Download - 77eren sommer 2016

77’EREN77’EREN

NETMAGASIN FOR HJEMMEVÆRNSESKADRILLE 277 KARUP NETMAGASIN FOR HJEMMEVÆRNSESKADRILLE 277 KARUP

NR. 15 - 2016 - 8. ÅRGANG

277 holdet fra forårets Internationale Mönchengladbacher Militärwettkampf

Holdet her kom hjem med hele 3 pokaler, en fantastisk præstation

KONTAKTPERSONER: Eskadrillechef Elise T. Christensen Telefon: 9133 2771 / 2069 4403 [email protected] Næstkommanderende Michael Bodo Rauh Telefon: 2325 7284 [email protected] Kommandobefalingsmand Jonna Nygård Telefon: 9133 2773 / 4142 7691 [email protected] Rekrutteringsofficer Henrik L. Borré Telefon: 22 44 8273 [email protected] Kontaktofficer Stilling p.t. ubesat Uddannelsesofficer Mark Pahuus Jeppesen Telefon: 2174 9558 [email protected] Forsyningsbefalingsmand Karl Rykær Telefon: 9710 2273 - 2618 2273 [email protected] Bladet 77 ’ eren + hjv.dk Opsætning og layout: v/ITBM Susanne Kehlet Telefon: 2349 0950 [email protected]

Så blev det endelig tid til sommerudgaven 2016 af af 77 ’ eren Sommeren er kommet og ferien er i gang for mange af os. 77 ’ eren bringer denne gang minder fra forårets aktiviteter i ekskadrillen og i Flyverhjemmeværnet gene-relt, hvor eskadrillen har deltaget med en pæn flok af sine medlemmer på både Landsøvelsen og til Airshowet i Skrydstrup. Derudover har andre været til konkur-rence i Tyskland med hjembragt pokal. Så et meget aktivt forår er nu forbi. God fornøjelse med bladet, god sommer og ferie. Redaktionen v/Susanne Kehlet

INDHOLD Forside Side 2: Kontakter, redaktion og indhold Side 3: Chefens klumme v/EC Side 4: - Side 5: O-march i Fjendeland Side 6 - Side 7: - Side 8: - Side 9: Frøslevtur Side 10: - Side 11: Finlandstur Side 12: - Side 13: - Side 14: - Side 15: - Side 16: - Side 17: - Side 18: Side 19: - Side 20: Valdemarsdag 2016 Side 21: 3 pokaler på stribe Side 22: - Side 23: - Side 24: - Side 25: Taktisk træning med hund Side 26: - Side 27: Airshow God sommer til alle

CHEFENS KLUMME v/Elise Christensen—Eskadrillechef

Kære alle i HVE 277 Karup Så er der gået endnu et halvt år i eskadrillens historie, og for medlem-merne i eskadrillen har det ikke været et kedeligt halvår. Vi er endnu engang startet et år med masser af aktivitet. I dette forår har der været meget fokus på klargøring til 2 af de største mål for Flyver-hjemmeværnet – nemlig landsøvelsen og Airshow. Dette har tydeligt vist sig ved de mange forskellige uddannelses/træningsdage op til juni måned, hvor disse 2 store arrangementer løb af stablen. Jeg kan jo med glæde se tilbage på, at 31 af vores folk deltog på landsøvelsen, som både var en varm og lærerig oplevelse. Vores folk var på øvelsen med til at løse forskellige opgaver og fik også afprøvet deres færdigheder og deres tålmodighed. Jeg selv prøvede en helt anden rolle end at være eskadrille-chef, idet jeg var presse og informationsofficer – en meget spændende og udfordrende rolle, som også var meget lærerig. Ligeledes kan jeg også med glæde se tilbage på, at 12 af eskadrillens folk var med som hjælpere til Airshow, som i år blev afholdt på Flyvestation Skrydstrup. 4 personer var med til at hjælpe på infostan-den, hvor de kunne fortælle lidt om, hvad man laver i Security Force. De andre 8 personer hjalp bevog-ningstjenesten med p-anvisning og hele Flyverhjemmeværnet fik stor ros for den indsats, der blev gjort i forbindelse med denne opgave. Samtidig med at vi var på Skrydstrup og hjælpe til Airshow, deltog 1. gruppe fra vores Security Force Deling i Internationale Mönchengladbacher Militärwettkampf, som blev en kæmpe succes. 29 hold fra aktive og reserve enheder i Danmark, England, Frankrig, Italien, Tyskland og USA deltog. Der var to hold fra Danmark, vores og et fra Oksbøl. Efter 18 km og 14 stationer endte dagen med at vores gruppe nr. 1 af Danske hold, nr. 1 af alle reserve enheder og samlet nr. 2 i HELE konkurrencen. Ud over de mange uddannelses/træningsdage samt administration og planlægning har vi også støttet vores faste samarbejdspartnere, og de har som vanligt været rigtig glade for de hjælpende hænder, som de også roser os og andre i Flyverhjemmeværnet for. Heldigvis har der også været plads til lidt socialt for hele eskadrillen, og det betød, at der var en lille busfuld, der var på tur til Frøslevlejren i maj måned – en ganske hyggelig tur, som I også kan læse om i artiklen på hjv.dk, som vores kontaktofficer (som i skrivende stund i stedet er blevet vores rekrutte-ringsofficer) jo har skrevet. Foråret var også tiden, hvor Flyverhjemmeværnsdistriktet gennemførte forvaltningsmæssig inspektion ved vores eskadrille indenfor områderne Materielforvaltning og Militær Sikkerhed. Der er derfor kun la-

vet bedømmelse på de 2 områder. Resultatet blev, at vi fik meget tilfredsstil-lende for Materielforvaltning og tilfredsstillende for Militær Sikkerhed. - fortsættes næste side

CHEFENS KLUMME v/Elise Christensen—Eskadrillechef

- fortsat fra side 3 I forbindelse med inspektionen blev handlingsplanen fra inspektionen i 2013 gennemgået, og det fik vi at vide, at det blev gjort på en særdeles tilfredsstillende måde. Eskadrillens fane, som vi er meget stolte af, er også blevet luftet i det første halve år, idet Valde, Cleo og jeg deltog i fanemarch og Valdemars-gudstjeneste i Viborg den 15. juni 2016 – endnu en god og hyggelig tra-dition, som vi i eskadrillen fastholder år for år. Renoveringen af vores Hjemmeværnsgård er stadig i gang, og nu hvor håndværkerne er færdige i stue-huset, kan vi nu få malet det sidste, gjort rent og få vores ting flyttet ind, så det kan komme til at være brugbart. Også i år afvikler distriktet summercamp på Slipshavn, og jeg kan se, at medlemmer fra vores eskadrille også har ønsket at være en del af denne og få taget noget af den uddannelse, de mangler i forhold til deres funktion i eskadrillen. Super godt og for jer, der ikke har været med før – glæd jer – det er en god oplevelse. Strategiprocessen, som FHV igangsatte tidligere, er stadig i gang, men er også blevet udskudt p.g.a. budgetanalysen, som også har fyldt meget i længe. Nu er implementeringspakken for Hjemmeværnets omstilling og udvikling fremsendt til Forsvarsministe-riet. Pakken indebærer en plan for omstilling af Hjemmeværnets struktur, der frem mod 2019 vil redu-cere den ansatte struktur med 98 årsværk og tilvejebringe et provenu på ca. 71,3 mio. kr. Hvad det indebærer for Flyverhjemmeværnet og for os, vil I løbende blive informeret om, men jeg kan da oplyse, at Flyverhjemmeværnsdistriktet nedlægges, og Flyverhjemmeværnet samles i en myndighed i Vordingborg med et element i Karup, og det er forventningen, at omorganiseringen sker pr. 1. januar 2017. Eskadrillen har stadig meget fokus på, at alle får den uddannelse – både funktions- og enhedsmæssigt, der skal til for at vi kan løse ALLE de opgaver, som vores samarbejdspartnere stiller os, og de bliver fle-re og flere, så herfra skal lyde en opfordring til at få taget jeres manglende uddannelse. Der er derfor også lagt op til et rigtig travlt og spændende efterår for alle i eskadrillen. Udover at mange af jer deltager i uddannelser, er kalenderen med aktiviteter pænt fyldt op. 2016 blev året, hvor jeg tog beslutningen om at stoppe som eskadrillechef efter 17 år i denne post. Chefskiftet sker pr. 1. januar 2017, og derfor vil efteråret også være tiden, hvor eskadrillens nye ledelse – Michael og Mark - skal planlægge for 2017. Jeg vil naturligvis være der og sparre og guide dem gen-nem hele efteråret, så de bliver klar til at overtage eskadrillen pr. 1. januar, og det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at de vil gøre med braveur. Det var vist ordene i min næstsidste klumme, og jeg vil derfor sluttelig ønske jer alle en rigtig god sommer. Nyd den og få en masse energi til efterårets mange spændende aktiviteter – både i eskadrillen men så sandelig også i hele Flyver-hjemmeværnet.

O-march i Fjendeland

30. apr -1. maj 2016

v/Steen L. Hansen - 1 GRP / SFDEL Det lørdag morgen, og soldaterne samles på Hjemmeværnsgården i Karup. De er samlet for at modtage undervisning i orientering, samt gennemføre en lille Orienteringsmarch i fjendeland (Områderne M-N-O). En ting er at få et program præsenteret i en mail, noget andet er hvad der réel kommer til at ske. Nu er det jo to farlige dræbermaskiner fra SFDEL der har lavet øvel-sen……..uuuuhhhhh Inden soldaterne bliver sendt afsted på denne tur ind i fjendeland, skal de have lidt undervisning i orientering. Steen underviser folkene i brugen af et kompas. Hvor er nordpilen? Hvordan udtager man en retning? Hvordan pejler man? TS? Kompashus, hvad er det? Der er mange ting at holde styr på, og kan de nu huske det når de komme ud i den grønne natur? Martin tager over og forkla-rer hvordan man udtager et koordinat ” Hen ad gaden op i pigen, eller….”. Martin fortæller også hvordan man bevæger sig i terrænnet, ved hjælp af farver. Grøn betyder at man kan gå afslappet over en længere distance, og orienteringens sværhedsgrad er lav, over gul til rød hvor man har en højere risiko for fjendtlig kontakt og orienteringen bliver svær (rød asfalt vej, kontra højdekurver og bevoksningsgrænser ).

For mange af soldaterne, er dette noget anderledes end det de lærte i Bootcamp eller LPU 1-4. Og spørgsmålene til deres egne evner presser sig på. Ansigterne er forskellige. Nogle af dem signale-rer en eventyrlyst og vilje til at arbejde med noget helt nyt, andre står med en lille frygt for om de mon kommer tilbage igen.

Farlige dræbermaskiner sårer og såres hårdt


30. apr -1. maj 2016

Fortsat fra forrige side klar til kamp. I små hold bliver de sendt ud i terrænet, på hver deres rute og med hver deres svær-hedsgrad. Nogle af holdene har et kort, hvorpå alle posterne er noteret, andre skal finde posten for at få koordinator til næste post og et hold har valgt at gennemføre o-marchen, kun på hukommel-sen. Altså ingen noter på kort eller andre steder. Som en ekstra sløjfe på pakken, vil ALLE være mod ALLE i fjendeland. Man kan ikke bare vade gennem terrænet, som var man på udsalg i Kølv-rå Storcenter. Et af holdene begiver sig ud på turen, med en instruktør på slæb som en ekstra livline. De starter med at passere det civile område nord for Karup Lufthavn. Der støjes med snak og larm ind gen-nem skoven, men det bliver dæmpet efter en påtale fra instruktøren. Første post bliver fundet efter en del debat om retninger og afstand. Det er svært for de to soldater at omregne terrænet til kort. Hvor langt skal man gå? Er dette en bevoksningsgrænse? På vej mod post to, bliver disciplinen bedre, og larmen dæmpes. De begiver sig ind i noget tæt be-voksning med små kanaler. Det er tættere og derfor er de sværere at se, men nu larmes der igen. Orienteringen bliver lidt svær, så der bliver gjort hold igen. Kortet studeres, vendes og drejes, kompasset og kortet rettes ind og de begiver sig videre. 100 meter, endnu et stop. De diskuterer om deres position. Instruktøren tysser på dem, og får dem væk fra bevoksningsgrænsen. Post nr. to bliver klippet, og nu findes kortet frem igen. Instruktøren udfordrer dem igen. De skal finde post 3 ved at bruge to ”opfang”. De begiver sig afsted gennem bevoksningen igen. De går parallelt med en grusvej, med retningen mod øst. Denne vej er deres ene opfang. Det andet er en grusvej retning nord/syd. Hvis alt går vel, vil de ramme post tre lige inden de rammer det opfang. Efter en, lidt for kort gåtur, tager Instruktøren over og viser dem hvordan man bevæger sig gen-nem terrænet, udelukkende ved brug af opfang. Efter omkring 1 km rammer de præcis ned i post nr. 3.


30. apr -1. maj 2016

- fortsat fra forrige side Uden at soldaterne ser det, rykker et andet hold ind til post 3, netop som de forlader posten. In-struktøren er blevet klar over fjendens tilstedeværelse, efter et opkald på radioen. Da posterne også fungerer som ”Helle”, undlader fjenden dog at nedkæmpe de to soldater. Resten af turen byder hele tiden på udfordringer ift. Orientering, skjul, lyddisciplin og almindelige solda-ter færdigheder. Men de to soldater kommer helskin-det igennem turen, uden nedslidende ildkampe, men forhåbentlig med rygsækken fyldt med ny viden. Da alle hold havde været gennem O-marchen, var der fælles spisning. Der blev grillet pølser, svinemørbrad og oksebøffer i lange baner. Og måltidet blev nydt i den dejlige danske sommer, mens snakken gik om dagens udfordringer. Vi var en lille håndfuld der valgte at sove ude på gården. Planen var at vi skulle igennem O-marchen igen. Men da BEVDEL skulle til Vamdrup søndag morgen, blev programmet lavet lidt om. Vi gjorde lidt ekstra ud af oprydningen ude i terrænet, hvor posterne jo skulle samles ind. Et hold på tre gik uret rundt til posterne, mens de to instruktører gik mod urets retning. Aftalen lød på et ”Showdown” omkring post 4, eller som det senere blev døbt ”Battle of Bunker Hill”. Martin og jeg går uret rundt på ruten. Vi samler hurtigt tre poster ind, inden vi kommer ind i fjen-deland. Sidste post ligger på bunkeren, eller ”Bunker Hill”. I stedet for at søge direkte til posten, vælger vi at søge syd om bunkeren og længere mod vest i forhold til bunkeren, inde i den tætte skov. Vi vil overraske fjenden i det åbne terræn, vest for bunkeren. Vi sniger os ganske lydløst gennem skoven. Stopper ofte, for at lytte og observere efter fjenden. Al kommunikation foregår med håndsignaler, eller til nød hvisken i øret. Vi lister gennem skoven, hastigheden er lav, men vi er lydløse. Vi gør holdt ved skovhjørnet, og observere ud i det åbne terræn. Hvor dælen er fjen-den? Vi venter 10 min……15 min…. Vi søger tilbage od øst, og nærmere op imod bunkeren. Vi stopper i skoven syd for bunkeren, og observere igen……stadig ingen fjender. Vi tager et hurtigt spring fra skoven over til en lille bunker, syd øst for målet. 1-2-3 vi bevæger os med våbnene hævet, klar til skud op på ”Bunker Hill”, og indtager en defen-siv position tæt på post 4. Stadig intet tegn på fjenden. Jeg tager min telefon frem, og sender en sms til fjenden, om at vi har magten på Bunker Hill, og så lytter jeg selvfølgelig efter om fjenden har glemt at sætte telefonen på lydløs.


30. apr -1. maj 2016

- Fortsat fra forrige side Pludseligt bliver der åbnet ild mod Martin……..FØLING FØLING FØLING!!!!! 1 MAND, 20 METER, KL. 2!!! Martin tager kampen op. Jeg retter mit våben mod et punkt, hvor jeg forventer at fjenden kommer. Pulsen stiger, og jeg er virkelig klar. Igen bliver der skudt, denne gang fra en enkelt fjende som kommer ind imod Bunker Hill fra Nord øst. FØLING FØLING, EN MAND, 20 METER, RETNING KL. 4!!!! Jeg flytter mig ud af fjendens ildområde, og kaster mig ned bag ny dækning. Fjenden laver et stillingsskifte, lige ind i foran min stilling…..Jeg sender 7-10 skud mod ham. Fjenden prøver at indkredse os, så jeg søger bag om Martin, ned til bunkerens dør. Her gør jeg en Røg klar…..VI skal væk herfra. Netop som jeg får trukket splitten ud af Røggranaten, kom-mer Martin løbende ned i min stilling. Men lige efter ham, kommer en fjende halsende med mord i hans øjne. Fjenden vil stikke Martin ned med sin kniv. PAS PÅ BAG DIG! Jeg hæver mit gevær, sender 5 skud i brystet på fjenden, kaster min røg granat op på bunkerens top, og løber med Martin lige i røven, med lysets hast over i skoven. Herfra kan vi høre en forvirret fjende……”Hvor blev de af??” Derefter fulgte en intens kamp om Bunker Hill, som bølgede frem og tilbage i hullerne omkring bunkeren. Når man skal rydde en orienteringsbane op, kan man ligeså godt gøre det med stil.

Eskadrilletur til FRØSLEV-LEJREN v/Henrik Lundgård Borré (KOF under turen, nu ROF) - se selfie til højre Høj solskin og godt humør Dette var blot nogle af elementerne til et vellykket socialt arrangement. Lørdag den 7. maj 2016 var vi otte fra eskadrillen, som drog på udflugt til det sønderjyske. Vores bestemmelsessted var Frøslevlejren ved Padborg. Vi drog afsted fra hjemmeværnsgården lørdag morgen kl. 08.00. Vi havde fået Elise til at smøre fransk-brødsmadder, og vi andre havde kaffen med.

Jeg (Henrik) blev sat til at køre i en buslet , som var i en noget tvivlsom stand. Snakken gik lystigt i bi-len, indtil vi nåede til Kolding, nærmere bestemt rastepladsen Hylkedal, hvor vores morgenkaffe skulle indtages. Her var der heldigvis også mulighed for at få taget nogle gode billeder. Efter en ”kort” pause på ca. 45 minutter kørte vi videre. Vi ankom til Frøslev kl. 10.30, hvor vi blev taget vel imod af Anders, som var kustode i den weekend. Anders gav en introduktion til stedet og lagde stor vægt på, at Frøslevlejeren aldrig havde være en KZ-lejr, men derimod en interneringslejr, og efter kri-

gen blev værnemagere og andre forbrydere indsat på stedet, inden det blev overtaget af forsvaret. For-klaringerne blev godt krydret med personlige anekdoter fra Anders´ soldatertid på stedet. Efter introduktionen til stedet, blev det tid til at se Hjemmeværnsmuseet. Igen blev vi vist rundt samti-digt med at der blev delt ud af anekdoter fra tiden i både Hjemmeværnet og forsvaret.

Hvis man ikke er til museer, kan jeg kraftigt anbefale maden, sjæl-dent har et bord været så lækkert at sidde ved. Imens Anders gik rundt og fortalte vidt og bredt, stod de to gange Bodil i køkkenet og lavede en lun frokost.

Eskadrilletur til FRØSLEV-LEJREN Fortsat fra forrige side

Efter frokosten havde vi en time på egen hånd, men det var meget varmt i barakkerne. Jeg tror ikke, at de, der opførte dem i sin tid, havde tænkt på aircondition til os stakkels mo-derne mennesker, så turen var hurtig overstået, men så kun-ne man altid få taget selfies og spist is. Vi aftalte med Anders at gøre et stop i Søgårdlejren på vej hjem, så Valde kunne prøve en uniform. Jeg tror soldaterne var mindre i den tid, hvor disse uniformer blev lavet, for der var ingen der passede. Under besøget ved Søgårdlejren var vi så heldige at få lov at se nogle af vore kolleger i Hjemmeværnet lave en bevogtning, da Søgårdlejren er blevet til et modtagecenter og derfor skal dette bevogtes døgnet rundt. På hjemrejsen havde vi lidt flere stop, folk var tørstige og der skulle absolut hældes en halv liter cola i skødet på chaufføren. Der skulle diesel på busletten, det var dog lettere sagt end gjort, først kom vi til hvad vi troede var den rigtige type tankstation, men der passede vores tankkort ikke, derefter kørte vi til en anden tank, hvor det vidste sig at kortet var udløbet. Vi nåede dog alle til Karup igen. Alle synes, det havde været en hyggelig tur.

Øvelse i Vinterkrig

v/Steen L. Hansen Brian, René og jeg rejste d. 3/2 til et område, 30 km nord for Lahti i Finland, for at deltage i et kursus som FDF (ikke et spej‐derkorps men Finish Defence Force) afholdte. Et kursus hvor vi skulle lære at operere i et koldt miljø. Vi var ikke alene. Vi havde selskab af andre Security Force sol‐

dater fra HVE 223 og HVE 283, en UDSTOF fra HVE 223 en en‐

kelt BEVASS som var med som fotograf og kontaktperson. Fak‐

tisk var det meningen at også andre udenlandske soldater fra USA og Tjekkiet skulle have været

med, men desværre meldte de afbud i sidste øjeblik.

Selve optakten til denne tur, blev bestyret af Pia Clemmensen fra FHD. Jeg kan kun udtrykke min største respekt for hendes måde at klargøre materiel og papirer på. Det fungerede helt fanta‐stisk. Og hun holdt os ajour med situationen hele tiden. Efter en lang tur fra Jylland til Flådestation Holmen, trådte vi ind i kantinen på flådestationen. Pia og Jesper fra FHD havde en stor kasse med til hver kursusdeltager. I denne kasse var alt muligt ekstra materiel som var anset for nødvendigt. Langt undertøj, håndvarmere, hue, Buff (halsedisse), ekstra uniform, Lommelygte, pandelampe, multitool, feltrationer, termokande, energibarer og ørkenstrømper………hov, stod der ørkenstrømper?? Skal vi ikke til Finland og lege i sne? Men jo, vi fik ørkenstrømper i stedet for varme uld sokker (hahaha). Vi fik pakket alt vores grej, og blev så indlogeret på nogle af Holmens værelser. Onsdag morgen blev vi hentet af en bus, som kørte os til lufthavnen. Desværre for UDSTOF HVE

223, måtte han melde fra pga. sygdom. Han havde været på samme kursus sidste år, dog ikke

gennemført det.


fortsat fra forrige side

En hurtig flyvetur bragte os til Helsinki, eller Helsingfors hvis man taler svensk. Herfra med lyntog til Lahti. Af ukendte årsa‐ger skulle vi rejse i civil, måske for ikke at vække opsigt? Men otte fyre, hver med to store rygsække eller tasker i verdens bedste slørring M84, og diverse dagsrygsække i sand, MTS og andre ”tactical” farver, skjulte ikke det faktum at her var tale om soldater på tur. I Lahti blev vi afhentet af et to finske soldater, bl.a. Tommy som var chef for kurset. En times tid i bil, førte os frem til målet, en lejrskole som de lokale enheder må låne i vinterperioden af Sysmä kommune. Vi blev indlogeret i en dejlig hytte med pejs, og gode madras‐

ser. Efter udpakning og klargøring af vores grej, sluttede afte‐

nen af med en tur i saunaen, inden vi gik til ro og fik hvilet ud.

Selve området bestod af en hytte hvor vi boede, en bygning med spisesal og køkken, et hus med sauna hvor nogle af instruktørerne boede og to bio‐toiletter uden varme. Toiletterne havde fla‐mingosæder så man ikke frøs enden J. Hytterne lå ned til en af Finlands største søer, nu med 60 cm is. Resten af området var skov.

Torsdag morgen stod den på en inde‐lektion, med

kuldens påvirkninger på mennesker og materiel. Vi

lærte om hypothermia, breakjacket, varme drikke,

20‐30 cm sne og hård frost som kan åbne helt nye

fremrykkeveje over søer eller igennem marker og

skov, mens én meter sne kan stoppe en kampvogn.

Vi lærte hvordan hård frost kan hæmme dit våben i

at virke, eller få maskiner til at gå i stå.

Efter inde‐lektionen skulle vi have udleveret noget

finsk grej. Vi fik to sæt snecamouflage, en tyk uni‐

form (break jacket og bukser), gummistøvler, uldsok‐

ker, hue, liggeunderlag og en vintersovepose og et

par ski og stave.

Fortsættes næste side



Ekki vores instruktør, viste først hvordan man plejer sine ski. Derefter gik vi en lille tur, kun med stavene. Så tog vi vore ski og gik ned på søen. Hernede tog vi den ene ski på kørte som på et skateboard, så den anden ski. Så var det begge ski på, men ingen stave. Til sidst fattede vi stave‐ne og løb på ski ud til en lille ø, knap 1 km væk. Selvom det var ‐5‐6 grader, svedte vi rigtig me‐get. Når man nu sveder så meget, er det vigtigt at få noget at drikke. Med de temperaturer skal det være varmt vand, saft, kakao el.lign. Hvis man drikker koldt vand, kan man slå man maven i stykker, og nedkæmper derved sig selv. Efter de første skilektioner, pakkede vi en dagsrygsæk med varmt vand og en ”Break Jacket”. En

”break Jacket” er en varm jakke man tager på hvis man holder pause / står stille. Man har ikke

svært ved at holde varmen, mens man bevæger sig igennem terrænet på ski. Men kommer man

til at stå still……..BRRRRR!!! Så bliver det koldt. Hvis man i øvrigt tror at en langrendstur kun fore‐

går på små skovstier, tager man fejl. Det var ind mellem træer og klipper. Den første dag på ski,

betød også mange styrt. Og reglen var, at hvis man styrtede skulle man råbe ”KOLLAA KESTÄÄ!”.

Så skoven genlød tit at dette råb.

Dagen sluttede af med den fedeste oplevelse. Vi skulle stille i kampuniform, sneslørring, hand‐

sker og hue, nede ved saunaen. Herfra gik vi ud på søen, hvor der var savet hul i isen. Hullet var

oplyst af projektører og billygter. Ført foreviste Tommy hvordan man forberedte sig selv og sin

udrustning, og gennemførte et simuleret fald gennem isen. Så blev det vores tur. Temperaturen

var nede på omkring ‐10 grader og vandet omkring +2. Til min store overraskelse var det slet ikke

koldt, meeen det blev det J. Jeg røg i vandet, som gik mig til brystet (1,5 meter for de vittige per‐

soner der vil more sig over min begrænsede højde J ), fik min rygsæk af og smed den op på isen,

hvor jeg kom fra. Jeg tog fat i mine skistave helt nede ved spidsen og bankede dem ned i isen,

hoppede så langt op på isen jeg kunne og bøjede benene så støvlerne blev tømt for vand. Planen

var at jeg så skulle møve mig frem på

isen, til et mere sikkert sted, men Jeg

kom til at rejse mig op for tidligt, så det

blev ikke gjort helt rigtigt. Da jeg var

kommet op at stå, og tog mine gummi‐

støvler af for at overrække dem til næ‐

ste mand, kom kulden først til mine

fingre og så mine tæer. Jeg gik de 100

meter op til Saunaen i strømpesokker,

hvor jeg tog alt mit tøj af udenfor, inden

jeg gik ind i varmen. Ahhhhh det var dej‐

ligt.



Fredag startede med ski‐fodbold og ski‐stafet på søen. Det gav nogle gode grin J. Så fik vi forevist en gruppeslæde, hvori man har gruppens telt, sneslørringsnet, 4 x Trangia, førstehjælpstaske, sav, økse og andet grej. Tre til fire mand trækker slæden, mens en mand bremser. Det kommer selvfølgelig an på terrænet. Det var noget af en mundfuld for en flok novicer som os. Hvordan hulen skal vi formå at bremse en 50‐100 kg slæde, når vi ikke kan stå på ski???? Hehehe, Bambi på glat is. Efter slæde strabadserne fik vi en hurtig forevisning af Trangia. , og så en sidste tur i skoven (uden slæde) inden middag. Skrev jeg lige at Bambi var på glat is? Intens skitræning af Ekki, ski‐fodbold, ski mig her og ski mig der, betød faktisk at vi var ganske godt kørende på den sidste tur i skoven. Det var ikke mange ”KOLLAA KESTÄÄ!” man hørte Efter turen i skoven, skulle vi pakke vores grej til to dages øvelse. Nu fik vi også udleveret et ge‐

vær. RK62 en finsk udgave af AK47. Det var et nærkampsvåben, og altså ikke et gevær der kunne

skyde. Alle bevægelige dele er svejset fast J. De første finske kursusdeltagere begyndte at an‐

komme til lejren ved 15‐tiden, og efterhånden som de ankom, blev de delt ud på 4 grupper.

Vi sad alle danskere inde i spisesalen og ventede på at blive delt ud på disse grupper. De første to

danskere Mike og Johnny kom i første gruppe. Mike blev GF mens en finne blev NKGRP. Lidt efter

var det Morten og Renés tur til at komme i en gruppe. Morten som GF og igen med en finne som

NKGRP. Da vi havde én skadet dansker, var der kun Brian og jeg tilbage. Vi ventede og ventede

og der kom kun to finner til vores gruppe som jeg skulle være GF for. Der var rigtig mange afbud

til kurset, så vores gruppe blev kun fire mand stærk. Egentlig ikke noget problem, ud over grup‐

peudstyret inkluderede et 8 mands telt og værktøj, så slæden skulle nok komme til at veje 50 kg.

Vi gennemførte fredagens program, som bestod af en aftentur ud i skoven til to poster. Post 1

med en forevisning af natudstyr og termisk udstyr. Natudstyret bestod af en monokulær som vo‐

res egen M03 og en NOK, også som

vores. Den termiske kikkert var en

lidt forvokset kikkert. Kvaliteten

var……mnjaaaa knap så god som

dem vi havde i MOTOV. Post 2 var

en pistolskydebane, hvor vi fik en

pistol i den ene hånd (Glock 17 eller

CZ) og en kraftig lygte i den anden.

Vi skulle så lyse på skiven på en må‐

de så også vores sigtemidler blev

synlige. Afstanden var 10‐15 meter

og målet var en metalplade.


fortsat fra forrige side Da skydningen var forbi, kørte vi tilbage til basen, hvor vores lille gruppe blev delt ud på 1 og 3 GRP. Brian og jeg røg i 1 GRP. Da vi ankom, var teltet slået op og vi skulle bare sørge for at spise noget mad. Madlavningen foregik på en Trangia, hvilket betyder at processen er noget langsom-mere end vores rationer og der er efterfølgende en masse rengøring. Mere om det senere. Vi fik spist, og gjorde derefter klar til at gå i posen. Teltet var fyldt op med 8 personer, som teltet er be-regnet til, og så kom der lige to ekstra. Ja man kommer til at lære hinanden at kende. Kaminen i teltet brændte for fuldt blus, så temperaturen var høj. Nogle sov endda i bar mave. Jeg fik mig ki-let ind i den venstre side af teltet, og havde den første kaminvagt de næste 45 min. Det er vagtens opgave at holde kaminen i gang, og sikre sig at ingen brænder tæerne eller deres sovepose på den. Efter vagten sov jeg som et barn til næste morgen. Lørdag morgen pakkede vi teltet sammen og spiste morgenmad. Derefter tog vi vores grej på (basis, gevær og rygsæk med alt skiftetøj og sovepose til to dage) hoppede på skiene og begav os ud i skoven, rundt på den rute vi de foregående dage havde lavet. Første post var oppe ved en ”Larvu”. En ”Larvu” er det samme som et dansk ”Shelter”. Ganske logisk kalder vi et skur eller åben hytte i skoven, for et ”shelter”, altså beskyttelsesrum (Hvad er der i vejen med læskur?). I Danmark er en ”Larvu” et telt. I Finland kan en Larvu også være det samme som en Træ-Teepee. Nå tilbage til øvelsen. Vi kom ud til posten, hvor vi havde brugen af TQ som emne. Vi lagde den på os selv, og hinanden. Øvede at vi blev beskudt, og at TQ skulle anlægges og såret person slæ-bes i dækning.

Post 2 var brugen af FDF’s termiske kikkert. Her skulle vi finde varmekilder i terrænet, ifa. snig-skyttestillinger, ODO (OverDagningsOmråde), bil og åben ild. Post nr. 3 var nok den mest interessante. Her lærte vi at tænde ild vha. birkebark. Man skræller et tyndt lag birkebark af, en håndfuld ca., knækker nogle tynde grene af et grantræ (knækker det med et smæl, er det tørt nok) og ligger birkebarken i mellem to små bunker af tynde grene. Birkebarken tænder utroligt nemt, og man har hurtigt et bål. Hugger man et stykke af en fyrtræsrod (stumpen fra et fældet træ), kunne man få fat i noget meget harpiksholdigt træ, som også brænder rigtigt godt, og er godt når man skal have startet sit bål op. De viste os også hvordan man kunne holde vand flydende. Har man sin dunk liggende i rygsækken eller i basis, fryser vandet til is, og man kan ikke få det ud af dunken. En god idé er at have dunken inden under jakken. I sit ODO / BSO kan man tage sin vanddunk og dække den til med et lag sne. Sne er utroligt godt isolerende, og det vil derfor ikke fryse til is de næ-ste 36-48 timer. Vi skulle ligeledes prøve at smelte is og vand, og se hvilket der hurtigst giver drikkevand. Det går hurtigst hvis man smelter is. I øvrigt skal der 10 liter sne til at give 1 liter vand.



Post 4 var Taktisk ski. Her lærte vi om formationer, hvordan man reagerede overfor beskydning, og hvor‐

dan man hurtigt lige kunne angribe fjendens position, med eller uden ski…….ELLER DET VAR I TEORIEN.

Hele idéen med denne post, var at vise hvor sårbar man er på ski. Sneens dybde afgør om vi skal sparke

skiene af, og angribe uden. Eller om vi skal beholde dem på. Løbe med langrendsski er bestemt ikke nemt.

Og sparke dem af i en fart er mindst lige så svært. Det lykkedes mig at smadre overlæben med mit gevær,

i mit forsøg på at kaste mig ned i sneen med rygsæk, ski og stave ud til alle retninger. LAD VÆR MED AT

KØRE IND I ET BAGHOLD, HVIS DU HAR SKI PÅ. DU TABER!

Post 5 var en forevisning af den finske radio. En udgave der minder meget om vores. Vores IN var en me‐

get ung kadet fra officersskolen, som lige skulle vise hvem der bestemte. Det var en meget monoton un‐

dervisning ved brugen af ”GØR DET” princippet. Og spyddige og humoristiske kommentarer blev mødt

med et utroligt tørt svar. Da Mike spurgte hvordan man nulstillede radioen i tilfælde af kompromittering

eller snarlig nedkæmpelse, sagde den unge kadet, ”You can’t. You drop the radio in a lake, og shoot it”. Så

måtte Mike forklare ham at det ikke ødelagde printkortet i radioen, så der måtte være en anden måde.

Den unge kadet blev helt skæv i ansigtet af fortvivlelse, og anede ikke hvad han skulle svare. Så måtte den

ansvarlige PL på posten bryde ind, og vise os hvordan man nulstillede radioen. Gnæk gnæk!!! Nu var den

unge Kadett ikke så kæk mere. Efter lektionen i oprettelsen af radioen, skulle vi lære noget om deres sig‐

nalprocedure. Den er en anelse anderledes end vores. Rettelse MEGET anderledes. En station ”Alfa” mel‐

der til en anden station ”Bravo”, lyder ”Alfa……Bravo” Bravo svarer ”Bravo”. Alfa giver sit signal ”Alfa, Go

to Camp”. Bravo svarer ”Bravo”. Ikke noget med skift eller slut. Bare ”Alfa, Bravo”. De havde ikke noget 9‐

0 opkald. KSN bad først ”Alfa” om at sikre signalvejene til alle de andre stationer, og derefter Bravo osv.

Det må give utrolig meget trafik på nettet. Den finske soldat jeg stod med, erkendte også at det var noget

værre rod, og han ville ønske at de brugte Nato standard i stedet.

Efter sidste post kørte vi tilbage til lejren, hvor vi fik en god lang pause til at spise i. Vi anbragte os selv i en

stor Larvu (Denne gang en kæmpe tippi lavet af træ, med et kæmpe bål i midten). Vi fik lavet noget varmt

mad, og der blev udvekslet danske og finske rationer. Jeg kørte den finske stil, nu da jeg var i Finland.

Selvom det ikke var beregnet til det, lykkedes det mig at lave en varm ret i den medfølgende pose. Det

gode ved Finland er at de skal skrive alt på både finsk og svensk.

Så blev det endelig tid til den afsluttende øvelse. Mike røg til befaling kl. 19:20 og var retur 20:00. Vores

opgave bestod i at vi skulle forskyde på ski ude på søen, og trænge ind bag fjendens linje (en tur på 4‐6

km) Bag fjendens linje, skulle vi skulle oprette ODO inden kl. 22:00. Fra BSO skulle vi lave en rekognosce‐

ring på en stor gård, og afgive rapport på denne rekognoscering kl. 03:00. Det var en meget stram plan,

taget i betragtning at vi var en blandet enhed, som kun havde kendt hinanden i 24 timer. Vi delte patrul‐

jen op i to hold. Et telthold og et Rekognosceringshold. Teltholdet skulle stille teltet op ved ankomst til

ODO, og sørge for at holde det varmt, og ellers stå for vagten natten igennem.



Rekognosceringsholdet skulle fra ankomst til ODO, klargøre og iværksætte Rekognoscering på OBJ natten igennem. Jeg røg på Re‐kognosceringsholdet, og skulle i den forbindelse også være spejder sammen med den finske NKGRP, og sørge for at vi kom frem til området. Brian blev fører for selve slæden med gruppeudstyret. Han skulle sørge for at bytte rundt på personellet så der hele tiden var friske folk til at trække den. Temperaturen steg pludseligt, og den dejlige skitur hen over sø‐en, blev ændret til en hård vandretur med meget lange sko (skiene). Sneen klumpede under skie‐ne og gjordet det svært at komme frem. Det samme gjorde sig gældende med slæden, den blev virkelig tung og træls. Det blæste selvfølgelig også rigtigt meget, hvilket betød lav sigtbarhed og var til vores fordel, men det betød også strid modvind. En anden irriterende faktor, som havde indflydelse på vores tur hen over søen, var to kampdommere/observatører (Kadetten fra radio‐lektionen). Vi spurgte hvad de skulle i vores gruppe? ”We are just two soldiers” lød svaret. Men de gik ind og ud af kolonnen. Og i mørket med den lave sigtbarhed, blev det svært at holde styr på hvem der gav en hånd med, når slæden skulle trækkes. Halvvejs over søen tog vi vores ski af, og slæbte dem i armene i stedet. Vi gik i land på en som‐merhusgrund. Her tog gruppen et hvil, mens jeg gik ud på rekognoscering for ruten ind i landet. Mit kort var en dårlig kopi af et O‐løber kort uden koordinater, plus at vi kom i land udenfor kor‐tet J. Alt i alt en lækker udfordring. Jeg gik 500 meter ind i landet, og ved hjælp af veje og huse og en stor mark, fik jeg stedfæstet min position. Efter små to km vandretur ind i landet, (virkelig hår‐de km, med dyb tøsne og vores elskede slæde) var jeg kun 500 meter fra vores planlagte ODO, og manglede kun rekognoscering for teltpladsen. Jeg var gået lidt forkert, men var tilbage på rette spor, da jeg blev stoppet af ”One of the Soldiers”, som sagde at jeg var gået meget forkert. Det kunne jeg simpelthen ikke forstå. Han påstod at vi var 1 km syd for selve kortet. ”Kender du om‐rådet?” spurgte jeg ”It’s my own backyard” lød svaret overlegent. Jeg overgav mig, og lod ham lede os de sidste 2 km via en lang omvej ind til et forsyningspunkt. Det viste sig ved nærmere studier af Google Earth, at vi var præcis der hvor jeg sagde. Lad nu det ligge. Jeg er jo bare en gammel PTR‐mand og han en spritny Kadet med mindre lokalkendskab end han selv mente. Vi var fremme ved vores forsyningspunkt kl. 00:45 Fuldstændig udmattede, og fordi vi var langt bagud på tidsplanen, fik vi lov til at stille vores telt op på forsyningspunktet. Brian og teltholdet gik straks i gang med at slå teltet op, mens Mike, jeg og to finnere drog afsted på rekognoscering. Objektet var delt i et vest og et øst område. Vi skulle rekognoscere fra øst, mens Renés gruppe

kom ind fra vest. Hele området øst for objektet var en kæmpe mark, med 400 meter til nærme‐

ste skovkant. Kun fra syd var der en stribe træer. Men lige her, både kørte og gik flere patruljer.

På objektets tag, kunne vi se to mand observere ud i terrænet. Efter at have observeret fra flere

steder i skovkanten, gik vi nærmere på den sydlige trægruppe. Lige netop som vi var på vej op

mod træerne, blev der råbt og skreget 150 meter fra os. Det var den anden gruppe der fik taget

to mand til fange.


- fortsat fra forrige side

Vi droppede vores plan om at infiltrere den vej ind. Tilbage i ODO, godt gennemblødte af nattens strabad‐ser, men i et velopvarmet telt (takket være Brian og hans hold) gik vi til ro. Vi havde været i gang i 22 ti‐mer., så det med at falde i søvn tog ikke mange sekunder. Næste morgen (3 timer senere) var miniøvelsen slut. Vi pakkede teltet og udstyret i slæden, og lagde slæ‐den op i en trailer, sammen med vores ski. Turen tilbage til basen, var til fods. Det var jo en glædelig ny‐hed for os danskere. Når det drejede sig om at gå, var vi noget hurtigere end finnerne. Vi gik i rask tempo op til en skydebane, hvor vi fik lov til at skyde med pistol i karabin ombygningssæt. Vi skulle også igennem en lille selvtillidsprøve. Vi skulle balancere på en wire ud til en platfom. Fra plaformen skulle vi hoppe ud og gribe fat i en trapez. Derefter var det bare hjem til basen, hvor tingene blev rengjort og afleveret. Vi fik et diplom og en lille træplade, som bevis på gennemførelsen af kurset. Efter alt det formelle blev det tid til en lille lur (2,5 time). Da jeg vågnede, gik vi ned til søen for at se Flemming vinterbade. Han havde snakket og snakket om det i lang tid, men der var ikke rigtig sket noget. Så nu hjalp vi ham lidt på vej. Jeg nuppede også lige en dukkert, nu jeg var dernede. Det var sgu’ rart at få dyppet min gamle smadrede krop, og bagefter slappe af i saunaen. Rigtig god tradition de har der. Næste morgen da jeg stod op, var mit ansigt helt hævet. Jeg lignede simpelthen en bokser der havde fået tæsk i 12 runder. Heldigvis aftog hævelsen længere oppe af dagen, ellers var jeg ikke kommet ind i Dan‐mark igen. Det må have været pga. træthed at kroppen reagerede sådan. På vejen ind til toget, gjorde vi et holdt ved et indkøbscenter, hvor der selvfølgelig skulle købes gaver til koner, kærester og unger. Vi skulle også have noget at spise. Vi lod os friste af et lækkert billede af en bur‐ger på 1 kg. skrigende ud til os ”Spis mig!”. Jeg tror mine øjne var mere sultne end maven, for jeg måtte give op efter halvdelen. Turen hjem til Danmark og videre fra Holmen til Jylland forløb ganske efter planen. Hvilke erfaringer har jeg så med hjem fra Finland? Jeg har lært at stå på ski, lave ild af ingenting, vinterba‐

de, altid have en fyldt termokande med vand og meget meget mere. Og selvfølgelig at det finske udstyr er

noget gammeldags bras. Det tog jo en farlig tid at slå teltet op. Teltet som var lavet af Kanvas vejede 20‐

25 kg. Pløkke og teltstang blev lavet af birkegrene og stamme. Teltets udformning gjorde at man ikke kun‐

ne bevæge sig ud og ind, uden at vække min 4 personer. Vagtens vigtigste opgave var at holde gang i ka‐

minen, fremfor at stå udenfor og sikre personellet.

Maden blev lavet på Trangia, hvilket betød lang tilbe‐

redelsestid og rengøring bagefter. Når det gjaldt skie‐

ne, så var bindingerne en fjeder som blev spændt

rundt om støvlen, fremfor en klik‐anordning. Det var

ikke nogen nem sag at sparke skiene af i en nødsitua‐

tion. Men deres uniform var dejlig anvendelig. Sneca‐

mouflagen virker perfekt, og deres Break Jacket er en

virkelig lækker og varm jakke.



Men så kommer vi til finnerne. De peb aldrig. Uanset vind og vejr, så gik de på opgaven uden brok eller indvendinger. Deres måde at være i skoven på er meget beundringsværdig. Hvorfor tænde et lille rundt bål hvor fire personer kan få varmen, når tre stammer kan give et 4 meter langt bål, så alle i gruppen kan få varmen på samme tid? Jeg ønsker ikke at deltage i kurset igen. Af den simple grund, at jeg ønsker at andre får samme mulighed som jeg. Det var en super fed tur, med masser af fede oplevelser. Tak til FHD for muligheden og især tusind tak til Pia fra FHD. KOLLAA KESTÄÄ!!

De trofaste fanebærere fra 277

Valdemarsdag 15.juni 2016 De trofaste fanebærere fra eskadrillen deltog igen i år på Valdemarsdagens fanemarch i Viborg, som vanen tro sluttede med gudstjeneste i Viborg Domkirke (på billederne ses Cleo, Elise og Valde)

Sådan drenge!!!

3 Pokaler på stribe….

v/Steen L. Hansen - 1 GRP / SFDEL og René Internationale Mönchengladbacher Militärwettkampf Det startede egentlig med en omgang Battlefield 3 på min Playstation. I et af mine mange online spil, kom jeg i snak med en tysker ved navn Janosh. Og efter et par års venskab, dog uden at have mødt hinanden, spurgte han i vinters om jeg kunne stille.et hold til Internationale Mönchengladbacher Militärwettkampf. Selvfølgelig kunne jeg det :-). Jeg måtte dog lige google løbet, så jeg viste hvad jeg havde sagt ja til.

Nu da jeg havde været i Kuwait og i Finland, mente jeg at det tilfaldt nogle andre at få sådan en udfording. Og inde i mig selv, glædede det mig at vi havde et arrangement som ikke gik til en EC, DF, KOF, ROF og andre officerer, som plejede at få de fede ture, ved de andre eskadriller. Her var noget for menigmand. Så vi stillede et superhold af René, Martin, Lars og Kenneth. Jeg var med som Teamleder og Brian som kører. Turen til Mönchengladbach gik let og smertefrit, kun afbrudt af indkøbstur ved ASMC (Stor grejbutik i Osterrönfeld) og en masse bilkøer og omveje. Men det er jo dejligt at sidde og være social med en masse andre mennesker, og ellers komme rundt og se lidt ekstra af Tyskland (ironi kan forekomme). Vi landede noget sent i Mönchengladbach, på en lille tysk kaserne. Her blev vi registreret og fik anvisninger til en lille engelsk base, hvor vi skulle sove uner op-holdet. I den engelske lejr, mødte jeg Janosh for første gang. "No no, You can't park there!!". "Nice to see You i real life!" sagde jeg og rækte hånden frem. Så fik jeg ellers en ordentlig velkomst, og parkeringen betød ikke noget. "We will fix that later. Come, I'll show You your rooms". Han bød os på Tysklands ældste øl, og en masse små gaver. Efter en god nats søvn, kørte vi næste morgen ind til den lille kaserne, hvorfra starten skulle gå. Herfra overtager René artiklen, så han kan fortælle om selve konkurrencen:

Konkurrencen Vi mødte ind ved konkurrenceindskrivningen lidt før 8 og fik lidt morgenmad. Efter lidt venten blev Kenneth, Martin, Lars og undertegnede sendt af sted på opgavemarchen som konkurrencen bestod af. Første post var inden for hegnet på den kasserne vi startede på, nærmere bestemt var den stripset til hegnet. Her hang nemlig 40 billeder af diverse soldater hvis nationalitet skulle identificeres ud fra hvad man kunne se på billedet. På de nemmeste var der et tydeligt flag på soldatens skulder, andre måtte man gå efter hvilken type uniform de havde på, sågar undertrøjer og hatte blev afgørende for identifikationen.

Vi hørte ikke vores resultat for de individuelle opgaver, men vi følte os meget sikre i denne.

Hefter gik vi til den anden ende af kasernen, hvor vi skulle lade ma-gasiner på tid. Det gik også fint, selv om instruktørens forklaringen af opgaven gav lidt forvirring pga. hans lidt tvivlsomme engelsk kunstskaber. Så fik vi udleveret et kort og nogle koordinater, med en række spørgs-mål om terrænet vi gik igennem, f.eks. "Hvilket nummer har transfor-matorstationen på koor 091 463".Selvom vi ikke var helt enige i alle deres udleverede koordinater så løste vi opgaverne, og kom frem hvor vi skulle, en indendørs pistolskydebane.

Sådan drenge!!! 3 Pokaler på stribe….

- fortsat fra forrige side Efter en meget kort introduktion til pistolen, var der en del ventetid før det blev vores tur til at skyde. Uden at nævne navne, så må man vist sige at 2 ud af 4 holdmedlemmer nok ikke ville tage skade af en ekstra dag på pistolskydebanen herhjemme. Herefter fik vi udleveret en primitiv kortskitse, som skulle føre os til næste post. Det viste sig at være håndgranatkast, samt en mini-forhindringsbane. Håndgranaterne var ikke vores største succes, da de var noget lettere end de øvelsesgranater vi bruger herhjemme, og derfor rullede mere end vi er vandt til. Nu var det om at få benene på nakken, for næste post skulle findes og nås så hurtigt som muligt. Der var omkring 4 km, og vi løb det meste af vejen. Ved næste post var der heldigvis lidt ventetid så vi kunne puste ud, før vi skulle ud på søen i gum-mibåd. En dukke skulle redes i land fra midten af søen. Vores plan for opgaven holdt ikke helt, men tiden blev egentlig ganske god alligevel. Så stod den på march med afstandsbedømmelse undervejs, hvilket ikke var helt nemt. Blandt andet et kirketår i det fjerne var ret tricky, da det nærmest var umuligt at vurdere om det stod en, halvan-den km eller måske endnu længere væk. På dette tidspunkt i marchen var sulten begyndt at melde sig. Vi havde misforstået beskeden om vores morgenmad en smule, for det viste sig at det vi havde fået udleveret egentlig var vores mad-pakke til hele dagen. Det betød at det var ret begrænset hvor meget spiseligt vi havde med rundt på marchen, men vi måtte jo klare os med det lidt vi havde. Og at skyerne åbnede sig, og vandet lige pludselig kom fossende ned, gjorde det nok ikke bedre. Næste post bestod af eftersøgning og identifikation af UXO'er (ueksploderet ammunition). Vi skulle lave en skitse over UXO'ernes type og placering. Det var temmelig heldig at jeg havde med-bragt min regnjakke, som vi kunne bruge som læ, eller ville vores opgave nok været gået i opløsning i regnen!


- fortsat fra forrige side Så var det videre til et førstehjælpsmoment og båreræs. Momentet var af simpel karakter, så det var der ikke så mange ben i, og båreræset gik også fint. Herefter fik vi udleveret en skitse som vi skulle følge til sidste post, og helt nem at tyde var den ikke. Undervejs skulle vi måle nogle angivne indkørsler, stier, sågar arealet af en parkeringsplads! Det eneste målebånd vi havde på os var en 20 cm lang lineal i et multitool, så der blev målt fodlængde og talt skridt til den store guldmedalje! Efter en god lang gåtur skulle det sidste slag slås, ved forhindringsbanen, hvor vores support-team Steen og Brian ventede på os. Det gik over stok og sten, over murer, gennem kulsorte rør, ophængte wirere osv. Samarbejdet og enkeltmandspræstationerne gik godt og tiden var temmelig god. Men nu kunne det efterhånden også godt mærkes i benene at vi havde været i gang i en del timer. Vi kørte med bussen tilbage til startstedet og fik lidt mad. Så var det tilbage og få et velfortjent bad og efter lidt buf-tid tid tilbage til parade. Alle deltagere lignede op på 3 geledder og der var mange. Danske, englændere, italienere, franskmænd, amerikanere og selvfølgelig tyskere. Vi var spændte. Vores egen vurdering var, at vi nok ville ligge i top 10 eller måske top 5, men vi havde ingen anelse, for det var meget begrænset hvad vi havde set af de andre holds op-gaveløsninger. I kategorien ”Bedste udenlandske reservister”, blev vi kaldt op for at modtage pokalen for første pladsen. Sådan! Det kan godt være vores indtrådt lignede noget der var løgn, da vi skulle op og modtage pokalen, men vi havde i hvert fald bevist, at vi havde styr på så meget andet! Næste relevante kategori var ”Bedste danske hold”. Vi var kun 2 hold fra Danmark, men de andre professionelle soldater fra Oksbøl, var vi meget opsatte på at vinde dette. Det gjorde vi også. Og indtrådt så en lille smule bedre ud denne gang. Så kom vi til sidste kategori, ”Bedste hold”. Hold Oksbøl blev kaldt op for at modtage 3. pladsen og så kunne vi jo regne ud at vi enten lå nummer 2 eller 1.


- fortsat fra forrige side Det blev nummer 2, men vi var nok ikke blevet gladere hvis vi havde fået førstepladsen, for hold kæft hvor var det fedt! Jeg tror ikke nogen af os havde drømt om, at vi ville tage 3 pokaler med hjem. Men det viser bare at Hjemmeværnet kan sgu også! Og har man arbejdet sammen i lang tid, og kender hinandens styrker og svagheder, så kan kan et hold fungere godt, også selv om enkeltmand ikke nødvendigvis er 100-meter mester i alle disci-pliner. Den flotte placering blev fejret på behørig vis, i selskab med mange af de andre deltagere, som boede i samme lejr som os. Vi fik også skabt nogle gode kontakter, bl.a. på nogle flere internationale konkurrencer i Tyskland og Frankrig. Næste år har vi fået lov til at still to hold til IMM. Bare rolig, der kommer ingen EC, KOF, ROF eller lign. med. Det her er en konkurrence med relevans for grupper og hold og ikke en udflugt for UAFD-ledere ;-). Næste morgen blev bilen pakket, og Brian sørgede for at de trætte krigere blev fragtet hele hjem til Danmark igen. Det gik jo smertefrit hjemad, lige bortset fra da vi havde handlet lidt i grænseshoppen. Så kom Martin til at spørge sin kone via sms "Skal du have noget med fra grænsen?" Så kunne vi andre jo godt sætte os ned og spise vores aftensmad. Pokalerne står nu i på vores kammer, og venter på at EC for indkøbt et pokalskab En meget stolt Steen L. Hansen, GF/1GRP/SFDEL/HVE277

Taktisk træning med hund

v/Rikke Hedegård, Eskadrille HVE 277 Taktisk træning med hund afholdt over 2 weekender Jeg deltog i taktisk træning med hund sammen med Louise Ki, som blev afholdt hhv. den 6. – 8. april 2016 og 29. april – 1. maj 2016. Der var 14 deltagere første weekend og desværre kun 9, som deltog på nr. 2. Det var et pilotprojekt, som vi deltog i og ud af de 14 deltagere, var der en, der kom helt fra Bornholm og ellers var de fra alle steder i Danmark. Eskadrillen havde fået 2 pladser, og det var Louise Ki og jeg, der var de heldige deltagere. 1. weekend: Vi har øvet observation, hvor vi skulle sove ude med hunden enkeltvis, og så skulle figuranter snige sig ind på os natten til lørdag. Lørdag øvede vi patrulje, afsøgning af område og et langt forfølgelses- spor, hvor

alle hundene gik på linje. Rigtig udfordrende for hun-dene at lære at arbejde med de andre. Senere skulle vi beskytte et objekt, hvor vi overnatte-de. Vi skiftedes til at være på vagt, og så skulle figu-ranterne se, om de kunne angribe os. Her var hunde-ne en kæmpe hjælp til at spotte personer på lang afstand, så der kunne nås at blive givet alarm, og folk kom ud i hullerne klar til at beskytte os.

Søndag var alle meget trætte efter to hår-de dage/nætter. Der skulle vi igennem en feltforhindringsbane. Det foregik i hold med en hund og en fører samt en hjæl-per. Her skulle hundene løftes med over forhindringerne. Mega hårdt og vådt men fedt at prøve. Dog faldt jeg i det kolde vand. 2. weekend: Fredag skulle vi beskytte Tovby ved at oprette adgangskontrolpost inkl. visitation samt observationspost med hund til at holde øje med vores bagside. Her blev lavet patruljer og sovet i huset. Modsat sidste week-end, hvor hundene sov ved os, sov de denne gang i bilen. Det hæmmede os tydeligvis meget, så det lyk-kedes modstanderen at snige sig ind på os både en gang om dagen samt en gang om natten. - fortsættes næste side

Taktisk træning med hund

- fortsat fra forrige side

Vi fik tydeliggjort, hvor kæmpe en ressource, hunden er. Dog fik vores observationspost også vist sin vigtighed ved at spotte folk på afstand. Ligeledes lærte vi i adgangskontrolposten, hvor meget en hund/fører og en ekstra vagt pludselig kan klare selv ved at have hunden som hjælp. Fx ved visitation, hvor hunden sikrer den, der visiterer samt spotter evt. gående på lang afstand. Om søndagen havde vi de resterende hunde, som ikke var igennem på første weekend, igennem forhindringsbanen. Endnu engang røg under-tegnede i vandet. Også denne gang en kold oplevelse. Men to kanon fede weekender samt virkelig lærerige og vores 6000 ud-dannelser kom virkelig i brug. Fotos: Rikke H.

Eskadrillen på Airshow

En pæn flok fra eskadrille 277 bistod Flyvevåbenet som hjælpere ved årets airshow der blev afholdt i juni på Flyvestation Skydstrup. Mange hjalp til med at anvise P-pladser. Vores altid trofa-ste hjælper Valde var selvfølgelig også med og fik taget et par billeder med flere af vore medlemmer på p-opgaven

Download - 77eren sommer 2016

Top Related