temahæfte om biodiversitet 2010

12
Biodiversitet Formidlingshæfte om biodiversitet og naturpleje i anledningen af FN’s biodiversitetsår 2010 Udgivet af Landsforeningen Natur & Ungdom www.nogu.dk Odderen er et udmærket eksempel på, at mennesket gennem forståelse for dyrets adfærd har kunnet modvirke dens udrydelse. Foto: Bettina Lykke Mikkelsen

Upload: natur-ungdom

Post on 23-Mar-2016

218 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

Natur & Ungdoms medlemsblad

TRANSCRIPT

Page 1: Temahæfte om biodiversitet 2010

Kurser og lejre Biodiversitet

Formidlingshæfte om biodiversitet og naturpleje i anledningen af FN’s biodiversitetsår 2010Udgivet af Landsforeningen Natur & Ungdom

www.nogu.dk

Odderen er et udmærketeksempel på, at mennesket

gennem forståelse for dyrets adfærd har kunnet modvirke dens udrydelse.

Foto

: Bet

tina

Lykk

e M

ikke

lsen

Page 2: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010 12

Kommentar

Det kræver en stor og mål-rettet indsats at passe på naturens rigdomme. Det

skal vi være bedre til i fremtiden. Vi skal også markedsføre og investere i natur som en god forretning. Det har vi været alt for længe om at indse.

Kender du udtrykket ”Naturen, det billige skidt” ? Måske. Mange tror, at vendingen kommer fra PH – den berømte forfatter, samfundsrevser, lysmager, dragebygger og meget mere, Poul Henningsen (1894-1967). I virkeligheden stammer det dog fra en digtsamling fra 1934, ”Under uvejret”, hvor Otto Gelsted (188-1968) ironiserer over al inspirations moder, naturen, som jo er dét, der bare er. Naturen har ingen betalt for! Siden har vi i eftertiden brugt vendingen igen og igen og så ofte, at den er blevet en kliché, vi træk-ker i manegen, hver gang vi bliver forargede over overgreb på naturen omkring os. Nu er det sådan, at vi ikke ville være i stand til at leve et liv i luksus og velfærd uden at have distan-ceret os fra og omformet naturen omkring os til vores egen fordel. Kulturen har givet os materiel velstand og fremgang, så vi i dag er næsten 7 mil-liarder mennesker på Jorden. Samtidig forbruger vi mere og mere. Det betyder, at Jordens natur er kommet under et voldsomt pres. Naturen er godt nok stadig dét, der bare er. Men den er ikke den samme længere. For naturens vari-ation og mangfoldighed er begyndt at skrumpe. Og det er et problem. Ikke fordi vi fysisk er afhængige

Kommentar

At passe på naturens rigdommeTekst: Michael Stoltze, biolog og forfatter

af hver og én af Jordens mylder af organismer. Slet ikke. Men fordi, Jordens mangfoldighed af liv er det eneste, vi kender til i Universet, og en enestående verden af medskabninger. Kulturen giver os velfærd og fremgang. Naturen giver os fornemmelsen af frihed. Og megen natur giver os megen frihed. Hvis tigrene, hvalerne eller Serengetis vidder og vand-rende dyr forsvandt, ville vi miste en del af denne frihedsfornemmelse. Vi ville blive lidt mere fanger på vores klode i Universet.

Set i bakspejlet har vi altid været gode til at hylde verden og naturen. Det har vi gjort, fordi naturens rigdomme er en af de grundlæggende værdier, der gør tilværelsen rig og livet værd at leve. Naturen er en del af vores identitet. Kunsten har altid hyldet naturen. Engang (da vi var primitive samlere og jægere) tegnede vi hulemalerier i ærefrygt. Senere hyldede vi naturen i digtning, salmer og litteratur. Kunsten og litteraturen er fuld af budskaber om, hvordan vi bør lære verden at kende og påskønne den fantastiske og rige natur, vi er omgivet af. Alligevel går det galt for naturen. Når vi taler om Danmarks fremtid, taler vi mest om tryghed, sund-hed og materiel velstand. Fremtidens natur taler vi ikke så meget om. Vi har ingen plan for naturen, selv om EU allerede i 2001 besluttede, at naturens tilbagegang skulle stoppes i hvert enkelt medlems-land senest her i 2010. Det er ikke sket. Den eksplosive stigning i Jordens befolkningstal og forbrug sætter sine spor. Og selv om vi lykkeligvis er blevet meget bedre til at af-værge sult og sygdomme og forhindre forurening, der umiddelbart truer vores helbred, bliver naturen og dens mangfoldighed trængt foruroligende hurtigt tilbage. Mens vi er ved at finde løsninger på, hvordan vi undgår menneskeskabte klimaforandringer, fortsæt-ter rutsjeturen for naturen. Efter en grundig under-

Foto

: Bet

tina

Lykk

e M

ikke

lsen

Page 3: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

Kommentarsøgelse slog forskere fra England for nylig alarm: 20 % af verdens 380.000 plantearter er umiddelbart truet af udryddelse. Og for pattedyr og padder er billedet lige så alarmerende.

Verden har hidtil oplevet to store, globale miljø-kriser: Forureningskrisen og klimakrisen. Forure-ningskrisen bliver håndteret gennem en omfattende international miljølovgivning, der har vist sig så effektiv, at forurening ikke længere udgør en alvor-lig trussel mod verden. Klimakrisen er nyere, og løsningen er endnu ikke indenfor rækkevidde, selv om verden er i fuld gang med at finde løsninger. Nu er den tredje globale miljøkrise på vej: Krisen for livets mangfoldighed på Jorden – biodiversitets-krisen – som er ordet for den masseuddøen, vi er i færd med at forårsage. Det menneskeskabte tab af plante- og dyrearter er uhyre svært at måle. Det er næsten umuligt med sikkerhed at fastslå, om en art er uddød. Alle reg-ner med, at f.eks. dronten, gejrfuglen, pungulven og Stellers søko (det enorme ”barkdyr”) er ende-gyldigt udryddet. Men mindre dyre- og plantear-

ter, som vi tror er uddøde, kan overleve i små, upåagtede bestande, uden vi ved det. Til gengæld er det nemt at slå fast, at rig-tig mange arter er tordnet tilbage og blevet umådelig sjældne. Dermed er deres geneti-

ske variation blevet indskrænket, og arterne er nu i fare for at forsvinde helt på grund af deres

sjældenhed. Når en art uddør, er det uigenkaldeligt. Livets mangfoldighed på Jorden bliver mindre, og vores liv bliver fattigere. Det er en ringe trøst, at naturen i løbet af nogle millioner år formentlig vil kompen-sere for en sådan masseuddøen ved at udvikle sig mod ny natur med nye arter. Den masseuddøen, der sker for tiden, adskiller sig fra tidligere tilfælde af masseuddøen ved at være forårsaget af en enkelt art: Mennesket. Som mennesker er vi bevidste om vores handlinger og konsekvenserne af dem. Og vi er i stand til at ændre vores adfærd, hvis det virkelig er nødven-digt. Det har vi gjort med luft- og vandforureningen, der truede vores sundhed og velfærd sidst i det 20. århundrede. Og vi er også ved at handle på klimafronten. Nu skal vi så til at handle for at løse biodiversitetskrisen. Udviklingen i Danmark er en del af Jordens biodi-versitetskrise. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad

vi gør. EU og den danske regering skrev i 2001 højtideligt under på målet om at standse tilba-gegangen for naturens mangfoldighed senest i 2010. Men det er ikke nået, og der foreligger ikke engang en plan for, hvordan Danmark skal nå dette mål. I foråret måtte regeringen krybe til korset og udskyde målet til 2020. Alligevel vil regeringen ikke komme med en national plan for Danmarks natur. Alt dette betyder, at naturbeskyttelsen i Danmark fortsat sejler planløst af sted. Der er ingen penge til naturbeskyttelse, og landmænd og andre lodsejere tilskyndes ikke til at prioritere naturbeskyttelse. Det er der nemlig ingen penge i. Natur koster penge. Mange penge. I dag er alt pris-sat, og penge styrer verden mere end nogensinde. Fonde og private investerer af ren idealisme i arealer til natur. Men med de nuværende jordpriser i Danmark er det dyrt, hvis myndighederne skal ind-drage jord til natur. Situationen vender først, når vi gør naturen til et investeringsobjekt og et forretningsområde. Her er f.eks. den nyåbnede Nationalpark Vadehavet inte-ressant. Nationalparken, der er opstået ”nedefra” på lokalt initiativ, lægger rammerne for en udvik-ling, hvor naturen er omdrejningsaksen. Med lokal begejstring og med naturen og naturoplevelserne som udgangspunkt skal nationalparken stimulere erhvervsudviklingen med overnatningsmuligheder, restauranter, bosættelser, cykel- og vandrestier, campingpladser, sommerhuse, bosættelser og meget mere. ”Ja – men hvad så med naturen?” vil nogen sikkert spørge. Jo – dens beskyttelse er alfa og omega, og den skal udvikle sig positivt hånd i hånd med erhvervsudviklingen. Det kan den, og det vil den, når naturen bliver markedsført og sat ind i en for-retningsmæssig sammenhæng. Den ellers så pris-værdige idealisme og puritanisme, der længe har præget naturbeskyttelsen, har til gengæld ingen gennemslagskraft mere. Åbningen af Nationalpark Vadehavet markerer et holdningsskift i dansk naturbeskyttelse. Uanset om vi kan lide det, eller ej. Fremtidens natur er ikke ”det billige skidt” – dét, der bare er. Det er den natur, vi vælger at investere i.

Yderligere læsning:Michael Stoltze, 2010 : ”Danmarks nationalparker”. 236 sider. Lindhardt og Ringhof.Michael Stoltze, 2007: ”Dansk natur”. 349 sider. Gyldendal.

3

Page 4: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

Biodiversitet i praksis – en arbejdsdag hos Bonderøven

Skræppedag

Natur & Ungdom var for an-det år i træk inviteret en tur på Kastanjegården for at

hjælpe Frank Erichsen, vært på pro-grammet ’Bonderøven’ på DR2, med at bekæmpe skræpper på naturengen bag ved gården.

Bevæbnet med spader, grebe og andet graveudstyr drog en flok NU’ere af sted på en grålig søndag formiddag for at hjælpe Frank med at skabe bedre forhold for sin produktion af hø på sin eng.

Frank er en mand med holdninger til naturpleje, og en af de væsentligste holdninger er hans uvilje mod at anvende sprøjtemidler i sin produktion. Derfor er der kun én måde at komme af med skræpperne på, og det er ved håndkraft.

Frank fortæller: ”Grunden til, at vi går på engen og graver skræpper op, er, at engen og det udkast der kommer af engen er højst værdifuld, på grund af den måde jeg driver landbrug på, fordi den leverer to høslet årligt, og fordi den er det primære foder for mine husdyr. Igennem det foder får jeg så enten arbejdskraft af mine heste, eller kød og mælk fra mine køer og geder, og så får jeg gødning fra de dyr, som jeg kan bruge bagefter i den videre mark og havedrift. Engen er derfor omdrejningspunktet i den måde, som jeg har valgt at drive landbrug på”. Frank ønsker at højne kvaliteten i engen, men ab-solut ikke kompromisløst:

”På mange områder har jeg de samme ønsker som konventionelle landmænd om at få det højst mu-lige udbytte ud af de ting, jeg har til rådighed. Jeg har bare nogle ideer om, hvad jeg ikke vil i for-hold til, hvordan jeg vil opnå de mål. Jeg vil gerne basere mig på det overskud, som naturen nu helt naturligt skænker, og engen er en næringsreserve først i form af dyrefoder, som siden hen kan blive til næring for jorden. Det har så selvfølgelig nogle indvirkninger på engen i og med, at man hvert år fjerner grønt materiale fra sådan en eng uden vel at mærke at give den gødning. Dermed får man en konstant bortskaffelse af kvælstof fra engen med

Tekst: Kristian Minck, arkæolog. Foto: Bettina Lykke Mikkelsen

det resultat, at engen bliver mere og mere næ-ringsfattig, hvorved at man så undertrykker de store grove græsarter til fordel for et meget bredere plantespekter af masser af sjove små blomster og orkideer, hvis man er rigtig heldig.”

Han fortæller videre, at nogle af de områder i Europa, hvor biodiversitet på plantesiden er størst, er på enge, hvor der er drevet høslet igennem flere menneskealdre. Høslæt vil sige, at der bliver slået hø på gammeldags manér - ofte med le.

4

Page 5: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

Skræppen: Skræppen er god til at tilpasse sig, og den er ud-bredt over hele jorden med ca. 200 arter, og om-kring 45 arter i Europa. Den smalbladede skræppe er en meget invasiv plante, som kvæler anden vækst omkring sig. Den traditionelle måde at be-kæmpe skræpper på er med kemi og sprøjtning. Men man kan holde dem nede med gentaget slå-ning.

Frank fortsætter: ”Dette er interessant i og med at vi, der godt kan lide at være i naturen, har en opfat-telse af, at den natur med den største artsrigdom nødvendigvis må være den, der er så lidt påvirket af mennesket som muligt. Her står vi så rent faktisk med en naturtype, hvis forhold bare bliver gunstige-re efterhånden som mennesket blander sig. Det er en utrolig spændende kollision, der er mellem natur og kultur - at den natur og det land, som vi kender i Danmark, eksisterer som en konsekvens af men-neskets tilstedeværelse og dets brug af landet og ressourcerne. Det er til gengæld også en hårfin balance, fordi det meget hurtigt kan vælte over i at blive ren og skær udnyttelse.”

Frank peger mod et punkt et godt stykke nede af marken og fortæller, at så langt nåede vi sidste år, så det går vi også efter i år. Arbejdet starter stille op, og inden længe er flokken fordelt ud over et større areal – alle på vej ned mod det punkt, som Frank har peget ud.

Efter noget tid standser Frank op og begynder at fortælle lidt om, hvorfor vi bekæmper skræpperne, selvom de jo også er en naturlig del af biodiversi-teten: ”Selvom skræpperne faktisk er noget af det, som mine geder kaster sig over allerførst i høet, er problemet bare, at skræppen er så frygtelig invasiv, og den er således med til at gøre høbjergningen vanskelig. Det er derfor, at jeg gerne vil af med den. Helt forsvinde vil den jo nok aldrig gøre, men det er jo så der, hvor vi mennesker kan gå ind og gøre en direkte fysisk handling som nu, hvor vi gra-ver dem op, og dermed går ind og piller ved, hvad der egentlig ville være naturligt.”

Arbejdet fortsatte, og et stykke hen på eftermidda-gen nåede vi vores mål. Rundt omkring hørtes lyde af velbehag, efterhånden som ryggene blev strakt ud igen, og der var flere positive udråb om det vel-overståede stykke arbejde.

Frank var glad: ”Det er ikke let at finde tid til at fjerne skræpper, når man går her alene. Måske går man herned og graver 30 skræpper op, men efter kort tid overbeviser man sig selv om, at der vist også var andre vigtige ting, der skulle nås i dag.”

Ved den afsluttende kaffe var smilene store, men kroppene trætte. Flere var allerede klar til at komme ud til Franks skræpper næste år, men de fleste var vist glade for, at arbejdet var overstået for denne gang. Det er hårdt at praktisere naturpleje på gammeldags maner, men det føles alligevel godt at gøre noget for biodiversiteten.

5

Page 6: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

Tekst: Jan Kunstmann, Nepenthes, og Mette Bærbach, Natur & Ungdom.Foto: Jan Kunstmann.

Naturpleje

I perioden 15.-17. september 2008 fore-gik der et spændende forsøg på Eske-bjerg Vesterlyng ved Kalundborg. Tre elefanter blev sat ud i området og fik lov i tre dage at æde i døgndrift af, hvad de kunne finde i naturen.

Naturen kan da klare sig selv, ikke?De fleste er af den overbevisning, at hvis man bare lader naturen passe sig selv, så skal den nok klare at gendanne sig. Men hvis man lader naturen være i Danmark, vil der mange steder udvikle sig til mørke skove. Det ville de, fordi der mangler nogle vigtige spillere på den danske naturbane, nogle af de såkaldte nøglearter. Det er f.eks. dyr, der, mens de lever, skaber bedre levesteder for andre dyr, planter og svampe. Nøglearter kan være bæver, vildsvin, bison og ja, elefanter. Men hører elefanter hjemme i den danske natur? Ja, eller det har de i hvert fald gjort.

Under den sidste mellemistid var der et hav af store dyr, der desværre i dag er uddøde. De fleste ken-der mammutten, men de færreste ved, at der også har levet en skovelefant i Danmark. Skovelefanten var specialiseret i at æde grene og blade fra træer og buske og har kunnet lave lysninger i skoven, som så gav lys til græs og urter, som andre dyr kunne æde.

Elefanter som naturplejere

Det gavner biodiversiteten, og det var netop det, biolog Morten Lindhard ville undersøge med sit for-søg. Kan elefanterne tænkes ind som en nøgleart som et middel til naturpleje? Og forsøget viste, at ja, elefanternes adfærd rusker op i tingene og gør forholdene mere gunstige for andre dyr og planter.

Hvad viste forsøget?Forsøget viste, at elefanter er meget nysgerrige og lærenemme. Den første dag åd de næsten kun græs, mens de kun nippede en smule til forskellige buske. Den sidste dag havde de favoritsteder, hvor de kunne gnubbe sig på træerne, ruske i grenene, så vildæbler faldt ned, klar til at blive spist, og selv genstridige og stikkende enebærbuske skulle testes og undersøges. Barken kunne ædes, og gre-nene kunne bruges til at børste kroppen med.

Elefanter spiser normalt 350-400 kg hø i døgnet – dertil kommer 50 kg gulerødder, og hvad der måtte komme af brød. Under forsøget blev fod-eret nedsat til 250 kg hø og gulerødder og brød.

6

Page 7: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

Elefanterne har store bløde trædepuder, så de efter-lader næsten ingen spor, når de bevæger sig rundt i naturen. Men det er alligevel nemt at se, når der har været elefanter i et område, for så er der fyldt med huller i jorden. Elefanter elsker at støvbade og bru-ger meget tid på denne beskæftigelse. De mange huller, der opstår ved at de skræller jorden og kaster den op på ryggen, bliver nu levesteder for grave-hvepse og spiresteder for enårige planter.

De oprindelige dyr er oplagte naturplejereFlere og flere biologer, naturvejledere og andre naturnørder siger det samme: De oprindelige græs-sende dyr, som bison, elge og endda elefanter kan med fordel bruges til naturpleje. Når de græsser, tager de den næring fra naturen, som den har i overskud, og som faktisk er med til at mindske na-turens mangfoldighed. Ja, det kan godt lyde selv-modsigende, men jo mere næring, der er i jorden, jo større og mere ensartet bevoksning får vi. De store vækster skygger for de små planter, og så ser vi en alt for homogen natur.

I Holland og Tyskland har vi eksempler på helårs-græsning med kvæg og heste. De græsser ved floder og halvåben skov, og den form for græsning hjælper til at holde på sedimenterne, så der ikke så nemt kommer oversvømmelse.

Nepenthes er en af de foreninger, der arbejder for at bruge de store hornkvæg til helårsgræsning i Danmark. I følge Karsten Thomsen, Nepenthes, kan det udmærket lade sig gøre at bruge de store oprindelige græssende kvæg til naturpleje. Det er bisoner og elge, talen først og fremmest falder på. Fine forhold for de store dyr i DanmarkKlimamæssigt kan de store dyr godt leve i Dan-mark, og bisonen har overlevet i fangenskab i Tyskland og gennem over 50 år også i mange om-råder i Østeuropa frem til i dag. Bisonen kan som regel leve, hvor kronhjorten lever, og den er sky på samme måde som kronhjorten, så den udgør ifølge Karsten Thomsen ikke en reel personfare. Elgen har været udbredt over hele Europa, men er trængt tilbage af agerbruget.

Vi ser det over hele Europa. Mennesket sætter udgåede store dyr ud i naturen. I Danmark har vi et rigtig godt eksempel på at genindføre en lokalt udryddet art, nemlig bæveren på Klosterheden. Da bæveren jo er en fredelig planteæder, er udsæt-ningen af den sket helt uden dramatik. Derimod er der en stor spændingsfaktor i at lade de store

hornkvæg som elge, bisoner og uroksen græsse i Danmark. Det giver selvfølgelig nogle praktiske ud-fordringer. Ikke så sjovt at møde en elg på en mørk landevej. Men i Sverige hegner man elg-områder ind, så hvorfor ikke i Danmark, spørger Karsten Thomsen.

Danskernes fastfrossede natursynKarsten Thomsen fortsætter: “Problemet ligger i tankegangen. Vi har et fastfrosset natursyn i Dan-mark, som stammer helt tilbage fra 70’erne, hvor vi hegnede små stykker af naturen inde. Vi er slet ikke vant til at tænke naturen som en dynamisk størrelse. Hvis vi gav slip på kontrollen, ville vi se nogle helt nye og spændende sider af naturen og lære meget. F.eks. ser vi nye måder at betragte dyrs flokadfærd på, når de får lov til at bevæge sig i det oprindelige økosystem. Sådanne flokhestes adfærd adskiller sig betydeligt fra den, vi kender fra heste i kontrollerede omgivelser. Der er også et udbytte i form af større naturmæssig mangfoldig, det vi kalder for biodiversitet, da det blandt andet vil medføre en tilførsel af fugle, som vi normalt ikke ser.”

Nepenthes’ dagsorden er at udvikle et landområde, hvor der kan forvaltes et naturområde med helårs-græsning. Men store dyr fylder jo meget, og selvføl-gelig er der et pladsproblem, da det er meget store dyr, vi taler om, men Karsten Thomsen ser ådalen mellem Lille Vildmose og Rold Skov som et oplagt sted at bruge bisoner til naturpleje. Det kunne være stedet for en dynamisk og fremadrettet naturudvik-ling.

7

Page 8: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR

Nye vandhuller på engen ved KlostermølleTekst: Jan Kjærgaard, naturvejlederFotos: Bettina Lykke Mikkelsen

Vand giver liv, og det vil vel alt andet lige sige, at mere vand giver mere liv. Så sim-

pelt er det nu nok ikke, men der er ingen tvivl om, at et af de steder i Danmarks natur, hvor der er det mest alsidige og rige dyreliv, er i vores små vandhuller.

Det er da også en af de væsentligste årsager til, at Skov- og Naturstyrelsen nu har fået anlagt to nye vandhuller på engen ved Klostermølle.

Det ene vandhul er ca. 250 M2 og det andet ca. 400 M2. I alt er der opgravet ca. 300 M3 jord. Der er gravet to huller ret tæt sammen, og man kunne så måske synes, at man lige så godt kunne grave et hul bare større, men så simpelt er det ikke. Dels er mange dyr ikke så meget bundet til vandet som til søbredden, og alt andet lige bliver den længere, når der er to søer. Dernæst vil vi med to søer få to underbestande af dyr, hvis der skulle ske en kata-strofe i den ene dam, kan dyrene indvandre igen fra den anden,

Udover vandhullerne har vi udnyttet overskudsjor-den til at fylde den gamle grøft op og lave et svagt dige mellem dammene og Mossø. Resultatet ser ud til at blive, at området med sump bliver markant større.

DyrelivHvilke spændende dyr kan vi så forvente i de nye vandhuller? Måske skal vi ikke gætte helt, for her lå allerede en lille dam der, hvor den store nu er lavet.

Den fik vi os lusket til at lave for en årrække siden, da vi alligevel skulle rense grøfter op. Deri ved vi nogenlunde hvilke dyr, der var, og som minimum kan ventes i de nye damme.

Det gamle vandhul var meget lille og var med grøft forbundet til Mossø. Der kom derfor hurtigt en stor bestand af 9-piggede hundestejlere. En sød lille fisk, men også et glubsk rovdyr, som stor vandsa-lamander trives dårligt sammen med. Dem fandt vi derfor aldrig i dammen, derimod var der en god bestand af lille vandsalamander og butsnudet frø. Frøer var der rigtig mange af og dermed også hale-tudser, som ædes af mange dyr.

Vandinsekter og andre smådyrVandinsekter flyver til damme og bosætter sig der, hvis de kan lide stedet. Vi har fundet et bredt spek-trum af forskellige guldsmedelarver - både rigtige

IntroduktionDenne artikel er et genoptryk fra NATUR nr. 1. 2008. Jan Kjærgaard fortæller i denne artikel om oprensningen af vandhullerne på engen ved Klostermølle til fordel for et rigere dyreliv:

Førstehjælp til vandhullet

Nr. 4 2010 8

Page 9: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR

guldsmede, libeller og vandnymfer, smukke men glubske rovdyr. Vandkalve var der også mange af, også den store vandkalv og dens larver har vi ofte fanget her. De hører med til storvildt, når man er ude med de små.

Tæger: både rygsvømmere, flere arter af bugsvøm-mere og i bredzonen skorpiontæge var almindelige. Stavtægen, som har bredt sig i de seneste år, har vi ikke fundet, men måske kommer den i de nye huller. Igler var der naturligvis også, både små bruskigler og den store hesteigle er fundet der.

Af mindre vandinsekter har vi samlet larver/nymfer af døgnfluer, vårfluer, dovenfluer, dansemyg og stankelben. En enkelt gang også en rottehale, der er larve af dyndflue, der ellers mest findes i forure-net vand.

Af andre grupper var mosesnegle uhyre talrige i hullet og ligeledes ærtemuslinger, små bitte muslin-ger, der kravler rundt i vegetationen, og her kunne man også finde tanglopper i stor mængde.

Nye dyr på engenI de nye vandhuller kan vi nok forvente de samme dyregrup-per som i det gamle, men netop fordi vandhullerne er større, kan de også blive attraktive for andre arter. Man kan forvente at mængden af butsnudet frø vil stige. Men det vil ikke for-bavse det mindste, om der også kommer skrubtudser, og må-ske grøn frø. Grøn frø vil virkelig være et scoop. Den er ved Ny Vis-sing Kloster og Brudesø. Det er den frø, der virkelig kan kvække hele sommeren.

Et lille problem har vi i forhold til padderne. Med den større vandvolumen kan vi let risikere,

at fisk indfinder sig efter vinterover-svømmelser, og fisk og padder går

dårligt sammen. Derfor er dam-mene da også lavet, så vi kunstigt kan fremkalde tørke med års mellemrum ved at pumpe dem tørre og derved fjerne fisk.

Den større sump vil blive en stor gevinst for dyrene. Sumpe

er gode opholdssteder for frøer, mange insekter, markmus og spe-

cialiteter som vandspidsmus, så vi kan vente flere smådyr ikke kun i dam-

mene men også på ”næsten land”.

Sandsynligvis betyder det også, at engblomster, bl. a. orkideer kan brede sig yderligere: Dem har vi i øjeblikket en hæderlig bestand af, men nu får vi måske en god bestand.

Med flere padder og længere søbred med insekter vil jeg også antage, at fugle vil finde vandhullerne interessante. Når det er groet lidt til langs bredder-ne, kunne jeg sagtens forestille mig dem som yng-leplads for grønbenet rørhøne og gråand. Ligeledes kan det blive normalt, at se hejrer komme forbi og spise, og hvem ved, måske kommer storken også forbi på et tidspunkt.

Vandhullerne anno 2010Der er nu gået tre sæsoner, siden vandhullet blev oprenset, og hvordan er det så gået? Har Jan Kjærgaard haft ret i nogle af sine forudsi-gelser?

Først og fremmest må vi jo konstatere, at der er kommet to meget fine vandhuller på engen. Den grønne frø ser ud til at være enig, for den blev hørt kvække for første gang i år for at lokke hunner til. Når grøn frø kvækker, bety-der det, at det er et godt vandhul, som den gerne vil formere sig i. Jan skriver i sin artikel, at det ville være et scoop, at se grøn frø de nye vandhuller, så på det punkt er vandhul-lerne en succeshistorie.

Det seneste tjek her i efteråret 2010 vidner desværre om, at hundestejlerne er kommet til igen. Det betyder, at der ikke er nogen stor vandsalamander, da hundestejlerne spiser dens larver.

Det giver os et billede på, hvor kompliceret biodiversitet og naturgenopretning er. Men gennem fortsat forståelse og respekt for arterne, kan vi komme nærmere målet om at gøre naturen hel igen.

Nr. 4 2010 9

Page 10: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

På landsholdet i leslåning

Det giver respekt at skille sig ud blandt vennerne ved at dyrke specielle fritidsinteres-

ser. Vi så ekspemplet med Bonderøven, som har valgt at leve efter sin egen filo-sofi. The next big thing bliver leslåning.

At slå med le er ikke en forlængst uddateret måde at drive landbrug på, men derimod en ny og spæn-dende tendens inden for naturpleje. Niels Åmand Johansson slår foran med sin le, både herhjemme i Danmark ved forskellige naturpleje-aktiviteter og i udlandet, hvor han tager til VM i leslåning.

Med til verdensmesterskaberneDe store drenge ved mesterskaberne kan slå en kvadratmeter i sekundet, fortæller Niels Åmand. Men hvordan foregår sådan et VM? “Der er individuelle konkurrencer, hvor man slår én ad gangen, og så er der konkurrencer, hvor man slår i hold. Det er fire-mands hold på en bane, der er otte meter bred og femten meter lang. Man står så fire mand nede for enden af banen, hvor den er otte meter bred, og venter på startsignalet. Når det så lyder, må første mand sætte sin le op og begynde at skære så hurtigt, han overhovedet kan i en bane på ca. to meters bredde. Når han er nået halvdelen af banens længde, så står der en dom-mer og signalerer, at næste mand må gå i gang. Man skærer forskudt, så man jo ikke skærer bene-ne af hinanden. Så går den næste mand i gang, og når han har nået midten, så kommer den tredje på banen, og når han har nået midten, så er den fjerde igang. Det hele afhænger så af sidste mand, som skal køre banen igennem og hente tiden hjem.”

På det danske mesterskabshold er der fire leslåere, og holdet har deltaget i mesterskaberne de sidste to år og skal afsted igen næste år. Niels Åmand stiller også op individuelt “Engang gik lebladet løs under konkurrencen. Den kunne simpelthen ikke holde til mosten. Man slår jo meget mere hårdt til konkurrencer, end man ellers gør til daglig.”

Niels Åmand arbejder på at få stablet et leslå-ningsmesterskab på benene i Danmark, som skal afholdes i Søndermarken på Sjælland.

Sejt at svinge leenLeslåning er godt nok et gammelt håndværk, men det vinder frem i dag som en spændende fritidsinte-resse. Det er ret sejt at kunne håndtere en kæmpe-stor le. Hvis man som ung gerne vil gå til leslåning, er der mulighed for at være med i høslætlaugene, som er fordelt over næsten hele landet. På Dan-marks Naturfredningsforenings hjemmeside, www.dn.dk, kan du søge på høslætlaug og læse mere om leslåning. Der er også et kort over danske hø-slætlaug, så du kan finde det, der er nærmest dig.

En biodivers succeshistorie Hvorfor siger man, at leslåning er god til naturpleje? Leslåning gør det muligt at pleje naturen skånsomt og f.eks. slå uden om de sjældne orkiderer. Man skærer simpelthen på en måde, så der kommer lys og varme til bunden, og sådan kommer der nogle gode muligheder for, at planterne kan overleve.

Et godt eksempel på naturpleje med le er tilfældet med langakset trådspo-re, som er en orkidétype, der ikke er blevet set siden 2006. Ved at slå med le i Rørbæk ved Fre-derikssund på Sjælland, hvor den er blevet set sidst, er det lykkedes at fremelske de nød-vendige biologiske forhold for at planten kan formere sig, og nu i år (2010) er der ble-vet set 8 eksemplarer blom-stre. Langakset trådspore var ellers en plante, som man mente var uddøet herjemme, men leslåningen har givet den nødvendige lys til bunden og taget den overskydende næring væk fra engen, så den sjældne orkidé har kunnet blomstre igen.

Tekst: Mette Bæerbach, idéhistoriker.

Leslåning

Danmarksholdet i Leslåning med Niels Åmand yderst til højre. Foto: Niels Åmand.

Foto: Wikipedia.org10

Page 11: Temahæfte om biodiversitet 2010

NATUR Nr. 4 2010

En fattig natur i et rigt samfund

Wilhjelm+9

Tekst: Cecilie Meyer, naturklubleder

Sådan lød overskriften på dette års Wilhjelm-

konference: Wilhjelm +9. Men hvor-for hedder den egentlig Wilhjelm? Jo, i årene 2000 og 2001 samlede regeringen en gruppe kloge folk, og kaldte dem Wilhjelmudvalget. Det gjorde de, fordi Nils Wilhjelm var formand for gruppen.

Wilhjelmudvalget skulle skrive en rapport om biologisk mangfoldighed og naturbeskyt-telse. De gjorde et grundigt stykke arbejde for at finde ud af, hvordan naturen og miljøet havde det i Danmark – faktisk siger man, at rapporten er en af de mest grundige kortlægninger af natur- og miljøtilstanden i Danmark, der overhovedet er lavet.

Rapporten hed ”En rig natur i et rigt samfund”, og den lå færdig i 2001. Herefter har Naturrådet hvert år afholdt en Wilhjelmkonference for at finde ud af, hvor langt myndighederne er nået med rapportens anbefalinger. Når konferencen også hedder +9, er det for at vise, at det er 9 år siden rapporten kom. COP10I oktober dette år holdt man det tiende topmøde - COP10 - siden FN i 1992 vedtog biodiversitetskon-ventionen, som betød, at mange af verdens lande blev enige om nogle mål for at beskytte verdens dyre- og plantearter, økosystemer og genetisk mangfoldighed. Nu ti møder efter er man blevet enige om, at man vil forsøge at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed i 2020. Men det er åben-bart ikke helt så nemt, som man kunne tro. Faktisk havde man tidligere en plan om at ville stoppe tabet inden 2010, men nu, hvor vi er nået til 2010, kan vi se, at det bestemt ikke er lykkedes.

En kedelig andensidsteplads – og stop nu lige engang – du tror det måske ikke, men Danmark er faktisk et af de værste lande i hele EU, når det kommer til biodiversitet! Faktisk er kun Slovenien en smule værre end Danmark, el-lers ligger vi helt i bund på EU-plan. Pinligt? Jo tak – det skulle jeg nok mene, det er.

I Danmark kan mange forskel-lige typer natur faktisk trives, og derfor er det bare endnu mere tragisk, at vi er så dårlige til at passe på vores natur, når nu det egentlig er muligt at have så meget forskelligt af den.

Danmark mangler plads og plads og mere plads. Naturen har brug for, at den kan brede sig og sprede sig. Hvis man afskærer den i små klatter rundt omkring i landet, bliver den homogeniseret, hvilket vil sige, at naturen ender med at blive alt for ensartet, og det kan i sidste ende betyde, at mange arter uddør.

Men hvorfor har vi ikke nok plads til vores natur? Jo, vi er jo temmelig mange mennesker i forhold til, at vi er et lille land, og så bruger vi altså også mere end 60 % af vores areal til marker - og der er ikke meget biodiversitet på marker! Der er til gengæld masser af biodiversitet i en gammel skov, men det tager flere hundrede år for en skov at blive gam-mel, og derfor er det vigtigt, at vi holder op med at fælde den skov, der har været i Danmark gennem mange år.

Disse og mange andre emner blev diskuteret på Wilhjelm-konferencen. Lad os i den forbindelse runde af med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens kommentar fra en tid, hvor regeringen ikke tog Wilhjelmudvalgets rapport så alvorligt, som den fortjener: ”Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af rege-ringens miljøpolitik.” I dag er det tydeligt, at det var en sandhed med modifikationer, og at naturen har måttet betale dyrt for den slags ignorance.

Foto

: Bet

tina

Lykk

e M

ikke

lsen

11

Page 12: Temahæfte om biodiversitet 2010

Børn skal lære naturen at kende, før de ved, at de skal passe på den!

www.nogu.dk

Natur & Ungdoms sekretariat: Tlf: 3524 5600 Mail: [email protected] Web: www.nogu.dk

Formidlingshæftet Biodiversitet er udgivet af Natur & Ungdom ultimo 2010 i anledning af FN’s biodiversitetsår. Ansvarshavende redaktør:Mette Bærbach.

Foreningens formål er at fremme børn og unges interesse og forståelse for natur og miljø samt at lægge grun-den til en varig glæde ved og respekt for naturen. Foreningen ønsker på denne måde at medvirke til en økologisk bæredygtig udvikling i samspillet mellem menne-sker, natur og kultur.

Trykkeri: SvendborgTrykwww.svendborgtryk.dk

ISBN: 978-87-87259-23-1

NATUR & UNGDOM

Meld dem ind i Natur & Ungdom - og få:

• Masser af naturaktiviteter gennem en lokal Naturklub nær dig • Deltagelse i mange spændende lejre og kurser • Medlemsbladet NATUR