1

Å-DALEN

23. årgang nr. 3 2017

2

“Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse” blev stiftet 9. maj 1995. Bestyrelse Adresse Telefon E-mail Interesser Formand Inge Ambus

Cypresvej 15, Strøby Egede

4600 Køge 5626 7332 inge@ tryggevaelde.com

Historie, Arkæologi, Folkeminder, Planter

Næstformand Dineke Ritzema

Hovedgaden 66

4652 Hårlev 5628 6969 dineke@ tryggevaelde.com

Naturen i Ådalen

Sekretær Sine Hald

Møllemarken 46, Vallø

4600 Køge 5626 7513 sine@ tryggevaelde.com

Naturpleje

Kasserer Kirstine Østergaard

Nordmarken 1 4652 Hårlev 3070 1467 kirstine@ tryggevaelde.com

Botanik, Naturpleje

Medlem Anne Jørgensen

Kastanievej 8B 4600 Køge anne@tryggevaelde.com

Natur, Foto

Medlem Helle Hviid

Lerskovvej 35 4652 Hårlev helle@ tryggevaelde.com

Naturpleje

Medlem Michael Nørgaard

Lerskovvej 35 4652 Hårlev michael@ tryggevaelde.com

Naturpleje

Suppleant Jørgen Lang Pedersen

Stevnsvej 142 4671 Strøby Jorgen@ tryggevaelde.com

Lodsejer, Naturpleje

Suppleant Merete Jensen

Ageren 14

4652 Hårlev Arkæologi, Fortidsminder Naturpleje

Revisorer: Revisorsuppleant: Ella Pedersen og Kai Damgaard Sten Sjølund Redaktion: Inge Ambus (ansvarshavende), Dineke Ritzema og Kirstine Østergaard Kopiering er tilladt med kildeangivelse. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte eller dele artikler til flere numre. Forsidebilledet: Tryggevælde Å nær Lundemølle Broen Hjemmeside: www.tryggevaelde.com

3

Netop nu i Tryggevælde- og Stevns Ådal.

Nu er det blevet efterår. Træerne har næsten alle smidt bladene og ådalens konturer tegner sig endnu flottere i landskabet. Det regner meget og selv om Stevns er et af de få steder, der stadig ligger under årsnormalen, så er der altså vådt alle steder. Det har sat sine tydelige spor i Ådalen.

Det har været svært, rigtig svært at få græsset engene i bund, men Gunner og Merete Nielsen har igen i år gjort deres bedste, så der stadig er flere af de brede enge omkring St. Tårnby og Stolpehuse, der er flot afgræssede. Det har dog ikke været uden udfordringer. Vinden har ofte tvunget vandet ind i bugten, så vandstanden i Køge Bugt er høj, og vandet kan ikke komme ud af Ådalen. Der er allerede store oversvømmelser flere steder, og broen over åen ved Kirkestien står endnu engang under vand.

Det er svært at skaffe kvæg nok til afgræsningen og derfor står mange af de brede enge stadig dækket af høje vækster. Viberne der før ynglede i stort tal sammen med bekkasiner, rødben og gul vipstjert har ikke mange gode ynglesteder tilbage og de fleste par er væk. I de høj tagrør er kommet andre sjældne fugle, men det er især i den sydlige del af Ådalen.

Nede på Elbækengen ville vi gennemføre den årlige plejedag med klipning af elletræer, der elsker et vådt og fugtigt miljø. Det har bare ikke været muligt på grund af det våde vejr og lige nu er engen så våd, at bunden mange steder slet ikke kan bære.

Tryggevælde Ådal er jo en smeltevandsdal, men det er også en sprækkedal, hvor en gammel jordskælvsforkastning strækker sig. Det har tidligere været en fjord og det ses endnu. Boreprøver i Ådalen viser, at det gamle fjordlag er mellem 8 og 23 m dybt. Det viser sig tydeligt ved Ammerup, hvor dæmningen over engene stadig synker og vejen trues af oversvømmelse, når det regner meget.

Tryggevælde Ådal er et enestående naturområde, som ved tilstrækkelig afgræsning og pasning kan blive endnu bedre og udvikle sig til en virkelig perle i Stevns Kommune. Vi er en af de kommuner, som har

4

mindst areal med naturområder. Det er svært at forstå, hvorfor politikerne ikke er stolte af dette enestående naturområde og ikke satser meget på at gøre det til den perle, som det kan blive. Med ganske få tiltag vil det være muligt at sikre en meget høj biodiversitet i kommunen alene ved at passe og pleje engene dernede. Samtidig ville vi kunne genvinde den status af at være det bedste område for engfugle på Sjælland. Det var ådalen en gang, men det er længe siden. Men ak nej. Sådanne grønne visioner er slet ikke på dagsordenen her omkring kommunevalget. I stedet er en gammel kanin hevet op af hatten og omfartsvejen igen, igen kommet på dagsordenen. I hvert fald op til valget. Nogle politikere mener at vide, at rigkæret nu ikke længere eksisterer, så hvorfor ikke bare gå i gang. Andre oplyser, at der nu er sat penge af til omfartsvejen på det nye budget. Men skal vi borgere i kommunen virkelig betale igen, igen for analyser, VVM redegørelser og så videre, når det alligevel ikke fører til noget.

Naturklagenævnet, som nu har skiftet navn til Miljø- og Fødevareklagenævnet, udtalte klart nej til vejen sidste gang og skrev tilmed, at en byudvikling foretaget med kendskab til problemet ikke kunne betragtes, som en acceptabel grundt til at føre omfartsvejen over et Natura 2000 område.

Derfor er politikerne måske lige lovlig optimistiske. Ådalen er et Natura 2000 område. For et sådant område gælder ikke de samme regler, som for §3 områder. I disse områder kan et areal vokse ud af §3 beskyttelsen, hvis det gror til. Dette gælder bare IKKE for Natura 2000 områder. I disse områder er kommunen forpligtet til at holde området i god bevaringstilstand. Skulle de planter, som er karakteristiske for et rigkær, forsvinde på grund af manglende afgræsning, så har kommunen pligt til at genoprette det, hvis det én gang er registreret. Det rigkær, som ligger der, hvor kommunen gerne vil lægge omfartsvejen, er da også stadigvæk med i de seneste registreringer, som er udsendt i efteråret. Sagt med andre ord er forholdene IKKE ændret, og vejen dermed stadig ikke tilladt.

Heldigvis for os og naturen. Skulle Stevns Kommune alligevel forsøge at arbejde endnu engang med projektet, vil vi være på pletten for at

5

beskytte Ådalens unikke natur, ganske som tidligere. God jul Inge Ambus

Vi regner med at afholde en tur i Ådalen i starten af februar. Der bliver annonceret i Stevnsbladet De Vilde Blomsters Dag 2018 bliver afholdt d. 17. juni kl. 14 - 16 på Elbækengen

6

Ådalen ved Stolpehuse

Husene i Stolpehuse er helt almindelige. De står hverken på stolper eller pæle. En hovedgade med spredte huse og velholdte haver. Dog ikke ejendommen overfor P-pladsen, da trådhegnet om haven var totalt overgroet af forvildede planter. Måske en forladt fabrik eller et forsømt hus, et eventyrslot? Måske sidder Tornerose derinde og længtes efter prinsen og et kys.

Min ledsager og jeg kom i hver sin bil. Det var vores første vandretur sammen. Vejret var til gummistøvler og vindjakke. Af oversigtstavlen besluttede vi at gå mod uret rundt.

Tunge, blågrå regnvejrsskyer drev direkte mod os, da vi kom ud i det åbne ved Rødehusvej. En flok måger trykkede sig til jorden, for så pludselig at lette, da vi nærmede os. En enkelt bil på vej ind til Rødehusgård, kom langsomt op bagfra og føreren kikkede nysgerrigt efter os, da den passerede. Da den ikke længere kunne se os, rykkede vi tættere til hinanden og fortsatte ned mod åen.

Det er et fantastisk sceneri, der møder en ude i det åbne, med drivende skylandskaber og bølgende frøgræsmarker så langt øjet rækker. Og sceneriet kunne mærkes på kroppen. Hårde vindstød skiftevis bremsede og skubbede, så vi slingrede afsted, skulder ved skulder. Det var først da vi nærmede os Holmegård, i bunden af ådalen, at vinden løjede så tilpas meget, at vi kunne hører fuglene i mellem træerne og mærke duften af formuldede blade.

På den anden side af gården lettede vi en flok duer fra en udgået gran – og lidt længere nede, var der udsigt ud over en afgræsset fold, der nåede helt ned til selve åløbet. Hegnet var velholdt og folden henlå som en ensartet græsflade, uden rør og krat. Sådan burde det meste af ådalen se ud.

En smattet sti ledte os til venstre, nordpå, gennem pilekrattet. Her var masser af gummistøvleaftryk, hundepoter og også en hel del aftryk fra råvildt. Området var stærkt vandlidende – ikke underligt, at man havde lade det springe i skov.

7

Ved et bord/bænke sæt drejede vi til højre, mod fugletårnet, og fortsatte ud på en spang, betrukket med skridsikkert hønsenet. Mens min ledsager fortsatte ud mod fugletårnet, blev jeg tilbage og iagttog de mange småfugle i ellekoglerne. Da jeg havde stået stille en tid kom småfuglene nærmere. De stod i silhuet mod den grå himmel, umulige at kende, grå over det hele. Også forbandet at jeg havde glemt kikkerten.

I fugletårnet er der vid udsigt ud i disen. Vi står tæt, side ved side, og lader blikket vandre ud over engfladen. Vore hænder på gelænderet rører næsten ved hinanden. Ovre på den anden side af åen ligger Strøby kirke, og nedenfor fik vi øje på shelteret. En enlig krage kommer ind over os og står næsten stille i luften. Nysgerrig på hvad vi laver her. Her er virkelig dejligt at være - lidt som at være barn igen og gemme sig i trækronerne.

Tilbage ved tværstien og bord/bænke sættet fortsætter vi ad tværstien. En flok solsorte har travlt med at ribbe slåenbuskene for frugter og på et skilt kan jeg læse, at engen er et Natura 2000 området. Igen afgræsset og velplejet. Hegnet nyt. Der er tjek på ådalen her.

Vi drejer til venstre og lige før et brombærkrat ser vi Ny Holmegård ret fremme. Der er stadig enkelte, indtørrede brombær tilbage, men de er ikke værd at spise. Og så pludselig, en flok frilandsgrise, som sætter i et hyl og flygter, da de får øje på os.

På den anden side af gården er det igen grønne, bølgende marker med spredte grupper af måger og råger. Ovenfor bakkerne ligger Stolpehuse med Torneroseslottet og bagved Køgevej. Vinden tager til igen og skubber bag på. Et par måger letter dovent og svæver lavt hen over os. Skal se hvad vi har gang i.

Et stykke længere oppe flader bakkerne ud, Solen har fundet vej mellem skyerne og den nyslåede græsmark langs Holmevej skifter fra grågrøn til lysegrøn. En kat sidder sammenkrøbet i markskellet, usikker på situationen. Ved ikke om den skal fortsætte musejagten eller stikke af.

Helt oppe ved Torneroseslottet kommer vi i læ og vender os ud over ådalen. Det er overraskende, så smukt her er. Lyset skifter, farverne skifter, landskabet er hele tiden i forandring. Noget jeg normalt ikke

8

skænker en tanke, når jeg haster forbi oppe på Køgevej. Ådalen er et besøg værd – også når vejret viser sig fra sin værste side.

Mens vi står med hinanden i hånden og forbereder os på, at turen snart er slut, går det pludselig op for mig, at jeg er jeg den lykkeligste mand på Stevns, november er den bedste måned på hele året – regn, rusk og blæst, det bedste vejrlig der findes.

Turen rundt Ådalen ved Stolpehuse er en rigtig fin udflugt til et par timers vandring. Michael Nørgaard

9

Vilde Blomsters Dag på Odden ved Strøby Egede

Solen stod højt på himlen, da Kirstine og undertegnede startede turen med omkring 20 deltagere, der var kommet for at se denne botaniske perler, hvor Tryggevælde Å løber ud i Køge Bugt.

Det kolde og fugtige forår havde forsinket blomsterne også her på det lysåbne område, så vi havde mulighed for at nyde de flotte kobjælder med deres mørke lilla farve og sjove dusk af frø. Egentlig er deres blomstringstid allerede i maj, men kulden har sikret en langstrakt blomstring, så vi både fandt blomster og frø.

Det er mange gange, hvor vi har holdt tur på Odden, men det er aldrig kedeligt, for der er næsten hver eneste gang nye planter at finde. Det var der også denne gang, for når vi bukkede os ned og kiggede godt efter fandt vi rigtig mange forskellige små kløverplanter. Harekløveren med sin bløde dusk af blomster er karakteristisk for overdrev, men ikke alene. Der er også alsillike-kløver, humle-sneglebælg, liden kløver og flere andre. Nogle af dem er svære at kende fra hinanden, men med hjælp fra en af deltagerne, der var uddannet botaniker, fik vi dem alle på plads. Formålet med De Vilde Blomsters Dag er jo først og fremmest at sprede kendskabet til og glæden over de mange vilde blomster. Til det formål er Odden ideel.

Hist og her fandt vi fugtige lavninger, hvor tormentillen trives. Den er rigtig god til snaps, men bruger man kun tormentil, snerper den munden sammen med alle de garvestoffer, den indeholder i roden. De giver også den flotte røde farve, som den er kendt for. Så er det en lidt større fornøjelse at bruge perikonen, som står lidt nærmere stranden. Den giver samme farve, men har en helt anden finere smag og virker desuden godt mod vinterdepressioner.

Nærmere Køge fandt vi en pæn bestand af den mindre almindelig bjørneklo, som er hjemmehørende i Danmark. Den minder lidt om angelik, men er lidt større og får ikke rød stængel. Til gengæld er den meget mindre end den frygtede store kæmpe-bjørneklo. Denne plante er vært for svirrefluer, som lever af skade insekter, så den er god at have langs marken. Den spreder sig heller ikke så meget, men findes mest

10

spredt.

Helt nede ved åen fandt vi endnu en skærmplante. Det var kvan, som også bruges i snaps. Kvan er vikingernes gamle favorit. De dyrkede den i kvangårde og brugte den som grønsag. (Snapsen kom jo først til senere). Kvan står flot med blåduggede, glatte stængler og et helt kuglerundt hoved med små bitte hvide blomster, der hurtigt falder af og efterlader et hoved med grønne frø. Den smager sødligt og er meget fin som krydderi til rabarberne, der jo også er spiseklare her i den tidlige sommer.

Fra åen vandrede vi ned mod stranden. På det åbne overdrev nær åen fandt vi masser af nikkende limurt og små bestande af den vilde timian, der engang farvede den del af Odden helt lille i forsommeren. Nu er der kun lidt tilbage, men til gengæld kunne vi glæde os over, at den sjældne evighedsblomt er begyndt at brede sig over et større område.

Det er de senere års omhyggelige pleje, som Vallø Stift har stået for, der nu viser fine resultater med for de typiske overdrevsarter. Herude finder vi også den lille bakke-nellike, som senere på sommeren farver store områder røde, mens den gule snerre giver solgule platter ind imellem. Her er både gul snerre, hvid snerre og blandingen mellem de to. Det er den gule, som især er velegnet til snaps. Den skal bare lagre en rum tid, før den fine smag kommer rigtig frem.

Ude ved stranden voksede pimpinelle og roden blev tidligere brugt som et særdeles effektivt middel af folk, der mistede stemmen. Ingen aner, hvordan den virker, men den virker. Den smager nu også af medicin.

Herude på stenene er den særlige underart af stinkende storkenæb, der har røde stængler og har fået tilnavnet rubra (rød). Farven laver planten for at beskytte den mod den stærke sol. Man kan næsten sige, at den er solbrændt.

Der plejer at stå farvevajd i mængder på strandvolden, men i år var der ingen. Der var nu næsten heller ingen vold tilbage. Oversvømmelsen i vinter havde flyttet rigtig meget af volden og rigtig mange sten ind over hegnet til folden, hvor der har græsset køer i mange år. Da vajden jo voksede på volden, er den med de senere års storme desværre

11

forsvundet. Den kan nu heller ikke lide det kolde vejr og er her på udkanten af sit vokseområde. Forhåbentlig ligger der nogle frø gemt i volden, som ikke er gået til og kan spire frem i de kommende år.

Vi kan kun undre os over, hvor voldsom en dynamik, naturen kan præstere selv på en så relativ fredelig plet som Odden inde i bunden af Køge Bugt. Det er forunderligt, hvor mange sten, der bliver flyttet derude, og hvor meget sand der afgnides og aflejres længere inde.

Heldigvis havde vi godt vejr på dagen og en gruppe meget interesserede deltager, så turen blev en stor fornøjelse for alle.

I det nye år går turen på De Vilde Blomsters Dag til Elbæk-engen, hvor det er den våde eng med alle orkidéerne, som vi skal botanisere på. Vi glæder os allerede. Inge Ambus

12

Fugletur.

Årets fugletur var en anderledes oplevelse i år. Som vi plejer mødtes vi på parkeringspladsen ved Strøby Kirke og gik ad Kirkestien til det gamle fugletårn ved Husmandsengene. Det var en blæsende, halvkold aftentur, men der kom et meget interesseret og trofast publikum, som lyttede intenst, mens Niels Knudsen endnu en gang hjalp os på sin behagelige og kompetente måde med at få øje og høre stemmer.

Oppe på Fægangen langs sportspladsen mærkede man ikke vejret så tydeligt, og fuglene hoppede rundt i trækronerne, som vi har oplevet det på andre ture, men da vi kom ud i det åbne skete der en ændring. Fuglene sad og trykkede sig i rørene, og mens vi passerede stien over engene hørte vi næsten ingen fuglestemmer. Vi så dog både rørspurv, engpiber og rørsanger. Men så kom vi i læ af hegnet på Store Tårnby siden af åen, og så brød sangen løs, gulspurv og tornskade lod sig både se og høre. Da vi nærmede os fugletårnet tog nattergalen fuldstændig over. Deres smukke stemmer fyldte luften og der var rigtig mange i koret. Tak til Niels Knudsen for en dejlig tur. Kirstine Østergaard

Natur, natur.

I forbindelse med stevnske lokalpolitikeres drømme om en plads i kommunalbestyrelsen, har vi bl. a. hørt udtalelser om natur, der ikke er der mere, og jeg oplever det, som om flere synes, det ville være fint, hvis der kun var dyrkede marker og asfalterede veje tilbage. Stevns er en af de kommuner i Danmark med den laveste biodiversitet, men hvad så? Det er da meget rart at være fri for ukrudt og irriterende kravl, eller? Og man kan da bare anlægge noget erstatningsnatur … Hvorfor er de der ”naturbeskyttere” så hysteriske?

Ny natur – kan den erstatte nedlagt natur? Det er da rigtig fint at anlægge ny natur f.eks. at plante en skov, grave en

13

sø eller lave et bjerg af overskudsjord, men i rigtig lang tid er disse anlæg kun af landskabelig værdi og meget ustabile økosystemer. Gamle økosystemer er stabile, fordi de er levesteder for en mangfoldighed af arter, der holder hinanden i balance. Arternes mangfoldighed er langt mere, end det vi ser i forbifarten. En grøn mark med gule blomster er et dejligt syn, men hvad er det vi ser, og hvad findes der rent faktisk af levende organismer?

Og al den snak om biodiversitet, hvad er det for noget? Den levende del af jorden (biosfæren) udgør groft sagt en tynd hinde på 20 kilometers tykkelse. Den dækker hele jordkloden og spænder fra sedimenterne i havbunden til luften over bjergtoppene. Denne hinde indeholder alle jordens levende organismer, både dem vi kender så godt af udseende – planter og dyr – og dem vi ikke rigtig regner for noget – bakterierne, svampene og de små irriterende kryb, der stikker og bider i vores grøntsager. Det har taget millioner af år at opbygge denne hinde og indholdet er alle de forskellige arter vi i dag til sammen kalder biodiversitet.

At biodiversitet er vigtig for livet på kloden og dermed også for menneskets overlevelse, kan der vist ikke herske tvivl om længere. Alligevel mener nogle mennesker, at hvis naturen ligger i vejen for deres udfoldelser kan man bare fjerne den, og for at vise sin gode vilje anlægge ny natur. Det er da også rigtigt, at der med tiden indvandrer arter til den anlagte natur, men chancerne er yderst forskellige for arterne. Når det gælder planterne, som er dem jeg især har beskæftiget mig med, er der forskellige forhold, der gør sig gældende:

1) de skal kunne komme derhen – enten som frø, rodstykker eller som udløbere fra nært voksende planter.

2) de skal kunne vokse der – jordbund, fugtighed, næringsindhold og plads

3) findes de organismer (svampe, bakterier, bestøvere, planteædere) som er nødvendige for at frø kan spire, og planter har plads til at udvikle sig og sætte frø?

14

Når man taler om naturværdi, tillægger man bestemte arter mere værdi end andre. Det er som regel sjældne arter, men det er deres forekomst, der er værdifuld. Den er indikator for, at der en særlig naturtilstand – et særligt økosystem - som er vigtigt for naturen.

Der har i jordens historie været en evolution af arterne. Nogle er forsvundet (uddøde), andre er kommet til. Det er den naturlige udvikling, men i de sidste 100 år er det især uddøen, der har hersket på jorden. Der er forsvundet arter, fordi mennesket har ændret livsvilkårene for dem. For hver art der forsvinder, bliver biosfæren mere ustabil. Det kan godt sammenlignes med et stort bygningsværk, hvor hver art er en mursten, og hver uddød art er en mursten, der bliver pillet ud af bygningen, det kan gå godt i lang tid … Når én art forsvinder, går de ud over alle de arter, der sameksisterer med den. Det kan f.eks. i første omgang komme til at betyde, at der ikke er nogen til at bestøve vores afgrøder, og så falder udbyttet og priserne stiger …

Rigkær er en grundvandsafhængig mosetype, og udgør de mest artsrige plantesamfund i de tempererede egne. Mange af de typiske rigkærsarter er enten sjældne, truede eller er begrænsede til netop denne naturtype. Arealet med rigkær er gået markant tilbage de seneste 200 år som følge af dræning, opdyrkning af tidligere lavbundsjorde og af tilgroning. Desuden har den øgede mængde af tilgængelige næringsstoffer i det danske landskab betydet, at de nøjsomme rigkærsarter bliver trængt tilbage af mere konkurrencestærke arter. - Alt dette og meget mere fremgår af en videnskabelig rapport fra 2015 (rapporten kan læses på nettet: http://dce2.au.dk/pub/SR150.pdf ) Kirstine Østergaard

15

Pleje af Maglehøj.

Odden er et stort strandoverdrev, som i tidligere tider blev græsset. Et andet sted, hvor vi finder overdrev i det dyrkede land er på vores gamle gravhøje.

Derfor har foreningen igennem mange år frivilligt plejet Maglehøj med le, for at give de mange overdrevsarter her mulighed for at kaste frø og formere sig.

Det er en kendt jættestue, bygget lige efter 3000 år f.Kr. Dateringen er meget præcis, fordi der i konstruktionen er anvendt frisk birkebark. Det er ganske enestående, og der kendes kun 8 andre jættestuer i Danmark, hvor det er tilfældet. Birkebarken er forblevet intakt i de mange år, som højen har været åben, men i de seneste år er desværre set en langsom nedbrydning af barken. For at standse dette er højen lukket af, så der ikke kan trænge yderligere fugt ind i højen. Det vil den være til, der er fundet en løsning på, hvordan barken kan beskyttes. Desværre ser det ud til at trække længe ud.

Vi fastholder dog vores pleje, som vi udfører to gange om året. Om foråret bliver højen slået let. Vi slår uden om de blomstrende urter, især tjærenelliken, så de kan sætte frø.

Om efteråret slår vi højen i bund, så græstørven kan vokse godt til igen, for det er den, der beskytter højen mod fugt. Takket være bestyrelsens nye medlemmer, der er rigtig gode med leerne, er det blevet en ren fornøjelse igen.

Vi mødtes en eftermiddag i oktober og selv om vinden var stærk, kunne vi i solglimtene ind imellem skyerne finde læ på den ene af højens sider til at drikke kaffen.

Der blev gået til arbejdet med iver. Det går lidt stærkere, når der ikke skal slås uden om planterne. Højen blev hurtigt slået, og dernæst gjaldt det foden og stien ned til gården på hvis marker, højen ligger.

Nogle slår med le. Andre klipper rundt om indgangen, hvor det er svært at komme til, og nogle river sammen. Græsset lægger ud til siden i

16

kanten af arealet, da det ellers virker som gødning. Det ses nu ude i siden, for hvor de gamle bunker er formuldet, er nælderne spiret frem i pænt tal.

Det er altid et fornøjeligt holdarbejde og en rigtig hyggelig eftermiddag, som vi alle nyder. Bagefter kan vi jo også glæde os over, at Maglehøj endnu engang står flot frem vel viden, at den til foråret vil være fuld af lyserøde tjærenelliker, høje spinkle tårnurter, små hvide stjerner, gule perikon og senere på året stå helt fuld af den danske gyldenris blandet med de rød lilla knopurt. Et flot syn og rigtig godt vartegn for ådalen. Inge Ambus