moyes - honeymoon i paris (læseprøve)

105+4mm 105+4mm13mm

148+

6mm

Af forfatteren til MIG før DIG

HoneymooniParis

CICERO

Kærlighedsfortælling fra byernes by om to nygifte par, hvis historier på

overraskende vis griber ind i hinanden, selv om næsten et århundrede skiller dem

1998. Liv Halston har noget impulsivt giftet sig med arkitekten David, som hun kun har kendt

kort tid. Nu er de taget til Paris på bryllupsrejse, men det er på ingen måde den romantiske tur,

som Liv havde glædet sig til.

Små halvfems år tidligere er et andet par netop blevet gift: Provinspigen Sophie har forelsket sig i Édouard, en talentfuld kunstner uden sans for penge, og Sophie opdager, at livet som kunstner-

hustru i Paris er noget mere kompliceret, end hun havde forestillet sig.

Begge kvinder må sande, at lykken er lunefuld, og at jalousien og tvivlen ligger på lur, lige når

man tror sig allermest lykkelig.

Honeym

oon i Paris

MOYES_Honeymoon i Paris_105x148_HDBK_OMSLAG.indd 1 22/08/14 13.23

Honeymoon i Paris

Moyes - Honeymoon i Paris (638-3669-2) - 120 sider - 105x148 - IB.indb 1 02-09-2014 11:52:48

Af samme forfatter:

En plus en Det sidste brev fra din elsker

Mig før dig Hvalernes sang

Brudeskibet


JOJO MOYES

Honeymoon i Paris

Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen

CICERO


Honeymoon i Paris er oversat fra engelsk

af Marianne Linneberg Rasmussen efter Honeymoon in Paris

Copyright © Jojo’s Mojo Ltd, 2012 Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE & CO, København

1. udgave, 1. oplag, 2014 Originalomslag: Penguin UK

Tilrettelægning af dansk omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet Sat med Adobe Caslon Pro hos ROSINANTE&CO

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN: 978-87-638-3669-2 Printed in Latvia

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

Rosinante-co.dk


5

Kapitel 1

1998

Liv Halston holder godt fast i Eiffeltårnets gelæn-der, mens hun ser ned gennem metalgitteret og ud på hele Paris, der ligger bredt ud for fødderne af hende. Hun tænker på, om det her mon er den mest katastrofale bryllupsrejse i hele menneskehedens historie. Turisterne rundt om hende hviner og træder tilbage fra kanten eller læner sig overmodigt op ad gitteret, så deres venner kan tage billeder af dem, mens en sikkerhedsvagt ser uinteresseret til. En truende uvejrssky er på vej ind over byen vestfra. Den friske vind har gjort hendes ører lyserøde. Der er en, der sender et papirfly af sted, og hun følger det med øjnene, mens det kredser nedad, båret af vinden, indtil det bliver så lille, at hun taber det af syne. Et sted dernede, mellem Hausmanns elegante boulevarder, de små gårdhaver, de klassi-


6

ske parker og den blidt svungne Seine, er den mand, hun lige er blevet gift med. Den mand, som to dage inde i deres bryllupsrejse fortalte hende med be-klagelse i stemmen, at han desværre skulle mødes med nogen her til formiddag i forbindelse med sit arbejde. Det var angående den bygning, han havde fortalt hende om, i udkanten af byen. Det ville ikke tage mere end en times tid. Han skulle nok skynde sig. Hun kunne da sagtens være alene så længe, ikke? Hun svarede ham, at hvis han forlod hotelvæ-relset, så kunne han sgu lige så godt bare blive helt væk. David troede, at hun havde sagt det for sjov. Hun troede, at han havde sagt det for sjov. „Liv – det er vigtigt,“ sagde han og smålo. „Det er vores bryllupsrejse!“ svarede hun. De blikke, de sendte hinanden i det øjeblik – som om de begge stod over for en, de aldrig havde set før. „Ih, du godeste. Jeg tror, jeg bliver nødt til at tage ned igen.“ En amerikansk kvinde med gule-rodsfarvet hår og en kæmpestor bæltetaske om livet skærer en grimasse, da hun kanter sig forbi. „Jeg lider så frygteligt af højdeskræk. Kan du ikke også mærke, at det svajer?“


7

„Det har jeg ikke lagt mærke til,“ siger Liv. „Min mand er ligesom dig. Iskold. Han kunne stå heroppe hele dagen. Bare elevatorturen var ved at tage livet af mig.“ Kvinden kaster et blik hen på en mand med fuldskæg. Han er helt opslugt af at tage billeder med et kamera, der ser dyrt ud. Kvin-den gyser og fortsætter hen mod elevatoren, mens hun klamrer sig til gelænderet. Eiffeltårnet er malet chokoladebrunt – en be-synderlig farve til et så elegant bygningsværk. Hun vender sig halvvejs om for at sige det til David, men så slår det hende, at han selvfølgelig ikke er der. Lige fra det øjeblik, David foreslog, at de skulle tage en uge til Paris, har hun set for sig, hvordan de skulle stå heroppe sammen, tæt omslyngede, måske ved aftenstide, og skue ud over byernes by. Hun ville være helt ør af lykke. Han ville se på hende med det samme blik, som da han friede til hende. Hun ville føle sig som den heldigste kvinde i hele verden. Men så var en uge blevet til fem dage på grund af et utrolig vigtigt møde i London om fredagen. Og der var kun gået to af de fem dage, før der dukkede endnu et utrolig vigtigt møde op. Og nu står Liv så og fryser – i den sommerkjole,


8

hun købte, fordi den har nøjagtig samme farve som hendes øjne, og det tænkte hun, at han ville lægge mærke til – mens himlen bliver grå, og det begyn-der at dryppe. Og hun overvejer, om hendes skole-fransk er godt nok til, at hun vil kunne praje en taxa tilbage til hotellet, eller om hun lige så godt bare kan traske hjem i regnvejr, nu hvor hendes humør alligevel er spoleret. Hun stiller sig op i køen til elevatoren. „Efterlader du også din heroppe?“ „Min hvad?“ Den amerikanske kvinde står ved siden af hen-de. Hun smiler og nikker ned mod Livs skinnende vielsesring. „Din mand.“‘ „Han … han er her ikke. Han har … travlt i dag.“ „Nå, I er på forretningsrejse? Hvor er du heldig. Så får han lov at knokle, mens du kan nyde alle seværdighederne.“ Hun ler. „Den har du regnet rigtigt ud.“ Liv kaster et sidste blik ud over Champs-Élysées og mærker, at noget tungt lægger sig til rette nede i hendes mave. „Ja,“ siger hun. „Jeg er vel nok heldig.“


9

Hastværk er lastværk, havde hendes venner sagt. De havde sagt det for sjov, men fordi hun og Da-vid kun havde kendt hinanden i tre måneder og 11 dage, dengang han friede til hende, havde hun anet en snert af alvor i det. Hun ville ikke have et stort bryllup – fraværet af hendes mor ville have kastet en mørk skygge over dagen. Derfor tog hun og David i al hemmelighed til Italien, til Rom, hvor hun gik lige ind fra gaden og købte en hvid kjole af en ny, smart og rasende dyr designer på via Condotti. Selve ceremonien forstod hun næsten ikke noget af, før David gav hende ringen på. Davids ven Carlo, som havde hjulpet med at arrangere det hele, spøgte bagefter med, at hun lige havde sagt ja til at elske og ære David og acceptere alle de ekstra koner, han måtte ønske at føje til sam-lingen. Hun lo i et helt døgn. Hun var sikker på, at det var det rigtige. Hun havde været sikker, lige fra den første gang hun mødte ham. Hun var sågar sikker, dengang nyhe-den fik hendes far til at se helt slukøret ud, hvorefter han straks kamuflerede sin skuffelse med hjertelige lykønskninger, og hun mærkede et stik af dårlig samvittighed. Det slog hende nemlig, at selv om


10

hun aldrig havde drømt om et stort bryllup, kunne det jo godt være, at hendes far havde gjort det. Hun var sikker, da hun flyttede sine sparsomme ejen-dele ind i Davids hus – en glaskonstruktion oven på en nedlagt sukkerfabrik ved Themsen. Det var noget af det første, han havde tegnet og bygget. Hver morgen i de seks uger mellem brylluppet og bryllupsrejsen vågnede hun i Glashuset, omgivet af himlen, kastede et blik på sin sovende mand og vid-ste, at de var de rigtige for hinanden. Nogle gange er en passion så glødende, at man er nødt til at handle på den.

„Føler du dig ikke … ja altså … lidt ung?“ Jasmine var i gang med at vokse ben over køkkenvasken. Liv sad ved bordet og iagttog hende, mens hun tog sig en uofficiel cigaret. David brød sig ikke om rygning. Hun havde sagt til ham, at hun var holdt op for et år siden. „Ikke for noget, Liv. Men du kan altså godt være ret impulsiv. Ligesom dengang du klippede alt dit hår af på grund af et væddemål. Og da du sagde dit job op for at rejse jorden rundt.“ „Som om jeg er den første, der nogensinde har gjort det.“ „Jeg kender i hvert fald ikke andre end dig, som


11

har gjort begge dele på samme dag. Jeg ved sgu ikke, Liv. Det er bare … gået så hurtigt.“ „Det ved jeg godt. Men det føles rigtigt. Vi er så lykkelige. Og jeg kan slet ikke forestille mig, at han kan gøre noget, der gør mig vred eller ked af det. Han er …“ Liv blæste en røgring op mod lys-stofrøret. „Perfekt.“ „Jamen han er da dejlig. Jeg kan bare ikke fatte, at du, af alle mennesker, skal giftes. Det har du jo altid svoret på, at du ikke ville.“ „Det ved jeg godt.“ Jasmin flåede en voksstimmel af og skar ansigt i væmmelse, mens hun inspicerede den. „For helvede da osse, hvor gjorde det ondt … Han er godt nok ret lækker. Og det der glashus lyder fantastisk. I hvert fald bedre end det her hul.“ „Når jeg vågner sammen med ham, er det lige-som at vågne i et boligmagasin. Alting er så vok-sent. Jeg gad næsten ikke tage nogen af mine egne ting med. Han har hør-sengetøj, for hulen. Hør-sengetøj.“ Hun lavede endnu en røgring. „Af hør.“ „Javel, ja. Og hvem tror du så, der kommer til at stå og stryge det dersens hør-sengetøj?“ „Ikke mig. Han har hushjælp. Han siger, at jeg ikke skal ordne den slags. Han har vist allerede fun-


12

det ud af, at jeg ikke er så huslig. Faktisk synes han, jeg skal overveje at læse videre.“ „Læse videre?“ „Han siger, at jeg er for klog til ikke at foretage mig noget med mit liv.“ „Det siger noget om, hvor længe han har kendt dig.“ Jasmine nærstuderede sin ankel for at finde hår, hun havde overset. „Men vil du så det?“ „Det ved jeg ikke. Der sker så meget lige nu – vi er lige flyttet sammen, vi skal giftes og alt muligt. Jeg skal vist først lige vænne mig til tanken om, at jeg skal giftes.“ „Du skal være kone.“ Jasmine grinede. „Det er ikke engang løgn. Hvad så, lille kone?“ „Lad være! Det gør mig stadig helt bange.“ „Lille kone.“ „Lad være!“ Så selvfølgelig blev Jasmine ved med at sige det, indtil Liv svirpede hende med et viskestykke.

David er på hotellet, da Liv kommer tilbage. Hun besluttede sig for at gå, og himlen åbnede sig, så hun er fuldstændig gennemblødt, og kjolen klæber til hendes våde ben. Da hun går forbi receptionen, er hun sikker på, at receptionisten sender hende det


13

blik, der er forbeholdt kvinder, hvis mand tager til forretningsmøde på deres bryllupsrejse. David taler i telefon, da hun kommer ind på værelset. Han vender sig, ser hende og afbryder samtalen. „Hvor har du været? Jeg var begyndt at blive helt bekymret.“ Hun tager den våde cardigan af og åbner klæde-skabet for at finde en bøjle. „Jeg har været oppe i Eiffeltårnet. Og så gik jeg tilbage.“ „Du er jo drivvåd. Jeg gør lige et karbad klar til dig.“ „Jeg vil ikke i karbad.“ Vel vil hun så. Hun tænk-te ikke på andet på hele den lange, trøstesløse gåtur hjem. „Så ringer jeg efter te i stedet.“ Idet han tager telefonen for at bestille room-service, vender hun ryggen til ham, går ud på bade-værelset og lukker døren efter sig. Hun kan for-nemme, at David ser efter hende, længe efter at den er lukket. Hun ved ikke, hvorfor hun er så mopset. Hun besluttede sig jo for at være sød og rar, når hun kom tilbage, for at redde resten af dagen. Det var trods alt kun et enkelt møde. Og hun havde jo vidst, hvad hun gik ind til, lige fra deres allerførste date, da han kørte hende rundt i London og fortalte


14

hende om de moderne byggerier af glas og stål og deres baggrund og design. Men der skete noget, da hun trådte ind i hotel-værelset. Hun så ham tale i telefon og vidste med det samme, at samtalen handlede om arbejde, og det var nok til at få hendes hårdt tilkæmpede gode vilje til at fordufte. Du har ikke været spor bekymret for mig, tænker hun arrigt. Du sad og snakkede om, hvor tykt glasset skal være i den nye bygnings indgangs-parti, eller om loftskonstruktionen kan bære vægten af den ekstra ventilationsskakt. Hun fylder badekarret, hælder godt med dyre hotelbobler i og lader sig så glide ned i det skold-hede vand. Hun sukker lettet. Et par minutter efter banker David på døren og kommer ind til hende. „Te,“ siger han og stiller koppen på kanten af marmorbadekarret. „Tak.“ Hun venter på, at han går igen, men han sætter sig på toiletlåget og læner sig frem, mens han iagt-tager hende. „Jeg har bestilt bord til os på La Coupole.“ „Til i aften?“ „Ja. Det er det sted, jeg har fortalt dig om. Et


15

brasserie med de mest fantastiske vægmalerier. Kunstneren …“ „Ved du hvad, David, jeg er altså meget træt. Det var en lang gåtur. Jeg har ikke rigtig lyst til at gå ud i aften.“ Hun ser ikke på ham, mens hun siger det. „Jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne få et bord en anden aften.“ „Det er jeg ked af, men jeg har mest lyst til bare at bestille roomservice og gå tidligt i seng.“ Hvorfor gør du det her? råber hun i tankerne til sig selv. Hvorfor saboterer du din egen bryllupsrejse? „Hør her. Jeg er rigtig ked af det med i dag. Det er bare, fordi jeg har prøvet at få et møde i stand med Goldstein-brødrene i flere måneder. Og så vi-ser det sig, at de tilfældigvis er i Paris lige nu, og de er endelig gået med til at se mine tegninger. Det er den bygning, jeg har fortalt dig om, Liv. Den store. Og jeg tror godt, de kunne lide den.“ Liv stirrer på sine tånegle, der stikker op ad van-det, pinkfarvede og blanke. „Det glæder mig, at det gik godt.“ Der bliver stille lidt. „Jeg hader det her. Jeg kan ikke holde ud, at du er så ked af det.“


moyes - honeymoon i paris (læseprøve)

Documents