”Ved Jelling Kirke ligger 2

meget store jordhøje: en tæt

nord for kirkegårds stendiget

kaldet Dronningens Høj.

Samme blev efter en gammel

mands Anders Jensens

beretning udgravet af Jelling bymænd efter

kongelig ordre i 1704; og at der stedse i dammen

eller brønden midt i højen indtil denne udgravning

skete i højens nordre side har været mangfoldige

karusser; der berettedes tillige, at da vandet

dengang var udløbet, blev prøvet på højen med en

stage på 13 alens længde, om der med samme

kunne nås bund, men ingen var at finde.

Men da jeg nu den 11. juli 1771 undersøgte højen,

befandtes brønden eller dammen ved forsøg med

en lang lægte kun at være 2½ alen dyb, mudret i

bunden, og stagen stødte ikke på nogen stenbund.

Ved siderne af dammen, som tværs over sin runde Ved siderne af dammen, som tværs over sin runde

flade er omtrent 5 alen bred, groede siv og højt

vandgræs. Vandet har nu intet udløb, men er et

stagnum eller ligesom en brønd, hvori vandet står

omtrent 6 alen eller 6½ alen lavere end højens

øverste vold, men dog omtrent 10 alen højere end

den rundt omkring højen beliggende mark, egn og

by så langt, som man med øjne kan se, da her alle

vegne omkring ligger en vidtløftig slette og grøn

mark. Dog

ligger hele denne jævne egn temmelig højt og har

på sydlige og østlige side meget lavere land, dale,

søer eller åer. Og det er mærkværdigt, at skønt

vandet står så højt i denne høj, er det i Jelling by

ofte vanskeligt især om sommeren at få vand, da

deres brønde dog almindeligvis graves fra 8 til 10 a

len dybe. Denne Dronningens høj er omtrent 310

alen i omkreds neden om og hen ved 18-20 alen

høj.

Kongens høj, som ligger på den sydlige side af

kirken tæt uden for kirkegårds stendiget, er i

omkreds nedenom 345 alen og omtrent 20 alen

høj og har oven på en jævn rund plan i diameter høj og har oven på en jævn rund plan i diameter

45 skridt. De 2 runiske stenmonumenter, som ses

på kirkegården på sydlige side af kirken, skal

beskrives i det følgende.

Kirken har intet tårn, men klokkerne hænger i

glugger oppe i [”taget” er overstreget} på den

vestlige ende af kirken. På den ældste klokke var

vel munkeskrift, men så ilde støbt, at det ikke

kunne læses undtagen årstallet m.d.xxvi [1526].

Den yngre er støbt i C(hristian) 5.s tid. Oppe i koret

på nordvæggen er oprejst ligesom et epitafium af

sten, på hvilket i en bred og flad langagtig firkantet

ramme, som indfatter en stor, firkantet, sortgrå

skifer, på hvilken hverken har stået malet eller

udhugget skrift, er udhugget 16 par våben, 8

på

højre side, således i orden:…

I kirken frem for alteret en blågrå gravsten med

denne skrift. ”Her hviler S: Her Jørgen

Pedersen

Lemvig sogneprest i Jellinge oc Hover Sogner,

som døde Anno 16.. den … oc hans kiere Kone

Maren Jensdatter.”

Et stykke vej nord for kirken ses på jævn mark,

kaldet Mange Højs indtægt, grænsende til

byens nordre toft, 16 større og

og mindre jordhøje, temmelig nær hinanden,

iblandt hvilke for nogle år siden 4 stk. er opgravet,

og i en [blev] fundet af bondens karl en glaseret

urne, desuden i en anden høj fundet af præsten

Hr. Weile en stenurne fuld af brændte ben og aske,

desuden længere førhen i en af disse høje på

præsten Hr. Weiles præstegårds-ager, hvoraf

ejeren på den tid af Havdehus - et selvejersted

tog jord til at fylde med i sin gård, fandtes en

glaseret urne med aske, hvoriblandt skal have

været 2 ringe, den ene flettet som de nu brugelige

pibehytter, den anden var slet [dvs. glat].

End[videre] i en anden [høj] kaldet Sorthøj nær

ved Jelling by fundet ved siden af højen, ved de

omkringsatte stens bortskaffelse, en ring ligesom

af guld, som [da]værende sognepræst Hr. Wedel f

oreviste guldsmeden i Vejle, som sagde, at han

ikke vist kunne sige, hvad slags metal den var af.

På østlige side af Dronningens høj i Lars

Sognefogeds toft, hvor der ligger nogle store

kampesten i en rad fra syd til nord, skal der tæt

ved på østlige

side af disse sten efter traditionen ligge en meget stor flad

kampesten under jorden, på hvilken der skal være megen

skrift. Det var undersøgelsen værd at lade grave dér, for at

blive underrettet, om der i jorden skulle ligge noget

sådant runisk monument.

På Jelling Kirkegård på sydlige side af kirken står 2 runiske

monumenter af kampesten, et større og et mindre. Det

mindre, som står lige op på enden, er en aflang, høj sten,

hvis 2 brede sider er nogenlunde jævnede, på den

bredeste side er 3 runelinjer [Abildgaard staver linjer

”linneder”], hvilke læses neden op ad, og runerne er

ridsede i stenen således:

I den første linje og i det første ord er imellem [] og [] en

lille ujævnhed, hvorfor de også har sat disse to runer lidt

mere end de andre fra hinanden, [for] at ikke ujævnheden

skulle hindre dem i at få [] rigtig udhugget. I det første ord skulle hindre dem i at få [] rigtig udhugget. I det første ord

i de to lange linjer er den anden rune i ordet uvis

formedelst [dvs. på grund af] afskalning. Lakunernes

længde er afmålt.

På den anden side er stenen lidt semi-cylindrisk, og [der]

står alene en linje runeskrift, som og[så} læses neden op

ad således:...I det midterste ord er den sidste rune denne

[], men det synes tillige, at den samme betegner både L

og R, da den har en krog oveni således [], dog kan samme

krog måske være en naturlig hul streg i stenen eller

kommet af en hændelse. Om det sidste ord består alene

af 2 runer og den 3. streg hører til indfatningen, ved jeg

ikke; dog synes det ligesom en [].

Den store runesten har 3 flade sider, nogenlunde

lignende en trekantet pyramide, dog er ikke siderne

lige brede, kanterne og toppen aldeles irregulær. På

den bredeste flade side står horisontalt 4 linjer runer

således:…

Den femte rune betegnet under ”a” i det første ord

har kendeligt det tegn midt på, som her står tegnet,

og om det end er naturlige ridser i stenen, så er det

dog lig det samme gjort med flid. Den sidste rune

betegnet med ”b” synes at have en liden krog oven i

enden, dog det kan være enten stenens naturlige

ridse, eller gjort af forseelse med huggejernet.

Det 3. ord i 3. linje består alene af 4 runer og ikke 5

runer, således som andre har aftegnet det, så det står

”mudr” og ikke ”mudur.” Det andet ord i 4. linje står

aldeles således på stenen, som denne tegning udviser.

I samme linje er de 3 første runer og de 2 sidste i det

sidste ord aldeles kendelige, men de mellemstående

runer er mere sløve [dvs. utydelige].

På denne store runestens anden flade, hvor det dyr

står ridset i stenen og indviklet i løv og knuder, står

neden under i en linje denne runeskrift:

Den første rune i det første ord står temmelig langt fra

næstfølgende rune, thi der er en gang eller ujævnhed

imellem dem, og rimelig har rune-huggeren villet

undgå denne stenens ujævnhed, og derfor sat den

anden rune lidt længere hen fra første rune.-anden rune lidt længere hen fra første rune.-

Pa stenens 3. flade, hvor der er ridset en mand i

romersk krigsdragt indviklet i løse bånd og knuder,

står neden under i en linje denne runeskrift:

Midt i linjen er en del runer borte, hvilket tydeligt ses

at være forårsaget ved en voldsom beskadigelse,

hvorved der er afstødt eller afskallet en flise af denne

hårde sten.”