WILLIAM FOTHERINGHAM

MERCKXHALVT MENNESKE, HALVT CYKEL

Oversat fra engelskaf Morten Andersen

Merckx.indd 3 12/02/13 11.18

MERCKX. HALVT MENNESKE, HALVT CYKELOversat fra engelsk af Morten Andersen efter:

Merckx: Half Man, Half BikeCopyright © William Fotheringham 2012

First published as Merckx: Half Man, Half Bike by Yellow JerseyCopyright denne udgave: © People’sPress, København 2013

Sats: LYMIOmslag: Rasmus Funder (med udgangspunkt i det engelske forlæg)

Forsidefoto: © Sergio PenazzoISBN: 978-87-7137-102-4

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden

forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Forlaget har forsøgt at cleare alle fotorettigheder. Hvis en fotograf ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af billede, bedes vedkommende henvende

sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk

Merckx.indd 2 12/02/13 11.18

Denne bog er dedikeret til Laurent Fignon,en mand, der elskede la course en tête

Merckx.indd 5 12/02/13 11.18

INDHOLD

Introduktion 9

Første del: 1960’erne

Far og søn 23Arriva Merckx 43Fem faser på vej mod verdenstoppen 65Oui eller Ya? 92Savona 115Revolutionær merckxisme 128

Anden del: 1970’erne

En gud stiger ned 151Skoldet af solkongen 175En anarkists tilfældige angreb 199 Annus mirabilis 217La course en tête 233I Kannibalens tjeneste 252Gudens fald 276Tømt for lidenskab 298

Merckx.indd 7 12/02/13 11.18

Tak 321Eddy Merckx’ største sejre 323Bibliografi 327Indeks 331

Merckx.indd 8 12/02/13 11.18

Merckx.indd 6 12/02/13 11.18

9

INTRODUKTION

Eddy Merckx angreb første gang, netop som det fem mand store udbrud kørte under la flamme rouge, der hang i en lang snor hen over vejen og markerede, at der nu var en kilometer til mål ved skisportsstedet Avoriaz. Pludselig accelererede han hen langs højre side af den smalle korridor på vejen mellem flokkene af cykelfans. Derefter var de kun tre: Merckx, som kørte i den regnbuestribede verdensmestertrøje, hollænderen Joop Zoetemelk i Gan-Marciers blå farver og den firskårne franskmand Bernard Thévenet, manden i den gule førertrøje, den foreløbige etter i Tour de France 1975. Det var Thévenet, der indhentede Merckx, da han 250 meter fra mål forsøgte at slippe af sted for anden gang, men da Merckx umiddelbart efter angreb igen uden at give franskmanden tid til at få vejret, måtte Thévenet opgive at følge ham. Takket være de tre angreb kom Merckx i mål to sekunder foran Thévenet og snuppe-de en tredjeplads bag vinderen, Vicente López Carril.

I betragtning af at Merckx havde vundet næsten 500 løb, var denne tredjeplads uden betydning. Og eftersom Thévenet havde et forspring på næsten tre minutter i det samlede klassement, virkede de to sekunder ligegyldige. Men for en mand, der havde brækket

Merckx.indd 9 12/02/13 11.18

10

kæben samme morgen, var det i sandhed bemærkelsesværdigt, at han havde formået at lave den lille serie af accelerationer og vinde en smule tid. Han burde have ligget på hospitalet eller på en sofa og plejet det dobbelte brud, der gemte sig bag hans hævede og forslåede ansigt. I stedet havde han kæmpet sig vej over tre store bjerge, 225 kilometer i brændende sol, og på nedkørslen til Mor-zine, feriestedet for foden af den sidste stigning, havde han ført an på en måde, der kun kan beskrives som heroisk – Thévenet var klodset på nedkørsler, så det kunne godt betale sig at presse ham til det yderste. Det var nyttesløst. Det var også selvdestruktivt. Det var glorværdigt.

Ved første øjekast kunne styrtet dårligt have set mere harmløst ud. Etapen var knap skudt i gang, da det skete, og tempoet var ikke engang særlig højt. I den lille alpeby Valloire, mens feltet lang-somt kørte gennem den neutrale zone på vej hen mod départ réel ved de nedre skråninger af Col du Télégraphe, lavede danskeren Ole Ritter en pludselig bevægelse for at undgå at kollidere med en anden rytter. Tempoet var lavt, men Eddy Merckx, som kørte lige ved siden af, kunne ikke nå at vige uden om Ritters styr: Det satte sig fast i hans eget. Han mistede kontrollen over cyklen og røg i jorden, forover og sidelæns. Det kunne have været rien de grave, som Tourens kommentatorer plejer at sige, men denne ene gang blev styrtet ikke afbødet af en udstrakt arm eller et knæ. Merckx landede direkte på ansigtet.

Da løbslægen Pierre Dumas kom hen for at behandle ham, var det ikke umiddelbart til at se, hvor alvorlige hans kvæstelser var. Hans ansigt bulnede over venstre kindben, som om han var ble-vet ramt af en lige højre under et barslagsmål. Dumas smurte no-get smertestillende salve på hans kind, så det så ud, som om en modbydelig hvid skimmelsvamp var vokset frem på den. Han var omtåget og havde formentlig hjernerystelse: Han talte flamsk til en spansk rytter, som han kendte godt – et tegn på, at han næppe var helt klar i hovedet. Dumas, hans holdkammerater og hans ma-

Merckx.indd 10 12/02/13 11.18

11

nager, Bob Lelangue, rådede ham, ansporede ham, plagede ham om at trække sig fra løbet. Men han trampede videre i pedalerne. Hvorfor? Merckx kan stadig ikke helt sætte fingeren på det.

Da etapen var overstået, blev han presset til at udtale sig til tv. Han stod og rystede i sin gennemsigtige Adidas-regnjakke, mens en interviewer i en spraglet skjorte lagde en beskyttende arm om skulderen på ham. Hans ord var slørede, fordi han forsøgte at tale uden at bevæge kæben for meget, men alligevel lød hans sætnin-ger flydende og høflige. Forhøret stod på i fem minutter. Hvorfor var han blevet ved? Hvorfor havde han forceret voldsomt på den sidste nedkørsel? Ville han trække sig fra løbet næste morgen? Var Merckx-æraen ovre? Følte han, at han kun havde få venner i feltet? Følte han, at Bernard Thévenet ville være en værdig vinder af Tour de France? Og til sidst, da han bevægede sig hen for at få tilset sine skader, blev han kaldt tilbage. Se, her var Thévenet, kun-ne han lokkes til at sige et par ting om Merckx, og ville Merckx sige et par ting om ham? Og ville de være rare at give hinanden hånden, for kameraernes skyld? En ringere mand ville være blevet blå i hovedet af raseri og have skreget op om sit behov for læge-behandling. Men manden, der havde domineret cykelsporten i syv år, udviste en stoicisme, som var forunderlig at se på.

Den aften viste røntgenbillederne, at han havde brækket sit kæ-beben – og efter løbet afslørede yderligere undersøgelser, at der var tale om et dobbelt brud, og at han havde en løs knogleflis sidden-de nær bihulerne. Han var stort set følelsesløs i kæben og kunne kun indtage flydende føde. Dumas og lægeholdet formanede ham om, at hvis han fortsatte Touren, var det på egen risiko. Løbet var tabt: Før styrtet havde Thévenet tilkæmpet sig et forspring på tre minutter, som Merckx umuligt ville kunne indhente, om så han havde været uskadt. “Næsten enhver anden rytter ville have benyttet sig af denne overvældende undskyldning og trukket sig fra løbet.” I stedet fortsatte Merckx. Franskmændene beskrev det som et seks dage langt sidestykke til Jesu vandring mod Golgata:

Merckx.indd 11 12/02/13 11.18

12

ud af Alperne gennem Châtel og Thonon-les-Bains, mod nordvest til Chalon-sur-Saône efter 256 kilometer, ni timer i sadlen og ind til Champs-Élysées i Paris.

I stedet for at pleje sine skader tog Merckx kampen op mod Thévenet gennem resten af løbet, ganske ligesom han havde gjort det i Avoriaz. Oven i de første par sekunder lagde han yderligere 15 på på den næste dags enkeltstart i Châtel og 16 mere på etapen til Senlis, hvor franskmanden styrtede nær målstregen. Merckx vilje til at kæmpe videre i stedet for passivt at give efter betød, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved, at Thévenet var løbets retmæssige vinder. Ingen kunne hævde, at franskmanden havde haft et nemt løb. “Jeg troede ikke på, at jeg ville vinde Touren før de sidste to omgange på Champs-Élysées,” har Thévenet fortalt mig. “Jeg følte, at jeg ikke kunne lade døren stå på klem for ham så meget som et øjeblik, for så ville han måske slå til. Det var ikke en afslappet etape for mig.”

Ved at blive i løbet og kæmpe til det sidste “skænkede Merckx Thévenet en fuldkommen triumf,” kommenterede et øjenvidne. “Hvis han havde trukket sig, ville sejren have været tvivlsom.” Merckx vidste ikke helt selv, hvorfor han blev i løbet, men set i bakspejlet mente han, at det havde været en fjollet beslutning, der havde bidraget til at fremskynde hans endelige forfald. Én faktor var dog præmiepengene, som ville gøre en kæmpe forskel for hans holdkammerater, der var afhængige af ham. Over for tv-intervie-weren gav han denne simple forklaring: “At stå af i vejkanten er ikke min måde at gøre tingene på.” Den allermest simple forkla-ring er dog denne: Oddsene var måske nok stærkt imod ham, men han havde stadig en chance for at vinde. Hvordan ville Merckx have haft det, hvis han var taget hjem, og Thévenet derefter selv var styrtet eller blevet syg?

I flere år havde fans og medier set Merckx dominere cykelspor-ten med en ubøjelig kraft. Hans bedrifter var så svære at beskrive, så svære at fatte, at det var lettere at afskrive ham som en robot, en

Merckx.indd 12 12/02/13 11.18

13

overmenneskelig skikkelse, “Monsteret”, “Krokodillen”, “Kanni-balen”. Etapen til Avoriaz og de efterfølgende begivenheder viste nogle facetter af Merckx, som altid havde været der – også i rigt omfang – men som var blevet overset. Den professionelle samvit-tighed, den altfortærende målbevidsthed, uviljen mod at under-kaste sig skæbnens diktater, den blinde kærlighed til hans metier, frygten for at gøre noget, han ville fortryde: Alle disse ting stillede han til offentligt skue på de seks dage. Det var også derfor, at han, da han til sidst kom til Paris som nummer to – og dermed for første gang i otte år måtte tage til takke med noget som helst andet end førstepladsen i en Grand Tour – var mere populær end nogensinde før. Halvt menneske, halvt cykel, havde en forfatter kaldt ham: Efter etapen til Avoriaz var han alt for menneskelig.

*

Der gik 20 år, fra den dag hvor jeg først blev bevidst om Eddy Merckx, til den dag hvor jeg endelig traf ham. Den 13. juli 1977 kom jeg ud fra skolen i Exeter og ud til min far, som sad i bilen og lyttede til en Tour de France-reportage fra en alpe-etape på en fransk radiostation. Det havde været en utrolig dag i løbet, fortalte han mig: 30 af feltets bageste ryttere var blevet elimineret; Eddy Merckx var blevet sat af førergruppen og puklede som et bæst for at komme op igen og holde sig inde i kampen. Omtrent samtidig havde jeg fået foræret en paperback-udgave af Geoffrey Nichol-sons skildring af Tour de France 1976, The Great Bike Race – en bog, jeg har læst i laser gennem de sidste 35 år. Nicholson tegnede et stemningsfuldt portræt af den største rytter i cykelsportens hi-storie. Han beskrev en fjern mand, som havde de samme “firskår-ne træk som en totempæl”, og som det meste af tiden var så alvor-lig, at der blandt avisjournalisterne gik sport i at finde billeder af ham, hvor han smilede. Merckx var så seriøs omkring sin metier, at ingen rigtig var overraskede over den række af begivenheder,

Merckx.indd 13 12/02/13 11.18

14

der havde holdt ham ude af løbet i 1976. Efter at være blevet ska-det i Giro d’Italia havde Merckx måttet vælge mellem sit person-lige ønske om at vinde Touren for sjette gang og sine professionelle forpligtelser, som dikterede, at han skulle fortsætte i Giroen, selv om han ikke havde en chance for at vinde. Ifølge Nicholson var det fuldstændig typisk, at han valgte det sidste.

Mod slutningen af 1997 rejste jeg til Belgien for at interviewe Merckx og bed ved den lejlighed mærke i to ting, som kom bag på mig. Han havde gjort sig den ulejlighed at vente på mig og mit forsinkede fly i Bruxelles’ lufthavn uden at udvise nogen tegn på utålmodighed, endsige irritation. Han kunne udmærket have over-ladt det til mig selv at stå for min transport, eller han kunne have uddelegeret opgaven til en af sine assistenter; men nej, vi havde en aftale, og den havde han tænkt sig at overholde. Den anden ting, der overraskede mig, var hans højde. På de gamle fotografier, jeg havde set, havde han altid kun set ud til at være af gennemsnitlig højde for en cykelrytter. Det drejede sig om de klassiske billeder: Merckx, der bøjer sig over sin cykel under Paris-Roubaix i 1970; Merckx, der bliver løftet af cyklen efter at have slået timerekorden i 1972; Merckx, der nærmest ser ud til at tæske pedalerne, da han indleder endnu et angreb og sikrer sig endnu en sejr. Intet kunne have forberedt mig på synet af, hvordan verdens største cykelryt-ter ragede op over de fleste andre i ankomsthallerne.

Merckx’ overraskende højde er en passende metafor for en mand, der troner over sin egen sport og over sportsverdenen gene-relt. Den mand, der stod og ventede den dag i Zaventem – utroligt nok uden at blive genkendt af offentligheden – er en af de mest vindende skikkelser i nogen sport nogensinde. Inden for cykel-sporten vil han altid forblive kendt for både kvantiteten og kva-liteten af sine sejre. Gennem flere år begik han det tilsyneladende umulige kunststykke at gøre denne stærkt omskiftelige sportsgren så forudsigelig som overhovedet muligt. I sine bedste år vandt han løb i et omfang, som aldrig vil blive matchet. Nogle år var han tæt

Merckx.indd 14 12/02/13 11.18

15

på at vinde halvdelen af alle de løb, han stillede op i. Listen over hans bedrifter er kolossal: fem sejre i Tour de France og fem i Giro d’Italia – herunder tre gange med den magiske “double”, sejr i begge løb inden for samme år – tre verdensmesterskaber i lande-vejsløb, rekorden for flest etapesejre i Tour de France og flest dage i den prestigefulde gule førertrøje, og derudover den højt skattede timerekord og mere end 30 sejre i endagsklassikerne. Alt i alt er der tale om et præstationsniveau, som vakte forbløffelse i samti-den, og som aldrig vil blive gjort efter.

Merckx ændrede cykelsportens målestokke og satte niveauet utænkeligt højt. Han kørte på en ny måde, hvor han altid angreb og forsøgte at sætte sig på løbene fra start til slut. Han gik altid kompromisløst til værks, ligegyldigt hvor et løb blev holdt, hvilken sammenhæng det blev kørt i, og hvordan vejret var. Han var den første rytter til at dominere i Tour de France, konsekvent, dag efter dag, på samme måde som Bernard Hinault, Miguel Indurain og Lance Armstrong senere gjorde det. Deres triumfer i Touren bliver nogle gange sammenlignet med Merckx’ eller endda betegnet som større, men hans mange sejre skal ses i sammenhæng med hin-anden. De var hver især elementer af et mønster, der vidnede om dominans gennem en hel sæson, ganske ligesom hver sæson var en del af et større billede, der gengav hans fuldstændige herredømme over sporten gennem syv år. I kraft af sin status som cykelsportens nonpareil, det evindelige referencepunkt, er Merckx det tohjulede svar på Muhammad Ali, Pelé, Ayrton Senna.

Der er også andre sider af Merckx. Ligesom Pelé, ligesom George Best, ligesom Ali er han ikke blot en mand, der var suveræn inden for sin sport, men også et visuelt ikon. Der findes uforglemmelige fotografier af ham – Merckx som korsfæstet Kristus efter at være blevet slået af en tilskuer under Touren 1974; Merckx lænet for-over med hovedet på skrå, mens han hamrer pedalerne rundt med hver eneste muskel i sin krop; Merckx med armene og skuldrene dækket af sne under Belgien Rundt i 1970. Men filmmaterialet er

Merckx.indd 15 12/02/13 11.18

16

også ganske omfattende: La Course en Tête, Stjerner og vandbæ-rere, The Greatest Show on Earth. Hvis Fausto Coppis liv var en roman, må Merckx’ liv være en film – men en dokumentar snarere end et romantisk drama.

Den sekvens, der bedst indfanger den visuelle essens af Eddy Merckx, kommer fra La Course en Tête, hvor man ser ham slide på træningsrullen i sit hjem nær Bruxelles: Sveden drypper ned ad hans næse og kinder og danner en pøl på gulvet, mens de lange ben spinner hurtigere og atter hurtigere rundt og hjulene vipper frem og tilbage, men Elvis Presley-håret bliver siddende perfekt oven over de moderigtige bakkenbarter. Ligesom Fausto Coppi er Merckx et stilikon, men et ikon for 1970’erne: bakkenbarter og høje kindben, suppleret med hvide rullekravetrøjer, smarte jakkesæt, store flipper. Han er en de få mænd, der nogensinde har set godt ud i trompet-bukser.

*

At skulle indfange essensen af en mand, der både visuelt, sportsligt og menneskeligt var så stort et ikon, giver nogle særlige problemer for journalisten. Vores håndværk er reduktivt: Vi tager det, vi bli-ver præsenteret for, og skræller det ned til en mere overkommelig bid. Emnerne skal udforskes inden for en begrænset tidsramme. Man kan ikke dække dem alle. Det spørgsmål, jeg grublede over hele vejen til Bruxelles, var det samme, som jeg ville have stillet Senna, Ali og Pelé, og som jeg senere har været så heldig at få lov at stille andre store vindere: jockeyen Tony McCoy, Sir Chris Hoy, Serge Blanco, Lennox Lewis. Det, jeg ville vide, var ikke, hvordan Merckx blev den største. Det spørgsmål, jeg havde i tankerne, var hvorfor.

Hvorfor være så fuldstændig fokuseret gennem en hel årrække? Og når nederlagene kom, hvorfor var nye sejre så den eneste trøst, den eneste måde at viske tavlen ren på? Hvad havde givet denne

Merckx.indd 16 12/02/13 11.18

17

mand så episk et behov for at vinde, at det kun lod sig indskrænke af de rene og skære fysiske grænser for, hvad en menneskekrop kunne præstere, før den endelig måtte hejse det hvide flag? Når han havde vundet en klassiker som Milano-Sanremo fem gange, hvorfor var han så alligevel interesseret i at vinde den igen? Og hvis man har tilkæmpet sig et så stort forspring i det samlede klas-sement, at man umuligt kan hentes, hvorfor kaster man sig så ud i et 140 kilometer langt soloudbrud og føjer yderligere otte mi-nutter til sit forspring, sådan som Merckx gjorde det på etapen til Mourenx i Tour de France 1969? Eller for at sige det kort: Hvor-for var denne mand så umættelig?

I tilfældet Merckx står det klart, at hvis ikke hans krop til sidst havde givet op, så ville han være blevet ved med at vinde. Under-søger man hans karriere nærmere, tyder det faktisk på, at han al-lerede begyndte at mærke sine fysiske begrænsninger efter at have domineret sporten i tre år. Som etapen til Avoriaz og de efterfølgen-de begivenheder illustrerer, var han i sandhed ustoppelig, nærmest dumdristig, lidt på samme måde som de største bjergbestigere, der synes at ignorere de potentielle konsekvenser af deres handlinger. Den selvdestruktion, der prægede slutningen af Merckx’ karriere, gjorde ham til en cykelsportslig pendant til bjergbestigeren, der fortsætter mod toppen af Everest eller K2 trods bevidstheden om, at døden lurer lige om hjørnet. Her har rationel tænkning intet at skulle have sagt.

Jeg havde ikke forventet at få et klart svar fra Eddy, men allige-vel fik jeg ansatsen til et. “Lidenskab, bare lidenskab.” Ordet blev gentaget som et mantra som svar på mit spørgsmål. “I skolen spurgte de mig, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, og jeg svarede: ‘Jeg vil køre cykelløb.’ De sagde: ‘Men det er ikke et job.’ Jeg ved ikke, hvorfor det var [jeg havde det sådan]. Der var ikke andre cykelryttere i min familie. Det var virkelig bare lidenskab.” Det var, sagde Merckx, ikke bare et spørgsmål om at vinde, men om at realisere sine muligheder, efter bedste evne.

Merckx.indd 17 12/02/13 11.18

18

Menneskelig genialitet kan antage mange former og findes ikke kun inden for kunsten, videnskaben eller erhvervslivet. For de fleste mennesker i verden er sport blot en hobby, men de største sportsudøvere er lige så målrettede og kreative som en Mozart eller en Brunel, en Dickens eller en Shakespeare. Alle synes de at være besat af deres metier på samme måde. Den franske forfatter Pierre Chany havde indset dette, da han leverede den perfekte ri-post til dem, der kritiserede Merckx for at have gjort cykelspor-ten forudsigelig: “Bekymrer nogen sig om, om Molière ødelagde teateret, om Bach gjorde skade på musikken, om Cézanne havde dårlig indflydelse på malerkunsten, eller om Chaplin smadrede filmkunsten?”

Det, Merckx skabte i sine otte år på toppen af cykelsporten, var en række små mesterværker. Hans udbrud til Mourenx, time-rekorden eller det angreb, hvormed han vandt sit syvende Milano- Sanremo, var alt sammen geniale sportspræstationer. De var ikke resultatet af dyrisk kraft eller dumhed, men kulminationen på en langvarig proces: utallige træningstimer, erfaring, tilegnet viden, søvnløse nætter fulde af bekymringer. De var heller ikke blot spek-takulære forsøg på at vinde præmiepenge. Merckx var berømt for aldrig at vide, hvor mange kontanter der var på spil i de enkelte løb. Og som afslutningen på Tour de France 1975 demonstrerede, evnede han også at tabe med manér. Cykelsport handlede om an-det og mere end bare at vinde eller tjene nogle gode penge.

Merckx er ikke nogen sludrevorn mand, men han var tydeligvis i stand til at udbrede sig lidt om lidenskab på sin gutturale Bru-xellois-franske dialekt. Det fascinerede mig, for andre af de store cykelryttere, jeg havde mødt, især Bernard Hinault, havde nær-mest udtrykt manglende interesse for egne cykelkarrierer. Andre syntes ude af stand til at tænke på andet end de ting, de fortrød. Atter andre havde bare givet den en skalle på cyklen uden at spe-kulere så meget over årsagerne og grundene. Merckx havde udtalt sig om sagen andetsteds: “Det er den smukkeste ting i hele verden.

Merckx.indd 18 12/02/13 11.18

19

Hvis naturen har givet dig en exceptionel evne, ville det være en skam ikke at bruge den. Man er nødt til at arbejde med det, man får. Ellers ender man med ikke at have opnået noget i livet og med at have spildt det, man havde i sig.” I et andet interview sagde han, at han var drevet af “at drømme [efter min opfattelse et andet ord for “lidenskab”]. Det var stærkere end mig. Jeg var slave af det. Det havde ikke noget med logisk tænkning at gøre.”

Lidenskab var Merckx’ ord for, hvad han var drevet af, men selv om det fungerede perfekt som et fyndigt og citerbart svar i et magasin-interview, nåede det ikke helt ind til sagens kerne. Liden-skab er en altdækkende betegnelse for entusiasme, drivkraft, mo-tivation. Merckx beskrev det som den smukkeste ting i verden. Denne veneration gav et indtryk af hans respekt og pligtfølelse og af hans frygt for den skyldfølelse, der kunne ramme, hvis pligten ikke blev opfyldt. “Bortset fra det med at være den bedste, at kom-me først over målstregen, er der noget andet, som er meget vigtigt, og det er, at man lever af sin lidenskab. Muligheden for at gøre ens lidenskab til en profession er det smukkeste, noget menneske kan have,” sagde Merckx til mig. Disse ord kunne i princippet være blevet udtalt af et geni inden for et hvilket som helst felt, fra Ernest Shackleton til Albert Einstein. Det er det, der gør den slags skikkelser så uendeligt fascinerende.

Som sportsfans og sportsskribenter bruger vi vores liv på at be-tragte legenderne på afstand. Vi ved, hvad de laver, og hvordan de gør det. Vi får sjældent mulighed for at møde dem. Nogle af os har så detaljeret et indblik i de forskellige fakta og statistikker, at det kan virke lettere usundt. Vi beundrer de små genistreger, folk som Dan Carter og George Best laver, og ryster på hovedet over den umættelige sejrstrang hos en McCoy, en Michael Schumacher eller en Merckx, og måske håber vi, at noget af det vil smitte af på os selv i vores bestræbelser på at være det bedste, vi kan være. Men vi forstår sjældent, hvorfor vores idoler har så stort et drive.

For størstedelen af den menneskelige race er det dette “hvor-

Merckx.indd 19 12/02/13 11.18

for”, der er det sværeste at forstå, når vi betragter de af vores helte, der præsterer i så stort et omfang som Merckx. Det skyldes, at vi, som normale mennesker, stiller os tilfredse med, hvad vi kan få, i hvert fald inden for visse grænser. De fleste af os har en vis proportionssans i forhold til vores egne liv. Det, vi må anstrenge os for at forstå, er, hvad der driver disse mennesker til at bevæge sig hinsides grænserne for det fysisk og psykisk rimelige. Disse mænd foretager sig ting, som er umulige for 99,9 procent af menneske-racen. Det er derfor, de er så uendeligt fascinerende.

I første omgang var jeg måske lidt for hurtig til at afskrive spørgsmålet om “hvordan”. De to ting – hvorfor og hvordan – hænger sammen. Historien om Merckx handler slet og ret om at konkurrere. Merckx er en af de få store cykelryttere, for hvem li-denskaben udelukkende angik de to hjul. Coppi havde sin “ Hvide Dame”, en seksuel intrige, der sendte chokbølger gennem hans hjemland, og han havde også sin plads i den italienske historie som et ikon i genopbygningsperioden efter krigen. Fortællingen om Tom Simpson handler om en tragisk tidlig død og en af cykel-sportens største dopingskandaler. Lance Armstrongs historie rum-mer cancer og kontroverser; Jacques Anquetils omfatter stoffer og sex, foruden de fem sejre i Touren. Hos Merckx finder man ikke andet end en “mangel på fornuft”. Den franske forfatter Philippe Brunel har beskrevet historien om Merckx som fortællingen om “et kald, der blev opfyldt på eksemplarisk facon.”

Spørgsmålene om “hvorfor” og “hvordan” handler om mere end blot en enkelt mand: De handler om de bevæggrunde, der til-skynder mennesker til at konkurrere, om hvad der gør nogle bedre end andre, og om hvad der gjorde én mand meget bedre end alle de andre. For en gangs skyld handler det faktisk om cyklen.

Merckx.indd 20 12/02/13 11.18

FØRSTE DEL

1960’ERNE

Merckx.indd 21 12/02/13 11.18

Merckx.indd 22 12/02/13 11.18

23

FAR OG SØN

Han var for lille til at have nogen som helst chance for at vin-de. Det vurderede de øvrige ryttere i den godt femten mand store gruppe af halvvoksne cykelryttere, da den lille fyr angreb under deres hastige ridt hen over den gamle markedsplads i Enghien, en uanselig by sydvest for Bruxelles. Drengen var seksten år og fire måneder gammel, et par år yngre end de fleste af de andre, og han kørte i et lavere gear end dem, trampede som en gal i pedalerne på sin et gears cykel. Det ville han umuligt kunne holde til i læng-den. Før løbet havde de lokale unge stukket hovederne sammen og besluttet, at det skulle være en af dem, der vandt løbet; men den rytter, der nu forsøgte at køre væk, var ikke en af de lokale. Faktisk anede de ikke, hvem han var, denne knægt i den røde trøje på den blå cykel. Heldigvis så han ud til at være for lille til at kun-ne klare den helt til målstregen, som lå ovre på den anden side af hovedvejen til Bruxelles, nogle få hundrede meter nede ad vejen, uden for Café Alodie – også kendt som Den Lyserøde Café – i Petit-Enghien. Men det var han ikke.

Løbet den 1. oktober 1961 var blot ét af syv lignende arran-gementer, som den lokale cykelklub, Pedale Petit-Enghiennoise,

Merckx.indd 23 12/02/13 11.18

24

afholdt i Enghien hvert år, og ét af flere tusinde mindre gadeløb – også kaldet kriterier – der blev kørt over hele Belgien mellem marts og oktober. De blev som regel stablet på benene for at sætte lidt ekstra kulør på lokale byfester, kermesser, og ofte fungerede den lokale café som stedet, hvor man skrev sig ind til løbet, og hvor løbet startede og sluttede. Løbet i Enghien bestod af otte om-gange på en lille rundstrækning i byens centrum, og der var ind-lagte præmiespurter ved hver af de tre caféer, rytterne kom forbi. Nogle hævder, at rundstrækningerne under kermesse-løb bevidst er struktureret sådan, at tilskuerne, hver gang de har set feltet køre forbi, lige nøjagtig har tid til at smutte indenfor og bestille en om-gang mørk øl, før de skal ud og se dem komme forbi igen. Forud for løbet i Eng hien havde en tombola gjort det muligt for cykel-klubben at rejse en præmiesum på 6.000 franc, hvoraf 400 gik til vinderen. Pokalen og buketten blev overrakt at en lokal pige, Marianne Leyre, som var datter af byens politimester, der stod for sikkerheden under løbet. Hun var venner med arrangørens to døt-re, og det var tilfældigvis hendes tur til at overrække præmierne den dag. Kort forinden havde hun med middelmådige resultater forsøgt at farve sit platinblonde hår kastanjebrunt, så hun var lidt beklemt ved situationen.

Sejren i Petit-Enghien blev den første ud af 80, som Edouard Merckx – sådan omtalte avisen Courrier d’Escaut ham i deres korte reportage fra løbet – sikrede sig som amatør; den første af i alt 525 sejre, som han endte med at snuppe i de mere end 1.800 løb, han deltog i gennem sin karriere. Det var ikke nogen særlig iøjnefaldende begivenhed. Han havde kørt sit første løb i juli, ved Laeken, som var hjemsted for den cykelforretning, hvor han havde købt sin blå cykel – en forretning der blev drevet af den tidligere professionelle cykelrytter Félicien Vervaecke. Siden da havde han deltaget i en halv snes løb, hvoraf han var udgået af de fire og havde været tæt på at vinde et par stykker af de andre. Hans studier og hans job i forældrenes købmandsbutik gav ham

Merckx.indd 24 12/02/13 11.18

25

ikke meget tid til at træne: Ifølge hans eget overslag havde han nået to træningsture a tyve kilometer, plus den daglige tur til og fra skole. Han mentes at være for skrøbelig til at bruge samme gear som sine konkurrenter, så han kørte med en lavere gearing for ikke at overanstrenge sine unge ben. Det var en ulempe for ham.*

Familien Merckx var stolte af deres dreng. Edouards mor, Jenny Merckx, fotograferede ham, mens han stod og smilede genert ved siden af Marianne Leyre med buketten og pokalen i hånden. Selv om han endnu ikke havde opnået den store succes, havde han al-lerede to supporters – på flamsk bruger man dette engelske ord til at betegne en mere end almindeligt glødende sportstilhænger – så grønthandleren og naboen, der boede oven over bogforretningen på den anden side af gaden, blev inviteret til middag den aften. Selv om Edouard Merckx kom ned på jorden igen den følgende weekend, da han blev nummer 18 i sit sidste løb den sæson, hente-de han og hans støtter en god portion selvtillid i denne første sejr. Og fra nu af var der aldrig mere nogen, der anså ham for at være “for lille til at vinde”.

*

Den unge Eddy var også blevet afskrevet som for tyk. Den tanke kan stadig få Guillaume Michiels til at smile her et halvt århundre-de senere. I midten af 1950’erne var Guillaume Michiels en profes-sionel cykelrytter, der boede nogle få hundrede meter fra familien Merckx’ købmandsbutik, et stykke oppe ad en stejl bakke, der nu om dage er forvandlet til en let skrånende græsplæne med et lejlig-hedskompleks inde bagved. Hans mor hjalp til i familien Merckx’ butik, hvor hun gjorde rent og tilberedte forskellige madvarer, mens

* For de særligt interesserede skal det bemærkes, at det normale gear for mindre-årige ryttere var 49x17; den unge Merckx brugte 50x18.

Merckx.indd 25 12/02/13 11.18

26

de stod ved disken; til gengæld hjalp de hende med at brødføde sine fire børn ved at forære hende varer, som var lidt for gamle til at sæl-ge, men som stadig kunne spises. Michiels havde ingen bil – hans far var død nogle få år tidligere, og familien var i bekneb for penge – så når han skulle ud at køre løb, fik han af og til et lift af Eddys far, Jules Merckx, der var fan af cykelløb. Om søndagen, når for-retningen lukkede ved middagstid, tog resten af familien også med, hvis kermessen blev afholdt i nærheden. Det virker sandsynligt, at disse ture var Eddys første møde med cykelsporten.

En dag hvor de stod i døren ind til butikken, sagde Eddy til Guillaume, der blot var ti år ældre end ham selv: “Moi, je vais faire coureur – Jeg vil også være cykelrytter.” Michiels griner, når han tænker tilbage på det. Ikke så meget af Eddys udsagn, som af sin egen reaktion. “Jeg sagde: ‘Le foitie’” – han er ikke i stand til at oversætte dette ord fra bruxellois-dialekten, men det har at gøre med korpulence – “om fem år kan du ikke engang klemme dig igennem den dør der, Eddy, så tyk er du.” Ti, femten, tyve år senere grinede de ofte af denne udveksling, når Michiels kørte Eddy rundt fra løb til løb. I mellemtiden var den buttede lille dreng blevet den største cykelrytter, der nogensinde havde eksisteret.

Woluwe er stadig en pudsig blanding af forstad og bondeland. Villaerne og rækkehusene ligger tæt op ad hinanden på den jævnt stigende skråning, hvor den engelske hær placerede en antiluft-skytskanon efter at have generobret den belgiske hovedstad i 1944. Den lille forstads centrum, med hovedgaden, den store ka-tolske kirke og skolen, ligger lige ovre på den anden side af bakke-toppen. I den ene retning ligger den store triumfbue, der markerer vejen til Bruxelles. I den anden ligger den dybe skov, som en gang omringede den belgiske hovedstad. Blot få gader fra det sted, hvor familien Merckx skabte sig et hjem oven over deres købmands-butik på Place des Bouvreuils, står de kæmpemæssige gamle træer stadig i tætte klynger, der nu er brudt op af gader, parkområder, nye boligbyggerier, motorveje og erhvervsejendomme.

Merckx.indd 26 12/02/13 11.18

27

Fra sin lejlighed på ottende etage i Woluwe tegner han et billede af en idyllisk, men hårdtarbejdende tilværelse i denne forstad til Bruxelles i slutningen af 1940’erne og 1950’erne. Området lig-ger kun nogle få kilometer sydøst for Bruxelles’ centrum, men i de dage var det ikke rigtig indordnet under hovedstaden endnu. Der, hvor der nu ligger rækker af blokke med lejligheder og huse, fandt man dengang marker med bønder, der dyrkede jordbær og rødbeder og passede kvæg. Børnene kunne lege udenfor i største tryghed. Sådan havde det ikke helt været, da Jules og Jenny var flyttet dertil med deres etårige søn i 1946. Verdens største cykel-rytter voksede op i en dejlig, grøn forstad, men han var blevet født ind i et samfund, der var blevet flået i småstykker af så grusomme og omfattende nogle uhyrligheder, at vi dårligt kan forestille os det nu om dage.

Meensel-Kiezegem er et par små landsbyer med godt 500 ind-byggere, der ligger 50 kilometer sydøst for Bruxelles, i hjertet af Flamsk-Brabant, et fredeligt, landligt område. Tilsammen frem-står de som to små grupper af stenhuse, placeret mindre end halv anden kilometer fra hinanden på toppen af en blødt bølgen-de bakke. Der har boet mange Merckx’er i den mindste af de to landsbyer, Kiezegem. Sammen med navnet Pittomvils er Merckx det hyppigst forekommende på gravstene på den lille kirkegård ved stenkirken i nærheden af vejkrydset midt i landsbyen. Én gren af familien Merckx, nemlig Rémy, hans kone og deres børn, bo-ede på Kerk straat nr. 4, lige ved siden af vejkrydset ud for kirken, hvor rækkerne af huse skærer hinanden. Da krigen brød ud, og tyskerne marcherede gennem Belgien valgte Rémy Merckx’ fami-lie og en anden grundejer, Félix Broos, at tage besættelsesmagtens parti. Den tredjeældste af sønnerne, Gaston Merckx, var medlem af Vlaamse Wacht, en flamsk paramilitær organisation, der sym-patiserede med nazisterne.

I juli 1944 var tingene efterhånden begyndt at gå de allieredes vej, og modstandsbevægelsen blev mere selvsikker, mere åben i

Merckx.indd 27 12/02/13 11.18

28

sine aktioner. Indimellem skete det, at kollaboratører blev “likvi-deret”: Det var isolerede hændelser, så tyskerne og deres lokale allierede fulgte ikke altid op på dem, men i Meensel-Kiezegem var det anderledes. Den 30. juli 1944 var Gaston Merckx på vej hen til markedet i Altenrode, da han blev skudt og døde et lille stykke fra landsbyen, lige for enden af Kerkstraat, hvor hans familie boede.

Reaktionen fra det tyske SS og det lokale paramilitær var hur-tig og dødbringende. Der blev foretaget to masseanholdelser, den 1. og den 11. august, hvor størstedelen af Meensels mandlige be-folkning blev drevet sammen på skolens legeplæne. I alt 91 men-nesker, hvoraf 63 kom fra Meensel og 15 fra Kiezegem, mens resten kom fra området uden for de to landsbyer, blev derefter sendt til Leuven og Bruxelles, hvor de kom i fængsel og blev tor-tureret, før 71 af dem blev ekspederet videre til Tyskland, primært til koncentra tions lejren Neuengamme i nærheden af Hamburg. Kun otte vendte tilbage. De anholdte var fortrinsvis mænd: Især Meensels mandlige indbyggere blev for en stor dels vedkommende arresteret, og siden deporteret.

Knap ti måneder senere blev manden, der skulle gøre navnet Merckx synonymt med utrolige præstationer, utrættelig arbejds-moral og et kolossalt fysisk og mentalt mod, født ind i dette smad-rede samfund. Hans far, Jules, var en fjern slægtning til Rémy Merckx. Jules havde giftet sig med landmandsdatteren Eugénie (Jenny) Pittomvils den 24. april 1943. Edouard, deres første barn, blev født på Tieltstraat 29 i udkanten af Kiezegem den 17. juni 1945. Huset ligger flere hundrede meter nede ad bakken fra kir-ken og er det sidste på den vej, der fører nordpå op til markerne og nabobyen Tielt-Winge; over for huset ligger landsbyens fodbold-bane. Fødslen var svær; til at begynde med fik Jenny Merckx hjælp af naboerne og en lokal jordemor. Da lægen til sidst ankom, var han nødt til at bruge tænger, hvilket efterlod drengen med mærker i panden. Han blev døbt Edouard Louis Joseph; navnet Edouard gik igen i familien.

Merckx.indd 28 12/02/13 11.18

29

På det tidspunkt, hvor Edouard blev født, var der atter blevet erklæret fred i Europa, men det betød ikke, at freden var kommet til Meensel-Kiezegem. Det var et lille samfund: Man kendte alle ansigter, og minder blev stående i lang tid, også selv om de angik nok så små foreteelser. Begivenhederne i august 1944 fik enormt stor og langvarig betydning. Jules Merckx, den lille Edouards far, lader til at være dadelfri. Han havde efter sigende gemt sig i en septiktank, der til alt held var blevet renset, lige før tyskerne be-gyndte at gennemsøge byen. Man må formode, at han ikke ville have gemt sig, hvis han følte nogen form for loyalitet mod Rémy Merckx og den gren af familien.

Foruden spørgsmålet om skyld eller uskyld var der dog mere langvarige problemer. Gaston Merckx’ tre brødre, Maurice, Mar-cel og Albert, var flygtet, før de allierede dukkede op, sandsynlig-vis til Tyskland, og ingen vidste, hvor de var: De blev aldrig set igen. Sagen fik altså ikke umiddelbart nogen afslutning. Der var to bølger af gengældelsesaktioner i Meensel-Kiezegem, én efter be-frielsen i september 1944, og en anden, da de få overlevende fra masseanholdelserne vendte tilbage til landsbyerne i maj 1945 og tiden derefter.

Ligesom i andre samfund rundt omkring i Europa var der epi-soder med vold, chikane og ødelæggelse af ejendomme. Bevæb-nede mænd ransagede huse for kollaboratører, der var flygtet – ofte midt om natten. I august 1945 vendte en af de få mænd, der havde overlevet koncentrationslejrene, tilbage til landsbyen, hvor han hørte rygter om, at en af Merckx-brødrene muligvis gemte sig på en gård, der tilhørte et af familien Pittomvils’ medlemmer, Louis. En aften forsamlede en gruppe tidligere modstandsmænd sig og brændte stedet ned. Louis Pittomvils blev skudt og døde, selv om han ikke havde gjort noget galt. Gerningsmændene blev aldrig retsforfulgt.

Merckx.indd 29 12/02/13 11.18

30

Jules, Jenny og lille Edouard flyttede til Bruxelles’ forstæder et år efter krigens afslutning. Det er ikke til at sige, om begivenheder-ne i Meensel-Kiezegem i 1944 og 1945 spillede en rolle for deres beslutning eller ej, men i hvert fald rumsterede de i baggrunden. Det lille samfund var blevet splintret af uhyrlighederne, og fami-lien havde lidt. To af Jennys brødre, Petrus og Josef, var blevet deporteret til Tyskland. Josef døde i Bergen-Belsen den 14. marts 1945. Da Petrus tog af sted, var han en kolos på 110 kilo, men han vendte hjem som et genfærd på blot 38 kilo, med dybe ar ned ad benene efter Gestapos overgreb. Hans læger rådede ham til ikke at snakke om sine oplevelser. To andre medlemmer af familien Pit-tomvils var omkommet i Neuengamme.

I disse svære efterkrigsår må muligheden for at leje købmands-butikken have været for besnærende til at sige nej til. Jules havde forladt sin families gård for at arbejde som tømrer i den tilstøden-de by Leuven, men han kom dårligt ud af det med sin mester og var ulykkelig over situationen. Jennys søster havde en forretning i Bruxelles-forstaden Anderlecht, og Jenny tog jævnligt derhen for at hjælpe hende, så hun vidste, hvad det indebar at drive forret-ning. Det var Jenny, der hørte om, at købmandsbutikken var til leje; under en samtale med forfatteren Stéphane Thirion forklare-de hun, “jeg ønskede noget andet, for os selv og for vores søn.” Udsigten til, at hendes søn kunne lære fransk, spillede også ind. Jules var mindre entusiastisk, forklarede hun, men han “accepte-rede det af kærlighed.”

Jenny Merckx var også dynamoen bag arbejdet med at drive forretningen. Den lå ikke så langt fra hendes søster og også inden for gåafstand af Jennys forældre, der stadig boede i Kiezegem: Fa-milien besøgte gården i weekenderne. Eddy Merckx påpeger selv, at de blev varmt modtaget. Han kørte løb der mindst to gange i de tidlige år – første gang i et uregistreret løb, da han var omkring 12 år gammel, anden gang i hans første sæson, 1961, hvor han dog endte med at udgå af løbet.

Merckx.indd 30 12/02/13 11.18

31

Den købmandsbutik, som Jules og Jenny åbnede i september 1946 i Woluwe-Saint-Pierre, lå et godt stykke væk fra Woluwes forretningscentrum, på en lille plads kaldet Place des Bouvreuils, der målte knap 50 meter på tværs. Butikken lå i den sydlige ende af pladsen, ved siden af en bygning, hvor der stadig ligger en blad-handler i dag: På en trafikhelle midt på gaden markerer en minde-plade, at det var her, Eddy Merckx voksede op. Familien Merckx var kun flyttet 50 kilometer – nu om dage en hurtig tur ned ad motorvejen forbi universitetsbyen Leuven – men de var ikke blot flyttet fra ét hus til et andet: De havde krydset en sproglig grænse, fra et flamsktalende område, Brabant, til et område, hvor man talte fransk, og de havde efterladt bedsteforældrene bag sig.

Belgien er et kulturelt og lingvistisk kludetæppe, som er delt op mellem det hovedsagelig flamsktalende nord, Flandern, og det fransktalende syd, Vallonien, med fransktalende enklaver mod vest, Hainaut Occidental, og inde mod midten, i området omkring Bruxelles. Det ville være upræcist at sige, at folk fra Vallonien og Flandern er totalt adskilt fra hinanden: Mens jeg researchede til denne bog, stødte jeg igen og igen på tosprogede par. Forskellen mellem de forskellige områder er dog tydelig. Ligesom de fleste folk fra Flandern talte Jules kun flamsk, men Jenny talte flydende fransk, fordi hendes bedstemor havde lært hende sproget. Foruden at de krydsede en sprogbarriere, bevægede de sig også hen over en social skillelinje: De var landbofolk, der boede i en relativt rig forstad.

Flytningen fra Meensel-Kiezegem til Bruxelles fik stor indfly-delse på Edouards fremtidige karriere, på hans identitet og på den betydning, han skulle få for sin splittede nation. Helt grund-læggende kan man sige, at det navn, der nu er blevet synonymt med verdens herre dømmet inden for cykelsporten, formentlig ikke ville have været Eddy, hvis ikke forældrene var flyttet. Merckx, med de mange konsonanter, er et hollandsk navn. Forkortelsen af Edouard til kæle navnet Eddy er en typisk fransk skik. Havde han

Merckx.indd 31 12/02/13 11.18

32

været hundrede procent flamlænder, ville det sandsynligvis være blevet forkortet til Ward.

Selv hvis Edouard havde fået tilnavnet Ward i stedet for Eddy, ville han sikkert alligevel være blevet cykelrytter, i og med at Meensel-Kiezegem havde sin egen cykelmester, den dobbelte Paris-Roubaix-vinder Georges Claes, som drev en lokal cykelfor-retning og tog unge mennesker fra området med ud at køre hver søndag. Havde tingene udviklet sig sådan, ville Merckx være ble-vet endnu et medlem af en generation af cykelryttere fra Belgiens flamsktalende regioner, som med nogen ret kan kaldes den mest talentfulde generation, der nogensinde er blevet produceret af en enkelt nation i cykelsportens historie. Merckx’ samtidige omfat-tede sådanne stjerner som Walter Godefroot, Herman Van Sprin-gel, Eric Leman, Roger de Vlaeminck og Freddy Maertens. Ward Merckx ville måske stadig have vist sig at være den stærkeste af dem alle, men han ville måske ikke ligefrem være blevet en halv-gud inden for cykelsporten.

*

Eddy var et hyperaktivt barn og ville altid være udendørs, hvilket var hårdt for hans mor, især efter at tvillingerne Michel og Miche-line blev født i maj 1948. Han tilbragte timevis i de små bakker og skove i forstæderne sydøst for Bruxelles og holdt især af at besøge sin farmors gård i Meensel-Kiezegem, hvor han hjalp med at pas-se dyrene. Woluwe, med dens søer og dybe skove blot få blokke væk, må have været et paradis for børn. Det er ikke noget under, at Eddy nogle gange blev ude, længere end han måtte, og vendte tilbage med rifter over hele kroppen efter sine eventyr. “Man var konstant bekymret,” fortæller Jenny. Engang tog han ud at fiske og blev væk så længe, at politiet måtte tilkaldes, hvilket fik kon-sekvenser for Eddy – fra hans eget synspunkt var det værste, at han fik stuearrest. Han fik også en dags stuearrest, da han på et

Merckx.indd 32 12/02/13 11.18

33

tidspunkt klatrede op i en kran, som hans forældre havde lejet for at få monteret tagrender. En lignende episode udspillede sig, da han en aften tog hen og legede på en byggeplads med nogle venner, mens mørket faldt på: Her begyndte de at klatre om kap op i en anden kran, og Eddy var 20 meter længere oppe end den næste dreng, da legen blev stoppet.

Historier som disse blev et gennemgående mønster i en konflikt-fuld barndom og ungdom. Eddy forsøgte hele tiden at frigøre sig fra skolens lænker og at slippe ud af købmandsbutikken, der blev mere og mere trang, i takt med at familien blev større; alle børnene deltes om et værelse, og i et andet boede der en lejer. Hans mor forsøgte som regel at lægge bånd på ham. Jules knurrede indimel-lem ad ham og sagde, at han aldrig ville blive god til noget, husker Guillaume Michiels og refererer en episode, hvor Eddy skulle bære nogle tomme flasker ud af forretningen og tabte et par stykker. Men takket være cyklen slap han til sidst væk og blev en nomade, der næsten konstant var på farten, hvad end det så var for at træne eller køre løb eller bare for at rejse.

Eddy slægtede sin far på. Jules havde været en god løber og en mere end gennemsnitlig fodboldspiller, og han var fortsat fan af cykelløb. Merckx junior var ikke det sundeste barn i verden. Han døjede med ørepine, hovedpine, vokseværk og kramper, men ingen af delene fik lov at begrænse ham. En hvilken som helst sportsgren gik an: Eddy prøvede kræfter med dem alle – boksning, basketball, bordtennis, tennis og fodbold samt cykelløb på gaderne i lokal-området. Han spillede tennis for sin skole og højre innerwing på juniorholdet af den lokale fodboldklub, der senere blev til Royal White Star Woluwe (og som i dag har mottoet Vær Den Bedste). Efter en af kampene fik han et komplet sæt fodboldtøj som beløn-ning for at have scoret så mange mål. I Pierre Thonons skildring af hans unge år (Eddy Merckx, l’Irrésistible Ascension d’un Jeune Champion) er der trykt et billede fra familien Merckx’ fotoalbum, hvor man ser ham blive båret på skuldrene af sine jævnaldrende

Merckx.indd 33 12/02/13 11.18

34

efter at have vundet et lokalt boksestævne; en af hans handsker slår et hul i luften, i stil med Muhammad Ali.

Succesoplevelser som disse havde stor betydning. Eddys kappe-lyst kendte ingen grænser. Han elskede at spille kort og blev ekstremt skuffet, hvis han tabte en bordtenniskamp eller et spil domino. Senere i livet var han nøjagtig lige så besat af at vinde i de pokerspil, han og holdkammeraterne slog tiden ihjel med på ho-tellerne under cykelløb. Han udviklede allerede tidligt en stor in-teresse for mekaniske ting og kunne eksempelvis finde på at bygge sæbekassebiler eller skille sin første racercykel ad for at male den. Han var underligt følsom – han græd, da hans mor bekræftede hans lillebrors og lillesøsters chokerende påstand om, at juleman-den ikke eksisterede. Alle disse træk kom til at skinne igennem hos ham sidenhen, både som menneske og som cykelmester.

Familien Merckx var katolsk. Hver søndag var der messe – hvil-ket var et problem for den unge Eddy, fordi han havde svært ved at sidde stille særlig lang tid ad gangen – og i maj bad man foran statuen af Maria for enden af vejen. Det var et hårdtarbejdende miljø. Søndag var en travl dag i forretningen, fordi konkurrenter-ne holdt lukket, så Eddy skule hjælpe med at skære skinke og ost, veje frugt og servere bag disken, mens hans venner legede udenfor.

Senere i livet insisterede Eddy på, at hans familie ikke var rig. Den slags ting er relative. Der var ikke meget plads at bo på i lo-kalerne over forretningen – da Jenny fortalte Jules, at hun ventede tvillinger, lød hans svar: “Hvor skal vi gøre af dem?” – men fami-lien Merckx var på ingen måde fattig. De levede i hvert fald ikke på sultegrænsen, sådan som det var tilfældet med Fausto Coppi, Federico Bahamontes og Rik Van Steenbergen tidligt i deres liv og endda også med en samtidig som Luis Ocaña, der hver dag måtte gå de 6,5 kilometer mellem sit hjem og skolen i Pyrenæerne, uden nogen jakke på, fordi hans forældre ikke havde råd til en. På de få bevarede billeder af den unge Coppi ser man grupper af børn med spinkle ben og store hoveder, der vidner om afsavn. På bil-

Merckx.indd 34 12/02/13 11.18

35

leder af Eddy fra de unge år har han omvendt trinde kinder og er ofte fint klædt på i anledning af forskellige festligheder. Familien Merckx havde råd til en bil og til at tage på ferie ved havet. Eddy havde mulighed for at “klatre op ad den sociale stige” på mere konventionelle måder, ved at studere og få et godt job, men han valgte cykelsporten. I modsætning til Coppi, Bahamontes og Van Steenbergen traf Eddy Merckx ikke dette valg af nød, men af lyst. Alternativet ville ikke have været at tjene til dagen og vejen som landbrugs- eller industriarbejder; det ville snarere have været en tilværelse, der var lettere og lige så lukrativ: et komfortabelt mid-delklasseliv. Eddy følte tydeligvis et behov for at køre cykelløb, men det var ikke noget, han var nødt til at gøre af økonomiske årsager.

Jules og Jenny Merckx var vidt forskellige personligheder. “Min mor var meget blid og havde upåklagelige manerer. Tanken om, at jeg skulle komme ud for en ulykke, bekymrede hende meget,” hu-sker Eddy. “Jeg har arvet hendes venlige natur, måske lidt for me-get af den.” Hvad angår Jules, beskriver Eddy ham med disse ord: “nervøs, introvert og konstant urolig … og ikke synderligt snak-kesalig.” De samme ord kan bruges om Eddy selv. Jules havde en kort lunte, men var aldrig vred særlig lang tid ad gangen. Han var “ikke meget for at diskutere tingene. Oftest foretrak han at uddele en lussing frem for at holde en lang prædiken,” fortæller Eddy. Jules kunne godt lidt at bruge maksimer som “jo mere du har, de-sto mere ønsker du dig”, og “du vil altid finde nogen derude, der er bedre end dig selv.” Den første af disse læresætninger passede meget godt på hans ældste søn, den anden gjorde tydeligvis ikke.

For Jules, denne uddannede tømrer, der blev købmænd, var livet “arbejde, arbejde og endnu mere arbejde,” fortæller Eddy. Tidligt hver morgen tog Jules hen til markedet for at købe friske grønt sager til forretningen. Det gjorde han hver eneste dag om sommeren og tre-fire gange ugentligt om vinteren, og i starten, da de endnu ikke havde nogen bil, foretog han turen til fods.

Merckx.indd 35 12/02/13 11.18

36

På grund af sit følsomme væsen, og utvivlsomt også på grund af sprogbar rieren, var han temmelig genert. Af samme grund var det Jenny, der stod for at betjene kunderne bag disken i butikken, mens Jules gjorde brug af sine tømrerfærdigheder til at bygge træ-kasser, ofte til langt ud på aftenen. Det indtryk, man får af Jules, er, at han var en økonomisk migrant, der puklede som et bæst af frygt for, at han skulle fejle og blive tvunget til at vende tilbage til de kår, han kom fra.

Han var en despot, siger Eddys lillebror, Michel, en patriarkalsk figur. “Ingen turde dyppe deres ske i suppen før ham.” Michel husker ham som en “ulykkelig asket, en mand, der var blevet flået levende, en følsom person, der gemte sine følelser bag et tyrannisk image”, en mand, som bekymrede sig så meget, at det gjorde ham syg, men som skjulte de deraf opståede mavesmerter. Det var oftest Eddy, der fik hans temperament at føle – han var så forstyrrende et element, at Jules af og til holdt hans hoved under koldt vand for at få ham til at slappe af. Og fra tid til anden greb Eddy selv ind for at sikre sig, at det var ham, der blev straffet, og ikke tvillingerne.

Som en god katolsk far optrådte Jules strengt: Tallerkenerne skulle ryddes af bordet efter aftensmaden, og der blev trukket nogle klare moralske grænser, hvilket Eddy fandt ud af, da han i syvårs alderen snuppede et stykke legetøj fra en af sine læreres kate der og forsøgte at bilde sin mor ind, at det var en gave. I teen-ageårene røg Eddy indimellem ulovlige cigaretter og fik skældud, når hans far opdagede det. Og en dag insisterede Eddy på, at fri-søren skulle klippe hans hår helt kort som en straffefanges. Den unge fyr var sigende nok så sikker på sit ønske, at han nægtede at forlade frisøren stols, medmindre han indvillige i at bruge et barberblad. Den beslutning blev heller ikke populær derhjemme.

Guillaume Michiels husker Eddys forældre som “for flinke, for gavmilde”, en indvending, der også senere blev rettet mod deres feterede søn. “Når Eddy kørte løb, havde han fire eller fem lokale tilhængere. Efter søndagsløbene plejede fru Merckx

Merckx.indd 36 12/02/13 11.18

37

at sige, “kom med hjem og få et glas”. Ofte blev de og spiste – eftersom Jenny havde forretningen, var det blot et spørgsmål om at skære et par stykker skinke bag disken. Eddy kommenterede, “ma mère invite tout le monde” – min mor inviterer alle med hjem. Michiels beskrev Jules som “en mand, der havde det med at få en ide og holde fast i den.”

Da hans søn begyndte at blive mere og mere berømt, fordy-bede Jules sig i sit arbejde og holdt sig væk fra cykelverdenen. “Han var indadvendt, han viste aldrig sine følelser, men druknede dem i spandevis af kaffe. Han var ude af stand til at udtrykke sin stolthed,” fortalte Jenny Merckx Thirion. Eddy beskrev sin far som “hypersensitiv” og tilskrev denne sensitivitet hans generthed, som Jules selv tilsyneladende betragtede som en svaghed. Merckx senior var naiv og mistede penge til mere snedige købmænd – og også på dette punkt viste hans søn senere lignende træk. Jules var en ængstelig type, som, da han tog sin søn med til hans første cy-kelløb i Laeken på den anden side af Bruxelles, bestilte en taxa for at sikre sig, at de ikke skulle fare vild. Han var også en perfektio-nist, som kiggede på, mens hans søn rensede sin racercykel om af-tenen, hvorefter han selv rensede den igen, bare for at være sikker.

*

Det eneste, der kunne få Jules Merckx til at tage en pause fra ar-bejdet, var hans kærlighed til cykelsporten. I 1935, da han var femten år gammel, havde han cyklet de 55 kilometer sydpå fra Meensel-Kie zegem til Floreffe i nærheden af Namur for at se Jean Aerts blive verdensmester i landevejsløb. Eddy Merckx og hans far beundrende begge Constant Ockers – kaldet Stan af vallonere og Stanneke af flamlændere – cykelmesteren fra Antwerpen, hvis kar-riere faldt sammen med Merckx’ barndomsår. Eddy var kun seks år gammel, da Ockers i 1952 blev nummer to efter Coppi i Tour de France, og 10 år gammel, da han vandt verdensmesterskabet i

Merckx.indd 37 12/02/13 11.18

38

landevejsløb i 1955. Når Eddy kørte kapløb med vennerne i nabo-laget, legede han, at han var Ockers, mens hans kammerater var Rik Van Steenbergen eller den flamske helt Briek Schotte. Han var kun 11 år gammel, da Ockers døde af de hovedskader, han pådrog sig under et baneløb i Antwerpen den 29. september 1956. Jenny var udmærket bevidst om, at hendes mands og søns helt havde mistet livet, og det var en af grundene til, at hun i starten var mod-stander af, at Eddy skulle være cykelrytter. Tanken om, at hendes søn kørte cykelløb, blev ved med at være en kilde til bekymring for hende i mange år: Da han endelig opgav cykelsporten efter 17 år i sadlen, sagde hun, at det var den største lettelse i hendes liv.

Merckx senior og junior var på ingen måde Ockers’ eneste fans. Gennem en kort periode midt i 1950’erne blev Ockers voldsomt populær i hele Belgien på grund af sin aggressive kørestil, og hans begravelse var nærmest en national begivenhed. Med tanke på Merckx’ fremtidige karriere var Ockers en besnærende rollemo-del. Han var ikke en muskuløs flamlænder a la Van Steenbergen, men en lille fyr med en aggressiv kørestil. Han gjorde det ikke kun godt i klassikerne, men ydede også fine resultater i de store etape-løb og de mere kuperede endagsløb såsom ardennerklas sikerne Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège – en rytter med et godt allround-talent som både sprinter og bjergrytter. Men i modsæt-ning til Merckx, der allerede blomstrede i starten af tyverne, opnå-ede Ockers ikke storhed, før han var midt i trediverne.

Merckx beundring for Ockers vidner om, at han som barn hav-de et andet syn på cykling, end rendyrkede flamlændere havde. “I det område, hvor jeg boede, kaldte folk mig ‘Tour de France’,” fortæller han og tilføjer, at han ikke var interesseret i klassikerne – en indstilling, der ville have været utænkeligt for et barn fra Flan-dern. Dette skyldtes også det faktum, at de store endagsløb fandt sted om søndagen, hvor han ofte arbejdede i butikken eller var på besøg hos sin bedstemor i Meensel-Kiezegem sammen med resten af familien. “Jeg lyttede til transmissioner fra Tour de France i

Merckx.indd 38 12/02/13 11.18

39

radioen, og min far tog mig med ud for at se en etape live ved to eller tre lejligheder, og et par gange tog han mig også med hen at se seksdagesløbet i Palais des Sports i Bruxelles,” fortalte Eddy mig i 1997. Som noget endnu mere mærkværdigt for en ung belgier var en anden af hans barndomshelte Jacques Anquetil, der havde sine bedste år, mens Eddy var i puberteten. Som Merckx’ kone, Clau-dine, fortalte forfatteren François Terbéen: “Du må gerne citere mig højlydt for, at Eddy satte Anquetil højere end alle de andre. Han var hans helt. Han drømte om ham og beundrede ham dybt.”

Eddy var begyndt at cykle som tre-fireårig, og i otteårsalderen cyklede han til skole hver dag, op og ned ad den stejle Kouter-straat. Senere fik han en noget større cykel, så han kunne bringe pakker ud for sin far. Det siges, at kunderne ikke ville give ham drikkepenge, fordi han var chefens søn, så derfor begyndte han endvidere at køre for den lokale mælkemand, sådan at han kunne spare sammen til en racercykel. Han brugte sin cykel til at køre om kap med sporvogne og biler hen til en bager, hvor de solgte en kage kaldet “atombomben”. Engang hvor han var ude at cykle med sin mor, knækkede han en af sine pedaler i et forsøg på at indhente en knallert på cykelstien: Det resulterede i, at han faldt af cyklen og slog sit hoved.

Jenny Merckx var ikke særlig vild med tanken om, at hendes søn kørte cykelløb, især ikke da han blev mere seriøs omkring det. I 1960, da Eddy var 15 år gammel, fulgte han med i tv-transmis-sionerne fra Rom, da der blev kørt landevejsløb under De olym-piske lege. Løbets vinder blev Viktor Kapitonov fra USSR, og den unge fyr satte sig et mål: Han ville udvælges til at deltage i legene i Tokyo i 1964. Allerede da Merckx var 12 år gammel, havde han deltaget i et uofficielt løb i Meensel-Kiezegem, hvor han kørte mod et felt af ryttere, der primært bestod af ældre børn, i alderen op til 18. Jenny havde undersøgt sagen og var – korrekt nok – blevet informeret om, at frafaldskvoten var høj; at lige meget hvor loven-de en ung cykelrytters talent måske så ud, så var det kun nogle få,

Merckx.indd 39 12/02/13 11.18

40

der evnede at få en levevej ud af det. Hun mente, at hendes søns helbred var for dårligt til cykelsporten, og at han til gengæld var intelligent nok til at bestå sine eksaminer. Derudover frygtede hun formentlig også, at skuffelserne ville gøre ham ulykkelig. Jules la-der omvendt til at have været mere kynisk i sit syn på sagen: “Lad ham bare prøve at tage ud og kæmpe i et cykelfelt, hvis ikke han har lyst til at gå i skole. Måske vender han tilbage i tårer.”

I sommeren 1961 tog Eddy ikke på den sædvanlige ferie ved havet, men blev i stedet hjemme og hjalp sin far med butikken. På den måde tjente han penge nok til at erhverve sig sin første ryt-terlicens, og en måned efter sin 16-års-fødselsdag deltog han i sit første officielle løb. Nogle hævder, at hans mor ikke blev indviet i denne udvikling. Eddy og hans far havde efterhånden regnet ud, at cykelløb ikke var en del af hendes planer for sin søn. Løbet i Laeken blev en farce. De sko, Eddy havde fået på, var få små til hans fødder. Da smerten blev ubærlig, måtte han holde ind til si-den og vente på, at hans far nåede frem med bilen, så han kunne få et andet par på. Han var dog fast besluttet på at fuldføre løbet og tog endda nogle smutveje for at nå i mål, hvilket resulterede i, at han kom ind to minutter før de ryttere, der reelt lå forrest. Merckx burde nok være blevet diskvalificeret, men i stedet endte han med at blive deklasseret til en sjetteplads. Der skulle gå fem uger, før han atter kom i top ti.

Det var tydeligvis hans far, der var drivkraften bag hans cykling, men forholdet mellem far og søn var en fåmælt affære. Jules tog med til alle Eddys løb i de unge år – nogle gange fik han et lift af en af sine grossister – men de talte sjældent særlig meget sammen. “Han overførte sine følelser til mig,” mindes Eddy i Stéphane Thi-rions Tout Eddy. “Når jeg vandt, fik han tårer i øjnene og sagde: ‘Eddy, hvordan i himlens navn bar du dig ad med at gøre det igen?’ Efter at jeg blev gift, holdt han på et tidspunkt op med at kom-me. Han forklarede aldrig hvorfor.” Måske følte Jules, at han ikke længere indtog pladsen som sin søns vigtigste støtte, og måske blev

Merckx.indd 40 12/02/13 11.18

41

han forlegen over således at stå på sidelinjen. “Jeg ønskede nok bare at gøre mine forældre stolte – min far var … meget hård, meget streng over for os. Jeg er nok lidt ligesom ham.” Jules døde i en ung alder, i 1983, efter et liv med hårdt arbejde, for lidt søvn og for mange cigaretter. Eddy fornemmede, at han var “tilfreds” med, hvad hans søn havde opnået, selv om han aldrig sagde det.

Det var ikke kun Jules. Begge Eddys forældre var ret tæt på ham, i hvert fald sammenlignet med andre familier. Han flyttede hjem-mefra i en relativt sen alder, som 22-årig, og andre cykelryttere bed mærke i, hvor meget tid han brugte på at tale i telefon med dem i starten af sin karriere. Også Jenny lagde pres på ham, om end på en mere underbevidst måde. “Jeg tror gerne, jeg ville vise min mor, at det er vigtigt at lave noget, man holder af her i livet. Og også at jeg godt kunne klare mig uden at gå på universitetet, for til at be-gynde med var hun ikke særlig glad for min cykling. Hun ville, at jeg skulle studere, tage på universitetet og få et stabilt, permanent job.” Når først beslutningen om at droppe studierne var truffet, var der ikke noget sikkerhedsnet: De fysiske strabadser og angsten for at tabe blev derfor noget, han bestræbte sig på at udholde for at undgå at have en fornemmelse af, at hans mor måske tænkte, “jeg sagde det jo til dig”, eller at hans far skulle synes, at han ikke havde prøvet hårdt nok. Han var kort sagt fanget mellem en perfektionistisk arbejdsnarkoman af en far og en evigt bekymret mor. Han arvede det bedste fra dem begge og forsøgte at leve op til deres forventninger.

*

Sejren i Petit-Enghien gav den unge Merckx selvtillid og fik Féli-cien Vervaecke til at interessere sig lidt mere for ham. Den vinter tog den hærdede gamle cykelpro Merckx med ind til velodromen i Schaerbeek i centrum af Bruxelles, der praktisk nok lå midt mel-lem familien Merckx’ købmandsbutik i Woluwe og hans egen cy-

Merckx.indd 41 12/02/13 11.18

kelforretning i Laeken. Banecykling er den perfekte indføring for unge ryttere, fordi det giver dem mulighed for at udvikle et hasti-gere tråd og skærper deres evne til at manøvrere i et hurtigkørende felt.

Merckx indledte 1962 med at tage sin anden sejr. Det skete i et kermesse-løb i Haacht den 11. marts, og denne gang var der ikke noget heldigt eller tilfældigt over hans præstation: Han gik i ud-brud alene tidligt i løbet og blev aldrig hentet. Det var det år, Eddy besluttede sig for at blive cykelrytter på fuld tid – overraskende tidligt for en rytter, der havde mindre end et års cykelløb bag sig.

Merckx.indd 42 12/02/13 11.18

43

ARRIVA MERCKX

Via Roma, Sanremo, den 19. marts, 1966Elleve ryttere spurter for fuldt tryk ned ad den lige, let skrånende gade mod målstregen i Milano-Sanremo, endagsklassikeren, der markerer åbningen på cykelsæsonen. Tilskuerne foran caféerne og isbutikkerne kan se fire ryttere, der er ved at rive sig løs forrest i gruppen, to og to i hver sin side af vejen, i kamp om at vinde det løb, italienerne kalder La Primavera, Foråret. Helt til venstre to italienere: Michele Dancelli i den grønne, hvide og røde vinder-trøje fra de nationale mesterskaber, og lige foran ham Adriano Durante i Salvarani-holdets lysegrå farver. Højre side af vejen til-hører Belgien: Tættest på rendestenen kører Herman Van Springel i Mann-Grundig-holdets hvide trøje, og en halv meter til venstre for ham, også i hvidt, Eddy Merckx.

Han er stadig kun 20 år gammel, med mindre end et års erfaring som professionel cykelrytter, og hans kropssprog emmer af teen-ageagtig entusiasme. Hans albuer stritter ud til hver sin side i en vanvittig vinkel, mens han skubber og trækker hvert eneste gram af kraft ud af sine lårmuskler. Hans hoved er sænket og så tæt på styret, at hagen næsten støder mod det. Hans manke af tykt sort

Merckx.indd 43 12/02/13 11.18