20 15 Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Bevægelse

Løssalg : 25 ,-

World Assembly » 4-5

Ny konference for videregående studerende » 5

Festlig fejring af LTC » 8

KFS'eren: "Jeg sprang ud som aktivist" » 9

herstår

du 3

13

En dag på World

Assembly

KFS'eren

Bøger

30 31

TEMA:Bevægelse

Bestandigbevægelse

Kronologisksnobberi

Guds Ånd og

Tidens Ånd

Gud bevæger

sig

Kirken i bevægelse

- mod nåden

GeneralensMedier

27

herstår

du

5

1816

24

8Minder fra Mission-Net

Jesus-holdetfra

Frederiksberg

I det missionshus, jeg voksede op i som barn, var der tit besøg af

missionærer for at fortælle om deres arbejde og derigennem skabe

medleven og forbøn for missionen.

En af de tanker, som fyldte meget dengang, var en undren over,

hvorfor de ville rejse ud og bruge store dele af deres liv på at leve

under ringere vilkår end det, som var muligt i Danmark.

I dag tænker jeg anderledes om det at være missionær. I dag

er det anfægtende spørgsmål ikke, hvorfor de rejste, men hvorfor

der er så mange af os, som bliver hjemme? En tanke, som jeg blev

yderligere udfordret af denne sommer i Mexico, hvor jeg deltog i

det internationale studenterarbejdes generalforsamling, World As-

sembly, hvor jeg mødte rigtig mange unge studerende, som havde

hørt Jesu kald om at gå til verdens ende, og som gjorde det.

De var ikke kun internationaliserede i deres tankegang, men

også i deres hverdag. De havde forstået, at nok flytter troen bjerge,

men det er kærligheden, som forvandler et menneskes hjerte.

Derfor var de flyttet til et andet kontinent og havde lært sig

nye – til tider vanskelige – sprog, for at kunne dele evangeliet med

de studerende i en kontekst og på et sprog, som giver mening for

dem.

Mødet med disse missionærer gav mig, udover en betydelig be-

undring for dem, en fornyet vision for, at vi i KFS skal styrke kaldet

blandt vores studerende til efter studierne at blive missionærer en-

ten som fuldtidslønnede gennem en missionsbevægelse eller som

teltmagere.

Erfaringer fra vores satsning på Grønland, hvor jeg har oplevet,

at mange har fået kærlighed til landet og menneskene, som bor

der, giver mig optimisme omkring en fornyet missionsbevidsthed

hos vores studerende.

Min drøm er, at når der om fire år igen er generalforsamling i

det internationale studenterarbejde, så er det med danske studen-

termissionærer tilstede.

Skal det lykkes starter det med bøn. At vi beder Gud om at give

os nød for dem, som endnu ikke kender ham og villighed til at

bringe fredens evangelium, selv hvis det fordrer, vi skal skifte tids-

zone og kulturkreds. Fordi vi ønsker at se studerende forvandlede

af evangeliet over hele verden.

At være en bevægelse med stærkt fokus på international mis-

sion er ikke noget, som automatisk nedarves, men er noget, som

altid må tilkæmpes. Og mit møde med dem, som allerede er en-

gageret, har kun forøget min kampgejst, for at flere fremover må

kunne sige, at det var i KFS, jeg hørte kaldet til at rejse ud og være

missionær.

UdgiverKristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: kfs@kfs.dkTIL TRO: tiltro@kfs.dkKonto: 9544-0004054954

AbonnementDet koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Medlemskab koster 100 kroner.Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

RedaktionenStudentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør)Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)Lærerstuderende Mikkel Haahr AndersenStud.scient.soc. Mathilde MølgaardStud.mag. i retorik Ida Esmarch PedersenSygeplejestuderende Rasmus DysagerMedicinstuderende Janus Rønn LindStud.theol. Louise Høgild PedersenStud.mag. i dansk og religion Mathias Anker KureStud.mag. i retorik Malene Iversen

LayoutHenrik Elias Kristensen

TrykØko-Tryk

ISSN1395-9786

Hjemmesidewww.tiltro.dk

DesignMartin Luckmann & Klaus Juul Jensen

AnnoncerKontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Til verdens ende

Leder

Af Peter Rask,

formand for KFS, vonrask@fibermail.dk

4 TIL TRO · # 5 · 2015 · nyheder

En dag på World AssemblyLæs Ann Østermarks beretning om en dag på IFES’ World Assembly, det internationale KFS’ konference for studenterorganisationer fra hele verden, der afholdes hvert fjerde år. Læs hele beretningen på kfs.dk

Mødesalen på World Assembly (WA) er det

sted, hvor mange af de kulturelle forskelle

kommer til syne. Der er eksempelvis ikke

særligt mange mennesker i mødesalen, når

man tænker på, at mødet snart skal begynde

og lovsangen allerede er gået i gang. Vi syn-

ger en lovsang, på engelsk, spansk og fransk,

som er de tre officielle sprog på WA – og så

bliver der også smidt lidt koreansk og rus-

sisk ind.

Dagens morgentaler er Munther Issac fra

Palæstina. Han skal tale over Daniels bog

kapitel 3. Han har nogle fantastiske pointer.

De løfter virkelig mit perspektiv på livet som

kristen studerende i en kultur, jeg ikke er

enig med. Men han har også – som mange af

de andre talere på WA – en mærkbar auten-

ticitet. Det mærkes tydeligt, at han står i de

udfordringer, han taler over. Han er fuldt ud

klar over, at i mødet mellem at brænde eller

bukke, ville han brænde. Han har fuldt ud til-

lid til Jesus.

Efter talen er mange berørte, og da jeg kom-

mer ud i min smågruppe, er det første, der

bliver sagt: ”Jeg har bare lyst til at græde

nu.” Alle er rørt af den stærke tale, og vi

deler med hinanden. Jeg føler mig sinds-

sygt privilegeret over at få lov til at lytte til

en ansat fra Kenya og generalsekretæren fra

Nigeria, hvor spørgsmålet om at bukke el-

ler brænde til tider er virkelighed. Jeg føler

mig enormt beriget af den visdom, som de

og alle andre i gruppen deler. Tænk at sidde

på en græsplæne på plastikstole i Mexico og

dele liv og tro med mennesker fra hele ver-

den! Det rører mig virkelig.

Så er der frokost i det store telt, og min efter-

middag bruger jeg på at læse og forberede

et seminar, jeg skal holde senere på konfe-

rencen. Resortet summer af mennesker, som

lærer af hinanden og vil hinanden.

Efter aftensmaden, som går med at møde

nye mennesker, er det tid til aftenmødet.

Der er to talere, hvilket ikke er usædvanligt

på WA. Den første, Glenn Smith, holder nær-

mest et akademisk foredrag, hvilket egentlig

er meget i IFES' ånd, men jeg er for træt til at

følge med. Den næste taler, Ruth López Tur-

ley, gør til gengæld stort indtryk på mig. Igen

er det det levede liv bag ordene og fortællin-

gen, som går ind. Hun fortæller om, hvordan

hun opdagede, at det ikke er hendes egne el-

ler denne verdens ressourcer, hun skal regne

med og læne sig op ad. Det er Guds.

I slutningen af aftenen har vi tid til reflek-

sion. Det bliver ledt af generalsekretæren

fra Malaysia, Kim Cheng Loh. Ud fra hendes

navn skriver jeg ”mega nice dame”. Mine

refleksioner er fyldt af de mennesker, som

har delt deres liv og tanker med mig i dag.

Inklusiv min medrejsende Camilla, som efter

morgenmødet summerede op for mig: ”Det

er bedre at stå med Jesus i flammerne end at

stå uden for uden Jesus”. Word.

Ann er nr. 3 fra venstre, Robert er nr. 2 fra højre

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 5nyheder · 2015 · # 5 · TIL TRO 5

Ny konference for videregående studerende

World Assembly fra generalens perspektiv

Hvad betyder det for KFS at få inspi-ration fra fx afrikanske og asiatiske studenterbevægelser?Mange kristne i andre lande forfølges for

deres tro. De lærer mig, at jeg må være vil-

lig til at lide for evangeliet. Samtidig vokser

kirken enormt i lande som Nigeria, Etiopien

og Kina. Det perspektiv, som det giver over

min dagligdag i et land, hvor kristentroen

mister terræn, er uvurderligt.

Er der noget i KFS, du har ændret dit syn på, efter du har været på World Assembly?Jeg har opdaget, at vi i KFS er rigt velsig-

net, fordi Gud har ladet os udvikle en sund

organisation med en god økonomi og stærk

strategi. Men jeg har også lært, at bønnen

og Guds kraft er vigtigere faktorer i at drive

mission blandt studerende i Danmark.

Hvad kan en studenterbevægelse fra et lille land som Danmark bidrage med på sådan en stor konference?Vi har erfaring for, hvordan man bygger et

demokrati uden korruption. Mange – også

kristne – er desillusionerede omkring det i

deres eget land, så her kan vi give dem ny

frimodighed til at kæmpe for bedre vilkår.

Så har vi en stærk teologisk tradition og en

mentalitet, som fremmer god organisation

og ledelse, hvilket også kan være en hjælp

for unge studenterbevægelser med mindre

dybe rødder

”Alt for mange oplever at der opstår to

separate rum i deres studietid” siger lejran-

svarlig Kristian Kappel.

”Det ene rummer fagligheden, karrieren og

studielivet. Det andet rummer troen og det

kristne fællesskab. Studielivskonference er

først og fremmet sat i verden for at modar-

bejde den tendens”.

ProgrammetUdover muligheden for at møde studerende

fra andre byer og studier byder program-

met på fire forskellige undervisninger.

Fredag aften underviser Uffe Steen lektor

på Aalborg Katedralskole under overskrif-

ten ”Overbevisning idag – om tidsånd og

tro”. Lørdag formiddag følger Lars Mollerup

fra Aeropagos op med oplægget ”Sprog

for tro – hvor skal vi mødes”. Begge oplæg

handler om studieliv og tro, og samspillet

mellem dem. Hvad der ellers sker kan du se

på www.kfs.dk/studieliv

God mad og intens hyggeDet hele omsluttes naturligvis af god mad

fra et dedikeret køkkenteam. Udover under-

visningen er studielivskonference nemlig

tænkt som et pusterum i en ofte hektisk

studiehverdag. Derfor er der også god tid til

fællesskab og mulighed for at sove længe.

Lørdag aften er der ”ild og dans” på pro-

grammet. Hvad det indebærer må man tage

med for at finde ud af.

Om konferencenStudielivskonference afholdes på KFS´

Ledertræningscenter (LTC), fra fredag den

16. oktober til aftensmad og slutter søndag

den 18. efter frokost. Der er 40 pladser i alt,

og prisen er beskedne 200 kroner inklusiv

alt undtagen transport.

Til oktober inviterer KFS for første gang videregående studerende til Studielivs-konference på LTC.

Robert Bladt fortæller om nogle af de ting, han har taget med hjem fra IFES’ verdenskon-ference, World Assembly. Læs hele artiklen på kfs.dk

Ann er nr. 3 fra venstre, Robert er nr. 2 fra højre

Følg med på:

www.facebook.com/

studielivskonference

STUDIELIVSKONFERENCE2015TROFORDYBELSEENGAGEMENT

studielivskonference-postkort.indd 1 17/08/15 11.39

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder66 TIL TRO · # 5 · 2015 · nyheder

Kaldet af Gud til liv

Mere end blot tal

”Du er kaldet af Gud til liv. Det kald skal stå

stærkt i din tros hvilepunkter og i dit liv som

kristen i en hverdag fyldt med skole, venner,

forpligtelser mm.

Det er stort og befriende at være kaldet af Gud,

så kom med på Discipeltræf og bliv sat fri og

i gang til et frimodigt liv og tjeneste via Guds

konkrete, levende og kaldende ord!”

Sådan introducerer komitéen for Disci-

peltræf 2015 temaet, der har overskriften

”Kaldet. Af Gud. Til liv.”

Discipeltræf er KFS’ store efterårslejr, hvor

studerende på ungdomsuddannelser strøm-

mer til fra hele landet.

Igen i år er der et spækket program med

sjov, dybde og fællesskab.

Fra den store scene kommer du blandt an-

det til at lytte til Michael Agerbo Mørch, der

læser teologi og er timelærer på Luthersk

Missions Højskole. KFS’ egen højskole, LTC,

bidrager også med to forkyndere og under-

visere i form af forstander Jakob Højlund og

lærer Frank Kristensen. Den sidste højskole-

lærer er Margunn Serigstad Dahle, som med

det nordisk klingende navn afslører, at hun

har sin gang på Mediehøgskolen Gimlekol-

len i Norge. Derudover kommer du også

til at lytte til KFS’ generalsekretær Robert

Bladt, der holder bibelundervisningen om

formiddagen.

Og selvom det er et ret solidt line-up, stop-

per det ikke der. For der er også en række

seminarer og andre tilbud, som rammer lige

ind i mange af de spørgsmål, som studieli-

vet byder på.

Alt det kan du læse mere om på:

discipeltraef.dk

Du kan nu gå ind og tilmelde dig KFS’ store efterårslejr for gymnasiale studerende Discipeltræf 2015.

Så langt er vi nået i dette skoleår...90 af 93

130 af 142

1257 af 1311

4 af 11

20 af 275

4 af 9

5 af 5

96,8 procent

91,5 procent

95,9 procent

36,4 procent

7,3 procent

44,4 procent

100 procent

studiestedsgrupper

kontaktpersoner

aktive deltagere

åbne bibelstudiegrupper

apologetiske events

tværkulturelle events

tværkulturelle fællesskaber

2014 - 2015 - 2016 - 2017

Det er nu første gang i dette skoleår, vi gør

tallene op for arbejdet med vores målsæt-

ning. Som du kan se i grafikken, er der over

sommeren forsvundet nogle grupper og

kontaktpersoner, og antallet af aktive stude-

rende er også faldet lidt. Det er naturligt, da

afslutningen af et skoleår for nogle, betyder

afslutningen på studiet. Det er blot et ud-

tryk for den naturlige afgang, der er i KFS.

Samtidigt er der en god flok af nye

studerende på gymnasiale og videregående

uddannelser, som vi er godt i gang med at

hjælpe i gang med at starte grupper og an-

dre ting. Blandt andet ved at sende LTC’ere

rundt i landet på deres anden teamperiode,

som vi gør i skrivende stund.

Vi har stadig en masse apologetiske

events til gode, men LTC’erne er også i

gang med at holde oplæg i religionstimer.

Samtidigt holder Veritas Forum Denmark

tre arrangementer i København, Aarhus og

Aarhus i denne uge.

Et tværkulturelt fællesskab i København

er stoppet, men til gengæld er en ny startet

op i Aarhus. Vi er derfor stadig

på samme antal som sidste år.

Men målsætningen hand-

ler langt fra kun om tal. Som

du kan læse på disse sider,

sker der mange ting på det

tværkulturelle område, hvor

KFS er engageret. Blandt an-

det har KFS sendt en delega-

tion til Mexico for at deltage

i IFES World Assembly, og en

anden gruppe til Bulgarien for

at lære at kommunikere.

Og på side 10 kan du læse om KFS’eren

Anna, som engagerer sig i studenterpolitik.

Selvom hendes engagement ikke tæller

med i nogen af de tal, vi måler på, er det

alligevel i kernen af, hvad vores målsætning

går ud på.

Vi ønsker nemlig at se studerende, som

er engageret i Bibelen, og som derigennem

engagerer sig i studieverdenen.

KFS har sat sig nogle målba-re pejlemærker for arbejdet, men der sker mange andre vigtige i KFS, som vi ikke kan tælle.

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 7nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 7nyheder · 2015 · # 5 · TIL TRO 7

Konferencen Mission-Net forløb som en an-

den veltilrettelagt KFS-lejr (det var tyskerne,

der stod for de praktiske ting), og bibelstu-

diegrupper, møder med lovsang og dygtige

talere så vel som lange madkøer skabte alt

sammen en hel særlig stemning.

En stor oplevelse var den aften, hvor vi skulle

spise i vores bedegruppe, og vi fik tildelt et

brød. Skiverne skulle fordeles mellem os som

verdens ressourcer er fordelt i verden. Der

var derfor én, der sad med over halvdelen

af brødet, mens der var flere, der måtte dele

en halv brødskive. Det åbnede for alvor mine

øjne for verdens uretfærdighed, og hvor ondt

det gør at være den rige, der blot ser på ”de

sultne”.

Tag på Mission-Net, fordi det er sjovt at være

sammen med unge fra hele verden, og fordi

det er en kæmpe oplevelse at opleve det

fællesskab, der opstår på tværs af forskel-

ligheder, fordi vi alle er Guds børn. Tag på

Mission-Net, fordi det er for fedt at danse og

feste med tusinder andre, når klokken slår

tolv, og fordi Gud er stor, og han for alvor

viser os det, når vi giver af vores tid til ham.

Læs mere på mission-net.org

Formålet med projektet var, at vi kunne

knytte bånd mellem landene, men også at

knytte bånd mellem kristne og deres med-

studerende. Der var ikke lagt bibeltimer ind

i programmet, men for dem, som havde lyst,

var der dagligt morgenandagt.

Vi blev undervist i kommunikation, og her

lærte vi om kulturforskelle, personlighed,

lytning, konflikthåndtering og meget mere.

Ud over at vi havde undervisning i kommu-

nikation, var vi også på to dagsture. Vi havde

kulturaftner, arrangeret af de respektive

lande, som bød velkommen til deres lands

normer, stoltheder og traditioner. I de sidste

dage kunne vi hjælpe i et socialt projekt,

hvor vi blev kørt ned i byen til et social-

center, hvor vi hjalp med til at passe børn,

snakke med ældre og bygge bogkasser til et

bibliotek.

Det, jeg synes, var det bedste ved projektet,

var, at jeg fik lov at møde de andre kulturer

og danne venskaber på tværs af disse. Her fik

jeg især et par rigtig gode venner i Holland,

som jeg håber, jeg kommer til at besøge.

Minder fra Mission-Net

Sommerprojekt 2015

Learn to communicate

KFS inviterer sammen med Dansk Missionråd, DMR, til Mission-Net. Det er en konference i Tyskland for 16-25 årige europæiske kristne fra 28. december til 2. januar. De første 75 danskere der tilmelder sig inden 13. oktober, får automa-tisk en rabat på 100 Euro af DMR.

I sommer var jeg og ni andre glade KFS’ere i Bulgarien i 11 dage for at deltage i dette års sommerprojekt, Learn to communicate. Artiklen er et uddrag, læs det hele på kfs.dk

Af Dinna Swartz

Af Esther Bay Jensen

Læs om

Dinna en tidligere

deltagers oplevelser

(læs hele beretningen

på kfs.dk).

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder88 TIL TRO · # 5 · 2015 · nyheder

Festlig fejring af LTCLørdag den 29. august kom 250 mennesker for at fejre 25-året for KFS’ Ledertræningscenter.

Da KFS’ Ledertræningscenter, LTC, havde

inviteret til jubilæum den 29. august, var

det med Brunmosehallen fuld af menne-

sker, som ønskede at fejre højskolens 25 års

historie.

I et kvart århundrede har LTC sendt

elever ud på studiesteder i hele landet for at

møde mennesker med evangeliet med solid

åndelig og menneskelig ballast i rygsækken

fra centret i Ødsted nær Vejle. Og utallige

af disse elever har efter opholdet taget

erfaringerne og læringen med ud i frivillige

eller lønnede lederopgaver.

250 deltog i festlighederne, og heri-

blandt var de tidligere LTC-ansatte, mange

nuværende og tidligere ansatte i KFS, et hav

af tidligere elever og mange andre.

Festen startede med gudstjeneste, som

også fungerede som udsendelsesgudstjene-

ste for det nuværende hold af LTC’ere. De

tre teams blev sendt af sted på teamperiode

i den efterfølgende uge med bøn og hånds-

pålæggelse.

På den måde var festens fokus ikke kun

på det, der var engang, men fra begyn-

delsen var blikket rettet fremad mod den

tjeneste LTC og eleverne stadig har.

Efter gudstjenesten fik nostalgien dog

frit løb. Blandt andet med alle tre tidligere

forstandere, der hver havde fået ti minutter

til at reflektere over deres tid på højskolen.

De ti minutter strakte sig flere gange lidt

længere, da de gode anekdoter pressede

sig på.

Herudover havde flere organisationer

sendt videohilsner, hvor de ønskede tillykke

og fortalte om hvordan de oplevede LTC’s

betydning gennem årene.

Mellem indslagene og turene til det

fyldte bord med festbuffeten var der flere

forskellige muligheder.

For det første var der god tid til at opfri-

ske relationerne, som for manges vedkom-

mende gik adskillige år tilbage.

En anden mulighed, som mange

benyttede sig af, var at gå en tur over på

ledertræningscentret og se de nyrenove-

rede faciliteter. Resultatet af jubilæums-

renoveringen er blandt andet et helt nyt

køkken, nye baderum og toiletter, nye gulve

flere steder og udskiftede vinduer. Under

rundvisningerne kunne gæsterne kigge på

billeder fra alle årene, som var hængt op

rundt omkring på skolen.

Endeligt var der forskellige muligheder

for at bidrage til renoveringen økonomisk.

Det var blandt andet muligt at købe sig en

souvenir fra det gamle køkken, som indtil

maj i år havde været prydet med meget

karakteristiske brune vægfliser. Fliserne

må have frembragt gode minder, da en del

valgte at købe dem med hjem. De forskel-

lige indsamlingstiltag gav LTC omkring

52.000 til renoveringen.

Jubilæumsfejringen var en god dag med

god mad, god stemning, gode minder og en

god fornemmelse for fremtidens LTC.

25 årsJUBILÆUM

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 9nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 9nyheder · 2015 · # 5 · TIL TRO 9

Hvis du deltog i aftensamlingen tirsdag på

årets påskelejr, husker du måske Solveig og

Søren Eriksen. Ægteparret fortalte om deres

kald til Grønland. De fortalte også om de

mange omveje, de måtte omkring, før kal-

det i foråret 2015 endelig så ud til at kunne

blive virkeliggjort. Det gjorde indtryk. På-

skelejrdeltagerne bad for deres rejse og om,

at de måtte få en god begyndelse i landet.

”De første måneder har været rige på

oplevelser, og vi er faldet godt til, men er

stadig i opstartsfasen,” siger Solveig og

Søren.

”Sømandshjemmet er en god platform

med mange muligheder for mission. Vi har

en stor berøringsflade med vore cafeterie-

gæster og logerende. På Sømandshjem-

met inviterer vi til andagter, bibeltimer og

bibelstudie. Vi besøger skibe og fængslet og

vil forsøge opstart af børnearbejde i et blo-

kområde i Nuuk. Vi møder en langt større

åbenhed omkring fx åndelige spørgsmål

end blandt den almindelige dansker, og det

åbner mange døre.

Noget af det, der har gjort os virkelig

godt, er, at vi ikke er alene som kristne

i byen. Der er andre, der har nød for, at

mennesker skal lære Jesus at kende. Der

er andre, der har et bagland, der beder for

Grønland og grønlænderne og arbejder mål-

rettet med at nå ud med evangeliet. Selvom

vi er forskellige og har forskellig tilgang

til arbejdet, oplever vi det alligevel som et

legeme, hvor vi sammen forsøger at være

lys og salt og formidle evangeliet til frelse

for grønlænderne ud fra den platform, vi

hver især har fået.”

Kaldet blev virkeliggjort

Jubilæumsindsamling

Søren og Solveig Eriksen er udsendt af Sømandsmissionen og har det sidste halve års tid boet i Grønland. Søren arbejder som evangelist og administrativ medarbejder på sømandshjemmet i Nuuk, og Solveig har fået arbejde i byen på et hjem for autister. Vil du gerne følge med i arbejdet, kan du skrive dig op til Solveig og Sørens nyheds-mails på sorenogsolveig@gmail.com

Update

408.637 kroner

1.000.000 kroner

600.000 kroner

200.000 kroner

800.000 kroner

400.000 kroner

Vi er godt på vej, men vi mangler stadig næsten 600.000 kroner for at nå den million det koster at re-novere KFS Ledertrænings-center, LTC.Det går stødt fremad med indsamlingen til

renoveringen af KFS' Ledertræningscenter,

LTC der nu igennem 25 år har dannet ram-

merne for mere end 250 unge mennesker,

der har fået ledertræning og prøvet kræfter

med den viden, de har fået på gennem

teamarbejde.

Vi oplever en stor interesse for LTC'er-

nes oplæg i religionsundervisning, og det er

en stor velsignelse for KFS'ere at få besøg af

et af de tre teams på deres studiested.

Renoveringen har været tiltrængt i ef-

terhånden mange år, og det var på høje tid

at stedet fik en kærlig hånd. Der har

været mange kærlige hænder fra

blandt andet ansatte og frivillige,

som har hjulpet, så udgifterne har

været på et minimum.

Vi har fået meget for pen-

gene, men vi mangler stadig små

600.000 for at nå den million, der

har kostet.

Vi håber, du vil være med til at

sikre, at LTC kan virke mange år

frem.

Sådan kan du støtte:Konto: 9544-0004054954

MobilePay: 61 27 14 97

www.kfs.dk

(tryk på den blå knap i højre side)

Hvis du vil have fradrag, skal vi

bruge dit CPR-nummer.

STØT

KFS

KFS’eren

TIL TRO · # 5 · 2015 · KFS’eren10

”Jeg sprang ud som aktivist”KFS’eren Anna Kiel Rughave er engageret i det studenterpolitiske arbejde Et Andet Uni-versitet, som er kritiske over for blandt andet fremdriftsreformen. Det minder lidt om det kristne fællesskab.

En torsdag i unibaren, efter KFS, mødte jeg nogle studerende, som

snakkede om universitetsreformerne og en aktion, som de var ved

at stable på benene. Jeg lyttede, for jeg var selv frustreret over re-

formerne. Politik har altid interesseret mig, men jeg har aldrig været

aktivist.

En dag dukkede jeg op til blokaden af rektoratet på Aarhus Uni-

versitet. Dér sad der en masse forskellige folk fra forskellige studier,

med forskellig baggrund – politisk som religiøs. Vi havde dog

noget til fælles: Vi ønskede, at frem-

driftsreformen og dimen-

sioneringsplanerne skulle

trækkes tilbage, og at uni-

versiteterne skulle styres

indefra, og ikke topstyres.

Vi troede på et rummeligt,

fleksibelt og alsidigt uni-

versitet, hvor studerende

ikke knækker under pres-

set, og hvor man stræber

efter den højest mulige

viden, og ikke kun den

viden, der klirrer i kassen. Jeg

sprang ud som aktivist!

Siden oktober 2014 har jeg været aktiv i den studenterpolitiske

bevægelse Et Andet Universitet, og jeg synes virkelig, der er noget

at kæmpe for. Vi har blokeret, informeret, og demonstreret for at

gøre opmærksom på problemerne med kvalitetsudvalgets rapport,

universitetsloven fra 2003 – og selvfølgelig reformerne.

Mange af mine studiekammerater og venner fra KFS knokler med

studierne, samtidig med at de er engageret i meget andet. Stress,

depression og følelsen af ikke at slå til fylder mig selv og mange om-

kring mig. Fremdriftsreformen kommer til at lægge et endnu større

pres på de studerende. Kampen imod reformerne handler altså også

om at passe på en masse hårdt slidende studerende, som kører på

pumperne.

Desuden mener jeg, at der har været et overdrevet fokus den

kemisk/biologiske side af mennesket de seneste år. Dimensione-

ringsplanerne rammer humaniora hårdest. Jeg er helt med på, at det

er vigtigt, at vi har dygtige naturvidenskabsfolk, men mennesket er

mere end kemi – det er også ånd. Vi har brug for at forstå mennesket

som et socialt og kulturelt væsen, hvordan det tænker, hvad det tror

på, det sprog det taler, hvad vi kommer fra, og hvor

vi er på vej hen.

Igennem bevæ-

gelsen har jeg mødt

en masse fantastiske

mennesker. På mange

måder ligner det det

kristne fællesskab. Vi

kæmper for den samme

sag, men er også vidt

forskellige. Det har været

spændende og lærerigt. I

det ene øjeblik råber vi

det samme kampråb, og i

det næste sidder vi i ophedede diskussioner

og gode snakke om kønskvoter, kapitalisme, kristendom, Kierkega-

ard eller kvantemekanik. Meninger brydes, men respekteres. Der er

åbenhed i forståelsen. Måske er det fordi, vi har noget fælles at sam-

les om og kæmpe for.

At studere er mere end at kunne pensum. Derfor kan jeg kun

opfordre til at komme ud dér, hvor meninger brydes. Det er ikke kun

bag skrivebordet eller i forelæsningsalen, vi lærer noget. Prøv det, du

læser, af på andre, og bliv klogere på mennesker og din tro.

Af Anna Kiel Rughave, idéhistorie- og historiestuderende

Tema: BevægelseNogle ting forandrer sig aldrig. Andre ting bliver aldrig de samme igen. Årstiderne skifter, men efter vinter kommer altid forår. Forandring og bestandighed

er sammenvævet i tilværelsen på en parakdoksal måde.

I dette Til Tro kan du reflektere over, om Gud egentlig forandrer sig, om udvikling altid er til det bedre, og hvorfor Paulus blev ved med at bevæge sig

videre til den næste by. Du kan læse om, hvorfor vi er afhængige af at være en del af en stor bevægelse og ikke kun kan have nok i os selv, hvordan du kan

kombinere tro og fodbold, og du kan dykke ned i forholdet mellem tidsånden og den kristne tro. Med andre ord kan du dvæle ved bevægelsen og bevæge

dig ind i det bestandige.

God fornøjelse!

12 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Gud bevæger sigDet er en grundlæggende forudsætning, at ting i denne verden bevæger sig - i særdeleshed os mennesker. Vi kender til opture og nedture, til at bevæge os og blive bevæget. Gud bevæger sig også, men ikke ligesom os.

Af Flemming Baatz Kristensen, sognepræst, Sct. Pauls kirke i Aarhus C, fbk@km.dk

Bevægelse hører livet tilKender du som kristen til at føle Guds nær-

vær? Det er en glæde at være kristen. Det

indebærer en tryghed. Måske kender du

også til at opleve det modsatte. Gud vir-

ker fraværende. Freden og glæden er væk,

det er kedeligt og tomt at være kristen. Du

svæver rundt og har vanskeligt ved at finde

fodfæste.

Så er det, du måske griber dig selv i at tæn-

ke: ”Er det mig, der er mærkelig? Er der no-

get galt med min tro? Eller er det Gud, der

ændrer sig og flytter sig, eller er Gud ander-

ledes, end jeg troede? Jeg troede, han var

sådan og sådan og det er han øjensynligt

slet ikke. Hvem bevæger sig? Han eller mig?

Eller både han og mig? Hvad er op og ned?”

Den slags erfaringer gør alle kristne.

Nogle mere end andre. Det gælder ikke kun

nye og erfarne kristne, også mere erfarne

troende. Det er ganske normalt – dog delvis

afhængig af hvilke typer vi er, og hvordan

vort trosliv former sig. Der er ikke noget

mærkeligt i det, men det kan opleves gan-

ske frustrerende.

På den anden side gælder det for alle

forhold i livet, at hvor der er liv, er der be-

vægelse. Til al udvikling hører bevægelse.

Stilstand kan være udtryk for manglende liv.

Det ville også være kedeligt, hvis livet hele

tiden er det samme og det samme.

Udvikling har både noget positivt og no-

get negativt over sig. Den kan gå galt, og

den kan være kompliceret. Tænk på over-

gangene i livet fx pubertetstiden, når man

flytter hjemmefra, når man går fra studium

til arbejde, eller når man går fra at leve som

single til at leve i parforhold, eller hvis man

er blevet alene efter skilsmisse eller døds-

fald. Sådanne overgange er ofte skræmmen-

de, men også udviklende. Det er vigtigt at

komme sundt igennem den, ellers kan man

stagnere og hæmmes i sin udvikling.

Det samme gælder det at være kristen

og vandre med Gud. Skal vores trosliv ud-

vikle sig og blive levende, forudsætter det

en form for bevægelse.

Gud fatter vi ikkeDet er vigtigt, at vi er varsomme her. For

ingen af os kender Gud og kan derfor ikke

kloge i, hvordan han er.

”Jeres planer er ikke mine planer, og je-

res veje er ikke mine veje, siger Herren; for

så højt som himlen er over jorden, er mine

veje højt over jeres veje og mine planer over

jeres planer” (Esajas’ Bog kapitel 55, vers

8-9).

Vi kan ikke tænke os frem til, hvordan

Gud er. Han er altid større end vore billeder

af ham.

I det er der egentlig et godt og stærkt

budskab. Som det hedder i en bøn:

”Når jeg har tænkt mig træt til døde, sig

så hvad du har tænkt, o Gud.”

Når vore tanker er udtømt, og vores

forståelse ikke strækker til, er Gud allige-

vel ikke færdig med historien. Gud er altid

større.

Altid den samme…Når det er sagt, er Bibelen og den kristne tro

tydelig om, at Gud altid er den samme.

”Jesus Kristus er den samme i går og i

dag og til evig tid” (Hebræerbrevet kapitel

13, vers 8).

Han ændrer sig ikke. Hans væsen, vilje

og mål er det samme. Gud er urokkelig som

klippen. Han er konsistent og ændrer ikke

karakter. Han er trofastheden selv i sin le-

vende kærlighed. Gud hænger altid sam-

men. Han ændrer sig ikke.

…og så alligevelGuds bevæger sig til jorden, og der sker den

ændring, et flyt i Gud, at han antager sig

Skal vores trosliv udvikle sig og blive levende, forudsætter det en form for bevægelse

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO 13

menneskenatur og bliver menneske samti-

dig med, at han fortsat er Gud. Gud flyttede

sig, da han i sin søn gav sit liv for verden og

gik gennem døden til opstandelsen, og nu

er Guds menneskelighed en side af ham og

med ved Guds højre hånd. Og Gud flyttede

sig, da han sendte sin Ånd og slap ham løs

på apostlene og de døbte pinsedag.

Der anvendes i Det Nye Testamente et

ord, der bruges om Jesus, og som betyder

at få medynk, egentlig betyder det, at ind-

voldene kommer i bevægelse. Og da de er

i færd med at stene Stefanus til døde uden

for Jerusalem, er der sket det, at Jesus, der

normalt sidder ved Guds højre hånd, står

op!

Jesus er hyrden, der går ud og leder efter

os, lige til han finder os.

Og stadig er han den samme i sit væsen,

sin sandhed og evige kærlighed, sin vilje, sit

sind, sin ambition og længsel efter at finde

sit menneske og forme det efter Kristi bil-

lede, modne os og føre os frem mod målet

hos Gud.

Vi kan opleve det som, at Gud vakler og

ændrer sig på den forkerte måde, men så-

dan er det ikke. For Gud er altid i færd med

at bevæge sig efter os for at bevæge os. På

en måde indretter han sig efter os. Han til-

lader, han lader os løbe linen ud, han venter,

han følger os, han løber efter os, han favner

os, han liner op til fest, han går ud for at

hente os ind… (læs lignelsen om den fortab-

te søn under det perspektiv i Lukasevange-

liet kapitel 15).

EksemplerNår vi erfarer, at Gud siger os noget, og vi

får lyst til at foretage et opbrud og følge Je-

sus, så er det Gud, der bevæger os, rører ved

os og kalder på os. Når vi oplever, at bønnen

keder os, og vi finder ud af, at det onde sid-

der dybt i os, er Gud i færd med at vise os

noget vigtigt: hvad der er galt med os.

Når vi bliver glade for Jesus på korset og

den opstandne og tør betro os til ham og

lade ham være basis under os på trods af,

at ikke er, som vi skal være, så er Gud i færd

med at lære os at tro på Kristus.

Når vi oplever, at vi ikke føler Guds nær-

vær og ikke mærker trygheden ved at være

kristen, er Gud i færd med at tage vore støt-

tepiller væk, så vi søger ham selv og ikke

kun hans gaver. Vore billeder af ham skal

ændres, så vi begynder at elske ham selv

mere for det, han er, end det han giver.

Hvis vi er alt for optaget af os selv og

lukker af for ham, kan han være nødt til at

afvente situationen, vente på, at vi bliver

stille og tørstige nok, så vi på ny søger ham.

Alle vore erfaringer og oplevelser er en an-

ledning for ham til, at vi lærer ham bedre og

bedre at kende og til, at vores trosrelation

fordybes og udvikles.

Og hvad gør man da?Vi skal gennem alt det øves i at bygge mere

på, hvad ordet siger om Gud, end hvad vi

føler og erfarer. Guds tilsagn og løfter er det

eneste stabile og holdbare. Nogle gange er

det det eneste, vi har at holde os til, og det

er også nok! Gud udfordrer os til at insiste-

re på at forankre vor tro uden for os selv i

Kristus og ikke inde i os selv.

Som det er blevet sagt af forskellige:

”Jeg så på troen og troen svandt. Jeg så

på Jesus og troen vandt.”

”Herre, jeg beder om, at du vil hjælpe

mig, men selv om du ikke hjælper mig, bli-

ver jeg hos dig.”

”Jeg føler ikke altid, at Jesus er i nadve-

ren, men jeg ved, at han er der.”

”Jeg tror nok, jeg tør sige, jeg elsker Je-

sus.”

Det kan de kun sige, fordi Gud har bevæget

dem.

For Gud er altid i færd med at bevæge sig efter

os for at bevæge os

Charles Bunyan: Pilgrimsvandringen,

1977. En klassiker om den kristne

vandring.

Bo Giertz: Stengrunden, 1992. En

sjælesorgsroman som har hjulpet

tusindvis af mennesker til at finde

hvilen i Gud. Bogen skildrer Guds vej

med mennesker.

Flemming Baatz Kristensen: På vej

– et foredrag noter hvor Bibelens og

den kristne troserfaring med nogle af

de råd og den vejledning man har gi-

vet gennem tiden beskrives. Kan fås

ved henvendelse til fbk@km.dk

Owe Wikström: Det blændende mør-

ke, Anis, 2002, andet oplag.

Læs mere:

14 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Hvis man tager et view over verdensøkono-

mien de sidste hundrede år, er det temme-

lig tydeligt, at perioder med vækst løbende

er blevet afløst af perioder med økonomisk

tilbagegang. Det er ikke overraskende. Det

overraskende er den måde, vi taler om det

på. Perioder med manglende vækst omtales

konsekvent som ’kriser’, som ’vi skal ud af’.

Økonomisk vækst opleves som det naturlige,

rigtige og almindelige, så når væksten ude-

bliver, må det dreje sig om en afvigelse fra

det normale.

VidenskabsgudenOmtalen af økonomisk tilbagegang som

krise er imidlertid kun et enkelt udtryk for

en langt mere omfattende tankegang i vo-

res kultur: forestillingen om udvikling, frem-

skridt og vækst som det naturlige og rigtige.

Middleton og Walsh beskriver i deres

bog Truth is Stranger Than It Used To Be det

moderne som karakteriseret ved tre typi-

ske forestillinger. For det første tanken om

videnskaben som en absolut autoritet. Med

det vil de naturligvis ikke afvise videnska-

bens resultater. De fleste af os vil hellere bru-

ge en computer end en fjerpen, når vi skal

skrive en længere opgave, og vi er også gla-

de for videnskabens resultater, når vi sætter

os i tandlægestolen for at afvente en større

behandling. Det, der imidlertid er sket i den

moderne verden, den verden der langsomt

er vokset fra 1500-tallet til i dag, er, at vi-

denskaben ofte er blevet set som den eneste

sikre kilde til viden og sandhed. Videnskaben

har afløst Gud som absolut autoritet.

Grunden til, at videnskaben i lange perio-

der har fået en så omfattende autoritet, er

den meget enkle, at den har virket. Det fører

til den anden store autoritet i den moderne

verden, som Middleton og Walsh peger på,

nemlig teknologi. Moderniteten er præget af

en tiltro til, at der findes teknologiske løsnin-

ger på alle problemer, hvad der hænger sam-

men med den tredje centrale forestilling,

forestillingen om udvikling og fremskridt

som næsten en naturlov, der styrer den men-

neskelige historie i en konstant bevægelse

mod det bedre.

FremskridtFremskridtstanken trængte for alvor igen-

nem i løbet af 1800-tallet og på en række

forskellige områder, som ellers ikke havde

meget med hinanden at gøre.

I 1857 udgav den engelske filosof, Her-

bert Spencer: Progress: Its Law and Cause,

hvor han giver udtryk for sin overbevisning

om, at loven om fremskridt hersker både i

naturen og i samfundslivet. Det var Spencer,

der først formulerede tanken om ”survival of

the fittest.”

Den franske filosof Auguste Comte holdt

i perioden 1830-42 en række forelæsninger,

Kronologisk snobberiUdvikling er i nogles ører uløseligt forbundet med fremgang og bevægelse mod noget bedre. Troen på, at noget fra gamle dage er bedre, er tilnærmelsesvis ab-surd. Det er det, man kalder kronologisk snobberi.

Af Bent Bjerring-Nielsen, præst i Amagerbro Frikirke og lektor på 3K-uddannelsen i København, bjerringn@gmail.com

Lewis’ opgør med det kronologiskesnobberi et element i hans åndelige

rejse frem mod mødet med Gud

15artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

hvori han formulerede den filosofi og viden-

skabsteori, der er blevet kendt som positivis-

men.

Comte inddeler menneskehedens hi-

storie i tre perioder. I den første lange pe-

riode troede menneskene på guder og andre

overnaturlige væsener. Derefter var der en

mellemperiode, hvor mennesket troede på

abstrakte kræfter, inden den endelig nåede

ind i den tredje periode, den positive, hvor

videnskaben havde taget over. Det er den

periode, Comte mener, han repræsenterer,

og pointen er, at der ikke venter en fjerde

periode; menneskeheden havde nået målet,

hvor videnskaben sætter dagsordenen. Her

smelter videnskabstanken og fremskridt-

troen altså helt sammen.

Det viser et andet træk ved fremskridt-

stroen: at den ofte også er religionskritik.

Særligt fra midten af 1800-tallet og frem

har der været en udbredt forestilling om, at

menneskedens udvikling og fremskridt ville

overflødiggøre religionen. Det har vist sig

ikke at være tilfældet. Fremskridtstanken

trængte imidlertid også igennem på det reli-

giøse område. Det bedste eksempel på det er

den nyfortolkning af reinkarnationstanken,

man har set i Vesteuropa inden for de sid-

ste 150 år. I hinduismen og buddhismen er

tanken om reinkarnation noget negativt. Det

er det af den simple grund, at livet på denne

jord ses som lidelsesfuldt, hvad der særligt

understreges i buddhismen. Hvis livet på

denne jord er en lidelse, er det en temmelig

grum tanke, at man skal gentage dette lidel-

sesfulde liv igen og igen. Det er baggrunden

for, at megen østlig religiøsitet netop er et

forsøg på at undslippe kredsløbet af evig død

og genfødsel. Da man i løbet af 1800-tallet

begyndte at introducere reinkarnationstan-

ken i Vesteuropa, skete det i en væsentlig

omfortolket udgave. Forestillingen om re-

inkarnation smeltede sammen med frem-

skridttanken, således at genfødslerne blev

en udviklingsmulighed.

C.S. Lewis kritik af ”det kronologiske snobberi”Troen på, at menneskeheden af sig selv ville

bevæge sig frem mod ”bedre”, er naturligvis

blevet både diskuteret og kritiseret. En af de

mest markante kritikere er den engelske for-

fatter C.S. Lewis. Han er mest kendt for fan-

tasybøgerne om landet Narnia, men havde

faktisk et meget omfattende forfatterskab:

Science-fiktion, essays, litteraturhistoriske

værker, bøger der præsenterede og forsva-

rede kristendommen etc.

Lewis brugte ofte begrebet ”kronologisk

snobberi”, når han kritiserede fremskridt-

tanken. I bogen Surprised by Joy, som er en

slags åndelig selvbiografi, fortæller Lewis,

at det var noget, han havde lært af vennen

Owen Barfield. Det kronologiske snobberi er

forestillingen om, at alt, hvad der er gam-

melt, nødvendigvis er forkert, og at alt nyt

nødvendigvis er bedre. Det er en temmelig

meningsløs forestilling, ville Lewis mene.

Det kronologiske snobberi har en ten-

dens til at skjule det forhold, at enhver tid og

kultur har sine blinde punkter. Der vil være

ting, man ser meget tydeligt på bekostning

af ting, man ikke kan se. Indledningskapitlet

til hans Oxford History of English Literature in

the Sixteenth Century hedder således ”New

Learning and New Ignorance”. 1600-tallet i

England var en periode, hvor man blev klo-

gere på visse felter på bekostning af andre,

som man ikke kunne se så tydeligt længere.

Det gælder enhver periode, ville Lewis mene.

I Surprised by Joy er Lewis’ opgør med det

kronologiske snobberi et element i hans ån-

delige rejse frem mod mødet med Gud. Le-

wis mener, at vi er skabt med en længsel ef-

ter Gud; det er det, han i bogen kalder ’Joy’.

Denne gudslængsel kan komme til udtryk på

mange måder: i musik, kunst, myter og me-

get andet, og vi kan forsøge at undertrykke

den. Det var det, Lewis forsøgte at gøre, ind-

til han til sidst ikke kunne modstå Gud. Le-

wis beskriver det, som om han nærmest blev

slæbt ind i Guds Rige, selv om han prøvede

at kæmpe imod.

I den moderne verden har gudslængslen

imidlertid ofte haft trange kår, hvad der ikke

mindst skyldes indflydelsen fra det kronolo-

giske snobberi. Kristendommen er gammel,

hvorfor den per definition ofte ses som ir-

relevant og ligegyldig. Men er det ikke en

tåbelig fordom? Moderniteten har gjort

meget reelle fremskridt på det videnskabe-

lige område, men har vi i den proces også

mistet noget? Har vi gjort verden mindre

ved systematisk at lukke af for tilværelsens

åndelige dimensioner? Det ville Lewis mene,

at vi havde gjort, hvad jeg vil give ham ret

i. Så skal vi ikke genoverveje den selvfølge-

lighed, hvormed vi praktiserer vores krono-

logiske snobberi og give plads til længslen

efter Gud?

Så skal vi ikke genoverveje den selvfølgelighed, hvormed vi praktiserer vores kronologiske

snobberi og give plads til længslen efter Gud?

16 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Hvordan mon Paulus tænkte, når han skulle

beslutte sig for, hvor han skulle bevæge sig

hen i sit missionsarbejde? Hvad bevægede

ham?

Man kunne være fræk og svare: Paulus

tænkte ikke noget, men det gjorde Helligån-

den! Når man læser i Apostlenes Gerninger

om Paulus’ missionsrejser, så er det påfal-

dende, hvor stor rolle Helligånden spiller.

Prøv bare at følge lidt med her: Det er Hel-

ligånden, som udvælger og kalder Paulus og

Barnabas. Helligånden hindrer dem i at tale

i provinsen Asien og Bitynien, og Helligån-

den kalder dem i stedet til Makedonien. Han

forlader Efesos og drager til Jerusalem ”bun-

det af Ånden”. Han indsætter tilsynsmænd

vejledt af Helligånden i menighederne, han

forlader. Strategien for Paulus virker i høj

grad til at være, at han lytter til Helligånden

og vejledes skridt for skridt af Ånden.

Ånden bevæger i dagJeg vil forsøge at trække nogle linjer til, hvad

det så kan lære os i dag om missionsarbej-

de. Det indlysende svar er, at vi må lytte til

Helligåndens vejledning. Det lyder simpelt

og alligevel er det lidt fremmed for mange

danske kristne. Hvis man kigger nærmere

efter i teksterne, så ser man ofte, at Hel-

ligåndens vejledning bliver givet under bøn

(og af og til faste). Vi kan helt sikkert lære

noget af Paulus og den tidligste kirke, når

det handler om at lytte til Helligånden, nem-

lig at vi skal bruge tid på bøn – sikkert også

meget mere, end den gennemsnitlige dan-

ske kristne. Missionen er nemlig ikke først

Med Ånden som rejseleder

De første kristne missionærer bevægede sig med jævne mellemrum ud på nye rejser for at møde mennesker med evangeliet. Det var hårdt og ofte livsfarligt, men de var aldrig alene. De havde nemlig Gud med som rejseleder.

Af Per Ladekjær, bibelskolelærer på Børkop Højskole, per@imb.dk

17artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO 17

og fremmest vores mission, hvor vi skal være

snedige og strategiske nok, men missionen

er Guds mission, som vi får lov til at deltage

i. Det er Gud, der bevæger os, og ikke os, der

skal bevæge Guds mission.

Jeg har været en del i Etiopien i de se-

neste år, hvor kirken vokser eksplosivt. Det

kendetegner Mekane Yesus-kirken i Etio-

pien, at de bruger utrolig meget tid i bøn, og

de er altid på vej til nye landsbyer og områ-

der med evangeliet. Når man spørger dem

til, hvordan de udvælger, hvor de skal hen, så

får man ofte svaret, at det har Helligånden

vejledt dem til under bøn. Åndens drivkraft

bag missionsbevægelse er altså den samme

i dag. Derfor er der brug for i dag, at der er

studerende i Danmark, der bruger tid i bøn

og lytter til, hvor Ånden vil bevæge os hen.

Bevæget af forsoningenKære læser: Mens du sidder og læser, så er

der kristne, der dør som martyrer rundt om-

kring i verden. Hvad får alle disse mennesker

til at sætte deres liv til? Hvad har fået kristne

igennem hele kirkens historie til at miste li-

vet for troens skyld?

Det skyldes alene, at de er blevet dybt

afhængige af at have fred med Gud. De er

blevet afhængige af det, Jesus gjorde for

dem på korset. Det kan være svært at forstå,

at det kan blive så vigtigt, når man sidder

og læser om bevægelse på et stykke papir.

Men vi forstår slet ikke apostlenes rejseakti-

vitet, hvis ikke vi ser, at de er dybt bevægede

af korset! Paulus var en mand, der havde

viet sit liv til at kvæle kristendommen, men

endte med ivrigt at udbrede den og dø for

evangeliets skyld.

Den afgørende faktor for ham var tyde-

ligvis, at han selv fik et møde med Jesus uden

for Damaskus. For Paulus betød det, at hans

liv nu ikke længere drejede sig om ham selv,

men han ønskede blot at ”fuldføre mit løb og

den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at

vidne om evangeliet om Guds nåde” (Apost-

lenes Gerninger kapitel 20, vers 24).

Bevæget af evangeliets kerneHan forstår evangeliet på den måde, at det

ikke blot handler om, at vi er en masse in-

divider, som kunne få lov til at få tilgivelse

og frelse. Nej, Jesus kom for at forene alle

mennesker med Gud. Det var gode nyheder

som et universelt budskab for alle folkeslag.

Guds plan har altid været, som det blev sagt

til Abraham, at bringe velsignelse gennem

Israel til alle verdens folkeslag.

Men hvordan? Hedningerne var jo uden

for Guds familie. Paulus beskriver Jesu ger-

ning sådan her: ”Han satte loven med dens

bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at

skabe ét nyt menneske af de to….For gennem

ham har både vi og I i én ånd adgang til Fa-

deren.” (Efeserbrevet kapitel 2, vers 15 til 18;

min fremhævelse).

Det er vigtigt at se, at forsoningen mel-

lem jøder og hedninger ikke er et biprodukt

ved evangeliet, men noget helt centralt i sel-

ve evangeliet. Gud har kun én familie, ét nyt

menneske, og Paulus er nødt til at praktisere,

at evangeliet tilhører hele menneskeheden.

I Romerbrevet træder det tydeligt frem,

at Paulus betragter sig selv som sendt til

hedninger, men det skal også skabe tro hos

jøderne. Og når han taler om at gå til hednin-

gerne, så har han en meget radikal tilgang.

Han er klar over, at ”både grækere og barba-

rer, både vise og uforstandige er jeg forplig-

tet over for” (Romerbrevet kapitel 1, vers 14).

I praksis sætter Paulus sig for at rejse

rundt i hele den kendte civiliserede verden

for at forkynde for de civiliserede grækere.

Men ud over det vil han altså også forkynde

for barbarerne, det vil sige de uciviliserede.

I slutningen af Romerbrevet hører vi, at han

har konkrete planer om at tage til Spanien,

som ikke tilhørte den civiliserede del af ver-

den (Romerbrevet kapitel 15, vers 24 til 28).

Evangeliets grænsebrydende krafti dagJeg hæfter mig særligt ved, at det i dag er

så svært at få kristne til at forpligte sig i in-

ternational mission. Dem, der arbejder med

international mission, kan vise sort på hvidt,

at gaveindtægterne til international mission

er faldende, og de kan fortælle, at det bliver

sværere at finde missionærer. Er det mon,

fordi vi i dag kommer til at tage evangeliet

som en selvfølge i vores eget liv og ikke helt

kan se, hvilken radikal forskel Jesus kan gøre

i menneskers liv?

Hvordan bringer Paulus evangeliet til resten af verden?Paulus har altså gang i først at forkynde for

den civiliserede verden. Han går til de steder,

hvor evangeliet ikke er forkyndt endnu, og

han påstår også at nå hele den civiliserede

verden: ”Så har jeg da fuldført forkyndelsen

af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og ve-

jen rundt helt til Illyrien. Blot har jeg sat en

ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor

Kristi navn ikke tidligere har lydt” (Romer-

brevet kapitel 15, vers 19 til 20).

Apostlene rejste i alle retninger på for-

skellige missioner. Først og fremmest var

modermenigheden i Jerusalem centrum for

kristendommens udbredelse. Deres forkyn-

delse kombineret med deres åndelige fæl-

lesskab og menneskelige og økonomiske

indbyrdes omsorg førte til en enorm vækst.

Det er denne slags menighed, der bliver ska-

belon for alle Paulus’ menigheder. Mission

er altså ikke blot forkyndelse, men hele det

kristne budskab praktiseres i lydighed mod

troen.

På et tidspunkt sættes der en indsamling

i gang til de fattige i Jerusalem. Paulus ud-

sætter ligefrem sin plan om en evangelise-

rende indsats for at prioritere at tage til Je-

En teltmager bruger sit håndværk og uddannelse til at rejse ud i verden – særligt i områder, hvor

evangeliet ikke må forkyndes offentligt – med et meget klart missionalt sigte

18 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

rusalem med gaven. Så central er omsorgen

for missionsarbejdet.

Vælg de store byer – for at nå hele pro-vinsenPaulus strategi var, at han ikke var nødt til

at forkynde i alle områder selv, men ved at

etablere et centrum i de vigtige byer ville

evangeliet sprede sig til provinserne. Byerne

han valgte var centrum for romersk admini-

stration, græsk kultur, jødisk indflydelse og

vigtige handelsbyer. Et eksempel på dette er,

at han bruger to år i Efesos, hvor han først

talte i synagogen i tre måneder. Derefter gik

han til hedningerne og førte daglige samta-

ler med deres filosofiske lærere. Konklusio-

nen i Apostlenes Gerninger kapitel 19, vers

10 er: ” Det fortsatte i to år, så at alle i provin-

sen Asien fik Herrens ord at høre, både jøder

og grækere.”

Læg mærke til, at vi ikke hører, at Pau-

lus rejste rundt i hele provinsen Asien, men

fordi Efesos var så vigtig for provinsen, så fik

hele provinsen Herrens ord at høre.

I praksis i dag så kunne det godt betyde,

at kirken særligt skal koncentrere sig om

storbyer, der har stor indflydelse på admi-

nistration, kultur, religiøst liv og økonomi.

Det er faktisk af utrolig stor vigtighed, at der

findes stærke grupper af kristne studerende

i de store byer. Der er nogle, der af og til jam-

rer lidt over, at de unge tager til storbyerne,

men strategisk betragtet er det faktisk en

gevinst. For nogle år siden hørte jeg en leder

i det internationale kristne studenterarbejde

udfordre os i Danmark på, at det er vigtigt,

at vi har kristne universitetslærere, bibeltro

præster og menigheder i storbyerne, højt

uddannede kristne, der har høje stillinger i

samfundslivet og så videre. Den udfordring

er hermed givet videre til de studerende og

færdiguddannede, der overvejer at vælge en

karriere. Husk blot at have vidnesbyrdet om

Kristus med i det, du gør.

For jøde førstPaulus fulgte princippet ”for jøde først.” Han

forkynder altid først for jøderne i synagogen.

Det var almindelig praksis at invitere en be-

søgende rabbiner til at give en udlægning

eller formaning. Paulus var oplært hos rab-

bineren Gamaliel og bruger klassisk rabbinsk

skriftudlægning. I synagogen var der tre

særlige grupper tilstede: Jøder, proselytter

og hedninger, der var interesserede i at høre

om Gud. Først når han blev udvist af syna-

gogen gik han videre, og så brugte han ikke

mere tid på dem. Han blev som regel afvist,

men der var også altid nogle få, som fulgte

med ham, og de blev grundlaget for en ny

menighed.

Det kunne udfordre os på i dag til at kigge

efter dem, der særligt er søgende i forvejen.

Erfaringen fra Alpha og andre kristendoms-

kurser viser, at der er mange, som i forvejen

har en perifær tilknytning til kirken, der me-

get gerne vil lære Jesus bedre at kende.

Teltmageren PaulusPaulus bor i 18 måneder i Korinth, hvor han

slår sig ned som teltmager sammen med to

medarbejdere. Korinth var først og frem-

mest en central handelsby og havneby i det

romerske rige. Hvis folk i Korinth skulle nås

med evangeliet, så var det ikke ved hjælp af

lange filosofiske og religiøse taler, men sam-

taler.

Denne praksis har vundet stor indpas i

missionsarbejdet siden. En teltmager bruger

sit håndværk og uddannelse til at rejse ud

i verden – særligt i områder, hvor evange-

liet ikke må forkyndes offentligt – med et

meget klart missionalt sigte. Man kan altså

bruge sin uddannelse til mission også i dag.

Det er meget vigtigt, at disse missionærer er

lige så godt uddannet, udrustet og oplært til

missionærlivet som alle andre missionærer,

hvis missionen skal lykkes – fx ved at tage

på missionsskole og have en sendende me-

nighed bag sig.

Paulus demonstrer altså for os, at Gud er

både kreativ og strategisk i sin måde at få

evangeliet forkyndt i verden. Lyt til Ånden.

Hvad vil han med dig, der hvor du er? Kunne

Gud have en mere strategisk smart måde at

række ud?

Men vi forstår slet ikke apostlenes rejseaktivitet,hvis ikke vi ser, at de er dybt bevægede af korset!

19artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

Bestandig bevægelseAf Kathrine Kofod-Frederiksen, cand. mag. i religion og gymnasielærer, kathrine.kofod@gmail.com

Efteråret er landet. Dagene er blevet mærk-

bart kortere siden sommerens lyse latter. Jo

flere gange jeg gennemlever det, jo mere

fylder det mig. Årets rytme akkompagne-

rer livet. De gule blade får mørkere toner i

skumringen. Den mørkeblå himmel bliver

lilla i adventstiden, men i de mørkeste måne-

der lyser den hvide sne i julens røde farver.

Og langsomt, langsomt vågner livet igen.

Først forsigtigt i vintergækker og erantis, så

efterhånden myldrende i krokus, påskeliljer

og anemoner. Lysets intensitet og farvernes

overdådighed giver tro og håb til livet og

kærligheden. Højsommerens varme og lyse

nætter styrker længslen og giver os glimt af

den evige sommer, der gryr, når Jesus kom-

mer.

Rytmerne og mønstrene har ligget i verden

fra tidens begyndelse. Arbejde og hvile. Fest-

tid og hverdagstid. Barndom, ungdom, vok-

sendom og alderdom. Den velkendte veksel-

virkning forandrer det faste fundament.

Jeg er måske midt i livet. I hvert fald i slut-

ningen af 30’erne og rytmernes nødvendig-

hed, livspotentiale og forgængelighed er i

meget stærk grad vokset ind i mig. Det er på

en særlig måde bygget ind i kvindens krop

at leve i cyklus. Den afbrydes i lykkelige (og

krævende) omstændigheder, hvor man får

lov at trække vejret for to. Når barnet kom-

mer til verden centreres rytmen i den andens

behov. De behov forandres hele tiden, men

barnet lever godt i kendte rytmer. Nattens

søvn og hvile er byggesten for dagens krea-

tivitet og vækst, og selvom babyens propor-

tioner hurtigt forandres, kender forældrene

fortsat gløden i det større barns øjne.

De øjne lærer mig meget om rytmernes slid-

styrke. Børneøjne suger verden til sig. På

godt og ondt tager børn imod den verden,

de ser og mærker, men deres tryghed vok-

ser i takt med genkendelsen. De kan læse de

samme historier igen og igen og bliver ikke

trætte af at synge de samme sange. Jo flere

gange de har været med til at forberede og

fejre årets højtider, jo større bliver både for-

ventningen og glæden ved gentagelsen.

Men tradition og forankring kan miste sin

fortryllelse. Måske fordi man oplever, at ind-

holdet forandres eller smuldrer, når øjnene

ser mere af verden og stiller nye spørgsmål.

Det kan både være smerteligt og befriende,

men skal hverken tvinges eller forceres frem

i os. Når vi erfarer det tab, efterlades vi med

den voksnes udfordring: Igen at finde eller

lade sig finde af Uforanderligheden. Og det

er ofte langt vanskeligere for voksne end for

børn. Det betyder ikke, at det er umuligt,

men at det er spørgsmål, der skal tages al-

vorligt.

Der er en tid til at græde,

en tid til at le.

En tid til at holde klage,

en tid til at danse

Der er en tid til at udforske spørgsmålene og

en tid til at øve sig i barnets tillidsfulde mod-

tagen. Bevægelsen går ikke lineært fremad,

men formes af vores livshistorier.

Bevægelsen, forandringen og fornyelsen kan

altså også karakterisere menneskets mulige

relation til Gud. Min erfaring af hans kærlig-

hed og nåde kan godt variere. Måske lidt på

samme måde som min erfaring af kærlighed

i menneskelige relationer kan det, uanset

det om det gælder familie, venner, kæreste

eller ægtefælle.

Det siger bare ikke noget om Ham. Han er

altid den samme. Hans kærlighed gælder i

går, i dag og i morgen. Hans nåde er ny hver

dag, uanset hvad jeg tror og erfarer, men jeg

bliver inviteret til at tage imod kærligheden

igen og igen. Det minder det ugentlige søn-

dagsmåltid i kirken mig om. Og hans kærlig-

hed kan vokse ind i mig på en måde, så det

former min måde at se naturens rytmer og

farver på. Hver gentaget årstid har sine glimt

af Guds kærlighed til en verden i nød.

20 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Kirken i bevægelse – mod nåden I en proces, hvor der dannes nye menigheder, eller hvor eksisterende menighe-der er i opbrud, kommer der let – både hos dem, der tager initiativ til noget nyt og hos dem, der bliver ved det eksisterende – et fokus på sekundære kendetegn ved kirken. Det kan være form/liturgi, mødested, sangstil, antal deltagere og så videre. Er det et tegn på, at forståelsen af, hvad evangeliet og kirken er, ikke står klart for os?

Tre tænkte eksemplerI en provinsby i Danmark blev der etable-

ret en ny menighed. Initiativtagerne gjorde

grundigt rede for den nye menigheds be-

rettigelse ved at kritisere de eksisterende

kirker for manglende entusiasme, tvivlsom

teologi og dårligt lederskab. De eksisterende

kirker reagerede med afstandtagen, foruret-

telse og tavshed.

I en anden provinsby blev der valgt ny præst

i en sognekirke. Præsten havde en klassisk

kristen teologi, og en anden sognepræst i

området med samme teologiske position

ønskede sin nye kollega velkommen med

invitation til samarbejde og fællesskab – for,

som han sagde, ”det er rart, at vi i det mind-

ste er to, som arbejder for evangeliet.”

I hovedstaden opstod en satellitkirke, en ud-

plantning fra en frikirke med en karismatisk

profil og fokus på åndserfaringer. I moder-

menigheden talte man meget om den nye

satellit som verdens håb for lokalområdet,

og man bad og fastede, for at områdets dæ-

moner måtte blive drevet på flugt ved hjælp

af den nye satellitmenigheds virke. Man un-

dersøgte dog ikke, om der var kristne eller

menigheder i området i forvejen.

En misforståelse af evangelietDisse tre eksempler er fiktive, men enhver

lighed med virkeligheden er tilsigtet. Hver

på deres måde afslører de en svaghed i vores

forståelse af, hvad det vil sige at være sendt

med evangeliet til verden. En svaghed, som

kan hænge sammen med en misforståelse

af selve evangeliet og en misforståelse af,

hvad det vil sige at være kirke.

For det første kan de tre eksempler være et

udtryk for, at vi er kommet til at se evan-

geliet som en medicin, vi kan tage for at

fjernekonsekvenserne af synden og verdens

ondskab. I det første eksempel var fokus på

manglerne ved de eksisterende kirker. I det

andet eksempel mente man at være en eks-

klusiv klub, som arbejdede for evangeliet.

Og i det tredje eksempel så man eksklusivt

sig selv som Guds redskab til at række evan-

geliet til mennesker i et lokalområde. I alle

tilfælde er det som om, evangeliet afhænger

af, om det bæres frem af en kirke og nogle

kristne, som er blevet helbredt for syndens

konsekvenser og verdens ondskab.

Det forholder sig modsat. Det er evangeliet,

der må bære kirken og de kristne. Og både

kirker og kristne vil altid være ufuldkomne

og præget af synd og ondskab. Evangeliet er

et løfte om, at det ender godt – trods synden

og ondskaben omkring mig og i mig – og at

jeg ikke er alene, men Gud følger mig, ja,

bor i mig ved sin Ånd. Vi kalder det retfær-

diggørelse. Det ord udtrykker, at jeg får en

ny relation til Gud, så jeg ikke behøver fryg-

te hans vrede og retfærdige straf, men kan

have fred og god samvittighed i min relation

til ham. Alt sammen på grund af det Kristus

gjorde, da han døde og opstod, og som jeg

trådte ind i gennem den kristne dåb og gen-

nem troen.

Jeg tror på, at evangeliet rummer en kraft til

at ændre min naturlige trang til at tilfreds-

stille mine egne behov på andres bekost-

ning, og at det hjælper mig til at vokse i tro

på Gud, i kærlighed til mine medmennesker

og i ansvarlighed i forvaltningen af mine ev-

ner og ressourcer. Men det er ikke evangeli-

ets forvandling af mig, som gør mig i stand

til at række evangeliet videre. Den vigtigste

forudsætning er, at jeg har erfaret mit be-

hov for Jesus, og at jeg har erfaret hans liv-

givende nåde.

En misforståelse af kirkenFor det andet kan misforståelsen af evange-

liet hænge sammen med en misforståelse af,

hvad det vil sige at være kirke. Kirken er jo

ikke andet end fællesskabet af kristne, fæl-

lesskabet af dem, der tilhører Herren. Ordet

kirke kommer af det græske ord ’kyriakos’,

som netop betyder, ’dem der hører Herren

til’. En af de bedste definitioner på en kri-

sten, som jeg har mødt, tilskrives Martin Lu-

ther. Den lyder: ”En kristen er en tigger, som

Det er evangeliet, der må bære kirken

og de kristne

Af Robert Bladt, generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

21artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO 21

kan vise andre tiggere, hvor der er brød.”

Den definition rummer både selvindsigt og

indsigt i, hvad evangeliet er og giver. Samti-

dig siger den noget vigtigt om, hvad det er

at være kirke.

Kirken er nemlig først og fremmest fælles-

skabet af mennesker, der har erkendt deres

behov for det, Jesus kalder ”Livets brød” (se

Johannesevangeliet kapitel 6, vers 47-51),

som selv har smagt det, og som inviterer

andre til at komme og spise sig mætte i det

brød, som giver kraft til at leve og mod til

at dø.

En generøs tiggerkirkeJeg vil gerne anerkende den smerte, som

kirkeplantninger, præsteansættelser og kir-

kesplittelser kan føre med sig. Der ligger

bag denne smerte ofte et godt ønske om at

bygge sunde, kristne fællesskaber, som kan

ære Gud og være livskraftige i mission og

diakoni. Der ligger også ofte en god portion

personlig sårethed, hovmod og ærgrelse hos

ledere og præster, som menneskeligt set er

fuldt forståelig.

Samtidig må vi åbne øjnene for, at mange

nybrud og nye bevægelser flytter fokus fra

evangeliet og kirken og deres indbyrdes

relation til sekundære ting som form, byg-

ninger, kultur, stil og så videre. Fokus flyttes

fra evangeliet, og kirken kommer til at lide

under vægten af at skulle retfærdiggøre sin

eksistensberettigelse ud fra succes, omdøm-

me og antallet af ’likes’ på de sociale medier.

Lad os i stedet bevæge os i en anden ret-

ning. Lad os bevæge os i retning af at define-

re kirken ud fra nåden. Hvilke konsekvenser

får det, hvis vi ser os selv som tiggere, som

kan vise andre tiggere, hvor der er brød?

Først og fremmest vil vi få en ydmyghed i

forhold til de institutioner, vi bygger op om-

kring vores kristne fællesskaber. De er ikke

mål i sig selv, men midler til at række invita-

tioner fra tigger til tigger, og steder, hvor vi

kan spise os mætte i Livets Brød. Må vi ikke

grundlæggende glæde os over hvert eneste

sted, hvor det sker? Må vi ikke være yderst

forsigtige i vores bedømmelse af de svaghe-

der, som kendetegner de andre ”måltidsfæl-

22 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

lesskaber”, både når det gælder motivation,

evner og former?

Fælles afsenderJeg tror, at når vi har evangeliet helt inde i

hjertet og selvforståelsen, vil vi være meget

overbærende og generøse i vores bedøm-

melse af kristne fællesskaber, både de nye

og de gamle, både de eksisterende og de ny-

etablerede. Jeg tror, nåden gør generøs.

Paulus brugte det billede på kirken, at den

er som et legeme, hvor Kristus er hovedet,

der bevæger lemmerne. Tænk, hvis det bil-

lede ikke kun er en beskrivelse af et lokalt,

kristent fællesskab i Korinth (se Første Ko-

rintherbrev kapitel 12, vers 12-13), men også

beskrivelsen af Kristi kirke ud over Danmark

og verden. Så betyder det, at vi må se os selv

som en del af et stort fællesskab, der er fæl-

les om at sende invitationer ud til nådens

bord. Og som i øvrigt også er fælles om at

nyde nådens retter.

To vidunderlige virkningerHver gang nådens arm rækkes ud, udvirkes

to vidunderlige ting: 1) En uværdig tigger

bliver brugt af Gud, 2) og en anden uværdig

tigger får hjælp. Det er i virkeligheden Gud,

der udvirker disse to vidunderlige ting. Gud,

som både er fuld af nåde over for den, der

rækker, og den, der rækkes til.

Lærer vi at se på kirken og på dens budskab

på denne måde, vil det give os et andet blik

på kristne fællesskaber. Det vil også hjælpe

os med at forstå os selv som dele af en be-

vægelse, Gud gør mod verden gennem os.

Det betyder ikke, at alle kristne fællesskaber

og lokale kirker bør forenes i én institution

eller gøre flere ting sammen. Teologiske,

kulturelle og menneskelige forskelle er for

store. Måske er også det en del af Guds plan

for at nå flere med Livets brød.

Tre levestederNår Gud sætter nåden i bevægelse, kommer

den til at leve tre steder. 1) I vores personlig-

heder, hvor vi trøstes af, opmuntres ved og

mættes af nåden i erkendelse af vores be-

hov for nåde. 2) I relationen mellem kristne,

hvor vi lærer at bære over med hinanden og

tilgive hinanden, inden vi bedømmer og for-

maner hinanden. 3) I relationen til dem, der

endnu ikke kender Jesus, hvor både lighe-

den i behovet for nåden og viden om nådens

spisesteder spiller en afgørende rolle.

Kristeligt Forbund for Studerende er ikke en

kirke, og vores fællesskaber er ikke menig-

hedsfællesskaber. Men vi ser stadig os selv

som en del af den nådens bevægelse, som

Gud har sat i gang i verden. Vores rolle er

at være den hånd, som på legemets vegne

rækker ud i studieverdenen. Vi skal få nåden

til at leve blandt de studerende, som endnu

ikke kender Jesus. KFS kan være med til at

rydde misforståelser af vejen og måske ska-

be en nysgerrighed for nådens spisesteder.

Men skal Gud nå sit mål med studerende, er

der behov for kristne fællesskaber, menig-

heder og kirker, som er inviterende over for

de åndeligt sultne studerende.

KFS er afhængige af kristne fællesskaber,

menigheder og kirker, der vil se sig selv som

en del af en fælles bevægelse. Vi er over-

bevist om, at vi kan noget i studieverdenen,

som de færreste menigheder kan. Vi er sam-

tidig bevidste om vores begrænsning. Da vi

engagerer studerende fra mange forskel-

lige menighedssammenhænge, er vi også

afhængige af, at den fælles forståelse af at

være en del af nådens bevægelse lever i de

forskellige kristne fællesskaber, hvor de stu-

derende kommer.

KFS er afhængige af kristne fællesskaber, menigheder og kirker, der vil se sig selv

som en del af en fælles bevægelse

Jesus-holdet fra FrederiksbergBevægelse kan også have med idræt at gøre. Det har det hos fodboldholdet FA2000, hvor fodbold, venskab og troen på Jesus er fællesnævnere.

23artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

Uret viser 21.00, der blæser en kølig vind, og

mørket har sænket sig over Frederiksberg.

For mange er dette tidspunktet, hvor fødder

og skammel mødes, og roen melder sin an-

komst. For FA2000’s 9. senior er træningen

dog først lige gået i gang. 16-18 mand i alde-

ren 20-32 år er mødt op, og efter velkomsten

startes der på opvarmningen. Det ligner et

helt normalt serie-hold i København, men

sponsoren JesusNet, der pryder brystet af

træningstøjet, afslører, at holdet her rum-

mer andet end jagten på 3 point, survival of

the fittest samt lummer stemning i omklæd-

ningsrummet.

Dette foretagende har jeg æren af at være

med i – og jeg føler mig privilegeret! Privi-

legeret, fordi jeg både som spiller og træner

får lov at opleve, at holdets primære vi-

sion kan lade sig gøre: at være et ambitiøst

sportsligt fællesskab, som Jesus også får lov

at være en aktiv del af. Det er han blandt an-

det til kampene, hvor der altid bliver holdt

andagt og brugt tid på bøn, inden vi holder

det taktiske oplæg. At kunne bede til Gud

om, at han vil være med os, modstanderen

og dommeren og så endda i fællesskab med

alle sine holdkammerater – det er bare virke-

lig trygt og rart. Det giver et godt fundament

for den sportslige præstation, som med ti-

den er blevet bedre og bedre, hvilket har

resulteret i et par oprykninger siden starten

for 4½ år siden.

Holdet er derved blevet mere interessant

for spillere med højere niveau. Kigger man

tilbage, også før FA-tiden, hvor en del af spil-

lerne spillede på et lignende kristent hold i

Boldklubben Stefan, vil mange nok give mig

ret i, at det er blevet et mere seriøst foreta-

gende. Fx er der ikke længere bare plads til

alle – man skal nu have et vist niveau for at

være med til træning. Vi må altså erkende,

at vi er blevet mere ambitiøse, hvilket godt

kan crashe lidt med den kristne tankegang

og bestemt er en svær balancegang.

Vi har dog også gjort os klart, at holdet ikke

er det samme som en kristen ungdomsfor-

ening – det er et fodboldhold med et kri-

stent twist. De fleste af spillerne får derfor

deres primære åndelige tilskud et andet sted

– sommetider på bekostning af træning,

hvilket vi dog ser som den helt rigtige prio-

ritering. For Jesus skal være vigtigst for den

enkelte af os, og han skal også være tydelig

i holdets profil. Måden vi er på over for hin-

anden, taler til hinanden, ser på hinanden og

ser på Jesus – selve rammen for det kristne

fællesskab – det har vi derfor meget fokus

på, såvel til træning som til kamp. Vi går

naturligvis 110 % til stålet og giver den fuld

pedal, men Jesus skal også være med på ba-

nen, så deciderede svinestreger mod mod-

standeren og mundhuggeri med dommeren

undgås. ”Jesusholdet fra FA” skal altså være

en god oplevelse at spille imod – også selv-

om modstanderen måske må gå fra opgøret

uden point.

Vigtigere er det dog, at det ikke kun er godt

at spille mod os, men også fedt at spille med

os – særlig også for ikketroende spillere,

som vi har et par stykker af. En af dem udtal-

te forleden, at han ”er glad for at spille med

"kristen-dreng'ne" og godt kan lide ”den

gode blanding af venskaber, sjov og ambi-

tioner – et fedt afbræk med mulighed for at

støde på emner som tro, mangfoldighed og

fællesskab”.

Fed melding at få, for vi vil meget gerne,

at der også er plads til disse spillere i vores

fællesskab. Herved får de muligheden for at

opleve, at kristne slet ikke er så farlige, og

at man godt kan være et godt fodboldhold,

selvom man tror på mere end det, øjet kan

se – for det kan lade sig gøre at kombinere

tro med sport, såvel på Frederiksberg som

alle andre steder i hele det danske sports-

rige.

”Jesusholdet fra FA” skal altså være en god

oplevelse at spille imod

Karikaturtegneren Stuart Carlson bragte

fornylig en tegning under overskriften: ”Je

suis having second thoughts”. Naturligvis en

reference til kampråbet ”Je suis Charlie He-

bdo”. Tegningen viser ham selv siddende ved

sit tegnebord med tankeboblen: ”Is this car-

toon really worth my life?” (find tegningen

her: www.carlsontoons.com/uncategorized/

je-suis-having-second-thoughts/)

I dag sidder kunstnere og redaktører helt

seriøst og vejer en reel risiko for at blive

dræbt op imod retten til at trykke en plat

karikatur. Ganske som Luther afvejede risi-

koen i Worms: Nu gælder det evangeliet og

mit eget liv.

En uvelkommen tanke melder sig: Med

50 statsledere i march i den største støttede-

monstration i Frankrigs historie kunne man

egentlig godt have ønsket sig en ædlere sag

end retten til latterliggørelse. Hvor meget

federe havde det været, hvis de havde vovet

livet for ”sandheden” eller ”evangeliet” eller

”kærligheden”!

Det er lidt ærgerligt at brænde så meget

mod, trods og solidaritet af på så plat en sag.

De dræbte tegnere hyldes som frihedskæm-

pere for Vestens ædleste værdier – som om

vi ikke har højere mål end grinet!

Men så enkelt er det ikke. Der er gode

grunde til at forsvare grinet. Imod under-

trykkende magtsprog er latteren et af de

bedste våben. Jeg forsvarer ikke latterliggø-

relse af mennesker. Men latterliggørelsen af

absolutistisk magtsprog er nødvendig, om så

det truer os med bomber eller med under-

trykkelse.

Verden har i dag glimrende grunde til at

afsky forestillingen om absolut, universel

sandhed. Det var den forestilling, der flåede

verden i stykker i Anden Verdenskrig. Det

var den forestilling, der holdt den kolde krig

ved lige og holdt verden som gidsel under

truslen om total udslettelse. Og det er den,

der lurer bag religionskrigene.

Derfor står kampen i dag ikke mellem de

forskellige bud på ”sandheden”, men mel-

lem SANDHEDEN og grinet. SANDHEDEN er

nemlig ikke længere noget, vi stræber efter

eller søger; den er per definition et under-

trykkende ”sandhedsregime”: Michel Fou-

cault omformulerede den gamle tese ”Viden

er magt” til ”Viden er vold”, for man kan kun

hævde sin egen fortolkning som universel

sandhed ved at dømme andre som onde el-

ler som idioter.

Ganske vist: Ugennemtænkt relativisme

og bevidstløs tolerance er trættende fæno-

mener. De er store i slaget og bæres af en

tankeløs retorik, der alligevel ikke holder,

når det virkelig brænder på. Ikke mindst er

de irriterende for enhver, der prøver at for-

midle en universel sandhed. Deriblandt jo

den kristne kirke.

24 TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Guds Ånd og Tidens ÅndMan kan ikke nå verden med evangeliet, hvis ikke man elsker verden: elsker den med en flig af Guds kærlighed. Men det indebærer, at man til dels indoptager dens famlen og dens prøvelser. At man netop er et medmenneske. Ellers bliver man et modmenneske.

Af Leif Andersen, lektor på Menighedsfakultetet, la@teologi.dk

Hvis man prøver at udfordre relativismensog tolerancens tidsånd, viser det sig, at den

er vanskeligere at vælte end som så

25

Men hvis man prøver at udfordre relativis-

mens og tolerancens tidsånd, viser det sig,

at den er vanskeligere at vælte end som så.

Den har gode kort på hånden, både episte-

mologiske, hermeneutiske og – ikke mindst

– historiske, med referencer til absolutis-

mens ødelæggende magt.

Man kan blive så inderligt træt af tidens

tolerancereligion! Den svigter grusomt, når

de vigtigste værdier bliver truet. Men til to-

lerancereligionens fødelinjer hører trods alt

et kristent syn på mennesket og på evange-

liet. Som Grundtvig sagde det i digtet Tvang

til Tro er Snak i Taaget:

Kun til Helved kan Man tvinges,

Mens til Himlen blot der ringes,

Frihed følger Sandheds Aand!

”Man skal lide af det, man bekæmper”,

påstod den gamle rebel Poul Henningsen

(ham med PH-lamperne).

Man kan vanskeligt bekæmpe tidsånden

uden selv at være ramt af den. Den er nødt

til i et vist omfang at have såret og mær-

ket en, for at man kan sætte et kærligt og

uimodståeligt modangreb ind. Ellers ser man

kun ”tidsånden” som en eksternaliseret, dia-

bolsk åndsmagt. Man ser ikke, hvad der er

bag den: medmenneskene og deres famlen,

deres prøvelser og deres gudbilledlige værd.

Man kan ikke nå verden med evangeliet,

hvis ikke man elsker verden: elsker den med

en flig af Guds kærlighed. Men det indebæ-

rer, at man til dels indoptager dens famlen

og dens prøvelser. At man netop er et med-

menneske. Ellers bliver man et modmenne-

ske.

Til den øvelse hører anfægtelsen: at jeg

forlader mit tårn af absolut sikkerhed med

de sort-hvide felter og går ud i tågen. Ud i

gråzonen af usikkerheder. Men med frygt og

ikke med lettelse! – for til anfægtelsen hører

en ubodelig længsel efter vished og et inder-

ligt had til løgnen.

Guds Ånds sandhed er absolut. Men jeg

er ikke Gud. Al den sandhed, jeg tror på og

formidler, er en tilnærmet, en approksimativ

sandhed. – Det betyder imidlertid ikke, at alt

er underordnet og alt er til forhandling, så-

dan som tolerancereligionen hævder. Guds

Ånds sandhed er åbenbaret os og er ikke til

afstemning. Men det betyder, at jeg kom-

mer til at skelne mellem det, der definerer

kristendommen, og det, hvori uenigheder og

fejltagelser godt kan tåles! Og jeg kommer

til at skelne mellem det, der er universelt og

uforanderligt, og det, der er kontekstafhæn-

gigt og foranderligt.

Her kommer så problemet: Vi véd, at en

sådan skelnen er afgørende. Vi véd, at kri-

stendommen ikke kan bære uenighed og

fejltagelser omkring fx Kristi opstandelse el-

ler Guds væsen og eksistens. Og vi véd, at

den kan bære uenighed og fejltagelser om-

kring øl eller søndagsarbejde. Inde mellem

disse to yderligheder ligger et helt spektrum

af skadelige fejltagelser og dybe uenigheder,

der måske deler os i kirkesamfund, men som

alligevel ikke er fortabelse.

Hvis man ikke vil leve med sådan en skel-

nen, bliver man enten absolutist og udnæv-

ner den rette mening om alle emner til at

være betingelse for frelse; eller også bliver

man relativist, overlegen og sorgløs over for

alt. Begge ekstremer er absurde.

Men vi har aldrig fået en liste over, hvad der

er hvad. Der er i kristendommen ingen lære

om, hvordan man skelner imellem det uni-

verselle og det kontekstafhængige! Hvilket

er dybt frustrerende og anfægtende: Hvad

definerer kristendommen, så at afvigelse

derfra ødelægger den? Og hvad kan bære en

vis uenighed, så at uenige kristne stadig kan

betragte hinanden som brødre og søstre?

Man kan møde den formulering, at det

må være som at ”skelne mellem skal og

kerne”: Kernen i kristendommen er det uop-

givelige, det universelle; og skallen er det

foranderlige, det kontekstafhængige, der

hverken gør fra eller til.

Det tror jeg ikke. For selv om vi skelner, så

kan vi ikke skille det ad kirurgisk, sådan som

man skiller en valnød ad. Det er snarere som

at skelne mellem sjæl og krop: Vi véd, der er

forskel; men vi vil aldrig kunne skille dem ad

eller sige præcis, hvor grænsen går. Kroppen

gør noget ved sjælen; og sjælen gør noget

ved kroppen.

Men denne skelnen er noget, hver ge-

neration er nødt til at genopdage møjsom-

meligt, i en skræmmende dialog mellem tra-

ditionen og tidsånden. Det arbejde er aldrig

færdiggjort, så det kan overdrages uforan-

dret til næste generation. Og i det arbejde

kan man risikere, at kristendommen dør og

forvrides til ukendelighed! Det er sket mere

end en gang i kirkens historie.

– Gisp! Er det virkelig så skræmmende og

anfægtende at være kristen og være kirke i

verden?!

– Nej. Sådan er det simpelt hen at være

menneske. Der er ingen, for hvem noget som

helst overhovedet betyder noget som helst,

som ikke må leve med den udfordring.

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO 25

Hvad definerer kristendommen, så at afvigelse derfra ødelægger den? Og hvad kan bære envis uenighed, så at uenige kristne stadig kan

betragte hinanden som brødre og søstre?

26

Glem dig selv - frihed fra selvbedømmelse

Timothy Keller48 sider49,95 kronerCREDO 2015

BØGER

26

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Når Tim Keller udgiver noget, plejer det at

sprede sig som en steppebrand. Han er en

af vor tids mest toneangivende teologer, og

dét med god grund. Denne gang er der ikke

tale om et stort værk som 'Gud for skepti-

kere', men en lille sag på lidt over 30 siders

brødtekst, som er opstået i forlængelse af

en prædikenrække, han har holdt.

Tætpakket med substansIkke desto mindre er det et fyldigt værk,

når det kommer til substansen. Det drejer

sig om intet mindre end det postmoderne

menneskes ego, som må siges at være et

fyldigt emne. Temaer som selvværd, selv-

opfattelse og selvforglemmelse er aktuelle

og vedkommende. Sidstnævnte, altså selv-

forglemmelse, er bogens hovedtema, og jeg

kunne sådan have ønsket, at forlaget havde

været mere direkte i oversættelsen af

originaltitlen: The Freedom of Self-Forget-

fulness. For den indkredser bogens ærinde

– problemet, Keller påpeger, og løsningen,

han giver – helt enkelt. Der er en enorm fri-

hed gemt i at glemme sig selv, og hvis ikke

du tror mig, skal du læse denne bog.

Det konkrete indholdBogens udgangspunkt er en passage fra

Første Korintherbrev kapitel 3, vers 21 til ka-

pitel 4, vers 7, hvor Paulus forklarer, at det

er ham ligegyldigt, om han bliver bedømt af

menigheden eller en menneskelig domstol

– at han ikke engang bedømmer sig selv.

Keller udlægger disse vers på en måde,

hvor jeg har kunnet se mig selv genkendt,

endda afsløret. Bogen leder ud i en pointe

om, hvordan jeg kan blive befriet og for-

vandlet fra min forvrængede og egoistiske

selvopfattelse. Det lyder jo næsten som en

selvhjælpsbog, men nu kommer det fanta-

stiske: Det handler om, hvad Jesus kan gøre

i mit liv, og ikke hvad jeg selv kan gøre.

Styrker og svaghederKeller er en sublim menneskekender. Han

forstår den vestlige kultur mere end de

fleste og formår at tale på en måde, der

stemmer overens med den virkelighed,

jeg ser omkring mig og i mig. Bogen kan

læses på en eftermiddag, og det kan være

en stor styrke. Hvis det kniber med tiden

og overskuddet til at få læst en kristen

bog, er Glem dig selv en oplagt mulighed.

Små bøger er også oplagte til at blive læst i

fællesskab med andre, og jeg er sikker på,

denne bog vil kunne danne grundlag for

nogle spændende snakke i en cellegruppe,

bibelstudiegruppe, basisgruppe, eller hvad

de hedder nu til dags. Netop størrelsen er

i et vist omfang også bogens svaghed, for

flere steder bærer den præg af simpelthen

ikke at være ligeså gennemarbejdet, som

en Keller-bog plejer at være. Bogens sam-

lede budskab er der ikke noget i vejen med,

men undervejs er der et par ufuldkomne

tankerækker og tekstanalyser.

Keller til debat?I skrivende stund har bevægelsen Nyt Liv

skrevet om Timothy Keller i deres seneste

udgivelse (august 2015). Når Nyt Liv skriver

en større artikel om noget, er det gerne for

at advare mod det, og det er da også tilfæl-

det denne gang. Jeg har ikke fået nærlæst

deres kritik af Keller, men den går netop på,

at han henvender sig personligt, direkte og

med udgangspunkt i kulturen til det post-

moderne menneske. I det, hævder Nyt Liv,

omformer han evangeliet, og selvom jeg er

flintrendes uenig, er debatten fin at tage.

Hvor ukritiske kan vi tillade os at være over

for præster fra andre kristnes trosretnin-

ger? Jeg håber, vi kan få talt om alt dette på

en ordentlig måde, og jeg ved godt, hvor

jeg stiller mig, når det kommer til Keller.

Ved siden af ham, taknemmelig for de

mange gange, han har forkyndt budskabet

om friheden i Jesus Kristus for mig.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 27bøger · 2015 · # 5 · TIL TRO 27

Min elskede er min og jeg er hans

Henrik Nymann Eriksen120 sider149,95 kronerCREDO 2015

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Jeg havde aldrig rigtig forstået den der med

”Læg dig som en seglring om mit hjerte” og

da slet ikke ”Jeg er sort, men yndig”.

Begge citater stammer fra det lange kær-

lighedsdigt, vi i vores 1992-autoriserede

bibeloversættelse kalder Højsangen. Henrik

Nymann Eriksen har skrevet en lille bog,

der primært består af små refleksioner over

Højsangen.

Giver Højsangen mening?Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som indi-

mellem har siddet med min bibel og undret

mig over, hvad det er, lige præcis Højsan-

gen kunne have at sige til mig. Nymann

Eriksen er ret ligefrem i sit udgangspunkt

for at arbejde med Højsangen: "En af

bøgerne i Guds udvalgte bogsamling til os

er Højsangen. Derfor mangler der noget i

vores kristendom, hvis vi begrænser den

kun til at bygge på de 65 andre bøger" (side

5). En klar udmelding, som ret instinktivt

gav mig mod på både at genlæse Højsan-

gen og efterfølgende Min elskede er min

og jeg er hans. Bogen er opbygget af små

refleksioner over Højsangen, kapitel for

kapitel og vers for vers. Bogen starter dog

med at retfærdiggøre sit ærinde og ud fra

et helbibelsk perspektiv argumentere for, at

det giver mening at læse Højsangen. Den

slutter med et lille efterskrift (som i øvrigt

er det bedste i hele bogen), hvor Nymann

Eriksen belyser Højsangen teologisk og

giver en glimrende forståelse for, hvad den

kan lære os.

Hvem er målgruppen?Ovenstående overskrift er faktisk et helt

reelt spørgsmål, for i min læsning af Min

elskede er min og jeg er hans har jeg

flere gange undret mig over, hvem bogen

egentlig henvender sig til. Da jeg langt om

længe nåede til at læse bogens omslag, så

jeg, at ”både nye og erfarne ægtepar kan

hente slidstærk inspiration til at vise deres

kærlighed over for hinanden.” Mig bekendt

er det ikke noget, Nymann selv siger, og

derfor synes jeg ikke, det er en rimelig ting

at skrive. Jeg vil netop sige, at en af bogens

egne pointer er, at Højsangen giver mening

for enhver kristen at læse. Men at det ikke

fremstår helt klart, hvem bogen henvender

sig til, var af flere omgange et frustrations-

moment for mig, da jeg læste bogen.

Hvad vil bogen? Denne overskrift er imidlertid ikke i lige

så høj grad et spørgsmål. Bogen ønsker at

give læseren mod på at læse eller genlæse

Højsangen og give en ny forståelse af det

bibelske skrift. Den del virkede på mig, og

nu forstår jeg for eksempel den med ”jeg er

sort, men yndig.” At udnytte genren 'små

refleksioner' fandt jeg til gengæld mere

besværligt. Til at starte med forsøgte jeg

at bruge Min elskede er min og jeg er hans

som en andagtsbog, men det fungerede

ikke. Dels hænger refleksionerne ret meget

sammen, dels har den ikke et ligeså højt

åndeligt indhold som en normal andagts-

bog (NB: ikke at have det, er ikke et kritik-

punkt i sig selv - den fungerede bare ikke

til den daglige andagt). Imidlertid virker det

også forkert at læse 4 kapitler i streg, så

hvordan man får mest muligt ud af bogen,

ved jeg stadigvæk ikke.

Betyder udseende noget?At udseende betyder noget er ikke en

pointe fra bogen – og altså ikke noget, der

skal gælde i mellemmenneskelige relatio-

ner. Det, jeg hentyder til, er bogens grafiske

design. Generelt er det noget, jeg prøver

ikke at kommentere på, men i dette til-

fælde har det været svært at komme uden

om. Omslaget og samtlige billeder i bogen

er pladderromantiske og banale. Skrift-

typernes størrelse er indbyrdes ulogiske

og passer dårligt sammen. Det havde en

direkte negativ påvirkning på min læseop-

levelse, og det er en skam.

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel2828

REFLEKSIONER

Der lyder en summen af mennesker alle

vegne. Oppe foran er bandet ved at gøre

klar, guitaren bliver stemt. Omkring mig

vrimler det med travle mennesker, målret-

tede mennesker. Det er søndag, og der er

gudstjeneste. Jeg kigger ud over forsamlin-

gen. De fleste ligner hinanden, de er pæne,

velfriserede og veluddannede. De ser ud

til at have styr på sig selv – på livet. Jeg

kan ikke leve op til dem, så simpelt er det.

Måske lige ham ovre i hjørnet.

Jeg er ikke stolt af det, men inden for 5

minutter, har jeg bedømt mig selv i forhold

til resten af lokalet, vinder eller taber jeg.

Ofte tænker jeg for lavt om selv, nedgør

mig selv. Andre gange tænker jeg for me-

get, vurderer mig selv for højt. Fælles er, at

min tanke er urealistisk.

Selvbedømmelsens fældeUanset dommen, så taber jeg!

Er mit selvbillede urealistisk højt, er min

frygt, at jeg ikke møder mennesker med

kærlig omsorg. Jeg frygter, at jeg mister ev-

nen til at forholde mig til mennesker. De er

ikke mig værd, derfor holder jeg mig væk.

Jeg frygter den dag, jeg ikke lever op til

mit selvbillede, den dag jeg får øje på mit

uperfekte spejlbillede.

Er mit selvbillede urealistisk højt, fryg-

ter jeg, at mit forhold til Gud tager skade.

Jeg ser ikke, at jeg har brug for Jesus. Jeg

kan klare mig selv.

Er mit selvbillede urealistisk lavt, er min

frygt, at jeg ikke møder mennesker med

kærlig omsorg. Jeg frygter, at jeg mister ev-

nen til at forholde mig til mennesker. Jeg er

ikke dem værd, derfor holder jeg mig væk.

Jeg frygter den dag, jeg opdager mit

uperfekte spejlbillede. Opdager, at det

forbliver uperfekt.

Er mit selvbillede urealistisk lavt, fryg-

ter jeg, at mit forhold til Gud tager skade.

Jeg ser ikke, at jeg har brug for Jesus. Jeg

lever i en evig kamp for at blive god nok,

jeg må klare mig selv.

Lever jeg først den dag, jeg er sikker på

mit spejlbillede, begynder mit liv aldrig.

Udfaldet af mit urealistiske selvbillede

er det samme, jeg taber.

Ikke migJeg er fortrolig med tanken om, at lavt

selvværd er usundt. Det er ødelæggende

for mig, for andre. Men høje tanker om sig

selv… Er det ikke en god ting? Mit individu-

alistisk prægede sind hvisker til mig: “høje

tanker om dig er målet.”

Pointen er ikke, hvad jeg skal tænke om

mig selv. Derimod må jeg søge fortrolighed

med tanken om, at jeg skal tænke mindre

på mig selv.

Den befriende pointe er, at det ikke hand-

ler om mig. Jeg skal ikke søge en bestemt

følelse eller tanke omkring mig for at

lykkedes. Jeg er fri fra at bedømme mig

selv. I troen, bliver det muligt for mig at se

realistisk på mig selv, og samtidig bevare

bevidstheden om mit værd. Mit værd, min

identitet er ikke afhængig af mig. Den er

afhængig af Gud, det handler om Gud.

Hvem Gud er, hvad Gud har gjort.

Jeg har en dybtliggende trang til, at alt

skal handle om mig. Men vover jeg, bare

for en stund, at glemme mig selv, løftes en

enorm vægt af mine skuldre. Pludselig kan

jeg se op. Jeg ser de mennesker, som vrim-

ler omkring mig. Jeg ser, at det heller ikke

handler om dem, bedømmelsen af dem. Jeg

kan endelig begynde mit liv, ikke vurdere

mit spejlbillede og tage til gudstjeneste.

Af Louise Høgild Pedersen, stud.theol., hoegild2504@gmail.com

REFLEKSIONER

28

Ikke mig

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 2929

MEDIER

Jeg bruger meget tid på overspringshand-

linger. Rigtig, rigtig meget tid. En af mine

faste overspringshandlinger er at løbe

min news feed igennem på Facebook. Her

dukker de mest fantastiske ting op. Videoer

af katte og sjove børn, opdateringer fra

komikere og andre sjove mennesker samt

ikke mindst underlige artikler om mærke-

lige emner fra nyhedshjemmesider, der har

ligeså meget reel journalistisk kvalitet som

et Anders And blad.

Et af de elementer jeg altid stopper

op for, er opdateringer fra og nyheder om

politikere, jeg er uenige med. Jeg elsker at

læse deres udtalelser, grine af deres dum-

hed eller blive forarget over deres umen-

neskelighed, imens jeg klapper mig selv på

skulderen, for jeg har jo mit på det tørre.

Midt i denne proces har jeg en tendens til

at glemme, at der bag hver udtalelse og

opdatering befinder sig et menneske. Et

unikt, fantastisk og intelligent menneske,

der brænder for sin sag, og som er elsket

af Gud, også selvom de ikke står for de

samme holdninger som jeg. Det må jeg til

stadighed minde mig selv om igen og igen.

Og igen.

Den samme tendens kan jeg desværre

også tage med mig, når jeg støder på ar-

tikler og opdateringer fra kristne brødre og

søstre, der har andre holdninger og kom-

munikerer anderledes, end jeg selv gør. Det

er alt for let at smide dem ned i en kasse,

skrive ”forstokket idiot” eller ”karismati-

ske nar” uden på den og smide den ud til

storskrald, imens jeg glædes over, at jeg har

mit på det tørre. Så kan jeg passende slutte

af med at grine lidt af ham eller hende,

eller måske græmmes lidt over det billede

af kristne, som de giver videre til venner og

bekendte. Men sammen med denne kasse

af kloge og rare børn af Gud smider jeg

også enhver chance væk for at få udfordret

mine holdninger og mit liv med Gud.

Det er dejligt nemt at sidde bag skær-

men og tænke dårlige tanker om de kristne,

som jeg er uenig med, og danne fjende-

billeder af andre kristne organisationer.

Det er bare usandsynligt vigtigt at huske,

at der bag hvert navn, facebookprofil og

organisation gemmer sig mennesker, der

er uendeligt meget værd, og som brænder

for sine holdninger, sin tro og ikke mindst

Jesus i mindst lige så høj grad, som jeg selv

gør det. Det er let at glemme i en ophedet

debat på Facebook, eller når jeg læser det

nyeste indlæg eller opslag fra et menneske

eller en organisation, jeg ikke altid er lige

enig med.

Med dette i mente kan det en dag

måske endda lykkes for mig at begynde at

tage deres budskab seriøst, glædes over de-

res passion for Jesus og lade dem udfordre

mine egne holdninger og mit eget liv. Det

er mit håb. For jeg har uendelig meget brug

for inputs og udfordringer fra andre kristne

for at holde min tro i live – ikke mindst fra

dem, jeg ikke altid er enige med. Engang

imellem er det sundeste måske også at

møde mennesker med andre holdninger i

levende live. Det gør det trods alt sværere

at smide dem ud i en skraldespand. For

eksempel i KFS.

Af Morten Birkmose, medievidenskabsstuderende, mortenbirkmose@gmail.com

29

MEDIER

Plads til forskellighed – også på Facebook

TT # 5 - 2015

Frederiksborg ApotekSlotsgade 26, 3400 Hillerød

Tlf: 48 26 56 00Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

Din annonce her? kfs@kfs.dk, 35 43 82 82

TT # 5 - 2015

GRATIS app til bibellæsning Vælg et tema du vil fordybe dig i Læs selv eller sammen med dine venner ...og bliv fortrolig med Bibelen

5

10100

50

BibelTidEn ressource til dig, der vil læse i Bibelen

Ta´ på bibelskole Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv

DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

luthersk missions højskole

Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

Martyrernes kirke

Generalens

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

I sommers deltog jeg i World Assembly, generalfor-

samling og konference for det internationale studen-

terarbejde, IFES. Vi var omkring 1.000 deltagere fra

mere end 150 lande. En af de oplevelser, der gjorde

stort indtryk på mig, var mødet med de kristne, som

lever under forfølgelse.

Jeg mødte vicegeneralsekretæren fra Kenya. Her

blev et universitet i Garissa i april angrebet af bevæb-

nede islamister, som skød og dræbte over 150 stude-

rende. De kristne var særligt mål for angrebet. Derfor

blev mange kristne studerende fristet til at begynde

at studere koranen og ændre livsstil, så de lignede

muslimer. Men mange kristne studerende har beslut-

tet at fastholde deres offentlige bekendelse. De siger

til hinanden, at de må være villige til at dø fremfor at

leve hemmeligt med deres tro.

Vi hørte om fire studerende fra et land i Central-

asien, som kun med nød og næppe bestod deres eksa-

miner, fordi de nægtede at betale bestikkelse til deres

lærere. Som de eneste af 700 studerende.

Og så hørte vi om Schweitz, hvor en kristen or-

ganisation var blevet frataget offentligt tilskud til

afholdelse af arrangementer for unge under 18 år.

Begrundelse: De stod for et klassisk, kristent syn på

homoseksualitet, hvilket af myndighederne blev an-

set for at være indoktrinerende. Omfordelingen af de

offentlige midler, som gives til ledertræningsaktivite-

ter i ungdomsarbejde, betyder, at en LGBT-gruppe i

fremtiden vil modtage et langt større tilskud - selv om

de strengt taget ikke bruger penge på ledertræning,

men primært på lobbyarbejde.

Der er langt fra Garissa til Schweitz. Men der er

også ligheder. Dietrich Bonhoeffer har sagt: ”Når

Kristus kalder et menneske, byder han ham komme

og dø.” Den, der følger efter Kristus, følger efter ham,

som gav afkald på sit liv.

Kristne i Vesteuropa sætter ikke livet til i bogsta-

velig forstand. Men vi er kaldet til at give vores liv til

Kristus. Vi kan fristes til at tilpasse os en sekulær livs-

stil eller nedtone vores budskab af frygt for vrede, dis-

krimination og uretfærdig behandling. Men så glem-

mer vi, hvem vi følger efter.

Og: Vi forsømmer at vedkende os fællesskabet

med martyrernes kirke. Vi svigter kristne, som lever

under forfølgelse. Det kan vi ikke!

Af Robert Bladt

generalsekretær i KFS,

robert@kfs.dk