camp 41 - reservatet

1C A M P 4 1 , 1 . D E L - R E S E R V A T E T

CAMP 41RESERVATET

2 P A T R I C K L E I S

Andre bøger af Patrick Leis:

Labyrinternes hersker, 1994Bag masken, 1995

Rejsen til Cyberdrome, 1996Bodypaint, 1997

Jagtmarken, 1998 Kalles juleeventyr , 1998

Blodsumpen 2 (Med Dennis Jügensen), 2001Requiem, 2003

Tunnellen, 2003Imitator, 2005

Kaninen i månen, 2005Monsterlandet, 2006Pax immortalis, 2006

Når mørket kommer, 2007 Psykonauten, 2007 Necropolis, 2008

Rå Rejsetips – Indien, 2010Aber der gaber, 2011

Camp 41, 2. del - Heksehammeren, 2011


PATRICK LE IS

CAMP 41RESERVATET

1. DEL

FACET


Camp 41, 1. del: Reservatet

Af Patrick Leis

Copyright © Forlaget Facet

1. udgave, 1. oplag 2011

Omslag & illustrationer: Patrick Leis

Sat med Arno Pro

Printed in Denmark by Scandinavian Book

ISBN-13: 978-87-92366-68-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske eft er reglerne i lov om ophavsret af

14. juni 1995 med senere ændringer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Læs mere på www.forlaget-facet.dk

Forlaget FACET

Vandværksvej 20B

4581 Rørvig

www.forlaget-facet.dk


“Resistance is futile”Borg Command / Star Trek


FORTROLIG T

ERA Kommissionens statusrapport 2/886

(Forkortet af Sekretariatet for Taktisk Styrelse og omdelt til A-borgere med ++-klassifi kation)

“Set i lyset af de forløbne måneders hændelser må det nu an-ses for hævet over enhver tvivl, at vor nation står overfor den måske største udfordring i nyere tid, og det er derfor ko-mitéens anbefaling, at krisen søges løst med alle til rådighed stående midler.

Et overvældende antal indicier (se bilag 2-16F) peger på at kimen til den igangværende pandemi skal fi ndes i medici-nalbranchen, og uagtet at Lydecker/Smith-vaccinen (pat. 007.8388/a, fremstillet og markedsført af Bophal Industries til bekæmpelse af Downs syndrom) oprindelig blev udviklet som modtræk til den omfattende mongolisme der opstod som følge af IO-krisen i forrige generation, er det kommissionens opfattelse, at netop dette præparat, i hvert fald til dels, bør tilskrives hovedansvaret for den verserende konfl ikt.

Kuren, som havde til hensigt at forstærke patientens im-munforsvar og neutralisere det ekstra Y-kromosom der med-fører mongolisme har, ifølge kommissionens iagttagelser, en ganske alvorlig bivirkning, idet virusset, som blev injiceret i et stort antal forsøgspersoner, viste sig at være ustabilt og cirka ni til tolv måneder efter påbegyndt behandling gen-nemgik en reel mutation, der ultimativt resulterede i patien-ternes død.

Men hvad vi i første omgang ikke var opmærksomme på var, at der i de afdødes hjerne (nærmere betegnet hypotha-


lamus) stadig pågik en vis form for neural aktivitet. Der kunne endog måles elektriske impulser og efter et tidsrum (vekslende fra halvanden time til to dage) registrerede man tilbagevendende, fysisk funktion. Vaccinens komponenter var i stand til at udvikle den ekstremt smitsomme og uhyre aggressive Judasbakterie, og på samme måde som når en backupgenerator genstarter et elektrisk system, genopstod en næsten hjernedød krop fra de døde.

Vi mangler naturligvis stadig en redegørelse fra de nu afdø-de / forsvundne forskere Poul Lydecker og Merlin Smith, og savner belæg for, hvorfra og hvordan de kom i besiddelse af Kurens afgørende komponent, men kommissionen anbefaler at dette spørgsmål henlægges til den efterfølgende høring, når & hvis krisen bliver afværget, for status er, at situatio-nen, både regionalt og på tværs af internationale grænser, er ved at løbe os af hænde.

Vi må acceptere genopstandelserne og Smitten som en reel trussel mod selve menneskehedens eksistens, og vi er nødt til at reagere på omstændighederne. Det er med dyb bekla-gelse at vi har konstateret sletningen af Vismandens ID (ef-terforskningen pågår stadig, red.), men fi nder det dog glæ-deligt at hans sidste råd om evakuering er blevet taget til efterretning.

Kommissionen anbefaler national undtagelsestilstand un-der militær kontrol, samt akut evakuering af civilister i de tættest befolkede byer og zoner. Til dette formål foreslås op-førelse af sikrede lejre og genetablering af de nu nedlagte, men stadig eksisterende TNS-camps fra IO’s tid.

Må forsynet bevare os alle.”

John W. Sabroe / Veterinær patolog (på vegne af Undersø-gelseskommissionen for Epidemisk Relaterede Anliggender)


Replik:

“Eftersom Dr. John Sabroe omkom to dage efter afsendelsen af ovenstående dokument (ifølge politirapporten som følge af fald fra en trappe) kan benævnte postulater hverken verifi -ceres eller underbygges af forfatteren og rapportens konklu-sioner må derfor anskues med fl est mulige forbehold. Specielt bør afsnittet om ansvarsplacering tilskrives hr. Sa-broes mangelfulde evaluering.”

MVH. H. MeyerKoncerndirektørBophal Industries


C/41/K. VidekampStatus: Fuldt operativ, Civil personage 2168, Militærperso-nel 46. Opførelse af fi re nye barakker bringer totalen op på 266 boliger og 488 telte, samt 2 stk. B&C-huse.

Elforsyningen er stabil, men der anmodes om ekstra brændstof til generatorer. Drikkevandsmanglen løst ved brøndgravning, men supplement til alm. førstehjælp og milde infektioner ønskes. Civilisterne er ved godt mod og graden af samarbejdsvilje er høj. Vi har netop påbegyndt sikring mod indtrængning fra oven, stålnet modtaget med tak.

HQ /Autorisation G. Brenner/ Offi cerAnsøgning bevilliget, resurser medtages i næstkommende evak.

Zone 33-36 er faldet, men Zone 12 er renset og anses for generobret.

Lejlighedsvise udfald på com, sat og telekommunikation, men øvrige kanaler fuldt tilgængelige. Vi forventer at befæ-stede byområder holder stand og fl ygtningestrømmen mind-skes.

Situationen er under fuld kontrol.Mulighed for opbygning af centrallejre er til overvejelse.


AUGUST

Små orange gnister dansede med vinden og forsvandt mod den mørkeblå himmel. Det var stadig de lyse nætt ers tid, og sommer-aft nen var lun. Bålet blev altid tændt ved solnedgang og røgen fra tjæret træ og fugtige buske sved i Lomis’ øjne. Som sædvanlig var det en af de ældste der fortalte, og i fl ammernes skær krøb både voksne og børn sammen for at fi nde tryghed i fællesskabet.

Lomis missede mod natt en. Når de daglige rapporter var ble-vet fremlagt, plejede fortællingerne at begynde og folk ville rykke tætt ere sammen mens øjnene blev blanke af håb. Hun ynkede de håbefulde idioter. Livet var her og nu! Historierne var altid de samme, trivielle varianter over hvad der havde været og løft er om at alt engang igen ville blive godt. Hun lod sin tungepiercing slå små smæld mod fortænderne og kiggede foragteligt på de mange ansigter. Udspilede øjne og åbne munde. Selv et par af Blokkerne sad tryllebundne og lytt ede med.

Hun havde lyst til at kaste op.Den gamle nar til Homer som var aft enens fortæller, forblæn-

dede sine tilhørere med fabler fra en svunden tid. Han fortalte om gader fulde af eksotiske butikker, om parker og haver med velduft ende blomster, og fremmanede billeder af en verden uden pigtråd og uniformerede mænd. Måske troede han selv på at ti-derne engang ville ændre sig, måske troede han virkelig at en jeep ville rulle ind gennem porten og fortælle at krigen var forbi og de


alle kunne vende tilbage; men Lomis var langt fra sikker. Uop-fyldte ønskedrømme gjorde sjælen tom, og selv om hun i starten hver dag var vågnet op og troet at de netop i dag ville blive befriet, havde alt for mange skuff elser hærdet hendes hjerte. Hun havde tilbragt næsten to år af sit liv i lejren og indtil det modsatt e blev bevist, var Camp 41 hendes hjem.

- De siger at hæren vinder frem, messede Homer med hul for-håbning og oplæste dagens bulletiner fra lejrchefens dagsrapport, - og at det kun er et spørgsmål om tid, før vores byer er sikret. De daglige rationer er uændrede og vi forventer en ny konvoj fl ygt-ninge i overmorgen på omkring 120 personer. Der skal foretages uddeling af tæpper og vand til de nyankomne og vi må regne med at bygge fi re nye langhuse da beholdningen af familietelte er ved at være opbrugt. Desuden er den disponible tid til lægekonsulta-tion reduceret så det nu kun er muligt at besøge doktor Scholten mellem klokken 9 og 14 på lige dage, men...

Lomis fnøs og rejste sig. Hun gjorde sig ikke ulejlighed med at være diskret og misbilligende blikke fulgte hende, da hun de-monstrativt trampede af sted mellem rækkerne af forargede til-hørere. Lad dem bare glo, hvad havde de voksne nogensinde gjort for hende, hvad havde de udrett et for at fortjene de unges respekt? Intet, det var dem som havde sat verden i brand! Hun gjorde tegn til Tetris og Ulf og sammen forlod de bålpladsen.

- Hvorhen? spurgte Tetris uden egentligt at behøve et svar.- Røret, naturligvis.Hvor ellers?

Der sad allerede en fi re-fem Blokkere i Røret, de fl este var unge som før evak’en kom fra etageejendomme eller sociale bebyggel-ser; deraf navnet. Mai og Steve boede der faktisk permanent, men


de fl este af børnene tilbragte mere tid i det nedlagte værksted end i barakkerne og alt i alt talte slænget et par og tyve medlemmer, selv om antallet nærmede sig det dobbelte når man regnede løs-gængerne med. - Hey!

Steve nikkede og pegede på en brun CF-pose der lå på gulvet. - Vi har slik!

Ulf kastede sig omgående over godterne. - X-bar! Cool.- Hvor har I scoret det? spurgte Lomis og slog sig ned på et af de

slidte bilsæder på gulvet. - Har I handlet med Jason eller været på tyvetogt hos Vestrødderne?

Mai fnisede. - Ingen af delene, selv om jeg tror at Vest har et ordentligt lager.

- Måske burde vi besøge dem en nat, grinede Ulf med munden fuld af chokolade. - Det er snart længe siden.

Lomis nikkede sammenbidt. - Vi skylder dem også en retur-serv fra sidst.

Teis, der sad på en omvendt trækasse og sutt ede i en halvlun-ken øl, gav hende ret. - Det ville være cool at få bytt et det sidste raid. Der er stadig maling på taget.

Lomis skar tænder. For et par uger siden havde Vestrødderne kylet gul farve på ydervæggen og i natt ens mulm & mørke haft held til at få skrevet en række lidet fl att erende slogans på ho-veddøren. Det mest pinlige var at ingen havde opdaget det og hånerett en befandt sig derfor stadig hos Vest. Hun pillede ind-pakningen af en rationeringschokolade med hidsige bevægelser. Det var ikke længere så tit at man så glitt et papir og hun mærkede en forræderisk klump i halsen. Halvglemte minder, en lille pige foran en butik med sin mor i hånden... Med et fnys slyngede hun chokoladen hen til Tilde, der som sædvanlig sad lidt for sig selv i baggrunden og krammede sin lasede tøjbamse. - Her!


Tilde glippede med øjnene og rev skatt en til sig. Hun var en af de mindste, men vellidt af de fl este.

- Tak.Lomis vift ede hende af og lod som om hun fi k noget i øjet. - Nå,

hvor fi k I det så fra?- Carstensen, svarede Steve. - Mai bytt ede godter med ham.Mai fnisede og gav ham en albue i siden. - Så er det godt! Lomis smilede svagt. Henrik Carstensen var en af de soldater

som forstod at klare sig. Han havde oft e vagtt jansen ved lagrene og på en god dag kunne man opmuntre ham til at give lidt ekstra ved at være sød. Specielt pigerne var han særdeles gavmild over-for og de fl este havde for længst regnet ud at det betalte sig at stå på god fod med soldaterne.

- Blev der sagt noget spændende ved bålet? spurgte Tomaz og forsøgte at hælde petroleum på en olielampe uden at spilde for meget.

- Næh, kun det sædvanlige, svarede Tetris med et skuldertræk og rakte ud eft er CF-posen. - Der kommer nye folk i overmorgen og man taler om at der måske er er udbrudt lus i østsektionen.

- Adr! Lus! Mai begyndte instinktivt at kradse sig i sit lange blonde hår og Ulf slog en høj latt er op.

- Du kan jo trække en plastikpose over hovedet.- Det er ulækkert! udbrød Mai arrigt. - Tænk hvis vi bliver

tvangsklippet!Lomis rystede på hovedet. Personligt var hun ligeglad med at

blive kronraget. Hendes korte, mørkebrune hår fi k hende allige-vel til at ligne en dreng og hun havde for længst opgivet sminke. Hendes opfatt else af skønhed havde forandret sig radikalt siden hun kom til lejren. Før havde hun hverken haft piercinger eller tatoveringer men nu ville hun hellere bruge sin tid på armbøjnin-


ger end makeup. Hun sendte en tanke til Chris. Han klagede i det mindste ikke. Lomis sukkede, Chris var en fi n fyr, og tilsynela-dende glad for hendes selskab. I starten havde hun troet at han kun fedtede for hende på grund af den status hun havde opnået i gruppen, men eft erhånden var det gået op for hende at Chris faktisk kunne lide hende, sådan rigtigt.

Hun vidste ikke rigtig om hun var forelsket, den slags tanker lå hende meget fj ernt, men hun havde brug for en at stole på og Chris ville aldrig lade hende i stikken. Lomis accepterede endda hans lejlighedsvise behov, for selv om beskytt else var svært at få fat på, var sex en lav pris at betale for at have en allieret blandt næ-sten 2200 fremmede ansigter og selv uden makeup eller stilett er var hendes krop en fortrinlig handelsvare som Lomis udnytt ede på samme måde som de fl este andre.

Hun havde været jomfru da hun som femtenårig blev gennet om bord på lastbilen og skrækslagen kørte bort fra den fl ammen-de forstad hvor hun havde tilbragt hele sit liv. Før fl ygtningene blev opdelt og videresendt til lejrene, var de blevet installeret i en ryddet sportshal. Allerede eft er tre dage i de trøstesløse om-givelser hvor folk sov i lag og skrig af smerte blandede sig med lyden af gråd fra forældreløse børn og desperate voksne, var hen-des uskyld blevet taget af manden som havde ligget på lur ved de ubevogtede toilett er. Hun vidste ikke hvem han var, vidste ikke hvorfor netop hun var blevet udvalgt, men nedværdigelsen havde blot blandet sig med de øvrige oplevelser og blevet endnu en sten i den mur som Lomis var ved at opbygge i sit indre. De første dage havde hun set mandens ubarberede ansigt i hver eneste fl ygtning, genoplevet voldtægten når søvnen endelig kom krybende og hun havde trukket sig baglæns når en af de voksne bare tiltalte eller kiggede på hende. Men snart begyndte en em af kulde at lægge


sig om hendes krop og sind og som tiden gik, blev overgrebet en ligegyldig parentes.

Sammenlignet med ildstormen i hendes gade, med hendes sø-skendes død og synet af hendes moder der kæmpede for livet med et væsen som engang havde været hendes far, var misbruget af hendes krop kun en bagatel, og livet som fl ygtning gjorde sjælen hård. Her i Camp 41 var disciplinen strengere, der var langt mere orden og kontrol og kommandanten slog hårdt ned på tyveri og overgreb.

Og heldigvis var hun ikke blevet gravid.Tanken om et muligt mongolbarn fyldte hende med lige dele

afsky og rædsel og Lomis havde for længst lovet sig selv at hun al-drig mere ville lade sig udsætt e for et lignede overgreb. Hun knu-gede diskret kniven som altid var fastspændt til hendes støvle, fornemmelsen af det solide håndtag fyldte hende med en ro som hverken lægen eller de velmenende voksne kunne tilbyde.

Lomis kiggede rundt på Blokkerne i Røret. De var hendes fl ok, de var hendes familie og resten af verden kunne for hendes skyld gå ad helvede til.

Den var allerede godt på vej.

En tre meter bred sektion af det stålhegn som omkransede lej-ren, gled til side med en brummen og tillod de tre olivenfarvede lastbiler at rulle ind på pladsen mellem de to vagtt årne. Flere hun-drede mennesker var stimlet sammen i det tågede daggry for at se konvojen ankomme og kommandant Videkamp rankede ryggen. Hundredenitt en forskræmte fl ygtninge klatrede ud af lastrum og lad, og blev bedt om at stille sig på rækker. Nogle var svært udmatt ede, andre var syge eller sårede, men fælles for dem alle var, at deres ansigter afspejlede den samme absurde cocktail af


chok og desperation, iblandet en forsigtig taknemlighed over at være undsluppet døden. Nogle klamrede sig til deres få ejendele, andre støtt ede sig op ad hinanden, men langt de fl este var tavse og bange. Lejrens beboere hviskede og pegede, men alle huskede deres egen ankomst, og mistroen overfor de nye blev overskygget af enten medlidenhed eller ligegyldighed.

- Klar til kontrol.Sergent Bostrup præsenterede kort doktor Scholten og hans

stab, og viste vej mod teltet hvor helbredskontrollen skulle fore-gå. Flygtningene blev drevet af sted som får, men kun de færre-ste protesterede. Videkamp vippede på fodballerne, den sidste lastvogn havde medbragt forsyninger og nogle af hans mænd var allerede ved at læsse af. Udmærket, livslinjen var intakt og forelø-bigt ville ingen komme til at sulte.

Lejren som var bygget lidt udenfor Ørslev på Midtsjælland, var et levn fra tiden under Io. Internatet havde engang rummet Trus-ler mod Det Nye Samfund og var siden gået i langsomt forfald. Men da byerne blev angrebet af den nye fj ende og Smitt en havde bredt sig som en ildstorm, havde lejrene vist sig uvurderlige under de store evakueringer. Pigtråd og vagtt årne blev repareret, barak-kerne nødtørft igt lappet og både vand- og elforsyning fungerede att er rimeligt. Eft er den noget kaotiske opstart hvor for få soldater skulle holde styr på for mange mennesker uden egentlig organi-sering, var der nu blevet oprett et en vis rutine og disciplin. Der blev slået hårdt ned på tyverier og fysiske overgreb, var nogen-lunde styr på maduddeling og indkvartering og Videkamp følte at han havde gjort sin pligt og fået skabt en tålelig hverdag og et sikkert refugium for de mange fl ygtninge. Egentlig forekom det ham en smule ironisk at de selvsamme mure der før havde forhin-dret mennesker i at slippe ud af Camp 41 nu blev brugt til afh olde


noget fra at komme ind, men skæbnens veje var uransagelige og uanset hvad Videkamp ellers mente om stedet var han fast be-slutt et på at gøre alt hvad han kunne, for at få lejren til at fungere bedst muligt.

Og krigen ville vel ikke rase for evigt. Før eller siden ville fj en-den blive slået på fl ugt og alle kunne vende hjem.

Det var i hvert fald hvad overkommandoen gang på gang havde sagt, og indtil da mått e de bare få det bedst mulige ud af situa-tionen. Et arbejdshold var gået i gang med at lægge sidste hånd på fl ygtningenes fremtidige hjem, og med lidt held kunne de nye barakker stå færdige ved middagstid.

- Har vi madrasser og sengelinned nok?Korporal Knudsen bladrede i sine forsyningslister og nikkede.

- Javel, sir. Der er i alt tohundrede og tolv madrasser tilbage og...- Jeg bad ikke om en lagerbeholdning, soldat, bare et simpelt

svar.- Javel, sir.Videkamp vendte sig og marcherede mod kommandoposten.

Hans rang havde skaff et ham en acceptabel indkvartering i hytt e med egen seng, men ellers var det så som så med luksus og særfor-plejning. Han smed kaskett en fra sig på en knagerække og satt e sig tungt bag skrivebordet. Videkamp havde været i hæren i næ-sten tyve år, og takken for tro tjeneste havde været at gøre ham til barnepige for en fl ok hjemløse civilister. Han formodede at ge-neralstaben forsøgte at gøre ham en tjeneste ved at sende ham så langt væk fra frontlinjen som muligt i respekt for hans nu afdøde hustru der omkom i begyndelsen af konfl ikten, men i virkelighe-den hadede han hver kvadratcentimeter af denne fordømte lejr. Han havde endda skrevet et personligt brev om forfl ytning til ge-neral Faulkners kamptropper, men modtog aldrig så meget som


et afslag.Videkamp rejste sig fra stolen og slentrede hen til værelsets

eneste vindue. Foran lægeteltet var køen lang. Videkamp bad til at der ikke var infi cerede blandt fl ygtningene, det var ikke godt for moralen at folk forsvandt. De første måneder havde man skudt de uhelbredeligt syge, men henrett elserne havde bragt lejren i en tilstand af oprør, og lige meget hvordan man forsøgte at ansku-eliggøre smitt efaren, var der altid nogle stivnakkede humanister som nægtede at se realiteterne i øjnene. De hylede op om at alt liv var helligt og forstod simpelthen bare ikke at Judasbakterien var uhelbredelig og at et enkelt tilfælde kunne starte en epidemi.

Nu foregik afl ivningerne langt mere diskret: et paralyserende nålestik under påskud af stivkrampevaccinering og diskret nat-lig afh entning, hvoreft er den smitt ede blev halshugget ude ved fællesgraven mens han stadig var bevidstløs. Flere af de udvalgte soldater mått e eft erhånden tildeles betænkeligt store doser bero-ligende midler, men i det mindste havde man fået lukket munden på de værste kværulanter.

Kaptajnen satt e sig tilbage til skrivebordet. I den sidste måned havde han bemærket at der kom stadig færre ordrer og rapporter, men havde hidtil haft held til at skyde de bange anelser fra sig. Så længe forsyningerne blev ved at rulle ind, skulle det nu nok gå. Han havde femogfyrre veltrænede soldater under sig, rigeligt med ildkraft til at holde fortet under et eventuelt angreb, og selv hvis rygterne om fl yvende smitt ebærere viste sig at være sande, ville Nett et som var på nippet til at blive færdiggjort forhindre, at der slap infi cerede fugle ind. Joh, de skulle nok klare skærene til hæren fi k nedkæmpet fj enden, det var bare at bide tænderne sammen og vente.

Men kaptajn Videkamp ville nu alligevel hellere have gjort tje-


neste med en pistol end en kuglepen.

Aft ensrationen bestod af kartofl er og et grødlignende sammen-kog af forskellige grøntsager. Spisebarakken havde plads til cirka fi rehundrede gæster og salen var næsten fyldt. Neonrørene i lof-tet var tilslutt et en af lejrens mange generatorer og selv om det stadig var lyst udenfor, var de allerede tændt. Lysene tiltrak de fl e-ste af fl uerne og gjorde aft ensmaden til en acceptabel oplevelse. Der lød spredte samtaler og klirren fra bliktallerkener og billigt bestik. Flygtningene spiste i hold og køkkenet var altid i gang. Lomis sad for sig selv ved et af de fj erneste borde. Rundt omkring hende var aft enholdet ved at indfi nde sig og de fl este havde faste pladser. Folk oplevede livet i lejren meget forskelligt og spisesalen var et godt sted at studere mennesker. Nogle sad næsten apatiske og stak til deres mad, andre gestikulerede og talte, mens de skov-lede i sig. Et par af de nyankomne stod usikkert med deres tal-lerkner uden helt at vide hvor de skulle gøre af sig selv, men Lomis havde ikke lyst til at tilbyde dem en af de tomme pladser ved sit bord. Hun havde heller ingen appetit og tog kun et par skefulde grød, før hun skubbede tallerknen fra sig.

- Er prinsessen kræsen?Hun kiggede op mod Jason Khan, der næsten lydløst havde

slået sig ned på den anden side af bordet. - Jeg har ikke rigtig lyst til at spise.Jason huggede sin mad i sig på rekordtid. - Du bestiller bare

ikke nok til at blive sulten.Lomis sendte ham et vredt blik. - Hvad fanden ved du om det?!- Jeg har da ikke set dig deltage i bygningen af de nye barakker

eller knokle på lagrene for nylig, svarede Jason og ræbede. - Går du og pjækker fra arbejdsopgaverne?


- Har du måske selv lavet noget? spurgte Lomis irriteret. - Eller har du som sædvanlig bare sat andre i gang?

Jason lo sin hæse latt er. Han havde været med på den første lastbil der rullede ind bag trådhegnet og havde tilbragt over tre år i Camp 41. - Som en af de “gamle” opnår man visse privilegier og desuden slider jeg i det i kiosken.

Lomis rystede på hovedet. Somme tider virkede Jason fande-me så glat og overfl adisk, at man skulle tro han var dyppet i Tefal. - Sortbørshandel er ikke et arbejde!

- Der tager du fejl, smilede Jason og begyndte at stange tænder med en fl ækket tændstik. - Jeg har skam en vigtig funktion her-inde.

- Jaså?- Uden mig kunne folk ikke få hvad de havde brug for, hverken

af materielle ting eller oplysninger. Jeg gør folk glade... Nåhja, til-fredse, i hvert fald, og forestil dig hvad der ville ske i denne lejr hvis alle begyndte at skændes. Åhja, fortsatt e han og lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken. - Et oprør ville ikke være noget du har lyst til at opleve.

- Tror du virkelig det kunne ske? hørte Lomis sig selv spørge uden egentlig at ville høre svaret.

- Sådan helt bogstaveligt?- Den oplysning koster, svarede han med et grin, - men her er

en tanke som jeg vil dele med dig helt gratis: Der var femten mon-golbørn blandt de nyankomne.

Lomis rynkede panden. - Så er der næsten tres i lejren, sagde hun eft ertænksomt. - Hvor fanden skal man få plads til dem?

- Det er ikke pladsen der er det mest presserende, svarede han roligt, - spørgsmålet er nærmere om der på sigt vil være medicin nok til alle hvis der skulle udbryde en epidemi af en slags.


- Mener du infl uenza eller sådan noget?- Kolera eller dysenteri, sagde han uden at fortrække en mine. -

Mongolerne kræver fl ere resurser end andre og så vidt jeg ved, er de ikke alle sammen lige nøjeregnende med hygiejnen.

- Shit, mumlede Lomis bekymret. - Det havde jeg ikke lige tænkt på.

Jason sendte hende et kort, ulveagtigt smil og kørte en hånd gennem sit halvlange, fi ltrede hår.

- Hver mand for sig selv. Mad og medicin kan vise sig mere end svært at få fat på hvis systemet bryder sammen, og kan du så for-stå at jeg værner om min kiosk?

Lomis bed sig let i underlæben, måske var Jason slet ikke så dum endda. Han var knapt fyldt tyve, men hans ansigt var furet og hårdt som en der havde levet meget længere. Han var høj og senet, og begge arme var næsten dækkede af hjemmelavede ta-toveringer. Mange af de forældreløse unge i lejren udsmykkede deres kroppe på forskellig vis. Nogle havde som Lomis piercin-ger i ansigtet eller på kroppen, andre skar eller prikkede tegn og symboler på kroppen og fyldte tusch eller blæk fra kuglepenne i sårene. De fl este skrev enten navne på døde eller forsvundne familiemedlemmer, datoer eller tilhørsforhold, mens andre fi k tegnet symboler eller mønstre. Lomis selv havde fi re tatoveringer som en kunstnerisk fyr der hed Tomaz havde ridset i hendes krop med en skalpel, og udover ringene i tungen og øjenbrynet, havde hun selv skåret fem streger i venstre underarm. En for hver af de nærmeste hun havde mistet.

- Mødes I stadig i Røret?Lomis nikkede kort. - Jah...- Det er nok snart slut for de mindstes vedkommende, sagde

Jason og trak en cigaret op fra en krøllet pakke i sin bæltepung.


- Man har snakket om at gøre skoleundervisning obligatorisk, så rollingerne får nok at se til.

- Et par af dem vil sikkert blive glade for at have noget at give sig til, svarede Lomis uinteresseret, - men de fl este vil formodentlig slet ikke kunne sidde stille.

- Komiteen vil indføre mødepligt, sagde Jason henkastet og blæste en røgsky op mod bliktaget. - Tvangsindlæring om du vil.

- Det er jo latt erligt. Hele samfundet udenfor er i opløsning og de fl este af småungerne er sgu så kulrede at de begynder at hyle eller opføre sig som vilde dyr lige så snart der er noget som går dem imod.

- Det er derfor man vil forsøge at give dem noget struktur.Lomis rystede på hovedet. - Hvad vil man gøre hvis de ikke

møder op? Give dem eft ersidninger eller skyde dem ved daggry?Jason sendte hende et smil der ikke helt nåede øjnene. - Aner

det ikke. Fiksere dem i C-huset måske... Nå, det korte af det lange er at hele borgergruppen fra Sydblokken var vældigt oppe at ringe over forslaget og de holdt møde hele aft nen. De elsker at lave reg-ler og fremsætt e forslag, og man skulle fandeme tro at de regnede med at vi skulle blive her for evigt.

- Det ender sgu med at de erklærer lejren for et selvstændigt land, mumlede Lomis og kom mod sin vilje til at trække på smile-båndet. - Hvad siger kommandanten til det?

Jason trak på skuldrene. - Videkamp er vist ligeglad. Så længe der er ro, lader han borgergrupperne gøre som de vil.

- Jeg tænker tit på hvad der vil ske når krigen er forbi, sagde Lomis lavmælt. - Hvad vi kommer hjem til, hvor vi skal gå hen...?

- Lad mig opstille en anden interessant hypotese, sagde Jason og tog et dybt drag af sin cigaret. - De fl este accepterer at vi er nødt til at blive her et stykke tid, men forestil dig at hæren slet


ikke vinder og dett e ender med at blive vores permanente hjem.Lomis sad som fastfrossen i noget der føltes som en evighed.

Den tanke havde hun aldrig gjort sig, ikke for alvor. Scenariet virkede utænkeligt. Hun havde med vilje begravet håbet om at befrielsen kom netop i dag, men hvad hvis det nu aldrig skete, hvad hvis hun endte sine dage her i lejren? Hun kunne dårligt hu-ske sit gamle liv, havde slået sig til tåls med at skulle være her i en periode, men hvad nu hvis...

- Og forestil dig så at forsyningerne slipper op en dag, fortsatt e Jason uden at tage blikket fra hende. - Gad så vide om vi ikke selv ville ende som kannibaler.

- Hold dog kæft !- Jaja, du tænker sikkert at det aldrig kunne gå så galt, sagde

Jason alvorligt, - men hvis det nu virkelig skulle gå ad helvede til, så...

- Unge mand! Vil du venligst lade være med at ryge indenfor. Vi sidder og spiser.

Jason vendte sig mod nabobordet hvor en tynd, midaldrende dame ved navn Ann Magret sad med armene over kors og så for-arget ud. - Man må slet ikke ryge herinde.

- Siger hvem?- Det må man bare ikke! Det lugter og jeg vil ikke sidde og blive

syg fordi...Jason begyndte at le. - Hele verden er ved at bryde sammen,

sagde han syrligt, - og alligevel bekymrer du dig om bagateller. Måske fortjener vi i virkeligheden at uddø.

- Nej nu må du virkelig! Jeg synes bare at...Lomis rejste sig fra bordet og bar sin tallerken hen til stativet

med bakker og opvask. Hun orkede ikke at høre mere snak. Ude i det fri kunne man i det mindste være i fred med sine tanker. Når


man var alene kunne man glemme det hele.Hun gik op på bakken ved det nordvendte hegn. Herfra kunne

hun se ud over heden som vist for nogle år siden havde været en mark. Lyng og krat overtog langsomt jorden og braklandet strak-te sig fl ere kilometer til begge sider. Bagved lå skovene, og endnu længere borte, langt ude af syne, stod ruinbyerne med de tomme huse. Hun satt e sig ned og lagde armene om sine knæ. Hundeteg-net om hendes hals raslede svagt i vinden. Hun kunne dårligt hu-ske navnet på den gade hvor hun havde boet før Svøben lagde sig om kloden, men besynderligt nok genkaldte hun sig uden besvær duft ene af syrenerne i gården og den sødmefyldte smag af hendes moders vaniljekranse. Lomis bed tænderne sammen. Fortiden var væk og hun ville fanden tage mig ikke sidde her og have ondt af sig selv.

Næh, den nye verden var kommet for at blive og hun havde tænkt sig at tage hvad hun kunne.

Brian Waztac kunne ikke sove. I de andre senge lå hans bofæl-ler og snorkede eller drejede sig uroligt, men Brian lå vågen og anspændt. Han havde savlet de sidste par nætt er fordi han glemte at lukke munden og der havde dannet sig en sårskorpe i hans ene mundvig. Han kløede distræt på såret mens han intenst spejdede ud i rummet. Han holdt godt øje med væsnet der kiggede tilbage. Brian var ikke bange for mørket, men han var bange for det som gemte sig i mørket, og de blå øjne i loft et ventede bare på, at han skulle begynde at drømme. Han havde øvet sig i at blinke meget hurtigt, så væsnet ikke troede at han faldt i søvn. En af Passe-på-damerne listede rundt i sovesalen og sikrede sig at alle lå godt og lunt. Hun lagde tæppet til rett e om den rødhårede, blege dreng i den sidste seng, der ikke rigtig kunne tale, og sikrede sig at de,


som ikke ville blive liggende, var spændt ordentligt fast. Hun ple-jede også at komme forbi Brians seng, men han kneb bare øjnene lidt sammen og trak sit lange pandehår ned, for i mørket kunne hun ikke se at han stadig var vågen hvis han lå helt stille. Han lyt-tede til hendes skridt så han vidste hvornår han skulle lade som om han sov, men blikket forlod aldrig de to øjne som kiggede ned på ham fra loft et.

Hele sit liv havde Brian vidst at nogen pønsede på at stjæle hans øjne, og han skjulte dem ved at kikke ned og gemme dem bag sit pandehår. Han ville ikke have at nogen rørte hans hår, og når ple-jerne på hans gamle hjem forsøgte at klippe det, kunne han ikke lade være med at skrige og blive rigtig bange. Her i lejren havde de heldigvis ikke ofret hans frisure megen opmærksomhed, så når han ud på morgenen alligevel faldt i søvn, hjalp håret med at skjule ham for øjnene i loft et. De nye Passe-på-damer havde ganske vist sagt at øjnene bare var to striber måneskin som faldt ind gennem en utæthed i trævæggen bag hans seng, men Brian vidste bedre.

Det var kun et par stykker som boede i B-huset som ikke var mongoler, men Brian blev født som en sund og helt almindelig dreng. Han kunne ikke rigtig huske sine forældre. I det hele taget huskede han ikke ret meget eft er bilulykken, men den glemte han til gengæld aldrig. Han havde siddet på bagsædet af Mazdaen på den mørke landevej og sludret med sine forældre og stemningen havde været rigtig hyggelig selv om han havde spist lidt for meget hos tante Bodil. Hans far lavede en sjov parodi på tantens sure mand og havde vendt sig lidt om i forsædet for at grine med Brian. Brian kunne genkalde sig hans smil men ikke ansigtet og plud-selig var de to ildkugler dukket op på den mørke landevej, lige foran bilen. Han blev slynget ud gennem forruden da de ramte


den modkørende vogn og senere havde folkene i de hvide kitler sagt at der vist var sket noget med hans hoved og at hans mor og far ikke var der mere. På institutionen hvor rare folk forsøgte at lære ham at tale og gå på toilett et selv, svandt billedet af hans forældre gradvist, men tanken om øjnene der var dukket op i den mørke nat på landevejen og lyden af skrigende metal forlod ham aldrig. Den nat ulykken skete, fornemmede Brian tydeligt, hvor-dan de lysende øjne forsøgte at suge hans egne øjne til sig, stjæle dem ud af hans hoved og siden da havde Brian følt at der altid var nogen der kiggede og fulgte ham opmærksomt. Nogen gange var det tilfældige mennesker som stirrede på Brian, men andre gange fornemmede han at frygtelige skyggevæsner lurede i hjørnerne med øjne som lignede lysplett er eller forlygter. Passe-på-damerne sagde at de bare var et “pronugt af hans fanasi” men Brian lod sig ikke snyde. Uhyrerne blev stadig mere virkelige, og på et eller andet tidspunkt ville de komme mens han sov for at hente hans øjne.

Omkring ham snorkede mongolerne stadig, men i B-huset lå Brian vågen til det tidlige morgengry og tænkte på, om der mu-ligvis var en måde at narre de væmmelige væsner på.

Måske kunne det lade sig gøre, for her for et par dage siden hav-de Brian set noget der gav ham alle tiders ide.

Kommandant Videkamp havde tilbragt hele formiddagen med at inspicere barakker og hilse på de nyankomne. Han havde for-klaret lejrens rutiner så oft e at han nærmest kunne dem i søvne, men heldigvis var listen over regler ikke lang. Brusebad foregik eft er inddeling hver tredje dag, to måltider dagligt og jævnlige opgaver til de arbejdsduelige, udvælgelse af en repræsentant fra hver baraksektion og ugentlige briefi ngs.


- Men lejrens vigtigste regel er, at hovedporten forbliver lukket, sagde han og pegede sigende mod tårnene ved stålhegnet, - Ingen forlader lejren uden min skrift lige tilladelse og vagterne har ordre til at skyde hvis nogen forsøger at komme ind.

En midaldrende mand i et støvet jakkesæt rakte forsigtigt en hånd i vejret.

- Ja?Manden rømmede sig og trådte et skridt frem fra rækken af ny-

ankomne – Jeg hedder Kent Rasmussen og jeg ville bare høre om vi overhovedet ikke må forlade lejren?

- For min skyld gerne, svarede Videkamp og skød brystet en anelse frem. - Det kræver blot en underskrift så vi har check på antallet af beboere, men det er vigtigt at forstå, at porten kun åb-ner udad.

- Hvad mener De...? spurgte Rasmussen undrende. - Kun udad?- Hovedporten er ikke en svingdør, og ingen kommer ind uden

at være registreret af et opsamlingshold. Vi ved alle hvor let et ud-brud kan opstå, og jeg skal ikke have nogen til at rende rundt med en infektion som ikke er blevet opdaget. Selv Recon-patruljerne bliver underkastet en grundig undersøgelse eft er hver mission og det endda selv om de ikke har mødt så meget som en eneste fj ende.

- Jamen...- Dett e er ikke til diskussion. Vi ved at infektionen overføres

ved bid og rift er, men det er ikke blevet verifi ceret om det er den eneste måde man kan blive smitt et på. Forstil jer at virussen ikke behøver en værtskrop men kan overleve på sten, en træstub eller i en stump afrevet tøj, og at en soldat uforvarende rører ved en sådan smitt ekilde...

Der udbrød spredt, urolig mumlen fra tilhørerne og komman-


danten manede til ro.- Der er intet der tyder på at sygdommen kan spredes på denne

måde, men jeg vil ikke tage chancer så alle uden undtagelse får taget blodprøve før indtrædelsen i lejren og vi har ikke uanede resurser til vor rådighed. Andre spørgsmål?

- Ved man hvornår vi kan komme hjem? var der en som spurgte, og straks eft er stemte andre i. Videkamp mærkede sine skuldre synke, det var det samme med hvert eneste nyt hold. Hvad gør regeringen, hvem har ansvaret og kan vi få fl ere tæpper?

- Vi udsender daglige rapporter, svarede han til sidst, - og nu vil sergent Bostrup her besvare alle administrative og praktiske spørgsmål. Tak for jeres tålmodighed og velkommen til Camp 41.

Han nikkede til sergenten som stod klar med lister og navne-tags og forlod fællessalen uden at vende sig om.

Hun vandrede ned gennem den støvede hovedgade med et håndklæde over skuldrene og en pose sæbe og rationeringssham-poo i hånden. På begge sider lå barakkerne, en samling grågrøn-ne skure der pludselig var blevet hjem for over enogtyvehundrede desperate mennesker. Der boede mellem seks og ott e personer i hver af de små stuer, de mest funktionelle mongolbørn blev ind-kvarteret i B-huset og kun de allermest ressourcekrævende retar-derede (samt de der som følge af krigen havde udviklet alvorlige psykoser eller svære psykiske lidelser) var stuvet sammen under konstant overvågning i den mørkegrå C-blok. Så man lejren fra oven lignede den et kors hvor de interimistiske boliger lå opdelt i fi re sektioner med hvert sit fællesrum, kantine og bad. Lomis boede i sektion Nord og i hendes kvarter var der opført toogfi rs huse. I lejrens centrum lå soldaternes kaserne og midt i hver kva-drant var der gravet en brønd som næsten gav vand nok til at op-


fylde det daglige behov. Lossepladsen og tørrestativerne var pla-ceret i det vestlige hjørne, teltpladsen (forbeholdt de som var syge eller på anden måde uegnede til at bo i barakkernes fællesstuer) var gemt af vejen på lejrens sydside og mod øst lå hovedporten, felthospitalet og lageret, samt en garage til lastbiler og militærkø-retøjer. Der var en bakke på nordsiden hvor der voksede træer og buske, men ellers fandtes der intet andet end fl ad og udpint jord.

Flygtningene gik rundt i grupper, hang på plænen ved hegnet eller sad alene og stirrede tomt ud i intetheden, mens den ene dag ubemærket gled over i den næste. Før krigen brød ud havde de måske haft arbejde og omgangskreds, hygget sig på altaner eller forhaver og gået i biografer eller travet rundt i hyggelige parker, men bag trådhegnet syntes verden at være gået i stå og den lumre varme nærmest dirrede af indebrændt energi. Lomis skævede diskret mod Belinda og Vita Andreasen der sad og stoppede sok-ker i aft ensolen på en trappe. I deres gamle liv havde de sikkert bare smidt strømperne ud og købt nye. Hun vidste egentlig godt, at tilværelsen for de fl este ikke havde været lett ere da de var frie. Arbejdsløsheden var stor, stat og multinationale fi rmaer kontrol-lerede borgernes tilværelse og færden, men tiden har det med at tone selv de værste minder lyserøde.

En fl ok drenge spillede bold op ad en mur og oppe i det nærme-ste af de ott e vagtt årne som var placeret langs pigtråden, kunne hun skimte omridset af bevæbnede mænd. Et byggehold var ved at udspænde enorme net over lejren, himlen blev opdelt af ruder-formede stålwirer. Hun nikkede til et par soldater der stod og røg i skyggen af et halvtag og håbede at der ikke var kø ved badet.

Hun ventede i næsten et kvarter og bankede hårdt på maso-nitpladen der afskærmede brusekabinen. - Du bruger alt vandet!

Der lød en brummen fra den anden side, men da Lomis att er


hamrede på væggen, blev hanen slukket. - Jaja!Lidt eft er kom en fed mand til syne i døren. Han havde et ly-

seblåt håndklæde om livet og en skurebørste i hånden. - Tag den med ro, unge dame.

Lomis sendte ham et foragteligt blik. Jim Olsen havde større patt er end Mai. - Jeg har tid nu og vi skal spare på vandet.

- Du skal nok komme til, gryntede han tvært, - jeg skyndte mig så meget jeg kunne.

- Det er jo ikke min skyld at du har så meget fl æsk at vaske.Fedejim rystede på hovedet, men forfulgte ikke diskussionen.

Lomis fulgte ham med øjnene. Hun kunne næsten fornemme jor-den gynge da han sjoskede ned mod barakkerne. Hun trak buk-serne og hætt etrøjen af, lagde forsigtigt kniven fra sig på gulvet og lo bistert for sig selv, da hun trådte ind under bruseren. Føj, han burde fandeme ha taget en trøje på, for det krævede næsten en våbentilladelse at være så grim. Vandet var lunkent, men de to ugentlige afvaskninger var guld værd. Hun følte minder og sorg blive skyllet af kroppen sammen med støv og snavs, sjælen blev renset lige så omhyggeligt som kroppen. Sæben sved en smule.Den var langt fra de lotions og bodyscrubs hun plejede at bruge, men i det mindste blev man ren.

Tankerne om barndomsgaden kom krybende. Sol på terrassen og en mor hun dårligt kunne huske ansigtet på. Rosenbuskene der skulle klippes og fl okke af stære ved midsommer. En tåre blandede sig med dråberne fra det rustne brusehoved og for-svandt lydløst i afl øbet.

Ingen havde for alvor taget advarslerne alvorligt. Man havde jo altid hørt om infl uenzalignende epidemier fra både fugle og svin, og hvorfor skulle denne være værre? Ingen af Lomis’ søskende var mongoler, de fl este blev jo født i mindre velstående familier


og man kunne jo ikke tage alle andres bekymringer på sin kappe.Så da mongolerne begyndte at dø eft er Lydecker/Smith-vacci-

nen, trak hendes far bare på skuldrene og sagde at det nok var det bedste.

Og hvem kunne have forudset, at de ville genopstå som udøde kannibaler?

Lomis bed sig i hånden. Tårerne trængte sig for alvor på og no-gen bankede forsigtigt på væggen. Hendes fem minutt ers badetid var for længst overskredet, men hun ville bare blive her, stå under vandet og gemme sig for virkeligheden.

I takt med at nyhedsudsendelserne bragte stadig mere alarme-rende indslag, kunne man fornemme at der bredte sig en stigende lovløshed i byerne. Der begyndte at dukke graffi ti op på husmure og togstationer, gaderne blev ikke længere rengjorte og hendes far berett ede om fi rmakrak og fyringer. Hun så unge komme kø-rende i biler med nedrullede vinduer og høj musik fra skratt ende anlæg og snart hørte man om overfald og plyndringer i storbyer-ne. Men alligevel var hendes bydel rolig, de velhavende havde for-syninger nok og man passede stadig haven og gik ture med hunde og barnevogne. Det skulle nok gå over, fortalte folk hinanden, og så en morgen var det utænkelige alligevel sket.

Den første af de levende døde som havde travet hen ad vejen, lige der, på deres villavej, havde bidt fru Lübke som klippede sin hæk. Hun havde troet at drengen var syg og spurgt om hun skulle ringe eft er nogen. Man skulle aldrig, aldrig hjælpe andre, man skulle altid først og fremmest passe på sig selv! Lübke var blevet syg og døde to dage eft er, og da hun genopstod nåede hun at smit-te både sin mand og den ene af bedemændene. Dereft er havde virussen spredt sig som en steppebrand og fl ere og fl ere udøde begyndte at dukke op i kvarteret.


- Undskyld, men er du snart færdig?Lomis vred håndtaget om og lukkede for vandet. - Ja for fan-

den!Hun tørrede håret med hidsige bevægelser og stak i sit tøj. Ingen vidste hvem der havde smitt et hendes far, men de så

ham og hendes tre mindre søskende stå som underligt leddeløse dukker ude på græsplænen samme nat som militærets opsam-lingsvogn svingede ind på vejen. Hun fl ygtede da glasdøren mod haven knustes, løb ud mod forlygterne og de bevæbnede mænd, mens hendes mors skrig rungede gennem huset og hendes stam-træ visnede og gik ud.

- Det var du søreme længe om.Lomis værdigede ikke Anna Corfus, som stod og ventede utål-

modigt foran brusekabinen, så meget som et blik, men gik forbi hende med stive skridt. Hun smed håndklædet og sæben fra sig i rummet som hun delte med syv fremmede mennesker og mar-cherede direkte ned mod Røret. Måske havde hendes venner no-get sprut!

Aft ensolen fi k støvet i vinduet til at danse og Ann Magret hen-tede en klud og en spand med vand. Hun rengjorde karmen med langsomme, metodiske strøg og vred dereft er kluden op. Det var godt at arbejde, fysisk aktivitet gjorde sjælen stærk. Hun send-te et kritisk øjekast rundt i den simple barak. Fire voksne og et barn boede sammen på fj orten kvadratmeter. Sandelig noget andet end hendes gamle hjem i Hvidovre hvor kniplingsdugen lå udspændt over et højpoleret rosentræsbord med plads til tolv personer og messinglysekronen i læseværelset spredte sit gyldne lys over bogreolerne og øreklapstolen hvor hun havde tilbragt så mange timer med at studere de hemmelige skrift er. Nu boede en-


kefrue Ann Magret Bøgebirk i et rum af rå brædder uden tæpper på gulvet og uden sølvtøj eller fi ne tallerkenrækker at hvile øj-nene på. Hun mått e derimod dagligt tåle synet af Josh Gerner der ikke bestilte andet end at ligge og dovne på sin madras og fi nde sig i at både Louise Hansen og Palle Lund lejlighedsvis bandede eller på anden måde opførte sig upassende. Kun den lille pige var en acceptabel bofælle, men hun løb næsten altid rundt i lejren, og det endda helt uden opsyn.

Ann Magret smed spildevandet ud ad døren og fandt sit sytøj frem. Naturligvis havde hun både insisteret, krævet og forlangt at blive fl ytt et til en enebarak eller i det mindste et hus uden mænd, men kommandanten ville ikke blande sig i interne boligønsker og en udelukkende kvindebeboet hytt e med ledig plads var åbenbart ikke sådan at opdrive. Ann Magrets eneste privatliv bestod i det forhæng hun havde udspændt i loft et foran sin madras, og hun glædede sig mere end de fl este til krigen var forbi. Hver dag blandt disse lade og urene skabninger var en næsten ubærlig prøvelse og det krævede store anstrengelser at holde tand for tunge. Hun vid-ste hvorfor krigen var udbrudt, vidste hvad menneskets lidelser skyldtes, og selv om stupide og indskrænkede folk for mange år siden havde forsaget Det Evige Rige, vidste Ann Magret at dagen ville oprinde, hvor synderne blev straff et og Guds ord att er ville blive hørt. Hun sendte en tanke til de forbudte sider som lå gemt under hendes madras og tillod sig et lille smil. Bogen var det ene-ste hun havde haft med sig under evak’en og hun havde klogelig holdt den skjult. Tiden var endnu ikke inde til at genoplive de hellige ord, men dagen kom stadig nærmere.

Alt hvad hun skulle vente på var, at forholdene blev bare en lille smule værre, for bange mennesker havde det med at gribe ethvert halmstrå når alt håb synes ude, og hun havde tilfældigvis en hel


høstak af frelse, som hun hellere end gerne ville dele ud af.Om så folk ville have det eller ej.

Hendes bamse talte til hende. Det havde den altid gjort, men eft er dengang hvor soldatermændene hentede hende og sagde at hun skulle bo lidt tid i en lejr med pigtråd og det hele om, var Hr. Knut begyndt at sludre rigtig meget. Tilde kildede teddybjørnen på maven og gav den et stort kram. Hun sad i Røret og fulgte del-vist med i hvad de store børn talte om. Dengang hun boede med sin familie på den lille vej i udkanten af byen var det altid sin mor og far hun lytt ede til, men de var der jo ikke mere. Nu var alle de voksne i lejren hendes nye mor og far, men nok mest Ann Magret og Josh, som hun boede i barakken med. Men Ann Magret var altid så alvorlig og talte meget om moral og synd og kedelige vok-sensager, så Tilde ville hellere gå rundt i lejren eller sidde i Røret med de andre børn. De havde lavet bål på gulvet, ikke lige så stort som det der oft e blev tændt om aft enen ude bag barakkerne, men bare et lille et som Tetris og et par af de andre drenge sad og prik-kede til mens de sludrede om vind og vejr og hvad de skulle lave når de engang kom hjem.

Den store pige med alle ringene i ansigtet kom ind ad døren og så sur ud og gad ikke være med da et par af Blokkerne foreslog at spille Reb. Tilde kunne ellers godt li hende, for Lomis delte altid sit slik og svarede pænt hvis Tilde spurgte hende om noget.

Men i dag så hun ikke engang på Tilde, men satt e sig bare hen til bålet på gulvet og begyndte at drikke øl.

Tilde krammede Hr. Knut tætt ere ind til kroppen og følte sig lidt udenfor.

(du skal ikke være ked af det fr u Tilde, fr u Lomis er bare træt)Måske er hun ked af det? sagde Tilde uden at bruge ord. Hun


kiggede dybt ind i Hr. Knuts store, brune glasøjne, og så nikkede Hr. Knut forsigtigt med sit plyshoved.

(Hun savner sikkert også sin mor og far, også de store børn bliver trætt e når de spekulerer for meget)

Tilde svarede at det havde Hr. Knut sikkert ret i, og så bestemte hun sig for at sidde helt stille uden at forstyrre nogen, for det ville fru Lomis sikkert sætt e pris på, og måske faldt der et par godbid-der af.

Korporal Knudsen lagde dyngen af formularer og rapporter fra sig på skrivebordet og Videkamp mærkede sine skuldre synke. Knudsen stod i retstilling som til en parade og stirrede stift på et punkt lige over kaptajnens hoved. Dont kill the messenger, tænk-te Videkamp sammenbidt, soldaten gør jo bare sin pligt. - Noget jeg bør være specielt opmærksom på?

- Vi har fået indkvarteret de sidst ankomne fl ygtninge, annon-cerede Knudsen med høj stemme og løft ede hagen en anelse, - men hereft er begynder det at knibe med pladser og materiel. Ifølge lageroptælling er beholdningen af feltsenge og madrasser nede på fi re styks og...

- Kortfatt et, afb rød Videkamp irritabelt. - Lad mig for guds skyld nøjes med overskrift erne, og skru venligst en smule ned for volumen.

- Ahm, godt så, mumlede korporalen og rømmede sig forle-gent. - Vi har fødevarer til godt to måneder endnu, men lejrens kapacitet er ved at nå smertegrænsen og det bliver svært at fi nde plads til fl ere beboere hvis rygterne om endnu en overførsel viser sig at være sande.

Videkamp nikkede træt. De seneste meldinger fra HQ /Sjæl-land var ikke opløft ende og han tvivlede ikke på at man ville


forsøge at prakke ham fl ere fl ygtninge på, hvis byerne omkring Slagelse også faldt. Han drog et dybt suk. Naturligvis blev det fortalt at situationen var stabil, at tilbagetrækningerne kun var af strategisk karakter, men Videkamp havde for længst lært at læse mellem linjerne og på militærsprog stod der kort & godt at hæren var på skideren. - Hvordan er moralen?

Korporalens blik fl akkede en anelse. - Udmærket blandt trop-perne, sir, men fl ere af de civile repræsentanter er begyndt at ytre sig kritisk på fl ere områder.

- Så som...?- Mangel på aktivitet, mangel på information, den slags... Der

har også været fl ere tilfælde af tyveri, beboerne imellem.Videkamp nikkede eft ertænksomt. Ikke noget nyt her, men

han mått e se at få aktiveret civilisterne før gryden kogte over, for selv om de fl este faktisk var taknemmelige over at militæret havde evakueret, nej reddet dem før kadaverhæren nåede frem, blev folk alligevel mere og mere frustrerede over at de ikke vidste hvornår de kunne vende hjem. I de hektiske timer før opsamlin-gerne var alt som oft est kaos, og mange havde eft erladt husdyr og måske endda familiemedlemmer eller venner. Byerne var blevet rømmet i hast og naturligvis var fl ygtningene bekymrede for om de overhovedet havde et hjem at komme tilbage til.

- Det værste er ikke at være spærret inde, mumlede kaptajnen uden selv at være klar over det, - det værste er at sidde fanget på ubestemt tid.

- Undskyld sir?Videkamp vinkede afværgende med en slap hånd. - Ikke no-

get, men vi må se at få aktiveret folk inden der udbryder uro. Når mennesker keder sig begynder de at sladre, sladder fører til util-fredshed og utilfredshed ender oft e med ballade.


- Hvad forslår De, sir?- Har vi hakker og skovle? spurgte Videkamp og rett ede sig op

i stolen.- Æh, jah, nogle stykker er der vist...?- Så begynder vi at lave køkkenhaver. Få opdelt civilisterne i

hold, så fi nder jeg på nogle fl ere praktiske opgaver og organiserer en indkøbstur.

Korporalen formede munden til et O, men sagde ikke noget. Han stod lidt og kiggede vurderende på sin fortsatt e, men så gjor-de han honnør og smækkede hælene sammen.

- Gå bare i gang med at lave dine lister, sagde Videkamp så ven-ligt det var ham muligt, og da han att er var alene i værelset rakte han ud eft er sin walkie-talkie. - Bed Sergent Bostrup om at samle et team.

Dagen var ulidelig varm, luft en var fuld af fl uer og tøjet klæbede til kroppen. Lomis famlede blindt eft er vandfl asken. Hun lå på ryggen med lukkede øjne, indersiden af hovedet føltes som en he-stesko der var ved at blive smedet og munden smagte af plak. Jeg drikker aldrig mere! tænkte hun og fi k endelig fat på fl asken.

- Tetris gik ellers til den i går, sagde Mai og imiterede hvordan han havde forsøgt at danse på et bord med en pose over hovedet.

- Tror du han brækkede noget? spurgte Chris spekulativt. - Det var jo lidt af et styrt.

- Hans hånd var da ikke mere medtaget end at han forsøgte at klappe mig bag i, grinede Mai og vrikkede med røven. - Man skulle ellers tro at han havde fået afreageret ved at vinde to gange i Reb.

Lomis smilede modvilligt og satt e sig op på albuerne. Hun mis-sede med øjnene og ærgrede sig over at hun ikke havde en kasket.


Chris sendte hende et medfølende blik og lod fi ngerspidserne strejfe hendes lår. - Har du det bedre?

- Fantastisk, mumlede Lomis og tømte fl asken. Tungepiercin-gen vejede et ton og hun kunne dårligt synke vandet.

Han lo dæmpet og pegede mod lejrens hovedport. - De sender en patrulje af sted.

Lomis orkede ikke at kikke eft er lastbilen der rullede ud på grusvejen i en sky af støv, men Mai klappede begejstret i hæn-derne. - Måske kommer de tilbage med gode nyheder, sagde hun forhåbningsfuldt, - måske kan vi snart vende hjem?

Chris gned sig spekulativt over munden, men svarede ikke. Han havde ikke de store forhåbninger om at krigen var ved at slutt e, men det var bedst at tie for håb var det vigtigste de havde. Hun lå lidt og lod solen bage i et forfængeligt håb om at varmen ville stege tømmermændene væk. Egentlig underligt, der var faktisk aldrig nogen som talte om de levende døde... Alle i lejren havde oplevet at miste, langt de fl este havde set deres nærmeste forvandles til frådende kannibaler. Måske var det for rædselsfuldt overhovedet at tænke på? Lomis selv omtalte aldrig de frygtelige dage hvor Smitt en havde nået hendes by, ingen havde lyst til at dele tragedierne med andre.

- Skulle de ikke hente gødning og den slags? spurgte Ulf der også lå og kogte på græsset som en strandvasker der lige var skyl-let op.

- Joh, ved bålet i nat var der forlydender om at man ville op-starte nogle arbejdshold. Lave nytt ehaver, male barakker og den slags...

Lomis stønnede. Arbejde var det sidste hun gad tænke på lige nu. - Jeg må ha noget salt, mumlede hun og forsøgte at stable sig på benene. Chris sprang op og gav hende en hånd. - Tak.


Han smilede til hende, varmen i hans øjne var ikke til at overse. - Kiosken?

- Jah...- Er du sikker på at han er der? spurgte Mai og spidsede uskyl-

digt munden. - Så vidt jeg ved kom han vist først hjem i morges.- Hvad fabler du om?- Nåh, det var jo blevet lidt sent, så jeg og Ulf... Ja, jeg synes bare

jeg så ham komme slæbende på en stor sæk, lige før daggry.- Du skulle passe din seng, brummede Lomis og begyndte at

trave ned mod barakkerne. - Din egen, altså!Øjeblikket eft er var Chris oppe på siden af hende.- Skal jeg gå med?Lomis trak på skuldrene - Hvis du vil.Chris fulgte eft er som en skødehund og Lomis sendte ham et

skjult øjekast. Han var en køn fyr, att en år og i god form. Han havde lyst hår og hvide tænder, og ikke en eneste tatovering. Han forholdt sig tavs mens de vandrede gennem lejren, hensynsfuld og opmærksom på hendes tømmermænd. Hun bed sig i læben. Hvorfor kunne hun bare ikke være forelsket? Før i tiden ville en fyr som Chris have været den perfekte kæreste, en af dem hendes mindste lillebror kaldte Bolsjedrenge og plejede at drille hende med. Men nu, eft er alt hvad hun havde været igennem...? Man skulle ikke knytt e sig til nogen, før eller senere ville man jo al-ligevel miste dem. Hun virrede med hovedet for at ryste tankerne på plads, og tømmermændene kvitt erede omgående for den plud-selige bevægelse ved at sende noget der føltes som et lynnedslag gennem hendes hjerne. - Av!

- Hvad sker der?Lomis var lige ved at ryste på hovedet igen, men nåede at be-

sinde sig. - Ikke noget, bare tømmerbamser.


Han lagde en hånd om hendes skulder og smilede. - Bare sig til hvis jeg skal hente en båre.

Hun gengældte smilet. Chris var god nok, og måske, hvis hun nu virkelig, virkelig prøvede...?

Lomis sukkede højt, hun orkede ikke at spekulere mere, det eneste der betød noget lige nu, var at få noget der kunne tage tøm-mermændene.

Kiosken var et gammelt skur som Jason selv havde restaureret. Han havde fyldt det med alverdens varer, fra tæpper til cigaret-ter og slik, og havde indrett et halvdelen af rummet som stue og soveværelse.

Han sad på dørtrinet og rodede med nogle papirer, da de nåede frem.

- Udfylder du selvangivelse?Jason missede op mod dem og lo. - Bogføring og lagerbehold-

ning, svarede han og stak listerne i forlommen på sin skjorte. - Du lugter som et værtshus.

- Har du nogen chips?Han løft ede spørgende det ene øjenbryn og rejste sig fra dørtri-

net med en overdrevent langsom bevægelse. - Chips?- Ja for fanden. Chips, franske kartofl er, anything!Jason strakte sig og tændte en cigaret. - Hvad kan du tilbyde til

gengæld?.- Hold nu op, udbrød Chris irriteret. - Hun har det dårligt.Jason blæste en røgsky i retning af Chris der straks begyndte at

vift e sig om ansigtet som om han befandt sig i en myggesværm. - Det er vel hendes egen skyld.

Lomis skar tænder. - Drop det pis og stik mig noget salt, sagde hun vredt.

Jason mønstrede hende et øjeblik, og trak så på skuldrene -


Vent her.Han gik ind i kiosken og snart hørte de raslen fra kæder og låse.- Han stoler ikke ligefrem på folk, mumlede Chris og stak hæn-

derne i lommen.- Hvem gør det?Chris sendte hende et overrasket blik og skulle lige til at sige

noget, da Jason att er kom ud på trappen med en pose saltkringler i hånden. - Penge, bytt e eller tjenester?

- Lad mig skylde, svarede Lomis og greb ud eft er posen.Jason holdt den om på ryggen. - Intet er gratis.Lomis bekæmpede trangen til at sparke ham over anklen, be-

vægelsen ville formodentlig få hende til at brække sig. - Tjenester.Jason smilede tilfreds og afl everede kringlerne. - Glimrende,

det ryger på listen.Lomis knasede to kringler og følte sig allerede bedre tilpas.

- Hvor har du fået dem fra?Jason sukkede og lignede pludselig en som opdager at han taler

med en tungnem. - Forretningshemmeligheder. Man beder heller ikke en trylle-

kunstner om at afsløre sine tricks.Chris sendte ham et mørkt blik, sækken som Mai havde omtalt

lå på gulvet op ad den nærmeste væg. - Har du været ude at spad-sere?

Jason ignorerede ham og knipsede sin cigaretstump gennem luft en med en overlegen bevægelse.

- Der går rygter om at vi snart får fl ere gæster, sagde han liden-skabsløst. - Mange.

Lomis sank resten af saltkringlerne og kiggede mistroisk på ham. - Hvad mener du?

- Jeg hørte et par af vagterne nævne det, svarede han med et


skuldertræk. - En kæmpe konvoj skulle være på vej fra Slagelse. Hundredvis af nye naboer...

- Jamen, begyndte Chris, - Det kan vi da slet ikke klare! Plads-mangel, fødevarer... Og hvorfor lige hertil? Der må da være nogle lejre der er nærmere.

Jason ignorerede ham og kiggede stadig kun på Lomis. - Man-ge munde at mætt e, nye kunder til mig.

- Tænker du ikke på andet end forretning? - Jo, svarede Jason uden at fortrække en mine. - Jeg tænker

skam også på at de øvrige lejre må være fyldt endnu mere op end denne og at det betyder, at situationen på den anden side af heg-net nok ikke er blevet bedre.

Lastbilen svingede ind i byen, og Bostrup gjorde tegn til chauf-føren. - Holdt.

Han tog en kikkert frem og afsøgte horisonten. Intet tegn på liv. Haslev var ganske rigtigt blevet forladt, men sergenten formo-dede at der stadig kunne trave udøde rundt i gaderne og han ville ikke tage chancer. Landevejen havde været fyldt med strandede biler, fl ere steder havde de set halvt opløste lig ligge og rådne i solen og stilhed var ikke nødvendigvis det samme som sikkerhed.

- Det virker fuldkommen surrealistisk, sagde Ejner Sydgaard dæmpet og knugede nervøst om bilens rat. - For bare for et halvt år siden var her fyldt af indbyggere og handlende, nu er det bare en spøgelsesby.

Bostrup nikkede tavst og pegede på bykortet der lå udbredt over instrumentbrætt et. - Vi tager Ringstedvej frem til Kirke-pladsen og drejer til venstre første gang.

- Okay.Bilen rullede ind i den tomme by, hvor ituslåede ruder lignede


blinde øjne i de tavse bygninger. Nogle af husene var nedbrændt, vejene var fyldt af skrammel og fl ere steder var græsstrå og ukrudt begyndt at titt e op gennem revner i brosten og asfalt, som om na-turen ganske langsomt var ved at generobre planeten. Huse og forretninger forfaldt, murene var begyndt at få mørke plamager af svamp og råd, og under en nedstyrtet gangbro fi k de øje på endnu et lig. - Føj for satan!

Eft erladte eller udbrændte biler stod parkeret i vejsiderne som rustende fossiler fra en helt anden tidsalder og to gange mått e de køre omveje fordi gaderne var blokeret af interimistiske palisa-der. Midt på torvet stod en enlig kuff ert, som ventede den på en ejermand der aldrig kom tilbage, og lidt længere henne ad vejen havde en fl ygtning tabt sin ene sko. Bostrup skævede til sin chauf-før. Ejner Sydgaard var omkring femogtyve år, og hans øjne var blanke af tårer. Han havde sikkert haft familie og venner, og synet af den døde by fi k minderne til at dukke frem. - Venstre næste gang.

Lastbilen kantede sig forbi endnu en ophobning af olietønder, møbler og brædder, hvor folk havde forsøgt at forsvare sig mod kadaverne. Det lå bunker af patronhylstre og fl ere lig på jorden. Nogle var næsten gået helt i forrådnelse og selv gennem de oprul-lede ruder kunne Bostrup fornemme den sødlige stank af delvist opløste kroppe. En mand i jakkesæt sad lænet op ad en husmur og stirrede blindt mod himlen. Hans underansigt var væk og han knugede stadig pistolen i sin hånd. Foran manden lå resterne af to børn med plastikposer over hovederne. Der var også skudhul-ler i poserne, og Bostrup mærkede en klump samle sig i sin hals. Han havde hverken været gift eller fået unger, men begge hans forældre levede stadig, da smitt en brød ud. I starten havde de oft e ringet sammen, talt om vind & vejr eft er de rituelle forsikringer


om at både hans mor og far (til trods for gigten der sommetider drillede og gjorde fatt er noget knarvorn) havde det fi nt, og i fl ere måneder troede alle, at problemet forholdsvis hurtigt ville gå i sig selv.

Men omfanget af katastrofen gik eft erhånden op for både mi-litæret og civilbefolkningen. De sidste til at opfatt e alvoren var, ikke overraskende, de politisk ansvarlige, og nærmest fra den ene dag til den anden udbrød der panik over hele linjen. Hele byer blev udslett et, fl ere regimenter gik tabt og overlevende strøm-mede mod de sikre zoner og hastigt opbyggede lejre. Det var fl ere måneder siden Bostrup havde hørt fra sine forældre og de sidste meldinger indikerede at også Rørvig var blevet overrendt af de levende døde. Bostrup rett ede sig en smule op i sædet. Tanken om at de faktisk ville tabe krigen var først for nogle uger siden blevet en mulighed, han for alvor mått e forholde sig til. Det vir-kede fuldkommen urealistisk, men uanset hvad Propagandami-nisteriet end sagde, var sejren i hvert fald ikke kommet nærmere. Hver gang en soldat eller borger faldt, genopstod han som endnu en fj ende og langsomt skrumpede hærens talmæssige overvægt. Smitt en rasede som en skovbrand, og et nederlag betød ikke ka-pitulation, fangenskab eller assimilering, næh det betød død eller genopstandelse som en sjælløs kannibal, for denne fj ende tog in-gen fanger eller forhandlede om betingelser og fred.

- Er du okay, knægt?Chauff øren rømmede sig og bed tænderne sammen. - Jeg har

det fi nt, sir.Sergent Bostrup nikkede eft ertænksomt. Det var fl ere uger si-

den de sidst havde været uden for lejren og det skræmte ham mere end han brød sig om at indrømme, at situationen så hurtigt var blevet forværret. Selv de fem menige som under hele turen havde


siddet og sludret og grinet i lastvognens lad, var blevet påfaldende tavse. - Stands her.

Udstillingsvinduet i malerforretningen på den anden side af gaden var slået ind, og fortovet farvet blåt af størknet vægmaling. Det så ud som om der var sprunget en bombe i butikken, men Bostrup forsøgte at lade være med at tænke for meget på hvad der var foregået derinde. - Hold vognen i tomgang, sagde han og afsikrede sin pistol. - Og hold for guds skyld øjnene åbne.

Ejner Sydgaard nikkede stift . - Det behøver De ikke at sige to gange, sir.

- Det var jeg næsten klar over, svarede Bostrup og eft erspændte hageremmen under sin hjelm. - Jeg har walkie-talkie åben, men den hurtigste advarsel er at bruge hornet. Et tryk for observation af fremmede, to tryk for alarm. Forstået?

- Også i den grad!Sergenten åbnede fordøren og steg ud af bilen. Hele byen syn-

tes fremmed og nærmest emmede af fj endtlighed og død. Han spejdede op og ned ad gaden og sendte et blik rundt mod de mør-ke vinduer i de tomme bygninger. Intet. Så gik han om til lastbi-lens bagside. - Alle ud.

Der var ingen muntre bemærkninger, ingen drengede grin fra soldaterne som nervøst klatrede ud af ladet med spændte ansigts-udtryk og hænderne fastlåst om de skarpladte våben. Jens Röhn stak fi ngrene ned i sin brystlomme og fi skede en gammel tokrone frem. Stig Larsen sendte ham et undrende øjekast. - Hvad er det?

- En lykkemønt, svarede Röhn uden at tage fokus fra omgivel-serne. - Min far gav mig den på min første skoledag og sagde at den ville bringe held.

Larsen trak på skuldrene, han havde sgu aldrig troet at en kold fi sk som Röhn ville være typen der samlede fi rkløvere og hængte


hestesko over døren, men han holdt klogelig sin mund.Henrik Carstensen tvang sig til at slappe af, eller i det mind-

ste virke afslappet. Han bandede indvendigt over at være blevet udvalgt til at tage med, for det passede ham langt bedre at holde øje med lageret eller patruljere i lejren. Han havde aldrig været specielt eventyrlysten og det var bestemt ikke med sin gode vilje at han nu stod her, på en alt for stille gade midt i fj endeland.

- Jeg har en dårlig fornemmelse med det her, sagde han dæmpet uden at se på nogen bestemt, - en rigtig dårlig fornemmelse.

- Det har du sgu altid, brummede Tommy Trent og sendte ham et mørkt blik. - Sidste gang peb du sgu så meget at...

- Stille! sagde Jens Röhn der som den eneste havde indtaget retstilling og nu kiggede vredt på sine kammerater. - Lad os høre sergentens ordre.

- Vi skal ind i malerbutikken, svarede Bostrup med et umærke-ligt suk. - Röhn bliver her og sikrer en eventuel tilbagetrækning samt overvåger gaden, resten følger med mig.

Han holdt en lille liste op og smilede skævt. - Vi skal på ind-købstur, drenge. Træmaling, pensler og lak til kommandanten.

Smilet fi k Kelvin Huusman til at føle sig lidt bedre tilpas og gøre overdreven stram honnør. - Javel, hr. general, ligesom at bli-ve sendt i byen af konen derhjemme.

Sergenten blinkede til Huusman med det ene øje. Det glædede ham at mændene alligevel kunne le, for paniske soldater knugede altid liiidt for hårdt om aft rækkeren og en vådeskudsulykke var det sidste han havde brug for. - Okay, lad os komme af sted.

Soldaterne spredte sig planmæssigt ud på vejen mod butik-ken og indtog uden opfordring strategiske positioner langs hus-muren, og sergent Bostrup nikkede tilfreds. Hans mænd besad stadig både mod og disciplin. - Og du kender rutinen, sagde han


alvorligt til Jens Röhn der havde taget opstilling bag lastbilen. - Et skud for varsling, to for fare.

- Og hvis jeg ser indkommende bevægelser? spurgte Röhn med rolig stemme. - Nogen der kommer denne vej?

- Dit varselsskud tjener både som advarsel for os og for en even-tuel fj ende, sagde Bostrup kort. - Standser de ikke, sender du de to næste skud i deres retning.

- Javel, sir.- Og husk nu at ramme hovedet.Jens Röhn nikkede og sergenten gav ham et klap på skulderen

før han gik over gaden. Hans mænd skulle nok holde hovedet koldt. - Bevægelse?

Stig Larsen som stod nærmest det knuste vindue, lyste ind i den dunkle butik med lygten der var fastgjort på hans gevær. - Negativ.

- Okay. Sergenten åbnede døren og trådte ind i malerforretnin-gen med hævet pistol. Der lugtede svagt af lak og selv om det var midt på dagen virkede lokalet unaturligt mørkt og alt for stille. Hans fi ngre afsøgte væggen, men den eneste reaktion fra kontak-ten til loft sbelysningen var et tomt og statisk klik. Pis, det gjorde ikke ligefrem opgaven lett ere. - Fremad, men vær på vagt.

Huusman og Tommy T. blev stående ved facaden, de to sidste soldater fulgte ham ned ad forretningens mellemgang. Der var tyst som i en mineskakt, kun lyden af tre par støvler hørtes i den stillestående luft . Lygter blev tændt, nervøse øjne fl akkede rundt. Sergenten bøjede sig mod de nærmeste bøtt er maling. Vægfarve. Han gik længere ind i forretningen, forbi stiger, afdækningsplast og stativer med pensler. - Larsen, tag et par sorte skraldesække og fyld dem med alt hvad du kan fi nde af pensler og malerruller.

- Jep.


- Carstensen, du tager dig af stiger, spande og tape.- Skal det ud i bilen?- Ja, og sørg nu for at stable det helt ind bag i.Soldaterne svingede deres karabiner på ryggen og begyndte at

samle materialerne. Alene det at have noget at give sig til, dæm-pede nervøsiteten mærkbart.

- Der står træmaling herovre, sagde Larsen og vinkede til Bo-strup. - Udendørs brug.

- Fint, jeg har fundet en sækkevogn.Larsen tog en tilfældig malerbøtt e ned fra en hylde. - Æh, hvil-

ke farver skal vi tage?Sergenten var lige ved at komme til at le. Det var der ingen

som havde fortalt ham, men Videkamp ville nok få et føl hvis de begyndte at male barakkerne pink. - Neutrale farver, vil jeg tro. Hvid, brune og matgrønne, du ved, den slags som ikke skiller sig for meget ud fra...

Og i det samme ramlede en dunk på gulvet, bagest i lokalet.Soldaterne for sammen, Larsen smed bøtt en fra sig og fl åede

geværet frem. - Hvem der?!Der kom intet svar, kun den skurrende lyd af en metaldåse der

rullede hen over parketgulvet med en sagte raslen.Sergent Bostrup mærkede sin hals snøre sig sammen. Han li-

stede forsigtigt fremad, pistolen i hans hånd syntes at veje fl ere kilo. Nu hørtes en svag puslen og lynsnart rett ede sergenten sin lygte mod lyden. Der var intet at se, kun en stabel med femliters loft maling. Han tog endnu et par skridt hen over gulvet. Pludselig syntes han brædderne knirkede forræderisk højt. Der var stadig ikke nogen bevægelser, kun skygger og mørke og... Og i det sam-me hvæsede en gråstribet kat og for gennem lokalet.

- For helvede da!


Larsen aff yrede sin riff el uden at sigte eft er noget som helst, sergenten væltede bagover og Carstensen tabte alle sine spande. Katt en spurtede ud af døren og forsvandt hen ad gaden og de to soldater som stod vagt udenfor kom løbende ind i butikken. - Hvad sker der?!

Bostrup rejste sig møjsommeligt op. Han rett ede på sin hjelm og rømmede sig fl ere gange. - Ikke noget, sagde han og skar tæn-der. - Det var bare en fordømt kat.

De to vagter kiggede på hinanden og Huusman begyndte at fnise. - Var den bevæbnet? Jeg mener, Larsen ser ud som om han skal til at starte en krig og du ligger og gemmer dig i en stabel dåser.

Tommy begyndte at grine og snart lo også både Carstensen og Stig Larsen af fuld hals. Bostrup mærkede rødmen farve sine kin-der, munden blev en smal streg og hans øjenbryn sank mærkbart ned mod næseryggen. Han hævede advarende sin ene hånd, skul-le lige til at bede sine mænd holde inde og det øjeblikkeligt - da billedet af en pistolsvingende tegnefi lmskat uden varsel dukkede op for hans indre blik. For helvede hvor var han blevet snydt. Ja, mere end det, han havde fandeme nær skidt i bukserne. Han mær-kede lett elsen fortrænge chokket og snart begyndte det at boble i hans mave. Han lo så tårerne rendte. I fl ere minutt er glemte både sergenten og de menige alt om krigen, rædslerne og vagtsomhe-den, de lo til de var ved at revne og for bare et øjeblik var livet næsten værd at leve. Bageft er samlede de maling, lak og andre fornødenheder og læssede med forbavsende eff ektivitet det hele ombord på lastbilen.

- Hvad var det der skete derinde? spurgte Ejner Sydgaard, da sergenten igen var ombord i førerhuset, men Bostrup rystede bare på hovedet.


- Vi blev angrebet af en tiger.Chauff øren åbnede munden uden at sige en lyd, og snart ef-

ter rullede den tungt lastede bil att er igennem byens tavse gader. Soldaterne gjorde holdt for at tømme et supermarked for dåse-mad og lækkerier der havde holdt sig uden el, de standsede ved en kiosk som stadig havde et bugnende lager af cigarett er og slik. Sergenten havde lovet både Jason og ham Chrisfyren fra lejren at fi kse et par småting og mon ikke også kommandanten ville blive glad for nogle fl asker spiritus? Humøret var højt, soldaterne tog godt for sig af lækkerierne og de så ikke et eneste levende (eller udødt) væsen før de beslutt ede sig for at besøge gartneriet der lå lige i udkanten af Førslev på vejen tilbage til lejren.

Men der mødte patruljen til gengæld fl ere af dem.

Bamsen lugtede stadig en smule brændt. Når Tilde borede næ-sen helt ned i det fl ossede stof, kunne hun svagt fornemme den svedne lugt fra branden i hendes gamle hjem, og det lille bål i Rø-ret sidste aft en havde ikke gjort Hr. Knut mere vellugtende. Han lugtede lidt surt, men på en måde mindede duft en hende også om Mor. Sommetider kunne Tilde godt blive lidt trist, for det blev sværere og sværere at huske ansigterne på familien, det var næ-sten som en af de drømme der forsvinder når man lige er vågnet og minderne forandres fra billeder til følelser. Erindringen om Far der fortalte historier på sengekanten var ikke længere et fo-tografi på nethinden, han var næsten svundet ind til en utyde-lig skygge der fortalte eventyr med dyb stemme og sommetider glemte hvor langt han var kommet, han var eft erhånden nærmere en følelse af varme og tryghed end en virkelig person.

Men Hr. Knut lugtede stadig lidt af mor. Mor kom altid ind for at kysse både Tilde og Hr. Knut godnat


når far havde fortalt sin historie, og sommetider eft erlod hun et duft spor fra sin natcreme på Hr. Knuts pande eller kind. Tilde krammede sin bamse til søvnen kom snigende, lukkede sine øjne mens hun faldt i søvn mod Hr. Knuts ru pels og lugtede til det lille aft ryk af sin mor. Hun lytt ede til vindklokkernes spil ude foran sit vindue og måske til brudstykker af musik eller samtaler fra stuen nedenunder hvor hendes forældre puslede rundt og sov altid ind med et smil på læben. Hr. Knut lå i hendes favn med evigt åbne øjne for at kikke eft er trolde og spøgelser. Han blinkede aldrig, lå blot hele natt en og spejdede ud i mørket med sine store, lysebrune glasøjne, mens solen ventede på at få lov at stå op. Hun var tryg i sin seng, for mor og far var lige nedenunder og Hr. Knut holdt altid vagt.

Og det var også Hr. Knut der vækkede hende da troldene fra de dybe skove som kun fandtes i eventyrene, virkelig kom.

Lyden af kamp i stuen fi k hende til at stå ud af sengen, men Tilde var sikker på at

(stå op min ven, vi må skynde os at vågne, for de sultne trolde er kommet!)det var Hr. Knut der havde hvisket til hende i mørket og først fået hende til at vågne. Tilde huskede ikke rigtigt at hun var gået ned ad trappen, men næsten hver nat kom billederne af de lasede væsner som forsøgte at spise hendes forældre krybende og gjorde søvnen urolig. Hun vågnede oft e med et halvkvalt skrig på læ-berne og glemte for et øjeblik hvor hun var

(Løb, min pige, løb for livet)men så satt e hun sig op i sengen og kiggede over mod bordet hvor fru Ann Magret næsten altid sad og læste i en gammel, støvet bog, og så kom Tilde igen i tanke om hvor hun var.

Næsten hver nat bragte søvndronningen hende billeder af de


mange kroppe der lå sammenfi ltrede over hendes forældre nede i stuen, og af hendes mors hånd der rakte ud mod døren før trol-dene som alligevel var virkelige, begyndte at spise hendes ansigt. Hoveddøren stod åben, møblerne var væltet og et stearinlys havde antændt et gardin. Der lugtede grimt af røg og råddenskab og Hr. Knut syntes at sprælle fortvivlet i hendes arme. Hendes forældre skreg og Tilde kunne tydeligt høre væsnernes rallende knurren mens det store gulvtæppe farvedes rødt som syltetøj. Hun troede et øjeblik at hun stadig drømte, for blinklysene og sirenerne uden for huset lignede tegnefi lmene hun sommetider så om lørdagen når Hr. Knut og hele familien sad og spiste slik under hyggetæp-pet på sofaen med fødderne oppe og natt øjet på, men tegnefi lm hørte til i fj ernsynet og ikke hernede i deres stue og uhyrerne fandtes ikke i virkeligheden og hold så op med at skrige!!!

(Vi er nødt til at komme væk)Så hun løb, løb som strudsene i ørkenen når coyoten forfulgte

dem med favnen fuld af dynamit, løb som Jerry der fl ygter fra Tom. Hun løb som en lille pige der ser troldene komme ud af bil-lederne i eventyrbøgerne og virkelig æder hendes forældre. Tilde fl ygtede ud gennem køkkendøren, knugede Hr. Knut stramt mod sit bryst mens vinden ruskede i hendes lyse hår. Naboerne skreg og nogen begyndte at skyde, de bare fødder blev følelsesløse mod det kolde græs og hænderne som pludselig løft ede hende op var iført sorte læderhandsker. Hun huskede ikke længere hvad poli-timanden sagde, hun havde bare råbt på sin mor og sin far, men ordene druknede i lyden af sirener og alarmer og voksne kom-mandoer, men nogen havde givet hende et tæppe og strøg hende blidt over håret mens opsamlingsbilen kørte hende væk. De før-ste dage i lejren var fuldkommen udviskede, men som tiden gik, blev det mere virkeligt og gradvist var det minderne om hendes


gamle liv som forsvandt. Tiden på Lærkevej med hendes mor og far og Kathrine som var hendes bedste veninde virkede som en gammel fi lmstrimmel der ikke helt passede til spolen. Billederne var hakkede og fl imrende, og falmede mere og mere for hver ny gennemspilning. Hun boede nu med Fru Ann Magret og Josh og fi re andre i en barak der var lavet af træ, hun havde sine venner i Røret og Hr. Knut var begyndt at fortælle alle de historier hendes far førhen havde fortalt.

Tilde smilede for sig selv, Hr. Knut var bare ikke så god til at huske historierne, og ligesom hendes far glemte han oft e hvad der skete og hun mått e oft e hjælpe ham i gang.

- Du er ved at være en gammel mand, smilede Tilde og prik-kede ham i maven.

Hr. Knut vred sig i hendes arme og brummede på det særlige bamsesprog som kun Tilde forstod, og nægtede at kommentere hendes drillerier.

Hun kyssede ham på kinden og sagde at det kun var for sjov og så var de gode venner igen. Selv om hun oft e var alene, følte hun sig sjældent ensom for Hr. Knut var alt det selskab hun behøvede. De fl este voksne i lejren kendte hende, der faldt oft e en godbid af til en lille, lyshåret og høfl ig pige med blå øjne og skrammede knæ, og folk hilste for det meste venligt og spurgte hvordan hun havde det. Hun havde været i lejren i næsten et år, og på hendes adresse i Blok 4, Hus 8, Nord, følte hun sig tryg og selv om hun næsten aldrig talte (med andre end Hr. Knut) oplevede hun me-gen varme og venlighed fra sin nye familie.

Men nætt erne kunne være lange.Hun vågnede oft e fordi de onde drømme kom, eller fordi der

var nogen som skreg i søvne. Næsten hver eneste nat hørte hun gråd eller uhyggelige lyde fra folkene i de andre huse (eller fra hr.


Josh). Hun var langt fra den eneste som fi k besøg af fortiden når mørket faldt på. Men så trøstede Hr. Knut hende og sagde at der ikke var noget at være bange for. Og han lå stadig ved hendes side og stirrede ud i natt en, mens lyset fra kaminen eller månen uden-for spillede i hans store øjne.

- Jamen goddag, Tilde. Er du ude at gå tur med Hr. Knut?Tilde nikkede og smilede til Ole Baess som var en af de faste

køkkenhjælpere og som engang imellem stak hende en ekstra godbid. - Ja, han er blevet lidt tyk, så vi trænger til motion.

Ole lo og klappede sin egen, slunkne vom. - Det må jeg nok sige, de fl este af os har ellers tabt sig herinde.

Tilde vinkede og fortsatt e hen ad gaden. For enden af hendes blok lå B-huset, den store, gule bygning hvor mongolerne boede. Hun kunne ikke lade være med at kikke hver gang hun kom forbi, på samme tid nysgerrig og fascineret, men også lidt nervøs. Hun sad oft e på en trappesten overfor B-huset og fulgte med i hvad de lavede og sommetider sludrede hun lidt med de mest velfunge-rende af dem, hvis de ellers turde vove sig helt over på den anden side af gaden. Hun syntes de fl este var mægtig søde og lignede små voksne der opførte sig som børn eller børn der opførte sig som babyer. De så lidt sjove ud, med store hoveder og skægge stemmer, og mindede hende om Kathrines bror der også havde været mongol. Han var et par år ældre end Tilde, måske ti eller elleve, men virkede på mange måder meget yngre. Hans hage og hals gik næsten i et og hans ører manglede fl ipperne og stak di-rekte ud fra hans hoved som to halvcirkler. Havde de siddet lidt højere kunne de faktisk minde lidt om Hr. Knuts ører, bortset fra altså at de ikke var lodne. Når Tilde og Kathrine sad og diskute-rede voksenting som nye sko og fi ne dukker, kunne han fi nde på at være rigtig barnagtig og lade som om en taske var en hat og


begynde at grine over sin egen morsomhed; men Tilde kunne al-ligevel rigtig godt li ham og grinede for det meste med.

Men det var ikke alle beboerne i B-huset som var lige søde. De “almindelige” børn som vist bare ikke var helt rigtige i hovedet, gjorde hende en smule nervøs.

Et par af dem sagde næsten ingenting, men stod bare med hæn-derne nede langs siden og hængende skuldre og kiggede rundt med halvåbne munde og tomme øjne. De lignede lidt troldene som havde spist hendes mor og far, men heldigvis var de ikke så oft e ude. Sygeplejerskerne og de frivillige voksne som hele tiden befandt sig i B-huset, holdt godt øje med dem og sørgede for at de ikke rendte så langt omkring. Der var specielt en af dem hun ikke brød sig så meget om. Han var en af de ældste og her på det sid-ste var han begyndt at se på hende og Hr. Knut på en mærkelig, intens måde henne fra indgangsdøren til barakken hvor han oft e stod og gemte sig. Han var høj og tynd og rundrygget, og havde en mund som aldrig var lukket helt, og igennem det lange, næ-sten sorte pandehår fornemmede hun, at små, tætsiddende øjne hvilede tungt på hende og Hr. Knut. Det virkede som om han så direkte igennem hende, som om der var noget han pønsede på at gøre eller sige.

Og faktisk kiggede han mest på Hr. Knut.

Humøret var stadig højt, men sergent Bostrup kunne alligevel mærke, at han begyndte at føle sig en anelse udmatt et. Eft er episo-den med katt en havde han og hans mænd redet på en bølge af ner-vøs, næsten hysterisk eufori og han mærkede at adrenalinboostet havde tæret vældigt på kroppens resurser. Han pillede møjsom-meligt sølvpapiret af et marcipanbrød for at få noget hårdt til-trængt sukker. Det smagte himmelsk og han kunne dårligt huske


hvornår han sidst havde spist chokolade. Vistnok forrige sommer hos Vicky og hendes mand, tænkte Bostrup og rynkede panden, til grillfesten på hans sidste orlov.

Det forekom ham at være fl ere årtier siden, og han formodede med dyb beklagelse at både Vicky (som han havde kendt siden gymnasiet og holdt lejlighedsvis kontakt med), og hendes sære professoragtige mand sikkert enten var døde eller sendt til en af de sikre zoner. I hvert fald havde han ikke hørt det mindste fra dem i over et halvt år. Bostrup sad lidt i sine egne tanker og kig-gede på asfalten som forsvandt under lastvognens hjul. Så mange døde, så få begravelser. Ingen vidste længere hvad der var blevet af deres kære. Var de borte, fl akkede de rundt som desperate fl ygtninge eller vandrede deres kadavere stadig i de tomme byer?

Der var ting som man ikke skulle tænke på, spørgsmål man bare burde glemme. Pludselig smagte chokoladen ham ikke mere og Bostrup slyngede resten af marcipanbrødet ud gennem den åbne siderude. Faktisk mått e man slet ikke plyndre butikker, straff en var hård for den slags, specielt i en krigstid. Godt nok havde kom-mandanten personligt givet ordre til at beslaglægge visse fornø-denheder fra nøje udvalgte butikker, men Bostrup var langt fra sikker på hvordan obersten ville forholde sig til en plyndring af slik & cigaretlagre. Nå, heldigvis havde han taget en kasse gode cigarer samt et par fl asker årgangswhisky med som smørelse, så mon ikke Videkamp ville se gennem fi ngre med deres lille omvej? Han håbede det i hvert fald, men om ikke andet burde de nok gå stille med dørene og i øvrigt deponere en del af rovet i Jasons kiosk.

- Planteskolen ligger nede af næste vej.- Hvad...? Åhja, rigtigt. Sving til venstre her.Krogshede Gartneri & Planteskole var lokaliseret et par kilo-


meter uden for Førslev, vest for Haslev og cirka syv kilometer fra Camp 41. Sergenten lossede sine mænd af ladet hvor de sad og hyggede sig med lækkerier fra supermarkedet og det tog et par minutt er at genoprett e den fornødne disciplin.

- Høj moral er glimrende, men glem nu ikke at vi stadig er i fj endeland, sagde han og sendte soldaterne af sted. Han var ikke helt klar over hvilke frø planteskolen lå inde med, men bestemte sig for at tage hvad de end mått e falde over. Sergenten spejdede bekymret mod de tre store væksthuse. Flere af glaspladerne i ta-get var slået ind og de beskidte ruder indikerede at stedet havde været forladt et stykke tid. Han gik sammen med Larsen og Tom-my over indkørslen. Gruset knasede tørt under deres støvler og fra træerne bag drivhusene fl øj et par skader skræppende til vejrs. Fra hovedbygningen, et gult etplanshus der tilsyneladende havde tjent som beboelse, signalerede Larsen gennem walkie-talkie at kysten var klar. - Melder at stedet er sikret, ikke et menneske at se.

- Tegn på kamp? Skift er.Walkien knitrede. - Også i den grad. Køkkenet er en slagmark,

stuen ser ligesådan ud.- Satans. Over n’out.Sergent Bostrup gjorde tegn til Tommy T. om at følge med. -

Resten holder udkig herude. Skarpt udkig!Han listede ind i huset som den første, med våbnet hævet og

alle sanser i højeste beredskab. Denne gang ville sergenten ikke lade sig overraske af en forpulet kat. Entreen lugtede indelukket og nærmest fortætt et. Ingen gennemtræk, huset havde været ube-boet i mindst en måned. Han stak hovedet ind i køkkenet. Du-gen var fl ået af spisebordet, der lå knust porcelæn på gulvet. To væltede stole, to smadrede tallerkner. Ejerne af gartneriet havde sandsynligvis været et ægtepar. Han standsede ved køkkenbor-


det. Harskt smør, madrester der var grønne af mug... Beboerne mått e have siddet og spist da nogen pludselig var dukket op, og tilsyneladende var det sket for fl ere uger siden. Sergenten liste-de videre til stuen. Mere væltet indbo og fl uer som festede på en størknet, næsten mørkebrun blodplet på den ene væg.

Der herskede ingen tvivl om at de der boede her, var blevet overfaldet; men hvor fanden var ligene!

Kunne de være fl ygtet, havde de gemt sig? Bostrup udstødte en ed og gav ordre til at ransage husets øvrige rum. - Vær forsigtige, drenge. Vi må gå ud fra at der er tale om fl ere smitt ede, og hvis vi ikke fi nder de døde, kan det betyde at de er genopstået og måske vandrer rundt i nærheden.

Resten af huset var tomt. Soldaterne kiggede i samtlige rum og åbnede klædeskabe og dragkister, men da de intet fandt, beordre-de sergenten alle ud på gårdspladsen og lukkede hoveddøren bag sig. Det var blevet sen eft ermiddag, men solen stod stadig højt og der var længe til den korte sommernat faldt på. Udmærket, han ville nødig skulle famle rundt i mørke hvis der vandrede udøde rundt. - Kør helt om til drivhuset, vi tager hvad vi kan fi nde og sætt er kurs mod lejren i en helvedes fart.

Ejner Sydgaard nikkede og satt e lastbilen i gear. Ligesom de øvrige mænd var chauff øren blevet en anelse bleg og der var langt mellem de smarte bemærkninger. Bilen blev parkeret foran det største drivhus, og Bostrup gav tegn til Carstensen og Tommy om at følge sig, mens resten holdt udkig.

- Tag sækkevognen og de sorte aff aldsposer med.Glasdøren til anlægget stod allerede på klem og sergenten tjek-

kede endnu engang at hans pistol var afsikret, før han trådte ind i et vildnis af træer og planter. En dunst af hede slog ham i møde, rummet var nærmest levende af bananfl uer og andet bevinget


kryb, og en tung stank af svampet muld og rådden fl ora fi k ham et øjeblik til at gispe eft er vejret. Planterne stod i rektangulære bede, på lange, lige rækker og dannede en form for gangsti gennem det cirka fyrre meter lange drivhus. Luft en var fugtig og tung, det føltes som at gå i en regnskov. Bostrup tog en dyb indånding og begyndte at snige sig af sted. Det var svært at orientere sig mellem de mange blade og stængler. Nogen kunne uden besvær gemme sig ganske eff ektivt herinde.

- Gødning, hviskede han bagud og bandede Videkamp og hans idiotiske ideer langt pokker i vold.

- Led eft er kunstgødning, vækstfremmere og så-sæd.- Hvad fanden er såsæd? spurgte Henrik Carstensen og tørrede

sig over panden med sit ene ærme.- Frø, svarede Bostrup sammenbidt, - og hold nu for fanden

kæft .En snegl hang dovent på bladene af en bregne, et par hvide

sommerfugle fl aksede rundt under de slukkede varmelamper un-der loft et og mellem de fl este grene og stammer havde fede edder-kopper udspændt deres net. Soldaterne gik fremad i tavshed, kun en enkelt gang fnøs Tommy dæmpet da en spyfl ue svirrede ind i hans ansigt og sækkevognen højlydt skramlede mod stålrammen på et bed. Et vredt blik fra Bostrup fi k ham til at klappe i og da de nåede enden af væksthuset gjorde sergenten tegn til holdt. Han skævede vagtsomt fra side til side. Det føltes som at befi nde sig i en helt anden verden og undervejs havde han fl ere gange undret sig over de mange forskelligartede planter, som anlægget rum-mede. Flere af dem havde han ikke troet kunne vokse i det dan-ske klima, og sergenten regnede med at både minipalmerne og chilibuskene ville fordre særdeles regulerede vækstbetingelser. Nå, heldigvis var de på udkig eft er noget simplere: kartofl er, majs


eller kål, noget der ikke krævede en magistergrad i botanik at få til at blomstre. Han kiggede sig mismodigt omkring. En stor del af planterne var gået enten helt eller delvist ud, der hang en svag em af fordærv i luft en og sergentens tanker fl aksede kort tilbage til blodplett en i stuehuset. Nogle meloner rådnede i et bed andre steder lå klynger af mørkebrune græskar og inde under en vin-drueranke stod to ildelugtende gevækster som lignede store slim-sække. De stank værre end de øvrige planter og Bostrup stand-sede undrende op. Han skulle lige til at læne sig frem for at tage et nærmere kig, da

- Her! Sjant, jeg har fundet plantefr øene!Tommy i det samme råbte at han havde lokaliseret lageret.

- Okay, lad os se på det.Han rett ede sig op og gik ned mod sine mænd, og lagde slet

ikke mærke til at den ene af slimsækkene begyndte at udskille et gult, harpikslignende sekret og ganske langsomt åbnede sig i toppen.

Kommandant Videkamp slukkede for samtaleanlægget med en træt bevægelse. På den positive side lovede HQ at der indenfor de nærmeste dage ville ankomme ekstra forsyninger af fødevarer og medicin, men de dårlige nyheder vejede betragteligt tungere. Det taktiske hovedkvarter frygtede at både Holbæk og Lejre samt et par af omegnsbyerne var på nippet til at falde og skulle det ske, ville Camp 41 være nødt til at modtage yderligere to fl ygtninge-konvojer. Kommandanten rystede fortvivlet på hovedet og læ-nede sig tungt tilbage i stolen. Korporal Knudsen stod foran hans skrivebord og lignede en bedemand.

- Nu bliver det svært, mumlede Videkamp dystert.Korporalen der ikke rigtigt vidste hvor han skulle kigge hen,


nøjedes med at nikke.Kommandant Videkamp rejste sig fra sin stol. Det begyndte at

blive ganske alvorligt. Hæren mistede tilsyneladende langt fl ere byer end de generobrede og Sydsjælland havde eft erhånden alt for mange røde plett er på kortet. Politiet under ledelse af Kathe-rine Jes, havde store problemer med at forhindre pøbelvælde og lovløshed, og både røverbander og ophidsede folkemængder gav ordensmagten hænderne fulde. Kommandanten fatt ede for sin død ikke, at folk ikke havde mere disciplin og forståelse for situa-tionens alvor, men som sædvanligt satt e civilisterne deres eget vel over fællesskabet. Hvis bare folk kunne begribe konsekvenserne, sådan rigtigt fatt e den overordnede strategi og vigtigheden af at følge ordrer, ville kampen måske stadig kunne vindes. Men nej, man frafl ytt ede ikke frivilligt sin lejlighed fordi der tilfældigvis skulle opstilles en barrikade i lige netop vores gade, man ville ikke opgive sin butik selvom den kunne bruges som strategisk for-svarsposition. Den slags ofre var umulige for civilbefolkningen at forstå nødvendigheden af. Hvorfor skal vi betale til brandvæs-net før det er vores egen lejlighed der står i fl ammer? Omvendt, tænkte Videkamp dystert, havde politikerne jo heller ikke lige-frem været helt oppe på tangenterne da de første meldinger om genopstandelser begyndte at sive ud, og man havde i alt for lang tid enten negligeret problemet eller ladet det være op til Bophal at redde kastanjerne ud af fl ammehavet. Fandens! Hvis det ikke havde spredt sig så hurtigt ville man kunne have inddæmmet Smitt en ved hjælp af nogle simple forholdsregler, men den eks-plosive tilvækst af nye infektioner og mangel på ansvarsindrøm-melse gjorde det sværere dag for dag.

Videkamp bed tænderne hårdt sammen. Nok med den slags tanker! Hans opgave var at få denne lejr til at fungere, at adlyde


ordrerne fra overkommandoen og sørge for fl ygtningenes vel og sikkerhed; han skulle ikke begynde at gøre sig klog på store, sam-fundsmæssige anliggender og beslutninger.

Det ville blive ganske udfordrende at modtage fl ere fl ygtninge, men med den rett e indstilling og eff ektivitet var det komman-dantens erfaring at det meste kunne lade sig gøre, selv om de nok mått e indstille sig på at stramme livremmen endnu en tak eller to.

Heldigvis var Nett et over lejren endeligt kommet på plads, for-svarsværker og mure virkede stabile og han havde jo et glimrende mandskab under sig, som indtil nu ikke havde lidt et eneste tab.

- Meddel HQ at vi, trods pladsmangel og resurseknaphed, modtager civilisterne, sagde han modstræbende til korporal Knudsen, - men at vores kapacitet dermed ikke alene har nået smertegrænsen, men også er på nippet til at overskride den.

Og mens korporalen foretog det bebudede opkald, skænkede kommandant Videkamp sig en Martini og gav sig til at fundere over hvordan det mon gik for hans lille indkøbspatrulje.

Hele bagvæggen bestod af hylder hvorpå der lå hundredvis af små poser frø og sergent Bostrup løb dem hurtigt igennem. De fl este indeholdt blomster, men der var også både ærter, gulerød-der og andre grøntsager at fi nde. Han trak på skuldrene og smed håndfuld eft er håndfuld ned i de medbragte skraldesække; ikke at botanik interesserede ham mere end fi nmekanik ragede en vand-bøff el, men Bostrup mente alligevel at en prydhave med stokro-ser og stedmoderblomster muligvis kunne holde nogle af lejrens mange forstadsfruer beskæft iget. Og var det i virkeligheden ikke det hele missionen drejede sig om? Ikke så meget at supplere fø-devarelageret, men at skaff e adspredelse til de indsatt e... Han lo dæmpet for sig selv. Indsatt e. Ikke at fl ygtningene var kriminelle


eller noget, men alligevel følte han sig oft ere og oft ere som en ski-de fangevogter i et overfyldt fængsel.

- Jeg har fundet læggekartofl er og bønner, annoncerede Car-stensen og kom slæbende med et par gigantiske lærredssække.

- Fint, få Tommy til at hjælpe dig med at læsse sækkevognen og lad os komme hjem.

- Æh, hvad med redskaber... Du ved, river, lugejern og den slags... Sir.

Bostrup kløede sig i nakken. Det kunne der være noget om, men hyppejern og spader var ikke til at få øje på herinde. Han slog sin walkie-talkie til og kaldte op.

- Larsen her.- Hvordan er situationen? Nogen bevægelser? Skift er.- Intet. Stille som i graven, sir.Bostrup skar tænder. Det var en sammenligning han sagtens

kunne have undværet, og pludselig fi k han gåsehud på begge arme. - Okay, eft erlad Huusman ved bilen og tag Jens Röhn med ind i det nærmeste drivhus.

- Ja...?Sergenten snerpede et øjeblik munden hårdt sammen. Han

havde hverken sagt “over” eller “skift er” eller på anden vis indike-ret at han havde talt færdig og det irriterede ham at Larsen ikke helt havde fatt et ideen med walkietalkiekommunikation. - Led eft er haveredskaber og gødning, sagde han mat. - Tag hvad I kan fi nde og slæb det hele ud i lastbilen...

- Yessir!- ...og vær nu forsigtige, der render muligvis udøde rundt. Over

and o...Men Larsen havde allerede afb rudt forbindelsen. Sergent Bo-

strup gloede et øjeblik på walkien som om han stod med en læk-


ket urinprøve i hånden, så stak han den med en ed tilbage i bæltet. - Lad os se at blive færdige.Hun havde rejst sig fra trappestenen, hvor hun havde siddet så længe og kikket på de sjove mongoler i B-huset, at hendes numse næsten var blevet følelsesløs og Tilde lagde Hr. Knut fra sig og begyndte at hoppe på stedet. Det både kløede og kildede når en arm eller et ben begyndte at sove, men selv om det var sjovt kun-ne det faktisk også godt føles lidt pinligt at stå og te sig som en tangloppe her midt på gaden. Tilde spjætt ede med benene som en riverdancer og glemte for et øjeblik omverdenen mens hun for-søgte at få blodcirkulationen til at fungere i sin bagdel, og lagde slet ikke mærke til den duknakkede dreng med hjerneskaden og det lange, fedtede pandehår, som var begyndt at kigge på hende, henne fra døren til B-huset. Hun satt e mere fart på bevægelserne, gav sig til at le højt, for det var faktisk lidt ligesom at danse, og Tilde hvirvlede rundt om sig selv så hun blev svimmel og grinede endnu højere, og med sløve skridt begyndte den evnesvage unge mand som hed Brian Waztac, at vakle over gaden.

De havde fyldt skraldesækkene med frø og afl æggere og sta-blet sækkevognen med poser af gødning. Sergent Bostrup svang en af de sorte sække over nakken og gav Tommy T og Henrik Carstensen tegn til at tage resten og gå i forvejen. Han lukkede pertentligt døren til det lille lagerrum og soldaterne begyndte møjsommeligt at slæbe deres rov ned langs de tørstende planter i gartneriet. Tre julemænd i militæruniformer, tænkte Bostrup med et svedent smil, men nu kunne kommandanten i det mind-ste få søsat Projekt Køkkenhave.

Gangen mellem bedene føltes uendelig, den klæbrige varme og de mange insekter gjorde turen næsten uudholdelig og Bostrup


greb sig i at sende en hovedrysten til alle de rejsefreaks, som gen-nem tiderne, helt frivilligt, var draget til Amazonas eller Indien med rygsæk og åbne sind. Fandeme om han selv nogensinde hav-de haft lyst til at trave rundt i en utøjsbefængt bageovn med...

Og i det samme knitrede hans walkie-talkie.- Fordømt.Han satt e plastiksækken fra sig og trykkede på samtaleknap-

pen. - Bostrup her. Skift er.- Larsen i den anden ende, grinede Stig Larsen højlydt. - Du

gætt er aldrig hvad vi har fundet!- Lad høre, sagde Bostrup og tvang sig til at lyde mindre irrite-

ret end han følte sig. - Skift er.- Ja du tror det er løgn, sir, men...- Har I samlet redskaber? Skift er.- Jaja, river, spader og det hele, og vi har endda fundet både na-

trium der er godt for jorden, og...- Kom til sagen! afb rød sergent Bostrup arrigt. - Skift er.- Altså Huusman var lige omme bag gården for at lade vandet,

du ved, og der var altså dennehersens indhegning og...Sergentens ryg og nakke var drivvåd af sved, der mått e være

halvtreds grader varmt herinde og hvorfor fanden kunne den idiot til Larsen ikke lige vente et øjeblik til de kom ud?! Han var dødtræt af planter og fl uer og... Og...?

Og var der ikke noget der bevægede sig imellem buskene?- ...der fi nder han... Ja, det er helt fantastisk. Vi...De store slimsække der ikke lignede noget Bostrup nogensinde før

havde set, syntes at begynde at pulsere.- Vi havde et værre hyr med at få dem ud gennem hegnet, men

der var låge og...Noget der lignede fi ngre begyndte at famle sig vej gennem de


underlige gevækster som stod under vindruerankerne og en hørm af død og råddenskab bredte sig i væksthuset. Larsens stemme forsvandt fra sergentens bevidsthed og han mærkede sit hjerte begynde at hamre. Det var ikke planter, det var slimfyldte pupper eller kokoner, og nu var noget ved at slide sig løs. Han udstødte et svagt gisp og langsomt, som under vand, rakte sergent Bostrup eft er sin pistol.

Tilde snurrede hurtigere og hurtigere rundt. Hun grinede og lo, var prinsessen fra de gamle eventyr og den støvede gade forvand-ledes til kongens fortryllede balsal. En sommerfugl fl aksede forbi hendes ansigt, solen spillede i de glinsende vinger og fi k hende til at le højt af glæde. Pigtråden var forsvundet, barakkerne eksiste-rede ikke og hun nærmest hoppede hen ad gaden, en lykkelig lille pige som fuldkommen glemte sin omverden, mens hun grinende rakte hænderne i vejret og slet ikke lagde mærke til de mange mennesker der var standset op for at se hendes dans. Homer stod med armene over kors og fulgte hende med et lille smil spillende bag sit buskede fuldskæg, Ann Magret kiggede op fra sit sytøj og tænkte at det ikke passede sig at lave så meget postyr, og fl ere af mongolerne dukkede frem fra B-huset og gjorde store øjne.

Tilde følte sig næsten rundtosset, sommerfuglen kredsede sta-dig om hendes hoved og den retarderede fyr med det lange pan-dehår vandrede målrett et over mod trappestenen hvor Hr. Knut stadig sad og ventede tålmodigt.

Hun holdt endelig inde, stod lidt og pustede ud mens sommer-fuglen steg til vejrs, op mod den himmel uden skyer som befandt sig lige oppe over trådnett et, og med en lille hånd vinkede hun farvel.

- Flyv nu op og bed om godt vejr.


Hun grinede for sig selv, det var jo noget vrøvl, for det var ma-riehøns man skulle sige det til og... Og alle stod og kiggede på hende og fl ere smilede og pludselig blev Tilde helt rød i ansigtet. Hun rett ede på den lyseblå kjole der godt kunne trænge til at blive vasket og sænkede skyndsomst blikket.

Mongolerne fnisede og deres oppassere vekslede let bekymre-de blikke da fl ere af dem også begyndte at danse rundt på gaden, og Tilde synes at de så rigtig søde ud. Hun gik tilbage til trappen, med små men hurtige skridt og først da hun var næsten helt der-henne, opdagede hun at

Han er blevet stjålet!!!hendes bamse var væk.

Hun åbnede forfærdet munden og hvirvlede rundt. Mennesker på hele gaden, åh så mange mennesker, og pludselig fi k hun øje på hans ryg. Mongolen med de mørke øjne og det alt for lange pandehår havde Hr. Knut under armen og var på vej ind gennem døren til B-huset, og med et skrig der fi k folk til at vende sig men ikke til at reagere, styrtede Tilde over den støvede gade.

De levende døde gled langsomt men målrett et ud af de pupper som enzymerne havde dannet da de gik i dvale, og nu aktivere-de duft en af føde viraen i deres hjerne og krop. Sergent Bostrup trådte uvilkårligt et skridt tilbage og forsøgte at få pistolen ud af sit hylster. Knoglede, næsten gennemsigtigt blege fi ngre fl ænsede slimlaget som havde forhindret dem i at sulte når der var mangel på føde, og som fostre der befrier sig fra en livmoder, rejste de to kadavere sig fra jorden. Hudposen, et harpikslignende sekret der blev udskilt gennem porer og kropsåbninger som et hurtigt-tørrende udfl åd, klaskede sammen for deres fødder som en halv-transparent slangeham og med stive skridt vaklede kannibalerne


frem mod soldaten. Bostrup havde set zombier før, hele to gange havde han været

inddraget i deciderede kamphandlinger, men det foregik fra pali-sader eller på sikker afstand med langtrækkende rifl er. Han havde deltaget i oprydningen da en deling hjemmeværnsfolk blev smit-tede i et supermarked, men dengang havde man slet ikke vidst at der var tale om genopstandelser og Bostrups enhed var først kommet til, eft er henrett elserne var forbi. Og en ting var at se de udøde på afstand eller feje dem op når de lå som sønderskudte eft erladenskaber på et blodigt fortov. Det var en helt anden sag at stå overfor angribende zombier uden at have nogen form for varsel eller plan. Dett e var de virkelige monstre, uhyrer der trod-sede enhver fornuft eller logik, og intet kunne have forberedt ham på rædslen ved at se dem slæbe sig gennem planterækkerne med svingende arme og åbne gab, eller fortalt ham om stanken af fordærvet kød og de slubrende lyde og halvkvalte støn. Pistolen rystede i hans hånd, det første skud ramte langt ved siden af og nede ved udgangen for både Tommy T og Carstensen forskræk-ket sammen.

- For helvede da!Kadaverne bevægede sig langsomt og havde ikke let ved at mase

sig gennem løvhanget. De var i forskellige stadier af fordærv, og mens den ene, som stadig havde resterne af en grøn kedeldragt på, kunne ligne en meget bleg gartner, hvis det ikke var for de mæl-kehvide øjne og bidsåret i halsen, var den anden næsten opløst af råddenskab. Zombiens hud var tynd, næsten blågrøn af maddiker og råd, fl ere steder i ansigtet stak knogler og bruskstykker frem gennem store huller og uhyret havde ingen øjne.

Hvordan kan den se mig hvis den ikke har øjne! tænkte Bo-strup forfærdet, hvordan kan den vide hvor jeg er!?!


Men han vidste jo heller ikke noget om duft stoff erne der delvist styrede de udøde, havde endnu ikke kendskab til de rapporter der senere ville fastslå at kun en del af zombiernes sanser afh ang af synet, og at de på samme måde som bier og hærmyrer var i stand til at kommunikere og lede hinanden ved hjælp af feromoner. Vi-russet, som smitt ede gennem blod og spyt, eksisterede kun for at sprede sig, og ligesom alle andre mikrober, parasitt er og mikro-organismer var dens eneste formål at overleve. Den afl ejrede sig i ofrenes hjerne, infi cerede hele organismen og dannede et nyt kredsløb som genaktiverede den dødes muskler og centralnerve-system, og kunne på det nærmeste snuse sig frem til nye værts-kroppe.

Så Bostrup fortsatt e med at gå baglæns og tre gange mere knal-dede hans pistol, før han begyndte at løbe.

Bamsens øjne strålede som safi rer og Brian Watac holdt sit bytt e fastklemt mod kroppen, mens han fnisende løb tilbage mod B-huset. I nat skulle han ikke længere være bange for skyggerne, i nat skulle han sove trygt. Han klemte sig forbi et par mongoler der stod i døren og skyndte sig ned mellem sengerækkerne. Passe-på-damerne var ikke at se og grinende satt e han sig på sin madras. Hr. Knut kiggede op på ham, to sole i hans ansigt og nu begyndte Brians fi ngre at lede eft er sytråden som holdt dem sammen.

Og ude på gaden skreg Tilde hjerteskærende og uden at tænke satt e hun kurs mod mongolhuset.

Zombierne slæbte sig ud i løbegangen og begyndte at vakle ef-ter sergenten. Bostrup sprang ud på gårdspladsen hvor der havde bredt sig en hektisk aktivitet mellem de øvrige soldater. Sydgaard sad inde i lastbilen og knugede hårdt om ratt et mens han gassede


motoren op, Tommy T og Carstensen havde smidt deres rov og ventede ophidset med afsikrede våben og både Hussman og Jens Röhn kom også løbende til.

- Hvad sker der?Sergenten tørrede sveden af ansigtet og tog opstilling et par

meter fra glasdøren. - To af dem, sagde han sammenbidt. - Gart-neren og hans overfaldsmand.

- For satan da!- Det så sgu ud som om de blev udklækkede, sagde Bostrup

uden af tage øjnene fra døren, - Kom fandeme ud af en eller anden hudpose de havde forpuppet sig i.

Og nu kunne soldaterne lugte dem, en kvalm, sødlig ligstank trængte ud af drivhuset og snart nåede de udøde døren.

- For helvede hvor ser de ud!De bevægede sig som alvorligt syge mennesker, som invalide

der næsten ikke kan holde kroppen oprejst, og de slæbende skridt blev lejlighedsvis afb rudt af pludselige spasmer. Deres hoveder sad i unaturlige vinkler og tøjet var sølet til i slim og indtørrede kropsvæsker. De havde begge gabende sår på hals og ansigt og udsendte dybe, næsten dyriske brummelyde eller støn. Sergent Bostrup fatt ede for sin død ikke hvordan kadaverne kunne holde sig oprejst, men alligevel nærmede de sig langsomt føden og nu strakte den nærmeste af de udøde hænderne frem.

- Fyr!Tre rifl er og sergentens pistol gik af på næsten samme tid og

kadaverne blev nærmest fl ået om på jorden. Selv om fl ere skud ramte forbi og splintrede glasset i drivhusets front , blev både ho-veder og kroppe sønderskudt på begge zombier, og ingen af dem rejste sig igen. Sergenten rystede en smule på benene og Carsten-sen havde fået kvalme. - Føj for et svineri.


Stanken var næsten ulidelig og Bostrup vendte hovedet bort. Han mærkede sine knæ ryste, det havde været alt for tæt på at gå galt, men gradvist fortrængte en voksende vrede de frygtsomme tanker.

Pupper, tænkte han dystert. De havde fandeme spundet sig ind i en slags kokoner og bare siddet der og ventet på at noget spiseligt kom forbi, som en kop frysekaff e der blev aktiveret af kogende vand!

- Lad os få grejet ind i vognen og se at komme hjem.De tre soldater stod og så en smule rådvilde ud, men så mande-

de Henrik Carstensen sig op, slyngede geværet over skulderen og samlede sækkevognen op. Tommy satt e kurs mod de nærmeste af skraldesækkene, men standsede så pludselig op. - Æh, var der ikke to stole der var væltet i køkkenet, sjant?

- Hvad mener du? spurgte Bostrup mistænksomt.- Joh, altså, hvis der var to beboere og en overfaldsmand... Han

holdt inde og pegede på kadaverne. - Burde der så ikke ha’ været tre zombier?

Det løb Bostrup koldt ned ad ryggen, men fandeme om han skulle ud og lede eft er endnu en udød.

- Op i røven, sagde han kort. - Den er sikkert for længst over alle bjerge, men så meget desto mere en grund til at få fi ngeren ud og komme væk.

- Forstået, sagde Tommy T og fi k samlet de fl este sække op med forbløff ende fart. - Helt i orden med mig, sir.

Jens Röhn gik over til det nærmeste kadaver og prikkede til li-get med sin riff el.

- Den ser ud til at have været død i fl ere måneder, kødet er helt svampet.

Bostrup vift ede afværgende med hånden. - Har du tænkt dig at


foretage en obduktion?- Næh, jeg tænkte bare på hvor længe de kan overleve, sagde

Röhn dæmpet og pillede distræt ved lykkemønten i sin brystlom-me. - Man skulle jo tro at kroppen rådnede op eft erhånden.

- De kloge siger at zombierne ikke skal have meget føde for at opretholde en nogenlunde stabil fysik, svarede Tommy T eft er-tænksomt. - Det er vist selve smitt en, virusset eller hvad det nu er, der får blodet til at løbe og musklerne til at arbejde, og...

- I er fandeme så kloge at I kunne undvære hovedet, snerrede Bostrup der stadig var en smule rystet. - Se at få røven med jer herover og svar mig på hvor Larsen og Huusman bliver af!

- ...Æh, vi er lige her, svarede Larsen der dukkede op fra lastbi-lens bagsmæk. - Vi havde bare lidt travlt med at losse...

- Hvad fanden laver I? råbte sergenten og marcherede rødglø-dende hen over gruset. - Er I ikke klar over at vi blev angrebet og... Hvad helvede sker der her!?

Larsen grinede og pludselig lignede Huusman en lille dreng der var blevet opdaget med sin fars Playboysamling. - Vi er altså nødt til at passe på at de ikke æder hele lageret, sagde Huusman lidt forfj amsket, - du ved, sådan nogle kræ har en morderlig god appetit.

Bostrups øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, og så mær-kede han sine skuldre synke ned i afmagt.

- Den forklarer I selv kommandanten, sagde han fl adt og uden et ord satt e han sig ind på førersædet mens soldaterne selv mått e stå for at få læsset de sidste ting på bilen.

Ejner Sydgaard satt e lastvognen i gear og rullede ud på hoved-vejen der ledte mod lejren, og ingen af soldaterne lagde mærke til at den sidste af pupperne, der havde stået skjult bag det tredje drivhus, var ved at åbne sig og de vidste naturligvis heller ikke


noget om at zombien, der engang havde heddet Elma Krogshede, kort eft er begyndte at slentre hen ad selv samme hovedvej, mens hun engang imellem standsede og ligesom snusede op i luft en. Hun var, ligesom sin afdøde mand, stadig iført en af gartneriets mørkegrønne kedeldragter og emblemet på den venstre bryst-lomme var næsten ikke blevet ramt da hendes halspulsåre blev bidt over. Det gule Smileyface grinede stadig, og hvis man havde stået tæt nok på, kunne man uden besvær læse at man skulle “Ha’ en fortsat god dag”.

Hun løb ind i B-huset og skreg på Hr. Knut. Flere af mongolerne kiggede nysgerrigt eft er hende, mens andre bakkede væk og holdt sig for ørerne. Blikket for rundt og pludselig opdagede Tilde ham. Brian sad på sin seng bagest i lokalet og han... Han var ved at pille Hr. Knuts øjne ud! Tilde for hen over gulvet, i farten ramte det ene knæ en sengestolpe, men først langt senere blev hun opmærksom på smerten. Hun sprang frem for at redde Hr. Knut og før Brian nåede at reagere, havde hun fået fat i bamsens ene ben.

- Giv slip, giv mig min bamse!Brian åbnede forskrækket munden, men han slap ikke sit greb.

Den lille pige begyndte at skrige, så rummet fyldtes med ord og luft en blev helt tyk og ugennemsigtig og omkring ham hylede mongolerne og han kunne høre lyden af Passe-på-damens klap-rende hæle.

Men han holdt fast, rejste sig og løft ede bamsen så den hyste-riske lille pige nærmest lett ede fra jorden. Skrigeriet stak i Brians hoved som nåle af lyd, hvorfor kunne hun ikke bare forstå at han skulle bruge bamseøjnene til at snyde de uhyggelige skyggevæs-ner der kom om natt en og...

Og nu begyndte syningerne i teddybjørnens ene ben at give


sig, pigen skreg højere og de to Passe-på-damer tog fat i hans arme og sagde noget han slet ikke kunne forstå. Brian vred sig rundt, den ene Passe-på-dame snublede og slap hans arm, men den anden trak ham pludselig i øret så det gjorde rigtig ondt. Hun råbte ham ind i hovedet og Brian blev så forskrækket at han helt glemte at holde fast på bamsen og nu havde han den slet ikke i hånden mere. Passe-på-damen skubbede ham ned på sengen og sagde at man ikke mått e tage andres ting og ville slet ikke høre eft er da Brian forsøgte at forklare at det bare var for at snyde væs-nerne der ville stjæle hans øjne, men ordene blev ikke rigtig til andet end hulken og gråd, og nu trak den lille pige sig baglæns mens hun holdt godt fat i sin bamse som Brian egentligt burde ha’ haft , og hele rummet begyndte at snurre så underligt rundt. Han følte sig slet ikke godt tilpas, hovedpinen blev værre og hvis han faldt i søvn ville væsnerne helt sikkert komme frem. Så han lod som om han hørte eft er hvad Passe-på-damen sagde og fi k frem-stammet at han aldrig skulle gøre det mere; men da Tilde løb ud af B-huset med Hr. Knut under armen, lovede han sig selv at få fat på de lysende øjne ved en senere lejlighed, for nu vidste han at de kunne redde ham og Brian skulle nok fi nde ud af hvor den lille pige boede.

Lastbilen med de syv udmatt ede soldater buldrede gennem et mennesketomt ingenmandsland. Det ville tage dem en halv ti-mes tid at nå lejren, og Bostrup spændte sin hjelm af og beslut-tede sig for at lukke øjnene et par minutt er. Han havde en fået en dundrende hovedpine, men selv om han havde siddet og stirret intenst ud af sideruden, var det alligevel langt fra sikkert at han havde opdaget den unge pige og den lille dreng med de blonde krøller som et stykke fra landevejen standsede op og lytt ede til


den forbikørende lastbil.Næh, sergent Bostrup havde skam nok at gøre med at få rystet

ubehaget over mødet med de levende døde af sig, og så i øvrigt overveje hvordan i hede, hule helvede han skulle få forklaret kom-mandant Videkamp, at hans mænd, foruden maling og plantefrø, havde tre levende geder ombord i bilen.

Åhjo, der ville blive hårdt brug for den whisky de havde ranet fra supermarkedet, og hvad Videkamp ikke forlangte som smø-relse, ville Bostrup sgu drikke selv!

...Og oppe på nett et som var blevet udspændt over hele lejren, endte sommerfuglen med de gyldne vinger sit korte liv i næbbet på en forbipasserende solsort, og snart gik årets varmeste måned på hæld.

camp 41 - reservatet

Documents