TIDSSKRIFTET

GRØ

NLA

ND

NR

. 2/JU

NI 2

014 6

2. Å

RGA

NG

DET G

RØ

NLA

ND

SKE SELSK

AB

84 Tidsskriftet Grønland 2/2014

Den daglige mediedækning af samfundsudviklin-gen i Grønland præges ofte af meget konkrete begivenheder. Det følgende er derimod nogle refleksioner og et forsøg på, at skitsere nogle brede linjer og tendenser – sådan som de kan tage sig ud, set fra den anden side af Atlanterha-vet.

RESUMÉ

AF JENS DAHL

Fem år med grønlandsk selvstyre

Jens Dahl er uddannet antropolog og har siden 2008 været adjungeret professor ved Køben-havns Universitet. Fra 1975 til 1998 var han knyttet til Institut for Eski-mologi, Københavns Uni-versitet. Siden var han di-rektør for den Internatio-nale Arbejdsgruppe for Indfødte Folk (IWGIA).

Han har skrevet bøger og artikler om såvel grønlandske og arktiske forhold som om indfødte (oprindelige) folk i globale sammenhænge.

Ved et møde for en del år siden fortalte jeg en lille gruppe af oprindelige folk fra Asien og Afrika om Grønlands Hjemmestyre og om den dengang forestående overgang til selvstyre. Som altid i den slags sammenhæn-ge ude i verden fremhævede jeg de unikke sider ved det grønlandske hjemmestyre. En af deltagerne i vores lille møde kom fra Chittagong Hill Tracts, Bangladesh, et om-råde hvor de oprindelige folk i årtier har forsvaret sig imod overgreb fra kolonister og Bangladesh’ militær. Jeg kendte ham ganske udmærket som en af ’fædrene’ til den freds-aftale, som den lokale modstandsbevægelse havde indgået med centralregeringen. På et tidspunkt spurgte han mig: ”Har den grøn-

Grønland er anderledesSet i et historisk og globalt perspektiv er der noget mærkeligt ved Grønland. Efter fem år med selvstyre har Grønland ikke erklæret sig som en selvstændig nation! Hvorfor ikke? Der står jo ganske klart i Lov om Grønlands Selvstyre paragraf 21, stk. 1, at ”Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Og ordet selvstændighed har igennem fem år indtaget en overordent-lig central plads i den grønlandske politiske retorik. Jamen, hvad er der så at vente på? At en ny nation har svært ved økonomisk at stå på egne ben er der ikke noget nyt i. Det har i hvert fald ikke afholdt andre lande og nationer fra at kræve selvstændighed.

JENS DAHL

Tidsskriftet Grønland 2/2014 85

landske befolkning våben?” Jeg var måske lidt forundret over spørgsmålet, og svarede noget i retning af: ”Ja, jeg vil tro, at der i gennemsnit er et par geværer i hver eneste familie”. Nyt spørgsmål: ”Kunne de så ikke med de våben jage danskerne på porten?” Igen svarede jeg lidt forundret: ”Joh, det kunne de vel nok gøre på 10-15 minutter”. Og så det retoriske sidste spørgsmål: ”Hvor-for gør de det så ikke?” Nu fattede jeg hvad det drejede sig om! Sådan har man jo faktisk aldrig gjort i Grønland, og svaret ligger i virkeligheden i Lov om Grønlands Selvstyre, paragraf 21, stk. 2.

Dette afsnit siger nemlig, at hvis man fra grønlandsk side træffer beslutning om at indføre selvstændighed, skal der ind-ledes forhandlinger mellem Grønland og Danmark om, hvordan dette skal ske, og resultatet skal godkendes af begge parter. I de forløbne fem år med selvstyre har debat-ten omkring udnyttelse af undergrundens ressourcer og de forventede indtægter spillet en rolle, som helt har afledt opmærksomhe-den fra det, der egentlig kendetegner den politiske relation mellem Danmark og Grøn-land, nemlig en årelang tradition for at for-handle om fremtiden. Ikke uden kontrover-ser, men på langt sigt er der ikke kommet noget godt ud af, at den ene part har forsøgt at tilsidesætte modpartens holdning. Uden at gå for langt tilbage i historien, så er EF-afstemningen i 1972 det klassiske eksempel herpå. Grønland accepterede ganske enkelt ikke at blive majoriseret og meldte sig ud nogle år senere.

Men det centrale og positive eksempel er naturligvis selve selvstyreprocessen, som var en gentagelse af det, der gik forud for hjemmestyrets indførelse i 1979. Først møder vi et udtalt grønlandsk ønske om større selvbestemmelse formuleret i en tekst som, efter forudgående interne grønland-ske diskussioner, bakkes op af alle. Interne uenigheder skubbes i baggrunden. I anden fase involveres den danske regering, og man indleder forhandlinger om den videre pro-

ces og når til et resultat. I fase tre arbejder en dansk-grønlandsk kommission, som for-handler sig frem til et fælles forslag. Dette sættes så (fase fire) til folkeafstemning i Grønland og til vedtagelse i Folketinget, og begge steder bliver det vedtaget af et over-vældende flertal.

Hvis vi glemmer den daglige politiske re-torik om selvstændighed, så står tilbage, at selvstyre i den grønlandsk-danske version er en forhandlingsproces, som i de forgangne fem år for eksempel har omfattet, at Grøn-land i dag har den fulde kompetence over de ikke-fornyelige ressourcer. Men igen er der tilfælde, hvor der skal forhandles, f.eks. i forhold til udvinding af radioaktive mine-raler. Situationen kan næppe udtrykkes kla-rere end Aleqa Hammond og Minik Rosing gjorde det i en kronik i Politiken den 7. maj i år: ” Et økonomisk selvbærende Grønland vil være en langt stærkere og mere dyna-misk partner i det rigsfællesskab, som både det danske og det grønlandske parlament har tilsluttet sig. Rigsfællesskabet kan ud-vikles til en alliance mellem ligeværdige, men uens parter. Parter, som har tydelige forskelle i kultur og samfundsstruktur og dermed kan tilbyde deres borgere en meget bredere vifte af muligheder for at forfølge deres drømme og livsmål, end det er muligt i de enkelte lande hver for sig”.

Ser vi os lidt omkring i verden, så er denne proces, eller disse processer, ganske enestående. Dels fordi det er gået så relativt gnidningsfrit, dels fordi det er gået hurtigt, dels fordi processen bygger på en gensidig anerkendelse af hinandens legitimitet, som giver det grønlandske selvstyre stor fleksi-bilitet i de politiske rammer for handling. Dette er mere end noget andet det helt store særkende ved det grønlandske selvstyre.

National stolthedSiden 1979 har Grønland til stadighed udviklet sig som nation – på godt og ondt. En langsom proces, som vi ser mange små eksempler på i dagligdagen. Her følger et par stykker.

86 Tidsskriftet Grønland 2/2014

JENS DAHL

Udnyttelse af Grønlands ikke-levende res-sourcer har trukket mange overskrifter i de forgangne fem år. I Grønland fordi indtægter herfra potentielt forventes at kunne indfri ønsket om selvstændighed. I Danmark fordi visse kredse føler, at de er ved at miste noget. Begge steder har frygten for social dumpning med invasion af tusin-der af arbejdere fra Kina, Filippinerne eller andre lavtlønslande skabt nervøsitet blandt de i forvejen lavestlønnede. I Grønland og langt uden for landets grænser har udsigten til udvinding af radioaktive stoffer, først og fremmest uran, trukket store overskrifter og splittet den grønlandske befolkning og de grønlandske politiske partier. Det kan lyde lidt underligt, men dette har faktisk en positiv side, som jeg vender tilbage til.

Skandaler er altid godt stof for en fri presse, og Grønland er ingen undtagelse.

Uden at have noget statistisk bevis herfor kan man vist roligt sige, at fyring af em-bedsmænd, indsættelse af de ’rette’ personer i selvstyre ejede virksomheder og institutio-ner har antaget et ganske omfattende – og formentlig - uantageligt niveau. Hvis det er udtryk for korruption er det selvfølgelig no-get skidt. Hvis det er udtryk for nepotisme, og herunder etnisk nepotisme, er det - ud-over at være beklageligt – et forhold, som uheldigvis kendetegner de fleste lande efter overgangen til selvstyre. Dette er naturligvis ingen undskyldning, men det peger på det forhold, at man har overtaget en beslut-ningskompetence uden – endnu – at have færdig udviklet en objektiv forvaltnings-mæssig praksis.

Det kan ikke undre, at en selvstyrende nation ønsker at manifestere sig som sådan, og heller ikke at Grønland med selvstyre,

Nationaldagen d. 21. juni. (Foto: Uffe Wilken).

Tidsskriftet Grønland 2/2014 87

JENS DAHL

men stadig som en del af det danske rigsfæl-lesskab, til stadighed prøver grænser for, hvor langt denne selvstændighed rækker. Der er mange eksempler herpå. Det første var vel, at Lov om Grønlands Selvstyre taler om Inatsisartut som den lovgivende og Na-alakkersuisut som den udøvende magt. Ikke længere noget med danske termer. I maj 2013 valgte den nye grønlandske regering at boykotte Arktisk Råds møde i Kiruna, Sverige fordi Grønland ikke længere havde deres eget sæde ved bordet. Man ønskede ikke at stå i skyggen af Danmark. Det er vel bemærkelsesværdigt at Færøerne, som var i samme situation, ikke indtog den samme holdning. Senere samme år, da Canada havde overtaget formandsposten fra Sverige, fandt Grønland dog en vej tilbage.

Alle tre eksempler viser os et Grønland, som ønsker at stå stærkere som nation. På den ene side sker dette ved, at man mani-festerer sin selvstændighed overfor omver-denen i flere og flere sammenhænge. Den anden og modsatte tendens er, at det ikke længere er nødvendigt at indtage offerrollen overfor (den tidligere) kolonimagt. I stedet for internaliseres debatten om politiske synspunkter. Da Inuit Ataqatigiit overtog regeringsmagten samtidig med selvstyrets indførelse var denne tendens efter min me-ning helt markant, måske bedst eksempli-ficeret ved debatten for og imod uranudvin-ding. Tendensen til at tage debatten hjem i Grønland er det positive aspekt ved den po-litiske splittelse i Grønland, så langt som det vidner om, at man ønskede at ordne sagen selv. Men efter valget i marts 2013 valgte den nye regering under Siumuts ledelse en stil, som i højere grad pointerede modsæt-ningsforhold til Danmark, og den grønland-ske position var offerrollens. Var det et ud-tryk for en svaghed ved selvstyrets rammer, at man vendte tilbage til offerrollen? Under alle omstændigheder var det op ad bakke for det nye landsstyre, og på det punkt hjælper det næppe meget, at man forsøger sig med at nedsætte en forsoningskommission som

bebudet af Naalakkersuisut. Trods alt har hovedtendensen gennem de seneste tre år-tier været, at det selvstyrende Grønland er blevet en stadig stærkere enhed baseret på ansvar for egne anliggender.

Fem års intensiv debat om råstoffernes potentiale for Grønlands selvstændighed fik en brat afslutning med offentliggørelsen af konklusionerne fra et grønlandsk-dansk forskningsprojekt ”Til gavn for Grønland” i januar 20141. Offentliggørelsen af rapporten var faktisk lidt af en næsestyver mod alle de, der havde haft julelys i øjnene i troen på, at et formidabelt råstofeventyr lå lige om hjørnet. Et enigt udvalg af forskere lige fra økonomer og antropologer til geologer var enige om at ”et stort antal miner opbygget i hastigt tempo (…) ikke nødvendigvis vil være til gavn for grønlands økonomi på læn-gere sigt”. Og det hedder yderligere: ”Den væsentligste konklusion man kan uddrage af udvalgets arbejde er således, at mineral-ske råstoffer giver en mulighed for foran-dring. Ikke for at bevare samfundet, som det ser ud i dag”. Udnyttelsen af mineralske ressourcer skal ikke ses som et alternativ, men derimod tænkes ind i udviklingen af det moderne grønlandske samfund. Trods hjemmestyre og trods selvstyre fandt udval-get altså, at der er en udpræget mangel på diskussion af, hvilket samfund man ønsker sig i Grønland. Og dette er vel den største udfordring til det grønlandske samfund i årene fremover.

Den stille revolutionOfte er de helt store samfundsændringer dem, vi ikke sådan kan sætte dato eller begi-venhed på. Jeg er på det rene med, at klima-debatten og den globale opvarmning fylder meget i omverdenens interesse for Grøn-land, og grønlandske aktører har været dyg-tige til at drage nytte heraf. Og så hører jeg igen og igen, at det helt store krav til frem-tidens Grønland er uddannelse, uddannelse og så uddannelse igen. Jeg er enig, og især tror jeg, at når kvinderne gradvis overtager

88 Tidsskriftet Grønland 2/2014

JENS DAHL

stillinger, som kræver en højere uddannelse, vil det påvirke samfundets normer med dets levn fra fangersamfundet.

Hvilke faktorer der har været og i fremti-den vil være de vigtigste for Grønlands selv-styre skal være ufortalt, men et par stykker bliver ofte overset. Først og fremmest det grønlandske sprog som sammenhængskraft i samfundet. Det grønlandske sprogs psy-kologiske, kulturelle og politisk betydning for, at det grønlandske samfund internt hænger sammen drukner alt for let i diskus-sionen af, at alle grønlændere må og skal lære dansk og engelsk. Grønlands sproglige enhed er en kommunikationsmæssig styrke, som alt for let sættes i skyggen af eller lige-frem sættes i modsætning til behovet for at lære dansk.

Der sker noget når mennesker selv skal tage vare på deres egen fremtid. Der gives muligheder for at skrotte gamle vaner og strukturer, som er så indgroede, at ingen så meget som tænker over, at det kan gøres anderledes. Måske er kommunalreformen som trådte i kraft i 2009 en af de helt store nyskabelser. I hvor mange andre lande end Grønland havde man haft en administrativ struktur efter år 2000, som grundlæggende var opbygget i 1700-tallet?

Jeg tænker naturligvis på, at landets opbyg-ning i 18 kommuner med en by omgivet af et antal tilhørende bygder, der som enhe-der hver især var udstyret med de samme service-institutioner. Jeg er helt ude af stand til at vurdere positive og negative sider af kommunalreformen, som i stedet for bycen-trerede kommuner betød dannelsen af fire store regioner, men det har åbnet for en helt ny måde at tænke administration, service og politisk organisering på i et Grønland, som ønsker stadig større selvstændighed.

Noter

1. Rapport fra Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af

Grønlands naturressourcer s. 9. Nuuk/København 2014.