at tænke som en morder

At tænke som en morder.indd 2 12/03/14 16.05

Kurt Kragh

At tænke som en morder

Min tid i Rejseholdet


15

Den indestængte vrede

Den 27. marts 1995. Jinni og vores datter Josefin vækkede mig med sang, flag og balloner. Jeg blev 45 år og havde be-sluttet at holde fri.

Sådan blev det bare ikke. Jeg havde lige fået pakket ga-verne ud, da min chef Per Kanding ringede. Nakskov Politi havde bedt om assistance fra Rejseholdet.

En kromand og hans trettenårige søn var brutalt blevet tævet ihjel af ukendte gerningsmænd. Der var mangel på ledigt personale, så her i starten ville der kun være Thyge Ballegaard og mig.

Nogle timer efter sad jeg i bilen med retning mod Nak-skov. Det var da altid noget, at weekenden ikke var røget. Så var det til at leve med, at min fødselsdag blev spoleret.

Jeg forsøgte at få Nakskov by ind på nethinden. Sidste gang, jeg havde været der, var i en sag, hvor et forstanderpar havde dyrket sex med nogle domsanbragte unge sexforbry-dere. De havde på et weekendkursus lært, at hvis man førte de unge mennesker mentalt tilbage til deres barndom og der-efter viste dem, hvordan man havde “normal” sex, så ville man være i stand til at ændre deres voldelige seksuelle adfærd!


16

Jeg tænkte på Thyge Ballegaard, som jeg nu skulle arbejde sammen med. Thyge var en af de gamle, erfarne efterforske-re, som jeg havde arbejdet sammen med i mange sager, siden jeg i 1983 blev ansat i Rejseholdet.

Thyge kunne være svær at omgås, lidt af en gnavpotte, og så sagde han altid sin mening. Det gik også ud over mig, da vi efterforskede drabet på Marianne Krogh i Aalborg i 1984, og jeg havde indledt et forhold til en af Mariannes veninder, der teoretisk set godt kunne have begået drabet. Det var helt uhørt og imod alle interne regler, og Thyge lagde ikke skjul på, at det var forkasteligt. Selv om det var ubehageligt at blive kritiseret så direkte, respekterede jeg det. Manden havde jo ret.

Vi mødtes på parkeringspladsen foran stationen i Nybro-gade og hilste pænt på hinanden. No hard feelings. Selvfølge-lig kunne vi samarbejde.

Det er ofte hjemmehjælpere eller rengøringspersonale, der er de første på gerningsstedet i en drabssag. Her var det ren-gøringsdamen, der tidligt lørdag morgen låste sig ind i Byens Bodega.

I krolokalet havde hun undret sig over, at der var vådt på fliserne foran baren. Hun kaldte på kromanden, som hun vidste havde sin trettenårige søn på weekendbesøg, men da der ikke blev svaret, og bilen stod i indkørslen, gik hun op ad trappen til privaten.

Her fandt hun kromanden og sønnen liggende dræbt i soveværelset.

Sammen med kriminalteknikerne gennemgik vi hele villa-en minutiøst. Især den store væskepøl foran baren brugte vi meget tid på at finde en forklaring på.

Det blev retsmedicinerne, der kom med forklaringen.


17

Blodet fra de dræbte var løbet gennem gulvet og ned gennem det lag af ler, der altid lå i etageadskillelser i gamle huse. Leret havde filtreret de røde blodlegemer fra, inden det dryppede fra loftbeklædningen og ned på gulvfliserne.

Thyge og jeg gik op i soveværelset, hvor rengøringsdamen havde fundet far og søn. Vi blev skånet for at skulle se på de maltrakterede lig, der var kørt til Retsmedicinsk Institut.

Der var blodsprøjt over det hele – på gulve, vægge og lof-ter. Nogen var gået bersærk og havde været helt ude af kon-trol. Umiddelbart tænkte jeg, at der måtte være en personlig relation til gerningsmanden. Og så alligevel ikke. Det er før set, at en gerningsmand bliver grebet af blodrusen og begår det, man kalder for overkill, og går langt ud over det, der er nødvendigt for at dræbe.

Vi nærlæste obduktionsrapporten. Kromanden var blevet slået i hovedet med noget stort og tungt og var helt sikkert død allerede ved det første slag mod hovedet, men gernings-manden havde fortsat med at banke løs mod den allerede døde mand.

Jeg nærstuderede de fotos, som teknikerne havde taget af drengen. Det var for mig uden fortilfælde det værste, jeg havde set.

Thyge og jeg var enige om, at det grundlæggende motiv lå nogenlunde fast. Det måtte være et såkaldt hjemmerøveri, fordi alt var gennemrodet, og der var stjålet masser af spiri-tus. At der var stjålet spiritus, var også en interessant detalje. Indbrud i værtshuse for at stjæle spiritus begås typisk af unge mennesker.

Sammen med kollegerne fra Nakskov gik vi i gang med at kortlægge kromandens færden.


18

For en gangs skyld var det nemt. Han havde opholdt sig på bodegaen hele weekenden sammen med sin trettenårige søn.

Tre mandlige gæster, der havde været der fredag aften, hen-vendte sig selv. De var rystede. Det her skulle bare opklares, og de ville bidrage med alt, hvad de vidste.

Især var det to drenges besøg på kroen fredag aften, som de syntes vi skulle vide noget om.

Klokken havde været omkring 19.00, og der havde kun været de tre stamgæster og kromanden i lokalet. Kroman-dens søn var oppe i privaten.

De sad rundt om stambordet og sludrede over en øl, da to drenge på omkring atten år pludselig kom væltende ind ad døren. De skulle have øl, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Kromanden svarede, at de kunne få en enkelt, og så var det slut for i dag.

Drengene satte sig i baren og havde dårligt fået skænket op i glassene, før den ene kom til at vælte sit ølglas, så det knustes på gulvet.

Kromanden rejste sig, og med myndig og hævet stemme sagde han: “Så er det ud!” Drengene skyndte sig ud.

De vidste også, at den ene hed Peter, og at han boede lige i nærheden.

Allerede tirsdag formiddag bankede vi på døren til et værelse på førstesalen i en villa, der lå kun to hundrede meter fra kroen.

Døren blev åbnet af Peter. Det var hans værelse, og han havde besøg af sin gode ven Kenneth fra København. Vi ran-sagede værelset og fandt spiritusflasker fra kroen.

På en hylde lå en kølle, der var tildannet af en afskå-


19

ret billardkø, omsnøret tæt med snor. Køllen var indsmurt i blod.

Jeg sad over for den attenårige Kenneth på et lille kontor på Nakskov politigård. Han ville ikke have kaffe eller wiener-brød. Noget skulle han have, så jeg havde stillet et glas vand foran ham.

Kenneth sad foroverbøjet med hænderne i skødet. En spinkel og almindelig dreng at se på og uden iøjnefaldende fællestræk med en klassisk kriminel. Det var en fremtoning, der stod i skærende kontrast til det, jeg havde set på gernings-stedet. Det passede bare ikke sammen.

En ting var, at de havde begået et indbrud, og måske var de også lidt vrede på kromanden, fordi han havde smidt dem ud, men hvorfor skulle de dræbe ham og hvorfor også hans trettenårige søn?

Jeg sad med kriminalregistrets udskrift foran mig. Ingen domme for vold, kun nogle bagatelagtige sager.

Både Kenneth og Peter tilstod allerede ved anholdelsen, at de havde brudt ind på kroen og stjålet spiritus, men der var ikke kommet nogen forklaring på drabene. Det var “bare sket”. Det var naturligvis nok til at få dem dømt for rov-mord, men jeg ville vide mere. Der var ingen sammenhæng. De kunne være gået fra kroen med det, de havde stjålet, uden kromanden og hans søn havde opdaget det.

Jeg måtte bruge den fornødne tid til at vinde Kenneths tillid og så forsøge at få ham til at forstå, at selv om han hav-de gjort noget forfærdeligt, så nyttede det ikke noget bare at gemme det væk. Det skulle frem på bordet.

Der gik et par timer, hvor jeg uden at skrive et ord på min bærbare computer forsøgte at trænge ind bag hans lukkede


20

facade. Men kun svar i form af et- eller tostavelsesord kom over Kenneths læber. Jeg rullede min kontorstol tæt hen til ham og blev ved med at tale til ham. Fortalte om mig selv og min familie for at få ham til at fortælle lidt om sig selv.

Langsomt kunne jeg føle, at Kenneth blødte op og fik til-lid til mig. Han fortalte om sin mor og far, der var blevet skilt for nogle år siden. Jeg fornemmede, hvor meget han savnede sin fars tilstedeværelse i sit liv.

Måske kunne han mærke, at jeg forstod det, fordi jeg for-talte ham, at jeg selv havde været weekendfar for min nu tyveårige søn Jesper og derfor vidste, hvor meget en søn har brug for sin far i drengeårene.

Efter et par timer, hvor vi talte om alt muligt andet, end hvad der var sket i Nakskov, foreslog jeg ham, at han selv fortalte mig om, hvad der var sket hen over weekenden. Jeg ville lytte uden at skrive – og gøre alt for at kunne forstå ham.

Kenneth begyndte at tale – først med lange pauser, men så begyndte der at komme sammenhæng i sætningerne. Han blev ved med at se ned i gulvet, mens han talte, og når han så op, var det kun for at se ud ad vinduet.

Det var tydeligt, at Kenneth langsomt bevægede sig men-talt tilbage til fredag aften. Jeg vidste, hvor vigtigt det var blot at forholde sig tavs og lyttende. Bare et enkelt opfølgende spørgsmål ville afbryde hans mentale tilbageføring.

Kenneth skulle i weekenden besøge sin gode ven Peter, der var flyttet til Nakskov for nogle måneder siden.

Det var ellers meningen, at han skulle have været sammen med sin far, men som så ofte før var faderen blevet forhindret grundet arbejdspres i sit revisionsfirma.

Normalt sås han og faderen kun hver fjerde weekend, eller


21

rettere når det passede ind i driften af revisionsfirmaet – og det gjorde det sjældent.

Kenneth ankom med toget til Nakskov sent fredag efter-middag og spadserede det sidste stykke fra stationen hjem til Peter.

De havde lært hinanden at kende, da de begge gik på ef-terskole, og siden havde de holdt forbindelsen ved lige. In-gen af dem havde kærester – ikke fordi det ikke interesserede dem, det var bare ikke aktuelt.

Stemningen mellem dem var i starten højlydt og præget af lidt overskruet godt humør, men det gik hurtigt over til at blive mere afdæmpet og fåmælt.

De satte sig i Peters slidte sofa og drak billige dåseøl, som Peter havde bragt hjem med Rødby-færgen fra Tyskland.

Peter havde lejet nogle splatterfilm, som de uinteresseret fulgte med i. Det var mere for at udfylde de lange pauser i deres samtale.

Efter et par timer blev det for kedeligt, så de blev enige om, at de ville ud i byen for at se, om der rent undtagelsesvis skulle være gang i et eller andet. De vandrede rundt i gader-ne med en øldåse i hånden, men indså til sidst, at Nakskov nok ikke var der, hvor der skete mest en fredag efter klokken 16.00.

Klokken var blevet næsten otte om aftenen, da de på vej hjem mod Peters værelse kom forbi en lille kro i Nakskovs udkant.

De besluttede sig for, at de ville se, om der bare var lidt gang i den.

Det var der ikke. På kroen sad der fire ældre mænd og drak øl. Den ene var kroejeren. Kenneth bestilte to øl og skulle til at sætte sig, da ejeren svarede, at der var lukket.


22

Peter, der tilsyneladende kendte ejeren, fik ham imidlertid overtalt til at servere en enkelt øl, mod at de forholdt sig rolige.

Men de havde kun lige fået øllene serveret ved baren, da Kenneth kom til at vælte glasset, så det faldt ned på gulvet og splintredes, hvorefter ejeren bad dem om at forsvinde.

De tre gæster ved stambordet havde rejst sig truende, så der var ikke lagt op til yderligere dialog. De rejste sig og gik – hjem til Peter.

Da klokken var blevet to om natten, og Peter og Kenneth havde drukket de sidste øl, blev de enige om, at kroejeren skyldte dem den øl, som de ikke engang havde nået at drik-ke. De besluttede sig for at bryde ind på kroen for at finde noget kompensation for øllene.

Peter fandt oven på bogreolen en kølle, der var lavet af en afskåret ende af en billardkø. Han stak den ned i bukse-linningen, sådan at den kun lige var dækket af jakken.

Til Kenneth fandt han en stor skruetrækker, som han stak ned i inderlommen. Endelig fandt han en gammel blå Fjällräven-rygsæk. Den skulle bruges til det forventede rov af spiritus.

Hvis der ikke var mange mennesker ude på gaderne klok-ken otte om aftenen, så var der slet ingen klokken to om nat-ten. Der var ikke tændt lys i husene, og havde det ikke været for gadelamperne, havde der været buldermørkt.

De sneg sig ind i kroens have og langs med vinduerne i håb om at finde et åbentstående vindue. På bagsiden, cirka to meter oppe, fandt de et lille vindue ind til trappen mellem kroen og førstesalen. Det stod på klem.

Kenneth fandt en havestol, som han stillede hen under


23

vinduet, og mens Peter holdt stolen fast, klatrede han op på stoleryggen, så han lige kunne nå op og få fat i vindueskar-men. Han trak sig op og fik haspen slået op med skruetræk-keren, så han kunne trække vinduet helt op. Så hævede han sig op i armene og fik overkroppen ind ad det åbne vindue. Han lå helt stille for at lytte. Stadig med benene strittende ud af vinduet. Ikke en lyd. Kenneth trak sig det sidste stykke ind på trappen og rakte en hjælpende hånd ned til Peter, der lidt kluntet og larmende fik trukket sig op og ind ad vinduet.

Sammen sad de på trappen og lyttede, men der var stadig ingen lyde i huset. Hvis der var nogen i huset, havde de ikke hørt dem komme ind.

De listede ned ad trappen og til venstre ind i et baglokale til kroen. Der stod kassevis af øl stablet helt op til loftet. Der-fra videre og ind i krolokalet.

I skæret fra gadelampen kunne de ane, hvad der var i ba-ren. Peter fyldte Fjällräven med whisky, cognac og snaps. Han kom til at slå flaskerne sammen, så det klirrede. De stoppede op og lyttede igen, men der var ingen reaktion. Måske boede der ingen i huset.

Peter bar rygsækken ud til trappen og bagdøren. Bag-døren var låst, og der var ingen indvendig vrider. Der var kun én måde at komme ud på, og det var gennem vinduet, de var kommet ind ad.

De stod stille neden for trappen til førstesalen. Der kom lyde deroppefra. Der var en, som snorkede.

Trin for trin listede de op ad den knirkende trappe og ind i en stor stue. Deres øjne havde vænnet sig til mørket, og der kom lidt lys ude fra gaden ind gennem vinduerne De så sig om, og Peter begyndte at trække skuffer ud og åbne skabe.

Kenneth fik øje på en mørk genstand, der stod på gulvet.


24

Det var en stor elefant udskåret af noget mørkt, tungt træ. Han tog den op og besluttede sig for at tage den med sig.

Med elefanten i favnen gik Kenneth ud på reposen igen og videre hen til en lukket dør. Han åbnede den stille og så ind i et mindre værelse. Værelset lå nærmest badet i lys fra gadelampen lige uden for vinduet. Op ad den modsatte væg stod der en mindre dobbeltseng.

I sengen lå kromanden, og tæt op ad ham lå en lyshåret teenagedreng.

De sov tungt og havde ikke hørt ham komme ind. Kenneth iagttog far og søn. Han vendte sig om og så Peter

stå bag ham. Også han betragtede de sovende.

Kenneth stoppede op i sin fortælling og kiggede op. Forsva-reren og jeg havde siddet tavse og lyttet til hvert et ord, han havde sagt.

Kenneth så på mig. Jeg nikkede opfordrende til ham. Frygtede, at han ville ryge ud af den nærmest hypnotiske tilbageførsel, han var i.

Kenneth var tavs i et par minutter. Jeg tog chancen og sagde: “Fortæl videre, Kenneth. Vi lytter.”

Kenneth bøjede sig frem og så ned i gulvet. Det var tyde-ligt, at det var ubehageligt for ham, og at han mest havde lyst til at stoppe.

Men så kom det.

“Skal vi smadre dem?” hviskede Kenneth til Peter. Uden at afvente et svar fra Peter bøjede han sig ned. Med begge hæn-der tog han den tunge træelefant op fra gulvet og gik hen til hovedgærdet af sengen. Han kiggede et kort sekund ned i kromandens sovende ansigt og løftede så med begge hænder


25

træelefanten højt op og lod den falde med fuld kraft. Kro-mandens søn rejste sig med et ryk halvt op i sengen, men Peter var over ham, inden han nåede at vågne.

Kenneth var holdt op med at fortælle og sad nu med blikket rettet mod gulvet og med hænderne knuget foran sig.

Det var en dreng, der var meget ked af det, en trist og modløs dreng. Jeg kom til at tænke på min læremester Ernst Søndergaards udtalelse til et ugeblad for mange år siden: “Man jager et bæst og fanger et menneske.”

Jeg følte en faderlig trang til at sætte mig over ved siden af Kenneth og lægge armene omkring ham, trøste ham. Det gjorde jeg ikke, men rykkede i stedet kontorstolen tættere på ham og bøjede mig frem, så jeg var helt tæt på ham.

Jeg begyndte at tale, lavmælt og langsomt. Der var stadig ikke kommet nogen forklaring på, hvorfor de skulle dræbes. Selv om Kenneth nu i detaljer havde forklaret os, hvad de havde gjort, så ville jeg vide hvorfor.

Kenneth forholdt sig stadig tavs. Jeg valgte at vige uden om de modbydelige ting og stillede forsigtige, neutrale spørgsmål. Men jeg fik ikke andre svar end små nik fra det foroverbøjede hoved.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville skifte taktik, og valgte at gå direkte til det, jeg ønskede svar på.

Jeg sagde til ham, at jeg bare ikke kunne få det til at passe sammen, at jeg ikke fattede, hvorfor de skulle dø, at det ikke gav mening, og at han måtte forklare mig det.

Jeg holdt igen en lang pause, ventede og ventede, indtil Kenneth pludselig rettede sig op og for første gang i lang tid


så mig i øjnene. Så sagde han med en lavmælt og alligevel fast stemme: “Det skulle have været min far.”

Det hele faldt på plads. Jeg forstod det.I de år, jeg var kriminalbetjent på Station Bellahøj, havde

jeg ofte unge hærværksmænd anholdt. Jeg skældte dem som regel ud og gav udtryk for min manglende forståelse for det, jeg kaldte for meningsløs hærværk. Hvorfor smadrer du ikke en butiksrude og stjæler noget spiritus? Det giver da mening.

Kenneths forklaring fik mig til at forstå, hvorfor unge mennesker kan finde på at begå hærværk eller vold på helt uskyldige mennesker, som de tilfældigt møder på gaden.

Drengene blev idømt seksten års fængsel, der set i relation til drabenes grovhed var en retfærdig dom, men en meget hård dom set i relation til deres unge alder.

Jeg har aldrig forstået, hvad disse lange fængselsstraffe skal til for. Ingen bliver bedre mennesker og samfundsborgere af at sidde indespærret i årevis – tværtimod.


at tænke som en morder

Documents