de utilpassede af john kenn mortensen læseprøve

9 788711 359808

Lolland. Ligner en lort, der ikke vil skylles ud. Og nu skvulper den bare rundt i røven på resten af Danmark. Det er her, Johan bor. Det er her, han er født og opvokset. Der er også en overhængende fare for, at det er her, han snart vil ende sine dage i hænderne på landsbybøllen Jackie, eller som offer for en lollandsk vampyr. Der er nemlig sket det, at hele Lollands voksne befolkning er blevet forvandlet til vampyrer. Inklusiv hans bedste ven, Jacob, selv om han slet ikke er voksen. Som om det ikke er nok, er Johan også forelsket. Helt vildt forelsket i Dorthea. Som er hans babysitter. Kan det blive værre? A D V A R S E L !Denne bog indeholder bandeord, heavy metal, døde undulater, mennesketomme landsbyer, afhuggede hoveder, hekse, utilpas-sede unge, uhygge, generelt ubehag, spandevis af blod, en lille smule kærlighed og rigtig, rigtig mange vampyrer ...

de utilpassede omslag_ny.indd Alle sider 23/06/14 13.46

JOHN KENN MORTENSEN

De utilpassede et blodigt eventyr fra Udkantsdanmark

de utilpassede indhold.indd 7 24/06/14 16.32

13

Der er stille. Helt stille. Det er snart daggry. En tæt, hvid tåge indhyller den lille landsby som en stor, fed dyne. I midten af landsbyen ligger der et forsamlingshus med et festlokale. Inde i festlokalet er der blod på gulvet, på væggene og i loftet. Blodet i loftet drypper ned og laver ringe på gulvet. Menneskekroppe ligger spredt på borde

og stole og hulter til bulter på gulvet. Under blodet skinner de-res hud hvid og marmoragtig. De trækker ikke vejret. Alligevel er de ikke døde. Ikke helt. Der kommer lyde fra dem. Et støn her. Et host der. En rallen.

I midten af festlokalet står der en stor, solid trækiste. Den ser ud til at være flere hundrede år gammel og til at kunne hol-de i flere hundrede år endnu. En unaturligt høj mand kommer ud af skyggerne. Han bevæger sig langsomt, næsten svævende gennem lokalet. Han kravler ned i kisten som en kæmpestor edderkop. Han lægger sig på ryggen, folder sine lange fingre over brystet og lukker øjnene.

Ved forenden af kisten står der to grimme, grimme kvind-folk. De er grimme, som vinternætter er lange, men er ellers ganske velklædte uden en eneste blodplet på tøjet. De lægger


låget på kisten og smiler til hinanden, så man kan se deres lan-ge, klamme, gule tænder.

Hekse. Vaskeægte hekse.Den ene tager uden besvær den enorme kiste på ryggen

og skridter gennem lokalet. Hun skræver hen over de blodige menneskekroppe og når hen til en dør for enden af lokalet. De to hekse og kisten forsvinder ud i tågen.

Ude foran festlokalet holder en gammel veteranlastbil par-keret. De to hekse bugserer kisten ind bag i lastbilen. De smæk-ker bagdøren til lastbilen og låser den med en stor, tung kæde og en stor, tung hængelås. De stiger ind i førerhuset. Lastbilen starter med et øredøvende brøl. Den skærer gennem tågen og forsvinder ud af den lille landsby.

Der bliver atter helt stille. Det eneste, man kan høre, er en krage, der skriger i det fjerne. Tågen letter, og himlen lysner i øst. Langsomt begynder folkene fra festlokalet at bevæge sig ud af forsamlingshuset. Ud i daggryet. De kigger sig forvirre-de omkring. En dame med tyk makeup under blodet ser mod horisonten, hvor solens stråler er ved at komme til syne. Hun blotter et tandsæt af skæve og ulige hugtænder og hvæser ad den kommende morgensol. De levende døde beboere fra for-samlingshuset forsvinder hurtigt i alle retninger, før solens før-ste stråler bryder frem.


19

Kapitel 1

Det er mandag morgen. Johan sidder på bagsædet i sin mors bil. Oppe foran sidder hans mor og storesøster.

Johan sukker dybt. “Hvorfor kunne jeg ikke køre med far?”

“Fordi du kører med mor!” siger hans storesøster, der hedder Mette og er lige så irriterende som alle andre

voksne.“Det er da ikke nogen grund,” siger Johan, mest til sig selv.“Din far har meget travlt for tiden. Han tog af sted klokken

halv seks i morges,” siger hans mor uden at flytte øjnene fra vejen.

Johan ved ikke helt, hvad hans far laver. Han ved bare, at sukkerfabrikken er gået nedenom og hjem, og at det er hans fars job at rydde op. Da sukkerfabrikken lukkede, blev største-delen af byens befolkning arbejdsløse. Johans familie er den eneste familie i byen, der stadigvæk har to biler.

“Jeg sætter dig af hos Jacob, okay?” siger hans mor.“Ja, o.k.”Jacob er Johans bedste ven. De har været venner hele li-

vet. De blev født på samme hospital med to dages mellemrum.


20

Jacob blev dog hængende lidt. Han blev født for tidligt og var meget skrøbelig. Det er han sådan set stadigvæk. Han er heller ikke så høj. Faktisk er han et hoved lavere end den mindste pige i klassen. Johan har også andre venner, men det er mere sådan nogle, han hænger ud med, når Jacob er syg eller spiller fodbold. Det første sker tit, det sidste sker aldrig. Johan er Ja-cobs eneste ven blandt børnene i byen. Alle de andre synes, at han er mærkelig. Det gør de voksne faktisk også. Men Johan kan godt lide ham. Han kan være sig selv sammen med Jacob, og indtil nu har han elsket de lange, dybe lege, de to altid har leget. Lege, der kan vare måneder, hvor de har bygget og helt levet sig ind i nye, underlige universer.

“Vi skal helt til Falster, så vi kommer sent hjem. Omkring ved 17-tiden. Du kan måske tage med Jacob hjem efter skole?” siger Johans mor og kaster ham et hurtigt blik i bakspejlet.

“Jeg kan sagtens være alene hjemme.”“Det har vi snakket om!”“Alle andre på min alder må være alene hjemme.”“Ikke Jacob da!”“Nej, men hans mor er også ekstrem.”“Hov, hov, unge mand! Nu taler du pænt om andre menne-

sker!”Johan sukker endnu dybere.Bilen stopper foran den enorme villa, hvor Jacob bor alene

med sin mor. Jacobs far skred, da han fandt ud af, at han skulle være far. Eller fordi Jacobs mor ikke var til at leve med. Der er en masse forskellige bud på den historie her i byen. Jacobs far er der i hvert fald ikke.


21

Johan stiger ud. Bilen forsvinder ned ad vejen, ud af byen, på vej til Falster. Johan går op ad den lange indkørsel til garagen. Han tager en gulerod op af lommen og går hen til et bur.

“Kom frit frem, Karlson,” hvisker han og stikker guleroden ind mellem tremmerne.

Der kommer en lille, pjusket dværgkanin frem fra burets mørke. Karlson går i gang med at gnaske på guleroden. Johan henter også lidt vand fra en udendørs vandhane.

Jacob er allergisk over for dyr med pels og kan ikke selv fod-re Karlson. Det er lidt et problem. Hvis Johan ikke fodrede Karlson, ville han dø af sult. Men Jacob får alt, hvad han peger på. Karlson er hans femte kanin.

Johan går op til hoveddøren og ringer på. Der lyder et stort rungende ding-dong fra dørklokken. Han føler sig meget lille foran den gigantiske hoveddør. Der går et stykke tid. Så kan Johan høre Jacobs mor komme ned ad trappen. Der bliver slå-et indtil flere låse fra. Endelig bliver døren åbnet. Jacobs mor kigger på Johan, som om hun har tænkt sig at give ham sidste-pladsen i en eller anden konkurrence.

“Hvis du skal indenfor, bliver du nødt til at tage skoene af.”“Det er o.k., jeg kan sagtens bare vente her.” Hun kalder på Jacob uden at fjerne sit borende blik fra Jo-

han.“Jacob, min lille engel? Din ven Johan er her.” Hun udstøder

en lille lyd og går sin vej. Nogle gange har Johan det næsten, som om Jacobs mor ser ham som en konkurrent. Der er sgu da ingen, der gider være bedste venner med sin mor. Lige ud over Jacob måske?


22

Johan kigger ind i entreen. Den er helt tom for møbler. Jo-han strækker halsen og kigger længere ind, ind i stuen. Der er heller ingen møbler. Det ser lidt trist ud.

Omsider kommer Jacob springende ned ad trappen. Han har sin Star Wars-rygsæk på. Hans mor råber til ham et sted ude fra køkkenet.

“Pas nu på, Jacob! Jeg vil ikke have, at du kommer til skade på trappen.”

“Hey, Joe!”“Hey, Jake!”Jacob skynder sig hen til Johan. Han kigger sig hastigt om-

kring og stikker sin højre næve frem.“Secret handshake!” hvisker Jacob. Johan tøver lidt.“Skynd dig nu, inden min mor kommer.”Johan giver Jacob sin venstre næve, og de udfører deres

hemmelige håndtryk, som de fandt på for mere end 7 år siden. De havde aftalt at blande blod og blive blodbrødre, men Jacob besvimede, da Johan skar hul på sin tommelfinger, og så stop-pede den ligesom der. Johan føler efterhånden, de er lidt for gamle til at have et hemmeligt håndtryk, men det gør Jacob glad, så hvad fanden! Jacobs mor kommer ilende ud fra køkke-net med Jacobs madpakke.

“Du skal huske din madpakke, min dreng. Du skal spise det sunde først, og så er der en lille overraskelse til dessert.” Hun plaprer løs, mens hun putter madpakken ned i hans rygsæk. “Det er bare en lille ting, men jeg ved, du bliver glad. Du skal også huske at drikke din sojamælk og ikke i en slurk, vel? Stille og roligt, ikke også, min dreng. Ellers får du bare mavekramper.”


23

Hun sætter sig på hug foran ham. “Har du din astmaspray? Og dine piller?”

“Ja, ja, jeg har husket det hele. Slap nu af, mor!”Hun kigger på Jacob, som om han har givet hende en lussing.“Hvordan kan du finde på at tale sådan til din mor? Og så

foran din ven!”Jacob sukker. “Undskyld!”Jacobs mor smiler formildet og kigger forventningsfuldt på

ham. Han giver hende modvilligt et kys på kinden.“Undskyld, jeg skræppede ad dig foran Johan,” siger han stift.

Jacobs mor smiler. Hun rejser sig op og genner dem af sted i skole.

“Hvor er alle jeres møbler?” spørger Johan, mens de går.“Min mor har solgt de fleste.”“Det er da nedtur.”“Jeg er sgu ligeglad. Så længe hun ikke rører mit værelse! Vil

du høre noget sejt?”“Det vil jeg vel.”Jacob begynder at snakke om et Legoprojekt, de har haft

kørende i snart et halvt år, men Johan hører ikke efter. Hans opmærksomhed er et andet sted nu.

Dorthea! Der, ved bytræet sidder hun og læser i en bog.Dorthea.


24

Hun er ikke som de andre. For det første er hun langt smuk-kere end nogen anden pige, Johan i sit liv har set. Hendes hår er langt, blondt og en lille smule vildt. Johan kunne glo på det hår i timer. Det er som at sidde i strandkanten og kigge på ha-vets bølger skylle ind over stranden. Hypnotiserende. Og så er hun interesseret i ting! Hvis man spørger hende om noget, har hun et svar. Lige meget hvad det er. Om det så er noget, hun ikke ved en skid om, så har hun en ide om, hvordan man kan finde ud af det.

Johan elsker hende. Så simpelt er det.Han elsker hende højere end … Johan får en pegefinger i

ribbenene af Jacob.“Hallo, mand! Hører du overhovedet efter?”“Øøøh … undskyld, jeg … øh …”I det samme kigger Dorthea op fra sin bog og smiler. I et

kort sekund har Johan det, som om han skal skide, pisse og ka-ste op på samme tid. Det er ikke altid lige fedt at være forelsket.

“Hej, drenge!” råber hun til dem.“Hej!” råber Jacob tilbage og tager et hiv af sin astmaspray.

“Vi snakkede lige om Lego!” “O.k.” siger Dorthea med et smil. Pinligt!Jacob har ingen ide om, hvad det vil sige at være håbløst

forelsket. Og det er lige præcis det, Johan er. Håbløst forelsket. For Dorthea er jo den smukkeste kvinde på Jorden, og så går hun to klasser over Johan. Plus at hun passer Johan fra tid til anden. Og det eventyr har man ligesom aldrig hørt før. Eventy-ret om den lille dreng og hans babysitter, der finder hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende. At være i nærheden af


Dorthea er lidt som et koldt bad. Man skal lige vænne sig til det. Først hjertebanken og gisp efter vejret, og så kan man slap-pe lidt mere af.

“Vil du følges med os?” spørger Jacob. Johan krummer tæer. Det lyder pinligt og barnagtigt.“Ja da. Jeg skulle bare lige læse ned til næste kapitel.” Hun

pakker bogen ned i sin rygsæk og rejser sig op.“Er du o.k., Johan? Du ligner en, der har set et spøgelse.”


Et splitsekund før Johan svarer, kan han mærke, at hans stem-me vil knække, og der vil komme et lille fuglepip i stedet for et klogt og charmerende svar. Men det er for sent. Pippet kommer.

Johan rømmer sig og genvinder kontrollen over sit stemme-bånd. “Jeg er o.k.!”

Det var så, hvad det kunne blive til. Jeg er o.k. Sikken et utjekket svar. Dorthea griner. De begynder at gå.

“Hvad læser du?” spørger Jacob ivrigt.“Jeg er i gang med at læse Frankenstein af en kvindelig for-

fatter, der hedder Mary Shelley.”“Shit, det lyder kedeligt! Hvorfor læser du ikke bare en teg-

neserie? Der er både billeder, og der sker fede ting.”“Det gør jeg da også. Bare ikke de der superhelte, men jeg

elsker at læse Winsor MacCay.”“Det ved jeg ikke, hvem er,” siger Jacob hånligt.“Er det ikke ham med ham drengen i drømmeland?” spørger

Johan.“Jo! Lille Nemo i Drømmeland.”YES! Der løber en strøm af ubeskrivelig lykke gennem Jo-

hans svedige krop. Se, det var et ordentligt svar. Resten af tu-ren går forholdsvis smertefrit. Jacob får fyret et par pinligheder af, men ikke noget skadeligt. Johan hviler på sin succes og for-holder sig rolig og cool, synes han selv. Dark and mysterious.


27

Skolegården er et kaos, før klokken ringer ind. De kæmper sig vej gennem mængden. Op til indgangen. Johan lægger mærke til, at de andre elever skæver underligt til ham. Han bliver lidt nervøs.

“Jeg smutter op. Vi ses!” Dorthea går op ad trappen til sit klasseværelse.

Johan kigger længselsfuldt efter hende. Han kan mærke for-elskelsen fra tåspidserne op til hårrødderne. Det er næsten ikke til at leve med, men på den anden side også helt uundværligt.

Johan får endnu en pegefinger i ribbenene. “Du savler!”“Gu’ gør jeg ej!”De går ned ad gangen til deres klasseværelse. Greta fra pa-

rallelklassen stiller sig ind foran Johan. Han er lige ved at støde ind i hende.

“Greta, for helvede! Pas lige på!” udbryder Jacob. “Johan var lige ved at falde over dig.”

Hun glor intenst på Johan gennem sine tykke briller. Det gør Johan endnu mere nervøs.

“Hvad er der?! Hvorfor glor alle så underligt på mig? Har jeg noget stikkende ud af røven eller hvad?” Johan begynder at svede den onde pubertetssved.

“Næææh. Jeg er bare overrasket over, at du stadig er i live,” siger Greta.

“Hvad mener du … hvorfor skulle jeg ikke være i live? Hvad snakker du om?”

“Jackie er tilbage, så jeg regnede bare med, at han havde slå-et dig ihjel.” Hun trækker på skulderne. “Han venter nok bare på det rigtige tidspunkt.” Greta vender sig om og går ned ad gangen.


28

Johan får hjertebanken. Han kigger på Jacob. Jacob glor må-bende på ham og træder et skridt tilbage.

“Du er fucked … det er slut. Du må gemme dig!”Johan ser sig nervøst omkring. Han løber ud på toilettet.

Han låser døren, sætter sig op på cisternen og prøver at sidde helt stille. Han lytter. Der hersker stadig kaos derude. Så ringer klokken ind.

Der bliver helt stille.Johan kan kun høre frygtens sved pible ned ad ryggen.

Jackie. Byens bad boy. Langt hår, skovmandsskjorte, militær-støvler, militærjakke og hele baduljen. Ingen fremtid. Intet håb. Jackie er en rod.

For et par år siden brændte Frederiksens møbelbutik ned. Frederiksen havde heldigvis en forsikring. Det viste sig, at branden var påsat, og det var Jackie, der havde sat fut i mø-belbutikken. Johan havde selv set det, og Johan havde sladret. Jackie var blevet fjernet et stykke tid efter.

Ingen vidste, hvor han var, eller hvornår han ville komme tilbage. Eller om han overhovedet ville komme tilbage. Det havde Johan håbet på. Men nu ser det altså ud til, Jackie rent faktisk er tilbage. Så nu er det så umuligt for Johan at nå at vin-de Dortheas kærlighed, før han bliver invalideret. Eller dræbt. Shit! Johan sidder helt stille og tænker vildt. Og sveder.


Hvad nu? Hvad fanden nu? Han er nødt til at gå til time. Jackie går i klasse med Dorthea, så han er på første sal. Hvis han altså er i skole. Folk som ham pjækker. Hvad er sandsyn-ligheden for, at han står uden for døren og venter på Johan med en økse? Og hvad er sandsynligheden for, at han vil bruge denne økse? Ved højlys dag. Midt på skolen.

På den anden side har Jackie intet at miste. O.k., det er nok dumt at tro, han vil slå mig ihjel, tænker Johan. Men bank får han. Det er han sikker på. Helt sikker. Så er det bare om, hvor og hvornår. Og hvor slemt. Der er ikke sikkert på toilettet. Alle er til time. Ingen vidner. Det ville være det mest oplagte sted at slå til. Og det mest oplagte tidspunkt.

Shit!Klasseværelset er klart det sikreste sted at være. Der er vid-

ner. Og en voksen. Johan lader sig glide ned fra cisternen. Han låser forsigtigt døren op. Låsen giver et metallisk klik, da den går op. Han åbner døren. Johan har aldrig før lagt mærke til, hvor højt toiletdørene på skolen knirker. Ja, de hviner nærmest.

Der er helt tomt på gangen. Han skal bare ned for enden og så til højre og ind ad døren, så er han i sikkerhed. Han vil højst sandsynligt få en skideballe for at komme for sent. Men det er da bedre end en tur på intensiv.

Johan løber. Han kigger sig tilbage. Gangen er tom bag ham. Han runder hjørnet og støder ind i Jackie. Johan skriger. Et højt, skingert skrig af frygt. Frygt for sit liv.

“Slap af! Det er bare mig!” Det er ikke Jackie, han er løbet ind i. Det er Jacob. Nogle

gange har Johan det, som om livet er et stort angstanfald.


9 788711 359808

Lolland. Ligner en lort, der ikke vil skylles ud. Og nu skvulper den bare rundt i røven på resten af Danmark. Det er her, Johan bor. Det er her, han er født og opvokset. Der er også en overhængende fare for, at det er her, han snart vil ende sine dage i hænderne på landsbybøllen Jackie, eller som offer for en lollandsk vampyr. Der er nemlig sket det, at hele Lollands voksne befolkning er blevet forvandlet til vampyrer. Inklusiv hans bedste ven, Jacob, selv om han slet ikke er voksen. Som om det ikke er nok, er Johan også forelsket. Helt vildt forelsket i Dorthea. Som er hans babysitter. Kan det blive værre? A D V A R S E L !Denne bog indeholder bandeord, heavy metal, døde undulater, mennesketomme landsbyer, afhuggede hoveder, hekse, utilpas-sede unge, uhygge, generelt ubehag, spandevis af blod, en lille smule kærlighed og rigtig, rigtig mange vampyrer ...

de utilpassede omslag_ny.indd Alle sider 23/06/14 13.46

de utilpassede af john kenn mortensen læseprøve

Documents