F o R m A N d s H J Ø R N e t V e D l a N D S f O R M a N D l e O H O l M

med vanlig sans for god timing afsagde Højesteret den

1. juni en dom, som vakte betydelig opsigt på den danske

skattescene. dommen, der er et af de sidste kapitler i rets-

opgøret efter selskabstømmersagerne, handler om hvorvidt

rådgiverne – her revisionsfi rmaet ernst & Young – skal have

skattemæssigt fradrag for deres betaling af erstatninger til

dækning af statens skattekrav.

Højesteret indrømmede, overraskende for nogen, Ernst

& Young fradrag for erstatningsbeløbene.

At Højesteret, som antydet, har sans for god timing skyl-

des det forhold, at FSR Danske Revisorer netop på denne

dag afholdt reception for at fejre deres 100 års fødselsdag,

og da FSR var indtrådt som biintervenient for Ernst &

Young, var det således en pæn fødselsdagsgave, som Hø-

jesteret betænkte FSR med.

En rigtig god reception, hvor man også fi k lejlighed til at

se FSR's nye, fl otte lokaler. Tidligere Finansminister Claus

Hjort Frederiksen var i øvrigt indbudt som gæstetaler ved

receptionen, og han holdt en glimrende og ganske humo-

ristisk tale. Han fi losoferede blandet andet over, at for-

eningen var stiftet samme år som Titanics forlis og Albertis

store bedrageri – uden sammenligning i øvrigt, som Hjort

tørt bemærkede.

Men tilbage til højesteretsdommen, som jo er en rigtig

dom. En højesteretsdom er pr. defi nition aldrig forkert.

Specielt ikke, når det er en enig Højesteret på syv domme-

re, der er nået frem til resultatet. Så er det ligegyldigt, at

tre landsdommere i Østre Landsret kom til det modsatte

resultat. Man kan være enig eller uenig med de syv høje-

steretsdommere, eller man kan nøjes med i sit stille sind

at refl ektere lidt over dommen.

Så det gjorde jeg – og straks røg mine tanker tilbage

til gode gamle dage, hvor jeg frekventerede den såkaldte

store skatteblok på Skatterevisoruddannelsen, og hvor vi

skulle skrive en synopsis om skattemæssigt fradrag for

erstatninger. Netop inspireret af en nyligt afsagt Østre

Landsretsdom fra 1985, som også indgår i Ernst & Young-

dommen. Læreren var navnkundige Frode Holm, og han

forstod nok at pille selvtilliden ud af én, når man fi k den

rettede opgave tilbage.

Østre Landsret var kommet frem til, at en advokat ikke

skulle have fradrag for en erstatning, fordi advokatens dis-

Bonus pater familias

LANdsFoRmANd

LEO HOLMAFDELINGSLEDER,REGION SYDDANMARK SAGSCENTER PERSON 4, STOREBÆLT ERHVERVS-PARK 3, 4220 KORSØRLEO.HOLM@SKAT.DK

Skattefagligt 3-20122

positioner, ud fra forsikringsretlige forhold, blev bedømt

som værende groft uagtsomme, og derfor var der tale om

så usædvanlige dispositioner, at de faldt uden for normal

driftsrisiko.

Jeg kan huske, at jeg funderede en del over, om dom-

men nu også var rigtig, og hvad det egentlig var for en

uagtsomhedsnorm, der skal finde anvendelse skatteretligt

set. Er det den forsikringsmæssige, altså om forsikrings-

selskabet kvalificerer det som simpelt eller groft uagtsom

(er det groft dækkes der jo ikke). Eller er det den erstat-

ningsretlige uagtsomhedsnorm – altså culpanormen – der

finder anvendelse, hvor det jo er ret uinteressant at sondre

mellem simpelt eller groft uagtsomt, idet uagtsomhed

danner den nedre grænse for ansvarsvurderingen. Derimod

er det relevant at sondre mellem uagtsomhed og den ikke-

uagtsomme adfærd – altså de hændelige skader.

Endelig kunne det være den uagtsomhedsnorm, som

man bruger i strafferetten, hvor det også er helt essentielt at

sondre mellem den grove og simple uagtsomhed, idet hæn-

delige og simple uagtsomme overtrædelser er straffrie.

Frode Holm syntes vist nok, at jeg fik rodet en masse be-

greber sammen, men lidt fornøjet blev jeg vist, da Højeste-

ret (TfS 1987.59H) et par år senere ændrede landsrettens

dom og lagde til grund, at da der ikke var rejst tiltale mod

advokaten, og på trods af, at ansvarsforsikringsselskabet

afslog at dække tabet, fordi det ansås som groft uagtsomt,

ville der ud fra en helhedsvurdering være fradrag for erstat-

ningen, som derved faldt indenfor rammerne af sædvanlig

driftsrisiko.

Jeg havde dengang ikke lige fantasi til at forestille mig,

at Højesterets dom i 1987, 25 år senere, skulle få en afgø-

rende betydning for et af de sidste kapitler i retsopgøret

efter selskabstømmersagerne.

Som jeg læser dommen, synes jeg imidlertid, at det er

tilfældet, idet Højesteret, som det eneste retsgrundlag,

henviser til Ligningsvejledningens afsnit om normal drifts-

risiko, hvor netop 1987-dommen stedse har været taget til

indtægt for, at afgørelsen om fradrag eller ej beror på en

konkret vurdering, men med den væsentlige præcisering,

at alene det forhold, at der er handlet groft uagtsomt, ikke

er nok til at nægte fradrag.

Når dette sammenholdes med Højesterets begrundelse

i Ernst & Young dommen ”… at revisorerne alene har gjort

sig skyldig i simpel uagtsomhed…” tyder det på, at Hø-

jesteret er ude i en form for ”allerede fordi” betragtning.

Altså, når groft uagtsom ikke er nok til at anfægte fradrag,

så er simpel uagtsomhed slet ikke.

Højesteret fortolker endvidere på sin egen såkaldte

Thrane-dom fra 2000, som anses for hoveddommen vedrø-

rende selve erstatningsspørgsmålet i selskabstømmersa-

gerne og når her frem til, at de i Thrane-sagen alene lagde

til grund, at rådgiverne havde handlet uagtsomt. Hvilket

jo også var nok til at fastlægge ansvarsgrundlaget (culpøst

eller ikke culpøst) for de implicerede parter.

Så det forekommer mig faktisk, at Højesteret i denne

dom kommer frem til, at revisorerne både har handlet

uagtsomt og simpelt uagtsomt. Så måske sidder Frode

Holm og revser Højesteret og synes, at de også blander

begreberne lidt sammen.

Det står mig ikke helt klart, hvor Højesteret får sin sim-

pelt uagtsomhed fra, men efter den klassiske culpadefini-

tion har en person handlet uagtsomt, hvis han har undladt

at udvise den forsigtighed og omhu – den agtsomhed –

som en god familiefader – en bonus pater familias – ville

have udvist i den samme situation. Altså den almindelige

mand, der dog er højst ualmindelig derved, at han aldrig

laver fejl.

Så når alt kommer til alt, må Højesteret vel mene, at

Ernst & Young er tættere på at være en god bonus pater fa-

milias end det modsatte, og dette gælder naturligvis selv-

om en sådan fiktiv person jo pr. definition ikke kan begå

fejl, og derfor netop ikke er en bonus pater.

Endelig synes jeg måske nok, at en så ædel retskilde

som romerretten, som Skatteministeriet kækt fremførte,

havde fortjent en bedre skæbne, end den Højesteret ry-

stede op med, men måske var det en for stor mundfuld for

den helt nye højesteretsdommer, som sikkert var førstevo-

terende i denne sag?

Interessant bliver det, om de mange tilsvarende bank-

sager også må anses at være gode bonus pater familias.

I hvert tilfælde har bankerne i de mange stadfæstede

LSR-kendelser sjovt nok gjort gældende, at revisorernes

og advokaternes rolle i selskabstømmersagerne har været

væsentlig mere "aktive" end bankernes, som bare har væ-

ret passive betalingsformidlere. Så måske skal Højesterets

bonus paterknap drejes helt i bund, grænsende til det

hændelige?

Nå – der løb siderne vist fra mig – så sidst, men ikke

mindst, tak for sidst – altså tak for en rigtig god Faglig Dag

2012. Læs mere herom inde i bladet.

Velkommen til den nye departementschef, Jens Brøch-

ner.

Redaktøren og jeg vil aflægge ham et besøg i den nær-

meste fremtid, og det kommer der formentlig et godt inter-

view ud af.

Rigtig god sommeR! ✿

3Skattefagligt 1-2012