til tro #5 2014 - følgeskab

32
20 14 Kristeligt Forbund for Studerende Mere og mere KFS » 5 Opstart af Veritas Forum » 6 Vær med til at vælge KFS' bestyrelse » 8 Forskellighed i Skanderborg » 9 Tema: Følgeskab Løssalg : 25 ,-

Upload: kristeligt-forbund-for-studerende

Post on 05-Apr-2016

220 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

Der er noget grundlæggende ved det at følges. Allerede inden syndefaldet konstaterer Gud tilsyneladende, at Adam har brug for et andet menneske at følges med trods den daglige vandring med ham i haven. Børnehavebørn spørger om nogen vil “følges ud til gyngerne.” Ægteskab er at følges gennem et liv i medgang og modgang, og discipelskab handler om at følge efter - både efter Gud og efter andre disciple. Men hvad vil det egentlig sige at følges? Dette nummer af Til Tro sætter fokus på Følgeskab fra en række forskellige vinkler. At følge sit kald. At følges med en mentor. og at følges i ægteskab og at følge Jesus, når han siger “følg mig."

TRANSCRIPT

Page 1: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

20 14 Kristeligt Forbund for Studerende

Mere og mere KFS » 5

Opstart af Veritas Forum » 6

Vær med til at vælge KFS' bestyrelse » 8

Forskellighed i Skanderborg » 9

Tema: Følgeskab

Løssalg : 25 ,-

Page 2: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

83

96

1412

1722

2724

Generalens

Bøger Refleksioner

30

En at gå efter

TEMA:FølgeskabKFS'eren

31

Vær med til at restarte

målsætningen

Mere og mere KFS

herstår

du

Kunsten at følges Nådens tid for Herstedvester

Når vi vandrer sammen

Til dødenos skiller

Page 3: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

Når studerende og færdiguddannede i dag bliver medlemmer af

KFS, slår vi følge med hinanden. Ligesom på Facebook eller Twitter

betyder det at investere tid og opmærksomhed i de oplevelser, der

deles. Når du melder dig ind i KFS, holder vi dig opdateret på stu-

denterarbejdet og giver inspiration til at gøre Jesus kendt. Sådan har

studerende og færdiguddannede holdt sig opdateret og informeret

om KFS-arbejdet, og gennem følgeskab har de fastholdt evangeliet

til studerende som en hjertesag.

Et andet følgeskab, der har gjort sig gældende i KFS, er følgeskab

gennem givertjeneste.

Der er en stærk tradition for at give til KFS og blive ved med

det efter endt studietid. Det betyder, at mange færdiguddannede

KFS’ere har givet i 10, 20, 30 ja nogle i endnu flere år. Disse faste

gavebidrag er en stor del af det økonomiske fundament for arbejdet

i dag. Det er et følgeskab, der ikke tåler sammenligning med Face-

book- og Twitter-følgeskabet, men der er faktisk en opskrift til at

gøre det, som er ligeså let og enkel som at blive venner på Facebook:

Gavebrevet!

Med et gavebrev forpligter man sig i 10 år og kan vælge at give

en procentsats af sin indtægt. Som studerende er det genialt, fordi

man ikke kommer til at give mere, end hvad man kan klare. Eksem-

pelvis er 2 procent af en SU for en hjemmeboende gymnasielev cirka

40 kroner i måneden. Eller 2 procent af en SU for en universitets-

studerende er cirka 115 kroner i måneden.

Når følgeskabet fortsætter som færdiguddannet, tilpasses ga-

ven til KFS automatisk efter indtægtsniveauet og går ikke i glem-

mebogen. Og det er en vigtig pointe ikke at lade studenterarbejdet

gå i glemmebogen, når man er færdiguddannet, fordi det ligesom

søndagsskoler og andet kristeligt ungdomsarbejde er et strategisk

vigtigt arbejde, hvor muligheden for at lære nye generationer om

Jesus er til stede.

I Lukasevangeliet kapitel 12, vers 34 siger Jesus: ”For hvor jeres

skat er, dér vil også jeres hjerte være.” Så med andre ord er det at

give til KFS med til, at du vedligeholder visionen om at gøre Jesus

kendt blandt studerende som din hjertesag. Og al den opmærksom-

hed i form af medleven, forbøn og gensidig inspiration som følges

med den økonomiske gave er alt sammen essentielt for et levedyg-

tigt KFS i mange år fremover.

UdgiverKristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: [email protected] TRO: [email protected]: 405-4954

AbonnementDet koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS.Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

RedaktionenStudentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør)Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)Lærerstuderende Mikkel Haahr AndersenStud.theol Nicolai Woller JensenStud.scient.soc. Mathilde MølgaardStud.mag. i retorik Ida Esmarch PedersenStud.psych. Anna StaalSygeplejestuderende Rasmus DysagerStud.scient. i matematik Janus Rønn Lind

LayoutPernille Leth Petersen

TrykØko-Tryk

ISSN1395-9786

Hjemmesidewww.tiltro.dk

DesignMartin Luckmann & Klaus Juul Jensen

AnnoncerKontakt KFS på tlf. 35438282 eller [email protected]

Slå følge med KFS

Leder

Af Lars Bjerregaard,

sekretariatsleder, [email protected]

Page 4: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

4 TIL TRO · # 5 · 2014 · nyheder

Ny form på første teamperiodeLTC’erne vendte glade og trætte hjem fra første teamperiode, som lå første uge i septem-ber. Eleverne skulle som noget nyt ikke selv holde religionsoplæg, men blot se det i prak-sis. Her fortælle Mie og Ole om deres oplevelser.

Vær med til at restarte målsætningenVi har lavet et oplæg, som du og din gruppe kan bruge til at sætte retning for semestret og sammen med KFS’ere fra hele landet arbejde for at nå dine medstuderende.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder

Hvis du og din gruppe endnu ikke har

gennemgået oplægget "KFSiværksætter

Restart" til at sætte retningen for semestret,

skal du ikke fortvivle.

Du kan stadig nå at være med.

Gå ind på kfs.dk og find oplægget på en

hvilken som helst side. På forsiden er den

øverst – i venstre side på undersiderne. Her

finder du også en video, som I kan bruge

sammen med oplægget. Her guider Robert

gennem oplægget og supplerer med erfa-

ringer fra sin egen studietid.

Så print oplægget, og tag den med næ-

ste gang I mødes i din studiestedsgruppe.

KFS’ Ledertræningscenter, LTC, sendte de

13 elever afsted på de første teamperiode

i den første uge i september. De vendte

tilbage med en masse gode erfaringer, som

kan bruge, når de tager af sted igen for selv

at prøve kræfter med religionsoplæg efter

blot to uger på højskolen i Ødsted.

Det er en ny måde at gøre det på, hvor

eleverne ikke selv holder oplæg på første

teamperiode, men blot ser hvordan det

hele fungerer i praksis, inden de kommer

tilbage på skolen i to uger for at forberede

deres oplæg.

Mie Frederikke Bauer fra Sydteam og

Ole Kjærgaard Madsen fra Østteam fortæl-

ler her om deres oplevelser efter første uge.

”Jeg synes, det var fedt. Men jeg syntes

også, det var hårdt i starten. Jeg kunne godt

mærke, at der var meget nyt, og det var lidt

overvældende at skulle stå og snakke med

så mange mennesker i løbet af en dag. At

føle at man skulle være meget på i løbet

af sådan en dag. Det var et dejligt team,

jeg var af sted med, med god stemning og

gode til at bakke hinanden op. Så jeg synes,

der var plads til, at man kunne være der,”

forklarer Mie.

”Jeg synes, det var meget spændende,

udfordrende og udviklende. Jeg havde ikke

de store forestillinger om, hvordan det hele

kom til at foregå, men det var bare rigtig

spændende at stå derude. Jeg følte virkelig,

at jeg blev udfordret og allerede på den uge

her, lærte man en helt masse om, hvordan

man møder gymnasieelever,” supplerer

Ole og fortsætter med at fortælle om sin

oplevelse med at se et religionsoplæg på

den første teamperiode.

De glæder sig begge til at skulle holde

oplæg selv på deres anden teamperiode.

Interviewet blev gennemført inden eleverne

tog af sted på anden teamperiode i slutningen

af september.

Ole Mie

Page 5: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 5nyheder · 2014 · # 5 · TIL TRO 5

Mere og mere KFSI den periode, der løber fra sommeren 2014 til sommeren 2017, er KFS’ mål, at vi hvert år ser en vækst på udvalgte områder. Og vi er allerede nået langt i år.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder

Vi har en målsætning, der strækker sig

over 3 år. Vi ønsker at se studerende Det

betyder, at vi måler på vores arbejde. Vi

har valgt, at vi vil stræbe efter et højere

og højere antal hvert af de tre år inden

for følgende parametre: KFS-grupper, kon-

taktpersoner og studiesteds-KFS’ere, åbne

bibelstudiegrupper, apologetiske events

samt tværkulturelle events og fællesska-

ber. Her kan du læse, hvordan vi definerer

de forskellige.

KFS-grupper, kontaktpersoner og studiesteds-KFS’ere.KFS-grupper er de grupper, der mødes på

skoler i hele landet for at bede, læse i Bi-

belen, snakke og dele troen med hinanden

og andre. Vi har kontaktpersoner i hver af

disse grupper og så har vi derudover kon-

taktpersoner som ikke er en del af nogen

gruppe. Aktive studiesteds-KFS’ere er alle

de studerende, der er med i KFS.

Åbne bibelstudiegrupperÅbne bibelstudiegrupper er fællesskaber,

hvor kristne studerende mødes med sine

medstuderende for at læse i Bibelen sam-

men. Det kan fx foregå ved sammen at

gennemgå hæftet Uncover, som KFS har

oversat og udgivet.

Apologetiske eventsApologetiske events er planlagte offentlige

begivenheder, hvor kristne og ikkekristne

mødes for i dialog om den kristne tro.

Dialogen tager ofte afsæt i en eller flere

indvendinger mod den kristne tro. Ek-

sempler på dette er Grill-en-kristen, hvor

en erfaren kristen svarer på tilhørernes

spørgsmål.

Tværkulturelle events og fælles-skaberTværkulturelle events er begivenheder,

hvor kristne mødes med studerende med

en anden kultur, religion og verdenssyn. På

samme måde er tværkulturelle fællesskaber

grupper, der mødes fler gange på tværs af

kultur, religion og verdenssyn.

De tal, vi måler op imod, er tallene fra

det seneste skoleår. I sidste nummer af

Til Tro skrev vi nogle tal, der ikke var helt

opdaterede, men i grafikken ovenfor er de

endelige tal, vi skal overgå i det nuværende

skoleår.

Det betyder, at vores mål for skole-

året 2014-15, er at have mindst 96 + 1 KFS

studiestedsgrupper, mindst 160 + 1 KFS

kontaktpersoner, mindst 1199 + 1 aktive

studiesteds-KFS’ere og så videre.

Når vi er nået til sommeren 2015, vil vi

se, hvor mange vi så har nået. Disse nye tal

sætter så barren for skoleåret 2015-2016.

Vil du være med?Det er klart, at der er brug for engagement

fra de mange kristne studerende til dette.

Vi glæder os over, at vi allerede oplever

at mange er i gang. Men vi vil gerne have

endnu flere med, så flere studerende får

gavn af at have kristne på deres studiested.

Vi har lavet et oplæg, som KFS’ere og

KFS-grupper kan benytte til at sætte retning

for semestret eller skoleåret og til at finde

ud af, hvordan de kan engagere sig i deres

studiested. Læs mere på forrige side.

Så langt er vi nået indtil videre...87 af 96

122 af 160

1161 af 1199

3 af 8

43 af 201

7 af 6

4 af 5

89,7 procent

76,3 procent

96,8 procent

37,5 procent

21,4 procent

116,7 procent

80 procent

studiestedsgrupper

kontaktpersoner

aktive deltagere

åbne bibelstudiegrupper

apologetiske events

tværkulturelle events

tværkulturelle fællesskaber

Page 6: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder66 TIL TRO · # 5 · 2014 · nyheder

Solgt for en krone til Tent InternationalAf Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, KFS’ repræsentant i udvalget for Tent Danmark t e n t

”Derfor var det nærmest oplagt, at vi

købte Jobmission for at føre visionen videre

og bygge videre på det, andre har grundlagt

i Danmark.”

”I den første tid ønsker vi at gøre os

kendt i det danske kirkeliv, men allerede

i 2015 vil vi holde seminarer og kurser i

teltmagermission. Vi ser os selv som et

ressourcecenter, der tilbyder medlemspleje

skræddersyet til den enkelte. Hos Tent kan

man få hjælp til jobsøgning, etablering af

netværk og alt det praktiske. Der er flere

muligheder, og vi vil gennem samtale finde

frem til den bedste medlemspleje for den

enkelte.”

Tent Danmarks kontor ligger i Vejle på

Sømandsmissionens adresse. I begyndelsen

er lederen ansat på 20 procent, men der

arbejdes på at udvide stillingen efterhån-

den. Det vil altid være muligt at ringe,

skrive mail eller besøge hjemmesiden www.

tent-danmark.dk, hvor man kan finde flere

informationer.

Overtagelsen medfører desuden, at dan-

ske studerende, erhvervsfolk og faglærte

med interesse for teltmagermission nu for-

bindes endnu tættere til den internationale

teltmagerbevægelse.

I begyndelsen af januar 2014 blev Jobmissi-

on sat til salg for bare en krone. Jobmission

blev etableret i 2008 som et samarbejde

mellem Promissio, Evangelisk Luthersk Mis-

sion og KFS, men samarbejdspartnerne så,

at der var behov for nye kræfter til at løfte

visionen videre. Det blev Tent Internatio-

nal, der købte Jobmission i juni måned, og

netværket har i den anledning skiftet navn

til Tent Danmark. Samarbejdet med oven-

nævnte organisationer fortsætter.

”Tent støtter studerende og fagpersoner,

der overvejer at rejse ud for at leve som

kristen i lande med få kristne. Vi har stor

erfaring med kursusvirksomhed og har re-

krutteret og udrustet mange personer, som

er gået ind i teltmagermission verden over,”

siger leder af Tent Danmark, Heri Kjærbo.

Opstart af

Veritas ForumMandag den 13. oktober holder Dagfinn Høybråten oplæg om Jesus som leder. Det markerer samtidigt ind-toget af Veritas Forum i Danmark.

Det første Veritas Forum i Danmark bliver

den 13. oktober på Panum i København.

Dagfinn Høybråten holder et oplæg om

Jesus som inspiration til moderne lederskab.

Høybråten er generalsekretær i Nordisk Mini-

sterråd, tidligere norsk sundhedsminister,

partileder og chef for det norske Rikstrygde-

verket.

Dette Veritas Forum markerer begyndel-

sen på en satsning på denne type events i

Danmark.

Det har været en del af dialogsekretær

Carsten Espersens opgave at undersøge

mulighederne for at etablere Veritas Fora i

Danmark. Og det handler netop om at sætte

dialogen på dagsordenen.

Et Veritas Forum er et universitetsevent,

der søger at engagere studerende og un-

dervisere i samtale og refleksion over livets

største spørgsmål. I samtale med akademi-

kere, tænkere og andre meningsdannere

søger et Forum at skabe en åben atmosfære

for alle deltagere til intellektuelt engage-

ment og personlig refleksion og en gennem-

tænkning af, hvordan overbevisninger og

filosofiske positioner former vores tænkning

og praksis. Veritas opmuntrer studerende til

at søge sandhed og ønsker at vise relevansen

af historien om Jesus både for akademisk og

arbejdsmæssigt virke.

Selvom det ikke er noget KFS har opfun-

det passer det perfekt ind i det punkt på KFS’

målsætning, der handler om at fremme over-

bevisningen om den kristne tros sandhed og

relevans for studerende.

Dette første event er et godt eksempel

på netop det. Der kommer en højtprofileret

oplægsholder, nemlig Dagfinn Høybråten,

som tager fat i et eksisterende felt inden for

forskningen, nemlig ledelse, og viser relevan-

sen af den kristne tro, nemlig ved at inddrage

Jesus som inspiration for moderne ledelse.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder

Page 7: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 7nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 7nyheder · 2014 · # 5 · TIL TRO 7

Uncover er verdens-omspændendeBibelstudiemateralet Uncover er blevet oversat til 14 forskellige sprog. Og der er planer om at oversætte til endnu flere sprog. Uncover har globale virkninger på studenter evangelisation.

Artiklen er oversat og redigeret af Jens Jørgen

Jensen, kommunikationsmedarbejder,

[email protected]

I februar sidste år udgav KFS det britiske

bibelstudiemateriale Uncover der omhand-

ler tekster fra Lukasevangeliet, på dansk.

Men danskerne er langt fra de eneste, der

kan bruge det populære materiale på sit

eget sprog.

Materialet er oversat til 14 forskellige

sprog, og der er oversættelser på vej, der

viser interesse for at oversætte til deres

lokale sprog.

Brian Weaver, chefen for særlige projek-

ter og events i UCCF, KFS’ britiske pendant,

forklarer:

”Alle steder en IFES-bevægelse (Interna-

tional Fellowship of Evangelical Students)

har udtrykt interesse, har vi lavet aftaler

med dem, som betyder, at de deler deres

oversættelse med andre IFES-bevægelser,

som ønsker det sprog.

Eksempelvis SMD i Tyskland, der

arbejder sammen med VBG i Schweiz and

ÖSM i Østrig, så alle disse tre tysktalende

bevægelser har Uncover. Den lille franskta-

lende schweiziske bevægelse har produce-

ret Uncover på fransk til resten af verden,

hvor de har koordineret med GBU i Frankrig

og bevægelserne i Quebec og dermed givet

mulighed for, at det fransktalende Afrika og

Caribien kan bruge Uncover.

Den økonomiske situation i Spanien

har ikke forhindret GBU España i at lave

Uncover på spansk, hvilket åbenlyst er et

vigtigt verdenssprog, og CCX i Ukraine har

for nyligt oversat

Uncover til russisk

på trods af den poli-

tiske uro i landet.

Den arabiske

oversættelse blev sat

i gang af den israelske

bevægelse og er blevet

taget videre af hele

MENA-regionen (Middle

East and North Africa).

Den græske oversættelse

bliver delt med Cypern,

hvor der i øjeblikket ikke er

en græsktalende bevægelse.

Den danske oversættelse

bliver brugt på Færøerne.

Det bedste har vi muligvis

stadig i vente, da vi arbejder

for at oversætte Uncover til

kinesisk og albansk til vores

Christian Unions (britiske KFS-

grupper) med internationale

studerende. Det kan efterfølgende

bære frugt over hele kloden.”

Efterhånden som UCCF fortsætter med

at gøre Uncover-ressourcer tilgængelige for

oversættelse til flere sprog, vil der komme

en øget global effekt. Der er allerede lagt

planer om at oversætte Uncover, der

omhandler tekster fra Johannesevangeliet,

til kinesisk og arabisk, hvilket de håber vil

blive brugt af de britiske studerende, når

de rækker ud til internationale studerende

i Storbritannien, såvel som andre IFES stu-

denterbevægelser i verden.

Uncover med oplæg til tekster fra

Lukasevangeliet er tilgængelig på arabisk,

dansk, finsk, fransk, tysk, græsk, hebræisk,

italiensk, lettisk, norsk, romansk, russisk,

spansk og svensk.

Page 8: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder88 TIL TRO · # 5 · 2014 · nyheder

Vær med til at vælge KFS' bestyrelseSøndag den 12. oktober på Discipeltræf afholder KFS generalforsamling, hvor hele KFS’ bestyrelse vælges for første gang. Vær med til at stemme og deltag i aftenmødet gratis, hvis du er medlem.

Så er der kun få dage til årets Discipeltræf,

hvor vi blandt andet afholder ekstraordi-

nær generalforsamling med valg til KFS’

bestyrelse.

Sted: Discipeltræf på Skanderborg

Gymnasium, Højvangens Torv 6, 8660

Skanderborg

Tidspunkt: Søndag d. 12. oktober kl.

16:30

Du kan finde se navnene på alle 15

kandidaterne nedenfor og på kfs.dk kan

du finde en nærmere præsentation af de

enkelte opstillede.

Her kan du også finde dagsorden for

generalforsamlingen.

Det største punkt er naturligvis af-

stemningen, hvor vi finder ud af, hvem der

skal lede KFS den tnæste tid. Men der vil

også være beretning fra den nuværende

formand, Peter Rask, og præsentation af

årsregnskab og budget. Alle disse tre skal

godkendes af de fremmødte medlemmer.

Du kan stadig nå detAlle medlemmer kan stemme, og det er

muligt at blive medlem helt op til general-

forsamlingen. Vi opfordrer dog til at gøre

det i god tid inden.

Bliv medlem ved at klikke på den blå

knap ”BLIV MEDLEM” i højre side på kfs.dk.

Hvis du ikke kan møde op, men stadig

ønsker at stemme, kan du give en anden

fuldmagt til at gøre det for dig. Husk, at

den, du giver fuldmagten til, også skal være

medlem af KFS. Du kan finde en blanket til

dette sammen med dagsorden og kandidat-

liste på kfs.dk

Gratis aftensmad og -programKommer du kun til Discipeltræf for at

deltage i den ekstraordinære generalfor-

samling, er du meget velkommen til at blive

til aftenprogrammet metd aftensmad kl. 18

og gudstjeneste kl. 19.30 med overskriften

Kongens vision – din mission v/ Per Damga-

ard Pedersen (Præst i Kristkirken, Kolding).

Det er gratis for medlemmer 

Vi håber rigtig meget, du vil være med

til at sætte dit præg på begivenheden og

vælge den første fuldt ud medlemsvalgte

KFS-bestyrelse.

Page 9: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 9nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 9nyheder · 2014 · # 5 · TIL TRO 9

I efterårsferien og i påskeferien vrimler

det med kristne studerende på Skander-

borg Gymnasium på grund af Discipeltræf

og Påskelejr, men til hverdag ser det lidt

anderledes ud. Det betyder dog ikke, at der

ingen KFS-gruppe er. Der er en gruppe på

12-13 mennesker, som mødes hver mandag.

I gruppen er en muslim og en buddhist.

Resten er agnostikere, ateister og noget

helt femte.

Den eneste, der kalder sig kristen, er Jør-

gen Højlund Wibe, der leder gruppen. Han

går i 2.g og er 18 år. Han fortæller her om

gruppen.

Hvordan begyndte det?

”Det hele begyndte sidste år, hvor vi var tre

kristne til at starte gruppen op. I udgangs-

punktet var vi meget få kristne, så vi syntes

ikke, det gav mening at starte en kristen

klub op. Vi tænkte, at vi laver en gruppe,

som har helt vildt meget fokus ud af på de

andre elever og på at tage fat i deres filoso-

fiske spørgsmål. Det er der stor interesse for

og det gør så også, at vi som kristne får mu-

lighed for at fortælle om, hvad vi tror på."

Hvordan ser en normal gruppesamling ud?

”Vi mødes en halv time hver mandag og

de første tre-fem minutter er der en, der

har dagens emne med. Det kan fx være et

oplæg om fri vilje, som provokerer til at

forholde sig til, hvad man i virkeligheden

mener om det. Altså en præsentation i

starten og så bare snak resten af tiden. At

folk er så forskellige gør snakken ekstremt

spændende, så vi får mange forskellige

inputs til det her emne.”

Hvilke udfordringer og fordele giver det?

”På den positive og negative side er, at det

stiller krav til de kristne, der er med. Fordi

den kristne ligesom skal sætte sig ind i

nogle ting. På den måde er det ekstremt

udfordrende for folk er ekstremt skarpe.

Men det er også utroligt sundt at forholde

sig det, man tror på. For mig har det været

enormt givende. Det har kun været positivt.

Selvfølgelig er det også hårdt, når man skal

sige, at det ved jeg simpelthen ikke. Men så

må man sætte sig ind i tingenen.”

Hvordan inviterer I folk med i gruppen?

”I år gjorde jeg det, at jeg i anden eller

tredje skoleuge gik op til morgensamling for

at fortælle om hvad KFS er og at man ikke

behøver at være kristen for at komme, eller

at behøver at være muslim. Alle er vel-

komne. Og så kom der 14, og det var bare

enormt fedt. På en måde var det grænse-

overskridende, at stille mig op foran 800

mennesker, men egentlig synes jeg bare,

det var fedt, og jeg fandt ud af, at det ikke

var så vildt.”

Hvordan ser fremtiden ud for gruppen?

”Det er helt klart noget, der skal fortsætte

hele året. Det, jeg satser meget på i frem-

tiden, er at få andre udefra ind, for det,

tror jeg, kan være virkelig givende. Så det

ikke altid er mig, der skal stå for det. Hvis

man nu var flere om det, tror jeg godt, man

kunne stå med det alene, men det er samti-

digt en god idé at invitere nogle ind. Vi har

også snakket om at mødes ud over skolen,

for en halv time er ikke super meget til at

snakke om så store spørgsmål.”

Og så afslutter Jørgen med at sen vigtig

pointe.

”Bøn er det vigtigste. Bed bed bed bed.

Det er vejen frem. Det har jeg kunnet føle,

at det var det, der var brug for. Inden KFS,

så kan jeg gå ud og bede 10 minutter, og det

giver mig bare en ro i, at det er Gud, der bæ-

rer det.”

Forskellighed i SkanderborgPå Skanderborg gymnasium er KFS-gruppen ikke, som de fleste andre grupper. Den be-står nemlig af studerende, som mener vidt forskellige ting om livet, Gud og andre store spørgsmål. Der er 12-13 med i gruppen, og de mødes en halv time hver mandag i et fri-kvarter.Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder

Page 10: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

KFS’eren

TIL TRO · # 5 · 2014 · KFS’eren10

Aarhus KFS tilbage i StakladenForeningen Aarhus KFS er nu vokset sig så stor, at de er rykket ind i den store kantine.Af medievidenskabsstuderende Peter Kobbersmed

For første gang i mange år afviklede Aarhus

KFS et normalt torsdagsmøde i Stakladen,

som er Studenterhus Aarhus’ store sal. Det

skete torsdag den 11. september, hvor Leif

Andersen kiggede forbi og talte om ”Kristus

i kunsten” og den immunisering, som kors-

afbildninger lider under. På grund af århund-

reders bevidstløse gentagelse og uendelig

religiøs kitsch er vores kultur blevet immun

over for krucifikset. Men det ændrer ikke

ved relevansen af den mest gennemgriben-

de og rationelt uforståelige Guds-afbildning;

Jesus Kristus. Amen.

Cirka 140 studerende på tværs af alver-

dens studieretninger var mødt op, og det

kan man glæde sig over. Ligesom man kan

glæde sig over det gode samarbejde Aarhus

KFS har med Studenterhus Aarhus, hvilket

også kom til udtryk, da der i marts blev

afholdt Challenge-uge på de videregående

studier i Aarhus. I en tid, hvor religion og

offentlighed ikke ligefrem er bonkammera-

ter, er det opmuntrende at have muligheden

for at afholde KFS-møder i hjertet af Aarhus

Universitet.

Stakladen dannede også rammerne til-

bage i 1960’erne og 1970’erne, da KFS ople-

vede stor vækst og udbredelse. Ovenstående

billeder er fra 1972, hvor bl.a. Flemming

Frøkjær-Jensen stod ved talerstolen. Tiderne

skifter, og det gør farverne og formerne

også. I dag er der ikke mange askebægre

på bordene, og ostemadderne og det hvide

porcelæn er afløst af velskænket kaffe i

pap-kopper. Formålet forbliver imidlertid det

samme – KFS ønsker at bringe gode nyheder

ind i studieverdenen. Man fristes til at synge

i kor og højstemthed med Ingemann (selvom

årstiden nærmest forbyder det): ”Tider skal

komme, tider skal henrulle, slægt skal følge

slægters gang; aldrig forstummer tonen fra

Himlen i sjælens glade pilgrimssang.”

Aarhus KFS 1972 Aarhus KFS 2014

Page 11: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

Der er noget grundlæggende ved det at føl-

ges. Allerede inden syndefaldet konstaterer

Gud tilsyneladende, at Adam har brug for et

andet menneske at følges med trods den dag-

lige vandring med ham i haven.

Børnehavebørn spørger om nogen vil “føl-

ges ud til gyngerne.” Ægteskab er at følges

gennem et liv i medgang og modgang, og

discipelskab handler om at følge efter - både

efter Gud og efter andre disciple.

Men hvad vil det egentlig sige at følges?

Dette nummer af Til Tro sætter fokus på Føl-

geskab fra en række forskellige vinkler. At

følge sit kald. At følges med en mentor. og at

følges i ægteskab og at følge Jesus, når han

siger “følg mig."

Tema: Følgeskab

Page 12: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

12 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Af Kenneth Kühn, præst i Netværkskirken Metropol, [email protected]

Den kristne tro kan ikke praktiseres individuelt. Det er nemlig en praksis, som læres ved at følge efter og imitere andre. Det er fremmed og provokerende i en individfokuseret kultur, men det er det hele værd.

Kunsten at følges

Det siges, at et kunsthåndværk går uigen-

kaldeligt tabt, hvis det i løbet af en enkelt

generations levetid ikke bliver praktiseret.

Hvad nu hvis det også gælder livet i efter-

følgelse af Jesus og kaldet til at gøre andre

til disciple? Kan det tænkes, at vores aller-

største udfordring som kristne i dag er at

revitalisere discipelskabets håndværk i en

tid præget af radikal individualisme?

Jeg er selv opvokset i en kirketradition,

hvor man talte meget om den personlige

tro og det at følge efter Jesus. Jeg følte

mig ofte mislykket. Jeg havde et ideal om

at være tæt på Gud, men jeg evnede ikke

at leve op til det. Jeg mente dengang, at

det var min indsats der slog fejl, men i dag

tror jeg mere, at problemets kerne lå i selve

forståelsen af, hvordan discipelskab ser ud

i praksis. Ligesom mange andre kristne i

vores kultur forstod jeg mest troen som et

individuelt projekt. Kirkens fællesskab var

selvfølgelig en ressource, men det var se-

kundært i forhold til det personlige forhold

til Jesus, mente jeg. I den optik overser vi

let en helt afgørende sandhed, nemlig at

troslivet nødvendigvis må udvikles i tæt føl-

geskab med andre.

Tro er noget, vi gør sammenJesus begyndte sin tjeneste her på jorden

med to betydningsfulde aktiviteter, prokla-

mation og invitation. Proklamationen var, at

”Guds rige er kommet nær.” Det betød, at

Gud nu var i færd med at gribe ind i verden

på en ny og endegyldig måde. Proklama-

tionen blev fulgt op af en invitation. ”Kom

og følg mig,” sagde Jesus. I praksis er de to

Når Paulus taler om det at være i Kristus, taler han altid om et fællesskab. Det er også det bemærkel-

sesværdige ved kroppen som billede på kirken, at lemmerne kun har liv, fordi de sidder på legemet.

Page 13: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO 13

udtalelser uadskillelige. Guds rige skaber et

fællesskab af mennesker, som forenes med

hinanden i deres fælles efterfølgelse af Je-

sus. Tro i evangelierne er altså beskrevet

som følgeskab – noget man gør sammen

med andre.

Troen som et socialt fænomen er også

ret tydelig, når vi nærlæser Det Nye Teste-

mente som helhed. Jesus talte i flertal til

sine tilhørere, og Paulus skrev i flertal til

kirken. De fleste tekster er ikke henvendt

til enkeltpersoner, men til fællesskaber af

disciple. I vores nutidige bibellæsning kom-

mer vi intuitivt til at oversætte ’I’ med ’dig’

for at individualisere betydningen. På den

måde tilsidesætter vi en af troens grundfor-

udsætninger: At livet med Gud netop er for-

ankret i relationer, som i realiteten er selve

udgangspunktet for vores personlige trosliv.

Når Paulus taler om det at være i Kristus,

taler han altid om et fællesskab. Det er også

det bemærkelsesværdige ved kroppen som

billede på kirken, at lemmerne kun har liv,

fordi de sidder på legemet.

Måske er det sociale perspektiv på tros-

livet netop nøglen til at revitalisere kirkens

tabte håndværk. Det næste skridt kunne

være at se nærmere på, hvordan følgeskabet

egentlig fungerede i oldkirken. Et kig på rela-

tionen mellem drengen Timotheus og apost-

len Paulus kan for eksempel lære os nogle

vigtige pointer om discipelskabets kunst.

Følgeskab af ufuldkomneDen første pointe handler om villighed til at

følge efter. Drengen Timotheus voksede op

i det sydlige Tyrkiet, hvor hans forældre var

kommet til tro gennem apostlene Barnabas

og Paulus. En dag hørte Timotheus, at den

kendte apostel nu igen skulle komme på

besøg i deres by. Man kan kun forestille sig,

hvor overvældende det må have været, da

Paulus under dette besøg bad Timotheus om

at sige farvel til sit hjem og følges med ham

på den videre rejse. Hvad var mon formålet

med dette følgeskab?

Discipelskab i Bibelens verden var en læ-

ringsform, der bedst kan sammenlignes med

mesterlære. Disciplen lærte gennem delta-

gelse og imitation i højere grad end gennem

teoretisk information. Ligesom man ikke kan

lære at spille klaver eller lave hjertekirurgi

alene ved at læse bøger og høre forelæsnin-

ger, sådan lærer vi bedst at følge Jesus ved

at følges med en anden, der er nået lidt læn-

gere på denne vandring.

Sådan et følgeskab udfordrer vores men-

talitet som moderne mennesker. Vi er ikke

vant til at tænke i mesterlære, når det gælder

den eksistentielle og åndelige del af vores

liv. Villighed til at følge kræver jo ydmyghed

til at lade sig forme af personer, der ikke i sig

selv er ufejlbarlige. Det betyder, at vi må for-

pligte os og lade os lede i tillid til den nåde,

vi ser i et andet menneskes liv. Det udfordrer

os til at balancere vores kritiske bedømmelse

af andre med bibelske værdier som lydighed

og underordnelse. Men den balance er rent

faktisk mulig dér, hvor relationerne bygger

på gensidig respekt og kærlighed, sådan som

Jesus lærte sine disciple det. Kunsten at gøre

disciple starter altså med, at vi selv lærer at

leve i følgeskab.

Imitation før innovationEn anden pointe, der kan revitalisere disci-

pelskabets kunst, findes i modet til at kalde

andre til følgeskab. Kirken, som Paulus

grundlagde i Korinth, var i den første tid en

umoden størrelse fuld af åndelige børnesyg-

domme. Som medicin sendte Paulus sin lær-

ling Timotheus til menigheden med et klart

formål: ”Han skal minde jer om mine veje i

Kristus” (Første Korintherbrev kapitel 4, vers

17). Sikke en frimodighed. Det er interessant,

at Paulus ikke nøjedes med at sende et brev.

Han sendte en levende person. Timotheus

havde lært at følge Jesus ved at efterligne

Paulus’ liv i efterfølgelse. Det forbillede var

nu den reference, hvorudfra Timotheus selv

kunne kalde korintherne til følgeskab.

Tanken om efterligning kan næsten virke

provokerende for moderne danskere. Vi el-

sker at se os selv som innovative personer.

Men sandheden er, at imitation ofte går

forud for innovation. Før vi kan selv, lærer

vi ved at efterligne andre, på samme måde

som børn lærer af deres forældre. Derfor har

vi brug for at leve i åndelige praksisfælles-

skaber, hvor vi modellerer det åndelige liv.

Hvis du for eksempel vil lære teenagerne

i din kirke at bede, at evangelisere, at vise

barmhjertighed eller at bruge deres nådega-

ver, er bibeltimer gode, men næppe tilstræk-

kelige. Du må vove at kalde dem til følgeskab

og involvere dem i din egen praksis. Jeg hu-

sker, hvordan mit eget bønsliv som barn blev

formet af at lytte til min mors bønner. Det er

vores praktiske liv, der tolker vores tale, så

ordene får krop og betydning. Uden korset

ville vi aldrig forstå betydningen af Jesu ord

om kærlighed. På samme måde må kristen

undervisning i vores tid indlejres i åndelig

praksis, hvis den skal nære efterfølgelsen af

Jesus. Kunsten at gøre disciple forudsætter

altså modet til at kalde andre ind i følgeskab.

Hyrdeagtige fårDen sidste pointe, der kan revitalisere disci-

pelskabets kunst, er at udruste andre til at

skabe følgeskab. Da Timotheus var blevet en

erfaren discipel, blev han leder af kirken i

Efesos. Her modtog han et brev med vejled-

ning fra sin læremester, der skriver følgende:

”Hvad du har hørt af mig i mange vidners

nærværelse, skal du betro pålidelige menne-

sker, som vil være duelige til også at under-

Ligesom man ikke kan lære at spille klaver eller lave hjertekirurgi alene ved at læse bøger og høre forelæsninger, sådan lærer vi bedst at følge Jesus

ved at følges med en anden, der er nået lidt læn-gere på denne vandring.

Page 14: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

14 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

vise andre” (Andet Timotheusbrev kapitel 2,

vers 2). I verset her nævner Paulus fire gene-

rationer af disciple: Sig selv, Timotheus, de

pålidelige mennesker og de andre. Bemærk,

at Timotheus skulle oplære sine efterfølgere

på en sådan måde, at de igen var i stand til

at lære andre.

En klog mand sagde engang: En discipel

ligner et får forfra og en hyrde bagfra. Det

opsummerer det mål, at følgeskab naturligt

må udruste de, der følger efter, til selv at

lede andre. Som præst har jeg ofte spurgt

mig selv, om jeg tjener kirken sådan, at

mennesker bliver afhængige af mig, eller

om jeg tjener sådan, at menigheden bliver

istandsat til at gøre det samme, som jeg

gør. Med andre ord, er mit liv og min tjene-

ste let at imitere. Jeg synes, at den reflek-

sion er relevant, fordi den har betydning

for, om vi reelt har en disciplende kultur i

kirkens fællesskab.

Hvis vi som forbilleder virker uopnåelige

og avancerede, skaber det fascination i ste-

det for åndelig opbyggelse. Den tanke kan

virke skræmmende i en tid, hvor selviscene-

sættelse er i højsædet. Men sandheden er,

at selviscenesættelse skaber illusioner, som

i sidste ende kun gør mennesker desillusio-

nerede. Hvis andre derimod ser Guds nåde i

mit liv, trods svagheder og begrænsninger,

skaber det håb. Jeg tror, at det var hemme-

ligheden i Jesu tjeneste. Han var så men-

neskelig, at han ikke virkede intimiderende

på sine medmennesker. ”Hvis Jesus kan gå

på vandet, så kan jeg også,” tænkte Peter,

og det kunne han – på grund af Guds nåde.

Kunsten at gøre disciple får liv, når vi lever

for at udruste andre. Vores største glæde må

være, når vi ser, at dem, vi hjælper med at

følge Jesus, selv går i gang med at kalde an-

dre til følgeskab.

Det hele værdJeg tror, at vi som kristne i dag har brug for

at genopdage følgeskabets betydning. I en

tid hvor individualismen er så indgroet i os,

kræver det en decideret omvendelse. Lige-

som de første disciple betalte en pris for de-

res følgeskab, er der ting, vi må forlade for

at prioritere vores kald. Da jeg som teenager

oplevede, at Gud kaldte på mig, måtte jeg

tilsidesætte en drengedrøm om at skrive og

spille musik. Selvom jeg har fået mulighed

for at bruge min musikalitet i kirken, blev jeg

aldrig den musiker, jeg dengang drømte om.

Sådan kan Guds kald betyde, at vi i tillid til

ham bliver villige til at give afkald på noget,

hvad enten det er karrieremål, materielle go-

der, interesser, tid, relationer eller lignende.

Men at følge Jesus er det hele værd.

Hemmeligheden i at fornægte sig selv er, at

vi ikke mister os selv. Tværtimod er det heri-

gennem, vi finder ind i det liv, som Gud har

bestemt os til i sin ufattelige kærlighed. Det

giver os fred i visheden om, at vores liv har

betydning både nu og her og i evigheden. Da

Jesus selv havde betalt prisen på korset for

vores skyld, opstod han fra graven og indtog

sin rette plads i Faderens herlighed. På sam-

me måde finder vi ind i vores sande identitet

som Guds børn, når vi betaler prisen for at

være hans efterfølgere. Hvad det end koster,

findes der ingen større lykke og tilfredsstil-

lelse end at investere sit liv i at følge Jesus

og lære andre følgeskabets kunst på vejen

imod alt det skønne fra Gud, der venter os.

Sandheden er, at selviscenesættelse skaber illusioner, som i sidste ende kun gør men-

nesker desillusionerede. Hvis andre derimod ser Guds nåde i mit liv, trods svagheder og

begrænsninger, skaber det håb.

Page 15: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

15artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

Af Kristine Friis Thiesen, cand.mag. i audiologopædi, [email protected]

Kristine Friis Thiesen oplevede for år tilbage at få et kald fra Gud til at lave alpha-kursus i Anstalten ved Herstedvester. Læs hendes beretning om, hvordan hun fulgte kaldet, og hvordan Gud fulgte hende.

Nådens tid for Herstedvester

Fængsels-alpha havde sin opstart i novem-

ber 2006. Hvis der kom 10 personer første

aften, så kunne vi kalde det en succes, havde

vi fået at vide. Der kom 10. Siden hen er der

kommet flere og flere, og nu er der typisk 45,

der melder sig til en ny sæson.

Alpha er blevet en af de største velsig-

nelser i mit liv, og jeg takker Gud for alle de

mennesker, han har ladet mig møde gennem

alpha. Gud har planer om fremtid og håb for

de indsatte i Herstedvester, og det er den

mest livsbekræftende oplevelse at være red-

skab til udførelsen af de planer.

Omdrejningspunktet for historienAnstalten ved Herstedvester ligger i Alberts-

lund omkranset af fem meter høje betonmu-

re. Disse murer danner rammen for cirka 150

indsattes liv for en kortere eller længere pe-

riode. Faktisk typisk for en længere periode,

for når man sidder i Herstedvester, så er det

ikke, fordi man ”er blevet taget i at køre på

damecykel,” som en af de mandlige indsatte

engang udtrykte det. Her findes en hårdt-

slående samling af sørgelige skæbnefortæl-

linger. Fortællinger om liv, der er slået fejl,

og for manges vedkommende liv, der blev

slået ud af kurs, før de begyndte. Der er in-

gen tvivl om, at mørket længe har omsluttet

mennesker i Herstedvester, og kræfter med

dødskurs har haft frit spil. Til dette mørke

blev jeg kaldet for cirka 8 år siden.

KaldEgentlig er jeg glad for, at jeg med overbe-

visning kan sige, at jeg blev kaldet. Jeg er

nemlig vokset op med konceptet ’kald’ og

har ofte hørt folks fortællinger om, hvordan

de blev kaldet af Gud til det ene og andet.

Men begrebet var inficeret med en vis skep-

sis fra min side. Var det ikke bare en smart

menneskelig konstruktion, der kunne hjælpe

én med at få sin vilje igennem? Jeg mener,

hvem tør argumentere mod et menneske,

der har fået et kald fra selveste Gud?

Men heldigvis havde Gud livsforvand-

lende planer for mig. Jeg er ikke længere i

tvivl om, at Gud meget konkret kan kalde et

menneske ind i en opgave, og jeg har sam-

tidig erfaret, hvilken kæmpe velsignelse der

ligger i at følge kaldet og gå ind i en opgave,

som Gud har lagt til rette.

En vedvarende følelseFor en del år siden sang jeg i et kor, og vi

blev inviteret ind i Anstalten ved Herstedve-

ster for at holde en gospel workshop. Denne

Der er ingen tvivl om, at mørket længe har omsluttet mennesker i Herstedvester, og kræfter

med dødskurs har haft frit spil. Til dette mørke blev jeg kaldet for cirka 8 år siden.

Page 16: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

16 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

dag kom til at betyde noget helt særligt for

mig. Jeg oplevede, at det reelt gjorde en for-

skel for de indsatte, at vi kom og var sam-

men med dem. Vi var ikke bare et nummer

i rækken af entertainere. Vi tilbød venskab

for en dag, og de indsatte sugede det til sig.

Jeg så et relationelt underskud, som trængte

til at blive fyldt både af mennesker og Gud.

Jeg har sjældent oplevet noget, der på-

virkede mig så stærkt, og efterfølgende blev

oplevelsen siddende i mig. Sædvanligvis,

når man har haft en stærk oplevelse, fader

følelsen lige så stille ud, og nye oplevelser

stjæler billedet. Men i dette tilfælde skete

det modsatte. Med tiden blev jeg mere og

mere optaget af min dag i fængslet. Jeg for-

talte om den vidt og bredt, og efterhånden

fik jeg hjertebanken og blev varm i kinderne,

når jeg fortalte om Anstalten. Jeg oplevede

sågar at ligge spilvågen om natten. Jeg var

ramt, og Gud ville mig noget.

Det første skridtMit problem var bare, at jeg snakkede og

tænkte i ét væk, men så skete der heller ikke

mere. Idéen om at lave alpha i Herstedvester

havde for længst taget form i mig, men det

blev ved med at være noget, der skulle ske

ude i fremtiden. Heldigvis havde Gud velsig-

net mig med en cellegruppeleder, der havde

set mit kald. Han sagde, at jeg skulle gøre

noget konkret ved mine planer. ”Ja ja, det

kan du tro, jeg vil gøre,” sagde jeg uden an-

tydning af handlekraft.

Han havde imidlertid for længst gennem-

skuet mit mañana, og han bad mig om at gå

direkte hjem og ringe til den person, der

bedst kunne bringe mig videre i projektet.

Gulp, tænkte jeg og gik hjem og greb knog-

len med let rystende hånd. Når det kom tæt

på, var jeg faktisk ikke helt tryg ved tanken

om at bevæge mig ud på ukendt land. Jeg

følte mig pludselig så alene.

Når jeg tænker tilbage på min cellegrup-

peleder, bliver jeg taknemmelig, og hans

rolle i projekt fængsels-alpha har lært mig

noget. Som kristne brødre og søstre har vi

et ansvar over for hinanden. Jeg skal ikke

kun være opmærksom på, hvad Gud siger

om min egen vandring. Gud vil fra tid til an-

den også gøre mig opmærksom på en bror

eller søster, som har fået et kald, men som

har brug for, at vi tager det første skridt

sammen. Det er et dejligt perspektiv på det

kristne fællesskab.

Vejen blev banetDen person, som kunne bringe mig videre i

projektet, var fængselspræsten Benny. Han

ville gerne holde et møde med mig, men

det blev på forhånd gjort klart, at Anstalten

ved Herstedvester er et meget lukket fæng-

sel, og det kunne være svært at få lov til at

komme ind og lave diakonalt arbejde på

regelmæssig basis. Det var selvfølgelig ikke

så lovende, men jeg blev ved med at tænke

på, at hvis det engang havde lykkedes for

Paulus og Silas at komme ud af et fængsel,

så måtte det da også være muligt for mig at

komme ind.

Det viste sig også, da jeg kom til mødet

med Benny, at fængslets sikkerhedschef al-

lerede havde sagt ok til projektet, og at jeg

kunne gå i gang med at lave alpha med det

samme! Jeg forlod mødet med hjertebanken

og tenderende åndenød. Jeg var overvældet

over, hvordan Gud havde banet vejen ind i

fængslet, men samtidig blev jeg pludselig

bange. Jeg vidste i virkeligheden hverken

noget om fængsler eller om alpha-kurser,

og desuden var jeg helt alene. Men nu var

skibet sat i søen, og på en eller anden måde

skulle det finde en havn.

Lige først havde jeg lyst til at ringe til

Benny og sige, at det bare havde været for

sjov. Men så gav Gud mig et vers fra Josvas

bog, som kom til at holde min rygsøjle op-

rejst de næste mange måneder: ”Som jeg var

med Moses, vil jeg være med dig. Jeg lader

dig ikke i stikken og svigter dig ikke.”

Den, som venter…Med disse gode ord kørende på repeat be-

gyndte jeg nu at forberede fængsels-alpha

og ikke mindst lede efter et team. Det sidste

skulle vise sig at være en sværere opgave,

end jeg havde forestillet mig. Mange hørte

om projektet, men lige så mange klappede

mig på skulderen, sagde ”fantastisk, held og

lykke med det” og gik videre.

Efter 5 måneder måtte jeg ringe til

Benny og fortælle, at det ikke blev til no-

get alligevel. Det havde ikke lykkedes mig

at finde en eneste, der ville være med. Men

pludselig i løbet af de næste 14 dage meldte

der sig 5 dejlige mennesker, som ville være

med. Frø var blevet sået, og de skulle have

tid til at spire. Jeg kunne derfor med lige

dele nervøsitet og forventning ringe til Ben-

ny og fortælle, at nu var vi alligevel klar til

at gå i gang.

Samme nat vågnede jeg. Ikke helt. Jeg

var i en tilstand mellem vågen og sovende.

Min seng var omgærdet af små arrige dæ-

moner. De hvæsede af mig og rev ud efter

mig, men de kunne ikke nå mig. Efter den

oplevelse var jeg ikke længere et sekund i

tvivl om, at noget godt skulle til at ske. Ond-

skaben rasede, fordi den så sig slået. Nu var

det nådens tid for Herstedvester.

Fængsels-alphaHver anden tirsdag afholder et team på

pt. 11 personer alphakursus i Anstalten

ved Herstedvester. Her spiser vi aftens-

mad med de indsatte, synger lovsang, hø-

rer et lille oplæg om kristen tro og slutter

med at gå ud i faste grupper og snakke

om oplægget og livet hos den enkelte.

Jeg blev ved med at tænke på, at hvis det engang havde lykkedes for Paulus og Silas at komme ud af et fængsel, så måtte det da også

være muligt for mig at komme ind.

Page 17: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

17artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO 17

Mennesker har en tendens til at vride sig ind i sig selv og gøre sig utilgængelig for andre. At vandre med andre i fællesskab er en nødvendighed for at opdage, hvem vi virkelig er, og finde sand trøst.

Af Ruben Knudsen, præst i Randers Frimenighed, [email protected]

Mange mennesker lever som isolerede øer.

Det er min erfaring, at vi har et isolationsgen,

som med umenneskelig styrke vrider os ind

i os selv, og vi kalder det for synd. Selvom vi

egentlig ønsker at være i relation, ender vi

ofte med at være i isolation med følelsen af,

at end ikke Gud kan se vores smerte og en-

somhed. Medvandringen er en vej ud af iso-

lation og ind i relation, så vi bliver livsduelige.

Ny åndelighedDer er en spirituel opvågning disse år, som

har mange ansigter. Vi kalder det for New

Age, hvor mennesker søger at få en dybere

selvindsigt for at finde svaret på det helt

store spørgsmål: Hvem er jeg? De fleste af os

vokser op i et miljø, hvor vi fra starten opdra-

ges til at koncentrere os om, hvad vi er. Og

hvis vi kort skal definere forskellen på ’hvem’

og ’hvad’, så kan vi sige om ’hvem’, at det

handler om den person, Gud har skabt os til

at være. Et unikt og smukt menneske, skabt

i Guds billede. ’Hvad’ handler om det, vi er

på jagt efter: anerkendelse, kompetencer,

magt, kontrol og så videre, og et liv styret

af et ’Hvad’ udhuler os, og før eller senere

må vi stoppe op og spørge: Hvem er jeg så?

Og når det spørgsmål er blevet klart og ikke

længere kan gemmes af vejen, så er det ofte

en smertefuld erfaring.

Den svenske præst Peter Halldorf siger

om åndeligheden i det postmoderne:

”Den åndelighed, som kommer til at præ-

ge vores tid, også i kirkerne, er underordnet

ens eget behov, de personlige oplevelser, ens

egen smag. Kort sagt så henter den sin næ-

ring og vejledning i sit eget forrådskammer.

Dets mål er tilfredsstillelse, trøst og støtte i

livet. Derfor søger den form for åndelighed

den forsamling, lærer eller åndelige miljø,

hvor den mener at kunne finde de stærkeste

oplevelser. Åndelige kender ikke til kamp.

I skabelsens dybeste dna finder vi noget helt unikt, som kun mennesket kan udforske omfanget af:

relationer. Gud skabte os til at være i relation med sig selv, og vi med hinanden.

Når vi vandrer sammen

Page 18: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

18 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Den vil ikke kamp. Den undgår kampen ved

uafbrudt at søge nye æggende oplevelser,

men i disse en falsk trøst.” (oversat fra Ande

og Bokstav, side 79)

Vi taler om udkants Danmark som udtryk

for en folkevandring mod de store byer. Her

er der et pulserende kulturliv, cafeliv, kirkeliv

og så videre. Her mener vi at finde de bedste

karrieremuligheder, så vi kan realisere vores

potentiale og skabe os et meningsfyld liv.

Men det er i bund og grund udtryk for en ny

åndelighed. Som Halldorf udtrykker det: at

søge de æggende oplevelser, men i disse en

falsk trøst. Der er intet problem med at flytte

til og leve sit liv i byen, men byens mangfol-

dighed af liv og muligheder bliver let en sna-

re, hvor vi kan skabe vores eget liv og midt

i vrimlen til sidst finder, at vi er ensomme.

Relationer er fundamentaleSom indledning på dette temas overskrift:

Medvandring vil jeg igen lade Peter Halldorf

anslå tonen. Som modsætning til åndelighe-

den siger han:

”Troen er i sit væsen kamp. En indre

kamp som dagligt udkæmpes mod lidelse

og begær, mod selviskhed og hovmod – alt

det som gør mig til en fange i mig selv, en

fremmed for mig selv, og som hindrer mig i

at gå ud af mig selv og møde den ”Anden”.”

(oversat fra Ande og Bokstav, side 78)

Vi blev skabt i Guds billede, som mand og

kvinde skabte han dem. I skabelsens dybeste

dna finder vi noget helt unikt, som kun men-

nesket kan udforske omfanget af: relationer.

Gud skabte os til at være i relation med sig

selv, og vi med hinanden. Men hvis vi vokser

op, fremmedgjort for os selv og må leve som

isolerede øde øer, så er vi ude af skabelses-

ordenen.

I Første Mosebog kapitel 2 møder vi en

Gud, der ser, at det ikke var godt for men-

nesket at være alene, og derfor skabte Gud

dyrene. Men blandt dyrene fandt Adam ikke

”en som sig selv,” og i dette fornemmes ty-

deligt en længsel efter fællesskab.

Skabt i Guds billede betyder, at vi er

skabt i lighed med Gud, men forskellig fra

Gud. Gud er Ånd. Vi er både ånd og krop.

Adam, det første menneske, blev altså skabt

i lighed med Gud, men forskellig fra Gud.

Kvinden byggede Gud i sit billede, men i lig-

hed med Adam, dog forskellig fra Adam.

Således finder vi af skabelsesordenen,

at mennesket selv i Edens have længtes ef-

ter ”en som sig selv” og i dette ligger, at vi

i ”Den Anden” søger efter noget, der kan

være med til at fortælle, hvem jeg selv er.

Hele den fællesskabsforståelse, vo-

res samfund bygger på, er i opløsning, og

spørgsmålet er, om vi skal forsøge at defi-

nere os ud fra det nye, eller om vi skal søge

tilbage til rødderne for at finde et dna til liv

og selvforståelse? I stedet for et enten/eller,

er det måske et både/og.

Når jeg sidder med mennesker i samtale

om livet, så har jeg endnu til gode at møde

det menneske, for hvem livssmerten ikke

handler om noget med relationer, følelsen af

forladthed og at ikke blive set og hørt, hvil-

ket også gælder følelsen af Gudsfravær.

Medvandring handler om tre ting: Ån-

deligt forældre- eller søskendeskab, at blive

livsduelig og at give det videre.

Åndeligt forældre- eller søskendeskabMedvandring handler om at spejle sig i et

menneske, som er nærværende og auten-

tisk. Medvandring er ikke et spørgsmål om

at kende alle svarene, men snarere et sted,

hvor vi kan få hjælp til at stille spørgsmå-

lene. Det er min personlige erfaring og også

min erfaring som præst, at mennesker søger

en, som er kommet lidt længere end en selv.

En der kan være med til at give sprog til in-

dre kaos, eller den indre tomhed efter noget

vi kan kalde en længsel. Jesus giver gang på

gang eksempler på dette, og ofte lyder hans

anbefaling til mennesker: følg mig, kom og

se og så videre.

Vi er i et desperat behov for et ånde-

ligt forældreskab, hvor mennesker kan an-

komme med hele deres virkelighed og ikke

kun et ekstrakt af, hvem vi er, hvad vi har

bedrevet, som så skal passe ind i en perfekt

from, men upersonlig ramme. Der er et de-

sperat behov for et åndeligt forældreskab,

hvor medvandring ikke er en aktivitet men

et væsen. Det åndelige forældreskab hand-

ler om nænsomhed og omsorg, der med et

autentisk nærvær vil lede mennesker ind i

en dybere relation med Gud.

At blive livsdueligAt vokse i sit åndelige liv, handler om at bli-

ve livsduelig. At være livsduelig handler om

at kunne indgå i sunde relationer, hvor for-

stillelse bliver en stadig mindre del af dem,

vi er. Hvis vi bliver i Halldorfs perspektiv, så

står vi med et reelt valg: skal vi vælge de

fede æggende oplevelser, eller skal vi søge

troens noget mere besværlige liv? At vokse i

sit åndelige liv betyder, at man må fokusere

på den personlige relation med Gud, og hvis

det skal blive i en skabelsesorden, så må det

implicere medvandring med en person, der

med sit åndelige liv kan være det spejl og

fællesskab, i hvilket vi kan se os selv.

Jeg har selv været en del af en mande-

gruppe i 13 år. Vi er fire mænd, der mødes

cirka en gang hver halvanden måned, spiser

sammen og deler liv sammen. Det indebæ-

rer, at vi alle sammen har taletid, hvor vi

uhindret og usminket kan fortælle om livet,

som det nu er. Når jeg ser tilbage på de 13

år, kan jeg se, hvor meget det har betydet

for mit åndelige liv. Fostring til modenhed

i Kristus er langt hen ad vejen et spørgsmål

At vokse i sit åndelige liv, handler om at blive livsduelig. At være livsduelig handler om at kunne

indgå i sunde relationer, hvor forstillelse bliver en stadig mindre del af dem, vi er.

Page 19: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

19artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

om at fortælle sin historie og fortælle om

den indre virkelighed og tage dette med ind

til Gud Faders hjerte. Peter siger: Kast al je-

res bekymring på Gud, for han har omsorg

for jer (Første Petersbrev kapitel 5, vers 7).

Med det menes, at vi begynder at åbne op

for vores indre virkelighed.

Den amerikanske teolog John Howard

Yoder omtaler en meget udbredt og væsent-

lig problemstilling. Biblens syn på synd skal

jeg ikke komme ind på her, men den måde vi

håndterer synd på i det postmoderne er ikke

ufarlig. At være alene med sin indre virkelig-

hed er det samme som at leve som isolerede

øer. En meget naturlig måde at håndtere sin

synd på i denne tilstand er i sit tankeliv at

bede Gud om tilgivelse for det, vi ikke mag-

ter at slippe af med eller holde op med. Men

sådan en mentalhygiejnisk handlen, som

Yoder kalder det, er der næppe belæg for i

Bibelen, der til gengæld klart siger, at vi må

bekende vore synder for hinanden.

Troen, siger Halldorf, er altid et møde

med den Anden. Troen kræver derfor, at jeg

træder ud af mig selv, forlader jegets for-

skansninger og vender mig mod den Anden,

jeg tager imod ham, som er Vejen, Sandhe-

den og Livet.

Troens møde med den Anden indbefat-

ter bibelsk set en tredje part. Ofte forsøger

vi at vokse i vores åndelige liv ved en egen

mentalhygiejnisk proces. Men det er i mødet

med den Anden, Jesus og min broder/søster,

jeg for alvor får hjælp til at blive livsduelig.

Her er, hvad en ung kvinde skrev til mig:

”Men min samtale med dig havde givet

mig mod på at tage Gud i hånden og møde

mit inderste, den lille Pige inden i mig. Det

har været starten på en helt fantastisk rejse

mod at blive fri fra alle de ting, der binder

mig og holder mig i kontrol-mode. Det er SÅ

rart at begynde at lære mig selv at kende og

give mere plads til mit inderste jeg.”

Troen er derfor en forbindelse med Gud,

der bliver til og vokser i relationen. Isolation

er livsfjenden nummer 1. Hebræerbrevet

udtrykker det på en anden måde: synden

som så let omklamrer jer – eller endnu bed-

re fra den gamle oversættelse – hilder jer.

Det betyder, at synden forhindrer os. I hvad?

Ja først og fremmest i, at Kristus vinder skik-

kelse i os. Men også i at vi tør forlade je-

gets forskansninger, gøre os sårbare i mødet

med den Anden og i dette finde sand trøst.

Giv det videreNår først det går op for os, hvad det vil sige

at være sandt menneske, skabt i Guds bil-

lede, og der til dette hører, at vi inviterer

et andet menneske ind i vores virkelighed,

så åbner der sig en ny verden for os. Vores

længsel efter helhed er direkte forbundet

med at være i relation med Gud og min næ-

ste. Jesus siger jo, vi skal elske Gud af hele

vores hjerte, hele vores sind og af hele vores

styrke, og han forlænger det dobbelte kær-

lighedsbud med: din næste… som dig selv.

Medvandring kan aldrig reduceres til

kun at modtage. Der må ankomme en næ-

ste, hvor vi selv kan være det spejl, som an-

dre kan se deres virkelighed i. Hvis kirke ale-

ne bliver et sted, hvor vi søger at få noget, så

udhuler vi, hvad ordet kirke betyder: indviet

til Herren. Kirke må være et udrustende,

helbredende fællesskab, hvor Kristus vinder

skikkelse i os. Kirke er for personer, der vil

mødes og møde, og hvor Gud længes efter

at bo og vandre midt i blandt os.

Ingen kan finde vej til den, Gud har skabt

os til at være, alene. Det er først, når vi tør

smide jegets forskansninger, vi begynder

at kunne dele os med andre. Vi må gøre

os tilgængelige, hvilket relationer jo altid

handler om. Det fortrolige fællesskab, som

opbygges mellem mennesker, der gør sig

tilgængelige, rummer en stor styrke, hvor

vi i trygge rammer finder ind til, hvem vi er,

og fokuserer mindre på, hvad vi kan. Jeg er

ikke et øjeblik i tvivl om,

hvad vi alle længes ef-

ter: at blive set, hørt

og elsket. Men det lader

sig kun gøre, hvis vi tør

åbne os og invitere et

andet menneske ind

i vores virkelige og

måske smerte-

lige jeg.

Medvandring kan aldrig reduceres til kun at modtage. Der må ankomme en næste,

hvor vi selv kan være det spejl, som andre kan se deres virkelighed i.

Page 20: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

20 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

En at gå efterIda har fulgt efter Helene i fem år. Her har Ida sat sig ned for at tale med sin mentor om deres relation gennem årene.

Af Ida Esmarch Pedersen, retorikstuderende på KU, [email protected]

Jeg sidder i en sofa, som jeg ofte har sid-

det i før. Her har jeg snakket om sejre og

om sorger, om Gud og andre grublerier. I

dag sidder jeg i den, fordi Helene og jeg skal

snakke om, hvad det egentlig er, der er godt

ved mentorskab. Hvordan det har velsignet

os begge, og hvorfor vi ville anbefale andre

at gøre det samme.

Vores mentorskabsrelation startede lidt

atypisk. Helene kom nærmest dumpende

ind i mit liv. I slutningen af 1.g fik jeg en mail

fra hende, hvor hun spurgte, om jeg havde

lyst til at være hendes medvandrer. Hun ar-

bejdede på det tidspunkt i Luthersk Missions

Ungdom, og da de gerne ville sætte mere fo-

kus på medvandring, havde hun brug for en

prøveklud. Da hun er 10 år ældre end mig, var

der ikke så meget tvivl om, at det var en ”uli-

ge” medvandringsrelation, hvor der skulle

være mest fokus på mig. Jeg sagde ja, for det

lød spændende, og jeg var i virkeligheden

lidt beæret over, at hun havde tænkt på mig.

I dag kalder jeg Helene min mentor i ste-

det for min medvandrer, men det er noget af

en vandring, vi har været på sammen.

At spejle sigKaffen er blevet hældt op. Mælk i selvføl-

gelig. Vi snakker lidt om, hvad en mentor

egentlig er. Vi når frem til, at det i bund og

grund handler om spejling. At jeg kan spejle

mig i Helene. I hendes liv, hendes erfaringer

og hendes prioriteringer. Det er derfor na-

turligt, at mentor ofte er ældre end mentee.

Vi er ikke samme sted i livet, men Helene

kan forholde sig til der, hvor jeg er. Udgangs-

punktet for vores snak er min fortælling, om

hvad jeg har oplevet siden sidst, og det ge-

nererer noget hos Helene. Lignende oplevel-

ser hun har haft. Råd hun kan give videre.

Støtte. I modsætning til medvandring, hvor

man oftest mødes forholdsvis ofte, mødes

Helene og jeg kun en gang hvert halve år.

Mentorskab fokuserer nemlig mere på de

store linjer og de brede penselstrøg. Det

handler mere om, hvad jeg vil med mit liv,

end hvad der sker i min dagligdag.

Investering i fremtidenFørste kaffekop er ved at være tom, og jeg

spørger Helene, hvad hun egentlig får ud af

at være mentor, og hvad det kræver fra hen-

des side. Det første hun siger er, at flere skal

gøre det. Det er en af hendes kæpheste. Jeg

må minde hende om, at det sådan set ikke

helt var svar på spørgsmålet, så hun fortæl-

ler lidt mere. Hvordan det egentlig ikke kræ-

ver ikke det store, men det kræver, at man

Vi når frem til, at det i bund og grund handler om spejling. At jeg kan spejle mig i Helene. I hendes liv,

hendes erfaringer og hendes prioriteringer.

Page 21: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

21artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO 21

tror på, at man har nogle erfaringer i sit liv,

som andre kan få glæde af at høre om. Disse

erfaringer skal man have lyst til at bringe i

spil for andre, og man skal være villig til at

gøre det med ærlighed, så man også deler

sine fejl, sin tvivl og sin jeg-har-ikke-styr-

på-det-hele. Det er vigtigt at være god til at

lytte, opmuntre og vise opbakning.

Helene ser det som en investering i frem-

tiden og fortæller, hvordan hun synes, det

er fantastisk at se nogle, der er yngre end

hende selv vælge livet med Jesus og se det

blomstre. Det er i virkeligheden en gren af

Jesu befaling om ”at gå ud i verden og gøre

folkene til mine disciple” (Matthæusevange-

liet kapitel 28, vers 18). Vi bliver grundlæg-

gende disciple af at følge Jesus, men også af

at følge en anden discipel.

Hun fortæller også, hvordan det sætter

fokus på den udvikling, hun selv har været

igennem, og at det er en god øvelse i at

være skarp og i at tænke i de store linjer.

”Det er vildt givende at få lov til at få den

betydning – det noget af det mest vigtige

jeg kan lave.”

Og hun fortsætter:

”Jeg under det for mange. Det er vildt,

vildt spændende at være en del af ett men-

neskes udvikling. Der burde være nogle flere

der gør det.”

Der kom den igen. Det er blevet stort

for hende, hvordan vi er søstre i Herren,

og hvordan vi jager efter målet – Himlen –

sammen. Når vi på den sidste dag står foran

Guds trone, så glæder hun sig til at kigge

rundt og se nogle af os, hun har disciplet

igennem kortere eller længere tid. Vi skal

stå der sammen.

”Så behøver jeg ikke mere. Jeg kan ikke

taget noget med fra denne jord – andet end

mennesker.”

Derfor er det altafgørende at investere i

mennesker.

Havde min rygGodt gang i anden kop kaffe. Selvom det er

mig, der skal skrive artiklen, har jeg alligevel

også lyst til at sætte ord på over for Helene,

hvad relationen har betydet for mig. Jeg er

slet ikke i tvivl om, at Gud har haft en finger

med i spillet. At Han mindede Helene om at

skrive til mig, fordi jeg havde brug for det.

I tider gennem gymnasiet, hvor jeg var ud-

fordret af at tro, var Helene et af mine faste

holdepunkter. Jeg vidste, at hun havde min

ryg. Med hende kunne jeg dele både glæder

og sorger. Med hende kunne jeg være ærlig,

og fortælle om livet og troen, som jeg rent

faktisk oplevede det. Helene viste mig ikke

kun forståelse, hun viste mig også løsninger.

Hun udfordrede mig til at tage handling –

og hun holdt mig oppe på vores aftaler. Det

hjalp mig til at tage skridt med Gud.

Det var befriende, at det var en aftalt re-

lation. Det lå i hele plottet, at det var mig der

skulle snakke mest. Helene blev et forbillede

for mig, hun blev en som jeg havde lyst til at

følge efter. Det var fedt at hun kunne – og

fortsat kan – se på mine problemer fra et an-

det perspektiv, fordi mange af de udfordrin-

ger jeg står i nu, dem har hun gennemlevet.

Jeg kan bruge hendes erfaringer i mit liv. Det

er en gave, at Helene kan sætte finger på min

udvikling, netop fordi vi ikke ses oftere. Hun

kan se hvordan jeg rykker mig, og hvor me-

get jeg rykker mig. Hun kan se de store linjer,

som tit forsvinder i hverdagens tumult.

Voksende relationDer er kommet Toblerone på bordet. Helene

og jeg snakker om, hvilken rejse har vi væ-

ret på sammen. Hvordan vores relation har

udviklet sig. Vi har vandret sammen i fem

år nu, og der har været en klar udvikling i,

hvor ofte vi mødes. Det gav rigtig god me-

ning at starte i en medvandringsrelation,

hvor vi mødtes oftere og kunne snakke mere

specifikt. For man kan komme til det punkt,

hvor man for at arbejde med de store linjer

må starte med mere af det nære. De små hi-

storier bliver til de store historier. Men rela-

tionen er vokset på mange måder: voksende

respekt, voksende omsorg, voksende forstå-

else. Helene snakker mere, end hun gjorde

i starten, deler mere fra hendes liv også. Så-

dan behøves det ikke at være, men for os har

det givet mening.

En at følge efterSkildpadderne har nu sneget sig ud af ska-

bet. Vi passer på ikke at spilde karamel på

trøjen og er nået til sidste punkt på min

liste, der hedder konkrete råd. Helene og

jeg når frem til, at det vigtigste er at finde

en, du vil følge efter! En som har nogle af

de samme evner som dig selv. En som går

i det kald, du ønsker at gå i. Hvis du gerne

vil være leder, så følg efter en leder. Det

er dét, der gør det virkningsfuldt. Kig i din

kirke – eller eventuelt dit gamle netværk fra

din barndom. Det giver god mening, at der

er op mod 10 års forskel, og at det er en af

samme køn. Det er vigtigt at gøre sig klart,

at det ikke er en medvandrer eller terapeut,

det er en at følge efter. En at lade sig udfor-

dre af. En at lære af.

Vi klarede os igennem bund og skjold

uden pletter, og det er blevet tid til at slutte

af. Som altid føler jeg mig lettere, end da

jeg kom. Vi krammer farvel, og med gen-

sidige smil på læben kan vi hurtigt blive

enige om, at vores mentorrelation ikke skal

slutte foreløbigt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Gud har haft en finger med i spillet. At Han mindede Helene om

at skrive til mig, fordi jeg havde brug for det. I tider gennem gymnasiet, hvor jeg var udfordret af

at tro, var Helene et af mine faste holdepunkter. Jeg vidste, at hun havde min ryg.

Page 22: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

22 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Til døden os skillerÆgteskabet er en af de dybeste relationer, vi kan følges i. Forskelligheden kan være en stor udfordring, men den viser sig også at være en af de største styrker.

Af Frederik Berggren Smidt, præst i Fredens og Nazaret sogne, [email protected]

”At se sin kone med Guds øjne er en stærk

måde ikke bare at se hendes værdi på. I det

perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hen-

des smerte og hendes behov. Det er Kristus

i hende.”

Sådan skriver psykologen David G. Ben-

ner i bogen At vandre sammen. I ægteskabet

betyder det, at vi igen og igen må sætte os

selv til side for at tilfredsstille den andens

behov. Vi bliver dagligt trænet i en tjenende

rolle, som Kristus ville det. Han slog følge

med os, for at vi skal følge ham. Da Kristus

vaskede fødder på sine disciple inden nad-

veren, var hans ord til dem også: gå ud og

tjen din næste, som jeg tjener jer. Vi har

altså mulighed for at blive Kristus mere lig

i ægteskabet ved at se vores ægtefælle, som

Kristus har set os.

I ægteskabet kan vi bygge et åndeligt

fundament op ved at respektere hinanden,

ved at slippe kontrollen over den anden og

ved at være i en sund dialog med hinanden.

Følgeskabet ligger netop i at se Kristus i sin

ægtefælle og lade det gennemsyre alt, hvad

du gør og siger til din elskede.

Du må turde slippe kontrollen over den

andens liv, opgive enhver dagsorden du måt-

te have på den andens vegne. Uanset om det

gælder forandringer af det praktiske liv eller

udvikling på et åndeligt eller psykisk plan,

kan vi ikke lægge planer for den anden. Vi

kan ønske, og vi kan bede, men dybest set er

det op til den enkelte, om han eller hun vil

gøre det, vi beder om.

Det vigtige punkt for en udvikling af det

åndelige følgeskab i ægteskabet er en ved-

varende dialog, hvor vi tror på, at Guds Ånd

er vejledende med. I Hans Ånd må vi lytte

aktivt til, hvad den anden siger. Det er ikke

nok, at vi lytter, mens vi forsætter med at

se tv, er på computer, smartphone eller på

anden måde er fysisk eller mentalt et an-

det sted. Vi må, hvis vi ønsker at følges som

sjælevenner, sætte os ned, kigge hinanden i

øjnene og lytte til hinanden. Vi må være vil-

lige til at se os selv og verden på en ny måde

og turde gå ind i den forandringsproces, som

Helligånden tilskynder os til.

Benner skriver om følgeskabet i ægte-

skabet, at det er en tilstand, hvor vi som par

inderligt værdsætter den anden og derfor

ønsker at lære den anden bedre at kende. Vi

stiller os oprigtigt til rådighed for hinanden,

også selvom det kræver engagement og di-

sciplin.

BegyndelsenI vores tilfælde er det efterhånden 20 år si-

den, at ordene ”Vil du med ud at gå?” blev

begyndelsen på vores følgeskab. Det var på

højskole. Noget havde bygget sig op mel-

lem os de første uger af skoleforløbet og lige

pludselig overskred den ene afstanden mel-

lem drøm og virkelighed. Det var nu på en

gang virkeligt og samtidig meget uvirkeligt

sådan at gå uforstyrret ved hinandens side

i flere timer, men dér begyndte vi at vandre

sammen. De første skridt i den tågede sep-

temberaften var de første skridt ud mod en

fælles fremtid. Den ene inviterede. Den an-

den fulgte med.

Det viste sig efterhånden at blive et møn-

ster i vores forhold. Den ene inviterede og

den anden fulgte med. Efterhånden turde

den hyppige initiativtager spørge direkte:

”Hvorfor er det aldrig dig, der inviterer til

nærvær?” Og da børnene efterhånden kom

til: ”Hvorfor er det altid mig, der har lyst til

en kæresteweekend?” Den, der fulgte, mær-

kede modstand mod disse ”aldrig” og ”altid”

samtidig med, at den, der fulgte, følte sig af-

sløret i at være så optaget af egne gøremål,

at fokus var gledet ned af listen over prio-

riteringer. Denne oplevede sig i stedet ofte

anklaget for ikke at elske nok og ville nok.

Nu ved vi efter snart 20 år, at følgeskab i

parforholdet kræver gensidighed. Ikke ’ens-

hed’ men gensidighed. Både i forhold til inti-

mitet, sex, samtale og alskens daglige gøre-

mål bliver vi bedre sammen, når vi begge vil

investere tid og opmærksomhed i det fælles

bedste – også selv om vi gør det forskelligt.

NuNår den initiativtagende i dag ringer fra bi-

len og spørger: ”Skal vi gå en tur”, oplever

den, der ofte følger, glimt af den samme

forventningens glæde, som dengang der

spurgtes første gang. Som følge af det enkle

spørgsmål ”skal vi gå en tur,” er det som om,

at hele verden for en stund ligger for alle

vore fire fødder.

Vi bliver i dag hurtigere udmattet end før,

og vi vil næppe kunne gennemføre så lange

udflugter som dengang. Men en halv time

hver dag gør stadig underværker i forhold til

Følgeskabet i ægteskabet er en tilstand, hvor vi som par inderligt værdsætter den anden og derfor ønsker at lære den anden bedre at kende. Vi stiller os oprigtigt til rådighed for hinanden, også selvom

det kræver engagement og disciplin.

Page 23: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

23artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

at opdatere hinanden på, hvor vi hver især

er lige nu med vores tanker, arbejde og liv.

Hvordan kan så forskellige verdener fortsat

mødes og forenes? Hvorfor slider vi ikke hin-

anden op med sålerne under vore fødder?

”Det er så yndigt at følges ad,” sang vi

ved vielsen engang, ”da er med glæden man

dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at

bære.” Disse ord har igen og igen vist sig

bæredygtige i vores fælles liv. Særligt under

modgang og forskellige sygdomsforløb, hvor

vi på skift har følt os magtesløse. Et barn

blev til eksempel født med handicap. Vi sør-

gede forskelligt og misforstod hinanden.

Vi takker nu Gud for, at vi undervejs trods

alt er blevet velsignet med muligheden for

at lære mere og mere om forsonet forskel-

lighed. Vores forskel er efterhånden blevet

en gave, ligesom hverken regn eller sol er

til at undvære. Modgangen har hærdet os

og lært os at stole på, at der findes en vej

videre, som kan blive fælles, når vi under-

vejs er villige til at vandre videre i forsonet

forskellighed.

FremoverVi hørte fornyligt en tale om tiden som no-

get, vi ikke behøver at betegne som det, der

går, men som noget der kommer. Vi synes

det hjalp os til at se vores fælles vandring i

et nyt lys. I stedet for at blive mismodig over

al den tid, der er gået og som aldrig vender

tilbage, er det muligt at se forventningsfuldt

frem mod al den tid, som kommer os i møde.

Tid til at tale, tie, hade, elske, græde, grine,

som prædikeren er inde på i Prædikerens Bog.

Denne bibelske opfattelse af tiden som

noget, der er nok af til at danne ramme om

livet på godt og ondt kan være en god vis-

dom at tage med. Tiden vil vise, hvad der

fremover skal ske med vores efterhånden

store børn, med vores arbejdsliv og ikke

mindst med vores ægteskab. Hvad vil Gud

velsigne og udfordre vores følgeskab med?

Ligesom Gud ud af sin evighed danner

ramme om vores tid i denne verden, danner

den daglige tidebøn i vores liv ramme om

det daglige følgeskab. Tidebønnen på sine

faste tidspunkter er en form for ramme om

den enkelte dags både forudsigelige og ufor-

udsigelige hændelser. I bønnen træder vi i

glimt ud af tiden og lader Guds eviggyldige

ord glimte af håb og af himmel. For en stund

udviskes skellet til den kommende verden.

Hvordan bliver det mon at vandre sam-

men, når Jesus til sin tid kommer og gør al-

ting nyt? Skal vi vandre parvis, i flok, eller

ene med Jesus? Det har vi til gode at opleve,

men vi må stole på, at de modsætninger og

den modgang, der ofte har bragt os sorg, dér

forstummer og forsvinder.

Målet er himlen, men jorden vor vej, og

vi er taknemmelige over, at vi gennem både

gode og grå dage, når livet gør ondt, og når

det gør godt, fortsat kan være undervejs

sammen. Som det hedder i Ordsprogenes

Bog: Drik vand af din egen kilde. Glæd dig

over din ungdoms hustru! (kapitel 5, vers 18)

Sammen har vi nemlig gået os ud af man-

ge bekymringer. Glæden fordobles og sorgen

halveres. Ja, vi tror mere og mere på, at det

virkelig er værd at følges ad hele livet, selv

når det engang bliver med rollator!

Vi takker nu Gud for, at vi undervejs trods alt er blevet velsignet med muligheden for at lære mere og mere om forsonet forskellighed. Vores forskel

er efterhånden blevet en gave, ligesom hverken regn eller sol er til at undvære.

Page 24: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

24 TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Read Blanca’s testimony on how she came to follow Jesus in Honduras.

To Follow Jesus in HondurasBy Blanca Figueroa Dormes

I was born in a beautiful little village of Hon-

duras and grew up surrounded by vast na-

ture and by the love and care of my family.

But for some reason I always felt different

from my siblings and to my own environ-

ment. I was a dreamer, very curious and al-

ways in search for new adventures.  At the

age of five, I learned to read on my own.

I loved doing some “strange” things that

most girls would never do. When I was only

eleven years old, I taught myself to drive a

huge cargo truck belonging to my dad, and

I was brave enough to ride wild horses. I al-

ways felt different, sometimes even weird.

Finally, one day a friend of mine helped

me realize that I was just a fun "Honduran

walking contradiction."

At a pretty young age, I left my parents'

village to attend high school. I found myself

immersed in a city of a million people, wit-

hout my family and without rules. I got invol-

ved in some of the “pleasures of this world”

and placed my dreams in a dark room. My

loneliness and lack of guidance developed

in me a rebellion that led me to make some

wrong decisions. It was at that time the love

of Jesus reached out to me.

Even after deciding to follow Jesus, I was

very negative and imposed limitations on

myself that Jesus never placed on me (sha-

me, rejection, and a constant identity cri-

sis). For years I lived and acted out of these

things, but God is faithful and over the past

ten years, I have found myself in a path of

deliverance and healing. I can once again

take risks without fearing, and I even dare to

write an article like this one!

‘To follow’ is not one of the most-used

verbs in my vocabulary. I seem to have al-

ways resisted following. Talking about this

issue, though, has invited me into an honest

examination of my life. The experiences

I am recalling, and many more I just don’t

have the time to list, show me that for sure

my life story has been – and will continue to

be – an adventure.

In following Jesus, I have gone from the

honeymoon romance to the totally gloom

and dread moments without Him. I have li-

stened to his voice, and many times I have

intentionally ignored his calling. I have allo-

wed Him to use my lips to bless others, but

I have also used my lips to say words that

have hurt them. By now you may be thinking,

“Wow, what is wrong with this lady?” Well,

as I meditate on what it means to follow Je-

sus, it is inevitable that I ask myself these

questions: Have I really followed Jesus?  Or

instead, has He followed me? And without

hesitating I can surely say that the Majesty

decided to reach out to me. He has grabbed

hold of me, and even when I try to run away,

give up and let go, He continues pouring out

His love, mercy and grace on me, and I just

remain in awe of His awesomeness.

To follow Jesus in Honduras for me today,

this day in 2014, means total dependence on

Him. It means coming to the realization that

I belong to Him, and that neither life nor de-

ath, nor powers, have the authority over my

life to separate me from His love. I know this

– not just because it is written in the Bible,

but because I have personally lived it. Daily

I am exposed to these realities, but isn't this

the way things should be? Wasn't this God’s

original plan from the beginning of time? To

understand that God's fingerprints are writ-

ten all over those who have decided to jump

into this adventure called "Following Him."

Without hesitating I can surely say that the Majesty decided to reach out to me.

He has grabbed hold of me.

Page 25: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

25collage · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO 25

jacobdue.dk

Page 26: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

26

Det Meningsfulde Ægteskab

Timothy Keller336 sider299,95 kronerLohse 2014

BØGER

26

Af Kristian Nakskov Kappel, studentersekretær i Østdanmark, [email protected]

”Forestil dig denne bog som et træ med tre

dybe rødder,” indleder forfatter- og ægte-

parret Kathy og Tim Keller. Den første rod er

36 års ægteskab. Den anden er mange års

arbejde som præstepar på Manhatten i en

af USAs mest omtalte kirker – Redeemer

Presbyterian Church. En menighed hvis

sogn har USAs højeste antal singler per

indbygger, og hvis medlemmer består af

cirka 80 procent singler. Den tredje og mest

grundlæggende er Bibelen.

Samspillet mellem disse tre, giver en

ualmindelig nuanceret, realistisk og slid-

stærk bog om ægteskab. Lad det dog være

sagt med det samme. Det meningsfulde æg-

teskab er ikke en bog, man bare lige læser.

Den kræver noget af sin læser.

AntisentimentalitetFor det første er Det meningsfulde ægteskab

en refleksion over 36 års ægteskab. Det

betyder, at der er masser af historier, anek-

doter, frustrationer og udbrud fra et helt

normalt ægteskab, i medgang og modgang,

sygdom, travlhed, børn, problemer i sexlivet

og den slags. Man lærer Kathy og Tim at

kende gennem bogen, og deres ærlighed

og åbenhed giver en slags realisme og

antihollywood fornemmelse af det at være

gift. Det er i øvrigt også et af deres store

anliggender, som fornemmes helt fra første

kapitel: ”Meget kan man sige om ægteska-

bet, men det er alt andet end sentimentalt.

Det er herligt, men det er hårdt. Det er en

brændende glæde og styrke, men det er

også blod, sved og tårer” (side 21).

Det er et både befriende og vellykket anlig-

gende, og det giver på en mærkelig måde

en frihed til, i mit eget ægteskab, at skære

usunde drømme og forventninger fra og for-

holde mig til virkeligheden. Så tak for det!

En ægteskabsbog for singlerParadoksalt nok er baggrundsmaterialet

for Det meningsfulde ægteskab primært ni

prædikener holdt i Redeemer Church – hvor

80 procent af menigheden er singler. Det

lyder umiddelbart som et solidt selvmål: en

ægteskabsbog for singler. Det er det bare

ikke. ”Ugifte mennesker i dag har brug for

en kras, realistisk og dog herlig vision af,

hvad ægteskabet er og kan være” (side 12),

som Kathy og Tim selv skriver.

Efter at have læst bogen forstår jeg,

hvad de mener, og det er i virkeligheden en

af de største overraskelser for mig. Selvom

jeg har været gift i et par år, var der gen-

nem bogen en refleksion over singlelivet,

som jeg er overbevist om kunne have gjort

meget godt for mig i min singletid. Stor ros

særligt for denne overraskende vinkel –

som i øvrigt også er relevant, selvom man

har en kæreste eller er gift.

Fundamentalt bibelskFor den som kender Tim Keller, kan det

næppe komme bag på nogen, at Det

meningsfulde ægteskab først og fremmest

hviler på Bibelen og dens forståelse af

ægteskab. Her bliver det tydeligt, at Timo-

thy Keller i øjeblikket er en af de største

teologiske kapaciteter i amerikansk kirkeliv.

Man mærker tydeligt hans unikke evne til

at forstå i dybden og samtidig formidle og

kontekstualisere, så selv den mest post-

moderne og sekulære byboer stopper op

og tænker efter. Det er sikkert også en af

grundende til, at netop Timothy Keller har

vundet så mange tilhængere i et stadigt

mere efterkristent Danmark.

En grundbog i ægteskabDet meningsfulde ægteskab er en grundbog

i ægteskab, hvad enten du er gift, har en

kæreste eller er single. Den er ikke let læst,

men den er heller ikke let glemt. Den tør

være personlig, ja nærmest privat, når det

er nødvendigt, og den tør være firkantet og

dogmatisk, når det er på sin plads. Den er

særdeles relevant lige nu og sandsynligvis

også om 50 år. Derfor skal den have top-

karakter – for den fuldt ud tilfredsstillende

præstation.

Page 27: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 27bøger · 2014 · # 5 · TIL TRO 27

100 kærlige hilsner – Inspiration fra Bibelen til par

Gary Chapman208 sider199,95 kronerFokal 2014

Af Mathias Wibo Kure, danskstuderende, [email protected]

FænomenTidligere i år udkom 100 kærlige hilsner på

Lohses Fokalafdeling. Bogen er den femte

i rækken af Gary Chapman-bøger, der

udgives på dansk. Mest læst er Kærlighe-

dens 5 sprog, der har solgt i over 25.000

eksemplarer herhjemme, og i USA, hvor

Chapman kommer fra, har den ligget num-

mer et på New York Times’ bestsellerliste.

Han følges af over 35.000 på sin twitter-

profil og har en hjemmeside tilknyttet sin

bogserie med tandpastasmilende kvinder,

der fortæller om bøgernes betydning.

Chapman er et fænomen.

Gør det hans bøger mindre relevante? Så

afgjort ikke. Fornemmes det, at bøgerne er

udgivet i USA og ikke Danmark? Måske nok.

Er de alligevel værd at læse for danske par?

Helt bestemt. Chapmans bøger er relevante,

fordi de udfolder en enkel og rammende

idé om dynamikken i et parforhold: Vi

udtrykker og modtager kærlighed forskel-

ligt, og skal vi lære at afkode kærlighedens

komplicerede koder, må vi tune ind på os

selv og vores partner. Vi må tale hinandens

kærlighedssprog. Desuden gennemsydes

Chapmans opmuntrende ord af stor tiltro

til Guds løfter. Chapman brænder for at

formidle friheden i et ægteskab, der hviler

på Guds ord og løfter.

Oplæg til samtaleSelvom 100 kærlige hilsner skal forstås som

en del af ”the 5 love language”-serien,

adskiller den sig på en række områder fra

de hidtidige. Først og fremmest ved at have

karakter af andagtsbog. Bogen består af 100

korte stykker, hvor Chapman med afsæt i

tre bibelsentenser skriver opmuntrende og

vejledende i forhold til forskellige parre-

levante emner. Der skrives om alt lige fra

vigtigheden i at tage opvasken til at holde

den seksuelle gnist i ægteskabet i live. Der-

med er det også indikeret, at bogen først og

fremmest henvender sig til gifte par. Det er

Chapmans lange erfaring som ægteskabs-

rådgiver, der genererer eksempelmateriale

og hjemmel for hans råd.

På bagsiden hedder det godt nok, at

bogen er for ”alle par i alle aldre.” Måske

en lille tilsnigelse, men når der alligevel

er noget om snakken, skyldes det først og

fremmest bogens fremragende brugsper-

spektiver. Stykkerne fungerer vitterligt godt

som oplæg for fælles refleksion og snak. Og

det for alle. Selvfølgelig taler nogle stykker

bedre ind i ens situation end andre, men

det er vist et vilkår. Endvidere er grundlaget

bibelsk funderet, og selvom skriftstederne,

der fortrinsvist hentes fra den gammeltesta-

mentlige poesi- og visdomslitteratur, ikke

altid bruges lige aktivt, er der også forma-

ning og trøst fra Guds ord. Det er godt.

Unuanceret eksklusivitetEt par men’er skal dog frem. Det måske

største bunder i det, jeg vil kalde Chapmans

ægteskabelige eksklusivitet. Fx hedder det,

at ”Folk, der er gift, er mere lykkelige, mere

sunde og mere tilfredse med deres liv end

singler” (side 191). Det er selvfølgelig noget

sludder, at det altid skulle være sådan, og

selvom bogen ikke henvender sig til singler,

behøver ægteskabssynet jo ikke blive deci-

deret unuanceret.

Et andet særkende for bogen er dens

terapeutiske tilgang. Råd og opmuntring

hviler ofte på det præmis, at man som

par har det svært. Et forhold der dels er

prisværdigt, alle har udfordringer, men også

kan virke en smule enerverende. Chapman

har set vigtigheden af disciplin og hårdt

arbejde i kampen for relationen og taler

dette ind i en kultur, hvor hverken kærlig-

hed eller ægteskab forbindes med ord som

valg og bindende. Denne almene kontekst

er bare vigtig at have for øje, når man som

hyperbevidst og velfriseret KFS-par læser

Chapman til aftenskaffen. Man risikerer

at få både kaffe og bog galt i Chapmans

negative opbyggelighed. Og det er synd. For

100 kærlige hilsner er et oplagt redskab til re-

fleksion og samtale for næsten alle par i alle

aldre. Også de velfriserede af slagsen.

Page 28: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel2828

REFLEKSIONER

”Nåh, men tænk over det i hvert fald!” Jeg

vil ønske, jeg hører den sætning noget

mere. Især, hvis den kommer efter en

samtale, hvor en god ven har påpeget nogle

ting i mit liv, som måske ikke er helt så

gode, som de kunne være. For jeg er meget

klar over, at ikke alle de valg, jeg tager, er

de rigtige. Ikke alle de tanker, jeg tænker, er

de gode. Ikke alt det, der kommer ud af min

mund, opbygger.

Nogle gange opdager vi selv, at vi er

kommet på afveje. Måske kastes der lys på

afvejen af et ord fra Bibelen, Helligåndens

påmindelse, eller også er afvejen så tydelig,

at vi ikke kan benægte den længere. Vi

stopper op, ændrer retning og finder nye

sandere veje. Men andre gange er vi ikke

selv klar over det. Måske har vi stirret os

blinde på vores eget liv og opdager derfor

ikke selv problemet. Måske forhindrer

stolthed os i at erkende, at vi har taget fejl

og vandret forkert. Så har vi brug for en

andens klare blik på vores liv.

Kærlige skubLigesom Gud ikke ser på os med kritiske

øjne for at finde fejl hos os, så han kan

straffe os, så ser vores venner heller ikke på

os for at finde fejl hos os. I hvert fald ikke

i langt de fleste tilfælde. Vores venner ser

på os med et omsorgsfuldt blik. De håber

det bedste for os og vil os det bedste. De

ønsker at se os trives og foretage gode

valg. Så hvis de ser, at vi mistrives, foreta-

ger tåbelige valg eller ikke holder os inden

for de vejmærker, vi selv har sat vores liv,

vil de forhåbentlig handle på det. Skubbe

kærligt til os. Stille et lille spørgsmål. Få os

til at vænne tilbage til det, vi egentlig vil

være. For det er i bund og grund det, som

formaning er: en kærlig påmindelse om at

leve det gode liv, vi er begyndt på.

Denne form for påvirkning kræver, at

man har tillid til hinanden og stoler på,

at man vil hinanden det bedste. Ellers vil

det lille kærlige skub føles som et bedre-

vidende overfald. Og sådan har mange af

os måske oplevet formaninger. Andre har

påpeget ting i vores liv, som ikke levede

op til en moralsk standard. De har i vores

ører lydt bedrevidende, og måske var det

endda personer, som ikke stod os nære.

Ingen havde givet dem taleret i vores liv, de

tog den måske selv. Og nu står de der og

dømmer os.

Men disse dårlige oplevelser må ikke

få os til at opgive at formane hinanden.

Hvis vi synes, vi mangler god formaning

i vores liv, kan vi aktivt opdyrke den. Tale

om, hvordan vi bliver bedre til det. Måske

endda skemasætte det. Mødes en lille grup-

pe venner engang imellem og øve at tale

kærlig sandhed ind i hinandens liv. Når man

har gjort det i lang tid, bliver det til sidst

måske en naturlig del af venskabet. Og så

kan personlig og åndelig modning følge.

Et folkAt formane er på mange måder ret mod-

kulturelt. Vores kultur hylder de selvstæn-

dige og selvberoende. Vi skal følge vores

hjerte og helst ikke blande os for meget

i hinandens liv. Også vi kristne kan godt

tænke, at vores liv og livsførelse kun er en

sag mellem os selv og Jesus. Det er jo ham,

vi følger. Men vi har ikke kun ansvar for

vores egen efterfølgelse, vi har også ansvar

for andres. Vi som kirke er et folk, som

følger Jesus. Et legeme. Vi hører sammen.

Vi elsker Jesus ved at elske hinanden, ved

at have omsorg for hinanden og ved at vise

verden, at der findes et godt liv med Gud.

De to ting, formaningen og vidnesbyrdet,

hører netop sammen. Når vi har omsorg for

hinanden og kærligt formaner hinanden,

hjælper vi hinanden til at leve det liv, som

ærer Gud mest, og som mest peger på ham.

Nåh, men tænk over det i hvert fald!

Af Mikael Kongensholm, stud.theol., [email protected]

REFLEKSIONER

28

Forman!

Page 29: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 2929

MEDIER

Torsdag den 28. september 2014. Det er

formiddag. Politiet i København jagter en

mistænkelig mand rejsende med en mindst

ligeså mistænkelig kuffert. Tungt bevæb-

nede betjente patruljerer oplagte terrormål.

Twitter tages i brug til at dele billeder fra

videoovervågningen; der er ansigt på den

mistænkelige mand. Og den er god nok, han

ser jo skummel ud. Hudfarven siger mere

Bagdad end Bagsværd, skægget er kraftigt

og kulsort, og så er der lige den kuffert.

”Han er clean!” Først på eftermiddagen

er der pressemøde på politigården, og

seancen afbrydes af politiets pressemedar-

bejder. Bagdadtypen er fundet, og alle kan

ånde lettet op. Den unge mand viser sig at

være den 21-årige engelsk- og mandarin-

studerende Alisiv Ceran, som har siddet i

en S-togskupé flankeret af sin printer i en

rullekuffert og en spirende eksamensangst.

Alisiv Ceran var helt og aldeles uskyldig,

men regnestykket sagde noget andet. Han

var guilty by association.

Knap så fagre nye verdenDen globale terrorisme er rykket tæt-

tere på, og de sociale medier er blevet en

kampplads og et præventivt redskab - også

selvom vi i det ovenstående tilfælde blot

blev beskyttet mod en blækprinter og en

studerende med gymnasielærerdrømme.

Henover sommeren har vi med gru kunne

følge Islamisk Stats uhyggelige fremmarch,

og der er al mulig grund til at fordømme

deres rædselskorstog.

Religioner og ideologier brager sam-

men, og det kunne der skrives vidt og bredt

om. Jeg har dog lært, at man ikke skal slå

større brød op, end man kan bage, og der-

for vil jeg nøjes med at bemærke, at midt

i disse sammenstød trives fjendebilleder

og fremmedfrygt glimrende. Islamkritikere

vinder frem med argumenter om, at Islam

grundlæggende er voldelig og decideret

hadsk. Jeg er hverken religionsforsker eller

regelmæssig koranlæser, men det forekom-

mer mig, at den slags argumenter næppe

kan kategoriseres som værende indisku-

tabelt objektive. Vil fortolkning ikke altid

spille en rolle, når vi snakker religion? Hvad

stiller vi eksempelvis op med forskellige

bud på sand kristendom?

Guds børnehærI den amerikanske dokumentar Jesus Camp

(på dansk Guds Børnehær) følger vi en kristen

børnelejr i North Dakota under ledelse af

præsten Becky Fisher, hvis metoder mildest

talt er kontroversielle. En del af forkyndelsen

i filmen er klassisk kristen dogmatik, men

samtidig opleves et miskmask af påstået

profetisk henrykkelse og uskøn politisk

lobbyisme. Du kan blandt andet se, hvordan

en 1:1 papfigur af George Bush velsignes, og

samtidig høre hvordan Harry Potter genta-

gende gange fordømmes til døde.

Filmen undersøger grænsen mellem

sund kristen børneopdragelse og regulær

hjernevask, og så er vi tilbage ved det med

fortolkningen.

Efter at have set filmen sidder jeg med

en oplevelse af, at Becky og co. grundlæg-

gende læser og forstår bibelen på en anden

måde, end jeg gør. Og skal jeg så stå på mål

for deres holdninger?

”Er du sådan meget kristen?”Jeg kan i ny og næ have svært ved at tone

rent flag. Når jeg møder mennesker med

et andet verdenssyn, kan det knibe med

frimodigheden til at udfolde alle fortræf-

felighederne ved at tilhøre Jesus K. Jeg vil jo

så nødigt sættes i en bås, hvor ”God-hates-

-fags-typerne” i forvejen sidder.

Efter den store misforståelse i septem-

ber udtalte Alisiv Ceran: ”Det er ikke alle

med skæg, der er terrorister.” Jeg fristes til

at tilføje: Det er ikke alle bibellæsere, der

bryder ud i gråd ved synet af George W.

Bush skåret ud i pap.

Vi har det jo helt godt med halve sand-

heder, og derfor er det da meget lettere,

hvis alle muslimer er terrorister, og alle

kristne er bøssehadere…

(Den Oscar-nominerede dokumentar

Jesus Camp kan ses på Netflix.)

Af Peter Kobbersmed, medievidenskabsstuderende, [email protected]

29

MEDIER

Ikke alle med skæg er terrorister

Page 30: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

TT # 5 - 2014

Din annonce her? [email protected], 35 43 82 82

Ta´ på bibelskole Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv

DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · [email protected] · www.lmh.dk

luthersk missions højskole

Søger du en bolig eller søger du en administrator til din ejendom?

Vi udlejer og administrerer boligejendomme i Aarhus, Aalborg, Vejle, Kolding og flere andre byer i Jylland og på Fyn.

Tjek ledige lejemål pålej-en-bolig.dk

Thyrasgade 4• 8260 Viby J t. 20 40 74 [email protected]•lej-en-bolig.dk

VIYDERMERE

for din ejendom

Obs! Ny adresse pr. 1/10

Page 31: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

TT # 5 - 2014

Kursusstart 4. januar 2015Studietur til EtiopienK t

”www.imb.dk

Inspiration til mission- vælg discipellinjen

Page 32: Til Tro #5 2014 - Følgeskab

Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

Vanæret være intolerancens minde

Generalens

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved har set sig

nødsaget til at sende danske kommuner et ”hyr-

debrev” for at forhindre diskrimination af religiøse

foreninger. Dansk Ungdoms Fællesråd har påpeget

over for danske kommuner, at folkeoplysningsloven

ligestiller religiøse foreninger med andre foreninger.

Begge handlinger har deres baggrund i, at religiøse

foreninger oplever at blive mødt med skepsis og mis-

tænkelighed – ikke fordi de har gjort noget mistænke-

ligt, men simpelthen fordi de er religiøse.

I KFS oplever vi os som frontløbere i den kamp mod

intolerance og mistænkeliggørelse af alt, der smager

af religion. Hver eneste gang kristne studerende bru-

ger ytrings- og forsamlingsfriheden til at mødes på

deres studiested for at bede, læse i Bibelen eller sætte

gang i en dialog om den kristne tro og andre livssyn,

pilles der ved intolerancen. Det viser sig ofte vanske-

ligt at bevare negative fordomme mod kristne, hvis

man har talt med en af dem om tro, tvivl og moral.

Intolerance over for religion er et stort problem i

Danmark. I KFS er vi fortalere for frisind og religions-

frihed. Vi vil også stå op for, at muslimer og andre får

den samme frihed, som vi forventer. Det er ikke en

frihed til vold, had og foragt for menneskeliv, som vi

oplever det i nogle religiøse miljøer med æresdrab,

kvindeundertrykkelse og tvangsægteskab. Religion

kan aldrig retfærdiggøre den slags. Men der må være

frihed til at dyrke Gud, som det svarer til ens overbe-

visning.

At vi som kristen studenterbevægelse skal minde

et multikulturelt samfund med en relativistisk ideologi

om, hvad tolerance og frisind består i, er paradoksalt.

Vi er overbevist om, at der ikke er givet mennesker

noget andet navn at blive frelst ved end Jesus Kristus.

Vores passion er, at Jesus bliver kendt, elsket, troet

og efterfulgt i studieverdenen. Vi tror, det er vigtigere

for danskere at få fred med Gud end at leve i et land

med fred og tolerance. Men når tolerancebarometeret

falder, som det gør i øjeblikket, må kristne være med

til at tale, bede og handle for at den religiøse frihed

bliver reel.

Af Robert Bladt

generalsekretær i KFS,

[email protected]