Foreningen

Abildå Brunkulslejes25-års jubilæum

1991-2016

v/ Else Volsgaard

Askovvej 25 · Abildå · 6973 Ørnhøj

Tlf. 97 38 25 65

Åbningstider

Tirsdag 9:00-16:00

Onsdag 9:00-16:00

Torsdag 17:30-21:30

www.abildaa-smede.dk

Hovedgaden 54 · 6973 Ørnhøj · Tlf. 97 38 60 08

Ørnhøj Køleteknik A/SPeder JørgensenTlf. 24 61 07 17

ornhojkoleteknik@gmail.com

Tillykke med jubilæetEnhver egn, og dens borgere, står på skuldrene af historien og tidligere generationer. I en tid, hvor der sker store forandringer i samfundet og verden omkring os, kan vi være tilbøjelige til at glemme fortiden. Tilbøjelige til at synes, at historiske begivenheder eller epoker er meget, meget længe siden. Selv om de måske kun ligger få årtier tilbage.

Men ikke mindst her i Herning-området bør vi huske vores rødder. Udviklingen i og omkring Herning har været eksplosiv bare siden årtusindeskiftet. Byens og kommunens slogan, »Her er alle muligheder åbne«, har været bagtæppet for en stribe gennemgribende forandringer af den egn og det område, vi bor i. Og så er det, at tilbøjeligheden til at skubbe fortiden i baggrunden kan slå igennem.

Abildå Brunkulsleje hjælper os med at huske det midtjyske områdes historie. Der er meget langt fra en koncert med Madonna i Jyske Bank Boxen til beretningerne om det vanskelige og beskidte arbejde i brunkullene. Men rent faktisk er afstanden, målt i år, kun godt et halvt år-hundrede.

Historien om brunkulslejerne rummer imidlertid også paralleller til det, der sker i og omkring Herning i dag. For der er fællesnævnere: Det hårde arbejde. Viljen og evnen til at se mulighe-der, hvor andre måske ville have givet op. Modet til at kaste sig over nye udfordringer, hvor vanskelige de end kan se ud.

Viljen, evnen, modet og respekten for det hårde arbejde ser jeg som kernen i det, mange de senere år er begyndt at kalde for »Herning-ånden«. Den ligger dybt i mange borgere her på egnen. Det er en del af vores DNA.

Også derfor er historien om Abildå Brunkulsleje i allerhøjeste grad stadig relevant for kommu-nens borgere i 2016. Foreningens 25-års jubilæum er en kærkommen lejlighed til at give et klap på skulderen til de mange, gode kræfter, der arbejder for for-eningen. I er med til at sikre et vigtigt og ekstraordinært vid-nesbyrd om et helt særligt kapitel i danmarkshistorien.

Et kapitel, som udspillede sig i netop Midtjylland. Et kapitel, som kostede blod, sved og desværre også adskillige menne-skeliv. Men ikke desto mindre et kapitel, som hører med i hi-storien om Herning-egnen.

Tillykke med jubilæet.

Lars Krarup

Borgmester

1

Abildå BrunkulslejeHer ved 25-året for foreningens start vil vi gerne udtrykke en stor anerkendelse og tak til de mennesker, der i sin tid startede foreningen og grundlagde det arbejdende museum, som det er i dag.

Den første bestyrelse, som foruden initiativtager Jens Chr. Dideriksen bestod af Thorkild Munk, Ørnhøj, Aksel Andersen, Abildå, Egon Nielsen, Vildbjerg, og Ejner Kristensen, Brande.

Mange mænd i lokalområdet har igennem årene arbejdet i Abildå Brunkulsleje, og flere af dem har efterfølgende ydet en stor indsats i bestyrelsesarbejdet.

Vi skylder dem alle en stor tak for den indsats, de har gjort for at gøre stedet så spændende som muligt. Ligeledes tak til en stor flok af hjælpere, som gerne stiller op, når der skal laves no-get i lejet, og også når vi har besøg og levendegørelse.

I bestyrelsen arbejder vi på det grundlag, som blev lagt for 25 år siden og prøver at udvikle Abildå Brunkulsleje løbende, så der er noget nyt for vores publikum at komme efter. Det er en fornøjelse med besøgende fra hele landet; de kommer ofte med positive kommentarer. F.eks. har vi flere gange haft besøg af busselskaber fra Vendsyssel, hvor der har været mænd med, som tilbage i halvtredserne har arbejdet på Pedershaab Maskinfabrik – dér hvor begge vores gravemaskiner er lavet – de synes jo det er enestående, at vi holder dem kørende.

2

Dette er i høj grad med til, at vi er mange, der synes, at det er værd at holde liv i Abildå Brun-kulsleje, så folk kan se hvordan kullene i sin tid blev gravet op, og dermed måske få et lille ind-tryk af det hårde slid, som det har været at arbejde i kullene.

Meget af materiellet, som foreningen har i dag, er blevet givet til stedet af forskellige firmaer. Bygningerne på stedet er opført ved hjælp af tilskud fra kommune og forskellige fonde. Lige-ledes har elever og lærere på Skjern Teknikske Skole bidraget med opbygning af lokomotivet.Elever fra Silkeborg Tekniske Skole har udført plade- og malearbejde på førerhuset af vores nyerhvervede lastbil.

En stor tak skal også her lyde til folkene bag skuespillet »KULSTYKKET«, som blev opført på ste-det i august måned i 2014. Stykket, der satte fokus på livet i og omkring brunkulslejerne, har i meget høj grad været med til udbrede kendskabet til Abildå Brunkulsleje.

Til slut skal lyde en tak til de mennesker, som har bidraget med indlæg til dette jubilæumsskrift.

Bestyrelsen for Abildå Brunkulsleje

Jens Nørgaard, Henning Mikkelsen, Kaj Erling Pedersen, Knud Greve og Laurits Mosegaard

3

Bestyrelsen for Abildå Brunkulsleje – fra venstre: Kaj Erling Pedersen, Laurits Mosegaard, Jens Nørgaard, Knud Greve og Henning Mikkelsen.

En god idé udviklede sig til en stor turistattraktionBrunkulsbrydningen i Abildå stod på fra 1936 til ca. 1960. Der blev gravet i 15 lejer, og omkring 300 mand var beskæftiget. Det kom til at påvirke både byen og egnen.

I 1990 var Jens Chr. Dideriksen formand for Abildå Beboerforening. Han havde som dreng gå-et rundt i lejerne under 2. Verdenskrig, hvor brunkulsbrydningen var på sit højeste. Han fik nu den idé, at man skulle prøve at oprette en forening af tidligere brunkulsarbejdere og også sam-le genstande, som havde tilknytning til brunkulstiden, til et museum.

Han kunne huske et sted, hvor der var et mindre areal, hvor kullene ikke var blevet gravet op. Sammen med en ældre brunkulsarbejder, der hed Ejner Kristensen, som havde arbejdet i Abildå, men som nu boede i Brande, forsøgte han at finde dette sted ved hjælp af gammeldags skyl-boring. Efter nogen søgning fandt de stedet, og det viste sig, at kullene lå i en dybde af godt 2 meter.

Jens Chr. Dideriksen havde talt med omkring 50 tidligere arbejdere, som syntes, at det var en god idé med en brunkulsforening. I januar 1990 arrangerede Abildå Beboerforening en brun-kulsaften i Abildå Forsamlingshus, hvortil der kom over 200 deltagere, hvoraf mange var tidli-gere brunkulsarbejdere.

Vagner Møller og Karlo Pedersen, som begge boede i Abildå og tidligere havde arbejdet i kul-lene under krigen, fortalte om deres oplevelser i krigens tid. Desuden var der 35 tidligere ar-bejdere, som tog ordet og fortalte om deres oplevelser i de forskellige lejer, som de havde ar-bejdet i. Aftenen sluttede med visning af lysbilleder fra lokalarkivet i Ørnhøj.

I august 1990 var der 25 tidligere arbejdere, der mødtes til træf i Abildå. De gik en tur i områ-det under ledelse af Jens Chr. Dideriksen. Interessen for brunkulshistorien var efterhånden blevet så stor, at der blev nedsat et udvalg, der skulle komme med forslag til vedtægter og for-slag til en kommende forenings arbejde. Den 1. juni 1991 blev der afholdt stiftende generalfor-samling i Brunkulshistorisk Forening. Jens Chr. Dideriksen blev efterfølgende valgt til formand for den nye forening. Der var ca. 30 deltagere i generalforsamlingen. Foreningens navn, Brun-kulshistorisk Forening, blev i 1993 ændret til »Abildå Brunkulsleje«. Foreningens formål er at samle tidligere brunkulsarbejdere med deres familier og andre interesserede til et træf, der skal afholdes hvert år den første lørdag i juni.

Efter generalforsamlingen gik forsamlingen en tur i de gamle, nu tilgroede, kullejer til det sted, hvor Jens Chr. Dideriksen og Ejner Kristensen havde åbnet et lille brunkulsleje, dvs. at de med skovl og trillebør havde frilagt nogle få kvadratmeter brunkul. Der var også lavet en sti fra ve-jen ind til det nye leje. Ved den lejlighed blev der indsamlet en del gamle billeder og genstan-

5

de, der skulle indgå i det mu-seum, som bestyrelsen håbe-de at få indrettet.

Det var fra begyndelsen me-ningen, at kullene skulle gra-ves op på samme, primitive måde, som blev brugt under krigen i 40’erne. Derfor skulle der fremstilles et hejseværk som dét, man dengang brugte. Her fik foreningen hjælp af Vagner Møller, der selv havde fremstillet sådanne spil under krigen. Resultatet blev, at der blev fremstillet et spil nøjagtig magen til dem, der blev brugt dengang. Der hørte også et par kasser til, som blev brugt til at hejse kullene op i. Disse kasser kunne tippes, så kullene kunne løbe ned på et sold, der fjernede smuldet, der kaldtes »snus«. Resten blev ikke yderligere sorteret.

I 1995 lykkedes det at få anskaffet et par små transportører til at fjerne overjorden. De var ik-ke så store som de rigtige transportører, men de viste, hvordan det gik til i virkeligheden.

Abildå Brunkulsleje blev så populært, at man ikke kunne nøjes med et årligt træf, hvor lejet var i arbejde. Foruden juni blev der også afholdt træf i både juli og august. Desuden var der hvert år en del foreninger og selskaber, der betalte for at få lejet startet op. Abildå Brunkulsleje blev med tiden den største turistattraktion i Trehøje Kommune.

Fra Trehøje Kommunes side har Abildå Brunkulsleje nydt stor velvilje. Således lavede Produk-tionsskolen i 1992 en kontorbygning til foreningen, efter et billede af et sådant kontor fra kri-gens tid. Kontoret bliver nu brugt som kiosk og til billetsalg. Kommunen har også anlagt en gru-set vej fra Timringvej og ind til brunkulslejet. Ringkøbing Amt bevilligede i 1996 50.000 kr. til na-turpleje omkring kullejet i Abildå. Turistudvalget i Trehøje har også påskønnet kullejets turist-mæssige betydning.

I 1996 blev foreningen tilbudt en gammel gravemaskine af Hugo og Karen Korsholm. Den hav-de bl.a. gravet ved Stakroge Fiskesø og blev nu transporteret derfra og til Abildå af entrepre-nør Poul Jakobsen. Det var en model P.M.1.A. fra Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, frem-stillet i 1952. Det var et større arbejde at få den renoveret og malet. Efter klargøring blev den kørt af gravemester Svend Nielsen, Egeris. Ved træffet i juni 1997 blev gravemaskinen navngi-vet af kulturudvalgets formand, Jørgen Kier. Navnet blev »Trine« efter Jens Chr. Dideriksens barnebarn.

I 1997 fik foreningen tilbudt endnu en gammel gravemaskine. Det var Svend Nielsen, der gjor-de opmærksom på, at der stod en maskine i en grusgrav i Stakroge. Den var i en meget dår-lig forfatning, og bagakslen var knækket. Maskinen blev transporteret til Abildå og blev renove-ret og malet. Firmaet HCM Farve- og Lakfabrik skænkede 20 liter maling og lak i den ønskede

6

farve. Så efter renovering fremstod maskinen som ny. Maskinen blev navngivet og kom til at hedde »Sara« efter Jens Chr. Dideriksens andet barnebarn. »Sara« er samme fabrikat, model og årgang som »Trine«. Der er den forskel på de to maskiner, at »Trine« arbejder med slæbe-skovl, mens »Sara« arbejder med grab.

Foreningen har gennem årene nydt stor interesse og velvilje fra såvel amt som kommune. Der er efterhånden samlet en del gammelt materiel til et museum, bl.a. en del tipvognsskinner fra Winther Christensen, som efter krigen gravede kul i Spåbæk og Abildå.

I 1997 bevilligede Trehøje Kommunes kulturudvalg borde og bænke for 20.000 kr. til at opstil-le ved kullejet.

I 1998 blev der opført et udstillingshus ved Abildå kulleje. Friluftsrådet bevilligede 80.000 kr. og Ringkøbing Amt 20.000 kr., og foreningen skaffede selv 10.000 kr. Huset blev indviet 1. juni 2000. Nu kunne de forskellige genstande, der var indsamlet til museet, endelig komme under tag.

I 2012 fik foreningen opført et »madpakkehus« – en bygning på 140 m2, som er åben i den ene side, så besøgende kan sidde under tag og overvære arbejdet i lejet.

Man havde i mange år søgt efter et lokomotiv til at trække tipvogne, en såkaldt »gris«. Da det ikke lykkedes at finde en, fik man Skjern Tekniske Skole til at fremstille sådan et lokomotiv. Motoren blev foræret af firmaet Skave Nedbrydning (»Fluesmækkeren«). Lokomotivet blev navngivet »Ketty« efter Jens Chr. Dideriksens hustru. Der er udlagt en kort strækning med skinner, så man nu kan køre med tip-vognstog. Det er meningen, at der med ti-den skal lægges flere skinner.

Kullejet er under stadig udvikling. Man fin-der stadig på nye tiltag. I 2014 fik forenin-gen en amatørskuespillertrup til at opføre et skuespil kaldet »Kulstykket«, som blev opført med stor succes.

Foreningens arrangementer er utrolig po-pu læ re. Det er gennem årene blevet til flere tusinde turister, der har besøgt Abildå Brunkulsleje, både ved de ordinære træf, men også når mange foreninger og selska-ber har betalt for at få lejet startet op. Op-førelsen af »Kulstykket« har også været med til at forøge besøgstallet.

Thorkild Munk, Ørnhøj

Medlem af den første bestyrelse

7

Mindet om de stovte brun-kulsfolk skal holdes i liveJeg vil fortælle om min tilgang til foreningen Abildå Brunkulsleje i dag gennem Kjeltringe Trup-pen, og også om Jens Chr. Dideriksen, som i 1991 var initiativtager til stiftelsen af Brunkuls-historisk Forening i Abildå.

Allerede som barn tog min far mig med ud i Abildå Brunkulsleje. Min far var skovfoged ved Det Danske Hedeselskab. Vi boede i Røddinglund.

Jeg husker særligt sankthansaftener derude. Det var i sidste halvdel af 1950’erne, jeg var med derude første gang. Der mødte jeg disse stovte brunkulsfolk, som ikke sagde ret meget, og da slet ikke til en bette tøs som mig. Også dengang virkede de småfarlige med deres mørke, lidt be-skidte, arbejdstøj og kasketter. De vejrbidte ansigter der fortalte om et liv med meget arbejde og stærke karakterer. Den ro og sindighed der, dengang som nu, hviler over disse mennesker.

Jeg er født i skoven og vant til at færdes dér og ville gerne have gået lidt på opdagelse i brun-kulslejet men turde ikke rigtigt, nej så var det var alligevel mere sikkert at gemme sig bag fars frakkeskøder. Men min far kendte dem og havde meget at tale med dem om. Jeg kendte dog også nogle af dem. Der var Svend Åge, som boede i et lille træskur lige op ad Trehøjevej, ved kanten af Bruns Plantage lidt øst for Trehøje.

Også Karl Hansen fra den lille ejendom, som lå få hundrede meter fra Svend Åges skur. Og så naturligvis Jens Chr. Dideriksen. De arbejdede som skovarbejdere for min far og kom ofte hjemme hos os.

»Den sidste original er heldigvis ikke født endnu«. Ord jeg ofte hørte min far sige – altid med et smil og et glimt i øjet. Og altid når han talte om Jens Chr. Dideriksen – det mest godmodi-ge menneske du kan tænke dig.

Dideriksen – som han blev kaldt hjemme hos os – begyndte som skovarbejder, da han var 15 år gammel i 1951. Han har altid vidst, han ville arbejde i skoven. Det frie, selvstændige liv pas-sede ham. Han var en af de dygtigste skovarbejdere; der var ikke noget, han ikke kunne klare.

Han kom og gik, som han ville. Nogle dage savede han med motorsav i skoven, og andre da-ge var han der ikke. Det styrede han selv.

Når han kom ind i stuen hjemme hos os, blev stuen ligesom mindre. Jeg stod i stum forundring og kiggede opad. Denne store mand med det fyldige skæg, den meget dybe stemme og roli-ge fremtræden. Den uldne strikkede bluse, de plettede skovarbejdsbukser med spor af mo-torsavsolie, harpiks og synlige tegn på, at han havde slæbt rundt på store, våde træstammer. De stoppede uldne sokker og det viltre hår. Der var vist ikke noget, der kunne ryste ham. Han

8

satte altid pris på den kop kaffe og en enkelt brændevin, min mor altid kom med, når skov-arbejderne kom for at tale med far.

Jens Chr. Dideriksen blev selv ejer af en skov i Vinding. En gave fra hans morbroder. Måske den bedste gave han nogensinde har fået. Ketty Dideriksen fortæller, at de fremover tilbragte alle søndage derude i Dideriksens skov. I mange år holdt han familiekomsammen én gang om året, og det foregik altid ude i hans egen skov.

Også brunkulslejet i Abildå havde hans store interesse. Det hændte, det var for varmt at arbej-de i skoven, og en sommer – jeg tror det var 1958 eller 1959 – brugte han sine mange kræf-ter på at grave brunkul. Én måned blev det til denne sommer. Timelønnen var på 4,45 kr. Ti-meløn i brunkul: 36 timer a 445 øre = 160,20 kr.

Jens Chr. Dideriksen var engang med Abildå-Grønbjerg Ungdomsforening på udflugt i Sverige. En aften, da han var kommet bagefter de andre, blev han overfaldet af to banditter, der ville røve ham. Men de var sprunget på den forkerte mand, for Dideriksen var stærk som en okse,

9

og begge de to overfaldsmænd fik tæsk. Men Dideriksen fik dog et flækket øjenbryn og måt-te til læge og sys. Dagen efter meldte han overfaldet til politiet.

Efter han var kommet hjem, blev han kaldt til Sverige igen til afhøring. De fortalte ham, at nu havde man fanget de to banditter, der gik og overfaldt folk. Jens Chr. fik derefter en erstatning. Dideriksen fortalte, at når han som dreng sammen med andre drenge skulle hente hø hjem fra marken, var det de stærkeste i en slåskamp, der fik det bedste hø med hjem. Mon ikke Di-deriksen ofte vandt.

I 1998 modtog Jens Chr. Dideriksen »Trehøje Prisen«, indstiftet af Kulturelt Samråd i Trehøje. Den 14. februar 2011 blev Jens Chr. Dideriksen udnævnt til æresmedlem af Prinsens Livregi-ments Soldaterforening.

Hvad var mere naturligt for mig end at søge tilbage til Abildå Brunkulleje, da jeg blev voksen. Jeg ringede til Laurits Mosegaard i foråret 2015 og sagde, jeg havde et forslag vedrørende en aktivitet i brunkulslejet. Laurits Mosegaard var meget venlig og imødekommende, og det end-te med, at jeg blev inviteret til at komme på et givent tidspunkt til foreningens næste møde.

Jeg blev utrolig venligt modtaget af bestyrelsen med kaffe og hjemmebagt kage. Jeg følte mig rigtig godt tilpas og fik endog en gave af Ellen og Kaj Pedersen: »Abildå og Fjaldenes historie«. En meget spændende bog, som jeg tror, alle kan få meget ud af at læse. Derefter fortalte jeg om Kjeltringe Truppen, der gennem fortælling og musik levendegør vore forfædre.

Mit forslag var at bidrage med en kort, lokal fortælling fra »Fjaldene«, når der var »levendegø-relse af Abildå Brunkulsleje«. Og sørme om ikke Kjeltringe Truppen fik lov at være med. Jeg blev henrykt, for jeg synes, det er vigtig at kende fortiden og de vilkår, folk har levet under gen-nem tiden. Ligesom man gør på så fin måde i »Levendegørelse af Abildå Brunkulsleje«. Altid er vi blevet mødt med venlighed og en positiv ånd, når vi har været derude og optræde. Også i år 2016 har Kjeltringe Truppen fået lov at optræde med gamle, lokale fortællinger til levende-gørelse af lejet.

Og så er ringen ligesom sluttet. Godt der er så mange gæ-ve kulbisser og kulbisseinder, der gør det muligt for os an-dre at opleve levendegørelse af Abildå Brunkulsleje. God vind fremover.

Jeg vil slutte med et lille vers af Jeppe Aakjær:

Hvad var vel i verden det fattige livmed al dets fortærende tant,om ikke en plet med en dal og lidt siv,vort hjerte i skælvinger bandt.

Margit Fuglsbjerg

10

Kulstykket 2014 formidlede et stykke DanmarkshistorieMit første møde med Abildå Brunkulsleje var en vinterdag, hvor der var faldet et fint lag sne. Det eneste der var at se, var et stort hul og to store gravemaskiner, der stod og så meget kolde ud.

Det var her på dette sted, vi tre år efter skulle lave teater, og her billederne og historien til te-aterstykket begyndte at tage form.

150 frivillige var med til, med ydmyghed og stor respekt, at genskabe tiden, hvor der boede brun kulsarbejdere med deres familier i og om-kring brunkulslejet.

Som instruktør var det en helt speciel oplevelse at få lov til at sætte en forestilling op, hvor sce-nografien ikke skulle fremstilles kunstigt, men hvor scenen skulle skabes ud af det eksisteren-de terræn.

Jeg havde heldigvis stor indflydelse på den histo-rie, der skulle fortælles – selve manuskriptet. Det var vigtigt, at historierne lå tæt op ad perso-nerne og livet som det var dengang, men samtidig var det også fiktion, så ingen nulevende skul-le kunne genkendes eller føle sig udstillet.

Sangene, som vi fik skrevet til stykket, blev brugt til at give stykket en lethed, og med det til at få udtrykt og beskrevet det, som kan være rigtig svært at få sagt. Til sangteksterne kompone-rede John Frosch melodier, der kunne skabe en stemning, som på skønneste vis gik i ét med både handling og intentioner. At få så mange frivillige til at føle sig som en del af brunkulstiden var meget specielt og unikt.

Aldersforskellen for de medvirkende var ca. 70 år – fra yngst til ældst. Det i sig selv var meget lærerigt for alle, men glæden ved at kunne bidrage med meget forskellig forståelse var også en ting, der blev gjort meget brug af. Pludselig skulle alle agere i samme tidsramme, så det var nødvendigt at forholde sig til både tiden og hinanden. Der blev knyttet mange nye venskaber, som heldigvis stadig eksisterer nu to år efter.

Når man vælger at spille under åben himmel, må man være forberedt på lidt af hvert. Vi øve-de ude hele august måned, og det var i regn og blæst – og heldigvis var vi indstillet på, alle mand, at det var noget, vi gerne ville, og vi ville det sammen. Sandstorm med sandkorn imel-

11

Det første møde om Kulstykket

12

lem tænderne gjorde bare det hele lidt mere autentisk, det var vi nødt til at sige, og med hen-syn til kostumerne var der ikke mange, der kunne se, at de engang havde været nystrøgne. En af de sidste øvegange regnede det ekstra meget, og vores orkester var tæt ved at forlade scenen i frustration, da presenningerne ikke længere kunne holde vandet ude, og deres instrumenter og forstærkere blev våde. Det var virkelig et af de tidspunkter, hvor tålmodigheden stod sin prøve.

Men i selve spilleugen kom solen, og vores teknikere var lykkelige for, at deres lyd- og lysud-styr ikke skulle udsættes for flere strabadser. Dog havde ingen af os tænkt over, at frekvenser-ne i Abildå Brunkulsleje kunne gå ind og drille vores lydudstyr, så der blev kæmpet en brav kamp til hver forestilling for at sikre, at alle også kunne hø-re, hvad der blev sagt og sunget på scenen.

Jeg sidder tilbage med en rigtig stolt fornemmelse over at have været med til at formidle et stykke Danmarkshistorie, som netop udspillede sig lige her, hvor vi bor. Glad over at Abildå Brunkulsleje turde invitere os indenfor i deres for-ening og hjerteblod – for er der nogen, der brænder for deres, så er det dem. Det kan man kun have respekt for.

Kirsten Aastrup

Instruktør på Kulstykket

»Det ville ikke kunne lade sig gøre på Sjælland…«

Et gammelt ord siger, at uden fortid ingen fremtid, og bladrer man videre i ordsprogenes sto-re bog, støder man på et, der siger: »Man skal kende sin fortid for at forstå fremtiden«.

Begge sætninger peger på og passer til Abildå Brunkulsleje. For havde man ikke under både 1. og 2. Verdenskrig og den tyske besættelse gravet brunkullene frem fra den danske under-grund, havde det uvægerligt set skidt ud for såvel den danske industri som de mange tusinde danske hjem, der fik deres varme fra brunkullene. Men det er alligevel ordsprog nr. to, der træder bedst frem. For er der noget, medlemmerne i Abildå Brunkulsleje gør, så er det at sik-re, at vi danskere kan komme til at kende den fortid, der i dag ligger flere årtier bag os.

Derfor er det ikke alene vigtigt, at vi husker, men også mindes de personer, der for 25 år si-den tog initiativet til oprettelsen af Brunkulshistorisk Forening. En betegnelse, der tre år sene-re blev ændret til Abildå Brunkulsleje.

Mange har gjort og gør et stort stykke arbejde for Abildå Brunkulsleje – både på de ydre og indre linjer. Men især én person må og skal ikke glemmes hverken nu eller i fremtiden – nem-lig afdøde Jens Chr. Dideriksen, der da også helt fortjent blev udnævnt til foreningens første og hidtil eneste æresmedlem.

Ikke alene var Jens Chr. Dideriksen idémanden bag Abildå Brunkulsleje. Han var også initiativ-tager til det møde, der blev den stiftende generalforsamling i Brunkulshistorisk Forening.

Der er ingen tvivl om, at det var hårdt arbejde at tjene til det daglige brød i et af de 15 brun-kulslejer, der var i Abildåområdet. Og vi må konstatere, at her ved 25-års jubilæet er der ingen af de gamle »brunkulsbisser« tilbage i det »sjak«, der flere gange årligt imponerer de mange til-skuere, der kommer både ved foreningens egne åbent hus-arrangementer og ved de mere »lukkede« arrangementer, når vi fra Trehøje Naturpark kommer på besøg med turister.

Medlemmerne af Abildå Brunkulsleje kan glæde sig over, at man i dag har en såvel idérig som handlekraftig bestyrelse, der ikke hviler på laurbærrene. Som eksempel på det vil jeg nævne opførelsen af, og nu senest lukningen af gavlene i, madpakkehuset, anskaffelse af såvel »grisen« som den »nye« lastbil, udvidelsen af sporarealet, så kultoget kan køre længere, og så rejsnin-gen af det gamle transformatortårn.

Sidst, men ikke mindst, skal teaterstykket »Kulstykket« fremhæves. En kæmpeindsats, der kro-nedes med succes, og som skabte uvurderlig reklame for brunkulslejet.

Fra Trehøje Naturparks side er vi ikke alene glade, men også stolte af at have en attraktion som Abildå Brunkulsleje i vort område. Vore gæster er imponerede, når vi efter en demon-

13

stration forlader lejet, og mange af dem forstår ikke, at det hele drives af en privat forening med frivillige medlemmer. Som jeg flere gange har hørt sjællandske gæster sige: »Hvorfor har vi ikke sådan noget på Sjælland?« Og de giver selv svaret: »Det kan slet ikke lade sig gøre på frivillig basis hos os.«

Derfor skal der fra Trehøje Naturparks side lyde et stort og helhjertet tillykke med de første 25 år. Samtidig vil vi benytte lejligheden til at sige såvel foreningen Abildå Brunkulsleje som de »medarbejdere« og guider, vi og vore gæster møder i lejet, en stor tak. Tak for jeres altid positive indstilling over for vore gæster og tak til nuværende som forhenværende gui-der for saglig information og gode, lune historier.

Vi håber, der bliver endnu flere jubilæer at se frem til. Og så glæder vi os til et fortsat godt og for begge parter frugt-bart samarbejde.

Knud Bunde

Formand for Trehøje Naturpark

14

Værdien af det brune guld i historien om dansk energiBrunkul leverede i lange perioder et væsentligt bidrag til den danske energiforsyning, når vi manglede engelske kul. Brydningen af brunkul sikrede energi til brændselshungrende danske-re og god beskæftigelse, som betød, at mange arbejdsløse omsider kunne skaffe sig et velløn-net og »ærligt« arbejde. Under Besættelsen gav arbejde for besættelsesmagten gode penge, men mange opfattede det som »uærligt«. Ja, landsforræderi. I stedet valgte mange arbejdere bevidst sliddet i brunkulslejerne, hvor adskillige familier bosatte sig under næsten umenneske-lige vilkår side om side med den livsfarlige produktion.

De danske brunkul udgør på den måde en enestående epoke i dansk brændselshistorie og i dansk bosættelse samt i forvandlingen af aktiv landbrugskultur til gold, men rekreativ natur.

Det foregik vel at mærke stort set kun i brunkulstrekanten Ringkøbing/Videbæk-Herning-Brande. Her og kun her kan vi erfare om tiden med det brune guld.

Danmark oplevede sin første energikrise under krigene mod England 1801-14, for allerede dengang havde Danmark så hårdt brug for engelske kul til især dampmaskiner, at englænder-ne brugte dem som politisk våben. I København opstod brændselsnød, så staten måtte hjæl-pe frysende borgere. Videnskabsmand Christian Olufsen skrev i 1811 en bog om at udnytte in-denlandsk brændsel mere effektivt, for »når en nation ikke kan skaffe sig brændsel i sit eget skød, har den mangel på brændsel.« Det gælder stadig i dansk energipolitik!

Han skrev næsten profetisk, at »betydelige og brugelige brunkul i Danmark ville få en stor og velgørende indflydelse på brændselsvæsenet.« I forlængelse af traumet fra krigsnederlaget i 1864 måtte staten vinde indad, hvad udad lå tabt. Videnskaben begyndte omkring 1900 at kort-lægge brunkul, tørv og nordjysk naturgas, og i 1904 skrev Ringkjøbing Amts Dagblad om brun-kul ved Fiskbæk og Skærbækgaard i Nr. Vium Sogn. Her åbnede enkefru Jensine »Rosenlund« Jensen i 1916 et kulleje og fik dermed status som Danmarks første private brunkulsproducent.

Ellers havde staten stået for gravningen under 1. Verdenskrig, da en vis produktion kom i gang hovedsageligt i den vestlige del af brunkulstrekanten. Det neutrale Danmark havde svært ved at skaffe kul fra England, og danskerne led under energikrise nummer to igen brændselsnød, som medførte rationeringer.

Det synes oplagt, at et kriseramt landbrug op gennem 1930’erne kunne tjene ekstra på at gra-ve tørv og brunkul, men produktionen gik i stå, netop på grund af landbrugskrisen. Handelsaf-taler gik dengang ud på noget-for-noget. Danmark ville gerne sælge landbrugsprodukter til England, men hvad ville Danmark så til gengæld købe i England? Eneste mulighed lød stort set på: Kul! Derfor gjorde vi os igen afhængige af engelske kul.

15

Trøstrup Teglværk fortsatte efter 1. Verdenskrig med at bruge brunkul, og det førte i 1935 til Fiskbæk Briketfabrik, som producerede frem til 1966. Ifølge brunkulsloven fra februar 1940 skulle staten bortset fra Fiskbæk Briketfabrik stå for brunkulsbrydningen, men private kunne belært af Jensine Jensen få en dispensation. Det private initiativ dannede dog normen; også i Abildå.

I Tiphede havde et københavnerfirma gravet lidt brunkul omkring 1920, i 1935 opdagede en karl brunkul ved oprensning af en grøft, og brunkulseventyret begyndte ved Abildå. Brydningen fik national betydning, da vi under 2. Verdenskrig igen manglede engelske kul og oplevede energikrise nummer tre med rationering fra 2. september 1939 til januar 1953.

I Abildå oprettede et konsortium Abildå Kul, og en overgang producerede 12-15 lejer med omkring 300 mand, heriblandt mange fastboende; også trængte landmænd. De var dygtige og arbejdsbevidste folk, som frygtede arbejdsløshed, som brunkulsgravning modvirkede, da loven krævede, at arbejdet i bunden af et leje skulle foregå med håndkraft. Den betingelse ophørte sammen med loven i 1954, og maskiner medførte derefter en industrialisering.

I Abildå Brunkulslejer bosatte gifte arbejdere sig i 10-15 træhuse, men ungkarle udgjorde langt størstedelen af de fremmede, så staten opsatte seks sovebarakker med plads til otte mand i hver. Kantinen forpagtede staten ud. Som i alle andre klondike-samfund verden rundt og til al-le tider huserede også hasardspil, smugkroer, sortbørs og tuskhandel. Det foregik side om si-de med de mange alvorlige ulykker; også med dødelig udgang samt store problemer med grundvandet.

Produktionen i Abildå stoppede i 1966, og nu har vi heldigvis foreningen Abildå Brunkulsleje til at vise historien, som indgår i den store fortælling om dansk brændsel. Betydningen af selvfor-syning oplevede danskerne med energikrise nummer fire vinteren 1973-74, men siden har vi heldigvis kunnet klare os selv – og endda eksportere. Det kan vi fortsat, når vi satser på eget brændsel, herunder vindkraft, hvor fabrikationen af møller pudsigt nok koncentrerer sig i sam-me område som brunkulstrekanten.

Brunkul brænder dårligt i forhold til klima (CO2-udled-ning), men har lært os, at eget brændsel skaber en uaf-hængighed fra tvivlsomme udenlandske leverancer.

Derfor fortæller Abildå Brunkulsleje og Søby Brunkulsmu-seum en væsentlig historie, som alle har gavn af at kende.

Tillykke med jubilæet!

Jan Svendsen

Forfatter til bogen og fjernsynsserien »Det brune guld«, hvor du kan lære mere.

16

ABILDÅ FORSAMLINGSHUS

Nyrenoveret med dejligt kælderrum samt nyt industrikøkken.

Service til 200 personer – stor og lille sal.

Udlejning: Henvendelse til Linda – 51 70 62 80

www.abildaa.dk

c/o Knud BundeSolbrinken 39 – 7480 Vildbjerg

Tlf. 40 35 8282 – 97 13 24 50Mail: kn.bunde@mail.dk

www.trehoje-naturpark.dk

Vejen til gode oplevelser!

Alt indenforkloak-, beton- og murerarbejdeudføres - uforbindende tilbud gives.Aut. kloak- og murermesterPreben MikkelsenTrehøjevej 74 . 6973 ØrnhøjTlf. 97 38 61 85 . Bil 40 29 61 85

Alt indenforkloak-, beton- og murerarbejdeudføres - uforbindende tilbud gives.Aut. kloak- og murermesterPreben MikkelsenTrehøjevej 74 . 6973 ØrnhøjTlf. 97 38 61 85 . Bil 40 29 61 85

A/C EFTERSYN

INCL. RENS AF INDSUGNINGS-

KANALER OG UDSKIFTNING AF

POLLENFILTER

NU KR. 799,-

inkl. væsker

Hvorfor A/C eftersyn?Sikker afkøling og afdugning af

din bil, både sommer og vinter

Undgå bakterier som kan frem-

kalde allergi, ondt i halsen, og

snue samt lugtgener

Ved at få serviceret din aircondition

nedsætter du risikoen for overop-

hedning af bilens motor

Undgå unødvendig overforbrug af

brændstof

Vi klarer bla. følgende opgaver:Autoreparation og vedligeholdelse af person- og varebiler inden for alle bilmærker og modeller

Skader og autoopretning - vi samarbejder med alle forsikringsselskaber og hjælper gerne med at udfylde skadesanmeldelsen

Eftermontering af ekstraudstyr, vi monterer alt fra bilvarmer til klimaanlæg

Aircondition eftersyn

Ørnhøj Autocenterv/Karsten RiisbergVI BOR HER: HOVEDGADEN 1 • 6973 ØRNHØJTlf. 9738 6166www.ornhojautocenter.dk

Ørnhøj Autocenter- så behøver du kun ét værksted til din bil!

Specialister i værkstedsarbejdeHos Ørnhøj Autocenter sender du ikke din bil ind til en hvilken som helst mekaniker. Vi sørger for at uddanne vores mekanikere løbende og de følger AutoMesters eget uddannelsesprogram, som også er din sikkerhed for kva-litet.Vi er uddannet til at klarer alle bilmærker og modeller. Men uddannelse er ikke alt, vi ved også at moderne biler kræver det sidste nye udstyr og det fi nder du selvfølgelig også på vores værksted.

LAYO

UT

OG

TRY

K: V

IDEB

ÆK

BOG

TRYK

KERI

A/S

- 9

7 17

11

22