NYVASKEDE LAGENEROG BRUN SOVS

af Kasper Løftgaard

Derude, i det vi kalder udkantsdanmark, kan man stadig få en ren seng, et varmt bad, og kartofler med brun sovs. Tidligere var kroerne og hotellerne centrum i de gamle stationsbyer, men re-ceptionsklokken ringer ikke så tit, som den engang gjorde.

Toget ankommer planmæssigt til peronnen, og forsvinder igen. Og

da bommen ved overskæringen er gået op, bliver der helt stille. Ikke stille, som natten i København, hvor lyden af biler forfølger én lige indtil man stopper med at lægge mærke til den. Nej, helt stille. De eneste mennesker der er at spore, er de fire skoleelever, med hovedtelefoner og blikket indstillet på uendeligt, forsvin-der ud ad Jernbanegade. Den eneste lyd, er summen af neon. Og her i det jyske mørke, lyser bogstaverne klarere end gadebelysningen. HOTEL.

For hotellerne findes stadig herude i provinsen. De fleste af dem er efter-hånden sat til salg, fordi de ikke længere giver overskud. Men de der stadig er tilbage, kæmper bravt for at holde liv i både sig selv, og de byer de ligger i.

I jernbanens guldalder, var hotellerne centrum for de rejsende der kom til byen. Stationsdragere stod klar på perronen, og levede af at slæbe kufferter for rige familier og handelsrejsende. Hotellernes krosale blev brugt til at lave både store handler, og de mere lyssky af slagsen, og flere steder blev de sågar brugt som retssale.

Men livet på hotellerne er, langsomt men sikkert, ved at forsvinde. Fra 2009 til 2010 var der en nedgang på 6 procent af overnattende gæster på hotellerne i Jyl-

land og på Fyn. Og intet tyder på at det kommer til at vende.

Receptionen er indhyllet i tungt mørk træ, og gulvet belagt med et tykt rødt gulvtæppe. Nøglen til værelset er ikke det chipkort, som man alt for tit forveksler med sit dankort ud på de sene nattetimer, men en rigtig nøgle. Endda med en nøglering, der kræver både sele og bælte hvis du putter den i bukselommen.

Den unge receptionist viser vej til værelset, gennem hotellets snørklede gange, stuer og trapper. Duften af klor rammer som en mur, i det man passerer swimmingpoolen, men bliver hurtigt erstattet af nyvasket sengetøj, hotelsæbe og erindringerne om éns bedsteforældres stue. Væggene er hvide, men krogene vidner om tider, hvor rygning ikke var en politisk kæphest, men fast bestanddel i enhver mands liv.

Værelset rummer det absolutte minimum, af alt man behøver for at føle sig hjemme. Sengen er stor og blød, og clock-radioen i sengepanelet var uden tvivl en teknisk åbenbaring da de installerede den i 60’erne. Nu virker hverken uret, alarmen eller radioen, men den pynter alligevel.

Og i modsætning til normale hotellers udvalg af plakat-malerier i IKEA-ram-mer, viser malerierne her egnens land-

skaber, har brændmærker fra cigaretter, og hænger alt andet end lige. En lokal kunstner i pengenød, solgte størstedelen af sine billeder til hotellet, for at få råd til mad, og her har de hængt lige siden. Og selvom det ikke er stor kunst, har det, ligesom alt andet på hotellet, en historie bag.

Og med udsigt et kuperet terræn, langt væk fra 7-eleven og busser der går flere gange i timen, gør morgensolen værelset endnu mere gult end det var i forvejen. Og mens de få overnattende gæster nyder deres morgenkaffe og den lokale hånd-værker kører til købmanden i sin gravko, kan man ikke lade være med at håbe på, at disse udkantshoteller kan overleve. Bare lidt endnu.