100 mm 100 mm38 mm 140+4 mm 140+4 mm

3+22

0+3

mm

CMYK + MATTE KACHE

samleren

Der var intet lys i hendes rum, kun vægge. Her kunne hun umuligt blive. Da Leonora Christine træder ind i Blåtårn i 1663, er det til en mørk, uhumsk celle, og omgivet af de værste forbrydere. På den anden side af muren, på Københavns Slot, tilbragte hun sin bryllupsnat. Nu huser slottet hendes halvbror, Frederik den 3., og hans magtfulde dronning, som Leonora i sin tid undervur-derede katastrofalt. Leonora Christine har siddet fængslet før, og der har altid været en vej ud for den begavede kongedatter. Hun tager kampen op, udtænker et forsvar og broderer en ny virkelighed. Hun kan svigte alt, men ét står fast. Det bliver hendes svage punkt: At hun igennem alt forbliver Corfitz’ loyale hustru. Leonora Christines Liv er et drama uden sidestykke. Det er fortællingen om kongedatteren, der befandt sig bedst i magtens centrum, som spillede højt spil og tilbragte 22 år i Blåtårn.

Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til romanen Kongens kvinder.

HHHHHH »Maria Helleberg skriver så leven-de i sin seneste historiske roman, at man kan høre Christian IV’s fjerpen kradse hen over papiret. [...] Som

få formår Maria Helleberg at gabe over både den personlige historie og de store linjer i en fanta-stisk spændende tid.« Fyens stiFtstidende

»Det er et af dansk histories store dramaer, der her foldes ud i episk form, anekdotefyldt, spæn-dingsladet og levende.« nordjyske stiFtstidende

»Bogens blik på kvinderne er kraftfuldt og viser vilje og evne til at leve sig ind i deres situation.« Berlingske

»I mangel på snobbede litteraturpriser burde Maria Helleberg i det mindste blive slået til rigtig ridder for sin fiktionsridderlighed over for alle tiders kongelige realitystjerner.« Weekendavisen

HHHHH Femina

Omslagsmaleri: Gerrit van Honthorst, Leonora Christine, 1647. Olie på træ, 72 x 58 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Foto: Lennart Larsen.

Omslag: alette Bertelsen, aletteB.dk

Maria heLLeberg(f. 1956) er med rette blevet kaldt den historiske romans dronning. Hun har portrætteret en lang række danske konger og dronninger, blandt andet i bøgerne: Kærlighedsbarn (2002), Engelshjerte (2010) og Kongens kvinder (2013). En anden tråd i forfatterskabet er den danske guldalder med bøger om Thorvaldsen (Alberto, 2006), Kamma Rahbek (Kamma, 2011) og Johanne Luise Heiberg (Scene-

sat, 2012). Kongens kvinder blev nomineret til DR Romanprisen 2014.

www.mariahelleberg.dk

FO

tO

: ©

st

ine

He

ilm

an

n

datter af Christian d. 4.

samleren

Ma

ria

h

eL

Le

be

rg

Maria heLLeberg

datter af Christian d. 4.

LEONORA CHRISTINE

Af samme forfatter

Seersken · 1986Så mangen sti vild · 1988Som en vredens plov · 1989Marskallens kvinde · 1990Statholderens hustru · 1991Mathilde · 1991Slavebarnet · 1992Fremmede naboer. Polens historie · 1992Børnejægeren · 1993Undtagelsestilstand · 1993Lucrezias ægteskab · 1994Louise længe leve · 1994Knivstikkeren · 1995Svanekød · 1996Pigerne · 1997At gå i barndom · 1997Leonora · 1997Lady Hamilton og hendes tid · 1998Milady · 1998Beth · 1999Under huden på Rom · 1999Under huden på Napoli · 1999Konebytning · 1999Martha, Marie og Anna · 1999Rigets Frue · 2000En andens hjerte · 2001Kærlighedsbarn 1-2 · 2002Vilde kvinder, milde kvinder · 2003Dronningeskolen · 2004Cæsar og Kleopatra · 2005Alberto · 2006Dagmar · 2007Druknehuset · 2008Maria Callas · 2008Engelshjerte · 2010Kamma · 2011Scenesat · 2012Kongens kvinder · 2013

MARIA HELLEBERG

LEONORA CHRISTINE

ROMAN

SAMLEREN

Leonora Christine© Maria Helleberg og Samleren/rosinante&co, København 20141. udgave, 1. oplag, 2014Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dkOmslagsmaleri: Gerrit van Honthorst, Leonora Christina, 1647Olie på træ, 72 x 58 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Foto: Lennart LarsenSat med Adobe Garamond hos Christensen Grafiskog trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2189-6Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.mariahelleberg.dk

Samleren er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk

5

prolog

Leonora Christine fødes i 1621 som det tredje barn i samlivet mellem Christian den Fjerde og Kirsten Munk. Forældrene skilles de facto i 1630, hvor Kirsten forlader mand og børn. Resten af sit liv kæmper Christian for at få Kirsten til at aner-kende, at det var hende, som var ham utro, og bagefter afbrød deres samliv. Børnene bliver kastebold mellem forældrene i den første egentlige skilsmisse i dansk historie, som vi kan følge i detaljer.

Trods forbud mod kontakt med moren besøger børnene Kirsten Munk, som lever i en slags husarrest på godset Boller ved Horsens. Børnene fra forholdet har intet efternavn, Leono-ra bliver simpelthen kaldt »frøken Leonora«, mens Christians andre børn med ikke-adelige kvinder får adelstitlen »Gylden-løve«. Kirsten Munks børn befinder sig altså i en slags limbo. Var deres forældre gift?

Femten år gammel bliver Leonora gift med den dobbelt så gamle Corfitz Ulfeldt. Han kommer fra en aktiv og begavet familie, som er endt fuldkommen uden midler – slægtsgodset er solgt til Ellen Marsvin, Leonoras hovedrige mormor, for at Corfitz skulle kunne få tidens bedste uddannelse.

Corfitz kender Europa og er hemmeligt konverteret til katolicismen.

De to grundlægger, hvad de selv mener er et ideelt æg-teskab, bygget på frihed, kærlighed og politik. Deres ideal er Frankrig – blot ikke den enevælde, som er ved at vokse frem. Enevælden vil jo gøre netop eliten magtesløs.

Corfitz bliver udnævnt til rigshofmester, rigets øverste em-bede, og går i gang med at reformere samfundet på flere måder,

6

og ikke mindst med at skabe sig den personlige formue, han mangler, ved illegale »afgifter« på alle økonomiske transaktio-ner. Ægteparret Ulfeldt rejser til Nederlandene og Frankrig og repræsenterer Danmark, plus gør studier i marken. Det er ikke billigt. Samtidig nærmer Danmark sig den økonomiske afgrund.

Da Christian den Fjerde dør, bliver hans søn Frederik indsat som ny konge – med en restriktiv kontrakt, en håndfæstning, dikteret af den godsejende adel. Hans hustru, Sophie Amalie, overrasker alle ved at være smuk, aktiv og selvbevidst. Ægte-parret Ulfeldts gode tid er ved at være forbi. Anklager om planlagte giftmord fører til undtagelsestilstand i København. Og da Corfitz anklages for svindel, beslutter familien sig for at flygte.

Fra nu af bliver familiens liv en eneste, fortvivlet flugt fra sted til sted. Fra Danmark går ruten til Sverige via Nederlan-dene. Den nye svenske konge anmoder om hjælp til den krig, Danmark har erklæret, og Corfitz melder sig straks, for at tage hævn over personlige fjender – og for at straffe sin svoger, den danske konge. Krigen går meget bedre for svenskerne end ventet. Corfitz medvirker til en fredsslutning, som overdrager Skånelandene til Sverige.

Corfitz forventer at blive udnævnt til guvernør i Skåne. Det sker ikke. Til gengæld beklager både Malmø og Køben-havn sig over fredsslutningen. København har mistet sin le-verandør, og Skåne sit marked. Corfitz skifter sind og indgår en pagt om at tage Skåne tilbage. Den svenske konge indleder en lynkrig mod Danmark, forsøger at indtage København, men det mislykkes.

I Malmø må Ulfeldterne gennem en retssag for at »be-vise« uskyld i sammensværgelsen for at løsne Skånelandene fra Sverige. De borgerlige medlemmer af sammensværgelsen henrettes. Ulfeldterne anbringes i husarrest, men finder en vej ud af huset og flygter til København.

7

Her henvender Corfitz sig straks til kongen, som sørger for, at parret anbringes i regulært fængsel på Hammershus. Efter et mareridtsagtigt forløb hentes de tilbage og får lov til at slå sig ned på Ellensborg – Leonoras mormor, Ellen Marsvins, gods på Fyn.

Livet på landet kan ikke fylde Corfitz’ liv. Han må tilbage og spille en politisk rolle. Ægteparret tager børnene med til Nederlandene, hvor han forsøger at tage kontakt til en tysk fyrste, i den tro, at danskerne ønsker et nyt styre. Leonora sender han til England for at indkradse et tilgodehavende hos den nye konge. Her fængsles hun og udleveres til Danmark.

Svenskekrigene har hærget landet. Leonora og Corfitz er ha-dede. Danmark har indført den enevælde, som Ulfeldt frygtede og kæmpede imod.

Hun anbringes i et fængsel i det store Blåtårn på Køben-havns Slot, i en bittelille celle. I mere end 21 år opholder hun sig i det samme rum, kun med tilfældige koner fra samfundets absolutte bund som selskab. Udelukket fra enhver viden om sine børn, om politik, kultur og anden udvikling i samfundet. Her må hun lære tålmodighed og styrke. Lære sig selv at kende. Lære respekt for socialt og menneskeligt udsatte mennesker. Lære at leve.

Efter dronning Sophie Amalies død får hun endelig flere rettigheder, vinduet afdækkes, så hun kan se omverdenen, og hun behøver ikke længere skjule, at hun skriver om sine op-levelser. Da hun endelig frigives, er hendes mand for længst død. Børnene har fundet deres egne veje gennem livet. Sønnen Leo er blevet østriger og katolik, han gifter sig ind i toppen af østrigsk adel og bliver endda efter sin mors død udnævnt til regent (vicekonge) i Katalonien.

Leonora flytter til Maribo Kloster, skriver sin skildring af fængselstiden, Jammers Minde, færdig, skriver salmer og skue-spil og forsøger at affinde sig med den nye tilværelse. Men hun er stadig politisk dissident. Og da hun dør, seksoghalvfjerds år

8

gammel, glemmes hun og hendes skæbne. Lige til midten af 1800-tallet, hvor Jammers Minde dukker op hos Leos østrigske familie, der naturligt nok ikke længere kunne læse dansk.

9

blåtårn, københavns slot, 1663

Her kunne hun umuligt blive. Hun vågnede med et sæt, iskold og alligevel våd af sved, og

forsøgte at se det rum, hvori hun hvilede. Intet huskede hun, kun lugten var til stede. Ikke fængslet på Hammershus. Ikke fængslet i Dover. Hun var hjemme, men i fængsel.

Jeg kan umuligt blive her. Jeg må ud. Hun var flygtet så mange gange, det kunne altid lade sig gøre.

Nu satte hun de nøgne fødder ud på gulvet og trak dem straks op igen. Ikke røre gulvet med fødderne, med nøgen hud. Fandt sine strømper frem og tog dem på og stak fødderne ned i sine sko. Ikke røre ved noget med nøgen hud.

Der var intet lys i hendes rum, kun vægge, som en æske, der stadig formindskedes og kvalte luften. Hun kendte panikken alt for godt, den trang, som ikke kunne opfyldes. Som om hun selv voksede og stødte mod væggene. Mørke, stank af pis. Fravær.

Hun måtte skrive en liste over sine fjender, en liste, der fulgte dem gennem livet til døden, og opregnede deres lidelser, om de kunne måle sig med hendes. Det var ikke domstole, men konkrete personer, der havde påført hende lidelse, og de havde derved også pådraget sig skyld.

Men hun havde intet at skrive med, og hun vidste, at de, som holdt hende fanget her i det pisstinkende rum, aldrig ville tillade hende at skrive. Så hun måtte huske.

Hadet var den eneste mulige medicin. Hun huskede dem, til skræk og advarsel, og for sin egen skyld. Først og fremmest dronningen, og med hende kom kongen, hendes halvbror, som

gammel, glemmes hun og hendes skæbne. Lige til midten af 1800-tallet, hvor Jammers Minde dukker op hos Leos østrigske familie, der naturligt nok ikke længere kunne læse dansk.

10

hun ikke længere kunne holde af. De måtte bort. Hvem ellers? Hun kunne ikke længere huske navne eller ansigter.

De havde haft muligheden for at afvige fra den udstukne kurs. Muligheden havde ligget lige foran dem, at handle menneskeligt. De straffede hende jo ikke efter en dom, men efter forgodtbe-findende. Som en ond mand, der sparkede en hund, alene fordi han havde lyst til at høre dens skrig.

Hun måtte holde sig klar, så hun kunne huske dem og forfølge dem, og se om retfærdigheden skete fyldest.

Ingen skyld blev sonet og ingen fejl korrigeret ved at sparke til den, som lå ned. Hun var den snor, som skulle trække Corfitz ind i ulykken. Det var ham, de ønskede at straffe. Men han var hinsides straf og soning. Ham kunne de ikke nå. Ikke et skridt ville han tage for hendes skyld. Han var magtesløs, hendes børn var magtesløse, og her sad hun og rystede af kulde i sit nye fængsel.

Her kunne hun ikke blive, det var utænkeligt, de ville flytte hende, så snart solen gik op. Hun var en kostbar genstand, som den danske stat havde sat sig i besiddelse af.

Ganske uventet begyndte hun at græde, og der var ingen vej tilbage, munden fyldtes af væde og opkast uden konsistens, bit-tert salt stof vendte tilbage til hendes mund, bitterheden fra ti års flugt. Hun faldt ned fra sengen, lå på knæ og hylede som et dyr, uden at fatte sin egen smerte.

Nej, hun måtte generobre magten over sig selv. Munden først. Så resten af kroppen. Ude i verden befandt sig alt, hvad hun ikke kunne undvære. Alle hendes børn flagrede rundt derude, overladt til Corfitz.

Hun kunne ikke udlevere ham, ikke svigte ham. Hvad for en slags menneske ville hun så være. Hun havde været sammen med ham altid, og i enhver forvikling og intrige, selv om det var ham, der havde udført de mest halsbrækkende kunster.

Leonora er hans profetinde, havde hun hørt folk sige, og det var sandt nok, men kun når hun var i hans umiddelbare nærhed. Når han var alene, stolede han kun på sig selv, så skete ulykkerne.

11

Hun var hovedet, han var kroppen. Hun var blevet mand, og han kvinde. Hun sad fængslet, mens han vansmægtede i landflyg-tighed, sammen med deres børn. Alt var blevet vendt på hovedet og på vrangen.

Og hun selv, hun sad i et rum, som kaldtes Mørke Kirke. Endnu havde hun sit eget tøj, og endnu havde hun sin stolthed. Og et par sko og et par strømper, det var dog bedre end på Ham-mershus, hendes Jammershus.

Store ulykker fløj hen over en. Små ulykker kunne man mærke og bekæmpe.

Hun var så udmattet som nogensinde før i hele sit liv, og al-ligevel kunne hun ikke finde ro. Hun lagde sig igen på sengen, lå sammenkrummet og forsøgte at finde udveje. Hun regnede i hovedet, som så ofte før, lige før solopgang, uklar og ængstelig, regnede på fjender og gæld og usikker fremtid. Forskellen var den simple, at før havde der eksisteret en udvej. En åben dør. Man skulle bare finde den! Hun var flygtet så mange gange, fra sit hjem på Gråbrødre, fra huset i Malmø, fra Hammershus.

Hun ledte efter en udvej. Det, hun søgte, var en parallel til havemuren bag huset på Gråbrødre. Som hun klatrede over, el-ler lemmen i gulvet i huset i Malmø. Hun ledte efter vinduet på Hammershus, hvorfra de hejsede hinanden ned i en kurv. Hun ledte efter grænsebommen i Holsten. Men de var kun døde bil-leder. Hun hamrede lige ind i stenvæggen og kom ikke videre. Lås efter lås, dør efter dør holdt hende tilbage. Skarpe blikke. Fjendskab. Hun ville først komme herfra i en kiste, og hvorhen så?

Ingen ønskede at hjælpe hende. Hun, som ellers plejede at kunne skabe udveje, hvor ingen ellers fandtes, var uden midler. Og hun vidste nøje, hvordan hendes mand ville reagere, når han fik at vide, at hun var tilbageholdt – han ville ranke ryggen og fortsætte sin vej mod undergangen. Han ville aldrig forsøge at løskøbe hende med sig selv.

Nu var hun blevet enevældens gidsel. De ville have hendes mand, og ham ville de aldrig få. Vidste de da ikke, at hendes

12

mand ville lade hende i stikken. Han ville hurtigt få bildt sig selv ind, at det tjente hans sag bedst at holde sig langt væk. Det var forskellen på hans og hendes troskab.

Men de kunne ikke mene, at hun skulle blive her i morgen, omgivet af forbrydere og skarn, at hun skulle blive en del af den elendighed, som nioghalvfems ud af hundrede mennesker ac-cepterede.

Det måtte hun fremføre, så snart det blev dag, for så ville hun selvfølgelig blive flyttet til mere værdige forhold. Der ville komme en rettergang, hvor hun kunne føre sit forsvar. Hun var statens fange, derfor måtte staten anerkende hendes position.

Omsider kom sorgen til hende, som gråd og pine, ikke sorgen over tabet af mand og børn og frihed, men en spids smerte over tabet af de sølle juveler, hun havde forsøgt at gemme. De havde krænket hende ved at søge overalt på og i hendes krop.

Da hun stod på skibet uden for København, bed hun guldrin-gen fra sin højre hånd itu. Ringen selv smed hun i vandet, men stenen forsøgte hun at skjule under tungen, derefter bed hun den op i en tand. Nu var den borte. Alle tegn på hendes særstatus var borte. Det var meningen, de havde reduceret hende til et sandskorn.

Gråden krummede hende sammen, så hun kunne mærke de tørre muskler give efter, de kunne ikke længere holde hende oppe. En krampe fra helvede gik op gennem hendes ene ben, og hun tumlede ud på skarngulvet på alle fire, forsøgte at træde foden flad, forsøgte at trække sig selv op og modstå krampen, men den havde bemægtiget sig begge hendes ben og tumlede med hende som en erfaren bøddel. Smerten var hinsides jammer, hun lå ganske tyst og lod den voldtage sig. Det var trods alt ikke mere end rimeligt. Hun havde svigtet, hun var en falden soldat.

Nu var hun så ringe som et sandskorn. Måske kunne hun rummes i et sandskorn, renset for alt unødvendigt.

Smertens langsomme tilbagetog fik hende til at mumle bønner, op mod en Gud, hun aldrig før havde opfattet som sin sammen-svorne. Han havde jongleret med hendes følelser, nu havde hun

13

kun ham at henvende sig til. Hvis man kun havde Gud at tale til, var man først ensom og opgivet.

Det begyndte at gå galt for dem, første gang de flygtede. Da de kravlede over havemuren bag deres hus på Gråbrødre, dengang i 51, hvor de stak af for at undgå at skulle forsvare sig mod anklagerne. Siden da havde de konsekvent valgt forkert, hver gang, og derfor var hun havnet her. Men i morgen ville hun begyndte at forsvare sig. I morgen ville hun påvise, at hun var uskyldig, og redde sig selv.

Kvinderne kom til hende fra dronningen, tre uhyre velklædte damer, alle de tunge skørter fejede gulvet og fyldte rummet, de havde ligefrem pyntet sig til lejligheden.

Ingen havde forklaret, hvorfor her stank, og de var ikke forbe-redt på, at gulvet var hårdtstampet, aldrende lort. Men Leonora havde konstateret det. Ingen hud skulle røre dette gulv. Lige om lidt ville hun slippe væk herfra, og hun ville ikke risikere liv og helbred ved kontakt med skarnet.

De fine damer led ved at besøge hende, men de var her heller ikke frivilligt. Ingen var her frivilligt.

Hun vidste, hvem der havde sendt dem, og at de ikke ønskede at blive en del af striden, hvis den kunne ramme dem selv og deres storartede muligheder for opstigning, rigdom, værdighed, embeder. De fine damer bøjede sig ikke for hende, de var så ufleksible som statuer, men de brugte øjnene godt.

Hun tog sig i at iagttage deres tøj, de danske damer så åbenbart ikke efter engelsk mode, når de valgte påklædning. De var tunge og indsnørede og belagt med kniplinger i lag. Ikke særlig praktisk til et besøg i et fangehul.

Her var hendes logi, væg mod væg med landets enevældige hersker. Han i dundyner, hun i skarn og mørke.

Hun rejste sig og blev stående rank og nysgerrig, hun så fra den ene til den anden, og de veg uden om hendes blik. Hvert et ord ville blive refereret. Den forreste var en usædvanlig køn kvinde med sunde farver, som hun søgte at skjule under tung sminke for at virke bleg og skær og skrøbelig.

14

Denne kvinde var den eneste, som vovede at møde Leonoras blik, ugenert og uforfærdet. Magtforholdet var i forvejen så vel-defineret, at denne kvinde slet ikke lod sig gå på af den akavede situation. Så præsenterede hun sig med et lille skævt kniks, hun hed Abel Cathrine, hun var dronningens kammerpige.

Vibeke Kruse havde engang båret den samme ydmyge titel, men hun var blevet kongens kone, og han havde beholdt Vibeke længere, end han havde levet sammen med Leonoras mor.

Abel Cathrine, det navn måtte hun huske, måske skulle det med på listen over dødsfjender, som havde krænket hende. Det ville tiden vise.

Og ja, de bekendte selv, at de kom fra dronningen, de skulle hjælpe frøkenen, som de kaldte hende, med omklædning. De havde taget en mere passende påklædning med til hende end hendes egen kjole. Den havde hun båret, lige siden hun blev interneret i Dover, så hun trængte til at skifte, det ville hun godt indrømme.

Hun måtte ikke beholde noget som helst, sagde de omhyg-geligt, som var hun et lille urimeligt barn, de var under strenge ordrer, fangen skulle fratages selv det »allerringeste«.

– Men alt bliver forseglet og forvaret til Deres bedste, så længe De sidder fanget her, forsikrede Abel Cathrine.

Betryggende. Et øjeblik stod Leonora tavs og stødte tanken fra sig, det kunne

umuligt være sandt. Lad dem lægge klæderne og gå, så skal jeg nok bære deres dragt. En dag.

– Jeg vil ikke klæde mig af her, sagde Leonora sammenbidt. De var kommet for at hjælpe hende, gentog Abel Cathrine

lidt højere, som om hun forventede, at fangen var blevet tung-hør. Og så løftede hun demonstrativt det grå tøj og rystede det foran Leonora. Det var en slags fangedragt, en neutral grå særk, uformelig og uden pynt. Hvis hun iklædte sig den, aflagde hun al sin værdighed. Så ophørte hun med at være Leonora og blev statsfangen fru Ulfeldt.

Hun kunne reelt ikke modsætte sig noget, hun var fange og

15

retsløs, så hun blev stående og lod dem bemægtige sig hende. Med firkantede bevægelser, som om de ikke ville vedkende sig, at det var en levende kvinde, de håndterede, aftog de alt hendes tøj og lagde det sammen, med en omhu, som om herligheden skulle udleveres til dronningen. Måske var det virkelig sådan, det forholdt sig.

I underskørtet havde hun gemt en håndfuld guldmønter. I undertrøjen af silke var indsyet en diamant. I strømperne, under fødderne, lå engelske guldmønter gemt. I den ene sko var en safir gemt i sålen. Hun fulgte hver klædningsdel med undren. Ville de mon finde

og stjæle hendes sidste gemte skatte? Åbenbart. En kone uden tænder pillede ivrigt i hendes ting, og frem kom penge og smyk-ker. Ikke at hun kunne bruge dem her, hun havde forestillet sig, at hun kunne købe sig fri i Dover. Så sent som på skibet havde hun bidt en diamant ud af sin ring og forsøgt at gemme stenen i en hul tand. Men disse damer havde juveler nok, selv om de ikke var fornemme, de tjente den rette.

Særken skulle også af. Det kom bag på hende. Hvad fornøjelse kunne de have af

at klæde hende nøgen? At se hende blottet og ribbet? Men hun var jo stadig den, hun altid havde været. Konerne tøvede, Abel Cathrine måtte minde dem om, hvad dronningen havde krævet. Fangen skulle skifte tøj fra yderst til inderst og visiteres. Yderst til inderst. Ind til huden ville de.

Tanken kom til hende, en dæmon landede på hendes skulder og hviskede i øret: Kun denne bekendelse kan redde mig. Corfitz er ikke vanvittig, men hans tilbud om at sælge Danmark er vanvittig, det er forklaringen. Ingen kan sælge Danmark, det må de da vide. Slet ikke en mand, som er flygtet fra landet og frataget alle embeder. Anklagen er ubrugelig. Jeg er ikke vanvittig, og jeg har ikke forsøgt at sælge Danmark. Jeg er et sølle gidsel. Lad mig gå. Send mig ud på Københavns gader i den grå særk.

Abel Cathrine tog fat i særken, hun måtte helt ned på knæ for at få godt fat om kanten, så rullede hun den sammen og rejste

16

melige åbninger, som nødvendiggjorde, at hun bøjede sig forover og lod sig voldføre. Hvor de dog tog sig god tid. Måske skulle hun virkelig have gemt uanede skatte i anus, hvilken fornøjelse for dem at finde budskaber eller alliancer for slet ikke at tale om diamanter i skarnet.

Oven i alt andet frøs hun gudsjammerligt. Det ord spankulerede lige ind og gjorde sig til, ingen jammer her, hun havde aldrig grædt på Jammershus, ikke under nogen omstændigheder ville hun give dem den fornøjelse at se hende bryde sammen og græde.

– I handler ukristeligt og utilbørligt med mig, undslap det hende, som en lille klagesang. Den resulterede ikke i så meget som et øjebliks pause i undersøgelserne. Alle damerne skulle åbenbart sikre sig, at hun var ren og tom.

– Vi er kun tjenerinder, vi må gøre, hvad vi har fået ordre til, svarede Abel Cathrine.

Omsider forlod de hende iført det nye, mere passende, grå og uformelige tøj, fangens klæder. Hun gik op mod døren og stødte panden imod, lagde hænderne mod dørens træ og forsøgte at mærke, hvordan afstanden øgedes.

De lo ikke, derude bag hendes låste dør, som hun havde frygtet. De talte dæmpet sammen, de havde meget at berette og brodere på. De var på vej tilbage til dronningen, de skulle nok blive be-lønnet. Flere smykker og mere magt.

Leonora rystede af magtesløs vrede og ensomhed. Et hvilket som helst menneske ville være en velsignelse, intet mindre. Hun måtte have et menneske hos sig, eller et dyr, alt var bedre end ensomheden. I mangel af bedre begyndte hun igen at bede med samme mekaniske inderlighed, som hun havde iagttaget hos sin mand. Han havde ikke formået at gøre hende til katolik, men fangenskabet lod til at kunne noget ganske særligt og sjældent.

sig, tøjet blev hejst op ad Leonoras krop, fangen løftede armene og lukkede øjnene. Gud var langt borte, men hun talte alligevel til ham. På Hammershus havde hun været ved at miste sin for-stand. Hun havde været igennem det, som var langt værre end en nøgtern afklædning.

Da hun sad nøgen foran dem, løsnede de hendes hår og redte det grundigt igennem, måske fordi de ventede at finde juveler og perler gemt også der. Det var ligefrem behageligt sådan at sidde og lade fremmede kæmme sit hår, hun tillod sig at lukke øjnene og give efter. Nøgenheden måtte hun acceptere. Hun rankede sig, hun var ikke nogen sammenfalden olding. De måtte da vide, at hun havde født – hvor mange var det, elleve børn? Alligevel var hun stadig slank, alle rejser og bekymringer og flugt og angst havde gnavet det gamle huld bort. Men børnene og uroen og flugten havde fået hendes udslukte bryster til at hænge, de var tunge. De var ældre end resten af hendes krop.

Det ville de sige til dronningen. Sølle Leonora Ulfeldt, hendes bryster er blevet uskønne og tomme. Hun lokker ingen mand længere.

– Rejs dig op, sagde Abel Cathrine skarpt, og Leonora åbnede øjnene og stirrede undrende lige ind i det smukke ansigt. Der var ingen tvivl, kvinden mente, hvad hun sagde. Men hvorfor? Hun havde set det ske engang på gaden i Malmø, vægterne holdt en ung tyv nede og trak tøjet af ham og fandt en ring i hans anus.

– Nej, der er intet skjult, sagde Leonora og forsøgte at fange Abel Cathrines blik, men konen undgik hende.

– Jeg skal undersøge hele hendes krop, sagde Abel Cathrine og gjorde en rudimentær bevægelse med den ene hånd, – jeg har lovet det. Især de hemmelige steder skal undersøges.

Og hvad skulle hun finde? Hun var jo allerede nøgen, nøgen, nøgen. Hvad kunne klistre sig usynligt til hendes hud? Abel Ca-thrine begyndte med hendes mund, fremmede fingre med frem-med smag bølgede ind under tungen og fulgte tændernes række. De skulle ned i svælget og runde drøbelen, før hun blev frikendt.

Men det var kun begyndelsen. Hun havde andre og mere hem-

17

melige åbninger, som nødvendiggjorde, at hun bøjede sig forover og lod sig voldføre. Hvor de dog tog sig god tid. Måske skulle hun virkelig have gemt uanede skatte i anus, hvilken fornøjelse for dem at finde budskaber eller alliancer for slet ikke at tale om diamanter i skarnet.

Oven i alt andet frøs hun gudsjammerligt. Det ord spankulerede lige ind og gjorde sig til, ingen jammer her, hun havde aldrig grædt på Jammershus, ikke under nogen omstændigheder ville hun give dem den fornøjelse at se hende bryde sammen og græde.

– I handler ukristeligt og utilbørligt med mig, undslap det hende, som en lille klagesang. Den resulterede ikke i så meget som et øjebliks pause i undersøgelserne. Alle damerne skulle åbenbart sikre sig, at hun var ren og tom.

– Vi er kun tjenerinder, vi må gøre, hvad vi har fået ordre til, svarede Abel Cathrine.

Omsider forlod de hende iført det nye, mere passende, grå og uformelige tøj, fangens klæder. Hun gik op mod døren og stødte panden imod, lagde hænderne mod dørens træ og forsøgte at mærke, hvordan afstanden øgedes.

De lo ikke, derude bag hendes låste dør, som hun havde frygtet. De talte dæmpet sammen, de havde meget at berette og brodere på. De var på vej tilbage til dronningen, de skulle nok blive be-lønnet. Flere smykker og mere magt.

Leonora rystede af magtesløs vrede og ensomhed. Et hvilket som helst menneske ville være en velsignelse, intet mindre. Hun måtte have et menneske hos sig, eller et dyr, alt var bedre end ensomheden. I mangel af bedre begyndte hun igen at bede med samme mekaniske inderlighed, som hun havde iagttaget hos sin mand. Han havde ikke formået at gøre hende til katolik, men fangenskabet lod til at kunne noget ganske særligt og sjældent.