derfor hopper jeg af naoki higashida

21

FORFATTERENS FORORD

Da jeg var lille, vidste jeg ikke engang, at jeg var et barn med særlige behov. Hvordan fandt jeg ud af det? Ved at andre fortalte mig, at jeg var anderledes, og at det var et problem. Sandt nok. Det var virkelig svært for mig at opføre mig som en normal person, og selv nu kan jeg ikke føre en rigtig samtale. Jeg kan godt læse højt eller synge, men så snart jeg forsøger at tale med nogen, forsvinder mine ord. Nogle gange kan jeg måske nok få sagt et par ord, men selv da kan jeg komme til at sige det stik modsatte af det, jeg ville! Jeg kan ikke give et passende svar, når jeg bliver bedt om noget, og hvis jeg bliver bare den mindste smule nervøs, kan jeg finde på at stikke af fra den situation, jeg befinder mig i. Selv en forholdsvis ligetil opgave som at købe ind kan virkelig være en stor udfordring, hvis jeg skal klare det på egen hånd.

Higashida - Derfor hopper jeg (638-3339-4) - 192 sider - 125x200 - IB.indb 21 07-02-2014 12:57:13

22

123456789101112131415161718192021222324252627

Hvorfor kan jeg så ikke finde ud af de her ting? Når jeg har været allermest ulykkelig, frustreret og hjælpe-løs, har jeg prøvet at forestille mig, hvordan det ville være, hvis alle var autister. Hvis autisme slet og ret blev anskuet som et karaktertræk, ville livet være meget lysere og nemmere for os, end det er i dag. Der ville selvfølgelig stadig være dårlige dage, hvor vi var til en masse besvær for andre mennesker, men det, vi virkelig godt kunne tænke os, er at have en lysere fremtid at se frem imod.

Takket være min mor og frk. Suzuki på Hagukumi Skole har jeg lært en måde at udtrykke mig på via skrift. Nu kan jeg endda skrive på min computer. Problemet er, at mange børn med autisme ikke har mulighed for at udtrykke sig selv, og ofte har deres forældre ikke den mindste anelse om, hvad der foregår i deres hoveder. Mit store håb er derfor, at mine ord kan hjælpe med at forklare, hvad der foregår inde i hovederne på børn med autisme. Det er også mit håb, at du ved at læse denne bog måske vil blive en bedre ven for en, du kender, med autisme.

Man kan ikke dømme folk på deres ydre. Men når først man kender en andens inderste væsen, kan man få et meget tættere forhold. I dine øjne er autisternes verden sikkert et dybt mystisk sted. Jeg beder dig derfor om at


bruge lidt tid på at høre, hvad jeg har at sige – og håber, at du vil nyde turen gennem vores verden.

Naoki HigashidaJapan, 2006


41

8 HVORFOR ER I SÅ LANG TID OM AT SVARE PÅ ET SPØRGSMÅL?

Jer normale mennesker taler med en ufattelig hastig-hed. Fra I har tænkt en tanke, til I har sagt det, går der kun et splitsekund. For os er det ren magi!

Betyder det, at der er noget galt med kredsløbet i vores hjerner? Livet er hårdt for folk med autisme, og sådan har det vel altid været, men alligevel er der ikke nogen, der har været i stand til at finde ud af, hvad der for-årsager autisme. Det er rigtigt, at vi er lang tid om at svare på det, en anden lige har sagt til os. Grunden til, at vi har brug for så lang tid, er ikke nødvendigvis, at vi ikke har forstået det, der er blevet sagt, men snarere at svaret er pist forsvundet fra vores hoveder, når det endelig bliver vores tur til at tale.


Jeg ved ikke, om du synes, det giver mening. Når først vores svar er forsvundet, kan vi aldrig få det tilbage igen. Hvad var det nu, han lige sagde? Hvad var det, jeg havde tænkt mig at svare på det spørgsmål? … Aner det ikke! Og mens vi står og prøver at komme i tanke om det, bliver vi bombarderet af endnu flere spørgsmål. Til sidst tænker jeg bare: Det her er håbløst. Det føles som at drukne i en strøm af ord.


70

123456789101112131415161718192021222324252627

20 HVORFOR FLIPPER DU SÅDAN UD OVER EN LILLEBITTE FEJL?

Når jeg kan se, at jeg har gjort noget forkert, bryder min hjerne sammen. Jeg græder, jeg skriger, jeg laver en vældig ballade, og jeg kan slet ikke tænke klart. Uanset hvor lille fejlen måtte være, er den kæmpestor for mig, og jeg har det, som om der er blevet vendt op og ned på himmel og jord. Det kan for eksempel være, hvis jeg skal hælde vand op i et glas, så hader jeg, hvis jeg spilder så meget som en dråbe.

Det er sikkert svært for dig at forstå, hvorfor det gør mig så ulykkelig. Og ja, jeg kan også godt selv se, at det ikke er noget at lave så stort et postyr over. Men det er næsten umuligt for mig at styre mine følelser. Når først jeg har begået en fejl, rammer den mig som en tsunami. Og ligesom træer og huse bliver væltet


af en tsunami, bliver jeg væltet af chokket. Jeg bliver overvældet af øjeblikket og kan ikke længere skelne den rette reaktion fra den forkerte. Det eneste, jeg ved, er, at jeg må se at komme ud af situationen så hurtigt som muligt, så jeg ikke drukner. Og jeg vil gøre hvad som helst for at komme væk: græde og skrige og kaste med ting og måske endda slå …

Endelig, endelig falder jeg langsomt til ro igen og ven-der tilbage til mig selv. Jeg kan nu ikke længere få øje på den tsunami, der ramte mig – kun ødelæggelserne, som jeg har forårsaget. Og når jeg ser det, så hader jeg mig selv. Det gør jeg virkelig.


121

42 HVORFOR MEMORERER DU TOGKØREPLANER OG KALENDERE?

Fordi det er sjovt! Os med autisme elsker tal. Tal er faste størrelser, der aldrig ændrer sig. Tallet 1, for ek-sempel, er altid bare tallet 1. Den enkelhed, den klar-hed, virker utroligt betryggende på os.

Hvem der end læser en køreplan eller en kalender, så er det altid det samme, der står, og man kan nemt forstå dem alle ved at følge de samme regler. Og når det gælder ting, som vi elsker, kan vi memorere dem så nemt, som sprang de direkte ind i vores hoveder. Usynlige ting som menneskelige relationer og tvety-dige udtryk er det derimod virkelig svært for os med autisme at forstå.


Du tænker måske, at det ikke kræver noget særligt af mig at skrive disse sætninger, men det er overho-vedet ikke tilfældet. Hele tiden bekymrer jeg mig om, om jeg nu opfatter tingene, på samme måde som folk uden autisme gør. Ved at se tv, læse bøger og konstant holde øje med folk omkring mig lærer jeg hele tiden nye ting om, hvordan almindelige mennesker oplever forskellige situationer. Og hver gang jeg lærer noget nyt, skriver jeg en lille historie, der handler om den pågældende situation. Det er min måde at prøve at huske det på.


derfor hopper jeg af naoki higashida

Documents