8 Søndag 27. oktober 2013 FynskeMedierFokus Tilbage til rødderne 9Søndag 27. oktober 2013FynskeMedier FokusTilbage til rødderne

Vi har taget tilløb til det i to dage. Be-søget ved forældrenes grav. Hver gang Bobby taler om sin mor, får han et fjernt blik. Og ofte lidt støv i øjenkro-gen, der skal tørres bort.

På vej ud til kirkegården passerer vi byens ældste barber. Han har haft sin butik i 33 år og altså først åbnet forret-ningen, efter at Bobby forlod byen. Al-ligevel er den danske serber fast kunde. Selv om der er ferielukket, låser barbe-ren op ind til det ydmyge lokale med ly-serøde vægge og et cremefarvet chatol foran salonens spejl.

Livet har ikke nogen genudsendelse ■ Slobodan ”Bobby” Zivojinovic glemmer aldrig sin elskede

mor Stana. Det var hende, der lærte ham at knokle hårdt og skabe sin egen succes i stedet for at misunde andres. Hans far Raco har på ingen måde samme plads i Bobbys hjerte, da han tævede både ham og moren sønder og sammen. Her følger anden del af historien om Bobby

Fortsættesnæste side

[ Min far tævede mig gul og blå med stok, bælte og alt, han var i

nærheden af. Selv naboerne græd, fordi jeg fik så mange bank.Bobby, fra artiklen

Over spejlet hænger et papskilt med håndskrift. Der står, hvilke tre ydelser man kan vælge mellem: klip, barbering eller kronragning. Priserne er mellem 7 og 10 kroner. Bobby vælger at få en barbering med skrabekniv, skumbørste og fingerfærdighed af den gamle skole.

Efter 10 minutter får Bobbys kinder silke til at føles ru. Han hiver en bøtte Nivea-creme frem fra inderlommen. Han fanger en ordentlig klat og masse-rer den ind i huden. Barberen siger, at det er på huset. Bobby stikker ham 50 kroner og siger, at det stemmer.

Duften af Nivea-creme i næseborene overdøver stanken af knallert-brænd-stoffet på vej mod kirkegården et par kilometer uden for Badovinci. Vi pas-serer store majsmarker og små gårde, inden vi ankommer. Bobby skal lige orientere sig, inden han peger retnin-gen ud.

- Der er hun, udbryder han lettet, da han spotter gravstedet.

På intet tidspunkt har han omtalt det som forældrenes grav. Kun mor Stanas. Han læner sig frem mod den blanke, sorte marmorsten og kysser

blidt et fotografi af sin mor.- Min mor er uden tvivl den person,

der har betydet mest i mit liv. Det var hende, der gav mig kærlighed, mens min far gav mig bank. Det var hende, der sagde til mig, at man aldrig må være misundelig på andres rigdom, men at man i stedet skal smøge ærmerne op og knokle sig til sin succes. Hun lærte mig, at man skal klare sig selv uanset hvad, mindes Bobby, mens han stryger hen-des kontrafej over kinden.

Faren Raco får ikke kærlige ord med på vejen, inden vi går videre til en lang

række slægtninge. Faktisk får han ikke ét eneste. Han levnes heller ikke et ene-ste af de slanke, gule stearinlys, Bobby ærede sin mor med.

- Min far tævede mig gul og blå med stok, bælte og alt, han var i nærheden af. Selv naboerne græd, fordi jeg fik så mange bank. Min mor fik også mange prygl, hvilket jeg aldrig kan tilgive. Selv har jeg aldrig nogensinde lagt hånd på hverken koner eller børn. Det gør en rigtig mand ikke, formaner Bobby bit-tert.

Pludselig brydes stilheden af høje

■ Mens kirkegården ligger et par kilometer uden for Badovinci, er kirken placeret i centrum. Bobby og hans hustru Nedelkja har doneret den midterste lysekrone.

■ Selv om den lokale barber havde ferielukket, åbnede han salonen, så Bob-by kunne blive raget helt glat inden besøget på kirkegården.

■ Bobby er altid forbi sine forældres gravsted, når han er i Serbien. Men det er kun morens billede, der får et kys og kærlige ord med på vejen.

11Søndag 27. oktober 2013FynskeMedier FokusTilbage til rødderne10 Søndag 27. oktober 2013 FynskeMedierFokus Tilbage til rødderne

Tekst og foto: Simon Staunsim@fyens.dk

råb. Tre gravere har fået øje på os. Den ældste af dem står og betragter de to andre skovle jord fra bunden af en grav. De vinker os over og byder straks på slivovits fra en halvlitersflaske. Bobby napper en mandfolkeslurk og sender flasken videre. Indholdet kunne afkal-ke et badeværelse eller fjerne rust.

- Den er god. Og stærk for satan, ro-ser Bobby med et host.

Da vi forlader kirkegården, konsta-terer han, at både familiemedlemmer, gamle skolekammerater og bekendte fra vejen ligger under jorden takket være hjemmebrændt slivovits.

Den hjemvendte sønNår man går eller kører rundt i Bado-vinci, hilser alle og råber efter Bobby. Altid med et bredt smil og åbne arme. Hos de små købmænd kender de ham. På restauranterne, i butikkerne, i kir-

ken, på det lokale marked og hos bage-ren. Alle ved hvem den højtråbende og kronisk leende mand er. Det er Bobby fra Danmark. Den for en kort stund hjemvendte søn.

Da vi spiser frokost tæt på den bos-niske grænseovergang, inviterer tre grænsebetjente os ned til deres bord. De giver alle Bobby kindkys og brøler i munden på hinanden, mens de spiser nudelsuppe. Bobby bestiller en om-gang pæresnaps til bordet. Dobbelte. Betjentene skåler og bunder deres glas.

Inden de når at få fyldt op, sprin-ger alle tre med et ryk op fra bordet og stormer ud gennem bagindgangen. Jeg spørger Bobby, om de blev alarme-ret om en smugler eller flygtninge ved grænseovergangen. Ingen af delene. Det viser sig blot, at chefen netop har parkeret foran restauranten, og at de-res frokostpause forlængst er slut.

I den anden ende af restauranten sidder et kærestepar og spiser. De har ladet deres tre børn blive hjemme, for-tæller manden til Bobby, der har gen-kendt ham. Han vaskede Bobbys bil for seks år siden.

- Hvis I lover at få tre børn mere, be-taler jeg for jeres middag, foreslår Bob-by frækt.

Det tilbud tager de imod til stor glæde for Bobby, der med sin knyttede næve hamrende i luften viser manden, at han skal hjem og gå til stålet. Konen ryster opgivende på hovedet.

Festens kroniske midtpunktDen sidste aften i Serbien skal tilbrin-ges sammen med gode venner i Beo-grad, så vi kører med en anden god ven, slagteren Mio ”Coda” Bajunovic, bag rattet mod hovedstaden ved middags-tid. Da vi flyver forbi byskiltet i den

enorme Mercedes, slår det mig, at de burde ændre navnet fra Badovinci til Bobbyvinci. Selv om han ikke har boet der i snart 40 år, er hans påvirkning sta-dig enorm.

Han har hjulpet en lang række men-nesker med små og store problemer. Han har ofte trukket i trådene og brugt det enorme netværk, han dyrker med samme passion, som en landmand gør med sine marker. I kirken hænger en fornem lysekrone med Bobby og ko-nen Nedelkjas navne. Sådan er Bobby. Generøs, hjælpsom og uselvisk. Samt en populær vært, der elsker at være i centrum.

Da vi flere timer senere sætter os til rette ved bordet på én af Beograds mest populære restauranter, Sesir Moj, på den berømte gade Skadalia, kender samtlige tjenere Bobby. Overtjeneren og kokken stormer ud og siger velkom-

men tilbage, mens gæsterne indfinder sig. De tæller Serbiens chef for politiets efterretningstjeneste samt en højtstå-ende forsker, der er hyldet for sine ba-nebrydende isoleringspatenter.

Da middagen er indtaget med enor-me mængder dyr hvidvin, nærmest skriger en kvinderøst: ”Bobby”. Hun maser sig frem mellem de tæt opstillede borde og giver Bobby et stort smækkys. Gæsterne ved de andre borde kigger med store øjne på optrinnet, da kvin-den er iklædt en fornem gammel kjole og en opsigtsvækkende blomsterhat. Et band med kontrabas, trækharmonika og guitar iler hen og spiller op til dans. Bobby svinger hende rundt, og klapsal-verne fejer hen over brostenene. Hvem er hun, spørger jeg min tysktalende si-demand.

- Hvem hun er? Ljilja Jaksic. Hun er en af Serbiens mest populære, kvinde-

lige skuespillere, svarer han tørt.Resten af aftenen og natten gentager

samme mønster sig, da vi går fra restau-rant til restaurant og senere bar til bar. Hver gang bydes vi indenfor som roya-le og vises straks over til etablissemen-tets bedste bord, hvor der snart stimler et band sammen for at spille serbiske fædrelandssange. Bobby synger med for fuld styrke, så de fleste gæster over-giver sig og ender med at udgøre koret.

Vi fester til klokken fire om morge-nen. Bobby er festens midtpunkt hele natten, og han nyder hvert sekund.

- Simon, min ven. Du skal leve fuldt ud hver dag. Husk på, at livet ikke er som på tv. Der er ikke nogen genudsen-delse, proklamerer han filosofisk på vej hjem i taxien.

Mit elskede OdenseDet er med en smule tømmermænd, at

vi tjekker ud fra Hotel Palace i hjertet af Beograd og kører mod lufthavnen.

Bobby snakker hele vejen ud til flyet om, hvor meget han savner sin kone.

- Min kone Nedelkja er fantastisk. Hun forstår mig og giver mig plads til at være den, jeg er. Desuden er hun en fremragende kok, der slet ikke får den anerkendelse, hun fortjener. Uden hende var jeg ingenting. Ingenting, un-derstreger Bobby, mens flyet letter.

Flere gange undervejs nævner han, at Danmark og Odense er hjemme for ham.

- Hver gang jeg lander i Kastrup, fyl-des mit hjerte med glæde. Så er jeg en-delig hjemme igen. Danmark er min trygge havn. Det er her, jeg vil bo resten af livet. Danmark har givet mig så ufat-telig meget, at jeg slet ikke kan takke det nok. Når jeg sidder i toget på vej tilbage mod Odense, er jeg altid lettet

og lykkelig. Selv om det betyder meget at komme til Serbien og gense gamle venner og familiemedlemmer, kan det slet ikke måle sig med lykkefølelsen af at være tilbage, hvor jeg hører til. Jeg skal dø og begraves i Odense. 100 pro-cent, sværger Slobodan ”Bobby” Zivo-jinovic.

Hele portrættet af Bobby finder du påpå www.mitfyn.dk

Fortsatfra forrige side

■ En af Serbiens mest kendte skuespillerinder, Ljiljana Jaksic, genkendte straks Bobby i Beograd.

■ Bobbys mantra om, ”at livet ikke har nogen genudsendelse”, bliver yderst relevant, da vi går rundt på kirkegården, hvor en stor del af hans familiemedlemmer og skolekammerater ligger begra-vet. Graverne bød på hjemmebrændt slivovits med en styrke, der muligvis kunne vække de døde til live.

Slobodan ”Bobby” Zivojinovic, født i Badovinci, Serbien - dengang Jugo-slavien - 12. november 1953Hans forældre hed Stana og Rako. De er begge døde. Seks af hans syv søskende lever stadigvæk: Marko, 77, Maria, 74, Dragica, 66, Vera, 64, Mili-sav, 62, og Drajo, 56. Hans storebror Milos døde som 64-årig i 2010.Bobby kom til Danmark 21. marts

1976. Han åbnede Restaurant Dubrovnik i Odense 21. oktober 1983.Bobby har været gift fire gange. Hans nuværende kone Nedelkja har han været sammen med 23 år og gift med i 10 år. Han har to børn fra tidligere æg-teskaber. Sønnen Dennis på 33 og datteren Jeanet på 24. Der er endnu ingen børnebørn.

Blå bog

■ Vennekredsen i Serbien er yderst blandet og består af avisredaktører, politikere, forskere og her che-fen for det serbiske politis efterretningstjeneste og hans hustru.