KENFOLLETT

VERDENS VINTER

R O M A N

C I C E R O

C E N T U R Y T R I L O G I E N2

Verdens vinter

Af samme forfatter:

Giganternes faldUendelige verden

Jordens søjlerSneet inde

London kalderGuds næve

Nat over havetFarlige penge

Modigliani affærenNulkoden

Et sted kaldet frihedDen tredje tvillingOperation Allike

Nålens øjeNøglen til Rebecca

Oversat fra engelsk afAlis Friis Caspersen

CICERO

Copyright © 2012 by Ken FollettOriginaltitel: Winter of the World

Published by agreement with Writers House, New York,represented by Ia Atterholm Agency, Sweden

Sats: Cicero, KøbenhavnTryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck

Omslagsillustrationer: Getty Images, Polfoto og ScanpixOmslagslayout: Imperiet/Harvey Macaulay

ISBN: 978-87-7079-073-4Første danske udgave

Printed in Germany 2012

[Uddrag af 1. kapitel]

Til minde om mine bedsteforældreTom og Minnie FollettArthur og Bessie Evans

CICEROer et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Første del

Den anden kind

7

1

1933

Carla vidste, at hendes forældre var på nippet til at komme op at skændes. Hun kunne mærke den fjendtlige stemning i samme øjeblik, hun trådte ind i køkkenet. Den var som den kolde blæst, der gik gennem marv og ben, når den susede gennem Berlins gader før en snestorm i februar. Hun var lige ved at dreje om på hælen og gå igen. Det var sjældent, at de var uvenner. Normalt var de kærlige over for hinanden – det var faktisk tit for meget af det gode. Carla krympede sig, når de kyssede hinanden, mens andre var til stede. Hendes venner syntes, det var noget mærkeligt noget; deres egne forældre kunne ikke finde på at gøre den slags. Hun havde en enkelt gang nævnt det for sin mor, men hen-des mor havde blot smilet lykkeligt og sagt: „Din far og jeg blev skilt ad dagen efter vores bryllup på grund af krigen.“ Hun var født i England, selv om man næsten ikke kunne høre det. „Jeg blev i London, mens han tog hjem til Tyskland og blev indrulleret i hæren.“ Carla havde hørt historien mange gange, men mor blev aldrig træt af at fortælle den. „Vi troede, at krigen ville vare i tre måneder, men vi så kun hinanden en enkelt gang i løbet af de næste fem år. Og hele tiden længtes jeg efter at kunne røre ved ham. Nu kan jeg ikke lade være.“ Far var lige så slem. „Din mor er den klogeste kvinde, jeg kender,“ hav-de han sagt ude i køkkenet for kun få dage siden. „Det er derfor, jeg giftede mig med hende. Det havde intet at gøre med …“ Resten af sætningen hang i luften, og han og mor fnisede indforstået, som om Carla som elleveårig intet vidste om sex. Det var simpelthen pinligt. Men det hændte, at de kom op at skændes, og Carla kendte efterhånden tegnene – og nu skulle et nyt skænderi tydeligvis til at bryde ud. De sad over for hinanden ved køkkenbordet. Far var formelt klædt i mørkegråt jakkesæt, stivet hvid skjorte og sort silkeslips. Han så som altid

8

elegant ud, selv om han havde fået lidt høje tindinger, og vesten bulnede en smule under guldurkæden. Udtrykket på hans ansigt var stivnet i falsk ro. Carla kendte det udtryk. Det var sådan, han så ud, når en i familien havde lavet noget, der gjorde ham vred. I hånden havde han et eksemplar af den ugeavis, som mor arbejdede på, Der Demokrat. Hun havde en fast klumme om politisk og diplomatisk korridorsnak og var kendt under navnet lady Maud. Far begyndte at læse højt. „Vores nye kansler, Herr Adolf Hitler, fik sin debut i de diplomatiske kredse ved rigspræsident Hindenburgs reception.“ Carla vidste, at rigspræsidenten var statsoverhovedet. Han var folke-valgt, men hævet over de evindelige, politiske kævlerier og optrådte som mediator. Kansleren var det samme som en regeringschef. Hitler var blevet udnævnt til kansler, men hans nazistparti havde ikke flertal i Rigsdagen, og indtil videre var de andre partier i stand til at forhindre de værste nazistiske udskejelser. Fars stemme var fuld af foragt, som talte han om noget afskyeligt, kloak-vand for eksempel. „Han så utilpas ud i kjole og hvidt.“ Carlas mor nippede til sin kaffe og kiggede ud ad vinduet på gaden, som om hun var interesseret i de mennesker, der hastede af sted på vej til arbejde, godt pakket ind i tørklæder og handsker. Hun lod også, som om hun var rolig, men Carla vidste, at hun kun ventede på, at det blev hen-des tur. Tjenestepigen Ada stod henne ved arbejdsbordet iført forklæde og skar ost i skiver. Hun stillede en tallerken foran far, men han ignorerede den. „Herr Hitler lod sig tydeligt charmere af Elisabeth Cerruti, den italienske ambassadørs kultiverede hustru, der var iført en lyserød kjole med zobel-besætning.“ Mor skrev altid om, hvad folk havde på. Hun sagde, at det gjorde det nemmere for læseren at se dem for sig. Hun havde selv fint tøj, men det var svære tider, og det var flere år siden, hun havde købt nyt. Her til morgen så hun slank og elegant ud i en marineblå kashmirkjole, der formentlig var lige så gammel som Carla. „Signora Cerruti, som er jøde, er lidenskabelig fascist, og de talte sam-men i adskillige minutter. Bad hun mon Hitler om at holde op med at oppiske had mod jøderne?“ Far klaskede avisen ned i bordet. Nu kommer det, tænkte Carla

9

„Du er vel klar over, at det vil gøre nazisterne rasende,“ sagde han. „Det håber jeg da,“ svarede mor køligt. „Jeg siger op på avisen, den dag de begynder at rose mig for det, jeg skriver.“ „De er farlige, når man tirrer dem.“ Mors øjne lynede. „Du understår dig i at tale ned til mig, Walter! Jeg ved, de er farlige – det er derfor, jeg er imod dem.“ „Jeg kan bare ikke se fornuften i at hidse dem op.“ „Du gør det samme i Rigsdagen.“ Far sad i Rigsdagen som repræsentant for Socialdemokratiet. „Jeg tager del i en fornuftsbetonet debat.“ Hvor var det typisk, tænkte Carla. Far var logisk, forsigtig, lovlydig. Mor havde stil og humor. Han fik sin vilje ved hjælp af stilfærdig vedhol-denhed; hun ved hjælp af charme og flabethed. De ville aldrig blive enige. „Jeg gør ikke nazisterne rødglødende af raseri.“ „Det skyldes måske, at du i virkeligheden er ret harmløs.“ Far var irriteret over hendes rapkæftethed. Han hævede stemmen. „Og du tror, du skader dem med spøgefuldheder?“ „Jeg håner dem.“ „Håner i stedet for at bruge fornuftige argumenter.“ „Efter min mening må vi have begge våben i brug.“ Far blev endnu mere ophidset. „Men, Maud, kan du da ikke se, at du udsætter både dig selv og familien for fare?“ „Tværtimod. Den virkelige fare er ikke at håne nazisterne. Hvordan ville tilværelsen være for vores børn, hvis Tyskland blev fascistisk?“ Den slags snak gjorde Carla ilde til mode. Hun kunne ikke holde ud at høre om, at familien var i fare. Livet skulle være, som det altid havde været. Hun ville ønske, at hun kunne sidde i dette køkken i al evighed med sine forældre over for hinanden ved fyrretræsbordet, Ada henne ved køkkenva-sken og sin bror, Erik, trampende rundt ovenpå, som sædvanlig for sent på den. Hvorfor skulle noget ændre sig? Hun havde lyttet til deres politiske snak over morgenmaden hele sit liv, og hun mente nok at kunne forstå, hvad hendes forældre lavede, og hvor-dan de havde planer om at gøre Tyskland til et bedre land for alle. På det seneste var der dog sket en ændring i snakken. Tilsyneladende troede de, at der lurede en stor fare, men Carla kunne ikke helt begribe, hvad den kunne bestå i.

10

„Guderne må vide, at jeg gør, hvad jeg kan, for at holde Hitler og hans pøbel i kort snor,“ sagde far. „Det samme gør jeg. Men når du gør det, synes du, at du gør det på en fornuftig måde.“ Mors ansigt blev hårdt af vrede. „Og når jeg gør det, an-klager du mig for at udsætte familien for fare.“ „Og med god grund,“ sagde far. Skænderiet skulle lige til at bryde ud i lys lue, men i det samme kom Erik klaprende som en hest ned ad trappen og kastede sig ind i køkkenet med sin skoletaske svingende fra skulderen. Han var tretten, to år ældre end Carla, og grimme sorte hår var begyndt at vokse ud på hans overlæbe. Da Carla og Erik var mindre, havde de leget sammen hele tiden, men den tid var forbi, og efter at være skudt i vejret lod han, som om han syntes, hun var dum og barnlig. Faktisk var hun klogere end ham og vidste en hel masse ting, som han ikke vidste noget om, som for eksempel kvinders månedlige cyklus. „Hvad var det for en melodi, du sidst spillede?“ spurgte han mor. De blev ofte vækket af klaverspil om morgenen. Det var et Steinway-flygel, arvet, ligesom huset, efter fars forældre. Mor spillede om morgenen, fordi hun – som hun sagde – havde for travlt senere på dagen og var for træt om aftenen. Her til morgen havde hun spillet en sonate af Mozart og bag-efter en jazzmelodi. „Den hedder ‘Tiger Rag’,“ sagde hun til Erik. „Vil du have lidt ost?“ „Jazz er dekadent,“ sagde Erik. „Vær nu ikke dum.“ Ada rakte Erik en tallerken med ost og pølse, og han gik i gang med at skovle det indenbords. Carla syntes, at hans bordmanerer var rædsels-fulde. Far så alvorlig ud. „Hvem fylder dig med den slags vrøvl, Erik?“ „Hermann Braun siger, at jazz ikke er musik, men kun negre, der lar-mer.“ Hermann var Eriks bedste ven; hans far var medlem af Nazistpartiet. „Hermann burde prøve at spille lidt jazz.“ Far så på mor, og hans blik blev blødere. „Din mor forsøgte for mange år siden at lære mig at spille ragtime, men jeg kunne ikke få rytmen på plads.“ Mor lo. „Det var som at forsøge at lære en giraf at løbe på rulleskøjter.“ Faren for et skænderi var drevet over, tænkte Carla lettet og følte sig straks lidt bedre tilpas. Hun tog en skive mørkt brød og dyppede den i mælk.

11

Men nu var det Erik, der tirrede sin far. „Negre er en laverestående race,“ sagde han trodsigt. „Det tvivler jeg på,“ sagde far tålmodigt. „Hvis en negerdreng voksede op i et rart hjem fyldt med bøger og malerier og gik i en fin skole med gode lærere, ville han måske vise sig at være klogere end dig.“ „Det er jo latterligt!“ protesterede Erik. „Lad være med at kalde din far for latterlig, din tåbelige dreng,“ brød mor ind. Hun sagde det blidt efter at have opbrugt sin vrede på far. Nu lød hun blot træt og skuffet. „Du aner ikke, hvad du taler om, og det gør Her-mann Braun heller ikke.“ „Men den ariske race må være alle andre overlegen,“ sagde Erik. „Det er os, der hersker over verden.“ „Dine nazivenner ved intet om historie,“ sagde far. „Oldtidens egyptere byggede pyramider, dengang tyskere stadig boede i jordhuler. Og i Mid-delalderen var det araberne, der herskede i verden – muslimerne beherske-de aritmetik, dengang tyske prinser knap nok kunne stave til deres egne navne. Det har intet med race at gøre.“ Carla rynkede panden. „Hvad har det så med at gøre?“ spurgte hun. Far så kærligt på hende. „Det er et glimrende spørgsmål, og det er dyg-tigt af dig at stille det.“ Hun rødmede af glæde over hans ros. „Civilisatio-ner vokser sig store og falder sammen igen – tænk på kineserne, aztekerne, romerne – men ingen ved i virkeligheden hvorfor.“ „Spis op, alle sammen, og tag jeres frakker på,“ sagde mor. „Klokken er mange.“ Far trak sit ur op af vestelommen og kiggede med hævede øjenbryn på det. „Så mange er den nu heller ikke.“ „Jeg skal følge Carla over til Frieda,“ sagde mor. „Pigernes skole er luk-ket i dag – noget med, at centralfyret skal repareres – så Carla skal være sammen med Frieda i dag.“ Frieda Franck var Carlas bedste veninde. Deres mødre var også venin-der. Faktisk havde Friedas mor, Monika, som ung været forelsket i far – en lattervækkende kendsgerning, som Friedas mormor havde afsløret en dag, hun havde fået for meget Sekt. „Hvorfor kan Ada ikke se efter Carla?“ spurgte far. „Ada har en aftale hos sin læge.“ „Åh.“

12

Carla havde regnet med, at far nu ville spørge, hvad Ada fejlede, men han nikkede kun, som om han allerede vidste det, og stak så uret i veste-lommen igen. Carla ville gerne spørge om det, men et eller andet sagde hende, at hun hellere måtte lade være. Hun skrev sig bag øret, at hun ville spørge sin mor lidt senere. Derefter glemte hun omgående alt om det. Far tog en lang sort frakke på og gik som den første. Så tog Erik sin kasket på – skubbede den så langt om i nakken, som den kunne komme uden at falde af – det var højeste mode blandt hans venner – og fulgte efter far ud gennem døren. Carla og hendes mor hjalp Ada med at rydde af bordet. Carla elskede Ada næsten lige så højt, som hun elskede sin mor. Da Carla var lille, havde Ada passet hende om dagen, indtil hun var gammel nok til at gå i skole, for mor havde altid haft arbejde. Ada var stadig ugift. Hun var niogtyve og temmelig grim, om end hun havde et smukt smil. Sidste sommer havde hun haft en kæreste, en politimand ved navn Paul Huber, men forholdet var gået i stykker. Carla og hendes mor stod foran spejlet i hall’en og tog deres hatte på. Mor gav sig god tid. Hun valgte en blå filthat med rund puld og smal skygge, den slags, alle kvinder gik med, men hun satte sin en smule skævt, så den kom til at se chik ud. Mens Carla tog sin strikhue på, spekulerede hun på, om hun nogensinde ville blive lige så stilsikker som sin mor. Mor lignede en krigsgudinde med sin lange hals og hagen og kindbenene, der var som hugget i hvid marmor; smuk, ja, men bestemt ikke køn. Carla havde arvet hendes mørke hår og grønne øjne, men lignede mere en buttet dukke end en statue. Carla havde engang ved et tilfælde hørt sin farmor sige til mor: „Din grimme ælling skal nok ende som en smuk svane, bare vent og se.“ Carla ventede stadig på, at det skulle ske. Da mor var klar, forlod de huset. Deres hus lå midt i en række høje, elegante byhuse i Mitte, det gamle bycentrum, der var blevet anlagt til højtstående ministre og hærofficerer som Carlas farfar, der havde arbejdet i regeringsbygningerne i nærheden. Carla og hendes mor tog sporvognen på Unter den Linden og skiftede så til S-Bahn fra Friedrichstrasse til Zoo. Familien Franck boede i Schöne-berg i den sydvestlige udkant af Berlin. Mor sad i sine egne tanker, mens de kørte. „Jeg håber, det går godt alt sammen,“ mumlede hun for sig selv, da de steg af toget.

13

„Selvfølgelig gør det det,“ sagde Carla. „Jeg skal nok hygge mig sammen med Frieda.“ „Det var ikke det, jeg mente. Jeg talte om min artikel om Hitler.“ „Er vi da i fare? Har far ret?“ „Din far har normalt ret.“ „Hvad sker der, hvis vi har gjort nazisterne vrede?“ Mor stirrede et langt øjeblik helt mærkeligt på hende og sagde så: „Kære gud, hvad er det dog for en verden, jeg har bragt dig ind i?“ Så blev hun tavs. Efter en gåtur på ti minutter nåede de frem til en stor villa, der lå midt i en stor have. Familien Franck var rig: Friedas far, Ludwig, ejede en radio-fabrik. Der stod to biler i indkørslen. Den store sortskinnende bil var Herr Francks. Motoren brummede, og der steg blå os op fra udstødningsrøret. Chaufføren, Ritter, stod med sine uniformsbukser stoppet ned i højskafte-de støvler og kasketten i hånden og var klar til at åbne døren. Han bukkede og sagde: „Godmorgen, Frau von Ulrich.“ Den anden var en lille grøn topersoners bil. En lavstammet mand med gråt skæg kom ud af huset med en læderkuffert og tog hånden op til hatten for at hilse på mor, før han satte sig ind i bilen. „Hvad laver dr. Rothmann mon her så tidligt på dagen?“ udbrød mor ængsteligt. Det fandt de hurtigt ud af. Friedas mor, Monika, en høj kvinde med kraftigt rødt hår, viste sig i døren. Hendes blege ansigt var fortrukket af bekymring. I stedet for at byde dem velkommen stod hun midt i døråbnin-gen som for at spærre vejen. „Frieda har mæslinger!“ sagde hun. „Det er jeg ked af at høre!“ sagde mor. „Hvordan har hun det?“ „Elendigt. Hun har feber og hoster. Men dr. Rothmann siger, at hun nok skal blive rask igen. Nå, men hun er i karantæne nu.“ „Selvfølgelig. Har du selv haft mæslinger?“ „Ja, som ung.“ „Og Werner har også haft det – jeg kan huske, han var helt spættet. Men hvad med din mand?“ „Ludi havde mæslinger som dreng.“ Begge kvinder så på Carla. Hun havde aldrig haft mæslinger. Det gik op for hende, at hun derfor ikke kunne tilbringe dagen sammen med Frieda. Carla var skuffet, men mor var fortvivlet. „Denne uges udgave omhand-ler kun valget – jeg skal på arbejde.“ Hun så helt oprevet ud. Alle de voksne

14

var ængstelige ved tanken om det rigsdagsvalg, der skulle finde sted den følgende søndag. Mor og far var begge bange for, at nazisterne ville få fuld kontrol over regeringen. „Desuden kommer min ældste veninde på besøg fra London. Gud ved, om jeg kan overtale Walter til at holde fri og passe Carla?“ „Hvad med at ringe og spørge ham?“ foreslog Monika. Der var ikke mange, der havde installeret telefon i deres hjem, men det havde familien Franck, og Carla og hendes mor trådte ind i hall’en. Telefo-nen stod på et bord med spinkle ben i nærheden af døren. Mor løftede røret og opgav telefonnummeret til fars kontor i Rigsdagen. Hun blev stil-let igennem og forklarede ham situationen. Hun lyttede et minuts tid og fik så et vredt udtryk i ansigtet. „Min avis vil opfordre hundredtusindvis af læsere til at stemme på Socialdemokratiet,“ sagde hun. „Synes du virkelig ikke, at det er vigtigere?“ Carla kunne regne ud, hvordan dette skænderi ville ende. Hun vidste, at hendes far elskede hende højt, men på intet tidspunkt i hendes elleve år lange liv havde han passet hende en hel dag. Alle hendes venners fædre var på samme måde. Mænd gjorde bare ikke den slags. En gang imellem lod mor imidlertid, som om hun ikke vidste, hvilke regler der gjaldt for kvinder. „Nå, men så bliver jeg nødt til at tage hende med hen på bladet,“ sagde mor ned i røret. „Jeg tør ikke tænke på, hvad Jochmann vil sige til det.“ Herr Jochmann var hendes chef. „Han har normalt ikke meget til overs for kvindesagen.“ Hun afbrød forbindelsen uden at sige farvel. Carla hadede det, når de var uvenner, og det var nu anden gang på samme dag. Det fik hele hendes verden til at ryste. Hun var meget mere bange for skænderier end for nazisterne. „Så kom,“ sagde mor til hende og gik hen mod døren. Så får jeg ikke engang Werner at se, tænkte Carla ulykkeligt. I det samme kom Friedas far ud i hall’en, en energisk og munter mand med lyserød teint og et smalt sort overskæg. Han hilste venligt på mor, og hun stod stille et øjeblik for at tale høfligt med ham, mens Monika hjalp ham i en sort overfrakke med pelskrave. Han gik hen for foden af trappen. „Werner!“ råbte han. „Jeg kører uden dig!“ Han satte en grå filthat på hovedet og gik udenfor. „Jeg er på vej, jeg er på vej!“ Werner løb ned ad trappen som en danser.

15

Han var lige så høj som sin far og langt kønnere med rødblondt hår, der var lidt for langt. Under armen havde han en taske, der så ud til at være prop-pet med bøger. I den anden hånd havde han et par skøjter og en hockey-stav. Han standsede op et øjeblik. „Godmorgen, Frau von Ulrich,“ sagde han høfligt. Og så mere almindeligt: „Hej, Carla. Min søster har mæs-linger.“ Carla kunne mærke, hvordan hun helt uden grund kom til at rødme. „Det ved jeg,“ sagde hun. Hun forsøgte at komme på noget charmerende og morsomt at sige, men forgæves. „Jeg har aldrig haft mæslinger, så jeg må ikke være sammen med hende.“ „Jeg havde det, da jeg var lille,“ sagde han, som om det var virkelig lang tid siden. „Undskyld, men jeg har travlt,“ tilføjede han. Carla var ikke meget for at give slip på ham så hurtigt. Hun fulgte efter ham ud af huset. Ritter holdt bagdøren åben. „Hvad mærke bil er det der?“ spurgte Carla. Drenge vidste altid alt om biler. „En Mercedes-Benz W10-limousine.“ „Den ser meget behagelig ud.“ Hun så et glimt i sin mors øjne, der var både lidt overrasket og lidt fornøjet. „Har I lyst til at køre med?“ spurgte Werner. „Det ville være rart.“ „Jeg spørger lige min far.“ Werner stak hovedet ind i bilen og sagde et eller andet. Carla hørte Herr Franck svare: „Udmærket, men få nu lidt fart på.“ Hun vendte sig om mod sin mor. „Vi har fået lov til at køre med.“ Mor tøvede kun et øjeblik. Hun brød sig ikke om Herr Francks politi-ske holdning – han gav penge til nazisterne – men hun agtede ikke at sige nej til en kørelejlighed i en varm bil på sådan en kold dag. „Det er venligt af Dem, Ludwig,“ sagde hun. De satte sig ind. Der var plads til fire bagi. Ritter satte glat bilen i gang. „Jeg går ud fra, at De skal til Kochstrasse?“ sagde Herr Franck. Mange avi-ser og bogforlag lå i den samme gade i Kreuzberg. „De behøver ikke køre os til døren. Leipziger Strasse er fint nok.“ „Jeg vil meget gerne køre Dem helt til døren – men De bryder Dem sik-kert ikke om, at Deres venstresnoede kolleger ser Dem stige ud af en op-pustet plutokrats bil.“ Hans tone var en mellemting mellem spøgende og fjendtlig.

16

Mor sendte ham et charmerende smil. „De er ikke oppustet, Ludi – kun en smule buttet.“ Hun klappede ham foran på frakken. Han lo. „Den bad jeg selv om.“ Den anspændte stemning blev en smu-le lettere. Herr Franck tog talerøret og gav Ritter besked. Carla elskede at sidde i bilen sammen med Werner og ville gerne have mest muligt ud af lejligheden til at tale med ham, men i begyndelsen kun-ne hun ikke finde på noget at sige. Det, hun allerhelst ville sige, var: ‘Tror du, at du engang kunne have lyst til at gifte dig med en pige med mørkt hår og grønne øjne, der er omkring tre år yngre end dig og meget klog?’ Til sidst pegede hun på hans skøjter og sagde: „Skal du spille kamp i dag?“ „Nej, men der er træning efter skole.“ „Hvad spiller du på holdet?“ Hun vidste intet om ishockey, men dog, at der var forskellige pladser. „Højre wing.“ „Er det ikke en ret farlig sportsgren?“ „Ikke, hvis man er hurtig.“ „Du må være god til at løbe på skøjter.“ „Ikke dårlig,“ sagde han beskedent. Carla så, at hendes mor igen kiggede på hende med et lille gådefuldt smil. Havde hun gættet, hvad Carla følte for Werner? Carla kunne igen mærke sine kinder blive varme. Så holdt bilen ind foran en skole, og Werner steg ud. „Farvel, alle sam-men!“ sagde han og løb gennem porten ind i gården. Ritter kørte videre langs Landwehrkanalens sydbred. Carla så på pram-mene, der var lastet med kul og pudret med sne ovenpå, som var de bjerg-tinder. Skuffelsen sled i hende. Det var lykkedes hende at få lidt længere tid sammen med Werner ved at antyde, at de godt kunne bruge et lift, men hun havde spildt tiden med at snakke om ishockey. Hvad ville hun gerne have talt med ham om? Hun anede det ikke. „Jeg læste Deres klumme i Der Demokrat,“ sagde Herr Franck til mor. „Forhåbentlig med fornøjelse.“ „Jeg var ked af at se Dem skrive så respektløst om vores kansler.“ „Synes De virkelig, at journalister skal skrive respektfuldt om politike-re?“ svarede mor muntert. „Det er et ret yderliggående standpunkt. Så skulle naziaviserne også skrive respektfuldt om min mand! Det ville de ikke bryde sig om.“

17

„Selvfølgelig ikke alle politikere,“ sagde Franck irriteret. De kørte over den travle Potsdamer Platz. Biler og sporvogne kæmpede med hestetrukne vogne og fodgængere om pladsen. „Er det ikke bedst, hvis pressen har mulighed for at kritisere alle på lige fod?“ spurgte mor. „En vidunderlig tanke,“ svarede han. „Men I socialister lever i en drøm-meverden. Vi praktiske mænd ved, at Tyskland ikke kan overleve på drøm-me. Folk er nødt til at have brød og sko og kul.“ „Jeg er helt enig,“ sagde mor. „Jeg kunne godt selv bruge noget mere kul. Men jeg ønsker, at Carla og Erik vokser op som borgere i et frit land.“ „De overvurderer frihed. Frihed gør ikke folk lykkelige. De foretrækker lederskab. Jeg ønsker, at Werner og Frieda og stakkels Axel skal vokse op i et land, der er stolt og disciplineret og forenet.“ „Og for at blive forenet har vi brug for unge brunskjortede bøller til at tæve ældre jødiske butiksindehavere?“ „Politik kan være barsk. Det er der desværre ikke noget at gøre ved.“ „Tværtimod. De og jeg er ledere, Ludwig, på hver vores måde. Det er vores ansvar at gøre politik mindre barsk – ærligere, mere fornuftsbetonet, mindre voldelig. Hvis vi ikke gør det, har vi ikke levet op til ansvaret over for vores fædreland.“ Herr Franck blev vred. Carla vidste ikke meget om mænd, men hun vidste godt, at de ikke brød sig om at blive belært om deres ansvar af kvinder. Mor måtte have glemt at trykke på sin charmeknap her til morgen. Men alle var anspændte på grund af det kommende valg. Bilen nåede frem til Leipziger Platz. „Hvor må jeg sætte Dem af?“ spurgte Herr Franck koldt. „Det er fint her,“ sagde mor. Franck bankede på ruden ind til chaufføren. Ritter standsede bilen og skyndte sig ud for at åbne døren. „Jeg håber, at Frieda hurtigt bliver rask igen,“ sagde mor. „Mange tak.“ De steg ud af bilen, og Ritter lukkede døren. Kontoret lå flere minutters spadseretur derfra, men mor havde helt ty-deligt ikke haft lyst til at sidde længere i bilen. Carla håbede ikke, at mor

18

for alvor blev uvenner med Herr Franck. Så ville hun sikkert ikke se meget til Frieda og Werner, og det ville hun være ked af. De gik rask af sted. „Vær sød ikke at gå i vejen for folk på kontoret,“ sagde mor. Der var et anstrøg af ægte tryglen i hendes stemme, der berørte Carla og fik hende til at skamme sig over at have givet sin mor grund til bekymring. Hun besluttede at opføre sig eksemplarisk. Mor hilste på adskillige mennesker på vejen: Hun havde skrevet sin klumme, så langt Carla kunne huske tilbage, og kendte mange mennesker i avisbranchen. De kaldte hende alle sammen ‘lady Maud’ på engelsk. I nærheden af Der Demokrats kontorbygning fik de øje på en, de kend-te: sergent Schwab. Han havde kæmpet sammen med far i verdenskrigen og havde stadig helt kortklippet hår som dengang i militæret. Efter krigen havde han arbejdet som gartner, først for Carlas bedsteforældre og senere for hendes far, men så havde han stjålet penge fra mors pung, og far havde fyret ham. Nu gik han i stormtroppernes grimme brune uniform. Brun-skjorterne var ikke soldater, men nazisterne havde udnævnt dem til at være en hjælpepolitistyrke. „Godmorgen, Frau von Ulrich,“ sagde Schwab højt, som om han slet ikke skammede sig over at være tyv. Han tog ikke engang fingeren op til sin kasket. Mor nikkede koldt og gik forbi ham. „Gad vide, hvad han laver her?“ mumlede hun uroligt, da de gik ind i bygningen. Avisen holdt til på første sal i en moderne kontorejendom. Carla vidste, at et barn ikke var velkomment, og krydsede fingre for, at de nåede op på mors kontor uden at blive set. Desværre mødte de Herr Jochmann på trap-pen. Herr Jochmann var en kraftig mand og gik med tykke briller. „Hvad er det her?“ spurgte han brysk uden at tage cigaretten ud af munden. „Er det nu en børnehave, vi driver?“ Mor reagerede ikke på hans ubehøvlethed. „Jeg har tænkt over Deres kommentar forleden,“ sagde hun. „Om, hvordan unge nu om dage tror, at avisbranchen er glamourøs, og ikke aner, hvor hårdt arbejde det er.“ Han rynkede panden. „Har jeg sagt det? Nå, men det er jo rigtigt nok.“ „Så jeg tog min datter med, så hun kunne se, hvordan det er. Jeg tror, det vil være godt for hendes uddannelse, især hvis hun bliver forfatter. Hun skal skrive en rapport til klassen om sin dag her på avisen. Jeg var sikker på, at De ville synes, det var en god idé.“

19

Mor fandt på det hen ad vejen, men det lød overbevisende, tænkte Car-la. Det var lige før, hun selv troede på historien. Langt om længe var char-meknappen blevet aktiveret. „Får De ikke vigtigt besøg fra London i dag?“ spurgte Jochmann. „Jo, Eth Leckwith, men hun er en gammel veninde – hun kendte Carla som baby.“ Jochmann var blevet en smule formildet. „Hmm. Udmærket, der er redaktionsmøde om fem minutter. Jeg går lige ned og køber en pakke ciga-retter.“ „Det kan Carla gøre for Dem.“ Mor vendte sig om. „Der ligger en kiosk tre huse herfra. Herr Jochmann kan bedst lide Roth-Händle.“ „Åh fint, så er jeg fri for selv at gå.“ Jochmann gav Carla en Reichsmark. „Bagefter finder du mig på første sal for enden af trappen ved siden af brandalarmen,“ sagde mor. Hun vendte sig om og tog fortroligt Jochmann under armen. „Jeg syntes, at sidste uges nummer var vores hidtil bedste,“ sagde hun, da de fortsatte op ad trappen. Carla løb ud på gaden. Mor var sluppet godt fra det ved hjælp af sin sædvanlige blanding af frækhed og flirt. En gang imellem sagde hun: „Vi kvinder må bruge alle de våben, vi er i besiddelse af.“ Nu Carla tænkte over det, gik det op for hende, at hun selv havde brugt mors taktik til at få et lift af Herr Franck. Måske var hun alligevel ligesom sin mor. Det kunne være derfor, mor havde sendt hende det mærkelige lille smil: Hun havde set sig selv, som hun havde været for tredive år siden. Der var kø i kiosken. Halvdelen af Berlins journalister så ud til at være ude og handle. Langt om længe fik Carla en pakke Roth-Händle og gik tilbage til Der Demokrat-bygningen. Det var nemt nok at finde brandalar-men – det var et stort håndtag, der sad på væggen – men mor var ikke på sit kontor. Hun var nok gået til det redaktionsmøde. Carla gik hen ad gangen. Alle døre stod åbne, og alle kontorer var tom-me bortset fra enkelte, hvor der sad kvinder, formentlig sekretærer, og skrev på skrivemaskine. Hun rundede et hjørne og fandt for enden af gangen en lukket dør med et skilt med ordet ‘Mødelokale’. Carla kunne høre mænds ophidsede stemmer derinde. Hun bankede på, men fik ikke noget svar. Hun tøvede, men åbnede så døren og gik ind. Luften var tyk af tobaksrøg. Otte-ti mennesker sad rundt om et langt bord. Mor var den eneste kvinde. De tav overrasket, da Carla gik op til

20

Joch mann for enden af bordet og rakte ham cigaretterne og byttepengene. Tavsheden fik hende til at tænke, at det havde været forkert af hende bare at gå ind. Men Jochmann takkede. „Det var så lidt, Herr Jochmann,“ sagde hun og bukkede af en eller anden grund let for ham. Mændene lo. En af dem sagde: „Er det Deres nye sekretær, Jochmann?“ Så vidste hun, at alt var i orden. Hun forlod hurtigt lokalet og gik tilbage til sin mors kontor. Hun tog ikke frakken af – der var koldt i kontoret. Hun kiggede sig omkring. På skrivebordet stod en telefon og en skrivemaskine, og ved siden af skrivema-skinen lå en stak papirer og noget karbonpapir. Ved siden af telefonen stod et indrammet fotografi af hende sammen med Erik og far. Det var blevet taget for et par år siden en solskinsdag på stranden ved Wannsee femogtyve kilometer fra Berlins Mitte. Far havde shorts på. De smilede alle tre. Det var før, Erik begyndte at lade, som om han var en hård hund. Det eneste andet billede hang på væggen og var af mor og den socialde-mokratiske helt, Friedrich Ebert, der havde været Tysklands første præsi-dent efter krigen. Det var taget for omkring ti år siden. Carla smilede ved synet af mors drengefrisure og kjolen, der var lige op og ned og havde lav talje: Sådan måtte moden have været dengang. På reolerne stod der bøger om kendte mennesker, telefonbøger, ordbø-ger og atlasser, men ikke noget, man kunne læse i. I skrivebordsskuffen lå der kuglepenne, adskillige uudpakkede selskabshandsker, en pakke men-struations bind og en notesbog med navne og telefonnumre. Carla ændrede dagen på skrivebordskalenderen til den rigtige dato, mandag den 27. februar 1933. Derefter satte hun et ark papir i skrivemaski-nen. Hun skrev sit fulde navn, Heike Carla von Ulrich. Som femårig havde hun meddelt, at hun ikke brød sig om navnet Heike, og at hun fremover gerne ville kaldes ved sit andet navn, og til hendes overraskelse havde fami-lien adlydt. Hver tast på skrivemaskinen fik en metalarm til at løfte sig og derefter ramme et farvebånd, så der blev afsat et bogstav på papiret. Ved et uheld kom hun til at trykke på to taster samtidig, og metalarmene satte sig fast. Hun forsøgte at lirke dem fra hinanden, men forgæves. Det hjalp heller

21

ikke at trykke på en tredje tast: Nu var der tre arme, der sad fast. Hun støn-nede ved tanken om allerede at have rodet sig ud i problemer. Hun hørte larm nede fra gaden og gik hen til vinduet. En halv snes brunskjorter kom marcherende midt på gaden, mens de råbte slagord: „Død over jøderne! Jøder, gå ad helvede til!“ Carla kunne ikke forstå, hvor-for de var så vrede på jøderne, der – hvis man så bort fra deres religion – var ligesom alle andre mennesker. Hun så til sin overraskelse, at sergent Schwab gik i spidsen for kolonnen. Hun havde haft ondt af ham, dengang han blev fyret, for hun vidste, at det ville blive svært for ham at få et nyt job. Der var millioner af mennesker i Tyskland, der ikke kunne få arbejde. Far sagde, at det var på grund af Depressionen. Men mor havde sagt: „Hvordan kan vi have en mand i huset, der stjæler?“ Slagordene skiftede karakter. „Ødelæg jødesprøjter!“ råbte de i kor. En af dem kastede et eller andet, og en rådden grøntsag klaskede mod døren ind til en landsdækkende avis. Så vendte de sig til Carlas forskrækkelse mod den bygning, hun stod i. Hun trådte væk fra vinduet og kiggede ud fra siden i håb om, at de ikke kunne se hende. De stod stille udenfor og råbte videre. En af dem kastede en sten. Den ramte Carlas vindue, uden at knuse det, men hun blev så forskrækket, at hun udstødte et lille skrig. Et øjeblik efter kom en af sekre-tærerne, en ung kvinde med en rød baskerhue, ind til hende. „Hvad sker der?“ spurgte hun og kiggede ud ad vinduet. „Åh, for fanden da også.“ Brunskjorterne trængte ind i bygningen, og Carla kunne høre støvle-tramp på trappen. Hun var bange. Hvad ville de? Sergent Schwab trådte ind på mors kontor. Han tøvede ved synet af de to piger, men så så ud til at mande sig op. Han tog skrivemaskinen og smed den gennem vinduet, så glasset gik i stykker. Både Carla og sekretæren skreg. Flere brunskjorter gik forbi ude på gangen, mens de råbte slagord. Schwab tog sekretæren om armen og sagde: „Nå, lille skat, og hvor er så pengeskabet?“ „I arkivrummet,“ svarede hun forskræmt. „Vis mig det.“ „Ja, hvad som helst.“ Han marcherede hende ud af rummet. Carla brast i gråd, men tog sig så sammen.

22

Hun overvejede at skjule sig under skrivebordet, men tøvede. Hun ville ikke vise dem, hvor bange hun var. Et eller andet inde i hende ønskede at trodse dem. Men hvad skulle hun gøre? Hun besluttede at advare mor. Hun gik ud gennem døren og kiggede ned ad gangen. Brunskjorterne gik ind og ud af kontorerne, men var endnu ikke kommet ned for enden af gangen. Carla vidste ikke, om folk inde i mødelokalet kunne høre postyret. Hun stormede ned ad gangen, men stod så brat stille ved lyden af et skrig. Hun kiggede ind i et rum og så Schwab ruske sekretæren med den røde baskerhue, mens han råbte: „Hvor er nøglen?“ „Det ved jeg ikke, jeg sværger!“ græd sekretæren. Carla blev rasende. Schwab havde ikke ret til at behandle en kvinde på den måde. „Slip hende, Schwab. De er ikke andet end en gemen tyve-knægt!“ Schwab så hadefuldt på hende, og pludselig var hun ti gange mere ban-ge. Så gled hans blik videre til noget bag hende. „Få den skide tøs af vejen,“ sagde han. Hun blev løftet op bagfra. „Er du en lille jødetøs?“ sagde en mands-stemme. „Du ligner en med alt det sorte hår.“ Det skræmte hende fra vid og sans. „Jeg er ikke jøde!“ skreg hun. Brunskjorten bar hende ud på gangen og ind på mors kontor. Hun snublede og faldt, da han satte hende fra sig. „Bliv her,“ sagde han og gik igen. Carla rejste sig op. Hun havde ikke slået sig. Gangen var nu fyldt med brunskjorter, og hun ville ikke kunne komme hen til sin mor. Men hun var nødt til at tilkalde hjælp. Hun kiggede ud gennem det smadrede vindue. En lille flok mennesker var stimlet sammen nede på gaden. To politimænd stod mellem tilskuerne og snakkede sammen. Carla råbte til dem: „Hjælp! Hjælp, politi!“ De kiggede op på hende og lo. Det gjorde hende rasende, og angsten veg for vreden. Hun kiggede igen ud ad døren. Blikket landede på brandalarmen. Hun rakte op og tog fat om håndtaget. Hun tøvede. Det var forbudt at slå alarm, medmindre der var brand, og et skilt på væggen advarede om store bøder, hvis man gjorde det. Hun trak alligevel i håndtaget.

23

Et øjeblik skete der intet. Måske virkede alarmen ikke. Så hørtes en høj, skærende hyletone, der steg og faldt og bredte sig gen-nem hele bygningen. Næsten øjeblikkeligt kom folk ud af mødelokalet for enden af gangen. Jochmann var den første, der kom til syne. „Hvad fanden sker der her?“ brølede han for at overdøve larmen. „Denne kommunistiske jødesprøjte har fornærmet vores fører, og nu lukker vi den ned,“ sagde en af brunskjorterne. „Se at forføje Dem og det straks!“ Brunskjorten ignorerede ham og gik ind i et rum ved siden af. Et øjeblik efter hørtes et kvindeskrig og et brag, der lød som et skrivebord, der blev væltet. Jochmann vendte sig om mod en ansat. „Schneider – ring omgående efter politiet!“ Carla vidste, at det ikke ville nytte noget. Politiet var her allerede, men de løftede ikke en finger. Mor masede sig gennem en flok mennesker og kom løbende hen ad gangen. „Er du okay?“ råbte hun. Hun slog armene om Carla. Carla ønskede ikke at blive trøstet som et lille barn. Hun skubbede mor væk og sagde: „Bare rolig, jeg har det fint.“ Mor kiggede rundt. „Min skrivemaskine!“ „De smed den ud gennem vinduet.“ Det gik op for Carla, at hun nu ikke fik ballade, fordi metalarmene havde sat sig fast. „Vi må se at komme væk.“ Mor snuppede fotoet på skrivebordet og greb så Carla i hånden, og de skyndte sig ud af kontoret. Ingen forsøgte at forhindre dem i at løbe ned ad trappen. Foran dem havde en velbygget ung mand, der måske var en af journalisterne, et solidt greb om en brunskjorte og var ved at slæbe ham ud af bygningen. Carla og hendes mor fulgte efter dem ud. Endnu en brunskjorte kom til bag dem. Journalisten gik hen til de to politimænd, stadig med brunskjorten på slæb. „Anhold denne mand,“ sagde han. „Jeg greb ham i at plyndre konto-ret. De vil kunne finde en dåse kaffe i hans lomme, som han stjal.“ „Vær venlig at slippe ham,“ sagde den ældste af de to politimænd. Journalisten gav modvilligt slip på brunskjorten. Den anden brunskjorte stod nu ved siden af sin kollega. „Hvad er Deres navn?“ spurgte politimanden journalisten.

24

„Jeg er Rudolf Schmidt, rigsdagsreporter på Der Demokrat.“ „Rudolf Schmidt, De er anholdt, sigtet for overfald på politiet.“ „Vær nu ikke dum! Jeg greb denne mand i at stjæle.“ Politimanden nikkede til de to brunskjorter. „Tag ham med ned på sta-tionen.“ De tog fat om Schmidts arme. Han så ud til at ville sætte sig til mod-værge, men tog sig så i det. „De vil kunne læse en detaljeret historie om dette overgreb i næste nummer af Der Demokrat!“ sagde han. „Der kommer ikke noget næste nummer,“ sagde politimanden. „Før ham bort.“ En brandbil kom susende, og et halvt dusin brandmænd sprang ud. Deres leder henvendte sig brysk til politiet. „Denne bygning skal rømmes,“ sagde han. „Kør tilbage til brandstationen, der er ikke ild her,“ sagde den ældste politimand. „Det er blot stormtropperne, der er ved at lukke en kommu-nistsprøjte.“ „Det har intet med mig at gøre,“ sagde brandmanden. „Der er blevet slået alarm, og det første, vi må gøre, er at få alle ud af huset, stormtropper og alle andre. Vi klarer os uden jeres hjælp.“ Han og hans mænd gik ind i huset. Carla hørte sin mor sige: „Åh, nej!“ Hun vendte sig om og så, at mor stirrede på sin skrivemaskine, der lå på fortovet, hvor den var landet. Metal-låget var røget af, så der var åbent ned til arme og taster. Tastaturet var vredet ud af form, en af valserne var brækket af, og ringeklokken, der lød for enden af en linje, lå for sig selv på jorden. En skrivemaskine var ikke særlig dyr at anskaffe, men mor så ud, som om hun var tæt på at græde. Brunskjorterne og avisens personale var ved at blive gennet ud af byg-ningen af brandmændene. Sergent Schwab gjorde modstand og råbte ra-sende: „Men det brænder jo ikke!“ Brandmændene skubbede ham bare vi-dere ud. Jochmann kom ud. „De nåede ikke at gøre den store skade,“ sagde han til mor. „Brandmændene standsede dem. Den, der slog alarm, gjorde os en stor tjeneste.“ Carla havde nervøst tænkt, at hun måske ville blive skældt ud for at have slået falsk alarm. Nu indså hun, at det havde været det helt rigtige at gøre. Hun tog sin mor i hånden. Det så ud til at rive mor ud af hendes triste

25

stemning. Hun tørrede øjnene med ærmet, en usædvanlig ting for hende at gøre, der viste, hvor slemt rystet hun var. Hvis Carla havde gjort det sam-me, ville hun have fået besked på at bruge sit lommetørklæde. „Hvad gør vi så nu?“ Mor sagde aldrig den slags – hun vidste altid, hvad man skulle gøre. Carla fik øje på to mennesker, der stod i nærheden. Den ene var en kvinde omtrent på mors alder, meget køn og med et myndigt udtryk i an-sigtet. Carla kendte hende, men kunne ikke huske hvorfra. Ved siden af hende stod en mand, der var ung nok til at være hendes søn. Han var slank og ikke særlig høj, men lignede en filmstjerne. Han så godt ud, og havde det ikke været for en flad og lidt skæv næse, ville han næsten have været smuk. Begge de to nytilkomne så chokerede ud, og den unge mand var sammenbidt af vrede. Kvinden var den første, der sagde noget, og hun talte engelsk. „Goddag, Maud,“ sagde hun, og også stemmen forekom Carla bekendt. „Kan du ikke kende mig igen?“ fortsatte hun. „Jeg er Eth Leckwith, og det her er Lloyd.“

Lloyd Williams fandt en bokseklub i Berlin, hvor han for nogle få Pfennig kunne træne en time. Den lå i arbejderkvarteret Wedding nord for Mitte. Han trænede med køller, bold, sjippetov og hamrede til boksesækken og iførte sig til sidst beskyttelseshjelm og tog fem omgange i ringen. Bokse-træneren fandt en træningspartner til ham, en tysker på samme alder og af samme størrelse – Lloyd var weltervægter. Den tyske dreng havde nogle fine hurtige stød, der kom ud af det blå og adskillige gange fik Lloyd til at ømme sig, indtil Lloyd ramte ham med et venstre hook og slog ham i gulvet. Lloyd var vokset op i East End, et af Londons barske kvarterer. Som tolvårig var han blevet drillet i skolen. „Det blev jeg også,“ havde hans sted-far, Bernie Leckwith, trøstende sagt. „Den dygtigste dreng i skolen, og klas-sens shlammer udser sig straks en som offer.“ Bernie var jøde – hans mor talte kun jiddisch. Han havde taget Lloyd med til bokseklubben i Aldgate. Ethel havde været imod det, men Bernie havde underkendt hende, noget, der kun sjældent skete. Lloyd havde lært at bevæge sig hurtigt og slå hårdt, og drilleriet hørte

26

op. Han reddede sig også en brækket tud, der var en plet på hans kønne udseende. Og han opdagede, at han havde talent. Hans reflekser var hur-tige, han var aggressiv, og han vandt præmier i bokseringen. Hans træner havde været skuffet, da han valgte at gå på Cambridge University i stedet for at blive professionel bokser. Han gik i bad, klædte sig på og fortsatte derefter til et arbejderværtshus, hvor han købte en fadøl og satte sig til at skrive et brev til sin halvsøster, Millie, om det, han havde set brunskjorterne gøre. Millie var misundelig, fordi han var kommet med på denne tur med deres mor, og han havde lovet at skrive ofte og fortælle om sine oplevelser. Lloyd havde været rystet over formiddagens sammenstød. Politik var en del af hans dagligdag: Hans mor havde været medlem af Parlamentet, hans far var byrådsmedlem, og han selv var formand for Labours ungdomsafde-ling. Det havde imidlertid altid drejet sig om debat og valg – indtil i dag. Han havde aldrig før set et kontor blive hærget af uniformerede bøller, mens politiet smilende så til. Det var politik med de bare næver, og det havde chokeret ham. ‘Kunne det ske i London, Millie?’ skrev han. I begyndelsen havde han selv straks afvist tanken, men Hitler havde tilhængere blandt engelske in-dustrimagnater og avisejere. Det uberegnelige medlem af Parlamentet, sir Oswald Mosley, havde for nylig dannet The British Union of Fascists. Lige-som nazisterne yndede de at spankulere rundt i en slags militæruniform. Hvad blev det næste? Han blev færdig med brevet, foldede det og tog så S-Bahn tilbage til Mitte. Han og hans mor skulle spise til middag sammen med Walter og Maud von Ulrich. Lloyd havde hørt om Maud hele sit liv. Hun og hans mor var umage venner: Ethel havde som ung arbejdet som stuepige i et stort hus, som Mauds familie ejede. Senere var de begge blevet suffragetter og havde agiteret for kvinders ret til at stemme. Under verdenskrigen havde de udgivet en kvindesagsavis, The Soldier’s Wife. Så var de blevet uenige om noget politisk og kommet fra hinanden. Lloyd kunne tydeligt huske familien von Ulrichs besøg i London i 1925. Han havde været ti år, gammel nok til at være forlegen over ikke at kunne tale tysk, når Erik og Carla på fem og tre var tosprogede. Det var dengang, Ethel og Maud blev gode venner igen. Han fandt restauranten, Bistro Robert. Den var indrettet i art deco-stil

27

med hårde, retvinklede stole og firkantede borde og kunstfærdige stander-lamper af smedejern og med kulørte lampeskærme af glas, men han kunne gode lide synet af de stivede, hvide servietter, der stod ret ved siden af tal-lerkenerne. De tre andre var allerede kommet. Kvinderne var frapperende, så han, da han nærmede sig bordet: begge selvsikre, velklædte og scenevante. De andre gæster i restauranten kunne ikke lade være med at kigge beundrende på dem. Han spekulerede på, om hans mor havde sin tøjsmag fra sin aristo-kratiske veninde. Da de havde bestilt, fortalte Ethel dem, hvorfor hun var kommet til Berlin. „Jeg mistede mit sæde i Parlamentet ved valget i 31,“ sagde hun. „Forhåbentlig vinder jeg det tilbage i næste valg, men i mellemtiden skal jeg jo have noget at leve af. Heldigvis lærte du mig at være journalist, Maud.“ „Det var ikke meget, jeg kunne lære dig,“ sagde Maud. „Du er et natur-talent.“ „Jeg er ved at skrive en række artikler om nazisterne til News Chronicle, og jeg har kontrakt på en bog med forlæggeren Victor Gollancz. Jeg tog Lloyd med som tolk – han læser fransk og tysk på universitetet.“ Lloyd så hendes stolte smil og tænkte, at han ikke havde gjort sig for-tjent til det. „Indtil videre har jeg ikke haft lejlighed til at afprøve mine tolkefærdigheder,“ sagde han. „Vi har for det meste kun mødt mennesker som jer, der taler flydende engelsk.“ Lloyd havde bestilt paneret kalvekød, en ret, han aldrig havde set i England. Det smagte fantastisk, syntes han. „Hvad så med dine studier?“ spurgte Walter, mens de spiste. „Mam tænkte, at jeg kunne lære mere tysk på den her måde, og mine lærere var enige.“ „Har du ikke lyst til at arbejde lidt for mig i Rigsdagen? Ulønnet, des-værre, men du ville komme til at tale tysk dagen lang.“ Lloyd var begejstret. „Det vil jeg vældig gerne. Sikke en fantastisk chance.“ „Hvis Eth altså kan undvære dig,“ tilføjede Walter. Hun smilede. „Måske kan jeg få lov til at låne ham en gang imellem, hvis jeg får brug for det?“ „Selvfølgelig.“

28

Ethel rakte over bordet og gav Walters hånd et klem. Det var en fortro-lig ting at gøre, og det gik op for Lloyd, at disse tre mennesker var tæt knyt-tet til hinanden. „Det er pænt af dig, Walter,“ sagde hun. „Faktisk ikke. Jeg kan altid godt bruge en kvik ung assistent, der har forstand på politik.“ „Jeg er ikke længere sikker på, at jeg har forstand på politik,“ sagde Ethel. „Hvad i alverden er det, der sker i Tyskland?“ „Det gik fint nok midt i 20’erne,“ sagde Maud. „Vi havde en demokra-tisk regering, og økonomisk gik det fremad. Men så blev alting ødelagt af Wall Street-krakket i 29. Og nu er vi midt i en slem depression.“ Hendes stemme rystede af en følelse, der kunne minde om sorg. „Der står hundred-vis af mænd i kø, hver gang der annonceres med et enkelt ledigt job. Jeg ser på deres ansigter. De er desperate. De aner ikke, hvordan de skal skaffe mad til deres børn. Så fylder nazisterne dem med håb, og de spørger sig selv: Hvad har jeg at miste?“ Walter så ud til at synes, at hun overdrev. „Den gode nyhed er, at Hitler ikke har flertallet af tyskere bag sig,“ sagde han muntert. „Nazisterne fik kun en tredjedel af stemmerne ved sidste valg. Det er det største parti, men Hitler kunne heldigvis kun danne en mindretalsregering.“ „Det er derfor, han har forlangt nyvalg,“ indskød Maud. „Han har brug for absolut flertal for at kunne gøre Tyskland til den diktaturstat, som er hans mål.“ „Får han så det?“ „Nej,“ svarede Walter. „Ja,“ svarede Maud. „Jeg tror ikke, at den tyske befolkning ligefrem ønsker sig et diktatur,“ sagde Walter. „Men det bliver ikke et frit og demokratisk valg!“ sagde Maud vredt. „Se bare, hvad der skete med min avis her i dag. Alle, der kritiserer nazisterne, er i fare. Og i mellemtiden kører deres propagandamaskine bare derudad.“ „Der virker ikke, som om nogen tager kampen op,“ sagde Lloyd. Han ville ønske, at han var ankommet til Der Demokrat bare nogle få minutter tidligere her til morgen, så han kunne have givet nogle af brunskjorterne et par på hatten. Det gik op for ham, at han havde knyttet næven, og han tvang sig til at slappe af. „Hvorfor raserer venstrefløjen ikke et par nazistiske avisredaktioner? Så de kan smage deres egen medicin, mener jeg.“

29

„Vi må ikke gengælde vold med vold,“ sagde Maud med eftertryk. „Hit-ler leder efter en undskyldning for at slå til – erklære undtagelsestilstand, afskaffe borgerrettigheder og smide sine modstandere i fængsel.“ Hendes stemme blev næsten tryglende. „Vi må ikke give ham et påskud til at gøre det – uanset hvor svært det er.“ De var ved at have spist færdig. De fleste gæster i restauranten var nu gået. Da kaffen kom på bordet, sluttede ejeren, Walters halvfætter, Robert von Ulrich, og kokken, Jörg, sig til dem. Robert havde været attaché på den østrigske ambassade i London før verdenskrigen, og Walter havde været det samme på den tyske. Det var dengang, han havde forelsket sig i Maud. Robert lignede Walter, men var mere pillent klædt med en slipsenål af guld, stempler på urkæden og en masse pomade i håret. Jörg var yngre, en lyshåret mand med fine træk og et muntert smil. De havde begge været krigsfanger i Rusland. Nu boede de i en lejlighed over restauranten. De genopfriskede minder fra Walter og Mauds bryllup, som var foregået i dybeste hemmelighed, lige før verdenskrigen brød ud. Der havde ikke været nogen gæster, men Robert og Ethel havde været henholdsvis forlover og bru-depige. „Vi fik champagne på hotellet, men så sagde jeg taktfuldt, at nu ville Robert og jeg gå, og Walter …“ Ethel måtte undertrykke et fnis. „Og Walter sagde: ‘Jeg gik ud fra, at vi alle fire skulle spise sammen!’“ Maud klukkede. „I kan nok tænke jer, hvor glad jeg blev over at høre det forslag.“ Lloyd så forlegent ned på sin kaffe. Han var atten år og jomfru, og snak om hvedebrødsdage gjorde ham beklemt. „Hører du nogensinde fra Fitz nu om dage?“ spurgte Ethel Maud, nu mere alvorligt. Lloyd vidste, at det hemmelige bryllup havde ført til et brud mellem Maud og hendes bror, jarl Fitzherbert. Fitz havde slået hånden af hende, fordi hun ikke var gået til ham, familieoverhovedet, for at bede om til-ladelse til at gifte sig. Maud rystede bedrøvet på hovedet. „Jeg skrev til ham, sidst vi var i Lon-don, men han ville ikke se mig. Jeg sårede hans stolthed ved at gifte mig med Walter uden at sige det til ham. Min bror kan være meget stejl og utilgivende.“ Ethel betalte regningen. Alting var billigt i Tyskland, hvis man betalte med udenlandsk valuta. De skulle netop til at rejse sig og gå, da en frem-

30

med mand kom hen til bordet og uden at være blevet bedt om det trak en stol ud og satte sig. Det var en kraftig mand med et lille overskæg midt i et rundt ansigt. Han var iført brunskjorternes uniform. „Hvad kan jeg gøre for Dem, min herre?“ spurgte Robert koldt. „Mit navn er kriminalkommissær Thomas Macke.“ Han greb en forbi-passerende tjener i armen og sagde: „Kom med en kop kaffe.“ Tjeneren så spørgende på Robert, der nikkede. „Jeg arbejder for den politiske afdeling i det preussiske politi,“ fortsatte Macke. „Jeg er chef for efterretningsafdelingen i Berlin.“ Lloyd oversatte lavmælt for sin mor. „Jeg vil gerne tale med ejeren vedrørende et personligt anliggende,“ sagde Macke. „Hvor arbejdede De for en måned siden?“ spurgte Robert. Det uventede spørgsmål kom bag på Macke, og han svarede straks: „På politistationen i Kreuzberg.“ „Og hvad var Deres job der?“ „Jeg var arkivansvarlig.“ Robert nikkede, som om det var det svar, han havde regnet med at få. „Så De er med andre ord gået fra et job som kontorist til at være chef for efterretningsafdelingen i Berlin. Tillykke med en hurtig forfremmelse.“ Han vendte sig om mod Ethel. „Da Hitler blev kansler i slutningen af ja-nuar, satte hans håndlanger Hermann Göring sig på posten som kommis-sarisk indenrigsminister i Preussen – og kom til at stå i spidsen for verdens største politistyrke. Lige siden har Göring fyret politimænd på samlebånd og sat nazister ind på deres pladser.“ Han vendte sig igen mod Macke og sagde sarkastisk: „Men for vores uventede gæsts vedkommende er jeg over-bevist om, at forfremmelsen er velfortjent.“ Macke blev rød i hovedet, men bed raseriet i sig. „Jeg ønsker som nævnt at tale med restauratøren om et personligt anliggende.“ „Kom venligst igen i morgen, så kan vi tale sammen. Ville klokken ti passe Dem?“ Macke ignorerede forslaget. „Min bror er i restaurationsbranchen,“ ma-sede han på. „Åh, så kender jeg ham måske. Var det Macke, De hed? Hvad er det for en slags restaurant, han har?“

31

„Et lille sted for arbejderklassen i Friedrichshain.“ „Åh. Så har jeg næppe mødt ham.“ Lloyd var ikke sikker på, det var klogt af Robert at være så spydig. Macke var uforskammet og havde ikke fortjent at blive høfligt behandlet, men han var formentlig i stand til at skaffe Robert alvorlige problemer på halsen. „Min bror kunne godt tænke sig at købe denne restaurant,“ fortsatte Macke. „Deres bror vil gerne frem i verden ligesom Dem?“ „Vi er villige til at give Dem tyve tusind Reichsmark, betalt i rater over to år.“ Jörg brast i latter. „Lad mig forklare Dem noget, hr. kommissær,“ sagde Robert. „Jeg er østrigsk greve. For tyve år siden havde jeg et slot og et stort herresæde i Ungarn, hvor min mor og søster boede. Under verdenskrigen mistede jeg min familie, mit slot, mine jorder og tilmed mit fædreland, der blev et lil-leputland.“ Den fornøjede sarkasme var væk, og han blev hæs af bevægelse. „Jeg kom til Berlin med min halvfætter Walter von Ulrichs adresse som det eneste i bagagen. Ikke desto mindre lykkedes det mig at stable denne re-staurant på benene.“ Han rømmede sig. „Den er alt, hvad jeg ejer.“ Han tav et øjeblik og tog en slurk kaffe. De andre rundt om bordet var tavse. Han genvandt fatningen, og stemmen blev igen en smule hoven. „Jeg ville have sagt nej, selv om De havde tilbudt mig en fin pris – og det har De ikke – fordi det ville være hele mit liv, jeg skulle sælge. Jeg ønsker ikke at være uforskammet, skønt De har opført Dem dårligt, men min restaurant er ikke til salg uanset prisen.“ Han rejste sig op og rakte hånden frem for at sige farvel. „Godaften, kommissær Macke.“ Macke tog automatisk Roberts hånd og så så ud til at fortryde det. Han rejste sig op og var helt tydeligt vred. Hans fede ansigt var blevet blårødt. „Vi tales ved,“ sagde han og gik. „Sikke dog et fjols,“ sagde Jörg. „Der ser du, hvad vi må finde os i,“ sagde Walter til Ethel. „Han kan gøre, som det passer ham, bare fordi han har den uniform på.“ Det, der gjorde Lloyd utryg, var Mackes selvsikkerhed. Han havde vir-ket så sikker på at kunne købe restauranten for den sum penge, han havde nævnt. Han havde reageret på Roberts afslag, som om det kun havde været et midlertidigt tilbageslag. Var nazisterne allerede blevet så magtfulde?

32

Det var det, Oswald Mosley og hans engelske fascister ønskede sig – et land, hvor love var erstattet med vold og intimidering. Hvordan kunne folk være så fandens dumme? De tog frakker på og sagde godnat til Robert og Jörg. I samme øjeblik de trådte udenfor, kunne Lloyd lugte røg – ikke tobaksrøg, men noget an-det. De satte sig alle ind i Walters bil, en BMW Dixi 3/15, som Lloyd vidste var en tyskproduceret Austin Seven. Da de kørte gennem Tiergarten, blev de overhalet af to brandbiler med bimlende klokker. „Gad vide, hvor det er, det brænder?“ sagde Walter. Et øjeblik efter så de det glødende lys fra flammer mellem træerne. „Det ser ud til at være tæt på Rigsdagen,“ sagde Maud. „Vi må hellere se efter,“ sagde Walter, nu pludselig nervøs, og vendte bilen. Lugten af røg blev stærkere. Lloyd kunne se flammer skyde til vejrs oppe over trækronerne. „Det er en stor brand,“ sagde han. De kom ud af parken på Königsplatz, den brede plads mellem Rigsdags-bygningen og Kroll-operaen, der lå overfor. Rigsdagen stod i lys lue. Rødt og gult lys dansede bag rækken af klassicistiske vinduer. Flammer og røg vældede op gennem den midterste kuppel. „Åh, nej!“ sagde Walter forfær-det. „Åh, gud i himlen, nej.“ Han standsede bilen, og de steg alle ud. „Det her er en katastrofe,“ udbrød Walter. „Sådan en smuk gammel bygning,“ sagde Ethel. „Jeg er ligeglad med bygningen,“ sagde Walter overraskende. „Det er vores demokrati, der står i flammer.“ En lille flok mennesker så til fra omkring halvtreds meters afstand. Brandbiler holdt på række foran bygningen, og brandsprøjterne spyede vand på flammerne ind gennem vinduerne. En håndfuld politimænd stod og hang uden at tage sig noget til. Walter henvendte sig til en af dem. „Jeg er rigsdagsdeputeret,“ sagde han. „Hvornår begyndte branden?“ „For en time siden,“ svarede politimanden. „Vi fik en af dem, der gjorde det – en mand kun iført bukser! Han brugte sit tøj til at starte branden.“ „De burde afspærre området,“ sagde Walter myndigt. „Hold folk på sik-ker afstand.“ „Javel, hr. rigsdagsdeputeret,“ sagde politimanden og gik. Lloyd smuttede væk fra de andre og gik tættere på bygningen. Brand-

33

mændene var ved at have ilden under kontrol, der var færre flammer og mere røg. Han gik forbi brandbilerne og hen mod et vindue. Det virkede ikke særlig farligt, og som sædvanlig vandt nysgerrighed over selvopholdel-sesdriften. Da han kiggede ind gennem et vindue, så han, at ødelæggelserne var omfattende: Vægge og lofter var braset sammen og lå som brokker på gul-vet. Ud over brandmænd så han civile i frakker – formentlig var det em-bedsmænd – der gik rundt mellem brokkerne og dannede sig et overblik over ødelæggelserne. Lloyd gik op ad trappen til indgangen. To sorte Mercedeser kom brølende op til hovedindgangen, samtidig med at politiet var ved at afspærre området. Lloyd så interesseret til. En mand i lys trenchcoat og en blød sort hat sprang ud af den ene bil. Under næsen havde han et smalt overskæg. Det gik op for Lloyd, at han stod og så på den nye kansler, Adolf Hitler. En højere mand i SS-uniform, formentlig en livvagt, gik i hælene på Hitler. Haltende efter dem kom jødehaderen Joseph Goebbels, der var chef for Hitlers propagandamaskine. Lloyd genkendte dem fra avisbilleder. Det var så fascinerende at være tæt på dem, at han næsten glemte at være forfær-det. Hitler tog trappen to trin ad gangen og havde kurs direkte mod Lloyd. Impulsivt åbnede Lloyd den store dør og holdt den for kansleren. Hitler sendte ham et nik på vej ind, og hans følge ilede efter ham. Lloyd sluttede sig til dem. Der var ingen, der henvendte sig til ham. Hitlers følge så ud til at tro, at han hørte til rigsdagsstaben, som på sin side gik ud fra, at han hørte til Hitlers stab. Der stank af våd aske. Hitler og hans følge trådte over forkullede bjælker og brandsprøjter og pytter med plumret vand. Hermann Göring stod i forhallen med en kameluldsfrakke om sin omfangsrige mave og hatteskyg-gen vendt opad på Potsdam-manér. Lloyd kom i tanke om samtalen på restauranten. Dette var altså manden, der fyldte politietaten med nazister. „Det her er starten på en kommunistisk opstand!“ råbte Göring, så snart han fik øje på Hitler. „Det er nu, de slår til! Der er ikke et øjeblik at spilde.“ Lloyd havde det på en underlig måde, som om han sad blandt publi-kum i en teatersal, og at det var skuespillere, der spillede rollerne som disse magtfuldkomne mænd. Hitler var endnu mere hysterisk end Göring. „Der vil ikke blive vist

34

nogen nåde!“ skreg han. Han lød, som om han henvendte sig til et stadion fyldt med mennesker. „Alle, der står i vejen for os, vil blive nedslagtet.“ Han dirrede over hele kroppen, mens han hidsede sig mere og mere op. „Enhver kommunistfunktionær vil blive skudt på stedet. De kommunisti-ske deputerede i Rigsdagen vil blive hængt allerede nu i aften.“ Han så ud, som om han var ved at eksplodere af harme. Men der var noget kunstigt over det alt sammen. Hitlers had var for-mentlig ægte nok, men raserianfaldet var samtidig en optræden for dem, der stod omkring ham, hans egne folk og andre. Han var en skuespiller, fyldt med ægte følelser, der flød ud over alle bredder, når der var publikum på. Og det virkede, så Lloyd. Alle, der var inden for hørevidde, stirrede og var som hypnotiseret. „Mein Führer,“ sagde Göring, „dette er min politidirektør, Rudolf Diels.“ Han pegede på en slank, mørkhåret mand, der stod ved siden af ham. „Han har allerede taget en af forbryderne i forvaring.“ Diels var ikke hysterisk. „Marinus van der Lubbe, en hollandsk byg-ningsarbejder,“ sagde han roligt. „Og kommunist!“ sagde Göring triumferende. „Jeg vidste det!“ sagde Hitler. Lloyd så, at Hitler uanset beviserne var fast besluttet på at give kom-munisterne skylden for branden. „Ud fra det indledende forhør af manden vil jeg mene, at han helt tyde-ligt er sindssyg og alene om udåden,“ sagde Diels ærbødigt. „Sludder!“ skreg Hitler. „Det her har været længe undervejs. Men de forregnede sig! De forstår ikke, at folket er på vores side!“ Göring vendte sig mod Diels. „Politiet skal sættes i alarmberedskab med det samme,“ sagde han. „Vi har lister over kommunisterne – rigsdagsdepu-terede, repræsentanter fra lokalregeringer, organisatorer og aktivister fra Kommunistpartiet. Arrester dem alle – i aften! Skyd dem, hvis de sætter sig til modværge. Forhør dem skånselsløst.“ „Javel, hr. minister,“ sagde Diels. Det gik op for Lloyd, at Walter gjorde ret i at være urolig. Det her var det påskud, nazisterne havde været på udkig efter. De havde ikke tænkt sig at lytte til en mand, som sagde, at det var en sindssyg, der havde startet branden, og at han havde været alene om det. De ønskede sig en kommu-nistisk sammensværgelse, som de kunne slå hårdt ned på.

Göring så med lede ned på pløret på sine sko. „Min officielle residens ligger kun et minut herfra, men er heldigvis ikke blevet berørt af branden,“ sagde han. „Måske skulle vi mødes derhenne, mein Führer?“ „Ja, der er nok at tale om.“ Lloyd holdt døren for dem, og de forlod alle bygningen. Da de kørte, trådte han hen over politiafspærringen og gik tilbage til sin mor og Walter og Maud von Ulrich. „Lloyd! Hvor har du været?“ spurgte Ethel. „Jeg var ude af mig selv af bekymring.“ „Jeg gik indenfor,“ sagde han. „Hvad? Hvorfor?“ „Der var ingen, der stoppede mig. Det er alt sammen kaos og forvirring derinde.“ Hans mor slog opgivende ud med armene. „Han har altid været fuld-kommen frygtløs.“ „Jeg mødte Adolf Hitler.“ „Sagde han noget?“ spurgte Walter. „Han sagde, at det er kommunisterne, der er skyld i branden. Der vil blive iværksat en udrensning.“ „Gud se i nåde til os alle,“ sagde Walter.