kontekst | 1

2 | kontekst

3

4

7

10

12

14

20

24

26

28

29

32

35

36

38

40

44

46

Moderne

identitet

Supplering

Leder

Georgia Tech

DR dræber kulturen

Dig, mig og IKEA

Er du neotribalist?

Stafetten

Fremtidens TV-marked

Ud af huset i et år

Grauballemandens sande ansigt

Min supplering

En verden udenfor

Terminalrummet på Trøjborg

Ungdoms DM i digital kunst

Mobiltelefonen – ven eller fjende?

Medie-hvad-for-noget?

Boganmeldelse: Niklas Luhmann

Specialer

Kultur kalender

INDHOLD

Disclaimer: IMV tager ikke ansvar for noget der måtte stå i dette blad. Således ligger ansvaret alene hos redaktionen. Der tages forbehold for trykfejl og

eventuelle ukorrekte oplysninger.

kontekst | 3

LEDER REDAKTIONENFølgende har været med til at lave dette blad:

Redaktører:

Helle Martens Jørgensen og Jens Gerner-Smidt

Layout:

Jess Andreas Olsen, Stine Skaarup, Signe Roholt,

Rasmus Gylling og Rikke S. Lindhard

Økonomi- og annonceansvarlige:

Anne Meldal Nørgaard og Christoffer Thaudal Jakob-

son

Web:

Jesper Algren Thomsen og Kim Nørskov

Skribenter:

Johanne Højbjerg Møller, Marie Jensen,Søren Pold,

Heidi Vinther Knudsen, Fredrik Søvsten, Finn Olesen,

Christoffer Melson, Kasper Ravlo, Sebastian Holmgård

Christophersen, Thor Hvidbak, Hanne Aaen Lassen,

Rikke S. Lindhard, Signe Roholt, Helle Martens Jør-

gensen, Jens Gerner-Smidt, Simon Rune Jørgensen,

Anne Meldal Nørgaard

Foråret er på vej, og mens vi venter på at blomsterne

for alvor springer ud, kan du hygge dig med det ny-

este nummer af Kontekst. Vi mener selv, at vi er blevet

bedre og bedre til at lave blad. Der mangler dog mindst

én ting for at Kontekst kan blive bedre. Vi mangler

som minimum én webmaster, der vil stå for at skabe

en IT-platform, som vi kan være tjent med. Det skulle

give mulighed for at skabe en hjemmeside (næsten fra

bunden), afsøge forholdet mellem trykt og netmedieret

medie og hvad man ellers kan finde på. Måske er det

noget for dig?

Vi har denne gang et lille tema om supplering, hvor to

medievidenskabere beretter om en skuffende oplevelse

med suppleringen på Moesgaard. Det er dog ikke rent

brok, hvad supplering angår. Der er en beroligende ar-

tikel, som handler om, at det måske ikke nødvendigvis

er skidt at blive tvunget til at forlade IMV. Derudover har

vi talt med tre forskellige studerende om deres oplevel-

ser på suppleringsåret.

Vi har artikler, der er kritiske overfor nogle moderne

aspekter ved mediebilledet i Danmark. Således er der

en aritkel, der taler for, at vi bør være bedre til at være

sammen med hinanden uden at klamre os til vores mo-

biltelefoner. Danmarks Radio har fået en relativt stor

plads i dette nummer. Vi har en kommentar, der om-

handler medielicensen og dens urimeligheder. Som om

dette ikke er nok, har Christoffer Melson fået en snak

med Christian Braad Thomsen om især DR og deres

manglende mod, hvad angår satsning på kulturstoffet.

Til de digitalt interesserede har vi stafetten af Søren

Pold og en invitation til DM i digitale medier. Og til de

sociologisk interesserede har vi en anmeldelse af Nik-

las Luhmanns Indføring i systemteori.

4 | kontekst

Det var ikke den mest oplagte dag at tage drage mod

udlandet, men på grund af rift om billetterne blev

dagen for afrejse 1. januar. Efter en nogenlunde stille nyt-

årsaften endte vi på trods af lidt søvnmangel og tømmer-

mænd begge i lufthavnen og klarede smertefrit turen ind

i flyveren. Turen til Atlanta tog 7-8 timer og var heldigvis

uden mellemlandinger. Krydret med film og lidt spora-

disk søvn endte flyveturen omsider i Atlanta, hvor næste

opgave var at finde vores hostel, hvor vi skulle tilbringe

natten. Takket være søvnmanglen fra nytårsaften betød

jetlagget ikke det store, og vi var nogenlunde synkroni-

seret med den nye døgnrytme allerede dagen efter, hvor

vi skulle videre ind til Georgia Tech. Her fik vi tildelt vores

værelser og mødte de andre udvekslingsstuderende. Da

de alle kom fra Asien skilte to skandinaviske granvoksne

mænd, som os, sig ret meget ud. Det første, der rigtigt

slår én ved mødet med Atlanta, er antallet af afroameri-

kanere og hjemløse samt begrebet ‘Southern hospitality’

- tre ting, der adskiller sig meget fra smilets by, Århus.

Der bor lige så mange mennesker i Atlanta, som der bor i

hele Danmark, hvoraf 59% er afroamerikanere. De hjem-

løse havde let ved at spotte os i starten, og vi var måske

heller ikke så gode til at undvige dem, men det er lidt

skræmmende at få indblik i den verden, når man kommer

fra lille trygge Danmark. En ting, der kendetegner folke-

færdet i sydstaterne er ‘Southern hospitality’ som i star-

ten virker lidt overfladisk, men efterhånden begyndte vi

at indse, at de rent faktisk ofte er oprigtigt interesserede i

at hjælpe. Ingen sure sekretærer eller buschauffører her.

Skuffende sightseing

Vores første forsøg med at udforske Atlanta var umid-

delbart efter, vi havde indlogeret os i vores respektive syv

kvadratmeter ”store” værelser. Vi gik med friskt mod ind til

midtown og forestillede os, at vi bare skulle gå rundt lidt,

og så skulle vi nok støde på noget spændende. Vi skulle

dog ende med at blive svært skuffede... For det første var

det bidende koldt, og med en stærk modvind blev vores

gå-på-mod udfordret fra første skridt. Det skulle efter en

halv times vandring imellem tårnhøje kontorbygninger og

endeløse køer af biler på minimum firespors veje gå op

for os, at Atlanta ikke er, hvad man kalder en ”pedestrian

city”. Vi stødte ikke på det mindste spændende på trods

af, at vi trodsede kulden i en knap to timer lang vandring.

Vi måtte forbitrede og rystende af kulde give op til sidst

og endte af alle steder på Burger King for derefter at ven-

de næsen hjemad. Drømmen om et pulserende storbyliv

i en by med flere indbyggere, end der bor i hele Danmar,k

havde fået et markant realitetstjek.

Nuvel, dagene gik, og snart nærmede weekenden sig.

Efter grundig research i de forskellige gratis kulturaviser

kunne vi se frem til Editors koncert fredag og Yo La Tengo

GEORGIA TECHAf Kasper Ravlo og Sebastian Holmgård Christophersen, Informationsvidenskab 7. semester

Mange studerende vælger at præge deres uddannelse på en anderledes måde ved at tage på et udlandsop-

hold. Kasper Ravlo og Sebastian Holmgård Christophersen fra Informationsvidenskab studerer for tiden på

Georgia Institute of Technology – bedre kendt som Georgia Tech.

kontekst | 5

koncert Lørdag. Udover at det er to ganske udmærkede

bands (specielt sidstnævnte), var der også en hvis social

logik bag koncertstrategien. Rationalet var, at måden at

møde ligesindede må være gennem musikken. Udover

vores egen planlægning skulle vi også mødes med en

lokal fyr, der hedder Hunter. Han var på udveksling i Aar-

hus forårssemesteret 2007 og havde frivilligt meldt sig

som guide, da han fik fortalt, at der ville komme danske

studerende til Georgia Tech. Han tog os allerede torsdag

med til et lokalt bryggeri, hvor man for den nette sum

af 40 kr. ($8) køber et glas og derefter kan smage deres

forskellige variationer af det, der skulle vise sig at være

en ganske fantastisk øl – SweetWater.

Musik og øl

Det blev fredag, og vi fandt efter lidt besvær frem til spil-

lestedet, hvor Editors skulle spille. Det skal lige nævnes,

at det bestemt ikke er en nem opgave at finde rundt med

de offentlige transportmidler herovre. Busstoppesteder-

ne har hverken oplysninger om, hvilke busser der kører

hvor eller hvornår. Det eneste, man har at gøre med, er

en hjemmeside, hvor man kan plotte sin ønskede rejse

ind, og så må man håbe på det bedste. Selvom man fin-

der frem til det rigtige busstoppested og er i god tid i

forhold til tidsplanen, er det på ingen måde en garant

for, at der så kommer en bus. Der lægges ligesom op

til, at enten har du en bil, ellers kommer du ikke frem.

Nok om det, vi kom frem og klagede ikke. Arrangementet

startede med opvarmningsbandet Louis XIV og en kold

Sweetwater 420 (den almindelige Sweetwater øl). Nu gik

det sgu da meget godt!

Editors skulle vise sig at være fortræffeligt og blev da

også akkompagneret med flere Sweetwater, og det føltes

ganske godt endelig at være blandt ligesindede. Under

de sidste par numre kom Kasper i snak med en pige, der

hed Leslie, og hun blev selvfølgelig ganske interesseret

i vores nationalitet og vores nu ganske automatiserede

linje ”It is this little country on top of Germany bla-bla”

blev brugt for første gang. Sebastian blev introduceret,

og vi blev introduceret for hendes kæreste og deres ven-

ner. Efter koncerten viste de os rundt på nogle gode ba-

rer i Atlanta, hvor Kasper til og med kunne få lov til at

ryge. Endelig blandt ligesindede.

Vi har stadig kontakt med Hunter, Leslie og hendes kæ-

reste John. Det er typisk dem, vi tager til koncerter med

hver weekend, da musiksmagen og mentaliteten passer

godt sammen. n

6 | kontekst

Valg af fagPå Georgia Tech er vi kommet ind på College of Management,

hvilket svarer nogenlunde til handelshøjskolen derhjemme.

Derfor er vores fag også præget af en mere værktøjsorienteret

tilgang, hvor det ikke går så meget op i kryptiske teorier og fi-

losofiske problemstillinger. Efter lidt ”shoppen” frem og tilbage

har vi valgt følgende fag herovre:

Project Management

Et fag med en metodisk tilgang, hvor undervisningsformen

foregår ved, at der til hver time tages udgangspunkt i en case,

hvorpå det læste materiale appliceres igennem små opgaver

stillet af forelæseren. Derudover er der løbende opgaver, der

afleveres med 14 dages mellemrum, hvor teknikkerne bruges

direkte på et fiktivt projekt.

Negotiation & Conflict

Er et ret sjovt fag, hvor man til hver time får tildelt en rolle,

man skal udspille under en forhandlingssituation. Det er på

den ene side ret brugbar viden og erfaring, man får, og på den

anden side er det en god måde at få lært sproget på.

Analysis of Emerging Technologies

Her prøver vi kort sagt på at forudsige, hvad fremtiden kom-

mer til at byde på af nye og spændende teknologier – vi kan

dermed påtage os titlen som ”fremtidsforskere”.

Gender, race and ethnicity in organizational behavior

Her angribes de mere kontroversielle emner som kønsdiskrimi-

nation og racisme fra flere forskellige vinkler. Vores forelæser

er den tidligere vicepræsident fra CNN (Gail Evans) – så det er

ikke Fru-hvem-som-helst, vi har med at gøre.

kontekst | 7

Hvad er meningen med public service og dermed

de mange penge, som vi hvert år smider ned i DRs

bundløse kasse? Ord som alsidighed og kvalitet er cen-

trale, når man gennemlæser public service-bekendtgø-

relsen, og netop på dette punkt mener Christian Braad

Thomsen, at DR fejler eklatant. ”Danskerne skal over

på Norsk og Svensk tv, hvis de vil se film om de største

kunstnere i Danmark.” Han understreger, at han ikke bare

er en bedrevidende kunstner, der vil have DR omdannet

til en nichekanal for kunstnørder. Han går ind for, at man

skal sende hvad som helst på DR. Problemet er bare,

at det gør DR ifølge Braad Thomsen ikke. Alt, hvad der

lugter af kunst og kultur, er omhyggeligt siet fra. Han illu-

strerer denne påstand ved at fremhæve, at DRs kulturelle

flagskib er programmet 'Smagsdommerne'. Et program,

som Christian Braad Thomsen adskillige gange selv

har deltaget i. Et program, som han dog meget nødigt

vil kalde et decideret kulturprogram, da man skal være

overordentligt heldig for at fange en smagsdommer, der

udtaler sig om noget, vedkommende rent faktisk har for-

stand på.

Tandpastalogik

Men hvordan er der så opstået en situation, hvor vores

højt besungne kunst og kultur er blevet fuldstændigt og

effektivt udrenset fra vores statslige tv-kanaler? Ifølge

Christian Braad Thomsen er svaret tandpastalogik:

”Det startede da TV2 kom frem, man troede at konkur-

rence ville højne kvaliteten. Det gør konkurrence sikkert

også, hvis det handler om tandpasta… Men det kan man

ikke overføre på det kunstneriske område; der ender TV2

og DR med at konkurrere på junk. For rent kunstnerisk vil

folk hellere have junk end kvalitet. Og som det ser ud nu,

så får de junk .”

DR er altså ganske enkelt blevet så forhippede på at kon-

kurrere, at de har mistet fokus på deres public service-

forpligtelse.

”For rent kunstnerisk vil folk hellere have junk end kvalitet. Og som det ser ud nu, så får de junk .”

Manglende kompetencer

En anden grund til, at kunst og kulturprogrammerne er

blevet nedprioriteret på DR, er ifølge Christian Braad

dræber kulturen

Af Christoffer Melson, Medievidenskab 6. semster

Filminstruktør Christian Braad Thomsen svinger øksen over DR. Han mener, at public service-stationen svig-

ter sin pligt til alsidighed og kvalitet. Skudsmålet lyder, at dansk kunst og kultur reelt ikke er repræsenteret

på DR og DR2. En politik, der ifølge instruktøren i stigende grad fører til åndelig formørkelse og afstumpet-

hed i det danske samfund.

8 | kontekst

Thomsen, at der i den nuværende organisation ganske

enkelt ikke er personer, som har øje for, hvad kunstne-

risk kvalitet kan. De aner ikke, hvor mange seere pro-

grammer, der ikke blot stryger seerne med hårene, rent

faktisk kan mobilisere, hvis de præsenteres på den rig-

tige måde.”Den største kunst er ofte den, som færrest

mennesker tror, de er interesseret i, men når de så bliver

introduceret for den på en ordentlig måde, så kan det

være, at de alligevel finder ud af, at de er interesseret

i den. Så interesserer de sig og føler sig beriget af den,

men sådan tænker de ikke på Danmarks Radio.”

Han fremhæver gang på gang eksempler fra Norge og

Sverige, hvor kunst- og kulturprogrammer ofte placeres

i primetime på de statslige kanaler, og det med stor suc-

ces. Det er tydeligt at høre på Christian Braad Thomsen,

at han har kæmpet en lang og forgæves kamp mod DR

i håb om at få dem til at ændre strategi i formidlingen

af kunst og kultur. Ud over den manglende kompetence

på det kunstneriske og kulturelle område, har han efter-

hånden en følelse af, at visse personer i DR lider af et

decideret kunsthad.

Hovedet mod en dør

Christian Braad Thomsens kamp for at få sine egne do-

kumentarfilm vist på DR er en lang lidelseshistorie. Et

eksempel, han nævner, er, da han i 2002 producerede

en film om den verdenskendte danske grafiker, Palle

Om Christian Braad ThomsenHan har i mange år været en af Danmarks mest kamplystne og kontroversielle kulturpersonlighe-der. Han er født i 1940 og voksede op i en fattig husmandsfamilie lige uden for Århus. Han er ud-dannet fra filmskolen i København og har instru-eret en række roste og prisvindende spille- og dokumentarfilm. Han har også skrevet en lang række bøger om alt fra avantgarde filminstruktø-rer og Jazzmusikere til Anja Andersen.

En stor del af sit professionelle liv har han brugt på at ligge i krig med specielt Det Danske Film-institut, men også DR. Han har i adskillige om-gange været blacklistet af Filminstituttet, lige-som DR gang på gang har nægtet at støtte og vise hans film. Problemer, han er røget ind i, fordi han hver gang har nægtet at gå på kunstnerisk kompromis.

Chr. Braad Thomsen i samtale med Svend Åge Madsen. Fra dfi.dk.

stakbogladenStudenternes HusNdr. Ringgade 38000 Århus C.tlf 86128844 books@stakbogladen.comwww.stakbogladen.comÅben mandag-fredag 10.00-17.00

slaviskStudenternes HusNdr. Ringgade 38000 Århus C.tlf 86194522slavic@stakbogladen.comwww.russianbooks.comÅben mandag-fredag 10.00-17.00

naturfagMatematisk InstitutBygning 1530tlf 86128744naturfag@stakbogladen.comwww.stakbogladen.comÅben mandag-torsdag 10.00-16.00fredag 10.00-15.00

stakbogladen sælger bl.a.

bøgerne til dit studium bøger om studieteknik ordbøger kompendier læsestativer skønlitteratur paperbacks sprogkurser studiekalendere brevordnere og ringbind registre og faneblade elastikmapper standardblokke kollegieblokke skriveredskaber hulapparater hæftemaskiner lommeregnere blækpatroner printerpapir

••••••••••••••••••••

I stakbogladen kan du

udskrive og kopiere dine opgaver i sort eller farve få indbundet dine opga- ver i spiralryg eller lim- ryg blive udsat for de mest fantastiske tilbud på bø- ger og papirvarer

•

•

•

Vis dit studiekort og få 10% studierabat på studierelevant litteratur======================================================================

Stakkevis af viden

Lige nu får du10 brevordnere for 150,-400 plastlommer for 100,- 10 standardblokke for 70,-5 kollegieblokke for 50,-3 elastikmapper for 20,-

Nielsen. Holdet ansøgte først DR for medfinansiering af

filmen, hvilket DR, ligesom ved alle andre projekter Chri-

stian Braad Thomsen til dato har ansøgt om, afviste. Hol-

det valgte dog alligevel at fortsætte projektet, nu med et

meget skrabet budget.

Efter filmen var færdiggjort, forsøgte de atter at sælge

filmen til DR. Den blev dog endnu engang afvist. Filmen

blev sidenhen modtaget med fantastiske anmeldelser,

og efter at både norsk og svensk tv havde købt filmen

og vist den i primetime med stor succes, følte DR sig

endelig tvunget til at vise filmen.

Han fortæller, hvordan hele holdets glæde var stor, over

at det endelig var lykkes at komme igennem med noget

på DR. Skuffelsen var dog lige så stor, da filmen blev

programsat til en hverdagseftermiddag på DR2 og vist

næsten helt uden foromtale. Som et resultat blev filmen

stort set ikke set af nogen, og DR blev bekræftet i, at

kultur og tv ikke passer sammen.

Christian Braad Thomsen understreger, at der bestemt

ikke er tale om en enlig svale. Ligesom han heller ikke

kender andre, der har fået en ordentlig behandling af DR,

hverken inden for hans egen eller inden for andre genrer.

Et afstumpet samfund

Konsekvensen af bl.a. DRs indstilling til kunst og kultur

er ifølge filminstruktøren, at Danmark er ved at blive et

kulturløst land. En kulturløshed, som Braad Thomsen

mener, kan få vidtrækkende konsekvenser. ”Danskerne

bliver mere og mere afstumpede, uden kultur bliver man

afstumpet. Det kan man jo se, hver gang man åbner en

avis.”

Med DR i spidsen er Danmark ved at udvikle sig til et

mainstream-samfund hvor refleksion, debat og åndelig

udvikling er trådt i baggrunden. En sørgelig udvikling,

som ifølge Braad Thomsen bliver meget svær at vende,

så længe den nuværende ledelse fortsætter på DR, og

så længe der ikke kommer et politisk pres for, at tingene

skal ændres. Han slutter af med at nævne et konkret ek-

sempel på denne uvilje til at udfordre mainstreamgenren.

Selv DRs kunstneriske bannerfører, Ingolf Gabold, har

indrømmet, at i DR må kunsten vige for det populære.

Og som Christian Braad Thomsen - trods alt stadig trod-

sigt - slutter: ”Det skal de bare ikke have lov til” n

10 | kontekst

Dig, mig og IKEAAf Heidi Vinther, medievidenskab 6. semester.

Ved at erhverve en vare eller en oplevelse får vi tilfø-

jet en dimension, der er med til at udvikle og forme

os som personer. Det at kunne kategoriseres og puttes

i en bestemt ”kasse” med tilhørende vaner og normer

er ikke alene provokerende, men også nærmest angst-

provokerende. Det er blevet svært ikke blot at være én

i mængden, så derfor foretages vores valg ud fra, at vi

ser os selv som unikke typer, der ikke bare vil passe i

nogle kasser

.

Samtidig har vi også et behov for at have noget til fæl-

les. Et behov, som hænger sammen med trangen til “at

høre til”. Det virker modstridende, når vi personligt ikke

vil kategoriseres som en bestemt type og samtidig ligger

inde med et behov for at afkode, hvilken type menneske

vi står overfor, når vi møder nogen for første gang. Gør

vi ikke det, fordi vi netop har brug for at identificere os

med hinanden?

Rendte vi alle rundt i tøj, vi selv havde designet for at

undgå, at andre havde noget tilsvarende, eller havde vi

indrettet vores hjem med specielle møbler importeret

fra udlandet, så blev noget af det grundlag taget fra os,

hvorpå vi opbygger et fællesskab og har noget at kon-

versere om.

Jeg – et IKEA-møbel

Uden at vi egentlig skænker det en tanke, er der små

eksempler på noget, der binder os sammen trods vo-

res søgen efter at være så unikke. Et bud herpå er IKEA.

”Den har du købt i IKEA. Jeg overvejede at købe den, da

jeg var derude i sidste uge.”

Hvorvidt vi snakker om stolen, gulvlampen med dens ka-

rakteristiske rispapir-look eller de små nipsgenstande i

hidsige kulørte farver henne på reolen, er ligegyldigt. Vi

kender det, looket og designet med de ’svenska namne’.

Det er stedet, hvor mange gør sig de første handler til

hjemmet, når mors og fars palads fraflyttes. Det er ste-

det, hvorfra man ikke har noget imod, at der smadres x

antal glas til weekendens fest. Det er stedet, hvorfra vi

ofte hører sætningen: ”Ja, det er fint her og nu, det er

bare midlertidig, indtil jeg får råd til noget andet.”

Vi kan simpelthen ikke komme udenom begrebet oplevelsesøkonomi, der, som de fleste nok ved, dækker

over salget af oplevelser, enten direkte eller indirekte, tilknyttet salget af en vare eller serviceydelse. Det lig-

ger samtidig implicit i oplevelsesøkonomiens grundprincip, at køberne af den pågældende vare eller service-

ydelse stilles i udsigt, at specielt ved at anvende netop det pågældende produkt evt. i kombination med den

pågældende sælger, vil der kunne forventes specielt mange oplevelser. Hvad sælger får ud af salget, behøver

ingen nærmere uddybning. Det interessante er derimod, hvad man som køber erhverver sig oveni handlen.

Moderne identitet

kontekst | 11

Der er et eller andet fascinerende ved den svenske de-

tailkæde. Hvis hjemmet siger en del om, hvem vi er som

personer, kan vi da sammenligne vores egen identitets-

skabelse med IKEA-konceptet? IKEAs møbler er kende-

tegnet ved, at køberen ofte selv skal samle dem. Man ser

dem i den showroom-agtige del af varehuset, man noté-

rer sig, hvor de er på tag-selv-lageret, kører hjem, samler

og indretter. Skulle man efter en tid blive træt af møb-

let, er det ikke mere dyrebart, end man blot skiller sig af

med det igen.Vi ser og inspireres af vores omgivelser og

medmennesker. Fascineres vi af noget særligt ved dem,

noterer vi os det og adopterer det. Om ikke andet så med

et twist, der gør det til vores egen helt personlige ”thing”.

Skulle vi efter en tid være blevet trætte af noget, så kan vi

bare kassere eller modificere lidt på det. Groft sagt byg-

ger vores overordnede søgen efter differentiering på en

solid bund af ligheder, hvortil vi kan søge tilbage og finde

et tilhørsforhold til vores medmennesker.

Selv om et IKEA-produkt nærmest er hvermandseje, så

kan ejeren stadig føle sig unik, da stort set hver eneste

genstand fra varehuset findes i et utal af farver og har

nærmest uendelige kombinationsmuligheder. Egentlig er

det en meget sjov tanke, at et sted som IKEA ligger inde

med kraften til både at differentiere men også til at bringe

os sammen på ubemærket vis. n

Moderne identitet

12 | kontekst

ER DU NEOTRIBALIST?Af Hanne Aaen Lassen, medievidenskab 6. semester

Den individualistiske bølge, som i mange år har præget vores samfund, er nu vendt. Vi har indset, at kampen

om at realisere personlige mål intet er værd, hvis andre ikke anerkender vores nyerhvervede status. Vi er der-

for nået til et punkt, hvor vi søger mod neotribale fællesskaber. Et nyt stammefællesskab drevet af personlig

lyst og interesse.

I de sidste 30 år har der været meget fokus på individet

og selvrealisering, hvor vi har bestræbt os på at opnå

personlige mål og resultater. Denne selvrealisering kan

være en ensom affære, hvis vi ikke har nogle at dele den

med. Grundlæggende er vi mennesker nemlig sociale

væsener, og uanset hvor selvstændige og uafhængige vi

føler os, har vi altid brug for andre. Den individualistiske

bølge er derfor vendt. Der er i dag en stigende tendens

til, at vores selvrealisering sker i samspillet med andre.

Sociologisk forklaring

Der forekommer to forklaringer på, hvorfor vi har brug

for disse fællesskaber. For det første er folk blevet mere

veluddannede. Via vores job eller studie skabes forvent-

ninger om en konstant videreudvikling. På samme vis

har vi et ønske om at udvide vores horisont. Det er slut

med det meningsløse liv, og der skal nu være specifikt

indhold i det, vi beskæftiger os med. For det andet er

folk blevet mere orienterede mod fællesskaber. Disse

nye fællesskaber, som folk i stigende grad søger mod,

kaldes for neotribale fællesskaber. Oversat betyder det

nye stammefællesskaber. Kendetegnet ved neotribale

fællesskaber er, at de er baseret på lyst og interesse, og

ikke loyalitet, pligt og historie, som forbindes med de tra-

ditionelle fællesskaber.

Moderne identitet

kontekst | 13

Venskab med specifikt indhold

Det er ikke længere nok at mødes for at diskutere løst

og fast. Vi søger i stedet mod mere indholdsrige fæl-

lesskaber. Folk med fælles interesser mødes både vir-

tuelt og face-to-face for at skabe indhold i hverdagen.

Facebook, Myspace og World of Warcraft er eksempler

på neotribale fællesskaber i den virtuelle verden. I ”den

virkelige verden” er neotribale fællesskaber også et ud-

bredt fænomen, som både ses i form af madklubber,

studiegrupper og spirituelle fællesskaber.

Modsat de traditionelle fællesskaber, der blandt andet

karakteriseres ved familierelationer, er der en helt anden

struktur i neotribale fællesskaber, som er langt friere.

Der forventes dog, at medlemmerne skaber rammerne

og indholdet i fællesskabet. På den måde investeres der

hele tiden i ny energi fra medlemmer, så fællesskabet

konstant skabes ud fra nogle nye inputs. Samtidig er fly-

gtigheden central, da vi gladeligt og let kan bevæge os

videre til et nyt fællesskab den dag, hvor vi ikke føler at

opnå noget i et pågældende fællesskab mere. Det neot-

ribale fællesskab kan på den måde ofte ses i relation til

individets personlige projekt.

I dagens samfund er der en stigende tendens til, at ident-

itet skabes i kraft ens fritidsinteresser, hvilket ofte sker i

relationen til andre. Neotribale fællesskaber er centrale

i denne sammenhæng, da folk, bevidst eller ubevidst,

benytter forskellige fællesskaber som led i deres ident-

itetsdannelse – måske er du selv én af dem? Men fortvivl

ikke, hvis du netop har fundet ud af, at du er neotribal-

ist. For forskerne mener, at denne form for relation til et

fællesskab både signalerer status og overskud til omver-

denen – og hvem ønsker ikke denne form for anerken-

delse i den moderne og konkurrenceprægede verden,

som vi alle er en del af. n

Moderne identitet

14 | kontekst

Stafetspørgsmål fra Helle Mathiassen:

“Kære Søren, hvordan adskiller digital æstetik-forskning sig fra æstetik-forskning? Og hvordan forholder digital æstetik-forskning og æstetik-forskning sig til hinanden?”

Æstetik og æstetikforskning er som bekendt ikke

noget nyt. Computeren er heller ikke længere ny,

selvom mange ynder at tale om ‘nye medier’, men den er

i hvert fald nyere end æstetikbegrebet, som man i mo-

derne forstand kan føre tilbage til Kant og Baumgarten i

slutningen af 1700-tallet, og som trækker på forståelser

der går mindst tilbage til antikken.

Der er blevet lavet kunst på computer stort set fra den dag,

man begyndte at bygge dem, og de forskellige digitale

kunstarter kan spores tilbage til de tidlige 1960’ere, hvor

det første egentlige computerspil og den første compu-

tergrafik opstod. Ja, vi skal helt tilbage til 1950’erne for at

STAFETTEN

kontekst | 15

finde den første computermusik og elektroniske litteratur.

Så digital æstetik og kunst har eksisteret i godt og vel 50

år, alt efter hvordan man markerer begyndelsen. Allerede

i 1950’erne var der en international scene for elektronisk

musik, hvor bl.a. Else Marie Pade var aktiv, og fra midten

af 1960’erne dukkede computergrafikken for alvor op på

kunstscenen, bl.a. takket være Frieder Nakes (som jo i

flere omgange har været gæst på IMV) pionerindsats.

Computerspillene kom først ud af laboratorierne som ar-

kadespil i grillbarer og cafeterier og som tv-spil (hvem

husker ikke de lange eftermiddage i 1970’erne med

Pong...). I 1980’erne gjorde computerudviklingen mul-

timedier til folke-eje, og computerspillene fik sin anden

reinkarnation her, og fra midten af 1990’erne tog netkun-

sten hurtigt det nye WWW i besiddelse som et nyt rum

for kunstnerisk udfoldelse. Senere så vi softwarekunst

(bl.a. med en stor festival her i Århus i 2004), og aktuelt

følger kunsten computeren ud i byrummet og ind i de

mange nye håndholdte enheder.

Hele vejen har vi set forskellige former for elektronisk

musik, digital litteratur, digitale scenografier og teater-

former, happenings og meget mere. Men for at få styr

på spørgsmålet om æstetik og digital æstetik må vi lige

have lidt grundlagsdiskussioner på banen. Så: Hvad be-

tyder æstetik?

I sig selv er æstetik (aisthesis) græsk for sansning. Frem

til omkring 1800 og modernismens gennembrud kunne

æstetik ofte forstås som det passende, det harmoniske,

det skønne. Der herskede en normativ regelæstetik med

en række normer og regler for, hvordan man bedst kunne

lave skønne værker, fx det gyldne snit inden for arkitek-

tur og billedkunst, harmonilære inden for musikken eller

Aristoteles’ begreber om fortælling og drama. I dag er

det ikke ligefrem det passende, det harmoniske og det

skønne, der dominerer kunsten – eller for den sags skyld

musikken. Det er snarere chok, normbrud og disharmo-

ni, men alligevel fungerer regelæstetikken stadig, fx som

‘guidelines’ inden for design og i den almene opfattelse

af hvorvidt noget er (god) kunst. I dag vil man snarere

kunne forbinde æstetik med smagsdomme(re), og heller

ikke i videnskabelig, æstetikteoretisk forstand kommer

man uden om æstetikken som bundet op omkring indivi-

duelle smagsdomme, der i sidste ende er subjektive.

Derfor er kunsten altid til diskussion – ja, det er faktisk en

af dens afgørende kvaliteter! Igennem en diskussion af

kunsten får vi nemlig diskuteret vores værdier, vores kul-

tur, og hvordan vi kan betragte den. En moderne forstå-

else af æstetik og kunst er således, at kunsten reflekterer

over vores moderne samfund, og hvordan vi kan erkende

og betragte det. Ikke sådan at kunsten nødvendigvis har

svaret, men den er i stand til at stille spørgsmålet og re-

flektere over det på nogle måder, som kan supplere og

Else Marie Pade

Om Søren Pold:

Søren Pold

Lektor, ph.d.

Institut for Æstetiske fag, Litteraturhistorie/Mul-

timedieuddannelsen

Arbejdsområde:

- Softwarestudier, kreativ software

- Værk - netværk - værktøj - Litteratur og tekst-

begrebet i digital forandring

- Interfacekulturens æstetik - digitale æstetik-

former

- Realisme, historisk og aktuelt (Fra Balzac til

digital kunst)

- Medieæstetik, historisk og aktuelt (teoretisk

i sporet efter Walter Benjamin, samt med ud-

gangspunkt i 1800-tallets panoramamedier og

omdrejningspunkt i digital æstetik)

- Urbanitet, medier og æstetik (Paris, Los Ange-

les, cyberspace...)

16 | kontekst

måske korrigere andre anskuelsesmåder (fx videnskaben

med dens fokus på sandt og falsk eller moral og etik med

dens fokus på godt og ondt).

Æstetikteorien og kunstarterne drejer sig i høj grad om,

hvordan kunsten kan udtrykke sig i specifikke medier,

fx teksten og bogen (litteraturen), lyd, orkestret, studiet

(musikken), scenen, rummet, stedet (teater, skulptur, arki-

tektur) eller billedet (billedkunst, film etc.). Hver gang nye

medier er opstået, har kunsten været med til at udvikle

deres formsprog, finde ud af deres kulturelle betydnings-

potentialer og reflektere over deres betydning. Det har vi

set med bogtrykket, fotografiet, lydoptagelsen, filmen og

selvfølgelig også med computeren, som jeg også star-

tede med at skitsere det. Faktisk kan man argumentere

for, at computeren er noget særligt: Flere (også her på

instituttet) har argumenteret for, at vi står med den mest

betydningsfulde medieudvikling siden bogtrykket – men

uden æstetikken var computeren forblevet en maskine,

en slags avanceret relæ, der kunne styre vores samfund

skjult bag kulisserne.

Æstetikken får computeren ud af ‘kassen’

Det er æstetikken, der gør computerne til noget andet

end en maskine – interfacet eller grænsefladen får den

ud af kassen, således at vi overhovedet kan sanse og

interagere med den. Uden interfacet og dets æstetiske

virkemidler (som fx lyd, billede, rum, tekst, interaktion)

ville computeren være en forholdsvis skjult kontrol og

automatiseringsteknologi med begrænset betydning – i

hvert fald i forhold til den betydning den i dag har fået for

vores kultur og samfund.

Konkret kan man pege på, hvordan computerspil har

været med til at få computeren ud af laboratoriet og

gjort den til et udbredt underholdningsmedium, hvor-

dan elektroniske litterater var med til at udvikle hyper-

tekst før www, hvordan netkunsten var med til at udvikle

udtryksmulighederne på nettet mange år før experience

design (hvor webdesignere sværgede til kedelig Jacob

Nielsen usability), eller hvordan ideerne om social og kol-

laborativ software opstod i netkulturen og netkunstmil-

jøet, flere år før nogen fandt på buzzword’et web 2.0.

Samtidig har elektronisk musik og lyddesign udviklet sig

fra de oprindelige ret snævre internationale avantgarde

cirkler til noget, der hærger hitlister og er efterspurgt i

erhvervslivet.

En kommende udvikling vil dreje sig om, hvordan com-

putere og software understøtter kreative processer, hvil-

ket er langt fra de administrative og arbejdsmæssige

funktioner, man ofte ser softwareudvikling koncentrere

sig om at udvikle til. Hvorfor er det, at software er så

rettet mod effektivisering og funktionalitet, og næsten

aldrig mod de kreative processer, vi også har brug for,

når vi fx skriver tekster, arbejder med multimedier eller

bare klikker rundt og laver overspringshandlinger? Hvis

man kigger på fx musikkompositions-software, så vil

man kunne se en brug af computeren og dens software

som et kreativt instrument, hvilket er en ny forståelse af

software, jeg er overbevist om, vil blive udbredt til andre

områder. Når computeren nu er trængt ind i så mange

områder af vores liv, hvorfor bygger den så stadig i så høj

grad på kontor- og arbejdsmetaforer?

Æstetikken og kunsten er altså med til at udvikle de man-

ge nye og stadig forandrende medier, der vokser ud af

computeren, og samtidig kan kunsten bruges i en kritisk

kontekst | 17

og love som fx på musikscenen.

Æstetik og digital æstetik

Men kom nu til svaret! Hvad er forholdet mellem digital-

og ‘traditionel’ æstetikforskning? Jeg kan give to svar:

“Godt” og “dialektisk”. For det første må også compute-

rens æstetik trække på æstetikkens traditioner og gen-

rer. Fortællingen, billedet, musikken, filmen er ikke med

ét slag blevet noget nyt i kraft af digitaliseringen. Kultu-

rens udvikling er tyktflydende og indlejret i hundredårige

traditioner: Bogen dør ikke lige med et, og selvom det

digitale fotografi har slået det traditionelle kemiske foto-

grafi ihjel, er det samtidig et godt eksempel på et medie

og en udtryksform, der tilsyneladende kun i begrænset

grad er blevet påvirket af digitaliseringen. Digitale fotos

er det samme som traditionelle fotos, blot digitaliseret

(i hvert fald indtil videre, for der er måske noget nyt på

vej i kraft af de allestedsnærværende overvågnings- og

mobilkameraer og den lette og hurtige distribution i web

2.0 tjenester etc.). I første omgang så digitaliseringen af

musikkens medium, l.p.’en fra vinyl til cd, heller ikke ud

erkendelse og diskussion af dem, hvilket vi bl.a. ser inden

for de bedste computerspil og inden for fx netkunsten,

tænk blot på den måde The Yes Men har brugt nettet og

lavet falske netsteder med global gennemslagskraft.

Og computeren får også kunsten ud af kassen

Computeren er samtidigt et enormt effektivt medium for

æstetikken og kunsten. Her kan kunsten nå ud af muse-

erne og digtsamlingerne, og man kan lave kunst direkte

på skærmen ude i de små hjem, i byrummet eller nede

blandt koderne og exe-filerne i computerens indre. Den

kan optræde i de mest overraskende sammenhænge,

give sig ud for at være ‘seriøse’ hjemmesider, snige sig

ind i din daglige post, forføre dig i fortællinger, spil, lyd-

landskaber eller give dig mulighed for at skille dig ud som

sofistikeret. Det er ikke tilfældigt, at oplevelsesøkonomi-

en er et fænomen, som selv vores regering ikke kan ig-

norere, selvom den lytter for meget til kodeord som bran-

ding og kanon og til gengæld har alt for lidt forståelse

for, hvordan kunsten aktuelt muterer, antager nye former,

danner nye økonomier og under tiden bryder alle normer

Søren Pold: http://www.bro-pold.dk/

18 | kontekst

Yderligere information:

Læs mere i forskningsprojektet Interfacekultu-

rens æstetiks bog “Interface – digital kunst og

kultur”, Aarhus Universitetsforlag 2007 (anmeldt

i sidste nummer af Kontekst), hvor bl.a. Chris-

tian Ulrik Andersen skriver om computerspillets

æstetiske interface, Morten Breinbjerg om

musikkens interface, Lone Koefoed Hansen og

Jacob Wamberg om nye former for interfaces

og Søren Pold og Henrik Kaare Nielsen om

bl.a. den elektroniske musiks kulturkamp. Se

også projektets arbejdspapirer på http://www.

interfacekultur.au.dk/publikationer.

til at få den store betydning, men så skete der samtidig

noget med musikkens udtryk og kultur omkring samp-

ling, kopiering, peer-2-peer distribution, iPods etc., som

nu ser ud til at medføre enorme ændringer for musikkens

økonomi, brug, for hvad der kan betragtes som et mu-

sikalsk værk, etc. Men selv når de store omvæltninger

sker, sker de i dialog med æstetikkens traditioner, fx som

realiseringen af ældgamle drømme og utopier som med

hypertekst og www.

Men computerens egenskaber og den måde vi bruger

den på, får større betydning for æstetikken og kunsten.

Det vil sige, at vi ikke kan nøjes med æstetikkens tradi-

tioner og begreber, vi har også brug for en forståelse af

computeren for at forstå æstetikken. Hvilke operationer

giver computerens interface os mulighed for?, hvordan

sætter de sig igennem kulturelt og i de enkelte værker?

Det kunne være ting som mulighederne for at klippe,

kopiere og sætte ind, mulighederne for netværkskom-

munikation, muligheden for at generere og styre kunst-

neriske udviklinger (fortælling, spil, musik...) gennem

algoritmer, eller mulighederne for at kombinere medier,

udtryksformer og maskinelle funktioner i et interface.

Hvis jeg oven for argumenterede for, at æstetikken ud-

vikler computeren, så er det også nødvendigt at have for

øje, at computeren udvikler æstetikken! Herunder også

på nogle måder, hvor vi, hvis vi spørger hvorvidt digital

kunst nu er god kunst, så glemmer, at den forforståelse

vi spørger ud fra måske ikke er tidssvarende, og vi har

brug for at pudse brillerne og udvikle forståelsen i mødet

med computeren. Elektronisk musik skal ikke vurderes

på, hvor godt det emulerer et orkesters lydbillede, og et

computerspil er ikke en fortælling på samme måde som

en roman eller en film. Faktisk er mange digitale kunst-

former opstået på en måde, der på den ene side har væ-

ret en udvikling i forlængelse af de æstetiske traditioner

(ofte som rasende eller ‘kølige’ opgør, som det tyvende

århundredes kunsthistorie nu foreskriver det), og på den

anden side har været i avanceret dialog med compute-

rens udvikling.

Derfor er svaret også “dialektisk”. Den digitale æstetik-

forskning og kunstudvikling går på to ben: æstetiktraditi-

onen og computeren – og dens resultater er både med til

at udvikle æstetikken, æstetikteorien, æstetikforståelsen,

computeren, og ikke mindst dens kulturelle dimensioner.

Vi trækker på og samarbejder glimrende med forskere

fra æstetiske fag og fra IT- og medieinstitutter, herunder

ikke mindst dem, der lige som os arbejder med digital

æstetik, og det er min overbevisning, at digital æstetik-

forskning og undervisning både hører til på IT- og medie-

institutter og på mere traditionelle æstetikinstitutter.

Til gengæld kan det være lidt mere ‘tungt’ at forholde sig

til den kulturelle debat: Hvor store dele af den danske

kunst- og kulturdebat aktuelt har en tendens til at vænne

sig mod fortiden, kanon, det sikre, de etablerede instituti-

oner og det nationale (udover den nationale kanon har vi

senest fået et nyt nationalt operahus og kongeligt teater),

så forsømmes computerens og interfacets æstetiske di-

mensioner. Hvorfor er museerne og kulturinstitutionerne

ikke på forkant med at udvikle nettet og nettets kultur?

Hvorfor drejer kulturpolitikken sig om at sikre utidssva-

rende ophavsrettigheder, i stedet for at sørge for at tinge-

ne kan bruges digitalt til glæde for os alle (samtidig med

at kunstnerne selvfølgelig skal have noget at leve af!)?

Og hvor er den store visionære satsning på digital kunst

og kultur? (Den koster kun en brøkdel af en opera...)

Computerens interface – hvad enten det udgøres af en

meget lille mobil skærm, en mellemstor fladskærm eller

kæmpeskærme og interaktionsfelter i byrummet – er vor

tids vigtigste kulturelle medium, og vi regner ikke med, at

det forsvinder foreløbigt, men håber og arbejder på, at

kulturen og kunsten er med på menuen. n

kontekst | 19

20 | kontekst

Med programmer som ”Varm på Is” og ”Årgang 0” er

de danske tv-producenter med til at sikre dig un-

derholdning i hverdagen. Det er et faktum, at det netop

er tv-producenternes leverancer af indhold, der har en

særdeles afgørende betydning i broadcasternes kamp

om at nå ud til brugerne. Produktionsselskaberne er din

garanti for underholdning på alverdens distributionsplat-

forme. Men med et tv-marked præget af monopol og

nepotisme er det hård kost at være et dansk uafhængigt

produktionsselskab. Dog er der håb forude. Flere frem-

tidsforskere spår fjernsynet og flow-tv en snarlig død.

Fænomener som tv on-demand, nichekanaler og brand-

channels på internettet etc. er nemlig blevet en større del

af danskernes medie-vaner. Vi ser ikke kun tv på vores

fjernsyn, men også på mobilen, PDA’en eller vores bær-

bar. Vi kan selv bestemme, hvad vi vil se, og hvornår vi

vil se det. Disse teknologiske muligheder er i højere grad

med til at gøre det svært for broadcasterne at gøre flow-

tv interessant. Folk bliver mere tilbøjelige til at se afsnit

af Sommer på nettet i stedet for at være afhængig at

sidde foran flimmerkassen søndag klokken 20.00. Vil folk

i fremtiden være mere tilbøjelige til at vælge online ydel-

ser, kan det føre til store ændringer i tv-markedet, som vi

kender det i dag.

Tv-markedets vilkår

Broadcasterne sidder i dag solidt på det danske tv-mar-

ked, og produktionsselskabernes indflydelse er begræn-

set. Få købere og mange udbydere er i dag en del af

den virkelighed, som den danske tv-produktionsbranche

agerer indenfor. Det betyder, at det er de fire store broad-

castere, TV2, DR, ViaSat og SBS, der dominerer de uaf-

hængige produktionsselskaber, som hver især kæmper

deres kamp om at få deres produktioner afsat. Ud af de

cirka 110 produktionsselskaber der i dag udgør produk-

tionsmarkedet, er det blot 11, der i særdeleshed har skilt

sig ud og sat sig på 90 % af markedet. Det betyder, at de

danske produktionsselskaber i dag opererer under nogle

forhold, som nødvendiggør en meget præcis strategi og

derfor betyder, at mange, særligt de små selskaber, lever

mere eller mindre fra hånden til munden. Flere selskaber

fungerer således under nogle meget pressede vilkår, rent

økonomisk, som i værste tilfælde kan medføre, at flere af

selskaberne må dreje nøglen rundt.

Internettets muligheder

Nye muligheder synes ikke at ligge særligt langt ude i

fremtiden for produktionsselskaberne. Nogle eksperter

spår ligefrem en gunstig fremtid for de danske produk-

tionsselskaber:

De 11 største danske produktionsselskaber

Fra ”Tv-producenter i hårdt udskilningsløb” af Frank Stockholm, i Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 27, 2005

FREMTIDENS TV-MARKED

Af Rikke S. Lindhard og Signe Roholt, Medievidenskab, 6. semester

Forestil dig at kunne se tv via internettet på din bærbar eller mobil. Forestil dig en hverdag, som ikke er indret-

tet efter, hvornår tv-stationerne vælger at sende din yndlingsserie. Forestil dig at se dine yndlingsprogrammer,

når du vil og hvor du vil, leveret til dig direkte af tv-producenten. Dette behøver ikke at forblive forestillinger,

men kan i høj grad blive til virkelighed. I denne artikel tager Kontekst et øjebliksbillede af tv-markedet i Dan-

mark og giver samtidig et bud på, hvordan det kan udvikle sig i fremtiden.

• Angel,

• Blu

• Bastard

• Easy Film

• Koncern

• STV

• Metronome

• SFK

• Nordisk Film

• Strix

• Mastiff

kontekst | 21

direkte udbytte, når de som indholdsproducenter sælger

retten til at distribuere på flere platforme end tidligere,

som eksempelvis når TV2 lægger en dokumentar ud på

Sputnik efter den har været transmitteret i tv. Frem for

alt skaber internet-tv en mulighed for producenterne, der

gør dem i stand til at slippe udenom broadcasterne. I

takt med at flere distributionsplatforme vil blive tilgænge-

lige mindskes broadcasternes funktion som egennyttige

gatekeepere på distributionsområdet. Således vil pro-

ducenterne kunne få flere aftagere, men med internet-

tets distributionsmuligheder vil produktionsselskaberne

også selv få mulighed for at fungere som broadcastere.

Internet-tv-produktion kan nemlig i dag muliggøres for

”Enhver kan se, at hele adgangen til tv er under opbrud.

Internettet åbner nye markedsadgange, som på sigt vil

skabe et helt nyt spil mellem leverandører og distributører

af indhold. Det ved begge parter”, således skriver Frank

Stokholm i Ugebrevet Mandag Morgen i 2005. Selvom

citatet er tre år gammelt, er det i høj grad aktuelt. På

trods af at de nuværende forretningsmodeller mellem

distributører og indholdsleverandører som regel efterla-

der tv-stationerne med alle rettighederne, lige fra gen-

udsendelser, gensalg af koncepter, bøger, merchandise

til DVD-rettigheder m.fl., kan man alligevel se en positiv

udvikling i takt med udbredelsen af internettet. Produk-

tionsselskaberne kan nemlig allerede i dag mærke et in-

Tv-produktionsmarkedet står overfor store omvæltninger med internettes distrubutionsmuligheder.

22 | kontekst

et nogenlunde beskedent beløb, hvis man sammenligner

med omkostningerne ved at skulle transmittere via det

analoge eller digitale sendenet eller ved ligefrem at skulle

drive sin egen tv-kanal. Ser man på opstartsmuligheder-

ne for at starte en internet-kanal eller for blot at produce-

re indhold til en sådan, skal der nemlig ikke særlig meget

til. I Danmark findes der flere streamingsleverandører, der

udbyder serverplads og hosting løsninger til internet-tv,

og i realiteten ville en server, et HD kamera og lyd- og

billedredigeringsudstyr være midler nok til at skabe en

internet-tv-station, dog alt efter ambitionsniveau.

Så bortset fra en server skulle de fleste produktions-

selskaber i dag, med en nogenlunde egenkapital, være

dækket rimeligt ind på alle disse områder, for slet ikke at

tale om deres store portion knowhow når det kommer til

produktion af levende billeder.

Fremtidsscenarium

Lad os antage, at produktionsselskaberne faktisk vil ud-

nytte internettets distributionsmuligheder og selv blive

broadcastere, så vil programudbuddet og tv-markedet

om fem til ti år se markant anderledes ud, end det gør i

dag. Lad os tegne et scenarium:

I modsætning til i dag vil produktionsselskaberne blive

de centrale spillere på markedet. De vil være de første

til at se, hvor fragmenteret det kommende mediemarked

bliver og hvor hurtigt seerne går væk fra flow-tv, og de

har dermed etableret et utal af tv-kanaler, der dækker alt

fra low-carb-diet-tv til jodle-tv.

Jæger-tv, mountain-bike-tv, ballonflyvnings-tv. Uanset

hvad din interesse er, vil fremtidens internet-tv have en

kanal lige præcis til dig. Produktionsselskaberne vil højst

sandsynligt lancere deres egne internetkanaler, hvormed

egenproduktionen efterhånden vil være det primære ind-

hold på distributionsplatformerne for selskaberne. De

store produktionsselskaber, hvis brand allerede er vel-

kendt hos forbrugerne, som for eksempel Nordisk Film,

vil have gode muligheder for at slå igennem i den brede

offentlighed og dermed åbne for markedet, også for de

mindre kendte. Det vil også være de produktionsselska-

ber, der har været først ude, og som har sat sig godt

fast på markedet, som vil få en fordel. Produktionssel-

skaberne vil ud fra deres voksende position efterhånden

være i stand til selv at overtage rollen som distributør og

dermed beholde alle rettigheder.

Lad os antage, at broadcasterne har sovet i timen, så

vil digitale videooptagere have frataget dem reklame-

indtægterne og folk vil efterspørge langt mere specifikt

indhold, end de er gearet til at levere.

De forskellige produktionsselskabers kanaler vil rumme

forskelligt indhold, da selskaberne stadig vil skulle positi-

onere sig over for hinanden, på samme måde som niche-

områderne efterhånden vil blive fordelt imellem dem. Da

Danmark er et lille marked, vil finansieringsmodellen for

disse nye kanaler sandsynligvis være en delvis betalings-

model for slutbrugeren og en delvis reklamefinansiering.

På kanalerne vil der være mulighed for at få adgang til

indholdet, enten ved at man indvilliger i at blive ekspone-

ret for en vis portion reklamer og få adgang gratis eller i

form af en pay-per-view-model.

Fremtidens tv-marked

Man kan kun gisne om fremtiden - hvor stor en indfly-

delse internettet egentlig kommer til at få for tv-mediet,

vides ikke. I denne forbindelse er det nævneværdigt, at

migrationen fra traditionelt tv over til internet-tv højst

sandsynligt vil komme til at tage længere tid, end de fle-

ste fremtidsforskere forestiller sig, idet medievaner æn-

drer sig langsommere end teknologier. Dette synes for

øjeblikket at være den største begrænsning for produk-

tionsselskabernes mulighed for succes med internet-tv.

Desuden kan produktionsbranchens begrænsede kapital

være til hinder for deres indtræden på markedet. Uanset

hvilke aktører der i sidste ende kommer til at tjene på

internet-tv, så er der i hvert fald én sikker vinder: DIG!

Du vil nemlig uden tvivl få mange flere kanaler og meget

mere indhold at vælge imellem. Så læn dig trygt tilbage

og nyd det fremtidige tv-udbud, for det vil være skræd-

dersyet til lige netop din smag. n

Artiklen er udarbejdet på baggrund af mediesys-

temanalyseopgaven: ”Tv-produktionsmarkedet i

opbrud – internet-tv revolutionen og de danske

tv-producenter” af Jenny Louise Vestergaard,

Kaare Svensgaard, Signe Roholt og Rikke S.

Lindhard.

kontekst | 23

WANTEDWANTED

www.quint.dkBruun’s Galleri . City Vest, Århus

24 | kontekst

”Ud af huset i et år” – et år med suppleringsfag – kan

umiddelbart føles som en lidt uoverskuelig tanke. Hvad

skal man vælge? Hvor kommer man hen? Og skal man

nu til at lære en masse nye mennesker at kende - igen?

Disse var i hvert fald bare få af de spørgsmål, som ho-

bede sig op i mit hoved, da valgdatoen for supplerings-

fag i foråret 2007 hastigt nærmede sig mig og resten af

min årgang på Medievidenskab. Men spørgsmål søger

som bekendt svar, og der var heldigvis hjælp at hente

– i første omgang i hvert fald til et par af dem. Diverse

internetsøgninger og et senere besøg til den årlige til-

valgsdag i Søauditorierne gjorde det klart for mig; jeg

skulle vælge fagpakken ”Retorik og Formidling”. Tan-

kerne om dette valg bundede i, at jeg gennem mit andet

år på studiet var begyndt at blive en smule bekymret for,

hvorvidt jeg egentlig besad evnerne til engang i fremtiden

at benytte eller videreformidle de mange geniale teorier

og betragtninger, som mit grundfag hidtil havde fyldt mit

hoved med. Jeg var med andre ord klar til noget praktisk

arbejde, og det var præcis, hvad min udvalgte fagpakke

efter sigende bød på.

Fra valg til studiestart

Da valget først var truffet og ansøgningsblanketten sendt

af sted, faldt der endnu engang lidt ro over studiet. Der

var stadig eksamener at afslutte og en hel sommer til

at restituere i. Tankerne om endnu en studiestart med

helt nye mennesker begyndte dog at rumstere hen over

sommeren – skulle man nu igennem hele ræset igen med

rus-uge, navnelege og ”jeg kommer fra Vejle-samtaler”?

Svaret blev til dels ja. Ved studiestart blev det til en light-

udgave af rus-ugen, hvor der stadig var et par obliga-

toriske navnelege involveret og et par grønne Tuborg til

at skylle dem ned med. Alt i alt en overkommelig start,

hvor man fik luft til at se sine medstuderende an og lære

sine nye omgivelser at kende, inden studiet for alvor gik

i gang.

4. semester på IMV: Studiemæssigt er brikkerne endelig ved at falde på plads. Rammerne, man færdes i, er

blevet dejligt trygge – ja, nærmest hjemlige. Faktisk er tilstanden af total forvirring, som man har befundet

sig i fra dag ét på Universitetet, endelig forsvundet. Så sker det, at bomben om suppleringsfag falder, og

man er endnu engang tvunget til at skulle tage stilling til sin studiemæssige fremtid. Idyllen er spoleret, og

spørgsmålene hober sig op. Dette scenarium beskriver nogenlunde, hvordan jeg havde det for præcis et år

siden. Skamfuldt måtte jeg dengang erkende, at Adorno, trods sin ”særlige charme”, var blevet it-stedet for

mig. Jeg var faktisk blevet så glad for genkendeligheden, at jeg næppe kunne tænke mig at forlade stedet

igen.

Af Marie Jensen, Medievidenskab 6. semester

Ud af huset i et år

kontekst | 25

Grundfag med perspektiv på

Som jeg nævnte tidligere, var hovedårsagen til, at jeg

søgte ind på suppleringsfaget Retorik og Formidling, at

jeg savnede en formidlingsdel på mit grundstudie. Det

har i bagklogskabens lys vist sig at være det helt rig-

tige spørgsmål, jeg stillede mig selv, dengang jeg skulle

vælge et supplerende fag: Hvad er det egentlig, jeg sav-

ner på mit grundfag? Det lyder måske lidt simpelt, men

jeg tror, det er et spørgsmål, som kan komme mange til

gode, når valg af suppleringfag skal træffes. Jeg skal dog

ikke lukke øjnene for de kompleksiteter, som også følger

med valget af suppleringsfag. Man kan enten vælge en

færdig fagpakke eller et individuelt tilrettelagt år. Man kan

gå i en helt anden retning end sit grundfag, eller man kan

finde et supplement, som ligner ens grundfag. Og ende-

lig kan man vælge at tage sin kandidatuddannelse på et

helt andet studie end sit grundfag efter afslutningen af

suppleringsåret. Blandt disse kompleksiteter valgte jeg

en fagpakke, der tilbød fordybelse i og praktisk arbejde

med skriftlig og mundtlig fremstilling. Noget, jeg håber

kan blive et optimalt supplement til Medievidenskab,

som jeg vender tilbage til efter sommerferien. Om mit

suppleringsfag er det rette supplerende valg for mig, vil

tiden vise. Noget, som dog allerede har vist sig, er, at

det har sat et godt perspektiv på mit grundfag og givet

mig fornyet energi til at vende tilbage til IMV. Perspektivet

er for mig blevet en personlig læring om, hvordan jeg i

fremtiden skal arbejde mere praktisk i min studietilgang

og forsøge at vælge fag, som jeg løbende kan få nogle

meget håndgribelige resultater ud af. På den måde er jeg

også kommet min frygt for manglende evner til omsæt-

ning af teori til livs. På mit suppleringsfag er jeg blevet

tvunget til konstant at omsætte teori til praksis, hvilket

har vist sig at være utroligt givende.

Ingen salgstale

Afsluttende vil jeg sige, at valget af suppleringsfag helt

åbenlyst er individuelt, og at der derfor heller ikke findes

en opskrift på det perfekte suppleringsår – desværre.

Mine ord er ingen salgstale, men blot en omsætning af

nogle tanker, som sikkert fylder manges hoveder for ti-

den. Samtidig er det en lille positiv beretning fra det store

virvar af suppleringsfag, som forhåbentlig kan give lidt

fornyet styrke og energi i en tid, hvor valget snart skal

træffes. Som det på magisk vis næsten altid sker her på

Universitetet, så blev mine mange spørgsmål besvaret,

og jeg føler mig nu klogere. Jeg håber derfor også, at

mine ord vil gavne nogle nye forvirrede studerende, som

netop er ramt af den samme spørgsmålslystne og mindre

forvirrede tilstand, jeg var i tidligere.

Held og lykke med jeres valg og nyd jeres suppleringsår!

– Adorno vil altid være der. n

26 | kontekst

Grauballemandens sande ansigtAf Marie Mehlsen og Simon Rune Jørgensen, Medievidenskab 5. semester

Umiddelbart ligner Grauballemanden en helt sympatisk fyr, men det sorte skind bedrager – og det bør du

være opmærksom på, inden du vælger dit suppleringsfag. Da vi efter to år på Medievidenskab skulle vælge

mellem et hav af suppleringsfag, var det som at stå midt i ét stort reklamefremstød – ”Kom op til os på

Nordisk – nu med ekstrahippe oplevelsesøkonomi”. ”Filosofi møder Handelshøjskolen i et superspændende

projekt”. ”Kognitiv semiotik – hvis du er pjattet med humaniora”.

Det endte dog med at være en sød og naturlig pige

fra Moesgaard, der stjal vores hjerter, og valget faldt

på ”Organisations- og arbejdsantropologi – rider med på

HR-bølgen”. En smuk sensommerdag startede vi to me-

dievidenskabere så på vores nye akademiske liv blandt

islandske sweaters og Fjällräven-rygsække i alle regnbu-

ens farver. Moesgaard ligger i de smukkeste omgivelser,

Aarhus Universitet råder over – den gamle herregård er

omkranset af gigantiske bøgetræer, idylliske bondehuse

og en duft af frihed og bredde vidder, langt væk fra byens

hektiske campusliv.

På baggrund af at HR er et hedt emne for tiden, var vi

overbeviste om, at vi mindst ville blive 25 på vores kom-

mende suppleringshold. Virkeligheden viste sig dog at

være en anden. Vi blev fire. Så der var altså virkelig basis

for at mingle med studerende fra fjerne og eksotiske stu-

dier; én fra informationsvidenskab og én fra religionsvi-

denskab. Men det lille sammentømrede hold på fire holdt

humøret højt, smilede kækt og bekræftede hinanden i, at

det hele nok skulle gå.

Det var dog omtrent på dette tidspunkt, at Grauballe-

manden begyndte at vise sit sande ansigt. Moesgaard

indbød os til informationsmøde om årets forløb, hvilket vi

blev glade for, da vi allerede fra første dag følte os tem-

melig oversete og tilsidesatte som det lille hold, vi var. Et

par dage før mødet skulle foregå, kontaktede vi studie-

vejlederen, der dog kunne fortælle os, at mødet var aflyst

af økonomiske årsager. Det havde vi ikke fået noget at

vide om.

Vi startede semesteret med et introduktionsforløb til ge-

nerel antropologi, men så endnu mere frem til at starte

på ”Organisations- og arbejdsantropologisk tema 1” hen

på efteråret. Det kan bare være lidt svært at modtage

undervisning i et nyt fag, hvis man ikke har en undervi-

ser. Et par dage inden fagets start, havde man dog fået

opstøvet en villig underviser fra filosofi, som i den grad

blevet kastet ind i pensum, kompendiefremstilling og

Moesgaards ustrukturerede skikke.

På trods af en noget ubarmhjertig start formåede vores

underviser faktisk at stable et godt og spændende forløb

på benene, og de fire musketerer begyndte helt at glæde

sig til ”Organisations- og arbejdsantropologisk tema 2”

i foråret.

Den sorte sky

Men som bekendt har alting en ende, og på Moesgaard

kan en mørk sky hurtigt glide henover solens stråler. For

vores vedkommende kom den mørke sky spankulerende

ind i vores undervisningslokale en tirsdag eftermiddag i

november. ”Hej med jer! Forresten har vi fundet ud af,

at jeres suppleringsuddannelse ligner vores voksenefter-

uddannelseskursus så meget, at vi lige så godt kan slå

jeres undervisning sammen”. Vi blev lettere overraskede

over meddelelsen, men var slet ikke forberedte på næste

udmelding. For lige inden den sorte sky drev over, nåede

den netop at sende et lyn igennem lokalet. ”Altså det vil

faktisk sige, at den undervisning I får næste semester,

bliver fordelt over tre weekendseminarer: ét i starten af

februar, ét i starten af marts og ét i slutningen af april. Så

der bliver rigtig tid til at få læst til de enkelte gange”.

Her stod så et frustreret suppleringshold fulgt halvvejs

til dørs og forladt ved havelågen. I vores frustration kon-

taktede vi tidligere studerende på ”organisations- og ar-

kontekst | 27

bejdsantropologi” for at høre om deres erfaringer med

faget og Moesgaard. De kunne fortælle os, at de sidste

år havde indgivet en uopfordret evaluering af forløbet,

som Moesgaard havde oplevet som aldeles ustrukture-

ret og utilfredsstillende. Vi læste evalueringen og kunne

blot konstatere, at man på Moesgaard ikke havde taget

de studerendes konstruktive kritik alvorligt.

Med udsigt til en fremtid som eremitstuderende med

henholdsvis en måned til halvanden måned mellem hver

undervisningsgang, besluttede hele suppleringsholdet

sig for at vende Grauballemanden ryggen. Vi så os nød-

saget til at ændre vores suppleringsuddannelse til en ITT

(Individuelt tilrettelagt tilvalg), da vi på ingen måde ville

få, hvad vi havde fået stillet i udsigt, da vi tilmeldte os

”Organisations- og arbejdsantropologi”.

Kære Moesgaard...

I januar sendte vi således et brev til Moesgaards ledelse

og studienævn samt rektor ved Aarhus Universitet og de-

kanen ved Humanistisk Fakultet. Vi gjorde opmærksom

på vores oplevelser på Moesgaard og understregede,

at vi på baggrund af vores klagepunkter ønskede, at

suppleringsuddannelsen i ”Organisations- og arbejds-

antropologi” skulle revideres og forbedres. Vi mener, at

Moesgaard har rammerne til at skabe en god supple-

ringsuddannelse, og vi ønsker, at fremtidige studerende

skal spares for de problemer, vi har oplevet. Moesgaards

ledelse gav svar på tiltale og understregede, at man sy-

nes, forløbet var en god og fornuftig løsning set i forhold

til, at vi ”kun” var fire studerende.

Men fra vores synspunkt er det mere princippet i, at man

i første omgang opretter et hold med blot fire studeren-

de, og at man så ikke tager ordentligt hånd om dem ved

blandt andet at lade dem ligge under for økonomiske be-

grænsninger. Hvis man ikke kan skabe et tilfredsstillende

forløb for de studerende, man har, bør man ikke oprette

uddannelsen. Moesgaard solgte os en pakkeløsning, der

ikke levede op til varebetegnelsen, og derfor er det ir-

relevant, hvorvidt studieledelsen synes, at der er tale om

en alle tiders løsning. Det er ikke okay, at økonomiske

hensyn står stærkere end de studerendes vilkår.

Så kære kommende suppleringsstuderende derude: Tag

Jer i agt for Moesgaards reklamefremstød. Under den

idylliske overflade lurer Grauballemandens sande ansigt.

n

Ledelsens kommentar

Vi ringede til fagleder på antropologi og

etnografi Bodil Selmer for at høre hvad hun

havde at sige til kritikken. Hun meddelte at den

pågældende linje ikke bliver oprettet til næste

år pga. de få tilmeldte. hun siger dog at forløbet

har været kørt med weekendkurser tidligere til

de deltagendes tilfredshed. Hun er naturligvis

ked af kritikken, men henviser til at uheldige

omstændigheder gjorde, at lektor stillingen ikke

var besat fra starten; omstændigheder som

uddannelsesstedet ikke mente at have mulighed

for at tage højde for. Samtidigt pointerede Bodil

Selmer at der også i år bliver udbudt generel

antropologi og etnografi supplering, hvor der

regnes med at blive fuld belægning (40 pladser).

28 | kontekst

Søren Michael Hansen

“Jeg valgte erhvervsøkonomi, fordi økonomi faktisk var

min anden prioritet efter Informationsvidenskab. Det

kommer til at give et fint afbræk fra det humanistiske og i

stedet fokusere på det lidt mere samfundsteoretiske. Der

er nok generelt mange humanister, der er lidt skræmte

over at skulle have matematik og statistik. Det er vel så-

dan, at de datalogiorienterede ofte tager multimedie, de

kommunikationsorienterede tager noget æstetisk, mens

økonomi er for de mere organisations-mindede.” Er-

hvervsøkonomi er et naturligt valg, hvis man finder emner

som virksomhed og organisation mest interessant. Søren

er generelt tilfreds med forløbet. Der er ikke noget, som

er gået uforventet eller skidt. Individuelt tilrettelagt tilvalg

(ITT) kunne måske have været en ide; flere muligheder for

at finde de mest spændende fag, men Søren orkede ikke

at gøre det, så han valgte pakken i stedet.

Anne Meldal Nørgaard

Har valgt pakken Religion, politik og samfund. Den er et

samarbejde mellem Statskundskab og Teologi. Er gene-

relt glad for at have valgt denne pakke. Det tæller for at

have fået en grundlæggende forståelse for sociologi, og

hvordan religion og samfundet spiller ind på hinanden.

Et mere generelt fokus end Medievidenskab, som har et

stærkt bias mod medierne. Dette grundlæggende fokus

vil også kunne bruges, når man kommer tilbage på Me-

dievidenskab, men opgaven bliver så selv at skulle finde

sammenhænge.

”Det har ikke virket

som om, samarbejdet

mellem de to insti-

tutter har været helt

gnidningsfrit. Der har

næsten ikke været

ferie, og desuden har

alle eksamener været

graduerede. Det har

betydet, at det har væ-

ret hårdt.”

Oliver Repenning

Jeg valgte Journa-

listisk Formidling af

flere grunde. Jeg

ville gerne blive

bedre til at formidle

og prøve en anden

tilgang end den

akademiske. Desuden var jeg opmærksom på, at min

supplering skulle give adgang til virksomhedskommuni-

kation på ASB, da det er én af mine overvejelser til kan-

didaten. Jeg overvejede også at læse Medievidenskab,

men valgte det fra, ikke fordi det ikke lød spændende,

men fordi det ikke kunne opveje det ene semester på

Journalisthøjskolen.

Det, jeg er mest glad for, er alle de praktiske ”hands-on”

værktøjer, jeg har fået, og som jeg kan overføre direkte til

mit studiejob(i IBM’s kommunikationsafdeling). Jeg har

lært nogle redskaber, jeg ikke kunne få på Uni, og som

jeg kan overføre direkte til erhvervslivet, og det er fedt.

Noget af det vigtigste, vi har lært, er at skrive og behand-

le fagstof på en interessant og tilgængelig måde. Vi har i

den forbindelse lært at skrive artikler og pressemeddelel-

ser, samt hvordan man skriver til Internettet. Vinkling og

målgruppe er hele tiden i fokus, og alt i alt er det en ny

og spændende måde at arbejde på i forhold til Uni. Det er

idéudvikling, korte deadlines og kontant feedback – helt

sikkert noget man kan tage med sig videre.

Vi er først lige startet på den del af forløbet, der foregår

på Medievidenskab, og derfor kan jeg ikke sige noget

generelt om det. Det er mere en teoretisk forståelse for

medie- og samfundsorienterede problemstillinger. Det

kan vel sammenlignes med at træde et skridt tilbage og

betragte medieprocessen lidt udefra. Vi bruger meget tid

på at se på, hvilken rolle medierne spiller i det moderne

liv, og det er også rigtig spændende. Vi kommer bredt

omkring, og det giver mange perspektiver på medier og

samfund. n

MIN SUppLERING

kontekst | 29

For mange studerende er et helt studie ikke kun knyt-

tet til en bestemt by eller et land. Man nærmer sig

bacheloren eller kandidaten, og ved siden af bøgerne kan

en lille drøm om at se den store verden begynde at vokse

i maven. Internationalt Sekretariat (IS) er et af de steder,

hvor sådan en drøm kan realiseres. Her tilbydes både

studier for den eventyrlystne i Thailand og New Zealand

og for den storbyinteresserede i Berlin eller Stockholm.

På IS arbejder der 9 fuldtidsansatte og en række studen-

termedhjælpere. Det er dem, der sørger for at studerende

fra Århus kommer til udlandet, men også at de uden-

landske studerende, der kommer til Danmark, får et godt

ophold i Århus. Mette Brandenborg er områdeleder på IS

for udrejsende studerende og er aftaleadministrator for

Nordamerika, Australien, New Zealand og nogle lande i

Europa. Hun har været ansat på Internationalt Sekretariat

(IS) siden 2004. For Mette er det især den tætte kontakt

til de studerende, der driver hendes hverdag på IS. Udo-

ver vejledning, information og formidling kræver hendes

arbejde et tæt forhold til hendes kollegaer rundt omkring

i hele verden. Det betyder, at Mette også deltager i ud-

dannelseskonferencer i udlandet, hvor hun blandt andet

skal markedsføre Århus Universitet.

Derfor skal du tage af sted...

Mette fortæller, at der er mange fordele ved at tage en

del af sin uddannelse i udlandet. ”Man får mulighed for

at læse og studere på en anden måde, end man gør her-

hjemme. Mange studerende kommer tilbage og fortæller,

at man afleverer langt flere opgaver og producerer mere

skriftligt i andre lande. Man bliver bedre til det sprog, man

læser på.” Herudover lægger hun vægt på, at opholdet

er personligt udviklende, en kulturel oplevelse og at det

kan være et fundament for at få et bredt internationalt

netværk. AU råder over 700 forskellige aftaler med uni-

versiteter rundt omkring i verden. Ansøgerne i år er den

første generation, der ikke skal vedlægge en motiveret

ansøgning samt forhåndsgodkendelser på alle deres pri-

oriteter. Herudover skal ansøgningen heller ikke længere

være formuleret på engelsk. Dette er en ændring Interna-

tionalt Udvalg har lavet ved ansøgningsproceduren for at

åbne op for, at flere får lyst til at søge. Søger man et stud-

ieophold i Norden eller Europa, er det de faglige koordi-

natorer ved de enkelte institutter, der bestemmer, hvem

der skal af sted. Ved disse aftaler bliver der sjældent

givet afslag modsat de oversøiske aftaler, hvor der er

færre pladser. Her giver AU afslag til mellem 30-40% af

ansøgerne. Man skal dog ikke lade sig skræmme af den

høje afslagsprocent ved de oversøiske aftaler. Har man

lyst til at komme af sted, er der andre muligheder, f.eks.

også hvis man ønsker at rejse to sammen.

En verden udenfor Af Anne Meldal Nørgaard og Helle Martens Jørgensen, Medievidenskab, 6. semester

New Zealand.

30 | kontekst

Betingelser og den nye karakterskala

Især for de eftersøgte oversøiske aftaler skal det ikke

være nogen hemmelighed, at karaktererne spiller en rolle

i udvælgelsen af, hvem der skal af sted. Mette fremhæver,

at der ligger noget arbejde i at få den nye karakterskala til

at stemme overens med det niveau, der findes på vært-

suniversiteterne. Her er det især de nye karakterer 4 (D)

og 7 (C), der kan skabe problemer. Et D og C på ECTS-

skalaen er udmærkede karakterer herhjemme, men lig-

ger for eksempel i USA på dumpegrænsen. Denne for-

ståelsesforskel kan betyde, at IS må gøre ekstra meget

ud af at forklare værtsuniversitet, at de studerende, de

sender af sted, er yderst kompetente. Er man blevet ind-

stillet til en plads gennem IS, har man deres stempel i

ryggen. Derfor sætter IS selvfølgelig også en dyd i at få

kommunikationen i orden med værtsuniversitetet, så den

udvalgte studerende kommer af sted.

Når man søger gennem IS forlænges processen en

smule, da ens ansøgning først skal godkendes af udval-

get. Dette gør, at man søger et halvt til et helt år, inden

man kommer af sted. Har man lyst til at gøre det udenom

IS, er det nye regeringsinitiativ med Udlandsstipendiet

en mulighed.

Flere skal ud!

Det er blevet besluttet fra politisk side, at det skal være

nemmere for de studerende at komme til udlandet, da

alt for mange studerende ikke kommer af sted pga. for

få pladser. Derfor har man pr. 1. juni 2008 ret til at få

betalt studier i udlandet i op til to år. Med Udlandssti-

pendiet kan man tage lige hen, hvor man vil, hvis fagene

er forhåndsgodkendt af Studienævnet. Det er endnu

ikke blevet besluttet, hvor mange penge, man får med,

men man kan regne med mindst 20.000 kr. pr. Semester.

Denne nye ordning kommer til at kræve nogle ressourcer

fra IS, da mange flere studerende skal vejledes. Vælger

man at tage af sted med Udlandsstipendiet, skal man

være forberedt på at gøre en stor del af arbejdet selv. An-

søger man gennem IS, har man deres stempel i ryggen,

men man skal da vælge nogle af de aftaler, de allerede

har i hus.

Har du lyst til at tage af sted, er der overvejelser forbun-

det med begge aftaler. Mette slutter af med at give føl-

gende råd: ”Hvis man vil ud på sin bachelordel, skal man

i gang med planlægningen allerede på sit første studieår,

så man ikke misser en ansøgningsfrist.” Generelt er det

en god ide at gå i gang et år før, man skal af sted. Man

kan altid sende en mail til IS@au.dk, hvis man vil have

noget vejledning.

Men, hvordan er det så for en studerende, at gå igennem

den omtalte ansøgningsproces? Esben Kobberå er fra

Hvis du er stor-

b y s m e n n e s k e ,

så er Berlin en

fantastisk stud-

ieby. Når du ikke

studerer, kan du

besøge Frederik

den Stores have i

Potsdam.

kontekst | 31

Medievidenskab og færdiggør sin bachelor til sommer.

Esben har på suppleringsåret læst Journalistisk Formi-

dling og er indstillet til en plads på University of Singa-

pore i foråret 2009. Vi har stillet Esben nogle spørgsmål

for at finde ud af, hvad baggrunden var for hans valg og

planlægning af et studieophold i udlandet.

Århus sat i perspektiv

Esben har efter gymnasiet boet syv måneder i London

og fik der en forsmag på det at blive del af et andet miljø

og en anden kultur. Opholdet har i den grad givet ham

blod på tanden og har ført ham til at søge en studieplads

i udlandet. ”Det er lige meget, om det er USA, Australien

eller Canada, bare det ikke er Europa. Tog man for ek-

sempel et semester i London, ville der nok ikke være den

store kulturelle forskel.” Da vi spørger ham om, hvilke for-

ventninger han har til opholdet, er det især det, at få sat

sin egen baggrund i perspektiv både fagligt og kulturelt,

han fremhæver. Udover det faglige er det, der driver Es-

ben ligeledes at få et sjovt semester, hvor man kan få set

noget andet end de gule bygninger i Helsingforsgade og

dermed komme hjem med en fornyet energi.

Et semester i udlandet

Esben har valgt at tage af sted på andet år af kandidaten

på Medievidenskab og har ikke haft det som en del af

sine overvejelser at tage af sted på bacheloren. ”Det var

lidt for uoverskueligt, og så fandt jeg ud af det lidt for

sent”. ”Jeg tror, man skal have lidt med i bagagen, før

man kan tage af sted og læse noget andet”. Ansøgnings-

fristen for oversøiske aftaler var den 15. Januar, og det er

også noget af det, Esben fremhæver ved ansøgningspro-

ceduren. Han siger om processen, at den er forholds-

vis smertefri, men at der er meget man skal sætte sig

ind, og at man ikke bliver taget meget i hånden. Og så

er der jo TOEFL og IEDLS testene, som er dem, nogle

universiteter kræver for at sikre de studerendes engel-

skkundskaber. TOEFL, der er den amerikanske og mest

anerkendte test, kan kun tages i København, hvad der

var lidt af en mundfuld for Esben. Da den både findes i

en net- og en papirudgave burde man kunne tage den i

Århus i stedet for at skulle helt til København. Det koster

jo både penge for testen og så for transport ud og hjem,

kommenterer han. ”Umiddelbart kan det godt virke som

en stor mundfuld, men selve institutionerne har gjort det

rigtig godt... Det eneste er, at man skal være så tidligt

ude”.

Man kan læse mere om Internationalt Sekretariat og det

nye Udlandsstipendie på au.dk/is. Har du fået blod på

tanden, så hold øje med hjemmesiden eller besøg IS i

Informationscentret på Fredrik Nielsens Vej 5, 2 (Nede

ved Stakladen). Her kan du både få personlig vejledning,

få brochurer med hjem og læse evalueringer af tidligere

studerende, der har været af sted. n

Fakta

Internationalt Sekretariat begyndte den 1. Januar

1989 med at sende studerende til udlandet. Af-

talerne med de udenlandske universiteter vokser

blandt andet ud af fagligt samarbejde mellem

lektorer. Udover Internationalt Sekretariat, der

står for det administrative, er der af rektor ned-

sat et udvalg, som bestemmer, hvem der kom-

mer af sted. Udvalget består af prodekan på

det Humanistiske Fakultetssekretariat Johnny

Laursen og docent ved det Naturvidenska-

belige Fakultet, Hans Uffe Sperling-Petersen.

Internationalt Sekretariat står for i alt tre typer af

aftaler: Erasmus (Europa med ansøgningsfrist d.

1. Marts), NordPlus (de nordiske lande også med

frist d. 1. Marts) og de oversøiske aftaler med

frist d. 15. Januar. Udover ansøgningsskemaet

fra IS, skal du vedlægge en forhåndsgodkend-

else fra dit studienævn af de fag, du vil følge på

din 1. Prioritet. De oversøiske aftaler kræver tit en

engelsktest, enten TOEFL (750 kr.), som er den

amerikanske, og IEDLS (1450 kr.), som er den

britiske. Disse tests står man selv for at melde

sig til og betale for, og vær ekstra opmærksom

på at TOEFL kun kan tages i København.

Esben skal til Singapore og studere.

32 | kontekst

På en dejlig sommerdag i 1986 fik jeg et længe ven-

tet brev med posten. Brevet var sendt fra et spritnyt

institut på Det Humansitiske Fakultet med et langt navn:

Institut for Informations- & Medievidenskab. Man med-

delte mig, at jeg var optaget som en af de nye studer-

ende på Informationsvidenskab med start 1. september.

Mere præcist var jeg del af en atypisk gruppe nye, nem-

lig ældre studerende fra andre humanistiske fag. Jeg

var således optaget som en blandt 10 studerende med

et humanistisk hovedfag bag sig, dvs. en cand. phil.-

eksamen, eller ihvertfald et påbegyndt specialeprojekt.

Vi var optaget på det, der dengang hed et ’bifag’, dvs.

et to-årigt, afsluttet forløb, der kan ligne en bachelor,

bare skrumpet lidt. Sammen med os kvasi-nye var 20

helt friske studerende blevet optaget på dette allerførste

hold. Deres mål var mere omfattende end vores, nemlig

en cand.mag.-uddannelse i Informationsvidenskab.

Blinde pletter

I to år skulle vi 30 studerende således dele tag og skæbne,

ikke bare indbyrdes, men også med en lærerflok, der selv

var nærmest grønne i faget og under fortløbende uddan-

nelse i at varetage undervisning på et helt nyt område,

fyldt med blinde pletter.

Forud for debutten med en institutbaseret uddannelse

havde vores lærere høstet erfaring ved at undervise tre

årgange med 20 bifagsstuderende på specialeniveau i

et andet humanistisk fag. Dengang hed Informationsvi-

denskab ’Center for Humanistisk Datalogi’ (og Medievi-

denskab hed ’Center for Massekommunikation’). For de

fleste studerende på centret var bifaget job-kvalificer-

ende i en tid, hvor humanister nærmest var uanbringelige

uden for universitetet og gymnasieskolen.

Udnævnelsen til selvstændigt institut var en officiel aner-

kendelse fra Det Humanistiske Fakultet af, at en human-

istisk uddannelse i noget med edb-maskiner og men-

neskelig arbejdsprakis måske ad åre ville vise sig at være

anvendelig!

Datamat

Lige et par ord om sprogbrugen dengang. Ordet ’com-

puter’ var ikke så almindeligt, mens ’datamat’ og ’edb-

maskine’ var ret almindelige betegnelser for sådan et

’elektronisk databehandlingsanlæg’. Commodore 128

og Atari 7800 var vel de væsentlige spilmaskiner til hjem-

mebrug på den tid, hvor man også snakkede om ’floppy-

diske’ og ’fastlager’. ’Database programmering’ og ’inter-

face’ var på vej ind, mens ’elektronhjerne’ og ’hulkort’ til

gengæld var stærkt på vej ud af midt-firsernes computer-

lingua. Man sagde så småt ’informationsteknologi’, mens

’IT’ vist endnu ikke var blevet en sproglig stangvare. Det

var også populært at sige og skrive ’edb-behandling’ og

’lcd-display’, og det ligner vel nutidens pudsige brug af

’IT-teknologi’ en smule.

Terminalrummet

Når man snakker om uddannelse i Informationsvidensk-

ab dengang på Trøjborg, så kommer man ikke uden om

’terminalrummet’. Jeg er sikker på, at alle os, der læste

Informationsvidenskab på den tid, har stærke billeder og

erindringer knyttet til det sted.

Det var i terminalrummet, vi kæmpede med stoffet og

stiftede bekendskab med computerens mange muligh-

eder og svigt. Det var her, menneskeskæbner blev af-

gjort, venskaber (og romancer) stiftet og brudt, smøger

røget, øller drukket, teorier diskuteret og opgaver skre-

vet. En nat spillede vi f.eks. minigolf med musekuglen

– sjovt. Stedet ligner sikkert Adorno på den måde, bare i

mindre format og uden gitter.

At ’mødes i terminalrummet’ betød, at man mødtes i en

lukket enklave i stueetagen på Trøjborg. Når man kom

ind gennem hovedindgangen, stod man i en stor forde-

lingsgang med en glasdør lige fremme, som førte ind til

terminalrummet. For at komme ind skulle man ringe på

en klokke og håbe på, at der var en behjertet medstud-

erende, som gad komme ud og låse døren op. Det var

lidt af et sats om aftenen. Efter forrummet, der indeholdt

opslagstavler, garderobe og dueslag, kom man ind i et

Terminalrummet på TrøjborgAf Finn OIesen, lektor i informationsvidenskab

kontekst | 33

stort rum med lave, slidte møbler, kubelformede tagvin-

duer af plexiglas og døre til grupperum, undervisning-

srum, tekøkken og toilet samt det egentlige terminalrum,

dvs. det rum, hvor computerne stod. Hvorfor det kom til

at hedde terminalrummet er lidt uklart for mig - det var

før min tid, den dåb fandt sted. Alle de maskiner, jeg stift-

ede bekendtskab med, var selvkørende enkeltbrugersys-

temer og ikke skærmterminaler med fælles mainframe.

De blev godt nok efterhånden koblet til fælles printer og

server, men terminaler...?

Lad mig også fortælle lidt om vores maskinpark i 1986.

Man skal huske, at seriøse computere, dvs. større end

Atari- og Commodoremaskiner, kostede spidsen af en

jetjager dengang. Vi studerende havde som hovedregel

ikke råd til computere derhjemme, så terminalrummet var

eneste mulighed for at arbejde praktisk med dem. Infor-

mationsvidenskab satsede fra starten på computere fra

Apple, opkomlingen, der lavede grafisk ’tøse-interface’

på en lille 9-tommer sort/hvid-skærm med en ’skrald-

espand’ og et ’skrivebord’ som gennemgående ’ikoner’,

og af aldeles uforklarlige grunde kaldte de deres mask-

ine for en Macintosh! Det navn kunne en flok humanister

som os godt tolke en hel del på.

Der stod omkring fem spritnye Mac’er i terminalrummet,

da vi blev vist rundt den første dag: Macintosh 512K med

64 kb ROM og 512 kb RAM – tah dah! Lagring af data

foregik på 3,5-tommer enkeltsidede ’flobbydiske’. Disse

vidundere kostede hver især (i min erindring) omkring kr.

45.000.- langt mere end en præstigefyldt IMB-computer

kostede. Og så havde de ikke engang en harddisk!

Humanistiske ‘underdogs’

Datalogerne, der arbejdede med at programmere og

udvikle højniveausprog til datamaskinerne på basis

af formel-logiske principper, lagde ikke skjul på deres

morskab over disse utilregnelige humanister og deres

legetøjscomputere. Vi var meget bevidste om at være

’underdogs’ dengang. Det er enkelte inf.vid-studerende

muligvis stadigvæk. Men vi skulle faktisk lære en stor del

af det samme programmeringspensum som de førsteårs

datalogistuderende for at være troværdige computerkan-

didater. Nogle af de første årgange sad endda sammen

med datalogerne nede i parken på Datalogi til forelæs-

ninger. Det kunne godt give nedtursstemning. Og når vi

sad i terminalrummet og fik håndledsskader af at agere

ufrivillige ’disk-jockeyes’, dvs. skiftede 3,5-tommer dis-

ketter i ubrudte sekvenser for at opfylde den harddisk-

løse computers utrættelige anmodninger: ”isæt disk 1

– isæt disk 2 – isæt disk 1 – isæt...”, kunne vi da som-

metider komme i tvivl om Mac’ens fremtid – og måske

også vores egen.

Terminalrumstimer på Trøjborg i midten af 80’erne.

34 | kontekst

Heldigvis kom der snart nogle mere underholdende ar-

gumenter for en fremtidig rolle til ’vores’ computer ned

i terminalrummet, nemlig computerspil der inddrog lyd

og var langt mere nuancerede i deres interface og grafik

end ‘Leisure Suit Larry’ og andre af tidens populære spil

(PC-folket vil sikkert ryste på hovedet af denne historik).

Min første favorit, der var god at stresse af med, var et

lille arkadespil, ‘Lode Runner’, som krævede hurtige fin-

gre på j-k-l-i-tasterne. Men skydespil som ‘Missile Com-

mand’ og ‘Cairo Shoot’ var også ok.

Spillet ‘Dark Castle’, og især efterfølgeren ‘Beyond Dark

Castle’, markerede nogle nye standarder for interaktion

via et imponerende grafisk interface og nogle forførende,

samplede lyde. Der blev brændt megen midnatsolie af,

mens vi sad i terminalrummet og prøvede at føre helten

Duncan frem til den lede Dark Knights slot ved at ind-

samle brugbare genstande, bekæmpe onde kræfter og

løse gåder. Man kan vel egentlig kalde Duncan en proto-

avatar.

Det første år

Undervisningen på det første hold i ‘86 bar præg af, at

underviserne var vant til at undervise ældre uni-studer-

ende, som besad relevante metodiske og vidensmæs-

sige kvalifikationer før de begyndte på Inf.vid. Den ge-

nerelle pionerstemning blandt underviserne signalerede,

at der var højt til loftet og god plads til idéudvikling, så

guldkornene har føget gennem luften – eller også var det

surrealistisk rundgang. Jeg tror nok, at de 20 helt nye

på min årgang jævnligt følte, at diskussionen i timerne

blev temmelig tåget, når vi ældre nye gjorde os kloge

på et emne i længere og sikkert nonfigurative dialoger

med underviseren. Men det var dejligt at fornemme, at

der var god plads til at tænke. Til gengæld var flere af de

helt nye nok mere opdaterede på computerens muligh-

eder og funktionalitet. Det gav da lidt udligning af kom-

petencerne.

Computeren blev opfattet som et ’værktøj’ på stedet, ih-

vertfald det første år. Så kom Peter Bøgh, der var med til

at stifte Inf.vid, hjem fra en forårskonference og fortalte,

at man også kunne se computeren som et ’medie’, og

så begyndte vi at læse medietekster. Det ene tog det an-

det, og snart blev den også til et ’multimedie’, og sørme

også et ’multimedieværktøj’. Nå ja, og så kom internet-

tet. På det seneste er computeren efter sigende trængt

ind overalt, nærmest sådan lidt pervasivt, og det gør det

jo ikke just nemmere at udpege genstanden for informa-

tionsvidenskabelige studier. Men der arbejdes på det.

I terminalrummets trygge omgivelser tilbage i midt-firs-

erne var det derimod forholdsvis tydeligt for os Mac-folk,

hvilke veje de digitale vinde blæste, og hvor de kom fra.

I den simple, luvslidte verden på Universitetets Trøjbor-

gafdeling med de marginaliserede mac’er og de grønne

undervisere opbyggede Inf.vid lige så stille en anerken-

delse og identitet, mens vi studerende fik kalkeret vores

humanistiske verdensbilleder ovenpå edb-maskinens

blueprints – eller var det omvendt? Og resten er vel

nærmest historie, om end ikke af den lineære art. n

kontekst | 35

Den 28. april er der indsendelsesfrist til Tekne-netvær-

kets konkurrence danmarksmesterskab i digitale medier.

“Motivationen er at sætte fokus på feltet i medierne og

dermed forhåbentligt også motivere flere til at beskæft-

ige sig med det.” Sådan siger Kristian Krämer, som er

projektkoordinator på Alexandra instituttet og Tekne.

Konkurrencen er for alle, der er født efter den 1. februar

1981.

Konkurrencen er delt op i 3 forskellige temaer: fortællinger,

flader og relationer. Det er bevidst, at den sædvanlige

kategorisering med en kategori for hver form eller medie

(musik, video etc.) er valgt fra. “Vi har med vilje valgt at

lave temmelig åbne kategorier, hvor det principielt kunne

være f.eks. musik i alle tre kategorier”, siger Kristian og

fortsætter, “det er i håb om at inspirere til tværfaglighed,

og dermed til mere innovation og nytænkning.”

Som eksempler på digital kunst nævner Kristian f.eks.

robot kunst, kunst i en browser eller noget tredje. “Ofte

er kreative hjerner i stand til at skabe nyt eller bruge te-

knologi på en ny måde, som resten af samfundet så se-

nere vil tage til sig.”

Den valgte aldersgrænse handler ifølge Kristian om,

at den relativt store pengepræmie sagtens ville kunne

tiltrække etablerede kunstnere. “Formålet er mere at

få fat i de lidt yngre, som ikke er etablerede endnu.”

Derudover handler det om at styrke vækstlaget for den

digitale kunst generelt. At det altså ikke nødvendigvis

kun er personer med baggrund på kunstakademierne el-

ler de æstetiske uddannelser, der skal have muligheden

for at vinde.

Formidlingsfunktion

“Hvor Alexandra Instituttet har

et generelt fokus på at formidle

kontakt mellem forskning og er-

hvervsliv, så har Tekne et tredje

ben. Vi prøver at formidle kontakt

mellem forskning, erhvervsliv og

så kunsten. Tekne er finansieret af

Region Midtjylland og har til formål

at styrke potentialet i sammensæt-

ningen af kunst og erhervsliv, “Her

kan digitale kunstneres kreativitet

bringes i spil i forhold til it-forskeres

know-how og virksomheders kom-

mercielle behov.”, som der står på

organisationens hjemmeside.

Det handler om at få erhervslivet til

at se muligheder i kunsten. Og det er netop i projekter

som DMDM, at erhvervslivet gerne skal kunne se muligh-

ederne; i kunstens evne til at skabe oplevelser og stem-

ninger. Fra at det er noget uhåndgribeligt, så skal de tre

parter gerne kunne se potentialet i samarbejde. n

Fakta

Der er en præmie på 20.000 kroner til vinderen

af hver af de tre kategorier

Se mere på teknenet.dk, alexandra.dk og

dmdm.dk.

Ungdoms DM i digital kunstAf Jens Gerner-Smidt, Informationsvidenskab, 11. semester

36 | kontekst

Føler du dig også nøgen uden din mobiltelefon? Og er

du i tvivl om, hvordan du overhovedet kom i kontakt

med andre mennesker, inden den lille geniale opfindelse

blev allemandseje for snart ti år siden? Så er du sikkert

– ligesom resten af den danske befolkning – den lykke-

lige ejer af folkesygdommen mobiltelefonitis. Sagen er

nemlig den, at vi efterhånden ikke kan komme udenom

mobiltelefonen, lige meget hvor vi befinder os i det of-

fentlige eller for den sags skyld det private rum. Mobilte-

lefonen er uden tvivl et herligt elektronisk vidunder, som

kan forsimple hverdagen på mange måder, og jeg skal da

også være den første til at indrømme, at jeg elsker min

efterhånden slidte Nokia 6070. Alligevel synes jeg, der er

grund til at være kritisk overfor den måde, hvorpå vi i dag

lænker os til vores mobiltelefon uden tanke for, hvad det

har af omkostninger for vores omgivelser.

På medievidenskab bruger vi mange og lange timer på

blandt andet at analysere de nye mediers indflydelse på

vores samfundsstruktur, som i dag i høj grad er præget

af mobile og digitale medier. En indflydelse, som i mine

øjne ofte er positiv. Jeg er generelt stor tilhænger af mo-

biltelefonen som medie, for hvor gør den da bare vores

liv lettere i mange sammenhænge.

Men én ting er mobiltelefonen som medie. En anden ting

er den måde hvorpå, vi som mennesker bruger dette me-

die. På det område er jeg knap så imponeret

Guud, det er løgn!

I kender måske det at gå ved siden af en ven, som går og

snakker i telefon, selvom de egentlig burde snakke med

dig? Eller at få afbrudt en hyggelig middag af en ustand-

selig bippen fra utallige sms-beskeder rundt om bordet.

Eller måske ufrivilligt at blive delagtiggjort i en teenagers

kærestesorger en onsdag eftermiddag i bussen. Det kan

da være noget så irriterende, ikke sandt?

Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en rolle mobiltele-

fonen spiller i vores sociale situationer – og mindst ligeså

bemærkelsesværdigt, at ingen åbenbart tænker nærme-

re over det. Mobiltelefonen er blevet vores allesammens

tro følgesvend. Den spiller efterhånden så stor en rolle

i vores bevidsthed, at vores fysiske virkelighed risikerer

at miste terræn til dén medierede virkelighed, mobiltele-

fonen er en del af. Vi tænker ganske enkelt ikke over, at

det kan være både forstyrrende og frustrerende for vores

omgivelser, når vi koncentrerer os mere om det, der sker

på vores telefon end om det, der sker lige for øjnene af

os - ”det tager jo kun lige 2 sekunder”.

Som jeg ser det, indeholder vores brug af mobiltelefon

to forskellige, men lige forstyrrende elementer: For det

første er det forstyrrende og forvirrende for de omgivel-

ser, som vi ikke direkte har noget med at gøre – de men-

nesker, som uden at bede om det, bliver delagtiggjort i

vores samtaler i bussen, på strøget eller i venteværelset.

For det andet er det et forstyrrende og afbrydende ele-

ment i vores sociale liv, som forhindrer os i at være helt til

stede, der hvor vi er.

Mobiltelefonen – ven eller fjende?Af Johanne H. Møller, Medievidenskab 6. semester

kontekst | 37

For nu at tage fat i det førstnævnte problem, at vi forstyr-

rer vores omgivelser, så virker det som om, at vi ikke har

nogen hæmninger, når det kommer til, hvad man kan og

vil tale om i sin mobiltelefon i det offentlige og sociale

rum. I disse år, hvor reality-tv og almindelige menneskers

mulighed for at få deres 15 minutes of fame for alvor er

blevet aktuelt, er selviscenesættelse blevet et i den grad

dominerende fænomen. På diverse websteder som You-

tube, Myspace og Facebook samt i fjernsynet og til dels

i radioen, har helt almindelige mennesker i dag mulig-

hed for at konstruere et bestemt billede af sig selv. Det

billede, man gerne vil give omverdenen af sig selv, kan

man let, hurtigt og temmelig konsekvensfrit skabe gen-

nem denne form for interaktive medier, vores samfund er

præget af. Måske er det netop i selviscenesættelsen, vi

finder noget af svaret på denne tendens til at fremvise sit

privatliv i offentligheden via mobiltelefonen. For når man

udleverer sit privatliv i bussen eller på en café, velvidende

at folk omkring kan høre samtalen, er det så ikke fordi, at

man i virkeligheden gerne vil høres? Hvis man sørger for

at grine ekstra højt, eller at lægge ekstra hårdt tryk på sit

”guuud, det er løgn”, så må det da være fordi, vi har en

idé om, at det pirrer og indfanger vores omgivelser og på

den måde får os til at virke mere interessante.

”Det er efter min mening asocialt at befinde sig i to virkeligheder på én gang, og ikke - som man kunne fri-stes til at mene - ”dobbeltsocialt”.”

For at bruge sociologen Erwing Goffmans udtryk om de

forskellige scener i vores sociale liv vil det altså sige, at

vi via vores mobiltelefon hele tiden befinder os i et limbo

mellem frontstage, vores ansigt udadtil, og backstage,

vores intimsfære. Med mobiltelefonen er der altså ikke

længere et klart skel mellem offentlig og privat, mellem

fælles- og intimsfære. Og det er åbenbart noget, vi nyder.

I hvert fald griber vi enhver chance for at befinde os i

begge sfærer på én gang.

Det andet problem, jeg nævnte, er af mere social karak-

ter, nemlig at man skaber forstyrrelse og afbrydelse for

dem, man er sammen med ved at have mobiltelefonen

med sig overalt. Den moderne generations mobiltelefo-

nitis bevirker, at vi ikke længere kan nøjes med mentalt at

være ét sted ad gangen Jeg tror i høj grad, at denne ten-

dens bunder i et behov, som er meget kendetegnende

for den moderne generation: behovet for ikke at gå glip

af noget.

Mobilfri zone

Med vores mobiltelefon som tro følgesvend kan vi sørge

for at vedligeholde fællesskabet med de mennesker, vi

ikke har fysisk kontakt til: vi kan blive opdateret i det

nyeste sladder, vi kan flirte med kæresten over sms, og

vi kan sikre os, at de venner, kollegaer eller familiemed-

lemmer, vi ikke er sammen med, alligevel kan komme i

kontakt med os, hvis de skulle have brug for det. Vi kan

altså sikre vores sociale tilstedeværelse på flere forskel-

lige lokaliteter på én gang.

En klar fordel, skulle man mene. Undtagen altså for de

mennesker man rent fysisk er sammen med, som let

kommer til at føle sig uinteressante og frasorteret. Det er

efter min mening asocialt at befinde sig i to virkeligheder

på én gang, og ikke - som man kunne fristes til at mene

- ”dobbeltsocialt”. Det synes jeg ofte, at vi glemmer. Men

hvordan skal vi så sørge for at blive mindet om det? Skal

man så lave mobilfri afdelinger i restauranter? Skal man

aflevere sin telefon hos buschaufføren under turen? El-

ler skal man indføre mobilfri søndag? Nej, selvfølgelig

ikke. Én af mobiltelefonens styrker er jo lige netop, at

den skaber tilgængelighed på tværs af fysiske grænser,

og at lave regler for brug af mobiltelefoner i det offentlige

og sociale rum ville være at fratage mobiltelefonen dens

vigtigste funktion: mobiliteten.

Som borgere i et moderne samfund er vi efterhånden

vant til at elektroniske og digitale hjælpemidler bipper

fra hvert et hjørne af vores tilværelse – ja, hvad skulle

vi næsten gøre uden? Mobiltelefonen er et vidunderligt

hjælpemiddel, og den befinder sig vel efterhånden på an-

denpladsen som menneskets bedste ven. Som brugere

af denne skønne opfindelse er det bare vigtigt, at vi ikke

bilder os selv ind, at det, der foregår på mobiltelefonen

er mere relevant end de fysiske og sociale omgivelser,

vi befinder os i. Så længe vi kan finde ud af at slukke på

knappen nu og da, er mobiltelefonitis vel ikke den værste

epidemi, man kunne forestille sig. Den kan i hvert fald

sagtens kureres, hvis blot vi er villige til det. n

38 | kontekst

For god ordens skyld vil jeg starte denne artikel med at

understrege, at jeg i allerhøjeste grad sætter pris på Dan-

marks Radio. Jeg ser absolut noget positivt i at have en

uafhængig, ikke-kommerciel kanal, der, ved at være un-

derlagt nogle restriktioner, bidrager til folkeoplysningen.

Det er på denne kanal, at jeg som seer kan finde nogle

gode, kvalitative, skæve og underfundige oplevelser,

man aldrig ville kunne finde på en kommerciel kanal.

Det ufrivillige valg

Der er dog grænser for, hvor meget man kan udnytte sin

institutionelle status, og med medielicensen presses ci-

tronen ganske enkelt for hårdt. Udover det obligatoriske

fjernsyn indbefatter lovgivningen nu også computere,

som kan modtage og gengive billedprogrammer - kom-

Medie-hvad-for-noget?Af Frederik Sølvsten, Medievidenskab 6. semester

Det famøse januarudsalg har gået sin vante gang - en årlig begivenhed de langt fra har taget til sig inde på

DR’s bonede gulve. Man kan altid diskutere, hvorvidt DR har solgt ud i forhold til deres programflade, men

faktum er, at udsalget i al fald ikke bliver aktuelt i forhold til licenstilskuddets fleksibilitet og størrelse. Således

markeredes indgangen til 2007 med en overgang til den nye medielicens, der, ifølge TSN Gallup, gør omkring

99% af den danske befolkning til licenspligtige betalere. Denne beslutning giver mange studerende, der i for-

vejen ikke har det store økonomiske råderum, en ekstra årlig udgift på 2150 kr.

kontekst | 39

bineret med at man har

en internethastighed på

256 kbit/s eller derover.

Desuden indbefatter

licensen andre tråd-

løse enheder, der også

har denne funktion (fx.

PDA’ere og mobiltelefo-

ner). Dermed stilles bru-

geren i et dilemma, hvor

han/hun reelt kun har én

valgmulighed - at snyde

med licensen.

Det er således ikke længere muligt at vælge ikke at have

et fjernsyn for at spare licenskronerne. Medielicensen

inkluderer nu andre redskaber, som studerende benyt-

ter sig af dagligt. Det er muligt at leve uden et fjernsyn,

men med den nye lovgivning sker der pludselig en enorm

indskrænkning af brugerens valgmuligheder. Som stude-

rende i et moderne dansk samfund er det meget pro-

blematisk at leve uden en computer med internet. Dette

redskab er dybt integreret i studielivet, hvor det bruges

til at søge informationer og holde styr på studierelevante

ting, såsom undervisnings- og eksamenstilmelding.

Levende billeder på nettet

Følgende stod i et informationsbrev jeg modtog fra DR:

”Du skal betale medielicens, hvis du har et medieli-

censpligtigt apparat, uanset om du ikke ser DR tv eller

bruger dr.dk”

Det udtrykkes altså her klart, at man er pligtig til at betale,

uanset om man bruger tjenesten eller ej. Med andre ord

tvinger man penge ud af folk for at bruge internettet. Men

hvordan er det nu lige, tv og internet hænger sammen?

Man kan kaste et blik på konkurrenten TV2, hvor beta-

lingskanalen ”Sputnik” fungerer ganske fint. Man betaler

et beløb i bytte for at kunne se kanalens programmer.

Når dette ikke sker hos DR, skyldes det nok, at man me-

get gerne vil undgå at sammenkæde institutionen med

brugerbetaling, men hvis dette aspekt skræmmer, er det

da muligt at komme med nogle alternative løsninger.

Hvad ville der fx være i vejen med at koble et kodeord

til licensregningen, hvor den pågældende betaler også

kan få glæde af DR’s programmer på internettet? Det, at

man kan se programmerne her, skyldes udelukkende, at

de har gjort disse tilgængelige. Den nuværende strategi

minder om at sende en

gave til folk for senere

hen at opkræve penge

for den!

Licens over skatten

Hvis vi antager, at Gal-

lups tal er valide, ser jeg

det som en gyldig grund

til at lave licensbetalin-

gen om, således at den

fremover trækkes over

skatten. Dette er at fore-

trække, da man således

slipper for de ubehagelige rudekuverter hvert halve år.

I den forbindelse er det blot vigtigt at pointere, at be-

slutningen omkring medielicensen ikke er truffet af DR,

men fra politisk side. Den borgerlige regering har i nogle

kredse været populær, da de har indført et skattestop

og senest lovet skattelettelser. Det ville virke politisk

utroværdigt, hvis man skulle lade skatten stige, og der

pludselig dukkede ekstra udgifter op. Den nyvalgte rege-

ring har næppe i sinde at trække skattelettelsen tilbage,

hvorfor denne løsning synes usandsynlig.

Den forkerte retning

Der blev for noget tid siden ført en kampagne på DR,

hvor det blev vist, hvor kedelig en families hverdag ville

se ud uden Danmarks Radio. Før medielicensens intro-

duktion kunne man sagtens have trukket på smilebåndet,

men det er som om, dette smil nu er forstummet. Hvor

man førhen kunne have sagt, at man ikke ville have DR

for enhver pris, er dette nu uundgåeligt - man skal i hvert

fald gøre sine omstændigheder meget besværlige for at

spare licenskronerne med samvittigheden i behold.

Det understreges, at licensen er en forudsætning for at

produkterne kan holdes fri af politisk indblanding, re-

klamer og andre kommercielle interesser. Dog er over-

gangen til medielicens, i mine øjne, en meget eksplicit

politisk påvirkning. Ikke på det indholdsmæssige plan,

men i forhold til kanalens fremtidige vilkår på det dan-

ske tv-marked. Det er her interessant at se en såkaldt

liberal regering, som vedtager et forlig, der i den grad

underminerer det enkelte menneskes frie valg. Hvordan

dette hænger sammen, lader jeg imidlertid være op til

læseren. n

”Du skal betale medieli-cens, hvis du har et medieli-censpligtigt apparat, uanset om du ikke ser DR tv eller bruger dr.dk”

40 | kontekst

Med denne oversættelse fra forlaget Unge Pædago-

ger foreligger der for første gang på dansk en ind-

føring i teorien forestået af Luhmann selv. Den tilbyder en

rundvisning i det systemteoretiske instrumentarium og er

et oplagt sted at starte, hvis man har mod på at følge

Luhmanns opfordring til at arbejde selvstændigt videre.

Et tilbagevendende problem i undervisningen er at finde

egnede primærtekster; ofte er de vanskelige og forud-

sætter et vist kendskab til både teorien og pejlemærker-

ne i de debatter, forfatteren skriver sig ind i. At levere en

pædagogisk introduktion er sjældent det primære anlig-

gende: i videnskabssystemet offentliggør man ikke for at

belære, men for selv at blive observeret. Derimod vil fore-

læsninger typisk have en mere pædagogisk form, hvilket

da også var tilfældet med Luhmanns 1991-92-forelæs-

ningsrække, Indføring i systemteorien, som udkom på

tysk i 2002 og nu foreligger på dansk.

På højde med sin genstand

Luhmann benytter forelæsningsformen til at tematisere

teoriens kontingens. Han gør gentagne gange opmærk-

som på betydningen af de teoretiske valg, han har truffet.

Som læser delagtiggøres man således i teorikonstruktio-

nen – alternativer opridses, valg begrundes. De første

tre forelæsninger indeholder teorihistoriske diskussioner,

som undertegnede ikke har set systematisk behandlet

andre steder i forfatterskabet. Luhmann refererer gene-

relt mere direkte til andre teoretikere end i sine skrifter,

hvor yndlingsbeskæftigelsen – at drille kritisk teori, post-

modernisme og Habermas – ofte dyrkes i maskerede for-

mer à la ‘her vælger nogle at begive sig ud på sprogets

og intersubjektivitetens usikre grund i håb om dér at kun-

ne redde sig et normativt rationalitetsbegreb’ eller ‘man

havde håbet at kunne bringe den kritiske sociologi på

højde med samfundet, men også det blev en skuffelse’.

Den grundlæggende ansats er konstateringen af, at sam-

fundsteorien befinder sig i en teorikrise, hvis symptomer

er ørkesløse klassikerdebatter, gammel-europæiske for-

tolkningsskemaer, kultivering af middle-range-teori og

utilstrækkelig begrebsdannelse. Tænk blot på dødssej-

lere som samfund/individ, holisme/individualisme, struk-

tur/proces, konsensus/konflikt, forklaring/forståelse og

handling/kommunikation, hvor typiske teoriforslag opte-

rer for den ene side af forskellen og alligevel indbygger

modsætningen som nødhjælpsløsning.

Med udgangspunkt i nyere systemteori og en konsekvent

inddragelse af iagttagerbegrebet tilbyder Luhmann en

teori på højde med det moderne samfund. Dette kræver

både abstraktion og omfortolkning af sociologiens ker-

nebegreber, hvilket er baggrunden for den umiddelbare

sværhedsgrad, det klare sprog til trods. Her ligger ind-

føringens store styrke, idet den beskriver teorien relativt

enkelt og løbende kommer med muntre eksempler.

Selvom systemteorien er ambitiøs, har den en indbyg-

get moderation: den insisterer på at tage selvbeskrivel-

ser alvorligt og er forbeholdende med at korrekse andre

systemer end videnskaben. I modsætning til kritisk teori,

hermeneutik og psykoanalyse handler det ikke om at

vide bedre på andres vegne.

Sprog som strukturel kobling

Eftersom det sociale analyseres som kommunikation,

indtager sprog og kommunikation en afgørende rolle i te-

orien (da sprog og kommunikation skelnes, er udsagnet

endda ikke tautologisk). I tilslutning til Saussure karak-

teriserer Luhmann sproget forskelsteoretisk – som dif-

ferencer mellem forskellige ord eller forskellige udsagn,

men derimod ikke uden videre som differencer mellem

forskellige genstande. Sproget formår at skelne, og diffe-

rencen mellem ordene er det, som holder sproget i gang.

Sproget har sin egen logik som emergent form og er i før-

Boganmeldelse: Niklas Luhmann – Indføring i systemteorienAf Thor Hvidbak, Statskundskab, 10. semester,

kontekst | 41

ste omgang “afkoblet i forhold til reference-problemet”

(s. 67).

Det klassiske skel mellem ord og ting genindtræder i

sproget i form af den rent sproginterne distinktion beteg-

nende/betegnet. Ved at introducere tegnet (eller formen)

som enheden af forskellen mellem betegnende og be-

tegnet reformulerer Luhmanns iagttagelsesteori Peirces

triadiske struktur, men uden forhåndsantagelser om fæl-

les forståelse eller meningsdannelse.

I modsætning til mange lingvister og semiotikere in-

sisterer Luhmann på, at sproget ikke udgør et system,

al sin systematik til trods. Sproget er derimod et dob-

beltsidigt medium, der formår at koble to fuldstændigt

forskelligartede systemtyper: Både psykiske og sociale

systemer opererer med sproget som medium, hvorved

det muliggør den afgørende strukturelle kobling imellem

disse. Således bliver det også tydeligt, hvorfor sproget

ikke kan være et selvstændigt system: “Der findes ingen

sproglig operation, som ikke ville være kommunikation

eller sproglig tænkning” (s. 255).

Luhmanns kommunikationsteori afgrænser sig fra tale-

handlingsteori (Austin, Searle) og teorier om kommuni-

kativ handlen (Apel, Habermas) ved at afstå fra at tænke

sprogbrug alene som meddelende handling – “selv om

attributioner vedrørende handling foretages” (s. 257).

Hos Luhmann er forståelsen det tredje led i kommuni-

kationens enhed; den handlende anticiperer forudsæt-

ningerne for forståelse, hvorfor Luhmann af teoritekniske

grunde vælger at indbygge forståelsen i selve kommuni-

kationsbegrebet.

I ottende forelæsning rejses det gödel’ske spørgsmål om

teorien indeholder sin egen modsigelse. Luhmann afslø-

rer, at hans særlige seddelarkivsystem (se Niklas Luh-

mann erklärt den Zettelkasten på YouTube) rummer én,

hvorpå der står, at alle andre er falske. “Når jeg imidlertid

åbner kartoteket, forsvinder denne seddel, [og] De kan

forestille Dem, at jeg ikke kan søge efter denne afgørende

seddel blandt halvtreds eller trestusind” (s. 178) – hvoref-

ter han sender sine studerende på juleferie med besked

om bruge helligdagene til selv at overveje argumentet.

Modsat udgivelsen af Foucaults Collège de France-fore-

læsninger har denne Luhmann-udgivelse ikke givet an-

ledning til justeringer i teorireceptionen (dog er der visse

forskydninger i forhold til Sociale systemer fra 1984).

Derimod har den gjort Luhmann tilgængelig i en form,

der ikke alene tillader en bredere udbredelse, men også

giver ny inspiration og viden til allerede kyndige. Hvor

man før måtte vælge mellem sekundære kilder og den

lidet begyndervenlige Sociale systemer, foreligger der

med Indføring i systemteorien nu en grundlæggende in-

troduktion, som holder kompleksiteten i ave uden at gå

på kompromis med den teoretiske stringens.

En mindre anke består i, at de sporadiske litteraturhen-

visninger i fodnoterne kun angiver de (fortrinsvis tyske)

versioner, som Luhmann selv benyttede. Her kunne re-

daktionen have ydet læseren den service også at angive

de engelske udgaver (ofte originalsproget) samt eventu-

elle danske oversættelser. n

Oversat af Bjørn Christensen; redaktion og dansk forord

ved Claus Madsen

Unge Pædagoger, 2007, 317 sider; 498 kr. (50 kr. i rabat

via det danske Luhmann-forum)

42 | kontekst

Fredagsbaren elsker dig...- elsker du fredagsbaren?

kontekst | 43

Vil du komme sammen?

o Ja

o Nej

o Måske

Kærlig hilsen DIN fredagsbar

44 | kontekst

Medievidenskab:

Asger Colmorn Mortensen, Medievidenskab: Musik med mening - En analyse af betydningsdannelsen omkring

musik under indflydelse af musikkens ændrede teknologi og tilgængelighed

Tine Malene Pedersen, Medievidenskab: Østjysk Energi: En elefant på foryngelseskur - en analyse af Østjysk

Energis interne kommunikation

Anne Sofie Kruuse, Medier og kommunikation: Vild med underholdning - en komparativ analyse

Susan Lindstrøm Hansen, Medier og kommunikation: “Altså jeg synes, det virker som virkeligheden…” - en

receptionsanalyse af tv-føljetonen ”Forbrydelsen” med særligt henblik på realismeforhandlinger og refleksionen over

kulturelt medborgerskab

Louise Laustsen Pedersen, Medievidenskab: Planlægningsrammen - Strategisk Kommunikation i et Socialkon-

struktivistisk og Sustemisk perspektiv

Tina Broberg Madsen, Medievidenskab: Planlægningsrammen - Strategisk Kommunikation i et Socialkonstruktivi-

stisk og Sustemisk perspektiv

Nadia Karoline F. Bjørnson-Langen, Medievidenskab: KIWI: ugeblad eller kundemagasin? Tekst- og receptions-

analyse af gratismagasinet KIWI

Ditte Sohn Mikkelsen og

Marianne Skaaning Ebbesen, Medievidenskab: Udsyn fra en fiskebowle - Et teoretisk funderet casestudie af en

corporate branding proces hos kommunikationsbureauet Advice A/S

Lise Heiselberg og

Marie Lirstine Lyngholm Als, Medievidenskab: Socio-kognitiv interviewmetode - En undersøgelse af hvordan

interviewmetode, til brug i kvalitative receptionsundersøgelser af tv-programmer, inden for News Talk Magazine-

genren kan forankres i socio-kognitiv teori

Eva Mikkelsen, Medievidenskab: Flerkulturel identitet på nationalt tv - en diskurs af flerkulturel identitet i reality-

kampagnen “Mission Integration”

Informationsvidenskab:

Kåre Stenild, Informationsvidenskab: IT i Folkeskolen - Hverdagslivsengagement som tilgang til implementering af

IT i læringspraksis

SpecialerSpecialer afsluttet 1. december 2007 til 27. februar 2008

kontekst | 45

Klaus Bjørn Nygaard, Informationsvidenskab: Sharepoint som standard og vidensdelingssystem

Lone Stub Petersen, ITO: Evaluering af e-læring i organisationer

Marie Louise Tøttrup og

Morten Lundsby Jensen, Informationsvidenskab: Sociale medier - en undersøgelse af delvis eksistens

Barbara Schrøder Weinreich, Informationsvidenskab: Stress som status? En analyse af arbejdsrelateret stress

Ole Daugaard og

Thomas Gregersen, Informationsvidenskab: Læring, viden og kommunikation som autopoietiske elementer i et

praksisfællesskabs systemudviklingsproces – Et konstruktivistisk grundlag for refleksiv konceptudvikling af en

virtuel samarbejdspraksis

Vivi Søndergaard, Informationsvidenskab: Digital forvaltning i praksis - en case om implementering af ESDH i Øko-

nomiforvaltningen i Københavns Kommune

Katja Balle, Informationsvidenskab: Distanceledelse

Asger Højen Danielsen og

Nikolaj Gandrup Borchorst, Informationsvidenskab: Digitalisering af den offentlige forvaltning: Et casestudy af for-

ståelsesmæssige variationers betydning ved indførelsen af fælles elektronisk sags- og dokumentationshåndtering i

Ringkøbing-Skjern Kommune

Mathias Brøndegaard Høj, Informationsvidenskab: Den indiske softwaresektor og outsourcing

Brian Otto Motylinski, Informationsvidenskab: Videnledelse i ACURE - Et casestudie af en videnintensiv virksom-

hed

Steffen Kirkegaard Winther, Informationsvidenskab: 3D auditivt interfase som kollisionsadvarsel i personbiler

Jonas Andersen, Informationsvidenskab: Netværk og kommunikation

Casper Bue Nielsen, Informationsvidenskab: Vidensdeling i Netbrand Support - et kvalitativt case studie af en

vidensorganisation

Multimedier:

Claus Pedersen, Multimedier: Mum og digital sampling

Martin Berg Bendixen, Multimedier: Lyddesign i computerspil - med fokus på implementering og betydningspro-

duktion

Jann Zeiss, Multimedier: Læring i virtuelle miljøer - en analyse af Second Lifes potentiale som e-læringsplatform

Frans Palludan Von Lasson G Quaade, Multimedier: Adaptive audiodesigns - algoritmisk komposition som ramme

for adaptiv audio i computerspil

46 | kontekst

LILY ELECTRIC SUPP. ANNA-SAID

MUSIKCAFEEN19 MAR. 2008

MARTSKULTURKALEN-DER

SHIRIN NESHAT – WOMEN WITHOUT MEN

AROS1 MAR. - 25 MAJ 2008

PUZZLEWHEAL- om LYD og æSTETIk

LILLE AUDITORIUM

14 MAR. 2008

ThE 13Th

12 MAR. 2008

INTERNATIONAL ShORT

STORE AUDITORIUM

FILM SyMpO-SIUM

THE kILLS

vOxhALL30 MAR. 2008

kontekst | 47

APRIL

VOICES KONCERT

2 APR. 2008HORSENS

ToBIAS TRIER

MUSIKCAFEEN4 ApR. 2008

mICHAEL PAULSENLUhMANNS TEORI OM vERDENSSAMFUNDET

LILLE AUDITORIUM25 ApR. 2008

kAPSEjLADS

30 ApR. 2008UNIpARKEN

48 | kontekst