2524 Terpsichore - dans som scenekunst Efterår 2013

Den snart 49-årige Majbritte Ulrikke-holm fik sit musikalske kald i en alder af kun 5 år. Siden har hun blandt andet rejst rundt med Etta Camerons Gospel-kor, haft adskillige soloudgivelser med engelske og danske sange, udgivet flere bøger, samt deltaget i radioprogrammer på DRs P1. I dag understreges sangerin-dens solokarriere med en trofast fanska-re, der følger hende på den musikalske og kreative sjælevej. Udover at hendes sangerfaringer og evner er vidtrækken-de, så indbefatter hendes tanker om-kring kreativitet, indsigt og forvandling nemlig også undervisning for dem, der søger en dybere mening: I det kunstne-riske udtryk, og i livet. Dette er derfor ikke en direkte fortælling om dans, men skal snarere betragtes som inspiration til, hvordan kreativitet udtrykker sig gennem en kunstners hjerte.

Det musikalske kalder…En lille pige på 5 år sidder stolt iført sit nye Tyrolerkostume. Hun er på vej hjem i en bus fra en ferie i Tyrol med hen-des bedsteforældre, da hun pludselig opdager det instrument, rejselederen holder i sin hånd. Hun er fascineret. For tænk hans stemme kan forstærkes på en sådan måde, at den kommer ud i hele bussen. Der er ingen tvivl hos den lille Majbritte Ulrikkeholm. Det her må hun også straks prøve. Derfor trasker hun op til rejselederen, får mikrofonen i hån-den og begynder at synge og fortælle historier. Da hun bagefter samler penge ind fra de mange pensionister, i sin lille tyrolerhat, har Majbritte Ulrikkeholm opdaget noget betydningsfuldt. ”Kan man virkelig tjene penge på at stå og synge ind i sådan en mikrofon? Det var da bare helt vildt. Det var her, jeg vidste, at det var dét, jeg skulle i mit liv. Det var sådan et kald. Men jeg var også klar over, at det var mit arbejde,

fordi jeg allerede første gang oplevede en kobling mellem det at synge i en mi-krofon og få penge for det,” gengiver Majbritte Ulrikkeholm begejstret. Derefter optræder hun til forskel-lige private arrangementer med hendes sang og en guitar. Belønningen er en overflod af sodavand og store chokola-deæsker, som hun deler med nabolagets børn på hendes værelse. Da hun senere kommer i gymnasiet, bruger Majbritte Ulrikkeholm alle sine sommerferier i Frankrigs hovedstad, Paris. Her er det især metroen, hun ud-forsker musikalsk, fordi hun er faldet for den storartede rumklang. ”Jeg skulle på ferie i en uge hos min søster, der boede i Paris. Men så så jeg de her mennesker, der sang nede i me-troen. Der tænkte jeg, at det var sgu smart – og lånte en guitar. Der er en flot rumklang dernede. Men jeg har al-tid haft en vej med musikken. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet. Det var bare sådan,” griner Majbritte Ulrikke-holm, der også efterfølgende medvirker i musicals, kabaret- og teaterforestil-linger. Da den 20-årige Majbritte Ulrikkeholm modigt og beslutsomt trykker på ringe-klokken til Etta Camerons privatadresse i København, kommer der dog en seriøs og uventet fart på hendes sangkarriere. I virkeligheden vil hun være sangelev hos den anerkendte jazz- og gospel-sangerinde. Men det ændrer sig straks efter, at Etta Cameron tester Majbritte Ulrikkeholms musikalske spektre. ”Jeg vidste, hvor hun boede, fordi jeg kendte én, som gik til sang hos hende. Så jeg tog bare hjem til hende og ringe-de på. Hun blev simpelthen så forvirret, fordi hun troede, at vi allerede havde en aftale. Men derefter spurgte hun, om jeg var god til at synge. Til det sagde jeg, at jeg i hvert fald havde sunget

Hør mit hjerte!af Camilla Tonning Bælum (cand.comm)

Hvordan kreativitet udtrykker sig gennem en kunstners hjerte. Inter-view med Majbritte Ulrikkeholm, sangerinde, sangskriver, underviser og meget mere.

Foto: Koncert i Falkoner Centret. Foto: Daninfo

2726 Terpsichore - dans som scenekunst Efterår 2013

rigtigt meget. Så sagde hun til mig, at hun manglede én i hendes kor,” beret-ter sangerinden, der et par uger efter rejser Norden rundt med Etta Camerons Gospelkor. Det er en lærerig tid i Gospelkoret, som nogle år efter også fører hende til gruppen Ladies First, og senere til en solokarriere. Midt i Majbritte Ulrikke-holms 20-års alder får hun oven i købet en kontrakt med et stort pladeselskab EMI/Medley, men bryder med dem se-nere, fordi de ikke vil det samme med musikken.

Min åndelige hjertesang I dag har Majbritte Ulrikkeholm sit eget pladeselskab, hvorfra hun udgiver egen musik. Det er et bevidst valg om en musikalsk frihed til at være tro mod sig selv. For hun underholder ikke med sange, der har en økonomisk og po-pulær gevinst for øje, også selvom det potentielt betyder, at hun mister nogle af hendes fans, fordi de måske ikke kan relatere sig til hendes musik. ”Det er meget vigtigt for mig at skelne mellem musik, der underholder, og mu-sik der holder under mig. Der er musik til alle mennesker, som er forskellige steder i deres liv. Der er også musik til mennesker, der skal sidde på et værts-hus og drikke en bajer. Det er bare ikke mig, der laver den musik. Jeg laver mu-sik til de mennesker, der kan mærke, at de nu skal dybere ind. De kommer ikke for at blive underholdt af mig, for det bliver de ikke,” konstaterer sangerinden med et par blå øjne, der glimrer stærkt i lyset af sølvøjenskygge. Men sangerinden indrømmer, at hendes vej har været snørklet. Hun har blandt andet arbejdet som pædagogmedhjæl-per, og fortæller med et smil, at hun endda har vasket toiletter, bare for at kunne betale sine regninger. Men den musikalske frihed er så betydningsfuld for Majbritte Ulrikkeholm, at hun hel-lere vil have et ekstra arbejde, end hun giver køb på sit musikalske og kreative selv. Desuden har hun erfaret, at hun bogstavelig talt kaster op, hvis dét hun udtrykker på scenen ikke harmonerer med hendes sjæl. ”Den største ting for mig har egentlig ikke været at lære at skrive sange. Det har mere været at gå ind i det sted, hvor jeg er mest autentisk. Det er mere min vej end at lære at være teknisk,” kon-

staterer sangerinden, der tidligere har skrevet sange på engelsk. Men nu skri-ver hun dem på dansk, fordi det er, som hun kalder det, hendes ”hjertesprog”. Majbritte Ulrikkeholms koncerter rum-mer derfor en ekstraordinær intim atmosfære, hvor du bliver budt ind i hendes personlige glæder og smerter. Gennem hendes sange deler hun fx med hendes publikum det chok og den sorg, hun mærker, da hendes mand for et år siden forlod hende. ”Jeg er mine sange, og mine sange er mig. Hvis jeg er i kærlighedssorg, så er mine sange det også. Det er vigtigt for mig, at mine sange ikke er noget uden-for mig. Men de kommer ud, inde fra mig, i mine sange. Jeg kan faktisk ikke skrive om noget, som ikke kommer fra mit liv. Så mine koncerter kan være me-get forskellige, fordi de altid afspejler, hvor jeg er,” afslører Majbritte Ulrikke-holm, der har været gift to gange med to forskellige musikerkollegaer, først i 15 år og derefter i 8 år. Den første mand var hendes tvillinge-sjæl, og de hjalp hinanden med at give slip. Det var smertefuldt, men nødven-digt, fordi de udviklede sig i hver deres retning. Efter 5 års pause fra hinanden er de stadig venner og spiller musik sammen igen. Den anden mand var ham, som gav Majbritte Ulrikkeholm et chok, da han forlod hende. Han er så at sige manden bag kærlighedssorgen og inspirator til sangerindens senest ud-komne plade Sange i natten.

Det magiske rumI et hus i den ydre og stille del af Kø-benhavn sidder Majbritte Ulrikkeholm. Her laver hun musik, skriver og under-viser. På trods af at solen skinner højt på pæretræet i hendes have, foretræk-ker hun, at interviewet foregår i det lille arbejdsværelse. Med et drømmende ansigtsudtryk erkender hun, at hun el-lers fortaber sig i havens skønne de-taljer. Derfor befinder vi os nu i hendes magiske rum med det hvide klaver, der skinner blankt foran guitaren i hjørnet. Det er her, hun udfolder sig musikalsk i rolige omgivelser. ”Det magiske rum er virkelig et abstrakt sted. Det er uhåndgribeligt. Derfor gør jeg mit magiske rum til et sted i den fy-siske verden. Det er det her lille rum. Når jeg går herind, så ved jeg bare, at jeg er gået ind i mit magiske rum. Jeg

har ikke computer og telefon herinde. Der er lukket helt af. Det er bare et ma-gisk rum, hvor jeg ikke bliver forstyr-ret,” fortæller Majbritte Ulrikkeholm, der oftest læser digte, og kun læser magiske og eventyrlige bøger, når hun altså ikke også selv skriver dem. Hendes hoved er nemlig fyldt med ord, spræk-ker og vendinger, der kun forsvinder, når hun mediterer i sin stol en gang om dagen. Kort tid efter at sangerinden debuterer med erindringsbogen Ind i min himmel, modtager hun et treårigt arbejdslegat fra Statens kunstfond. Det giver hende en ultimativ kunstnerisk frihed, hvor hun også virkelig får tid til at jage de små sprækker og hemmeligheder i spro-get. Det er en leg for et ordmenneske som Majbritte Ulrikkeholm, der engage-ret fortæller, at ordenes dobbeltbetyd-ninger optager hende. ”Jeg har altid leget med sproget, som var det legoklodser. Sangene er bare noget, der kommer. Jeg har aldrig følt det som om, at ”nu øver jeg”. Når andre fx pludselig sidder og tegner krusedul-ler, så skriver jeg. I vinters gik jeg en tur ved søerne, og så kunne jeg se, at isen var ved at tø. Så lige pludselig som jeg gik der, så tænkte jeg: når jeg tør, så tør jeg også. Det er bare noget, jeg gør.” I sangerindens hverdag er det så natur-ligt at være i det kreative skaberrum, at hun sammenligner det med, når hun spiser mad. Det er nemlig tilfredsstil-lende at finde døre i sproget, som gi-ver det luft og får det til at blomstre. Om dagen skriver hun ordene til hen-des sangtekster, digte og historier. Om aftenen spiller hun musik. Men hvorfor hun fordeler dagen på denne måde, kan hun ikke forklare. Men med en kluk-kende latter indrømmer Majbritte Ulrik-keholm, at det er heldigt, hun ikke bor i et etagebyggeri med naboer lige ved siden af. Det magiske rum er desuden titlen på den bog, som hun har skrevet til dem, der ønsker at udvikle sig kreativt. Den har konkrete visualiseringsøvelser, der blandt andet hjælper dig med at (gen)finde din sjæls sande inspiration og motivation, kombineret med små anek-doter og læring fra eleverne i hendes undervisning, og fra hendes eget liv. I hendes rådgiver- og undervisningsar-bejde med andre kunstnere bliver be-

grebet tid sommetider et omdrejnings-punkt. Det kan nemlig for mange men-nesker være en udfordring at prioritere tiden til sine kreative projekter. ”Jeg kan mærke, at tid, ro og fokus er de tre vigtigste ting for mig. Der kom-mer jo ikke noget, hvis jeg har aftaler fra morgen til aften. Det er der måske mange mennesker, som ikke er opmærk-somme på. Jeg har arbejdet med folk, der ligesom jeg, arbejder hjemme, fx keramikere og malere. De kunne for-tælle, at det var et problem, at folk blev ved med at komme forbi og gerne ville drikke kaffe. Det er en lille, men allige-vel en kæmpe ting. Det kræver jo noget inde i én at sige: Hør jeg er på arbejde indtil kl. seks i aften. Det er altså for nogle mennesker en kæmpe udfordring. Man afsætter jo tid til det kreative. Men jeg har et lille cowboytrick til folk. Du skal skrive dig selv ind i kalenderen,” siger Majbritte Ulrikkeholm, som med et stort tryk på meget, understreger, at hun har meget tid til det, hun ønsker i sit liv. I takt med at Majbritte Ulrikkeholms musik kører af sig selv, presser de mere spirituelle spørgsmål sig på. Det hand-ler om hendes livsformål – og komplekst set om, hvorfor er hun her på jorden. ”Når jeg skriver tekster eller sange, er det ligesom noget, der bare sker. Det føles på en måde, som om der er noget, der er større end mig. Man møder et sted, hvor man begynder med at komme dybere ind i det. Hvad gør det for men-nesker? Hvad gør det for mig? Hvad gør det for min sjæl, og hvad gør det ved andre menneskers sjæl? Døren åbner sig simpelthen ind til det spirituelle. For musik er spirituel,” opdager sangerin-den, som selv bliver overrasket over, at hun pludselig skriver Hjertesang på et hotelværelse i Århus, og derfor ofte fø-ler sig som en huskekanal for sange, der allerede eksisterer i universet. Hjerte-sang er – foruden den sang, hun blandt andet bruger som fællessang til hendes kurser – også en af de mere kendte fra hendes sangrepertoire.

Sjælens kærlighed til kunstenDet er lidt af en udfordring at sætte specifikke mærkater på sangerinden, da musikaliteten og kreativiteten er så uadskillelige faktorer i hendes liv, at de i dag også udfolder sig gennem en spi-ritualitet, der giver plads til andre. Hun

Foto: Maiken Ingvordsen

2928 Terpsichore - dans som scenekunst Efterår 2013

holder sig nemlig hele tiden i kontakt med det, hun kalder ”den kreative nerve”. ”Det er alle mulige typer mennesker, som jeg rådgiver og underviser. Jeg hjælper med deres projekter. Det kan netop være én, der gerne vil udgive en bog. Men det kan også være en terapeut, eller nogle, som gerne vil starte eget firma. Der er mennesker, jeg har fulgt i årevis, fx en kunstner som nu for første gang har fået ud-stillet sine kunstværker,” fortæller Majbritte Ulrikkeholm, der er ligeså passioneret omkring sin undervis-ning, som hun er omkring dét at ud-trykke sig gennem sine sange, bøger og digte. Det er gennem hendes sangundervis-ning, at Majbritte Ulrikkeholm opda-ger, at hendes læring i musikken kan overføres til andre ting i livet. I mere spirituelle vendinger opsummerer hun derfor hendes livsformål til, at hun skal stå i eget lys, samt støtte og inspirere andre i – på alle måder – at stå i deres. ”Der er ikke nogen forskel på, om du er danser, skuespiller, pianist eller sangskriver, der skal udvikle dig. Vi skal træne. Vi skal være motiverede. Vi skal være inspirerede. Vi skal have mod. Vi laver bare noget forskelligt, men grundkernen er den samme. Vi udtrykker os, og vi bruger os selv,” konstaterer sangerinden, der har un-dervist i sang fra hun var 20 år gam-mel. Men selvom hendes undervisning og foredrag er for alle slags mennesker og kunstnere, er det alligevel især for dem, som søger kreativitet og ånde-lighed i deres liv. Det er dem, der ger-ne bryder med livets trummerum og ønsker en dybere mening. Det hand-ler om at hjælpe andre til at (gen)finde deres egen inspiration.”Jeg mærker altid efter, hvor min mo-tivation er. Det er virkelig mit man-tra. Jeg er nødt til hele tiden at finde kærligheden i det, jeg gør. For hvor-dan skal jeg ellers op til en koncert, tage mig sammen til at øve seks timer om dagen? Det kan jeg altså ikke ud fra et pres eller ud fra mit Ego. Det kan jeg kun ud fra kærlighed til min musik. Hvis du går ind igennem egoet i din kunst, så er det, fordi du gerne

vil have anerkendelse og berømmelse. Så giver du, fordi du bare gerne vil have noget. Men hvis du går igennem sjælen, så giver du bare,” fortæller Majbritte Ulrikkeholm, som finder det berigende, når hun hjælper andre på deres kreative og spirituelle livsrejse. Pointen er, at vi skal skabe indefra og ud, og ikke udefra og ind. Vi er derfor igen tilbage til hjertet, det ægte og den rene kærlighed. For det er her, du om-favner integriteten i din kunst, og ikke mindst bevarer motivationen. ”Du starter jo i sagens natur som ama-tør. Amatør betyder at elske. Jeg spiller egentlig for at udtrykke min kærlighed. Hele kunsten er jo at bevare det at være amatør. At du faktisk er en, der tør ud-trykke din kærlighed gennem din musik. Der er nogle mennesker, som kommer til mig, fordi de gerne vil leve af det, de gør. Så er jeg nødt til at sige til dem, at de er kommet til det forkerte sted. For hos mig, der lærer vi at leve for det, du gør. Men så kan det godt være, at du ikke kan leve af det, fordi din kærlighed ikke er populær lige nu. Men hvis du så laver din kærlighed om, fordi du ikke kan leve af det, så har du problemet,” pointerer sangerinden kompromisløst.

Der er en dør, når du dørAllerede i Majbritte Ulrikkeholms barn-domsår, erfarer hun, at musikken giver plads til at fortælle historier. Om det eventyrlige, det glædesfulde og det smertefulde i hendes liv.”Jeg sang, før jeg kunne tale. Mine søstre sang, og der var bare så meget musik i min familie. Min mormors søster var operasangerinde, men døde meget ung, og der var mange kunstmalere i vores familie. Vi var vant til at udtrykke os kreativt. Jeg fortalte gennem mine sange. Det, tror jeg, er naturligt for alle børn. Prøv at lægge mærke til små børn. De går rundt og synger om deres liv, også om de dårlige ting,” siger san-gerinden, der med hendes storesøstre vokser op hos sine bedsteforældre i et arbejderkvarter i Odense.Sangerindens mod til at være kunstne-risk uafhængig skal dermed også ses i lyset af smerten af et stort tab i hendes barndom. Hun har ingen kontakt med sin far, og kontakten med moderen, som hun opfatter mere som en søster, er sporadisk. ”Mit liv har været fyldt med tab. Jeg

voksede op uden en far og mor, og jeg mistede min mor tidligt. Jeg fik mine bedsteforældre, men det er aldrig det samme som at have sine forældre. Der-for er det også blevet nemmere at udgi-ve min egen plade. Det betyder ikke lige så meget for mig at tabe 25.000 kr. For der er virkelig blevet sat perspektiv på, hvad der betyder noget i livet,” fortæl-ler Majbritte Ulrikkeholm med et udtryk, hvor det viltre krøllede hår og de sarte pastelfarver på hendes tøj forbinder en stærk og sårbar side hos hende. Derfor er Majbritte Ulrikkeholm ikke bange for smertens mørke. For som hun fortæller, så giver ”mørket dybde til lyset, og sorgen giver klangbund til glæden”. I en – måske for nogle – ma-kaber forstand er døden en inspirerende faktor, også når sangerinden definerer, hvad kunst er. ”Jeg kan godt lide at høre musik, der minder mig om døden. Det gør mit liv stærkere og dybere, at jeg husker på døden. Der er jo kunst, eller jeg ved ikke, om det er kunst, men der er under-holdning, der skal få én til at glemme døden, være glade og til at glemme.

Men kunst skal få os til at huske. Hvis du oplever kunst, får det dig til at huske livet og det dybere ved livet. Jeg tæn-ker, at når du husker, at du skal dø, så bliver dit liv også endnu mere intenst, fordi du ved, at du skal dø.”

Ud af mørket, ind i lysetMajbritte Ulrikkeholm sidder på en stol, helt alene midt på scenen med hendes guitar. I dét øjeblik hun indtager aulaen i Falkoner Centret, sænker der sig straks en rolig stemning. Vi er nu til koncert ved KROP-SIND-ÅND helsemessen. Det er her, hun starter med at sige: ”Jeg vil meget gerne tage jer med på en rejse ind i hjertet”, hvorefter alle – under op-fordring af sangerinden – begynder at nynne til sangen Amazing Grace. Der er et underforstået fællesskab, fyldt med følelsesmæssig energi og nærvær. Det er enkelt, poetisk og autentisk, og helt i tråd med det, som optager sangerin-den. ”Grunden til at mange mennesker lytter til min musik er, fordi de på en måde oplever, at det ikke er om mig, men om dem. For hvis sangene er gode, så gen-

Foto: Columbus Leth

Foto: Columbus Leth

3130 Terpsichore - dans som scenekunst Efterår 2013

kender de sig i dem og flytter sig med sangene. Vi har ligesom været i mørket sammen, og så kommer vi ud af det,” fortæller sangerinden, der også mener, at sangens poesi netop løfter det pri-vate ind i det universelt gældende. Selv foretrækker Majbritte Ulrikkeholm at høre instrumental, klassisk musik. Det er dog aldrig baggrundsmusik i hen-des hjem, fordi hun faktisk kun hører musik, når hun helt bevidst vil åbne sit hjerte og mærke sine følelser dybere. Det er musik, hun finder trøst i, fordi det holder under hende. ”Jeg kan godt lide stærk musik. Musik, der bringer mig i dybere kontakt med mig selv og min sjæl. Der er det vildeste musikstykke Adagio for strings af Samu-el Barber. Det er det, jeg elsker mest. Når jeg sætter mig ned og hører det, så kan jeg bare mærke mit liv,” beskriver Majbritte Ulrikkeholm, imens hun lettet ånder ud. Nu arbejder Majbritte Ulrikkeholm med det, hun kalder sit ”alenefelt”. Af sam-me grund er det heller ikke tilfældigt, at hun sidder på en stol alene, i et enkelt arrangement på scenen. Hun mærker sig selv som sangerinde og kvinde, uden et stort kor og en mand ved sin side. På trods af at det faktum kan være angst-provokerende for de fleste mennesker, tager hun alligevel udfordringen op. ”Jeg manglede at lære mig selv at ken-de som kvinde, uden en mand. For hvem er jeg, når jeg faktisk er alene? Jeg skal kende alene, både på scenen og i mit liv, og nu kan jeg virkelig mærke, hvem jeg er,” siger sangerinden, hvis koncer-ter i den næste tid går ind i et andet lys, fordi hun har fået bearbejdet og healet sorgen blandt andet gennem Sange i natten. Desuden udgiver hun snart endnu en ny bog, Pilgrim i hjertet, også helt selv-stændigt fra eget forlag. Den kommer til at indeholde de tekster og billeder, hun har offentliggjort igennem det sid-ste år på Facebook. Oprindeligt var Maj-britte Ulrikkeholm slet ikke meget for at have en profil på Facebook, og gennem længere tid afviser hun da også sin ven-indes argumenter for, hvorfor hun skal bruge dette medie. Men det er kun, ind-til det går op for Majbritte Ulrikkeholm, at hun kan bruge det som et kunstne-risk rum. Det er en udfordring til hende selv – og til det medie, der sommetider tenderer til overfladiske statusopdate-

ringer. Siden marts sidste år har hun derfor med udgangspunkt i, hvor hun er i hendes liv, hver eneste dag smidt korte, koncentrerede tekster og bille-der op på hendes profil. I dag indrøm-mer Majbritte Ulrikkeholm, at hun slet ikke kan stoppe igen. For det er blevet som en skattejagt, der skærper hendes opmærksomhed på de mindre, men me-ningsfulde oplevelser i hendes hverdag. I dag laver Majbritte Ulrikkeholm det, hun elsker mest. Hun helliger sig kun-sten. ”Det er et langt sejt træk, at mit liv er, som det er nu. Det var jo noget, jeg så, måske allerede da jeg var 5 år gammel, da jeg stod med den tyrolerhat på hove-det. Men det tager jo lang tid at skabe det. Der er gået mange år, hvor jeg har arbejdet med andre ting, sparet penge op og gået til undervisning. Da jeg kom herover som 20-årig (København; red.), var det med en drøm om frihed til at være et skabende menneske. Det er også kunstnerisk. Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at gøre, så siger jeg bare nej. Men det har jo taget mange år. Ej, en laaaang rejse. Men jeg har lært de ting, jeg har lært, fordi jeg har gjort det.”

---------------------------------------------------Fakta: Majbritte Ulrikkeholm Født den 7. juli 1964 i Bramming. Efter for-ældrenes skilsmisse vokser hun op hos sine bedsteforældre i Odense. Hun bliver født ind i en romersk-katolsk familie, hvor bedsteforæl-drene desuden er overbevidste marxister. Hun går derfor blandt andet i en katolsk skole, men gør senere oprør mod barndommens regler og ritualer.

Legater: Majbritte Ulrikkeholm har flere gange modtaget støtte fra Statens kunstfond. I 1998 bliver hun tildelt det treårige arbejdslegat.

Musik: Første CD fra Ladies first er Dedicated (1991), herefter går Majbritte Ulrikkeholm solo og udgiver blandt mange Sange til Elisabeth (1998), Sange i natten (2012), samt Menneske (2010), hvor du også finder sangen Hjertesang.

Bøger: Hun har blandt andet udgivet debutro-manen Ind i min himmel (1997), Marias mirakel (1999), og senest udkommet er Rom min elskede (2011). Desuden udfoldes hendes tanker om kreativitet i bøgerne Det magiske rum (2002) og Gudindens genkomst (2008).

Kurser: I efteråret udbyder Majbritte Ulrikke-holm blandt andet kurset Kvindens kærlighed, kraft og kreativitet – et intensivt stemme-, skrive- og udviklingsforløb for kvinder, samt weekendkurser for mænd og kvinder om Stem-mens helbredende kraft. Se mere herom på Majbritte Ulrikkeholms hjemmeside.

Info: www.majbritteulrikkeholm.com ----------------------------------------------------

Sif Meincke