altid hos dig

M A R I A E R N E S T A M

ALTID HOS DIG

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

People’sPress

Bog Altid hos dig-NY FINAL-320 s:Layout 1 09/07/12 9:21 Side 1

“EN STOR VRAGDEL saa ud til at have Kurs direkte modmit Hoved, og instinktivt dykkede jeg ned for at undgaa atblive ramt og holdt mig under Vandoverfladen saa længesom muligt, hvorefter jeg kom op igen, og bag mig hørtejeg Lyden af brusende Vand, der saa ud, som naar Bræn-dingen brydes mod Stranden, og jeg indsaa, at det var Slip-strømmen, eller Dønningerne, fra Skibet, der netop varsunket. Jeg naaede knap at faa fyldt Lungerne med Luft,før det skyllede ind over mig. Jeg mærkede, at det var me-ningsløst at kæmpe imod, saa jeg slappede af et Øjeblikeller to, hvorefter jeg gav mig til at svømme, men mærkededet nytteløse i Forehavendet og sagde til mig selv: ‘Hvadnytter det at kæmpe, det er ude med dig,’ og jeg indstilledefaktisk mine Bestræbelser paa at naa op til Vandoverfla-den, da det pludselig foresvævede mig, at jeg hørte en svagStemme sige: ‘Kom nu’.”

ERNEST FRANCIS, UNDEROFFICER PÅ DEN BRITISKE

SLAGKRYDSER QUEEN MARY

3


PROLOG

Når månen vandrer på hvælvet det blå, sang far for mig. Nu ser jegmåneskiven i sprækken mellem gardinerne, men den er holdt op medat vandre, stirrer i stedet på mig og siger, at det er nat. Jeg hører farsstemme og mærker hans hånd i min. Jeg er altid hos dig. Hvis du givermig lov.

Mine tanker strejfer, og jeg ved ikke længere, hvad der er virkelig-hed, og hvad der er drøm.

Men månen tiltrækker vandet, og jeg ser for mig, hvordan havetbevæger sig frem og tilbage, hvordan det kærtegner klippen, som kvin-den kærtegner manden og manden kvinden. Pludselig er han der. Jegmærker varmen i min krop, kroppen, der engang var mig, hvilket erkomplet ubegribeligt, når jeg ser på det, der er tilbage.

Jeg fornemmer hans hænder om min talje, og musikken, og en dans,selvom jeg ikke må. Nu fører han mig omkring, et, to, tre, og det snur-rer rundt, og jeg taber pusten og mister fodfæstet, og han kysser mig …

Vand. Jeg må have vand.Jeg hvirvler rundt mellem minderne. Nu er jeg i rummet, hvor jeg

første gang mødte hende. Hende, der ligner mig, men har et mærke,som havde naturen stemplet hende. Hun kommer snart, jeg ved, hunkommer, og hun vil holde mig i hånden, sådan som jeg holdt far i hån-den, da lyset blev slukket.

Jeg fryser, og det gør ondt, vender mig om, trækker dynen tættereomkring mig. Så hører jeg latter, og tårerne vælder op i mine øjne.

4


Jeg elskede. Det kan ingen tage fra mig.Ikke engang havet, der skjulte det, mennesker havde tilintetgjort,

og kastede det op igen, bølgerne, der tog imod det, jeg elskede mest. Jegmærker vandet omslutte mig, og jeg ønsker det og ønsker det ikke, menindser, at det hele snart er forbi.

Tiden er inde. Det siges, at fædrenes ugerninger vil hjemsøge en,men det tror jeg ikke på.

Hvis man hjemsøges af ugerninger, er det ens egne.


KAPITEL ET

2005

FOTOGRAFIERNE, DER LÅ bredt ud foran hende, burde høsteflotte anmeldelser. Hun havde lagt meget tid i dem, gjort sig

umage for at finde de motiver, hun syntes passede til udstillin-gens titel. Forandring.

Temaet var egentlig banalt, men netop derfor en udfordring.Hun kunne godt lide udfordringer, når først hun havde løst dem.I begyndelsen satte de sig i skuldrene eller i maven. Men hunsagde aldrig nej. Inderst inde vidste hun, at hun havde evnen tilat finde det unikke, det, der berørte mennesker og i bedste faldvækkede en følelse i en.

Hvor mange dage havde hun tilbragt i cirkusset? Mange, mentid var underordnet, når det handlede om at fange den virkelig-hed, hun kunne se i søgeren. Hendes egen virkelighed. Det, hunvalgte at fotografere, ville altid bestå. Den tanke plejede at gørehende rolig og få hende til at føle, at det, hun lavede, havde en be-tydning.

Hun tog det øverste fotografi op. Akrobaten havde kaldt signoget fint, men hed egentlig Barbara og kom fra Østtyskland.Hun havde set ung og stærk ud, mens hun balancerede på en ud-spændt line helt oppe under teltdugen. Kameraet havde fundeten anden virkelighed. Fotografiet afslørede en kvinde, hvis sminkehavde lagt sig i ansigtets rynker og gjort dem endnu dybere. Læ-bestiften flød ud i mundvigene, og øjenvipperne var klistret sam-

6


men til klumpede følehorn. Efter et par uger og utallige glas vinhavde Barbara indrømmet, at det blev værre med årene. Hunhavde fortalt om den grænseløse panik, hun følte før hver fore-stilling, og at frygten for at falde ned næsten var blevet til etønske.

“Så det får en ende engang. Forstår du det, Inga? Det her for-bandede liv.”

Inga havde været forsigtig, professionel og afventet det retteøjeblik. Til sidst kunne hun trykke af. Hvis Barbara nogensindefaldt ned fra linen, ville alle, der så billedet, indse, hvor bange denudadtil så modige akrobat havde været for, at det skulle ske. Athun skulle miste kontrollen.

Kunne hun have dæmpet desperationen i øjnene? Forstærket-skyggerne over de vulgært pudrede kinder? Sikkert, men det hervar fuldt ud acceptabelt. Hendes Leica, der lod hende se motiveti søgeren, havde leveret det, hun ville have. Nærvær og præcisioni perfekt forening. Den lysstærke optik med det krystalklare glasuden urenheder. Hun accepterede kun krumninger i kanten afbilledet, hvis de var resultatet af et bevidst valg, og det gav detønskede resultat.

Tålmodighed og erfaring havde bidraget. Omhyggelighed.Hun prøvede altid at levere mere end forventet, og det tærede påkræfterne. Men det var svært at godtage det, der var “godt nok”,og gøre “det går an” til en dyd. Selvom hun godt vidste, at hunburde gøre det indimellem for at skåne sig selv.

“Vil du have noget at drikke?” Izabella, galleristen, havde rejstsig. Hendes smalle bukser gjorde det umuligt at gætte, at hunsnart fyldte halvfjerds. Inga betragtede rynkerne i Izabellas an-sigt. De var væsensforskellige fra Barbaras. Izabellas udsprang aflatter og selvtillid, Barbaras af fortvivlelse og lede.

“Ja, meget gerne.”Den avancerede espressomaskine var endnu en grund til, at

det altid var hyggeligt at udstille i Izabellas galleri, og da Inga fikserveret et dampende glas kaffe, lettede spændingerne i nakken.Hun satte det fra sig forsigtigt for ikke at ødelægge fotografierne

7


og fandt frem til det billede, hun var mest tilfreds med. Fra enbakketop havde hun fanget, hvordan den sidste forestilling på ste-det nærmede sig finalen, alt imens de medarbejdere, der ikke op-trådte i manegen, pakkede sammen bag scenen og gjorde klar tilafrejse. Når den sidste lampe blev slukket, og publikum gik ud adden forreste indgang, stod den bageste knap nok længere.

Hun vendte sig om mod Izabella.“Det her er forandring. Og så alligevel ikke. Et cirkus bygges

op og tages ned. Det drager videre. Men det ser stort set ud, somdet gjorde for flere hundrede år siden. Jeg forestillede mig, at dether billede ville passe godt på indbydelsen til ferniseringen. Hvisdu er enig. Barbara, akrobaten på linen, kunne hænge på den storevæg. Jeg kan forstørre billederne op til det format, du vil have demi.” Fik hun frem, hvor genialt det her var?

Izabella lænede sig frem og bladrede billederne igennem. Hunplejede at være hurtig til at træffe beslutninger, Inga regnede medat være færdig her om en times tid. Derefter ville hun tage hjemog arbejde resten af eftermiddagen og aftenen. Mårten kom alli-gevel ikke hjem før om to dage, hun kunne lige så godt sorterenogle billeder for at have mere tid tilovers, når han kom tilbage.Hun glædede sig til at vise ham de færdige billeder. Ingen gav sågode råd som ham, ud fra et oprigtigt ønske om, at det skulle gåhende godt, og kritikken var altid berettiget og aldrig møntet påat skade eller undergrave.

Hun rystede på hovedet, pludselig bevidst om, at Izabellahavde sagt noget.

“Undskyld, jeg hørte dig ikke. Hvad …?”“Jeg sagde, at du er fantastisk dygtig, Inga. Du er helt utrolig

til at fange mennesker og deres følelser. For slet ikke at tale omdine tekniske færdigheder. Du er perfekt. Måske er det derfor, deher billeder … de siger mig ikke noget.”

“Okay?”Svaret kom per refleks, og hun mærkede ubehaget brede sig i

kroppen.“Det kan skyldes flere ting. Billederne er som sagt perfekte.

8


Angsten er mærkbar, og idéen med at vælge et cirkus er selvføl-gelig strålende. Alligevel føles det, som om vi ikke lærer dem, viser på, at kende. Det er en afbildning af kroppe, glimrende til for-målet, men de rører mig ikke rigtig.”

Izabella rakte hånden frem og prøvede at lægge den på hen-des arm. Inga trak sig væk og søgte tilflugt i kaffeglasset. Drak forat slippe for at vise de røde pletter, der var trådt frem i hendes an-sigt. Hun kunne ikke se dem, men hun kunne mærke dem. Syn-tes Izabella, at hun udnyttede de mennesker, hun fotograferede?

“Det er ikke, fordi jeg vil lyde negativ. Jeg tænker på dine fær-digheder og din energi. Ikke det medmenneskelige. Du er et af desødeste mennesker, jeg kender.”

“Men du synes ikke, fotografierne kan bruges? Eller vil du barehave mig til at ændre noget?”

Izabella svarede ikke, men rejste sig og gik ud i baglokalet. Dahun kom tilbage, havde hun en ny stak fotografier med. Hunsamlede forsigtigt billederne på bordet sammen. Derefter bredtehun de andre ud.

Det måtte være en spøg. Fotografierne var så simple, at de såud til at være taget af en, der lige havde fået sit første kamera. Deforestillede grinende og grædende mennesker, børn og voksne, tiltider uskarpe, til tider afskårne, i planløst indfangede øjeblikke.Brudstykker af barnedåb, skoleafslutninger, bryllupper og begra-velser. Et spædbarn, der blev lagt i en gammel kones arme. Enmand, der tændte et lys ved en grav.

“Hvad synes du?” Izabella lød oprigtigt interesseret.Nu ikke kritisere, ligesom for at kompensere for skuffelsen.“De er gode. Rigtig gode. Og jeg vil ikke på nogen måde lyde

misundelig, når jeg siger, at de kunne have været endnu bedre,hvis man havde brugt mere tid på dem. På lyssætningen for ek-sempel. Men motiverne er spændende. Skoleafslutninger og bryl-lupper indebærer virkelig forandringer. Fotografen er dygtig ogoriginal.”

Izabella greb fat om stenen, hun havde hængende om halsen.“Fotografen er ikke halvt så kompetent som dig. Du er fanta-

9


stisk dygtig, nøjagtig som jeg sagde, og jeg tvivler ikke et øjeblikpå, at du en dag vil blive betragtet som en af Sveriges førende fo-tografer. Men indimellem kan perfektionisme være lidt kedeligt.Har du tænkt på det? Det fuldendte er næsten altid fuldendt,netop fordi det ikke er perfekt. Billederne her hævder ikke atsidde inde med den endegyldige sandhed. I stedet indfanger de enfølelse. Fotografen er kun fireogtyve år, og det er ikke et øjeblikfaldet ham ind, at hans værk skulle ende på forsiden, eller hvor detog det billede skal hænge. Men han har sikkert brugt lige så langtid på de her, som du har på dine. Jeg ville aldrig lave en hel ud-stilling udelukkende med hans fotografier. Men jeg vil have demmed.”

Izabella var iført smukke sko med orange remme. Inga stude-rede det intrikate håndværk og gav rødmen tid til at fortage sig.Trods skuffelsen var hun oprigtigt glad for, at de sko prydede Iza-bellas fødder. Izabella var en sød og klog kvinde. Det ændredehendes ærlighed ikke på. Men hun savnede Mårten. Hun villeringe til ham, så snart samtalen her var overstået.

“Jeg vil også have dine fotografier med.” Izabella fik det til atlyde som en selvfølgelighed. “Mange af mine besøgende ville ikkekomme, hvis ikke de vidste, at du var med på udstillingen. Jeg fårstadig forespørgsler om dine bådbilleder. De gamle bådskeletter,som du kaldte dem. Dem kunne du have solgt et hav af.”

Bådskeletterne. Det var nogle år siden. Hun havde været nedepå Marstrand efter en hektisk arbejdsperiode. Mårten var på for-retningsrejse og ville støde til i weekenden. En morgen var hunblevet tilbudt at komme med nogle naboer ud at sejle. Hun tak-kede ja uden tøven, glad for at få lov at komme ud til de fjernt-liggende øformationer, hvor man somme tider fandt vragrester.

Hun tog sit tyve år gamle Canon frem, som hun havde købt,få måneder før hun mødte Mårten første gang. De kunne stadigspøge med, at det var grunden til, at de havde forelsket sig i hin-anden, giftet sig og fået et barn. Mårten var også den stolte in-dehaver af et Canon, da de mødtes. Alene det, at han havde købtet teleobjektiv på 350 mm, som ingen af dem kunne bruge til

10


noget, fordi de ikke var interesseret i fugle. Hun havde i stedetvalgt en 18-mm vidvinkel, som kunne fange en slotsfacade elleren bred boulevard. To ekstreme objektiver, som de i fællesskabhavde suppleret med de betydeligt mere anvendelige 35-mm- og150-mm-objektiver. De havde sagt, at sådan et sammentræfmåtte betyde noget.

Hun tog kameraet og 35-mm-objektivet med, gik ned til an-løbsbroen og blev samlet op af et par i en velholdt træbåd. Havetvar blikstille, og lyset enestående. Det ville være ren og skær for-sømmelighed ikke at forsøge at fange det.

Ude ved skærene lagde parret deres fiskenet ud. Inga blev sati land på en af øerne, vandrede i vandkanten, fandt flere forvrednetræskeletter og tog billede efter billede. Hun tænkte ikke så megetover, hvad hun lavede, fotograferede bare i en ejendommelig blan-ding af glæde over dagen og sorg ved tanken om alle dem, derhavde mistet livet til havs. Hvor mange der i årenes løb måttevære blevet kastet over bord, i skrigende panik eller tavs accept afderes skæbne i bølgerne. Var det mon en skrøne, eller var detsandt, at mange sømænd aldrig lærte at svømme, for at drukne-døden ville indtræffe så hurtigt og skånsomt som muligt? Hunvidste det ikke. Men billederne af de forladte vragdele, det gråtømmer, her og der tilgroet med søgræs eller snegle, viste sig atblive mere udtryksfulde, end hun havde forestillet sig. Izabellasolgte samtlige fotografier på en udstilling et par måneder efter.

“Var de bedre end cirkusbillederne, synes du?”Izabella sukkede lidt. Hendes nøgleben stak mere frem end

normalt under blusens stof.“Du behøver ikke sammenligne dig med nogen. Mindst af alt

med dig selv. Jeg siger bare, at du er mere tilgængelig, når du erspontan. Bådbillederne var usædvanlig smukke. De havde en slagsøjeblikkets uskyldighed over sig, hvis du forstår, hvad jeg mener.Det kan folk mærke. En del troede nok, at de selv kunne havetaget dem, hvilket selvfølgelig er rørende. Og dog skal man ikkeundervurdere den følelse, når folk ser på kunst.

Egentlig vil jeg nok bare komme med et råd. Hvad med, at du

11


tog en kreativ pause et par måneder? For at samle inspiration ellerlave ingenting. Somme tider har jeg på fornemmelsen, at du aldrigkobler af. Du arbejder formentlig også, når du tager et glas vin.”

Fordømte Izabella. Som kunne regne ud, at Inga somme tider,kunne tænke på, hvilken farve vinen havde, når hun løftede glas-set for at skåle, og hvilken film der bedst kunne gengive gløden.Som ville være enig med kvinden, der havde masseret hendesskuldre på en solrig strand i Asien og mumlet, at your mind is al-ways active.

Hun rejste sig. Var nødt til at tale med Mårten. Høre hamsige, at intet var så forfærdeligt, som det så ud til. At der i virke-ligheden ikke var noget at bekymre sig om, så længe hun selv, hanog Peter var sunde og raske. At hvis det hele gik ad helvede til,måtte de bare sælge lejligheden og flytte hen, hvor appelsinernevar billigere end her. Hun ville give ham ret og le. Det hele villefå de rette proportioner igen.

“Så lader jeg billederne ligge hos dig. Giv endelig lyd fra digog fortæl, hvordan det gik. Tak, Izabella. Du ved, hvor glad jeg erfor at have dig.”

“Og jeg er lige så glad for at få lov at arbejde sammen meddig.” Izabella fulgte hende til døren og gav hende et knus. OgInga lagde mærke til det igen. Izabella havde tabt sig.

Hun gik ud gennem galleriets dør og hørte Izabella lukke den.Solen skar i øjnene, og hun skyggede for dem med hånden ogtænkte, at det var et rebelsk efterår, der nægtede at overgive sig tilkulden og mørket. Måske burde hun have prøvet at indfangedenne indian summer i stedet for at rejse rundt med et cirkus,som det åbenbart ikke var lykkedes hende at fotografere på enmåde, så billederne berørte beskueren. At hun åbenbart ikke varlykkedes.

Hun ledte i tasken efter mobilen og tastede Mårtens nummer.Den ringede, men da hun lidt efter hørte hans stemme, kom denfra telefonsvareren. Det var usædvanligt; han plejede næsten altidat tage den. Hun blev skuffet stående i et kryds og overvejede,hvad hun skulle gøre. Planerne om at arbejde virkede menings-

12


løse. Hun ville ikke få udrettet noget i dag, som ikke var gen-nemsyret af usikkerhed. Ganske vist plejede hun aldrig at ladedet forhindre hende i at foretage sig noget nyttigt. Der var mailsat besvare og fakturaer at skrive. Alligevel føltes tanken om en-somheden i arbejdsværelset uudholdelig.

Hun gik planløst ned ad gaden. Det, Izabella havde sagt omhendes fotografier, gnavede sig ind i hende, selvom hun godt vid-ste, at det ikke havde været hendes mening at såre. Tag en krea-tiv pause på et par måneder. Hun, der ikke var god til pauser, hvisikke Mårten var med. Men var det ikke det, der havde bragthende derhen, hvor hun var i dag? Hun havde trods alt fået suc-ces som freelance-fotograf på et marked i konstant bevægelse.

Hun kiggede uengageret på udstillingsvinduerne. Intet fan-gede hendes interesse på nær et par sko, mere på grund af farvenend formen. Men tanken om at gå ind i butikken, være venligover for ekspedienten og bede om lov til at prøve dem føltes ikkefristende. I stedet gik hun hen til bilen, smed kameratasken indpå bagsædet og kørte hjemad.

Da hun var nået hjem, satte hun tasken fra sig på gulvet i en-tréen, hængte frakken op og indsnusede husets velkendte duft.Hun satte vand over til te i køkkenet, rakte ud efter en appelsinog begyndte at pille den, selvom hun ikke brød sig om at pille ap-pelsiner. Saften løb ud mellem fingrene, og hun slikkede dem,smagte på blandingen af sødt og sprøjtemiddel fra skallen, da detringede på døren.

Hun så på sit ur. Det kunne ikke være Mårten, medmindrehan ville overraske hende. En pakke måske. En forsendelse i re-lation til arbejdet. Hun kastede et blik hen mod spejlet i entréen.Blondt hår, skulderlangt. Brune øjne, mørke vipper og bryn. Enoverlæbe, der stak ud og op ligesom et andenæb. Det var selvføl-gelig hendes egen fortolkning. Andre sagde kyssemund.

Manden, der stod uden for døren, var iført en frakke, der stodtilstrækkelig åben til, at hun bemærkede kraven i halsen. Øjnenevar medfølende, da han rakte hånden frem og præsenterede sigmed et navn, hun først huskede langt senere. Han fortalte venligt,

13


at han var præst i den lokale menighed, og spurgte, om han måttekomme ind. I entréen hængte han sin frakke op ved siden af hen-des og fulgte efter hende ind i stuen. Det eneste, hun kunne tænkepå, var, at appelsinsaften måtte være størknet omkring håndled-dene. Spørgsmålet om, hvad der var sket, var blevet hængende eteller andet sted på vej ud.

Bagefter huskede hun kun brudstykker af samtalen, og hvor-dan ord og sætninger havde kørt rundt i hovedet. Løbetur. Sanksammen. Ambulance. En, der ringede.

Den sidste sætning brændemærkede hende.“Det gør mig ondt at måtte fortælle dig, at din mand er død.”


KAPITEL TO

2007

BÅDENE FLÅEDE I deres fortøjninger. Færgen sejlede hendeover til øen. Snirklede træudskæringer, regn og illusionen om

en fjern eventyrby. Hun forsøgte at rulle med den tunge kuffertog balancere med bæreposerne i den anden hånd. Ved Grand Ho-tell satte kuffertens hjul sig fast i gruset – idiotisk med høje hælepå brostenene. Sved under armene, piskende markiser, bakke opog bakke ned. Lukkede sommerbutikker, lukkede restauranter.Men havet lignede sig selv.

Bageren på vejen havde haft åbent, og hun var standset oghavde købt frisk brød og hindbærkager. Lidt tidligere på turenhavde hun købt mælk, smør, toiletpapir og opvaskemiddel. Kaffeog te havde hun med hjemmefra. Længere end det havde hunikke formået at tænke. Hun havde ikke magtet at lægge planerfor mere, end hvordan hun skulle klare sig igennem dagen i dag.Og i morgen. For slet ikke at tale om nætterne.

Huset så mindre ud end for et par år siden. Malingen var skal-let af hist og pist, den lille have var et vildnis, og græsset groedemellem fliserne. Bare allikerne ikke havde bygget rede i skorste-nen. Det ville være fantastisk med ild i pejsen.

Hun lod bagagen stå på vejen og gik ind gennem lågen. Mednabohusene som stumme vidner vandrede hun rundt i haven ogiagttog huset fra alle sider. Lukkede øjnene og prøvede at suge

15


minderne ind. Huset gult med hvide hjørner, funklende og ny-malet. Alle døre og vinduer åbne, sommervarmen og duften afkogte rødbeder. På hug mellem stenene nede ved havet sammenmed nabopigen. “Nu har jeg fundet en krabbe. Og jeg har fundeten krabbe. Og jeg har fundet en krabbe mere.”

Mennesker. Far og mor. Farfar. Kusiner og fætre. Familie i étvæk. En kakofoni af lyde og stemmer. Madrasser, der blev slæbtfrem, sovesofaer, der blev til gæstesenge, én måtte ligge i skuret,hvis det kneb. Fest om søndagen. “Nu tager vi alle sammen på re-staurant, og jeg giver.” Det var selvfølgelig onkel Ivar. Det evin-delige mundhuggeri mellem far og hans bror om, hvor mangekager man måtte tage til kaffen, når de blev budt gratis på re-stauranten. Farfar, der plejede at opstøve mor og spørge, hvorforhun murede sig inde på loftsværelset og læste i stedet for at væresammen med de andre. Solveig, fars kusine, som prøvede at for-klare, at man her på stedet måtte holde sig i gang hele tiden.“Man er nødt til at se ud, som om man laver noget, altid, heletiden, også selvom man ikke gør.”

Indimellem skænderier. Hævede stemmer. Kærlighedsmøder,sanktioneret af giftermål, men alligevel luskeri, fordi det var småtmed pladsen. “Undskyld, men hvor står kaffen? Luk døren, forhelvede!” Og latter. Om sommeren.

Hun frøs og slog armene om sig selv. Det var stadig varmt afnovember at være, men det ændrede ikke på stemningen i luften.Mørket havde indfundet sig og ville krybe nærmere for hver aften.Hernede ville man mærke det endnu mere.

En udstrakt hånd. En kasse med ejendele. En vielsesring. Medhendes navn i.

Ikke nu. Senere.Hun gik hen mod hoveddøren og fik øje på klokken oppe i

hjørnet. Bronzefarven var næsten forsvundet, men da hun trak isnoren, ringede den forsigtigt, nærmest med flere års forsinkelse.Hun slap snoren, satte nøglen i låsen og baksede med den et godtstykke tid før døren gik op med en knirken, og hun kunne trædeindenfor.

16


En lugt af indelukket sommerhus mødte hende, men ogsånoget andet. Varme. Det var altså lykkedes Niklas at komme indmed sin gamle nøgle og tænde for radiatoren. Hun gik ind i husetuden at tage skoene af. Det føltes som at træde ind i et dukkehus,hun havde leget med som barn, måske var det et bedre billede afhendes liv, end hun havde lyst til at indrømme.

Køkkenet med plads til spisebord og mange munde. Blonde-gardiner for vinduerne. En blomstret vase. Åbne skabe og des-serttallerkener med guldkant. Soveværelset med de lysegulevægge. Bibelcitater og en indrammet engel på væggen. To senge,dækket af hvide sengetæpper.

På badeværelset drejede hun på hanen og trådte et skridt bagud,da vandet med en hvæsen sprøjtede ud. Niklas havde tydeligvis ogsåtændt for det. Da hun ringede til ham, havde han lovet at gøre,hvad han kunne, men havde på forhånd advaret om, at han ikkevar sikker på, hvordan det hele fungerede. Hun havde bedt hamom at prøve og inderst inde stolet på, at det nok skulle lykkes ham.Det var trods alt hans far, Harald, der engang havde stået for atholde opsyn og for moderniseringerne, han levede stadig og villekunne huske det, han ikke selv kunne se, og styre sønnen i den rig-tige retning. Som kun en far kan styre en i den rigtige retning.

Stuen. Sofaen ved væggen, åben pejs, reol med bøger og gamleaviser. Bibelen. Sølvlysestagen. Verandaen med vindue ud modnaturen. Et glimt af havet. Mindet om bare fødder i græsset, påstenene, ned mod klipperne og havet.

Hun vendte sig om. Så på kaminen og kurven ved siden af,fyldt med gamle brændekævler. Så sank hun ned på knæ, magtedeikke at tage endnu et skridt.

Somme tider mistede hun grebet om tiden, men hun vidste, atdet var nøjagtig to år siden, hun havde lukket en venlig præst ind,hvis ord havde ændret hendes liv. Da han gik, havde hun sat signed og foretaget de nødvendige telefonopkald. Til sygehuset, forat få det bekræftet. Til Peter. Til Mårtens forældre. Til morLouise. Til sygehuset endnu en gang. Til noget familie. Mårtener død af en blodprop i hjertet.

17


Et par timer senere, da en veninde spontant kom på besøg, varhun brudt helt sammen. Havde grædt, hylet og skreget, drukkette og spist ristet brød. Sovet og vågnet, sovet og vågnet og haftdet, som om et lille væsen gik rundt inde i hende og snittedehende i stykker med en dolk. Til sidst var der kun en grødet massetilbage under huden, en masse, der nægtede at forstå.

Turen hen til sygehuset i en by, hvor hun aldrig havde væretfør, tavse kilometer sammen med Peter. Mødet med Mårtens for-ældre. Mårten, hvid og kold i sengen. Fredfyldt, næsten med etsmil på læben og med hænderne på maven. Broderet hovedpu-debetræk, tændt lampe, bibel og salmebog på sengebordet. Blom-ster på dynen. Professionelt omsorgsfuldt personale. Næsten sommed far. Men hun havde fået lov at være med. Nået at sige farvelog holde far i hånden, før han forsvandt. Mårten var væk uden af-sked.

Hun havde nærmet sig sengen. Var blevet stående halvvejs oghavde tænkt, at hun havde tabt sin pung. Hun havde rodet rundti tasken og set sig omkring på gulvet, som om den var hoppet udaf sig selv. Først da hun mærkede læderet mellem fingrene, kunnehun gå hen til sengen og sætte sig på en af stolene. Allerede dahavde hun undret sig over sin egen reaktion. Det var jo lige meget,hvor hendes pung var.

De andre var begyndt at synge en salme, “Blott en dag, ettögonblick i sänder”, og hun havde prøvet at synge med, menkunne ikke. Derefter havde Mårtens mor søgt tilflugt i det prak-tiske og havde givet sig til at tale med sygehusets personale, mensInga havde ledt efter Mårtens sjæl uden at finde den nogen ste-der, ikke hos ham, ikke hos sig selv, ikke flyvende frit omkring irummet. Da de andre var klar til at gå, ville hun egentlig gerneblive, men da de tilbød at hente hende senere, kunne hun ikke fåsig selv til at blive siddende. Hun var bange for sorgen, og hvadden ville gøre ved hende, når hun var alene. Paradoksalt nok varhun også bange for, at den hvide Mårten skulle sætte sig op i sen-gen og begynde at tale med hende. Måske give hende blomster-ne.

18


Mårten. Hun frøs stadig, men tvang sig op at stå og gik hen til sofaen,

hvor hun tog et tæppe. Utilpasheden kom ud af det blå og vidnedeom, at hun igen havde glemt at få næring indenbords. Mad. MedMårten havde hun nydt måltiderne og gerne bidraget til, at deindimellem skulle være noget ud over det sædvanlige. Hun havdegjort sig umage for at passe ikke bare sit arbejde, men også sit æg-teskab. Omsorgen for Mårten havde været lige så selvfølgelig somomsorgen for kameraerne. Nu var der kun kameraerne tilbage.

Nej, ikke rigtig. Tænk på, at du har Peter. Det havde nogle afvennerne sagt til hende. En del havde også sagt, at hun havde fåetmulighed for at være lykkelig i modsætning til så mange andre.Og at hun var ung. Hun kunne møde en igen. Ord. Men ja. Hunhavde Peter. Ville formentlig ikke være, hvor hun var i dag, hvisikke hun havde haft ham. Vidunderlige, medfølende, pludseligstærke og alt for voksne Peter. Tyve år, da det skete, toogtyve årnu. Medicinstuderende i Umeå. “Jeg vil gøre en forskel.” Som heletiden havde forklaret hende, at han nok skulle klare sig. “Det vig-tigste er, at du klarer dig, mor.”

To år siden. To år, hvor det gradvist var lykkedes hende atkomme op af sengen, ud på gulvet, gennem døren og ud, menmed dybere furer om munden. Afblomstret skønhed? Hvad betøddet egentlig? Et godt ægteskab i mere end tyve år.

Lyden fik hende til at rejse sig op. Det var blevet mørkere, ogkufferten og poserne stod stadig ude foran huset. Hun tændtelampen, før hun gik hen mod hoveddøren. Skikkelsen i døråb-ningen overrumplede hende så meget, at det gav et sæt i hende.

“Åh! Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig. Det er bare mig,Niklas.”

Hun missede med øjnene og kunne i det svage lys identificeremanden foran sig. Selvfølgelig var det Niklas. Han strakte armenefrem mod hende.

“Hej, Inga. Velkommen til. Til Marstrand.”Hun lod sig omfavne og indsnusede trøjens duft af vaskepul-

ver og kaffe. I en uvedkommende tanke spekulerede hun over, om

19


Niklas mon stadig brugte lige så mange timer på sin violin, somhan havde gjort i sin opvækst. Selvom han aldrig blev professio-nel musiker. Niklas havde været en af “slænget”. Hun så dem forsig, drenge og piger på havet og i troldeskoven, unge i forældre-fredede sommerrum. Niklas var ikke typen, der fremhævede sigselv, men han løb hurtigere end de andre, reparerede ens hårtør-rer, hvis den gik i stykker, eller gav et lift til toget. De havde kys-set hinanden engang, lettere berusede efter en fest. Hvor mangeår siden var det, de havde været sammen hver sommer? Cirkafemogtyve, hun havde været på Marstrand hver eneste sommer,indtil hun var nogle og tyve, og var altid vendt tilbage, om endmed et par års mellemrum.

Hvornår havde de sidst set hinanden? Formentlig til begra-velsen. Talt sammen? Måske en gang om måneden derefter. Ni-klas havde været en af dem, der ringede. Ikke tit, men i ny og næ.

Niklas smilede.“Du ligner dig selv. Jeg fik fut under vandet og varmen, som

du kan se. Far kunne huske, nøjagtig hvordan man gjorde, så detvar bare at følge anvisningerne. Selv arbejdshandskerne lå, hvorhan sagde, de ville ligge. Men jeg ville lige kigge forbi og høre, omdu har brug for noget.”

“Hvordan går det med Harald?”“Ikke så ringe endda. Han kan næsten ikke se noget, men han

er i godt humør. Klager faktisk aldrig. Han kan ikke klare såmeget. Han hører radio. Og han kan stadig gå små ture, der hvorhan er stedkendt.”

Uden for vinduet var mørket tæt. Niklas fulgte hendes blik.“Kufferten står derude. Og nogle poser, så jeg. Vil du have

hjælp til at bære det ind?”“Jeg har ikke så meget med. Men hvis du kan …”Hun ville for alt i verden ikke indrømme, at hun var bange for

at gå ud og slæbe alle pakkenellikerne selv. Hun, der aldrig havdeværet mørkeræd og altid havde nydt at være oppe om natten ogbeundre himlen langt uden for byerne, hvor stjernerne var tyde-ligere end noget andet sted. En sommer havde hun faktisk troet,

20


at de var større på landet end i byen. Indtil de i skolen opdagede,at hun havde nedsat syn, og det gik op for hende, at det var der-for, himmellegemernes konturer flød ud. De havde genvundetderes rette proportioner med et par hæslige briller. Nu brugte hunkontaktlinser.

Niklas var allerede på vej ud ad døren. Han kom tilbage ogstillede kufferten i soveværelset og poserne i køkkenet.

“Har du spist aftensmad?”“Jeg snuppede lidt frokost på vejen.”Det var selvfølgelig løgn. Hun havde kun spist et par æbler og

drukket en kop te på en rasteplads.“Frokost, siger du? Det må være flere timer siden. Jeg tænkte

det nok, så jeg har taget kartofter og fars med til frikadeller. Hvisdu har lyst til at pakke ud og tage et bad eller noget, så kan jeg lavemad og tænde op i pejsen. Jeg har tjekket, at skorstensrøret errent.”

“Jamen, har du tid til det?”Hun ville ikke spørge nærmere ind til det. Niklas havde haft

flere forhold. De havde alle varet i fire-fem år, og alle været medsmukke, intelligente kvinder. Hvorfor sluttede det altid? De havdetalt om det engang. Niklas havde sagt, at det ikke ville være nogenkatastrofe, hvis han endte som ungkarl. Han kunne godt se sigselv som en “onkel Niklas”, havde han sagt. En lidt aparte figur, ihvis nærhed børn blev tysset på, når de uskyldigt spurgte, hvor-for onkel Niklas ikke selv havde nogen familie.

“Anita er ude med nogle venner i Göteborg. Hun bliver dernatten over.”

Niklas svarede med ryggen til hende, og hun undlod at boremere i det. Men for tiden var der altså en Anita, som boede sam-men med Niklas i det store, smukke hus i vigen på fastlandet. OgNiklas havde tænkt sig at lave aftensmad.

Omstændighederne gav hende små glimt af kræfter, der raktetil at tage en hurtig omgang med husets gamle støvsuger og tørredet værste støv af i soveværelset. Kluden havde Niklas haft med,lige så selvfølgeligt, som han havde medbragt rengøringsmidler og

21


en flaske vin. Hun fandt det sengetøj frem fra linnedskabet, hunhuskede bedst fra sin barndom. Blomstrende roser på den eneside, knopper på den anden. Farverne var falmede, men bomul-den af en kvalitet, som var svær at finde i dag. Lagenet var bro-deret med kniplinger, ligesom pudevåret, med et R midtpå. Detduftede af lavendel og overraskende rent.

Hun lagde sengetøj på, hængte et par bluser op og fandt farsgamle brune striktrøje i klædeskabet. Den, hun altid havde elsket,fordi hun vidste, at han var klar til aftenhygge, når han tog den på.Faktisk havde hun glemt, at det var her, den hang, men hun togden på og smøgede de alt for lange ærmer op. Derefter pjaskedehun iskoldt vand i ansigtet.

I mellemtiden havde Niklas fået gang i brændekomfuret, og dahun kom ud til ham i køkkenet, stod han og lavede mad. Den såud til at smage godt, og hun tænkte, at Gud kunne være god, nårdet stak ham. Hvad var det nu, præsten havde sagt, da hunspurgte ham, hvorfor en almægtig Gud ikke lod Mårten leve?Noget med, at troen på Guds almægtighed beroede på en fejl-oversættelse. “Gud er ikke almægtig,” havde han sagt. “Men mæg-tig.” Det var den eneste grund til, at hun stadig havde en lillesmule gudstro tilbage.

De bar tallerkenerne ind i stuen, og varmen, der bredte sig frapejsen, indbød dem til at sætte sig på gulvet. Hun fortalte om sineudstillinger og blev forbavset over, at Niklas havde fulgt med ihendes arbejde gennem årene. Selv måtte hun brødebetynget ind-rømme, at hun ikke vidste, at Niklas havde modtaget en design-pris for en af sine stole. Men han forsikrede hende om, at hansstole blot var en bibeskæftigelse. Byggefirmaet tog næsten al hanstid, og der var flere opgaver, end han egentlig kunne overkomme.Anita havde været en af hans kunder, og det var endt med, at hunsolgte sin lejlighed og flyttede ind hos ham i stedet for. Hun varfolkeskolelærer i biologi og kemi.

Da tallerkenerne var næsten tomme, brød Niklas et øjblikstavshed.

“Så du har tænkt dig at blive boende her et stykke tid.”

22


Det var en konstatering. Hun prøvede at komme i tanker om,hvad hun havde sagt, da hun ringede til ham. Ja, hun ville kommened til Vestkysten og bo i huset på Marstrand. Hun ville blive deri nogle uger, måske længere. Hun havde brug for arbejdsro, oghun havde brug for hvile på grund af nogle forskellige ting. Ja,Peter var stadig i Umeå. Og nej, hun behøvede heller ikke at ind-passe sin tid efter nogen anden.

Hun trak i en tråd på trøjens ærme og nåede ikke at kommemed et passende svar, før Niklas fortsatte.

“Det er et stykke tid siden, I har boet i huset. Forrige sommervar det vist kun Ivars børnebørn, der var her for at feste lidt. Også kom Solveig og prøvede at få sat skik på haven. Men det erdesværre forfaldet. Det hele. Havet slider jo på træværket, og heri efteråret har stormene været ret voldsomme.”

“Ingen af os har rigtig taget ansvar. Jeg har ikke været her,siden Mårten og jeg overnattede på vej videre til et eller andet fornogle år siden. Jeg burde have gjort det noget mere, det ved jeggodt.”

Niklas puffede et stykke brænde ind. Ilden fik straks fat, ognye flammer blussede op.

“Hvem ejer egentlig huset?”“Det er nok mig, der har hovedansvaret sammen med onkel

Ivar. Men jeg tvivler nu på, at han nogensinde tænker over det.Hvis man er halvfems, prioriterer man sikkert andre ting. Jeg ogmine fætre og kusiner burde nok beslutte os for, hvad der skal ske.Men ikke lige nu. Nu har jeg bare tænkt mig at være her et stykketid.”

Bare være. Hvad det så end betød.“Skal jeg sætte vand over til te?” Niklas rejste sig op.“Meget gerne. Der er hindbærkager i en pose på køkkenbor-

det.”Efter et par minutter kom han tilbage med to kopper og ka-

gerne balancerende ovenpå.“Du er lige så tosset med hindbær, som din farmor var. Far har

fortalt, at hun elskede hindbær.”

23


“Det har jeg også hørt. Tænk, at din far vidste det.”Hindbærminder. Når hun trak dem på strå. Moste dem i yog-

hurten. Eller Mårten overraskede hende med en uventet skålfuld.Mårten.“Må jeg spørge, hvordan du har det, eller vil du helst ikke tale

om det?” Niklas’ stemme var nøgtern, og hun begyndte at vikle enhårlok rundt om fingeren og slog en knude på den. Om hun villetale om det? Det kom an på, hvem der spurgte. Om vedkom-mende lyttede og kom med gode råd eller ynkede hende. Ellerom hun selv magtede at sætte ord på noget, der ikke kunne be-skrives.

“Jeg troede, vores ægteskab ville overleve alt. Jeg gik ud fra, atMårten og jeg ville blive gamle sammen. Jeg troede på en elleranden underlig måde, at det, jeg havde, var en selvfølge. Nu erMårten død, og jeg kan ikke gøre noget for at få ham tilbage. Jegkan gå hen til mindelunden og stikke en blomst i jorden og håbepå, at han hører mig, når jeg taler til ham. Men jeg kan ikke væresikker.”

På nær den dag, hvor et pludseligt regnvejr og en lige så plud-selig varme fik hver eneste blomst i hele lunden til at åbne sigmod himlen. Kronblade i rødt, vanddråber som tabte perler påbladene, duften af grønt. Mårtens stemme fra alle steder og ingensteder, inde i hende.

Du må give slip på mig og leve videre, Inga.“Jeg prøvede at leve videre uden at ændre på mit liv. Jeg blev

boende i vores lejlighed. Gemte en del af Mårtens tøj. Indimel-lem åbnede jeg skabsdøren og stak næsen ind i en af hans skjor-ter, men for det meste holdt jeg skabene lukket. Jeg mødtes medvores gamle venner. Arbejdede. Mere end nogensinde. Sagde ja tilalt. Rejste, fotograferede til udstillinger, bøger … hvad som helst.Alle var rørende venlige mod mig. Jeg fik ros og påskønnelse. Ikkemindst for at have ‘taget det så flot’. En syntes, jeg så ud til atvære i fin form. Måske fordi jeg var så meget i gang. Det varutænkeligt at sidde hjemme og være stille. Så kom tankerne, og

24


når de kom, skyndte jeg mig i træningstøjet. Løb og gik i fleretimer.”

Hun tav. Ilden brændte støt og roligt. Brændet knitrede ogudsendte en diskret duft af røg.

“Desuden fik jeg meget hjælp af en mandlig kollega. Bådemed arbejdet og privat. Han var … han var der, og vi har arbej-det sammen før. En god ven af Mårten også. Vi lavede en ret om-talt udstilling med temaet livsglæde sammen for et par uger siden.Det lyder måske lidt mærkeligt, når man tænker på, hvordan jeghar haft det. Men jeg troede, det ville hjælpe mig. Min kollega erdygtig til alt, hvad han laver, og nu havde han fotograferet ørne.Spørg mig ikke, hvordan det lykkedes ham at komme så tæt på.Han ville dokumentere, hvordan ørne lærer at flyve. Hvordan for-ældrene puffer ungerne ud, der styrter panisk mod jorden, hvor-dan de flyver efter deres børn og breder vingerne ud og fangerdem og tager dem med tilbage til reden for så at puffe dem udendnu en gang, indtil de små er tvunget til at …”

Hendes stemme kunne ikke rigtig mere.“Billederne var utrolig smukke. Den eftermiddag følte jeg

noget, der mindede om ro. Vi holdt fernisering, og der var fyldtmed mennesker, der fortalte, hvor imponerede de var. Jeg havdefotograferet nogle af Mårtens bygninger, fordi jeg ville … ja, ogsåandre ting. Så dukkede en kvinde op, som jeg kender sporadisk.Vi sås en lille smule for mange år siden, men hun gjorde mig altidlidt usikker. Hun var fotograf på en avis og skuespiller ved sidenaf. Under alle omstændigheder stod hun der pludselig. Hun så si-gende på mig og min kollega og sagde temmelig højt: “Det var sø-reme hurtigt, du glemte Mårten.”

Hun begyndte at ryste, når hun tænkte tilbage på det, der varsket. Det uventede angreb. Ord, der ramte så infernalsk rigtigt ogsved bittert.

Niklas vendte sig overrasket om mod hende.“Sagde hun det?”“Ja. Hun sagde præcis det. Jeg ved godt, jeg ikke burde have

25


ladet mig mærke med det, men bare taget det for, hvad det var.Misundelse måske. Et udtryk for hendes egen utilfredshed, somikke havde en døjt med mig at gøre. Jeg burde have evnet at haveondt af hende og være forstående. Jeg tror ikke, hun havde nogenanelse om, hvor dårligt jeg har haft det. Men jeg havde ikke kræf-terne til det. Hun havde stukket en kniv lige ind i et sår, der blevmere og mere betændt. Det er svært at forklare, hvordan en dumbemærkning kan sætte gang i noget så voldsomt, jeg forstår detikke engang selv, men sådan var det. Jeg stillede mit glas fra migpå et bord, åbnede døren og gik. Prøvede at finde min bil, menhavde glemt, hvor den stod. Jeg flakkede om på må og få. Så blevjeg påkørt. Bilen ramte mig ikke hårdt, men alligevel. Jeg våg-nede op på sygehuset med et par skrammer og kom ud derfra meden recept på antidepressiv medicin i hånden. Det føltes, som omjeg havde mistet fodfæstet for altid. Med to års forsinkelse.”

Niklas så på hende, og hun fortrød i samme sekund, at hunhavde sagt noget. Hun ville aldrig magte at forklare det i aften.Aldrig magte at fortælle om de seneste års dybe sorg, frygt ogvrede, som nu var steget op til overfladen. Et kort øjeblik foranpejsen var det lykkedes hende at dæmpe frygten. Hun ville hvilei det her. Ikke tænke på Mårten i sygehussengen eller på hver-dagsminderne, som når Peter, Mårten og hun selv havde siddetved spisebordet og spist morgenmad og læst avis. Eller når hun ogMårten pyntede juletræ sammen. Julenisserne af træ.

“Fik du ikke andet end noget skide medicin?”“Kan vi tage det en anden gang? Jeg er virkelig træt. Jeg er glad

for, at du kom, men jeg tror hellere, jeg må gå i seng.”Niklas lagde armen om hende og gav hende et forsigtigt knus,

før han rejste sig. Hans krop føltes varm, hendes var stivnet.“Jeg arbejder hjemme i morgen. Du må gerne komme over og

spise med hos os. Eller en anden dag. Og bare ring, hvis der ernoget. Man ved aldrig, om nogle af fæstningens spøgelser finderpå at kigge forbi, når huset endelig er beboet.” Han afbrød sigselv. “Undskyld. Her er stille og roligt, det ved du godt. Men derbliver mørkt om aftenen, så hold dig ikke tilbage. Vi har også et

26


gæsteværelse. Det kan jo være, at vandet gør knuder.”Hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Det var vel-

ment og samtidig urealistisk. At hun skulle ringe og bede om atfå lov at sove hos Niklas og hans kæreste.

“Hvem af os var det, der var mest mørkeræd, da vi var små?Var det måske ikke dig? Som blev helt hysterisk, når vi blev låstinde i skuret?”

Niklas rystede på hovedet på en velkendt måde.“Spiller du for resten stadig?”“Ikke så tit. En overgang spillede jeg så meget, at jeg næsten

var bange for at udspille mig selv. Nu …”“Du plejede at sige, at violinen skulle være en del af din krop.

En forlængelse af din arm. At du aldrig kunne være mere end timeter væk fra den.”

Niklas svarede ikke, gik bare hen mod døren. Der vendte hansig om.

“Jeg har mobilen liggende på natbordet. Tak for kage.”Døren gik i. Han var væk.Tavsheden og ensomheden var brutal. Nattens lyde, der lige

før havde dannet beroligende baggrund for et godt måltid mad ogen samtale, var nu blevet til en magtdemonstration. Vindentrængte ind gennem sprækkerne i væggen, og køleskabet ud-sendte en stille summen. Trægulvet knagede under hendes fødder,og i køkkenet så hun et par mørke riskorn i et hjørne, et tegn på,at huset havde haft, og måske stadig havde, ubudne gæster.

For mange år siden var Mårten taget herned sammen med enven. Han havde gjort rent i køkkenet og fået øje på en mus, derpilede forbi og gemte sig under nogle aviser bag en skammel ihjørnet. Mårten havde forsigtigt fjernet det hele, indtil hjørnetvar næsten tomt. Til sidst kom musen til syne. Men før han havdenået at gøre noget, var den hoppet lige op i luften, snurret en halvomgang om sig selv og faldet død om.

Den må have fået et hjertestop bare ved synet af mig.Mårten havde grinet i telefonen. De havde begge grinet. Uden

at vide, hvad de grinede ad. Et hjerte, der stoppede.

27


Hun gik ind til pejsen igen og sank sammen foran gløderne,ude af stand til at tænke flere sammenhængende tanker. Da sort-sindet havde sejret, gik hun hen til hoveddøren og låste den. Op-vasken måtte hun tage i morgen. Niklas havde allerede klaret detmeste. Det var sødt af ham at kigge forbi. Med færgen eller sinegen båd, hun havde glemt at spørge.

Hun gik ud på badeværelset og børstede tænder. Videre til so-veværelset, hvor hun klædte sig af og krøb ned i sengen med farsstriktrøje som et ekstra tæppe oven på dynen. Først da hørte hunbankelyden. En dør klaprede et sted, og lidt efter mærkede hunnoget andet. Husets hjerte var begyndt at slå. Ironisk, men ligepræcis det.

Ikke engang et hus får nogensinde lov at være i fred for sinfortid.


“I Kampens første Fase gik vi fra den ene prægtige Sejr tilden næste. Vi havde oplevet et Søslag i hele dets utæm-mede Storslaaethed. Nu var Tiden inde til dets Rædsler.”

GEORG VON HASE, FØRSTE ARTILLERIOFFICER PÅ DEN TYSKE

SLAGKRYDSER DERFFLINGER

29


altid hos dig

Documents