4.-6. november 2015 - frederiksberg...studietur til bilbao 4.-6. november 2015...

$: 4.-6. november 2015 - Frederiksberg...Studietur til Bilbao 4.-6. november 2015 D:\pdf\in\009db688-7d28-433e-bdee-bcd3c0a86eec.pdf 5/26 2 Regionen og de politiske niveauer Baskerlandet$
D:\pdf\in\009db688-7d28-433e-bdee-bcd3c0a86eec.pdf

ADRESSE COWI A/SParallelvej 22800 Kongens Lyngby

TLF +45 56 40 00 00FAX +45 56 40 99 99

WWW cowi.dk

PROJEKTNR.

DOKUMENTNR. 5

VERSION 1

UDGIVELSESDATO 30. november 2015

UDARBEJDET EMLO

KONTROLLERET TBJN

GODKENDT EMLO

FREDERIKSBERG KOMMUNES KULTUR- OG FRITIDSUDVALG

RAPPORT FRA STUDIETUREN TIL BILBAO

4.-6. november 2015

2/26 Studietur til Bilbao 4.-6. november 2015


Studietur til Bilbao 4.-6. november 2015


3/26

INDHOLD1 Baggrund og introduktion 3

2 Regionen og de politiske niveauer 4

3 Fra beskidt havneby til moderne kulturmetropol 4

4 DAG 1 74.1 På Rådhuset – politisk mod er afgørende 74.2 Gåtur langs floden – hjertet i det nye Bilbao 84.3 Det Maritime Museum – Bilbao og floden over tid 104.4 Guggenheim – mere end symbolet på

transformationen 11

5 DAG 2 135.1 Partnerskaber driver byudviklingen 135.2 Palacio Euskalduna – selvfinansierende

koncertsal og konferencecenter 165.3 På tur i metropolen: Ametzola, Barakaldo og

Portugalete 17

6 DAG 3 196.1 Bilbao Metropoli 30 – Offentlig-privat tænketank

for metropolens udvikling 196.2 Bilbaos metro – byens vigtigste offentlige rum 216.3 Azkuna Zentroa – Borgernes kulturhus 22

7 Hvad tager vi med hjem? 24



1 Baggrund og introduktion

Det nye Bilbaos skyline

Siden slut-80'erne har Bilbaos borgere været vidne til et omdannelsesprojekt, hvis lige ikke findes mange steder – særligt ikke når der tænkes på, hvor meget byen har nået i løbet af den korte tid.

Formålet med studieturen var at hente inspiration til udvalgets arbejdsområde med særlig fokus på hvordan kultursatsningen på Frederiksberg kan udvikles, især mhp. det nye kultur- og bevægelseshus KU.BE, der bygges i kommunen. Hvordan kan investeringer i kultur skabe vækst og udvikling til gavn for borgerne på Frederiksberg?

Vi besøgte Baskerlandets hovedstad Bilbao, i det nordlige Spanien, hvor vi havde aftaler med lokale ressourcepersoner og oplevede en række eksempler inden for fokusområderne.

Denne rapport beskriver indledningsvis regionen, de politiske niveauer og de strukturelle årsager til Bilbaos transformation. Herefter følger en beskrivelse af turens programpunkter og enkelte andre betragtninger om det vi så og hørte på turen.

Afslutningsvis en opsamling af det vi tager med hjem fra turen.



5/26

2 Regionen og de politiske niveauerBaskerlandet (Euskal Herria eller Euskadi på baskisk) er en region i Europa, der ligger dels i Spanien, dels i Frankrig. Baskerlandet (2,2 mio. indb.) består igen af syv regioner, heriblandt Bizkaia (Vizcaya på spansk), hvoraf en af provinserne hedder Bilbao. Metropolområdet Bilbao har 1 mio. indbyggere, hvoraf 347.000 (2014) bor i byen Bilbao.

I Spanien er der 4 politiske niveauer:

› National regering - placeret i Madrid

› Den autonome region Bizkaia (Spanien består i alt af 17 autonome regioner)

› Provinsen Bilbao (som består af 30 mindre kommuner)

› Kommunen Bilbao

I modsætning til de øvrige autonome regioner har Bizkaia et særligt skattesystem, der gør det muligt for regionen selv at lovgive om direkte skatter (indkomst- og virksomhedsskat) og dermed selv bestemme og inddrive skat. Til gengæld betaler Baskerlandet en årlig sum (kaldet ”Quota”) til den spanske stat.

”Quotaen” bliver vedtaget gennem konsensus og modsvarer de ydelser, som staten står for. I forhold til byudviklingen i Bilbao har denne ordning medført en stor frihed, da Bizkaia har været i stand til at foretage økonomiske omprioriteringer og dispositioner, som ikke ville have været mulige, hvis midlerne først skulle bevilliges fra Madrid.

3 Fra beskidt havneby til moderne kulturmetropol

Bilbao er mere end 700 år gammel og har primært fungeret som en havn, placeret ved floden Nervión Estuary. Allerede i 1511 var byen Nordspaniens vigtigste handelsknudepunkt, og denne udvikling fortsatte ind i den industrielle tidsalder, hvor skibsværfterne samt mine-, jern- og stålindustrien gjorde Bilbao til en velhavende by.

Under Francos diktatur var det i høj grad Bilbaos industrier, som sikrede Spaniens økonomi, og en del spaniere fra det øvrige Spanien flyttede til byen i håb om at tjene gode penge. Efter Francos død og regimets fald i 1975 og med depressionen i 1980’erne vendte lykken imidlertid for Bilbao. Krisen var flerfold: Økonomisk nedgang, massive fabrikslukninger inden for stål- og jernindustrien, arbejdsløshed på over 25 %, befolkningstilbagegang, dårlig byplanlægning, dårlige miljøforhold samt stor social utilfredshed og marginalisering. I tillæg til dette blev byen i 1983 ramt af en alvorlig oversvømmelse, der medførte flere dødsfald og samtidig store skader på byens bygningskulturarv.



Den brændende platform var i høj grad en realitet og betød, at politikerne på de forskellige politiske niveauer begyndte at overveje, hvad der skulle til for at vende udviklingen i Bilbao. I 80´erne og start-90'erne blev der taget fire store beslutninger, der skulle vise sig afgørende for Bilbaos fremtid:

› 1984: Oprensning af floden og anlæggelse af flodpromenade. Byens rekreative kvaliteter får et markant løft, og et vigtigt økosystem genoprettes. Det kostede 1,2 mia. euro og blev betalt af borgerne ved at forhøje forsyningsafgifterne.

› 1988: Ny metro. Forbinder hele metropolområdet, gør hverdagen lettere for borgerne og gør det mere attraktivt for nye tilflyttere at leve og arbejde i Bilbaos metropolområde.

› 1992: Ny havn, uden for byen ved flodens udmunding til Atlanterhavet.

› 1993: Guggenheim. Kunstmuseum af international klasse og et trækplaster for turister.

Havnen var nerven i Bilbaos økonomi. Havnens placering var dog upraktisk, dels hvis den fremadrettet skulle ekspandere og fastholde sin konkurrenceposition, dels fordi dens placering midt i byens centrum var en hindring for byens udvikling.

Bilbao’s metropolområde. Den nye havn er markeret med pink.

Udflytningen, som skete i 1992, kom alle parter til gode. Det kan måles på, at havnens aktiviteter er steget støt siden udflytningen - trafikken svarer i dag for 1% af Baskerlandets BNP og bidrager med 10.000 jobs. Havnen er således stadig den betydeligste havn i Nordspanien og en af Spaniens vigtigste.

Derudover frigjorde udflytningen store områder langs floden i det centrale Bilbao, som i samspil med den storstilede oprensning af hele flodens havneløb kom til at udgøre startskuddet til Bilbaos transformation.

Med fundamentet på plads gik man i 1992 skridtet videre og begyndte at tegne de strategiske visioner for fremtidens Bilbao. Den centrale del af visionen var, at



7/26

borgerne skulle være stolte af deres by. Bilbaos økonomi skulle genskabes, ved at flytte fokus fra industri til service (herunder kultur og oplevelse m.v.). Der måtte skabes nye arbejdspladser.

Anstrengelserne har båret frugt. Efter den økonomiske nedtur, som begyndte i midten af 1980’erne, er sværindustrien flyttet fra byen, og servicesektoren svarer i dag for ca. 67% af byens økonomiske aktiviteter (24% er fortsat industri). Metropolregionens gennemsnitlige BNP er steget og var i 2012 godt 33.000 € pr. indbygger. Samme år var det 25.500 € pr. indbygger i hele Spanien.

Måler man succesen i forhold til antallet af turister, er tallene overvældende. Hvor Bilbao i 1994 registrerede ca. 24.000 turister, modtog byen i 2011 hele 700.000 turister!

Baskerlandets økonomiske vækst overgik i 2000 det øvrige Spanien og lande som Frankrig, England og Tyskland - et imponerende løft, taget i betragtning, at Baskerlandet i 1990’erne lå under gennemsnittet. Ligeledes var arbejdsløsheden i år 2000 faldet til 10%. Denne er dog i dag pga. af krisen igen steget, til 16%, hvilket er det højeste i 10 år, men stadig under det nationale gennemsnit.

Det går dog stadig godt i Bilbao, og byen og metropolregionen, er således i dag et økonomisk kraftcentrum – såvel i regionen Bizkaia som resten af Spanien. Området har i dag en stor koncentration af stål- og energiproduktion, elektronik og IT, ligesom Bilbao også har satset på videnproduktion i form af øget støtte til universiteterne m.v.

I Bilbao har man nu fokus på at udvikle byens position som metropol. Som Alfonso Martinez Cearra, direktør for Bilbao Metropoli 30 siger:

"Metropolen Bilbao sigter mod at blive en global by, der understreger vigtigheden af mennesker, en innovativ by, som drager fordel af sin viden (…) Det som har drevet (…) al vores strategiske arbejde over de sidste 20 år, er langsigtede visioner og forventninger."



4 DAG 1 Vi mødtes onsdag morgen med vores lokale guide, Itxaso Elorduy, der er kulturjournalist og som gennem mange år har samarbejdet med sin far, som var dansk honorærkonsul i Bilbao fra 1994-2006. Itxaso var med os under hele besøget.

4.1 På Rådhuset – politisk mod er afgørendeFørste punkt på programmet var et besøg på Rådhuset, hvor vi mødtes med Xabier Otxandiano, ledende embedsmand i kommunens Økonomiforvaltning, hvor de arbejder med den strategiske udvikling af Bilbao. Xabier Otxandiano gav os den første overordnede introduktion til transformationsprocessen.

Xabier Otxandiano gjorde det klart for os, at der på grund af alle de sammenfaldende kriser i 80'erne opstod en brændende platform, der igangsatte hele revitaliseringsprocessen. Arbejdsløsheden på 25% var dog den vigtigste faktor, der fik de forskellige politiske niveauer til at igangsætte omdannelsen. Man indså samtidig, at det ikke kunne gøres ad traditionel vej; byen måtte gentænkes for igen at kunne være med i den internationale bykonkurrence. Både byens fysik og økonomi skulle igennem en markant transformation. Otxandiano fremhævede, at det krævede stort mod ikke at tænke traditionelt, men i stedet satse på en langsigtet omdannelsesstrategi for byen.

For at tiltrække de nødvendige virksomheder og nye ressourcestærke indbyggere, satsede man på en omdannelse, der skulle skabe en attraktiv, smuk og ren by, som alle kunne være stolte af. Her skulle både være de bedste idræts-, fritids- og kulturaktiviteter, og en bæredygtig og moderne infrastruktur.Både Metro-projektet og Guggenheim-museet mødte stor modstand blandt befolkningen, da de blev vedtaget, men har sidenhen vist sig at være de afgørende brikker i transformationen. Og samtidig noget af det, som bilboerne er mest stolte af.

I Bilbao er grundforståelsen i dag, at man for at kunne konkurrere mod andre byer må satse på viden, innovation og kreative mennesker. Netop derfor fik også



9/26

kulturen en så central plads i udviklingsstrategien for Bilbao. Fremadrettet har man defineret 6 prioriteter i udviklingen af Bilbao, og også her spiller kulturen fortsat en rolle:

› Kunst og kreativitet

› Avanceret service

› Turisme

› International og digital teknologi

› Eco-tech og urbane løsninger

› Sundhed og anvendt teknologi

Udvikling gennem stærke partnerskaber

På mødet på rådhuset blev det klart, at Bilbao ikke havde opnået de resultater, vi ser i dag, uden langvarig politisk konsensus og i tillæg hertil stærke offentlig-offentlige partnerskaber og offentlig-private partnerskaber. Der er skabt et fælles projekt, med et stærkt ejerskab til byens udvikling på tværs.

Dette har krævet stort mod fra de politiske niveauer. Der skulle og skal tænkes på den langsigtede udvikling af byen – og regionen. Dette betyder, at der skal træffes visionære og til tider upopulære beslutninger.

Otxiandano nævnte flere eksempler. Der var ikke stor forståelse for meningen med at udflytte havnen blandt centrale private virksomheder, de skulle jo pludselig køre deres varer længere. Men det var den rigtige beslutning for byen – og hele regionen. Også investeringen i Guggenheim var ekstremt svær for borgerne at forstå: Arbejdsløsheden lå på 25%, og myndighederne beslutter at bruge ca. 170 mio. USD på at bygge et museum, hertil kommer årlige driftsudgifter på 12 mio. USD! Både borgere og medier var i oprør.Men politikerne havde set skriften på væggen: Forandr jer eller dø!

I dag har det vist sig, at de dispositioner, som myndighederne foretog for over 25 år siden, var de rigtige. Og i dag har borgerne stor tiltro til, at der tages de rigtige beslutninger på øverste niveau.

4.2 Gåtur langs floden – hjertet i det nye Bilbao På gåturen fra Rådhuset til Bilbaos Maritime Museum ser vi for første gang det nye Bilbao. Efter at havneaktiviteterne flyttede ud af byen, har der rejst sig en ny havnefront bestående af flere kulturinstitutioner, rekreative områder mv. Området hedder Abandoibarra, og når man går her, kan det godt være svært at forestille sig, at der for mindre end 25 år siden lå tung og beskidt havneindustri.



Abandoibarra ligger ned til floden, i hjertet af Bilbao, og er hele 350.000 m² stort. I etableringen af området er der satset på at arbejde med store, internationalt velrenommerede arkitekter.

I området findes et stort antal kontorer, lidt boliger, Hotel Sheraton og et stort indkøbscenter. Vi finder også koncert- og konferencecenteret Euskalduna, Baskerlandets Universitets nye auditorium og det private universitet, Deustos nye enorme bibliotek. Og sidst men ikke mindst Guggenheim, tegnet af Frank Gehry, som var det det første arkitektoniske værk af international standard, og som i dag er symbolet på Bilbaos transformation.

Der blev faktisk fra byens side udarbejdet en short list over de stjernearkitekter, som man i Bilbao ønskede at arbejde sammen med. Det var meget upopulært hos de lokale arkitekter. Men i sidste ende endte de også med at nyde godt af denne strategi. Alle udenlandske arkitekter havde nemlig brug for en lokal arkitektpartner, disse samarbejder udviklede de lokale tegnestuer, og efterfølgende mindre projekter i de senere år har man helt bevidst valgt at give direkte til lokale tegnestuer.

Det var ikke så svært at tiltrække stjernearkitekterne, som man skulle tro. Flere af ressourcepersonerne fortæller, at man i Bilbao blot havde fokus på at tilbyde arkitekterne de rigtige rammer for at arbejde – bl.a. projekter af en hvis størrelse og forholdsvis frie tøjler. Så var det pludseligt attraktivt at arbejde i Bilbao. Og så snart de første projekter stod færdige, var det blot lettere at tiltrække de næste stjernearkitekter. Den spektakulære arkitektur, det har resulteret i, har uden tvivl betydet meget for Bilbaos succes. Et projekt af en stjernearkitekt skaber i sig selv en omtale, som det vil være meget svært at købe sig til.

I Abandoibarra er man ikke er gået på kompromis med kvaliteten. Dette er tydeligt i belægningerne, broerne er kunstværker, arkitekturen er bemærkelsesværdig, der er store kunstværker i byrummet, de rekreative områder er generøst placeret langs vandet: Parker, legepladser, byrum og promenader. Hele 2/3 af projektet udgøres af rekreative områder!

Abandoibarra er symbolet på det nye Bilbao. Den grønne, livlige og revitaliserede by, som er defineret af fritidsaktiviteter og handel, kultur og rekreative områder, smukke boligområder og en flod som forbinder i stedet for at adskille.

Hertil har ikke mindst de mange nye broer bidraget. De har bundet Bilbaos to halvdele sammen. For borgerne er de blevet symbolet på et nyt og samlet Bilbao.Tidligere tilhørte floden udelukkende industrien, den var et infrastrukturelement og havde derfor kun 5 broer henover en strækning på 15 km.

Når man går langs promenaden, er det tydeligt, at et projekt i denne skala og kvalitet har krævet stor politisk vilje - og ikke mindst mod. Det sætter det, vi hørte på Rådhuset, i et nyt perspektiv.



11/26

4.3 Det Maritime Museum – Bilbao og floden over tidVi besøgte herefter byens maritime museum, hvor vi blev mødt af Jon Ruigomez, museets direktør, og en af museets guider.

Her får vi et indblik i det, der udgør Bilbaos "sjæl", nemlig floden. Gennem video, billeder og fortælling oplever vi, hvordan byen voksede sig stor som havneby, hvordan den industrielle revolution skabte velstand, og hvordan den anden revolution, de seneste 25 år, fuldstændig har transformeret byen og gjort den til en moderne metropol.

Det er svært at forestille sig at Bilbao engang var en beskidt havneby, når man vandrer gennem den i dag – men besøget på det maritime museum gjorde det klart, hvor stor forandringen i virkeligheden har været.

Museet fortæller Bilbaos udviklingshistorie, det er meget inspirerende at se, hvorledes man samme sted kan fremvise hvad Bilbaos fortid, nutid og fremtid har rummet



4.4 Guggenheim – mere end symbolet på transformationen

Det afsluttende punkt på onsdagen er det, som alle refererer til som vendepunktet for Bilbaos transformation, nemlig Guggenheim. Her mødte vi Maria Bidaurreta, koordinator for eksterne relationer, som viste os museet og fortalte om tilblivelsesprocessen, arkitekturen, kunsten og husets betydning for byen.

Man kan i dag ikke tale om Bilbao uden at tale om Guggenheim – eller Guggenheim-effekten. Den titaniumbeklædte kæmpe er ikke til at overse, når man ankommer til Bilbao, og den er sindbilledet på Bilbaos fysiske transformation.Bilbao kastede sig i starten af halvfemserne ind i konkurrencen om at få museet til byen, da de hørte, at Guggenheim-fonden var på udkig efter en ny europæisk lokation. De var i konkurrence med bl.a. en traditionel, stærk kulturby som Salzburg, men Guggenheim endte med at vælge Bilbao. Samarbejdet startede i 1991, og museet stod endelig færdigt i 1997. Den baskiske regering indvilligede i at betale de 100 mio. $, som byggeriet kostede, etablere en kunsterhvervelsesfond på 50 mio. $, betale Guggenheim-fonden et engangsgebyr på 20 mio. $ og støtte den årlige drift med 12 mio. $. Til gengæld bestyrer Guggenheim-fonden museet, sender løbende dele af deres permanente samling til Bilbao og organiserer midlertidige udstillinger.

Dette engagement var, som beskrevet ovenfor, ikke videre populært, da det blev offentliggjort i starten af 90'erne. Med en arbejdsløshedsprocent på 25 var det svært for den brede offentlighed at se meningen i et museum.Men i dag er Guggenheim en succes, og ikke kun fordi det trækker turister til, der har givet liv til en helt ny industri. Men også fordi det er byens kulturhus. Alle har i dag et forhold til museet: Det har tilbud til både borgerne, børnene, virksomhederne og de studerende.



13/26

Et sammenspil mellem kunst og arkitektur

Den ikoniske bygning, der udgør Guggenheim-museet, er tegnet af den nordamerikanske arkitekt Frank Gehry, og er i dag ankerkendt som et moderne arkitekturikon af international klasse.

Museet råder over 24.000 m², heraf 11.000 m² dedikeret til kunsten fordelt på ca. 20 gallerier. Herudover et auditorium, en restaurant, to cafeer, en butik og en boghandel.

Ved et besøg i bygningen træder man først ind i det katedralagtige centrale rum, der spænder i bygningens fulde højde. Her fra kan man bevæge sig ud i de enkelte gallerier, men man vil altid krydse tilbage gennem det centrale rum, og dermed veksler besøgsoplevelsen mellem et fokus på kunsten og arkitekturen.

Museet præsenterer, ligesom de øvrige Guggenheim-filialer, amerikansk og europæisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Museet udvider løbende sin samling, og formålet er at bevare den moderne kunst for eftertiden, præsentere den for et bredt publikum og i nye sammenhænge. Dette inkluderer den håndfuld af kunstværker, der præsenteres i byrummene omkring museet og dermed kommer alle borgere til gode.



Det offentlige går forrest – og kulturen bliver til et vækstlokomotiv

Selvom Guggenheim-museet blot er knap 20 år gammelt, har det i dag opnået status som et af verdens mest berømte kunstmuseer. Før museets åbning var der budgetteret med et årligt besøgstal på 600.000, det første år kom der dog dobbelt så mange, 1,2 mio., og siden har besøgstallet ligget stabilt omkring 1 mio. årlige besøgende.

Samtidig er der årligt ca. 450.000, der deltager i diverse undervisningstilbud, 16.000 klubmedlemmer og 109 virksomhedsabonnementer. De samlede indtægter dækker ca. 65% af museets samlede drift. Den øvrige drift betales af de offentlige myndigheder.

Antallet af internationale besøgende har fra museets åbning været støt stigende, og i dag kan hele 9 ud 10 besøgende betegnes som turister, da de kommer fra steder uden for Baskerlandet. Guggenheim har for alvor sat Bilbao på verdenskortet.

Bilbao publicerer hvert år en rapport der bl.a. viser at den investering som det offentlige har foretaget ifm. Guggenheim, kommer flerfold tilbage. I årsrapporten for 2014 kan man læse, at:

› Det totale direkte forbrug genereret af museets aktiviteter var 336,8 mio. euro svarende til ca. 336,8 euro pr. besøgende

› Guggenheims aktiviteter skabte i 2014 værdi for 297 mio. euro i BNP

› Dette svarer til, at der er fastholdt 6375 jobs pga. af museet

› Museet har i 2014 genereret 45,7 mio. euros i ekstra skatteindtægter til den baskiske regering

Dette viser, at det kan betale sig for en kommune at gå foran og investere store summer i kulturen. I dag nyder hele regionen godt af det. Som eksempel skete udbygningen af hoteller først året efter Guggenheims åbning. De private aktører havde brug for at se en fysisk manifestation af visionerne og nogle klokkeklare tal, før de gjorde deres følgeinvesteringer. Men da det kom til stykket, fulgte de det offentliges eksempel og byggede hoteller mv. af høj arkitektonisk kvalitet. Kvalitet avler kvalitet.

5 DAG 2

5.1 Partnerskaber driver byudviklingenFørste programpunkt om torsdagen var et besøg hos Project Zorrotzaurre, hvor vi mødte Pablo Otaola, direktør for Zorrotzaurre og tidligere adm. direktør for Bilbao Ría 2000. Otaola introducerede os til byen og metropolområdet og gav os overblik over hele processen og de metoder, der er brugt i byomdannelsesprocessen. Derudover gav han os indblik i, hvor man står i dag, hvor man er i gang med omdannelsen af et af de sidste industriområder i Bilbao, halvøen Zorrotzaurre.



15/26

Zorrotzaurre-projektet udsprang af et tidligere partnerskab, Bilbao Ria 2000, hvor også Pablo Otaola var direktør. Bilbao Ria 2000, var også et partnerskab, men udelukkende mellem offentlige selskaber. Fra havnens udflytning i 1992 til starten af 00'erne, stod denne organisation bag hovedparten af byudviklingen i Bilbaos metropolområde, herunder bl.a. Abandoibarra. Som Otaola sagde, var det deres opgave "to reconstruct the city upon itself, with the river as the new core of the metropol".

Bilbaos geografi – bindinger bliver til potentialerBilbao ligger i en floddal omkring Nervion og er omkranset af bjerge på alle sider. Dette geografiske forhold har særligt i løbet af de sidste 25 år stillet store krav til byplanlægningen, da byen ikke kan ekspandere frit. I stedet må der tænkes kreativt, når byen skal vokse og samtidig være grøn – især når det er besluttet ikke at fylde byen med højhuse.

Løsningen blev at kigge på de arealer, hvor de store infrastruktur-linjer skar sig gennem byen. Havnen var det ene område. Men herefter kom turen til jernbaner, parkeringspladser og offentlig transport/metro, hvor så meget som overhovedet muligt blev flyttet under jorden, og der dermed blev frigjort arealer, hvor der er etableret nye rekreative områder, kultur- og aktivitetshuse og boliger.

Bilbao Ria 2000s organiseringBilbao Ría 2000 var en non-profit organisation, etableret i 1992 som et partnerskab mellem lokale, regionale og statslige myndigheder.

Bilbao Ría 2000 fungerede i praksis som et offentligt udviklingsselskab. De koordinerede og gennemførte projekter, der omdannede tidligere industriområder med det formål at skabe blandede byområder. Projekterne var en forlængelse af de overordnede planer og visioner, som bystyret vedtog i perioden.

Driften sikredes af de offentlige myndigheder, som var direkte involveret i Bilbao Ría 2000s aktiviteter:

› 25% Ministeriet for boliger

› 10% Havnemyndighederne

› 10% Renfe (jernbaner)

› 5% FEVE (jernbaner)

› 5% Barakaldos bystyre

› 15% Bilbaos bystyre

› 15% Regionen Bizkaia

› 15% Baskerlandet



Bilbao og Barakaldo er de eneste kommuner i Baskerlandet, der er en direkte del af samarbejdet, da de områder der omdannes, ligger inden for deres kommunegrænser.

Realisering af projekterne

Projekterne gennemførtes ved, at de offentlige virksomheder overlod deres grunde til Bilbao Ria 2000. Selskabet gennemførte derefter en grundlæggende byggemodning af arealet (forskellig alt efter omstændighederne) og udviklede en masterplan for området (som regel gennem en arkitektkonkurrence). Når denne var vedtaget af myndighederne, solgte Bilbao Ria 2000 grundene til developerne. Det overskud, der evt. måtte opstå, geninvesteredes i de næste omdannelsesprojekter. Bl.a. investeredes overskuddet fra det første projekt, Ametzola, i Abandoibarra-projektet.

Fra offentlig-offentlig til offentlig-privat partnerskab

I Project Zorrotzaurre, har man fokus på et enkelt byomdannelsesområde, et tidligere industriområde på 85 ha, der over de kommende år omdannes til blandet byområde med erhverv og boliger, heraf 50% socialt boligbyggeri (40% er fastlagt i lovgivningen), boligtyperne blandes og man vil ikke kunne kende forskel på private og almene boliger.

Området er i dag en smal, lang halvø, men i processen vil området blive til en ø med 7,5 km promenade. På bilboernes mentale kort føles området langt væk, men i virkeligheden ligger det ganske tæt på bymidten og er derfor det naturlige næste skridt i byomdannelsen.

Organisationen "Project Zorrotzaurre" blev etableret i 2001 og er et offentlig-privat partnerskab mellem: Region Baskerlandet, Bilbaos bystyre, Bilbaos Havn, og to private selskaber. De offentlige parter ejer 51% af jorden og de private 49%.. De strategiske beslutninger for området tages i bestyrelsen, hvor der sidder repræsentanter for alle fem parter. Metoden for udvikling af området ligner derudover meget det, som er foregået i Bilbao Ria 2000. Organisationen har igen hyret en stjernearkitekt til at tegne området; Zaha Hadids tegnestue har udarbejdet masterplanen for området. I modsætning til de tidligere byudviklingsområder satses der dog her på at bevare en del af den industrielle bygningskulturarv, hvilket betyder, at området vil være en kombination af nyt og gammelt, når det står færdigt.

Masterplanen har ligget færdig siden 2007, men projektet har de seneste år ligget stille pga. finanskrisen. Otaola mener, at det har været godt for projektet, at det blev stoppet af finanskrisen, da det har bragt en økonomisk realisme ind i projektet og har gjort, at de nu arbejder med en fase-plan for realiseringen.

Dette har samtidig skabt plads til, at forskellige midlertidige kultur-aktører er rykket ind i bygningerne. De lejer de nedslidte bygninger billigt, renoverer til den grad, de har brug for, og bruger lokalerne. Der er bl.a. rykket to teaterkompagnier, en jazzklub, en klatrehal, kontorfællesskab for iværksættere, loppemarkeder, cirkuskompagnier og en indendørs skate park ind på øen de sidste par år. Der er endda en gruppe, der har dokumenteret øen i billeder og fundet historiske billeder



17/26

af stedet, som siden er blevet til en bog. Project Zorrotzaurre har ikke gjort andet end at lade ca. 20 af de gamle bygninger stå i byggemodningsprocessen.Men nu er projektet i gang igen, og samtidig med at der istandsættes flere ældre boliger på området, skyder der også langsomt nye bygninger op.

Otaola ville ønske, at alle de kulturelle midlertidige aktiviteter kunne fortsætte og bæres med ind i den fremtidige bydel. Men han erkender, at det nok er tvivlsomt, om det vil ske, når først området bliver mere attraktivt i takt med udviklingen vil huslejen stige. Det er i det hele taget endnu usikkert, hvor meget kulturen kommer til at fylde på Zorrotzaurre, da størstedelen af kulturen i Bilbao er offentligt finansieret, og der er kun blevet skåret på kulturbudgetterne de seneste år. Han mener, at de private skal tage et større ansvar på kulturområdet, og at det offentlige kunne understøtte dette ved f.eks. at lade virksomhederne trække kulturinvesteringer fra i skat

5.2 Palacio Euskalduna – selvfinansierende koncertsal og konferencecenter

Dagens andet programpunkt var Euskalduna Palace, hvor vi mødte Begoña Anguisola, stedets publikumsansvarlige. Hun viste os stedets mangfoldige faciliteter og fortalte samtidig om stedets arkitektur, drift mv.

Euskalduna Palace fungerer ikke kun som konferencecenter, men indeholder også flere forskellige koncertfaciliteter. Euskalduna blev bygget mellem 1992-1999 og er designet af den spanske arkitektduo Maria Dolores Palacios og Federico Soriano.

Stedet er et af de centrale flagskibe for det nye Bilbao, samtidig med at arkitekturen bærer stærke referencer til Bilbaos historie som havneby. Euskalduna er placeret i en tørdok, der tidligere husede skibsværftet Euskalduna. Af samme årsag har arkitekterne brugt den samme teknologi og de samme materialer i konstruktionen af huset, som man også brugte, når der byggedes skibe på værftet. Her det meningen, at husets facade skal ruste.

Orkesterprøve i koncertsalen



Koncertsalen og konferencecentret er på 53.000 m² og er bygget til at huse mange forskellige aktiviteter: Opera, teater, musik, udstillinger, kongresser, konferencer, restaurant m.v. Da vi besøgte huset, var det da også fyldt med musik og liv: Der var to forskellige konferencer, og symfoniorkesteret holdt generalprøve i den store koncertsal.

Euskalduna er desuden hjemsted for både ABAOs (Bilbao Opera Lovers Association) operasæson, såvel som Bilbaos Symfoniorkester, et ensemble grundlagt i 1922. Den store koncertsal har kapacitet til 2165 publikummer, og scenen er den største i Spanien og den andenstørste i Europa. (Større end Operaen i København!)

I 2001 modtog konferencecentret en fornem spansk arkitekturpris, og siden er det også udnævnt til ”The World's Best Conference Centre 2003” - den fornemste pris, et konferencecenter kan modtage.

Byggeriet er finansieret af offentlige midler, men driften finansieres gennem billetsalg, kongresser, konferencer mv. Den oprindelige offentlige investering har tjent sig selv hjem næste år, i 2016.

Allerede i åbningsåret havde Euskalduna 481 arrangementer, herunder 40 kongresser og 192 musik-, teater- og operaforestillinger og havde en belægningsprocent på 86%. Dette har ikke mindst haft afsmittende effekt på hotelbranchen, som i perioder har haft 100% belægning. Siden er det kun gået fremad, og Euskalduna har endnu ikke haft underskud.

5.3 På tur i metropolen: Ametzola, Barakaldo og Portugalete

Mætte af indtryk, var næste punkt et godt afbræk: En guidet tur med den lokale arkitekt Bernd Nitsch. Vi tog turen ud mod kysten i tram, tog og metro. Der var indlagt tre stop undervejs, hvor vi så nogle af de projekter, som Pablo Otaola hos Project Zorrotzaurre havde fortalt om. Samtidig fik vi en god fornemmelse for, hvor vigtig opgraderingen af de offentlige transportmidler har været for hele metropolregionen:

› Vi startede med at se Ametzola-projektet, det første Bilbao Ria 2000-projekt. Her er et kryds mellem to jernbanelinjer blevet indkapslet i en bakke, således at de nu forløber i tunneller under jorden. Hovedformålet var at nedsætte luft- og støjforureningen og dermed løfte hele kvarteret. Der er etableret en park og et boligområde med 1000 boliger oven på bakken, som forbinder de bydele, der tidligere var adskilt af jernbanelinjerne. Der blev desuden etableret en ny station, der forbinder kvarteret med resten af regionen via offentlig transport.



19/26

Bernd Nitsch fortæller ved den underjordiske station Ametzola

› Næste stop var et nyere socialt boligbyggeri, 2500 boliger etableret på et område, der tidligere husede et stålværk, i bydelen Barakaldo. Her er der investeret lidt ekstra i byrummene og kulturen for at løfte området, hvilket gjorde uderummene enormt populære blandt stedets beboere. Det var dog samtidig tydeligt at der ikke blev brugt de samme penge på drift af de offentlige rum, som der tydeligvis bliver i det centrale Bilbao. Der var også etableret en sportshal i forbindelse med boligområdet, igen af høj arkitektonisk kvalitet. Vi fik her en god fornemmelse af, at Bilbao ikke kun er Guggenheim og finkultur, men tværtom er regionen et meget sammensat og mangfoldigt byområde, både kulturelt og socialt.

› Tredje stop på turen var havnebyen Portugalete. Her så vi den udflyttede havn og også, hvordan metroen havde løftet en hel bydel og gjort kysten tilgængelig for alle. Tidligere ville det have været en dagsrejse at komme fra Bilbao til kysten med offentlig transport.



6 DAG 3

6.1 Bilbao Metropoli 30 – Offentlig-privat tænketank for metropolens udvikling

Vi mødtes med Alfonso Martínez Cearra, direktør for Bilbao Metropoli 30, som gav os en generel introduktion til institutionen, dens aktiviteter og revitaliseringsprocessen som helhed.

Bilbao Metropoli 30 (BM30) blev etableret i forbindelse med de offentlige institutioners visionsarbejde for byen i starten af 1990'erne. Organisationens navn hentyder til de 30 kommuner, der findes langs floden, som udgør Bilbaos metropolområde.

Martinez Cearra beskriver indledningsvis BM30 på denne måde: "We do nothing. We manage nothing. The future has been laid in our hands. We work with the future."

Formålet med BM30 har fra begyndelsen været ganske enkel, Bilbaos revitalisering skulle gennemføres på bæredygtig vis, både socialt, miljømæssigt og økonomisk. Dette skulle sikre byens fremtid ved at skabe vækst i industri- og serviceerhvervene. Nu da de infrastrukturelle problemer var løst og den fragmenterede region var på vej til at samles til et metropolområde, skulle der også skabes en samlet udviklingsstrategi. Ellers ville hver enkelt kommune begynde at udarbejde deres egne planer, som ville kæmpe mod hinanden, og ingen ville komme nogen steder. Der var i stedet behov for at stå sammen og løfte hinanden.

De store projekter, der i dag tegner Bilbao udadtil, har alle sit udspring i BM30: Guggenheim, den nye lufthavn, omdannelse af havnefronten, Euskalduna mv.

Tænketank for metropolens udvikling

BM30 fungerer i praksis som en tænketank for Bilbaos udvikling og har ikke økonomisk eller politisk magt til at gennemføre projekter. Det betyder, at så snart en vision er udfoldet og vedtaget i tænketanken, overlades udførelsen til tænketankens medlemmer, offentlige såvel som private.

Fordelen ved denne model er, at medlemmerne nemmere kan opnå konsensus om udviklingsstrategierne, da selve implementeringen først sker i næste led. Der skabes et frirum, hvor der kan tænkes visionært og langsigtet. Samtidig er det også lettere for offentlige, såvel som private at folde strategierne ud i udførelsesfasen, for byens vigtigste parter har allerede kendskab til, hvad der skal ske, da de har været med til at udvikle og godkende strategierne.

Organisation

BM30 har 9 fuldtidsansatte og drives som en NGO. BM30 er opdelt i tre niveauer:



21/26

› Styregruppen, primært bestående af de 19 stiftende medlemmer (de respektive politiske niveauer, universiteterne, havnen, lokale banker, private virksomheder, offentlige institutioner m.v.)

› Bestyrelsen, udpeget af styregruppen til at varetage den daglige drift.

› ”Aktionærerne”, samtlige 140 medlemmer (betalende såvel som ikke-betalende).

Medlemmerne mødes to gange årligt, her godkendes bestyrelsens beslutninger og de overordnede strategier besluttes. Herudover mødes man også i mindre arbejdsgrupper, der relaterer til medlemmernes respektive interesseområder.Medlemsafgiften er differentieret: De offentlige organisationer betaler mindre end de private. Der er en 50-50 fordeling af medlemmer på de to sektorer.

Strategier

I begyndelsen havde Bilbao Metropoli 30 følgende 8 fokusområder:

› Investeringer i HR

› Øget mobilitet og tilgængelighed (transport og kommunikation)

› Etablering af en ny og moderne industriel region

› Genopretning af miljøet

› Etablering af kulturelle centre

› Handlingsplan for social velfærd

› Genopretning af byen

› Koordineret styring mellem den offentlige forvaltning og den private sektor

Da de fleste af disse strategier var sat i værk i 1999, tilpassede Bilbao Metropoli 30 sin strategi, fokus blev flyttet fra den fysiske omdannelse og i stedet rettet mod hvilke værdier, der skulle tegne Bilbaos udvikling fremover.

Dette skifte tog afsæt i den erkendelse, at byerne i fremtiden kommer til at konkurrere på værdier, når virksomhederne og arbejdskraften skal tiltrækkes. Den nye strategi kalder BM30 for "Now, the People".

Meningen med dette fokus forklarede Martinez Cearra meget enkelt. Man kan ikke starte med at investere i værdier, man bliver nødt til at starte med at investere i infrastruktur, kultur, hoteller osv. Men der er et mætningspunkt, og når det er nået, må man investere i mennesker og værdier: F.eks. ved at opkvalificere hotellets personale – engelskundervisning, værtskab og anden service.

Samtidig skal der åbnes op for immigranter. De kommer for at arbejde og tager også de jobs, vi ikke selv gider at have. Det er afgørende, at vi investerer i



immigranternes børn. Vi får ikke selv nok børn til at sikre vores fremtid. Immigranternes børn er vores fremtid, og investerer vi ikke i deres uddannelse, kommer vi til at investere 10 gange så meget i politi, fængsler og sociale ydelser.

Martinez Cearra understregede, at det vigtigste er at identificere hvem byen tilhører. I Bilbao mener han, at den tilhører alle dem der tror på byens fremtid – uanset hvor de kommer fra. Han mener, at det er de byer, der er åbne, også åbne for fremtiden, der kommer til at tegne den, og trække fra de andre byer i konkurrencen.

6.2 Bilbaos metro – byens vigtigste offentlige rumEfter besøget hos Bilbao Metropoli 30 gik vi hen til den nærmeste metrostation, for at få et indblik i dele af den infrastruktur, der har gjort revitaliseringsprocessen mulig. Martínez Cearra havde trods alt lige fortalt os, at "metroen er byens vigtigste offentlige rum".

Allerede i 1985 stod det klart, at det var nødvendigt med et attraktivt metrosystem, hvis Bilbao skulle gennemgå en succesfuld transformation. Den britiske stjernearkitekt Norman Foster vandt opdraget med at designe metroen i 1988, og de nu ikoniske indgange kaldes i folkemunde for ”Fosteritos”. De ældste dele af metroen er i år blevet 20 år, men metroen fremstår ren, lys og pæn og designet så tidløst, at den kunne være åbnet i går. Man føler sig tryg og godt tilpas, og bilboerne passer godt på metroen, da de er stolte af den. Vi så ikke noget graffiti overhovedet! Men det er også fordi, der postes mange penge i at holde den ren. Som Martinez Cearra sagde: Det handler om at skabe et fællesskab, og det har man gjort med metroen.



23/26

Første etape af metroen stod færdig i 1995, og sidste etape af metroens første to linjer afsluttedes i 2015. I dag strækker metroen sig over mere end 40 km og har 42 stationer (hvoraf mere end halvdelen af stationerne er under jorden).

Der arbejdes i øjeblikket på linje 3, som forventes at åbne i 2016 og består af 7 stationer over en strækning på knap 6 km. Samtidig er der gang i forundersøgelserne for både linje 4 og 5.

Fra 1996, hvor der var 31 mio. passagerer, er det kun gået fremad. I 2014 var der 91 mio. passagerer. Metroselskabet har opgjort deres direkte kunder til at være 680.000 personer i metropolområdet. Metroen er den tredjetravleste metro i Spanien (efter Madrid og Barcelona).

Linje 1 og 2 har hhv. kostet 601 mio. € og 655 mio. €. Myndighederne mener dog, at det er penge, der er godt givet ud, da de både kan måle et fald i biltrafikken i centrum og samtidig er der stor tilfredshed blandt brugerne med den effektive transportfacilitet, med en frekvens på 2 minutter mellem hvert tog.

Der er generelt blevet investeret store summer i den kollektive transport med henblik på at mindske privatbilismen. Således subsidieres f.eks. metroen, således at en billet kun koster 1,5 euro.

6.3 Azkuna Zentroa – Borgernes kulturhus

Efter besøget i Bilbaos metro gik vi videre til kulturhuset Alhondiga, der for nylig er omdøbt til Azkuna Zentroa Bilbao, efter den tidligere borgmester Iñaki Azkuna, der spillede en hovedrolle i Bilbaos omdannelse. Itxaso Elordoy os, at dette projekt var Azkunas hjertebarn. Azkuna arbejdede for den baskiske regering fra 1989 indtil han blev valgt som borgmester i 1999. Dette embede bestred han indtil hans død i 2014. Han vandt i 2012 World Mayor Prize.

I Azkuna Zentroa bød Barbara Epalza, Kommunikationsansvarlig, os velkommen og gav en kort introduktion, før hun gav ordet til en af stedets medarbejdere, der viste os et udpluk af de mange kulturtilbud, som huset byder på.



Azkuna var oprindeligt et pakhus bygget i 1909 og fungerede som lager for et større vinhus. Itxaso fortalte, at hele området omkring bygningen lugtede kraftigt af vin, også efter at huset var tømt for sin oprindelige funktion.

I løbet af 1970’erne flyttede vinen ud af Alhondiga, og herefter stod huset tomt i snart 20 år, mens det fik lov at forfalde. I slutningen af 1990'erne bliver bygningen dog erklæret bevaringsværdig, som et særligt fint eksempel på industriel arkitektur. Bystyret havde flere forskellige projektideer på banen, førend det blev besluttet at stedet skulle omdannes til et kulturhus. Den internationalt anerkendte designer Philippe Starck, valgtes til at gennemføre transformationen.

Azkuna åbnedes for offentligheden i to etaper i starten af 2010. De fleste andre projekter i revitaliseringsprocessen har haft turisterne som primær målgruppe, men meningen med Azkuna var at skabe et sted for byens borgere.

Husets 40.000 m² byder på en lang række kulturelle aktiviteter, herunder et Center for scenekunst, udstillingshal, mediebibliotek, auditorium, 7 biografsale, gymnastiksale, svømmehal (på toppen af bygningen), solterrasse, spisesteder, parkeringskælder i tre etager m.v.

Phillipe Starck har med stor respekt for de oprindelige rammer blandet nyt og gammelt. Hovedgrebet har været at fjerne al bygningens indmad og kun lade facaden stå tilbage. Inden for bygningens ydermure er bygget tre store kuber i røde mursten, der hver især hviler på overdådigt dekorerede søjler. Kuberne har vinduer på alle sider, for at de besøgende kan se, hvad der sker inde i de forskellige afdelinger, og for at de ad denne vej vil blive inspireret til at gå på opdagelse i husets øvrige tilbud. Det er desuden muligt at passere gennem bygningen fra gaden, da hele stueetagen er en åben offentlig plads, også dette er for at integrere bygningen i byen og borgernes bevidsthed. Huset har af samme grund åbent fra 7 morgen til 11 aften.

Konceptet for stedet er "et sted for sjælen og det interkulturelle møde". Sportsaktiviteterne er således primært yoga, tai-chi og genoptræning, og biblioteket er særligt indrettet for børn og borgere med anden kulturel og sproglig baggrund end spansk.

For at sikre, at så mange borgere som muligt kan bruge stedet, bliver der kun taget symbolsk entré. Vi fik således at vide, at et månedskort til svømmehallen koster ca. 100 kr. mens en almindelig billet koster 50 kr.

Projektet er 100% offentligt finansieret, herunder af Bilbao Ría 2000. Driften varetages hovedsageligt med offentlige midler, mens husets udlejningsfaciliteter giver et lille tilskud. (Pablo Otaola vurderede, at det årlige driftsudgift lå på 6 mio. euro.) Kun et fåtal private sponsorer har overhovedet fået lov til at deltage i realiseringen af projektet.

Her åbner et kulturhus!

To år før husets åbning blev huset allerede markedsført til borgerne, idet man ville være sikker på, at det blev en succes fra start. Der blev arrangeret forskellige events, der fandt sted rundt omkring i byen, for at vise hvad huset ville byde på når



25/26

det åbnede. Man var også meget bevidst om at bruge stedets logo ifm. med de events, der fandt sted, alt sammen i et forsøg på at huset skulle blive en del af byen, allerede før det åbnede dørene.

Fredag formiddag, da vi besøger huset er der da også en del brugere, både i biblioteket og svømmehallen, og det ser ud til at huset er blevet borgernes kulturelle mødested, således som Azkuna drømte om.

7 Hvad tager vi med hjem?

› Det er imponerende at se, at de private aktører også investerer i kvalitet, når de offentlige går foran med kvalitet.

› Det er vigtigt hele tiden at have for øje, hvem man arbejder for. Det handler om gøre byen til et bedre sted for alle borgere

› Bilbaos udvikling viser, at kulturinvesteringer kan have en kæmpe effekt og endda skabe økonomisk vækst

› Man skal turde at tænke ud af boksen, tænke stort og tage de visionære – men måske kontroversielle beslutninger. Det kræver politisk mod at tænke langsigtet.

› I Bilbao har politikerne ikke fortabt sig i detaljen og de daglige magtkampe. Der har hersket en langvarig politisk konsensus om at have de langsigtede briller på, hvilket har skabt store resultater på meget kort tid.

› Der blev på et tidspunkt skåret igennem og satset benhårdt på kulturen, da man indså, at det var her, man kunne vinde terræn ift. de byer man konkurrerer med.

› I Bilbao har man sat handling bag ordene. Den målrettede satsning på kunst og kultur som vækstdynamo forudsatte en omprioritering af de offentlige midler. Det var upopulært, men det blev gjort.

› I Bilbao har der været en ubetinget stræben efter topkvalitet over hele linjen. Ift. arkitekturen ikke mindst, stjernearkitekterne har fået lov at slå sig løs, og det har skabt ikonbyggerier, med en markedsføringsværdi, man ikke kan købe sig til. Når man har skabt noget, som folk har lyst til at tage billeder af, så har man skabt et ikon.

› Mens de internationale arkitekter udadtil tegner byens profil, har man indadtil styrket lokale industrier ved at skabe kompetenceopbygning i arkitekt- og byggebranchen.



› I Bilbao har man med stor succes udnyttet partnerskaber til at udvikle byen og på denne måde skabt fælles fodslag og fælles ejerskab.Herunder særligt offentlig – privat partnerskaber.

› Der er også indgået berigende partnerskaber mellem kulturinstitutioner indbyrdes lokalt og internationalt, hvor Guggenheim Museet er det fornemmeste eksempel.

› Der har været et fokus på målbare resultater f.eks. i form af turisme, belægningsprocenter, indtægter, brugere mv. samt at geare investeringer.

› Fire politiske niveauer er indgået i et partnerskab for at udvikle byen. Det er bemærkelsesværdigt.

› Man inddrager alle relevante interessenter i udviklingen af byen og formaliserer denne inddragelse.

› I Bilbao stopper man ikke med at være visionær. Man har en permanent tænketank, der har som eneste opgave at være fremtidsorienteret.

4.-6. november 2015 - frederiksberg...studietur til bilbao 4.-6. november 2015...

Documents