ren oversættelse af de gamle klassiske kvad. Han brugte dem

til at opnå god latinsk stil. Sigurd Kværndrup har bl.a. påvist den symbolisme,

Saxo også har anvendt i sin opbygning.

Saxo havde ifølge analyserne bl.a. det klart politiske formål at fastslå, at

det selvstændige danske kongedømme gik længere tilbage end til Kristi fødsel.

Derved ville stiftelsen ligge før etableringen af det romerske kejserdømme, som

det tysk-romerske rige optrådte som en fortsættelse af.

Kristningen af Danmark havde uden tvivl taget den værste brod af i

forholdet til den tyske kejsermagt og Hamburgkirken, men allerede Harald

Blåtand lå i krig med kejseren, og hans efterfølgere vendte sig til den engelske

kirke. Under Sven Estridsen var det tydeligt, at han spillede med paven mod

tyskerne under investiturstriden. Senere under borgerkrigene, hvor Danmark

havde fået ærkebispesædet, spillede nogle af kongskandidaterne på kejserens

indflydelse og svor lensed, ligesom kejseren optrådte som forligsmand mellem

de stridende parter. Det kejserlige feudalsystem og de tyske ærkebispers

overhøjhed var imidlertid ikke gratis, så hverken de frie danske konger,

stormændene eller bisperne fra deres familier har haft lyst til at komme ind

under kejserriget, hvor kejseren var feudalherre. Derfor ser man, at både de

kirkelige og verdslige skribenter i 1100-tallet forsøgte at skildre det danske

kongerige som værende frit og udelt lige siden den første kejser, som de

tysk/romerske kejsere førte sig tilbage til – nemlig Augustus. Dette har tillige

været et fælles anliggende for de nordiske gejstlige, som kom fra

stormandsfamilierne.

Derfor ser man også i sagaerne, at man har søgt at opnå en tidsmæssig

sammenhæng mellem Frodefreden, Augustusfreden og Biblens begivenheder

omkring Kristus, selv om årsagen til de skildrede snarere må have været den

22 Allerede nævnt af P.E.Müller i Critisk undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie,

1823, og bl.a. viderebearbejdet af Inge Skovgaard-Petersen i Da Tidernes Herre var nær, 1987,

og Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet, 1987.


29

500 år senere Theodorik-fred (han døde i 526) og de formørkede år omkring

536 – et formål som taler samme vej som manipulationerne ovenfor som følge

af modstanden mod kejsermagten. Derfor synes Frodes fredgode egenskaber at

være lagt på en konge, som måtte placeres ind længe før Frode den Store og

Skjoldungefejden med en række intetsigende ”fyldkonger” imellem (se Figur

1). Det harmonerer derfor ikke med Beowulf, som jo ikke kan have haft dette

formål, da det kendte manuskript er ældre end Valdemarstiden.

En i øjenfaldende forskel på de verdslige og de kirkelige forfattere er, at

de verdslige forfattere ikke havde problemer med at skildre den gamle

kongerække, der i hedensk tid begyndte med Skjold, søn a