arbejdspladsreportage nyt fmu - psykiatrienisyddanmark.dk · radio og tv. nu er det slut, og det...

# 9 · Apr · 2011

Arbejdspladsreportage

Egebæk-Hviding holder den faglige fane højt.

Fra nervøs til begejstret

Mette Sylvester Hvid er i praktik i Svendborg.

Nyt FMU

Det Fælles medarbejderudvalg har nykonstitueret sig. Se medlemmerne.

4 20 22

Klummens forfatter er

Oversygeplejerske Isabel GindebergPsykiatrisk Afdeling Middelfart

Du kan også blive klummeskribent

Har du tid og lyst, så send en mail til [email protected]

Læs temaet

SkizofreniSteen Barfod ved meget om, hvad der gør ham godt. Og den viden bruger han!

Informationsmedarbejder

Erik Barkman, CETT

/

Administrerende sygehusdirektør

Peter Henriksen,

Administrationen (ansv. redaktør)

/

Kommunikationschef

Anita Lykke,

Administrationen (redaktør)

/

Næstformand for FMU,

Dorte Ruge, Psykiatrisk

Afdeling Haderslev og

Augustenborg

/

Webjournalist Rikke Straarup,

Administrationen

(barselsorlov)

/

Informationsmedarbejder

Birgit Truelsen, PsykInfo

forsidefoto

Fotograf

Heidi Lundsgaard

/

layout

Grafisk designer

Mette Louise Andersen, P19.dk

/

tryk

Clausen Grafisk

/

om Ps!

PS! udkommer seks gange om

året og fordeles på afdelingerne

i Psykiatrien i Region Syddan-

mark. Kontakt os, hvis bladet ikke

når frem til dig. Næste nummer

udkommer midt i juni 2011. Du fin-

der også PS! på intranettet.

/

/

/

Ps!

Medarbejderblad for

Psykiatrien i Region Syddanmark

Teglgårdsparken 26

5500 Middelfart

[email protected]

Tlf. 7664 6015 eller mobil 2479 6894

/

redaktion

Kommunikationskonsulent

Karen Andreasen, Psykiatristaben

ennemsnitsleveti-den er 15 - 20 år kortere blandt patienter med ski-zofreni end i den øvrige del af befolkningen, og også patienter med

depression og andre psykiske sygdomme lever kortere. Sådan behøver det ikke at være. Og sådan skal det ikke være.

Livsstilssygdomme — fysiske syg-domme opstået som bivirkning af medicin — tegner sig for halvdelen af dødsfaldene, men også misbrug og selvmord påvir-ker den triste statistik. I 2011 har psyki-atrisygehuset særlig fokus på somatiske bivirkninger. Blandt andet måles patien-ternes BMI og vi sikrer, at patienterne også undersøges for eventuelle somati-ske sygdomme, når de kommer til os for at få hjælp.

Allerede for et par år siden skrev Sundhedsstyrelsen i en redegørelse, at behandling med antipsykotiske lægemid-ler kan medføre en lang række bivirknin-ger — blandt andet hjerterytmeforstyrrel-ser. Og i en helt ny MTV-rapport påpeger samme styrelse, at samtidig brug af flere slags antipsykotisk medicin (polyfarmaci)

Respekt og forandring

Gøger forekomsten af bivirkninger og gør behandlingen dyrere.

Så det er afgørende vigtigt, at vi medicinerer korrekt. Det handler om patientsikkerhed!

Her fra psykiatrisygehuset kan vi kon-statere, at styrelsens anbefalinger i MTV-rapporten underbygger mange af de til-tag, som vi enten har gennemført eller har sat i gang via vores lægemiddel-komite. Styrelsen siger, at algoritmer, undervisning og forskning er vejen frem i bekæmpelsen af polyfarmaci.

Det fortæller formand for lægemid-delkomiteen, John Teilmann Larsen, mere om i det interview, du kan læse i forbin-delse med temaet om skizofreni i denne udgave af PS!. ”Keep it simple” bør være ledetråd i den medicinske behandling af skizofreni, påpeger han.Den faglige fane skal bestandigt være højt løftet. Og det kan den kun være, når vi er i respektfuld dialog med vores patien-ter. I temaet har vi valgt at lade patien-ter med skizofreni og deres pårørende få den største del af spaltepladsen, og jeg er sikker på, at disse personlige beretninger fra hverdagen vil gøre os alle klogere på,

hvordan livet i al sin mangfoldighed leves med en psykisk sygdom. Tak til de tre!

Arbejdspladsreportagen er denne gang fra Hviding, hvor medarbejderne lever med den helt særlige udfordring, at de om et par år skal flytte sig selv og patienterne dels ind til Esbjerg og dels til — for de retspsykiatriske patienters vedkommende — til Middelfart. Det kan være en hård proces, men som reporta-gen viser, kan det også ske med overskud. Afdelingssygeplejerske Birgitte Christen-sen siger blandt andet: ”Nu hvor vi har fået ro på og ved, hvad der skal ske med os, er der ligefrem plads til at se foran-dringen som en positiv ting”. Stor respekt for det!

Med andre ord — glæd jer til 24 sider med skarpe historier fra jeres egen hver-dag og verden. Giver læsningen jer lyst til at tilføje nye vinkler og holdninger — eller har I et tip til en artikel, så tøv ikke med at sende en mail til PS!’ redaktion.

Glædeligt forår og god påske!

Lægefaglig direktørAnders meinert Pedersen

2 · PS ! · Psykiatrien i Region Syddanmark

Leder

Indhold4 Egebæk-Hviding holder den faglige fane højt · 9 Et liv med tabuer · 13 NIP Skizofreni · 14 Naturen er Peters ventil

16 Der har været mange tunge år · 18 Keep it simple · 20 Fra nervøs til begejstret · 24 Master i frugt og grøntsager

skizofreni er en af de mest alvorlige psykiske sygdomme. læs temAet, der blandt andet giver patienter og pårørende stemme, sætter spot på medicin og informerer om tal og fakta.

8 Korsfæstelsen af Jesus har givet navn til det begreb, der så ofte er i brug, når vi taler om psykisk sygdom – ”stiGmAtiserinG”. Stigmatisering betegner mær-kerne på hænder og fødder efter naglerne og i ansigtet eftertorne-kronen. læs kort & Godt.

22

Der ligger et stort arbejde forude for ledere og LMU’er, når eGebæk-HvidinG lukkes og flyttes til esbjerG oG middelfArt. Men er forarbejdet gjort godt kan en mulig storm ned-justeres til en frisk brise vurderer ledere fra Hvi-ding og Esbjerg.

5— Det er ekstremt udfordrende, næsten grænseoverskridende at skulle leve sig ind i den ver-den, forstå og møde patienterne, hvor de er. Det har fået mig til at tænke meget over normalitet og grænser for normalitet, siger mette sylvester Hvid. læs Portræt Af en kolleGA.

20

rA 1887 til 1920 havde bygningsværket på Ribe-vej 27 i Egebæk-Hviding status som Nordeuropas længste banegård. Den-gang gik den dansk-tyske

grænse lige midt igennem matriklen, og i den ene ende af den langstrakte bygning var der tysk per-ron, mens den anden ende af perronen hørte til Danmark.

I 1923 overtog Statens Sindssygevæsen græn-sejernbanestationen fra DSB og Statshospitalet i Vester Vedsted, som Hviding hed tidligere, var en realitet. Dog kun som midlertidig foranstaltning.

Statussen som midlertidig var stadig intakt, da plejer på R1 og fællestillidsrepræsentant for Esbjerg og Ribe, Poul-Henning Feddersen, blev ansat for 39 år siden. Og det midlertidige har aldrig forladt stedet.

Da jeg blev ansat, var det stadig staten, der drev det, og det var nogle kummerlige for-hold. Tapetet var ved at falde af væggene, og der lå mange patienter på fællesstuer. Men gen-nem årene er det bare blevet bedre og bedre med patientrettigheder, bad på stuerne og siden hen enkeltmandsstuer. Jo, det har været en god arbejdsplads, fortæller han.

Poul-Henning Feddersen bor i Egebæk-Hviding, og dengang han blev ansat, var hver anden hus-stand beskæftiget på hospitalet. I dag er det kun en tredjedel af de ansatte, der bor i byen.

Poul-Henning Feddersens hustru arbejder der også — dog inden for Service. 1. maj i år går hun på efterløn efter 34 års ansættelse, og en måned efter følger Poul-Henning trop.

Økonomien fylder meget

Jeg har været med til at kæmpe i mange år for at bevare hospitalet herude. Jeg har både været med til stormøder på kroen, lavet plancher og været i radio og tv. Nu er det slut, og det hele flytter. Men så passer det også så fint, at jeg kan gå på efter-løn. Og sådan er det for min generation og dem, der blev ansat lige efter. Når det hele flytter den 1. maj 2014, har de mulighed for at trække sig til-bage, siger han.

Han understreger, at selv om det er lidt mær-keligt at skulle holde efter så mange gode år, er han ikke bitter.

Økonomien og besparelser fylder bare mere i psykiatrien i dag. Og som fællestillidsrepræsen-tant kan jeg også mærke forskellen på, hvor meget indflydelse jeg har på forandringerne. Tidligere

blev jeg taget mere med på råd. I dag er mange beslutninger truffet på forhånd, siger han.

Vi har efterhånden vænnet os til, at vi skal flytte, og at Egebæk-Hviding lukker. Besparelserne fylder generelt mere i vores bevidsthed, og jeg tror, der er mange af os, der synes, det er hårdt, at alting er så økonomistyret. Vi har skullet vænne os til, at vi må give slip i den ansvarsfølelse, vi har, når vi sender patienterne hjem herfra. Det er jo kommunerne, der tager over på patienten, men når vi ved, at de også skal spare, er det lidt uvist, hvad patienterne kommer ud til, fortæller Pia Kri-chau Nissen, sygeplejerske på R1 og arbejdsmiljø-repræsentant i Egebæk-Hviding og uddyber:

Arbejdsglæden er jo afhængig af, at vi føler, at vi kan yde en god psykiatrisk behandling. Og nogle af tingene, der er besluttet, føler vi nok, er fore-gået lidt hen over hovedet på os.

Hvad med museet?

Pia Krichau Nissen, der har været ansat i Ege-bæk-Hviding i 12 år, understreger, at medarbej-derne derfor har en klar forventning om, at de bli-ver medinddraget i både det nye byggeri i Esbjerg og i selve flytningen.

Vi håber, at ledelsen vil samarbejde med os, når to kulturer skal flyttes sammen på én matrikel.

Endnu en uvis detalje, som bekymrer en del af medarbejderne, er det psykiatriske museum på hospitalet i Egebæk-Hviding.

Der er mange, der synes, det er en skam, hvis det bare smides væk, siger hun.

Der har tidligere hersket uro og utryghed hos medarbejderne omkring fremtiden, og nogle er stadig utrygge. Men det har hjulpet gevaldigt, at det — med Region Syddanmarks psykiatriplan — i så god tid i forvejen er meldt ud, hvad der skulle ske med Egebæk-Hviding. Herudover har det stor betydning, at afdelingsledelsen for Esbjerg og Ribe har givet garantier for arbejde til alle.

Selv om alle ved, at Egebæk-Hviding er på lånt tid, så fortsætter det gode arbejde et andet sted — enten i Esbjerg eller i Middelfart. Og det har betyd-ning for arbejdsindsatsen.

Vi holder stadig efteruddannelser, kurser og temadage i hævd, for vi har besluttet, at vi ikke ville have ryet som dem, der skulle lukke, for så ville vi ikke kunne tiltrække ny arbejdskraft, siger Poul-Henning Feddersen.

Sidstnævnte er der ingen problemer med. Da der sidst blev slået en ledig stilling som social- og sundhedsassistent op, kom der 40 ansøgninger.

Næste udfordring bliver at få ansat en læge på R4 — det retspsykiatriske afsnit. Lægen, der får jobbet, skal følge med til Middelfart, når retspsyki-atrien samles der.

Og de majestætelige gamle bygninger? Dem er der endnu ingen, der ved, hvad skal ske med. Som lokal Egebæk-Hviding-borger håber Poul-Henning Feddersen dog, at Esbjerg Kommune kan bruge dem til et eller andet, så der stadig kan holdes liv i den mere end 100 år gamle bygning.

Selv om Egebæk-Hviding spredes for alle vinde til maj 2014, er det ikke slut. Medarbejderne er garanteret arbejde i Esbjerg eller Middelfart, og den garanti giver overskud til at holde fokus på fagligheden.

Poul-Henning Feddersen er plejer på R1 i

Egebæk-Hviding og fællestillidsrepræsentant for

Psykiatrisk Afdeling Esbjerg og Ribe. Han har

været ansat i Egebæk-Hviding i 39 år og går på

efterløn til juni. Hans mor, der i en årrække var

afdelingssygeplejerske på hospitalet, frarådede ham

at søge ind som plejer. Hun mente ikke, det var noget

for ham. Men det var det. Poul-Henning Feddersen

har aldrig fortrudt, at han skiftede købmandsfaget

ud med plejerjobbet.


Tekst Charlotte S. Nygaard · Foto Palle Peter SkovArbejdspladsreportage

Psykiatrien i Region Syddanmark · PS ! · 5

Ar mAn én GAnG oPlevet en orkAn, så ved man, at der altid er stilhed og smukt opholdsvejr i en orkans øje. Det er her, man skal sørge for at surre alle værdi-fulde genstande godt fast, inden stormen igen kommer og river alt det løse, der ikke blev fastgjort, med sig.

På mange måder kan dagligdagen i Egebæk-Hviding sammenlignes med at befinde sig i orkanens øje:

Efter et par turbulente år er det besluttet, at de to åbne afsnit R1 og R2 skal lukke i Egebæk-Hviding og flyttes til Esbjerg med al personalet i maj 2014. Det retspsykiatriske afsnit, R4, lukker også i Egebæk-Hviding og flytter til Middelfart med de medarbejdere, der har lyst til at rykke med. De medarbejdere, som ikke ønsker at følge med til Middelfart, er garanteret arbejde i Esbjerg.At medarbejderne ved, hvad der skal ske, og ikke mindst — at de er garanteret arbejde i enten Esbjerg eller Middelfart, giver ro. En ro, som nu kan bruges til at forberede sig til det næste stormvejr — flytningen.

På R2 har vi konstant fokus på at holde os forandringsparate og fleksible. Vores vision er, at vi flytter til Esbjerg om et par år, og det skal vi holde os klar til. Vi bruger meget at visualisere fremtiden og sørger for at dygtiggøre os med kurser og teori, så vi ikke får rygtet som dem, der skal lukke, forklarer Birgitte Christen-sen, afdelingssygeplejerske på R2.

Strategien har også den fordel, at Hviding fortsat kan rekruttere ny arbejdskraft — også selv om de nyan-satte får at vide, at de inden for et par år skal rykke med til Esbjerg.

Drømme og ønsker indfries

Nu, hvor vi har fået ro på og ved, hvad der skal ske med os, og at vi fortsat er sikret arbejde og løn — og lige så vigtigt, at hele R1 og R2 med personale får lov at bestå i Esbjerg — er der ligefrem plads til at se foran-dringen som en positiv ting. En flytning kan fx bruges til at fjerne uhensigtsmæssige mønstre og handlemå-der, og i og med at vi flytter i nybyggeri, kan der sågar være mulighed for, at vi kan få indfriet drømme og ønsker, som ikke kan lade sig gøre i dag fx pga. de fysiske rammer, vi har her i Egebæk-Hviding, siger hun.

Siden årsskiftet har medarbejderne i Egebæk-Hviding og Esbjerg haft et fælles LMU. Det er en af stra-tegierne for at styrke følelsen af et fælles ”os” frem for et ”os” og ”dem”. Styre- og brugergrupper, som er

Der ligger et stort arbejde forude for ledere og LMU’er i Esbjerg, Ribe og Middelfart, når Egebæk-Hviding lukkes og flyttes til Esbjerg og Middelfart. Men er forarbejdet gjort godt, kan en potentiel storm nedjusteres til en frisk brise, vurderer ledere i både Egebæk-Hviding og Esbjerg.


Arbejdspladsreportage Tekst Charlotte S. Nygaard · Foto Palle Peter Skov

der rystede. Det har dog hjulpet, at alle har fået en garanti for arbejde i Esbjerg, hvis de ikke ønsker at følge med til Fyn.

Der ligger et stort arbejde i de to LMU’er i Esbjerg/Ribe og Middelfart med at harmoni-sere arbejdsgangene. Det bør i min optik ske i de ”hjemlige” omgivelser i Egebæk-Hviding, inden afdelingen flytter, så medarbejderne ikke skal opleve både fysiske forandringer og arbejdsmetode-ændringer på én gang, siger Jens Egon Hansen.

På nuværende tidspunkt har kun et meget lille udsnit af medarbejderne på R4 givet til-sagn om at flytte med til Middelfart. I mod-sætning til R1 og R2, hvor hele afsnittet inklu-sive medarbejdere rykkes til Esbjerg, vil R4-medarbejderne blive blandet med Middel-fart-medarbejderne i den nybyggede retspsy-kiatri i Middelfart. Og det giver usikkerhed.

Det er jo nogle hårde patienter, vi har med at gøre, så meget af trygheden i arbej-det kommer af, at vi kender hinanden så godt, som vi gør, forklarer Dorith Lorenzen.

Middelfart skal på banen

Jens Egon Hansen påpeger i den forbindelse, at det er yderst vigtigt, at afdelingsledelsen

involveret i byggeprogrammerne, er også ned-sat. Og i det hele taget gøres der en stor ind-sats for at forene de to kulturer, der eksiste-rer på trods af de blot 41 km imellem Esbjerg og Egebæk-Hviding.

Vi har lagt et stort arbejde i at inte-grere sengeafsnittene med hinanden og gøre det helt klart for alle, at vi er én afde-ling med forskellige matrikler, som skal sam-les her i Esbjerg foruden en række lokalpsyki-atrier med ambulant psykiatri i Brørup, Varde og Esbjerg/Ribe, forklarer oversygeplejer-ske Jens Egon Hansen, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg og Ribe.

Når det kommer til R4, det retspsykia-triske afsnit i Egebæk-Hviding, skal der lidt andre tiltag til.

Dem, de andre ikke vil lege med …

R4 har en forhistorie og en position som ”Benjamin” eller dem, de andre helst ikke vil lege med, og det gør, at mange medarbejdere har haft svært ved at acceptere integrationen og har følt sig svigtet, siger afdelingssygeple-jerske Dorith Lorenzen.

Da det stod klart, at R4 skulle flyttes til nybyggeri i Middelfart, var mange medarbej-

i Middelfart kommer ind og får snakket med personalet på R4 i Egebæk-Hviding, i det øje-blik skovlen går i jorden til nybyggeriet i Mid-delfart.

Jeg tror, det er afdelingsledelsen i Mid-delfart, der skal gøre et stort arbejde med at motivere medarbejderne fra R4. Det kan få stor betydning for dem, der tvivler på, om de skal følge med til Middelfart eller Esbjerg. Jeg tror under alle omstændigheder, at det er både bedre og nemmere, at det er afdelings-ledelsen i Middelfart, der med positivt fortegn opfordrer R4-personalet til at komme til Mid-delfart, fordi de er værdifulde og ikke kan und-væres frem for, det er os, der godt nok i bed-ste mening, men alligevel mere med negativt fortegn opfordrer R4-personalet til at rejse væk fra os og til Middelfart, siger han.

Om selve flytningen vil udløse en orkan, eller om den beslutter sig for at blæse forbi Egebæk-Hviding, Esbjerg og Middelfart og blot efterlader en frisk brise, må tiden vise.

Vi gør i hvert fald et stort arbejde for at italesætte et eventuelt stormvejr og fordele hvem, der skal gøre hvad — hvad skal surres fast, og hvad skal vi blot lade flyve, siger Jens Egon Hansen.

Pia Krichau Nissen har været ansat i Egebæk-Hviding i

12 år og er i dag arbejdsmiljørepræsentant og sygeple-

jerske på R1.

Sygeplejerske Marianne Paasch, afdeling R2, er i gang

med at gøre medicin klar.

Afdelingssygeplejerske Birgitte Christensen og resten af

R2 på hospitalet i Egebæk-Hviding sørger for at holde

den faglige fane højt med efteruddannelser, kurser og

visualiseringer om de fremtidige forandringer. Det giver

plads til begejstring, når medarbejderne er forandrings-

parate, forklarer hun.


skizofreni er en af de mest alvorlige psykiske sygdomme, der fin-des. skizofreni påvirker evnen til at tænke, føle og opfatte virkeligheden, og de mest iøjnefaldende symptomer er hallucinatio-ner og vrangforestillinger. men skizofreni kan behandles! Psykosemedicin kan dæmpe eller helt fjerne angst, hallucinationer og vrangforestillinger, og forskellige for-mer for psykologisk behandling og social træning kan hjælpe den syge til en bedre tilværelse. mennesker med skizofreni er ikke deres sygdom. De er sig selv.

i februAr i år sAtte Psy-kiAtrifonden GAnG i lAndsindsAtsen om ski-zofreni ”tid til tole-rAnce”. Formålet med den treårige landsindsats er blandt andet at udbrede viden og åbenhed om skizofreni og andre psykoser og der-med øge forståelsen for men-nesker, der er ramt af psyko-ser, at fremme integration,

Lindgren. Hun peger også på, at Landsindsatsen om Skizo-freni falder godt sammen med den Anti-Stigma kampagne, som TrygFonden, Danske Regi-oner, Sundhedsstyrelsen, Det Sociale Netværk, Psykiatrifon-den og KL sætter gang i dette forår.

— Skizofreni kan jo være mange ting. Nogle bliver helt helbredt, nogle får det bedre,

rummelighed og tolerance og modvirke stigmatisering og at fremme tidlig opsporing blandt unge med henblik på forebyggelse. I PsykInfo og i resten af psykiatrisygehuset hilses indsatsen velkommen.

— Den passer fint med det arbejde, PsykInfo i forvejen gør for at udbrede kendskabet til psykiske lidelser som fx ski-zofreni, siger centerleder Ulla

og nogle har lidelsen kronisk. Landsindsatsen har fokus på alle aspekter af sygdommen — og lige så væsentligt, at man kan få et godt og værdigt liv, som også kan indebære kon-takt til arbejdsmarkedet, påpeger Ulla Lindgren.

På disse temasider finder du PS!’ bidrag til mere viden om skizofreni ...

Citat fra Psykiatri fondens hjemmeside

— ”Landsindsatsen om Skizofreni”Læs mere på: http://www.psykiatrifonden.dk


Tema — skizofreni

Tekst Anna Pia Holmgaard · Foto Claus Sjödin

et Liv meD tabuer

Karin Mikkelsens mor er psykisk syg — og det har haft store konsekvenser for hendes liv. Det vidste hun bare ikke, før hun fik hjælp i PsykInfos ungegruppe. Den hjælp har været altafgørende for datterens livskvalitet, der var præget af usikkerhed, konfliktskyhed, tårnhøje forventninger til sig selv og stress.


et vAr viGtiGt ikke At Gøre mor sur. Eller syg. Eller måske begge dele. Og det var derfor meget vigtigt at vide, hvordan hun havde det, før man bad om noget, gjorde eller spurgte om noget. Det er en af de vigtigste erfa-ringer fra Karin Mikkelsens barndom med søskende, en far — og en mor med diag-nosen paranoid skizofreni. I dag er hun 24 år, selvstæn-dig og samtidig under uddan-nelse til optiker og lever et

godt liv med masser af aktiviteter, kæreste og selvværd. At nå dertil har været en kamp mod indlærte mønstre, der stammer fra en barn-dom og ungdom med en mor, der er psykisk syg. Diagnosen skizofreni fik hun først sat på i teenageårene, hvor hun selv spurgte ind til emnet hos den socialrådgiver, der havde været tilknyttet familien siden børnene var helt små.

— Jeg har ikke fra samfundets side mær-ket at det at være syg er et tabu — men det er det største tabu i verden, når det kommer til min mor. Kun i perioder, hvor hun er velregule-ret på medicin, kan vi snakke konstruktivt om hendes sygdom, fortæller Karin Mikkelsen.

d— Jeg har ikke fra samfundets side mærket at

det at være syg er et tabu — men det er det

største tabu i verden, når det kommer til min

mor. Kun i perioder, hvor hun er velregule-

ret på medicin, kan vi snakke konstruktivt om

hendes sygdom, fortæller Karin Mikkelsen.

— Hun mente — og mener i dag ikke, at hun er syg. Det er bare systemet, der siger sådan, og hun tog kun sin medicin for at få lov til at beholde os børn hjemme.

God til at afkode

Barndommen var i perioder meget omtum-let. Karin og hendes yngre bror var i flere omgange på børnehjem, fjernet med tvang i de perioder, hvor moren nægtede at tage medicinen, og hvor hun samtidig nægtede at børnene kunne bo hos deres far. Opholdene på børnehjem husker hun som meget positive, der var dessert, søde voksne, meget omsorg og selv om hun savnede sin mor, så er min-det godt. Set i bakspejlet var det nogle gange sværere at være hjemme.

— Man fortæller jokes om skizofreni, men selvfølgelig var det ikke sådan, at hun var Hanne den ene dag og Pia den anden. Det handler mere om vrangforestillinger og følel-sesmæssig utilregnelighed. Vi kunne bede om en gulerod den ene dag — og så få et helt almindeligt ’okay’. Andre dage flippede hun fuldkommen ud og blev totalt rasende, hvad i alverden bildte vi os ind at bede om det. Det sværeste var helt klart, at vi ikke kunne vide, hvad der ville ske — og jeg blev rigtig, rigtig god til at afkode, hvordan min mor havde det; det blev jeg nødt til.


Tekst Anna Pia Holmgaard · Foto Claus SjödinTema — skizofreni

Den evne blev på et tidspunkt til en belast-ning. Det blev især tydeligt i teenageårene, hvor Karin Mikkelsen tog på efterskole. Hun blev den, alle kom til, for hun var så god til at løse andres problemer, lytte, give omsorg, hun elskede at være den, der kunne give andre hjælp. Hun var perfektionist og kunne kun acceptere de bedste karakterer, de bedste resultater.

— De høje forventninger på alle planer gav mig selvfølgelig meget ekstra arbejde. Men så slap jeg jo for at tænke på mine egne behov, som hun tørt konstaterer.

Tilpasset mors humør

Ulempen var psykisk og fysisk overbelastning, og dråben blev et brud med en kæreste. Det fik Karin Mikkelsens selvbillede som en stærk, hjælpsom person, der var ’kommet fint’ igen-nem opvæksten med en psykisk syg mor, til at ændre sig drastisk.

— Jeg kunne mærke, at noget var helt galt. Jeg begyndte i PsykInfos ungegruppe, selv om min mor protesterede. Det var et sted, hvor jeg måtte snakke om hverdagen, hvor-dan jeg havde det. Det var en enorm befrielse — og da forløbet var slut, fortsatte jeg. Jeg begyndte at indse, at der måske ikke havde været noget i vejen med min mor — eller med far for den sags skyld, som forældre. Vi fik det

vi havde behov for, min mor var altid hjemme, når vi kom fra skole og den slags… De ubeha-gelige oplevelser skyldes sygdommen, ikke min mor.

Rent følelsesmæssigt var der noget, der manglede:

— Jeg var altid bare gået ned på mit værelse for at græde, hvis jeg havde et pro-blem, fortæller Karin Mikkelsen; specielt hvis jeg blev sur på min mor, så kom det ud i form af gråd, og altid alene på mit værelse. Jeg ville for alt i verden ikke gøre hende sur eller ked af det. Erkendelserne kom stille og roligt i takt med at jeg fik åbnet op. Ubehagelige min-der fra barndommen, om savn, sorg, utryg-hed blev tydeligt og på den måde kunne de behandles og jeg kunne komme videre, siger hun.

— Man kan sagtens pakke det væk i mange år, men jeg tror ikke, det er sundt. Det var det i hvert fald ikke for mig. Jeg kunne ikke sætte grænser, jeg kunne ikke leve op til de krav, jeg satte til mig selv og jeg kunne ikke tackle kon-flikter, slet ikke med min mor. Efterhånden som vi fik snakket om tingene i ungegruppen, gav det hele mening. For selvfølgelig havde det været umuligt for mig at sige fra, sætte personlige grænser, når hele min opvækst havde handlet om at tilpasse mig min mors humør.

Det er alt for stor en byrde for et barn at bære at skulle sørge for, at mors humør er godt, også selv om jeg mente, at jeg var stærk nok. Jeg har lært, at mine reaktioner er normale, og at der ikke er noget i vejen med mig som person.

Karin Mikkelsen

Samtaleterapien hos PsykInfo har haft en enorm værdi for Karin Mikkelsen.

— Jeg er blevet så meget mere velfunge-rende. Jeg har forstået, at det er fair, at jeg ikke løser min mors problemer. At det er i orden at sætte mig selv først, selv om hun er syg. At det er alt for stor en byrde for et barn at bære at skulle sørge for at mors humør er godt, også selv om jeg mente, at jeg var stærk nok. Jeg har lært, at mine reaktioner er nor-male, og at der ikke er noget i vejen med mig som person.

Selv om Karin Mikkelsen har fået indsigt, stor afklaring og meget livskvalitet ud af de mange samtaler hos PsykInfo, er bekymrin-gerne ikke væk. Da hendes far døde for halv-andet år siden, forsvandt en stor del af sta-biliteten i familien. Han sikrede fx, at moren fik sin medicin gennem alle årene og var den mentale støtte og sikkerhed for børnene.

— Det var meget, meget slemt at miste ham. Og det bliver ved med at være hårdt at tackle problemerne med en mor, der er syg. Hun har været indlagt igen, haft psyko-ser, tvangstanker — kommer med vilde histo-rier, som man ikke kan tro på. Det er rigtig svært at kende en person på den ene side — og så slet ikke alligevel. Men det er nu engang mit liv, mine udfordringer. Og alt i alt er det et godt liv, som jeg er meget glad for i dag.


børne- oG unGdomsPsykiAtri AuGu-stenborG oG koldinG er i gang med at udvikle en hjemmeside om unge med skizo-freni. Hjemmesiden skal give læring til patien-ter, pårørende og professionelle.

Omdrejningspunktet er patienternes fort-ællinger om sygdom, behandling og recovery — krydret med pårørendes beskrivelser og ekspertkommentarer. Alt sammen med brug af video.

Psykoedukation på webHjemmesiden udvikles i samarbejde med det århusianske firma MindMakers, og det er psy-kiatrisygehusets centrale udviklingspulje, der finansierer. I første omgang skal hjemmesi-den bruges i Psykiatrien i Region Syddan-mark, men den kan selvfølgelig udbredes til de øvrige regioner.

Hjemmesiden er klar i sommeren 2011 og kommer til at opfylde både DDKM-krav og NIP-krav til sygdomsrelateret undervisning.

På LanDsPLan var 110.000 patienter i psykiatrisk behandling i 2009. 19.000 blev i 2009 behandlet for skizofreni — enten på et døgnafsnit eller ambulant.

3.773 af patienterne blev behandlet i Psykiatrien i Region Syddanmark. Det svarer til 13 pct. af sygehusets 28.000 årlige patienter. 1.039 af disse har en bidiagnose oveni og 338 er misbrugere. Patienter med bidiagnose bliver i gennemsnit indlagt dobbelt så mange gange som patienter uden bidiagnose. De er desuden hver gang i gennemsnit indlagt i 25 pct. længere tid.

Samlet tegner patienter med skizofreni sig for godt 79.000 sengedage. Det svarer til 37 pct. af sygehusets samlede antal sengedage. Den gennemsnitlige liggetid i Region Syddanmark er 30 dage. Landsgennemsnittet er 40 dage.

Patienter med skizofreni har mange ambulante besøg sammenlignet med andre patientgrupper. 20 pct. af ambulante besøg gives til patienter med skizofreni. I 2009 udgør hjemmebesøg i Region Syddanmark 50 pct. af de ambulante besøg for patienter med skizofreni. For alle regioner er gennemsnittet 30 pct.

Kilde: Benchmarking af psykiatrien — herunder nøgletal for aktiviteten 2009 (Danske Regioner)

syGeHusets AmbulAnte beHAnd-linG sker via lokalpsykiatriernes opsø-gende psykoseteams (OPT) og tidlig interventionsteams (TIT). TIT er målret-tet unge med nyopdaget skizofreni, mens OPT tager sig af voksne med skizofreni. Lokalpsykiatrierne er under opbygning frem til 2015. Esbjerg har fx endnu Kli-nik for Skizofreni, der dækker over både TIT og OPT. Der findes desuden TIT’er i

Aabenraa og i Odense, og der findes her og nu OPT’er i Tønder, Svendborg (som en del af lokalpsykiatrierne) Aabenraa, Mid-delfart og Kolding.

Sundhedsstyrelsen har med virk-ning fra 1. januar 2011 tildelt Psykiatrien i Region Syddanmark en række regions-funktioner og højt specialiserede funk-tioner. Inden for skizofreniområdet har Psykiatrisk Afdeling Odense sammen med

Psykiatrisk Afdeling Esbjerg og Ribe fået tildelt regionsfunktion vedrørende kom-pliceret skizofreni og andre psykoser. Psy-kiatrisk Afdeling Odense har desuden fået tildelt højt specialiseret funktion inden for diagnostik og behandling af særligt kom-pliceret skizofreni. Og Børne- og Ung-domspsykiatri Odense har fået tildelt regionsfunktion vedrørende skizofreni for aldersgruppen 4 — 19+ år.

fakta


Tema — skizofreni

niP skizofreniHvordan det er gået med indsatsen vil vise sig, når de nye NIP-tal for Psy-kiatrien i Region Syddanmark offent-liggøres i slutningen af maj 2011. Det sker efter den årlige audit, hvor tal-lene gennemgås og vurderes, og hvor der udveksles erfaringer fra hele syge-huset.

Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) blev etableret i 1999 af de viden-skabelige selskaber, sygeplejefaglige sammenslutninger, fysioterapeuter og ergoterapeuter, de daværende amter og H:S, Sundhedsstyrelsen og Inden-rigs- og Sundhedsministeriet. NIP måler kvaliteten af den behandling, som landets fem regioner tilbyder sine patienter.

PAtienter med skizofreni kan forvente at leve 15-20 år kortere end den øvrige befolkning. Omkring halv-delen af overdødeligheden kan for-klares med fysiske sygdomme. Derfor er måling af de somatiske bivirknin-ger hos patienter med skizofreni et vigtigt fokusområde for 2011- 2012, når det gælder NIP Skizofreni. Frem-over er det ikke nok at observere eventuelle bivirkninger, nu skal der aktivt måles for BMI osv.

De senest offentliggjorte resultater (2009) for NIP Skizofreni førte til, at:

· 60 medarbejdere i psykiatrisygehuset kom på kursus i Present State Examination (PSE, som er et semistruktureret interview inspi-reret af det WHO-anbefalede diagnostiske system SCAN)

· flere patienter med skizofreni skulle udredes af en speciallæge

· kontakten til pårørende til patienter, der for første gang får stillet diagnosen skizofreni skulle forbedres

· en arbejdsgruppe har udarbejdet en omfat-tende manual, der skal bruges som standard-psykoedukation af patienter med skizofreni i hele psykiatrisygehuset

· efterbehandlingen af patienter — registrering af hvor og hvordan de efter en årrække har det — skulle forbedres

Ny NIP i slutningen af maj

Anne dorte stenstrøm, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, afdelings-læge i Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding og forskningskoordinator for børne- og ung-domspsykiatrien i Lillebæltsområdet, mod-tog fredag 25. marts 2011 sin ph.d. grad for projektet ”Tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge” i Auditoriet på Syddansk Uni-versitet i Kolding.

Hypotesen i ph.d.-projektet er, at der sker forandringer i de subjektive oplevelser længe før, der opstår adfærdsændringer.

Traditionelt set har behandlingssystemet især haft fokus på de adfærdsmæssige for-andringer, når diagnosen skizofreni stilles. Med hypotesen er der åbnet op for, at der kan forskes mere i de tidlige symptomer — særligt ændrede subjektive oplevelser.

Hypotesen peger desuden hen imod, at det psykiatriske behandlingssystem kan blive bedre til at spørge mere ind til, hvordan bar-net eller den unge oplever sig selv, sin krop, sine følelser, tanker og verdenen og ad den vej spore subjektive oplevelsesforandringer, der kan pege på skizofreni, så der tidligere kan gøres en indsats.

Ph.d. grad for forskning i tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge


Foto Palle Peter Skov

Første gang jeg måtte acceptere andres virkelighed frem for min egen, føltes det nærmest som hjernevask, for det er overvældende at acceptere, hvor omfattende sygdommen griber ind i ens liv.

naturen er Peters ventil

Peter Simonsen var 29 år, da han fik diagnosen skizofreni. Der måtte dog to indlæggelser og to ophold på botilbud til, før han accepterede diagnosen og modtog behandling. I dag bor han i egen lejlighed, har fokus på livskvalitet og holder foredrag om naturen, der blev hans middel til recovery.

Peter Simonsen


Tema — skizofreni Tekst Charlotte S. Nygaard · Foto Palle Peter Skov

if you cAn’t beAt tHem join tHem!” Sådan lyder et kendt engelsk ordsprog. Ordene passer rimeligt godt med det,

Peter Simonsen gjorde, da han for tre år siden besluttede sig for at holde op med at kæmpe imod og i stedet begyndte at samarbejde med det psykiatriske behandlingssystem og derigennem lærte at leve med sin diagnose skizofreni.

Beslutningen har haft den sidegevinst, at Peter fik styr på sit liv og i dag har et godt liv.

Ungdomssløvsind

Vejen dertil har dog været lang og sej for Peter, som debuterede sent med skizofreni. Det var først i midten af 20’erne, at de første tegn begyndte at vise sig. Men Peter havde en så stærk selvopholdelsesdrift, at det stort set lyk-kedes ham at skjule sine symptomer for omver-denen. Derfor nåede han at runde 29 år, før han første gang stiftede bekendtskab med det psykia-triske behandlingssystem.

Det er faktisk lidt mærkeligt at tænke på, at da jeg var teenager, plejede jeg at spøge med, at jeg led af ungdomssløvsind. Tænk, hvis jeg havde satset penge på den forudsigelse, siger han med et lille skævt smil.

Bortset fra lidt koncentrationsbesvær i skolen var han som alle andre teenagere — og det med koncentrationsbesværet var vel egentlig heller ikke helt atypisk for en ung fyr i 15-16 års alderen.

Det var først som 25-årig, at de første ople-velser med paranoia opstod. Udslaget var en nabo, som Peter havde lidt problemer med.

Efter en mislykket flytning til udlandet begyndte Peters sociale deroute og isolation for alvor at sætte ind. Nogle af de paranoide tanker delte han med familien, som i stigende grad blev bekymret for Peters velbefindende.

Da Peter til sidst gik med til at lade sig ind-lægge, var han udbrændt, fordi han ikke havde sovet i flere døgn. Den lejlighed, han boede i, kunne han ikke være i om natten. I stedet gik han rundt i byen hele natten med en bog og en termo-kande kaffe.

Som ung aftjente jeg min værnepligt og var meget glad for det. Jeg tror, det var disciplinen og rutinerne, der appellerede til mig. Jeg har i hvert fald brugt rutinerne meget, også mens jeg havde det allermest dårligt. Midt i al kaosset sør-gede jeg for at opretholde en form for normalitet og civiliseret adfærd og rutiner. Jeg gik i bad hver dag, barberede mig og havde altid rent tøj på, for-tæller Peter.

Derfor blev han ret forbløffet, da han en tidlig morgentime efter en nat på banegården i selskab med kaffe, bøger og andre natteravne, hørte en ældre dame spørge sit følgeskab, om de menne-sker, der befandt sig på banegården, mon var sub-sistensløse. For Peter hverken var eller betrag-tede sig selv som subsistensløs eller som de andre på banegården.

Rasende på skizofreni-folder

Peters første indlæggelse strakte sig over en læn-gere periode. Trods mange og lange samtaler nægtede han at acceptere de andres virkelighed frem for sin egen.

Jeg fik en folder med symptomerne på skizo-freni, og objektivt kunne jeg jo godt se, at fem-seks af symptomerne passede på mig. Men jeg nægtede at acceptere det og blev rasende over det, husker han.

Da indlæggelsen lakkede mod enden, blev han til-budt en plads på et socialpsykiatrisk bosted. Hans egen lejlighed nægtede han at vende tilbage til.

Et par år senere blev Peter igen indlagt. Endnu engang var han drænet for energi, fordi han ikke kunne sove. Indlæggelsen var igen lang, inden han blev udskrevet til et nyt botilbud.

I den første tid på botilbuddet ville jeg bare være i fred, og jeg nægtede at tale med persona-let. Men efter et lille års tid begyndte jeg at åbne op for, at der skulle ske behandling. Jeg indså, at der var visse ting i min adfærd, som ikke var OK. Samtidig var jeg også ved at være træt af at bo på institution og ville gerne flytte i mit eget. Så jeg besluttede mig for at lære at leve med min lidelse, fortæller Peter.

Med nøjagtig samme disciplin og drivkraft, som havde opretholdt en form for normalitet midt i kaosset, mens han havde det allerværst, gik han til sin egen recovery.

Første gang jeg måtte acceptere andres virke-lighed frem for min egen, føltes det nærmest som hjernevask, for det er overvældende at accep-tere, hvor omfattende sygdommen griber ind i ens liv. Jeg var bl.a. i kognitiv terapi sideløbende med musikterapi. Og så begyndte jeg at tage på tur med naturvejleder Benny Jensen fra PsykInfo.

De tre terapiformer har bragt stabilitet og ind-hold i Peters liv.

Fokus på kommunikation

— Jeg bruger meget naturen som min ventil. Når jeg er ude i naturen, forsvinder alle tanker om handleplaner, mål og delmål. Jeg får frisk luft og fordyber mig i helt andre ting.

For ca. to år siden lykkedes det Peter at flytte for sig selv og komme væk fra de socialpsykiatri-ske bosteder. Lejligheden er hans trygge base med computeren og de elskede bøger, og så har Benny Jensen og Peter efterhånden holdt en lang række foredrag sammen om naturen.

I dag siger han, at han efter et par år med intenst navlepilleri har fokus på livskvalitet, og hvad der er godt for ham selv.

Fremdrift frem for alt, er min grundholdning. Aldrig gå i stå. Det kan være ok at sætte tempoet ned for en tid, men man må aldrig stoppe op midt i navlepilleriet, siger han.

Et andet fokuspunkt for Peter er kommunika-tion. Han tror fuldt og fast på, at kommunikation er vejen frem til recovery.

Jeg tror, det er uhyre vigtigt, at vi brugere og behandlere ser hinanden som mennesker og behandler hinanden som sådan. Og så er det vig-tigt, at behandlingssystemet forstår, at selv om vi måske er en flok mennesker, der har samme diag-nose, så er vi ikke ens. Derfor kan jeg kun appel-lere til, at behandlingssystemet ser os som indivi-duelle personer.

Peter har ikke været indlagt siden 2004, og han er i dag god til at mærke efter, om der er dår-lige vibrationer i kroppen. Hvis han får det dår-ligt, tager han fat i sin kontaktperson for at få talt om det.

Kommunikation er nøgleordet. For mig var det afgørende, at jeg fik en terapiform, der gav mening for mig, og at jeg nåede til sygdomserkendelsen.

Peter Simonsen er et opdigtet navn. Redaktionen er dog bekendt med den fulde identitet på Peter Simonsen.


n fin, Gul motorcykel stråler i solen foran huset på et fredeligt villavænge i Stenstrup. Det er forår, det er svært ikke at glæde sig. Det gælder også Steen Barfod. Han har boet her de seneste seks-syv år og siger ’at han aldrig har haft det bedre’. Et liv i ro og fred, med interesserne tæt på — motorcyklen, musikken,

bøgerne. Og så føler han omsider, at han er herre i eget liv. Sådan har det mildt sagt ikke været altid. Diagnosen skizofreni blev stil-let, da han var i begyndelsen af 20erne. Han begyndte at få det meget dårligt, og dråben, der fik sygdommen til at bryde ud for alvor, blev en voldsom kærestesorg. Alle kunne se, at noget var helt galt. De sociale vanskelighe-der, der fulgte med sygdommen, medførte at venner og bekendte vendte sig væk. Det var et stort chok og meget hårde år fulgte.

— Jeg var selvfølgelig meget bange for diagnosen. Samtidig var jeg med ét totalt alene, isoleret. Jeg blev meget ensom og skulle acceptere en helt ny identitet, både som ung og som syg. Det var meget hårdt. Jeg følte, jeg blev psykisk voldtaget, at jeg pludselig var en helt anden, at jeg aldrig ville få det liv, som jeg et eller andet sted havde forestillet mig. Steen Barfod gentager: ’Det var hårdt, meget hårdt’.

I det hele taget er der mange svære år, som han egentlig helst vil glemme. År med depressioner, medicinering, som havde vold-somme bivirkninger, konfrontationer med systemet og konstant skyld, spekulationer, frustrationer over sygdommen og det, den gjorde ved ham. Vrangforestillinger, tab af selvkontrol og stor forvirring. Hvad var det, der skete? Svarene kom kun gradvist, efter-hånden som han kom i behandling. Han flyt-tede til Sydfyn fra København for omkring 15

år siden. Her blev han tilknyttet psykiatrien i Svendborg og læger, der kunne forstå hans sygdom. Han har også stadig kontakt med sin familie.

Vi har kun ét liv

— Det går op og ned — jeg har det ind i mellem nok lidt svært med mennesker. Men jeg har det godt med at passe mig selv og gøre mine ting, siger han. Som førtidspensionist har han været nødt til selv at fylde indhold i livet — og han beskriver dén udfordring som en livsop-gave:

— Vi har kun ét liv. Jeg prøver hele tiden at tænke på, at jeg skal have det bedste ud af det, og jeg vil gerne rejse, ordne min bil og motorcykel. Og jeg har lært at sy, lave mad. Jeg vil kunne klare mig selv og spare op til de ting, jeg gerne vil opleve, siger han.

At klare en psykisk sygdom og de mange op- og nedture har krævet vilje, men også modet til indsigt:

— Jeg ved meget om, hvad der sker med mig. Jeg er jo anderledes, og det har jeg været nødt til at acceptere. Ellers kunne jeg jo ligeså godt lægge mig til at dø — og ind i mel-lem har jeg da også haft de tanker. I dag ved jeg meget om, hvad der gør mig godt, og det bruger jeg.

Lysterapi, god, positiv musik, gode film, kunst og bøger — smukke ting og oplevelser er blot nogle af de faktorer, der gør Steen Barfod til et gladere menneske.

— Jeg har trods sygdommen ret let ved at få kontakt til andre mennesker, fordi jeg virke-lig prøver at leve positivt. Det hjælper på syg-dommen og derfor også mig socialt, siger han.

Også selv om han ikke fortæller som det første, at han lider af skizofreni — det skræm-mer stadig, selv i 2011.

— Det er ikke det bedste job at have, som han siger med et selvironisk smil.

Apropos job, så er hans selvværd efter-hånden så godt, at han gerne slår et slag for den sociale retfærdighed:

— Jeg har været ude i jobs, hvor jeg fik 5-10 kr. i timen, hos Falck og i montagen, som det hedder, hvor vi udfører det arbejde, som indsatte i fængslerne også gør. Det kalder jeg udnyttelse af psykisk syge — og jeg har næg-tet. Ikke om jeg vil behandles som en halv-slave, bare fordi jeg er syg. Jeg har ikke gjort noget galt, og jeg kan godt fylde mit liv uden at skulle vaske biler eller putte skruer i æsker, som han siger.

Steen Barfod er ikke en knækket mand, slet ikke. Han lever et liv, han har det godt med, kan stå inde for. Og sørger omhyggeligt for at få sin dosis god musik, lys, motion og søvn. Trods den alvorlige diagnose og de vold-somme sygdomsperioder er han kommet ud på den anden side:

— Jeg får besøg af en fra lokalpsykiatrien hver uge, hvor vi snakker om, hvordan jeg har det. Det passer mig glimrende. Selv om jeg er syg og har brug for medicin og hjælp ind i mellem, behøver jeg ikke fralægge mig ansva-ret for mit liv. Jeg er blevet stærkere, mere bevidst om hvad der er godt i livet efter alle de tunge år.

Der har været mange tunge år

Steen Barfods liv har siden 20 års-alderen været stærkt præget af hans skizofreni. Han måtte begynde helt forfra som

menneske, med venner og bekendte og sociale udfordringer på alle planer. I dag har han det godt, og det har krævet

kampgejst, tålmodighed og stor vilje til at se det positive i livet som psykisk syg.

Jeg har trods sygdommen ret let ved at få kontakt til andre mennesker, fordi jeg virkelig prøver at leve positivt. Det hjælper på sygdommen og derfor også mig socialt

Steen Barfod

e


Tema — skizofreni Tekst Anna Pia Holmgaard · Foto Heidi Lundsgaard

Lysterapi, god, positiv musik, gode film,

kunst og bøger — smukke ting og ople-

velser er blot nogle af de faktorer, der

gør Steen Barfod til et gladere menne-

ske. Og så er der den gule motorcykel.


Behandling med flere slags medicin på én gang øger forekomsten af bivirkninger og gør behandlingen dyrere. Det viser MTV-rapport fra Sundhedsstyrelsen. Formanden for psykiatrisygehusets lægemiddelkomite mener, at ”Keep it simple” bør være ledetråd i den medicinske behandling af skizofreni.

vi skal være mere parate til at erkende, at vi indimellem ikke kan udrette mere for den enkelte patient med vores medicinske behandling. Dette skal naturligvis ikke føre til, at patienten opgives, men anspore os til en forstærket psykoterapeutisk eller socialpsykiatrisk indsats.

John Teilmann Larsen


Tema — skizofreni Tekst Charlotte S. Nygaard · Foto Palle Peter Skov

lGoritmer (systematisk opskrift. Red.), undervisning og forskning er vejen væk fra polyfarmaci og vejen mod

en bedre og mere enkel behandling af patienter med diagnosen skizofreni. Det er konklusionen i den MTV-rapport om

polyfarmaci, som Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort. Psykiatrisygehusets læge-middelkomité er helt enig i den konklusion.

— MTV-rapporten underbygger mange af de tiltag, vi enten har gennemført eller har sat i gang i psykiatrisygehusets lægemiddel-komité. Og set med lokale briller er det også i overensstemmelse med det, vi gennem flere år har arbejdet med her i Odense, lyder det fra komitéens formand, John Teilmann Lar-sen, overlæge på Psykiatrisk Afdeling Odense.

Ifølge MTV-rapporten er der ikke evidens for, at polyfarmaci (samtidig brug af flere slags antipsykotisk medicin) er bedre for patienten end monofarmaci. Nærmere tværtimod.

— De markedsførte antipsykotiske læge-midler virker alle på samme måde og adskil-ler sig primært fra hinanden ved deres bivirk-ningsprofil. Det er derfor ikke som ved behandling af fx forhøjet blodtryk muligt at angribe sygdommen fra flere sider. Ved skizo-freni vil polyfarmaci typisk blot medføre, at man påfører patienten bivirkninger fra flere forskellige præparater uden at opnå yderli-gere effekt på sygdommen. Der er også den risiko, at patientens evne til at følge behand-lingen, det vi kalder compliance, forværres, når antallet af lægemidler øges. Så ”keep it simple” bør være ledetråd i den medicin-ske behandling af skizofreni, påpeger John Teilmann Larsen.

Systematik, enkelthed og evidens

Rapporten anbefaler, at psykiatrien benyt-ter sig af evidensbaserede behandlingsvejled-ninger skrevet på algoritmeform i stedet for, at hver enkelt læge læner sig op ad hans eller hendes egne erfaringer.

— Vi ved, at mange læger er skeptiske over for, at der sker en manualisering af psy-kiatrien. De mener, at den tiltagende brug af algoritmer fører til en slags ’kogebogspsyki-atri’, hvor alle patienter skal behandles ens. Jeg mener ikke, at det er en rimelig fremstil-ling. Algoritmerne er ikke så rigide, og der er altid mulighed for at tage individuelle hensyn.

Det er bare afgørende vigtigt, at alle afvigel-ser dokumenteres og begrundes i journalen. Jeg ser det som et stort fremskridt, at vi nu arbejder målrettet på at få systematik, enkelt-hed og evidens ind i behandlingen. Rationel anvendelse af lægemidler bør være lige så naturligt i psykiatrien som i somatikken.

På nuværende tidspunkt har lægemid-delkomitéen i samarbejde med afdelingerne udarbejdet algoritmer for de vigtigste syg-domme såsom skizofreni, bipolar affektiv sindslidelse, depression, angst, delir og for-skellige typer misbrug. Udfordringen bliver nu at udbrede kendskabet til algoritmerne og sørge for, at de efterleves.

Et af de mest væsentlige elementer i den regionale behandlingsalgoritme for skizofreni er anvendelsen af Clozapin (Leponex) til de patienter, der ikke har haft effekt af to-tre tid-ligere behandlingsforsøg med andre antipsy-kotiske lægemidler. Dette er helt på linje med MTV-rapporten.

— Rapporten når frem til, at 20-30 pct. af patienter med skizofreni ikke har tilstrækkelig effekt af andre antipsykotika, og derfor skal behandles med Clozapin. Af disse vil omkring halvdelen kunne opnå effekt af behandlingen. Ud fra en teoretisk betragtning, er omkring 15 pct. behandlingsresistente, og her må man bevæge sig ud på usikker grund i forhold til evidens. Jeg er naturligvis opmærksom på, at der rent praktisk kan være problemer i forhold til at behandle 20-30 pct. af patienter med skizofreni med Clozapin. Men hvis 85 pct. af patienterne teoretisk burde kunne behand-les med monoterapi, har vi bestemt plads til forbedring, når vi aktuelt kun har omkring halvdelen af patienterne i monoterapi, nogle steder i regionen endda endnu færre, under-streger John Teilmann Larsen og uddyber:

— Clozapin er afgjort det mest effektive antipsykotiske lægemiddel, og samtidig det, der mest effektivt reducerer risiko for selv-mord og stofmisbrug. Desværre har Clozapin en række bivirkninger — især risiko for alvorlig påvirkning af knoglemarven. Jeg mener dog, at problemerne ved præparatet mange steder overvurderes, og at man derfor berøver de mest syge patienter den mest hensigtsmæs-sige behandling. Disse patienter overlades i stedet til behandling med flere andre præ-parater, der samlet set har flere bivirkninger og ringere effekt end Clozapin. Jeg vil gerne minde om, at en stor finsk undersøgelse, der omfattede mere end 60.000 patienter med skizofreni, netop har vist, at dødeligheden er lavere på Clozapin end på noget andet anti-psykotisk lægemiddel.

Farmaceuter med i kvalitetssikring

I Odense har man i det seneste år kørt et pilotprojekt, hvor kliniske farmaceuter har arbejdet tæt sammen med de psykiatriske læger om at sørge for, at afdelingen levede op til sine egne retningslinjer for overvågning af metaboliske risikofaktorer. Pilotprojektet var så stor en succes, at man har besluttet i højere grad at integrere de kliniske farmaceu-ter i den fortsatte kvalitetssikring af anven-delse af lægemidler og sundhedsfremmende tiltag i afdelingen. Denne fremgangsmåde anbefales også i MTV-rapporten.

A— I det hele taget skal vi blive bedre til at samarbejde mellem den ambulante sektor og de psykiatriske afdelinger. Der er pres på de psykiatriske senge, og fokus vil under ind-læggelse ofte være på at berolige patien-ten hurtigst muligt, så patienten kan udskri-ves og overgå til ambulant behandling. Der vil typisk ikke være tid til større medicinsanerin-ger, og patienten er ofte i polyfarmaceutisk behandling ved udskrivelse. Så er det natur-ligvis af stor betydning, at man samarbej-der om behandlingen og har en fælles forstå-else af, hvordan den medicinske behandling skal videreføres. Mange tilfælde af antipsy-kotisk polyfarmaci skyldes fx, at man glem-mer at gennemføre det medicinskift, der blev påbegyndt under indlæggelse. Algoritmer og løbende monitorering vil også her kunne sikre systematik.

Pas på benzodiazepiner

— Det gælder i den grad også for benzodia-zepiner (stærkt vanedannende medicin mod søvnløshed og angst. Red.). De praktiserende læger har i de senere år haft meget fokus på at nedbringe antallet af kroniske benzodia-zepinbrugere og det med succes. Det er mit indtryk, at vi i psykiatrien burde gøre en lig-nende indsats. Benzodiazepiner kan absolut være nyttige i den akutte fase, men bør hur-tigt aftrappes, når symptomerne klinger af på anden iværksat behandling. En dansk under-søgelse har for nylig vist, at der er øget døde-lighed ved samtidig behandling med anti-psykotiske lægemidler og langtidsvirkende benzodiazepiner, siger Teilmann Larsen.

MTV-rapporten åbner for en interessant detalje, som John Teilmann Larsen mener, kunne være værd at forske mere i: Der synes at være en tendens til, at i de områder, hvor der er en udbredt anvendelse af antipsyko-tisk depotmedicin, er der mindre forekomst af polyfarmaci. Forklaringen kunne være den, at mange tilfælde af terapisvigt i virkelighe-den er forårsaget af ustabil medicinindtagelse eller ophør. Hvis ikke lægen er opmærksom på dette, vil man hurtigt forkaste lægemid-let eller lægge et andet til. Ved depotbehand-ling sikrer man sig imidlertid, at patienten får behandlingen, og man ved straks, når behand-lingen ophører.

Medicin og psykoterapi

— Jeg tror i det hele taget, det er vigtigt, at vi i psykiatrien i højere grad besinder os på, at skizofreni er en utrolig kompleks sygdom eller gruppe af sygdomme. Vi skal være opmærk-somme på, at de antipsykotiske lægemidler er meget simple terapier, der i bedste fald kun er effektive over for visse symptomer. Derfor skal vi også være mere parate til at erkende, at vi indimellem ikke kan udrette mere for den enkelte patient med vores medicinske behandling. Dette skal naturligvis ikke føre til, at patienten opgives, men anspore os til en forstærket psykoterapeutisk eller socialpsyki-atrisk indsats, siger John Teilmann Larsen.

Du finder MTV-rapporten om polyfarmaci på Sundhedsstyrelsens hjemmeside — sst.dk.


hvis modparten har en anden opfattelse af virkeligheden, siger hun.

En patient tror fx, at medicinen er giftig og vil derfor ikke vil tage den.

— Det er ekstremt udfordrende, næsten grænseoverskridende at skulle leve sig ind i den verden, forstå og møde patienten hvor de er. Det har fået mig til at tænke meget over normalitet og grænser for normalitet, moral og etik, lovgivning og behandling af psykiatri-ske patienter, siger hun.

Friske øjne

De store emner er på den måde i spil i arbejdshverdagen — og hun mener i den sam-menhæng afgjort, at studerende er gode for en afdeling. Studerende stiller spørgsmål, har en nysgerrighed og skal selvfølgelig dels lære, men også se systemet med friske øjne.

— Det tror jeg er godt — for alle. Jeg har haft en rigtig, rigtig god praktik indtil videre og er meget begejstret. Der er så meget, man kan lære om det her område.

Arbejdet på afdelingen begynder kl. 7, hvor nattevagten overleverer til de nye, der er

Fra nervøs til begejstret

Forestillinger trives og bliver nogle gange til fordomme om lukkede afdelinger i psykiatrien — her hersker tvang, angst og uløselige problemstillinger. Tror mange. 24-årige Mette Sylvester Hvid er i praktik som social- og sundhedsassistent på P4 i Svendborg og var selv nervøs inden start. Opholdet har gjort, at hun rigtig gerne vil arbejde videre i psykiatrien.

troliGt sPændende. Mette Sylvester Hvid genta-ger de to ord mange gange i løbet af samtalen i studie-rummet ved den lukkede afdeling, P4, i Svendborg. Der er ingen tvivl om, at opholdet på afdelingen med omkring 14 patienter har tændt hende

fagligt — psykiatrien er et drømmejob, når hun 31. maj vil være færdiguddannet som social- og sundhedsassistent.

— Jeg havde naturligvis nogle forestillin-ger om, hvad det ville sige at arbejde med psykisk syge, og på skolen havde vi haft et kort forløb med forskellig teori. Men hvordan det reelt ville være at arbejde på en lukket afdeling kunne jeg selvfølgelig ikke vide. Det er heller ikke helt så ’stille og roligt’ som på det plejehjem, hvor jeg før var i praktik, smiler hun. Men jeg så jo hurtigt, at patienterne selv-følgelig bare er mennesker, blot med andre problemer end mig, som hun siger.

Hun er af den opfattelse, at mange uden-for tror meget — tit uden rigtig at vide noget. Hendes kæreste var fx nervøs for, hvad hun skulle ’ind til’. Vold, trusler?

Utroligt spændende

— Men grundlæggende er det syge mennesker, som man kan hjælpe med forskellige teknikker baseret på forskellige teorier. Jeg synes det er utrolig spændende at finde ud af, hvordan man med enkle teknikker, måder at spørge på, kan løsne op eller nå ind til problemets kerne, siger hun.

Dér var formuleringen igen — utroligt spændende. For selv om kæresten var nervøs, så har tiden siden praktikstart i januar vist hende, at arbejdet i en psykiatrisk døgnfunk-tion godt nok indeholder udfordringer, ikke mindst i forhold til at forstå og regulere ens egne reaktioner. Men der er også mange helt jordnære, fredelige rutiner, der sigter på at hjælpe patienten til at kunne klare en hverdag nogenlunde på egen hånd.

— Selvstøttende terapi, hjælp til at få en aktiv daglig livsførelse, så tiden ikke går med at ligge i sengen og ryge er en stor del af opgaven. Det handler om at give nogle red-skaber videre, så livskvaliteten bliver øget, fx ved gåture, klare bad og mad selv, læse avis, spille spil. Nogle gange skal jeg bare være der. Måske uden at sige så meget — og i hvert fald overveje, hvad jeg så siger og fx tage hensyn til vrangforestillinger om mad, medicin eller andre emner i hverdagen. Jeg har fundet ud af, hvor meget man siger, der kan misforstås,

u

Det er ekstremt udfordrende, næsten grænseoverskridende at skulle leve sig ind i den verden, forstå og møde patienten hvor de er. Det har fået mig til at tænke meget over normalitet og grænser for normalitet, moral og etik, lovgivning og behandling af psykiatriske patienter.

Mette Sylvester Hvid

mødt. Mette Sylvester Hvid følger en patient, som hun så kan tale med om, hvorvidt der er sket nye ting, noget hun skal være opmærk-som på og hvad dagen kan bruges til. Udfor-dringer i løbet af dagen eller spørgsmål, der dukker op tages undervejs i arbejdsdagen eller ved refleksionen, hvor studerende snak-ker om deres oplevelser med praktikvejlede-ren og den kliniske sygeplejelærer. Her knyt-tes dagens erfaringer an til bagvedliggende praksis, teori, og eventuelle problemer ven-des.

Fritiden går med træning — der behøver man ikke snakke med nogen, som hun siger. Derudover selvfølgelig samvær med kæreste, familie, venner.

De 15 ugers praktik afsluttes med en opgave og så er assistentuddannelsen ved at være ovre for Mette Sylvester Hvid. Hun reg-ner med, at hun gerne vil videre med sygeple-jerskeuddannelsen, men er ikke sikker endnu.

— Først og fremmest er jeg blevet dybt interesseret i området, så jeg vil klart prøve at komme videre inden for psykiatrien, siger hun.


Tekst Anna Pia Holmgaard · Foto Heidi LundsgaardPortræt af en kollega

— Jeg har haft en rigtig, rig-

tig god praktik indtil videre og

er meget begejstret. Der er så

meget, man kan lære om det her

område, siger Mette Sylvester

Hvid, der er uddannet social- og

sundhedsassistent til maj.

Fra maj 2011 er der ikke længere særskilte åbne og lukkede afsnit på Psykiatrisk Afde-ling Svendborg. Her og nu lægges sidste hånd på et ombygningsprojekt, der samler døgnfunktionen, så indlagte patienter er i de samme rammer og har kontakt til det samme personale — uanset, om de har brug for ingen skærmning eller megen skærmning.

Flere andre afdelingen — blandt andre Psykiatrisk Afdeling Vejle og Psykiatrisk Afdeling Haderslev har også i dag integre-ret døgnfunktion. Inden udgangen af 2012 vil adskilte åbne og lukkede døgnafsnit være fortid i psykiatrisygehuset.

Udannelsen til social- og sund-hedsassistent varer 1 år og 8 måneder og er en kombination af skoleforløb på de fire social- og sundhedsskoler i regionen — og praktik. Eleverne er i praktik på et sygehus, i en kommune og i psykiatrien.

Psykiatripraktikken kan foregå i psykiatrisygehuset eller i den kommunale eller regionale socialpsykiatri.

Den uddannelsesmæssige opgave varetages af uddannel-seskoordinatorer, kliniske syge-plejelærere eller praktiklærere på afdelingerne.

Farvel til lukkede afsnit! Fakta

Koordinatorerne på afdelingerne uddanner også sygeplejestude-rende fra de fem sygeplejeskoler i regionen. Uddannelsen til syge-plejerske varer 3 år og 6 måneder.

Hvert år er 815 elever og stu-derende i praktik i psykiatrisy-gehuset. De 313 uddanner sig til social- og sundhedsassistenter (16 ugers praktik). 460 sygeple-jestuderende er i 10-ugers prak-tik (Modul 8) og 42 sygeplejest-uderende er i 20-ugers praktik (Modul 11 og 12).

Læs mere på intranettet under HR, Uddannelse og Udvik-ling.


Det sker i PsykInfo

natur & Psyke Læs mere om turene og meld dig til på www.psykinfo.regionsyddanmark.dk. Her kan du også læse om andre aktiviteter i april, maj og juni i PsykInfo.

Nyt FMUdet fælles med-udvAlG har efter to år ændret ”besætning”.

Det nye FMU består på medarbejdersiden af Annette Lundga-ard Pedersen (FTF), Charlotte Vestergård Pedersen (FTF), Dorte Ruge (FTF, næstformand), Jytte Mindegaard (FTF), Niels Erik Petersen (AC), Karlos Maruri (LO), Susanne Staal Gormsen (LO) og Winnie Guldberg Rasksen (LO).

På ledersiden består FMU af Peter Henriksen (adm. sygehusdirek-tør, formand), Anders Meinert Pedersen (lægefaglig direktør), Ole Ryt-tov (sygeplejefaglig direktør), Bodil Espensen (ledende overlæge), Erik Jensen (oversygeplejerske), Flemming Christensen (afdelingschef) og Yvonne Reinholdt (oversygeplejerske).

Derudover består FMU af de to arbejdsmiljørepræsentanter Jens Chr. Andersen og Pia Krischau Nissen.

Du finder dagsordner og referater fra FMU’s møder på intranettet under ”Råd, udvalg og ledergrupper”.

stArtskuddet for årets HAlv-mArAton over den gamle Lillebæltsbro går 7. maj klokken 14 ved Kulturøen i Middelfart. 44 af dine kolleger i psykiatrisygehuset spæn-der løbeskoene på, og de bliver glade, hvis du kommer og hepper.

Efter løbet vil grillen være klar hos admini-stration og sygehusledelse i Teglgårdsparken 26, Middelfart. Ses vi?

Lillebælt Halvmaraton7. maj 2011

oPHold i Grønne områder har stor betydning for vores trivsel. Naturen påvirker både vores fysiske, men også men-tale helbred. Blandt nogle af de gavnlige virkninger er forbed-ret søvnkvalitet og mindre stress.

Socialpædagog og naturvejleder Benny Jensen arrange-rer i foråret tre ture ud i det grønne i Region Syddanmark. Alle er velkomne på turene, som er både for patienter, pårørende, medarbejdere og alle andre med interesse for naturens ind-virkning på vores psyke.

Onsdag 18. maj · kl. 10 - 14

Kalvø i Genner Bugt ved Aabenraa

Onsdag 8. juni · kl. 10 - 14

Årø Safari ved Haderslev

Onsdag 22. juni · kl. 10 - 13

Stilbjerg Sande ved Grindsted


Kort & godt

Påsken er liGe om Hjørnet med påskeæg, påskelil-jer, påskelam, påskebryg, påskeharer, påskefrokost — men også med nadver, Getsemane Have, tornekrone, korsfæ-stelse og Golgata. Faktisk er det korsfæstelsen af Jesus, der har givet navn til det begreb, som er så ofte i brug, når vi taler om psykisk sygdom — ”stigmatisering”. Stigmati-sering betegner mærkerne på hænder og fødder efter nag-lerne og i ansigtet efter tornekronen.

Når man stigmatiseres, tør man måske ikke at tale om sin sygdom af frygt for andres ringeagt. Stigmatise-ring handler om holdninger og værdier hos den enkelte og i samfundet.

Lige nu er en landsdækkende kampagne for afstigma-tisering ved at blive skubbet i gang. Kampagnen skal køre i fem år. Formand for kampagnens styregruppe er psykiatri- og socialdirektør Agnete Philipsen, Region Syddanmark. Centerleder Ulla Lindgren, PsykInfo, er repræsentant i den faglige nationale følgegruppe. Bag det hele står TrygFon-den Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, Det Sociale Net-værk, PsykiatriFonden, KL og Socialministeriet.

God påske!

Netværksdag for klinisk etiske komiteer

klinisk etisk komite samlede ligesindede fra hele lan-det til netværksdag i Vejle. Netværksdagen løb af stablen 24. marts. I løbet af dagen blev rammerne lagt for et frem-tidigt samarbejde mellem de klinisk etiske komiteer i Dan-mark. Fremover vil komiteerne mødes hvert år.

Desuden arbejdes der nu på at etablere et selskab, der kan styrke komiteerne fx gennem uddannelse af med-lemmerne og afholdelse af konferencer. En arbejdsgruppe kommer med et oplæg til rammer for et selskab.

Se referat og oplæg fra dagen på intranettet under ”Råd, udvalg og ledergrupper”.

der vAr fuldt Hus ved ind-vielsen af den første sønderjy-ske lokalpsykiatri 15. marts 2011. Lokalpsykiatri er andet og mere end traditionel distriktspsykia-tri, og Lokalpsykiatri Tønder er et godt bud på, hvad også kom-mende lokalpsykiatrier kommer til at tilbyde patienter og pårø-rende.

— Tønder er det første sted, hvor vi etablerede et opsøgende psykoseteam. Det er 10 år siden

FOTO: JØRGEN DISWAL

Tema i juni

Psykiatrien i Bevægelse

PsykiAtrisyGeHusets virksomHedsGrundlAG ”PsykiAtrien i bevæGelse” er på vej ud til medarbej-derne. I løbet af det tidlige forår har sygehusledelse, afde-lingsledere og FMU arbejdet med grundlaget, og i maj og juni besøger sygehusledelsen alle afdelinger for at fortælle om vision og værdier for Psykiatrien i Region Syddanmark. På intranettet kan du fra først i maj læse mere og se, hvor-når sygehusledelsen kommer forbi dig og dine kolleger.

PS! har tema om ”Psykiatrien i Bevægelse” i næste nummer, der udkommer 24. juni.

Påske og stigmatisering

Næstformand for Klinisk Etisk Komite for Psykiatrien i Region Syd-

danmark, Anne Marie Enderlein (th), havde arrangeret netværksmødet

sammen med Dorte Holdgaard, der er formand for Klinisk Etisk Komite

på Ålborg Sygehus.

1. april. Filosofien er, at behand-lingstilbuddet skal være mest muligt lokalt forankret. Når folk er psykisk syge, skal vi møde dem hurtigt og tættest muligt på det samfund, de er en del af, sagde Carl Holst (V), formand for regi-onsrådet, i sin tale ved indvielsen.

Bernhard Bork, overlæge, kunne i sin tale berette om et fal-dende antal indlæggelser, efter at det jubilerende opsøgende psyko-seteam begyndte sit virke.

— Personalet i OPT har evnet at gå helt nye veje og yder fort-sat en stor indsats med en sam-tidig høj faglig standard, sagde han og betegnede indvielsen som en stor dag for både psykiatri og Tønder.

13. maj indvies Sundheds-center Brørup, hvor Lokal-psykiatri Brørup har til huse.


At forstå økonomi er et krAv til den moderne leder. Jeg ville gerne være en moderne leder. Derfor forsøgte jeg, gennem flere uddannelser, at lære om tallenes magi. Jo mere jeg lærte, desto mindre forstod jeg. Uddannelserne var ellers gode nok, så den bedste forklaring på min manglende indlæring var, at jeg simpelthen ikke egnede mig til tal, og dermed heller ikke til økonomi.

Jeg stillede mig tilfreds med denne forklaring. Alle kan jo ikke være lige gode til alt, og når jeg nu havde fundet ud af at tal var mit svage punkt, og fortsat gerne ville være leder, så måtte jeg bare sørge for at blive dygtig til alt det andet en leder også skal.

Jeg begyndte derfor på en ny uddannelse, så jeg kunne få en mastergrad i offentlig ledelse. I pensum indgik to fag om tal: økonomi og regnskab. Jeg kunne ikke komme udenom tal. Jeg tænkte, at det bare gjaldt om at bestå disse fag. Ikke forstå noget om BNP, debet og kredit og lignende — bare bestå.

Det er flere år siden jeg afsluttede denne uddannelse. Utvivlsom lærte jeg meget, men det meste har jeg glemt igen. Når jeg tænker tilbage og opsummerer hvad de to år på universitetet har givet mig af varig viden, så er der kun to ting. Jeg har lært, at viden ikke er bananer og, at økonomi handler om kartofler og gulerød-der. Disse erkendelser var de to års slid værd.

Bananerne lader vi ligge, men nu skal I høre om rodfrugterne. Økonomi handler ikke om tal, ej heller om penge. Økonomi handler om goder og hvordan vi priorite-rer dem. Vi har mange goder at vælge imellem, og nogle er mere ønskværdige end andre. Mad er en basal gode. Vi tænker ikke på om vi skal rejse til Kina eller nøjes med Mallorca, hvis ikke vi har mad på bordet. Vi kan derimod overveje om bøfferne skal skiftes ud med en uge på Mallorca, men så må vi nøjes med kartofler og gule-rødder i en længere periode. Værdien af en uge på Mallorca kan altså omregnes til værdien af bøffer på vores tallerkener. Særligt kan den omregnes til rodfrugterne, som er sværere at undvære.

Økonomi handler om at prioritere goder. En afdelings økonomi handler om ”kar-tofler og gulerødder”. Regnskab handler derimod om orden i tal og penge. Det er en hjælpefunktion, så vi kan have styr på hvor langt vi er i vores opsparing af bøffer.

Tal er fortsat min svage side, men jeg er blevet fortrolig med kartofler og gule-rødder, og sætter pris på, at andre holder regnskab med dem. Surt, at tal så længe har blokeret for min indlæring, men der var god økonomi i at få en mastergrad i frugt og grøntsager.

Klummens forfatter er

Oversygeplejerske Isabel GindebergPsykiatrisk Afdeling Middelfart

Du kan også blive klummeskribent

Har du tid og lyst, så send en mail til [email protected]

Master i frugt og grøntsager

Klummen Foto Polfoto · Science Photo Library

arbejdspladsreportage nyt fmu - psykiatrienisyddanmark.dk · radio og tv. nu er det slut, og det...

Documents