De Digitale Tosser

Jeg kan umuligt være den eneste der er ved at gå til i desperation over tidsspilde på diverse netsider,

hvor vi skal agere sekretær, salgsmedarbejder og administration for banker, flyselskaber, kortudstedere

og hvad man kan komme i tanke om.

Flere timer tager det, at komme igennem alt det skidt og møj man efterhånden belemres med. Har

nogen regnet ud hvad det koster samfundsøkonomien at vi for at fortage os det mest elementære, skal

igennem et forhindringsløb af meningsløse afkrydsninger og mystiske rubrikker som infantile

marketingfolk og utilpassede programmører i Indien eller Kroatien udtænker, og lidt efter lidt får lavet om

til digital dagligdag for alle os andre.

I det hele taget nærmer vi os grænseværdien for at det digitale fortsat giver mening. Jeg vil faktisk gå så

langt som til at sige, at det digitale bliver mere og mere meningsløst. Fordummende. Idiotisk. Tosset.

Infantilt.

Jeg var selv blandt dem der var med til at udbrede alt dette halløj og særligt arkivarisk interesserede vil

hos Post Danmark formentlig kunne finde de breve jeg skrev til etaten om de udfordringer der ventede,

men som aldrig udløste nogen reaktion. Men alt er selvfølgelig arkiveret og gemt. Ligesom Nixon optog

sine svindelnumre på bånd. Og nazisterne noterede hvor mange de slog ihjel. For sådan er systemer: De

gemmer og registrerer alt, også det de ikke laver og det de burde have lavet.

Men måske ville det havde været en fordel for os alle, hvis vores etater, styrelser og politiske

repræsentanter ikke var snublet netop her. I relation til det digitale, netværksopkobling og måden vort

samfund i de sidste tiår har udviklet digitale systemer, platforme, tjenester og applikationer på, sidder jeg

nu med en krybende fornemmelse af at vi burde have tænkt os bedre om. At vi skulle have truffet flere

valg, accepteret begrænsinger samt stillet sociale- og etiske krav i takt med at digitaliseringen blev

sluppet løs. Succes har det med at ødelægge sig selv, fordi succes sjældent kender evnen til egen

begrænsning. Og den digitale udvikling - med alt dens velfortjente succes - ødelægger sig selv hvis ikke

den finder sin egen begrænsning. Ellers må vi andre gøre det for den.

Vi er alle blevet digitale somnambulister. Vi kender ikke til mørke eller ensomhed, fordi vi i minuttet hvor vi

efterlades alene eller uden anden beskæftigelse, rækker ud efter vores digitale agenter. Vore

følgesvende, som følger os overalt. Registrerer vor mindste bevægelse, vor mest overfladiske interesse og

kortlægger vort sociale liv og kontakt med omverdenen. Og det samme sker for vores kærester og børn.

Vi snakker ikke længere snakke sammen fordi ingen er tilstede. Alle lever i deres eget virtuelle univers

som de trykker sig frem til. Den drømmeverden de tilvælger og hvor alt der er grimt, generende,

udfordrende eller anderledes fjernes. Endda af robotter og andet skidt og møj som kender til vores

holdning og indstilling før vi selv gør det. Ja ligefrem fjerner vor adgang til information, oplevelser og

omgivelser, som vi muligvist slet ikke ønskede skulle fjernes.

Vi er alle blevet sagsbehandlere og administratorer for vor bank. Vort forsikringsselskab. Vor

kreditkortudsteder. Vor brugsuddeler. Vor stat. Men uden vederlag eller kompensation. Ja endda uden

tak. Som en vanvids forventning til hvad man kan kræve at vi bruger vores tid, kræfter og kærlighed på.

For det er jo hvad vi ofrer for at servicere os selv. Når vi sidder med blanke øjne og stirrer i vor eBoks, på

SKAT eller kæmper med en registrering i et nyt system hvor vi er så tossede at dukke op første gang. Og

som skal vide alt om vort liv og legeme. Vor alder og helbred. Vor famile og venner. Vores sexvaner. Vores

spisevaner. Alt samles op når vi først har lettet på skørtet. Der er ingen vej tilbage når først disse digitale

monstre har fået øje på en.

Vi er alle blever til avartars. Vi har ikke nogen personlighed med kun en digital kode. Som kan bruges til at

gemme hvad vi snakker om, hvad vi ser, hvad vi lytter til. Alt hvad vi gør samles op, og din idiotiske bank

kan give dig små symboler for hvad du har brugt dine penge på for det ved de jo. Hver en øre. Hvad

fanden bilder de sig egentlig ind.

Når du griner eller græder. Gemmer en erindring. Tager et nøgen billede af din kæreste. Så gemmes det

altsammen i forskellige skyer. Men de skyer har intet at gøre med den fri himmel. Det er sorte kasser der

står lukket inde i bjerge og i katakomber under ørkener. Gemt væk. Selv en atombombe vil ikke

ødelægge muligheden for at kunne sige med sikkerhed at Erik-Oluf Andersen den 24 Februar 2017 kl

23.47 købte en Gin&Tonic på en stripklub, og tog en taxa hjem til konen samt slettede sine meddelelser

på telefonen. Men som man alligevel så har liggende i de der sorte kasser og katakomber. Nede I

undergrunden som intet har med skyer og himmel og frihed at gøre.

De digitale tosser taler nu med fråde om munden om robotter. Vi skal forberede os på at endnu mere

digitalt vanvid sænkes ned over hovedet på os. Nu kommer det afgørende opgør med det ‘rutinepræget

arbejde’ så de stakler der laver det istedet kan blive arbejdsløse. Og frygter de fremtiden så står

statsstøttet rum 101 klar til fri afbenyttelse.

Taxa vognmænd har vendt op og ned på landet for at bremse delekørsel, istedet for at forberede sig på,

at der om få år slet ikke skal bruges taxa vognmænd eller chauffører til selvkørende biler. Fagforeninger

lægger arm om tilskudsmidler til undervisning og højere satser ved natarbejde, mens robotter diskret

køres i stilling ved kasseterminalerne. Og på Christiansborg har omstillingen åbenbart allerede fundet

sted, i en rutinepræget konkurrence mod bunden af almindelig anstændighed og samvittighedsfuldt

fællesskab.

Det ender jo med en modstandsbevægelse. Kan ikke rigtigt se andet udfald.

Men uden chips og sim-kort, IP nummer og Nem-ID, vil kampen blive hård. Den der ønsker at være sig

selv og blive en nærværende deltager i sine omgivelser, at blive tilstedeværende igen, privat og at kunne

leve sit liv i fred og uden indblanding, vil hurtigt få digital status som terrormistænkt og suspekt person.

Regninger vil ikke kunne modtages og ikke kunne betales. Man vil ikke kunne forsikre sig. Man vil ikke

kunne betale sine skatter og afgifter. Man vil ikke kunne køre bil. Eller købe en flybillet. Man kan ikke

komme på sygehuset. Man vil ende i benlås som mistænkt illegal invandrer. Man kan ikke blive gift og

heller ikke skilt. Vi kan ikke en skid:

Vi er blevet digitaliseret.

Klaus Riskær Pedersen

26 Februar 2017