:Y " . ··:;f : Carl Henrich Petersen

.,' Kommunismens kættere Bind 1

'.

.-' Q..

f ' .

' I

~.

2

~. "Kommunismens kættere" er oprindeligt udgivet 'ar MunksgaardS forlag 1964.

.. -----------_._,.-,------.~. J:or/lJget PlrlJttryks fonnål er

at udbrede kendskabet til anti­autoritær socialisme og socialisme i al almindelighed.

. Enten ved egen produktion eller ved at kapre allerede udgivede værker

tor/aget PIrattryk er ingen og alle - på en og samme tid.

Ingen, fordi forlaget ikke kan kontaktes (og faktisk ikke eksisterer)

Al/e, fordi alle og enhver opfordres til at genoptrykke vores publikationer

Vi håber at lokale grupper rundt omkring i landet kan tjene lidt ekstra penge til deres aktiviteter ved salg af vores publikationer

Kapret og trykt i to bind af Forlaget Pirattryk 1995

, . '

I=OtJ!lggt Pit!ltttyk ' Forord .. .1l r;:

" \ ~ 'I ;"\'

. . , r i :.' Man . sIsal I geM-em læsningen holde

sig for øje, at ' .bogen er over 30 år gammel. - Mange af de vurderinger C.H.P. foretager sig er begrænset af den tid han levede i.

Udviklingen har taget nogle hop og spring siden 1964. Det samme år stoppede "tøbruddet" i Sovjetunionen. Krustjov blev afsat og erstattet og Bresjnevs beton-Sovjetunion.

Det tjekkiske forår blev trådt under fode af Sovjetiske tropper. I Vesteuropa havde vi et "ungdomsoprør", der i løbet af 70 ' erne forsvandt ud i en mængde små politiske menigheder.

Franco døde i 1975, og Spanien er blevet et "pænt" borgerligt demokrati.

Vi har haft disko og punk. Muren er faldet og sidst men ikke mindst afgik Sovjetunionen ved døden nytårsnat 1991-1992.

Mangt og meget er forandret Alligevel synes vi at

"Kommunismens kættere" er værd at udgive igen - om ikke andet så på grund af C.H.P. 's fortællerevne.

God fornøjelsel

INDHOLD

4 Forord

6 Den demokratisk-hmnanistiske "afvigelse"

Rosa Luxemburgs kamp mod Lenin

17 Den syndikalistiske "afvigelse"

Arbejderoppositionen og rådskommunisme Kollontaj og Pannekoek

28 Venstreafvigelsen

Trotzky og trotskismen

3

, I

FORORD

Det var i 1924, at min far Holger Petersen begyndte at fortælle mig om arbejderbevægelsen, om socialisme og kommunisme, om syndikalisme og anarkisme, og allerede i begyndelsen af 1925 begyndte jeg systematisk at låne det danske kommunistpartis organ ugebladet "Arbejderbladet" hos en af min fars venner og kolleger cigarmager Iver Jepsen. Fra 1930 startede jeg med at læse bøger og pjecer samt tidsskrifter af socialistisk art i videste betydning. I 1934-35 tilhørte jeg den kommunistiske oppositionsgruppe, som efter dens internationale leder kaldtes brandlerianerne, og i 40'erne

I samarbejdede jeg på forskellig vis med trotskisterne. Politisk blev jeg aldrig helt enig med disse kommunistiske kættere, bl. a. fordi mine egne anskuelser tidligt fik et vist syndikalistisk præg, så jeg var altid en slags kætter blandt disse kættere! Interesse for de kommuni~tiske oppositionsretninger og "afvigelser" har jeg dog haft til stadighed gennem over 30 år, og det var derfor med afgjort tilfredshed, at jeg i efteråret 1963 udarbejdede og holdt en serie radioforedrag, i alt 6, kaldet ''Kommunismens kættere", i Danmarks Radio. De udsendtes i tiden 21. oktober - 5. december 1963, og det er dem, der i lidt udvidet form udgør indholdet i nærværende bog.

Bortset fra enkelte korte bemærkninger omfatter redegørelsen her kun tiden fra bolschevismens fødsel omkring 1903 frem til afslutningen af den spanske borgerkrig i 1939. De aktuelle brydninger i den kommunistiske lejr, som startede med Titos brud med Sovjet i 1948 og især har taget fart efter Stalins død i 1953, har der ikke været tid og plads til. Ud over sin egen værdi, så er kendskab til kommunismens ældre historie imidlertid også en forudsætning for at forstå den nuværende situation, eller sagt med

, andre ord: viden om de gamle kommunistiske kættere og deres ideer og kritik letter i høj grad forståelsen af nutidens ideologiske og

1r politiske kamp indenfor verdenskommunismen. Efter ønske fra Danmarks Radio har jeg lagt hovedvægten på

4

det ideologisk-politiske, men selv med denne begrænsning er der t.ale om et så vældigt stof inden for det nævnte tidsrum, at jeg kun har kunnet behande et karakteristisk udvalg af det store materiale og alt sammen meget korttattet. J eg tror dog, det er lykkedes mig at omtale en betydelig del af de vigtigste sider af emnet, og de mange kildehenvisninger skulle lette en grundigere fordybelse for de særligt interesserede.

Jeg har lagt stor vægt på historisk og saglig korrekthed, men skulle nogen læser trods det støde på fejl i fremstillingen, vil jeg være meget taknemlig for at modtage underretning herom.

Carl Heinrich Petersen

5

I-

DEN DEMOKRATISK-HUMANISTISKE "AFVIGELSE"

Rosa Luxemburgs kamp mod Lenin

Næsten dagligt indløber meddelelser om gensidige angreb og beskyldninger i den store kamp mellem de sovjetiske og de kinesiske kommunister. I formen er det en ideologisk strid, men bag den ligger både udenrigspolitiske stormagtsmodsætningcr og konkurrencen om magten over verdens kommunistiske partier. Til hovedmodsætningen mellem russere og kinesere kommer mange andre særprægede og splittende træk i nutidens kommunistiske verden: jugoslavernes arbejderråd, polakkernes individuelle bondebrug og italienernes tilbøjeligheder til demokratisk debat for bare at nævne nogle af de tydeligste "afvigelser" i dag. Det er ikke for meget sagt, at der nu næppe findes noget kommunistisk parti, som ikke præges af usikkerhed, gæring og tiltagende uenighed mellem medlemmerne. Den t"~årde ensretning og monolitiske enhed, som var de komrliunistiske partiers særkende i hele Stalintiden, er nu 10 år efter godt på vej til at slå over i sin modsætning. Hertil kommer, at man vanskeligt kan sige, hvem der er oprørerne, kætterne, og hvem der repræsenterer traditionen og kontinuiteten af de stridende parter. Holder man sig til det ideologiske, kan der ikke være tvivl om, at kineserne bedre er i overensstemmelse med leninismen end deres modstandere, men i praksis var det helt fra først i tyverne holdningen til herskerne i Kreml og deres til enhver tid gældende taktiske linjer, der afgjorde, om man var en god kommunist eller en kætter, renegat og agent for alverdens ondt. Efter denne praksis er det altså kineserne, der afviger fra den "rette" kurs.

Da Stalin havde sejret definitivt og gjort sig til uindskrænket diktator i den kommunistiske bevægelse fra slutningen af tyverne, var

, det forholdsvis begrænset, hvad der forekom af oprør mod hans ledelse og autoritet i de kommunistiske partier, og det blev ret let

6 '

kvalt - med politi-terror i Sovjetunionen og de senere satelit-Iande,.i den øvrige verden i hovedsagen bare med åndelig og organisatorisk terror. Men før den tid "forekom der en ikke ganske ringe åndelig, ideologisk og politisk aktivitet i form af såkaldte "afvigelser" i de kommunistiske partier først fra Lenins lære og praksis, senere fra Stalins politik. Og selvom historien aldrig gentager sig helt, så kan der alligevel trækkes nogle paralleller mellem problemstillingerne og visse af synspunkterne fra de gamle kommunistiske opponenters tid til det, vi oplever nu om dage. Derfor har det ikke bare historisk interesse at beskæftige sig med de gamle kommunistiske kættere.

Det har været meget almindeligt · at sammenligne kommunismen med katolicismen, og der er det rigtige heri, at de begge åndeligt og ideologisk har et betydeligt islæt af høje og smukke idealer samtidig med, at de ofte i praksis fremtræder som en stærkt centraliseret international organisation med ufejlbarligheds­dogmer, jernhård disciplin, grusomme kætterforfølgelser og kynisk­realistik magtstræb. Af den voldsomme spændvidde mellem mål og ideer på den ene side og den temmelig brutale og opportunistiske

Rosa Luxemburg taler ved et møde i forbindelse med II Internationales kongres i Stuttgart i 1907

7

praksis på den anden side opstår i begge de nævnte kirker kætterske personligheder og bevægelser, som forlanger respekt for de oprindelige idealer og principper.

lier i landet er der i dag ligesom i en række andre vestlige lande flere fhv. end nuværende kommunister, men om næsten alle de forhenværende gælder det, at de er begyndt som forholdsvis uskyldige kættere, der "bare" har forlangt en bedre overehsstemmelse mellem den daglige praksis og de ideelle grundværdier eller nogle af dem. Imidlertid er det en kendsgerning, at en meget stor del af de kommunistiske kættere har udviklet sig til fuldstændigt frafaldne, til rene "renegater", for at bruge den kommunistiske terminologi. Hovedårsagen hertil har i reglen været den meget grove behandling, det kommunistiske partibureaukrati altid har givet enhver selvstændig kritiker, og det stadig større svælg mellem de smukke idealer og den mere og mere forbryderiske praksis, der kendetegnede den kommunistiske virkelighed gennem mange årtier.

I denne serie skal vi i øvrigt ikke beskæftige om med de mange frafaldne kommunister, men kun med kætterne, dvs. de folk, som nok rejser en ofte skarp kritik af terroren og opportunismen eller sel<terismen i den kommunistiske bevægelse, men som samtidig i hvert fald i hovedsagen stiller sig på de marxistiske princippers grund, accepterer kommunismens langtidsmål (et klasse- og statsløst samfund uden udbytning og undertrykkelse) og går ind for anvendelse af ikke-parlamentariske, voldelige midler i klassekampen som en nødvendighed i hvert fald ved gennemførelsen af magterobringen, den såkaldte proletariske revolution. Ud fra denne definition må selveste Khrustjof betegnes som en kommunistisk kætter eller ligefrem en frafalden m.h.t. det sidste punkt, når han hævder muligheden af en fredelig overgang til socialismen i en række lande. Lignende reformistiske tendenser gjorde sig i øvrigt også gældende i den stalinistiske bevægelse i folkefrontstiden 1935-39 og under Sovjets forbund med vestmagterne 1941-47, i begge tilfælde bestemt af udenrigspolitiske hensyn fra Sovjetunionens side.

8 .

Hvad angår selve begrebet kommunisme, så kan det være lige så svært kort at definere dette som f.eks. kristendommen. Som bekendt kaldte Marx og Engels sig oprindeligt for kommunister, men brugte også betegnelserne realistisk eller videnskabelig socialisme om deres lære og accepterede til sidst med nogen tøven også ordet Socialdemokrati. Med Lenin var det omvendt: han kaldte sig det meste af livet socialdemokrat, om end ofte med tilføjelsen revolutionær socialdemokrat, men fra 1918 vendte han tilbage til urmarxismens partinavn kommunist. Men også den kendte anarkistiske teoretiker Kropotkin kaldte sig kommunist, skønt hans stilling til staten og den almindelige politiske kamp var anderledes og langt mere negativ end de øvrige her nævnte kommunisters. Kropotkins bekendelse til kommunismen betød da bare, at hans mål og samfundsideal var et stats- og klasseløst samfund med fuldstændig fællesskab i ejendom, produktion og forbrug.

Den kOlnmunisme, vi her skal beskæftige os med, er imidlertid Lenins og de forskellige kætterske afvigelser fra denne, og den kan kort og noget skematisk defineres som revolutionær marxisme tilsat Lenins særlige partiopfattelse, hans teorier og praktiske udførelse m.h.t. proletariatets diktatur samt hans lære om imperialismen, hvilket alt sammen i den officielle kommunistiske teologi kaldes for anvendelse og videreudvikling af marxismen. Også med hensyn til imperialismen havde Rosa Luxemburg delvis andre meninger end Lenin, men ellers er det aldeles overvejende Lenins partiopfateIse og hans lære om proletariatets diktatur og især hans praksis på disse felter, der er blevet angrebet af hende og andre demokratisk prægede kommunistiske kættere. Andre kommunistiske opponenter som trotskister og brandlerianere har derimod bekendt sig til Lenin også på disse områder, men har samtidig anklaget Stalin for her at have gjort sig skyldig i bureaukratisk og totalitær udartning. Det sidste har de jo i hvert fald haft ret i!

Som betegnelse for Lenins særlige retning bruges ofte ordet bolschevisme, afledt af et russisk ord, der bare betyder flertal, og det navn fik Lenins fraktion i det russiske Socialdemokrati, fordi den endte med at blive flertal på partiets anden kongres j sommeren 1903,

9

hvorved den besatte flertallet i partiledelsen. Ved den vIgtIge afstemning om statutternes paragraf l (betingelserne for medlemskab i partiet) blev Lenins retning derimod i mindretal, men efter udvandring fra kongressen af repræsentanterne for de jødiske socialisters sammenslutning kaldet ,,Bund" og af de såkaldte "økonomister", der ville nøjes med faglig og social reformkamp, beherskede Lenin kongressens flertal. Bolschevismen har altså 60 års fødselsdag i år.

Foruden på den anden partikongres så har Lenin udviklet sin særlige partiopfattelse i to skrifter fra henholdsvis 1902 og 1904, nemlig "Hvad skal der gøres?" og ''Et skridt frem, to tilbage". Heri rummes i virkeligheden selve kernen i bolschevismen, eller som den senere ofte kaldes leninismen, og ved siden af de objektive faktorer (Ruslands underudvikling økonomisk, kulturelt og demokratisk og den russiske revolutions isolering) så udgør Lenins lære om partiet den vigtigste nøgle til forståelse af kommunismens væsen og udvikling. De kommunistiske kætteres kamp kan også i sidste instans praktisk taget altid føres tilbage hertil. Nogle hovedpunkter i denne opfattelse skal derfor skitseres her.

Ifølge Lenin var det umuligt for arbejderklassens store flertal at nå frem til en "socialistisk bevidsthed", dvs. til erkendelse af den socialistiske revolutions nødvendighed og vejene til dens gennemførelse. Arbejdernes masse kunne aldrig nå højere end til en såkaldt "fagforeningsbevidsthed", dvs. til den elementære klassebevidsthed, der bød dem at organisere sig og solidarisk kæmpe for økonomiske forbedringer og politiske reformer inden for det bestående samfund. Men det mindretal i klassen samt i praksis især de intellektuelle, der nåede den socialistiske bevidsthed, skulle organisere sig i det revolutionære socialistiske parti, tilkæmpe sig førerskabet i arbejdernes kampe og masseorganisationer og som en "bevidst fortrop" med både legale og illegale midler organisere den proletariske revolution. Men da denne bare kunne gennemføres med militære midler som en borgerkrig, så måtte ledelsen i denne, altså fortropspartiet, også organiseres militært med jernhård disciplin og

10

kommandomY"ndighed hos ledelsen. Den politiske diskussion og meningsfriheden i partiet anerkendtes i princippet; men gjaldt dog bare til de kompetente partiforsamlinger havde Jastla~ ,den poJiti§~e "linje'~: De højere partiprganer valgtes nedefra og opefter, men meget indirekte; og ,de lavere organisationsdele skulle 'adlyde de højer~

, .::,c ... ·instanser. " Dette orgahisationsprincip ' kaldtes "demokratisk . /,', .. > ..... --centralisme" - i pr~ksis var d~t mere centralistisk end demokratisk. . Medlemmerne i partiet skulle ikke bare anerkende partiets program

I ... ~

og nu og da tage et nap for partiet~ de skulle være permanent aktive ( ;r, under de højere partiorg~ners kontrol og ledelse. Lenin udtrykte det

," således: "De skulle ikke blot qfre 'deres friaftener på partiet,:' men "deres hele liv". De skulle have'):evolutionen som profession, altså være "professionelle revolutionæere'''. ,, ' --. :

Det er klart, at den meget lave politiske bevidsthed hos ~e russiske arbejdere dengang 'og den illegale kamp mod zarismen samt nødvendigheden af ~Q. revolution imod denne har sat sit præg på Lenins partiteori, der" dog også var en reaktion på de særdeles løse organisationsforhold: En meget stor del af de lokale organisationer var nemlig en underlig blanding af politiske foreninger og legale aftenskoler og studiekredse, der både lærte arbejderne at læse og skrive og gav almindelig folkeoplysning, og som samtidig tjente som dække for et illegalt og halvlegalt partiarbejde.

Det inå erkendes, at Lenin med sit fortropsparti skabte et brugbart redskab for den kommende revolution, men han generaliserede alt for stærkt ud fra den tids særlige russiske forhold, tildelte i realiteten kun-arbejderklassen en statistrolle, og ved i så høj

. grad at ' organis~ie 'partiet efter militære principper lagde han ikke bar.e grunden til 'en farlig u9yikling i autoritær retning, meIl: tog tillige de første vigtige skridt i den retning.

Allerede i starten kom Lenins partiopfattelse da også i hård modvind - og ikke bare fra mere eller mindre moderat side i arbejderbevægelsen. Til kritikerne hørte nemlig to af tidens største revolutionære navne, Leo Trotzky og Rosa Luxemburg. Trotzkys indvendinger skal blive omtalt i et følgende kapitel, mens jeg her vil

11

r

referere det vigtigste af Rosa Luxemburgs kritik. I sin bog '~t skridt frem, to tilbage" går Lenin nærmere ind på

de spørgsmål, der førte til spaltningen mellem bolschevikker og menschevikker på den anden partikongres, især striden om parti organisationen, og forfægter her sit centralistiske standpunkt i yderst tilspidset form: ''Bureaukratisme mod demokratisme, det er netop det revolutionære Socialdemokratis organisationsprincip imod opportunisternes organisationsprincip", siger han således. Senere viste Lenin et par gange tendens til at moderere dette standpunkt noget, men i al sin skarphed siger det alligevel noget væsentligt om hans hovedlinje i den sag. Rosa Luxemburg svarede ham både i det russiske tidsskrift "Iskra" og i det tyske "Neue Zeit", der blev redigeret af Kautsky. Lenin sendte sidstnævnte en slags svarartikel, men deri bestred han bare rigtigheden af Rosa Luxemburgs kritik uden overhovedet at gå ind på det positive og konkrete indhold heri - og rasede så i øvrigt mod sine russiske modstandere på en måde, som var fuldstændig uforståelig for den uindviede læser. Kautsky nægtede da også at optage artiklen, der først blev trykt 20 år senere

Rosa Luxemburg

12

i et russisk tidsskrift, altså lige efter Lenins død. Det var meget få af samtidens ikke-russiske socialister, der overhovedet bemærkede disse debatter, og den almindelige opfattelse hos iagttagerne var den, at det dog var noget besynderligt sekterisk tøj,eri, disse russere plus I

Rosa Luxemburg beskæftigede sig med. Først efter den russiske revolution blev der større international interesse for disse spørgsmål, og mange opdagede med undren, at sekterernes uforståelige teoretiske debatter i århundredets begyndelse havde fået verdenshistorisk betydning.

Rosa Luxemburg var enig med Lenin i, at klassekampens og revolutionens interesser nødvendiggjorde skabelsen af et centraliseret socialdemokratisk parti, men hun kritiserede Lenin for ''ultracentralisme''. Den centralisme, Rosa Luxemburg gik ind for, definerede hun selv som de klassebevidste arbejderes majoritetsherredømme i deres egen partiorganisation, og hun gik imod Lenins næimest enevældige partiledelse med en generalstabs myndighed, bl.a. med det argument, at "organisationsledelser ifølge deres natur spiller en stærkt konservativ rolle", hvilket svarede til hendes erfaringer med det tyske Socialdemokratis ledelse. At Rosa Luxemburg her er inde på noget af det rigt~e, kan der gives utallige eksempler på, og ironisk nok måtte lAni n i sit livs vigtigste situationer erfare det samme i stor udstrækning netop med sin egen bolschevistiske partiledelse: i 1917 måtte han føre ' drabelige kampe for sin nye revolutionære kurs i april og for beslutningen om opstand " i efteråret mod sine partilederes træghed og tilbøjelighed til. at følge den gamle partitaktik, og i sit livs aften var hans største bekymring det nye konservativt prægede stats- og partibureaukrati !

Lenins organisationssystem sammenlignede hun med den gamle franske konspirator Blanquis, der hele sit liv led og kæmpede for at gennemføre et revolutionært kup ved hjælp af en lille hemmelig organisation af professionelle revolutionære, der var skarpt afgrænset over for arbejdernes masse. Hovedfejlen ved den slags revolutionære eliteorganisationer var ifølge Rosa Luxemburg, at de så bort fra eller stærkt undervurderede den afgørende drivkraft i den moderne arbejderklasses kamp, nemlig spontaniteten. Både stormen

13 '

på bastillen, der indledte den store franske revolution, og de begivenheder, der førte til oprettelsen af Pariserkommunen, var

I spontane massebevægelser, og såvel Kommunens specielle statsapparat som de russiske sovjetter opstod ligeledes spontant, det samme gælder mange af de største strejkebevægelser (tænk. bare på de fleste af folkestrejkerne herhjemme under besættelsen!). Med den vægt, Rosa Luxemburg lagde på sin af praktiske erfaringer udformede "spontanitetsteori" måtte hun også kritisere Lenin for at ville påtvinge arbejdernes kampe og bevægelser en almægtig og alvidende partiledelse, der ville kommandere, på forhånd fastlægge en bestemt taktik og følge et stift skema. I stedet for det skulle lederne lade deres politik befrugte af det levende livs kampe og lære af massernes erfaringer - i mindst lige så høj grad, som lederne skulle bibringe masserne bevidsthed om kampenes strategiske revolutionære slutmål.

Hun var altså både revolutionær og demokratisk socialist, mens Lenin med sin partiteori faktisk var en . revolutionær diktator allerede i 1903.

Som en fortsættelse og konsekvens af kampen mod Lenins 'partiopfattelse i 1904 kan man betegne den lille pjece "Die russische Revolution", som Rosa Luxemburg skrev i fængslet"i efteråret 1918, få måneder før sin død, og hvori hun tager stilling til det nyoprettede bolschevikdiktatur. Hun er heri fuld af begejstring for selve revolutionen og kritiserer det tyske Socialdemokrati for dets støtte til den imperialistiske krig, ligesom hun heri ser en hovedårsag til de mangler og fejl, hun påviser ved det nye regime i Rusland.

Man kan dele denne kritik i to afdelinger, hvoraf den ene består af hendes kritik af bolschevikkernes jord- og nationalitetspolitik, og den anden indeholder hendes angreb på de nye magthavere for deres knægtelse af demokratiet. Hvad det sidste angår, har hun i hovedsagen ret og fik det mere og mere i de følgende årtier; men med

, hensyn til den første kritik, så kan man højst finde en vis teoretisk berettigelse deri og må afvise den i praksis. Det kan således være meget rigtigt, når hun hævder, at bolschevikkerne ved at overlade

14

bønderne godsejernes jord til privateje forhindrer virkeligt rationelt og videnskabeligt jordbrug og skaber en reaktionær magtfaktor i landsbyen, men hun "glemmer", at bøndernes sorte deling af jorden var en spontan masseaktion og betød opfyldelsen af generationers drøm, og den havde en styrke, som ingen russisk regering den gang kunne modstå. Ligeledes kan der være meget rigtigt i hendes påstand om, at bolschevikkerne ved at give de ikke-russiske nationaliteter ret til statslig uafhængighed så sig stillet over for en række kontrarevolutionære regimer, der også undertrykte deres egne arbejdere. Men her glemmer hun igen, at boisihevikkerne næppe havde magt til at forhindre disse løsrivelser, der jo i øvrigt byggede på bolschevikkernes gamle nationalitetsprogram, som hun ganske vist altid havde bekæmpet i internationalismens navn og ud fra den socialistiske revolutions interesser. Desuden ville nægtelse af national uafhængighed for de pågældende folk sandsynligvis befordre den nationalistiske tankegang også blandt deres arbejdere.

En særlig kritik rejser Rosa Luxemburg mod bolschevikkemes opløsning af den konstituerende forsamling, og her har hun i hvert fald ret i, at dens indkaldelse efter frie valg til den udgjorde en vigtig del af bolschevikkemes . program lige før deres magtovertagelse. Hendes svar på deres påstand om, at den ikke længere afspejlede de virkelige stemninger i folket, er også helt ud logisk, idet hun siger, de jo så bare kunne udskrive nyvalg. At dens opløsning eller rettere afskaffelse udgjorde et afgørende skridt til likvidering af demokratiet kan heller ikke nægtes. Alligevel kan man ikke helt afvise den påstand, at der i sovjetsystemet var skabt en organisationsform, der på nogle punkter (fx. vælgernes ret til stadig at trække deres repræsentanter tilbage og vælge nye) var mere demokratisk end den klassiske parlamentarisme. - Det forudsætter "bare", at de almindelige demokratiske rettigheder respekteredes, især retten til at danne oppositionelle partier, frie fagforeninger og en oppositionel, fri presse - samt naturligvis retssikkerhed - og på alle disse og så at sige alle andre punkter undertrykte og afskaffede· bolschevikkeme demokratiet I

De vigtigste og de bedste dele af ''Die russische Revolution"

15

\::

, l I I ., l .,

består af Rosa Luxemburgs beskrivelse og kritik af denne uhyggelige politik fra de revolutionære diktatorers side.

Man har senere fra kommunistisk hold påstået, at Rosa Luxemburg i de sidste to måneder af sit liv (hun blev myrdet af den tyske kontrarevolutions brutale landsknægte den 15. januar 1919) skulle have modereret eller trukket tilbage sin her refererede kritik af . bolschevikdiktaturet, og selvom denne påstand overvejende bygger på gengivelse pr. hukommelse af mundtlige udtalelser til en enkelt mand, så kan der jo godt være lidt om det. Sikkert er det dog kun, at . hun i spørgsmålet om indkaldelse af en nationalforsamling efter den tyske novemberrevolution indtog en afvisende holdning begrundet med argumenter, der noget lignede bolschevikkemes anklager mod deres demokratisk ,valgte nationalforsamling, den såkaldte konstituerende forsamling.

Imidlertid er det oplagt for enhver med kendskab til Rosa Luxemburgs personlighed og principper og hele hendes idealistiske kamp for arbejderklassens og hele menneskehedens befrielse fra .al udbytning og undertrykkelse, at hun aldrig ville have affundet sig med det brutale diktatur, der stadig tydeligere afslørede al sin hæslighed i årene umiddelbart efter Rosa Luxemburgs død. Hendes sidste politiske handling viser også hendes fortsatte selvstændighed over for de russiske bolschevikker: hun var den første fortaler for beslutningen om at pålægge det · nydannede tyske kommunistpartis delegerede, at de skulle stemme imod oprettelsen af Den kommunistiske Internationale på den nært forestående kongres i Moskva.

Selvstændighed var i det hele taget en af denne lille og fysisk svage kvindes mange gode egenskaber livet igennem. Da hun som ung landflygtig polsk student deltog i II. Internationales kongres i Zurich i 1893, rettede hun fra talerstolen et kraftigt angreb på Polens socialistiske Parti for at være gennemforgiftet af nationalisme, og skønt hun blev mødt med en hel kanonade fra en lang række gamle partipaver, både fra Polen og fra andre lande, bl. a. gamle Liebknecht fra Tyskland, der stemplede hende som zaristisk agent, så holdt den lille 22-årige pige fast ved sin mening.

16

Lederen for Polens s'ocialistiske parti hed Pilsudski. Han endte som fascistisk diktator i Polen. Rosa Luxemburg havde set rigtigt.

Til slut skal det blot nævnes, at Rosa Luxemburg ikke bare var Lenins modstander, hun var også på mange felter hans medlkæmper. Begge forsvarede de den revolutionære marxisme mod Bernsteins revisionisme, og hovedpunkterne i den resolution, som II Internationales kongres i Stuttgart vedtog i 1907 om kampen mod krigen, var forfattet af Lenin og Luxemburg i fællesskab. De var begge aktive under den første russiske revolution og bekæmpede hver på deres plads opportunismen i arbejderbevægelsen og støtten til den' første imperialistiske verdenskrig fra de førende socialdemokratiske partiers side. Og tre år efter Rosa Luxemburgs død anbefalede Lenin en snarlig udgivelse af hendes samlede skrifter som "den mest nyttige lærebog til opdragelse af mange generationer af kommunister i hele verden", men sta1inismens sejr bevirkede, at kun tre af de planlagte ni bind udkom.

17

DEN SYNDIKALISTISKE "AFVIGELSE" Arbejderoppositionen og rådskommunismen.

Kollontaj og Pannekoek

Både syndikalismen og kommunismen er revolutionære ideologier og arbejderbevægelser, der vil omstyrte det kapitalistiske samfund med udenomparlamentariske midler og på dets ruiner opbygge et socialistisk system. Begge retninger er stærke i det negative, og der er megen lighed i den kritik, de retter mod 'kapitalismen og den moderate socialdemokratiske arbejderbevægelse. r visse lande, navnlig i Danmark og Norge samt i de engelsktalende lande, gik en væsentlig del af syndikalisterne helt eller delvis over til kommunismen omkring 1920, og alt det har bevirket, at mange har været tilbøjelige til at betragte de to tendenser som næsten identiske, hvad ideer og metoder angår. At de mange steder fik deres gennembrud næsten samtidigt, nemlig under og lige efter den første verdenskrig, og at de i betydelig udstrækning fremgik af den samme revolutionære gæring i masserne dengang, har yderligere tilsløret forskellene Imellem dem, også hos mange revolutionære arbejdere, som især i denne periode repræsenterede alle mulige blandingsformer af syndikalistiske og kommunistiske ideer.

Når vi her skal beskæftige os med den såkaldte "syndikalistiske" afvigelse inden for kommunismen-og det er især i årene 1917-21, at denne "afvigelse" gør sig gældende-så vil det være naturligt først at gøre sig klart, hvori de vigtigste forskelle mellem de to tendenser består.

Der er først det organisatoriske skel, at syndikalismen fremtræder som revolutionær fagbevægelse eller fagopposition, mens kommunismen er et politisk parti. Hvad der ikke er fagligt­økonomiske spørgsmål, ligger derfor stort set uden for syndikalismens interessefelt, i hvert fald i dens oprindelige form, måske lige med undtagelse af en stærkt betonet antimilitarisme, hvorimod

18

; i

kommunismen som en politisk retning har et meget større arbejdsområde~ og da den tillige er en filosofi, en fast livsanskuelse, må . man sige, den spænder over meget mere end syndikalismen. Egentlig er kommunismen en totalitær teori, også i den forstand, at den gør krav på at besidde svar på alle menneskelivets problemer, men i 'en anden forstand er den alligevel langt snævrere end syndikalismen, og det skyldes kommunismens diktatur- og parti-teorier, der gør ledelsen for det stramt centraliserede eliteparti til det helt afgørende handlende, diriger'ende og bestemmende element i klassekampen, både før og endnu mere under og især efter revolutionen. Der er syndikalismen langt mere demokratisk og mere omfattende, idet den vil skabe et socialistisk samfund, ved at en fagbevægelse omfattende alle håndens og åndens arbejdere og med en rent demokratisk og decentralistisk organisationsform overtager produktion og distribution.

Begge retninger vil gennemføre revolutionen ved ikke­parlamentariske . masseaktioner, men hvor revolutionen for kommunisterne først og fremmest er borgerkrig med partiet som generalstab, der er den for syndikalisterne primært generalstrejke gennemført af den samlede fagbevægelse eller ligefrem en spontan rejsning

Også de syndikalistiske teoretikere tillægger det bevidste mindretal af overbeviste revolutionære en særlig betydning, men mere som initiativtager, oplyser og moralsk eksempel end som alvidende ' og altbestemmende generalstab.

Nogen synderlig klar og detaljeret stiIJ.jng tager de ' syndikalistiske forfattere ikke til formerne for deres idealsamfund, men da mange af dem er udgået fra eller i hvert fald stærkt påvirket af anarkismen, synes de at betragte den såkaldte "ekspropriative generalstrejke" som ensbetydende med en social revolution, der ikke bare knuser kapitalismen, men som samtidig afskaffer staten. Derfor forekommer der intet proletarisk overgangsdiktatur i deres lære, men under indtryk af den russiske revolutions første resultater gik en del syndikalister ind for en slags bredt klassediktatur, bygget på de demokratisk valgte råd og med en selvstændig og fri fagbevægelse som et vigtigt element, men stillede sig skeptiske eller ligefrem

19

I·

r

,afvisende over for et ubegrænset partidiktatur, Som et revolutionært politisk parti gik kommunisterne ind for

deltagelse i valgene og for at udnytte parlamenterne som tribuner for revolutionær agitation, herunder for at afsløre "den parlamentariske humbug" og "den demokratiske statsform som en tilsløret form for

, borgerskabets diktatur over proletariatet", som det hed i de kommunistiske teser. I disse fastsloges det også som kommunisternes pl,igt at danne kommunistiske celler og bore indefra i alle fagforeninger, selv de mest reformistiske eller reaktionære, bare de h~vde klassekarakter.

. I

På de to felter var der tydelige differencer med syndikalisterne, der pr. definition ikke ville deltage i valg og parlamenter som organisation, og som i mange lande havde dannet eller anbefalede at oprette egne revolutionære fagorganisationer uden om og imod de reformistiske fagforeninger.

De her skitserede ,specielle syndikalistiske standpunkter eller nogle af dem genfindes mere eller mindre klart i de forskellige halvsyndikalistiske tendenser inden for kommunismen omkring 1920, og de vigtigste af dem er Arbejderoppositionen i Rusland og Rådskommunismen i Tyskland og Holland, .

Når den såkaldte syndikalistiske afvigelse korn til at spille en vis rolle i kommunismen på det nævnte tidspunkt, så skyldes det ikke bare, at syndikalismen er ældre end bolschevismen og i mange lande udgjorde den eneste selvstændige revolutionære bevægelse før 1917, men det hænger også sammen med, at Lenin på to vigtige punkter slog ind på en kurs, der lignede en tilnærmelse til visse syndikalistiske ideer. Bolschevikkernes. centrale parole, hvorunder de gennemførte oktoberrevolutionen i 1917, var som bekendt "Al magt til sovjetterne!", og da disse var opstået spontant som en meget demokratisk valgt arbejderrepræsentation, så var en sådan parole egentlig uforenelig med et partidiktatur. Bogstaveligt taget var den altså ganske ukomrnunistisk, og en del tyder da også på, at Lenin aldrig tog den for dens pålydende, Da den første sovjet opstod under revolutionen i 1905 som et råd eller udvalg sammensat af frit valgte

20

repræsentanter for arbejderne i fabrikkerne i Sankt Petersborg og med den oprindelige opgave at udgøre en central strejkeledelse, stillede bolschevikkerne med Lenin i spidsen sig da også ganske skepti~ke og afvisende dertil; men da de opdagede, at det nye organ kunne bruges til fremme af deres revolutionære formål, slog de om. Et par måneder før oktoberrevolutionen i 1917 fik bolschevikkerne flertal i den vigtigste af sov j etterne, nemlig den i hovedstaden Petrograd - navnlig fordi de oprindelige flertalspartier menschevikkerne og de socialrevolutionære støttede den provi&.oriske regerings fortsatte krigsførelse-og ved den alrussiske sovjetkongres, der trådte sammen dagen efter den sejrrige opstand i hovedstaden, var der ligeledes bolschevistisk flertal. Derved fik Lenins parti den faktiske magt i landet, selvom det formelt var sovjetterne, der blev bærer af magten, og selvom det ligeledes formelt var Petrograd-sovjettens militæ.r­revolutionære komite under ledelse af Tr6tsky, der organiserede og ledede den sejrrige oktoberopstand.

I de følgende år mistede sovjetterne mere og mere af deres ydre magt og demokratiske indhold, og fra 1921 blev de bare et formelt dække for kommunistpartiets uindskiænkede diktatur.

Den teoretiske begrundelse for parolen "Al magt til sovjetterne" gav Lenin i sit hovedværk "Staten og Revolutionen", som han skrev i sommeren 1917, og foruden med denne parole så nærmede han sig deri også visse syndikalistiske synspunkter ved en dybtgående kritik af statsbegrebet og alt bureaukrati i det hele taget som uforeneligt med virkelig frihed og socialisme. Han understregede dog samtidig, at et vist proletarisk statsapparat var nødvendigt i en kortere overgangsperiode efter revolutionen, indtil socialismen var endeligt gennemført, . men for at forhindre, at det blev · et nyt undertrykkelsesapparat, måtte ingen deri have højere løn end en kvalificeret arbejder (maximum 6000 rubler), og embedsmændene skulle vælges med ret for vælgerne til at trække de valgte tilbage til enhver tid-for blot at nævne nogle af de vigtigste ubureaukratiske ttæk i dette system. Endelig fremhævede Lenin, at der hermed var tale om et apparat og . en stat, der ikke bare var begyndt på sin egen dødsproces, men at denne bortvisnen af staten uundgåeligt ville

21

resultere i statens fuldstændige forsvinden, efterhånden som muligheden for en kontrarevolution fra de hidtil herskende klassers side forsvandt.

Når man nu næsten 50 år efter sammenligner disse teorier med den reelle udvikling i Sovjetunionen, så slår det en, hvor fuldstændig modsat det er gået. En større undersøgelse af årsagerne hertil vil føre alt for 'vidt, men det skal dog nævnes, at landets lave stade økonomisk og kulturelt, mangelen på demokratiske traditioner, herunder en stor demokratisk opbygget arbejderbevægelse, og borger- og interventionskrigene med påfølgende blokade samt verdensrevolutionens nederlag i de øvrige lande har vejet tungt til. Som vægtige subjektive faktorer må nævnes det herskende partis centralistiske form og Lenins bevidste magtstræb.

Lenin og hans nærmeste betragtede sig som historiens redskab og de eneste bevidste bærere af fremskridtets og socialismens sag, og derfor havde de efter deres egen mening ikke bare ret, men også pligt til med alle midler at beholde magten og bestemme udviklingen. Med en sådan opfattelse fik de ikke dårlig samvittighed af at undertrykke alle anderledes tænkende, men det skal alligevel understreges, at der i deres oprindelige revolutions- og diktaturteorier ikke lå det, at andre partier og meninger skulle rammes af et permanent forbud. I dag har ordet diktatur bl.a. et sådant indhold, men når Marx og oprindeligt også Lenin gik ind for proletariatets diktatur, så mente de dermed blot en konsekvent revolutionær regering, der brød kontrarevolutionens og reaktionens modstand og gennemførte dybtgående sociale og politiske forandringer ikke mindst m.h.t. ejendomsforholdene. Under et sådant diktatur ville kapitalisterne, godsejerne og andre besiddende grupper blive voldeligt undertrykt, men man forestillede sig at repræsentere og bygge på det overvældende befolkningsflertal af ubemidlede og at sikre et sådant flertals demokrati, og nogen permanent afskaffelse af de almindelige demokratiske friheder og forbud mod al opposition indgik ikke i disse diktaturteorier.

Endnu under borger- og interventionskrigene betragtede bolshevikkerne undertrykkelsen af de andre socialistiske partier og

22

anarkisterne som midlertidige forholdsregler dikteret af krigsførelsen, men aldrig så snart var disse krige endt med bolschevikkernes sejr, før de nåede til den opfattelse, at enhver organiseret opposition uden­eller inden for deres eget parti automatisk ville blive hjemsted for alle kontrarevolutionære kræfter og dermed udgøre en dødelig trussel mod den nye samfundsorden. Derfor forbød de i 1921 ikke bare alle andre partier, men også alle organiserede fraktioner i deres eget parti . Dermed var verdens første moderne totalitære stat skabt.

I slutningen af 1920 og begyndelsen af 1921 fandt den store fagforeningsdiskussion sted i det russiske kommunistparti, og den kastede et grelt lys over arbejderklassens stilling i "arbejderstaten". Tre hovedsynspunkter kom frem, nemlig på den ene fløj Trotskys, der kort gik ud på, at fagforeningerne skulle gøres til rene statsorganer med den hovedopgave at lære arbejderne den strammest mulige arbejdsdisciplin. Samtidig foreslog han oprettelse af store militært organiserede arbejdsbrigader til udførelse af de særligt påtrængende store arbejdsopgaver - og foregreb dermed i virkeligheden Stalins berygtede arbejdslejre. På den anden fløj stod "Arbejderoppositionen", hvis ledere var metalarbejderen Schljapnikov og generalsdatteren Alexandra Kollontaj, og dens program, som sidstnævnte formulerede i en pjece med titlen "Arbejderoppositionen"~ gik i stik modsåt retning. Dens centrale krav var formuleret således: "Organiseringen af økonomiens forvaltning hører under den alrussiske konference af producenter, som er forenede i fagforbund, og som vælger centralorganer for forvaltningen afhele republikkens økonomi". På det lokale plan ville de bygge det økonomiske liv på fagforeningerne og bedriftsrådene, de krævede ligeløn for alle gennemført, sikring af et gratis eksistensminimum for arbejderne og vendte sig mod det nye herskende bureaukrati. Eller sagt med andre ord: Arbejderoppositionen forlangte de producerende folkemassers selvstyre. Det svarede ret nøje til syndikalisternes ' målsætning "arbejdernes overtagelse af virksomhederne", og det betød, at det økonomiske liv blev unddraget kommunistpartiets kontrol. Lenin kaldte det en anarkosyndikalistisk afvigelse og gik naturligvis bestemt

23

)

(

, .<

"

imod det, men var på den anden side heller ikke enig med Trotsky i hans 1a:av om statsdirigerede fagforeninger og militarisering af arbejdet. Lenins mellemstandpunkt i fagforeningsdiskussionen gik ud på, at staten vel bevarede den centrale ledelse af økonomien, men at fagforeningerne samtidig tildeltes en vis selvstændighed til varetagelse af arbejdernes løn- og arbejdsmæssige interesser.

På den partikongres, der fandt sted i marts 1921, sejrede Lenin med stor majoritet, og det forbud mod fraktioner, som også blev vedtaget her, var direkte rettet imod Arbejderoppositionen. Hvor stærkt en del af denne trods sine ganske vidtgående "afvigelser" alligevel følte sig bundet af partidisciplin og partiloyalitet, viste sig derved, at mange af Arbejderoppositionens delegerede sammen med i alt 300 af kongresdeltagerne meldte sig som frivillige til stormen på fæstningen Kronstadt, skønt matroserne her havde stillet en del krav, der var tydeligt beslægtede med Arbejderoppositionens program. Regeringen talte om Kronstadt-oprøret og kaldte det kontrarevolutionært og hvidgardistisk inspireret, men det blev først et oprør, da regeringen uden videre arresterede matrosernes delegation, der kom til Petrograd for at overbringe og forhandle om en række krav, vedtaget af et almindeligt møde af hele den 16.000 mand store besætning, og både ånd og bogstav i disse krav havde påfaldende lighed med bolschevikkernes eget revolutionsprogram fra 1917 og kan kortest udtrykkes i den kendte parole: "AI magt til sovjetterne".

Om nogen almindelig og fuldstændig kapitulation ideologisk set var der dog endnu ikke tale i 1921 fra Arbejderoppositionens side: en stor del af den fortsatte sin oppositionsvirksomhed og fremlagde bl.a. sine synspunkter for den kommunistiske Internationale, kaldet Komintern. På den næste partikongres i 1922 blev der stillet forslag om at udelukke bl.a. Schljapnikov og Kollontaj af partiet, men de fik dog lov at blive i partiet under forudsætning af, at de opgav deres særstandpunkter. - Et par af gruppens medlemmer blev ekskluderet af partiet, og fraktionen forsvinder som egen retning, men nogle af dens folk deltager senere i andre oppositionsbevægelser, fx. den såkaldte "Arbejdergruppe" i sommeren 1923 og i "Oppositionsblokken" 1926-27 med Trotzky, Sinowjev og Kamenev i spidsen.

24

Schljapnikov ophører med at spille nogen selvstændig politisk rolle, og Kollontaj, der bliver Stalins ambassadør i Norge og Sverige, går endog så vidt, at hun vender sig imod den lige nævnte Oppositionsblok med et indlæg, der bærer den karakteristiske overskrift ''Masserne tror ikke på oppositionen"

Indtil denne kapitulation for stalinismen er Aleksandra Kollontaj ellers en meget interessant personlighed. Skønt faderen var general, slutter hun sig allerede som ung pige til den revolutionære bevægelse . og må flygte til Vesteuropa efter den mislykkede revolution i 1905-06. I årene før 1914 bliver hun en meget benyttet foredragsholder for Socialdemokratiet i Tyskland, England og andre vesteuropæiske lande, og hun deltog også i den socialistiske Internationales kongres i København i 1910, hvor hun bl. a. talte på flere store folkemøder. I årene 1914-17 opholder .hun sig i Skandinavien, først i Sv~rige, hvorfra hun udvises i 1915, og derefter i Norge, hvor hun boede på Holmenkollen ved' Oslo. Sammen med Schljapnikov leder hun i disse år bolschevikkernes illegale transporter til og fra Rusland gennem de nordiske lande, sådan som man kan læse om det i englænderen

Aleksandra Kollentaj

25

I

I

· 1

Michael Futrells nylig udkomne bog ''Northem Underground", hvoraf en svensk udgave. netop nu foreligger. Hun gør også et par rejser til Amerika under første verdenskrig for at prøve at skaffe trykkemuligheder og forlæggere til Lenins pjecer, bøger og teser.

. Aleksandra Kollontaj var blændende smuk og både i tale og skrift en ivrig agitator for meget frisindede standpunkter til kvindespørgsmål og seksualproblemer. Hun døde i 1952.

Til Arbejderoppositionen i Rusland svarer i stor udstrækning den retning, som efterhånden antog navnet Rådskommunismen i Vesteuropa, og hvis førende teoretiker var den hollandske astronom Anton Pannekoek, der døde i 1960, 87 år gammel. Som navnet siger, er den en kommunistisk retning, der bygger på rådene, som er det vesteuropæiske navn for sovjetter.

Kort fortalt går dens teorier ud på, at de frit og demokratisk valgte arbejderråd skal udgøre strukturen i det socialistiske samfund,

I og man afviser ikke bare partidiktaturet, som det efterhånden fremtrådte i Sovjetunionen, men også principelt. "Klassediktatur, ikke partidiktatur" var parolen. Parlamentarismen og deltagelse i valg t afvises bestemt, og arbejdet i de reformistiske fagforeninger forkastes ligeledes som tidsspilde og som kilder til korrumpering af de revolutionære. Rådskommunisterne er dødsfjender' af alt bureaukrati og faktisk modstandere af næsten alle former for repræsentativt system. J eg deltog i et lille møde i København i 1936, hvor vi havde en tysk emigrant fra denne retning som indleder, og jeg husker tydeligt, at han forfægtede det standpunkt, at en revolutionær arbejder vel måtte gå op på talerstolen i sin fagorganisation, men han måtte ikke lade sig vælge til nogen post deri! Han skulle blive i massen. Ud over rådene så var disse menneskers organisatoriske ideal et stort forbund af alle revolutionære arbejdere, nærmest af fagforeningsmæssig art, men med det ene formål at føre en pågående revolutionær kamp mod kapitalismen. Med det, vi normalt forstår ved fagforeningsvirksomhed, havde dette forbund altså ikke megen lighed. I Weimarrepublikkens Tyskland lykkedes det rådskommunisterne at skabe en sådan

, organisation eller rettere to, hvoraf den ene hed "Allgemeine Arbeiter

26 ,

Union" (AAU) og den anden hed det samme, men med tilføjelsen (Einheitsorganisation) i parentes bagefter. Under den revolutionære gæring i 1920 og 1923 omfattede de nævnte forbund nogle hundrede tusinde arbejdere, men var ellers rene sekter. På linje med disse Arbejder-unioner og som en slags ideologisk initiativtager og inspirator for dem bestod helt fra efteråret 1919 og til Hitlers magtovertagelse det lille "Kommunistische Arbeiter Partei Deutschlands" (KAPD), som helhed for disse ideer.

Om det lag i arbejderklassen, som i særlig grad var bærer af rådskommunismens ideer 9g organisationer, skriver den fremragende historiker Arthur Rosenberg (ikke at forveksle med nazisten Alfred Rosenberg!) i sit store værk "Bolschevismens historie": "Ved siden af den marxistisk-socialistiske, den anarko-syndikalistiske og den borgerlige tendens i arbejderklassen må der regnes med en fjerde retning, som det ganske vist organisatorisk er vanskeligt at få hold på, men som alligevel har en helt egen karakter. Man kunne kalde den for den utopiske radikalisme. Hertil hører de allerfattigste, de helt fortvivlede og forbitrede arbejdere. De hader lidenskabeligt ikke blot det borgerlige samfund, men også ethvert samfundslag, som har det lidt bedre end de selv. De afslår enhver politik og ethvert kompromis og forlanger kun den radikale handling. Med fanatisk mistro forfølger de enhver art af organisation og ledelse og føler sig forrådt overalt, hvor man anbefaler dem disciplin og mådehold." - Arthur Rosenberg føjer til, at denne tendens har mange berøringspunkter med syndikalismen, men at den i sin egenskab af et rent følelsesmæssigt udbrud ikke er forenelig med en bestemt taktik og klare mål og derved adskiller sig fra syndikalismen.

Til denne fremstilling kan tilføjes, at van der Lubbe, som stak ild på den tyske rigsdag i 1933, var rådskommunist, og han lignende nok på visse punkter den her beskrevne arbejdertype, men den før nævnte professor Anton Pannekoek og forfatteren Otto RUhle (som en tid var rådskommunist) var begge fremragende videnskabsmænd med et betydeligt og værdifuldt forfatterskab bag sig, så de var langtfra pjalteproletariske desperados.

Den her omtalte yderliggående radikalisme sporedes allerede i

27

S partakusforbundet under første verdenskrig, og på det tyske kommunistpartis stiftelseskongres ved nytåret 1918-19 var de venstreradikale elementer så stærke, at de fx, fik flertal for at boykotte valget til nationalforsamlingen-på trods af, at ledelsen med Rosa Luxemburg i spidsen indtrængende talte for valgdeltagelse. Det var ligeledes de samme typer, som få dage senere i Berlin fik gennemtrumfet beslutningen om væbnet opstand . mod regeringen, denne gang med Karl Liebknechts tilslutning, men atter mod Rosa Luxemburgs ønske. På den næste partikongres i efteråret 1919 sprængtes partiet i to næsten lige store dele; den moderate retning med Paul Levi i spidsen var ganske vist i flertal på kongressen, men i de to største byer Berlin og Hamburg gik flertallet af medlemmerne med venstreoppositionen, som efter splittelsen kaldte sig "Kommunistische Arbeiter Partei Deutchlands". Det gennemgik spaltninger og mistede snart enhver talmæssig betydning, men både i Tyskland og i mange andre lande var denne radikale halv syndikalistiske strømning alligevel så stærk i den kommunistiske bevægelse i 1919-20, at Lenin skrev sit taktiske hovedværk ''Radikalismen, en børnesygdom i kommunismen" imod den.

En talentfuld støtte fik denne venstrekommunisme i ugetidsskriftet "Die Aktion", der blev redigeret af Franz Pfemfert, en begavet og særpræget personlighed, der for få år siden døde i Mexico, hvortil han flygtede ved Hitlers magtovertagelse. Foruden med "Die Aktion" så arbejdede Franz Pfemfert i mange år med at samle stof til et ''Leksikon over arbejderforrædere". Han fik det aldrig afsluttet, dertil var stoffet alt for omfattende, men alle de store og små bureaukrater med dårlig samvittighed i den tyske arbejderbevægelse i Weimartiden skullle nok vogte sig for ·at møde Pfemfert i debatter, for han kendte . hele deres synderegister. Derimod jublede de revolutionære arbejdere og intellektuelle, når han på møderne læste op af sit leksikonmateriale efter den faste indledende formel : "Undskyld mig, kammerater, at jeg citerer mig selv!"

28

VENSTREAFVIGELSEN Trotzky og trotskismen

Når man taler om venstreafvigelserne inden for kommunismen, I · så er der først og fremmest tale om to slags, nemlig 1) den lige omtalte med syndikalismen beslægtede rene venstrekommunisme, der kritiserede Lenins partidiktatur udadtil og hans udprægede centralisme indadtil, og som gik imod valgdeltagelse, enhedsfront med socialdemokraterne og arbejdet i de reformistiske fagforeninger, og 2) de kommunistiske oppositionsretninger, som bygger på leninismen, men kritiserer stalinismen for opportunisme og for brud på de leninistiske principper. Den vigtigste af disse retninger er trotskismen, vel at mærke efter 1923, men også Bordigas italienske gruppe og Ruth Fischers tyske tendens hører med hertil, om end de har visse træk, der minder om den førstnævnte halvsyndikalistiske opposition. Endelig skal det nævnes, at Stalins udprægede højrekurs, fx. i folkefrontstiden og i årene 1941-47, bevirkede, at selv højrekommunistet som brandlerianerne og endog almindelige venstresocialister i stor udstrækning kom til faktisk at stå til venstre for stalinisterne. I denne omgang vil vi imidlertid kun beskæftige os med den egentlige og oprindelige leninistiske ven'streopposition, d.v.s. trotskismen.

Trotsky blev født den 26. oktober 1879 og har således næsten fødselsdag sammen med oktoberrevolutionen, men er bare 38 år ældre end denne. Allerede som ung gymnasiast kom han med i den socialistiske bevægelse, og kun 18 år gammel blev han fængslet og deporteret til Sibirien. Efter sin flugt herfra i 1902 levede han hele resten af sit liv som "professionel revolutionær", heraf ca. 25 år som politisk emigrant uden for hjemlandet.

Under begge de russiske revolutioner i 1905 og 1917 blev han valgt til formand for Petrograd-sovjetten, og han spillede en ledende rolle ved gennemførelsen af oktoberrevolutionen i 1917. Han blev I

Sovjetunionens første udenrigsminister eller kommissær, som det

29

dengang hed, og som skaber og organisator af den røde hær havde han en væsentlig andel i sejren i borger- og interventionskrigene 1918-21. I fraktionskampen mod Stalin 1923-27 led han nederlag og blev deporteret på ny til Sibirien. I 1929 udvistes han af Sovjetunionen og levede de følgende 4 år på den lille tyrkiske ø Prinkipo. I denne periode besøgte han Danmark.nærmere bestemt i november 1932 og talte ved et ,stort møde. L,; 'København i Idrætshuset, arrangeret af SocialdemoJcratiske.lStudenter. 1933-35 boede han i Frankrig og opholdt sig derpå' et: år i Norge, men efter den første Moskva-proces bøjede:-den davæ~ende norske justitsminister Trygve Lie sig for det russiske pres og udviste Trotzky. Sine sidste 4 år levede han i Mexico, hvor p~ blev myrdet af en stalinistisk agent i august 1940. Morteren blev v~d' '; sin løsladelse i maj 1960 atbentet af et par tjekkiske diplomater og via Cuba fløjet til Tjekkoslovakiet. Det kan tilføjes, at Trotzky· både som taler og skribent havde betydelige evner og har efterladt sig en stor produktion af bøger, pjecer og artikler samt et historisk værdifuldt privatarkiv, der er i sikkerhed på et amerikansk universitet, nemlig Havard.

Politisk falder Trotzkys liv i tre hovedafsnit,set ud fra hans stilling til kommunismens to paver Lenin og Stalin: 1) Før 1914, hvor

I han indtager en slags mellemstilling mellem bolschevikker og menschevikker, dog nærmere de sidste end de første; 2) 1917-23, hvor han er Lenins nære medarbejder, men ikke efterplaprer, idet han i spørgsmålet om Brest-Litovsk-freden i 1918 og under fagforeningsdiskussionen i 1920 en tid er uenig med Lenin; 3) 1923-40, hvor han står som den uforsonlige kommunistiske opponent til Stalin. Årene 1914-17 er en slags overgangstid, der ender med Trotzkys og hans gruppes optagelse i bolschevikpartiet.

Det var især på to områder, ' at Trotzky før 1914 var uenig med Lenin, nemlig i partispørgsmålet og m.h.t. revolutionsopfattelse. Ligesom Rosa Luxemburg var også Trotzky allerede i 1903 -04 en afgjort modstar;tder af Lenins militære partiopbygning og forudså helt profetisk, hvad 'resultatet heraf ville blive: Først ville partiet oprette sit diktatur over arbejderklassen, så ville ledelsen af partiet suverænt

30

bestemme over dette, og til sidst ville partilederen oprette diktatur over partiledelsen! Trotzky tog desuden afstand fra Lenins bevidste splittelse af partiet og gik ind for et demokratisk opbygget enhedsparti, der rummede alle socialdemokratiske tenenser. Af særlig interesse er Trotzkys revolutionsopfattelse, fordi den mundede ud i teorien om den permanente revolution, der siden har været betragtet som kernen i trotskismen.

Alle russiske socialdemokrater var i begyndelsen af dette århundrede enige om, at den kommende russiske revolution ville være en borgerlig revolution med de to hovedopgaver at skaffe bønderne jord og at lade en demokratisk republik afløse den zaristiske enevælde. Menschevikkerne sluttede på den måde, at i en borgerlig revolution måtte borgerskabet blive førende, og de gik derfor ud fra, at resultatet ville blive en regering med de borgerlige liberale som de nye herskere. I en sådan regering ville menschvikkerne ikke være med, men de ville deltage i den demokratiske revolution og repræsentere arbejdernes økonomiske interesser som en slags loyal opposition over for den ventede liberale regering.

Lev Davidovich Bronshstein, bedre kendt som Leon Trotzky.

31

,-

I

Lenin lå på en vis måde "til højre" for dette standpunkt, idet han godt ville lade Socialdemokratiet deltage i en revolutionsregering, men vel at mærke med bøndernes repræsentanter, ikke med de liberale borgere, som han ingen tiltro havde til. Han mente tværtimod, at det liberale borgerskab var alt for svagt i Rusland, både talmæssigt og m.h.t. politisk handlekraft og konsekvens, til at det kunne lede "sin egen" revolution. Derfor måtte arbejdernes parti i forbund med bøndernes masser tage førerskabet og magten i denne revolution. Ellers ville den borgerlige-demokratiske revolution strande på

I halvvejen Som program og paroler for denne revolution opstillede

bolschevikkerne først og fremmest de tre krav: jordudstykning, 8-timers-dag og republik, og det tilstræbte nye styre gav de det for os noget besynderlige navn "arbejdernes og bøndernes revolutionær­demokratiske diktatur", men denne betegnelse dækkede bare over en handlekraftig folkelig regering, 30m virkelig førte den demokratiske revolution til bunds ved hensynsløst at gøre op med toppen af det gamle regeringssystem. Om et diktatur i moderne, totalitær forstand var der således slet ikke tale, og Lenin understregede ofte, at der heller ikke kunne blive tale om nogen socialistisk revolution i Rusland i denne omgang; dertil var industriarbejderklassen alt for lille, og den afgørende ændring heri kunne kun ske ved, at den borgerligt­demokratiske revolution gav grønt lys for den kapitalistiske produktionsforms frie udvikling i det store tilbagestående land.

Trotzky var enig med de to socialdemokratiske hovedretninger om, at Rusland stod over for en revolution, og at den ville begynde som en borgelig revolution. Men da det russiske borgeskab ikke havde kraft nok til at føre en sådan til bunds, så ville arbejderne og bønderne påtage sig opgaven. ~ Så langt var han altså enig med bolschevikkerne, mens han i partispørgsmålet var enig med menschevikkerne. -Imidlertid ville revolutionen ikke standse dermed, for når arbejderne og. deres organisationer fik en førende rolle i denne, så ville revolutionen uvægerligt rulle videre i socialistisk retning, idet arbejderne da ville møde frem med deres socialistiske krav. Det betød, at den borgerlige revolution bare ville blive gennemført "i forbifarten",

32

og dermed ville "arbejdernes og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur", som Lenin forestillede sig det, heller ikke have nogen fremtid for sig. Grundet på den russiske industris og den moderne arbejderklasses beskedne omfang kunne en socialistisk revolution dog heller ikke føres til bunds i Rusland alene, men måtte "springe over" til de udviklede lande og fuldføres der. Med andre ord: revolutionen måtte blive permanent. Denne teori udarbejdede Trotzky navnlig under et 6 ugers samvær i Mtinchen i 1904 med den berømte, senere berygtede Parvus, der tilbragte det meste af tiden under l. verdenskrig i København i sin egenskab af tysk agent, og selvom de delvis kunne støtte sig til en program-proklamation, som Marx og Engels udsendte sammen med blanquisterne i 1850, 'så var det en ganske betydelig politisk-teoretisk præstation, som de to unge revolutIonære og landflygtige russere her ydede i 1904. Teoriens endelige udformning fik den i 1905-06, og mens Parvus begyndte arbejdet med skabelsen af teorien, så var det Trotzky, der afsluttede det.

Om den permanente revolutions- teoris senere skæbne kun dette: efter at have bekæmpet den en årrække endte det med, at Lenin faktisk, om end ikke udtrykkeligt, accepterede den kort efter oktoberrevolutionen, og den lå bag oprettelsen af den kommunistiske Internationale i 1919 og fandt udtryk i dennes energiske agitation for ideen om verdensrevolutionen i denne Internationales første år. Samtidig med Lenins omvendelse i dette spørgsmål gik Trotzky over til Lenins standpunkt i partiopfattelsen, således at de to mænd i skøn samdrægtighed kunne lede ikke bare magterobringen i oktober 1917 (efter vor tidsregning november 1927), men også gennemføre alle de mange undertrykkelsesforanstaltninger over for anderledes tænkende, som resulterede i skabelsen af den første moderne totalitære stat i 1921.

Under Trotz1-..)'s kamp mod Stalin midt i tyverne og senere var den permanente revolution et hovedstridsemne, og for den af trotskisterne oprettede 4. internationale, som netop i denne tid fylder 25 år uden at være blevet voksen talmæssigt set, er den simpelt hen den teoretiske hovedhjørnesten. Langt vigtigere er det, at de kinesiske kommunisters nuværende ideer opviser en vis lighed med træk af

33

denne teori, hvorfor nutidens trotskister da også mere er "kinesere" end "russere", hvad meninger angår.

Det var en logisk følge af læren om den permanente revolution, at Trotzky vendte sig voldsomt mod Stalins faktiske opgivelse af verdensrevolutionen, sådan som den fra midten af tyverne kom til udtryk i slagordet "socialisme i et land", hvormed mentes, at det var muligt at gennemføre en opbygning af socialismen i Sovjetunionen, selvom den øvrige verden forblev kapitalistisk.Herefter blev det de øvrige kommunistiske partiers opgave at "forsvare Sovjetunionen" både ved til stadighed at drive en vældig reklamevirksomhed for "den socialistiske opbygning" derovre og ved med alle midler at modvirke kapitalistiske kredses og regeringens skumle planer om nye interventionskrige mod Sovjet. I varetagelsen af begge disse opgaver gjorde kommunisterne sig skyldige i betydelige overdrivelser i propagandaen, for at sige det mildt.

Trotzky hævdede herimod - som han altid havde gjort - at Rusland var alt for tilbagestående til at realisere et socialistisk samfund, og at socialismens gennemførelse i det hele taget kun kunne ske på international basis og i verdensformat. Overladt til sig selv ville Sovjetunionen udvikle sig i reaktionær retning længere og længere væk fra oktoberrevolutionens idealer. Proletarisk internationalisme, konsekvent klassekamp og permanent og systematisk arbejde for den kommunistiske verdensrevolution var derfor hans program, og ud fra det vendte han sig kraftigt imod kommunisternes samarbejde med Chang Kai-shek i form af deres underordning og deltagelse i Kuomintang og mod de engelske og russiske fagforeningers enhedskomite midt i tyverne. Det betød nemlig for ham blot, at kommunisterne underkastede sig henholdsvis det kinesiske borgerskab og det reformistiske engelske fagforeningsbureaukrati, og en sådan af udenrigspolitiske hensyn dikteret kortsynet opportunisme kunne bare føre til nederlag for de revolutionære. Chang Kai-sheks blodige opgør med sine kommunistiske forbundsfæller efter deres fælles sejre i borgerkrigen i 1927 syntes at bekræfte Trotzkys kritik.

Lige siden midten af tyverne har det været en hovedbestanddel

34

af trotskisternes kritik mod stalinismen, at de kommunistiske partier uden for Sovjetunionen af dennes magthavere bare har været brugt som brikker for disses udenrigspolitik og automatisk har skiftet politisk linje og taktik i overensstemmelse med svingningerne i denne. Og da disse magthavere har søgt at sikre deres eget magt område ved aftaler og forbund med kapitalistiske regeringer i stedet for at støtte sig på arbejderklassen og de undertrykte koloniale masser, så har stalinisterne endog særdeles aktivt medvirket til at knække eller forhindre vidt fremskredne underklasserevolutioner som den kinesiske i 26-27 og den spanske 10 år senere, og både Titos og Maos revolutioner fandt sted imod Stalins ønske. Som væsentlig forklaring på denne faktisk kontrarevolutionære udenrigspolitik fra stalinisternes side har Trotzky og hans tilhængere især peget på den indre udvikling i Sovjetunionen i de første årtier efter oktoberrevolutionen i 1917. I bogen "Revolutionen forrådt" fra 1936 har man den klareste og mest omfattende analyse af stalinismen fra Trotzkys side, og dens hovedsynspunkter på Sovjetunionen skal derfor her kort refereres.

Trotzky inspicerer Den Røde Hær ved en parade i forbindelse med Kominterns tredje kongres i Moskva, 1921.

35

Et problemkompleks, som Trotzky af naturlige grunde beskæftiger sig en del med, er årsagerne til Stalins sejr og kræfterne og synspunkterne bag den stalinistiske politik. Hans forklaring på Stalins sejr lyder i hovedtrækkene således: Ved begyndelsen af revolutionsåret 1917 udgjorde industriarbejderklassen ganske vist kun ca. 3 millioner, og de var fattige og; primitive, men særdeles klassebevidste. De var kernetropperne ved begge revolutionerne i 1917 og i forsvaret mod de hvide generaler og de fremmede interventionshære i de følgende år, hvilket kostede mange arbejdere livet. Hungersnød og epidemier decimerede yderligere klassen, og industriens sammenbrud tvang mange af dens arbejdere tilbage til landet. Endelig opslugte det nye bureaukrati i stat og parti, militær og økonomi samt i fagbevægelse, kooperation og andre organisationer en stor del af arbejderintelligensen. Af den revolutionære arbejderklasse fra 1917 eksisterede der således bare en ussel rest 5 år senere, eller sagt med andre ord: den stalinistiske kontrarevolutions "naturlige" modstander var praktisk taget ude afbilledet. Samtidig var hele befolkningen fysisk udmattet og politisk træt efter de frygtelige prøvelser, som 7 års krig, revolution, borgerkrig, sult og sygdom havde medført; men også verdensrevolutionens nederlag overalt uden for Rusland virkede i høj grad demoraliserende på den politiske bevidsthed og aktivitet i landet. Og det nye bureaukrati ønskede som bureaukratiet altid og alle vegne "orden", arbejdsro, privilegier, "ingen eksperimenter".

Det er ifølge Trotzky den politiske og psykologiske baggrund for stalinismens sejr i tyvernes Rusland, idet stalinismen er det politiske udtryk for bureaukratiets interesser og ideer.

Heri har Trotzky utvivlsomt ret, men han glemmer den meget vigtige forudsætning, der hedder den totalitære stat, som han og Lenin var hovedmændene for at skabe. Her kunne det være fristende at gå i detaljer, men jeg vil nøjes med at nævne Trotzkys behandling af Machnos anarkistiske bondepartisaner: tre gange sluttede Trotzky højtideligt forbund med dem om fælles kamp mod de kontrarevolutionære generaler Denikin og Wrangel, og hver gang de · var slået, brød han alle aftaler med Machno-folkene i Ukraine, stemplede dem i strid med sandheden som kontrarevolutionære

36

banditter i en officiel kampagne og gav den røde hær ordre til at udrydde dem. Moralsk er Trotzky altså ikke kvalificeret til at angribe de stalinistiske metoder, for dem har han selv brugt som magthaver.

Uanset alle moralske betragtninger kan det dog ikke nægtes, at også Trotzkys syn på det stalinistiske diktatur har betydelig interesse. Når han taler derom, bruger han ofte to betegnelser fra den franske revolutions- og napoleonstid, nemlig "termidor" og ''bonapartisme''. Termidor bruger han som betegnelse på tiden, da Stalin sejrede i fraktionskampene i partiet, og det forstår man, når man husker, at det var i måneden termidor efter revolutionskalenderen, at det mere moderate borgerlige styre "direlctoriet" afløste - det radikale jacobinerregime. Bonapartisme derimod dækker indholdet og delvis også oprindelsen i Stalin-diktaturet. Både Napoleon Bonapartes og Stalins regimer er fremgået af store folkelige revolutioner, hvis resultater de dels viderefører, dels omstyrter. Napoleon fx. opretholdt i hovedsagen den af revolutionen fremgåede ejendomsordning og jordfordeling og den borgerlige lighed for loven, men hans regime var i øvrigt nærmest et militærdiktatur, der stod over klasserne og udnyttede og balancerede på modsætningerne mellem disse. På samme måde opretholder det stalinistiske bureaukrati sin revolutions ejendomsordning og økonomiske samfundssystem, udnytter og "står over" klasserne og er altså et selvstændigt, regerende lag uden klassebevis. Napoleons og Stalins diktaturer har også nationalismen, førerdyrkelsen, kulturreaktionen og folkets umyndiggørelse og retsløshed, ja selv angiveriet og det hemmelige politis terror til fælles.

Mod alt det og mod den stærkt voksende økonomiske ulighed i Stalins system opponerede Trotzky og påviste med megen statistik og mange eksempler i sin bog, hvordan væsentlige sider af oktoberrevolutionens program og erobringer forrådes mere og mere. Men så længe den "socialistiske" ejendomsform og det planøkonomiske produktionssystem består i Sovjetunionen, og det mener Trotzky, de gør, så vil han forsvare Sovjet i krigstilfælde og betragter sig trods sin vidtgående og skarpe kritik af ''udartningen'' under Stalin som en virkelig ven af Sovjetunionen, og som en i princippet loyal opponent,

37

der kun kritiserer aflcærlighed til det nye samfundssystem. Derfor fastslår han på den ene side nødvendigheden af ved en ny

politisk revolution at fjerne det stalinistiske bureaukrati, men understreger samtidig, at en ny social revolution er overflødig eller vil være en borgerlig kontrarevolution, da Rusland ved oktoberrevolutionen har gennemført sin sociale revolution. Udtrykket statskapitalisme forkaster han derfor også som betegnelse for stalinismens samfund. Det er fortsat socialisme, og Sovjetunionen er stadig en arbejderstat, der er "blot" tale om en udartet socialisme og en degenereret arbejderstat ifølge Trotzky! Endelig spår han, at modsætningerne mellem bureaukratiet på den ene side og arbejderklassen og især ungdommen på den anden side vil tilspidses og enten føre til genoprettelse af kapitalismen eller en tilbagevenden til oktobers idealer. Ingen af delene er som bekendt indtrådt, men nutidens trotskister mener afgjort, at de sidste 10 års udvikling går i retning af det sidste.

Et slående vidnesbyrd om, hvor dybt teorien_om den permanente revolution var trængt ind i det russiske kommunistparti først i tyverne, har man i de forelæsninger om leninismen, som Stalin holdt ved Sverdlovuniversitetet i 1924 lige efter Lenins død, og hvori han udtalte, at man ganske vist kunne gribe magten og begynde opbygningen af socialismen i et enkelt land, men at den ikke kunne fuldføres uden revolutionens sejt i de andre lande. Disse forelæsninger er samlede i den lille bog "Lenin og Leninismen", og selvom Stalin kort efter lancerede sin teori om "Socialisme i et enkelt land", så er det da ganske sjovt på tryk at se dette vidnesbyrd om, at selve Stalin en kort tid var trotskist! Det findes på side 40 i nævnte bog, som udkom på forlaget ''Ny Tid" i Oslo i 1925.

En fremtrædende venstrekommunist i Vesteuropa i tyverne var sinowjevisten Ruth Fischer, som i årene 1924-25 sammen med Maslow og Th~ilmann udgjorde ledelsen for det tyske kommunistparti. Hun døde for nogle år siden, men nåede omkring 1950 at få udgivet en meget tyk bog "Stalin und der deutsche Kommunismus", som på sine over 700 sider bringer en masse interessant materiale om

38

koIllmunismens historie i tiåret 1917-27'- S9m partil~der havde hun derimod ikke succes, idet partiets stemmetal sank til 'det halve i det år, hun stod i spidsen for . 'det, og ; antalle~~ ; ,~! ko~unistiske repræsentanter på den tx*e:faglige landsorganisations kongres faldt fra 80 til ' 4

f fra .1922 ·ti(~'1924. Det skyldtes, ' at · hun -..og hendes

tilhængere~ :ri.wd,~r ~en rela~ive · kapitali~tiske stabiIise~ing og økonomiske ' ft~mgang bare førte · .. eti f " ren, ;:'og:' :" abstrakt revolutio~spropåganda i et voldsomt og 'fnisefyldt ' sprogllog i øvrigt koncentr~rede . sig om · opbygningen ar , deri .··niilitært prægede ' kamp organisation "Det røde Frontkæmperforbund", der med sine unifonner, faner og musikkorps samt utallige demonstrationstog i stor udstrækning erstattede alvorligt politisk arbejde med udvendigt tam­tam og fysisk kraftudfoldelse.

Ved denne appel til primitive instinkter og elementer kom Ruth Fischer og Maslow - trods deres sikkert oprigtige revolutionære idealisme - til ufrivilligt at bidrage til den kvalitetsforringelse i den kommunistiske bevægelse, som kom til fuld udfoldelse under stalinismen.

39

Carl Henrich Petersen (1915-1988) Udlært cigarmager.

· ..

Carl Henrich Petersen blev mens han levede betragtet af mange som en af Danmarks bedste kendere af socialismens historie. Han udfoldede sit kendskab i et utal af bøger, artikler og foredrag, bl.a. Agitatorer og martyrer (1966), Danske revolutionære (1970), Fra klassekampens slagmark i Norden (1973) og antologien Christian Christensen og den danske syndikalisme 1-2 (1979). Æresdoktor ved Aarhus Universitet 1978. Drev fra 1969 Anarkistisk Boghandel i Viborg.

Kommunismens kættere Bind 1-2

Op gennem "kommunismens historie" har der altid været afvigere, .kættere, "forrædere af den sande vej" eller hvad man nu har kaldt dem.

Ved i bogen her at fortælle om de ældre kommunistiske kættere viser Carl Henrich Petersen, at kravene om mere humanitet, frihed og selvstyre er lige så gamle inden for kommunismen som den ganske vist langt stærkere autoritære eller totalitære tendens, og han giver dermed de friere og mere humane strømninger en historisk basis og tradition.