30mm143 mm 143 mm 100 mm100 mm

220

mm

CMYK + GLOSSY KACHE

melanderJakob

Rosinante

KRimi

de berusedes veJ

de berusedes veJJakob melander

e n bombe eksploderer i et baghus på Nørrebro. På gernings-stedet finder politiassistent Lars Winkler det maltrakterede lig af Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft. Synet af den afdøde slår benene væk under Lars, for Thorbjørn og han var engang nære venner. Er Thorbjørn offer for et attentat? Eller var han i virkeligheden i færd med at fremstille en bombe rettet mod det nært forestående EU-topmøde? Overbevist om Thorbjørns uskyld kommer Lars på sporet af en terrorcelle, og truslen om flere bombesprængninger viser sig at være overhængende. Samtidig hvirvler efterforskningen op i de to ven-ners fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens lys. Og ikke alt er blevet tilgivet. de berusedes veJ er tredje bog i den anmelderroste og inter-nationalt anerkendte serie om politiassistent Lars Winkler – københavner med stort K, enspænder, indehaver af en imponerende pladesamling og en ramponeret lejlighed ved Nørrebro Station.

JaKob melandeR

(f. 1965) debuterede i 2013 med krimien

Øjesten, som gik direkte ind på bestseller-

listerne og er solgt til udgivelse i 8 lande.

De berusedes vej er tredje bind i serien om

kriminalassistent Lars Winkler. Andet bind,

Serafine, udkom i 2014. Jakob Melander har

en musikerkarriere bag sig som guitarist

i en række danske rockbands.

www.jakobmelander.com

www.facebook.com/ForfatterJakobMelander

Følg Lars Winkler68 på Spotify

HHHHHH „Fængslende, spændende og meget svær at lægge fra sig.“ Femina

HHHH „Uforbeholden ros til sprog, puls og tempo.“ Jyllands-Posten

HHHH „Flot københavnerkrimi ... Der er både mystik og tempo, vildspor og vildskab i Jakob Melanders debut.“ ekstra Bladet

HHHHH „Stilsikker debut fra Jakob Melander.“ Berlingske

HHHHH „Lovende debutroman, der handler om galskab og kærlighed.“Fyens stiFtstidende

HHHH „Med Serafine slår Melander fast, at han er et af de nye store navne på den danske krimiscene.“ Berlingske

HHHHH „Melander kan skrive, og hvad

bedre er: han har noget væsentligt at fortælle.“ dagBladenes Bureau

HHHHH „Glæd dig til et par nætter uden meget søvn.“nordJyske stiFtstidende

HHHH „Serafine er en ambitiøs krimi, som lykkes med langt det meste.“ Politiken

FOrFAttErFOtO: ISAK HOFFMEYEr OMSLAG: ALEttE BErtELSEn / ALEttEB.dK

6

DE BERUSEDES V EJ

Af samme forfatter

Øjesten · 2013Serafine · 2014

JAKOB MELANDER

De berusedes vej

krimi

Rosinante

De berusedes vej© Jakob Melander og

Rosinante/rosinante & co, København 20151. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Alette Bertelsen,med modelfoto/Stine Heilmann

Sat med Minion hos Christensen Grafiskog trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-2628-0Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.jakobmelander.comwww.facebook.com/ForfatterJacobMelander

Tak til Søren Ulrik Thomsenfor tilladelse til at bruge

De berusedes vej som titel

Rosinante er et forlag i rosinante & coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk

»... mod en søvn uden drømme.«Søren Ulrik Thomsen, Digte om natten

6

7

1984

Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Søjler af gas slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet.

Et par sortklædte BZ’ere træder frem, læner sig tilbage med højre arm strakt bagud. Brostenenes vægt trækker hænder mod asfalten. Så udløses den opdæmmede energi, og stenene sendes afsted med voldsom kraft.

Et råb rejser sig fra hundredvis af struber, og demonstranterne løber fremad. Politikæden trækker sig et par meter tilbage, ple-xiglasskjoldene skydes ind foran kroppenes bløddele. Så skratter indsatslederens stemme i megafonen, pisker dem atter frem. Og nu er det demonstranternes tur til at vige. Slaget bølger frem og tilbage. Vinden driver arme af gas ud over søen.

De første affaldscontainere hentes ud fra baggårdene langs Sortedam Dossering, skubbes ned mod broen, hvor de stikkes i brand. Fed, ildelugtende røg vælter op mod himlen. Stanken af brændt plastic og affald blander sig med tåregas. Enkelte de-monstranter trækker væk, andre ligger på fortovet langs broens stensætning, hoster lungerne op. Den hårde kerne holder stand med fugtede tørklæder for underansigtet, sender byge efter byge af brosten mod politiet i ly af de brændende containere.

8

I porten til nummer syv er demonstranterne ved at trille de sidste affaldscontainere ud. Længere inde, i anden baggård står en skydedør på klem. I det aflange lokale bagved holder række på række af pølsevogne parkeret for aftenen. Lavmælt snak kommer derinde fra, det kolde, blå lys fra et neonrør. En gruppe står bøjet over disken ved en halvåben pølsevogn. Unge demonstranter, fyre, en enkelt pige i motorcykellæderjakke og klanternet nederdel, og en pølsemand i blå kittel. Penge skifter hænder. Pakker med et hvidt pulver ryger den anden vej. Råbene, fløjterne, larmen fra demonstrationen, det er alt sammen kun et svagt ekko herinde.

Pludselig bryder en ung punker ud af flokken, løber mod udgan-gen. Pigen råber ham an, følger efter. Hendes lyse pandehår, stift af hårlak, dækker for den ene halvdel af ansigtet. Øjnene trukket op med fede streger af kohl.

De tre andre bliver tilbage, lægger lines op på den gråmelerede formica-disk. En pengeseddel rulles sammen, stikkes i det før-ste næsebor. Snooort. Rusens kemiske high, amfetaminens susen i blodet. De tilbageværende er lukket inde i deres egen verden, sanser ingenting, før en sortklædt skikkelse pludselig står i døren.

Vild i blikket søger han blandt dem. Brostenen er hævet, armen strakt. Pølsemanden stiller sig ind foran ham ...

»Rolig nu. Vi ...« ... og træder direkte ind i slaget.Øjeæblet eksploderer. Kindben, kæbe knaser. Den sortklædte

fører stenen tilbage, ansigtet er fortrukket. Han slår, mens pølse-mandens krop falder, slår og slår, sender byger af kraniesplinter og hjernemasse i en vifte ud over pølsevognsgaragens snavsede betongulv.

Endelig lader han stenen falde, ser på det knuste menneske, der ligger for hans fødder. Benene sitrer i de sidste spasmer, mens verden udenfor med ét trænger sig på: Lyden af sirener, kanonslag, vrede råb og løbende fødder vælter ind fra gaden, ekkoer mellem murene.

9

Men da er de to andre for længst stukket i løb, på vej gennem porten ud mod Ravnsborg Tværgade.

Ude på Dronning Louises Bro er politiet ved at få bugt med de sidste rester af demonstrationen. Betjente med visiret slået ned trækker affaldscontainerne til side, pulverslukkerne hvæser. Hvid røg bølger op. Ovenover blinker Irma-reklamerne videre, om kap med sirenernes blå blink.

Tæpper af regn driver ind over slagmarken. Lave skyer mimer neonreklamernes flimren i det urolige vand. Tv’s prøvebillede til et statisk akkompagnement af sirener og mågernes hæse skrig.

10

11

Mandag den 27. november

12

13

1

»Som I kan se, har vi, i tæt samarbejde med sikkerhedstjenesterne fra de andre EU-lande, lagt en jernring om Bella Center.« Ulrik lod blikket glide over forsamlingen af politiassistenter fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet, pegede op på powerpoint-sliden på det nussede lærred. »Ingen slipper ind uden passérseddel.« Mili-tærjargonen fik hans øjne til at glimte om kap med det støvede lys fra projektoren i loftet. Ulrik var i hopla i dag.

Lars blinkede med øjnene for at holde sig vågen i det mørke-lagte lokale. For en time siden havde han ligget i sin varme seng. Egentlig var han vel ikke stået op endnu.

Topmødet hang ham allerede langt ud af halsen. I tre lange uger havde aviser og tv brugt topmødet som påskud til at udspy solide doser af national selvfedme. Rundt om ham nikkede kol-legerne med hoveder, der, ligesom hans, var tunge af overarbejde og mangel på søvn. De blygrå poser under øjnene trak ned over kinderne.

For alle andre end Ulrik ville topmødet, der markerede Dan-marks overtagelse af EU-formandskabet ni dage senere, kun komme til at betyde én ting: endnu flere overarbejdstimer, der ikke var råd til på etatens budget. Det var allerede helt i bund her kort før årsskiftet.

Der lød et enkelt snork bagfra. Det måtte være Toke. Ulrik rynkede brynene, men fortsatte uden at kommentere.

»Som I ved, er jeg i daglig kontakt med arrangørerne af demon-strationen, der er anmeldt til at gå fra Israels Plads til Bella Center

14

samtidig med åbningen af topmødet. I kender trusselsvurderingen fra PET: De sædvanlige elementer planlægger en række voldelige protester. Det drejer sig heldigvis om et fåtal – langt de fleste øn-sker et fredeligt topmøde og en fredelig demonstration.« Ulriks blik mødte Lars’, blev hængende lige et kort sekund længere end nød-vendigt. Lars bøjede sig ind over bordet, rev en strimmel af et af de uddelte ark, han alligevel aldrig ville få læst. Rullede den sammen til en lille kugle, som han knipsede over på Sannes bord. Hun verfede kuglen på gulvet med en irriteret bevægelse. Så vendte hun sig halvt om og smilede til ham, før hun atter rettede blikket mod Ulrik, der netop havde skiftet til en ny slide.

»PET vurderer truslen fra højreorienterede kræfter til at være stort set ikkeeksisterende. Visse venstreekstremistiske grupperin-ger mistænkes som sagt for at planlægge aktioner i mindre skala, men dem har de styr på. Ja, så mangler vi bare at fordele jer ud på de forskellige delegationer.«

Lars lænede sig tilbage. Sannes hurtige smil havde udløst en kaskade af blanke bobler i maveregionen. Men vicepolitiinspek-tørens stemme var umulig at holde ude.

»Frank, du har altid været så glad for at stå på ski. Østrig, det må da lige være dig?« Ulrik sendte et ark ned gennem rækkerne. Lars nåede at skimte en række navne, telefonnumre og mailadresser på repræsentanter fra de østrigske sikkerhedsstyrker, inden han rakte det videre til Frank.

»Toke.« Ulrik havde fundet det næste ark frem. Der var ingen reaktion. »Toke!« Denne gang gjaldede Ulriks stemme gennem lokalet.

Toke rettede sig op i stolen med forbløffende hast. Ulrik nikkede, sænkede atter stemmen. »Hvad siger du til Frankrig?«

»Øh – Frankrig?« Tokes stemme var tyk af søvn. »Tak, vel?« Der lød halvkvalt latter, et enkelt fnis. Ulrik lod sig ikke mærke

med noget, fortsatte med at dele lande ud, til der kun var et enkelt ark tilbage i bunken.

15

»Sanne. I er gode til tysk ovre i Kolding. Var det ikke noget for dig? Tyskland, mener jeg?«

Sanne rakte ud efter arket. Ulrik sendte det ned mod hende. »Og hvad med dig, Lars? Hvordan er dit tyske?« Lars rømmede sig. Durch, für, gegen, ohne, wieder, um. Kannst

Du nicht dein Akkusativ, dann bist Du wirklich ... Jo, noget af det gamle gymnasietysk hang stadig ved. Han nikkede.

»Udmærket.« Ulrik slukkede for laptoppen på bordet, rullede mørkelægningsgardinet op og lod det grå novemberlys sive ind. »I ved, hvad I skal gøre.«

»Hvordan ... vent lidt.« Lars forsøgte at indhente Sanne i forkon-toret. Hun standsede, vendte sig halvt mod ham. »Hvordan går det med Martin? Var han ikke syg i efteråret?«

Sanne strøg en lok væk fra panden. Hun havde ladet håret gro, spidserne faldt konstant ned i øjnene på hende.

»Jeg gider ikke snakke om ham.« Hun så op og ned ad ham. »Der er noget, jeg godt lige vil vise dig.«

»Ja?« »Kom.« Hun åbnede døren ind til sit kosteskabsstore kontor,

vinkede ham efter sig. På skrivebordet lå en gammel journal. Et par sort-hvide fotos stak ud af mappen. Han behøvede ikke dreje hovedet og læse for at vide, det var hans egen.

Lars satte sig. Stolen gav sig klagende under hans vægt. Selv-følgelig ville hun have fundet frem til det før eller siden. Men behøvede det at være lige nu?

Jack Nicholsons stemme, replikken fra Chinatown: »Do you know the expression ‘Let sleeping dogs lie?’«

Men det så ikke ud til, at Sanne kendte det udtryk. Hun satte sig i kontorstolen overfor, bladrede gennem de tynde, maskinskrevne ark til det første fotografi.

Hun rakte det over bordet uden at sige noget, forsøgte at fange hans blik.

16

Billedet var taget et eller andet sted på Nørrebro, tilbage i 1980’erne. I baggrunden en barrikade tværs over gaden, væltede affaldscontainere, murbrokker. Døre, gulvplanker. Punks og BZ’-ere, flere af dem med brosten i hænderne. Lars selv stod yderst til højre. I overfrakke og sorte sko. Stramme sorte jeans. Tørklædet for munden var langtfra nok til at camouflere hans ansigt. Og brostenen i hans hånd.

Sanne lod hænderne synke ned i skødet. »Den aften, hjemme hos dig i sommer, da du fortalte om punk-

tiden: ‘Jeg har ikke kastet med sten eller væltet lokummer ud ad vinduet eller noget’. Det var det, du sagde.« Hun pegede på foto-grafiet. »Og så løj du for mig?«

Lars lagde billedet fra sig på bordet, strøg en hånd over panden, øjnene. Aftenen fra i sommer stod stadig lyslevende for ham. Kys-set, trefjerdedelstakten i kroppen. Derefter lyden af en smækkende dør og hans grædende teenagedatter, Maria, der stod midt i stuen. Det var ikke blevet til mere end det ene kys. Hverken den aften eller senere.

»Jeg vidste jo ikke, hvordan du ville reagere. Og jeg trak mig jo faktisk også fra miljøet, som jeg sagde. Tog over til min far i New York. Jeg var sikker på, det ville ende med, at nogle ville blive slået ihjel. Enten en af dem eller af os.«

Sanne stirrede på ham. Længe. »Og hvem er så ‘dem’ og ‘os’ nu, Lars?« Hun så væk. »Er jeg en

af ‘dem’, eller en af ‘os’?« »Sanne. Det er tredive år siden. Kan vi ikke ...« Hun tog fotografiet, lagde det tilbage i journalen og lukkede den. »Du skal ikke lyve for mig igen.« I det samme smækkede Ulrik døren op. »Tyskerne må vente. Der er sprunget en bombe på Modkraft.

Dem kender du jo, Lars. Én dræbt. Heldigvis var en patrulje alle-rede ude ved Café Louise – et værtshusslagsmål – så gerningsstedet er allerede spærret af. Afsted med jer! I skal ud på Nørrebro.«

17

2

»Modkraft?« Sanne satte sin Fiat 500 i gear, blæste op ad rampen og ud på Hambrosgade. Lars smækkede blinklyset på taget, luk-kede vinduet.

»Det er et alternativt nyhedssite. Venstreorienteret,« tilføjede han, da han så Sannes ansigtsudtryk. »De har gode kontakter i det autonome miljø.«

»Er de autonome?« Sanne accelererede i andet gear. Motorlar-men steg til en hvinen.

»De har kontakter i miljøet.« Lars sank sammen i sædet. »Det betyder ikke, de er en del af det. Og skift nu gear. Du ødelægger motoren.«

Modkraft lå i baggården til Nørrebrogade 5. Etageejendommens runde indgangsparti blev indrammet af en bred regnbuestribe. En varm gul sol strålede ovenover. Under vinduerne på mezzaninen løb et farvestrålende relief. Det mindede Lars om kollektiverne på Christiania, festerne, han havde været til med sin mor som dreng. Indgangen her havde vel set sådan ud siden 1970’erne.

Modkraft og søstervirksomheden Mediebureauet Monsun lå på første sal til venstre. Her var to vinduesfag blæst ud. Glasskår og dele af vinduesrammen lå spredt ud over gården. Forskræmte beboere stirrede ud ad vinduerne i forhuset. En mindre gruppe nysgerrige havde allerede samlet sig i gården.

»Det ligner et slagtehus deroppe.« Den ene af de uniformerede kolleger var ligbleg.

Billedet var taget et eller andet sted på Nørrebro, tilbage i 1980’erne. I baggrunden en barrikade tværs over gaden, væltede affaldscontainere, murbrokker. Døre, gulvplanker. Punks og BZ’-ere, flere af dem med brosten i hænderne. Lars selv stod yderst til højre. I overfrakke og sorte sko. Stramme sorte jeans. Tørklædet for munden var langtfra nok til at camouflere hans ansigt. Og brostenen i hans hånd.

Sanne lod hænderne synke ned i skødet. »Den aften, hjemme hos dig i sommer, da du fortalte om punk-

tiden: ‘Jeg har ikke kastet med sten eller væltet lokummer ud ad vinduet eller noget’. Det var det, du sagde.« Hun pegede på foto-grafiet. »Og så løj du for mig?«

Lars lagde billedet fra sig på bordet, strøg en hånd over panden, øjnene. Aftenen fra i sommer stod stadig lyslevende for ham. Kys-set, trefjerdedelstakten i kroppen. Derefter lyden af en smækkende dør og hans grædende teenagedatter, Maria, der stod midt i stuen. Det var ikke blevet til mere end det ene kys. Hverken den aften eller senere.

»Jeg vidste jo ikke, hvordan du ville reagere. Og jeg trak mig jo faktisk også fra miljøet, som jeg sagde. Tog over til min far i New York. Jeg var sikker på, det ville ende med, at nogle ville blive slået ihjel. Enten en af dem eller af os.«

Sanne stirrede på ham. Længe. »Og hvem er så ‘dem’ og ‘os’ nu, Lars?« Hun så væk. »Er jeg en

af ‘dem’, eller en af ‘os’?« »Sanne. Det er tredive år siden. Kan vi ikke ...« Hun tog fotografiet, lagde det tilbage i journalen og lukkede den. »Du skal ikke lyve for mig igen.« I det samme smækkede Ulrik døren op. »Tyskerne må vente. Der er sprunget en bombe på Modkraft.

Dem kender du jo, Lars. Én dræbt. Heldigvis var en patrulje alle-rede ude ved Café Louise – et værtshusslagsmål – så gerningsstedet er allerede spærret af. Afsted med jer! I skal ud på Nørrebro.«

18

»I har ikke rørt ved noget?« Lars stirrede op mod vinduerne. En række skarpe glimt oplyste det indre af Modkrafts lokaler. »Er teknikerne allerede kommet?«

»De er fra Retsmedicinsk. Og nej, vi stak bare hovedet ind.«Sanne bad de to uniformerede kolleger, der holdt vagt foran

gadedøren, om at genne nysgerrige væk. Lars gik op ad trappen.På første sal gik døren op i samme øjeblik, han trykkede hånd-

taget ned.»Ingen adgang.« Frelséns stemme smældede ud i opgangen. »Nå,

det er jer?« Hans bistre ansigt lyste op i en slags smil, da han fik øje på dem. »Kom ind. Men hold til højre, ikke? I kan tage dragter og mundbind i kassen ved døren.«

Lars og Sanne klemte sig gennem den smalle sprække, Frelsén holdt åben. Retsmedicineren smækkede døren efter dem. Sanne rakte Lars en heldragt, havde allerede fået mundbindet på.

Et aflangt lokale, arbejdsstationer på vinduessiden og eksem-pler på Monsuns kampagner og plakater på væggen overfor. I et mørkt hjørne bagest til højre indrammede en sofagruppe et af-skallet bord.

I det venstre hjørne, tættest på døren, neden for de to udblæste vinduesfag og badet i det skarpe lys fra et par 500-watts arbejds-lamper, knælede en skikkelse i hvid heldragt ved siden af en mis-handlet krop. De gulligthvide latexhandsker var smurt ind i den samme blanding af blod og organisk materiale, der var sprøjtet ud over væggen bagved.

Bint vendte sig, vinkede til dem uden at fjerne mundbindet.»Hej Lars, Sanne. Velkommen. I får noget at se til.«»Hvad mener du?« Sanne havde stillet sig over ved den nærme-

ste arbejdsstation, bladrede i en bunke aviser.»Midaldrende mand. Ansigt og hænder ødelagt. Ham får I in-

gen fingeraftryk fra. Det er formentlig en brevbombe.«Lars gik ned i den anden ende af lokalet. Han havde en mærke-

lig uro i kroppen, forsøgte at skabe så megen afstand som muligt

19

mellem sig selv og den dræbte. Nede i gården var der kommet forstærkninger til. Seks uniformerede kolleger havde fået gennet de nysgerrige ud gennem porten.

Han standsede ved det sidste bord. Skærm og tastatur var næ-sten skjult under bunker af hvidt papir oversået med blyantsnoter.

»Men posten?« Sanne lagde aviserne fra sig. »Er den kommet allerede? Er det ikke lidt tidligt?«

»Det ser ud, som om han selv har forsøgt at fabrikere en – men han har fumlet med det, den eksploderede mellem hænderne på ham.« Bint bøjede sig atter over den døde.

»Her kan man da tale om skæbnens ironi.« Frelsén lo. En kort, hård latter. Lars vendte sig, blinkede mod det skarpe lys.

»Så vi ved ikke, hvem han er? Har han ikke en telefon på sig?« Han prøvede at stikke hænderne i overfrakkens lommer, men blev forhindret af heldragtens bleghvide pvc. »Kan I sige, hvilken type eksplosiv der er anvendt?«

»Ingen telefon, nej. Det ligner en eller anden form for plastisk sprængstof. Med hensyn til identifikationen ... Medmindre vi er heldige ...« Frelsén gik over til liget, bøjede sig ned og begyndte at gennemrode lommerne.

»Desværre.«Lars koncentrerede sig om bordet foran sig. I bunken af løsark

lå et sammenfoldet papir. Da han åbnede det, faldt nogle krøllede kasseboner ned på bordet.

»Hov, vent lidt.« Frelséns udbrud fik Lars til at feje de krøllede boner op i sin hånd og vende sig om.

Retsmedicineren havde hånden i ligets baglomme, tog et slidt kørekort frem. Han satte de guldindfattede briller på næsen, vendte og drejede det lyserøde kørekort i lyset fra arbejdslampen.

Lars sank. Det prikkede i hele kroppen. Frelsén så op.»Forudsat det faktisk er hans kørekort ... Så er den dræbte en

Thorbjørn Lehbæk, født i 1969.«Et eller andet faldt sammen indeni, han kunne ikke stå. Lars

20

måtte sætte sig på skrivebordet, lukkede øjnene. Minderne kom væltende. Thorbjørn og ham, der spillede bold på Callisensvej, Thorbjørn svedende, kejtet og med bumser til klassefesterne. Thor-bjørn på besøg på Christianshavn, da Lars flyttede med sin mor fra Hellerup og ind i den store lejlighed ved kanalen. Til kon-certerne i Allotria, Ungdomshuset. Med til demonstrationerne. Gadekampene.

De havde ikke set hinanden siden dengang, men Thorbjørn og en brevbombe?

Et pludseligt glimt fra en læseferie. Thorbjørn og ham selv i gården ved Overgaden Neden Vandet. Total stenbro-sommeridyl: bladtunge træer langs den okkergule mur og over de lave, røde træbygninger. Græstuer stak op mellem brostenene. Lars, der dril-lede Thorbjørn med hans gnidrede blyantsnoter. Hvorfor brugte han ikke kuglepen som alle andre? Thorbjørn havde med stor alvor svaret, at blæk forsvandt, mens en blyantstreg var uforgængelig. Netop uforgængelig.

»Lars? Er du OK?« Sanne var på vej gennem lokalet. Lars rystede på hovedet, forsøgte at samle sig. Det gik op for ham, at han stadig sad med det sammenfoldede A4-ark og kassebonerne i hånden. Tyrkerdrabet i 1984 stod der med blyantsskrift på øverste halvdel af papiret. Længere nede blot et enkelt ord: Völuspá.

En kuldeiling løb ned langs rygraden, forplantede sig til en ry-stelse i hele kroppen. Han støttede sig til bordet, kom op at stå. Stak note og boner i lommen.

»Ja, det vil sige ... Thorbjørn, han er ... var en af mine gamle venner.«

Sanne så ned mod Bint og Frelsén, der stod bøjet over liget. Så lagde hun armen om ham.

»Det er jo forfærdeligt.« Hun rettede sig op. »Kom! Du skal slet ikke være på denne her sag. Jeg ringer til Ulrik.«

Lars rejste sig, fik stemmen under kontrol.»Jeg har ikke set ham i tredive år. Det er OK.«

21

Sanne standsede, så på ham.»Hvad er dét?« Hun pegede på hans lomme.I det samme lød der tumult ude fra trappen. En eller anden tog

i døren, hev i den. En række uartikulerede hulk, en lang piben. Så brød stemmen igennem.

»Jeg vil ind til ham. Så lad mig dog komme ind til ham!« Det var en kvinde, hendes stemme var lige ved at knække over.

»Du kan ikke være her.« En anden stemme, grovere. Det var den betjent, der havde stået vagt i gården. »Lad nu kollegerne udføre deres arbejde.«

Lars skubbede Sanne foran sig hen mod døren. Den nærmest fløj op, da han drejede låsen rundt.

En lille kvinde i slutningen af trediverne forsøgte at presse sig forbi den uniformerede kollega og ind på gerningsstedet. Brede hofter, kort krøllet hår.

»De siger, det er Thorbjørn. Han er min kæreste. Jeg skal ...« Lars skubbede hende blidt, men bestemt tilbage. Han fulgte selv

efter, lukkede døren bag dem.»Lars Winkler, Københavns Politi. Det bedste, du kan gøre lige

nu, er at lade os fortsætte vores arbejde.« Han vendte sig mod den uniformerede kollega. »Er der et sted, vi kan sidde?«