kluddermor i 3-kanten

af Cristine Wasgård & Torben Svendsen

GENVEJE TIL AT FORLØSE (GAMLE) SKAVANKER OG SKADER VED HJÆLP AF MANUVISION TRÆNING.

5

Kluddermor i 3-kanten Når det er gået i hårdknude mellem krop, tanke og følelse.

Gratis E-Bog

Gratis E-Bog www.kroppensskygger.dk - www.manuvision.dk

! Copyright Cristine Wasgård & Torben Svendsen© Når der er kluddermor i 3kanten2

Forord Skader, skavanker og sygdomme opbygges langsomt i vores kroppe. Det er jo ikke sådan, at vi er uheldige at stå lige der, hvor livsstilssygdommen falder ned den dag.

Hvad du tænker om dig selv, og dernæst føler for dig selv, afspejles i alt, hvad du gør. Ligefra det du lægger i indkøbskurven og i sidste ende putter i munden, til hvordan du trækker vejret, hvor du spænder op, og hvilke mennesker du deler dit liv med.

Det er en spænding ad gangen, en ubalance ad gangen, som bygger sig ovenpå eller ind imellem hinanden.

Og det er et pillearbejde at være kluddermor og få løst knuden op igen, særligt hvis du har gået i årevis og gemt på noget.

Vi har alle en indre opmærksomhed, der fortæller os, hvornår det er tid til at ændre retning eller stoppe op, men hvis vi mister den eller aldrig har kendt den, så lever vi et liv, som perler på en snor (og det er ikke altid flotte skinnende perler).

Istedet for at mærke efter, planlægger vi os ud af det. Istedet for at mærke efter, gør vi, som vi plejer.Istedet for at tage ansvar, udsætter vi det, vi mærker. Vi lever og bevæger os meget ensformigt.

Vi løber og går lige ud, vi sidder lige. Vi arbejder lige. Vi kører lige, og vi står i kø lige.

Alle de meget lineære bevægelser gør, at vi ikke får udfordret vores led, vores kroppe og vores tankemønstre.

Vi bliver mere og mere låste, særligt i vores hofter, lænd og tankerne i vores hoveder.

http://www.manuvision.dk



Vi hopper i en kæmpe labyrint af fælder, og det er svært at finde ud. Hver gang vi prøver at regne den ud, viser vores krop os noget andet. Den har sit helt eget sprog, og det er ikke altid, at vi kan lide dialekten.

Men vi bliver forført af den ”normale” hverdag. Og kæmper med stimulanser og negative tanker om vores kroppe. Mange føler sig svage, stivnet eller begrænset af deres krop.

For når det går i hårdknude imellem tanke, følelse og krop stivner sensualiteten, styrken og lysten.

Kropsligt bliver vi mekaniske væsner, mens hovedet forsøger at regne ud, hvad der er smartest, rigtigst, bedst……og følelserne….dem forsøger vi at ignorere (selv når de popper op - ud af det blå).

Vi længtes efter den naturlige ro og klarhed i os selv; efter at generobre vores egen skabende instinktive kraft og styrke.

Spørg de fleste (måske endda dig selv) hvad deres mål er? Hvad de ønsker for det næste år? Spørg dem derefter (og bliv ved med at spørge) hvad det vil give dem at opnå det?

Langt de fleste ender med at svare: “RO”.Vi har brug for RO, når der er uro. Og der er meget uro og støj indeni os, når der er kluddermor i 3-kanten; når tanker, følelser og kroppen slås om vores opmærksomhed.

Vi har beskrevet 5 simple genveje, der vil kunne hjælpe dig med at forløse skader og skavanker igennem ManuVision træning samt blive den bedste kluddermor for dig selv.

Cristine & Torben



!4

Indhold

#1 Kluddermor i trekanten 5

#2 Mærk min jord 11

#3 Del det naturlige 15

#4 Extrem Mindfulness træning 22

#5 Red mig 26

#6 De 5 Genveje 30

#7 PS. Vi gør det 32

#8 Torben Scharling Svendsen 34

#9 Cristine Wasgård 37

#10 Summa Summarum 39




Vores tanker, følelser og krop er ligesom 3 børn.

De kan skabe de mest utrolige ting sammen, men der kan gå kluddermor i den, og så kæmper de om at råbe højest.

• Følelserne kan leve deres eget liv, de kører op, ned, undertrykkes eller tager til i styrke.

• Tankerne løber løbsk, får blandet alting sammen og sat nogle underlige lighedstegn, f.eks. “hvis jeg ikke kan det her” = “jeg er ikke god nok….!”

• Kroppen skriger, den spænder op, lukker ned, går i undtagelsestilstand, begynder at bekæmpe sig selv, og slås om de ressourcer der er.

Når der er gået kluddermor i tanker, følelser og krop, er det meget svært at få kontakt til vores egen instinktive natur.

Havternen flyver hvert år fra Antarktis og til præcis samme sted i Danmark. De ved det bare. Dyr ved, hvordan de skal leve.

Det er en instinktiv natur, som er i os alle - også i os mennesker.

Den instinktive natur er ikke noget, vi skal lære – den er der allerede.

Vores celler arbejder på præcis samme måde. De ved, hvornår det er tid til at give stafetten videre, de ved, hvornår de skal tage næring til sig, de ved, hvad de skal gøre for at helheden kan overleve.

#1 Kluddermor i trekanten




Fødderne er vigtige for vores jordforbindelse. Det er vigtigt, at vi har kontakt til vores fødder, men for at kunne synke ned i os selv og vores fødder, skal der være et slip i bækkenet.

Vi er en stor samarbejdende organisme.

Alle dele i vores krop vil samarbejde, men noget bliver glemt, noget bliver dovent, og det går ud over hele kroppen, vores liv og også vores relationer udadtil.

For når der er gået kluddermor i den, bruger vi tid på at være i tvivl, om vi er gode nok, vi spænder op i kroppen, lænden og andre steder, bliver deprimerede og kede af det. Det larmer meget, og det gør ondt. Ofte prøver vi at løse det med en kur, ny kone/mand, nyt arbejde, alkohol eller en anden løsning, som vi tror kan give os den ro og kontakt til os selv, som vi mangler, når der er gået kluddermor i den.Ofte farer vi vild i forsøg på målsætninger, løsninger og symptomer i stedet for at løse knuden, det forvirrer os.

Når vi mister jordforbindelsen ignorerer vi vores intuition. Vi kan ikke se tingene i det store perspektiv, vi mister kontakten med virkeligheden, og vi begynder at lade omgivelserne styre os.

Måden vi kan træne os selv i at have adgang til denne instinktive natur er ved at genskabe jordforbindelsen.

Tyngdekraften trækker os helt naturligt ned på jorden. Det eneste der afholder os fra at have jordforbindelse og give efter, er os selv.

Vi står i vejen for os selv. Der kan være forvirring omkring os, alt kan køre rundt og være overvældende.Men kan vi stå der alligevel?Det er vores evne til at stå fast, til at føle os trygge og rodfæstet i denne verden, som giver os roen og oplevelsen af os selv, så vi kan trække vejret i det kaos livet også er, og stå midt i orkanens øje.




Når kvinden føder spreder hun benene og tager imod livet, derfor kalder kineserne lysken for “livets port”.

I Goju-Ryu karaten fra Okinawa, som ManuVision træningen har sine rødder i, findes der en stilling, som hedder Shiko-dachi. Den refererer til jordelementet, og det at være groundet.I stillingen åbner vi den nedre bug. Hvor vi fordøjer vores mad, bærer på vores “affald”, indtil vi giver slip på det, smelter sammen og giver livet videre.

Det er igennem vores bækken, ud i vores ben og ned i vores fødder, at vi finder vores jordforbindelse. Måske genkalder vi trygheden fra, da vi lå og skvulpede rundt i vores mors bækken, og den følelse er væsentlig i forhold til vores oplevelse af jordforbindelsen.

Bækkenet er den ”hemmelige” faktor

Står du i længere tid i denne simple stilling, dybt nede i knæ og med benene ude til siden, oplever de fleste et kæmpe drama, for det er ret hårdt.

Dramaet, når vi tror, at vi ikke kan mere, finder ikke sted i underkroppen, men i den øverste del af kroppen, ofte med vores hoved som dirigent.

NU rejser jeg mig snart!

Få så taget det billede!

Bevægelsen ned siger : “Jeg vil, jeg kan og jeg tør det her”.

Bækken

ManuVision træningen, fokuserer meget på at slippe i bækkenet. Spændinger i området kan ændre bækkenets stilling, så det enten tipper frem eller tilbage.

Disse tilsyneladende små ændringer har konsekvenser. De kan få den til at spænde op eller give knæ/fod problemer.

Bækkenet skal hænge som et lod, så rygsøjlen kan rejse sig ubesværet.

Bevægelsen op siger: “Av, nu vil jeg ikke mere, det gør ondt. Det er ikke godt det her.”

Bækkenet skal hænge som et lod i en snor, frit og afslappet.




Stillingen Shiko-dachi udfordrer os, som livet udfordrer os, og vi får muligheden imellem:

Dramaet • Vi kæmper med den fysiske smerte og de

følelser, som kommer op til overfladen. Vi tror, vi ikke kan mere. Det er synd for os. Vi er ikke stærke nok…

Overgivelsen • Vi tillader den fysiske smerte at være sammen

med vores følelser. Derigennem mærker vi istedet den styrke, som vores krop indeholder. Vi overgiver os.

Ved at slippe i bækkenet, trække vejret frit og forbinde os til fødderne, hele vejen ned igennem kroppen kommer vi i kontakt med en uudtømmelig energi som gør, at vi kan stå i Shiko-dachi meget længere, end vi tror er muligt.

ManuVision træning starter nede fra fødderne, fordi det er dem vi står på, og fordi vores jordforbindelse er essentiel, hvis vi skal balancere vores krop, tanker og følelser.

Nogle brøler, andre græder, de fleste siger, at nu kan de ikke mere, men alle kan stå der meget længere, end deres hoved tillader.

Når vi mister jordforbindelsen ignorerer vi vores intuition. Vi kan ikke se tingene i

det store perspektiv, og vi mister kontakten

med virkeligheden.

Fødderne symbolisere vores forståelse af os selv, af livet og af andre.

• Står du på egne ben? ( Eller har du lånt nogle andres?)• Har du kontakt til dine ben? ( Prøv at luk øjnene og mærk dine fødder.)• I hvilken fart går du igennem livet? ( Skal du altid skynde dig? Har du tid nok?)• Hvor er du på vej hen? ( Har du taget stilling?)• Hvordan går du på jorden? (Tungt og slæbende, uden næsten at røre ved den eller

hårdt med hælen først?)




Hele mellemfoden aktiveres ved skiftevis at lave en sammentrækning på ydersiden og indersiden af foden.

• Løft hælen 1 cm over gulvet. • Tæer og forfod holdes fast i gulvet, ved at lægge vægt i. • Tvist hælen hhv. indad og udad.

En simpel fodøvelse til at løsne bla. mellemgulvet/mellemfod:

Hele kroppen er repræsenteret i zoner på fødderne, som vi kender fra Zoneterapi.

Disse zoner aktiverer vi i starten af træningen ved brug af gulvet.

Nakke punkt

Rygsøjlen

Underliv

Skulder-punkt

Hoftepunkt

Knæ og Albue punkt

Brystkasse

Mellemgulv

Bugen

Lyske punkt




ManuVision Træning handler om mere end at træne musklerne og styrke kroppen.

ManuVision træning handler om at være kluddermor – få løst op for de knuder, der er imellem krop, tanker og følelser, så vi igen kan få kontakt til os selv.

ManuVision træning handler om at rumme sig selv, både kroppens intelligens, tankernes styrke og hjertets kraft.

ManuVision træning handler om nuets opmærksomhed, med alt hvad det indebærer – særligt når der er kluddermor i 3-kanten.

Genvej #1: Find fordforbindelsen

• Vær blød i knæene, det er det de er skabt til.

• Slip i underlivet/bækkenet ved at skubbe numsen lidt tilbage, (som hvis du skulle til at sætte dig på en stol) slip i mellemkødet.

• Slip i lænden, lad den blive lang, og mærk dine fodsåler.

Sørg for at dine tæer peger lige frem, når du står og går.Hvis dine tæer peger ud til siden, overstrækker du let dine knæ, så de låser, og du mister let jordforbindelsen. I stedet hænger du i dine led, hvilket går udover din lænd, dine knæ, din vejrtrækning og dit liv.

Rigtig mange mennesker kommer med knæproblemer eller spændinger i den nederste del af ryggen. De spændinger stammer i høj grad fra, hvordan vi bærer os selv. (eller andre - kineserne siger, at vi bærer livet i knæene og familiens glæde i lænden).Når vi skal klare noget, det kan være fysiske øvelser og psykiske udfordringer, så skubber rigtig mange underlivet lidt frem, spænder op i ballerne og lukker i lysken.

Når vi bliver forelsket, siger vi “Du gør mig blød i knæene.” Hvorfor? Fordi livet bare er skønt, vi bliver bløde om hjertet, ting kan lade sig gøre og mange forhindringer opdager vi slet ikke.

Hvordan vi oplever vores knæ, har meget at gøre med, hvordan vi oplever livet.




#2 Mærk min jord “Vidste du, at det er præcis den samme jord du og jeg går rundt på?” “Ja, det ved du nok godt, men kan du mærke det?”

Når der er kluddermor i systemet og al instinktiv natur for længst er overdøvet af aftaler, forpligtelser, stress og jag, kan det være rigtig svært at mærke jorden. Særligt, at det er vores fælles jord.

Rigtig mange føler sig stressede, pressede og adskilt fra trygheden, glæden, samhørigheden….vi overlever…indtil vi ikke gør det mere.

Max 20%, ja sågar siger nogle forskere at under 10%, af alle sygdomme stammer fra generne, de sidste 80-90% er livsstilsygdomme.

Det er jo dybest set en fantastisk information, for det betyder, at vi selv kan gøre noget. Populært sagt, så har vi mulighed for at være medvirkende til at tage ejerskab for vores liv. At det rent faktisk er et demokrati og ikke et diktatur, der lever i os.



!12

Men nogen gange skaber vi vores eget diktatur.

Et hoveddiktatur, som beordrer os til at gøre det

rigtige, gøre det bedre, mere. Måske en frygtsom stemme, som først presser os til at gøre noget, og bagefter straffer os for ikke at have gjort det godt nok.

Vi tror, vi står alene med det hele, kæmper alene, vi holder ud, og det er hårdt. Vi bærer ofte rundt på nogle tunge byrder og bekymringer, som vi glemmer at sætte fra os.

ManuVision træning handler om, at se, mærke og

observere, hvad der sker.

Det er utrolig svært at opleve noget, hvis vi kun “står i det”, så er det i hvert fald kun den oplevelse vi får, “at stå i det…”

Vi kender alle sammen udtrykket; ”at stå i lort til halsen”.

Mange af os kan godt se, at der står en spand lort, men vi hopper gerne op i den igen og igen, i stedet for at gøre noget andet.

Det er for konfronterende at skifte kurs, og vi tror, at det vil gøre mere ondt, end at fortsætte i samme spor og bare gøre, som vi plejer.

Og smerten holder vi os helst fra.

Vi trækker os væk, ind i os selv, vi spænder op i og løfter skulderne helt op til ørene, så vi lige akkurat kan få luft, mens vi bliver stående eller højst bevæger os forsigtigt rundt i spanden med lort.

Vi kan ikke løfte os selv ud af spanden med lort ved at trække skulderne helt op til ørene, til gengæld kan vi få masser af nakkespændinger, hovedpine og en overfladisk vejrtrækning.

- og det virker sjældent.

Vi løsner skulderleddet, ved at rotere det i en stor cirkel. Brystbenet holdes i ro.

For at komme ind i de spændinger vi har imellem skulderbladene, holdes albuerne let strakte.




Vi gør præcis, som vi plejer - også når vi træner.

Derfor er ManuVision træningen genial. Den viser os, hvor vi spænder op i vores krop, når vi bliver udfordret, konfronteret eller flygter - og hvordan vi kommer tilbage til os selv igen.

Det handler om at komme ned i fødderne og få jordforbindelse, men vi skal også søge opad, for vi skal bære vores krop nedefra og op gennem ryggen.

Samtidig med, at vi synker ned i vores bækken og fødder, skal kroppen rejse sig, men det er ikke de spændte skuldre, som skal bære kroppen.

I ManuVision træningen har vi en del specielle og dybdegående øvelser for bla. øverste del at ryggen, nakken og skuldrene.

Vi arbejder med skuldrene for at få dem til at bevæge sig frit, dvs. at leddet er frit, og armen kan bevæge sig uden hele kroppen følger med.

Fordi vi er begrænset af vores spændinger, gør det ondt, når vi laver disse dybe øvelser, og der er mange måder at forsøge at kompensere for dette på.

Øvelse: Den opadgående bevægelse.Stå med fødderne i hoftebredde og mærk tyngden i bækkenet. ”Forestil dig, at du smider en sten i en stille skovsø, blop!!Stenen falder tungt ned i vandet, så der rejser sig en stråle opad”.

Den bevægelse er rygsøjlen, som retter sig ud. Når det sker, kan nakken og lænden blive lange, og skuldrene få lov at hænge tungt.




Den gamle visdoms bog, I-Ching beskriver det således: ”Det er kun, når vi har modet til at se ting, præcis som de er, uden nogen selvbedrag eller illusion, at et lys vil udvikle sig ud af hændelsen, ved hvilken, vejen til succes har mulighed for at blive genkendt.”

Genvej #2: Find den opadgående bevægelse indeni dig selv.

• Find bevægelsen inde i din kerne, langs med indersiden af rygsøjlen, der bevæger sig op og ud igennem din brystkasse.

• Bevar kontakten til dine fødder #1

Når vi accepterer jordens tyngdekraft og giver slip, skal vi intet andet gøre end at synke ned i vores fødder, og derfra retter kroppen sig op.

Dette slip fejlfortolkes ofte med at kroppen falder sammen og med en følelse af svaghed.

At acceptere den tilstand af indre overgivelse er ikke det samme, som fysisk at give op og falde sammen, men noget i os er nødt til at give slip; en tanke, en følelse, så kroppen kan stå frit og ubesværet.

Nogen spænder op i lænden, andre står og hopper i benene, rigtig mange spænder i kæberne og ansigtet, andre holder vejret og kæmper. I stedet for at finde jordforbindelsen og den indre opadsøgende bevægelse og lave det antal repetitioner af den givne teknik, som de nu engang kan.

Øvelserne i træningen er sat op af praktiske og pædagogiske grunde. Det går nemlig ikke kun ud på at lave øvelserne.

De er blot en ramme, hvori vi kan se os selv samtidig med, at vi løsner og former vores krop.




#3 Del det naturlige Kroppen taler mange sprog. Kroppen taler med sin temperatur, sin farve, sin lugt, sine spændinger, sine vibrationer, sin skælven og spjæt.

Kroppen gløder af kærlighed, den skælver af fryd, den bliver hed af ophidselse, grå af smerte, kold af tvivl og angst.

Hjertet banker hårdt i brystet eller vi får en klump i halsen.

Kroppen husker, leddene husker, musklerne husker. Under en kropsbehandling, når der bliver trykket på kroppen, strømmer erindringerne frem fra vores cellers lager; billeder, følelser og stemninger fra hele vores liv.

Enhver krop har sit eget unikke udtryk.




Hvis vi bruger vores tid på at straffe kroppen, ved at nedvurdere den på grund af

dens størrelse og form, tale grimt til den ved at indtage dårlig kost, tænke destruktive tanker eller træne uhensigtsmæssigt, lukker vi af for dens visdom. Over tid får vi generationer med negative og selvfordømmende mennesker, som ikke glædes over deres fantastiske kroppe.

Det ødelægger vores naturlige instinktive forhold til vores kroppe.

• Vi bekymrer os mere og mere om vores ydre, og hvordan vi ser ud.

• Vi bliver konstant bombarderet med informationer om kost, træning og levevis, som får os til at tvivle på, om vi gør det rigtige; spiser for meget, for lidt eller forkert. Om hvordan vi skal tabe os? Hvilken træningsform eller hvilken kur, som er den rigtige? Om vi har de rigtige mål eller om vægten viser for meget.

• Vi bruger rigtig meget tid på at spekulere over, om vi er gode mennesker.

Og, mens vi lever i vores eget drama om “rigtigt og forkert”, tømmer vi køleskabet, falder for søde sager, kaffe, rygning, alkohol og andre stimulanser.

Vi har en indre sult, som vi føler skal mættes.

Men det er ikke alle disse fristelser, som lukker munden på denne indre skrigende, sultne stemme. De virker blot som et hurtigt fix. Stemmen er en længslens stemme. En stemme, som kalder på anerkendelse; at blive behandlet med respekt og accepteret af andre - og især af os selv.

Ved at bedøve denne stemme med diverse stimulanser forsøger vi at lukke af for kroppens naturlige instinkter, men kroppen reagerer med spændinger og fysiske smertesignaler: Vi spænder op og får ondt. Det tager tid, spændingerne bliver kraftigere og kraftigere for til sidst at blive et fysisk udtryk; Vi får f.eks. ondt i ryggen, nakken, knæene, og fortsætter vi med at overhøre kroppens naturlige reaktioner på vores adfærd, er det ikke kun vores krop, der ender med at være stresset, men også vores psyke, der reagerer med stresssymptomer eller f.eks depression.




Al træning får vores følelser frem, får den indre stemme op til overfladen, men i ManuVision træningen tager vi stemmen alvorligt.Vi tillader den at komme til udtryk, lytter til den og giver den plads. Hvis man gennem træning, ikke lærer at lytte til denne stemme, risikerer man blot at optræne et større spænd i de i forvejen skabte spændinger i kroppen. Men ved at give udtryk for denne stemme, forløses følelsen og dermed den fysiske spænding, som kan sidde i leddene og musklerne.

Det er blevet normalt at have nakkespændinger, at være stresset eller have

livsstilssygdomme. Børn helt ned i indskolingen er stressede, og det er naturlige reaktioner fra vores krop. Hvad der derimod ikke er naturligt, er vores totale accept af kroppens signalsystem (smerte), som værende noget vi ikke kan eller skal gøre andet ved end at tage en pille.

Og når vi lever dette unaturlige, men normale liv, bliver det vores fængsel, vores omgivelsers fængsel og vores kulturs fængsel.

Vi kan leve i denne unaturlige, men normaliserede verden eller vi kan leve i den naturlige vilde instinktive verden. Vi kan vælge.




I den unaturlige normaliserede verden: • Jeg kalder min krop navne: mormor arme, tyksak, bræt om lænden, stivnakke – jeg

dømmer og vurderer den.

• Jeg sammenligner min krop med de billeder, jeg ser i medierne.

• Jeg tror f.eks, at smerter i albuen kun har noget med albuen at gøre.

• Jeg tror, at kroppen er en mekanisk ting, et sted hvor jeg er placeret, og som kan bruges, indtil den er slidt op. Et simpelt transportmiddel for mit hoved.

• Jeg kommer til træning for at træne én bestemt muskelgruppe eller del af min krop.

• Jeg træner og træner, så jeg bliver stærkere og stærkere, så kan jeg klare mere og mere.

• Jeg er isoleret i min krop, og måske kan jeg slet ikke mærke den.

• Jeg mangler at tage ansvar for min krop, mangler at kommunikere med min krop, mangler at lytte til min krop.

• Jeg mangler at tage ansvar for mit liv.

I den naturlige instinktive verden:

• Min krops hensigt er at opbevare minder og fylde mig med følelser, som bevis på, at jeg eksisterer. Den er, den synlige del af mig.

• Men kroppen behøver ikke kun at være “et statement, et udtryk”. Den er også en række døre og sprækker, hvorigennem jeg kan lære alt muligt.

• Jeg tillader kroppen at reagere på mine tanker og følelser. Den kan spjætte, krampe, svaje, støde, ryste og dens reaktioner, kan jeg reflektere over.

• Jeg kan tage kontakt til min krop igennem min vejrtrækning og fordybe mig i dens sprog, hvis jeg ikke har en agenda på min krops vegne; At jeg vil have en bestemt reaktion fra den f.eks, lad vær med at gøre ondt.

Alt dette kræver, at vi erkender og accepterer, at kroppen hænger sammen med vores tanker og følelser.

Så vi bruger vores krop som samarbejdspartner og mærker, hvordan vores krop hænger sammen med omverdenen.




Diafragma, vores primære

åndedræts-muskel.

Hjertet hviler på diafragma.Her er

jeg

Diafragma kan bevæge sig op og ned.

Stivner diafragma står livet stille, for vi kan ikke udtrykke vores

følelser.

Rigtig mange er låste i diafragma og bruger

nakkemusklerne til at trække vejret med.

Hvis vi forestiller os et barn, som har slået sig. Det kommer grædende, snøftende og hikkende hen til os for at få trøst. Vi sætter os ned, tager naturligt en dyb vejrtrækning og spørger stille og med blid stemme ”Jeg kan se, at du er ked af det, hvad er der sket?”.

Det er så naturligt, at det egentlig virker tåbeligt at skrive her, men hvis barnet var kroppen, ville rigtig mange vende ryggen til, holde vejret og håbe på, at den gik væk.

En naturlig reaktion, når vi møder smerte, modstand eller skal koncentrere os er at stoppe med at trække vejret. Det er en mekanisme, som vi ikke kan ændre ved, men vi kan træne vores opmærksomhed, så vi opdager det, når det sker og dermed kan slippe det.Den opmærksomhed er essensen af ManuVision træning.

Diafragma er egentlig vores primære åndedræts muskel, men den er ofte så låst at folk søger op og bruger brystkassen samt de store nakkemuskler til at trække vejret med. Dette er en naturlig mekanisme, men det er ikke naturligt at blive i den tilstand. Det er en overlevelsesmekanisme, som er hensigtsmæssig, hvis vi virkelig er i livsfare, men det er vi jo sjældent.

Åndedrættet bliver begrænset, og det bliver næsten umuligt at finde sin jordforbindelse. Det kan man se ved:

1. at det er svært at slippe i bugen og spile den ud, når vejret trækkes ind.

2. at der ingen eller næsten ingen udadgående bevægelse er ud til siderne midtpå brystkassen.




Stræk & behandling

Åndedrættet er kroppens kommunikationsvej. Det er igennem åndedrættet, at vi kommunikere med vores krop, vores indre instinktive visdom og hinanden.

Når vi trækker vejret dybt ind, er det ligesom at sige: “Her er jeg”.

Når vi slipper vores udånding, som et frit fald, uden at spænde i halsen, kæberne eller munden og uden at støde luften ud, giver det os mulighed for at se/mærke os selv, som vi virkelig er - og ikke, som den vi tror, vi skal være.

Det er slippet i udåndingen, der er det vigtigste.

Jo mere vi slipper i åndedrættet, jo mere er der plads til at trække ny frisk ilt ind. Vi skal nok trække vejret ind, men hvis vi kun slipper 30%, så er der kun plads til 30% ny ilt.

At slippe kræver ingenting, og alligevel kræver det ALT.

Når vi virkelig slipper åndedrættet, slipper vi os selv fri, og det er sårbart.

På billedet afspændes diafragma.

I slutningen af hver ManuVision træning laver vi et stræk.

Nogle stræk laver vi alene og andre laver vi sammen 2 og 2.

Strækkene arbejder ofte videre på det fokus, der har været undervejs i træningen.

Hvis der f.eks har været meget fokus på at få “smurt” hofteskålen igennem dynamiske øvelser, kunne vi lave et stræk, der skiftevis sammentrækker og udvider muskulaturen i lysken og lænden, som har indflydelse på hoften.

Det er vigtigt at have opmærksomhed både på de udvidende og sammentrækkende muskler. Kroppen opleves som en helhed, og åndedrættet er kommunikationsvejen.




Genvej #3: Slip åndedrættet.

• Træk vejret dybt ned i maven.

• Slip åndedrættet igennem en åben afslappet mund. Mærk slippet helt nede fra bunden af halsen.

• Bevar kontakten til fødderne #1.

• Find de opadsøgende bevægelse #2.

Åndedrættet er essentielt i ManuVision træningen, fordi det hjælper os til at tage kærlig, bevidst og ansvarsfuld kontakt med vores krop.

Når vi ikke trækker vejret, ikke accepterer situationen eller er bange for situationen, får vi stress.

Vi får sværere og sværere ved at være tilstede i vores nu, og vi mister vores mavefornemmelse og jordforbindelse.

Livet løber afsted, vi halser bagefter, og glemmer at trække vejret - og pludselig kan vi ikke finde hjem. Lige så langsomt bliver kløften for stor, og vi bliver bange for, at vi aldrig finder hjem igen, med risiko for, at vi synker ned i en tilstand af depression.

Styrken ved vores åndedræt er, at det altid er der. Det er vores eget valg og et valg vi hele tiden kan tage, når vi har brug for at vende hjem til os selv.

I ManuVision træningen lærer kroppen denne nye strategi; At jo mere vi kan acceptere kroppens sprog og situation igennem åndedrættet, jo mindre ondt gør den.




#4 ManuVision træning er Ekstrem mindfulness Mindfulness er evnen til nærvær, og fuld opmærksomhed på det, der er lige nu. Tilstedeværelse med alle sanser vågne.

Følelser og tanker opleves, som de er, men vurderes ikke. De observeres blot, hvilket giver et indblik i, hvorledes man selv er.

Vi ser på egne tankemønstre og kroppens reaktionsmønstre, og vi får derved et billede af, hvordan vi reagerer på bl.a. stress, pres og psykisk/ fysisk smerte.

Bevidsthed om os selv og vores reaktioner giver mulighed for objektivt at forholde os til, hvad der end måtte opstå i nuet. Derved opøver vi en evne til at agere i stedet for at reagere.




ManuVision træning er ikke wellness. Det er ekstrem mindfulness træning, fordi vi i alle øvelserne, med stort fokus på åndedrættet, vender tilbage til vores indre opmærksomhed, også når vi udfordrer både led, sener, muskler og vores smertetærskel.

Hele kroppen trænes, men oftest startes der med at lave mange øvelser med tæerne og fødderne.

At træne og være opmærksom på fødderne kræver, at du forbinder dig ned igennem hele din krop oppe fra dit hoved.

Det kan gøre ondt i starten, når vi laver tå- og fodøvelser.

Det er der flere grunde til;

• De ømme zoner i foden repræsenterer blokerede områder i kroppen.

• Du er ikke vant til at have fødder/tæer i de stillinger.




Accepten af præcist det, der foregår i vores

krop, vores tanker og følelser lige nu - ligegyldigt om det er "positivt" eller "negativt" virker helbredende.

Det giver ro og kontakt til os selv.

Tanker påvirker os, for cellerne i vores krop

udspionerer vores tanker.

Det er derfor “placebo effekten” fungerer.

Hvis vi kan se tankerne, følelserne og smerten, som blot et udtryk, og ikke som virkeligheden, har de ingen magt over os, og vi kan give slip på dem.

Når vi træner den totale accept af, hvad der er i live i os lige nu, betyder det ikke, at vi undgår ubehagelige følelser, tanker eller smerter.

Men det betyder, at de ubehagelige tanker og følelser ikke længere får samme magt over vores sind og liv, som de havde før.

ManuVision træningen udfordrer vores evne til at være nærværende overfor os

selv.

Man kan sige, at det er en lang øvelse i at bevare sit nærvær for at opdage sine mønstre af modstand, fornægtelse og kontrol; at opdage sine offer tendenser og dertil hørende jammerlyde

At acceptere alt, hvad der er, og netop stadig trække vejret.

Kroppen er mangfoldig, den kan så meget mere, end vi tror, men den er også lidt som et lille barn. Den vokser virkelig, når den får accept og tillid.




At acceptere vores krop er afgørende for at kunne hjælpe os selv, men det kræver bevidsthed.

Accept er at erkende din krops tilstand, anerkende den for at være lige der, hvor den er. Accepter de omstændigheder, som har bragt kroppen i den tilstand, den er i.Det er uden undskyldninger om arvelige gener, årelange arbejdssituationer og lægens ord om uhelbredelige diagnoser.

Accept af vores krop handler om, at vi har modet til at være med vores krop – også når den gør ondt fysisk, når vi skammer os eller føler skyld over den tilstand, som vi har skabt i vores krop.

Genvej #4: Accept som attitude.

• Accepter kroppens signaler; spændinger, smerter mm.

• Accepter dine tanker. Lad dem glide forbi, som skyer på himlen.

• Accepter dine følelser. “Du har en følelse, du er ikke din følelse.”

Genvej #4 er et mentalt punkt. Genvej #1-3 var fysiske.

Men alle genvejene handler om, hvordan vi stiller os i forhold til livet fysisk og psykisk. Derfor skal du stadig huske dit fundament:

#1 Søg ned i dine fødder og slip bækkenet.

#2 Finde din indre opadsøgende bevægelse.

#3 Slip åndedrættet.

Vær med det, der er. Det, som er i live i dig lige nu og her. Giv dig selv lov til at være med det hele

Men det handler også om at gøre det, når vi bliver presset, ikke kun når vi står og betragter en smuk solnedgang eller mediterer, men tværimod når livet gør ondt.

Kontrol og angst er stærke modspillere til accept.Hvis vi ikke er bange for noget, er der ingen grund til at kontrollere noget.Det er angsten for, at noget kan gå galt eller gå i stykker, som får os til at kontrollere.Det, vi derimod kan acceptere, har vi “kontrol” over, for vi har ikke behov for at reagere på det.Det kan være en smerte, spænding, sitren… i min krop, en tanke, en følelse eller noget, som sker i mit liv.

“Jeg velsigner min fortid, accepterer mit nu og glæder mig til min fremtid.”




#5 Red mig Når vi beskriver, hvordan vi har det, ender det ofte ganske unuanceret med følelser

som; glad, sur, vred, ked af det eller irriteret.

Hvornår har vi sidst sagt: jeg er munter, fornøjet, berørt, ellevild, engageret, anspændt, desperat, ivrig, ensom, lystig, beklemt, hidsig, trist… ?”

Nogle af ordene ville vi slet ikke bruge, selvom det var den fornemmelse, vi stod med. For det er ikke i orden at være hidsig, og det er heller ikke altid passende med ensom eller ellevild.

Nogle gange fornægter vi, at visse følelser hos os eksisterer, og skjuler os bag en mere accepteret “normal” følelse.

Men så er der de følelser, som sætter lidt mere kulør på tilværelsen.

Disse følelser kaldes tankefølelser, da det er noget, vi tænker os til.

Noget sker, og vi mener andre burde have handlet anderledes.

Tankefølelser er: bedraget, afbrudt, brugt, forbigået, afvist, forladt, angrebet, bagtalt, forrådt, forsømt, ignoreret, misbrugt, truet, svigtet, snydt, provokeret, ydmyget, uønsket, usynliggjort, udnyttet, trådt på, overset, presset, trængt, tilsidesat.

Når vi nægter at tage ansvar for os selv, får vi mulighed for at sladre om det i timevis, og kaste skylden på andre.

Alle er det følelser, som skaber drama og intensitet, og de kan vare en livstid, ligeså længe vi kan holde fast i tanken om, at det burde have været anderledes.



!27

På samme måde, som vi kan glemme at gøre vores følelsesliv nuanceret, kan vi glemme at gøre vores krop nuanceret.

Hvis vi kun træner og fokuserer på de store muskelgrupper, faste baller, vaskebræt, taljen eller bestemte bevægemønstre så mister vi kroppens nuancer, og den bliver stiv og usmidig.

Vi træner og tænker på en bestemt måde, fordi det virker, som den rigtige måde, men ensformigheden koster på kroppens konto. Og den ender ofte med at blive spændt og usmidig.

Vi begynder at komme med undskyldninger og skjuler os bag forklaringer, når kroppen ikke slår til og begynder at gøre ondt.

Der er en masse forskellige ting, som vi kan finde på at sige såsom:

• Jeg er bange for at mine knæ ikke kan holde til det

• Det er for langt, for hårdt, for tidligt ……, • Jeg er ikke stærk nok• Jeg er ikke hurtig nok• Det er alderen• Jeg er for slidt• Det er for overvældende, jeg har givet op

overfor min krop• Jeg har ikke nok energi, jeg er for træt• Sådan er det i min familie, der kan vores

kroppe ikke sådan noget• Jeg er for høj, klodset, lille, langsom,

tung i røven….

Vi kan få mange timer til at gå med at snakke om og tænke over, hvorfor vores kroppe ikke kan eller vil det samme som os, som fx at tabe 10 kg, knæene gør ondt, lænden er stiv eller at overarmene ikke er store nok.

Der bliver bygget en hel historie op omkring, hvor begrænsede vi er pga. vores kroppe.

Jo mere vi snakker om, hvor lidt vi forstår, og hvorfor det lige har ramt os, jo mindre er vi tilstede i vores krop, og jo mindre af kroppens visdom, har vi kontakt til.

Vi ender med at blive vores symptomer, vores dårlige ryg, kolde skulder eller forhøjede blodtryk.




Offerrollen er nok den stærkeste forkastelse af ens egen styrke, og vi oplever virkelig

offerrollen, når vi møder smerten. Psykisk som fysisk.

Oplevelsen af både den fysiske og psykiske smerte er tæt forbundet med det, vi tænker om situationen. Om det er en smertefuld fodøvelse eller en kommentar, som vi i vores sind dømmer, som en afvisning.

Vores attitude og holdning overfor situationen betyder alt. Det, vi tænker, er

afgørende.

Igennem træningen kan vi styrke vores bevidsthed om, hvad det egentlig er, vi står og tænker om os selv, de andre, underviseren, øvelsen eller smerten.

Åndedrættet spiller igen en meget vigtig rolle. Vi kan ikke udtrykke en følelse uden at diafragma bliver påvirket.Følelser kan ikke forløses, hvis ikke åndedrættet kan slippe igennem. Hvis vi holder vejret og tænker tanker, i stedet for at lade livet og åndedrættet slippe igennem vores krop, så stivner vi i kroppen og diafragma.

For at ændre vores vane med at holde på os selv; holde på vejret i stedet for at give slip og lade vejrtrækningen og følelser passere igennem vores krop, må vi gøre noget andet end vi plejer.

Højst sandsynlig er det en tanke, en overbevisning, som vi må holde op med at tro på. Det kan være en overbevisning om vores krops begrænsniger eller negative tanker om os selv.

På den måde har jeg mulighed for at opleve mig selv på en anden måde, befrugte en ny del af mig.

Men rigtig mange gentager sig selv dag efter dag, og drømmer om den dag, hvor de

selv kan bestemme deres virkelighed.

”Hvordan kan vi sige, at vi har levet fuldt ud hver eneste dag, når vi blot oplever de samme følelser, som vi er afhængige af hver dag? Det, vi rent faktisk siger, er: Jeg er nødt til at genbekræfte, hvem jeg er, og min personlighed er, jeg er nødt til at gøre dette, jeg er nødt til at tage derhen, jeg er nødt til at være det. – Ramtha




Genvej #5: Opmærksomheden er essentiel. Tag ansvar!

• vær opmærksom på ordene du beskriver dig selv med.

• vær opmærksom på undskyldninger og forklaringer.

• Accepter omstændighederne du står i #4

• Søg ned i dine fødder og slip bækkenet #1

• Finde din indre opadsøgende bevægelse #2

• Slip åndedrættet #3

Vores krop er skabt til at udtrykke alt.

Styrke, sensualitet, svaghed, maskulinitet, femininitet……Vi har mulighed for at opleve det hele igennem vores krop.

Det handler om, at vi tager fuldt og helt ansvar.

Og træningslokalet er genialt til at vise os, hvor vi løber om hjørner med os selv.

Vi laver eksempelvis en øvelse, den presser os meget.

Vi bliver nødt til at yde max. Det er hårdt og gør måske lidt ondt.

Vi laver en grimasse og en “jeg kæmper helt vildt” lyd, som sidder fast i vores hals…..for hvis skyld?

Det er ikke for vores krops skyld, for den får ikke lov at bryde igennem, den bliver nærmere holdt tilbage af en spænding i vores hals.

Så hvem spiller vi egentlig teater for? For underviserens skyld - muligvis.

For vores egen skyld - højst sandsynligt.

Vi er nødt til at give op og lade lyden komme igennem. Når lyden og åndedrættet bryder igennem, har vi kontakt til hele vores krop og vores styrke maksimeres.



!30

De 5 Genveje Genvej #1

Genskab din jordforbindelse ved at slippe i bækkenet, vær blød i dine knæ og søg ned i dine fødder.

Genvej #2

Men det betyder ikke, at du skal falde sammen. Du har et valg.Find den bevægelse, som rejser sig fra dit indre helt nede fra fødderne, en opadsøgende bevægelse, der retter dig ud, så både din lænd, nakke og skuldre kan få fri.

Genvej #3

Træk vejret, men det handler ikke kun om at trække vejret ind - slip åndedrættet igennem en åben og afslappet mund.

Genvej #4

Accept som attitude. Det fysiske bevis er, når du slipper din udånding. Det psykiske bevis er, at du accepterer din krops spændinger, og de omstændigheder der har skabt dem.

Genvej #5

Ærlig opmærksomhed.De færreste af os kan prale med aldrig at spille et lille drama, selvom vi sjældent vil indrømme det. Brug træningslokalet til at undersøge dine egne motiver og dramaer.

Og husk alle ManuVision trænere er behandlere. Vi kan godt tåle både lyde og voldsomme udtryk…vi oplever det dagligt i behandler lokalet… Og vi gør det selv.




Vi har brug for dig nu! ManuVision træning virker, fordi der kommer bevægelse i din krop. Vejrtrækningen bliver dybere, pulsen højere, hjertet arbejder, lymfevæsken, som er kroppens renovationsselskab, bærer affald bort og endorfinerne gør os glade.

Vores krop er skabt til bevægelse, og den har brug for det, fordi den skal fornyes.

Og er det ikke sjovt, at en meget stor del af den krop, som holdt nytår sidste år, er blevet skiftet ud.Faktisk er det en næsten ny krop, vi holder nytår med i år.

Vores tankemønstre og følelsesliv derimod fornyer sig sjældent så meget.Hvis vi har svært ved at se det hos os selv, kan vi tænke på en i vores nærmeste omgangskreds, som er stivnet og sidder fast i sin tankegang…

Rigtig mange af dem, som kommer til ManuVision træning, kommer, fordi de godt ved, at de selv kan gøre en forskel - ved at møde sig selv på en anden måde end det vores kultur lærer os.

Vi drukner i lykkepiller, smertestillende piller, gigtmedicin, blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin. Medicin bedøver os og fjerner os fra os selv og livet.

Vi har brug for dig - nu. Vores krops celler skriger på os, fordi de vil genforenes lykkeligt med vores tanker og følelser. Verden har brug for os, som et helt menneske, som kan agere udfra en reel tilstedeværelse.

Vi håber, at du ser muligheden i at kombinere selvudvikling og selvbehandling med træning.ManuVision træningen er en slags 3 i 1 træning, hvor vi hele tiden, igennem kroppen bliver bevidst om vores tanker og følelser.

ManuVision er en træning, som kan forebygge, at “der går kluddermor i trekanten.”




Malene 49 år

Vi kommer hele kroppen rundt fra tå til top, og vi får rørt – og berørt - muskelgrupper og steder i os selv, som måske slet ikke ville blive aktiveret ellers.

Gang på gang oplever jeg træningen som en dynamisk proces, der både indeholder nogle helt ”håndgribelige” fysiske øvelser og samtidig flytter på noget i krop og sind, som jeg ikke nødvendigvis kan – eller behøver – sætte ord på.

For mig er træningen både en form for vedligeholdelse og en konstant proces, og den er stærkt vanedannende – på den gode måde.

Jeg er tit vågnet en morgen, hvor jeg skulle til træning og har følt mig både træt og utilpas, men er taget derhen alligevel, og jeg har aldrig fortrudt, men har tværtimod fået det langt bedre af træningen.

Kort sagt er det – i flere betydninger – træning for livet!

#6 PS. Vi gør det




Hver onsdag morgen slås jeg lidt med mig selv, om jeg skal tage afsted, men jeg har aldrig fortrudt at tage til træning.

Vi kommer hele kroppen igennem. Det gør ondt, men jeg er stolt af mig selv, og jeg besøger hver gang min egen begrænsning.

Vi kan få et sår på fingeren, og kroppen heler det. På samme måde kan kroppen hele sig selv indeni. Blodet og energien strømmer igennem kroppen.

Det er en holistisk måde at træne på.

De forstår, at det hele hænger sammen.

Ude i livet har vi ingen naturlige bevægelser, vi sidder bomstille foran en computer, men til træning bliver min krop vækket.

Lissen 70 år

Jeg fik konstateret slidgigt i de nederste ryghvirvler, da jeg var 30 år. Jeg blev lagt i stræk og måtte kun lave skånegymnastik, sagde lægerne.

Jeg arbejdede dog alt for meget, drak for meget kaffe og røg 30 cigaretter om dagen.

Til sidst gik det galt og i 1996 sagde min krop fra.

Jeg fik betændelse i alle negle, svamp og min fordøjelse gik næsten i stå. Jeg fik medicinsk behandling på Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, men min tilstand blev kun værre.

I 1997 fik jeg kontakt til Kristoffer Glavind Kjær og Filip Rankenberg. Jeg begyndte i et behandlingsforløb og til træning.

De satte mig også på udrensende kost, og efter et års tid, fik jeg det godt igen.

Jeg var 54 år – og det var mit held – for med den nedslidte ryg og stressede krop, er jeg sikker på, at jeg ikke havde kunnet bevæge mig, som jeg gør nu, hvis jeg ikke var blevet hjulpet i gang med de forandringer, jeg foretog dengang.

I 16 år har jeg gået til træningen – gerne 2 gange om ugen – og min krop kan ikke undvære det.

Det er vigtigt for mig at holde mig i gang i alle dele af kroppen og ManuVision Træningen er lige den træning, der efter min mening er i stand til det – fordi den kommer ind i alle kroge af min krop.

Karin 70 år




#7 Torben Scharling Svendsen Når jeg træner, mærker jeg, at jeg lever.

Jeg får inspiration gennem træningen og ser tydeligt, hvordan følelser og tankemønstre sætter sig i vores krop, - og hvordan vi fysisk kan adressere det igennem relevante øvelser i vores træning.

Jeg elsker at træne, udforske, svede, være sammen med mennesker og alle de

aspekter bliver til fulde tilfredsstillet i ManuVision træningen.




Jeg har trænet karate siden 1976 i Karlslunde Karate Klub.

Men i 1986/87 tog mit liv en vigtig drejning.Vi skiftede stilart og startede på at træne Okinawa Goju-Ryu Karate-do under den legendariske mester Higaonna Morio Sensei.

Dette skift ændrede mit syn på karaten og på livet. I 1987 blev jeg chefinstruktør i Karlslunde Karate Klub. Et stort ansvar for en 22 årig, som jeg tog meget alvorligt.Jeg ville lære “alt” om Okinawa Goju-Ryu, så jeg kunne videreformidle det til mine elever (jeg søger stadig…)Jeg trænede, underviste og rejste for at tilegne mig viden. Higaonna Sensei var dengang bosat i USA, hvor jeg rejste til, boede og trænede over to omgange i hhv 3 og 6 måneder, med 2-3 ganges daglig træning af 2-3 timer.

Okinawa Goju-Ryu Karate-do har en slags opvarmningssystem kaldet “Junbi Undo”. Det er et genialt sammensat program af øvelser, som grundlæggeren af Goju-Ryu, Miyagi Sensei lavede i 1920’erne i samarbejde med en læge.“Junbi Undo” er ikke blot opvarmning, og oversættelsen er også “forberedende øvelser”. Det er øvelser, der forbereder kroppen på de forskellige karate teknikker, men det er også øvelser, der forbereder os på, de udfordringer livet bringer os.

Et af medlemmerne i Karlslunde hed Bengt Valentino Andersen (tidl. Hartung), og med en lille ændring af “Junbi Undo” startede han sin “Hartung træning” (senere BSDS/Body-sds træning). En sjov konstellation opstod, hvor jeg fortsat underviste Bengt i karate og “Junbi Undo”, og jeg selv deltog i "Hartung træningen". Jeg tog sidenhen BSDS uddannelsen på det første hold.

Her mødte jeg mine nuværende samarbejdspartnere, som jeg i 2004 skabte

ManuVision sammen med. ManuVision er idag træning, behandling, udannelse, kurser

mm.




Siden 1997 har kropsbehandling og træning været min fuldtidsbeskæftigelse.

ManuVison træningen idag er mere end et system. Det er en træningsform, som har sine rødder tilbage fra “Junbi Undo”, en unik tanke og studier af kroppen fra den subtropiske Ø, Okinawa i det Syd Kinesiske Hav.Vi har tilpasset træningen det 21. århundredes travle menneske her mod nord, med idéer, tanker og inspiration fra mange sider, bl.a. Yoga, Aikido, teater…, ja alt der har med træning af kroppen, bliver gerne draget med i ManuVision træningen.

ManuVision træningen er en levende træning, der opbygger og træner din krop. Der er stor opmærksomhed på at forløse de spænd og blokeringer, som du har opbygget igennem livet, så du bedre kan samarbejde med din krop.

Torben




#8 Cristine Wasgård ManuVision træning betyder rigtig meget for mig. De 5 opmærksomhedspunkter/genveje bruger jeg også i andre situationer. De er blevet et redskab, en fysisk måde at møde verdenen på.

F.eks. var min skønne datter på 10 år ikke så hurtig om morgenen, når hun skulle i skole. Det resulterede alt for ofte i en ikke-så-kærlig hår børstning af hende, mens jeg vrissende beklagede mig over hendes langsomhed.

Rigtig dårlig start!

Men så en dag huskede jeg, hvad jeg altid gør, når jeg starter en træning – nemlig at tage udramatisk kontakt til mig selv igennem min krop og vupti, så forandrede vores morgen ritual sig.

Faktisk bruger jeg det i alle mine nære relationer. Også den til mig selv.

Før havde jeg svært ved at støtte mig selv indefra. Jeg havde masser af drømme, men følte at intet lykkedes eller var for svært. Jeg havde taget mange kurser og flere uddannelser i terapi, coaching og mægling både i indland og udland, men jeg prøvede hele tiden at regne den ud, at tænke mig til løsningen.




ManuVision startede også, som en tænkt løsning.Nu havde jeg arbejdet med følelser, tanker og masser af skygger…..og jeg var stadig utilfreds.

Kroppen måtte være løsningen.Det var den, men slet ikke på den måde, som jeg havde forventet.

Jeg troede, at jeg skulle lære at styre den, beherske den, udfordre den, trimme den - være stærk i den.

Men så vidste den mig noget helt andet. Igen.

For 2 1/2 år siden lavede jeg en øvelse med ManuVision Underviser/Partner, Mette Steen.

En øvelse, hvor du dybest set blot står med armene ud til siden - i laaaang tid.

Det var ulideligt, det gjorde ondt - jeg gik i panik.

For nyligt lavede jeg den samme øvelse igen.

Det gjorde stadig ondt, og jeg møder stadig et punkt, hvor jeg tænker, at nu må jeg opgive, men denne gang gik det anderledes.

Jeg blev stående, jeg havde kontakt til mit bækken, mine fødder og den opadsøgende bevægelse indeni, som på trods af øvelsen, kan lade mine skuldre slappe af.

Jeg gik ikke i panik, for jeg havde et andet sted at gå hen, nemlig ind i min krop.

Det er selvfølgelig ikke altid, at jeg husker det.

Men det er oftere og oftere, at det lykkes mig at tage udramatisk kontakt til mig selv igennem min krop, så jeg slipper for at løbe afsted hånd i hånd med en eller anden gammel skyggeoverbevisning, som fortæller mig, “at jeg ikk’ er god nok”.

Cristine




#9 SUMMA SUMMARUM

Der findes en kultur, som er ens næsten overalt, og den hedder træning.

Den kultur handler om kroppen. Men vi skal huske, at det ikke kun handler om kroppen. Kroppen er uløseligt forbundet med vores tanker og følelser.

ManuVision træningen ved det - Kroppen husker alt.

Den er et kæmpe lager af uforløste spændinger, både fysiske og psykiske. Alle spændingerne i vores krop har en historie, om dengang de blev skabt, og der var både en tanke og en følelse tilstede.

Derfor er det effektivt, at slå det hele sammen. Både at arbejde med følelser, tanker og vores krop på samme tid.Hvis vi vil skabe forandringer i vores liv, har vi brug for at tage ansvar for forandringen. Vi skal tage ansvar for det, som er vigtigt for os.

Vi bliver nærværende, tilstede, opmærksomme og åbne overfor den proces, som sker i vores krop, når tankerne ikke længere styrer showet.

Det kræver villighed at forandre os, lade noget dø, så noget nyt kan opstå.

Vi kan have en diagnose, såsom en kold skulder, dårligt knæ, ryg… En diagnose, som begrænser os fysisk, men også psykisk.Tankerne om vores tilstand kan begrænse os så meget, at de begrænser os mere end selve det fysiske problem. Vi har sikkert alle mødt dem, som stivner i deres tilstand, ikke kan tale om andet og fuldstændig identificerer sig med det mærkat en diagnose også er.




Med vores tanker har vi muligheden for at se; at noget nyt allerede er opstået - tro på det og mærke det indefra - igennem kroppen. ManuVision træningen har her en fordel. Den arbejder nemlig med at mærke den fysiske grænse, samtidig med at den forløser den psykiske begrænsning.Så vi ærligt oplever vores krop.

At udvikle og forandre sig på et træningshold, hvor du er guidet af en professionel

behandler, er et fantastisk sted at begynde at tage ansvar for dit liv. Du møder op hver uge, og står sammen med mange af de samme mennesker.Rummet du træner i bliver som en familie, hvor der kommer udbrud og følelser. Under træningen kan der grines, hulkes og rystes, men fordi ManuVision er en træningsform, som rummer accepten af kroppens fysiske udtryk, tankernes begrænsning og følelsernes kaos, vil det føles helt naturligt og ikke mindst forløsende, - så hele din krop igen kan “trække vejret"….

Underviserne i ManuVision træningen er uddannede behandlere, som er vant til at håndtere menneskers forskellige udtryk.

“You must have chaos within you to give birth to a dancing star.” Nietzsche

ManuVision træning er mere end bare et system, det er et stærkt fællesskab med udvikling i centrum.

Cristine & Torben


kluddermor i 3-kanten

Documents