BUNKERILL

APRIL 2011//13.ÅRGANG//NR.02

Kåre Quist lover brunch og grønne skove.

Kravling-reportage Side 8-9 PERSPEKTIV Side 16-19

DEBAT:

’Demokrati-fuckeren’.Hvem er han? Går han på DMJX? Lars Bjerg skriver, at han ikke vil under-vise ham. Komminikatø-ren siger, at han tjener borgerne.Gammel i faget. Torben Ølholm er ud-

dannet på den gamle skole. Årgang 1.

De bliver hevet i ærmet og hvisket i ørerne. Journalisterne på Christiansborg. Praktikanterne lærer at spidse albuerne, men samtidig florerer en landsby-stemning på det gamle slot. ’Du har det ikke fra mig, men...’ FOKUS ser nærmere på ’Journalistik på Borgen’.

Side 5Side 7

Side 12-15

Hyperlokal journalistik

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk2

Illustreret bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N

ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast

97 15 66 00

Udgivelse

5. april 2011

13. årgang - 2. udgave

Økonomi- og annonceansvarlig

Kasper Iversen

kiversen@mail.djh.dk

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studeren-

de og ansatte på Journalisthøjskolen,

til danske redaktioner og deres prakti-

kanter samt til journaliststuderende på

SDU og RUC.

Citater, billeder og andet materiale fra

avisen må kun bringes med udførlig

kildeangivelse.

“Artiklen kunne bringes i et større dansk dag-blad, for eksempel Politiken,” skriver vi i re-fleksionsrapport efter refleksionsrapport, når vi bliver bedt om at forholde os til målgruppe og modtagermedie. Men faktum er, at de færreste af os kommer til at skrive artikler til de større danske dagblade. Af mange grunde: dagbla-denes oplagstal er faldende, journalistik i dag gøres i høj grad op efter antal klik på nettet, og journalistuddannede finder i stigende omfang jobs som kommunikationsfolk i private og of-fentlige stillinger.

Men når ’store-match-dag’ er over os om en måneds tid, viser der sig sandsynligvis – som altid – et tydeligt mismatch mellem de stillin-ger, der slås op, og de stillinger der søges. Og det er ikke kun antallet af stillinger, der ikke matcher – det er i høj grad også typen. Denne udgaves praktikantstafet er skrevet af en 4. se-mestersstuderende, der blankt indrømmer, at Dansk Metal ikke var drømmestedet. Sådan har mange af os det nok. Men spørgsmålet er, hvor det mismatch, der eksisterer, mellem hvad vi forestiller os, vi skal som journalister, og hvad vi faktisk kommer til at lave, opstår.

På skolen lærer vi, at noget er god journali-stik (Politiken) og noget er dårlig journalistik (Se og Hør). Det er ikke i sig selv problema-tisk, at vores undervisere har en holdning til journalistiske idealer, men spørgsmålet er, om undervisningen i tilstrækkelig grad ruster os til den fremtid, der er vores. Der er taget skridt i retningen af at tilpasse undervisningen til jour-

nalistik anno 2011 blandt andet med ’webte-ma-forløbet’ på 2. semester, hvor journalistik rettet mod internettet er i centrum. Spørgs-målet er imidlertid, om forløbet munder ud i andet end frustrationer over usamarbejdsvillige skole-platforme som Mediajungle. Lærer vi at beherske mediet ’webben’ og at tænke vores journalistik ind i de rammer, som webmediet giver? Lærer vi at forholde os til en målgruppe, der ikke er vores eget eller vores forældres ’seg-ment’? Lærer vi at skrive til højtuddannede på et fagsprog, der sætter helt andre krav til vores formidling? Og lærer vi at ægge en lokalbe-folkning ved hjælp af de rette virkemidler?

Man kan indvende, at hvis vi vil lære at ramme en målgruppe med catchy budskaber, hører vi måske bedre hjemme på en kommunikations-uddannelse end på en jounalistuddannelse.

Men der kan ikke uden videre sættes ligheds-tegn mellem journalister og kommunikations-folk. Som journalister har vi stadig plads til, at vi kan skrive journalistik, der interesserer os. Ansvaret for at skabe den plads er ikke sko-lens, men vores eget. Modsat kommunikatører er vi uafhængige, og selvom vi skal dække de samme vigtige historier i dansk politik, så har vi også en mulighed, ingen andre har for at dække det helt nære og det meget abstrakte. Og hvis ikke skolen kan lære os det, så må vi selv lære os det.

/Redaktionen

• 1. deadline: Torsdag den 21. april.

• 2. deadline: Tirsdag den 26. april.

• Næste udgivelse: Tirsdag den 3. maj.

www.illbunker.dk

Faste skribenter:Jonas Sloth BachRasmus Lindkvist BendtsenRasmus ElmelundJakob Rasmussen Niklas RehnIda Hasgaard Røntorp Tatiana Tilly

Illustrator:Stine Hvid, www.wix.com/stinehvid/portfolio

LEDER

Red

aktio

nen

Andreas Beck

abeck@mail.djh.dk

Tine S. Jakobsen

tinesj@mail.djh.dk

Robin J. Johansen

rjjohansen@mail.djh.dk

Kasper Iversen

kiversen@mail.djh.dk

Kalender:

Liv Høybye

lhjeppesen@mail.djh.dk

Sofie S. Herschend

ssherschend@mail.djh.dk

Søren Toft

sbtoft@mail.djh.dk

Asger G. Nielsen

asgern@mail.djh.dk

Mette Høyer

mheriksen@mail.djh.dk

INDE UDE FOKUSPERSPEKTIV

FOTOFOTO FOTO WEB & IDÉ ANSV.

Ny ledelsesstruktur på DMJXBestyrelsen for DMJX besluttede på et møde den 28. marts at lave en samlet le-delse for hele institutionen. I den nuvæ-rende model er Anne-Marie Dohm rektor for Journalisthøjskolen, Anne-Marie Wivel rektor for Mediehøjskolen, Jens Otto Kjær Hansen institutionschef og Svend Lawaetz ressourcedirektør. Den nye ledelse skal kun bestå af en rektor og en prorektor, som er den ledelsesstruktur for eksempel Køben-havns Universitet benytter.

For at sikre sig den helt rette sammensæt-ning i den nye ledelse, overvejer formanden for DMJX’s bestyrelse, Lisbeth Knudsen, at benytte et headhunterbureau.

”Vi går efter et team, som tilsammen skal have de rigtige kompetencer - både ledel-sesmæssigt på den økonomiske og admi-nistrative side og på den strategiske side,” siger Lisbeth Knudsen til journalisten.dk.

JH’s rektor Anne-Marie Dohm har ikke ønsket at udtale sig til Illustreret Bunker om sagen.

TV-studie bliver til nyt auditoriumJournalisthøjskolens store tv-studie, studie 1, skal bygges om til auditorium.

”Målet er at få etableret et nyt auditorium til 110-120 personer. Der er simpelthen så meget run på Frøberts og det lille auditori-um, at vi ikke kan efterleve det ønske, der er, om at undervise en hel årgang,” siger Anne-Marie Dohm til Illustreret Bunker.

Studie 1 er ifølge Anne-Marie Dohm ikke blevet brugt til meget andet end opbeva-ringsrum de senere år, for studiet er bygget til en undervisningsform skolen ikke læn-gere benytter:

”Det blev etableret for nogle årtier siden, på et tidspunkt hvor man blev undervist i at lave liveudsendelser foran et publikum. Og det har vi ikke brugt i tv-undervisningen de sidste mange år,” siger Anne-Marie Dohm.

Kommer skolen til at mangle et stort stu-die, vil det ifølge Anne-Marie Dohm være oplagt at tale med DR om at låne deres fa-ciliteter.

Journalister bestemmer politiker-nes budskaberJournalister forhandler forsider med politi-kerne. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet. Cand.mag. Ca-milla Dindler, der har skrevet afhandlingen, har igennem interviews med en lang række aktører på Christiansborg fundet frem til, at journalister ofte tilbyder politikere be-stemte synspunkter, som kan bære forsider på landets aviser. Journalist og politiker for-handler ofte synspunktet, og finder i nogle tilfælde frem til et kompromis, som begge parter kan få noget ud af. Christiansborg-journalisterne er dermed med til at forme synpunkter, som politikerne ikke ellers ville have fremført, konkluderer Camilla Dind-ler ifølge videnskab.dk.

NOTER:

Se soundslide med billeder og video

fra Kravling ’11 på illbunker.dk

Bagsiden af Bagsiden

udlover i samarbejde med

Fredagsbaren 4 liter øl til

skolens bedste look-alike.

Se billederne på bagsiden

af bagsiden, og deltag i af-

stemningen på illbunker.dk

Men på side 16-17 kan du læse om nogle dagblade, der har stigende oplagstal, fordi de skriver ’niche-journalistik’.

Læs praktikantstafetten fra Dansk Metal på side 15.

Eller hvad? Læs debat-ten på side 5.

Som praktikanterne gør på Borgen - læs om deres kampe på side 12-13.

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 3

ILL INDE

”Det er jo ikke døden at dumpe”

Det berygtede 1. årsprojekt giver allerede ner-vøse trækninger og tics hos de fleste studeren-de på 2. semester. For hvad sker der, hvis man dumper sit første forsøg og skal til reeksamen? Er alt håb vitterligt ude? Nej. I hvert fald ikke, hvis man skal tro en rundspørge, der er fore-taget blandt eleverne fra 3. semester, der i de-cember afleverede deres 1. årsprojekt.

Ikke de svageste, der dumper75 elever svarede på rundspørgen, og ud af dem dumpede 16 den ordinære eksamen . Be-mærkelsesværdigt er det dog, at ud af de 16, gik en stor del op og fik sig en relativt høj ka-rakter til reeksamen. Således blev der delt et enkelt 12-tal ud, tre fik 10 og fire scorede sig et 7-tal. Pæne karakterer, når de forrige var runde nuller. Resultatet overrasker ikke Solveig Schmidt, der fungerer som faglig leder på 1. årsprojek-tet. Ifølge hende er det ikke nødvendigvis de svageste elever, der dumper – tværtimod.

”Ofte dumper folk den ordinære eksamen,

fordi deres historie falder fra hinanden undervejs. Og så er der dem, der begår en vital fejl i den ordinære opgave. Den lærer de af til reeksamen, og så får de en høj karakter, fordi de simpelthen er blevet dygtigere,” forklarer hun.

Fra 00 til 10En af de elever, der dumpede i første forsøg, er 21-årige Frede-rik Dupont Hald. Hans historie faldt fra hinanden undervejs i processen, og det kom ikke som en overraskelse, da han fik ka-rakteren 00.

”Der var simpelthen ikke nok kilder til mit emne, og derfor vidste jeg godt, at den nok ville dumpe,” siger han.

Men i stedet for at lade sig slå ud, betragtede han den dum-pede eksamen som en dyrekøbt lektion, som han kunne drage nytte af.

”Man må få det bedste ud af, at man skal lave opgaven om. Jeg blev bedre til at holde et køligt overblik over arbejdsproces-sen, og samtidig fik jeg en langt bedre ide om, hvad problemud-redende journalistik er. Så set i bakspejlet har jeg været glad for, at jeg skulle lave den om,” siger Frederik Dupont Hald, der endte med at få 10 til reeksamen.

Hysteriet på 2. semesterSolveig Schmidt har dog også en løftet pe-gefinger til de studerende på 2. semester, der snart skal i gang med deres 1. årsprojekt. De studerende skal simpelthen få et mere afslap-pet forhold til opgaven.

”Eleverne på 2. semester går og hidser hin-anden op. Det har den kedelige konsekvens, at nogle bliver så nervøse, at de præsterer dårli-gere, end de normalt ville gøre. Det er synd og helt unødvendigt,” siger hun og uddyber: ”Det er en eksamen, som skal tages alvorligt, og den kræver hårdt arbejde. Men det er jo ikke

døden at dumpe.”Frederik Dupont Hald er enig.”Det er meget vigtigt, at man ikke går psy-

kisk ned, fordi man dumper. Der kan være mange årsager til, at man ikke består. Men man må endelig ikke føle, at man er en dårlig journalist af den grund.”

Tekst: Rasmus Lindkvist Bendtsen

Illustration: Stine Hvid

1. ÅRSPROJEKT

Konsekvenserne kan virke uoverskuelige, hvis man dumper sit 1. årsprojekt. Men det behø-ver ikke at være så slemt endda. En rundspørge blandt skolens 3. semesterstuderende viser, at man sagtens kan score en høj karakter, selvom det første forsøg kikser.

Der findes ingen entydig prissætning på histo-rier. Prisen afhænger af, hvilket mediesegment der aftager historien, og hvilken aftale udgive-ren har indgået med Dansk Journalistforbund (DJ). Dagbladenes aftaler er forhandlet enkelt-vis, og ved fag- og organisationsblade er det den såkaldte O-aftale, der er gældende. Over-ordnet handler O-aftalen om, hvor mange timer man har brugt, og hvilken timeløn ud-giveren har indvilget i at betale.

”En tommelfingerregel kan være, at 1.000 anslag svarer til en times arbejde. Timeløn-nen afhænger så af, hvem udgiveren er,” siger Hans Jørgen Dybro, der er faglig konsulent ved Dansk Journalistforbund

I DJ skelner man ikke mellem studerende og færdiguddannede journalister. Den samme prisvejledning gælder for begge grupper. Det er ikke din titel, men udelukkende din histo-ries kvalitet, som tæller.

”Det bør ikke kunne ses på honoraret, om

historien kommer fra en studerende eller free-lancer,” siger Hans Jørgen Dybro.

Begge parter skal følge vejledningenDe faglige konsulenter hos DJ modtager ofte henvendelser fra studerende, der ønsker at sælge deres historier. Forbundet er behjælpeli-ge med at finde en pris udregnet med forbun-dets gældende takster. Taksterne er kun vejle-dende, og til syvende og sidst er det op til den studerende at forhandle sig frem til resultatet.

”Inden man ringer til køberen, skal man gøre sig klart, hvad ens smertegrænse, er og hvad man minimum vil have for sin historie. Det bør man gøre sig meget klart,” siger Hans Jørgen Dybro.

Jan Dyberg, der er underviser på Journalist-højskolen, advokerer ofte for, at de studerende bør sælge flere historier, og han ser helst, at de

bliver solgt til taksterne, fastsat af DJ.”Hvis studerende går ud og sælger noget til

200 kr. i timen, så er man som arbejdsgiver en idiot, hvis ikke man går ud og presser de færdiguddannede freelancere også,” siger Jan Dyberg.

DJ’s holdning i forhold til køberne er klar.”Den enkelte udgiver må ikke udnytte, at

en artikel kommer fra en studerende. Hvis en artikel er god nok til at blive udgivet, så skal skribenten honoreres i henhold til de aftaler, der i mange tilfælde er lavet med udgiveren,” siger Hans Jørgen Dybro.

På journalistforbundet.dk kan du se den gældende O-aftale under fanen ’Job og løn’.

Prisen for dit arbejde er til forhandling

Tekst: Jens Holm

Din historie er færdig. Du synes, at resultatet er godt og værd at prøve at sælge. Men hvad er dit arbejde værd for et etableret medie? Det spørgsmål hjælper Dansk Journalistforbund med at besvare.

Tre gode råd:

Hvis du efter den ordinære eksamen står med et dumpet 1. årsprojekt, følger her tre gode råd fra Solveig Schmidt:

1. Lad være med at hænge fast i skuffelsen. Band, græd eller spark til et træ, og sørg for at få vreden ud af kroppen – og kom så vi-dere!

2. Betragt den dumpede eksamen som en læringsproces, og brug dine fejl til at blive endnu bedre.

3. Gå systematisk til værks i den nye opga-ve. Det øger muligheden for at opdage fejl undervejs i processen.

Studerende med gode nerver kunne overveje at gå direkte til reeksamen. En undersøgelse viser, at man får bedre karakterer i andet forsøg.

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk4 IL

L INDE

”Gad vide, hvor meget Gitte Luk tjener på at sælge ’Styr kommaet’ til alle elever – semester efter semester?” og ”Skolen tjener garanteret kassen på den startpakke!”

Fordommene om skolens forlag og sam-mensætning af pensum er mange. Og med et forlag, der ejes hundrede procent af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det ikke svært at regne ud, hvor pengene til studiebøger ender.

”Jeg kan godt forstå det, men jeg vil samtidig sige, at skepsissen ikke er velbegrundet. Den

bygger på fordomme,” siger Teddy Petersen, forlagschef på skolens forlag, Ajour.

Argumenterne for et journalistisk forlag er nemlig mange. Der er ingen andre, der vil give sig i kast med sådan et projekt, da der ikke er nogen penge at hente. Det er også grunden til, at Ajour for snart 20 år siden blev etableret - der manglede fagbøger til journalister.

Journalistik uden bøger?Teddy Petersen påpeger, at elevernes skepsis over for lærerbøger skyldes kulturen omkring uddannelsen - at det er en værktøjsuddannel-se, som ikke kræver faglitteratur, men udeluk-kende håndværksmæssige kvalifikationer.

”I er jo ikke længere journalistelever, men journaliststuderende. Men mange tror, at man ikke behøver at læse for at blive journalist,” siger han.

Teddy Petersen bakkes op af Jan Dyberg, der er koordinator for Indsamling og analyse-for-løbet på 2. semester.

”Generelt tror jeg, at vi de seneste år har skå-ret ned på pensum i nogle forløb. Det var vores indtryk, at en stor del af eleverne simpelthen ikke købte eller læste pensum, og derfor har vi været nødsaget til at sænke startniveauet. Fra-været af læsning og forberedelse har til tider været stort, og det har vi ikke kunnet se bort fra,” fortæller han.

Ajours indflydelse på pensumEn del af skepsissen har også omhandlet bø-gernes ret til at være pensum. For hvis forla-get ejes af skolen, føler underviserne måske en forpligtelse til at sætte deres bøger på pensum-listen. Det afviser Jan Dyberg blankt.

”Vi har slet ingen forpligtelser over for Ajour,” forsikrer han.

Teddy Petersen fortæller, at bøgerne ikke udelukkende bliver udgivet med henblik på at indgå i de studerendes pensum.

”Nu har vi for eksempel lige udgivet en grundbog, Journalistikkens Grundtrin II, men vi har ingen forudindgåede aftaler om, at den skal være på pensum til september. Det bestemmes suverænt af undervisere og koordinatorer på forløbene,” siger han.

En undersøgelse viserSærligt på 2. semester har der hersket kritik af den nyeste bog i pensum ’En ny undersøgelse viser – eller gør den?’ af Lars Friis og Kresten Roland Johansen. En ny undersøgelse foreta-get blandt eleverne på 2. semester viser en klar holdning til bogen: ’Vi får ikke nok for pen-gene!’

Hele 46 af de 80, der har besvaret rundspør-gen, er enten ’meget utilfredse’ eller ’utilfred-se’ med de 210 kroner, som de måtte lægge i Informationen. Samtidig er kun 13 ud af 80 ’meget tilfredse’ eller ’tilfredse’ med det faglige udbytte.

”200 kroner for en bog fyldt med stavefejl, på 94 sider og i skriftstørrelse 14 – det er IKKE value for money!” skriver en elev blandt andet, og bakkes op af en sulten medstuderende.

”De penge havde været bedre brugt på pizza.”

En lang række studerende kan dog godt se idéen i at bruge bogen som opslagsværk, hvil-ket også har været Jan Dybergs tanke.

”Når vi vælger bøger til pensum, tænker vi også på, at de skal kunne bruges på længere sigt,” forklarer han.

Nogle elever har i rundspørgen rettet en kri-tik mod sammenhængen mellem læsestof og undervisning.

”Bogen er slet ikke pengene værd, når vi får informationen gratis i undervisningen. Så bli-ver den jo totalt overflødig,” skriver en stude-rende i rundspørgen.

Ifølge Jan Dyberg er det ikke et problem.

”Undervisningens sigte rækker jo noget længere end den aktuelle opgave, og senere i studiet og kar-rieren skal bøgerne kunne genopfriske den viden, man fik tidligere i undervisningen. Det vil blive forventet, at man kan stoffet - og så skal nogle lige kigge i bøgerne igen,” siger han.

Tjener man kassen på fagbøger?Teddy Petersen slår én ting fast. Der er ikke mange penge at hente i at sælge journalistiske bøger. De fleste bøger har et oplag på mellem 1.000 og 1.500 eksemplarer, og bliver solgt over cirka fem år.

”Mange af vores bøger udgiver vi til de stu-derende, fordi der simpelthen er et behov for en bog om et bestemt emne til undervisnin-gen. Men det er ikke altid økonomisk renta-belt. Så en bog som ’En Undersøgelse Viser’ er også rettet mod færdiguddannede journalister. Den ville slet ikke kunne tjene udgifterne ind, hvis vi kun solgte den til studerende. I øvrigt er der et stort behov i branchen om bedre viden om undersøgelser,” siger han.

For at vende tilbage til spørgsmålet først i artiklen: Ifølge Teddy Petersen har Gitte Luk en årlig indkomst på 1800 kroner for salg af ’Styr kommaet’ og Lars Friis og Kresten Ro-land Johansen får omkring 30 kroner til deling per solgt udgave af ’En ny undersøge viser – eller gør den?”

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tjente i 2009 500.000 kroner på Ajours aktivi-teter. Penge som blandt andet bliver brugt på at forbedre journalistuddannelsen.

Ajour med prisenTekst: Ane Liebing BjørndalIllustration: Asger G. Nielsen og Søren B. Toft

Skepsissen runger på gangene, når snakken falder på bøger fra Ajour. De er for dyre, lyder det. Men er prisen sat højt, fordi de studerende er tvunget til at købe bøgerne, eller er fagbøger bare dyre?

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 5

INDEDEbat:

ILL

Af Lars Bjerg, lektor på Journalisthøjskolen.

Jeg blev interviewet ualmindeligt godt og so-bert af Illustreret Bunkers udsendte. Desværre blev stort set alle mine kloge, smukke og nu-ancerede udtalelser skåret væk i bladet, fordi journalisten fik meget mindre plads, end han havde troet. Sådan kan man jo somme tider blive fucked af journalistikken… Derfor er jeg meget glad for Bjørns spørgsmål, så jeg får lej-lighed til at berigtige.

Intervieweren spurgte blandt meget andet, om jeg ville kunne undervise på en kommu-nikationslinje, og jeg svarede, at det kom helt an på, hvad jeg skulle undervise i. Det meste ville ikke volde mig problemer (altså forudsat, at det var noget, jeg havde forstand på), men jeg ville ikke kunne stå den ene dag og under-vise kommende journalister i, hvordan man interviewer magthavere kritisk, og den næste dag stå og undervise magthaveres kommende rådgivere i, hvordan man mest effektivt fucker demokratiet og dets kontrollanter – ved at fordreje, fortie eller snakke udenom, når man planlægger mødet med en journalist.

Jeg har altså ikke sagt, at det er det, alle kom-munikationsfolk altid gør. Selvfølgelig ikke.

Jeg har mødt kommunikationsfolk, som var

uddannede journalister og absolut kompe-tente og hæderlige. Og jeg har mødt ’rigtige’ journalister, som hverken var kompetente eller hæderlige. Jeg er ikke ude på at lave en son-dring dér.

Jeg mener da sagtens, kommunikationsfolk kan gøre et dialogfremmende og samfunds-nyttigt arbejde. Det har jeg også skrevet i andre sammenhænge.

Men jeg tror på den anden side ikke, som Bjørn åbenbart gør, at alle kommunikations-folk i det offentlige, i de private firmaer eller i interesseorganisationerne altid arbejder for åben dialog. Jeg ved, at en stor del af dem arbejder for at fremme bestemte synspunkter og tilbageholde eller fordreje information på følsomme områder. Det er ikke nødvendigvis det samme som at fucke demokratiet. Men det er heller ikke at tjene demokratiet. Og i ganske særlige situationer er det altså at fucke demo-kratiet. Det er dér, grænsen går for min med-virken.

Kommunikationsbranchen i almindelighed sælger sager og budskaber. Somme tider ædle sager og budskaber, somme tider ikke. Journa-listikken tester sager og budskaber.

Den helt principielle forskel består i, hvem man tjener, når det kommer til en interesse-konflikt: Den magthaver, man er ansat af, eller det demokrati, der er nødt til at have nogen til at kontrollere magthavere.

”Jeg fucker ikke med demokratiet, Lars bjerg”

”Forskellen består i, hvem man tjener”

Hvem fucker demokratiet?Af Bjørn Kock Sørensen,

kommunikationsmedarbejder i Vejdirektoratet.

Uddannet journalist fra JH i 2009.

Det er ærgerligt, at en lektor på Journalisthøj-skolen (JH), nemlig Lars Bjerg, giver udtryk for så endimensionel en opfattelse af kommu-nikationsfolk og deres uddannelse, som han gør i Illustreret Bunker marts 2011.

I artiklen ’Dohm: Vi kan både rumme kom-munikation og journalistik’, optræder Bjerg som skeptikeren i forhold til, om skolen nu også kan rumme en kommunikationsuddan-nelse, som rektor mener.

Lad mig citere, hvad Bjerg siger i artiklen: ”Jeg er bange for, at vi udvander den profil,

som JH har og skal have. JH uddanner jour-nalister, og journalister er sådan nogle, der kontrollerer magthaverne og tjener borgerne. Det ville være bedre at adskille journalistik og kommunikation fuldstændigt.”

Bjerg siger videre til undervisersituationen på uddannelsen:

”Jeg vil ikke den ene dag kunne undervise i, hvordan man vogter demokratiet, og den næste dag undervise i, hvordan man fucker demokratiet.”

Mens journalister altså er sådan nogle, der skal lære at ”vogte demokratiet” og som ud-dannede ”tjener borgerne”, fremgår det ikke, hvad kommunikationsfolk så er for nogle. Nok det modsatte, når nu Bjerg mener, at de nye kommunikationsstuderende skal undervi-ses i at fucke demokratiet for at kunne udføre deres arbejde. Og det vil Bjerg i hvert fald ikke. Jeg håber, at ledelsen tager ham på ordet.

I Vejdirektoratet, hvor jeg arbejder som kommunikationsmedarbejder, er min for-nemmeste opgave at få berørte borgere og det store system til at indgå i en dialog. At bygge en motorvej er en kompliceret og lang-varig proces, der kan være svær for uindviede at overskue. Hvis man får én i baghaven, er de fleste taknemmelige for at blive inddra-get, vejledt, talt med og lyttet til. Og for at få præsenteret deres muligheder for indflydelse. Borgerne får dermed en chance for at udnytte deres demokratiske muligheder og rettigheder. Jeg kalder det public-service-kommunikation, som faktisk ”tjener borgerne”.

Demokratifuckerne? Er det så os 600 DJ’ere i kommune, region og stat (ifølge DJ), der ar-bejder for at fremme dialog mellem systemet og borgeren? Er det kommunikationsfolkene i private firmaer, der helt validt arbejder for fir-maet og dets aktionærer? Er det mon kommu-nikationsfolkene i interesseorganisationerne, der fremmer sagen? Eller er det den forsvin-dende lille, men overeksponerede, minoritet af spindoktorer i de politiske partier?

Det kunne være interessant at høre, hvem det egentligt er, Bjerg mener fucker demokra-tiet, og hvordan vi/de gør det? Og hvad det mere præcist er, Bjerg ikke vil undervise i?

Hvem er han, demokratifuckeren? Bjørn Kock Sørensen kender ham i hvert fald ikke. Men hvem gør så?

Illustration: Stine Hvid

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk6

Han sidder på en stol bagerst i klasselokalet. Hele 8. klasse er samlet for at høre det bånd, som de har indspillet til deres venskabsklasse, der bor på et skoleskib. Det er ham, Per, der har indtalt teksten. Det er første gang, han skal høre sin egen stemme optaget. Oppe ved katederet sætter læreren kassettebåndet i en Phillips båndoptager. Det knitrer svagt inden stemmen trænger igennem. Han har ingen anelse om, hvordan hans stemme lyder i vir-keligheden. Optagelsen starter. Han er i chok. Virkeligheden rammer den usikre dreng som en spand koldt vand i ansigtet. Han har lyst til at gemme sig.

Begivenheden har brændt sig fast, og selv nu, næsten tredive år efter, husker han det tydeligt.

”Jeg kan huske, at jeg fik et chok, for jeg tro-ede overhovedet ikke, min stemme lød sådan. Jeg var forfærdet, chokeret og ude af mig selv,” fortæller manden, der siden har gjort sin stem-me til sin levevej.

Kendt, men ikke genkendtNu gemmer han sig bag en mikrofon og en lydtæt dobbeltrude i et radiostudie i DR-byen.

Per Juul Carlsen hedder han, men det er ikke hans ansigt eller navn, du kender. Kun stemmen trænger ud til offentligheden gen-nem kablerne i gulvet. En distinkt stemme med tydelige vejrtrækninger. Det føles, som om han står lige bag dig. På en gang snøvlende og fortravlet læser på han nogle af Danmarks bedste filmanmeldelser op i P1’s filmmagasin, Filmland.

Bag stemmen er en mand, der lyder helt an-derledes i virkeligheden.

Siden det overrumplende møde med sin egen stemme i folkeskolen i Randers har Per Juul Carlsen gjort stemmen til sit arbejdsred-

skab. Men han vænner sig aldrig til lyden af sin egen stemme.

”Aldrig sådan helt. Jeg synes ikke, det er fedt at sidde og høre mit eget program derhjemme i stuen foran familien. Hvis der er nogen, jeg kender, der tænder for bilradioen, og jeg er på, så lader jeg som ingenting.”

Og det kan han også sagtens. Per Juul Carlsen har nemlig en helt særlig stemme, som han bruger i radioen. Og der går rigtig lang tid, før man kan høre, at det virkelig er ham. Nogle kan slet ikke forbinde ham med stemmen fra Filmland.

”Der er nogle, som har siddet og snakket med mig, og når de så hører, jeg laver Filmland, så spørger de: ’Hvem er så ham den anden, der læser op?’ De har svært ved at forholde sige til, at det er min stemme.”

Det passer den 43-årige radiovært rigtig fint, at det slet ikke er til at genkende hans stemme, når man hører ham tale i virkeligheden. Per Juul Carlsen ønsker nemlig slet ikke at være en del af offentligheden. Han er sky, genert og glad for, at han ikke bliver genkendt, når han køber mælk i Brugsen.

Selv om Per Juul Carlsen lever af sin stemme nu, har det været en hård kamp at få den til at lyde godt.

”Jeg har virkelig kæmpet i mange år for at føle mig godt tilpas med at tale i radioen. Der gik mange år, hvor jeg var totalt usikker.”

Med tiden er han dog blevet meget tilfreds med den særlige lyd, hans radiostemme har. På trods af det, er der stadig ting, der kan irritere.

”Jeg har helt klart en kraftig tendens til at mumle. Jeg tror ikke, jeg har så meget kontrol over mine læber, som jeg gerne ville have.”

Stadig en udfordringStemmen ændrer sig hele livet, og der er altid noget at arbejde videre med. I modsætning til mange af sine kolleger er Per Juul Carlsen ikke blevet uddannet i stemmeteknik.

Efter gymnasietiden forsøgte Per Juul Carlsen to gange forgæves at komme ind på Journalisthøjskolen. I dag er han glad for, at det ikke lykkedes.

”Jeg tror, jeg ville være blevet hjernevasket, hvis jeg havde gået på Journalisthøjskolen. Jeg ville være blevet kørt gennem en mølle, som måske havde taget lidt personlighed af mig.”

Per Juul Carlsen er autodidakt og sikker på, at han har sin egen personlige stil. Han kom ind i DR som freelancer og har siden arbejdet sig til en fast stilling og været med til at de-finere programmet Filmland. Blandt andet på grund af sin særegne stemme.

Per Juul Carlsen har svært ved at forklare lige præcis, hvad han gør, når han er alene i det lille lydstudie og indtaler anmeldelserne til den ugentlige udgave af programmet.

”Jeg intonerer anderledes, lægger trykket nogle andre steder, end jeg ellers ville, taler hø-jere og kraftigere.”

Så langt, så godt, men han står af, da han bli-ver bedt om at beskrive lyden af sin stemme. Efter en lang tænkepause kommer et bud:

”Som en fortidsøgle, der flyver mod solned-gangen.”

”Nej, det kan jeg sgu ikke,” griner han op-givende.

Tekst: Jonas Sloth Bach

Foto: Simone Maria Kønig Lilmoes

Du kender ham, når du hører hans stemme. Så enkelt kan det siges. Måske ved du slet ikke, at du kender ham, fordi han normalt er reduceret til lydbølger sendt fra din radio. Men der er et menneske bag stemmen.

”Har du hørt, at ComingUp har fået 70.000 kroner?”

Det spørgsmål har du måske hørt i vandre-hallen, fredagsbaren eller kantinen. Beløbet er ikke helt korrekt, men ellers taler rygterne sandt. ComingUp får i 2011 et tilskud fra Sty-relsen for Bibliotek og Medier på 66.424 kro-ner. Eller det vil sige, at Journalisthøjskolens tv har fået de penge, men da ComingUp er den eneste organisation herunder, får de alle pen-gene.

Stort ansvarAlle lokale og regionale ikke-kommercielle tv-stationer får et tilskud for hver time, de sender

egenproduceret materiale. Beløbet er 10.000 kroner højere end sidste år, hvor ComingUp sendte deres første hele år.

Ifølge Thomas Pallesen, tv-underviser og budgetansvarlig på Journalisthøjskolens tv, medfører det også et større ansvar, end Illu-streret Bunker og Magasinet Citat har.

”På ComingUp er de forpligtede til at sende hver uge, og hvis de ikke gør det, så skal de be-tale dele af tilskuddet tilbage,” siger han.

Mathias Friis Hansen er redaktør på Coming- Up. Han fortæller, at det store tilskud også lægger et pres på tv-stationens skuldre, der skal tilfredsstille mange tv-seere.

”Vi har en ugentlig deadline, og det er der mange af os, der mærker, når vi sidder på sko-

len på skæve tidspunkter. For vi vil jo gerne lave gode udsendelser,” siger Mathias Friis Hansen.

Næsten halvdelen af tilskuddet bliver brugt på sendeomkostninger, hvilket blandt andet indebærer betaling til TV2 Østjylland for at lave ComingUp’s indslag til en samlet udsen-delse og KODA-afgifter i forbindelse med mu-sikken, der bliver brugt i programmerne.

Stort set resten af pengene bliver brugt på nyt udstyr, transport, sminke og oplægsholde-re. Thomas Pallesen mener ikke, at ComingUp kunne eksistere, hvis ikke de fik tilskuddet.

”ComingUp fungerer som en hvilken som helst anden tv-station, hvor der er en del driftsudgifter,” siger han.

Faglige arrangementerDen sidste del af pengene går til faglige arran-gementer, hvor der efterfølgende er fokus på tv-stationens sociale liv. Mathias Friis Hansen er glad for, at ComingUp slipper for at vende hver øre, for at få det til at hænge sammen.

”Vi føler os privilegerede og er glade for, at vi får nogle rammer, der gør det sjovt at lave tv,” siger han.

Senest besøgte ComingUp TV2 Østjylland og fik besøg af en speaktræner fra DR Østjyl-land, hvor de efterfølgende spiste et måltid mad med øl og vin til. Arrangementet kostede 5.000 kroner. Der er dog ikke afsat et nøjagtigt beløb til interne arrangementer, da ComingUp ikke har et decideret budget, siger Thomas Pal-lesen.

En redaktør fra ComingUp siger dog til Il-lustreret Bunker, at redaktionen har fået af vide af Thomas Pallesen, at der er afsat 10.000 kroner på budgettet til at holde fester for. Efter redaktørens opfattelse fordi ComingUp sim-pelthen ikke har andet at bruge pengene på.

Pengene forpligterComingUp får i 2011 et tilskud på knap 70.000 kroner for at lave en halv times ugentlig tv. Det giver skolens tv-station et fordelagtigt økonomisk råderum, og selvom ComingUp’s ansvarlige synes, pengene er nødvendige, er de godt klar over, at de er en priviligieret redaktion.

ILL UDE

ILL INDE

Tekst: Niklas Rehn

Manden med to stemmer

Hør et lydklip med Per Juul Carlsen på

illbunker.dk

”Så sent som i sidste uge bad jeg om at få en stemmetræner på, for at finde ud af om jeg har fået nogle dårlige vaner uden at være opmærksom på det.”

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 7ILLUDE

De glade halvfjerdsere er lige begyndt, og på Asylvej i Århus har en flok pionerer fået husly. De er den første årgang på landets første jour-nalistuddannelse, Danmarks Journalisthøj-skole. Da skolens nye betonbygning endnu ikke stod klar, måtte de unge journalistspirer klemmes ind i nogle barakker med de psyko-logstuderende.

Torben Ølholm var dengang en af dem, der startede på journalistuddannelsen. I dag er han journalist på DR Syd, hvor han laver radio. Han fortæller lunt om tiden i Århus, hvor der hverken var mødepligt eller elektronik. Til gengæld var der pionerånd. Selv på forskolen, som var et slags forberedelseskursus på første semester. Torben Ølholm sammenligner det med en militær rekrutskole. Her skulle det grundlæggende håndværk bankes på plads og de forkerte sorteres fra.

”Nogle kiggede jo skævt til os, dem der havde været i mesterlære, og syntes, at det var noget pjat, at det skulle være en uddannelse. Men det varede ikke længe, så var det skift sket,” fortæl-ler Torben Ølholm om begyndelsen.

Lærerne selv var en broget skare og ikke sær-lig akademiske, så derfor var forskellen ikke specielt stor, beretter han.

”Det var gode gammeldags praktikere, der dominerede hele vejen.”

Layout med linealEn af de store forskelle fra dengang til nu er, ifølge Torben Ølholm, at eleverne ikke havde pligt til at møde op til undervisningen.

”Der var nogen, der skulle holdes mere i snor end andre. Men de fleste leverede varen og kom igennem. Med et dejligt mål af frihed. Det gjorde jo livet let og behageligt. Tilværel-sens ulidelige lethed!” fortæller Torben Øl-holm klukkende.

”Kaare R. Skou og jeg var på hold sammen i dansk politik. Vi tog det roligt, men var dybt interesserede. Ork herregud!” mindes han.

Men mødepligt er langt fra den væsentlig-ste forskel mellem dengang og nu. I Torben Ølholms tid havde de nemlig faget ”layout”. Selvom faget i sig selv er en forskel, er det ikke det, der er interessant. Det er selve måden, det foregik på.

”Vi havde godt gammeldags hånd-layout, hvor man sad med regneskiver og linealer og målte i punkter og så videre. Baseret på, at avi-sen skulle laves med blysats!”

At springe på venstre benMens Torben Ølholm var i praktik på Poli-tiken, oplevede han at skulle skifte fra bly til elektronisk skrivemaskine. Han husker det som en let overgang, og selve måden at lave journalistik på ændrede sig ikke synderligt i den periode.

Senere oplevede han skiftet fra skrivemaski-

ne til computer og fra analog til digital radio. ”Jeg sad som den sidste og sendte med den

gamle analoge teknik. Da klokken blev 12 søn-dag, blev stikket hevet ud og stolen hevet væk under mig.”

Torben Ølholm fortæller, at der dog også var en stor frihed til at prøve sig selv af.

”Tidligere kunne vi selv tage senderen, hvis vi ville, og hvis vi ønskede at sende en hel dag, så kunne vi det. Og det gjorde vi faktisk indi-mellem, hvis der var en særlig begivenhed.”

Han har for eksempel lavet udsendelser fra Hannover og Berlin, lavet udsendelser, hvor der både skulle tales dansk og tysk, og en en-kelt gang har han haft en lama med i en ud-sendelse.

”Nok den første i DR’s historie,” tilføjer han. ”Jeg har lavet udsendelser, hvor man skal

springe lidt på venstre ben for at få det hele til at gå op. Det er skægt,” fortæller han om sine unge radiodage.

Trapezøvelser uden sikkerhedsnetBranchen har ændret sig en del siden den før-ste årgang startede på skolen, og det samme mener Torben Ølholm, at journalisterne har.

”De nye arbejder meget seriøst og er meget pudsede, plejede og polerede. Altså, de er godt uddannede, det er vældig godt, det er utrolig godt!” tilføjer han, som af frygt for at træde nogen over tæerne.

”Men jeg kan godt savne en lille smule gal-skab og lyst til at springe ud på det dybe vand,” siger han.

For det er det, han selv har gjort. Taget chan-cer, improviseret, sprunget.

”Jeg har gjort det en del gange, fordi jeg har været nødt til det, men også fordi jeg ikke kunne lade være. Skøre eksperimenter i direk-te udsendelser og sådan noget.”

Torben Ølholm tilføjer dog, at det ikke nød-vendigvis er de nye journalisters egen skyld, at de ikke kommer med mere galskab. Han mener, at rammerne har ændret sig, og at det hele nu er mere konformt og konceptoriente-ret, så journalisterne ikke har den samme fri-hed.

Tilbage i BunkerenEfter praktikken fik skolens Årgang 1 endelig lov til at boltre sig i den nye betonbygning på Olof Palmes Allé.

”Det var sgu en mærkelig oplevelse at få sit eget. Jeg tror aldrig, vi nåede at vænne os til det. Vi var jo asylvejsfolk,” siger Torben Øl-holm.

Asylvejsfolkene står stadig klart i hans hu-kommelse, og jævnligt støder Torben Ølholm på navne i medierne, som han husker fra den-gang.

Årgang 1 Torben Ølholm gik på Journalisthøjskolens allerførste årgang og har siden sine første journalistiske spadestik for fyrre år siden oplevet bly blive til el og pionerer blive perfektionister.

Tekst: Tatiana Tilly

Foto: Privatfoto

1. ”Jeg har altid holdt meget af udgående og frem for alt direkte radio. Her interviewer jeg en lama. Siden havde jeg en anden lama i studiet. Det gik også udmærket. Når man er venlig ved de medvirkende spytter de sjældentefter en.”

2. ”Jeg er vært og pro-ducer på et dansk/tysk talkshow i Tønder. Det bliver sendt samtidig over Norddeutscher Rundfunk/Welle Nord og DR/Syd - ret spændende. Sproget skifter mellem dansk og tysk. Undertekster har vi ingen af i radioen. Man skal være lidtfremme i skoene og hurtig på aftrækkeren. Men sjovt, det er det.”

3. ”Vores Åbne Studie var gennem flere år mit hjer-tebarn og hovedprojekt. Vi drog ud med et mobiltstudie og sendte fra spæn-dende begivenheder hele dage.”

PS. ”Hvad angår mit udse-ende på billederne: Håret er der 100% endnu - men det er blevet kortere. Brillerne er nu mindre og uden kulør, og skægget er blevet (efter min mening) pænere trimmet.”

1946Journalistkursus ved Aarhus Universitet op-rettes. Kurset er frivilligt for alle journalister. På første hold deltog 27 i et tre måneders kursus.

1962Danmarks Journalist-højskole bliver den of-ficielle betegnelse for journalistuddannelsen i Danmark.

1963Et halvt års ophold på Journalisthøjskolen bli-ver obligatorisk for alle journalistelever som led i den tre-årige mester-lære.

19711. september begynder det første hold under den nye uddannelse i le-jede lokaler på Psykolo-gisk Institut i Risskov.

1973Bygningerne på Olof Palmes Allé tages i brug ved efterårssemestrets begyndelse.

1975Første hold journalister med den nye uddannelse dimitterer.

1992De første studerende op-tages på den nye billed-journalist-linie ved Jour-nalisthøjskolen.

Journalisthøjskolens historie

kilde: djh.dk

1

3

2

Den storstilede uddeling af Kravlingprisen er en branchefest, som handler om at hylde studerende med evner ud over det sædvanlige. Eller hvad? Illustreret Bunker er taget på reportage for at finde ud af, hvad det dér Kravling går ud på.

Galla i kravlegården

ILL UDE

”I aften hylder vi nogle studerende, der er meget dygtige,” siger Kåre Quist. Og han må jo vide noget om det, for han er medlem af Kravling-komitéen.

“De har alle sammen vist, at de er mere end almindeligt gode til at gå, selv om de ikke helt er færdige med at lære at kravle.”

Det bliver filosofisk nu. Man skal altså krav-le, før man kan gå. Men betyder det, at man skal vinde en Kravling, før man kan vinde en Cavling? Jeg ved det ikke. Tv-kendissen mener, at det betyder noget i retning af, at man skal have nogle basale færdigheder på plads, før man kan nå stjernerne. Som regel.

Jeg møder den unge ankermand foran her-retoilettet i Den Grå Hal på Christiania. Han har et stramt, taljeret jakkesæt i gråmalerede nuancer og et par nye, nærmest skinnende, marineblå Converse All Stars på.

”Men for mange her i aften handler det nok om at score damer,” tilføjer han. Med et tvety-digt grin.

Dresscode på StadenEt par timer før mit toiletmøde med Kåre Quist står jeg og fryser foran det gamle ride-hus på Christiania. Jeg er en del af en 30 meter lang kø af high fivende, King's-rygende, ryg-klappende mennesker. Folk jeg kan lide. Jour-naliststuderende. Temaet er galla, men ikke engang halvdelen af gæsterne virker til at have forstået det. Dresscode spænder i hvert fald fra balkjole og stiletter til joggingdragt og gum-misko. Jeg har aldrig før været til gallafest på Christiania.

Inde i den store, mørke hal er der også koldt. En ejendommelig lugt af øl, forskellige typer tobak og parfumer fra provinsen møder den

dejlige dunst af selvtilfredshed. For vi er jo fede. Hvad skulle Danmark gøre uden journa-lister? Det er der ikke rigtig nogen til at svare på, og gudskelov for det. Lige børn leger bedst. Og faktisk er det da lidt smukt, at RUC'ere, SDU'ere og selv dem der fra Mediehøjskolen “kan så godt sammen”, som en af mine med-studerende siger.

Med ryggen til prisenKlokken godt 21 går aftenens vært, Anders Breinholt, på scenen. Der er mørkt deroppe, men det er fordi, DR har sørget for lyset, for-tæller han. Og det er sjovt. Han fortsætter med at sige sjove ting, som vi kan forholde os til. Først at Ulla Terkelsen er 'fucking sej' og siden en lille hyldest til to herrer, som han udråber til at være vores forbilleder. Jes Dorph-Petersen og Jeppe Nybroe. Det hele krydres med sjove genbrugsklip fra ugens Natholdet-udsendel-ser. Som således får fin reklame. Ligesom det gør, når jeg nævner det her. Og igen her. Nat-holdet.

Den første pris er årets Fotokravling. Aku-stikken i Den Grå Hal får Lille Audi til at minde om et professionelt lydstudie, og det sætter Anders Breinholt på hårdt arbejde. Det bliver ikke lettere af, at vi grupperer os i små klumper, nogle endda med ryggen mod sce-nen, hvor vi har travlt med at fortælle om, hvor fedt lige netop vores praktiksted eller skole er. Jeg når derfor også kun lige at opdage, at Niels Christensen fra Politiken vinder prisen. Og få øjeblikke senere, hvor Sophie Bremer fra Eks-tra Bladet kaldes på scenen, er jeg faktisk i tvivl om, hvilken pris hun har vundet. Det viser sig at være den store Kravlingpris. Hun er i øvrigt en af dem, der har forstået det med gallatema-et. Iklædt blå silkekjole modtager hun checken på 15.000 kroner og den fine pris.

Kåre i Converse”Nu gælder det bare om at drikke sig i heg-net,” råber en postpubertær SDU'er. Således fylder hans dybe stemme stilheden mellem den pæne prisuddeling og de dansable toner fra WhoMadeWho, der få minutter efter ind-tager scenen. Som klokken runder 23, støder jeg igen på Kåre Quist. Han står mellem toilet-terne og garderoben og snakker med en ung brunette. På afstand ligner det, at han står og lover hende brunch og grønne skove.

”Jeg skal først hjem, når solen står op over Stadsgraven,” siger han, da den brunchstige brunette er gået ud for at pudre næsen. Hans trendy kondisko er meget iøjnefaldende, og jeg kan ikke lade være med at spørge ind til dem. Umiddelbart kunne det jo ligne, at han i afte-nens anledning har forsøgt at ramme et 'ung med de unge'-look.

”Jeg går altid i Converse,” siger han. Den overbevisende autoritet, man kender fra tv, har han tilsyneladende ladet ligge hjemme i lejligheden på Kultorvet. ”Det er rigtigt,” for-søger han at fastslå. Jeg er ikke overbevist, men jeg indstiller jagten på kontroversielle kendi-scitater for en stund.

Dansegulvet er nemlig blevet fyldt, efter at de to Soundvenue-darlings Kasper Bjørke og Tomas Barfod har overtaget scenen. De op-træder under navnet Filur, men så vidt jeg kan høre, er der langt mellem deres pophits fra de tidligere 00'ere. Det er i stedet dubstep- og houseudgaver af tidens toner, der er på afte-nens plader. Musikken glider ned sammen med de politisk korrekte øko-øl fra udkants-danske bryggerier.

Elsker at sige mingleSenere på aftenen. Kåre Quist forsøger tydelig-vis at undgå mig. Jeg har haft øjenkontakt med

ham et par gange, men han bliver ved med at undvige, så jeg har udtænkt en plan. Med mig ind på herretoilettet har jeg smuglet en nyde-lig, kvindelig medstuderende, som skal åbne lemmen til kendissen på klem. Og det virker. Nu har han ikke travlt længere.

”Jeg skal ikke ud og score damer,” påstår han, mens han indgående kigger på min kønne medinterviewer.

”Nej, jeg er kommet for at mingle,” siger han. ”Jeg elsker at sige mingle.”

Hvem han vil mingle med og hvordan, står hen i det uvisse. Den næste times tid går forbløffende hurtigt. Pludselig har Bjørke og Barfod ikke flere versioner af Björn Svins ”Mer Strøm” at spille, så lyset bliver tændt, og morgendagens mediestjerner ligner nu bare almindelige unge mennesker på vej videre på druk. Kravling er slut for i år. Næsten. For det forlyder, at Kendis Quist er på vej op i det røde felt i garderoben. Den officielle forklaring er, at Den Grå Hals personale ikke kunne finde hans trenchcoat, så han har måttet vente. Og det har ikke behaget ham. Inden jeg når frem, er han dog faldet ned igen. Han når at sige et par bevingede ord om arrangementet til mig, men jeg lytter ikke rigtig efter. Jeg når bare at bemærke, at han forlader hallen alene. Så han havde alligevel ret. Ingen damer.

Opfyldt af inspiration fra de prisvindende journalister, nogle flotte ord fra en rigtig ken-dis og en hel del øl kravler jeg ud i Christianias nat. For hvordan er det nu. Man skal kravle, før man kan... kaste op?

Reportagen er udtryk for skribentens egne op-levelser (og hans støt stigende promille). Kåre Quist er i øvrigt lykkelig gift med journalist og sundhedsredaktør på Femina, Karen Pallisga-ard.

Tekst: Rasmus ElmelundFoto: Andreas Beck

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk8

Reportage: Kravlingfesten

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 9ILLUDE

Vinderne ved Kravling 2011:

Kravlingprisen: Sophie Bremer fra SDU, Ekstra BladetFotokravling: Niels Christensen fra JH, PolitikenÅrets praktikvejleder: Nanna Holst, TV2 LorryÆresprisen: Sebastian Kier-Sørensen fra JH, Jyske Bank

”Velkommen til Superliga-optakt på Canal 9. Dagens opgør er mellem Esbjerg og FCK.”

Nogenlunde sådan kan den tidligere fod-boldlandsholdsspiller Michael Gravgaard indlede, når han præsenterer endnu en Su-perliga-runde som studievært. Dermed går han i fodsporene på fodboldkollegaen Peter Schmeichel og den tidligere badmintonspiller Camilla Martin, der begge slår deres folder på Viasats kanaler.

Ifølge redaktør på Canal 9, Jesper Bang-Udesen, er der fordele ved at satse på kendte ansigter frem for uddannede journalister med interesse i sport. Og så gør det ikke noget, at Michael Gravgaard ikke er blevet undervist i, hvordan man stiller opfølgende spørgsmål. Canal 9 har brug for omtalen.

”På Canal 9 har det været afgørende at pro-filere os, og i den forbindelse er det en god idé at have et kendt ansigt i stedet for at bruge en journalist som på public service-stationerne,” siger Jesper Bang-Udesen.

Fanger de små detaljerPå Canal 9 bruger de for eksempel Michael Gravgaard til at markedsføre kanalen, ved at han tager til møder i antenneforeninger og bliver interviewet til lokalaviser i Jylland, hvor store dele af kanalens marked er. Altså når han ikke toner frem hjemme i seernes stuer. Og det er en nødvendig måde at køre tingene på, mener Jesper Bang-Udesen.

”De kører samme politik på Viasat. Vi har ikke gratis adgang til en halv million seere, som public service-stationerne har. Det er en måde, vi får gjort opmærksom på os selv.”

Canal 9 havde tidligere fodboldlandsholds-spiller Peter Møller i værtsrollen indtil januar i år. Og det er ikke et tilfælde, at de satser på tidligere fodboldspillere, når de skal vælge stu-dieværter.

”De kender gamet, og selvom de ikke er lige så godt klædt på som journalister, kan de spørge om nogle små detaljer, som journalister ikke fanger,” siger Jesper Bang-Udesen.

Han fortæller, at fodboldspillerne er meget professionelle, ambitiøse og besidder en vin-dermentalitet, der løfter niveauet på Canal 9.

Ingen kompromiserJesper Bang-Udesen er klar over, at tidligere fodboldspillere ikke træder ind i journalistik-kens verden uden hjælp fra redaktionens jour-nalistkolleger. For Michael Gravgaard har det betydet, at han har været igennem skærmtræ-ning med en skuespiller, der har lært ham at tale til kameraet, hvordan han skal vende sig,

og hvordan man finder et godt stemmeleje. ”For erfarne tv-værter er det en helt al-

mindelig ting, men for Michael Gravgaard er det en ting, han skal lære,” siger Jesper Bang-Udesen.

Foruden en skuespillers hjælp har studie-værten Peter Grønborg fra TV 2 News under-vist Michael Gravgaard i spørgeteknik.

På redaktionen er Michael Gravgaard med til at arbejde med manuskriptet og lave sine egne stikordskort, så han kan være medbe-stemmende i, hvordan udsendelserne tager form.

Selv om de på Canal 9 ikke føler, at de går på kompromis med journalistikken, er de godt klar over, at det er de uddannede journalister der render med priserne, når de bedste sports-journalister skal hyldes.

”Journalister har mere pondus og trovær-dighed end de kendte. Det skyldes, at de ved, hvordan man taler til folk, og hvordan man stiller spørgsmål,” siger Jesper Bang-Udesen.

Sportsstjerner som journalisterDen tidligere fodboldlandsholdsspiller Michael Gravgaard har siden marts i år været studievært for Superligaen på Canal 9. Han har ingen journalistisk uddannelse, men hos Canal 9 er det ikke et succeskriterie.

Tekst: Niklas Rehn

Foto: Pressefoto

Michael Gravgaard har stillet fodboldstøvler-ne og kommenterer nu sine tidligere kollegaer

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk10

Frederiksberg, Danmark. Sean Jung, 65, indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling F2W med en akut psykose.

Brighton, England. Matt Morfey, 22, og Tommy Rousell, 21, har været kærester i otte måneder og boet sammen i syv af dem.

Foto: Magnus Holm Foto: Lasse Bak

Foto: Camilla Rønde

Rungsted, Danmark. Nik-ita Kjær er 18 år og lever økonomisk set et liv, der er de færreste forundt.

Århus V, Danmark. Ibra-him er 12 år og infantil autist. Han har boet på institutionen Torpevæn-get i mere end et halvt år.

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 11

Ud og hjem igen

Tredje semesters fotojournaliststuderende har været på to ugers re-portageforløb. Emnet var frit. Det har spredt holdet for alle vinde. Nu er vi kommet hjem igen.

Kom til fernisering og se de færdige projekter fredag den 8. april kl. 14 i vandrehallen.

Berlin, Tyskland. Midt i mellem Kreuzberg og Treptow bor 18 menne-sker i bovogne. Potter er 23 år gammel og en af de seneste tilflyttere i skur-vognsbyen.

Foto: Malte Kristiansen

Foto: Sisse Dupont Foto: Liv Høybye

Foto: Andreas Beck

Brufut, Gambia. Fem-årig pige fra bydelen Ghana Town, som er den fattigste del af den vest-afrikanske by Brufut.

Morelia,Mexico. Soledad har boet i SOS Børnebyen i fem år. Her har hun fåeten ny kærlig mor, nye søskende, et nyt hjem - et nyt liv.

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk12

”Lige pludselig kunne jeg rent faktisk mærke det der sus fra Borgen, som alle taler om; at det går hurtigt her.”

Sådan siger 25-årige journaliststuderende fra Journalisthøjskolen Sofie Tholl om ople-velsen af det pressemøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte, at integra-tionsminister Birthe Rønn Hornbech blev afskediget.

Sofie Tholl har været i praktik på Informa-

tions Borgen-redaktion siden februar og har derfor fulgt Birthe Rønn Hornbech-sagen om de unge, statsløse palæstinensere på tætteste hold.

Kører den benhårdtInformation-journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist var de første, der skrev om de statsløse palæstinensere. I tre uger var de de eneste, der viste interesse for sagen, men plud-selig eksploderede det, fortæller Sofie Tholl.

”Nu skete der fandeme noget. Nu bed de andre sig også fast. Der var en mulighed for

at afdække nogle menneskers skæbner, som vakte hele Danmarks interesse. ”

De to journalister fra Information kørte den benhårdt, fortæller hun:

”De gravede hele tiden nye substans-historier frem og fik fat i nye ting. Så mens det politiske spor kørte derudaf i de andre medier, gik Anton Geist og Ulrik Dahlin videre end det. Læserne og resten af mediebil-ledet skulle ikke have lov til at glemme det.”

Sofie Tholl mener, at hendes egen rolle var perifær, men ved at kigge Ulrik Dahlin og

Anton Geist over skuldrene kom hun pludse-lig endnu tættere på.

”Kære Birthe Rønn Hornbech...””Vi er forfærdelig få på Borgen, tre tror jeg. En af de andre sagde: ’Det gør du bare Sofie!’” siger hun og griner.

Ulrik Dahlin og Anton Geist skulle have hjælp til at holde liv i historien, og nu stod den 25-årige praktikant med en af landets mest

omtalte sager, som skulle vise sig at løbe over knap to måneder.

”Det handlede mere om, hvem der var til

ILL FOKUS JOURNALISTIK PÅ BORGEN

Praktikant på et scoopEn ’Birthe Rønn-eksplosion’ og et sus fra ekstatiske journalister. Infor-mations praktikant, Sofie Tholl, har på tætteste hold oplevet, hvordan to kolleger var med til at vælte en minister.Tekst: Marie Sjødin Græsholm

Foto: Sigrid Nygaard ”Folk var glade og spændte! Det var en magtens korridorer-agtig følelse.”

- Sofie Tholl, praktikant på Information

Praktikanter på Borgen - konkurrenter eller kammerater?Vi har alle set det på tv: Med spidse albuer, alvorlige blikke og hævede stemmer møver journalisterne frem mod politikerne. Alle med et håb om at blive hørt og være den, der får svar på sit spørgsmål.

Her er journalisterne i benhård konkurren-ce, ingen er venner, og ingen tænker på andre end sig selv og sin historie. Men er det nu også hele virkeligheden?

Illustreret Bunker har sat tre JH-praktikan-ter stævne i Folketingets kantine, Snapstinget. Mens politikere, journalister og andre af bor-gens ansatte fylder det høje, lyse lokale med en konstant summen sætter vi os for at høre, hvordan forholdet er mellem Christiansborg-journalisterne, og hvordan det er at komme fra Journalisthøjskolen til magtens centrum. Er man kammerater eller konkurrenter?

”Jeg synes ikke, vi er konkurrenter. Slet ikke. Tværtimod,” siger Thomas Vibjerg, der er praktikant hos Jyllands-Posten, mens han kig-ger spørgende på sine to medpraktikanter; Rikke Bolander fra nyhedsbu-reauet Newspack og Jens Anton Tingstrøm Klin-ken fra Politiken.

”Der er meget gang-sladder, hvor man spørger: ’Hvordan kom jeres historie frem?’ og så videre,” siger Jens Anton og tilføjer, at de også hjælper hinanden med praktiske ting som eksempelvis at minde hinanden om, hvornår pressemøderne starter.

”Det er jo vores hverdag. Jeg kan godt føle mig lidt lost – ikke lige vide, hvordan proces-serne for eksempel fungerer. Så er det meget trygt og godt at se et kendt ansigt og rart at tale med nogen, der er på samme stadie,” siger Rikke.

Holder mund - til tiderTo borde væk sidder Naser Khader henslængt og snakker med en gruppe journalister. De joker og griner, og selvom Snapstinget er fyldt med store guldindrammede portrætter af for-tidens betydningsfulde politikere, er atmosfæ-ren i det hele taget afslappet. Det gælder også stemningen mellem praktikanterne, der dog

ikke kan komme udenom, at det til tider er nødvendigt at spidse albuerne.

”Der er konkurrence, fordi vi dækker de samme sager. Nogle gange om aftenen før deadline kan jeg se Thomas gå rundt med et smørret smil. Så er det, fordi han har et eller, der kører. Noget på forsiden. Og dér holder man mund med sin egen historie. Det skal man jo,” siger Jens Anton.

”Noget snakker man om på redaktionsmø-derne, og det skal ikke uden for døren. Det er noget med at finde en balancegang,” siger Thomas.

Netop balancegangen er ofte bestemt af si-tuationen. Hurtige sceneskift er mere reglen end undtagelsen, og en skærpet omstillings-parathed er alfa og omega som reporter på Christiansborg. Rikke mindes særlig tydeligt,

dengang der var po-styr omkring Lene Espersen.

”Der stod vi alle, både faste journali-ster og praktikanter, og ventede foran gruppeværelset på, at de skulle komme ud. Den slags kan tit tage lang tid. Så vi stod og sludrede frem og tilbage og

jokede. Mange kender jo hinanden. Og så pludselig går døren op - BANG - så løber alle derhen og skubber hinanden væk. Men lige så snart det er overstået, går man tilbage til den mere casual snak,” fortæller hun.

Hemmelige solohistorier”Vi kigger hinanden enormt meget over skuld-rene. Man læser de andres ting hver dag for at følge med i den politiske dagsorden,” siger Jens Anton.

Thomas er enig og tilføjer, at han gerne selv ville have haft den historie, der er på forsiden af dagens Politiken; om at man selv skal spare op til sine velfærdsydelser.

”Selvfølgelig konkurrerer vi, for man vil altid gerne have de dagsordensættende histo-rier. Og når det sker en sjælden gang, at Po-litiken har en god historie, kan det være, at vi laver noget opfølgning på det,” griner Thomas

Demokratiets højborg vrimler med journalister. Et folkefærd på jagt efter nyheden. Illustreret bunker har mødt tre praktikanter på Christiansborg til en snak om på én gang at hjælpe hinanden og samtidig kappes om de samme historier.

Thomas Vibjerg, Rikke Bolander og Jens Anton Tingstrøm har Christiansborg som deres arbejdsplads

”Nogle gange om aftenen - før deadline - kan jeg se Thomas gå rundt med et smørret smil, så er det fordi, han har et eller andet, der kører.”

- Jens Anton Tingstrøm Klinken, praktikant

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 13

JH:Annelise Eskesen, PolitikenJens Anton Tingstrøm, PolitikenRikke Bolander, NewspaqThomas Vibjerg, Jyllands-PostenNikolaj Søndergaard, BerlingskeNanna Muus, AltingetSofie Tholl, Information Mads Bøgh Johansen, DRCecilie Gremaud, TV 2

SDU:Christian Bøje, Ekstra BladetSandra Haugaard, Ritzau

RUC:Anne Burlund, AltingetHjalte Kragesteen, Altinget

ILLFOKUS

stede på redak-tionen den pågæl-dende dag, end om hvorvidt man var praktikant eller journalist. Og der-for endte jeg med at bidrage til kampag-nen,” siger prakti-kanten.

Sofie Tholls før-ste artikler om emnet kom den 1. februar – dagen efter at Rønn havde fået ud-leveret sin rapport om de statsløses sager. Den gik under rubrikken: ”Det eneste Birthe Rønn kan garantere er tavshed” og handlede om det forhold, at ministeren ikke ville svare på spørgsmål om sagen.

Et par uger senere kom artiklen om en af de statsløse unge, som gentagne gange havde forsøgt at kontakte integrationsministeren for at få hjælp, men uden held. Rubrikken lyder:

”Kære Birthe Rønn Hornbech...”

Samarbejdet med Ulrik Dahlin og Anton Geist var meget tæt i skriveforløbet.

”Jeg følte mig enormt privilegeret - det rykkede virkelig,” siger hun.

Sortseer, men så...På trods af den store

mediedækning og størrelsen af sagen havde Sofie Tholl alligevel aldrig troet, at det ville ende med, at ministeren måtte gå af:

”Jeg tror, at jeg hele tiden har været sortseer i forhold til at nogen skulle stilles til ansvar. Jeg troede ikke, det var realistisk,” siger hun.

Lige indtil den morgen kom, hvor stemnin-gen på Borgen pludselig var sydende. Folk fór rundt mellem hinanden på gangene efter pres-semødet, hvor statsministeren gjorde det klart,

at Birthe Rønn ville blive afløst af Søren Pind: ”Folk var glade og spændte! Alle journali-

sterne på Borgen synes vel, det er fedt, når der endelig sker noget voldsomt. Pludselig var det i Magtens Korridorer, vi arbejdede,” siger hun.

Ikke lang tid efter vandt Ulrik Dahlin og Anton Geist også Berlingske Journalisters Pris for deres dækning.

Suset bider sig fastSofie Tholl har omkring en måned tilbage af sin tid som praktikant på Borgen. Hun er ikke kommet ind i en fast hverdagsrutine - det er der simpelthen ikke nok tid til, mener hun.

Forløbet omkring Birthe Rønn Hornbeck er slut, og selvom hun så det lidt fra periferien, fik Sofie Tholl alligevel noget ud af det:

”Det har været sindssygt spændende. Ople-velsen af, at avisens journalister bliver ved og bider sig fast, indtil historien får konsekvenser, det er meget inspirerende.”

Sofie Tholl er JH-praktikant på Christiansborg.

HererBorgenpraktikanterneapril2011

-JournalisterneUlrikDahlinogAntonGeistfraInformationskrevmereend50artikleromstatsløsepalæstinensereiDanmark.Prak-tikantenSofieThollvarmedtilatholdehistorienkørende.

-Medvedholdendegraverarbejdedokumenteredede,atBirtheRønnHornbechbevidsttilsidesattelovenihalvandetår-påtrodsafadskil-leligeadvarsler.

-AfsløringenfikBirtheRønnHorn-bechvæltetsomminister.JournalisternevandtBerlingskeJournalistersPrisforderesarbejde.

PraktikanterpåBorgen-konkurrenterellerkammerater?Demokratietshøjborgvrimlermedjournalister.Etfolkefærdpåjagtefternyheden.IllustreretbunkerharmødttrepraktikanterpåChristiansborgtilensnakompåéngangathjælpehinandenogsamtidigkappesomdesammehistorier. Tekst: Ida Hasgaard Røntorp og Kasper Iversen

Foto: Andreas Beck

og prikker til Jens Anton med albuen.Jens Anton fortæller, at det kan være svært

at sidde inde med noget, man rigtig gerne vil fortælle til de andre praktikanter, men at man vænner sig til at holde mund.

”Man kan mærke, hvornår man skal holde igen. Det er ligesom med et 1. års projekt. Man skal ikke tale for meget om sin historie,” siger han.

Rikke ser undrende på Jens Anton.

”Kunne du finde på at stjæle en historie fra mig eller Thomas?”

”Naaarj, men det kunne jo være, at jeg manglede en brik,” forklarer Jens Anton eftertænksomt.

De andre nikker for-stående. De lader sig også inspirere af de andre medier og praktikanter. Det mest er på solohistorierne, at der er kon-kurrence.

LandsbylivBalancegangen mellem venskab og konkur-rence gælder imidlertid ikke kun for prakti-kanter. Det gælder hele borgen. For selvom Christiansborg danner ramme om mange hundrede mennesker, bliver der i sagens natur kommunikeret meget på kryds og tværs af slottet, og mange er gamle i gårde.

”Det er et ret særligt sted det her. Det brugte jeg de første tre uger på at fatte. De kender hin-

anden godt herinde - på kryds og tværs af flø-jene og på tværs af job. Det er lidt en bobbel, og her er ret meget landsbystemning,” siger Rikke.

Hun husker klart dagen, hvor aftalen om Libyen gik igennem, og Lene Espersens pres-semand gav Naser Khader et kram, fordi mis-sionen lykkedes.

”Det er mit indtryk, at mange Christiansborg-reportere er bedre venner med andre Chri-stiansborg-reportere end med folk fra deres eget medie,” siger Jens Anton.

”Hvis man eksempelvis prø-ver at få fat på Birthe Rønn eller har problemer med den samme spin-mand, så kan man på den måde få et indirekte samarbej-de,” siger han.

De tre praktikanter er samtidig enige om, at selv politikere ofte er bedre venner med politi-kere fra de andre partier end deres eget.

”Internt i partierne er de konkurrenter med hinanden, men det er de jo ikke på tværs af partierne,” siger Rikke.

”De slås, når mikrofonerne er tændt, men de hygger sig jo. SF’ere og Venstrefolk går og hygger sig, spiser frokost med hinanden og taler om, hvad de har lavet i weekenden. Det er måske meget sigende for hele livet på Borgen,” konkluderer Thomas.

Thomas Vibjerg, Rikke Bolander og Jens Anton Tingstrøm har Christiansborg som deres arbejdsplads

”Deteretretsærligtsteddether.Deterlidtenbobbel,oghererretmegetlandsbystemning.”

- Thomas Vibjerg, praktikant

Sagen kort

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk14

Hvad var for dig den største ud-fordring ved at gå fra journalist til politiker? Det ved jeg sgu ikke. Det var jo ikke en større udfordring. Jeg var 15 år i røde kors, inden jeg blev politiker, så det var ikke en brat overgang.

Hvornår ville du ønske, at du stadig-væk arbejdede som journalist?Én gang journalist, altid journalist. Det er lige meget, om man er generalsekretær eller sidder i Folketinget, så sidder journalisten i én.

Der er stadig utrolig mange historier, der bliver skrevet inde i hovedet, når jeg sidder til internationale politiske møder. Men det er klart, at det er noget lettere at blive hørt som journalist end som politiker.

Jeg kan godt misunde journalisternes evne til at blive hørt. Specielt i dag hvor der er flere journalister i presselogen end politikere i Fol-ketingssalen.

Hvordan har dit syn på folketingspo-litikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem?Det har det stort set ikke. Jeg har stadig den

grundopfattelse, at politikere er mere hjem-søgte i dag end tidligere.

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist?Nej, det er et helt andet spil, det kan tværti-mod være et handicap.

I dag foregår kontakten jo gennem en masse filtre. Der er journalister i partierne, og sam-talen foregår sjældent mellem politiker og journalist, men mellem pressens og partiernes journalister.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist?Ingen! For mig at se har politikeren ingen for-dele frem for journalisten. Det er i høj grad journalisten, der vælger dagsordenen og har formuleringsprivilegiet, mens politikerens ud-

sagn ofte alene bliver anvendt som autenticitet for den præmis, journalisten har sat.

Til gengæld har politikeren mulighed for at påvirke den politiske proces.

For journalisten er hver morgen ny. Når hi-storien er afleveret, behøver han ikke bekymre sig mere om den. For politikeren begynder til gengæld det lange seje træk, som kan være nok så væsentlig for resultatet, men som kun sjæl-dent dækkes af pressen. Det er sjovere at være journalist end politiker...og gad vide, om ikke journalisten har større indflydelse.

Er der et hierarki mellem journalister og politikere?Journalisternes troværdighed ligger over poli-tikernes i alle målinger. Den største forskel er, at politikere også skal være dygtige.

Journalister behøver ikke at være dygtige og nøjeregnende med fakta, for konsekvenserne er ikke så store, hvis de er forkerte. Journalister kan opsætte en tese og så gå til politikerne.

ILL FOKUS JOURNALISTIK PÅ BORGEN

Én gang journalist, altid journalist

JørgEn PoulsEn (radikalE VEnstrE)Udlært fra Kalundborg Folkeblad 1964-1967.Karriere: Udenrigskorrespondent for DR i Stockholm, Hong Kong og Washington DC.

Hvad var den største udfordring for dig, ved at gå fra journalist til politi-ker?Det er fandme et godt spørgsmål. Abstrakt.

Hvornår ville du ønske, at du stadig-væk arbejdede som journalist?At være fælles om at fortælle en historie og være båret af den gode historie, det kan jeg godt savne.

Nu har jeg arbejdet meget på tv, og energien på en redaktion, hvor man er et hold sam-men om at fortælle en historie, det er fedt. Det teamwork, som man har med redaktøren og fotografen, det kan jeg godt savne meget.

Hvordan har dit syn på folketingspo-litikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem?Det har ændret sig meget. De arbejder fandme hårdt - det gør vi altså.

Det kom bag på mig, så meget der sker

udenfor Christiansborg: Så mange møder og arrangementer i forskellige foreninger rundt i hele landet.

En stor procentdel af arbejdet foregår uden for blitzlyset, fordi man er båret af en demo-kratisk ild. Det hårde demokratiske arbejde har jeg fået kæmpe respekt for. Jeg var ikke klar over, at det var så omfattende.

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist?Ja, jeg synes helt klart. Jeg har nogle fordele i min forståelse for, hvordan de arbejder.

Jeg ved også, at jo mindre jeg siger, des større kontrol har jeg over, hvad der kommer i.

Så jeg beslutter på forhånd, hvor meget jeg kan sige, så det er en god historie, samtidig med at jeg kan stå inde for det. Hvis man ikke

er bevidst om det i starten, kan interviewet vare måske 20 eller 30 minutter.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist?Der er kæmpe, kæmpe fordele. Som journa-list er man nødt til at være upartisk. Som po-litiker skal man være partisk. For mig gjorde det simpelthen ondt, når jeg som journalist skulle dække historier, som jeg kunne mærke var vand på Dansk Folkepartis mølle. Det er så skønt, at jeg nu kan gå helhjertet ind for nogle principper, som jeg tror på og en filosofi om fællesskab, som jeg kæmper for.

Er der et hierarki mellem journalister og politikere?Der er helt klart nogle informationer som jeg har nu, som jeg ikke giver til journalister. Jeg har prøvet at stå og vente foran udvalgslokalet og kæmpe om en kommentar fra politikerne. Nu er det mig, der kommer ud, og i den situa-tion er jeg jo rykket et skridt op.

Hvad var den største udfordring for dig, ved at gå fra journalist til politi-ker?Jeg gik fra at være almindelig journalist til at være pressechef i DF. Derefter blev jeg politi-ker. Jeg har haft en slags mellemstation, som har været med til at gøre tingene noget nem-mere. Springet er stort, når man lige pludselig er på den anden side af bordet.

Men jeg har tit savnet at skrive. Jeg kan godt lide at lave nyhedshistorier.

Hvornår ville du ønske, at du stadig-væk arbejdede som journalist?Det ville jeg ikke ønske længere. Jeg er blevet for gammel til at komme tilbage nu, jeg er 57

år og kan ikke se mig som journalist. Men jeg savner da at kunne lave klummer.

Har dit syn på folketingspolitikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem?Nej, det synes jeg ikke. Nej.

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist?Det kan kun andre vurdere, men det er da klart, at jeg i hvert fald har stor forståelse for, hvad det er, de vil have. Noget, jeg selv synes, er tæskeinteressant, er ikke nødvendigvis interes-sant for dem.

Jeg har en bedre forståelse for, hvornår der

er deadline, hvornår man holder redaktions-møde, og hvordan det fungerer i det hele taget. Det er en rar viden at have som politiker.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist?Man har i høj grad mulighed for at få sine egne holdninger frem. Når jeg skriver kronikker eller artikler til aviserne, er det jo for at for-tælle om mine idéer, og hvad jeg synes. Den mulighed har man ikke som journalist. Dér må man forsøge at dele sol og vind lige og gøre det så objektivt som muligt.

Er der et hierarki mellem journalister og politikere?Det er en daglig kamp, om hvem der sætter dagsordenen: Politikerne eller pressen. Som-metider vinder vi, sommetider vinder pressen.

I DF sætter vi en stor ære i, at det er os, der sætter dagsordenen, og ikke bare fordi man har haft et eller andet redaktionsmøde på Ber-

lingske og har sagt: ’Nu skal vi have et tema som hele Danmark skal snakke om.’

sørEn EsPErsEn (dansk folkEParti)Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, 1980.Karriere: Ringsted Dagblad, BT, Billed-Bladet og Pressechef i DF.

Magnus HEunickE (socialdEMokratErnE)Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, 2002.Karriere: DR 1999-2005.

De var journalister. Nu er de politikere. Alle ved de, hvordan pressen skal tackles.Tekst: Jonas Sloth Bach

foto: folketinget

foto: folketinget

foto: folketinget

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 15ILLFOKUS

ANONYME TIPS

”Er det okay at være i praktik hos Dansk Metal?”

Det er nok det spørgsmål, jeg er blevet stil-let mest i løbet af de sidste to måneder. Aldrig:

”Er det fedt at være i praktik hos Dansk Metal?”

Nej, nej:”Er det okay?”Og jeg er ærligt talt træt af at skulle forsvare

min praktikplads. For nej, det var ikke drøm-mestedet, men jeg er faktisk rigtig glad for, at det er her, jeg er havnet.

Jeg sidder på en lille redaktion midt i Kø-benhavn sammen med otte andre. Mine ar-bejdsopgaver består af alt lige fra webnyheder til reportager. Jeg har blandt andet intervie-wet Socialdemokraternes Carsten Hansen om manglende midler til de fyrede fra Lindø og været i Billund for at portrættere et af de mange mennesker, som laver legoklodser.

Det er hverken Gaddafi, jordskælv eller find Holger. Det er journalistik om danske metal-arbejdere til danske metalarbejdere. Det er mennesker, som dybest set står for al industri i Danmark, som er enormt stolte af deres fag, og som synes, det er sjovt at få en ung pige som mig på besøg i værkstedet.

Jeg har en 37 timer lang arbejdsuge, men

igen faste vagter. Jeg har heller ingen daglige deadlines. Jeg har månedlige deadlines, og det er faktisk en udfordring. Generelt skal jeg vænne mig til at være på arbejdsmarkedet, til selv at administrere min tid, så jeg hele tiden holder mig beskæftiget og ikke slapper den i tre uger for så at stresse i ugen op til deadline.

Der er forskel på fræsemaskinerMulighederne på Dansk Metal er mange, men i en fagforening som denne, hvor man intet kendskab har på forhånd, kan det godt være svært lige at finde de fede historier.

Jeg er ikke blevet kastet ud i direkte inter-views fra dag ét. Det er umuligt for en ny som mig at interviewe økonomer om Industriens Overenskomst, når jeg ingenting aner om stof-fet. Derfor har de to første måneder på Dansk Metal også været en slags oplæringsperiode, og indtil videre har jeg lært rigtig meget.

For eksempel kender jeg nu forskellen på en 5- og en 3-akslet fræsemaskine, jeg ved, at der er et loft på 3500 kroner på efteruddannelse, som begrænser ledige metalarbejderes mulig-heder for at komme tilbage på arbejdsmarke-det, og at man ikke skal grine ad en nordjysk smeds dialekt.

OL, sindssyge og socialdemokraterDet er et megaspændende fagområde, og jeg

begynder mere og mere at få øjnene op for de mange historier, som findes.

For eksempel skal jeg ud og lave et portræt af en kvindelig sejlmagerlærling, som også er ved at træne sig op til OL i 6m jolle. Jeg skal interviewe 3000 sindssyge lærlinge, når der er ”Danmarks Hurtigste Bil” til sommer, og så skal jeg på Borgen og lave kommunikation for Socialdemokraterne, inden min praktik hos Dansk Metal er slut.

Det er fedt at være i praktik. Men det er også

hårdt. Og en gang imellem kan jeg godt blive i tvivl, om det virkelig er artikler om a-kasser og finanskrise, jeg har lyst til at lave resten af min praktiktid. Men så idéudvikler jeg med mine kollegaer, får ros for min web-nyhed eller tager til Herning for at interviewe Danmarks dyg-tigste lærlinge, og så bliver jeg mindet om, at mulighederne er uendelige. Det gælder bare om at tage dem.

I en verden af sindssyge lærlinge og glinsende metal

Mette Schmidt Rasmussen, praktikant hos Dansk Metal, har denne udgaves stafet.

Mette er træt af spørgsmålet: ”Er det okay at være i praktik hos Dansk Metal?” Hun har fået øjnene op for metal og fagforeninger.

PRAKTIKANTSTAFET

”Der var en, der tippede mig ved at lægge nogle dokumenter til mig på en grillbar på Gammel Køge Landevej. De ringede fra grillbaren og bad mig komme. Jeg kørte derned, for tænk nu, hvis tippet var godt. Det var bare nogle interne Venstre-ting. Jeg tjekkede det, men der var ikke noget i det. Jeg kigger på alt, men jeg skriver ikke alt. Den situation var næsten helt ’hat og blå briller’-agtig.”

BaggrundssnakAnekdoten kommer fra Elisabet Svane, Fyens Stiftstidendes po-litiske redaktør med fast kontor på Christiansborg. Næsten hele hendes karriere har udspillet sig på det berømte slot. Og anonyme tips fra politikerne, hvor man ved hvem vedkommende er, men ikke må offentliggøre det, har altid været en stor del af hendes kar-riere.

”Når jeg møder en politiker på gangen og henvender mig til dem, eller hvis de henvender sig til mig, får jeg ofte et tip. Mit arbejde handler jo meget om at ’bag-grundssnakke’ med folk. Og det er godt, at de tipper mig. Jeg vil jo altid gerne have tips om, hvor der kan ligge gode historier. Så er det min opgave som journalist at grave dem frem. Rigtig mange af de historier, jeg skriver, stammer fra tips,” siger Elisabet Svane.

Vigtige vink med vognstan-genLars Bjerg, lektor på Journalist-højskolen, mener, at for at kunne bruge anonyme tips handler det om at vurdere to ting.

”Man skal vurdere kildens tro-værdighed i den konkrete sam-menhæng, og så skal man tjekke, om informationerne er sande. Hvis informationerne er vigtige og desuden bekræftede, så kan man være ligeglad med kildemo-

tivet,” siger Lars Bjerg.Han mener, at det er godt, at

journalistikken gør brug af de små vink.

”Det er godt for journalistik-ken, at man får anonyme tips, for så får man informationer, der el-lers måske ikke ville være kommet frem. Jeg kunne ikke forestille mig journalistik uden anonyme tips,” siger Lars Bjerg.

Ingen personlig sladderSom journalist på Christiansborg skal man være ekstra opmærk-som på de interesser, folk kan have, mener Elisabet Svane.

”Det er rimelig nemt at afkode politikere på Chri-stiansborg. Alle har en inte-resse i alting. Men selvom de har en interesse, kan historien godt være sand,” siger hun.

”Anonyme tips handler mest om politiske sager. Personlige for-hold fylder slet ikke lige så meget. De fleste tips kommer fra engage-

rede politikere, der er langt nede i en sag, som de gerne vil have skrevet om,” siger Elisabet Svane.

”Du har det ikke fra mig!”Som politisk journalist på Christiansborg er anonyme tips vejen til historierne. Der bliver hvisket i krogene og givet besked på, at man ”nok ikke skal kigge på side fire i de papirer, der ligger i anden øverste skuffe”.Tekst: Martin PedersenIllstration: Stine Hvid

Tekst: Mette Schmidt Rasmussen

Foto: Privat

”Alle partier er meget behjælpelige med tips, men de bedste råd er altid anonyme. Altid. Lige pludselig ligger der nogle

papirer til dig, som du ikke aner, hvor kommer fra.Ofte hører jeg:

”Nu taler vi uden for blokken”, ”Det her er bare til baggrunds-viden,” eller ”Du må endelig ikke citere mig for det,

men...”Det sker både telefonisk og ansigt til ansigt. De

færreste afleverer deres tip på mail og sms.”

Hans Chr. Blem, journalist, Ekstra Bladet

”Især før en valgkamp hiver politi-kerne fat i mig på gangen og spørger:

’Har du hørt det her? Jeg har ikke sagt det, men prøv lige at ringe til ham her..’ Så

snart det handler om opstilling, foregår der en del magtkampe internt i partierne, og så graver de ting frem om hinanden.”

Philip Flores, politisk redaktør, Information

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk16

”Spørg ind til detaljen. Spørg mere ind til detaljen. Spørg ind til historien, som ligger i detaljen. Spørg mere ind til historien.” - Jakob SandvadILLPERSPEKTIV

”De er meget bevidste om, at de ikke magter alt. De tager sig kun af en del af samfundet, de gør det på en kvalificeret måde og de hen-vender sig til den målgruppe eller niche, der er interesseret i at gå i dybden med de områder, de har udvalgt.”

Sådan lyder vurderingen fra Christian Breinholt, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i medieud-vikling i Danmark. Han vurderer, at de såkald-

te nicheaviser er i stand til at fastholde deres læsere, fordi de for lang tid siden gjorde op med omnibustankegangen, som går ud på at prøve at skrive lidt om alting. I stedet har de valgt at gå i dybden med bestemte stofområder og henvende sig til et bestemt segment.

SegmentpressenIfølge Christian Breinholt har danske aviser generelt flyttet sig fra at være omnibusaviser, hvor alt skal dækkes, til at være mere segmen-

terede aviser, der har fokus på at være noget specielt for deres læsere.

”De store aviser er gået i retning af de seg-menterede aviser eller nicheaviserne. Ber-lingskes store satsninger på en ny form for journalistik med inddragelse af borgerne i deres lægekampagne og politireformkam-pagne har skabt en ’vi er sammen om det her’-kultur. På samme måde har Politiken de senere år taget en mere politisk drejning, og på den måde henvender de sig i højere grad til

et bestemt segment,” siger Christian Breinholt. Han mener, at de store aviser har haft behov

for en skarpere profil i et medielandskab, der bliver stadig større, og hvor nyheder nu er noget, man får gratis. Det er vigtigt for aviser-ne, at læserne føler, de får noget særligt ud af at læse papiraviserne.

Gode vilkårNetop følelsen af at få noget særligt ud af læse-oplevelsen er det, nicheaviserne altid har lavet avis på. Derfor har de aldrig været så sårbare over for udviklingen i mediebranchen, og de er ikke blevet ramt så hårdt som mange andre aviser, vurderer Christian Breinholt.

”Når de fra starten har valgt at lave et pro-dukt med et andet indhold end både de andre betalingsmedier og de nye gratismedier og netmedier, så har de alt andet lige været min-dre sårbare. Og så har de forstået, at hvis man skal lave journalistisk, som folk fortsat vil be-tale mange penge for, så skal det være jour-

Skriv til færre - sælg til flereMens mange danske dagblade kæmper med faldende oplagstal, er nogle få aviser i stand til at holde på læ-serne. Det er de såkaldte nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad, som ifølge Christian Breinholt, ekspert i medieudvikling, har succes, fordi de tilbyder læserne noget, de ikke kan få andre steder.

Tekst: Kristoffer Lottrup

”Nu bliver Alken.dk nævnt i boligannoncerne. Og byen bliver omtalt som et aktivt sted, hvor folk tager sig af hinanden.”

Sådan siger Knud Abildtrup, redaktør på Alken.dk, der dækker den midtjyske by, Alken, med kun 243 indbyggere. Sitet blev startet for fire år siden og er med 1800 ugentlige besø-gende et af de succesfulde såkaldte ’hyperlo-kale’ medier i Danmark. Det vil altså sige et medie, der er helt ude i et nærlokalt miljø, og som dækker et afgrænset område meget in-tenst.

Et andet eksempel er det fire måneder gamle månedsskrift Kongevejen, der kun dækker Gammel Kongevej på Frederiksberg. Lige som Alken.dk er ambitionen også her at bidrage til lokalsamfundet og engagere borgerne. Avisen sælger i gennemsnit annoncer for lidt mere end 40.000 kroner om måneden, og det har bevirket, at de to bagmænd, Matthias Dressler-Bredsdorff og Jakob Sandvad, nu begge arbej-der deltid på avisen.

AfhængighedAt skrive om den samme by, som man bor i, begrænser uafhængigheden i journalistikken. Knud Abildtrup mener, at der er et filter på journalistikken, når man laver det så lokalt. Det kommer især til udtryk, når man sam-menligner hans tidligere arbejde som lokal-journalist med det, han laver nu.

”Jeg har kendskab til ting i byen, som jeg be-vidst ikke kaster mig over. Ting, jeg tidligere har skrevet om som lokaljournalist, men som jeg nu vælger fra. Vi tager selvfølgelig kon-troversielle ting op, men på en mere forsigtig måde,” siger Knud Abildtrup.

På Kongevejen er de gået hele vejen og laver det, de kalder kontra-journalistik.

”Vi udfordrer den journalistiske agenda og den skarpe vinkel, der er i dagbladene. For der mangler medier, der gør plads til tilfældighed. Det er en måde at insistere på almindelige, menneskelige historier. Vi skriver kun om det, vi ser, og som vi synes, er sandt,” siger Jakob Sandvad.

Han pointerer, at selvom de laver subjektiv

journalistik, så har de nogle meget klare jour-nalistiske kriterier.

”Vi har et skema med fire punkter, som vi går ud fra, når vi laver det her ultralokale kon-tra-journalistik. Spørg ind til detaljen. Spørg mere ind til detaljen. Spørg ind til historien, som ligger i detaljen. Spørg mere ind til histo-rien,” siger Jakob Sandvad.

Motivationen for at producere Kongevejen bunder i utilfredshed med de nuværende me-dier i Danmark.

”Vi gør det, fordi der er så mange histori-er, der ikke er plads til i de gængse medier på grund af et forinden planlagt dogme. Derfor gør vi det omvendt,” siger han.

Lokalt sammenholdBåde Knud Abildtrup fra Alken.dk og Jakob Sandvad fra Kongevejen mener, at hyperlokal journalistik kan være med til at skabe et so-cialt sammenhold. Det er den sociale forank-ring, der er vigtig. Ifølge Jakob Sandvad er det noget, som de nuværende lokalaviser ikke kan finde ud af.

”Man overfokuserer på at være vagthund. Det er et stort problem i Danmark, at den so-ciale forankring ikke er til stede i de nuværen-de medier. Medier er også noget, der kan binde folk sammen, og det er mindst lige så vigtigt,” siger Jakob Sandvad.

Tro på detOpfordringen lyder fra de to hyperlokale jour-nalister, at man bare skal give sig i kast med det, hvis man har lyst.

”Lav noget, som de almindelige kanaler ikke beskæftiger sig med. Der er mange andre måder at gøre det på. Det handler bare om at gå ned på gaden og sælge en annonce til din slagter. Hvis du gør meget ud af det, kan du tjene mange penge, og hvis du gør lidt ud af det, kan du tjene lidt penge,” siger Jakob Sand-vad.

”Tro på, at der er historier i ethvert samfund, og at du kan skabe et aktivt lokalsamfund og et fællesskab,” opfordrer Knud Abildtrup.

Flere hyperlokale aviser er begyndt at vinde frem - tilsyneladende med succes. Der er historier overalt, siger folkene bag.

Lokale medier udfordrerTekst: Martin PedersenFoto: Liv Høybye

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 17

PERSPEKTIV ILL

nalistik, der leverer noget andet, end det man finder i TV-Avisen og i MetroXpress.”

Som klassisk musikChristian Breinholt spår, at nicheaviserne også i fremtiden vil være at finde på det danske avismarked, og at de kan holde sig på deres nuværende niveau, fordi der fortsat vil være en del af befolkningen, som vil efterspørge den dybdegående og prioriterede avis. Han sam-menligner nicheaviserne med klassisk musik.

”Det at læse avis bliver ligesom at kunne lide klassisk musik. Det er der fortsat en gruppe i befolkningen, der gerne vil have, også selvom man kan få alt muligt andet musik. Det bliver for et bestemt segment, mens masserne vil gå over til andre medier.”

Råd fra lektorenHvis man som studerende i fremtiden gerne vil lave den form for dybdegående journali-stik, der praktiseres på nicheaviserne, skal man

se frem til uddannelsens sidste semestre. Her er der nemlig i højere grad fokus på analyse og teori i forhold til at kunne gå mere i dybden med historierne.

”På 7. og 8. semester er det ikke nok at kunne referere godt, levende og korrekt. Man skal også kunne analysere tingene selv og i hø-jere grad vide, hvilke interesser der er på spil og blive mindre kildeafhængig. Man skal i det hele taget glæde sig til tiden efter praktikken,” siger Christian Breinholt.

”Rent redaktionelt leverer vi et produkt, som er unikt.”

Så klar er meldingen fra Jørgen Andresen, der er redaktør på borsen.dk. Den 11. marts gik han og resten af redaktionen i luften med den hidtil største Ipad-satsning i Danmark.

”Vores journalistiske ambition er, at vi vil skabe en tredje redaktionel model,” siger han.

Han forklarer, at Ipad-produktet skal kom-binere kvaliteterne fra den trykte avis og net-

avisen. Den trykte, der udkommer én gang om dagen med historier, der i sagens natur ikke kan opdateres og netavisen, der traditionelt bringer breaking news og hurtige historier om aktuelle nyheder.

Rodet og uoverskueligMen satsningen er langt fra imponerende. I hvert fald ikke, hvis man spørger Jon Lund. Han er konsulent i sociale medier, ny formand for DONA, Danish Online News Association, og har anmeldt Børsens Ipad-avis.

Han fremhæver, at den sociale del er fuld-kommen fraværende, da man hverken kan like, twitte eller kommentere. Men særligt kritisk er det ifølge ham, at avisen mangler overblik.

”De har forsøgt at koble deres netavis sam-men med den trykte udgave. Men det roder, og det er klasket sammen. Det er en skam, for det at skabe overblik er især det, Ipad’en kan. Men det her er for uoverskueligt. Det er ikke en avis, som man sætter sig i sofaen og hygger med,” siger han.

På sin blog skriver Jon Lund desuden, at Børsens Ipad-avis er ”blottet for digitalt over-skud”, og han kalder sammenhængen mellem avis- og live-delen ”håbløs”. Den kritik tager Børsen til sig, men ifølge Jørgen Andresen er der langt hen ad vejen tale om indkøringspro-blemer.

”Det er klart, at når man starter noget helt nyt, så er der en masse udfordringer og ting, som man pludselig godt kan se, at man skulle have gjort anderledes. Men når alt det ævl er

sagt, så vil jeg pointere, at vi leverer noget, som er meget anderledes end noget, vores danske konkurrenter leverer på Ipad,” siger han.

Jyske bank forsøgte – uden heldBørsen har droppet deres samarbejde med TV 2 News, og de har i den forbindelse hen-tet fire journalister tilbage. Heriblandt de to studieværter Tina Riising og Mai Zeilund Jes-sen, der nåede at blive kendte ansigter på TV 2 News. Nu viser Børsen live-tv på Ipad to gange i døgnet, og redaktøren lægger ikke skjul på, at ambitionen er, at produktet skal kunne kon-kurrere med finansnyhederne på TV 2 News.

”Det er store ord, men der er ikke nogen tvivl om, at vores ambi-tion er at levere en lige så god – måske endda bedre – finansdækning på tv end TV 2 News gør,” siger han.

Men heller ikke her spår Jon Lund den store fremtid for Børsens Ipad-udgave. Han kalder det et interessant eksperiment og er imponeret over, at de forsø-ger at udnytte muligheden. Men barriererne er simpelthen for store.

”Det kommer ikke til at fungere særlig godt. Jyske Bank forsøgte, men det var kun deres egne kunder, der så det. Det er simpelthen for svært at ændre folks vaner. Man har en for-ventning om, at ’selvfølgelig ser jeg tv på tv’et og læser nyheder på Ipad og nettet’. Det er et ekstremt svært marked at komme ind på,” siger han

Folk vil have mereIfølge Jørgen Andresen vil den massive sats-ning på Ipad ikke have nogen mærkbar effekt på salget af traditionelle aviser.

Han forklarer, at mængden af information, folk vil have, stiger. Det betyder, at den trykte avis ikke læn-gere er alene. Men en decideret avisdød tror han ikke på. Han sam-menligner det at købe en avis med at gå i bio-grafen.

”Folk betaler stadig for at få lov til at sidde

i de røde filtstole og knitre med deres karamel-papir, selv om de har hjemmebiografer og mu-lighed for streaming,” siger han og fortsætter:

”Det er det samme med aviser. Der er stadig et eller andet, der får folk til at mene, at det er federe at sidde og knitre med en avis i en lænestol.”

- Ifølge tal fra Danske Dagblades Forening steg Informations oplagstal med

8 procent fra 2003 til 2009, mens Kristeligt Dagblads oplag steg med 21 procent.

- I samme periode oplevede både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten et fald i oplaget på 27 procent.

- Fra 2007 til 2009 steg både Informations og Kristeligt Dagblads læsertal, det viser tal fra Index Danmark/Gallup. Information med 7 procent, og Kristeligt Dagblad med 15,5 procent.

- Til sammenligning faldt Ekstra Bladets læsertal med 12,5 procent i samme periode, mens Jyl lands-Postens faldt med 4,9 procent.

Hvordan går det?

Børsen vil konkurrere med TV 2 NewsLive-tv to gange dagligt og bedre finansdækning end TV 2 News. Børsen er klar med en ny Ipad-avis, der er mere end bare den trykte avis. ”Det kommer ikke til at fungere,” siger ekspert.Tekst: Rasmus Elmelund og Søren B. Toft

Foto: Kasper Burchardt Thye

”Det er for uoverskueligt. Det er ikke en avis, som man sætter sig i sofaen og hygger med.” - Jon Lund, anmelder

”Når alt det ævl er sagt, så vil jeg pointere, at vi laver noget, som er meget an-derledes end vores danske konkurrenter.”

- Jørgen Andresen, borsen.dk

Jon Lund giver Børsens store Ipad satsning to små stjerner ud af fem.

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk 19

BAG S I D E N A F BAG S I D E N

- Jeg vil egentlig godt vide, om den guldring er groet fast i dit øre?

Se, for det første er det, du kalder en guldring, en sølvring. Endda sølvfarvet. Ta’ lige og prøv en af dine egne observations- eller research-øvelser, Mester Ole!

Og nej. Ganske vist har jeg haft den i knap 30 år, og den er et mindesmærke over mit opgør med min hang til puritanisme. Men den er ikke groet fast. Hver gang vi har forårsren-gøring herhjemme, nupper ISS lige sølvøre-ringen med. De år, hvor det så ikke er skudår, lægger jeg mig i stedet gerne i en MR-scanner på Skejby med en af mine skavanker, og så skal den også ud. Men jeg kan ikke selv hverken tage ringen ud eller sætte den i. Det er derfor, jeg er gift.

- Hvor gemmer du dine Duracell-batterier, for du har da godt nok altid gang i meget mere, end mange andre er i stand til at over-skue: Småbørn, bogprojekter, nye uddannel-ser, du er ved at tage osv?

Fejl igen. Det er meget finere end Duracel. Det pæne svar er livsappetit. Livet er kort, og det tager lang tid at lære. Men jeg kan godt li’ det. Det slog mig forleden, at jeg må være den bedst avlende underviser på Journalisthøjsko-len: Fire børn, fire døtre endda, ret vellykkede, give and take et par stykker. Desuden har jeg en adelig baggrund, og den slags forpligter, har jeg læst. Okay, lavadelig, og lidt udvandet, ikke så’n rigtig holdt ved lige, kan man sige. Vi røg tidligt af finansloven. Men alligevel.

Det mindre pæne svar er på latin, og forsker-ne arbejder stadig i døgndrift på at løse gåden. Det var det projekt, Penkowa ikke kunne finde frivillige rotter nok til.

- Hvor er det, du køber dine trøjer? Får du – som Søren Pind – store og attraktive mæng-derabatter, eller kan du bare virkelig godt lide det snit? Kan du overhovedet binde et slips?

Af min far lærte jeg to ting: At være sarkastisk og at binde et slips. Ingen af delene kan man bruge til noget konstruktivt. Men slipsebin-deriet kunne jeg i det mindste vænne mig af med. Jeg ejer ikke et slips. Jeg kan ikke tænke slips uden at tænke bondage, netstrømper og korset. (Med tryk på sidste stavelse.) Nåhjo, det lærte jeg også af min far: Sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. Gerne plat. Det der adelige lå udelukkende på min mors side. Og hun var næsten aldrig hjemme. Se selv, Ole, sådan går det, når man stiller tre spørgsmål på en gang: Så vælger IP bare at svare på det, han har lyst til. Og når det sidste spørgsmål er lukket, kører IP bare glad ud ad en tangent. Jeg kender en bog om det, den må du gerne låne. Nej, købe.

- Og Lars, hvad har været dit professionelle livs vigtigste korsvej, og hvor ser du den næste korsvej?

Da jeg efter et par år som journalist første gang til en fest hørte om, at man kunne analysere, systematisere og dermed gennemskue argu-menter. Hvorefter jeg gik i gang med at læse filosofi i min fritid for at at lære det. Hvorefter jeg fik den ide, at det burde alle journalister da kunne. Hvorefter jeg lod mig ansætte på sko-len og fik det indført – længe før retorikerne fik det indfald, at det lå under deres domæne, og at alle gymnaiseelever burde lære det.

Men i situationen føltes det slet ikke som en korsvej, bare som en ny spændende ud-sigt, som åbenbarede sig. Og sådan har mine mange retningsskift altid været: Mens jeg løb, dukkede noget op og rev mig med. Jeg har ikke et kort at løbe efter, og derfor aner jeg ikke, hvor og hvornår det næste skifte ligger. Sådan har jeg det også bedst.

I næste udgave er det Gitte Luk, der sidder i den varme stol. Glæd dig!

For en måned siden kunne Ole H. B. Andreesen for-tælle om sin trang til tyske telte, og nu er stafetten ble-vet sendt videre til Lars Bjerg – manden der ved, hvad han tror, eller i hvert fald kan skrive en bog om det. Ole stiller spørgsmålene, og det skallede orakel svarer.

LÆRERSTAFETTEN:

Har jeg ikke set dig før?LOOK-ALIKES:

Gå på illbunker.dk, og stem på det par, der ligner hinanden mest. Fredagsbaren udlodder to kander øl til det par, der får flest stemmer.

Normalt opklarer Stubbe mysterier sammen med makkeren Scooby-Doo, men til de problemudredende forløb må Søren Jessen klare sig alene.

Silver Fang kan ikke længere findes i bjergene, men i stedet på kontoret

på 400-gangen. På alfahun(n/d)ens dør står der Anne-Marie Dohm.

Fotos: amtsavisen.dk, stereogum.com, fanpop.com, animatedheroes.com, scooby-doo.com, step-red-now.blogspot.com

Aladdin har lagt sin småkriminelle baggrund bag sig, og flyver nu rundt på 2. semester. Han går nu under navnet Andreas Fey.

Finanskrisen nåede ikke at få fat i Patrick Bateman. Han kom ud i tide, og

huserer nu som forskningschef. Roger Buch, du har skjult det godt.

Den første vi møder er Prince. Han har gennem tiden optrådt under mange navne, nu prøver han så Kenneth Djoeneri, 1. semester.

Illustration: Redaktionen

BAGSIDEN

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk20

BR

IGH

TO

NFO

TO

: Cam

illa Røn

de