om harmoni og modsætninger

of 15/15
Om harmoni og modsætninger Harmonia est discordia concors Det Springende Punkt .

Post on 28-Mar-2016

229 views

Category:

Documents

0 download

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Om musikkens harmonibegreb gennem historien med særligt fokus på renæssancen. Konsonans-dissonans, intervaller, Franchino Gaffurio, spænding, opløsning, stemning, proportion, naturtoner, rum-tid, polyfoni, ...

TRANSCRIPT

  • Om harmoni og modstningerHarmonia est discordia concors

    Det Springende Punkt .

  • Udsnit af Leonardo da Vincis eneste kendte mandsportrt, som forestiller en musiker med nodeark. Der er udbredt enighed om, at portrttet er en afbildning af Franchino Gaffurio (1451-1522). Det er samme Franchino, som p omslaget docerer fra sit kateder. Nodearket viser tilsyneladende en trinvis nedgang fra c til e (frygisk modus) efterfulgt af et spring op til a. Se ogs bagsiden!

    Tilegnet Kristine.

    Dette skrifts udgangspunkt er forsidens trsnit, som analyseres efter de musikteoretiske betragtninger om musikkens harmoni forstet i lyset af konsonans og dissonans, spnding og oplsning. Det vil mske vre udbytterigt for nogle at begynde med billedanalysen.

    Nr symbolet optrder i forbindelse med et musikalsk begreb, betyder det, at man ved at klikke p linket bliver frt til en lydfil. I vrigt henvises til dette link, hvor samtlige den tolvdelte oktavs intervaller kan hres med samtlige grundtoner, bde i opadgende og nedadgende retning. Det skal bemrkes, at det handler om toner, som gengives p et moderne ligesvvende stemt piano. Der er alts bortset fra prim og oktav ikke tale om de rene intervaller.

    Man m vise de overmtte, at et melodisk tertsspring br betragtes som en Guds gave, en kvart som en oplevelse og en kvint som den hjeste lykke.Carl Nielsen

    Udgivet p Det Springende Punkt . Hillerd, 5. juli 2013.Trykte eksemplarer kan bestilles til fremstillingspris.

    www.detspringendepunkt.dk Tlf. 20970701

  • Musikkens grundelementer plejer man at beskrive som rytme, melodi, harmoni, klang og form.Ganske ofte har jeg mdt forestillingen om, at harmoni i musikken str overfor disharmoni som to polre strrelser:

    HARMONI DISHARMONIForestillingen ledsages som regel af nogle personlige betragtninger om, hvad der er behageligt og hvad der er ubehageligt at lytte til. Grundlggende er den imidlertid ikke begrebsmssigt korrekt, og i mere filosofisk forstand er det et mindre frugtbart spor.For at f begreberne mere p plads opererer man inden for feltet harmonik med to fundamentale strrelser:

    KONSONANS DISSONANSDet er ikke flueknepperi. Det vsentlige er, at harmonikken indeholder og omslutter de to tendenser. Det er jo ikke ligegyldigt, om harmoni er den ene ende af en polaritet eller det begreb, som akkurat kan rumme de polre spndinger og bringe dem konstruktivt i spil.

    Den danske ordbog:

    konsonans substantiv, flleskn. BJNING -en, -er, -erne. UDTALE [k nso nan s] OPRINDELSE fra latin consonantia 'harmoni', afledt af consonare 'lyde sammen, stemme overens'Betydninger: vellydende samklang af toner. ANTONYM dissonans

    dissonans substantiv, flleskn. BJNING -en, -er, -erne. UDTALE [diso nan s] OPRINDELSE fra middelalderlatin dissonantia 'mislyd', af dissonare 'lyde forskelligt'Betydninger:1 toneinterval eller samklang der lyder ubehageligt i den givne sammenhngANTONYM konsonans1.a OVERFRT grelt afvigende element i en ellers stabil og harmonisk helhed

    Konsonans kan teknisk betragtes som hj grad af sammenfald mellem to eller flere toners overtonemnstre. Konsonerende intervaller er lette at forholde sig til. De passer umiddelbart sammen, og er i musik ofte blevet anvendt til at udtrykke ankomst, hvile og oplsning.Tilsvarende er dissonans et udtryk for lille grad af sammenfald mellem to eller flere toners overtonemnstre. Dissonerende intervaller kan opleves som skurrende og svre at forholde sig til. De opleves spndingsfyldte, og er i musik blevet anvendt til at udtrykke ubehag, smerte, sorg og konflikt.Noget af det interessante ved konsonans og dissonans er, at de selvom der naturligvis altid findes mere end begreber kan favne kan anskues rationelt og teknisk, men ikke desto mindre meget direkte pvirker vores srt blgende flelser.Der findes inden for den oktav , som er den universelle ramme om musik, sledes et maksimalt konsonerende interval og et maksimalt dissonerende. Det kan minde om en anden lukket polaritet som syre-base, mens billedet adskiller sig fra eksempelvis oplevelsen af varme-kulde, hvor der findes et absolut nulpunkt (-273C, maksimal kontraktion) men ikke nogen vre grnse for varme (maksimal ekspansion).Teknisk betragtet ligger det mest dissonerende interval i omrdet mindre end den lille sekund , men man har traditionelt haft strre problemer med tritonusintervallet , som vi derfor skal se lidt nrmere p.

  • Det mest konsonerende interval er bortset fra prim/tonegentagelse oktavintervallet, som beskrives af proportionen 1:2 (n til to. Fordobling hhv. halvering af tonens frekvens og blgelngde). Oktaven er det eneste interval, man kan kalde helt universelt. Mnds sangstemme synker akkurat en oktav ved puberteten, s nr mnd og kvinder synger en melodi enstemmigt, er deres toner reelt i oktavafstand.

    Hieronymus Bosch: (ca. 1450-1516):Dommedag (1506-08)

    I skaldt pythagorisk stemning er proportionen 512:729. Platon (427-347 f.v.t.), som i hj grad benyttede sig af musiksymbolik i sine skrifter, benvner netop derfor i Staten tallet 729 som det interval, der adskiller kongen fra tyrannen. Det er blevet kendt som 'tyrannens tal'. I denne sammenhng er 512 mindre vigtig, da det blot en vrdi, som indikerer en tone ni oktaver over den hypotetiske prim/grundtone. 512 = 29.I skaldt ren stemning er der to st vrdier for den forstrrede kvart og dens inden for oktaven komplementre formindskede kvint: 18:25, 32:45 (forstrret kvart) 25:36, 45:64 (formindsket kvint).

    Den franske matematiker Jules Antoine Lissajous (18221880) har lagt navn til en metode, som gr det muligt med lissajousfigurer at anskueliggre i hvilken ende af konsonans-dissonans-skalaen et interval mellem to sinustoner (rene toner uden klang) befinder sig:

    P illustrationen har vi alts en afbildning af oktaven, som er det mest konsonerende interval. De vrige er intervaller fra ren stemning, som bygger p naturtonerne 2, 3 og 5 (oktav, ren kvint og ren stor terts). Det har ikke vret muligt finde en egnet illustration af det maksimalt dissonerende, men det fremgr direkte, at princippet bag oplevelsen af dissonans er stigende kompleksitet. Dissonans er ikke stygt eller drligt, men en udfordring!

    Det dissonerende interval, man historisk har haft flest problemer med i musikken, er tritonus. Navnet kommer af italiensk: tre heltoneskridt, og intervallet blev i middelalderen opfattet som s usknt, at det i visse sammenhnge var forbudt at synge det. Det kunne vre svrt at drible udenom, hvis bevgelsen var parallelle kvarter, for s kunne man jo stde ind i f-h! Intervallet gik under navnet diabolus in musica, djvlen i musikken. P moderne ligesvvende instrumenter kan det beskrives som proportionen 1:2. Det er denne proportion, som ironisk nok virker s tiltalende for jet i eksempelvis papir i A-format. Et A4-ark bevarer sin proportion, nr man folder det p midten. I musikken udgr tritonus akkurat midteraksen i oktaven.

  • Hvilke intervaller, der er dissonerende hhv. konsonerende, er, som allerede nvnt, et sprgsml om, hvor mange af de to relevante frekvensers overtoner, der er sammenfald mellem. Det betyder imidlertid ogs, at graden af konsonans afhnger af, hvilket instrument(-er), der spiller intervallet, alts hvilken klang, der er p tale. Det er muligt at afbilde graden af konsonans som ovenfor, men s skal man gre sig klart, at kurven er et resultat af en standardklang, som ses indrammet med fed, hvor klangens sammenstning af overtoner (deltonenumrene er angivet) kan aflses direkte. Der er nrmere tale om den simple klang af en tvrfljte (sammensat af f, lavere deltoner) end den mere komplekse og fyldige af en trompet (hvor mange deltoner, hjt op i rkken, ville prge klangen).

    Det fremgr umiddelbart, at den strste dissonans findes i omrdet under 100 cent, hvilket vil sige intervaller mindre end den lille sekund . Nsthjeste dissonanstop findes i omrdet over 1100 cent, som er den store septim . Det skal bemrkes, at den kurve, der opstr, nr man beder testpersoner bedmme intervallers grad af konsonans, stemmer meget overens med den afbildede.

    P moderne instrumenter deles oktaven logaritmisk i 12 lige store dele. Dette spejles af centtallene 0-1.200, hvor 0 er primen , 100 den lille sekund , 200 den store sekund osv. op til oktavens 1.200 cent.Imidlertid er der ikke sammenfald mellem den ligedelte oktav og de naturtoner, som ogs er basis for rets opfattelse af konsonans. Derfor kan man se, at konsonanstoppe (kurvens dyk) for eksempelvis de rene tertser falder ved siden af de runde centvrdier. En anden mde at sige det samme er, at klaverets og andre ligestemte instrumenters tertser langt fra er s rene, som de burde vre.

    Den rene lille terts med frekvensproportionen 6:5 er nsten 16 cent strre end den ligedelte , og da en ligedelt halvtone netop udgr 100 cent, svarer det til ca. en sjettedel halvtone. Den rene store terts, 5:4, er knapt 14 cent mindre end den ligedelte , dvs. cirka en syvendedel halvtones falskhed.Den rene kvart, som har frekvensproportionen 3:4, falder derimod ret tt p den ligedeltes 500 cent . Og den rene kvint, 3:2, afviger heller ikke nvnevrdigt fra den ligedelte p 700 cent. I begge tilflde er der tale om afvigelser p omkring 2 cent eller ca. en halvtredsindstyvendedel halvtone.

    Ls mere om disse forhold p http://sethares.engr.wisc.edu/consemi.html

  • Mandalala er et diagram udviklet af Det Springende Punkt. Det er en ordning af den tolvdelte oktav p en mde, hvor svel retningerne som forbindelseslinjerne har en mening. Sledes ligger de dissonerende intervaller verst, mens de konsonerende ligger nederst. Venstre og hjre er henholdsvis 'duragtig'/store intervalller og 'molagtig'/sm intervaller. Endelig klargres den interessante polaritet mellem prim/oktav og tritonus. l betyder 'lille', S betyder stor.

  • Dissonans opleves som spnding. Konsonans som afspnding. Foregr det i sjlen!? Tja, mske. Og mske ogs i kroppen. Det sympatiske og parasympatiske nervesystem udtrykker sig akkurat gennem disse to grundfunktioner: Opspnding og afslapning.Ordet tone betyder simpelthen spnding (fra grsk tonos: spnding, spndt streng, tone, accent) og vi finder samme ord i eksempelvis muskeltonus. Spndingen fra konsonans-dissonans er dog naturligvis et udtryk for et andet niveau af spnding end graden af eksempelvis end strengs spndthed, for lyse toner er ikke i musikalsk forstand entydigt opspndende. Konsonans og dissonans er heller ikke noget fikseret. Der har til forskellige tider og i forskellige kulturer vret forskellige fortolkninger af, hvilke intervaller der har kunnet udlgges som hhv. konsonerende og dissonerende.Her er en oversigt fra middelalderen (Johanne de Garlandia, ca. 1270-1320):

    Perfekt konsonans: Prim og oktav Middel konsonans: Kvart og kvint Imperfekt konsonans: Lille terts og stor terts Imperfekt dissonans: Stor sekst og lille septim Middel dissonans: Stor sekund og lille sekst Perfekt dissonans: Lille sekund , tritonus og stor septim

    Generelt har der gennem vestlig musikhistorie vret en tendens til at fortolke og opleve stadigt flere intervaller som konsonerende.

    Intervaller er forhold mellem to toner, og kan i mange tilflde beskrives som simple heltalsproportioner. Det er naturligvis i nogen grad individuelt, hvordan man oplever virkningen, men der er bestemt nogle flles trk. Der er ikke megen uenighed om at en ren lille terts, proportion 5:6, virker mere trist, mrk og bld (latin: mollis) end rene store terts, proportion 4:5, som virker mere glad, lys og hrd (latin: durus).

    Nedenfor er Iegor Reznikoffs forsg p med ord at beskrive de rene (fra naturtonerkken) intervallers grundlggende virkning p sjlen:

    Oktav, 1:2: Lys, enhed, glad, hjRen kvint, 2:3: Lys, kontemplativ, fuld af lys, himmelsk eller guddommelig (blidt intoneret)Naturkvart, 8:11 (mellem ren og forstrret kvart) Karakteristisk sorg, undertiden hinsides sorg, usdvanlig (blidt intoneret)Ren kvart, 3:4: Fred, fredelig styrke (hvorimod den lidt lysere klingende tempererede kvart er lidt agressiv)Pythagorisk stor terts, 64:81: Kald, opvgnen, klarhedRen stor terts, 4:5: Sd, hengiven, angerfuld (grdfremkaldende)Proportionen 9:11 (mellem lille terts og stor terts): Heroisk, et kald mod en svr beslutning, overgang eller gennemgangRen lille terts, 5:6: Afventende, accept, lngselPythagorisk lille terts, 27:32: Afventende, i smerte eller sorgStor sekund, 8:9: Lodret, strk, kald, stende, givende, benhedProportionen 10:11 (mellem halvtone og heltone): Spnding, uklart hb, mysteriumPrim, 1:1: Enhed, fred, kontemplation i enhed

  • Spndingsfri musik er sjldent i stand til at skabe forlsning p et dybere plan. Vi kan ikke leve af varm mlk med tvebakker og kanelsukker. Og det er vrd at hfte sig ved, at dynamikken i de primre akkordbevgelser, som vi har lrt at kende gennem de seneste 500 rs tonale vestlige musik, netop tager udgangspunkt i strke intervalspndinger.Dominantakkorden (i c-dur er det g7) indeholder tritonusintervallet (forstrret kvart/ formindsket kvint), hvis spnding giver anledning til endelig oplsning og oplevelsen af bevgelsens fuldfrelse. Akkordprogressionen tonika-subdominant-dominant-tonika kaldet den tonale kadence er basis for udviklingen af harmonikkens sprog siden renssancen.

    Oplsning af tritonus i dominant-septimakkord (i c-dur):Den formindskede kvint, h-f, oplses trinvist indad til c-e, stor terts.

    Dens omvending, den forstrrede kvart f-h, oplses trinvist udad til e-c, stor sekst.Lyt til indadgende oplsning

    Hjrenssancen i Italien forbinder vi ofte med malergenierne med Leonardo, Michelangelo og Rafael som de mest fremtrdende, men der skete ikke mindre p musikkens omrde, svel hvad angik den teoretiske forstelse som udviklingen af dens former. Og p samme mde som grunden til malerkunstens gennembrud perspektiv, farver, naturtro gengivelse og psykologi var blevet lagt i middelalderen, skete der forberedende tiltag til musikkens gennembrud i de forudgende rhundreder. Her skal i frste rkke nvnes grundlggende former for polyfoni (~ flerstemmighed. Fra grsk poly- 'mange, meget' og grsk phone 'lyd, stemme').Tilbage til 9. og 10 rhundrede fremkom det parallelle organum hvor flerstemmigheden helt basalt bestod i, at melodistemmen blev ledsaget af parallelle kvarter eller kvinter. I det fri organum kunne andenstemmen i centrale passager af melodien veksle mellem de konsonerende intervaller kvart, kvint, oktav og prim. I England har der i musikken gennem historien fundet en del selvstndige udviklinger sted, bl.a. opstod brug af store tertser i organum sidst i det 12. rhundrede.

    I Afrikansk (bl.a. pygm-) musik vil man kunne stde p vokal polyfoni, men den udvikling, der skete, primrt fra midt i det andet rtusind i Europa, finder man ikke tilsvarende i klodens andre musikalske hjkulturer, og den har nu i en grad overtaget scenen, s polyfonien og brugen af akkorder, der opstod som flge af den, nu truer klassiske traditioner i verdensmusikken, hvor fokus mere ligner det, man ogs havde i Europas middelalder: Melodi, frasering, ornamenter, intonation.En af omdrejningsakserne for udviklingen af polyfoni gennem det 13.-15. rhundrede var den vokalt sakrale motetform, der som regel bestod af tre stemmer. Den store omvltning i lbet af det fjortende rhundrede var Ars Nova, hvor fokus forskd sig fra melodi til kontrapunkt og harmoni, og hermed blev tertsernes og seksternes rolle strkere.

  • De primre intervaller spiller en central rolle i dette nye musikalske sprog. Harmoni-progressionerne er bret af kvintbevgelser: subdominant, tonika og dominant ligger akkurat i trinvis kvintafstand. Og de enkelte akkorder er i deres grundvold stablede tertser: f-a-c-e (stor-lille-stor); c-e-g-h (stor-lille-stor); g-h-d-f (stor-lille-lille). Men de rene kvinter og tertser blev ogs basis for, hvordan tonesystemet blev opbygget, hvilken stemning, man benyttede sig af.I 1482, ret fr Rafaels fdsel, indvarsler Bartolom Ramos de Pareja i sit skrift Musica Practica den brug af ren stemning, som kom til at prge den frste del af renssancens musik. Her er de rene tertser ligesom i den senere middeltonestemning et brende princip. I naturtonerkken er den rene store terts deltone nr. 5.

    Musiker eksperimenterer med proportioner p monochord. Bemrk forholdene 4:5 og 5:6, som angives som vrdierne for hhv. stor (dytonus, 'to heltoner) og

    lille (semidytonus, heltone + halvtone) terts, svarende til vrdierne i 'ren' og ptolemisk stemning. Fra Franchino Gaffurios Musica Theorica, 1492.

    Der var stor polemik om stemningspraksis i den periode, og blgerne kunne g meget hjt. En af Parejas mest markante opponenter var Franchino Gaffurio, selvom han p gte renssancemanr genopdagede det ptolemiske stemningssystem, som har de grundlggende trk rene tertser frst og fremmest tilflles med ren stemning. Ptolemus levede i Aleksandria i 2. rhundrede. Franchino var mere konservativ end Pareja og svor i praksis til den klassiske pythagoriske stemning, hvor man konsekvent benytter den rene kvint som generator. Som komponist var Gaffurio isr aktiv i tiden i Milano fra 1484, hvor han skrev messer, motetter, samt arrangementer af Magnifikat og hymner. Han fik ogs bestillinger p ceremonimusik fra manden der ogs var Leonardos arbejdsgiver, Fyrsten Ludovico Sforza.

  • Trsnittet er fra titelbladet p Franchino Gaffurios vrk De harmonia musicorum instrumentorum, som udkom i 1518. Franchino var 'maestro di capella' i Milanos domkirke fra 1484. Kirkens sangkor var et af de strste og mest respekterede i samtiden.I rammen om trsnittet kan man p latin lse: Franchinus Gafurius Laudensis. Tria de musicis volumina. Theoricam ac practicam et harmoniam instrumentorum accuratissime conscripsit., som kan oversttes til noget i retning af: Franchinus Gaffurius fra Lodi. Tre bger om musik. Han har med strste omhu fremstillet teori, praksis og instrumenternes harmoni.

    Ihvorvel scenen med Franchino og musikalske disciple ikke kunstnerisk kommer i nrheden af de samtidige mestervrker som Rafaels Skolen i Athen eller Leonardos Den sidste nadver, er der en del detaljer og symbolik, som er vrd at ofre opmrksomhed, og man kan godt f den tanke, at der netop findes indflydelse fra sidstnvnte kunstvrk. Franchino og Leonardo var venner, og Den sidste nadver blev til en kort gturs afstand fra Domkirken, hvor Franchino udfoldede sin musik. Der er faktisk s mange lighedspunkter, s vi nrmer os en parafrase: Ligesom Kristus i Nadveren er det rolige punkt, hvet over de oprrte disciples fagter, er Franchino i sin docentrolle p katederet hvet over sine tolv tonedisciple. Det er oplagt med disse disciple at tlle prim, lille og stor sekund, lille og stor terts osv. fra venstre, og vi kommer da frem til, at skikkelsen med ryggen til os reprsenterer tritonus. Han er ligeledes 'stedfortrder' for beskueren, alts dig og mig, da han er anbragt i den

  • centrale akse. Han og vi er alts et udtryk for det mest problematiske dissonerende interval, som for s vidt forrder harmonien. Men harmonien vil i en hjere forstand netop ogs favne og rumme det dissonante. Tonernes Judas bliver sledes mdt med mesterens ord 'Harmonia est discordia concors' som kan oversttes til noget i retning af "I harmoni gr modstninger op i en hjere enhed."Det er ikke urimeligt at pege p, at der her som i s megen renssancekunst blandes inspiration fra antikkens Grkenland og Det nye testamente, og der refereres mske til Heraklits (ca. 535 475 f.v.t.): Modstning er basis for overensstemmelse; ud af konflikt fdes den dybeste harmoni.

    Nok s interessant kunne man tolke billedet i lyset af det nyligt fundne Judas-evangelium, hvor forrderen i virkeligheden har en srlig tt relation til frelseren. Om det er med overlg at Franchinos navnetrk p katederet netop gr gennem denne tonediscipels hoved er mske tvivlsomt, men det er nu alligevel lidt pfaldende.P katederet er anbragt timeglas, som vel kan vre en praktisk foranstaltning i en undervisningssituation, men som ogs i dybere forstand simpelthen symboliserer tid. P samme mde kan man mske tolke flakonen som nppe er et blkhus som et udtryk for rum. Hvis det ikke tnkt sledes fra kunstnerens side, er det i hvert fald relevant for forstelsen af musikkens natur, da man poetisk kan sige, at tonen fletter tid og rum sammen. Det kommer i mere teknisk forstand til udtryk i formlen for sammenhng mellem frekvens (tid) og blgelngde (rum): f x = k, hvor konstanten k er lig med lydens hastighed. Det skal bemrkes, at frste gang en tone blev identificeret iht. sin frekvens var med Marin Mersennes mling af en tone p 84 Hz i 1636. Indtil da havde man anvendt de lngder, som for strenge og rrs vedkommende er omvendt proportionale med frekvensen. Man har dog alle dage vret bevidste om musik som et tidsfnomen. I forbindelse med en diskussion om, hvorfor den rene kvart blev tolereret i de hje stemmer i kontrapunktisk sammenhng, men ikke som dybeste interval, skriver Franchino i Theorica Musica fra 1480, at:

    "De lysere toner, som frembringes af hurtigere og svagere bevgelser, forekommer ret mere flydende end de dybe toner, da disse sidste er et resultat af langsommere og kraftigere bevgelser, og derfor efterlader strkere indtryk." Der er nppe tvivl om, at basis for disse tanker har vret observation af vibrerende strenge.

    Til venstre for flakonen findes vertikale orgelpiber (rr) med de relative lngder 3, 4 og 6. Intervallet 3:4 er den rene kvart, mens 4:6 (= 2:3) er den rene kvint, og hele progressionen er en skaldt harmonisk treleddet progression, inden for oktaven 3:6 (=1:2)P basis af oktav og kvint opstr et mnster af proportioner med tre typer af treleddede progressioner. De to vrige kaldes den geometriske og den aritmetiske. Forstelsen og anvendelsen af disse tre mder at komme frem til middelvrdier er et selvstndigt studie, som nu i vid udstrkning er get i glemmebogen, og som vi desvrre kun kan strejfe her.I striden med Pareja var Franchino som nvnt fortaler for brugen af Pythagorisk stemning, hvor 3:4:6 simpelthen er selve kimen oktaven delt i ren kvart og ren kvint der ogs indgr i den skaldte pythagoriske tavle, afbildet p Rafaels Skolen i Athen, og som udgres af proportionerne 6:8:12, hvor 6:8:12 svarer til 3:4:6.

  • Rafael (1487-1520): Skolen i Athen (1509-10). Fresko, Vatikanet. I denne sammenhng skal der lgges mrke til Pythagoras-gruppen p gulvet til venstre.

    Gaffurio benyttede sig af den pythagoriske tavle i sine kosmologiske diagrammer, hvor han slr bro mellem kirketonearter, muser og planetsfrer.

    Til hjre for Franchino p katederet er den samme harmoniske progression s afbildet vandret som linjer eller som strengelngder. Passeren indikerer slgtskabet mellem musik og geometri, som det ogs kom til udtryk i den hjere lreanstalters kvadrivium: Geometri, astronomi, aritmetik og musik.Det er igen ikke hvet over tvivl, at symbolikken med rr og strenge, rum og tid er tilsigtet, men hvis det er tilfldigt, er det overraskende godt ramt.

  • I flere diagrammer slr Franchino bro mellem muserne, kirketonearterne og planetsfrerne, som man forstod dem p den tid. Diagrammets 'fdder' udgres af 'den pythagoriske tavle'.

    Kan der vrides mere ud af et s simpelt motiv? Tja, p titelbladet finder man desuden flgende tekst p latin:

    Ut quondam e Phrygia matrem Nasica Deorum Aduectam meruit solus ut exciperet,Sic fieri solus noster Grolierius hospes Coelestis meruit cultor & HarmoniEt merito: nam cum foueat pascatque sorores:Quae poterat Divae gratior esse domus?

  • Redaktr Hans Tjalve har beget en oversttelse fra latin til dansk og ledsaget med noter:

    Som fordum Scipio1 udmrkede sig ved alene at bringe Gudernes Moder hid fra Frygien, sledes har vor Grolier2, Harmoniens dyrker3, ogs gjort sig fortjent til alene at blive Himlens gsteven3 og med rette: thi nr han s ofte dyrker og nrer disse to: hvilken gudindes hus kunne s vre mere indbydende?

    1) Nasica: genavn til Scipio 'med nsen' (227-171 f.v.t.) 2) Der er tale om sponsoren for udgivelsen, Jean Grolier (1489/90- 1569).3) P latin er 'Himlens gsteven' og "Harmoniens dyrker" en parallellisme, som dermed udgr 'de to sstre', dvs. to ensartede ting.

    Hos de gamle romere var Kybele kendt som Magna Mater, den store moder, hvis kult man optog i tiden omkring den anden puniske krig (218-201 f.v.t.). Kultens centrale element, en sort meteorsten, blev efter den tradition, Franchino forholder sig til, hentet i Pessino i vore dages Tyrkiet. Frst havde man dog udsendt ambassadrer og konsulteret svel det sibyllinske orakel som oraklet i Delfi. Scipio er ikke identisk med forfatteren af Scipios drm (som ellers er en hovedkilde til forstelse af sfrernes harmoni), men den mest vrdige romerske borger, som blev udvalgt til at modtage kultgenstanden i Ostia, Roms havneby. Stenen endte i Viktoriatemplet p Palatinerhjen.Epigrammet er i det lys frst og fremmest en lovprisning af Grolier, hvis status sammenlignes med Scipio. Og med henvisningen til Magna Mater fra Frygien tnker Franchino nppe p den frygiske kirketoneart ?

    Men det er pfaldende, at der har vret s megen opmrksomhed p da Vincis mysterier, men intetsteds p internettet har det vret muligt at finde forsg p analyser af, hvad den musik skal fortlle, der er afbildet p Leonardo da Vincis eneste mandsportrt, som de fleste er enige om forestiller Franchino. P omslagets inderside i dette skrift findes en forstrrelse af udsnittet med nodepapiret. Det viser en frase, der formentligt er frygisk modus. Alt i alt giver det basis for en fortsat undersgelse af Franchinos univers med udgangspunkt i sfrernes harmoni, Scipios drm og kirketonearterne.

    Grsk gengivelse af Kybele med tympanum (tamburin), som hun udmler livets hjerteslag med. Gudinden brer korn, er lovgiver, grundlgger af byer, og det er i kraft af hendes gaver mnd kommer til kundskab om guderne. Hvad musik angr m Kybele associeres til de dionysiske udtryk: det larmende og ekstatiske kling-klang fra kastagnetter, cymbler, fljte og tympanum. Kybeles musik kom til udfoldelse i forbindelse med mysteriereligionens hjtider.

  • Leonardo da Vinci: Portrt af en musiker. Olie p trpanel, 1490.